Om mit forhold til filmmediet
18. afsnit
Min første arbejdsopgave hos
Nordisk Tegnefilm
Men efter at jeg havde fået sat mig ned ved mit arbejdsbord,
gav jeg mig til at mønstre mine arbejdsredskaber: Diverse trykpencils til
henholdsvis sorte, røde, blå og grønne blyantsstifter, viskelæder,
blyantsspidser, og ikke mindst: animationspapir i lille og stort format. Snart
havde jeg vænnet mig til de nye og uvante forhold, og nu ventede jeg bare
spændt på Steinaas udspil. Det varede da heller ikke
længe, førend han kom ind ad døren med nogle store plancher under armen og en
aflang, gul fotoliste i hånden. ”Jeg ved ikke, om du i biograferne har set
reklamefilmen ”Jeg vil hel’re ha’ en STAR!”?”,
indledte han med at sige. Jeg nikkede bekræftende. ”Vi er i gang med den næste
STAR-film, som vi dog ikke er kommet længere med, end til, at der foreligger et
manuskript, et lydbånd og en fotoliste med opmåling af lyden, og så disse fire
plancher.” Her lagde han plancherne foran mig, så jeg kunne se, hvad de
forestillede. Det var fire af de situationer, der skulle indgå i filmene.
”I den første STAR-film”, fortsatte Steinaa,
”som jeg selv lavede animationen til, bortset fra ølglasset, der fyldes, og som
Käte Thygesen har animeret, så mente vi, at en stærkt begrænset form for
animation ville passe til filmen. Men i den nye film vil vi gerne ha’ lidt mere
animation, som passer til de situationer, der er i filmen. Det skulle du vel
nok være mand for at klare!” - Efter en pause tilføjede han: ”Men der mangler
endnu en situation til filmen. Det må du snakke nærmere om med Dibbern, som er
den, der har skrevet manuskripterne til begge STAR-film, og som også har valgt
både komponist og sangkor. Men nu kan du jo foreløbig begynde med at se på
plancherne og gå over i klipperummet og høre lydbåndet og sammenligne det med
fotolistens opmålinger. Snak med Helge om det, for det er ham, der har opmålt
og nedskrevet dialogen og sangen.”
Med disse ord forlod Steinaa
lokalet og jeg var nu overladt til mig selv med de for mig næsten helt nye og
uvante ting. For det første havde jeg aldrig før animeret læbesynkront, for det
andet vidste jeg ikke, hvordan man opmålte lyd og dialog, og for det tredje var
jeg uvant med at animere i større stil. Heldigvis for mig, viste Helge
Christiansen sig at være det venligste og hjælpsommeste
menneske, man kan tænke sig, og uden tøven lagde han straks pensel og
skrivestok fra sig og fulgte mig over i klipperummet, som lå ovre i en af
barakbygningerne ved Scene 1. Jeg havde selvfølgelig både set og i mindre
omfang arbejdet ved et klippebord, både ude hos Nordisk films Teknik og hos
Bellevue Studio, i min tid hos Barfod, men alligevel var situationen ny og
ukomfortabel for mig. Det var derfor Helge, der klarede den tekniske og
praktiske side af sagen, mens jeg kunne koncentrere mig om at lytte til
lydbåndets indhold. Snart lød de muntre toner og ord, sunget af en operasanger
og operasangerinde, mens jinglen var indsunget af et kor. Melodierne var
komponeret af Ole Mortensen (1924-1981), som på det tidspunkt var programchef i
Danmarks Radios Underholdningsafdelings Musikafdeling.
Det skal gerne indrømmes, at jeg var noget nervøs og
betænkelig ved den nye situation, hvor jeg blev kastet hovedkulds ud i en efter
min egen mening vanskelig og krævende opgave. Jeg havde jo i flere år kun været
vant til at lave, hvad vi kaldte dikkedik-animation, det vil populært sige: tre
tegninger i repeat. Og den mest avancerede animation,
jeg havde lavet i min tid hos Barfod, den med de hoppende harer i ”Forårs-Fred’rik”, havde han kasseret. Da jeg umiddelbart følte
fortrolighed til Helge, fremførte jeg mine betænkeligheder for ham, men han
trøstede mig med at sige, at det bare var om at komme i gang og gøre det så
godt, jeg kunne. ”Desuden kan du jo lave linetest, alt det du vil!”, sagde han
opmuntrende.
”Linetest”, på dansk kaldt ”skitsefilm”, var
fagudtrykket for prøveoptagelse af den blyantstegnede animation, eventuelt på
skitsestadiet, og den teknik kendte jeg jo både fra ”Fyrtøjet”-tiden
og fra tiden hos Barfod, selvom linetest ikke var standardprocedure nogen af
stederne.
Nå, men der sad jeg så med håret ned ad nakken og
vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle begynde og hvor jeg skulle ende. Men jeg
måtte jo hellere se at komme i gang, jo før jo bedre. Mærkværdigvis forelå der
ikke layouts til de scener, der foreløbig indgik i filmen, og da jeg spurgte Steinaa, om sådanne fandtes, svarede han, at jeg jo bare
kunne bruge plancherne som layouts. Altså gav jeg mig til at aftegne figurerne
og interiøret på plancherne og placere det hele i forhold til widescreen
formatet, som dengang var blevet standard i filmbranchen.
I filmens første scene eller situation ses en dame og en
herre på kunstudstilling. Parret står foran en abstrakt skulptur, og damen
synger med operaparodisk stemmeføring: ”Oh, hvor er den der figur dog smuk!
Hvad si’r du lille far?” – Hvortil manden svarer med
lidt fortrydelig talestemme: ”Jeg vil hel’re ha’ en
Star!” Idet situationen forvandles til et glas, som fyldes med skummende øl,
høres koret synge: ”Han vil hel’re, han vil hel’re, han vil meget, meget hel’re
ha’ en Star!”
Scenen forvandles igen til næste scene, som viser en
mand med en stor vase under den ene arm, og som står foran en ældre herre. Idet
manden med vasen hurtigt tager en seddel frem og ser på den, synger han: ”Denne
vase - er en hyldest - til vor kære jubilar!”, hvorpå den ældre herre lidt
gnavent siger: ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!”
Koret gentager jinglen og scenen forvandles igen, denne
gang til en situation på Dyrehavsbakken, hvor en udråber i høj hat står oppe på
podiet foran en plakat med et billede af en letpåklædt dame. Nede foran står en
piberygende mand. Udråberen synger: ”Kom og se Viola danse! Tænk Dem, hun er
ganske bar!”. Manden tager piben ud af munden og siger: ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!” Igen kor og forvandling af scenen, som
nu viser en astronaut og en hvidkitlet videnskabsmand stående foran en
startklar rumraket. Videnskabsmanden synger: ”Du bli’r
første mand på månen, se raketten, den er klar!”, hvortil astronauten siger med
en hul lyd inde bag hjelmen: ”Jeg vil hel’re ha’ en
Star!”
En dygtig reklamefilm-instruktør
Imidlertid manglede der jo en situation i filmen, for
at denne kunne blive på de i alt 75 sekunder, dvs. 1 minut og 15 sekunder, som
var meningen. Derfor opsøgte jeg Erik Dibbern (1922-1996), som havde kontor i
den barak, hvor også Nordisk Film Junior holdt til, og tilmed ved siden af det
lokale, Nordisk Tegnefilm brugte som trickrum. Dibbern, som jeg her hilste på
for første gang, virkede venlig, imødekommende og relativt afslappet, skønt der
ikke var tvivl om, at han tog sit arbejde som reklamefilminstruktør seriøst.
Det viste sig desuden, at han var uhyre flittig og dygtig, både som
manuskriptforfatter, instruktør og kundeforhandler. I reglen skrev han selv
manuskripterne til sine reklamefilm, og han havde desuden selv direkte kontakt
med de kunder, for det meste reklamebureauer, som bestilte filmene hos ham.
Dibbern havde allerede på det tidspunkt vundet
adskillige førstepriser ved den årlige reklamefilmfestival i Cannes. Nogle af
de reklamefilmserier, som Dibbern vil være kendt for, var f.eks. Vitalius Sørensen med den dengang meget populære
skuespiller Helge Kjærulff-Schmidt i hovedrollen. Filmene reklamerede for Bio Foska Havregryn. En anden serie var den om hårmidlet Brylcreme, der havde skuespilleren Preben Marth som gennemgående hovedfigur. En tredje serie var
reklamefilmene med det berømte komikerpar Dirch & Kjeld hos Crome & Goldschmidt, og en fjerde serie, den for SNEVIT
med en ung og dengang endnu ukendt Jytte Abildstrøm.
Da jeg indfandt mig på Dibberns kontor, sad han henslængt
i stolen og med benene nonchalant placeret oppe på skrivebordet, som flød med
papirer og meget andet. Han var nem at snakke med, det vil sige, det var ham
der snakkede, så man kunne faktisk ikke få et ord indført. Da han i næsten en
time havde underholdt mig med diverse mere eller mindre vittige og morsomme
anekdoter om sin tid som reklamefilminstruktør, først hos Gutenberghus
Reklamefilm 1948-56, og siden hos Nordisk Film Junior, sagde han pludselig:
”Hvad var egentlig dit ærinde?”.
Jeg forklarede ham, at det drejede sig om at få en
situation og replik til den manglende scene i STAR-filmen. ”Nå, den!, sagde
Dibbern tilsyneladende uinteresseret, og til min forbløffelse fortsatte han:
”Den situation og tekst kan du sgu’ selv finde på! Men la’ mig lige godkende
den, inden du animerer den!”
Indrømmet, højst overrasket over at få overdraget
opgaven af en garvet og berømt reklamefilmmand, gik jeg tilbage til tegnestuen,
idet jeg tænkte over, hvilken situation, der ville være passende at tilføje til
STAR-filmen. Men først gik jeg ind til Ib og fortalte ham, hvad Dibbern havde
sagt og at han havde overladt det til mig at finde på en idé til den manglende
scene. ”Ja,” sagde Steinaa, ”det må jo betyde, at han
mener du vil være i stand til at klare opgaven! Det mener jeg også!” Dermed var
kompetencen afgjort.
Den følgende dag sad jeg ved tegnebordet og tænkte
over, hvad jeg dog skulle finde på, og pludselig slog det mig, jeg ved ikke
hvordan og hvorfor, men at det måske kunne være morsomt med en officer og en
modvillig rekrut. Officeren synger: ”Kom kun her! Vi gør dig nu til en rask og
flot husar!”. Den forsagte rekrut svarer: ”Jeg vil hel’re
ha’ en STAR!”
Da jeg først havde teksten, gav jeg mig til at tegne
layout og figurer til scenen. I baggrunden ser man en kasernebygning, og foran
denne står officeren og rekrutten, som endnu er i civilt tøj. Både Steinaa og Dibbern godkendte tekst så vel som layout og
figurudkast, der naturligvis var lavet i stil med filmens øvrige scener.
Mange år senere, i 1992, blev Dibbern interviewet i
forbindelse med et TV-program med titlen Da reklamen
var ung, og heri fortæller han anekdotisk om STAR I-filmens tilblivelse, men
viser STAR II, dog i en udgave, hvor der er byttet om på scenernes rækkefølge.
Men i sin iver for at berette om sine egne fortræffeligheder, ’glemmer’ Dibbern
helt at nævne, at mens det var grafikeren Mogens Gylling, som havde designet
Star-filmenes stil, var det især Ib Steinaa, der
havde en stor del af æren for Star-filmenes succes, idet det jo var ham, der
oprindelig havde designet filmenes figurer. En ikke uvæsentlig del af æren
tilkom også komponisten Ole Mortensen for den muntre og slagkraftige musik, han
havde komponeret til STAR-filmene, og som mange mennesker senere kunne synge
med på. At Dibbern heller slet ikke nævner lille mig efter fortjeneste,
fortæller blot, at Dibbern ikke opfattede sine medarbejdere som et team,
hvilket han vel rettelig burde have gjort. Derfor vil jeg her posthumt
korrigere den gode Erik Dibbern og sige, at de to STAR-film var et resultat af
et særdeles vellykket teamwork.
Hos Nordisk Tegnefilm blev der imidlertid også
eksperimenteret med forskellige andre teknikker og stilarter til tegnefilm, end
den efterhånden traditionelle UPA-stil. Et eksempel er en reklametegnefilm for
”SHELL MOTOR OIL”, hvortil der bl.a. blev brugt en miniaturemodel af en
motorbåd, som man lod spejle sig i en bøjelig højglansplade.
Animationen, der blev forestået af mig, skulle
demonstrere energi og vitalitet, og den foregik på den måde, at pladen
skiftevis enten blev bøjet eller vredet, mens der successivt blev optaget det
ene stillbillede efter det andet af den afspejlede båd, som derved antog helt
forskellige former.
Filmfotografen Henning Kristiansen var fotograf på den
serie stillfotos med modelbåden, som blev koordineret og som jeg aftegnede i
form af kontinuerlige animationstegninger, efter hvilke man kunne montere de
udskårne eller udklippede fotos på cels. Men der blev
dog først lavet en linetest af animationen, så man kunne forvisse sig om, at
denne var i orden. Derefter blev cels’ene optaget på
trickbordet, og som baggrund brugtes en forsænket, ensfarvet baggrund, der blev
belyst med et spotlight. Resultatet af eksperimentet faldt nogenlunde heldigt
ud. Det var i øvrigt principielt samme teknik, der blev brugt i forbindelse med
reklametrickfilmene for Ekstra-Bladet, som senere
blev produceret hos Nordisk Tegnefilm, for resten af mig i samarbejde med Steinaa.
I den følgende tid fik jeg flere forskellige
reklametegnefilmopgaver, f.eks. for pibetobakken Arsenal, en planlagt
reklametegnefilm for middagsavisen B.T., og som omtalt for Shell Motorolie.
Reklametegnefilmene fik jeg selv lov til at finde på ideer, historier og design
til, og det gjorde jo ikke opgaverne mindre interessante. Det gav mig også
lejlighed til at tilegne mig og udvikle den tegnestil, som egnede sig til den
art og kvalitet af tegnefilm som skulle bære Nordisk Tegnefilms stempel.
Efter at disse mere ubemærkede og traditionelle
reklametegnefilm var blevet produceret, fik vi desuden ordre på en serie
tegnefilm for ”Pepsodent Tandpasta”, som Steinaa og jeg i fællesskab tog os af. Men derefter blev
der stort set tomgang i firmaet. Nervøsiteten begyndte at brede sig hos
personalet, og ikke mindst hos Anton, Antti og mig, som frygtede lidt for vores
stillinger. For mit eget vedkommende var den månedlige indtægt som ansat hos
Nordisk Tegnefilm livsnødvendig. Udsigten til eventuelt at skulle vende tilbage
til Barfod Film, var ikke lige det jeg allermest ønskede, men endnu mindre
ønskede jeg naturligvis at blive arbejdsløs. Det, der medvirkede til at øge den
anspændte situation, var den omstændighed, at vi i en del dage ikke så det
mindste til Steinaa, som meget imod sin sædvane ikke
kom på sine omtrent daglige besøg på de enkelte tegnestuer.
Det viste sig dog efter omkring en uges tids forløb, at
vi ikke havde behøvet at nære store bekymringer for vores udkomme hver især,
for ingen af os kendte Ib Steinaa godt nok til at
vide, at han meget nødigt ville afskedige folk, og da slet ikke erfarne folk,
som han vidste at han ville kunne få brug for i en given situation. Det var
noget andet med Kirsten, som var den af de to, der så mest nøgternt på
situationen – og på pengekassen. Hvis jeg kendte hende ret, så har hun
formentlig forsøgt at få sin mand til at forstå, at den øjeblikkelige situation
var uholdbar i længden. Men Ib trak den i ørerne, så længe som muligt, i håbet
om, at noget ville vise sig, eksempelvis i form af en reklametegnefilm eller
lignende.
Men for imidlertid ikke at lade tiden gå til spilde,
benyttede Ib Steinaa situationen til at genoptage sin
dristige plan om en langtegnefilm med arbejdstitlen ”PING PONG”. Den havde han
fået ideen til, engang da han spillede pingpong ude i sin have, og hvor bolden
ved et uheld var havnet inde i et buskads. Ved at fantasere over, hvad der
eventuelt videre kunne tænkes at være sket med bolden, hvis den var havnet i en
fuglerede og en fuglemor forvekslede den med et æg, mente Steinaa
at dette kunne bruges som emne for en tegnefilm, muligvis af en længde som
Disneys lange tegnefilm.
Som nævnt begyndte det på et tidspunkt at knibe for Nordisk
Tegnefilm med nye ordrer på reklametegnefilm og andre tegnefilmopgaver. Det
førte til at Steinaa genoptog sine foreløbig noget
løse planer om en langtegnefilm med hovedfiguren Ping-Pong.
Igennem længere tid havde han syslet med ideen om ”Ping Pong”
og udtænkt en række situationer til filmen.
Efter omkring en uges pause i sine ellers daglige besøg
på tegnestuerne, kom han pludselig og uventet en dag ind på den tegnestue, hvor
Fredsøe, Peränne og jeg sad, og begyndte at udvikle
idéen og plottet til filmen. Grundideen, som Steinaa
havde fået for et stykke tid siden ved at tænke på en pingpong-bold, bestod i,
at en pingpong-bold en dag ved en fejltagelse havner i en fuglerede.
Fuglemoderen tror åbenbart, at det er et æg og giver sig til at ruge det ud. Herunder
sker der dog kun det, at pingpong-bolden får øjne, næse og mund.
Som nævnt begyndte det på et tidspunkt at knibe med nye
ordrer på reklametegnefilm og andre tegnefilmopgaver. Det førte til at Steinaa genoptog sine foreløbig noget løse planer om en
langtegnefilm med hovedfiguren Ping-Pong. Igennem
længere tid havde han syslet med ideen om ”Ping Pong”
og udtænkt en række situationer til filmen.
Efter omkring en uges pause i sine ellers daglige besøg
på tegnestuerne, kom han pludselig og uventet en dag ind på den tegnestue, hvor
Fredsøe, Peränne og jeg sad, og begyndte at udvikle
idéen og plottet til filmen. Grundideen, som Steinaa
havde fået for et stykke tid siden ved at tænke på en pingpong-bold, bestod i,
at en pingpong-bold en dag ved en fejltagelse havner i en fuglerede.
Fuglemoderen tror åbenbart, at det er et æg og giver sig til at ruge det ud.
Herunder sker der dog kun det, at pingpong-bolden får øjne, næse og mund, samt
arme og ben, og da fuglemoderen er fløjet ud efter føde til ’ungen’, hopper
denne ud af reden, for at gå på opdagelse og eventyr i den omkringliggende
skovverden.
Efter at have brugt omkring et par timer på at
bearbejde os gennem sin monolog, hvorunder vi hver især holdt kæft, for vi
vidste af erfaring, at hvis Steinaa først blev revet
ud af sin tankegang, kunne vi risikere at han gik i stå og ville forlade
lokalet i skuffet og fornærmet vrede. Men vi syntes alle tre, at hans idé med Ping-Pong var så interessant og spændende, at vi slugte
hvert ord og hvert billede eller sceneri, Ib gennem sine ord fremmanede for
vort indre syn. Endelig sluttede han sin enetale med at sige noget i denne
retning: ”Harry, jeg overlader det til dig, at videreudvikle og tegne et
storyboard til Ping-Pong! Du kan spille idé-ping-pong med Anton og Antti, som måske kan supplere og komme op
med nogle gode ideer!” - Dermed forlod Steinaa
lokalet lige så stille som han var kommet, og vi så ikke noget til ham, før et
par dage senere.
Både Anton, Antti og jeg syntes Steinaas
idé om ”Ping-Pong” var interessant at arbejde med og
videreudvikle. Samtidig kunne vi jo fordrive ventetiden på nye kommercielle
opgaver på en nyttig og fornuftig måde. Der var nemlig stadig tomgang på
studiet, og derfor kunne vi i de følgende dage og uger koncentrere os om og
vride hjernen, for at finde på alle de mulige og umulige oplevelser og
overraskelser, som Ping-Pong kunne tænkes at komme ud
for undervejs på sin færd ud i den store verden. Vi syntes jo nok, at figuren
så lidt barhovedet eller skaldet ud, så derfor gav vi ham til at begynde med en
lille trekantet hat på hovedet. Det havde han ikke haft i Steinaas
oprindelige idé, hvor figuren udtrykkeligt skulle ligne en nøgen ping-pong-bold.
”Anthony Peacelake Mysteriet”
Ind imellem, når vi var kørt træt i forsøgene på at
presse ideer og gags frem til Ping Pong, slappede vi
af, blandt andet ved at lave hørespil med og for hinanden. På den tid havde
Radioteatret netop haft stor succes og nærmest lagt byernes gader øde, når man
opførte Gregory Mysteriet. Det var denne hørespilserie, der havde inspireret
os, og til formålet brugte vi Anton Fredsøes medbragte båndoptager, og et af de
hørespil, vi kreerede, var et krimispil, som vi gav titlen Anthony Peacelake Mysteriet. Navnet var en anglificering
af Anton Fredsøe, og vi tilføjede spillet alle de uhyggelige lyde og
lydeffekter, vi overhovedet kunne finde på at lave. Og med fordrejet
stemmeføring afviklede vi replikkerne og handlingen, som vi improviserede og i
et slags mentalt ’ping-pong’-spil mellem os fandt på
undervejs.
Det kunne naturligvis ikke undgås, at vores højlydte
eksperimenter kunne høres på de nærmestliggende
tegnestuer, og snart strømmede kollegerne til og forlangte, at vi afspillede
hele båndet for dem. Også Ib og Kirsten kom til, for at høre, hvad vores vilde
fantasier og eksperimenter var resulteret i, og alle syntes at more sig
kosteligt over vore påfund og den professionalisme, hvormed hørespillet blev
indspillet. Sagt i al ubeskedenhed, var det især mine egne erfaringer, både fra
mine tidligere teateriscenesættelser og fra de lydindspilninger til film, jeg
havde lavet eller været med til, der kom vores ’hørespil’ til gode.
Grisen ”Piggy”
Arbejdet på storyboardet til Ping-Pong
fortsatte nogen tid endnu, men på et tidspunkt blev vi nødt til at lægge det
til side, fordi jeg fik til opgave at lave en lidt længere reklamefilm for DAK
dåseskinke. Det var jo ikke lige en ønskeopgave for mig, der var vegetar, at
lave reklame for forbrug af et kødprodukt. Men bortset fra det, var opgaven som
sådan interessant nok, også fordi jeg stort set skulle arbejde selvstændigt med
den. Endnu engang måtte jeg selv forestå kundekontakt, idéudvikling,
storyboard, design og filmens produktion, men naturligvis med Kirsten Steinaa som økonomisk ansvarlig. Ib blandede sig stort set
ikke i projektet, i hvert fald ikke indtil videre.
Tegningen af den lille gris, internt kaldet ”Piggy”, som var hovedfiguren i en reklametegnefilm for
”Danish Ham” (1959). Det var denne figur, om hvilken Walt Disney under et besøg
hos A/S Nordisk Tegnefilm sagde: ”Funny little Fellow!” – Det var hensigten at tildele ”Piggy” hovedrollen i en serie TV-tegnefilm, men planen blev
opgivet. – Figuren ”Piggy”
var designet af mig, Harry Rasmussen.
Alligevel blev det arbejdet med DAK-filmen, der gav mig
et af de første sammenstød med Steinaa, som der
uundgåeligt kom flere af i årenes løb, men vi blev dog aldrig for alvor uvenner
af den grund. Steinaa var jo som nævnt Nordisk
Tegnefilms kunstneriske leder og som sådan bar han ansvaret for kvaliteten af
de tegnefilm, der blev produceret af firmaet. Det var derfor naturligt, at han
superviserede projekterne efterhånden som disse tog form, og han skulle
naturligvis godkende de storyboards og det figurdesign, jeg lavede, hvilket han
også gjorde, i reglen uden at have noget at kritisere eller tilføje.
I øvrigt gav arbejdet med ”Piggy”,
et navn, som vi for sjovs skyld havde givet den lille gris, rigeligt at gøre
først og fremmest for mig. Der blev som sædvanligt tegnet et storyboard til
filmen, i dette tilfælde af mig, som også lavede arbejdskort, på grundlag af
hvilke Ole Mortensen komponerede musikken. Derefter lavede jeg en story-reel,
for at sikre mig at musik og lyd matchede hinanden. Først nu blev Steinaa koblet på i sin egenskab af supervisor, og han havde
i første omgang ingen indvendinger, hvorfor jeg kunne gå videre og tegne
layouts til de få baggrunde, der var i filmen. Derefter gik jeg i gang med
animationen, som jeg både tegnede og mellemtegnede. Efter at linetests for
diverse scener var lavet og godkendt af mig selv, gik animationstegningerne til
optræk og farvelægning, og derfra videre til optagelse på trickbordet, som jeg
i dette tilfælde også selv stod for.
I mellemtiden var musikken til filmen blevet indspillet
og speakerkommentaren indtalt, og redigeringen af arbejdskopien kunne derpå
foretages, hvilket jeg selv gjorde. Da jeg var nogenlunde tilfreds med
resultatet, tilkaldte jeg Ib Steinaa, for at høre
hans vurdering af filmen. Sammen så vi filmen igennem et par gange på
klippebordet, og Steinaa syntes stort set at filmen
var vellykket, men havde dog en enkelt indvending, nemlig den, at jeg i en af
scenerne havde lavet et ’dobbelt take’ af overrasket
glæde hos ”Piggy”, idet han har fået øje på noget,
der foregår off screen. Derpå klippedes der til en
scene, som viste, hvad det var, ”Piggy” reagerede på:
det fyldte fodertrug. Klip tilbage til ”Piggy”, som i
begejstring sætter af og skynder sig hen til truget, hvor han kaster sig
grådigt over foderet.
Imod denne krydsklipning indvendte Steinaa,
at publikum efter at have set ”Piggy” kigge hen mod
truget (off screen), først burde se det fyldte trug,
hvorefter man så kunne klippe tilbage til ”Piggy” og
se hans reaktion i form af et dobbelt take. Steinaa mente, at jeg havde taget ’fusen’ af ”Piggy”s glædelige overraskelse ved ikke først at vise det
fyldte trug. Men jeg holdt stædigt på mit og sagde, at der var tale om en
nuanceforskel imellem hans og min opfattelse, og at jeg ikke kunne se nogen
rimelig grund til at skulle ændre ved den scenegang, der var i filmen. Mit
argument var, at man lige så godt først kunne lade publikum se ”Piggy” blive glad for et eller andet, og derefter, hvad det
var, der gjorde ham glad. Dette tog Steinaa, der ikke
var vant til at blive sagt imod, mig meget unådigt op, hvorfor han straks
rejste sig og forlod klipperummet uden så meget som at sige et ord mere.
Steinaas surmulende fornærmelse bevirkede, at han lukkede sig
inde på sin tegnestue, idet han dog ikke undlod undervejs at fortælle sin kone
om min dumstædighed. Det fik jeg kort efter at høre, da Kirsten, som altid var
ligefrem, kom ind til mig og spurgte, hvorfor jeg ikke ville rette mig efter
Ib, som jo trods alt var firmaets kunstneriske leder. Men var Steinaa stædig og – efter min opfattelse – uretfærdig, så
var jeg det om muligt endnu mere, så derfor svarede jeg, at min opfattelse var
der ikke noget i vejen med. Filmens scenegang forblev derfor, som jeg havde
tilrettelagt den, og som jeg vedblivende syntes den burde være. Men Steinaa var fortsat så sur på mig, at han på enhver måde
søgte at undgå mig i hvert fald i den næste uges tid.
Det var første og også eneste gang i alle årene, at Steinaa og jeg var på kant med hinanden, for ellers havde
vi et forbilledlig godt samarbejde og respekterede hinandens ekspertise. Men i
flere dage derefter undgik han mig, alt imens den i og for sig ubetydelige
episode sank ned i mindernes pulterkammer. Filmen var i mellemtiden blevet
afleveret til kunden, som angiveligt var tilfreds med resultatet. Efter min
egen vurdering var ”Piggy”-filmen hverken mere eller
mindre end et pænt stykke håndværk, som egentlig ikke havde været en kontrovers
værd.
Da Steinaas gemyt efter godt
en uges tids forløb atter var faldet til ro og episoden nærmest glemt, skønt
han for øvrigt i almindelighed havde svært ved at glemme og tilgive
uoverensstemmelser eller hvad han opfattede som fornærmelser, kom han til min
store overraskelse en dag ind til mig og forelagde den idé, at grisen fra
DAK-filmen, eller en gris, som lignede den, måske kunne bruges som hovedfigur i
en kort underholdningstegnefilm, måske endda i en serie sådanne til TV. Jeg
blev mere end overrasket, ja, nærmest forbløffet, over Steinaas
forslag, men lod naturligvis som ingenting, for ikke igen at give anledning til
surmuleri fra hans side. Men forslaget måtte jo betyde en indirekte
anerkendelse af mit arbejde med DAK-filmen, og at han syntes, at den gris, jeg
havde kreeret til formålet, havde nogle kvaliteter i sig.
- ”Kunne du ikke tænke dig at gå i gang med at lave et
storyboard til en sådan film!?” spurgte Steinaa
udglattende og fristende.
- ”Jo vist!" svarede jeg lidt tøvende.
- ”Du må selv finde på, hvad filmen skal handle om, og
brug Antti og Anton til at afprøve ideerne på, før du forelægger dem for mig.”
Med disse ord forlod han lokalet lige så stille, som han var kommet ind. Der
var fra Steinaas side utvivlsomt tale om et velment
forsøg på forsoning mellem os, og det accepterede jeg selvfølgelig.
I delvist samarbejde med Anton og Antti gik jeg i gang
med at planlægge og udtænke handling og gags til en mulig kortfilm med ”Piggy”, et navn, som vi syntes grisen skulle beholde.
Undervejs tegnede jeg på små, rektangulære stykker papir og pinnede
efterhånden disse op på tavlen, som var ophængt på væggen bag min tegnepult.
Anton var den seriøse, velovervejede, som mest kom med indvendinger imod, hvad
han syntes var lidt for fjollede påfund, mens Antti for det meste kun sagde sin
bekendte sugende lyd ”Sjuh!” Når han syntes, at noget
var virkelig morsomt eller godt, blev denne lyd mere langtrukket og endte i et
smil: ”Sju-u-u-u-u-h!” Det var ellers ikke, fordi han
ikke kunne gøre sig forståelig, for han talte et nogenlunde forståeligt svensk,
om end med en kraftig finsk accent, men han var af natur meget indadvendt og
samtidig genert.
Imidlertid var Anton, Antti og jeg usikre på, om Ib
virkelig mente det seriøst med en kort underholdningstegnefilm med Piggy i hovedrollen. Steinaa var
jo kendt for, at lige så begejstret han i øjeblikket kunne være for en idé
eller et projekt, lige så pludseligt kunne han miste interessen og engagementet
for sagen. Det viste sig, at det gjorde han også i dette tilfælde, idet hans
interesse og tanker kredsede om et helt andet emne, som det vil fremgå
nedenfor.
Thit Jensen og ”Palle Ravns rejse”
Imidlertid var Steinaa som
nævnt kendt af sit personale for, at han pludselig kunne miste interessen for
en idé eller for en igangværende produktion, simpelthen fordi han i sine
kreative fantasier og drømmerier var nået et helt andet sted hen, end det, der
aktuelt var i gang. Det skete da også i dette tilfælde, idet han en dag dukkede
op i min tegnestue og begyndte at fortælle om en ny idé, han i mellemtiden
havde fået. Det drejede sig om, at han nu kunne tænke sig at tegnefilmatisere forfatteren Thit Jensens eneste børnebog,
”Palle Ravns rejse i himmelrummet”, som han lige havde læst. Hans begejstring
var forståeligt nok skyhøj, og i løbet af det næste par timer udviklede han
sine ideer og tanker om, hvordan filmen kunne udformes som tegnefilm.
Foruden drengen, Palle Ravn, forekommer der to andre
figurer i bogen, nemlig Fantasien og Forstanden. Steinaa
tænkte sig den sidstnævnte personificeret som tegneredskabet passeren, mens han
endnu ikke havde nogen klar forestilling om, hvordan figuren Fantasien kunne se
ud grafisk. Den opgave overlod han det til mig at forsøge at finde frem til.
Der var noget vedrørende respekt for sine medarbejderes arbejde og indsats, som
den indadvendte og på godt og ondt selvoptagne Ib Steinaa
åbenbart havde vanskeligt ved at forstå, nemlig, at en opgave kunne fængsle en
eller flere af hans medarbejdere så meget, at de nærmest levede og åndede med
opgaven i den tid, arbejdet med den foregik. Det var f.eks. tilfældet med ”Ping-Pong”, der som figur var gået hen og blevet noget nær
levende for mine to assistenter, Anton Fredsøe og Antti Peränne,
og mig. Vi blev derfor alle tre dybt skuffede over, at Steinaa
sådan lige pludselig ignorerede det relativt store arbejde, vi indtil da havde
lagt i udarbejdelsen af storyboardet til ”Ping-Pong”.
Men nu skulle jeg altså uden videre acceptere Steinaas
afgørelse og give mig i kast med ”Palle Ravn”-projektet,
medens mine to assistenter igen skulle vende tilbage til hver deres tidligere
beskæftigelse.
I mellemtiden præsenterede Steinaa
sin idé om ”Palle Ravns rejse i himmelrummet” for Ove Sevel, men denne var ikke
begejstret for tanken om en langtegnefilm over bogen. Sevel, som af gode grunde
tænkte realistisk og forretningsmæssigt, foreslog Steinaa,
at man i stedet skulle genoptage Dansk Farve- og Tegnefilms afbrudte produktion
af langtegnefilmen ”Klods-Hans”. Steinaas
reaktion var forståelig, men også typisk for ham, idet han blev dybt skuffet
over, at Sevel ikke forstod eller ville støtte ham i hans tegnefilmdrømme, og
fornærmet over, at Sevel overhovedet kunne foreslå, at han, Ib Steinaa, skulle befatte sig med et arbejde, som andre havde
påbegyndt. Som om han ikke selv var god og original nok, til at kunne forestå
realiseringen af sine egne ideer og projekter. Følgelig kom der ikke noget ud
af hverken ”Palle Ravns rejse” eller af ”Klods-Hans”.
Da Sevel en dag kom ind i trickrummet, hvor Poul Dupont
og jeg, Harry Rasmussen, i det øjeblik opholdt os, spurgte vi ham om, hvorfor
han havde afvist Steinaas idé om en langtegnefilm
over ”Palle Ravns rejse”. Til det svarede Sevel åbenhjertigt, at han ikke
troede, at Steinaa ville være i stand til at lede og
gennemføre så stort et projekt. Desuden mente Sevel ikke, at Thit Jensens
udmærkede børnebog havde de kvaliteter, der skulle til for at lave en lang
tegnefilm, som der ville være publikum til.
På spørgsmålet om, hvorfor Sevel så havde foreslået Steinaa eventuelt at genoptage ”Klods-Hans”,
svarede han, at for det første var H.C. Andersens eventyr verdensberømt, og for
det andet forelå der jo allerede en professionel drejebog af dramatikeren Finn
Methling, samt et betydeligt forarbejde og en pilotfilm på 10 minutter. Men,
sagde han, han vidste også, at Steinaas stolthed
forbød ham at genoptage andre tegnefilmfolks arbejde. Dermed var den sag
afgjort, i hvert fald indtil videre.
I 1959 arbejdede jeg blandt andet også på et
tegnefilmindslag i en kortfilm, som handlede om, hvordan indtagelse af alkohol
påvirker den menneskelige organisme. Jeg stod selv for tilrettelæggelse, design,
layout og animation, og til formålet designede jeg bl.a. en lille fyr, som
skulle forestille at være en gærcelle. Det var denne, der var en slags
pædagogisk guide’ i tegnefilmafsnittet.
En begivenhed af de helt store
I begyndelsen af juli dette år, mere præcist 6. juli
1959, fandt der en begivenhed sted, som havde særlig betydning for os
tegnefilmfolk, for da fik vi besøg af selveste Walt Disney. Grunden til, at han
besøgte Nordisk Film var primært den, at man her havde versioneret Disneys film
til dansk lige siden ”Snehvide og de syv dværge”, som havde dansk premiere i
1938. Disneys besøg på Nordisk Film hang sammen med den omstændighed, at det
var dette gamle og hæderkronede filmselskab, der havde eneretten til at forestå
de danske versioneringer af Disneys langtegnefilm. På det her omhandlede
tidspunkt havde ”The Sleeping Beauty”
(1959; ”Tornerose”) endnu ikke haft dansk premiere, hvilket først skete i provinden 27. december 1959 og med Københavns-premiere i
Tre Falke Bio den 29. marts 1960. Og man vidste, at Nordisk Film i løbet af
foråret 1961 så småt skulle i gang med forberedelserne til versioneringen af
Disneys nyeste langtegnefilm ”101 Dalmatians” (1961;
”Hund og hund imellem”).
I Danmark blev Disney repræsenteret af Jørgen
Jørgensen, der var direktør for Gloria Film og for Metropol Teatret.
Sidstnævnte sted havde man i hvert fald siden 1934 haft årlige visninger af
”Metropols Forårsshow” og Metropols Juleshow”, som i begge tilfælde indeholdt
et program udelukkende bestående af 6 korte Disney-tegnefilm. Forårsshowet
holdt dog op i 1939, men juleshowet fortsatte gennem alle årene, indtil
Metropol som følge af konkurrencen fra især TV lukkede i 1982.
Til orientering skal her oplyses, at versioneringen af
”101 Dalmatians” til dansk blev forestået af Jørgen
Sønderhousen (1931-). Han havde siden 1953 været toneassistent hos Nordisk
Films Teknik, og fra 1959 tonemester samme sted.. ”Hund og hund imellem” var
hans første selvstændige versionering af en Disney-tegnefilm. Interessant, især
i betragtning af, at Jørgen Sønderhousen var en arg modstander af Disneys
tegnefilm, hvilket dog ikke kunne mærkes på hans versionering af filmen. Et par
år senere, da Nordisk Film Junior versionerede Disneys langtegnefilm ”The Sword in the Stone” (1963), var Jørgen Sønderhousen
assistent for filminstruktøren Nicolai Lichtenberg (1915-1978), som var blevet
betroet opgaven. Det var også ham, der gav filmen den finurlige danske titel
”Da kongen var knægt”. Ved den lejlighed mødtes Ib Steinaa
og jeg, som var til stede i andet ærinde, med Sønderhousen, Lichtenberg og
skuespilleren Ove Sprogøe i en af biograferne ude hos Nordisk Films Teknik. Steinaa og jeg blev inviteret til at se med på nogle afsnit
fra filmen, hvori især uglen Arkimedes optræder. Sprogøe skulle nemlig indtale
uglens danske stemme.
Som i reglen altid, når man versionerer en udenlandsk
film, foregår optagelserne med skuespillerne enkeltvis, ofte også selvom to
eller flere figurer taler sammen i filmen. Siden mixer man så de forskellige
dialogbånd, så det lyder som om skuespillerne taler direkte til og med
hinanden. Det var i øvrigt morsomt at se den sekvens, hvori uglen griner helt
ustyrligt over troldmanden Merlins fremtidsvisioner. Men det var ved den
lejlighed, at Jørgen Sønderhousen luftede sin stærke aversion imod Disney og
dennes film. Det skete bl.a. med vredladne ord som: ”Disney og hans film – det
er den rene gift!”. Vi andre var dog ikke enige med ham heri, men en del yngre
danskere på den politiske venstrefløj bar allerede dengang på et had til stort
set alt, hvad der var amerikansk. Det kom yderligere til udtryk i og med
ungdomsoprøret i 1968, som skulle komme til at præge det næste årti, både
politisk og kulturelt.
Det var en stor dag, da selveste Walt Disney den 6. juli
1959 besøgte os hos A/S Nordisk Tegnefilm på Mosedalvej
i Valby. Herunder besøgte han også den tegnestue, hvor Anton Fredsøe, Antti Peränne og jeg, Harry Rasmussen, sad og arbejdede til
daglig. Disney var da ledsaget af
direktøren for Metropol Teatret og Mickey Mouse Corporation i Danmark, Jørgen
Jørgensen, og direktøren for Nordisk Film Junior, Ove Sevel og Ib Steinaa samt af fotografen Poul Dupont, som benyttede
anledningen og lejligheden til at fotografere nogle snapshots. Disse findes
gengivet i min selvbiografi.
Til min store personlige overraskelse henvendte Disney
sig fortrinsvis til mig.
Under sit besøg hos Nordisk Film, ville Disney
naturligvis også gerne se, hvad Nordisk Tegnefilm var for noget, og anført af
direktør Ove Sevel og ledsaget af Jørgen Jørgensen og dennes sekretær, steg den
da 58-årige ”tegnefilmkonge” op ad den stejle trætrappe til vores beskedne
domicil, hvor han først hilste på dybt benovede Ib og Kirsten Steinaa og derefter blev vist rundt på de forskellige
tegnestuer.
Da Disney kom ind i vores trange tegnestue, gav han os
hånden efter tur, og derefter spurgte han, hvad det var jeg var i gang med at
tegne. På uvant engelsk søgte jeg så godt det lod sig gøre, at fortælle om
vores planer med ”Piggy”, mens han så på storyboardet
og de tegninger, jeg havde liggende på tegnepulten. ”Funny
little Fellow!”, sagde han venligt om figuren, og
rettede nu opmærksomheden mod den store storyboard, der hang for endevæggen og
på hvilken vi havde pinnet story-tegningerne til Ping-Pong op. Det var altså story-tegningerne til den
planlagte langtegnefilm ”Ping Pong”, tegnet af mig,
der var pinnet op på tavlen. –”What’s
all this about?”, spurgte
Disney interesseret, ”Looks interresting!” Mere nåede
Disney ikke at sige, før Sevel afbrød og sagde: ”Mr. Disney, if you want
to see more of our studios,
we have to leave this place now!”
“Well!” sagde Disney, idet han ligesom lidt
undskyldende trak på skulderen: ”Nice to have met you guys! Bye,
bye!”, hvorefter han og resten af selskabet kantede
sig ud ad døren og gik hen ad korridoren til kontoret.
Det var ikke til at forstå, at den middelhøje, lidt
sammensunkne mand med de trætte ansigtstræk og det tydeligt grånende hår, som
tilmed skilte i striber, og den berømte og nu grå moustache, som stod der lige
foran mig i mørkegråt, ikke just nypresset jakkesæt, og med hænderne dybt
begravet i bukselommerne, var den berømte Walt Disney. Den mand, som jeg havde
set op til og fantaseret om siden 1938, da jeg så hans første mesterværk,
”Snehvide og de syv Dværge”. Men det var den virkelige, skinbarlige Disney med
den fantastiske og foreløbige karriere bag sig, der stod lige over for mig og
talte til i den sammenhæng lille ubetydelige mig! Og tænk, der havde i de
mellemliggende år været tale om flere andre mesterværker fra hans og hans
medarbejderes hænder, og der skulle endnu komme flere mesterværker som 101 Dalmatians (1961; ”Hund og hund imellem”), The Sword in the Stone (1963; ”Da kongen var knægt”) og – ikke
mindst – Mary Poppins (1964; ”Mary Poppins”), fra hans berømte studier endnu mens han levede.
Mesterværket The Jungle Book (1967; ”Junglebogen”) var i fuld produktion, da
han døde den 15. december 1966.
Disney blev kun 65 år, og hans død var en følge af en
lungekræft, som havde medført at han allerede et par år tidligere havde fået
fjernet den ene lunge. Lige siden sin tidligste ungdom havde Disney været en
passioneret storryger, og dette gav sig senere udtryk i den berømt-berygtede
”Disney-cough” (”Disney-hoste”), som i nogle tilfælde
blev hilst velkommen, og som i andre – de fleste – tilfælde advarede hans
medarbejdere om, at bossen var på vej gennem en eller anden korridor på
studiet, og for måske lige præcis at tale med dem. Det gjaldt derfor om
hurtigst muligt at fjerne eller gemme de ting eller tegninger af vejen, som man
ikke ønskede, at han skulle se.
Senere og efter at Disney havde forladt vores beskedne
domicil, kom Steinaa og viste os, at Disney havde
skrevet sit navn og en hilsen til os alle i gæstebogen, før han forlod Nordisk
Tegnefilm og blev vist videre omkring på Nordisk Films studier. Vi talte også
om, hvorfor Sevel mon havde afbrudt Disneys besøg hos os, lige præcis da han
begyndte at kigge nærmere på storyboardet til Ping-Pong.
Steinaa mente, at det nok var fordi Disney var kendt
for at være på udkig efter ideer og stof til sine kommende tegnefilm, og Sevel
havde måske været urolig for, at Ping-Pong skulle
vise sig at være et emne for den berømte tegnefilmkonge.
Endnu senere fik vi hver især nogle fotos fra Disneys
besøg hos os. Billederne var taget af Poul Dupont, som heldigvis havde forstået
besøgets historiske karakter. Det drejer sig bl.a. om de fotos, der som som nævnt er vist i min selvbiografi og i øvrigt også i
Tegnefilmhistorien.
Her skal lige indskydes og fortælles en lille episode,
som så vidt jeg erindrer, fandt sted hen på eftersommeren 1959. Steinaa havde fortalt, at der ville blive afbrændt noget
nitratfilm ovre bag et af Nordisk Films atelierer. Og at det blandt andet
drejede sig om noget linetestfilm fra versioneringen af Disneys "Alice i
Eventyrland" (1951). Det var daværende scene- og belysningsmester Jørgen
Kunz, der stod for afbrændingen, og da jeg spurgte ham, hvad det var, han var
ved at skulle brænde af, fik jeg den besked, at det netop var noget gammelt
filmmateriale, som han dog ikke havde nærmere kendskab til. Men før han
antændte dyngen af filmruller, spurgte jeg, om ikke det kunne lade sig gøre at
få nogle meter af en af filmrullerne. Det kunne det ikke, sagde han meget
bestemt, for han havde fået strenge ordrer fra Sevel om, at det var hans
ansvar, at sørge for at alt det gamle filmmateriale blev afbrændt.
Det var noget, som Disney havde insisteret på,
tilføjede han. Den pågældende linetest fra langtegnefilmen ”Alice i
Eventyrland” havde jeg ved skæbnens gunst haft lejlighed til at se under et
besøg hos Børge Ring i Vedbæk 10 år tidligere, nemlig i eftersommeren 1951.
Børge havde på det tidspunkt fået lov af Sevel til at låne nogle af de
filmsløjfer med linetests fra Alice-filmen, som var blevet benyttet under
eftersynkroniseringen til dansk, hvilket han dog ikke fortalte mig noget om ved
den lejlighed.
Fremvisningen af linetest-filmen foregik på den gamle, flerhovede Moviola, som ”Ring
& Rønde” havde købt af David Hand i London. Man lå på den tid i
forhandlinger med Sevel om Nordisk Films overtagelse af "Ring &
Rønde”, hvilket også skete kort tid efter, dog uden Rønde, som Nordisk Film
ikke ville have med i købet. Som omtalt i anden sammenhæng, blev det heller
ikke til noget med, at David Hand skulle være supervising
director på den planlagte langtegnefilm ”Klods-Hans”.
Disneys ”Alice i Eventyrland” havde endnu ikke haft
dansk premiere på det tidspunkt – det fik den først ved juletid 1951, hvor den
i øvrigt havde Danmarkspremiere 2. juledag i Metropol på Strøget - og derfor
troede jeg i første omgang, at det var animationstests fra tegnefilm, Børge og
Co., havde lavet. Jeg var dybt imponeret over den animation, jeg så. Men Børge
havde undladt at fortælle mig, at linetesten var fra Alice-filmen. Stor var min
overraskelse derfor, da jeg ved juletid det år så Alice-filmen i Metropol, for
da kunne jeg genkende scenerne fra linetesten! Så da jeg i begyndelsen af 1952
atter kontaktede Børge Ring i Vedbæk og fortalte ham om min overraskelse og
'opdagelse', spurgte jeg, hvorfor han ikke havde fortalt mig, at det var
linetests fra Alice-filmen, han havde vist mig ved mit forrige besøg. Med et
polisk glimt i øjet svarede han noget i denne retning (frit citeret): "Du
var så begejstret over, hvad du fik at se på linetesten, som du troede vi havde
lavet, så jeg nænnede ikke at rive dig ud af illusionen!"
En solvarm dag, da vi igen holdt weekend på ”Solbakken”
og havde et ærinde ovre i kiosken, traf vi en dag en ældre, formentlig omkring
70-årig herre, som til trods for sin nøgenhed virkede distingveret. Han var
middelhøj, lettere korpulent og tyndhåret, og så bar han briller med guldstel, hvilket i høj grad bidrog til hans distingverede
udseende. Hans hårvækst var overalt på kroppen gråhvid, så han nærmest lignede
et ældre eksemplar af griseslægten.
Noget, man som naturist og som tegner med blik for
kropslige karakteristika, lagde mærke til, var, at hans penis lignede det, vi for
sjov kaldte tre rynker og en Gajol. Men det var jo næsten selvfølgeligt, at
penis i hans alder så at sige havde trukket sig tilbage og ligesom ham selv var
blevet ’pensioneret’, hvor den måske før i tiden havde været ’passioneret’!
Da vi mødte ham, sad han på en stol ude under det
lukkede halvtag udenfor kiosken og nød en danskvand. Men selvom han var den
eneste på stedet lige i dette øjeblik, havde vi næppe skænket ham nogen
opmærksomhed eller tanke, hvis ikke det var fordi han løftede den ene arm og vinkede
os til sig. Høflige, som vi var, gik vi nærmere hen til ham, idet han rejste
sig halvt op i stolen og præsenterede sig som en Mr. Barry – fornavnet husker
jeg ikke – men vel at mærke uden at give hånd. Han talte altså engelsk – eller
rettere sagt amerikansk, idet det viste sig, at han var en amerikansk enkemand,
der var på rundtur i Europa, sådan som så mange andre mere eller mindre
velhavende amerikanere var på den tid og i øvrigt også senere.
Mr. Barry satte sig igen lidt tungt i stolen, og jeg bemærkede,
at han havde en spadserestok ved siden af sig, hvilket måske kunne tyde på lidt
gangbesvær som følge af alder. Han var tydeligvis indstillet på at få sig en
snak, men min kone, Karina, havde mere travlt med sit ærinde, så hun undskyldte
sig høfligt og forsvandt ind i kiosken, for at købe et eller andet nødvendigt.
Imidlertid satte jeg mig af venlig høflighed ned
overfor Mr. Barry, lidt nysgerrig efter at få at vide, hvem han var og hvad der
havde bragt ham til Danmark og specielt til ”Solbakken”. Nu fik jeg brug for de
engelskkundskaber, jeg siden 1948 selv havde tilegnet mig, og det viste sig, at
Mr. Barry udmærket forstod, hvad jeg sagde på mit ikke altid lige grammatikalsk
og udtalemæssigt korrekte engelsk.
Men for nu at afkorte en længere historie, så kom det
under den forholdsvis lange samtale frem, at Mr. Barry var rentier og enkemand.
Men nok så vigtigt, i hvert fald for mig, var det, at vi kom ind på at tale om
den verdensberømte filmkomiker Charlie Chaplin. Jeg husker ikke hvordan eller hvorfor
det skete, men bare det, at Chaplins navn blev nævnt af mig, fik Mr. Barry til
at rykke tilbage i stolen og med løftede øjenbryn udbryde: ”Oh, Mr. Chaplin! I agree with you, that he is a brilliant filmmaker, but in my opinion he
is also a very bad person!”
Dette udbrud overraskede mig umiddelbart, fordi jeg jo
selv var og er en stor beundrer af Chaplin og hans filmkunst. Så i min lettere
befippelse spurgte jeg: ”Why do you
think so?” Mr. Barry lænede sig forover i stolen og
sagde med fortroligt dæmpet stemme: ”You see, Harry – may I call you Harry?” Jeg nikkede og
han fortsatte med eftertryk på ordene: “You and many others here
in Europe see only Mr.
Chaplin as the famous filmmaker,
but I know more about him then that!”
Han lænede sig atter tilbage i stolen og så op mod himlen, som var synlig
gennem den store glasrude i soltaget. Det var tydeligt at se på hans minespil,
at han følte sig højtideligt opbragt over det emne, samtalen var kommet ind på.
Der gik nogle minutter, hvorunder jeg forholdt mig tavs
og spændt ventede på, hvad Mr. Barry formentlig brændte for at ville fortælle
mig. Og ganske rigtigt, for idet han igen rettede sit blik imod mig, sagde han
med en vis bitterhed og vrede i stemmen: ”Shame on him! He has seduced my niece Joan Barry! Didn’t you know that?”
Jeg rystede på hovedet, for selvom jeg kendte temmelig meget til Chaplin og
hans karriere, så vidste jeg kun, at de amerikanske myndigheder, med den
magtfulde direktør for CIA, J. Edgar Hoover i spidsen, og særlig i den
kommunistforskrækkede McCarthy-tid, med alle midler havde forsøgt at få den
genstridige Chaplin til at makke ret, hvilket ikke var lykkedes, hvorfor det
endte med, at man annullerede hans opholdstilladelse i Amerika. Sagen var jo
den, at Chaplin ikke var amerikansk statsborger, men altid havde beholdt sit
engelske statsborgerskab. Det betød især, at Chaplin måtte ansøge om en ny
opholdstilladelse i Amerika eller forlade landet. Til trods for sine mange år i
Guds eget land, hvor han havde skabt sin verdensberømte filmkarriere, valgte
Chaplin at forlade Amerika. Det vil sige, valgte og valgte, for han havde reelt
set ikke noget valg, idet de amerikanske skattemyndigheder – formentlig på
foranledning af Hoover – fik det arrangeret sådan, at da Chaplin med sin kone,
Oona, befandt sig ombord på så vidt jeg husker ”Queen Mary” på vej mod England,
blev det ham telegrafisk meddelt, at han ikke længere var velkommen i Amerika.
Men lå der mon noget reelt til grund for den tydeligt
opbragte og bekymrede Mr. Barrys alvorlige anklage mod Chaplin? Eller var han
bare en ad disse velbjærgede, selvretfærdige og åh så moralske amerikanere, som
så rødt, når det drejede sig om folk, der ikke delte deres moralske og
politiske opfattelse, men havde andre værdinormer? – Jeg erindrede svagt, at der
havde været nyfigne gossip-skriverier om Chaplin og
hans privatliv fremme i medierne, som altid var oppe på mærkerne, når det
drejede sig om noget med sex. Blandt anklagerne mod Chaplin, der jo det meste
af sin tid i Amerika boede i staten Californien, var blandt meget andet en
beskyldning for, at han havde kørt en ganske ung dame ind i en anden stat, hvor
det ikke var strafbart at have samleje eller anden seksuel omgang med en person
under 18 år. Jeg havde også læst navnet Joan Barry nævnt i forbindelse med
Chaplin, men kendte ikke til de nærmere detaljer i denne åbenbart prekære sag.
Sagen vedrørende Joan Barry versus Charles Chaplin blev
jeg først rigtig bekendt med via Chaplins selvbiografi, ”My Life”, som udkom i
1964 og i dansk oversættelse, ”Mit Liv”, i 1979. Heri kommer Chaplin nemlig
selv ind på en omtale af Joan Barry, og selvom man skal tage med i betragtning,
at Chaplins omtale af sagen naturligvis er subjektiv, så stemmer denne mildest
talt ikke med Mr. Barrys opfattelse og fremstilling, som selvfølgelig også var
subjektiv.
Her skal jeg igen forsøge at beskrive en længere
historie kortfattet, men sådan som Chaplin selv fremstiller sagen vedrørende
Joan Barry i sin selvbiografi, drejede det sig om at han havde mødt hende i
sommeren 1942, da han selv var 53 år, og han beskriver hende på følgende måde:
”Miss Barry var en høj, smuk kvinde på toogtyve,
velskabt og med overordentlig veludviklede kupler i de øvre regioner, der
yderligere fremhævedes af en usædvanlig dybt nedringet sommerkjole, hvad der på
hjemturen vakte min libidinøse nysgerrighed.” (side 370)
Der kom dog iht. Chaplin ikke noget ud af hans libidinøse
nysgerrighed i denne omgang, men den unge Joan trængte sig på i tide og utide,
hvilket førte til at de sås oftere. Chaplin skriver dog, at han følte sig ilde
til mode over hendes påtrængenhed, men foreløbig affandt sig med den. Han gik
endog så vidt, at han prøvefilmede hende til en rolle i en film, som han havde
planer om at producere. Resultatet faldt ud til hans store tilfredshed og han
sendte hende derfor til Max Reinhardts teaterskole, for at hun kunne lære den
teknik, hun som amatør manglede. Derefter gav han hende en filmkontrakt på 250
dollars om ugen.
I den følgende tid var Chaplin i gang med at skrive
drejebogen til den planlagte film, og herunder kom Joan Barry på uanmeldte og
pludselige besøg på alle tider af natten, døddrukken og ude af stand til selv
at køre, så Chaplin måtte lade sin chauffør køre hende hjem. På et tidspunkt
blev Chaplin nervøs for, at hun skulle blive taget for spirituskørsel, hvorfor
hun ikke blev lukket ind hos ham, og han tog heller ikke telefonen, når hun ringede.
Så begyndte hun at knuse ruderne i hans store villa, hvilket efterhånden fik
ham til at føle hendes bekendtskab som et mareridt.
Imidlertid meddelte Joan Barry ham, at hun slet ikke
ville være skuespiller, og at hvis han betalte hendes og hendes mors billet til
New York og gav hende 5000 dollars, ville hun gå med til at annullere
kontrakten. Han efterkom hendes forlangender i håbet om, at han på den måde
kunne blive af med den besværlige unge dame. (side 371-72).
Det viste sig dog, at forløbet af hans forhold til Miss
Barry skulle få et efterspil, for tre måneder senere forsøgte hun igen at komme
i kontakt med ham. Herom skriver han bl.a. følgende i selvbiografien:
”De begivenheder, der nu fulgte, var ikke blot ækle, de
var også uhyggelige. Da jeg ikke ville modtage hende, brød hun ind i huset,
knuste vinduer, truede mig på livet og krævede penge af mig. Til sidst var jeg
nødt til at sende bud efter politiet, noget jeg burde have gjort for længe
siden, selv om det var at give pressen en alt for kærkommen historie. Men
politiet var særdeles forstående. De sagde, at de ville undlade at rejse
anklage mod hende for løsgængeri, hvis jeg ville betale hendes rejse tilbage
til New York. Atter betalte jeg billetten, og politiet påmindede hende om, at
hvis hun nogensinde viste sig i nærheden af Beverly Hills igen, ville hun blive
anklaget for løsgængeri.” (side 376)
Men hermed var Chaplin ikke blevet den smukke Joan
Barry kvit, for to år senere opsøgte hun ham igen, og denne gang beskyldte hun
ham for at svigte hende og det endnu ufødte barn, som hun påstod at han var far
til. Hollywood-pressen fik fat i sagen og bakkede den stakkels kvinde op og
beskyldte Chaplin for det værste. I mellemtiden var Chaplin blevet gift på ny,
denne gang med den ganske unge Oona O’Neill, en datter af den berømte
dramatiker Eugene O’Neill. Et forhold, som heller ikke huede den moralske
boulevardpresse. Men ikke nok med det, visse politikere var også begyndt at
interessere sig for den umoralske, fordærvede og uamerikanske filmkomiker, og
det ragede dem en høstblomst, at han var verdensberømt som filmens største
pantomimiker og komiker.
Det korte af det lange om denne pinagtige historie er,
at Joan Barrys sagfører krævede 25.000 dollars mod, at hun ville lade sig og
sit barn underkaste en blodprøve, så det kunne blive afgjort, om Chaplin var
biologisk far til barnet eller ej. Hvis han ikke var det, ville hun opgive en
faderskabssag, hun gennem sin sagfører havde rejst imod ham.
Efter at hun havde født sit barn indledte
forbundsregeringen, anført af FBI-chefen Edgar Hoover og hans medarbejdere, en
forundersøgelse for et nævningeting og forhørte Miss Barry i den hensigt, at
kunne rejse anklage mod Chaplin for umoralsk adfærd og udstille ham til
offentlig beskuelse og fordømmelse.
Imidlertid var Joan Barrys barn blevet gammelt nok til
at kunne få foretaget en blodprøve, og denne viste angiveligt og definitivt, at
Chaplin ikke kunne være barnets biologiske ophav. Nyheden skabte sensation i de
altid sensationshungrende medier, men denne gang til fordel for Chaplin. Jeg
vil lade Chaplin få det sidste ord i denne på sin vis tragiske sag:
”Jeg fik også breve fra Barry, hvori hun undskyldte alt
det besvær, hun voldte mig, og takkede mig for al venlighed og gavmildhed. Jeg
ønskede at disse breve skulle fremlægges i retten, fordi de ville have
gendrevet pressens ondsindede historier. Alene af den grund var jeg glad for,
at sagen var blevet tilspidset, for nu ville pressen blive nødt til at trykke
sandheden, og jeg ville blive renset i det mindste i den amerikanske
offentligheds øjne – troede jeg.” (side 377-387)
Hvad der videre skete, handlede ikke så meget om Joan
Barry-sagen, som om Chaplins moralske defekt og venstreorienterede politiske
holdning, og om, at der var stærke kræfter i det amerikanske samfund, som gerne
ville forhindre Chaplin i at have en fortsat tilværelse i Guds eget forjættende
land. Det endte som tidligere nævnt med, at Chaplin, som på det tidspunkt
opholdt sig i London, hvor han indspillede filmen ”Limelight”,
blev forment adgang til USA for bestandig. Denne afgørelse blev dog mange år
senere ændret og han modtog personligt en æres-Oscar for sine bidrag til
filmkunsten af sine trofaste kolleger i Det amerikanske Filmakademi.
En dag, da vi var nede på stranden foran ”Solbakken”,
spadserede vi ad en sti, der løb på skrænten ned mod vandet, og pludselig
stødte vi på Mr. Barry, som blev ligeså overraskede over at møde os, som vi
ham. Jeg husker, at jeg undrede mig over, hvorfor han sad der helt alene og
omtrent skjult i den høje græs- og plantebevoksning på stedet, men da jeg så
mig omkring fik jeg øje på et par nøgne unge piger, der lå ikke så langt fra,
hvor den gode amerikaner befandt sig. Vi gjorde naturligvis et kort ophold, for
at hilse på Mr. Barry og høre, hvordan han havde det, men idet han, formentlig
af høflighed, rejste sig op, for at tale med os, var det bemærkelsesværdigt, at
han samtidig skyndte sig at dække sine nøgne nedre dele med et håndklæde. Men
forinden det lykkedes, havde jeg bemærket, at der flød sæd fra hans lettere
erigerede penis. Han virkede lettere konfus og forlegen, måske fordi han var
blevet afsløret i at have onaneret. Men, herregud, det var en uskyldig
fornøjelse for en enlig mand i hans alder, især da han ikke havde generet de to
unge piger, som muligvis ikke engang havde bemærket hans tilstedeværelse. Vi
skyndte os imidlertid at ønske ham en god dag og fortsatte ned mod badebroen,
som vi havde til hensigt at bade fra.
Da vi noget senere kom op efter det forfriskende havbad, kiggede vi os omkring efter Mr. Barry, men han var
ikke at se noget sted på skråningen eller ved strandkanten. Senere på dagen
hørte vi, at Mr. Barry havde ringet efter en taxa og havde forladt ”Solbakken”.
Lidt kedeligt for ham, for vi fortalte naturligvis ikke til nogen, hvad vi
havde set, og fordømme ham for at have onaneret, formentlig ved synet og tanken
om de to unge piger i nærheden, lå ikke til hverken Karina eller mig. Herregud,
der var jo ikke sket nogen skade på nogen, men havde gruppen af moralsk snerpede
madammer på stedet set eller hørt om Mr. Barrys adfærd, ville fanden have været
løs på stedet, ligesom han ville være blevet bortvist øjeblikkeligt. Men nu
havde han altså valgt at forlade naturistkolonien af egen fri vilje, inden
andre, som havde set ham på bakkeskråningen, måske ville finde på at anmelde
ham til stedets kvindelige ”ordensmagt”, som bestod af en lille gruppe
sammensvorne, midaldrende, gifte kvinder, hvis korpus ikke hørte til de slanke
af slagsen.
Min daværende kone, Karina, var kortvarigt indlagt på
Gentofte Hospital for at undergå en underlivsoperation, som vi håbede på ville
betyde, at hun kunne blive gravid, et forgæves ønske i øvrigt.
Den dag, da Karina blev udskrevet fra hospitalet,
hentede jeg hende, og vi tog en taxa til Hellerup Station, og derfra med
S-toget ind til Nørreport og med linje 5 til Gl. Torv. Vi havde nemlig bestemt
os for at fejre dagen med en biograftur i Nygade Teatret, hvor man spillede
”Ingen er fuldkommen”, originaltitel ”Some like it
hot!” med Tony Curtis, Jack Lemmon, Marilyn Monroe og Joe E. Brown i
hovedrollerne. Filmen var instrueret af Billy Wilder, som især var blevet kendt
for flere meget morsomme og underholdende spillefilm.
Men ikke mindst til min egen store overraskelse, var
reklametegnefilmen ”Jeg vil hel’re ha’ en Star!” med
i reklameprogrammet, og det var lige præcis den film, jeg havde animeret i
foråret. Men endnu mere overrasket og nærmest forbløffet blev jeg, da publikum
klappede, fløjtede og råbte højt af begejstring efter at STAR-filmen var blevet
vist. Det havde jeg aldrig nogensinde før oplevet med en reklamefilm og slet
ikke en tegnet en af slagsen! Det var lige før, jeg ville ha’ rejst mig og
bukket for publikum til tak.
Hovedfilmen var i øvrigt fantastisk morsom, og Karina
lo og klukkede, så det gjorde ondt i arret efter operationen, men hun holdt
pinen ud, sej som hun var og altid har været. Bagefter gik vi på en kinesisk
restaurant i nærheden og spiste aftensmad, og kunne derefter tage hjem til
Brøndbyøster og more os over, hvad vi den dag havde set og oplevet.
Efter sommerferien i 1961 havde jeg besluttet mig
til, at jeg snarest muligt ville kvitte jobbet hos Nordisk Tegnefilm og forsøge
at leve af at arbejde som freelance. Det hang blandt andet sammen med, at Antti
Peränne i mellemtiden havde opsagt sin stilling og
var rejst hjem til Finland, mere præcist til den moderne forstad til Helsinki, Tapiola, hvor han havde etableret sig med eget firma under
navnet A. Film. A for Antti og Animation. Han var allerede så småt begyndt på
at producere sine egne reklametegnefilm, endnu mens han var ansat hos Steinaa, og han havde også arrangeret sig med mig som
animator, idet han ikke følte at han var blevet erfaren nok til selv at lave
animationen til filmene. Til gengæld designede han disse og lavede baggrunde,
optræk og farvelægning, som han dog senere, da der var nok af opgaver, hyrede
folk til at lave for sig. Antti og jeg var enedes om, at jeg skulle fortsætte
som animator for ham, når han var vendt hjem til Finland.
En anden grund til mit ønske om at arbejde som
freelance og derfor mere selvstændigt, var den, at min undervisningsvirksomhed
i Yoga var begyndt at tage et omfang, så jeg mente, at indtægterne herfra kunne
anses for stabile nok til at udgøre et økonomisk supplement til mine indtægter
fra tegnefilmarbejdet. Hvad de sidstnævnte angik, havde jeg forstået på Børge
Hamberg, at Barfod ville være interesseret i at bruge mig som
freelance-medarbejder, og da jeg også havde fået sikkerhed for, at Steinaa ville bruge mig, følte jeg mig nogenlunde sikker på
min beslutning og på, at det nok skulle gå godt.
Men Ib og Kirsten Steinaa
blev ikke glade for min beslutning om at ville gå freelance, og de søgte derfor at tale mig fra det, men uden
held. Det skabte dog ikke uvenskab imellem os, tværtimod glædede de sig over at
jeg ville påtage mig alle de tegnefilmopgaver, de kunne tilbyde og jeg
overkomme. Faktisk fik jeg allerede en opgave med mig, da jeg den 1. august
1961 begyndte som freelance med tegnestue hjemme i vores tidligere soveværelse,
der dog i det sidste års tid havde været inddraget til yoga-undervisningen.
Denne blev på grund af den relativt store tilstrømning af elever flyttet ind i
dagligstuen, hvor der var betydeligt bedre plads og som derfor blev inddraget
til formålet. Soveværelset tjente derfor både som sådant og som tegnestue
indtil videre.
Min yoga-undervisning var hidtil foregået i
aftentimerne, men i forbindelse med min freelance virksomhed som animator, der
som nævnt begyndte i efteråret 1961, havde jeg tænkt mig at udvide
undervisningen i Yoga til også at omfatte dagtimer. Undervisningen havde hidtil
drejet sig specielt om Hatha Yoga (fysiske øvelser),
men nu ville jeg udvide med undervisning også i Raja Yoga (åndelige øvelser),
mens jeg for enkelte elevers vedkommende ville omtale Jnana
(J udtales som engelsk G) Yoga, også kaldet Vedanta
Yoga (filosofiske, erkendelsesmæssige øvelser og overvejelser). Undervisningen
formaliseredes under navnet Yoga Skolen, og de elever af begge køn, dog flest
kvinder, der meldte sig til undervisningen, var jeg kommet i kontakt med via
annoncer i lokalaviserne i Hvidovre, Rødovre, Glostrup og Taastrup.
Da jeg tog penge for undervisningen, gjaldt det
desuden om at skabe nogle ydre rammer omkring denne, som både jeg selv og mine
elever kunne være tjent med. Det var dog kun omkring seks elever, jeg havde på
det tidspunkt, og derfor ryddede vi vores soveværelse og indrettede det til
undervisningslokale. Det var for så vidt meget nemt, idet det eneste udstyr
bestod i nogle vattæpper på gulvet, som eleverne kunne sidde eller ligge på
under træningen.
Til min store overraskelse meldte der sig efterhånden
en hel del mennesker til min yogaundervisning. Det var både kvinder og mænd,
fortrinsvis i en lidt mere moden alder, som åbenbart havde ladet sig lokke af
mine annoncer, som der her gives et enkelt eksempel på:
YOGA MOTION AFSPÆNDING
For kvinder og mænd.
Små hold og enetimer – dag og aften.
Brochure tilsendes.
Harry Rasmussen
Telefon 75 30 82 - Nørrekær 526 tv., Brøndbyøster
(5 minutter fra S-tog og bus)
Det skal dog lige pointeres, at undervisningen var
delt op i hold for kvinder og hold for mænd. Efterhånden fik jeg temmelig mange
elever, og blandt disse var der en læge og hans kone, som var sygeplejerske,
begge fra Amtssygehuset i Glostrup. Lægen ville bruge det, han eventuelt lærte,
i forbindelse med genoptræningen af trafikofre. Men da han hørte om
”vekseldrættet”, dvs. dette at vores åndedræt foregår i tre perioder, en
periode, hvor man ånder gennem venstre næsebor, en periode, hvor man ånder
gennem højre næsebor og endelig en, hvor der åndes gennem begge næsebor, ville
han først ikke tro på det, men efter at jeg heldigvis havde kunnet henvise til
en omtale af en afhandling herom, som jeg havde hørt skulle stå i Ugeskrift for
Læger, blot vidste jeg ikke fra hvornår, sendte han mig en uges tid efter et
referat af en disputats i Ugeskrift for Læger. Den disputats havde overbevist ham
om sandheden i min påstand.
Det viste sig snart, at Yoga-undervisningen blev en
stor succes. Derfor blev det nødvendigt, at indrette vores store stue på ca. 40
meter2 til formålet, hvilket betød, at nogle af stuemøblerne måtte flyttes ind
i soveværelset, så gulvet i stuen var ryddet til de forventede mange elever,
der ville komme og modtage undervisning. Det viste sig hurtigt at være en god
disposition, for allerede efter nogle annoncer i midten af august, kom der mere
end en snes tilmeldinger fra både mænd og kvinder, dog fra flest kvinder
omkring 30-40 års alderen og også lidt ældre.
Den form for yoga, som var på mode dengang, var i
virkeligheden Hatha Yoga, altså den decideret fysiske
form for yoga-træning, som er en mildere form for gymnastik end de mere
traditionelle former for samme. Og så lød det jo lidt tillokkende med den
’mystik’, som omgærdede begrebet yoga. Det var især lidt modne kvinder åbne
for.
Formiddagsholdene var kl. 10-11 og aftenholdene kl.
19,30-20,30, så der blev tid til at tegne ind imellem, når blot
tegnefilmopgaverne ikke blev for mange eller havde en stram leveringsfrist. Den
første freelance-opgave, jeg fik for Nordisk Tegnefilm, var et relativt længere
tegnefilmindslag i en film for AMO MEL, en i grunden temmelig kedelig
animationsopgave, som tilmed viste sig at haste. I min tidnød bad jeg min
kollega, Bente Petersen, som jeg tidligere havde arbejdet sammen med hos Barfod,
og som nu også var en af mine Yoga-elever, om at hjælpe mig med opgaven. Det
var hun til at begynde med ikke meget for, fordi hun syntes den var for svær,
men efter nogen overtalelse, hvorunder jeg roste hendes efter min mening store
evner som animator, hoppede hun heldigvis på opgaven og lavede for øvrigt en
udmærket animation til filmen, som tilmed blev afleveret til den aftalte tid.
Imidlertid tror jeg nok, at Karina blev lidt jaloux
på Bente, som jeg i kraft af vort kollegiale samarbejde tilbragte en del tid
sammen med i den tid, arbejdet på AMO MEL stod på. Desuden var Bente jo
samtidig elev på et af mine formiddagshold. Men jeg kan med sandhed og ærlighed
sige, at der kun var tale om et professionelt og rent venskabeligt, fuldstændig
platonisk forhold mellem Bente og mig. Vi var bare to kolleger, der kom godt ud
af det med hinanden, i lighed med, hvad tilfældet var med min ven og læremester
Børge Hamberg. Mere var eller lå der selvfølgelig ikke i det.
En af mine andre og meget ihærdige kvindelige elever
hed Lilly Hansen, Hvidovre, og hendes søster, Birgit Erup,
der var sygeplejerske, som var en helt anden personlighed end sin søster, blev
også min elev på et tidspunkt. Sidstnævnte blev senere gift med Jørgen
Lademann, stifteren og indehaveren af Lademanns Forlagsaktieselskab i
København. Men Lilly Hansen nærmest ’forfulgte’ mig i lang tid med daglige
telefonopringninger, så at jeg til sidst måtte finde på små nødløgne, for at
blive af med hende. Det var jeg simpelthen nødt til, alene af den grund, at jeg
ikke kunne tillade mig at afse tid til hendes i reglen lange telefonsamtaler,
som alle drejede sig om hendes personlige problemer, som jeg jo ikke kunne give
hende gode råd om, endsige løse for hende, dertil var jeg ikke kvalificeret.
Men hun forblev alligevel trofast, for hun fortsatte med mellemrum at ringe til
mig helt frem til og med 1970.
På det tidspunkt arbejdede jeg for Ib Steinaa i Birkerød, og hendes opringninger kom derfor
ubelejligt, hvorfor jeg desværre blev nødt til at sige til hende, at eftersom
jeg jo hverken var psykiater eller kvalificeret åndelig vejleder, kunne jeg
ikke se, at jeg havde mere at kunne tilbyde hende. Det tog hun – måske
forståeligt nok – mig ilde op og sagde, at det nok også var på tide, at hun
holdt op med at ringe til mig, for det havde hun spildt tid nok på i flere år!
Det kunne jeg kun være enig i, men sagde det naturligvis ikke direkte.
Flere kvinder kom i forbindelse med
yoga-undervisningen og fortalte mig, at efter at de var begyndt på at træne
yogaøvelserne, var flere af dem blevet gravide, noget, de ellers havde forsøgt
på i lang tid, uden at det var lykkedes. De mente bestemt, at der måtte være en
sammenhæng. Det kunne jeg ikke give anden forklaring på, end at yogaøvelserne
havde en vis gavnlig indflydelse på kroppens fysiologi, og ikke mindst
afspændingsøvelser kunne være en del af forklaringen. De mere muntert anlagte
af de kvindelige elever drillede mig efterfølgende med, at jeg var god til at
gøre kvinder gravide! En munter spøg, som de ikke kunne vide havde en
skyggeside for Karina og mig, fordi Karina jo desværre ikke var i stand til at
blive gravid.
Arbejdet som freelance animator
Som nævnt påbegyndte jeg min freelance tegne- og
animationsvirksomhed omkring 1. august 1961. En del af de opgaver, jeg som
animator fik i den følgende tid, kom bl.a. fra vennen og kollegaen, finske
Antti Peränne, der i mellemtiden var holdt op hos Steinaa og som tidligere omtalt havde startet sit eget
tegnefilmfirma i Tapiola, en forstad til Helsingfors,
og som indtil videre havde rigeligt at lave. Han kaldte sit firma for A-Film,
bogstavet A både for Antti og Animation.
Antti Peränne havde sin
helt egen typiske layouts og figurstil ide finske reklametegnefilm, som han
selv tilrettelagde og designede, hvorefter han overlod det mig, Harry
Rasmussen, at animere figurerne, hvilket jeg gjorde efter bedste evne, idet jeg
så vidt muligt søgte at undgå at bryde hans tegnestil.
Selv arbejdede jeg derefter som freelance tegner og
animator i omkring et halvandet års tid, og i den periode havde jeg, som
tidligere nævnt, foruden A-Film i Finland, også Nordisk Tegnefilm, Barfod Film
og Marken Film i Hamburg som kunde. Steinaa og jeg
var jo skiltes i bedste forståelse, måske ikke mindst fordi min opsigelse
betød, at firmaet sparede 1.500 kr. på sin månedlige lønkonto på et tidspunkt,
hvor ordretilgangen var minimal.
Imidlertid havde jeg også fået en anden kunde, nemlig
Marken Film Gmbh, som havde studier i en forstad til
Hamborg. Dette firma var gammel kunde hos Nordisk Tegnefilm, hvor jeg også
tidligere havde lavet en enkelt opgave for firmaet, nemlig en animation af det kohovede, som er logoet for osteproduktet ”Den leende ko”.
Der var tale om en helt ubetydelig animation, men det var altså nok til, at
firmaets repræsentant, som i øvrigt talte dansk, henvendte sig til mig med en
ny opgave. Jeg ved ikke, om det var Steinaa selv
eller Kirsten, der havde henvist den i øvrigt lidt vanskelige kunde til netop
mig. Det kan i hvert fald godt tænkes. Det korte af det lange var i hvert fald,
at Marken Film i første omgang gerne ville have mig til at lave nogle
animationsprøver på den i Tyskland velkendte tegneseriefigur, pindsvinet ”Mecki”. Jeg kendte ikke selv figuren på forhånd, men det
viste sig, at den var fuld af detaljer, så opgaven syntes umiddelbart lidt
vanskelig, ikke mindst i betragtning af, at jeg vidste, at Marken Film-folkene var uhyre kritiske med detaljer.
Men det gjaldt jo for mig om at holde
freelance-gesjæften i gang, så jeg sagde ja til tilbuddet. I den anledning blev
jeg sammen med min kone inviteret til at besøge Marken Film, vel at mærke med
flyrejse og ophold betalt. Så vidt min halvdårlige hukommelse erindrer, skete
det i august 1961, men det kan godt have været lidt senere, hvilket dog ikke
gør den store forskel for selve beskrivelsen af en forholdsvis interessant
rejse. Det interessante var dog ikke så meget den ordre på tegnefilm, jeg fik
ved den lejlighed, men derimod det 2-dages ophold i Hamborg.
Så vidt jeg husker, ankom vi til Hamborgs lufthavn
omkring middagstid, og her blev vi afhentet af den medarbejder ved Marken Film,
som jeg kendte fra hans besøg på Nordisk Tegnefilm, men hvis navn jeg desværre
ikke kan huske i skrivende stund. Han kørte os til et hotel, der lå i en
sidegade til den gade, der ligger på sydbredden af
den gade, der løber langs med søen Alsteren. Efter at
have sikret sig at vi var blevet vel installeret på et ganske udmærket
hotelværelse, forlod medarbejderen os med den besked, at han ville komme og
afhente os senere på dagen, hvor han ville ledsage os ud i byen, for at vise os
nogle af dens seværdigheder. Mødet på Marken Film skulle først finde sted næste
formiddag, og da ville han også komme og hente os og køre os ud til den
forstad, hvor firmaet havde sine atelierer.
Vi havde altså foreløbig god tid til at akklimatisere
os og vænne os til de nye og lidt fremmedartede omgivelser. Eftersom vi var
lidt småsultne, ville vi finde et sted, et cafeteria eller lignende, hvor vi
kunne få noget at spise. Eftersom jeg jo var vegetar, gjaldt det om at finde et
sted, hvor der blev serveret vegetariske retter, og et sådant sted fandt vi
faktisk ret hurtigt, for det viste sig, at Hamborg havde mange spisesteder med
vegetarisk mad. Gesundheit og Freikörperkultur
var jo faktisk tyske specialiteter og havde været det allerede under nazitiden.
Efter at have fået noget at spise, tog vi en
spadseretur rundt i byen. Det, vi i første omgang lagde allermest mærke til,
var, at byen mange steder stadig var præget af krigstidens bombardementer.
Husene stod endnu i ruiner, deriblandt også en stor kirke, og i en del gader
var asfalten revnet på kryds og på tværs, og de flotte og moderne forretninger
langs Alsterens vestlige side var indrettet i
stueetagen i ruinerne af tidligere 4-5 etager høje og fortsat ellers ubeboelige
ejendomme. Vi spadserede også ud til et højtliggende parkområde, hvorfra der
var udsigt til Hamborgs travle havn, hvor store og små skibe sejlede frem og
tilbage, og hvor lyden fra blandt andet de arbejdende skibsværfter var tydelig
at høre.
Efter at vi havde spist aftensmad på den restaurant i
nærheden af hotellet, hvor vi også havde spist frokost, var det blevet hen mod
aften. Efter aftale ankom den nævnte medarbejder omkring kl. 19 og tog os med
på en tur ind til Hamborgs centrum, hvor gaderne var et mylder af mennesker.
Han spurgte os, om vi kunne have lyst til at se den berømt-berygtede og delvis
afspærrede gade, Reberbahn, hvor en stor del af byens
prostituerede havde deres ’forretninger’. Det sagde vi ja til, hvorefter han
guidede os hen til den nævnte gade, som er speciel ved, at den er afspærret med
et dobbelt plankeværk i begge ender, så man ikke kan kigge ind i gaden og
heller ikke uden videre kan gå ind i gaden, uden først at have passeret ind i
den ene ende af mellemrummet mellem de to plankeværker og ud i den anden ende,
hvorefter man befandt sig inde i den nævnte gade. Uden på plankeværkerne stod
der forresten, at børn ikke havde adgang og at et besøg skete på eget ansvar..
Det var et højst besynderligt skue, der mødte os,
idet vi gik ned gennem gaden. Mange steder var forretningernes
udstillingsvinduer oplyste, ofte med et rødt lys eller lys, der skiftede i
flere farver. Den udstillede ’vare’ var i reglen en yngre kvinde, som kun var
iført ganske lidt undertøj, som ikke skjulte ret meget, hvilket naturligvis
havde til formål at især det mandlige publikum kunne bese varen og muligvis
føle sig fristet til at gå indenfor og afprøve den. Der var med andre ord tale
om kvindelige prostituerede, som udstillede sig og deres ynder, i håbet om at
få gang i forretningen og tjene til dagen og vejen, og måske lidt mere.
Turen igennem Reberbahn
efterlod sig et mærkeligt indtryk, en blanding af undren over den åbenlyse
eksponering af de kvindelige ynder i salgsøjemed, og til dels en væmmelse over
den forråelse, som prostitutionen her var et højst bedrøveligt og nedslående
udtryk for. Gaden var i øvrigt fuld af publikum, både herrer og damer, som
formentligt hovedsagelig besøgte stedet af turistmæssig interesse.
Senere kørte medarbejderen os igen hen til hotellet, hvor
han tog afsked med os og sagde, at han ville komme og afhente os næste dag
omkring kl. 13, fordi vi da skulle køre ud til Marken Film, hvor chefen gerne
ville hilse på os.
En slem tandpine og besøg hos
Marken Film
Det blev en urolig nat, vi fik, for Karina vågnede
pludselig op med en voldsom tandpine, som formentlig skyldtes en rodbehandling,
hun for kort tid siden havde fået foretaget. Morgenmad var det ikke blevet til
for Karinas vedkommende, for hun var ikke i stand til at spise noget som helst,
så stærke var tandsmerterne. Jeg fik lige slugt et rundstykke og drukket en kop
kaffe, mens Karina så mere og mere desperat til. Der var ikke andet at gøre,
end at prøve at dulme smerterne ved hjælp af bedøvende piller, men problemet
var, at vi ikke selv havde medbragt nogen piller, for sådanne brugte ingen af
os så godt som aldrig. Det viste sig, at hotellet heller ikke havde
smertestillende piller, hvorfor de henviste os til et apotek, som lå i en gade
et godt stykke væk.
Efter nogen tids søgen lykkedes det os at finde gaden
og apoteket, som da også udleverede nogle receptfri og forholdsvis stærke
piller, der forhåbentlig midlertidigt ville kunne gøre Karina smertefri. Vi
nåede lige akkurat tilbage til hotellet, før medarbejderen kom for at afhente
os, og i øvrigt også vores bagage, for efter besøget på Marken Film sørgede
medarbejderen for at køre os til lufthavnen, hvor vi skulle med flyet til
København omkring kl. 21. Under køreturen sagde han, at han meget gerne ville
have at vi skulle nå at hilse på hans kone og se hans hjem, der ikke lå så
langt fra Marken Film, og som han var meget glad for og stolt af, især fordi
hjemmet var indrettet med så godt som udelukkende danske designmøbler og
kunsthåndværk. Hvordan det kunne være? Jo, under tyskernes besættelse af
Danmark havde han været tysk værnemagtssoldat og udstationeret i Aarhus, og det
var her at han havde fået øjnene op for skønheden og den håndværksmæssige
kvalitet af danske møbler og kunsthåndværk! Huset med stueetage og førstesal,
som han og hans kone boede i, var dog ikke dansk design, men norsk. Et
hyggeligt hjem for to ikke helt unge mennesker, som endnu ikke havde fået nogen
børn.
Vi nåede ud til Marken Film hen på eftermiddagen,
faktisk kort tid før arbejdstidens ophør kl. 17. Her blev vi præsenteret for
den øverste chef, en cirka 60-årig og 180 cm høj, lidt firskåren og bovsvær
mand med stenansigt, som nedladende rakte os hånden, for allernådigst at hilse
på sådan et par undermålere, som Karina og mig. Jeg kunne simpelthen ikke lade
være med at forestille mig manden i tysk officersuniform med den
karakteristiske tyske uniformskasket med sort skygge og høj puld. Jeg gyste
indvendigt og følte mig ilde tilpas ved situationen, mens Karina, skønt nervøs,
skruede charmen på, som mænd normalt ikke kunne stå for. Det var tydeligt, at
medarbejderen var mandens undergivne, for han bukkede og talte underdanigt til
denne, idet han dog kun svarede, når han blev spurgt.
Vi blev derefter vist rundt i firmaet af
medarbejderen, og herunder hilste vi på de mange forskellige andre
medarbejdere, der var. Det faldt i vores lod, at være på stedet til
arbejdstidens ophør, og vi så og oplevede da det mærkværdige, at personalet tog
opstilling i en lang række i hallen, formentlig efter professionsrang, idet de
langsomt og successivt passerede forbi chefen, som stod ved udgangen og rakte
hver eneste medarbejder hånden til afsked for den dag. Og hver eneste
medarbejder rakte efter tur hånden til chefen og bukkede for mændenes
vedkommende dybt og for kvindernes vedkommende nejedes der! Noget sådant havde
jeg aldrig tidligere været vidne til, end ikke i min skoletid, hvor der også
herskede orden og disciplin og dyb respekt for læreren.
Til sidst blev det vores tur til at tage afsked med
den høje chef, som dog dårligt nok værdigede os et blik, da han efter tur rakte
os hånden, først til Karina, for tyskerne er høflige og galante overfor
kvinder, og så til mig, hvorefter han gav medarbejderen hånden og gik ind på
sit kontor og lukkede døren efter sig.
Derefter kørte medarbejderen os til sit hjem ikke så
langt fra, hvor Marken Film lå. Stedet var tydeligvis et nybyggerkvarter, for
alle huse så nye og meget velholdte ud. Medarbejderens kone modtog os smilende
og naturligt venligt, og hun og hendes mand viste os derefter stolte omkring i
det tydeligvis smukt indrettede og Danish designmøblerede hus. Vi blev derefter
budt på smørrebrød, dansk skulle det jo være i dagens anledning. Da spisningen
var vel overstået efter omkring en times tid, takkede vi for maden og
gæstfriheden og belavede os på, at blive kørt til lufthavnen, hvilket også
skete. Der tog vi afsked med den meget venlige og hjælpsomme medarbejder, der
som omtalt jo også var min kontaktperson vedrørende det animationsarbejde, jeg
skulle lave for Marken Film.
Pyh ha, det var med en stor, stor lettelse, at Karina
og måske især jeg tog afsked med medarbejderen, efter at vi havde aftalt, at
jeg skulle sende de animationstegninger, jeg skulle tegne, til ham hos Marken
Film, så snart jeg havde disse færdige. Der var jo i første omgang kun tale om
en animationsprøve på bl.a. pindsvinet ”Mecki”s
oprejste gangart, så det drejede sig kun om en repeat
på omkring 12 tegninger.
Vores fly nåede Kastrup Lufthavn en times tid senere,
og derfra tog vi en taxa hjem til Brøndbyøster, hvor vi så vidt jeg husker
ankom omkring kl. 23. En oplevelse og erfaring rigere, og vel at mærke ikke en
ubetinget behagelig oplevelse og erfaring! Faktisk følte jeg allerede på det
tidspunkt inderst inde, at jeg ikke havde lyst til at arbejde for Marken Film,
mest på grund af chefen, som bestemt ikke virkede sympatisk på nogen måde.
Men jeg udførte de nævnte animationstegninger som aftalt
og sendte disse til Marken Film cirka en uge senere. Et par dage efter fik jeg
en opringning fra medarbejderen, som sagde, at man ikke var helt tilfredse med
min animation af Mecki, så derfor skulle jeg nok ikke
regne med at få den planlagte film at lave. Den besked kom jo som sendt fra
himlen for mig, for jeg var fast besluttet på, at jeg ikke ville arbejde mere
for det tyske firma, ske hvad der måtte.
Hvad Karina og hendes voldsomme tandpine angår, så
ringede hun til tandlægen herhjemme allerede dagen efter og fik en snarlig tid,
så at den smertende tand kunne blive ordnet og færdigbehandlet.
A Film i Tapiola
Det var noget helt andet, at arbejde – eller snarere
samarbejde – med Antti Peränne i Tapiola
i Finland. Han var bundreel, nem at arbejde sammen med og en dygtig grafiker og
designer, som elskede animation, men ikke anså sig selv for at være nogen
specielt god animator. Det var derfor, at han helst og i reglen overlod
animationen af sine tegnefilm til mig, og han havde netop fået nogle ordrer på
reklametegnefilm, som krævede min assistance. I den anledning inviterede han
Karina og mig til at besøge sig og sin kone, Maire, i
Tapiola, en forstad til Helsinki. Meningen var, at vi
skulle være deres gæster i en lille uges tid, og det glædede vi os faktisk til,
selvom ingen af os kendte Anttis kone. Besøget fandt så vidt jeg erindrer sted
i september 1961, og heldigt for os var det, at det var en måned med næsten
sommeragtigt vejr.
Vi betalte selv for flyrejsen, men selve opholdet var
efter Anttis invitation på hans regning. Afrejsen foregik med SAS fra Kastrup
Lufthavn, hvorfra flyet lettede omkring kl. 11 og ankomsten til Helsinki skete
kl. 11,30. Flyveturen havde altså kun taget en halv time! Men den havde i
virkeligheden varet halvanden time, som på grund af tidsforskellen mellem
København og Helsinki, virkede som om det kun drejede sig om en halv times
flyvetur.
Vel ankommet til Helsinki blev vi modtaget af Antti
og hans kone, Maire, som afhentede os i bil og kørte
os ud til Tapiola, hvor han og konen boede i
stueetagen i et nyere og helt moderne boligkompleks, opført på fjeldgrund og
med græs, buske og træer foran og imellem boligblokkene. Anttis kone, Maire, som i lighed med sin mand talte Finlands-svensk
og derfor var nem at forstå, viste sig at være en smart klædt, moderne ung
kvinde, middelhøj, slank og med sort hår og sorte øjne, som godt nok smilede,
men som også rummede et forbehold overfor os to gæster fra det København, hvor
hendes mand havde opholdt sig i et par år som medarbejder hos Nordisk
Tegnefilm. Parret havde dog holdt sammen på trods af adskillelsen, og udadtil
virkede de til at have det godt sammen, selvom det var tydeligt, at det var Maire, der var ’herre’ i huset. Det passede sikkert den
noget vege og ubeslutsomme Antti ganske godt. Han talte fortsat helst i
enstavelsesord og brugte ofte sit ”Sjuuuh!”, når han
kommenterede eller svarede på et eller andet spørgsmål.
Mit indtryk var i løbet af de dage, vi var på besøg
hos dem, at Maire faktisk misbilligede sin mands
selvvalgte afhængighed af mig som animator, idet hun afgjort var af den
opfattelse, at Antti selv var dygtig nok til at tegne og især animere sine egne
tegnefilm. Det mente jeg faktisk også, men var selvfølgelig samtidig glad for,
at Antti betroede mig så forholdsvis mange animationsopgaver, som tilfældet
var, rent bortset fra, at det også betød penge i kassen for mig. Honorarerne
for mit arbejde faldt altid prompte.
Karina og jeg fik parrets soveværelse stillet til
rådighed under opholdet, og imens sov parret på sofaen i stuen. Senere på dagen
ledsagede de os over til en bygning i nærheden, hvor firmaet A Film havde til
huse i nogle lokaler på første sal, som var indrettet til kontor, tegnestuer og
trickrum. I en af de to tegnestuer sad så vidt jeg husker kun en ung mand, der
var mellemtegner, og en ung dame, som var optrækker og farvelægger. Antti
plejede at holde til i den anden tegnestue, mens Maire
styrede kontoret, dog kun på deltid, for hun havde sit eget arbejde ved siden
af, men som hvad, husker jeg ikke.
Efter aftensmaden satte vi os alle fire foran det
pænt store fjernsyn i stuen. På det tidspunkt var der flere TV-kanaler
i Finland, hvoraf en var en statslig kanal som i Danmark, og nogle var
kommercielle kanaler, som viste reklamefilm. Det var på disse TV-kanaler, at de tegnefilm Antti havde produceret, blev
vist, samtidigt med at de også blev vist i landets biografer. Derfor blev
filmene på få undtagelser produceret i farver.
Men den aften så jeg for allerførste gang Sergei
Eisensteins monumentale og mesterlige storfilm om den russiske zar ”Ivan den
grusomme”, ganske vist med mellemrum afbrudt af muntre reklameindslag. Filmen
blev nemlig vist som en slags lokkemad på en af de kommercielle kanaler. Vi var
taknemmelige for, at vi ikke havde reklame-tv i Danmark, og hvis vi ville få
det, håbede vi på, at det ikke blev med reklamer, som afbrød og stykkede
eksempelvis spillefilm op i brudstykker.
Næste dag skulle Maire på
arbejde, og da hun benyttede bilen, måtte Antti og vi tage sporvognen ind til
Helsinki. Han havde nemlig inviteret os på frokost på en meget speciel
restaurant i Helsinki. Det specielle bestod især i, at restauranten var
indrettet som en kæmpestor vikingehal, hvor alt, vægge og lofter, samt møbler,
var i rustikt træ. Her fik vi for første gang syltede kantareller, som vi begge
syntes smagte herligt.
Bagefter viste Antti os rundt i byen, hvor mange af
husene var forholdsvis nye, hvilket Antti forklarede med, at meget af det ældre
Helsinki var blevet bombet og udbrændt under den såkaldte vinterkrig mellem
Sovjet og Finland i 1939. Dette gjaldt dog så vidt jeg husker ikke byens store
teater, en kæmpemæssig okkergul bygning på det centrale torv i Helsinki.
Der var meget andet seværdigt i den gamle by, men
mine erindringer herom er efterhånden stort set forsvundet i glemselens tåge. Det er derimod ikke tilfældet med vores to-dages tur til Anttis forældres såkaldte ”sommarställe” eller sommerhus, som lå et godt stykke
nordvest på fra Tapiola. Sommarstället
viste sig at være en stor grund med et ganske stort sommerhus og en sauna,
beliggende i en naturskøn egn og tæt ved en stor sø. Vi blev installeret i et
pænt stort værelse med køjesenge, medens Antti og Maire
logerede i et andet værelse i huset. Allerede på ankomstdagen til sommerhuset
enedes vi om at gå på jagt efter tyttebær og brombær i den omkringliggende
skov, hvor mosbegroede, romantiske klipper sprang frem her og der. Vi lavede
ligefrem en konkurrence om, hvem af os to par, der kunne finde og samle flest
bær. Det blev naturligvis Antti og Maire, der vandt,
for de havde den fordel at kende stederne på forhånd. Bærrene blev senere spist
som dessert efter aftensmaden.
Men før aftensmaden var det blevet tid til en tur i
saunaen, som var indrettet med en elektrisk varmeovn med nogle store sten
foroven, som der skulle pøses vand på, for at skabe damp i det lille
velindrettede rum med trævægge og træbænke, som hører sig til sådan et sted.
Det store spørgsmål var imidlertid, om vi alle fire skulle gå i saunaen
samtidigt, eller om vi skulle gå der parvis. Det blev til, at vi gjorde det
parvis, for Antti og Maire var begge meget blufærdige
og generte, hvilket var noget Karina og jeg som naturister for længst havde
lagt bag os. Det endte med, at Antti og Maire gik i
saunaen først, fordi, som de sagde, så ville den være varmet godt op, til
Karina og jeg skulle benytte den.
Da Antti og Maire langt om
længe havde forladt saunaen og hoppede ud i søens kølige vand, sådan som det
hører sig til, og efter at de havde forladt saunaen og var gået ind i huset,
blev det Karinas og min tur til at prøve det varme sted. Der var ligefrem hedt
derinde og det dampede livligt, når vi pøsede vand på de omtrent gloende sten.
For at fremme blodomløbet i kroppen, havde Antti som skik var plukket nogle
bøgegrene, man kunne piske sig selv eller hinanden med, efter som man nu havde
lyst til. Vi tilbragte vel omkring tre kvarter i saunaen, før vi splitterfornøjede løb ud i den forholdsvis kølige luft og
ud på badebroen og hoppede på hovedet i det kølige vand, som føltes ualmindelig
dejligt og behageligt afsvalende efter svedeturen. Efter sådan en tur smagte
aftensmaden dobbelt så godt, selvom jeg ikke længere husker, hvad vi fik at
spise, bortset fra de plukkede bær med sukker og mælk på.
Næste dag havde Antti planlagt, at han og jeg skulle
på sightseeing i omegnen, medens pigerne ville blive i sommerhuset og hygge sig
med forskellige gøremål. Antti ville meget gerne vise mig nogle af de steder,
hvor han havde færdedes og leget som dreng, og det viste sig også at bliver
særdeles interessant. Egnen var fuld af klipper, nogle lave og andre høje, og
enkelte endog meget høje, og det var især en af de sidstnævnte, han ville vise
mig. Da vi befandt os nedenfor klippen, som med forskellige fremspring nærmest
rejste sig lodret i vejret, begyndte Antti at klatre op mod toppen, idet han
opfordrede mig til at følge sig, hvilket jeg også lidt tøvende gjorde.
Det viste sig dog nemmere at kravle opad, end jeg
havde troet, og idet vi kom op til toppen af klippen lå der et omtrent fladt,
lettere rødligt klippeterræn foran os, hist og her bevokset med forskellige
grønne buske og fyr og gran. Lige i det øjeblik, vi dukkede op over
klippekanten, rejste en stor elgko sig med et vist besvær op, og efter at have
kigget et øjeblik på os, luntede den lige så stille væk fra os og forsvandt ind
i skovområdet. Den havde åbenbart ligget og hvilet sig på det fredelige sted,
hvor det ifølge Antti ikke var almindeligt, at mennesker færdedes. Det var både
første og eneste gang, at jeg nogensinde i mit liv er kommet en vildtlevende
elg så nær, som i dette tilfælde.
Efter denne uventede oplevelse, valgte Antti, at vi
skulle lægge tilbageturen ad en anden og betydeligt nemmere vej, end tilfældet
havde været med ud- og opturen. Snart efter var vi atter tilbage i sommerhuset,
hvor vi kunne fortælle de to piger om den absolut overraskende oplevelse, vi
havde været ude for på turen ud i den frie natur. Det morede vi os alle fire
over.
Næste dags formiddag gik turen tilbage til Tapiola, igen med Maire bag
rattet, idet det fortrinsvis var hende, der benyttede parrets bil. Denne dag
havde Karina og jeg besluttet at have for os selv, så meget mere, som at Antti
og Maire netop denne dag havde andre gøremål at
passe. Vi tog sporvognen ind til Helsinki, hvor vi blandt andet gik på shopping
i byen. Finsk design og håndværk var berømt for sin høje kvalitet, og det
gjaldt også tøj, herunder kjoler, der var vævet i uld og indfarvet med en eller
anden farve. Karina valgte og prøvede en højrød ulden kjole, som faktisk klædte
hende ganske godt, og som jeg derfor købte og forærede hende.
Vi tilbragte det meste af dagen i Helsinki, fordi
vejret var godt, og det var også rart at komme lidt på afstand af Antti og Maire, hvoraf sidstnævnte især kunne virke lidt irriteret
over, at have os hængende omkring sig omtrent døgnet rundt. Det forstod vi
udmærket kunne være for meget af det gode. Det var da også vores sidste dag i
Finland, for næste dags formiddag skulle vil atter hjem med SAS-fly fra
Helsinki til København. Hjem til hverdagen og arbejdet, hvilket heller ikke er
det værste, der kan overgå et menneske, eller i hvert fald ikke mig, som holdt
meget af arbejdet med at skabe tegnefilm, med alt hvad dette indebærer. Men min
fritidsinteresse for klassisk indisk filosofi og herunder især Sankhya, Yoga og Vedanta fyldte
fortsat meget i min bevidsthed.
Sådan som tidligere beskrevet i afsnit 30 af min
selvbiografi, tilbragte Karina og jeg, i disse års sommer-weekender og
sommerferier stort set på campingpladsen i naturist-kolonien ”Solbakken” ved
Kirke Hyllinge ved Roskilde Fjord i Vestsjælland. Dér havde vi jo fået nogle
gode venner, som vi morede og hyggede os godt sammen med. For at holde sig
ajour med, hvad der foregik af stort og småt indenfor naturistbevægelsen,
abonnerede vi på tidsskriftet ”Sol og Sundhed", hvilket var sket lige
siden 1959, da vi for første gang besøgte nævnte naturist-koloni.
På denne tid, hvor jeg stadigvæk arbejdede som
freelance tegner og animator og efter evne og formåen gjorde hvad jeg kunne for
at passe min virksomhed som selvbestaltet yogalærer ind i hverdagen, hændte
det, at jeg skrev nogle indlæg og en enkelt artikel til det nævnte tidsskrift.
På den tid havde jeg endnu ikke påbegyndt det efterhånden omfangsrige
forfatterskab, som jeg først påbegyndte for alvor i løbet af 1974. Tidsskriftet
”Sol og Sundhed” var med sin bogtrykte størrelse på 17 x 23,5 cm et offentligt
organ for nudister eller naturister, som der var en del af i Danmark på det
tidspunkt.
En dag fik jeg helt uventet en skriftlig opfordring
fra redaktør Erik Holm, som dengang var udgiver og redaktør af ”Sol og
Sundhed”. Han spurgte,, om ikke jeg kunne tænke mig at skrive en pædagogisk
artikelserie med titlen ”Kursus i Yoga for kvinder”. Situationen var den, at
bladet allerede i 1959 havde publiceret en artikelserie ”Yoga-Kursus”, som
decideret var beregnet på mænd, idet illustrationerne med de forskellige
yoga-øvelser udelukkende bestod af mænd. Ophavsmanden til kurset var angiveligt
”Yoga-læreren Willy Hansen", Aarhus, der i tre år har undervist elever i
yoga”.
Personligt kendte jeg ikke noget til ”yogi’en Willy Hansen" og vidste derfor heller ikke
noget nærmere om hans baggrund. Men Sol og Sundhed’s
introduktionsartikel i bladets Nr. 3, 1959, var både sobert oplysende om yogaen
og dennes baggrund, samt om dens situation i Danmark. Herom hedder det på side
28 bl.a. følgende:
(Citat) De langsomt, dvælende og roligt beherskede
øvelser inden for de fem slags yoga har hver sin mission. Der findes et rigt
program af yogaøvelser, og det gælder for dem alle, at de træner noget i os,
som måske ellers ikke ville blive brugt.
Det pudsige ved den lille udbredelse yoga foreløbig
har i Danmark er, at lærens dyrkere kun findes i to byer: Aarhus og København.
Man er ikke bekendt med, at der andre steder i landet findes folk, som
regelmæssigt overholder et træningsprogram med yogaøvelser.
Et savn bliver afhjulpet.
Det er også kun i Aarhus og København, der findes
yogainstitutter. Den danske yoga-dyrkelse er ikke på nogen måde organiseret.
Der findes ingen yoga-foreninger eller klubber, men aktiviteten grupperes
omkring lærerne på institutterne i de to byer.
Det er dette savn ”Sol og Sundhed” nu vil forsøge at
afhjælpe. Ved læsning af de følgende numre, vil De blive indført i yogalæren.
De vil få tilstrækkeligt at vide til at kunne begynde at dyrke yoga, hvortil
hverken behøves særlige remedier eller en særlig sal. Man kan blot smide tøjet
og begynde på dagligstuegulvet.
Yoga-læreren Willy Hansen, Aarhus, der i tre år har
undervist elever i yoga, har været os behjælpelig med denne indføring i yogaen,
som her introduceres.” (Citat slut).
Vi skruer nu tiden frem til 1962, hvor jeg som
ovenfor nævnt modtog et brev fra redaktør Holm, som angiveligt dels havde
erfaret, at jeg var naturist og dels om min virksomhed som yogalærer. Denne er
jo allerede beskrevet i forrige afsnit 30 under tekstoverskrifterne ”Sol og
Sundhed” og ”Solbakken” 1959 og Autodidakt yogalærer, som jeg derfor skal henvise
til.
Som tidligere omtalt var jeg jo uddannet fotograf og
påtog mig derfor selv opgaven med at fotografere illustrationerne til den nye artikelserie
om yoga, som fik overtitlen ”Kursus i Yoga for kvinder". Min daværende
kone Karina, som om jeg så må sige modtog privatundervisning af mig, og en af
vores kvindelige bekendte fra "Solbakken", som samtidig var en af
mine yoga-elever, men hvis navn jeg desværre ikke mere erindrer, stillede sig
gratis til rådighed som modeller og udførte de omhandlede yoga-stillinger til
min store tilfredshed, hvilket turde fremgå af de to siders eksempler fra artikleseriens 2. lektion, som er vist herunder:
På de sider fra tidsskriftet ”Sol og Sundhed”s nr. 2, 26. årgang 1962, side 40-42, som vil kunne
ses i min selvbiografi afsnit 31, er nogle af de mest elementære yoga-øvelser
beskrevet og illustreret, med fotos af min daværende hustru Karina. Hun var
både køn, lærenem og dygtig til at udføre øvelserne. – Fotos og tekst: © 1962
Harry
Rasmussen og tidsskriftet Sol og Sundhed.
I den periode, hvor jeg arbejdede som freelance
tegner og animator, forsøgte jeg sammen med Børge Hamberg at starte en produktion
af korte underholdningstegnefilm, der skulle baseres på Wilhelm og Carla
Hansens velkendte tegneserie om bjørnedrengen ”Rasmus Klump”. Det var Carlsens
Presse- og Illustrationsbureau (P.I.B.), der havde ophavs- og
distributionsretten til tegneserien, så derfor henvendte vi os til dette firma
med ideen. Direktør Per Carlsen og hans salgschef Ivan Hytten var for så vidt
interesseret i forslaget, men ville gerne se en fortegning og en storyboard
til, hvordan vi havde tænkt os at udforme eksempelvis den første film ”Rasmus
Klump bygger skib”. Medens jeg tegnede en farveplanche med filmens
hovedfigurer, tegnede Børge foreløbig en scribbleboard,
og sammen udarbejdede vi et budget på filmens produktionsomkostninger,
hvorefter det foreløbige arbejde, som vi vel at mærke havde udført for egen
regning og risiko, blev præsenteret for de ovennævnte to herrer. De udbad sig
betænkningstid til at overveje projektet.
Det korte af det lange er imidlertid, at Per Carlsen
og Ivan Hytten havde syntes det ville være en god idé med at producere
tegnefilm over ”Rasmus Klump”-tegneserien, men ikke i
Børges og mit regi, idet de herrer angiveligt syntes vi var for dyre. Derimod
gik de lige så stille i gang med at lade en af deres betroede, men teknisk set
uerfarne medarbejdere stå for at overføre Wilhelm Hansens i øvrigt meget
detaljerede Rasmus Klump-tegninger til en forenklet form for tegnefilm. Det
skete på den måde, at man lavede flere kopier af Hansens tegninger til serien,
hvorefter f.eks. Rasmus Klumps arm blev klippet ud på den ene kopitegning,
medens den tilsvarende arm på den anden kopitegning blev retoucheret væk.
Derefter blev den løse arm efter sprællemandssystemet fæstnet til den armløse figur ved hjælp af en knappenål. I første omgang
forsøgte man sig med at bevæge armen ved bagfra at dreje på knappenålen, alt
imens et 16mm kamera snurrede kontinuerligt.
Det siger næsten sig selv, at resultatet af den
ovennævnte teknik ikke blev godt. Man ville derfor forsøge sig på en anden og
mere professionel måde, idet trickfilmfotograf Vagn Benneballe blev hyret som
’animator’ til stop-motion optagelser af figurerne, hvorunder han så kunne
flytte en arm eller et ben mm. for hver eller hver anden eksponering. Det gav
et lidt bedre resultat, som dog langt fra var af tilfredsstillende kvalitet,
men det lykkedes alligevel at sælge nogle film til både dansk og udenlandsk tv.
Imidlertid havde man indset, at det ville være
nødvendigt med en mere professionelt udført teknik, hvis ”Rasmus Klump”-filmene skulle have en chance på det danske såvel
som det internationale tv-marked. Derfor entrerede man med et tjekkoslovakisk
tegnefilmselskab, som dels var prisbilligt og dels var i stand til at levere
filmene relativt hurtigt, hvilket naturligvis var af særlig betydning for
P.I.B.
Desuden viste det sig, at kvaliteten af de tjekkisk
producerede Rasmus Klump-tegnefilm alligevel ikke stod mål med de mindstekrav,
som publikum og tv-stationerne havde grund til at forvente af en børneserie, så
derfor blev produktionen af nye Rasmus Klump-film overgivet til et andet
tjekkisk tegnefilmselskab, som var i stand til at levere en bedre og mere
tilfredsstillende kvalitet. En hel del år senere blev produktionen af Rasmus
Klump-tegnefilm genoptaget, denne gang af det i mellemtiden oprettede danske A.
Film, som så sig i stand til at levere en bedre og i hvert fald acceptabel
kvalitet, end alle de tidligere producerede film havde haft, og formentlig til
en konkurrencedygtig pris. Den nye serie film blev i hvert fald vist i dansk tv
og udkom senere på VHS og DVD.
Selv tegnede jeg en farveplanche, som skulle vise,
hvordan vi på forenklet måde havde tænkt os at tegne hovedfigurerne i den serie
Rasmus Klump-tegnefilm, som Børge Hamberg og jeg foreslog direktør Per Carlsen
og salgschef Ivan Hytten, at P.I.B. burde producere. – Tegning: © 1962 Harry
Rasmussen.
Men det blev altså desværre ikke til noget med Børge
Hambergs og mit samarbejde omkring ”Rasmus Klump”-tegnefilm
og for resten heller ikke om noget andet tegnefilmprojekt, men vi forblev nære
venner, som fortsat kom sammen privat og som også havde fælles interesser på
andre områder. Eksempelvis når det drejede sig om Martinus’ kosmologi. Børge
var på det tidspunkt stadig fastansat hos Barfod, medens jeg fortsat arbejdede
freelance, i enkelte tilfælde med animationsopgaver fra Barfod Film, formidlet
af Børge Hamberg, idet Bent Barfod og jeg altid havde haft lidt svært ved at
kommunikere med hinanden. Men alligevel ville Barfod gerne benytte min
arbejdskraft, hvilket jeg opfattede som en anerkendelse af mig fra hans side.
I det ovennævnte tidsrum fik jeg også en idé til en
tegnefilm- og tegneserie, hvis hovedfigur fik navnet ”Champignon”, simpelthen
fordi den lignede en sådan. Omkring denne grupperede der sig en række forskellige
figurer, som alle var tegnet i en ret forenklet streg, der også ville være
velegnet til prismæssigt set konkurrencedygtige tegnefilm for børne-tv. Tanken
var at filmene skulle laves i traditionel tegnefilmteknik, idet de forenklede
figurer ville kunne gøre det muligt at anvende noget nær full-animation, så at
man ikke behøvede at være henvist til at benytte sig af den mere eller mindre
simple og amatøragtige animationsteknik, som fagligt set skæmmede mange børne
tv-programmer i 1960’erne og senere.
Tegneserien med ”Champignon” blev i øvrigt
præsenteret for P.I.B.s salgschef, Ivan Hytten, men
han mente ikke, at den ville have nogen chancer for at kunne afsættes til
aviser eller blade, så derfor kom der ikke andet og mere ud af projektet, end
at jeg tegnede en hel del tegneserie-strips. Dog planlagde og prøveanimerede
jeg i øvrigt også nogle scener til en påtænkt pilot-film for den planlagte
tegnefilmserie. Men omstændighederne var ganske enkelt ikke til hverken en
tegneserie eller en tegnefilmserie af den karakter på det tidspunkt.
Som nævnt tegnede jeg nogle figurudkast til de
medvirkende ’personer’ i tegnefilmserien om ”Champignon”, primært med
hovedpersonen selv, men også sammen med nogle af hans mange venner, hvoraf
nogle udelukkende er rene fantasifigurer, hvorimod andre - i lighed med
Champignon selv - har relation til planteverdenen. Det førstnævnte,
fantasifigurerne, gælder ”Klat”, og ”Plamarius”, som
ligeledes for nemheds skyld blot kaldtes ”Marius”, og for sidstnævntes
vedkommende gælder det paddehatten ”Filosofus”, som
for nemheds skyld kaldtes ”Sofus, og desuden ”Abel”, ”Tom” og ”Per”, hvis navne
hhv. refererer til æble, tomat og pære. – Tegninger: © 1962 Harry Rasmussen.
Ideen bag tegneserien ”Champignon” var i øvrigt den,
at der skulle være et vist samspil mellem tegneren, repræsenteret ved en
tuschpen, og hovedfiguren, som simpelthen opstod, fordi tegneren først tegnede
en cirkel og derefter forsynede denne med øjne og mund, og derefter tegnede en
krop, og det er dette udseende, der får tegneren til at døbe figuren med navnet
”Champignon, simpelthen fordi den ligner en sådan. Dernæst tegnedes en
taleboble, så figuren også kunne ’tale’. Men det første den ønsker sig er, at
tegneren vil give den et eller andet på det skaldede hoved, og – som ’kronen’
på værket – tegner tegneren en spiralfjer ovenpå Champignons hoved. Således
udstyret er ”Champignon” parat til at gå på opdagelse i sin specielle, tegnede
verden, og til at møde venner, hvoraf ”Klat”, som er ’født’ af en tuschklat, er
den første. Senere kommer flere andre figurer til.
Som det fremgår af figurtegningerne til
tegnefilmversionen af ”Champignon”, så havde hovedfiguren en vis lighed med den
senere så berømte ”Cirkeline”, der dog ikke fandtes på det her omtalte
tidspunkt, men først blev ’født’ flere år senere, nemlig omkring 1968, og
heldigvis med større succes for den og folkene bag, nemlig Hanne og Jannik
Hastrup. Især sidstnævnte var og forblev god til at lave rentable tegnefilm for
både lidt mindre og større børn, hvorfor hans Cirkeline-tegnefilm blev
sponsoreret af DR TV’s børneafdeling, hans senere
korte tegnefilm af Statens Filmcentral og hans lange tegnefilm af Det Danske
Filminstitut. Dette skyldtes til en vis grad, at Jannik i lighed med folkene –
især filmkonsulenterne - på de to statsinstitutioner tilhørte den politiske
venstrefløj, som særlig fik gode betingelser i 1960’-70’ernes kulturelle klima.
Den – forgæves - planlagte tegnefilmversions
”Champignon” med endnu flere af sine venner, som han møder efterhånden, og som
han får det sjovt og rart med i den specielle lille fantasi- og eventyrverden,
figurerne færdes i og er en del af. Vennerne udgøres af fuglen ”Pip”, hunden ”Fido”, pigekæresten ”Mine”, stjernefiguren ”Søren”,
blomsterdanserinden ”Fleur” og vanddråberne, som ikke i første omgang havde
nået at få noget navn, men senere døbtes Drip, Drop
og Dryp, med allusion til Anders Ands nevøer Rip, Rap og Rup..
– Tegninger: © 1962 Harry Rasmussen.
For mit eget personlige vedkommende blev ideen med
det lidt naive fantasi-projekt ”Champignon” derfor også et af mine efterhånden
mange skrinlagte tegnefilm-projekter. Det var selvfølgelig personligt
skuffende, om end ikke overraskende, især ikke i betragtning af tidens
politiske og kulturelle tendenser. Men egentlig kan man ikke tale om misundelse
fra min side, for jeg misundte på ingen måde Jannik Hastrup og hans succes.
Måske skyldtes min manglende misundelse, at jeg ikke følte mig i overensstemmelse
med tidens social-realistiske eller nymarxistiske
mode-opfattelse, som lå og stadig ligger min egen livs- og verdensanskuelse
fuldkommen fjernt. En helt anden ting er så, at jeg nok ikke havde de evner,
den ’drive’ og det gå-på-mod, der skal til, for at kunne begå sig med held og
succes i den professionelle og kommercielle tegnefilmbranche. Dette forhold
spillede nok også ind.
I og med den sort-hvide en-stribede tegneserie om
”Champignon”, søgte jeg på en forenklet måde at udnytte den omstændighed, at
figurerne var tegnet og befandt sig i en verden, som tegneren, altså i dette
tilfælde mig, stort set suverænt bestemte og var herre over. Deri tog jeg på en
måde fejl, for det viste sig hurtigt, at figuren Champignon blev så ’levende’,
at den kom til at blive medbestemmende for, hvad der videre skulle ske i
tegneserien, efterhånden som den skred fremad og blev manifesteret og udfoldede
sig på papiret.
Som nævnt tegnede jeg nogle eksempler på tegneserien
”Champignon”, hvor striberne og billederne gerne skulle tale for sig selv. Hver
stribe skulle ses som en afsluttet episode for sig. Men som næsten altid, når
en tegner begynder på at skabe en tegneserie, viser det sig efterhånden, at
figurerne ganske umærkeligt skifter udseende, dog sjældent sådan, at disse
ændrer sig radikalt. Det drejer sig mere om, at tegneren med tiden får hold på
figurens karakter og derfor bliver bedre til at tegne den. I dette tilfælde kan
man sammenligne Champignon i tegneserien, som er ældst, med samme figur til
tegnefilmbrug, idet der ligger et års tid imellem de to sæt tegninger. –
Tegneserie: © 1961-62 Harry Rasmussen.
Selv kom jeg til at holde så meget af Champignon –
for nemheds skyld kaldet Champ – at jeg som nævnt
også planlagde og påbegyndte tilrettelæggelsen og animationen af en serie
tv-film med ham og hans små venner. Imidlertid løb dette projekt som sagt af
flere grunde også ud i sandet, men primært nok, fordi der manglede en sponsor
til det. Dengang var DR-TV den eneste tv-kanal herhjemme, men de tv-folk, der stod
for produktionen af børneprogrammer var dels bundet af en begrænset økonomi og
dels af en programpolitik, som mest hældede til såkaldt social-realistiske
emner og ikke så meget til lidt småfilosofiske fantasiprojekter i lighed med
f.eks. Champignon og hans lilleverden. Figuren i tegneserien er i øvrigt ikke
så godt proportioneret, som den blev i de senere ’model-tegninger’.