’Mit’ København

Set i et sørgmuntert tilbageblik

 

Indledning

Navnet ”København” hørte jeg allerførste gang i mit liv, da jeg som dreng i begyndelsen af 1930’erne boede i den meget lille landsby Tillitse i det sydvestlige Lolland. Dels hørte jeg bynavnet København omtalt af de voksne og dels hørte jeg det via middagskoncerten i radioen, som min mor næsten dagligt lyttede til. Hendes foretrukne programmer var middagskoncerter fra restaurant Wivex eller National Scala i København. Far hørte for det meste kun ”Præstens Radioavis”, som vi børn troede det hed, fordi vi endnu ikke kendte ordet og begrebet pressen. Uden helt at forstå, hvad det egentlig drejede sig om, fik jeg en vag og usikker forståelse af, at navnet København var ensbetydende med en meget stor by i form af landets hovedstad. 

     Af såkaldte købstæder, kendte jeg i min tidlige barndom først og fremmest Nakskov, Maribo og Nykøbing Falster. Bekendtskabet med Nakskov skyldtes for det første, at flere af min familie boede i denne by, nemlig mine tre onkler på fædrene side og disses børn. Maribo, fordi den by var byen, som mine morforældre og disses voksne børn jævnligt besøgte fra deres hjem på Rødvejen i Bursø. Nykøbing Falster kendte jeg kun, fordi min 2. skoleklasse i Tillitse en dag i 1935 var på en udflugt dertil, men især fordi vi børn – og i hvert fald for mit vedkommende for allerførste gang - fik lejlighed til at se de for os magiske og forunderlige fænomener: ”Biograf” og ”Film”. Jeg var på det tidspunkt kun godt 6 år, idet jeg var kommet i skole allerede i eftersommeren 1935.

     Under det nævnte biografbesøg blev der blandt andet vist en såkaldt ”tegnefilm”, et fænomen, der skulle få livsvarig betydning for mig, forstået på den måde, at jeg ved at se de tegnede figurer på lærredet bevæge sig som om de var ”rigtig levende”, blev så betaget, at jeg, hvorom det hed sig, at jeg var ”født med en blyant i hånden”, på stedet besluttede, at sådanne film ville jeg også selv lave, når jeg blev voksen. Den beslutning var mere end ønsketænkning, for kendsgerningen viser, at det lige netop var det fag og den profession, der blev mit voksne livs hovedbeskæftigelse. Men inden det kom så langt som dertil, nøjedes jeg af gode grunde med at ønske mig en filmprojektor, som jeg da godt 6-årige knægt til min store og nærmest feberagtige glæde havde set i julekataloget for 1935 fra Daells Varehus i København. At jeg havde set det deri, hang sammen med, at mor hvert år havde sørget for at få tilsendt det nævnte katalog. Deri fandt hun prisbillige varer og gaver til både voksne og børn, som i reglen passede til mine forældres økonomiske forhold og situation. Foreløbig var vi dog kun 2 børn, nemlig mig selv og min lillebror Benny, født den 19. marts 1934. Men foruden os to drenge var mine forældre, hvilket primært ville sige min mor, kun på egentlige fødselsdags- og julegaver med mors forældre, altså min mormor og morfar. Mine farforældre fik i reglen fødselsdags- og julegaver i form af henkogte grøntsager og syltede bær, som mor i begge tilfælde havde plukket og hentet fra vores egen store og righoldige have. Gaver fra mine morforældre var i reglen hjemmestrik som strømper, sokker, halstørklæder og eventuelt hjemmestrikkede bluser eller pullovers. Suppleret med et lille stykke legetøj, som f.eks. en lille legetøjshest eller hest og hestevogn. Som lille dreng var jeg meget interesseret i og glad for den slags legetøj og på et tidspunkt havde jeg en ret stor samling af begge dele. Legetøjsbiler og ditto jernbanetog hørte også til min store interesse og den slags legetøj fik jeg i reglen også af både mine forældre og bedsteforældre. 

 

     Men det lille hånddrevne filmapparat med så vidt jeg erindrer 3 filmsløjfer på hver 35 mm i bredden og omkring en meter i længden, hørte dog til min allerstørste interesse. Allerførst og fremmest fordi filmsløjferne viste tegnede figurer i bevægelse, så at jeg ved at kigge nærmere efter kunne se og regne ud, hvordan eller hvorfor filmsløjferne ved kontinuerlig fremføring gav indtrykket af, at de i sig selv ubevægelige figurer bevægede sig. Da jeg samtidig var lidt af en initiativrig arrangør arrangerede jeg allerede som 12-årig også straks filmforevisninger for min voksne familie og for mine legekammerater.

     Det var dog først et par år senere, at jeg forstod den såkaldt kinematografiske teknik, som jo var og er den, der var årsagen til, at i sig selv stillestående billeder ved den næsten usynligt rykvise fremføring, efterlod det i grunden illusoriske indtryk af kontinuerlig bevægelse. Det hænger naturligvis også sammen med øjets nethindes såkaldte ’træghed’, som er medvirkende årsag til indtrykket af netop kontinuerlig bevægelse, idet de hver for sig og i sig selv stillestående billeder efterlader indtryk på nethinden og dermed i hjernen, hvor de så at sige ’smelter’ sammen og ’overlapper’ hinanden.     

 

Lidt familiært og prekært

I øvrigt bestod min voksne familie til daglig af mine forældre, altså af min far og min mor. Jeg var dog stærkest og varmest knyttet til min hjemmegående kære mor, som ikke vidste alt det gode hun ville og kunne gøre for mig. Men der var dog grænser, for hvis jeg foretog mig nogle ting, som hun ikke syntes om, var hun også den første til at skælde ud og bebrejde mig det. Et eksempel på det sidstnævnte kunne være, at engang da jeg havde gravet et dybt hul i den høstede del af kartoffelbedet, så dybt, at det gik mig hen over hovedet og at grundvandet var begyndt at sive ind. Da mor så hullet blev hun chokeret, især ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis jorden var braset sammen over hovedet på mig, og samtidig meget vred over, at jeg i det hele taget havde rodet i kartoffelbedet. Se mere herom senere i artiklen.

 

     Min fysisk stærke far var jeg også meget glad for og ingen tvivl om, at det var gensidigt. Men også han satte grænser for, hvad jeg måtte og ikke måtte. Stærkest i min erindring står en situation, som primært handlede om ”den forbudte side af livet”, hvilket vil sige om noget, der havde med seksualitet at gøre. Den nævnte situation bestod i dette tilfælde i mit forhold til piger eller mere præcist til én bestemt pige ved navn Karla. Hun var lidt ældre end mig og boede med sine forældre et par huse nærmere Tillitse hovedgade. Min gode legekammerat var den jævnaldrende nabosøn Ove, men vi var ikke egentlige legekammerater med pigerne og derfor heller ikke med Karla. Men hun havde åbenbart udset mig til at være ’genstand’ eller ’offer’ for hendes seksuelle nysgerrighed. Det gav sig blandt andet udtryk i, at hun ikke havde noget imod at vise os nysgerrige drenge, hvordan piger tisser. Det gjorde hun ved at trække sine bukser ned og sætte sig på hug foran os og tisse en imponerende kraftig stråle ud i græsset.

      Men for mit eget vedkommende havde jeg især en særlig oplevelse med hende, som havde med seksuel nysgerrighed at gøre. En sommerdag havde hun lokket mig med sig ud i deres store kartoffelbed, hvor kartoffelplanterne var høje og derfor omtrent kunne skjule os, når vi lagde os ned i bedet. Der trak hun sine trusser ned og kommanderede mig til at gøre det samme med mine bukser, hvorefter hun forgæves forsøgte at få min slappe tissemand til at trænge ind i hendes åbenbart mere end villige kønsorgan.

     Imidlertid ville uheldet, at pigens mor var blevet opmærksom på, hvad der foregik, hvorfor hun råbte op og gav mig hele skylden for situationen. Hun havde den opfattelse, at jeg havde lokket hendes uskyldige lille datter til at deltage i ”det frække”, hvorfor hun, moderen, øjeblikkelig ville klage til mine forældre over min forfærdelige adfærd. Hun mente jo tydeligvis, at det var lille mig, der var ”synderen”, hvilket det jo også, men kun delvis var.

     Desværre gjorde pigens mor alvor af sin klage, men på den lidt usædvanlige måde, at hun stod midt på vejen ude foran vores hus og råbte anklagende ord om forældre, der åbenbart ikke kunne opdrage deres søn ordentligt. Det var midt på dagen og kun mor var hjemme og hørte den voldsomme anklage, som selvfølgelig berørte hende dybt. Selv befandt jeg mig ude foran vores hus, hvorfor mor øjeblikkeligt kaldte mig ind og i vrede toner bebrejdede mig min opførsel overfor Karla. Mor var i det hele taget meget øm om vores privatliv og ikke mindst om vort forhold til naboerne, som hun ønskede skulle være så upåklageligt som overhovedet muligt, så der ikke var nogen grund til klager. ”Nu kan du bare vente til far kommer hjem og hører om, hvor uartig du har været!”

     Jeg vidste jo af erfaring, hvor alvorlig og streng min far kunne blive og være, når der skete noget, som han ikke syntes om. Det blev derfor en ængstelig og nervøs lille mig, der den eftermiddag ventede på fars hjemkomst efter arbejdstiden på Majbølle Saftstation, hvor han arbejdede i roe-sæsonen.  

      En anden af min tidlige barndoms interesser og lejlighedsvise beskæftigelser, var tryllekunst. Denne specielle kunstart havde jeg hørt tale om af de voksne, men det var nok især det årlige katalog fra Daell’s Varehus i København, der vakte min interesse og inspirerede mig til at ville optræde som tryllekunstner. Ergo sørgede min kære og næsten altid forstående fru moder for at hjemskrive et såkaldt tryllesæt fra firmaet i byen med det for mig forunderlige og magiske navn København. Da far hørte om det rystede han på hovedet og udbrød: ”Hvad den knægt dog finder på! Det er jo det rene Hokus Pokus Filihankat!"

     Hvorfor far brugte udtrykket ”Filihankat” vidste og ved jeg ikke, men det lå ligesom i ’luften’ at bringe en hentydning til en kat ind i sammenhængen. Katten – især den sorte hankat – optræder jo historisk set i reglen sammen med ord og begreber som hekseri og trolddom. Men alt det vidste jeg naturligvis ingenting om som 6-årig.

 

Held i uheld

For mig personligt var det et held at vi havde en sygeplejerske så tæt på, hvilket jeg skal forklare på følgende måde: Siden barnsben har jeg altid været nysgerrig og videbegærlig. I en alder af omkring 4 år fik jeg en dag pludselig lyst til at se, om duerne oppe på loftet ovenover hønsenes hus eventuelt havde lagt æg, så der ville komme dueunger. Altså kravlede jeg på en stige op på nogle brædder, der lå løst på nogle loftsbjælker. Men desværre lå et af disse brædder sådan, at idet jeg kravlede ind på et af disse gled det og faldt ned på stengulvet – vel at bemærke med mig ovenpå. Uheldigvis ramte mit højre knæ den skarpe kant på brættets ene ende, hvorved der gik hul lige under knæskallen og da jeg rejste mig, fulgte der en del af en sene med ud. Den lignede nærmest en perlesnor, for med mellemrum var snoren udvidet med noget, der godt kunne ligne lidt aflange hvidlige perler. 

     Mærkværdigvis gjorde såret ikke ondt og der kom heller ikke ret meget blod ud derfra. Men heldigvis kom bemeldte sygeplejerske tilfældigvis til stedet og hun åbnede straks sin taske og tog en pincet frem, hvormed hun gav sig til at putte ’perlesnoren’ ind i hullet under knæet igen. Derefter viklede hun et gazebind omkring knæet og formanede mig, at jeg ikke måtte pille ved det. Derefter humpede jeg ind til mor i køkkenet og satte mig op på brændekassen.

”Hvad har du dog nu lavet!” spurgte hun med en stemme, der dirrede af ubehagelig overraskelse og frygt. Med grødet stemme fortalte jeg om mit uheld og forventede medlidenhed af mor, men i stedet sagde hun lettere indigneret: ”Hvad skulle du dog også kravle op på hønseloftet for!? Derfor er du selv ude om det og må tage følgerne af din ubetænksomme handling!” Værs’go, havde jeg ventet medlidenhed, så blev jeg i hvert fald skuffet.

 

”Jorden er rund som en bold”

 Et andet eksempel på mine mere eller mindre fantasifulde eller fantastiske meriter i min tidlige barndom, er, da jeg engang hvor mormor og morfar igen var på et par dages besøg hos os i Tillitse, at morfar, som altid elskede gode historier, fortalte mig om, at Jorden vi levede på er rund som en bold. ”Derfor går kineserne, som lever på den anden side af Jorden, med hovedet nedad”, sagde han. Den tanke fascinerede mig så meget og dybt, at jeg dagen efter besluttede at jeg ville grave ned til kineserne, for at se hvordan de bar sig ad med det. Til det formål valgte jeg at grave i den del af kartoffelbedet i haven, hvor kartoflerne var fjernet, idet jeg tænkte, at det ville være det rigtige sted for ikke at mine forældre skulle blive vrede. Altså gik jeg en tidlig formiddag ufortrødent i gang med at ville grave ned til de i min opfattelse mærkværdige kinesere.

      Da jeg efter et par timers forløb havde fået gravet et hul, som var så bredt og dybt, at det gik mig over hovedet, så jeg selv kunne stå nede i det og – hvad der jo var knapt så godt, at grundvandet var begyndt at sive ind i hullet. På et tidspunkt under mit gravearbejde kom min legekammerat Ove ind i haven og hen til hullet, hvor han noget overrasket spurgte: ”Hvad er det du laver?” – Det forklarede jeg ham så godt jeg kunne, hvortil han sagde: ”Du må ikke være rigtig klog, for kineserne bor så langt nede, at det ville tage mange, mange, mange lange dage at grave sig ned til dem!”

 

     Værre var det dog for mig, at da mor kom ud for at hente kartofler til dagens middag, kunne hun jo ikke undgå at se at hendes forvovne søn atter havde været på spil og havde gravet et relativt stort og dybt hul. Hun kaldte mig derfor straks til sig og sagde vredt formanende: ”Jeg ser at du igen har lavet noget, du ikke må! Derfor skal du straks dække hullet til igen, for ellers kan du tro at din far vil blive meget, meget vred, når han kommer hjem og ser, hvad du har lavet!”

     Altså sjokkede jeg noget slukøret om i haven og begyndte at dække hullet til igen. Det kunne mor åbenbart alligevel ikke nænne at jeg skulle være ene om, så i sit hjertes godhed og kærlighed til mig, kom hun og hjalp til.

 

Det korte af det lange

Men for nu at gøre en lidt længere historie noget kortere, vil jeg springe en del begivenheder og detaljer over og i forbifarten nævne, at i foråret, mere præcis den 24. april 1937, fik jeg endnu en lillebror, som blev døbt Bent Orla Rasmussen. Kort efter flyttede vi til en 1. sals lejlighed på Strandboulevarden på Rosnæs i Nakskov. Flytningen hang sammen med, at far nogen tid forud havde fået fast arbejde som arbejdsmand på Nakskov Skibsværft. Før flytningen havde han i al slags vejr måttet cykle de ca. 8 km. hver vej fra Tillitse til Nakskov.

     I Nakskov boede vi til 1. april 1939, hvor vi foretog den helt store flytning, nemlig flytningen til de danske byers by: Hovedstaden KØBENHAVN. Mor var fortsat hjemmegående og passede sin daglige dont som husmor upåklageligt.

    Mens vi boede i Nakskov fik jeg rig lejlighed til at udfolde og praktisere mine personlige interesser i form af forskellige underholdende arrangementer, især af såkaldte cirkusforestillinger, hvori jeg selv optrådte som sprechstallmeister, tryllekunstner og klovn. En del tydede dog på, at mine mere eller mindre vellykkede forsøg på at optræde, nok mest skete for min egen skyld, idet det kneb noget med antallet af ”publikum”.

     Den store oplevelse for mig, mens vi boede i Nakskov, var helt klart det, at mor lejlighedsvis gerne tog mig med i en af byens dengang 3 biografer, nemlig fortrinsvis BIO på Torvet. Der stiftede jeg især bekendtskab med den tids danske spillefilm. Men mor tog mig nu nok mest med, for ligesom at have en undskyldning for selv at gå i biografen. Den allerstørste biografoplevelse var 2. juledag 1938, for da tog mor mig med i KINO, hvor man havde verdens første egentlige feature tegnefilm på programmet, nemlig Walt Disneys ”Snehvide og de Syv Dværge”. Ved synet af denne film var og blev jeg ”solgt til stanglakrids”, som man sagde, når der var tale om noget helt særligt. Bekendtskabet med denne i god forstand eventyrlige tegnefilm fik jeg bestyrket mit højeste ønske om selv at komme til at lave lige præcis den slags film, når jeg blev voksen. 

     Det mål og den hensigt blev til virkelighed, da mine forældre og os da 3 drenge 1. april 1939 flyttede til København, hvor vi til at begynde med boede i Baggesensgade 26 og fra april 1940 i Jægersborggade 25. Efter endt skolegang i maj 1943 blev jeg ansat som medarbejder – ikke som elev – men som tegner og animator på den første lange danske tegnefilm ”FYRTØJET” efter H.C.Andersens eventyr. Den film var jeg medarbejder på i samfulde 2 år. Det vil man kunne læse mere og detaljeret om via følgende link:

http://www.tegnefilmhistorie.dk/11/11%20frame.htm

 

Kreative aktiviteter

Det var i København, især mens jeg boede i Jægersborggade, at mine måske lidt særprægede interesser og kreative aktiviteter rigtig kom til udfoldelse. Film og teater var mine foretrukne emner, hvilket blandt andet gav sig udtryk i, at jeg allerede som 12-årig ville iscenesætte og opføre Ludvig Holbergs komedie ”Jeppe på Bjerget”. Det blev dog kun til en leg i tanken. Til lidt andet og mere blev det derimod med min interesse og aktivitet omkring film, idet jeg på den tid netop fik forærende en hånddrevet kinoprojektor. Den fik jeg af min meget kære onkel Thorkild, som lige siden min tidlige barndom altid havde interesseret sig for mit ve og vel. Sammen med kino-fremviseren fulgte i øvrigt 3 ruller 35mm filmspoler, som hver indeholdt en såkaldt akt, hvilket vil sige 300 meter film. Det drejede sig om en akt af den svenske spillefilm ”Gösta Berlings Saga” med den dengang endnu ikke særligt kendte Gretha Gustafson, bedre kendt under navnet Greta Garbo. Dernæst om en akt af spillefilmen ”Den sidste Mohikaner” og rejsefilmen ”På Safari i Afrika”.  Men selvom alle filmene havde optisk lydspor, kunne jeg dog kun fremvise dem som stumfilm.

      Således udstyret arrangerede jeg filmforestillinger for gadens piger og drenge. Det foregik – for resten meget imod min mors billigelse – i mit 12 kvadratmeter store – eller snarere lille – værelse. Der kunne højst være 6 ’publikummer’ ad gangen, hvoraf de 4 kunne sidde på stole og de to stå op. Billetterne kostede 25 øre for en siddeplads og 15 øre for en ståplads.

     Den aktivitet og fornøjelse varede dog kun nogle få dage, for når de få publikummer fra gaden havde set filmene et par gange, dalede tilskuertallet efterhånden til nul.

 

     Hermed vil jeg afslutte denne korte artikel og ønske mine læsere rigtig god fornøjelse og glæde – og forhåbentlig også nyttige kundskaber – om et emne, der påkalder sig en særlig opmærksomhed og interesse, hvis man ellers er interesseret i filmhistorie i almindelighed og tegnefilmhistorie i særdeleshed.

 

Taastrup, september 2021 Harry Rasmussen.

 

****************