Om mit forhold til filmmediet
7. afsnit
Biografrepertoiret 29. august 1943
Herefter skal gengives Dagbladet Politikens
biografannoncer for den fatale dato, søndag den 29. august 1943:
Aladdin: Kl.
3,30-5,15-7-8,45 Sidste Dag! Den dundrende Publikums-Sukces
En Pige uden Lige (dansk 1943) Ellen Gottschalch –
Peter Malberg – Johannes Meyer – Rasmus Christiansen – Maria Garland og Ib
Schønberg
Allé Teatret
Jægersborg Allé Kl. 4-7-8,45 Sidste Dag! Tag dig af Ulla (svensk 1942) Forb. f. Børn
Alexandra Gl.
Torv 8 Kl. 3,40-5,10-7-8,45 Prinsens Elskerinde Mamselle
Bonaparte (fransk 1943) Ny fransk Film med Edwige Feuillère
Amager Bio:
Amagerbrogade 123 Kl. 7 og 8,45 Den ungarske Sukcesfilm
Erotik – Forbudt for Børn. Kl. 2 og 4: Muntre Akrobater med Kalle og Nisse
(svensk 1940)
Atlantic: Chr.havns Torv Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag! Ingrid Bergman i
den svenske Storfilm Juninatten Forb. f. Børn (svensk
1940) Kl. 3 og 5: Smaa Priser Fy- og Bifilmen ”Med
fuld Musik”
Bella Bio:
Brønshøj Torv Kl. 5-7-8,45 Sidste Dag! Præsten, der slog Knock-Out
(svensk 1943) Allan Boblin – Åke Söderblom Kl. 3: Tegne- og Kortfilm-Show
Bellevue Teatret
Strandvejen Kl. 2-4-7-8,45 Sidste Dag! Vi kunde have
det saa rart (dansk 1942) Kl. 2 og 4: Voksne 1.25,
Børn 0.75 o. h. Teatret
Bergthora Isafjordsg. Islands Brygge
Sidste Dag: Kl. 4-7-8,45 Edvard Persson Stationsforstanderen i Lykkeaas (svensk 1942?) Kl. 4: Samme Program. Populære
Priser.
Bio Lyngby
Kl. 19,10 og 21,10 Sidste Dag! Forb. f. Børn. Storfilmen
Lægen, der dræbte (tysk 1941) Kl. 16: Dødstrommen og Europamesterskabet i Sværvægtsboksn. Neds. Pr. Nr. Pl.
Bispebjerg Bio: Kl.
19 og 20,45 En Pige uden Lige (dansk; 1943- 2. uge) Sidste Dag! Et Spil om en
Vej, der til Himlen gaar (svensk 1943?) Eneste
Teater. Benyt Forudbest. Kl. 16: Tykke Thor i Trøjen
(svensk 1939?) Voksne Kr. 1,25, Børn Kr. 0,75
Boulevard Teatret: Sdr. Boulevard 84. Kl. 3: Den svenske Storfilm Under falsk Flag
(svensk; 19??) Kl. 5-7-8,45 Præsten, der
slog Knock-Out (svensk 1943) Sidste Dag!
Bristol Teatret
Frederiksberggade 25. Kl. 3,30-5,15-7-8,45 Jean Gabin
– Michelle Morgan. I Havnens Skygger (fransk 1939) En spændende og straalende fransk Film
Carlton Vesterbrogade
– Kl. 3,30-5,10-7-8,45. 4.Uge Næsts. Dag! Den dundrende Publikums-Sukces En Pige uden Lige (dansk 1943) Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer – Rasmus
Christiansen – Maria Garland og Ib Schønberg
D.S.B.:
Hver fulde Time fra Kl. 14–21. 75 Ø. inkl. Sk. Dansk Film Avis – På Bølgen blaa – Slottet Escorial – Hist og her Nr. 5 – Krüger
Nationalpark (Anden Del) – Anders And spiller Hockey.
Enghave Bio:
Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag! Pas paa Pengene (svensk;
1943?) Theo Lingen – Hans Moser. Kl. 4: Sm. Pr. Tror
du, jeg er født i Gaar? (dansk, 1941)
Fasan Bio Hj. Borups Allé. Kl. 5-7-8,45 fra 2. Forb.
f. Børn. Sidste Dag! Viviane Romance I Nat Kl. 12 (fransk 1939) Kl. 3:
”Ulvehundens Hævn” og ”Jens Langkniv”
Gentofte Kino
Kl. 4-7-8,45 Det første Rendez.vous (fransk 1941)
Danielle Darrieux
Grand
Sporvogn til Raadhuspl. Telefon fra Kl. 10. Ingen
Reklamer – Ingen Forfilm. Den erotiske Firkant ... Quadrille (fransk 1938) Et
moderne Lystspil med Sacha Guitry – Gaby Morlay – George Grey – Jacqueline Deiubac
Grøndals Teatret
Godthaabsvej 231 Sidste Dag! Kl. 7 og 8,45 Forb. f.
Børn Mordet paa Julemanden (tysk 1941) Kl. 4: Sm. Pr.
”Snushanerne” (dansk 1936) m. Ib Schønberg, lille Connie, Arthur Jensen
Hvidovre Kino:
Vigerslev Allé 384 Kl. 7,10 og 8,10 Sidste Dag! Det færste
Rendez.vous (fransk 1941) Kl. 4: Skipper Skræk
Kino – Lyngby
Torvet Lyngby Kl. 7,10 og 9,10 Tag detsom en Mand
(dansk 1941) Arhoff og Lauring
Kino-Palæet:
Kl. 2 Kl. 4 Kl. 6,30 Kl. 8,30 Sidste Dag! Peter Malberg-Sukces’en
Hans Ondsdags-Veninde (dansk 1943) Forsalg til hele Ugen Central 3368.
Lyngbyvejens Kino: Kl. 3,30-5,15-7-8,45 Mogen Wieth,
Bodil Kjer En Herre i Kjole og Hvidt (dansk 1942) Iscenesat af Bodil Ipsen
Merry:
Kl. 7 og 8,45 Forsalg fra Kl. 1. Sidste Dag! Forbudt f. Børn. Albert Préjean og Inkijinoff i De glædeløses Gade (fransk 1940) Kl. 3 og 5: Stort
Kortfilm-Show
Metropol: Kl.
2,30 – 4,30 – 6,30 – 8,30 Forb. f. Børn. Chevallier: Unge Piger forsvinder i Paris (fransk 1938-39)
Nora Bio:
Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag! Forb. f. Børn. Lida Baarova i Ungdommens Længsler (tysk, 1941?) Kl. 4: Den
svenske Farce Madam Anderssons Kalle (svensk 1934)
Nørrebros Biograf: Nørrebrogade 34 Kl. 3,30-5,15-7-8,45 Sidste Dag! Harry Baur i Ungkarlesynder (tysk 1941-42)
Nørreport Bio:
Kl. 16,10 -18,50 – 20,40
Den svenske Storfilm Alle Mand paa
Post! (svensk 1942?)
Odeon: Fælledvej 8 –
Kl. 7 og 8,45 Eneste Teater. Den gule Hævner (Glædernes Hus) (fransk 19??) Forb. f. Børn. Fransk Storfilm om Glædespigerne i Tokio Kl.
3 og 5: Store Børneforestillinger Flot Kortfilm-Show, morsom. Tegnef., Farcer mm.
Palads:
Kl. 2 – 4 , Kl. 6,30, Kl. 8,30 2. Uge! Katrina Efter
Sally Salminens Roman (svensk; 1943)
Palladium: Kl. 2 –
Kl. 4. – Kl. 6,30 – Kl. 8,30 Ta’ og elsk mig! (tysk 1942) Marika Rökk – Viktor Staal
Palæ Bio
Palægade Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag! Marguerite Viby i Lykken kommer (dansk 1942)
Kl. 5: Stort Kortfilm-Show
Park Teatret
Østerbrogade Kl. 16-19-20,45 Sidste Dag! Den danske Lystspil-Sukces Peter Andersen (dansk 1941) Med Carl Alstrup
Platan Bio
Kl. 3,50-5,30-7,15-9 Forbudt f. Børn. Den realistiske, franske Storfilm De glædeløses Gade (fransk 1940) Med Albert Préjean og Inkijinoff
Regina H.C.
Ørstedsvej Kl. 3,30-5,15-7-8,45 Kl. 3,30 og 5,15 Børneforestilling Kanske en
Gentleman Latter orkan m. Adolf Jahr (svensk
1941?) En Duel i Paris Gøg og Gokke i en
eventyrligmorsom Farce (19??)
Rialto: Smallegade
Kl. 5–7-8,45 2. Uge! Ny Kopi
Gösta Ekman – Ingrid Bergman i Swedenhielms (svensk 1935)
Roxy Godthaabsvej Kl. 4-6-7,30-9 Sidste Dag! Den dundrende
Publikums-Sukces En Pige uden Lige (dansk 1943) Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer – Rasmus Christiansen – Maria
Garland og Ib Schønberg
Ry-Kino
Ryesgade 55 Kl. 7 og 8,00 Sidste Dag! Fransk Storfilm med Annabella – Victor
Francen – Pierre Renoir. Med slukkede Lanterner (fransk 1936)
Saga Bio
Vesterbrogade Kl. 2-4-6,30-8,30 4. Uge! Det svenske Mesterværk Det Dansk-Svenske Kærlighedsdrama Elvira Madigan
(svensk 1943) Med Eva Henning og Åke Ohberg.
Scala-Bio
Vesterbrogade Kl. 3,20-5,15-7-8,45 4. Uge! Den dundrende Publikums-Sukces En Pige uden Lige (dansk 1943) Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer – Rasmus
Christiansen – Maria Garland og Ib Schønberg
Toftegaad: Toftegaards
Plads Kl. 7 og 8,45 Allan Bohlin i Præsten, der slog Knock-Out (svensk 1943) Kl. 4: 6te Trækning med Chr. Arhoff og Olga Svendsen (dansk 1936) Voksne 1 Kr. o. h. S.
Børn 50 Ø. (10 f. R.)
Triangel
Østerbrogade Kl. 3,30-5,15-7-8,45 Sidste Dag! Den dundrende Publikums-Sukces En Pige uden Lige (dansk 1943) Ellen Gottschalch – Peter Malberg – Johannes Meyer – Rasmus
Christiansen – Maria Garland og Ib Schønberg
Valby Teater:
Valby Langgade 48-50 Kl. 7 og 8,45 Ingrid Bergman I Brændinger (Naar en Kvinde elsker) Kl. 3 og 5: Stort Kortfilm-Show
Vanløse:
Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag! Den dramatiske Storfilm Bandlyst (fransk 1940) ) Kl. 4: Folkeforestilling Panserbasse med Ib Schønberg
(dansk 1936)
Vesterbro Teater
Vesterbrogade Kl. 4-6,15-8,30 Sidste Dag! Besættelse med Jean Gabin (fransk 1937) Med Piper og Trommer Sickan Carlsson –
Adolf Jahr (svensk 1941)
Windsor
P. Bangsvej 62 Kl. 7 og 8,45 Sidste Dag! 12 Ugers Sukces
paa Metropol Mordet paa
Julemanden (tysk 1941) Kl. 4: Folkeforestilling ”Spøgeriet paa
Bragehus” (svensk 1936)
Noget af det, der er værd at bemærke ved
biografrepertoiret på søndage – og altså også den i besættelseshistorien så markante
søndag den 29. august 1943 – er, at i
hvert fald en del af disse - foruden aftenprogrammerne - også spillede
eftermiddagsforestillinger, de såkaldte Matinë-forestillinger.
Disse bestod i reglen af to film, oftest muntre film, hvoraf den ene gerne var
en tegnefilm eller en filmfarce. Det karakteristiske for
matiné-forestillingerne var, at der altid var udsolgt til disse deciderede børneforestillinger,
og at det unge publikum i alderen fra 5-6 år og op til 14-15 år var ellevilde
af begejstring over det, de fik at se oppe på det hvide lærred. Når den øvre
publikumsgrænse var 15 år, skyldtes det, at man blev regnet for voksen fra man var
fyldt 16 år og derfor skulle betale voksenbillet.
I øvrigt var det især disse Matiné-forestillinger, som
mine to kammerater, Jørgen og Jørn, og jeg sammen havde besøgt omtrent hver
søndag i de foregående år, og som vi lejlighedsvis også gjorde dette år, 1943,
selv om vi jo nu havde fået mere alvorlige ting at tænke på, fordi vi jo alle
tre var gået ud af skolen og i hvert fald for mit eget vedkommende var begyndt
at arbejde. Som allerede fortalt, havde jeg i godt en måneds tid efter den
afsluttende eksamen, været såkaldt piccolo i Husejernes Abonnement, og – hvad
der var endnu bedre - fra 1. juli var jeg blevet ansat som en slags elev i
firmaet Dansk Farve- og Tegnefilm, hvor man netop så småt var gået i gang med at
producere den første danske lange tegnefilm ”Fyrtøjet”. De 35 kr. jeg til at
begynde med fik i ugeløn, var naturligvis ikke meget, men dog en løn på
sammenlagt 140-175 kr. pr. måned, men det rakte foreløbig til de mest
nødvendige udgifter, når jeg vel at mærke hverken skulle betale for kost og
logi hjemme. Til gengæld krævede mor, at jeg satte de 20 kr. af ugelønnen til
side til hjælp til min konfirmationsfest. Det betød, at jeg havde hele 15 kr.
til min egen rådighed hver uge, så der kunne derfor godt blive råd til en
biografbillet til 75 øre og en is og lidt slik, som jeg i reglen delte med mine
to kammerater, som endnu ikke selv tjente penge. Det hændte lejlighedsvis også,
at jeg betalte enten den enes eller begges biografbilletter, fordi de ikke selv
havde penge til det, men jeg ville jo gerne have dem med som selskab på
biografturen.
Biograferne under
undtagelsestilstanden
Undtagelsestilstanden, som var blevet indført 29. august
1943, og som fik indflydelse på hele samfundslivet, påvirkede naturligvis også
biograferne, som derefter ikke længere var i stand til at spille deres sene
aftenforestillinger. Årsagen var de indførte restriktioner og udgangsforbuddet,
også kaldet spærretiden, som var fra kl. 21 til 5 morgen. Det bevirkede blandt
andet, at biograferne ikke kunne spille sin seneste aftenforestilling, som i
reglen var Kl. 21,30 alle ugens dage.
Tirsdag den 14. september 1943 kunne Social-Demokraten give følgende - ukomplette – oversigt
over det københavnske biografrepertoire:
Aladdin:
Kl. 5,45 og 7,20 Det brændende Spørgsmaal (dansk;
1943. Forb. f. Børn. 3. uge)
Amager Bio:
Kl. 5,30 0g 7,15 Kvinder i Bur (fransk; 19??. Forb. f. Børn)
Atlantic:
Kl. 5,30 – 7,15 Danmarkspremiere: Det elegante og festlige Lystspil 100 000
Dollars (italiensk; 1940)
Bella Bio:
Kl. 5,30 og 7,15 Det brændende Spørgsmaal (dansk;
1943. Forb. f. Børn. 3. uge. Sidste Opførelser!)
Bispebjerg Bio:
Kl. 17,30og 19,15 En Pige uden Lige (dansk; 1943- 2. uge)
Boulevard Teatret: Kl. 7,15 Naar en Kvinde elsker (svensk;
1939?)
D.S.B.: Non
Stop-program: Forestilling Kl. 14 – 15 – 16 – 17 – 18 – 19 og 20 Ufa Film-Avis
– Den italienske Riviera – Omkring en svensk Orlogsby
– Hal Kemp spiller kendte Melodier – Rapsodi med Forhindringer (formentlig amrk. tegnefilm?)
Enghave Bio:
Kl. 5,30 og 7,10 Mine kære koner (dansk; 1943)
Hvidovre Kino: Kl.
3,30 og 7,15 En Pige uden Lige (dansk; 1943)
Kino-Palæet:
Kl. 2 – 4 – 7 Forsvundet i Paris (italiensk; 1942. 3. uge)
Lyngbyvejens Kino: Kl. 7,15 Den pragtfulde
Farvefilm. En Kæmpesukces: Den gyldne Stad (tysk;
1942. Forb. f. Børn)
Merry:
Kl. 5,30 – 7,15 Lille Napoleon Åke Söderblom (svensk;
1943)
Metropol: Kl.
1,50 – 2,40 – 5,30 – 7,15 Ny realistisk svensk Film: Kvinder i Fangenskab
(svensk; 19??. Forb. f.
Børn)
Nora:
Kl. 6,30 og 7,15 Den svenske Latter-Sukces:
Spøgelses-Doktoren (svensk; 19??)
Nørrebros Biograf: Kl. 5,20 – 7,10 Kvindefængsler (fransk; 1938. Forb.
f. Børn)
Nørreport Bio:
Obs! Kl. 16,10 og 19,10 Slutter Kl. 20,50 Bjørnstjerne Bjørnsons Synnøve
Solbakken (svensk; 19??)
Odeon: Det straalende morsomme svenske Lystspil Rabalder i
Rabarberland (Vi smaa har ogsaa
Ret) (svensk; 19??)
Palads:
Kl. 2 – 4 – 7 Katrina Efter Sally Salminens Roman (svensk; 1943. 4. uge)
Palladium: Kl. 2 –
Kl. 4. – Kl. 7 Som du vil ha’ mig! (dansk; 1943)
Rialto: Kl. 5,30
– 7,15 Det svenske Mesterværk – Det dansk-svenske Kærlighedsdrama Elvira
Madigan (svensk; 1943)
Toftegaad: Kl. 5,30 –
7,15 Swedenhielms (svensk; 1935)
Valby
Teater: Kl. 5,30
og 7,15 Mine kære Koner (dansk; 1943)
Vanløse:
Kl. 5,30 og 7,15 Den dundrende Sukces En Pige uden
Lige (dansk; 1943)
Som det måske vil være blevet bemærket, mangler der i Social-Demokraten for denne dag annoncer for flere af de
københavnske biografer. Det gælder Aleksandra, Bristol, Carlton, Colosseum,
Grand, Park, Platan, Roxy, Scala Bio, Skovshoved Bio,
Strand Teatret og Windsor. World Cinema er ikke medregnet, idet man dér først
ville begynde at spille film igen, når Cirkus Schumann takkede af og forlod
Cirkusbygningen for denne gang ved sommersæsonens slutning. Grunden til de
manglende annoncer kan muligvis tænkes at være den, at der var
biografdirektører, som ikke ønskede at annoncere i en socialdemokratisk avis,
men det er dog ret gætteværk fra min side.
Elvira Madigan
Til det ovennævnte biografrepertoire vil jeg her i
øvrigt kun knytte en kommentar til den svenske film ”Elvira Madigan”,
som jeg selv så kort efter premieren. Det var og er en rørende og tragisk
kærlighedshistorie, som i sin essens kan minde om Shakespeares tragedie ”Romeo
og Julie”. De to dominerede roller som pigen Elvira Madigan
og løjtnant Sixten Sparre spilles henholdsvis af Eva Henning og Åke Ohberg. Filmen er en dramatisering af virkelige personer og
begivenheder, idet Elvira Madigan er kunstnernavn for
den dansk-tyske Hedvig Antoinette Isabella Eleonore Jensen (1867-1889), født i
Flensborg. Hun, der almindeligvis omtaltes som Hedvig Jensen, var cirkusartist
og linedanserinde, men blev bedst kendt for sit hemmelige og sluttelig fatale
kærlighedsforhold til den svenske dragonløjtnant Sixten Sparre. Hun var
steddatter af cirkusdirektør John Madigan, med hvis
cirkus hun turnerede omkring, blandt andet til Kristianstad i 1888, hvor den
kortvarige kærlighedsaffære
mellem de to begyndte.
Sixten Sparre (1854-1889) er ligeledes bedst kendt for
sin kærlighedsaffære med linedanserinden Elvira Madigan.
Han var af adelsslægt og siden 1880 gift med en komtesse, og parret havde to
børn, men det afholdt ham ikke fra at forelske sig i cirkusprinsessen. Deres
forhold var romantisk og blev især næret gennem brevveksling efter at cirkusset
var rejst videre på turnéen. Situationen udviklede sig uudholdeligt for dem
begge, og i juni 1889 deserterede han fra sit regiment og mødtes med Elvira,
der havde forladt sin familie og cirkus, og parret mødtes i Stockholm, hvorfra
de rejste via København til Svendborg og indlogerede sig på et hotel som
påståede nygifte. Men deres fælles udsigter var på enhver måde håbløse, og
Sixten Sparre besluttede derfor, at den eneste udvej måtte være at gøre en ende
på deres liv. I det øjemed foretog de den 20. juli 1889 en udflugt til Nørreskov
på Tåsinge, hvor Sixten først skød Elvira med sin medbragte tjenesterevolver,
og derefter sig selv. Begge blev begravet på Landet Kirkegård og desuden blev
der opstillet et mindesmærke på det sted i Nørreskov, hvor deres lig blev
fundet. Hun blev kun 22 år, medens hendes elsker var omkring 35 år på
dødstidspunktet.
Denne romantiske og tragiske historie blev i 1943
indspillet som film i Sverige, med Åke Ohberg
(1905-1975) som instruktør og i rollen som Sixten Sparre, medens den kønne og
da 23-årige Eva Henning (f. 1920) sås i rollen som linedanserinden Elvira Madigan.
Samme romantisk-tragiske historie valgte den svenske
filminstruktør Bo Widerberg (1930-1997) at
genindspille i 1967, denne gang med den da 17-årige Pia Degermark (f. 1949) som
Elvira og den da 30-årige Thommy Berggren (f. 1937) som løjtnant Sixten Sparre.
Pia Degermark kunne imidlertid ikke tale rent dansk, hvorfor den danske
skuespillerinde Yvonne Ingdal (f. 1939) lagde stemme til Elvira. Bo Widerbergs meget smukke film udmærker sig dels ved et
fremragende spil af de to unge svenske skuespillere, og dels også ved sin
elegiske klassiske underlægningsmusik.
Som den filmentusiast jeg var og er, fik jeg selv set
begge film og rørtes naturligvis som det øvrige biografpublikum over den
umulige romantiske og tragiske kærlighedshistorie. Versionen fra 1943 så jeg
kort efter filmens premiere i Rialto, og versionen fra 1967 så jeg også kort
efter dennes premiere, men erindrer ikke i hvilken biograf, dog muligvis i
Dagmar.
Men der var sket meget i de 24 år, der var forløbet
mellem de to film, både i verden og i Danmark og ikke mindst for og med mig
selv. De menneskelige erfaringer og den filmkyndighed, jeg havde erhvervet i
den tid, bevirkede, at jeg i 1967 vurderede kærlighedsaffæren mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre på en helt anden måde, end den
romantiske, følelsesladede oplevelse i 1943. I 1967 kendte jeg dels til
Martinus’ analyser over ”det seksuelle polprincip” og dels havde jeg da to
forliste ægteskaber bag mig. Det gav selvfølgelig en helt anden indfaldsvinkel
til tilværelsen i almindelighed og til en film som ”Elvira Madigan”
i særdeleshed. Romantikken var forsvundet og erstattet af en mere nøgtern
vurdering, hvilket dog ikke gjorde filmen fra 1967 til en mindre oplevelse.
For resten blev der i 1967 også indspillet en dansk
dokumentarfilm om Elvira Madigan, produceret af Lopeja Film i Svendborg. Bag projektet stod Poul Erik
Møller (Pedersen), som var ansvarlig for både drejebog, instruktion,
fotografering, klip og dekorationer. Drejebogen var angiveligt skrevet på
grundlag af en bog af H.C. Andersen, Odense, som dog ikke er identisk med den
berømte eventyrdigter af samme navn. Det var skuespillere fra Jurex Teatret og artister fra Cirkus Schumann og Cirkus
Arena, der udførte rollerne. Deres navne er Anne Mette Michelsen, Søren
Svejstrup, May Cathala Knipschildt,
Werner Knipschildt, Katja Schumann, Jytte Berdino Olsen og Lise Hardt. Filmen var optaget i 16mm
format og havde en spilletid på 65 minutter.
Filmens instruktør var også kendt som skuespiller i
bl.a. to ”Far til Fire”-film, men lavede også
selvproducerede dokumentarfilm, som eksempelvis ”Elvira Madigan”.
Blandt filmens medvirkende artister vil især navnet Katja Schumann (f. 1949)
være kendt, idet hun som datter af cirkusdirektør Max Schumann og hustru, Vivi
Schumann, tilhørte den berømte Cirkus Schumann-familie og selv var en dygtig
dressurrytter, som havde optrådt i forældrenes cirkus fra hun var omkring 10
år.
Navnet Jytte Berdino Olsen
(f. 1939) vil dog også være kendt af mange, idet hun som datter af
cirkusdirektør Arne Viktor Olsen (1914-1976) også var cirkusbarn. Hun optrådte
som linedanserinde og trapezartist i faderens Cirkus Arena, som senere blev
overtaget af hendes broder, Benny Berdino. Jytte Berdino forlod dog cirkuslivet og slog sig ned som
købmandskone i Guldbergsgade i København.
For folk, der er kyndige i cirkushistorie
vil navnet Werner Knipschildt (1902-1984?) også være
kendt. Han var i årene 1942-69 sprechstallmeister i Cirkus Schumann. Senere
rejste han landet rundt som foredragsholder, og han skrev også operetten ”Blot
en smule kærlighed”, opført på Det Ny Teater i 1934 med Ellen Jansø og Thorkild Lauritzen som det unge par og Maria
Garland og Harald Host som det morsomme par. Musikken blev spillet af Otto Lington og hans 10-mands orkester.
Social-Demokraten havde også en særlig rubrik med overtitlen ”Teater og
Film”, hvor man omtalte nyheder eller kuriøse hændelser indenfor teater- og
filmverdenen. Tirsdag den 14. september 1943 kunne man under overskriften ”Knud
Rex som Manager for Sonja Wigert”, læse, at Knud Rex,
daværende teaterdirektør for Frederiksberg Teater, havde forsøgt at få den
kendte svenske skuespillerinde Sonja Wigert til
Danmark, dels til hans teater og dels til dansk radio og film. Han var dog ikke
sikker på, at der kom noget ud af aftalen, for den beroede på om den svenske
stjerne kunne frigøre sig fra sine svenske kontrakter og forpligtelser.
Den meget smukke Sonja Wigert,
f. Hansen (1913-1980) var født i Notodden i Norge, hvor hun fik en
handelsskoleuddannelse og desuden uddannede sig som modeltegner,
som hun fik brug for under et ophold i Paris. Der gjorde hun også dansestudier,
hvilket formentlig kom hende til nytte, da hun søgte ind ved Det Norske
Teatret, hvor hun debuterede i 1934. Samme år vandt hun en skønhedskonkurrence,
hvilket gav hende en mindre rolle i filmen ”Sangen om Rondane”.
Hun ændrede sit efternavn til Wigert i 1935. 1938 var
hun engageret ved Nationaltheatret i Oslo, og via den
norsk-svenske samproduktion "Eli Sjursdotter"
kom hun i kontakt med Sverige og Schamyl Bauman, der
engagerede hende til sin filmkomedie "Hennes lilla Majestät"
(1939, ”Hendes lille Majestæt”) og filmen "I dag börjar
livet" (1939, ”I Dag begynder Livet”). Hun var fra 1940 bosat i Sverige,
hvor hun både optrådte på teatret og på film, samtidigt medvirkede hun også i
flere norske film, hvor hun havde haft sit egentlige gennembrud i 1937 med
filmen ”Fant”. Teaterscenen var også hendes virkefelt,
og i begyndelsen af 1941 spillede hun i "Kokottskolan",
der blev hendes gennembrud på scenen i Sverige. På den tid turnerede hun også
med kollegaen Sture Lagerwall, blandt andet med
"Jeg elsker dig, Markatta". Fra 1939
filmede hun dog mest i Sverige og her fik hun i 1942 sit filmiske gennembrud
med ”Kriminalsagen Ingegerd Bremssen”. I Sverige
medvirkede hun i ialt 22 film.
Ved siden af sit teater- og filmarbejde var Sonja Wigert også aktiv indenfor den norske modstandsbevægelse,
som hun samarbejdede med fra 1941, året efter Nazi-Tysklands
besættelse af Norge. I 1942 blev hun svensk dobbeltagent under dæknavnet
”Bill”, idet hun fra svensk side, mere præcist af svensk sikkerhedspoliti,
SÄPO, fik til opgave at tage kontakt til den tyske rigskommissær for de tysk
besatte norske områder, Josef Terboven. Han lod sig
charmere af den smukke kvinde, som han kurtiserede på det kraftigste. Ifølge de
foreliggende oplysninger, fik skuespillerindens svenske opdragsgivere det ud af
det, at man takket være hende fik oplysninger om, at den tyske Gestapo-chef i
Sverige var August Finke og at baron von Gossler var
en central tysk spion.
I 1942 begyndte hun at arbejde som spion for en kontakt
ved den amerikanske legation i Stockholm, og fra 1944 arbejdede hun for Office
of Strategic Services, en organisation, som efter krigen blev omdannet til
Central Intelligence Agency (CIA). Imidlertid blev tyskerne fra efteråret 1943
klar over, at den kønne kvinde ikke var på deres side, hvorfor man ikke længere
ville benytte hende som spion, men tværtimod udspredte løgnagtige historier om
hende i svensk presse. Det medførte, at Sonja Wigert
blev frosset ud, først i den svenske og senere i den norske offentlighed, og at
hendes gode rygte dermed var ødelagt.
Sonja Wigert fortsatte dog
under hele forløbet med at indspille film i Sverige, også efter at Norge var
blevet befriet i 1945. Hendes aktiviteter som skuespillerinde ophørte i løbet
af 1960’erne, hvorefter hun så vidt vides trak sig tilbage til privatlivet.
Sammen med en skuespillerkollega havde hun allerede fra omkring 1950 drevet en
benzintank midt i Stockholm, samtidigt med, at hun også filmede og optrådte på
teatret. Hendes sidste sceneoptræden var på Vasa Teatern
i 1962, hvor hun medvirkede i "Iguanans Natt".
Jeg ved ikke, om der kom noget ud af samarbejdet mellem
Knud Rex og Sonja Wigert, men i 1960’erne optrådte
hun i hvert fald i København på Det ny Teater, hvor hun havde rollen som Elvira
i Noel Cowards herlige lystspil "Min kone spøger", i øvrigt sammen
med Gunnar Lauring. Sonja Wigert medvirkede i den
danske spillefilm ”Eventyrrejsen” (1960), som handler om et dansk rejseselskab
på besøg i München, Tyrol, Rom og Venedig. Det er en Palladiun-produktion,
med manuskript af Grete Frische og Ole Berggreen og
med sidstnævnte som instruktør.
Set i tilbageblik, var Sonja Wigerts
bedste præstation som skuespiller nok den dødssyge skuespillerinde i Hasse
Ekmans film "Ombyte av tåg" (1943, ”Mellem
to Tog”). En god rolle havde hun også som voldtægtsoffer i ”Fallet
Ingegerd Bremssen” (1942, "Kriminalsagen
Ingegerd Bremssen) og i ”Räkna
de lyckliga stunderna blott"
(1944, ”Tænk kun paa de lykkelige Timer”). Af
lystspilfilmene huskes hun særligt for sin rolle i "Ung dam med tur"
(1941, "Heldig ung dame”).
Sonja Wigerts privatliv var
præget af et par ægteskaber, en skilsmisse og et dødsfald. Fra 1939 til 1941
var hun gift med redaktør og filmmanuskriptforfatter Torsten Flodén (1910-1948). Ægteskabet blev opløst i 1941, hvorefter
hun giftede sig med den danske flykaptajn Niels Viggo Halfdan de Meza von
Holstein-Rathlou (1910-1949). Han omkom som fører af en af hærens jagerflyvere
- en Spitfire – da denne ved et uheld styrtede ned i
Øresund ud for Høje Skodsborg.
Det svenske sikkerhedspoliti Säpos arkiver blev først
frigivet, over 25 år efter hendes død, og det var først da, at offentligheden
fik kendskab til hendes virksomhed som norsk-svensk-tysk dobbeltspion. Sonja Wigert flyttede for resten ikke tilbage til Norge, men blev
boende i Sverige, indtil hun flyttede til Spanien, hvor hun døde. den 12. april
1980 i Alfaz del Pi.
Knud Rex’ liv var ikke mindre dramatisk end Sonja Wigerts, om end på en anden måde. Om Knud Rex (1912-1968)
vides det, at han var uddannet indenfor handel hos Brdr. Dahl i København. Men
den unge mand ville være skuespiller og det lykkedes ham at komme ind på Det
kgl. Teaters elevskole i årene 1935-37. Derefter var han engageret ved Otto
Jacobsens Teaterselskab 1937-38, hvor han fik sin debut som André i skuespillet
”Eventyret”. Han kom derefter til Frederiksberg Teater 1938-39 og til Betty
Nansen Teatret 1939-42. Derefter var han i årene 1943-48 direktør for
Frederiksberg Teater, som han også var ejer af 1946-47.
Nogle af Knud Rex’ største succeser på Frederiksberg
Teater var ”For aabent Tæppe” og ”Privatliv”, i
sidstnævnte stykke spillede han selv sammen med Berthe Qvistgaard. Da teatret
nedbrændte i 1947 arbejdede han som freelance
skuespiller, blandt andet på Aalborg Teater. Uheldigvis blev han mistænkt for
selv at have påsat branden på Frederiksberg Teater, og i januar 1950 blev han
anholdt og fængslet i 14 dage, sigtet for brandstiftelse i 16 tilfælde,
deriblandt flere teaterbrande. Han blev dog senere frikendt og fik 5.000 kr. i
erstatning for uforskyldt fængsling. Genvordighederne var dog ikke slut dermed,
for i oktober 1953 blev han igen fængslet og sigtet for brandstiftelse. Dommen
faldt i 1954, hvor han ved et nævningeting blev kendt skyldig i et par af de
brande, han var sigtet for have antændt. Han blev desuden kendt skyldig i
forfalskning af recepter, og straffen lød på 3 års fængsel.
Knud Rex opgav dog ikke sine teaterdrømme af den grund,
for i fængslet gjorde han forsøg på at indstudere ”Vejs Ende” med fire mordere
og to voldsforbrydere på rollelisten. Imidlertid blev han prøveløsladt i
december 1955 og genoptog arbejdet ved teatret, men uden større held. I 1958
kom det offentligt frem, at en statsadvokatfuldmægtig ved navn Wilfred
Christensen ville udgive en bog med titlen ”Jeg anklagede”, og Knud Rex havde
erfaret, at bogen blandt andet indeholdt et 13 siders referat af nævningesagen
mod ham i 1954. Han søgte derfor gennem fogedretten,
at nedlægge forbud mod bogens udgivelse, men forgæves.
I 1963 havde Knud Rex overtaget cafeen ”Rex Saloon” i
Pilestræde i København, som han drev sammen med sin hustru, restauratør Ruth
Rex, f. Andersen, som han havde giftet sig med i foråret 1962. Før den tid
havde han i en periode været kæreste med Toni Biering (1920-1986), som i sit
ægteskab med Henry Dahl (1901-1981) blev mor til den senere så berømte
revyskuespiller og revyinstruktør Lisbeth Dahl (f. 1946). Der var i øvrigt også
noget om en affære mellem Rex og skuespiller Julie Grønlund
(1922-1999), som blev uddannet på Frederiksberg Teaters Elevskole 1945-47. Den
22. november 1945 var Rex blevet gift i Holmens Kirke med den unge
skuespillerinde og solodanserinde ved Pantomimeteatret i Tivoli, Elsebeth
Margrethe Nielsen (1923-1957), og forinden var han den 24. april 1944 blevet
skilt fra Inge Gerd, født Jensen. Om sidstnævnte findes ingen umiddelbart
tilgængelige oplysninger.
Under samme rubrik ”Teater og Film” kunne man desuden
læse, at Cirkus Miehe, Borups Plads, spillede sin afskedsforestilling for denne
gang i København kl. 19. Desuden kunne man oplyse, at Nørrebros Teater havde
forkortet sin forestilling, Liva Weel-succesen ”Grevinden af Nørrebro” så
meget, ”at der skulle være god Tid til at naa de
sidste Sporvogne og S-Tog.”
Af andet nyt fra teater- og filmverdenen var
meddelelsen om, at Max Hansens store lystspilsukces
som ”Den lille Napoleon”, en rolle, han havde spillet på teatre både i udlandet
og herhjemme, nu var blevet en succes som svensk film i danske biografer. Men
ikke med Max Hansen i en af sine glansroller, men derimod med den omtrent ligeså populære Åke Söderblom
(1910-1965). Filmen havde Danmarkspremiere på fire københavnske biografteatre
samtidigt, nemlig Merry, Platan, Roxy og Triangel.
På side 6 bruger Social-Demokratens
filmanmelder, Georg Wiinblad, en stor del spalteplads til sin omtale af
premieren på den nyeste Marguerite Viby-film: ”Som du vil ha’
mig -!” – Filmen er en Palladium-produktion med manuskript af norske Tancred Ibsen og med dansk version af Børge Müller. Filmen
er instrueret af Johan Jacobsen, som jo efterhånden var en sand mester i at
instruere elegante filmlystspil. Foruden Marguerite Viby i rollen som en sød og
artig mor til to og husmor, der er gift med en dominerende og kvindeglad
ingeniør, som sædvanligt spillet af en kompetent Gunnar Lauring, ses Ebbe Rode
i rollen som lægen, der sørger for at give den artige ingeniørfrue en
hormonindsprøjtning, som kvikker damen gevaldigt op. Det vil sige, lægen tror,
at han har givet hende en dosis humørhormoner, hvilket viser sig ikke at være
tilfældet. Det gode og sprudlende humør, som ingeniørfruen pludselig viser sig
at have, skyldes hende selv, fordi hun gerne vil vinde sin fordringsfulde mands
interesse på ny og vise sig for ham, som han gerne vil ha’
hende!
Der var på dette tidspunkt kommet flere folk til på
tegnestuen, blandt andre mellemtegnerne Bodil Rønnow og Erling Bentsen, som
begge blev assistenter for først og fremmest Dorst. Bodil Rønnow var i lang tid
den eneste kvindelige mellemtegner på tegnestuen. Desuden dukkede Arne ”Jømme” Jørgensen op. Han kom som tidligere omtalt også fra Bavaria Film i Tyskland, hvor han havde arbejdet for Hans
Held i godt og vel et halvandet års tid. ”Jømme”, som
han blev kaldt i daglig om- og tiltale, blev som den første specielt tilknyttet
som mellemtegner for Børge Hamberg, især på dennes scener med soldaten. Kort
efter kom Mogens Mogensen og Torben Strandgaard også til. De to var
arkitektstuderende på Kunstakademiets Arkitektskole, og derfor viste de sig til
at begynde med først på tegnestuen efter skoletid. Nogle måneder senere, da
Mogens Mogensen var færdiguddannet som arkitekt, valgte han midlertidigt en
heldagsbeskæftigelse som mellemtegner og assistent for Børge Hamberg, og helt
specielt på scener med soldaten. Mogens Mogensen viste sig nemlig at være god
til at tegne og til dels også at animere en seriøs figur som soldaten.
Der var også begyndt at komme en halv snes yngre
damer eller piger til, som dagligt skulle arbejde med optræk og farvelægning,
sådan som flere af dem allerede havde gjort, dels hos VEPRO og dels i
Frederiksborggade, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S som omtalt havde sin
første tegnestue fra omkring begyndelsen af januar 1943. Men nu rykkede disse
damer altså ind på tegnestuen i Frederiksberggade 28, hvor de fortsatte deres
arbejde, stadig under ledelse af Jenny Holmqvist. Blandt de unge damer var
f.eks. Karen Bech (”Miss Bech”), Mona Irlind
(”Irmelin”), Jytte Claudi, Esther Andersen, Line Kofoed, Bitten Andersen,
Annelise Clausen, Ea Johnsen, Alice Kjærsgaard, Inge Wiinifred,
Birthe Petersen m.fl.
En af de tegnende medarbejdere, der dukkede op på
tegnestuen i løbet af eftersommeren 1943, var Frede Henning Jensen, som senere
ændrede sit efternavn til Dixner (man fornemmer den lydlige
klang af det berømte navn Disney!).
Herefter skal nævnes, at en del af det personale, som
arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade 28 fra hen på eftersommeren 1943,
var følgende: Børge Hamberg, Frede Henning Dixner,
Harry Rasmussen, Finn Rosenberg. Arne ”Jømme”
Jørgensen, Mogens Mogensen, Preben Dorst, Otto Jacobsen, Karen Margrethe
Nyborg, Kaj Johnsen, Bjørn Frank Jensen og Torben Strandgaard.
Det siger næsten sig selv, at det stigende antal
medarbejdere stillede krav til en omrokering af borde og stole, så alle kunne
få en rimelig god plads, hvor det i alle tilfælde krævende og slidsomme arbejde
kunne foregå i god ro og orden. Men mærkværdigvis lykkedes det at arrangere sig
til alles tilfredshed. Der herskede normalt en god og rar stemning på tegnestuen,
og personalegrupperne: nøgletegnere, mellemtegnere og optræks- og
farvelægningspigerne, kom i al almindelighed godt ud af det med hinanden og
hverandre. Det viste sig da også, at der blev knyttet venskaber, som for nogles
vedkommende kom til at vare stort set hele resten af livet. Og naturligvis
hændte det også, at nogle af pigerne blev lune på enkelte af de mandlige
medarbejdere og omvendt. Derfor kunne der også forekomme indbyrdes jalousi
mellem pigerne, når et par af dem var forelsket i den samme fyr. Det var særlig
Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Preben Dorst, der var genstand for
pigernes sværmeri, medens en lidt ældre mand, som f.eks. Otto Jacobsen, havde
problemer med at tiltrække sig pigernes amourøse opmærksomhed. Han var 28 år i 1943,
mens pigernes gennemsnitsalder lå omkring de 19-20 år.
Selvom de ikke var uimodtagelige for pigernes ømme
blikke, var hverken Børge Hamberg eller Bjørn Frank frie på kærlighedsmarkedet,
for Børge var forlovet med den kønne og begavede Bodil Petersen, som han senere
blev gift med, og det samme gjaldt Bjørn Frank, der var engageret med sin
smukke fotomodel, Edel Hansen, som han også blev gift med, medens vi arbejdede
på ”Fyrtøjet”. Både Preben Dorst og Otto Jacobsen var derimod ledige på
ægteskabsmarkedet, og for Dorsts vedkommende endte det da også med en
kærlighedsaffære med den kønne Annelise Clausen, et forhold, der dog ikke var
holdbart. Men endnu senere giftede han sig med Bitten Alice Andersen, og parret
fik en datter sammen.
Her skal også nævnes, at et af de første bude hos
Dansk Farve og Tegnefilm A/S, hed Erik Nielsen, men han blev til daglig kaldt
”Pluto”, formentlig på grund af sit langagtige ansigt og store ører. Han havde
haft børnelammelse som barn, men var kommet sig nogenlunde over sygdommen, som
dog havde efterladt sig mén i form af et vist besvær med at styre kroppen og
især benene. Men ”Pluto” viste sig at være en pligtopfyldende ung mand på vel
omkring 14 år, altså jævnaldrende med mig. Uheldigvis for ham, havde han store
ambitioner om at blive tegner, helst karikaturtegner, men når sandt skal siges,
ejede han ikke det mindste talent for at kunne tegne. Det var han godt selv
klar over, men hans vilje til at ville lære at tegne var ukuelig i de mange år,
han og jeg var venner.
”Bjørn”, som så vidt jeg husker også hed Jensen til
efternavn, fungerede hovedsagelig som ansvarlig for at animationstegninger, cels m.v. blev udvekslet mellem Dansk Farve- og Tegnefilm
A/S’ afdelinger i de forskellige bydele. Det skete ved at materialet til en
eller flere scener blev lagt i dertil indkøbte papkasser á 26x32 cm, som lige
netop kunne rumme A4 ark.
Til arbejdet på ”Fyrtøjet” blev der kun brugt
tegnepapir og celluloider og baggrunde i størrelsen
A4. Pan-baggrunde var naturligvis en undtagelse, men disse kunne i reglen
rulles sammen, så de alligevel kunne ligge i en papkasse af den nævnte
størrelse.
Som et vigtigt led i sine arbejdsopgaver skulle
”Bjørn” eller ”Largo” også holde orden på det efterhånden store arkiv af
papkasser med diverse scener, som i Frederiksberggade stod på nogle af de
hylder, der før Dansk Farve- og Tegnefilm A/S rykkede ind i lokalerne, havde
stået tomme. Papkasserne var hver især markeret med sekvens- og scenenumre, og
disse blev omhyggeligt registreret og holdt nøje regnskab med i en dertil
beregnet regnskabsbog. På den måde vidste ”Bjørn” altid lige præcis, hvor langt
de enkelte scener var kommet i arbejdsprocessen, og hvilke scener, der befandt
sig hvor og hvornår og hvorfor. Som nævnt af Mona Ipsen, var ”Bjørn” oprigtig
troende kristen og som sådan medlem af Kristelig Forening for Unge Mænd (KFUM),
lige som han var en ivrig og engageret spejderleder for en gruppe
spejderdrenge. Han tilbragte så vidt vides de fleste af sine weekender med
spejdermøder og spejderture.
Nedenunder tegnestuen lå som nævnt Pihls Mælkeri på
førstesalen, og her plejede nogle af os at tilbringe frokostpausen. Det var dog
mest almindeligt at have madpakke med hjemmefra, men så kunne man nøjes med at
købe et glas mælk til 10 øre, eller en lys øl til 15 øre. Stærkere drikke
fandtes ikke på stedet. I øvrigt kunne måske især jeg ikke hurtigt nok komme
tilbage til det spændende arbejde, for efter et halvt års forløb fik jeg stadig
mere ’selvstændige’ animationsopgaver. Det skete på den måde, at Børge Hamberg i
stigende grad overlod det til mig også at tegne de tegninger, der i fagsproget
kaldes ”break downs”. Det vil sige tegninger, der
ikke er egentlige mellemtegninger, men som derimod
kræver at man forstår intensionerne og tegner de nøgletegninger, som nøgletegneren
med vilje har undladt at tegne. Primært for at spare tid. Sekundært for at
oplære sin assistent i animationens ikke altid lige nemme eller lette kunst.
Så vidt jeg husker, var nogle af de første
mellemtegnere, der blev ansat på tegnestuen i Frederiksberggade 28, som
tidligere nævnt Arne ”Jømme” Jørgensen, Bodil Rønnow
og Erling Bentsen. Desuden drejede det sig om Mogens Mogensen og Torben
Strandgaard og efterhånden mange flere, som jeg beklageligvis ikke længere kan
huske navnene på. Dog husker jeg, at der senere på året dukkede en høj, tynd og
tavs mand op, som hed Ib Jensen, der dog kun sad på tegnestuen i et kort
tidsrum, førend han sammen med flere andre flyttede med Bjørn Frank ud til
tegnestuen på Nørrebrogade. Han skulede lidt til mig, som om han misundte mig
den position, jeg dels havde som tegnestuens absolutte ”Benjamin”, og dels som
følge af det åbenbare tegne- og animationstalent, jeg også var i besiddelse af.
Ib Jensen var to år ældre med mig. Efter krigen skiftede han efternavnet til Steinaa, og det var med det navn, han senere blev kendt som
en meget dygtig tegner og animator. Han og jeg kom en del år senere til at
arbejde tæt sammen i mange år, nemlig fra 1959 til 1970, hvilket jeg skal
fortælle mere om i kronologisk sammenhæng.
En af de mellemtegnere, der blev ansat kort efter at
Bjørn Frank var rykket over på tegnestuen i Frederiksberggade 28, var Helge
Hau, som netop specielt blev tilknyttet som mellemtegner for Bjørn Frank. Det
skulle snart vise sig, at Hau var den hurtigste af de mellemtegnere, der
arbejdede på ”Fyrtøjet”. Det hang især sammen med, at Hau foretrak at arbejde
hjemme på sin egen tegnestue, fordi han så også kunne passe sit sidejob, dels
som vittighedstegner og dels som assistent for Mik. Derfor kom han efter aftale
med Johnsen til at arbejde på akkordbetaling efter hvor mange tegninger, han
kunne levere på en uge. Denne ordning var ikke efter Bjørn Franks hoved, idet
han dels følte at hans animationstegninger ikke altid ville få førsteprioritet
hos Hau, ligesom han noget skuffet måtte konstatere, at Haus hastværk i nogle
tilfælde resulterede i mellemtegninger, der ikke
altid var så veltegnede, som Bjørn Frank havde kunnet
ønske sig.
Helge Hau arbejdede fortrinsvis som freelance, men
sad lejlighedsvis på tegnestuen i Frederiksberggade 28 og nærmest sprøjtede
sine mellemtegninger ud. Eftersom han stort set kun
var mellemtegner for Bjørn Frank Jensen, huede det ikke denne, som syntes at Haus
mellemtegninger ofte var lidt for ufølsomt og bastant
tegnet. Alligevel fik Hau et velfortjent ry som den mellemtegner, der havde
lavet flest mellemtegninger til ”Fyrtøjet”. Helge Hau
blev på sine lidt ældre dage reklamechef hos Medicinalfabrikken Ferrosan. Men
han fortsatte med at tegne sine komiske og humoristiske tegninger hele livet.
Det hændte i perioder, at Helge Hau sad på tegnestuen
i Frederiksberggade og arbejdede, men lige flittig og engageret var han altid.
Han nærmest sprøjtede mellemtegninger ud, som vi
havde hørt om at Anker Roepstorff havde gjort i sin tid på VEPRO. Men faktisk
arbejdede alle på tegnestuen koncentreret og engageret, mere eller mindre
naturligvis. Selv var jeg totalt og begejstret engageret i arbejdet, fast
besluttet på at ville blive en god nøgletegner.
Men for øvrigt gik dagene ikke kun med alvorligt og
målrettet arbejde, for ind imellem bredte der sig en
lettere løssluppen stemning, især blandt de mandlige tegnere. Det opstod som et
naturligt behov eller en trang midt i travlheden, og ikke mindst på baggrund af
den betydeligt mere alvorlige situation Danmark befandt sig i, og de dramatiske
begivenheder, man næsten dagligt kunne høre om i radioen eller læse om i
aviserne. Godt nok var der tysk pressecensur, men selvom tyskerne som regel kun
lod nyheder, der var til fordel for Det Tredje Rige slippe igennem censuren, så
kunne de trods alt ikke i længden skjule, at De Allierede begyndte at blive en
alvorlig trussel for Tyskland. Dette kunne dog alt sammen ikke forhindre os
tegnere og andre danskere i at leve livet videre, som om krig og besættelse
ikke fandtes.
Den nævnte løsslupne stemning kunne f.eks. give sig
udslag i den slags løjer, som den netop gjorde en dag, hvor Helge Hau opholdt
sig på tegnestuen. Hau var en vældig flink fyr, men han satte aldrig sit lys
under en skæppe, men kunne ind imellem i overmod godt finde på at prale lidt
med sine egne fortræffeligheder. Det inspirerede en af tegnerne til at foreslå
et væddemål om, hvem der kunne spise flest flødeboller. Det hoppede Hau straks
på, eller måske rettere sagt: han var for sin troværdigheds skyld nødt til at
melde sig som første deltager i væddemålet, idet han påstod at han med lethed
kunne sætte 25 flødeboller til livs i løbet af et kvarters tid. Aftalen lød på,
at kunne han ikke spise alle flødebollerne ud i en køre, så skulle han selv
betale for hele kassen, og de flødeboller han ikke kunne spise ville derefter
blive tværet ud i ansigtet på ham. Disse vilkår accepterede han, og straks
derefter gik en anden af tegnerne over til slikbutikken ved siden af
Bristol-biografen og købte en kasse med så vidt jeg husker 25-30 flødeboller.
Disse begyndte Hau omgående at gnaske i sig, idet han nærmest slugte den ene
flødebolle hurtigere end den anden, indtil han på den måde havde nået at spise
omkring halvdelen af kassens indhold. Så begyndte det at knibe for ham med
resten, for han fik stærke brækfornemmelser og skulle kaste op, og efter at
have tvunget endnu nogle få flødeboller i sig, måtte Hau give op. Men det
afholdt ikke den, der havde været ovre og købe flødebollerne, i at overholde
aftalen og tvære de omkring en halv snes endnu uspiste flødeboller ud i ansigtet og hovedet
på den stakkels Hau, som forsøgte at tage det med godt humør. Alle andre end
han selv var jo ved at flække af grin over synet af den unægtelig komiske
figur, Hau gjorde med flødebollerne smurt ud i ansigtet, så han ikke var til at
genkende. Nu kunne han til gengæld ikke klare mere, og i stor hast skyndte han
sig ud på toilettet og kastede op.
Mens det endnu var sommer, var der en anden af de
næsten daglige fornøjelser og afvekslinger i arbejdet, nemlig flere af
tegnernes forkærlighed for den lækre fløderand, man kunne købe henne hos
konditoriet La Glace i Skovbogade. I en kort periode
hændte det næsten dagligt, at en af os tilbød at hente den herlige spise, og
efter at have samlet penge ind fra dem, der bestilte et stykke fløderand, begav
budet – nogle gange var det mig - sig til fods af
sted til konditoriet, som lå cirka 8 minutters gang fra tegnestuen. Nogle dage
var der tale om at hente 5-6 pænt store stykker fløderand ad gangen, som det
krævede en vis forsigtighed at transportere hjem til tegnestuen, uden at
fløderanden blev trykket eller smattede sammen.
Men efter cirka fjorten dages tid mindskedes trangen
til fløderand hos de fleste, og man gik derfor i stedet over til isvafler, som
der jo var hurtigere og nemmere adgang til at hente, fordi de kunne købes lige
ovre på den anden side af gaden hos slikmutter ved Bristol Bio.
En tredje af de adspredelser og fornøjelser, som i
alt fald nogle af medarbejderne på ”Fyrtøjet” nød godt af og så frem til, var
lørdag eftermiddage, hvor arbejdstiden jo sluttede allerede kl. 14. Da afholdt
’husorkestret’ eller rettere sagt ’hus-bandet’ i reglen jam sessions.
Bandets orkester var i vinteren 1943 blevet til på
initiativ af Finn Rosenberg, som selv spillede violin, og det lykkedes ham at
formå Bodil Rønnow på mandolin og lejlighedsvis Børge Hamberg på banjo, til at
udgøre bandets eller trioens øvrige medlemmer. De tre dygtige amatørmusikere
spillede både hver især og sammen aldeles glimrende på hver deres instrument og
høstede anerkendende ord og klapsalver for deres indsats.
Biografrepertoiret den 2.
oktober 1943
Lørdag den 2. oktober, altså dagen efter den natlige
jødeaktion og dagen før min konfirmation, kunne Berlingske Aftenavis også
bringe følgende annoncer for de københavnske biografteatre. Bemærk også i dette
tilfælde biografernes spilletider, som på grund af udgangsforbuddet for de
flestes vedkommende begyndte tidligt på eftermiddagen og sluttede allerede kl.
6,15:
Alexandra:
Kl. 1 - 2,45 - 4,30 - 6,15 Albert Engström
Lystspillet Skærgaardsfolk (svensk; 1942?. 4. uge)
Allé Teatret: Kl.
4 og 6,15 Mine kære Koner (dansk; 1943)
Bellevue: Kl.
6,15 Det franske Lystspil Moulin Rouge (fransk; 19??)
Bristol:
Kl. 12,30 – 2 - 3,30 - 5 Den enestaaende franske
Storfilm Erotik bag Maske. Efter Roman
af Alexander Dumas (fransk; 1941, Næstsidste Dag! Forb.
f. Børn) Ekstra: Vor Konge (dansk; 1943?)
Carlton: Kl.
2 – 4 – 6,15 Straalende Revy- og Musikfilm Ta’ og
elsk mig! (tysk; 1942; Næsts. Dag!)
Colosseum:
Kl. 6,15 En Pige uden Lige (dansk; 1943. Næstsidste Dag!)
D.S.B.: Non
Stop-program Uafbrudt Kl. 13-19. Dansk Film Avis – Sumatra – Slalom –
Blyantsfabrikationen - Den lille Pipfugl (antagelig amrk.
tegnefilm med fuglen Tweety Pie?)
Grand:
Kl. 1 – 2,45 – 4,30 Otto Erich Hartleben: Sommer-Kærlighed spillet af Kunstnere
fra Burgtheatret i Wien (tysk; 1942)
Kino-Palæet:
Kl. 2 – Kl. 4 – Kl. 6 Naar man kun er ung (dansk;
1943. 3. uge)
Metropol: Kl.
2 – 4 – 6 Kvinder i Fangenskab (svensk: 1943. 4. uge) Ekstra: Vor Konge (dansk;
19??)
Nørreport
Bio: Obs!
Kl. 14,10 – 16,10 – 18,10 Synnøve Solbakken (svensk; 1943?. 3. uge)
Palads:
Kl. 2 – 4 – 6 Katrina efter Sally Salminens Roman (svensk; 1943. 7. uge)
Palladium: Kl. 12
– Kl. 2 – Kl. 4 – Kl. 6 Som du vil ha’ mig! (dansk;
1943)
Park:
Kl. 18,15 Michel Simon Det er dejligt at leve (fransk; 1938)
Platan: Kl.
4,45 og 6,30 Lille Napoleon Åke Söderblom (svensk; 1943. 3. uge)
Rialto:
Kl. 4,30 og 6,15 Det svenske Mesterværk Elvira Madigan
(svensk; 1943 Næstsidste Dag!)
Roxy: Kl.
4,30 og 6,15 Lille Napoleon Åke Söderblom (svensk; 1943. 3. uge. Næsts. Dag!)
Scala Bio: Kl.
1 – 2,45 – 4,30 – 6,15 Heinz Rühmann Pas paa min Kone! (tysk; 1942. 4. uge. Forb.
f. Børn)
Skovshoved:
Kl. 6,15 Den betagende ungarske Film Erotik (ungarsk, 19??.
Forb. f. børn)
Strand Teatret: Kl. 6,30 En Pige uden Lige (dansk 1943)
Triangel: Kl.
4,30 og 6,15 Lille Napoleon Åke Söderblom (svensk; 1943. 3. uge) Ekstra: Vor Konge (dansk; 19??)
Windsor: Kl.
6.30 I Nat Kl. 12 Fænomenal fransk Film (fransk; 1939)
World Cinema:
Kl. 14 – 16 - - 18 Münchhausen NB! Filmen begynder præcis. Ingen Forfilm (tysk;
1943)
Noget af det, der gjorde min konfirmation ret
speciel, var det, at personalet på tegnestuen i Frederiksberggade i den anledning
havde sendt mig et helt specielt og hjemmegjort ’telegram’ på svært pergament i
folioformat, samt et pengebeløb, hvis størrelse formentlig var en
500-kroneseddel, som dengang var en hel formue. I telegrammet stod der følgende
tekst, som var forfattet af Torben Strandgaard og håndskrevet af Finn
Rosenberg:
EN HILSEN FRA OS TEGNERE OG FARVEPIGER
TIL LILLE ”DISNEY” PAA DEN STORE DAG
VELKOMMEN BLANDT DE VOKSNES TEGNERIER
DU BLIVER NOK SMADDERGOD I DETTE FAG
MED STIFTER PAA STOLE DU ALDRIG ER KARRIG
DE FAAR VEL EN ENDE NAAR DU BLIVER HR. HARRY.
På dokumentet var der 25 underskrivere, og 11 af
disse havde hver tegnet en lille vignet. Underskriverne var i den rækkefølge,
hvori de var skrevet, følgende: Mogens Mogensen, Bodil Rønnow, Birthe Pedersen,
Helge Hau (havus), Torben Strandgaard (Graham), Allan
Johnsen, Frede Henning Dixner (Septimus
Dix), Anne Lise Clausen, Jytte Claudi, Arne Jørgensen
(Jømme), Børge Hamberg, Preben Dorsch
(Dorst), Karen Bech, Ea Johnsen, Bjørn Frank Jensen (Bjørn), Peter Toubro, Finn
Rosenberg, Henning Pade, Mona Irlind, Henny Hynne, Pat Bjørn, Jenny Holmqvist, Kaj Johnsen, Alice
Kjærsgaard og Otto Jacobsen (OJ).
Følgende af underskriverne havde samtidig tegnet hver
sin lille vignet: Mogens Mogensen, Bodil Rønnow, Helge Hau,
Frede Henning Dixner, Arne ”Jømme”
Jørgensen, Børge Hamberg, Bjørn
Frank Jensen, Finn Rosenberg, Kaj Johnsen og Otto Jacobsen.
Det med, at jeg med ”stifter på stole aldrig var
karrig”, hang sammen med, at jeg i min endnu barnagtige kådhed et par gange
havde muntret mig med at anbringe en tegnestift på en af kollegernes stole,
hvilket de dog hver især tog ganske pænt og som udtryk for, at jeg stadig var
en stor skoledreng. Det var jeg unægtelig også, for jeg vidste godt inderst
inde, at der endnu ville være meget for mig at lære, både om faget tegnefilm og
i særdeleshed om livet og tilværelsen i øvrigt.
Men efter den nogenlunde vellykkede konfirmationsfest
blev det jo heldigvis hverdag igen, selvom jeg holdt såkaldt ”blå mandag”, det
vil sige mandagen fri, sådan som det var skik og brug blandt konfirmander. I
øvrigt holdt jeg heller ikke det såkaldte andendagsgilde, for det havde jeg
dels ikke lyst til og dels kunne jeg ikke hurtigt nok komme tilbage til
arbejdet. Så om tirsdagen den 5. oktober mødte jeg igen op på tegnestuen i
Frederiksberggade 28, hvor jeg selvfølgelig først takkede alle for den flotte
hilsen og gaven, jeg havde fået fra personalet i anledning af min konfirmation.
Men derefter satte jeg mig ned bagved min kære tegnepult, ivrig efter at
genoptage og fortsætte tegnearbejdet.
Børge Hamberg, som var den, der tegnede og animerede
den krævende figur soldaten, var endnu ikke for alvor gået i gang med denne
opgave. Han havde dog allerede tegnet og animeret nogle få scener med soldaten,
hvor denne kommer marcherende hen ad landevejen. Disse scener var blevet testet
på såkaldt skitsefilm (linetest), men hverken Børge selv eller kollegerne var
helt tilfredse med resultatet. Soldatens gangbevægelser var for stive og
mekaniske, syntes man. Børge valgte derfor, at lade animationen af soldaten
hvile indtil videre, hvorfor han i stedet gik i gang med at animere nogle
scener med en ugle og de nok så krævende figurer kragen og heksen.
Så vidt jeg erindrer nu så mange år efter, havde min
læremester, Børge Hamberg, på det tidspunkt givet mig til opgave at mellemtegne nogle scener med den nævnte ugle, der sidder
oppe på loftet af et af byens kirketårne. Uglen vågner op og letter fra bjælken
og flyver ud af et af tårnets glughuller og retter kursen mod Rundetårn, hvor
den sætter sig på jerngitteret øverst oppe ved observatoriet, hvor astrologen
er i færd med at studere stjernehimlen. Men til min store overraskelse og fryd,
betroede Børge mig - som min første selvstændige animationsopgave - at animere
uglen, hvor den kommer flyvende ind fra billedets forgrund og sætter sig på det
nævnte jerngitter. ”Det vil du sagtens kunne klare!” lød Børges bestemte, men
venlige kommentar, da jeg i min usikkerhed og nervøsitet protesterede og sagde,
om ikke det var for tidligt at give mig selvstændige animationsopgaver. Scenen
dannede i øvrigt overgang til scenerne med astrologen, som står inde i
observatoriet og studerer stjernehimlen gennem den store kikkert.
Det var og er måske ikke verdens bedst tegnede og
animerede ugle, jeg fik ud af mine første primitive professionelle forsøg og
anstrengelser som selvstændig animator, men uglen fløj og flyver da af sted og
sætter sig oppe på jerngitteret omkring Rundetårns observatorium.
Det blev imidlertid ikke kun ved den ene scene med
den flyvende ugle, jeg som absolut nybegynder i animationskunsten kom til at
animere, for kort efter fik jeg en ny selvstændig opgave. Den bestod i, at animere den sorte krage, idet den kommer flyvende ude
fra baggrunden og kredser ind over heksens store hule træ, hvor den til sidst
sætter sig på en gren øverst oppe i træet. Scenen dannede overgang til det
første møde med den fæle heks, som står foran det store hule træ, hvortil
soldaten kort efter ankommer på sin vej ind mod den store stad.
Scener med heksen blev min næste opgave som
mellemtegner, men også i dette tilfælde gav Børge mig nogle scener, som jeg
selvstændigt skulle animere. Blandt de selvstændige scener, jeg fik at animere,
var en forholdsvis enkel animation af et halvtotal af heksens hånd med
knortekæppen, hvormed hun peger på det hule træ, som hun gerne vil have
Soldaten til at krybe ned i. Dernæst en mere krævende scene, også i halvtotal,
hvor heksen binder tovværket rundt om livet på soldaten, og endelig en scene
med et close-up af heksens hoved, hvor hun vredt
udbryder et langtrukkent ”Neeeeeeeeej!”
I mellemtiden var Børge gået i gang med at animere
scener med den mindste af de tre hunde, der forekommer i eventyret og filmen
”Fyrtøjet”, den med øjne så store som tekopper. Nogle af disse scener
mellemtegnede jeg og andre fik jeg at tegne og animere som selvstændige
opgaver. Det var meget lærerigt for mig, at arbejde
som assistent for en så erfaren og dygtig tegner og animator som Børge Hamberg,
ikke mindst fordi han samtidigt var et højt begavet, rart og omgængeligt
menneske, som stort set altid så det positive og optimistiske ved livet og –
ikke mindst – ved det meget krævende arbejde, som lagde stort beslag på både
hans evner og kræfter. Han var i reglen altid i godt humør fra morgen til
aften, men han tog sin stilling som tegnestuechef og chefanimator seriøst,
hvilket han også blev respekteret for af alle, han havde med at gøre. Og nok så
vigtigt, han var vellidt af både ledelsen og personalet.
Det var et herligt arbejde at tegne og mellemtegne den mindste af de tre hunde I “Fyrtøjet”-filmen, og det blev ikke mindre interessant og
spændende, da Børge Hamberg en dag helt uventet gav mig til selvstændig opgave
at animere hunden, men dog under hans supervision. Han var til det yderste
tålmodig med at instruere mig i animationens teknik, men mente, at den bedste
måde at lære det på, var at prøve sig frem. Det gjorde jeg så, og eftersom mine
animationstegninger blev linetestet, men til min store overraskelse og
tilfredshed viste det sig, at min animation blev godkendt af både Hamberg,
Allan Johnsen og Peter Toubro. Så jeg følte mig rigtigt som dagens mand i de
situationer, for det bekræftede for mig, at min tro på mig selv og mine evner
og barndomsdrømmen om at komme til at lave tegnefilm, ikke havde været
forgæves.
Onsdag den 6. oktober 1943, kunne Jyllands-Posten
bringe en nekrolog over en af dansk films hæderkronede pionerer,
filmproducenten Ole Olsen: Dansk Films store Mand, Ole Olsen, er død.
Vogterdrengen, der blev Skaber
af Verdens første dramatiske Film
København, Tirsdag (Privat)
Dansk Films grand old man, Generaldirektør Ole Olsen
er i Dag død paa Diakonissestiftelsen i København 80 Aar gammel.
Ole Olsen, som fyldte 80 Aar
den 5. Maj, blev paa denne Dag hyldet af hele den
danske og svenske Filmsverden. Hans Livsbane var et
Eventyr. Fra fattig Vogterdreng gik Karrieren over Skandinaviens
Forlystelsesverden, indtil han mødte den nye Kunst, Filmen. Han blev en af
Filmens Foregangsmænd, Skaber af de første dramatiske Film i Verden.
Ole Olsen og Nordisk Films Isbjørn var verdenskendt i
de Aar, da dansk Stumfilm kulminerede. Ole Olsens
enorme Energi og hans Opfindsomhed blev af afgørende Betydning for Filmen.
Filmen gjorde Ole Olsen til en hovedrig Mand og de mange Penge brugte han til
at skabe en af Verdens største Kunstsamlinger.
Som Barn vogtede Ole Olsen Faar
og Gæs paa Herregaarden
Dragsholms Jorder. Hans Far var Husmand Ole Olsen. Det fortælles, at han som
den fattigste af Eleverne maatte bruge den meste
Skoletid til at vogte Lærerens Køer. Da han kom til København, fik han sit
første Arbejde i Axelhus som Markør. Han naaede at
lægge Penge til Side, og som ganske ung Mand kunde han
aflægge Besøg i sin Fødeegn og betale Sognet 750 Kr. for at faa
løst sin Moder ud af Fattighuset.
Ole Olsen var en Mand, der var rig paa Idéer. Den Gang Typograf Julius Rasmussen i 1885
rettede et Attentat paa Konsejlspræsident
Estrup, bragtes i Bladet ”Nutiden” en Tegning. Den klippede Ole Olsen ud,
anbragte den i en Kukkasse og rejste rundt paa
Markeder paa Sjælland og i Jylland med den.
Derefter var Ole Olsen revet ind i Markedsgøglet.
Omkring Aarhundredskiftet var han ejer af Malmø
Tivoli. Det var her, han i 1899 foreviste den første Film. Den var kun 30 m
lang, og den viste en Dame, som løb efter en Ballon.
Men mærkelig nok, den første Film havde ikke Sukces. Ole Olsen gav imidlertid ikke op. Han troede paa Filmen og fortsatte Eksperimenterne. Han rejste til
Paris i Haab om at faa
optaget en Film med handling i. Ole Olsen skaffede sig, da han ikke fandt
Ørenlyd for sine Idéer i Frankrig, selv et Optagelsesapparat, og ude i Valby
Mose købte han en Grund, hvor han indrettede et primitivt Atelier i et
Kolonihavelysthus. Robert Storm Petersen var hans første kunstneriske
Medhjælper. Han indspillede en lang Række Films, der fra 1905 blev Grundlaget
for Nordisk Films Storhedstid.
I 1908 blev der afholdt en interessant Filmudstilling
i Hamburg, og her fik Nordisk Films Kompagni den højeste Udmærkelse:
Guldmedalje og Ærespris. Med eet Slag blev Danmark
det førende Land paa Filmkunstens Omraade.
Gang paa Gang gik Verdenssukces’er
ud fra Ole Olsens Films-Atelierer i Valby, og enorme Pengebeløb blev spillet
ind. Ikke mindre end 98 pCt. af den Virksomhed, der
blev bygget op omkring Nordisk Films Kompagni, laa i
Udlandet.
Fra 1911 blev det verdensberømte Nordisk Film omdannet
til Aktieselskab med Ole Olsen som Generaldirektør. Sideløbende med Sukces’en skabte Ole Olsen sig Ry som Kunstsamler. Paa sin Bopæl indrettede han et fuldstændigt Museum for
Fajancer, Porcelæn, Sølvkrus og andre
kunstindustrielle Frembringelser. I 1933 købte han Herregaarden
”Esterhøjgaard”, og her lod han indrette en Gravhøj
for sig og sin Slægt. I 1938 blev Gravhøjen smykket med Glasmosaikker.
Mosaikkerne dækker ikke mindre end 72 Kvadratmeter, og Motiverne er fra det
danske Landskab. De illustrerer Skamlebæk Radio, Lillebæltsbroen, Radio, Flyvning
og Atomsprængning. I Gravhøjen har Ole Olsen ladet indsætte følgende
Inskription af Forfatteren Knud Sønderby:
”Ole Olsen gav sig og sin Hustru denne Grav i en
Kæmpehøj fra Oldtiden og lukkede sin Tid ind til al Tid, der forsvandt.
Mennesket, der frigjorde sig fra Jorden, Lyden blev frigjort, Billedet blev
levende, og man søgte Tingenes inderste Kerne. Vor Tid, Flyvningens, Filmens,
Radioens og Atomsprængningernes Tid.”
Så mange og så gode og positive var ordene for en af
Danmarks store Foregangsmænd, Ole Olsen. Men som altid, når aviser og
journalister skal skrive om emner, som de af gode grunde normalt ikke har eller
kan have noget professionelt kendskab til, så var ikke alle oplysninger om
mennesket og filmproducenten Ole Olsen lige korrekte i alle detaljer. For det
første er det en historisk kendsgerning, at selv om Ole Olsen godt nok var en
betydningsfuld foregangsmand i dansk spillefilmsproduktion, så var han dog ikke
den første og heller ikke den eneste, der producerede eller skabte film i
Danmark. Den første egentlige foregangsmand på filmens område i Danmark, var
kgl. Hoffotograf Peter Elfelt, som allerede i 1896
producerede danske spillefilm af få minutters varighed.
For det andet var Ole Olsen på ingen måde
foregangsmand for filmen på verdensplan, så langt fra. Her var det folk som
George Meliés og Brødrene Lumière, der tegnede sig
som driftige producenter, der også forstod at udnytte filmens muligheder som
indtægtskilde. Ole Olsen var heller ikke den første i Danmark, der etablerede
en fast biograf, for det var den danske kunstmaler Vilhelm Pacht,
som allerede i 1898 oprettede den første faste og egentlige biograf, der fik
navnet ”Panorama & Kinoptikon” og lå på hjørnet
af Vesterbrogade og Bernstorffsgade, i den nu nedrevne bygning som fik navnet
”Panoptikon-bygningen”. Og allerede 1904 havde Constantin Philipsen etableret
sin faste biograf ”Kosmorama” på Østergade i
København, ligesom filmproducenten Søren Nielsen havde etableret sin første biograf,
”Biorama”, på Østerbrogade ved Trianglen i København.
Ole Olsen oprettede først sin biograf, ”Biograf-Theatret”,
i 1906 på Vimmelskaftet i København. Samme år åbnede han også ”Citybiografen” i
Aalborg. De to andre, Constantin Philipsen og Søren Nielsen, oprettede hver
især flere kæder af biografer i hele Danmark.
Når det i overskriften til Jyllands-Postens nekrolog
over Ole Olsen nævnes, at han skabte ”Verdens første dramatiske Film”, er det
en påstand med store modifikationer. Det ville nok have været rigtigere at
sige, at Ole Olsen skabte en af Danmarks første dramatiske film, for Elfelt havde allerede i 1903 skabt den første danske
spillefilm, den nok så dramatiske film med titlen ”Henrettelsen”. Med den
nævnte dramatiske Ole Olsen-film tænkes formentlig især på ”Løvejagten” fra
1907, instrueret af Nordisk Films første instruktør, Viggo Larsen, der også
virkede som filmskuespiller. Filmen foregav at foregå et sted i det vilde
Afrika, men optagelserne var i virkeligheden sket på øen Elleore i Roskilde
Fjord, i Zoologisk Have i København og i Ordrup Krat, nord for København.
Filmen, hvis spillelængde var ca. 10 minutter, slutter med, at to gamle og
udtjente løver, som Ole Olsen havde indkøbt til formålet, blev dræbt af filmens
to storvildtjægere. Dyreværnsfolk protesterede selvfølelig
og forståeligt nok imod det unødige drab på løverne, men filmen var både
teknisk og kunstnerisk mere avanceret end andre danske spillefilm på den tid,
og den blev da også en stor international succes, som skæppede i pengekassen
hos Nordisk Film.
I 1940 skrev og udgav Ole Olsen sin selvbiografi ”OLE
OLSEN Filmens Eventyr og mit eget”, der udkom på Jespersen og Pios Forlag samme
år. Heri giver den da 77-årige Ole Olsen nogle gode råd til ungdommen, og
blandt disse er f.eks. følgende spredte citater:
”De fleste vil jo gerne vide, hvordan de lettest kan
tjene mange Penge. Det er i Dag ikke vanskeligere, end da jeg var ung,
tværtimod sidder pengene meget løsere hos Folk nu, og der er derfor flere i
Omløb, selvom vi ikke faar saa
meget for dem.
Det, det først gælder om, er at faa
den rigtige Idé, men Ideen er ikke nok – man maa ogsaa vide, om man selv kan udføre den eller skal have
andre til Hjælp. I saa Fald: betal hellere en dygtig
Medarbejder rigeligt i Stedet for at give en Middelmaadighed
en ringe Løn.
Ideen maa først og fremmest
være original, men derfor ikke forskruet, og den maa
være baseret paa det Publikums Købeevne, du ønsker at
vinde. Man kan ogsaa godt tage en gammel Idé op, men maa saa udføre den paa en helt ny Maade, saa at den ikke kendes igen.
Begynd ikke paa noget nyt,
før du har overvejet alt nøje. Regn i Udbytte med det ringeste, der kan tænkes.
Jeg selv gjorde det saadan, at jeg tog en sandsynlig
Beregning, og derfra trak jeg halvdelen.
Det er en Kapitalfejl at regne med et godt Resultat
eller blo0t tænke: ”Det gaar nok.” Sker det
alligevel, er Glæden saa meget større.”
”Du kan godt gøre en Spejdergerning, men du skal
sørge for aldrig at faa Ord for at være tossegod –
det er næsten lige saa slemt som at faa Ord for at være en hel Tosse.”
”Hvis en Mand uden Berettigelse spørger dig om noget,
har du moralsk Ret til at undvige Spørgsmaalet for at
værne dine Hemmeligheder og Planer.
Hvis du i dine unge Dage har været mindre sanddru, naar intet andet kunde hjælpe dig,
da er det ikke for sent at vende helt tilbage til Sandheden, med hvilken du da
bliver fuldt fortrolig. Der er Forskel paa den Løgn,
der skader andre, og den Nødløgn, der gavner en selv, men som man ikke behøver,
naar Nøden er forbi.
Det er ikke altid daarligt
klædte Folk, som spænder Reb over Vejen for at standse din Vogn og plyndre dig.
Røvere kan ogsaa være klædt i Diplomatfrakke.”
”Man kalder ofte de Mennesker, man kender godt, for
Venner. Jeg vil foretrække at kalde dem gode Bekendte.
Til de unge, som drømmer om at komme til Teater og
Film: Selvom Kritikken er dig nok saa venlig stemt, saa lad dig ikke vildlede deraf. En stor Skuespiller eller
Skuespillerinde bliver du først, naar du har oplevet
Livet i alle dets Faser – og saa synes du maaske, det er for sent at blive berømt.”
Ole Olsen slutter sin bog med det sidste citat
herover, og man forstår af dette og de øvrige ovenfor bragte citater fra hans højst
interessante selvbiografi, at han - foruden sin store økonomiske rigdom - også
havde gjort sine erfaringer i livet og sine næsten ordsprogsagtige tanker om
tilværelsen.
Nok så interessant er det, når der i nekrologen over
Ole Olsen nævnes, at vor tid bl.a. er ”Atomsprængningernes Tid”. Det må hentyde
til de eksperimenter, man vidste, foregik i Amerika, hvor der eksperimenteredes
med at fremstille den første atombombe, nemlig den, der i 1945 blev nedkastet
over millionbyen Hiroshima i Japan og som forårsagede et vældigt antal døde og
livsfarligt og livsvarigt sårede, samt ufattelige materielle ødelæggelser.
Når der her er brugt så forholdsvis megen plads på at
fortælle om generaldirektøren for Nordisk Film, Ole Olsen, er det, fordi jeg i
1959 selv blev ansat hos Nordisk Films datterselskab A/S Nordisk Tegnefilm, som
havde til huse i en nedlagt kostymeafdeling i en af
de bygninger, der tilhørte moderselskabet og som dette lå på Mosedalvej i Valby. Men nærmere herom senere.
Men livet gik jo videre til trods for de mange mindre
behagelige, eller rettere sagt, uhyggelige begivenheder, der udspillede sig i
Danmark under besættelsesårene, og ikke mindst i 1943, hvor tyskerne som følge
af storstrejken i juli-august 1943 indførte militær undtagelsestilstand i hele
landet, men med størst virkning for befolkningen i de større byer, herunder
ikke mindst Københavns befolkning. Den militære undtagelsestilstand blev
ophævet den 6. oktober, men en del af de udstedte forordninger forblev dog ved
magt, blandt andet forbud mod strejker og større forsamlinger.
Samme dag overtog politiet vagten ved Amalienborg og
Fredensborg Slot, som siden 29. august havde været udført af tyske soldater.
Livgarden måtte dog afvente bedre tider, og den genoptog først vagttjenesten et
stykke tid efter besættelsen, nemlig den 10. juni 1945.
Sabotage mod Café Mokka i
Frederiksberggade
Da vi den 29. oktober 1943 om morgenen mødte op på
tegnestuen i Frederiksberggade 28, viste det sig, at der aftenen før kl. 22.15
havde været et blodigt bombeattentat mod danserestauranten ”Café Mokka” lidt
længere henne i gaden. Vi vidste dog ikke på det tidspunkt, hvad der var sket,
men erfarede det først op ad dagen, hvor tysk politi havde afspærret gaden,
fordi de ville gennemsøge husene, formentlig for at søge efter spor af
gerningsmændene. Som nævnt var der tale om sabotage, det vil sige, at
bombeattentatet var blevet udført af et eller flere medlemmer af den danske
modstandsbevægelse.
Café Mokka var et meget besøgt sted, fortrinsvis af
tyske værnemagtssoldater og unge danske piger, som tilsyneladende ikke tog det
så nøje med, at fraternisering med medlemmer af besættelsesmagten var ildeset
hos københavnerne, ja, generelt set hos danskerne.
Sprængladningen var så kraftig, at lokalet blev
fuldstændig raseret og vinduerne ud til gaden blev blæst ud, så at hele gaden
ud for stedet fyldtes med glasskår blandet med puds og sprængte løsdele,
herunder jernstumper, som sabotørerne havde fyldt bomben med. Der opstod
forståeligt nok kaos og panik blandt de mange cafégæster, hvoraf det viste sig,
at 4 var blevet dræbt, to tyske soldater, en tysk politimand og en dansk
kvinde, og 14 tyske soldater og 26 danske mænd og kvinder blev sårede, som
chokerede og fortvivlede kaldte på hjælp inde fra det mørklagte og totalt
ødelagte lokale.
Den 9. september 1943 idømte de tyske myndigheder
København en bod på 1 mill. Kroner, som skulle være
betalt inden den 10. september kl. 17. Begrundelsen var, at en tysk vagtmester
var blevet skudt af en cyklist. Den 21. september var det galt igen, idet
Storkøbenhavn blev idømt en bod på 500.000 kr., fordi endnu en cyklist havde
skudt på og såret en tysk soldat. Den største bod blev København dog idømt den
28. oktober som følge af sabotage mod Café Mokka i Frederiksberggade, hvorunder
fire tyskere og en dansker blev dræbt og 14 tyskere og 26 danskere såredes.
Det er specielt den sidste episode, Bodil Rønnow
hentyder til i sit tidligere ovenfor citerede brev, hvor hun nævner, at Strøget
blev afspærret af tyske soldater, som stod nede på gaden og pegede op mod os
med deres maskinpistoler, hvis vi vovede at kigge ud ad vinduerne. Det må have
været dagen efter attentatet om formiddagen, at denne hændelse fandt sted,
hvorunder tyske soldater og udrykningskøretøjer havde afspærret
Frederiksberggade i
begge ender og ved sidegaderne Mikkel Bryggersgade og
Kattesundet. De steder blev der posteret maskinpistolbevæbnede tyske vagter,
dels for at forhindre folk i at komme ud og dels ind i gaden. Medens nogle
tyske soldater og tysk politi var optaget af at undersøge den røgsværtede og
delvis ødelagte Café Mokka, var andre i færd med at undersøge de forskellige
huse og opgange, formentlig i et forsøg på eventuelt at finde spor efter
sabotørerne.
På et tidspunkt, medens aktionen foregik nede på
gaden, vovede jeg og et par andre på tegnestuen at kigge ud ad et af vinduerne,
og vi så da, at flere mennesker havde søgt tilflugt og stod klumpet sammen ovre
ved den lidt tilbagetrukne dobbeltindgang til guldsmedeforretningen og bager
Reinhardt van Hauen. En midaldrende, velklædt dame med hat, bøjede sig
uforsigtigt fremover, for at kigge hen ad gaden i retning mod Gl. Torv/Nytorv.
Pludselig lød der ligesom et ”puf”, og i samme
øjeblik faldt den pågældende dame forover og ned på fortovet, hvor hun blev
liggende urørlig. Straks efter bredte der sig en tyktflydende blodpøl ud for
damens hoved, og de folk, der stod sammen med hende
råbte op og kaldte på en ambulance. En af de to tyske vagter, der stod posteret
ved pigtrådsafspærringen ud for Mikkel Bryggersgade, gik frem mod de råbende og
gjorde truende tegn til, at de skulle forholde sig i ro. Så drejede han om på
hælen og gik tilbage til sin post, tilsyneladende helt uanfægtet af den sårede
og måske døende dame, der lå på fortovet.
Tiden falder lang i den slags dramatiske situationer,
men i min erindring står det som om der mindst gik omkring tyve minutter til en
halv time, før en dansk ambulance ankom ad Mikkel Bryggersgade, hvor den gjorde holdt bagved pigtrådsafspærringen. De to danske
reddere gjorde sig klar med båren og ville passere afspærringen, for at gå hen
og hente den sårede dame, men de tyske vagtposter gennede dem tilbage bag
afspærringen, hvor de måtte vente indtil videre.
Harmen bredte sig blandt os tegnere, for det var
tydeligt, at de tyske vagtposter ikke havde i sinde at ville hjælpe den
stakkels kvinde, som fortsat lå helt ubevægelig på fortovet, hvor blodpølen ud
for hendes hoved i mellemtiden var blevet større. Men vi kunne jo faktisk
ingenting gøre, for tyskerne var tydeligvis kun opsat på at hævne sig, ved at
lade kvinden forbløde til døde. Først da aktionen blev afblæst omkring en times
tid senere, fik de to ambulancefolk lov til at hente den livløse kvinde, og
eftersom de kørte bort med hende uden sirene, må man gå ud fra, at de havde
konstateret hende død.
I mellemtiden havde to sværtbevæbnede tyske
politisoldater også været oppe i nr. 28 og inde på tegnestuen hos os, hvor de
fuldkommen tavse, skulende og med tunge støvletramp, og især med
maskinpistolerne i truende position, gik lokaliteterne igennem, formentlig i
håbet om at kunne finde nogen eller noget, der forekom mistænkeligt, og som
måske kunne sættes i forbindelse med den kort forinden udførte sabotageaktion.
De to tyskere var uhyggelige at se på i deres tykke grågrønne uniformer og de
karakteristiske tyske stålhjælme, der gik helt ned
over hovedet og skjulte pande, ører og nakke, så at mændene mere forekom som en
slags robotter end som mennesker. Dertil kom den store halvovale jernplade, de
hver havde hængende i kæde omkring halsen og ned foran på brystet. I dette
tilfælde gik de dog igen, og uden bemærkninger af nogen art. Denne adfærd
forekom i sig selv uhyggelig og truende, og efterlod en trykket stemning på
tegnestuen.
Vi hørte i øvrigt aldrig senere noget til, om den
uheldige kvinde, der blev ramt af en af de tyske vagtposters skarpe skud, havde
overlevet eller om hun var død, men vi gættede på det sidste.
Den militære undtagelsestilstand blev først ophævet
den 6. oktober 1943, dog med
undtagelse af forbuddene mod strejker og forsamlinger, medens
spærretiden fortsat opretholdtes, men dog blev lempet til kl. 23-4 i juledagene
24. – 27. december. Nytåret blev i besættelsesårene fejret uden affyring af
fyrværkeri, idet dette var blevet forbudt allerede fra 1940 og kom til at vare
til og med 1944. Og på grund af spærretiden strakte nytårsfesterne i private
hjem sig til hele natten, hvilket jeg selv tydeligt husker, for man var helt
groggy nytårsmorgen, også selv om man ikke havde drukket hverken øl eller
spiritus. Det var uvant at være oppe så længe. Spærretiden blev først ophævet
10. februar 1944.
Senere kom det frem, at attentatet var blevet
planlagt og udført af nogle i øvrigt unavngivne sabotører, medlemmer af den
kommunistiske modstandsgruppe BOPA (BO = bolsjevikiske PA = partisaner). Der
var angiveligt tale om en hævnaktion som følge af, at Gestapo kort forud havde
arresteret og tortureret en af deres kammerater til døde, som var blevet
angivet af en dansk stikker.
De tyske myndigheder reagerede allerede dagen efter,
den 29. oktober, med at erklære udgangsforbud i København og pålægge byen en
bod på fem millioner kroner. Men modstandsbevægelsen, repræsenteret ved
Danmarks Frihedsråd, reagerede også, idet man frygtede for en eskalerende
gengældelsesspiral, hvorfor man udsendte en proklamation, der dels gav udtryk
for en vis forståelse for hadet til besættelsesmagten, og tog nødvendig afstand
fra brugen af terrorhandlinger i modstandskampen. Det, Frihedsrådet forståeligt
nok sigtede imod, var, at undgå vilkårlige og
personligt prægede aktioner, som i virkeligheden skadede så vel det danske folk
i almindelighed som modstandskampen i særdeleshed. Opfordringen hjalp åbenbart,
for en lignende aktion blev ikke gentaget fra modstandsbevægelsens side under
den tyske besættelse af Danmark.
Vi er nu nået frem til november 1943, men jeg har
ingen specielle erindringer fra mit privatliv på den tid, udover, at mine to
kammerater og jeg fortsatte med vores ugentlige ture i biografen. Det var
hovedsagelig biograferne Fasan Bio, Nora Bio, Roxy
eller Odeon, vi kom i, men naturligvis i nogen grad
afhængigt af, om biograferne spillede nogle matiné-forestillinger, vi alle tre
havde lyst til at se. Men kunne vi ikke blive enige herom, valgte vi i stadig
større udstrækning, hver for sig at gå i den af biograferne, der spillede en
film, som vi havde lyst til at se. Det var i øvrigt en praksis, som vi fulgte i
de følgende år, indtil vores fælles biografture til sidst ophørte.
Men indtil videre fortsatte krigen og dermed også
besættelsestiden, og de fleste danskere affandt sig med forholdene og
afventede, hvad der forhåbentlig ville vise sig at blive bedre tider, hvor
Danmark atter var frit. Foreløbig kunne aviserne melde om fortsatte
krigshandlinger på Østfronten.
Men tilbage til biografrepertoiret i Hovedstaden:
Københavnske biografers
repertoire torsdag den 18. november 1943 i henhold til B.T.:
Aladdin:
Kl, 5,20 C. 23 12 fra 4. Det ender med Bryllup
(dansk; 1943) Poul Reumert – Berte Quistgaard – Ib Schønberg – Poul Reichhardt
Iscenesat af Lau Lauritzen
Alexandra:
Gl. Torv 8 Kl. 12,30 – 2,10 – 3,50 – 5,30 C. 1601 fra 10 3. uge! Hendes Apache
(fransk; 1942?. 3. uge) Et charmerende Lystspil med
Danielle Darrieux
Alle Teatret:
Jægersborg Allé Ordrup 1404 Kl. 5,15 Sidste Dag! Harry Baur’s
sidste Film Et Livs Symfoni (fransk; 1942)
Bellevue:
Kl. 5,15 Fors. Fra 5. Ordrup 40 96 Sidste Dag! Swedenhielms
(svensk: 1935)
Bristol:
Frederiksberggade 25 Kl. 12,20 – 2 – 3,40 C. 3566. Kl. 5,20 C. 3558 2. Uge!
Micheline Presle – Ferand Frevey Det tabte Paradis (fransk; 1939) En Film, man vil
gemme i sit Sind
Carlton:
Kl. 1,45 – 3,30 – 5,20 C. 9501 fra 12. Billets. Fra 1. Det ender med Bryllup
(dansk; 1943) Poul Reumert – Berte Quistgaard – Ib Schønberg – Poul Reichhardt
Iscenesat af Lau Lauritzen
Colosseum: Kl. 4
og 5,30 C. 25 85 fra Kl. 3 Det ender med Bryllup (dansk; 1943) Poul Reumert – Berte Quistgaard – Ib
Schønberg – Poul Reichhardt
D.S.B.: C.
13,540. Uafbr. Forest. Fra Kl. 12-18. 75 Ø. incl. Sk. Dansk Film Avis – Gunder Hägg
hjemme igen – Varieté – Det lyder utroligt – Florenz Badested – Tegnefilm: Skipper Skræk som Gøgler (amrk.)
Grand:
Kl. 1 - 3 C. 2655 Kl. 5 C. 1611 Den nye Mozart Film Den guderne elsker (Wen die
Götter lieben; tysk; 1942)
Kino-Palæet:
Kl. 1 – Kl. 3 – Kl. 5 Ctr. 33 60 Jeg mødte en Morder
(dansk; 1943) Mogens Wieth – Berthe Quistgaard – Inge Hvid-Møller En ASA Film
iscenesat af Lau Lauritzen
Metropol: Kl.
12,30 – 2,15 – 3,50 – 5,30. Tlf. 1510 fra 10. 2. uge! Fedor
Sjaljapin i den franske Storfilm Don Quichotte (tysk-fransk; 1933)
Nora:
Nørrebrogade 217. Kl. 5,30. Tlf. C. 15.500 fra 4 Naar
man kun er ung (dansk; 1943) Ingeborg Brams – Edvin Tiemroth
Nørreport Bio:
OBS! Kl. 14,10 og 16,10 Central 4202 Fors. Fra Kl. 13 3. Uge! Jean Gabin og Viviane Romance i den vidunderlige franske Sukces Vi holder sammen (fransk; 1936)
Palads:
Kl. 2 Kl. 4 Fors. 10-4 Cent. 40 36 14. Uge! Sidste Dag! Katrina (svensk; 1943)
Efter Sally Salminens Roman
Palladium:
Kl. 12 C. 40 12 Kl. 2 C. 40 13 Kl. 4 C. 40 14 Som du vil ha’ mig! (dansk; 1943)
Forudbestilling til hele Ugen C, 4012
Park:
Kl. 17,30 pr. C. 3362 fra Kl. 16 Det danske Lystspil Naar
man kun er ung (dansk; 1943)
Platan Bio:
Kl. 4 og 5,30 . 65 02 fra 3 Forb.
f. Børn Det storslaaede Pragtværk De gæstfrie
Jomfruer (Tjek. 1942?) Ladislav Pesek
– Zdenek Stepanek
Rialto:
Kl. 3,30 – 5,30 C. 6208 fra 2 Det ender med Bryllup (dansk; 1943) Berte
Quistgaard - Poul Reumert Iscenesat af Lau Lauritzen
Roxy: Obs. Kl.
5.15 C. 21 91 fra 4 Ingeborg Brams – Edvin Tiemroth Naar man kun er ung (dansk; 1943)
Saga:
Kl. 1,30 – 3,30 – 5,20 C. 6686 Billetkontoret aabnes
Kl. 10 Axel Frische i den danske Sukces
Kriminalassistent Bloch (dansk; 1943) . 5. Uge
Scala-Bio:
Kl. 1,30 - 3,20 – 5,10 C. 7627 fra Kl. 1 En Læges Hustru (tysk; 1943?) Lotte
Koch – Willy Birgel
Triangel: Kl.
3,30 – 5,15 C. 70 47 f. Kl. 2 Poul Reumert – Berthe Quistgaard i det elegante
Lystspil Det ender med Bryllup (dansk; 1943)
Windsor:
P. Bangsvej 62 Kl. 5,30 C. 6640 fra 4,30 Møllen (dansk; 1943) Forb. f. Børn Vera Gebuhr –
Eyvind Johan Svendsen
World Cinema:
Kl. 14 og 16 C. 21 92. Fri Not. Forsalg til hele Ugen C. 4443 Kl. 10-17 Vredens
Dag (dansk; 1943) Forbudt for Børn
Af de ovennævnte film er det især ”Vredens Dag”, der
er interessant, idet det er en film af stor og usædvanlig kunstnerisk værdi,
når det drejer sig om danske spillefilm i det hele taget. Filmen var produceret
af A/S Palladium og den havde urpremiere i World Cinema den 13. november 1943,
men jeg fik ikke set den ved den lejlighed, for den var forbudt for personer
under 16 år. Derimod så jeg den efter krigen og helt ude i den dengang beskedne
Hvidovre Kino på Hvidovrevej. Filmen gjorde et stort, dybt og varigt indtryk på
mig, som den gjorde på mange andre, der så og har set den. Filmen baserer sig
på en roman og et skuespil, ”Anne Pedersdotter”
(1908), af den norske forfatter og dramatiker Hans Wiers
Jenssen (1866-1925). Filmen er mesterligt instrueret
af dansk films unikke filminstruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968).
Om denne enestående danske spillefilm har min senere
fotograflæremester Rie Nissen (1904-1988), som tilmed optog nogle stillfotos
under filmens produktion, udtalt følgende: ”Jeg har allerede set Filmen to
Gange. Den første Gang var jeg saa grebet af
handlingen, at jeg slet ikke rigtigt kunde nyde Billed-virkningerne.
Anden Gang blev jeg klar over, at jeg aldrig nogen Sinde før har set en Film,
hvor hvert eneste Billede i den Grad danner et Kunstværk for sig.”
Kilden til det ovenfor anførte citat af Rie Nissen,
stammer fra en avisannonce i B.T., hvori hun og otte andre publikummer udtaler
sig om, hvad de syntes om filmen. I sin selvbiografi, ”Om Mennesker og mig”,
Rosenkilde og Bagger, 1974, skriver Rie Nissen i hovedsagen kun om sit møde med
Dreyer og sit arbejde som stillbilled-fotograf i
forbindelse med hans senere film ”Gertrud”. I den sammenhæng nævner Rie Nissen
kun ganske kort sit samarbejde med Dreyer i forbindelse med ”Vredens Dag”, og
fortæller, at det samarbejde endte op med plakaten til filmen. Den meget
smukke, stilistiske og velkomponerede plakat til filmen, viser Lisbet Movin stående ved en søjle i den kirke, hendes mand er præst
ved.
Her vil jeg gerne tilføje, at jeg omkring 1947-48
erhvervede mig et eksemplar af plakaten, som blev hængt op på væggen i mit
beskedne værelse hjemme i Jægersborggade. Desværre er det ikke lykkedes mig at
genfinde plakaten, for jeg ville gerne have vist den her. Men sådan er det med
mange ting fra den tid, de er simpelthen bare blevet væk.
For resten bragte B.T. også en omtale af et par
filmpremierer, den ene dansk og den anden tysk. Anmeldelserne lyder som følger:
Vellykket dansk Première i Gaar
I Gaar: JEG MØDTE EN MORDER
(Kinopalæet). Lau Lauritzen har Ære af denne Film,
den er et af hans bedste Arbejder. Hele Indlednngen
om Korpigen, der er blevet gift med en ung, stræbsom Landmand i smaa Kaar, er forrygende
Oplevelse, lige til Katastrofe indtræffer, og han myrder hende.
Inge Hvid-Møller spiller helt ud paa
sit voldsomme Temperament. Mogens Wieth er vederhæftig og ærlig. Der var Scener
af helt ulidelig Spænding, og saa kommer Filmens
anden Del, den flygtende Morder og hans Møde med Forfatterinden Berthe
Quistgaard.
Ogsaa denne udmærkede Skuespillerinde, der adskillige har
været placeret forkert i dansk Film, følte sig hjemme i Rollen, og overbeviste
hun maaske ikke som Forfatterinde, saa gjorde hun det som Kvinde. Der var Menneskelighed over
Scenerne, og hvad mere er, der var aabenbart lagt an paa det mere end paa Effekten.
Historien var dømt til at slutte tragisk, men det var kun et naturligt Punktum.
Det er en dansk Film langt over Middel, velspillet –
og –skrevet. Den interesserede stærkt ved Premièren
og fortjener Sukcessen. –ce.
_______________
DEN, GUDERNE ELSKER (Grand). En Ufa-Film om den dejlige
Komponist Wolfgang Amadeus Mozart, lige fra hans første Møder med Søstrene
Weber, der bliver hans Skæbne, til han døde kun 35 Aar
gammel. Hans Holt var Komponisten, men evnede kun hans lyse og lette Sider, der
var intet genialt over ham. Irene v. Meyendorff og
Winnie Markus spillede smukt og behersket de to Kvinder i hans Liv. Men det
dejligste ved Filmen var Musikken, vi hørte lidt af alle de skønne Operaer,
spillet af Wiener-Philharmonikerne. For Musikkens
Skyld er Filmen værd at høre.
Som det indirekte turde fremgå af omtalen af den
tyske film, ”Den, Guderne elsker”, så var der i og med den ikke tale om nogen
direkte form for nazistisk propaganda, men måske nok indirekte, for tyske film
af den ’neutrale’ karakter udgjorde jo et slags slør over, hvad nazismen
virkelig stod for og de ugerninger, som den begik, men som på det her omtalte
tidspunkt endnu ikke var kendt eller gået op for i hvert fald de fleste
danskere, mig selv inklusive.
Men for resten meget apropos filmen ”Den, Guderne
elsker”, som blev vist i Grand-Teatret, så var teatrets bevillingshaver og
direktør den fhv. stumfilmsinstruktør og filmhistoriker
Urban Gad, mere præcist Peter Urban Gad (1879-1947), søn af kontreadmiral Urban
Gad (1841-1920) og forfatter og dramatiker Emma Gad (1852-1921), hende med
bogen ”Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker” (1918).
Peter Urban Gad blev uddannet landskabsmaler, men
foretrak skuespillet og optrådte på Dagmarteatret og Det ny Teater, hvor han
mødte skuespillerinden Asta Nielsen. Omkring 1909 lod han sig indfange af det
nymodens fænomen: de levende billeder eller filmen, men nu som instruktør og
drejebogsforfatter, der i 1910 indspillede filmen, det erotiske drama
”Afgrunden”, som havde Asta Nielsen og Poul Reumert i hovedrollerne. Filmen
blev en kæmpesucces og en milepæl i dansk stumfilmhistorie, som gjorde både
Urban Gad og Asta Nielsen så europæisk berømte, at de forlagde residensen til
Berlin, byen, der dengang var stedet, hvor der foregik mange nye,
avantgardistiske ting. I de følgende mange år indspillede parret med ham som
manuskriptforfatter og instruktør en lang række stumfilm, i alt 33 film, som
alle havde Asta Nielsen i hovedrollen. Parret blev gift i 1912, men i 1915
sluttede deres professionelle samarbejde og året efter blev de skilt.
Fra 1916-21 indspillede Urban Gad ca. 22 film, og han
sluttede denne del af sin karriere af med Fy- og Bi-filmen
”Lykkehjulet”, som havde premiere den 26. december 1926. De sidste 25 år af sit
liv, dvs. fra 1922 til 1947, var Urban Gad bevillingshaver og direktør for
Grand Teatret i Mikkel Bryggergade i København.
Urban Gad skrev bogen ”Filmen: Dens Midler og Maal”, som udkom 1919 og som må betragtes som en første
milepæl i historien om dansk film. Urban Gad er tidligere blevet omtalt i min
selvbiografi og vil især også blive det senere, nemlig under beskrivelsen af
året 1944, hvor jeg selv havde fornøjelsen af at møde denne interessante mand.
Men samme Urban Gad blev også nævnt i Ekstra-Bladet for fredag, den 10. december 1943, nemlig
under rubrikken ”Dag og Nat”, og i følgende anledning:
Hvor mange har aldrig set en Film endnu?
Et meget stort Antal danske Novicer – deriblandt dem
fra den evige Tilbedelsesorden – har i disse Dage været i Grand Teatret for,
efter Indbydelse fra Dir. Urban Gad, at se Pavefilmen.
”Berl. Tid.” fortæller i den Anledning i Dag, at de
fleste af Nonnerne aldrig havde set en Film før, og at de derfor strømmede ned
til Salens første Pladser, idet de mente, at disse maatte
være de bedste.
Jeg gad vide, om man da skal være Nonne for at være saa ukendt med denne Verdens mere moderne Foreteelser –
eller findes der virkelig blandt almindelige Mennesker i København nogen, der
aldrig har set en Film. Jeg tænker ikke her paa Mindreaarige, men netop paa
Mennesker, der er kommet op i Aarene uden at have naaet at faa det med.
Det vilde interessere mig at
høre, og jeg beder mine Læsere sende eventuelle Svar til ”Ekstramanden”, mrk.
”Aldrig set en Film”.
__________________
Jeg er ikke bekendt med, om ”Ekstramanden” fik svar
på sin opfordring, men personligt kendte jeg i hvert fald et ældre menneske,
nemlig min da 77-årige morfar, som på det her nævnte tidspunkt endnu aldrig
havde sat sine ben i en biograf. Han betragtede nemlig film som en slags gøgl
og fup, som han ikke ville nedlade sig til at have med at gøre. Men efter
besættelsen i 1945 fraveg han sin ellers stejle holdning i to specielle
tilfælde, som jeg dog først vil omtale i kronologisk orden.
Eftersom jeg ikke har noget specielt at fortælle om
mit privatliv eller arbejdsliv i slutningen af 1943, skal vi derfor her gøre et
lille spring frem til den 10. december 1943, fordi jeg for denne dato har et
Ekstra Bladet, som beretter en del om, hvad der foregik i Danmark og i
hovedstaden på det tidspunkt. På forsiden kunne avisen blandt andet fortælle om
lidt af en begivenhed på den militære tyske front:
Det københavnske
biografrepertoire fredag den 10. december 1943 i henhold til Ekstra-Bladet:
Alexandra: Gl
Torv 8 Kl. 12,30-2,10 – 3,50 – 5,30. C. 1601 fra Kl. 10. 7. Uge! Det straalende Lystspil Hendes Apache (fransk 1942?) med
Danielle Darrieux og den populære Melodi ”Un mauvais Garḉon”
A/S Constantiln Films
Bellevue:
Kl. 5,15. Fors. fra 5. Ordrup 4096 Ellen Gottschalch
i En Pige uden Lige (dansk 1943)
Bristol Teatret: Fr.berggade 25 Kl. 12,30-2-3,40. C. 3566. Kl. 5, 20 C. 3588 Forudb. Fra 11.30. Billets. Fra 12. 2. Uge! Raimu – Viviane Romance i Dobbeltmennesket Mærkelige
Monsieur Victor (fransk 1938) Fremragende, gribende og spændende Film. Forb. f. Børn
Carlton:
Vesterbrogade 66 Kl. 1,35 – 3,30 – 5,20 Tlf. C. 9501 fra 12. Billets. Fra 1.
Det ender med Bryllup (dansk; 1943) Poul Reumert – Berte Quistgaard – Ib
Schønberg – Poul Reichhardt Iscenesat af Lau Lauritzen
Colosseum:
Kl. 4 og 5,30 C. 2585 fra 3 Skæbner i Storm (1942-43, formentlig fransk eller
tysk?) Kun 3 Dage! Filmen om Frankrigs Sammenbrud m. en spænd. dramatisk
Kærlighedshistorie
D. S. B.
C. 13.540. Uafbr. Forest. fra Kl. 12-18. – 75 Ø. incl. Skat. Dansk Film Revy – Hvordan gaar
vi – Det gale Orkester – Spændende Sport – Fransk Canada – Tegnefilm: Skipper
Skræks Dobbeltgænger.
Grand Teatret:
Kl. 12,20-2-3,40 C. 2655. Kl. 5,20 C. 1611 En Verdensreportage – en enestaaende Oplevelse: Paven i Vatikanet (1943?, formentlig tysk ell.
Italiensk)
Kino-Palæet:
Kl. 1 Kl. 3 – Kl. 5 Ctr. 3366 4. Uge! Forb. f. Børn Mogens Wieth – Berthe Quistgaard –
Inge Hvid-Møller Iscenesat af Lau Lauritzen En ASA Film.
Metropol:
Kl. 12 – 1 – 2 – 3 – 4 – 5 – 6. Tlf. 1510 fra 10 Metropols Jule-Show
(Se specialomtalen af programmet nedenfor) Børn 75 Øre
Nora:
Nørrebrogade 79. Kl. 5,15 Tlf. C. 15.500 fra 4 ”Kronens Perler” (fransk 1937) Nørreport
Bio: Obs. Kl. 14,10 og 16,10 Central 4202. Fors. Fra Kl. 13 Den franske Storfilm Ruslands
Skygge (fransk 1942-43?) 3. Uge! Forbudt for Børn
Palads:
Kl. 1 Kl. 3 Kl. 5. Fors. 10-4 C. 4036 C. 4037 C. 4038 Paula Wessely
– Attila Hörbiger Sen Kærlighed (østrigsk-tysk 1943)
4. Uge!
Palladium:
Kl. 1 C. 4012 Kl. 3 C. 4013 Kl. 5 C. 4013 Kun kort Tid Som du vil ha’ mig! (dansk 1943) Byens bedste Film
Park:
Kl. 17,30 prc. C. 3362 fra 16 Gösta Ekman i den svenske Storfilm Heksenatten
(svensk 1937)
Platan:
Kl. 5,30 C. 6502 fra 3 Michel Simon i det franske Kriminal-Lystspil
Den døde stikker a’ (fransk 1936) Forbudt for Børn ”Et Mesterværk” skrev
Politiken Kl. 4: Stort Jule-Show: Skipper Skræk,
Farcer og meget andet
Rialto: 3.30
– 5,30 Ctr. 6208 fra 2. Kun Fredag,
Lørdag og Søndag ”Et Balkort” (fransk 1937) Et Mesterværk af Julien Duvivier med de største franske Kunstnere
Roxy: Obs. Kl.
5,30 Ctr. 2191 fra 4 Kalle og Nisse i Latter-Sukces’en Spøg og Spøgeri (svensk 1939) Kun 3 Dage
Saga:
Kl. 2 – 3,40 – 5,20 C. 6686 fra Kl. 1. Billetkontoret aabnes
Kl. 10 Axel Frische i den danske Sukces
Kriminalassistent Bloch (dansk 1943) 8. Uge
Scala-Bio:
Kl. 1,30 – 3,20 – 5,10 C. 7627 fra Kl. 1 Münchhausen (tysk 1943) Alle Tiders
største Farvefilm.
Strand Teatret: Strandvej 203 Helrup 3222 fra 4 Kl. 5,15
Albert Engström Lystspillet Skærgaardsfolk
(svensk 1942?)
Triangel: Kl.
4 og 5,30 C. 7047 fra Kl. 2 Den nye svenske Storfilm Kvinder i Fangenskab
(svensk 1943) Filmen med de nye Stjerner – Forb. f.
Børn
Windsor:
Peter Bangsvej 62 Kl. 5.20 C. 6640 fra 4,30 Forb. f.
Børn Drama i Shanghai (fransk 1938) med Louis Jouvet
World Cinema:
Kl. 1-3-5. C. 2192 Fri Not. Fors. til hele Ugen C. 4443 Kl. 10-5 Vredens Dag
(dansk 1943) Forbudt for Børn
For mig personligt var det især det årlige Metropols Jule-Show, der interesserede. Hvert år bestod det 1-times program af seks Disney-tegnefilm, som dette år
udgjordes af følgende titler:
1. Anders Ands Nevøer
2. Dyrene vaagner
3. De tre smaa Grise paa nye Eventyr
4. Den tapre Skrædder
5. Fætter Guf
6. Drømmeskibet
Bortset fra ”Anders Ands Nevøer”, var alle seks tegnefilm
repriser, hvilket vil sige, at de fem af filmene havde været vist før i Jule-Showet i tidligere år. Film som ”Den tapre Skrædder”
og ”Drømmeskibet” havde eksempelvis også været vist i Metropols Jule-Show 1941, ligesom ”Drømmeskibet” havde været vist i Jule-Showet i 1938 og ”Den tapre Skrædder” i Jule-Showet 1939, hvor jeg selv så denne film for første
gang. ”Drømmeskibet” havde jeg set første gang i Jule-Showet
1941.
Men alle tegnefilmene elskede jeg med oprigtig stor
og inderlig kærlighed, for jeg syntes at figurerne var herlige og filmene
ligeså. Jeg delte hverken dengang eller senere den højbrynede, intellektuelle
kritik af Disney og hans film, men stræbte derimod selv som tegner og animator
efter at blive lige så dygtig, som jeg vidste tilfældet var med de
Disney-medarbejdere, der stod bag og havde skabt filmene. De tog deres arbejde
helt seriøst, dels af kærlighed til mediet og deres eget håndværk, og dels i
erkendelse af, at noget af det sværeste i verden, er, at lave tegnefilm med en
visuelt morsom handling. Og netop her i 1943, hvor jeg selv knoklede løs med at
lære tegnefilmens teknik at kende i praksis, følte jeg mig som en lykkens
pamfilius, der havde fået det privilegium og den ære det var, at arbejde
professionelt med tegnefilmproduktion.
Som den interesserede og opmærksomme læser måske har
noteret sig, så blev der vist korte Skipper Skræk-tegnefilm både i D.S.B. Kino
og som ekstraprogram i enkelte andre biografer. For mit eget vedkommende så jeg
dog kun disse film, når de f.eks. blev vist ved Nora Bios
matiné-forestillinger. Men når den bekendte indledning på Skipper Skræk-filmene tonede frem på det
hvide lærred og de kendte toner af titelmelodien hørtes, så jublede ungerne i
biografsalen så højt, at lyden druknede i larmen. Men så populær var den
spinatædende og bomstærke sømand hos det danske børnepublikum. Interessant nok,
så boltrede Skipper Skræk sig mest som landkrabbe, for så vidt jeg husker,
optrådte han kun som sømand i sin første korte film ”Popeye
The Sailor” fra 1933, som egentlig var en Betty
Boop-film, men med ham i en hovedrolle. Den gæve sømands første solo-film var
”I Yam What I Yam” fra senere samme år. I 1936 var sømanden hovedperson i
den noget længere kortfilm, også betegnet som en featurette,
nemlig ”Popeye The Sailor Meets Sindbad The Sailor”.
Men biografrepertoiret bestod denne dag i december
1943 af meget andet og mere end Disney-tegnefilm og Skipper Skræk-tegnefilm.
Disse tegnefilm var de eneste amerikanske film, der blev vist i danske
biografer, efter at den tyske besættelsesmagt havde udelukket amerikanske film
– i lighed med engelske film – fra at blive sat på biografrepertoiret.
Derimod forsøgte samme magt at tvinge tyske
spillefilm ind på det danske biografmarked, men det var ikke populært og skete
derfor kun i begrænset og mindst muligt omfang. De fleste danske
biografdirektører var imod at spille tyske film, ikke mindst fordi publikum
generelt set svigtede, når der var sådanne film på programmet. Det var ikke velset, at gå ind og se en tysk spillefilm, men blev nærmest
betragtet som noget nær, at man udøvede landsskadelig virksomhed. Derfor var
der kun to tyske film på biografrepertoiret denne dag og i øvrigt i december
1943, medens der til gengæld var 4 svenske, 6 danske og hele 7 franske
spillefilm, publikum kunne vælge imellem.
Selv som godt 14-årig blev jeg helt ekstatisk, når
jeg så en annonce som den ovenstående, for den signalerede for mig den største
glæde og fornøjelse, jeg kendte og som intet andet på det her omtalte tidspunkt
kunne overgå. Alene synet af de herlige og efterhånden velkendte figurer i
annoncen, som Mickey Mouse, Anders And, de tre små grise og fætter Guf, var nok
til at få mit hjerte til at banke hurtigere og længslen efter hurtigst muligt
at få filmene at se eller gense. Og selv om jeg i biografsammenhæng ikke
længere kunne gå ind på en børnebillet til 75 øre, så havde jeg jo nu råd til
at betale den 1.25 Kr. en voksenbillet kostede.
Ordet film var i øvrigt et magisk begreb for de
fleste børn i den ’biograf’-dygtige’ alder dengang, hvor
fænomenet fjernsyn endnu var totalt ukendt, eller i hvert fald højst noget, man
havde læst eller hørt om, men ikke rigtig forstod, hvad var. Den tillokkende
magi ved fænomenet film, blev naturligvis også udnyttet kommercielt, ikke kun
af professionelle filmproducenter, men også af andre initiativrige folk. Det
fremgår bl.a. af en annonce i Ekstra-Bladet for den
10. december 1943:
Så vidt det kan bedømmes ud fra annonceteksten, er
der ikke tale om tegnefilm i dette ords og begrebs egentlige betydning, men
derimod om en slags dukketeater, hvor børn – og barnlige voksne med for den
sags skyld – kunne tegne eller klippe og klistre en serie billeder, eventuelt
med en lille handling i flere billeder, som så bagfra kunne føres forbi
billedfeltet på ”scenen” og på den måde vises for tilskuere. Ideen var for så
vidt udmærket, som at den appellerede til børns skabende evner, men
selvfølgelig en skuffelse i forhold til, hvad der foregik under en rigtig
filmforevisning.
For mit eget vedkommende delte jeg selvfølgelig den
almindelige danske modvilje mod de tyske film, men syntes dog nok, at nogle af
disse var værd at se. Det gjaldt ikke mindst den tyske film om alle tiders
største pralhals, baron ”Münchhausen”, en film, som oprindelig havde haft
københavnsk premiere i Palladium-biografen i 1943, men som nu spilledes i den
noget mere beskedne Scala-Bio på den modsatte side af Vesterbrogade. Selv havde
jeg set filmen, medens den blev vist i Palladium, og jeg syntes faktisk at den
var både morsom, spændende og dygtigt lavet, og så var den som noget højst
sjældent dengang, en farvefilm.
Det havde ellers udelukkende været nogle få
amerikanske spillefilm, der var i farver. Men nok så vigtigt, også for mig
14-årige, var det, at så vidt jeg kunne se, indeholdt ”Münchhausen”-filmen
ikke nazistisk politisk propaganda. Den naragtige og pralende baron hed i
virkeligheden Karl Friedrich Hieronymus, Baron von Münchhausen (1720 - 1797) og
var en tysk baron, der i eftertiden især er kendt for sine løgnehistorier, som
er blevet genfortalt i mange versioner.
Løgnehistorierne om Münchhausen er af ældre dato og
blev først samlet og udgivet anonymt i 1781. En engelsk version
blev udgivet i London 1785 af Rudolf Erich Raspe med titlen “Baron
Munchhausen's narrative of his marvellous Travels and Campaigns in Russia”,
også kaldet “The Surprising Adventures of Baron Munchhausen”. Men baronen var
faktisk ikke selv kendt for uærlighed i handlinger og sine påståede eventyr; så
Raspes udgivelse skadede hans ry. I
1786 oversatte Gottfried August Bürger Raspes
historier tilbage til tysk og udvidede dem. Han udgav dem under titlen ”Wunderbare Reisen zu Wasser und zu
Lande: Feldzüge und lustige
Abenteuer des Freiherrn von
Münchhausen” ("Fantastiske rejser til lands og til vands: Baron von
Münchhausens Felttog og komiske eventyr"). Bürgers
version er i dag bedst kendt af tyske læsere.
Münchhausens eventyr handler om hans utrolige
oplevelser fra tiden i hæren, hvor han bl.a. kom ud for at ride på en afskudt
kanonkugle, og foretog rejser til månen og ligeledes om, hvordan han undgik at
synke i en sump ved at hive sin hest og sig selv op ved hovedhårene!
Beretningen om baron von Münchhausens eventyrlige oplevelser er blevet
filmatiseret flere gange. Men den første vigtige udgave blev lavet i 1943, hvor
Raspes bog blev filmatiseret i og med den tyske farvefilm ”Münchhausen”
instrueret af Josef von Báky med Hans Albers i
titelrollen og Brigitte Horney som Katarina den
Store. Manuskriptet var skrevet af Erich Kästner. Det var denne film, der blev
vist i danske biografer.
Af de ovennævnte tyske skuespillere var især Hans
Albers (1892-1960) kendt i Danmark. Han var en betydelig tysk sanger, teater-
og filmskuespiller, der ikke gik af vejen for hverken det seriøse eller det
mere muntre eller ligefrem komiske rollefag. Han blev med tiden så populær i
Tyskland, at han endte med at blive udnævnt til statsskuespiller i 1939, altså
under Tysklands naziperiode, men det lykkedes ham at
holde sig fri af de politiske forhold.
Hans Albers voksede op i Hamburg, men efter 1.
verdenskrig flyttede han til Berlin, hvor han optrådte som skuespiller ved
forskellige scener og ved Komische Oper. Samtidig medvirkede han i omkring
hundrede stumfilm og fra 1929 i mange tyske tonefilm, blandt andet i
klassikeren ”Der blaue Engel” (1930; ”Den blå Engel”)
med Marlene Dietrich og Emil Jannings i hovedrollerne. I det mere seriøse
rollefag spillede Albers i 1934 titelrollen i Fritz Wendhausens
filmatisering af den norske dramatiker Henrik Ibsens skuespil ”Peer Gynt”.
Manuskriptforfatter på filmen ”Münchhausen” var forfatteren og digteren Erich
Kästner (1899-1974). Han skrev både digte og romaner, hvori han viste sit
samfundskritiske og antifascistiske sindelag, som f.eks
i romanen ”Fabian”, 1931. Kästner skrev dog også populære børnebøger, som
f.eks. ”Emil und die Detektive”
(1928; ”Emil og Detektiverne”). I 1960 modtog Kästner H.C. Andersen-medaljen,
en international børnebogspris, også kaldet "børnelitteraturens
Nobelpris", som uddeles hvert andet år i to kategorier: Forfatterskab
(uddelt siden 1956) og Illustration (uddelt siden 1966). Medaljen uddeles af
International Board on Books for Young People IBBY (Selskabet for
Børnelitteratur) som er tilknyttet UNESCO.
Nu vi er ved de tyske film, så var der også en anden
og nok så væsentlig østrigsk-tysk teater- og filmskuespillerinde, der dengang
var kendt af det danske biografpublikum, og det var Paula Wessely
(1908-2000). Hun var uddannet teaterskuespiller under den berømte
tysk-østrigske teaterdirektør og –instruktør samt filminstruktør Max Reinhardt,
hvis egentlige navn var Maximillian Goldmann (1873-1943). Han var født i Baden
i Tyskland og døde i New York i USA. Gennem den første tredjedel af 1900-tallet
var han dominerende i tysk teater, hvor han ofte ledede en række teatre
samtidigt, hvoraf de vigtigste var Deutsches Theater i Berlin og Theater in der
Josefstadt i Wien. Han var i løbet af sin karriere
også gæsteinstruktør ved mange scener i Europa og Amerika, lige som han i en
årrække ledede festspillene i Salzburg.
I perioden 1908-14 var Max Reinhardt instruktør på
flere stumfilm, og på den berømmede amerikanske tonefilmversion af Shakespeares
romantiske lystspil ”En Skærsommernatsdrøm” fra 1935, som havde en række
berømte amerikanske filmskuespillere i hovedrollerne.
I 1938 opholdt og arbejdede Max Reinhardt sig i Wien,
men da han i lighed med sin hustru, Helen Thimig, var
af jødisk oprindelse, måtte parret flygte, da Hitlers tropper marcherede ind i
Østrig i 1938, som ved den lejlighed blev erklæret for at høre ind under Stor-Tyskland. Parret valgte at tage ophold i USA, hvor han
døde i 1943.
I forbindelse med en biografannonce i Ekstra-Bladet for Paula Wessely-filmen
”Sen Kærlighed”, som den københavnske storbiograf Palads Teatret havde på programmet
på 4. uge den 10. december 1943, fremgår det, at Paula Wessely
ikke blev kompromitteret af nazitiden, men optrådte på teatret og indspillede
film i mange år efter krigen.
Hvad videre angår Paula Wessely,
så udgjorde hun sammen med sin mand, skuespilleren Attila Hörbiger
(1898-1987) og svogeren Paul Hörbiger (1894-1981)
fundamentet i et østrigsk-tysk skuespillerdynasti, som stadig findes. Hun
brillerede i ungpigeroller i skuespil som Schillers
”Kabale und Liebe” (1930) og som Gretchen i Goethes ”Faust” (1933), der begge
blev opført ved festspillene i Salzburg. Fra 1929 spillede hun ved Teater in
der Josefstadt i Wien og fra 1932 parallelt på
Deutsches Theater i Berlin. På film debuterede hun i 1934 med
Wiener-melodramaet ”Maskerade”, som straks fastslog hendes status som
filmstjerne langt ud over Østrigs og Tysklands grænser.
Den film med Paula Wessely,
som Palads havde på programmet i december 1943, ”Sen Kærlighed”, var hendes 10.
spillefilm, og i den spillede hun i øvrigt sammen med sin mand, Attila Hörbiger. Den film så jeg dog ikke selv, for jeg var endnu
ikke rigtig til de romantiske film, men den var åbenbart populær hos danskerne,
for den vistes på 4. uge i biografen.
Som nævnt udgjorde franske spillefilm i 1943 en
forholdsvis stor del af det københavnske biografrepertoire. De franske film,
der var på repertoiret den 10. december 1943, havde skuespillere i
hovedrollerne, som var velkendte for det danske publikum, i det mindste for
publikum i de større byer. Det var navne som nævnt i tilfældig orden udgjordes
af f.eks. Jean Gabin, Raimu,
Michel Simon, Gaby Morlay, Michelle Morgan, Simone
Simon, Micheline Presle og ikke mindst den meget
smukke og kvikke komedienne Danielle Darrieux, hvis
film hørte til nogle af de mest besøgte i biograferne. Hun kunne til en vis
grad sammenlignes med vores egen kække danske sanglærke, Marguerite Viby. Men
alle de nævnte, og mange flere unævnte franske skuespillere, var i lighed med
den sidstnævnte danske, store kunstnere og stjerner i deres fag.
Som omtalt her i teksten, udgjorde franske spillefilm
en væsentlig del af biografrepertoiret under besættelsen, og så vidt jeg ved og
husker, var disse forestillinger godt besøgt af i hvert fald det københavnske
publikum. Det hændte, at jeg selv lejlighedsvis så nogle af disse film, når de
vel at mærke ikke var forbudt for børn. Men derfor fik franske
skuespillernavne, som f.eks. Danielle Darrieaux og
Michel Simon, allerede dengang indpas i mit personlige 14-årige univers. Der
var to avisannoncer i
Ekstra-Bladet for den 10. december 1943.
Ekstra-Bladets bagside var i reglen noget helt for sig, idet den
ofte var præget af en række store billeder, både tegninger og fotos, og den
fredag den 10. december 1943 havde billederne noget at gøre med
juleforberedelser. Her vil jeg dog nøjes med at nævne to af disse fotos:
På det ene foto fra Ekstra-Bladet
for fredag den 10. december 1943 ses fru Guldborg Nørby, gift med kgl.
kammersanger Einar Nørby, som læser højt af bogen ”Peters Jul” for sine to
børn, datteren Githa og sønnen Claus. Børnene er i gang med at klippe og
klistre julepynt.
Den tids oplyste læsere vidste godt, hvem
kammersanger Einar Nørby var, men de kunne af gode grunde ikke vide elle ane,
at datteren Githa skulle blive en af de helt store danske teater-og
filmskuespillere. Githa Nørby, født 1935, er datter af kgl. operasanger Einar
Nørby (1896-1983) og hustru, pianistinde Guldborg Laursen (1803-2002). Githa
blev uddannet ved Det kgl. Teaters Elevskole 1954-56, og fik derefter
ansættelse ved teatret.
Bedst kendt i den store danske offentlighed er Githa
Nørby som filmskuespiller, idet hun har medvirket i et utal af danske
spillefilm, i lystspil så vel som i mere seriøse film, samt i flere TV-serier, bl.a. som Mads Skjerns kone, Ingeborg, i
”Matador”, 1978-81. Githa Nørby debuterede på film i ”Ung leg”, 1956, og blev i
de mange følgende år kendt som ”den unge kvikke og smarte pige” i dansk film. I
sine senere år viste hun imidlertid de mere alvorlige sider ved sit store
talent, og det kom hende ikke mindst til gode på teatret, hvor hun har spillet
både klassiske og moderne roller, oftest med stor succes.
Githa Nørbys bror, Claus Nørby (1938-1999), blev
uddannet som operasanger ved Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København.
Hans uddannelse sluttede i 1964 og han medvirkede derefter i flere operaer på
Det kgl. Teater. hvor han fik mindre roller i operaer som Puccinis ”La Boheme”
og Verdis ”Rigoletto”. Han drog derefter med operaen
på gæstespil til flere europæiske hovedsteder. Han
optrådte også på Folketeatret og Aalborg Teater. Senere blev han ansat ved Den
jyske Opera og endnu senere fik han ansættelse ved Det kgl. Teater, som han var
tilknyttet i 12 år. Men han følte sig åbenbart ikke helt tilfreds med
teaterlivet, for i 1993 valgte han at stoppe sin sangerkarriere og købte sig i
stedet delikatesseforretningen ”Alhambra” på Værnedamsvej, hvor det menes at
han trivedes rigtig godt. Claus Nørby døde i 1999 i en alder af 61 år.
Et andet og nok så interessant foto, som også er
gengivet på Ekstra-Bladets bagside den 10. december
1943, er et, som viser den københavnsk berømte teater- og operettehelt, Hans
Kurt, sammen med sin daværende hustru:
Navnet Hans Kurt var noget, som sagde de fleste Københavnere
noget, ja, måske også mange andre danskere, nemlig at der var tale om Nørrebros
Teaters fejrede operettehelt. Navnet var egentlig Hans Kurt Jensen (1909-1968),
og han blev student fra Gl. Hellerup Gymnasium 1928 og læste derefter til
skuespiller hos Eyvind Johan-Svendsen, som dengang var en kendt skuespiller,
men inden han nåede at aflægge elevprøve, debuterede Kurt 1929 på Folketeatret
i en rolle i skuespillet ”Marie Grubbe”. Derefter var han engageret ved
Folketeatret indtil 1933 og igen 1935-1936. I sæsonen 1933-34 var han ansat ved
Dagmarteatret i Jernbanegade og ved Casino Teatret i Amaliegade.
Imidlertid havde Hans Kurt en god sangstemme,
tenorbaryton, som han lod videreuddanne hos en professionel sangpædagog. Det
kom ham til gode, da han i perioden 1938-1950 optrådte på Nørrebros Teater,
hvor han i samspil med sangerinden og skuespillerinden Else Marie sang sig ind
i hjerterne hos et bredt publikum. Parret blev så populære, at folk troede, at
parret var gift med hinanden, hvilket dog ikke var tilfældet. Hans Kurt blev i
1936 gift med skuespillerinden Else Abildgaard Rasmussen (1910-1988). I dette
ægteskab fik han datteren Ingelise Kurt (f. 1943-2009), hvilket formentlig må
betyde, at parret på fotoet også var relativt nybagte forældre. Parret blev
skilt i 1959. 1960 giftede Hans Kurt sig med danserinden Lisbeth Nielsen (f.
1935), og dermed kun 8 år ældre end hans datter!
Hans Kurt var i øvrigt engageret ved Det Ny Teater i
1944-1945 og ved Frederiksberg Teater i 1952-1954. Han var på gæstespil i bl.a.
Århus, Odense, Malmø, Stockholm og Oslo. På Det kongelige Teater gæstespillede
han i 1958-1959 og 1960, bl.a. i ”Den Skønne Helene”. Hans Kurt optrådte også i
revyer, bl.a. i Tivoli Revyen, Dagmarrevyen og Cirkusrevyen, og alle steder
gjorde han med sin drengede charme sig bemærket som en superprofessionel sanger
og skuespiller, ikke mindst hos det kvindelige publikum.
Sin helt store popularitet opnåede Hans Kurt i
samspillet med Else Marie. De to udgjorde sammen Danmarks førende operettepar,
og de gennemførte flere landsomfattende turneer, medvirkede i talrige
radioudsendelser og indspillede en række grammofonplader. I sine senere år
kastede Hans Kurt sig for sit eget vedkommende over visesangen med speciale i
Sigfred Pedersen-viser, og opnåede også en ganske pæn succes i denne genre.
Hans Kurt var også en ret benyttet filmstjerne. Han
debuterede i 1932 i filmen ”Skal vi vædde en Million”, og fik stor succes som
studenten Nicolaj i filmen ”Nødebo Præstegaard” (1934), en rolle, han også
havde spillet til succes på Folketeatret, hvor dette stykke i mange år var på
programmet hvert eneste år ved juletid. Succesen skyldtes ikke mindst hans
store talent for komik. Men han gjorde sig også i de mere romantiske og seriøse
rollefag, som f.eks. charmøren i musicalfilmen ”Mød mig på Cassiopeia”, 1951.
Hans Kurts seneste film var ”Landmandsliv” fra 1965. Hans Kurt døde tre år
senere, den 19. oktober 1968, kun 59 år gammel.
__________________
Vi var nu i december 1943 og julen og nytåret nærmede
sig, og karakteristisk for danskerne var det, at på trods af rationerings- og
sparetider ville de allerfleste helst fejre jul som i ”de gode gamle dage”.
Menneskers hverdagshukommelse er jo normalt ikke langtidsindstillet, hvilket
formentlig især hænger sammen med, at hver generation stort set kun husker,
hvad der er sket indenfor vedkommendes egen levetid, ja, ofte ikke engang det.
Glemt for de fleste var Første Verdenskrig og den økonomiske verdenskrise og
den deraf følgende store arbejdsløshed i 1930’erne. Og glemme ville danskerne
også helst nutiden med dens indtil videre truende udsigter på grund af krigen
og besættelsen. Julen med dens århundredgamle traditioner var derfor en
kærkommen anledning til for en stund at glemme verden omkring sig, og gemme sig
i den nære families hygge.
Tegnerne og måske især tegnepigerne på tegnestuen var
i henseende til julen ingen undtagelse fra den øvrige danske befolkning. Derfor
samledes man en af de sidste arbejdsdage, i dette tilfælde en fredag, til en
julefrokost efter arbejdstids ophør. Der blev især drukket pænt tæt af, hvad
der dengang var at få af øl og vin, og af den sidstnævnte slags kunne man kun
få dansk vin, herunder portvin, som hurtigt blev døbt ”Pullimut”. Fik man
tilstrækkeligt heraf, blev man ganske enkelt godt beruset. Dette i forbindelse
med, at man på grund af spærretiden måtte holde ud til næste morgen, var
medvirkende til, at nogle af tegnerne i en blanding af kådhed og fuldskab teede
sig som gale og fik tegnestuen til at ligne en slagmark.
Selv oplevede jeg ved sådanne lejligheder, at der
især kunne opstå konkurrence mellem nogle af mændene om de få tilstedeværende
kvinders gunst. Det var særlig Otto Jacobsen, som på den tid var single, der
forsøgte sig med at tiltrække sig kvindelig opmærksomhed, og i et tilfælde
gjorde han kur til den kønne Line Kofoed, som imidlertid afviste ham venligt,
men bestemt. I et andet tilfælde var det den meget kønne Karen Margrethe
Nyborg, Jacob kurtiserede og forsøgte at ’røve’ fra den noget mere charmerende
Bjørn Frank Jensen, som på det tidspunkt vistnok var gift, men ægteskabet med
den meget smukke fotomodel Edel Hansen var enten gået i stykker eller på vej
til det. Hun blev i øvrigt senere gift med tegneren Jørgen Müller, som hun var
gift med i mange år og overlevede med en hel del år.
Julehygge – eller måske snarere juleuhygge
På tegnestuen i Frederiksberggade 28. Efter en lang
aftens og nats forløb kom det ellers så pæne og ryddelige lokale til at se ud
som på billedet her. Men der blev dog sørget for, at alt blev bragt i
nogenlunde orden før arbejdstidens begyndelse næste morgen, for et syn som
dette huede hverken Allan Johnsen eller Peter Toubro, som aldrig selv deltog i
den slags udskejelser. –
De personer, der juleaftensdag efter arbejdstidens
ophør deltog i julehyggen på tegnestuen, var følgende: Finn Rosenberg, Torben
Strandgaard, Helge Hau, Bodil Rønnow, Børge Hamberg og allerbagest Mogens
Mogensen. Selv var jeg også til stede ved sådanne lejligheder, men opholdt mig
sammen med flere andre tegnere et andet sted i det enormt store lokale.
Husorkestret underholdt også ved denne hyggekomsammen selve juleaftensdag, kort
før arbejdstidens ophør. Blandt de tilstedeværende var Bjørn Frank Jensen,
Bodil Rønnow, Finn Rosenberg. Børge Hamberg, Erik Mogensen, Jenny Holmqvist,
Karen Margrethe Nyborg, Arne ”Jømme” Jørgensen.
Men som nævnt, så kunne det hænde, at gode gamle og
rare Jacob – han var med sine da 29 år den ældste på tegnestuen - mistede
hæmningerne, når han fik noget at drikke, og følte han ikke at have heldet med
sig i sit kurmageri. Det kunne endog hænde, at han gik amok og ødelagde stole
og andet inventar, og knuste drikkeglas. I et tilfælde så jeg ham stå og vaske
hænder i en håndvask fyldt med ituslåede drikkeglas, hvilket medførte at han skar
sine hænder, så blodet flød. Da jeg forsigtigt bebrejdede ham denne absurde
handling, svarede han blot med et fjoget grin: ”Det renser hænderne så godt!”
Næste dag, da han var blevet ædru, kunne han ikke fatte at det var ham, der
havde lavet så megen ravage, som tilfældet var, og fuld af fortrydelse og
selvbebrejdelse tilbød han naturligvis at rydde op efter sig og erstatte de
ødelagte ting.
Anderledes stilfærdigt og hyggeligt gik det for sig,
når nogle af tegnestuens medarbejdere holdt julehygge selve juleaftensdagen,
hvor en eller flere af pigerne havde medbragt hjemmebagte småkager og der blev
serveret erstatningskaffe eller ditto te. Desuden spillede ’husorkestret’ eller
enkelte medlemmer af denne dygtige kvartet julemelodier, men i moderne, lettere
jazzificeret udgave. Nostalgien var i højsædet for en
kort stund, inden man sluttede af og tegnerne og tegnepigerne iførte sig
vintertøjet og traskede ud i decembermørket, på vej i
hver sin retning mod hjemmene i de forskellige bydele, enten på cykel med blændet
cykellygte eller med svagt oplyst sporvogn, for det var de mest almindelige
transportmidler dengang.
Byen henlå i halvmørke, hvilket primært skyldtes de
indførte belysningsrestriktioner og påbud om mørkelægningsgardiner
både i private hjem og på kontorer og i forretninger. Privatbiler var der i
øvrigt ikke mange af, og slet ikke, da rationeringen af benzin for alvor satte
ind. Og de få taxaer, der fandtes dengang, kunne heller ikke altid få benzin,
men kørte på et tidspunkt udelukkende på såkaldt gasgenerator, et monstrum, som
også blev almindelig drivkraft for lastbiler. Men det brændsel, der blev brugt
til disse generatorer, var også rationeret, så derfor kunne man engang imellem se det ejendommelige syn, at f.eks. taxaer
blev trukket af heste!
De tyske myndigheder i Danmark må have ment, at det
ville øge deres tvivlsomme popularitet, når og hvis de indførte lempelser i de
forbud og påbud, som de gerne indførte, i håbet om at kunne opretholde den ”ro
og orden”, som de anså for at være en nødvendig forudsætning for, at de kunne
’regere’ landet. Hen mod julen 1943 offentliggjordes en lempelse i spærretiden,
idet denne blev ’indskrænket’ til ’kun’ at vare fra kl. 23 til kl. 4 morgen i
dagene 24.-27. december, altså juleaften og 1. og 2. juledag. Den ’normale’
spærretid var jo ellers fra Kl. 21-5.
På grund af spærretiden trak nytårssammenkomsterne i
de private hjem ud til at vare hele natten og indtil kl. 5 morgen, hvor
sporvognene og andre køretøjer begyndte at køre igen. Det nærmest myldrede frem
med glade og mere eller mindre berusede mennesker, som havde travlt med at
komme hjem til sig selv. Men netop på grund af spærretiden var mormor, morfar
og fætter Dennis ikke nytårsgæster hjemme hos os, sådan som tilfældet havde
været de foregåede år. Det blev derfor en forholdsvis stille nytårsaften for
os, og for resten ikke mindst, fordi der var udstedt forbud mod at brænde
fyrværkeri af. Så nattehimlen var mørk og ingen lyd hørtes, heller ikke fra
patruljerende tyske flyvemaskiner, alt var fuldkommen stille, hvilket på sin
vis var velgørende og beroligende for manges anspændte nerver.
Livet og arbejdet går videre ...
trods alt
Efter nytår, der som nævnt på grund af forbud blev
fejret uden fyrværkeri, begyndte det daglige arbejde igen, også ved Dansk Farve-
og Tegnefilm A/S’ tegnestuer rundt om i byen. Men eftersom det var begrænset,
hvad jeg selv kendte og kender til de afdelinger, der lå ude på Nørrebro og
Østerbro, og der mig bekendt ikke findes særlig mange fotos derfra, i hvert
fald ikke nogen, jeg er i besiddelse af, må det stadigvæk blive hovedafdelingen
i Frederiksberggade 28, der er det centrale i denne beretning. Et sted og en
tegnestue, som blev mit faste tilholdssted i omkring de to år, hvor jeg var den
heldige og lykkelige medarbejder på den første lange danske tegnefilm:
”Fyrtøjet”.
Selv var jeg mere end ivrig efter at genoptage
arbejdet, som i den grad interesserede og fascinerede mig, at jeg ikke
betragtede det som et pligt-arbejde, men som en ren og skær fornøjelse og stor
glæde at beskæftige sig med. Normalt plejede jeg at cykle til og fra jobbet,
men her i vinterhalvåret benyttede jeg oftere sporvognen som transportmiddel.
Jeg kunne enten vælge at gå hen til Nørrebros Runddel og tage linje 5 ind til
Gl. Torv, eller gå til Borups Allé og tage linje 8 eller 13 til Rådhuspladsen.
Og eftersom vi skulle møde kl. 8 på arbejdet, skulle jeg jo meget tidligt op om
morgenen, for dels at kunne nå at gøre mig i stand og tage tøj på, og dels
spise morgenmad og endelig gå den et lille kvarter lange strækning til
sporvognen, jeg har nævnt ovenfor.
Men det var altså i dette ret så specielle miljø, at
jeg kom til at tilbringe lige knapt 2 år, nemlig fra slutningen af juni 1943 og
til begyndelsen af juni 1945. Det var to meget indholdsrige og lærerige år, blandt
nogle stærkt engagerede og dygtige tegnere og animatorer og øvrige
medarbejdere. Derfor efter min egen mening fuldt forståeligt, at den tid kom
til at præge både min livsopfattelse og min senere professionelle karriere som
tegner, animator, tegnefilminstruktør og – i lidt mindre og beskeden
udstrækning – tegnefilmproducent.
Som nævnt var jeg kun 14 år gammel på dette
tidspunkt, men ivrigt optaget af at mellemtegne for
Børge Hamberg. Arbejdstiden var mandag til lørdag, hvor tegnerne sad og udførte
deres arbejde dagen lang fra kl. 8 morgen til kl. 17 om eftermiddagen, kun
afbrudt af en halv times frokostpause midt på dagen. Dette skal ikke forstås
negativt, for de fleste af os var så interesserede og entusiastiske med
tegnefilm, at vi om nødvendigt gladelig havde undværet pauser.
De tegnere og animatorer, som jeg som nævnt kom til
at arbejde sammen med – og vel at bemærke ikke kun som junior og elev, men som
højt respekteret og værdsat medlem af et team, var alle besat af den hovedinteresse, at skabe en så teknisk og forsøgsvis
kunstnerisk god tegnefilm, som forudsætningerne, forholdene og omstændighederne
gjorde det muligt. Det er derfor også grunden til, at jeg ofrer så forholdsvis
megen plads her til at skildre arbejdet på den film, som skulle blive Danmarks
første lange underholdnings-tegnefilm, hvis sujet tilmed var et af de mest
berømte eventyr af vores store nationaldigter H.C. Andersen.
Teksten
fortsættes i 8. afsnit.