Fra ”brokkassen” 2005

Det var på Frederiksberg …

Et vue over en del af Frederiksberg Runddel med den gamle Frederiksberg Kirke til venstre og det, der nu huser Storm P.-Museet til højre.

Det er en tidlig forårsdag i 2005 og det er min kone Birgit, der står i skyggen af træet i forgrunden.

I går, 2. påskedag, søndag den 26. marts 2005, skinnede solen hele dagen fra en næsten skyfri himmel, men det var temmelig køligt og i skyggen direkte koldt. Men i det trods alt gode vejr, blev min kone Birgit og jeg enige om at opfylde et længe næret ønske om igen at aflægge besøg på Frederiksberg Kirkegård ved Frederiksberg Runddel. Kirken og kirkegården er jo en vigtig del af dansk kulturhistorie, som jeg dog ikke skal komme nærmere ind på her, bortset fra de oplysninger og bemærkninger, der vil være om de personer og disses liv og virke, som vil fremgå af den følgende beretning.

Det, der især øver tiltrækning ved både Frederiksberg Kirkegård og i øvrigt også ved Assistens Kirkegård på Nørrebro, er den omstændighed, at begge steder rummer mange grave med de jordiske rester af ofte forholdsvis kendte mennesker, både fra ældre og nyere tid. Fra Frederiksberg Kirkegårds ældre tid vil man især huske den Collinske familie samt Oehlenschläger-familien, og i sidstnævnte forbindelse vel nok især den danske ”digterkonge” Adam Oehlenschläger og hans næsten lige så berømte søster, Sophie Ørsted, født Oehlenschläger, og hendes mand, Anders Sandøe Ørsted. Af andre kulturpersonligheder fra 1800-tallet ligger her også de jordiske rester af forfatteren Knud Lyhne Rahbek og hans om muligt endnu mere berømte kone, Kamma Rahbek, født Heger, en søster til Adam Oehlenschlägers kone, Christiane Oehlenschlæger, f. Heger.

Her ses gravstedet for professor ved Københavns Universitet, forfatteren Knud Lyne Rahbek (1760-1830) og hans endnu mere berømte hustru, Karen Margrethe (Kamma) Rahbek, født Heger (1803-72).

Herover ses mindestenen for tre mennesker, der kom til at betyde en del for digteren H.C. Andersen, nemlig fhv. direktør ved Det kgl. Teater, Jonas Collin d. ældre (1776-1861) og dennes hustru Henriette Christine Collin, født Hornemann (1772-1845) og en søn af parret, teaterlægen Theodor Collin (1915-1902).

Gravminde over H.C.Andersens mangeårige ven, Edvard Collin (1808-1886) og dennes hustru, Henriette Collin, født Tybjerg (1813-1894. Der er det specielle ved dette gravsted, at det ikke rummer de jordiske rester af det nævnte ægtepar, som faktisk ligger begravet sammen med H.C. Andersen på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Men en senere familiestrid mellem en yngre generation af Collinerne førte til, at deres gravsten blev overflyttet til Frederiksberg Kirkegård og opsat i familiegravstedet der.

Her ses den beskedne mindetavle for et par af Det kgl. Teaters mest berømte skuespillere i 1800-tallet, nemlig Nicolai Peter Nielsen (1795-1860)

Den følelse af dødens nærhed og uafvendelighed, og af, at ens eget liv her på jorden en dag vil være slut, man kan have, når man står og betragter et gravsted, det har Adam Oehlenschläger givet et præcist og poetisk udtryk for i sit tankevækkende mindedigt til søsteren Sophie:

Herover ses Anders Sandøe Ørsteds familiegravsted, hvor han selv og hans første og anden kone ligger begravet. Hans første kone hed Sophie Wilhelmine Bertha Ørsted, født Oehlenschlæger (1782-1818), som var søster til digteren Adam Oehlenschlæger, og hans anden kone hed Mathilde Elisabeth Ørsted, født Rogert (1782-1824). Det er Storm P.-Museet, der ses i baggrunden.

SOPHIAS GRAV

Februar 1818

Du, som iler med lyst at husvales i løvenes højsal,

Vandrer! Stands dine fjed, læs den begravedes navn;

thi her slumrer et hjerte, som elskte naturen og skønhed

inderlig varmt, som du selv – ak! Men det banker ej mer.

Tit, som du, hun sig skyndte forbi til vårlige glæder;

éngang standse du skal, sænkes i mulden, som hun.

Frederiksberg var den elskede kært, nu hviler Sophia,

hvor hun bag skyggende træer følte sin fryd og sin kval.

Elskte søster! Hvergang jeg forbigår, falder mit øje

gennem den sprinklede port hen på din gravs monument.

Frem og tilbage din broder en tidlang vandrer i solskin

graven forbi, og en dag – standser hos dig han til sidst.

Her skal dog indskydes og tilføjes, at Oehlenschläger personligt troede fuldt og fast på sjælens udødelighed og følgelig på et liv efter døden. Men han blev imidlertid ikke begravet samme sted som sin elskede søster, som døde i 1824, kun 36 år gammel. Oehlenschläger døde først seksogtyve år senere, nemlig i 1850, 71 år gammel.

Bedst som man går hen ad stierne får man øje på navne af kendte mennesker fra en nyere tid, som f.eks. navnet Marguerite Viby eller Lise Ringheim og John og Birgitte Price, og Helge og Edith Rode og deres nok så berømte søn, Ebbe Rode, og mange andre og flere, alle sammen folk, der har gjort en forskel i deres levetid. Marguerite Viby var 1930’ernes og 40’ernes måske mest berømte danske kvindelige filmstjerne, som hvert barn og voksen i Danmark, ja, i Sverige med, vidste hvem var. Ikke privatmennesket, men den berømte sanglærke med den kvidrende stemme, de rappe replikker og adrætte bevægelser, kunne dog også lejlighedsvis være alvorlig og seriøs.

Marguerite Viby

Marguerite Viby, egentlig Ida Marguerite Stenberg Jensen, blev født 25. juni 1909 og døde søndag den 9. april 2001, 91 år gammel. Efternavnet Viby stammede fra stednavnet Viby i Jylland. Hun debuterede som 16-årig på Rønne Teater, og optrådte derefter på forskellige københavnske scener, særlig i revyer og operetter, det sidste formentlig på grund af hendes udprægede sangtalent. Hun debuterede på film i Fy og Bi-filmen Højt på en kvist, 1929, og medvirkede derefter i flere af filmkomikerparrets populære film, som f.eks. Hr. Tell og søn, 1930, Pas på pigerne, 1930, Krudt med knald, 1931, og Han, hun og Hamlet, 1932. Men det var først i og med lystspillet Skal vi vædde en million, 1932, hvori hun sang den siden landskendte slager Titte til hinanden, at hun for alvor slog sit navn fast som en munter, kvik og velsyngende sanglærke, i denne film, i øvrigt i fint samspil med den tids meget populære komiske skuespiller Hans W. Petersen (1897-1974), som hun også spillede sammen med i ”Han, hun og Hamlet”.

Historien om Marguerite Viby, kaldet Danmarks Revydronning, er et stykke af forlystelseslivets danmarkshistorie. På scenen debuterede hun i 1923 ved Tivolis Sommerteater, og i 1927 fik hun sit første gennembrud på Helsingør Sommerteater, hvor hun blandt andet fremførte en formidabel parodi på den franske revyskuespillerinde Josephine Baker, bedst kendt for sin optræden iført et skørt af bananer og stort set intet andet. Marguerite Viby blev derefter en efterspurgt og populær revystjerne, som fik sit store gennembrud på Apollo Teatret i årene 1932-39, dog med en afstikker til Chat Noir i Oslo i 1935. Derefter gæstespil 1947-48 på Folketeatret i København.

I løbet af 1950’erne dalede hendes popularitet, men den vendte fornyet tilbage, da hun i 1965 optrådte i Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken, hvor hun gav den som Den jazzende husmor og i sketchen Opinionsundersøgelsen. Det var dog i høj grad hendes relativt mange filmroller, der sikrede hendes popularitet hos det store publikum. Blandt hendes største filmsuccesser kan nævnes Mille, Marie og mig (1937), Sørensen og Rasmussen (1940), En pige med pep (1940), Frk. Kirkemus (1941) og Teatertosset (1944). Foruden en del særskilte svenske spillefilm, genindspillede Marguerite Viby også en del af sine danske film på svensk. På baggrund af sin medvirken i dansk film blev hun i 2000 tildelt en Æres-Bodil.

På sine lidt ældre dage kunne Marguerite Viby se tilbage på ialt 5 ægteskaber, idet hun successivt havde været gift fra 1826 med skuespiller og danser Poul Chr. Guldager (1892-1952), fra 1932 med skuespiller, teaterdirektør og filminstruktør Emanuel Gregers (1881-1957), fra 1938 med forretningsdirektør Knud Wold (1907-92), fra 1953 med skuespiller Preben Mahrt (1920-89) og fra 1967 med skolelærer Erik Tangfelt, 1923-71). Med Knud Wold fik hun datteren Susse Wold, egentlig Lise Wold (f. 1939), der som formentlig bekendt også har gjort stor og flot karriere som skuespiller, på teater så vel som på film.

I 1985 fik Marguerite Viby, som da boede på Frederiksberg, en hjerneblødning, som bevirkede, at hun måtte trække sig tilbage fra rampelyset. Hun døde den 8. april 2001 og blev som nævnt begravet på Frederiksberg gamle Kirkegård.

Lise Ringheim

Lise Ringheim, født 1926, død 1994, blev oprindelig kendt som refræn- og jazzsangerinde, og personlig har jeg, formentlig engang i 1940’erne, oplevet hende sammen med Svend Asmussens orkester, som ved den lejlighed havde taget opstilling på fortovet på hjørnet af Nygade og Skoubogade, i nærheden af Helligåndskirken på Strøget. Derefter var hun tilknyttet Bent Fabricius-Bjerres ensemble. 1949 blev hun elev på Det kgl. Teater, hvor hun debuterede 1950 og blev fast ansat efter elevtiden. Lise Ringheim blev snart kendt som en fremtrædende kongelig skuespillerinde i både klassisk og moderne repertoire, og senere havde hun tillige mange roller i Radioteatret, her særlig i serien Karlsens kvarter, og på TV-teatret, hvor man især lagde mærke til hende i Panduros Ka’ De li østers?. Det var formentlig i egenskab af refrænsangerinde, at Lise Ringheim i 1950 blev valgt til at indtale og indsynge rollen som Askepot i den danske udgave af Disneys sidenhen berømte tegnefilmklassiker.

I 1962 indtalte og indsang Lise Ringheim prinsessens stemme i den danske langtegnefilm ”Svinedrengen og prinsessen på ærten”, som blev produceret af Bent Christensen for ASA Film og med Poul Ilsøe som instruktør. Selv var jeg en af de to hovedanimatorer på filmen, hvor jeg stod for Hofnarren, hvis stemme var indtalt af Dirch Passer, og narrens papegøje samt for enkelte andre figurer og, ikke mindst, fyrværkeriet i filmens slutning.

Lise Ringheim, som i øvrigt blev gift med kgl. skuespiller Henning Mouritzen, medvirkede i flere danske spillefilm, formentlig med debut i filmkomedien Vi arme syndere (1952), produceret af Nordisk Film og med Ole Palsbo som instruktør. Palsbo blev imidlertid alvorligt syg inden filmen var færdig, og instruktionen måtte derfor overtages af den endnu ret ukendte og uprøvede Erik Balling. Filmen havde premiere i Palads den 24. april 1952, og et par måneder senere, mere præcist den 11. juni s.å. afgik Ole Palsbo ved døden. Desuden medvirkede Lise Ringheim i følgende film: Vi, som går køkkenvejen (1953), Solstik (1953), Mor skal giftes (1958), Den sidste vinter (1960), Harry og kammertjeneren (1961), og Paradis retur (1964).

I 1994 døde Lise Ringheim, kun 68 gammel, ulykkeligvis som følge af en uhelbredelig hjernesvulst, som man uden held forsøgte at fjerne kirurgisk. Men hun bar tilsyneladende sin lange sygdomsperiode modigt og tappert, og mange danskere sørgede ved nyheden om hendes alt for tidlige død.

Her skal indskydes, at da Birgit og jeg engang var i Det kgl. Teater – for første gang for mit eget vedkommende, hvorimod Birgit som stor pige flere gange havde været i det royale teater sammen med sine morforældre. Ved den nævnte lejlighed, nemlig den 5. oktober 1986, overværede vi en balletforestilling med Harald Landers Etydes og Bournonvilles Sylfiden, sidstnævnte for første gang danset af Rose Gad Poulsen, og med Alexander Kølpin som James. Da vi i begge pauser stod ude ved baren i foyeren, for at få os en afkølende drink, bemærkede vi omtrent ved siden af os netop Lise Ringheim og hendes mand, Henning Mouritzen. Det var anden gang i mit liv, at jeg så Lise Ringheim live, og vistnok anden, tredje eller fjerde gang, ja måske endnu flere gange, jeg så Henning Mouritzen i egen person. Ham havde jeg nemlig set ved flere tidligere lejligheder, mens jeg arbejdede hos Nordisk Tegnefilm, hvor man i de år blandt andet indspillede nogle af de film, hvori han havde en hovedrolle, nemlig Poeten og Lillemor (1959), Poeten og Lillemor og Lotte (1960), Forelsket i København (1960), Poeten og Lillemor i forårshumør (1961), og Den kære familie (1962). Lise Ringheim spillede dog ikke med i Poeten og Lillemor-filmene, men det gjorde hun til gengæld i ”Den kære familie”, og ikke mindst i Leif Panduros og Bent Christensens store filmsucces Harry og kammertjeneren, 1962, der dog blev produceret af ASA Film og indspillet i studierne i Lyngby. I denne film spillede Lise Ringheim rollen som Mona Lisa, og hendes mand, Henning Mouritzen, havde rollen som damernes ven, den asociale og småkriminelle Fyrst Igor. I øvrigt en herlig film, som blev Oscar-nomineret som årets bedste udenlandske spillefilm.

Familien Price

John Price, født 15. september 1913, død 10. december 1996, var oprindelig balletelev ved Det kgl. Teaters balletskole, men blev 1930-32 også elev ved samme teaters skuespilskole, og han debuterede som skuespiller allerede 1932 i Forretning er forretning. Han blev senere sceneinstruktør og lærer ved elevskolen, ligesom han i en del år medvirkede i TV-teatret, både som skuespiller og iscenesætter. Han debuterede på film i 1935 i filmen Det gyldne smil, og gjorde sig straks bemærket som karakterskuespiller med udpræget sans for komiske fremstillinger. Efter flere roller i denne genre i årenes løb, viste John Price sig for biografpublikummet i en betydeligt mere moderne og seriøs rolle som filminstruktøren i spillefilmen Duellen, produceret hos Nordisk Film og med Knud Leif Thomsen som manuskriptforfatter og instruktør. I denne film om et trekantsdrama fik han fint med- og modspil af de langt yngre skuespillere Malene Schwartz, født 1936, og Frits Helmuth (1931-2004).

John Price kunne man lejlighedsvis også se i TV, og personlig husker jeg ham nok bedst fra transmissionen af Henri Nathansens Indenfor murene, hvori han spillede sønnen Jacob, hvis evige omkvæd lød ”Lad dog barnet!”. Poul Reumert og Clara Pontoppidan spillede med glans rollerne som henholdsvis gamle Levin og gamle fru Levin, mens Jørgen Reenberg udførte rollen som Meyer, der var ansat som kontorist i Levins firma.

Birgitte Price, født Bruun, (1938-97) var i en lang årrække gift med den femogtyve år ældre John Price, med hvem hun fik sønnerne James og Adam, der som voksne begge fik tilknytning til teatrets verden, dog ikke som skuespillere, men som henholdsvis kapelmester-komponist og tekstforfatter. Birgitte Price var elev ved Det kgl. Teaters elevskole 1954-56 og var derefter skuespiller ved teatret til 1965, hvor hun blev freelance og ofte medvirkede i TV-Teatret, hvor hun også blev instruktør og senere chef i perioden 1985-89. I sin første freelance periode 1964-69 optrådte hun på Boldhus Teatret, på Folketeatret, og på Det ny Teater. I sin anden freelance-periode optrådte hun på Strøghus Teatret og på Det Danske Teater, hvor hun var direktør 1991-94, men vendte 1994 tilbage til Det kgl. Teater som chef for skuespillet, og denne stilling havde hun til 1996, hvor hun som følge af sin flerårige kræftsygdom til sidst måtte trække sig tilbage til privatlivet.

Uden nogen uddannelse debuterede Birgitte Bruun på film i Farlig ungdom, 1953, som blev produceret af ASA og med Lau jun. som instruktør. I denne efter tidens forhold moderne film om ungdomskriminalitet, spillede den ganske unge Birgitte Bruun sammen med Ib Mossin (1933-2004), som hun allerede samme år også spillede sammen med i den første af de populære Far til fire-film, Far til fire (1953), hvori hun havde rollen som Søs og han som vennen og senere kæresten Peter. Det var først derefter, at Birgitte Bruun blev optaget på Det kg. Teaters elevskole. Senere blev det i årene 1954-58 til yderligere fem Far til fire-film for hendes vedkommende. Ind imellem havde hun dog også spillet sammen med Mossin i den nok så alvorlige og socialrealistiske film Bundfald (1957), der handler om trækkerdrenge i København. Filmen var produceret hos ASA og med Palle Kjærulff-Schmidt som manuskriptforfatter og instruktør.

For resten har jeg en lille personlig erindring om Birgitte Price, idet hun omkring ved juletid 1970 var i Metropol Teatret med sine dengang to små sønner, Adam og James, og tilfældigvis til samme forestilling som min dengang 6-årige datter Linda og mig, nemlig til Walt Disneys Juleshow. Vi sad ikke mange rækker eller pladser fra hinanden, og det interessante var, at hun og jeg på et tidspunkt vekslede blikke, nærmest som om vi kendte hinanden, men det gjorde vi nu ikke, selvom vi begge var tilknyttet filmbranchen. Men jeg kan endnu se hende stå med ansigtet og sit stærke, iagttagende blik vendt imod mig, kun kort ganske vist, idet hun var ved at hjælpe sine to drenge af med frakkerne.

Efter deres respektive død, blev John Prices og Birgitte Prices jordiske rester stedt til hvile i familiegravstedet på Frederiksberg Kirkegård. Her hviler også de jordiske rester af flere andre medlemmer af den berømte familie Price, en engelsk kunstberiderslægt, der oprindeligt kom til Danmark med James Price (1761-1805). Han optrådte først på Dyrehavsbakken, men grundlagde senere Det danske National-Sommerteater i København, mere præcist på Vesterbro på det sted, hvor senere den nu nedlagte Carlton biografen var beliggende. Sønnerne, James Price (1801-65) og Johan Adolph Price (1805-90), videreførte indtil 1845 teatret under navn af Morskabsteatret. De var begge fremragende mimikere, og Adolph blev især kendt som en herlig Pjerrot og afsluttede sin karriere ved Hofteatret. Fire af hans børn gik til balletten på Det kgl. Teater, hvor især Juliette Price (1831-1906) og Waldemar Price (1836-1908) gjorde sig gældende som fremragende Bournonville-dansere.

James Prices børn fortsatte teatertraditionen, idet Julius Price (1833-93) blev solodanser, og bl.a. rejste med Bournonville til Wien, hvor han endte som hofballetmester og professor ved konservatoriet. Carl Price (1839-1909) gik fra balletten over til skuespillet på Det kgl. Teater, hvor han debuterede 1859, og hans rollefag var især af mimisk art. Hans datter, Ellen Price (1878-1968), var solodanserinde ved Det kgl. Teater i 1903-13, hvor hun især brillerede i Bournonville-repertoiret, herunder bl.a. i Den lille Havfrue. Det påstås at være hende, der inspirerede billedhuggeren Edvard Eriksen til statuen på Langelinie i København,

Slægten Price havde også efterkommere i både England og Amerika, og fra sidstnævnte sted vil biografgængere især kende skuespilleren Vincent Price (1911-93), bedst kendt som Hollywood-skuespiller i gyserfilm. Hans seneste rolle var i Tim Burtons ret specielle spillefilm Edward Scissorhands (”Edvard Saksehånd”) fra 1990.

Ebbe Rode

Ebbe Rode (1910-96) er eller var en af de store skikkelser i dansk teater. Som søn af digteren, forfatteren og kritikeren, Helge Rode (1870-1937), i øvrigt en dattersøn af politikeren Orla Lehmann, og Edith Rode, f. Nebelong (1879-1956), forfatter, digter, journalist og brevkasseredaktør, var han nærmest selvskreven til at skulle blive et eller andet ”ved musikken”.

Ebbe Rode havde talent som tegner og begyndte da også nogle år som bladtegner ved Berlingske Tidende, men ville hellere være skuespiller. Han fik sin scenedebut på Dagmarteatret i 1931, men allerede året efter skiftede han til Det kgl. Teater, hvor man havde blik for hans naturlige og derfor mere ’moderne’ spillestil. Han var ansat som skuespiller ved Det kgl. Teater i årene 1932-56. Derefter optrådte han på Alléscenen, Folketeatret, Det ny Teater og på landsdelsscenerne, men vendte i 1965 tilbage til Det kgl. Teater, hvor han var ansat til sin død. Som filmskuespiller debuterede han i 1933 i lystspillet Tango, hvori han spillede sammen med blandt andre den tids ’filmvamp’, Else Skouboe. Ebbe Rode nåede i løbet af sit lange liv at medvirke i ca. 41 spillefilm, begyndende med Tango og sluttende med Høfeber, 1991.

I årene mellem 1933 og 1991 medvirkede Ebbe Rode med større eller mindre succes i en lang række danske spillefilm. Blandt hans mange filmroller er også den som hyggelig bohemefar i Familien Gelinde, som Svend Methling indspillede for Palladium i 1944. Det for mig særligt interessante ved denne film var, at den havde et længere tegnefilmafsnit, som var produceret af dansk tegnefilms grand old man Henning Dahl Mikkelsen (1915-82), bedre kendt under kunstnernavnen ”Mik” og for sin tegneserie ”Ferd’nand”. Som assistent på dette tegnefilmindslag med nogle cykler, der opførte sig som cirkusheste i manegen, havde Mik min gode ven, kollega og arbejdsgiver i årene 1959-70, Ib Steinaa (1927-87).

Blandt Ebbe Rodes bedste filmroller kan nævnes den danske modstandsfilm Den usynlige Hær, 1945, med manuskript af forfatteren Knud Sønderby og instrueret af dansk films dengang mest moderne instruktør, Johan Jacobsen. Ebbe Rode, som en kort overgang var gået i eksil i Sverige, var selv idealist og støttede FN’s fredsbestræbelser, og spillede rollen som den virkelighedssky arkitekt, der er imod brugen af våben og militær magt, men som til slut ser sig nødsaget til selv at gribe til våben, for at forsvare sig selv og andre. Men Ebbe Rode havde som nævnt også udpræget sans for komik, og denne fik han lejlighed til at bruge i sit samspil med Marguerite Viby i Lau Juniors og Alice O’Fredericks filmkomedie Jeg elsker en anden, 1946. Men allerede i sin næste film, Ta’ hvad du vil ha’, 1947, med instruktion af Ole Palsbo, var Ebbe Rode tilbage i den alvorlige genre.

Apropos Ole Palsbo (1909-52), journalist ved B.T. 1931-32, journalist og filmkritiker ved Nationaltidende 1933-40, filmkronikør og teaterkritiker ved Ekstrabladet 1945-48. Derefter teaterinstruktør fra 1948. Han begyndte at arbejde med spillefilm omkring 1941, idet han skrev manuskript til Palladiums kriminalfilm Nat-ekspressen (P. 903), som fik premiere i World Cinema 1. oktober 1942. Ole Palsbo nåede ikke at lave særlig mange film, inden sin alt for tidlige død som kun 43-årig. Hans sidste film, tyvekomedien Vi arme syndere, som han instruerede for Nordisk Film, måtte han på grund af sygdom opgive undervejs og overlade til den noget yngre Erik Balling.

Der er det specielle for mig ved personen Ole Palsbo, at jeg har mødt ham i det virkelige liv, nemlig i min tid som fotografelev hos Rie Nissen på Østergade 16 i København. Jeg husker ikke årstallet, men det må have været omkring 1948-50, at Ole Palsbo en dag mødte op på Rie Nissens atelier sammen med sin kone, den i sin tid velkendte journalist og columnist ved Berlingske Tidende, Susanne Palsbo, f. Hansen (1907-89). Parret medbragte deres barn, den da formentlig kun nogle få år gamle Søren, som var den, der skulle fotograferes alene og sammen med sine forældre af Rie Nissen og med mig som assistent. Jeg husker ikke så meget fra den godt og vel times tid, der gik med fotograferingen, kun at Susanne Palsbo var meget venlig, men at Ole Palsbo virkede uoplagt, frustreret og fraværende. Han ville tydeligvis gerne have seancen overstået hurtigst muligt.

Foruden sin teatertjeneste på Det kgl. Teater i årene 1932-56, hvor Ebbe Rode både spillede klassiske roller hos Ipsen, Molière, Holberg og Strindberg, og moderne roller, især i skuespil af Kjeld Abell, i roller, der fik kvalificeret mod- og medspil af Bodil Kjer og Mogens With. Kjeld Abell, født i Ribe 1901 og død i København 1961, var uddannet på Kunstakademiet og virkede da også i nogle år som dekorativ kunstner ved teatre i London og Paris. Han blev i øvrigt også cand. polit., men det var og blev dramatikken, der kaldte på ham, hvorfor han dels skrev flere drejebøger til spillefilm, som Millionærdrengen, 1936, Tak fordi du kom, Nick, 1941, Regnen holdt op, 1942, og Ta' briller på, 1942, og desuden en række fornyende dramatiske stykker for scenen, især for Det kgl. Teater. Det var stykker som Melodien der blev væk, 1935, Eva aftjener sin Barnepligt, 1936, Anna Sophie Hedvig, 1939, Judith, 1940, Dyveke, 1940, Dronning gaar igen, 1943, Silkeborg, 1946, Dage paa en sky, 1947, Ejendommen Matr. Nr. 267, Østre Kvarter, 1948, Miss Plinckby's kabale, 1949, Vetsera blomstrer ikke for enhver, 1950, og Den blå pekingeser, 1954.

Udover roller på teater og film, medvirkede Ebbe Rode desuden i en lang række TV-forestillinger. Fra hans senere år huskes også hans utroligt morsomme og uforglemmelige fremførelse af Storm P-monologer, som f.eks. ”Sangforeningen Morgenrødens Pinsetur”, og Mark Twains ”Præsten i Nevada”. To glanspunkter i Ebbe Rodes udprægede sans for komik.

Ebbe Rode var også forfatter til en del bøger: Åben dagbog fra et tiår (1957), Møde med Albert Schweitzer (1959), Troldguld (erindringer, 1958). På stikord (1970), Fodnoter i øjenhøjde (1977), sammen med Johannes Sløk: En brevveksling om det at være skuespiller (1973), og med Niels Birger Wamberg som redaktør: Lys badet i skygger (erindringer, 1984).

I privatlivet havde Ebbe Rode været gift i alt 3 gange, alle gange med skuespillerinder. Første gang 1939 med Bodil Kjer (1917-2003), anden gang 1949 med Helle Virkner (1925-2009) og tredje gang med Nina Pens (1929-92). Med sidstnævnte fik han så vidt vides sit eneste barn, sønnen Martin Rode (1961-89).

Martinus

I den fjerneste ende af Frederiksberg Kirkegård ligger urnemausoleet, som imidlertid også indeholder en række rum, hvis dobbeltdøre vender ud mod kirkegården. I et af disse rum står den danske intuitive tænker og forfatter Martinus' båre med hans flag ophængt udspændt på bagvæggen. For den, der ikke kender til Martinus’ livsværk, ”Det Tredje Testamente”, vil hans navn næppe sige ret meget, højst give anledning til undren over, hvorfor han mon hviler her, og hvad mon det lidt ejendommelige flag med regnbuens eller lysspektrets farver i seks vandrette felter og et gyldent stjernesymbol med en hvid trekant i midten, skal betyde? Men for den, der kender til ham og hans værk og som måske har sat sig relativt grundigt ind i, hvad værket drejer sig om, sådan som tilfældet er for mit eget vedkommende, er navnet ensbetydende med dyb glæde og veneration for mennesket Martinus.

Billedet tilvenstre er fotograferet ved mausoleet på Frederiksberg ældre Kirkegård en forårsdag i 2005. Det er hjemmesidens ydmyge og benovede forfatter, der står udenfor det sted i den aflange bygning, hvor det rum befinder sig, der indeholder Martinus’ kiste. Rummets eneste udsmykning er iøvrigt Martinus-sagens syvfarvede flag, som anes i baggrunden på fotoet tilhøjre. Egetræskisten, som er lufttæt, ses på samme foto. Martinus afgik ved døden den 8. marts 1981 og det afsjælede legeme blev efter hans eget ønske balsameret eller præpareret på principielt samme vis, som tilfældet har været med danske konger og dronninger siden i hvert fald Christian I’s tid. Nutidens balsameringsteknik adskiller sig dog fra fortidens og især fra den fremgangsmåde, der blev anvendt i det gamle Ægypten, hvor ligets indre organer blev fjernet og liget udsat for den tørring, der betegnes som mumificering. Under den moderne form for balsamering fjernes de indre organer ikke, men der indsprøjtes en formalinopløsning via lårenes vener, som bevirker, at proteinerne koagulerer og ligets forrådnelse hæmmes. For Martinus var det afgørende, at den afsjælede krop blev bevaret i hel og ubeskadiget tilstand, primært af hensyn til de endnu levende, men ifølge naturens orden mere eller mindre langsomt døende celler i liget. I Danmark gælder der siden 1914 den lovbefalede regel, at lig, der hensættes over jorden, skal være balsamerede. Metoden er udbredt i Amerika, men også anvendt både i Rusland og Kina. Førstnævnte sted er eksempelvis Vladimir Lenins lig bevaret ved balsamering, og det samme er tilfældet med Formand Maos lig i Kina. – Fotos: © 2005 Privatfotos.

Martinus’ døde den 8. marts 1981 og hans bisættelse fandt sted den 29. marts s.å., og foregik fra Tivolis Koncertsal. Senere blev hans kiste hensat i mausoleet på Frederiksberg Kirkegård i et lille rum for sig selv, hvor det efter min mening meget smukke regnbuefarvede og symbolske flag er ophængt udspændt som baggrund. Martinus Center i Klint har i øvrigt gennem mange, mange år haft tilladelse til på alle søn- og helligdage at flage med det specielle flag, hvor seks af de syv spektralfarver symboliserer de seks kosmiske grundenergier, medens det gyldne stjernesymbol med den hvide trekant i midten dels symboliserer den syvende grundenergi, kaldet ”moderenergien”, og dels det levende væsen.

Men vedrørende Martinus og hans livsværk, må jeg i øvrigt henvise til artikelsamlingen Livets Eventyr, hvor den interesserede læser stort set vil kunne finde en nærmere omtale og forståelse af, hvem og hvad Martinus var.

Storm P. og dødens gok i nøden!

Robert Storm Petersen, Storm P., har jeg tidligere fortalt om i forbindelse med tegnefilmhistorien, men hans gravsted nåede vi desværre ikke at se denne gang, for Birgit frøs, selvom solen skinnede, men der var koldt i skyggen. Så vi gik over til den lille restaurant, der hedder Prinsens Gård, og her fik vi hver en kop varm kakao, som kvikkede os begge op til hjemturen med bus og tog. Nævnes skal det dog her, at Storm P. boede en stor del af sit liv på Frederiksberg, som yngre i Smallegade og som ældre på Asgårdsvej. Og efter sin død er han ’bosat’ og nærværende i Storm P.-Museet på Pile Allé lige overfor Frederiksberg Kirkegård, det eneste museum i Danmark, hvor man ikke kan undgå at grine og få sig en sund latter – blandet med dyb eftertanke over hans filosofiske ”Fluer”.

I forbifarten skal vi dog også lige høre, hvad Storm P. havde at sige om spørgsmålet "Hvad er meningen med livet?" Det spørgsmål er der mange, som stiller og har stillet i tidernes løb, bortset fra de mange, der mener at livet er tilfældigt og meningsløst. Storm P. formulerede engang spørgsmålet og svaret sådan: "Hvad er livet? - Et pust i sivet!". Hvad er døden? - Et gok i nøden!" Personligt troede han for resten på Gud, livet efter døden, sjælens 'rumrejse', og en mening med livet. Det tilkendegiver han alt sammen i nogle af sine bøger.

I øvrigt vil læseren kunne orientere sig nærmere om Storm P. og hans karriere og livsværk, ved at klikke ind på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ og derefter klikke på artiklen Dansk Tegnefilm 1919-1930.

Døden, den store gåde

Når jeg tænker på døden, kommer jeg i reglen samtidig til at mindes den replik, Shakespeare i sit skuespil Stormen har lagt i munden på troldmanden Prospero, som i stykkets Fjerde akt, første scene har fremmanet et illusionistisk syn af ånder, i den hensigt at advare sin kommende svigersøn, Ferdinand, imod at bryde datterens ”jomfrubånd før hver en helligvorden brug er fulgt alt efter kirkens skikke”, for i det fald vil alverdens ulykker ramme dem begge:

Prospero

Du ser urolig ud, min søn, som om

du var bekymret; vær kun frejdig, ven.

Vor Fest er sluttet. De, der trådte op,

var, som jeg forud sagde, alle ånder,

og løstes op i luft, i flygtig luft.

Og just som dette luftsyns løve svæv

skal skybelagte tårne, stolte slotte,

storladne templer, hele kloden selv

med dem, hvis arvelod den blev, forgå

og lig hint svundne tant end ikke lade

en sky tilbage. Vi er sådant stof,

som drømme dannes af; vor smule liv

omrammes af en søvn. – […]

Det er særligt linjerne om, at ”hele kloden selv med dem, hvis arvelod den blev, [skal] forgå og lig hint svundne tant end ikke lade en sky tilbage”, der fæstnede sig i dybet af mit sind. Og at der ikke kun var tale om poetisk filosofisk tankespind, stod mig især klart, da jeg en dag i sommeren 1946 spadserede omkring på den nærliggende Assistens Kirkegård, opfyldt af tanker og undren over livets forunderlighed og tilskikkelser. Lige siden sommeren 1943, og kort før jeg begyndte som animatorelev på tegnefilmen ”Fyrtøjet”, havde jeg ofte gået ensomme ture ovre på Assistens Kirkegård i København. På disse ture på den på sin vis idylliske og dengang absolut stille og fredelige dødens have, grundede jeg i reglen over livets mysterium og dødens uafvendelighed og gåde. Det med dødens uafvendelighed, altså uundgåelighed, nemlig som et livsvilkår, blev særligt nærværende, når et familiemedlem eller en bekendt afgik ved døden og efterlod sig et ubegribeligt og gabende ’tomrum’.

Men som barn og ung oplevede jeg sjældent nogen, der døde i min familie-, venne- eller bekendtskabskreds. Døden var derfor mest noget, jeg læste om i aviserne, særlig i dødsannoncer og nekrologer. Men under arbejdet på ”Fyrtøjet”, som jo fandt sted under tyskernes besættelse af Danmark, hændte det at jeg et par gange blev vidne til mennesker, der blev skudt og døde på åben gade. Det har jeg fortalt lidt om i http://www.tegnefilmhistorie.dk/ og skal derfor ikke gentage det her.

Memento mori!

Men en dag, da jeg som nævnt spadserede omkring ovre på Assistens Kirkegård og ofte standsede op og læste de mere eller mindre udviskede indskrifter på de gamle gravsten, faldt jeg tilfældigvis over en ret speciel og usædvanlig mindetavle, for på denne stod med forholdsvis stor skrifttype følgende:

Vandrer, du som læser disse linjer!

Betænk, at lige som jeg, der nu ligger her,

således skal du selv en dag ophøre med dit liv

og ligge under mulde, hvor ormene gnaver.

Teksten er her gengivet efter hukommelsen, idet gravskiltet ikke længere findes på det sted, hvor det var anbragt, da jeg som ganske ung havde min jævnlige gang på Assistens Kirkegård. Men tekstens indhold er i hvert fald det samme, som på originalen.

Med stor klarhed følte jeg det, som om teksten, dette memento mori: Husk på døden! var specielt rettet mod eller til ’mig’, og at denne ukendte og for længst afdøde mand talte direkte til mig, og det med en undertone af slet skjult skadefryd, eller måske nærmest triumf, som skulle minde mig om, at heller ikke jeg kunne føle mig udenfor dødens usvigeligt sikre komme på et eller andet tidspunkt i mit liv. Denne tanke har siden fulgt mig gennem livet, som jeg derfor aldrig har taget som den selvfølgelighed, som det er mit indtryk at mange mennesker, ja, måske de fleste, i hvert fald tilsyneladende gør. Når jeg efter den tid derfor stod og læste inskriptionerne på gravsten fra f.eks. 1700-tallet, som der findes en del af på Assistens Kirkegård, så forestillede jeg mig klart og tydeligt, at de mennesker, i reglen mand, kone og enkelte af deres familiemedlemmer, der lå i den pågældende grav, og hvis jordiske rester for længst måtte være blevet opløst og var gået over i det naturlige kredsløb, at disse mennesker havde selv engang gået omkring her på jorden og i princippet levet et liv, præcis som mig selv og alle andre. De var blevet født, og var i bedste fald vokset op med en mor og far og måske søskende og familie, de havde leget med deres kammerater, havde gået i skole, og havde måske fået en eller anden erhvervsfaglig eller boglig uddannelse. Og de var blevet voksne og havde antagelig selv fået børn, og nogle havde fået og haft en faglig karriere, og de havde i det hele taget levet et liv med glæder og sorger, bekymringer og problemer, som de fleste andre mennesker, indtil en dag sygdom, ulykke eller alderdom satte punktum for deres jordiske liv.

Men så var der jo også berømte H.C. Andersens gravsted på Assistens Kirkegård, hvor inskriptionen på hans gravsten taler et andet sprog, nemlig i og med et citat fra hans digt ”Oldingen” (1874), hvis fire sidste linjer af sidste vers lyder sådan:

Den sjæl, Gud i sit billede har skabt.

Er uforkrænkelig, kan ej gå tabt;

vort jordliv her er evighedens frø,

vort legem’ døer, men sjælen kan ej dø.

Lad dette være en passende afslutning på min beretning om Birgits og mit besøg på Frederiksberg ældre Kirkegård 2. påskedag, søndag den 26. marts 2005, hvor solen skinnede hele dagen fra en næsten skyfri himmel, og fuglene kvidrede, som tegn på, at foråret, livsfornyelsens under eller mirakel, var ved at fyldbyrdes påny.

Taastrup, den 26. marts 2005, revideret 26. april 2011.

Harry Rasmussen.

****************************