Film og mig

Om mit forhold til filmmediet

11. afsnit

Sociale film

Apropos socialt engagement i dansk film, så havde instruktørparret Astrid og Bjarne Henning-Jensen skabt sig en markant profil med spillefilmen Ditte Menneskebarn (1946), der var baseret på forfatteren Martin Andersen Nexøs roman af samme navn fra 1917-21. Nu i 1947 fortsatte de denne linje med spillefilmen De pokkers unger, der havde manuskript af Flemming Lynge frit efter en roman fra 1944 af børnebogsforfatterinden Estrid Ott (1900-1967), og som handler om børnenes forhold til en københavnsk lejekasernes mange skæbner. Filmen, hvis musik var komponeret af Herman D. Koppel, havde premiere den 18. august i biograferne Amager, Bella, Casino, Nora og Park. Flere kendte danske skuespillere medvirkede, som f. eks. Henry Nielsen, Tove Maës, Sigrid Horne-Rasmussen, Preben Neergaard, Knud Heglund, Jakob Nielsen, Carl Ottosen, Preben Kaas, Per Buckhøj, Bodil Lindorff, Ego Brønnum Jacobsen, Valsø Holm m. fl. Og i fremtrædende barneroller sås først og fremmest instruktørparrets søn, Lars Henning-Jensen (født 1943), der som voksen kom på De kgl. danske Musikkonservatorium og skabte sig en karriere som operasanger. En anden barnerolle blev spillet af Jette Ziegler Kehlet, datter af kabaretsangerinden Lulu Ziegler. Jette Ziegler blev senere fotograf- og instruktørassistent hos Nordisk Film Junior, hvor hun bl. a. også stod for synkroniseringen af 30 gamle Fy og Bi film.

Mens min ven og tegnelærer Jens Andreasen endnu var ungkarl eller single, som det hedder på nudansk, kom jeg tit på arbejdsbesøg hos ham. Vi spiste også vort sædvanlige råkostmåltid sammen, som vi havde gjort, mens han boede i Helgolandsgade. Han tilbragte det meste af dagen med at tegne, male eller modellere, og jeg med at tegne på to projekter, som jeg havde i gang på det tidspunkt. Det ene var sort-hvide illustrationer til H. C. Andersens rørende eventyr ”Historien om en moder”, og det andet var nogle figurudkast i farver til en kort tegnefilm baseret på samme digters fornøjelige eventyr ”Klods-Hans”.

Eventyret ”Historien om en moder” havde fascineret mig dybt lige siden jeg som 12-årig læste det selv for første gang, og nu i 1947 foresvævede det mig, at der måske ville kunne laves en seriøs tegnefilm eller en anden form for film over det. En tegnefilm baseret på eventyret ”Klods-Hans” havde jeg haft i tankerne lige siden 1944, medens vi endnu arbejdede på ”Fyrtøjet”, da der ikke var blevet noget ud af Dansk Farve- og Tegnefilms A/S’ projekt om at lave 5-6 korte tegnefilm, der hver især skulle baseres på et af H. C. Andersens mest kendte eventyr. En tegnefilm over ”Klods-Hans”, var dengang blevet foreslået af Børge Hamberg, og det skulle kort efter vise sig, at dette projekt ikke var totalt opgivet, men tværtimod var blevet udvidet til planen om en lang tegnefilm. Dette vidste jeg dog intet om på det tidspunkt, der her er tale om.

Men som sædvanligt for mig, blev ingen af mine projekter til noget, heller ikke de to ovennævnte, bortset fra de skitser og udkast, der blev lavet dertil. Jeg opbevarer endnu nogle små skitsetegninger til ”Historien om en moder”, men figurudkastene til ”Klods-Hans” er for længst gået alt kødets gang, idet de brændte sammen med en del andet af mit habengut, da mine forældres pulterkammer omkring 1949 blev raseret ved en pyromanbrand.

Som tidligere nævnt forlod Asbjørn Yde Larsen tegneriet til fordel for en uddannelse som journalist, og i det øjemed fik han en læreplads ved Korsør Avis, hvor jeg senere besøgte ham, men vistnok kun en enkelt gang. Besøget fandt dog først sted i 1950, og vil derfor først blive omtalt kronologisk

Jørgen Strunge genoptog sine studier og læste filosofikum, hvorefter han søgte og blev optaget som elev på Kunstakademiets Arkitektskole. Men hvordan det videre gik ham og hans liv, har jeg ingen anelse om, for venskabet eller vel snarere bekendtskabet gled lige så stille ud. Det, jeg husker ham mest for, var, at han altid kom ind på, at alt er relativt, hvilket jeg til en vis grad godt kunne følge ham i. Men på den anden side set syntes jeg også, at denne værdirelativisme reducerede alting til ingenting, og det troede jeg ikke på. Men det var mens jeg jævnligt kom og besøgte ham på Sortedam Dossering, at jeg tumlede med planerne om at lave en kort satirisk tegnefilm om atomoprustningens vanvid.

Hvad Kaj Himmelstrup videre foretog sig, står mig ikke helt klart, og mærkværdigvis vidste jeg intet om, hvor han boede, men jeg havde kontakt med ham helt frem til omkring 1949-50. Derefter gled venskabet ud og vi sås ikke mere. Senere hørte jeg, at han vistnok beskæftigede sig med børn og lod sig uddanne som lærer. Men under alle omstændigheder husker jeg ham som en god ven, der altid var parat til at række en hjælpende hånd, når og hvis det var påkrævet. Det blev det på et tidspunkt for mig, men herom senere.

Mine succesløse planer

I de følgende måneder, hvor jeg var uden fast og for så vidt også uden løst arbejde, brugte jeg tiden til at studere Yoga og indisk filosofi, læse H. C. Andersens eventyr og historier, og tumle med planer om en kort satirisk tegnefilm. Den sidstnævnte havde jeg fået ideen til på baggrund af atomvåbenkapløbets vanvid, men bortset fra at udarbejde og forme handlingen i hovedet og tegne nogle enkelte figurudkast, blev det ikke til mere i denne omgang. Planen blev dog genoptaget og udarbejdet som drejebog i 1973, men herom først i kronologisk rækkefølge.

Bortset fra H. C. Andersens eventyr og historier læste jeg ikke gerne skønlitteratur, som jeg stort set fandt, var tidsspilde, i hvert fald for mig. Men dette efterår læste jeg dog Conan Doyles samlede bøger om Sherlock Holmes. Det, der især tiltalte mig ved disse romaner, var de logiske ræsonnementer og deduktioner, som mesterdetektiven benyttede sig af, samt de historiske og topografiske beskrivelser, romanerne også indeholdt. Dernæst læste jeg med stor interesse og glæde Victor Hugos pragtfulde roman ”De elendige” (Les Misérables), som jeg dels havde set på en fransk film fra 1935 og senere genså i en film, hvor den store franske skuespiller, Jean Gabin, spillede hovedrollen som galejslaven Jean Valjean. Det betog mig især, at leve med i beskrivelsen af begivenhederne omkring den store franske revolution, og herunder følge den fattige dreng Gavroche og hans daglige liv i Paris’ skumle underverden. Og så var det jo en superromantisk historie om skurkagtighed, heltemodig selvopofrelse og ung kærlighed. Rigtig noget, der talte til et ungt og romantisk følsomt menneske på 18 år.

Men ind imellem mine selvvalgte studier og drømmerier om tegnefilm og film, blev jeg jo nødt til at stige ned i dagligdagens verden og til en vis grad deltage i familiens gøren og laden. Min far, der hele sit liv havde måttet slide og slæbe for det daglige udkomme, først for sig selv og siden for både sig selv og sin lille familie, var mildt sagt ikke begejstret for at se sin døgenigt af en søn drive den af, som han kaldte det. ”Se dog at få dig et fast arbejde!”, sagde han så ofte lejlighed bød sig, og tilføjede: ”Vi kan ikke blive ved med at gå og føde på dig, hvis du ikke selv tjener penge og kan betale noget herhjemme!”. Han havde jo sådan set ret, men mor bebrejdede ham det og sagde i et lettere forarget tonefald: ”Harry har tidligere hjulpet os med penge, dengang han havde arbejde, og han betalte selv for sin konfirmation og har givet os den dyre og flotte radio og grammofonspiller! Skulle vi så ikke kunne hjælpe ham, indtil han forhåbentlig snart finder et eller andet arbejde!?” – Far tav og mumlede et eller andet uforståeligt, der måske kunne udlægges som om han trods alt måtte give mor medhold i, at jeg jo ikke altid havde levet på nas hos dem. Alligevel blev han med mellemrum ved med at vende tilbage til emnet i det næste halve års tid.

Elev hos kendt fotograf

Men i øvrigt var jeg fast besluttet på, at mit liv ikke skulle ende som kontorist, så endnu medens jeg arbejdede, først som bladbud og siden som kontorist for Odensegades Bladcentral, begyndte jeg at få tanker om at komme videre med mit liv og forsøge, om der eventuelt var nogen mulighed for at søge læreplads som filminstruktør. I den anledning ringede jeg en dag til Nordisk Film, men hvem det var, jeg kom til at tale med, husker jeg ikke længere. Vedkommende hørte venligt og tålmodigt på, hvad jeg havde at sige, og fortalte så, at man – og det gjaldt for alle danske filmstudier – for det første kun optog lærlinge, der ikke behøvede nogen løn, og for det andet havde de så mange kvalificerede ansøgninger liggende, at det ville være svært at komme i betragtning. ”Prøv at søge ind ved tegnefilm igen!”, lød den pågældendes råd til mig. ”Jo, men det er ikke lige det, jeg har lyst til i øjeblikket!”, svarede jeg og tilføjede: ”Jeg har stor lyst til at beskæftige mig med rigtig film, og desuden er der så vidt jeg ved ingen herhjemme, der laver tegnefilm lige for tiden.” Det kendte den venlige mand heller ikke noget til, så enden på den samtale blev, at jeg måtte indse, at det ikke ville være muligt at komme videre ad den vej.

Imidlertid faldt den tanke mig ind, at man måske kunne gå en slags omvej og først lade sig uddanne som fotograf. Det ville trods alt smage af film, og ville måske også kunne vise sig at være en fordel, hvis det senere skulle lykkes mig at komme i lære som filminstruktør. I den anledning henvendte jeg mig endnu engang til Psykoteknisk Laboratorium, for at høre, om man der eventuelt kunne hjælpe mig på vej. Det kunne man på sin vis, idet jeg blev henvist til en samtale med daværende formand for Dansk Fotografisk Forening, fotografen Th. Andreasen, som boede på en stille villavej ude i Gentofte, hvor han også havde sit atelier. Det viste sig, at han og hustruen, der for resten var betydeligt yngre end ham, men hvis navn jeg ikke erindrer, begge var fotografer og arbejdede sammen til daglig.

Th. Andreasen, der ikke var hvem som helst indenfor portrætfotografernes verden, spurgte mig ud om forskelligt, men sagde, at man skulle have et vist talent og gåpåmod for at drive det til noget som fotograf, og at han ikke personligt kunne tage mig som elev, idet han, der tydeligvis var en ældre om end meget nydelig herre, ikke længere uddannede elever. ”Lad mig lige ringe ind til forbundet, for at høre, om en eller anden af byens fotografer eventuelt har brug for en elev!”, sagde den venlige Th. Andreasen og gik ind i et tilstødende lokale, hvor jeg ikke kunne høre ham. Efter en kortere samtale kom han tilbage og sagde: ”Prøv at henvende Dem til fotograf Rie Nissen på Østergade 16, men ring først. Her er hendes telefonnummer!”. Derefter takkede jeg den venlige mand og tog afsked med ham og hans lige så venlige og for øvrigt meget smukke kone.

Allerede den følgende formiddag ringede jeg til portrætfotografen Rie Nissen (1904-88) og fortalte, at Th. Andreasen havde henvist mig til hende angående en eventuel ledig elevplads på hendes atelier. Jeg kendte ikke på forhånd noget til, hvem eller hvad Rie Nissen var, men bemærkede straks, at damen lød lidt skarp i tonen, men dog var venlig nok. Jeg forklarede hende i korte træk, hvem jeg var og hvad jeg havde lavet hidtil, og derefter sagde hun: ”Kom herind i morgen formiddag, og lad os tale sammen om det! Tag gerne Deres tegninger med, så jeg kan se, hvad De har beskæftiget Dem med”.

Næste formiddag tog jeg linje 7 ind til Kgs. Nytorv, hvor jeg stod af og spadserede det korte stykke hen til Østergade 16, hvor Rie Nissens atelier havde til huse oppe på øverste etage. Det var et meget hyggeligt atelier med to venteværelser, det ene en suite ind til selve det store fotografiske atelier, et stort baglokale med et tilstødende mindre lokale, der blev brugt som kontor og arkiv, og desuden mørkekamre og køkken og toilet allerbagest i lejligheden.

Ved min ankomst blev jeg mødt af en af Rie Nissens kvindelige assistenter, en nydelig ung dame ved navn Agnes Helweg, som derefter meldte mig hos fruen selv, der sad ved vinduet i det ovenfor nævnte baglokale. Rie Nissen viste sig at være en cirka 40-årig, lidt under middelhøjde, slank og elegant klædt kvinde, iført rød bluse med posede ærmer, en stramtsiddende sort vest og stramme sorte slacks. Ansigtet var stærkt sminket med højrøde læber og barberede, optrukne øjenbryn og virkede lidt klovneagtigt, hvilket indtryk blev understreget af et rødt, kruset afrohår, der stod buskagtigt omkring hendes lille hoved.

”Goddag!”, sagde hun straks, da hun så mig og rakte hånden frem. ”Nå, så De vil gerne være fotograf! – Lad mig se Deres tegninger!”. Jeg gav hende mappen med mine tegninger, og efter at have bladet disse igennem, sagde hun: ”De har jo talent! Hvorfor vil De ikke fortsætte som tegner?”. ”Joh, æh!”, begyndte jeg og fortsatte: ”Fordi jeg hellere vil lave film!”. ”Film!?”, sagde hun, ”det kommer De da ikke til her! Hvorfor søger De så læreplads som fotograf?”. ”Fordi det ikke er muligt at komme ind ved et filmselskab lige for tiden, og desuden får man heller ingen løn i elevtiden. Derfor tænkte jeg, at det kunne være en omvej til filmen først at blive fotograf!”, svarede jeg frejdigt. ”Ja, men så vil De jo alligevel ikke være fotograf!”, udbrød hun. ”Jo, vist!”, sagde jeg, ”men det kan vel kun være en fordel at være det, hvis man vil indenfor i filmbranchen!”. ”Ja, måske!”, svarede hun lidt usikkert. ”Men ved De for resten, at her hos mig får De heller ingen løn, men De skal tværtimod betale for uddannelsen?”.

Det sidste kom nærmest som et chok for mig, og modet sank helt ned til sokkeholderne, og jeg havde allerede belavet mig på at gå min vej uden noget opmuntrende resultat. ”Men jeg vil gerne antage Dem som elev!”, lød det uventet fra Rie Nissen, ”og jeg vil foreslå Dem, at De som betaling til mig kan udføre arkiv- og kontorarbejdet her!”. - Hørte jeg virkelig rigtigt!?

Jeg troede næsten ikke mine egne ører, da hun fremsatte dette forslag, som jeg naturligvis omgående accepterede. ”Hvornår kan De begynde?”, spurgte hun, idet hun rejste sig for at gå ind i atelieret, hvor en kunde ventede på at blive fotograferet. ”Gerne i morgen!”, svarede jeg uden mindste tøven. ”Så er det en aftale! Vi skriver kontrakt med hinanden i morgen og taler om nogle legater, De kan søge!”, sagde hun og forsvandt ind ad døren til atelieret.

Det var en jublende lykkelig mig, der den dag gik ned ad trappen til Rie Nissens atelier og ud på den travle Strøggade og hen til linje 7’s stoppested på Kgs. Nytorv, for at køre hjem og fortælle mine forældre, hvor heldig jeg havde været. De blev naturligvis glade for at høre den gode nyhed, men samtidig var de som altid bekymrede for økonomien. ”Ja, men Rie Nissen vil hjælpe mig med at ansøge om nogle legater!”, sagde jeg for ligesom at berolige de to kære mennesker, som gennem hele deres liv havde været vant til at tjene små penge og til at spinke og spare på så godt som alting. ”Desuden kan jeg måske lave nogle vittighedstegninger ved siden af og sælge dem! Og måske også snart tage portrætter af folk!”, tilføjede jeg, dog uden større overbevisning om, at jeg ville få heldet med mig. ”Nu får vi se!”, sagde mor sagtmodigt, mens far sad ved bordet og rørte rundt i sin kaffekop, tydeligt misbilligende og formentlig sikker på, at hans forvovne ældste søn stod i begreb med at indlade sig på endnu en af sine flyvske fremtidsplaner.

Rie Nissen udgav 1974 erindringsbogen "Om mennesker og mig". På bogens forside ses den markante fotograf med det gamle kamera, kaldet ”Bastarden”. Rie Nissen så præcis sådan ud, da jeg var ansat som elev hos hende i årene 1948-50.

Den følgende tid som fotografelev hos Rie Nissen, skulle vise sig at blive både interessant, spændende og lærerig – på mere end en måde. Det varede jo ikke længe, før jeg fandt ud af, at den særprægede kvindelige fotograf var en datter af den i hvert fald i litteraturkredse berømte forfatter Jakob Knudsen. Selv om jeg på den tid ikke rigtig vidste, hvem Jakob Knudsen var, lød det som lidt af et eventyr, at jeg var kommet i nær daglig kontakt med en berømt forfatters datter. Det ansporede mit engagement endnu mere, for jeg følte at der var gærende kræfter og evner i mig, som endnu ikke rigtig var kommet frem til udfoldelse.

Den særprægede og kønne Rie Nissen, var en lille væver person, som for at kompensere for sin ikke særligt store højde, altid gik med højhælede sko, hvilket gav hende en trippende, men alligevel rask og energisk gang. Den på flere måder specielle Rie Nissen talte i øvrigt også i et raskt og energisk, temperamentsfuldt tonefald, med korte sætninger ad gangen.

Men selv følte jeg det ekstraordinære i, at jeg, et i hvert fald indtil videre ubetydeligt barn af en ubetydelig arbejderfamilie, og tilmed en forhenværende landsbydreng, i kraft af mine egne aspirationer, ambitioner og anstrengelser var ved at skyde op af jorden i lighed med den ikke særligt agtede Fandens mælkebøtte, der skød op mellem stenene i byens stenbro og blomstrede i ubemærkethed. Jeg følte mig kort og godt som en af lykkens udvalgte.

Ungdommelig forfængelighed

Omkring den tid var jeg begyndt at lege med tanken om at antage et kunstnernavn.

Efternavnet Rasmussen lød jo mere som en massebetegnelse, selvom det ikke var det sen-navn, der var flest af. Og heller ikke selvom der var flere berømte personer, der i tidens løb havde båret og beæret navnet: F. eks. grevinde Danner alias Louise Rasmussen og polarforskeren Knud Rasmussen. Nej, det skulle være et efternavn, der ikke var helt almindeligt, syntes jeg.

En dag sad jeg og læste i den lille blå sangbog, jeg havde fået foræret af min mor til min tolvårs fødselsdag, og her faldt jeg en dag over den dejlige sang af Jeppe Aakjær: ”Sneflokke kommer vrimlende”. I sangens tredje og sidste vers, sidste linje forekommer udtrykket Kjørmes-Knud, som jo er et andet udtryk for kyndelmisse, der igen kommer af kandelaber messe, dvs. lys-messe. Kyndelmisse falder hvert år på samme dato, nemlig den 2. februar, og fejres i den katolske kirke til minde om Marias renselse, da hun fyrre dage efter fødslen efter jødisk skik fremstillede Jesus i templet. Profant set markerer kyndelmisse det tidspunkt på året, hvor vinteren endnu er streng, men hvor lyset og mildere temperaturer trods alt så småt er ved at få magt igen. Denne symbolik fandt jeg passede godt på mig selv og min egen aktuelle situation, hvor min mere modne personlighed og bestemmelse i livet endnu ikke rigtig var brudt igennem.

Mine ungdommelige overvejelser gik på, om jeg skulle vælge at stave mit nye kunstnernavn med eller uden j, altså enten Kjørme eller Kørme, men jeg endte med at mene, at Kjørme med tydelig udtale af j’et lød mere kraftfuldt end Kørme. Pseudonymet brugte jeg i de år, hvor jeg stod i lære hos Rie Nissen, men droppede det igen, da jeg ophørte hos hende.

Da jeg fortalte Rie Nissen min beslutning om, at jeg for fremtiden gerne ville kaldes for Kjørme, svarede hun til min store overraskelse lattermildt: ”Ja, tænkte jeg det ikke nok! Det navn passer lige præcis på Dem! De er jo en blomst i knop eller en knudemand, der venter på lyset og varmen, for at springe ud!”. Og derved blev det indtil videre.

Berømt dansk filminstruktør

Apropos Danmarks måske betydeligste eller i al fald berømteste filminstruktør, Carl Th. Dreyer, så samarbejdede Rie Nissen med denne ved flere lejligheder. Det skete bl.a. i forbindelse med Dreyers film ”Vredens Dag” fra 1943, hvor Rie Nissen fotograferede det billede, der skulle bruges som filmens plakat. Billedet forestillede skuespillerinden Lisbeth Movin i rollen som den unge præstekone, stående i kirkens søjlegang. Denne plakat havde jeg i øvrigt erhvervet et eksemplar af, som prydede væggen i mit værelse derhjemme.

Mange år senere optog Rie Nissen et foto af Ebbe Rode i rollen som Gabriel Lidman i filmen ”Gertrud” (1966). Billedet skulle bruges i selve filmen, idet det blev trykt som en del af forsiden på Stockholms Tidningen, som indgik som et led i filmens handling. ”Gertrud” var Dreyers sidste film som instruktør. Interessant for mig personligt var det, at Dreyer på et tidspunkt over flere dage optog en del af filmens både indendørs- og udendørsscener på Nordisk Films domæne i Valby. Det havde jeg personligt mulighed for og lejlighed til selv at følge med i, idet jeg netop på den tid endnu var medarbejder hos A/S Nordisk Tegnefilm, hvis lokaler var beliggende på overtagen af en af de ældre grundmurede bygninger på stedet.

I 1943 var tiden kommet, hvor Rie Nissen syntes, at hendes samling af portrætter var stor og god nok til, at hun turde vove at afholde en separatudstilling, som blev kaldt ”Ti år som kendte Københavneres fotograf”. Udstillingen blev positivt anmeldt i dags- og fagpressen og blev også en pæn publikumssucces.

I sin tid som fotograf havde Rie Nissen en hel del elever og flere førstemænd efter hinanden. En af de sidstnævnte hed Aage Knudsen, og efter at have færdiggjort sin uddannelse og en overgang arbejdet som førstemand hos Rie Nissen, etablerede han sig med sit eget fotografiske atelier længere oppe i Østergade og nærmere Amagertorv. Der var også en anden mandlig Strøgfotograf med atelier på Vimmelskaftet 39-41, som var ret velanskrevet som portrætfotografer, men med en helt anden stil end Rie Nissen, nemlig S. Juncker-Jensen. Han var imidlertid død i 1940 og forretningen blev derefter overtaget af hans sønner, senest af sønnen Jens Juncker-Jensen. Hos denne fotograf fik Rie Nissens elev Agnes Helweg vistnok ansættelse efter sin elevtid hos Rie Nissen.

Der er i øvrigt det særligt interessante ved Juncker-Jensen senior, at han i 1923-24 lod opføre en biograf i pompejansk stil i Espergærde. Biografen eksisterede indtil 1970, hvor den blev lukket og bygningen derefter ombygget til frikirke, som i 2004 blev indrettet til butik.

Avisen ”København” havde ikke mange biografannoncer denne dato, den 29. oktober 1947, helt præcis annoncer for 15 af de dengang i alt 66 Storkøbenhavnske biografer, nemlig følgende:

Biografrepertoiret den 29. oktober 1947 i henhold til morgenbladet København:

Aladdin: Kl. 7,20 og 9,10 Det svenske Lystspil Hans Majestæt maa vente (svensk, 1945) Lisa Eriksson – Åke Söderblom

Alexandra: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. 2. Uge. Forb. f. Børn En Kvinde og syv Mænd (amrk., 1946) Hedy Lamarr – George Sanders

Bellevue: Kl. 19 og 21. Forb. f. Børn Flugten (fransk, 1946) Michelle Morgan – Charles Vanel

Bristol: Kl. 2-3,30-5-6,30-8 og 9,30. Forb. f. Børn Paa utallige Opfordr. M (tysk, 1931) med Peter Lorre

Casino: Kl. 7 og 9 Edderkoppekvinden (ikke identificeret)

D.S.B.: Hver fulde Time Kl. 14-22. 75. Ø. incl. Skat. Fransk Ugejournal – Dansk Eskadre paa Besøg i Stockholm – Tøjhusmuseet faar en Kanon – En af Afrikas skønneste Pletter – Kurs mod Nord – Du danskes Vej,

Grand: Kl. 2-3,50-5,6,50. Grand Teatrets 25, Sæson Eagle-Lion deltager med 1ste Jubilæums-Première, Englands største og mærkeligste Filmværk: A Matter of Life and Death (En Sag om Liv eller Død) (Engelsk, 1945) David Niven – Kim Hunter – Raymond Massey Technicolor Farvefilm

Merry: Kl. 7,10 og 9,10. Forbudt for Børn Stort Dobbeltprogr. Den gule Hævner (ikke identificeret) og Farvefilmen Wildrire (ikke identificeret)

Nørreport Bio: Kl. 14-16,15-19-21,15. 2. Uge! Nattog til München (ikke identificeret) ”Berl. Tid.”: ”Mesterlig Spionfilm – Intelligens, Vid og Spænding.”

Palladium: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15. 5. Uge ! Poul Reichhardt i My Name is Petersen (dansk, 1947)

Rialto: Kl. 7,10 og 9. Farvefilmen Intet er os helligt (ikke identificeret)

Saga Teatret: Kl. 2-4-7,15-9,15. 3- Uge! Hitchcock-Filmen Mennesker bag din Ryg (amrk., 1942) Forsalg til Danmarks-Premièren i Morgen Torsdag Kl. 7,15 og 9,15 ”Soldaten og Jenny” (dansk, 1947)

Scala-Bio: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. 4. Uge ! Forbudt f. Børn. Michel Simon – Viviane Romance PANIK (fransk, 1946) Iscenesat af Julien Duvivier Danmarkspremiere . En Constantin Film

Valby Teater: Kl. 7 og 9. En Kriminal Gyser De 39 Trin (engelsk, 1935) Robert Donat – Madeleine Carroll [Iscenesat af Alfred Hitchcock]

Vesterbros Teater: Kl. 7 og 9,15. Forbudt f. Børn Leslie Banks i Døren med de syv Laase (engelsk, 1940) Ekstra: Farce med Charlie Chase

Windsor: Kl. 7 og 9,10. 4. Uge ! Paa utallige Opfordringer Lilian Harvey i Kongressen danser (tysk, 1931)

I det ovenstående biografrepertoire er der kun 2 film, jeg ønsker at nævne og fremhæve her, nemlig den klassiske tyske gyser ”M” med Peter Lorre i den uhyggelige rolle som pædofil barnemorder, og den eksperimenterende engelske ”A Matter of Life and Death” (”En Sag om Liv eller Død!). Filmen ”M” var instrueret af Fritz Lang (1890-1976), som sammen med sin kone, Thea von Harbou (1888-1954), stod for skabelsen af adskillige bemærkelsesværdige tyske spillefilm både fra stumfilmtiden og efterfølgende. Som klassiske eksempler på parrets stumfilm, kan nævnes Dr. Mabuse, der Spieler (1922) og Metropolis (1926) og som fremragende eksempler på parrets ældre klassiske tonefilm kan nævnes ”M” (1931) og Dr. Mabuses testamente (1932-33), for øvrigt film, som jeg på dette tidspunkt tidligere havde set i Filmmuseets filmforevisninger.

Thea von Harbou skrev også filmmanuskripter for andre end Fritz lang, eksempelvis for den tyske filminstruktør F.W. Murnau (1888-1931) og for den danske filminstruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968). Men mest betydningsfuldt var nok hendes samarbejde med sin anden mand, Frederich (”Fritz”) Lang, og ikke mindst på filmen ”M” med Peter Lorre. Filmen handler som allerede nævnt om en pædofil barnemorder, og den var faktisk baseret på en virkelig person, nemlig en Peter Kürten, kendt i de tyske medier som ”Monsteret fra Düsseldorf”. Men filmen var naturligvis en fri dramatisering af den nævnte persons ugerning. Rollen blev spillet så indlevende og bevægende af Peter Lorre, født László Löwenstein (1904-1964), at hans spil er og forbliver uforglemmeligt.

Da nazisterne i 1933 overtog styret i Tyskland, flygtede både Fritz Lang og Peter Lorre, som så mange andre tyskere med jødisk baggrund, til Frankrig og derfra senere til England og endnu senere til Amerika, hvor de begge skabte sig en betydelig karriere indenfor amerikansk filmproduktion. Som loyal overfor, hvad Thea von Harbou selv opfattede som fædrelandet Tyskland, forblev hun i landet under nazitiden og producerede et større antal spillefilm for det nye nazistiske styres ideologi.

Hvad den anden film, ”A Matter of Life and Death” (”En Sag om Liv og Død!), angår, så så jeg den i Grand Teatret kort efter premieren. Den var produceret af forfatter- og instruktørparret Michael Powell (1905-1990) og Emeric Pressburger (1902-1988) og foregår i England under krigen. De medvirkende skuespillere er David Niven (1910-1983), Roger Livesey (1906-1976), Kim Hunter (1922-2002), Marius Goring (1912-1998), Raymond Massey (1896-1983), og Abraham Sofaer (1896-1988), bortset fra sidstnævnte var alle dengang særdeles velkendte navne, også i Danmark.

Filmen ”En sag om liv og død” udmærkede sig blandt andet ved sin specielle brug af farvesystemet Technicolor, sådan, at de overnaturlige scener er i ”Technicolor mono-chrome”, altså kun i én farve, mens scenerne på jorden er i ”Three-Strip Technicolor”. Filmen havde i øvrigt haft urpremiere i Amerika under titlen Stairway to Heaven, en titel som skyldtes, at den meste prominente special effect i filmen er en bred eskalator, der forbinder jorden med den supernaturale verden (”himlen”). Filmen handler om en eskadrilleleder i det engelske luftvåben Royal Air Force, RAF, Peter Carter, som forsøger at flyve sit brændende Lancaster bombefly tilbage til England. Flyet er blevet beskudt og ramt og alvorligt skadet under en mission ind over Tyskland den 2. maj 1945. Han har beordret sit mandskab til at forlade maskinen ved at springe ud i faldskærm, men har indset, at han ikke selv vil kunne redde sig ud i faldskærm, fordi denne også er blevet ødelagt. Under den dramatiske flyvning over Den engelske Kanal, hvorunder flyet tenderer til at miste højde, samtaler eskadrillelederen over radioen med den amerikanske radiooperator, June, som er udstationeret i England, dog kun i nogle få minutter, inden han er nødt til at forlade flyet og springe ud uden faldskærm.

Under normale omstændigheder måtte det forventes, at Peter Carter ville være død på dette tidspunkt, men en guide, Conductor 71, fra ”den anden verden”, har fået til opgave at eskortere ham til det nye opholdssted. Imidlertid er Carter på grund af en tyk tåge over kanalen blevet væk for sin guide. Den næste morgen vågner Carter op på en strandbred i nærheden af den base, hvor June befinder sig. Til at begynde med tror han selv, at han befinder sig i den overnaturlige verden, men til sin store forvirring indser han, at han åbenbart stadig befinder sig i live på den velkendte fysiske verden.

Tilfældet eller skæbnen vil, at June, som efter overstået nattjeneste er på vej på cykel fra radiostationen og til sit kvarter, netop kommer forbi stedet, hvor Carter befinder sig, og de to forelsker sig straks i hinanden. Imidlertid ankommer Conductor 71, som i øvrigt viser sig at være en aristokrat, der blev henrettet under Den store franske Revolution, og han forklarer Carter, at denne bør acceptere sin egen fysiske død og derfor følge med til ”den anden verden”. Det er Carter imidlertid ikke meget for, hvorfor han anmoder om at få sin sag appelleret til ”højere sted”. Conductor 71 konsulterer sine overordnede, som bevilger appellen, men på den betingelse, at Carter får tre dage til at forberede sit forsvar og vælge sine forsvarere. Han må vælge disse blandt alle de mennesker, der er døde, men det viser sig svært for Carter at vælge, hvem det skal være.

Imidlertid foreslår June, at Carter bør undersøges af hendes ven, Doktor Reeves, som ankommer til stedet på motorcykel, og som også accepterer opgaven, idet han mener, at Carter har fået en hjernelæsion, der har afstedkommet hans forvirrede tanker om, hvor vidt han selv er i live eller ej. Reeves vil hente en ambulance, som kan bringe Carter hen på det hospital, hvor Reeves er ansat. Uheldigvis kører han galt undervejs og omkommer. Men idet Reeves nu er død, bliver han selvskreven som Carters forsvarer overfor de højere overnaturlige myndigheder.

I mellemtiden er Carter blevet bragt på hospitalet og anbragt på operationsbordet, hvor kirurger er i gang med at undersøge hans mulige hjerneskader. Samtidigt foregår den overnaturale appelsag, hvorunder Reeves i sit forsvar for Carter, plæderer for, at denne bør forblive i live på jorden, begrundet med, at det ikke er Carters egen skyld, at han har fået bevilget tre dage til at finde sine forsvarere, og at den omstændighed er skyld i, at han og June har haft tid til at forelske sig i hinanden. Derfor må det være ret og rimeligt, at de højere overnaturale myndigheder frafalder kravet på Carters liv og lader denne forblive på jorden, så at han kan opfylde sin opgave her som kommende ægtemand og far for sine børn.

Under operationen zoomer kameraet op over sceneriet og viser herunder et publikumfyldt amfiteater, som viser sig at være lige så stor som en galakse. Imidlertid er anklageren, den engelskfjendtlige amerikaner Abraham Farlan, ikke til sinds at lade Carter slippe for den død, denne efter anklagerens mening skylder ”den anden verden”. Farlan hader englænderne, fordi de gjorde ham til det første offer for den første amerikanske revolutionskrig. Det får forsvarer Reeves til at erklære den siddende jury for inhabil, siden den hovedsagelig består af folk, der er fjendtlig stemt overfor England og englænderne. Juryen bliver derefter udskiftet med folk, som er mere positivt indstillet overfor englænderne.

Efter en voldsom orddyst mellem Reeves og Farlan, hvorunder begge henviser til historiske eksempler på pro et contra englænderne, ender det med, at Reeves beder June om at afgive sin stemme og bevidne sin store og ægte kærlighed til Carter, ved at tilbyde at indtage dennes plads i efterverdenen. Det sker på den måde, at Conductor 71 hypnotiserer June i en søvn, hvorunder hun oplever at forlade Carter og bestige den himmelske eskalator. Men på vejen op stopper eskalatoren pludselig, som tegn på, at de højere magter har bestemt sig og dømt til fordel for Carters forbliven i live, hvorefter June kan skynde sig tilbage til sin elskede. Dette får Reeves til at udbryde: ”...nothing is stronger than the law in the universe, but on Earth, nothing is stronger than love."

Derefter fortæller dommeren til Reeves og Farlan, hvor meget tid, der er bevilget det elskende par på jorden, et tidsrum, som Reeves til at udbryde: ”Very generous”, hvilket Farlan lidt modstræbende accepterer. Scenen skifter derefter til oprationsbordet, hvor kirurgen, som er identisk med den nævnte dommer erklærer operationen for vellykket, naturligvis til stor glæde, især for June.

Filmens markante hovedroller blev spillet af David Niven som Peter Carter, Kim Hunter som June, Marius Goring som Conductor 71, Roger Livesey som Reeves, Raymond Massey som Abraham Farlan, og Abraham Sofaer som dommeren og kirurgen.

Som enhver sikkert vil kunne forstå, at når der her er brugt så forholdsvis mange ord, for at beskrive handlingen i ”En Sag om Liv eller Død”, skyldes det, at der i det hele taget var noget ret specielt og bemærkelsesværdigt i og med denne film. Emnet om forholdet mellem den fysiske og den åndelige verden var dog ikke nyt i filmverdenen, for i sit plot kan filmen minde om den amerikanske Heaven can Wait (1942, ”Himlen må vente”), med Don Ameche (1908-1983) i hovedrollen. Og måske nok så meget, kan samme film emnemæssigt minde lidt om den noget mere seriøse dramatiske engelske spillefilm Thunder Rock (1942, Tordenklippen), produceret af brødrene John og Roy Boulting og instrueret af sidstnævnte. Hovedrollerne havde velmeriterede engelske skuespillere som Michael Redgrave, James Mason, Lilli Palmer and Barbara Mullen.

Jul og nytår 1947

Desværre har jeg ingen klare erindringer fra dette års jule- og nytårstid, men vil tro, at den stort set har formet sig som i de foregående år. Hos Rie Nissen har vi personale med al sandsynlighed holdt en lille hyggestund med lidt småkager og et glas vin, for at ønske hinanden god jul og godt nytår, som skik og brug jo var både dengang og senere.

Karakteristisk nok, er den eneste begivenhed, jeg husker – selvoptaget som jeg var og er – det års begivenhed på tegnefilmens område, nemlig som sædvanligt det årlige ”Metropols Jule-Show”, der traditionelt bestod af i alt 6 korte Disney-tegnefilm. Dette år var det i hvert fald følgende 5 titler – den 6. er desværre ikke identificeret – som dog alle var repriser, altså film, der var blevet vist i tidligere års Jule-Shows:

1. Clock Cleaners (!937, “Tårnuret skal renses”)

2. Hawaiian Holiday (1937, ”Glade dage på Hawaii”)

3. The Moth and the Flame (1938, ”Møllet og Flammen”)

4. Farmyard Symphony (1938, ”Dyrene vågner”)

5. Sea Scouts (1939, ”Søspejdere”)

6. Desværre ikke identificeret

Dette års 2. juledag-premiere i Metropol var lidt af en sensation, især for Disney-fans, idet langtegnefilmen ”Bambi” fra 1942 havde – ikke egentlig premiere, for den havde allerede haft Danmarkspremiere samme sted den 3. marts s. å., altså 1947. Men selv så jeg den først ved repremieren, og den var ikke så lidt af en åbenbaring, for tænk hvilket mesterskab denne film var udtryk for: Kunstnerisk, teknisk og underholdningsmæssigt. Højere og videre kunne den klassiske tegnefilmgenre næppe nå, hvilket enhver med blot et nogenlunde godt kendskab til tegnefilm formentlig og forhåbentlig vil være enig med mig i.

Året 1948:

Avisen Land og Folk for tirsdag den 24. februar 1948 bragte en del forlystelsesannoncer, dels for københavnske teatre og koncerter og dels for københavnske biografer. Eksempelvis 12 biografannoncer ud af 52 mulige, men til gengæld bragte avisen sin egen kortfattede oversigt over biografrepertoiret i de nævnte i alt 52 biografer. Denne liste så sådan ud:

Københavnske biografers Repertoire 24. Februar 1948:

Aladdin Teatret: Soldaten og Jenny. Kl. 19,20, 21,10. C. 2312.

Alexandra Teatret: Den Fremmede. Kl. 14, 15,50, 17,40, 19,30, 21,20. C. 1601.

Allé Teatret: Diktatoren. Kl. 19, 21,15. Ordrup 1404.

Amager Bio: Penge som Græs. Kl. 19,10, 21,10. C. 2075.

Atlantic Bio: 30 Sekunder over Tokio. Kl. 19, 21. C. 2256.

Bella Bio: Penge som Græs. Kl. 19,10, 21,10. Bella 711.

Bellevue Teatret: Casanova. Kl. 19,30. Ordrup 4096.

Bergthora Teatret: Waterloo Bridge. Kl. 19, 21. Am. 6885.

Bio Lyngby: En Sag om Liv eller Død. Kl. 19,10, 21,10. Lyngby 2600.

Bispebjerg Bio: My Name is Petersen. Kl. 19,10, 21,10. C. 6580.

Boulevard Teatret: Stjaalne Dage. Kl. 19,10, 21,10. C. 5577.

Bristol Teatret: I høj Sø. Kl. 14, 15,50, 19,30, 21,20. C.3588.

Carlton Teatret: Med Liv og Lyst. Kl. 14, 15,45, 17,30, 19,15, 21. C. 9501.

Casino Teatret: Penge som Græs. Kl. 19, 21. C. 2217.

Colosseum: Husmandstøsen. Kl. 19,10, 21,10. C. 2585.

Dagmar Bio: Duellen. Kl. 14, 16,15, 19, 21,15. C. 3223.

Enghave Bio: Grøn var min Barndoms Dal. Kl. 19, 21,10. C. 3062.

Fasan Bio: King Kong. Kl. 19, 21. Godth. 4089.

Gentofte Bio: Diktatoren. Kl. 19, 21,10. Ge. 3350.

Grand Teatret: Paradisets Børn. Kl. 14, 17, 20. C. 2655.

Grøndalsteatret: Mani. Kl. 19, 21. C. 7602.

Hvidovre Kino: Butiken om Hjørnet. Kl. 19,10, 21,10. Hvidovre 1001.

Kino Lyngby: Hatten er sat. Kl. 19,10, 21,10. Lyngby 970.

Lyngbyvejens Kino: Mus og Mænd. Kl. 19, 21. C. 1017.

Merry Teatret: Huset i 92. Gade. Kl. 19,10, 21,10. Am. 836.

Metropol Teatret: Frieda. Kl. 14, 15,50, 17,40, 19,30, 21,20. C. 1510.

Nora Bio: Penge som Græs. Kl. 19, 21,10. C. 15500.

Nørrebros Biograf: Skabt for hinanden. Kl. 19, 21. Nora 9295.

Nørreport Bio: Sønner af England. Kl. 14, 16,15, 19, 21,15. C. 4202.

Odeon Teatret: Kærlighed og Musik. Kl. 19, 21. C. 5952.

Palladium: Susans Kærlighedsaffærer. Kl. 14, 16, 19,15, 21,15. C. 4013.

Palads Teatret: De bedste Aar. Kl. 17, 20,15. C. 4037.

Park Teatret: Waterloo Bridge. Kl. 19, 21,10. C. 3362.

Platan Biografen: Satan og Englen. Kl. 19,15, 21.15. C. 6502.

Regina Teatret: Himlen maa vente. Kl. 19, 21,15. C. 13569.

Rialto Teatret: Og saa kom Jones. Kl. 19,10, 21. C. 6208.

Roxy Teatret: Sherlock Holmes ser Døden i Øjnene. Kl. 19, 21. C. 2191.

Ry Kino: Med forseglede Ordrer. Kl. 19,10, 21,10. Nora 7195.

Saga Teatret: I Taagernes By. Kl.14, 16, 19,15, 21,15. C. 6687.

Scala Teatret: Vi, der gaar Mælkevejen. Kl. 14, 15,50, 17,40, 19,30, 2120. C. 7627.

Skovshoved Teater: Røverne fra Rold. Kl. 19,10, 21,10. Ordrup 3906.

Strand Teatret: En Sag om Liv eller Død. Kl. 19, 21,10. Hel. 3222.

Søborg Teater: Mani. Kl. 19,10, 21,10. Søborg 381.

Toftegaards Bio: Den usynlige Kvinde. Kl. 19, 21. C. 5244.

Triangel Teatret: Soldaten og Jenny. Kl. 17,15, 19, 20,45. C. 7047.

Valby Teater: Waterloo Bridge. Kl. 19, 21. Valby 735.

Vanløse Bio: Barken Margrethe af Danmark. Kl. 19, 21. Dam. 747.

Vesterbros Teater: Sadlens Lov. Kl. 19, 21,15. C. 1500.

Windsor Teatret: Lassie vender hjem. Kl. 19, 21,10. C.6640.

World Cinema: Nattens Melodi. Kl. 14, 16,15, 19, 21,15. C. 2192.

DSB Kino: Sammensat Program.

Til orientering for yngre nutidslæsere skal det oplyses, at tallene for enden af hver af linjerne med biografer, er udtryk for de respektive biografers telefonnumre. Bogstavet eller bogstaverne foran nummeret angiver den telefoncentral der skulle ringes til, for at bestille billetter. Det var længe før automatikkens og elektronikkens tid, så opringning foregik ved, at når man tog telefonen for øret, var der en kvindestemme i røret, som sagde: ”Centralen – De ønsker?”, hvorefter man nævnte den central og det nummer, man ville ringe til. På Centralen var der manuel betjening, hvor telefondamerne koblede ens egen telefon til den telefon, man ønskede at tale med. Bogstavet C er en forkortelse af Central, ligesom Hel. er en forkortelse for Central Hellerup, mens f.eks. Nora er en forkortelse for Centralen Nora.

Men tiden ilede som altid videre, videre, videre og lagde glemselens dæmper på de alvorlige, uhyggelige og dramatiske så vel som på de muntre, hyggelige og fornøjelige hændelser. Døgnets pulserende liv med dets jordnære krav og udfordringer, optog som vanligt og generelt set folk mere end de store verdenshistoriske begivenheder. Det gjaldt naturligvis også i mit eget tilfælde, hvor studierne udi fotografiets ædle kunst opfyldte bevidstheden med drømme om fremtidige bedrifter som tegner. Og i fritiden dyrkede jeg stadig min store interesse for filmmediet, mere konkret i form af det københavnske biografrepertoire:

Det københavnske biografrepertoire i henhold til Berlingske Tidende den 15. maj 1948:

Aladdin: Kl. 7,30 og 9,10. Sidste Dag! Jeg saa ham først (amrk., 1947) Cary Grant – Myrna Loy - Shirley Temple.

Alexandra: Kl. 2-4,15,-7-9,15. Forbudt for Børn. Metro-Storfilmen Gaslys (amrk., 1944) Ingrid Bergman – Charles Boyer.

Allé Teatret: Kl. 7 og 9,15. Sidste Dag! Tilfældets Høst (amrk., 1942) Ronald Colman – Greer Garson.

Amager Bio: Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag! Børge Rosenbaum i De tre maaske fire (dansk, 1939)

Atlantic: Kl. 7 og 9. Farligt Eventyr (amrk., 1940) Ray Milland – Claudette Colbert.

Bella Bio: Kl. 7,10 og 9,10. Forbudt f. Børn. Sidste Dag! Et betagende Kunstværk Mus og Mænd (amrk., 1940) Burges Meredith – Betty Field.

Bellevue: Kl. 19 og 21 Forbudt f. Børn. Sidste Dag! Dramaet paa Lunegarde (ikke identificeret)

Bio Lyngby: Kun Kl. 19,10. Dobb. Billetpriser. Sidste Dag! Hævnens lange Arm (ikke identificeret)

Bispebjerg Bio: Kl. 19,10 og 21,10. Sidste Dag! Bette Davis og Ann Sheridan i Manden, der kom til Middag (amrk., 1942)

Boulevardteatret: Kl. 7,10 og 9,10. Gøg og Gokke i Paa Flugt for Kvinder (amrk., måske identisk med ”Chickens Come Home” fra 1931) Ekstra: Farce.

Bristol: Kl. 2-31⁄2-5-61⁄2-8-91⁄2. DANMARKS-PREMIÉRE Dorothy Lamour – Richard Denning i Farvefilmen Junglepigens Triumf (amrk., 1942)

Carlton: Kl. 2-4-7-9. Sidte Dag! 5. Uge. Abbott og Costello i Dødskørsel (amrk., 1947)

Casino: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn. Sidste Dag! De maa gaa i Casino og Park og se den straalende Revy Farvefilm Ziegfeld Follies (amrk., 1946) Der betegner Hollywood-Pragtens Kulmination.

Colosseum: Kl. 7,10 og 9,10. Forbudt f. Børn. Sidste Dag! Vestens Pionerer (amrk., 1938?) m. Richard Dix.

Enghave Bio: Kl. 7 og 9. Sidste Dag! Den danske Lystspil-Sukces Kalle og Palle (dansk, 1947)

Fasan: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn. Sidste Dag! Ingrid Bergman – Cary Grant i Berygtet (amrk., 1946)

Gentofte Kino: Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag! Kalle og Palle (dansk, 1947)

Grand: Kl. 2-3,50-5,40-7,20-9,20. Forb. f. B. Verdens-Sukces’en The lost Week-end (amrk., 1945) (Forspildte Dage) efter Roman af Charles Jackson, Iscenesat af Billy Wilder- Ray Milland – Jane Wyman.

Grøndals Teatret: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn. Sidste Dag! Berygtet (amrk., 1946) Ingrid Bergman – Cary Grant – Claude Rains.

Kino Lyngby: Kl. 7,10 og 9,10. Sidste Dag! Union Pacific (amrk., 1939) Barbara Stanwyck – Joel McCrea

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 9 Eventyrfilmen Den sorte Pirat (amrk. 1948?) Sørøverne paa de gamle Gallions-Skibe.

Merry: Kl. 4 – 7,10 – 9,10. Sidste Dag! Den lille Butik (amrk. 1940) med James Stewart – Margaret Sullavan

Metropol: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. 3. Uge! Lystspillet Rent platonisk (amrk. 1940) Ginger Rogers – Ronald Colman

Nørrebros Biograf: KL. 7 og 9. Forb. f. Børn. Sidste Dag! Frieda (eng. 1847) Mai Zetterling – David Farrar.

Nørreport Bio: Kl. 14 – 16,15 – 19 – 21,15 Maurice Chevallier i René Clair’s Verdenssukces Grand Prix-Filmen Tavshed er Guld (fransk 1946)

Odeon: Lukket p. Gr. af Reparation

Palads: Kl. 1,30 Kl. 5 Kl. 8.15. 25. Uge! Kun kort Tid! ”De bedste Aar...” (The Best Years Of Our Lives) (amrk. 1946) Myrna Loy – Fredric March – Dana Andrews – Teresa Wright. Iscenesat af William Wyler. Dobbelte Billetpriser.

Palladium: Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15 Støt staar den danske Sømand (dansk 1948) Poul Reichhardt – Lisbeth Movin – Lau Lauritzen Kl. 7,15 ALT UDSOLGT!

Park: I Dag ingen Forestillinger 2. Pinsedag Ziegfeld Follies (amrk. 1946)

Platan: Kl. 7,15 og 9,15. 2. Uge! Spion F-7 (amrk. 1941) George Brent – Ilona Massey – Basil Rathbone Spænding, Dramatik, Kærlighed. Kl. 5,15: De røde Enge (dansk 1945)

Rialto: Kl. 7,19 og 9. Sidste Dag! Danmarks Premiere Shirley Temple i Lystspillet Kys og Sladder (amrk. 1945)

Roxy: Kl. 7,15 og 9,15. Forb. f. Børn. 2. Uge! Sidste Dag! Hemmelig Agent (amrk. 1945) Lauren Bacall – Charles Boyer – Peter Lorre. Lauren Bacalls første Film i Danmark.

Ry Kino: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn. Kriminalfilmen Den grønne Finger (Ruder Knægt) (ikke identificeret)

Saga Teatret: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 og Kl, 9,15 Deanna Durbin i det henrivende Sang-Lystspil Altid Lillesøster (amrk. 1943) Franchot Tone.

Scala Bio: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. Forb. f. Børn Danmarkspremiere Café Emigranten (svensk, årstal ukendt) Opt. I København eft. Hans Severinsens: Drift. Edvin Adolphson – Gaby Stenberg.

Skovshoved: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn. Sidste Dag! Den amer. Film De ukuelige (amrk. årstal ukendt)

Strand: Kl. 7 og 9,10 Waterloo-Bridge (amrk. 1940)

Toftegaard: Kl. 7 og 9. Sidste Dag! Forb. f. Børn. Gyser-Sukces’en Mørke Vande (amrk. 1944) Merle Oberon – Franchot Tone

Triangel: Kl. 7 og 8,45. Sidste Dag! Forb. f. Børn Ingrid Bergman – Cary Grant Berygtet (Notorious) (amrk. 1946)

Valby Teater: Obs! Kl. 7 0g 9,10. Sidste Dag! Skæbnens Dal (amrk. 1945) Greer Garson – Gregory Peck

Vanløse: Kl. 7 og 9. Sidste Dag! Mickey Rooney i En Yankee i Eton (amrk. 1942)

Windsor: Kl. 7 og 9,10. Sidste Dag! Den engelske Storfilm Sønner af England (1946, Never give up, or The Captive Heart).

Af de mange ovenfor nævnte film fik jeg selv set følgende (anført efter annoncelisten over københavnske biografer): Gaslys, De tre maaske fire, Mus og Mænd, Ziegfeld Follies, Vestens Pionerer, Berygtet (Notorious), The Lost Week-end (Forspildte Dage), Union Pacific, Den lille Butik, Rent platonisk, Frieda, Tavshed er Guld, De bedste Aar..., Støt staar den danske Sømand, Hemmelig Agent, Waterloo Bridge, En Yankee i Eton.

Stærkest i erindringen står dog film som Gaslys, Mus og Mænd, Berygtet, Forspildte Dage, De bedste Aar..., og Waterloo-Bridge. Disse film var alle amerikanske, idet amerikanske film igen var dominerende på det danske biografrepertoire, sådan som tilfældet også havde været før krigen og Besættelsen. Dette hang ganske enkelt sammen med i hvert fald to forhold, dels at der blev produceret flest amerikanske film, og dels, at amerikanske filmselskaber havde det største og mest magtfulde distributionsnet, som stort set var etableret i de fleste europæiske lande, Danmark inklusive.

Men tilværelsen var jo andet og mere end fotografi og film, hverdagens store og små begivenheder og hændelser, positive så vel som negative, behagelige så vel som ubehagelige, trængte sig uvilkårligt ind på enhver af os. Det gjorde den ikke mindst, hvis man hørte Radioavisen eller læste aviser. Min radiolytning og avislæsning indskrænkede sig dog på dette tidspunkt til et minimum, men eftersom denne beretning til en vis grad også handler om begivenhederne i min tid, så handler den derfor også om den tids generelle begivenheder.

Biograferne var og forblev det foretrukne underholdningssted, og som tidligere nævnt, kunne man med en vis ret godt kalde biograferne for den almindelige danskers – eller i hvert fald byboernes - tilflugt og trøst i det grå hverdagsliv, så her skal jeg endnu engang citere biografrepertoiret fra en af hovedstadens aviser, i dette tilfælde Nationaltidende for den 6. juli 1948:

Det københavnske biografrepertoire i henhold til Nationaltidende den 6. juli 1948:

Aladdin: Kl. 7,30 og 9,10. Forb. f. Børn Viviane Romance i den sensationelle Film Vejen til Straffekolonien (fransk 1945)

Alexandra: Kl. 2-4,25,-7-9,15. Forbudt for Børn. Musik-Farvefilmen Cole Porter: Night and Day (amrk., 1946) Cary Grant – Alexis Smith. En Warner Storfilm

Allé Teatret: Kl. 7 og 9,10. Forbudt for Børn Ray Milland i Verdens Sukces’en The lost Week-end (amrk., 1945)

Amager Bio: Kl. 7,10 og 9,10. Maurice Chevalier i Tavshed er Guld (fransk, 1946)

Atlantic: Kl. 7 og 9,20. Greer Garson – Walter Pidgeon i Storfilmen Mrs. Miniver (amrk., 1942)

Bella Bio: Kl. 7 og 9,15. Sidste Dag! Madame Curie (amrk., 1944) m. Greer Garson.

Bellevue: Kl. 19 og 21 Det straalende amrk. Farveshow Ziegfeld Follies (amrk. 1946)

Bergthora: Kl. 7 og 9. Forbudt f. Børn Ingrid Bergman – Charles Boyer Gaslys (amrk. 1944)

Bio Lyngby: Kl. 19,10 og 21,10. Kun i Dag; Farvefilmen Himlen maa vente (amrk. 1943) Onsdag: Pygmalion m. Leslie Howard

Bispebjerg Bio: Kl. 19,10 og 21,10. Bette Davis – Paul Henreid Under nye Stjerner (amrk., 1942)

Boulevardteatret: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn Grand Teatrets Kæmpesukces Forspildte Dage (amrk., 1945) med Ray Milland En af Hollywoods største Film

Bristol: Kl. 2-4,15-7-9,15. Dagens Film! Leslie Howard ”Pimpernel Smith” (amrk. 1941) I morgen: ”Generalen døde ved Daggry”

Carlton: Kl. 2-4-7-9. Dag! 2. Uge. Danmarks-Premiere George Brent – Joan Bennett – Misha Auer En Bevæget Nat (amrk. 1942) Elegant! Vittigt! Pikant!

Casino: Kl. 7 og 9,15. Forb. f. Børn. I Dag! Casinos Sommerkavalkade Dr. Jekyll og Mr. Hyde (amrk. 1941)

Colosseum: Kl. 7,10 og 9,10. Forbudt f. Børn. 2. Uge! Viviane Romance i den sensationelle Film Vejen til Straffekolonien (fransk 1945)

D. S. B. Kino: Kl- 14 til Kl. 22

Enghave Bio: Kl. 7 og 9. Blodets Baand (amrk., 1946) med Olivia de Havilland

Fasan Bio: Kl. 7 og 9,15. Forb. f. Børn. Ingrid Bergman – Charles Boyer i Gaslys (amrk., 1944) Esther Williams

Gentofte Kino: Kl. 7,10 og 9,10. Fiesta (amrk.,1947)

Grand: Kl. 1,30-3,30-5,30-7,30-9,20. Forb. f. B. Noel Coward: This happy Breed (Disse lykkelige Dage) (eng., 1944) Engelsk Storfilm med Celia Johnson og Robert Newton

Grøndals Teatret: Kl. 7 og 9. 5 Drenge paa Sporet (ikke identificeret)

Kino Lyngby: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn Marlene Dietrich i Café “De syv Synder” (amrk., 1940)

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 9. Forbudt f. Børn Rita Hayworth Gilda (En Pige med Krudt i) (amrk. 1946)

Merry: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn Alfred Hitchcocks fantastisk spændende Gyser Mistanken (amrk., 1941) Cary Grant – Joan Fontaine

Metropol: Kl. 2-3,30-5-6,30-8-9,30. Walt Disney’s Dumbo (amrk. 1941) Eventyret om den flyvende Elefantunge

Nora: Kl. 19 og 21,10. Forb. f. Børn Esther Williams i den straalende Farvefilm Fiesta (amrk., 1947)

Nørrebros Biograf: KL. 7 og 9,15. Grøn var min Barndoms Dal (amrk., 1941) Walter Pidgeon – Maureen O’Hara

Nørreport Bio: Kl. 14 – 16,15 – 19 – 21,15 Cary Grant – Irene Dunne i Penny Sernade (amrk., 1941)

Palads: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7.15 Kl. 19 Kl. 21,15. 7. Uge! Forb. f. Børn Mai Zetterling – Alf Kjellin Driver Dug falder Regn (svensk, 1941)

Palladium: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15 Støt staar den danske Sømand (dansk 1948) Ved Wurlitzer Orglet: Benna Moe.

Park: Kl. 19 og 21.10. Forb. f. Børn Errol Flynn Vejen til Santa Fe (amrk., 1940)

Platan: Kl. 7,15 og 9,15. Forb. f. Børn Alfred Hitchcocks fantastisk spændende Gyser Mistanken (amrk., 1941) Cary Grant – Joan Fontaine Regina: Kl. 7 0g 9,15 I Dag: Tyrone Power i ”Men dette frem for alt” (amrk., 1942) Onsdag og Torsdag: Paul Muni i ”Commandods” (amrk. 1943)

Rialto: Kl. 7,10 og 9,10. Kun i Dag! Leslie Howard i “Den røde Pimpernel” (eng., 1935) I Morgen: ”Rasputin” (fransk, 1938)

Roxy: Kl. 7,15 og 9,15. Frank Capra Lystspillet ”Det er herligt at leve” (amrk.,1947) James Stewart – Donna Reed – Lionel Barrymore Et Mesterværk, der har Bud til alle

Ry Kino: Kl. 7,10 og 9,10. Storslaaet Farvefilm De drog vestpaa (amrk., 1946) Dana Andrews – Susan Hayward

Saga Teatret: Kl. 2-4-7,15 -9,15. Forb. f. Børn Gene Tierney – Cornel Wilde – Jeanne Crain Den store Farvefilm Lad Himlen dømme (amrk., 1946) Efter Ben Luis Williams største Roman

Scala Bio: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. 5. Uge! Claudette Colbert – Fred MacMurray i Ægget og Jeg (amrk., 1947) En filmatisering efter Betty Mac Donalds Roman af samme navn

Skovshoved: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn. Ray Milland i Forspildte Dage (amrk., 1945)

Strand Teatret: Kl. 7 og 9,10 Never give up (Sønner af Englanf) (eng. Ikke identificeret)

Søborg: Kl. 19.10 og 21,20. Kun 3 Dage Frank Capra’s ”Det er herligt at leve” (amrk. 1947) m. J. Stewart

Toftegaard: Kl. 7 og 9. Det straalende Lystspil Pigen fra Carnegie Hall (amrk., 1945) m. Jane Powell – en ny Deanna Durbin

Triangel: Kl. 7 og 8,45. Forb. f. Børn Ann Todd – Flora Robson – Robert Newton Gift-Pennen (eng. 1939) Efter Richard Llewllyns Roman

Valby Teater: Kl. 7 0g 9,10.! Ziegfeld Follies (amrk. 1946)

Vanløse: Kl. 7 og 9. Forbudt for Børn Farvefilmen California (amrk., 1947) Ray Milland – Barbara Stanwyck

Vesterbros Teater: Kl. 7 og 9,30. Dobb. Pr. Forb. f. B. Boris Karloff Manden med de ni Liv (amrk., 1940) Roland Young Topper ta’r paa Tur (amrk., 1939)

Windsor: Kl. 7 og 9,10. René Clair’s verdensberømte Grand Prix Film Tavshed er Guld (fransk, 1946) m. Maurice Chevalier.

Selv om der var flere af de ovennævnte film, jeg selv gik i biografen for at se på det her omtalte tidspunkt, så var det dog særligt Disneys herlige tegnefilm om elefantungen ”Dumbo”, der tiltrak sig min største interesse og opmærksomhed. Filmen var faktisk fra 1941, men fik til dels på grund af krigen og Besættelsen først Danmarkspremiere i Metropol den 25. juni 1948. I og med denne film, var Disney og hans stab af dygtige medarbejdere atter tilbage i bedste stil, skønt filmen var den hidtil korteste lange tegnefilm med en spilletid på ’kun’ 64 minutter. Eller måske netop derfor var filmen blevet så vellykket, som tilfældet var og er, for medarbejderne tabte ikke grebet om filmen undervejs i de halvandet år, hvor den var i produktion. Det bevirkede blandt andet, at der ikke blev lavet ret mange scener om, som man bagefter fandt ikke passede ind i handlingen og tempoet, sådan som tilfældet i høj grad havde været under produktionen af de foregående og noget længere lange Disney-tegnefilm. Både i ”Snehvide” (1937), ”Pinocchio” (1940) og ”Fantasia” (1940) var der scener, ja, hele sekvenser, som enten blev lavet om eller ligefrem kasseret, fordi især kritiske Walt Disney selv vurderede, at disse ikke passede ind i filmenes handling eller gjorde disses tempo for langsomt, hvilket medarbejderne var enige med bossen i.

Filmen ”Dumbo” er en skøn fortælling om den lille elefantunge, som kommer til verden og vokser op i et omrejsende cirkus. Lidt i lighed med Pinocchio, som har Jesper Fårekylling som sin guide og samvittighed, får Dumbo sin guide og vejleder i Timothy Mouse, en kløgtig mus, som kun de voksne elefanter per tradition skræmmes af. Men under Tims lederskab vokser Dumbo op til at blive det helt store trækplaster for sit cirkus, primært på grund af sine forholdsvis store ører, som han ved et tilfælde lærer at bruge som vinger. Dumbo-filmen har mange herlige og morsomme sekvenser og scener, og i sit design og især i sine halvabstrakte sekvenser, som f.eks. ”Elefanternes parade”, er filmen up-to-date og peger fremad mod, hvad der senere skulle komme af tegnefilm fra Disney-studierne. En anden fabelagtigt god og gennemmusikalsk sekvens er den med de syngende sorte krager, som umiskendeligt minder om en jazzkvartet af det, man før i tiden kaldte for negre, men som i vore dage politisk korrekt kaldes for ”black people”.

For mit eget vedkommende gibbede det i mig, for atter at komme tilbage til at lave tegnefilm, sådan som mit held havde været fra juli 1943 til juli 1945, hvor jeg var animatorelev, animatorassistent og senere selvstændig animator, sådan som tidligere fortalt og omtalt. Men lige for tiden var jeg jo i gang med en uddannelse som fotograf, og denne havde jeg tænkt mig at gøre færdig, før jeg eventuelt kunne tænke på at vende tilbage til den metier, som jeg dybest set længtes efter.

Men i øvrigt gik livet som altid videre, også i den lilleverden, der hedder København. Den 14. august 1948 blev den gode, gamle og berømte Trafikmestervagten, kaldet ”Stavkirken”, på Rådhuspladsen, revet ned og fjernet og efterlod sig indtil videre et mærkbart tomrum. Træbygningen, som var blevet taget i brug i 1903, rummede blandt andet opholdsrum og toiletter for sporvognsfunktionærer.

Fra 27. august 1948 lempedes restriktionerne vedrørende forbruget af elektricitet, hvilket blandt andet betød, at det igen blev tilladt at anvende neonbelysning til udvendig illumination og reklamebelysning. Derfor kunne man igen se den farvede neonreklame for Irma oppe på taget af en bygning på hjørnet af Nørrebrogade og Dosseringen ud for Peblingesøen. Reklamen viste i en enkel form for animation en høne, som lagde æg.

Men lige så vigtigt som lempelsen af elforbruget var naturligvis ophævelsen af gasrationeringen, som ophørte den 1. september 1948. Det havde især stor betydning for alle de mange københavnske husholdninger, hvor der blev benyttet gasapparater til madlavning og opvarmning af vand til f.eks. opvask og klatvask, samt desuden til personlig hygiejne.

Ville gerne lave ’rigtige’ film

Imidlertid havde jeg ikke opgivet mit forsæt om en dag at komme til at lave ”rigtige” film, og derfor omgikkes jeg til stadighed med ideer og planer til drejebøger til spillefilm. Det blev dog i første omgang kun ved ideer og synopsis, i 1948 til to film, nemlig ”Bispen på Børglum”, som skulle være en filmatisering af H. C. Andersens herlige og dramatiske historie ”Bispen på Børglum og hans frænde” (1861), om den grusomme bisp Oluf og hans slægtning, den gode og ædle korsridder Jens Glob, som sammen med sin svoger, Oluf Hase, selveste juleaften gør op med bispen og hans svende i Hvidbjerg Kirke, hvortil alle er stævnet i anledning af højtiden.

Historien om bispen og hans slægtning rummede alle de ingredienser, som mit romantisk anlagte sind havde brug for på det tidspunkt: Ædelmodighedens og retsindighedens opgør med umenneskelighed og uretfærdighed, et opgør, der foregår med naturen som medspiller, og som jeg derfor også mente, ville egne sig aldeles fortræffeligt til en dramatisk, historisk film. Selv havde jeg jo på samme tidspunkt gjort op med og som militærnægter taget afstand fra krigens umenneskelige grusomhed og altødelæggende fremfærd.

Den eminent fortalte historie om bispen og hans frænde, var tydeligvis inspireret af H. C. Ørsteds kulturoptimisme, hvilket især kan ses af fortællingens sidste linjer: ”Velsignet være du! Nye tid, rid på den rensede luftstrøm sommer i by! Lad dine solstråler lyse ind i hjerter og tanker! På din strålende grund svæve forbi de mørke sagn fra de hårde, de strenge tider.”

På baggrund af verdenskrigen, som Danmark som bekendt også kom til at mærke i form af fem trange og mørke undertrykkelsens år 1940-45, og ligeledes på baggrund af de nye, optimistiske perspektiver, der tegnede sig i forbindelse med dannelsen af De Forenede Nationer (FN) og fremsættelsen af menneskerettighedserklæringen, forekom Andersens fortælling både vedkommende og værdifuld.

På omtrent samme tid, som jeg arbejdede med ovennævnte projekt, havde jeg også fået en idé til en socialpsykologisk thriller om et fattigt landbobarns møde med og opvækstvilkår i storbyens stenmasser i slutningen af 1930’ernes og begyndelsen af 1940’ernes København, specielt i kvarteret omkring den sorte firkant på Nørrebro. Filmens arbejdstitel var ”Blomsten og stenbroen”, og dens handling var delvis selvbiografisk, idet den drejede sig om min egen og min families transformation fra land- og industriarbejder-miljøet på Sydvest-Lolland til industriarbejder-miljøet i storstaden København. Se mere herom under 1949.

Selvfølgelig blev hverken dette eller mine senere filmprojekter til andet og mere end ideer og synopser, men arbejdet med disse gav mig øvelse og erfaring i at forestille mig og udforme en filmisk handlingsgang, idet jeg benyttede mig af den viden om film, jeg til dels havde fået i biograferne og dels ved at følge filmmuseets forevisningsrækker. Disse var virkelig interessante og spændende og rakte fra de allernyeste dokumentarfilm over nyere og ret specielle spillefilm fra 1940’erne og 1930’erne og helt tilbage til 1920’erne og stumfilmens barndom i de to første tiår af det 20. århundrede.

Imidlertid hændte det, at min interesse for at tegne lejlighedsvis dukkede op igen, så jeg følte en uimodståelig trang til atter at sætte blyanten til papiret og tegne nogle af de motiver, der optog mig. Min interesse svingede mellem at tegne religiøse og symbolske motiver eller motiver hentet under inspiration fra H.C. Andersens nærmest uudtømmelige skatkammer af eventyr og historier. Men jeg interesserede mig også meget for at tegne det menneskelige legeme, specielt det kvindelige legemes forunderlige anatomi og former. Denne interesse udmøntede sig i en serie skitser, som dog på en fri måde benyttede mit nyerhvervede kendskab til den menneskelige anatomi.

Det var naturligvis ulige mere interessant og spændende at tegne efter nøgenmodel, men det var forholdsvis sjældent, at man havde mulighed for at komme til det. I øvrigt blev det nøgne legeme, hvad enten det var kvindeligt eller mandligt, på den tid stadig betragtet som meget privat og som noget, det var lidt ”frækt” at interessere sig for, fordi folk i almindelighed forbandt nøgenhed med sex. Og sex var et tabuemne af de helt store, som man ikke talte om, hverken privat eller i det offentlige rum. Den kulturradikale forfatter og samfundsrevser Poul Henningsen havde endnu ikke gjort sin indflydelse gældende, hvilket først skete i sen-halvtredserne og 1960’erne, og med relativt stor effekt.

Hen på eftersommeren 1948 skete der imidlertid det uventede for mig selv, at min interesse for tegnefilm pludselig vendte tilbage, muligvis inspireret af, at jeg havde haft en glædelig lejlighed til at se Disneys nyeste tegnefilm, ”Dumbo”, der havde Danmarkspremiere i Metropol den 26. juni 1948. Det førte til, at ideer til tegnefilm atter begyndte at rumstere i min bevidsthed, men eftersom jeg mest var romantisk og lyrisk anlagt, var det ikke crazy tegnefilm, jeg ville lave, men netop poetiske tegnefilm. Som motiv til en sådan fandt jeg, at H. C. Andersens eventyr ”Tommelise” ville egne sig, og jeg begyndte derfor at lave en såkaldt scribbleboard, dvs. løse skitser over eventyrets handling og nogle udkast til, hvordan jeg ville have, at figurerne skulle se ud. Men også dette filmprojekt blev henlagt, dog kun midlertidigt, idet det blev genoptaget i sommeren 1955. Se herom i kronologisk sammenhæng.

Som formentlig almindelig kendt, handler eventyret ”Tommelise” meget kortfattet og prosaisk fortalt om den lille og kun en tomme store alfepige, som kommer til verden via en tulipan og som efter mange oplevelser og en del genvordigheder, der fører hende vidt omkring, ender med langt borte hjemmefra at finde sin rette kærlighed og ægtemage, blomsterprinsen.

På den tid var jeg så småt også begyndt at tegne efter naturen eller levende model igen, og det blev blandt andet til et efter min egen mening ganske vellykket portræt af min søster Lizzie, tegnet med blyant. Hun var ellers et uroligt gemyt og havde svært ved at sidde så længe stille på en stol, som det varede at tegne hende. Egentlig var portrættet mest tænkt som en prøve på, om jeg stadigvæk evnede at tegne efter levende model, og hvis jeg syntes, at resultatet ikke var tilfredsstillende, ville jeg omgående kassere tegningen.

Årets store begivenhed

Dette år, 1948, var der naturligvis igen det årlige Walt Disney Jule-Show i Metropol og repremiere 2. juledag på langtegnefilmen ”Dumbo”, som jeg har omtalt og beskrevet tidligere ovenfor. Og som sædvanligt indeholdt juleshowet 6 korte tegnefilm, hvoraf nogle i reglen var gengangere i den forstand, at de havde været vist ved et eller flere tidligere juleshows. Imidlertid er jeg kun i stand til at give titlerne på de 5 af filmene, som vistes ved juletid 1948:

1. Tigerjagt (Tiger Trouble, 1945)

2. Jungleklovnen (Clown of the Jungle, 1947)

3. Vandrebillen (Bootle Beetle, 1947)

4. Storvasken (The Big Wash, 1947)

5. Posthunden (Mail Dog, 1947)

6. Titel ikke fundet eller husket af mig.

Tegnefilmene fra 1947 havde så vidt mig bekendt ikke været vist i juleshowet 1947, så disse var altså helt nye for både det øvrige publikum og mig. Det var alle sammen korte og mesterlige underholdningstegnefilm i topklassen, det vil sige, når de Disney-medarbejdere, der stod for filmenes produktion, var bedst.

Dette år fejrede vi julen hjemme hos mine forældre på stort set samme måde, som vi havde gjort alle de foregående år, nemlig ved at mine morforældre tilbragte juleaften hos os. Nyt var det dog, at fætter Dennis nu levede sit eget liv og derfor ikke længere var med ved den lejlighed. Til gengæld så vi ham i reglen ved julefrokosten 1. juledag hjemme hos mine morforældre, hvor også en del af den øvrige familie var med. 2. juledag var en dag med afslapning og hygge, men for os børn betød denne dag oftest også en tur i biografen, for mit vedkommende i reglen til film, der havde premiere, hvis det ellers var lykkedes at skaffe sig en billet, for der var denne dag altid et stort run på byens biografer. Så nøjedes man med at se en af de film, der havde spillet i nogen tid i en af de biografer, som mine søskende og jeg ellers plejede at komme i. Jeg erindrer ikke og har heller ikke kunnet opspore, hvilken af de lange Disney-tegnefilm, der eventuelt havde premiere ved juletid 1948, så derfor husker jeg heller ikke, om jeg var i Metropol ved den lejlighed, og heller ikke, hvilken biograf jeg givet fald besøgte denne dag.

Nytårsaften havde mine forældre og vi fire børn altid fejret hjemme hos os selv, og dette år var ingen undtagelse. Nogle gange var vi alene denne særlige aften og andre gange var mine morforældre og nogle af mors søskende på besøg. Aftenen blev som altid stort set fejret ret stilfærdigt og hyggeligt hos os, hvad enten vi kun var os selv eller vi havde de nævnte gæster. Det hændte dog, at enkelte af gæsterne fik et par våde genstande for meget, men aldrig, så at sammenkomsten endte i alvorlige uoverensstemmelser eller andre ubehageligheder.

Politiken omtalte også Danmarks tilslutning til Atlantpagten eller NATO på sin side 2, 3 og 7, men havde selvfølgelig også flere andre nyheder og meget andet at fortælle om inde i bladet. Til den mere muntre afdeling hørte de faste rubrikker ”At tænke sig” og Piet Heins små digte, også kaldet ”Gruk”, og desuden vitstegningerne og tegneserierne. Til de førstnævnte hørte tegneren Bo Bojesens satiriske kommentarer til døgnets og årets begivenheder, og til de sidstnævnte hørte tegneren Ingvars hyggelige ”Magasin Madsen” og terrierhunden ”Tjavs”, samt tekstforfatteren Olav Hasts og tegneren Kai Engholms meget populære familieserie ”Far til fire”. Serien blev i 1950 filmatiseret i form af 8 film af ASA Film, med Alice O’Fredericks som instruktør, og hvori skuespillere som Ib Schønberg medvirkede som Far i to af filmene, medens Karl Stegger medvirkede som Far i seks af filmene. Peter Malbeg havde rollen som onkel Anders og Lille Per blev spillet af Ole Neumann. I nyere tid har ASA Film indtil 2012 produceret 6 Far til Fire-film med Niels Olsen som Far og Jess Ingerslev som Onkel Anders og Kasper Kesje som Lille Per.

Men nok så interessant og vigtigt for mig personligt var biografrepertoiret og omtalen eller anmeldelsen af nogle af de film, der blev spillet i biograferne. Herunder ses et udsnit af biografannoncerne i Dagbladet Politiken for fredag den 25. marts 1949:

Det københavnske biografrepertoire i henhold til Politiken 25. marts 1949:

Aladdin: Kl. 7,20 og 9,10. Kun faa Dage. Skatten paa Hajøen (ikke identificeret) Ekstra: Vestens Robin Hood (ikke identificeret)

Alexandra: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,20. Fox-Lystspillet Her gaar det godt (Sitting pretty) (amrk., 1948) Clifton Webb – Robert young – Maureen O’Hara. Berl. Aften og B.T.: ****

Allé Teatret: Kl. 7 og 9,10. Forb. f. Børn Viviane Romance Lidenskabernes Vej (Lidenskabernes korsvej) (fransk, 1947)

Amager Bio: Kl. 7,10 og 9,10. Johnny Weissmuller i Tarzan og Havfruen (amrk., 1948) OBS.! I Morgen Kl. 4: Samme Progr.

Atlantic: Kl. 7 og 9. Cary Grant – Janet Blair Der var engang en Kaalorm (amrk., 1944)

Bella Bio: Kl. 7,10 og 9,10. Edv. Persson i den svenske Lystspil-Farce Jens Månsson i Amerika (svensk, 1947)

Bellevue: Kl. 19 og 21,15. Musik for Millioner (amrk., 1945) Pragtf. Barnestjerne, straalende anmeldelser.

Bergthora: Kl. 7 og 9. Farvefilmen Robin Hoods Søn (amrk., 1946)

Bio Lyngby: Kl. 19,10 og 21,10. Forbudt f. Børn Gary Cooper i Dolken og Kappen (amrk. 1946)

Bispebjerg Bio: Kl. 19,10 og 21,10. Den pragtfulde Farvefilm Ali Baba og de 40 Røvere (amrk., 19??)

Boulevardteatret: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn Den pragtf. og spænd. Farvefilm Hun saa den dø (ikke identificeret)

Bristol: Kl. 2-½ 2-5-½ 2-8 ½. Forbudt f. Børn James Cagney i G-Men (amrk. 1935)

Carlton: Kl. 2-3,4-5-5,30-7,15-9. Forb. f. Børn. Danmarks-Premiere Greer Garson i Stjålen Kærlighed (amrk. 1947) Robert Mitshum – Richard Hart En Metro-Film.

Casino: Kl. 7 og 9. Kun 3 Dage! Jeppe Aakjær-Filmen Livet paa Hegnsgaard (dansk, 1938) Karin Nellemose – Axel Frische – Karl Heger Søndag Kl. 3: Børnefilmene og Kl. 4,30: Sheriffen fra Kansas (amrk., 194?). Sm. Pr.

Colosseum: Kl. 7,10 og 9,10. Kun 3 Dage! Johan Jacobsen-Filmen Ballade i Nyhavn (dansk, 1942) med Chr. Arhoff

Dagmar: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,15. Alle mine Sønner (amrk., 1948) m. Edw. G. Robinson B.T. gav Filmen **** [dvs. 4 stjerner]

D. S. B. Kino: Hv. fulde time kl. 14-22. 75. ø. inkl. Sk. Sportsglimt fra hele verden – Forår I bjergene (farvefilm) – Hollywood stjerner – Basket ball – Skipper Skræk i løvens gab (farvetegnefilm).

Enghave Bio: Kl. 7 og 9,10. Mand og mand imellem (amrk., 1948)

Fasan Bio: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn. Alan Ladd i Smuglerfilmen Calcutta (amrk., 1947)

Gentofte Kino: Obs. Kl. 6,50 og 9,10. Forb. f. Børn. Knivens æg (amrk., 1946) Tyrone Power – Gene Tierney Eft. Sommerset Maughams ber. Rom. [berømte Roman]

Grand: Kl. 2-3,50-5,40-7,30-9,15. Kongefilmen Frederik IX Musik: Emil Reesen.

Grøndals Teatret: Kl. 7 og 9. Det norske Mesterværk Kampen om det tunge Vand (norsk, årstal ukendt)

Hvidovre Kino: Kl. 19,10 og 21,10. Forb. f. Børn. Det brænder i Østen (ikke identificeret)

Kino Lyngby: Kl. 7,10 og 9,10. Farvefilmen Blue Skies (amrk., 1946) Bing Crosby – Fred Astaire

Lyngbyvejens Kino: Kl. 7 og 9. Constance Bennett – Roland Young Topper ta’r paa Tur (amrk., 1939) To Timers uafbrudt Latter.

Merry: Kl. 7,10 og 9,10. Forb. f. Børn Hævneren fra Alcatraz (amrk., 1940) Walter Pidgeon – George Raft – Joan Bennett.

Metropol: Kl. 2-4-7,15-9,15. Forb. f. Børn. 12. Uge! Sid. Fredag! Sæsonens skønneste og dristigste kærlighedsfilm Djævelen i Kroppen (fransk, 1946)

Nora: Kl. 19. Kun 3 Dage! James Stewart – Joan Fontaine i Aarets største amerikanske Lystspil Det var Bruden, der begyndte (amrk., 1949)

Nørrebros Biograf: KL. 7 og 9. To Søstre fra Boston (amrk., 1946) June Allyson

Nørreport Bio: Præcis Kl. 14 – 16,15 – 19 – 21,15. Forb. f. Børn. Victor Mature – Richard Widmark Dyrekøbt (Kiss of Death) (amrk., 1947) Intensivt spændende og realistisk Film fra New York.

Palads: Kl. 2 Kl. 4,15 Kl. 7 Kl. 9,15. 2. Uge! Forb. f. Børn Kampen mod Uretten (dansk, 1949) Mogens Wieth – Karin Nellemose – Ib Schønberg

Palladium: Kl. 2 Kl. 4 Kl. 7,15 Kl. 9,15 Det gælder os alle (dansk 1949) Poul Reichhardt – Ib Schønberg

Park: Kl. 18,45 og 21.10. Filmen hele verden taler om De røde Sko (eng., 1948) Bemærk forestillingerne! I morgen kl. 16. Olympiade-Filmen.

Platan: Kl. 7,15 og 9,15. Forb. f. Børn Johnny Weissmuller i Tarzan og Havfruen (amrk., 1948) Lørdag Kl. 5: 30 Sekunder over Tokyo (amrk., 1945)

Regina: Kl. 7 0g 9,30 Den spændende Eventyrfilm i Farver Robin Hoods Søn (amrk. 1946) Cornel Wilde – Anita Louise 3 tossede Sailors (eng., 1940) Latterorkan m. Tommy Trinder

Rialto: Kl. 7,30. Paa Opfordring! – Kun 3 Dage De bedste Aar (amrk., 1947) Myrna Loy – Fredric March - Dana Andrews – Teresa Wright

Roxy: Kl. 7 og 9. Endnu kun 3 Dage John Wayne i den spænd. Flyverf. De flyvende Tigre (amrk., 1943)

Ry Kino: Kl. 7,10 og 9,10. Herligt Lystspil Kathryn Grayson – Lauritz Melchior 2 Søstre fra Boston (amrk., 1946)

Saga Teatret: Kl. 2-4-7,15 -9,15. Forb. f. Børn Hjemkomst (amrk., 1948) En METRO FILM med Clark Gable – Lana Turner

Scala Bio: Kl. 2-3,50-5,45-7,30-9,20. 4. Uge! Danmarks-Premiere: Samuel Goldwyns Sørøver-Farce Prinsessen og Piraten (amrk., 1944) Bob Hope – Virginia Mayo – Victor McLaglen En Farvefilm.

Skovshoved: OBS! Kl. 7,30. Forb. f. Børn. Forh. Billetpr. HAMLET (eng., 1948)

Strand Teatret: Kl. 7 og 9,10. Forb. f. Børn Marlene Dietrich – Ray Milland Gyldne Ørenringe (amrk., 1947) I Morgen Kl. 4: Weekend Forestilling ”Lassie vender hjem” (amrk., 1943)

Søborg: Kl. 19.10 og 21,20. Danny Kaye i Farvefilmen Alle Tiders Helt (amrk. 1947) Søndag Kl. 16 og 1740. Forsalg fra i Dag Will. Boyd i Med Seksløberen som Tolk (amrk., 1939)

Toftegaard: Kl. 7 og 9. Forb. f. Børn Errol Flynn i Sølvfloden (amrk., 1948)

Triangel: Kl. 5 - 7 – 9 Edward Persson-Sukces’en Jens Månsson i Amerika (svensk, 1947)

Valby Teater: Kl. 7 og 9,10. Havørnen (amrk. 1940)

Vanløse: Kl. 7 og 9. Musik for millioner (amrk., 1945) Margaret O’Brien – Jimmy Durante

Vesterbros Teater: Kl. 7 og 9,15. Dobb. Pr. Buster Keaton i De Lovløses Land (amrk., 1925?) Gøg og Gokke skal giftes (amrk., 1931)

Windsor: Kl. 7 og 9,10. Forb. f. Børn Saga Bio’s sukces Humphrey Bogart I Tre mand søger guld (amrk., 1948)

Politikens filmanmelder hed dengang Herbert Steinthal (født 1913 i Berlin og død 1986 på Frederiksberg), og han signerede sine artikler med pseudonymet Hr. Bert. Han var fra 1939 både filmanmelder og anmelder af teater og litteratur ved ovennævnte dagblad. 1948 til 1980 var han desuden medlem af bestyrelsen for Filmmedarbejderforeningen og 1952 til 1977 af Bestyrelsen for Teatermedarbejderforeningen. Endvidere virkede han som forfatter og oversætter. Som filmanmelder var Steinthal generelt set meget krævende, kritisk og lettere ironisk indstillet overfor film i det hele taget, hvad enten disse var udenlandske eller danske. Det skal der her gives et eksempel på:

”Problemfilm uden problemer ”Hjemkomst” med Clark Gable og Lana Turner. Rollelisten er lang – næsten lige saa lang som selve filmen, og det vil sige noget – men den indeholder navne, som lover en del. Sidney Kingsley, Pulitzer-pristageren for ”Mænd i hvidt”, har skrevet historien, ”Laante Dages” forfatter, dramatikeren Paul Osborn har udarbejdet drejebogen, producenterne er den absolut litterære instruktør Sidney Franklin sammen med den store Max Reinhardts kultiverede søn, Gottfried Reinhardt, og endelig staar Mervyn le Roy, en mand, der i hvert fald kan sin metier, for iscenesættelsen. Dertil kommer en række populære og ogsaa gode skuespillere.

Men hvad nytter det alt sammen, naar Hollywood sætter sit stempel saa eftertrykkeligt paa filmen, at det knuser ethvert kunstnerisk initiativ. Og det er gjort med al grundighed med ”Hjemkomst”. Historien om soldaten, der ved fronten forelsker sig i en sygeplejerske, og som efter krigens afslutning vender tilbage til sin kone for at fortsætte samlivet med hende, kunne udmærket give stof til en ærlig, virkelighedsnær film – det er simpelthen et tidsproblem, man her kunne have oprullet. Men hvordan skal man lave en problemfilm, naar Hollywood omhyggeligt visker alle problemer ud. Man springer over hvor gærdet er lavest, hver gang emnet truer med at blive lidt kildent, og til slut gør man sagen saa let som mulig ved simpelthen at lade den kvinde dø, som manden i krigsaarene har forelsket sig i.

Under disse forhold skulle der ikke være noget i vejen for, at en filmhelt vender tilbage til sin brave kone, saa alt alligevel kan ende som det skal og bør, i ærbarhed, fryd og gammen.

Clark Gable er en hæderlig, habil skuespiller. Han fremstiller her en modelæge, en egoist, som kun tænker paa sin karriere og sit eget. Krigen lærer ham noget om fællesskabet, og det omsving, der sker med ham, fremstiller Gable troværdigt. Og hvor er han sympatisk, i filmens forløjede slutning giver han blankt op. Af publikumsmæssige hensyn er Lana Turner valgt til hans partnerske. Mange vil sikkert synes, at hun er allerkærest. Instruktøren Merwyn le Roi, som har sat det hele drevent op, lader til at være klar over at hun ikke evner at udtrykke meget; hver gang det store følelsesudbrud skal komme, klares det ved lækker kunstfotografering. Anne Baxter virker ikke bleg og intetsigende nok som Gables kone. Flere af birollerne er udmærket besat, og Osborns dialog hæver sig over handlingen. (Saga Bio). Hr. Bert.”

Her skal jeg ikke gå nærmere ind på Steinthals bedømmelse af den ovennævnte film, så meget mindre, som jeg ikke selv har set den og derfor ikke kan bedømme hans vurdering af den. Derfor vil jeg her nøjes med at omtale de medvirkende skuespillere ganske kortfattet, hvilket jeg synes de under alle omstændigheder fortjener. Først er der amerikansk films maskuline superhelt nr. 1 gennem mange år, den absolut sympatiske og meget dygtige skuespiller Clark Gable (1901-1960), af tysk afstamning og født i Ohio. Han begyndte tidligt at interessere sig for skuespil, men virkeliggjorde først denne interesse som 21-årig, hvilket vil sige omkring 1922. Han begyndte som skuespiller ved omrejsende teaterselskaber og fik en manager ved navn Josephine Dillon, som dels støttede ham økonomisk og dels promoverede ham i Hollywood, og som han dels giftede sig med. Gable fik nogle småroller i nogle stumfilm, men det var først efter at han igen havde optrådt på scenen og i en hovedrolle, at Hollywood-selskabet MGM blev interesseret i ham. Den første større filmrolle fik han i Syndens vej (1931). Han spillede derefter skurkeroller i flere film, hvor hans udseende og kraftfulde stemme især gjorde indtryk på kvindelige biografgængere. Det bevirkede, at han fik hovedroller, hvor han kom til at spille sammen med store kvindelige filmstjerner som Greta Garbo, Joan Crawford og Jean Harlow.

Sit filmiske gennembrud fik han dog i og med Det hændte en nat (1934), hvori han spillede sammen med Claudette Colbert, og for hvilken rolle han fik sin første Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Men en endnu større gennembrud fik han i rollen som Rhett Butler i den herostratisk berømte film Borte med blæsten (1939), som atter indbragte ham en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Gable var nu på højden af sin filmkarriere og samme år, 1939, indgik han ægteskab med skuespillerkollegaen, filmkomedienen Carole Lombard.

Deres lykke varede imidlertid kort, idet Lombard omkom ved en flyulykke i 1942, og den dybe sorg, som derved ramte ham, fik Gable til midlertidigt at forlade filmverdenen og melde sig til US Air Force, hvor han deltog i kamp i Europa og endte med en titel som major. Efter krigens afslutning vendte han tilbage til Hollywood, hvor han som fastansat kun blev tildelt mindre betydelige roller, hvilket han naturligvis var utilfreds med. Han forsøgte sig derefter med engagementer fra film til film.

Clark Gable, som altid beholdt sin tynde moustache som et charmerende kendetegn, havde allerede i 1936 indspillet filmen San Franscisco, en film om det store jordskælv, der ramte denne amerikanske storby i 1905. Men efter succes’en med Borte med blæsten kneb det med de store markante hovedroller. I 1950’erne fik han hovedrollen i flere westernfilm, bl.a. i Oprør i Texas (The Lone Star, 1951), hvori Ava Gardner havde den kvindelige hovedrolle, og i John Ford-filmen Mogambo (1953), hvori han igen spillede sammen med Ava Gardner og desuden med Grace Kelly. I 1959 indspillede han i hvert fald to film, nemlig Jeg og min sekretær (But Not for Me), med Carroll Baker. Lilli Palmer og J. Lee Cobb, og Det begyndte i Napoli (It started i Naples), hvori han havde den smukke Sophia Loren som sin kvindelige medspiller. Skønt kun 59 år indspillede den tydeligt ældede Clark Gable sin sidste film i 1960, nemlig De frigjorte (The Misfits, 1961) med Marilyn Monroe (1926-1962) i sin ligeledes sidste filmrolle.

Gables rolle i De frigjorte var fysisk temmelig krævende, og da hans kondition ikke var den bedste, måtte han – i øvrigt som altid imellem sine roller – gå på slankekur og bl.a. skære kraftigt ned på sit alkoholforbrug og sin cigaretrygning. Clark Gable døde af et hjerteslag den 16. november 1960 i Californien og blev begravet i Forest Lawn Memorial Park i Glendale ved siden af Carole Lombard. Han havde dog i tidens løb været gift og skilt flere gange, først med den tidligere nævnte Josephine Dillon (gift 1924-1930), Maria Langham (gift 1931-1939), Carole Lombard (gift 1939 til hendes død i 1942), Sylvia Ashley (gift 1949-1952) og Kay Williams (gift 1955 til hans død i 1960).

Clark Gable havde to børn, en datter Judy Lewis (ca. 1935-2011), datter af skuespillerinden Loretta Young (1913-2000), som dog til kort før sin død påstod, at pigen var adopteret, og Gables andet barn var en søn med Kay Williams, John Clark Gable, født 20. marts 1961, og som altså dermed blev født ca. 5 måneder efter sin fars død.

Herefter skal omtales Lana Turner (1921-1995), som efter min og mange andres vurdering ikke er eller var så ringe en skuespiller, som Steinthal synes at antyde. Den efter Hollywood-målestok smukke skuespillerinde blev allerede som 16-årig knyttet til filmselskabet MGM, hvor hun i begyndelsen af sin karriere blev castet i rollen som uskyldsren ung kvinde. Men hun havde faktisk et gedigent skuespillertalent gemt i sig, for i 1946 fik hun rollen som femme fatale i Postbudet ringer altid to gange (The Postman Always Rings Twice, 1946).

Hendes rolle som Lady Charlotte de Winter i De tre musketerer (The Three Musketeers, 1948) og Illusionernes by (The Bad and the Beautiful, 1953) viste hendes talent som karakterskuespiller. De nævnte og flere andre roller gjorde hende til en af 1950ernes mest populære amerikanske kvindelige filmskuespillere, hvilket blev yderligere bestyrket af de film, hun indspillede efterfølgende. Det var film som Når man kun er ung (formentlig Diane, 1957), en rolle for hvilken hun blev nomineret til en Oscar. Men i 1960’erne gik det ned ad bakke for den populære skuespiller, hvis privatliv i Beverly Hills var tumultagtigt med mange og skiftende elskere og skandaler og et mord. Lana Turners 14-årige datter, Cheryl Crane, som under et voldsomt skænderi mellem Lana Turner og en af dennes elskere, som optrådte voldsomt og truende, fortvivlet forsøgte at beskytte sin mor med en køkkenkniv, fik skylden for drabet, men blev ikke dømt, idet det kunne påvises at der havde været tale om selvforsvar. Lana Turner døde som 74-årig af kræft i æggestokkene den 9. juni 1995. Sic transit gloria.

Mere og flere film

For min egen part var jeg som nævnt stadig en ivrig biografgænger, idet jeg, så ofte det lod sig gøre, besøgte de biografer og så de film, som jeg syntes der var værd at se. Sådanne film var der heldigvis en del af, selv om man jo ikke kunne overkomme eller få tid og afse penge til at se dem alle. Men her kan jeg da nævne nogle af de film jeg selv så: Først og fremmest den dramatiske engelske film ”De røde Sko” (The Red Shoes), som spilledes i Park Teatret på Østerbrogade. Filmen, som havde haft urpremiere 28. februar 1948, er en filmisk gendigtning af H.C. Andersens skønne eventyr af samme navn. Den var instrueret af makkerparret Michael Powell og Emeric Pressburger og havde den skønne balletdanserinde og skuespillerinde Moira Shearer i hovedrollen som pigen med de røde sko og med danseren, balletinstruktøren og koreografen Leonide Massine som partner. I de øvrige hovedroller sås de dengang velkendte skuespillere Marius Goring og Anton Walbrook. Filmen spillede i hele 133 minutter, altså 2 timer og 13 minutter.

Men selv om filmen ”De røde Sko” var interessant nok som sådan og med gode skuespillerpræstationer, så formåede den ikke at forløse dette ret specielle Andersen-eventyr. Filmen lod i hvert fald mig kølig og uberørt, faktisk lige som tilfældet havde været med Powells og Pressburgers anden kendte film ”En sag om liv eller død” fra 1946.

Den amerikanske film ”Mand og mand imellem” fra samme år, 1948, blev spillet i Enghave Bio, men jeg havde tidligere på året set den i en af Centrum-biograferne, men husker ikke hvilken. Filmens hovedrolle havde Gregory Peck og den handlede om, at jøder blev diskrimineret og mobbet på det amerikanske arbejdsmarked, lidt i lighed med, hvad tilfældet var for afroamerikanere. En velspillet og interessant film om et prekært fænomen i det multi-etniske amerikanske samfund.

Men nok så interessant og spændende var engelske Lawrence Oliviers fremragende filmatisering af Shakespeares drama ”Hamlet”, som han selv instruerede og hvori han spillede den mandlige hovedrolle. Den kvindelige hovedrolle som Ofelia var lagt i hænderne på den dengang ganske unge Jean Simmons. Olivier var kendt som Shakespeare-skuespiller par exellence, som til daglig optrådte og instruerede på Shakespeare-teatret Old Vic, hvor blandt andre kendte og ukendte skuespillere også Vivien Leigh og Jean Simmons optrådte.

Teater- og filmskuespilleren Lawrence Olivier (1907-1989) blev af mange teater- og filmkritikere anset for at være den største skuespiller i det 20. århundrede, og en kendsgerning er det i hvert fald, at han var den førende skuespiller, når det gjaldt opførelsen af William Shakespeares skuespil, hvoraf han senere også filmatiserede flere med sig selv i hovedrollen, som f.eks. Macbeth, Romeo, Othello, Henrik V, Richard III. Hans præstationer i disse film var og er bemærkelsesværdige. På film debuterede han allerede i stumfilmtiden med The Temporary Widow (1926) og talefilmen The Yellow Ticket (1931) og medvirkede i omkring i alt 60 film, både engelske og amerikanske, men bedst kendt for sine roller i film som de amerikanske Stormfulde højder (1939), Rebecca (1940) og den engelske Lady Hamilton (1941), hvori han spillede rollen som Lord Nelson og hans daværende kone, teater- og filmskuespillerinden Vivien Leigh (1913-1967) rollen som Lady Hamilton. Olivier og Leigh var i privatlivet gift med hinanden fra 1940 til 1960. Hun blev verdenskendt for sin rolle som Scarlett O’Hara i den herostratisk berømte amerikanske film Borte med blæsten (1939) og kendt som fremragende karakterskuespiller i rollen som Blanche DuBois i den ligeledes amerikanske film Omstigning til Paradis (1951), en rolle hun også spillede, da stykket blev opført på teatret i London. I øvrigt spillede hun på teatret sammen med sin mand, som dels også instruerede og spillede sammen med hende i flere skuespil, hvori hun havde roller, som f.eks. Ofelia, Kleopatra, Julie og Lady Macbeth og desuden i stykker af Noël Coward og George Bernard Shaw.

Vivien Leighs privatliv var ikke nogen dans på roser, idet hun det meste af sit liv led af manio-depressivitet, som angiveligt gjorde hende vanskelig at omgås med, både udenfor og på scenen. Til hendes nedtur bidrog også et par ufrivillige aborter. I 1960 blev Olivier og Leigh skilt, og medvirkende til deres ægteskabelige forlis var også en stærk rivalisering mellem Vivien Leigh og Marilyn Monroe. Det hang delvis sammen med, at Olivier i 1956 havde påtaget sig at instruere og spille den mandlige hovedrolle i den amerikansk producerede film Prinsen og korpigen (1957), hvori Marilyn Monroe havde den kvindelige hovedrolle. Olivier og Marilyn forelskede sig uhjælpeligt i hinanden, samtidigt med at de som skuespillere var hinandens absolutte modsætninger. Det sidstnævnte gav anledning til mange indbyrdes konflikter, som påvirkede deres professionelle arbejde og medvirkede til, at filmen ikke blev helt så vellykket, som man havde forventet og håbet på.

Efter skilsmissen indgik den i 1947 adlede Sir Olivier i nyt ægteskab, denne gang med skuespillerinden Joan Plowright (f. 1929), og dette ægteskab ser ud til at være blevet vellykket, idet parret fik tre børn. Vivien Leigh levede i årene 1958 til sin død sammen med skuespillerkollegaen Jack Merivale (1917-1990), som angiveligt var en stor støtte for hende i hendes tiltagende manio-depression og anden sygdom. Hun døde som en følge af en for sent diagnosticeret og uhelbredelig tuberkulose den 8. juli 1967, kun 53 år gammel. Men både hendes og Olivers navne vil forblive erindret i international filmhistorie, så længe denne bliver stående.

Jean Simmons (1929-2010) debuterede som filmskuespiller allerede i en alder af 14 år, nemlig i filmen Give Us the Moon (1943) og fik et gennembrud i rollen som Estella i og med Dickens-filmen Great Expectations (1946) og skabte sig efterfølgende en strålende karriere, især begyndende med sin rolle som Ofelia i Lawrence Oliviers filmatisering af Shakespeares ”Hamlet” (1948). Rollen var oprindelig tiltænkt Vivien Leigh, men på grund af dennes sygdom blev den overtaget af Jean Simmons, som i øvrigt i flere andre tilfælde havde dubleret den sygdomsplagede skuespillerinde. Jean Simmons kom til Hollywood i 1950 og blev en af 1950ernes førende filmstjerner, blandt andet i Hollywood-filmene Guys and Dolls (1955), The Big Country (1958), Elmer Gantry (1960) og Spartacus (1960). Hun var gift med skuespilleren Stewart Granger 1950-60 og med filminstruktøren Richard Brooks 1960-77.

I 1985 og 1986 viste Jean Simmons sig i tv-serien Nord og Syd, hvori hun igen spillede rollen som familie-matriarken Clarissa Main. I 1988 spillede hun i filmen The Dawning, denne gang sammen med Anthony Hopkins og Hugh Grant, og i 1989 havde hun igen en hovedrolle i tv mini-serien Great Expectations, hvori hun denne gang spillede rollen som Estella's adoptivmoder, Miss Havisham. Simmons viste sig herefter sjældnere på film og tv, men i 1991 optrådte hun i en genindspilning af tv-serien Dark Shadows, i roller som oprindelig blev spillet af Joan Bennett. Fra 1994 til 1998 var Simmons speaker på tv-dokumentar-serien Mysteries of the Bible. I 2004 lagde Simmons stemme til den ledende rolle som Sophie i den engelske versionering af Howl's Moving Castle.

Af andre film, jeg så i 1948 skal her kun nævnes den amerikanske The Secret Life of Walter Mitty (Alle Tiders Helt, 1947), som havde den dengang velkendte og afholdte spasmager Danny Kaye i den ubestridte hovedrolle. Danny Kaye eller som han rigtigt hed: David Daniel Kaminsky (1913-1987), var skuespiller, sanger og komiker, som foruden på film også optrådte på teatre med særegne pantomimer og lynhurtigt fremførte nonsenssange. Han medvirkede i 23 spillefilm, blandt hvilke The Kid from Brooklyn (1946), The Secret Life of Walter Mitty (1947), The Inspector General (1949), Hans Christian Andersen (1952), White Christmas (1954) og ikke mindst hans måske bedste præstation i The Court Jester (1956). Blandt sine mange film blev Danny Kaye især herostratisk berømt for sin rolle som H.C. Andersen i den meget amerikanske film Hans Christian Andersen (1952), hvori han blandt andet charmede sig ind i alles hjerter med sangen ”The Ugly Duckling”. Samme år besøgte Danny Kaye under et PR-fremstød for filmen H.C. Andersens Hus i Odense, hvor han på pressefotografernes opfordring lagde sig i digterens seng. Disse fotos blev trykt i alverdens aviser og blade, hvilket morede mange, men H.C. Andersen-elskere syntes det var at drive spøgen for vidt. Ikke desto mindre blev Danny Kaye nogle år senere slået til Ridder af Dannebrog for sin rolle i filmen, som naturligvis havde været promoverende for dansk turisme, idet den gav mange amerikanere lyst til at besøge H.C. Andersens ”eventyrland” Danmark. Den opfattelse af Danmark havde H.C.Andersen-filmen bidraget til.

En nok så vigtig indsats af Danny Kaye var det, da han benyttede sin verdensberømmelse til at blive den første ambassadør for børneorganisationen UNICEF, et arbejde for hvilket han i 1986 modtog den franske æreslegions Legion of Honour.

I forbindelse med omtalen af Danny Kaye vil jeg gerne nævne den smukke amerikanske skuespillerinde Virginia Mayo, som medvirkede i flere af komikerens film, herunder blandt andet i ”Alle Tiders Helt”. Virginia Mayo, født Virginia Clara Jones (1920-2005), født i St. Louis, Missouri, begyndte sin karriere som korpige i vaudeviller, hvortil hun var engageret af vaudeville-entertaineren Andy Mayo, hvorfor hun antog hans efternavn som sit scenenavn.

Så vidt jeg har kunnet konstatere medvirkede Virginia Mayo i fire af Danny Kayes mange film, nemlig i Wonder Man (Mirakelmanden, 1945), The Kid from Brooklyn (Vi der går Mælkevejen, 1946), The Secret Life of Walter Mitty (Alle Tiders Helt, 1947) og A Song Is Born (Swing-professoren, 1948). Blandt de mange film, hun i øvrigt medvirkede i var også The Best Years of Our Lives (De bedste Aar, 1946) og White Heat (1949). I disse to film viste hun sig som karakterskuespiller, nemlig henholdsvis som den usympatiske og troløse Verna Jarrett i sam- og modspil med berømte James Cagney, og som åndsforladt golddigger i den sidstnævnte og meget berømte film. Hendes karriere fortsatte gennem 1950erne, ikke sjældent i de såkaldte B-film som westerns og eventyrfilm.

Men grunden til, at jeg specielt nævner Virginia Mayo her, er hendes flotte krop, som ikke sjældent var iført dristige kostumer, der var af en sådan karakter, at de afslørede hendes kvindelige former også på de mest prekære steder. Det pirrede selvsagt hormonerne hos de mandlige tilskuere i biograferne, og altså også hos mig. Så er det sagt.

Film og filmmanuskripter

Film var stadigvæk en af mine hovedinteresser, og derfor fulgte jeg nogenlunde med i, hvilke spillefilm, der havde premiere. Det var fortsat amerikanske film, der dominerede biograferne, men der var dog også enkelte engelske, franske og svenske film på repertoiret. Dansk filmindustri kunne i reglen mønstre 10-12 spillefilm om året. Under Besættelsen var der dog blevet produceret flere danske spillefilm, end tilfældet havde været både før og efter krigen. Det hang naturligvis sammen med det tyske forbud mod udenlandske film, og biografernes efterspørgsel efter film var ikke blevet mindre, snarere tværtimod. 1942 kunne opvise det hidtil største antal danske spillefilm, nemlig i alt 19, fulgt af 1943 og 1944, som i begge tilfælde kunne mønstre i alt 17 spillefilm. Efter Besættelsen faldt raten af danske spillefilm til førkrigsniveau, idet der i 1945 ’kun’ blev produceret i alt 10 danske film. I 1946 blev det dog til i alt 12 danske spillefilm, og i 1947 hele 13 film. Til gengæld kunne 1948 kun mønstre i alt 9 og 1949 bare 8 danske spillefilm, hvilket naturligvis hang sammen med konjunkturerne.

Interessen for, hvad der var sket kort før, under krigen og Besættelsen, holdt sig stadigvæk, i al fald hos nogle danske filmselskaber og hos en del af publikum. Den 16. februar kunne Palladium således holde premiere på Det gælder os alle, som havde manuskript af Svend Rindom og var instrueret af Alice O’Fredericks, assisteret af Robert Saaskin, og klippet af Edith Schlüssel, der også havde været klipper på ”Fyrtøjet”. I den mandlige hovedroller kunne man se – ja, hvem ellers – Poul Reichhardt, og den kvindelige hovedrolle lå hos den 10 år yngre Lily Broberg. Og Ib Schønberg medvirkede selvfølgelig også. Filmens hovedidé var kort fortalt den, at vi danskere skulle lære at acceptere Wiener-børn, hvis fædre var anti-nazister. Man skulle jo ellers have troet, at det ikke kunne være noget problem. Imidlertid sad det stadig i mange, at alt, hvad der var tysk eller mindede om tysk, var mere eller mindre nazi-inficeret og derfor suspekt.

En kollega ringer . . .

Det var så vidt jeg husker en dag i foråret 1949, at tegneren og animatoren Børge Ring henvendte sig til Rie Nissen, for at forhøre sig om hun eventuelt ville give slip på Harry Rasmussen, for der var brug for ham som animator, forklarede han. Rie Nissen fortalte mig efterfølgende om telefonsamtalen: ”De må indrømme,” havde han sagt, ”at mange kan blive gode fotografer, men jeg kan fortælle Dem, at kun få kan blive gode animatorer! Og De har en god animator gående hos Dem som elev!” – ”Jo, jeg er da villig til at annullere hans kontrakt, hvis han selv vil det sådan!”, svarede Rie Nissen og forhørte sig hos mig om jeg kunne tænke mig at blive animator hos firmaet Ring og Rønde. Men selv om tilbuddet var fristende, så var det min hensigt, at ville gøre min læretid som fotograf færdig, og derfor sagde jeg nej tak til tilbuddet. At jeg så ikke tog afgangsprøve som fotograf, er en anden sag.

Omtrent ved samme tid henvendte Børge Hamberg sig på vegne af Allan Johnsen, Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, også til mig, idet man gerne ville have mig med som animator på det nystartede lange tegnefilmprojekt ”Klods-Hans”. Men også i dette tilfælde måtte jeg takke nej af den ovenfor anførte grund. Men jeg var noget i vildrede med mig selv, for jeg fornemmede i dybet af mit sind, at Børge Ring havde ret i, at mange kunne blive gode fotografer, men kun relativt få kunne blive supergode animatorer. Mit forbillede, hvad angik tegnefilm, så var og forblev Walt Disneys tegnefilm idealet for mig, og allerede dengang, da jeg var medarbejder på ”Fyrtøjet”, drømte jeg om, at det en skønne dag måske ville kunne lykkedes for mig at opnå at blive lige så en god animator, som de bedste af Disneys animatorer. Det var selvfølgelig en næsten umulig drøm, dels fordi de af hans lange tegnefilm, der var blevet produceret indtil dette tidspunkt, var så fabelagtigt dygtigt lavet, både hvad angår disses tekniske og kunstneriske kvaliteter, og for det andet, hvad man måtte kunne forvente sig af de af hans lange tegnefilm, som både verden og vi endnu kunne forvente at se fra ”tegnefilmkongens” værksted. Og det viste sig faktisk ikke at være så lidt.

Film i pagt med tiden

Man må nok konstatere, at mine filmideer dengang var i pagt med den seriøse del af tidens danske spillefilmproduktion, men selv følte jeg dog ikke, at jeg ’abede’ efter, for ideerne var mere eller mindre udsprunget af mine egne personlige oplevelser og erfaringer. I 1949 havde jeg også en anden og nok så seriøs idé til en højst dramatisk spillefilm om et af krigens ofre, en ca. 35-årig mentalt nedbrudt mands skyldfyldte genoplevelse af krigens meningsløse gru. Handlingen var henlagt til en af efterkrigstidens større tyske byer, som for en stor del lå i sodsværtede ruiner. Disse havde jeg dog kun set på film og fotos, men de mindede mig om indtrykket af den udbrændte Franske Skole på Frederiksberg Allé og gjorde et uhyggeligt og uudsletteligt indtryk på mig, for i fantasien forestillede jeg mig, at der havde boet levende mennesker i ejendommene, mennesker, mænd, kvinder og børn, som havde levet deres dagligliv stort set ganske som min familie og mig selv. Filmen skulle have titlen ”Og mørket faldt på ...”

Filmens persongalleri og handling udformede jeg forholdsvis detaljeret i tankerne, men efter nogen tids forløb opgav jeg at arbejde videre med projektet, som jo desuden ikke havde nogen større muligheder for at lade sig realisere.

Det magiske tal 7

Endelig havde jeg også en plan til en social-psykologisk spillefilm med titlen Syvtallet, som skulle skildre en ung mands forsøg på at finde en mening med sig selv og tilværelsen. Titlen og begrebet ”syvtallet” refererede dels til det redskab, som på den tid i reglen eller i hvert fald ofte blev brugt af københavnske klunsere, når disse gik rundt i gaderne og rodede i baggårdenes skraldespande, i håb om at finde genanvendelige ting og sager, der kunne sælges til de såkaldte produkthandlere. For ikke at risikere at komme til skade af glasskår eller andre skarpe genstande, brugte klunserne en halvlang jernstang, hvis ene yderste ende var bøjet vinkelret på den del af stangen, man holdt i, til at rode op i spandenes affald. Hvis man holdt jernstangen med det korte, vinkelret bøjede stykke op i luften, kunne den minde om et syvtal.

Begrebet refererede dels også til det matematiske begreb ”syvtallet”, som hører til et af de tal, der gennem tiderne er blevet tillagt magiske og symbolske egenskaber. I mystikkens numerologi er tallet 1 udtryk for grundlaget for alt, altså for Gud, og for dét hele, der udgøres af alle ting og hændelser. 2 er det første tal, der bryder med helheden, hvorved der dannes en modsætning, som også giver grundlag for splid og fjendskab. Tallet 2 ses derfor som Det Ondes (Slangens eller Djævelens) tal og Kvindens tal (Adam var først, Eva nr. 2). 3 er følgelig tallet, hvor modsætningerne (1 + 2) forenes i harmoni, hvor Gud for første gang manifesterer eller viser sig. 4-tallet er udtryk for, at alt eksisterer i fire dimensioner og er skabt af fire elementer: ild, luft, jord og vand. 5 er tallet for de fem sanser, og da det er summen af 1 (Gud) + 4 (stoffet), er det tallet for guddommeligt liv i den døde materie. 6 er et fuldkomment tal, fordi det er lig summen af sine divisorer mindre end det selv: 6 = 1 + 2 + 3.

Og nu kommer det: Tallet 7 er sammensat af 3 (Guds manifestation) + 4 (verdens mål) og angiver derfor tidsrytmerne for det jordiske livs udvikling, f.eks. kvindens menstruationscyklus på 7 x 4 dage = 28 dage, og svangerskabet på 7 x 40 dage = 280 dage divideret med 30-31 dage (en måned) = 9 måneder. Syv er derfor sluttallet for enhver guddommelig udvikling, i Bibelen udtrykt ved de 6 skabelsesdage og den 7. dag som hviledagen. Deraf de 7 ugedage. 8-tallet er et tal højere end 7, og må derfor være udtryk for en ny begyndelse på et højere niveau, og 9 er tallet, der slutter kredsen og indleder en ny talrække, nemlig 10, 11, 12, 13 osv. til 19, hvorefter kredsløbet fortsættes på et endnu højere niveau, nemlig 20, 21, 22, 23 osv. osv. Men alt sammen selvfølgelig ren tankeleg.

Referencen til 7-tallet beroede i dette tilfælde på, at den unge mand i den planlagte film, ”Syvtallet”, grundlæggende var optaget af at finde ud af sig selv og tilværelsen, som på det tidspunkt var et stort mysterium for ham. Det så meget des mere, som han ikke havde nogen religiøs tro at holde sig til, altså heller ikke den kristendom, som nogle af hans medmennesker og landsmænd var opflasket med. Selv var han opvokset i et hjem, hvor det kristne livssyn og de kristne værdier praktisk talt ikke spillede nogen rolle.

Til den planlagte film, altså ”Syvtallet”, nåede jeg at påbegynde skrivningen af en synopsis, og fra denne vil jeg citere følgende:

”Det er sen aften. Nærbillede af et par bestøvlede fødder i stærkt løb hen ad en landevej. Det er en mand, som synes at være på flugt fra et eller andet. Pludselig smider manden sig ned i vejgrøften. Lyden af en tung bil høres nærme sig, og lyset fra nogle projektører fejer hen over landskabet.

Nærbillede af mandens ansigt, som et kort øjeblik oplyses af projektøren. Han synes at være i begyndelsen af tyverne. Lyden af det passerende motorkøretøj bliver efterhånden svagere og svagere.

Da lyden af bilen har tabt sig i det fjerne, rejser manden sig op og bliver stående, opmærksomt afventende. Stilheden forstyrres kun for et øjeblik af et tog, der passerer langt borte.

Manden begynder at gå ind over markerne og når frem til jernbanelinjen, som han derefter følger videre frem, indtil han kommer til en lille landstation. Stedet er kun oplyst af en enlig lampe over indgangen til ventesalen. Han stiller sig i skjul bag nogle togvogne, der står parkeret på et sidespor, og venter.

Noget efter vover han sig frem og går hen til hovedsporet, hvor han bøje sig ned og lægger øret til sporskinnen, for at lytte efter et tog, der eventuelt nærmer sig. I skinnen høres ganske svagt lyden af et tog, der nærmer sig. Manden går derefter tilbage til sit skjulested og afventer togets komme.

Snart efter lyder togets signal tæt ved stationen og toget kører hen og gør holdt udenfor stationen. Vognstammen består udelukkende af godsvogne. Konduktøren stiger ud og afleverer postsækken til stationsvagten. Derefter fløjters afgang og toget sætter i gang igen.

Idet nogle af de bageste godsvogne passerer forbi stedet, hvor den unge mand holder sig skjult, springer han frem og hopper op på et trinbræt og hager sig fast i et udvendigt håndtag på siden af godsvognen. Toget kører bort i natten.

Under kørslen forsøger den unge mand at få vognens skydedør op, og med en vis anstrengelse lykkes det, hvorefter han udmattet kravler ind i vognen og bliver liggende på gulvet, for at komme til kræfter.

Han rejser sig kort efter og lukker skydedøren og sætter sig ned på gulvet. Inde i vognen er der bælgmørkt. Kort efter rettes lyskeglen fra en lommelygte mod ham. Han dukker sig uvilkårligt og holder hånden skærmende op foran øjnene, for ikke at blive blændet af lyskeglen. I det samme lyder der en mandsstemme: ”Halløj kammerat! Blev du bange! – Det ska’ du såmænd ikke blive, for jeg er kuns en halvgammel stodder, der ikke gør en flue fortræd!” Manden retter herunder lyskeglen mod sig selv, idet han fortsætter med at sige: ”Her ser du de sørgelige rester af fordums ungdom og skønhed!”

Manden, som betegnede sig selv som stodder, viser sig at være omkring de halvtreds år, lille og spinkel, men med et ansigt furet af vind og vejr. Hans smil afslører, at han mangler adskillige tænder i munden, hvilket dog ikke forhindrer ham i at være begavet med en særegen form for humor og i at være et filosofisk gemyt.”

Det ovenfor citerede uddrag af min synopsis til filmen ”Syvtallet”, må være nok til at give et indtryk af, hvor jeg ville hen med indholdet og handlingen. Det skal dog lige tilføjes, dels at toget er på vej mod København, og dels, at den ovenfor nævnte halvgamle stodder har tæt forbindelse til klunsermiljøet i samme by, mere præcis til en af dennes noget skumle gader, hvor man ikke tager det så nøje med, hvad der er tyvekoster eller hælervarer. Her ligger der blandt andet en klunserbutik i en lav kælder, og butikkens ejer viser sig ar være en stor og kraftig mand, iklædt gammelt og krøllet tøj, som han ser ud til også at sove i, og som sjældent eller aldrig har været af kroppen og er blevet vasket. Det gælder også manden selv, hvis ansigt er fedladent, ubarberet og sortsmudsket.

Da hovedpersonen, den yngre mand, står uden bolig, arbejde og ingen penge har på lommen, lader han sig friste til at tage med stodderen hen til den nævnte gade og kælderbutik. Her gør den lidt sleske ejer ham det klart, at der er penge at tjene ved at blive såkaldt ”klunser”, et tilbud, den yngre mand tager imod, om end med nogen tøven. Men da han må erkende, at han på stående fod ikke har andre muligheder eller udsigter, lader han sig hverve som klunser, eller med mere velklingende ord, som ”Spildindsamler” med aspirationer om med tiden at blive slået til ”Ridder af Syvtallet”.

Selv syntes jeg, at der ville være kunnet komme en god og interessant socialrealistisk spillefilm ud af mit manuskript eller min drejebog. Men mulighederne for at realisere idéen og projektet til en konkret film, var selvfølgelig ikke til stede. Det var ren og skær urealistisk tankeleg fra min side.

Tegneriet genoptaget

Med hensyn til min lyst til at tegne, især figurer, vendte lejlighedsvis tilbage, så gjaldt det for mig om ikke at blive alt for detaljeret og distinkt i stregen, sådan som tilfældet jo omvendt var med mine tegninger, der havde med klassisk animation og tegnefilm at gøre. I de sidstnævnte tilfælde var og er det vigtigt, at stregerne var så få og forenklede som overhovedet muligt, hvilket hænger sammen med den teknik, der ligger til grund for den klassiske tegnefilms figurer. Stregerne måtte og må nødvendigvis være ’lukkede’, for at lette arbejdet for de folk, der skal overføre figurerne på celluloider og dem, der skal farvelægge disse. Derfor blev animationstegningerne, som ofte havde en skitsemæssig karakter, i reglen rentegnet med største omhu. I nogle tilfælde af key-animatoren selv eller ved større produktioner, som eksempelvis de lange tegnefilm, af folk, der er specialister i rentegning.

Det med de lukkede streger er i øvrigt også en nødvendighed, når man i nutiden benytter sig af farvelægning ved hjælp af et computerprogram. Det vil man kunne se et eksempel på ved at klikke ind på følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=9teXhxceNug.

I allernyeste tid findes der dog en avanceret computerteknik, som muliggør en avanceret brug af farvelægning af figurer uden lukkede streger. I det hele taget har computerteknikken åbnet for nye horisonter og perspektiver, hvilket de såkaldt computergenerede tredimensionale ’tegnefilm’ er gode eksempler på. Det med de lukkede streger er i øvrigt også en nødvendighed, når man i nutiden benytter sig af farvelægning ved hjælp af et computerprogram. I allernyeste tid findes der dog en avanceret computerteknik, som muliggør brugen af farvelægning af figurer uden lukkede streger.

Teksten fortsættes i 12. afsnit.