Film og mig

Om mit forhold til filmmediet

9. afsnit

Hvad der videre hændte ...

Det er nu på tide atter at rette blikket og opmærksomheden udad mod, hvad der videre skete i omverdenen, den helt nære i lille Danmark og det endnu mindre København, og den fjernere på krigsskuepladserne i Europa og den øvrige verden, hvor krigen var blevet hverdag for millioner af mennesker.

Den 27. oktober 1944 kunne den hæderkronede Berlingske Aftenavis på sin forside blandt andet fortælle, at vejret til trods for solskin var blevet køligere som tegn på, at vinteren var på vej. Den laveste temperatur på 4 grader var natten før blevet målt i Grib Skov, medens København havde knapt 7 grader. Middagstemperaturen blev i København målt til knapt 11 grader.

Avisen kunne endvidere fortælle, at der ville blive indført nye mørklægningstider fra 1. november, således at mørklægningen fra og med denne dato dagligt skulle begyndes kl. 16,45 og vare til kl. 7 næste morgen. Det betød, at der ikke måtte skinne lys ud fra forretningsvinduer og fabriksvinduer eller vinduer i huse og boligejendomme, lige som alt andet lys, som f.eks. fra billygter og cykellygter, skulle være dæmpet i samme tidsrum. Nu, da der ikke længere var politi til at tage sig af lovovertrædelser, måtte det nyoprettede vagtværn tage sig af disse opgaver.

Men endnu engang frem til omtalen af biografteatrene, som var et tilflugtssted for almindelige mennesker, ikke mindst dem, der boede i storbyens arbejderkvarterer, som i København især ville sige Nørrebro og Vesterbro:

Biografteatre – nok engang:

Aladdin: Kl. 5,30, 6,30 og 8,15 Vestkystens Helte (1940, svensk version af ”Blaavand melder Storm”, 1938) Birgit Tengroth – Nils Kihlberg Iscenes. Alice O’Fredericks og Lau Laurtizen

Alexandra: Kl. 1-2,50-4,40-6,30-8,15- 4. Uge - Den svenske Storfilm Orlogsmænd (svensk, 1943) Karl Arne Holmsten - Ann-Margrete Björlin – Nils Kihlberg

Allé Teatret: Kl. 7 og 8,45 Tabte Spor (ikke identificeret)

Bellevue: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn Kungsgatan (svensk, 1943) Barbro Kollberg

Bristol: Kl. 1-2,50-4,40-6,30-8,15. 2. Uge. Den ungarske Storfilm Flugten fra Haremet (ungarsk, årstal ukendt) Paul Javor – Maria Tasnady Masseoptrin i straalende Farver

Carlton: Kl.1,45-3,30-5-6,40-8,20 Den gyldne Stemme tier, men Gigli kan endnu høres i Kriminal-Sangfilmen Mit Hjerte er dit (ital., 1943?)

Casino: Kl. 6,30 og 8,20 Den straalende Wienerfilm Det syngende Wien (østr., årstal ukendt)

Colosseum: Kl. 6,30 og 8,15, 2. Uge ! Kun 3 Dage ! Nils Poppe – Gaby Stenberg i det svenske Lystspil Slaaet ud – (svensk, 1943)

D.S.B.: Uafbr. Forestill. Kl. 13-21. Dansk Film Avis – Alle Tiders Legetøj – Faarene skifter Græsgange – Paradisets Have – Salzburg (Mozarts By)

Grand: Kl. 1-2,30-4-5,30-7-8,30. 5. Uge! Kun kort Tid! Filmen om Kønssygdommene Erotikkens Ofre (svensk, 1943?) Gabriel Alw – Siv Thulin – Margareta Fahlén - Frit. f. Forlystelsessk. [Fritaget for Forlystelsesskat]

Metropol: Kl. 1-2,50-4,40-6,30-8,15. 6. Uge! Forb. f. Børn - Den svenske Storfilm Sonja (svensk, 1943) Birgit Tengroth – Åke Grönberg – Sture Lagerwall

Nora: Kl. 6,30 og 8,15 Benjamino Gigli i Mit Hjerte er dit (ital.,1943?)

Nørreport: Obs! Kl. 14,15-16,10-18,15-20,15. 4. Uge! Kristina Söderbaum i Farvefilmen Drømmesøen (tysk, 1943)

Palads: Kl. 6 og Kl. 8: Première – Forbudt for Børn Besættelse (dansk, 1944) Efter Hans Severinsens Roman. Iscenesat af Bodil Ipsen - Berthe Quistgaard – Johannes Meyer

Palladium: Kl. 2-4-6-8 Familien Gelinde (dansk, 1944)

Park: Kl. 18,30 og 20,15. En Ønskefilm! Kun 3 Dage! Mathilde Nielsen i Tante Cramers Testamente (dansk, 1941) Bodil Kjer – Sigfred Johansen

Platan: Kl. 7 og 8,30. 2. Uge! Danmarks-Première: Den svenske Chaplin Nils Poppe, Gaby Stenberg og John Botvid i Lystspillet Slaaet ud – (svensk, 1943)

Roxy: Kl. 6,30 og 8,15 prc. Kun 3 Dage! Fy og Bi i Latterorkanen Blinde Passagerer (dansk, 1936)

Saga: Kl. 2-4-6,30-8,15. 10. Uge! Latter-Orkanen Stig Lommers Sommerfilm Lev Livet let (dansk, 1944) Chr. Arhoff – Carl Fischer – Rasmus Christiansen - Erika Voigt – Lily Broberg

Scala Bio: Kl. 1-2,50-4,40-6,30-8,15. 6. Uge! Frihed, Lighed og Louise (dansk, 1944) Ebbe Rode – Karen Lykkehus – Ib Schønberg – Helle Virkner – Lisbeth Movin

Skovshoved: Kl. 7 og 8,45 Den danske Folkekomedie Søren Søndervold (dansk, 1942) Ebbe Rode – Poul Reumert

Strand: Kl. 7-8,45 Mozart-Filmen Kærligheds-Serenaden (ikkeidentificeret)

Triangel: Kl. 6,30 – 8,15 Den verdensberømte Klovn Charlie Rivel i Akrobat – oh! (tysk, 1942)

Windsor: Kl. 6,30 og 8,15 Den franske Storfilm Spil Zigøjner (fransk, 1944?)

Grand 9 Uger. Koncerter, Foredrag Etc.:

Odd-Fellow Palæet: Mindre Sal. Søndag Kl. 16 og 19,30 Den hvide Fakir Brinkfort Nyt Program: Helbredelse ved Hypnose. Fænomenale Eksperimenter. Levende Begravelse.

**************

Her vil jeg gøre nogle bemærkninger til et par af de film, der var på biografrepertoiret denne dato. Det gælder først filmen ”Erotikens Ofre”, som handlede om kønssygdomme, der på denne tid florerede i hvert fald i storbyen København. Det var et emne, som aviserne gik meget op i, blandt andet ansporet af sundhedsmyndighederne, som naturligvis var stærkt interesserede i, at bekæmpe så smitsomme og alvorlige sygdomme. Der blev ligefrem udskrevet en konkurrence om de bedste plakater imod kønssygdomme og senere på året blev der også afholdt en udstilling af disse Plakater på Charlottenborg.

Filmen ”Erotikens Ofre” må have været et tilløbsstykke, for den spillede i hele 5 uger i Grand Teatret. I det hele taget var film, der kredsede om emnet erotik tydeligvis noget, der kunne trække folk i biografen. Det ser man også af, at en film, som den danske ”Besættelse”, der handler om en ældre mands lidenskabelige erotiske besættelse af en yngre kvinde, som fører den pæne og respekterede mand ud i uføre og vanære. Filmen var dog nok så seriøst ment, idet den var instrueret af ingen ringere end dansk teater og films store teater- og filmskuespillerinde Bodil Ipsen.

En anden film, jeg her vil knytte nogle bemærkninger til, er den tyske farvefilm ”Drømmesøen”, som så vidt jeg husker, fik københavnsk premiere i Palladium, og formentlig i foråret 1944. Dengang vidste jeg ikke, at den var instrueret af nazistyrets yndlings-filminstruktør, Veit Harlan, og med hans svenskfødte kone, Kristina Söderbaum i hovedrollen. Filmen var ikke forbudt for børn, heller ikke selvom den efter den tids moralske målestok havde en del scener med nøgne kvinder i et stort svømmebassin. Det viste billederne i biografens udhængsskabe, og det tiltrak sig jo det mandlige publikums opmærksomhed, og derfor også min, da jeg en dag gik forbi i en eller anden anledning. For ikke at demonstrere en alt for tydelig interesse for de nøgne nymfer, hvoraf man dog kun så de nøgne overkroppe på billederne, skyndte jeg mig forbi disse billeder flere gange, medens jeg skævede til herlighederne og lod som om det ikke var noget af særlig interesse.

Om nogen overhovedet lagde mærke til min lidt mærkværdige opførsel, ved jeg ikke og tror jeg såmænd ikke. Men som 15-årig er man jo selvcentreret, noget genert og tror sig iagttaget af omverdenen.

For tyskerne var kvindelig så vel som mandlig nøgenhed ikke nødvendigvis forbundet med seksuelle følelser, for i Tyskland havde man en ret udbredt og såkaldt ”Freikörperkultur”, noget, der i princippet svarede til den dengang knapt så udbredte nudistkultur i Danmark. Omkring 12-13 års alderen fik jeg en kammerat til at købe nudistbladet ”Sol og Sundhed” i en bladkiosk henne i Hørsholmsgade, hvilket jeg tidligere har fortalt om.

Og sluttelig en kommentar til Odd-Fellow Palæets særforestilling ”Den hvide Fakir Brinkfort”: Hans ’rigtige’ navn var Louis David Theodor Ole Brinck, født 1888 og død 1958, men officielt kaldte han sig Louis Brinkfort. Hans stilling var yogi, hypnotisør, tryllekunstner, astrolog og forfatter. I mellemkrigsårene og i årene frem til sin død var han markant som astrolog og skrev en af de første danske bøger om astrologi: ”Zodiaken – din fødselsdag, din skæbne” (1947).

I 1933 blev Brinkfort medarbejder ved der okkulte tidsskrift ”Okkult Magasin”, forkortet til ”OM”, som også kan opfattes som den indiske meditationslyd. Brinkfort rejste en del i Indien, hvor han bl.a. lærte yogien Swami Sivananda (1887-1963) at kende og lærte formentlig en del om yogafilosof og yogatræning af denne. Herhjemme boede Brinkfort privat på Gasværksvej i København, og her i byen oprettede og drev han så vidt vides en yoga-skole sammen med Edith Enna (1874-1965?), som senere samarbejdede med Anne-Lise Dresler (19??-1996). De to damers guru (lærer i yoga) var dog især Swami Narayanananda (1902-1988).

Louis Brinkfort brugte i en periode sin yogiske træning og erfaring som hypnotisør til at optræde ved offentlige forestillinger, som den, der foregik i Odd-Fellow Palæet i oktober 1944. Samme år udgav han bogen ”Den Hvide Fakirs Tryllebog”. Sin første bog udgav han dog i 1943: ”Hverdags mystik. Om menneskets skjulte evner”, Axel Andersens Forlag. Senere fulgte ”Yoga. Hvorledes man træner sig op til sundhed og livskraft”, 1946, ”Zodiaken. Din fødselsdag, din skæbne”, 1947, Brønnikkes Forlag. ”Hatha Yoga. Dens udøvelse og virkning på legeme og ånd”, 1949 (ny udgave 1953), ”Viljens Vej”, 1950, ”Suggestion”, 1951, og endelig ”Hypnosen i menneskets tjeneste”, 1951.

I sin egenskab af yogi og mystiker blev Brinkfort ofte opsøgt af mennesker, som følte sig usikre og fremmedgjorte i det moderne samfunds jag og ræs efter materielle goder, men i det stykke anbefalede han jævnligt de pågældende mennesker til i stedet at opsøge og tale med vismanden Martinus. Dette var blandt andet tilfældet for min læremester og senere nære ven, Børge Hamberg, som via Brinkfort kom i kontakt med Martinus og dennes åndsvidenskabelige arbejde. Det blev til et livslangt engagement for Børges vedkommende, hvilket i øvrigt også vil fremgå af min selvbiografi, hvori han ofte er blevet nævnt og omtalt og fortsat vil blive det.

************

Arbejdet på ”Fyrtøjet” fortsætter ...

Men i lighed med, hvad tilfældet var for de andre – og i modsætning til mig voksne animatorer, fortsatte mit arbejde også med at animere flere forskellige scener til ”Fyrtøjet”-filmen. En af scenerne forekommer hen mod slutningen af filmen, hvor soldaten, som kongen har dømt til døden ved hængning, anslår sit fyrtøj tre gange, for på den måde at kalde de tre hunde til hjælp. De adlyder jo nu kun ham, netop fordi han er i besiddelse af det magiske fyrtøj, som heksen ønskede, at soldaten skulle bringe med sig op ned fra det hule træ, men som kostede hende livet, fordi han simpelthen huggede hovedet af hende, da hun ikke ville svare ham på hans spørgsmål om, hvad hun skulle bruge fyrtøjet til.

Den herover omtalte sekvens forekommer imidlertid først i filmens slutning, men sekvenserne og scenerne til denne film, som reglen er for de allerfleste film, hvad enten det drejer sig om realfilm eller tegnefilm, produceres og optages ikke nødvendigvis i den kronologiske rækkefølge, hvori de forekommer i filmen. Det er der flere grunde til, fortrinsvis praktiske, idet det f.eks. er mest økonomisk, kunstnerisk og teknisk hensigtsmæssigt at producere scener i forlængelse af hinanden, der foregår samme sted og har de samme personer eller figurer.

Min læremester, Børge Hamberg, havde for alvor genoptaget sin animation af soldaten i løbet af foråret 1944, således at flest mulige scener med denne kunne komme med i den del af filmen, som forelå i arbejdskopi til visning i Grand Teatret den 20. maj s. å. Men der resterende endnu en hel del scener med filmens hovedfigur, som skulle tegnes og animeres, og det krævede så meget af hans tid og kræfter, at han blev nødt til at delegere en del af arbejdet ud til først og fremmest Mogens Mogensen og senere også til Simon, som viste sig at være en effektiv, hurtig og allround tegner og animator, som næsten kunne klare enhver tænkelig animationsopgave, han blev bedt om at lave.

Det var også på grund af sit krævende arbejde med animationen af soldaten, at Børge Hamberg så sig nødsaget til på et tidspunkt at overlade animationen af heksen, kragen og især den mindste af de tre hunde til først og fremmest mig, som jo var hans personlige assistent.

Senere blev animationen af de tre hunde overdraget til Simon, som derfor kom til at tegne og animere stort set alle scener i filmens slutning, herunder også scenerne med de tre hunde. Men dog ikke scenerne med kragen og med den mindste af de tre hunde, som jeg stod for. Simon knoklede løs som en gal med at få de scener animeret, som han havde fået overladt, men hen mod slutningen af 1944 tvang hans forbindelse med illegale kredse ham til at stoppe og gå under jorden. Han nåede dog stort set at animere alle scenerne forinden. Adspurgt personligt af mig, hvorfor han mente det nødvendigt at gøre sig ”usynlig”, i hvert fald for en tid, svarede han, at han selv havde medvirket ved fremstillingen af et illegalt blad, som han dog ikke nævnte titlen på.

Men eftersom denne beretning jo mest handler om mig, vil jeg tillade mig igen at give eksempler på, hvilke scener med især den lille hund, jeg havde fornøjelsen af at tegne og animere hen på efteråret 1944: Som nævnt var den daglige arbejdstid fra og med mandag til og med fredag fra kl. 8 til 22 og lørdag fra kl. 8 til 14. Altså 14 timer til hverdag og 6 timer om lørdagen. Arbejdstiden var jo efter aftale mellem ledelsen og de ansatte blevet forlænget med 5 timer inklusive spisepauser. Til hverdag sluttede arbejdstiden kl. 22 af hensyn til spærretiden. Frokosten bestod for de fleste af en medbragt madpakke, som enten blev spist oppe på tegnestuen eller hos Pihls Mælkeri nedenunder, som kun krævede at man købte et glas mælk eller anden form for drikkevare, undtagen bayersk øl og vin, som stedet ikke serverede. Aftensmaden blev i reglen også købt og spist i Pihls Mælkeri.

Men tilbage til filmens ”Fyrtøjet”: En halvmunter episode indtræffer, da de tre hunde er på vej til galgebakken for at hjælpe soldaten med at undgå at blive hængt. Herunder stopper den mindste af hundene pludselig op midt i en gade, for at klø sig bag øret, men må dukke sig, da først den ene og derefter den anden af hundene (i form af fartstreger eller fartskyer) passerer henover og forbi den. Derefter følger den lille hund efter sine to større brødre. – Hunden og fartskyerne er tegnet og animeret af mig, Harry Rasmussen. Baggrunden er layoutet og malt af Finn Rosenberg.

Den Sekvens, jeg herefter vil omtale, begynder med at soldaten ser sig omkring i byen, og herunder kommer han forbi slottet, hvor prinsessen som bekendt opholder sig. Hende vil han jo meget gerne se, men da han ikke har fyrtøjet på sig, skynder han sig derfor hjem til gæstgiveriet og løber op ad trappen, hen ad gangen og forsvinder ind ad døren til sit værelse.

Inde på værelset finder soldaten fyrtøjet frem og anslår det straks. I samme sekund ankommer den mindste af de tre hunde og bøjer sig ærbødigt for ham, idet den siger: ”Hvad befaler min herre?” - Soldaten svarer: ”Det er rigtignok midt om natten, men jeg ville så gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!” Hunden forsvinder lige så hurtigt den er kommet, og et splitsekund senere er den tilbage med den stadigvæk sovende og intetanende prinsesse på ryggen. Soldaten betragter prinsessen, tager hende op i sin favn og udbryder: ”Det var dog en dejlig prinsesse!” – Soldaten er tegnet og animeret af Børge Hamberg, prinsessen af Preben Dorst, og hunden af mig, Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg.

Der forestod dog endnu en del scener med soldaten at tegne og animere for Børge Hamberg, men de sværeste og mest krævende scener med filmens hovedfigur var dog blevet færdige, eller blev det i løbet af vinteren 1944/45.

For de øvrige tegneres og animatorers vedkommende, forestod der også et betydeligt og krævende arbejde, i form af, hvad de hver især tegnede og animerede af scener i sidste halvdel af filmens produktionstid, dvs. det var først og fremmest Finn Rosenberg og Henning Dixner for baggrundenes vedkommende, og for animationens vedkommende Bjørn Frank Jensen, Preben Dorst, Otto Jacobsen, Mogens Mogensen, Erik Rus og så mig. Hvad samtlige nævnte tegnere og animatorer arbejdede med og på af scener, vil man kunne se, ved at gå ind på http://www.tegnefilmhistorie.dk under 2. Del Langtegnefilmen Fyrtøjet og mere specielt under f.eks. afsnittene Problemtider, Problemtider fortsat, Det sidste seje træk og A/S Palladium træder til.

I efteråret 1944 var der vel omkring 40-45 personer samlet i et lokale af den relativt lille størrelse, som tilfældet var med tegnestuen i Frederiksberggade 28, som kun burde have udgjort arbejdsplads for maksimalt 20 personer. Det stod samtidig klart, at det ville blive nødvendigt med endnu flere medarbejdere, hvis den allerede forlængede produktionstid skulle kunne overholdes. På grund af den efterhånden opståede og meget mærkbare pladsmangel, rykkede en stor del af mellemtegnerne og hele optræks- og farvelægningspersonalet i løbet af 1944 ud i nogle lejede lokaler på Nørrebro, dels ovenover Nørrebros Messe på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade og dels til lejet lokaleplads på anden sal i en fabriksejendom, kaldet ”Skræddernes Hus”, i Stengade, der for flere etagers vedkommende var indrettet til systuer. Det var i tilknytning til en af disse, som lå på anden sal, at en hel del mellemtegnere som tidligere omtalt fik fast arbejdsplads resten af produktionstiden.

Farvelægningsafdelingen på Nørrebrogade, blev snart også for trang til de mange tilkomne unge og yngre damer. Andre og større lokaler blev derfor lejet hos Nordisk Kollegium på hjørnet af Strandboulevarden og Willemoesgade, og til dette sted blev optræks- og farvelægningsafdelingen flyttet. Sidstnævnte afdeling blev fortsat ledet af Else Emmertsen.

Endnu senere, formentlig omkring februar 1945, blev afdelingen flyttet til den ejendom på Vesterbrogade, hvor konfektionsfirmaet Westerby havde forretning i stueetagen. Tegnestuelokalerne lå på øverste etage. Om denne arbejdsplads kan ”kolerine” Miss Bech alias Karen Egesholm bl.a. fortælle følgende:

”Vesterbro. Så flyttede vi igen til lokaler øverst oppe på Vesterbrogade, hvor konfektionsfirmaet ”Westerby” lå i stuen. Her var ateliervinduer, og nogle damer kom og andre gik. Vi havde damer, som vi forstod levede skjult. Jeg tror der var jøder og damer, som var med i modstandsbevægelsen. Der foregik mystiske telefonsamtaler. Der kom også personer, som ikke havde tilknytning til firmaet. I en periode afløste Jenny Holmqvist Else Emmertsen, som vist var syg. Jenny Holmquist var højgravid på det tidspunkt. Vi havde stadig damerne delt op i grupper og problemer med farverne. [...]”

Som det fremgår af Karen Egesholms notat, blev tegnestuen på Vesterbrogade også dagligt skjulested for jødiske kvinder, som det var lykkedes at undgå arrestation den 2. oktober 1943 og i tiden derefter. Desuden var det angiveligt også skjulested for kvindelige medlemmer af modstandsbevægelsen, som åbenbart også brugte tegnestuen som kontaktsted med formentlig illegale personer, der ikke havde nogen direkte tilknytning til Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. Det var igen Allan Johnsens menneskelighed og vovemod, der her kom til udtryk i, at han dels hjalp mennesker med at skjule sig for tyskerne, og dels virkede til fordel for modstandsbevægelsen. Det samme var som tidligere omtalt jo også tilfældet på tegnestuen i Frederiksberggade 28.

Efter at optræks- og farvelægningsafdelingen var flyttet ud til Nordisk Kollegium, rykkede som også sagt en del mellemtegnere under ledelse af Bjørn Frank Jensen ind på tegnestuen på Nørrebrogade, medens Mogens Mogensen blev leder af mellemtegnerafdelingen i Stengade. Særlig til det sidstnævnte og ret så specielle sted kom der snart mange nye medarbejdere, fordi der var bedst plads på denne tegnestue.

Nogle af de folk, der i en kortere eller længere periode havde været mellemtegnere på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, gjorde sig i tiden efter gældende som bl.a. vittighedstegnere og bladtegnere. Blandt de mere kendte var det Jørgen Mogensen (1922-), som begyndte at levere vitstegninger til humormagasinet ”Hudibras” i slutningen af 1940’erme. Samtidig begyndte han at lave humoristiske tegneserier, som Den tossede tegner og Violinvirtuosen Alfredo, senere blot kaldt Alfredo. Landskendt blev han dog først for alvor i 1950’erne med sin tegneserie Poeten og Lillemor, der tilmed blev filmatiseret med Henning Moritzen og Helle Virkner i titelrollerne og med Erik Balling som instruktør. Det blev til en serie på tre film: Poeten og Lillemor (1959), Poeten og Lillemor og Lotte (1960) og Poeten og Lillemor i forårshumør (1961). - Desuden var det Mads Stage (1922-), som blev uddannet på Kunstakademiet i København. Han blev bedst kendt for sine fine, poetiske akvareltegninger på postkort o. lign. Men han illustrerede også børnebøger og voksenbøger.

Selv om det hørte til standardprocedure under produktionen af "Fyrtøjet", at der blev optaget linetests af animationen, forekom det dog lejlighedsvis, at man fandt linetests unødvendige og tidsspilde. Men i al fald oplevede jeg selv, at en del af de scener, jeg animerede i filmen, blev optaget på 35mm sort-hvid negativfilm, for at man kunne bedømme om animationen fungerede tilfredsstillende. Linetesten blev dog ikke optaget på Holdts trickbord, men så vidt erindres på trickbordet ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen.

Imidlertid havde man hverken klippebord eller forevisningsapparat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S på det tidspunkt, og man måtte derfor ty til steder i nærheden, hvor der var mulighed for at se testfilmen.

Til at begynde med kontrolkørtes linetests som tidligere omtalt hos det amerikanske udlejningsselskab Warner Bros. eller MGM på Rådhuspladsen, men efter at tyskerne i efteråret 1943 i praksis forbød visningen af amerikanske spillefilm i biograferne, blev de amerikanske udlejningsselskabers herværende kontorer efterhånden tvunget til at lukke. Efter som filmen "Fyrtøjet" som følge af krigen nødvendigvis måtte optages i det tyske farvefilmsystem Agfa Color, og denne 35mm filmtype kun kunne fremkaldes i Tyskland, mere præcist på UFA's laboratorier i Berlin, var det uundgåeligt, at forbindelsen blev knyttet til filmselskabet UFA. Dette selskab havde kontorer, klippelokaler og forevisningsrum i Nygade 3, hvor for resten biografen Nygade Teatret lå i stueetagen, og her kom et par af os animatorer lejlighedsvis hen, medbringende den stump linetestfilm, der kort forinden var kommet tilbage fra sort-hvid fremkaldelse hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen.

Filmstrimlen blev nu overladt til en af UFA's danske filmklippedamer, som limede dens ender sammen til en sløjfe, hvorefter den blev overgivet til operatøren og forevist os i stedets lille biografsal. Filmsløjfen blev kørt, lige så længe vi fandt det nødvendigt, for at vi kunne afgøre, om animationen var i orden eller om der var noget at rette eller tilføje. Mig bekendt skete det faktisk aldrig, at en animation blev lavet om, heller ikke den animation, jeg selv havde lavet.

Imidlertid fik det snart en brat ende med at se optagelser af linetests. Det skete mere præcist den 5. april 1944, idet UFA's kontorer og lokaler den nævnte dato blev raseret af nogle sabotører, som smed virksomhedens papirer og omkring 200 ruller spillefilm ned på gaden, hvor det hele blev antændt og mere eller mindre afbrændt. Spillefilmene var dengang endnu optaget og kopieret på det meget brandfarlige nitratmateriale, som nærmest eksploderede ved antændelse og udviklede en kraftig røg i de få minutter, det hele brændte. UFA's kontorer blev som følge heraf midlertidigt lukket, indtil lokalerne var blevet renoveret og gjort klar til brug igen.

Men efter sabotagen havde UFA's udlejningskontor i København indtil videre kun de spillefilm på lager, som var ude i de danske biografer på attentattidspunktet, og som derfor ikke led samme skæbne, som de omkring 200 spillefilm, man havde haft på lager, men som var blevet ødelagt.

Man kan måske undre sig over, hvorfor animatorerne ikke fik mulighed for at se deres linetests ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen, når det oven i købet var dér, at linetesten blev optaget og fremkaldt. Det har jeg faktisk ingen viden om eller forklaring på, lige som jeg heller ikke kan forklare, hvorfor Dansk Farve- og Tegnefilm ikke selv anskaffede sig enten et klippebord eller et 35mm forevisningsapparat, en såkaldt Moviola, til formålet. Mit gæt er, at firmaet under hele produktionsforløbet var i en hårdt presset økonomisk situation, som dels skyldtes, at budgettet var beregnet for lavt, og dels at produktionen af filmen faktisk gik for langsomt til, at man ville være i stand til at overholde produktionsplanen.

Man, hvilket primært vil sige Allan Johnsen, anså det formentlig derfor for tidsspilde, at animatorerne lejlighedsvis skulle afbryde deres arbejde og bruge tid på at tage frem og tilbage til Frihavnen, for at se linetests af deres respektive animation. Dengang var der ingen af personalet, heller ikke direktøren eller instruktøren, der havde biler til rådighed, og udgifter til f.eks. taxaer blev anset for unødvendigt sløseri med penge. Persontransporten til og fra arbejdsstedet og hvor man end skulle hen, måtte derfor foregå enten til fods, per cykel eller med sporvogn, og for nogles vedkommende per S-tog eller regionaltog. Det sidstnævnte var for øvrigt tilfældet for Allan Johnsen, som hver dag pendlede frem og tilbage mellem sit hjem på Damgårdsvej i Gentofte og Nørreport Station. og derfra gik han gennem Nørregade til Frederiksberggade, hvor han havde sit kontor i Frederiksberggade 10. Efter fyraften foregik hans hjemtur den omvendte vej.

Men i øvrigt var det nok en eklatant fejlvurdering, at animatorerne ikke selv fik deres animation at se på linetests, for det kunne have bidraget til at forbedre animationen ganske betydeligt, og det kunne den i en hel del tilfælde kun have haft fordel af. En stor fejlvurdering var det også, at der ikke forelå et storyboard, som sekvens for sekvens og scene for scene viste en visuel fremstilling af den planlagte films handling. Begge dele, linetests såvel som storyboards, var helt fra begyndelsen standardprocedure hos Disney og for øvrigt også hos Fleischer, og hos disses danske arvtagere, Myller og Mik. Og blandt de sidstnævntes arvtagere var Simon og Bjørn Frank Jensen, som især for den sidstnævntes vedkommende havde ivret for, at man burde have ansat Myller og Mik som instruktører på ”Fyrtøjet”.

Men det blev der ikke noget af, for Johnsen så det som sin vigtigste opgave, at kunne gennemføre produktionen på en rentabel måde, og derfor var der efter hans opfattelse ikke brug for den slags svinkeærinder, som han betragtede storyboard og linetests som. Senere, da han igangsatte forsøgsproduktionen af en ny langtegnefilm, ”Klods-Hans”, engagerede han Bjørn Frank til at tegne et storyboard over filmens handling. Men desværre blev produktionen skrinlagt efter nogen tid, fordi det ikke var muligt for Johnsen at rejse den fornødne kapital til produktionens gennemførelse.

Avisen INFORMATION, som i 1947 havde været først med nyheden om ”Klods-Hans”- filmen, blev formentlig den avis, der fulgte projektet til graven, idet man den 9. september ganske vist kunne meddele, at producenten Allan Johnsen havde gjort et nyt forsøg på at opnå den offentlige støtte på 400.000 kr. Men journalisten mente ikke, at chancerne ville være store for, at ønsket kunne opfyldes af støtteudvalget på dettes kommende møde.

Det nævnte møde fandt sted den 3. oktober 1950, og herunder besluttedes det definitivt, at man ikke længere ville støtte projektet, hvilket man begrundede med, at Allan Johnsen ikke havde kunnet stille de fornødne garantier for filmens kunstneriske kvalitet og færdiggørelse. Det blev ved samme lejlighed bestemt, at pilotfilmen skulle deponeres på Filmmuseet, og at Allan Johnsen ”kunne låne den”, hvis han eventuelt fandt udveje for at genoptage produktionen og fuldføre filmen på basis af privat kapital.

Det må have været en grim dag for Allan Johnsen, da han uundgåeligt måtte erkende sit nederlag og indse, at alle de skønne kræfter og anstrengelser var spildte. Og det så meget mere, som at han sad tilbage med en betydelig gæld som følge af filmen, hvilket ydermere fik den konsekvens for ham og hans kone, Gerda ”Tesse” Johnsen, at de blev nødt til at fraflytte og fremleje deres villa i Gentofte i en periode af seks år, inden parret var kommet økonomisk på fode igen og kunne vende tilbage til det hus, som han havde købt og ejet siden 1938.

Hvordan produktionen af Langtegnefilmen ”Klods-Hans” kom i gang og forløb, har jeg skrevet detaljeret om på http://www.tegnefilmhistorie.dk under Del 3: Danske tegnefilm efter Fyrtøjet, i afsnittet Langtegnefilmen Klods-Hans.

Typiske københavnske biografannoncer fra 1942-44. Flere biografer spiller det kortfilmprogram, hvori Miks ”Ferd’nand på fisketur” indgik, og det havde première 30. oktober 1944. Desuden ses en karakteristisk annonce for det årlige ”Metropols Jule-Show”, i dette tilfælde med 6 lidt ældre Disney-tegnefilm. Annoncen for juleshowet må dog være fra 1942, for tegnefilmprogrammet var anderledes i 1943, end det der angives i annoncen. De afbildede annoncer er fra Politiken, men kunne sådan set være fra flere københavnske aviser.

En stor skuffelse ...

Til en af de særlige glæder for tegnefilm-fans hørte, at det årlige ”Metropols Jule-Show”, men dette år, 1944, betød en undtagelse på det område, idet den tyske censur nu også betragtede tegnefilmene for at være propaganda for amerikansk filmproduktion. Eller også var de bare godt sure over, at de allierede med amerikanske tropper i teten så småt, men uundgåeligt var ved at besejre de tyske tropper. Under hele den foregående del af besættelsen, havde besættelsesmagten ellers ment at disse amerikanske tegnefilm-juleshows var harmløse, og man havde derfor siden besættelsen i 1940 fulgt den psykologiske devise, at ”hvis folk er sultne eller utilfredse, så giv dem skuespil!” Det gjaldt altså også de årlige Walt Disney juleshows, de eneste amerikanske film, som tyskerne på det tidspunkt tillod at blive vist i biograferne.

Men danskerne var måske ikke i bogstavelig forstand sultne, alligevel kneb det for mange – og især for arbejder- og børnefamilierne – med at skaffe det daglige brød på bordet. De fødevarer, der var til at få, var stort set alle omfattet af rationering, således at man skulle have rationeringsmærker, for at kunne købe de pågældende varer. Rationeringsmærkerne, der i et begrænset antal med mellemrum blev udleveret gratis til folk fra kommunekontorerne, var derfor også blevet en handelsvare på ”den sorte børs”, og ofte til så uhyrlige priser, at kun velstillede folk havde råd til at købe dem.

Det var imidlertid en stor og ubehagelig overraskelse og en kæmpeskuffelse for mange københavnske børn – og en del voksne med – at Metropol dette år for allerførste gang siden Metropols Jule-Show startede i 1937, ikke viste dette elskede program af 6 korte Disney-tegnefilm. Disse jule-shows havde lige siden deres begyndelse været et stort tilløbsstykke, naturligvis især for børnepublikummet, for man betragtede endnu dengang tegnefilm som en filmgenre, der kun var for børn – og til nød for barnlige sjæle blandt voksne.

Man bør jo i øvrigt her huske på, at der jo ikke fandtes fjernsyn i Danmark på det tidspunkt, og udbuddet af tegnefilm på 16mm smalfilm var heller ikke stort, og 16mm fremvisere var i øvrigt meget sjældne hos private. Så for at være en smule vittig, kunne man sige, at vi var på smalkost, hvad angår smalfilm i almindelighed og tegnefilm i særdeleshed.

Selv var jeg i øvrigt en smule ærgerlig og skuffet over, at det ikke var lykkedes mig at fremskaffe så meget som en meter tegnefilm til min 35mm kinofremviser, men sådan byder verden jo på sine små og store skuffelser.

Men apropos tegnefilm, så var der en af slagsen, tilmed en dansk tegnefilm, som indgik i det kortfilmprogram, der den 30. oktober 1944 havde première i 6 københavnske biografer, nemlig Aladdin, Carlton, Colosseum, Nørreport, Roxy og Triangel. Filmene var produceret af ASA Film, og programmets hovedfilm var farcen ”Bedstemor gaar Amok” og havde en række kendte danske skuespillere i rollerne, anført af folkekære Petrine Sonne og Chr. Arhoff.

Filmen var instrueret af Alice O’Fredricks. Programmets anden film var tegnefilmen ”Ferd’nand paa Fisketur”, tegnet af Mik, den tredje film hed ”Dansk Sport i Smaaglimt”, instrueret af Lau Lauritzen jun., og den fjerde og sidste film havde titlen ”Rejsefeber” – En musikalsk Cocktail med Gerda og Ulrik Neumann og Svend Asmussen, ligeledes instrueret af Lau Lauritzen jun.

Det var tegneren, den senere guide hos Bryggeriet Carlsberg, Anker Roepstorff, som skrev manuskriptet til Dahl Mikkelsens første selvstændige underholdningstegnefilm, "Ferd'nand på fisketur", der som nævnt havde premiere 30. oktober 1944 som forfilm til ASA-lystspillet ”Bedstemor går amok”. Begge film blev nogenlunde vel modtaget af pressen og publikum, som på grund af de forhold og restriktioner, der var en følge af krigen og besættelsen, dette år måtte undvære de populære amerikanske film så vel som tegnefilm.

Dahl Mikkelsen – eller Mik, som han kaldtes til daglig – havde også to af medarbejderne på ”Fyrtøjet” som sine assistenter, begge fortrinsvis som mellemtegnere, nemlig Helge Hau og Ib Steinaa. Efter ”Fyrtøjet” fortsatte Helge Hau som vitstegner, medens Ib Steinaa senere skulle blive en af dansk tegnefilms markante personer.

”Ferd’nand på fisketur” – 1944 af Eric Dahl Mikkelsen. Meget apropos fisketur, så kan der vist næppe være tvivl om, at Roepstorff og Mik havde ladet sig inspirere af den herlige Disney-tegnefilm fra 1939: ”Goofy and Wilbur” (”Fedtmules fisketur”), som var blevet vist i Metropols Jule-Show 1940 og 1942.

Men i øvrigt havde jeg den store fornøjelse og glæde, at besøge Helge Hau i hans atelierlejlighed ude i Halls Allé på Vesterbro på et tidspunkt, hvor han ved siden af sit assistent- og mellemtegnerarbejde på ”Fyrtøjet”, også var medarbejder på Mik’s ”Ferd’nand-film”. Flere borde i hans atelier var fyldt med netop farvelagte celluloider (cels), som lå til tørring. Desuden fik jeg lejlighed til at se nogle af Mik’s originale animationstegninger, og jeg kan huske min forbavselse over den nærmest skitseagtige måde, disse var tegnet på. Men det skyldtes, forklarede Hau, at en del af hans opgave bestod i, at stramme tegningerne op, enten ved rentegning eller når han med pen og tusch kopierede tegningerne over på cels. Men jeg var især dybt imponeret af Mik’s originale animationstegninger. Selv tegnede og animerede jeg lidt ”pernittengryns-agtigt” og lavede ikke mange skitseagtige tegninger, men tegnede med rene og stramme blyantsstreger, en ’metode’ eller ’teknik’, som jeg har haft svært ved at fravige i alle de år, hvor jeg har fungeret som animator.

Selv så jeg et par dage efter premièren ASA Films kortfilmprogram i biografen Colosseum henne på Jagtvej, og jeg var naturligvis især spændt på at se, hvordan Ferd’nand-filmen tog sig ud, eftersom jeg jo nu selv arbejdede med tegnefilm. Alle filmene i programmet var i sort-hvid, idet farvefilm på det tidspunkt var en stor sjældenhed i danske biografer, og danske filmproducenter havde normalt ikke økonomi til at producere farvefilm. Jeg morede mig selvfølgelig sammen med det øvrige og talstærke publikum over ”Bedstemor går amok”, men da sport ikke rigtig var noget for mig, noterede jeg blot at denne film havde sit publikum blandt mange af de mandlige publikummer i biografen. Derimod var filmen med den supermusikalske swing-trio, Gerda og Ulrik Neumann og Svend Asmussen en dejlig og stor oplevelse. Men jeg beklager at skulle sige, at Ferd’nand-filmen var en skuffelse for mig, især fordi jeg syntes animationen af hovedfiguren Ferd’nand var noget tung og stiv i det, for den manglede den karakterfuldhed og vivacitet, som jeg var vænnet til fra Disneys tegnefilm. Og handlingen og de visuelle gags kunne også have været mere elegante og morsomme. Ferd’nand’s ansigtsudtryk var heller ikke særlig nuancerede, men virkede lige så stereotype som hans øvrige bevægelser.

Det undrede mig, at en tegnefilm af Mik ikke var i topklasse, for jeg vidste fra blandt andet de reklametegnefilm, han tidligere havde lavet, at han var en virkelig god tegner og animator.

Personligt tror jeg, at filmens kvalitet med al respekt i nogen grad skyldtes Helge Haus indsats, for han tegnede selv bastant og lidt gumpetungt, og så var han i øvrigt ikke nogen erfaren animator. Desuden mener jeg at kunne huske, at når Hau fik så stor indflydelse på Ferd’nand-filmen, som tilfældet var, skyldtes det nok, at den måtte laves hurtigt, fordi dens budget ikke var særlig stort, uden at jeg dog kender den eksakte produktionspris. Men for Mik var det formentlig afgørende, at udnytte den chance, der her bød sig for at få levendegjort sin verdensberømte tegneseriefigur, Ferd’nand, og overført ham og hans ordløse fataliteter på det hvide lærred. Inderst inde drømte Mik – i lighed med Myller – nok om at gøre en karriere indenfor tegnefilmbranchen, som den, der var faldet i mesteren Walt Disneys lod.

Sådan skulle det imidlertid ikke komme til at gå, selvom de to dygtige folk, Myller og Mik, hver for sig og sammen gjorde sig store og ihærdige anstrengelser, for at få en større produktion af især underholdningstegnefilm i gang i Danmark. Det lykkedes ikke for nogen af dem. Skal man gætte på, hvorfor det ikke lykkedes, må man for det første nok konstatere, at Danmark nok var og er for lille et land til en omkostningskrævende tegnefilmproduktion i den skala, som Walt Disneys tegnefilmproduktioner, og for det andet må det nok også konstateres, at til trods for deres store tekniske og kunstneriske dygtighed og ekspertise, besad hverken Myller eller Mik de personlige egenskaber og kvaliteter, der skal til, for med heldigt udfald at kunne forestå en sådan produktion.

Miks senere karriere i Los Angeles gik heller ikke bedre, hvad tegnefilmproduktion angår, hvorfor han i stedet drev en hønsefarm. Ved siden af fortsatte han dog med at tegne på sin populære Ferd’nand-tegneserie, og det havde han betydeligt større og bedre held med.

Hverdagslivet går videre ...

Her er vi nu fremme i november 1944, og så var der naturligvis Sporten og fra Teater og Film. Der var dog kun én nyhed af teaterforestillinger, nemlig Apolloteatrets première på ”Den fornyede Apollorevy”, som jo i lighed med ”Apollorevyen 1944” havde flere dengang berømte skuespillere som Erika Voigt, Ludvig Brandstrup og Osvald Helmuth som trækplastre. Den forestilling så jeg selv, og det der gjorde størst indtryk på mig, var mærkværdigt nok, da Erika Voigt sang ”Så’n gjorde man ikke i halvfemserne” og ”Tante Agathe”, men ellers har jeg ingen specielle erindringer fra forestillingen, skønt så markante skuespillere som Ludvig ”Fortand” Brandstrup, mest kendt for sin elskelige fremførelse af sangen ”Hyp, lille Lotte!”, og visekunstens mester, Osvald Helmuth, var hovedkræfter. Desuden medvirkede Lily Broberg og Toni Biering, sidstnævnte bedst kendt som mor til skuespillerinden og revyinstruktøren Lisbeth Dahl.

På biografrepertoiret var der heller ikke mange nyheder, men dog åbningspremière i World Cinema på en markant dansk film ”Otte Akkorder”. World Cinema, som havde til huse i Cirkusbygningen, spillede kun i vintersæsonen, når Cirkus Schumann havde afsluttet sin sæson. Filmen ”Otte Akkorder” var produceret af Filmselskabet Palladium og med drejebog af Arvid Müller og Johan Jacobsen som instruktør. Filmen består af otte episoder, der knyttes sammen af en grammofonplade med Chopins vals i cis-moll. I rollerne brillerede en række kendte danske skuespillere, kendt fra både teater og film, med Bodil Kjer, Peter Malberg, Gunnar Lauring, Poul Reumert, Petrine Sonne, Inge Hvid-Møller, Poul Reichhardt, Ebbe Rode, Ib Schønberg m.fl. og den unge og endnu knapt så kendte Helle Virkner. Filmen blev rost til skyerne af anmelderne, hvilket efter min mening er fortjent. Jeg så selv filmen nogen tid efter premieren og syntes rigtig godt om den.

Som noget forholdsvis nyt blev der jævnligt afholdt rejsefilms-foredrag i f.eks. Odd-Fellow Palæet, og denne dag kunne avisen annoncere med rejseforfatteren Aage Krarup Nielsens ”Tropefilmen Landet med de lykkelige Smil – en pragtfuld Film fra Burma – Elefanternes, Tigrenes og Teakskovenes Land”. Normalt var det ellers rejsefilm, hvori der forekom eksotiske indfødte piger med nøgne bryster, der var det store trækplaster – for det ”sultne” mandlige publikum!

Nu skulle man jo tro, at Ekstra-Bladet helt havde overset eller måske bare ignoreret, at der foregik en dramatisk og alvorlig krig omtrent lige udenfor Danmarks dør, men det havde man nu ikke, kun nedtonet krigsstoffet i avisen. På side 3 stod der en ganske kort notits under overskriften ”Amerikas Krigstab”, som meddelte, at de amerikanske stridskræfters samlede tab siden krigens begyndelse var opgjort til 487,692 mand.

På avisens side 5 kunne man finde en halvsides spalte med overskriften ”Sidste”, som man jo meget nemt kunne overse. Spalten indeholdt bl.a. følgende notits:

”Amerikanske Bombemaskiner med stærk Beskyttelse af Jagere angreb ifl. D.N.B. i Gaar Bielefeld og mellemtysk Omraade. Britiske Flyvemaskiner angreb om Dagen Duisburg, og i Nat foretog de Angreb paa Düsseldorf og paa forskellige Steder i Nord- og Vesttyskland. Ifølge de hidtil foreliggende Meldinger er under haarde Luftkampe 132 fjendtlige Flyvemaskiner blevet skudt ned, deraf mindst 108 firemotorers Bombemaskiner. R.B.”

Under den samme korte overskrift kunne man også læse følgende:

Tokio, i Dag.

I Kampen mod de amerikanske Forsyninger til Invasionshæren paa Filippinerøen Leute har det japanske Luftvaaben gennem sit Kamikaze-Korps paa ny opnaaet betydningsfulde Resultater. Ifølge en Meddelelse fra det kejserlige Hovedkvarter sænkede de japanske Piloter den 1. November i Leute-Bugten en Krydser, 3 Torpedojagere og et Transportskib. Et Slagskib, endnu et Slagskib eller stor Krydser, en mindre Krydser og en Torpedojager blev beskadiget. R.B.

Det såkaldte ”Kamikaze-Korps” bestod af mere eller mindre fanatiske unge japanske piloter, som frivilligt valgte at styre deres bombeladede enmandsfly direkte mod amerikanske flådefartøjer, hvorved disse i en del tilfælde led uoprettelig skade og hvorved også mange af de ombordværende amerikanske marinere enten blev hårdt sårede eller dræbt. Kamikazepiloterne omkom selv under angrebet, men det lykkedes dem aldrig at sænke et svært hangarskib eller slagskib.

Til at begynde med havde Japan overherredømmet i Stillehavskrigen, og den amerikanske flåde, der var under ledelse af general MacArthur, måtte nødtvungent trække sine tropper tilbage fra Filippinerne. Men i løbet af efteråret 1944 havde amerikanske bombefly foretaget gentagne luftangreb på japanske baser og ødelagt og beskadiget mange skibe og fly. Kamikaze-angrebene på amerikanske krigsskibe var derfor det hårdt trængte Japans sidste forsøg på at opnå og genvinde herredømmet til søs.

Den 17. oktober 1944 kunne general MacArthur ombord på krydseren Nashville vende tilbage til øen Leute og besigtige det store opbud af forskellige amerikanske krigsfartøjer, der ligeledes sejlede ind i Leute-Bugten, med det formål næste dag at indlede et massivt angreb på de japanske stillinger. Modstanden var ifølge de foreliggende oplysninger minimal, hvorfor de amerikanske tropper med kun få tab kunne gå i land på øen, hvor de blev budt velkommen af den filippinske modstandsbevægelse. Men Stillehavskrigen var dog ikke dermed vundet af amerikanerne, for den japanske hærledelse var indstillet på at fortsætte kampen og kæmpe til sidste mand. Det skulle forstås bogstaveligt, for ingen japansk soldat med respekt for sig selv og sit fædreland ville man nogen sinde kunne finde dræbt eller såret af skud i ryggen. Det vil sige, at som japansk soldat vendte man aldrig ryggen til fjenden, altså man flygtede aldrig, men lod sig hellere såre eller dræbe af skud i brystet. Til grund for denne indstilling eller mentalitet, lå en patriarkalsk opdragelse og kulturtradition.

Film i biograferne

På filmfronten var der ikke så meget nyt, idet biograferne stort set stadig spillede det samme program som tidligere på måneden. Men et par danske filmnyheder var der dog, nemlig ASA Films ”Mit Liv er Musik”, instrueret af Mogens Skot-Hansen og med Mogens Wieth og Lis Smed i hovedrollerne, og Charles Wilken, Johannes Meyer og Blanche Funch m.fl. i birollerne.

Dernæst Saga Films seneste produktion ”To, som elsker hinanden”, med Ebbe Rode og hans daværende kone, Bodil Kjer, i hovedrollerne. Filmen var instrueret af Charles Tharnæs efter drejebog af ham selv, og filmfotografer var Aage Wiltrup og Annelise Reenberg, sidstnævnte blev senere en meget benyttet instruktør på Saga Films produktioner. Foruden de nævnte to skuespillere medvirkede blandt flere andre også den meget populære Petrine Sonne.

To, som elsker hinanden.

Det er vist ikke faa Gange, Ægteparret Ebbe Rode – Bodil Kjer har oplevet denne Scene eller i hvert Tilfælde er naaet lige til Bryllupsklokkernes Kimen. Denne Gang sker det i Dagas Julepremièrefilm ”To, som elsker hinanden”. Den elskelige Petrine Sonne, der ogsaa medvirker i denne Stuckenberg-inspirerede Film. Ebbe Rode (1910-1998) var en kendt og meget afholdt dansk skuespiller, der som søn af forfatteren Helge Rode og dennes hustru, forfatterinden Edith Rode, to ligeledes kendte personligheder i dansk kulturliv i 1930erne, formentlig havde de bedste forudsætninger for at blive til noget indenfor dansk kulturliv.

Ebbe Rode var oprindeligt bladtegner, men ville også gerne være skuespiller og debuterede på Dagmarteatret i 1931. Var derefter ansat ved Det kgl. Teater 1932-56, hvor han især gjorde sig bemærket i sit samspil med Mogens Wieth og Bodil Kjer, og for triumviratet især i skuespil af dramatikeren Kjeld Abel. I årene 1956-65 optrådte Ebbe Rode på flere andre københavnske teatre, inden han i 1965 atter vendte fast tilbage til Det kgl. Teater, hvor han i øvrigt i de følgende år fik adskillige store karakterroller.

1939 giftede Ebbe Rode sig med kollegaen Bodil Kjer, og under besættelsen gav parret sammen med den fælles kollega, Mogens Wieth, udtryk for deres aversion imod nazismen, personificeret i den dygtige, men tyskvenlige solodanser ved Det kgl. Teater, Leif Ørnberg, hvilket fik Det Danske Frihedsråd til at opfordre dem til at flygte til Sverige, for at undgå at blive ofre for clearing-mord, hvis der skulle tilstøde Ørnberg noget. Her opholdt de tre sig indtil krigens slutning og besættelsens ophør. Ebbe Rode vendte hjem som medlem af Den danske Brigade, og Mogens Wieth, der i mellemtiden var rejst til England, hvor han lod sig uddanne som faldskærmsagent, kom ikke i aktion som sådan. Han vendte tilbage til København efter befrielsen og genoptog sin teater- og filmkarriere, indtil sin alt for tidlige død i 1962. Bodil Kjer vendte også hjem til en fortsat og meget berømmet karriere som skuespiller, fortrinsvis ved Det kgl. Teater. Lejlighedsvis medvirkede Bodil Kjer dog også i eksklusive og bemærkelsesværdige spillefilm, som f.eks. ”Mød mig på Cassiopeia” (1951).

Ebbe Rodes ægteskab med den 15 år yngre Bodil Kjer blev opløst i 1948, men allerede året efter giftede han sig med den ligeledes 15 år yngre skuespillerinde Helle Virkner, et ægteskab, der holdt i ti år, nemlig til 1958, hvor parret blev skilt. Året efter giftede Ebbe Rode sig med den 19 år yngre Nina Pens. Ægteskabet holdt ikke, men parret havde sammen sønnen Martin Rode (1961-1989), som blev både skuespiller og kunstmaler, men som døde af en kræftsvulst i hjernen, kun 28 år gammel. Moderen, Nina Pens Rode, døde i 1992.

Ved siden af sin karriere på Det kgl. Teater medvirkede Ebbe Rode også i TV-serier, f.eks. i 1972 i en TV-dramatisering af Gustav Wieds roman ”Livsens Ondskab”, hvori han havde rollen som den pedantiske overlærer Clausen, som Knagsted drilagtigt kaldte Overclausen. Knagsted blev spillet af Carl Ottosen.

Ebbe Rode gjorde sig også stærkt bemærket og afholdt for sine Storm P.-monologer, herunder ikke mindst ”Sangforeningen Morgenrødens Pinsetur”. Uforlignelig var og er ligeledes hans fremførelse af Mark Twains fortælling ”Præsten i Nevada”. Monologerne er forresten udgivet på CD.

Allerede i 1933 debuterede Ebbe Rode på film og gjorde sig i høj grad bemærket for sit spil i filmen ”Tango”, med Else Skouboe i den kvindelige hovedrolle, og i årenes løb indtil 1991 medvirkede han i en lang række danske film. En af hans mest bemærkelsesværdige filmroller var som den altid afdæmpede og korrekte kammertjener i Leif Panduros og Bent Christensens film ”Harry og kammertjeneren” (1961). I øvrigt i et fabelagtigt godt samspil med Osvald Helmuth, Gunnar Lauring og Henning Mouritzen. Ebbe Rode døde den 23. maj 1998 og ligger begravet på familiegravstedet på Frederiksberg gamle Kirkegård.

I anledning af julen spillede flere af teatrene såkaldte juleforestillinger. Det gjaldt således for Allé-Scenen, for Det ny Teater, som spillede ”Jul i Købmandsgaarden” og Folketeatret, som spille sin årlige juleforestilling ”Nøddebo Præstegaard”, med Kaj Wilton som den populære student Nikolaj. Et par af biograferne: Casino og Metropol, spillede filmversionen af ”Nøddebo Præstegaard”, med Hans Kurt som Nikolaj.

Lidt mere om arbejdet på ”Fyrtøjet”

På tegnestuen i Frederiksberggade fejrede nogle af os ansatte en mindre og uhøjtidelig komsammen efter arbejdstidens ophør kl. 14 lørdag den 23. december. Anført af Finn Rosenberg på violinen, spillede husorkestret lidt stilfærdig og afdæmpet swingmusik, mens vi tilhørere kunne drikke et lille glas likør og spise småkager til, som en af de ansatte kvinder havde hjemmebagt.

Juleaften faldt dette år på en søndag, og hos min familie formede denne sig stort set som den plejede i den tid, min familie havde boet i København: Mormor, morfar og Dennis kom på besøg, og vi fik stort set den julemad, som vi plejede, igen takket være min fars forældre, som ikke mærkede nær så meget til rationeringer og restriktioner, som tilfældet var med os i storbyen. 1. juledag var vi til julefrokost hos mormor og morfar i Baggesensgade, men 2. juledag var en stille dag, hvor vi kunne slappe af. 2. juledag var jo i øvrigt en traditionel premièredag i biograferne, men eftersom der ikke var nogen film, som specielt interesserede mig og mine to gode kammerater, som jeg imidlertid ikke havde set så meget til på det seneste, blev vi hjemme.

Som sædvanligt så jeg frem til at genoptage arbejdet, som var min største glæde og fornøjelse, men det blev jo onsdag den 27. december, før vi skulle møde frem igen. 2. juledag føltes derfor utålmodigt lang og syntes ikke at ville få ende. Det sidstnævnte især, fordi stemningen ikke rigtig var til at foretage sig andet end at slappe af, hvilket jeg faktisk ikke holdt af. Arbejdet med med tegnefilm var som en slags drivfjeder for mig og min sindstilstand.

Den 19. januar 1945 om natten blev det populære revyteater Apollo ved siden af Tivoli på Vesterbrogade schalburgteret og totalt ødelagt. Det var sørgeligt at se ruinen af det udbombede teater, hvor jeg selv tidligere havde set den festlige forestilling Apollorevyen 1944, og hvor der den 22. december 1944 havde været afholdt det angiveligt første danske Lucia-optog som indledning til revyen.

Det var sørgelige syn at se den før så smukke bygning ved siden af Tivolis hovedindgang, som rummede det populære og berømte revyteater Apolloteatret. Her spillede en række kendte danske skuespillere revyer af højeste kvalitet. Det var folk som Ludvig Brandstrup, Osvald Helmuth, Erika Voigt med mange flere, som spredte godt humør og optimisme midt under den mørke besættelsestid.

Et bryllup ... og dagligdagen

Direktør Allan Johnsen var generelt set respekteret af personalet, men med sit noget private og reserverede væsen var han ikke en chef, der ønskede at komme sine ansatte tæt ind på livet. Han tilhørte den lidt gammeldags ledertype, som altid forstod at holde en vis afstand, også til sine mest betroede medarbejdere, men hans omgangsform var for det meste venlig og imødekommende. Personlig havde jeg det indtryk af ham, at han opretholdt en facade af utilnærmelighed, for bedre at kunne styre og lede de mange forskellige slags mennesker, som omstændighederne havde gjort ham til leder af. Johnsens reserverethed skyldtes formentlig i nogen grad også, at han i sin dobbeltsituation som ansvarlig for driften af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og sin illegale position som modstandsmand, var pisket nødt til at omgærde sig med tavshed. Denne dobbeltsituation udgjorde formentlig et dilemma for ham.

Men at Allan Johnsen trods alt var afholdt af de fleste af sine medarbejdere, fik man et indtryk af, da personalet i anledning af hans bryllup den 19. januar 1945 med sin sekretær Gerda ”Tesse” Johnsen, født Holck Hansen, dagen efter lykønskede og fejrede ham på tegnestuen i Frederiksberggade 28, 2. sal. Den situation blev fastholdt på de fotos, der der som sædvanligt var taget af husfotografen Arne ”Jømme” Jørgensen.

Men dagene var naturligvis især præget af arbejdet fra kl. 8 morgen til 23 aften. Om lørdagen blev der dog kun arbejdet til kl. 14, hvorefter Bentsen-Band i reglen afholdt jam-session til stor fornøjelse for den del af personalet, som havde tid og lyst til at blive og høre på. Det var som oftest kun ganske få, og til disse hørte jeg selv, idet jeg især godt kunne lide den swingagtige musik, der blev spillet. Det var beroligende og afslappende i en både bogstaveligt og i overført betydning mørk tid.

Få dage efter at vi på tegnestuen havde lykønsket og fejret Allan Johnsen, erfarede vi, mere præcist den 23. januar, at mange danskeres kære ugeblad ”Familje-Journalen”s domicil ude i Valby var blevet schalburgteret og nærmest totalt ødelagt. Det betød at bladet ikke kunne udkomme foreløbig. I 1942 havde jeg som skoleelev været med min klasse på virksomhedsbesøg på den travle bladfabrik i Valby, og det var imponerende at se, hvordan min mors kære ugeblad blev til fra A - Å. En uforglemmelig oplevelse og erfaring.

Nye restriktioner ...

Men ellers var den generelle situation i Danmark ikke lystelig, for midt i vinterkulden og mørkelægningen blev brændselssituationen meget alvorlig, så der måtte indføres øgede spareforanstaltninger overalt, hvor det var muligt, og for den sags skyld også, hvor det ikke var muligt. I det hele taget skulle der spares og genbruges mest muligt, og for at undgå spild indførtes der den 22. januar forbud mod skrælning af kartofler på restauranter, i pensionater og fælleshusholdninger. Forbuddet blev først ophævet 1. juni. Fra 6. februar måtte temperaturen i beboelses- og forretningsejendomme ikke overstige 16 Celsius, medens biografer, kirker og mødelokaler kun måtte opvarmes til 10 grader Celsius. Det betød, at folk måtte iføre sig varmt overtøj, også når de gik i biografen, i kirke eller deltog i møder. Sporvejstrafikken blev indskrænket fra 1. februar, og det samme gjaldt Statsbanerne, dels i form af færre togafgange og dels i sløjfning af tog sent på aftenen.

Rationeringen af gas- og elforsyningen skærpedes, i og med at de i forvejen knapt tildelte rationer blev yderligere nedsat med cirka 50 %. Forlystelsesetablissementer skulle lukke kl. 20,30 og restauranter kl. 20,45, lige som der blev indført tidligere butikslukning end normalt. Radioudsendelserne skulle slutte kl. 21, angiveligt for at spare på elektriciteten. Men folk kunne naturligvis vælge at lytte til de udenlandske radiostationer, hvis det ellers ikke var blevet umuliggjort af tyskernes støjsendere. Men mærkværdigvis var det fortsat muligt for mere avancerede radiomodtagere at stille ind på BBC i London og lytte til de danske udsendelser derfra. Disse varede dog kun fra kl. 20 til cirka 21.

Det kom faktisk så vidt i Danmark, at der også blev indført rationering af kaffeerstatninger, som f.eks. Rich’s og Danmark’s, som mange danskere ellers havde vænnet sig til allerede i 1930’erne, dels for at spare på de dyre kaffebønner og dels for at gøre kaffen mere ’fyldig’. Nok så slemt var det, at der opstod kartoffelmangel, for kartofler hørte faktisk pr. tradition til danskernes daglige middagsspise. Desuden blev situationen ikke bedre af, at tyskerne i februar begyndte at sende flygtninge til Danmark i stigende antal, således at København til sidst husede omkring 90.000 og hele landet tilsammen nær ved en kvart million. Talrige bygninger blev beslaglagt til at huse flygtningene, herunder skoler, hvilket betød, at eleverne måtte klumpes sammen og undervises på andre skoler.

En af de københavnske skoler, der blev inddraget til tyske flygtninge, var Jagtvejens Skole, hvor lillesøster Lizzie senere kom til at gå i skole, da hun kom i den alder, men end så længe var hun jo kun 4 år, så der var tid til, at skolen forhåbentlig kunne genetableres, når de tyske flygtninge havde forladt bygningen og var vendt tilbage til deres hjemland.

Den store strøm af flygtninge, som for det meste bestod af kvinder, børn og gamle mænd, skyldtes jo, at de tyske storbyer var blevet nærmest udbombet, så folk ikke havde noget sted at bo, lige som infrastrukturen var blevet ødelagt og manglen på alt var forfærdende. Derfor var det nemt for nazisterne at sende tyske flygtninge op til ’spisekammeret’ Danmark. Men de tyske flygtninge var som forventet en stor belastning for landet, og blev derfor også lagt for had, og efter kapitulationen fjernede man derfor omgående flygtningene fra de beslaglagte skoler o. lign. steder og placerede dem i stedet for i dertil oprettede flygtningelejre. Herfra blev de første hold flygtninge sendt hjem til Tyskland fra 1. november 1946, og det sidste hold forlod først Danmark i februar 1949.

Nyt om forlystelseslivet

I storbyerne trivedes forlystelseslivet dog trods alt fortsat og kun med de forholdsvis få restriktioner, der også ramte andre brancher og borgere. Men eftersom folk ikke længere kunne bruge penge på luksusvarer, som tidligere, var der en form for pengerigelighed blandt en del fastlønnede folk og forretningsdrivende, og disse penge blev derfor i mange tilfælde brugt på forlystelser i form af restaurations-, teater- og biografbesøg. Det var dog ikke det samme publikum, der kom alle de nævnte steder. Eksempelvis var arbejderfamiliernes største glæder og fornøjelser, hvad foretrukne forlystelser angik, ofte et enkelt årligt besøg i Tivoli og på Dyrehavsbakken, men derimod oftere jævnlige besøg i den eller de lokale biografer.

Det var dog især de yngre og børnene, der var ivrige og faste ugentlige biografgængere. Det prægede naturligvis biografrepertoiret, men der var dog også et vist udbud af film for voksne af begge køn.

Imidlertid var det stort set kun børnene og de unge i min familie, der var biografgængere, men for børnenes vedkommende dog kun til weekendens matinéforestillinger, af gode grunde sjældnere til aftenforestillingerne. Men en afgjort undtagelse var min efterhånden gamle mormor, som var en trofast ugentlig gæst i Nørrebros Biografteater omme på Nørrebrogade. På det her omtalte tidspunkt spillede denne biograf den danske film ”Besættelse”, instrueret af Bodil Ipsen og med Berthe Quistgaard og Johannes Meyer i de dominerende hovedroller. De tre navne var velkendte i den danske offentlighed, og jeg ved og husker, at min mormor var ret glad for dem alle tre, som hun jo også kendte fra bladenes og avisernes omtaler af dem. Bodil Ipsen kendte hun jo især som skuespillerinde i film som ”Bolettes brudefærd” (1938) og ”Sørensen og Rasmussen” (1940). Berthe Quistgaard kendte mormor fra ”Pas på svinget i Solby” (1940), og Johannes Meyer fra ”Rasmines Bryllyp” (1935), en ret populær film som jævnligt blev vist i københavnske biografer, herunder også i Nørrebros Bio.

Arbejde, arbejde og atter arbejde ...

Arbejdet på tegnefilmen ”Fyrtøjet” gik nogenlunde rask fra hånden, nu da omkring et par hundrede mennesker var beskæftiget med færdiggørelsen. Antallet af nøgletegnere (key-animators) havde været konstant omtrent siden produktionens egentlige begyndelse i eftersommeren 1943, men der var efterhånden kommet mange nye mellemtegnere og optræks- og farvelægningsdamer til. Det var især den tidkrævende proces med optrækket og farvelægningen på celluloider, der var den tunge ende i produktionen, og som man derfor kun kunne fremme ved at ansætte flere folk til jobbet.

Desuden var der nu blevet ansat en decideret instruktør på filmen, nemlig den dengang velkendte skuespiller, teater- og filminstruktør Svend Methling (1891-1977), som allerede på det tidspunkt havde en lang række spillefilm bag sig. Han medvirkede i danske spillefilm allerede i stumfilmtiden, og den første danske spillefilm, han instruerede, var Kongen bød, 1938, der blev produceret af Dansk Kulturfilm og Nordisk Film. Filmen blev populært kaldt Stavnsbåndfilmen, ganske enkelt fordi den handlede om Stavnsbåndets ophævelse i 1788 med en overgangsperiode indtil år 1800. Til minde om Stavnsbåndets ophævelse bidrog danske bønder 1792-97 økonomisk til opførelsen af den 15 meter høje Frihedsstøtten uden for Københavns Vesterport. I dag står Frihedsstøtten omtrent samme sted, men nu midt på Vesterbrogade lige overfor Københavns Hovedbanegårds østlige sideindgang.

Ved begrebet Stavnsbåndet forstår historikerne den lov af 1733, hvorefter alle mandlige bønder mellem 14 og 36 år var forpligtet til at forblive og gøre tjeneste på det gods, hvor de var født. Senere ændredes bindingen til hjemstavnen til fra 4 til 40 år. I de nævnte perioder var disse bønder altså en slags trælle eller slaver på den herregård, hvis ejer havde hånds- og halsret over dem. Jf. med det amerikanske negerslaveri.

Man kan måske tillade sig at stille det spørgsmål, hvilke faglige og kunstneriske forudsætninger, en ganske vist erfaren og dygtig scene-, kortfilms- og spillefilmsinstruktør som Svend Methling havde for at påtage sig en så speciel opgave, som det vitterligt var at ”beklippe” og eftersynkronisere en tegnefilm som ”Fyrtøjet”. Betragter man Methlings Filmografi for årene 1938-44, så er det ikke ligefrem muntre film, der dominerer listen af film, han var instruktør af. Det var tværtimod gravalvorlige film med historiske og kulturelle emner som plot. Nogle få lystspilfilm var det dog også blevet til, nemlig ”Erik Ejegods pilgrimsfærd” (1943), ”Det kære København” (1943-44) og ”Familien Gelinde” (1944). Den sidstnævnte spillefilm var baseret på forfatteren Mogens Lorentzens roman af samme navn, og den havde haft premiere den 26. september 1944. Filmen havde det specielle ved sig, at der forekommer et længere tegnefilmindslag deri. Dette var produceret af den ene af dansk tegnefilms to nestorer, Mik alias Henning Dahl Mikkelsen, som en måned senere havde den store glæde at kunne præsentere sin første selvstændige korte underholdningstegnefilm: ”Ferd’nand på fisketur”, som dog var produceret af ASA FILM.

Men der var under alle omstændigheder tydeligvis tale om en stor, modig og risikabel satsning fra Svend og Tage Nielsens side, idet man jo ikke på forhånd havde nogen sikkerhed for, at ”Fyrtøjet” overhovedet ville kunne spille sine efter datidens økonomiske målestok høje produktionsomkostninger hjem. Men for dog at sikre sig, at filmen i det mindste underholdningsmæssigt havde kvaliteter, som kunne tiltrække publikum, betingede Svend og Tage Nielsen sig for det første, at der som allerede omtalt skulle ansættes en professionel filminstruktør til at lede den kunstneriske side af ”Fyrtøjet”s færdiggørelse, og for det andet, at filmens lydside blev af mindst lige så professionel standard. På den tid havde Palladium kontrakt med den ovenfor nævnte erfarne teater- og filminstruktør Svend Methling, hvis hidtidige spillefilm havde haft både kunstnerisk kvalitet og publikumsbevågenhed. Derfor blev den da 54-årige instruktør engageret som hovedansvarlig instruktør på ”Fyrtøjet”. Trods alt noget bagvendt, må man sige, idet størstedelen af filmen på det tidspunkt var produceret.

Men Methling fik til opgave, dels at redigere det foreliggende filmmateriale, og dels at tilføje scener, som han fandt nødvendige, så der kunne komme et forhåbentlig nogenlunde helstøbt og professionelt resultat ud af det enorme arbejde, der siden begyndelsen af 1943 var lagt i projektet. Desuden skulle Methling forestå instruktionen af de skuespillere, der blev engageret til at indtale dialogen, lige som han skulle kombinere denne og musikken. Men det var naturligvis ikke mindst ud fra økonomiske betragtninger, at man på foranledning af ledelsen af Palladium A/S, ansatte en erfaren og kyndig filminstruktør, idet filmen jo gerne skulle spille sine omkostninger hjem igen, og helst lidt mere end det.

Den i øvrigt i den sammenhæng sagesløse Svend Methling, der tiltrådte sin stilling som tilrettelægger/instruktør tidligt på året 1945, indledte sit arbejde på "Fyrtøjet" med at gennemse den store del af filmen, der var lavet, før han kom til. Derefter viste han sig hurtigt som en engageret og fagligt kompetent instruktør af de relativt få scener, han syntes der manglede, for at de mange, mange scener, der allerede var blevet lavet, kunne hænge sammen og befordre filmens handlingsforløb bedst muligt. Disse scener blev tegnet og animeret i løbet af foråret 1945. I forbindelse med redigeringsarbejdet blev det også nødvendigt at udelade eller afkorte en scene her og der, sådan som det i reglen altid er tilfældet, når man redigerer film.

Men naturligvis måtte Methling indgå visse kompromisser, for han fik af tidsmæssige og økonomiske grunde ikke lov til at ændre meget på "Fyrtøjet"s for længst planlagte handlings-, sekvens- og sceneforløb, som stort set fulgte drejebogen meget nøje, bortset fra de værdifulde ændringer, Mik havde foreslået, og som for længst var blevet lavet. Blandt de få scener, som Svend Methling gerne ville føje til filmen, var bl.a. et par scener med Bakkens Pjerrot. Han ønskede en animation af Pjerrot, hvor denne spiser brændende blår og derefter puster røgringe ud af munden. Disse røgringe ville Methling benytte som visuel overgang til et drejende lotterihjul i en følgende scene. Pjerrot var jo i forvejen designet og animeret af Preben Dorst i 1943, men han havde nok at se til med at tegne og animere de mange scener med prinsessen. Til min store overraskelse var det derfor mig, der blev udpeget til at tegne og animere tillægs-scenerne med Pjerrot, og det slap jeg vist nogenlunde godt fra, min alder og relativt lille erfaring taget i betragtning. Svend Methling var i øvrigt et meget venligt og behageligt menneske at samarbejde med, og dertil fuld af lune og humor.

Det var på det tidspunkt så småt ved at ebbe ud med animationsopgaver på ”Fyrtøjet” for mit vedkommende, idet alle scener med heksen, kragen og den mindste af hundene var færdiganimerede. Men under sit gennemsyn af den meget store del af filmen, der allerede forelå i arbejdskopi, syntes Methling, at der manglede nogle scener i sekvensen ude på Dyrehavsbakken. ”Det må da lige være noget for dig, at lave!”, kom han og sagde til mig en formiddag, kort efter at han var blevet ansat som instruktør og tilrettelægger af filmen. At han tiltalte mig med ”du” var ret usædvanligt på den tid, men eftersom han jo nemt kunne have været min bedstefar, forekom det mig egentlig meget naturligt, at han gjorde det, og desuden føltes det trygt og fortroligt. ”Jeg vil gerne ha’”, fortsatte han, ”at du tegner Pjerrot, idet hans hånd i et nærbillede tager det brændende blår fra en skål, og et halvtotalt billede af, hvor han putter blåret i munden og spiser det, for sluttelig at puste nogle røgringe lige ud mod publikum, så disse ringe i form af en overtoning kunne danne overgang til det snurrende lotterihjul!” –

Umiddelbart syntes jeg ikke om opgaven, for Pjerrot var jo tegnet og animeret så udmærket af Preben Dorst, men han var som nævnt fuldt optaget af at færdiggøre de manglende scener med prinsessen. Men der var derfor ingen vej udenom, jeg måtte give mig i kast med at tegne og animere Bakkens Pjerrot, men hvor længe det tog mig, at animere de nævnte scener, husker jeg ikke. Dog, mere end en lille uges tid har det næppe taget.

En anden indskuds-scene, som Methling ønskede lavet, forekommer i kroen, hvor soldaten kommer sent hjem efter at havde spenderet alle sine penge på ’vennerne’, og kroværten henviser ham derfor til loftskammeret. Methling ville gerne vise klokkeslettet, og det skulle foregå ved hjælp af et kukur, som viste kl. 2. Også denne scene blev det overladt til mig at tegne og animere, og Methling sagde, at han ville give mig helt frie hænder. Normalt ville kukkeren komme ud på slaget og i dette tilfælde kukke to gange, og derefter forsvinde ind bag sin låge igen.

Imidlertid faldt den idé mig ind, først at lade kukkeren komme ud, efter at den lange viser stod på hel og den lille viser på 2, men uden at der hørtes noget kukkuk. Det skyldtes, at kukur-fuglen havde sovet over sig. Den gnider sine øjne og ser på uret, hvorefter den lidt forfjamsket skynder sig at aflevere sit forsinkede kukkuk, kukkuk. Derpå lod jeg dobbeltlågen ind til kukkerens gemme lukke sig, før fuglen var nået indenfor, således at den nærmest blev presset tilbage ind gennem dobbeltlågen. Den nævnte måde, som jeg lod kuk-fuglen retirere på, syntes jeg selv og flere andre, deriblandt Allan Johnsen, var morsom, men Methling fandt at den sidstnævnte ’gag’ forstyrrede handlingen unødvendigt. Derfor klippede han denne del af scenen bort, hvilket jeg syntes var helt i orden, idet jeg udmærket forstod, at Methlings hovedopgave var at have filmens helhed for øje. Og det hverv røgtede han efter bedste evne og traditionel opfattelse af, hvordan filmscenerne skulle og burde redigeres sammen. Humoren sad så vidt jeg kunne konstatere ikke i højsædet hos venlige og rare Svend Methling, dertil var han for seriøs og fokuseret på de kulturelle aspekter af de film, han gav sig af med at instruere.

Men den opgave at tegne og animere kukur-fuglen var jeg mere tændt på, især da jeg jo havde fået lov til selv at designe scenen og kukur-fuglen. Finn Rosenberg, som lejlighedsvis kunne være lidt kritisk overfor mig, roste tilmed mit layout af kukuret. Det var efterhånden gået op for mig, at han mente mig det godt, men at han – med rette – syntes, at jeg endnu havde meget at lære om at tegne og animere. Derfor syntes han nok, at der blev gjort for meget ”stads” af mig, og at det ikke var sundt og godt for en så ung og ufærdig mand som mig. Dette var dog ikke noget, han direkte sagde til mig, men jeg fornemmede alligevel, hvad han mente. Og jeg havde både menneskelig og professionel respekt for ham, for han var jo efter min opfattelse en endog meget dygtig tegner og akvarelmaler på ”Fyrtøjet”-filmen, og desuden mente jeg ganske godt at kunne forstå hans personlige og private situation. Han nærmede sig pebersvendealderen – 30 år – og var endnu ugift og uforlovet og boede stadig hjemme hos sin aldrende mor i Guldbergsgade på Nørrebro.

Animation og inspiration

For resten havde jeg i stigende grad ladet mig inspirere af tegneren Kjeld Simonsens (Simons) måde at tegne og animere på, idet jeg syntes at han var den af animatorerne, der kom nærmest på mine idealforestillinger om, hvordan tegnefilmfigurer skulle og burde se ud og bevæge sig. Dog syntes jeg, at hans figurer kunne virke lidt karakterløse og at disses bevægelser generelt set var for langsomme og for bløde eller lidt for gummiagtige, og det brød jeg mig derimod ikke særlig godt om. Så jeg prøvede efter bedste evne at undgå denne fejl i animationen, hvilket jeg da stort også selv syntes lykkedes. Men vel vidende, at jeg endnu havde meget tilbage at lære, både hvad angik figurtegning og animation.

Men end så længe knoklede jeg på, det bedste jeg havde lært og kunne, og eftersom min læremester, Børge Hamberg, og min chef, Allan Johnsen var godt tilfredse med mit tegne- og animationsarbejde, havde jeg foreløbig kun grund til at være glad og tilfreds.

Dagmar Bio

Den 18. februar blev sporvognstrafikken og anden kørsel gennem Jernbanegade standset, angiveligt fordi der dagen før var blevet kastet en sprængbombe mod Dagmar Bio, som tyskerne havde inddraget som biograf for værnemagtssoldater. Det medførte en større omlægning af sporvognslinjerne, der normalt passerede ad Jernbanegade, men som nu måtte benytte de spor, der løb midt gennem Rådhuspladsen og videre ud ad Vesterbrogade, og for eksempelvis linje 14’s vedkommende måtte dreje om ad Trommesalen, for at komme ud på Gl. Kongevej og derfra ud mod Frederiksberg.

Men til trods for, at besættelsessituationen tilspidsedes og forværredes, så hverken glemte eller svigtede københavnerne forlystelsesbranchen. Det fremgår indirekte af, at der på den københavnske forlystelsesfront i mellemtiden var sket forskellige fornyelser på såvel teater- som biografrepertoiret. Der var nok af både teaterstykker og især af film at vælge imellem.

Af danske film kunne man i World Cinema se ASA-filmen ”Affæren Birte”, som netop havde premiere mandag den 26. februar 1945, men som holdt sig på programmet i forholdsvis lang tid. Filmen var indspillet på grundlag af et manuskript af Svend Rindom efter et hørespil af Rauer Bergström og N.A. Svanov, og var – som omtrent sædvanligt for ASA-film – instrueret af makkerparret Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen jun. Og rollerne var besat af et skønsomt udvalg af kendte danske skuespillere: Poul Reumert, Anna Borg, Ib Schønberg, Ilselil Tove Larsen, Edouard Mielche, Per Buckhøj, Elith Pio, Asbjørn Andersen, Aage Winther-Jørgensen og Henry Nielsen. Filmens handling drejede sig om en seksualforbrydelse og hævnende selvtægt, et emne, der tidligere var blevet mesterligt behandlet i Fritz Langs tyske film ”M” fra 1931 med uforlignelige og uforglemmelige Peter Lorre i hovedrollen.

Den daglige barske virkelighed kunne man nok lukke øjnene for, men trods alt ikke mane bort, for den trængte sig dagligt på, hvis man fulgte blot nogenlunde med ved at høre radioavis eller læse avis. Det er imidlertid forståeligt, at almindelige danskere havde nok i dagligdagens problemer, vanskeligheder og tildragelser.

Men paradoksalt nok, så forøgede den tiltagende forværring i situationen kun den almindelige danskers trang til at søge en slags tilflugt i forlystelser. Foråret var jo på vej og kærkomne forlystelser som Tivoli og Bakken ville snart åbne. Men biograferne var der jo hele året rundt, så dem tyede man til, så ofte som muligt, for pengene var for de fleste ikke noget problem, idet det på grund af varemanglen og rationeringerne var begrænset, hvad man kunne købe for dem. Skal man bedømme situationen på grundlag af biografannoncerne så det ud til, at det gik endog særdeles godt for biograferne. Det kan man blandt andet se af udformningen af biografannoncerne, som for en stor dels vedkommende blev større og mere illustrerede – og dermed også dyrere, både i fremstilling, fordi der skulle betales en tegner for at illustrere annoncen og i trykkepris, der blev beregnet pr. millimeter spalteplads.

Biografannoncer i Social-Demokraten,

mandag den 12. marts 1945.

Man bedes her bemærke de forholdsvis mange og store illustrerede annoncer, som var sjældne på den tid, når man lige ser bort fra de særligt store annoncer, der i reglen kunne ses i forbindelse med filmpremierer. Bedømt på grundlag af biografannoncerne i Social-Demokraten for den 12. marts 1945, var der hele 12 svenske film, men kun 6 danske film, 2 norske film og 1 fransk film, og – mærkværdigt nok - hele 7 østrigsk-tyske film på repertoiret. Men svenske film var altså dominerende på ugens biografmarked, dog fulgt af de tyske film, hvoraf nogle angiveligt var produceret i den tyske vasalstat Østrig og med østrigske skuespillere, hvoraf nogle var nazister, andre ikke. om noget ret usædvanligt, var der ovennævnte dato to norske spillefilm på repertoiret, i dette tilfælde i Atlantic Bio, hvor man kunne se ”Skiløberkongen” med Alfred Maurstad, og i Casino i Istedgade, hvor filmen med titlen ”En Herre med Skæg” blev betegnet som ”en elegant og vittig Historie om ægteskabelige Forviklinger og Intriger”- Den film var baseret på en komedie af Finn Bø og instrueret af Alfred Maurstad og havde Per Aabel, Lauritz Falk, Wenche Foss, Eva Lunde og Lis Bredal i hovedrollerne.

Men som nævnt var der også hele 7 tyske spillefilm på biografrepertoiret denne 12. marts 1945, nemlig ”Den gyldne Stad” i Hvidovre Kino, ”Tobi kan alt!” i Metropol, ”18 Piger danser” i Nora Bio, ”Mine Drømmes Kvinde” i Nørreport Bio,, La Paloma” i Palads Teatret, ”I Mordets Skygge” i Odeon, og ”En Mand med Principper” i Scala-Bio. Det var dog på trods af forskellige forordninger og finurlige tiltag, stadigvæk ikke lykkedes den tyske besættelsesmagt at få tyske film sat på det danske biografrepertoire.

Hovedparten af danske biografdirektører ønskede simpelthen ikke at spille tyske film, og naturligvis især ikke, hvis det betød svigtende publikumsbesøg. Og en stor del af publikum ønskede ikke at se tyske film og dermed indirekte medvirke til, at støtte Nazi-Tyskland.

Shellhuset

Noget lidt specielt var og er det såkaldte Shellhuset, som det så ud i 1945 og før det blev bombet. Den dengang meget moderne bygning havde en stueetage og 5 etager samt en loftsetage. Det var i loftsetagen, at Gestapos fanger sad fængslet. Tyskerne mente, at når modstandsfolk var spærret inde dér, så ville bygningen ikke blive bombet ovenfra, og anden form for bombning kunne man åbenbart ikke forestille sig ville kunne finde sted. Facaden til vendte ud mod Kampmannsgade og bygningens højre side vendte ud mod Vestre Farimagsgade.

Shellhuset bombet

Følgende afsnit, som ikke direkte vedrører hovedemnet i denne skildring, bringes med det formål, at markere alvoren i den daværende aktuelle situation overfor læseren. Onsdag den 21. marts 1945 fandt der et delvis vellykket britisk luftangreb sted på Gestapo-hovedkvarteret Shellhuset i København. Shellhuset lå som nævnt på hjørnet af Kampmannsgade og Vester Farimagsgade, ikke mange hundrede meter fra stedet, hvor vi arbejdede. Men selve angrebet kom vi, der arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade, til at opleve på noget nær nærmeste hold. Angrebet fandt sted om formiddagen omkring kl. 11 og på det tidspunkt blev vi opmærksomme på, at der foregik noget usædvanligt, idet vi pludselig hørte en højlydt motorlarm over hovederne på os og fulgt af en hurtigt gentaget dunkende lyd. Vi blev efterfølgende klar over, at det måtte være en af de jagermaskiner, der ledsagede bombeflyene, som fløj lavt hen over byens hustage og det gav meget kraftig genlyd i den snævre skakt af en gårdsplads, der var inde bag ejendommen i Frederiksberggade 28.

Formentlig kom angrebet fuldstændig bag på det danske beredskab, for sirenerne kom ikke i brug, og ligeledes på tyskerne, men antiluftskytsstillingen på taget af Dagmarhus lige ovre på den anden side af Rådhuspladsen, nåede alligevel at komme i brug, for det var formentlig derfra den dunkende lyd hørtes. Kort efter hørtes de hule drøn fra de eksploderende bomber, der blev kastet ned over Shellhuset, og hvis trykbølger knuste mange kontorvinduer i bygningerne på Rådhuspladsen og sugede glasskår og løse papirer, som fakturaer og maskinskrevne breve, ud og spredte disse hen over det meste af Rådhuspladsen. Trafikken var gået i stå overalt, formentlig fordi den kørende del af denne afventede, hvad der videre ville ske. Den usædvanlige stilhed i den ellers så larmende trafik føltes knugende. Dette sidstnævnte var vi nogle stykker fra tegnestuen, der blev vidner til, idet vi skyndte os ned på gaden og hen over Rådhuspladsen. Vores arkivar Bjørn, kaldet ”Largo” og jeg fulgtes ad, da vi gik over på Vestre Boulevard (den nuværende H.C. Andersens Boulevard) og gennem den vestlige del af Studiestræde ved Studentersamfundets bygning og over til broen over Jernbanegraven ved Hammerichsgade over til Kampmannsgade lige overfor det brændende Shellhuset, der lå på hjørnet af sidstnævnte gade og Vester Farimagsgade, og som nærmest var skjult bag en stor og tæt sort røgsky, som samtidigt formørkede himlen.

Selvom bombardementet åbenbart var forbi på det tidspunkt, turde vi naturligvis ikke vove os nærmere på den stadig brændende og vældige 6-etagers bygning, hvorfor vi en kort tid blev stående i ly af broens svære stenrækværk. Synet, vi så, var uhyggeligt, ikke mindst fordi der var fuldkommen stilhed overalt omkring os.

Blandt de mange store københavnske ejendomme, der i løbet af besættelsestiden var blevet beslaglagt af tyskerne, var som omtalt også Dagmarhus på hjørnet af Vester Boulevard (det nuv. H.C. Andersens Boulevard) og Jernbanegade. Alle bygningens forretninger og virksomhedskontorer blev lukket og de ansatte forment adgang. Dagmar Bio i stueetagen var blevet beslaglagt og fungerede som biograf for værnemagten. På bygningens tag var der blevet anbragt antiluftskyts-stillinger, hvilket selvfølgelig skyldtes, at huset var hjemsted for bl.a. ”den højere SS- og Politifører Pancke”. Normalt lå Dagmarhus fuldt oplyst om natten, men under luftalarmer slukkedes alt lys.

Den fatale formiddag onsdag den 21. marts 1945, fløj en formation engelske bombefly, fulgt af beskyttende jagerfly, ind over København med – viste det sig - det formål at bombe Shellhuset. Bomberne, de kastede, var tidsindstillede til først at sprænges efter at bombeflyene var nået væk fra stedet, som lå og stadigvæk ligger lige overfor Palads Teatrets dengang hvide bygning, hvis udgangsside ligger ud mod Hammerichsgade, der løber langs med Banegraven.

Lige over for de nævnte to bygninger ligger broen over til Kampmannsgade og Shellhuset. Det var her at Largo og jeg krøb i skjul bag broens stenrækværk og så det uhyggelige syn af det brændende og røgindhyllede Gestapo-hovedkvarter.

Efter det uhyggelige syn af den brændende og rygende bygning, skyndte vi os noget chokerede tilbage til tegnestuen, hvor vi fortalte om, hvad vi havde set. Mærkværdigvis så vi slet ingen tyske soldater eller Hipo-folk undervejs, men jeg har ingen forklaring på, hvorfor det ikke var tilfældet. Men alt virkede, som om det var gået i stå, så at stilheden blev meget mærkbar.

Det var svært at koncentrere sig om tegnearbejdet efter den oplevelse, og resten af dagen gik da også mest med indbyrdes snak om, hvad det var, der var sket og hvorfor. Men alt hvad man vidste, var kun, at Shellhuset var hovedkvarter for Gestapo og at der sad danske modstandsfolk som fanger i husets loftsetage.

Det var en frostkold dag, og et tyndt lag sne – eller var det aske? - lå overalt, erindringen husker det ikke klart. Efter fyraften kl. 17 cyklede jeg hjem og fik aftensmad, og fortalte naturligvis mine forældre og søskende, hvad jeg have hørt, set og oplevet. Deres reaktion var for de voksnes vedkommende dyb alvor og tavshed.

Da vi kl. 18,30 hørte i Radioavisen, at Jeanne d’Arc-Instituttet, kaldet Den franske Skole, på Frederiksberg Allé og nogle omkringliggende beboelsesejendomme også var blevet bombet, og at mange var blevet dræbt og såret, vaktes der i mig en uimodståelig trang og videbegærlighed til at ville se de ramte steder, og da jeg efter aftensmaden gik over til min kammerat, Jørgen, spurgte jeg, om han ville med ud og se, hvad der var sket. Det ville han gerne, hvorfor vi skyndsomst ilede hen til linje 18’s stoppested på Jagtvej lige for enden af Jægersborggade og kørte med sporvognen ud til Frederiksberg Runddel, hvor vi stod af og spadserede ned ad Frederiksberg Allé mod stedet, hvor Den franske Skole var beliggende.

Det var mørkt og kun det afskærmede lys fra lygtepælene oplyste alléen, som var dækket af et tyndt lag sne og indhyllet i et tåget, gulgråligt og spøgelsesagtigt skær. Samtidigt hvilede der en sødlig-sveden lugt over det hele, som blev stærkere, jo nærmere vi kom ulykkesstedet. Tættere på Den franske Skole konstaterede vi, at alleen var afspærret med rød-hvide bånd på tværs af gaden, for at markere adgang forbudt for uvedkommende. For at komme endnu tættere på selve ulykkesstedet, måtte vi gå en omvej ad Kochsvej og ned ad Henrik Steffensvej, som mundede ud i Frederiksberg Allé, omtrent lige overfor den bombede skole.

Det syn, der mødte os, har jeg aldrig glemt, for det jeg så, var resterne af en sammenfalden, sodsværtet og endnu rygende ruin af en bygning, som bortset fra de tilbageværende ydermure med gabende tomme vindueshuller, nærmest lignede en stor dynge affald, oven på hvilken nogle brandfolk endnu gik og slukkede ild de steder, hvor denne havde tendens til at ville blusse op.

Det mest bemærkelsesværdige og ejendommelige var, at bortset fra Jørgen og mig selv og nogle få andre, mænd og kvinder, som også stod ved den afspærrede ende af Henrik Steffensvej, var der næsten ingen mennesker på stedet, og dertil kom, at stilheden og tavsheden hvilede tungt over hele det dystre sceneri.

På det her omtalte tidspunkt vidste jeg ikke andet om bombardementet af Shellhuset og Den franske Skole og de omkringliggende boligejendomme, end det, jeg selv havde set på stederne og hørt i Radioavisen, og især det sidstnævnte var ikke meget. Tyskerne benyttede jo straks bombardementet som en kærkommen anledning til at angribe de allierede for brutalitet og hensynsløshed imod civilbefolkningen. Men disse ensidige, propagandistiske angreb havde vi efterhånden vænnet os til, så at de ikke blev taget alvorligt. Og hvad angik pressen, vidste vi jo, at denne var censureret, så at man ikke fik alt at vide ad den vej. Derimod kunne man i bedste fald håbe på, at den illegale presse vidste og kunne berette mere om, hvad der rent faktisk var sket og hvordan og hvorfor det var sket. Men indtil videre måtte vi af tidsmæssige grunde afvente den illegale presses reaktioner.

Mange år senere, end begivenhederne fandt sted, og før min beskrivelse af disse her i min selvbiografi, har jeg på hjemmesiden Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000 beskrevet bombardementet af Shellhuset og hvad dermed fulgte, og da den beretning vil være egnet som et godt og uddybende supplement til min ovenfor anførte beskrivelse, vil jeg gerne tillade mig at henvise til den her. Den vil kunne læses på http://www.tegnefilmhistorie.dk under afsnittet ” Palladium A/S træder til”.

En vigtig personlig beslutning

Men tilbage til min lilleverden, hvor situationen i øvrigt var den, at ”Fyrtøjet” desværre endnu var et godt stykke fra at være fuldt færdig, så man ville kunne programsætte dens urpremiere.

Dels var tegnearbejdet, hvilket hovedsagelig ville sige optræk og farvelægning, og derfor også optagelse på trickbordet af de endnu ikke færdiggjorte scener, langt fra at være afsluttet. Desuden var lydarbejdet i form af indspilning af dialog og musik, samt mixning ikke færdig. Dertil kom tekniske forsinkelser som følge af, at Agfa-laboratorierne i Berlin var blevet ødelagt under bombardementerne af byen, og det tog tid at etablere forbindelse til det franske laboratorium Eclair i Paris, som kom til at stå for fremstillingen af de filmkopier af ”Fyrtøjet”, der skulle ud og køre i de danske biografer.

Få dage efter de euforiske og forvirrende befrielsesdage traf jeg den definitive beslutning, at jeg ville opsige min stilling hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, således at jeg kunne slutte arbejdet en uge ind i juni måned. Hen mod slutningen af maj, fortalte jeg Børge Hamberg om min beslutning om at ville holde op og prøve noget andet. Det syntes han faktisk var en dårlig idé, og han må åbenbart straks efter have fortalt det videre til Johnsen, for denne kom næste formiddag over på tegnestuen, hvor han som så ofte før stillede sig på siden af min stol og talte lavmælt til mig: ”Jeg hører, at du vil slutte hos os! Men vil du ikke nok tænke over det, for der er da en hel del arbejde tilbage at lave, også for dig. Og desuden skulle vi jo gerne gå videre med nye tegnefilmprojekter og vil derfor nødigt undvære dig!”

Disse ord følte jeg mig naturligvis beæret over, men min beslutning om at stoppe var uigenkaldelig. De to år med koncentreret og intenst arbejde bag lyspulten dag ud og dag ind, og ikke mindst det halve års overarbejde med en cirka 15 timers arbejdsdag, havde gjort mig moden for en forandring, næsten ligegyldig hvilken. Den opbrudsstemning, der efter befrielsen havde bredt sig i befolkningen, smittede desuden også af på mig, og jeg følte derfor stor trang til selv at føle mig ’befriet’.

Så vidt min erindring rækker, var jeg den første og foreløbig eneste af personalet hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, der ønskede at slutte min ansættelse endnu før filmen var blevet gjort helt færdig. Derfor sagde jeg jobbet op, med virkning fra en uge ind i juni måned. Vel at mærke uden at vide, hvad jeg derefter skulle foretage mig, bortset fra at forsøge på at færdiggøre min egen lille tegnefilm ”Hvordan elefanten fik sin snabel”. Men det er en anden historie, som jeg skal fortælle lidt mere om en anden sammenhæng.

Hvordan arbejdet på ”Fyrtøjet” videre forløb, har jeg intet personligt kendskab til og vidste ikke noget om på det tidspunkt, for efter at være sluttet en uge inde i juni 1945 mistede jeg faktisk for en tid kontakten med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og personalet. Den eneste, jeg havde nær kontakt til, var bybudet ”Pluto” alias Erik Nielsen, som snart efter også opsagde sit job hos firmaet. Men blandt andet gennem ’kolorinerne’ Karen Egesholm og Mona Ipsen har jeg erfaret, at optræks- og farvelægningsarbejdet fortsatte til et godt stykke hen på efteråret 1945. Bodil Dargis, født Rønnow, har fortalt, at der stadig var en del ansatte medarbejdere i 1946 i afdelingerne på Nørrebro, henholdsvis i lokalerne på Nørrebrogade/Blågårdsgade og i Stengade.

Og fru Gerda ”Tesse” Johnsen og Henning Ørnbak har hver for sig kunnet fortælle noget om, hvad der videre skete for og med Dansk Farve- og Tegnefilm A/S i de nærmest følgende år. Det skal vi som nævnt høre mere om i nogle af de næste afsnit.

Men nok så vigtigt for mange danskere var det på den tid, at biograferne igen frit kunne vælge at spille især amerikanske og engelske film, og sådanne blev overraskende nok da også sat på programmet allerede den 6. maj, i hvert fald i København. Denne dato har jeg desværre ikke dokumentation for biografrepertoiret, det har jeg derimod for den 12. maj, hvor der var flest amerikanske film på programmet, og alle film var repriser, som havde været spillet før. Det gjaldt både de engelske film, som var blevet forbudt opførelse i danske biografer af den tyske besættelsesmagt allerede ved besættelsens ikrafttræden 9. april 1940, og for de nye amerikanske film, der som påbudt udgik af repertoiret fra omkring 1942, mens de lidt ældre film blev udfaset og ophørte i løbet af det følgende års tid..

Biografrepertoiret den 12. maj 1945 i henhold til Ekstra-Bladet:

Alexandra: Kl. 2,45-4,45-6,45 Alle Tiders bedste amerikanske Lystspil Frank Capra-Mesterværket: Det hændte en Nat (Amrk., 1934) Claudette Colbert – Clark Gable Bellevue: Kl. 7,10 Alexander’s Ragtime-Band (amrk. 1938) Alice Faye – Tyrone Power

Bristol: Kl. 3,15-5-6,30. Forb. f. Børn. Den amerikanske Storfilm Suez (amrk., 1938) Tyrone Power – Annabella – Loretta Young

Colosseum: Kl. 6,45. Forbudt for Børn Stort amerikansk Dobbeltprogrm Jack Holt i ”Udenfor 3 Milegrænsen” (amrk. ikke identificeret) Charles Starrett i ”Præriens Snigskytter” (amrk. ikke identificeret)

Carlton: Kl. 2-3,50-6,50. 2. Uge! Den engelske Latterfarce Det ligger i Luften (eng. 1938) med Komikeren George Formby

Casino: Kl. 6,45. Det amerikanske Pragtværk - og Regnen kom (amrk., 1939) [i denne film medvirker Tyrone Power også]

D. S. B. Uafbr. Forest. Kl. 13-19. Der var engang – Dansk Virke III – Kongegribben – Georg Hallands Orkester – Det gyldne Californien – Skipper Skræk slaar Rivalen

Grand: Kl. 3,10-5,6,50 Englands berømteste Film Den røde Pimpernel (eng. 1935) Leslie Howard – Merle Oberon

Metropol: Kl. 1,30-3,10-5-6,45 Lystspillet Min Yndlingshustru (My Favorite Wife) (amrk. 1940) Cary Grant – Irene Dunne – Gail Patrick – Randolph Scott

Nora: Kl. 5 og 6,45 Shirley Temple Den lille Prinsesse (amrk. 1939)

Nørreport Bio: Obs! Kl. 14,10-16,10-18,40 Den engelske Storfilm Englands blaa Sønner (eng. 19??)

Palads: Kl. 2,30 pr. Kl. 4,30 pr. Kl. 6,45 pr. 6. Uge! Else Marie – Hans Kurt Man elsker kun én Gang

Palladium: Kl. 2,30 Kl. 4,30 Kl. 6,45. Forb. f. B. To i en Storby (Svensk, 19??) - en svensk Storfilm.

Udsnit af annoncesiden for Forlystelsesannoncer, herunder biografannoncer, i Ekstra-Bladet for lørdag den 12. maj 1945.

Et nyt syn på disse annoncesider var de mange titler på engelske og især amerikanske film, som biograferne fik mulighed for helt frit at sætte på repertoiret igen allerede i de nærmeste dage efter befrielsesdagen den 5. maj. Det benyttede de allerfleste københavnske biografteatre sig af, som ikke var kontraktligt forpligtet på anden måde, som det formentlig har været tilfældet for de få danske og svenske film, der da blev spillet.

Park: Kl. 16,30 og 18,45 Filmen, vi aldrig glemte Goodbye, Mr. Chips (amrk. 1939) Med Robert Donat og Greer Garson (Mrs. Minniver)

Platan: Kl. 5,10 og 6,50. Næsts. Dag Robin Hood (amrk. 1938) Errol Flynn – Olivia de Havilland

Rialto: genaabner i Dag Kl. 5 og 6,45 – Kun 2 Dage! Leslie Howard i Gengangeren fra Berkeley Square (eng. 1933) (Mandag Première: Bette Davis – Paul Lukas i den ny amerikanske Film ”En for Alle” (Watch on the Rhine) (amrk. 1943)

Roxy: Kl. 7 præcis Rosalind Russell og Cary Grant i det straalende amerikanske Lystspil Sensationen (amrk. 1940)

Saga Teatret: Kl. 2,30-4,15-5,50. Forbudt for Børn Den enestaaende Storfilm fra Englands Undergrundsbevægelse Fire Mænd hævner (eng. Ikke identificeret) Efter Edgar Wallace’s fantastisk spændende Roman

Scala-Bio: Kl 2,30-4-5,30-7 Farlige Skønheder (amrk. 19??) Med Franchot Tone og Ann Sothern Nyt amerikansk Kriminal-Lystspil

Triangel: Kl. 4,30 og 6,45. Forb. for Børn Gunga Din (amrk. 1939) [med Cary Grant]

Vanløse: Kl. 6,45 Den amerikanske Storfilm Fangen paa Zenda (amrk. 1937) med Ronald Colman

Windsor: Kl. 6,45 Midnat (amrk. 1939) Claudette Colbert – John Barrymore.

På den ovenstående liste over københavnske biografer, er det ikke alle biografer, som er repræsenteret, nemlig kun 22. Men af disse 22 biografer spillede de 15 amerikanske film, mens 5 spillede engelske film og kun 2 spillede danske film og 1 enkelt en svensk film. Publikum nærmest strømmede til biograferne, også selvom de allerfleste af filmene var repriser fra sidste halvdel af 1930’erne.

Men det var jo under alle omstændigheder herligt og velgørende at gense sine store filmidoler, som eksempelvis Claudette Colbert, Clark Gable, Tyrone Power, Leslie Howard, Merle Oberon, Cary Grant, Irene Dunne, Shirley Temple, Robert Donat, Greer Garson, Errol Flynn, Olivia de Havilland, Rosalind Russell, Franchot Tone, Ann Sothern, Ronald Colman, Loretta Young, John Barrymore og mange andre og flere, efterhånden som filmene fik repremiere eller nye film kom til, efter at grænserne igen var åbnet og importen af nye film genoptaget. Det føltes som om familien atter blev genforenet efter flere års uønskede og triste adskillelse.

Men var den ny situation glædelig for biograferne og publikum, så kom den faktisk ubelejligt for en langtegnefilm som ”Fyrtøjet”, fordi den ny situation betød, at filmen ville få skarp konkurrence fra især Disneys lange tegnefilm, uanset om der var tale om en ny film eller en reprisefilm, som normalt plejede at få Danmarks-premiere eller reprisepremiere 2. juledag i Metropol Teatret på Strøget, hvilket man måtte forvente også ville finde sted ved juletid her i befrielsesåret.

Forventninger om normale tilstande

Men at vi nærmede os normale tilstande, kunne ikke mindst ses af avisernes annoncesider, som hurtigt blev præget af et indhold, der signalerede lysere fremtidsudsigter, i hvert fald indtil videre. Det afspejlede sig ikke mindst i forretningernes lokkende tilbud.

Nogle avisannoncer i Politiken for lørdag den 26. maj 1945, var på forkant med forventningerne, som hver især på sin måde signalerede en tilbagevenden til de gode gamle tider før krigen og Besættelsen. Men naturligvis var der ikke tale om en reel tilbagevending, for verdenssituationen var blevet forandret som en følge af krigen, hvilket verdens befolkning snart skulle få at mærke i form af den såkaldte kolde krig. Men foreløbig var håbet og forventningerne til fremtiden store og urealistiske.

Et af tegnene på en tilbagevenden til, hvad man godt kunne tro og mene var normale tider, var særligt forlystelseslivet, herunder ikke mindst biograferne, for hvilke det nu igen blev muligt frit at vælge, hvilke film, man gerne ville spille. Og eftersom Amerika på den tid havde verdens største filmindustri og følgelig det største udbud af film, og vel at mærke film, som de fleste publikummere også helst ville se, var det helt naturligt og nærmest selvfølgeligt, at biografdirektørerne fortrinsvis valgte at vise amerikanske film.

Biografrepertoiret i københavnske biografer lørdag den 26. maj 1945:

Aladdin: Kl. 6,50. 2. Uge Den store amerikanske Film Min Mands Forlovede (amrk., 1941) Melvyn Douglas

Alexandra: Kl. 2,-4,15-6,30. Filmen begynder præcis. 2. Uge! Forbudt for Børn Den amerikanske Storfilm Air Force (amrk., 1943) med John Garfield

Allé-Teatret: Kl. 5,30 og 7,15. Forbudt f. Børn I Gaar og i Morgen (dansk, 1945)

Amager Bio: Kl. 5 og 6,45. 2. Uge Den store nye amerikanske Sukces Her kommer Mr. Jordan (amrk., 1941) Robert Montgomery – Claude Rains Ekstra: Lambeth-Walk

Atlantic: Kl. 6,45. 2. Uge! Silver Fleet (ikke identificeret) Ekstra: Hitler-Farcen Lambeth Walk. Sidste Nyt! De Allieredes Hære mødes i Tyskland. Kapitulationsbetingelserne underskrives i Montgomerys Telt.

Bella Bio: Kl. 7. 2. Uge! Flaaden klarer sig (ikke identificeret) Ekstra: Ny dansk Ugerevy, Den danske Besættelse af Dagmarhus samt Hitler-Farcen Lambeth Walk

Bergthora: Kl. 6,50. Forb. f. Børn Karin Nellemose – Preben Lerdorf I Gaar og i Morgen (dansk, 1945)

Bispebjerg Bio: Kl. 18,45 Det maa ikke blive Morgen (amrk. 1941)

Bio-Lyngby: Kl. 19,10. Forbudt f. Børn Affæren Birte (dansk, 1945) Poul Reumert – Anna Borg

Boulevard Teatret: Kl. 6,45 Den store amerikanske Film Min Mands Forlovede (amrk., 1941) med Melvyn Douglas

Bristol: Kl. 3,30-4,45-6-7,15. Forb. f. Børn. 2. Uge! Sejren i Ørkenen (eng., 1945) Feltmarskal Montgomerys berømte Sejrstogt med sine ”Ørkenrotter”

Carlton: Kl. 2.3,50-6,50. 4. Uge! Den engelske Latter-Farce Det ligger i Luften (eng. 1938) med Komikeren George Formby

Casino: Kl. 7. 2. Uge! Den amerikanske Film Joe Smith, En Amerikaner (amrk., 1942) med Robert Young og Marcha Hunt

Colosseum: Kl. 6,45. Den engelske Storfilm Englands blaa Sønner (eng., 19??) Aktuel Ugerevy

Enghave Bio: Kl. 6,45. Forbudt f. Børn. Næstsidste Dag! Madelaine Carroll Hemmelig Agent (amrk., 1942)

Fasan Bio: Kl. 5 og 6,45. 2. Uge! Tales of Manhattan (Seks Skæbner) (amrk. 1942)

Gentofte Kino: Kl. 5 og 7,15. Jeanette Mac Donald i Ildfluen (amrk. 1937)

Grand: Kl. 12,50-2,50-4,45-6,40 Englands berømteste Film Den røde Pimpernel (eng. 1935) Leslie Howard – Merle Oberon

Grøndals: Kl. 6,45. 2. Uge! Charles Boyer i Det maa ikke blive Morgen (amrk., 1941) Eks.: Kongens og Montgomerys Køreture

Kino – Lyngby: Kl. 7,10 Den engelske Storfilm De fire Fjer (eng., 1938) John Clement – Ralf Richardson Ekstra: Aktuel dansk Ugerevy.

Lyngbyvejens Kino: Kl. 6,45 Amerikas store Komiker Joe Brown i Forsøgskaninen (amrk., 1938) Sindssvag morsom, man dør af Grin

Merry: Kl. 5 og 7. 2. Uge! Engelsk Storfilm om Felttoget i Afrika 9 Mænd (eng. 1945)

Metropol: Kl. 2-4,15-6,30 Pimpernel Smith (eng., 1941) med Leslie Howard I Dag Lørdag: Alt udsolgt

Nora: Kl. 5 og 6,45 Den store nye Film om Royal Air Force Én af vore Maskiner savnes (eng., 19??) Ekstra: Aktuel Ugerevy. Lambeth Walk

Nørreport Bio: Obs! Kl. 14,10-16,10-18,40. 2. Uge! Den store engelske S.H.A.E.F.-Film The Forman went to France (Rejsen til Frankrig) (eng., 19??) Ekstra: Lambeth Walk

Odeon: Kl. 6,45. 2. Uge. Forb. f. Børn. Angreb paa Panama Danmarks-Premiere ”Across the Pacific” (amrk., 1945?) Amerikansk Spionagefilm. Eks.: Dansk Film Revy

Palads: Kl. 2,30 Kl. 4,30 Kl. 6,45. 2. Uge! Havet er vor Skæbne (eng., 1942) Noel Coward

Palladium: Kl. 2,30 Kl. 4,30 Kl. 6,45. Deanna Durbin It’s a Date (amrk., 1944?)

Park: Kl. 16,30 og 18,45. 2. Uge Rosalind Russell i ”My Sister Eileen” (amrk., 1942) Ekstra: Dansk Ugerevy og Lambeth Walk

Platan: Kl. 6,15 og 7. 2. Uge - Rita Hayworth og Fred Astaire i Sig det med Orchideer (amrk., 1942) Søndag Kl. 1,30 og 3: Wild-West-Filmen Under dobbelt Ild (amrk., 19??) med Dick Foran

Rialto: Kl. 5 og 6,45 – 2. Uge! Amerikas prisbelønnede Film ”En for Alle” (Watch on the Rhine) (amrk. 1943) med Bette Davis og Paul Lukas

Roxy: Kl. 4,30 og 6,45 pr. Sonja Henie og John Payne i ”Dig skal det være” (Sun Valley Serenade) (amrk., 1941) Ekstra: Stor dansk Ugejournal. Obs.: I Dag Ekstraforestill. Kl. 4,30

Ry-Kino: Kl. 6,45. Forb. f. Børn Charles Laughton – Maureen O’Hara i Jamaica-Kroen (amrk., 1938)

Saga Teatret: Kl. 2,30-4,15-5,50. 3. Uge! Forbudt for Børn Den enestaaende Storfilm fra Englands Undergrundsbevægelse Fire Mænd hævner (eng. Ikke identificeret)

Scala-Bio: Kl 2,30-4-5,30-7 Farlige Skønheder (amrk. 19??) Med Franchot Tone og Ann Sothern Nyt amerikansk Kriminal-Lystspil

Toftegaard: Kl. 6,45 Den spændende René Clair-Film Min Kone er en Heks (I married a Witch) (amrk., 1942) Ekstra: Lambeth Walk

Triangel: Kl. 4 og 6,45. 2. Uge. Manhattan (amrk., 1942) med Rita Hayworth – Charles Laughton – Charles Boyer – Ginger Rogers - Paul Robeson – Edward G. Robinson Obs.: Ekstraforestilling Kl. 4.

Valby: Kl. 5 og 6,45 Jeanette Mac Donald i Pigen fra det gyldne Vesten (amrk. 1938)

Vanløse: Kl. 6,45. Forbudt for Børn. Næsts. Dag! Affæren Birte (dansk, 1945) Poul Reumert – Anna Borg

Windsor: Kl. 6,45 - Forbudt for Børn Affæren Birte (dansk, 1945) Poul Reumert – Anna Borg – Ib Schønberg

Det skal i øvrigt bemærkes, at når en biograf som World Cinema ikke er med på ovenstående liste, skyldes det, at biografen fra og med maj måned som sædvanlig var lukket, for at give plads for sommersæsonens Cirkus Schumann-forestillinger.

Som det vil være fremgået af ovenstående biografrepertoire for den 26. maj 1945, så udgjorde ældre så vel som nyere amerikanske film den overvældende hovedpart af de film, der blev spillet i københavnske biografer den dag og i de uger. Der var kun få engelske og færre danske film på programmet, og mærkværdigt nok slet ingen franske eller svenske film. Af bemærkelsesværdige film i det ovenfor anførte biografrepertoire er det især film som den engelske Havet er vor Skæbne, som jeg tidligere har omtalt, og den om det amerikanske luftvåben: Air Force, som jeg selv så kort efter dens danske premiere i Alexandra. Filmen handler om Stillehavskrigen og den udmærkede sig efter min opfattelse dels ved sin hidtil usete realisme og dels ved sine medvirkende skuespillere. Blandt disse var John Garfield, uddannet teaterskuespiller, som debuterede på film i 1938 med ”Fire Døtre”. Garfield tilsigtede en troværdig personkarakteristik og skyede al ydre effekt. Som medspiller havde han en ligeledes troværdig og velspillende Ronald Reagan, som senere blev USA's præsident. Han havde på det tidspunkt, hvor denne film blev indspillet, 1943, en ganske pæn filmkarriere bag sig, som begyndte med filmen ”Love is in the Air”, 1937. Ronald Reagan (1911-2004) sluttede sig til det Republikanske Parti og blev 1967-75 Californiens 33. guvernør og i 1981 USA’s 40. præsident igennem to valgperioder, som sluttede i 1989.

En anden bemærkelsesværdig film, om end kun en kortfilm, en farce, Lambeth Walk, som gjorde tykt grin med Hitler og nazisternes militære paradenumre. Men morskaben blev unægtelig noget dæmpet ved tanken om kz-lejrenes uhyrligheder og af, hvad krigen og besættelsestiden ellers havde bragt med sig. Der var faktisk ikke rigtig noget at grine ad.

Men der var også andre bemærkelsesværdige film på biografrepertoiret på den tid. Det gælder blandt andre den elegante engelske film Den røde Pimpernel fra 1935 og med berømte Leslie Howard i den dominerede mandlige hovedrolle og den smukke Merle Oberon i den kvindelige hovedrolle. Det gælder også Pimpernel Smith fra 1941, igen med Leslie Howard i hovedrollen, og det gælder endvidere De fire Fjer fra 1938 med den fremragende engelske skuespiller Ralf Richardson i en af hovedrollerne. En utroligt spændende film om en ung engelsk pacifist, spillet af John Clement, som nægter at være med til at dræbe andre mennesker, i dette tilfælde i det fjerne Arabien, hvilket bliver udlagt som fejhed. Men den unge mand tager alligevel af sted til krigszonen, hvor han forklædt som beduin frelser flere af sine kammerater fra fangenskab og død. Endelig var der også en ualmindelig film i form af den franske filminstruktør René Clairs Min Kone er en Heks, 1942, originaltitel I married a Witch, idet filmen blev indspillet i Amerika, hvor Clair opholdt sig under hele krigen. Han var i øvrigt allerede i 1932 blevet berømt for sin franske film Leve Friheden, som var og er en stærkt satirisk og samfundskritisk, antimilitaristisk film, som siges at have inspireret Charlie Chaplin til dennes ligeledes samfundssatiriske spillefilm Moderne Tider (1936).

Min tid efter "FYRTØJET"

Som allerede nævnt var jeg hen mod slutningen af maj måned 1945 begyndt at føle en tiltagende uro og trang til at beskæftige mig med noget andet end tegnefilm. Arbejdet oplevedes i stigende grad som at være spærret inde i en verden, jeg ikke længere fandt så fascinerende, som tilfældet havde været i de to forudgående år. Det var nok i høj grad stemningen fra de hektiske og euforiske befrielsesdage i begyndelsen af maj, der havde påvirket mit sind og gjort mig rastløs.

Desuden var der stort set ikke mere animationsarbejde tilbage for mig at lave på "Fyrtøjet", hvilket føltes ejendommeligt, især i betragtning af, at de fleste af os havde knoklet fra morgen til aften, og i det sidste halve års tid tilmed arbejdet over alle ugens dage, i reglen til kl.22, undtagen lørdage, hvor vi kun arbejdede fra kl. 8 til 14, og søndage, som var eneste fuld fridag. En stærk følelse af tomhed og uvished bemægtigede sig mit sind, så det næsten var umuligt for mig at koncentrere sig om det arbejde, der trods alt skulle gøres færdigt. Uden egentlig at tænke nærmere over konsekvenserne, og uden at rådføre mig med nogen, fattede jeg den beslutning, at arbejdet snart måtte være slut for mit vedkommende.

Da jeg meddelte dette, først til Børge Hamberg og siden til direktør Johnsen, protesterede de begge og sagde: "Tænk dig nu om, Harry! Det er jo her, du hører hjemme!" Men egenrådig som jeg var og altid havde været, lyttede jeg ikke til de to mennesker, der mente mig det godt. I følge både Hamberg og Allan Johnsen kunne jeg have deltaget i forskelligt af det arbejde, der endnu resterede på filmen, men jeg valgte altså at sige op med den uges varsel, jeg havde i henhold til mine ansættelsesvilkår. Det var dog ikke nogen rar eller behagelig dag, da jeg en uge ind i juni 1945 skulle sige farvel til mennesker, som jeg havde kendt og arbejdet sammen med i de foregående to år. Da jeg den dag cyklede hjem, følte jeg mig både bedrøvet og lettet på samme tid, men samtidig uvis på, hvad der herefter skulle ske i mit liv. Men terningerne var kastet, og det havde jeg selv gjort. Jeg så trods alt fremtiden i møde med ukuelig optimisme.

Min mor blev naturligvis alvorligt bekymret på egne og mine vegne, da jeg fortalte hende om min beslutning, men hun kendte mig godt nok til at vide, at jeg ikke var til at rokke, når jeg først havde bestemt mig for noget. "Men hvad vil du så lave?" spurgte hun ængsteligt." Det finder jeg ud af!" svarede jeg rapt og afvisende, og tilføjede: "Der er jo endnu en del penge tilbage på min bankbog, så jeg vil se tiden lidt an, før jeg bestemmer mig til, hvad jeg vil!"

Da far kom hjem og hørte om situationen, rystede han på hovedet og sagde vrissent: "Nu gik det lige så godt, og du tjente gode penge! Men jeg er ligeglad med, hvad du nu vil beskæftige dig med, bare du betaler noget herhjemme og selv sørger for nyt tøj!" Så gik han ned i sit kælderværksted, som han havde indrettet efter at det relativt store kælderrum var ophørt med at skulle fungere som beskyttelsesrum. Her havde han altid et eller andet reparationsarbejde til at aflede tankerne, at kaste sig over. Det var først flere år senere, da forholdet mellem ham og mor kom ud i en langvarig krise, der endte med separation og skilsmisse, at han begyndte at dulme nerverne og sindets uro med et par øller eller tre om dagen.

Dengang både forstod og forstod jeg ikke min fars udsatte og pressede situation, men blev alligevel irriteret på ham. År senere kom jeg dog heldigvis til en bedre forståelse af min fars ikke altid lige nemme situation. Han havde alle sine dage måttet knokle fra tidlig morgen til sen aften, for at tjene til det daglige brød og de daglige livsfornødenheder til sig og sin lille familie, og især i begyndelsen af 1930'erne tilhørte han i perioder den store skare af arbejdsløse landarbejdere og ufaglærte arbejdere, der især måtte bøde for den internationale økonomiske krise.

Vittigheds- og karikaturtegner

Efter at mit arbejde på langtegnefilmen "Fyrtøjet" efter mit eget ønske var ophørt i begyndelsen af juni 1945, kastede jeg mig en overgang over vittighedsgenren. Det gjaldt jo om at sikre sig en indtægtskilde, og da der indtil videre ikke var mulighed for at få beskæftigelse ved tegnefilmproduktion, måtte jeg altså finde på andre udveje. Inspirationen og tilskyndelsen til at tegne vittighedstegninger fik jeg af min gode og trofaste ven "Pluto" alias Erik Nielsen, som dels syntes, at min "streg" egnede sig godt til formålet, og som dels mente at vide, at det ville være let at afsætte vittighedstegninger til både aviser og ugeblade, og det viste det sig da også, at han havde fuldkommen ret i det. Men som den sædvanlige forsigtigper var jeg stærkt i tvivl, både om mine evner og om salgsmulighederne. Pluto foreslog derfor, at vi skulle lade det komme an på en prøve, idet jeg skulle tegne omkring en halv snes vitstegninger, som han så ville gå omkring til de forskellige bladredaktioner og tilbyde tegningerne til dagsprisen, som dengang var 12 kr. pr. stk. Han tilbød oven i købet at ville gøre det ganske gratis, indtil vi havde konstateret, om han havde haft ret i sin formodning. Om alt gik vel og der kom penge i kassen, skulle han have et mindre honorar for sit arbejde.

I de følgende dage satte han og jeg os sammen og fandt på nogle tekster, som vi selv mente var overraskende og sjove. Derefter gik jeg i gang med at illustrere teksternes indhold eller pointe så godt, jeg formåede. Det viste sig snart, at jeg - på trods af min altid nærværende kritiske sans - var i stand til at lave ikke så helt få færdige tegninger pr. dag, og det varede derfor kun et par dage inden vi havde omkring 8-10 tegninger klar. De var hver især tegnet med tuschs på et A4-ark og tilføjet en lyseblå farve, som teknisk set ville blive omsat til såkaldt raster, der giver de sort-hvide tegninger en slags skyggevirkning eller som i hvert fald bryder den hvide flade og normalt gør en tegning mere "vægtig" og interessant.

Allerede fra første færd forsynede jeg mine vitstegninger med signaturen Harry, men brugte lejlighedsvis også signaturen -ry, eller Ry, som jeg dog havde anvendt tidligere, men som i al fald var inspireret af, at min kære morfar altid tiltalte eller omtalte mig som "Ry", der naturligvis var en forkortelse af Harry. Erik Plutos begejstring for mine tegninger kendte næsten ingen grænser, og det var derfor med stor entusiasme at han en formiddag i juli 1945 begav sig af sted med en mappe med mine tegninger under armen, for at henvende sig til flere af de bladredaktioner, som han mente der var mulighed for at sælge i hvert fald enkelte af tegningerne til. Da han nogle timer senere vendte tilbage, viste det sig, at han havde solgt seks af mappens i alt 10 tegninger! Det var mere, end selv han i sin store optimisme havde forventet, så vores begejstring steg til uanede højder.

Så vidt jeg erindrer, var det især Social-Demokraten, der var aftager af mine vitstegninger, men også Nationaltidende, der på et senere tidspunkt skiftede navn til Dagens Nyheder, aftog nogle stykker. Senere solgte vi også vitstegninger til andre aviser og til ugeblade, bl.a. Ude og Hjemme.

I sin søgen efter at udvide salgsmulighederne, kom Erik Pluto bl.a. også i kontakt med og solgte nogle vitstegninger til lokalavisen "Nørrebro Bladet", som havde redaktion på Nørrebros Runddel, mere præcist på Nørrebrogade 140, ovenover Handelsbanken. Redaktøren, som hed Helge Scheuer, havde interesseret spurgt til, hvem det var der lavede tegningerne og ytret ønske om at hilse på tegneren personlig. Det kom Pluto hjem og fortalte, og en dag ringede jeg derfor til redaktøren og aftalte, hvornår jeg skulle komme op på redaktionen. Helge Scheuer viste sig at være en forholdsvis høj, lidt sværlemmet, kraftig mand på vel omkring et halvt hundrede år. Han virkede overmåde venlig og imødekommende og efter nogle indledende bemærkninger kom han frem til grunden til, at han havde ønsket at træffe mig. Det forholdt sig nemlig sådan, at han var leder af et privat teaterselskab, Helge Scheuers Teaterselskab, og hans avis, Nørrebro Bladet, arrangerede lejlighedsvis teaterture for bladets læsere til selskabets forestillinger på scenen i "Selskabet af 1864", der havde lokaler på Nørrevold, tæt på Nørreport Station. Mine vitstegninger, sagde han, havde givet ham den idé, at det ville forhøje læserpublikummets interesse, hvis bladets foromtale og anmeldelser af teaterforestillingerne blev ledsaget af nogle muntre karikaturtegninger af nogle af de medvirkende skuespillere.

Mine vitstegninger, som jeg tegnede og solgte til aviser og ugeblade i sommeren og efteråret 1945, var Ikke den store tegnekunst, men habile tegninger af en 16-årig, som godt vidste, at han ikke var fuldbefaren som tegner.

Personlig var jeg dog ikke nær så opsat på tanken om at tegne teaterkarikaturer, som tilfældet var for Scheuers vedkommende, men udsigten til lejlighedsvis at kunne tjene en ekstraskilling, overvandt mine betænkeligheder. Dog ville jeg også i dette tilfælde lade det komme an på en prøve, hvilket redaktøren og teaterdirektøren i en og samme person syntes var en udmærket idé.

Helge Scheuers skuespillere var netop lige for tiden i gang med prøverne på et af de stykker, der skulle spilles, når sæsonen begyndte i september, og man stod over for at skulle prøve med kostumer på. Jeg husker ikke længere, hvilke skuespillere og hvilket teaterstykke, der var tale om, men kun, at jeg en aften mødte op i teatersalen på Nørrevold, hvor jeg efter bedste evne forsøgte at tegne nogle karakteristiske skitser af stykkets mest markante medvirkende. På grundlag af disse blyantsskitser rentegnede jeg så senere hjemme to-tre af skitserne, idet jeg fremhævede og overdrev de pågældende personers eller figurers udseende. Da jeg viste resultatet til Scheuer, var han umiddelbart begejstret og sagde, at han bestemt mente det ville more de pågældende skuespillere at se sig selv gengivet i så morsom karikatur.

Men som bekendt er der jo erfaringsmæssigt altid en slange i Paradis, og det viste der sig også at være i dette tilfælde. Scheuer havde nemlig en redaktionssekretær, en journalist ved navn Fosmark, som var omkring 55-60 år, og som sjældent var i godt humør. Han var en lidt over middelhøj, mager mand med furede ansigtstræk, der forstærkede indtrykket af en mavesur og ofte gnaven og vranten person, som kunne minde lidt om prokuristen Hr. Vrisse, som jeg har omtalt i min selvbiografi under beskrivelsen af min tid som piccolo i Husejernes Abonnement. Fosmark var i så godt som enhver henseende den livskraftige og mentalt afbalancerede Scheuers modsætning, og han kunne selvfølgelig ikke lide mine karikaturer, som han fandt alt for overdrevne og meget lidt vellignende. Hans mening om mine tegninger havde en vis betydning, for så vidt som det var ham, der i reglen foromtalte og anmeldte de teaterforestillinger, Scheuers selskab opførte. Det betød naturligvis et skår i min i forvejen moderate glæde, at anmelderen ikke syntes om mine karikaturtegninger, og det opvejedes bestemt ikke af de forholdsvis beskedne honorarer, jeg fik for tegningerne. Så vidt jeg husker, lå honoraret på omkring 15-20 kr. pr. tegning, men selv om det i 1945-priser var et beløb, man regnede med, var jeg dog fast besluttet på, at det ikke skulle være teaterkarikaturen, jeg ville bruge min tid, evner og kræfter på i fremtiden. Og min interesse for teatret som genre og kunstart rakte ikke til, at jeg ville engagere mig som teatertegner.

Imidlertid arbejdede jeg samtidig på at færdiggøre min egen produktion af tegnefilmen "Hvordan elefanten fik sin snabel". Arbejdet bestod dog i første omgang i, at key-animere så mange af filmens scener som muligt, og til at hjælpe mig med mellemtegningsarbejdet havde jeg den overordentligt venlige og hjælpsomme og et par år ældre Kaj Pindal. Ham havde jeg som tidligere omtalt lært at kende, da han, der dengang var gymnasieelev og omkring 17-18 år, altså et par år ældre end mig, lejlighedsvis kom på kortere visitter på tegnestuen i Frederiksberggade 28. Hans beskedenhed var på det tidspunkt nærmest legendarisk selvudslettende, hvilket vi var flere, der syntes var lige ved at være for meget af det gode. Ejendommelig var hans beskedenhed også i betragtning af den karriere, han senere gjorde inden for international tegnefilm. Det var dog begrænset, hvor meget han kunne nå at mellemtegne for mig, for dels skulle han passe sit skolearbejde og dels søgte han også at få foden indenfor i tegnefilmbranchen. Han var mindst lige så bidt af tegnefilm, som tilfældet på det tidspunkt også var for mit vedkommende, men en stigende og nagende utilfredshed med mig selv og mine egne evner som animator og tegner, kom mig i vejen, og specielt som tegner af Disney-agtige figurer med afrundede, bløde former og runde øjne. Særlig de to sidstnævnte karakteristika kom efterhånden til at hænge mig langt ud af halsen, fordi jeg syntes mine figurer var karakterløse og rent ud sagt dårligt tegnede.

Men indtil videre fortsatte jeg med at tegne vittighedstegninger, som dels jeg selv og dels Erik Pluto og medlemmer af min familie bidrog med tekster til. Det honorar, man fik pr. tegning, varierede mellem 10-12 kr., hvilket faktisk var et meget pænt beløb i 1945. I den følgende tid arbejdede jeg intenst og ofte 10-12 timer daglig og næsten uden afbrydelser, hvorfor jeg nærmest sprøjtede den ene vittighedstegning ud efter den anden, så jeg til sidst ikke vidste hvad der var op eller ned. Men det var og har altid været min måde at arbejde på: intenst men i kortere varende perioder, efterfulgt af total fysisk og åndelig udmattelse, grænsende til depression. I løbet af august måned fik jeg dog nok af både vitstegninger og animationstegninger, ja, faktisk oplevede jeg noget i retning af en åndelig krise, en personlighedskrise kalder man det vistnok indenfor psykologien eller psykiatrien, som så vidt jeg kan bedømme, bragte mig nær på randen af et nervesammenbrud. Tilværelsen virkede forvirrende og meningsløs på mig, og jeg vidste ikke længere, hvem eller hvad, jeg selv var og hvad det skulle blive til med mig.

Godt nok havde jeg fået en slags uddannelse som tegner og animator i løbet af de 2 år, jeg var beskæftiget hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, men jeg havde jo ikke fået noget papir på det, og uddannelsen var som sådan ret værdiløs, så længe det stod så sløjt til med beskæftigelsessituationen i tegnefilmbranchen herhjemme, som tilfældet var på det tidspunkt.

Der var ganske vist enkelte tiltag og tilløb til en egentlig tegnefilmproduktion i København, idet især tegneseriefiguren Ferd’nand’s far, tegneren Mik alias Henning Dahl Mikkelsen, dels havde lavet nogle reklametegnefilm og dels et længere tegnefilmindslag i spillefilmen "Familien Gelinde" (1944), og endelig havde han lavet dansk tegnefilms kortfilm nummer to, "Ferd'nand på fisketur", der som tidligere omtalt havde premiere 30. oktober 1944, hvor den blev vist som forfilm til ASA-farcen "Bedstemor går amok". (Dansk tegnefilms kortfilm nr.1 var Jørgen Müllers "Columbus" fra omkring 1933, men den havde jeg aldrig haft lejlighed til at se). Hvad jeg derimod ikke vidste dengang var, at Dahl Mikkelsen var i gang med sin næste Ferd'nand-film, "Ferd'nand på bjørnejagt", som fik premiere den 6. august 1945, hvor den vistes som forfilm til ASA-filmen "Panik i familien".

Det var den Disney-inspirerede tegnestil, der efterhånden var kommet til at hænge mig ud af halsen. På det her omtalte tidspunkt havde jeg tegnet og animeret temmelig mange scener med disse figurer i min egen lille og ambitiøse tegnefilm ”Hvordan elefanten fik sin snabel”.

Der var imidlertid også en anden tegner, Erik Rus Christensen, der en kort overgang i 1945 ernærede sig som underleverandør af reklametegnefilm til Bergenholz Reklamebureau. Desuden forsøgte han sig med selvstændig produktion af korte underholdningstegnefilm, men uden større held. Erik Rus havde tidligere været ansat hos VEPRO og senere hos Hans Held i Berlin-forstaden Potzdam, og endnu senere, om end kun et par måneder, som key-animator på "Fyrtøjet". Kaj Pindal arbejdede en kort overgang for Erik Rus, men var dog ikke fast ansat hos denne, idet ”firmaet”s økonomi ikke tillod det. Pindal forsøgte sig derefter på egen hånd og havde større held med sig, men herom senere.

Hovedtegnerne fra "Fyrtøjet", Finn Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Kjeld Simonsen, Preben Dorst, Otto Jacobsen og Frede Henning Dixner, som i løbet af sommeren og efteråret 1945 efterhånden blev ledige, lykkedes det heller ikke umiddelbart at få ny beskæftigelse inden for den hjemlige tegnefilmproduktion. Hamberg, Bjørn og Simon skulle dog senere få chancen for en studietur til London, hvor ex-Disney animatoren og instruktøren David Hand, der havde været supervising director på "Snehvide" og "Bambi", havde slået sig ned som supervising director på filmmagnaten J. Arthur Ranks nystiftede tegnefilmsafdeling, Gaumont British Animation, hvor man producerede tegnefilmserien "Animaland". Men omkring 1948 skulle flere af de ovennævnte tegnere og animatorer atter komme til at arbejde for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, som på det tidspunkt forsøgte sig med at starte produktionen af en ny dansk langtegnefilm, og endnu engang med forlæg i et af H.C. Andersens berømte børneeventyr, "Klods-Hans". Der blev dog kun produceret en såkaldt pilot-film af omkring 10 minutters spillelængde, men et udvalg under Kulturministeriet, som havde betalt for pilotfilmen, var så utilfreds med resultatet, at filmprojektet efter flere forgæves forsøg på at få det finansieret, endeligt måtte opgives. Men mere herom senere.

Alt i alt så det derfor ikke for lyst ud for dansk tegnefilm i sidste halvdel af 1940'erne, og forresten heller ikke i det meste af 1950'erne, hvilket jeg skal vende tilbage til i kronologisk sammenhæng.

Det indvirkede forresten også betydeligt på min sindstilstand, at tyskerne ikke længere var der som den undertrykkende, truende og hæmmende magtfaktor, vi alle mere eller mindre havde næret angst for og frygtet i de fem år, besættelsen varede. Årsagen til angsten og frygten var borte, men bortset fra befrielsesdagenes eufori, var angsten og frygten blevet en del af erfaringsgrundlaget for mine bedsteforældres, forældres og min egen generation. De to førstnævnte generationer havde tilmed også oplevet 1. verdenskrig, men stort set glemt erfaringerne fra dengang i 1920'-30'ernes optimistiske og urealistiske tro på, at der aldrig mere ville komme nogen storkrig.

Kunstneriske ambitioner og sjælefred

I løbet af sommeren 1945 var jeg bl.a. begyndt at interessere mig for at lære lidt mere om tegning og tegnekunst, og i den anledning opsøgte jeg lejlighedsvis det lokale bibliotek i Griffenfeldtsgade, hvor jeg f.eks. lånte den danske maler og keramiker Peder Halds bog om "Maleriets teknik" (1943). Peder Hald (f.1892) var 1925-63 leder af Kunstakademiets farvetekniske laboratorium. Tidligere havde jeg jo lært lidt om tegneteknik via min deltagelse i brevkurset "Tegning efter Naturmetoden", men følte og vidste, at jeg langt fra havde lært, hvad det vil sige at kunne tegne rigtig godt. Det var nu ikke fordi jeg ville til at male med oliefarver, for det med farverne og farvelagte billeder var ikke lige mig, som hidtil kun havde dyrket stregtegningen. På den tid læste jeg også flere andre af de få bøger om tegning og maleri, der dengang fandtes på lokalbiblioteket, men til trods for en vis interesse for disse emner, formåede jeg alligevel ikke at koncentrere mig i længere tid om tegne- og maletekniske problemer. Det fængede mig ikke for alvor, men føltes tomt og udvendigt, fordi det var mit indre selv, det var galt fat med.

En dag, da det var rigtig slemt fat med mig, drev den indre rastløshed mig atter ind på lokalbiblioteket, men i stedet for som sædvanligt at gå hen til reolerne med kunstbøger, gik jeg hen til en reol, hvor der stod bøger om religion og filosofi. Her standsede jeg, idet jeg lod blikket løbe hen over bogtitlerne, og uden at jeg egentlig ville det, stoppede det ved en bog med titlen "Bag Indiens lukkede Døre", skrevet af en vis Paul Brunton (1898-1981). Jeg tog bogen ud af reolen og slog helt tilfældigt op på siderne 138-139, hvor min opmærksomhed straks fangedes af ordene: "De siger Jeg. Jeg vil gerne vide! Sig mig, hvem er Jeg?" Og: "Lær først det Jeg at kende, så vil De kende sandheden." Og senere: "Der er kun en ting at gøre. Sku ind i Deres egen sjæl. Gør det på den rette måde, og De vil finde svar på alle Deres problemer." Og endelig: "Gennem dyb eftertanke over naturen af ens eget Selv og gennem stadig meditation kan lyset blive fundet." Ved læsningen af disse ord, som tilsammen kun fyldte cirka fem-seks linjer, var jeg øjeblikkeligt klar over, at disse få sætninger rummede løsningen på min åndelige krise. Det kunne derfor ikke gå hurtigt nok med at få lånt bogen og haste hjemad gennem "Dødens have" (Assistens Kirkegård), hvor solen skinnede varmt og fuglene fløjtede nok så fornøjede, som om de ville sige: "Se dog på solen og os, se på naturen og lær om livet!" Men på det tidspunkt var mit sind ikke åbent for naturens lærdom og visdom, for jeg skulle åbenbart først igennem en mangeårig åndelig modningsproces, der på en vis måde begyndte med de ovenfor nævnte spørgsmål.

Vel hjemme igen låste jeg mig inde på mit værelse, for at være uforstyrret, og begyndte at læse bogen fra begyndelsen, men mine tanker vendte uafbrudt tilbage til de sætninger, som findes citeret oven for. Hvad der videre skete og hvad jeg fik ud af læsningen af den nævnte bog, skal jeg dog ikke fortælle her, men henvise til min Selvbiografi Mit liv og min tid, 18. afsnit.

Men som sædvanligt var det især biografrepertoiret, der havde min interesse, og jeg gik jævnligt i en af de lokale biografer, enten alene eller sammen med mine to kammerater, Jørn og Jørgen, dog under forudsætning af, at der blev spillet en film, som jeg eller vi alle tre gerne ville se. Men eftersom især de amerikanske film var vendt tilbage til de danske biografer og udbuddet i øvrigt var forholdsvis stort, fandt vi i reglen en film, som vi enten havde hørt noget godt og positivt om eller som vi umiddelbart syntes lød interessant og spændende.

Teksten fortsættes i 10. afsnit.