Om mit forhold til filmmediet
15. afsnit
Militærnægteren Knud Brogaard (1929-2013) uddannede sig
som kunstmaler på Kunstakademiet i København i årene 1952-55, hvorefter han som
militærnægter kom til Gribskovlejren i august 1955. Han var egentlig ikke
politisk interesseret, men hældede dog til venstrefløjen og SF. Hans malerier
er impressionistiske og har en diset, intim og mættet stemning over sig. Han
blev senere medlem af Billedkunstnernes Forbund og Kunstnersamfundet. Desuden
udstillede han bl.a. på Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborgs
Forårsudstilling, lige som han også har haft separatudstillinger i Den fire
Udstillingsbygning, Vejen Museum, Galleri 2B, Heimat
Museum - Grabow og hos Henning Larsen i København, Skovhuset - Værløse og for
Albertslund Kunstforening.
Knud Brogaard kendte jeg ret godt personligt i den tid,
vi sammen tilbragte i Gribskovlejren. Han var en uhøjtidelig og lun jyde, som
især var optaget af sin kunst og af nogle af de store malere i nyere fransk
malerkunst, som f.eks. Georges Seurat (1859-1891) og Pablo Picasso (1881-1971).
Kunstfilmene, som Brogaard viste og kommenterede i sit foredrag, var så vidt
jeg husker lånt hos Statens Film Central.
Den meksikanske spillefilm
”Maria Candelaria” er fra 1943 og instrueret af
Emilio Fernández (1904-1986) og med den talentfulde
og meget smukke Dolores del Rio (1905-1983) i den kvindelige hovedrolle,
sekunderet af Pedro Armendariz (1912-1963) i den
mandlige og mandige hovedrolle. Denne meget specielle og gribende film havde
jeg selv haft lejlighed til at se omkring 1946, da Odeon-biografen
på Fælledvej på Nørrebro i København, som dengang havde skuespillerinden Bodil
Ipsen som bevillingshaver, foreviste filmen ved en særforestilling. Det var
derfor mig, der i dette tilfælde anbefalede Gribskovlejrens kulturudvalg at
vise filmen.
Filmens handling er kort fortalt, at en ung journalist
presser en gammel kunstner (Alberto Galán) til at
vise et portræt af en nøgen indfødt kvinde, han har i sit studie. Filmen er
formet som et flashback til Xochimilco, Mexico, i
1909, og dens handling foregår lige før den mexicanske revolution. Xochimilco er et smukt landligt område og miljø, som
primært er befolket af almuen.
Journalisten erfarer, at den smukke kvinde på maleriet
hedder María Candelaria (Dolores del Río), en ung indisk kvinde, der konstant bliver afvist af
sit eget folk, fordi hun er datter af en prostitueret. Hun og hendes elsker,
Lorenzo Rafael (Pedro Armendáriz), må gennem hele
filmen kæmpe for at opnå anerkendelse. Men selv om de er ærlige og
hårdtarbejdende, lykkes det ikke rigtigt for dem. Don Damian (Miguel Inclán), en jaloux halvblods butiksejer, som gerne vil have
María for sig selv, forhindrer parret i at blive gift med hinanden. Han dræber
en pattegris, og beskylder María og Lorenzo for at have gjort det, med det
formål, at sælge den for profit, og han nægter desuden at købe grøntsager af
dem.
Maria og Lorenzo er i det hele taget udstødte af
lokalsamfundet. Da María på et tidspunkt bliver syg af malaria, nægter Don
Damian at give parret den kinin, som er nødvendig for at bekæmpe sygdommen. I
desperation bryder Lorenzo ind i hans butik for at stjæle medicinen, og i sin
vrede tager han også en brudekjole med til Maria, som han gerne vil giftes med.
Lorenzo idømmes fængselsstraf for tyveri, og for at kunne løskøbe ham vælger
Maria at stå model for kunstmaleren, i forventningen om at tjene penge til at
kunne betale kautionen, så at Lorenzo kan blive
løsladt.
Kunstneren påbegynder at male portrættet af María, men
har tænkt sig mere med den smukke kvinde, hvorfor han beder hende om at posere
nøgen. Det nægter hun at gå med til, hvilket betyder, at hun så ikke får et
honorar, der er stort nok til at kunne betale løsesummen.
Imidlertid vælger kunstneren at gøre sit maleri af
Maria færdigt, men ved at male hendes nøgne krop efter en anden kvindelig
model. Da folkene i Xochimilco ser maleriet, antager
de på grund af portrætligheden, at det er María Candelaria,
de ser, og da nøgenhed anses for at være en synd, pågriber de hende derfor og
stener hende til døde. Det lykkes den dybt ulykkelige men samtidigt stolte
Lorenzo at undslippe fra fængslet, og filmen slutter med, at han i anklagende
ensomhed bærer Marias livløse krop gennem landsbyen Xochimilco
og ud til dennes gravsted for de døde.
Filmen om Maria Candelaria
var, som de fleste film i 1940’erne, i sort-hvid, men meget smukt og stilfuldt
fotograferet, nærmest i lighed med, hvad tilfældet eksempelvis
var og er for danske Carl Th. Dreyers ”Vredens dag” fra samme år (1943).
”Kulturapostelen” Poul Henningsen (1894-1967),
offentlig kendt som PH, og især i sin egenskab af arkitekt med speciale i lys
og lamper, revyforfatter af en lang række velkendte og fremragende revyviser,
filminstruktør på Danmarksfilmen 1935 og nok så væsentligt: etableret skarp og
underfundig kulturradikal samfundsrevser i en grad og et omfang, så at avisen Ekstra Bladet på et tidspunkt i 1960’erne
betegnede ham som ”kulturpave”. Han var som formentlig almindelig kendt en søn
af forfatteren Agnes Henningsen (1868-1962) og stedsøn af vicekonsul Mads
Henningsen (data ukendte), men hans biologiske far var angiveligt forfatteren
Carl Ewald (1856-1908).
De to kinesiske film, der blev vist i Gribskovlejrens
fællessal den 8. marts 1956, var prototypiske for den tids kinesiske film, nemlig
primært propaganda for tilværelsen i det paradisiske Mao-Kina. Filmene var så
vidt jeg husker udlånt af den kinesiske ambassade i København.
”Spøgelset flytter med”, originaltitel ”The Ghost goes West” (1935) var som nævnt instrueret af den franske
mesterinstruktør René Clair (1898-1981). Filmen, som er Clairs første
engelsksprogede film, er en romantisk og lettere satirisk komedie med de
dengang fremtrædende britiske skuespillere i hovedrollerne: Robert Donat (1905-1958), Jean Parker (1915-2005) og Eugene
Pallette (1889-1954).
Filmens handling drejer sig om, at Peggy Martin (Jean
Parker), datter af en rig amerikansk forretningsmand (Eugene Pallette)
overtaler sin far til at købe en skotsk slotsborg af dets ejer, Donald Glourie (Robert Donat), rive det
ned i smådele og på en sådan måde, at det kunne fragtes til Florida, og hvor
det blev genopført.
Hvad ingen ved, er, at spøgelset Murdoch Glourie (også spillet af Robert Donat),
flytter med sit gamle slot. Murdoch har spøgt i slottet efter at han i 1800-tallet
var død en kujons usle død. For at finde ro og kunne ophøre med at spøge, må
Murdoch overbevise en slægtning af sin fjende Clan MacClaggan
og få denne til at indrømme, at en Glourie er lige så
meget værd som halvtreds MacClaggans.
”Spøgelset flytter med” skildrer på spøgefuld måde kontrasten mellem den gamle europæiske kulturverden og
smagløs amerikansk vulgaritet. Filmen blev i øvrigt den største kassesucces i
England i 1936. – Filmen, der senere blev betragtet som en filmklassiker, havde
jeg selv set ved en af de forestillinger, som omkring 1946-47 var arrangeret af
Det Danske Filmmuseum. Derfor kunne jeg med største glæde anbefale filmen til
visning i Gribskovlejren.
Hvad angår de viste film, så var der i alle tilfælde
tale om 16mm filmkopier, som dels var lånt hos Statens Film Central og dels hos
den kinesiske ambassade. Filmoperatøren, der i dette tilfælde betjente
filmfremviseren, var såmænd lille mig, Harry Rasmussen, som jo tidligere havde
taget certifikat som filmoperatør.
Men tilbage til indholdet af nægterbladet ”Samvittigheden”s nr. 4, april 1956:
Under overskriften ”Poul Henningsens klagesang”
anmeldte nægter Egon Bille PH’s foredrag i Gribskovlejrens fællessal den 5.
marts 1956. På bladets side 10 skriver Egon Bille følgende:
”PH gæstede lejren med sit foredrag fra radioen, som
han havde kaldt: ”Himmel eller Helvede”, med undertitlen: ”Atomalderens
Kultur”.
I sin indledning rejste PH to spørgsmål: ”Hvad kan vi
håbe på i årene fremover?” og ”Hvad truer os?”
Nu kunne man jo skændes om skredet, om det ville gå
opad eller nedad, men PH begyndte med at besvare det sidste spørgsmål. Han
mente at det der truede os var ”Kedsomhedens helvede” og ”Omsætningens gud”.
Hermed nævnte han de eneste ord som kunne have lidt forbindelse med titlen, og
man blev herefter klar over at PH med titlen ”Himmel og Helvede” blot mente to
yderpunkter.
Efter med stor veltalenhed at have klaget over
forholdene vi mennesker lever under, hvilke vi kun kender alt for godt, kom PH
til vejen ud af disse, nemlig at tage aktivt del i kulturarbejde,
hvormed menes at forandre sine livsvaner.
Som svar på det første spørgsmål fra indledningen, mente
PH at vi kunne skabe et paradis, og vejen til dette skulle altså være at
forandre livsvaner, men vi fik ikke at vide, til
hvilke livsvaner. PH mente ikke at man blev forbryder
af at læse kriminalromaner, men antydede dog i næste åndedrag at soldater blev
bedre soldater af at se en ”øretævefilm”. Man kom herefter ind på censur af
litteratur og film, for derved at lede kulturen (livsvanerne)
mod de rette baner. Dette med censur kunne PH ikke støtte, da han tidligere
havde sagt, at han var ligeglad med, hvad der blev gjort, bare der blev gjort
noget og nu.
Man savnede til slut, besked på hvad der skal være
bestemmende for de livsvaner, der indfører det
”paradis”, som PH lovede os, hvis vi forandrede livsvaner.
Men har mennesket ikke netop forandret livsvaner,
eller arbejdet kulturelt, i hundreder af år, og stadig uden det resultat som PH
lovede?
Egon Bille.”
Min kommentar: Egon Bille har efter min mening en
pointe i at spørge, om ikke mennesket netop har forandret livsvaner
og arbejdet kulturelt i hundreder af år, ja, vel egentlig altid.
”Kulturapostle” eller ”Dommedagsprofeter”, religiøse så vel som politiske, har
der til alle tider været, som gerne ville fortælle deres medmennesker, at man
bare skulle forandre livsvaner – i vore dage hedder
det livsstil – så ville man komme til at leve paradisisk. Selv husker jeg ikke
specielt PH’s foredrag i Gribskovlejren, men Billes anmeldelse kunne tyde på,
at den efterhånden aldrende ”kulturapostel” var blevet træt af at gentage sig
selv igen og igen, som han havde gjort lige siden sine yngre år i
kulturradikalismens kronede dage i 1930’erne.
I april 1955 blev min da 14-årige søster Lizzie
konfirmeret, men jeg har mærkværdigvis ingen som helst erindring fra denne
begivenhed, formentlig fordi jeg på grund af min situation ikke selv deltog i
den. Desværre har jeg heller ingen fotos fra konfirmationsfesten, hvilket også
forekommer mærkværdigt. Der findes dog et foto af Lizzie, som er dateret den
22.7.1956, og på det foto har hun en kjole på, som måske godt kunne have været
hendes konfirmationskjole.
På et andet foto i min besiddelse ses min da 15-årige
søster Lizzie den 22. juli 1956 i Nørrebroparken ved Stefansgade,
hvor hun og især hendes veninde Judy så ofte havde leget sammen som børn.
Kjolen, Lizzie har på, kunne muligvis være hendes konfirmationskjole fra året
før, altså april 1955. – På et andet foto, som er fra en lille sammenkomst hos
mine forældre, ses i forgrunden Lizzie siddende på gulvet. På stolen ved siden
af hende sidder mor, og overfor på den anden side af det lille bord, sidder far
og en for mig ukendt ung mand samt en yngre dame, som meget vel
kunne være Lizzies nye veninde Yvonne.
Vedrørende Lizzies bekendtskab og senere langvarige
venskab med den algiersk fødte artist Yvonne, som dog
oprindelig hed noget andet, noget i retning af Bjoumilla,
men kaldte sig ved det franske navn, til dels fordi en stor del af hendes liv
var foregået i Frankrig, hvor hun havde mødt artisten og kunstcyklisten Tony
Romano og dennes kæreste, Helene, og var blevet tredje medlem af truppen ”Les
Romanos”.
Lizzies bekendtskab med Yvonne hang sammen med, at hun
herhjemme var kommet i kontakt med Tony Romano og dennes artisttrup, som
foruden af ham selv også bestod af hans kæreste, Helene, og en ung arabisk født
artistpige ved navn Yvonne. Truppen kaldtes ”Les Romanos” og i sommeren 1956
optrådte den i Cirkus Moreno, som da havde slået teltet op på Borups Plads på
Nørrebro, og det var som gæst ved en af cirkusforestillingerne her, at Lizzie
havde mødt truppens medlemmer for første gang. Hun, der altid var initiativrig
og vovelysten, opsøgte truppen efter forestillingen og dette møde endte med, at
Lizzie især blev gode venner med den nogle år ældre Yvonne.
Såvel Yvonne som truppens leder, Tony Romano, blev
stærkt interesserede i Lizzie, som jo kunne demonstrere sine evner som akrobat
og balletdanser, og han har derfor sikkert set nogle muligheder i hende som
artist. Efter engagementet hos Cirkus Moreno, fik Tony Romano soloengagement i
en københavnsk varieté, vistnok Valencia, hvor han optrådte med sit fabelagtigt
spændende og eminente artistnummer som tyrefægter, men hvor tyren var erstattet
af hans cykel. Imidlertid var der vist nok opstået nogle interne stridigheder i
den lille trup, som medførte, at Helene rejste hjem til Frankrig. Mens Yvonne
blev her som Romanos assistent. Det er formentlig grunden til, at Helene ikke
var med, da Tony og Yvonne aflagde besøg ved en komsammen hos mine forældre.
Men i øvrigt besøgte Yvonne ved flere lejligheder Lizzie og dermed også hendes
– og mine - forældre.
Cirkus Moreno eksisterede i øvrigt fra 1948 til 1967.
Det var Danmarks største teltcirkus med sine 6 master. I 1965 turnerede
verdensklovnen Charlie Rivel med Moreno. Yvonne var
ven med Rivels akrobatiske artistsønner, som bl.a.
optrådte i Cirkus Schumann, hvor deres søster, Pauline Schumann, født Rivel, jo var cirkusdronning.
Omkring maj 1956 nærmede det tidspunkt sig, hvor et af
de ”gamle” hold nægtere skulle hjemsendes. På det tidspunkt var jeg ikke
længere medlem af redaktionen, men som bladets initiativtager skrev jeg på
opfordring af redaktionen i den nævnte anledning nedenstående indlæg på den
redaktionelle side i nægterbladets nr. 5, udgivet maj 1956:
Notabene: Det forekommer mig at være påkrævet, at det
så kraftigt som muligt slås fast, at dette lille organ for frie tanker og
meninger har – eller i hvert fald kan få – en betydning, som man måske ikke rigtigt
gør sig klar, jeg tænker her især på de nægtere, som har overstået deres
tjenestetid og igen vender tilbage til det civile liv, hvis krav og fordringer
måske beslaglægger deres tid og kræfter så meget, at de ligesom kommer ud af
kontakt med de mål og ideer, der tidligere kunne fylde dem med ildhu. Det
nytter jo ikke at nægte, at jeg har d’ herrer alvorligt mistænkt for at have
den opfattelse, at nu har de taget deres tørn. Det er nemlig en fuldstændig
urigtig og katastrofal indstilling, og derfor er det, at jeg mener og håber, at
”Samvittigheden” kan blive en anledning for ”gamle” nægtere til at holde sig i
levende kontakt, ikke blot med deres indkaldte kammerater, men også med de
tanker og ideer og problemer og vanskeligheder, der vedrører os alle på så
afgørende måde. Det nytter ikke, at vi sløjer af i vor
aktivitet for frihedens og fredens sag, hvis vi vil nå vore mål, og vi bliver
også nødt til at etablere et sammenhold og en energi, der tager sigte ud over
selvbehagelighed og personlig fordel.
”I ER JORDENS SALT, MEN DERSOM SALTET MISTER SIN KRAFT,
HVORMED SKAL DET
DA SALTES?”
Derfor opfordrer jeg på det kraftigste alle nægtere,
som for øjeblikket opholder sig i nægterlejr til at tegne abonnement på bladet,
når de står overfor hjemsendelse, og skulle der i bekendtskabskredsen evt.
findes tidligere nægtere, som endnu ikke holder ”Samvittigheden” opfordrer jeg
også til, at man vil gøre sit til at sikre disse som abonnenter.
Ovenstående var selvfølgelig ”einer
grausamer salbe”, og
bibelcitatet fik det forståeligt nok til at krympe sig i lejrens
’intellektuelle elite’, kommunisterne, og til åndelig talt at holde den røde
fane med hammer og sejl besværgende frem foran sig. De fleste kommunister
dengang, både dem indenfor militærnægterlejrene og dem udenfor, som svor til at
være anti-religiøse, var næsten på et religiøst plan tilhængere, eller nærmest
tilbedere, af Sovjetunionens forhenværende store leder Josef Stalin. På det
tidspunkt havde den nye leder, Khrustjef, endnu ikke
holdt sin ”afstalinifiseringstale”, der afslørede
Stalin som den despot og terrorist, han hele tiden havde været, og
Sovjetrussiske tropper var endnu ikke blevet sendt til Ungarn, for at nedkæmpe
det antistalinistiske oprør i Budapest. Men herom senere.
Nægteravisen ”Samvittigheden”s
logo for nummer 5., maj 1956. Det var på dette tidspunkt stadig mit layout og
min tegning, der blev anvendt til formålet. Men det skulle dog ikke komme til
at vare ved, hvilket vil fremgå senere her i beretningen.
SKOVTROLDEN – har svært ved at tro, at nægterne skulle
have den fornødne energi, til at omdanne
Gribskovlejren til et spioncenter.
Denne bemærkning hang så vidt jeg husker sammen med, at
et par af nægterne, der arbejdede i skoven i nærheden af flyvevåbnets
radarstation ved Multebjerg, en dag blev arresteret, fordi de var kommet for
nær ind på dennes område. En af nægterne havde tilmed et fotografiapparat på
sig, og de MP’ere (militærpoliti), der anholdt dem,
tog filmen ud for at lade den fremkalde og kopiere. Med besked på, at nægterne
skulle høre nærmere, når filmen var blevet kontrolleret, løslod man de to
lovovertrædere. Der blev sendt en klage over dem til Gribskovlejrens chef, men
mere husker jeg ikke om den sag. Hvad der virkelig lå bag de to’s dristige indtrængen på militært område, kender jeg
ikke personligt noget til.
Allerede i første nummer af ”Samvittigheden”, som udkom
i januar 1956, havde vi fået to af Gribskovlejrens begavede spasmagere, Mogens
Jönsson og Werner Münchenberg, til at skrive en fortsat
artikelserie, som betegnende nok blev kaldt ”DE SATIRISTISKE BLÅMÆND”. Den
handlede om ”Blåmændene”s liv og fataliteter, og
herunder uddelte de to forfattere især kraftige hug mod de nægtere og tilstande
i lejren, som de ikke sympatiserede med. Navnet ”Blåmænd” hentydede som
tidligere omtalt til nægterne, der jo især i vintertiden var iført marinens
aflagte mørkeblå uniformer. Jöns og Münch, som de to signerede sig, sympatiserede med den
kommunistisk orienterede fraktion i lejren, og de brød sig bestemt ikke om den
lettere religiøst betonede humanisme, vi andre havde anlagt fra bladets start.
Da deres meningsfæller senere overtog redaktionen af bladet, omdøbte de det
simpelthen til slet og ret ”MILITÆRNÆGTEREN”, som måske er inspireret af bladet
med samme navn, som udkom lige omkring afslutningen af Første verdenskrig. Men
i hvert fald skiftede indholdet af ’vores’ blad totalt karakter og blev
politisk set mere venstreorienteret, - eller rettere sagt kommunistisk, -
hvilket trods alt ikke er helt det samme. Mere herom senere.
Gradvis udskiftning af redaktionen
I de to første numre af ”Samvittigheden” bestod
redaktionen af Kaj F. Jensen, Jørn Krogh, Ivar Nielsen og Harry Rasmussen,
altså mig, Førstnævnte, Kaj F. Jensen, var for øvrigt i mellemtiden kommet til
lejren, hvor han fik plads på ”min” stue og tilmed blev min sidekammerat til
venstre hånd, idet han havde fået mandskabsnummer 20. Jeg havde selv nr. 22.
Kai F. Jensen var under sin opvækst blevet stærkt påvirket af sin far, Georg
Jensen, der også havde været militærnægter, idet han aktivt sympatiserede med
kommunismen. I lighed med faderen, var sønnen optaget af politik, litteratur og
kulturhistorie. Men allerede efter to numre trak jeg mig og blev erstattet af
Robert Felby som medredaktør, selvom jeg foreløbig fortsatte som tegner ved
bladet. Siden var det Jørn Krogh, der trådte ud af redaktionen. Han blev
erstattet af Leif Andersen.
Grunden til, at først jeg og siden Jørn Krogh trak sig
fra posten som medredaktører, skyldtes, at vi begge i stigende grad var blevet
involveret i de aktiviteter, der blev udfoldet i regi af ”Gribskovlejrens
Dramatiske Studiekreds”, senere forkortet til blot at blive omtalt som
”Dramatisk Kreds”. Om sidstnævnte dog først senere nedenfor.
Imidlertid fik bladet som omtalt snart kritik, dels for
sit navn og dels for sit indhold, af en lille gruppe kulturradikale og
kommunister, som i henhold til deres politiske overbevisning syntes, at den
linje jeg og mine to medredaktører, Ivar Nielsen og Jørn Krogh, havde anlagt
fra bladets start, var for humanistisk og blødsøden. Nej, der skulle en mere
aktuel og samfundsrelevant og især samfundskritisk
holdning til, og især skarp kritik af den lokale myndighed, lejrchef Elbæk, og
dennes eftergivenhed overfor de krav og regler, der blev fremsat fra
Indenrigsministeriets side og som de kritiske nægtere mente forringede
nægternes situation.
Enkelte nægtere i den kritisk indstillede gruppe morede
sig med ar fremstille en håndtegnet lidt kritisk – for
ikke at sige ondskabsfuld – plakat, vendt mod ”Elecarl”
alias lejrchef Elbæk, og den lille kreds af udvalgte nægtere, som han omgikkes
med privat. Tegningen er så vidt jeg husker i 1956 udført af tegneren Gerhard
Eriksen.
Kritikken af lejrchef Elbæk har vi her allerede set en
antydning af i Jöns og Münch’s
fortsatte beretning om ”De satiristiske blåmænd”,
særlig i bladets nr. 4, april 1956. Men kritikken, som især kom fra den aktive
kommunistisk orienterede gruppe nægtere, skulle snart blive endnu skarpere og
skrappere – og få ret så fatale følger for lejrchefen personligt og hans lille
familie, klemt som han var og i stigende grad blev mellem nægterne på den ene
side og Indenrigsministeriet og dettes stedlige repræsentant, ”Rotten”, på den
anden side.
Forsiden på Nægteravisens nr. 5, maj 1956, er så vidt
jeg ved tegnet af Werner Münchenberg, som i øvrigt
var reklametegner i sit civile liv. Tegningen refererer faktisk til
bagside-føljetonen ”De Satiriske Blåmænd”, som ironiserede over lejrchef Elbæks
stadige forsøg på efter evne at følge instrukserne fra Indenrigsministeriets
embedsmænd.
Tegningen forestillede en narreskikkelse med krone på
hovedet og ridende på et kosteskaft med hestehoved, og teksten hertil lød:
Når solens første blik fanger
et herligt rige i blåt,
da rider stolt på sin ganger
Kong Blåkrone ud af sit slot.
Og mens blåmændene søvnigt bukker
han rider rundt og lukker
stadens døre op.
Teksten var i dette tilfælde en hentydning til lejrchefen,
Elbæk, som mildt sagt havde det svært, ikke mindst fordi han skulle dele sol og
vind lige mellem på den ene side de uvillige og modstræbende nægtere og på den
anden side de folk i Indenrigsministeriet, som lejren sorterede under og som
stillede krav, nægterne i almindelighed ikke brød sig om og derfor opponerede
imod. Det gik især ud over Elbæk, faktisk så hårdt, at hans nerver efterhånden
kom på højkant, og til sidst brød han sammen. En dag hen på efteråret 1956 kom
der en ambulance og kørte den dybt deprimerede og grædende mand til indlæggelse
på Hillerød Sygehus. Det betød, at ”Rotten” i sin egenskab af souschef indtil
videre overtog det daglige ansvar og styre af lejren, hvilket i al fald ikke
var nogen fordel for nægterne, hverken i lejren eller i forholdet til
Indenrigsministeriet. Man kunne vanskeligt undgå at få det indtryk af ”Rotten”,
at han foragtede militærnægtere. Retfærdigvis skal det dog siges, at der var
nogle nægtere, der kom meget godt ud af det med souschefen, som jo bare passede
sit job, om end lidt nidkært. Selv havde jeg ingen problemer med ham, idet han
altid var høflig overfor mig og omvendt.
Kort tid efter fik vi at vide, at Elbæk var for syg til
at genoptage sit arbejde som lejrchef, hvorfor han ikke ville vende tilbage til
lejren. Hans kone, Karin, og to mindreårige børn, Esben og Uffe, måtte derfor
pakke deres habengut og flytte fra lejren, så vidt jeg kan rekonstruere skete
det omkring medio oktober 1956, eller muligvis tidligere. Gribskovlejren skulle
derfor have ny leder. Dertil valgtes Holger Reedts
Funder, som imidlertid ikke straks kunne tiltræde posten, idet han af Dansk
Røde Kors havde fået til opgave at lede nødhjælpskonvojen til Ungarn. I
mellemtiden blev det så souschefen, ”Rotten”, der måtte bestyre lejren.
I øvrigt fik Elbæk efter sin restituering en stilling
som lærer på Ry Højskole, hvor han var ansat indtil 1966. Derefter fik han
stillingen som forstander på St. Restrup Højskole. Her var han ansat frem til
1970, hvor hele familien flyttede til Aalborg. I mellemtiden var der kommet to
børn mere til, Morten og Lena. Mest kendt er Uffe Elbæk dog blevet, hvilket
enhver vil kunne forvisse sig om, ved at klikke ind på hans navn på
Internettet. Så sent som ved folketingsvalget den 15. september 2011, hvor der
dannedes en ny og socialdemokratisk regering under ledelse af Danmarks første
kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, blev han valgt ind i
Folketinget for Det Radikale Venstre, og blev samtidig kulturminister i den ny
regering!
Hvad angår det øvrige indhold af ”Samvittigheden” nr.
5, så var der først en artikel med titlen ”Service Civil International”,
skrevet af Robert Felby. Han indleder sin knapt to sider lange artikel på
følgende måde:
”I stedet for at forberede mord på vore
medmennesker og naboer (af frygt for, at disse myrder os først), kunne vi
planlægge at hjælpe dem, og straks ile til hjælp med redningstropper i tilfælde
af ulykker og katastrofer, såsom jordskælv eller oversvømmelser. Mon de ville
dræbe os, hvis vi hjalp dem? Mon de ville mistro os, hvis vi organiserede noget
sådant? Se, sådan ræsonnerede den schweiziske ingeniør, Pierre Ceresole! Som i tiden straks efter første verdenskrig drog
til det krigshærgede Verdun, for sammen med en kreds af venner at bygge op, hvad
krigen havde brudt ned. Således opstod ”Service Civil International”, hvilket
vi på dansk kalder ”International Civiltjeneste”, i den følgende tekst, for
nemheds skyld, kaldet S.C.I.
Dersom det ikke falder militaristerne svært at vinde
unge for krigens beskidte sag, turde man håbe, at et så fredeligt foretagende
som S.C.I. i langt højere grad ville tiltale de unge. Her er endelig et sted,
hvor de kan få afløb for deres energi og virkelyst uden at lave ulykker, et
sted, hvor arbejdet tjener et fornuftigt formål; ikke mindre besværligt,
heltemodigt eller prisværdigt er det at arbejde for menneskehedens velfærd,
fremfor at følge militaristernes slette eksempel.
Herefter fortæller Felby om, at han sammen med 15-20
andre frivillige selv har deltaget i en sådan hjælpeaktion her i Danmark,
tilmed i Farum, hvor en ung husmandsenke behøvede hjælpende hænder til
istandsættelse af bygninger med videre. Samarbejde betød for den idealistiske
Felby andet og mere end bare at sidde og snakke og diskutere, nemlig ”at lide,
slæbe og svede sammen.” Det var lige noget for dem, som satte stor pris på
samarbejde og samvær med andre unge kammerater af principielt samme opfattelse
som ham.
Det var dog ikke kun for at arbejde manuelt, at Felby
havde meldt sig og deltaget i hjælpearbejdet, men angiveligt i nok så høj grad,
”for at beriges åndeligt, hvilket skete ved de aftenlige diskussioner.” Han
slutter sin artikel med følgende opfordring: Dersom der, - mod al forventning –
skulle være nægtere iblandt, som har svært ved at indse S.C.I.’s
berettigelse, vil jeg slutte med at berette, at der i lovene for ”Dansk
Forening for International Civiltjeneste” står skrevet om foreningens mål, at
det er ”at arbejde for international civiltjeneste til afløsning af
militærtjeneste og dermed erstatte frygt med samarbejde og tillid”! Altså vil
jeg sluttelig indtrængende opfordre enhver, som føler at opholdet i en
militærnægterlejr ikke i tilstrækkelig høj grad tjener fredens sag, til nøjere
at tænke over, hvad S.C.I. formår at gøre for fred, frihed og broderskab.
Felby.
Hvis ikke man vidste bedre, skulle man næsten tro, at
velmenende Felby var gået hen og blevet socialdemokrat og hyldede partiets
gamle motto: Frihed, lighed og broderskab. Men det var han nu ikke, for han
havde helt andre og mere internationale tanker om, hvordan man skulle kunne
skabe fred i verden. Foruden sit medlemskab af S.C.I., var han som tidligere
nævnt også en ivrig esperantist, som mente, at dette internationale kunstsprog
ville være egnet til at skabe forståelse og fred mellem nationerne. Det skal vi
høre lidt mere om i anden sammenhæng.
Nedenunder Felbys artikel, var den tomme plads brugt
til et citat af atomfysikeren Albert Einstein, som dybt havde fortrudt sin
indirekte medvirken til fremstillingen af atombomben. Lidt sent, men bedre sent
end aldrig, siger man. Citatet lyder sådan:
”Alle folkeslag snakker om afrustning, men man må lære
dem at gøre andet end at snakke. Folkene må holde op med at overlade den sag
til statsmænd og diplomater. De må tage den i deres egne hænder før der kommer
noget ud af det.”
Hvad skal vi sætte militærnægterne
til?
Under denne overskrift bragte ”Samvittigheden” nr. 5,
maj 1956, på sin side 5 følgende indlæg under mærket h.-:
”I relation til den radioudsendelse, som endnu, medens
disse linier skrives, ikke har fundet sted, kunne det
måske være på sin plads at fremføre et par betragtninger.
Det stillede spørgsmål er utvivlsomt egnet til at give
anledning til en kraftig meningsudveksling. I den store avisomtale, der fulgte
i ”Grise-affærens” kølvand, fremgik tydeligt hvilke forskellige arbejder, man
fra forskellig side kunne tænke sig, at militærnægterne blev sat til. Og der
sporedes klart i visse avisers behandling af sagen en direkte fjendtlig og
provokerende indstilling overfor militærnægtere, der, for at bruge nogle af de
groveste udtryk fra dengang, blev karakteriseret som mere eller mindre asociale
individer, der holder ferie på statens regning.
Ligeledes så man udtrykt som en tilsyneladende
almindelig opfattelse, at militærnægternes plads i øvrigt burde være at finde
inden for civilforsvaret. Det er blevet fremhævet atter og atter, at
civilforsvaret er et rent humanitært og sanitært organ, hvis opgaver ikke på
nogen måde er af militær art.
Men hvad man end kan mene om dette, så står det i alt
fald klart, at det ”man” ønsker af militærnægterne er, at disse gøre et effektivt, samfundsnyttigt arbejde under vilkår, der
svarer til de øvrige værnepligtiges.
Men hvad mener militærnægterne selv om sagen?
For dem, der er militærnægtere af såkaldt pacifistiske
grunde, er det i hvert fald sådan, at opholdet i en militærnægterlejr er
ufrivilligt, fordi det er, og må være, en pacifists indstilling og mål at virke
for ophævelsen af den tvungne værnepligt, som er en grov krænkelse af
menneskets selvbestemmelses- og medbestemmelsesret. De 22 måneder i
militærnægterlejr må derfor også få præg af en slags straf og indespærring, som
praktiseres alene fordi samfundet ikke anerkender de menneskerettigheder, som
det ellers så ofte påberåber sig, og uden at der derfor er tale om had eller
hævnfølelse overfor samfundet, kan man da fortænke den unge pacifist i, at det
arbejde, som man ønsker, at han skal udføre i den tid, han er indkaldt, er ham
så uendelig ligegyldigt, om ikke direkte imod?
Med andre ord vil enhver anden løsning end fuldstændig
ophævelse af den tvungne værnepligt være et kompromis for den overbeviste
pacifist. h.-”
Min kommentar: Desværre erindrer eller ved jeg ikke, hvem
der gemte sig under mærket h.-, og jeg kan heller ikke identificere det med
navne på nægtere, jeg kendte, medmindre der kan have været tale om Bent Hjeds.
Personligt er jeg ikke helt enig i skribentens synspunkter og argumenter.
Derfor er det også interessant, at politikere (især på venstrefløjen) i nutiden
(2012-13) er begyndt at tale om ophævelse af den tvungne værnepligt. Det hænger
angiveligt i nogen grad sammen med, at i hvert fald det danske militær i
overvejende grad bruges som fredsbevarende styrker i f.eks. Irak og
Afghanistan. Og nogle mener, at man derfor lige så godt kunne bruge folk, der
melder sig frivilligt, til sådanne og lignende operationer. Det samme kunne
være tilfældet med tjenesten i civilforsvaret.
Imidlertid må man ikke lukke øjnene for den mulighed,
at der kunne opstå en ny situation, som krævede, at der ville blive brug for en
regulær hær, flåde og luftvåben. Verden er jo som bekendt ikke det ”paradis”,
som bl.a. PH og ligesindede fablede om i kølvandet på Anden Verdenskrigs ophør.
Det er naivt at forestille sig, som h.- tilsyneladende gør, at al form for krig
ville ophøre, hvis blot man afskaffede den tvungne værnepligt.
Kulturprogrammet Marts/April 1956
Omtalen af Kulturprogrammet på side 10-11 er
tilbageskuende over de to foregående måneders tilbud af foredrag og film, som
var blevet holdt og vist i Gribskovlejren. Omtalen indeholder interessante og
oplysende betragtninger, og skal her refereres i sin fulde ordlyd:
Torsdag d. 22. marts. Forfatteren Hans Kirk holdt sit
foredrag med titlen: Folket og litteraturen. Hans Kirk fandt den tendens, at
man fra visse sider søger at gøre litteraturen til en videnskab, der er
forbeholdt de få og udvalgte, meget beklagelig. Litteraturen skal ud til
folket. – Hvor er nutidens sidestykke til Pelle Erobreren? – Hans Kirk mente
ikke at det skortede på forfattere til ”arbejderromaner”, men snarere at det
skortede på købere, så forlagene ikke turde binde an med ”arten”. For det er
ikke romaner om almindelige arbejderes liv ”man” ønsker. Det er romaner, der
skildrer et for de fleste utopisk liv i velstand og lykke, der sælges.
Mandag d. 26. marts: Vi så den sovjetrussiske stumfilm:
”St. Petersborgs sidste dage”. Filmen viser tsar-tilhængernes og kapitalismens
udnyttelse af storbyens arbejderbefolkning. Vi følger den unge bonde, der
kommer ind til den store stad. Han står uforstående over for hvad der finder
sted. Han kommer ind i strejkens uroligheder, og da han endnu ikke er blevet
fuldstændig klar over sin egen mindreværd og autoriteternes ret, laver han så
megen ravage, at man sætter ham i fængsel. – Krigen kommer, og redder i første
omgang tsardømmet fra tilintetgørelse. Fængslet åbner sig atter for fangerne,
thi ”fædrelandet er i nød”. – Mens krigen raser vokser
kapitalismen. Kurserne stiger – medens arbejderne dør i elendighed i
skyttegravenes helvede. – Krigen slutter – og med afslutningen følger den store
revolution, der samler folket til kamp mod undertrykkerne og til den store
sejr.
Mandag d, 9. april. Den tyske nazistiske propagandafilm:
Verräter. Filmen var ”bestilt” af Goebbels og er
instrueret af Karl Ritter. Det er en tilsyneladende almindelig spionhistorie,
som der laves i dusinvis af, men samtidig med den
tilsyneladende almindelige historie listes en tro på herrefolkets styrke og ret
ind i den intetanende tilskuer. – Det er et meget uhyggeligt syn, der vises i
filmens sidste billeder. En af Hitler-rigets panserdivisioner i allerhøjeste
alarmberedskab. Og kampvognenes mandskab: Ja, det er ikke mennesker, der står
der og venter på ordren til at stige ind- Det er de alleruhyggeligste
marionetter i en magtsyg statsmands hænder: Det er det tredje riges hær, der
skal til at lægge Europa i ruiner.
Mandag d. 16. april: Filmen ”Mus og mænd”. Filmen er
bygget over Steinbecks roman af samme navn. De to ledsagere på godt og ondt,
den store imbecile, men hjertensgode fyr, der holder så meget af små,
skindklædte væsener og andet blødt – og den anden, der trods alle
besværligheder gang på gang hjælper og tager sig af ham, når han uforskyldt på
grund af sin styrke og sin godhed er kommet i knibe. – Men det ender galt. Den
store stærke mand dræber en kvinde i al sin uforstand,.
Og nu kan vennen ikke længere klare tingene for ham. Kun eet
kan han endnu gøre. – Han opsøger den anden i skjulestedet – fortæller den
historie, den anden så gerne vil høre, om det lille hus de to engang skal have.
Han får vennen til at se ind i det rosenrøde fremtidens land, de begge higer
efter. Og med det drømmesyn for sine øjne dør den store mand, skudt af sin ven,
der vil hjælpe ham, så han aldrig mere skal lide blandt mennesker.
Mine kommentarer til
Kulturprogrammet
Forfatteren og journalisten Hans Kirk (1898-1962) lagde
aldrig skjul på sit politiske tilhørsforhold og ståsted i sovjetkommunismen,
som han aldrig gennemskuede. Han var søn af en læge fra Harboøre, som kom fra
en stor indremissionsk familie, og moderen, som kom fra en grundtvigiansk
bondefamilie, hvilket alt i alt gav ham en god baggrund for at skrive sit måske
bedst kendte værk, debutromanen: ”Fiskerne” (1928), som mange år senere tilmed
blev omsat og filmet til en på det tidspunkt enestående TV-serie.
1931 havde Kirk meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som han
forblev tro hele livet.
Til sin tankeverden havde Kirk hentet inspiration og
synspunkter via studier i Karl Marx’ samfundsanalyser og i Sigmund Freuds
psykoanalyse, samt i nyere religionssociologi. Kort og godt i en reduktionistisk-materialistisk og kollektivistisk
grundopfattelse, som gav sig ud for at være videnskab. I 1932 korn Kirk på
Finansloven og fra 1932 var han medarbejder ved dagbladet ”Arbejderbladet”.
Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 – og
efter at den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt 1939-41, var blevet annulleret
ved Tysklands invasion af Sovjetunionen, - blev Kirk sammen med mange andre
danske kommunister arresteret og indsat i Horserødlejren i Nordsjælland. Her
var han blandt de 90 fanger, som det natten til den 29. august 1943 – den dag,
hvor den danske samarbejdsregering opgav samarbejdet med besættelsesmagten og
gik af – lykkedes at flygte og dermed undgå transport til tysk kz-lejr. Kirk
gik derefter ind i ikke nærmere præciseret illegalt arbejde. Fra 1945 og til
sin død i 1962 var han kulturredaktør ved den kommunistiske avis Land og Folk.
Det var formentlig mere eller mindre i den anledning, at vores lokale
’kulturmedarbejder’, Peter Schäffer og hans meningsfæller, havde inviteret Kirk
til at holde foredrag i Gribskovlejren.
Hvad angår den sovjetiske stumfilm ”Skt. Petersborgs
sidste dage” (1927), så har jeg tidligere ovenfor allerede omtalt
denne. ”Skt. Petersborgs sidste dage” var instrueret af en af Ruslands to store
filminstruktører, Pudovkin, og produceret til minde
om Oktoberrevolutionen 10 år tidligere. Filmisk set var eller er filmen
fremragende, men dens indhold er en gang kommunistisk propaganda af værste
skuffe. Første gang, jeg selv så filmen, var omkring 1946 til en af Det Danske
Filmmuseums forevisningsserier. Dansk filmhistorisk interessant, fordi disse
forevisninger foregik i et mindre biograflokale på første sal i
Frederiksberggade 25 i København. Det var her, at den danske filmpioner Kgl.
hoffotograf Peter Elfelt (1866-1931) omkring 1901-02
lejede sig ind og foreviste film, han selv havde optaget. Biografen lukkede
imidlertid efter et halvt års tid, men fire år senere blev han medejer af en
nyåbnet biograf i stueetagen i ejendommen ved siden af, nemlig
Frederiksberggade 25. Biografen fik navnet ”Kinografen”
og den bestod til 1939, hvor den midlertidigt lukkede og blev ombygget. I sin
nyåbnede tilstand havde biografen fået navnet ”Bristol” og det hed den, lige
til den - i lighed med en del andre københavnske biografteatre - måtte lukke
engang i 1960’erne som følge af konkurrencen fra TV.
Men fordi jeg som nævnt havde set ”Skt. Petersborgs sidste
dage”, kunne jeg uden tøven godkende min kommunistiske kulturudvalgsformands
valg af filmen til forevisning i Gribskovlejren.
Den nazistiske tyske spillefilm ”Verräter”,
1936, det år, hvor Adolf Hitler blærede sig med den store Olympiade i Berlin,
kom på dansk til at hedde ”Den usynlige krig” eller ”Spionerne arbejder”.
Filmens instruktør var Karl Ritter (1888-1977), der som uddannet kunstner fra
omkring 1826 bl.a. tegnede filmplakater og det førte ham ind i filmbranchen,
hvor han i første omgang blev pressechef. Efter Hitlers tilsyneladende
’demokratiske’ magtovertagelse i 1933 udnævntes han til produktionschef for
filmselskabet Universum Film AG, forkortet UFA.
Under sit arbejde med en tysk version af den franske
René Clairs spillefilm ”Millionen” (1931; Der Million), fik han lyst til selv
at forsøge sig med instruktion af spillefilm. Det viste sig hurtigt, at han
havde et specielt talent for dette fag, og i de følgende mange år instruerede
han en række spillefilm, hvoraf de bedste viste hans store talent for
filmdramatik. Disse film blev forbilleder for andre af datidens store tyske
filminstruktører. Imidlertid indgik hans film fra og med krigens begyndelse som
led i den nazistiske propaganda, men det betød ikke altid, at regimet – læs:
propagandaminister Joseph Goebbels – var begejstret for hans film, som man i
flere tilfælde forbød opført, fordi de ikke udviste tilstrækkelig begejstring
for Det Tredje Riges indtil videre sejrrige kampe mod en fjendtlig omverden.
Efter Tysklands nederlag i 1945 forlod Ritter – som så
mange andre kompromitterede tyskere, der ville undgå retsforfølgelse – Tyskland
og tog midlertidigt ophold i Argentina, hvor han arbejdede for Eros-Film
Mendoza. Herfra vendte han tilbage til Tyskland i 1954, hvor han etablerede sit
eget selskab: Karl Ritter-Filmproduktion og forsøgte sig med ny tysk
spillefimsproduktion, men uden større held og succes. Han vendte derfor tilbage
til Argentina, hvor han døde i 1977.
Filmen ”Verräter” – på dansk
egentlig ”Forræder” – havde jeg også haft lejlighed til at se i en af Det Danske
Filmmuseums forevisningsrækker i den ovenfor omtalte biograf i
Frederiksberggade i København. Her så jeg bl.a. også den meget berygtede
antisemitiske spillefilm ”Jøden Süss”, en forfærdende
film, instrueret af nazistisk tysk films mest populære spillefilmsinstruktør, Veit Harlan (1899-1964), som
tilmed var gift med den mindst lige så populære svenske skuespillerinde
Kristina Söderbaum (1912-1001). Efter krigen blev
parret dog frikendt ved afnazificeringsdomstolen, hvilket måske kan undre, især
for Harlans vedkommende, manden, der havde iscenesat
nazitidens stærkeste antisemitiske spillefilm: ”Jøden Süss”
(1940).
Den fremragende amerikanske spillefilm ”Of Mice and Men”, 1939, på dansk ”Mus og mænd”, instrueret af
Lewis Milestone (1895-1980), en af amerikansk spillefilms store instruktører,
som også vil huskes fra filmene ”Intet nyt fra Vestfronten”, 1930, og ”De kom
ikke tilbage”, 1944, samt ”Den blodige vej”, 1946. Filmen ”Mus og mænd” havde
jeg også anbefalet, nemlig fordi jeg havde set den, ja, gæt engang, i en af Det
danske Filmmuseums forevisningsrækker i slutningen af 1940’erne. Men desværre
tvinges jeg til at sige, at ”Samvittigheden”s
velmenende omtale af filmen efter min mening ikke yder hverken filmens handling
eller dens to hovedskuespillere retfærdighed, de sidste ved ikke at nævne dem.
Filmen er baseret på et teaterstykke fra 1937, som igen
var baseret på John Steinbecks roman ”Of Mice and
Men” fra samme år, 1937. John Ernst Steinbeck, Jr. (1902–1968), amerikansk
forfatter, bedst kendt for sin Pulitzer Pris-vindende roman The Grapes of Wrath (1939; Vredens Druer), East of Eden (1952; Øst for
Paradis) og romanen Of Mice and Men (1937; Mus og
Mænd). Som forfatter af 27 bøger, inklusive 16 romaner, seks non-fiction bøger,
og fem samlinger af short stories, modtog Steinbeck
Nobel Prisen i Litteratur i 1962.
Handlingen i romanen såvel som i teaterstykket og
filmen udspiller sig i depressionens USA i 1930’erne, hvor de to kammerater
drager af sted fra den ene farm til den anden, dels fordi de søger arbejde og
dels fordi de må forlade stederne, enten fordi der ikke er mere arbejde til dem
eller fordi den småtbegavede Lenny igen har gjort noget galt. Lenny, som er
godheden selv, kender nemlig ikke sin egen fysiske styrke, og han kommer i
reglen galt af sted, nemlig ved at forårsage et andet menneskes død. Dette sker
også i den aktuelle situation, fordi ægtemanden, som også arbejder på farmen,
forsømmer sin unge kone, som til gengæld kaster sin opmærksomhed på og flirter
med den rare og barnlige Lenny. Denne misforstår situationen og vil i al
uskyldighed kæle for den kønne kvindes lange smukke hår. Imidlertid bliver
kvinden så forskrækket og bange, at hun skriger op, hvorfor Lenny for at få
hende til at tie, utilsigtet kommer til at klemme livet ud af hende. Som en
følge heraf, må George og Lenny endnu engang forlade arbejdsstedet, denne gang
for at undgå ægtemanden og dennes hjælpere.
Men inden disse når at opspore de to flygtende, er de
to kammerater stoppet op ved et kønt sted, hvor Lenny har sat sig ned og kigger
ud over en flod. Her beder han George om at fortælle om, hvordan det vil være,
når de to sammen får deres egen farm. For ikke at Lenny skal blive fanget og
lynchet af forfølgerne, vælger George selv at skyde og dræbe vennen. En helt
igennem tragisk historie, så deprimerende som depressionen i 1930’erne. Men en
fremragende historie og en om muligt lige så fremragende film.
Den store fyr, Lenny, blev i filmen spillet af Lon Chaney jr. (1906-1973) og
hans gode ven og skytsengel, George, af Burgess Meredith (1907-1997). Den unge
kone spilles fremragende af smukke Betty Field (1913-1973).
Kulturprogrammet April-Maj 1956
Omtalen af kulturprogrammet var denne gang ultra-kort, idet den kun omfatter fem aftener:
Torsdag d. 19. april: Musikalsk Hvem ved Hvad. En
underholdende aften, arrangeret af lejrens egne indvånere.
Mandag d. 23. april: Forfatteren til bogen: Fred og
Frihed uden våben, Henrik S. Jensen, holdt et foredrag med titlen; ENTEN –
ELLER! – ENTEN samfundets gåen i opløsning ved krig og kaos, ELLER samfundets
redning. Henrik S. Jensens synspunkter kunne ikke deles af alle nægtere og
efter foredraget blev ført en interessant diskussion.
Mandag d. 30. april: Den meget hårde mexicanske film om
ungdomskriminaliteten: Fortabt Ungdom. Instr. Louis Bunuel.
Mandag d. 7. maj: Den engelske film om sømændenes kår
under den anden verdenskrig: Søens Helte. Denne film vakte en del diskussion,
da mange mente, at den ikke havde nogen berettigelse.
Mandag d. 14. maj: Forfatteren Sigurd Waale om Martyrideologierne i den europæiske kristne
krigskultur. Foredraget havde undertitlen: Er kristendom, nazisme og kommunisme
ens?
Kort kommentar til Kulturprogrammet
Her skal jeg kun kommentere tre af de fem nævnte
programpunkter. For det første filmen ”Fortabt Ungdom”, som er fra 1950-51,
instrueret af den spanske filminstruktør Louis Bunuel
(1900-1983). Selve filmen og dens handling husker jeg ikke, men til gengæld
instruktøren, hvis virksomhed og i reglen provokerende film var meget fremme i
bevidstheden hos filmkyndige på den tid. Deriblandt hos mig selv.
Vedr. Henrik S. Jensens foredrag ”Enten – Eller”, skal
jeg dels henvise til hans indlæg eller artikler i ”Samvittigheden” nr. 6, og
dels til omtalen af ham under gennemgangen af næste nummer af nægteravisen.
Den engelske film ”Søens Helte” husker jeg desværre
ikke, i hvert fald ikke under den titel, medmindre den måske er identisk med
”Havet er vor skæbne” fra 1942, og er i så fald en efter min opfattelse
fremragende film, som jeg sikkert selv har anbefalet at vise i Gribskovlejren.
Filmen var skrevet og instrueret af teaterskuespilleren
Noel Coward (1899-1973) og med assistance af den senere nok så berømte engelske
filminstruktør David Lean (1808-1991). Filmen så vel som de to instruktører er
blevet grundigt omtalt i tidligere afsnit af min selvbiografi.
Foredraget om Martyrideologierne i den europæiske
kristne kultur af forfatteren Sigurd Waale (1917-67).
Waale var romanforfatter og debuterede i 1952 med ”Pigen
på drengehjemmet”, der gik som føljeton i Ugebladet Hjemmet, og som udkom i
bogform i 1966. I øvrigt kender jeg ikke noget til denne forfatter og husker
heller ikke hans foredrag i Gribskovlejren, men synes emnet, han talte om,
lyder uhyre interessant. Den tanke, at der består en vis principiel og
ideologisk overensstemmelse mellem kristendom – specielt katolicisme, nazisme
og kommunisme, er nærliggende, måske særligt mellem katolicisme og kommunisme.
Hvor katolicismen havde og fortsat har sin moderkirke i Rom, således havde
kommunismen sit ideologiske centrum i Moskva. Katolicismens store folkelige
optog med faner og helgenbilleder, har sine paralleller i kommunismens optog
med faner og kæmpestore billeder af kommunismens fædre: Marx, Lenin, Engels og
Stalin. I Kommunist-Kina var det dog billeder af Mao Zedong og Chou En-lai, der blev frembåret
og hyldet, ekstatisk og nærmest religiøst.
”Samvittigheden” nr. 7, juli 1956
Imidlertid udkom nægteravisen nr. 7 i juli 1956, og
redaktionen bestod nu af Leif Andersen, Robert Felby, Kaj F. Jensen og Ivar
Nielsen. Det vides dog ikke, om Leif Andersen var kommet til allerede i avisens
nr. 6, juni 1956, for i det nummer står redaktionen ikke anført. Hvilket
strengt taget i øvrigt er i strid med presseloven. Men redaktionen var
angiveligt lidt bekymret for en svigtende interesse for bladet og dets indhold.
Herom skriver man følgende under rubrikken NOTABENE!:
”Når dette nummer af ”Samvittigheden” udkommer, er vi
nået midt ind i juli måned, og bladet er således ca. 14 dage forsinket. Denne
kendsgerning må imidlertid ikke opfattes som et udslag af sommerferiestemning
hos redaktionen, men skyldes udelukkende manglende indgang af stof. Som det vil
huskes fra bladets start var vor tanke med
”SAMVITTIGHEDEN” den, at vi ville skabe dels et organ for nuværende
militærnægtere – et sted hvor de kunne læse om andres syn på spørgsmål
vedrørende nægtersagen, og hvor de selv kunne komme til orde med indlæg – og
dels et forum for andre interesserede, der her kunne fremsætte synspunkter og
kommentarer til militærnægterbevægelsens udvikling. Redaktionen mener stadig,
at disse to opgaver må være bladets fornemste, og det har derfor skuffet os, at
interessen for i bladet at diskutere nægterproblemer, det være sig den rent
principielle baggrund for vor stillingtagen til et af
tidens vanskeligste og alvorligste spørgsmål såvel som spørgsmålet om
nægterordningens praktiske udformning nu og i fremtiden, har været så ringe,
som tilfældet er.
Vi håber dog stadig på, at forholdet vil ændre sig, således at ”Samvittigheden” fortsat vil kunne eksistere og
vil kunne følge den linje som fra bladets start har været tilstræbt, nemlig
oplysning om militærnægterbevægelsens baggrund, dens mål og dens praktiske
gennemførelse. Red.”
Næste nummer af ”Samvittigheden” vil udkomme omkring 1.
september d.å. For resten vil jeg her gerne indskyde, at jeg personligt synes,
at bladets tekniske kvalitet helt fra starten var for ringe, særligt når der
skulle duplikeres mange numre, for da gik det ofte ud over kvaliteten af
trykningen. Men der var jo ikke økonomi til at lade bladet bogtrykke,
så det var et valg mellem at lave et teknisk halvdårligt blad eller slet intet
blad.
Meddelelse fra Dramatisk
Studiekreds
Der var som tidligere omtalt relativt stor aktivitet i
Gribskovlejrens dramatiske studiekreds, som i dette tilfælde kunne meddele
følgende:
”GRIBSKOVLEJRENS DRAMATISKE STUDIEKREDS” arrangerer
lørdag den 11. august en fest i MÅRUM FORSAMLINGSHUS under titlen
”BLÅMANNE-SJOV”. Som ved nægterfesten i marts vil der blive tale om bustur fra
København og derefter broget underholdning og bal plus forskellige
traktementer. Derimod vil der ikke kunne arrangeres spisning i lejren denne
gang.
Bussen starter fra Den lille Hornblæser (Rådhuspl.) ca. kl. 18,00 og vil stoppe flg. Steder, dersom
der er passagerer: NØRREPORT ST., NØRREBROS RUNDDEL, VIBENHUS RUNDDEL, LYNGBY,
HOLTE, ALLERØD og HILLERØD. Busprisen bliver som sidst kr. 10,00 retur, kr.
5,00 for enkelt fra eller til København og gradvis reducering i prisen fra og
med Lyngby.
Billetprisen for underholdning, bal, kaffe og kage og 3
stk. smørrebrød er kr. 5,00. (NB! Denne gang er der orkester).
Interesserede kan henvende sig skriftligt eller
telefonisk til Harry Rasmussen, Gribskovlejren pr. Mårum St. – Tlf. Esrom 88.
Kulturprogrammet Maj-Juni-Juli 1956
Der var stadig gang i kulturlivet i Gribskovlejren,
selvom aktiviteterne var gearet noget ned i sommermånederne. Derfor fyldte
kulturprogrammet denne gang kun en enkelt side i nægteravisen:
Mandag den 28-5. så vi den italienske film: For to øre
håb. Filmen skildrede livet i en lille italiensk landsby og to unges besvær med
at få hinanden. En munter og let historie, glimrende og naturligt spillet af ”ikke”-skuespillere.
Mandag den 4.6: Den franske film; ”De syv der dømte” instrueret
af André Cayette. Filmen der er et led i en trilogi,
hvis andre film er: ”Vi er alle mordere” og ”Før syndfloden” giver et billede
af nævningenes kendelse i en retssag. Den viser i tilbageblik de syv nævninges
privatliv og de hændelser, der mere eller mindre ligger til grund for at de
dømmer, netop som de gør. Og filmen fortæller om de tilfældigheder, der kan
frikende eller dømme et menneske. En absolut fremragende film.
Mandag den 11-6. Foredrag af Elias Bredsdorff: Var
modstandskampen nødvendig? Et interessant foredrag der oplyste om baggrunden
for den danske modstandskamp. Der blev vist stor interesse for spørgsmålet,
hvilket afstedkom en livlig diskussion efter Elias Bredsdorffs indlæg.
Den 18-6. Den amerikanske film; ”Helvede venter” med
Claude Rains, Paul Muni og Anne Baxter. Filmen
handler om Mefistofeles, der sender den dræbte gangster Eddie op til jorden
igen for ved hans hjælp at sikre sig hans dobbeltgænger, en velanskreven
sagfører. Men der kommer en kvinde ind i historien, og efter nogen forgæves
kamp må Mefistofeles træde tilbagerejsen til Helvede sammen med Eddie, der denne gang ser mere
optimistisk på tingene, for ovenpå den historie, hvor Mefistofeles måtte
erkende sit nederlag - - - ”kunne der måske blive en plads som opsynsmand at få”.
Torsdag d. 28-6 spillede nægternes udvalgte fodboldhold
mod Civilforsvaret, Hillerød. Kampen, der foregik på Gribskovlejrens bane og
havde samlet mange tilskuere blandt nægterne og udefra, sluttede med det
uventede resultat, at nægterne efter en velspillet kamp vandt med 6 mål mod 0.
Mandag d. 2.7: Den udmærkede danske film: ”Café
Paradis”, filmen om alkoholikerproblemet. Filmen handler om den faldende
direktør (Ib Schønberg), der bliver fuldstændig ødelagt af spiritus, og om
arbejderen på hans fabrik (Poul Reichhardt), som det med antabus og ved en vens
og hustruens hjælp lykkes at bringe på fode igen.
Kommentar til kulturprogrammet:
Den italienske film For to øre håb (Due soldi di speranza), 1951.
Instrueret af Renato Castellani (1913-1985).
Hovedroller: Maria Fiore (1935-2004) og Vincenzo Musolino (1930-1969). Begge disse skuespillere var
professionelle, hvorfor det er noget vrøvl at omtale dem som ””ikke”-skuespillere”. Det var godt nok instruktøren Renato Castellanis debutfilm, men i årene 1951-64 indspillede han
i alt 18 spillefilm.
André Cayette (1909-1989) var
en fransk New Wave filmskaber og sagfører, som blev kendt
for sine film, som drejede sig kriminalitet, retfærdighed og moralsk
ansvarlighed, emner, som han fortsatte med at udforske i løbet af sin
filmkarriere. Filmtrilogien De syv der dømte (1950, original titel Justice est faite”), Vi er alle mordere
(1952; original titel Nous Sommes Tout des Assassins) og Før syndfloden (1954, original titel Avant de Déluge).
Det var helt tydeligt kulturudvalgets litterære
formand, Peter Schäffer, som havde inviteret forfatteren Elias Bredsdorff til
at komme og holde foredrag i Gribskovlejren.) Den danske forfatter,
litteraturhistoriker og modstandsmand Elias Bredsdorff (1912–2002), blev
student fra Roskilde Katedralskole i 1930. Som ung gymnasieelev begyndte
Bredsdorff at interessere sig for kulturradikalismen og socialismen. Han
fortsatte sine studier på Københavns Universitet, hvor hans læste dansk og
engelsk og interesserede sig især for litteratur. Han var opvokset i et
grundtvigiansk miljø, men allerede i studietiden i 1930, hvor han var medlem af
Studentersamfundet, var han blevet politisk interesseret. Gennem sit
bekendtskab med den senere fremtrædende politiker Frode Jakobsen (1906-97), som
dengang var revolutionær socialist, meldte han sig i 1932 ind i Danmarks
Kommunistiske Parti (DKP).
I november 1932 deltog Bredsdorff i et møde med den
sovjetiske topkommunist, den højt begavede, men kontroversielle Lev Trotskij
(1879-1940), som han også mødte ved en privat studentersammenkomst. Bredsdorff
var også aktiv i Kommunistisk Studenterfraktion til 1935, hvor han derefter fra
1935-39 blev eneste kommunistiske medlem af bestyrelsen for Frisindet
Kulturkamp. I 1934 opholdt Bredsdorff sig i England, hvor han fik kontakter
dels til den engelske arbejderleder Tom Mann og til forfatteren og pacifisten
Bertrand Russell (1872-1970), som inviteredes til at komme og holde foredrag i
Danmark. Dette år var Bredsdorff også med til at danne Ungdomsfronten mod Krig
og Fascisme, og året efter besøgte han Sovjetunionen, som han i lighed med så
mange andre danske kulturradikale og kommunister nærmest beundrede grænseløst
og overhovedet ikke kunne se noget negativt ved.
Bredsdorff var altid en flittig forfatter og skribent,
som bl.a. skrev for DKP’s dagblad Arbejderbladet. I sommeren 1937 mødte og
interviewede han den amerikanske forfatter John Steinbeck i København. Det
førte til, at Bredsdorff i 1942 skrev den første større sammenhængende bog om
Steinbecks forfatterskab. Bogen udkom i 1943. I 1948 blev Bredsdorff cand.mag.
og året efter ansat som adjunkt ved Vordingborg Seminarium – foreløbig, for den
aktive mand havde travlt med sin videre karriere.
I mellemtiden var der sket det i august 1939, at Nazi-Tyskland havde indgået en ikke-angrebspagt med
Sovjetunionen, hvilket chokerede Bredsdorff så meget, at han overvejede at
melde sig ud af DKP, men hans nære ven, kommunisten og forfatteren Peter P.
Rohde ( 1902-1978), talte ham fra det. Bredsdorff
havde dog fået nok af sovjet-kommunismen i vinteren senere samme år, hvor han
som følge af Sovjets angreb på Finland meldte sig ud af DKP, som støttede alt,
hvad Sovjetunionen foretog sig. Under tyskernes besættelse af Danmark var
Bredsdorff aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark, og på opfordring af
modstandsmanden, kommunisten Børge Houmann, rejste Bredsdorff i 1942 omkring i
Danmark og oprettede lokale Frit Danmark-grupper, og han oprettede selv en
gruppe i Vordingborg. Fra juni 1943 til oktober 1944 var Bredsdorff Frit
Danmarks sekretær i Jylland med hovedsæde i Aarhus. Imidlertid var Gestapo
kommet på sporet af Bredsdorffs illegale virksomhed, hvilket førte til at han i
1943 måtte gå under jorden, hvilket vil sige, at han forlagde residensen til
København, hvor han fik til opgave at hjælpe Mogens Fog (1904-1990) i Frit
Danmarks hovedledelse. Kort tid efter blev Fog arresteret af Gestapo, hvorefter
Bredsdorff sammen med Kate Fleron (1909-2006:
Kate Fleron findes grundigt omtalt senere i min selvbiografi) blev
udnævnt til redaktør for hovedudgaven af det illegale blad Frit Danmark. Ved
siden af var Bredsdorff også midlertidig leder af modstandsorganisationen Frit
Danmark, nemlig medens Mogens Fog sad arresteret, for resten i Shellhuset i Kampmannsgade i København, sådan som tidligere
beskrevet under omtalen af englændernes bombeangreb på Gestapos højborg den 21.
marts 1945.
Frit Danmark fortsatte med at udkomme efter befrielsen
med Kate Fleron og Bredsdorff som fastansatte redaktører. I de første år efter
befrielsen havde bladet et imponerende oplag på 70-75.000 eksemplarer.
Mærkværdigvis meldte Bredsdorff sig atter om end
kortvarigt ind i DKP efter Danmarks befrielse i 1945, men allerede i 1946
meldte han sig ud igen, hvorefter han rejste til England, hvor han blev ansat
som Queen Alexandra Lecturer ved University of
London, hvor han var til 1949. Derefter var han lecturer
in Danish ved Cambridge University 1949-60 og sluttelig Reader in Scandinavian Studies and
Head of Department samme sted 1960-79.
Men Bredsdorff havde svært ved at slippe sin drøm om
det kommunistiske samfund, men nu mente han, at drømmen blev realiseret i Maos
Kina. I 1955 og 1956 besøgte han dette store land og skrev en bog herom med
titlen Kinas vej (1957), hvori han giver udtryk for sin uforbeholdne
begejstring over Maos værk. Bredsdorff opgav da heller ikke sit engagement på
den politiske venstrefløj, hvor han var aktiv på flere måder, bl.a. i den
engelske kampagne Campaign for Nuclear
Disarmament. 1982-85 var han formand for Komiteen for
Palistinensisk-Israelsk Sameksistens og for
foreningen Dialog 1987. I 1983, 1984 og 2000 udgav Bredsdorff sin selvbiografi
i tre dele, nemlig Min egen kurs, Mit engelske liv og Højskolebarnet.
Under sin tid i England udførte Bredsdorff et
omfattende pædagogisk og litterært arbejde, bl.a. bidrog han med flere digre
værker om H.C. Andersen og dennes forfatterskab. 1975 udgav han bogen Hans
Christian Andersen – the story of his life and work 1805-75. 1987 fulgte bogen Hans Christian Andersen: an
introduction to his life
and works.
Herhjemme havde Bredsdorff allerede i 1951 fået udgivet
bogen H.C. Andersen og Charles Dickens – Et Venskab og dets Opløsning, og i
1954 udkom bogen H.C. Andersen og England, som er en grundig skildring af
Andersen forhold til England og til engelske og skotske forfattere. Man må konstatere,
at Elias Bredsdorff i og med sine bøger om H.C. Andersen har bidraget væsentligt
til H.C. Andersen-forskningen. Det var altså ikke en hr-hvem-som-helst,
Gribskovlejren havde besøg af mandag den 11. juni 1956. Bredsdorff var i øvrigt
blevet dr.phil. ved Københavns Universitet i 1964, medlem af Videnskabernes
Selskab i 1975, og næstformand i Dansk Forfatterforening i 1983.
Den amerikanske film; Helvede venter (1946, original
titel Angel on my Schoulder)
med Claude Rains (1889-1967), Paul Muni (1895-1967)
og Anne Baxter (1923-1985). En fantasifilm om en aftale mellem djævlen og en
død mand, sådan som beskrevet i kulturprogrammet. Filmen var en uafhængig
produktion af Charles R. Rogers og David W. Siegel og
blev instrueret af Archie Mayo (1891-1968). Filmen
hed oprindelig Me and Satan, men producenterne mente
ikke, at publikum ville se en film om djævlen, hvorfor titlen blev ændret.
Fodboldkampen torsdag d. 28. juni 1956 mellem nægternes
udvalgte fodboldhold og et hold CF’ere fra
Civilforsvaret, Hillerød, har jeg ingen specielle kommentarer til, idet
fodboldspil ligger mig fjernt. Men interessant har kampen sikkert været for de
tilstedeværende fodboldfans. Enhver sin interesse og gudskelov for det.
Mandag d. 2. juli 1956 vistes den danske spillefilm
”Café Paradis” (1950), en film om det for mange mennesker alvorlige
alkoholikerproblem. Filmens drejebog er skrevet af forfatteren Johannes Allen
og instrueret af dansk films mest kunstneriske makkerpar, Bodil Ipsen som
personinstruktør og den garvede filminstruktør Lau Lauritzen jun., som også
mestrede den filmtekniske side af filmproduktion. I hovedrollerne ses to af
dansk films mest berømte skuespillere: Poul Reichhardt (Carlo Jensen) og Ib
Schønberg (Christian Birger), godt bakket op af følgende dygtige skuespillere:
Ingeborg Brams (Ester, Carlos kone), Else Højgaard (Agnes, søster til Ester),
Karin Nellemose (Rita, Birgers kone), Agnes Thorberg-Wieth
(Birgers mor), Johannes Meyer (Spritter-Mads), Søren Weis (”Lille Fyr”), Jørn
Jeppesen, Inge Hvid-Møller (Nora), Asbjørn Andersen (Dr. Olaf Martin), Lau
Lauritzen og Aage Fønss.
Filmen, som er meget mere end ”udmærket”, er en dybt
tragisk film, som begynder med, at to unge piger finder en død mand på en bænk
i en af byens parker. Liget bliver bragt ind på hospitalets lighus, og her kan
politiet oplyse, at den døde mand er en gammel kending, som flere gange har
været indsat i detentionen for beruselse. Politiet henvender sig til mandens
stamværtshus, Café Paradis, hvor servitricen Nora fortæller, at manden var
stamgæst og kom der så godt som hver eneste dag. Spritter Mads kan supplere med
at fortælle, at Birger til at begynde med ”var meget stor i slaget overfor de
andre stamgæster”. I et tilbageblik (flash back)
beretter filmen derefter om den sørgelige skæbne, som er overgået den nu afdøde
direktør, Christian Birger (Ib Schønberg), som havde været prokurist i
skotøjsfabrikken ”Britka”, men tragtede efter den
mere avancerede stilling som firmaets direktør. Imidlertid har mange
repræsentationsfrokoster – sammen med presset fra hans ambitiøse kone, for at
højne deres sociale niveau - gjort ham så afhængig af spiritus, at han drikker
umådeholdent. Birger opsøger derfor sin gamle skolekammerat Dr. Olaf Martin,
der råder ham til at stoppe drikkeriet, inden det går helt galt. Ved et
påfølgende bestyrelsesmøde, hvor Birgers videre vej mod toppen som direktør
skal afgøres, er hans nerver imidlertid blevet så tyndslidte, at han må have
noget at drikke, for at kunne klare mødet med firmaets bestyrelse. Birger
bliver temmelig beruset og under sin tale giver han bestyrelsesmedlemmerne det
glatte lag, hvilket forståeligt nok gør disse opbragte og vrede, hvorfor han
bliver bedt om at forlade middagen.
I den følgende tid turnerer Birger først gennem de
finere barer, for til sidst at ende i "Café Paradis". Han er flyttet hjem
til sin mor, hvor han får et sammenbrud og bliver indlagt på en psykiatrisk
afdeling, hvis overlæge, Olaf Martin, imidlertid stiller sig tvivlende over
for, om han vil kunne klare sig. Birger er nu så nedbrudt, at han må supplere
sit daglige kvantum spiritus med sprit, hvilket medfører, at Nora smider ham ud
af "Café Paradis". Birger vandrer derfra trøstesløst gennem slud og
sne til sin bænk i parken, hvor han lægger sig for at hvile, med det resultat,
at hans forpinte krop i nattens løb giver op og Birger dør. Det er her, de to
unge piger finder ham næste morgen.
Filmen har en sidehandling med den ligeledes
alkoholiserede, men nu afvænnede Carlo Jensen, som efter et ophold på en
afvænningsklinik, som har kostet ham hans ægteskab, er vendt tilbage til stamværtshuset,
hvor han genoptager sit drikkeri. Han forsvarer den afdøde direktør med, at det
var denne der gav ham hans gamle job tilbage.
Skuespillerpræstationerne i filmen var usædvanligt
gode, nærmest mesterlige, især for Ib Schønbergs vedkommende, han, som hidtil
mest havde været verdensberømt i Danmark som den trinde, glade, muntre og
folkekære ”Ibbermand”.
Revyen ”Blåmanne-Sjov”
Hen på eftersommeren 1956 havde jeg og en god del af
mine nægterkammerater i Gribskovlejren travlt med at stable en slags revy på
benene. Revyen skulle i lighed med, hvad tilfældet havde været med syngespillet
”Genboerne”, opføres på scenen i Mårum Forsamlingshus, som vi jo efterhånden
kendte ret godt.
Revyen blev kaldt ”BLÅMANNE-SJOV” og var et større
arrangement, omtrent i lighed med opførelsen af ”Genboerne”, især fordi der
blev indbudt betalende gæster udefra, hvilket vil sige nægternes familie,
venner og bekendte, som havde tilmeldt sig på forhånd. Desuden adskilte denne
forestilling sig ved, at der for første gang i Dramatisk Studiekreds’ historie
medvirkede en aktør udefra, tilmed en ung kvinde, nemlig min søster Lizzie, der
var ivrig akrobat og balletdanserinde. Hun havde ganske vist givet et nummer
som balletdanser under festen efter opførelsen af ”Genboerne”, men i ”Blåmanne-Sjov” medvirkede hun direkte og optrådte i et par
af kabaretens numre. Også denne gang arrangerede og iscenesatte jeg forestillingen,
men fik al nødvendig og beredvillig hjælp fra de af mine nægterkammerater, der
på den ene eller anden måde var involveret i projektet. Foruden de tekster, der
var skrevet af den musikalske lejrpoet, Mogens Jönsson, og hans omtrentlige
navnefælle, Erik Jønsson, havde jeg også selv skrevet et par sketchses, ligesom
jeg udførte et par af numrene i revyen.
Til forestillingen, som fik premiere lørdag den 11.
august 1956, var der lavet en fast dekoration, som vistnok Ole Bjørnild var
mester for, og desuden en større rekvisit i form af en let formindsket og
stiliseret sporvogn, som transporterede nogle af de medvirkende ind og ud af
scenen. Det var min idé, og den skyldtes så vidt jeg husker, at der var brug
for den i et af indledningsnumrene, nemlig i Storm P.s
dialog ”FART”, der blev fremsagt af Birger Guy og Hans Vogsen.
Når det lige præcis var en sporvogn, der skulle bruges, havde det noget at gøre
med musikken til de dansenumre, min søster Lizzie udførte i forestillingen.
Dekorationen skulle nemlig forestille storbyen New York. Musikken var kendte
amerikanske populærmelodier, som ”Good Night, Irene!”, ”It’s
a Lovely Day today”. Til
slut i forestillingen dansede Lizzie til titelmelodien til Chaplins film ”Limelight” (”Rampelys”).
De medvirkende nægtere var Erik Jønsson, Mogens Jönsson
(”Jønss”), Birger Jarl Guy, Hans Vogsen,
Andre Mogensen, Axel Ravnholdt Petersen (der som tidligere nævnt var fra
Nakskov), Ole Kauffeldt, Børge Enrico Johnsson, Jens Jacobsen, Frede Jensen, Ib
Andersen og Ole Bjørnild, samt mig selv. Og så min søster ikke at forglemme.
Den udmærkede, men trods alt noget primitive scene i Maarum Forsamlingshus, kom endnu engang til at danne ramme
om en teaterforestilling, Denne gang for revyen ”Blåmanne-Sjov”,
opført af Gribskovlejrens Dramatiske Kreds den 11. august 1956 kl. 20.
Arrangementet med kaffebordene var stort set det samme, som ved opførelsen af
”Genboerne”.
Apropos min søsters medvirken i foreløbig to af
Dramatisk Kreds’ forestillinger i Maarum
Forsamlingshus, så hang dette dels sammen med, at hun vitterligt var en
veluddannet danserinde, og dels med, at der jo ikke fandtes kvindelige militærnægtere,
om end nok kvindelige soldater, dog ikke som værnepligtige, men som frivillige.
Kvinder havde i øvrigt også vist sig at være gode frihedskæmpere herhjemme
under besættelsen, og naturligvis også i andre besatte lande og i lande, som
direkte var involveret i krigen, hvor kvinder desuden var i militæret, blandt
andet i flyvevåbnet. Og i hvert fald var kvinderne på et tidspunkt i overtal på
fabrikkerne, især på de fabrikker, som leverede til rustningsindustrien. Det
sidstnævnte gjaldt både i Nazi-Tyskland og i England
og USA.
Men at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet under krigen
og fortsatte med det også efter krigen, havde dog intet med kvindernes
ligestilling med mændene at gøre. Det skyldtes derimod flere andre og mere
praktiske forhold, blandt andet, at familien havde svært ved at klare sig med
kun én løn, især da ønsket om at få del i de nye forbrugsgoder steg kraftigt i
løbet af 1960’-70’erne.
Salen i Maarum Forsamlingshus
havde i denne sammenhæng en serverings-bar bagest i salen. Bagtæppet fra ”Nægter-Sjaketten” var ophængt som pynt og for ligesom at skabe en
art kontinuitet. Som det fremgår, fyldte rækkerne af dækkede kaffeborde hele
den forholdsvise store sal.
Selve revyen indledtes med, at Erik Jønsson – ikke at
forveksle med lejrpoeten Mogens Jönsson - på klaveret spillede et potpourri
over de melodier, der var indlagt i forestillingen, og som sluttede med den i
al fald på det tidspunkt meget kendte og populære melodi til gøngemarchen i
teaterstykket ”Gøngehøvdingen”. Til revyen var der blevet skrevet en
gendigtning på samme melodi som teksten til ”Hvad en gønge er...”, der jo
oprindelig stammede fra det nævnte teaterstykke. Det var mig selv, der skrev
gendigtningen, idet jeg jo kendte både tekst og melodi fra min tid som statist
i forestillingen på Nørrebros Teater i 1953.
Desværre opbevarer jeg kun kladden til de to første
vers, som imidlertid lyder sådan:
(Solo:) Hvad en nægter er
og hvor han kommer fra
skal vi melde jer
om I vor sang vil ha’.
For sin stand kæmper han
som en tapper mand.
(Kor:) Søvnig og uoplagt
en ærlig nægter går
med glæde til sin vagt,
ta’r sin fordømte tørn,
nu gælder det at slide, lille børn.
Stormer op, når klokkerne kalder,
vågner eller knaldes.
Udkørt og overtræt,
det må det store folk forstå,
helst vi stadig lå.
(Solo:) Hvad en nægter gør
kan ej beskrives kort.
Vi forsøge bør
om end det synes hårdt.
Ud i skov vandrer han
som en blåklædt mand.
(Kor:) Søvnig og uoplagt
i mudret grøftevand,
han sviner til sin dragt,
arbejder ved sit skur,
mens Ellebæk ta’r sig en
stille lur,
holder op, når mørket sig sænker,
fri for dagens lænker.
Udkørt og overtræt,
det må det store folk forstå,
helst vi osse lå.
Der var som sagt flere vers i Nægtersangen, men da
manuskriptet desværre er gået tabt, ser jeg mig ikke i stand til at bringe hele
sangen. Det ovenfor gengivne uddrag af teksten til ”Nægter-sangen” nr. 2, giver
imidlertid et ganske godt indtryk af den selvironi og humor, der prægede og
karakteriserede de fleste nægteres opfattelse af deres egen situation.
En af flere dekorationer, der havde været ophængt på
væggene i Maarum Forsamlingshus i forbindelse med
opførelsen af revyen ”Blåmanne-Sjov”, blev genbrugt.
Den muntre tegning og tekst var tegnet og skrevet af Ole Bjørnild. Endnu en af
de dekorationer, der også var ophængt på væggene i Maarum
Forsamlingshus i forbindelse med opførelsen af revyen ”Blåmanne-Sjov”.
Den muntre tegning og tekst var igen af Ole Bjørnild.
Men som sagt, var det mig, der stod for arrangementet,
opsætningen og iscenesættelsen af revyen ”Blåmanne-Sjov”,
der ligeledes som nævnt indledtes med ”Nægter-sangen”, som blev sunget af 4 af
de mandlige medvirkende, iført ”Blåmanne-dragt” og hver
især ”bevæbnet” med henholdsvis skovl, spade, hakke og greb. Der var i det hele
taget tale om et temmelig broget underholdningsprogram, men dog med både hoved
og hale, alvor og – nok mest sjov.
Selv havde jeg blandt andet også kreeret to klovner,
Alfredo og Fernando, og skrevet teksten til nogle klovne-entréer, som
henholdsvis havde titlerne ”Løvepulver”, ”Forårskåd” og ”Jeg fisker!”. Selv
spillede jeg – jeg havde nær sagt selvfølgelig – klovnen ”Fernando”, som havde
de fleste replikker. Alfredos rolle blev spillet af nægteren Hans Vogsen,
og han gjorde det fortrinligt og fyldte sin rolle godt ud.
Programmet bestod af indledning og omkring en snes
numre, samt en finale. Hvert nummer blev præsenteret og indledt af Mogens
Jönsson, som klarede den krævende opgave med bravour.
Afviklingen af de enkelte numre var arrangeret sådan, at det ene nummer gled
næsten umærkeligt over i det næste, så der ikke opstod mere eller mindre
ufrivillige og pinlige pauser. Det forhåbentlig sjove og morsomme, i bedste
fald satiriske, viste sig allerede i dialogen ”Fart” af Storm P., som handler
om to sporvejsarbejdere, der er ved at slibe skinner. De to blev spillet af
Birger Guy og Hans Vogsen.
Storm P.s dialog ”Fart på!”
mellem to københavnske skinnearbejdere, der giver sig mere end god tid til
arbejdet. Det er Hans Vogsen og Birger jarl Guy, som
begge var velegnede til rollerne, for de tog sig også i det virkelige liv god
tid til at udføre det arbejde, de var eller blev sat til.
Nummeret med de to københavnske skinnearbejdere, som
bestemt ikke havde travlt med at ”skinne” sig, vakte stor jubel, og naturligvis
ikke mindst på grund af Storm P.s meget morsomme,
finurlige og lettere satiriske tekst. De bliver afbrudt af en sporvogn –
naturligvis en attrap fremstillet til formålet – som kommer kørende ind på
scenen fra højre og kører ud mod venstre, hvorefter de to arbejdere hanker op i
slibeapparatet og går ud af scenen til højre.
Derefter fulgte et lidt specielt dansenummer, som
indledtes med, at sporvognen atter kommer ind på scenen, denne gang fra
venstre, og gør holdt. Tre sorte, elegant klædte mænd stiger ud og der ringes
afgang, hvorefter sporvognen kører ud af scenen til højre. De tre mænd giver
sig derefter til at synge til melodien ”Good Night, Irene!”, idet min akrobatik-
og ballet-trænede lillesøster, som på det tidspunkt var bare 15 år, danser ind
på scenen. Musikken slår derefter over i ”It’s a lovely Day today”, som samtidig
også synges af de tre sorte mænd. Min søster gjorde senere karriere i udlandet,
specielt i USA, hvilket vi skal høre om senere. Det var første gang i min tid
som Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ forestillinger, at der forekom en
kvindelig medvirkende, idet der som formentlig bekendt ikke var kvindelig
værnepligt og derfor heller ikke kvindelige militærnægtere. Men min dygtige og
ambitiøse søster lod sig overtale til at udgøre ”det skønnes element” midt i al
mandehørmen, som de fleste af os fik nok af i hverdags-trummerummen i lejren.
I revyen ”Blåmanne-Sjov”
dansede den da 15-årige Lizzie Rasmussen blandt andet til sangen ”It’ a lovely Day today”. Hun havde da
danset ballet og dyrket akrobatik siden hun var omkring 3-4 år. Det skyldtes,
at vores mor var danseentusiast og senere danselærerinde, og som sådan syntes
hun også, at hendes eneste datter skulle lære dans, suppleret med akrobatik for
smidighedens skyld. Min kære søster gjorde senere professionel karriere i
Europa, Canada og USA, sidstnævnte sted særligt i Hollywood og i endnu højere
grad i Las Vegas.
Selv var jeg jo med mine dengang 27 år i min grønne
ungdom, midlertidigt uden hageskæg, men med vandkæmmet hår, hvid skjorte med
slips, og mørke benklæder. Hvorfor jeg under min optræden gestikulerede så
voldsomt, skyldtes nok, at jeg gerne ville understrege og dramatisere indholdet
af den skæmtsomme vise ”Eva var så vidt jeg ved, ret en listig taske”. Jeg stod
tæt på sufflørkassen, hvorfra jeg kunne høre sufflørens stemme, formentlig for
det tilfælde, at jeg skulle glemme teksten – hvad jeg nu ikke gjorde. Så var det altså blevet min egen tur til at
optræde solo, og dertil havde jeg valgt at fremsige et muntert og vel nærmest
satirisk eller ironisk digt med titlen ”Eva var, så vidt jeg ved, ret en listig
taske”. Mit oprindelige hageskæg havde jeg som nævnt for længst barberet væk,
så mit ansigt lignede en renvasket barnenumse, og slipset, som dengang endnu
var obligatorisk, når man skulle og ville være velklædt, blev bundet så godt
det lod sig gøre, men det var som sædvanligt lidt af et problem, at få
slipseknuden til at blive lige og anbragt ordentligt. Desuden flagrede slipset
under min gestikulerende optræden.
Den vittige og finurlige tekst til det nævnte digt,
hvis forfatter og komponist desværre er ukendte, lyder i sin fulde længde
sådan:
Eva var, så vidt jeg ved,
ret en listig taske.
Det er hendes skyld,
vi må her i synden traske.
Skønt hun vidste, det var galt,
fik hun Adam overtalt
til at ta’ et ævle,
derfor blev vi dævle.
Slangen hang i træets top,
Tænkte på skandale.
Så den kvinde, ren og skær,
logred’ med sin hale.
Råbte efter hende: ”Pst! –
Eva! Ser du ævlet hist,
tør du pille ve’et.”
Eva svared’ flux på stand:
”Jeg er ikke bange.”
Rask hun rækker hånden frem
Ævelet at fange.
Rutsch, der rev hun ævlet a’.
Adam sagde: ”Nå-da-da,
put det i din lomme.
Jeg ser Vor Herre komme.
Eva svared’: ”Spis min ven.”
–
Adam var beleven.
Han sa’: ”Après
Vous, Madame,
De har ned det reven.”
Eva rask af ævlet bed,
resten ned i Adam gled,
og fra rene engle
bleve de til bengle.
Men se, sagen var nu den –
de fik mavepine.
Slangen, denne falske ven,
ga’ sig til at grine.
Ind i haven foer de flux,
blade rev de af en bux,
hvoraf hun bælter laver
til sin og Adams maver.
Herren henimod dem sprang:
”I har ondt i maven –
ævlet har I ådt, som hang
hist på træ’t i haven.
Jeg kan ikke ha’ jer mer,
I kan gå til Lucifer.
Jeg kan ej engle have,
som har dårlig mave.
Efter dette muntre intermezzo, som høstede et vist
bifald, fulgte en dialog mellem Andre Mogensen og Axel Ravnholdt Petersen, men
hvad den gik ud på, husker jeg ikke, og desværre har jeg ingen papirer, der kan
fortælle, hvad det drejede sig om. Så kom Ole Kauffeldt ind og fremsagde digtet
”Jyderup”, som blev overlappet af Axels entre med et fløjte-nummer á la Roger Whitaker, en engelsk sanger, der på det her omhandlede
tidspunkt især blev verdenskendt for sin virtuose evne til at fløjte på helt
speciel og original måde til sit eget guitarakkompagnement. Axels fløjteri kunne selvfølgelig ikke måle sig med den
professionelle Whitaker, men han kom dog tæt på og
fik stor applaus af det veloplagte publikum, som hovedsagelig bestod af
militærnægtere og disses familier, venner og bekendte.
På et tidspunkt i forestillingen kunne Børge Haakansen
og Ole Kauffeldt ses på scenen, idet de synger ”Tossesangen”, men desværre
husker jeg ikke, hvem der har skrevet den lettere satiriske tekst og komponeret
melodien. Men morsom var sangen, ikke mindst i Ole og Børges fremførelse.
Nu var tiden inde til den første klovne-entré, der dog
kun drejede sig om, at de to klovner, Alfredo (Hans Vogsen)
og Fernando (Harry Rasmussen), blandede sig i Jönss’
præsentation af det følgende nummer, som viste en kappeklædt poet i skikkelse
af Birger Guy komme ridende ind på hesten Pegasus, som han bad Jönss om at holde i tømmen, mens han selv læste op af ”P.
Sørensen Fugholm”s herlige vrøvlevers. Hvis jeg ikke
husker galt, så var det digtet ”Det tusser”, Guy gav alle sine evner som
oplæser. Her skal blot gengives de to første af 10 vers, for at læseren kan få
et lille indtryk af digtets indhold og specielle karakter:
Henaf Aften, naar det tusser,
er det Digtningstimen slar.
Alle min Pegasusser
Poesiens Geniusser
ved min Side Sæde ta’r.
Naar det tusser, naar det tusser,
gaar min Fantasi paa Flugt
over Aandens Kaukasusser,
over Niler og Indusser,
ind i Himlen lige lugt.”
Når det ”tusser” betyder selvfølgelig, når tusmørket
falder på. Men som det i øvrigt fremgår af dette og andre digte af Fugholm, så forholder
han sig frit til korrekt stavning af ord, og skriver ofte disse, som de udtales
i daglig tale. Det hedder jo f.eks. ikke ”Digtningstimen slar”,
men ”Digtningstimen slår”, men han skriver slar, for
at få det til at rime på ”ta’r”. Det hedder jo heller
ikke ”ind i Himlen lige lugt”, for lugt har jo med dufte at gøre, hvorimod ”ind
i Himlen lige lukt” betyder lige ind i himlen uden forhindringer. For resten er
P. Sørensen Fugholm et pseudonym for daværende journalist ved Berlingske
Tidende og B.T., forfatteren Per Barfoed (1890-1939), en broder til Viggo
Barfoed (1895-1948).
Sidstnævnte var ligeledes journalist ved Berlingske
Tidende og leverede i mange år dagens kommentar på vers på avisens bagside
under pseudonymet ”Ærbødigst”. Efter oplæsningen besteg Guy med passende
værdighed sin væle ganger Pegasus og red under stor
applaus ud af scenen igen. Den ellers så ’distingverede’ og lidt reserverede
Guy viste sig ved lejligheder som denne, at være i besiddelse af både humor og
vid.
Den nævnte Pegasus var, så vidt jeg husker, kreeret af
Ole Bjørnild, og lavet sådan, at hesten vistnok kunne stå på egne stive ben.
Denne Pegasus var helt speciel og så grotesk lavet, at publikum lo alene af den
grund. Samtidig var Birger Guy en fortræffelig oplæser, dog knapt så god en
rytter!
Umiddelbart efter fulgte et sangnummer med omkvædet ”Så
hvorfor sku’ vi ikke være glade”, fremført af, ja,
hvem? – Jo, ingen ringere end opera-elskeren Børge
Enrico Johnsson himself. Han var en stor beundrer og ligefrem tilbeder af operastjernerne
Maria Callas og Joan Sutherland, men havde også sans for mere jordnære viser,
som eksempelvis den, han på overraskende god måde sang
ved denne lejlighed.
Derefter fulgte revyens første egentlige klovne-entré,
som havde titlen ”Løvepulver”, og tænk, jeg havde selv skrevet dialogen mellem
Alfredo og Fernando, - for øvrigt også teksten til de andre klovne-entréer -
men kan desværre ikke huske, hvad den her nævnte handlede om! Og uheldigvis har
jeg ikke længere det manuskript, som jeg havde skrevet i den anledning. Men med
en vis resignation skal det dog siges, at digtekunsten nok ikke er gået glip af
noget mesterværk af den grund. Beskedenhed var og er jo som bekendt en dyd, i
hvert fald i henhold til dydige og moralske mennesker.
Nu fulgte et absolut overraskede dygtigt udført
tryllenummer, som Frede Jensen, der i sit civile liv var uddannet frisør og i
sin fritid amatør-illusionist, tidligere havde optrådt med rundt omkring i
Jylland, hvor han boede i Odder. Frede var et usædvanligt venligt og behageligt
menneske, og dertil både vittig og humoristisk samt ikke mindst en virkelig god
amatørskuespiller, som var med i alle de stykker, jeg satte op i vores fælles
tid i Gribskovlejren. I et af sine tryllenumre blev Frede i øvrigt assisteret
af Jönss og Lilli Krogh, gift med den ligeledes meget
dygtige amatørskuespiller Jørn Krogh, som i sit private liv var tandtekniker,
og da han kunne virke lidt forbeholdende og dydsiret, fik han derfor meget
hurtigt efter sin ankomst til Gribskovlejren påhæftet øgenavnet ”Tante Knik”.
Derefter fulgte først en duo-dialog, ”Vi er et par
store idioter”, mellem Ole Kauffeldt og Børge Haakansen,
og derefter en kras monolog, ”Vinden blæser den forkerte vej”, fremført med den
fornødne alvor og patos af Ib Andersen.
Nu fulgte nummeret ”Forårskåd” med klovne-duoen Alfredo
og Fernando, der denne gang spillede op til Lizzie, som sad på en bænk på
scenen og læste i et ugeblad, og i øvrigt ikke lod sig distrahere og forstyrre
af de to klodsmajorers kluntede og indbyrdes konkurrerende og fjollede
kurmageri til hende. Nummeret endte med, at de to spasmagere opgav og skuffede
forlod scenen, idet den ene gik ud til venstre og den anden ud til højre.
Nu var tiden inde til den helt store og lidt onde
satire. Lejrpoeten Mogens Jönsson havde skrevet en morsom sketch med titlen
”Lapper til gummistøvler”, der var en bidende og kras satire over
Indenrigsministeriets noget specielle forhold til militærnægterne. Sketchen
indeholdt i alt 5 roller: Ministeren, hans sekretær, et ministerialbud og to
militærnægtere. Rollerne blev henholdsvis udført af Jönss
selv som ministeren, men hvem, der spillede de andre roller, husker jeg ikke
længere, bortset fra at ministersekretærens rolle blev spillet af Ole Bjørnild
og ministerialbudet af Børge Haakansen.
Efter denne krasse satire over nægternes situation,
fulgte nu en gentagelse af sangen ”Med min hakke, min skovl og min spade”, som
vi tidligere havde brugt i kabaretten ”Nægter-Sjaketten”.
Den blev sunget af Ole Kauffeldt, Ib Andersen og Ole Bjørnild, som fik stort
bifald. Ib Andersen var med denne gang, i stedet for mig, som jo havde været
medsanger, da sangen blev sunget i ”Nægter-Sjaketten”-
Det skyldtes simpelthen, at jeg havde for meget andet at se til i
forestillingen og ganske enkelt ikke kunne overkomme mere. Ib Andersen var for
øvrigt en ganske god sanger, faktisk bedre end mig.
Så var det igen tid til en klovne-entré med Alfredo og
Fernando. Den hed ”Jeg fisker!”.
Herunder sad Fernando oppe på stoleryggen med fødderne solidt plantet på
stolesædet, mens han havde linen fra en fiskestang sænket ned i en kande med
vand. Fra denne entre husker jeg kun, at Alfredo interesseret spørger: ”Hva’ laver du?”. ”Jeg fisker!”, svarer Fernando. Alfredo:
”Fanger du no’et?”. ”Neiii!”,
svarer Fernando. ”Hvorfor ik’?”, fortsætter Alfredo. ”Nej, for der er jo ik’ no’en fisk i vandfadet, din torsk!”, konstaterer Fernando
triumferende. ”Hvorfor sidder du så å’ fisker?”, ville Alfredo vide. ”For at få
tiden til at gå, indtil næste nummer er klar, kvajpande!” – Replikskiftet
udløste forståeligt og forventeligt nok en ganske pæn applaus fra salens
fuldtallige publikum.
Klovne-nummeret tjente som sagt af klovnen Fernando kun det formål, at
få tiden til at gå, indtil der var blevet gjort klar bag fortæppet til næste
nummer. For at skabe en glidende overgang til det følgende nummer endte
klovne-entréen derfor med, at konferencier Jönss kom
ind på scenen og jog de to dummernikker ud. Derefter gik han hen og stillede
sig forrest på scenen ved sufflørkassen, hvorfra han gjorde sig klar til at
præsentere næste nummer på programmet.
De to gennemgående klovne i revyen ”Blåmanne-Sjov
1956” var Hans Vogsen som klovnen Alfredo, og
siddende på en stoleryg med fiskestangen Harry Rasmussen, altså mig, som
klovnen Fernando. Jeg har siden min tidligste barndom altid elsket klovne, for
deres groteske mimik og falden-på-halen komik. De mindede mig om humoren og
komikken i blandt andet Walt Disneys korte tegnefilm.
Efter at de to klovner havde forladt scenen og publikum
var faldet til ro efter applausen over den muntre klovne-entré, præsenterede Jönss nu med højtideligt dyster stemme aftenens mest
alvorlige nummer. Idet han atter forlod scenen, slukkedes alt lys, også
rampelyset. Det var forestillingens mest seriøse del, som publikum nu skulle
overvære, nemlig monologen ”Jack O’Merry!”, som blev
fremsagt af Karl Nørmark. Til denne dystre scene var der blevet lavet en
speciel og meget dramatisk dekoration, som forestillede en stiliseret slagmark
med en død soldat, der hænger i pigtrådsspærringen. Der indledtes med
fuldstændigt mørke på scenen, idet der tonedes op for komponisten Saint-Saëns
”Dance Macabre” og samtidig tændtes for lyset fra et spotlight, der kastedes
lige mod den døde soldat i scenens baggrund. Derefter rettedes lyset mod Nørmark,
som stod i forgrunden, hvor han med indigneret og anklagende røst fremsagde
digtet, vistnok af den norske digter Nordahl Grieg, der bl.
a. indeholdt linjerne: ”Død på ærens vide marker – uden sans for kroppens krav,
kulet ned med tyve andre – i en såkaldt fællesgrav.”
Det var stærke sager, som skabte fuldkommen stilhed i
salen og fik det til at gyse i tilskuerne. Men stemningen blev straks efter mildnet,
idet mellemtæppet blev trukket for og rampelyset atter tændt, samtidig med at
min smukke søster, med sin helt professionelle balletdans, dansede ind på
scenen til tonerne af den dejlige titelmelodi fra Chaplins film ”Rampelys”. Hun
afsluttede sin dans med at knæle i scenens forgrund, medens den propfyldte
sporvogn endnu engang kørtes ind på scenen i dennes baggrund, og hvorefter alle
øvrige medvirkende personale steg ud og tog opstilling i række foran
sporvognen. Lizzie gjorde derefter nogle dansetrin tilbage og stillede sig
foran de andre. Sluttelig kom Fernando og Alfredo ind fra hver sin side og tog
Lizzie i hver sin hånd, idet de gik frem mod scenens forkant, fulgt af de
bagved stående, hvorefter alle bukkede til publikums begejstrede klappen.
Apropos Chaplins ”Rampelys”, så havde denne herlige
film haft Danmarks-premiere få år tidligere,
nemlig 2. oktober 1953 i den københavnske storbiograf ”World Cinema”, der i
vinterhalvåret havde til huse i Cirkusbygningen.
Så længe efter erindrer jeg ikke, hvor lang pause, der
var midt i forestillingen ”Blåmanne-Sjov”, for det
fremgår ikke af den oversigt over numrene og disses rækkefølge, som jeg i sin
tid selv udarbejdede som et led i iscenesættelsen. Men forestillingens omfang
og længde taget i betragtning, må det vel have drejet om 25-30 minutter. Og der
var i hvert fald arrangeret en form for udskænkning i den udmærkede bar i
salens bageste del i den anledning. Det er der i hvert fald et par af de fotos,
jeg har fået mulighed for og lov til at bruge, som mere end antyder.
I pausen og efter forestillingen kunne tørstende gæster søge
hen til baren, over hvilken der hang et skilt med teksten ”Besøg Blåmanne Bar”. Bag ved et af de hvide borde i salen sad
Svend Poulsen, Knud Krøjer og vistnok Aksel Petersen. Bag vedet af bordene
kunne man se Mogens Jönsson, som sad der med en bajer i sin venstre hånd, som
han hviler på bordkanten. – Under oprydningsarbejdet dagen efter, kunne man
især se en tydeligt træt og formentlig også lettere beruset nægter, Per Laursen,
sidde bag et bord med tomme eller delvis tomme øl- og sodavandsflasker.
Det er heller ikke meget, jeg husker fra festen i
forsamlingshuset efter forestillingen, og jeg har desværre ikke længere nogen
papirer, der kan hjælpe på min hukommelse. Dog erindrer jeg, at der var et
stort publikum og at forestillingen og det øvrige arrangement blev en succes.
Men det var unægtelig et stort skår i min glæde
herover, at mit ægteskab var forlist og at mine to mindreårige børn, Jan og
Annette, til en vis grad havde mistet deres biologiske far, som tilmed elskede
dem af hele sit hjerte og sind. Det var derfor med en glæde iblandet sorg, der
konstant hvilede over mit sind i de dage, at jeg kunne se tilbage på endnu en
teatersucces.
Desværre ejer jeg selv kun ganske få af de fotos, der
blev taget i forbindelse med opførelsen af ”Blåmanne-Sjov”,
og heraf er de fleste gengivet i min selvbiografi. Men oprindelig eksisterede
der en større samling fotos fra denne forestilling så vel som fra ”Genboerne”
og senere ”Det lille Thehus”, men det store album,
hvori billederne var klæbet ind, er uheldigvis gået tabt. Til gengæld har min
gamle nægterkollega, nu fhv. revisor Ivar Nielsen, været så uhyre hjælpsom at
stille sin samling af fotos fra vores fælles tid i Gribskovlejren frit til min
rådighed, hvilket er en gevinst for min selvbiografi, og som jeg skylder ham
stor tak for.
Underholdning i Gribskovlejren
I den første del af min tid i Gribskovlejren virkede
det, som om Kulturudvalget var lidt sløvt og at der ikke rigtig skete noget på
det kulturelle område. Derfor tog jeg initiativet til selv at holde et par foredrag om
emner, som jeg kendte til, både af interesse og personlig erfaring, nemlig film
og specielt tegnefilm. Sidstnævnte emne valgte jeg først og forberedte derfor foredraget,
dels ved at skrive et synopsis, og dels ved at
bestille gratis udlånte tegnefilm hos Statens Filmcentral, og dels låne mod
betaling hos det private filmudlejningsfirma PILOT FILM. Filmene måtte
nødvendigvis være i 16mm, for der var ikke råd til at anskaffe et 35mm
tonefilmapparat, og ejheller at leje 35mm spillefilm,
som kun blev udlejet af professionelle filmudlejningsfirmaer. Det var i øvrigt
Kulturudvalgs-kassen, der betalte for de lånte film fra det private
udlejningsfirma.
Desværre opbevarer jeg ikke længere det
synopsis, jeg dengang skrev til foredraget, men jeg husker, at der var
tale om en kortfattet gennemgang af tegnefilmens historie. Denne blev blandt
andet illustreret med den franske tegnefilm Joie de Vivre (1933; ”Livsglæde”), hvis ophavsmænd var Anthony
Gross og Hector Hoppin. Og, efter min egen mening nok
så væsentligt, blev foredraget også illustreret med flere af
ex-Disney-medarbejderen Ub Iwerks’ tegnefilm. Han
havde produceret en hel række korte underholdningstegnefilm i farver i midten
af 1930’erne. Derimod viste det sig ikke muligt, at vise eksempler på Disneys
tegnefilm, fordi disse ikke var til hverken udlejning eller salg på 16mm.
Men nok så heldigt var det muligt at vise nogle
fremragende eksempler på canadieren Norman McLarens
eksperimenterende film, tegnet på selve filmstrimlen, såsom Begone
Dull Care, Fiddle-de-dee, Blinkety-Blank og ikke
mindst Neighbors, Den sidstnævnte film var dog en
realfilm, men optaget med den såkaldte pixilation-teknik,
hvormed man optager filmen i enkeltbilleder, men som forvises kontinuerligt,
hvorfor kontinuerlig bevægelse opstår.
Der blev fremstillet en plakat til foredraget ”- Noget
om TEGNEFILM m. demonstrationer og eksempler på forskellige former for
tegnefilm v. HARRY ”MOTOR” RASMUSSEN”, som jeg holdt i Gribskovlejren mandag
den 24. september 1956. Plakaten er designet og udført af min gode ven, nægter Henning Larsen.
Men naturligvis kan man ikke sige, at de viste film var
specielt repræsentative for tegnefilmhistorien, som rummer helt andre og langt
flere væsentlige eksempler på tegnefilm fra tegnefilmens barndom og ungdom. Men
det havde simpelthen ikke været muligt at fremskaffe den kategori af tegnefilm,
som jeg kunne have ønsket. Alligevel var mit lydhøre publikum stort set taknemmeligt,
eftersom formentlig de færreste af dem vidste ret meget om tegnefilmhistorie,
og som desuden i nok så høj grad var tilfredse med, at få nogle morsomme
tegnefilm at se, som især Ub Iwerks’ amerikanske
underholdningstegnefilm.
Men som nævnt var nogle af Kulturudvalgsmedlemmerne
seriøse folk, der tog begrebet kultur meget seriøst, om end der efter min
personlige opfattelse var lidt slagside til socialistisk og kommunistisk
politisk opfattelse af verden. Det vil jeg vende tilbage til om lidt.
Vistnok som en følge af mine aktiviteter med
nægterbladet og nogle foredrag om film og tegnefilm, som jeg havde holdt hen på
året 1955, blev jeg valgt som medlem af lejrens kulturudvalg. Det gav mig
anledning til at arrangere nogle filmforevisninger af klassiske
filmmesterværker, der var tilgængelige på 16mm film. Forevisningerne foregik
ovre i fællessalen, i reglen mandag eller torsdag fra kl. 19 til ca. 21.
På et foto jeg har, ses Peter Schäffer, som på det
tidspunkt var formand for Gribskovlejrens Kulturudvalg, stående ved den ende af
Fællessalen, hvor indgangsdøren var, og som ses til højre for ham. Bag ham
hænger en opslagstavle, hvor der øverst oppe står navnene: Felby og Harry, som
var på valg som nyt kulturudvalgsmedlem. Der blev som nævnt ovenfor mig, der
blev valgt, hvilket jeg naturligvis takkede jeg for.
I den forholdsvis korte tid, jeg selv var medlem af
Kulturudvalget, havde jeg en del problemer med at trænge igennem hos de seriøse
udvalgsmedlemmer med mine seriøst mente forslag til underholdningsprogrammer.
Men alene brugen af ordet ”underholdning” var nok til, at der blev rynket på
næsen med en mine, som bedre end ord sagde, at sådanne forslag kom fra en
åndsamøbe.
Heldigvis bakkede mange af de ’menige’ nægtere op om
mine programforslag, hvorfor det derfor også i reglen lod sig gøre at
gennemføre i hvert fald nogle af disse.
Men alt i alt betød det, at jeg naturligvis ikke var
ene om at bestemme, hvilke film der skulle og burde vises for nægterne. Det var
stort set lejrens intellektuelle kommunister, især med Peter Schäffer i
spidsen, der i al fald en overgang dominerede kulturudvalget og dettes valg af
programmer og film. Men al folket havde altså ment, at der skulle andre
’boller’ på ’suppen, og derfor havde et flertal stemt mig ind som
kulturudvalgsmedlem.
Birger Guy var – naturligvis – allerede et af
kulturudvalgsmedlemmerne, men som i høj grad konfliktsky holdt han meget lav
profil overfor kommunisterne. Det gjorde jeg sådan set også selv, idet jeg
aldrig indlod mig i politisk diskussion med nogen af dem, og jeg fik da trods
alt også mulighed for at vælge de film og tegnefilm, og de foredrag og anden
form for oplysning og adspredelse, jeg selv syntes var relevante. Så jeg var
egentlig godt tilfreds med situationen.
Kulturens blomstring i
Gribskovlejren
Der blev virkelig gjort noget af Gribskovlejrens
Kulturudvalg, for at fremme nægternes kulturelle opfattelse. Medlemmerne af
Kulturudvalget var jo seriøse folk, der tog begrebet kultur alvorligt, om end
der efter min personlige opfattelse var lidt slagside til kommunistisk
opfattelse af verden. I den forholdsvis korte tid, jeg selv var medlem af
Kulturudvalget, havde jeg da også en del problemer med at trænge igennem hos de
seriøse udvalgsmedlemmer med mine seriøst mente forslag til
underholdningsprogrammer. Men heldigvis bakkede mange af de ’menige’ nægtere op
om mine programforslag, hvorfor det derfor også i reglen lod sig gøre at
gennemføre disse.
På forsiden af Kulturprogrammet 1956-57, som blev
udsendt i Gribskovlejren i september 1956, kunne man se en kubistisk inspireret
tegning på programmets forside, der synes at forestille en bargæst og muligvis
en guitarist. Hvem der har tegnet forsiden, har jeg hverken nogen viden eller
erindring om, for på det tidspunkt havde jeg ingen indflydelse på den slags
opgaver. Men derimod nok på det filmprogram, der var blevet valgt i sæsonen 1.
oktober 1956 til og med marts 1957.
Et godt eksempel på, hvad de dominante seriøse
Kulturudvalgsmedlemmer kunne blive enige med sig selv og for resten også med lejrchef
Elbæk om, hvad de ”ganske almindelige” nægtere af slagsen, burde høre af
foredrag og se af film, finder man i det ”kulturprogram”, som blev duplikeret i
samme format som nægterbladet, og som blev omdelt i lejren i september 1956.
Lad mig begynde med at nævne navnene på de mere eller
mindre markante og kendte folk, de seriøse Kulturudvalgsmedlemmer havde valgt
skulle komme og holde foredrag i lejren i den nævnte periode. Nævnt i
kronologisk rækkefølge drejede det sig fra 1. oktober til 20. december 1956 om
følgende personer:
Programsekretær ved Statsradiofonien: Jørgen Vedel
Petersen, lejrleder Elbæk Petersen, højskoleforstander ved Ubberup Højskole,
Arne Frandsen, sceneinstruktør ved Det kgl. Teater, Sam Besekow, forfatteren
Hans Scherfig, forbundssekretær ved Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), Poul
Emanuel, og som repræsentant for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU),
Ejner Hovgård Christiansen, lyriker Ove Abildgård, redaktør ved ”Frit Danmark”,
Kate Fleron, journalist og radiomedarbejder, Viggo Clausen, medarbejder ved
”Frit Danmark”, Preben Dollerup, filminstruktør Theodor Christensen,
jazz-causeri ved Lillebror Carlsen, professor Mogens Fog, jazz-causeri ved Ole
Aktiv Hansen, også kaldet ”Ole Trip”. Tilnavnet ”Aktiv” kom formentlig af, at
den gode Ole var en ivrig agitator for kommunisme.
Mandag den 3. december 1956 causerede Erik ”Lillebror”
Carlsen over emnet Negro Spirituals og Gospel Songs.
Torsdag den 13. s.m. og år
causerede Ole Aktiv Hansen, også kaldet ”Ole Trip”, om ”Tredivernes Jazz”. Der
var stor interesse for de to nægteres respektive causerier. –
For 7. januar til 28. marts 1957 udgjordes
foredragsholderne af følgende personer:
Forfatterinden Elsa Gress, højskoleforstander ved
Grundtvigs Højskole, Haugstrup Jensen, forfatteren Jørgen Lembourn, formand for
Danmarks kommunistiske Parti, Aksel Larsen, dr. phil. Hagbart Jonassen,
forfatteren Finn Gerdes, forfatterne Erik Knudsen og Jørgen Nash, forfatteren
Halfdan Rasmussen, redaktør Thomas Christensen, skuespiller og forfatter Ebbe
Rode, højskoleforstander ved Magleås Højskole,
Johannes Novrup, forfatteren Poul Henningsen, og forfatteren Mogens Linck.
Af alle de ovenfor nævnte foredragsholdere vakte især
følgende min interesse, nemlig Sam Besekow, Hans Scherfig, Kate Fleron, Theodor
Christensen, Mogens Fog. Aksel Larsen, Erik Knudsen, Jørgen Nash, Halfdan
Rasmussen, Ebbe Rode og Mogens Linck. Sam Besekows første besøg og foredrag i
lejren, hvor han var ledsaget af sin omsorgsfulde og kønne hustru,
skuespillerinden Henny Krause, har jeg allerede omtalt tidligere, og indtrykket
af ham som et sympatisk, poetisk og følsomt gemyt, der fremsagde sine replikker
med dyb varme og patos, måske en anelse for svulstigt for en flok gemene
militærnægtere, som ved den lejlighed hørte og så ham i Fællessalen i
Gribskovlejren. Men til gengæld var han morsom og ironisk, når det gjaldt
oplæsning af humoristisk litteratur. I alle tilfælde gestikulerede han med
rolige, velovervejede bevægelser, der dog alligevel fik sveden til at hagle af
ham, så at den opmærksomme hustru ind imellem måtte
række ham det medbragte håndklæde til at tørre sig med.
Forfatteren og maleren Hans Scherfig (1905-1979) husker
jeg ikke så meget om, fra da han holdt et foredrag om mysticismen i dansk kunst
og kultur. Men jeg har helt sikkert været lodret uenig med ham i hans
synspunkter og påstande, som jo formentlig var inspireret af hans kommunistiske
livs- og verdensopfattelse. Den delte jeg ikke dengang og heller ikke senere.
Men en interessant og spændende forfatter og en god og raffineret tegner og
maler, det var han i hvert fald også, og derfor syntes jeg egentlig, at det
snarere var synd for ham, at han næsten helt religiøst bekendte sig til den
autoritære sovjetiske kommunisme og så op til dennes store idol, Stalin.
Sidstnævnte var jo i virkeligheden en despot, en zar, af værste hensynsløse og
brutale slags, værre end den kejserlige Romanov-familie,
som Stalins forgænger, Lenin, på så grusom måde havde ladet myrde i 1918.
Redaktøren for ”Frit Danmark”, Kate Fleron, holdt den
24. november 1956 kl. 20 foredrag om ”Israel og det Nære Østen”. Den dengang
kendte dame var veltalende og argumenterede godt for sig. Kate Fleron var på
det tidspunkt blevet, hvad der senere blev betegnet som politisk
venstreorienteret, og ifølge denne opfattelse, var staten Israel den store
”skurk” i Mellemøst-konflikten.
Journalisten og forfatteren Kate Fleron (1909-2006) var
en tiltalende og veltalende, usædvanlig og meget modig kvinde. Hendes
motivation for at gå med i modstandskampen mod den tyske besættelse af Danmark
1940-45, var dikteret af de nationale værdier, som Det konservative Folkeparti
stod for dengang, da Christmas Møller var i spidsen for partiet. Det fortsatte
hun også med som redaktør af det tværpolitiske modstandsblad ”Frit Danmark”.
Som en moderne og selvstændig kvinde, valgte Kate Fleron helt igennem at leve
på sine egne præmisser, hvilket dog ikke var lige velset i alle kredse.
Som skrivende modstandskvinde kom hun i 1942 med i
redaktionen af det antinazistiske ”Frit Danmark”, en stilling hun også beholdt
efter Danmarks befrielse i maj 1945. Hendes national-konservative holdninger
blev dog med tiden noget mere moderate, hvorfor hun, i modsætning til sine
partifæller, valgte at gå imod den voldsomme antikommunisme, der herskede i
mange kredse, og som splittede modstandsbevægelsen i de første befrielsesår.
Under den kolde krig i 1950’-60’erne kovendte Kate
Fleron helt og indtog en tydeligt venstreorienteret, men dog ikke dogmatisk
marxistisk holdning til tidens begivenheder. Hun var en engageret og ivrig
modstander af amerikanernes krig i Vietnam og satte sig for,
at afsløre amerikanernes krigsforbrydelser i landet. Det fik hun PH-prisen for
i 1972.
Det var formentlig Kate Flerons pro-kommunistiske
sympatitilkendegivelser, der førte til, at de kommunistiske medlemmer af
Gribskovlejrens Kulturudvalg, valgte at sætte hende på foredragsprogrammet. Og
hendes foredrag om Israel, som jeg ikke husker, har sikkert været vendt imod
det slemme land, som stjal palæstinensernes hjemland.
Theodor Christensen (1914-1967) var i sin tid en af
dansk dokumentarfilms store pionérskikkelser, som sammen med vennen,
filmteoretikeren Karl Roos (1914-1951) allerede i 1930’erne, havde markeret sig
som en avantgardistisk filmskaber. De tilhørte begge det såkaldte
kulturradikale miljø, som hældede stærkt til kommunismens idealer, hvis
falskhed de på trods af de berygtede Moskva-processer, åbenbart ikke var i stand
til at gennemskue. Da det endelig stod klart, at sovjetkommunismen under Stalin
var et diktatorisk og brutalt magtforetagende, skiftede Christensen over til
troen på, at kommunismen blev forsøgt realiseret på Fidel Castros Cuba. Han
rejste til landet, hvor han blev lærer på den cubanske filmskole.
Efter sin hjemkomst fortsatte han med at lave
dokumentarfilm, som kritiserede det hjemlige politiske og bureaukratiske
magtapparat. Som ansat ved Ingolf Boisens filmselskab Minerva Film, lavede
Christensen dog også politisk neutrale anti-ryger dokumentarfilm, som f.eks.
”Træk vejret”, 1958, som jeg på det tidspunkt som ansat hos Barfod Film, lavede
nogle tegnefilmindslag til.
1965 var Theodor Christensen en af primus
motorerne bag oprettelsen af Den danske Filmskole, hvor han selv virkede
som lærer indtil sin død i 1967. Han var gift med Tove Hebo
(1916-1966), som selv var leder af filmproduktionsafdelingen hos
reklamebureauet Wahl Asmussen, og i sammenhæng med mine planer om en
reklametegnefilm for ”ADI-Sko”, havde jeg en kortvarig forbindelse med hende i
1952. En del år senere var jeg dog også med til en festlig komsammen i hendes
store lejlighed i Kronprinsessegade i København.
I sin egenskab af Kulturudvalgsformand har det sikkert
været en stor glæde for Peter Schäffer at byde sin meningsfælle, den kendte
kulturdebattør og modstandsmand Mogens Fog velkommen. Fog talte over emnet ”Er fredelig
sameksistens mulig?”. Det var jo under den kolde krig og kort efter opstanden i
Ungarn og Sovjethærens brutale fremfærd samme steds, hvilket gav anledning til
eftertanke hos mange intellektuelle kommunister, som blandt andre Mogens Fog.
Lægen og senere professor i neurologi ved Københavns
Universitet, Mogens Fog (1904-1990), var en fremtrædende kulturpersonlighed under
og ikke mindst efter tyskernes besættelse af Danmark. Som antifascist var han
en ivrig modstandsmand, som dels var med til at stifte ”Frit Danmark” og
”Danmarks Frihedsråd” og dels var med til at stifte Socialistisk Folkeparti. I
1944 blev Fog arresteret af Gestapo og sat i arrest i Shellhuset,
øverst oppe under taget, hvor andre og kendte fanger befandt sig. Under det
engelske bombeangreb på Shellhuset 21. marts 1945,
lykkedes det Fog og nogle af hans medfanger at undslippe på dramatisk vis.
1966-1972 var Fog rektor for Københavns Universitet, og da han under
ungdomsoprøret 1968 stod på Universitetets talerstol i forbindelse med årets
studenter dimission, skubbede psykologistuderende Finn Ejner Madsen ham væk og
tog selv ordet, idet han opfordrede sine kammerater til at besætte
Universitetet og fremsætte krav om demokratisk medindflydelse på Universitetets
ledelse. Det viste sig, at Fog støttede disse krav.
Det foredrag, Mogens Fog holdt i Gribskovlejren mandag
den 10. december 1956, havde titlen ”Er fredelig sameksistens mulig?” Som
idealistisk kommunist havde han også fået visse betænkeligheder efter
Sovjethærens invasion i Ungarn i november måned samme år.
Selv har jeg aldrig haft fornøjelsen af at møde Mogens
Fog personligt, udover ved hans foredrag i Gribskovlejren, men til gengæld hans
søn, bioneurologen med speciale i psykiatri Rasmus Fog (f. 1936). Han
forsvarede og fik i 1976 antaget sin doktordisputats om hjernens
transmitterstof dopamin. Rasmus Fog var med i det team af psykiatriske forskere,
der forsøgte at klarlægge årsagerne til skizofreni. I den anledning
produceredes en dokumentarfilm, til hvilken lille jeg lavede en række
tegnefilmindslag. Rasmus Fog var i øvrigt af den efter hans egen mening
dokumenterede opfattelse, at skizofreni havde rent fysiske, neurologiske
årsager, snarere end f. eks. miljømæssige årsager.
Politikeren og formanden for Danmarks kommunistiske
Parti (DKP), Aksel Larsen (1897-1972), var en helt speciel personlighed,
begavet, vidende og en provokerende retorisk taler, med skarpe udfald mod
holdninger og meninger, han ikke var enig i. Han havde en lang og bevæget
fortid bag sig, først som socialdemokrat, siden syndikalist og international
kommunist og senest som dansk kommunist. 5. november 1942 blev han imidlertid
arresteret af dansk politi og sat i Vestre Fængsel, hvor han blev overgivet til
tyskerne. Efter langvarige forhør blev han 28. august 1943 overført til den
tyske koncentrationslejr Sachsenhausen, hvor han sad i skarpt bevogtet og
isoleret enkeltcelle. Her opholdt han sig til i april 1945, hvor han blev
frigivet og sendt med de Hvide Busser til Sverige. Derfra kunne han den 5. maj
1945, Danmarks befrielsesdag, atter vende hjem til København, hvor hans venner
og tilhængere, ja, selv en del af hans politiske modstandere, nærmest modtog og
hyldede ham som en frihedshelt.
Efter befrielsen oplevede DKP en hidtil ukendt succes
og kommunisterne en uventet popularitet, som dels skyldtes indsatsen i
modstandskampen og dels Sovjetunionens og Den Røde Hærs sejrrige deltagelse i
bekæmpelsen af nazisterne. Kammerat Stalin blev regnet som en af ”de tre store”
sammen med Churchill og Roosevelt. Populariteten førte til, at Aksel Larsen
blev medlem af befrielsesregeringen, dog uden portefølje. Den af opholdet i
kz-lejren tydeligt svækkede mand fik da heller ikke den store politiske
indflydelse på regeringen, og ledelsen af DKP var overgivet til den noget mere
robuste Richard Jensen.
Men at Aksel Larsen var blevet populær i store dele af
befolkningen, kunne ses af folketingsvalget 30. oktober 1945, hvor han fik
valgets største personlige stemmetal, nemlig 27.497. Ved samme lejlighed
opnåede DKP sit bedste valg nogensinde med 255.236 stemmer, 12,5 % af de
afgivne stemmer. Partiet fik dermed 18 mandater. Imidlertid kunne den
historiske valgsejr ikke bruges til ret meget, for allerede inden valget havde
Socialdemokratiet vendt ryggen til DKP og gjort følgeskab med Winston
Churchills offensiv imod kommunismen. En offensiv, som blev intensiveret efter
at Churchill i en tale i marts 1946 havde indført begrebet ”Jerntæppet”, der
skilte de vestlige demokratier fra Sovjetunionen og Østeuropa. Dermed var de
gamle frontlinjer fra før krigen atter begyndt at blive trukket op.
Under sit foredrag i Gribskovlejren, overraskede Aksel
Larsen især ved sit lune og sin venlighed, selvom emnet: ”Findes der retfærdige
krige?” ikke ligefrem indbød til humor. På det tidspunkt var Aksel Larsen
stadig en tro tilhænger og forsvarer for Sovjetkommunismen og havde endnu ikke
taget officiel afstand fra Sovjethærens invasion og blodige nedkæmpelse af
oprøret i Ungarn 1956, som han i første omgang forsvarede. Men det endte dog
med, at han tog afstand fra Sovjets brutale handling og meldte sig ud af DKP,
samtidigt med at han sammen med nogle partikammerater stiftede Socialistisk
Folkeparti (SF), nemlig i 1958, cirka et par år senere, end han havde holdt sit
foredrag i Gribskovlejren.
Forfatteren Erik Knudsen (1922-2007) var en rabiat
samfundskritiker, som 1950 blev redaktør af det venstreorienterede, for ikke at
sige kommunistiske, kulturtidsskrift Dialog, der havde som formål at sætte
kunsten og digtningen ind i en social sammenhæng. Han vendte sig samtidigt imod
metafysiske og religiøst prægede emner og spørgsmål, og blev i stigende grad
politisk bevidst. 1954 blev han lærer på Krogerup Højskole, hvor han
selvfølgelig søgte at påvirke eleverne i retning af et aktuelt politisk
engagement til fordel for en social, underforstået kommunistisk livs- og
verdensopfattelse. 1962 forlod Knudsen tidsskriftet Dialog og fortsatte med at
skrive i det mere rabiate Politisk Revy. Han skrev også samfundskritisk
revydramatik og TV-spil, og vendte sig blandt andet imod det stygge kapitalistiske
Amerikas krig i Vietnam. I 1970’-80’erne støttede han i ord og handling freds-
og miljøbevægelserne. Så vidt jeg erindrer, virkede han en overgang som
tiltrædende lærervikar ved Fritidsundervisningen i Gribskovlejren.
Sammen med forfatteren og provoen Jørgen Nash
(1922-2004) havde Erik Knudsen valgt litteraturen som emne for foredraget
”Skriver I, karle”, som blev afholdt mandag den 11. februar 1957. I et vist
modsætningsforhold til Knudsen, var Nash imod enhver form for samfundsmæssig
kontrol og faste regler og rammer for noget som helst. Han tilsluttede sig
bevægelsen Internationale Situationister, som han dog
senere også vendte sig imod og blev ekskluderet fra. Sammen med sin yngre ven,
forfatteren, maleren, jazzmusikeren og filminstruktøren Jens Jørgen Thorsen,
som også var medlem af situationisterne, udgjorde han
en væsentlig del af 1960’-70’ernes protestbevægelse. Sammen eller hver for sig
foretog de to venner en række samfundskritiske aktioner og dristige happenings,
som bragte megen omtale i de altid sensationshungrende medier, ikke mindst
fjernsynet.
Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) blev især kendt af
offentligheden i 1970 i forbindelse med sin filmatisering af forfatteren Henry
Millers roman ”Stille dage i Clichy”, som vakte
opsigt på grund af sine nærmest pornografiske sexscener. Bedre blev det ikke,
da han i 1975 udgav sit manuskript til sin længe planlagte og uhyre omtalte
film om Jesu sexliv. Planerne blev bandlyst af selveste paven, men det lykkedes
alligevel Thorsen at realisere sit Jesus-projekt en del år senere, nemlig i
1992 og da under titlen ”The Return”.
Jørgen Nash har jeg tidligere omtalt her i
selvbiografien under omtalen af Esbønderup Sygehus, men jeg har aldrig mødt ham
personligt, heller ikke under hans og Erik Knudsens foredrag i Gribskovlejren,
for jeg havde ikke lyst til at høre om disse to forfatteres synspunkter på
litteraturen. Derimod har jeg ved et par lejligheder mødt den på sin egen vis
kontroversielle, men barnligt troskyldige Jens Jørgen Thorsen, hvilket jeg dog
vil foretrække at fortælle om i kronologisk sammenhæng.
Teksten
fortsættes i 16. afsnit.