Et livseventyr i 6 dele:

Et livseventyr i 6 dele:

En dag, da jeg stod og betragtede en lille bitte flue, ikke større end omkring en millimeter, som kravlede omkring på en af vores vinduesruder, kom jeg til at se det lille væsen på baggrund af den blå uendelige himmel ovenover os begge. I tanken bevægede jeg mig ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Dog, størrelsesforhold er relative og ret beset illusoriske, men på den måde associerede min fantasi til at forestille sig universet som en vældig elefant i forhold til den bittelille døgnflue. Det var imidlertid nok ikke nogen hel tilfældighed, at sammenligningen kom til at gælde en elefant. Lige siden min barndom har jeg været fascineret af elefanter, og har derfor gennem mange år skabt mig en pænt stor samling af elefantfigurer i alle mulige størrelser, dog ingen større end 12-15 cm i højden. Men pludselig en dag hændte det, at min fantasi gav mig inspiration til at nedskrive den første og fra starten helt færdige historie om en elefant og en døgnflue. Og i løbet af tre dage fik jeg inspiration til at skrive de øvrige fem dele af livseventyret om de to inkommensurable størrelser, som jeg hermed har fornøjelsen at præsentere for de af mine læsere, det eventuelt vil kunne interessere.

Elefanten og døgnfluen

Elefanten er tegnet af Maria 10 år.

Der var engang en gammel elefant, som stod og halvsov i skyggen af et træ. Den var lidt svagsynet og burde egentlig have haft briller. Men der fandtes ikke briller til elefanter. Dens hørelse var der derimod ikke noget i vejen med.

En dag hørte elefanten en lille summende lyd tæt ved sit ene øre.

- ”Hvad er mon det!” spurgte elefanten sig selv, for der var ikke andre, den kunne spørge.

- ”Det er bare mig!” lød der en lille bitte spæd stemme.

- ”Hvem mig? spurgte elefanten med sin dybe brummestemme.

- ”Mig! kan du ikke se mig? Jeg flyver nu lige foran dine øjne”.

Elefanten glippede med øjenlågene og virrede lidt med hovedet, men kunne ikke få øje på noget lige foran sine øjne.

- ”Stakkels dig!” sagde det lille bitte væsen medlidende. Men du kan jo høre mig! så derfor kan vi godt snakke sammen”, sagde den lille stemme.

- ”Ja! men hvad er du for én?” spurgte elefanten nysgerrigt.

- ”Jeg er en døgnflue, ikke større end en lille plet på en vinduesrude!” sagde det lille væsen.

- ”En døgnflue!” sagde elefanten, som godt nok kendte almindelige fluer, men ikke de bittesmå døgnfluer, som ikke er større end en millimeter eller to. ”Hvad er en døgnflue?”

- ”Det er sådan én som mig! Mennesker kalder mig sådan, fordi de ved, at jeg kun lever et menneskedøgn!”

- ”Stakkels dig!” sagde elefanten vemodigt, ”så har vi ikke lang tid at snakke i. Jeg har ellers tid nok, for jeg kan blive 100 år!”

- ”100 år!” udbrød døgnfluen, ”så langt rækker min forstand ikke! Jeg har nok i de 24 timer, en dag og en nat. Det er 1.440 minutter. Hvert minut er en dag for mig, så jeg har 1.440 dage at leve i. I den tid bliver jeg født, vokser op, morer mig og bliver gift, får børn og bliver gammel!”

- ”Du er jo en klog lille én!” sagde elefanten imponeret. ”Så når du jo lige så meget som mig på mine 100 år! Fantastisk!”

- ”Ja!” sagde fluen og summede velbehageligt og fornøjet foran elefantens ene øre.

Elefanten smilte, for den kunne godt lide den lille flue og dens ’musik’.

Men lige pludselig stoppede lyden og elefanten udbrød overrasket: - ”Flue, hvad skete der!?”

- ”Jo!” sagde fluen, ”jeg kom lige til at tænke på, at det jo ikke er altid, at vi døgnfluer når at leve et helt døgnliv!”

- ”Hvorfor ikke det?” spurgte elefanten lidt skuffet.

- ”Fordi det sker, at et menneske synes at vi små fluer er irriterende, og så klasker de os!”

- ”Klasker jer! Hvad vil det sige?” spurgte elefanten.

- ”Jo!” svarede fluen, ”lige med ét klasker de livet ud af os med hånden, så vi ender som en lille plet på vinduesruden!”

- ”Så er det godt, at jeg ikke er flue!” sagde elefanten eftertænksomt.

- ”Men nu er jeg jo i live! Og kun nogle timer gammel!” sagde fluen glad. ”Så lad os være fornøjede og glæde os over det!” Imens fortsatte den med at flyve omkring i små cirkler og ottetaller foran elefantens øre.

Elefanten smilte igen og rokkede med hovedet i takt til fluens muntre summen. Og hvis ikke de er holdt op, så gør de det – i et helt døgnflueliv!

*************************

Elefanten, døgnfluen og verden

Historie nr. 2.

Som vi ved fra den første historie om Elefanten og Døgnfluen, så var de to blevet rigtig gode venner, også selvom elefanten med sit svage syn ikke kunne se den lille bitte døgnflue. Men den kunne høre den, og derfor kunne de to snakke med hinanden lige så meget de havde lyst til.

Både elefanten og døgnfluen var kloge, men på hver sin måde, for på grund af deres meget forskellige størrelse og helt forskellige liv, havde de også meget forskellig opfattelse af verden. Og dog var der noget, de var fælles om, og det var at fødes, vokse op, blive gift, sætte afkom i verden, blive gammel og dø. Det var også, at de hver dag skulle have mad og drikke og gå på toilettet.

Men naturligvis bliver elefanter og døgnfluer ikke gift – og da slet ikke med hinanden – sådan som mennesker gør. Elefanter finder sig en kæreste blandt elefanter, og døgnfluer finder deres kæreste blandt andre døgnfluer. Men en kæreste er man nødt til at have, for ellers kan man ikke blive gravid og få børn. Det er fordi naturen eller Gud – hvis man ellers tror på en sådan – har ordnet det på den måde, at af alle levende væsener er nogle hanner og andre er hunner. Det gælder både for planter, dyr og mennesker.

Elefanter og døgnfluer går selvfølgelig heller ikke på toilettet, ikke kun fordi de ikke har sådan et, men fordi de kan tillade sig at efterlade deres afføring, hvor det passer dem. ”Skidt med det!” siger de, for sådan er det bare.

Den gamle elefant havde nu fået et hus – vi mennesker kalder det en stald – at bo i, hvor den kunne gå ind og sove om natten, og gå i ly for regnen om dagen og hygge sig, når det var for koldt udenfor. Døgnfluen havde ikke noget hus, for det behøvede den ikke. Men den havde fundet sig et rart sted i et hjørne af en af de vinduesruder, der var i elefanthuset. Dér kunne den sidde og sove eller hvile sig og nyde varmen, når solen skinnede på ruden. Og så havde den en udsigt, som var meget større, end den kunne se med sine øjne.

Men døgnfluen sad selvfølgelig ikke hele tiden på ruden, for den ville meget hellere flyve hen til elefanten og svæve foran dennes ene øre, så de to kunne få sig en hyggelig snak sammen. Og de havde mange ting at tale med hinanden om. For nemheds skyld kaldte elefanten døgnfluen for ”Flue”, og døgnfluen kaldte sin ven for ”Fant”. ”Flue” og ”Fant” lød lige som mere kammeratligt.

”Fant!” sagde Flue en dagtime, hvor den havde siddet længe på ruden og kigget ud på den store verden udenfor og undret sig: ”Ved du, hvor stor verden er?”

- ”Nøøh!” svarede Fant, som stod og gumlede på nogle lækre gulerødder, som dyrepasseren havde smidt ind til ham til morgenmad. Lige i øjeblikket var han ikke specielt interesseret i Flues spørgsmål, men da han var en høflig natur, lod han, som om det kunne interessere ham: ”Ved du da det?” spurgte han, for lige som bare at sige noget.

- ”Nej, det ved jeg ikke!” svarede Flue, ”det var derfor jeg spurgte dig, som jo er meget større og klogere end mig!”

- ”Tak for komplimentet!”, sagde Fant, som følte sig smigret og nu var blevet lidt mere interesseret og nysgerrig efter at finde ud af, hvad det egentlig var, hans lille ven mente med sit spørgsmål om, hvor stor verden er. Derfor holdt han en pause i måltidet og sagde:

- ”Ja, selv kommer jeg fra et meget varmt land et sted ude i den store verden, så jeg ved i hvert fald, at verden er større end mit hus og min gårdsplads!”

- ”Oj, manner!” udbrød Flue, ”så må det være en meget stor verden. Jeg kender kun din gårdsplads og dit elefanthus, for her blev jeg født og er vokset op til jeg nu er seks timer gammel. Men jeg er godt tilfreds, for mine vinger kan ikke bære mig længere væk end rundt i dit hus og ud på din gårdsplads. Det er min verden, og den er mere end stor nok til mig!”

- ”Det er den sådan set også for mig!” sagde Fant, ”men det var nu alligevel dejligt, dengang jeg i mine yngre dage kunne bevæge mig vidt og frit omkring i krat og skov og på savannen. Nu er jeg lukket inde i en snæver hverdagsverden, hvor alting drejer sig om at spise og sove og få timerne til at gå.”

- ”Det kan jeg nok ikke forstå!” sagde Flue, ”for din verden er en vældig stor verden for mig, hvor jeg kan bevæge mig lige så frit omkring, som jeg selv vil, og så har jeg tilmed mere end rigeligt at spise hver eneste måltid, når altså bare du ’letter’ dig engang imellem!”

- ”Letter mig?” sagde Fant spørgende, for han forstod ikke straks, hvad Flue mente.

- ”Jo, altså, når du afleverer dine elefanthøm-høm’er!” sagde Flue en smule tøvende og genert. Fant virrede med hovedet, for han forstod stadig ikke, hvad Flue hentydede til.

- ”OK, så siger jeg det lige ud!” sagde Flue beslutsomt, ”Det er, når du skider dine dejligt store og lune lorte!”

- ”Nåeh, sådan! Hæ-hæ-hæ! Det ku’ du jo bare ha’ sagt straks!” udbrød Fant med et forstående smil. ”Det er da godt, at jeg kan være til nogen nytte! Hvis du altså forstår, hvad jeg mener!” tilføjede han helt oplivet og skyndte sig at putte en stor gulerod i gabet og gumle velbehageligt på den. ”Man må jo sørge for din aftensmad, kære Flue!”

*********************

Elefanten, døgnfluen og stjernen

Historie nr. 3.

Det var sen eftermiddag, himlen var skyfri, og højt, højt oppe skinnede en enlig stjerne. Fant stod midt i stalden og blundede efter en lang dag. Flue sad i sin vindueskrog, men var ikke rigtig søvnig endnu. Han vidste ikke, hvad han skulle tage sig til, og derfor kiggede han ud ad vinduet og skimtede et klart lys i det uendeligt fjerne.

- ”Hvad mon det er?” tænkte Flue, for han kunne godt tænke, selv om han kun havde en meget, meget, meget lille hjerne. ”Måske skulle jeg spørge Fant, for han er over tusind gange større og højere end mig, og må vide besked!”

Flue strakte sig og gjorde vingerne klar, og fløj så afsted ind i staldens dunkle mørke, hvor han knapt nok kunne se, hvor Fant var henne. Men hans instinkt viste ham vejen, og det varede kun sekunder, før han befandt sig tæt ved Fants højre øre.

- ”Fant!” hviskede Flue, for ikke at forskrække sin ven. Men Fant blundede videre, mens han trak vejret i dybe og langsomme åndedrag.

- ”Faaant!” sagde Flue halvhøjt, i håbet om, at det ville vække Fant af hans slummer. Men der skete ikke noget.

- ”Faaaaaaaaant!” råbte Flue nu af sine lungers fulde kraft, hvilket ikke vil sige ret meget, for Flue havde kun bittesmå lunger. Men da det åbenbart ikke vækkede Fant, fløj Flue ind i hans øregang, så at stemmen derved blev højere.

Dybt inde i sin sovende bevidsthed fornemmede Fant, at der var noget, som kildede i hans højre øre. Men først langsomt begyndte han at vågne og blive klar over, at det var hans lille ven, Flue, som ville sige ham et eller andet.

- ”Ja, men Flue!” gabede Fant søvnigt, ”er du ikke klar over, at jeg sover min eftermiddagslur!?”

- ”Jo, jeg er! men der er noget vigtigt, jeg gerne vil vise dig!” sagde Flue ivrigt.

- ”Nå, ja, så sig frem, hvad det drejer sig om!” brummede Fant, som hvert øjeblik var ved at døse hen i sin behagelige søvn igen.

- ”Du bliver nødt til at komme med mig hen til vinduet, for ellers kan jeg ikke vise dig, hvad det er!” sagde Flue med bedende stemme.

- ”Nå, så lad gå da!” svarede Fant lidt modvilligt, men luntede alligevel bag efter Flue, som fløj foran ham hen til sit vindue. Da de var kommet helt derhen, satte Flue sig på vinduesruden, som fluer jo kan, fordi de har sugekopper på fødderne.

- ”Kom helt herhen, for rigtig at kunne se!” sagde Flue.

- ”Jo, men jeg kan ikke sætte mig på ruden!” klagede Fant, ”det må du da vide!”

- ”Det behøver du heller ikke, for du er høj nok til, at kunne kigge ud og op i det store, dybe blå ovenover os!” opmuntrede Flue sin ven.

Fant trådte helt tæt hen ved vinduet og kiggede op.

- ”Hvad ser du højt deroppe?” spurgte Flue uden anden indledning.

- ”Hvad jeg ser!?” sagde Fant, som ikke så særlig godt, fordi han var svagsynet, ”jo, jeg ser et dybt blå over hele himlen, fordi det er ved at være aften!”

- ”Men ser du ikke andet end det?” ville Flue vide, for han var meget spændt på, om ikke hans ven også kunne få øje på det lille klare lys i det fjerne deroppe.

- ”Nåeh! Du mener lyspletten højt oppe!” udbrød Fant, som nu forstod, hvad det var, hans lille ven fandt så mærkværdigt og interessant.

- ”Ja!” sagde Flue, ”hvad er det for noget?”

- ”Ærlig talt, så ved jeg ikke andet, end at det er en lille lygte!” måtte Fant indrømme.

- ”En lygte!” mumlede Flue lidt skuffet.

- ”Ja, og da jeg var yngre og havde et bedre syn, kunne jeg på klare aftener se mange hundrede, ja, mange tusinder af samme slags lamper oppe på himmelbuen.

- ”Himmelbuen! Hvad er det?” ville Flue nu vide.

- ”Tja!” sagde Fant lidt tøvende, ”ærligt talt, så ved jeg det ikke, men jeg har hørt, at menneskene kalder det dér højt oppe for himmelbuen!”

- ”Men hvorfor skinner kun den ene lampe deroppe i aften?” spurgte Flue.

- ”Det ved jeg sørme heller ikke!” sagde Fant beklagende, ”men det er bare sådan, at nogen gange skinner alle lamperne på én gang, andre gange er det kun en del af lamperne, der gør det, og nogle gange er det kun den ene lampe, der er tændt!”

- ”Nå, men ved du, hvad der ellers er deroppe?” spurgte Flue.

- ”Nej, det ved jeg heller ikke!”, brummede Fant, ”for jeg har aldrig lært andet, end hvad en elefant skal vide, og det er ikke den slags. Men jeg har hørt mennesker sige, at déroppe er det uendeligt store himmelrum, som hverken mennesker eller dyr kan fatte!”

- ”Uendeligt!” sukkede Flue, ”mit uendelige er dit hus og din gårdsplads! Hvad der er udenfor det, aner jeg ikke, og behøver heldigvis heller ikke at vide det! Mit liv er et døgnflueliv! – God nat, og sov godt!”

- ”Tak i lige måde!” gabede Fant, og mens han luntede hen til sin faste soveplads midt i stalden, krøb Flue ind i sit lune vindueshjørne og faldt hurtigt i søvn. Hans bittelille hjerne havde foreløbig fået nok at vide om himlens tusinder af små lysende lygter. Han kunne jo som flue ikke vide, at det var aftenstjernen, han havde set.

*******************

Elefanten, døgnfluen og kærligheden

Historie nr. 4.

Fant kunne ikke forstå, at der var gået en del timer, siden han sidst havde hørt fra Flue. Han savnede sin lille ven og hans mange finurlige spørgsmål. ”Hvor mon han kan være blevet af?” tænkte Fant. ”Bare der dog ikke er sket ham noget ubehageligt, for det ville jeg være meget ked af.”

Men bedst som Fant stod og tænkte på sin ven, hørte han igen dennes lille fine summen i sit højre øre. ”Flue, er det dig!” udbrød han overrasket og havde svært ved at skjule sin store glæde.

- ”Ja da, vel er det mig!” sagde Flue, for ham var det jo, der var vendt tilbage til sin store ven.

- ”Hvordan kan det dog være, at du ikke har besøgt mig i flere timer?” spurgte Fant, halvt bekymret og halvt bebrejdende.

- ”Fordi der er sket mig noget! Noget vidunderligt!” sagde Flue med syngende stemme. ”Jeg er blevet forlovet!”

Fant virrede med hovedet, for at være sikker på, at han ikke havde hørt forkert: ”Forlovet! – Hvad skal det sige?”

- ”At jeg har mødt et vidunderligt feminint fluevæsen!” svarede Flue, idet han gjorde et par ekstra elegante flyvende dansetrin i luften.

- ”Et hva’ffer noget!” udbrød Fant forbløffet.

- ”Ja, du hørte rigtigt: et vidunderligt feminint fluevæsen!” sagde Flue og satte sig i Fants ydre øregang og begyndte at slikke sine to forben med sin lille snabel og frisere sine vinger med disse. Det gjaldt jo om at se godt ud, for han havde aftalt med sin elskede, at de to om lidt skulle mødes oppe på høloftet over stalden, hvor de kunne sværme i fred og ro.

- ”Ja, så tillykke da!” mumlede Fant eftertænksomt og lidt vemodigt, for han huskede, hvordan han i sin ungdom selv havde mødt den store kærlighed. Hans elskede var en af de kønneste hunelefanter, han kendte. Og det var kærlighed ved første blik, for dengang havde han sit syns fulde brug.

- ”Så, så, du gamle! Fordyb dig nu ikke for meget i minderne!” afbrød Flue. ”Du skulle hellere tage og glæde dig på mine vegne!”

- ”Det gør jeg skam da også, Flue!” sagde Fant undskyldende og afbrød sin tankegang, idet han dog forinden nåede at tænke, at ungdommen altid er mest optaget af sig selv.

- ”Men nu må du ha’ mig undskyldt, kære ven!” sagde Flue kækt, idet han svingede sig ud i luften foran Fants øre, ”for nu skal jeg skynde mig at mødes med min udkårne!” Derefter fløj han afsted mod loftet over stalden.

- ”Ja, ja!” tænkte Fant, som atter henfaldt i sine egne tanker. ”Det ligger til ungdommen, at se fremad og have travlt, for at nå det alt sammen! Men i min alder, hvor fremtiden er blevet til minder, tænker man mere på fred og ro, og en lille lur i ny og næ, og på, hvornår man får sit næste måltid.” Men da der var flere timer til godnatmaden, tog Fant sig derfor en lur i mellemtiden. Stille og roligt gled hans bevidsthed og tanker over i søvnens drømme.

Imens var Flue mødtes med sin elskede oppe på høloftet, men hvad der foregik dér mellem de to, dét, der er foregået mellem fluer gennem mange millioner af år, det hører privatlivet til. Så derfor vil vi her skrue tiden et par timer frem.

- ”Hej, du gamle drømmer!” lød det pludselig for Fants højre øre. ”Ku’ du ikke tænke dig at hilse på min kone?” Det var naturligvis Flue, som igen var søgt hen til sin trofaste ven, og som denne gang havde taget sin efter hans egen mening yndige fluekone med sig.

- ”Æh, øh! Hva’!” mumlede Fant halvvejs i søvne, ”Hvem kalder?” Langsomt dukkede hans bevidsthed op af søvnen, og til sin overraskelse hørte han nu to små, fine summelyde foran sit højre øre, den ene en smule finere end den anden. Det lød som forelskedes søde pludren med hinanden, hvad det også var.

- ”Nåeh!” sagde Fant, ”Du har taget din kone med dig, Flue!”

- ”Jaeh!” svarede Flue i en glad syngende tone, ”Er hun ikke dejlig!?”

- ”Joeh, det er hun bestemt! Men jeg kan jo ikke se hende, ved du nok, kun høre jer begge. Hun lyder jo godt!”

Fant stod et øjeblik og lyttede til den kærlighedsduet, som hans ven og dennes kæreste sang ham i øret, glemmende alt omkring sig. Så begyndte han at rokke med sit store hoved i takt til tonerne fra de to bittesmå væsener. ”Livet er dog dejligt!” tænkte han, ”sådan var det også i min egen ungdoms skønne vår! Livet er det herligste eventyr, og det går videre, altid videre!” Den fine summende lyd, som vekslede mellem høje og lave toner, var lige ved at dysse ham i søvn igen.

- ”Hallo, gamle ven!” hørte han lige pludselig Flue sige, ”nu må vi desværre afsted igen! Farvel så længe!”

- ”Ja, selvfølgelig!” mumlede Fant saligt.

- ”Men glæd dig, du rare gamle!” lød det tostemmigt, for snart venter vi os familieforøgelse!”

- ”Ja, selvfølgelig!” hviskede Fant, idet hans bevidsthed atter gled ind i drømmenes verden. ”Selvfølgelig!”

***********

Elefanten, døgnfluen og afkommet

Historie nr. 5.

Gamle Fant stod i stalden og fik sin aftensmad, sådan som han havde gjort så mange andre gange i årenes løb. Det var blevet ren rutine for ham, at gribe maden med snabelen og putte den ind i munden, hvor den skulle tygges godt, for at glide gennem ’systemet’. Men denne dag var noget helt særligt, for denne meget tidlige morgen havde Fant fået sig en ven, nemlig Flue, sådan som vi allerede har hørt om i de foregående historier.

Til trods for den enorme størrelsesforskel imellem dem, og selv om Fant ikke kunne se, men kun høre sin lille bitte ven, så forstod de at kommunikere med hinanden gennem lyde, som vi mennesker kalder tale eller snak. Og snakke sammen kunne de to til gengæld, endda et hel kvarter ad gangen. Det var ikke lang tid for en elefant, men for en døgnflue var det en god del af dens liv.

Men nu var der jo sket det, at Flue havde fulgt sin natur og havde forlovet og giftet sig, naturligvis med en døgnhunflue, som han fandt allerdejligst af alle i døgnfluernes verden. Og hvad naturligt var, så ventede parret sig nu børn, for fruen var blevet gravid. Det vil sige, at hunfluen var blevet med æg, som skulle ligge og udruges et lunt og beskyttet sted. Det sidstnævnte var et lidt prekært spørgsmål, som Flue ville snakke med sin gamle ven om.

Fant vidste endnu ikke noget om, at Flues kone var blevet gravid, så da Flue opsøgte ham, for at tale med ham om det, misforstod han i første omgang spørgsmålet.

- ”Du, Fant! Sagde Flue lidt forlegent, ”min kone og jeg vil meget gerne ha’ unger! Men vi har et problem, og derfor er det, at vi ville spørge dig, om ikke du gerne ville hjælpe os?”

- ”Hjælpe jer! svarede Fant, ”Du ved, kære ven, at der ikke er noget jeg hellere ville. Men tror du ikke, at jeg – æh-æh-æh-hæe – ligesom er for gammel og for stor!?”

- ”Hvad mener du med det, Fant?” spurte Flue noget uforstående.

- ”Jo, altså, min du ved nok, er jo mange, mange, mange gange større, end en lille døgnfluefrues, du ved nok?” fremstammede Fant og rødmede dybt, hvad man dog ikke kunne se på ham, for det var han alt for tykhudet til.

- ”Nåh, sådan!” lo Flue og var ved at glemme at bruge vingerne af samme grund. ”Der er vist noget, du har misforstået, gamle ven! Hvordan kan du dog tænke sådan?”

- ”Undskyld mange gange, kære ven, det var dumt af mig at misforstå dig!” sagde Fant med grødet stemme. ”Men lad mig så høre, hvad det er, du vil have min hjælp til?”

- ”Jo, ser du, flueunger kommer jo ud af deres mor som bitte, bitte små æg, som skal ligge et varmt og godt sted, hvor de kan komme til verden!”

- ”Ja, og hvad så?” spurgte Fant.

- ”Jo!, så var det vi gerne ville spørge dig, om ikke du ville hjælpe os?”

- ”Men hvordan, kære ven!” sagde Fant uforstående.

- ”Vi tænkte – eller rettere sagt: jeg tænkte, om ikke du på din gårdtur efter aftensmaden kunne aflevere en høm-høm ovre i det fjerneste hjørne af folden!” sagde Flue indtrængende.

- ”Hvorfor skulle jeg det, min ven?” sagde Fant, stadig uforstående.

- ”Jo, for så kunne min kone lægge sine æg i din varme høm-høm, som ville være et godt sted for vores æg at blive modne!” svarede Flue forklarende.

- ”Hvorfor skal æggene blive modne, kære Flue?” spurgte Fant troskyldigt.

- ”Det skal de, fordi det er den måde flueunger fødes på!” sagde Flue.

- ”Nåeh, sådan! Så forstår jeg!” udbrød Fant med et bedrevidende smil, og fortsatte: ”Høm-høm’en skal blive leveret ved første lejlighed!”.

- ”Tak, kære ven! jeg vidste, at jeg kunne regne med dig!” sagde Flue glad.

- ”Ja, selvfølgelig, for vi er jo ligesom i familie, ikk’!” sagde Fant med stolthed i stemmen.

Fant var virkelig glad for at kunne hjælpe sin ven og hans kone, så derfor gjorde han det, som han var blevet bedt om. Og Fluefruen satte sig et godt sted på Fants varme høm-høm og lagde sine æg i skjul i en revne. Her lå de til ungerne blev udklækket, først som larver, der siden forvandlede sig og fik både ben og vinger som deres forældre.

Fant stod atter i sin stald, træt efter den lange dag, så derfor genoptog han sin yndlingsbeskæftigelse: at blunde og drømme. Han fik dog ikke lov til at være i fred ret længe, for pludselig lød der en latter af mange fine bittesmå stemmer, som ligesom råbte i munden på hinanden:

- ”Hej, onkel Fant! Hej onkel Fant” sang stemmerne ivrigt i blandet kor.

Fant vågnede med et sæt af sin døs, forundret over, hvad der nu var på færde.

- ”Æeh, hva’ sker der her!? spurgte han ud i luften.

- ”Det er såmænd bare mine børn, der gerne vil hilse på dig, kære ven!” hørte Fant Flue sige. ”Og du skal endnu engang ha’ rigtig mange tak for din store hjælp!”

- ”Åh, det var så lidt! Det var så lidt! Skulle det være en anden gang, så……” han nåede ikke at fuldføre sætningen, før både ungerne og deres far var væk igen. De fløj sammen omkring i den store stald, morede sig hjerteligt og lavede loops og ottetaller det bedste de kunne, og smuttede ind og ud alle steder, de fandt, af bare glæde over det herlige det er, at leve!

******************

Elefanten, døgnfluen og døden

Historie nr. 6.

Det var hen mod middagstid. Solen skinnede og det var varmt, og Fant havde lige været på en langsom vandretur rundt i sin store fold. Men solen var brændende og lyset generede hans øjne, så derfor søgte han atter ind i staldens svale skygge. Her tog han sig en tot hø, som han stod og gumlede på, alt imens han faldt i dybe tanker. Men snart gled hans bevidsthed stille og roligt ind i drømmeland. Sådan som han og den havde gjort flere gange før i løbet af de sidste 24 timer.

Men Flue, hvad mon der skete for og med ham? – Jo, han var nu blevet 24 timer gammel, konen havde forladt ham og børnene var fløjet fra reden, som man siger, og førte deres eget liv. Flue følte sig træt og alle hans bevægelser var blevet tøvende og langsomme. Han sad nu i længere tid ad gangen i sin vindueskrog igen, og her tænkte han lidt vemodigt tilbage på sit lange liv og især på sin gamle trofaste ven, Fant, som altid havde villet lytte til ham og taget del i hans gode og mindre gode øjeblikke. Hans besøg hos vennen var dog blevet færre og færre i de sidste timer.

Men skønt han følte kræfterne svigte, ville Flue dog gerne endnu engang flyve hen og hilse på sin gamle ven, også selv om vingerne ikke længere havde den samme kraft og styrke, som førhen. Alligevel forlod han sit hyggelige, lune vindueshjørne og begav sig afsted på usikre vinger, for at opsøge vennen. Flyveturen tog længere tid, end den plejede, og det var kun med opbydelsen af sine sidste kræfter, at Flue magtede at klare turen. Men endelig langt om længe nåede han frem til vennen, hvor han satte sig til hvile i dennes højre øregang.

Fant stod og blundede, omtrent som sædvanligt, men pludselig følte han noget kilde i sit højre øre. Det fik ham til at vågne så meget op, at han kunne høre en svag pustende summen, som han ikke lige straks var klar over, hvad var.

- ”Fant, min kære ven!” stønnede Flue, ”er du vågen?”

- ”Åh, er det dig, Flue!?” sagde Fant lavmælt, ”hvor er det godt, at høre dig igen, gamle ven!”

- ”Ja!”, hviskede Flue svagt, ”nu har du lov til også at kalde mig ”gamle ven”, for jeg har i min høje alder af 24 timer ikke langt igen!”

- ”Åh, Flue, det har vel ikke så stort hastværk!” sagde Fant, ”du kan da vel leve længe endnu?”

- ”Nej, min kære ven,” gispede Flue stakåndet, ”det kan jeg desværre ikke, selv om her har været godt at være, især med en trofast ven som dig! Men min tid er nu forbi, og derfor er jeg kommet for at sige dig farvel og tak for dit venskab!”

- ”Ja, men det er da i lige måde, du gamle! Det har været gode og herlige øjeblikke, vi to har tilbragt sammen. Dem vil jeg aldrig glemme, og gør det heller ikke, for vi elefanter har en god hukommelse!”

- ”Tak, kære ven!” hviskede Flue og gled over i bevidstløsheden, hvorved han gled ud af Fants øregang og faldt ned og blev væk i den høstak, der lå under Fants store krop.

- ”Hov, hvor blev du af!” udbrød Fant, jeg kan ikke mere høre eller mærke dig! Svar mig, min ven!”

Men der kom naturligvis ikke noget svar fra Flue, for han var jo nu fløjet til de evige fluemarker, sådan som millioner og atter millioner af fluer før ham. Fant stod nu ene tilbage med sin sorg over vennens død. Han havde tårer i øjnene, og han ønskede også selv, at livet snart måtte få en ende for hans eget vedkommende. Der var ikke meget sjov ved at blive så gammel, at man kun havde minderne tilbage. Selv havde han mistet al sin familie og nu også sin seneste og eneste ven. Sove ville han, sove og drømme om de gode tider, der var engang.

Sådan gik der en god times tid, da Fant lige med ét blev vækket af sine sørgmodige tanker af en lille bitte fin summende lyd i sit højre øre.

- ”Hvad er mon det!” spurgte Fant sig selv, for der var ikke andre, han kunne spørge.

- ”Det er bare mig!” lød der en lille bitte spæd stemme.

- ”Hvem mig? spurgte Fant med sin dybe brummestemme.

- ”Mig! kan du ikke se mig? Jeg flyver nu lige foran dine øjne”.

Fant glippede med øjenlågene og virrede lidt med hovedet, men kunne ikke få øje på noget lige foran sine øjne.

- ”Stakkels dig!” sagde det lille bitte væsen medlidende. Men du kan jo høre mig! så derfor kan vi godt snakke sammen”, sagde den lille stemme.

- ”Ja! men hvad er du for én?” spurgte Fant nysgerrigt.

- ”Jeg er en døgnflue, ikke større end en lille plet på en vinduesrude!” sagde det lille væsen.

- ”En døgnflue!” sagde Fant, og efter et øjebliks pause udbrød han: ”Nåeh, en døgnflue! Det ku’ du jo bare ha’ sagt straks! Men stakkels dig!” sagde han vemodigt, ”så har vi ikke lang tid at snakke i. Jeg har ellers tid nok, for jeg kan blive 100 år!”

- ”100 år!” udbrød døgnfluen, ”så langt rækker min lille forstand ikke! Jeg har nok i de 24 timer, én dag og én nat. Det er 1.440 minutter. Hvert minut er en dag for mig, så jeg har 1.440 dage at leve i. I den tid bliver jeg født, vokser op, morer mig og bliver gift, får børn og bliver gammel!”

- ”Ja, ja!” sagde Fant tålmodigt, for han vidste bedre, ”det ved jeg godt, det ved jeg godt, min lille ven! Men lad mig nu høre, hvad du har at sige!”

- ”Jo”, sagde den lille flue, ”jeg vil gerne spørge dig, om du ved, hvor stor verden er?”

- ”Nå, da!” tænkte Fant, ”så kan historien begynde forfra og om igen!”

Finale.