FILM og mig

Om mit forhold til filmmediet

17. afsnit

Den store premiere

Alle mand var på plads, bortset fra Ralf og hans kone, da tæppet skulle gå, hvilket min gode kammerat, Henning Larsen, var mand for. Han stod desuden for gonggongen, medens Erik Jønsson sørgede for at belysningen var og blev den rette i de forskellige scener. Selve prosceniet, hvilket vil sige fronten til scenerummet, var som tidligere nævnt udvendigt blevet dekoreret eller smykket med en til formålet fremstillet japansk såkaldt himmelport, som sammen med sivmåtte-fortæppet, gav hele sceneriet et strejf af orientalsk mystik.

Det var mig selv i rollen som den lidt miserabelt klædte japanske tolk Sakini, der skulle introducere forestillingen, så jeg var alene på scenen foran sivtæppet, da spotlightet ubarmhjertigt blev rettet imod mig. Hvorfor jeg havde ment, at Sakini skulle være fattigt klædt, husker jeg ikke tydeligt, men mener det skyldtes, at jeg opfattede Sakini som en fattig person. Det samme var tilfældet med de menige japanere i stykket, som - bortset fra geishaen Lotusblomst, der var klædt i silkekimono - for kvindernes vedkommende bar klæder, der til formålet var syet af sækkelærred.

Men stykket indledes altså med tolken Sakinis temmelig lange monolog, hvor alene det at huske teksten, var lidt af en udfordring for mig. Men heldigvis var suffløren Niels Jonassen på plads i sufflørkassen. Der blev dog ikke så meget brug for at lytte til ham, for mærkværdigvis kunne jeg huske det allermeste af teksten udenad.

Uden at blive misforstået har jeg vistnok lov til at sige, at vores opførelse af ”Det lille Thehus” blev en stor succes, for der var bragende bifald efter forestillingen og flere fremkaldelser af skuespillerne, som i øvrigt kom frem i den orden og rækkefølge, som vi havde aftalt og indstuderet på forhånd. Det var jo faktisk herunder, at Ralf Petersen havde vist sig så modvillig, at han nægtede at medvirke i denne indstudering, men heldigvis kom han til fornuft kort før selve premieren og udførte sin rolle som Mr. Seiko upåklageligt. Hans kone Birthe, som hele tiden havde været sød og samarbejdsvillig, udførte ligeledes sin ganske vist ikke særligt store rolle som Gamle Dames datter fuldt tilfredsstillende.

I min selvbiografi er der her vist to scenebilleder fra Mårum Forsamlingshus, hvor Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ 18. maj 1957 opførte John Patricks skuespil "Det lille Thehus" i Harry Rasmussens iscenesættelse. På billedet til venstre ses Harry Rasmussen selv i rollen som den japanske tolk Sakini, der her introducerer forestillingen. På billedet til højre ses geishaen Lotusblomst (Karina Kjær). - Fotos: © 1957 Kent Ejner Jensen.

Disse ovenfor viste fotos, er sammen med fotoet nedenfor, de eneste, jeg selv har tilbage fra en større samling fotos fra forestillingen. Det meste af samlingen er på et tidspunkt blevet lånt ud og desværre bortkommet. Men på fotoet øverst ses fra venstre Jørn Krogh i rollen som Kaptajn Fishby, Harry Rasmussen (mig) som den japanske tolk Sakini, og Erik Pind som Mr. Sumata og geishaen Lotusblomst i Karina Kjærs skikkelse. På fotoet derunder ses fra venstre Jørn Krogh, Harry Rasmussen og Karina Kjær henholdsvis i rollen som Kaptajn Fishby, Sakini og Lotusblomst. - På fotoet lige ovenover denne billedtekst ses fra venstre Sakini og siddende oppe på jeepen en indfødt kvinde, en lille rolle, der blev spillet af Birthe Simonsen, og til højre i billedet står sergent Gregovich i skikkelse af Carlo Jørgensen. På fotoet derunder skænker Lotusblomst (Karina Kjær) te til Kaptajn Fishby (Jørn Krogh). - Fotos: © 1957 Kent Ejner Jensen.

Festen efter forestillingen

Det er svært så længe efter, som nu i maj 2011, hvor disse linjer skrives, at huske alle detaljer fra dengang, men der er dog nogle ting, som har indprentet sig tydeligt i hukommelsen. For det første, at alle medvirkende uden undtagelse var godt trætte ovenpå en lang dag, som begyndte med diverse forberedelser, så som at iføre sig kostumer, sminke sig og lignende, og måske løbe sine replikker igennem en sidste gang, inden det for alvor gik løs. Og som tidligere omtalt, da vi endelig var klar til generalprøven og fik denne gennemspillet med de nødvendige småændringer og opstramninger, var tiden så fremskreden, at der ikke var tid for os medvirkende, at klæde om og deltage i fællesspisningen i den festligt pyntede sal. Nogle af os, som kunne overkomme at spise noget, fik maden bragt af vores flinke scenefolk. Jeg husker også at vi fik en hel del blomsterbuketter overrakt under fremkaldelserne.

Buketterne kom hovedsagelig fra vores respektive familier, som på den måde gerne ville takke for forestillingen. For det andet husker jeg, at efter forestillingen blev bordene i salen stillet ud til siderne, så der blev gjort plads til at danse på. Dansen gik da også snart livligt til tonerne af Ib Olsens 6 mands orkester, som spillede både traditionel dansemusik og mere moderne rytmer. Det gik alt sammen meget lystigt for sig, ikke mindst efter at gæsterne havde besøgt baren og fået et par genstande indenbords. Der var dog ikke på noget tidspunkt optræk til kontroverser af nogen art, i hvert fald ikke så vidt jeg ved og husker. Alt forløb festligt og fornøjeligt, som det skulle og burde.

Blandt gæsterne var for resten også forfatteren Tage Skou Hansen og teateranmelderen Finn Gerdes, og begge kom på samme tid hen til mig, idet jeg dansede med Karina, og begge sagde samstemmende, at kvaliteten af vores opførelse af ”Det lille Thehus” var i top. Finn Gerdes gik endog så vidt, at han sagde, at min udførelse af rollen som Sakini tålte sammenligning med Helge Kierulff-Schmidts udførelse af samme rolle på Det ny Teater. Det var jo som at få en blomst i knaphullet, men i stedet for at blive højrumpet, følte jeg stor ydmyghed og glæde over, at en professionel teateranmelder havde afgivet en så stor ros. Men inderst inde vidste jeg selvfølgelig godt, at mine evner som skuespiller ikke nåede Kierulff-Schmidt til sokkeholderne. Ligesom jeg som instruktør naturligvis heller ikke kunne tåle sammenligning med professionelle teaterinstruktører.

Men alt får jo som bekendt en ende, og det gjorde den vellykkede fest efter forestillingen i Mårum Forsamlingshus naturligvis også. Sent på aftenen ventede de hyrede busser på at de af vore mange gæster, deriblandt de optrædendes forældre og venner, hustruer og kærester, som skulle med på tilbageturen til København og omegn. Karina tog hjem sammen med sin mor og bror, H.C., og mine forældre og min bror Bent og hans kone Annelise var også blandt dem, der skulle med bussen hjem. Selv måtte jeg i lighed med de øvrige medvirkende nægtere blive i lejren, idet vi alle skulle deltage i oprydningen dagen efter, som var søndag.

Det skal siges, at de nægtere, som havde været med til det praktiske arbejde omkring opførelsen af ”Det lille Thehus”, beredvilligt mødte op i forsamlingshuset næste formiddag, for at hjælpe med det forholdsvis store oprydningsarbejde, dels på scenen og dels og især i salen. Kulisser og rekvisitter skulle pakkes forsvarligt sammen, idet disse jo skulle bruges igen, først og fremmest til den genopførelse af forestillingen, som skulle finde sted på Holms Hotel i Neksø på Bornholm i begyndelsen af juni, efter at mit hold og jeg selv var blevet hjemsendt fra Gribskovlejren.

Hjemsendelse

Dagen for mit holds hjemsendelse nærmede sig, men der var dog endnu en onsdag, hvor jeg kunne tage hjem på udvidet orlov, hvilket vil sige, at man først skulle møde i lejren kl. 9 næste morgen. Min arbejdstid sluttede kl. 13,30 og fordi jeg havde fået en anden nægter til – mod betaling af en fritime - at påtage sig mit job ved aftensmaden, kunne jeg sammen med Søren tage af sted og nå toget ved Storkevad ca. kl. 14,30. Det var meningen, at jeg skulle hente Karina i Magasin, hvor hun jo arbejdede på den tid, og derefter skulle vi begge komme ud til ham og Inger for at overnatte. I stedet for som Søren at stå af i Hellerup og skifte til S-toget til Nordhavn Station, fortsatte jeg derfor direkte til Østerport, hvorfra jeg tog sporvognen ind til Kgs. Nytorv.

Da Karina kom ud af personaleindgangen syntes jeg, at hun så lidt underlig ud i ansigtet. ”Er der noget galt?” spurgte jeg forsigtigt. ”Kom lad os gå!” svarede hun blot, idet hun tog mig under armen og med hastige skridt begyndte at gå i retning af Strøget. Idet vi passerede forbi Helligåndskirken brød hun pludselig ud i gråd, og da jeg ville trøste hende og spurgte, hvad der var i vejen, snøftede hun: ”Else er død!” Denne meddelelse kom som et chok for mig, for mindst af alt havde jeg dog forestillet mig, at Karinas og Ingers søster Else skulle være død i så forholdsvis ung en alder af omkring 34 år. Da jeg fornemmede på Karina, at hun helst ikke ville tale mere om det i øjeblikket, nøjedes jeg med at sige, at det selvfølgelig gjorde mig ked af at høre. ”Vi ta’r hjem til min mor!” sagde Karina, idet vi var nået hen til Gl. Torv, hvorfra vi tog linje 5 ud til Nørrebrogade, hvor vi stod af ved Ravnsborggade og spadserede om til Karinas mor i Skt. Hansgade. Her var en del af familien samlet omkring Carla, som naturligt nok var dybt rystet og tynget af sorg over sin næstældste datters uventede og pludselige død.

Efterhånden erfarede jeg, hvad der var årsagen til Elses pludselige død. Så vidt jeg forstod på det, der blev sagt, var hun dagen før kommet hjem til hendes og mandens fælles lejlighed på fjerde sal i en ejendom i Nordvestkvarteret. Her havde hun fyldt badekarret med vand, formentlig i den hensigt at ville tage et bad. Imidlertid havde manden kort tid forud meddelt hende, at han ville skilles, og det gjorde hende helt ude af sig selv. I fortvivlelse og desperation havde hun derefter drukket af en flaske, hvis indhold hun åbenbart troede var giftigt, men det viste sig at være en stærkt ætsende væske, som brændte i svælg, hals og spiserør. Panisk forsøgte hun derefter at drukne sig i badekarret, men det kunne sikkert ikke gå hurtigt nok, så derfor opgav hun det. Smerterne fra den ætsende væske må imidlertid have været så voldsomme, at den stakkels kvinde tilsyneladende ikke kunne se anden udvej, end at fare ud på altanen og kaste sig ud over gelænderet og lade sig falde fire etager ned til den visse død. Men om hun døde umiddelbart efter at have ramt asfalten, eller først senere i ambulancen eller på hospitalet, er jeg ikke klar over.

Forud for denne tragiske begivenhed var det blevet bestemt, at Karinas og mit bryllup skulle finde sted den 9. juni 1957, men det ville have været forståeligt, om familien havde ønsket at aflyse og udsætte det til efter Elses begravelse. Det var imidlertid ikke tilfældet, for mor Carla var af den opfattelse, at en udsættelse af brylluppet jo ikke ville bringe Else tilbage, og da der allerede var gjort forskellige forberedelser til bryllupsdagen, syntes hun ikke at der var nogen grund til at udsætte den. Desuden mente hun, at hvis Else havde kunnet bestemme, så ville hun have sagt: ”Pjat med jer! Bare se at få de to splejset sammen!” – Så derfor besluttede vi at gennemføre brylluppet som planlagt.

Bryllup og Bornholmsrejse

Eftersom jeg ikke var tilhænger af kirkelig vielse og Karina ikke havde nogen indvendinger imod en borgerlig vielse, troppede vi den 9. juni op på Københavns Rådhus, hvor vi blev vist ind på overborgmesterkontoret, men hvem der var overborgmester eller hvem der foretog selve vielsen, husker jeg ikke længere. Vi havde ingen kendte vidner til begivenheden, som var en helt stilfærdig og enkel begivenhed, som ingen af os vist fattede ret meget af, bortset fra, at vi fra nu af var blevet erklæret for rette ægtefolk at være.

Da Karina og jeg efter vielsen kom ud fra Rådhuset, stod der et par af Karinas veninder, som kastede risengryn over os, sådan som traditionen foreskrev. Efter kort at have hilst på dem, spadserede Karina og jeg direkte over i Tivoli, hvor vi spiste frokost ude i det fri ved de små borde med de rød- og hvidternede duge bag ved Det kinesiske Tårn. Det smagte jo lidt af orientalsk stemning, selvom det ikke var japansk.

Fra Tivoli tog vi en taxa ud til Inger og Søren i Ndr. Frihavnsgade, hvor foreløbig kun Inger, Søren og nogle af drengene var til stede. Det viste sig, at der var blevet sendt blomsterhilsener fra forskellige mennesker, familie og bekendte, som ikke var inviteret med til den relativt lille, beskedne middag senere på dagen. Blandt de ankomne blomsterbuketter var en med lutter røde roser. Da jeg efter Karinas og min ankomst, gik ud i køkkenet, for at hilse på Inger, som lige i det øjeblik var ved at sætte buketten i vand, kom hun i befippelse til at sætte den i Madam Blå (kaffekanden)! Grunden til, at hun blev befippet var den, at buketten var sendt af Karinas ex-kæreste, Max Grelsby, og det følte hun åbenbart som pinligt, især overfor mig. Hvorfra han vidste, at Karina skulle giftes denne dag, har jeg aldrig fundet ud af, men dengang følte jeg en snert af jalousi, da jeg så bogstavet M på det vedhæftede kort. Set i bakspejlet kan det imidlertid være fuldstændig ligegyldigt, både at rivalen vidste besked med brylluppet og at han sendte blomster til sin – forhåbentlig - forhenværende. kæreste.

I løbet af eftermiddagen var Karina og jeg hos en Kehlet-fotograf i nærheden, hvor vi fik taget et såkaldt bryllupsfoto og nogle særskilte portrætbilleder, hvoraf et par er gengivet i min selvbiografi.

Det lille sluttede selskab af gæster ved bryllupsmiddagen, som begyndte omkring kl. 18, bestod først og fremmest af værtsfamilien: Inger og Søren Svendsen og deres fire drenge: Peter og Claus, Jens og Torben (”Gaggi”), derefter af Karinas mor, Carla, og dennes samlever, Al-fred-og-ro, samt Karinas brødre, Hans Christian, kaldet ”H.C.”, og Mogens, sidstnævnte med sin kone, Anna. Gæsterne fra min familie bestod først og fremmest af mine forældre og morforældre, samt min bror Benny og hans kone Annelise. Derudover var der en lidt ældre dame med, som jeg ikke kendte og hvis navn jeg heller ikke husker. Når min bror Benny og hans kone Ruth og søn Teddy ikke var med, skyldtes det ganske enkelt, at de på det tidspunkt var emigreret til Perth i Australien. Min søster deltog af gode grunde heller ikke, for hun var på turné med ”Les Romano” i Frankrig. At såvel Karinas som min øvrige familie ikke var med ved brylluppet, skyldtes ikke mindst, at vi ikke havde råd til at invitere alle.

Beklageligvis husker jeg ikke, hvad middagen bestod af, bortset fra at der var to retter og dessert, og altså også vegetarisk mad til de af os, der ”spiser kaninernes mad”, men at den i hvert fald i begge tilfælde var veltillavet og smagte, var den dygtige ”kokkekone” Inger garantien for. Karina og jeg havde selvfølgelig på forhånd sørget for, at Inger og Søren havde økonomi til, at kunne holde bryllupsfesten. Da man nåede til det tidspunkt, hvor der normalt blev holdt en tale for brudeparret, klinkede min morfar på sit glas og rejste sig, for at sige nogle få, men efter hans egen mening velvalgte ord. Jeg husker ikke længere talens indhold, men nogle få ord deraf har jeg aldrig kunnet glemme: ”Der findes mange slags straffe for mennesker. Den værste af dem alle er dog, at blive straffet med ægteskabet!” Ved disse ord protesterede min kære mormor højlydt forarget og sagde, at noget sådan kunne man da ikke være bekendt at sige til et nygift brudepar! Men resten af gæsterne, måske lige bortset fra de to mindste drenge, syntes at more sig, for de grinede højlydt. Blandt de, der morede sig over morfars lidt beske bemærkninger, var i hvert fald værtsparret og Carla og Alfred-og-ro. Sidstnævnte vred sig i stolen af latter og havde svært ved at falde til ro igen. Jeg ved ikke, hvordan Karina tog morfars ord, men hun havde trods alt en vis sans for humor, men jeg selv kendte jo morfar og hans ’satiriske’ taler ved familiemæssige festlige lejligheder, når han havde fået et par genstande indenfor vesten. Derfor vidste jeg også, at han ikke mente sine udtalelser helt så slemme, som de lød.

Min specielt gode ven, Søren Svendsen, var dengang meget avanceret og provokerende i sin opfattelse af alt, hvad der var traditionelt og institutionelt: Kirken, kongehuset, militæret, ægteskabet, etc., og det var derfor ikke så mærkværdigt, at han var enig med min kære og nu for længst afdøde morfars syn på ægteskabet som et slags ’fængsel’. Derfor følte han det som vand på sin mølle, da min morfar ’forkyndte’ sit i grunden nok ikke så alvorligt mente anti-ægteskabs-evangelium. Morfar og mormor havde på det tidspunkt jo trods alt været gift i 45 år, og mig bekendt havde han aldrig tænkt sig selv at bryde ud af ægteskabet. Søren havde da i øvrigt også selv været gift med Inger i de seneste 5-6 år, og mig bekendt havde han ikke tænkt sig at ændre på den situation.

På et foto fra Karinas og mit bryllup den 9. juni 1957 ses det nybagte brudepar siddende midt for det festligt dækkede bord, flankeret af til venstre mine forældre, og til højre af Karinas mor, Carla, og dennes samlever, Alfredo, af hende ironisk kaldet ”Al-fred-og-ro”. Til højre for ham en dame, som jeg ikke hverken kender eller husker. Bag de siddende ved bordet ses fra venstre Hans Christian Kjær, kaldet H.C., Inger Svendsen, f. Kjær, min mormor og morfar, min bror Bents kone Annelise, Ingers søn Peter, Søren Svendsen, Anna Kjær og hendes mand, Mogens Kjær, Ingers søn Claus og min bror Bent. – Foto © 1957 Dansk Billed Central.

For mit eget vedkommende vil jeg dog kun gå så langt, som til at karakterisere forelskelse som naturens psykobiologiske ’lokkemiddel’, der frister ’fuglen’ til at hoppe ind i det ’bur’, hvor lågen klapper i, når den først er derinde. Hos dyrene er drifterne styret af instinktet, men da dette efterhånden er blevet svækket så meget hos kulturmennesket, at det i reglen ikke er brugbart som ’styreanordning’, har naturen formentlig kompenseret ved at indføre fænomenet forelskelse. Denne er da også i bedste fald et forstadium for pardannelse og muligt senere ægteskab, hvilket vil sige et institutioneret fast forhold mellem to mennesker af normalt modsat køn, nemlig primært med henblik på formering, og dermed på slægtens videreførelse og forhåbentlig overlevelse.

Efter desserten takkede jeg, som sig hør og bør, værtsfolkene og gæsterne på Karinas og egne vegne, men hvad vi eventuelt havde modtaget af gaver, husker jeg mærkværdigvis slet ikke det allermindste om. Og de gaver, det drejede sig om, måtte i hvert fald foreløbig blive hos Inger og Søren, for efter bryllupsmiddagen skulle Karina og jeg jo af sted til Bornholmerfærgen i Københavns Frihavn.

Efter middagen blev der serveret kaffe og te til de voksne, og sodavand til børnene. Snakken gik livligt og alle syntes glade og tilfredse. Imidlertid blev Karina og jeg nødt til at forlade det behagelige og glade selskab omkring kl. 21, fordi vi jo skulle ud til Københavns Frihavn, hvor Bornholmerfærgen lå til kaj. Derfor hyrede vi en taxa, som kørte os til havnen og færgen, og da vi gik ombord, blev vi hilst velkommen af nogle af de andre medvirkende i ”Det lille Thehus”. Så vidt jeg husker, skulle båden først afsejle kl. 22,30 med forventet ankomst til Rønne næste morgen kl. 8. Alle havde derfor fået sovekahyt, nogle en dobbeltkahyt og andre enkeltkahyt med kun to sovepladser, sådan som Karina og mig fik, idet det vel formodedes at vi skulle fejre bryllupsnatten ombord. Det blev der nu ikke noget af, for vi var simpelthen for trætte begge to til den slags narrestreger. Ingen af de medvirkende anede på forhånd noget om, at Karina og jeg var blevet gift, og slet ikke, at det var sket samme dag.

Det opdagede et par af pigerne først, da de og vi var på vej ned ad en trappe til vores respektive kahytter et godt stykke nede i skibet. Det skete, fordi jeg uden at tænke nærmere over det, halede pyntelommetørklædet op af brystlommen, for at tørre sveden af ansigtet. I det samme faldt der en del riskorn fra lommetørklædet og ned på dørken, og det fik de to tydeligt overraskede piger til straks at vende sig om imod Karina og mig. ”Gu-u-u-d! I er blevet gift!” udbrød pigerne i kor. ”Tillykke, tillykke!” og snart samledes flere af kammeraterne sig om os, for at ønske tillykke, men det var for sent på aftenen til, at nogen havde lyst til at gå op i restauranten, for at skåle.

Den kahyt, Karina og jeg havde fået, var en tomands, og Karina fik underkøjen at sove i og jeg overkøjen. Men selvom vi var godt trætte og udmattede efter en lang dag, kunne i hvert fald jeg ikke falde i søvn, men lå og vendte og drejede mig, medens jeg lyttede til den fjerne og dunkende lyd fra færgens motorer. Det var heldigvis stille vejr, så søsyge kom slet ikke på tale, hverken under eller efter overfarten, og eftersom det var nat, var der ikke meget andet at se udenfor end hav, hav og atter hav.

Pensionat ”Buddegården”

Næste morgen omkring kl. 8 ankom vi til Rønne, og her ventede der en hestevogn på os, som skulle køre de fleste af os medvirkende til pensionatet ”Buddegården” lidt udenfor Neksø. Det var faktisk en bondegård med et meget venligt værtspar, Ankjær Sørensen, som i øvrigt også serverede vegetarisk mad for dem af os, der var vegetarer, og som havde været det i den tid, vi tilbragte i Gribskovlejren og måske før, sådan som tilfældet var for mit eget vedkommende. Deres søn, Poul, havde i øvrigt selv været militærnægter i Gribskovlejren, hvor han i den tid, jeg selv var der, var tilknyttet køkkentjenesten som en meget dygtig kok.

Men han og hans hold var blevet hjemsendt kort før mit hold blev det, så han befandt sig allerede hjemme på forældrenes gård, da vi andre ankom. Opholdet var arrangeret af ægteparret Ankjær Sørensen og deres søn, som for resten selv var bornholmere, vegetarer og desuden medlemmer af Bornholmsafdelingen af foreningen ”Aldrig mere krig”.

Straks ved ankomsten til Rønne den 10. juni om morgenen cirka kl. 8, blev vi afhentet af en hestevogn, som kørte os tværs over øen til Bodilsker, hvor ”Buddegården” var beliggende. Her blev vi snart indkvarteret, hvorefter der var morgenmad til de af os, som havde valgt at bo der på stedet. Nogle enkelte af nægterne fandt indkvartering andre steder, det gjaldt bl.a. André Mogensen, som tog hjem til sin familie, hvor det var, husker jeg ikke. men han blev i hvert fald nødt til at møde op på Holms Hotel i Neksø, den dag, vi skulle opføre ”Det lille Thehus”, hvori han spillede rollen som Mr. Hokaida. På pensionat ”Buddegården” havde man i øvrigt den skik, at gæsterne skulle deltage i de daglige aktiviteter, såsom dækning og afdækning af borde, opvask og lettere oprydning. Det tog ’vores’ medbragte piger sig af, deriblandt Karina. Det var jo længe før ligestillings- og kønsrolledebat kom på dagsordenen.

Efter frokost blev der gjort klar til en udflugt til Dueodde, hvor de af os, der havde lyst til en dukkert i de blå bølger, kunne benytte sig af lejligheden. Dueodde bestod af enorme sandvidder, et helt lille Sahara, bortset fra havet i nærheden, men også fordi det var højt, flot sommervejr under hele turen. Selv afholdt jeg mig fra det, fordi jeg som nævnt var begyndt at få ondt i halsen, og jo skulle passe på stemmen. Imidlertid forværredes halsondet og jeg fik nogen feber, som blev slået noget ned med albyler. Jeg ville jo meget gerne benytte lejligheden, når nu jeg endelig var kommet til Østersøens Perle, Bornholm, til at få set noget af øens seværdigheder.

Risikoen var der for, at vi kunne blive nødt til at aflyse forestillingen, på grund af den kraftige halsbetændelse, jeg åbenbart havde pådraget mig, og som medførte feber på op til 40 grader, men som først viste sig samme dag, som vi skulle spille stykket. Da vi ikke havde haft mulighed for at dublere stykkets hovedroller, og heller ingen med så kort varsel ville kunne overtage så stor en rolle som Sakinis, stod og faldt stykkets opførelse med mig og min uheldige situation.

Som følge deraf blev mit halsonde på Birger Guys anbefaling forsøgt ’helbredt’ ved hjælp af romtoddyer, der om ikke andet gjorde mig lettere beruset, så jeg kunne holde til de strabadser, der fulgte med opholdet. Karina og jeg havde fået et pænt stort værelse stillet til vores rådighed for os selv, mens vi opholdt os på ”Buddegården”, og jeg tilbragte al den tid på langs, der kunne afses til det, i håbet om snarest muligt at få gjort has på halsondet.

Strabadserne omfattede jo dels min gennemførelse af min rolle i teaterstykket og dels de i øvrigt herlige ture i de interessante og smukke egne af det sydlige Bornholm, som Ankjær Sørensen-familien havde arrangeret for os, og som foregik med hestevogn. Særlig interessant var turen til den lokale forlystelsespark Brændesgårdshaven ved Svaneke, og ikke mindst til Paradisbakkerne, hvor Rokkestenen var et yndet turistmål. Men jeg syntes, at klippeplateauerne og de stejle klippesider var nok så interessante. Det hele virkede eksotisk fremmedartet i forhold til de omgivelser, vi var vant til på Sjælland.

”Det lille Thehus” og ”Aldrig mere krig”

Men hovedformålet med Bornholm-turen var jo opførelsen af ”Det lille Thehus” på Holms Hotel i Neksø. Hotellet var forholdsvis nyt og havde en helt moderne scene, som var betydeligt større, end scenen i Maarum Forsamlingshus, ja, faktisk mere end dobbelt så stor. Det betød, at jeg og mine gode medarbejdere skulle arrangere det sådan, at de nye og uvante lokaliteter ikke kom til at betyde en hæmsko eller forringelse af vores forestilling. Men såvel Poul Ankjær Sørensen som André Mogensen var os til stor hjælp i den henseende, og efter en ekstra generalprøve samme dag, som stykket skulle opføres, lykkedes det os at få alting til at falde i hak. Men desværre husker jeg ikke så mange detaljer fra dengang, for jeg gik rundt i en døs og med en lille bimmelim på. Det var prisen for, at det i det hele taget ville være muligt for mig overhovedet at gennemføre min rolle.

Det, jeg husker tydeligst, var, at forestillingen nær var blevet aflyst på grund af den kraftige halsbetændelse, som jeg åbenbart havde pådraget mig, og som medførte feber på 40 grader, men som først viste sig samme dag, som vi skulle spille stykket. Da vi ikke havde haft mulighed for at dublere stykkets hovedroller, og heller ingen med så kort varsel ville kunne overtage så stor en rolle som Sakinis, stod og faldt stykkets opførelse med mig og min uheldige situation. Men der skulle mere til end en halsbetændelse til, for at jeg ville give op, så til alles forundring erklærede jeg mig parat til at gennemføre forestillingen. Heldigvis havde jeg stemmen i behold, især efter at halsen var blevet skyllet med en gang romtoddy.

Men noget jeg i hvert fald også husker, er fra den lidt mærkelige dag, da ”Det lille Thehus” blev spillet for første og eneste gang – i hvert fald for vores vedkommende - på Holms Hotel i Neksø, nemlig at det var et talstærkt, men meget specielt publikum, der indfandt sig i teatersalen omkring en halv time før forestillingen skulle begynde. Der var både mænd og kvinder og børn i alle aldre, dog ikke helt små børn, men alle udmærkede sig ved en bemærkelsesværdig tavshed og alvor, noget vi i hvert fald ikke havde oplevet, da stykket blev opført i Maarum Forsamlingshus, hvor premiereaftenen summede af de mange glade gæsters spændte forventninger til, hvad de skulle se.

Da alle publikummer var på plads i salen og gongongen lød for tredje og sidste gang, som tegn på, at forestillingen skulle begynde, hørtes praktisk talt ikke en lyd fra de mange mennesker, som sad musestille på deres pladser. Alene det var en uvant situation for os skuespillere, som var vant til, at der altid plejede at være en summende lyd af forventning og spænding lige før tæppet skulle gå. Men det var altså ikke tilfældet her.

Absolut bemærkelsesværdigt var det også, at der ikke lød mange reaktioner fra publikum under forestillingens afvikling, så jeg tænkte, mens jeg stod på scenen i rollen som Sakini, måske synes disse alvorsfolk ikke om stykket og dets humor, eller måske er det bare os, der ikke er gode og dygtige nok. Vi aktører gjorde imidlertid, hvad vi kunne, for at holde modet og humøret oppe hos hinanden, for at spillet ikke skulle blive mat og kedeligt. Selv gav jeg min rolle en ekstra gang energi, skønt jeg som nævnt havde høj feber, men romtoddyen gav mig mod til at opildne både mig selv og mine medspillere.

Endelig efter cirka 2 ½ times spilletid og en pause på 20 minutter, var vi nået til forestillingens slut, men ikke en lyd hørtes nede fra salen, ikke et eneste klap hørtes, kun fuldkommen tavshed og stilhed, da folk rejste sig og langsomt forlod salen. Det samme havde også været tilfældet under pausen, hvor folk dog småsnakkede indbyrdes, men så vidt jeg ved ikke om stykket, men om de eller det emne, der optog disse medlemmer af Det Radikale Venstre og medlemmer af foreningen Aldrig mere Krig, nemlig freden i verden. Bornholm havde jo i nok så høj grad kendt til krigen omkring ophøret af den tyske besættelse af Danmark, hvor russerne kom for at bombe tyskerne ud og væk fra Neksø. En stor del af byens huse udbrændte og blev dermed gjort ubeboelige. Men selv om erindringen herom stadig fandtes hos mange, så var det dog trods alt en fortid, som prægede byen og dens borgere.

Da publikum mere eller mindre havde forladt teatersalen, kom Poul Ankjær Sørensen hen til mine medspillere og mig, og sagde, at der generelt var stor tilfredshed med vores opførelse af stykket, så det havde været en vellykket aften! På mit spørgsmål om, hvorfor publikum hverken havde leet eller klappet, svarede han, at bornholmere nok var nogle sære sild i den retning, lidt i retning af vestjyder, som er tungsindige alvorsfolk. Og når alt kom til alt, så var der sådan set heller ikke hverken noget at le ad eller klappe for. Verden var jo ikke just et muntert sted med de atomtrusler og krigstrusler, der stadig var rundt om på kloden. Det var en holdning, som man ikke så godt kunne bebrejde nogen, men det ville nu alligevel have glædet os skuespillere og medarbejdere, om der dog bare havde været en lille bitte hørlig reaktion fra publikums side. Vi havde dog trods alt brugt vores fritid og vores evner og kræfter, og tilmed tilsidesat egne interesser og gøremål, uden at få andet for det, end glæden ved at optræde og fornøje publikum.

Nå, men så var vi altså blevet så kloge og en erfaring rigere. Dagen efter blev der sørget for, at de rekvisitter og dekorationer og andet, som var blevet sendt fra Maarum til Neksø, blev returneret igen. Og på grund af min halsbetændelse afrejste Karina og jeg fra Bornholm før det øvrige hold. Det gjaldt for mig om at komme hjem og få fat i min læge, i håbet om at en penicillinkur kunne helbrede ondet.

Tilbage i tegnefilmbranchen

Efter aftale begyndte mit arbejde hos Bent Barfod (1920-2007) i Dronningegården mandag den 20. juni 1957. Min første dag hos Barfod begyndte med, at Børge Hamberg introducerede mig til de andre medarbejdere på tegnestuen, som lå øverst oppe under taget i den toetagers lejlighed, som Bent og Birthe Barfod rådede over. Selv boede de privat på etagen nedenunder. De to etager var forbundet med hinanden via en vindeltrappe, men personalet havde normalt kun adgang til tegnestuen via en dør oppe på loftsetagen. Tegnestuens personale bestod på det tidspunkt af Bent Barfod som indehaver og kunstnerisk leder, hans kone, Birthe Barfod, som kontordame og optrækker og farvelægger, Børge Hamberg som førstemand, Walther Lehmann hovedsagelig som tegner af tekster, logoer og andet reklamepræget arbejde, Franz Mikkelsen som elev, og endelig mig som animator. Desuden var Birthe Barfods mor, Aase Clausen, tilknyttet tegnestuen som freelance optrækker og farvelægger.

I øvrigt fungerede både Børge Hamberg, Birthe Barfod (1927-2020) og Franz Mikkelsen som trickfotografer, men da Barfod endnu ikke havde eget trickapparatur, blev filmene i reglen fotograferet ude hos A/S Nordisk Films Teknik i Frihavnen eller, når dette ikke var ledigt, da hos Bellevue Studiet ude i Klampenborg.

Det tegnebord med lyspult, jeg fik plads ved, stod placeret op mod væggen mellem de to store vinduer fra gulv til loft, der var i tegnestuen, og her sad jeg med ryggen til Børge Hamberg og Franz Mikkelsen, mens Lehmann og Barfod sad til højre for mig. Senere, da tegneren Per Lygum kom til, rykkede Barfod nedenunder og indrettede sig med sin egen tegnestue i et værelse dér. Det passede ham også bedst, for han var ikke et 9-17 menneske, men arbejdede flittigt omtrent døgnet rundt, hvilket for resten ind imellem sled temmelig meget på hans nerver og humør.

Men det stod straks fra starten klart, at jeg – heldigvis – skulle arbejde tæt sammen med min gode ven og tidligere læremester under produktionen af ”Fyrtøjet” 1943-45, Børge Hamberg. Han var inspirerende, nem, ukompliceret og altid positiv at arbejde sammen med, sådan som tilfældet også var dengang. For tiden var han i gang med en reklametegnefilm for DUMEX BABYFOOD, som han havde tilrettelagt sammen med Barfod, der desuden lavede design og baggrund til filmen, som havde en spilletid på et par minutter, noget, der især havde været almindeligt for reklamefilm før i tiden, men som af flere grunde var ved at ændre sig, idet man fra omkring 1955 efterhånden gik mere og mere over til udelukkende at lave reklamefilm af minimum 15 og maksimum 30 sekunders spillelængde. Reklamefilm var dengang udelukkende beregnet til biograferne, for der fandtes endnu ikke reklamer i dansk TV. Det kom der først, da TV2 blev oprettet i 1988, nemlig som den delvis public service kanal og delvis reklamefinansieret kanal.

Som allerede omtalt var Børge Hamberg og jeg på den tid i gang med at animere nogle scener til en reklametegnefilm for Dumex Babyfood. Selvom jeg som tidligere fortalt, ind imellem havde syslet med at tegne og arbejde med selvstændige tegnefilmprojekter, så var det jo nu omkring 12 år siden, at jeg havde arbejdet professionelt med tegnefilm, nemlig på ”Fyrtøjet”. Men tiden var i mellemtiden blevet en anden, og de begreber og den tegnestil, der blev anvendt hos Barfod, var totalt ny og anderledes. Det skulle jeg først vænne mig til, men fik dog heldigvis stor og forstående hjælp af min ven og læremester Børge Hamberg. Uden hans tillid til mig og mine evner som tegner og animator, ville den trods alt svære start ikke være forløbet så forholdsvis smertefrit, som tilfældet var og blev.

For mig personligt var det i øvrigt også særlig vigtigt at bevare sindets balance, således at jeg havde kræfter til at leve op til de forventninger, jeg følte og vidste der blev stillet til mig som tegner og især som animator. Dette var jo især vigtigt, for at jeg kunne gøre mig håb om at bevare jobbet i fremtiden, men helt let forekom arbejdet mig trods alt ikke, for selvom jeg i de mellemliggende år havde holdt tegne-evnerne og til en vis grad også min evne som animator ved lige, så følte jeg mig alligevel lidt som en nybegynder, idet det jo som nævnt var hele 12 år siden, at jeg havde arbejdet professionelt med tegnefilm. Men min interesse og mit engagement fejlede ikke noget, så det var bare om at holde hovedet køligt og højt og klø på.

Et interessant arbejde

Rent arbejdsmæssigt set fik jeg faktisk allerede fra begyndelsen nogle interessante animationsopgaver at lave hos Bent Barfod, som åbenbart ikke tøvede med at afprøve mine evner og kapacitet. En af opgaverne var en indledningsscene med nogle flyvende amoriner til spillefilmen Jeg elsker dig, med Annie Birgit Garde og Frits Helmuth i hovedrollerne og som fik premiere i Palads den 16. august 1957. Som ansat under Nordisk Film var det kutyme at personalet normalt fik udleveret hver 2 gratis billetter til premiererne på de film, der blev produceret hos Nordisk. Desuden blev man i reglen inviteret med til den festlighed, der normalt blev holdt bagefter, og som enten kunne foregå ude på Nordisk eller et andet sted, f.eks. i Josty’s i Pile Allé.

Karina og jeg var da også med til premieren på ”Jeg elsker dig”, og jeg glædede mig til at høre hendes reaktion på den indledning til filmen, som jeg havde animeret på grundlag af Barfods fortegninger. Men det gjorde tilsyneladende ikke indtryk på hende, for hun havde ingen kommentarer til mit arbejde. Det var ellers det første animationsarbejde af mig, der kunne ses i biografen siden ”Fyrtøjet”.

Spillefilmen ”Jeg elsker dig” havde manuskript af den dengang kendte og anerkendte forfatter H.C. Branner, og blev instrueret af Torben Anton Svendsen, som havde et ganske pænt hold af skuespillere til sin rådighed. Foruden de to allerede nævnte var det Karin Nellemose, Ebbe Rode, Berthe Qvistgaard, Poul Reichhardt, Clara Pontoppidan, Else–Marie, Clara Østø, Poul Müller, Paul Hagen, Carl Ottosen, sangerinden Birthe Wilke og Jeanine Attila. Sidstnævnte var en ungarsk danserinde, som havde forladt hjemlandet efter krigen og som derefter optrådte i alle vesteuropæiske lande og i Tyrkiet. Optagelserne foregik selvfølgelig ude i de gamle atelierbygninger ude på Nordisk Film, et sted, som senere skulle få en helt særlig betydning for mig personlig. Men hvad angår filmen, så blev den af kritikken bedømt som en bleg ironisk kærlighedskomedie.

Tegnefilm og virkelighed

Det skal nok allerede her siges, at det var en stor skuffelse for mig, da jeg opdagede at Karina hverken var interesseret i eller forstod, hvad tegnefilm egentlig var for noget. Som så mange andre mennesker morede hun sig naturligvis over nogle af f.eks. Disneys tegnefilm, men hun forstod ikke, at det principielt var præcis samme slags arbejde, der var mit levebrød og som derfor var med til at give os mad på bordet, klæder på kroppen og møbler i lejligheden.

Engang, da vi havde været inde i Palads og set en repremiere på Disneys herlige halvlange tegnefilm Dumbo (1941), snøftede Karina tårevædet i sit lommetørklæde, især på det sted i filmen, hvor Dumbos mor står lænket i en cirkusvogn og har strakt sin snabel ud mellem tremmerne i vognens eneste vindue, og her har løftet den lille Dumbo op og vugger ham frem og tilbage. Da vi var på vej hjem, talte vi naturligvis sammen om filmen, og til min store overraskelse spurgte Karina: ”Hvor har de Dumbo og alle de andre dyr i filmen henne?” ”Hvad mener du!?” sagde jeg lidt forvirret over spørgsmålet. ”Jo, har de nogen bestemte huse eller stalde til den slags dyr?” fortsatte hun. Nu gik det op for mig, at Karina troede, at Dumbo og de andre dyr i tegnefilmen var rigtig levende og ikke bare tegnede og animerede figurer. ”Tror du virkelig, at Dumbo og de andre dyr er levende?” spurgte jeg tvivlende. ”Ja, det da ved gud, jeg gør!” svarede hun nærmest lidt indigneret. ”Men Karina dog! Dumbo og hans mor og musen Tim er ikke mere virkelige eller levende, end de tegninger du ser, at jeg tegner derhjemme!” ”Nåh!” sagde hun med et lidt forlegent og samtidig skeptisk smil, ”Jeg har da altid troet, at det var rigtig levende personer, for hvordan kan man ellers få dem til at gøre de ting, de gør på filmene?” Mit svar lød: ”På nøjagtig samme måde, som når jeg får en af mine figurer til at bevæge sig, nemlig ved tegning for tegning at ændre på figuren, så den f.eks. flytter en arm eller et ben!”

Men ærlig talt, så tror jeg ikke Karina var helt overbevist, ligesom hun ikke troede at der var principiel lighed mellem Disneys tegnefilm og det arbejde, jeg lavede til daglig. Desuden interesserede det hende heller ikke så meget, at hun gad eller havde lyst til at sætte sig ind i, hvad det virkelig drejede sig om. Hendes verden var faktisk en helt anden end min, hvad hun naturligvis ikke kunne gøre for, idet hun, som tidligere omtalt, havde en helt anden opvækst og nogle helt andre forudsætninger end mig, som desuden var 10 år ældre end hende.

Nye og lærerige oplevelser

Allerede i løbet af juli skulle Børge Hamberg og jeg forestå optagelserne af Dumex Babyfood ude på trickbordet hos Bellevue Studio i Klampenborg. Det var første gang, at jeg besøgte dette sted, som var indrettet i kælderetagen under Bellevue Teatret, der på den tid udelukkende fungerede som biograf. Bag ved den kæmpemæssige jernkonstruktion, der bar filmlærredet, hvis forside vendte ud mod tilskuerrummet, var der en drejescene, og den blev brugt til indendørsoptagelser til de reklamefilm, som blev produceret og distribueret af Gutenberghus Reklamefilm. Michael M. Jacobsen var ansvarlig for trickfilmafdelingen, og som sin assistent havde han filmfotograf Harry Mortensen, som vi for øvrigt vil komme til at høre mere om i løbet af denne beretning.

På et foto – gengivet i min selvbiografi - ses fra venstre mig, Harry Rasmussen, og Bent Barfod, stående til højre, og sagkyndige og erfarne Børge Hamberg siddende ved trickbordet hos Bellevue Studio i Klampenborg. Det er en cirkulær baggrund til reklametegnefilmen ”Dumex Babyfood”, der er under optagelse. Fotoet er fra juli 1957 og er optaget af lederen af trickfilmafdelingen, Michael M. Jacobsen.

I kælderetagen lå de oprindelige sminkerum for de skuespillere, der optrådte på teatret, men disse var nu indrettet som klipperum, lydrum og værksteder. Desuden var der en kantine, eller rettere en mindre spisestue for personalet og de eventuelle medvirkende i og ved reklamefilmoptagelserne. Noget af det, der for resten fangede min opmærksomhed i kantinen, var et stort skilt på væggen, hvor der med store bogstaver stod følgende memento:

HUSK!

- At glæden over den lave pris varer kortere,

end ærgrelsen over den dårlige kvalitet!

Det var et motto, som nok var værd at huske i reklamefilmbranchen, hvor man på grund af konkurrencen nemt kunne forfalde til at lave hurtigt og prisbilligt arbejde. Imidlertid gik Børge og jeg omtrent straks efter ankomsten i gang med at placere den temmelig store cirkulære baggrund, som Barfod havde malet til formålet, og som skulle bruges i tegnefilmen for Dumex Babyfood. Det var et krævende og minutiøst arbejde, for baggrunden skulle nødvendigvis placeres præcist og nøjagtigt, for at kunne fungere som tilsigtet.

Situationen mindede mig for resten til en vis grad om dengang, da Børge og jeg i 1944 lavede nogle meget svære optagelser af et par scener til ”Fyrtøjet”. Det foregik imidlertid på det betydeligt mere primitive og ældre trickbord ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen, hvilket tidligere er blevet beskrevet i min selvbiografi og desuden under den grundige omtale af tilblivelsen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” på www.tegnefilmhistorie.dk .

Frokost i det grønne – med havudsigt

Omkring middagstid holdt vi frokostpause, og eftersom det stadigvæk var lunt sommervejr med høj og næsten skyfri himmel og strålende sol, besluttede vi at gå over og lægge os i skyggen af et af de kæmpehøje træer ovre på den grønne plæne på den anden side af Strandvejen. Her var der udsigt til Øresund med de mange hvide sejl fra fritidsskibene derude på de blå bølger. I det fjerne kunne man tydeligt se Sveriges kyst. Selv følte jeg det særlig rart atter at være ude i det fri, med de grønne omgivelser, for det havde jeg jo temmelig ofte været og vænnet mig til i de 22 måneder, jeg tilbragte i Gribskovlejren.

En ny og spændende tegnefilmopgave

Hen i august 1957 påbegyndte vi forberedelserne til en særligt spændende opgave, Barfod havde haft i tankerne i et stykke tid. Han ville nemlig gerne lave en poetisk tegnefilm over digteren Sigfred Pedersens herlige digt ”Forårs-Fred’rik”.

Sigfred Pedersen (1903-67), dansk digter og forfatter. Har skrevet digtsamlinger, som indeholder moderne skæmteviser og sømandssange, fyldt med barok humor og elegant leg med rim og rytmer. Blandt hans digtsamlinger kan eksempelvis nævnes Nye og sørgelige viser (1933) og Sørgmuntre sange (1936). Desuden foreligger digtsamlingen Jeg gi’r dig min sang (1963). Har også skrevet romaner, der foregår i vikingetiden: Drømmen om Vinland (1951), Vinland det gode (1952) og Thyra Danebod (1956). Modtog Aarestrup-medaljen i 1955.

Digteren Sigfred Pedersens forårskåde symbolfigur ”Forårs-Fredrik” blev produceret som tegnefilm i tegneren og tegnefilmproducenten Bent Barfods streg. Sammen med Barfod gik Børge Hamberg og jeg da også i gang med at lave storyboard til den planlagte tegnefilm, som skulle blive Barfods anden korte tegnefilm. Hans første korte tegnefilm havde været ”Noget om Norden” (1956). Barfod, der stod sig godt med Statens Filmcentral og dennes kommende filmkonsulent og direktør, Werner Pedersen, særlig efter sin succes med tegnefilmen ”Noget om Norden” (1955), havde endnu engang været heldig at få produktionsstøtte til en kort tegnefilm. Og det gav jo samtidig arbejde og brød til Barfods medarbejdere, som på det tidspunkt var hans kone, Birthe, Børge Hamberg, Walther Lehmann, Per Lygum og mig, samt eleven Franz Mikkelsen og Birthe Barfods mor, Aase Clausen, som freelance.

Under udarbejdelsen af storyboardet blev det besluttet, at Børge skulle tegne og animere hovedfiguren, Forårs-Fred’rik, mens jeg stort set skulle tegne og animere alle de øvrige figurer, der forekom i filmen, bortset fra nogle scener med ”solens gule unger”, som Per Lygum skulle tage sig af. Lehmann skulle som sædvanligt tegne filmens for- og sluttekster. Undervejs bestemte Barfod dog, at Lehmann også skulle have en chance for at animere en enkelt scene, nemlig en, hvori der forekom en flok flyvende fugle. Animationen bestod kun af nogle ganske få tegninger, men resultatet blev ganske virkningsfuldt, og Barfod var overordentlig tilfreds med Lehmanns arbejde.

Noget anderledes forholdt det sig nok med min animation, for den syntes Barfod tenderede til at blive for blød i bevægelserne og efter hans mening derfor karakterløs. Særlig galt blev det, da jeg havde animeret en scene med nogle dådyr og harer, der hoppede glade omkring på marken. Dels var der afgjort mange animationstegninger i scenen, og dels var især harernes bevægelser som sagt meget bløde og ”Disney-agtige”. Dådyrenes bevægelser kunne gå an, fordi de naturligt nok var lidt stive i benene. Men harernes bløde bevægelser kunne Barfod bestemt ikke lide, men han sagde ikke noget om det, i al fald ikke til mig selv. Derimod gjorde han en dag det, at han efter arbejdstid pillede alle tegningerne med harerne ud og nøjedes med at lade dådyrene gå videre til optræk. Men det erfarede jeg faktisk først, da jeg så den færdige film! Hvilket selvfølgelig gjorde mig både ked af det og vred, især da der rent teknisk og kunstnerisk ikke var noget i vejen med min animation af harerne. Det havde jeg jo kunnet konstatere på testfilmstadiet, idet vi til denne film var begyndt at benytte os af prøveoptagelser af de blyantstegnede animationstegninger. Dengang kaldte vi dog ikke prøveoptagelserne for testfilm, men for skitsefilm, en betegnelse, der hidrørte fra, at meningen var at man først skitserede animationen, og når så denne var blevet godkendt eller eventuelt rettet, blev skitserne rentegnet og ikke sjældent optaget på ny, for at se om alt fungerede, som det skulle. Først derefter gik animationstegningerne videre i processen frem mod den færdige film. Imidlertid skitsetegnede vi ikke som en selvstændig proces, men rentegnede straks selv vores hver især egne i første omgang let skitserede animationstegninger.

For resten havde Barfod på det tidspunkt ikke eget trickfilmkamera, hverken til 35mm eller 16mm film, så optagelsen af skitsefilm foregik ude hos Klinisk Film hos Bdr. Hjertholm på Alhambravej på Frederiksberg. Firmaet hed sådan, fordi Hjertholm’erne var læger og havde specialiseret sig i dokumentarfilm om medicinske og kirurgiske emner til undervisningsbrug for læger og sygeplejersker. I deres villa på Alhambravej var der indrettet et værelse som trickrum til optagelse af 16mm film. Hjertholms søn, Karsten, gjorde apparatet klar, og overlod det derefter til tegneren selv at optage sin skitsefilm. Den blev optaget på 16mm high contrast sort-hvid negativ film, således at de sorte blyantsstreger fremstod hvide på filmen, som derefter kunne vises i stedets klippebord.

Blandt de forholdsvis mange scener i kortfilmen Forårs Fredrik, som jeg, Harry Rasmussen, har animeret i efteråret 1957, var der undtagelsesvis også en scene, hvor jeg havde fået lov til at animere hovedpersonen, Forårs-Fred’rik, som ellers var Børge Hambergs ansvarsområde. Originalen er i farver. Baggrund og figurdesign: Bent Barfod.

Filmen ”Forårs-Fred’rik”s færdiggørelse

Det var Birthe Barfod og hendes moder, fru Clausen, som stod for det store celarbejde, der var på ”Forårs-Fred’rik”. Desuden fungerede Birthe Barfod som trickfotograf under optagelserne på trickbordet hos Nordisk Films Teknik. Børge Hamberg og jeg fotograferede en del af scenerne på trickbordet hos Bellevue Studiet i Klampenborg, til dels assisteret af lederen af trickfilmafdelingen, Michael M. Jacobsen, og hans assistent, Harry Mortensen.

Michael M. Jakobsen var i slutningen af 1950’erne og senere filminstruktør på Bellevue Studiet i Klampenborg. Studiet hørte under Gutenberghus Reklame Film og producerede fortrinsvis reklamefilm for dette firma.

Harry Mortensen var instruktørassistent og trickfilmfotograf på Bellevue Studiet i en årrække, i hvert fald fra 1957 og helt frem til 1980’erne. Desværre har det ikke været muligt at komme i kontakt med Harry Mortensen, så derfor har jeg dels måttet henholde mig til mine egne erindringer om ham og dels til de få oplysninger om ham, der findes offentligt tilgængelige.

Musikken til ”Forårs-Fred’rik” blev komponeret af Svend Erik Tarp og indspillet med Hans Peder Åse som dirigent. Svend Erik Tarp (1908-94), uddannet på Det kgl. Musikkonservatorium, hvor han var lærer 1936-42, og ved operaskolen 1936-40, lærer ved Statens lærerhøjskole 1941-45 og undervisningsassistent ved Københavns Universitet 1939-47. Dernæst konsulent ved DR fra 1956 og administrator for KODA fra 1961-74. Har i årene 1935-61 komponeret opera- og balletmusik, symfonier, kammermusik, klaverstykker og sange, samt musik til en række danske kortfilm og nogle få danske spillefilm.

Hans Peder Åse (1917-1985), dansk pianist og kapelmester. Uddannet ved Det jyske Musikkonservatorium og ved Musikkonservatorium i København, hvor han havde debut ved en koncert i 1943. Har optrådt som solist og akkompagnatør i Skandinavien, og virket som kapelmester ved talrige teaterforestillinger, samt i radio og tv og ved grammofonindspilninger.

Hen imod slutningen af 1957 blev produktionen af ”Forårs-Fred’rik” søgt fremskyndet, for at få den færdiggjort dette produktionsår. Det skyldtes hovedsagelig Bent Barfods ønske om at få filmen nævnt i Politikens Filmens hvem – er – hvem, 1957, som netop stod foran redaktionens slutning. Det lykkedes, skønt filmen først blev helt færdig til præsentation den 30. maj 1958. Desuden kostede det en del overarbejde for de ansatte, og ikke mindst for Bent og Birthe Barfod selv, og for Børge Hamberg og mig.

Tegnefilmen ”Forårs-Fredrik” blev præsenteret ved en forestilling den 30. maj 1958. Den 20. juli blev bogen og filmen, sidstnævnte var i mellemtiden blevet vist på Berlinalen, omtalt i Politiken:

DIGTET der blev til en TEGNEFILM

Foraarsfredrik, Himmeldrengen

har saa travlt, naar det bliver vaar.

Han skal rede himmel-sengen,

han skal strigle solens haar.

Himmel-sengens hvide dyner

Lufter han, mens vinden slaar.

Hele himmelrummet svimler

fyldt med hvide dyne-vaar.

Sådan lyder den indledende strofe til en samling ældre digte og viser af SIGFRED PEDERSEN, som Christtreus Bogtrykkeri udsendte som julehilsen i 1957. Den unge tegner BENT BARFOD blev saa inspireret af digtet, ar han besluttede at lave en tegnefilm over Sigfred Pedersens foraarsglade himmeldreng. Dansk Kulturfilm stod som producent for den. I et halvt aar sled Barfod og hans medarbejdere, Børge Hamberg, Harry Rasmussen, Per Lygum og Walther Lehmann med opgaven. Komponisten Svend Erik Tarp skrev musiken, og nu har ”Foraars-Fredrik” haft sin verdenspremiere paa Berlinalen.

Med Johannes Allens og Gabriel Axels folkekomedie ”Guld og grønne Skove” vandt vi ved festspillene i Berlin en økonomisk sejr, som ogsaa rent prestigemæssigt i høj grad bidrog til at befæste dansk films gode position i et internationalt selskab, men kunstnerisk hævdede vi os stærkest med to kortfilm, Henning Carlsens ”Cyklisten” og Barfods ”Foraars-Fredrik”. – To henrivende hilsener af glade poeter fra H.C. Andersens Hus, fastslog de tyske kritikere.

Med særlig spænding har man imødeset Bent Barfods nye arbejde efter hans store gennembrud med den festlige tegnefilm om Norden. Barfod har ikke skuffet. Med ”Foraars-Fredrik” har han givet et nyt bevis paa sit lysende, personlige talent. Han har skabt en lyrisk tegnefilm, fuld af ynde og sprudlende humør, om den kaade foraarsbebuder, et lille, ukueligt optimistisk væsen, vores alles drøm om den lyse tid. Hans sprælske fantasi kender vi saa godt fra filmen om de nordiske lande, her er den paa den mest charmerende maade forbundet med en legende lyrisk yndefuldhed, der i farver og streg er saa typisk dansk. Den samme smilende, graciøse lethed, en klingende hjertevarm tone spiller i Tarps ganske fortræffelige musik til filmen. Et lykkeligt, fuldstændigt harmonisk samarbejde.

- En naiv barnlighed og fin lyrisk friskhed udmærker danskeren Bent Barfods tegnede farveleg, hed det meget rammende i anmeldelsen af ”Frühlings-Fritzel” i ”Die Welt” efter den vellykkede verdenspremiere i Zoo-Palast, hvor publikum gang paa gang brød ud i bifald. Man kan glæde sig til at møde ”Foraars-Fredrik” paa vore hjemlige lærreder. Hr. Bert. (© 1958 Dagbladet Politiken).

Den ovenfor citerede artikel, der som signaturen angiver, er skrevet af Hr. Bert (Herbert Steinthal), er illustreret med 5 sort-hvide billeder fra ”Forårs-Fredrik”, som dog desværre ikke yder de pågældende scener fra filmen retfærdighed, men trods alt er bedre end slet ingen billeder. Dengang ødslede man ikke med farvetryk.

”Den røde røver”

Medens Barfod, Hamberg og jeg arbejdede på ”Forårs-Fred’rik”, havde Franz Mikkelsen, Lehmann og Per Lygum fået andre opgaver. Franz Mikkelsen arbejdede intenst med nogle tegnefilmindslag i kortfilmene Statisk elektricitet & Hvad er elektricitet. Lehmann tegnede for- og sluttekster til nogle film, og Per Lygum tegnede og animerede bl.a. nogle tegnefilmindslag i kortfilmen ”Den røde røver” (1958), der handlede om rust. Filmen produceredes af Minerva Film og blev instrueret af en dengang endnu ukendt instruktør, Knud Leif Thomsen, som desuden også havde skrevet manuskriptet.

Knud Leif Thomsen (1924-2003), uddannet som maler og som musiker med afgangseksamen fra Det kgl. Musikkonservatorium som pianist 1946. Begyndte 1952 at arbejde med film hos Teknisk Film Co., og fra 1954 blev han kortfilminstruktør og manuskriptforfatter hos Nordisk Film Junior, Minerva Film m.fl. Derefter nogle års studieophold i Paris. Efter sin hjemkomst blev han ansat som reklamefilminstruktør og manusforfatter hos Gutenberghus Reklamefilm. Hans ambitioner var imidlertid at lave spillefilm, og i 1962 debuterede han med filmen Duellen, som han både skrev manuskriptet til og instruerede. Derefter fulgte Selvmordsskolen (1964), som han også selv skrev manuskriptet til. I 1964 kunne han præsentere sin fremragende filmatisering af Herman Bangs roman Tine, som Thomsen selv havde skrevet drejebogen til. 1966 fulgte den pornokritiske spillefilm Gift, som instruktøren også havde skrevet manuskriptet til. 1967 viste Thomsen sig som farceinstruktør med filmen Tre mand frem for en trold, som han både var medproducent, manusforfatter og instruktør af. Samme år var han supervisor på flere filmskolefilm, og i 1968-69 fulgte filmene Sådan er de alle og Midt i en jazztid.

I 1970’erne blev Knud Leif Thomsen stadig mere frustreret over udviklingen i det danske samfund og i den danske filmbranche, og ikke mindst over de dispositioner, der blev truffet indenfor de statslige filminstitutioner. Det endte med at han forlod Danmark og slog sig ned i udlandet.

En markant tegner og designer

I begyndelsen af 1958 fik tegnestuen en dag besøg af den dengang velkendte plakattegner Ib Antoni, som Barfod kendte fra den tid, da de begge gik på Kunsthåndværkerskolen. Antoni havde i nogen tid opholdt sig i udlandet og var kun hjemme på besøg. Herunder boede han på hotel, hvor der ikke var plads til eller muligheder for at tegne nogle store reklameskilte, som Antoni havde fået til opgave at lave for SHELL PETROL. Derfor havde Barfod tilbudt, at vennen kunne benytte hans tegnestue til formålet.

Det var interessant at se Antoni arbejde, for han havde ikke på forhånd lavet skitser eller forlæg til sine plakater eller skilte. En lang bane fra en rulle maskinpapir blev udspændt mellem to lodrette fikspunkter, hvorefter Antoni dyppede en stor, bred pensel i plakatfarve og malede sine velkendte figurer på livet løs. Hvis han ikke var tilfreds med resultatet, kasserede han det simpelthen og begyndte forfra med at spænde en ny bane papir ud og male, og sådan blev han ved, indtil han syntes resultatet var tilfredsstillende. Personlig havde jeg aldrig før set en tegner arbejde på den måde, men jeg må indrømme, at det gav hans figurer en særlig stil og karakter, som lige præcis var det, han blev kendt for.

Senere – omkring 1969-70 – designede Ib Antoni 3 reklametegnefilm for det hollandske mælkeprodukt ”Driepinter”, som Flemming Jensen var animator på, medens han var ansat hos Spectrum Film. Yderligere 2 ”Driepinter”- reklametegnefilm blev i 1970-71 produceret hos Spectrum Film med Jakob Koch som animator. I 1971, da Flemming Jensen og jeg arbejdede sammen freelance, fik han til opgave at lave yderligere 3 reklametegnefilm for ”Driepinter”. Disse film blev jeg animator på. –

Ib Antoni, hvis personlige data jeg ikke kender, boede i begyndelsen af 1970’erne en overgang i en lejlighed i opgangen ved siden af min i et af højhusene i Nørrekær i Brøndbyøster, så vi hilste jævnligt på hinanden. Han aflagde i øvrigt Flemming og mig et besøg på tegnestuen i Ryesgade, kun for at orientere sig om, hvordan arbejdet på Driepinter-filmene skred fremad. Desværre fik Ib Antoni en tragisk skæbne, idet han i efteråret 1973 havde indlogeret sig på Hotel Hafnia i København.. Natten til den 1. september udbrød der brand i hotellet, hvorunder 35 mennesker omkom. Ib Antoni var en af dem. Det forlød dog, at de fleste af de omkomne var bevidstløse af kulilte, inden ilden nåede dem. Flemming og jeg var rystede, da vi dagen efter hørte om ulykken, han mest, fordi han få dage før havde truffet Antoni hos Spectrum Film.

Fra Dronningegård til Prinsessegård

Pladsen i den relativt lille penthouse-tegnestue i Dronningegården blev snart for trang, og tegnestuen blev derfor i begyndelsen af 1958 flyttet til nye og større lokaler i ”Prinsessegården”, et nybygget ejendomskompleks i grim beton i den østlige del af den ’pæne’ (og kedelige) ende af Adelgade, skråt over for Dronningegården.

Der var betydelig mere plads i lokalerne i Prinsessegården, end der havde været hos Barfod i Dronningegården, hvilket der også blev god brug for, idet der snart skete en forøgelse af personalet. De nytilkomne hos Barfod var Bente Petersen, Ulrik Schmedes, Sven Bülow og Vagn Benneballe. Bente Petersen var en middelhøj, slank og rødblond pige på omkring 25 år, fuld af krudt og humør, og det viste sig snart, at hun ud over at være en god arbejdskammerat også var en god tegner og animator. Kvindelige animatorer var dengang en stor sjældenhed indenfor tegnefilmbranchen, både herhjemme og i udlandet. Hun havde tidligere arbejdet på den tegnestue ovenover Metropol Teatret, hvor de hjemlige Disney-tegneserier enten blev tekstet eller tegnet helt, lige som man her tegnede alt det reklamemateriale og lignende, der blev brugt i forbindelse med Disneys merchandising i Danmark.

Bente Petersen blev fortrinsvis assistent for animatoren Per Lygum, og sammen lavede de så godt som egenhændigt kortfilmen ”Stridens æble” (1958), der var en slags pendant til den canadiske tegne- og trickfilmmand Norman McLarens pixilation-film Neighbors (1952: ”Naboer”), som allerede var blevet ’klassisk’ få år efter sin fremkomst. Vedrørende ”Stridens æble”, lå idé, handling og design af figurer og baggrunde naturligvis i hænderne på Barfod selv, men han gav de to medarbejdere relativt frie hænder i øvrigt. Lygum var en kompetent og erfaren animator, som havde lært metieren af kommerciel dansk tegnefilms pioner og nestor, Jørgen Müller. En af Per Lygums første selvstændige opgaver for Barfod var en reklametegnefilm for firmaet ”Nilfisk”, der producerede støvsugere både til privat og industrielt brug. Filmen var i det væsentlige designet af Barfod, men udmærkede sig især ved Lygums morsomme og kompetente animation af dens figurer, der bl.a. bestod af polstrede lænestole, som med ryglænet forrest forestillede heste, der galopperede rundt i en stue, mens den dengang meget kendte høje Nilfisk-støvsuger agerede hestedressør.

Ulrik Schmedes var uddannet som maler på Kunstakademiet, men kunne selvfølgelig ikke leve af sin kunst, skønt han var en dygtig maler og grafiker. Hos Barfod gik han derfor til hånde på forskellig måde, dels som fotografassistent og som idéudvikler og senere også som baggrundsmaler.

Walther Lehmann var i mellemtiden holdt op, fordi han var blevet indkaldt til aftjening af sin værnepligt i Civilforsvaret. Til delvis erstatning for ham blev tegneren Sven Bülow ansat hos Barfod. Sven Bülow var uddannet på Kunsthåndværkerskolen, hvor han havde tegneren og grafikeren Poul Høyrup som lærer. Han blev senere dennes tegnestueassistent, og overtog siden flere og flere af Høyrups tegneopgaver, efterhånden som denne blev mere og mere svagtseende som følge af en øjensygdom. Sven Bülow var dog kun ansat en kort tid hos Barfod, idet hans læremester anmodede ham om at vende tilbage til dennes tegnestue, for at hjælpe med nogle påtrængende opgaver. Fra omkring 1959 assisterede Sven Bülow sin lærermester med at illustrere bogen ”Min egen Danmarkshistorie”, skrevet af Børge Dybmose og Torben Gregersen og udgivet af Gyldendal. Heri var det faktisk ikke umiddelbart nemt at se forskel på de tegninger, der skyldtes Poul Høyrup og de tegninger, Sven Bülow havde tegnet.

Efter at Sven Bülow havde forladt Barfod, ansattes en tegner, hvis navn jeg ikke længere husker, men som havde arbejdet en tid som reklametegner på et reklamebureau i Kenyas hovedstad Nairobi i Afrika. Han var selv en lidt firskåren jyde på vel omkring 30 år, men hans tegnestil var overraskende elegant og stilistisk, og lå langt fra Barfods egen og betydeligt mere bastante tegnestil. Den pågældende reklametegner fik derfor fortrinsvis til opgave at tegne tekster og logoer og i nogle tilfælde lave baggrunde.

En selvstændig tegnefilmopgave

En af opgaver jeg selv fik efter at tegnestuen var flyttet til Prinsessegården, var bl.a. en opgave med nogle reklametegnefilm for Carlsberg Elefantøl, hvis etiketter formentlig var designet af et reklamebureau. Det var elefantfigurerne fra etiketterne, der blev forlæg for elefanterne i reklametegnefilmene, hvori de berømte Carlsberg-elefanter blandt andet spillede fodbold. De havde simpelthen en fodboldstøvle på snabelen og sparkede til bolden ved hjælp af denne. I en af filmene indgik også en tyr, som jeg selv fik lov til at designe, men dog i Barfod-stil. Desuden fik jeg opgaven med en reklametegnefilm for Handelsbanken, som jeg mærkværdigvis også selv fik lov til at stå for, både hvad design, storyboard, instruktion og animation angik. Ingen af filmene var dog på nogen måde bemærkelsesværdige.

Blandt de andre opgaver, jeg på den tid fik hos Barfod, var en lidt længere reklametegnefilm for ”TULIP”, som det helt blev overladt til mig både at tilrettelægge og designe, hvad der var noget helt nyt hos Barfod, som ellers gerne ville have hånd i hanke med alt, hvad der blev produceret hos ham. Men han må åbenbart have ment, at jeg ville være i stand til at klare opgaven. Som noget nyt hos Barfod Film lavede jeg først en såkaldt story reel, der bestod i en positiv kopi af storyboardets skitsetegninger. I denne kopi lavede jeg ved hjælp af et hulleapparat et rundt hul for hvert 8. billede, idet tempoet var i 8-takt. Det gjorde jeg af hensyn til dirigenten, som i dette tilfælde også var komponisten til filmens ledsagemusik, nemlig den allerede dengang meget benyttede Bent Fabricius-Bjerre (1924-2020).

Musikken til Tulip blev indspillet af et 6 mands orkester under ledelse af Fabricius-Bjerre på det daværende Arnø Studio i Vesterport, og tonemesteren hed Axel Pless og hans assistent Leif Beck (1924-1993), som senere tog navneforandring til Leif Beckendorff. Under indspilningen af musikken, blev min story reel vist på lærredet, så dirigenten kunne anslå takten i overensstemmelse med hullerne på filmbilledet. Til at begynde med, var Fabricius-Bjerre skeptisk overfor mit arrangement, idet han mente det ville være vanskeligt at dirigere i 8-takt, og det kneb da også lidt for ham i første omgang, men efter et par forsøg lykkedes det over al forventning.

Animationen til Tulip-filmen stod jeg selv for, og den blev nogenlunde vellykket, om end som næsten al animation hos Barfod, stærkt begrænset. Filmen var som helhed også rimeligt god, men jeg tror ikke, at Barfod var særlig tilfreds med resultatet. Han udtalte sig i al fald aldrig om det. Det var jo heller ikke en ’rigtig’ Barfod-film, det skal indrømmes, for han havde slet ikke sat sit eget præg på den, hvilket som sagt var noget helt usædvanligt.

Men indtil videre blev Barfods tegnefilm i alle tilfælde optaget på trickbordet enten ude hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen eller hos Bellevue Studio i Klampenborg. Det var ind imellem Birthe Barfod, der foretog fotograferingen, men assisteret og superviseret af de to nævnte steders tekniske personale

Diverse begivenheder

Her skal indskydes, at den 26. marts 1958 fejredes Poul Reumert i anledning af sin 75 års fødselsdag. Det skete bl. a. med opførelsen af Hostrups ”Genboerne” på Det kgl. Teater, og naturligvis med Poul Reumert selv i hans glansrolle som løjtnant von Buddinge. Begivenheden blev selvfølgelig omtalt i aviserne, og det bragte minderne frem om min egen opsætning af stykket i min tid i Gribskovlejren. Mange år senere har jeg haft lejlighed til at se Poul Reumert i rollen som von Buddinge i TV, men hans præstation var mesterlig, for ikke at sige uforlignelig. I filmen ”Genboerne” fra 1939, som jeg også først mange år senere så på video, blev rollen som von Buddinge udført af Carl Alstrup, der også gjorde det godt, men dog ikke var på højde med Reumert.

Den 15. april 1958 åbnedes Magasin Anva (forkortelse for Andels Varehuset), som ejedes af FDB (forkortelse for Forenede Danske Brugsforeninger), hvor Karina senere blev ansat i damelingeriafdelingen. Det moderne kunstmuseum Louisiana i Humlebæk indviedes den 14. august, og ”Tre Falke Bio” i Falkonercentret blev indviet den 23. oktober, og i denne kæmpebiograf fik Disneys langtegnefilm ”Tornerose”, 1958, Københavnspremiere den 29. marts 1960, året efter at have haft dansk premiere i provinsen. Tegnefilmen ”Tornerose” var derfor på det her omtalte tidspunkt endnu fremtid for mig.

Livet på tegnestuen

Imidlertid var der som nævnt kommet flere mennesker til på Barfods tegnestue, og da han desuden havde planer om at købe og få installeret sit eget trickapparatur, var pladsforholdene for små, og derfor lejede han sig ind i en villa i Skjoldsgade på Østerbro. Tidspunktet har været i efteråret 1958.

Det meste af villaens underetage blev benyttet af ingeniørfirmaet Cowi Consult, men et enkelt, stort rum med højt til loftet var ledigt, og det passede lige præcis til installering af trickapparaturet. Desuden rådede Barfod over hele den store førstesal, hvor der var en del værelser, og disse blev nu benyttet som tegnestuer af hans personale. Selv fik Barfod sin tegnestue i et pænt stort værelse, mens Børge Hamberg fik et rum ved siden af. Selv fik jeg tegnebord og siddeplads i et værelse, hvor der foruden mig også sad Per Lygum. I et tredje og noget større rum sad Bente Petersen og Ulrich Schmedes. Walther Lehmann var i mellemtiden holdt op, fordi han var blevet indkaldt til aftjening af sin værnepligt i Civilforsvaret.

Som nævnt var flytningen til de nye lokaler delvis begrundet i Barfods ønske om at få installeret sit eget trickapparatur, og det varede da heller ikke længe efter flytningen til Skjoldsgade, før det skete. Apparaturet var tysk af mærket Crass, i lighed med, hvad man havde både hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen og hos Bellevue Studio i Klampenborg. Da trickapparaturet efter nogen tid var næsten klart til at tage i brug, blev en af Lygums venner, Vagn Benneballe, på hans anbefaling ansat som trickfotograf. De teknikere, der installerede apparaturet, fik derfor lejlighed til samtidigt at instruere Benneballe i, hvordan dette fungerede og skulle betjenes.

Kort tid efter, at alt og alle var vel installeret i lokalerne i Skjoldsgade, blev der afholdt et housewarming party, hvortil mange af branchens folk og kunder var inviteret. Blandt de mange gæster var også direktøren for Minerva Film siden 1952, Torben Madsen, som onde tunger indenfor filmbranchen kaldte ”Tåben Madsen”. Han var på det tidspunkt en mand i begyndelsen af 50’erne, og havde haft administrative poster indenfor filmbranchen siden 1942. Men den eftermiddag og aften hos Barfod, kunne han bl.a. fortælle lidt om historien bag det hus, vi netop nu befandt os i. Så vidt jeg husker, så havde huset oprindelig tilhørt religionshistorikeren og pædagogen Edvard Lehmann (1862-1930), men var senere blevet købt af Torben Madsens far, og denne familie boede der i mange år.

Ungdomskåd kronprins

I sin ungdom lærte Torben Madsen den syv år ældre kronprins Frederik, den senere kong Frederik d. 9, at kende, idet kronprinsen var jævnlig gæst i huset, når der blev holdt ungdomsfester der. Kronprinsen gik ifølge Torben Madsen ikke af vejen for de våde varer, lige som han ikke forsmåede de yndige unge damer, der sværmede om ham. Hen på de små timer, når festen var på sit højeste, hændte det et par gange, at den fysisk veltrænede kronprins fik lyst til at trække frisk luft. Men i stedet for at gå ud ad hoveddøren og ud på den ellers stille og normalt mennesketomme gade, kravlede han ud af et tagvindue og satte sig op på tagryggen med et halvfyldt glas i hånden, alt imens han sang af sine lungers fulde kraft.

Det varede da heller ikke længe, før en tilkaldt politipatrulje ankom og spærrede gaden af, mens et par af de overordnede politifolk forsøgte at overtale kronprinsen til at komme ned fra taget. Omtrent samtidigt ankom redningskorpset, som skulle gøre sig parate med et springlagen, hvis uheldet skulle være ude og kronprinsen ikke havde mulighed for at komme ned den samme vej, som han var kommet op. Det kunne tage lang tid, at få overtalt kronprinsen til at komme ned, for han var på det tidspunkt i et overstadigt humør og syntes åbenbart det var herligt at sidde oppe på tagryggen og hygge sig. Men naturligvis endte det med, at han kravlede ned fra taget, mens nervøse venner, politi- og redningsfolk så til med bekymring for, at den temmelig beduggede, vordende konge skulle miste fodfæstet undervejs. Det skete heldigvis aldrig. Den brave kronprins Frederik levede som bekendt længe nok til efter sin faders, Christian X’s, død i 1947, at blive Danmarks afholdte konge i ca. 25 år. Kong Frederik døde den 14. januar 1972 i en alder af knapt 73 år.

Housewarming

Til stede ved housewarming partyet var også Barfods gamle far, en velstillet bonde fra Nordsjælland. Bent Barfod havde tydeligvis stor respekt for sin far, som han sikkert gerne har villet imponere og vise, at man altså også kunne ’blive til noget’ i et liberalt erhverv som tegner og tegnefilmproducent.

Der blev drukket tæt under Barfods housewarming party, men selv forholdt Barfod sig altid nøgtern og sober, så han aldrig blamerede sig. Men der var særlig en af hans medarbejdere, som den aften drak sig så fuld, at han til sidst nærmest blev bevidstløs og ikke kunne stå på benene. Det var stakkels Per Lygum, som ikke var vant til at drikke så meget, som tilfældet var blevet denne aften. Men det forlød, at han havde ægteskabelige problemer og at det var grunden til, at han gav los. Konen, som var sygeplejerske, blev tilkaldt for at ledsage ham hjem, men da han var sanseløs af sprut, kunne han ikke selv gå ned ad trappen fra første sal. Det blev Benneballe, Schmedes, Bente Petersen, mig og Lygums kone, der i fællesskab fik ham bakset ud af tegnestuen og ned ad den indvendige, høje trappe og ned i hallen og ud til en ventende taxa. Men da taxachaufføren så, hvor beruset manden var, ville han ikke køre for dem. Og slet ikke, da han hørte at de skulle helt til Virum. Det lykkedes dog til sidst konen at få overtalt chaufføren til at gøre det alligevel, mod at der blev holdt en plastpose foran munden på Lygum under hele køreturen, og mod, at Benneballe fulgte med, for at hjælpe med at få Lygum ud af bilen, når de nåede frem.

Jo, det var på flere måder et mindeværdigt housewarming party, Barfod holdt ved den lejlighed. Barfod selv hørte dog ikke til den kategori af folk, der ynder at drikke sig fulde. Han bevarede altid kontenancen og overblikket, og det gjorde hans kone, Birthe, om muligt i endnu højere grad. Selv var jeg i lighed med f.eks. Børge Hamberg, ganske nøgtern og sober, for dengang drak jeg overhovedet ikke hverken øl, vin eller spiritus, men holdt mig til sodavand. Det havde jeg det bedst med og det var også det bedste for mig og mit helbred.

”Från Fall till Fall”

Der var rigeligt at lave hos Barfod, sådan som der havde været det i den tid, jeg selv havde været ansat hos ham. Det var mest reklametegnefilm, der blev lavet, men ind imellem blev der også produceret korte tegnefilm, som jeg dog ikke fik med at gøre, bortset fra en enkelt scene i Från Fall till Fall, der blev lavet for de svenske elkraftsværker. Titlen hentydede til, at svenske elkraftværker især benyttede sig af den kraft, der lå i de mange store vandfald, som fandtes i det mellemste og nordlige Sverige. Ved hjælp af installationen af kæmpemæssige turbiner kunne man omdanne vandkraften til elektrisk kraft.

I ”Från Fall till Fall” fik jeg en scene at animere med Niels Holgersen, som sidder overskrævs på den flyvende vildgås, ”Akka”, der fører ham omkring i Sverige. I den forbindelse kunne jeg ikke undgå at mindes den scene i filmen ”Landevejskroen” (1939), hvori man ser krofatter komme flyvende på en vildgås, som styrer med ham lige ind gennem et åbentstående vindue i kroens tagetage, hvorefter man ser krofatter, i skikkelse af Edvard Persson, falde ud af sengen og ned på gulvet. I scenen med gåsen var den flyvende gås tegnet og animeret, mens den efterfølgende scene var live-action.

Men Barfod havde som reglen var, lavet en fortegning, jeg skulle gå ud fra, men animationen blev kun en repeat på omkring en halv snes tegninger og tog vel maksimalt omkring et par dages tid at tegne og animere. Men ellers syntes jeg, at tegnefilmopgaverne hos Barfod begyndte at kede mig temmelig meget, så beslutningen om at forlade firmaet var for alvor ved at modnes hos mig.

Barfod Film flytter på ny

Men gik det ikke så godt for mig personligt dengang, hvad angik mine private forhold, derimod gik det godt for Barfod Film, og det var jo på sin vis også godt for mig, for der var rigeligt med bestillingsopgaver at lave. Barfod var imidlertid blevet utilfreds med at have sin virksomhed og private bopæl adskilt, så derfor besluttede han og konen sig til at flytte endnu engang. I det øjemed købte de en stor herskabsvilla på Ehlersvej 11 i Hellerup, og hertil flyttede både han og virksomheden omkring 1. februar 1959. Ægteparret Barfod indrettede forståeligt nok deres privatbolig i stueetagen, mens tegnefilmvirksomheden og dermed de ansatte fik førstesalen som domæne. Trickapparaturet blev dog installeret i et særligt rum i stueetagen, hvor der blev gjort højt nok til loftet til, at kamerasøjlerne kunne være der. I mellemtiden var der kommet en ny fotograf til i stedet for Vagn Benneballe, som havde forladt Barfod. Fotografens navn var Ronny Schoemmel, og han viste sig at være temmelig opfindsom og eksperimenterende indenfor sit felt. Dele af kælderetagen blev også inddraget under virksomheden, idet der her dels blev indrettet et filmforevisningsrum og rum eller ’værksted’ til eksperimenter med bl.a. table top-optagelser. Det var Ulrich Schmedes, der stod for denne afdeling.

Børge Hamberg fik tegnestue på første sal til venstre, mens jeg fik det til højre, så vi let kunne kommunikere med hinanden, sådan som vi altid havde gjort. Ja, det var faktisk sådan, at al besked og alle meldinger til mig fra chefen, gik via Børge Hamberg. Barfod og jeg havde nemlig svært ved at tale med hinanden direkte. Det øvrige personale, Bente Petersen og nogle nytilkomne elever, deltes om de øvrige rum på førstesalen. Per Lygum var af en eller anden grund ikke længere fastansat hos Barfod, men arbejdede lejlighedsvis freelance for virksomheden, og han udarbejdede blandt andet en slags lærebog i animation til brug for Barfods elever. Til at begynde med var Barfod ikke særlig glad eller tilfreds med denne lærebog, for den gav anvisninger på klassisk animation, hvilket ikke lige var Barfods kop te, og slet ikke, da Lygum fortalte, at han havde udarbejdet lærebogen på grundlag af, hvad han selv havde lært hos Jørgen Müller. Men alligevel endte Barfod med at acceptere denne lærebog, som siden blev benyttet flittigt af nogle af hans senere elever, blandt disse Jannik Hastrup, som endnu senere selv brugte Lygums lærebog over for sine egne elever.

Ønske om luftforandring

Men selv om jeg havde rimeligt gode arbejdsforhold og også ind imellem fik interessante animationsopgaver hos Barfod, så havde jeg fortsat lidt svært ved at indpasse mig under hans dominans som kunstner og arbejdsgiver. Jeg anerkendte ham godt nok som en god og original tegner og designer, men syntes egentlig ikke at han var nogen god tegnefilmmand, især ikke, fordi animation – og da slet ikke klassisk animation – ikke interesserede ham særlig meget. For ham var designet og baggrundene det vigtigste ved hans film, mens figurerne og disses bevægelser var sekundære, hvilket formentlig skyldtes, at han overhovedet ikke havde ret meget begreb om animationsteknik og heller ikke selv gav sig af med at animere. Det havde han helt fra sin tegnefilmkarrieres begyndelse omkring 1948 fået andre til at lave for sig.

Det skal tilføjes, at Barfod heller aldrig gav sig ud for at være animator, men erkendte sine begrænsninger på det felt. Mens vi endnu var i Skjoldsgade begyndte han dog så småt at interessere sig for flytteanimation. Det kom sig af, at han havde fået en idé til en trickfilm, som han døbte ”To små hjerter”. Flytteobjekterne var to perlekæder, og disse havde han givet Lygum til opgave at animere under trickkameraet. Lygum var imidlertid af den klassiske animationstekniks skole, og resultatet af hans animation var derfor ikke lige præcis, hvad Barfod havde tænkt sig. Derfor forsøgte Barfod selv at overtage animationen, idet han dog først havde stået i nogen tid og set, hvordan Lygum bar sig ad med at flytte rundt på de to perlekæder billede for billede, dvs. med to eksponeringer af hvert billede, sådan som det dengang og i nok så høj grad senere almindeligvis var normalt indenfor al tegne- og trickfilmproduktion. Det var kun hvis en bevægelse skulle være hurtig, at man nøjedes med én eksponering af hvert billede.

Imidlertid viste det sig, at Barfods forsøg med animation heller ikke lykkedes til hans egen tilfredshed, men han gav dog ikke op af den grund. Forsøget blev gentaget flere gange og nu igen med assistance af Per Lygum, og til sidst blev resultatet af anstrengelserne så gode, at Barfod kunne godkende det. Den lille eksperimentalfilms produktionsår er angivet til 1958.

Nordisk Tegnefilm - igen

Men som sagt var jeg i stigende grad blevet utilfreds med forholdene hos Bent Barfod, og særlig med, at animationsopgaverne ikke bød på de udfordringer eller var af den karakter, som jeg havde lært under produktionen af ”Fyrtøjet”, og som jeg helst ville videreuddanne mig i og allerhelst også arbejde med. Dertil kom som en medvirkende grund til min utilpashed, at den mentale ’kemi’ mellem Barfod og hans kone på den ene side og mig på den anden ikke var den bedste.

Derfor, da jeg imidlertid havde set nogle reklametegnefilm i biograferne, som jeg syntes virkelig godt om, både hvad design og animation angår, og jeg erfarede, at disse film var produceret af Nordisk Tegnefilm ude i Valby, stod det mig klart, at jeg ville forsøge at blive ansat i dette firma. Jeg vidste, at det blev ledet af Ib Steinaa, som jeg kendte perifert fra tiden med ”Fyrtøjet”, hvor han under fødenavnet Ib Jensen blandt andet havde været mellemtegner, tilmed på nogle af mine scener.

Steinaa, der var født i 1927, var dermed godt et par år ældre end mig. Men en dag i februar 1959 tog jeg mod til mig og ringede til Nordisk Tegnefilm og fik Steinaa i telefonen og spurgte, om han kunne huske mig fra ”Fyrtøjet”-tiden. Det kunne han sagtens, sagde han, og tilføjede, at han ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde henvendt mig til ham noget før. Dertil svarede jeg, at jeg ikke anede at Nordisk Tegnefilm fandtes, da jeg i juni 1957 blev hjemsendt fra Gribskovlejren og stod over for at skulle finde et job. Det gjorde det heller ikke på det tidspunkt, sagde han og fortalte, at firmaet først var blevet oprettet i slutningen af 1957, men han og Kaj Pindal havde siden 1954 arbejdet for Nordisk Film Junior og lavet tegnefilmopgaver for dette firma. Steinaa og jeg aftalte, at jeg skulle komme ud på Mosedalvej og tale med ham den påfølgende lørdag, for man arbejdede også om lørdagen. Det passede mig fint, for hos Barfod havde vi netop fri om lørdagen.

Den bygning på Nordisk Films areal i Valby, hvor A/S Nordisk Tegnefilm havde til huse fra juli 1957 til slutningen af 1966. Firmaet havde domicil på hele førstesalen, til hvilken der førte to trætrapper op. Trappen, i venstre side af bygningen førte op til en dør ind til tegnestuerne og blev i det daglige benyttet af personalet, mens trappen i højre side af samme bygning førte op til direktionskontoret, hvor Kirsten Steinaa residerede.

Den førstnævnte trappe førte op bygningens tagetage og vinduet til venstre for indgangsdøren lå først en tegnestue for Mogens Gylling og Ib Clausen, men efter at de to forlod firmaet, fungerede rummet som optræks- og farvelægningsafdeling, som Annalise Andersen var leder af. Det første vindue i facaden lige rundt om hjørnet var tegnestue for Anton Fredsøe, Antti Peränne og Kate Thygesen, fra 1. april 1959 for Anton Fredsøe, Antti Peränne og mig. Harry Rasmussen. Det næste vindue i rækken gav dagslys til tegneren Helge Christiansen og senere til Elisabeth Halgreen, og endnu senere til Flemming Jensen.

Bag det tredje vindue, som sås i bygningens facade, var der først optræks- og farvelægningsafdeling, men fra omkring 1962 blev denne tegnestue for Walther Lehmann, Flemming Jensen og Jakob Koch.

Den følgende lørdag tog jeg med S-toget til Valby Station og spadserede hen til Mosedalvej, som kun lå og ligger ca. 8-10 minutters gang fra stationen. Ved porten ind til Nordisk Film lagde jeg straks mærke til et stort skilt, hvorpå der med store bogstaver stod ”Adgang forbudt for uvedkommende”. Man skulle henvende sig til portneren, for at få adgang til området. Portneren, som i dette tilfælde viste sig at være en dame i omkring 40-års alderen, som for øvrigt hed Sørensen til efternavn, sad inde bag et stort vindue i en lav bygning til højre lige inden for porten. Så snart jeg viste mig, blev skyderuden åbnet og damen så spørgende og en smule inkvisitorisk på én. Jeg fremførte mit ærinde, hvorpå hun svarede: ”Det ligger lige til højre rundt om hjørnet og op ad den udvendige trætrappe til første sal!” Jeg takkede og fulgte derefter portnerskens anvisninger og fandt straks den nævnte trappe, som hørte til en tydeligvis ældre, aflang bygning med gule stenmure og mørkerødt bindingsværk.

Det viste sig for øvrigt, at alle murstenshuse, der fandtes på Nordisk Films område, var af ældre dato og med gule mure og mørkerødt bindingsværk De store scenebygninger, hvoraf der i alt var fire, var derimod alle bygget af træ og malet mørkerøde. De benævntes henholdsvis Scene 1, 2, 3 og 4, og var alle blevet bygget før 1. verdenskrig og havde derfor været i brug allerede i stumfilmtiden. Den gule murstensbygning, hvor Nordisk Tegnefilm holdt til på førstesalen, som lå lige under det tagpapdækkede mansardtag, rummede foruden toiletter også den lydtekniske afdeling og et maskinværksted. Førstesalen var tidligere blevet brugt som systue og garderobe for de kostumer, der blev anvendt i de spillefilm, som Nordisk Film producerede. Men siden årsskiftet 1957/58 havde hele førstesalen været til disposition for Nordisk Tegnefilm, idet systuen og kostumeafdelingen var blevet rykket over under den gamle scene 1, som stammede helt tilbage fra stumfilmtiden, og som i en lang periode kun blev brugt som lagerrum.

Gensynet med Ib Jensen alias Ib Steinaa

Da jeg efter at være gået op ad den førnævnte trappe trådte direkte ind ad døren til Nordisk Tegnefilms kontor, blev jeg mødt af en lidt under middelhøjde, yngre, køn, mørkhåret dame på min egen alder. Hun tog venligt imod mig og præsenterede sig som Kirsten Steinaa.

Kontoret var et omtrent kvadratisk rum på omkring 12 kvadratmeter, hvor et stort, lidt gammeldags skrivebord fyldte godt op. Det stod med front mod indgangsdøren, der var forsynet med glasrude i øverste halvdel. Bag ved og til venstre for skrivebordet var der en dør, også med glasrude foroven, og den viste sig at føre ind til Steinaas tegnestue. Til venstre for og vinkelret på denne dør, var der endnu en dør, som førte ud til tegnestuerne, hvor medarbejderne opholdt sig.

Alt dette var dog noget, jeg først blev klar over efter at have talt med Steinaa, som i øvrigt virkede glad for at se mig. Jeg huskede ham som en høj, slank og mørkhåret mand med lidt magre, blege ansigtstræk, men årene siden dengang, vi begge arbejdede på ”Fyrtøjet”, havde givet ham en vis pondus. Eller rettere sagt, han var blevet en smule fedladen, men lignede stort set sig selv fra tidligere. Til en begyndelse udvekslede vi fælles erindringer fra dengang. Det var som om vi begge som katten gik rundt om den varme grød, men endelig langt om længe kom vi til sagen.

- ”Nå”, sagde han, ”du kunne altså godt tænke dig at komme og arbejde hos os!? Jeg husker dig jo godt fra ”Fyrtøjet”-tiden, hvor du var en god animator. Men hvad har du lavet i mellemtiden?”

I korte træk fortalte jeg ham, hvad jeg havde bedrevet siden da, og også, at jeg ikke havde haft mere med tegnefilm at gøre, før jeg via mit bekendtskab med Børge Hamberg var blevet ansat hos Barfod fra 20. juni 1957.

- ”Ja”, sagde Steinaa, ”det er jo ikke lige der, man laver rigtig tegnefilm!”

- ”Nej”, svarede jeg, ”det har jeg jo også fundet ud af, og det er derfor jeg er kommet her i dag, i håb om at du måske kan bruge mig! Men måske stiller du nogle krav til en animator, som jeg ikke er rutineret nok til at kunne opfylde?”

- ”Det tror jeg nu nok, du vil kunne, og jeg kan også bruge dig, hvis vi ellers kan blive enige om vilkårene!” sagde han og tilføjede: ”Her arbejder vi mandag til fredag kl. 9-17 og lørdag kl. 9-14. Men hvad får du i løn hos Barfod?”

Den obligatoriske arbejdsuge var dengang på 45 timer, men flere og flere liberale virksomheder var gået over til 40 timers uge, nemlig ved at holde lukket om lørdagen. Det med eventuelt at skulle arbejde om lørdagen, var jeg faktisk ikke indstillet på, og jeg syntes heller ikke, at det var rigtigt af mig at fortælle størrelsen på den løn, jeg fik hos Barfod, for strengt taget kom det jo ikke andre ved. Derfor svarede jeg:

- ”Tror du ikke, at det ville være på tide, at I også indfører lørdagslukket, sådan som det efterhånden er blevet kutyme i de fleste liberale erhverv? Og hvad løn angår, vil jeg hellere spørge, hvad du har tænkt dig eventuelt at give mig?”

Steinaa så tvivlrådigt hen på Kirsten, som havde overværet samtalen, men mærkværdigvis uden at blande sig i den. Senere, da jeg lærte dem begge bedre at kende, forstod jeg, at hun faktisk havde et stort ord at skulle have sagt, både privat og i arbejdsmæssig sammenhæng.

En ændring fra 45 til 40 timers arbejdsuge, ville jo betyde, at firmaet så at sige skulle forære medarbejderne 5 timer ugentlig, for man kunne ikke forestille sig, at der enten skulle skæres tilsvarende i lønnen eller arbejdes en time længere om dagen. Nu var det Kirstens tur til at sige noget:

- ”Jo, det var nok værd at overveje lørdagslukning også for vores vedkommende, men det skal vi først konferere med Sevel om, inden vi beslutter os. Det kan vi først gøre mandag, for han er her ikke om lørdagen”.

Jeg fornemmede i det hele taget en vis velvilje hos Ib og Kirsten Steinaa og tolkede det derhen, at de begge gerne ville ha’ mig som medarbejder. Desuden ville det næppe betyde firmaets fallit, hvis man skulle forære medarbejderne de fem ugentlige timer, for bortset fra Ib og Kirsten var det kun Helge Christiansen og Antti Peränne, der fik en løn, det er værd at tale om, nemlig hver især 1500 kr. om måneden, hvilket jeg dog først senere erfarede. Anna Lise Andersen fik en nogenlunde pæn løn på omkring 800 kr. månedlig, mens resten af personalet var elever, og de fik faktisk ingen løn, i hvert fald ikke det første af de tre år, læretiden var beregnet til at vare. Jeg formoder eller gætter på, at Ib Steinaa på den tid har fået en månedsløn på omkring 2500 kr., mens Kirsten antagelig har fået 1800-2000 kr. om måneden. Desuden fik de jo udbytte af deres aktier i firmaet og andel i dettes eventuelle overskud.

- ”Angående løn”, sagde Steinaa tøvende, ”så kan vi tilbyde dig 1500 kr. om måneden! Hvad siger du til det?”

Tilbuddet overraskede mig unægtelig, for hos Barfod fik jeg jo ’kun’ 1000 kr., hvilket

dengang blev anset for en ganske god månedsløn.. Men af bar usikkerhed turde jeg ikke tinge yderligere om lønnen, så derfor svarede jeg efter en kort pause:

- ”Jo, det er i orden, hvis vi så også kan blive enige om lørdagslukning!”

- ”Ring til os i midten af næste uge”, sagde Kirsten, ”så vil vi i mellemtiden prøve at få

afklaret spørgsmålet med Sevel.

- ”Men du vil vel gerne se, hvordan vi har indrettet os, og hilse på vores medarbejdere?”, sagde Steinaa, idet han rejste sig fra sin stol og gik hen og ud ad døren, der førte ind til de tilstødende lokaler.

Medarbejderne hos Nordisk Tegnefilm

Først kom vi ind i en lang, smal korridor med ovenlys, og bag den første dør til venstre var der et forholdsvis stort lokale, hvor firmaets optrækkere og farvelæggere havde tegnestue. Her sad først og fremmest en ung Anna Lise Andersen, som var afdelingsleder, og dernæst nogle ligeledes unge damer, som Elisabeth Halgreen, Jytte Larsen og Annette Lorentzen.

Bag den anden dør til højre var der et noget større rum, der hovedsagelig tjente som lager for de materialer, der blev brugt på tegnestuerne. Lige over for døren ind til lagerrummet, var der en åbentstående dør ind til en mindre tegnestue, og her sad Steinaas nevø, reklametegneren Helge Christiansen, som var den, der tegnede firmalogoer, for- og sluttekster og meget andet og mere til de film, der blev produceret her. Længere fremme ad korridoren og til venstre, var der endnu en dør ind til en tegnestue, som var noget større end den sidstnævnte. Herinde sad der tre tegnere, nemlig de to animationselever, Käte Thygesen og Anton Fredsøe, samt den finske reklametegner og art director Antti Peränne, som for tiden arbejdede hos Nordisk Tegnefilm, angiveligt for at lære at lave tegnefilm, men egentlig elev var han ikke.

Lige overfor den sidstnævnte dør, førte en anden dør ind til et noget større lokale, som på det tidspunkt tjente til tegnestue for tegneren og grafikeren Mogens Gylling og tegneren Finn Clausen. Med de to nævnte tegnestuer befandt vi os i den ende af den lange korridor, der lå længst borte fra direktionskontoret, og her var der en også en dør med vindue i foroven, og foran den var en repos, hvorfra en trætrappe førte ned til gårdspladsen foran bygningen.

Steinaa viste mig også firmaets trickrum med 35mm trickbordet, som var placeret i en tilbygning til den træbarak, hvori Nordisk Film Junior havde lokaler. Tilbygningen, som også var af træ, havde den ejendommelighed, at den omtrent ved gavlen var forsynet med en firkantet, tårnagtig overbygning. Den var lavet af hensyn til de to høje søjler, som trickkamera-elevatoren var monteret på, og som ellers ikke ville have kunnet få plads til at være der.

Trickfotograf var Poul Dupont og hans assistent var belgieren René de Clerq. Det var for resten det samme trickapparatur, som Børge Ring i sin tid havde købt af David Hand, da denne i 1950 ophørte med sin virksomhed i England. Apparaturet blev dengang fragtet til Danmark og stillet op i villaen i Vedbæk, hvor tegnefilmfirmaet Ring & Rønde havde til huse på det tidspunkt, og det blev siden købt af Nordisk Film, da dette firma i 1951 overtog foretagendet og omdøbte det til A/S Nordisk Tegnefilm.

Da jeg ugen efter ringede og talte med Kirsten Steinaa, som altid var den, der tog telefonen hos Nordisk Tegnefilm, sagde hun med en lidt venlig stemme, at Sevel havde godkendt lørdagslukning, som i øvrigt allerede var tilfældet hos Nordisk Film og Nordisk Film Junior. Så derfor kunne jeg begynde hos dem, når opsigelsesfristen hos Barfod var udløbet.

Min opsigelse hos Barfod Film

Så vidt jeg er i stand til at erindre, sagde jeg op hos Barfod den 1. marts 1959, og kunne altså begynde hos Nordisk Tegnefilm måneden efter, altså 1. april. Forinden havde jeg dog konfereret med Børge Hamberg, som godt kunne forstå min beslutning og mente, at det nok ville være det bedste for mig at finde andre græsgange. Men det var ikke nogen behagelig situation, at skulle gå ind til Barfod på hans kontor og tegnestue og fortælle, at jeg ønskede at slutte hos ham. Han havde åbenbart ikke nogen mistanke på forhånd, for han begyndte straks at tale om nogle af sine filmplaner, som også ville involvere mig. Og da jeg fremførte min beslutning, skar han ansigt på en måde, som han altid plejede at gøre, når noget forvirrede eller bekymrede ham, så jeg næsten fik ondt af ham og selv var ved at fortryde.

- ”Er det, fordi du gerne vil ha’ mere i løn?”, spurgte han.

- ”Nej!”, svarede jeg i overensstemmelse med sandheden, "det er udelukkende fordi jeg gerne vil prøve noget andet!”

Det var nu ikke hele sandheden, for som tidligere nævnt havde jeg i almindelighed vanskeligt ved at omgås Barfod på en naturlig og ligefrem måde. Men hvorfor det forholdt sig sådan, var jeg ikke selv klar over dengang, og ved det faktisk heller ikke i dag. Der var tale om en eller anden psykisk barriere mellem Barfod og mig, som ingen af os evnede at overskride eller nedbryde. Men mit gæt er, at jeg – måske lidt overlegent og uretfærdigt? - i virkeligheden betragtede ham som en ’opkomling’ inden for dansk tegnefilm, der tilmed ikke kunne eller ville lave, hvad jeg forstod ved ’rigtig’ tegnefilm, og at han på sin side måske mente, at jeg var lidt vel højrøvet over min fortid som tegner og animator på ”Fyrtøjet”. På den tid var jeg jo blevet rigtig godt forkælet på grund af mine relativt usædvanlige evner og forståelse for tegnefilmens teknik og kunst.

Barfod, som sad ved sit tegnebord i sin kæmpestore tegnestue og tegnede på et eller andet projekt, blev herefter fuldstændig tavs, og jeg benyttede situationen til at liste ud ad døren og op til min plads på første sal.

Hen på aftenen, da jeg sad hjemme og så TV, ringede telefonen. Det var Barfod, som åbenbart gerne ville forsøge at tale mig fra min beslutning. ”Jeg er ked af, at du vil holde op!”, sagde han ligeud. ”Er der slet ikke noget, der kan få dig til at blive?”. ”Nej, jeg beklager!”, svarede jeg bestemt, idet jeg nærmest følte mig som en forbryder. Jeg havde slet ikke ventet denne reaktion fra Barfods side, men nærmest troet, at han ville være fuldstændig ligeglad med, om jeg var hans medarbejder eller ej. Mit indtryk havde jo været, at han ikke satte særlig stor pris på mig som tegner og animator.

Det blev rent psykisk en streng måned at komme igennem, indtil den dag oprandt, hvor jeg skulle slutte. Alle kollegerne var venlige og forekommende imod mig, men Barfod så jeg ikke ret meget til, og hans kone, Birthe, så lige igennem mig, når vi lejlighedsvis mødtes på trappen eller andre steder i huset, som om jeg var luft. Derimod fulgtes Børge og jeg som sædvanligt til og fra arbejde, og selvom han sagde, at han også var ked af, at jeg skulle holde op hos Barfod, kunne han godt forstå mine bevæggrunde til at ville skifte over til Nordisk Tegnefilm. Men han og jeg fortsatte naturligvis med at være venner og ses privat.

Min nye arbejdsplads

Endelig oprandt dagen, den 1. april 1959, da jeg skulle begynde hos Nordisk Tegnefilm. Børge og jeg fulgtes som sædvanligt ad fra Brøndbyøster Station, men i modsætning til tidligere kørte jeg ikke med længere end til Valby, hvor jeg tog afsked med de ham, som fortsatte ind mod byen. Børge for at fortsætte til Hellerup, hvor han jo arbejdede hos Barfod. Selv spadserede jeg en genvej til Nordisk Film, nemlig bagom ad Skolegade, over Valby Tingsted, krydsede Valby Langgade og fortsatte ned ad Mosedalvej til nr. 6, hvor Nordisk Film var beliggende og havde været det lige siden 1906. Den vej til og fra arbejdet skulle jeg komme til at gå mange gange i løbet af de kommende år. Undervejs passerede jeg Smedestræde, som var og er en lille sidegade til Mosedalvej. Smedestræde lød bekendt i mine ører, og jeg erindrede en af de få deciderede kriminalfilm, der var blevet lavet i Danmark. Den hed Smedestræde 4 og var produceret af Palladium i 1950 og havde en lang række kendte danske skuespillere i rollerne.

Da jeg ankom til Nordisk Tegnefilm omkring et kvarter før kl. 9, var der næsten ingen af personalet dukket op endnu, og Ib og Kirsten Steinaa var heller ikke mødt frem. Men Annelise Andersen var der, og da hun så mig, sagde hun: ”Gå du bare ned i kantinen og få dig en kop kaffe! Det er den måde, de fleste af os plejer at starte dagen på!” Det gjorde jeg så, og det blev siden en daglig rutine i de år, jeg var ansat hos Nordisk Tegnefilm.

Kantinen lå i forlængelse af den bygning, hvor Nordisk Tegnefilm holdt til, og var i lighed med denne også en bygning med okkergule mure og mørkerødt bindingsværk. I denne ældgamle bygning havde skuespillere og personale hos Nordisk Film omtrent siden firmaets begyndelse dagligt haft deres gang, for at få stillet sulten og tørsten. Der var adgang til kantinen ad to døre, en omtrent midtvejs i facaden, og en i den gavl, der var nærmest bygningen som husede Nordisk Tegnefilm. Det var i reglen den sidstnævnte dør, personalet hos Nordisk Tegnefilm benyttede sig af.

Selve kantinen rummede et stort lokale med borde og stole i den ene ende af bygningen, og et omtrent tilsvarende lokale i den anden ende af samme. I det førstnævnte lokale plejede skuespillere, direktører, instruktører og det tekniske personale at holde til, mens håndværkere og arbejdere var henvist til det sidstnævnte lokale, som også gik under betegnelsen ”Slyngelstuen”. Midt imellem de to nævnte lokaler var et forholdsvis stort køkken, der lå vinkelret på spiselokalerne. Kantinebestyreren hed Else Stæhr, som var en nydelig dame omkring de 50 år, venlig, humoristisk og yderst effektiv som madmor. Fru Stæhr, som altid kun blev kaldt Else, var meget afholdt af både personalet og af skuespillerne. Som medhjælpere havde hun et par damer, der var lidt yngre end hende selv. Den ene blev kaldt ”Guggi”, men hendes rigtige navn husker jeg ikke. Hun var en mørkhåret, trind dame, fuld af krudt og humør og ligefrem af væsen. Den anden medhjælper erindrer jeg slet ikke. Men livfulde Guggi blev mange år senere ansat hos DR TV i Gyngemosen, vistnok som sminkøse eller kostumier.

”Klasseskel”

Denne morgen var der kun nogle håndværkere, det vil hovedsagelig sige snedkere, tømrere og malere, og scenearbejdere i kantinen, idet de holdt deres daglige frokost på det tidspunkt. Desværre husker jeg ikke længere navnene på disse mænd, hvis alder strakte sig fra omkring 25-50, men én husker jeg, hans navn var Jørgen Kunz og han oppebar titel af belysningsmester. De fleste af mændene var ganske almindelige mennesker, uhøjtidelige, humoristiske og venlige, og det morsomme var, at de faktisk så lidt ned på det øvrige personale, som de betragtede som mere eller mindre naragtige flipproletarer. Men selv brystede de sig af, at de i perioder daglig omgikkes med kendte skuespillere, som f.eks. Poul, dvs. Poul Reichhardt, når denne var på optagelse på studierne. ”Ja, jeg sagde også til Poul ...”, kunne en af dem finde på at sige højt, mens andre hørte på det. Eller: ”Poul er go’ for en snaps og en bajer eller to!” – Men dette snobberi var trods alt meget uskyldigt. Til daglig knoklede disse håndværkere og scenearbejdere fra kl. 7 morgen til kl. 16, og især scenearbejderne havde ofte overarbejde både morgen og aften, ja, enkelte gange endog om natten, lige som de ved spidsbelastninger også måtte arbejde i weekenderne.

Da jeg havde hentet mig en kop kaffe ude i køkkenet – der var selvbetjening – ville jeg sætte mig i slyngelstuen, men straks lød det lidt barskt fra Jørgen Kunz: ”Her må du ikke sidde! Du hører til inde i den anden stue!” Nå, da da, tænkte jeg, her er åbenbart skel mellem folk, men jeg sagde selvfølgelig ikke noget, for jeg blev ærlig talt paf og mundlam over Kunz’ bemærkning, og skyndte mig gennem køkkenet og ind i den anden frokoststue. Her var der til gengæld tomt for mennesker, så jeg satte mig ved et af bordene og drak min kaffe, mens jeg ventede på at Steinaa’erne eventuelt skulle dukke op. Det undrede mig godt nok, at ingen andre fra Nordisk Tegnefilm var her, men allerede i løbet af dagen fandt jeg ud af, at det var almindelig praksis blandt tegnerne og andet personale hos Nordisk Tegnefilm, at hver enkelt hentede sin kop kaffe i kantinen og tog den med sig op på tegnestuen, eller over i trickrummet eller eventuelt over i klipperummet, hvis man havde ærinde og arbejde der.

Chefens ankomst

Cirka klokken et kvarter til tyve minutter over 9 kom en tydeligvis forsovet Steinaa ind ad døren til kantinen, og efter at have hentet sig en kop kaffe og et glas bitter i køkkenet, satte han sig ved siden af mig. Efter en stunds tavshed, hvorunder han tømte glasset med bitter, sagde han: ”Nå, men velkommen til!” – ”Jo, tak!” svarede jeg, idet jeg afventede, hvad der videre skulle og ville ske. Men Steinaa så ikke ud til at have særlig travlt, for han sad sammensunket i stolen med begge arme tungt hvilende på bordet og nippede til sin varme kaffe. Imens stirrede han mat og træt ud i luften, som om han måske overvejede et eller andet at sige, men han forblev tavs.

Siden lærte jeg, at Steinaa var en mand af få ord, og at han blandt andet af den grund kunne virke uvenlig og utilnærmelig. Jeg fandt også snart ud af, at han havde store problemer, hovedsagelig fordi han i sin selvforståelse opfattede sig som noget nær et geni til at lave tegnefilm. Den selvforståelse blev understøttet og forstærket af hans kone, Kirsten, der så det som sin primære opgave at beskytte ham mod, hvad hun betragtede som uvedkommende emner og problemer. Hun ønskede at medvirke til, at han brugte al sin energi på at skabe, dels ved at forfatte manuskripter, komponere musik og designe stil og figurer til de tegnefilm, hvad enten det var reklame- eller kortfilm, der blev produceret hos Nordisk Tegnefilm. Det skal da også siges, at han faktisk var god til alle de nævnte funktioner, hvilket jeg alt sammen snart skulle komme til at opleve og erkende.

Problemet i og omkring Steinaas selvforståelse som lidt i retning af et geni, bestod i, at han ikke mødte den anerkendelse, som han selv syntes at han havde fortjent, ja, som han vel nærmest forventede og indirekte krævede. Denne mangel på anerkendelse bragte tit Steinaa i nedtrykt sindsstemning, og for at dulme denne var han begyndt at drikke lidt for mange øl og lidt for mange glas whisky til daglig, og denne uheldige tilbøjelighed tog til i de år, jeg arbejdede sammen med ham og senere. Faktisk må man desværre nok konstatere, at den gode Ib Steinaa blev dranker, hvilket medførte den sukkersyge, der alt for tidligt lagde ham i graven. Steinaa døde i 1987, kun 60 år gammel.

Det må også siges, at miljøet ude på Nordisk Film i Valby nok ikke lige var stedet for folk, der havde alkoholproblemer, for det varede ikke længe, før jeg kunne konstatere, at der ofte blev drukket tæt både af håndværkerne og af det kreative personale, som f.eks. Erik Balling og Henning Bahs, og ikke mindst af en del af skuespillerne, som f.eks. Poul Reichhardt, Peter Malberg og Gunnar Lauring.

Men alt dette anede jeg selvfølgelig ikke noget om den morgen, jeg for første gang sad sammen med Steinaa i Nordisk Films kantine og drak en kop kaffe. Endelig langt om længe fik han drukket det meste af sin kaffe, hvorpå han rejste sig, idet han sagde: ”Nå, men vi må vel hellere se at komme i gang!”. Jeg fulgte med som en lille hund, da vi sammen gik ud af kantinedøren og hen mod bygningen, som bl.a. rummede Nordisk Tegnefilm, men vi benyttede ikke ”direktionstrappen”, men gik op ad personaletrappen, som lå og stadig ligger lige overfor kantinen. Her viste Steinaa mig ind i den tegnestue, hvor jeg under mit forrige besøg havde hilst på Käte Thygesen, Anton Fredsøe og Antti Peränne. ”Ja,” sagde Steinaa, ”jeg tænkte, at du kunne sidde herinde og holde Anton og Antti i ørerne! Käte er flyttet ind til pigerne henne i den anden ende af korridoren.”

’Min’ tegnestue

Den plads og det tegnebord, som Käte Thygesen havde haft og som jeg nu kom til at sidde ved, stod op mod væggen, der vendte ud mod korridoren. Anton Fredsøe havde plads ved et tegnebord, som stod op mod lokalets ydervæg, som havde et enkelt trefags vindue. Til højre for dette og op mod endevæggen ud mod personaletrappen, havde Antti Peränne sin faste plads i den relativt korte tid, han arbejdede på stedet efter at jeg var blevet ansat. Men han var der længe nok til, at vi lærte hinanden ret godt at kende, og til, at han i flere år efter benyttede mig som animator på en lang række af de reklametegnefilm, han producerede efter at være vendt hjem til Finland igen. Jeg erfarede også, at en væsentlig grund til, at han ikke ønskede at arbejde for Steinaa længere end højst nødvendigt, var den, at da Steinaa var blevet sikker på, at jeg ville komme og arbejde fast for Nordisk Tegnefilm, havde han en dag inviteret Antti til en spadseretur ovre i den bageste del af Nordisk Films område, hvor der kun var træer, buske og græs. Her var de gået frem og tilbage i en halv times tid, og herunder havde Steinaa fortalt Antti, at det var lykkedes at få en virkelig kapacitet indenfor tegnefilm til at komme og arbejde hos dem. Men da vedkommende, altså mig, var af en professionel kapacitet, som krævede højeste løn, og da firmaet ikke havde råd til at betale flere den højeste løn, så man sig desværre nødsaget til enten at opsige Antti, som jo trods alt ikke var animator, eller skære hans løn ned med 500 kr. om måneden!

Antti, der normalt var lige så fåmælt som Steinaa, og hvis mest brugte ord var ”Sjuh!”, sagt med en sugende lyd, som mest betød ”ja” eller ”javel”, blev rystet over Steinaas forslag. For en nedskæring af hans månedsløn med 500 kr. ville betyde, at han ikke kunne klare sig økonomisk i Danmark, men enten måtte have penge tilsendt hjemme fra Finland eller sige op hos Steinaa og vende tilbage til sit hjemland. I første omgang valgte Antti at afvente situationen og se, hvordan det hele udviklede sig, og derfor fik jeg fornøjelsen af at lære ham at kende i løbet af det omkring trekvarte års tid, han fortsatte i firmaet.

De tegneborde, vi sad ved, bestod af en lakeret spånplade med fire spinkle, men stærke stålben. Tegnepultene, som stod ovenpå bordet og som de fleste ansatte arbejdede ved, var af en ganske enkel konstruktion, men lige præcis den tegnepult, jeg fik overladt, var speciel både i konstruktion og ved, at den var lavet af træ, hvor de andre pulte var af finer. Denne tegne- eller lyspult fik jeg med mig hjem, da jeg et par år senere begyndte at arbejde freelance for Nordisk Tegnefilm, og jeg har denne lyspult i min besiddelse den dag i dag. Hverken Ib eller Kirsten Steinaa spurgte nogensinde efter den, så jeg har tilladt mig at gå ud fra, at den tilhørte mig. Stolene, vi sad på, var de berømte myrestole af Arne Jacobsen, og de kunne gå an, selvom de ikke var nær så behagelige at sidde på, som de mobile kontorstole, jeg senere altid har brugt, både hjemme privat og på mine senere arbejdspladser.

Det viste sig for øvrigt, at der var sket personalemæssige ændringer, siden jeg havde besøgt Nordisk Tegnefilm første gang en måneds tid tidligere. I mellemtiden var nemlig både Mogens Gylling og Finn Clausen holdt op i firmaet. Gylling havde vistnok fået ansættelse i DR TV’s grafiske afdeling, og Finn Clausen, som var reklametegner, og som ikke var specielt interesseret i tegnefilm, fik job på et reklamebureau.

Teksten fortsættes i 18. afsnit.