Forsidebilledet
på JESUS MENNESKESØNNEN I - II:
Et af de mange senere Jesus-billeder, der bedst gengiver de
egenskaber, foreningen af fromhed og mandig energi, som de ældste kilder
tillægger Jesus. Plattens inskription lyder: ”Ego sum via veritas et vita” (”Jeg
er vejen, sandheden og livet”). Billedet er brugt her, fordi ’portrættet’
af Jesus adskiller sig markant fra de mange sødladne forestillinger og
gengivelser af rabbi Jeschua Ben Yosef (Jesus, søn af Josef). Billedet er
gengivet på forsiden af underbibliotekar ved universitetsbiblioteket i
København, dr. Ditlef Nielsens bog: Den historiske Jesus. Forlaget H.
Aschehoug & Co. København 1924.
1
Foruden de fire evangelier og Apostlenes Gerninger udgør også Jakobs
Brev, Peters Breve, Johannes’ Breve og især Paulus’ Breve væsentlige ”kilder”
til især forståelsen af, hvordan apostlene opfattede Jesus og hans lære.
Det Nye Testamente er navnet på
den samling skrifter, som i løbet af
det 2.-3. århundrede e. Kr. blev kanoniseret som helligskrift ved siden
af Det gamle Testamente. Ordet Testamente er den latinske oversættelse af det
græske ”diateke”, der betyder pagt, og
som betyder aftale, overenskomst, lov, religion. I religiøs betydning var
pagten en overenskomst mellem Guddommen
og menneskeheden, mere specifikt mellem Jahve og jødefolket. Jahve, af hebraisk
JHVH, er Israels Guds egennavn, som fra 300 f. Kr. dog ikke måtte udtales, men
læses og udtales som Adonaj, der
betyder ”min Herre”. I henhold til gl.testamentelig overlevering lod Moses på
Guds befaling og anvisning pagtens ark forarbejde umder opholdet på bjerget
Sinaj. Den transportable helligdom arken bestod af en aflang kasse af
akacietræ, hvori de to stentavler med De ti Bud blev opbevaret (2. Mos. 25.
10-22; 37, 1-9; 40, 2.21; 4. Mos. 10, 33 ff.) og førtes med fra sted til sted,
når den tids omvandrende ørkennomader skiftede opholdssteder. Så vel i
telthelligdommen, Tabernaklet, som tilfældet langt senere var i kong Salomons
tempel i Jerusalem, var pagtens ark et tronsæde for Jahve, med sonedækket, dvs.
et beskyttende dække over soningen (De ti Bud) mellem Guddommen og jødefolket,
en plade lavet af drevet guld og udstyret med to keruber, som vogtede over
arkens dyrebare indhold. Det mentes, at det var herfra, Jahve meddelte Israel
sin vilje og bestemmelser, hvorfor det sagdes, at tavlerne med De ti Bud lå i
ark-kassen. (2. Mos. 25, 17-22).
Det såkaldte Nye Testamente
undergik flere forandringer, inden det omkr. 200 e. Kr. stort set fik sit
nuværende indhold. Samtlige nytestamentlige skrifter er skrevet på koinegræsk,
og består altså af fire evangelier, Apostlenes Gerninger, 21 breve samt
Johannes’ Åbenbaring.
Ordet ’koine’ er græsk og betyder
’fælles’, og dermed altså ’fællessprog’, idet det var den hellenistiske verdens
fællesgræske sprog, som fulgte med den græske kulturs udbredelse under
Alexander den Store, Makedoniens konge 336-323 f. Kr., som herskede over det
meste af den daværende verden. Det er da også tydeligt, at tankegange og
forestillinger fra hellenistiske mysteriereligioner har haft en stor
indflydelse på den ældste kristne menigheds måde at forkynde og udlægge
evangeliet på, idet man ofte betjente sig af mysteriereligionernes terminologi
og udtryksform, for at gøre sig forståelige for ikke-jødiske kristne menigheder.
Sproget aramæisk eller aramaisk, som
hører til den nordvestsemitiske sproggruppe, blev oprindelig kun talt af aramæerne, et folk, der både geografisk og
etnologisk står israeliterne nær. Den aramæiske folkevandring skete i tiden fra 1300 til 1000 f. Kr., hvor nomader fra den syrisk-arabiske ørken
trængte ind i kulturlandet, som udgjordes henholdsvis af de frugtbare områder
langs floden Eufrats bredder samt Nordsyrien og egnene nordøst for Genezaret
Sø. Den er domineret af semiter, der taler aramaisk og som kom fra Kir (Se Am.
9,7) og dannede en række af aramæerstater, som David, konge over Israel ca.
1005-965 f. Kr., senere kom i krig med og som han efter sine sejre lagde ind
under sit rige som en provins med centru, i Damaskus (2. Sam.. 8,5 ff.). Men
allerede under Davids søn med Batseba, Salomo, som var konge over Israel ca.
965-926 f. Kr., løsrev provinsen sig
(1. Kong. 15, 37; 16, 5 ff.), og i de følgende 150 år bliver det under
navnet Aram-Damaskus en betydelig stat, hvis relation til Nordriget (dvs.
kongeriget, der ved rigsdelingen efter Salomos død 926 f. Kr. dannedes af de
nordlige stammer) veksler mellem fjendskab og
venskab (1. Kong. 15, 18 ff; 20, 22; 2. Kong. 8, 28 ff.; 9, 14; 13, 1 ff..
24; 14, 25). Nordriget bestod til 722 f. Kr., hvor hovedstaden Samaria blev
erobret af assyrerkongen Sargon 2. At israeliterne selv opfattede sig som
etnisk beslægtede med aramæerne ses bl.a. af 5. Mos. 26, 5-9. (Kilder: Bibelens
Hvem Hvad Hvor. Særudgave af Bibelens kulturhistorie (4). Af Lisbet og Mogens
Müller. Politikens Forlag 1980. -
Gyldendals Røde Opslagsbøger: Religion/Livsanskuelse. Redaktion: Finn
Stefánsson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen. Gyldendal 1979).
2 Gamaliel den Ældre var som nævnt en fremtrædende jødisk rabbiner, medlem af det øverste råd (Synedriet). Han tilhørte farisæernes parti, som var arge modstandere af den nuopdykkende, provokerende og kætterske religiøse bevægelse, som skyldtes en vis Jesus fra Nazaret i Galilæa. Gamaliel var Paulus’ lærer under dennes uddannelse til rabbiner, og iflg. Ap. G. 5, 33 ff. formanede han jøderne til selvbeherskelse i deres kamp mod den nye bevægelse, som på det tidspunkt foreløbig kun havde fundet et vist fodfæste i Palæstina, som i bibelsk tid kaldtes Kana’an. Navnet Palæstina er afledt af ”filistrene”, et ikke-semitisk og uomskåret folk, som menes at være indvandret fra Kreta og som beboede den sydlige del af kysten ved Middelhavet, det som i nutiden kaldes for Gaza-striben. Området havde tidligere tilhørt ægypterne, men disse ser ud til at have ladet filistrene overtage magten, når blot disse holdt sig dér og ikke bredte sig videre ind i selve Ægypten. Filistrene overtog i et vist omfang de kana’anæiske guder, især hovedguden Ba’al (2. Kong. 1, 2 ff.), men bekæmpede i de følgende århundreder de israelistiske stammer i det judæiske og efraimitiske bjergland. I 1948-49 blev statsdannelserne Israel og Jordan oprettet på FN’s foranledning, og nye iboende religiøse og især potitiske spændinger og modsætninger mellem de arabisk- palistinensiske indbyggere og de fastboende og tillige især indvandrede eksil-jøder kunne tage sin begyndelse og berede verden nye store og uoverskuelige problemer og vanskeligheder..
Det er i høj grad Palæstinas geografi og
oprindelige placering mellem antikkens to stormagter, Ægypten mod sydvest og
Mesopotamien mod nordøst, der gennem tiden har været bestemmende for landets
skæbne. Situationen gjorde området til et støttepunkt for stormagternes kamp om
herredømmet, hvilket betød en bestandig fare for overfald og fremmedherredømme,
lige som naboskabet med de vældige arabiske ørkenstepper mod øst rummede fare
for en indtrængen af disses besuinbefolkning i kulturlandet ude mod
Middelhavskysten. Ordet semit stammer fra Noas ældste søn, Sem, – Noas to andre
sønner hed Kam og Jafet – , og som er stamfader til semiterne, hebræerne og
fader til Aram, og dermed til aramæerne. Man kan følge semiternes historie helt
tilbage til ca. 3000 f. Kr. og der menes at være tale om arabiske beduiner, der
som omvandrende ørkennomader til stadighed har søgt ind mod de mere frugtbare
agerbrugsområder. I nogle tilfælde var der tale om regulære folkevandringer,
men oftest drejede det sig om stilfærdig infiltrering i de bedrestillede
samfund. Det særlig interessante i sammenhængen er imidlertid, at de egentlige
semiter, jøderne, i virkeligheden
også opfattede den arabiske
befolkning som semiter og derfor som beslægtede med det jødiske folk. Der er dog
ikke tale om samme etniske eller racemæssige oprindelse, men derimod om et sprogligt
og kulturelt fællesskab. Betegnelsen semit eller semitisk for disse folkeslag
kendes dog først fra så sent som 1781.
3
Hasmonæerne er den jødiske historieskriver Josefus’ betegnelse for den magtfulde
jødiske præsteslægt, hvis navn er afledt af Hasmon, der var bedstefader til
præsten Mattatias, som i 167 f. Kr. førte an i oprøret mod den syriske kong
Antiokus 4. Epifanes, der regerede
Syrien 175-163 f. Kr. Det var dennes vanhelligelse af templet i Jerusalem i 168
f. Kr., der var årsagen til konflikten. Mattatias’ søn Judas Makkabæeren
fortsatte sin fars og sit folks frihedskamp mod syrerne og denne lykkedes i 164
f. kr., for så vidt som målet blev nået med fordrivelsen af tempelskænderne fra templet, så at dette
derefter kunne genindvies.
4
Ved begrebet ”Loven” forstår religiøse jøder det hebraiske begreb
”Toraen”, som var og er en alm. betegnelse for de fem Mosebøger, der dog også
indeholder meget andet end love, idet det kun er i 2. Mos. 13 til 5. Mos. 34,
at lovstoffet dominerer. Jødedommens historie fra de ældste tider til nutiden
er bundet til Loven, idet denne efter Mosebøgernes egen opfattelse er givet
Israel af Gud gennem Moses, dels under opholdet på Sinaj bjerg (2. Mos. 19-4. Mos.
10, og dels på Moabs slette kort før Moses’ død og folkets indvandring i
Kana’ans land (5. Mos.). Loven eller Toraren fik i særlig grad betydning under
og efter Eksilet i Babylon, som fandt sted under kong Nebukadnezar i 598 og 587
f. Kr. Babylon og Assyrien udgør de to
hovedlande i Mesopotamien, dvs. området mellem floderne Eufrat og Tigris, det
land som i nyere tid kendes under navnet Irak. Assyriens centrum lå 300 km nord
for Bagdad, og dets hovedbyer var Assur, Nimrud, Arbela og Ninive. Babylon omfattede
det sydlige og mindre frugtbare landområde fra Bagdad og sydpå mod Den persiske
Bugt Området kan igen opdeles i det
nordlige Al sad med hovedbyerne Kisj, Borsippa, Babel, Akkad og Sippar, og i
det sydlige Sumer med hovedbyerne Ur,
Larsa, UrukLagasj og Nippur.
Eksilet eller den tvungne
landflygtighed gjaldt dog fortrinsvis den herskende klasse og andre, som kunne formodes at udbyde en fare
for opstand mod besættelsesmagten, men forholdene i eksillandet var dog
relativt frie, således at jøderne kunne danne deres egne selvforvaltende
samfund, hvor man kunne egne bygge huse og dyrke sin egen jord, lige som man
har kunnet drive handel. Noget af det, der gjorde eksilet ubærligt var
meddelelsen om Jerusalems fald og templets ødelæggelse i 587 f. Kr. (SL. 137),
hvorved den gamle kult var blevet umuliggjort. Alligevel evnede eksiljøderne at
fastholde og dyrke den religiøse og kulturelle arv og undgå en egentlig assimilation under de fremmede forhold og omgivelser. På den måde styrkede eksilet de landflygtiges
religiøse sammenhold og fællesskab og lagde grunden til den senere
synagogeinstitution, som fik stor betydning for jødefolkets videre historie.
Ordet synagoge er græsk og
betyder ”forsamling”, men i senjødedommen blev det tillige betegnelsen for
jødernes gudstjenestehus, hvor der ikke foregik egentlige kultiske handlinger
eller ofringer, men udelukkende skriftlæsning, bøn, studium og meditation.
Ordet og begrebet synagoge er egentlig beslægtet med det ligeledes græske ord
”kyriakós”, som betyder ”det, der hører Herren til”. Ordene ”kirke” og
”menighed” er den autoriserede oversættelse af det græske ord ”ekklesia”, som
betyder ”en samling af borgere, der er kaldt ud ved en herolds råb” (Ap. G. 19,
39. 40). I den ældste græske oversættelse af Gamle Tastamente, som på latin
kaldes Septuaginta, forkortet LXX =
”70”, er ekklesia en oversættelse af det hebraiske ”kahal”, som betyder
”forsamling”, mere specifikt Israels folk som ”Herrens menighed” (4. Mos. 27,
17). Det er i forlængelse heraf, at den kristne menighed brugte ordet
”ekklesia” som selvbetegnelse, f.eks. som ”Guds kirke” (Ap. G. 20, 28;
Gal. 1, 13) og ”Guds menighed” (1. Kor.
1, 2; 1. Tim. 3, 5).
5
Ap. G. 5, 33-42.
6 Ap. G. 6.
1-15; 7, 1-60.
7 Ap. G. 8, 1-40.
8 Ap. G. 9, 1-22.
9 Ap. G. 9, 23-30.
10 Ap. G. 13, 1-52; 14, 1-28.
11 Ap. G. kap. 15-20.
12 Ap. G. 21, 1-40; 22, 1-30.
13 Ap. G. 23, 1-35.
14 Ap. G.
24, 1-27.
15 Ap. G. kap. 25-26.
16 Ap. G. 27-28.
17 Det vides, at Paulus stammede fra Tarsus i
Kilikien, hvortil hans forældre iflg. kirkefaderen Hieronimus (ca. 350-450) var
blevet bortført fra Gishala i Galilæa af den romerske besættelsesmagt. Paulus
var israelit af Benjamins stamme, hebræer og dermed aramæisk-talende. Som
formentlig født i Tarsus havde han romersk borgerret, hvilket kom ham til gode
ved flere lejligheder, hvor han var trængt. Som det er fremgået af hovedteksten
var han uddannet skriftklog, hvilket vil sige både jurist og teolog, og dermed
lovtro, og det indtil en sådan grad, at han i sin nidkærhed blev en skånselsløs
forfølger af kristne (Fil. 3, 4-6; Rom. 11, 1). Paulus var af samme stamme som
kong Saul, Israels første konge omkr. 1025-1005 f. Kr. (1. Sam. 2, 7), hvilket
formentlig har været medvirkende til, at han fik navnet Saulus. Det var
almindeligt for en jøde i diasporaen, dvs. som boede udenfor Palæstina, at have både et hebraisk og et græsk-romersk
navn..
1
Navnet Jesus er den latinske form af det græske ”Jesous”, der i sin
hebraiske form skrives ”Jeschua”, og som betyder ”Herren frelser”. I Gamle
Testamente skrives navnet enten som ”Jesua” eller ”Josua”, der betyder ”Jahve
er frelse”.
Jesu far var søn af Jakob, som altså var
Jesu farfar, der iflg. Matt. 1. 1-17 igen var søn af Mattan, som igen var søn
af Eleazar osv. bagud indtil patriarken Abraham, det israelitisk-jødiske folks
stamfar gennem sønnen Isak og sønnesønnen Jakob.
I 2. Mos. 3, 16-17 hedder det: ”Gå
nu hen og kald Israels ældste sammen og sig til dem: HERREN, jeres fædres Gud,
Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet
agt på jer og på, hvad man har gjort imod jer
i Ægypten, og jeg har sat mig for at føre jer ud af Ægyptens elendighed
til Kana’anæernes, Hetitternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og
Jebusiternes land, til et land, der flyder med mælk og honning!” Jvf. med Mark. 12, 26; Luk. 20, 37; Ap. G.
7, 32.
2 Jesus betegnes ofte som ”tømmermandens søn”,
men i sin efter min opfattelse sobre og pålidelige bog Den historiske Jesus,
1924, fremfører og begrunder forfatteren, daværende underbibliotekar ved
Universitetsbiblioteket i København, Ditlef Nielsen, sin påstand om, at Jesu
fader snarere var en slags murer end tømrer. Nemlig dels begrundet med, at træ
var og er en sjælden vare i Palæstina, og dels med, at ordet tømrer er
en urigtig oversættelse af det græske tektön, som betyder arkitekt i
betydningen overbygmester. Anførte sted side 113. – Ditlef Nielsen: Den
historiske Jesus. Forlaget H. Aschehoug & Co. København 1924.
3
Matt. 5,15. Templet i Jerusalem, også kaldet Salomos Tempel, blev opført
af kong Davids søn med Batseba (2. Sam. 11-12) kong Salomo, som regerede over
Israel i årene ca. 965-926 f. Kr. (1. Kong. 1-11). Templet blev formentlig
opført på et gammelt kana’anæsik kultsted, hvor David havde ladet opføre et
alter for Herren på det sted, der kaldtes Aravnas tærskeplads (2. Sam. 24,
18ff.). Man mener, at dette sted fandtes på den nøgne klippeflade under kuplen
på den nuværende muslimske moske, Al Aqsa Moskeen.
Om templets opførelse berettes der i 1. Kong. 5-8, 2. Krøn. 3-4 og Ez.
40-42. Det fortælles, at Salomo fik kyndig assistance til templets indretning
og opførelse af Hiram, konge af Tyrus
969-36 f. Kr. (2. Sam.5, 11;
1Kong. 5, 1). Der bestod i
almindelighed en livlig handelsforbindelse mellem Israel og Tyrus, hvor
sidstnævnte leverede de byggematerialer til templet, som ikke fandtes i Israel.
Det drejede sig f.eks. om ceder- og cyprestræ og guld, som blev betalt med olie
og korn.
Det oprindelige tempel har været en
rektangulær bygning med målene 30 m i længden, 10 meter i bredden og 15 m i
højden (1. Kong. 6, 2, hvis en alen er = med ½ m). Dertil kom en tilbygning med forskellige rum.
Templets mure bestod af sten og indvendigt beklædt med træ, som var udsmykket
med udskæringer belagt med guld. Det bestod af tre rum: Først en forhal,
derefter ”det hellige” eller ”inderhallen”, som målte 20 m i længden, 10 m i
bredden og 15 m i højden; her stod skuebrødsbordet (3. Mos. 24, 5-9; 1. Krøn.
9, 32; 23, 29), ti guldslysestager og et alter af guld. Templets sidste rum var
”det allerhelligste”, som målte 10 m på hver led, idet dets gulv formentlig har
været hævet i forhold til det øvrige tempelniveau. Rummet henlå i mørke, idet
der hverken var vinduer eller nogen form for kunstig belysning. Det var her, at
israeliternes vigtigste kultgenstand, Pagten Ark, var anbragt, og hvor den stod
mellem to 5 m høje ”vogtere”, keruberne, hvis vinger mødtes over den. Rummet
var adskilt fra ”det hellige” rum ved dørfløje, hvorfor det forhæng, der
omtales flere steder, som f.eks. i 2. Krøn. 2, 4; Matt. 27, 51 med par.; Hebr.
6, 19; 9, 3, anses for at høre en senere tid til.
Templet var som sådan omgivet af en
forgård, som iflg. Ez. 40, 47 målte 50 m på hver led, og i denne var der ved
indgangen til forhallen placeret to kobbersøjler, kaldet Jakin og Boaz (1.
Kong. 7, 15ff.; 2. Kong. 25, 13ff; 2. Krøn. 3, 15ff. ; Jer. 52, 20ff.). I forgården
stod der desuden kobberhavet, som var et stort vandbassin (1. Kong. 7, 23ff.;
1. Krøn. 18, 8), forarbejdet af kunsthåndværkere fra Tyrus. Det blev båret af
tolv oksefigurer og var desuden prydet med agurkeagtige figurornamenter.
Bassinet var bestemt til præsternes rituelle renselser (2. Krøn. 4, 6; 2. Mos.
30, 17ff.). I forgården stod der desuden ti vognstel og et brændofferalter.
Salomos tempel betegnes som det 1.
tempel, men selvom der i tidens løb blev foretaget forskellige forandringer,
bestod det i mere ned 300 år, og indtil babylonierne i 587 f. Kr. angreb
Jerusalem og herunder ødelagde templet, lige som de tvang et stort antal jøder
i eksisl til Babylon, en begidenhed, der derfor betegnes som jødernes
babyloniske fangenskab. Det var altså ikke dette tempel, som Jesus og hans
samtidige kendte, men derimod Jerusalems 2. tempel, som jøderne påbegyndte
opførelsen af efter hjemkomsten i 539 f. Kr. fra landflygtigheden i Babylon
(Ez. 1 og 3). Byggeriet blev dog ikke fuldført på grund af den politiske uro og
fjendskabet fra de omkringboende folk, og templet lå derfor ufærdigt hen (Ez.
4).
Genopbygningen kom først i gang
igen under profeterne Haggaj og Zakarias omkr. 520 f. Kr. ((Hagg. 2, 20-23; Ez.
5, 1; 6, 14, Zak. 4, 6-10), og i 516 f. Kr. kunne det indviees. Dette tempel
kunne dog ikke tåle sammenligning med Salomos pragttempel, men alligevel holdt
jøderne meget af deres kære helligdom. Imidlertid blev templet vanhelliget af
den syriske konge Antiokus 4. Epifanes, som var syrisk konge 175-163 f. Kr. Han
lod sine soldater plyndre templet for værdier, lige som han i det hele taget
forsøgte på at udrydde jødedommen totalt. Så vel tempelkulten som de jødiske
love blev forbudt og der rejstes i stedet et alter for Zeus i templet, hvilket
alt sammen forståeligt nok vakte jødernes harme og raseri, således at disse
blot forstærkede deres frihedskamp, som for alvor var begyndt med
makkabæeropstanden 165-61 f.Kr. (1. Makk. 1, 29-61; 2. Makk. 6, 1-11; Dan. 4, 16;
7, 24-26).
Det tempel, som Jesus og hans
samtidige kendte og holdt af, var Jerusalems 3. tempel, som egentlig var en
gennemgribende restaurering af det 2. tempel, et arbejde, der blev igansat af
den ikke-jødiske romersk udnævnte statholder Herodes den Store, og som stod på
fra 20 f. Kr. til 63 e. Kr. Herodes den Store døde imidlertid år 4 f. Kr. og
opnåede derfor ikke at se sit værk fuldført. Arbejdet blev foreløbig videreført
af sønnen, Herodes Antipas, som også var den, der sendte den arresterede
kætter, Jesus fra Nazaret, videre til den romerske landshøvding Pilatus, og som
vaskede sine hænder som tegn på sin uskyld i, at han i virkeligheden lod
mængden dømme Jesus til døden.
Herodes den Store havde ladet
tempelområdet fylde op, hvorved tempelpladsen blev dobbelt så stor som før, og
omtrent lige så stor som den er i nutiden, nemlig ca. 500 m gange 300 m. Selve
tempelbygningen forblev uændret, men der blev bygget en række forgårde med
søjlegange, bl..a. ”hedningernes forgård”, hvor det var tilladt alle at færdes,
og det var derfor også her, at de handlende og vekselererne havde deres stader
(Matt. 21, 12 med par.). En af søjlegangene kaldtes for ”Salomons søjlegang”
(Ap. G. 3, 11; 5, 13). Den næste forgård var forbeholdt jøder og kaldtes
”jødernes forgård”, og den lå hævet 3 m i forhold til den ydre forgård. En
stenplade var opsat foran gitteret ind til forgården, og pladen bar
indskriften: ”Ingen ikke-jøde må gå indenfor gitteret og muren omkring
helligdommen, og enhver, som pågriber dér, kan takke sig selv for, at døden
bliver følgen” (Ap. G. 21, 28). Ind til
det egentlige tempelområde førte der en port, som kendtes under navnet ”den
skønnne port” (Ap. G. 3, 10).
Jødernes forgård var i øvrigt ved
en mur skilt i to dele med kvindernes forgård mod øst, endnu et tegn på
kønsadskillelsen i jødisk religion. I den sidstnævnte forgård stod der 13 tempelblokke, hvoraf de syv var
forbeholdt gaver til templet og de seks forbeholdt gaver til de fattige. Fra
kvindernes forgård førte en port, kendt
som Nikanorporten, ind til den inderste forgård, der ligeledes var opdelt i to
afdelinger, hvoraf den yderste kaldtes iraeliternes forgård, og hvortil alle
jødiske mænd havde adgang, og allerinderst lå ”præsternes forgård” med
brændofferaltret og templet.
Imidlertid skete det, at den
romerske kejser Flavius Vespasianus Titus, som 69 e. Kr. efterfulgte sin fader,
Vespasian, på tronen, også fortsatte dennes krig mod Palæstina, og året efter
vandt han den endelige sejr over jøderne og ødelagde Jeusalem, sådan som Jesus
havde forudsagt i sin spådom om Jerusalems ødelæggelse (Matt. 24. 1-41; Mark.
13, 1-32; Luk. 21, 5-33). Dette gjaldt også templet, og blandt Titus’
krigsbytte var den syvarmede lysestage og skuebrødsbordet, som i øvrigt begge
blev afbildet på Titusbuen på Forum Romanum. I den anden jødiske krig i 1832.35
e. Kr. ødelagde kejser Hadrian (117-138 e. Kr.) systematisk Jerusalem og lod
opføre en rent hedensk by kaldet Ælia Capitolium med et tempel for Jupiter på
tempelpladsen. 637 e. Kr. erobredes Jerusalem af de islamiske arabere, som
gjorde den til en hellig by også for deres religion, men 1099 befriede
korsfarerne under ledelse af Godefroi
de Bouillon byen og oprettede et kongerige med navnet Jerusalem. Imidlertid
blev byen generobret 1187 af sultan Saladin I af Ægypten. På den tidligere
tempelplads blev Omar Moskeen opført i ???? og ligeledes al Aksa Moskeen.
Vedr. den syvarmede lysestage, så
er denne et symbol på skabelsens 6 dage samt hviledagen. I det empel som blev
bygget efter landsflygtigheden og som stod færdig i 515 f. Kr., havde den
syvarmede lysestage i purt guld sin plads på skuebrødsbordet. Tallet syv var
derfor helligt for jøderne. Ved Titus’ erobring af Jerusalem i 70 e. Kr.
bragtes den sammen med skuebrødsbordet til Rom, og den ser derefter ud til at
være gået tabt. Det er i øvrigt interessant, at tallet syv også har stor
betydning indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, hvor tallet primært
hentyder til de syv kosmiske grundenergier, som er al skabelses og
livsoplevelses urgrundlag.
4 5. Mos. 6,4-9; Ap.G. 7,55ff. Filosofisk,
kosmologisk og metafysisk set opereres der med tre grundformer for opfattelse
af det guddommelige: monoteisme, polyteisme og ateisme. Monoteisme, af græsk ”monos theos” = ”én gud”, kan gennemføres i tre former: Teisme, deisme og panteisme. Teismen har to
grundformer: den metafysiske og den religiøse teisme. Den metafysiske teisme
mener at verden er skabt og hensigstsmæssigt indrettet af en evig og
uforanderlig Gud, der selv står udenfor eller er hævet over verden, men som
vilkårligt kan gribe ind i dens gang og dermed f.eks. også i menneskenes liv.
I den religiøse teisme, sådan som
vi finder den i jødedommen, kristendommen og islam, er Gud godt nok et højere væsen,
men samtidig en magt eller kraft, der styrer, vejleder og griber ind i verdens
begivenheder og menneskenes liv efter behov. I såvel jødedommen som i islam er
Gud en vred, hævngerrig og straffende Gud overfor mennesker, der overtræder
eller ikke overholder hans love og befalinger, men samtidig også en mild og
kærlig Gud overfor dem, der overholder hans bud og love. Det samme er til en
vis grad også tilfældet i kristendommen, idet den himmelske Fader belønner de
gode og straffer de onde, som ikke omvender sig til troen på ham og hans
udvalgte.
I den filosofiske deistiske
gudsopfattelse forklares verdens sammenhæng og orden gennem antagelsen af en
fra verden selv forskellig og ophøjet Gud, der engang har skabt verden og
indrettet den hensigstmæssigt, men som ellers ikke griber ind i verdens gang.
Denne form for opfattelse eller religion betegnes som ”den naturlige religion”
i modsætning til ”den åbenbarede religion”, hvilket f.eks. vil sige jødedom,
kristendom og islam.
Panteismen opfatter Gud som
identisk med verdensaltet, således forstået, at Gud, verden og naturen er ét.
Gud er dermed hverken hævet over, adskilt eller forskellig fra verden. Det er
denne opfattelse af Gud, man finder i bl.a. det indiske filosofiske system Vedanta
og i nyere og måske endnu mere gennemført version i Martinus’ kosmologi. Den
panteistiske gudsopfattelse strider imidlertid kraftigt mod jødisk, kristen og
islamisk opfattelse og betragtes som kættersk og syndig, og folk med
panteistisk opfattelse er derfor i tidens løb også blevet forfulgt og straffet
hårdt af de ”rettroende”.
Polyteisme, af græsk ’poly’ =
’mange’, og ’theos’ = ’guder’, er en filosofisk og religiøs opfattelse, der
mener at verden styres af mange guder, sådan som man eksempelvis kan se i antik
ægypptisk, græsk, romersk og indisk religion. Men i alle tilfælde fandtes der
dog en ’overgud’, som var ophav til de øvrige guder og gudinder. I ægyptisk
religion var den øverste Gud Ra, i græsk og romersk religion var det Zeus, og i
indisk religion er det Brahma, som igen er en ’udspaltning’ af det højeste
væsen: Brahman.
Ateisme, af græsk ’a-theos’ = ’uden
Gud’, dvs. den opfattelse, der benægter en Guds eksistens. Oprindelig var
ateisme ikke et udtryk for egentlig fornægtelse af en guds eksistens, men blot
for, at man forholder sig neutralt til spørgsmålet om Guds eksistens eller
ikke-eksistens. Det er principielt denne holdning, man finder hos nutidens
naturvidenskab, hvorimod både den ældre og den nyere filosofiske materialisme –
og specielt den politisk motiverede materialisme – totalt nægter en Guds
eksistens, i og med at man mener at kunne forklare verdens eksistens,
indretning og funktion på grundlag af fysisk-kemiske årsager og lovmæssigheder.
For mange nutidsmennesker er spørgsmålet om Guds eksistens blevet så
ligegyldig, at man end ikke gør op med tanken.
5
Betegnelsen senjødedommen anvendes om perioden ca. 200 f. Kr. – 200 e.
Kr., hvilket vil sige fra makkabæernes første frihedskamp mod syrerne til tiden
lige efter Den anden jødiske Krig. Den sidstnævnte krig var en opstand mod den
romerske besættelsesmagt, som 132-35 e. Kr. blev ledet af Bar Kokba, der
erklærede sig som den af jøderne ventede messias, og det lykkedes ham da også
at fordrive romerne og gøre sig til herre over det meste af landet, men han
magtede ikke i længden at hold stand mod den romerske overmagt. – Saddukæerne
var et af senjødedommens partier, som havde sine tilhængere i præsteskabet,
adelen og som derfor tilhørte overklassen. Saddukæerne mente selv at nedstamme
fra den Zadok, som kong Salomo udnæcnte til ypperstepræst ved templet i
Jerusalem og som slægtsmæssigt føres tilbage til Aron, Moses’ broder og Israels
første ypperstepræst (2. Mos. 6, 20: 3
Mos.8, 1 ff.; 1. Kong. 1, 32 ff.; 1. Krøn. 6, 4-8).
Det saddukæiske præsteskab var et
aristokratisk parti med stor indflydelse omkr. 200 f. Kr, men de manglede
folkelig opbakning. Tempelkulten var midtpunktet i deres teologi og de
anerkendte kun Mosebøgerne som helligskrift og troede derfor ikke på et liv
efter døden, lige som de ikke gjorde sig eskatologiske tanker om fremtiden, en
holdning som i øvrigt var kendetegnenede for den øvrige jødedom i tiden omkr.
Jesu fødsel. (Matt. 22, 23-33 med par.; Ap. G. 4, 2; 23, 6ff.). Sammen med deres
modstandere, farisæerne, udgjorde saddukæerne Jesu værste modstandere (Matt.
16, 1.6.12).
6
Som nævnt er det et vigtigt og væsentligt budskab, når Jesus f.eks.
siger: ”Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn,
kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matt.
18,1-5; Mark. 9,33-37; Luk. 9,46-48). Det kan sammenholdes med Jesu ord til
Nikodemus: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han
ikke bliver født på ny” (de græske ord for ’født på ny’ kan også betyde: født
ovenfra). Nikodemus forstod åbenbart ikke umiddelbart, hvad Jesus mente, og
derfor spurgte han: ”Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det
kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?” Jesus svarede:
”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han
ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der
er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må
fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved
ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som
er født af Ånden.” (Joh. 3,1-21). Ja, for ånden er jo som sådan ’udenfor’ tid
og rum, og derfor kan man ikke tale om, hvor den befinder sig rent stedligt.
Den er i en vis forstand ingen steder og alle steder på én gang.
Af den umiddelbart efterfølgende
tekst fremgår det, at Nikodemus ikke forstod, hvad Jesus mente, men hvis vi nu
oversætter ”født på ny” til ”født ovenfra”, så må meningen være, at uden at man
bliver ’overskygget’ af Helligånden eller Guds Ånd, hvilket vil sige: uden at
man via intuitionen kommer på bølgelængde med Guds bevidsthed, vil man ikke
kunne opleve og fatte, at tilværelsen er udtryk for et guddommeligt under og
det største eventyr, der findes. Det er det, det meget lille barn med sin
fysisk endnu uerfarne og i god forstand naive bevidsthed, uberørt som den er af
viden om materielle lovmæssigheder, fordomme og gustne overlæg, umiddelbart er
i stand til at opleve og fatte.
7 1.
Mos. 1,26-27. Det gl.testamentlige officielle syn på kvinder kommer til udtryk
i skabelsesberetningen, som tydeligvis står i det strengt patriarkalske
samfunds tegn: Kvinden er skabt som mandens medhjælp (1. Mos.2, 18), og der er
strenge regler for kvinders utroskab (4. Mos.5, 11ff.; 5. Mos. 22, 22ff.). Kvinder prises derfor som dygtige
husmødre (Ordsp. 18, 22; Sir. 26), og som den skønne elskerinde (Højsangen),
dog med en besk undtagelse i Prædikeren Bog, 7,26, hvor hun kaldes et fangegarn,
der er beskere end døden. Denne opfattelse af kvinden tyder på, at der i
gl.testamentelig tid fandtes kvinder med selvstændig personlighed og med egne
meninger, både religiøst og samfundsmæssigt. Kvinder var qva deres natur som
de, der føder liv, formentlig mere ’jordnære’ og knyttede til kræfter, der
havde med undfangelse og fødsel at gøre. Det kan bl.a. ses af, at profeten
Jeremias bebrejdede sine landsmænd, at de dyrkede gudinden ”Himmelens dronning”
(Jer. 7,18), symboliseret med stjernen
Venus, som i den sammenhæng repræsenterer den vestsemitiske frugtbarhedsgudinde
Astarte. Denne frugtbarhedsgudinde blev dyrket i Syrien-Palæstina. Her blev hun
opfattet både som krigs- og kærlighedsgudinde (Højs. 6, 10), hvilket måske er
baggrunden for udsagnet: ”I krig og kærlighed gælder alle kneb.”
Profeten Jeremias kan endvidere
fortælle om, at kvinderne bager offerkager til himmelgudinden (Jer. 7, 18), og
om tempelprostitution (Jer. 5, 7). Men foruden skøger (læs: prostiturerede
kvinder) fandtes der ogsp profetinder, der både spillede en religiøs og
politisk rolle (2. Mos. 15, 20; Dom. 4; 2. Kong. 22, 14ff.). Men primært er
kvindens betydning i Gamle Testamente hendes rolle for slægtens beståen (1.
Mos. 18).
8 I
Ny Testamente fastholdes Gamle Testamentes patriarkalske opfattelse af kvinden,
men i realiteten spiller kvinder en større rolle i f.eks. begivenhederne
omkring Jesu liv og gerning, end den kanoniserede opfattelse vil indrømme.
Kvindernes betydning I sammenhæng med Jeus liv og virke fremgår til dels af den
efterfølgende hovedtekst.
9
Mark. 3,31-35. Ethelbert Stauffer: Jesus,
hans liv og samtid I historisk belysning. Oversat fra tysk efter ”Jesus, Gestalt und Geschichte” og ”Jerusalem und Rom” af Haakon Falcke. Jespersen
og Pios Forlag, København 1961. Se heri især Første Del, Andet Kapitel, ”2 Marias søn”, pp. 24-27, 279-80.
10
Luk. 2,4,44; 24,18 m.fl.; Matt. 22,37-40; jvf. 3. Mos, 19,18.Begrebet næste har
flere betydninger i Gl. Testamente, som f.eks. ”ven”, ”fælle”, ”kammerat”,
”landsmand”, 2border” eller ”slægtning”, hvilket betyder, at ens næste er den
eller dem, som man har er fællesskab med. Hvordan man bør forholde sig overfor
denne ”næste”, kan ses af de sidste seks af De ti bud. Men de mange bud i loven
forsøgtes sammenfattet i budet om næstekærlighed, der ansås for kernen og
summen af alle de andre bud. Se Rom.
13, 9; Gal. 5, 14; Jak. 2, 8. I nytestamentelig tid kunne evangeliernes Jesus
gentage, skærpe og udvide næstekærlighedsbudet, som det sker i Matt. 19, 19 med
par.; 22. 39 med par. Og Luk. 10, 27. Alle udgør uden undtagelse ens næste,
også ens fjende, som man skylder ansvar og omsorg for, i praksis alle man møder
og som omgiver os i hverdagen.
Den idealistiske opfattelse, at
ubegrænset næstekærlighed omfatter et ansvar for hele menneskeheden, finder man
hverken hos evngelisterne eller de øvrige nytestamentelige forfattere. Dette
næstekærlighedsbegreb må dog siges at ligge implicit i Jesu kernelære og
forkyndelse.
11 Stauffer, II. kap. Ditlef Nielsen, pp. 104-112.
12 Stauffer, II. kap., pp. 37-38. Ditlef Nielsen, pp. 127-128.
13
Navnet Judas var almindeligt forekommende i både gammeltestamentelig og
nytestamentelig tid, men den mest berømte person med dette fornavn er Judas
Iskariot, som var en af de tolv apostle. Nogle har gættet på, at tilnavnet
Iskariot kunne hænge sammen med, at Judas måske havde tilknytning til
modstandsbevægelsen zeloterne, hvilket vel kan anses for en ikke usandsynlig
mulighed. I henhold til Joh. 12, 6 var Judas apostlenes regnskabsfører og
kasserer, og som sådan uhæderlig (Joh. 13, 29). Det er dog et spørgsmål, om
ikke påstanden om Judas’ uhæderlighed er en senere tilføjelse, hvor det gjaldt
om at miskreditere ham. Motivet til hans forræderi fremgår ikke åbenlyst af
evangelierne, men han var næppe drevet af
begærlighed, snarere af ivrighed efter at konstatere, om Jesus var den
messias, som profeterne havde profeteret om og som jødefolket havde ventet på i
århundreder. Det var skuffelsen over, at dette viste sig ikke at være
tilfældet, og fortvivlelsen over sit forræderi, der drev ham til at begå
selvmord ved at hænge sig (Matt. 27, 3-10 med par.). I Ap. G. 1, 15ff, siges
det, at Judas’ rolle i Jesu liv var forudbestemt i Guds frelsesplan, en
opfattelse, som Martinus stort set er enig i.
14 Stauffer, II. kap., pp. 39-44.
1 Luk. 1, 1-80; 2, 1-20.
2 Luk. 2, 21-40. – Duer findes i mange arter
både som vilde og tamme husdyr. Tamme duer var i det gamle Israel de fattiges
eneste kødspise, ligesom det var den eneste fugl, der måtte anvendes som
offerdyr, også af fattige. Symbolsk er duen et yndet billede i poesien, særlig
i elskovspoesien, som f.eks. i Højsangen 1,15; 2,14.
I Palæstina er turtelduen en trækfugl og forårsbebuder, (Jer.8,7) og den
blev tillagt mange gode egenskaber. (Matt.10,16). Som nævnt er duen i Ny
Testamentes symbolsprog et billede på Helligånden (Matt.3,16 med par.).
3 Luk. 2, 41-52.
4 Ap.G. 1,14; Luk. 24,
13-53
5
Luk. 2,52; Dan. 12, 3-4. Forfatteren af Daniels Bog menes at være
profeten Daniel, som angiveligt var en jøde, der blev deporteret til Babylon
i 606 f.Kr., og her udmærkede han sig ved sin stærke tro på Gud og som seer og
drømmetyder. Mest almindeligt kendt er Daniel nok for, at hans modstandere ved
hjælp af ondsindet list fik ham dømt for bespottelse mod kong Darius. Daniel
nægtede nemlig at tilbede andre end Gud, den almægtige, og derfor blev han
kastet i løvekulen, idet kongen, som var til stede, hånede ham med ordene: "Din
Gud, som du vedblivende dyrker, redde
dig!"
Daniel blev da også reddet, idet Gud
sendte en engel, som lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre ham noget. Han
priste derfor både Gud og kongen, hvorefter han blev befriet. Hans tro på Gud
havde frelst ham, siges det. Kongen lod derefter Daniels modstandere, disses
koner og børn kaste i løvekulen, hvor løverne straks dræbte dem alle.
(Dan.6.17-25) Historien er naturligvis en legende med moralsk sigte.
6
Édouard Schuré: De store indviede. Et indblik i religionernes
hemmelige historie. Rama - Krishna - Hermes - Moses - Pythagoras - Platon - Jesus. Oversat efter Les Grand Initiés (132.udgave, 1946) af Johannes
Hohlenberg. Forlaget Kronos. København 1948. Bogen udkom første gang i 1889
og er siden trykt i en mængde oplag og er oversat og udkommet på en række fremmedsprog.
Noter til
3. MENNESKESØNNEN ELLER MESSIAS/KRISTUS
1
Jf. Maria- eller Madonnakulten i den katolske kirke.
Legendedannelsen omkring Maria, Jesu moder, begyndte allerede i
barndomshistorierne, se Matt. 1,18-2,23; Luk. 1,26-38; 2,1-52, men tiltog i
særlig grad i det 2. århundrede. Det er fra den tid, at de såkaldte apokryfe
barndomsevangelier stammer f.eks.: Jakobs Bog og Peters evangelium
2
Vedr. indvielsens tre faser: Såfremt man vil og kan fastholde det
tredelte indvielsesskema, må man i det mindste som en hypotese acceptere, at
første del af Jesu indvielse kan have fundet sted hos essæerne i Qumran, og at
denne har fundet sin officielle bekræftelse i og med, at Johannes Døberen døbte
Jesus i Jordanfloden i nærheden af den østligt beliggende landsby Betaraba også
kaldet Betania, ikke at forveksle med det Betania, som ligger nærmere Jerusalem
og hvor søstrene Martha og Maria og deres broder Lazarus boede. I den
forbindelse siges det ganske vist, at Jesus ankom til stedet fra sin hjemby
Nazaret i Galilæa (Matt. 3, 13-17; Mark. 1, 9-11; Luk. 3, 21-22; Joh. 1,
35-51), og ikke fra egnen ved Qumran, som man vel egentlig skulle have
forventet, hvis hypotesen om Jesu opdragelse og første indvielse skal holde
stik.. Her kunne man måske tillade sig at mene, at eftersom Qumran-menigheden
søgtes hemmeligholdt og at der ligefrem var dødsstraf for at røbe dens
eksistens og hjemsted, at Jesus (og Johannes) så også måtte tie dermed. Ifølge
evangelierne havde Jesus på det tidspunkt endnu ingen disciple eller apostle,
så det er derfor ikke til at vide, hvem der har fortalt evangelisterne om,
hvorfra han kom. Men eftersom det fremgår af alle fire evangelier, at Jesus ved
den lejlighed var ankommet fra Galilæa, er dette derfor blevet traditionen.
Imidlertid fortæller Johannesevangeliet, at Jesu første discipel faktisk også
var Johannes’ disciple, nemlig Andreas,
en broder til Simon Peter, som blev Jesu næstfølgende discipel. Derefter fulgte
Filip, som i lighed med Andreas og Simon Peter var fra byen Betsajda ved den
nordøstlige bred af Genesaret sø. Endelig fulgte Natanael som den fjerde
discipel, men han var angiveligt ikke fra Nazaret, men derimod fra Kana ca. 14
km nord for Nazaret. De pågældende mænd var altså langt væk hjemmefra på dette
tidspunkt.
Men bortset fra det, er spørgsmålet her,
om ikke Jesu frsitelse i klippehulen i ørkenen også hører med til første
indvielsesfase, hvorefter anden indvielsesfase omfatter forklarelsen på
bjerget, indtoget i Jerusalem, salvningen i Betania og påskemåltidet med
nadverens indsiftelse. Tredje fase vil herefter være identisk med sjælekampen i
Getsemane Have, arrestationen, forhørene hos Kajfas og Pilatus, dødsdommen,
korsfæstelsen, begravelsen, opstandelsen og ’himmelfarten’, hvorunder Jesus
udsteder den såkaldte missionsbefaling.
Skematisk opstillet ser Jesus tre indvielsesgrader således ud:
1. indvielsesgrad:
Initiationen og oplevelsen af enheden med Gud i Qumran-klostret
Johannes Døberen døber Jesus, som tegn på dennes åndelige status
Jesu
fristelse i ørkenhulen
2. indvielsesgrad:
Forklarelsen på bjerget og mødet med Moses og profeten Elias
Indtoget i Jerusalem
Salvningen i Betania
Påskemåltidet med nadverens indstiftelse
3. indvielsesgrad:
Jesu
sjælekamp i Getsemane Have
Arrestationen og forhøret hos Kajfas og Pilatus
Dødsdommen
Korsfæstelsen
Begravelsen
Opstandelsen
Himmelfarten og missionsbefalingen
3
Mal. 3,23-24; Matt. 28,18-20 med par. - Det er dog et spørgsmål, om ikke
det universale hovedsigte i missionsbefalingen skyldes Jesus, for den stemmer
godt med indholdet af hans forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse (Matt.
23,34-39; 24,1-41 med par.) og af verdensdommen (Matt. 25, 31-46 med par.).
Også selvom Jesus andetsteds siger, at evangeliet eller den ny lære kun skal
prædikes blandt jøder (Matt. 10,5-15 med par.)
4
Stauffer, p. 245.
5
Mark. 1,6; Matt. 11,18; 12; Luk. I,15; 3,6-7.
6
Joh. 1,19-51.
7
Mark. 1,7-8. Natt.
3,11-12. Luk. 3, 16-18. Joh. 1,32-32.
1 Matt. 3,15-16; Joh. 1,32-34;
Mark. 1,10-11 med par.
2 Joh. 7,52; Mark. 14,70; Ap.G.
2,7.
3
Joh. 1,35-51.
4
Matt. 4,12-16; Es. 9,1 f.
5
Matt. 4,23-25.
6
Joh. 19,25-28.
7
Ditlef Nielsen, p. 138.
8
Mark. 1,24-28 med par.
9 Mark. 1,35-39. - Vedr. Simon Peters svigermoder: Matt. 8, 14-17. Mark. 1, 29-34. Luk. 4,
38-44. Nogle har udtrykt den opfattelse, at alle Jesu disciple skulle være
ugifte, for at kunne følge ham. Se f.eks. Den Ny Verdensimpuls nr. 1. - marts
2009, side 50, spalte 1. Der mener redaktør Ruth Olsen følgende: „Der er ingen
tvivl om, at Jesus havde et nært forhold til Maria Magdalene, fordi hun
angiveligt var den, der forstod ham bedst. Men alle hans disciple måtte afstå
fra familie og ægteskab, hvis de ville følge ham. Ifølge Lukasevangeliet 14,26
skulle han ligefrem have sagt, at man skal „hade sin fader og moder og hustru
og børn osv“, hvis man ville være hans
discipel. Jeg tror ikke, han har sagt „hade“, men for at blive uselvisk alkærlige
må de afstå fra ægteskabskærlighed, der jo logisk set er selvisk.“ – Til det er
der for det første det at sige, at mon ikke Ruth Olsen forveksler Maria
Magdalene med Maria fra Betania? For iflg. Joh. 11, 1-2; 12, 3-4. Luk. 10,
38-42., identificeres Martas og Lazarus’ søster, som den Maria,, der salvede
Jesus og tørrede hans fødder med sit hår. Den rolle, som Maria Magdalene er
kommet til at spille i Ny Testamente skyldes i hovedsagen, at hun var en af
dem, der overværede Jesu korsfæstelse og den, der gik ud til graven, for at
salve den formodet døde (Matt. 27, 56 med par.; 27, 61 med par. Matt. 28, 1 ff.
Med par. Joh. 20, 1 ff.), og som også var den, der som den første talte med den
genopstandne Jesus. Maria Magdalene er senere blevet identificeret med
synderinden, som farisæerne ville stene, men som Jesus frelser ved sine
visdomsord (Luk. 7, 36 ff.). Det har for nogle haft betydning, at der findes
fragmenter af et apokryft Marias evangelium, hvori Maria Magdalene fremstilles
som bringer af en særlig åbenbaring. - For det andet, at ordene „Simon Peters
svigermoder“ jo indikerer, at manden må have været gift. Det antydes desuden
med ordene „hade sin fader og moder og hustru og børn“. I øvrigt skal ordet
„hade“ i henhold til Nytestamentlig ordforklaring forstås som ‚holde sig
afsondret fra, forsømme, tilsidesætte, ikke tage hensyn til’. Jf. Matt. 6, 24.
Luk, 14, 26; 16, 13. Joh. 12, 24. Åb.
2, 6.
Vedr. Maria Magdalenes betydning i Jesu liv, er der i nyere
tid blevet fremsat en konspirationsteori, som går ud på, at den katolske kirke
i århundreder har skjult sandheden om, hvad der virkelig skete mellem hende og
ham efter hans død og såkaldte genopstandelse. Teorien går kort fortalt ud på,
at Jesus ikke døde, men giftede sig med Maria Magdalene og gjorde hende gravid,
hvorefter hun for at beskytte barnet drog den lange vej til Frankrig. Her fødte
hun en datter, som hun navngav Sarah, og dette barn blev stammoder til
Merovianerslægten, som var arvinger til Frankrigs trone. En efterkommer af
denne slægt var arkitekten Pierre Plantard, som i 1970’erne gjorde krav på at
besidde arveretten til den franske trone. En halv verden hoppede på denne
fantastiske og usandsynlige teori, da den i 2004 blev kolporteret videre af den
amerikanske forfatter Dan Brown i og med hans digre roman „Da Vinci Mysteriet“.
Se evt. Herom i artiklen Konspirationsteorier
– sandhed eller falsum? her på hjemmesiden.
10 Mark. 1,39-45
11 Luk. 4,16-30.
12
Joh. 2,1-13.
13 Imod, at der med Jesu forvandling af vand til
vin skulle være tale om en ’historisk’ begivenhed, taler det bl.a. også, at
moderen iflg. de andre evangelier ikke kendte til, at hendes søn Jesus skulle
være noget særligt i forhold til hendes andre børn eller andre mennesker. Maria
og to af hendes andre sønner, Jakob og Judas, begyndte først at anse Jesus for
Messias efter hans død og opstandelse. Mark 2,21; Matt. 12,46ff. med par.;
13,56 med par.; 1. Kor. 15,7; Ap.G. 1,14; 1. Kor. 9,5.
Noter til 5. DEN OMVANDRENDE FORKYNDER
1 Mark. 2,1-12.
– Vedr. straf ved stening, hævder nogle, at Jesus ikke tager afstand fra stening i det tilfælde,
hvor kvinden, der var blevet grebet i hor, var hjemfalden til denne form for
straf, som var den almindeligt anvendte i særlige tilfælde i jødedommen siden
Moses' dage (3. Mos. 24, 10-16; 5. Mos. 13,6-11; 17, 2-7). Når Jesus i
Johannesevangeliet , 8. kap., siger, at "den som er ren, han kaste den
førte sten", så betyder det jo, at han forventede at ingen af de lovfromme
farisæerne ville blamere sig og overtræde lovens krav om renhed hos den, der
vil dømme og straffe andre.
For en uvildig bedømmelse er det helt klart,
at Jesus i alt fald indirekte tog afstand fra stening, hvilket skete i medfør
af hans etik og moralkodeks, sådan som det kan ses af Matt.
23, 31: "... Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener
dem, der er sendt til dig! ..." Jesus blev selv flere gange udsat for
risikoen for stening, men undslap hver gang. Det fremgår af Joh. 8,59;
10,31-34: 11,8. Det fremgår af disse skriftsteder, at det var vrede over Jesu
provokerende og lovstridige udtalelser, der ophidsede jøderne til at ville
stene ham.
Stening var også en straf, der senere blev
taget i anvendelse over for Paulus og Barnabas (Ap.G. 14,5) og Paulus
(Ap.G. 14.19; e. Kor. 11,25), og i tilfældet med Stefanus' martyrdød (Ap.G.
7,54-60).
Stening var også en dødsstraf i henhold til
den jødiske kætterlovgivning, og gjaldt i tilfælde af tilsidesættelse af
Moseloven, gudsbespottelse, frafald til afgudsdyrkelse, forførelse til
frafald, frafaldsprædikanter og falske profeter - som Jesus blev anset for
at være og senere dødsdømt og henrettet for. Men så vel dødsdommene som
steningen og andre former for henrettelse, skete angivelig alt sammen i
henhold til loven og i bedste hensigt og mening.
Personligt kender jeg ikke nok til islam og
islamisk lovgivning til at kunne udtale mig herom. Men i henhold til bl.a.
imam Abdul Wahid Petersen, er stening bl.a. en dødsstrafform i den
islamiske lovpakke, som han ikke ønsker at tage afstand fra, i modsætning til,
hvad tilfældet angiveligt er for
enkelte andre muslimer, som anser stening for at være en barbarisk skik fra fortiden.
2
Mark. 8,5-13
3 Begrebet synd
omfatter i gammeltestamentlig forstand enhver fælles skabsnedbrydende handling, hvilket vil sige der er tale om et
brud på den pagt, som er sluttet mellem Gud og Israels folk, og som regulerer
menneskers indbyrdes forhold. Derfor medfører synd også skyld og straf, der
er et grundlæggende tema hos profeterne, hvis forkyndelse som fællesnævner
har dommen over Israels pagtsbrud. Syndens modstykke er den lydighed mod Guds
bud, som fører til velsignelse.
Synden blev i ældre tid opfattet som kollektiv, sådan forstået, at
enkeltpersoner kunne påføre hele fællesskabet skyld ved at begå synd. Men
senere møder man den opfattelse, at enhver må stå til ansvar for egne
gerninger, og at alle mennesker har begået synd. (Ez. 9.-10.). Synd betragtes
herefter som en ond skæbne, der blev menneskene til del ved Adams og Evas
syndefald, men denne skæbne betyder dog ikke fritagelse for ansvar.
I bibelsk forstand, er synd i det hele taget et udtryk for det, der
skiller mennesket fra Gud, og denne tankegang præger også Ny Testamente, hvis
indhold faktisk kan sammenfattes i ordene "syndernes forladelse".
Gennem sin død for vore synder har Jesus åbenbaret Guds tilgivende kærlighed
for mennesker, hvilket dog ikke betyder, at synden er udryddet, men derimod at
synden for den troende ikke længere betyder en uovervindelig afstand mellem Gud
og mennesker, hvorved syndens magt er brudt. Og fordi Jesus siges at have givet
sit liv som løsesum for mange, kaldes han "Guds lam, som bærer verdens
synd".
Det helt igennem teologiske begreb arvesynden, også betegnet som det
onde, er efter Adams overtrædelse noget, som ethvert menneske har lod og
del i. Læren om arvesynden og det onde kalder disse fænomener for uforklarlige,
og den giver derfor ikke nogen forklaring på, hvordan - eller hvorfor - synden
er kommet ind i verden. Dette syn på synden og det onde, deles ikke mindst af
Paulus, som i brevet til romerne, 7,15, blandt andet skriver: "Jeg
forstår ikke min egen handlemåde; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det jeg
hader, det gør jeg".
Læren om arvesynden skyldes kirkefaderen Augustin (354-430), som hævder,
at det ikke er de enkelte synder, der gør mennesket syndigt, men at det er det
syndige menneske, der begår de enkelte synder. - Man kan naturligvis mene om
læren om arvesynden, hvad man vil, men den er imidlertid en delvis
forudsætning for, at kunne forstå det bibelske sprog og de bibelske beretninger.
Imidlertid kan åndsvidenskaben - i modsætning til teologien - bidrage til at
forklare, hvad arvesynd, synd og skæbne egentlig er for fænomener, når disse
vel at mærke anskues fra en fordomsfri synsvinkel, og når de sættes ind i en
noget anden og større sammenhæng. Også det skal vi se nærmere på senere.
4 Mark. 2,18-22. Begrebet
lignelse eller parabel (af græsk: parabolé = lignelse,
billedtale), er en til fortælling udvidet sammenligning eller billedsprog, som
er taget fra det daglige liv. Der er flere forskellige former for billedtale:
ordsprog, sammenligninger, korte lignelser, længere lignelsesfortællinger og
allegorier, hvor hvert træk har en dybere mening end den umiddelbare. Hertil
kommer de såkaldte eksempelfortællinger. Lignelsen stiller billede og
virkelighed over for hinanden som to realiteter, hvorimod allegorien er en ægte
sammenligning, hvorved alle billedets træk må overføres til den åndelige virkelighed.
Et eksempel på en udpræget lignelse er den om den fortabte søn (Luk.15,11-32),
men Jesus bruger i enkelte tilfælde allegoriens form, som f.eks. i lignelsen om
sædemanden (Matt.13,1-23) og om ugræsset (Matt.13,24-30).
De såkaldte eksempelfortællinger drejer sig om at fremstille et eksempel
på, hvad man skal eller ikke skal gøre i en nærmere bestemt situation. En
sådan eksempelfortælling er f.eks. den barmhjertige samaritaner (Luk.10,25-37).
Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk.16,19-31) indtager en
særstilling blandt eksempelfortællingerne, idet den udtrykker en gengældelseslære,
som nogle teologiske forskere mener er uforenelig med Jesu
Gudsrige-forkyndelse. En sådan opfattelse må antagelig bero på, at man ikke
tillægger Jesu-ord om skæbnemæssig gengældelse nogen betydning. Sådanne ord
forekommer eksempelvis i Matt.26,52-53: "Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal
falde for sværd." (Jf. Gal.6,7; Jak.2,14-26; Åb.13,10).
Formålet eller hensigten med
lignelsen er at illustrere en vanskeligt forståelig sandhed ved hjælp af et
billede fra hverdagslivet. Lignelsen var en meget benyttet fortællingsform i
den rabbinske undervisning, og det er derfor ikke noget specielt for Jesu
forkyndelse, når han betjener sig af denne fortælleform.
De fleste af Jesu lignelser handler om Guds rige, som han ved at
sammenligne det med forhold i hverdagslivet søger at få sine tilhørere til selv
at danne sig forestillinger eller tanker om, hvordan det forholder sig med det.
Lignelsen er altså beregnet på at skulle være ligetil og at kunne forstås
umiddelbart, og ikke gådefuld, sådan som tilfældet er med allegorien, der i
reglen må tydes og udlægges, før dens fulde indhold (sandhed) bliver
forståelig.
Evangelierne gengiver i alt 34 lignelser, som tilskrives Jesus.
5 Luk. 6,1-5.
6 Matt. 6,6-11.
7 Søren Giversen:
Tomas-evangeliet.
8 Joh. 20,24-29.
9 Matt. 10,4 med par.;
26,14ff.; Joh. 12,6; 13,28-29.
10
Matt. 27,3-10 med par.; Ap.G. 1,16-20.
11 Moseloven (2 Mos.12) foreskriver en
ganske bestemt måde, hvorpå den jødiske påske (hebr. "pesah" =
"forbigang") skal fejres: Familiefaderen skal på den tiende dag i den
første måned, nisan (fra midt i marts til midt i april), udvælge et sundt og
velskabt lam eller kid af hankøn og holde det isoleret indtil den fjortende dag
om aftenen, hvor det skal ofres (slagtes) og dets blod påsmøres husets to dørstolper og overliggeren, idet
dyret steges helt. Samme nat skal dets kød spises sammen med bitre urter og
usyret brød. Festdeltagerne skal have bælte om livet, sko på fødderne og stav i
hånden, og måltidet skal indtages i største hast, alt sammen for at mindes
udvandringen fra Ægypten.
Det menes, at påsken oprindelig har været delt i to fester, nemlig for
det første en forårsfest med oprindelse i en kvægavlerfest i nomadetiden. For
at sikre årets frugtbarhed, har man ofret et lam eller et kid, formentlig det førstefødte
af hankøn. Ifølge loven tilhørte al førstegrøde Gud Herren, konkret forstået
som den første del af afgrøden, og i overført betydning forstået som Israels
folk. Offerskikken gjaldt oprindelig også det førstefødte drengebarn, men
denne grusomme skik er dog tidligt blevet afløst af et erstatningsoffer.
For det andet har der været tale om
en agerdyrkerfest, hvor førstegrøden af byghøsten ofredes, idet hele høsten
derved blev helliggjort. Derfor kaldes påsken også for "de usyrede brøds
fest". Sidstnævnte fest blev fejret i Kana'an inden israleliternes
indvandring fandt sted, men blev altså efterhånden overtaget af disse og
sammensmeltet med kvægavlerfesten. Begge fester havde i praksis nogenlunde
samme karakter, ligesom de tidsmæssigt faldt sammen, nemlig omkring
forårsjævndøgn. Navnet "pinse" kommer af det græske
"pentekosté": "den halvtredsindstyvende" (dag efter
påsken), og er betegnelsen for den jødiske fest, som blev fejret syv uger efter
påske. For jøderne var den en høstfest, hvor førstegrøden af hvedehøsten blev
frembåret som offer.
Løvhyttefesten (af hebr. sukka eller sukkot = hytte eller hytter)
fejrede jøderne i syv dage fra den 15. dag i den syvende måned, tisjri (fra
midt i september til midt i oktober), når høsten var overstået. I syv dage
flyttede man ud i det fri og boede i midlertidigt opførte løvhytter, hvilket
skete til minde om, at forfædrene efter udvandringen fra Ægypten boede i hytter
(telte) i ørkenen.
Til de store jødiske fester hører også Purimsfesten, der dog ikke er en
valfartsfest. Den fejres den 14. og 15. i måneden adar (fra midt i februar til
midt i marts), angiveligt til minde om de begivenheder, der er skildret i Esters
Bog. Det er en udpræget glædesfest af karnevalsagtig karakter, som menes til
dels at have sin oprindelse i den lykkelige udgang på jødeforfølgelsesforanstaltninger
i Perserriget, og dels i en fest, som er overtaget fra perserne og især er
blevet fejret af de talstærke østjødiske menigheder. Ordet "pur"
skal formentlig forstås i sin babyloniske betydning: "lod", idet man
ved den persiske og babyloniske nytårsfest, der fejredes om foråret, ved
lodkastning aflæste gudernes vilje med hensyn til det kommende år.
Men som glædesfest i den førstnævnte betydning, har Purimsfesten
antagelig sin oprindelse i, at den persiske stormand, Haman, ifølge Esters Bog,
var blevet så vred på jøden Mordokaj, at han fattede en plan om at udrydde alle
jøder i Perserriget. For at finde den bedste dag at begynde jødeforfølgelserne
på, lod Haman kaste lod (pur) herom.
For jøderne var påsken oprindelig en familiefest, men efter udvandringen
af Ægypten skiftede den indhold, idet påskeofferet nu alene måtte bringes i
helligdommen, hvilket i praksis vil sige templet i Jerusalem. Påsken er dog
blevet fejret på begge måder indtil år 70 e.Kr., hvor templet lagdes i ruiner
af romerne, og herefter blev påsken udelukkende hjemmenes fest. Festens
hovedelement blev derfor påskens "legende", som er skildret i 2.Mosebog,
kap.1-15.
12 Mark. 2,27-28; 6,14-17.
13 Matt. 16,13-17; 22-23.
14 Matt. 16.24-28.
15
Joh. 6,48-51.
16
Joh. 6,42-43; 61-64. - Med
udtrykket "Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet",
sigter Jesus utvivlsomt til det forhold, som inden for åndsvidenskaben, specielt
i Martinus' Kosmologi, er kendt som forholdet mellem ånd og materie eller ånd
og krop ( = kødet). Det er udtrykt i det levende væsens grundanalyse som et
treenigt princip: Jeget ("substansen"), overbevidstheden ( = et
højpsykisk kraftfelt) og underbevidstheden (= et psykisk kraftfelt). Den
fysiske krop er en art "forlængelse" af underbevidstheden, idet den
er opbygget af samtlige de energier, der råder i denne. Men det afgørende er,
at det er bevidstheden der er det centrale og primære i forholdet, hvilket kan
ses af, at kroppen ikke af sig selv kan foretage sig noget viljesmæssigt
aktivt, når bevidstheden af en eller anden årsag er fraværende, som f.eks.
under søvn, bedøvelse og bevidstløshed, og specielt ikke, når kroppens
forbindelse til bevidstheden er helt ophørt, som det er tilfældet ved dødens
indtræden. Konklusionen må derfor blive identisk med Jesu konstatering af, at
"det er ånden, som gør levende, kødet gavner intet".
17
Matt. 17,1-4; 5-6.
18
Matt. 17,6-9; Mark. 9,11-13; Luk. 14-17; Sl. 22,2ff; Es. 53,3f. - Den
skikkelse, hvormed Jesus viste sig for Peter, Jakob og Johannes under den
såkaldte "forklarelse", var sandsynligvis identisk med den, vi
senere, efter Jesu død og begravelse og såkaldte opstandelse, hører om, at Jesus
for første gang efter sin død viser sig med, nemlig for Maria Magdalene. Hun
var i sin sorg søgt ud til graven, for at være i nærheden af sin elskede
mester, men havde dog ikke ventet at møde ham lyslevende. Når dette alligevel
blev tilfældet, er det ifølge åndsvidenskaben fordi der var tale om en såkaldt
materialisation. En materialisation foregår ved, at stærkt koncentrerede
åndelige energier gennemstråler de fysiske materier i så høj grad, at de
bliver synlige på det fysiske plan. Når det åndelige væsen, som i dette
tilfælde altså Jesus, antagelig bistået af åndelige hjælpere, de såkaldte
engle, under sin viljes kontrol materialiserer en midlertidig kopi af sit
fysiske legeme, sker det for at fysisk levende mennesker skal kunne genkende
vedkommende.
Det var altså ikke Jesu afdøde, fysiske legeme, Maria så ved den lejlighed,
og heller ikke den krop, de andre disciple så ved forskellige senere
lejligheder. Jesu fysiske legeme var ganske rigtigt fjernet fra graven, ikke
ved at hans disciple havde "stjålet" og skjult det, men ved at Jesu
åndelige hjælpere gennem kraftig strålingsenergi havde dematerialiseret og
dermed opløst det i atomer, hvorefter liget igen er blevet materialiseret og
lagt et passende sted, for at det dér kunne opløses og overgå i det naturlige
fysiske kredsløb.
Da Maria af glæde over at møde sin elskede mester, som hun i første
omgang ikke genkendte, men troede var
havemanden, ville omfavne ham, sagde han advarende: "Rør ikke
ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op
til min Fader. Men gå til mine brødre, og sig til dem: jeg farer op til
min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." (Joh.20,11-18).
Ifølge åndsvidenskaben skyldtes Jesu advarsel til Maria, om ikke at røre ved
ham, at den materialiserede kropskopi var så stærkt vibrerende, at det ville
have betydet livsfare for hende, at gøre det. Dette gjaldt åbenbart ikke ved de
senere lejligheder, hvor Jesus materialiserede sig og bogstavelig talt kom
til syne for øjnene af sine undrende disciple, som var forsamlede bag lukkede
døre af frygt for modstanderne. Åndsvidenskabeligt set kunne forklaringen
herpå være den, at det nu var lykkedes for Jesus, at dæmpe sin fysiske
apparitions vibrationer til et niveau, som ikke var farligt for mennesker at
røre ved. Derfor kunne en Tomas få lov til at stikke sin finger i naglegabene
og sin hånd i såret i siden, hvor en af de romerske soldater havde stukket Jesu
fysiske krop med et spyd.
Og når Jesus materialiserede sin kropskopi med naglegabene og såret, må
det hænge sammen med, at han formentlig ellers ville have haft svært ved at
overbevise disciplene om, at det virkelig var "ham", de havde foran
sig. Men i henhold til åndsvidenskaben, kunne han lige så godt have materialiseret
en kropskopi uden de nævnte sår.
19 Matt. 11,1-19.
20 Mal. 4,5.
1 Joh. 2,13-18.
2
Matt. 21,13-18; Mark. 11,15-18; Luk. 19,45-48; Joh. 2,18-22.
3 Matt. 21,14-6; Sl. 8,3.
4 Matt. 5,38-48.
5 Matt. 7,12; Luk. 6,27-36.
6 Joh. 3,1-21.
7 Joh. 4,1-42.
8 Joh. 7, 47-52.
9
Es. 9,1-2.
10 Es. 9, 6-7; Mika. 5,1-4; Matt. 2,1ff.; Luk.
2,4-15; Joh. 7,41-42.
11 Joh. 8,1-10.
– Her skal indskydes, at ifølge en nyere konspirationsteori, som primært
skyldes den franske arkitekt Pierre Athanase Marie Plantard (1820-2000), som
gav sig selv tilnavnet de Saint Clair, blev Maria Magdalene angiveligt gift med
Jesus efter at denne havde overlevet korsfæstelsen. Maria blev kort efter
gravid, men måtte for sin og det ufødte barns sikkerheds skyld drage i
landflygtighed og herunder endte hun af alle lande med at tage fast ophold i
Frankrig, hvor hun senere fødte sit barn, som i dåben fik navnet Sarah. I bogen
”Prieuré de Sion” (på dansk ”Sions Priorat”) hævdede Plantard, at den katolske
kirke havde skjult denne ’sandhed’ for offentligheden, hvilket han baserede på
fundet af nogle angiveligt ethundrede år gamle pergamenter, som han påstod at
have fundet hemmeligt opbevaret i en klosterkirke i Sydfrankrig. Plantard var
selv bosat i den landsby, hvor kirken var beliggende. Han påstod endvidere, at pergamenterne berettede om en
international organisation kaldet Sions Priorat, ifølge hvilken Merovianerslægten
var efterkommere af Jesus og Maria Magdalenes datter Sarah. Plantard tilhørte
angiveligt selv denne slægt, som var arveberettigede til Frankrigs trone,
hvorfor han påstod at være efterkommer af den sidste merovianske konge,
Dagobert 3, og derfor var den retmæssige arving til nævnte trone.
Organisationen Sions Priorat virkede bl.a. gennem Tempelherreordenen, en
gejstlig fransk ridderorden, som blev stiftet i Jerusalem i år 1110 med det
formål at beskytte kristne pilgrimme og korsfarere. Til trods for, at ordenen
med tiden blev en økonomisk og politisk magtfaktor, ophævedes den dog i
1312.
Det var dog
ikke alle, der troede på Plantards fantasifulde beretning, eller på de nyfundne
og kun ethundrede år gamle pergamenter, og der blev derfor foranstaltet indgående
undersøgelser af Plantards ’bevismateriale’. Under en påfølgende retssag blev
han tvunget til at indrømme og under ed vedstå, at de nævnte pergamenter var
fremstillet af ham selv og derfor falske, lige som hele historien omkring
ordenen Sions Priorat var det pure opspind fra hans side.
Imidlertid var der andre, som i mellemtiden fandt Plantards beretninger
så nteressante, at de spandt videre på historien, og de skrev derfor sammen
bogen ”The Holy Blood and the Holy Grail”, som udkom i 1982 i London og blev
genudgivet i 2005. Forfatterne var englænderne Michael Baigent, Richard Leigh
og Henry Lincoln. Bogen vakte i første omgang ikke nogen videre opsigt, men
dens indhold og ideer inspirerede den amerikanske succesforfatter Dan Brown til
romanen ”The da Vinci Code”, på dansk ”Da Vinci Mysteriet”, som ved sin
fremkomst i 2004 blev en verdenssensation, som blev oversat til 44 sprog og i
første omgang solgte 60 millioner eksemplarer. Det gjorde Dan Brown til
millionær på rekordtid. To af forfatterne til bogen ”The Holy Blood and the
Holy Grail” anlagde efterfølgende sag mod Dan Brown for plagiat, men tabte
retssagen. Problemet med Dan Browns roman var og er, at han efter
kæmpesuccessen påstod, at dens indhold var udtryk for historiske kendsgerninger,
der var blevet hemmeligholdt af den katolske kirke, og dermed indrullerede han
sig selv blandt konspirationsteoretikernes tvivlsomme skare. Emnet er omtalt i
min artikel Konspirationsteorier – fakta
eller falsum?, specielt i afsnittet Er Da Vinci Myateriet et mysterium?.
12
Vedr. begrebet synd, se 5.
kap., note 3.
13 Joh. 5,14.
14 Joh. 8,10-11.
15 Joh. 8,12.
16 Es. 9,6-7. Både
i kulturel og religiøs henseende var Galilæa under en vis indflydelse udefra,
og befolkningen var desuden af blandet herkomst og blev derfor betragtet som
andenklasses jøder, ligesom det anses for sandsynligt, at der ikke har været
tale om israelitisk bosættelse i større omfang. På Jesu tid blev Galilæa
regeret af den romerske lydkonge Herodes Antipas, som var ivrig
tilhænger af hellenistisk kultur. Han havde dog kun titel af tetrark
(landsfyrste), men i år 39 e.Kr. rejste han - kraftigt ansporet af sin
ærgerrige hustru, Herodias - til Rom, for at bede kejser Caligula (12-41
e. Kr.) om kongetitlen, men i stedet blev han sat helt fra bestillingen og
landsforvistes til Gallien.
17 Joh.
5,32-33; 8,12-19.
18
Joh. 8,19-22.
19
Joh. 8,23-27.
20
Joh. 8,28-29.
21. 3.
Mos., 1-14.
22 ÅB.
4,8-11; 5. Mos. 6,4; Joh. 6,45-47; 10,30-31.
23
Joh. 6,51; 57-58; 62-63.
24
Joh. 8, 44-45.
25
Joh. 8,54-59.
26
Joh. 10, 22-42.
1 Joh. 7,1-5.
2 Joh. 7,6-9.Begrebet "verden" findes i Ny Testamente udtrykt i to
forskellige ord: kosmos og aion. Ordet kosmos betyder
egentlig prydelse, men hos grækerne tillige det smukke og harmonisk ordnede
verdensalt. Men i Ny Testamente, og
her i særdeleshed hos Paulus og Johannes, betegner ordet "verden"
hyppigt den syndige, mod Gud fjendtlige menneskeverden (se f.eks. 1 Kor.2,12. 2.Kor.7,10. Gal.6,14. Joh.7,7.
15,18f; 16,11; 1 Joh.5,19. Jak.4,4).
Ordet aion = æon, betegner
egentlig en lang tidsperiode eller tidsalder, og kan derfor ofte gengives ved "evighed"
( f.eks. Matt.6,13. Mark.3,29. Joh.4,14:
11,26. 1 Kor.8,13). I senjødedommen og nytestamentlig
tid regnede man med to tidsperioder: "denne tidsalder" og "den kommende tidsalder", som tilsammen
udgjorde hele verdensforløbet. Skellet mellem de to tidsaldre udgjordes af Messias'
(Kristi) komme. I den ældste kristne
menighed betragtede man undertiden "den kommende tidsperiode"
som begyndt med Jesu fremtræden her på jorden. Men man kunne også regne Messias'
fremtidige komme i herlighed (Jesu "genkomst") for det egentlige
vendepunkt, og i så fald levede man altså endnu i slutningen af "denne
tidsalder".
Forestillingen om de to tidsaldre
kunne dog i en vis forstand forenes, idet man sagde, at de kristne allerede
lever i "den kommende tidsalder” medens de, der står uden for
menigheden endnu er i "denne tidsalder". Ordet aion
kom derfor til at betyde "verden, verdensorden", og det
oversættes derfor hyppigt ved ordet "verden".
3 Joh.
7,11-20.
4 Joh. 7, 20-24.
5 Joh. 7, 25-30.
6
Joh. 7,32-37.
7 Joh. 7,37-49; Es. 12,3; 44,3; 58,11; Zak. 14,8.
8 Joh. 3,1-4.
9
Joh. 3,4-9. Med ordene "hvad der er født af kødet, er kød; og hvad
der er født af Ånden, er Ånd", sigter Jesus endnu engang til forholdet
mellem ånd og materie, et spørgsmål, som er
kommenteret i 5.kapitel, note 4.
10 Joh. 3,9-13. På dette sted går Jesu svar
over til at handle om Menneskesønnen eller Guds enbårne Søn, og det har, så
vidt jeg kan se, intet direkte at gøre med samtalens egentlige og øvrige
indhold. Det virker desuden lidt ejendommeligt, når Jesus i citatet pludselig
slår fra jeg-form og over i vi-form, og tilbage igen. Det pågældende sted lyder
for mig, som om evangelisten et øjeblik har glemt, at Jesus i det forudgående
konsekvent refererer til sig selv i jeg-form, medens vi-formen utvivlsomt
refererer til menigheden og dennes opfattelse.
Set på baggrund af åndsvidenskaben
er det ret sandsynligt, at samtalen mellem Nikodemus og Jesus har drejet sig om
reinkarnation og åndelig udvikling. Åndelig udvikling, hvilket især vil sige
etisk-moralsk udvikling, kræver erfaringer og især lidelseserfaringer, og kan
derfor kun ske over et tidsperspektiv, som rækker langt ud over et enkelt jordeliv,
ja, faktisk ud over adskillige jordeliv. Derfor er et tilsvarende antal reinkarnationer
påkrævede, for at individet kan tilegne sig de nævnte erfaringer, som er
forudsætninger for at det kan hæve sig op på stadig højere trin i den
udvikling, som efterhånden virkeliggør mennesket i Guds billede.
11 Joh.
3,22-31.
12 Mark. 10,32-34.
13 Mark.
10,35-41.
14.
Joh. 11,1-16.
15
Joh. 12,1-9.
16
Matt. 26,6-13.
17
Luk. 16,19-31.
18
Matt. 26,1-16.
19
Joh. 12, 1-10.
20 Mark.
14,12-17.
21 Matt. 21,1-8;
Mark. 11,1-11; Luk. 19,28-38; Joh. 12,12-19.
22 Zak. 9,9.
23 Luk. 19,37-38.
24 Luk. 19,39-40.
25
Luk. 19,41-44; Matt. 21,10-11; Joh. 12,20-36.
26 Mark. 11,27-33.
27 Mark. 13,1-5.
1 Joh. 13,1-11.
2 Joh. 13,12-20.
3 Joh. 13,21-30.
4 Matt. 26,17-25.
5 Joh. 6,24-71.
6 Mark. 14,22-25.
7 Luk. 22,24-33.
8 Joh. 13,1-38.
9 Luk. 22,33-34.
10 Mark.
14,26-31.
11 Matt.
26,36-40.
12 Matt.
26,36-46; Joh. 22,43-46.
13 Joh.
14,5-11.
14 Joh.
14,12-31.
15 Joh. 17,
1-5.
16 Joh. 17,6-26.
17 Joh. 13,21-22.
18 Mark.
14,41-42.
19 Mark. 14.44-45.
20 Luk. 22,50-51;
Joh. 19,10-11; Matt. 26,52-56.
21 Luk. 22,49-51; Joh. 18,5-11.
1 Joh. 18,15-26.
2 Matt. 69.-75.
3 Mark. 14,66-72.
4 Luk. 22,55-62; Ap.G.
1,13-15.
5 Stauffer, p. 99.
6 Joh. 18,12-24.
7 Matt. 26,67-68.
8 Vedr. den jødiske kætterlovgivning, se
Stauffer, pp. 270-278.
9 Matt. 26,60-64; Joh. 18 ff.
10 Mark. 14,53-64; Matt.
26,67-68.
11 Stauffer, p. 276..
12 Stauffer, p. 193;
Matt. 27; Ap.G. 1,18-20.
13 Luk. 13,1; Matt.
27,11-26; Joh. 18,28-40.
14 Matt. 27,19. -
H.G.Gregersen: De apokryfe evangelier i Ny Testamente, 1886.
15 Joh. 18,28-30; Luk. 23,1-3.
16 Joh. 18,29-33.
17
Mark. 15,40.
18
Mark. 15,1-5.
19
Luk. 9,7-9; Joh. 18,33-34.
20 Luk. 23,6-16.
21 Mark. 15,6-12.
22 Matt. 27,15-22; Luk.
23,18-19; Matt. 27,19-24; Luk. 23,22-24.
23 Matt. 27,24-26.
24 Matt. 27,27-31.
25 Joh. 19,1-12.
26 Joh. 19,19-23.
27 Luk. 23,26-32.
28 Matt. 27,34-35.
1
Joh. 19,23-25.
2 Matt.
27,37-44.
3
Luk. 23,35-44.
4
Mark. 15,34; Matt. 27,46; Luk. 23, 34-46; Joh. 19, 26-30.
5
Matt. 5,43-48; Luk. 23,29.
6
Joh. 19,26-28.
7
Mark. 15,34-37.
8 Mark. 15,39-40; Matt. 27,51-55; Luk.
23,47-48.
9 Joh. 19,31-35.
10 Matt.
27,62-66.
11 Joh.
19,38-42.
12 Joh. 19, 25-26; Luk. 23,55-56; Mark.
15,40-47; Matt. 27,55-61.
13 Stauffer, p. 277.
Noter til 11. DEN TOMME GRAV OG OPSTANDELSEN
1 Stauffer, p. 276.
2
Matt. 28,1-10.
3
Mark. 16,1-20.
4 Luk. 24,1-12.
5 Joh. 20,1-10; Joh. 6,38-59; 10,25-39.
6
Joh. 20,11-18.
7
Apostlen Paulus kan også fortælle nærmere om det, han betegner som
”opstandelseslegemet”. Han havde gjort sig de fysiske lovmæssigheder klart, og
at de ’døde’ eller ’hensovede’ naturligvis ikke vil kunne genopstå med deres
måske for længst forrådnede eller opløste fysiske krop. Herom hedder det i 1.
Kor. 15,35-49: ”Men,” vil en sige, ”hvorledes står de døde op? Hvad slags
legeme kommer de med?” Du dåre! Det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke
dør. Og hvad du end sår – du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et
nøgent korn, enten det nu er hvede eller af anden art. Men Gud giver det et
legeme efter sin vilje og hver særart sit særlige legeme. Ikke alt kød er ens;
men mennesket har sit, kvæget har sit, fuglen igen sit og fisken sit. Der er
himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men de himmelskes glans er af én
art, de jordiskes af en anden. Solen har sin glans, månen sin glans og
stjernerne igen deres glans: stjerne er forskellig fra stjerne i glans. Således
er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed [dvs.,
hvad der i sin natur er forgængeligt, hvilket igen vil sige opstår og forgår],
opstår i uforkrænkelighed [dvs. hvad der i sin natur er uforgængeligt og derfor
hverken opstår eller forgår]; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad
der sås i svaghed, opstår i kraft; der sås et sjæleligt legeme, der opstår et
åndeligt legeme [dvs. det sjælelige legeme, der ligger imellem det kødelige
(materielle) og det åndelige, hvor det sidstnævnte ses som den højere side af
mennesket, mens kødet eller legemet er den lavere side af samme]. Når der gives
et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt. Således står der også skrevet:
”Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;” [1. Mos. 2,7: Rom.
5,14ff: Joh. 5,21] den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Men det
åndelige er ikke det første, derimod det sjælelige; derefter det åndelige. Det
første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra Himmelen. Som
den jordiske var, sådan er også de jordiske; og som den himmelske er, sådan er
også de himmelske. Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal
vi også bære den himmelskes billede!”
I 2. Kor. 5, 1-10 kommer Paulus
atter ind på spørgsmålet om opstandelseslegemet: ”Thi vi ved, at dersom vort
legemes telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra
Gud, en bolig, ikke gjort med hænder, en evig, i Himlene. Så længe vi er i
dette legeme, sukker vi jo af længsel efter at overklædes med vor bolig fra
Himmelen, så sandt vi ikke skal findes nøgne, når vi engang har iklædt os den.
[Nøgen er et udtryk, som blandt jøderne undertiden kunne betyde den, som kun
var iført underkjortel (skjorte) og manglede kappen. Her hos Paulus anvendes
ordet nøgen billedligt om menneskesjælen, der i Dødsriget ikke har noget fysisk
legeme]. Ja, vi, som er i legemets telt, sukker under et tryk, fordi vi ikke
vil afklædes, men overklædes, så det dødelige kan blive opslugt af livet. Og
den, som har sat os i stand netop til dette, er Gud, der gav os Ånden som
pant.”
Paulus’ ord om opstandelseslegemet er måske ikke umiddelbart lette at
forstå, men vil kunne tolkes i overensstemmelse med Martinus’ opfattelse af
forholdet mellem sjæl, legeme og ånd, hvor ånden er højeste instans, sjælen
mellemste instans og legemet laveste instans. Af disse tre indbyrdes
integrerede instanser repræsenterer ånden det uforgængelige, og legemet det
forgængelige, mens sjælen er en mellemliggende instans, som i sin kerne er
uforgængelig, men dog i sin legemsstruktur er undergivet forandring i form af
bl.a. vækst (udvikling) og degeneration (afvikling), efterfulgt af ny vækst og
degeneration osv. Det afgørende er imidlertid, at ånden og sjælen aldrig er
uden et legeme, hvad enten dette er åndeligt eller fysisk, fordi legemet tjener
som individets sanse- og manifestationsredskab. I det andet citat synes Paulus at tale om det åndelige legeme,
sjælen har i mellemtilstanden efter døden eller i dødsriget, som han
forestiller sig som et åndeligt ’sted’ eller en åndelig ’verden’, fra hvilken
mennesket igen opstår på dommens dag, hvor alle skal dømmes efter deres
gerninger, enten til evigt liv eller evig straf. Der findes dog ikke i hverken
GT eller NT nogen entydig lære om livet efter døden, hvilket derimod er
tilfældet i bl.a. Martinus’ Kosmologi, hvori begreber som evig straf eller
helvede i øvrigt ikke forekommer.
8
Luk. 24,13-35.
9
Luk. 24,36-49.
10 Joh. 20,24-31.
11 Matt.
28,11-15.
12 Stauffer, p.
117.
13 Stauffer, p.
118.
14 Ditlef
Nielsen, p. 87.
15 1. Kor.5,7;
15,20; 15,23ff.
16 Matt. 17,1-3.
17 Es. 6,2; 2. Mos.3,2ff; Luk. 2,10; Sal. 91,11; Ap.G. 12,7; Iob 38,7; Sal. 29,1;
89,7.
18 Luk. 1,26ff.;
2,13f.; 12,8f.; 22,43; Matt. 1,20; 2,13-19; 4,11; 13,39; 18,10; 28,2ff med par.;Ap.G. 12,15; med par.; 1. Kor. 6,3; Åb.
5,2 m.fl. steder.
19 Joh. 6,27ff.; 61-64; 10,31; 34-37.
20 Luk. 24,32;50-52; Joh. 20,19; 26;
21,1-14.
1 Her
skal genopfriskes, hvad der i bibelsk forstand forstås ved begrebet synd. I
GT er synd enhver fællesskabsnedbrydende handling, og i forholdet til Gud er
det et brud på den pagt, Israels Folk via Moses og Moseloven havde sluttet med
Gud, for det var gennem loven at menneskers indbyrdes forhold blev reguleret.
Synd medfører derfor også skyld og straf, mens lydighed mod Guds bud medfører
velsignelse. Dette tema er grundlæggende hos profeterne.
Synd blev opfattet som kollektiv, og
enkeltpersoner kunne påføre fællesskabet skyld ved at begå synd (Jos. 7), men
den modsatte opfattelse forekom også, nemlig at enhver må stå til ansvar for
sine egne handlinger (2. Kor. 5,10). Synd betragtedes som en ond skæbne, der
var kommet over menneskeheden ved Adams og Evas syndefald, men denne skæbne
fritager imidlertid ikke hverken den enkelte eller fællesskabet for ansvar.
I NT betragtes synd som det, der
skiller mennesket fra Gud, og evangeliernes hovedsigte kan derfor sammenfattes i
begrebet ”syndernes forladelse” (Luk. 24, 47; Ap. G. 5, 31; 10, 43; Ef. 1,7;
Kol. 1, 14). Indtil den forsoning med Gud, som Jesus tilvejebragte ved sin død,
herskede der direkte fjendskab mellem Gud og mennesker (Rom. 5,7-10; 2. Kor. 5,
18-21). Ved sin død for vore synders skyld har Jesus åbenbaret Guds tilgivende
kærlighed og barmhjertighed (1. Kor. 15,3; Rom. 3,24f; 4,25). Det betyder
imidlertid ikke, at synden er udryddet, kun at syndens magt er brudt for den
troende og ikke længere betyder en uovervindelig afstand mellem Gud og
mennesker (Rom. 5,12-21; 8). Den traditionelle tolkning af evangelierne er
derfor, at disse forkynder Jesus som den, der har givet sit liv som løsesum for
mange, dvs. for alle, der tror på ham som ”Guds lam, der bærer verdens synd”
(Joh. 1,29).
Som vi
bl.a. skal få at se i bind 2, giver Martinus i sine kosmiske analyser en
kraftig korrektion af den traditionelle religiøse og teologiske opfattelse,
ikke kun af begrebet synd, men også af begreber som f.eks. skyld og straf, og i
øvrigt af en lang række andre bibelske og kristne begreber.
2 Dom. 6,34;
15,14; 1. Sam. 10; 16,13; Mika 3,8; Es. 11,1-10; Joel 3,1ff.;
3 Ap.G. 1,3-9. - Ordet Herre
er en oversættelse af det hebraiske ”Adonaj” og bruges i GT fortrinsvis
som betegnelse for Gud, både i om- og tiltale. Af ærefrygt for Guds hellige
navn udtaler jøderne ikke selve navnet Jahve, men læser og skriver i
stedet Adonaj. Dette ord gengives i den autoriserede Bibel-oversættelse ved
HERREN. Oprindelig skrev man ikke selvlydene på hebraisk, hvorfor Jahve blev
skrevet JHVH. Senere nåede nogle af Middelalderens ikke særlig hebraiskkyndige
kristne teologer ved en sammenblanding mellem Adonaj og JHVH frem til, at Gud
egentlig skulle udtrykkes som ”Jehova”, en betegnelse for Gud, som især sekten
Jehovas Vidner i nyere tid har adopteret og fastholdt.
I GT bruges betegnelsen ”Herre” og
”Herren” foruden om Gud også om kongen (1. Sam. 17,32; Sl. 110,1), ligeledes i
høflighedsformularer og som udtryk for en herskerrolle. I den græsktalende del
af diasporajødedommen vandt det græske udtryk for Herren, ”kyrios”, indpas og
hævd. I NT anvendes Herre og Herren både om Gud og Kristus, for sidstnævntes
vedkommende blev navnet dog først brugt, efter at hans disciple var kommet til
at tro på ham som den ophøjede (Rom. 19,9; Fil. 2,9-11). Betegnelsen var
imidlertid allerede blevet anvendt i de aramaisktalende menigheder, hvor det
liturgiske udråb ”Maran ata” (1.
Kor. 16,22): ”Vor Herre er kommet!” eller ”Vor Herre kommer!” lød under
gudstjenesterne. Ordet kan dog også læses ”Marana ta”, som betyder ”Vor
Herre, kom!”. Sidstnævnte sætning vidner om, at urmenigheden i Jerusalem
havde en højspændt eskatologisk forventning om Jesu snarlige genkomst. I de
græsktalende menigheder fortrængte ”kyrios” dog snart det i den hellenistiske
verden uforståelige hebraiske ”messias”, som derefter blev gjort til et
egennavn, på græsk altså ”Kristus”.
4
Luk. Ap. G. 1,15-26.
5 2.
Mos. 43,22; 3. Mos. 23,15-16ff.; 4. Mos. 28,26; 5. Mos. 16,10;
6 Joel, 3,1-5.
7 Ap.G. 2,22-36.
8
Luk. 2,14; Åb. 21,1-8.
Noter til 13. DEN MYTOLOGISKE JESUS KRISTUS
1 1. Tim.
1,4; 4,7; 2. Tim. 4,4; 2. Pet. 1,16.
2 I nyere tid er der blevet gjort flere forsøg
på at fjerne de mytologiske og legendeprægede lag i NT og dermed afdække den
rent faktiske historie eller virkelighed, der utvivlsomt ligger bagved.
3 Matt. 1,18-20.
4 Luk. 1,34-36.
5 Matt. 1,18-25.
6 Ap.G. 10,38.
7
Mark. 3,21,31; 6,3-5; Matt. 13,55-58.
8
Luk. 2,1-20; 23-38; Matt. 1,1-17.
9 Matt. 3,17.
10 Luk. 3,23f. med par. I henhold til
Lukas-evangeliets aldersangivelse på Jesus ved hans dåb af Johannes, skulle det ifølge
den kronologi, der er anvendt her i bogen, betyde, at begivenheden har fundet sted
år 23, idet Jesu antagelige fødselsår 7 f.Kr. plus 23 e. Kr. giver 30 år. Men
denne kronologi stemmer ikke med den antagelse, at Johannes Døber begyndte sit
offentlige virke i kejser Tiberius’ 15. regeringsår, hvilket vil sige 28 e.Kr. Aldersangivelsen på 30 år for Jesu åndelige
fødsel stemmer derimod fint med Martinus’ påpegning af, at det først er omkring
det 30. år, at repetitionsprocessen lader individet fremstå med sin
kernepersonlighed, og at det derfor først er på det tidspunkt, at ”den store fødsel”
til kosmisk bevidsthed kan finde sted. Den videnskabelige psykologi mener også,
at menneskets kernepersonlighed først er færdigudviklet i slutningen af
ungdomsårene. Men bortset fra, at årstallet for Døberens fremtræden kan være
forkert, er det trods alt ikke så vigtigt med en kronologi, som tilmed er højst
usikker. Jesus kan jo teoretisk set
også lige så godt være blevet født år 2 f.Kr., hvilket stemmer med Johannes
Døberens fremtrædelsesår, år 28 e.Kr.. Men det indebærer blandt andet, at det
ikke kan have været Herodes den Store, som døde år 4. f.Kr., men derimod hans
søn, Herodes Antipas, der foranstaltede barnemordet i Bethlehem.
11
1. Kor. 10,2-4.
12
Matt. 3,15-17 med par.; Joh. 1,29-34.
13
Ap.G. 2,38,41; 10,43; 13,38; 22,16; Rom. 6,1-4; 8-15; Tit. 3,5; 1. Kor.
6,9-11; Ef. 5,26; Gal. 4,5ff.; Matt. 18,3 med par.
14
Matt. 28,19.
15
Matt. 28,18-20.
16
Matt. 10,5-15 med par.
17
Luk. 22,20; Joh. 13,2; 1. Kor. 10,16f.; 11,25; Ap.G. 2,42, 46
18
Joh. 6,22-59; 13,1-20.
19
1. Kor. 10,14-22; Joh. 6,22-59.
20
1. Kor. 11,20-22; Ap.G. 2,42-47.
21
Om begrebet ’eros’: ordet er græsk og
kan bl.a. udlægges som ’forelskelsen i det skønne’. For filosoffen
Platon (427-347 f. Kr.) er der tale om en formidlende kraft mellem fænomenernes
verden og det guddommelige, og eros tolker han som begæret, tilskyndelsen eller
drivkraften i en proces, hvorunder
mennesket ved hjælp af sine erotiske impulser kan hæve sig til stadig højere
former for oplevelse og erkendelse af det fuldkomment skønne, som er identisk
med det gudommelige alvæsen. – I Martinus’ kosmologi kaldes eros-kraften for
længslen efter og driften mod oplevelsen af behag. Martinus betegner denne
drift som den ”den højeste ild”. Det højeste behag forekommer dels i
forbindelse med seksualaktens kulmination i orgasmen, og dels i form af
oplevelsen af sammensmeltningen med det guddommelige under oplevelsens og
erkendelsens, samt indvielsens ekstase.
22
Matt. 3,2; 4,17 med par.; Luk. 13,1-5.
23 2. Mos. 7,3-5,11-22; 5. Mos.
13,1ff.; Sl. 9,2; 40,6; 71,17; 72,18; 136,4; jvf. 118,23; 2. Kong. 2,19-24; 4-5.
24
Matt. 11,4-5 med par.; jvf. Ap.G. 2,22; Matt.
12,22-42; Es. 29,16f.; 35,5f..
25
Ap.G. 2,43; 4,30; 5,12; 2. Kor. 12,12; jvf. Rom. 15,18f.; Matt. 24,24
med par.
26 Matt. 14,13-24; Joh. 2,1-11.
27 Matt. 28,19; 2. Kor. 13,13.
28
Se f.eks. Peter Krog Meyer: Den christelige Religoms- og Sædelære med
Hensyn paa de lærde Skolers øverste Classer. 1818.
Noter
til 14. DOMMEN OVER JERUSALEM OG VERDEN
1
Mark. 1,15. - Ved ordet og begrebet Eksilet, som er latinsk for
landflygtighed, eller Diasporaen, græsk for adspredelsen, skal forstås de
deportationer af Judas-rigets indbyggere, der fandt sted under kong
Nebukadnezar i 598 og 587 f.Kr. (2. Kong. 24,14ff; 25,8ff.). Nebukadnezar II var konge i Det
nybabyloniske rige 605-562 f.Kr., som betød velstand og blomstringstid for
Babylon. Han besatte Syrien og Palæstina, og indtog Jerusalem 598 f.Kr., og
efter en opstand, hvor Judas konge nægtede at betale tribut, blev byen ødelagt
og en stor del af befolkningen deporteret til Babylon, en begivenhed, der fik
betegnelsen ”det babyloniske fangenskab”. Noget tilsvarende skete for
indbyggerne i Nordriget i 722 under assyrerne. Med Eksilet blev de ledende
politiske og religiøse kræfter flyttet til Babylon, hvor grundlaget for den
senere jødedom blev skabt. Josias, konge i Juda 639-09, udnyttede Assyriens
aftagende magt til at udvide riget og reformere kulten, der herefter kun måtte
finde sted i Jerusalem (2. Kong. 22-23). Man samledes derfor i stedet om andre
ting i traditionen, der kunne fastholde folkets egenart, især omkring Loven med
dens krav om renhed, helligholdelse af sabbat og omskærelse. Vægten blev især
lagt på 1.-4. Mosebog, den såkaldte Tetrateuk. Den babyloniske Diaspora
udviklede sig snart til et jødisk kulturcentrum, hvor de jødisk-babyloniske
akademier blev centre for rabbinske studier, og her redigeredes den babylonske
Talmud, hebraisk for studium, dvs. den del af den mundtligt overleverede Tora,
som fandt sin udformning i århundrederne efter Kristus. For profetiske jødiske
eksilkredse blev Eksilet opfyldelsen af den tidligere domsforkyndelse med
dennes understregning af, at skyld medfører straf. Med den såkaldte
Deuterojesaja, dvs. ”den anden Esajas”, forkyndes Jahves løfte om snarlig
befrielse af Israel og hjemkomsten (Es.
40,1ff). Eksilet ophørte 539 med Babylons erobring, men mange jøder forblev dog
i landet efter den tid.
2 En
parallel til den religiøse jødiske eskatologi finder man i indisk religions
historie, mere specielt i brahmanismens og hinduismens historie, hvor
Veda-tidens udadvendte og livsbekræftende rituelle offerkult i perioden fra
omkring 800 f.Kr. efterhånden afløstes af de vediske Upanishad’ers
pessimistiske verdens- og livsfornægtende syn på tilværelsen. Det hang sammen
med ændringer i de samfundsmæssige forhold (hvilke?), som bevirkede, at livet i
verden ikke længere føltes værdifuldt, men tværtimod pinefuldt og uden
egentlige udsigter. Hos den indiske kulturelle elite gav dette sig bl.a. udtryk
i dybsindige spekulationer over, hvad verden og livet i grunden var for
størrelser, og disse overvejelser førte til den opfattelse, at offerritualernes
ydre handlinger ikke er vejen til at nå den sande, inderste virkelighed i alle
ting: det universelle Brahman. Upanishad’ernes lære består i, at vejen til
Brahman tværtimod går indad, fordi det inderste i mennesket. Atman, er identisk
med det universelle Brahman, og denne erkendelse kan efter de indiske
filosoffers og guruers mening opnås gennem yoga-teknik og –træning.
Omkring de sidste
århundreder f. Kr. skabtes en samling læresætninger, i sanskrit kaldet sutraer,
og da disse ansås for Veda’ernes afslutning og endemål, kaldes samlingen på
sanskrit Vedanta, som bogstaveligt betyder Veda’ernes ende eller afslutning.
Vedanta overtog Upanishad’ernes lære om, at bindingen til dagliglivets
gerninger, karma, er en hindring for den sande erkendelse, en hindring, der i
sig selv medfører stadig nye genfødsler (reinkarnationer) i et uendeligt universelt
kredsløb, samsara, symbolsk kaldet det evindeligt spinnende livshjul, som alle
livsformer er underlagt. Begrebet karma betyder at et levende væsens placering
og skæbne er bestemt af dets handlinger, og sammen med samsara betyder det, at
genfødsler er bestemt af forudgående karma. Karma og samsara gælder for alle
levende væsener, både guder og mennesker, dyr og planter, som på den måde
befinder sig på forskellige udviklingstrin i et fælles hierarkisk system.
Forestillingen om karma og samsara blev anerkendt som værdifuld og gyldig
forklaringsmodel, dels for forståelsen af ulighed i evner, vilkår og skæbne,
dels ved det perspektiv den åbner for stadigt ny muligheder for enhver. Men
indisk religion ser hovedsagelig kun karma-samsara lovens trøstesløse udsigter
og lægger derfor vægten på frelsen eller befrielsen fra livshjulet. Befrielsen
eller forløsningen fra samsara kaldes moksha og nås først, når identiteten
mellem det universelle Brahman og det individuelle Atman eller sjælen erkendes
af den sandhedssøgende. Det udtrykkes således i Brihadaranyaka-Upanishad
(1.3.28): ”Fra det uvirkelige før mig til det virkelige, fra mørket før mig til
lyset, fra døden før mig til udødelighed”.
Imidlertid var og er det
helt afgørende ved Vedanta-filosofien, at den grundlæggende anskuer livet og
verden som ren og skær illusion, som individet eller sjælen (Atman) i kraft af
sine begær og sin uvidenhed (avidya) fastholdes i. Vejen til forløsningen fra
illusionen går derfor gennem en kombination af forsagelse, viden (vidya) og
erkendelse af sandheden om livet og de rette årsagssammenhænge. Sandheden er
ifølge Vedanta, at det universelle, upersonlige og forskelsløse Brahman er det
eneste objektivt eksisterende, hvorimod alt og
alle er illusoriske projektioner (kaldet Maya’s slør) af, i og ved dette
Brahman.
3 Matt. 23,1-39. - [1]) Verset mangler i de ældste håndskrifter og
er vistnok indføjet her fra Mark. 12,40. - Proselyt er betegnelsen for en
hedning, der er gået over til jødedommen og har ladet sig omskære og som
anerkender forpligtelsen til at overholde alle Moselovens bestemmelser. -
Helvede hedder på græsk gehenna og er forskelligt fra ”Dødsriget”, der
svarer til græsk hades. Gehenna er det gammeltestamentlige ge hinnom,
hvilket vil sige ”Hinnoms dal” syd og vest for Jerusalem (Jos. 15,8). Her havde
man i gammel tid bragt børneofre til Molok, hvorfor stedet senere blev
betragtet som urent, ligesom man mente, at hedningernes afstraffelse ved den
sidste dom skulle ske dér. På den baggrund blev Gehenna betegnelse for
pinestedet. Molok, formentlig en hånende betegnelse for den kana’anæiske
frugtbarhedsgud Ba’al, er i GT
navnet på den guddom, som israelitterne ofrede børn til ved Tofet i Hinnoms
dal (3. Mos.
18,21; 20,2-5; 2. Kong. 23,10; Es. 30,33; 57,9; Jer. 7,30-34; 32,35). – I
Palæstina var grave ofte udhugget i klippegrund, hvis man ikke kunne benytte en
naturlig bjerghule. Indgangen blev lukket med en rund stenplade, der kunne
rulles hen foran åbningen og tilbage igen i en dertil udhugget rille (Mark.
15,46. Joh. 11,38. Es. 22,16). Rige og velstående personer og familier havde
hver sit private gravsted for de døde (Matt. 27,60), mens der for fattige og
pilgrimme fandtes offentlige begravelsespladser (Matt. 27,7. 2 Kong. 23,6). Af
både religiøse og hygiejniske grunde kalkede man hvert år den 15. adar, dvs.
marts måned, efter regntidens ophør, dækket over gravene i klippegrunden og
indgangen til hulerne hvide (Luk. 11,44. Matt. 23,27). – Som gravmæler over
berømte eller velstående personer opførte man lejlighedsvis pragtfulde
bygningsværker på begravelsespladserne (1 Makk. 13,27ff. Matt. 23,29)- Abel
eller Hebel var Adams og Evas næstældste søn (1. Mos. 4,1-16). Ifølge
traditionen var han fårehyrde og dermed repræsentant for halvnomaden, hvis status
var høj i hos israelitterne. Den ældre broder, Kain, var agerdyrker
ligesom de foragtede kana’anæere. Da Abels og ikke Kains offer blev modtaget af
Gud, blev Kain så skinsyg på broderen, at han myrdede denne. Navnet Hebel
betyder på hebraisk: ”Vindpust”, ”tomhed”, ”intet”, og navnet Abel er derfor et
varsel og en hentydning til hans korte liv. I NT (Matt. 23,35) betegnes Abel
som den første martyr. Se endvidere Joel 1-2,17; 2,18-3,26; Ap.G. 2,1-13.
4
Udtrykket ”ødelæggelsens vederstyggelighed” betegner i Dan. 9,27; 11,31;
12,11, og i 1. Makk. 1,54 det alter for den olympiske Zeus, som den syriske
konge Antiokus Epifanes år 168 f.Kr. lod opføre oven på brændofferalteret i
Jerusalems tempel. Den derved fremkaldte besmittelse med afgudsdyrkelse kaldtes
en ”vederstyggelighed”, fordi den virkede ødelæggende på den sande Guds
helligdom. I Matt. 24,15 og Mark. 13,14 er der ved ”ødelæggelsens
vederstyggelighed” måske tænkt på Antikrist, dvs. ”Mod-Krist” (1 Joh.
2,18; 4,3. 2 Joh. 7).
5 Mark. 13,1-2; Matt. 24,1-2.
6 Matt. 24,1-45.
7 Matt. 25,31-46.
8 Det er et spørgsmål, om ikke det universale hovedsigte i
missionsbefalingen skyldes Jesus, for den stemmer godt med indholdet af hans
forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse (Matt. 23,34-39; 24,1-41 med par.) og af
verdensdommen (Matt. 25, 31-46 med par.). Også selvom Jesus andetsteds siger,
at evangeliet eller den ny lære kun skal prædikes blandt jøder (Matt. 10,5-15
med par.)
Noter til 15. JESU LIGNELSER OG
JESU HUMOR
1 Matt. 13,12-13; 20,16med
par.; 25,29-30 med par.
2 Luk. 10,25-37; 16, 19-31;
Matt. 26,52-53; Jakobs Brev, 2,17-26.
3
Særlig skarpt og grelt forekommer Jesu sprog at være, når han tiltaler
farisæerne og de skriftkloge, som han kalder hyklere, dårer, blinde vejledere,
kalkede grave, slanger og øgleunger (Matt. 23. 1-33). I den forbindelse er det
imidlertid vigtigt at forstå, at den indbyrdes sprogbrug, retorikken, mellem
farisæere og mellem skriftkloge, var ret så karsk og ligefrem, når man diskuterede,
hvilket hørte til dagens orden. Udenforstående er – måske især i vore dage -
nok tilbøjelige til at lægge mere i udtrykkene, end disse indeholder set med
jødiske øjne.
4
Luk. 20,20-26 med par.
5
Matt. 20,25-28.
6
Matt. 19,16-26; 23,25.
7 Matt. 4,18-22 med par.;
jvf. Jer. 16,16; Matt. 7,3-4; 6-11; 12,34-35.
8
Matt. 6,28-31.
9
Matt. 13,1-9; 18-23 med par.; 24-29; 36-43.