Om mit forhold til filmmediet
8. afsnit
Personligt var jeg ikke til udendørs fornøjelser, men
foretrak det daglige, stille indendørs liv bag tegnepulten, hvor opgaven lød på
at levendegøre de fantasifigurer, der medvirkede i filmen ”Fyrtøjet”. Jeg var
nok temmelig monoman med mit arbejde, som for mig ikke kun var et arbejde, men
nærmest en fascinerende besættelse. Men eftersom vi også arbejdede om lørdagen,
dog kun fra kl. 8-14, så var det kun søndagen, der var hel fridag. Den
benyttede jeg – ofte sammen med mine to kammerater, Jørn og Jørgen, - til at gå
til matinéforestillinger i en af vores fælles yndlingsbiografer.
Men som den film-fan, jeg var og i nogen grad stadig
er, så var jeg altid særlig interesseret i at konstatere, hvilke film, der
spillede i biograferne, og repertoiret så ud som følger, set ud fra de desværre
meget få biografannoncer, der var i Aftenbladet for den 11. januar 1944:
Atlantic:
Kl. 4 – 5,30 C. 22 56 fra 3 Åke Söderblom og Gaby
Stenberg i Fire Gutter vælter Byen (svensk, 1941)
Grand:
Kl. 1 – 3 – 5 C. 2655 og C. 1611 Et moderne Burghteater-Skuespil
Gusti Huber som ”Gabrielle Dambone” I Rampens Lys (østrigsk-tysk, 1943) af
Richard Billinger Wien Film
Palads:
Kl. 1 – Kl. 3 – Kl. 5 Fors. 10-4. C. 4036 Drama paa
Slottet (dansk, 1943) Forbudt for Børn Iscenesat af Bodil Ipsen
Palladium:
Kl. 1 Kl. 3 Kl. 5 C. 40 12 C. 1413 C. 40 14 Næstsidste Dag! Emil Jannings i Et
gammelt Hjerte bli’r ungt igen (tysk, 1943)
Platan:
Kl. 4 og 5,30 . C. 6502 fra Kl. 3 Karl XII (svensk
stumfilm, 1925) 2. Uge Gösta Ekman
Saga:
Kl. 1 – 3 – 5. C. 6686. Billetkontoret aabnes Kl. 10
Zarah Leander i den spændende Kriminalfilm Gloria O’Connors Hemmelighed (tysk,
1943) Forbudt f. Børn
Triangel:
Kl. 4 5,30. C. 7047 f. 3 Osvald Helmuth i Latter-Orkanen Ebberød Bank (dansk,
1943) 4. Uge
Valby Teater:
Valby Langgade 28-30. Kl. 5,30. Tlf. Valby 735 Fy og Bi i ”Højt paa en Kvist” (dansk, 1929)
World Cinema:
Kl. 1-3-5. C. 2192. Fri Not. Fors. Til hele Ugen C. 44 43 Kl. 10-5 Vredens Dag
(dansk, 1943) Forbudt for Børn
Her følger lidt uddybende kommentarer til
biografrepertoiret 11. januar 1944: Atlantic Bio viste i januar 1944,
hvor biograferne i lighed med teatrene på grund af spærretiden kun spillede
eftermiddagsforestillinger, den svenske farce Fire Gutter vælter Byen (1941), med Åke Söderblom og Gaby Stenberg i hovedrollerne.
Casino Bio
i Istedgade viste på 3. uge den svenskproducerede Marguerite Viby-film I dag bli’r min Mand gift (1943). I øvrigt genindspillede den
populære skuespillerinde i nogle tilfælde sine danske film på svensk i Sverige
og omvendt sine svenske film på dansk i Danmark.
Grand Teatret
lokkede sit publikum med ”Et moderne Burghteater-skuespil
med Gusti Huber som Gabrielle Dambrone” I Rampens
Lys. Altså en østrigsk film, hvis produktionsår angives til 1943.
Nora Bio
havde samme dato haft premiere på en eftersynkroniseret udgave af Fy og Bi-filmen Højt paa en Kvist, som
var fra mit fødselsår 1929. I januar 1944 gik denne film i Valby Teatret i
Valby Langgade.
Palads Teatret havde endnu i januar det romantiske Drama paa
Slottet på plakaten. Filmen, som var instrueret af Bodil Ipsen, havde haft
premiere samme sted den 16. december 1943.
Palladium
havde endnu den 11. januar Emil Jannings-filmen Gammelt Hjerte bli’r ungt igen (1943) på programmet. Den blev om torsdagen
den 13. januar udskiftet med den danske Det kære København, som var instrueret
af Svend Methling, og som havde en række kendte og populære danske skuespillere
i rollerne, bl.a. Erni Arneson og Gunnar Lauring – og
Petrine Sonne.
Platan Bio
viste på 2. uge den svenske film Karl XII, med den berømte Gösta Ekman i rollen
som den mindst lige så berømte konge fra 1600-tallet. Triangel Teatret havde i
lighed med Scala-Bio og Merry-Teatret på 3. uge Osvald Helmuth i latterorkanen
Ebberød Bank på plakaten. Filmen havde haft premiere på i alt 8 københavnske
biografer den 26. december 1943.
Men alt i hverdagen var selvfølgelig ikke det bare
sjov og lutter fornøjelse. Eksempelvis var rationeringssituationen vanskelig at
leve med, for nogle mere end for andre. Men vi drenge havde nok nemmere og
lettere ved at se bort fra de i realiteten noget barske livsvilkår og
betingelser, som den nazi-tyske besættelse af Danmark betød fra og med den 9.
april 1940 til og med den 4. maj 1945.
Film, film og atter film – endnu
engang!
Men min personlige interesse gjaldt naturligvis
særlig biografrepertoiret, og der var biografer og film nok at vælge imellem,
hvis man ville tage til takke med danske, svenske, franske og tyske film. Der
var dog mange gengangere, idet samme film blev vist i forskellige biografer, og
desuden var der en hel del repriser, altså gentagelser af de samme film. Men
her følger det på sin vis ret interessante og brogede udbud af film på det
københavnske biografrepertoire lørdag den 18. marts 1944:
Aladdin:
Kl. 6,30 – 8,15 Jeg mødte en Morder (dansk, 1943) Forb.
f. Børn. 2. Uge .
Sidste Lørdag.
Alexandra:
Kl. 1 – 2,50 – 4,40 – 6,30 – 8,15 Boléro (fransk,
1942) Forb. f. Børn. Det franske Lystspil med
Arletty.
Allé Teatret:
Kl. 7 og 8,45 Latter-Sukcessen Pigen er et Fund
(Svensk, 1943)
Amager Bio:
Kl. 5 – 6,45 og 8,15 Kongen kommer (svensk, 1936) med Gösta Ekman
Atlantic:
Kl. 6,30 og 8,15 Den spændende danske Vesterhavsfilm Blaavand
melder Storm (dansk, 1938) Osvald Helmuth – Lau Lauritzen – John Price
Bella Bio:
Brønshøj Torv. Kl. 6,30 og 8,15 Jeg mødte en Morder (dansk, 1943) Forb. f. Børn. Bellevue: Kl. 6,30 og 8,20 Mine kære Koner (dansk, 1943) Ingeborg
Brams – Gunnar Lauring m. fl.
Bergthora: Kl. 6,30
og 8,15 Kammerathustru (svensk, 1941) Forb. f. Børn
Edvin Adolphson – Aino Taube
Bio – Lyngby:
Kl. 19 og 20,45 Fantastisk spændende Lystspil Falsk Alibi (ikke identificeret)
Bispebjerg Bio: 18,30 og 20,15 Næstsidste Dag Moster fra Mols (dansk, 1943) Chr. Arhoff – Rasmus Christiansen – Carl Fischer – Poul
Reichhardt m. fl.
Boulevard Teatret: Kl. 6,30 og 8,15 Karin Ekelund i Synnøve Solbakken (svensk, 1934)
Bristol:
Kl. 1,40 – 3,20 – 5 – 6,40 8,20. Forb. f. Børn. Den
blodrøde Blomst (Det hede Blods Forbandelse) (svensk, 1934) 2. Uge. Edvin Adolphson – Birgit Tengroth
Carlton:
Kl. 2 – 4 – 6,15 – 8,15. 3. Uge! Det vittige Lystspil Ægtemand paa Afveje (svensk, 1941) Birgit Tengroth
– Håkon Westergren – Thor Modéen – Stig Järrel
Casino:
Istedgade 84. Kl. 7 og 8,30. Eneste teater! Hendes fjerde Mand (ikke
identificeret) I Morgen Kl. 2 Familieforestilling Marguerite Viby – Chr. Arhoff I “Skaf en Sensation” (dansk, 1934) Kl. 4,15 – 6,15
– 8,15 ”Hendes fjerde Mand”
Colosseum:
Kl. 6,30 – 8,15, Næsts. Dag! Jeg mødte en Morder (dansk, 1943) Forb. f. Børn Mogens Wieth – Berthe Quistgaard – Inge
Hvid-Møller
D. S. B.:
Kl. 13 til Kl. 21.
Enghave Bio:
Kl. 6,30 og 8,15. Næsts. Dag! Det svenske Lystspil Halløj i Hæren (svensk, 1942)
Lasse Dahlquist.
Fasan Bio:
Kl. 6,30 og 8,15 Det ender med Bryllup (dansk, 1943) Poul Reumert – Ib
Schønberg – Poul Reichhardt.
Gentofte Kino:
Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn Thorkild Roose I Vredens Dag (dansk, 1943)
Grand:
Kl. 1 – 3.35 – 5,45 – 8. 9. Uge! Kun kort Tid! En Kvinde forsvandt... (fransk,
1943) med Frankrigs største Skuespillerinde Francoise Rosay
Iscenesat af Jacques Feydér.
Grøndals Teatret: Kl. 6,30 og 8,15. Kammerathustru (svensk, 1941) Forb. f. Børn Edvin Adolphson –
Aino Taube – Anders Henriksson
Kino – Lyngby:
Kl. 7 og 8,45. Thorkild Roose – Lisbeth Movin Vredens Dag (dansk, 1943) Forb.
f. Børn.
Kino-Palæet:
Kl. 8. 3. Uge. Marguerite Viby – Hans Kurt – Ib Schønberg Teatertosset (dansk,
1944) Lørdag Kl. 6 – 8 og Søndag Kl. 4 – 6 – 8 udsolgt.
Lyngbyvejens Kino: Kl. 6,30 og 8,15 Osvald Helmuth i Ebberød Bank (dansk, 1943) Ulrik
Neumann som Skræderdrengen Thadæus.
Merry:
Kl. 5,30 – 7 – 8,30. Tykke Thor i Latterfarcen Den store Gevinst (svensk,
1936?)
Metropol: Kl.
1 – 2,50 – 4,40 – 6,30 – 8,15, 9. Uge. Sonja Wigert –
Hasse Ekman – Georg Rydeberg Mellem to Tog (svensk,
1943) Forb. f. Børn. Aarets
bedste svenske Film.
Nora:
Kl. 6,30 og 8,15 Kalle og Nisse i Muntre Akrobater (svensk, 1940)
Nørrebros Biograf: Kl. 6,30 og 8,15 Thor Modéen i Det
tossede Hus (svensk, 1937)
Nørreport Bio:
Obs! Kl. 16,10 – 18,10 – 20,10. 12. Uge! Marguerite Viby-Filmen I Dag bli’r min Mand gift (svensk, 1943)
Odeon: Kl. 6,30
og 8,15. Farlige Kvinder (ikke identificeret) Fra Boksningens brogede spændende
Verden
Palads:
Kl. 2 Kl. 4 Kl. 6 Kl. 8. René Deltgen – Angelika Hauff Cirkuspigen (tysk, 1943)
Palladium:
Kl. 2 Kl. 4 Kl. 6 Kl. 8. Næstsidste Dag Det kære København (dansk, 1944)
Park:
Kl. 18,30 og 20,15. Den sensationelle Sukces Farlig
Uskyld (ikke identificeret) Forbudt for Børn som gik 4 Uger paa
Premièreteatret
Palæ Bio:
Kl. 6,30 og 8,15 Ta’ og elsk mig (østrigsk, 1942) Marika Rökk
– Viktor Staal
Platan:
Kl. 7 og 8,30 Kampen om Borgen (ikke identificeret) En forrygende Ridderfilm
Sønd. K. 2: Jens Langkniv m.m. Smaa
Priser.
Regina:
Kl. 6,30 og 8,15 Fy og Bi i Talefilmen: Med fuld Musik (dansk, 1933) Erling
Schroeder – Chr. Arhoff
Rialto:
Kl. 6,30 og 8,15 ”Landevejskroen” (svensk, 1939) med Edvard Persson.
Rio Bio:
Roskildevej 301. Kl. 6,15 og 8,15 ”Pigernes Alfred” (svensk-dansk, 1930, med Fy
alias Carl Schenstrøm, Instr.: Lau Lauritzen, Sr.)
Roxy: Kl.
6,30 og 8,15. Forb. f. Børn Karin Ekelund – Edvin Adolphson i den uhyre spændende Film En Kvinde om Bord
(svensk, 1941) Ef. F. Kl. Publikumsstykke, som alle maa se
Ry-Kino:
Ryesgade 55. Kl. 6,30 og 8,15 Ib Schønberg – Olga Svendsen i en helt rigtig
dansk Film Københavnere (dansk, 1933)
Saga:
Kl. 2 og 4 og Kl. 19 og Kl. 22. Filmen begynder præcis. 6. Uge Karin Nellemose
– Ebbe Rode Spurve under Taget (dansk, 1944) Iscenesat af Charles Tharnæs
Scala-Bio:
Kl. 12,30 – 2,25 – 4,30 – 6,15 – 8,10. 7. Uge Ib Schønberg Biskoppen (dansk,
1944)
Skovshoved:
Kl. 6,30 og 8,15. Den lystige svenske Soldaterfarce Halløj i Hæren (svensk,
1942)
Søborg: Kl.
19 0g 20,45. Næstsidst Dag! Vredens Dag (dansk, 1943) Forb.
f. Børn Iscenesat af Carl Th. Dreyer
Strand Teatret: Strandvej 203. Kl. 7 og 8,45. Vredens Dag (dansk, 1943) Forb. f. Børn. Iscenesat af
Carl Th. Dreyer
Toftegaard: Toftegaards
Plads. Kl.
6,30 og 8.15. Forbudt f. Børn Farvefilm-Sukcessen Borgmesterinden bader (tysk, 1942)
Triangel:
Kl. 6,30 og 8,15. Næstsidste Dag! Jeg mødte en Morder (dansk, 1943) Forb. f. Børn Mogens Wieth – Berthe Quistgaard – Inge
Hvid-Møller
Valby Teater:
Kl. 6,30 og 8,15. Mogens Wieth i ”Jeg mødte en Morder” (dansk, 1943) Forb. f. Børn.
Vanløse:
Kl. 6,30 og 8,15. Næstsidste Dag! Carl Th. Dreyer-Filmen Vredens Dag (dansk,
1943) Thorkild Roose – Lisbeth Movin
– Sigrid Neiiendam
Vesterbro Teater: Kl. 7 og 8,30. Letsindighedens Belønning (svensk, 1942?) Hylende
grinagtigt svensk Lystspil
Windsor: Kl.
7 og 8,30. Palle Huld og Elith Foss (Det kgl Teater)
Filmcauseri-Sukcessen ”Paa
Motorfærd gennem den syriske Ørken til Shahens Riger” Alm. Billetpriser.
World Cinema:
Kl. 2 – 4 – 6,15 – 8,15. Forbudt for Børn Det store Ansvar (dansk, 1944)
Som det fremgår af det ovenfor stående
biografrepertoire i københavnske biografer den 18. marts 1944, så var der
blandt filmrepriserne også den gode gamle Blaavand
melder Storm fra 1938, som jeg allerede dengang havde set i ”BIO” i Nakskov, og
som havde gjort et stort indtryk på mig. Den blev 18. marts 1944 vist i
Atlantic Bio på Christianshavns Torv. Og så var der den næsten uopslidelige
hyggespreder Landevejskroen med Edvard Persson. Den gik dog kun i en enkelt
biograf, nemlig Rialto på Frederiksberg. Ib Schønberg brillerede i en af sine
mange glansroller i forvekslingslystspillet Biskoppen, som gik i Scala-Bio på
7. uge. Filmen havde haft premiere på i alt 6 københavnske biografer den 31.
januar 1944.
Biografrepertoiret 18. marts 1944 var især domineret af
danske og svenske spillefilm, fortrinsvis lystspil og farcer, som var meget
populære og trak det almindelige publikum til biograferne. Men der var dog også
enkelte mere seriøse film på plakaterne, som f.eks. Carl Th. Dreyers Vredens
Dag, der havde haft premiere i World Cinema den 13. november 1943, og som endnu
i marts 1944 vistes samme sted. Og Lau Lauritzen juniors Jeg mødte en Morder,
også fra 1943, som havde holdt sig på plakaten i Kinopalæet
lige siden premieren den 17. november 1943. Af seriøse svenske film kunne man
se Kammerathustru, Synnøve Solbakken, Den blodrøde Blomst, Mellem to Tog, En
Kvinde ombord. I disse film medvirkede kendte svenske skuespillere som f.eks.
Edvin Adolphson, Aino Taube, Karin Ekelund, Birgit Tengroth, Sonja Wigert, Hasse Ekman,
og Georg Rydeberg.
Den 18. marts 1944 kunne Nationaltidende bl.a. også
fortælle, at Grand Teatret ”for alvor havde fået sig en stor film med det
franske mesterværk ”En kvindes ansigt”. Filmen, hvori Françoise
Rosay i den firedobbelte hovedrolle har sin hidtil
største opgave, går nu ind i 3. måned.” Samme avis kunne også fortælle, at
”Windsor genåbner mandag”, og at biografen havde været lukket en halv snes dage
på grund af en brand i operatørrummet. Men nu var der blevet installeret det
mest moderne tone- og maskinanlæg, og man ville genåbne med den svenske film
Kammerathustru.
To eksempler på annoncer i Nationaltidende for den
18. marts 1944. I annoncen til venstre annonceres med kunststopning, som især
gjaldt damestrømper af silke, som dels var dyre og dels omtrent umulige at købe
nye af. I den ene annonce reklamerer varehuset Buldog på Nørrebrogade med
rullefilm, fremkaldelse og kopiering til billige priser. Buldog var både før og
under det meste af besættelsen et populært sted at handle for Københavnerne,
især folk på Nørrebro, men i forbindelse med Folkestrejken i juli bliver
forretninger, hvis indehavere anses for at være nazister, ødelagt, og det gik
blandt adskillige andre også ud over Buldog, som udbrændte og i øvrigt ikke
blev genopbygget og genåbnet. Men mere herom senere.
Nationaltidende kunne desuden fortælle, at mandag den
20. marts 1944 ville Palladium få premiere på den tyske film Den store Skygge,
med Heinrich George, Heidemaire Hatheyer
og Will Quadflieg i hovedrollerne. Avisen kunne for
resten også fortælle sine læsere, at det ikke ville blive til noget med en
biograf i Rungsted, fordi kommunens byggenævn ikke havde set sig i stand til at
give den nødvendige byggetilladelse.
Den 21. marts 1944 havde Palads Teatret premiere på kriminal-melodramaet Mordets Melodi, som var instrueret af
dansk teaters og films store diva, Bodil Ipsen. Det var dog ikke hendes første
spillefilm som instruktør, idet hun tidligere havde stået for Afsporet (1942),
En Herre i Kjole og Hvidt (1942) og Drama paa Slottet
(1943).
Den 31. marts 1944 blev Kinopalæet
på Gl. Kongevej schalburgteret og ødelagt så voldsomt
og totalt, at den efter genopbygning først blev genåbnet 16. april 1950. 1.
april gik det ud over Platan Bio på Platanvej på Frederiksberg, som ligeledes
blev schalburgteret.
Det berygtede og uhyggelige
Gestapo
En tekst, som jeg synes bør med her, selvom den ikke
handler om biografer og film, eller i hvert fald kun gør det indirekte:
Apropos det hemmelige tyske politi, Gestapo, så gav
det illegale blad ”Fri Presse”, der i det skjulte var talerør for den liberale
politiske bevægelse, der kaldte sig Dansk Samling, i sit nr. 12, den. 20. marts
1944, følgende uddrag og beskrivelse af de øjeblikkelige tilstande i Danmark:
STANDS MASSEARRESTATIONERNE
Større tyske overgreb end nogensinde før.
GESTAPO fængsler daglig mellem 30 og 50 af vore
landsmænd. Det vil sige, at der for tiden arresteres danske statsborgere i et
omfang som aldrig før. De arresteredes skæbne er forskellig. Enkelte løslades
forholdsvis hurtigt, mange tilbageholdes længere tid i overfyldte tyske
fængsler her i landet. En stor del deporteres til de berygtede tyske
koncentrationslejre og fængsler, prisgivet for sult og mishandling. Det drejer
sig ikke blot om folk, der har deltaget aktivt i frihedskampen. Talrige – måske
de fleste – bliver arresteret på grundlag af løse mistanker
og deporteret uden skygge af bevis. Til tider ulejliger Gestapo sig ikke engang
med at rejse nogen anklage. Til andre tider er anklagen fuldstændig latterlig.
Kommunelærer Fosmark fra København blev f.eks. deporteret, fordi han under
forhørene indrømmede, at hvis han havde kendt navne på folk, tyskerne ville
tage som gidsler, ville han have advaret dem!
Men hverdagen fortsatte stort set uanfægtet af de
uhyggelige ting, der foregik både herhjemme og i udlandet, og som man næsten
dagligt kunne læse om i aviserne eller høre om i Radioavisen. De voksne skød
problemerne fra sig, som de jo alligevel ikke kunne gøre så meget andet ved,
end at affinde sig med dem. Det hjalp jo ikke meget,
at skumle i det skjulte over tingenes tilstand, sådan som mange gjorde, og
sådan som jeg ved, at min far og morfar gjorde, måske mest, fordi de ikke så
sig i stand til at gøre aktiv modstand mod besættelsesmagten, og derfor følte
en blanding af skyld og hjælpeløshed. Mor og mormor og flere andre kvinder, jeg
kendte, havde nok i at tackle hverdagsproblemerne og udtalte sig så godt som
aldrig om politik og krig.
Noget anderledes var det med yngre folk af begge køn,
mig selv inklusive, men jeg følte en stor personlig uvilje mod
besættelsesmagten og dens skalten og valten med befolkningerne i de besatte lande, herunder også
med os danskere. Imidlertid blev mine følelser til frustration, fordi jeg jo
som kun knapt 15-årig ikke havde mange muligheder for at yde aktiv modstand.
Jeg forskansede mig derfor i mit arbejde som tegner og animator, og i mine
fritidsinteresser, som primært var tegnefilm og film. De sidstnævnte genrer
kunne man jo heldigvis stadig gå i biografen og se, vel at bemærke, dog ikke
lige for tiden, for fra og med den 24. april 1944 var biograferne i
Storkøbenhavn som omtalt blevet lukket af tyskerne i godt omkring halvanden
måned.
Der var dog to annoncer i B.T. for den 26. april
1944, som hver på sin måde tydeligt viser den optimisme, som var begyndt at
brede sig hos i hvert fald erhvervslivet, formentlig på baggrund af Invasionen
i Normandiet, der jo på trods af de hårde kampe og tab af menneskeliv, den
medførte, måtte opfattes som begyndelsen til enden for Hitler-styret, og dermed
også for den nazistiske besættelse af Danmark. Særligt annoncen til højre med
teksten: ”Glæd Dem Cyklist ... der kommer en Dag igen”, hvor underforstået alt
vil blive normalt igen.
Som en følge af lukningen af de københavnske
biografer, var der som nævnt ingen biografannoncer i aviserne i den følgende
tid, og derfor heller ikke i Ekstra-Bladet for den
25. april 1944 og heller ikke i B.T. dagen efter, lige som det naturligvis også
var tilfældet for de øvrige københavnske aviser. Den situation benyttede
teatrene, varietéerne og restauranterne sig forståeligt nok af og annoncerede
alt det, de kunne. Men det virkede unægtelig lidt uvant og mærkeligt, at
biografannoncerne manglede totalt i aviserne.
Et udsnit af Forlystelsesannoncerne i middagsbladet
B.T. for onsdag den 26. april 1944. Det er især annoncerne for de københavnske
teatre det gælder, men en del annoncer for restauranter ses også på siden, ikke
mindst sådanne, hvor der var musikalsk og anden form for underholdning på
programmet. Til trods for de alvorlige politiske forhold, vareknapheden og de
strenge rationeringer, lod danskerne sig ikke sådan at slå ud. Desuden var der
på grund af hele situationen en vis pengerigelighed, især hos den bedrestillede
del af befolkningen. Og ønsket om og trangen til at gøre tilværelsen så normal
som mulig under de givne forhold, var stor hos de fleste, der ligesom annoncen
for Hunter-cyklen glædede sig til, at normale tider igen ville vende tilbage og
gøre tilværelsen bedre og nemmere, end tilfældet var lige for tiden.
Et udsnit af B.T.s forlystelsesannoncer for onsdag
den 26. april 1944, især annoncer for de københavnske teatre, som blandt andet
bød på revyer og lødige og aktuelle teaterstykker, med gode danske skuespillere
i alle rollerne. For teatrenes vedkommende drejede det sig som nævnt i
annoncernes rækkefølge om: Det kgl. Teater, Aktieteatret Nørrebros Teater,
Allé-Scenen, Apollo Teatret, Det ny Teater, Folketeatret, Allégade
Teatret Riddersalen, Falkonér Teatret Rialto,
Frederiksberg Teater, Nygade Teatret og Røde Kro Teater.
Et andet udsnit af B.T.s forlystelsesannoncer for
onsdag den 26. april 1944, her især annoncer for de københavnske
restaurationer, som blandt andet bød på artistoptræden og kunstnerisk
underholdning af høj klasse: Ambassadør, Gold-Digger
Varieté, Hollænderbyen, Jomfruburet, Skandia, St. Thomas, Ungarsk Vinhus,
Valencia, og Zigøjner Hallen.
Som det vil være fremgået af blandt andet de skærpede
forholdsregler, så blev forholdet mellem den tyske besættelsesmagt og den
danske befolkning stadig mere tilspidset med sabotageaktioner og
stikkerlikvideringer, samt modaktioner i form af schalburgtager og clearing-mord, som i løbet af den kommende sommer skulle
resultere i en storstrejke, der ikke hidtil var set i Danmark. Imens dette
foregik herhjemme i lille Danevang, så fortsattes krigen med hårde kampe på
Østfronten så vel som på Vestfronten, men dog sådan, at folk med forstand på
krigsførelse anede, hvad vej det ville bære hen for det ildesete og forhadte
Nazi-styre i Tyskland.
Men end så længe gik hverdagen stort set som den
plejede, i hvert fald for mange af os danskere, og ikke mindst for det team af
mennesker, der arbejdede på at producere og færdiggøre den første danske
langtegnefilm ”Fyrtøjet”, som gerne skulle være endnu en anerkendelse og en tak
til vores store eventyrdigter H.C. Andersen. Han havde jo i øvrigt også selv
oplevet et par krige tæt på. For det første oplevede han som 11-årig, at hans
egen far døde som følge af den svækkelse, denne havde pådraget sig som soldat
under et ophold i Holsten, hvortil hans kompagni omkring 1814 var udkommanderet
under krigen mellem Napoleon og England. For det andet og tredje, så oplevede
Andersen, at mange af hans venner og bekendte blev enten dræbt eller sårede
under krigen 1848-50 og 1864. Blandt hans nærmeste dræbte venner, var oberst
Frederik Læssøe, der den 25. juli 1850 faldt på et højdedrag ved Isted for en
snigmorders kugler.
Hen mod maj 1944 arrangerede ledelsen en forevisning
af den del af filmen, der på det tidspunkt lå færdig i stum arbejdskopi.
Forevisningen fandt sted i Grand Teatret i det nærliggende Mikkel Bryggersgade.
Det drejede sig om cirka halvdelen af filmen, men altså i stum udgave, idet der
på dette tidspunkt endnu ikke var indspillet anden lyd eller musik til filmen,
end nogle ganske få optagelser med daværende medlem af Radioens Pigekor,
Kirsten Hermansen, som lagde stemme til filmens prinsesse.
Helt præcis den 20. maj 1944 skete der noget, som i
al fald var en begivenhed for samtlige medarbejdere på ”Fyrtøjet”. På det
tidspunkt, cirka et års tid efter at den egentlige produktion af filmen var
blevet påbegyndt, stod Dansk Farve- og Tegnefilm A/S nemlig i den glædelige
situation, at man kunne arrangere en særforestilling for personalet af cirka
halvdelen af filmen, som nævnt ganske vist i stum arbejdskopi. Da man
imidlertid ikke rådede over eget filmforevisningsapparatur, arrangeredes der en
forevisning i det nærliggende Grand Teatret i Mikkel Bryggersgade. Teatret blev
dengang drevet af den berømte stumfilminstruktør Peter Urban Gad (1879-1947),
og denne var da også til stede som vært og bød velkommen den formiddag, da
forevisningen af den stumme arbejdskopi af de optagelser af ”Fyrtøjet”, som
indtil da var blevet færdiggjort, fandt sted. Det var første gang nogen af
personalet – bortset fra Johnsen, Finn Rosenberg, Peter Toubro, Henning Ørnbak og cheftegnerne – havde haft lejlighed til at se
resultatet af det store arbejde, som mange af dem havde været beskæftiget med i
nu omkring et år. Selv havde jeg på det tidspunkt kun set linetests af nogle af
de scener, som jeg var animator på. Så jeg var mindst lige så spændt, som alle de
andre, på at se det foreløbige resultat i form af den halvfærdige film, og det
tilmed i farver. Farvefilm var jo en sjældenhed dengang, hvor stort set alle
spillefilm, danske så vel som udenlandske, var i sort-hvid.
Dengang vidste jeg i øvrigt ikke helt præcist, hvem
og hvad Urban Gad var for en personlighed, men senere har jeg forstået, at han
og hans på sin vis fantastiske pioner-indsats i dansk
og tysk stumfilm, var noget nær enestående. Som personlighed virkede han, der i
1943 var 64 år, uhyre stilfærdig og beskeden i sin fremtræden. Men helt så tør
og vissen, som han virkede i 1943, kan han næppe altid have været, for i
1925-26 skrev han manuskript til og instruerede filmen ”Lykkehjulet” med det
danske komikerpar, Fy og Bi.
Efter forevisningen, som kun tog omkring tre kvarter,
var der almindelig enighed blandt medarbejderne om, at resultatet af de store
anstrengelser – på trods af åbenlyse mangler og fejl – i det store og hele var
acceptabelt. Ved den lejlighed fotograferede husfotografen, Arne ”Jømme” Jørgensen, for øvrigt en række sort-hvide fotos inde
i selve biografen af, hvad der vistes oppe på det hvide lærred. At de nævnte
fotos var sort-hvide, skyldtes, at det endnu ikke var blevet almindeligt,
at fotografere still-fotos i farver.
Ved samme lejlighed havde Dansk Farve- og Tegnefilm
indbudt det samlede personale til et middagsarrangement i Officersforeningens
selskabslokaler bag ved Industribygningen på Rådhuspladsen, og bagefter var der
budt på tur i Tivoli. Det blev en fornøjelig dag med diverse forlystelser for
de mere barnlige sjæle blandt personalet, og en meget våd og fugtig tur for
stort set hele den kreative del af staben, fra den ældste, Otto Jacobsen, til
den yngste, Harry Rasmussen.
Her skal jeg dog ikke fortælle om festen i detaljer,
men i stedet henvise interesserede til at læse beretningen på www.tegnefilmhistorie.dk
under Del 2: Problemtider.
Arne ”Jømme” fotograferede
en del snapshots fra festen i Officersforeningens Selskabslokaler og på disse
ses bl.a Otto Jacobsen, Harry Rasmussen og Børge
Hamberg. Det fremgår tydeligt, at der ikke alene var stor forskel i størrelse,
men også i alder mellem de to voksne tegnere og den da kun knapt 15-årige mig.
På et par fotos ses det tydeligt, at i al fald jeg har fået lidt mere at
drikke, end godt måske var.
Det fremgår jo helt tydeligt af disse fotos, at jeg
har fået lidt meget at drikke på det tidspunkt af festlighederne i Officersforeningens
Selskabslokaler. For selvom min gode læremester, Børge Hamberg, holdt et vågent
øje med mig, så syntes han ikke, at jeg kun skulle nøjes med at drikke sodavand
en festdag som denne, når jeg bare kunne holde mig oprejst og ellers opførte
mig, som det sømmer sig et ordentligt menneske. Og det gjorde jeg naturligvis,
for jeg var ingen ballademager på nogen som helst måde, snarere tværtimod.
Det bør retfærdigvis da også her tilføjes, at jeg
ikke behøvede at drikke ret meget mere end et par genstande, før jeg følte mig
herligt beruset og – hvad der var knapt så heldigt og selskabeligt – søvnig.
Det fremgår tydeligt af nogle af de nævnte fotos, at
mine voksne kollegaer heller ikke havde holdt sig tilbage, hvad angår nydelsen
af de såkaldte ”våde varer”. Selv min altid fattede og alvorlige læremester,
Børge Hamberg, havde fået et par glas for meget og opførte sig pjattet, og
morede sig i dagens anledning, som var et velkomment ”frikvarter” fra det
daglige, alvors- og
ansvarstyngede ansvar, som ikke mindst han havde som cheftegner
og leder af animationsafdelingen på tegnestuen i Frederiksberggade.
I den følgende tid fortsattes det daglige arbejde på
”Fyrtøjet” med fornyet energi og en vis entusiasme, som hidrørte fra, at
forevisningen i Grand af det foreløbige resultat, var lidt mere end
acceptabelt, til trods for de åbenlyse mangler og fejl, som i al fald
animatorerne kunne se ved filmen. Alle som én håbede på og anspændte sig for at
gøre især animationen stadig bedre og mere livagtig. Efter evne og erfaring
naturligvis. Det største problem var i øvrigt, at der på grund af
produktionspresset ikke i væsentligt omfang var plads til ligefrem at lave
scener helt om. Man nødedes derfor i nogle tilfælde til at måtte nøjes med et
ikke i alle henseender helt tilfredsstillende resultat.
Da Dansk Farve- og Tegnefilms ledelse efter
forevisningen af den halvt færdige billedside af ”Fyrtøjet”, trods alle
vanskeligheder mente at kunne se, at færdiggørelsen af filmen nærmede sig, blev
man enige om at forsøge at holde på i al fald de kreative medarbejdere, og i
det øjemed bad man disse om at komme med forslag og udkast til en serie korte
tegnefilm, som alle skulle være baseret på eventyr af H.C. Andersen. Som omtalt
senere fremsatte de pågældende medarbejdere da også hver for sig deres forslag
til en kort eventyrtegnefilm. Der var tale om eventyr, som f.eks. Hvad Fatter
gør, Elverhøj, Klods-Hans, Svinedrengen, Prinsessen
på ærten og Kejserens nye klæder. Det sidstnævnte eventyr havde jeg selv
foreslået og desuden lavet nogle figurudkast til, lige som jeg fik en af
assistenterne, en omkring 19-årig ung mand ved navn Kaj Johnsen – han var ikke
i familie med Allan Johnsen – til at male et par baggrunde som eksempler på
stilen i filmen.
Baggrunden for, at man overhovedet havde turdet
indlade sig på at producere en lang dansk tegnefilm som ”Fyrtøjet”, var den
omstændighed, at tyskerne jo havde forbudt importen og visningen af engelske og
amerikanske film i danske biografer, hvilket også kom til at gælde Disneys
nyere lange tegnefilm. Da man samtidig ikke vidste, hvor længe krigen ville
komme til at vare, mente man indtil videre, at produktionen af danske film ikke
ville få konkurrence fra engelske og amerikanske film, i al fald ikke
foreløbig, om overhovedet nogensinde mere, hvis tyskerne skulle gå hen og vinde
krigen. Dette var også en medvirkende årsag til, at man i det hele taget
omgikkes med planerne om en produktion af korte tegnefilm, idet man desuden
mente at kunne forudse, at Disneys korte tegnefilm i programmet ”Metropols
Juleshow”, som det endnu var tilladt at vise, alle på et tidspunkt ville blive
repriser af repriser, og spørgsmålet var derfor, om ikke publikum snart ville
blive trætte af at se de samme film igen og igen.
Men allerede hen på foråret 1944 måtte det trods alle
anstrengelserne konstateres, at det ville komme til at trække længere ud med
færdiggørelsen af ”Fyrtøjet”, end man havde planlagt og håbet, og da dette i
sig selv naturligvis var belastende for firmaets økonomi, som primært af samme
grund var meget anstrengt, blev der aldrig noget ud af disse kortfilmplaner. De
blev ganske enkelt lige så stille skrinlagt.
Man havde oprindelig planlagt, at ”Fyrtøjet”-filmens premiere skulle
finde sted ved juletid 1944, nemlig på det tidspunkt, hvor de lange
Disney-tegnefilm under normale forhold plejede at få premiere i Danmark. Men
sådan skulle det altså ikke komme til at gå.
Indledning til krigens store
vendepunkt
Endelig oprandt den store og afgørende dag, som alle
i de besatte lande havde ventet på. Tirsdag den 6. juni 1944, også kaldet
D-dag, hvilket vil sige De Allieredes invasion af Normandiet, som betød et
afgørende vendepunkt i krigens forløb i bekæmpelsen af nazisternes hærgen i
Europa.
Mærkværdigvis havde den tyske censur ladet aviserne
fylde siderne med beretninger om invasionen, dog med den klausul, at den
kraftige modstand, der blev ydet af de tyske tropper, blev fremhævet. Men
mellem linjerne kunne man læse, at på trods af den voldsomme modstand fra tysk
side, var det lykkedes for de allierede landgangsstyrker at få fodfæste i
Normandiet, og at man – dog angiveligt med svære tab på Allieret side – havde
tvunget tyskerne i området til at trække sig tilbage fra deres stillinger og
befæstninger.
For mit eget vedkommende husker jeg tydeligt, at da
vi via radioavisen erfarede om invasionen af Normandiet, af invasionsstyrkerne
kaldet ”Omaha Beach”, lige som selve invasionen kaldtes ”Operation Overlord”, var det som at få en stor overraskelses-gave.
For stort set ingen almindelige mennesker havde ventet den på sin vis glædelige
og løfterige drejning af krigen. Fra nu af turde vi for alvor håbe på, at De
Allierede ville vinde krigen og at denne og dermed besættelsen snart ville være
forbi.
Men der skulle som bekendt komme til at gå endnu
knapt et år, før forhåbningerne blev indfriet og Nazi-Tyskland
kapitulerede betingelsesløst. Og prisen for freden og friheden var høj, med
millioner af dræbte og sårede, forarmede, hjemløse og flygtninge i Europa. Men
krigen var imidlertid ikke fuldstændig slut, for tilbage stod bekæmpelsen af
Japan og befrielsen af store dele af Asien. For amerikanerne betød det uhyre
mange dræbte, sårede og lemlæstede soldater, og dermed et tab af en far, en søn
eller en broder, ikke at forglemme de mange kvinder, der deltog aktivt i krigen
og som ligeledes blev ofre for dennes nødvendighed, uundgåelighed og
meningsløse grusomhed. For ikke at tale om børnene.
Den 12. juni 1944 fyldte jeg 15 år, men jeg erindrer
ikke at det gav anledning til nogen form for festlighed eller særlig markering,
hverken hjemme eller på tegnestuen. Jeg var i den grad sporet ind på og optaget
af at lave tegnefilm, at jeg ikke syntes der var noget specielt ved en
fødselsdag, i hvert fald ikke ved min egen. Den holdning har jeg haft lige
siden. Til gengæld betød det noget for mig, at min læremester, Børge Hamberg,
efter at jeg et halvt års havde fungeret som mellemtegner og derefter endnu et
halvt års tid som animator-assistent for ham, gav mig opgaver som selvstændig
animator (nøgletegner). Det var fortsat på scener med de figurer, jeg nu havde
øvet mig på at tegne i omkring et års tid, nemlig som nævnt heksen, heksens
krage og den mindste af de tre hunde.
Men i det hele taget blev produktionen af ”Fyrtøjet”
lidt af en prøvelse, som kom til at tage på ledelsens så vel som medarbejdernes
kræfter og gensidige forståelse og tolerance. Det medførte lejlighedsvis nogle
gnidninger mellem visse af tegnerne på den ene side og Allan Johnsen og Peter
Toubro på den anden side. Særlig en af nøgletegnerne, Otto Jacobsen, havde set
sig gal på Johnsen og benyttede enhver anledning til at ironisere over sin
chef, som han gav øgenavnet ”Tomaten”. Det hang sammen med, at Allan Johnsen
dels havde let ved at blive højrød i hovedet, når han blev opbragt eller vred,
og dels formentlig med, at han som sejlsportsmand ofte opholdt sig udendørs i
al slags vejr. En sen aften, da vi arbejdede over, havde den nævnte tegner
malet et landskab på den indvendige side af et af de store sorte
mørklægnings-rullegardiner. Midt i tegningen, som viste karikaturer af nogle
forskræmte tegnere, så man en stor højrød tomat, som slavepisker. Da Johnsen
kort efter tilfældigvis kom ind på tegnestuen og så ’kunstværket’, vendte han
sig omgående og forsvandt ud ad døren igen. Jeg overværede selv episoden og
følte mig dybt skamfuld over den måde, at behandle chefen på. Men et par dage
efter erfarede jeg via Børge Hamberg, at Johnsen heldigvis følte sig højt hævet
over den slags smålige barnagtigheder. Skammen var og blev derfor tegnerens, og
jeg mener også at have kunnet konstatere, at Jacob, som han kaldtes til daglig,
var godt flov og oprigtig ked af sine ’anonyme’ udfald imod Johnsen. Jacob var
ikke nogen ballademager og heller ikke en dumrian, men kun en lidt naiv, genert
og kejtet personlighed, som blandt andet led under, at ingen af det kvindelige
personale faldt for hans umodne charme og forsøg på at indsmigre sig.
Forlystelseslivet blomstrer
stadig
Den 7. juni kunne Politiken under rubrikken ”Teater–Film-Musik” Ved Grand Teatrets Première
paa den franske Film ”Spil, Zigøjner
–” bliver der ikke alene Zigøjnermusik fra Højtalerne
bag Lærredet. For at skabe musikalsk Festivitas om Premièren
har Dir. Urban Gad engageret Andor Körössys ungarske
Orkester fra ”Landevejskroen” til i Dag at spille for Publikum ved
Forestillingerne Kl. 13,50 og 15,40.
Det københavnske biografrepertoire den 7. juni 1944 i
henhold til Politiken:
Aladdin:
Kl. 7,00 og 8,45 Storfilmen De glemtes Legion (spansk, 1942) En enestaaende spændende Film fra den spanske Fremmedlegion.
Allé Teatret:
Kl. 7,10 – 9,10- Kun 2 Dage. Forb. f. Børn. Mellem to
Tog (svensk, 1943) Hasse Ekman – Sonja Wigert
Alexandra:
Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. 2. Uge. Det svenske Lystspil Amatørtyven (svensk,
1940?) Edvin Adolphson
Amager Bio:
Kl. 7-8,45. 2. Uge. Forbudt for Børn Den danske Kæmpe-Sukces
Det store Ansvar (dansk, 1944)
Atlantic: Kl. 7 – 8,45 Isa Miranda i
Junglens Dronning (ital., 1940)
Bella Bio:
Kl. 7,00 og 8,45. Forb. f. Børn Det store Ansvar
(dansk, 1944)
Bergthora: Kl. 7 og
8,45. Forb. f. Børn Finsk Storfilm En Hustrus Moral
(finsk, årstal ikke identificeret)
Bio – Lyngby: Kl.
19,10 og 21,10. Næsts. Dag! Forbudt for Børn Viviane Romance i den franske Storfilm
Angelica (Mexicos vilde Rose) (fransk, 1939)
Bispebjerg Bio: Kl. 19 og 20,45 Fernandel i Adrien, Mil-Jo-Tem’lig-Nær (fransk, 1943) Hidtil alt udsolgt! Benyt
Forudbestilling!
Boulevard:
Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn Det store Ansvar (dansk,
1944)
Bristol: Kl.
1,30-3-4,30-5-7,30-9 Danmarks Première Første danske
Kortfilmshow (dansk, 1944) Et Festfyrværkeri!
Carlton:
Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. 9. Uge Teatertosset (dansk, 1944) Hans Kurt – Ib
Schønberg
Casino:
Kl. 7 og 8,50. Eneste Teater. 2. Uge. Forb. f. Børn
Assia Noris i Pigen fra Gaden (ital.,
årstal ikke identificeret)
Colosseum:
Kl. 7 og 8.45 Marguerite Viby i den svenske Lystspil-Succes I Dag bli’r min Mand gift (svensk, 1943)
D. S. B.:
Uafbr. Forest. Kl. 13 – 21. 75 Ø. Incl.
Sk. Dansk Film Avis – Genéve – Gadens Melodi – Mølleaaen 1.
Enghave Bio:
Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn. Den tjekkiske Storfilm
Natsværmeren (tjek., årstal ukendt) Mere fransk end en fransk Film
Fasan Bio:
Kl. 7 og 8.45 Johannes Meyer i Det kære København (dansk, 1944)
Gentofte Kino:
Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn Jeg mødte en Morder
(dansk, 1943) Berthe Qvistgaard – Mogens Wieth
Grand:
Kl. 1,50-3,40-5,20-7-8,45 Første Gang i Danmark Spil, Zigøjner!
(fransk, 1944?) Ny fransk Musikfilm med den berømte Zigøjnerprimas
Alfred Rode
Grøndals Teatret: Kl. 7 og 8,45 Johannes Meyer i Det kære København (dansk, 1944)
Kino – Lyngby:
Kl. 7,10 og 9,10 Sonja Wigert i En Herre med Moral
(svensk, 1943)
Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 8,45 Frelst fra Døden En Læges Hustru (ikke
identificeret)
Merry: Kl.
7 0g 8,45. 2. Uge. Forb. f. Børn Kun hans Elskerinde
(ikke identificeret)
Metropol:
Kl. 1,30-3,20-5,10-7-845. 4. Uge ! Raimu
i Det uhyggelige Hus (fransk, 1942)
Nora:
Kl. 7 og 8,45. 2. Uge. Sidste Opførelser. Forbudt for Børn Det store Ansvar
(dansk, 1944)
Nørrebros Biograf: Kl. 7 og 8,45 Paula Wessely i Livets
Spejl (østr., 1938)
Nørreport Bio:
Obs! Kl.14,10-16,10-18,30-20,30. 9. Uge ! Marguerite
Viby – Hans Kurt Teatertosset (dansk, 1944)
Odeon: Kl. 7 og
8,45. Eneste Teater Kampen om Borgen (ikke identificeret) Gigantisk Ridderfilm
– enestaaende Kampscener
Palads:
Kl.2 – Kl. 4 – Kl. 6,30 – Kl. 8,30. Forb. f. Børn
Bodil Ipsen-Filmen Mordets Melodi (dansk, 1944)
Palladium:
Kl. 2 – Kl. 4 – Kl. 6,30 – Kl. 8,30 De tre Skolekammerater (dansk, 1944)
Roxy: Kl.
7 og 8,45 Marguerite Viby – Georg Rydeberg i den
svenske Kæmpe-Sukces I Dag bli’r
min Mand gift (svensk, 1943)
Ry – Kino:
Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn Sonja Wigert – Hasse Ekmann Mellem to Tog (svensk, 1943)
Saga:
Kl. 2-4-6,30-8,30 Den enestaaende Cirkusfilm 3 Tonellis (formentlig tysk, 1943) Med Ferdiand
Marian – Winnie Markus – Mady Rahl
m.fl.
Scala Bio:
Kl. 1-2,55-4,50-6,40-8,30. 5. Uge. Forb. for Børn
Ivar Lo Johanssonss Kungsgatan
(svensk, 1943)
Toftegaard:
Kl. 7 og 8,45 Aarets største svenske Sukces Katrina (svensk, 1943)
Triangel:
Kl. 7 og 8,45 Marguerite Viby i den svenske Lystspil-Sukces
I Dag bli’r min Mand gift (svensk, 1943)
Vanløse:
Kl. 7 og 8,45 Johannes Meyer – Erni Arneson – Gunnar
Lauring i Det
kære København (dansk, 1944)
Windsor:
Kl. 7 og 8,45 Johannes Meyer – Erni Arneson – Gunnar
Lauring i Det kære København (dansk, 1944)
En af de film, der virkelig vakte furore i København,
var den svenske film ”Kungsgatan” fra 1943. Den var
baseret på en roman af samme navn af forfatteren Ivar Lo-Johansson (1901-1990),
som udkom 1935. Furoren skyldtes i hovedsagen filmens
provokerende og pirrende emne, nemlig prostitutionen i den svenske hovedstad.
Mange unge kvinder fra provinsen droges i første halvdel af 1930’erne til
storbyen, hvor der imidlertid ikke var arbejde til alle, hvorfor nogle havnede
på den kriminelle løbebane. Prostitution var officielt forbudt, men trivedes
ikke desto mindre i bedste velgående i det ’underjordiske’ miljø. Romanen og
filmen handler om bondesønnen Adrian (i filmen spillet af Sture Lagerwall) og provinspigen Marta (i filmen spillet af
Barbro Kollberg), som begge søger til Stockholm, i
håbet om at kunne skabe sig en bedre tilværelse der. Men det går ikke så glat
som håbet og forventet, idet Adrian føler sig fremmed og utilfreds i
storstadsmiljøet, mens Marta falder for fristelsen til at tjene til livets
fornødenheder, ved at prostituere sig på Stockholms paradestrøg, Kungsgatan.
Selv havde jeg stor lyst til at se filmen, men
eftersom jeg jo kun var knapt 15 år, da den havde dansk premiére,
og grænsen for at få adgang til at se voksen-film var
16 år, så havde det lidt lange udsigter med at få den at se for mit
vedkommende.
I løbet af året 1944 blev der produceret i alt 17
danske spillefilm, og heraf havde de 7 af filmene premiére
i perioden januar til og med juni. Det var filmene ”Det kære København”,
”Biskoppen”, ”Det store Ansvar”, ”Spurve under Taget”, ”Teatertosset”, ”Mordets
Melodi” og ”De tre Skolekammerater”.
I juni 1944 var biografrepertoiret i det store og
hele som i marts og april måned. Den 7. juni kunne Saga Bio dog annoncere med
premiere på ”den enestående cirkusfilm 3 Tonellis”
(1943), iscenesat af V. Turjanski. Inde i avisen
(Politiken) kunne man under rubrikken ”De nye film” læse, at den var iscenesat
af en V. Turjanski og at hovedrollerne som
cirkusklovnerne Tonio, Maja og Tino blev spillet af
henholdsvis Ferdinand Marian, Mady Rahl og Albert Hehn, og at Winnie
Markus er filmens kvindelige stjerne. Filmen var altså helt utvivlsomt tysk,
selvom det ikke nævnes med et ord, og de pågældende navne var i øvrigt totalt
ukendte af det danske biografpublikum.
Formentlig i forventning om, hvad invasionen i Normandiet
eventuelt kunne føre med sig af krigshandlinger, blandt andet i form af
luftbombardementer, påbegyndte Københavns Kommune den 19. juni 1944 opførelsen
af en serie beskyttelsesrum, de såkaldte bunkers, på den åbne halvbueformede
plads foran Rådhuset, som københavnervidet for længst havde givet navnet
”Muslingeskallen”.
Men for at understrege den daværende situations
alvor, skal jeg her gengive følgende tekst fra min selvbiografi:
I løbet af juni 1944 tilspidsedes forholdet mellem
tyskerne og deres håndlangere på den ene side og modstandsbevægelsen og
toneangivende kredse i befolkningen på den anden side. Den 22. juni blev
Riffelsyndikatet i Frihavnen ødelagt ved sabotage, efter at sabotørerne havde
forsynet sig med våben og ammunition. Natten efter blev Borgernes Hus i
Rosenborggade schalburgteret. Den 23. juni
proklamerer besættelsesmagten, at der fra nu af anvendes standrets-procedure
ved de tyske Domstole på Sjælland, hvilket i praksis betød, at tyskerne efter
pågribelsen af sabotører straks dømte og henrettede disse. Men tyskerne
benyttede sig også af andre fremgangsmåder i bekæmpelsen af sabotage og andre
former for modstand. Begge dele kunne man faktisk læse om allerede samme dag på
forsiden af Berlingske Aftenavis, som blandt andet bragte følgende lakoniske
meddelelse:
Andre otte Sabotører idømt
Tugthusstraffe
Fra officiel tysk Side meddeles:
Ved Krigsretsdom af 19. Juni
1944 er følgende dømt for Sabotageforbrydelser:
Stud. theol. Christian Ulrik Hansen, født 26. 5. 1921 i Farsø i
Jylland,
Landmaaler Emil Balslev, født 19. 9. 1913 paa
Frederiksberg,
Købmand Børge Lauritsen, født 25. 10. 1916 i Aars,
Jylland,
Købmand Jørgen Rydder, født 20. 9. 1923 i Aars,
Jylland,
Klejnsmed Jens Peter Funk Lind, født 14. 5. 1921 i
Sandvig paa Bornholm,
Købmand Michael Westergaard Jensen, født 25. 10. 1916
i Randers, Jylland,
Skibskaptajn Poul Ib Gjessing, født 31. 3. 1919 i
Silkeborg, Jylland,
Mejerist Hans Jørgen Henriksen, født 1- 4- 1909 i
Aalborg, Jylland, blev dømt til Døden.
Manufakturhandler Knud Malthe Poulsen, født 12. 2.
1922 i Farsø, Jylland.
Kontorist
Jens Ingvardsen, født 29. 8. 1922 i Farsø, Jylland og
Blikkenslager
Hilmar Kjeld Larsen, født 9. 11. 1920 i
Farsø, Jylland, blev dømt til hver 8 Aars Tugthus.
Kommis Carsten Abildgaard, født 28. 11. 1921 i
Aalestrup, Jylland.
Seminarieelev Kaj Erhard Engaard,
født 22. 12. 1922 i Hillerslev, Jylland,
Seminarieelev Poul Henrik Pedersen, født 30. 7. 1922
i Løgsted, Jylland,
Seminarieelev Aage Kjærulff Bisgaard Christensen,
født 17. 6. 1924 i Thorup, Jylland, og Elevaspirant til Seminariet Robert Viggo
Hvolby, født 10. 8. 1926 i Nørresundby, blev idømt hver 6 Aars Tugthus.
De under samme Sag Anklagede:
Fru
Else Gjessing, født Jensen, født 11. 6. 1916 i Aalborg, Jylland, og Sagfører Jens Paul Torrild
Thomsen, født 4. 10. 1903 i Aalborg, Jylland, blev
frikendt.
Dødsdommene
er blevet fuldbyrdet i Dag
Fredag den 23. Juni 1944.
Det er uhyggeligt at tænke sig, med hvilken lethed de
selvbestaltede tyske myndigheder kunne dømme danske statsborgere og uden
skrupler henrette dem af disse, som forbrød sig mod de love og regler,
fremmedherrerne havde indført i et land, som de ingen lovlig adkomst havde til
at bestemme over. Hvilke skæbner ligger der ikke bag de ovenfor nævnte otte
dødsdømte og henrettede, hvis alder rakte fra 21 til 35 år. Det var jo nogens
sønner, brødre, ægtefæller eller fædre, hvis liv blev brat afbrudt, fordi de
havde villet gøre en indsats for at befri Danmark for fremmedherredømmet, og
hvis relativt korte liv endte som følge af en geværkugle. Sådanne handlinger
som at deltage i en ret beset ulovlig henrettelse, stempler i virkeligheden et
menneske som forbryder mod menneskerettighederne og menneskeheden, uanset om
man handler efter ordre eller ej.
Hvordan det videre gik med de ovennævnte personer,
som blev idømt hhv. 8 og 6 års såkaldt tugthus, og om de afsonede straffen her
i landet eller i Tyskland, har jeg ingen viden om, men må formode, at de der
overlevede fangenskabet er blevet løsladt umiddelbart efter Tysklands
kapitulation.
Efter den barske læsning ovenfor, virker det nærmest uanstændigt, at tænke på forlystelser, men tilværelsen består
som bekendt af både tragedie og komedie, og begge dele kom jo til dels også til
udtryk i tidens forlystelser og filmrepertoire. Desuden kan en omtale af begge
dele i bedste fald bidrage til en slags historisk forståelse af tidsånden og
tidsbilledet, så derfor må vi til det igen:
Københavnske forlystelser i
henhold til Berlingske Aftenavis for den 23. juni 1944:
Et udpluk af forlystelsesannoncer i Berlingske
Aftenavis for fredag den 23. juni 1944. Som det fremgår af annoncerne, var der
tale om et varieret udbud, lige fra operette over sommerrevy og friluftsteater
til Pjerrot på Dyrehavsbakken, samt restauranter og kroer, hvor folk kunne
mødes, spise og læske ganen og oven i købet se
varietéforestillinger.
Aktieteatret Nørrebros Teater: Hver Aften Kl. 19,30 Den nye danske Operette
Dummepeter Poul Reichhardt, Asta Hansen, Hans W. Petersen, Gerda Gilboe, Mogens Davidsen, Ingeborg Bruhn-Bertelsen, Erik Bertner, Jens Kjeldby.
Allégadeteatret Riddersalen:
Kl. 19,30 pr. ”Livet er jo dejligt”
Apollo Teatret: Kl. 19,30 – 21,40. 102. Gang Sommerrevyen 1944 Arhoff
– Brandstrup – Helmuth – Erika Voigt – K. M. Løwert – Toni Biering – Wöldike m.fl. Gæstespil af Europas fornemste Dansepar: Egon
Riber & Margrethe Dantzer Søndag Kl. 16: Ekstraforesilling
Bellahøj Friluftsteater: Linie 2-5-8-11-13-21 til Bellahøj. Politikens Sankt Hans Fest til Fordel for ”Wesselsminde”
Kl. 20 ”Nitouche” Marius Jacobsen synger
Midsommervisen. Baal og Fællessang.
Cirkus Revyen:
Dyrehavsbakken – Klampenborg. 2 Forest. Daglig Sommerens store Suces m. Gæstespil af Henning Schram - Ib Schønberg – Ellen
Jansø – Gunnar Lemvigh - Fassi
& Harley – Juanita & Angelo - Else Jarlbak – Børge Børlis
– Rita Clair – Alf Køllmer – Gerda Bytofte - Ch.
Hansen – 14 Bjerre Girls – Lingtons Orkester.
Det ny Teater:
Hver Aften Kl. 19,30 præcis ca. – 22. Søndag Kl. 15,30: Ekstraforestilling. I Aften: Alt udsolgt. I
Morgen: Alt udsolgt Lehars Verdensoperette Den glade
Enke. Hanna Glavari: Else Marie – Grev Danilo: Hans
Kurt. Iscenesættelse: John Price og Kapelmester: Emil Reesen
Frederiksberg Teater: Kl. 19,30 I Aften, Lørdag,
Søndag Kl. 19,30, Mandag, Tirsdag, Onsdag og Torsdag: Alt udsolgt! ”Privatliv”
Iscenesat af John Price. Berthe Qvistgaard – Grethe Holmer – Edvin Tiemroth – Knud Rex Lørdag Kl. 16: Ekstraforestilling til
Fordel for Viceskoleinspektør Østrup’s Feriebørn.
Ekstraforestilling Søndag Kl. 16.
Nygade Teatret: Kl. 19,30 til ca. 21,40 Sommerens Sensation Earl Sheridan I Hokus-Pokus-Revyen
Ny Ravnsborg
Kabaretten 1944: Hver Aften Kl. 19,15 – entré 50 Øre.
Rialto:
Lørdag Kl. 19,30 Premiere Den klassiske Latter-Gyser Spøgelsestoget
Iscenesættelse: Mogens Brandt. Asbjørn Andersen – Svend Bille – Arne-Ole David
– Grete Frische – Tudlik Johansen – Elsa Kourani – Peter Nielsen – Anita Präfalder
– Ejgil Reimers – Verner Thaysen
Røde Kro Teater: Lørdag Kl. 19. 108. Gang! Den søvnløse Brudgom Opføres kun mens
Sommerrevyen indstuderes.
Cirkus Schumann: I Aften Kl. 20 Sommerens Rekord Sukcesprogram
Imorg. Lørdag 2 Forestill.
Kl. 16 og 20
Gold-Digger: Non Stop Varieté Kl. 20 – Fri Entré Humørets
Eldorado Køligt Lokale – Godt Smørrebrød – og en kold Tuborg
Københavner Kroen: Fri Entré Stor Sct. Hans Fest Landevejskroen: forh. Gl. Bellevue
Lorry:
Fri Entré Stor Sct. Hans Fest med Kæmpeprogram Midsommervise – Sct. Hans-Baal i Parken
National Scala: Fri Entré Koncert til Frokost og Dinér
Holberghaven: Stor
Sct. Hans Fest Baal paa
Scenen. Midsommervise o.s.v. Kgl. Solodanser Niels
Bjørn
Scala-Salen:
Kaj Møllers Orkester.
Skovriderkroen: Sct. Hansfest & Bal Aksel Schiøtz synger Midsommervisen
Zool. Have: Musiktribunen
Søndag Kl. 15,30 Bassangeren Emil Christoffersen Sidste Nyt: Orangutanen Musse. Willy Melchiorsen spiller hver
Eftermiddag.
Og så var der som altid om sommeren TIVOLI, hvor der
i dagens anledning var Sct. Hansbål på Søen og lurblæsning og fakkeltog.
Koncertsalen bød på operasanger Emil Christoffersen, som med Sv. Chr. Felumb som dirigent fremfører arier af Haydn, Mozart og
Nicolai, og desuden sange og romancer med klaver. Kl. 22,45 ville der være
Amagerbrudefærd med fakkeltog, hvor Midsommervisen ville blive sunget af kgl.
kammersanger Niels Hansen.
Pantomimeteatret ville lørdag den 24. juni kl. 21 opføre forestillinger med
solister fra Den kgl. Ballet: Kgl. 1. Solodanserinde Margot Lander, kgl.
solodanserinde Margrethe Schanne, kgl. balletmester Harald Lander og kgl.
solodanser Hans Brenaa.
Men man bør heller ikke glemme det nok så populære folkelige
forlystelsessted: Dyrehavsbakken, almindeligvis kun kaldet BAKKEN. Det var et
sted, hvor københavnerne i hobetal havde moret sig hvert eneste år siden
stedets åbning helt tilbage i 1700-tallet, og nutiden dannede ingen undtagelse
i den henseende. Bakken havde det fortrin, frem for Tivoli, at der ikke skulle
betales adgangsbillet, men kun købes og betales for hver af forlystelserne.
Selv havde jeg ikke været på Bakken dette år, men
havde været der adskillige gange de foregående år, enten sammen med min familie
eller med mine kammerater. Det var dog noget mere besværligt at komme fra
København og ud til Bakken, for da skulle man benytte enten S-toget eller
Kystbanetoget til Klampenborg Station, og derfra gå den forholdsvis lange
spadseretur ind til det sted i udkanten af Dyrehaven, hvor Bakken med sine
mange forlystelser var og stadig er beliggende. På Bakken var det ikke mindst
rutsjebanen, der var mål for mange børns interesse, for den var langt større og
mere spændende end rutsjebanen i Tivoli.
Dernæst var det altid en fornøjelse at se og høre
Pjerrot, når han underholdt sit interesserede og taknemmelige børnepublikum.
Det københavnske
biografrepertoire i henhold til
Berlingske Aftenavis for den 23.
juni 1944:
Udbuddet af biografforestillinger var stort og
varieret, noget for enhver smag og lyst, med enkelte nye film på repertoiret,
som f.eks. franske Corinne Luchaires nyeste film
”Bandlyst”. Men ellers var der alt, lige fra filmfarcer over lystspilfilm og
filmgysere til film om seriøse og historiske emner, som f.eks. det danske
nationalklenodie og Sct. Hansaftenspil ”Elverhøj”.
Men naturligvis ingen engelske og amerikanske film.
Alexandra:
Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. Forb. f. Børn. Det
charmerende Lystspil Brudegaven (tysk, 1943?) Med Carola Höhn
og Werner Fuetterer
AlléTeatret: Kl. 7,10
og 9,10 Spænding – Humør – Sensation Manegens Konge (formentlig tysk, men er
ikke identificeret)
Bellevue:
Kl. 7 og 9 Den italienske Storfilm Kampen om Borgen (ital.,
19??)
Bristol: Kl.
1,45-3,30-5,15-7-8,45 Det nye franske Lystspil Tre Mand om en Pige (Romance à Trois) (fransk, 1942)
Carlton:
Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. 11. Uge Marguerite Viby i Teatertosset (dansk, 1944)
Hans Kurt – Ib Schønberg
Casino: Istedgade
84. Kl. 7,15 og 9 Wienerfilmen med Paula Wessely Høst
(østr., 1938)
Colosseum:
Kl. 7 og 8,45. Kun 3 Dage! Alida Valli i Hans
hemmelige Model (ital., 1941) En spændende Fortælling
om en moderne ung Piges Skæbne
D. S. B.
Uafbr. Forest. Kl. 13 – 21. 75 Ø. incl.
Sk. Dansk Film Avis – Midnatssolens Land – Den ædle Drue – Bali – Jægerbruden
Grand:
Kl. 2-3,40-5,20-7-8,45. Første Gang i Danmark Spil, Zigøjner
(formentlig tysk, 1944?)
Hvidovre Kino:
Kl. 7,10 og 9,10. KUN i Dag. Sct. Aftenspiller Elverhøj (dansk; 1939)
Metropol:
Kl. 1,30-3,20-5,10-7-8,45. 2. Uge! Forb. f. Børn
Nora:
Kl. 7 og 8,45 Den franske Stjerne Corinne Luchaire i
sin nyeste Film ”Bandlyst” (fransk, 1940)
Nørreport Bio: Obs! Kl. 14,10-16,10-18,30-20,30. 11. Uge! Marguerite Viby – Hans
Kurt Teatertosset (dansk, 1944)
Palads:
Kl. 2 Kl. 4 Kl. 6,30 Kl. 8,30. 8 Uge. Forb. f. Børn
Gull-Maj Norin – Angelo Bruun – Poul Reichhardt
Mordets Melodi (dansk, 1944) Iscenesat af Bodil Ipsen.
Palladium:
Kl. 2 Kl. 4 Kl. Kl. 6,30 Kl. 8,30 De tre Skolekammerater (dansk, 1944)
Palæ Bio:
Kl. 7 og 8,45 Emil Jannings i Før Solnedgang (tysk, 1937)
Platan:
Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn Den fransk-schweiziske
Film Livets Parade (schweiz, 1944?) En gribende Film
om Livet af i Dag med Anne-Marie Blanc
Park: Kl. 19
og 20,45 Willi Forst-Sukces’en Operette (østrigsk, 1941)
Roxy: Kl. 7
og 8,45 Stakkels Ferdinand (svensk, 1941)
Saga: Kl.
2-4-6,30-8,30. Edvard Persson Det bli’r Solskin igen (svensk, 1942)
Scala–Bio: Kl. 1-2,55-4,50-6,40-8,30. 7. Uge
Ivar Lo-Johansson’s Kungsgatan
(svensk, 1943)
Skovshoved: Kl. 7
og 9. Forb. f. Børn Mogens Wieth – Berthe Quistgaard Jeg mødte
en Morder (dansk, 1943)
Strand Teatret: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn Det store
Ansvar (dansk, 1944)
Triangel:
Kl. 7 og 8,45 Zarah Leander I Gloria O’Connors Hemmelighed (tysk, 1943)
Windsor:
Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn Mellem to Tog (svensk,
1943) Sonja Wigert – Hasse Ekmann
Ifølge Berlingske Aftenavis for fredag den 23. juni
gik ”Mordets Melodi” på 8. uge i Palads, mens Saga havde sat Edvard
Persson-filmen, Det bli’r Solskin igen (1942), på
plakaten. Anmelderen konstaterede indledningsvis: ”Sammen med Lumbyes
”Drømmebilleder”, Morten Korchs ”De røde Heste” og en god Tatarbøf indtager
Edvard Persson-Filmene en sikker Position i Folkets Omdømme. Den sidste svenske
Film med Skaaningen, ”Det bli’r
Solskin igen”, der gaar i Saga, danner ingen
Undtagelse fra Reglen; Folk morede sig under Fremførelsen, klappede bagefter og
gik hjem fløjtende Refrænerne fra Filmen. En temmelig sikker Succes.”
Den surt-ironiske anmelder, der signerede sig awi, gennemheglede derefter filmen og kaldte den en helt
igennem underlødig spekulation i Perssons folkelige popularitet. Filmen var i
øvrigt fra 1942 og derfor ikke ganske ny. Hans nyeste film på det her nævnte
tidspunkt var Landmandsliv (1943). Det skal for en ordens skyld tilføjes, at
der med Morten Korchs ”De røde Heste”” hentydes til romanen, ikke til filmen,
som først blev produceret omkring 1950.
Som tidligere omtalt blev skåningen Edvard Persson
herostratisk berømt i Danmark i og med filmen ”Landevejskroen” (”Kalle på Spången”), som var produceret i 1939, men blev først vist
herhjemme i 1940. I København havde den premiere i Nørreport Bio den 29. januar
1940 og før at tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. Det var faktisk
først derefter, at filmen blev et tilløbsstykke, idet Nørreport Bio holdt den
på plakaten i 87 uger, med sidste visning den 7. oktober 1941, hvorefter den
vistes i andre af byens og omegnens biografer.
Den situation irriterede åbenbart de tyske
besættelsesmyndigheder, for det nazistiske dagblad ”Fædrelandet” bragte den 16.
september 1941 en artikel, hvori man kritiserede de københavnske biografejeres
uvilje mod at spille tyske film. Man mente angiveligt, at det danske
biografpublikum gerne ville se tyske film, men blev forhindret deri på grund af
biografejernes politisk motiverede censur. Avisen kunne dog også konstatere, at
der fandtes en del fornuftige folk blandt de københavnske biografejere, som
gerne ville spille tyske film. Sådanne folk mente avisens skribent, var folk,
som havde forståelse for den nye tid, der gryede over Europa, og som lader
deres valg af filmrepertoire bestemme af kunstneriske og ikke af politiske
grunde. De biografejere, som havde vist tyske film i deres biografer, havde
tilmed fået en økonomisk fordel ud af det, for publikum havde ikke svigtet de
pågældende biografer. Hvad enten man kan lide det eller ej, så må man give ”Fædrelandet”s skribent ret i den sidste påstand, for der
fandtes faktisk tyske film, som under besættelsen fik stor succes i København.
Men igen, så snart en film sluttede og man atter
trådte ud af biografens mørke, meldte virkeligheden sig på ny og indtrykket af
den film, man lige havde set, fortonede sig snart. Lyttede man til Radioavisen
og læste aviserne, blev man dagligt mindet om krigens barske og ubønhørlige
gang på de forskellige fronter, og om dagligdagens store og små problemer.
I juni-dagene 1944 var manges opmærksomhed ekstraordinært
rettet mod de daglige livsvilkår og samfundsforhold. Disse var aktuelt præget
af et tiltagende antal arbejdsnedlæggelser, officielt betegnet som strejker og
storstrejker, de sidstnævnte mere præcist som folkestrejker, hvorunder
samfundslivet gik mere eller mindre i stå.
Allerede den 2. juli, havde Københavns overborgmester
og borgerrepræsentationens formand, samt formændene for de store
erhvervsorganisationer og formanden for De samvirkende Fagforbunds
forretningsudvalg, om eftermiddagen ladet omdele et opråb i gaderne, som
opfordrede befolkningen til straks at genoptage det daglige arbejde. Og samme
aften genoptog Radioavisen sine udsendelser med oplæsning af opråbet. Samtidig
meddelte tyskerne, at der ville blive åbnet for vand, gas og el i løbet af
aftenen, hvilket også skete.
Den 3. juli begyndte sporvognene så småt at køre
igen, men vognstyrerne blev af mere rabiate folk betragtet som ”skruebrækkere”,
det vil sige forrædere mod frihedskampen eller måske snarere mod kommunisternes
opfattelse af denne som et led – ikke kun i den nationale kamp eller modstand
mod tyskerne, men som et led i den internationale klassekamp. Det sidstnævnte
var dog noget, kommunisterne havde forstået indtil videre at putte i
gemmeposen.
Vognstyrerne på sporvognene måtte have beskyttelse af
to danske politibetjente, som fulgte med hver vogn. Det viser, hvor anspændt
situationen var, ikke kun mellem tyskerne og danskerne, men også mellem de
sidstnævnte indbyrdes.
Men som sagt, i løbet af den 4. og 5. juli blev
arbejdet imidlertid stort set genoptaget overalt i hovedstaden, og aviserne
begyndte atter at udkomme den sidstnævnte dato, ligesom teatre og biografer
blev genåbnet. Onsdag den 5. juli 1944 kunne Social-Demokraten
– i lighed med hovedstadens øvrige aviser – meddele, at spærretiden var blevet
afkortet og at folk så småt var ved at vende tilbage til deres respektive
arbejdspladser rundt omkring i byen. Det skete under overskriften:
Hovedstaden – formentlig i lighed med de andre byer
og storbyer i landet, - antog efterhånden sit normale Præg, idet den totale
Arbejdsnedlæggelse, der begyndte i Storkøbenhavn i Fredags, fra Tirsdag Morgen
er ophørt i Overensstemmelse med de Opfordringer, der søndag og mandag rettedes
til Befolkningen fra Organisationernes ledelse og en Række Personligheder,
repræsenterende de fem samarbejdende politiske Partier og Hovedstadskommunerne.
Sporvejs- og S-Togs-trafiken
blev genoptaget Mandag, og nu gaar
Arbejdet sin Gang. Hovedstaden antager efterhaanden
sit normale Præg. Social-Demokraten kunne samme dag
også fortælle, at tilførslen af mælk og grøntsager til hovedstaden var steget,
så at det nu kunne dække 75 % af forbruget, hvilket betød, at dagligvareforretningerne
kunne genåbnes. Det kneb dog fortsat med at producere rugbrød nok til at kunne
imødekomme efterspørgslen, men man håbede på snarest at kunne være oppe på
normal produktion, som kunne dække det behov, folk havde mulighed for at købe i
kraft af de gældende rationeringsmærker.
Avisen kunne endvidere fortælle, at teatrene og
biograferne genåbnede samme dag, men dog med spilletider, der var rykket lidt
frem, hvilket betød, at sidste forestilling måtte begynde kl. 19, for at folk
bagefter kunne nå hjem inden spærretiden begyndte kl. 23.
Foreløbig vurdering af
Folkestrejken
Den 7. juli 1944 udsendte Danmarks kommunistiske
Parti sit nr. 47 af det duplikerede illegale blad ”Land og Folk”. Personlig
sympatiserer jeg ikke med kommunismen i dens politiske form, men ret skal være
ret, for det er efter min opfattelse en både god, rigtig og fornuftig vurdering
af den netop overståede folkestrejke, bladets skribent fremsætter. God, fordi
den giver et så godt overblik over folkestrejkens forløb, at jeg synes det vil
være rigtigt at gengive bladets fire A4-sider her, ikke mindst til eftertidens
indtryk og forståelse af, hvad der skete i de dramatiske dage i juni-juli 1944:
FOLKESTREJKER OVER DANMARK
En straalende Sejr for det
danske Folk
Mandag den 26. Juni dekreterede
Nazityskerne Spærretid fra 20 Aften til 5 Morgen i
Hovedstaden. Da de ikke havde kunnet forhindre Sabotagen eller nedkæmpe
Frihedsbevægelsen, lod de paa denne Maade deres Raseri gaa ud over
hele Hovedstadens Befolkning. Mandag besluttede Arbejderne paa
B&W under Parolen 8 timers Frihed at forlade arbejdet Kl. 12 Middag. Dagen
efter fulgte Hundreder af københavnske Virksomheder B&W’s
Eksempel, og Onsdag havde alle Hovedstadens Arbejdere
tilsluttet sig ”Gaa tidligt hjem” Bevægelsen.
Indespærringen af Københavnerne Kl. 20 lod sig derfor
ikke gennemføre. Trods Udgangsforbuddet færdedes Folk frit paa
Gaderne. Naar undtages den Indre By, gik Aftenens
Gadeliv sin vante Gang. Det var haabløst for Politiet
at arrestere ”Sengængerne”. Deres Antal androg Tusinder. Tyskernes Forsøg paa ved hensynsløs Beskydning at fordrive Folk fra Gaderne
forblev virkningsløse. Overalt blev deres Patruljekørsel hindret af Baal og mindre Barrikader. Tyskerne havde ved deres
kluntede og brutale Optræden bragt København paa
Oprørets Rand.
Besættelsesmagten indsaa,
at den havde spændt Buen for højt. Nazibødlen Werner
Best stod i første Omgang som den tabende Part og skyndte sig at mildne Udgangsforbudet. Fra Torsdag var
det tilladt at færdes ude fra 5 Morgen til 23 Aften.
Mildnelsen af Udgangsforbudet var dog
ikke ledsaget af en forsonligere Optræden fra Tyskernes Side. Tværtimod.
Torsdag Morgen forkyndte Best, at han havde ladet 8 Patrioter henrette, og om
Aftenen fortsatte tyske Patruljer og Schalburgfolkene deres Terror-togter
gennem Gaderne. De undersøgte ikke i Spærretiden, om Folk havde ”Ausweis”, men skød hensynsløst selv paa
uniformerede Betjente, Jernbane- og Sporvejsfunktionærer.
Dermed var Bægeret fuldt. Fredag Morgen indstillede
Sporvejsfunktionærerne Kørslen, senere fulgte Jernbanens og Telefonselskabets
Personale Eksemplet. Inden Fredag Middag var Folkestrejken en Kendsgerning. Og
den var total,. Kontorer, Butikker, Fabrikker,
Værksteder, Post, Telefon, Telegraf og Trafik laa
stille overalt. De eneste Virksomheder, som holdtes i Gang var Vand-, Gas og
Elektricitetsværker samt Mejerier. Det var nødvendigt for Kampen, at disse
Virksomheder ikke deltog i Strejken.
Folkestrejken var opstaaet
uden Proklamationer eller ultimative Krav. Alligevel var der ingen Tvivl om,
hvad det gjaldt. Folket ønskede Spærretiden ophævet, den tyske Terror bragt til
Ophør og Schalburgkorpset fjernet. Det var og blev Kampens Hovedformaal.
Tyskerne lukker for Vand, Gas og
Elektricitet
Blodhunden Best var nu kommet fra Asken og i Ilden,
og i denne Situation kunde hans nazistiske Hjerne kun fostre den Tanke: Den
københavnske Befolkning skulde ved forstærket Terror tvinges til Underkastelse.
Paa hans Bud lukkedes der Fredag Aften mellem Kl. 21
og 22 for Gas, Vand og Elektricitet. Flere Steder, saaledes
ved Gasværket paa Finsensvej, hvor det kom til en
timelang Ildkamp før det lykkedes Nazisterne at trænge ind og besætte Værket.
Storbyens Befolkning skulde nu knækkes gennem Sult og Tørst. Dette var ”total
Krigsførelse”. Kvinder og Børn, Gamle, Syge og svagelige skulde nu føle
”Herrefolkets” kolossale Magt!
Schalburgkorps og Nazibander terroriserer
Denne kyniske og brutale Optræden ledsagedes af en forstærket
tysk Terror. Tyske Patruljer jog skydende til Højre og Venstre gennem Gaderne.
Schalburgbanditterne fejrede sande Orgier. Mange Steder trængte de ind hos
Folk, som havde paadraget sig deres Vrede, og jog dem
ud af Hjemmet medens Møbler og andet Indbo blev kastet ud paa
Gaden og brændt.
Alt dette tjente selvsagt til yderligere at ophidse
Gemytterne, hvilket kom til at gaa ud over
Nazisterne. Nogle fik korporlige Bank, andre blev dræbt og atter andre fik
forretninger ødelagt. Saaledes blev Varehuset
”Buldog” totalt brændt efter at først Ruderne var knust og Stabler af Varer
hentet ud paa Gaden, hvor de dannede et vældigt Baal. Buldogs Indehaver, Bryde Nielsen, har paa Grund af sit Samkvem med Tyskerne ikke fortjent det
bedre, men dog var Aktionen ikke hensigstmæssig. Den
generede nemlig Danskerne mere end Tyskerne. En stor Mængde Tøj, som af
Københavnerne var indleveret til Reparation, maa
befrygtes brændt. Desuden maa man regne med, at
Hovedparten af de Varer, som brændte, vilde være kommet Danskere til Gode. Vel
skal der afregnes med Landsforrædere, men det maa ske
paa en saadan Maade, at det ikke rammer gode Danskere.
Disse Tildragelser var dog kun Episoder. Befolkningen
lod sig ikke provokere. Frihedskæmperne, der var i Besiddelse af Vaaben, kunde
have taget Kampen op, mem de gjorde det ikke. De
vidste, at den bevæbnede Kamps Time ikke var kommet, at det var den passive
Kamp, det gjaldt, og derfor lod de Tyskerne rase. Talrige Steder blev der for
at genere de tyske Patruljevognes Kørsel gennem Gaderne atter Natten mellem Fredag og Lørdag antændt Baal og
rejst Barrikader. De var Tyskerne til stor Ulempe, og straks Lørdag Morgen
tvang Tyskerne tilfældige Mennesker til at rydde Gaderne. Var der ikke
tilstrækkeligt med Trafikanter, drev de med Revolvere Folk ud af Husene til Rydningsarbejde. Herunder kom Nazisternes Sadisme Gang paa Gang til Udtryk. Et Sted, hvor Mændene af forstaaelige Grunde havde fjernet sig, blev nogle gamle
Koner, som sad paa en Bænk, tvunget til at udføre det
haarde Arbejde. Et andet Sted blev Folk tvunget til
med de bare Næver at fjerne et Baal, hvorved en Mand
fik sine Hænder frygteligt forbrændt, maaske ødelagt
for Livstid ved at gribe om glødende Asfalt. I Thorsgade
hentede Nazibanditterne en Far og en Søn ud af Sengen
og tvang dem kun iført Skjorter og Bukser paa bare
Fødder ned paa Gaden, hvor de blev tvunget til at
tage Bukserne af og med dem slukke et Baal. Disse er
kun nogle tilfældigt valgte Eksempler blandt Hundreder.
Byen afspærres med Pigtraad og Maskingeværer
Lørdag Formiddag maatte
Tyskerne paany erkende deres Magtesløshed overfor
Strejken. Trusler om Sult og Tørst havde ikke kunnet tvinge Hovedstadens
Befolkning til at genoptage det nedlagte Arbejde. Best greb derfor til en ny
Terrorforanstaltning: Hovedstaden blev erklæret i Belejringstilstand. København
blev fuldstændig afspærret fra Omverdenen. Pigtraadsspærringer
og Maskingeværer hindrede enhver Ud- og Indfart. Paa alle Byens centrale Pladser opstilledes Kanoner. I
Proklamationen om Belejringstilstand blev det meddelt, at der hensynsløst vilde blive skudt paa alle
Ansamlinger af mere end fem Personer. Det var nye Massemyrderier, der her
forberedtes. Mens de tyske Patruljer jog skydende gennem Gaderne fyrede
Kanonerne mod fredelige og ubevæbnede Borgere. Det toges intet Hensyn til, at
Folk fuldt ud rettede sig efter de udstedte Paabud.
Enlige Personer, selv Kvinder, blev uden videre beskudt. En Afdeling af disse
”Krigshelte” undsaa sig ikke for at skyde paa en Gruppe Vanføre, som opholdt sig i en Have bag et Staaltraadshegn, og saarede flere
af dem. Ambulancerne kørte ustandselig og de fleste af Byens Hovedgader lignede
Slagmarker.
Det var Mestrene i det elastiske Forsvars
Tilbagetrækningskunst, som her viste deres offensive Angrebsevner overfor
Københavns Kvinder og Børn.
Sammenhold og Solidariteten stod
sin Prøve
Alle Tyskernes Forsøg paa
at tvinge Hovedstadens Befolkning til Underkastelse var forgæves. Den tyske
Brutalitet gjorde kun Sammenholdet ubrydeligt og Viljen til at holde ud
stærkere. Fra første Færd indstillede Københavnerne sig paa
at dele med hinanden. De Handlende hjalp i stort Tal Folk, der ikke havde
Varer, og Bagerne bagte, saa det om end i beskedent
Omfang var muligt at faa Brød. Mælk blev fortrinsvis
forbeholdt Smaabørn, og Vand blev skaffet til dem,
der ikke i tide havde faaet tappet af. Intetsteds
sporedes der Panik eller Forvirring. Københavnerne tog Situationen med Ro og
Ligevægt.
Alt mens han iværksatte de voldsomste
Undertrykkelsesaktioner, forsøgte Eksperten i Undertrykkelse og Folkemord,
Werner Best, at finde en Udvej. Lørdag havde han fundet ud af, at han ved at
kræve Begtrup Hansens og Eivind Larsens Afgang fra Politiet og Eiler Jensens
Fjernelse fra DFSs Formandspost samt ved at tilstaa Arbejderne ”Ret til indvinde
den tabte Arbejdsfortjeneste gennem Overarbejde” kunde klare Situationen.
Traditionen tro skulde Nazifadæsen reddes ved at ofre
uskyldige, mens Arbejderne under hykleriske Talemaader
skulde tvinges til at oparbejde den tabte Krigsproduktion. Mere koldsindige
Tyskere overtydede dog Dr. Best om, at dette var den rene Taabelighed
og kun vilde gøre ondt værre.
Et upaakrævet Opraab
Dr. Best var ikke ene i sine Bestræbelser paa at faa Strejken likvideret.
Tilhængerne af den Forstaaelsespolitik, der led sit
endelige Skibbrud den 29. August 1943, var allerede om Lørdagen
klar til at opfordre Folket til at gaa i Arbejde. I
første Omgang blev de imidlertid afvist af Dr. Best, som ikke fandt dem
underdanige nok, men Søndag den 2. Juni – paa Strejkens tredje Dag – mødte de frem med et Opraab, som Best kunde godkende, og som var undertegnet af
Erhvervsorganisationernes Repræsentanter, deri indbefattet DSFs
Forretningsudvalg.
Dette Opraab er et
beskæmmende Dokument for den danske Nation. Det opfordrede Folk til betingelsesløs
Kapitulation og Underkastelse, idet det ikke indeholdt saa
meget som en Stavelse, der godtgjorde, at Tyskerne havde vist Tegn til at
imødekomme Folkets Ønsker om Garanti for, at Færdsel paa
Gader og Veje ikke var forbundet med Risiko for Død eller Lemlæstelse. Opraabet malede Fanden paa
Væggen, og det var der ingen Grund til. Selvfølgelig var Situationen alvorlig,
men den vilde blive ikke mindre alvorlig, dersom
Arbejdet blev genoptaget, uden at der var givet Indrømmelser fra tysk Side.
Dette var Københavnerne klar over, Derfor viste de ogsaa
deres Foragt for Opraabet ved at rive det i Stykker
og kaste det paa Gaden. Ingen fulgte Opfordringen til
at genoptage Arbejdet Mandag Morgen, men alligevel tjente dette Dokument til at
svække Sammenholdet, og det medførte derfor en Forringelse af Mulighederne for
at opnaa en Indrømmelse.
Ogsaa mange af Forstaaelsespolitikkens
underordnede Befalingsmænd var paa Tæerne og viste
sig upaakrævet nævenyttige. Adskillige Overordnede
indenfor Kommunen og Etaterne anvendte saaledes de
stærkeste Trusler for at opnaa at faa
Personalet til at genoptage Arbejdet allerede Mandag,
og fra mange Steder foreligger der Indberetninger om, at disse nationalt uforstaaende Mennesker har truet det Personale, som fulgte Frihedsraadets Parole og først genoptog Arbejdet Onsdag
Morgen med Indberetning, ja endog med Afskedigelse. Vi gør disse Herrer og
Damer opmærksom paa, at der kommer en Dag efter denne
og da vil de, der svigtede i dens store Kamp, blive draget til Ansvar for deres
Handlinger.
Best paa Tilbagetog
Søndag Aften havde den ”jernhaarde”
Best tiltraadt Tilbagetogets bitre Vej. Kl. 19, 30
blev der lukket op for den elektriske Strøm, og det blev i Radioen meddelt, at
Gas- og Vandforsyningen vilde blive genaabnet Kl. 22,
ligesom Hovedstadens Afspærring var ophævet fra Mandag Morgen Kl. 5. Paa ægte nazistisk Vis blev det derefter forkyndt, at
Sporvejs- og Jernbanetrafikken vilde blive genoptaget Mandag Morgen Kl. 6.
Best vidste saa udmærket
fra Strejkerne i Odense, Esbjerg m.fl. Byer i August 1943, at Underskriverne af
Opraabet ikke havde noget Herredømme over disse
nationale Strejker og ikke havde nogen som helst Fuldmagt fra Folket. Derfor
var hans Mildnelser et regulært Tilbagetog og ikke
Foranstaltninger i Forbindelse med en tysk Sejr.
Fra Frihedsraadet udgik
Opfordring til at fortsætte Strejken. Denne Opfordring var Udtryk for
Københavnernes Standpunkt. Viljen til at fortsætte indtil der forelaa Indrømmelser kom til Syne bl.a. ved at Befolkningen
overalt tappede Vand og sikrede sig Varer forberedt paa
en ny Belejring. Dette var Tyskerne imidlertid ikke indstillet paa. For dem gjaldt det at faa
Samfundslivet i Gang igen. Strejken og Afspærringerne generede dem mere end den
generede Københavnerne. De greb til forskellige nye Midler.
Under Trusler tvinges
Sporvognskørslen i Gang
Sporvognskørslen forsøgtes genoptaget Mandag Morgen,
men det gik ikke som Hr. Best havde profeteret. De faa
Vogne, der kørte ud, mødte en saadan Modvilje, at de
hurtigt vendte tilbage.
Ved Middagstid truede Tyskerne med at tage 15 Gidsler
blandt Sporvejsfunktionærerne, og hvis Kørslen derefter ikke kom i Gang, vilde de tage yderligere 50. Hensigten var tydelig: de paagældende skulde skydes, hvis de øvrige fortsatte
Strejken. For at sikre Kørslens Gennemførelse beordrede Tyskerne to danske
Betjente posteret paa hver Sporvogn. Paa denne Maade lykkedes det
Mandag Eftermiddag at holde et beskedent Antal Vogne i Gang.
S-Banen kom ogsaa først i Gang
langt op paa Dagen, men kørte med yderst faa Passagerer. Paa Telefonhuset
gik ca. 1/3 af Personalet i Arbejde, mest som Følge af de ovenfor omtalte
Trusler om Afskedigelse fra det overordnede Personales Side. Ellers hvilede alt
Arbejde. Antallet af arbejdende naaede ikke op paa 10 % og disse 10 % arbejdede kun delvis. Dette var,
hvad Samarbejdspolitikkens Tilhængere havde opnaaet
med deres beskæmmende Dokument.
Saasnart Best havde faaet den
første Sporvogn i Gang søgte han gennem Radioen ved Halvtimes Udsendelser at
give det Udsende af, at Arbejdsro var opnaaet og
Livet atter normalt. Men enhver kunne saavel Mandag som Tirsdag overbevise sig om, at hverken Tog- eller
Postgang var optaget i sædvanligt Omfang. Det lykkedes heller ikke at faa noget Blad ud i disse Dage.
Alt dette talte sit tydelige Sprog om Folkets
Modstandsvilje. Dr. Best maatte foretage et nyt
”sejrrigt” Tilbagetog. Strejkens Fortsættelse om mandagen gav Resultat. Var
Arbejdet blevet genoptaget Mandag Morgen som forlangt, var disse Resultater
udeblevet. Tyskerne giver Indrømmelser.
Mandag Eftermiddag blev det af Tyskerne overfor
danske Kredse tilkendegivet
1) at Tyskerne vilde holde Schalburgkorpset borte fra
Gaderne.
2) at der ikke vilde blive
gjort Brug af Vaaben, med mindre Tyskerne blev angrebet,
3) at de tyske Tropper vilde blive trukket tilbage, saasnart Livet gik normalt,
4) at Spærretiden snart vilde bortfalde, samt
5) at der ikke vilde blive
foretaget Repressalier.
Det var, den tyske Besættelse taget i Betragtning,
det meste, man kunde gøre sig Haab
om at opnå.
Danmarks Frihedsraad afblæser Strejken
Danmarks Frihedsraad
bedømte de opnaaede Resultater som et forsvarligt
Grundlag for at afblæse Strejken. Det udsendte derfor Mandag Eftermiddag
Opfordring til at genoptage Arbejdet senest Onsdag Morgen. Imidlertid raadede Frihedsraadet ikke over
Radioen, og Opfordringen til Strejkens Afslutning kom derfor først Flertallet
af Befolkningen i hænde i Løbet af Tirsdagen. Det
sporedes ogsaa tydeligt overalt i Byen, at man ventede
paa Frihedsraadets Parole.
Alt Arbejde paa de store Byggepladser, Fabrikker og
ved Beskyttelsesforanstaltningerne kom saaledes først
i Gang Onsdag Morgen efter at man havde drøftet Frihedsraadets
Parole og besluttet sig til at følge den.
Det skal bemærkes, at de begrædelige Taler, der
Mandag Aften lød i Radioen fra Buhl, Bjørn Kraft, T.K. Thomsen, Ejler Jensen og
Viggo Christensen ikke havde den tilsigtede Virkning. Det var usselige
Klynketoner og ikke værdige Ord af Mænd, som det danske Folk har løftet op til
højt betroede Stillinger.
Folkestrejken i København varede saaledes
fem Dage. I den Tid blev der paa danske Hospitaler, saavidt det indtil nu foreligger oplyst, indbragt 87 Døde
og 664 Saarede. Hertil kommer alle Ofrene for
Skyderierne indenfor Spærretiden. De er indlagt paa
det tyske Lazaret paa Nyelandsvej og hverken Antal
eller Navne kendes.
Så mange og omfattende var ordene i det velorienterede
- og vel at bemærke kommunistisk rabiate - illegale blad ”Land og Folk”, som
efter besættelsens ophør fortsatte som den legale avis med samme navn. Så vidt
jeg kan bedømme, er bladets beretning om Folkestrejken 1944 i det store og hele
sandfærdig og dækkende for, hvad der skete, og det er derfor den er gengivet
her. Men man mærker jo nok, at det er en kommunist, der har skrevet teksten,
selvom tonefaldet er moderat i forhold til den sædvanlige kommunistiske
retorik. DKP var på det tidspunkt endnu ikke repræsenteret i Folketinget.
Derfor havde DKP sørget for at få politisk aktive medlemmer indsat som
tillidsmænd på især de store arbejdspladser, som f. eks, B&W, hvor de
utvivlsomt førte an, dels i den almindelige arbejdskamp mod ”klassefjenden”,
kapitalejerne, og dels var dominerede i de store folkestrejker både i 1943 og
1944. Forholdet til socialdemokraterne og de socialdemokratisk prægede
fagforeninger var præget af, at DKP – i lighed med det sovjetiske
kommunistparti – betragtede disse som revisionister, og en større
forræderiskhed mod arbejderklassen kunne efter kommunisternes opfattelse ikke
tænkes.
Arbejdet genoptages på
”Fyrtøjet”
Det var en lidt underlig fornemmelse,
at vende tilbage til tegnestuen efter Folkestrejkens ophør, for det var ikke
alle, der mødte op samme dag som jeg og nogle få andre. Derfor virkede der tomt
og dødt på tegnestuen, omtrent som da jeg sidste år ved samme tid begyndte at
arbejde hos Dansk Farve- og Tegnefilm, og hvor jeg i de første 14 dage sad
alene på tegnestuen, dels fordi det personale, der allerede var ansat,
midlertidigt arbejdede et andet sted, og dels fordi, der endnu ikke var ansat
alt det personale, som der var brug for.
Så vidt jeg erindrer, var det foruden mig selv kun
Finn Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Preben Dorst, der var mødt
op denne første dag. Men ingen af dem virkede særligt entusiastiske med at
genoptage arbejdet, hvor de slap, så formiddagen gik med at snakke om, hvad der
var foregået de seneste dage, og hvad hver især havde oplevet. Selv deltog jeg
dog ikke i de ”voksne” tegneres samtale, men satte mig pligtskyldigst
og engageret ved min tegnepult og fortsatte med at tegne videre, hvor jeg slap
før strejken afbrød arbejdet.
Med hensyn til ”Fyrtøjet”, kunne animatorernes og det
øvrige personales energi og optimisme, dog ikke i længden skjule den
ubehagelige kendsgerning, at arbejdet på filmen faktisk ikke gik hurtigt nok. I
løbet af eftersommeren 1944 kom det til at stå lysende klart for ledelsen af
Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvilket først og fremmest vil sige for Allan
Johnsen og Peter Toubro, at den oprindelige produktionsplan og det oprindelige
budget ville blive overskredet ganske betragteligt. Der var på det tidspunkt
store uforudsete økonomiske problemer hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, især
fordi produktionstiden som nævnt trak ud og det derfor blev nødvendigt med at
engagere en hel del personale til mellemtegning og
til optræk og farvelægning.
Men end så længe fortsatte arbejdet, hvor alle
medarbejdere hængte i så godt de kunne, for cheftegnerne havde været til et
møde med Johnsen og Toubro ovre på Johnsens kontor, og her fået forelagt de
dystre udsigter med hensyn til færdiggørelsen af filmen, som man nu havde
måttet se i øjnene ikke ville kunne få premiére ved juletid
dette år, 1944. Bagefter blev der holdt et møde på tegnestuen, hvor de øvrige
medarbejdere blev informeret om situationens alvor, hvilket naturligt nok
efterlod sig en trykkende stemning. Jeg erindrer, at jeg selv gik tilbage og
satte mig bag min tegnepult og overvejede, om det ville være muligt for mig, at gøre arbejdet hurtigere og på den måde producere
flere animationstegninger pr. dag.
Det kom dog hurtigt til at stå klart for både
ledelsen og cheftegnerne, at den igangsatte ansættelse af flere medarbejdere,
især af mellemtegnere – såkaldte nøgletegnere var det faktisk ikke muligt at
opdrive flere af – og optræks- og farvelægningspiger, ikke i sig selv løste de
problemer, som Dansk Farve- og Tegnefilm A/S befandt sig i, men gjorde faktisk
disse større, idet de mange medarbejdere på trods af en moderat løn
selvfølgelig tyngede på den i forvejen slunkne pengebeholdning. Det var primært
animatorerne, der udgjorde hovedproblemet, for uanset hvor meget disse
anstrengte sig med at få arbejdet hurtigt fra hånden, så var det alligevel
begrænset, hvad der kunne tegnes og animeres pr. dag. Men fra ledelsens side
var man jo pisket nødt til at fremme produktionen mest muligt, for at ikke hele
”Fyrtøjet”-projektet skulle ende med fiasko og
konkurs.
Nærmest i desperation valgte Allan Johnsen og Peter
Toubro den psykologisk set dårligste løsning på problemerne, idet man havde
ladet fremstille nogle cirkulære papskiver, som var påtrykt tallene 0-50 i
periferien, og med en flytbar viser i centrum. Disse papskiver blev snart døbt
”kontrol-ure”, for de lignede faktisk urskiver.
Meningen var, at hver eneste tegner, men især animatorerne, skulle flytte
viseren fra 1 til 2 til 3 osv., alt eftersom antallet af tegninger voksede, så
at man kunne konstatere, om pågældende tegner havde opfyldt sin daglige
”kvote”. Arbejdstiden var fortsat mandag-fredag kl. 8-17 og lørdag kl. 8-14.
På det her omtalte tidspunkt krævede tyskerne med
henvisning til sikkerheden i landet, at alle danskere over 15 år skulle have
udstedt et legitimationskort, som man var pligtig til altid at bære på sig og
fremvise på forlangende af politiet eller tyskerne. Forordningen gjaldt altså
også mig og mine forældre, og udleveringen af legitimationskortene begyndte den
17. juli, og kortet kunne så vidt jeg husker afhentes på nærmeste
politistation, hvor man skulle medbringe et foto i passtørrelse. Tyskernes
hensigt med indførelsen af legitimationskort til den voksne danske befolkning
var sandsynligvis, at man håbede på ad den vej at kunne komme på sporet af i al
fald en del af de efterlyste danske sabotører. Det var i øvrigt husfotografen
hos Dansk Farve- og Tegnefilm, ”Jømme”, som tog et
foto af mig, der skulle bruges til formålet.
Arbejdet på ”Fyrtøjet”
fortsættes
Men end så længe fortsatte tilværelsen som nævnt sin
nogenlunde vante gænge for de allerfleste danskere, og for os medarbejdere hos
Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var produktionen af ”Fyrtøjet” selvfølgelig i
centrum. Vi var nu mere end nogensinde før klar over, at det gjaldt for hver
især om at rubbe neglene og se at få filmen tegnet færdig. Ikke kun for firmaet
Dansk Farve- og Tegnefilms skyld, men for alle os, som helst så at der også i
fremtiden ville være en professionel beskæftigelse for os indenfor
tegnefilmproduktion.
Blandt de såkaldte ”koloriner”,
som arbejdede med på ”Fyrtøjet”, var ikke mindst de følgende, som til daglig
sad ved et alenlangt bord bag vinduerne ud mod Frederiksberggade. Det var Anne
Lise Clausen, Henny Hynne, kaldet ”Høne”, Bodil
Rønnow, som dog var mellemtegner, Birthe Petersen, kaldet ”Fryse Birthe”, Karen
Bech, kaldet ”Miss Bech”, og Mona Ipsen, kaldet ”Irmelin”.
Noget af det, der var med til at besværliggøre og
forsinke færdiggørelsen af ”Fyrtøjet”, var den omstændighed, at tyske
fabrikkers leverancer af de celluloider, der blev
brugt og som var uundværlige i tegnefilmproduktionen, snart blev
vanskeliggjort. Det skyldtes, at de stoffer, der blev anvendt til
fremstillingen af celluloiderne, også var vigtige for
den tyske krigsindustri, og derfor hændte det jævnligt, at det var umuligt for
Johnsen at skaffe det antal celluloider, som der
faktisk skulle bruges. Derfor måtte man gribe til den desperate og tidkrævende
udvej, at afvaske de celluloider, der allerede var
blevet brugt én gang, så de kunne genbruges. Men det var en besværlig proces at
vaske farver og tuschstreger af, tørre og glatte celluloiderne,
så disse ikke fik ridser og der ikke kom flere reflekser end højst nødvendigt
under belysningen og optagelsen på trickbordet.
Imidlertid viste det sig da også at være en næsten
umulig opgave, at afvaske, tørre og glatte celluloiderne,
så reflekser blev undgået. Det ser man tydeligt i ”Fyrtøjet”, hvor mange af
scenerne desværre skæmmes af ’flammende’ reflekser i billedet.
Et andet problem var de specialfarver, plakatfarver,
hvori der var iblandet en vis mængde gummiarabicum som klæbemiddel, for at få
farverne til at hænge fast på celluloidernes
spejlglatte overflader. Disse farver blev også importeret fra Tyskland, og på
et tidspunkt blev denne import stoppet, angiveligt af samme grunde, som
tilfældet var med celluloiderne. Det blev derfor
tvingende nødvendigt at finde en dansk fabrikant, som ville og kunne påtage sig
at producere lignende farver og til et lignende brug. Det lykkedes at få en
farvefabrikant Birch til at påtage sig opgaven, idet han benyttede det danske
plakatfarvefabrikat ALLAK og blandede farverne til de ønskede nuancer, som der
derefter blev iblandet en vis mængde gummiarabicum, men det viste sig hurtigt
at give visse problemer, dels med farvetonerne og dels med klæbeevnen.
Imidlertid viste det sig heldigvis ogå, at nogle af ”kolorinerne”, sådan kaldte farvelægningspigerne sig selv,
snart fandt ud af at røre farverne op med et bindemiddel, som gjorde arbejdet
noget lettere.
Under produktionen af ”Fyrtøjet” var forholdet mellem
Allan Johnsen og personalet for det meste ganske godt, og flere af den kreative
del af medarbejderne følte sig nærmest taknemmelige over, at han havde givet
dem mulighed for at komme til at lave tegnefilm. For enkelte, som f.eks. i mit
eget tilfælde, blev han en faderlig ven, der opmuntrede og støttede én til at
yde sit allerbedste, og det skortede ikke på uforbeholden – og kontant –
anerkendelse, når det var lykkedes at animere en særlig vellykket scene. Det
skete i al fald for mig op til flere gange i løbet af det års tid, fra 1944-45,
hvor jeg på trods af mine dengang kun 15 år fungerede som nøgletegner – altså
ikke en der tegner nøgler, men derimod hovedfaserne i en figurs bevægelser.
Mine hovedfigurer var især heksens krage og den mindste af de tre hunde, samt
af flere scener med bifigurer.
Men efter at det hen på året 1944, hvor Allan Johnsen
førte forhandlinger med filmselskabet Palladium, som man af nødvendighedsgrunde
gerne ville engagere sig med som medproducent og distributør af ”Fyrtøjet”, var
blevet åbenlyst for ledelsen, at produktionsplanen ville blive overskredet
ganske betragteligt, så Allan Johnsen sig som ansvarlig produktionsleder
nødsaget til at presse især nøgletegnerne og mellemtegnerne til at forøge det
daglige antal af henholdsvis nøgletegninger og mellemtegninger.
For at sikre sig at kravet blev overholdt, lod Johnsen opsætte en slags
”urskiver” af pap på tegnepultene. Meningen var, at hver eneste tegner skulle
flytte ”urviseren” successivt fra tal til tal, for at
markere, hvor mange tegninger vedkommende havde præsteret i løbet af
arbejdsdagen.
Denne opstramning af arbejdsrutinen blev modtaget med
stor harme og utilfredshed af tegnerne, som mente, at de hver især lavede det
antal tegninger per dag, som det var muligt. Især nøgletegnerne følte sig
krænket af indførelsen af ”urskiverne”, idet de alle uden undtagelse opfattede
sig selv som så entusiastiske og engagerede i hver deres arbejde, at den form
for arbejdskontrol ikke hørte hjemme i sammenhængen. Der blev derfor nedsat en
frivillig arbejdsgruppe på 10 medlemmer, hvoraf kun en var kvinde, og hvoraf
jeg også blev yngste medlem, men som skulle finde ud af, hvordan en modaktion
imod ledelsens ”overgreb” kunne og skulle gribes an. Tanken om dannelse af en
fagforening var nærliggende, lige som truslen om strejke blev opfattet som et
nødvendigt redskab at bruge i lønmodtagernes kamp for højere lønninger og
acceptable arbejdsvilkår.
Med det formål for øje, afholdt den nævnte
arbejdsgruppe en lørdag eftermiddag i juni 1944 et krisemøde på restaurant
”Sluk Efter” på Strandvejen i Hellerup. Da det var lunt vejr, bænkede man sig
udendørs, hvilket samtidig havde den fordel, at ingen uvedkommende ville kunne
høre, hvad der blev talt om ved den lejlighed. Deltagerne var Arne ”Jømme” Jørgensen, Bodil Rønnow, Erling Bentsen, Børge
Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Otto Jacobsen, Preben Dorst, Mogens Mogensen, Finn
Rosenberg, Kjeld Simonsen og Harry Rasmussen.
Husfotografen ”Jømme” tog
også nogle snapshots ved den lejlighed, men kom ikke selv med på nogen af
billederne, skønt han var medlem af arbejdsgruppen. Ingen tænkte på at tage et
foto, som han var med på.
Men det blev et ’historisk’ møde, som fandt sted en
lørdag eftermiddag i august 1944 på restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i
København. Tegnerne hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var enedes om at der
burde startes en faglig sammenslutning som modvægt mod ledelsens egenrådige
krav og betingelser. Der nedsattes et ’udvalg’, som skulle finde ud af, hvordan
man fik stablet en sådan fagforening på benene, og hvilke modkrav og
betingelser, man mente ledelsen skulle opfylde, for ikke at risikere at
medarbejderne nedlagde arbejdet. Deltagerne ved mødet var Otto Jacobsen,, Kjeld Simonsen (Simon), Bjørn Frank Jensen, Bodil
Rønnow, Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg, Mogens Mogensen, Arne ”Jømme” Jørgensen og mig, Harry Rasmussen.
På mødet enedes man om at afvise, hvad man anså for
ledelsens urimelige krav om øget effektivitet, og kræve de famøse papskiver
fjernet. I modsat fald ville man indlede en strejke, medmindre ledelsen ville
og kunne komme op med et andet og bedre forslag til løsning af de aktuelle
problemer. Animatorerne havde jo i al fald ét stærkt kort på hånden, idet der
på den tid faktisk ikke fandtes andre erfarne og relativt rutinerede animatorer
– bortset fra Müller og Mik, som jo var ude af billedet – i kongeriget Danmark,
end de folk, der er nævnt ovenfor.
Situationen havde i øvrigt i mellemtiden udviklet sig
sådan, at der blev kold luft omkring Peter Toubro i form af usædvanlig tavshed
og utilnærmelighed, så snart han viste sig på tegnestuen, og dette gjaldt også
og måske især, når Allan Johnsen viste sig på tegnestuen. Derfor valgte begge
en overgang kun at aflægge besøg, når sådanne var uundgåelige i medfør af
arbejdets karakter. Men det var selvfølgelig en uholdbar situation i længden.
Mandag formiddag blev medarbejdernes stort set
enstemmige protest mod ”urskiverne” fremført af Børge Hamberg på egne og
medarbejderes vegne og forelagt Allan Johnsen. Men han var jo som ansvarlig
produktionsleder på sin vis lige så presset som sine modkombattanter, så han
indså åbenbart situationens alvor, for han reagerede faktisk prompte, idet han
gav Peter Toubro besked på straks at sørge for at de famøse ”urskiver” blev
fjernet fra tegnepultene. Det var med et lidt forlegent og kejtet smil, at
Toubro samme middag personlig gik rundt på tegnestuen og pillede de ’urskiver’
af tegnepultene, som han tidligere selv havde sat op.
Men selvom i hvert fald de kreative medarbejdere,
herunder især animatorerne og mellemtegnerne, var sig deres individuelle ansvar
bevidst og derfor i videst muligt omfang undgik spildtid, løste det imidlertid
ikke problemet med den forsinkede produktionsplan. Situationen skyldtes
primært, at man på grund af uerfarenhed med tegnefilmproduktion oprindeligt
havde fejlbedømt, hvor lang tid det ville tage at producere en tegnefilm af en
størrelsesorden som ”Fyrtøjet”. Vel at mærke med en stab af medarbejdere, som
for de flestes vedkommende hverken var erfarne eller rutinerede. Følgelig var
omkostningerne ved filmens produktion samtidig budgetteret alt for lavt.
Løsningen på konflikten og problemet fremkom gennem
en overenskomst mellem ledelsen og medarbejderrepræsentanterne, som dels bestod
i, at man generelt hævede lønningerne for især nøgletegnernes vedkommende, og
dels i, at nøgletegnerne og mellemtegnerne forpligtede sig til at arbejde over
stort set resten af produktionstiden, og fra og med mandag til og med fredag
fra kl. 17 til 23. Den normale arbejdstid var på disse dage fra kl. 8 til 17.
På lørdage var arbejdstiden fra kl. 8 til 14, og der skulle ikke arbejdes over
på lørdage. Men på hverdage betød det en arbejdsdag på 15 timer!
For mit eget vedkommende kom overarbejdet imidlertid
til at betyde en mærkbar tilvækst i lønningsposen. Vi fik ugeløn, og jeg havde
selv en slutløn på omkring 225 kr. om ugen, og i overarbejdsperioden havde jeg
525 kr. om ugen i løn. I begge tilfælde en usædvanlig høj løn. Min far havde på
det tidspunkt omkring det halve i ugeløn af, hvad jeg fik.
Hvor meget overarbejdet, som strakte sig fra omkring
oktober 1944 til hen på foråret 1945, reelt kom til at betyde for
produktionstiden, ved jeg ikke præcist, men den betød i hvert fald betydeligt
flere penge i lønningsposen end normalt for mange af medarbejderne. Det var dog en
vanskelig tid at komme igennem, idet en 15 timers arbejdsdag mandag til og med
fredag og uge efter uge og komme igennem, idet en 15 timers arbejdsdag mandag
til og med fredag og uge efter uge og måned efter måned, tærede stærkt på
kræfterne hos alle involverede. Det gik også ud over det private sociale samvær
med familie og venner, som man stort set kun kunne være sammen med i
weekenderne.
Men den skønne dag oprandt i foråret 1945, da
direktionen kunne meddele personalet, at det ikke længere var nødvendigt med
overarbejdet. Dog, herom først senere.
Ved forskellige lejligheder blev der også holdt
temmelig våde fester på tegnestuen, og disse varede i reglen til ud på
morgenen, fordi der dengang var udgangsforbud eller spærretid. Men tegnestuen
lignede ofte en slagmark bagefter. Der blev især drukket pænt tæt af, hvad der
dengang var at få af øl og vin, og af den sidstnævnte slags kunne man kun få
dansk vin, herunder portvin, som hurtigt blev døbt ”pullimut”. Fik man
tilstrækkeligt heraf, blev man ganske enkelt godt beruset. Dette i forbindelse
med, at man på grund af spærretiden måtte holde ud til næste morgen, var
medvirkende til, at nogle af tegnerne i en blanding af kådhed og fuldskab teede
sig som gale og fik tegnestuen til at ligne en slagmark. Men måske var der
samtidigt tale om en form for afreagering overfor de usædvanlige restriktioner,
som besættelsesmagten hele tiden pålagde befolkningen, og som ingen kunne undgå
at mærke og mere eller mindre føle i deres eget liv.
På grund af spærretiden varede de nævnte festligheder
natten igennem til næste morgen. Disse kunne nok snarere kaldes natteravager.
Efter en lang aftens og nats forløb kom det ellers så pæne og ryddelige lokale
til at se ud som noget, der lignede en affaldsplads. Men der blev dog sørget
for, at alt blev bragt i nogenlunde orden før arbejdstidens begyndelse næste
morgen, for et syn som dette huede hverken Allan Johnsen eller Peter Toubro,
som aldrig selv deltog i den slags udskejelser.
Det var også ved sådanne lejligheder, at der især
kunne opstå konkurrence mellem enkelte af mændene om de få tilstedeværende
kvinders gunst. Det var som tidligere omtalt særlig Otto Jacobsen, som på den
tid var single, der mistede hæmningerne, når han fik noget at drikke, og følte
han ikke at have heldet med sig, kunne det hænde at han gik amok og ødelagde
stole og andet inventar. Næste dag, når han var blevet ædru, kunne han ikke
fatte at det var ham, der havde lavet så megen ravage, som tilfældet var, og
fuld af selvbebrejdelse tilbød han naturligvis at erstatte de ødelagte ting.
Det vigtigste for os andre var imidlertid at sørge
for, at tegnestuen var nogenlunde ryddelig inden arbejdstidens begyndelse, hvor
vi i øvrigt kunne risikere, at enten Toubro eller Johnsen dukkede uanmeldt op,
sådan som det jævnligt skete. Så vidt jeg erindrer forekom det en enkelt gang i
løbet af den tid, hvor jeg selv arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade 28,
at Johnsen ankom uanmeldt og tydeligvis blev noget chokeret og forståeligt nok
også vred over det roderi, han fik at se, men han sagde ingenting. Efter i et
lavmælt tonefald at have bedt Hamberg om straks at komme over i nr. 10, forlod
Johnsen tegnestuen.
Det var med en trykket sindsstemning, at den altid
rolige og fattede Børge Hamberg kort efter begav sig over til Johnsens kontor i
nr. 10, hvor der ventede ham en ikke videre behagelig samtale med direktøren.
Det blev venligt men bestemt indskærpet ham som tegnestuechef, at noget
lignende, som det Johnsen havde set, ikke gentog sig. Underforstået, at det i
modsat fald ville få konsekvenser, men hvilke kunne man jo kun gisne om, for
Johnsen og ledelsen var afhængige af tegnestuens personale og omvendt!
Nævnte band, som blev stiftet i foråret 1944, afholdt
jam sessions på tegnestuen i Frederiksberggade 28 lørdag eftermiddage fra
foråret 1944. Så godt som hver lørdag eftermiddag efter endt arbejdstid kl. 14,
afholdt husorkestret, kaldet ”Bentsen-Band”, jamsession. Finn Rosenberg
spillede violin, Erling Bentsen guitar, Torben Strandgaard kontrabas, Bodil
Rønnow jazz-mandolin og Børge Hamberg banjo. Det hændte lejlighedsvis at
Henning Ørnbak fløjtede tostemmigt med Bodil Rønnow.
Deres glansnummer var ”Sentimental Journey”. Ørnbak var i øvrigt en glimrende hyggepianist, hvilket han
viste ved to lejligheder, som jeg især husker: Under den tidligere omtalte
festmiddag på Restaurant Frascati i anledning af, at cirka halvdelen af
”Fyrtøjet” lå færdig i stum arbejdskopi, og under personalets skovtur til
Fiskebæk Kro, som fandt sted i løbet af sommeren 1944, men som jeg ikke har
omtalt specielt her i selvbiografien. Skovturen er til gengæld omtalt og
illustreret med fotos i tegnefilmhistorien i afsnittet Problemtider og under
overskriften ”Skovtur til Fiskebæk Kro”.
Det var dog kun relativt få af tegnestuens personale,
deriblandt mig, som havde lyst og tid til at blive efter arbejdstid og høre på
det velklingende Bentsen-band. Lejlighedsvis blev bandet suppleret af et kor
bestående af optrækkerske Annelise Clausen, fotografassistent
N.O.Jensen, magister Peter Toubro og animator Bjørn
Frank Jensen. Det var fortrinsvis jazz, swing og blues, bandet spillede og
koret sang. Disse musikarter, tidligere hånligt og nedsættende kaldt ”neger-
eller urskovsmusik”, var især blevet meget populære under besættelsen, i alt
fald i avancerede kulturelle kredse. Inspirationen kom naturligvis først og
fremmest fra amerikansk musik, som på den tid herhjemme også blev favoriseret
af danske bands, som f.eks. Leo Mathiesens orkester og – ikke mindst – Svend
Asmussens orkester. Når Bentsen-Band var bedst, lød det grangiveligt som om det
var Svend Asmussen og hans kvartet, der spillede.
En del tegnere – og det gælder måske især animatorer
– bliver aldrig rigtigt voksne, men ’leger’ sig igennem tilværelsen, som de
helst så i højere grad lignede tegnefilmens fantasiverden, end den ofte barske
virkelighed, som til tider syntes blottet for lyspunkter. På tegnestuen i
Frederiksberggade hændte det jævnligt, at nogle af tegnerne blev grebet af
kådhed og lavede sjov med det i grunden seriøse arbejde det er, at lave
tegnefilm.
Det var med en trykket sindsstemning, at den altid
rolige og fattede Børge Hamberg kort efter begav sig over til Johnsens kontor i
nr. 10, hvor der ventede ham en ikke videre behagelig samtale med direktøren.
Det blev venligt men bestemt indskærpet ham som tegnestuechef, at noget
lignende, som det Johnsen havde set, ikke gentog sig.
Så godt som hver lørdag eftermiddag efter endt
arbejdstid kl. 14, afholdt husorkestret, kaldet ”Bentsen-Band”, jamsession.
Finn Rosenberg spillede violin, Erling Bentsen guitar, Torben Strandgaard
kontrabas, Bodil Rønnow jazz-mandolin og Børge Hamberg banjo. Det hændte
lejlighedsvis at Henning Ørnbak fløjtede tostemmigt
med Bodil Rønnow. Deres glansnummer var ”Sentimental Journey”.
Ørnbak var i øvrigt en glimrende hyggepianist,
hvilket han viste ved to lejligheder, som jeg især husker: Under den tidligere
omtalte festmiddag på Restaurant Frascati i anledning af, at cirka halvdelen af
”Fyrtøjet” lå færdig i stum arbejdskopi, og under personalets skovtur til
Fiskebæk Kro, som fandt sted i løbet af sommeren 1944, men som jeg ikke har
omtalt specielt i min
selvbiografi. Skovturen er til gengæld omtalt og illustreret med fotos i
tegnefilmhistorien i afsnittet Problemtider og under overskriften ”Skovtur til
Fiskebæk Kro”.
Det var dog kun relativt få af tegnestuens personale,
deriblandt mig, som havde lyst og tid til at blive efter arbejdstid og høre på
det velklingende Bentsen-band. Lejlighedsvis blev bandet suppleret af et kor
bestående af optrækkerske Annelise Clausen,
fotografassistent N.O.Jensen, magister Peter Toubro
og animator Bjørn Frank Jensen. Det var fortrinsvis jazz, swing og blues,
bandet spillede og koret sang. Disse musikarter, tidligere hånligt og
nedsættende kaldt ”neger- eller urskovsmusik”, var især blevet meget populære
under besættelsen, i alt fald i avancerede kulturelle kredse. Inspirationen kom
naturligvis først og fremmest fra amerikansk musik, som på den tid herhjemme
også blev favoriseret af danske bands, som f.eks. Leo Mathiesens orkester og –
ikke mindst – Svend Asmussens orkester. Når Bentsen-Band var bedst, lød det
grangiveligt som om det var Svend Asmussen og hans kvartet, der spillede.
Hvordan elefanten fik sin snabel
Da det hen på efteråret 1944 blev klart, at de
tidligere overfor nævnte korte eventyr-tegnefilm næppe nogensinde ville blive
sat i produktion, havde jeg imidlertid fået så meget inspiration gennem
projektet, at jeg fik den idé selv at ville lave en kort tegnefilm, dog ikke
over et H.C. Andersen-eventyr, men over Rudyard Kiplings berømte eventyr
Hvordan elefanten fik sin snabel. Det skal bemærkes, at vi herhjemme endnu ikke
havde set Walt Disneys Dumbo – den flyvende elefant
(1941), så det var ikke den, der inspirerede mig til en film med en elefantunge
i hovedrollen. Og det kan heller ikke have været Disneys herlige korte
tegnefilm Elmer Elephant (1936), for den så jeg først
mange år senere. Jeg husker faktisk ikke længere, hvad det præcist var, der gav
mig ideen, kun at det alene var læsningen af eventyret, der gjorde det.
Men under alle omstændigheder var mine
tegnefilmsfigurer inspireret af, hvad jeg og andre dengang betragtede som
Disney-stilen. En anden ting er, at en af mellemtegnerne på tegnestuen, Erling
Bentsen, var en passioneret tegner af vignetter med små elefantunger, som til
en vis grad kunne minde om Disneys Dumbo, som man jo
ved sjældne lejligheder havde kunnet se i avis- og
bladomtaler af filmen, der, som nævnt, endnu ikke havde været vist i Danmark.
Erling Bentsen blev ansat på tegnestuen i 1944, og selvom det ikke er
utænkeligt, at min inspiration kan være kommet via hans tegninger af elefanter,
så havde min egen version af den elefantunge, der spillede hovedrollen i min
lille film, ikke nogen udpræget lighed med Bentsens elefanter.
Men vedrørende min planlagte lille tegnefilm,
"Hvordan elefanten fik sin snabel", som jeg arbejdede på i et lille
års tid, men siden skrottede, lykkedes det mig at tegne og animere en scene,
som blev trukket op og farvelagt, og optaget på 35mm sort-hvid negativ film og
kopieret. Til dette arbejde brugte jeg aftenerne efter arbejdstidens ophør og i
weekenderne. Jeg arbejdede nærmest som en besat, i håbet om at kunne lave
tegnefilmen færdig indenfor en overskuelig fremtid. Men det var unægtelig lidt
i retning af et kæmpearbejde, som blandt andet kom til at betyde, at jeg fik
mindre tid tilovers til at mødes med mine kammerater Jørgen og Jørn, hvilket de
stod uforstående overfor og derfor bebrejdede mig.
For resten var det tilfældet, der helt uventet kom
mig til hjælp med hensyn til tegninger fra min lille film, for selv mente jeg
faktisk, at der ikke længere fandtes tegninger fra den. Men da jeg den 5.
oktober 2002 på opfordring indledte en visning af ”Fyrtøjet” i Husets Biograf i
København, fik jeg via Erling Bentsens datter, Aase Ekstein,
lejlighed til at se hendes for længst afdøde fars scrapbog fra årene 1944-57,
og heri var ovenstående animationstegning med strudsen og elefantungens far til
min store overraskelse indklæbet. Hvordan Erling Bentsen er kommet i besiddelse
af tegningen, har jeg ingen som helst erindring om, og heller ikke om de andre,
signerede tegninger af mig fra dengang, som også fandtes i hans scrapbog.
Men jeg følte mig naturligvis beæret over, at Finn
Bentsen havde fundet mine småtegninger gode nok, til at ville have disse med i
sin scrapbog.
Efter flere måneders intenst animationsarbejde i
efteråret og vinteren 1944, vel at mærke uden at lave linetests, mest fordi det
var en lidt besværlig og samtidig bekostelig procedure, ønskede jeg at se,
hvordan et par af scenerne ville tage sig ud på færdig film. Derfor kopierede
jeg selv animationstegningerne over på celluloidarkene, som jeg bagefter også
selv farvelagde. Farve er forresten for meget sagt, for dengang kunne man endnu
ikke hverken købe råfilm i farver eller få fremkaldt og kopieret farvefilm her
i Danmark, så derfor måtte filmen laves i sort-hvid. Imidlertid farvelagde man
gråtonerne med forskellige nuancer af blå farve, idet denne gav et bedre
slutresultat på den færdige film, end hvis man blandede gråtonerne af sort og
hvid farve.
Men forinden det var kommet så langt, havde jeg dog
malet et par baggrunde til de scener, der skulle fotograferes. Baggrundene, som
jeg også selv tegnede og malede, blev ligeledes malet i forskellige blå
farvetoner, så de matchede med de færdige celluloider
med figurerne på. Derefter ringede jeg og bestilte tid til leje af trickbordet
ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen, præcis som min onkel Thorkild og jeg
havde gjort omkring et halvt års tid tidligere, da vi optog linetest af nogle
animationstegninger, jeg da havde lavet. Dengang fandt optagelsen sted på det
primitive trickbord, som normalt kun blev brugt til optagelse af filmtekster,
men hvor Børge Hamberg og jeg også havde optaget nogle meget vanskelige scener
til ”Fyrtøjet”.
Men jeg måtte jo bede mig fri fra arbejdet i et par
timer, for at kunne optage den lille strimmel film med en spilletid på omkring
30 sekunder, hvilket dog ikke var noget problem, idet Børge Hamberg på egne og
firmaets vegne gav mig fri til formålet. Men stor var min overraskelse, da jeg
mødte op derude på Teknikken, som stedet kaldtes internt, for at optage de to
scener til min lille film. Denne gang blev jeg nemlig vist ind i et helt andet
lokale, hvor laboratoriets splinternye trickbord og trickkamera var blevet
installeret.
Den lille strimmel film på små 6 meter blev optaget
på 35mm sort og hvid film, som vi et par dage senere kunne komme og se i
laboratoriets lille filmforevisningsrum. Resultatet faldt ud til både min og
min onkels tilfredshed, og operatøren sagde også et par anerkendende ord om
den. Det var derfor en glad og opløftet lille mig, der den dag kunne forlade
stedet med den viden, at der ville være god grund til at forsøge at få
færdiggjort filmen.
Imidlertid havde jeg fået kontakt med Kaj Pindal, som på det tidspunkt endnu gik i gymnasiet, men han
var så interesseret i at ville lave tegnefilm, at han efter skoletid
lejlighedsvis kom ind på tegnestuen, for at snuse til, hvordan man lavede
tegnefilm. Direktør Allan Johnsen var meget overrasket over den unge
gymnasieelevs entusiasme for tegnefilm, og hjalp ham derfor med en tapskinne,
noget tegnepapir og nogle ark celluloid, så han kunne producere sin lille
tegnefilm, som han også fik mulighed for at optage på trickbordet, ligesom han
fik filmen fremkaldt og kopieret.
Den unge Pindal, som dog
var et par år ældre end mig, idet han var født i 1927, havde imidlertid hørt om
mit tegnefilmprojekt med elefantungen, og en dag, da han opholdt sig på
tegnestuen, kom han lidt tøvende hen til min plads og spurgte forsigtigt, om
ikke han kunne få lov til at hjælpe mig med at mellemtegne.
Det var jo noget af et tilbud, og det takkede jeg derfor straks ja til. I den
følgende tid kom Pindal jævnligt hjem hos mig et par
timer i fritiden, hvor han dels fik en scene eller to at mellemtegne,
og dels for at aflevere de scener, han i mellemtiden havde mellemtegnet. Han
var et dedikeret, pligtopfyldende og venligt og rart menneske.
Dengang vidste jeg ikke, hvilke store evner for
tegning, animation og storytelling, der gemte sig bag hans beskedne og høflige
ydre fremtræden. Den overraskelse, at opdage det, havde jeg end så længe til
gode.
Men hver aften og lørdag og søndag eftermiddage sad
jeg troligt på mit værelse bag lyspulten og tegnede og animerede på min egen
lille film, som jeg til at begynde med faktisk ikke kendte længden på. Jeg
hyggede mig så gevaldigt med at sidde og tegne og animere mine egne figurer, så
at tiden forsvandt for mig. Jeg måtte dog også sørge for at komme i seng og få
i hvert fald 7-8 timers søvn, før jeg skulle op næste dags morgen kl. 6,30, for
at kunne nå at gøre mig i stand, spise morgenmad og cykle ind til tegnestuen i
Frederiksberggade, hvor arbejdstiden begyndte kl. 8. Det gik alt sammen som en
leg for mig, indtil vi nåede hen i oktober, hvor overarbejdet på ”Fyrtøjet” for
alvor begyndte, så fra den tid og helt hen til juni 1945 havde jeg kun mulighed
for at kunne arbejde på min egen film lørdag eftermiddage og om søndagen, når
der ikke ellers var andre nødvendige og ønskelige ting, som jeg skulle gøre
eller deltage i, som f.eks. familiesammenkomster eller samvær med mine to
kammerater, Jørn og Jørgen.
Alt i alt måtte jeg dog til min store fortrydelse
efterhånden indse, at det ville komme til at trække længere ud med at få gjort
”Hvordan elefanten fik sin snabel” færdig, end jeg havde regnet med og håbet
på, Men nødvendigheden af at passe det daglige arbejde, tilmed nu som
selvstændig animator på ”Fyrtøjet”, havde naturligvis første prioritet.
Samtidigt var det jo på sin vis mit levebrød, for selvom jeg indtil videre kun
betalte et vist beløb hver uge som supplement til den mad, jeg fik derhjemme,
så var det jo også den metier, jeg håbede på skulle blive mit fremtidige virke
her i livet.
Jeg kom i øvrigt godt ud af det med mine noget ældre
‘kolleger’ på tegnestuen i Frederiksberggade, og blev desuden hurtigt
respekteret for mine evner som tegner og animator. Jeg ville derfor også gerne
demonstrere mine musikalske evner for kollegaerne, og inspireret af den
musikalske udfoldelse ved jam-sessions om lørdagen,
øvede jeg mig på at fløjte de for mig nye rytmer. Det skulle jeg desværre nok
aldrig have gjort, for det stødte Finn Rosenbergs musikalske øre så meget, at
han bad mig om at holde op med at forurene luften med mine ubehjælpsomme
fløjtetoner. ”Du rammer jo ikke tonerne!” sagde han bebrejdende, hvilket jeg
ikke dengang forstod et ord af. Men jeg tav selvfølgelig, om end lidt slukøret
over den kritik, der på den måde blev rettet imod mig. Jeg var ikke vant til,
at nogen kritiserede mig, det gik min personlige stolthed for nær, især fordi
jeg mente, at mine fløjtende forsøg var ærligt mente.
Men ellers havde jeg et ganske godt og kammeratligt
forhold til den meget dygtige tegner, baggrundsmaler og amatørmusiker Finn
Rosenberg, hvis personlighed og evner, jeg i højeste grad respekterede. Det gik
efterhånden op for mig, at denne dengang 28-årige ungkarl, som boede hjemme hos
sin enlige mor, havde sine personlige problemer at slås med, og det hændte
derfor lejlighedsvis, at han var sur og gnaven fra morgenstunden. Men i reglen
tøede han op i løbet af dagen, og det skete især, hvis han havde haft held med
en af de mange baggrunde, han i løbet af produktionstiden malede til filmen.
Han brugte udelukkende akvarelfarver, aldrig nogensinde dækfarver, men malede
lag på lag, fra lysere farver og op til mørkere farver, hvor dette var
nødvendigt. Dette kaldtes den laserende maleteknik.
Det var interessant at følge Finn Rosenberg i
arbejde, som startede med, at han spændte et ark akvarelpapir op i en
blændramme, fugtede papiret og begyndte først at male på det, når det var
omtrent tørt. Denne fremgangsmåde bevirkede, at akvarelpapiret bevarede sin
fuldkommen plane overflade og altså uden at krympe eller bule. Det var vigtigt
af hensyn til, at celluloidarkene med figurerne på, jo skulle placeres ovenpå
baggrunden under den fotografiske optagelse, vel at mærke uden at kaste skygge,
hvilket ville have været tilfældet, hvis baggrundens overflade ikke havde været
fuldkommen plan.
For resten morede vi tegnere på tegnestuen ofte os selv
og hinanden med at tegne små ubetydelige skitser til hinanden, som dog oftest
endte i papirkurven. Men nogle af dem, jeg selv tegnede, var mærkværdigvis også
havnet i Erling Bentsens scrapbog, hvorfor jeg naturligvis opbevarer disse i
mit arkiv.
I løbet af de to år, hvor jeg var medarbejder på
”Fyrtøjet”, hændte det engang imellem, at jeg fik en
kontant påskønnelse af mit animationsarbejde. Det skete f.eks. i forbindelse
med den scene, hvor den mindste af de tre hunde stopper op og peger på det
kryds, som hofdamen har tegnet på døren ind til kroen, hvor soldaten logerer.
Hunden kan næsten ikke holde grinet tilbage og i forsøget herpå puster den
kinderne op, men ender med at ’eksplodere’ i et stort grin.
Efter at animationstegningerne til den nævnte scene,
i lighed med flere andre af filmens scener, var blevet optaget på linetest og
set af ’dommerkomiteen’: Børge Hamberg, Allan Johnsen og Peter Toubro, kom
Johnsen en formiddag hen til mig på tegnestuen, bøjede sig ned og sagde lavmælt
og kortfattet: ”Der ligger en check på 90 kr. til dig ovre på kontoret!” –
Overraskelsen var stor i min stemme, da jeg spurgte:
”Hvorfor det?” ”Spørg Hamberg!” svarede Johnsen lakonisk og forlod tegnestuen.
Børge Hamberg kunne efterfølgende fortælle mig, at
det med bonuschecken var Johnsens afgørelse, fordi man var blevet enige om, at
animationen af den omtalte scene var så vellykket, at det burde påskønnes
ekstraordinært. Et beløb på 90 kr. var mange penge i 1944, og især i forhold
til den ugeløn på 275 kr., jeg havde på det tidspunkt, som lå før den tidligere
omtalte overarbejdsperiode var begyndt.
Senere fik jeg også bonus for andre af de særligt
vellykkede scener, jeg animerede. Det
var således tilfældet med scenen, hvor kragen til slut ses hængende død i
heksens splintrede træ. Bonuschecken var her på 125 kr.
Mine forudsætninger for at kunne tegne og animere
figurer som eksempelvis den mindste af de tre hunde, var udelukkende mine endnu
kun spirende evner som tegner og animator, og så den viden om animation, som
jeg indtil da havde fået af min læremester, Børge Hamberg, og de praktiske
erfaringer, jeg efterhånden gjorde under selve arbejdsprocessen med at tegne og
animere. Jeg var derfor i en vis udstrækning selfmade.
Blandt de mange scener, jeg animerede med den nævnte
hund, var også de scener, hvor hunden i forlængelse af den førnævnte scene,
hvor den standser foran en dør og griner, og derefter farer omkring og slår
kryds på alle døre og porte. Desuden den scene, hvor hunden møder hofdamen, som
spadserer rundt på en bro over slotsgraven. Hunden stopper op, griber hofdamen
om livet og smider hende ud over rækværket og ned i voldgraven. Her dukker hun
kort efter op af vandet igen og spytter en fisk ud af munden, hvorefter hun
møjsommeligt kravler op på land.
Endvidere animerede jeg også en anden scene med
hofdamen, nemlig den, hvor hun går frem og tilbage udenfor kroen, idet hun ind imellem skuler op til de vinduer, bag hvilke hun ved, at
prinsessen er på besøg hos soldaten.
Endnu en scene med hunden, som jeg animerede, var
den, hvor de tre hunde er på vej mod galgebakken. Man ser dem kun som
’fartstreger’. Den mindste hund, som åbenbart er kommet forrest, stopper
pludselig op i en gade, klør sig bag øret med det ene bagben, dukker hovedet
for de to andre forbipasserende hunde, først den ene og så den anden, hvorefter
den selv hopper op i luften, roterer med forbenene og farer videre ud af
billedet. Også denne scene gav mig en bonus.
Imidlertid forholder det sig sådan med stort set al
filmproduktion, at filmenes scener ikke nødvendigvis bliver optaget i
kronologisk og handlingsmæssig rækkefølge, og den regel gælder også, når det
drejer sig om tegnefilmproduktion. Man tegner og animerer de scener i filmen,
som foregår i de samme lokaliteter eller kulisser, for så senere, når filmen redigeres, at anbringe scenerne i den rigtige rækkefølge.
Dette gjaldt også de scener med f.eks. hofdamen, som jeg tegnede og animerede.
Blandt de scener, jeg tegnede og animerede, var
f.eks. de scener, hvori hunden stopper op og slår kryds på alle portene.
Desuden dem, hvor hofdamen efter at være fulgt efter hunden, som har bragt
prinsessen hen til soldatens logi på gæstgiveriet, i regnvejret traver frem og
tilbage, medens hun afventer, hvad der videre vil ske. Imidlertid bliver hun
snart træt af at vente, og et tilsyneladende lyst indfald får hende derfor til
at slå et kryds på døren, så hun vil kunne genkende stedet igen, hvorefter hun
skynder sig tilbage mod slottet.
Straks efter, at hofdamen har forladt stedet, kommer
hunden tilbage til gæstgiveriet, for at afhente prinsessen og bringe hende
tilbage til slottet. Hunden passerer på trolddomsagtig måde ind gennem den
lukkede dør i kroen eller gæstgiveriet og den når dertil før hofdamen, som nu
traver utålmodigt rundt på slotsbroen, idet hun afventer at hunden skal komme
tilbage, hvilket den da også gør, men kun for at gribe den irriterende hofdame
om livet og kaste hende i voldgraven. Kort efter dukker hendes hoved op over
vandet, idet hun straks spytter en vandstråle og en fisk ud af munden. Hofdamen
mm. er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen.
Baggrundene er i øvrigt malt af Finn Rosenberg.
Herefter er indskudt scenerne med hunden, der stopper
op og ser krydset på gæstgiveriets dør, hvorefter den selv farer rundt og slår
kryds på alle nabohusenes porte og døre, hvilket selvfølgelig skaber stor
forvirring og i første omgang forhindrer, at soldaten kan opspores.
Tilbage til hofdamen, som nu er kommet sig over
forskrækkelsen og derfor kravler op på land. – Hofdamen er som nævnt tegnet og
animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg.
Desuden tegnede og animerede jeg også et par mindre scener
med droskekusken, som sidder på trinbrættet og hviler sig. Imens kaster
soldaten et par af de kommenskringler, han deler ud til de legende børn foran
Nikolaj Kirke, til droskehesten, som fanger kringlerne med munden.
Dagen efter sin ankomst til staden, går soldaten hen
til klædehandleren på Nikolaj Plads, for at bytte sin brugte uniform med nye,
civile klæder. Lige overfor ved foden af Nikolaj tårn sidder kagekonen med sin
kurv og sælger kommenskringler. En flok børn leger og synger i nærheden. Soldaten
køber hele kurven og deler kommenskringler ud til alle børnene. Herunder ser
man en hestedroske holde et stykke borte. Kusken har sat sig til hvile på
droskens fodtrin, medens hesten åbenbart følger med i, hvad soldaten og børnene
foretager sig, og han kaster da også et par kringler til den. – Hesten, drosken
og kusken er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af
Finn Rosenberg.
Desuden tegnede og animerede jeg nogle scener med et close-up af soldatens hænder, idet han anslår fyrtøjet tre
gange, for at tilkalde sine hjælpere, de tre hunde, som må adlyde ham, fordi
han er i besiddelse af heksens magiske fyrtøj. Det sker medens soldaten står
oppe på skafottet, hvor bødlen afventer signalet fra kongen, som sidder alene
oppe i sin loge. Soldaten henvender sig til kongen og siger: ”Er det ikke
således, at man altid tillader en synder, før han udstår sin straf,
at få et uskyldigt ønske opfyldt?” Hertil svarer kongen: ”Lad os høre, hvad det
ønske er. Men skynd dig!”... Soldaten svarer: ”Jeg ville så gerne ryge en pibe
tobak! Det er min sidste i denne verden!” Kongen replicerer: ”Joh, det skal du ha’ lov til!” – Soldaten er tegnet og animeret af Børge
Hamberg, medens både kongen og bødlen er tegnet og animeret af Simon.
Baggrunden er malt af Finn Rosenberg.
Soldaten, der står med sin pibe i munden og fyrtøjet
parat i hænderne, idet han ser polisk op mod den intet ondt anende konge. Dette
billede af soldaten er – især hvad ansigtsudtrykket angår – et direkte
selvportræt af Børge Hamberg, som da også i dette tilfælde både har tegnet og
animeret soldaten. Soldatens hænder med fyrtøjet, som han her anslår første
gang, for at tilkalde sine trofaste hjælpere. – Som tidligere omtalt, er den
sidstnævnte scene tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen.
Klip til heksens træ, idet den første hund, der dog
kun ses i form af fartskyer, kommer op af hullet og forsvinder ud til venstre.
– Træet er tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af mig, Harry
Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg.
Soldaten anslår fyrtøjet for anden gang, derefter
Klip til heksens træ, hvorfra hund nr. 2 i form af fartskyer kommer op af
hullet og farer ud til venstre. Soldaten anslår nu fyrtøjet for tredje gang.
Klip tilbage til heksens træ, hvorfra den største af de tre hunde farer ud i
form af fartskyer, som slår et sving og forsvinder ud til venstre. – Træet er
også her tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af mig, medens
baggrunden er layoutet og malt af Finn Rosenberg.
Men de mange scener med heksens krage, som jeg
tegnede og animerede, gør nok denne til ”min” hovedfigur, lige fra de
allerførste scener med den til den allersidste scene, hvor den ses hængende død
i heksens hule træ, som er splintret ved at de tre hunde umiddelbart efter
hinanden farer op og gennem byen og ud til galgebakken, hvor soldaten skal
hænges. Den sidstnævnte scene, indbragte mig som nævnt en bonuscheck på 125 kr.
En af mine første selvstændige animationsopgaver, var
en scene, hvor kragen sidder oppe i træet i nærheden af hullet og iagttager,
hvad soldaten foretager sig. Børge Hamberg gav mig lov til både at tegne og
animere kragen, og det var jeg naturligvis stolt over og glad for. Min
animation blev linetestet og godkendt med akklamation, og jeg blev tilkendt en
bonus på 50 kr.. Denne første selvstændige
animationsopgave var dog kun en spæd begyndelse i forhold til, hvad der siden
fulgte.
Den scene, hvor heksens krage ses siddende på stangen
til lavsskiltet udenfor gæstgiveriet, er fra en scene i den sekvens, hvor
soldaten ankommer til gæstgiveriet. Her indlogerer han sig efter først at have
deltaget i den festlighed, der foregår i gildestuen. Det bliver sen nat, før
han går til ro. – Kragen er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen, og
baggrunden er malt af Finn Rosenberg.
Den allersidste scene med kragen, jeg animerede, var
den, hvori den havde hængt sig i heksens splintrede træ. Der hang den og
svajede frem og tilbage for vinden, det eneste liv, der var tilbage i den. Set
i tilbageblik er det sådan set en udmærket scene, især når man betænker, at den
er tegnet og animeret af en 15-årig. Men naturligvis har denne figur og de
scener, i lighed med de andre figurer og scener, jeg tegnede og animerede i
1944-45 de svagheder, både tegnermæssigt og animationsmæssigt, som man kunne
forvente ville være tilfældet med en så ung og forholdsvis uerfaren mand som
mig.
Efter sin mislykkede ’mission’ flyver kragen hjem til
heksens træ, som i mellemtiden er blevet splintret, da de tre hunde kom
brasende op nedefra det hule træ, for at komme
soldaten til undsætning. Til slut ses kragen, som har hængt sig i træet og nu
hænger og svinger livløst frem og tilbage. – Kragen er som nævnt tegnet og
animeret af mig, Harry Rasmussen. Denne scene belønnedes med en bonus på 125
kr., et anseligt beløb på den tid.
Ovenstående nævnte scener er dog ikke fyldestgørende
for de mange scener, jeg tegnede og animerede selvstændigt til ”Fyrtøjet” i
løbet af efteråret 1944 og frem til juni 1945. Nogle af de resterende af ”mine”
scener, skal jeg vende tilbage til under omtalen af året 1945. Men for at danne
sig et overblik over hvilke og hvor mange scener, jeg tegnede og animerede i
langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, må jeg bede den interesserede læser om at klikke
ind på 2. Del: Langtegnefilmen Fyrtøjet på www.tegnefilmhistorie.dk.
Teksten
fortsættes i 9. afsnit.