FILM og mig

Om mit forhold til filmmediet

16. afsnit

Fortsat fortsat beretning

Digteren Halfdan Rasmussen (1915-2002), født i et arbejderkvarter i København, hvor hans far var chauffør og hans mor havde en rulleforretning i det ene rum af en toværelses lejlighed. Han debuterede som digter i 1936 med et digt i ugebladet ”Arbejdet”, og i 1941 fik han udgivet sin første bog: ”Soldat eller menneske”. Hans tidligste digte blev skrevet under indtrykket af den store arbejdsløshed og depressionen i 1930’erne og tyskernes besættelse af Danmark i 1940’erne. Det bevirkede, at hans digte fra den tid er overvejende advarende og pessimistiske, men det hændte, at der ind imellem smuttede et satirisk digt med i samlingen. De tidlige digte til voksne havde en tendens til at være moraliserende og højstemte og med vægten lagt på en insisterende humanisme.

Politisk set bekendte Halfdan Rasmussen sig til den såkaldte anarkosyndikalisme, hvilket vil sige en syndikalisme med anarkistiske anskuelser, idet den heller ikke anerkender fagforeningerne. Han var derfor af samme grund hverken kommunist eller socialdemokrat, men eftersom han i lighed med syndikalisterne var imod revolution kan man sikkert betegne ham som moderat venstreorienteret. Det kom til udtryk i, at han senere i livet blandt andet støttede Kampagnen mod Atomvåben, Folkebevægelsen mod EU og Amnesti International.

Dog, det væsentlige ved Halfdan Rasmussen og det, som gjorde ham verdensberømt i Danmark, er imidlertid hans store produktion af de sprogligt finurlige Tosserier, som er rim, der med humor behandler de mere alvorlige sider af tilværelsen, og de fabelagtigt morsomme Børnerim, som er rim der ligger et sted imellem nonsens rim og små, sjove historier. For at give min læser et lille indtryk af karakteren af hans børnerim, vil jeg tillade mig at citere et enkelt eksempel blandt de mange, som jeg personligt holder meget af:

Godmorgen sol, godmorgen morgensol,

som skinner ned på bellis og viol,

og ned på Jens og Karl, de frække fyre,

som står og tisser på en tissemyre.

Men myren skal, man ikke tisse på,

så derfor siger jeg: ”Lad vær’ og stå

og tis på myren, men gå hjem igen

med jeres tissemyre-tissemænd!”

Men at Halfdan Rasmussen også kunne være ægte poetisk og se dybere i livet, fremgår af det citat af ham, der står på hans gravsten på Hellebæk Kirkegård:

”...Jeg tror, der ligger et barn dybt inde

i alle levende ting, der gror,

et barn, der er som en fuglevinge,

en lille gud, der er evigt stor....!”

Halfdan Rasmussen fik velfortjent flere udmærkelser, som De Gyldne Laurbær i 1958 for digtsamlingen Torso, 1973 PH-Prisen, 1983 LO Kulturprisen og i 1978 fik han Herman Bangs Mindelegat, og i 1988 Det Danske Akademis Store Litteraturpris. - Halfdan Rasmussen var i årene 1953-1973 gift med forfatterinden Ester Nagel (1918–2005), men parret blev skilt kort efter deres sølvbryllup. I den sidste del af sit liv var han gift med sin gode ven og kollega Benny Andersens første kone, Signe Plesner, som døde seks år før ham. Benny Andersen og Halfdan Rasmussen forblev dog venner gennem alle årende.

______________

Ebbe Rode (1910-1998), søn af berømthederne forfatteren Helge Rode (1870-1937) og dennes hustru, forfatterinden Edith Rode, f. Nebelong (1879-1956). Ebbe Rode var skuespiller, tegner, digter og forfatter, dog nok bedst kendt som skuespiller, dels på Det kgl. Teater og dels – og ikke mindst - på film. Han begyndte som bladtegner, men havde ambitioner om at blive skuespiller og som sådan debuterede han i 1931 på Dagmarteatret i lystspillet ”Étienne”, hvor han spillede sammen med ingen ringere end Poul Reumert og Bodil Ipsen. Fra 1932 til 1956 var han fast tilknyttet Det kgl. Teater, hvor han medvirkede i en lang række af den tids store skuespil, ofte sammen med Mogens Wieth og Bodil Kjer. Fra 1956 og til 1965 optrådte Ebbe Rode på andre københavnske teatre, bl.a. på Alléscenen, Folketeatret, Det Ny Teater og på landsdelsscenerne, indtil han i 1965 igen blev fast tilknyttet Det kgl. Teater. Her fik han i de følgende mange år adskillige store karakterroller.

På TV huskes han ikke mindst for sin rolle som ”Over-Clausen” i serien ”Livsens Ondskab” (1972), baseret på Gustav Wieds roman af samme navn. I 1975 spillede han sagfører i Leif Panduros tv-spil ”Anne og Paul”. Og senil overretssagfører i 1994 i tv-filmen ”Længe leve friheden”. Men nok så markant var Ebbe Rodes hovedroller i en lang række danske spillefilm, begyndende med ”Tango” i 1933 og efter mere eller mindre betydelige hovedroller i ca. 40 spillefilm at slutte med ”Høfeber” i 1991.

Ebbe Rode og hans karriere er tidligere blevet grundig omtalt i min selvbiografi, men følgende skal gentages. Under tyskernes besættelse af Danmark 1940-45 var Ebbe Rode fast engageret på Det kgl. Teater, hvor han dannede en slags skuepiller-trio sammen med Mogens Wieth og Bodil Kjer. De tre var kendt som antinazister og det førte til, at de af frygt for repressalier i form af clearing-mord, måtte gå under jorden og flygte illegalt til Sverige. Under Sveriges-opholdet drog Mogens Wieth til England, hvor han tilknyttedes militæret som faldskærmssoldat, medens Ebbe Rode indtil videre forblev i Sverige og blev medlem af Den Danske Brigade, og Bodil Kjer vendte efter befrielsen hjem og genoptog sin karriere på Det kgl. Teater.

Senere i livet blev Ebbe Rode landskendt for sine fabelagtigt morsomme Storm P-oplæsninger, som udødeliggjorde Storm P-fortællinger som ”Sangforeningen Morgenrødens Pinsetur”, ”I Tonernes Verden” og ”Åkirkeby”. Desuden udødeliggjorde Ebbe Rode ved sin genfortælling også Mark Twains herlige fortælling ”Præsten i Nevada”. Alle disse fortællinger findes heldigvis på CD’er, så enhver interesseret stadig vil kunne nyde godt af Ebbe Rodes oplæsningskunst.

I sin egenskab af forfatter og som engageret i fredsarbejdet udgav han i 1957 pjecen ”Krigen på vandring” og bogen ”Åben dagbog”. I 1958 fulgte erindringsbogen ”Troldguld” og efter en del års pause ”Lysbadet i skygger”, 1984, ”Lykkelig latter”, 1985, og digtsamlingen ”På kryds og tværs”, 1987.

Ebbe Rode var gift tre gange: Første gang med Bodil Kjer fra 1939 til 1948, anden gang med Helle Virkner fra 1949 til 1958, og tredje gang med Nina Pens Rode fra 1959 til hendes død i 1992. I sine seneste år samlevede han med den svenske skuespillerinde Rut Hofsten.

Ebbe Rode havde sammen med Nina Pens en søn, Martin Rode, født 1961 og død 1989 som følge af en kræftsvulst i hjernen. Han fik en overgang behandling ved healing – formentlig fup - på Filippinerne, men uden varig virkning. Martin Rode, der medvirkede i en lang række film, som .eks. ”Højt at flyve”, 1983, og ”I hvilket vand”, 1984, samt spillede rollen som Frank Skov i tv-serien ”Een gang strømer” (1987), lige som han også nåede at debutere som kunstmaler med hele fire malerier på Charlottenborgs Forårsudstilling.

_____________

Mogens Linck (1912-1988), dansk journalist og forfatter af både romaner, kriminalromaner, hørespil og skuespil. Hen debuterede i 1934 med den psykologiske kriminalroman Pelshuen, som gav ham tilnavnet ”en dansk Dostojefski”. Mogens Linck var en af de første danske forfattere, som skrev psykologiske kriminalromaner.

I sin egenskab af journalist ved forskellige aviser, som Berlingske Tidende, Nationaltidende og Socialdemokraten foretog Linck mange udenlandsrejser, som bl.a. gik til Frankrig, Tyskland, Belgien, Spanien, Italien, Sverige, Finland, Rusland, Polen og Østrig.

Mogens Linck var også en flittig og produktiv forfatter og udgav flere romaner, som f.eks. i 1940 den humoristiske kriminalroman Damen med den røde hat, illustreret af selveste Storm P. - 1942 fulgte Mistænkt og 1945 den selvbiografiske roman Af mennesker er du kommet. 1943-44 var Linck medlem af Forfatterforbundet og sidstnævnte år blev han dettes kasserer, men måtte i november samme år flygte til Sverige på grund af sine illegale aktiviteter, og hvor han opholdt sig til Danmarks befrielse i maj 1945.

1950 udgav Mogens Linck romanen På vej og fik samme år antaget og opført skuespillet Giv Kejseren Støvet på Det kgl. Teater, som i 1952 blev opført på Det Ny Teater og Aarhus Teater i 1952. Lystspillet ”Det lille Hotel” blev antaget og opført på Det kgl. Teater og i Wien.

I 1937 fik Mogens Linck Carl Møllers Humorist-Legat, i 1938 Det Rongeske Legat og Emma Bærentzens Legat og i 1944 Forfatterforbundets Legat.

Mogens Linck var gift to gange, anden gang i 1962 med Connie Meiling, født 1930 og dermed 18 år yngre end sin mand. Bag hendes navn skjuler sig et af dansk films store barnestjerner, nemlig ”Lille Connie”, som begyndte at optræde på film allerede i en alder af 5 år, nemlig i filmen Kidnapped (Palladium 1935), hvor hun bl.a. spillede sammen med folkekære Ib Schønberg og sang sig ind i folks hjerter og erindring med ”Æh Bæh Buh – det er sjovt at være lille”. Hun medvirkede derefter i følgende danske spillefilm: Snushanerne (Palladium 1936), igen sammen med Ib Schønberg, Panserbasse (Palladium 1936), atter sammen med populære Ib Schønberg, Inkognito (Palladium 1937), endnu engang sammen med Ibbermand, Der var engang en Vicevært (ASA 1937), denne gang sammen med Osvald Helmuth, Den mandlige husassistent (ASA 1938), igen sammen med Osvald Helmuth, og Pas på svinget i Solby (ASA 1940), hvori Ib Schønberg også medvirkede.

Connie Meiling optrådte også en kort overgang på de skrå brædder, nemlig i Phønix-Teatrets Sommerrevy (det senere Frederiksberg Teater) på Frederiksberg Runddel, men der var åbenbart folk, der havde fået ondt af, at et barn under 12 år optrådte på teatret i erhvervsøjemed, hvorfor hun måtte holde op, skønt nogle mente, at hun havde skuespillertalent.

Som voksen lod Connie Meiling sig uddanne som håndværksmaler og senere som grafisk tegner og fik ansættelse som undervisningsassistent ved Det kgl. Kunstakademi. Senere blev hun ansat som grafisk tegner ved DR TV’s grafiske tegnestue, en stilling som hun så vidt vides beholdt i mange år.

______________

Men nok så interessant, er de foredragsemner, der var blevet valgt, og det er for den nævnte periode 1. oktober til 20. december 1956 følgende:

Koloniproblemer, Ruslandsrejse, Albert Schweitzer, Mysticismen i dansk kunst og Litteratur, Er enhedsfront mulig?, Israel og Det Nære Østen, Bryllupstraditioner, Hovedlinjer i international politik efter Anden Verdenskrig, Filmkunst, Er fredelig sameksistens mulig? Tredivernes Jazz.

Foredragsemnerne i perioden 8. januar til 28. marts 1957 var følgende:

USA og os – strømninger, Nordahl Grieg, Frihedens Forrædere, Findes der retfærdige Krige? Træk af Pacifismens historie og idé, Rendez-vous med mig selv, Skriver I, karle, Danmarks forsvarspolitik – historisk og aktuelt, Hvordan var der i Kina? Teatret bag kulisserne.

Filmprogrammet

For mig personligt var det filmprogram, som Kulturudvalget havde valgt at ville vise nægterne i den her omhandlede periode, nok så interessant. Min specialinteresse hang til dels sammen med min interesse for film i almindelighed og dels med min funktion som filmoperatør. Som ikke-kommunist og ikke-socialist havde jeg kun minimal indflydelse på valget af film til filmprogrammet. Dog må jeg sige, at jeg på trods heraf havde anbefalet en del af de film, der blev vist i min tid i Gribskovlejren, og Kulturudvalget fulgte som oftest mine anbefalinger. Men derudover var filmvalget, specielt hvad angår russiske og kinesiske film, præget af de kommunistiske medlemmer af Kulturudvalget, hvilket formentlig indirekte vil fremgå af følgende repertoire:

Det begyndte med mandag den 8. oktober, hvortil der var valgt at vise amerikaneren Frank Capras socialromantiske komedie ”Vi behøver hinanden” (1939), originaltitel ”Made for Each Other”, med James Stewart og Carole Lombard i hovedrollerne.

Torsdag den 8. s.m. vistes den danske spillefilm ”Støt står den danske sømand” (1948), instrueret af det nye, men kortvarige makkerpar i dansk film: Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun., og med Poul Reichhardt og Lisbeth Movin i hovedrollerne.

Mandag den 5. november vistes den tyske spillefilm ”Galskabens vej” (1946), instrueret af tysk films nye store håb Helmuth Käutner. En fremragende film, hvori man følger en folkevogn og de personer, der på skift benytter den, fra før krigen, gennem krigen og til lige efter Nazi-Tysklands totale nederlag.

Torsdag den 22. november var det tid til at vise engelske Noel Cowards rørende og dramatiske krigsfilm ”Havet er vor skæbne” (1942), originaltitel: ”In Which We Serve”, som den senere mesterinstruktør David Lean var medinstruktør af, og som havde en række dengang kendte engelske filmskuespillere i rollerne.

Torsdag den 29. november vistes den tyske stumfilm ”Faust” (1926), instrueret af en af tysk films store navne, F.W. Murnau.

Torsdag den 6. december stod den amerikanske spillefilm ”I djævelens sold - ”Daniel Webster” på programmet. Daniel Webster (1772-1852) var en ledende konservativ amerikansk politiker og senator.

Mandag den 17. december vistes den sidste film i 1956, nemlig den amerikanske ”Ham vil jeg ha’” (ikke identificeret)

Mandag den 7. januar 1957 stod den festlige fransk-italienske film ”Don Camillos lille verden” (1952) på programmet. Den komiske franske skuespiller Fernandel skabte med denne film en international succes af de helt store, hvilket naturligvis blev fulgt op af flere Don Camillo-film i de følgende år.

Torsdag den 24. januar var det tid til en af de store japanske spillefilm, Akira Kurosawas ”Dæmonernes port” (1950), originaltitel ”Rasho mon”, som blev en stor succes i danske biografer.

Mandag den 4. februar forevistes Renato Castellanis ”Under Roms sol” (1948)

Torsdag den 7. februar vistes Mikhail Romms sovjet-russiske film ”Lenin i Oktober” (1937).

Mandag den 18. februar forevistes Jean Renoirs film ”De ukuelige” (1945)

Torsdag den 28. februar var tiden inde til at vise René Clairs mesterværk ”Leve Friheden” (1932), en film, som siges at have inspireret Chaplin til ”Moderne tider” (1936).

Mandag den 4. marts: Den danske Hagen Hasselbalch-film ”Her ved den store sø”. (1953).

Torsdag den 14. marts vistes den franske spillefilm ”Livet begynder i morgen”.

Torsdag den 21. marts var Jacques Feyders franske spillefilm ”En kvinde forsvandt” (1942) på programmet.

Sidste film, der blev vist i marts 1957, var den kinesiske ”China Folk Dance and Folk Songs”, som jeg ikke har den mindste erindring om, udover at det var en traditionel glansbilled-fremstilling af de vitterligt dygtige kinesiske danseres og danserinders formåen.

Kommentarer til Kulturprogrammet

For at kunne forstå lidt af det mentale klima, der herskede i Gribskovlejren, i hvert fald i årene 1955-57, hvor jeg selv aftjente min civile værnepligt i lejren, skal jeg her dels gengive forordet og dels lejrchef Elbæks efterskrift til det nævnte kulturprogram:

TANKER EFTER ARBEJDET

Med uddelingen af dette lille hæfte slutter vi det væsentligste af vort arbejde i kulturudvalget for denne sæson, og præsenterer samtidig vinterprogrammet.

Naturligvis må vi tage et forbehold med hensyn til gennemførelsen. En foredragsholder kan melde fra eller en film kan være optaget, men selvfølgelig vil vi bestræbe os på at gennemføre det til alles tilfredshed.

En enkelt vil måske savne en bestemt foredragsholder eller en bestemt film, dette kan nok ikke undgås, men vor hensigt har været at gøre programmet så rigt og afvekslende som muligt, og det har vi bestræbt os på.

Da vi begyndte i sommer var vores problem, hvordan vi skulle gennemføre et blot nogenlunde program for det ringe beløb Indenrigsministeriet har stillet til vor rådighed. Denne hindring blev dog overvundet, for den velvilje og forståelse vi mødte hos samtlige foredragsholdere har simpelthen været enestående. Uden den havde vi ikke kunnet gennemføre programmet i den skikkelse det nu har.

Når I om et øjeblik slår op på programmet vil det måske falde jer i øjnene, at der er hele ti forfattere med i et seks måneders program. Nogle vil måske oven i købet finde at det er lidt rigeligt. Vi mener dog at have fundet de rette forfattere til mandags og torsdagsaftnerne i en militærnægterlejr. Alle ti forfattere vil uden tvivl kunne sætte gang i vores tankevirksomhed.

Desuden kommer der her tre højskoleforstandere, to radiomedarbejdere, to redaktører og mange flere, bl.a. de politiske ungdomsorganisationer KU, RU, DsU og DKU.

I øvrigt skal vi ikke trætte mere med blot og bar konstatering af hvem og hvad der kommer i vinterens løb, alt dette sår på de næste seks sider inde i hæftet. Vi har prøvet på at sammensætte et program, hvori etik og æstetik, politik og humanisme, film og teater, etc. er nogenlunde ligeligt fordelt. Vi får lejlighed til at høre om realiteter og okkulte ting, om Sovjet og USA, om Afrika og Danmark, om jordbundne ting og æteriske ting, digt og prosa, sjov og alvor, o.s.v.

Et kapitel for sig udgør de kommende film. Et sted måtte vi sætte grænsen for midlernes anvendelse, og vi valgte at skære ned på det filmiske område, da vi netop der har mulighed for at få noget gratis, og da vi samtidig omgås med planer om at arrangere teateraftner i vinterens løb, mente vi at en teateraften må være et klækkeligt plaster på et sår afstedkommet af en manglende film.

Vi har dog ikke suget marven fuldstændigt ud af forsvarets Filmtjeneste, og derfra kan vi i vintrens løb vente at få film som ”Galskabens vej”, ”Dæmonernes port” og ”Under Roms sol”. Fra Statens filmcentral kommer René Clairs mesterværk fra trediverne ”Leve friheden”. Udover disse perler kommer en del film, hvis standard ikke er lavmålet, men hvor problemstillingen ikke antager så store dimensioner som i de ovennævnte.

Ved tilrettelæggelsen af vinterens program har vi i særlig grad bestræbt os på at trække sådanne emner frem, som rører ved de mest brændende forhold og problemer for det moderne menneske. Det er ud fra den betragtning en eventuel kritik må rejses, selvom vi også har forsøgt at gøre programmet underholdende og afvekslende, men først og fremmest er programmet en bestræbelse på at vække interesse for mennesket og dets krav om engagement. Dette kan synes selvfølgeligt for nogle, men er det ikke for alle militærnægtere, dertil ligner de i for høj grad ”ganske almindelige mennesker”, men der er et håb, og på dette håb bygger vi vor optimisme om stor og varig tilslutning omkring vintrens arrangementer.

Til sidst vil vi rette en tak til lejrleder Elbæk Petersen, med hvem vi har haft det bedste samarbejde.

Når man ved, hvordan tilrettelæggelsen af et kulturprogram kan gøres til et ækelt stykke arbejde, usmidigt og eventuelt diktatorisk dirigeret af en lejrleder, er det med så megen større glæde, man ser at det nødvendigvis ikke behøver at være sådan. Den imødekommenhed vi har mødt fra Elbæks side har lettet os arbejdet meget og gjort opgaven interessant, hvor en mindre smidig og forhandlingsvenlig lejrleder kunne gøre den gold og uinteressant.

Vi ønsker alle en god og udbytterig sæson. Schäffer og Calle.

Programmet for mandags- og torsdagsaftenerne i Gribskovlejren i vintersæsonen 1956-57 er blevet til gennem et samarbejde mellem kulturudvalget og mig [lejrleder Elbæk]. Jeg vil derfor gerne afrunde programmet ved at rette en tak til de to repræsentanter i udvalget, Peter Schäffer og Calle Aage Andreasen, for den dygtige og forstående måde, hvorpå de under samarbejdet har fremført militærnægternes synspunkter og ønsker, og for det store arbejde, som de har udført under tilrettelæggelsen af programmet.

Jeg mener, at der som resultat af samarbejdet er fremkommet et program af en sådan karakter, at enhver ung vil kunne få et rigt udbytte af at følge det vinteren igennem. Jeg kan derfor ikke indtrængende nok opfordre til, at alle i lejren møder op til mandags- og torsdagsarrangementerne og ved deres nærvær og deltagelse i samtaler og diskussioner yder deres til, at disse aftener får den ønskede karakter af samvær, hvorigennem hver enkelt yder sit bidrag til gavn for alle i lejren.

En række dygtige, selvstændigt og alvorligt tænkende mennesker har givet deres tilsagn om at komme. Mange af dem er travlt optagne mennesker, og de har givet deres tilsagn uden skelen til de minimale økonomiske honorarer, der kan ydes dem. De fortjener derfor at møde en talrig, interesseret og lydhør forsamling. Derigennem ydes der dem den bedste tak.

I programmet er oplyst emnerne for de enkelte aftener. Det største udbytte af aftenerne vil man få, hvis man forud søger at læse lidt om emnet og gennemtænke de spørgsmål, som kan tænkes at rejse sig i forbindelse med det. DET ER EN ABSOLUT FORDEL, HVIS MAN MEDBRINGER PAPIR OG BLYANT TIL FOREDRAGENE OG DISKUSSIONERNE, ja, det er ofte betingelsen for på den rigtige måde at kunne stille spørgsmål og deltage i diskussionerne.

Endelig vil jeg gerne rette en personlig tak til hver enkelt taler, som har givet deres tilsagn om at komme og yde deres bidrag til at skabe lidt liv og glæde i en tilværelse, som ellers gennem 22 måneders tjeneste nok kan blive præget af ensformighed og tristhed – og uforholdsmæssig optagethed af de små ting.

Mit ønske skal da være, at vinteren 1956-57 må blive præget af samtale og diskussion – ikke blot mandag aften, men dagene derefter og ikke blot torsdag aften men dagene derefter – ja, samtale og diskussion om det væsentlige og værdifulde.

Gribskovlejren

September 1956

Elbæk Petersen

Ja, så mange var ordene fra henholdsvis de to kulturudvalgsrepræsentanter, Peter Schäffer og Calle Aage Andreasen og lejrleder Elbæk Petersen. Og som det især fremgår af sidstnævntes epilog, så var nøgleordene ”samtale og diskussion om det væsentlige og værdifulde”. Spørgsmålet var og er så, hvad der skal forstås ved ”det væsentlige og værdifulde”. Det var man ikke nødvendigvis enige om. Hvad angik og angår ”samtale og diskussion”, så udviklede samtale sig oftest til diskussion, fordi foredragsholderne og nægterne og nægterne indbyrdes var rygende uenige om de berørte emner. Men intellektuelle som f.eks. Schäffer og Elbæk elskede samtale og debat og snakkede jævnligt med hinanden en hel aften igennem ovre i lejrchefens ’private’ domicil, medens tekanden blev holdt varm undervejs. Så vidt jeg forstod, så troede eller mente man, at det via diskussion og debat kunne lykkes at løse alverdens spørgsmål og problemer. Elbæk troede det måske især, fordi han var fhv. radikal højskolelærer – en stilling, som han i øvrigt også genoptog efter sin tid i Gribskovlejren, tilmed før han selv havde kalkuleret med det. Men herom senere.

Det skal for god ordens skyld nævnes her, at jeg så godt som aldrig selv deltog i de intellektuelle debatter og diskussioner, som fandt sted i min tid i Gribskovlejren. Hvilket dels skyldtes, at jeg ikke var særlig hurtig på aftrækkeren i diskussioner, og dels at jeg fandt den megen snak frem og tilbage temmelig uinteressant – og nyttesløs. I stedet koncentrerede jeg mig om det, som jeg havde lidt forstand på, nemlig at arrangere og iscenesætte teaterstykker og anden form for fornøjelig og - i de intellektuelles og kulturelles opfattelse – underlødig underholdning. Men disse underholdningsprogrammer var der i reglen stor tilslutning til blandt nægterne, hvilket ikke altid var tilfældet med de velmente og velmenende ’pædagogiske’ og seriøse kulturelle arrangementer.

”Genboerne” opføres på plejehjem

Det havde egentlig været meningen, at vi kort efter premieren også skulle have opført ”Genboerne” på Bornholm, men en omfattende strejke fra marts til slutningen af april, som blandt andet involverede sømænd, lagde sig i vejen for projektet. Der var desuden flere andre forespørgsler med ønsker om stykkets opførelse, men disse var det af forskellige grunde ikke muligt at imødekomme. Det blev det først, da Dramatisk Studiekreds i september 1956 fik henvendelse fra et plejehjem for sindslidende, der var beliggende i Nødebo i Nordsjælland.

Man ville gerne have os til at opføre ”Genboerne” for stedets patienter, der alle var sindslidende i en eller anden grad, heraf var mange eller de fleste demente. Jeg skal aldrig glemme en af patienterne, en mand, formentlig i fyrrerne, som krøb sammen i en krog på gangen udenfor det store lokale, hvori vi spillede stykket. Han vedblev med i en uendelighed og med monoton og fortvivlet stemme at stønne: ”Jesus, kom og frels mig! Jesus, kom og frels mig! Jesus, kom og frels mig! osv. osv.” En anden og noget ældre mandlig patient sad ved et lavt bord i den samme gang, hvor han med mellemrum vædede sin pegefinger, dyppede den i et askebæger og slikkede derefter asken af sin finger, samtidig med, at han ustandselig hikkede.

Mens vi opholdt os på gangen og ventede på at gå ind i det store lokale, lagde jeg også mærke til, at et par plejere kom med hver sin ældre mand ved hånden og ledsagede de pågældende ind på toiletterne. Det var tydeligt, at den ene af de to patienter havde besørget i bukserne.

Inde i den store sal var der arrangeret et slags forhøjet scenegulv i den fjernere ende af salen, og her skulle vi uden egentlige kulisser forsøge at gennemspille ”Genboerne”. Idet oversygeplejersken før forestillingens begyndelse ledsagede os ind i den allerede fyldte sal, var det første, jeg lagde mærke til, at mange af patienterne, de fleste ældre og demente af begge køn, sad urolige og småsnakkende på deres pladser. En enkelt af dem, en høj, mager og distingveret udseende mand, havde begge hænder løftet i vejret og foretog uafbrudt nogle bevægelser, der kunne minde om, når man vasker hænder og arme op til albuerne. Da oversygeplejersken så den forundring, der tydeligt stod malet i mit ansigt, sagde hun: ”Den herre, der ser ud til hele tiden at ’vaske’ hænder, er en tidligere hospitalsoverlæge, der lider af rengøringsvanvid! Han tror hele tiden, at han skal ind til en operation.”

”Tror De”, svarede jeg, ”at disse stakkels mennesker vil have nogen glæde af at se ”Genboerne”?” – ”Ja, det tror jeg bestemt, for mange af dem har set stykket på teatret i deres yngre år, og de vil i glimt kunne huske og genopleve scener og episoder derfra!”, lød hendes kommentar.

En blandet oplevelse

Det krævede ikke så lidt tålmodighed og overbærenhed af os aktører at gennemføre forestillingen, som ustandselig blev forstyrret af det urolige publikum, vi havde foran os, og af, at snart den ene og snart den anden plejer ind imellem gik ind blandt patienterne og tog sig af særligt urolige og snakkende gemytter og forsøgte at berolige og dysse dem ned, så der blev ørenlyd for både de andre patienter og for os aktører.

Da den under disse omstændigheder ulideligt lange forestilling endelig var overstået, klappede både plejepersonalet og patienterne, som nu skulle følges tilbage til deres stuer. Mens dette foregik, var aktørerne blevet inviteret på kaffe og kage i kantinen sammen med oversygeplejersken og nogle plejere og plejersker, som åbenbart havde fri. Som en slags hædersgæst kom jeg til at sidde ved siden af oversygeplejersken, og jeg benyttede derfor lejligheden til at stille spørgsmål om patienterne. Hvordan var deres situation og eventuelle mulighed for hel eller delvis helbredelse? ”Ingen af patienterne her på plejehjemmet har nogen mulighed for helbredelse for den eller de lidelser, de har! De fleste her er senil-demente og skizofrene, men vi kan i nogle tilfælde lindre deres situation gennem medicinsk og terapeutisk behandling. Vi har omkring et par hundrede patienter her, og situationen er den samme på lignende plejehjem andre steder i landet. Jeg plejer at sige, at det er penicillinets forbandelse, vi er vidne til!”

– ”Hvad mener De med penicillinets forbandelse?”, spurgte jeg overrasket. ”Jo”, svarede hun, ”hvis ikke vi havde haft penicillinet og var nødt til at behandle risikofyldte sygdomme, som f. eks. lungebetændelse, så ville de fleste af disse patienter ikke have kunnet overleve så længe, som tilfældet nu er!”

”Det var pokkers!”, røg det ud af mig, ”vil det sige, at De mener, det ville have været bedst, om mange af disse stakkels mennesker allerede for længst var døde!?” – ”Døm selv!”, var hendes eneste svar.

Ved nærmere eftertanke var jeg tilbøjelig til at give oversygeplejersken ret, for heller ikke jeg syntes, at det var et værdigt liv og en god tilværelse, disse øjensynlig meget medtagne mennesker levede til daglig. ”Men,” tænkte jeg også, ”mon der dog ikke kunne findes en eller anden form for alternativ end denne sammenstuvning og rutineprægede, ensartede behandling af disse meget forskellige mennesker, hvis personlighed og individualitet var så godt som borte eller forandret, og som engang havde været raske, normale og friske, som de fleste af os andre?”.

”Samvittigheden”s endeligt

I lejren gik livet og den daglige tilværelse videre omtrent som sædvanligt. Jeg passede mit job som messemand og var desuden optaget af Sørens og min fælles interesse for indisk filosofi og Yoga. Det var dog sjældent, at vi begge var til stede på samme tid på vores fælles værelse på Mårumvej, men når vi var det, gik snakken indgående omkring de emner, der interesserede os begge ud over det sædvanlige.

Hvad angår nægteravisen ”Samvittigheden”, så havde jeg praktisk taget ikke mere med denne at gøre, idet jeg også ophørte med at tegne til bladet fra og med nr. 5. Der var dog fortsat en vis interesse for bladet, men visse og mere politisk indstillede kræfter arbejdede på at få ændret bladets udseende og især dets indhold. Det lykkedes da også, hvilket vil fremgå af den følgende omtale af bladets nr. 10, som udkom oktober 1956.

Desværre er jeg ikke i besiddelse af ”Samvittigheden” nr. 8 og 9, så derfor ved jeg ikke, hvornår redaktionen af bladet dels blev overtaget af Leif Andersen og dels skiftede navn til ”militærnægteren” (med lille begyndelsesbogstav). Bladet fik samtidig også et mere ’moderne’ og i og for sig udmærket design, og man havde ved samme lejlighed droppet Skovtrolden. Man var – i lighed med f.eks. Poul Henningsen – i hvert fald fra og med nr. 10, desuden gået over til at stave visse ord, som disse udtales, dog ikke konsekvent. Af større betydning var det dog, at bladets indhold samtidig var blevet mere aktuelt politisk orienteret, idet Peter Schäffer åbenbart havde fået lidt større indflydelse på bladets indhold. Det samme havde en nægter ved navn Poul Breum, som formentlig fra og med i hvert fald ”militærnægteren” nr. 12 overtog posten som ansvarshavende redaktør.

Fra og med nægteravisen nr. 10, oktober 1956, havde bladet havde fået delvis ny redaktion og skiftet design og især indhold. Bladet var kort og godt blevet mere aktuelt politisk med stillingtagen til øjeblikkets eller tidens emner og debat. Den ændrede forside skal have den ros, at den var mere ’saglig’, end tilfældet var med forgængeren, ”SAMVITTIGHEDEN”, men tegningen i den og i de følgende numre af bladet, kunne efter min vurdering i øvrigt godt have været bedre tegnet.

Allerede på forsiden af ”militærnægteren” slår man de nye toner an, i og med digtet ”Den Gode Retfærdighed” af den franske digter Paul Éluard (1896-1952). Han var en af grundlæggerne af den surrealistiske bevægelse, som han imidlertid vendte ryggen, da han i 1942 meldte sig ind i Det franske Kommunistparti. I nogle af sine efterfølgende digte forherligede han sin beundrede Josef Stalin. Dette præger dog ikke direkte digtet på forsiden af nægteravisen, selvom man måske med lidt ond vilje kan ane den kommunistiske ideologi og Stalins 5-årplaner i baggrunden. Digtet lyder sådan:

Det er menneskers varme lov:

af drue skaber de vin,

af kul skaber de ild,

af kys skaber de mennesker

Det er menneskers hårde lov:

at bevare sig intakt trods alt,

trods krigene og elendigheden

og den overhængende dødsfare.

Det er menneskers hårde lov:

at omskabe vandfald til lys,

drøm til virkelighed

og fjender til brødre.

En lov, der er gammel og ny

og bestandig skrider fremad –

fra barnehjertets dyb

til den yderste fornuft!

Nok så interessant er det imidlertid, hvad redaktør Leif Andersen – eller måske hans stedfortræder: Poul Breum? - skriver under rubrikken NOTABENE:

”Vor avis har skiftet navn. Fra ”Samvittigheden” til ”Militærnægteren”. Årsagerne til dette navneskift er to: vi har længe ment og mange af vore læsere med os, at det hidtidige navn var for rørstrømsk; desuden har vi med det nye navn ønsket at præcisere bladets formål, som stadig vil være at støtte militærnægterne samt udadtil at virke for antimilitarisme, indtil nedrustning og afrustning er kendsgerninger, og tvungen værnepligt er et historisk begreb.

Det kan af og til synes at være en håbløs sag at argumentere for disse ting. I årevis har antimilitarismen eksisteret og gentaget sig selv utallige gange uden at blive mindre sand af den grund og uden at have opnået noget dermed.

Om hver eneste krig har man sagt, at den vil blive den sidste. man har ikke kunnet forestille sig rædslerne gentaget, uden at det betød verdens undergang, og dog har menneskene hver gang rejst sig igen og levet videre. Og de krigsgale hoverer: ”der kan I selv se!”, som om både den foregående og den næste krig blev retfærdiggjort af den grund.

Men denne gang ved vi alligevel mere end nogensinde før. Vi ved, at man råder over våben, der kan udslette al liv på jorden, og vi ved, at de konventionelle våben alene kan skabe så megen fortræd, at størsteparten af verdens befolkning bliver ødelagt legemligt og/eller sjæleligt, hvis de kommer i brug.

Er det muligt at leve videre med disse billeder på nethinden? Endnu må vi vel svare ja, vi lever jo; men gentar rædslerne sig, vokser spørgsmålet uhyrligt, og det er en tvivlsom ting at tro, at kulturen vil overleve. Og derfor skal vi genta vore argumenter, og hjælper det ikke, skal vi genta endnu engang. Vi har ikke så gode økonomiske vilkår som vore modstandere – til gengæld har vi retten på vor side.

En civil værnepligtig vil ikke delta i en evt- krig. Han vil ikke snavse sine hænder til. En militærnægter er en, der har udnævnt sig selv til at stå vagt for demokratiet. For man beskytter demokratiet ved altid at pege på de fejl, man ser i samfundet, og aldrig kræve disse fejl rettet med våbenmagt. Det er vor ret, at de penge, der i øjeblikket ødes bort på oprustningen, bliver anvendt til produktive formål, og det er vor ret, at en ny slægt engang skal bære kulturen videre.

Slut op om disse krav. I ord og handling! Red.!

Så forenklet, som redaktøren af ”militærnægteren” forestillede sig problemerne og disses løsning, hørte hjemme i utopiernes verden. Årsagerne til ufred og krig er ikke så enkle, som redaktørens bemærkninger fremstiller dem, og de er i højere grad af psykologisk og etisk art, end kommunismens og marxismens teori og påstand om rent materielle årsager, såsom økonomi, besiddelsesforhold og arbejdsfordeling. Desuden er marxismens påstand om, at menneskets bevidsthed har lighed med ”et tomt kar”, der fyldes af de ydre, materielle forhold, så langt fra virkeligheden, som tilfældet er med påstanden om, at ånd, sjæl og gud er illusoriske produkter af rent fysiske kræfter og lovmæssigheder. I øvrig synes Breum – i modsætning til Leif Andersen - ikke at have været renlivet kommunist, men snarere socialist og muligvis en tilhænger af det Socialistisk Folkeparti (SF), som Aksel Larsen og meningsfæller endnu ikke havde stiftet på det her omhandlede tidspunkt. Det var dog nært forestående.

Hvis man skal være kritisk – og det skal man jo i en debat – så forekommer tendensen i det ovenfor gengivne redaktionelle citat, at være den tone og det indhold, som i stigende grad blev dominerende i de følgende mange års politiserende argumentation fra den yderste venstrefløj i dansk politik og kultur, ja, også i europæisk politik og kultur. Gentaget igen og igen og igen indtil bevidstløshed, hamrede en relativt mindre elite af venstrefløjspolitikere og venstrefløjs intellektuelle de samme trivielle og uhyrlige marxistiske påstande via medierne og ind i hovederne på en sagesløs og til en vis grad forsvarsløs befolkning, hvoraf de fleste var upåvirkelige og derfor komplet ligeglade. Det kollektive begreb ’arbejderne’ kom i fokus og det samme gjorde klassekampen mod ’arvefjenden’: de hjerteløse og grumme blodsugere: kapitalisterne og kapitalistlakajerne. Her var ikke tale om at gøre ”fjender til brødre”, men om at dæmonisere den del af befolkningen eller menneskeheden, som af historiske grunde sad på pengemagten og magten i det hele taget. Det var samtidigt kampen mod individualisme til fordel for kollektivismen, der kom i højsædet i den intellektuelle debat, som havde sin inspirationskilde i franske universiteter, hvor marxistiske filosoffer sad og udtænkte teser, som de kaldte videnskabelige, og afprøvede disse på modtagelige oprørske studenter.

Nymarxismen fik sin storhedstid i Europa i årene fra ca. 1965 og til omkring 1980’erne, hvor den efterhånden ebbede ud, især efter sovjetkommunismens og Berlin-murens fald omkring 1989-90. Til gengæld har vi så fået liberalismen og konservatismen, men begge har i hvert fald den fordel, at de hylder den personlige frihed og dermed den individualisme, der gør det enkelte menneske ansvarligt for sig selv og sine egne handlinger. Men til at modvirke liberalismens og konservatismens excesser har vi bevaret vores demokratiske og parlamentariske samfundssystem, som især via Socialdemokratiet til dels er moderat garant for de svageste grupper i samfundet. Det er en forenklet, for ikke at sige primitiv tankegang, at individualismens promovering af den personlige frihed for den enkelte, per automatik udelukker, at individet skulle kunne føle og have et medansvar for sine medmennesker. Den anskuelse kan kun næres af mennesker, der gerne vil bestemme over, hvad andre bør mene, tro og tænke og gøre, det vil sige mennesker med en autoritær indstilling og tankegang, sådan som tilfældet har været og fortsat er på både den politiske højrefløj og venstrefløj. Den sidstnævnte ikke mindst med dens rabiate socialisme, marxisme og kommunisme.

Et nyt og endnu større teaterprojekt

Imidlertid var vi på initiativ af Birger Guy i Dramatisk Studiekreds begyndt at drøfte mulighederne for at få ophavsretsmæssig tilladelse til at opføre dramatikeren John Patricks herlige skuespil, ”Det lille Thehus”, i første omgang ved en lukket forestilling i Mårum Forsamlingshus. Stykket havde tidligere været opført på Det Ny Teater i København, hvor det blev en stor succes. Vi blev enige om, at Guy skulle kontakte de forskellige instanser, der kunne tænkes at være part i sagen.

Vi vidste, at det var forfatteren og dramatikeren Mogens Lind, der havde oversat ”The Teahouse of the August Moon” til dansk og kaldt det ”Det lille Thehus”. Stykket var som nævnt John Patricks dramatisering af en roman af Vern Sneider, som i øvrigt blev oversat til dansk af Peter Toubro og udgivet af Vintens Forlag i 1955 og genudgivet i paperback 1970.

Mogens Lind (1898-1967) var uddannet journalist og fra 1925 film- og teateranmelder ved Berlingske Tidende. Derefter medarbejder ved Danmarks Radio og TV, hvor han især blev kendt som studievært i qviz’en ”20 spørgsmål til professoren”. Han har oversat en række engelske og amerikanske lystspil. Mogens Lind var i øvrigt gift med skuespillerinden Lillian Ellis (ca.1910-51), der var uddannet balletdanserinde hos Fokin og som før 2. verdenskrig havde arbejdet som danserinde, revyskuespillerinde og ved radio- og fjernsynsudsendelser og film i Tyskland. Ved krigsudbruddet vendte Lillian Ellis hjem til Danmark og debuterede i filmen ”Alle går rundt og forelsker sig” (1941), hvor hun havde den kvindelige hovedrolle. Hun medvirkede derefter kun i to danske spillefilm: ”Elly Petersen” (1944) og ”De kloge og vi gale” (1945). 1943 var hun med i den svenske film ”Hjertets refræn”.

Peter Toubro (1915-93?) var mag. art. og fik i 1942 til opgave at skrive drejebogen til den første danske langtegnefilm ”Fyrtøjet”, som havde premiere i maj 1946. Herom vil man kunne læse i forordet til min selvbiografi, og i min version af dansk tegnefilms historie 1919-2000 på hjemmesiden http://www.tegnefilmhistorie.dk.

Nægteravisen og den nye lejrchef

Under rubrikken NOTABENE! side 2, kunne avisen blandt andet meddele følgende:

Det er nu tiden lige før det sker. Tiden for den nye lejrchefs komme. Elbæk har allerede forladt Gribskov, og dermed er en epoke i lejrens historie, som såvel nægtere som især ministerium har grund til at se tilbage på med tilfredshed, muligvis afsluttet.

Det lød jo ikke umiddelbart som om, at avisens redaktion eller i hvert fald skribenten, stillede så store forventninger til Reedtz Funders ankomst og overtagelse af lejrens ledelse. Men vedkommende advarede dog om, at man ikke burde være forhåndsindtaget imod den nye lejrchef, som jo i hvert fald teoretisk kunne tænkes at være lige så ’medgørlig’ som Elbæk havde været i sin tid.

”Det lille Thehus”

Opførelsen af ”Det lille Thehus” var Dramatisk Studiekreds’ hidtil største arrangement og satsning, både økonomisk og kunstnerisk, og samtidig den største udfordring og opgave, jeg selv havde stået overfor. Men på trods af mine private sørgelige omstændigheder, gik jeg frejdigt, ufortrødent og med ildhu i gang med forberedelserne til stykkets opførelse i Mårum Forsamlingshus. Ja, faktisk må jeg vel sige, at arbejdet med stykket var med til at hjælpe mig gennem en personligt svær tid.

Men hvad angår teaterstykket, begyndte det med, at studiekredsens sekretær, Birger Guy, efter først at have kontaktet og fået svar fra Det ny Teater, hvor stykket jo tidligere var blevet opført, den 29. januar 1957, skrev og sendte et brev til teaterforlaget Lars Schmidt i Stockholm, der havde de skandinaviske rettigheder til John Patricks skuespil ”Det lille Thehus”, som var oversat til dansk af forfatteren Mogens Lind. Brevet lød sådan:

”Til underholdning for vore kammerater plejer vi hvert år at opføre et skuespil, og i år har vi tænkt på ”Det lille Thehus” af John Patrick i dansk oversættelse ved Mogens Lind. Inspektøren ved Det ny Teater i København Palle Fønss henviste os til Dem.

Vi vil gerne gøre opmærksom på, at skuespillet ikke skal opføres offentligt, men kun ved en lukket forestilling for de indkaldte civile værnepligtige med pårørende. Da stykket således ikke skal udnyttes kommercielt håber vi enten at kunne leje det for et mindre beløb eller eventuelt låne det. Da vi selv skal afholde alle udgifter, håber vi De vil stille Dem imødekommende.

Om det er muligt vil vi ligeledes leje (låne) nodematerialet.

Da vi kun har fritiden at prøve i, beder vi Dem venligst svare os så hurtigt det er Dem muligt.

Med venlig Hilsen

Birger Guy.

Civil Værnepligtig,

Gribskovlejren,

Pr. Maarum St.

Danmark.

Teaterforlaget ved Eva Tisell svarede allerede den 1. februar og meddelte:

”Tack för Edert brev av den 29 januari.

Vi har inget emot att Ni opför DET LILLE THEHUS av John Patrick i Mogens Linds översättning vid den slutna föreställning Ni planerar för inkallade civile värnpliktiga. Vi har inte nogot exemplar av den danska översättningen utan får vi hänvisa Eder till översättaren vars med givande till användande av densamma Ni samtidigt torde inhämta.

Att ställa musiken till förfogande bereder vissa svårigheter men Ni kan säkert ersätta denna med lämpliga grammofonplattor i likhet med vad som skett vid flera framföranden.

Högaktningsfullt

TEATERFÖRLAG LARS SCHMIDT

Sign. Eva Tisell

Næste skridt var altså en henvendelse til Mogens Lind, og den 4. februar skrev og sendte Birger Guy derfor et brev til denne. Til vores store overraskelse fik vi svar fra Danske Dramatikeres Forbund, som på det tidspunkt havde adresse i Klosterstræde 24 i København. Brevet derfra er dateret den 8. februar og lyder i al korthed som følger:

Deres brev af 4. ds. til forfatteren Mogens Lind er oversendt os, der har opførelsesretten til hans værker, til besvarelse. Forinden vi kan give denne endeligt beder vi Dem oplyse os om, hvad der skal forstås ved ”lukkede” forestillinger samt om der vil blive ydet Dem tilskud til hjælp til opførelsen.

Med venlig hilsen

DANSKE DRAMATIKERES FORBUND

Sign. M. Munkholm

Dette brev blev straks besvaret af Birger Guy den 9. februar:

Til besvarelse af Deres spørgsmål kan jeg oplyse følgende: Ved lukkede forestillinger forstår vi forestillinger, hvortil der ikke er offentlig adgang, men kun adgang for militærnægtere med pårørende, og hvor der ikke er noget offentligt billetsalg. Billetprisen 5. Kr. går til dækning af det vi serverer i forbindelse med forestillingen og til betaling af et danseorkester.

Om det bliver muligt, har vi tænkt på en forestilling på Bornholm, hvor der kun bliver adgang for medlemmer af foreningen ”Aldrig mere Krig”, der meget naturligt har en nær tilknytning til lejren her. Adgangen til denne forestilling bliver gratis, da der ikke er nogen servering.

Der bliver ikke af Indenrigsministeriet, hvorunder vi sorterer, ydet noget tilskud til hjælp til opførelsen. Pengene hertil indsamles blandt os selv.

Vi håber meget, at disse oplysninger er tilstrækkelige, og ikke forhindrer Dem i at give os tilladelse til opførelsen af stykket.

Med venlig Hilsen

Birger Guy.

Vi fik tilladelsen til at opføre ”Det lille Thehus”, hvilket fremgår af følgende brev fra Danske Dramatikeres Forbund, dateret 13. februar 1957. Birger Guy havde i mellemtiden overladt den videre korrespondance i sagen til mig:

Hr. Harry Rasmussen,

Gribskov-Lejren,

Maarum.

I henhold til aftale følger manuskriptet til DET LILLE THEHUS. Honoraret for eventuelle opførelser udover den ene ved Deres hjemsendelsesfest vil være 65. kr. for hver gang plus 2 kr. i gebyr for tilladelsen og 1 kr. i kulturfondsafgift. Vedlagte erklæring bedes venligst returneret i underskreven stand.

Manuskriptet imødeser vi retur umiddelbart efter afbenyttelsen.

Med venlig hilsen

DANSKE DRAMATIKERES FORBUND

Sign. M. Munkholm

Den i korrespondancen omtalte opførelse på Bornholm af ”Det lille Thehus”, blev allerede planlagt og arrangeret i umiddelbar forlængelse af, at vi havde fået tilladelsen til opførelsen. Det fremgår af et brev af medio februar fra Erik Mathiasen, der aftjente sin civile værnepligt i Oksbøl-lejren. Hans brev lød sådan:

Pinsen fejrer nægtere ved Østersøens Perle!

Der er efterhånden skabt tradition for, at nægtere fra alle tre lejre mødes på Bornholm i Pinsen sammen med tidligere nægtere.

Traditionen skal fortsættes i år, og jeg opfordrer alle mine kammerater til allerede nu at reservere pinsen til bornholmsturen, der som sædvanligt går til ”Buddegården” ved Neksø, hvor et særdeles elskværdigt værtspar, Ankjær Sørensen og frue, med åbne arme tager imod os.

Programmet for turen i år er allerede nu ved at tage form. Vi ankommer til Rønne pinsedag d. 9. juni. Resten af dagen badning, småture osv. 10. juni er der tur til Paradisbakkerne med afslutning i Brændesgårdshaven og ???? (dette sidste punkt er af Ankjær sat på dagsordenen, så det skal nok være noget rart!). 11. juni tur til Almindingen. Om eftermiddagen samles alle på højskolehjemmet i Åkirkeby, og på programmet står drøftelse af problemer af almen interesse for nægtere, evt. vil vi kunne få et medlem af Aldrig mere Krigs hovedbestyrelse til at komme til stede. Om aftenen er bornholmerne indbudt til fest i Åkirkeby. Programmet byder på underholdning fra alle tre lejre! 12. juni er der lagt plan om en stor tur øen rundt. Ankjær skriver diplomatisk, ”at der måske på det tidspunkt er skabt mulighed for at få en del piger med!” – Afrejse om aftenen fra Rønne.

I betragtning af, at man kan få sin pinsebillet udstedt til Neksø, og at man kan spise og bo på Buddegården for et beløb, der kun ligger lidt over det, der udbetales i kostpenge i lejren, kan turen gøres særdeles billigt. Alle, der har været med til disse stævner, er enige om, at man oplever uforglemmelige dage på Bornholm, øen er smuk, dens beboere gæstfrie, vores værtspar og mange naboer særdeles gæstfrie.

Reserver allerede nu pinsedagene til Bornholmsturen. Indmeldelse kan ske til undertegnede.

Udførligere program følger senere. Find ud af, hvilken underholdning I kan tilbyde til festen i Åkirkeby, hvor sidste år 200 af øens beboere mødte op for at være sammen med nægterne.

Nuværende og tidligere nægtere: Det er på Bornholm, det foregår!

Oksbøl Erik Mathiasen

-------------------------------

Militærnægterens redaktion!

Vil I optage dette i næste nummer af jeres blad????

Hilsen Erik Mathiasen

Bortset fra, at jeg på det tidspunkt ikke havde ret meget mere at gøre med nægterbladet, der helt var overtaget af andre og var blevet omdøbt til ”militærnægteren”, vil jeg tro, at Erik Mathiasens meddelelse blev optaget i bladet. Mit svarbrev til ham er dateret den 19. februar 1957 og lyder sådan:

Kære Erik Mathiasen.

Angående dit brev til os vedrørende Bornholm-turen kan vi meddele følgende:

Sidste år var det jo meningen, at vi her fra Gribskov skulle have mødt op med Hostrups syngespil ”GENBOERNE”, som vi bl. a. opførte med stor succes ved en storstilet fest i marts måned 56, men sømændenes strejke hindrede os som bekendt i at komme.

I år kan vi tilbyde at opføre skuespillet ”DET LILLE THEHUS” af amerikaneren John Patrick, som vi har fået speciel tilladelse til at spille, idet stykket ikke ellers vil blive tilladt for amatører foreløbig. Vi holder premiere på skuespillet lørdag d. 18. maj, så det vil være os i frisk erindring, dersom man vil have os til også at spille det på Bornholm i pinsen.

Imidlertid må vi gøre opmærksom på de betingelser som nødvendigvis må stilles i forbindelse med en sådan opførelse. Der vil blive tale om en betaling af et forfatterhonorar på 65 kr., 2. kr. i gebyr for tilladelsen til at opføre stykket og 1 kr. i kulturfondsafgift. Dernæst betaling af transport af 3 stk. kvinder fra København (retur) og af de nødvendigste kulisser (vil sandsynligvis komme til at omfatte i hvert fald et sammenrulleligt bagtæppe af ca. 5 meters længde, et ditto sivtæppe, der dog kan skilles i fire dele og evt. nogle enkelte sætstykker (flade).

Derudover får vi brug for forskellige remedier o. l., så som stole, småborde etc. Hvor meget ser vi os desværre ikke i stand til at oplyse på indeværende tidspunkt. Desuden skal vi bruge som statister et par små, mørkhårede kvinder, et par ditto børn og en ged! Men i givet fald vil alle nærmere oplysninger blive givet mere nøjagtigt og udførligt.

Endelig håber vi at der i tilfælde af at man accepterer vort tilbud, vil blive stillet gode spilleforhold til vores rådighed, der tænkes hermed på scene, belysning osv.

Sluttelig skal vi meddele, at der fra Danske Dramatikeres Forbund’s side er stillet som betingelse for ret til at opføre skuespillet, at der ikke er offentlig adgang. Der er altså kun adgang for medlemmer eller særlige indbudte.

Svar udbedes snarest, tak. Venlig hilsen

Sign. Harry Rasmussen

Et kæmpeprojekt

Efter at vi havde modtaget manuskriptet til ”Det lille Thehus” gjaldt det først om at få kopieret et vist antal rollehæfter, så at de enkelte roller kunne fordeles til først og fremmest de nægtere, der skulle spille med i stykket. Hovedrollerne som de amerikanske militærfolk, Oberst Purdy, Kaptajn Fishby, Sergent Gregovich og Kaptajn McLean, gik henholdsvis til Birger Guy, Jørn Krogh, Carlo Jørgensen og Ole Kauffeldt, der jo i al fald for de to førstnævnte og den sidstnævntes vedkommende efterhånden var erfarne amatørskuespillere.

Rollerne som de mandlige japanske indbyggere på øen Okinawa blev tildelt Arne Hansen (Mr. Oshira), Ralf Petersen (Mr. Seiko), Erik Pind (Mr. Sumata), André Mogensen (Mr. Hokaida), Ivar Foged (Mr. Keora), Bent Andersen (Mr. Omura). Rollerne som to japanske drenge tilfaldt den ny lejrchefs to sønner: Peter R. Funder og Jørgen R. Funder.

Rollen som den japanske tolk, Sakini, der på Det ny Teater i København var blevet spillet af ingen ringere end Helge Kjærulff-Schmidt, endte det med, at jeg selv måtte påtage mig, fordi rollen var så stor, at ingen af de andre nægtere i Dramatisk Studiekreds enten ikke turde påtage sig den, eller fordi de selv mente ikke at egne sig til rollen. Dette forøgede selvfølgelig kravene til mine evner, kræfter og tid, og viste sig efterhånden også at blive en både fysisk og psykisk spidsbelastning for mig.

Det skal her indskydes, at det på en og samme tid føltes både som en belastning og en lettelse for mig, at jeg ikke selv havde haft lejlighed til at se opførelsen af ”Det lille Thehus” på Det ny Teater. En belastning, fordi jeg ikke havde nogen som helst viden om, hvordan scenearrangementer, dekorationer og kostumer skulle eller kunne se ud, men udelukkende måtte holde mig til manuskriptets kostume- og regiangivelser. En lettelse, fordi jeg og mine gode medarbejdere stod helt frit og uafhængigt i valget af de nævnte ting. Det skal også tilføjes, at jeg på det tidspunkt heller ikke havde haft mulighed for at se ”Det lille Thehus”, hverken på teatret eller på film. Den amerikanske film fra 1956 havde titlen ”The Teahouse of the August Moon”, og var med Marlon Brando i rollen som Sakini, Glenn Ford som Kaptajn Fishby og japanskfødte Machiko Kyô som en meget skøn Lotusblomst.

Fordelingen af rollerne

I ”Det lille Thehus” medvirker der jo også nogle japanske damer, mere præcist i alt 5:

Lotusblomst, Miss Higa Jiga, Gamle dame, Gamle dames datter og en indfødt kvinde. Vi indså straks, at det ville blive for ufrivilligt komisk, hvis disse roller blev spillet af nogle af nægterne, så derfor gjaldt det om at finde en anden løsning på det problem. Eftersom stykket skulle opføres i Maarum Forsamlingshus og altså udenfor lejren, var der ingen problemer i at have kvinder med i stykket. Til at begynde med var situationen den, at vi ikke vidste, hvem vi skulle få til at spille den store rolle som Lotusblomst. Men for de andre rollers vedkommende var heldet med os, idet nogle af de medvirkende nægteres koner, kærester eller søstre, gerne ville hjælpe os med disse roller. Bortset fra den endnu ubesatte rolle som Lotusblomst, blev de øvrige roller henholdsvis tildelt Lilli Krogh (Miss Higa Jiga), Vivian Munch (Gamle dame), Birthe Petersen (Gamle dames datter) og Birthe Simonsen (en indfødt kvinde).

En uheldig ”Lotusblomst”

Endnu engang kom min gode ven og ’kontubernal’, Søren Svendsen, indirekte til at spille en rolle i sammenhængen, bortset fra, at han også blev en af stykkets dekorationsmalere. Da han havde hørt om vores dilemma med hensyn til rollen som Lotusblomst, der på Det ny Teater var blevet spillet af den smukke og dygtige Lillian Tiljegren, kom han og sagde: ”Inger har en søster, Else, som engang har været revydanserinde sammen med Lilly Broberg i Helsingør-Revyen! Jeg har talt med hende om rollen som Lotusblomst, og hun sagde, at hun da gerne ville prøve, om hun kunne spille rollen tilfredsstillende!” – Det lød jo godt, og derfor bestemte Søren og jeg, at han skulle aftale med hende, at hun og jeg kunne mødes ude hos Inger og Søren en dag, hvor jeg var med ham hjemme på orlov.

Et møde mellem Else, som var gift og hed Larsen til efternavn, blev arrangeret og fandt sted hjemme hos Inger og Søren, formentlig engang i marts 1957. Else viste sig at være en dame først i trediverne, lille og slank af vækst, meget køn, og selvom hun var blond, faktisk med et lidt orientalsk udseende, ovalt ansigt med skrå øjne. I sine yngre dage havde Else som nævnt været professionel danserinde og havde bl.a. været korpige i Helsingør-Revyen, hvor dengang den senere så berømte skuespillerinde Lily Broberg (1923-89) i samme tidsrum også var korpige. Else var venlig og imødekommende af væsen, om end noget eksalteret, men meget ivrig efter at spille rollen som Lotusblomst. Vi prøvesagde nogle af replikkerne mellem Lotusblomst og Sakini, og resultatet lovede godt. Men lige pludselig blev hun træt af ”legen” og skiftede emne, idet hun med ét begyndte med messende stemme at citere fra Ofelias rolle i Shakespeares tragedie ”Hamlet”: ”En rose er en rose er en rose!”, sagde hun, idet hun, med en tyk bog balancerende ovenpå sit hoved, søvngængeragtigt, teatralsk skridtede stuen af.

Søren, Inger og jeg så uforstående og lidt forlegent på hinanden, men uden at sige noget, for ikke at provokere den åbenbart lidt uligevægtige søster. En anden dag, da Else og jeg prøvede at indstudere hendes rolle som Lotusblomst, virkede hun deprimeret og greb det eksemplar af ”Livets Bog 1” af Martinus, Søren havde stående i sin bogreol, slog straks op i bogen og begyndte at læse op af indholdet. Jeg erindrer ikke længere, hvad det var deri, hun læste op, kun at hun efter en kort stund holdt inde, smækkede bogen i og sagde: ”Det er det værste vrøvl, jeg har læst i mit liv!”.

Søren, Inger og jeg sagde ikke noget, for dels indså vi, at Else ikke var helt ved sine fulde fem, og dels kendte ingen af os på det tidspunkt ret meget til indholdet af Martinus’ bog. Det viste sig ikke længe efter, at stakkels Else var ude i store og meget alvorlige personlige vanskeligheder. Et mislykket og barnløst ægteskab fik hende til i stigende grad at trøste sig med nervepiller og alkohol, og det hjalp naturligvis ikke på hendes ægteskabelige situation. Manden, der var advokat, syntes for længst at have opgivet at ville redde deres ægteskab, måske især fordi han ifølge forlydender havde en elskerinde ved siden af. Men under alle omstændigheder havde Else det så dårligt, at vi definitivt desværre måtte opgive at tildele hende rollen som Lotusblomst, hvilket hun i øvrigt tog ganske pænt, måske fordi hun følte en slags lettelse ved ikke at skulle imødekomme de krav og pligter, der vitterligt følger med at spille en så stor rolle, som tilfældet er med geishaen Lotusblomst.

Ny lejrchef

Det er mig ikke muligt at huske, og det har heller ikke været muligt at fastslå ad anden vej, hvornår Reedtz Funder med sin kone og to drenge helt præcist ankom til lejren og tog den tomme embedsbolig i brug. Imidlertid fremgår det af lejravisens nr. 1., for februar 1957, at ”det i den sidste tid er kommet til uoverensstemmelser med den nye lejrchef Reedtz-Funder”. Eftersom avisens redaktion angiveligt er sluttet den 31. januar 1957, kunne det tyde på, at den nye lejrchef kan være ankommet til lejren enten i løbet af december 1956 eller i januar 1957.

Holger Reedtz Funder var ansat i Dansk Røde Kors, da han formentlig i december 1956 overtog posten som daglig leder af militærnægterlejren i Gribskov. Under besættelsen var Funder fængslet og indsat i Vestre Fængsel, og det var her at han kom i forbindelse med Dansk Røde Kors, som han efter sin løsladelse søgte og fik ansættelse hos. En af hans opgaver blev at organisere de såkaldte Dansk Røde Kors’ hjælpepakker til danske og norske krigsfanger i tyske kz-lejre. Dette arbejde udførte han til hen mod krigens slutning, hvor han sammen med den svenske greve Folke Bernadotte sørgede for hjemtransporten af 10.000 danske og norske krigsfanger, blandt disse også de danske politifolk, som var blevet interneret den 19. september 1944 og sendt til tyske kz-lejre.

Blandt de internerede politifolk var min nuværende kones, Birgits far, hvad jeg tidligere har fortalt om under 1945. Som her omtalt, kom Holger Reedtz Funder også til at lede Dansk Røde Kors’ nødhjælpstransporter til Ungarn, første gang i 1947 og senere igen i 1956. Sidstnævnte år blev han som omtalt leder af militærnægterlejren i Gribskov, en position, han havde til 1969, hvor han vendte tilbage til Dansk Røde Kors og blev udnævnt til vicegeneralsekretær. I den egenskab blev han i 1970 udsendt som delegat til Østpakistan, det nuværende Bangladesh, hvor han senere fik fast sæde på Dansk Røde Kors’ kontor i Calcutta. Holger Reedtz Funder forlod Dansk Røde Kors i 1983 og bosatte sig i Helsinge i Nordsjælland, hvor han døde den 8. november 2006 i en alder af 89 år.

Igen fritaget for arbejdstjeneste

Vi var jo nu nået hen omkring marts måned, og det begyndte derfor at haste med at finde en, der kunne udføre rollen som Lotusblomst. I mellemtiden havde vi øvet på stykket i Gribskovlejren i fritiden, men havde også indset, at det i det hele taget ville komme til at knibe med at nå at få indstuderingen gjort ordentlig færdig inden premieren. Dette nævnte jeg en dag både for arbejdsleder Holm og lejrchefen, Reedts Funder, og de var enige om, at jeg måtte frigøres fra mine daglige pligter som messemand, så jeg kunne koncentrere mig helt om arrangementet og opsætningen af ”Det lille Thehus”. Samtidig blev det bestemt, at de nægtere, der var involveret direkte i projektet også skulle frigives i fornødent omfang, så at alt kunne nås til tiden. Desuden blev lejrens to lastbiler, herunder den mindre ”Anders And”, stillet til min og vores disposition i det omfang, der var brug for det og bilerne i øvrigt ikke skulle bruges i lejrens arbejde. Dette arrangement forløb helt tilfredsstillende for alle.

Funders vistnok noget utraditionelle beslutning om at frigøre en hel del militærnægtere til et arbejde, der ikke direkte vedrørte Gribskovlejren, behagede tydeligvis ikke ”Rotten”, som ved flere lejligheder lod det sive ud, at han var utilfreds med beslutningen og ikke mente, at den ville kunne godkendes af Indenrigsministeriet. Men da dette kom Funder for øre, skar han igennem ved at ringe og tale med en eller anden overordnet i ministeriet, der havde direkte med Gribskovlejren at gøre. Bagefter kunne Funder fortælle, at han havde fået en godkendelse af sin disposition fra højeste sted.

Et af de største problemer, vi havde med indstuderingen af rollerne, var, at det var meget vanskeligt at få arrangeret en samling af hele det medvirkende personale, således at man kunne øve sammen. Dels var det vanskeligt og i visse tilfælde umuligt for de piger, der medvirkede, at tage den lange vej til Gribskovlejren, og dels kunne vi på grund af pladsmangel og andre grunde ikke så godt øve i selve lejren. Og det ville blive for bekosteligt at leje Forsamlingshuset til formålet. Men igen fik vi stor hjælp af Søren og Inger, som ikke alene stillede deres store stue til rådighed som øvelokale i weekenderne, men også sørgede for et traktement til de medvirkende. Dramatisk Studiekreds’ kasse betalte dog rimeligt nok udgifterne til te, kaffe og brød.

Men det betød alt sammen, at samtlige medvirkende, både mandlige og kvindelige, kunne mødes nogle gange i løbet af april og i begyndelsen af maj måned og øve sammen, så der blev mulighed for at instruere dem i, hvordan de hver for sig og sammen skulle bevæge sig, gå og stå osv., hvilket jo i høj grad var af betydning for helhedsindtrykket af ”scenebilledet”.

Det må siges, at alle uden undtagelse gik til opgaven med ildhu, og det var naturligvis medvirkende til det gode resultat, som alle forberedelserne og anstrengelserne trods alle odds imod endte med.

Rollen som ”Lotusblomst”

Imidlertid havde Inger – helt uden grund - følt sig lidt skyldig i, at hendes søster Else var blevet mig anbefalet til rollen som Lotusblomst, og en dag, da jeg var med Søren hjemme på orlov, sagde hun: ”Ja, det går jo ikke med Else, men måske kan jeg få min lillesøster, Karina, til at påtage sig rollen! Hun er lille, mørkhåret, ser godt ud og vil sagtens kunne illudere som japaner.” – ”Det lyder godt!”, svarede jeg, ”Vil du spørge hende, om hun vil? Men det begynder jo at haste!”. ”Vi kan da gå over i telefonboksen og ringe til hende med det samme!”, sagde Søren, som naturligvis havde hørt Ingers og min samtale.

Som sagt, så gjort. Søren og jeg gik over til den telefonboks på gaden, der stod lige over for, hvor de boede. Han ville gerne være morsom, så derfor sagde han: ”Vi skal bare ringe til Nora sur fisse tyve og spørge efter Karina, så ser vi, om hun vil!” – ”Sur fisse tyve” ville sige Nora 8720, som var moderens telefonnummer, forklarede han, og udtrykket var moderens eget. Karina, som på det tidspunkt var tæt på at fylde 18 år, boede endnu hjemme, fik jeg at vide. Hun var i lære som ekspeditrice i lingeribranchen og arbejdede i en butik i Rantzausgade.

Uheldigvis var Karina ikke hjemme, da Søren og jeg ringede omkring kl. 19,30, men moderen, Carla Kjær, henviste til et bestemt telefonnummer, idet hun mente, at Karina sandsynligvis opholdt sig der. Det gjorde hun, og jeg kunne tydeligt høre hendes kvikke, muntre stemme, da Søren talte med hende i telefonen, men ikke hvad hun sagde. Han fortalte hende kort, hvad sagen drejede sig om og hvad der var gået forud, og at Else ikke kunne klare at påtage sig rollen som Lotusblomst. ”Ville det ikke være noget for dig?”, fortsatte Søren. En høj latter hørtes i den anden ende af røret, og derpå sagde hun et eller andet med en lavere stemmeføring, som jeg ikke kunne opfatte.

Da Søren havde lagt røret på, sagde han: ”Hun vil gerne prøve, men er lidt usikker på, om hun har talent nok som skuespiller! Men det må du prøve at afgøre, for hun kommer et smut herud allerede i aften!”. ”Det var da allerede noget, at hun gerne vil prøve!”, svarede jeg. På det tidspunkt kendte jeg intet som helst til Ingers søster Karina, ja, jeg anede end ikke at hun eksisterede, men jeg skulle altså allerede møde hende samme aften og afgøre, om jeg syntes hun havde talent og udseende til at kunne spille den forholdsvis store rolle som Lotusblomst.

En rigtig ”Lotusblomst”

Straks, da Karina omkring en god halv time senere trådte ind i den store stue i Sørens og Ingers lejlighed, så jeg, at hun hvad udseendet angik sagtens kunne illudere som Lotusblomst, lige som jeg med det samme kunne konstatere, at hun talte et højt, klart og tydeligt dansk, der ikke bar særligt præg af at hun var vokset op i Skt. Hansgade på Nørrebro. Karina var forholdsvis lille af vækst, men velskabt og med en meget smuk hovedform og langt, opsat hår. Dertil kønne øjne og ører, en velformet, let buet næse og smukke læber, kort sagt, alt i alt et ansigt, der kunne have tilhørt geishaen Lotusblomst, hvilket også turde fremgå af de få scenebilleder, der er gengivet af hende i min selvbiografi.

Karinas fremtoning virkede til gengæld lidt eksalteret, hvilket fremgik af hendes høje stemmeføring og hurtige tale, og hun havde desuden tydeligvis en teenagers problemer med, hvor hun skulle gøre af sine i øvrigt ganske pæne, men meget urolige hænder. Det var formentlig en del af forklaringen på, at hun tændte og røg en cigaret, så ofte lejlighed bød sig, ikke som en egentlig bevidst handling, men snarere en vanemæssig automatik.

I mellemtiden havde Inger serveret te og franskbrødsmadder med ost og marmelade, og mens vi nød traktementet, talte vi om stykket og rollen som Lotusblomst. ”Jeg vil gerne prøve”, sagde Karina, ”men vil ikke love noget, før jeg ved, om jeg kan gøre det godt nok!”.

Det var jo ligefrem og ærlig snak. Men jeg håbede inderligt på, at hun ville og kunne påtage sig rollen, for efter at have talt med hende i det par timers tid, hendes besøg varede, var jeg blevet overbevist om, at hun sagtens ville kunne spille rollen som Lotusblomst.

Det blev aftalt, at vi skulle mødes hos Søren og Inger allerede førstkommende lørdag og begynde indstuderingen af Karinas rolle som Lotusblomst. Ved samme lejlighed ville hun få overladt et eksemplar af rollehæftet, således at hun kunne øve sig på sine replikker hjemme.

Da Karina og jeg mødtes den følgende lørdag eftermiddag hos Inger og Søren, begyndte vi så småt indstuderingen af hendes rolle, og hun gik op i den med liv og sjæl, hvilket selvfølgelig glædede mig og satte mit humør adskillige grader i vejret. De altid meget gæstfrie værter, Søren og Inger, bød på aftensmad, og selv om Karina var kødspiser, faldt hun hurtigt ind i rollen som vegetar. Men der var dog særlig én ting, som Karina ikke ville undvære, og det var cigaretrygning, ja, det viste sig faktisk at hun havde et ganske pænt dagligt forbrug af cigaretter. Det var tydeligt, at hun brugte cigaretrygningen til at dulme sin nervøsitet med, og desuden var den allerede blevet en nærmest ubrydelig vane. Hverken Søren, Inger eller jeg var rygere på det tidspunkt, men vi respekterede naturligvis andres frie ret til at ryge.

Det blev sent den aften, og derfor blev Karina inviteret til at overnatte på sofaen inde i den store stue, mens jeg sov på divanen inde i den anden stue. Søren var lidt af en natteravn, men han sov til gengæld helst og gerne længe om morgenen, når han havde mulighed for det. Inger, der jo havde nok at se til med hus og børn fra tidligt om morgenen, blev træt og søvnig allerede omkring kl. tyve og begyndte at sidde og nikke med hovedet. Det endte i reglen med, at hun var den første af os, der gik til sengs.

Omkring kl. 2 nat gav Søren op, men Karina og jeg blev siddende og talte sammen i endnu et stykke tid, før vi også gjorde alvor af at komme til køjs. Under vores dæmpede samtale, ville Karina gerne vide lidt om, hvem og hvad jeg var, og jeg fortalte derfor beredvilligt om nogle af mit livs mere eller mindre sørgmuntre fataliteter.

Næste dag var det søndag, og omkring kl. 11 formiddag blev der serveret kombineret morgenmad og frokost. Efter frokosten fortsatte Karina og jeg med indstuderingen af hendes rolle, og det gik tiden med, indtil eftermiddagsteen. Men bagefter genoptog vi arbejdet og blev ved indtil der blev meldt, at aftensmaden var klar. Jeg forstod aldrig, hvordan Inger klarede altid at servere god og rigelig mad til så mange mennesker, og nu tilmed til et par munde mere. Men i den tid, hvor jeg kom i deres hjem, når jeg var på orlov, og hvor Karina i reglen også var på besøg og ofte overnattede, følte jeg aldrig, at jeg kom til ulejlighed eller var en belastning for deres i forvejen anstrengte økonomi. De to dejlige mennesker, Søren og Inger, havde godt nok husrum, men samtidig i usædvanlig grad også hjerterum.

Efter aftensmaden skulle de to ældste drenge tage af bordet, bære ud og vaske op. Først derefter havde de fri. Imens satte vi fire voksne os ind ved sofabordet i den store stue, hvor vi snart var dybt involveret og optaget af at samtale om alt mellem himmel og jord. Men snart var Søren og jeg dybt inde i filosofiske problemstillinger, særlig om indisk filosofi og Yoga.

Inger havde også sin opfattelse af tingene og gav gerne sit besyv med, men det er klart, at en ung pige som Karina ikke rigtig kunne følge med i emner, som hun ikke kendte særlig meget til, og derfor faldt hun og Inger snart i snak om mere jordnære og menneskelige emner.

Lyspunkter i ’mørket’

Så ofte jeg havde mulighed for det, og det havde jeg især på weekend-orlov, rejste jeg hjem til København, hvor jeg tilbragte tiden hos mine forældre. Der overnattede jeg til og med det meste af søndagen, hvor jeg nødvendigvis måtte tage tilbage til Gribskovlejren.

En af disse weekender kort før julen 1956 benyttede jeg til at tage til en eftermiddagsforestilling i biografen, mere præcist til Bella Bio, som lå ved Brønshøj Torv, og dertil kom vi nemt med sporvognslinje 16 henne fra Nørrebrogade. Det forholdt sig nemlig sådan, at nævnte biograf netop da spillede Walt Disneys ”Snehvide og de syv Dværge”, der jo havde spillet en særlig rolle i mit eget liv. Men i øvrigt blev det dengang ikke til så mange biografture for mit eget vedkommende, for det strakte lommepengene ikke til.

Det var jo desuden sådan dengang, at Walt Disneys lange tegnefilm kun sjældent blev vist i biograferne, og da fortrinsvis med Danmarkspremiere i Metropol Teatret i København, ligesom hans korte tegnefilm i reglen kun blev vist hvert år ved juletid, i København atter i Metropol Teatret.

Exit Nægteravisen?

Det skulle desværre vise sig, at problemerne omkring bladet ”militærnægteren” ikke kun var midlertidige, men tværtimod permanente, idet antallet af abonnenter og løssalg ikke i længden var tilstrækkeligt til, at kunne holde bladet i live. Aktuelt viste det sig ved, at der ikke blev udgivet et nummer for januar 1957, idet nr. 1 først udkom i februar. Men problemerne var desuden også af mere ideel art, fordi der bestod et vist politisk – og muligvis også personligt - modsætningsforhold mellem redaktøren, Poul Breum, og nogle af bladets – i øvrigt meget få – skribenter, hvilket vil fremgå af den følgende omtale af bladets indhold.

På ”militærnægteren”s forside var aftrykt et meget rammende, men samtidig også til dels pessimistisk digt med titlen ”Ved anden Verdenskrigs udbrud”. Det er skrevet af forfatteren, lyrikeren og kritikeren Tom Kristensen (1893-1974), som i øvrigt blev bedst kendt for sin nøgleroman ”Hærværk” (1930), der foregår i et københavnsk journalist– og værtshusmiljø.

Romanen blev filmatiseret af Ole Roos i 1975 og havde Ole Ernst i hovedrollen som Jastrau, i virkeligheden en grel personificering af Tom Kristensen selv, som blandt andet skrev følgende digt:

Men der er en fare ved tanken,

at ordet, dens troløse mage,

tit sendte den vildt ud i verden,

så den kom forvirret tilbage.

Og der er en fare ved ordet,

at handlingen, den libertiner,

forførte det ædelt

til blodige, mørke doktriner.

Fra tanke – til ord – og til handling:

to mellemrum fyldte med grumhed.

Forstår I da ikke, man gribes

fortvivlet af impotent stumhed?

Det ædleste ord har fordrevet

den ædleste tanke fra tronen.

Den ædleste tanke

har undfanget inkvisitionen.

Vedr. Forsiden på nægteravisen ”militærnægteren” nr. 1, februar 1957, så var der udover indholdsfortegnelsen også aftrykt digtet ”Ved anden Verdenskrigs udbrud” af forfatteren Tom Kristensen. Den lidt ubehjælpsomt tegnede illustration forestiller en mand, der rækker armene op i begejstring foran og over en flok bevæbnede marionet-soldater. Over mandens hoved svæver en glorie, men det sorte kors på mandens ryg må formentlig antyde, at det er døden, han og man tilbeder.

Den negative og opgivende stemning, der forståeligt nok havde grebet redaktøren, viser sig især også i den redaktionelle kommentar NOTABENE på side 2-3 (det skal bemærkes, at artiklen her er afskrevet præcis med den originale formulering, stavemåde og tegnsætning):

Med dette nummer går lejravisen ind i sin anden årgang. Bladet har i løbet av det første år skiftet både navn, redaktion og linje. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de folk, der overtog bladet engang i efteråret, hade store planer med det. Man troede, at der i større kredse var behov for et antimilitaristisk organ. Man forestillede sig en udvidelse av bladets læserkres og stofområde. Man drøftede at gå over til et bogtrykt blad på et senere tidspunkt.

De par måneder, vi har arbejdet med bladet, har vist oss i hvor høj grad, vi tog fejl. Vore bestræbelser på at udvide bladets formål er hverken blevet mødt med modstand eller interesse. Blot ligegyldighed.

Til eksempel fik vi fat i adresserne på ca. 100 gamle militærnægtere, der hade ligget i Gribskov. Vi sendte dem hver et eksemplar av bladet med en opfordring til at abonnere på det. Vi mente, at vi hær hade et oplagt publikum. Gamle militærnægtere måtte vel som ingen andre være interesserede i hvad militærnægterne av i dag mente og foretog sig. Men vi tog fejl. Ikke een av de 100 hørte vi noget fra, det vil sige, der var een, der velsagtens i misforstået antikommunisme, returnerede bladet og frabad sig all yderligere henvendelse. (Det var i de dage, en god dansker ikke kunne være i stue med en kommunist, med mindre det var for at prygle ham). Det viser noget om den interesse, der er for, hvad nogle kaldet ”militærnægtersagen”. (Hvad dette egentlig er, kunne det være interessant at komme ind på en anden gang).

Også salget i lejren har kølnet vor iver betydeligt. Ikke fordi – i lejren fik vi solgt en hel del. Blot hade vi i altfor mange tilfælde fornemmelsen av, at det mere var for at støtte oss end av interesse for, hvad vi hade at sige. Og støtte blot av hensyn til oss, hade vi ingen interesse av. Vi hade jo ingen materiel fordel av bladet. Tværtimod gav det de få stabile folk en masse arbejde.

Vi er dærfor kommet til det resultat, at der ingen interesse er for et blad, som vi ønsker at lave det. Vi har indset dette ganske uden bitterhed. Vi kunne – som man ser det andre steder –fortsætte med bladet og så som vederlag for den manglende interesse anskaffe oss en pæn lille martyrglorie, som vi så kunne ha fornøjelse av at pusl om. Vi kunne bibringe oss selv en viss tilfredsstillelse ved fra vort høje åndelige stade i åndshovmod at harcellere over de mennesker, for hvem en motorcykel eller et serieblad er av større vigtighed end Kafka, Karl Marx eller undertrykkelsen af Cypern. Vi gider bare ikke. Vi er fuldendte demokrater. Hvis flertallet ønsker at forråes, fordummes eller at avslutte jordens historie med en atombombeeksplosion, så bøjer vi oss for flertallet. Indtil da finder vi nok hver vor lille have at dyrke. Eller går måske ind i et kollektivt jordbrug.

Vi opfordrer derfor alle – med eller uden idealer – der mener at ha interesse i at drive bladet videre, at henvende sig på redaktionen. Vil vil så forsøge at få dannet en ny redaktion til fortsættelse av lejravisen. Hvis dette ikke lykkes, bliver dette nummer altså det sidste. Red.

Man forstår til en vis grad redaktørens, Poul Breums, frustration over situationen. Men mon ikke det egentlig skyldtes, at han havde ambitioner og ville stile for højt med bladets formål og indhold? Ligesom han ser ud til at have stillet for store forventninger og forhåbninger til sine mednægtere? Kafka, Karl Marx og aktuel storpolitik, - forresten en særegen blanding! - det var nok ikke lige det, flertallet af nægterne i Gribskovlejren så som den vigtigste interesse i livet.

Og det var dog en værre omgang fatalisme, at redaktøren og hans medarbejdere, angiveligt som ”fuldendte demokrater”, ville bøje sig for flertallet, også selvom dette ønskede at forråes og fordummes, og måske udslette jorden og sig selv i en atomeksplosion! Det er efter min mening en alt for forenklet og passiv måde at anskue situationen og problemerne på. Men bortset fra, at både religiøse og sekulære dommedagsvisioner indgik i tidens måde at anskue og tænke på, så er demokrati som sådan jo ikke nødvendigvis kun et spørgsmål om flertallet.

Det er også et spørgsmål om, hvorvidt kloge og fornuftige folk (politikere og kulturelle debattører) ikke alene er i stand til, men også har en menneskelig og samfundsmæssig pligt til, at søge at overbevise tvivlere, skeptikere og mindre oplyste folk om det hensigtsmæssige eller formålstjenlige i at fremme bestemte synspunkter eller sager, som vel at mærke tjener til alles bedste, i hvert fald på sigt. At anlægge et kort perspektiv, vil i reglen være for snævert.

I øvrigt er indholdet af Notabene også kommenteret af Ole Hansen senere i bladet, hvilket jeg skal vende tilbage til om lidt. Forinden skal vi blandt andet høre om, hvad en militærnægter ved navn Jonas, der vistnok var blevet overflyttet fra Oksbøllejren til Gribskovlejren, har at fortælle om den situation. Det sker i artiklen ”Indtryk fra lejren”, s. 3-4: De sidste års røre om militærnægterlejrene startede som bekendt i lejrchef Jacobsens tid som ”regent”. Senere blev begivenhedernes midtpunkt rykket til de to jyske lejre, Oksbøl og Kompedal, hvor der stadig er røre. Hvorimod der er faldet ro over Gribskovlejren. – Jeg selv har været så heldig at flytte den modsatte vej.

Det var egentlig en mærkelig overgang. I Oksbøl var der et udpræget spændt forhold mellem nægtere og ledelse. Et forhold, som i løbet af ganske kort tid begyndte at gå en på nerverne, så man blev mere og mere mistænksom overfor alt, hvad ledelsen gjorde. Man blev behandlet som en flok umælende dyr, der ikke havde godt af alt for løse tøjler.

Da jeg efter denne omgang troppede op i Gribskovlejren, troede jeg det var løgn. På vejen ind i lejren mødte jeg en arbejdsleder, som straks sprang af cyklen og præsenterede sig. – I Oksbøl måtte vi sgu selv finde ud af, hvad arbejdslederne hed. Senere blev jeg af en anden arbejdsleder vist rundt i lejren, så jeg vidste lidt om lokaliteterne. – I det hele taget viste det sig, at forholdet mellem arbejdsledere og nægtere var præget af en naturlighed og ligefremhed, som jeg troede var umulig. – Dette venskabelige forhold, om man så tør sige, satte naturligvis også sit præg på nægternes væremåde og ikke mindst på arbejdet. Der var ikke tale om nogen oprørsstemning af nogen som helst art. Alt forløb roligt og gnidningsløst, og det arbejde, man blev sat til, blev gjort. Ikke i noget rekordtempo naturligvis. Men det blev gjort så godt og så hurtigt, som man nu kunne være det bekendt. Vel at mærke uden at arbejdslederne gik og vågede over arbejdet hele dagen. - - - Naturligvis var det ikke lutter rosenrød idyl; det er velsagtens umuligt, når så mange mennesker er samlet, tilmed ufrivilligt. Men det gensidige tillidsforhold, der bestod i lejren, udjævnede naturligvis langt lettere eventuelle modsætninger end den autoritative tone, der prægede Oksbøllejren.

Medaljen har desværre også en bagside, som dog ikke er værre, end at nægterne selv kan sørge for at få den pudset. De omtalte ”idealtilstande” har nemlig øjensynlig ført til, at nægterne er blevet fuldstændig passive og uinteresserede i alt og alle. Sammenholdet, som har så stor betydning især i en nægterlejr, trives - - som altid - - dårligt i medgang. Men efter forholdene i Gribskov at dømme, er forholdene rent paradisiske. Man går og nusser hyggeligt omkring og lader sløvheden brede sig og al aktivitet fortone sig i fjerne tåger; ligesom adskillige forfalder til barnligheder, der rettelig hører hjemme i en underskole. - - Det bør dog i den forbindelse ikke glemmes, at lejren er præget af at ligge nær ved København, idet så mange som muligt er væk fra lejren så ofte, de er i stand dertil. - - Den naturligste løsning ville være, at talsmændene gik i gang med at bringe lidt samling på sagerne. Og det bliver måske også tilfældet, idet det i den sidste tid er kommet til uoverensstemmelser med den nye lejrchef, Reedtz-Funder. Men det ville unægtelig være kedeligt, hvis sammenholdet skulle opnås på bekostning af den menneskelige tone, der hidtil har præget forholdet mellem nægtere og ledelse.

Som forholdene er nu står Gribskovlejren imidlertid endnu som den absolut bedste af de tre lejre, idet nægterne her bliver behandlet som selvstændige individer og ikke som en flok gryntende grise med numre i ørerne. jonas.

Det sete beror som bekendt på øjnene, der ser, og jeg vil mene, at den ovenfor citerede Jonas, som jeg ikke kendte eller kender personligt, i det store og hele har ret i sin beskrivelse af forholdene og nægterne i Gribskovlejren. Og det tjener formentlig til hans undskyldning, at han som forholdsvis nyankommen, sikkert endnu ikke havde haft mulighed for at danne sig et mere nuanceret billede af, hvad der foregik i lejren, så at sige bag kulisserne. Det var godt nok også mit indtryk, at mange af nægterne sløvede hen i dagligdagens på sin vis meningsløse rutine, hvis eneste formål jo fra myndighedernes side var, at få tjenestetiden til at gå, og derfor også blev det for nægterne selv Det arbejde, nægterne blev sat til og udførte i skoven og udendørs, havde kun i mindre grad nogen praktisk betydning, hvilket ikke mindst skyldtes, at der ikke måtte udføres arbejde, som stred mod fagforeningernes monopol på området. Det indendørs arbejde, så som køkkentjeneste og rengøring, havde derimod det nødvendige formål, dels at forsyne alle med de daglige måltider, og dels, at sørge for, at det hele ikke endte som en svinesti. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at ikke alle nægtere var ordensmennesker eller interesserede i, at der var rent og ryddeligt på stuerne og i lejren i øvrigt.

Desuden, kan man forlange – endsige forvente – at eksempelvis en cand. mag., en stud. jur., en revisoraspirant, en tandtekniker og en tegner, skal kunne se nogen mening i at blive sat til former for fysisk arbejde, som dels ligger langt fra de pågældendes normale interesseområder, og dels kun har til formål, at holde de pågældende beskæftiget?

Men hvad Jonas ikke nævner eller omtaler, er det engagerede arbejde, der blev udført i forbindelse med f.eks. Dramatisk Studiekreds’ opførelse af de teater- og revyforestillinger, der fandt sted i de to år, hvor jeg selv opholdt mig i lejren, forestillinger som jeg selv og en dedikeret gruppe af nægtere havde ansvaret for. Her var der ikke tale om nogen form for sløvhed, tværtimod. Dernæst skal også nævnes aktiviteterne omkring fritidsundervisningen, og endelig ikke at forglemme, foredrags- og filmaftenerne, som i reglen havde stor deltagelse.

Der var da i øvrigt også andre begivenheder i lejren, som var egnede til at vække selv de sløveste nægtere af deres mentale og fysiske døs, og det var de forholdsvis mange fodboldkampe, der fandt sted, enten mellem forskellige hold af nægtere eller mellem nægtere og hold udefra, f.eks. Civilforsvaret. Men det var naturligvis ikke alle nægtere, der interesserede sig aktivt for fodbold og fodboldkampe, men man kunne i reglen alligevel godt deltage som tilskuer, om ikke andet for adspredelsens skyld.

Men for resten aner jeg ikke, hvad det er Jonas hentyder til med ordene om, ”at adskillige forfalder til barnligheder, der rettelig hører hjemme i en underskole.” Unge mennesker kan jo som bekendt være kåde og ustyrlige, men der er som oftest tale om uskyldige løjer, som man ikke bør tage højtideligt.

Er der retfærdighed til?

Redaktør Breum er i artiklen ”Retfærdighed – i teori og praksis”, side 5-6, optaget af, om der udøves retfærdighed ved de danske domstole, og herunder nævner han flere eksempler på i hvert fald tilsyneladende uretfærdige domsafgørelser. Han taler jo til en vis grad af egen erfaring, idet han som tidligere nævnt selv fik en dom på 10 dages hæfte for ”ulydighed mod tjenestemand”. Breum har generelt ikke megen tiltro til danske dommere, som han mener, er forudindtaget i sagerne, og han nævner blandt andet et særlig grelt eksempel på en dommer, som må siges at have været forudindtaget i sin indstilling til militærnægtere:

Som eksempel på hvor tydeligt dommerens personlige indstilling kan vise sig, skal det nævnes, at dommeren i Kjellerup – hvorunder Kompedallejren hører – et par gange har indledt retsforhandlingerne ved at sige til den fremmødte militærnægtet: ”Hvis jeg ser Dem her engang til, så skal jeg sørge for, at De kommer til at sidde resten af tjenestetiden i fængsel!” Ligeledes har den samme dommer prøvet at skræmme militærnægtere fra at appellere til Landsretten ved at henvise til de dermed forbundne omkostninger og, ”at han aldrig har fået en dom omstødt ved Landsretten”. Dette sidste er nu – i parentes bemærket – overgået ham fornylig, idet en militærnægter, der af ham var idømt 10 dages hæfte, ved landsretten blev frifundet.”

Det er da muligt, at der kan findes eksempler på danske dommere, som tolker loven strengt og derfor idømmer relativt hårde straffe. Men mon ikke et ellers lovlydigt menneske altid vil føle sig ilde til mode ved at blive konfronteret med politiet og retssystemet, og at en dømt i reglen vil føle sig uretfærdigt behandlet af samme system? Der vil derfor altid være et subjektivt moment ved bedømmelsen af en doms retfærdighed, også selvom det objektivt set forholder sig sådan, at den dømte vitterligt er skyldig i det, vedkommende anklages og dømmes for.

Personligt har jeg kun været stillet for en dommer én gang i mit liv, og det var da jeg stod anklaget for ikke at have meldt mig til lægdsrullen. Men jeg fik en meget fair og venlig behandling af både politiet under forundersøgelsen og af dommeren ved Københavns Byret i Domhuset på Nytorv. Og dommen på 14 dages hæfte blev gjort betinget i 2 år, så den fik som sådan ingen betydning i mit liv, bortset fra, at jeg ikke kunne ansøge om en tjenestemandsstilling, som f.eks. postbud. Det var nu heller ikke lige den slags stillinger, jeg gik efter og havde tænkt mig at søge.

Men for mig personligt var bladet ”Samvittigheden”s navne- eller titelskift til opkomlingen ”militærnægteren”, og dennes udvikling i slutningen af 1956 og begyndelsen af 1957, en kilde til både ærgrelse og sorg, for det betød afslutningen på et projekt, som jeg havde håbet på fortsat ville føre og bibeholde en humanistisk redaktionel linje. Det gjorde bladet desværre kun i nogle af sine første numre, men efter at jeg havde forladt redaktionen omkring februar 1956, havde jeg kun minimal indflydelse på bladets indhold. Ivar Nielsen, Kaj F. Jensen og Jørn Krogh søgte at videreføre den mere eller mindre fastlagte linje, men allerede, da socialisten Robert Felby indtrådte i redaktionen fra og med bladets nr. 3, skete der et skred i bladets indhold. Han var dog moderat i forhold til Leif Andersen, som muligvis tiltrådte fra og med nr. 6 eller nr. 7, og som sad i redaktørstolen til og med nr. 11, hvor den moderate socialist Poul Breum overtog posten. Jørn Krogh forlod redaktionen fra og med nr. 5, medens Robert Felby, Ivar Nielsen og Kaj F. Jensen havde forladt deres poster i hvert fald fra og med nr. 10, eller muligvis før.

Arbejdet med og på ”Det lille Thehus”

Forskellige smågrupper af involverede nægtere var i gang med fremstillingen af dekorationer, anskaffelse af rekvisitter og andet, der var nødvendigt til forestillingen. Jeg havde fået den idé, at vi skulle lade prosceniet indramme som en japansk himmelport og lave et ekstra fortæppe, vævet af siv. Det var Ole Bjørnild og Søren Svendsen, der bl. a. stod for opbygningen af himmelporten, mens ”Strammeren” havde påtaget sig opgaven med at flette sivtæppet. Han var allerede for længst gået i gang med forberedelserne til det, idet han og et par andre nægtere en dag var nede ved Esrum Sø og skære så mange siv, som man mente, der ville blive brug for. Siden var han begyndt at flette måtten eller tæppet, som af praktiske grunde måtte deles op i flere baner, så vidt jeg husker tre, nemlig en midterbane og to sidebaner. Arbejdet viste sig dog hurtigt at være for meget for en enkelt mand, og Børge Enrico, ”Strammeren”, fik derfor assistance af Jens Jacobsen, der også fungerede som kostumier. Det sidstnævnte arbejde bestod mest i at anskaffe, tilskære og sy de stoffer, hvoraf der skulle fremstilles tøj til de fattige japanske indbyggere i stykket. Til dette formål valgte vi finmasket sækkelærred, der illuderede ganske godt. Jeg erindrer ikke, om nogen af de medvirkende damer hjalp Jens med syarbejdet, men det tror jeg nok, idet der foresvæver mig noget om, at Jørn Kroghs kone, Lilli, og vistnok også en anden nægterkone, gav en hånd med.

Børge Enrico blev i øvrigt vistnok hjemsendt den 1. maj og altså inden premieren på ”Det lille Thehus”, men han gjorde sit arbejde med fortæppet færdigt forinden og deltog også i prøveophængningen af det oppe på scenen i Mårum Forsamlingshus. Det viste sig, at det ville være nødvendigt med endnu en bane sivmåtte, og så vidt jeg husker, var det André Mogensen, der overtog og gjorde flettearbejdet helt færdigt. Heldigvis fik Strammeren resultatet at se, for han deltog som gæst ved premieren. Men det er beklageligt og ren og skær forglemmelse under travlheden, at ingen af de to, men især Børge Enrico, ikke fik credit i forestillingens trykte program for deres store og beundringsværdige indsats.

Imens var der også stor travlhed blandt de involverede nægtere, der fungerede som dekorationsmalere: Ole Bjørnild, Søren Svendsen, Leif Jensen, Leif Andersen, Erik Jønsson, Ebbe Høj og – ikke mindst - Thomas Winding. Sidstnævnte blev år senere en fremtrædende og mangeårig medarbejder ved TV’s børne- og ungdomsafdeling (B&U). Men i forbindelse med opsætningen af ”Det lille Thehus”, kom han med en nærmest genial løsning på et kulisseproblem. Han foreslog nemlig, at kulisserne blev lavet som sammenfoldelige sætstykker, der hurtigt og nemt ville kunne sættes op og fjernes igen under forestillingen, således at der kunne foretages hurtige sceneskift.

Så vidt jeg ved og husker, var Thomas Winding selv med til at male de nævnte sætstykker. I det civile liv var han tegner og havde arbejdet som sådan hos avisen Social-Demokraten, hvor hans læremester var tegneren Hans Lollesgaard.

Det var Ole Bjørnild, der var hovedansvarlig for dekorationerne til ”Det lille Thehus”, og det gjorde han med talent og ildhu. Det var ham, der stod for udførelsen af den japanske himmelport, som skulle danne stemningsfuld ramme om den ellers banale sceneåbning, også kaldet proscenium. Endvidere var det f. eks. ham og Søren Svendsen, der efter min idé og opfordring malede den meget store og romantisk smukke baggrundsdekoration, på hvilken man så den rødlige himmel og solen bag nogle store og nærmest silhuetagtige palmer i forgrunden. Dekorationsstilen var i det hele taget bevidst stiliseret i lighed med japanske træsnit og forenklet til det mindst mulige, for netop at nærme os de tendenser i kunst og grafik, der dengang var oppe i tiden.

En anden gruppe involverede nægtere gik i gang med at fremstille en formindsket udgave af den jeep, der var en nødvendig rekvisit i forestillingen. Formindskelsen var påkrævet af hensyn til scenens relativt lille størrelse i Mårum Forsamlingshus, og som udgangspunkt for konstruktionen valgte man at bruge gummihjul, der var beregnet til trillebøre. Hjulene var med forlov lånt fra nogle af lejrens trillebøre, hvilket for øvrigt og selvfølgelig ikke behagede ”Rotten”! Det færdige køretøj kom til forveksling til at ligne en rigtig jeep, bortset fra størrelsen, men den illuderede godt på scenen og kunne desuden bære 5-6 personer af gangen, sådan som den skulle i en af scenerne.

Imens alt dette mere praktiske forarbejde stod på, øvede vi aktører ved alle de lejligheder, vi kunne og havde mulighed for. Det foregik dels i lejren og dels hos Søren og Inger i København. Stykket begyndte derfor så småt at tage form, og efterhånden fik jeg så meget hold på det, så jeg faktisk kunne huske scenegangen og replikkerne udenad ned til de mindste detaljer. Men desuden måtte jeg samtidig stå for det praktiske arrangement omkring forestillingen, dvs. aftale leje af busser fra og retur til København, udarbejde køreplan og meget andet og mere. Heldigvis fik jeg i sidste ende stor hjælp til dette af min gode ven og tidligere medredaktør på nægterbladet, Ivar Nielsen, som også kom til at stå for den regnskabsmæssige side af sagen. Han havde for nylig taget eksamen i forbindelse med sin uddannelse som revisor – altså under opholdet i Gribskovlejren! – så hvem ville være bedre egnet som kassemester, end netop ham.

Det blev også min opgave, at vælge den musik, der skulle bruges under forestillingen. Som tidligere omtalt, kunne vi af ophavsretlige grunde ikke få udleveret nodematerialet til ”Det lille Thehus”, men den svenske forlægger havde anbefalet os, at anvende en grammofonmusik, vi selv fandt passende. I det øjemed tog jeg en dag ind til Concerno i Gl. Mønt i København, og her fandt jeg efter nogen tids søgen en grammofonplade med balinesiske rytmer. Vel var disse ikke japanske, men de lød næsten sådan, og derfor skønnede jeg, at de ville kunne bruges. Dette var både Birger Guy og Kurt Henning Pedersen enige med mig i. Sidstnævnte skulle i øvrigt stå for musikanlægget og afviklingen af musikken til stykket. Kurt Henning Petersen var som tidligere nævnt uddannet organist, og før han kom til Gribskovlejren, var han ansat som lærer i Åkirkeby på Bornholm, hvor han også var organist i kirken. Som det vil huskes, så havde Kurt Henning Petersen været pianoakkompagnatør under opførelsen af ”Genboerne” i Maarum Forsamlingshus i foråret 1956.

Alt tegnede derfor lyst og positivt, i al fald hvad arrangementet omkring og opførelsen af ”Det lille Thehus” angik. For mig personlig så fremtiden også ud til at skulle forme sig sådan, som jeg efter omstændighederne kunne ønske det, især fordi jeg jo havde fundet, hvad jeg dengang troede skulle blive min livsledsagerske. Derfor gled de triste og bekymrede tanker trods alt noget i baggrunden.

Prøverne og arrangementet omkring opførelsen af ”Det lille Thehus” var efterhånden så meget på plads, at vi i april 1957 kunne sætte følgende opslag op på tavlen ovre i Fællessalen:

I N D B Y D E L S E

Vi har hermed fornøjelsen at indbyde til nægterfest i Mårum forsamlingshus, lørdag den 18. maj, kl. 19,30.

Dramatisk Kreds opfører skuespillet ”DET LILLE THEHUS”, af amerikaneren John Patrick.

Derefter er der bal til den lyse morgen til tonerne af Ib Olsens 6 mands orkester. I aftenens og nattens løb bydes på forskellige traktementer som kaffe med kage, natmad bestående af tre stykker smørrebrød pro persona og noget til at skylle det ned med.

Adgangskort à kr. 6.00 fås ved henvendelse til Harry Rasmussen, Gribskovlejren, tlf. Esrom 88.

Ligesom tidligere vil befordringen kunne ske pr. bus. Der startes fra Rådhuspladsen kl. 17,30, og gøres holdt de steder, hvor der eventuelt er passagerer at medtage.

Returbilletter à kr. 10,00, enkeltbilletter à kr. 6,00.

Billetterne må reserveres senest den 1. maj. Adgangskort og busbilletter betales under kørslen.

OBS! INTET BILLETSALG VED INDGANGEN!

Venlig hilsen

på D. K.s’ og egne vegne

Harry Rasmussen.

Generalprøve og premiere

Imidlertid nærmede premieredatoen sig hastigt, men uden at den egentlig kom bag på nogen af os. Alligevel endte det med, at generalprøven først kunne afholdes samme dag, som selve premieren skulle finde sted. Dette skyldtes ikke mindst, at det var vanskeligt for de medvirkende piger, hvoraf de fleste kom langvejs fra, at afse tid på andre tidspunkter end lørdage, og at holde generalprøven lørdagen før premieren, syntes vi ville være for tidligt.

Lørdag den 16. maj ankom pigerne til Mårum forsamlingshus ved middagstid, og så vidt jeg erindrer, begyndte vi på generalprøven omkring kl. 14, og da forestillingen varede ca. 2 ½ time, skønnede vi, at der ville blive rigelig tid til både at foretage nogle eventuelle mindre korrektioner og desuden til at deltage i middagen i forsamlingshusets store sal, som skulle begyndte kl. 18, og var planeret til at vare til omkring kl. 19.30.

Der var naturligvis mere eller mindre nerver på hos alle under generalprøven, som da heller ikke blev afviklet uden problemer og gnidninger. Der blev god brug for suffløren, Kurt Larsen, for stort set alle os hovedrolleindehavere fik selvfølgelig op til flere blackouts, hvor replikkerne pludselig var forsvundet ud i den blå luft. Både Birger Guy som Oberst Purdy, Jørn Krogh som Kaptajn Fishby og Ole Kauffeldt som Kaptajn McLean glemte ind imellem hele eller halve replikker, og det skabte lidt forvirring og forsinkelse, fordi suffløren måtte rette på dem. For mit eget personlige vedkommende gik det sådan set nogenlunde med Sakinis lange indledningsmonolog, hvor publikum bydes velkommen og introduceres til stykkets handling, men ind imellem glemte jeg en linje eller to. Desuden var jeg så uheldig, mens jeg opholdt mig nede i sminkerummet, at der pludselig knækkede en flis af min venstre hjørnetand. Det gjorde ikke ondt, men satte mig i lidt dårligt humør, som bevirkede at jeg blev irritabel. Til denne irritabilitet bidrog i øvrigt en af de medvirkende nægtere, Ralf Petersen, der spillede en forholdsvis lille rolle som Mr. Seiko. Hans kone, Birthe, spillede for resten Gamle dames datter. Det gik særlig galt, var, da Ralf på et tidspunkt henne i generalprøven simpelthen nægtede at være med længere, angiveligt fordi han syntes, jeg var for grundig og nidkær i min instruktion, hvilket han dog var den eneste om at mene. Vi andre talte derfor om at udelade Ralfs rolle som Mr. Seiko, som sådan set var en birolle, om end af betydning for stykket, men den kunne strengt taget droppes om nødvendigt.

Et stykke tid forud for premieren på ”Det lille Thehus” havde jeg også måtte afse tid til at skrive teksten til en lille 4-siders program-brochure, som vi mente stykket og vores arbejde med det fortjente at få med på vejen. Jeg måtte tilmed fare til at tegne en lille forsidevignet, som skulle forestille den japanske tolk Sakini, men som altid, når jeg skulle tegne hastigt nedkradsede lejlighedstegninger, var jeg stærkt utilfreds med resultatet, da jeg så det på tryk. Men der var desværre ikke tid til at gøre arbejdet om.

Programmet til ”Det lille Thehus” blev trykt hos bogtrykker Helge Foghmar på Nakskovvej 62 B i Valby. Tegning og tekst var – som nævnt – skrevet af guess who - © 1956 Harry Rasmussen.

Jeg husker ikke længere, hvad trykningen af programmet kostede, men da vi senere skulle have trykt et program til opførelsen af ”Det lille Thehus” på Bornholm, fik vi bogtrykkeren til at trykke 200 programmer med ny tekst på forsiden og med udeladelse af annoncerne på bagsiden. Det kostede den nette sum af 45,50 kr.

Som det fremgår af programmets forside, så var forestillingen heri annonceret til at begynde kl. 20, men for alle tilfældes skyld havde vi sat tidspunktet til kl. 19,30. Men bortset fra det. så havde jeg skrevet en lille introduktion til stykket, som blev trykt på brochurens side 2 og som lød sådan:

Smukke damer – elskværdige herrer!

Har herved den ære at præsentere den tredje vellykkede fiasko i Dramatisk Kreds historie.

Trods det at vi har taget munden for fuld og valgt John Patricks morsomme og satiriske skuespil ”Det lille Thehus”, er det lykkedes at skabe en ufrivillig tragikomisk forestilling ved hjælp af en forbilledlig mangel på indsats af enhver art; dog undtages herfra samtlige aktører og øvrige medarbejdere, som ved en overmenneskelig præstation har gjort det muligt for Dramatisk Kreds at lade tæppet gå (forudsat at mekanismen ikke svigter!)

En speciel tak rettes til mig, der ved tilsidesættelse af alle personlige hensyn har gjort det muligt at skabe en tålelig stemning for publikum (nb – husk baren!)

Harry Rasmussen

Herefter indeholdt programmet en kortfattet skematisk oversigt over stykkets 3 akter med i alt 9 scener. På programmets side 3 var der en oversigt over samtlige rollehavende og øvrige medarbejdere under selve opførelsen af stykket, men de mange nægtere, som havde givet en hånd med under de store praktiske forberedelser, der var gået forud, er dog ikke nævnt. Dem sender jeg derimod en taknemmelig tanke her.

På programmets side 3 kunne man læse hvem, der medvirkede i hvilke roller, samt om det kreative og ’tekniske personales forskellige funktioner.

For at få økonomi til trykningen af programmet i et antal eksemplarer, som jeg ikke længere husker, - det program jeg selv har, har nr. 207 - fik vi nogle af de mere formående nægtere til at annoncere på programmets bagside. De tre herrer, Erik Carlsen, Børge Enrico Johnsson og Robert Felby, fortjener derfor også at få deres navne nævnt her, selvom det jo er mange år siden, at det hele foregik. Jeg har ingen viden om, hvorvidt de pågældende stadig lever og ejheller om de fortsat driver den virksomhed, som står nævnt i deres respektive annonce, hvilket dog næppe er sandsynligt, da de alle tre må være højt oppe i alderen, hvis de fortsat lever.

Bagsiden af forestillingens program med annoncer for Carlsens kvalitetsmøbler. Strammeren, Børge Enrico Johnsons lidt småvittige overskrift ”Stol på Strammer”” – han polstrede jo bl.a. stole, og endelig Robert Felbys korte, men klare budskab: ”ESPERANTO? ... så er det Felby”. -

Generalprøven på ”Det lille Thehus” trak så længe ud, at det stod os klart, at i al fald hovedrolleindehaverne ikke ville kunne nå både at klæde om og sminke af, for at deltage i fællesspisningen i salen, og så klæde om og blive sminket igen, inden selve forestillingen skulle begynde kl. 20. De af os, der følte behov for det, valgte derfor at få lidt mad bragt ned i omklædningsrummet og spise der. Men birolleaktørerne mente, at de sagtens kunne nå det hele, og det blev derfor deres egen sag, hvad de ville, når blot de kunne være parate til tiden.

Mens Jørn Krogh, Birger Guy, Ole Kauffeldt, Karina og jeg sad nede under scenen og hørte den summende og skramlende lyd af de mange spisende mennesker i salen, talte vi om nægteren Ralf. Han deltog sammen med sin kone og de øvrige birolleaktører i fællesspisningen. Men de ovennævnte gav mig medhold i, at det havde været rigtigt af mig, at sætte Ralf stolen for døren, fordi han ikke skulle have lov til at bestemme, hvordan stykket og rollerne skulle spilles. Denne opgave og dette ansvar var alle enige om var pålagt mig og kun mig, der havde vist min næsten professionelle duelighed under opsætningen af ”Genboerne” og ”Blåmanne-Sjov”. Begge disse forestillinger var blevet afviklet og spillet med stor publikumssucces.

Men i den situation, hvori vi nu stod, måtte vi drøfte, hvordan vi skulle forholde os, hvis det viste sig at Ralf og hans kone for alvor havde trukket sig ud af forestillingen. Vi var enige om, at det selvfølgelig ville være bedst, hvis Ralf og hans kone fortsat var med som aktører, men de kunne altså strengt taget også undværes. Det krævede blot en mindre og hurtig omrokering i scenearrangement og udeladelse af Ralfs relativt få replikker.

For resten havde vi også måttet udelade en af de andre mandlige, japanske biroller, simpelthen fordi vi ikke havde nogen til at spille den, men også fordi den heller ikke var strengt nødvendig for handlingens afvikling. Den pågældende, Mr. Gushi, blev imidlertid nævnt i stykket, nemlig i den scene, hvor Kaptajn Fishby spørger Sakini, hvorfor de forskellige japanske indbyggere i landsbyen Tobiki, ikke som aftalt er mødt op til det arbejde, der er blevet dem pålagt og som de har indvilget i at udføre. På kaptajnens spørgsmål om, hvorfor den og den ikke er mødt op, svarer Sakini med at forsvare og undskylde hver enkelt af dem med, at der var noget andet og vigtigere, de hver især havde været nødt til at foretage sig, i stedet for at udføre et arbejde, som de mente godt kunne vente.

I henhold til min desværre ikke helt præcise hukommelse, lød replikskiftet mellem kaptajn Fishby og tolken Sakini nogenlunde, som herunder gengivet, og i hvert fald er pointen rigtig:

Kaptajn Fishby: Hvor er Mr. Oshira?

Sakini: Han er der eller der.

Kaptajn Fishby: Hvor er så Mr. Seiko?

Sakini: Han er der eller der.

Kaptajn Fishby: Hvor er Mr. Sumata?

Sakini: Han er der eller der.

Kaptajn Fishby (med stigende forundring): Men hvor er så Mr. Hokaida?

Sakini: Han er der eller der.

Kaptajn Fishby: Mr. Keora?

Sakini: Han er også optaget.

Kaptajn Fishby (med stigende irritation): Men Mr. Omura da?

Sakini: Det samme.

Kaptajn Fishby: Men hvor er så Mr. Gushi?

Sakini: Han er også optaget!

Men da vi som sagt ikke rådede over en aktør til Mr. Gushi’s rolle, tillod jeg mig uden videre at ændre Sakinis sidstnævnte replik til: Han er død! Dermed mente jeg – og de andre hovedaktører var enige heri – at den sag var afgjort på en nem og acceptabel måde. Senere under selve forestillingen, skulle det til min og medspillernes store overraskelse vise sig, at publikum slog en skraldlatter op lige præcis ved denne replik, at manden var død!

Da forestillingen gik i gang præcis kl. 20, havde Ralf og hans kone endnu ikke vist sig i sminkerummet, men vi var som nævnt forberedt på, at de to ikke ville være med på scenen, når forestillingen skulle afvikles, selvom vi havde ladet muligheden for deres medvirken stå åben. Det skal dog ikke nægtes, at måske især jeg var meget spændt på at se, om parret undervejs dukkede op i de scener, hvori især Ralf medvirkede og havde nogle få replikker. Men eftersom jeg selv stort set var på scenen under hele forestillingen, som varede omkring 3 timer inklusive cirka 20 minutters pause, kunne jeg derfor ikke også tage mig af den side af sagen. Men heldigvis blev jeg bakket godt op af de øvrige medvirkende, og især af Jørn Krogh og hans kone, Lilli, Ole Kauffeldt og Birger Guy, som alle gjorde, hvad de kunne for at formilde Ralf. Hans kone var der ingen problemer med, men hun stod naturligt nok solidarisk med sin ikke altid lige nemme mand, eller rettere sagt, hun turde næppe andet.

Som før nævnt kunne de af os medvirkende, der nødvendigvis opholdt sig i sminkerummet nede under scenegulvet, tydeligt høre publikums ankomst. Blandt det forventningsfulde publikum var først og fremmest en del nægtere fra Gribskovlejren, og dernæst disses pårørende, venner og bekendte. Af Karinas og min familie var der Karinas mor, Carla, og bror, Hans Christian, kaldet H.C., min far og mor og min søster Lizzie, men ingen andre fra vores respektive familier. Min gode ven, Søren Svendsen, og hans kone, Inger, var selvskrevne til at være med, dels fordi Søren jo var en af scenograferne på stykket, og dels fordi han og konen havde stillet deres ene store stue hjemme i Ndr. Frihavnsgade til disposition for en del af vores mange og krævende prøver på stykket.

I lighed med, hvad tilfældet havde været under opførelsen af ”Blåmanne-Sjov”, var der arrangeret spisning i Maarum Forsamlingshus’ store sal. Middagen stod økonomaen, fru Bentsen, og hendes assistent, fru Jensen, for, men selvfølgelig hjulpet af et team af velvillige nægtere, anført af Ankjær, der alle til daglig var vant til at gøre køkkentjeneste.

Teksten fortsættes i 17. afsnit.