1.    NOTER OG KILDEHENVISNINGER til JESUS I

 

Forsidebilledet på JESUS MENNESKESØNNEN I - II:

Et af de mange senere Jesus-billeder, der bedst gengiver de egenskaber, foreningen af fromhed og mandig energi, som de ældste kilder tillægger Jesus. Plattens inskription lyder: ”Ego sum via veritas et vita” (”Jeg er vejen, sandheden og livet”). Billedet er brugt her, fordi ’portrættet’ af Jesus adskiller sig markant fra de mange sødladne forestillinger og gengivelser af rabbi Jeschua Ben Yosef (Jesus, søn af Josef). Billedet er gengivet på forsiden af underbibliotekar ved universitetsbiblioteket i København, dr. Ditlef Nielsens bog: Den historiske Jesus. Forlaget H. Aschehoug & Co. København 1924.  

 

Noter til INDLEDNING

 

 1    Foruden de fire evangelier og Apostlenes Gerninger udgør også Jakobs Brev, Peters Breve, Johannes’ Breve og især Paulus’ Breve væsentlige ”kilder” til især forståelsen af, hvordan apostlene opfattede Jesus og hans lære.

             Det Nye Testamente er navnet på den samling skrifter, som i løbet af  det 2.-3. århundrede e. Kr. blev kanoniseret som helligskrift ved siden af Det gamle Testamente. Ordet Testamente er den latinske oversættelse af det græske ”diateke”, der betyder pagt, og som betyder aftale, overenskomst, lov, religion. I religiøs betydning var pagten en overenskomst mellem  Guddommen og menneskeheden, mere specifikt mellem Jahve og jødefolket. Jahve, af hebraisk JHVH, er Israels Guds egennavn, som fra 300 f. Kr. dog ikke måtte udtales, men læses og udtales som Adonaj, der betyder ”min Herre”. I henhold til gl.testamentelig overlevering lod Moses på Guds befaling og anvisning pagtens ark forarbejde umder opholdet på bjerget Sinaj. Den transportable helligdom arken bestod af en aflang kasse af akacietræ, hvori de to stentavler med De ti Bud blev opbevaret (2. Mos. 25. 10-22; 37, 1-9; 40, 2.21; 4. Mos. 10, 33 ff.) og førtes med fra sted til sted, når den tids omvandrende ørkennomader skiftede opholdssteder. Så vel i telthelligdommen, Tabernaklet, som tilfældet langt senere var i kong Salomons tempel i Jerusalem, var pagtens ark et tronsæde for Jahve, med sonedækket, dvs. et beskyttende dække over soningen (De ti Bud) mellem Guddommen og jødefolket, en plade lavet af drevet guld og udstyret med to keruber, som vogtede over arkens dyrebare indhold. Det mentes, at det var herfra, Jahve meddelte Israel sin vilje og bestemmelser, hvorfor det sagdes, at tavlerne med De ti Bud lå i ark-kassen. (2. Mos. 25, 17-22).

           Det såkaldte Nye Testamente undergik flere forandringer, inden det omkr. 200 e. Kr. stort set fik sit nuværende indhold. Samtlige nytestamentlige skrifter er skrevet på koinegræsk, og består altså af fire evangelier, Apostlenes Gerninger, 21 breve samt Johannes’ Åbenbaring.

           Ordet ’koine’ er græsk og betyder ’fælles’, og dermed altså ’fællessprog’, idet det var den hellenistiske verdens fællesgræske sprog, som fulgte med den græske kulturs udbredelse under Alexander den Store, Makedoniens konge 336-323 f. Kr., som herskede over det meste af den daværende verden. Det er da også tydeligt, at tankegange og forestillinger fra hellenistiske mysteriereligioner har haft en stor indflydelse på den ældste kristne menigheds måde at forkynde og udlægge evangeliet på, idet man ofte betjente sig af mysteriereligionernes terminologi og udtryksform, for at gøre sig forståelige for ikke-jødiske kristne menigheder. 

          Sproget aramæisk eller aramaisk, som hører til den nordvestsemitiske sproggruppe, blev  oprindelig kun talt af aramæerne, et folk, der både geografisk og etnologisk står israeliterne nær. Den aramæiske folkevandring  skete i tiden fra  1300 til 1000 f. Kr., hvor nomader fra den syrisk-arabiske ørken trængte ind i kulturlandet, som udgjordes henholdsvis af de frugtbare områder langs floden Eufrats bredder samt Nordsyrien og egnene nordøst for Genezaret Sø. Den er domineret af semiter, der taler aramaisk og som kom fra Kir (Se Am. 9,7) og dannede en række af aramæerstater, som David, konge over Israel ca. 1005-965 f. Kr., senere kom i krig med og som han efter sine sejre lagde ind under sit rige som en provins med centru, i Damaskus (2. Sam.. 8,5 ff.). Men allerede under Davids søn med Batseba, Salomo, som var konge over Israel ca. 965-926 f. Kr., løsrev provinsen sig  (1. Kong. 15, 37; 16, 5 ff.), og i de følgende 150 år bliver det under navnet Aram-Damaskus en betydelig stat, hvis relation til Nordriget (dvs. kongeriget, der ved rigsdelingen efter Salomos død 926 f. Kr. dannedes af de nordlige stammer) veksler mellem fjendskab og   venskab (1. Kong. 15, 18 ff; 20, 22; 2. Kong. 8, 28 ff.; 9, 14; 13, 1 ff.. 24; 14, 25). Nordriget bestod til 722 f. Kr., hvor hovedstaden Samaria blev erobret af assyrerkongen Sargon 2. At israeliterne selv opfattede sig som etnisk beslægtede med aramæerne ses bl.a. af 5. Mos. 26, 5-9. (Kilder: Bibelens Hvem Hvad Hvor. Særudgave af Bibelens kulturhistorie (4). Af Lisbet og Mogens Müller. Politikens Forlag 1980. -  Gyldendals Røde Opslagsbøger: Religion/Livsanskuelse. Redaktion: Finn Stefánsson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen. Gyldendal 1979).

  2    Gamaliel den Ældre var som nævnt en fremtrædende jødisk rabbiner, medlem af det øverste råd (Synedriet). Han tilhørte farisæernes parti, som var arge modstandere af den nuopdykkende, provokerende og kætterske religiøse bevægelse, som skyldtes en vis Jesus fra Nazaret i Galilæa. Gamaliel var Paulus’ lærer under dennes uddannelse til rabbiner, og iflg. Ap. G. 5, 33 ff. formanede han jøderne til selvbeherskelse i deres kamp mod den nye bevægelse, som på det tidspunkt foreløbig kun havde fundet et vist fodfæste i Palæstina, som i bibelsk tid kaldtes Kana’an.    Navnet Palæstina er afledt af ”filistrene”, et ikke-semitisk og uomskåret folk, som menes at være indvandret fra Kreta og som beboede den sydlige del af kysten ved Middelhavet, det som i nutiden kaldes for Gaza-striben. Området havde tidligere tilhørt ægypterne,  men disse ser ud til at have ladet filistrene overtage magten, når blot disse holdt sig dér og ikke bredte sig videre ind i selve Ægypten. Filistrene overtog i et vist omfang de kana’anæiske guder, især hovedguden Ba’al (2. Kong. 1, 2 ff.), men bekæmpede i de følgende århundreder de israelistiske stammer i det judæiske og efraimitiske bjergland. I 1948-49 blev statsdannelserne Israel og Jordan oprettet på FN’s foranledning, og nye iboende religiøse og især potitiske spændinger og modsætninger mellem de arabisk- palistinensiske indbyggere og de fastboende og tillige især indvandrede eksil-jøder kunne tage sin begyndelse og berede verden nye store og uoverskuelige problemer og vanskeligheder..

    Det er i høj grad Palæstinas geografi og oprindelige placering mellem antikkens to stormagter, Ægypten mod sydvest og Mesopotamien mod nordøst, der gennem tiden har været bestemmende for landets skæbne. Situationen gjorde området til et støttepunkt for stormagternes kamp om herredømmet, hvilket betød en bestandig fare for overfald og fremmedherredømme, lige som naboskabet med de vældige arabiske ørkenstepper mod øst rummede fare for en indtrængen af disses besuinbefolkning i kulturlandet ude mod Middelhavskysten. Ordet semit stammer fra Noas ældste søn, Sem, – Noas to andre sønner hed Kam og Jafet – , og som er stamfader til semiterne, hebræerne og fader til Aram, og dermed til aramæerne. Man kan følge semiternes historie helt tilbage til ca. 3000 f. Kr. og der menes at være tale om arabiske beduiner, der som omvandrende ørkennomader til stadighed har søgt ind mod de mere frugtbare agerbrugsområder. I nogle tilfælde var der tale om regulære folkevandringer, men oftest drejede det sig om stilfærdig infiltrering i de bedrestillede samfund. Det særlig interessante i sammenhængen er imidlertid, at de egentlige semiter, jøderne, i virkeligheden  også  opfattede den arabiske befolkning som semiter og derfor som beslægtede med det jødiske folk. Der er dog ikke tale om samme etniske eller racemæssige oprindelse, men derimod om et sprogligt og kulturelt fællesskab. Betegnelsen semit eller semitisk for disse folkeslag kendes dog først fra så sent som 1781.

  3      Hasmonæerne er den jødiske historieskriver Josefus’ betegnelse for den magtfulde jødiske præsteslægt, hvis navn er afledt af Hasmon, der var bedstefader til præsten Mattatias, som i 167 f. Kr. førte an i oprøret mod den syriske kong Antiokus 4. Epifanes, der  regerede Syrien 175-163 f. Kr. Det var dennes vanhelligelse af templet i Jerusalem i 168 f. Kr., der var årsagen til konflikten. Mattatias’ søn Judas Makkabæeren fortsatte sin fars og sit folks frihedskamp mod syrerne og denne lykkedes i 164 f. kr., for så vidt som målet blev nået med fordrivelsen af  tempelskænderne fra templet, så at dette derefter kunne genindvies.

  4   Ved begrebet ”Loven” forstår religiøse jøder det hebraiske begreb ”Toraen”, som var og er en alm. betegnelse for de fem Mosebøger, der dog også indeholder meget andet end love, idet det kun er i 2. Mos. 13 til 5. Mos. 34, at lovstoffet dominerer. Jødedommens historie fra de ældste tider til nutiden er bundet til Loven, idet denne efter Mosebøgernes egen opfattelse er givet Israel af Gud gennem Moses, dels under opholdet på Sinaj bjerg (2. Mos. 19-4. Mos. 10, og dels på Moabs slette kort før Moses’ død og folkets indvandring i Kana’ans land (5. Mos.). Loven eller Toraren fik i særlig grad betydning under og efter Eksilet i Babylon, som fandt sted under kong Nebukadnezar i 598 og 587 f. Kr.  Babylon og Assyrien udgør de to hovedlande i Mesopotamien, dvs. området mellem floderne Eufrat og Tigris, det land som i nyere tid kendes under navnet Irak. Assyriens centrum lå 300 km nord for Bagdad, og dets hovedbyer var Assur, Nimrud, Arbela og Ninive. Babylon omfattede det sydlige og mindre frugtbare landområde fra Bagdad og sydpå mod Den persiske Bugt  Området kan igen opdeles i det nordlige Al sad med hovedbyerne Kisj, Borsippa, Babel, Akkad og Sippar, og i det sydlige Sumer med hovedbyerne  Ur, Larsa, UrukLagasj og Nippur.

           Eksilet eller den tvungne landflygtighed gjaldt dog fortrinsvis den herskende klasse og  andre, som kunne formodes at udbyde en fare for opstand mod besættelsesmagten, men forholdene i eksillandet var dog relativt frie, således at jøderne kunne danne deres egne selvforvaltende samfund, hvor man kunne egne bygge huse og dyrke sin egen jord, lige som man har kunnet drive handel. Noget af det, der gjorde eksilet ubærligt var meddelelsen om Jerusalems fald og templets ødelæggelse i 587 f. Kr. (SL. 137), hvorved den gamle kult var blevet umuliggjort. Alligevel evnede eksiljøderne at fastholde og dyrke den religiøse og kulturelle arv og  undgå en egentlig assimilation under de fremmede forhold og omgivelser.  På den måde styrkede eksilet de landflygtiges religiøse sammenhold og fællesskab og lagde grunden til den senere synagogeinstitution, som fik stor betydning for jødefolkets videre historie.

             Ordet synagoge er græsk og betyder ”forsamling”, men i senjødedommen blev det tillige betegnelsen for jødernes gudstjenestehus, hvor der ikke foregik egentlige kultiske handlinger eller ofringer, men udelukkende skriftlæsning, bøn, studium og meditation. Ordet og begrebet synagoge er egentlig beslægtet med det ligeledes græske ord ”kyriakós”, som betyder ”det, der hører Herren til”. Ordene ”kirke” og ”menighed” er den autoriserede oversættelse af det græske ord ”ekklesia”, som betyder ”en samling af borgere, der er kaldt ud ved en herolds råb” (Ap. G. 19, 39. 40). I den ældste græske oversættelse af Gamle Tastamente, som på latin kaldes Septuaginta, forkortet LXX = ”70”, er ekklesia en oversættelse af det hebraiske ”kahal”, som betyder ”forsamling”, mere specifikt Israels folk som ”Herrens menighed” (4. Mos. 27, 17). Det er i forlængelse heraf, at den kristne menighed brugte ordet ”ekklesia” som selvbetegnelse, f.eks. som ”Guds kirke” (Ap. G. 20, 28; Gal.  1, 13) og ”Guds menighed” (1. Kor. 1, 2; 1. Tim. 3, 5).  

  5    Ap. G. 5, 33-42.

  6    Ap. G. 6. 1-15; 7, 1-60.

  7    Ap. G. 8, 1-40.

  8    Ap. G. 9, 1-22.

  9    Ap. G. 9, 23-30.

10    Ap. G. 13, 1-52; 14, 1-28.

11    Ap. G. kap. 15-20.

12    Ap. G. 21, 1-40; 22, 1-30.

13    Ap. G. 23, 1-35.

14    Ap. G.  24, 1-27.

15    Ap. G. kap. 25-26.

16    Ap. G. 27-28.

17   Det vides, at Paulus stammede fra Tarsus i Kilikien, hvortil hans forældre iflg. kirkefaderen Hieronimus (ca. 350-450) var blevet bortført fra Gishala i Galilæa af den romerske besættelsesmagt. Paulus var israelit af Benjamins stamme, hebræer og dermed aramæisk-talende. Som formentlig født i Tarsus havde han romersk borgerret, hvilket kom ham til gode ved flere lejligheder, hvor han var trængt. Som det er fremgået af hovedteksten var han uddannet skriftklog, hvilket vil sige både jurist og teolog, og dermed lovtro, og det indtil en sådan grad, at han i sin nidkærhed blev en skånselsløs forfølger af kristne (Fil. 3, 4-6; Rom. 11, 1). Paulus var af samme stamme som kong Saul, Israels første konge omkr. 1025-1005 f. Kr. (1. Sam. 2, 7), hvilket formentlig har været medvirkende til, at han fik navnet Saulus. Det var almindeligt for en jøde i diasporaen, dvs. som boede udenfor Palæstina, at  have både et hebraisk og et græsk-romersk navn..

 

Noter til 1. DEN HISTORISKE JESUS

 

 1  Navnet Jesus er den latinske form af det græske ”Jesous”, der i sin hebraiske form skrives ”Jeschua”, og som betyder ”Herren frelser”. I Gamle Testamente skrives navnet enten som ”Jesua” eller ”Josua”, der betyder ”Jahve er frelse”. 

      Jesu far var søn af Jakob, som altså var Jesu farfar, der iflg. Matt. 1. 1-17 igen var søn af Mattan, som igen var søn af Eleazar osv. bagud indtil patriarken Abraham, det israelitisk-jødiske folks stamfar gennem sønnen Isak og sønnesønnen Jakob.

           I 2. Mos. 3, 16-17 hedder det: ”Gå nu hen og kald Israels ældste sammen og sig til dem: HERREN, jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet agt på jer og på, hvad man har gjort imod jer  i Ægypten, og jeg har sat mig for at føre jer ud af Ægyptens elendighed til Kana’anæernes, Hetitternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes land, til et land, der flyder med mælk og honning!”  Jvf. med Mark. 12, 26; Luk. 20, 37; Ap. G. 7, 32.

2  Jesus betegnes ofte som ”tømmermandens søn”, men i sin efter min opfattelse sobre og pålidelige bog Den historiske Jesus, 1924, fremfører og begrunder forfatteren, daværende underbibliotekar ved Universitetsbiblioteket i København, Ditlef Nielsen, sin påstand om, at Jesu fader snarere var en slags murer end tømrer. Nemlig dels begrundet med, at træ var og er en sjælden vare i Palæstina, og dels med, at ordet tømrer er en urigtig oversættelse af det græske tektön, som betyder arkitekt i betydningen overbygmester. Anførte sted side 113. – Ditlef Nielsen: Den historiske Jesus. Forlaget H. Aschehoug & Co. København 1924.

3   Matt. 5,15. Templet i Jerusalem, også kaldet Salomos Tempel, blev opført af kong Davids søn med Batseba (2. Sam. 11-12) kong Salomo, som regerede over Israel i årene ca. 965-926 f. Kr. (1. Kong. 1-11). Templet blev formentlig opført på et gammelt kana’anæsik kultsted, hvor David havde ladet opføre et alter for Herren på det sted, der kaldtes Aravnas tærskeplads (2. Sam. 24, 18ff.). Man mener, at dette sted fandtes på den nøgne klippeflade under kuplen på den nuværende muslimske moske, Al Aqsa Moskeen.

           Om templets opførelse berettes der i 1. Kong. 5-8, 2. Krøn. 3-4 og Ez. 40-42. Det fortælles, at Salomo fik kyndig assistance til templets indretning og opførelse af  Hiram, konge af  Tyrus  969-36 f. Kr.  (2. Sam.5, 11; 1Kong. 5, 1).  Der bestod i almindelighed en livlig handelsforbindelse mellem Israel og Tyrus, hvor sidstnævnte leverede de byggematerialer til templet, som ikke fandtes i Israel. Det drejede sig f.eks. om ceder- og cyprestræ og guld, som blev betalt med olie og korn.  

           Det oprindelige tempel har været en rektangulær bygning med målene 30 m i længden, 10 meter i bredden og 15 m i højden (1. Kong. 6, 2, hvis en alen er = med ½ m). Dertil  kom en tilbygning med forskellige rum. Templets mure bestod af sten og indvendigt beklædt med træ, som var udsmykket med udskæringer belagt med guld. Det bestod af tre rum: Først en forhal, derefter ”det hellige” eller ”inderhallen”, som målte 20 m i længden, 10 m i bredden og 15 m i højden; her stod skuebrødsbordet (3. Mos. 24, 5-9; 1. Krøn. 9, 32; 23, 29), ti guldslysestager og et alter af guld. Templets sidste rum var ”det allerhelligste”, som målte 10 m på hver led, idet dets gulv formentlig har været hævet i forhold til det øvrige tempelniveau. Rummet henlå i mørke, idet der hverken var vinduer eller nogen form for kunstig belysning. Det var her, at israeliternes vigtigste kultgenstand, Pagten Ark, var anbragt, og hvor den stod mellem to 5 m høje ”vogtere”, keruberne, hvis vinger mødtes over den. Rummet var adskilt fra ”det hellige” rum ved dørfløje, hvorfor det forhæng, der omtales flere steder, som f.eks. i 2. Krøn. 2, 4; Matt. 27, 51 med par.; Hebr. 6, 19; 9, 3, anses for at høre en senere tid til.

           Templet var som sådan omgivet af en forgård, som iflg. Ez. 40, 47 målte 50 m på hver led, og i denne var der ved indgangen til forhallen placeret to kobbersøjler, kaldet Jakin og Boaz (1. Kong. 7, 15ff.; 2. Kong. 25, 13ff; 2. Krøn. 3, 15ff. ; Jer. 52, 20ff.). I forgården stod der desuden kobberhavet, som var et stort vandbassin (1. Kong. 7, 23ff.; 1. Krøn. 18, 8), forarbejdet af kunsthåndværkere fra Tyrus. Det blev båret af tolv oksefigurer og var desuden prydet med agurkeagtige figurornamenter. Bassinet var bestemt til præsternes rituelle renselser (2. Krøn. 4, 6; 2. Mos. 30, 17ff.). I forgården stod der desuden ti vognstel og et brændofferalter.

           Salomos tempel betegnes som det 1. tempel, men selvom der i tidens løb blev foretaget forskellige forandringer, bestod det i mere ned 300 år, og indtil babylonierne i 587 f. Kr. angreb Jerusalem og herunder ødelagde templet, lige som de tvang et stort antal jøder i eksisl til Babylon, en begidenhed, der derfor betegnes som jødernes babyloniske fangenskab. Det var altså ikke dette tempel, som Jesus og hans samtidige kendte, men derimod Jerusalems 2. tempel, som jøderne påbegyndte opførelsen af efter hjemkomsten i 539 f. Kr. fra landflygtigheden i Babylon (Ez. 1 og 3). Byggeriet blev dog ikke fuldført på grund af den politiske uro og fjendskabet fra de omkringboende folk, og templet lå derfor ufærdigt hen (Ez. 4).

           Genopbygningen kom først i gang igen under profeterne Haggaj og Zakarias omkr. 520 f. Kr. ((Hagg. 2, 20-23; Ez. 5, 1; 6, 14, Zak. 4, 6-10), og i 516 f. Kr. kunne det indviees. Dette tempel kunne dog ikke tåle sammenligning med Salomos pragttempel, men alligevel holdt jøderne meget af deres kære helligdom. Imidlertid blev templet vanhelliget af den syriske konge Antiokus 4. Epifanes, som var syrisk konge 175-163 f. Kr. Han lod sine soldater plyndre templet for værdier, lige som han i det hele taget forsøgte på at udrydde jødedommen totalt. Så vel tempelkulten som de jødiske love blev forbudt og der rejstes i stedet et alter for Zeus i templet, hvilket alt sammen forståeligt nok vakte jødernes harme og raseri, således at disse blot forstærkede deres frihedskamp, som for alvor var begyndt med makkabæeropstanden 165-61 f.Kr. (1. Makk. 1, 29-61; 2. Makk. 6, 1-11; Dan. 4, 16; 7, 24-26).

           Det tempel, som Jesus og hans samtidige kendte og holdt af, var Jerusalems 3. tempel, som egentlig var en gennemgribende restaurering af det 2. tempel, et arbejde, der blev igansat af den ikke-jødiske romersk udnævnte statholder Herodes den Store, og som stod på fra 20 f. Kr. til 63 e. Kr. Herodes den Store døde imidlertid år 4 f. Kr. og opnåede derfor ikke at se sit værk fuldført. Arbejdet blev foreløbig videreført af sønnen, Herodes Antipas, som også var den, der sendte den arresterede kætter, Jesus fra Nazaret, videre til den romerske landshøvding Pilatus, og som vaskede sine hænder som tegn på sin uskyld i, at han i virkeligheden lod mængden dømme Jesus til døden.

           Herodes den Store havde ladet tempelområdet fylde op, hvorved tempelpladsen blev dobbelt så stor som før, og omtrent lige så stor som den er i nutiden, nemlig ca. 500 m gange 300 m. Selve tempelbygningen forblev uændret, men der blev bygget en række forgårde med søjlegange, bl..a. ”hedningernes forgård”, hvor det var tilladt alle at færdes, og det var derfor også her, at de handlende og vekselererne havde deres stader (Matt. 21, 12 med par.). En af søjlegangene kaldtes for ”Salomons søjlegang” (Ap. G. 3, 11; 5, 13). Den næste forgård var forbeholdt jøder og kaldtes ”jødernes forgård”, og den lå hævet 3 m i forhold til den ydre forgård. En stenplade var opsat foran gitteret ind til forgården, og pladen bar indskriften: ”Ingen ikke-jøde må gå indenfor gitteret og muren omkring helligdommen, og enhver, som pågriber dér, kan takke sig selv for, at døden bliver følgen”  (Ap. G. 21, 28). Ind til det egentlige tempelområde førte der en port, som kendtes under navnet ”den skønnne port” (Ap. G. 3, 10).

           Jødernes forgård var i øvrigt ved en mur skilt i to dele med kvindernes forgård mod øst, endnu et tegn på kønsadskillelsen i jødisk religion. I den sidstnævnte forgård  stod der 13 tempelblokke, hvoraf de syv var forbeholdt gaver til templet og de seks forbeholdt gaver til de fattige. Fra kvindernes forgård  førte en port, kendt som Nikanorporten, ind til den inderste forgård, der ligeledes var opdelt i to afdelinger, hvoraf den yderste kaldtes iraeliternes forgård, og hvortil alle jødiske mænd havde adgang, og allerinderst lå ”præsternes forgård” med brændofferaltret og templet.

          Imidlertid skete det, at den romerske kejser Flavius Vespasianus Titus, som 69 e. Kr. efterfulgte sin fader, Vespasian, på tronen, også fortsatte dennes krig mod Palæstina, og året efter vandt han den endelige sejr over jøderne og ødelagde Jeusalem, sådan som Jesus havde forudsagt i sin spådom om Jerusalems ødelæggelse (Matt. 24. 1-41; Mark. 13, 1-32; Luk. 21, 5-33). Dette gjaldt også templet, og blandt Titus’ krigsbytte var den syvarmede lysestage og skuebrødsbordet, som i øvrigt begge blev afbildet på Titusbuen på Forum Romanum. I den anden jødiske krig i 1832.35 e. Kr. ødelagde kejser Hadrian (117-138 e. Kr.) systematisk Jerusalem og lod opføre en rent hedensk by kaldet Ælia Capitolium med et tempel for Jupiter på tempelpladsen. 637 e. Kr. erobredes Jerusalem af de islamiske arabere, som gjorde den til en hellig by også for deres religion, men 1099 befriede korsfarerne under  ledelse af Godefroi de Bouillon byen og oprettede et kongerige med navnet Jerusalem. Imidlertid blev byen generobret 1187 af sultan Saladin I af Ægypten. På den tidligere tempelplads blev Omar Moskeen opført i ???? og ligeledes al Aksa Moskeen. 

           Vedr. den syvarmede lysestage, så er denne et symbol på skabelsens 6 dage samt hviledagen. I det empel som blev bygget efter landsflygtigheden og som stod færdig i 515 f. Kr., havde den syvarmede lysestage i purt guld sin plads på skuebrødsbordet. Tallet syv var derfor helligt for jøderne. Ved Titus’ erobring af Jerusalem i 70 e. Kr. bragtes den sammen med skuebrødsbordet til Rom, og den ser derefter ud til at være gået tabt. Det er i øvrigt interessant, at tallet syv også har stor betydning indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, hvor tallet primært hentyder til de syv kosmiske grundenergier, som er al skabelses og livsoplevelses urgrundlag. 

 4  5. Mos. 6,4-9; Ap.G. 7,55ff. Filosofisk, kosmologisk og metafysisk set opereres der med tre grundformer for opfattelse af det guddommelige: monoteisme, polyteisme og ateisme.  Monoteisme, af græsk  ”monos theos” = ”én gud”,  kan gennemføres i tre former: Teisme,  deisme og panteisme. Teismen har to grundformer: den metafysiske og den religiøse teisme. Den metafysiske teisme mener at verden er skabt og hensigstsmæssigt indrettet af en evig og uforanderlig Gud, der selv står udenfor eller er hævet over verden, men som vilkårligt kan gribe ind i dens gang og dermed f.eks. også i menneskenes liv.

           I den religiøse teisme, sådan som vi finder den i jødedommen, kristendommen og islam, er Gud godt nok et højere væsen, men samtidig en magt eller kraft, der styrer, vejleder og griber ind i verdens begivenheder og menneskenes liv efter behov. I såvel jødedommen som i islam er Gud en vred, hævngerrig og straffende Gud overfor mennesker, der overtræder eller ikke overholder hans love og befalinger, men samtidig også en mild og kærlig Gud overfor dem, der overholder hans bud og love. Det samme er til en vis grad også tilfældet i kristendommen, idet den himmelske Fader belønner de gode og straffer de onde, som ikke omvender sig til troen på ham og hans udvalgte.   

           I den filosofiske deistiske gudsopfattelse forklares verdens sammenhæng og orden gennem antagelsen af en fra verden selv forskellig og ophøjet Gud, der engang har skabt verden og indrettet den hensigstmæssigt, men som ellers ikke griber ind i verdens gang. Denne form for opfattelse eller religion betegnes som ”den naturlige religion” i modsætning til ”den åbenbarede religion”, hvilket f.eks. vil sige jødedom, kristendom og islam.

           Panteismen opfatter Gud som identisk med verdensaltet, således forstået, at Gud, verden og naturen er ét. Gud er dermed hverken hævet over, adskilt eller forskellig fra verden. Det er denne opfattelse af Gud, man finder i bl.a. det indiske filosofiske system Vedanta og i nyere og måske endnu mere gennemført version i Martinus’ kosmologi. Den panteistiske gudsopfattelse strider imidlertid kraftigt mod jødisk, kristen og islamisk opfattelse og betragtes som kættersk og syndig, og folk med panteistisk opfattelse er derfor i tidens løb også blevet forfulgt og straffet hårdt af de ”rettroende”.  

           Polyteisme, af græsk ’poly’ = ’mange’, og ’theos’ = ’guder’, er en filosofisk og religiøs opfattelse, der mener at verden styres af mange guder, sådan som man eksempelvis kan se i antik ægypptisk, græsk, romersk og indisk religion. Men i alle tilfælde fandtes der dog en ’overgud’, som var ophav til de øvrige guder og gudinder. I ægyptisk religion var den øverste Gud Ra, i græsk og romersk religion var det Zeus, og i indisk religion er det Brahma, som igen er en ’udspaltning’ af det højeste væsen: Brahman.

           Ateisme, af græsk ’a-theos’ = ’uden Gud’, dvs. den opfattelse, der benægter en Guds eksistens. Oprindelig var ateisme ikke et udtryk for egentlig fornægtelse af en guds eksistens, men blot for, at man forholder sig neutralt til spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Det er principielt denne holdning, man finder hos nutidens naturvidenskab, hvorimod både den ældre og den nyere filosofiske materialisme – og specielt den politisk motiverede materialisme – totalt nægter en Guds eksistens, i og med at man mener at kunne forklare verdens eksistens, indretning og funktion på grundlag af fysisk-kemiske årsager og lovmæssigheder. For mange nutidsmennesker er spørgsmålet om Guds eksistens blevet så ligegyldig, at man end ikke gør op med tanken.

 5   Betegnelsen senjødedommen anvendes om perioden ca. 200 f. Kr. – 200 e. Kr., hvilket vil sige fra makkabæernes første frihedskamp mod syrerne til tiden lige efter Den anden jødiske Krig. Den sidstnævnte krig var en opstand mod den romerske besættelsesmagt, som 132-35 e. Kr. blev ledet af Bar Kokba, der erklærede sig som den af jøderne ventede messias, og det lykkedes ham da også at fordrive romerne og gøre sig til herre over det meste af landet, men han magtede ikke i længden at hold stand mod den romerske overmagt. – Saddukæerne var et af senjødedommens partier, som havde sine tilhængere i præsteskabet, adelen og som derfor tilhørte overklassen. Saddukæerne mente selv at nedstamme fra den Zadok, som kong Salomo udnæcnte til ypperstepræst ved templet i Jerusalem og som slægtsmæssigt føres tilbage til Aron, Moses’ broder og Israels første ypperstepræst (2. Mos. 6, 20: 3 Mos.8, 1 ff.; 1. Kong. 1, 32 ff.; 1. Krøn. 6, 4-8). 

          Det saddukæiske præsteskab var et aristokratisk parti med stor indflydelse omkr. 200 f. Kr, men de manglede folkelig opbakning. Tempelkulten var midtpunktet i deres teologi og de anerkendte kun Mosebøgerne som helligskrift og troede derfor ikke på et liv efter døden, lige som de ikke gjorde sig eskatologiske tanker om fremtiden, en holdning som i øvrigt var kendetegnenede for den øvrige jødedom i tiden omkr. Jesu fødsel. (Matt. 22, 23-33 med par.; Ap. G. 4, 2; 23, 6ff.). Sammen med deres modstandere, farisæerne, udgjorde saddukæerne Jesu værste modstandere (Matt. 16, 1.6.12). 

 6   Som nævnt er det et vigtigt og væsentligt budskab, når Jesus f.eks. siger: ”Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matt. 18,1-5; Mark. 9,33-37; Luk. 9,46-48). Det kan sammenholdes med Jesu ord til Nikodemus: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (de græske ord for ’født på ny’ kan også betyde: født ovenfra). Nikodemus forstod åbenbart ikke umiddelbart, hvad Jesus mente, og derfor spurgte han: ”Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?” Jesus svarede: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” (Joh. 3,1-21). Ja, for ånden er jo som sådan ’udenfor’ tid og rum, og derfor kan man ikke tale om, hvor den befinder sig rent stedligt. Den er i en vis forstand ingen steder og alle steder på én gang.

           Af den umiddelbart efterfølgende tekst fremgår det, at Nikodemus ikke forstod, hvad Jesus mente, men hvis vi nu oversætter ”født på ny” til ”født ovenfra”, så må meningen være, at uden at man bliver ’overskygget’ af Helligånden eller Guds Ånd, hvilket vil sige: uden at man via intuitionen kommer på bølgelængde med Guds bevidsthed, vil man ikke kunne opleve og fatte, at tilværelsen er udtryk for et guddommeligt under og det største eventyr, der findes. Det er det, det meget lille barn med sin fysisk endnu uerfarne og i god forstand naive bevidsthed, uberørt som den er af viden om materielle lovmæssigheder, fordomme og gustne overlæg, umiddelbart er i stand til at opleve og fatte.

 7  1. Mos. 1,26-27. Det gl.testamentlige officielle syn på kvinder kommer til udtryk i skabelsesberetningen, som tydeligvis står i det strengt patriarkalske samfunds tegn: Kvinden er skabt som mandens medhjælp (1. Mos.2, 18), og der er strenge regler for kvinders utroskab (4. Mos.5, 11ff.; 5. Mos. 22, 22ff.). Kvinder prises derfor som dygtige husmødre (Ordsp. 18, 22; Sir. 26), og som den skønne elskerinde (Højsangen), dog med en besk undtagelse i Prædikeren Bog, 7,26, hvor hun kaldes et fangegarn, der er beskere end døden. Denne opfattelse af kvinden tyder på, at der i gl.testamentelig tid fandtes kvinder med selvstændig personlighed og med egne meninger, både religiøst og samfundsmæssigt. Kvinder var qva deres natur som de, der føder liv, formentlig mere ’jordnære’ og knyttede til kræfter, der havde med undfangelse og fødsel at gøre. Det kan bl.a. ses af, at profeten Jeremias bebrejdede sine landsmænd, at de dyrkede gudinden ”Himmelens dronning” (Jer. 7,18),  symboliseret med stjernen Venus, som i den sammenhæng repræsenterer den vestsemitiske frugtbarhedsgudinde Astarte. Denne frugtbarhedsgudinde blev dyrket i Syrien-Palæstina. Her blev hun opfattet både som krigs- og kærlighedsgudinde (Højs. 6, 10), hvilket måske er baggrunden for udsagnet: ”I krig og kærlighed gælder alle kneb.”

           Profeten Jeremias kan endvidere fortælle om, at kvinderne bager offerkager til himmelgudinden (Jer. 7, 18), og om tempelprostitution (Jer. 5, 7). Men foruden skøger (læs: prostiturerede kvinder) fandtes der ogsp profetinder, der både spillede en religiøs og politisk rolle (2. Mos. 15, 20; Dom. 4; 2. Kong. 22, 14ff.). Men primært er kvindens betydning i Gamle Testamente hendes rolle for slægtens beståen (1. Mos. 18).

 8  I Ny Testamente fastholdes Gamle Testamentes patriarkalske opfattelse af kvinden, men i realiteten spiller kvinder en større rolle i f.eks. begivenhederne omkring Jesu liv og gerning, end den kanoniserede opfattelse vil indrømme. Kvindernes betydning I sammenhæng med Jeus liv og virke fremgår til dels af den efterfølgende hovedtekst.

 9  Mark. 3,31-35. Ethelbert Stauffer: Jesus, hans liv og samtid I historisk belysning. Oversat fra tysk efter ”Jesus, Gestalt und Geschichte” og ”Jerusalem und Rom” af Haakon Falcke. Jespersen og Pios Forlag, København 1961. Se heri især Første Del, Andet Kapitel, ”2 Marias søn”, pp. 24-27, 279-80. 

10 Luk. 2,4,44; 24,18 m.fl.; Matt. 22,37-40; jvf. 3. Mos, 19,18.Begrebet næste har flere betydninger i Gl. Testamente, som f.eks. ”ven”, ”fælle”, ”kammerat”, ”landsmand”, 2border” eller ”slægtning”, hvilket betyder, at ens næste er den eller dem, som man har er fællesskab med. Hvordan man bør forholde sig overfor denne ”næste”, kan ses af de sidste seks af De ti bud. Men de mange bud i loven forsøgtes sammenfattet i budet om næstekærlighed, der ansås for kernen og summen af  alle de andre bud. Se Rom. 13, 9; Gal. 5, 14; Jak. 2, 8. I nytestamentelig tid kunne evangeliernes Jesus gentage, skærpe og udvide næstekærlighedsbudet, som det sker i Matt. 19, 19 med par.; 22. 39 med par. Og Luk. 10, 27. Alle udgør uden undtagelse ens næste, også ens fjende, som man skylder ansvar og omsorg for, i praksis alle man møder og som omgiver os i hverdagen. 

           Den idealistiske opfattelse, at ubegrænset næstekærlighed omfatter et ansvar for hele menneskeheden, finder man hverken hos evngelisterne eller de øvrige nytestamentelige forfattere. Dette næstekærlighedsbegreb må dog siges at ligge implicit i Jesu kernelære og forkyndelse.

11  Stauffer, II. kap. Ditlef Nielsen, pp. 104-112.

12  Stauffer, II. kap., pp. 37-38. Ditlef Nielsen, pp. 127-128.

13 Navnet Judas var almindeligt forekommende i både gammeltestamentelig og nytestamentelig tid, men den mest berømte person med dette fornavn er Judas Iskariot, som var en af de tolv apostle. Nogle har gættet på, at tilnavnet Iskariot kunne hænge sammen med, at Judas måske havde tilknytning til modstandsbevægelsen zeloterne, hvilket vel kan anses for en ikke usandsynlig mulighed. I henhold til Joh. 12, 6 var Judas apostlenes regnskabsfører og kasserer, og som sådan uhæderlig (Joh. 13, 29). Det er dog et spørgsmål, om ikke påstanden om Judas’ uhæderlighed er en senere tilføjelse, hvor det gjaldt om at miskreditere ham. Motivet til hans forræderi fremgår ikke åbenlyst af evangelierne, men han var næppe drevet af  begærlighed, snarere af ivrighed efter at konstatere, om Jesus var den messias, som profeterne havde profeteret om og som jødefolket havde ventet på i århundreder. Det var skuffelsen over, at dette viste sig ikke at være tilfældet, og fortvivlelsen over sit forræderi, der drev ham til at begå selvmord ved at hænge sig (Matt. 27, 3-10 med par.). I Ap. G. 1, 15ff, siges det, at Judas’ rolle i Jesu liv var forudbestemt i Guds frelsesplan, en opfattelse, som Martinus stort set er enig i.    

14  Stauffer, II. kap., pp. 39-44.        

 

Noter til 2. JESU BARNDOM OG TIDLIGE UNGDOM

 

 1   Luk. 1, 1-80; 2, 1-20.

 2   Luk. 2, 21-40. – Duer findes i mange arter både som vilde og tamme husdyr. Tamme duer var i det gamle Israel de fattiges eneste kødspise, ligesom det var den eneste fugl, der måtte anvendes som offerdyr, også af fattige. Symbolsk er duen et yndet billede i poesien, særlig i elskovspoesien, som f.eks. i Højsangen 1,15; 2,14.

      I Palæstina er turtelduen en trækfugl og forårsbebuder, (Jer.8,7) og den blev tillagt mange gode egenskaber. (Matt.10,16). Som nævnt er duen i Ny Testamentes symbolsprog et billede på Helligånden (Matt.3,16 med par.).

 3   Luk. 2, 41-52.

 4    Ap.G. 1,14; Luk. 24, 13-53

 5  Luk. 2,52; Dan. 12, 3-4. Forfatteren af Daniels Bog menes at være profeten Daniel, som an­giveligt var en jøde, der blev depor­teret til Babylon i 606 f.Kr., og her udmærkede han sig ved sin stærke tro på Gud og som seer og drømmetyder. Mest almindeligt kendt er Daniel nok for, at hans modstan­dere ved hjælp af ondsindet list fik ham dømt for bespottelse mod kong Darius. Daniel nægtede nemlig at tilbede andre end Gud, den almægtige, og derfor blev han kastet i løvekulen, idet kongen, som var til stede, hånede ham med ordene: "Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde  dig!"

          Daniel blev da også reddet, idet Gud sendte en engel, som lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre ham noget. Han priste derfor både Gud og kongen, hvorefter han blev befriet. Hans tro på Gud havde frelst ham, siges det. Kongen lod derefter Daniels modstandere, disses koner og børn kaste i løvekulen, hvor løverne straks dræbte dem alle. (Dan.6.17-25) Historien er naturligvis en legende med moralsk sigte.

 6  Édouard Schuré: De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige historie. Rama - Krishna - Hermes - Moses - Pytha­goras - Platon - Jesus. Oversat efter Les Grand Initiés (132.­udgave, 1946) af Johannes Hohlenberg. For­laget Kronos. Køben­havn 1948. Bogen udkom første gang i 1889 og er siden trykt i en mængde oplag og er oversat og udkommet på en række frem­med­sprog.

 

Noter til 3. MENNESKESØNNEN ELLER MESSIAS/KRISTUS

 

1        Jf. Maria- eller Madonnakulten i den katolske kirke. Legendedannelsen omkring Maria, Jesu moder, begyndte allerede i barndomshistorierne, se Matt. 1,18-2,23; Luk. 1,26-38; 2,1-52, men tiltog i særlig grad i det 2. århundrede. Det er fra den tid, at de såkaldte apokryfe barndomsevangelier stammer f.eks.: Jakobs Bog og Peters evangelium

 2    Vedr. indvielsens tre faser: Såfremt man vil og kan fastholde det tredelte indvielsesskema, må man i det mindste som en hypotese acceptere, at første del af Jesu indvielse kan have fundet sted hos essæerne i Qumran, og at denne har fundet sin officielle bekræftelse i og med, at Johannes Døberen døbte Jesus i Jordanfloden i nærheden af den østligt beliggende landsby Betaraba også kaldet Betania, ikke at forveksle med det Betania, som ligger nærmere Jerusalem og hvor søstrene Martha og Maria og deres broder Lazarus boede. I den forbindelse siges det ganske vist, at Jesus ankom til stedet fra sin hjemby Nazaret i Galilæa (Matt. 3, 13-17; Mark. 1, 9-11; Luk. 3, 21-22; Joh. 1, 35-51), og ikke fra egnen ved Qumran, som man vel egentlig skulle have forventet, hvis hypotesen om Jesu opdragelse og første indvielse skal holde stik.. Her kunne man måske tillade sig at mene, at eftersom Qumran-menigheden søgtes hemmeligholdt og at der ligefrem var dødsstraf for at røbe dens eksistens og hjemsted, at Jesus (og Johannes) så også måtte tie dermed. Ifølge evangelierne havde Jesus på det tidspunkt endnu ingen disciple eller apostle, så det er derfor ikke til at vide, hvem der har fortalt evangelisterne om, hvorfra han kom. Men eftersom det fremgår af alle fire evangelier, at Jesus ved den lejlighed var ankommet fra Galilæa, er dette derfor blevet traditionen. Imidlertid fortæller Johannesevangeliet, at Jesu første discipel faktisk også var Johannes’ disciple, nemlig  Andreas, en broder til Simon Peter, som blev Jesu næstfølgende discipel. Derefter fulgte Filip, som i lighed med Andreas og Simon Peter var fra byen Betsajda ved den nordøstlige bred af  Genesaret sø.  Endelig fulgte Natanael som den fjerde discipel, men han var angiveligt ikke fra Nazaret, men derimod fra Kana ca. 14 km nord for Nazaret. De pågældende mænd var altså langt væk hjemmefra på dette tidspunkt. 

        Men bortset fra det, er spørgsmålet her, om ikke Jesu frsitelse i klippehulen i ørkenen også hører med til første indvielsesfase, hvorefter anden indvielsesfase omfatter forklarelsen på bjerget, indtoget i Jerusalem, salvningen i Betania og påskemåltidet med nadverens indsiftelse. Tredje fase vil herefter være identisk med sjælekampen i Getsemane Have, arrestationen, forhørene hos Kajfas og Pilatus, dødsdommen, korsfæstelsen, begravelsen, opstandelsen og ’himmelfarten’, hvorunder Jesus udsteder den såkaldte missionsbefaling.  Skematisk opstillet ser Jesus tre indvielsesgrader således ud:

 

      

        1. indvielsesgrad:

                                       Initiationen og oplevelsen af enheden med Gud i Qumran-klostret

                                       Johannes Døberen døber Jesus, som tegn på dennes åndelige status

                                       Jesu fristelse i ørkenhulen

 

        2. indvielsesgrad:

                                       Forklarelsen på bjerget og mødet med Moses og profeten Elias          

                                       Indtoget i Jerusalem

                                       Salvningen i Betania

                                       Påskemåltidet med nadverens indstiftelse

 

        3. indvielsesgrad:

                                       Jesu sjælekamp i Getsemane Have

                                       Arrestationen og forhøret hos Kajfas og Pilatus

                                       Dødsdommen

                                       Korsfæstelsen

                                       Begravelsen

                                       Opstandelsen

                                       Himmelfarten og missionsbefalingen 

 

3    Mal. 3,23-24; Matt. 28,18-20 med par. - Det er dog et spørgsmål, om ikke det universale hovedsigte i missionsbefalingen skyldes Jesus, for den stemmer godt med indholdet af hans forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse (Matt. 23,34-39; 24,1-41 med par.) og af verdensdommen (Matt. 25, 31-46 med par.). Også selvom Jesus andetsteds siger, at evangeliet eller den ny lære kun skal prædikes blandt jøder (Matt. 10,5-15 med par.) 

4        Stauffer, p. 245.

5        Mark. 1,6; Matt. 11,18; 12; Luk. I,15; 3,6-7.

6        Joh. 1,19-51.

7        Mark. 1,7-8. Natt. 3,11-12. Luk. 3, 16-18. Joh. 1,32-32.

 

Noter til 4. MENNESKESØNNEN

 

 1   Matt. 3,15-16; Joh. 1,32-34; Mark. 1,10-11 med par.

 2   Joh. 7,52; Mark. 14,70; Ap.G. 2,7.

 3   Joh. 1,35-51.

 4   Matt. 4,12-16; Es. 9,1 f.

 5   Matt. 4,23-25.

 6   Joh. 19,25-28.

 7   Ditlef Nielsen, p. 138.

 8   Mark. 1,24-28 med par.

 9   Mark. 1,35-39. - Vedr. Simon Peters svigermoder: Matt. 8, 14-17. Mark. 1, 29-34. Luk. 4, 38-44. Nogle har udtrykt den opfattelse, at alle Jesu disciple skulle være ugifte, for at kunne følge ham. Se f.eks. Den Ny Verdensimpuls nr. 1. - marts 2009, side 50, spalte 1. Der mener redaktør Ruth Olsen følgende: „Der er ingen tvivl om, at Jesus havde et nært forhold til Maria Magdalene, fordi hun angiveligt var den, der forstod ham bedst. Men alle hans disciple måtte afstå fra familie og ægteskab, hvis de ville følge ham. Ifølge Lukasevangeliet 14,26 skulle han ligefrem have sagt, at man skal „hade sin fader og moder og hustru og børn osv“, hvis man  ville være hans discipel. Jeg tror ikke, han har sagt „hade“, men for at blive uselvisk alkærlige må de afstå fra ægteskabskærlighed, der jo logisk set er selvisk.“ – Til det er der for det første det at sige, at mon ikke Ruth Olsen forveksler Maria Magdalene med Maria fra Betania? For iflg. Joh. 11, 1-2; 12, 3-4. Luk. 10, 38-42., identificeres Martas og Lazarus’ søster, som den Maria,, der salvede Jesus og tørrede hans fødder med sit hår. Den rolle, som Maria Magdalene er kommet til at spille i Ny Testamente skyldes i hovedsagen, at hun var en af dem, der overværede Jesu korsfæstelse og den, der gik ud til graven, for at salve den formodet døde (Matt. 27, 56 med par.; 27, 61 med par. Matt. 28, 1 ff. Med par. Joh. 20, 1 ff.), og som også var den, der som den første talte med den genopstandne Jesus. Maria Magdalene er senere blevet identificeret med synderinden, som farisæerne ville stene, men som Jesus frelser ved sine visdomsord (Luk. 7, 36 ff.). Det har for nogle haft betydning, at der findes fragmenter af et apokryft Marias evangelium, hvori Maria Magdalene fremstilles som bringer af en særlig åbenbaring. - For det andet, at ordene „Simon Peters svigermoder“ jo indikerer, at manden må have været gift. Det antydes desuden med ordene „hade sin fader og moder og hustru og børn“. I øvrigt skal ordet „hade“ i henhold til Nytestamentlig ordforklaring forstås som ‚holde sig afsondret fra, forsømme, tilsidesætte, ikke tage hensyn til’. Jf. Matt. 6, 24. Luk, 14, 26; 16, 13.  Joh. 12, 24. Åb. 2, 6. 

      Vedr. Maria Magdalenes betydning i Jesu liv, er der i nyere tid blevet fremsat en konspirationsteori, som går ud på, at den katolske kirke i århundreder har skjult sandheden om, hvad der virkelig skete mellem hende og ham efter hans død og såkaldte genopstandelse. Teorien går kort fortalt ud på, at Jesus ikke døde, men giftede sig med Maria Magdalene og gjorde hende gravid, hvorefter hun for at beskytte barnet drog den lange vej til Frankrig. Her fødte hun en datter, som hun navngav Sarah, og dette barn blev stammoder til Merovianerslægten, som var arvinger til Frankrigs trone. En efterkommer af denne slægt var arkitekten Pierre Plantard, som i 1970’erne gjorde krav på at besidde arveretten til den franske trone. En halv verden hoppede på denne fantastiske og usandsynlige teori, da den i 2004 blev kolporteret videre af den amerikanske forfatter Dan Brown i og med hans digre roman „Da Vinci Mysteriet“. Se evt. Herom i artiklen Konspirationsteorier – sandhed eller falsum? her på hjemmesiden.

10  Mark. 1,39-45

11  Luk. 4,16-30.

12  Joh. 2,1-13.

13  Imod, at der med Jesu forvandling af vand til vin skulle være tale om en ’historisk’ begivenhed, taler det bl.a. også, at moderen iflg. de andre evangelier ikke kendte til, at hendes søn Jesus skulle være noget særligt i forhold til hendes andre børn eller andre mennesker. Maria og to af hendes andre sønner, Jakob og Judas, begyndte først at anse Jesus for Messias efter hans død og opstandelse. Mark 2,21; Matt. 12,46ff. med par.; 13,56 med par.; 1. Kor. 15,7; Ap.G. 1,14; 1. Kor. 9,5.

 

Noter til 5. DEN OMVANDRENDE FORKYNDER  

 

1   Mark. 2,1-12. – Vedr. straf ved stening, hævder nogle, at Jesus ikke tager afstand fra stening i det tilfælde, hvor kvinden, der var blevet grebet i hor, var hjemfalden til denne form for straf, som var den almindeligt anvendte i særlige tilfælde i jødedommen siden Moses' dage (3. Mos. 24, 10-16; 5. Mos. 13,6-11; 17, 2-7). Når Jesus i Johannesevangeliet , 8. kap., siger, at "den som er ren, han kaste den førte sten", så betyder det jo, at han forventede at ingen af de lovfromme farisæerne ville blamere sig og overtræde lovens krav om renhed hos den, der vil dømme og straffe andre.  

      For en uvildig bedømmelse er det helt klart, at Jesus i alt fald indirekte tog afstand fra stening, hvilket skete i medfør af hans etik og moralkodeks, sådan som det kan ses af Matt. 23, 31: "... Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! ..." Jesus blev selv flere gange udsat for risikoen for stening, men undslap hver gang. Det fremgår af Joh. 8,59; 10,31-34: 11,8. Det fremgår af disse skriftsteder, at det var vrede over Jesu provokerende og lovstridige udtalelser, der ophidsede jøderne til at ville stene ham.

      Stening var også en straf, der senere blev taget i anvendelse over for Paulus og Barnabas (Ap.G. 14,5) og Paulus (Ap.G. 14.19; e. Kor. 11,25), og i tilfældet med Stefanus' martyrdød (Ap.G. 7,54-60).

      Stening var også en dødsstraf i henhold til den jødiske kætterlovgivning, og gjaldt i tilfælde af tilsidesættelse af Moseloven, gudsbespottelse, frafald til afgudsdyrkelse, forførelse til frafald, frafaldsprædikanter og falske profeter - som Jesus blev anset for at være og senere dødsdømt og henrettet for. Men så vel dødsdommene som steningen og andre former for henrettelse, skete angivelig alt sammen i henhold til loven og i bedste hensigt og mening. 

      Personligt kender jeg ikke nok til islam og islamisk lovgivning til at kunne udtale mig herom. Men i henhold til bl.a. imam Abdul Wahid Petersen, er stening bl.a. en dødsstrafform i den islamiske lovpakke, som han ikke ønsker at tage afstand fra, i modsætning til, hvad tilfældet angiveligt er for  enkelte andre muslimer, som anser stening  for at være en barbarisk skik fra fortiden.

2   Mark. 8,5-13

 3  Begrebet synd omfatter i gammeltestamentlig forstand enhver fælles­  skabsned­brydende handling, hvilket vil sige der er tale om et brud på den pagt, som er sluttet mellem Gud og Israels folk, og som regulerer menne­skers ind­byrdes forhold. Derfor medfører synd også skyld og straf, der er et grund­læggende tema hos profeterne, hvis forkyndelse som fælles­nævner har dommen over Israels pagtsbrud. Syndens modstykke er den lydighed mod Guds bud, som fører til velsignelse.

          Synden blev i ældre tid opfattet som kollektiv, sådan for­stået, at enkeltpersoner kunne påføre hele fællesskabet skyld ved at begå synd. Men senere møder man den opfattelse, at enhver må stå til ansvar for egne gerninger, og at alle menne­sker har begået synd. (Ez. 9.-10.). Synd betragtes herefter som en ond skæbne, der blev menneskene til del ved Adams og Evas syndefald, men denne skæbne betyder dog ikke fritagelse for ansvar.

          I bibelsk forstand, er synd i det hele taget et udtryk for det, der skiller mennesket fra Gud, og denne tankegang præger også Ny Testamente, hvis indhold faktisk kan sammenfattes i ordene "syndernes forladelse". Gennem sin død for vore synder har Jesus åbenbaret Guds tilgivende kærlig­hed for mennesker, hvilket dog ikke betyder, at synden er udryddet, men derimod at synden for den troende ikke længere betyder en uovervindelig afstand mellem Gud og mennesker, hvorved syndens magt er brudt. Og fordi Jesus siges at have givet sit liv som løsesum for mange, kaldes han "Guds lam, som bærer verdens synd".

          Det helt igennem teologiske begreb arvesynden, også betegnet som det onde, er efter Adams overtrædelse noget, som ethvert menneske har lod og del i. Læren om arvesynden og det onde kalder disse fænomener for uforklarlige, og den giver derfor ikke nogen forklaring på, hvordan - eller hvorfor - synden er kommet ind i verden. Dette syn på synden og det onde, deles ikke mindst af Paulus, som i brevet til romerne, 7,15, blandt andet skriver: "Jeg forstår ikke min egen handlemåde; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det jeg hader, det gør jeg".

          Læren om arvesynden skyldes kirkefaderen Augustin (354-430), som hævder, at det ikke er de enkelte synder, der gør menne­sket syndigt, men at det er det syndige menneske, der begår de enkelte synder. - Man kan natur­ligvis mene om læren om arvesyn­den, hvad man vil, men den er imidlertid en delvis forudsætning for, at kunne forstå det bibelske sprog og de bibelske beret­ninger. Imidlertid kan åndsvidenskaben - i modsætning til teologien - bidrage til at forklare, hvad arvesynd, synd og skæbne egentlig er for fænomener, når disse vel at mærke anskues fra en fordomsfri synsvinkel, og når de sættes ind i en noget anden og større sammenhæng. Også det skal vi se nærmere på senere.

 4   Mark. 2,18-22. Begrebet lignelse eller parabel (af græsk: parabolé = lignelse, billedtale), er en til fortælling udvidet sammenligning eller billedsprog, som er taget fra det daglige liv. Der er flere forskellige former for billedtale: ordsprog, sammenligninger, korte lignelser, længere lignelses­fortællinger og allegorier, hvor hvert træk har en dybere mening end den umiddelbare. Hertil kommer de såkaldte eksempelfortællinger. Lignelsen stiller billede og virkelighed over for hinanden som to realiteter, hvorimod allegorien er en ægte sammenligning, hvorved alle bille­dets træk må overføres til den åndelige virke­lighed. Et eksempel på en udpræget lignelse er den om den fortabte søn (Luk.­15,11-32), men Jesus bruger i enkelte tilfælde allegoriens form, som f.eks. i lignelsen om sædemanden (Matt.13,1-23) og om ugræsset (Matt.­13,24-30).

          De såkaldte eksempelfortællinger drejer sig om at fremstille et eksempel på, hvad man skal eller ikke skal gøre i en nærmere bestemt situa­tion. En sådan eksempelfortælling er f.eks. den barmhjertige samaritaner (Luk.10,25-37).

          Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk.16,19-31) indtager en særstilling blandt eksempelfortællingerne, idet den udtrykker en gengældel­seslære, som nogle teologiske forskere mener er uforenelig med Jesu Gudsrige-forkyndelse. En sådan opfattelse må antagelig bero på, at man ikke tillægger Jesu-ord om skæbnemæssig gengældelse nogen betydning. Sådanne ord forekommer eksempelvis i Matt.26,52-53: "Stik  dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd." (Jf. Gal.6,7; Jak.2,14-26; Åb.13,10).

          Formålet eller hensigten med lignelsen er at illustrere en vanskeligt forståelig sandhed ved hjælp af et billede fra hverdagslivet. Lignelsen var en meget benyttet fortællingsform i den rabbinske undervisning, og det er derfor ikke noget specielt for Jesu forkyndelse, når han betjener sig af denne fortælleform.

          De fleste af Jesu lignelser handler om Guds rige, som han ved at sammenligne det med forhold i hverdagslivet søger at få sine tilhørere til selv at danne sig forestillinger eller tanker om, hvordan det forholder sig med det. Lignelsen er altså beregnet på at skulle være ligetil og at kunne forstås umiddelbart, og ikke gådefuld, sådan som tilfældet er med allegorien, der i reglen må tydes og udlægges, før dens fulde indhold (sandhed) bliver forståelig.

          Evangelierne gengiver i alt 34 lignelser, som tilskrives Jesus.

 5    Luk. 6,1-5.

 6   Matt. 6,6-11.

 7   Søren Giversen: Tomas-evangeliet.

 8   Joh. 20,24-29.

 9   Matt. 10,4 med par.; 26,14ff.; Joh. 12,6; 13,28-29.

10  Matt. 27,3-10 med par.; Ap.G. 1,16-20. 

11 Moseloven (2 Mos.12) foreskriver en ganske bestemt måde, hvorpå den jødiske påske (hebr. "pesah" = "forbigang") skal fejres: Familiefaderen skal på den tiende dag i den første måned, nisan (fra midt i marts til midt i april), udvælge et sundt og velskabt lam eller kid af hankøn og holde det isoleret indtil den fjortende dag om aftenen, hvor det skal ofres (slagtes) og dets blod påsmøres  husets to dørstolper og overliggeren, idet dyret steges helt. Samme nat skal dets kød spises sammen med bitre urter og usyret brød. Festdeltagerne skal have bælte om livet, sko på fødderne og stav i hånden, og måltidet skal indtages i største hast, alt sammen for at mindes udvandringen fra Ægypten.

          Det menes, at påsken oprindelig har været delt i to fester, nemlig for det første en forårsfest med oprindelse i en kvægavlerfest i nomade­tiden. For at sikre årets frugtbarhed, har man ofret et lam eller et kid, formentlig det førstefødte af hankøn. Ifølge loven tilhørte al før­stegrøde Gud Herren, konkret forstået som den første del af af­grøden, og i overført betydning forstået som Israels folk. Offer­skikken gjaldt oprindelig også det før­stefødte drenge­barn, men denne grusomme skik er dog tidligt blevet afløst af et erstatnings­offer.

          For det andet har der været tale om en agerdyrkerfest, hvor førstegrø­den af byghøsten ofredes, idet hele høsten derved blev helliggjort. Derfor kaldes påsken også for "de usyrede brøds fest". Sidstnævnte fest blev fejret i Kana'an inden israleliternes indvandring fandt sted, men blev altså efterhånden overtaget af disse og sammensmeltet med kvægavlerfesten. Begge fester havde i praksis nogenlunde samme karakter, ligesom de tids­mæssigt faldt sammen, nemlig omkring forårsjævndøgn. Navnet "pinse" kommer af det græske "pentekosté": "den halvtredsindstyvende" (dag efter påsken), og er betegnelsen for den jødiske fest, som blev fejret syv uger efter påske. For jøderne var den en høstfest, hvor før­stegrøden af hvedehøsten blev frembåret som offer.

          Løvhyttefesten (af hebr. sukka eller sukkot = hytte eller hytter) fejrede jøderne i syv dage fra den 15. dag i den syvende måned, tisjri (fra midt i septem­ber til midt i okto­ber), når høsten var overstået. I syv dage flytte­de man ud i det fri og boede i midlertidigt opførte løv­hytter, hvilket skete til minde om, at forfædrene efter udvandringen fra Ægypten boede i hytter (telte) i ørkenen.

          Til de store jødiske fester hører også Purimsfesten, der dog ikke er en valfartsfest. Den fejres den 14. og 15. i måneden adar (fra midt i februar til midt i marts), angiveligt til minde om de begiven­heder, der er skil­dret i Esters Bog. Det er en udpræget glædes­fest af karnevalsagtig karakter, som menes til dels at have sin oprindelse i den lykke­lige udgang på jødeforføl­gelsesforan­staltninger i Perserriget, og dels i en fest, som er overtaget fra perserne og især er blevet fejret af de talstærke østjødi­ske menig­heder. Ordet "pur" skal formentlig forstås i sin babyloniske betydning: "lod", idet man ved den persiske og babylo­niske nytårsfest, der fejredes om foråret, ved lodkast­ning aflæste gudernes vilje med hensyn til det kommende år.

          Men som glædesfest i den førstnævnte betydning, har Purims­festen antagelig sin oprindelse i, at den persiske stormand, Haman, ifølge Esters Bog, var blevet så vred på jøden Mordokaj, at han fattede en plan om at udrydde alle jøder i Perserriget. For at finde den bedste dag at begynde jødefor­føl­gelserne på, lod Haman kaste lod (pur) herom.

          For jøderne var påsken oprindelig en familiefest, men efter udvandringen af Ægypten skiftede den indhold, idet påskeofferet nu alene måtte bringes i helligdommen, hvilket i praksis vil sige templet i Jerusa­lem. Påsken er dog blevet fejret på begge måder indtil år 70 e.Kr., hvor templet lagdes i ruiner af romerne, og herefter blev påsken udelukken­de hjemmenes fest. Festens hovedelement blev derfor påskens "legende", som er skildret i 2.­Mosebog, kap.1-15.

12  Mark. 2,27-28; 6,14-17.

13  Matt. 16,13-17; 22-23.

14  Matt. 16.24-28.

15  Joh. 6,48-51.

16  Joh. 6,42-43; 61-64. -  Med udtrykket "Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet", sigter Jesus utvivlsomt til det forhold, som inden for åndsvidenskaben, specielt i Martinus' Kosmologi, er kendt som forholdet mellem ånd og materie eller ånd og krop ( = kødet). Det er udtrykt i det levende væsens grundanalyse som et treenigt princip: Jeget ("substansen"), overbe­vidst­heden ( = et højpsykisk kraftfelt) og underbevidstheden (= et psykisk kraftfelt). Den fysiske krop er en art "forlængelse" af underbe­vidstheden, idet den er opbygget af samtlige de energier, der råder i denne. Men det afgørende er, at det er bevidstheden der er det centrale og primære i forholdet, hvilket kan ses af, at kroppen ikke af sig selv kan foretage sig noget viljesmæssigt aktivt, når bevidstheden af en eller anden årsag er fraværende, som f.eks. under søvn, bedøvelse og bevidstløshed, og specielt ikke, når kroppens forbindelse til bevidst­heden er helt ophørt, som det er tilfældet ved dødens indtræden. Konklusionen må derfor blive identisk med Jesu konstatering af, at "det er ånden, som gør levende, kødet gavner intet".

17  Matt. 17,1-4; 5-6.

18  Matt. 17,6-9; Mark. 9,11-13; Luk. 14-17; Sl. 22,2ff; Es. 53,3f. - Den skikkelse, hvormed Jesus viste sig for Peter, Jakob og Johannes under den såkaldte "forklarelse", var sandsynligvis identisk med den, vi senere, efter Jesu død og begravelse og såkaldte opstandelse, hører om, at Jesus for første gang efter sin død viser sig med, nemlig for Maria Magdalene. Hun var i sin sorg søgt ud til graven, for at være i nærheden af sin elskede mester, men havde dog ikke ventet at møde ham lyslevende. Når dette allige­vel blev tilfældet, er det ifølge åndsviden­skaben fordi der var tale om en såkaldt materiali­sa­tion. En materiali­sation foregår ved, at stærkt kon­centrerede åndeli­ge energier gennem­stråler de fysiske materier i så høj grad, at de bliver synlige på det fysiske plan. Når det åndelige væsen, som i dette tilfælde altså Jesus, antagelig bistået af åndelige hjæl­pere, de såkald­te engle, under sin viljes kontrol materia­liserer en midlerti­dig kopi af sit fysiske legeme, sker det for at fysisk levende mennesker skal kunne gen­kende vedkommende.

          Det var altså ikke Jesu afdøde, fysiske legeme, Maria så ved den lejlig­hed, og heller ikke den krop, de andre disciple så ved forskellige senere lejligheder. Jesu fysiske legeme var ganske rigtigt fjernet fra graven, ikke ved at hans dis­ciple havde "stjålet" og skjult det, men ved at Jesu åndelige hjæl­pere gennem kraftig strålingsenergi havde dematerialiseret og dermed opløst det i atomer, hvorefter liget igen er blevet materialiseret og lagt et passende sted, for at det dér kunne opløses og overgå i det naturlige fysiske kredsløb.

          Da Maria af glæde over at møde sin elskede mester, som hun i første omgang ikke genkendte, men troede var    havemanden, ville omfavne ham, sagde han advarende: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op  til min Fader. Men gå til mine brødre, og sig til dem: jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." (Joh.20,11-18). Ifølge åndsvidenskaben skyldtes Jesu advarsel til Maria, om ikke at røre ved ham, at den materialiserede kropskopi var så stærkt vibreren­de, at det ville have betydet livsfare for hende, at gøre det. Dette gjaldt åbenbart ikke ved de senere lejligheder, hvor Jesus materia­liserede sig og bogstave­lig talt kom til syne for øjnene af sine undrende disciple, som var forsam­lede bag lukkede døre af frygt for modstanderne. Åndsviden­skabeligt set kunne for­klaringen herpå være den, at det nu var lykke­des for Jesus, at dæmpe sin fysiske apparitions vibra­tioner til et niveau, som ikke var farligt for mennesker at røre ved. Derfor kunne en Tomas få lov til at stikke sin finger i naglegabene og sin hånd i såret i siden, hvor en af de romerske soldater havde stukket Jesu fysiske krop med et spyd.

          Og når Jesus materiali­serede sin kropskopi med naglegabene og såret, må det hænge sammen med, at han formentlig ellers ville have haft svært ved at overbevise disciplene om, at det virke­lig var "ham", de havde foran sig. Men i henhold til åndsviden­skaben, kunne han lige så godt have materiali­seret en kropskopi uden de nævnte sår.

19  Matt. 11,1-19.

20  Mal. 4,5.

 

Noter til 6. "JEG ER VERDENS LYS"

 

 1   Joh. 2,13-18.

 2   Matt. 21,13-18; Mark. 11,15-18; Luk. 19,45-48; Joh. 2,18-22.

 3   Matt. 21,14-6; Sl. 8,3.

 4   Matt. 5,38-48.

 5   Matt. 7,12; Luk. 6,27-36.

 6   Joh. 3,1-21.

 7   Joh. 4,1-42.

 8   Joh. 7, 47-52.

 9   Es. 9,1-2.

10  Es. 9, 6-7; Mika. 5,1-4; Matt. 2,1ff.; Luk. 2,4-15; Joh. 7,41-42.

11  Joh. 8,1-10. – Her skal indskydes, at ifølge en nyere konspirationsteori, som primært skyldes den franske arkitekt Pierre Athanase Marie Plantard (1820-2000), som gav sig selv tilnavnet de Saint Clair, blev Maria Magdalene angiveligt gift med Jesus efter at denne havde overlevet korsfæstelsen. Maria blev kort efter gravid, men måtte for sin og det ufødte barns sikkerheds skyld drage i landflygtighed og herunder endte hun af alle lande med at tage fast ophold i Frankrig, hvor hun senere fødte sit barn, som i dåben fik navnet Sarah. I bogen ”Prieuré de Sion” (på dansk ”Sions Priorat”) hævdede Plantard, at den katolske kirke havde skjult denne ’sandhed’ for offentligheden, hvilket han baserede på fundet af nogle angiveligt ethundrede år gamle pergamenter, som han påstod at have fundet hemmeligt opbevaret i en klosterkirke i Sydfrankrig. Plantard var selv bosat i den landsby, hvor kirken var beliggende.  Han påstod endvidere, at pergamenterne berettede om en international organisation kaldet Sions Priorat, ifølge hvilken Merovianerslægten var efterkommere af Jesus og Maria Magdalenes datter Sarah. Plantard tilhørte angiveligt selv denne slægt, som var arveberettigede til Frankrigs trone, hvorfor han påstod at være efterkommer af den sidste merovianske konge, Dagobert 3, og derfor var den retmæssige arving til nævnte trone. Organisationen Sions Priorat virkede bl.a. gennem Tempelherreordenen, en gejstlig fransk ridderorden, som blev stiftet i Jerusalem i år 1110 med det formål at beskytte kristne pilgrimme og korsfarere. Til trods for, at ordenen med tiden blev en økonomisk og politisk magtfaktor, ophævedes den dog i 1312. 

     Det var dog ikke alle, der troede på Plantards fantasifulde beretning, eller på de nyfundne og kun ethundrede år gamle pergamenter, og der blev derfor foranstaltet indgående undersøgelser af Plantards ’bevismateriale’. Under en påfølgende retssag blev han tvunget til at indrømme og under ed vedstå, at de nævnte pergamenter var fremstillet af ham selv og derfor falske, lige som hele historien omkring ordenen Sions Priorat var det pure opspind fra hans side.

        Imidlertid var der andre, som i mellemtiden fandt Plantards beretninger så nteressante, at de spandt videre på historien, og de skrev derfor sammen bogen ”The Holy Blood and the Holy Grail”, som udkom i 1982 i London og blev genudgivet i 2005. Forfatterne var englænderne Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln. Bogen vakte i første omgang ikke nogen videre opsigt, men dens indhold og ideer inspirerede den amerikanske succesforfatter Dan Brown til romanen ”The da Vinci Code”, på dansk ”Da Vinci Mysteriet”, som ved sin fremkomst i 2004 blev en verdenssensation, som blev oversat til 44 sprog og i første omgang solgte 60 millioner eksemplarer. Det gjorde Dan Brown til millionær på rekordtid. To af forfatterne til bogen ”The Holy Blood and the Holy Grail” anlagde efterfølgende sag mod Dan Brown for plagiat, men tabte retssagen. Problemet med Dan Browns roman var og er, at han efter kæmpesuccessen påstod, at dens indhold var udtryk for historiske kendsgerninger, der var blevet hemmeligholdt af den katolske kirke, og dermed indrullerede han sig selv blandt konspirationsteoretikernes tvivlsomme skare. Emnet er omtalt i min artikel Konspirationsteorier – fakta  eller falsum?, specielt i afsnittet Er Da Vinci Myateriet et mysterium?.  

12   Vedr. begrebet synd, se 5. kap., note 3.

13   Joh. 5,14.

14   Joh. 8,10-11.

15   Joh. 8,12.

16 Es. 9,6-7. Både i kulturel og religiøs henseende var Galilæa under en vis ind­flydelse udefra, og befolkningen var desuden af blandet herkomst og blev derfor betragtet som andenklasses jøder, ligesom det anses for sand­synligt, at der ikke har været tale om israelitisk bosættelse i større omfang. På Jesu tid blev Galilæa regeret af den romerske lydkonge Herodes Antipas, som var ivrig tilhænger af hellenistisk kultur. Han havde dog kun titel af tetrark (landsfyrste), men i år 39 e.Kr. rejste han - kraftigt ansporet af sin ærgerrige hustru, Herodias - til Rom, for at bede kejser Caligula (12-41 e. Kr.) om kongetitlen, men i stedet blev han sat helt fra bestil­lingen og lands­forvistes til Galli­en.

17  Joh. 5,32-33; 8,12-19.

18   Joh. 8,19-22.

19   Joh. 8,23-27.

20   Joh. 8,28-29.

21.  3. Mos., 1-14.

22   ÅB. 4,8-11; 5. Mos. 6,4; Joh. 6,45-47; 10,30-31.

23   Joh. 6,51; 57-58; 62-63.

24   Joh. 8, 44-45.

25   Joh. 8,54-59.

26   Joh. 10, 22-42.

 

Noter til 7. "JEG ER OPSTANDELSEN OG LIVET"

 

 1   Joh. 7,1-5.

 2  Joh. 7,6-9.Begrebet "verden" findes i Ny Testamente udtrykt i to forskellige ord: kosmos og aion. Ordet kosmos betyder egentlig prydelse, men hos grækerne tillige det smukke og harmonisk ordnede verdensalt. Men i Ny  Testa­mente, og her i særdeleshed hos Paulus og Johannes, betegner ordet "verden" hyppigt den syndige, mod Gud fjendtlige menneskeverden (se f.eks. 1 Kor.­2,12. 2.Kor.7,10. Gal.6,14. Joh.7,7. 15,18f; 16,11; 1 Joh.­5,19. Jak.4,4).

          Ordet aion = æon, betegner egentlig en lang tidsperiode eller tidsalder, og kan derfor ofte gengives ved "evighed" ( f.eks. Matt.6,13. Mark.­3,29. Joh.4,14: 11,26. 1 Kor.8,13). I senjødedommen og ny­testament­lig tid regnede man med to tidsperioder: "denne tidsalder" og "den  kommende tidsalder", som tilsammen udgjorde hele verdensforløbet. ­Skellet mellem de to tidsaldre udgjordes af Messias' (Kristi) komme. I den  ældste kristne menighed betragtede man undertiden "den kommende tids­periode" som begyndt med Jesu fremtræden her på jorden. Men man kunne også regne Messi­as' fremtidige komme i herlighed (Jesu "genkomst") for det egentlige vendepunkt, og i så fald levede man altså endnu i slut­ningen af "denne tidsalder".

          Forestillingen om de to tidsaldre kunne dog i en vis forstand forenes, idet man sagde, at de kristne allerede lever i "den kommende tidsalder”­ medens de, der står uden for menigheden endnu er i "denne tids­alder". Ordet aion kom derfor til at betyde "verden, verdensorden", og det oversættes derfor hyppigt ved ordet "verden".

 3    Joh. 7,11-20.

 4    Joh. 7, 20-24.

 5    Joh. 7, 25-30.

 6    Joh. 7,32-37.

 7    Joh. 7,37-49; Es. 12,3; 44,3; 58,11; Zak. 14,8.

 8    Joh. 3,1-4.

 9   Joh. 3,4-9. Med ordene "hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd", sigter Jesus endnu engang til forholdet mellem ånd og materie, et spørgsmål, som er  kommenteret i 5.kapitel, note 4.

10  Joh. 3,9-13. På dette sted går Jesu svar over til at handle om Menneskesønnen eller Guds enbårne Søn, og det har, så vidt jeg kan se, intet direkte at gøre med samtalens egentlige og øvrige indhold. Det virker desuden lidt ejendomme­ligt, når Jesus i citatet pludselig slår fra jeg-form og over i vi-form, og tilbage igen. Det pågældende sted lyder for mig, som om evange­listen et øjeblik har glemt, at Jesus i det forud­gående konse­kvent re­fererer til sig selv i jeg-form, medens vi-formen utvivlsomt refererer til menigheden og dennes opfattelse.

          Set på baggrund af åndsvidenskaben er det ret sandsynligt, at samtalen mellem Nikodemus og Jesus har drejet sig om reinkarnation og åndelig udvikling. Åndelig udvikling, hvilket især vil sige etisk-moralsk udvikling, kræver erfaringer og især lidelseserfaringer, og kan derfor kun ske over et tidsperspektiv, som rækker langt ud over et enkelt jorde­liv, ja, faktisk ud over adskillige jordeliv. Derfor er et tilsvarende antal reinkarnationer påkrævede, for at individet kan tilegne sig de nævnte erfaringer, som er forudsætninger for at det kan hæve sig op på stadig højere trin i den udvikling, som efterhånden virke­liggør menne­sket i Guds billede.

11    Joh. 3,22-31.

12   Mark. 10,32-34.

13   Mark. 10,35-41.

14.  Joh. 11,1-16.

15   Joh. 12,1-9.

16   Matt. 26,6-13.

17   Luk. 16,19-31.

18   Matt. 26,1-16.

19   Joh. 12, 1-10.

20   Mark. 14,12-17.

21   Matt. 21,1-8; Mark. 11,1-11; Luk. 19,28-38; Joh. 12,12-19.

22   Zak. 9,9.

23   Luk. 19,37-38.

24   Luk. 19,39-40.

25   Luk. 19,41-44; Matt. 21,10-11; Joh. 12,20-36.

26   Mark. 11,27-33.

27   Mark. 13,1-5.

 

Noter til 8. DET SIDSTE MÅLTID

 

 1   Joh. 13,1-11.

 2   Joh. 13,12-20.

 3   Joh. 13,21-30.

 4   Matt. 26,17-25.

 5   Joh. 6,24-71.

 6   Mark. 14,22-25.

 7   Luk. 22,24-33.

 8   Joh. 13,1-38.

 9   Luk. 22,33-34.

10  Mark. 14,26-31.

11  Matt. 26,36-40.

12  Matt. 26,36-46; Joh. 22,43-46.

13  Joh. 14,5-11.

14  Joh. 14,12-31.

15  Joh. 17, 1-5.

16  Joh. 17,6-26.

17  Joh. 13,21-22.

18  Mark. 14,41-42.

19  Mark.  14.44-45.

20  Luk. 22,50-51; Joh. 19,10-11; Matt. 26,52-56.

21  Luk. 22,49-51; Joh. 18,5-11.

 

Noter til 9. DOMFÆLDELSEN

 

 1  Joh. 18,15-26.

 2  Matt. 69.-75.

 3  Mark. 14,66-72.

 4  Luk. 22,55-62; Ap.G. 1,13-15.

 5  Stauffer, p. 99.

 6  Joh. 18,12-24.

 7  Matt. 26,67-68.

 8  Vedr. den jødiske kætterlovgivning, se Stauffer, pp. 270-278.

 9   Matt. 26,60-64; Joh. 18 ff.

10  Mark. 14,53-64; Matt. 26,67-68.

11  Stauffer, p. 276..

12  Stauffer, p. 193; Matt. 27; Ap.G. 1,18-20.

13  Luk. 13,1; Matt. 27,11-26; Joh. 18,28-40.

14  Matt. 27,19. - H.G.Gregersen: De apokryfe evangelier i Ny Testamente, 1886.

15  Joh. 18,28-30; Luk. 23,1-3.

16  Joh. 18,29-33.

17  Mark. 15,40.

18  Mark. 15,1-5.

19  Luk. 9,7-9; Joh. 18,33-34.

20  Luk. 23,6-16.

21  Mark. 15,6-12.

22  Matt. 27,15-22; Luk. 23,18-19; Matt. 27,19-24; Luk. 23,22-24.

23  Matt. 27,24-26.

24  Matt. 27,27-31.

25  Joh. 19,1-12.

26  Joh. 19,19-23.

27  Luk. 23,26-32.

28  Matt. 27,34-35.

 

Noter til 10. HENRETTELSEN

 

 1   Joh. 19,23-25.

 2   Matt. 27,37-44.

 3   Luk. 23,35-44.

 4   Mark. 15,34; Matt. 27,46; Luk. 23, 34-46; Joh. 19, 26-30.

 5   Matt. 5,43-48; Luk. 23,29.

 6   Joh. 19,26-28.

 7   Mark. 15,34-37.

 8   Mark. 15,39-40; Matt. 27,51-55; Luk. 23,47-48.

 9   Joh. 19,31-35.

10  Matt. 27,62-66.

11  Joh. 19,38-42.

12  Joh. 19, 25-26; Luk. 23,55-56; Mark. 15,40-47; Matt. 27,55-61.

13  Stauffer, p. 277.

 

Noter til 11. DEN TOMME GRAV OG OPSTANDELSEN

 

 1   Stauffer, p. 276.

 2   Matt. 28,1-10.

 3   Mark. 16,1-20.

 4   Luk. 24,1-12.

 5   Joh. 20,1-10; Joh. 6,38-59; 10,25-39.

 6   Joh. 20,11-18.

 7  Apostlen Paulus kan også fortælle nærmere om det, han betegner som ”opstandelseslegemet”. Han havde gjort sig de fysiske lovmæssigheder klart, og at de ’døde’ eller ’hensovede’ naturligvis ikke vil kunne genopstå med deres måske for længst forrådnede eller opløste fysiske krop. Herom hedder det i 1. Kor. 15,35-49: ”Men,” vil en sige, ”hvorledes står de døde op? Hvad slags legeme kommer de med?” Du dåre! Det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør. Og hvad du end sår – du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, enten det nu er hvede eller af anden art. Men Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver særart sit særlige legeme. Ikke alt kød er ens; men mennesket har sit, kvæget har sit, fuglen igen sit og fisken sit. Der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men de himmelskes glans er af én art, de jordiskes af en anden. Solen har sin glans, månen sin glans og stjernerne igen deres glans: stjerne er forskellig fra stjerne i glans. Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed [dvs., hvad der i sin natur er forgængeligt, hvilket igen vil sige opstår og forgår], opstår i uforkrænkelighed [dvs. hvad der i sin natur er uforgængeligt og derfor hverken opstår eller forgår]; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad der sås i svaghed, opstår i kraft; der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme [dvs. det sjælelige legeme, der ligger imellem det kødelige (materielle) og det åndelige, hvor det sidstnævnte ses som den højere side af mennesket, mens kødet eller legemet er den lavere side af samme]. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ”Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;” [1. Mos. 2,7: Rom. 5,14ff: Joh. 5,21] den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Men det åndelige er ikke det første, derimod det sjælelige; derefter det åndelige. Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra Himmelen. Som den jordiske var, sådan er også de jordiske; og som den himmelske er, sådan er også de himmelske. Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede!”

           I 2. Kor. 5, 1-10 kommer Paulus atter ind på spørgsmålet om opstandelseslegemet: ”Thi vi ved, at dersom vort legemes telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder, en evig, i Himlene. Så længe vi er i dette legeme, sukker vi jo af længsel efter at overklædes med vor bolig fra Himmelen, så sandt vi ikke skal findes nøgne, når vi engang har iklædt os den. [Nøgen er et udtryk, som blandt jøderne undertiden kunne betyde den, som kun var iført underkjortel (skjorte) og manglede kappen. Her hos Paulus anvendes ordet nøgen billedligt om menneskesjælen, der i Dødsriget ikke har noget fysisk legeme]. Ja, vi, som er i legemets telt, sukker under et tryk, fordi vi ikke vil afklædes, men overklædes, så det dødelige kan blive opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand netop til dette, er Gud, der gav os Ånden som pant.”

         Paulus’ ord om opstandelseslegemet er måske ikke umiddelbart lette at forstå, men vil kunne tolkes i overensstemmelse med Martinus’ opfattelse af forholdet mellem sjæl, legeme og ånd, hvor ånden er højeste instans, sjælen mellemste instans og legemet laveste instans. Af disse tre indbyrdes integrerede instanser repræsenterer ånden det uforgængelige, og legemet det forgængelige, mens sjælen er en mellemliggende instans, som i sin kerne er uforgængelig, men dog i sin legemsstruktur er undergivet forandring i form af bl.a. vækst (udvikling) og degeneration (afvikling), efterfulgt af ny vækst og degeneration osv. Det afgørende er imidlertid, at ånden og sjælen aldrig er uden et legeme, hvad enten dette er åndeligt eller fysisk, fordi legemet tjener som individets sanse- og manifestationsredskab. I det andet citat  synes Paulus at tale om det åndelige legeme, sjælen har i mellemtilstanden efter døden eller i dødsriget, som han forestiller sig som et åndeligt ’sted’ eller en åndelig ’verden’, fra hvilken mennesket igen opstår på dommens dag, hvor alle skal dømmes efter deres gerninger, enten til evigt liv eller evig straf. Der findes dog ikke i hverken GT eller NT nogen entydig lære om livet efter døden, hvilket derimod er tilfældet i bl.a. Martinus’ Kosmologi, hvori begreber som evig straf eller helvede i øvrigt ikke forekommer.

 8   Luk. 24,13-35.

 9   Luk. 24,36-49.

10   Joh. 20,24-31.

11   Matt. 28,11-15.

12   Stauffer, p. 117.

13   Stauffer, p. 118.

14   Ditlef Nielsen, p. 87.

15   1. Kor.5,7; 15,20; 15,23ff.

16   Matt. 17,1-3.

17   Es. 6,2; 2. Mos.3,2ff; Luk. 2,10; Sal. 91,11; Ap.G. 12,7; Iob 38,7; Sal. 29,1; 89,7.

18 Luk. 1,26ff.; 2,13f.; 12,8f.; 22,43; Matt. 1,20; 2,13-19; 4,11; 13,39; 18,10; 28,2ff med  par.;Ap.G. 12,15; med par.; 1. Kor. 6,3; Åb. 5,2 m.fl. steder.

19   Joh. 6,27ff.; 61-64; 10,31; 34-37.

20   Luk. 24,32;50-52; Joh. 20,19; 26; 21,1-14. 

 

Noter til 12. HELLIGÅNDENS UDGYDELSE

 

 1  Her skal genopfriskes, hvad der i bibelsk forstand forstås ved begrebet synd. I GT er synd enhver fællesskabsnedbrydende handling, og i forholdet til Gud er det et brud på den pagt, Israels Folk via Moses og Moseloven havde sluttet med Gud, for det var gennem loven at menneskers indbyrdes forhold blev reguleret. Synd medfører derfor også skyld og straf, mens lydighed mod Guds bud medfører velsignelse. Dette tema er grundlæggende hos profeterne.

          Synd blev opfattet som kollektiv, og enkeltpersoner kunne påføre fællesskabet skyld ved at begå synd (Jos. 7), men den modsatte opfattelse forekom også, nemlig at enhver må stå til ansvar for sine egne handlinger (2. Kor. 5,10). Synd betragtedes som en ond skæbne, der var kommet over menneskeheden ved Adams og Evas syndefald, men denne skæbne fritager imidlertid ikke hverken den enkelte eller fællesskabet for ansvar.

          I NT betragtes synd som det, der skiller mennesket fra Gud, og evangeliernes hovedsigte kan derfor sammenfattes i begrebet ”syndernes forladelse” (Luk. 24, 47; Ap. G. 5, 31; 10, 43; Ef. 1,7; Kol. 1, 14). Indtil den forsoning med Gud, som Jesus tilvejebragte ved sin død, herskede der direkte fjendskab mellem Gud og mennesker (Rom. 5,7-10; 2. Kor. 5, 18-21). Ved sin død for vore synders skyld har Jesus åbenbaret Guds tilgivende kærlighed og barmhjertighed (1. Kor. 15,3; Rom. 3,24f; 4,25). Det betyder imidlertid ikke, at synden er udryddet, kun at syndens magt er brudt for den troende og ikke længere betyder en uovervindelig afstand mellem Gud og mennesker (Rom. 5,12-21; 8). Den traditionelle tolkning af evangelierne er derfor, at disse forkynder Jesus som den, der har givet sit liv som løsesum for mange, dvs. for alle, der tror på ham som ”Guds lam, der bærer verdens synd” (Joh. 1,29).

          Som vi bl.a. skal få at se i bind 2, giver Martinus i sine kosmiske analyser en kraftig korrektion af den traditionelle religiøse og teologiske opfattelse, ikke kun af begrebet synd, men også af begreber som f.eks. skyld og straf, og i øvrigt af en lang række andre bibelske og kristne begreber.

 2    Dom. 6,34; 15,14; 1. Sam. 10; 16,13; Mika 3,8; Es. 11,1-10; Joel 3,1ff.;   

 3  Ap.G. 1,3-9. - Ordet Herre er en oversættelse af det hebraiske ”Adonaj” og bruges i GT fortrinsvis som betegnelse for Gud, både i om- og tiltale. Af ærefrygt for Guds hellige navn udtaler jøderne ikke selve navnet Jahve, men læser og skriver i stedet Adonaj. Dette ord gengives i den autoriserede Bibel-oversættelse ved HERREN. Oprindelig skrev man ikke selvlydene på hebraisk, hvorfor Jahve blev skrevet JHVH. Senere nåede nogle af Middelalderens ikke særlig hebraiskkyndige kristne teologer ved en sammenblanding mellem Adonaj og JHVH frem til, at Gud egentlig skulle udtrykkes som ”Jehova”, en betegnelse for Gud, som især sekten Jehovas Vidner i nyere tid har adopteret og fastholdt.

          I GT bruges betegnelsen ”Herre” og ”Herren” foruden om Gud også om kongen (1. Sam. 17,32; Sl. 110,1), ligeledes i høflighedsformularer og som udtryk for en herskerrolle. I den græsktalende del af diasporajødedommen vandt det græske udtryk for Herren, ”kyrios”, indpas og hævd. I NT anvendes Herre og Herren både om Gud og Kristus, for sidstnævntes vedkommende blev navnet dog først brugt, efter at hans disciple var kommet til at tro på ham som den ophøjede (Rom. 19,9; Fil. 2,9-11). Betegnelsen var imidlertid allerede blevet anvendt i de aramaisktalende menigheder, hvor det liturgiske udråb ”Maran ata”  (1. Kor. 16,22): ”Vor Herre er kommet!” eller ”Vor Herre kommer!” lød under gudstjenesterne. Ordet kan dog også læses ”Marana ta”, som betyder ”Vor Herre, kom!”. Sidstnævnte sætning vidner om, at urmenigheden i Jerusalem havde en højspændt eskatologisk forventning om Jesu snarlige genkomst. I de græsktalende menigheder fortrængte ”kyrios” dog snart det i den hellenistiske verden uforståelige hebraiske ”messias”, som derefter blev gjort til et egennavn, på græsk altså ”Kristus”.

 4   Luk. Ap. G. 1,15-26.

 5   2. Mos. 43,22; 3. Mos. 23,15-16ff.; 4. Mos. 28,26; 5. Mos. 16,10;              

 6   Joel, 3,1-5.

 7   Ap.G. 2,22-36.

 8   Luk. 2,14; Åb. 21,1-8.

 

Noter til 13. DEN MYTOLOGISKE JESUS KRISTUS

 

 1   1. Tim. 1,4; 4,7; 2. Tim. 4,4; 2. Pet. 1,16.

 2  I nyere tid er der blevet gjort flere forsøg på at fjerne de mytologiske og legendeprægede lag i NT og dermed afdække den rent faktiske historie eller virkelighed, der utvivlsomt ligger bagved.

 3   Matt. 1,18-20.

 4   Luk. 1,34-36.     

 5   Matt. 1,18-25.

 6   Ap.G. 10,38.

 7   Mark. 3,21,31; 6,3-5; Matt. 13,55-58.

 8   Luk. 2,1-20; 23-38; Matt. 1,1-17.

 9   Matt. 3,17.

10  Luk. 3,23f. med par. I henhold til Lukas-evangeliets aldersangivelse på Jesus ved hans dåb af Johannes, skulle det ifølge den kronologi, der er anvendt her i bogen, betyde, at begivenheden har fundet sted år 23, idet Jesu antagelige fødselsår 7 f.Kr. plus 23 e. Kr. giver 30 år. Men denne kronologi stemmer ikke med den antagelse, at Johannes Døber begyndte sit offentlige virke i kejser Tiberius’ 15. regeringsår, hvilket vil sige 28 e.Kr.  Aldersangivelsen på 30 år for Jesu åndelige fødsel stemmer derimod fint med Martinus’ påpegning af, at det først er omkring det 30. år, at repetitionsprocessen lader individet fremstå med sin kernepersonlighed, og at det derfor først er på det tidspunkt, at ”den store fødsel” til kosmisk bevidsthed kan finde sted. Den videnskabelige psykologi mener også, at menneskets kernepersonlighed først er færdigudviklet i slutningen af ungdomsårene. Men bortset fra, at årstallet for Døberens fremtræden kan være forkert, er det trods alt ikke så vigtigt med en kronologi, som tilmed er højst usikker.  Jesus kan jo teoretisk set også lige så godt være blevet født år 2 f.Kr., hvilket stemmer med Johannes Døberens fremtrædelsesår, år 28 e.Kr.. Men det indebærer blandt andet, at det ikke kan have været Herodes den Store, som døde år 4. f.Kr., men derimod hans søn, Herodes Antipas, der foranstaltede barnemordet i Bethlehem. 

11  1. Kor. 10,2-4.

12   Matt. 3,15-17 med par.; Joh. 1,29-34.

13  Ap.G. 2,38,41; 10,43; 13,38; 22,16; Rom. 6,1-4; 8-15; Tit. 3,5; 1. Kor. 6,9-11; Ef. 5,26; Gal. 4,5ff.; Matt. 18,3 med par.

14   Matt. 28,19.

15   Matt. 28,18-20.

16   Matt. 10,5-15 med par.

17   Luk. 22,20; Joh. 13,2; 1. Kor. 10,16f.; 11,25; Ap.G. 2,42, 46

18   Joh. 6,22-59; 13,1-20.

19   1. Kor. 10,14-22; Joh. 6,22-59.

20   1. Kor. 11,20-22; Ap.G. 2,42-47.

21   Om begrebet ’eros’: ordet er græsk og  kan bl.a. udlægges som ’forelskelsen i det skønne’. For filosoffen Platon (427-347 f. Kr.) er der tale om en formidlende kraft mellem fænomenernes verden og det guddommelige, og eros tolker han som begæret, tilskyndelsen eller drivkraften  i en proces, hvorunder mennesket ved hjælp af sine erotiske impulser kan hæve sig til stadig højere former for oplevelse og erkendelse af det fuldkomment skønne, som er identisk med det gudommelige alvæsen. – I Martinus’ kosmologi kaldes eros-kraften for længslen efter og driften mod oplevelsen af behag. Martinus betegner denne drift som den ”den højeste ild”. Det højeste behag forekommer dels i forbindelse med seksualaktens kulmination i orgasmen, og dels i form af oplevelsen af sammensmeltningen med det guddommelige under oplevelsens og erkendelsens, samt indvielsens ekstase.

22   Matt. 3,2; 4,17 med par.; Luk. 13,1-5.

23   2. Mos. 7,3-5,11-22; 5. Mos. 13,1ff.; Sl. 9,2; 40,6; 71,17; 72,18; 136,4; jvf.   118,23; 2. Kong. 2,19-24; 4-5.

24   Matt. 11,4-5 med par.; jvf. Ap.G. 2,22; Matt. 12,22-42; Es. 29,16f.; 35,5f..

25   Ap.G. 2,43; 4,30; 5,12; 2. Kor. 12,12; jvf. Rom. 15,18f.; Matt. 24,24 med par.

26   Matt. 14,13-24; Joh. 2,1-11.

27   Matt. 28,19; 2. Kor. 13,13.

28   Se f.eks. Peter Krog Meyer: Den christelige Religoms- og Sædelære med Hensyn paa de lærde Skolers øverste Classer. 1818.  

 

 

Noter til 14. DOMMEN OVER JERUSALEM OG VERDEN

 

 1  Mark. 1,15. - Ved ordet og begrebet Eksilet, som er latinsk for landflygtighed, eller Diasporaen, græsk for adspredelsen, skal forstås de deportationer af Judas-rigets indbyggere, der fandt sted under kong Nebukadnezar i 598 og 587 f.Kr. (2. Kong. 24,14ff; 25,8ff.). Nebukadnezar II var konge i Det nybabyloniske rige 605-562 f.Kr., som betød velstand og blomstringstid for Babylon. Han besatte Syrien og Palæstina, og indtog Jerusalem 598 f.Kr., og efter en opstand, hvor Judas konge nægtede at betale tribut, blev byen ødelagt og en stor del af befolkningen deporteret til Babylon, en begivenhed, der fik betegnelsen ”det babyloniske fangenskab”. Noget tilsvarende skete for indbyggerne i Nordriget i 722 under assyrerne. Med Eksilet blev de ledende politiske og religiøse kræfter flyttet til Babylon, hvor grundlaget for den senere jødedom blev skabt. Josias, konge i Juda 639-09, udnyttede Assyriens aftagende magt til at udvide riget og reformere kulten, der herefter kun måtte finde sted i Jerusalem (2. Kong. 22-23). Man samledes derfor i stedet om andre ting i traditionen, der kunne fastholde folkets egenart, især omkring Loven med dens krav om renhed, helligholdelse af sabbat og omskærelse. Vægten blev især lagt på 1.-4. Mosebog, den såkaldte Tetrateuk. Den babyloniske Diaspora udviklede sig snart til et jødisk kulturcentrum, hvor de jødisk-babyloniske akademier blev centre for rabbinske studier, og her redigeredes den babylonske Talmud, hebraisk for studium, dvs. den del af den mundtligt overleverede Tora, som fandt sin udformning i århundrederne efter Kristus. For profetiske jødiske eksilkredse blev Eksilet opfyldelsen af den tidligere domsforkyndelse med dennes understregning af, at skyld medfører straf. Med den såkaldte Deuterojesaja, dvs. ”den anden Esajas”, forkyndes Jahves løfte om snarlig befrielse af Israel og hjemkomsten  (Es. 40,1ff). Eksilet ophørte 539 med Babylons erobring, men mange jøder forblev dog i landet efter den tid. 

  2  En parallel til den religiøse jødiske eskatologi finder man i indisk religions historie, mere specielt i brahmanismens og hinduismens historie, hvor Veda-tidens udadvendte og livsbekræftende rituelle offerkult i perioden fra omkring 800 f.Kr. efterhånden afløstes af de vediske Upanishad’ers pessimistiske verdens- og livsfornægtende syn på tilværelsen. Det hang sammen med ændringer i de samfundsmæssige forhold (hvilke?), som bevirkede, at livet i verden ikke længere føltes værdifuldt, men tværtimod pinefuldt og uden egentlige udsigter. Hos den indiske kulturelle elite gav dette sig bl.a. udtryk i dybsindige spekulationer over, hvad verden og livet i grunden var for størrelser, og disse overvejelser førte til den opfattelse, at offerritualernes ydre handlinger ikke er vejen til at nå den sande, inderste virkelighed i alle ting: det universelle Brahman. Upanishad’ernes lære består i, at vejen til Brahman tværtimod går indad, fordi det inderste i mennesket. Atman, er identisk med det universelle Brahman, og denne erkendelse kan efter de indiske filosoffers og guruers mening opnås gennem yoga-teknik og –træning.

           Omkring de sidste århundreder f. Kr. skabtes en samling læresætninger, i sanskrit kaldet sutraer, og da disse ansås for Veda’ernes afslutning og endemål, kaldes samlingen på sanskrit Vedanta, som bogstaveligt betyder Veda’ernes ende eller afslutning. Vedanta overtog Upanishad’ernes lære om, at bindingen til dagliglivets gerninger, karma, er en hindring for den sande erkendelse, en hindring, der i sig selv medfører stadig nye genfødsler (reinkarnationer) i et uendeligt universelt kredsløb, samsara, symbolsk kaldet det evindeligt spinnende livshjul, som alle livsformer er underlagt. Begrebet karma betyder at et levende væsens placering og skæbne er bestemt af dets handlinger, og sammen med samsara betyder det, at genfødsler er bestemt af forudgående karma. Karma og samsara gælder for alle levende væsener, både guder og mennesker, dyr og planter, som på den måde befinder sig på forskellige udviklingstrin i et fælles hierarkisk system. Forestillingen om karma og samsara blev anerkendt som værdifuld og gyldig forklaringsmodel, dels for forståelsen af ulighed i evner, vilkår og skæbne, dels ved det perspektiv den åbner for stadigt ny muligheder for enhver. Men indisk religion ser hovedsagelig kun karma-samsara lovens trøstesløse udsigter og lægger derfor vægten på frelsen eller befrielsen fra livshjulet. Befrielsen eller forløsningen fra samsara kaldes moksha og nås først, når identiteten mellem det universelle Brahman og det individuelle Atman eller sjælen erkendes af den sandhedssøgende. Det udtrykkes således i Brihadaranyaka-Upanishad (1.3.28): ”Fra det uvirkelige før mig til det virkelige, fra mørket før mig til lyset, fra døden før mig til udødelighed”.  

           Imidlertid var og er det helt afgørende ved Vedanta-filosofien, at den grundlæggende anskuer livet og verden som ren og skær illusion, som individet eller sjælen (Atman) i kraft af sine begær og sin uvidenhed (avidya) fastholdes i. Vejen til forløsningen fra illusionen går derfor gennem en kombination af forsagelse, viden (vidya) og erkendelse af sandheden om livet og de rette årsagssammenhænge. Sandheden er ifølge Vedanta, at det universelle, upersonlige og forskelsløse Brahman er det eneste objektivt eksisterende, hvorimod alt og  alle er illusoriske projektioner (kaldet Maya’s slør) af, i og ved dette Brahman.          

 3   Matt. 23,1-39. - [1])  Verset mangler i de ældste håndskrifter og er vistnok indføjet her fra Mark. 12,40. - Proselyt er betegnelsen for en hedning, der er gået over til jødedommen og har ladet sig omskære og som anerkender forpligtelsen til at overholde alle Moselovens bestemmelser. - Helvede hedder på græsk gehenna og er forskelligt fra ”Dødsriget”, der svarer til græsk hades. Gehenna er det gammeltestamentlige ge hinnom, hvilket vil sige ”Hinnoms dal” syd og vest for Jerusalem (Jos. 15,8). Her havde man i gammel tid bragt børneofre til Molok, hvorfor stedet senere blev betragtet som urent, ligesom man mente, at hedningernes afstraffelse ved den sidste dom skulle ske dér. På den baggrund blev Gehenna betegnelse for pinestedet. Molok, formentlig en hånende betegnelse for den kana’anæiske frugtbarhedsgud Ba’al,  er i GT navnet på den guddom, som israelitterne ofrede børn til ved Tofet i Hinnoms dal (3. Mos. 18,21; 20,2-5; 2. Kong. 23,10; Es. 30,33; 57,9; Jer. 7,30-34; 32,35).  – I Palæstina var grave ofte udhugget i klippegrund, hvis man ikke kunne benytte en naturlig bjerghule. Indgangen blev lukket med en rund stenplade, der kunne rulles hen foran åbningen og tilbage igen i en dertil udhugget rille (Mark. 15,46. Joh. 11,38. Es. 22,16). Rige og velstående personer og familier havde hver sit private gravsted for de døde (Matt. 27,60), mens der for fattige og pilgrimme fandtes offentlige begravelsespladser (Matt. 27,7. 2 Kong. 23,6). Af både religiøse og hygiejniske grunde kalkede man hvert år den 15. adar, dvs. marts måned, efter regntidens ophør, dækket over gravene i klippegrunden og indgangen til hulerne hvide (Luk. 11,44. Matt. 23,27). – Som gravmæler over berømte eller velstående personer opførte man lejlighedsvis pragtfulde bygningsværker på begravelsespladserne (1 Makk. 13,27ff. Matt. 23,29)- Abel eller Hebel var Adams og Evas næstældste søn (1. Mos. 4,1-16). Ifølge traditionen var han fårehyrde og dermed repræsentant for halvnomaden, hvis status var høj i hos israelitterne. Den ældre broder, Kain, var agerdyrker ligesom de foragtede kana’anæere. Da Abels og ikke Kains offer blev modtaget af Gud, blev Kain så skinsyg på broderen, at han myrdede denne. Navnet Hebel betyder på hebraisk: ”Vindpust”, ”tomhed”, ”intet”, og navnet Abel er derfor et varsel og en hentydning til hans korte liv. I NT (Matt. 23,35) betegnes Abel som den første martyr. Se endvidere Joel 1-2,17; 2,18-3,26; Ap.G. 2,1-13.  

  4  Udtrykket ”ødelæggelsens vederstyggelighed” betegner i Dan. 9,27; 11,31; 12,11, og i 1. Makk. 1,54 det alter for den olympiske Zeus, som den syriske konge Antiokus Epifanes år 168 f.Kr. lod opføre oven på brændofferalteret i Jerusalems tempel. Den derved fremkaldte besmittelse med afgudsdyrkelse kaldtes en ”vederstyggelighed”, fordi den virkede ødelæggende på den sande Guds helligdom. I Matt. 24,15 og Mark. 13,14 er der ved ”ødelæggelsens vederstyggelighed” måske tænkt på Antikrist, dvs. ”Mod-Krist” (1 Joh. 2,18; 4,3. 2 Joh. 7).

   5   Mark. 13,1-2; Matt. 24,1-2.

   6   Matt. 24,1-45.

   7   Matt. 25,31-46.

   8  Det er et spørgsmål, om ikke det universale hovedsigte i missionsbefalingen skyldes Jesus, for den stemmer godt med indholdet af hans forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse (Matt. 23,34-39; 24,1-41 med par.) og af verdensdommen (Matt. 25, 31-46 med par.). Også selvom Jesus andetsteds siger, at evangeliet eller den ny lære kun skal prædikes blandt jøder (Matt. 10,5-15 med par.)  

 

Noter til 15. JESU LIGNELSER OG JESU HUMOR

 

   1   Matt. 13,12-13; 20,16med par.; 25,29-30 med par.

   2   Luk. 10,25-37; 16, 19-31; Matt. 26,52-53; Jakobs Brev, 2,17-26.

   3  Særlig skarpt og grelt forekommer Jesu sprog at være, når han tiltaler farisæerne og de skriftkloge, som han kalder hyklere, dårer, blinde vejledere, kalkede grave, slanger og øgleunger (Matt. 23. 1-33). I den forbindelse er det imidlertid vigtigt at forstå, at den indbyrdes sprogbrug, retorikken, mellem farisæere og mellem skriftkloge, var ret så karsk og ligefrem, når man diskuterede, hvilket hørte til dagens orden. Udenforstående er – måske især i vore dage - nok tilbøjelige til at lægge mere i udtrykkene, end disse indeholder set med jødiske øjne.

  4   Luk. 20,20-26 med par.

  5   Matt. 20,25-28.

  6   Matt. 19,16-26; 23,25.

  7   Matt. 4,18-22 med par.; jvf. Jer. 16,16; Matt. 7,3-4; 6-11; 12,34-35.

  8   Matt. 6,28-31.

  9   Matt. 13,1-9; 18-23 med par.; 24-29; 36-43.