Harr­y Ra­smussen

 

J E S U S

M E N N E S K E S Ø N N E N

 

 

Jesu personlighed, liv og lære

skildret på grundlag af

Martinus' Kosmologi

I

 

 

 

 

 

_________________

 

 

Tilbage til

LIVETS EVENTYR

 

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

 

 

FORORD

 

INDLEDNING

     

1. DEN HISTORISKE JESUS

 

2. JESU BARNDOM OG TIDLIGE UNGDOM

 

3. MENNESKESØNNEN ELLER MESSIAS/KRISTUS

 

4. MENNESKESØNNEN

 

5. DEN OMVANDRENDE FORKYNDER

 

6. ”JEG ER VERDENS LYS”

 

7. ”JEG ER OPSTANDELSEN OG LIVET”

 

8. DET SIDSTE MÅLTID

 

 

 

9. DOMFÆLDELSEN

 

10. HENRETTELSEN  

 

11. DEN TOMME GRAV OG OPSTANDELSEN

 

12. HELLIGÅNDENS UDGYDELSE

 

13. DEN MYTOLOGISKE JESUS KRISTUS

 

14. DOMMEN OVER JERUSALEM OG VERDEN

 

15. JESU LIGNELSER OG JESU HUMOR

 

NOTER OG KILDEHENVISNINGER

 

LITTERATURLISTE

 

 

 

JESUS MENNESKESØNNEN II

 

 

 

 

 

FORORD

 

 

 

Som det fremgår af denne bogs forside, er dens emne et todelt forsøg på at finde frem til, hvem og hvad en af verdenshistoriens største skikkelser, Jesus fra Nazaret, egentlig var og er for et væsen. Var han et menneske, om end et usædvanligt menneske, eller var han en gud eller måske nærmest Gud selv?

    I bogens første bind vil der forsøgsvis blive gjort rede for den historiske person, som under navnet Jesus, med tilnavnet Kristus, har øvet enorm indflydelse på især den vestlige kulturkreds. Bogens andet bind er forbeholdt en skildring af Jesu personlighed, liv og lære på baggrund af det livsværk Det Tredje Testamente, i form af hovedværket Livets Bog 1-7, symbolværket Det Evige Verdensbillede 1-foreløbig 4, samt en række småbøger, artikler og foredrag, som skyldes den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus (1890-1981), og hvis tilblivelse strakte sig over næsten en menneskealder.

    Det skal imidlertid siges, at jeg som forfatter af denne bog ikke er hverken akademiker eller specielt sagkyndig vedrørende kristendommen, men derimod nok relativt velbevandret i Martinus’ Kosmologi, som jeg har studeret i omkring 45 år. Fra 1973 blev dette studium specielt suppleret med en mindst lige så grundig interesse for vor store digter H.C.Andersens personlighed, liv og forfatterskab, og særlig af hans livs- og verdensanskuelse. Om dette emne skrev jeg i de følgende år flere artikler, samt en bog med titlen H.C.ANDERSEN, H.C.ØRSTED og MARTINUS – et sammenlignende studie, som udkom 1997. Heri omtales blandt andet også Jesus og hans liv og lære.

    Jesu liv og lære begyndte for alvor at interessere mig, da jeg som 17-årig og før jeg stiftede bekendtskab med Martinus’ arbejder, læste og delvis genlæste Gamle og Ny Testamente, som især hvad det sidstnævnte angår faktisk blev lidt af en åbenbaring for mig. I årenes løb er jeg med mellemrum vendt tilbage til dette interessante studium, og tanken om at fæstne disse studier på papiret begyndte derfor naturligt nok at modnes. Der er ganske vist skrevet mange bøger om samme emne, men så vidt vides indtil nu ikke specielt om det, sådan som det tager sig ud på baggrund af Martinus’ Kosmologi.

    Her vil jeg gerne bringe en tak til min kone, pædagog og tegner Birgit Bennedbæk, for hendes opmuntring, vejledning og støtte under bogens tilblivelse. En stor tak skal også rettes til fhv. fritidslærer, kunstmaler Søren Svendsen, for hans kontrollæsning af mit manuskript. Det har været af stor værdi for mit arbejde, at jeg hos ham har kunnet indhente sagkyndig assistance, idet han oprindelig læste teologi på Københavns Universitet. En mindst lige så stor tak skal bringes til min ven, samarbejdspartner og webmaster Jakob Koch, der desuden fungerer som kyndig og flittig webmaster på vores fælles hjemmeside http://www.tegnefilmhistorie.dk

 

     Sluttelig skal her bemærkes, at bogens to bind oprindelig blev skrevet i løbet af 2002, men at den hermed foreligger i nyrevideret udgave og med et relativt omfattende noteapparat af hensyn til særligt interesserede. Det vil altså ikke være nogen absolut nødvendighed for alle, at læse noterne. 

 

 

Taastrup, den 22. maj 2008.                               Harry Rasmussen.

 

 

 

 

INDLEDNING

 

 

Den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus deler den opfattelse, at der med Jesus-skikkelsen er tale om en virkelig og dermed historisk person, selv om han samtidig mener, at denne kendsgerning egentlig ikke vedrører det centrale og væsentlige i den kristne lære. Imidlertid er beretningen om ophavsmanden til kristendommen så fascinerende og spændende, at vi vil begynde denne bog med at se nærmere på hans liv og lære, der jo kom til at danne de historiske forudsæt­ninger for en verdensomspændende religion.

     I den vestlige verdens religions- og kulturhistorie er der vel næppe nogen anden enkeltperson, der har spillet større rolle, end Jesus fra Nazareth. Heller ikke selv om hans ek­sistens som historisk person er blevet betvivlet gennem tider­ne. Men ét er den historiske person Jesus, noget andet den religiøse myte Jesus Kristus, der som kristendommens ophav er tillagt gud­dommelig oprindelse og derfor nærmest er blevet tilbedt som en gud. Der kan dog næppe rejses begrundet tvivl om, at Jesus har eksisteret som historisk person i den for­stand, at han er født og har levet et vist antal år. Dette bekræftes til en vis grad af udsagn fra blandt andre den jødiske histori­ker Flavius Josefus (37 e.Kr. - omkr. 100 e.Kr.) og af den romerske histori­ker Cornelius Tacitus (ca.55 e.Kr. - omkr. 120 e.Kr.).

     Vor viden om den historiske Jesus skyldes først og fremmest Ny Testamentes fire evangelier og Apostlenes Gerninger, som dog i alle tilfælde kun indeholder få faktiske oplysninger om ham og hans liv. Apostlenes Gerninger menes at have sin kilde i evangelisten og lægen Lukas, som ikke var jøde, men en helle­nistisk orienteret såkaldt hedningekristen. Forskerne mener desuden, at selvom der er visse divergen­ser mellem de fire evangelier, er der trods alt også så stor over­ens­stemmelse mellem disse, at de i alt væsent­ligt kan regnes for pålidelige kilder til vor viden om Jesu livsfor­løb. De ældste kendte skriftlige vidnes­byrd om Jesu eksistens, liv og lære skyldes imidlertid apostlen Saulus, eller som han kaldtes på græsk-romersk: Paulus (ca. år 3 - ca. 67 e.Kr.). Han var født i Tarsus i Kilikien ( Lilleasi­en) af jødiske forældre, som havde er­hvervet romersk borgerret, der blev arvet af sønnen. Han var dobbeltsproget, idet han talte både aramæisk og græsk. Det aramæiske sprog var næsten hele Forasiens, og herunder Palæsti­nas, omgangssprog på den tid. Nogle forskere mener, at evange­lierne oprindeligt blev over­leveret mundtligt eller skriftligt på det vestaramæiske folkesprog, som jo desuden var Jesu og hans disciples tale­sprog. (1)

 

De fire evangelier

De fire evangelier, Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannes-e­vangeliet, er af noget yngre dato, end Paulus' breve. Ifølge en gammel overlevering skal Mattæus-e­vangeliet oprindeligt være blevet skrevet på aramæisk af apostlen Mattæus, der var jøde og tolder af profession, og som menes senere selv at have over­sat det til græsk. Nutidens forskere hælder til den opfattel­se, at Mattæus-evangeliet snarere stammer fra et jøde­kristent miljø, for­modentlig i Syrien, som var et af den ældste kristen­heds centre, og hvor der boede et stort antal jøder. Mattæus-e­vange­liets forfatter menes at have benyttet Markus­-e­vangeliet som kilde, og da dettes tilblivelse regnes fra omkr. år 70, må Mattæus-evangeliet rimeligvis være blevet til omkr. år 80. Muligheden for, at apostlen og tolderen Mattæus skulle være det direkte ophav til evangeliet af samme navn, er måske ikke sand­synlig, men skyldes snarere behovet for apo­stolsk troværdig­hed. 

     Markus-evangeliet er traditionelt blevet tillagt apostlen Johannes Markus, i hvis moders hus i Jerusalem disciplene hemmeligt samledes i dagene efter Jesu død, ja, formentlig også ved flere tidligere lejligheder. Markus samarbejdede nært med Simon Peter, som nogle antager for at være kilden til Markus' beretning, og med sin onkel Barnabas og Paulus. Men uanset hvem der er evangeliets forfatter, anses det i alminde­lighed for at være den første skriftlige beretning, der samlede overleveringer om Jesus til en samlet fortælling. Men heller ikke i dette tilfælde menes evangeliet at være et resultat af en øjenvidneberetning, men snarere et bearbejdet produkt af urmenighedens erfaringer og behov.

     Det tredje af evangelierne, Lukas-evangeliet, tillægges som nævnt traditionelt lægen og apostlen Lukas, der menes at være en fra Antiokia stammende hedningekristen, som desuden anses for at være forfatter af Apostlenes gerninger. Lukas var Paulus' medarbejder og rejsefælle både i Antiokia og på i al fald tre af de lange rejser, denne foretog, herunder på den fjerde og sidste rejse til Rom, som endte med Paulus' henrettelse. 

     Lukas-evangeliet anses af de fleste forskere for at være det ældste skriftlige vidnes­byrd om Jesu liv og lære, og det menes at være blevet affattet i årene 63-64 e.Kr. Evangeliet er angiveligt tilegnet en højtstående personlighed fra den græsk-romerske verden ved navn Theofilus, hvorfor det må antages at have haft til formål, at medvirke til udbredelsen af budskabet til den ikke-jødiske verden.  

     Det fjerde og sidste af evangelierne er Johannes-evangeliet, som tillægges den discipel, der i særlig grad havde Jesu fortrolighed, dvs. apostlen Johannes Zebedæussøn, som også regnes for at være forfatter af Johannes-brevene og Johannes' Åbenbaring. Evangeliet menes på grundlag af bestemte kriterier at været blevet til i årene 90-95, men ud fra andre kriterier regnes affattelsestidspunktet til omkr. 69 e.Kr. Såfremt den nævnte Johannes, eller på hebræ­isk Joha­nan, kan anses for dets ophav, består der den mulighed at han på tidspunktet for dets affattelse var for­stander for menig­heden i den græske by Efesus på Lilleasiens vestkyst, og her døde han i en høj alder. Evangeliet er af­fattet på græsk - nogle mener på grundlag af en aramæisk kilde, som kan være væsentligt ældre - og menes derfor at henvende sig til en hellenistisk læserkreds.     

 

Apostlen Paulus

Paulus eller Saulus, som han oprindeligt hed, fik sin ud­dannelse som skriftklog hos den fremtrædende rabbi Gamali­el den Ældre i Jerusalem, der desuden var tilhænger af farisæernes sekt og medlem af det øverste jødiske råd, Sanhedrin. Farisæer­ne (af hebraisk peruchim = de afsondrede) var en religiøs gruppe i det jødiske folk, som i århundrederne før og efter Kristus havde stor politisk og religiøs indflydelse. Karak­teristisk for Gamali­el var især kravet om, at man ikke burde leve af at være skrift­klog, hvorfor det var vigtigt med en håndværks­mæssig uddannelse ved siden af. Blandt medlemmerne af Sanhedrin i Jerusalem var den skriftkloge farisæer Nikode­mus og den rige Josef af Arimatæa, der også var medlemmer af rådet. Begge kendte Jesus personligt og var til­hængere af hans lære. (2)

     Betegnelsen skrift­klog, som på én gang betyder jurist og teolog, blev anvendt om medlemmer af det jødiske samfunds akademiske stand. De fleste skriftkloge var samtidig farisæere, men det var dog ikke alle farisæere, der også var skrift­kloge. Ordet farisæere betyder som nævnt "de afsondrede eller de udskilte", hvilket peger tilbage på en tid, hvor disse kun var én blandt flere sekter i jødedommen. Sekten menes at være opstået omkring midten af det 2.årh.f.Kr., og som følge af en religiøst betinget opposition imod det hasmonæiske kongehus, hvis udenrigspolitik i stadig højere grad var magt­politisk bestemt.(3)

     Farisæerne var lovkyndige, dvs. kyndige i toraen eller loven = de fem Mosebøger, og tillagde lovstudiet stor be­tydning, og de ville derfor underlægge hele tilværelsen Mose lov, som de nytolkede, så den kunne tilpasses til de aktuelle samfunds­for­hold. Hoved­kravet var ubetinget rituel renhed, som fulgte og strengt overholdt de kultiske forskrifter. I modsæt­ning til det for­nemme præsteparti, saddukæerne, som på Jesu tid var de her­skende i Sanhedrin (på græsk: Synedriet = øverste råd), troede farisæerne på en kommende verden og en individuel opstandelse til dom, ligesom forvent­ningen om Messias spillede en vis rolle for dem. Evange­lierne vidner om, at farisæerne havde forholds­vis stor ind­flydelse på Jesu tid. (4)

 

     Som sit håndværksfag valgte Paulus teltmageriet, der siden gammel tid havde været og fortsat var højt værdsat i datidens mellemøstlige samfund, som alle mere eller mindre havde deres oprindelse i omvandrende hyrdefolk, de såkaldte nomader og beduiner, der i tørtiden søgte græsning for deres får og geder ved brønde og oaser, i regntiden på stepper­ne med det grønne græs. Disse steder opsatte man midlertidigt sine bosteder i form af telte, som var lavet af sammensyede fåre- og gedeskind eller af lærred og sejldug.

     På Paulus' tid, hvor samfundet var blevet betydelig mere civiliseret, og hvor mange folk var fastboende og foruden småkvægavl, agerbrug og fiskeri også drev forskellige former for hånd­værk, har det dog nok især været materialer som lærred og sejldug, der blev anvendt til teltfremstilling.

     Men Paulus var først og fremmest farisæer og skriftklog, og som sådan samtidig en ivrig forfølger af tilhængerne af den nyopdukkede kætterske jødiske trosretning, hvis ophav var en rabbi Jeschua (Jesus) Ben Josef, der tilmed af sine tilhængere blev betragtet som den forventede Messias. Paulus' lærer, Gamaliel, der som farisæer og lovkyndig var et højt respekteret medlem af San­hedrin, var også modstander af den ny lære og dennes til­hæn­gere, men han var samtidig klog og retfærdig. Da Jesu discipel Simon Peter og flere andre med ham på et tidspunkt blev arre­steret og stillet for rådet, hvor stemningen var for deres henrettelse, rejste Gamaliel sig og sagde advarende: "[...] hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!" (5)

     De anholdte disciple blev derefter pisket og fik pålæg om, ikke oftere at "tale i Jesu navn", hvorefter man løslod dem. De rettede sig dog ikke efter forbudet, men fortsatte uanfægtet med rundt om i synagogerne og i hjemmene at fortælle deres tilhørere det gode og glade budskab om, at Jesus er Messias (Kristus), hvilket vil sige, "den af pro­feterne forjættede frelser".

     Kort efter blev en af de syv fattigforstandere for menigheden i Jerusalem arresteret og stillet for rådet. Hans navn var Stefanus, og man anklagede ham for bespottelse mod Gud, Moses, templet og loven. Han søgte naturligvis at forsvare sig, blandt andet med henvisning til, at Guds nærværelse ikke er bundet til templet eller andre huse, men Gud er overalt og i alt. Desuden rejste han en modanklage mod sine anklagere og mindede dem om, at de rettroende gennem hele Israels historie altid nidkært havde forfulgt og dræbt profeterne og dermed gjort sig til mordere og forrædere mod retfærdigheden.

     Denne anklage blev mange af rådets medlemmer så opbragte og for­bitrede over at høre, at de beordrede Stefanus ført uden for byen, hvor han blev henrettet ved stening, en på den tid ret almindeligt brugt afstraffelses- og henrettelsesmetode, hvis grusomhed ethvert nogenlunde humant indstillet menneske sikkert kan forestille sig. De af rådets medlemmer, der forestod steningen, afførte sig deres klæder og lagde disse ved fødderne af en ung mand, nemlig ingen anden end Gamaliels elev Saulus. (6)

 

De kristnes modstander

Denne Saulus var som sagt en arg og skånselsløs modstander af Jesu disciple og tilhængere, og han deltog aktivt og ivrigt i jagten og mordet på disse overalt, hvor han hørte om dem eller traf på dem. Det skete naturligvis ikke uden visse formalia, idet man ikke sådan uden videre kunne tillade sig at arrestere hvem som helst når som helst. Da Saulus en dag stod foran at skulle rejse til Damaskus, gik han derfor til ypperstepræsten og bad om at få nogle breve med til synagogerne dér, således at han kunne få frit lejde til at arrestere eventuelle tilhængere af den nye, kætterske lære, mænd såvel som kvinder, og føre disse med sig tilbage til Jerusalem, for at de kunne blive stillet for rådet, og, hvis de fandtes skyldige, dømt og henrettet. (7)

     Da Saulus med sit rejsefølge befandt sig på vej til Dama­skus, som var den betydeligste handelsby i det sydsyriske rige, og hvor der på den tid fandtes en stærk jødisk koloni, skete det, at han fik et af sine vistnok hyppige krampetilfælde og faldt om på vejen. Da han atter kom til sig selv, kunne han fortælle om, at han havde følt sig omstrålet af et blændende lys, og at en stemme havde sagt til ham "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" Og på hans spørgsmål om, hvem der talte til ham, lød svaret: "Jeg er Jesus, som du forfølger. [...]"  

     Saulus eller Paulus, som vi herefter vil benævne ham, var velorienteret om de menneskers tro, han så nidkært og skånsels­løst forfulgte, men oplevelsen på vejen til Damaskus betød en total omvendelse for Paulus, idet den førte til hans klippefa­ste overbevisning om, at Jeschua Ben Josef fra Na­zaret, den kors­fæstede og genopstandne, virkelig var Messias, Kristus, og Guds Søn. Paulus lod sig straks døbe og begyndte allerede efter få dage at fortælle om Jesus Kristus, Guds søn, i synagogerne i Damaskus, og det fortsatte han med, da han kort efter var vendt tilbage til Jerusalem. (8)

     Det var dog ikke alle kristne, hverken i Damaskus eller Jerusalem, der følte sig overbeviste om ægtheden af Paulus' omvendelse, ligesom hans tidligere kolleger og tilhængere betragtede ham som en forræder mod den mosaiske tro. De sidst­nævnte havde derfor planlagt at tage ham til fange, for at han kunne blive dømt og henrettet som kætter. Imidlertid tog Josef Barnabas, som var et af de ledende medlemmer af nazaræermenig­heden i Jerusalem, sig af Paulus' sag og forsvarede ham overfor apost­lene, hvilket førte til, at Paulus blev accepteret og optaget i apostlenes kreds. Da Barnabas senere var blevet leder af den første såkaldte hedningekristne menighed i den nordsyri­ske oldtidsby, Antiokia, kaldte han Paulus til sig som sin nære medarbejder, og sammen foretog de den første missions­rejse. (9)

     På denne første missionsrejse var Barnabas og Paulus ledsaget af Johannes Markus, som anses for at være Markus-evangeliets forfatter. Johannes Markus var en nevø til Barnabas. Den urkristne menighed samledes efter Jesu død i begyndel­sen hemmeligt i Johannes Markus' moders hus i Jerusa­lem. De tre apostles første udenlandske mis­sionsrejse gik via byen Seleuki­a, hvorfra de sejlede til øen Kypern, hvor de i byen Salamis aflagde besøg og forkyndte i de derværende jødiske synago­ger. Fra havnebyen Pafus i det syd­vestlige Kypern sejlede selskabet til havnebyen Attalia på Pamfyliens (Lillea­siens) sydøstlige kyst, og drog herfra til byen Perge, ca. 20 km fra kysten.

     Under opholdet i Perge bestemte Markus sig til at forlade de to andre og rejse hjem til Jerusalem, hvilket især Paulus blev så skuffet og vred over, at de to i lang tid var uvenner. De blev dog senere forsonet igen. Paulus og Barnabas gennemførte missionsrejsen, som fra Perge fortsatte nordpå til byerne Antio­kia i Galatien, Ikonion, Lystra og Derbe og tilbage ad samme rute til Attalia, hvorfra de sejlede til Seleukia, hvor de gik i land og drog hjem til menigheden i Antiokia. (10)

 

Kætteren Paulus

Med Antiokia som base foretog Paulus og hans medarbejdere senere to noget større rejser til Lilleasien og Grækenland, og endelig en fjerde og sidste rejse, hvis største distan­cer blev tilbagelagt ad søvejen. Denne rejse gik via øerne Kreta og Malta til byen Syrakus på Siciliens sydøstkyst, og herfra til Regium i Syditalien, hvorfra den fortsatte, lige­ledes for det meste ad søvejen, til storbyen Rom, det romerske imperiums hovedstad.

     Efter sin anden missionsrejse tog Paulus ophold i byen Efesus på Lilleasiens vestkyst, hvor det anses for sandsynligt, at apostlen Johannes Zebedæus var forstander for menigheden, og her forkyndte han i to år evange­liet for jøder og grækere. Med Efesus som base foretog Paulus sin tredje store rejse, som gik til Makedonien og Grækenland og tilbage til Efesus.

     Efter afslutningen af denne tredje rejse, som hovedsagelig foregik ad landvejen og som via Lilleasien altså gik til Makedonien og Grækenland og tilbage til Efesus, rejste han og hans ledsagere til havneby­en Patara, hvorfra selskabet fik skibslejlig­hed til Syrien, med havnebyen Tyrus som første mål. Her blev Paulus og hans rejseledsagere i syv dage, hvorefter man sejlede til den lidt sydligere be­liggende havne­by Ptole­mais. Her overnattede man og drog næste dag over land til byen Cæsarea, hvor evange­listen Filip tog godt imod dem og lod dem blive hos sig i flere dage. Under opholdet her fik huset besøg af en profet ved navn Agabus fra Judæa, og han forudsag­de, at selv de jødekristne i Jerusalem ville anklage Paulus for ikke at overholde lovens rituelle forskrifter. De havde nemlig erfaret, at Paulus blandt andet lærte hedninge­kristne, at disse ikke var forpligtet til at lade sig omskære og heller ikke i et og alt behøvede at følge Moseloven. (11)

     Paulus lod sig imidlertid ikke skræmme, men drog sammen med sine rejsefæller til Jerusalem, hvor alle gennemgik det fore­skrevne renselsesritual, før de gik ind i helligdommen og bekendtgjorde, at de var villige til at underkaste sig de gældende regler og ritualer og at bringe de nødvendige ofre.

    Rygtet om, at kætteren Paulus opholdt sig i templet i Jerusa­lem spred­tes snart over store dele af byen, og ophidsede folk strømmede til i stort tal og greb den formastelige og slæbte ham uden for helligdommen, hvor man ville slå ham ihjel. Dette kom imidlertid byens romerske militærkommandant, Klaudius Lysias, for øre, og han stillede sig straks i spidsen for en afdeling soldater, som i stor hast løb hen til stedet, hvor en flok ophidsede jøder var i færd med at slå løs på den stakkels Paulus. Kommandanten gav sine soldater ordre til at arrestere Paulus og lade denne lægge i lænker og føre til byens borg, som var beliggende inden for den nordre bymur.

     Imidlertid viste det sig, at kommandanten havde forvekslet Paulus med en ægypter, som var en af lederne for zeloternes parti, som blandt andet gik omkring på gaderne og snigmyrdede deres modstandere, romere så vel som jøder, som de anså for samarbejdsvenlige over for den romerske besættelsesmagt. For nogen tid siden havde denne ægypter og hans mænd gjort oprør og var derefter flygtet ud i ørkenen, hvor de skjulte sig. Paulus blev derefter løsladt og kommandanten gav ham lov til at tale til de mange fjendtligt stemte mennesker, der var fulgt med til borgen, hvor de havde taget opstilling, i forventning om, at gudsbespotteren ville blive straffet med døden.  

     Paulus' forsvar formede sig som en detaljeret skildring af, hvordan han var kommet til troen på Jesus som Messias, Guds Søn, og herunder viser Paulus sig både som intellektualisten og mystikeren, der ser og hører, hvad almindelige dødelige ikke har øjne og ører for. Men da han fortæller om, hvordan han medvirkede til Stefanus' død, går mængden amok og forlanger at synderen skal idømmes lovens strengeste straf: døden. Kommandanten beordrede derfor, at Paulus skulle føres ind i borgen og lægges i lænker, og at han skal forhøres under pi­ske­slag, for at få ham til at for­tælle om den virkelige grund til, at menneskemængden var så rasende på ham. (12)

 

En trumf i baghånden

Men Paulus havde imidlertid en trumf i baghånden, idet han efter at være blevet lænket spurgte befalingsmanden, om det var tilladt at piske en romersk borger, og tilmed uden dom. Da kommandanten hørte om dette, skyndte han sig hen til Paulus, for at forhøre sig om det havde sin rigtighed med hans romerske borger­skab, hvilket Paulus i overensstemmelse med sandheden kunne bekræfte. Kommandanten var straks klar over sin fadæse, men for ikke at tabe ansigt lod han Paulus forblive lænket til næste dag, hvor det var hensigten at fremstille ham for ypperstepræ­sterne og hele rådet, for på den måde at få klarlagt, om der var hold i de anklager, jøderne rettede imod ham.

     Til trods for at stemningen i rådet åbenlyst var imod Paulus, lod han sig dog ikke skræmme, men bestemte sig til at udnytte det faktum, at rådet bestod af de to indbyrdes striden­de parter, saddukæerne og farisæerne: "Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages." Tumultagtige scener med voldsom råben og ophidset diskussion mellem de to opponerende partier fulgte, hvorunder nogle af de skriftkloge farisæere tog til orde til fordel for Paulus, hvad der imidlertid blot førte til endnu heftigere ordvekslinger og håndgemæng mellem parterne. Af frygt for, at Paulus skulle blive sønderrevet under tumulterne, befalede kommandanten, at soldaterne skulle rive ham løs fra de ophidsede folk og føre ham ind i borgen, hvor han var i sikker­hed og kunne overnatte uden at frygte for sit liv.

     Paulus' modstandere var imidlertid fast besluttede på, at denne skulle slås ihjel for enhver pris, og de havde derfor lagt en plan for, hvordan de ville kunne få fat i ham. En gruppe på omkring fyrre mand havde under forbandelser for­pligtet sig til at faste, indtil det var lykkedes dem at straffe Paulus ved at slå ham ihjel. De opfordrede derfor ypperstepræsterne til i forening med rådet og under foregivende af, at Paulus' sag skulle undersøges nærmere, at henstille til kommandanten, at denne lod fangen føre frem for rådet endnu engang. Meningen var, at når Paulus blev ført hen til råds­bygningen, ville de fyrre mand ligge i baghold og tage ham til fange, inden han nåede frem, og de ville derefter sørge for, at han straks blev ryddet af vejen.

     Dette onde anslag blev dog forpurret, idet Paulus' søstersøn, en yngre mand, havde fået nys om bagholdet, og han gik straks til borgen, hvor han fik tilladelse til at besøge sin onkel. Da Paulus hørte om anslaget, sendte han omgående bud efter den befalingshavende officer og bad denne om at føre den unge mand til kommandanten. Efter at have fortalt, hvad han havde hørt de sammensvorne tale om, forlod Paulus' nevø stedet med kommandan­tens formaning til ham, om ikke at røbe sin viden for nogen andre.

     Kommandanten greb til den vistnok særlig for ham selv snedige udvej, at beordre sine befalingsmænd til at klargøre to hundre­de mand fodfolk, halvfjers ryttere og to hundrede spyd­kastere, samt ridedyr til Paulus, som i ly af nattens mørke skulle føres til byen Antipatris, hvorfra rytterne næste dag skulle ledsage ham videre til byen Cæsarea. Der skulle han overgives til lands­høvdingen Marcus Antonius Felix, som var højeste civile og militære myndighed i provinsen Judæa i årene 52-59 e.Kr. I et brev angav Klaudius Lysias som hovedbe­grundelse for at overgive Paulus i landshøvdingens varetægt, at manden var romersk stats­borger og havde lagt sig ud med de jødiske ypperstepræster og skriftkloge saddukæere og farisæere. Eftersom kommandanten ikke havde set sig i stand til at mægle mellem parterne, og slet ikke havde kunnet pacificere Paulus' fortørnede modstan­dere, fandt han derfor, at sagen burde afgøres på højeste sted.

     Fem dage senere ankom ypperstepræsten Ananias i følgeskab med nogle ældste og en sagfører til Cæsarea, hvor de over for landshøvdingen fremlagde deres anklage mod Paulus. Denne mente de var en oprørsstifter blandt jøder verden over, idet han stod i spidsen for nazaræernes parti, som var en hån mod jødedommen. Paulus havde tilmed anstiftet optøjer, larm og uro i templet i Jerusalem og dermed forsøgt at vanhellige helligdommem, hvilket var det samme som at vanhellige Gud, Moses og loven (13).

 

Paulus’ selvforsvar

Landshøvdingen lod derefter Paulus komme til orde for at forsvare sig mod anklagen. Han redegjorde herunder for sagens forløb, sådan som han så den, og han mente ikke selv at have vanhelliget nogen eller noget, men følte sin samvittighed ren over for Gud og mennesker. Han indrømmede, at han efter bedste evne forsøgte at efterleve nazaræerens lære, og at han som denne troede på det, som også profeterne og loven forventede, nemlig at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige. Paulus var derfor tilbøjelig til at tro, at hovedgrunden til anklagen mod ham lå i de ord, han tidligere havde udtalt over for rådet i Jerusalem: "Det er i anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag står som anklaget for jer."

     Landshøvdingen, som udmærket vidste, hvad nazaræerens lære gik ud på, udsatte nu sagen og meddelte, at den ville blive genoptaget, når kommandant Lysias senere ankom til Cæsarea. Imens skulle Paulus holdes i varetægt, men under lempelige forhold, således at hans medarbejdere skulle have fri adgang til ham, lige som det blev ham tilladt at forkynde læren for dem, der gerne ville høre om den. En af dem, der var lydhøre for den ny lære, var Felix' hustru, Drusilla, som var jødinde og en datter af Herodes Agrippa, konge over de østlige dele af Palæstina år 37, fra år 41 også over Judæa og Samaria, død år 44. De første politiske kristenforfølgelser fandt sted på hans foranledning. (14)

 

     Det fremgår ikke af Apostlenes Gerninger, om kommandant Lysias overhovedet ankom til Cæsarea i anledning af Paulus' sag. Derimod ses det, at Paulus blev holdt som fange i de to år, Felix havde tilbage som landshøvding. Han blev omkr. år 60 e.Kr. efterfulgt af Marcus Porcius Festus, som videreførte processen mod Paulus. Ypperstepræsterne og de fornemste af jøderne havde på ingen måde tænkt sig at lade Paulus slippe, men lurede fortsat på en lejlighed til at få ham slået ihjel. De ønskede derfor at Paulus skulle føres til Jerusalem, hvor deres magt og indflydelse var større, og hvor de derfor håbede det ville blive lettere at komme ham til livs.

     Da landshøvding Festus åbenbart gerne ville stå sig godt med de toneangivende jøder, spurgte han derfor Paulus, om denne var villig til at lade sin sag pådømme i Jerusalem. Men Paulus gennemskuede taktikken og påberåbte sig sin uskyld og sit romerske statsborgerskab, hvorfor hans sag rettelig burde afgøres af kejseren, hvilket landshøvdingen indvilgede i.

     I mellemtiden fik Festus besøg af kong Herodes Agrippa II, som var søn af Agrippa I, og broder til Felix' hustru, Drusil­la. Agrippa havde endnu en søster, Berenike, som var enke og levede sammen med sin broder i et ægteskabslignende forhold. Landshøvdingen forelagde nu Paulus' sag for Agrippa, som var villig til at høre på, hvad den anklagede havde at fremføre til sit forsvar. Paulus gentog da, hvad han hidtil havde fremført, og fortalte i detaljer om baggrunden for, at han fortsat var varetægtsfængslet som anklaget for noget, hvori han ikke havde gjort sig skyldig.

     Da Paulus havde afsluttet sin forsvarstale, var kongen, Berenike og landshøvdingen enige i, at den mærkværdige fange ikke havde gjort noget, som fortjente fængsel eller død. Og Agrippa tilføjede: "Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren." Formalia skulle altså over­holdes og fangen føres til Rom, for at hans sag kunne blive afgjort af selveste kejseren. (15)

 

Paulus forvises til Rom

Under befaling af den romerske høvedsmand, Julius, skulle en syrisk infanteriafdeling inden for den romerske hær, hoved­sagelig via søvejen føre Paulus og en del andre fanger til Rom. Året var ca. 60 e.Kr. og det blev en lang og farefuld rejse, som var nær ved at have kostet alle 276 ombordværende livet. Efter at have forladt øen Kreta kom skibet i Adriaterhavet ud for et flere dage langt stormvejr, hvorunder det kom ud af kurs og i mange dage drev hjælpeløst om på de oprørte bølger. Endelig efter fjorten nætter fik man en nat landkending, men da søfol­kene frygtede, at skibet skulle støde på et skær og for­lise, fik de travlt med at rigge en mindre båd til, som de i ly af mørket ville flygte i.

     Paulus var imidlertid vidne til, hvad der foregik. Han havde forud i et syn oplevet en engel, som havde fortalt ham, at han og alle ombordværende ville blive reddet, men at skibet ville forlise, og han indså straks, at alles redning var be­roende på, at de søkyndi­ge mænd forblev ombord, og han henledte nu befa­lings­mandens opmærksomhed på, hvad de frygtsomme sømænd var i færd med. Denne gav derfor sine soldater ordre til at kappe bådens fortøjninger og lade den drive bort.     

 

     Da dagen gryede blev man klar over, at skibet befandt sig ud for en vig med en forstrand, hvor man besluttede at sætte skibet på grund, men inden man nåede at udføre beslutningen, stødte skibet på et rev med dybt vand på begge sider. For­stavnen borede sig urokkeligt fast i revet og bag­stavnen blev efter­hånden slået i stykker i den voldsomme brænding. For at forhindre fangerne i at flygte, bestemte soldaterne sig til at slå dem ihjel, men den befalingshavende, som havde ansvaret for at blandt andre Paulus blev ført uskadt til Rom, forbød sine mænd at gøre alvor af forehavendet. Han befalede derimod de, der kunne svømme, om at springe i havet og redde sig i land, og alle andre til at følge efter og søge at få fat i planker og vragstumper, og ved hjælp af disse at søge ind til stranden. På den måde blev alle ombordværende reddet.

     Øen, de var strandet på, hed Malta, og dens befolkning viste sig at være venligtsindede mennesker, som på bedste måde hjalp og beværtede de nødstedte. Stedets øverste embedsmand hed Publius, og på hans fornemme landejendom fik Paulus og flere andre ophold i de følgende tre dage. De skibbrudne blev på øen i hen ved tre måneder, hvorefter de fik ordre til at gå ombord i et aleksandrinsk skib, der havde ligget i vinterkvarter på stedet, men som nu skulle afsejle til Italien med Rom som mål. Undervejs anløb skibet byen Syrakus på Siciliens sydvestkyst, hvor det lå i tre dage, derfra til Regium i Syditalien og videre til Puteo­li, hvor man blev i syv dage. Endelig anløb man Forum Appii og Tres-Tabernæ, hvor Paulus blev modtaget af romersk-jødiske trosfæller, som fulgte med til Rom. Her kom Paulus til at bo for sig selv, sammen med den soldat, der skulle bevogte ham. Selv om Paulus var i en slags husarrest, havde han i den følgende tid rig lejlighed til at mødes med trosfæller og andre, som han forkyndte og udlagde evangeli­et for, uden at nogen lagde direkte hindringer i vejen herfor. (16)

 

Paulus’ martyrdød

Her hører beretningen om Paulus og hans skæbne op i Apost­lenes Gerninger, og hvordan det videre gik for ham, råder der stor usikkerhed om blandt sagkyndige. Nogle mener, at han senere blev frigivet og at han derefter både nåede at foretage en rejse østpå, og en rejse vestpå til Spanien, men i så fald må der have været tale om et nyt fangenskab i Rom, som sluttede med Paulus' henrettelse under kejser Neros brutale og skånsels­løse kristenforfølgelse i året 64, hvor blandt andre også apost­len Simon Peter blev henrettet, efter sigende ved at blive korsfæstet med hovedet nedad, idet han ikke anså sig værdig til at dø på samme måde som Jesus. Andre forskere mener derimod, at Paulus' romerske fangenskab faldt så sent, at der ikke bliver plads til nogen frigivelse ind imellem.

 

     Paulus er på flere måder en interessant skikkelse i kristen­dommens historie. Selv opfattede han sig som apostel, af græsk "apóstolos": "udsending", på lige fod med de øvrige apostle, men efter med begrænset held at have forsøgt sig med at udbrede evangeliet i jødiske kredse i og uden for Palæstina, koncen­trerede han sig om at sprede budskabet om Jesus Kristus og dennes lære i den hellenistiske, dvs. den græsk-orientalske verden. Dette stemmer da også med Apostlenes Gerninger 9,15-17, hvor Jesus kort efter Paulus' omvendelse viser sig i et syn for disciplen Ananias, som han vil have til at opsøge Paulus og bringe ham trøst og opmuntring, og ved den lejlighed blandt andet siger til den noget tvivlende og modvillige Ananias: "Gå, thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn; og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld." (17)

     Såvel Paulus' som især Johannes-evangeliets forståelse og ud­lægning af Jesu liv og lære, skal ses i lyset af hellenismen, dvs. den blandingskultur af græske og orientalske elementer, som var et resultat af Aleksander den Stores erobringspolitik, der havde til formål at sammensmelte vestens og østens kul­turer. Alexander den Store (356-323 f.Kr.) var konge af Makedonien, Ægypten og Persien. Hans erobringstogter begyndte med, at han kuede et græsk oprør, fortsatte med overvindelsen af Perserri­get, hvorved Grækenlands samfærdsel og samhandel udvidedes østpå, idet hidtidige handelscentre som Athen, Korinth, Rhodos og Delos, blev udvidet med nye i Alexandria, Antiokia, Seleukia m.fl., hvilket alt sammen havde en udpræget kosmopolitisme til følge. Det medførte imidlertid, at verden blev uover­skuelig og at menne­skene kom til at føle sig som ube­tydelige brikker i et stort og uigennem­skue­ligt spil. Det havde åndeligt set til følge, at der i mange kredse opstod en stor inter­esse for Orien­tens mysterie­prægede religio­ner og filosofi­er, som især så et modsætnings­forhold eller en dualisme mellem sjæl og legeme, mellem det udødelige og det dødelige. 

 

     En hovedfaktor i den vældige hellenistiske enhed, som geogra­fisk om­fattede Makedonien, Ægypten, Syrien, Persien, Baktrien, og helt til floden Indus og staten Punjab, var det overalt anvendte handelsmæssige, videnskabelige og diplomatiske sam­færdsels­sprog: Koine-græsk. Sproget brugtes ved siden af de indfødte eller nationale sprog, som f.eks. det aramæiske i Syrien, det koptiske i Ægypten, medens det latinske i Vesten forblev militærets og forvaltningens sprog. Det Ny Testamente er skrevet på Koine-græsk, men dog med en betydelig semitisk indflydelse, idet noget tyder på, at der til grund for blandt andet evangelierne muligvis har foreligget kildeskrifter, som var affattet på aramæisk. Det er en kends­ger­ning, at Koine-græsk i høj grad har været medvirkende til at fremme udbredel­sen af evangeliet, idet sproget netop blev talt og forstået i den store del af verden, som blandt andre apost­len Paulus mis­sionerede i.

 

 

 

1. DEN HISTORISKE JESUS

 

 

Hvem var Jesus?

Men hvem var så den åbenbart betydelige person, der havde givet anledning til alt det røre og postyr, vi har hørt en del om under omtalen af Paulus, og som engagerede nogle mennesker i så høj grad, at de var villige til at risikere deres liv for at udbrede troen på ham og hans lære?   

     Som allerede nævnt var hans hebraiske navn Jeschua ben Josef, på dansk Jesus, søn af Josef eller Jesus Josefsøn eller Jesus Josefsen, men hans fød­selsår hersker der stor tvivl om. Faderen hed Josef ben Jakob og var af kong Davids slægt. Han ernærede sig som byg­nings­håndvær­ker og blev på et tidspunkt trolo­vet (forlo­vet) med Jesu moder Mirjam - på græsk "Miriam" eller "Maria" - som menes at være af Levi stamme. Hun vil herefter blive omtalt under navnet Maria.       

     Det har i henhold til de gængse bibeloversættelser været en almindelig anskuelse, at Josef var tømrer, idet man har oversat det græske ord tektôn, som både kan betyde tømrer og bygnings­mester, jf. ordet arki­tekt, som oprindelig betyder overbygme­ster. I hvert fald én kilde mener derfor, at Josef i virkelig­heden har været en slags murer, en antagelse som begrundes med, at bygningsmaterialet i Palæstina særlig i Oldtiden og senere hovedsagelig var naturli­ge mere eller mindre tilhuggede sten. I et almindeligt palæsti­nensisk landsbyhus indgår træ normalt ikke som bygningsmateria­le, hvilket menes først og fremmest at hænge sammen med, at træ var en sjældenhed dengang i Palæstina. (1)

     Som tilfældet var med andre håndværk, blev bygningshåndværket i reglen udøvet af bestemte familier, hvor håndværket gik i arv fra fader til søn. Jesus har derfor været bygningshåndværker som sin fader, hvilket altså snarere vil sige murer end tømrer, hvis vi skal tro den nævnte kilde. Bygningsfaget var udpræget sæsonarbejde, og dets udøvere drev derfor i reglen lidt landbrug ved siden af, hvilket vel til dels kan være en forklaring på, at den skriftlærde Jesus samtidig havde en godt kendskab til landmandens virksomhed, sådan som vi på så mange måder får kendskab til gennem hans udtalelser, og ikke mindst i nogle af hans lignelser. Ord som "liljerne på marken", "sædemanden, der gik ud at så", "klinten blandt hveden", "vingården og vingårdsmændene", "træet og dets frugter" osv., er eksempler herpå. (2)

 

Jesu familie

Josef og hans familie tilhørte den jævne landbefolkning i Galilæa, men hverken han, hans kone eller deres sønner og døtre var, hvad vi forstår ved proletarer, hvilket vil sige menne­sker, som slet intet ejer. Familien har i lighed med landbe­folkningen nu som før formentlig boet i et simpelt stenhus med lyshul i stedet for vinduer og med kun et eneste rum, hvor husdyrene i kolde nætter også holdt til. Derfor findes der i reglen også en krybbe, som ofte bliver benyttet til leje for småbørn, fordi barnet dér ligger lunt og godt i det varme hø. Krybben var i reglen en udhulet stenkrybbe, ikke en trækrybbe, sådan som man ser det på middelalderens og en senere tids tegninger og malerier. Senge fandtes i reglen ikke, hverken dengang eller senere, hvorfor voksne og større børn sov på en måtte eller et tæppe på lergulvet.

     Når husets eneste lyskilde om aftenen, i reglen en olielampe, tændtes ved mørkets frembrud, gjaldt det derfor om at stille den et sted, hvor dens lys skinner for alle i huset. Af den grund sætter man ikke lyset under et skæppemål, som forhindrer lyset i at skinne. (Matt.5,15).

 

     Josef og Maria havde foruden sønnen Jesus angiveligt også i hvert fald 6 andre børn, heraf 4 drenge og to piger, altså 7 børn i alt. Drengenes navne var Jakob, Josef (Joses), Simon og Judas, men søstrenes navne er ukendte. Det står ikke helt klart, om Jesus var den førstefødte blandt drengene, idet denne status kan skyldes den dogmatiske interesse i, at Jesus skulle være Marias første og eneste barn. Pigerne regnedes jo ikke i den sammenhæng. Men at Jesus havde søskende, fremgår bl.a. af Markus-evangeliet, 6. kapitel, vers 1-6:

 

     Så gik han bort derfra og kommer til sin fædreneby, og hans disciple følger ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at lære i synagogen, og de mange, som hørte ham, blev slået af forundring og sagde: ”Hvorfra har han dog alt dette, og hvad er det dog for en visdom, han har fået? Og hvilke undergerninger, der sker ved hans hænder? Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre her hos os?” Og de forargedes på ham [dvs. følte sig provokerede af ham]. Da sagde Jesus til dem: ”Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin fædreneby og blandt sine slægtninge og i sit hjem.” Og han kunne ikke gøre nogen undergerning dér; kun lagde han hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så vandrede han omkring i de omliggende landsbyer og lærte.

 

     Som det fremgår af citatet, så nævnes Jesu far, Josef, ikke af Markus, som betegner Jesus med ”tømmermanden”, men det gør han til gengæld af Mattæus (13, 55), hvor det hedder om Jesus: ”Er han ikke tømmermandens søn?” og hos Lukas (4, 23): ”Er det ikke Josefs søn?” Selv hos det mest Kristus-promoverende Johannes-evangeliet (6, 42-43) lyder det: ”Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: ’jeg er kommen ned fra Himmelen?”    

 

     Som søn af jøden Josef var Jesus fra fødslen fast forankret i den da­væren­de jødiske kultur og religion, som blev formidlet gennem de talrige synagoger, der var spredt over hele Palæsti­na. Synagogerne var opført med templet i Jerusalem som for­billede, om end man naturligvis ikke alle steder havde mulig­heder for at leve helt op til kravet. Men selv om synagogerne var meget mindre end forbilledet, skulle disse dog i princippet være indrettet i lighed med templet. Derfor findes der til højre over for indgangen nichen eller skrinet, hvori lovrullerne, toraen, opbevares. Helligdommen er skilt fra rummet ved et forhæng. Mellem skrin og menighed er podiet med et kateder, på hvilket skriften bliver læst og udlagt. Ligesom det var tilfældet i templet i Jerusalem, var kvinderne adskilt fra mændene og måtte sidde længere væk fra tora­skrinet end de førstnævnte. (3)

 

     Der fandtes også en synagoge i Nazareth, hvor sammenkomsterne i reglen fandt sted i sabbatten, på hebraisk schabat, dvs. hvileda­gen, som henviser til Guds hvile efter de seks skabelsesdage. Sabbatten begynder fredag aften ved solned­gang og varer til lørdag aften. Oprindelig var dagen viet til hvile, glæde og den gudfrygtige besindelse, men i tidens løb blev vægten lagt mere og mere på undladelse af alt arbej­de. Særlig efter det babyloniske fangenskab blev forskrifterne for sabbat­ten fulgt med ængstelse og lovmæssig nøjagtighed, og blev således med tiden den bekendelse, ved hvilken Israel adskilte sig fra andre folkeslag.

 

     Foruden på sabbatten, fandt sammenkomsterne senere også sted på ugens 2. og 5. dag. Man samledes til fælles bøn og til på­høring af de bibelske afsnit: loven, profeterne og nogle andre gammeltestamentlige bøger, som en af forsamlingen læste op, oversatte til det aramæiske landsmål og knyttede forskelli­ge frie bemærkninger og betragtninger til. Efter velsignelsen og amen blev forsamlingen hævet, og enhver gik til sit. Til synagogerne var knyttet forskellige embedsmænd, således synago­geforstanderen eller forstanderne, de ældste eller presbyterne og synagogetjeneren, som skulle hente rulleteksterne frem fra toraskrinet og lægge dem tilbage heri efter brugen. Tjeneren skulle formentlig også fuldbyrde straffe. Desuden var der almisseindsamleren og tolken, som, hvis det var nødvendigt, oversatte den hebraiske tekst til aramæisk.

 

Jødedommens monoteisme

En vigtig del af liturgien i synagogerne og dermed af den jødiske reli­gion, er det største bud, det såkaldte Sch'ma Jisrael, som benævnes således efter begyndelsesordene i det jødiske folks trosbekendelse: "Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een. Og du skal elske HERREN din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke".  

     Dette monoteismens største bud, var efter flere århundreders lange og svære kampe efterhånden blevet det jødiske folks særeje og særkende, som på Jesu tid hævede jødisk religion højt op over alle samtidige religioner, som stort set alle var polyteistiske.

     Eksempelvis i hinduismen dyrkede og dyrker folket mange guder, og reli­gio­nen var derfor, hvad man kalder for poly­teistisk. Dette er dog ikke tilfældet i den mest avancerede hinduiske filosofi, Vedanta, som adskilte og adskiller sig stærkt fra den folkelige religion ved at være monoteistisk, men i den speciel­le for­stand, at den er pan­teistisk, idet Gud (Brahma) anses for at være en højeste fremtrædelsesform for Brah­man, den univer­selle ursubs­tans, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle ek­sisterer, oplever og udfolder sig. Hvilket bringer dén bibelske sætning i erindring, som prin­cipielt udsiger det samme: "Ham, i hvem vi leve, røres og er".               

     Men i Palæstina blev det første, store og altbestemmende bud, Sch'ma Jisrael, vogtet og overholdt af alle samfundsklasser med en fanatisme, som de fleste moderne nutidsmennesker kan have vanskeligt ved at forstå og gøre sig forestilling om. Således straffedes afguderi med døden ved stening, sådan som det f.eks. var tilfældet med Stefanus, der hævdede den panteistiske opfattelse, at Gud ikke var bundet til ét bestemt hus, templet i Jerusalem, men var overalt og i alt. Omvendt valgte utallige jødiske martyrer hellere en kvalfuld død, end at fornægte troen på Sch'ma Jisrael. (4)

     Det var og er i reglen den jødiske faders opgave at opdrage og undervise sine sønner i trosbekendelsen og i religionens grundsætninger og forskrifter, hvorfor man må forestille sig, at fader Josef har oplært sine sønner, nemlig foruden den førstefød­te, Jesus, også Jakob, Josef, Simon og Judas, i teori såvel som i praksis. Troen på een, almægtig, barmhjertig og alfaderlig Gud må antages at have vakt nogle dybe lag i drengen Jesus' sind, og denne barnetro fulgte ham trofast livet igennem. Selv ikke under den senere sjælekamp i Getsemane have eller da han hang lidende og døende på korset uden for Jerusalem, svigtede troen og overbe­visningen eller forbindelsen med den universelle, evige Fader ham.

 

     Det mest afgørende brud med den jødiske ortodoksi foretog Jesus i og med sin Gudserkendelse. For jøderne var den Ene usynlige Gud hovedsagelig en national Gud, jødefolkets Fader. Det var en streng og på sin vis ubønhørlig, men også retfærdig Gud, forstået på den måde, at Han belønnede de gode, dvs. dem, som overholdt loven, og straffede de onde, hvilket vil sig dem, der ikke overholdt men brød loven. Gud var næsten ensbetydende med nationen, og dennes oprethol­delse var derfor det, som alle kræfter og midler koncentreredes om, medens den enkeltes personlige liv og skæbne kun havde betydning som led i folket. Derfor interesserede den enkeltes skæbne efter døden ikke, hvilket blandt andet kan ses af, at opstandelsestroen var svag på Jesu tid, og mange jøder, som f.eks. saddukæerne, dvs. det højere præsteskab, troede slet ikke på noget liv efter døden, hverken her eller hinsides. (5)

     Det nye ved Jesu lære var blandt andet, at han gjorde op med den traditionelt jødiske Gudsopfattelse. For Jesus var Gud hvert enkelt menneskes almægtige og alkær­lige Fader, et for­billede for det normalt stærke­ste menneskeli­ge tillidsforhold: Forholdet mellem barnet og dets jordiske fader, som barnet stoler på og vender sig til, når det har behov for trøst, opmuntring og vejledning. Derfor skulle også de voksne blive som børn på ny, for at kunne hen­vende sig tillidsfuldt til deres himmel­ske Fader, hvis kærlig­hed man aldrig bør tvivle på, selv ikke når der fejles eller straffes. En sådan gudsopfattelse var kættersk set med ortodokse jødiske øjne, og dette tilsammen med at Jesus ikke strengt overholdt lovens forskrifter, men i flere tilfælde brød disse og gav dem et nyt indhold og en ny be­tydning, blev nogle af de anstødssten, som førte til, at orto­dokse jødiske kredse lod ham arrestere og rejste anklage imod ham for gudsbespottel­se og opfordring til ulydighed imod loven. Denne anklage var så alvorlig, at den i sidste ende førte til, at han dømtes til døden og blev aflivet ved den mest yd­mygende form for henrettelse, som fandtes dengang, nemlig korsfæstelse. Denne henrettelsesmetode blev dog ikke benyttet af jøderne, som i stedet brugte stening, men derimod af romerne, der benyttede den over for forbrydere blandt slaver og andre ikke-romerske statsborgere, og især over for oprørere. (6)

 

Kvindens stilling i jødedommen

Men med hensyn til kvinderne, kan et moderne tænkende menne­ske måske undre sig over, hvor kvinden og moderen er henne i sammenhængen. I lighed med mange andre orientalske og asiati­ske samfund, var og er det jødiske samfund udpræget patriar­kalsk, hvilket vil sige, at faderen, manden, var og er det ubestridte overhoved for famili­en. Mandens opfattelse er enerådende og hans afgørelser er i alminde­lig­hed indiskutable. Alle har at se op til og rette sig efter hans råd, anvisninger og befalinger. Hos jøderne går denne patriarkalske tradition tilbage til Israels tre stamfædre: Abraham, Isak og Jakob.

 

     Imidlertid er det en kendsgerning, at adskillige jødiske kvinder har spillet en større eller mindre rolle i Israels historie, men i almindelighed indtog kvinden en underordnet position som mandens tjenerinde. Det fremgår allerede af skabelsesberetningens myte om Adam og Eva, hvor Gud jo an­giveligt først skaber manden, Adam, og derefter dennes "medhjælp", kvinden, Eva. Men samme skabelsesberetning siger imidlertid også, at Gud skabte mennesket i sit billede: "Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem;" (1.Mos.­1.26-27). Hvori denne billedlighed nærmere består, fortælles ikke lige ud, men af sammenhængen ses det, at den betyder, at mand og kvinde tilsammen er Guds stedfor­træder på jorden, som skal herske over den øvrige skabning. (7)

     I Ny Testamente forudsættes det, at mennesket ved syndefaldet mistede sin gudbilledlighed, idet det her forkyndes som Kristi gerning, at han som den ny Adam er udtryk for Guds billede og er i stand til at delagtiggøre mennesket deri, og derigennem genoprette den sande mennesketilværelse, som gik tabt ved ulydigheden. Men som det ses, gøres der ikke i skabelsesbe­retningen nogen egentlig forskel mellem mand og kvinde, idet begge er skabt i Guds lighed. Det må derfor være mandens relativt større styrke og udadfarende, erobrende og beherskende kraft og magt, der til en vis grad har undertrykt kvindekøn­net og henvist det til en underordnet position i det patriar­kalske samfund. Men også i spørgsmålet om kvindens stilling i samfundet, bryder Jesus med traditionen, idet han optog adskil­lige kvinder som sine disciple, i et enkelt tilfælde endda en udstødt kvinde, som han med sin visdom forhindrede, at de nidkære lovtolkere og farisæere i henhold til loven stenede,  fordi hun var grebet på fersk gerning som luder. Denne kvinde, kaldet Maria Magdalene, fordi hun var fra landsbyen Magdala i Galilæa, og hendes veninder, Maria, Jakobs moder, og Salome, gift med Zebedæus og dermed moder til Jakob og Johan­nes, og begge antagelig søstre til Jesu moder, skulle blive de første menne­sker, som mødte Jesus efter at han var genopstået. Maria Magdalene blev ifølge Johannes-evangeliet tilmed den aller­første, der talte med den genopstandne mester. (8)

     Som vi senere skal få at se, byder Martinus på en fortolkning af skabelsesberetningens myte om Adam og Eva, som i en vis forstand fjerner al mystifikation og uforståelighed, og som samtidig dagklart fremlægger nogle analyser af "mysteri­et", som både er i pagt med den bibelske skabelsesberetning og med andre samtidige og senere kulturers tilsvarende mytologi, samt med en nyere tids psykologi, specielt med C. G. Jungs dybdepsykologi.

 

 Jesu moder, Maria, og hendes slægtninge

Men spørger vi nu om, hvor Jesu kvindelige slægtninge og først og fremmest moderen, Maria, er blevet af i sammenhængen, er der næppe tvivl om, at hverken hun eller Jesu søstre har spillet nogen større rolle i hans voksne liv. Det vides ikke, hvor mange søstre Jesus havde, eller hvad nogen af dem hed, men man mener at det i al fald har været to. Det ses ikke, om nogen af dem har været blandt hans tilhængere eller dis­ciple, men det har næppe været tilfældet, for ifølge Markus (3,31-35 med paralleller), afviste Jesus sin moder, brødre og søstre, da de kom og ville tale med ham, medens han befandt sig i synagogen i Nazaret, hvor han var i færd med at prædike for nogle af sine disciple. Et par af Jesu brødre blev dog apostle efter hans død og opstandelse. Først og fremmest Jakob, som tilmed var op­standelsesvidne og som blev en af forstanderne for Jerusalem-menigheden. Om de tre andre brødres eventuelle tilslutning til Jesus hersker der tvivl.

     Skal man tro evange­listen Lukas, var Jesu moder, Maria, af Levi stamme og derfor en slægtning til Johannes Dø­berens moder, Elisabet, som stamme­de fra præ­steslæg­ten Arons hus. Jesu moder kan derfor også tænkes at være præstedatter, og i Israel var et ægteskab mellem en sådan og en bygningshåndvær­ker anset for at være en mesalli­ance af værste slags. Dette ses af den rabbinske polemik, der senere rejstes mod Maria. (9)

     Såvel Jesu fader som moder havde søskende eller slægtninge både i syd og nord (Luk.2,4,44). Mod syd var der faderens slægtninge, først og fremmest hans broder Kleofas og dennes søn, Simon, der begge boede i samme hus i Emmaus (Luk.24,18­m.fl.). Mod nord boede Salome, som formentlig var en søster til Maria og gift med Zebedæus, som sammen med sine sønner Jakob og Johannes drev fiskeri på Genesaret sø. Zebedæussønnerne var derfor fætre til Jesus. Marias slægtninge mod syd, nemlig den ovennævnte præstedat­ter Elisabet og dennes mand, præsten Zakarias, der var forældre til Johannes Døberen, boede syd for Jerusalem i Judæas bjerge. Selv om beretningen om Johannes Døberens fødsel i lighed med den næsten tilsvarende beretning om Jesu fødsel, har legendens karakter, er det dog ikke ude­lukket, at Jesus og Johannes i det virkelige liv muligvis kan have været fætre.

     Som rettroende jøde og senere som skriftlærd og lærer, rabbi, færdedes Jesus hjemmevant i synagogerne, hvor han prædikede og udlagde de religiøse tekster på en ny og overraskende måde, som vakte dyb respekt hos kyndige og tolerante jøder, men samtidig mishag og vrede hos de strengt ortodokse lærde og hos farisæere og saddukæere. Det vakte i særlig grad vrede og forbitrelse hos ortodokse kredse, at Jesus ikke i alle tilfælde tog det så strengt med at overholde loven og de rituelle forskrifter. Noget af det nye ved hans forkyndelse, var at han satte menne­sket, eller mere præcist det enkelte menneske, højere end loven og de religiøse forskrifter. Hans nye og reformerende udlægning af blandt andet de ti bud, rørte derimod ved dybe strenge hos helt alminde­lige mennesker, husmødre, håndværkere, fiskere, toldere, ludere og lediggæn­gere. Men først og fremmest udvidede han den grund­læggende jødiske trosbe­kendelse, ved at sidestille kærligheden til Gud med kærligheden til næsten: "'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind'. Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: 'Du skal elske din næste som dig selv.'" (Matt.­22,37-40; jvf. 3. Mos. 19,18). Desuden udvidede han begrebet næste til ikke kun at omfatte rettroende jøder eller jøder i det hele taget, men til også at omfatte ikke-jøder eller såkaldte hedninge, ven som fjende, landsmand som fremmed, eller kort sagt alle mennesker, man er eller kommer i berøring med, uden nogen som helst undtagelse. (10)

 

Jesu undfangelse og fødsel

I denne fremstilling vil vi tillade os at gå ud fra, at Jesu undfangelse og fødsel er foregået på helt naturlig og normal måde, og at evangelisterne Mattæus' og Lukas' påstand om, at Maria var uberørt jomfru, da hun blev gravid, hvorfor hun var blevet gjort svanger af Helligånden, er en til lejligheden opfundet og konstrueret legendeagtig forklaring, som primært er fremkommet, fordi det har været magtpåliggende for visse kristne kredse at betone, at Jesus Kristus var Guds Søn, og som sådan ikke kan være blevet undfanget på så lav, uren og dyrisk måde, som samleje mellem mand og kvinde efter disse kredses opfattelse er udtryk for. Bag­grunden for de to evange­listers påstand eller for­klaring, som ikke fore­kommer hos Markus og Johannes og heller ikke hos Paulus, skal vi se nærmere på senere under omtalen af den såkaldte jom­frufødsel.

     I denne skildring af Jeschua ben Yosef alias Jesus, søn af Josef, vil vi altså gå ud fra, at Jesus blev undfanget på helt almindelig og normal måde. Altså ikke noget med undfangelse ved Helligånden eller jomfrufødsel, som er ren myte eller legende. Desuden vil vægten blive lagt på, at Jesus i lighed med sine brødre og søstre voksede op i en traditionel jødisk familie, og at hans dagligliv stort set formede sig som hans søskendes og andre børns liv dengang, i principiel lighed med alle andre børn både før, samtidig med og efter ham. Han spiste, sov og gjorde alle de andre ting, der er naturlige og normale for ethvert barn og menneske i verden. Det betyder bl.a., at når han som voksen rejste omkring i Palæstina for at videregive den lære, han følte sig kaldet til at udbrede, så skete det enten til fods, eller ved at ride på et æsel eller muldyr. Hest og kamel ser han ikke ud til at have benyttet som transportmiddel, ej heller nogen form for køretøj. Derimod brugte han lejlighedsvis at lade sig transportere med båd fra et sted til et andet, som det f.eks. skete, da han og nogle af hans disciple sejlede fra byen Kapernaum ved den vestlige side af Genezaret Sø til byen Bethsaida på søens østlige side.

     Det fremgår både direkte og indirekte af Ny Testamente, at når han rejste omkring i landet, indlogerede han sig i reglen hos familie eller hos venner og bekendte, sådan som det var almindelig skik og brug. Det hændte dog, at han i den mildere årstid overnattede udendørs, som tilfældet f.eks. var i Getsemane Have kort før hans arrestation. Men nok så vigtigt vil vi gå ud fra, at Jesus principielt led samme smerter og kvaler ved korsfæstelsen, som ethvert andet menneske i hans situation ville have gjort.

     På det tidspunkt, da Jesu moder, Maria, blev gravid, var parret forment­lig hjemmehørende i den lille by Nazaret i det sydlige Galilæa, som på Jesu tid var den ene af de to nordligste provinser i Palæsti­na, og selv om Jesus ifølge evangelisterne Mattæus og Lukas formentlig ikke kom til verden her, var Nazaret og Galilæa dog de geografiske lokaliteter, hvori han voksede op og senere virkede som religiøs for­kynder og lærer.

     I året 63 f.Kr. havde den romerske feltherre og statsmand Gnæus Magnus Pompejus (106-48 f.Kr.) på foranledning af pro­kuratoren over Judæa, Anti­pater (død 43 f.Kr.), erobret og indtaget Jerusalem, og efter den tid regerede romerne Palæstina ved hjælp af lydkonger, som f.eks. Herodes den Store (ca.72-4 f.Kr.) der var en søn af Antipater. År 29 f.Kr. blev Gaius Octavius Augustus (63 f.Kr.-14 e.Kr.) enehersker over romerriget, og han konsoli­derede Roms herredømme og førte en reformpo­litik, der gav riget fred og ordnede forhold.

 

     Ifølge Mattæus 2.kap., var det i kong Herodes den Stores regeringstid, Jesus blev født, og da kongen frygtede for dén "jødernes nyfødte konge", som de tre vismænd havde fortalt ham om, lod han alle drengebørn fra 0-2 år i Bethlehem og omegn myrde. Kong Herodes blev 47 f.Kr. statholder i Galilæa, i 37 f.Kr. tillige konge over Judæa, og han døde i henhold til histori­ske kilder år 4 f.Kr., hvilket i så fald må betyde, at Jesus senest kan være født dette år. Som edomit, dvs. som stammende fra Edom, og hellenist, var Herodes ikke særligt populær blandt de rettroende jøder. Det forlyder, at han for at sikre sig, at folket sørgede og ikke jublede ved hans død, havde udstedt be­faling om, at der på hans dødsdag skulle ske et større myr­deri.  Men til trods for, at Herodes åbenbart var hensynsløs nok til at kunne iværksætte brutale nedslagtninger af mennesker, er det imidlertid et spørgsmål, om der med barne­mor­det i Bethlehem er tale om en historisk be­givenhed, eller snarere om en legen­de, der skal klargøre Guds forsyn og den menneskelige ondskabs manglende evne til at forhindre Gud i at udføre sin vilje.

     Men såfremt det antages, at der med barnemordet i Bethlehem er tale om en historisk begivenhed med tilknytning til Jesu fødsel, består der stadig et uløst problem, nemlig hvis vi kan og skal stole på de histori­kere som kan fortælle os, at dén folke­tælling, der angiveligt var grunden til, at Josef og hans gravide hustru måtte drage til Bethlehem i Judæa, først kan have fundet sted i år 6 e.Kr. Den menes at have fundet sted i forbindelse med, at Herodes den Stores anden søn, Arkelaus (død 18 e.Kr.), som efter faderens død var blevet fyrste over Samaria og Judæa, måtte afstå Judæa til en romersk landshøv­ding. I så fald kan Jesus altså tidligst være blevet født dette år, altså år 6 e.Kr., hvilket naturlig­vis ikke stemmer særlig godt overens med barnemordshistorien. Men se mere herom neden­for.

     Imidlertid er spørgsmålet om Ny Testamentes kronologi blevet grundigt behandlet af blandt andre professor Ethelbert Stauffer i bogen "Jesus - Hans liv og samtid i historisk belysning" (1961). Han mener at have løst de kronologiske problemer omkring Jesu fødsel, idet han på grundlag af forskellige historiske kriterier sætter denne til året 7 f.Kr. I det følgende skal vi se nærmere på, hvordan Stauffer er nået frem til denne konklusion. (11)

 

Nyvurdering af Jesu fødsel

Stauffers første kriterium gælder folketællingen under kejser Augustus, som han på grundlag af sine historiske studier ikke mener at man kan sammenligne med de folketællinger, der er foregået og foregår i nyere tid. Disse begynder på én bestemt dag, omfatter hele landet, foregår på principielt samme måde overalt og slutter i reglen samtidig efter nogle ugers eller måneders forløb. Ifølge Stauffer påbegyndte kejser Augustus sin store rigsreform i januar 27 f.Kr., og samme år indledtes den store skatteaktion i provinsen Gallien, og den kom til at vare i fyrre år, fordi det var den første indskrivning. 

     Folketællingen begyndte med indskrivningen, dvs. registrerin­gen af alle skattebetalere og disses skattepligtige ejendom. På den måde opbyggede man et person-register og selvangivelser blev afgivet, underskrevet og bekræftet ved en ed til kejseren. Desuden foretoges landopmåling samt registrering af ejendoms­retten, hvor en sådan forelå. Optællingen gjaldt først og fremmest mændene, idet disses koner, børn, husdyr og andet regnedes med til ejendommen. Enhver mand var derfor pligtig til at møde personligt op på det sted, hvortil han var blevet indkaldt, hvilket i reglen ville sige det sted, hvor han og hans slægt hørte til. Formålet med folketællingen var et led i magthavernes administrative bestræbelser på at får et nøje kendskab til grundlaget for skatteudskrivning og soldatertjene­ste. 

 

     Den sidste fase af den langvarige folketællings- og be­skat­ningsprocedure drejede sig i Syrien, Palæstina og andre steder om den officielle skatteansættelse. Tilsammen tog denne pro­cedure og vurderingsproces f.eks. i Gallien som nævnt mere end fyrre år. Det var den romerske vicekejser, øverstbefalende i Orienten og syriske provinsstatholder Sulpicius Kvirinius (ca.50 f.Kr.-21 e.Kr.), der gennemførte den første folketælling i Palæstina, som påbe­gyndtes i kong Herodes' regeringstid, og Stauffer anser det derfor som sandsynligt, at dette skete år 7 f.Kr., og at det var ved den lejlighed og i den anledning, at Josef og Maria rejste til Bethlehem, Davids stad, hvortil Josefs slægts­historie siden kong Davids tid var knyttet. Beskatningspro­ceduren afsluttedes i år 7 e.Kr., hvilket vil sige, at den havde varet i ialt fjorten år.

     Andre forskere regner imidlertid med, at folketæl­lingen først påbegyndtes år 6 e.Kr., og at den derfor ikke faldt sammen med Jesu fødsel, hvis denne sættes til enten 4 f.Kr. eller eventu­elt til omkring århundredeskiftet. Jesus skulle i så fald være blevet født tidligst år 4 f.Kr., hvor kong Herodes døde, eller senest år 1, hvilke årstal er det nærmeste, man på grundlag af de nævnte kriterier kan komme Jesu fødselsår. Kejser Tiberius regerede i årene 14-37 e.Kr., ifølge Luk. 3,1 begyndte Johannes Døberens offentlige virke år 28 e.Kr., som var kejserens 15. regeringsår.  

 

Jesu fødsel og astrologien

Imidlertid underbygger Stauffer sin antagelse af år 7 f.Kr. som Jesu fødselsår med planeten Jupiters møde med planeten Saturn i stjernebilledet Fiskene netop i år 7 f.Kr. Dette møde, som fandt sted flere gange i løbet af sommeren og efteråret samme år, kaldes på latin conjunctio magna (de store møder), og de indtræffer blot én gang hvert 794. år. Det er ikke usand­synligt, at det kan være begyndelsen til dette planet­møde, de vise mænd fra Østen havde iagttaget og beregnet på grundlag af deres astronomiske viden og astrologiske forudsigelser.

     Ifølge Stauffer var man allerede på Jesu tid i stand til at beregne stjernernes stilling og forestående planetbe­vægelser. En af de yngste babyloniske kileskrifttavler, der findes bevaret, er den såkaldte Stjernekalender fra Sippar, som er opstillet i året 17. f.Kr. og som drejer sig om forudbereg­ninger frem til år 10 e.Kr. For året 7 f.Kr. er stjernekon­stella­tioner og planet­be­vægelser nøje forudberegnet måned for måned og dag for dag, formentlig udregnet året før af det ældgamle observa­torium i Sippar ved Eufrat. Det er særlig konstellationen af "Jupiter og Saturn i Fiskene", som er forudnoteret hele fem gange med nøjagtige datoer.

     I samtidens astrologi ansås planeten Jupiter for at være verdensherskerens stjerne, og fiskenes stjernebillede var tegnet på de sidste tider, medens man i Orienten anså planeten Saturn for at være Palæstinas stjerne. Mødet mellem Jupiter og Saturn i fiskenes tegn kunne altså udlægges som, at i dette år skulle de sidste tiders hersker fremstå i Palæstina, og det var netop med den forventning, at de vise mænd kom til Palæstina. Romerne, som også skænkede stjernefænomener og astrologiske forudsigelser den største opmærksomhed, tolkede kejser Augustus som Jupiter i menneskelig skikkelse og den sidste tids hersker. Venus var stjerne for det juliske hus, hvortil blandt andre hørte familien Cæsar, og Saturn den gyldne tidsalders symbol inden for det romer­ske rige. Jupiters usæd­vanlige bane i året 7 f.Kr. kunne romerske astrologer derfor kun tyde som kejser Augustus' løbebane, og året 7 måtte da betyde det strålende højdepunkt på et glansfuldt livsforløb.

     Ethelbert Stauffer nævner også, at ægyptiske astronomer og astrologer havde foretaget nogenlunde de samme beregninger vedrørende Jupiter og planeten Venus, der i Ægypten blev betragtet som gudinden Isis' stjerne. Alt i alt kon­klu­derer han, at stjernen fra Bethlehem er et histo­risk faktum. Ved Eufrat, den længste flod i Asien, begav de vise stjernetydere sig på vej til Palæstina og Bethlehem for at opsøge den fredskonge, hvis komme var blevet forudsagt af profeterne og nedskrevet i de hellige gamle skrifter. Men efter min personlige opfattelse tilhører fortællingen om "stjernen over Bethlehem" og "nogle vismænd fra Østerland", ligesom tilfældet er med flere andre af de skildrede forhold og begivenheder omkring Jesu fødsel, forment­lig primært legen­defortæl­lingens smukke, sym­bolske verden. (12)

 

Modstanden mod besættelsesmagten

Til realiteternes verden hørte imidlertid, at der inden for Palæstinas grænser rådede stor uro, og modstan­den voksede mod romerne, det korrupte styre og de forræderi­ske jøder, der som f.eks. tolderne, skatteopkræverne, stille­de sig i besættelses­magtens tjeneste, og oprøret ulmede mange steder i landet. En organiseret modstandsbevægelse frem­stod, særlig med rod i yder­ligtgående nationalistisk-religiøse kredse, som især blev repræsen­teret af zelotpartiet, hvis medlemmer var virksomme som en slags guerillakrigere eller frihedskæmpere, der ikke gik af vejen for at snigmyr­de folk, romere såvel som jøder, på åben gade. Det er uden for al tvivl, at der også var tilhængere af zelotpartiet blandt Jesu dis­ciple, eksempelvis Simon med til­navnet Zelotes, og formentlig også Judas Iskariot, som i sin iver og skuffelse over at Jesus afslog at demonstrere sin magt som den profeterede konge, Messias, lod sig friste til at angive sin læremester. (13)

 

     Kejser Augustus havde år 8 f.Kr. degraderet den før så magtfulde Herodes til almindelig undersåt, primært på grund af dennes egenrådige optræden og hensynsløse magtmisbrug. Det var Herodes naturligvis stærkt utilfreds med og han prøvede derfor at genvinde sin magt, især ved at være de romerske skatteop­krævere behjælpelige på enhver måde. Men situationen gjorde ham mere og mere nervøs, særlig da han erfarede om de himmelske tegn, der varslede om at den gamle samfundsmagt og verdensorden skulle omstyrtes og en ny verdenshersker indtage tronen og dermed magten i landet. Som velorienteret jøde kendte han naturligvis profeternes forudsigelser om en kommende messias. Hvis det derfor har været tilfældet, at dette var medvirkende til at øge hans frygt og mistænksomhed, var det muligvis i håb om at kunne modvirke og forhindre at forud­sigelserne skulle blive til virkelighed, at han greb til den desperate udvej, at beordre to hasmo­næiske prinser i Samaria og tre hundrede hasmonæ­ertro officerer i Jerusalem brutalt myrde. Desuden mistænkte han en række hoffolk, her­iblandt sin kammer­page Carus, samt de orakel­forkyn­dende farisæ­ere, for at være hans modstandere, og han lod derfor de solda­ter, han mente at kunne stole på, likvidere alle disse menne­sker.

 

Flugten til Ægypten

En af despotens værste uger­ninger på den tid, var dog nok hans ordre i året 7 f.Kr. til sine soldater om, at ned­slagte alle drenge­børn i alderen 0-2 år i Bethlehem og omegn. Men da var Josef og Maria med deres nyfødte søn, Jesus, ifølge Mattæus og Lukas på vej til Ægyp­ten, efter at Josef var blevet klar over, at sønnen ville være i livsfare, hvis famili­en forblev i Bethlehem. Og hjem til Nazareth kunne de sandsynligvis ikke drage, for Galilæa hørte under Herodes' magtområde.    

     Ifølge Mattæus blev Josef i en drøm advaret af "en Herrens engel" om den forestående fare, og derfor påbudt at flygte til Ægypten, hvor familien skulle tage ophold, indtil faren var drevet over. Det var også "en Herrens engel", der senere under opholdet i Ægypten viste sig i en drøm for Josef og meddelte denne, at faren nu var drevet over, hvorfor famili­en trygt kunne vende tilbage til Israel. Denne forklaring på begiven­hederne tilhører dog nok også legendens verden, hvilket evange­listen in­direkte indrømmer, i og med at han henviser til profeten Jeremias' forudsigelse af barnemordet, som Mattæus mente var gået i opfyldelse med myrderiet i Bethlehem.

     I det hele taget bør man gøre sig klart, at udlægningen af de forhold og begiven­heder, der er beskrevet i Ny Testamente, først og fremmest kun kan og skal forstås via Gamle Testamen­te, og herunder særlig de store profetier, sådan som Jesus selv og hans disciple, og dermed også evangelisterne, gjorde. Dernæst gjaldt det for evangelisterne og de kristne menigheder om at tolke begivenhederne i Jesu liv i lyset af den opfattelse, at han var Guds Søn og den opstandne messias eller frelser.

     Senere tider har, måske primært af kirkepolitiske grunde, haft en tilbøje­lighed til at 'glemme' eller overse, at Jesus først og fremmest var jøde, tilmed en skriftklog og lærer eller rabbi med grun­digt kendskab til Moseloven, pro­feterne og sit folks historie. Han vendte sig ganske vist mod den ortodokse jødiske lovfortolkning og strenge overholdelse af religiøse forskrifter og ritualer, ligesom han afgørende brød med den traditionelle gudsopfattelse, men han gjorde det som jøde, og som én, der ville indføre et nyt og mere humant, men stadig religiøst menneske­syn, hvori kærligheden til Gud og næsten blev vægtet lige og var alfa og omega.   

 

     Men der var altså egentlig ikke noget mystisk eller over­naturligt ved, at Jesus blev født i Bethlehem, heller ikke selv om man måske vil mene, at den særlige og sjældne stjernekon­stellation mellem Jupiter og Saturn, som Mattæus omtaler som "hans stjerne i østen" og som ledte de vise mænd på sporet af den nyfødte, hører ind under det overnaturliges domæne. Denne opfattelse forudsætter dog ikke nødvendigvis, at man mener der består en form for forudbestemt sammenhæng mellem stjernerne og menne­sket, sådan som astrologien hævder. Der er så vidt jeg kan se intet i vejen for, at det kan dreje sig om et naturligt og i en vis forstand tilfældigt sammenfald mellem ­det nævnte natur­fæno­men og Jesu fødsel, rent bortset fra, at adskillige andre børn forment­lig også er blevet født på præcis det samme tids­punkt.

     Der behøver heller ikke nødvendigvis at have været noget overnaturligt med i spillet, i forbindelse med at Josef valgte at flygte i sikkerhed med kone og barn til det gamle jødiske eksil Ægypten, hvor familien ville være uden for Herodes' jurisdiktion og indflydelse. Herodes' ugerninger var så vel­kendte og hans herskesyge og uberegnelighed så frygtet, at de fleste af hans undersåtter på den tid har været klar over, hvad man kunne vente sig fra hans side. Og hvad var vel mere oplagt for en skinsyg despot som Herodes, der følte sin i forvejen reelt set ikke for store magt og indflydelse i forhold til den romerske besættelsesmagt truet, end at benytte en lejlighed som folke­tællingen, hvor mange mennesker var forsamlet på bestemte steder, til at demonstrere den sidste rest af magtbrynde, han havde tilbage. Med iværksættelsen af det brutale, for ikke at sige sindssyge, myrderi af alle drengebørn fra 0-2 år i Beth­lehem, den berømte kong Davids stad, kunne han opnå at sprede den skræk og rædsel omkring sin person, som han håbede ville forhindre at end ikke zeloterne turde vove at gøre modstand eller oprør imod hans styre. (14)

 

Virkelighed og legende

Set i det perspektiv, behøver det derfor ikke at have været tilfældet, forudsat at begivenheden overhovedet har fundet sted, at Herodes lod børnene dræbe, fordi han havde hørt om "jødernes nyfødte konge", thi hvordan skulle et lille nyfødt barn og dets fattige forældre, der var helt uden politisk og religiøs indflydelse, kunne true en konge? Så meget des mindre, som at budskabet om den forventede messias' fødsel slet ikke nåede ud til hverken de skriftkloge, farisæer­ne eller andre grupper af befolk­ningen. Da Jesus mange år senere stod frem som visdoms­lærer og lod forstå, at han var messias, af­viste store dele af de nævnte kredse med for­argelse og vrede denne påstand. Så heller ikke fra den side eller af den årsag, har Herodes haft grund til at frygte for sin magt og sit liv. 

 

     Personlig er jeg altså mest til­bøjelig til at tro, at den evangeliske og kirketraditionelle udlægning af de i sig selv helt naturlige omstæn­digheder og begivenheder omkring Jesu fødsel, tilhører legen­defortæl­lingens verden, hvormed ikke er sagt, at denne som sådan ikke har nogen værdi for for­ståelsen af Jesu oprindelse og mission, tværtimod. Som vi vil få at se i løbet af denne bog, er Jesu liv og lære ifølge Martinus' Kosmo­logi i virkelig­heden noget helt specielt, som tilmed på af­gørende måde rækker ud over jøde­dommens livs- og verdensfor­ståelse, og dermed ud over den gamle verdensorden med dens rod i dyrerigets brutale eksistensbetingelser og barske livsvilkår. Jesus viste sig desuden ikke at være den messias, som man inden for jøde­dommen forventede ville komme, og som skulle nedkæmpe Israels fjender og forsone folket med Gud. Derfor har jøderne for­ståeligt nok heller aldrig anerkendt Jesus som deres messi­as. ­Men det er en lidt anden historie, som vi skal vende tilbage til senere.

 

 

 

2. JESU BARNDOM OG TIDLIGE UNGDOM

 

Det er et spørgsmål, om man vil lægge vægt på, at Mattæus er den eneste af evangelisterne, der omtaler barne­mor­det i Beth­lehem og flugten til Ægypten. Lukas, som tager sit ud­gangspunkt i den legendeagtige skildring af omstændighederne omkring Jo­hannes Døberens og Jesu fødsel, nævner hverken barnemordet eller flugten til Ægypten, men antyder derimod at familien både før og efter fødslen opholdt sig nogen tid i Bethlehem, hvor der var kommet så mange menne­sker til i an­ledning af folketæl­lingen, at der ikke var plads til dem i herberget. De måtte derfor tage til takke med at blive ind­logeret i en stald, som formentlig har ligget i byens udkant og været en af de klippe­grotter, der almindeligvis blev brugt til dette formål. Her blev Josefs og Marias formentlig første barn født og lagt i en af de stenkrybber, som tjente til fodertrug for dyrene, fortrinsvis får og geder. Men der kan naturligvis også have været tale om, at de som betalende gæster blev indlogeret i et privat hus, som enten stod tomt eller som beboerne lejede ud, for at tjene en eks­traskil­ling. Som tidligere nævnt var stenkrybber det mest alminde­lige i husene på den tid, hvor man også ofte husede småkvæget i den kolde årstid.  

     Hos Lukas er der altså ikke tale om, at kong Herodes efter­stræber "jødernes nyfødte konge", eller at Josef og Maria derfor måtte flygte med deres nyfødte til Ægypten, alle jødiske emigran­ters foretrukne asyl i Oldtiden. Derimod fortæller han, at de blev i Bethlehem i de i loven foreskrevne otte dage, der skulle gå mellem fødslen og den rituelle omskærelse, som alle drengebørn inden for jødedommen måtte gennemgå og hvormed pagten med Jahve (Gud) og Abraham blev indgået. I princippet som det sker ved dåben, genfødelsens og renselsens bad, der i såvel den katolske som protestantiske kirke betyder delagtighed i Jesu Kristi døds og opstandelses mysterium. (1)

 

Jesu omskærelse

Da de otte dage var gået, drog familien til det nærliggende Jerusalem, hvor de bragte det foreskrevne offer: et par turtel­duer eller dueunger, og lod drengen fremstille for Guds åsyn i templet. Selve den traditionelle omskærelse, der rent fysisk bestod og fortsat består i et mindre kirur­gisk indgreb på det mandlige lem, hvorved forhuden bort­skæres, blev efter særlige, men også sædvanlige forskrifter og ritualer foretaget af en præst ved templet.

     Lukas knytter atter en formentlig legendeagtig hændelse til Jesu frem­stilling og omskærelse i templet, idet han lader den gudfrygti­ge gamle Simeon og den ligeledes gamle og fromme profetinde Anna være vidner til ceremonien, for derigennem at bekræfte Jesu rolle som Israels frelser (Messias) og Jerusalems for­løser. Det er bemærkelsesværdigt, når der i evangeliets tekst efterfølgende står: "Og hans fader og hans moder undrede sig over det, der blev sagt om ham", hvilket i al fald for moderens ved­kommende kan undre, i betragtning af de store ord om "den Højestes Søn", som blev brugt af ærkeenglen Gabriel, der bebudede hende, at hun skulle blive gravid ved Helligånden og føde "Guds Søn". (2)

     Det kan undre så meget mere, som vi lidt senere i teksten får at vide, at Jesus engang blev borte fra sine forældre, da de  var draget til Jerusalem, for som det var sædvanligt for familien og andre rettroende jøder, at fejre og helligholde påsketi­den i templet i Jerusalem. Efter at have ledt efter ham hos slægtninge og bekendte, fandt de ham til sidst i templet, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud. Og da hans urolige forældre her bebrejdede ham, at han havde givet dem anledning til bekym­ring, svarede han: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?" Hvorefter Lukas tilføjer: "Men de forstod ikke, hvad han mente med det, han sagde til dem." Med denne sætning skulle man mene, at evangelisten må have glemt, hvad han tidligere har skrevet om ærkeenglens og den fromme Simeons og gamle Annas højtravende ord om drengen. (3)

 

     Forklaringen på de anførte uoverensstemmelser er formentlig den, at hverken Jesu forældre eller hans slægtninge og omgangs­kreds har haft den mindste anelse om, at denne dreng var forudbestemt til at skulle blive noget helt specielt. Noget tyder på, at Maria ikke forstod, hvad det var for et udvalgt barn, hun havde bragt til verden, før efter hans død og begravelse, hvor hun og hendes andre sønner samledes med apostlene i Johannes Markus' moders hus i Jerusalem. (Apg. 1,14). Men om hun, som i henhold til Joh.19,25-27, sammen med flere andre stod under korset og var vidne til sin elskede søns smertefulde og forsmædelige død, da i sin dybe sorg har troet, at han var den Guds Søn, der skulle genopstå fra de døde tre dage senere, er nok tvivlsomt.

     Det, Maria og andre nærtstående med hende, som gode, troende jøder, oplevede ved den lejlighed, var at hendes ældste søn blev arresteret, pisket og forhånet og dømt til forbryderens ned­værdigende død ved korsfæstelse. Men om hun har været med blandt den folkemængde, "deriblandt kvinder som jamrede og klagede over ham", som fulgte med, da han kun iført lændeklæde, løsthængende kappe og med tornekro­ne på hovedet, måtte slæbe korsets tværbjælke en del af vejen gennem Jerusa­lems gader og ud til hen­rettel­ses­stedet, Golgata, kan man ikke vide noget om. Derimod har hun, som formentlig ikke boede fast i Jerusalem, men kun opholdt sig i byen i anledning af på­skehøjtiden, nok deltaget i hans begravelse i den klippegrav, som tilhørte den rige Josef af Arimatæa, der foruden at være medlem af Sanhedrin også var en af Jesu dis­ciple.

     Maria har sikkert også kun hørt andre fortælle om sin søns genopstandelse, idet hun efter begravelsen sandsynligvis har holdt sig skjult sammen med sine sønner og måske andre af disciplene, som blev skræmt fra vid og sans, da de så, hvordan begivenhederne udviklede sig. Så vidt det vides og kan skønnes, var Jesu moder ikke blandt de kvinder, der morgenen efter sabbatten søgte ud til graven, ligesom Jesus heller ikke synes at have vist sig for hende efter sin såkaldte opstandelse. Men mon ikke hun under alle omstændigheder har haft vanskeligt ved at forstå, at lige præcis hendes søn skulle være identisk med den person, som andre betragtede som den opstandne frelser. Evange­lierne melder heller intet om, hvor­vidt Maria måske kan have genset sin søn, da han ifølge Mattæus, Markus og Johannes efter sin opstandelse satte de nærmeste dis­ciple stævne i hans hjemegn, Galilæa, ud for byen Tiberias ved Genezaret-søen. Lukas nævner intet herom, men lader Jesu første møde med disciplene efter sin opstandelse ske i Emmaus, og den såkaldte "himmelfart" foregå i nærheden af Betania. (4)

 

Jesu opvækst

Men idet vi kaster blikket en del år tilbage i tiden, ser vi Jesus for os som den gode, førstefødte og derfor ældste søn, der til daglig hjælper sin fader med bygnings­håndværket og familiens lille landbrug, og som samtidig inter­esserer sig for og er flit­tigt optaget af at lytte til faderens belæringer og synagogepræsternes oplæsninger og udlægninger af loven og profeterne, samt af at studere og tænke over de hellige skrif­ter og ritualer. "Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom: og Guds nåde var over det." (Luk.2.40) Og efter at have fortalt om den 12-årige Jesus i templet i Jerusa­lem, tilføjer Lukas: "Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker."

     Herefter er der et tidsrum af omkring 16 år, hvori evangeli­sterne ikke har noget at berette om Jesus og hans liv, hvorfor vi heller ikke har nogen viden om, hvad der skete med ham i løbet af denne periode. De efter alt at dømme upålidelige apokryfe skrifter om Jesu barndomsliv, vil vi vælge at se helt bort fra i denne sammenhæng. Evangeliernes beretning om ham genoptages først, da han år 23 e.Kr. vandrer fra Galilæa til byen Betharaba ved Jordanflodens østlige bred, hvor hans fætter, Johannes, på den tid opholdt sig og var begyndt at prædike omvendelse og at døbe de menne­sker, der opsøgte ham, i Jordan­flodens vand. Johannes' foræl­dre, Elisabet og Zakarias, hvorom det kun meddeles, at de boede i Judæa bjerge syd for Jerusalem, må have boet i en by eller et sted i nær­heden af storbyen, for faderen var præst ved templet dér. Og måske er det gennem sin familie­mæssige relation til Johannes, at Jesus har erfaret, at denne var fremtrådt offentligt og var blevet kendt under navnet Johannes Døberen. Betydelige skarer af mennesker opsøgte ham og lod sig døbe, idet de bekendte deres synder og lod sig omvende.

     Omvendelse er i bibelsk forstand det forhold, at mennesket, der har forladt sin oprindelige stilling som Guds lydige skabning, efterkommer opfordringen til at vende tilbage til Gud. Det jødiske folk havde ned gennem historien i perioder vendt sig bort fra Gud, hvilket gav sig udslag i afgudsdyrkel­se, egoisme og social uretfærdighed, letsind, ubegrundet tillid til militærvæsen og politisk aktivitet. For Johannes Døberen gjaldt det nu om at opfordre folk til at omvende sig, endnu inden det var for sent, thi under "den kommende vrede" ville Gud rense ud blandt sit folk. Johannes var altså udpræget apokalyptisk i den forstand, at afsløringen eller åbenbaringen af Guds plan for de sidste tider viser, at disse vil blive præget af en kamp mellem Gud og hans modstandere, og at ud­faldet af kampen ville blive Guds herredømmes endelige komme.

 

     Apokalypsen, af græsk "apokalypto" = "afsløre", "åbenbare", jf. Johannes' Åbenbaring, har til formål at trøste og opmuntre de troende, idet den påviser at den nuværende nød er med i Guds plan, og han vil vide at frelse sine udvalgte. Det er derfor ikke tilfældigt, at det er i en apokalypse, Daniels Bog, formentlig fra omkring 606 f.Kr., man første gang i et jødisk skrift finder forestillingen om de dødes opstandelse til dom: "Og mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky. De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og al­tid." (5)          

 

Essæer-ordenen i ørkenen

Medens vi er ved apokalyptiken, vil det være nærliggende at drage en parallel til den jødiske sekt essæerne eller essener­ne. Sekten menes at være opstået i det 2.århundrede f.Kr. og at have haft sit virke til år 70 e.Kr., og den synes især at have samlet sine til­hængere i små samfund i Judæa ved vest­kysten af Dødehavet, nærmere betegnet ved Chirbet Qumran, ca.15 km syd for Jeriko. Her har man fundet ruiner­ne af en boplads, som franske arkæologer udgravede og under­søgte i 1951-56. Komplek­set, der måler 80-100 m, var omgivet af en mur og bestod af flere bygninger, hvoraf nogle har været i flere etager, samt gårds­pladser og adskil­lige cisterner, vandledninger og badean­læg. Stedet var omkr.100 f.Kr. til 68 e.Kr. i to perioder an­tagelig et hovedsæde - eller et af hovedsæderne - for essæer­sek­sten. År 68 e.Kr. blev komplek­set ødelagt af romerne, medens beboerne på dette tids­punkt synes at være flygtet til Masada. Herefter var Qumran et romersk fort indtil 73 e.Kr. Masada var et klippeplateau ved Dødehavet lige ved grænsen mellem Judæa og Idumæa, hvor der fandtes et til­flugts­sted, som Herodes den Store lod udbygge til sig og sin familie.

     I 66 e.Kr. blev stedet erobret af de jødiske oprørere, zeloterne, og her holdt de under en hård romersk belejring ud helt til 73. e.Kr. Det må altså have været hos disse zeloter, at Qumran-sekten har søgt tilflugt og fået til­ladelse til at skjule sig i borgen. Romerne beredte sig til et endeligt angreb, men natten inden dette satte ind, begik alle borgens indvånerne selvmord. Essæerne må antagelig have været blandt de 960 døde, som romerne fandt, da de uden mod­stand kunne indtage stedet. Der var imidlertid to kvinder og fem børn i live, og de undslap alle. I vore dage er stedet lidt i retning af et nationalt symbol og et yndet udflugtsmål for israelerne.

     Sekten var strengt aske­tisk, og den satte i modsæt­ning til farisæerne og saddukæ­erne pris på et afsondret, kloster­agtigt liv i broder­skab med strenge regler, formuefæl­lesskab og sakramentale måltider. Medlemmerne holdt sig strengt til loven, især til sabbats- og renselsesbudene, som påbød dagligt rituelt bad. Derimod for­kastede de frembæringen af blodige ofre, edsaflæg­gelse, handel, krig, ejendomsbesiddel­se og ægteskab. Essæerne ernærede sig ved land- og havebrugs­arbejde og som håndvær­kere.

     For at blive optaget i essæernes broderskab måtte man først gennemgå og bestå en prøvetid på tre år. Dette ved man fra den beskrivelse af sekten, som skyldes historikeren Josefus, der selv tilhørte den i nogen tid. Fra ham vides det, at der fra essæernes side blev lagt stor vægt på at hemme­ligholde selve læren. Af de såkaldte Dødehavsruller, som siden 1947 er blevet fundet i nogle klippehuler i bjergene ovenfor Qumran-komplek­set, ved man blandt andet også, at essæerne stod i et skarpt modsæt­ningsforhold til præsteskabet og dets gudsdyrkelse i templet i Jerusalem. Man ved også, at i det lille Qumran-samfund i den golde ørken har man levet et intenst fromhedsliv med lovstu­dium, meditation og bøn for at udrydde det onde, som hele tiden truede én også indefra, for at kunne håbe på at blive frelst ved verdens undergang, som man mente var nært forestående. Qumran har haft en stifter og leder som kaldtes Retfærdighedens lærer, en gådefuld skikkelse, som menes at have lidt martyrdøden.

 

Messias-forventningen

Det forlyder om Retfærdig­hedens lærer, at han led martyrdøden under den syriske religionsfor­følgelse. Hans personnavn kendes ikke, men man mener at han stammede fra den gamle præsteadel og en overgang indtog en afgørende posi­tion i den chasidiske (af hebr. chassidim: de fromme) bevægel­se. Derefter var han sado­kistisk (af navnet Zadok, en ypper­stepræst på kong Salomos tid, som saddu­kæersek­ten mente at skylde sin oprindel­se), oprørsle­der i bekæmpelsen af højgejstligheden i Jerusalem. Efter et hårdt sammenstød med den regerende ypper­stepræst, drog Ret­færdighedens lærer sammen med sine tilhængere ud i ørkenen, hvor han efter al sandsynlighed grundlagde ordenen ved Vestbredden af Det døde Hav.

     Her anlagde han og hans tilhængere klosteranlægget ved Chirbet Qumran, hvor Retfærdig­hedens lærer først og fremmest virkede som lovlærer med streng overholdelse af Moselovens forskrifter, som han gav en ny udlægning. I en af de salmer, en takkesang, der menes at stamme fra hans hånd, redegør han for de afgørende begivenheder og erfaringer i sit liv, som han tolker i lyset af sin apokalyptiske opfattelse af samtiden.

     Essæerordenen har altså sin oprindelse i den jødiske præ­stetradition, som derfor også øvede afgørende indflydelse på menighedens fællesliv, der var præget af talrige renselser, neddykninger og dåbsriter, og ikke mindst af det sakramentale festmåltid. Ordensmenigheden betragtede sig selv som Guds nye og sande og sidste pagtsmenighed, idet man havde en kraftig forventning om, at alle tings ende var nært forestående. Ordenens Messias-forventning hang sammen hermed, men man forventede ikke kun én men hele tre Messiasskikkelser: 1. En profet, den salvede, som med den hellige ånds kraft har for­kyndt den sande udlægning af loven, altså "Retfærdighedens lærer", 2. en ypper­stepræ­stelig Messias af Arons hus, og 3. en kongelig Messias af Israels folk og Davids hus.

     Idet man opfattede den tredje Messias som krigshelten, der skulle føre an og sejre i kampen mod fjenderne, dvs. alle som var modstandere af eller ikke overholdt loven, og som derfor også var fjender af ordenen, havde man derfor organiseret en afdeling af ordenen efter militært forbillede, med tjenstlige grader og militære udtryk, lidt i retning af en senere tids "Frelsens Hær". I modsætning til sidstnævnte "hær", var Qumran-militsen bevæbnet med henblik på det kommende og efter ordenens opfattelse nært forestående store opgør.

     Man må altså nuancere sin opfattelse af essæerordenen, idet denne foruden sin egentlige religiøse, rituelle mysterietradi­tion med dens hemmelige lære, også havde i al fald to underaf­delinger, nemlig en fredelig praktisk afdeling, som stod for lægekunst, håndværk og land- og havebrug, og altså samti­dig en krigeri­sk af­deling, der tog sigte på det forventede store apokalypti­ske opgør med fjenderne. Selv om det måske er til­fældet, at Jesus kan have haft en vis tilknytning til essæeror­denen ved Chirbet Qumran, og måske endda har gennemgået sin indvielse dér, må det dog nok anses for helt udelukket, at han, der pålagde sine disciple også at elske deres fjender og ikke bruge våben imod disse, kan have accep­teret ordenens militære af­deling. Det ser dog ud til, at mindst en af hans disciple, ifølge Johannes-evangeliet Simon Peter, bar sværd og i al fald brugte det til at forsvare Jesus med i Getsemane Have, da han huggede højre øre af ypperstepræstens tjener Malkus. 

 

De store indviede

Essæernes lære kunne tyde på en vis indflydelse fra parsere, pythagoræere og gnostikere, idet de gik ud fra en dualistisk lære om sjælens udødelighed og livet efter døden, englenes eller de åndelige væseners medvirken og den fremtidige for­ventning om dom og frelse. Læren indeholder desuden en anti­tetisk historiemetafy­sik: lys kontra mørke, sandhed kontra løgn, Gud kontra Djæve­len. Men som nævnt ved man i almindelig­hed ikke helt eksakt, hvad essæernes lære mere præcist gik ud på, idet denne var såkaldt esoterisk eller hemmelig og kun for indviede. Her er det imidlertid så heldigt, at forskere med kendskab til netop religiøs esoterik og mystik, måske kan bidrage med de manglende oplysninger. Dette gælder eksempelvis Édouard Schuré: De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige histo­rie. Rama - Krishna - Hermes - Moses - Pytha­goras - Platon - Jesus. (6)

     Schuré er af den opfattelse, at alle de store religioner i deres inderste kerne rummer de samme grundlæggende sandheder, der blot har fået forskelligt udtryk efter stifternes karakter og det folks ejendommeligheder, inden for hvilket de er fremkommet. Af samme grunde er de forskellige mytologier blot symbolske former bestemt for de uindviede masser, hvis relativt lavere åndelige udvikling uundgåeligt måtte præge disses erken­delse og forståelse af virkelig­heden. Hvor de uindviede i kraft af deres manglende åndelige indsigt eller uvidenhed ser dualis­me og flerhed, dér ser de store indviede på basis af deres egen livser­faring og åndelige indsigt, enheden i alt og overalt. Forskellene mellem religionerne beror derfor på, at den centra­le lære om enhed hos nogle indviede blev bevaret som en hemme­lighed, der var forbeholdt en snæver og udvalgt kreds, medens den hos andre, og frem for alt af Moses, åbenlyst blev sat i centrum og betonet med en sådan kraft, at det mytologiske apparat trådte i baggrunden og omtrent tabtes af syne.

     Det er desuden Schurés opfattelse, at Jesus var en af disse store indviede, og at oplæringen og forberedelsen til selve indvielsen i hans tilfælde foregik hos essæermenigheden i den judæiske ørken. Dette begrunder Schuré primært med den store overensstemmelse, han mener der består mellem essæernes og Jesu lære og praksis, og sekundært med det relativt store tidsrum af omkring 16 år mellem Jesu barndom og ungdom, hvorom vi intet erfarer i de kanoniske evangelier. Men i en alder af antagelig omkring 30 år møder Jesus sin fætter, Johannes Døberen, ved Jordanfloden og lader sig døbe af denne og bliver derved officielt indviet til sin livsgerning. Kort efter træffer vi Jesus på hans hjemegn i Galilæa, hvor han fremtræder med en klar bevidsthed om at være profet og Messias, og med en fast udfor­met lære, som i alle tilfælde på afgørende måde afveg fra hans jødiske samtids traditionsbundne opfattelse.

 

     Den omstændighed, at Jesus og hans disciple såvel som evange­lierne er fuldstændig tavse om en religiøs gruppering som essæer­ne, der på Jesu tid blev regnet for lige så betydnings­fuld som f.eks. farisæerne og saddukæerne, kan meget vel tydes i den retning, at man bevidst har overholdt kravet om hemmelig­holdel­se. Schuré mener, at dette hænger sammen med, at Jesus og hans disciple regnede essæerne som deres egne, og derfor også var bundet af mysterieeden.

     Schuré mener endvidere, at essæerordenen på Jesu tid var den sidste rest af de profetskoler, der oprindelig var grundlagt af profeten Samuel. Det var de herskende politiske og religiøse forhold, der havde tvunget dem ud i ørkenen, hvor de levede isoleret fra det øvrige samfund, og hvor de for at overleve opretholdt total tavshed om deres virke. De havde ifølge Schuré to tilholdssteder, et i Ægypten ved Mørissøen, og et i Palæsti­na, i Engaddi eller En-Gedi ( = en oase ved navn "Gedekilden") ved vestbredden af Dødehavet. Det vides, at der omkring den kristne tidsreg­nings begyndelse boede mange essæere på dette sted. Da Schuré i 1880'erne skrev sin bog kunne han ikke vide, at opdagelsen af Qumran-klo­sterets ruiner og fundet af Døde­havs­rullerne, til dels ville bekræfte hans teori om en for­bindelse mellem Jesus og essæersamfundet, selv om det forment­lig ikke har været i Engaddi, men derimod i det noget nordlige­re be­liggende Chirbet Qumran, at denne forbindelse rent geogra­fisk har bestået. Dette forhindrer dog ikke, at der kan have været en eller anden form for forbindelse mellem essæerne de nævnte to steder. F.eks. på den måde, at klosteret ved Chirbet Qumran måske har været ordenens hovedsæde.

 

Essæernes ordensregler

Ifølge Schuré er navnet essæere afledt af det syriske ord Asaya, som betyder læger, på græsk terapeuter, fordi den eneste gerning de udøvede offentligt var helbredelse af fysiske og psykiske sygdomme. Ordenens regler var som allerede nævnt strenge, og for at blive optaget i ordenen måtte ansøgeren eller kandidaten gennemgå en forberedelsestid på et år, i hvilket man skulle bevise sin evne og styrke til at gennemføre en asketisk livs­førelse, herunder ikke mindst cølibat eller total seksuel afholdenhed. Efter bestået prøvetid, fik novicen adgang til ren­selsesceremonierne, som var af kombineret fysisk-psykisk og moralsk karakter. Dette stod på i endnu to år, førend mysten i bedste fald fandtes egnet til optagelse i ordenen.

     Som nævnt havde essæerordenen også en slags lægmands­orden, der var underordnet de egentlige brødre. Denne ordens medlemmer havde ikke aflagt kyskhedsløfte og var derfor i reglen gift, idet lægmandsordenen også optog kvinder som medlemmer. Læg­brødrene og -søstrene beskæftigede sig med alt praktisk fore­faldende arbejde af fredelig karakter, som børne­passere, husholdere, pottemagere, vævere, tømre, vingårds- eller have­arbejdere, men derimod ikke som våbensmede eller handelsmænd. Man kunne finde små grupper af disse tavse og alvorlige, men altid gæstfri essæere overalt i Pa­læstina, Ægypten og i omegnen af Horebs bjerg. Schuré mener, at det kan være en del af forklaringen på, at Jesus og hans disciple kunne vandre fra provins til provins og fra by til by og overalt finde herberg eller husly.

     For at blive optaget i essæerordenen måtte kandidaten med frygte­lige eder sværge på, at han ville overholde de pligter, som ordenen pålagde ham, ligesom han måtte sværge ved sit liv på ikke at ville røbe dens hemmeligheder for uvedkommende. (Det skal indskydes, at essæerne ud over disse særlige besværgelser, havde forbud mod at sværge). Der­efter fik kandidaten adgang til de fælles måltider, der ud­gjorde en intim kultus, som blev fejret med stor højtidelig­hed. Disse brodermåltider blev indledt og afsluttet med bøn, og efter deres karakter at dømme mener Schuré, at de var for­billedet for nadveren, som Jesus ind­stiftede ved sit sidste påskemåltid.

     Under brodermåltiderne blev mysteriekandidaten gjort bekendt med, at Første Mosebog i symbolsk form indeholder en lære om gudernes herkomst og indbyrdes slægtskab (teogonien) og verdens til­blivelse og udvikling (kosmogonien). Denne mytologi­ske eller symbolske tolkning af Moses og pro­feternes hellige bøger var imidlertid kun den første af tre tolkningsgrader, idet tolk­ningen eller forklaringen, i lighed med ind­vielsen, havde tre grader og tre be­tydninger. Undervis­ningen var derfor tredelt: 1. læren om de universelle principper eller teogonien, 2. læren om det fysiske verdensalt eller kosmogonien, og 3. moral, sundhed og sygdom, hvilket vil sige alt som har med mennesket at gøre, og som derfor især terapeu­terne, behandlerne eller helbrederne, beskæftigede sig med.

 

Sjælens udødelighed

Som tidligere nævnt indgik læren om sjælens præeksistens og dermed dens udødelighed i essæernes undervisning. Sjælen har ifølge essæernes lære - i lighed med orfikernes, pythagoræer­nes og vedantisternes lære - sin oprindelse i den højeste æter - vi ville sige i den fineste form for åndelig materie eller ener­gi - og den tiltrækkes på natur­lig måde af den fysiske verden og dermed af det fysiske legeme, som den forbinder og identifi­cerer sig med. I dette "fangen­skab" eller "fængsel" lever sjælen i uvidenhed om sit oprinde­lige tilhørsforhold, indtil den erkender sin situation og arbejder på sin egen befrielse fra materien, som til sidst frigiver sin "fange".

     Essæerne levede desuden under den apokalyptiske forventning om de sidste tider, hvor dommen skulle fældes over levende og døde, og de mente, ikke selvretfærdigt og hovmodigt, men næstekærligt og ydmygt, i deres egen livsholdning og levevis at have renset og vendt sig bort fra Satan eller den onde ånd, hvilket vil sige egois­mens, hadets og fornægtelsens ånd, i dens for­ening med den politiske og religiøse magt, som i datidens praksis ville sige den mere eller mindre brutale, korrupte og forenede kejser-, konge- og præstemagt. Det var også denne Satans onde ånd eller magt, Jesus vendte sig imod, dels med Fadervor-linien: "Og led os ikke i fristelse; men frels os fra det onde (eller: den Onde)", og dels, da han påberåbte sig Gud den almægtige med ordene: "Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen". (Der ses her bort fra, at sætningen mangler i de ældste hånds­krifter, idet det kan være ligegyl­digt, om ordene er udtalt af Jesus selv eller ej, for meningen i "Fader­vor" er under alle omstændig­heder en indirekte be­kræftelse på Guds almagt, alkær­lighed og alvisdom.)

 

 

 

3. MENNESKESØNNEN ELLER MESSIAS/KRISTUS

 

Som det tidligere er fremgået, havde essæerordenens stifter og leder selv gennemgået dén indvielse i og sluttet dén pagt med Gud, som berettigede ham til at bære betegnelsen "den Salve­de", som er den danske oversættelse af det hebraiske Messias, der på græsk hedder Kristus. Denne indvielse betød især, at "den Salvede" med den hellige ånds (Guds) kraft kunne forkynde den sande udlægning af loven.

     Spørgsmålet er imidlertid, om ikke der med udtrykket "indvi­else" er tale om dén my­sterieindvielse, som et særligt udvalgt medlem af en hvilken som helst religiøs mysterieorden, og herunder altså også et udvalgt medlem af essæ­erordenen, måtte gennemgå, for at være beredt til sin mission blandt menneskene. Jesus af Nazaret var antagelig et sådan særlig udvalgt medlem af ørken­samfundet, hvilket hans ophold i en klippehule i ørkenens ensomhed, hvor han blev fristet af Satan eller den onde ånd, måske kunne tyde på.

    Bag ideen om den særligt udvalgte, "salvede" eller Messias-Kristus, ligger læren om det guddommelige ord, Logos, som af Krishna var blevet forkyndt i Indien og af Osirispræsterne i Ægypten, og af Orfeus og Pytha­goras i Grækenland, og som af de bibelske profeter var kendt som Menneskesønnens eller Gudssøn­nens hemmelighed. Ifølge denne lære er mennesket den højeste åben­baringsform for Gud, hvilket vil sige, at Gud ligesom er opdelt i de enkelte menne­sker, og at menneske­hedens jordiske udvikling derfor er udtryk for, at Gud lider og kæmper og søger sig selv. Han er da menneskesønnen, hvorimod Guds dybeste tanke: det fuldkomne menneske eller selve menneskets idé, er skjult i hans viljes og magts mysterium.

     Men for at blive til gudssønnen, må menneskesønnen først nedværdiges og lide alver­dens pinsler, for til sidst at dø en smertefuld død. Sjælen er imidlertid udødelig og lever derfor evigt, men dét legeme, som den midlertidigt har forenet sig med og betjent sig af, må gå til grunde og opløses i sine naturlige bestanddele. For at kunne sanse, opleve og manifestere sig, må sjælen imidlertid atter forene sig med et nyt legeme, som i første omgang er opbygget af åndelig materie, og som derfor kun kan færdes i en tilsvarende åndelig verden "ved siden af" den fysiske. Men herfra kan og skal sjælen på et eller andet senere tidspunkt reinkarnere i et nyt fysisk legeme, og dermed igen leve en fysisk tilværelse til den fysiske død atter melder sig, og således fremdeles. Helt exceptionelt kan især den udvalgte sjæl midlertidigt forbinde sig med den fysiske materie og fremtræde med en apparition, som er tilgængelig for fysiske sanser. Det er efter alt at dømme en sådan apparition, der i Ny Testamente betegnes som Jesu opstandelse fra de døde, hvilket vi skal vende tilbage til senere.

 

Mysterie-indvielsens tre grader

Når menneskeheden imidlertid står overfor et fald eller i en afgørende overgangsfase, hvor det gælder om at den skal hæve sig et trin opad i sin udvikling, forener en særlig udvalgt sig med Gud­dommen og åbenbarer på ny dennes vilje og hensigt med menneske­nes liv og færden. Guddommen er med sin ånd, visdom og kærlig­hed helt til stede i den udvalgte, menneskesønnen, som derefter forvandles til gudssønnen og bliver hans levende ord. Sådanne gudssønner har vist sig med mellemrum i forskellige verdensdele i historiens løb, og de er kendetegnet ved navne som Rama, Krishna, Hermes, Moses, Orfeus, Buddha, Pythagoras, Platon, Jesus og Muhammed.   

     I Israel havde en sådan gudssøn ikke vist sig siden Moses, patriarkatets og nationalismens strenge lovgiver og talsmand, men under navnet Messias var han forudset og ventet af pro­feterne, hvoraf nogle tilmed påstod, at det kommende levende ord denne gang skulle kaldes "Kvindens Søn", dvs. søn af den himmelske Isis eller af den guddommelige ånd, som er guddommens kvindelige aspekt, fordi kærlighedens flamme skulle lyse og varme stærkere i ham end alt andet, og skinne med en glans som aldrig tidligere var set på jorden. (1)       

     I mysterieindvielsen finder man et ritual, som omhandler menneskesønnens forvandling til gudssøn, og et sådant ritual ser også ud til at være blevet anvendt af essæerordenen. Man forventede jo Messias' snarlige komme, og da denne ikke opstod ud af den blå luft, gjaldt det om at finde ud af, om et af ordenens medlemmer eventuelt var i stand til at opfylde de krav og forventninger, der måtte stilles til en sådan gudssøn eller Guds salvede. Ritualet var naturligvis af symbolsk karakter, men alligevel tilstrække­lig seriøst og krævende til, at det kunne bruges til pejling af en mulig kandidat til posten som Messias. Man gik endog så vidt, at mysten blev ført ind i et rum eller en dyb klippehule, hvori en stenkiste i reglen var eneste inventar. Kandidaten skulle i nogle tilfælde indånde røgen fra røgelsespinde, som indeholdt hallucinogene stoffer, eller i andre tilfælde drikke af ind­viel­sens bæger, som inde­holdt et afkog eller udtræk af be­vidstheds­ud­vidende, ligeledes hallucinogene urter eller af særlige slange­gifte, hvorefter ved­kommen­de skulle lægge sig tilrette i kisten. Den pågældende blev derefter langsomt bragt i en dødlignende tilstand, hvor­under sanseind­trykkene fra omverdenen forsvandt. Mysteriekandi­daten blev under dette ritual i nogle tilfælde overladt fuld­stændig til sig selv i den kølige stenkiste i det bælgmørke rum, men i andre tilfælde blev vedkommende, som befandt sig i en hypnotisk tilstand, overvåget af en såkaldt myste eller "sjælefører", som havde til opgave at følge med i, hvordan den "døde" havde det, ligesom mysten kunne sikre sig, at kandidaten ikke blev skræmt til virkelig død ved sit møde med åndeverde­nen, eller fanget i et net af vildledende tanker og fantasier. Det, der gjorde denne del af indvielsen særligt vanskelig, var, at kandidaten rent faktisk måtte lide alle dødskampens kvaler, fordi selvop­holdelsesdriften naturligt nok på det kraftigste modsatte sig egoets tilintetgørelse. Men når først disse ofte rædselsfulde dødskvaler, som kun den, der selv har oplevet noget, der ligner, kan gøre sig forestillinger om, var over­stået, fyldtes den "døde"s bevidsthed af en vidunderlig ro, hvorunder ved­kommende mere afslappet kunne iagttage de fantasi­er og gøgle­billeder, der viste sig for det indre blik. Eller, hvad der også kunne forekomme, med roligt sind betragte de åndelige skikkelser og disses verden, som også kunne vise sig for vedkommende. (2)

 

Jesu indvielse

Men situationen er naturligvis en anden for den særligt udvalgte, som under indvielsesceremonien bliver i stand til at fatte ikke-tids- og rumdimensionelle fænomener, og til at erkende og forstå de højeste mysterier, så som at opleve Isis som indbegrebet af alt kvindeligt, dvs. som guddommens kvinde­lige aspekt. Den udvalgte oplever derigennem sin enhed med Isis, og dermed med hele universet, og ser sig i henrykkelsens øjeblikke stedet over for den Højeste.

 

     Når den nyindviede vendte tilbage til denne verden, var han et andet og nyt menneske. I de store indviedes tilfælde var menneskesønnen forvandlet til Gudssønnen, som i og med sig selv vidste, at han var en særlig udvalgt, som ikke mere kunne eller skulle lytte til nogen lærer, for han havde kilden til al viden og visdom indeni sig selv. Men det betød ikke, at hans ind­vielse dermed var tilendebragt, idet der endnu forestod en prøvelser i selvbeherskelse og resignation, samt en gradvis indføring i dén viden om livets andre mysterier, som han endnu ikke kendte til eller forstod. Dette gjaldt også den udvalgte ved navn Jesus, som efter sin første initiation var blevet bevidst i sin enhed med Altets Gud, men han måtte nødvendigvis også gennemleve den hårde prøve, hvorunder han skulle gøre op med de selviske sider af sit eget sind. Denne prøvelse kendes i Jesu tilfælde som fristelsen i ørkenen, hvorunder han blev fristet af sine egne begær og sit mulige åndshovmod, men som han som bekendt bestod med glans. Men desuden manglede Jesus endnu at gennemgå sin anden og tredje indvielse, før han for alvor forstod og accepterede det fulde omfang af den mission, han var udset til at skulle formidle.

     Den anden indvielsesfase, Jesus måtte gennemgå, var mindst lige så krævende og i al fald mere omfattende end den første, idet den bestod i en række begivenheder, der skulle vise sig væsentlige for den mission som verdensgenløser, Jesus var udset til at blive og være: Første del bestod i forklarelsen på bjerget, hvor han mødtes med monoteismens hovedskikkelse Moses og profeten Elias, hvorom det var spået, at han skulle vise sig ”før Herrens store og frygtelige dag kommer”, indtoget i Jerusalem, salvningen i Betania, påskemåltidet og nadverens indstiftelse. Den tredje og sidste fase af Jesu indvielse bestod i sjælekampen i Getsemane Have, som endte med at han besejrede sig selv og dermed overgav sig som nødvendigt offer, for at kunne besejre magten og det dræbende princip, eller kort og godt det onde, og dermed lægge grunden til dén åndelige kursændring, som næstekærlig­hedens indførelse ville betyde for den stridende og lidende menneskehed.

     Til den tredje og sidste indvielsesfase hørte samtidig også de efterfølgende begivenheder, hvorunder Jesus viste, at han stod fast på sin beslutning om, at det måtte være Guds og ikke hans egen vilje, der var afgørende og bestemmende: Arrestationen i Getsemane Have, forhøret hos ”denne verdens fyrster”: Kajfas og Pilatus, ydmygelsen og torturen med tornekronen, vejen, kaldet ”via dolorosa” (smertens vej), ud til Golgata, korsfæstelsen, begravelsen og siden den enestående verdenshistoriske begivenhed: Opstandelsen og himmelfarten, forud for hvilken sidstnævnte Jesus udstedte den såkaldte missionsbefaling: ”Mig er given al magt i Himmelen og på Jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (3)       

 

     I Jesu barndom og ungdomstid var Herodes Antipas (død 39 e.Kr.), en søn af Herodes den Store, landsfyrste over Galilæa og Peræa, en stilling han besad fra faderens død år 4. f.Kr. og til sin egen død år 39 e.Kr. Denne Herodes var blevet gift med sin tidligere tante og svigerinde, Herodias, som sammen med sin datter af første ægteskab, Salome, kom til at spille en ikke særlig flatterende rolle i de begivenheder, der udspillede sig få år efter, at Jesus var trådt frem som lærer, forkynder og lægprædikant i Galilæa. Hermed forholdt det sig sådan, at Jesu fætter, Johan­nes, præsten Sakarias' og præstedatteren Elisabets søn, i årene 28-29 optrådte som religiøs forkynder og læg­prædikant i ørke­nen, hvilket vil sige steppen i den sydlige Jordandal. I lighed med Jesus samlede Johannes en skare dis­ciple omkring sig, hvoraf mange troede og mente, at Døberen var den ventede Messias, hvilket han dog hårdnakket benægtede, idet han efter at have døbt Jesus henviste til denne som den udvalgte. 

     Det er ikke helt udelukket, eller rettere sagt: det er ret sandsynligt, at Johannes i lighed med Jesus kan have haft tilknytning til Qumran-sekten, måske endog på samme tid. Både Jesus og Johannes fik sandsynligvis allerede fra barnsben deres religiøse opdragelse og indvielse inden for Qumran-ordenens mure, men i modsætning til Jesus evnede Johan­nes ikke at nå op til den højeste mysteriegrad, og blev derfor kun en delvis indviet. En forsker som Ethel­bert Stauffer, er blandt andet på grund­lag ørken­teksterne ikke i tvivl om, "at tankever­denen hos ørkenemigran­terne ved Qumran er Johannes Døberens åndelige hjem" (4)

 

Johannes Døberen

I evangelierne erfarer vi om Johannes, at han bar klæder af kamelhår og et læderbælte om livet, og at han levede i cølibat, lod hår og skæg gro, ikke drak vin og ernærede sig af græshop­per og vild honning. Ordensbrødrene i Qumran kaldte sig selv for "Is­raels bodfærdige", og for dem gjaldt det om at efterleve deres særlige traditioner, herunder alle slags rituelle renselser, og om at iagttage streng fromhed, alt sammen med henblik på den forventede dom og frelse. Men ved sin fremtræden har Johannes formentlig forladt ordenen i Qumran og har måske taget ophold i en klippehule i nærheden af Jordanfloden, hvor han samledes med sine disciple, og blandt disse måske i den første tid Jesus, som dog nok fortsat boede i klosteret i Qumran. Så vidt det kan læses ud af evangelierne, overnattede Jesus sjældent udendørs, dog i al fald med undtagelse af den nat, han senere sammen med sine nærmeste disciple tilbragte i Getsemane Have.

     Når Johannes, som fik tilnavnet "Døberen" på grund af sin dåbspraksis, åbenbart ikke vovede at træde offentligt frem i Jerusalem, men i stedet valgte at få folk i tale på et ubeboet sted som Jordanørkenen, hang det sandsynligvis sammen med, at de politiske forhold var sådan, at det kunne være forbundet med livsfare at optræde som lægprædikant eller folkelærer. Det er Døberens, såvel som Jesu og andre profeters skæbne tydelige beviser på. Johannes var ingen apokalyptiker, men en bodsprædi­kant, der gennem sit eskatologiske alarmbudskab kaldte folket til de bodfærdiges dåb og omvendelse. Han var en profet fra Gud, som under påberåbelse af sit personlige kald og sin umiddelbare åbenbaring i ord fra Gud, trådte frygtløs frem for en samtid, hvor mange almindelige mennesker følte et stadig stigende behov for på ny at høre Guds levende røst og føle, at Han fortsat var med sit udvalgte Folk. Det levende ord i skikkelse af Johannes lød som en dommedagsbasun og vakte så enorm opsigt, at folk nærmest flokkedes om ham, og blandt disse også farisæere og saddukæere. (5)

     Med ordene "Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær", trådte han frem ved Jordanflodens bred. Udtrykket "Himmeriget" er et andet ord for "Guds rige" eller Gudsnavnet "Herren" (hebr. Adonaj), idet rettroende jøder omkring 300 f.Kr. af ærefrygt afstod fra at benytte det oprindelige gudsnavn Jahve (hebr. JHVH = "Jeg er") som er Israels Guds egennavn.

 

Døberen og Jesus

I Markus-evangeliet, der af nogle forskere betragtes som det ældste af de fire evangelier, hører man ikke meget om Johannes Døberen, ud over tidspunktet for hans fremtræden, og at han døbte Jesus, som åbenbart fulgte ham som en af hans disciple i nogen tid, indtil Jesus tog ophold i en ørken­hule, formentlig i nærheden af Qumran, hvor han gennem­gik en form for indvielse, som jeg har betegnet som mysterieindvielsens anden grad, og som i evangelierne kaldes for hans fristelse af Satan eller Djævelen. I løbet af fyrre dages og nætters faste lykkedes det Jesus at betvinge og overvinde den sidste rest af jordisk-menneskelig eller selvisk natur, han havde i sig, og nå til en klar erkendelse af sin opgave som Guds udvalgte og salvede, Messias eller Kristus.

     Evangelierne er ikke enige om, hvornår kong Herodes Antipas lod Johannes Døberen arrestere og sætte i fængsel. Hos Mattæus og Markus sker det omkring det tidspunkt, da Jesus opholder sig i ørkenen, men hos Lukas sker det før Jesu fri­stelse, og hos Johannes først nogen tid efter, at Jesus er vendt tilbage til sin hjemegn i Galilæa. Det er derfor rent gætteri, når jeg vil anse det for sandsynligst, at ordensmagtens arrestation af Døberen kunne tænkes at have været den ydre anledning til, at Jesus har søgt tilflugt i ørkenens isolation. Han må nemlig have vidst, at han, der jo allerede på dette tidspunkt åbenbart af Johannes’ disciple blev anset for at være den profeterede Messias, også ville kunne risikere at blive arresteret, idet myndighederne formentlig med rette kunne mistænke ham for at ville fortsætte Døberens forkyndelse af  Gudsrigets nærvær og anbefale om­vendelse. En arrestation på dette tidlige tidspunkt i Jesu virke, ville derfor være kommet på tværs af den mission, han utvivlsomt følte var hans. (6)

     Hvis det havde været til­fældet, at også Jesus var blevet arresteret på dette tidspunkt, hvor han endnu ikke havde nået at udbrede sin lære og demon­strere, at han var Gudssønnen, Messias eller Kristus, ville han for eftertiden formentlig højst have indtaget en position i verdens­historien, som den, der blev Johannes til del, og der ville følgelig ikke have eksisteret noget, som hedder kristendom. Det kan man indirekte se af historikeren Josefus' omtale af Døberen og dennes fængsling og henrettelse, hvori der ikke er den mindste hentydning til Jesus. Havde dette været tilfældet, måtte karakteristikken som from og gudfrygtig omvendelses- og dåbsprædikant have været den samme, som Johan­nes', og beskrivelsen af livsforløbet nogenlunde den samme: et liv som religiøs forkynder og reformator, der satte sig op mod såvel de politiske som religiøse autoriteter, og en ussel død som i virkeligheden uskyldigt offer for et brutalt religiøst og politisk system.

 

     Mange var som nævnt begyndt at se den forventede Messias i Johannes Døberen, men da han erfarede, at folk indbyrdes talte om, at han nok var den Kristus, der skulle træde frem i de sidste tider, tog han kraftig afstand fra en sådan tanke. Han op­fattede sig selv som en profet af den gamle slags og optrådte med stor og respekt­indgydende autoritet. Men da man direkte spurgte ham, om han var den ventede Messias, svarede han: "Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at bøje mig ned og løse remmen på hans sko. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånd." (7)

     Det er imidlertid et stort spørgsmål, om disse Johannes-ord er ægte og oprindelige, eller om de blot skal bekræfte profeten Esajas' forudsigelse af den Gudssøn eller Messias, som skulle fremstå i de sidste tider. Men hvis citatets ord virkelig er udtalt af Johannes Døberen, tyder Matt.11,2-15 og Luk.7,18-35 på, at denne ikke fra be­gyndel­sen har været klar over, at hans formentlige fætter, Jesus, var identisk med den så længe ventede Messias. Fra sit fængsel sender Johannes nemlig nogle af sine disciple til Jesus for at stille ham spørgsmålet: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus besvarer ikke spørgsmålet direkte, men henviser til, hvad han har ladet dem blive vidner til: at blinde ser, lamme går, spedal­ske helbredes, døve hører, døde står op, og han tilføjer, at evangeliet for­kyndes for fattige, og salig er den, som ikke forarges på ham.

     De tre første evangelister melder ikke noget om, hvordan Johannes reagerede på det, som hans udsendte disciple kom tilbage og fortalte ham, at Jesus havde sagt. Det er kun i Johannes-evangeliet, vi hører om, at Døberen ikke på noget tidspunkt synes at have været i tvivl om, at Jesus er Messias eller Kristus. Men her bør man huske på, at det fjerde evange­lium udelukkende ser det som sin opgave, at bekræfte Jesus som Guds levende ord, Messias eller Kristus, og at alle begiven­heder og udtalelser af Jesus såvel som af andre, alene er beregnet på at skulle understøtte udsagnet om Guds levende ord, Logos.

 

Var Døberen og Jesus fætre?

Såfremt der har bestået en familierelation mellem ægteparrene Zakarias og Elisabet og Josef og Maria, hvad Lukas-evangeliet tyder på, er det højst tænkeligt at de to familier har haft nogenlunde regelmæssig kontakt med hinanden og at man sandsynligvis og i al fald er mødtes i for­bindelse med de årligt tilbagevendende valfartsfester i Jerusa­lem, hvor Zakarias jo i øvrigt var præst ved templet. Der står dog ikke noget om, hvilken familiemæssig relation Elisabet og Maria havde til hinanden, men det er påfaldende, at Maria tilbragte hele tre måneder hos Elisabet, efter at denne var blevet gravid seks måneder tidligere. Der står dog heller ikke noget om, hvorvidt Maria blev der og overværede barnets fødsel og omskærelse. Men efter sin hjemkomst til Nazaret blev hun selv gravid med det barn, der ved fødslen fik navnet Jesus.

     Selv om både Zakarias og hans kone, Elisabet, var "højt oppe i årene", da de fik deres formentlig eneste barn, Johannes, med det senere tilnavn Døberen, kan de dog udmærket tænkes at have været i live i drengens barndom og måske også i hans teenageår. Men hvor gammel han var, da enten faderen eller moderen eller måske begge døde, fortæller evangelierne ikke noget om.

     Josef og Maria har efter alt at dømme været betydeligt yngre i forhold til Zakarias og Elisabet, da de fik deres formentlig første barn, Jesus. Og det vides, at moderen såvel som i al fald hans brødre overlevede Jesus, medens den omstændighed, at evangeli­erne forholdsvis hurtigt er tavse omkring, hvad der videre skete med faderen, Josef, kunne tyde på, at han kan være afgået ved døden, måske allerede i Jesu tidlige ungdom. Men i al fald levede faderen endnu på det tidspunkt, da Jesus var 12 år.

     Men at Johannes og den et halvt år yngre fætter, Jesus, muligvis kan have været fætre og har kendt til og jævnligt set hinanden i barne­årene og senere, måske efter deres Bar Mitsva (konfirmation), da de formentlig begge blev optaget som novicer eller elever i essæerorde­nen i Chirbet Qumran, må nok anses for at være en til sandsynlighed grænsende mulig­hed. Begge har også hurtigt udvist specielle evner, både hvad angår den teoretiske tilegnelse af lovstoffet, af profeternes lære og Israels historie, og især hvad angår tilegnelsen af åndelige færdigheder, herunder bøn, meditation og kontempla­tion, og endnu mere specielt, hvad angår tilegnel­sen af ind­vielsesgraderne i livsmy­steriet.

     Ifølge de fire evangelier kunne det se ud, som om Johannes gennem den eller de ind­vielsesprocesser, han som de fleste andre dertil egnede novicer i Qumran-klosteret har måttet gennemgå, er blevet klar over sin mission som den profet, der i de sidste tider skulle bane eller forbe­rede vejen for den ventede Messi­as. På formentlig tilsvarende måde er Jesus allerede i klo­steret i Qumran blevet klar over sin mission som en kongelig Messias af Davids hus og slægt, men måske endnu ikke, at det skulle blive en Messias af en noget anden slags, end den krigs-konge, som nationalistisk og funda­mentalistisk sindede jøder forventede skulle komme og frelse folket og nationen Israel. Det er dog her vigtigt at være klar over, at Jesus aldrig på noget tidspunkt direkte betegnede sig selv som Messias (Kristus), men altid undgik dette, for ikke at provokere de jødiske autoriteter og myndigheder unødigt. Han lod gennem hele sit virke altid andre om at kalde ham for Messias og brugte i stedet betegnelsen ”Menneskesønnen” om sig selv. 

 

 

 

4. MENNESKESØNNEN

 

Kort før Johannes Døbers arrestation og senere henrettelse, var Jesus kommet til den ubeboede egn i nærheden af byen Betania øst for Jordan­floden (ikke at forveksle med Betania vest for floden), hvor Døberen havde slået sig ned og havde påbegyndt sin virksomhed som profet, lærer og bodsprædikant. Ifølge Markus og Mattæus kom Jesus da fra sin hjemby Nazaret i Galilæ­a, medens Lukas eller Johannes nøjes med at konstatere, at Jesus befinder sig på stedet og her lader sig døbe af Johannes Døberen.

     Ifølge Lukas og Markus tyder det ikke på, at Johannes har været klar over, at der var noget som adskilte hans fætter fra alle de øvrige, han døbte i Jordanflodens vand, og da slet ikke at Jesus skulle være identisk med den forventede Messias. Hvis det havde været tilfældet, ville der ikke have været nogen grund for Johannes, til fra sit fængsel at sende nogle af sine disciple til fætteren, for at spørge denne, om han var den, der forventedes at skulle komme, altså Messias, eller om man skulle vente en anden, sådan som der står i Lukas 7,18-21. Dette sted i Lukas-e­vangeliet er for resten i en vis uoverensstemmelse med sit 1. kapitel, hvoraf det fremgår, at Johannes' moder, Elisabet, er klar over, at Marias endnu ufødte barn er den ventede frelser. Det er vel utænkeligt, at Elisabet ikke senere hen skulle have fortalt sin søn, Johannes, at dennes fætter var identisk med Messias. Samme evangelium er desuden i modstrid med sig selv, når det som tidligere nævnt hævder, at Maria helt fra undfangelsen af har været klar over, at hendes førstefød­te søn var identisk med den længselsfuldt ventede frelser. (Luk.8,19-21 med par.). Af Lukas 8,19-21 fremgår det indirekte, at Jesu moder, Maria, og hans brødre ikke på det tidspunkt hørte til dem, "som hører Guds ord og handler efter det."

 

Dåben med vand og dåben med Helligånd

Men skal vi tro Mattæus-evangeliet, har Johannes Døberen på forhånd været klar over, at hans kødelige fætter, Jesus fra Nazaret, var den ventede Messias, for da denne kommer til Jordanfloden for at lade sig døbe, vil den åbenbart noget overraskede Johannes først forhindre det, idet han siger: "Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!"  Hertil replicerer Jesus: "Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!". Ifølge Johannes-evangeliet er Johannes Døber den, som, idet han døber Jesus, i et syn ser Helligånden i form af en due dale ned fra himmelen og svæve over Jesu hoved. Herom siger Johannes Døber i sit vidnesbyrd: "Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han har sagt til mig: 'Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Hel­ligånd.' Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: han er Guds Søn."  

     Når Johannes Døberen siger ”… Og jeg kendte ham ikke;…”, skal det formentlig forstås sådan, at han ikke på forhånd vidste, at hans fætter Jesus var den Guds Søn, der skulle komme og døbe med Helligånd. 

     I de tre andre evangelier er det ellers Jesus selv, hvorom det fortælles, at han oplever, at Helligånden sænker sig ned over ham, som en due, der daler ned fra himlen, idet han hører Guds røst sige: "Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbe­hag." (Mark.­1,10-11 med par.). I Johannes-evangeliet, som vel ellers må siges at være det mest mysteriøse og legendepræ­gede af evange­lierne, er der ikke tale om, at hverken Jesus eller Johannes hører Guds røst ved denne eller nogen anden lejlighed. Derimod hænder det forholdsvis ofte, at Jesus taler til Gud, enten direkte eller i form af bøn. Men hermed være ikke sagt, at Guds røst i form af tale i det sprog, som menne­sket selv taler og forstår, ikke kan forekomme over for de særligt indviede, som er i stand til ad åndens vej at komme i kontakt med Gud. Men herom senere. (1)       

 

Jesu disciple

I henhold til Johannes-evangeliet var de første af Jesu dis­ciple oprindelig disciple af Johannes Døber, som de sikkert har opfattet som den ventede Messias, men eftersom han åbenbart selv benægtede at være Messias (Kristus) eller den genopstandne profet Elias eller nogen anden profet, men derimod henviste til, at Jesus var det "Guds lam, som bærer eller borttager verdens synd", fulgte de ham allerede, da han dagen efter atter forlod stedet, hvor Johannes og hans disciple opholdt sig. Den ene af de to disciple, som først følte sig tiltrukket af Jesus og ønskede at blive dennes discipel, var Andreas, og den anden har muligvis været Filip.

     Da Jesus bliver opmærksom på, at de to Johannes-disciple følger efter ham, vender han sig om mod dem og spørger: "Hvad søger I?" De svarede, at de gerne ville se, hvor han boede, og han tillod dem at følge sig til stedet, hvor de blev resten af dagen. Hvor dette sted mere præcist har været, oplyses der intet om. Straks efter opsøger Andreas sin broder, Simon, og siger til ham: "Vi har fundet Messias", hvorefter de følges ad hen til Jesus, som, idet Simon står overfor ham, siger: "Du er Simon, Johannes' søn: du skal hedde Kefas". Det aramæiske ord Kefas hedder på græsk Petros eller Peter, som betyder "sten, klippe". Denne discipels navn blev herefter Simon Peter, der som bekendt blev en ledende skikkelse i den jødekristne menig­hed i Jerusalem.

     Da Jesus næste dag vil bryde op, for at drage til sin hjemby, Nazaret, i Galiæa, opsøger han først Filip og siger til ham: "Følg mig!", en opfordring denne åbenbart har ventet på, for han skynder sig straks at hente en fjerde af Johannes' disciple, Natanael, som menes at være fra Kana i Galilæa. Til ham siger Filip: "Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret." Denne oplysning eller påstand imponerede åbenbart ikke Natanael, for han svarede straks: "Kan noget godt være fra Nazaret?" Natanaels henkastede spørgsmål hang formentlig sammen med det forhold, dels at Nazaret var en ganske ubetydelig by, og dels at Galilæa, som i kulturel og religiøs henseende var under indflydelse udefra, bestod af en befolkning af blandet oprindelse, hvorfor galilæere ofte blev betragtet som andenklasses jøder. (2)

     På Filips opfordring fulgte Natanael dog med, og da de nærmer sig Jesus, udbryder denne: "Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig." Natanael, som øjensynlig ikke havde mødt Jesus før, undrede sig og spurgte: "Hvorfra kender du mig?" Hertil svarer Jesus: "Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet." Dette svar duperer Natanael i så høj grad, at han udbryder: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels konge." Det får Jesus til at konstatere følgende: "Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end disse." Og han tillagde: "Sande­lig, sandelig siger jeg jer: I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen." (3)

 

”Menneskesønnen”

Ordet "Menneskesønnen" er et af de mest omdiskuterede ord i Ny Testamente, idet det på den ene side er den hyppigst fore­kommende selvbetegnelse i Jesu mund i evangelierne, og på den anden side finder man ikke i samme testamente en antydning af forklaring på, hvad ordet mere præcist skal betyde. Selve ordet er en ordret oversættelse af de aramæiske "bar-nasja", på hebraisk "ben-adam", som betyder: "søn af mennesket", der er det samme som "menneske". Men på trods af alle forsøg på tolkning og udlægning af ordet, står det dog tilbage, at ordet i Jesus mund udgør en slags læreudsagn om, hvad der skal forstås ved Jesu kald, skæbne og fremtidige stilling. Ordet siger derimod ikke noget om den historiske Jesus' forståelse af sig selv. Det er menighedens Kristus-forkyndelse, der fortæller os, hvem menneskesønnen er, og ikke udtrykket menne­skesønnen, der fortæller os, hvem Jesus var.   

     Men også i dette tilfælde med udtrykket "menneskesønnen", kan Martinus' opfattelse og for­ståelse af Jesus Kristus komme os til hjælp og nytte, idet han i en vis forstand tolker ordet i overensstem­melse med menighedens Kristus-forkyndelse. Ordet menneskesønnen skal som begreb betragtet ifølge Martinus tolkes som "det rigtige menneske", dvs. det humane, etisk-moralsk højt udviklede menneske, i modsætning til "det jordiske menneske", som endnu på sine højere udviklingstrin er halvt dyr og halvt menneske, og som derfor stadig i nogen grad reagerer og handler på basis af urinstinkter og egoistisk selvopholdelsesdrift. Det skal vi se nærmere på senere.

     Imidlertid er de tre andre evangelier ikke enige med Johannes-evangeliet i, at Jesus fik sine første disciple allerede medens han opholdt sig ved Jordanfloden i egnen omkring byen Betania, også kaldet Bethabara eller Betaraba. Såvel Mattæus, Markus som Lukas er af den opfattelse, at rekrutteringen af Jesu disciple fandt sted i Galilæa, mere præcist i byen Kapernaum ved Genesaretsøen, og det skete først efter at Johannes var kommet i fængsel:

 

     Men da Jesus hørte, at Johannes var sat i fængsel, drog han bort til Galilæa. Og han flyttede fra Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis egne, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der siger: ”Zebulons land og Naftalis land langs søen, landet hinsides Jordan, hedningernes Galilæa, det folk, som sad i mørke, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens land og skygge, er et lys oprundet.” (4)

 

     Senere tilføjer Mattæus imidlertid følgende:

 

     Jesus gik omkring i hele Galilæa, lærte i deres synagoger, prædikede evangeliet [det glædelige budskab] om Riget [Gudsriget] og helbredte al slags sygdom og svaghed blandt folket. Og rygtet om ham kom ud over hele Syrien; og man bragte til ham alle dem, som led af forskellige sygdomme og var plagede af lidelser, både besatte og månesyge [dvs. epilepsi og nervesyg­domme] og lamme, og han hel­bredte dem. Og store folkeskarer fulgte ham både fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan. (5)

 

     Af citatet fremgår det indirekte, at der var folk, som fulgte med Jesus helt fra Jerusalem i Judæa "og fra den anden side af Jordan", altså fra den østlige side af Jordanfloden, hvor Johannes tidligere holdt til og havde prædiket. Men det er ikke muligt på dette grundlag at afgøre, hvilke og hvor mange af Jesu disciple, der herfra fulgte med til Galilæa. Men Johannes-evangeliet kan muligvis være galt afmarcheret, når det hævder, at disciplene Andreas og Simon lod sig rekrut­tere allerede ved Jordanfloden. Derimod kan det måske ikke ude­lukkes, at Filip og Natanael kan være fulgt med derfra.

     Det er på den anden side set et spørgsmål, om man vil lægge vægt på, at Johannes-evangeliet i sin oprindelse menes at skyldes Johan­nes Zebedæussøn, som i så fald må antages at have vidst bedre besked med, hvor, hvordan og hvornår Jesus fik sine første disciple, end de andre evangelister. I så fald kan det tænkes, at de to brødre, Simon og Andreas, som var bosiddende enten i Kaper­naum eller Betsajda, måske i forbindelse med påsken eller løvhyttefesten er rejst til Jerusalem, hvor de kan have erfaret om profeten Johannes under opholdet i byen. De kan derfor have opsøgt den ny for­kynder, og i den tro, at der var tale om Messias, har de antagelig anmodet om at måtte blive hans disciple.   

     Hvis denne antagelse skulle vise sig at være i overensstem­melse med den historiske virkelighed, kan det udmærket have været tilfældet, at to så professionelle fiskere, som Simon og Andreas, for levebrødets skyld har drevet fiskeri under opholdet ved Jordan­floden, og at det er her, Jesus første gang har mødt dem og gjort dem til sine disciple. Det er imidlertid et problem i denne sammenhæng, hvor, hvordan og hvornår Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, er blevet rekrut­teret som Jesu disciple, for ejen­dommeligt nok nævner Johannes-evangeliet ikke med et ord noget herom, lige så lidt som det nævner noget om, hvornår, hvor og hvordan Jesu øvrige disciple kom til.

     Det mindst problematiske vil dog være at antage, at det er de tre øvrige og i det spørgsmål samstemmende evangelister, der er bedst orienterede om Jesu discipelrekruttering, så lad os i det følgende se på, hvordan det ældste evangelium, Markus-evangeliet, ser på det spørgsmål.

 

”Menneskefiskere”

Ifølge Markus gik Jesus en dag langs Genesaret sø, og her fik han øje på nogle fiskere, som var i færd med at kaste deres net ud. Det var Simon og dennes broder, Andreas, og Jesus sagde til dem: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefi­skere." Jesus må for­mentlig have indgydt umiddelbar tillid, måske fordi han har været klædt på en måde, som tilkendegav, at der her var tale om en rabbi, for de to brødre, der åbenbart længe havde gået med en længsel efter en foran­dring i deres livssitua­tion, forlod straks båden og garnene og fulgte efter Jesus, der lidt efter mødte en del andre fiskere, som sad i en båd og var i færd med at bøde garnene. To af fiskerne reagerede straks på Jesu opfor­dring og forlod prompte arbejdet og båden og deres fader, Zebedæus, som var ejer af båden og fiskegrejet. De to Zebedæus­sønner var Jakob og Johannes, og de blev lige­ledes nogle af Jesu nærmeste og mest betydningsfulde disciple (Mark. 1,16-20 med par). Om Johannes forlød det endog, at han var "den dis­cipel, han [Jesus] elske­de", og den, som efter Jesu ønske tog hans moder, Maria, til sig efter hans død og lod hende bo i sit hus. (6)

     Det kan naturligvis undre en del, at Jesus, næstekærlig­hedens fornemste udøver og forkynder, i særlig grad skulle have foretrukket eller elsket en enkelt af sine disciple højere end de andre. Næstekær­ligheden er jo ellers karakteriseret ved at være fuldkommen upartisk og universel, det vil sige, ved at den i ligelig grad omfatter alle, uanset køn, race, begavelse, social position etc., med højeste sympati, forståelse og tolerance. Det fremgår desuden af evangelierne og andre steder i NT, at Jesus levede som ugift, og at han ikke ser ud til at have kendt til fænomenet forelskelse, og formentlig heller ikke til seksuel dragning mod kvindekøn­net. Sandsynligvis har han i lighed med de højeste grader af essæernes ordensmedlemmer viet sit liv til cølibatet, sikkert ikke fordi han mente, der var noget 'syndigt' i forholdet mellem mand og kvinde, men for i højere grad at kunne tjene Gud og udføre den mission som menneske­hedens åndelige-moralske vejle­der og "fødsels­hjælper" på dens vej mod et højere udviklings­trin, som han var udvalgt til og havde påtaget sig.

     Det er blevet sagt, at medens det fortrinsvis er i det antagelig ældste kilde­skrift, Markus-e­vangeliet, at Jesus fremtræder som et menneske, om end med særlige menneske­lige evner og kræfter, så er dette menneske allerede enkelte steder i det næstældste evange­lium, Lukas-evangeliet, og i det formentlig senere Mattæus-evangelium, blevet til en slags halvgud, for i det fjerde og sidste evange­lium, Johannes-evangeliet, at ende som en Gud. I henhold til de ældste evangelier, blev Johannes Døberens og Jesu respektive lære og virksomhed oprindelig sidestillet som jævn­byrdige i forhold til hinanden. Men for evangelisterne gjaldt det om at underspille Johannes' rolle, hvorfor disse kun frem­stiller ham som den, der skulle berede vejen for den egentlige mester. Det er antagelig først efter, at Johan­nes var blevet fængslet og senere henrettet, at en del af hans disciple fulgte Jesus, medens andre muligvis blev selv­stændige prædikan­ter eller måske tilhængere af andre af dati­dens frem­trædende religiøse lærere og forkyndere. (7)  

 

Johannes Døberens skæbne

Det må siges, at Johannes Døberen fik en trist skæbne, også selvom vidnesbyrdet om ham og hans virksomhed som domme­dags- og bodsprædikant for evigt lever videre i Ny Testamente. På Døbe­rens tid blev enhver ny lærer eller prædikant med eller mod sin vilje i reglen straks opfattet af det forventnings­fulde folk som oprører mod det foragtede præstestyre og det forhadte romerske fremmedher­redømme, og følgelig udråbt som den for­ventede Messias. Døberen dannede ingen undtagelse fra denne regel, men eftersom han var særlig markant i sin fremtræden, kom han derfor også snart i den stedlige politiske myndigheds søgelys, der så det som en vigtig opgave, at kvæle ethvert tilløb til oprør straks fra starten.

     Romernes lydkonge, Herodes Antipas, der regerede over Galilæa og Peræa, var blevet vred over, at Døberen uretmæssigt havde anklaget ham for at føre et utugtigt levned, idet det blev påstået, at han havde giftet sig med sin broder Filips hustru, Herodias. Hun havde tidligere været gift med Herodes Antipas' halvfarbroder, med hvem hun havde datteren Salome, og det er i virkeligheden denne pige, Filip var gift med, og altså ikke med Herodias. Det reelt udydige i Herodes Antipas' tilfælde, var derimod, at han ikke lagde skjul på sit begær efter at vinde Salomes gunst.

     I virkeligheden tyder det på, at det var Herodias, som var blevet opbragt over Johannes Døberens beskyldninger, men da hun ikke selv havde nogen egentlige magtbeføjelser, benyttede hun sig derfor af sin kvindelige indflydelse på ægtemagen, og opfordrede denne til at lade Døberen fængsle og henrette. Kongen, som vidste at Johannes Døberen var en retfærdig og hellig mand, tøvede imidlertid og turde ikke uden videre iværksætte henrettelsen af et i virkeligheden uskyldigt menne­ske. Men Herodias havde ikke i sinde at opgive sit fore­havende, og hun greb den første og bedste lejlighed til at påvirke sin mand i den ønskede retning. Lejligheden kom, da Herodes på sin fød­selsdag holdt et storstilet gæstebud for sine højeste embeds­mænd og hærførere og de fornemste folk i Galilæa og vel formentlig også i Peræa, idet fødselsdagsfesten ifølge Josefus blev holdt på borgen Makærus, som lå 7 km øst for Dødehavet i det sydlige Peræa. 

     Herodias havde øjensynlig udtænkt en snedig plan for, hvordan hun skulle få sin vilje igennem over for kongen, idet hun vel næppe har kunnet undgå at bemærke sin mands begærlige blikke, når han så hendes datter, Salome. Herodias lod derfor ganske enkelt sin formodentlig meget smukke datter optræde og danse for kongen og gæsterne, men om det har drejet sig om de berømte syv slørs dans, hvor det ene slør efter det andet bliver kastet og efterhånden afslører mere og mere af danserindens nøgne krop, fortæller evangelierne faktisk ikke noget om. For resten bør man også i denne forbindelse gøre sig klart, at begrebet "nøgen" for jøderne på den tid kunne betyde, at man kun var iført underkjortel og manglede overklædningen.

 

Johannes Døberens død

Men Herodias' list lykkedes, for kongen blev så optændt af begær og begejstring, at han kaldte Salome til sig og i sine gæsters påhør svor på, at han som tak for dansen ville opfylde hendes største ønske, uanset om det så drejede sig om halvdelen af hans rige. Salome rådførte sig derefter med sin moder, som bad hende sige til kongen: "Jeg ønsker, at du nu med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad." Salome havde åbenbart ingen skrupler ved at følge moderens råd, og skønt Herodes blev meget bedrøvet over hendes forlangende, så han sig overfor Salome såvel som overfor alle sine gæster, nødsaget til at opfylde sit løfte. Han befalede derfor straks en af sine livvagter at gå til fængslet og halshugge Døberen, og derefter lade dennes hoved bringe på et fad og give det til Salome. Det fortælles, at Salome derefter overgav fadet med Johannes' afhuggede hoved til sin hævngerrige moder, ligesom det forlyder, at Døberens disciple fik lov til at hente dennes lig og begrave det.      

     Ifølge Mattæus 14,12 var det de af Johannes' disciple, som havde begravet hans lig, der kom og fortalte Jesus, hvad der var sket. Vi kan ikke vide, hvordan Jesus reagerede på med­delelsen om Johannes' tragiske skæbne, kun, at han i henhold til Lukas 9,10 på det tidspunkt opholdt sig i Galilæa, hvor han sammen med sine disciple drog fra by til by og fra landsby til landsby for at forkynde evangeliet og helbrede de syge. Straks efter at have erfaret om Johannes' død, bryder Jesus op, formentlig fra Kapernaum, for sammen med sine nærmeste disciple at sejle til et øde sted, hvor de mente at kunne være i fred for de mange mennesker, der ustandselig opsøgte Jesus, men forgæves. Jesus besluttede derfor, at man skulle sejle til byen Betsajda ved den nordlige bred af Genesaret Sø. I denne by var apostlene Peter, Andreas og Filip oprindelig hjemmehørende, men på det tidspunkt, da Jesus valgte dem til sine disciple, boede de i Kapernaum i brødrene Peters og Andreas' hus. Men medens de befandt sig i Betsajda, kan det have været hos disses fader, fiskeren Jonas, at Jesus og disciplene ind­logere­de sig under opholdet.

 

     Men hvorfor Jesus netop valgte at tage ophold i Betsajda, melder evangelierne ikke noget nærmere om. Måske skete det, for at Jesus kunne få tid til at samle sine tanker om den skæbne, han alene vidste ventede ham i den tilstundende påsketid, hvor han sammen med sine disciple ville drage til Jerusalem, for som sædvanligt at fejre højtiden dér. Selv hans nærmeste disciple havde endnu ikke på det tidspunkt helt forstået, hvad han mente, når han fortalte dem om, hvad der forestod. Kort før påske brød han og disciplene op og lagde vejen gennem Galilæa og Samaria til Judæa, og herunder benyttede han muligheden for at prædike i de stedlige synagoger og andre egnede steder, idet en stor menneskeskare til stadighed flokkedes omkring ham, dels i håbet om eventuelt at blive helbredt af ham og dels for at høre hans myndige og anderledes  forkyndelse.

 

Legende og virkelighed

Det kan konstateres, at det var mødet med Johannes Døberen, der blev indledningen til Jesu enestående verdenshistoriske, pro­fetiske lærervirksomhed. I og med Døberen og Jesus, har vi at gøre med to vidt forskellige religiøse reformatorer, hvor den første prædiker askese, bortvendthed fra verden og bod, og den anden livsnær­hed, udadvendthed og omvendelse i betydningen: at overholde og efterleve lovens største bud om at elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv. Begge blev imidlertid for­holdsvis hurtigt knust af de verdslige magthavere, som frygtede for, at deres person og forkyndelse skulle inspirere til åbent oprør. Men forinden havde de to vundet disciple og tilhængere, efterladt sig en lære og stiftet en menighed, som kom til at bestå længe efter deres død, ja, som for Jesu ved­kommende består den dag i dag. Begge blev æret som Messias, og begges personlighed og liv blev derfor allerede af samtiden, men i særlig grad af eftertiden, spundet ind i Messiaslegendens overnaturlige slør, således at erindringen om de to bemærkel­ses­værdige historiske personer, der ligger bag legen­den, er mere eller mindre for­svundet eller forvansket i teolo­giens - og til en vis grad i overtroens - spind. 

     Det skal dog her endnu engang gentages, at legenden som sådan har sin egen helt specielle værdi og betydning, uanset at den ikke i sig selv rummer nogen afgørelse med hensyn til det fortaltes historiske pålidelighed eller upålidelighed, men i bedste fald i lighed med lignelser, eventyr og fabler kan fortælle om åndelige fænomener eller om en virkelighed, som ligger ud over den fysiske verdens og til­værelses grænser. Og det kan derfor heller ikke udelukkes, at legenden kan være udtryk for sand­heder, som på et dybere plan er i overensstemmelse med de pågældende hellige mænds lære og mission. Det er for Jesu vedkommende f.eks. til­fældet med Juleevangeliet og Påskemy­steriet, som vi senere skal vende tilbage til.

     Det bør i den forbindelse ikke overses, at legenden i nogle tilfælde kan være udtryk for en opfattelse, der ikke alene mere eller mindre er i uoverensstemmelse med den eller de personer eller fænome­ner, det er hensigten at skildre, men som også mere eller mindre er i direkte modstrid med ånds- og natur­videnskabelige kendsgerninger. Dette gælder i særlig grad legenden om be­budelsen og jom­frufød­selen, legenden om op­stan­delsen, og formentlig også til en vis grad legenden om mirak­lerne, hvilket vi senere skal vende tilbage til og se nærmere på.

 

Forkynder og terapeut

Markus fortæller, at Jesus under opholdet i Kapernaum boede i Simons og Andreas' hus, hvor også Jakob og Johannes opholdt sig, mens de var i byen. Straks på den første sabbat efter ankomsten, gik Jesus ind i synagogen for at prædike og lære fra sig. Til de tilstedeværendes store overraskelse lærte han dem, "som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge", for hvem teksternes dybere indhold formentlig mest har været teori, medens det for Jesus drejede sig om selvoplevet indsigt i de dybe sandheder, der ofte skjuler sig i teksten for almin­delige mennesker.

     Allerede ved denne lejlighed fik Jesus anledning til at demonstrere sine usædvanlige evner som terapeut, som han an­tagelig havde lært og fået udviklet under sin tid som medlem af Qumran-ordenen. Til stede i synagogen var der en mand med såkaldt "uren ånd", hvormed der formentlig menes en form for sindssyge, eller i nogle tilfælde en "besættelse" af en frem­med, ond ånd, som behersker og virker gennem et menneske, og denne mand råbte højt midt i forsamlingen i synagogen: "Lad os i fred, Jesus fra Nazaret! Er du kommen for at ødelægge os? jeg ved, hvem du er: Guds Hellige." Jesus vendte sig mod manden og sagde med fast stemme: "Ti, og far ud af ham!" Manden vred og vendte sig som i kramper og skar ansigter og råbte og skreg, men snart efter faldt han til ro og virkede derefter helt normal.

     De mange mennesker, der var forsamlede i synagogen, blev forfærdede over det, der skete, og de sagde til hverandre: "Hvad er dog dette? en ny lærer med myndighed; selv de urene ånder byder han over, og de adlyder ham." Som almindeligt uvidende og overtroiske mennesker, kunne folk dengang ikke vide eller forstå, at suggestiv eller hypnotisk behandling i nogle tilfælde kan helbrede sjælelige sygdomme. I andre til­fælde kan det i henhold til åndsvidenskaben dreje sig om, at en dis­karneret ond eller drillevorn ånd har besat et menneske, enten helt eller delvist, således at ånden dirigerer (besættel­se) eller kæmper om herredømmet med menneskets egen ånd (per­son­ligheds­spaltning). I den forstand, at han kunne uddrive onde ånder af menneskets bevidsthed, var Jesus dæmonuddriver eller eksorcist, men med baggrund i, at denne virksomhed var tegn på Gudsrigets virke allerede nu. Men moderne psykologer og psyki­atere vil nok være tilbøjelige til at mene, at det drejer sig om sygdomme som sindslidelse, epilepsi, tvangstan­ker, etc. Det ene behøver dog nok ikke i alle tilfælde at udelukke det andet. (8)

     Imidlertid kan det ikke helt udelukkes, at Jesu mange hel­bredelser, de såkaldte mirakler eller undergerninger, og hans uddrivelse af onde ånder, er et led i den bevidste såvel som ubevidste legende­dannelse omkring hans person og gerning. Men måske skal mirak­lerne og eksorcismen forstås som symbolske udtryk for, at Jesus gennem sin lærervirksomhed som sandhedsforkynder "helbredte" og "uddrev" - og gennem sin lære fortsat helbreder og uddriver - de vrang­forestillinger om livet og til­værelsen, som de aller­fleste mennesker dengang som nu, uden selv at erkende det, ligger under for og ofte plages af i en grad, der fremkalder alle slags sygdomme og lidelser, fysiske som psykiske. Når årsagen eller årsagerne til lidelser­ne og sygdommene opdages og erken­des som værende primært af psykisk art, nemlig som vrang­fore­stillinger af enhver slags, som medfører uhensigtsmæssige sinds­tilstande som uvidenhed, fordomme, into­lerance, frygt, vrede, misun­delse, jalousi osv., kan helbredelse påbe­gyndes.

 

Det nye evangelium

Rygtet om Jesus som lærer og helbreder spredtes hurtigt i hele den egn af Galilæa, hvor han opholdt sig, og en aften, da han sammen med sine disciple befandt sig i Simons og Andreas' hus i Kapernaum, samledes en mængde syge og besatte udenfor døren i håb om, at Jesus ville forbarme sig over dem og helbrede dem. Hvilket han da også gjorde, og helbredte mange som led af forskellige sygdomme, og som var besatte af onde ånder. Allerede tidligere på dagen havde han fjernet feberen hos Simon Peters svigermoder, som lå til sengs, men som derefter straks stod op og hjalp sin datter, Simons kone, med at varte op for Jesus og disciplene og andre tilstedeværende.

     Det hele syntes dog at være blevet for meget for Jesus, og tidligt næste morgen, mens det endnu var mørkt, stod han op og søgte hen til et ensomt sted, for at samle tankerne og fordybe sig i bøn. Men Simon havde bemærket, at Jesus stod op og forlod huset, og han vækkede derfor de tre andre disciple, Andreas, Jakob og Johannes, og sammen skyndte de sig efter deres mester.  Da Jesus ser dem, siger han: "Lad os gå andetstedshen, til de nærmeste småbyer, for at jeg også kan prædike dér; thi det er derfor, jeg er draget ud." Jesus betragtede med andre ord udbredelsen af det ny evangelium om Gudsriget på jorden som det primære i sin mission, medens helbredelsen af syge og handicap­pede for ham var noget sekundært. Det sidstnævnte havde man jo desuden specialister, de såkaldte terapeuter, til. (9)   

     Hos Markus berettes det herefter, at Jesus "kom og prædikede i hele Galilæa og uddrev de onde ånder." Et eksempel på Jesu helbredende kraft og evner omtales i forbindelse med en mand, der lider af spedalskhed, som med ordene "Hvis du vil, kan du rense mig" anmoder Jesus om at helbrede ham, hvilket Jesus gør. Men han formaner derefter manden strengt om ikke at fortælle nogen, hvad der er sket, men i stedet gå hen til præsten og lade denne syne ham, og ved samme lejlighed bringe det offer for sin helbredelse, som Mo­seloven påbyder. Men den lykkelige mand kunne åbenbart ikke dy sig, for han begyndte derefter at fortælle alle, som gad høre ham, hvad Jesus havde gjort for ham. Rygtet herom spredtes i så høj grad viden om, at Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i en by, uden at folk stimlede sammen omkring ham og bad om hjælp til helbredelse af den ene eller anden art. Jesus foretrak derefter at opholde sig ude på øde steder, men heller ikke her kunne han være i fred, idet folk snart fandt ud af, hvor han var, og derfor kom de til ham alle vegne fra. (10)

     På sine vandringer rundt i Galilæa kom Jesus og hans disciple en dag til hans hjemby, Nazaret. På sabbatten gik han som sædvanlig ind i synagogen for at prædike og udlægge teksten. Imens han sad i forelæserens stol, hentede synagogetjeneren bogrullen med profeten Esajas' bog, og Jesus rejste sig og åbnede rullen og fandt frem til det sted, hvor der stod skre­vet:

 

                       Herrens Ånd er over mig,

                       fordi han salvede mig,

                       at jeg skal gå med glædesbud til fattige.

                       Han sendte mig for at udråbe for fanger,

                       at de skal få frihed,

                       og for blinde, at de skal få deres syn,

                       for at sætte fortrykte i frihed

                       og udråbe et nådeår fra Herren.

 

Efter at have læst dette vers højt for forsamlingen, lukkede Jesus rullen, gav den til tjeneren og satte sig. Tavsheden var mærkbar og alles opmærksomhed var rettet mod Jesus, idet man spændt ventede på, hvordan han ville udlægge netop denne tekst, som utvetydigt refererede til Messias. På det psykologisk rigtige tidspunkt åbnede Jesus munden og sagde ganske kort: "I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse." Tavsheden og den åndeløse spænding blev brudt af de forundrede tilhøreres varme bifald, men enkelte var dog skeptiske og sagde: Er det ikke Josefs søn?"  Dertil svarede Jesus: "I vil sikkert bruge det ordsprog om mig: 'Læge, læg dig selv!' vi har hørt om de store ting, som er sket i Kapernaum; gør også sådanne her i din fædreneby."

 

Jesus som provokatør

Jesus forstod straks, hvad de skeptiske ville opnå, nemlig at få de ikke-skeptiske til at indse, at den i de andres øjne ind­bildske og gudsbe­spottende mand, de havde foran sig, bare var håndværkeren Josefs søn, Jesus, og derfor sagde han provokeren­de: "Sandelig siger jeg jer: ingen profet er anerkendt i sin fædreneby. Og jeg siger jer, som sandt er: I Israel var der mange enker i Elias' dage, dengang himmelen var lukket [dvs. uden regn] i tre år og seks måneder , så der kom en stor hun­gersnød i hele landet; dog til ingen af dem blev Elias sendt, men derimod til en enke i Zarepta i Zidons land. Og i Israel var der mange spedalske på profeten Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men derimod syreren Na'aman." (11)

 

     Det provokerende i denne udtalelse var, at Jesus hermed ville sige, at Israels folk, jøderne, på ingen måde var særligt ud­valgt, hvad der selvfølgelig vakte de tilstedeværendes vrede og harme i en sådan grad, at de drev ham ud af synagogen og byen og hen til randen af det stejle bjerg, byen var bygget på. Her ville den ophidsede mængde styrte ham i afgrunden, men da Jesus blev klar over, hvad de havde til hensigt at gøre, banede han sig resolut vej imellem dem og forlod stedet. Han brød derefter op fra Nazaret og vendte med sine disciple tilbage til Kaper­naum. Evangelierne fortæller ikke noget om, hvor Jesus og de af hans disciple, der fulgte ham, logerede medens de opholdt sig i Nazaret, men det har an­tagelig været hjemme i huset hos hans moder, som formodentlig har været enke på dette tidspunkt.

 

     Medens Jesus opholdt sig i Nazaret, skete det, at Jesu moder, Jesus selv og hans disciple blev indbudt til et bryllup i byen Kana, ikke langt fra hjembyen. Det kan muligvis have været hos noget familie til Maria, at brylluppet fandt sted. Men hvorom alting er, så benytter Johannes-evangeliet bryllups­gildet som anledning til at demonstrere Jesu over­naturlige kraft og evner. Under gildet slap vinen nemlig op, og Jesu moder opfordrer derfor sin søn til at benytte sig af sine mirakuløse evner, hvilket han dog først ikke er tilbøjelig til, men moderen siger uanfægtet til tjenerne, at hvad end hendes søn befaler at der skal gøres, bør de rette sig efter det.

     I huset var der seks store stenkar, som var beregnet til brug i forbindelse med renselsesritualerne, og Jesus beder tjenerne om at fylde karrene med vand. Han bød dem derefter at øse af vandet og bringe det til hushovmesteren, for at denne kunne smage på det. Vandet var imidlertid blevet forvandlet til særdeles god vin, så da hovmesteren som kender smagte det, undrede han sig og tilkaldte brudgommen, for at spørge denne, hvorfor han mod sædvane havde gemt den bedste vin til sidst. (12)

     Der kan dog næppe være tvivl om, at der med denne begivenhed, hvor Jesus forvandler vand til vin, endnu engang er tale om ren symbolik, hvor vandet er åndens symbol, medens vinen er Hellig­åndens og dermed Messiasbevidsthedens symbol. I Joh.15,1-8 kalder Jesus sig selv det sande vintræ og Gud for vingårds­manden. (13)

 

 

 

5. DEN OMVANDRENDE FORKYNDER

 

Johannes-evangeliet fortæller videre, at Jesus og hans moder og brødre og disciple drog til Kapernaum, hvor de blev i nogle dage. I Kapernaum indlogerede han sig som sædvanlig hos Simon og An­dreas' familie i deres hus, og her strømmede folk til alle vegne fra, da det rygtedes at han var kommet tilbage. Der samledes så mange mennesker i og udenfor huset, at ingen kunne komme hverken ind eller ud. Imidlertid ankommer fire mænd bærende på en lammet mand, som håber på at blive helbredt af mesteren og få sin førlighed igen. Men da det er helt umuligt at få adgang til huset, lykkedes det hjælperne at kravle op på huset og fjerne så meget af taget, at det kan lade sig gøre at fire båren med den lamme ned i rummet, hvor Jesus sad omgivet af en tætpakket flok af tilhørere.

     Den ihærdighed og store indsats, som den lamme og hans hjælpere udviser, gør indtryk på Jesus, og han hen­vender sig derfor til den lamme på båren og siger: "Søn! dine synder forlades dig." I det samme fornemmer Jesus åbenbart telepatisk, at nogle af de tilstedeværende skriftkloge og farisæere, som vogtede på ham, tænkte at han talte gudsbespotteligt, eftersom de mente, at det jo kun er Gud, der kan forlade synder. Jesu udtalelse var derfor en forsyndelse mod Gud og loven, og det var der døds­straf og henrettelse ved stening for. Men Jesus siger til dem: "Hvorfor tænker i dette i jeres hjerter? Hvad er lettest, at sige til den lamme: 'Dine synder forlades dig', eller at sige: 'Stå op, og tag din seng og gå?' Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder" - så siger han til den lamme: "Jeg siger dig: Stå op, tag din seng og gå hjem!" Til stor forundring rejser den lamme sig, tager sengen med sig og forlader stedet i alles påsyn, og de fleste af de tilstedeværende benytter lejligheden til at prise Gud, idet de kundgør for hinanden: "Aldrig har vi set mage." (1)

     Den samme begivenhed fortælles lidt anderledes hos Mattæus, hvor det en romersk centurion, dvs. en militær befalingsmand af rang som underofficer og med 100 mand under sig, der opsøger Jesus og beder denne om han ikke nok vil helbrede hans tjener, som ligger lammet i sengen hjemme i hans hus og lider for­færdeligt. Men da Jesus indvilliger i at komme og helbrede den lamme, siger befalingsmanden ydmygt: "Herre! jeg er for ringe til, at du skal gå ind under mit tag; men sig kun et ord, så bliver min tjener rask. Jeg er jo selv en mand, som står under komman­do og har soldater under mig; og siger jeg til den ene: 'Gå!' så går han; og til den anden: 'Kom!' så kommer han; og til min tjener: 'Gør dette! så gør han det."

     Da Jesus hørte dette og forstod, at denne romerske embedsmand virkelig havde stor tiltro til ham som helbreder, vendte han sig mod sine andre tilhørere og sagde:  "Sandelig siger jeg jer: så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Og jeg siger jer: mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget. Men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænderskæren." Igen en gudsbespottelig hentydning til, at Israels børn, jøderne, ikke automatisk er selvskrevne til at få del i Gudsriget, blot fordi de overholder loven og de religiøse forskrifter. Derefter vendte Jesus sig til den romerske be­falings­mand og sagde: "Gå kun, det skal ske dig, som du troede!" Og Mattæus tilføjer: "Og tjeneren blev rask i samme stund." (2)

 

Jesu modstandere

Det er ifølge Mattæus, Markus og Lukas omkring dette tids­punkt, at den lille skare på seks nærtstående disciple bliver udvidet med foreløbig et nyt medlem, nemlig tolderen Mattæus, også kaldet Levi, som Jesus antræffer uden for toldboden, og som straks var parat til at følge mesteren. Kort efter holder Mattæus et gilde til ære for Jesus og disciplene, og mange toldere og andre foragtede medlemmer af det jødiske samfund er indbudte og deltager i festligheden. Dette giver endnu engang farisæerne og de skriftkloge, som naturligvis aldrig ville nedlade sig til at deltage i den slags, anledning til at komme med en påtale over for nogle af disciplene om forargeligt levned: "Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?" Det hørte Jesus, og han svarede straks: "De raske har ikke brug for læge, men de syge. Gå hen og lær, hvad de ord betyder: 'Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer;' thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere [til omvendel­se.]" (3)

    Dette svar tilfredsstiller dog ikke farisæerne og de skrift­kloge, for hvem det vigtigste i livet er at overholde lovene og de religiøse forskrifter, og de spørger derfor: "Hvorfor faster Johan­nes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?" Da svarer Jesus med en af sine karak­teristiske lignel­ser, som samtidig indeholder en forudsigelse af hans egen bortgang indenfor en nærmere fremtid: "Kan brudes­vendene faste, medens brudgommen er hos dem? Nej, så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der skal komme dage, da brud­gommen er taget fra dem, og da skal de faste, på den dag. Ingen syr et stykke uvalket klæde på en gammel klædning; for så river den nye lap på den gamle klædning denne itu, og hullet bliver værre. Og ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så vil vinen sprænge sækkene, og både vinen og sækkene ødelægges; nej, hæld ung vin på nye lædersæk­ke!" (4)   

     Den sidste del af lignelsen markerer den opfattelse, at nyt og gammelt i reglen har svært ved at forliges. Det nye sætter det gamle i relief som forældet og ubrugeligt som rettesnor i tilværelsen. Omvendt vil det gamle eller traditionelle og velkendte i reglen altid blive foretrukket af sine tilhængere og tals­mænd, hvilket Jesus udtrykker med følgende ord: "Men ingen, som har drukket den gamle vin, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er bedst." (Luk.5,39). Den ny udlægning af de gamle tekster, som Jesus gør sig til talsmand for, og den ofte lovstridige adfærd, som han selv og hans disciple med hans tilladelse eller på hans opfordring lægger for dagen, virker provokerende og oprørende på de fleste ortodokse lovkyndige og gammelfromme mennesker, som f.eks. farisæerne. Som grundlæggen­de usikre, frygtsomme og uselvstændige mennesker, uden egen selvoplevede, dybere indsigt i livsmysteriet, måtte de nødven­digvis klynge sig til dén åndelige krykke, der i form af de gamle og velrenommerede religi­øse og verdslige auto­riteter, betød tryghed og beskyttelse for dem selv og deres familier.

 

De nidkære farisæere

I det hele taget var der en kreds af farisæere, som åbenbart hele tiden fulgte Jesus i hælene, med det ene formål for øje, at iagttage om han handlede eller talte imod loven og de traditionelle religiøse for­skrifter, som alle fromme jøder havde stræbt efter at overholde lige siden Moses tid. Men Jesus opfordrede naturligvis ikke til at bryde loven og forskrifter­ne, blot for at forarge eller drille de oprigtigt fromme og retsin­dige, men fordi det var en del af hans mission, at skulle underminere og sprænge de snærende religiøse og verdslige skikke og tradi­tioner, som fastholdt det jødiske folk og andre folkeslag i formalismens, nationalismens, selvret­færdig­hedens og selvisk­hedens mentale "fængsler".

     Derfor hører vi også om, hvordan han tillader sine disciple at bryde det for jøderne så vigtige sabbatsbud om, at man ikke har lov til at udføre arbejde eller spise på sabbatten. Da Jesus en dag vandrer gennem en kornmark sammen med sine dis­ciple, plukkede disse nogle aks og tog kernerne og spiste. Det blev bemærket af nogle af de allesteds og altid nærværende farisæ­ere, som straks protesterede og sagde: "Hvorfor gør I noget, man ikke har lov til på en sabbat?"  Jesus har imid­lertid en trumf i baghånden, da han svarer: "Har I da ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne? hvordan han gik ind i Guds hus og tog skuebrødene og spiste og også gav sine ledsagere deraf, skønt ingen uden præsterne har lov at spise dem." Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er herre over sabbatten." (5)

     Der er dog ikke noget, der tyder på, at svaret tilfreds­stillede de pågældende farisæere, som næppe heller har villet acceptere det. Men det står imidlertid klart, at Jesus så det som en vigtig del af sin opgave, ikke bare som jødefolkets, men hele menneske­hedens Messias, at åbne menneskers øjne for, at man ikke behøver at rådføre sig med og handle og leve efter for­ældede og stivnede ritualer, love og påbud, men derimod på basis af kærligheden til Gud og næsten lade sit liv og sine gerninger bestemme af det levende livs umiddelbare krav og udfordringer. Derfor fremhæver han, at Menneskesønnen eller Gudssønnen er herre over sabbatten, såvel som over alle andre religiøse og verdslige regler, love, påbud og forbud.

     Da Jesus en anden sabbat kommer ind i synagogen for at læse og udlægge teksten, var der en mand til stede, hvis højre hånd er lammet. De skriftkloge og farisæerne vogtede nu på, om han ville vove at helbrede manden og dermed endnu engang bryde et sabbatsbud, der forbød at foretage helbredelse på sabbatten. Jesus var naturligvis klar over, hvad de tænkte og havde i sinde, men da situationen gav anledning til på ny at demon­strere, at Menneskesønnen er herre over sabbatten, henvendte han sig til manden med den lamme hånd og sagde: "Rejs dig og træd frem her midt iblandt os!" Manden gjorde, som Jesus sagde, hvorefter denne fortsatte: "Jeg spørger jer, har man lov at gøre godt på sabbatten eller gøre ondt, at frelse liv eller ødelægge det?" Da han åbenbart ikke får noget svar på spørgs­målet, siger han til manden: "Ræk din hånd frem!", hvilket denne gør, og til de flestes forun­dring blev hans hånd rask igen. Men Jesu modstandere skumlede af raseri, og uden for hørevidde af uvedkommende talte de med hverandre om, hvad de skulle gøre med den formastelige gudsbe­spotter. (6)

 

De tolv apostle

På den tid søgte Jesus en dag op i bjergene, for at tilbringe natten dér i bøn til Gud. Det nævnes ikke, om han befandt sig i en klippehule, under åben himmel eller eventuelt i en hytte. Men nogle af hans disciple må være fulgt med, om end de opholdt sig i god afstand, for at lade ham i fred, for næste morgen kaldte han dem til sig og gav sig til at udvælge dé tolv af dem, som han ønskede at gøre til sine apostle, dvs. udsendinge, der skulle forkynde og udbrede evangeliet, dvs. det glade budskab, i verden, og som skulle have magt til at uddrive de onde ånder (= uvidenhed, fordomme, intolerance, had, vrede, jalousi, frygt og misundelse osv.).

     De tolv apostle, Jesus udpegede blandt sin discipelskare, er følgende: 1. Simon med tilnavnet Kefas (Peter), 2. Jakob Zebedæus­søn og 3. Johannes Zebedæussøn, som begge fik tilnavnet Boaner­ges (= torden­søn­ner­ne på grund af deres ivrighed), 4. Andreas, 5. Filip, 6. Bartolo­mæus, 7. Mattæus-, 8. Tomas, 9. Jakob, Alfæus' søn, 10. Taddæ­us, 11. Simon Kananæer (Zelotes), og 12. Judas Iskariot.

     Af de nævnte tolv apostle, har vi allerede hørt lidt om de fem første og den syvende, medens der om den sjette, Bartolomæ­us har været gisninger om, at han måske kunne være identisk med den tidligere nævnte Natanael, hvilket dog ikke er bekræftet. Om den ottende apostel, Tomas, ved man heller ikke meget, men ifølge én oldkirkelig overlevering skal han have prædiket i Partien og været blevet begravet i Edessa, efter en anden skal han have forkyndt i Indien og grundlagt den såkaldte Tomaskirke dér. Flere apokryfe skifter har Tomas som hovedperson, nemlig de såkaldte Tomas-akterne, som menes at stamme fra gnostiske kredse og være fra det 3.årh.e.Kr. Skriftet handler om Tomas' tid i Indien, og slutter med en omtale af hans martyrdød.

     Desuden forekommer navnet Tomas i forbindelse med det lige­ledes apokryfe Tomas-evangeliet, som indeholder to evangelie­skrifter, nemlig Tomas' barndomsevangelium, som menes at stamme fra før 180 e.Kr., og som handler om Jesus-barnets mirakelevner. Det andet Tomas-evangelium er fundet i byen Nag-Hammadi i Øvre-Ægypten, hvor man i årene 1945-47 fandt tolv store papyrusko­dekser, som tilsammen indeholdt omkring 50 skrifter affattet på koptisk. Det drejer sig om et gnostisk bibliotek, som antages at have været brugt af den ægyptiske munkebevægelse, inden den blev underlagt storkirkens kontrol. Blandt de fundne skrifter findes også Filips-evangeliet, Johannes-Apokryfen og Paulus-Apokalypsen. Skriftsam­lingen menes at være fra omkring 330-340 e.Kr.

     Det koptiske Tomasevangeliet går muligvis tilbage til et græsk forlæg og menes at stamme fra ca. 200 e.Kr. Det består næsten udelukkende af Jesus-ord, hvoraf flere har paralleller i de kanoniske evangelier. Skriftets indhold bærer præg af asketisk og verdensfornægtende livsholdning, og kan som sådan næppe være i overensstemmelse med Jesu lære. Det kan dog ikke helt udelukkes, at Tomasevangeliet har sin oprindelse i over­leveringen efter apostlen Tomas. (7)  

     Navnet Tomas er aramæisk og betyder "tvilling", og ifølge Johannes-evangeliet kaldtes han på græsk Didymus, som ligeledes betyder tvilling, men hvorfor han kaldtes sådan vides ikke. Måske fordi han havde en tvillingbroder eller -søster, eller måske snarere, fordi han var tvivleren, som ikke umiddelbart ville tro på påstanden om, at den, der gav sig ud for at være den genop­standne Kristus, var den korsfæstede Jesus. Tomas ville ved selvsyn have vished for, at Jesus og den genopstandne var en og samme person. (8)

 

     Den niende apostel, Jakob Alfæus' søn, er muligvis identisk med Jakob den Lille, en søn af Jesu moster, "den anden Maria". Det menes, at hendes mand, Alfæus, også kaldtes for Kleopas, på græsk Klopas. Og den tiende apostel, Taddæus, hvis egentlige navn er Judas Lebbæus, er muligvis identisk med en af Jesu brødre. Den elvte apostel, Simon, hvis til­navne "Kananæ­er" og "Zelotes" begge tyder på et til­hørsfor­hold til oprørsbe­vægel­sen, zeloter­ne. Som kananæer må han have stammet fra det vestjordanske Palæstina, hvor denne befolkningsgruppe i almin­delighed levede fredeligt side om side med israelitterne, som de endog øvede så stor indflydelse på kulturelt og religiøst, at de sidstnævnte en overgang var ved at miste deres religiøse særpræg.

 

     Kanaanæernes religion var en primitiv frugtbarhedsreligion, præget af, at kanaanæerne var fastboende landbrugere. Hovedguden i den kanaanæiske mytologi var Ba'al, der er udtryk for livets kræfter, medens overguden, El, behersker hele verden og er den øverste dommer. Hans hustru er Athirat, som i Gamle Testamente kaldes Asjera. Andre kvindelige guddomme er Anat og Astarte. Kulten blev udøvet på helligsteder i naturen, ved en offerhøj, symbolet på den kvindelige vulva, hvorpå der var rejst en opretståen­de stenstøtte eller et træ, symboler på det mandlige lem, fallos. Fast tilbehør på kultstedet var også en kilde eller en dam og et alter. Kulten kunne dog også foregå i templer, hvori fandtes flere gudebilleder.

     Det kultiske livs højdepunkter var de årligt tilbagevendende fester, hvor man i dramatisk form opførte myterne om Ba'als død og opstandelse, for på den måde at sikre det kommende års afgrøder. Festerne, hvorunder der serveredes rigeligt med mad og vin, havde et orgiastisk præg, og ved disse lejligheder hengav såvel kvindelige som mandlige tempelskøger sig i hæm­ningsløse seksuelle handlinger. Gamle Testamente vidner om, at israelitterne bekæmpede Ba'al-religionen på det kraftigste, men stort set med ringe held.

     Endelig er der den tolvte og sidste af Jesu nærmeste apostle, Judas Iskariot, hvis tilnavn nogle mener angiver at han kom fra zelotiske kredse. Han fungerede som apostlenes økonomiske administrator og kasserer, og han søgte på mange måder at sikre, at overskuddet af penge gik til de fattige. Han stammede fra Keriot-Hezron i Judæa og var en søn af Simon Iskariot. Det blev hans skæbne at være den, der forrådte Jesus og angav ham til ypperstepræsterne og de ældste i Synedriet i Jerusa­lem, og som senere i Getsema­ne Have ud­pegede ham for tempel­vagten, der kom for at arrestere gudsbespotteren (9)

     Det er omstridt, hvilket motiv Judas havde til sit forræderi, men at det kun skulle have drejet sig om pengebegærlighed, forekommer meget lidt sandsynligt. Hans angiveri var snarere resultatet af en dybtfølt skuffelse over, at Jesus ikke ville eller kunne demonstrere sin magt og kraft som den jødernes Messi­as, Judas troede at han var. Først da Jesus blev dømt til døden, indså Judas de forfærdelige konsekvenser af sit for­ræderi­, og dybt fortvivlet over at have forrådt en uskyldig, begik han selvmord. (10)

 

Jesu kvindelige disciple

Men at Jesus nu havde udvalgt tolv særligt betroede apostle, og at alle var mænd, betyder ikke, at der ikke også var mange kvinder blandt hans disciple. Men kvindernes status i datidens stærkt patriarkalske samfund, tillod i almindelighed ikke kvinder at hævde sig eller indtage stillinger på lige fod med mændene. Alligevel var der flere frem­trædende kvinder i dis­cipelkredsen omkring Jesus, hvoraf nogle endog fulgte med ham på hans vandringer fra egn til egn og fra by til by i hele Palæstina. Der var først og fremmest Maria med tilnavnet Magdalene, fordi hun stammede fra Magdala, en landsby ved Genesaret søs vestbred nord for byen Tiberias. Hun er muligvis identisk med den kvinde, der var blevet grebet på fersk gerning i hor, og som Jesus ved sin klogskab frelste fra at blive stenet til døde af farisæerne og de skriftkloge. Maria Mag­dalene overværede Jesu korsfæstelse, og sammen med et par andre kvinder var hun blandt de første, der kom til Jesu grav og fandt den tom. Hun var desuden den første, der mødte og talte med den genopstandne Jesus.

     Dernæst var der Maria Klopas, søster til Jesu moder, og selv moder til disciplene Jakob og Josef. Også hun overværede Jesu korsfæstelse og var en af de tre kvinder, der som de første kom til Jesu grav og fandt den tom. Hendes og dermed Jesu moders anden søster, Salome, Zebedæus-sønnernes moder, var også til stede ved korsfæstelsen og en af de tre, der kom og fandt Jesu grav tom. En nutidslæser bør her huske på, at der ved begrebet "grav" i denne sammenhæng skal forstås en klippehule, hvori der er udhugget to kamre. Indgangen til graven var i reglen en lav åbning, som kunne lukkes med en tung, hjulformet klippesten. Det forreste kammer, hvori man kunne stå oprejst, var indret­tet med siddebænke ved væggene, medens den andet og bageste kammer var det, hvori liget blev anbragt på en for­højning i en niche i klippevæggen.

     Det faktum, at det var kvinder, og især én kvinde, der som de første konstaterede, at Jesu grav var tom, hænger formentlig først og fremmest sammen med den for kvinder så karakteristiske omsorg, idet de gik til graven for at salve liget med vel­lugtende olier, som de selv havde tilberedt. Det må også have været en provokerende efterretning for såvel de mandlige disciple som for det jødiske establishment at erfare, at det var en kvinde, tilmed en kvinde af laveste sociale rang, der som den første talte med Jesus efter hans såkaldte opstandelse. Mændene ville da heller ikke i første omgang tro på kvindernes beretning om den tomme grav og mødet med en engel, - Lukas fortæller om to engle - som fortalte dem, at Jesus var op­standen og havde forladt graven.

 

     Ifølge Markus og Lukas var Jesu mandlige disciple i første omgang mest til­bøjeli­ge til at mene, at det var et udslag af kvinder­nes fantasi og lettro­en­hed, men Simon Peters og Johan­nes' nys­gerrighed var dog vakt så meget, at de skyndte sig ud til graven, for ved selvsyn at konstatere, at Jesu lig var borte og at kun ligklæderne var ladt tilbage, hvilket de naturligvis undrede sig meget over. Men hvilke tanker de for­mentlig må have gjort sig om, hvad der kunne være blevet af Jesu lig, nævner evange­lierne ikke noget om. Først senere og efter at Jesus ved flere lejligheder også havde vist sig for nogle af sine mandlige disciple, blev disse overbeviste om, at deres mester var genopstået fra de døde. I Johannes-evangeliet (Joh.20,8-9) siges det dog, at da Johannes efter Simon Peter gik ind i graven og så at den var tom, blev han som den første og eneste af de mandlige disciple overbevist om, at Jesus var genopstanden. Ingen af de andre tilbageblevne og udvalgte ti disciple – den elvte, Judas Iskariot, var jo lovligt forhindret, idet han havde begået selvmord – troede til at begynde med på opstandelsesberetningen.

     De jødiske og romerske myndigheder var til gengæld fuldt overbeviste om, at der var tale om et falsum, idet de mente at disciplene måtte have stjålet liget om natten, til trods for, at det af Pilatus udkomman­derede romerske vagtmandskab var sat til at bevogte graven, netop for at forhindre en situation, som den der nu alligevel var op­stået. Man udspredte derfor det rygte, at vagtmandskabet var faldet i søvn på deres post, hvorfor Jesu disciple havde kunnet snige sig til at fjerne liget fra graven.

 

     Vi skal senere se nærmere på det stærkt omdiskuterede begreb og fænomen "opstandel­se", og især på, at Martinus har sin helt egen og for et nutidsmenneske relativt lettere acceptable for­klaring på dette speciel­le fænomen, end at der skulle være tale om en konkret fysisk genoplivning af en krop, hvis organer i flere dage havde været ude af funktion, og herunder ikke mindst hjernen, som alene i kraft af langvarig iltmangel må have været ude af stand til at fungere.

     Til Jesu kvindelige disciple hørte også Maria, Marthas og Lazarus' søster, som Jesus førte fortrolige samtaler med, når han aflagde besøg i deres hjem i landsbyen Betania, ca.3 km. øst for Jerusalem. Hun er muligvis identisk med den kvinde, der kort før påske salvede Jesus i Simon den Spedalskes hus i Betania. Så vidt det kan afgøres, hørte hun dog ikke til de disciple, som fulgte Jesus på hans vandringer.

     Der var endnu en Maria i Jesu kvindelige dis­cipel­kreds, nemlig Johannes Markus' moder, i hvis hus i Jerusa­lem den ældste jødekristne menighed holdt til. Hun var muligvis moster, faster eller tante til apostlen Barnabas, som i al fald var fætter til hendes søn, Johannes Markus.

     Endelig kan nævnes endnu to af Jesu kvindelige disciple, Susanna og ­Johanna. Ifølge Lukas 8,3; 24,10 var den sidstnævnte gift med Herodes Anti­pas' husfoged Kuza. Men der var adskilligt flere kvindelige tilhængere af Jesus, end de her omtalte, som imidlertid ikke er nævnt ved navn i evangelierne.

     Men sammen med en åbenbart større skare mandlige såvel som kvindeli­ge tilhængere og disciple, vandrede Jesus omkring i Palæstina, dog fortrinsvis i Galilæa i byerne og egnene ved Genesaret sø. Han forkyndte og forelæste fortrinsvis i synago­gerne, men lejlighedsvis også i de huse, hvor han var gæst, og i nogle tilfælde også ude i det fri under åben himmel. I lighed med sin familie og andre rettroende jøder, valfartede og tilbragte han formentlig altid de store højtider i Jerusa­lem. Det gjaldt Påsken, Pinsen og Løvhyttefesten. Af disse fester var Påsken den største jødiske fest, og baggrunden for den skal søges i israelitternes udvan­dring af Ægypten, som siden blev betragtet og fejret som Guds udfrielse af Israels folk fra trældommen i Ægypten. Den ældgamle jødiske påske skulle siden få en helt særlig betydning i Jesu liv, og følgelig også i den kristne menighed og verden. (11) 

 

Modsætningerne skærpes

Modsætningsforholdet mellem Jesus og de skriftkloge, farisæ­erne og præsterne, som skyldtes væsensforskellig op­fattel­se af ud­lægningen og overholdelsen af loven og profeter­ne, blev stadig mere udtalt som tiden gik. Det var især en stor an­stødssten for de sidstnævnte parter, at Jesus både i ord og handling syntes at antyde, at han var en Messias, og at han i medfør af denne egenskab dels satte sig ud over lovens bogstav, og dels udførte under­fulde helbredelser, de såkaldte mirakler, med henvisning til, at Guds rige var kommet nær. De religiøse og lovkyndige auto­riteter var imidlertid af den traditionelt fastlagte opfattelse og overbevisning, at kun Gud selv er i stand til at helbrede den slags syg­domme, som det normalt ville være umuligt for noget menneske at kurere. Men gennem at helbrede tilsyneladende uhelbredelige sygdomme, gjorde Jesus sig til Guds ligemand, hvilket var ensbetydende med gudsbespottelse og kætteri. Farisæerne og de skriftkloge gjorde derfor alt, hvad de kunne finde på af snedige udveje, for at få Jesus til lige ud at erklære sig som Messias, en fælde, han dog var dem for klog til at falde i.

     De religiøse autoriteter var i høj grad bekymrede over det kætterske i Jesu særlige udlægning af loven og profeterne, og over den omstæn­dighed, at han ved visse lejligheder tillod sine disciple at overtræde loven, og at han f.eks. i den forbindelse erklære­de, at "Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabba­tens skyld. Så er da Menneskesønnen også herre over sabbaten.". De mente, at han blandt andet med sådanne udtalelser, og med sin holdning i det hele taget, var med til at forføre folket til frafald fra den rette tro.

 

     De verdslige og romerske myndigheders bekymring over Jesus, var primært en frygt for, at han med sin forkyndervirksomhed direkte eller indirekte opfordrede sine landsmænd til at gøre oprør mod myndighederne og besættelsesmagten. Det første kong Herodes Antipas hørte om Jesus var, at "Johannes Døber er opvakt fra de døde, og derfor virker underfulde kræfter i ham;" andre sagde: "Det er Elias," og andre igen: "Det er en profet, ligesom de andre profeter." Herodes, som jo et par år forud havde ladet sig overtale til at beordre Johannes Døber hen­rettet ved halshugning, var forståeligt nok fyldt af frygt for en eller anden form for gengældelse, og han troede åbenbart på rygtet: "Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er op­stået." (12)

     Hos Lukas hedder det, at nogle sagde: "Det er Johannes, som er opvakt fra de døde," men andre: "Det er Elias, der har vist sig," og andre igen: "En af de gamle profeter er opstået." Men Herodes selv sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; hvem er så han, som jeg hører sådanne ting om?" Og han søgte at få ham at se. (Luk.9,7-9). Det fik Herodes lejlighed til senere, da den romerske landshøvding, Pilatus, forsøgte at fralægge sig ansvaret for Jesu skæbne og overgav ham til kongen, under hvis jurisdiktion Jesus som galilæer hørte.

 

”Vig bag mig, Satan!”

Nogen tid før påsken, nogle mener i år 30 e.Kr., og andre i år 32 eller 33 e.Kr., var Jesus og hans disciple på vej fra byen Betsajda nordøst for Genesaret sø til lands­byerne ved Kæsarea Filippi helt oppe nordpå i Ituræa ved grænsen til Syrien. Da man undervejs hertil gør ophold på et afsides liggende sted, spørger Jesus sine nærmeste disciple: "Hvem siger folk, at jeg er?", hvortil de svarede: "Johannes Døber; andre siger: Elias; og andre: Jeremi­as eller en anden af profeterne." Jesus spørger derefter: "Men I, hvem siger I, at jeg er?", hvortil Peter svarer: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Eftersom Jesus naturligvis var fuldt ud klar over de konsekven­ser, det ville have for ham selv og hans disciple, hvis disse offentligt bekendte sig til troen på ham som Messi­as, forbød han dem på det strengeste at sige til nogen, at han var Kri­stus. Han vidste, at tiden endnu ikke var inde til, at denne store hemmelighed skulle afsløres.

     Men efter at hans allernærmeste disciple havde tilkendegivet over for Jesus, at de betragtede ham som den forventede Messias eller Kristus, Guds levende ord, begyndte han at forberede dem på, hvad der videre skulle ske i forbindelse med hans mission og virksomhed: "Menneskesønnen skal gives i menneskers vold; og de skal slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opvækkes." Simon Peter, som ikke rigtig forstod, hvad hans mester mente, trak denne til side og sagde med oprigtig bekymring: "Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!" Sikkert til samme Simon Peters store overraskelse udbrød Jesus: "Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er." (13)

     Jesus, som selvfølgelig bedre end nogen forstod Peters velmente og omsorgs­fulde, men trods alt selviske ord, fandt anledning til at holde følgende forma­ningstale til sine dis­ciple: "Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det. Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl? Eller hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl? Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle; og da skal han gengælde enhver hans gerning. Sandelig siger jeg jer: der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesøn­nen komme i sit rige." (14) 

     Forklaringen på de to sidste linier kan man måske især finde i Johannes-evangeliets 6. kapitel, hvori Jesus siger om sig selv, at han er "livets brød": "Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af dette brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden." (15)

 

     Den folkemængde, som Jesus ved den lejlighed talte til, undrede sig forståeligt nok og sagde: "Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: 'Jeg er kommen ned fra Himmelen'?" Og selv mange af hans disciple, som havde hørt ham, syntes det var uforståelig tale, men det fornemmede Jesus naturligvis straks, og derfor sagde han: "Forarger det jer? Hvad da, om I får at se, at Menneske­sønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og liv. Men der er nogle af jer, som ikke tror." (16) 

     Med ordene: "Sandelig siger jeg jer: der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesøn­nen komme i sit rige", sigter Jesus åbenbart til sin nært forestående død og opstandelse, og opstigen (den såkaldte "himmel­fart") til dét åndelige rige, hvor han kom fra, som skal blive det sidste og afgørende bevis på, at Menneskesønnen har gennem­gået og bestået den højeste indviel­sesgrad, som er ensbe­tydende med kåringen til Guds levende ord: Messias alias Kristus, den Salvede: Guds Søn.

     Det står altså helt klart, at Jesus var en seer med pro­fetiske og synske evner, ikke mindst fordi han på et tidspunkt i detaljer forudså sin egen skæbne, som skulle ende med lidel­sesfuld og fysisk dødelig udgang (Matt.20,18-19). Han vidste også, at en af hans tolv nærmeste disciple ville forråde ham, og tilmed hvem af disse, det var, hvilket han indtil videre dog ikke afslørede for sine disciple. På det tidspunkt vidste Judas Iskariot heller ikke selv, at det var ham, der var udset til at skulle blive den, der forrådte Jesus, og som rent konkret ville komme til at udpege sin mester for den poli­tistyrke, der fik til opgave at arrestere Jesus og føre ham til ypper­stepræ­stens gård.

 

Jesu forklarelse på bjerget

Efter seks dages ophold i Kæsarea Filippi vender Jesus og hans disciple tilbage til Galilæa, og her tager han Peter og brødrene Jakob og Johannes Zebedæussøn med sig op på bjerget Tabor, som ligger sydøst for hans hjemby, Nazaret., og som ifølge en gammel kristen tradition er "For­klarelsens bjerg". De tre disciple bliver her vidner til en særpræget oplevelse, hvorunder Jesus "blev forvandlet for deres øjne, hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham." De tre mænd blev derefter indhyllet i en sky, og fra skyen lød der en røst, som sagde: Denne er min Søn, den elske­de, i ham har jeg velbehag. Hør ham!" (17)

     Ved alt dette blev de tre disciple forståeligt nok grebet af stor frygt, og de kastede sig næsegrus til jorden og skjulte ansigterne. Da Jesus, som atter var blevet sit gamle selv, så det, gik han hen og rørte ved dem, idet han sagde: "Rejs jer, frygt ikke!" Da de kiggede op, så de Jesus stå alene foran dem, og da de sammen gik ned ad bjerget, sagde han til dem: "Tal ikke til nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opvakt fra de døde." Disciplene undrede sig og forstod ikke klart, hvad det vil sige at opstå fra de døde, og derfor spurgte de: "Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias først må komme?" Jesus svarede: "Elias kommer først og genopretter alt; og hvordan står der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og blive foragtet. Men jeg siger jer, at Elias er kommen, og de har gjort ved ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham." (18)     

 

Var Johannes Døberen profeten Elias?

Da Johannes Døber var kommet i fængsel og derfra havde sendt sine disciple til Jesus, for at spørge: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?", svarer Jesus blandt andet med en henvisning til sine gerninger og til, at evangeli­et for­kyndes for fattige. Da Johannes' disciple har forladt stedet med dén besked, taler Jesus til folkemængden om Johannes:

     "Hvorfor gik I ud i ørkenen? for at se et rør, som svajer hid og did for vinden? Nej, hvorfor gik I ud? for at se et menne­ske, klædt i bløde klæder? Se, de, som går med bløde klæder, er i kongernes slotte. Nej, hvorfor gik I ud? for at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet. Han er den, om hvem der står skrevet:

        'Se, jeg sender min engel for dit åsyn,

        han skal bane din vej foran dig.'

Sandelig siger jeg jer: blandt kvindefødte er der ikke frem­stået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han. Og fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig. Thi alle profeterne og loven har profeteret indtil Johannes. Og - om I vil tage imod det - han er Elias, som skulle komme. Den, som har øren, han høre!

     Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, som sidder på torvene og råber til de andre og siger: 'Vi blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesan­ge, og I jamrede ikke.' Thi Johannes kom, som hverken spiser eller drikker, og man siger: 'Han er besat.' Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: 'Se, hvilken frådser og dranker, ven med toldere og syndere!' Dog, visdommen er retfærdiggjort ved sine gerninger." (19)

 

     Med ordene "Og - om I vil tage imod det - han er Elias, som skulle komme", sigter Jesus utvivlsomt til, at Døberen er en reinkarnation af en af jødisk histories betydeligste profeter, Elias, som levede omkr. 900 f.Kr. Om denne var det i perioden 500-445 f.Kr. blevet forudsagt: "Se, jeg sender jer profeten Elias, før HERRENS store og frygtelige dag kommer." (Mal.4,5). Dette forklares af nogle forskere på den måde, at folketroen har ment, at Elias ikke var død, men vedvarende og ukendt vender tilbage til jorden for at bistå de trofaste i deres nød. Imidlertid kan man vel ikke beskylde Jesus for med sin udtalelse om Elias og Johannes, at have forladt sig på fol­ketroen. Han har helt afgjort ment det bogstaveligt, når han sagde, at Johannes var en reinkarnation af profeten Elias. Dette bekræftes da også til fulde af åndsvidenskaben, ifølge hvilken Elias, såvel som alle andre mennesker, er udødelige, evige væsener, som periodisk reinkarnerer på blandt andet jorden. Dog tilhører Elias og andre store profeter formentlig en kategori af højere udviklede mennesker, som kun lejlighedsvis inkarnerer på jorden, når der er brug for deres specielle evner som menneskehedens tjenere. Det skal vi senere vende tilbage til. (20)

 

 

 

6. "JEG ER VERDENS LYS"

 

 

I Johannes-evangeliet fortælles der, at efter at Jesus havde forvandlet vand til vin ved bryllupsfesten i Kana, drog han og hans moder og brødre og disciple til Kapernaum, hvor de blev i nogle få dage. Det var kort før påske, hvorfor Jesus med følge begav sig til Jerusalem, for sædvanen tro at fejre højtiden dér. Efter ankomsten til storbyen søgte Jesus ind i hellig­dommen, hvor han i den såkaldte "hedningernes forgård" til­syneladende blev oprørt over at se den helt legale og normale praksis med de mange handlende, som solgte okser, får og duer, og vek­selererne, som vekslede penge for folk. Johannes-evangeliet siger tilmed, at Jesus lavede sig en svøbe (pisk) af reb og drev dem alle ud af helligdommen, dyrene med, og spredte vekselerernes pengestykker og væltede deres borde, idet han råbte: "Tag dette bort herfra; gør ikke min Faders hus til en kræmmerbod!" (1)

     I Mattæus-evangeliet siger han til forsamlingen af handlende og vekselerere: "Der står skrevet: 'Mit hus skal kaldes et bedehus;' men I gør det til en røverkule." Hos Johannes gøres tempelrens­ningen til et tegn på Jesu død og genopstandelse, idet han som svar på et spørgsmål herom, svarer: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen."  Dette svar forekommer forståeligt nok hans modstandere at være forrykt, så derfor siger de: "I seksogfyrretyve år er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det på tre dage!" Men efter Jesu opstandelse forstod hans disciple, at det naturligvis var sit legemes tempel, Jesus havde hentydet til. (2)

     Men med den såkaldte tempelrensning, må Jesus have fået sig en del nye modstandere, nemlig de handlende og vekselererne, som det var gået ud over, og vel i øvrigt også fornuftige folk, som nok har fundet et sådant overgreb på gode borgere uforståeligt. Hans gamle modstandere blandt ypperstepræsterne, de skriftkloge og farisæerne, fandt også her grund til at føle harme, men dog mest over de helbredelser af blinde og lamme, som Jesus foretog på helligdommens område. Og da de tilmed hørte, at børnene råbte til Jesus: "Hosianna Davids søn!", steg harmen til vrede og forargelse: "Hører du ikke, hvad de si­ger?", som ikke blev mindre ved Jesu svar: "Jo, men har I aldrig læst de ord: 'Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?'" (3)

 

”Davids søn”

Det, som de lærde her forventede af Jesus, var især, at han ville tage afstand fra udtrykket "Davids søn", som var et hyppigt anvendt udtryk for Messias. Men som det er tilfældet her, således afparerede Jesus med stor visdom de forsøg, der gang på gang blev gjort på at fælde ham.

 

     For resten er det et stort spørgsmål, om ikke Johannes-evangeliet har placeret tempelrensningen i kronologisk forkert rækkefølge, nemlig relativt kort efter at Jesus var begyndt sin forkyndervirksomhed. De tre andre evangelister fortæller derimod om tempelrensningen i forbindelse med Jesu sidste påske i Jerusalem, kort før han arresteres, dømmes og henrettes. Men denne kronologi gør det yderst tvivlsomt, om tempelrensningen i det hele taget har fundet sted som historisk handling betrag­tet. For Johannes-evangeliets kronologi taler, at tempel­rens­ningen synes at falde i tråd med den fordømmende og kompromis­løse måde, Johannes Døberens forkyndelse havde, og som stemte overens med de militante dele af Qumran-menighedens lære og praksis, og som Jesus - på trods af evangeliernes forsøg på at sløre forhol­det - også synes at have tilsluttet sig, i al fald i begyndel­sen af sin missions­virksomhed. Imod Johannes-evangeliets krono­logi taler imid­lertid, at den voldelige udfoldelse ved tempel­rens­ningen, stemmer meget dårligt med hovedindholdet af Jesu lære, hvori det jo blandt andet hedder: "I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt [kan også oversættes: mod det onde], men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til." - "Elsk jeres fjender [velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer] og bed for dem, som forfølger jer, så I må blive jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uret­færdige. Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen." (4)

     "Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeter­ne." Dette skriftsted uddybes af Lukas på følgende måde: "Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer! Hvis I elsker dem, som elsker jer, hvad tak kan I da vente for det? Syndere elsker jo også dem, som elsker dem. Og hvis I gør godt imod dem, der gør godt imod jer, hvad tak kan I vente for det? Syndere gør jo det samme. Og hvis I låner til dem, af hvem I håber at få igen, hvad tak kan I vente for det? Syndere låner jo også til syndere for at få lige så meget igen. Nej, elsk jeres fjender, og gør godt, og lån uden at vente noget igen, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig." (5)

 

     Det er vel næppe helt udelukket, at der med tempelrens­ningen kan være tale om en historisk handling, særlig hvis man antager Johannes-evangeliets kronologi, som henlægger begiven­heden til tidligt i Jesu missionsvirksomhed. Og der er vel ikke noget i vejen for den tanke, at Jesus senere er kommet til en erkendelse af, at enhver form for voldelig adfærd, altså også den, der synes at tjene et såkaldt godt formål, er uforenelig med den lære om kompromisløs universel næstekærlighed, det var hans opgave at forkynde og selv praktisere, og hvori begrebet "fjende" eller "modstander" ifølge sagens natur er helt udelukket og ikke kan eller må forekomme.

     Men som ovenfor nævnt, kan man dog også stille spørgs­måls­tegn ved, om tempel­rens­ningen kan og skal anses for at være en histo­risk hand­ling, eller om den i virke­ligheden kun er en legende, der blander elementer af den jødiske Messias med den kristne Messias. Den sidstnævnte viste sig jo til mange samti­diges store skuffelse, at være en helt modsat frelserskikkelse af den krigeriske Messias, den Davids søn, der skulle komme fra Gud og genoprette Davids rige i dets tidligere herlighed. Jødedommen har da heller aldrig anerkendt Jesus som deres Messias, som de derfor stadig venter skal komme engang. 

     Det er i forbindelse med den påske, hvor tempel­rens­ningen ifølge Johannes-evangeliet fandt sted, at Jesus opsøgtes af den skriftkloge farisæer, Nikodemus, som blev en trofast tilhænger af Jesus, hvis lære han gerne ville forstå, hvilket i henhold til samme evangelium dog ikke faldt ham helt let. (6) 

     I Johannes-evangeliet fortælles også, at på samme tid, som Johannes Døberen havde sit virke på den anden side af Jordan­floden, vandrede Jesus og hans disciple omkring i Judæa, og døbte de mennesker, der gerne ville omvende sig og modtage dåben. For ikke at udfordre sin skæbne for tidligt, undlod Jesus selv at døbe, og det var derfor hans disciple, der foretog dåbshand­lingen.

 

Jesus i Samaria

Da farisæerne hørte, at Jesus og hans disciple døbte langt flere end Johannes, blev de klar over, at det snart hastede med at få sat en stopper for den nye kætter og folkeforfører. Dette havde Jesus imidlertid erfaret, og han vidste, at farisæ­erne og de skriftkloge stræbte ham efter livet og kun ventede på, at han direkte eller indirekte erklærede at være Messias, eller at han på anden måde forbrød sig så kraftigt mod loven, at der ville være grundlag for at pågribe ham og dømme ham til døden. Det gjaldt derfor om for Jesus at komme i relativ sikkerhed i sin hjem­egn, Galilæa. Sammen med sine trofaste disciple forlod han derfor Judæa, men for at undgå sine modstandere, drog han denne gang gennem Samaria, hvor jøderne normalt ikke var særlig vellidte eller velkomne, og heller ikke selv brød sig om at færdes eller besøge.

     I Samaria gjorde Jesus og disciplene et par dages ophold i byen Sykar, hvor mange samaritanere kom og hørte ham, og derfor blev overbeviste om, at det var den ventede Messias, som aflagde besøg i deres land. Ved en anden lejlighed fremstillede han endog en samaritaner i særlig gunstigt lys, nemlig i sin lignel­se om den barmhjertige samaritaner. Jesus og hans dis­ciple ankom til Sykar ved middagstid, og da Jesus var blevet noget træt af den lange vandring, satte han sig derfor ved en brønd i ud­kanten af byen. Brønden kaldtes Jakobsbrønden, fordi den lå på et sted, som patriarken Jakob engang i fortiden havde givet til sin søn Josef.

     Jesu disciple var gået ind i byen for at købe mad, og Jesus sad derfor alene ved brønden, da en samaritansk kvinde kommer for at fylde sin vandkrukke. Med ordene: "Giv mig noget at drik­ke!" indleder Jesus en samtale med den ubekendte kvinde, og herunder afslører han sig indirekte for hende som værende Messias, hvilket hun da også føler sig overbe­vist om, især fordi han til hendes store overraskelse kan fortælle, hvordan hendes hidtidige liv har formet sig. Kvinden lader sin vand­krukke stå og skynder sig derefter ind i byen, og her opfor­drer hun dem, hun møder, til at gå ud til brønden, for dér opholder den ventede jødiske Messias sig. En hel del byboere følger da også opfor­dringen og går til brønden, hvor de ved at se Jesus og høre ham forkynde sit budskab, også blev overbe­viste om, "at han i sandhed er verdens frelser." (7)

 

Nikodemus forsvarer Jesus

Efter to dages ophold i Sykar drog Jesus og hans disciple videre til Galilæa, først til byen Kana og siden til den anden side af Genesaret sø, formentlig i Betsajda, og derfra sejlede de senere over til Kapernaum, hvor de opholdt sig i nogen tid. Overalt tog man godt imod ham, fordi mange galilæere havde været til stede i Jerusalem i anledning af påsken, og her havde man enten set eller hørt om Jesu undergerninger og om tempel­rensningen, som de fleste fandt var en nødvendig og retfærdig handling.

     Senere hører vi om, at mange disciple forlod Jesus, fordi de ikke forstod hans lære, men tværtimod følte den provokerende, og derfor tog afstand fra både den og ham. Da nu løvhyttefesten nærmer sig, opfordrer Jesu brødre ham med slet skjult ironi til sammen med dem at drage til Jerusalem i anledning af løvhytte­festen, og dér demonstrere sine evner over for de dis­ciple og andre, som har forladt ham. Dette afslår Jesus, men efter at brødrene er taget af sted, fulgte han i det skjulte efter og indfandt sig i al hemmelighed i tempelstaden. Her opholdt han sig et eller andet ukendt sted, indtil højtiden var ovre, og først da stod han åbenlyst frem i templet og forkyndte med stor visdom sin lære.  

     Som tidligere nævnt søgte ypperstepræsterne og farisæerne ved den lejlighed, at lade ham pågribe, men den befalingshavende for tempelpolitiet fandt ingen lovlig grund til at efterkomme ordren, tværtimod forsøgte han rent verbalt at forsvare Jesus mod hans anklagere. Og den skriftkloge farisæer, Nikodemus, tog forsigtigt til orde og sagde til sine kolleger i rådet: "Dømmer vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og får rede på, hvad han har gjort?" Hans indirekte appel til fornuft og ret­færdighed prellede imidlertid af på de andre, som lidt truende sagde: "Er du måske også fra Galilæa? Slå efter, så skal du se, at i Galilæa fremstår der ingen profet."  (8)

     Det er åbenbart ikke faldet Nikodemus ind, eller også har han ikke kendt skriftstedet, at han kunne have imødegået sine rådskolleger, ved at henvise til profeten Esajas, som siger: "Engang skal der ikke længer være mørke i det land, hvor der nu er trængsel: i fortiden bragte han [Gud] skændsel over Zebulons og Naftalis land, men i fremtiden bringer han ære over vejen langs søen, landet hinsides Jordan, hedningernes kreds [på hebr. Galil, hvoraf Galilæa]. Det folk, som vandrer i mørke, skal skue så stort et lys; lys stråler frem over dem, som bor i mulmets land." (­9)

     "Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu af og til evig tid. Hærskarers HERRES nidkærhed gør det."

 

     Men Nikodemus' kolleger havde ret, for så vidt som det var den almindelige anskuelse i jødedommen, at den forventede ny David, Messias, skulle fødes i Davidslægtens hjemby, Beth­lehem. Imidlertid er det kun i henhold til Mattæus og Lukas, at dette er tilfældet, mens hverken Markus eller Johannes kender til Jesu fødested, men nærmest forudsætter, at han kommer fra Galilæa. Alene af den grund kunne rettroende jøder ikke anse ham for at være Messias. Det er derfor et stort og indtil videre uløst - og måske uløseligt? - spørgsmål, om Jesus overhovedet er født i Bethlehem, og om ikke dette fødested snarere er udsprunget på baggrund af profetien, fordi det var vigtigt for den ældste jødekristne menighed, at kæde personen og navnet Jesus sammen med jødedommen og specielt med messias-myten. (Se endvidere denne bogs 1. kapitel). (10)

     Johannes-evangeliet fortæller herefter, at Jesus gik ud til Oliebjerget omtrent 1 km øst for Jerusalem. Det er en 700-900 m høj bjergryg med forskellige bjergtoppe, og den er skilt fra byen ved Kedrondalen. På dets skråning ligger landsbyerne Bethfage og Betania og haveanlægget Getsemane. I Betania boede Jesu venner og tilhængere, søstrene Martha og Maria og deres broder Lazarus, og det kan muligvis være hos disse, Jesus har over­nattet i den tid, han opholdt sig i Jerusalem. Tidligt næste morgen vendte han tilbage til byen og templet, hvor en del mennesker kom for at høre ham tale og lære fra sig.

 

Maria fra Magdala

Medens Jesus opholdt sig i helligdommen skete det, at hans modstandere blandt de skriftkloge og farisæerne endnu engang kom til ham, for om muligt at kunne gribe ham i en eller anden forseelse, som ville føre til hans legale pågribelse. Denne gang medbragte de en kvinde, der var blevet grebet på fersk gerning i hor. Kvinden nævnes ikke ved navn, men det er en almindelig antagelse, at der er tale om Maria Magdalene. Som tidligere omtalt, var det en alvorlig sag for en kvinde at blive grebet i hor, idet Moseloven påbød at den slags kvinder skulle stenes til døde. Dette foreholdt modstanderne nu Jesus, idet de sagde: "Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor. I loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger nu du?"

     Jesus, som naturligvis var klar over, hvilke motiver der lå bag spørgs­målet, bøjede sig ned og skrev på jorden med sin finger. Modstanderne ventede utålmodigt på et svar, men da dette udeblev, spurgte de ham igen, hvad han mente, der skulle ske med den syndefulde kvinde. Da rettede Jesus sig op og sagde: "Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende!", hvorefter han atter bøjede sig ned og fortsatte med at skrive på jorden. Farisæerne og de skriftkloge vidste meget vel, hvad Jesus sigtede til med sin udtalelse, nemlig at ingen almindelig dødelig kan være syndfri over for Gud. De vidste derfor også, at det at hævde sig synd­fri, ville være det samme som at spotte den alvise og almægtige Gud. Efterhånden som indholdet og konsekvensen af Jesu ord gik op for den ene efter den anden af hans modstandere, lod de kvinden blive tilbage og forlod stedet med en blandet følelse af skumleri og skam.   (11)

     Når de tilstedeværende skriftkloge og farisæere valgte at reagere på Jesu ord, ved at forlade stedet, var grunden næppe den, at de selv hver især havde begået hor, ved f.eks. at have haft samleje med en prostitueret kvinde eller en anden gift eller ugift kvinde. Det er da nok muligt - for ikke at sige sandsynligt - at nogle af dem havde haft ulovlige seksuelle forhold, men at det skulle have været tilfældet for alle, må vist anses for at være usandsynligt. Hvis sagen derfor kun havde drejet sig om forbudt seksuel adfærd, kunne de skyldfri blandt de skriftkloge og farisæerne jo juridisk set med god samvittighed have givet sig til at eksekvere straffen over den syndige kvinde, ved at stene hende til døde. (12)  

 

     Da Jesus til sidst var alene tilbage med kvinden, rettede han sig op og sagde til hende: "Kvinde! hvor er de andre? Var der ingen, som fordømte dig? Dette kunne den sikkert noget over­raskede kvinde kun bekræfte: "Nej, Herre! ingen!"  Og hun må have følt det, som om hun fik livet for­ærende af denne be­mærkelses­værdige mand, hun havde foran sig, da han sagde: "Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere!" Den sidste sætning kunne Jesus også have udtrykt sådan: "synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig." (13)

     Men fra da af blev Maria Magdalene en overbevist, taknemmelig og trofast discipel af den store og næstekærlige mester, som satte menneskers umiddelbare og naturgivne liv højere end autoritetstro, fundamentalistisk lovhåndhævelse og lærde, juridiske og moral­ske spidsfindigheder. (14)

 

Jesus som ”verdens lys”

Imidlertid havde farisæerne og de skriftkloge ikke opgivet forsøget på at få ram på den i deres og også visse andres øjne falske profet og kætter, Jesus fra Nazaret. Straks efter episoden med den syndige kvinde, samledes folk atter omkring ham, for at høre ham tale, og blandt disse var der åbenbart også kommet en anden gruppe farisæ­ere til. Da sagde Jesus ifølge Johannes-evangeliet indledningsvis: "Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." (15)

     I den forbindelse erindrer vi os Johannes-evangeliets 1. kap., 1-10, hvor der netop tales om at "lyset skinner i mørket, og mørket begreb det ikke", og at "det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden". Dette kan ek­sempelvis sammenholdes med Esajas 9. kap., 1-2, hvori blandt andet står: Det folk, som vandrer i mørke, skal skue så stort et lys; lys stråler frem over dem, som bor i mulmets land."  

     Hvis Jesu ord om sig selv som "verdens lys" er autentiske, kunne det tænkes, at han med brugen af dette udtryk og begreb, har sigtet til netop det nævnte skriftsted hos Esajas. Og i bekræftende fald kunne det ligeledes tænkes, at han selv har været af den opfattelse, at hans fødested lå i Galilæa, måske mere præcist i landsbyen Nazaret. Esajas havde jo profeteret, at "Fredsfyrsten" på "Davids trone" alias Messias skulle fødes i Galil (= Galilæa), som dengang og senere regnedes for at høre til "hedningernes kreds", hvilket vil sige til det både geografiske og religiøse område, der lå udenfor den egentlige mosaiske trossfære. (16)

     Da farisæerne og de skriftkloge med egne øren hørte, at Jesus kaldte sig selv for "verdens lys", protesterede de og foreholdt ham, at han ved en tidligere lejlighed selv havde sagt: "Er det kun mig selv, der vidner om mig, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt. I har sendt bud til Johannes, og han har givet sandheden sit vidnesbyrd." I den aktuelle situation fortsætter Jesus med at sige: "Om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd dog gyldigt, thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvorhen jeg går; men I ved ikke, hvorfra jeg kommer, eller hvorhen jeg går. I dømmer efter det udvortes [ordret: efter kødet], jeg dømmer ingen. Men om jeg også dømmer, er min dom ret, thi jeg er ikke ene om den, men sammen med mig er han, som sendte mig. Der står også skrevet i jeres lov, at hvad to mennesker vidner, er gyldigt. Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som sendte mig, vidner om mig." (17)  

 

Gud som ”Faderen”

Jesus bruger her begrebet "Faderen" om Gud, hvilket farisæer­ne og de skriftkloge åbenbart ikke umiddelbart forstod, idet denne betegnelse på det højeste væsen ikke blev brugt i jødedommen. Ordet "ab", som er af aramæisk oprindelse, er i Gamle Testamente det almindeli­ge ord for "fader" og "stam­fader", og det indgår ofte i navne, som f.eks. Abraham, Absalom, Abner osv. I senere sprogbrug anvendes formen "abba", og det er dette hverdagsord og -begreb Jesus som den første overfører på Gud, hvorved han blev åben­bareren af Guds fader­kærlighed, og af, at Guds faderlighed over for sine børn er det fuldkomne billede på ethvert faderforhold. Men eftersom farisæerne ikke forstod, hvad Jesus mente med ordet "fader", men muligvis troede, at han tænkte på sit kødeli­ge ophav, spurgte de ham: "Hvor er din Fader?" Hertil kunne Jesus kun svare: "I kender hverken mig eller min Fader; hvis I kendte mig, ville I også kende min Fader." Disse ord kunne farisæerne åbenbart ikke finde fornuftig mening i, og det kunne de heller ikke, da han fortsatte og sagde: Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, dér kan I ikke komme." Derfor sagde farisæerne højt til hinan­den: "Han vil vel ikke tage livet af sig, siden han siger: 'Hvor jeg går hen, dér kan I ikke komme'?" (18)  

     Det har formentlig moret Jesus, at se sine modstanderes komplette forvirring over det, han sagde til dem, men ved at bruge udtrykket "Fader" om Gud undgik han at sige direkte, at han var Messias, Guds søn. Derfor kunne de ikke fælde ham på det grundlag, heller ikke, da han fortsatte og sagde: "I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden! Derfor sagde jeg til jer, at I skal dø i jeres synder; thi hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder." Hertil kunne farisæerne ikke undgå at stille spørgsmålet: Hvem er du?", og Jesus kunne da i overensstemmelse med sandheden svare: "Just det, som jeg siger jer! Vel har jeg meget at sige om jer og dømme jer for; men han, som har sendt mig, er sanddru, og kun hvad jeg har hørt af ham, taler jeg til verden." (19)

     Farisæerne og de skriftkloge forstod stadig ikke, at det var om Gud i dennes egenskab af højeste repræsentant for faderlighed, at Jesus talte til dem, og heller ikke da han tillagde: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg. Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt." (20)

 

”Jeg er den, jeg er!”

To gange i de ovenfor anførte citater bruger Jesus et be­mærkelsesværdigt udtryk om sig selv, nemlig: "jeg er den, jeg er". Det bemærkelsesværdige og interessante er i denne sammen­hæng, at det lige præcis er det udtryk, Gud bruger om sig selv, da han åbenbarer sig for Moses som en engel i skikkelse af en ildslue, der slog ud af en tornebusk uden at denne blev for­tæret af ilden. Gud befaler Moses at gå til Farao og udvirke, at israelitterne bliver udfriet af deres ægyptiske fangenskab, hvorefter han skal føre Guds folk ud af Ægypten. Men Moses er tvivlrådig og mener sig ikke i stand til at klare så stor en opgave, hvortil Gud siger, at han vil være med ham.

     "Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?"

     Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til jer!" (21)

 

     Egennavnet på Israels Gud er JHVH og dets udtale menes at være: Jahve­, som tydes i form af udsag­net "Jeg er", hvilket vil sige: "han, som var, og som er, og som kommer", og som "lever i evighedernes evigheder", og som "har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje." Dette kan f.eks. sammenholdes med: "Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een", og med: "Jeg og Faderen, vi er ét."  "Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen - kun den, som er fra Gud, han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: den, som tror, har evigt liv." (22).

     "Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid." -  "Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig." - "Hvad da, om I får at se, at Menneske­sønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet;" (23)

 

     Rent bortset fra, at de anførte citater viser, at Jesus er i overensstemmelse med Gamle Testamente, så kan citaternes indhold for et moderne, ikke-troende menneske, som måske heller ikke er fortrolig med den bibelske terminologi og begrebsver­den, formentlig  synes både ufor­ståelige og forvirren­de. Men der er faktisk en ret enestå­ende hjælp at hente i Martinus' Kosmo­logi, når det drejer sig om en logisk forståelse af de i citaterne nævnte ord og be­greber. Ifølge Martinus er såvel Moses som Jesus, ikke bare hvad indholdet af de ovenfor anførte citater angår, men i det hele taget, i fuld overens­stemmelse med dét, som kosmologi­en forstår ved virkelig­heden. Det skal vi senere vende tilbage til.

 

     I den følgende tid blev Jesus ved med at udfordre de vel­menende og lovkyndige, men samtidigt fundamentalistiske og puritanske farisæere, som vogtede nidkært på at især andre overholdt loven til punkt og prikke. Ustandselig kom han i diskussioner med dem om, hvordan loven og profeterne skulle forstås og tolkes, og han var bestemt ofte skarp og kompromis­løs i sine udtalelser overfor modstanderne. Hvilket naturligvis er forståeligt ud fra den betragtning, at han så det som sin opgave på Guds vegne at provokere den forældede opfattelse og ofte rituelle rutine og tomhed, der prægede farisæernes og de skriftkloges religiøse teori og praksis. Derfor kunne han eksempelvis sige til dem: "Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg taler? fordi I ikke kan høre mit ord: I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sand­heden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader." (24)

     Farisæerne var af den bestemte opfattelse, at det ikke var dem selv men Jesus, der var besat af en ond ånd og at han derfor nærmest talte i vildelse, som når han som svar på spørgsmålet om, hvem han selv mente at være, eksempelvis kunne finde på at sige: "Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære, ham, om hvem I siger: 'Han er vor Gud,' skønt I aldrig har kendt ham; men jeg kender ham. Og hvis jeg ville sige: 'Jeg kender ham ikke,' så ville jeg være en løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder fast ved hans ord. Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig." Farisæerne har sikkert set vantro på hinanden og rystet på hovedet, inden de sagde: "Du er ikke halvtreds år endnu, og du har set Abraham!" Hvortil Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: før Abraham blev til, er jeg." (25)

     Her har vi igen "jeg er", om end med omvendt ordstilling: "er jeg", hvilket umiddelbart kan lyde kryptisk, men i henhold til definitionen på "jeg er den, jeg er", betyder det altså noget i retning af, at "jeg er" var og er til, før Abraham blev til. Men disse ord af Jesus var simpelthen for meget for farisæer­ne, som da også ville have stenet ham, hvis ikke det var lykke­des for ham at skjule sig og siden forlade tempelområdet.

 

”I er guder!”

Johannes-evangeliet nævner ikke noget om, hvor Jesus derefter begav sig hen, men han er muligvis vendt tilbage til Galilæa. Et par måneder senere begav han sig atter til Jerusalem, denne gang for at fejre tempelindvielsesfesten, som afholdtes i 8 dage fra 25. kislev (svarende til vores december). Det var en mindefest for templets genindvielse år 165 f.Kr., efter at det var blevet renset for den hedenske afgudsdyrkelse, som var indført efter at den syriske konge, Antiokus 4. Epifanes, der havde forbudt den jødiske tempelkult og i stedet rejste et alter for Zeus i templet. Men efter at Antiokus og hans håndlangere i 164 f.Kr. var blevet fordrevet under en opstand 165-161 f.Kr., ledet af Judas Makkabæeren, kunne templet renses for helle­nistisk indflydelse og genindvies til sit oprindelige brug. Jesus og hans disciple har ved denne lejlighed formodentlig atter logeret hos venner­ne i Betania, og er derfra gået de få kilometer frem og tilbage mellem landsbyen og Jerusalem. I templet opholdt han sig i den såkaldte Salomons søjlegang, og her samledes hans tilhængere og andre omkring ham, for at høre hans ord. Blandt tilhørerne var som sædvanlig også de farisæ­ere, som kun ventede på at kætteren skulle tale over sig eller foretage en hel­bredelse eller anden handling, der stred mod loven. Farisæerne udfordrede ham derfor straks og sagde: "Hvor længe vil du holde vor sjæl hen i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!" Jesus vidste naturligvis bedre end nogen anden, hvad hans modstandere pønsede på, og han undgik derfor behændigt direkte at erklære sig som Messias: "Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig; men I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd. Jeg og Faderen, vi er ét."

 

     Særlig de sidste ord gjorde farisæerne vrede og oprørte, og de og deres tilhængere i forsamlingen, gjorde sig derfor endnu en gang parate til at stene den dristige kætter. Da Jesus så, hvad de havde i sinde, sagde han: "Mange gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader; hvilken af de gerninger er det, I vil stene mig for?" Farisæerne svarede: "Det er ikke for en god gerning, vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gør dig selv til Gud."  Jesus havde imid­lertid et afparerende svar på rede hånd: ""Står der ikke skrevet i jeres lov: 'Jeg har sagt, at I er guder?' Når nu loven har kaldt dem guder, som Guds ord kom til (og skriften kan ikke omstødes), hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: 'Du taler gudsbespotteligt!' fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn? Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen." Dette svar ophidsede dog kun farisæerne yderligere, og de søgte at få tag i Jesus, for at stene ham, men inden de kunne nå at gribe ham, skyndte han og hans disciple sig at forlade stedet og drage over til den anden side af Jordanfloden til den egn, hvor Johannes oprindelig havde døbt, og her blev Jesus og hans disciple i nogen tid. (26)

 

 

 

7. "JEG ER OPSTANDELSEN OG LIVET"

 

Endnu mens Johannes Døberen var i live, fortælles der i Johannes-evangeliet om, at på den tid, da løvhytte­festen, der, som vi tidligere har hørt, var en valfartsfest, opfordrede Jesu stadig meget skeptiske brødre ham til også at forkynde evange­liet i Judæa: "Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine disciple kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være offentlig kendt. Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden." (1).

     De havde jo selv hørt Jesus sige, at man ikke stiller et lys under en skæppe, men lader det stå frit fremme, så det kan skinne for alle. Jesus forstod selvfølgelig sine brødres noget syrligt og ironisk mente opfordring, og han svarede derfor: "For mig er tiden endnu ikke kommet; men for jer er tiden altid for hånden. Verden kan ikke hade jer; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde. Drag I op til højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne højtid, thi for mig er tiden endnu ikke inde." (2)   

     Men eftersom hans tid altså endnu ikke var kommet, ville Jesus ikke vandre omkring og for­kynde i Judæa, hvor han vidste at man var ham og hans lære fjendtligt stemt, og det i en sådan grad, at man dér ville søge at pågribe og henrette ham som kætter. Men han ville åbenbart alligevel gerne fejre løv­hytte­fe­sten i Jerusalem, så derfor drog han i al hemmelighed fra Galilæa til Peræa og derfra krydsede han Jordanfloden og gik via Jeriko og måske over Betania, hvor Lazarus og dennes to søstre, Martha og Maria, boede, og til Jerusa­lem.

     I Jerusalem gik snakken mand og mand imellem i det skjulte, og mange for­ventede, at Jesus ville komme til byen i anledning af højtiden. Meningerne om ham var stærkt delte: "Nogle sagde: "Han er en god mand;" men andre sagde: "Nej, han fører folk vild." Mange af hans tilhængere og måske især modstandere, søgte efter ham på tempelområdet, men fandt ham ikke. Først da halvdelen af højtiden, som varede fra 15.-21. tisjri (svarende til vores oktober), var forløbet, vovede han sig ind i hellig­dommen og begyndte at forkynde og belære dér.

 

Den skriftkyndige Jesus

Mange af tilhørere var forundrede over hans store kendskab til de hellige skrifter, og en enkelt stemme gav udtryk for denne forundring, ved at sige højt: "Hvordan har han fået den skriftkundskab, da han ikke er lærd?" Det hørte Jesus, og da han udmærket forstod, at spørgsmålet var ment som en anklage, svarede han: "Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig. Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget. Den, der taler af sit eget, søger sin egen ære, men den, der søger hans ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ikke uret i ham. Har ikke Moses givet jer loven? og ingen af jer holder loven. Hvorfor søger I da at slå mig ihjel?" (3) 

 

     Ophidselsen over modanklagen i Jesu svar, bredte sig hos hans modstandere, og nogle råbte i munden på hinanden: "Du må jo være besat! hvem søger at slå dig ihjel?" Måske har de på­gældende virkelig været uvidende om, at fremtrædende personer af de højere religiøse og politiske lag i det jødiske samfund, rent faktisk havde planer om at få ram på denne kætter, som udfordrede og talte nedsættende til og om højt respekterede myndighedspersoner. Men Jesus, der som bekendt havde forudset, hvad der videre skulle ske, svarede tilsyneladende uanfægtet af situationen, idet han uddybede sin anklage: "Én gerning har jeg gjort, og alle undrer I jer over den. Moses har givet jer omskærelsen (ikke at den er fra Moses, men fra fædrene), og I omskærer mennesker også på en sabbat. Når nu et menneske omskæres på en sabbat, for at Mose lov ikke skal brydes, hvor kan I da vredes på mig, fordi jeg har gjort et helt menneske rask på en sabbat? Døm ikke efter skinnet, men fæld en ret­færdig dom!" (4)

     Det gjorde imidlertid ikke uroen mindre blandt tilhørerne, hvoraf nogle sagde højt: "Er det ikke ham, som de søger at slå ihjel? Og se, han taler frit ud, uden at de siger noget til ham. Skulle virkelig rådsherrerne have erkendt, at han er Kristus? Dog - om ham ved vi, hvorfra han er; men når Kristus kommer, ved ingen, hvorfra han er."  Nogle af de tilstedeværen­de vidste altså udmærket, at en del af rådsmedlemmerne havde til hensigt at få Jesus fængslet, dømt og henrettet, så snart de kunne finde en passende og lovmedholdelig lejlighed til det. De pågældende vidste åbenbart også, at Jesus var fra Na­zareth i Galilæa. Han svarede dem derfor og sagde: "Ja, I kender mig og ved, hvorfra jeg er! Og dog er jeg ikke kommen af mig selv, men han, der har sendt mig, er sanddru, han, som I ikke kender. Jeg kender ham; thi fra ham er jeg kommen, og han har udsendt mig."  (5)

 

     Det var lige ved at være for meget for mange af hans til­hørere, særlig for de toneangivende i rådet (Synedriet), dvs. ypperstepræsterne og farisæerne, som ikke kunne undgå at høre folk mumle om, at Jesus nu nok alligevel godt kunne være Messias eller Kristus, når man tog hans under­gerninger og visdom i betragtning. Rådsherrerne gav derfor nogle af folkene fra tempelvagten ordre til at pågribe Jesus, såfremt de kunne komme til det. Tempelpolitiet forholdt sig dog indtil videre passivt, og ventede på at deres befalingsmand gav ordre til selve pågribelsen. Da Jesus så tempelvagten troppe op, sagde han: "Endnu en kort tid er jeg hos jer, så går jeg bort til ham, som sendte mig. I vil lede efter mig og ikke finde mig, og dér, hvor jeg er, kan I ikke komme."

     Det var åbenbart mærkelige ord i manges ører, og de sagde derfor til hinanden: "Hvor tænker han på at drage hen, siden vi ikke skulle kunne finde ham? Mon han tænker på at gå til dem, som bor i adspredelsen [diasporaen] iblandt grækerne, og lære grækerne? Hvad er det for noget, han siger: 'I vil lede efter mig og ikke finde mig, og dér, hvor jeg er, kan I ikke komme?"  (6)

     Jesus råbte da og sagde: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand." Disse ord fik nogle af tilhørerne til at udbryde: "Han er i sandhed profeten" og "Han er Kristus." Men hans modstandere sagde: "Kristus kommer vel ikke fra Galilæa? Har skriften ikke sagt, at Kristus kommer fra Davids slægt og fra Bethlehem, den landsby, hvor David var fra?" Sådan diskuterende man for og imod denne mærkværdige mand, som endnu ikke direkte og åbenlyst havde erklæret sig som Messias eller Kristus. Tempelpolitiet fandt da heller ikke grund til at arrestere Jesus i den anledning, og de vendte derfor tilbage til Synedriet, hvor ypperstepræsterne og farisæ­erne afventede deres ankomst: "Hvorfor har I ikke ført ham med?" De svarede: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler." Farisæerne ville ikke tro deres egne øren og sagde: "Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne? Men denne hob, der ikke kender loven, de er forbandede!" (7)

 

Om at fødes på ny

Det var nu ikke helt rigtigt, at ikke nogen af farisæerne troede på, at Jesus var Messias. Den skriftkloge farisæer, Nikodemus, som også var medlem af rådet, var i al fald en af de farisæere, der formentlig opfattede sig selv som tilhænger af Jesus. Nikodemus havde længe næret en særlig interesse for Jesus og dennes lære, men da det var forbundet med en vis risiko at blive set sammen med "kætteren", opsøgte han af den grund Jesus ved nattetid. Nikodemus ville gerne have en person­lig samtale med Jesus, hvis klogskab og visdom, han havde haft mulighed for at konstatere ved forskellige tilfældige lejlig­heder. Da han havde fået foretræde for Jesus, indledte Nikode­mus med at sige: "Rabbi! vi ved, at du er en lærer, som er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham." Som svar på disse uforbeholdent anerkendende ord svarede Jesus: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny." (8)

     Nikodemus forstod åbenbart ikke umiddelbart, hvad Jesus mere præcist mente med denne udtalelse, og formentlig med tanke på sig selv, spurgte han derfor med en blanding af undren og tvivl: "Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?" Med stor forståelse og tålmodighed over for den ældre og velmenende og samtidig skriftkloge mand, svarede Jesus: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden." (9)     

     Dette svar synes ikke at have løst gåden for Nikodemus, som derfor spurgte: "Hvordan kan dette ske?" Her var Jesus måske ved at miste tålmodigheden, for ligesom lidt opgivende sagde han: "Er du lærer i Israel og forstår ikke dette? Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske? [...]". (10)

 

     Efter påskehøjtiden drog Jesus og hans disciple omkring i Judæa, hvor de i lighed med Johannes døbte an­gerfulde menne­sker, der kom for at lade sig omvende og finde den rette vej til Guds rige. Da Johannes' disciple, som på den tid opholdt sig sammen med deres mester i Ænon nær ved Salem, erfarede at Jesus gik omkring og døbte ovre i Judæa, sagde de til ham: "Rabbi! han, som var hos dig på den anden side Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle kommer til ham." Johannes forstod, at hans disciple fortsat var mest tilbøjelige til at tro, at han, deres mester, var Messias/Kristus, og derfor svarede han: "Et menneske kan slet intet tage, uden at det bliver givet ham fra Himmelen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: 'Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham.' Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre. [...]" (11) 

     Det er dog et spørgsmål, om disse Johannes-ord er oprindeli­ge, for efter at være blevet arresteret og fængslet, sender han som tidligere omtalt nogle af sine disciple til Jesus, for at spørge om denne er Messias. Det må jo betyde, at Johannes har været i tvivl herom, i al fald indtil dette tidspunkt.

     Men omkring det tidspunkt, som ligger kort efter samtalen med Nikodemus, er det, at Jesus erfarer at farisæerne skum­ler over hans dåbsvirksomhed, og han beslutter sig derfor til at forlade Judæa og drage til Galilæa sammen med sine disciple, for at være uden for rækkevidde af sine modstandere.

 

Jesus forudsiger sin skæbne

Efter at han og hans disciple i nogen tid havde vandret omkring i Galilæa, og her­under endnu engang kom til Kapernaum, hvor han atter forelæste i synagogen, drog de videre. Denne gang gik turen til Jerusalem udenom Samaria og gennem landet på den anden side Jordan, Peræa, og derfra ind i Judæa, og over­alt, hvor han kom frem, forkyndte og forelæste han for de mennesker, der mødte op og samledes omkring ham.

     En dag, da en skare af disciplene, anført af Jesus, gik af sted på vejen mod Jerusalem, gav de over for hinanden udtryk for den angst og foruroligelse, de følte over den forfærdelige skæbne, deres mester havde forudsagt, at der ventede ham, når de ankom til byen. De mest fremtrædende af disciplene var natur­ligvis også klar over, at de selv ville være i fare, hvis deres mester blev fængslet, anklaget og dødsdømt for kætteri. Da Jesus blev opmærksom på, hvad dis­ciplene talte om indbyrdes, tog han sine tolv udvalgte disciple med sig afsides, og sagde til dem: "Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneske­sønnen skal overgives til ypperstepræ­sterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne [dvs. romerne]; og de skal spotte ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham, men tre dage efter skal han opstå." (12)

     Denne udtalelse, hvori Jesus uddyber den skæbne, der venter ham selv i Jerusalem, giver de to Zebedæussønner, Jakob og Johannes anledning til at betro ham, at de gerne vil dele hans skæbne, idet de dog samtidig anmoder om at få sæde ved hen­holdsvis hans højre og venstre side, når han nu snart skal indtage sin plads på tronen i sin himmel. Hertil svarer Jesus tålmodigt og lidt resigneret: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med?"  De to velmenende, men åbenbart noget naive disciple, er straks parate med et svar: "Ja, vi kan." Det må derfor have skuffet dem, da Jesus efterfølgende uddyber sit svar og siger: "Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med; men sædet ved min højre eller venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt." (13)

  

Lazarus’ død

Jesu venner i Betania, søstrene Martha og Maria, må åbenbart have vidst, hvor Jesus og hans disciple midlertidigt havde søgt ly, for kort efter sendte de bud til ham om, at deres broder, Lazarus, lå og var alvorligt syg: "Herre! se, den, du elsker, er syg." Men det var åbenbart et budskab, som Jesus ventede at få, for i stedet for straks at begive sig til Be­tania, pålagde han budbringeren at svare på hans vegne: "Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den." Det var derfor også med velberåd hu, at Jesus ventede nogle dage, før han sagde til disciplene: "Lad os gå tilbage til Judæa!" De forstod åbenbart ikke, hvad Jesus havde i sinde, og eftersom de mest var bekymrede for hans sikkerhed, sagde de: "Rabbi! Nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?" Dette spørgsmål gav Jesus anledning til at give et lidt kryptisk svar: "Har dagen ikke tolv timer? Den, som vandrer om dagen, støder ikke an, for han ser denne verdens lys. Den, som vandrer om natten, støder an, fordi han ikke har lyset i sig." Derpå siger han: "Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne." Disciplene troede åbenbart, at Jesus blot havde sagt, at deres fælles ven, Lazarus, var faldet i en dyb søvn, og derfor sagde de: "Herre! er han sovet ind, så kommer han sig." Jesus måtte derfor sige lige ud til dem: "Lazarus er død! Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad over, at jeg ikke var der; men lad os nu gå til ham!" (14)

 

     Da Jesus og hans disciple ankom til Betania, havde Lazarus allerede ligget i graven fire dage, og de to søstre og deres familie, venner og bekendte sørgede dybt over den meget af­holdte broders død. Da Martha hørte, at Jesus var på vej til deres landsby, gik hun kam i møde for at fortælle, hvad der var sket. Hun kunne af gode grunde ikke vide, at Jesus allerede var klar over situationen, så derfor sagde hun: "Herre! havde du været her, var min broder ikke død. Men selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig." Men hvad hun mere præcist kan have ment med den sidste sætning, er vanskeligt at forstå, især i relation til det svar, hun gav på at Jesus sagde: "Din broder skal opstå." Hun svarede nemlig: "Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag." Hertil sagde Jesus: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?" Om den sorgfulde Martha helt forstod, hvad Jesus mente, er uvist, men i al fald svarede hun: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden." Derefter gik hun hjem og kaldte på Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder på dig."

     Maria, som så ofte havde siddet ved sin elskede mesters fødder og lyttet til hans lære og visdomsord, skyndte sig straks hen til det sted, hvor Jesus havde gjort midlertidigt ophold, formentlig fordi han af hensyn til sine disciple og de to søstre og den øvrige sørgende forsamling ville forberede sin ankomst, og ikke mindst den specielle begivenhed, der skulle ske. Her knælede hun ned for Jesu fødder og sagde grædende: "Herre! havde du været her, var min broder ikke død." Ved at se hende og de andre, der var fulgt med hende, græde, "harmedes han i sin ånd og blev heftigt bevæget", og han græd også, står der i Joh.11.33-36. Nogle af de tilstedeværende sagde da: "Se, hvor han elskede ham!" Og han harmedes endnu mere, da han hørte andre sige: "Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have hindret, at denne mand døde?" Men hvorfor, kunne man spørge? Vel næppe fordi vennen Lazarus fysisk set var død, for Jesus vidste jo dels, at Lazarus ånd var levende, og dels, at dennes fysiske legeme skulle genoplives. Nej, sikkert fordi det smertede ham at erfare, at end ikke hans aller­nærmeste til­hængere virkelig forstod, at han var Menneskesøn­nen, som udover at implantere ideen om næstekærlig­heden i menneskesamfundet, også skulle afsløre Åndens evige liv og herredømme over kødet eller materien.

 

Lazarus opvækkes

Jesus gik nu hen til klippegraven, som var lukket på sædvan­lig måde med en stor rullesten, og han sagde da: "Tag stenen bort!" Martha, som var fulgt med, protesterede og sagde: "Herre! han stinker allerede; det er jo fjerde dag." Jesus svarede: "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Da stenen er rullet til side og åbningen til graven fri, løfter Jesus blikket mod himlen og siger: "Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig. Jeg vidste vel, at du altid bønhører mig; men jeg sagde det for skarens skyld, som står her omkring, for at de skal tro, at det er dig, der har sendt mig." Derefter råbte han med høj røst: "Lazarus, kom herud!" Kort efter kom en genoplivet Lazarus ud fra graven. Efter sædvane var den "døde" iklædt ligklæder og hænder og fødder omviklet med linned, ligesom ansigtet var dækket bag et tørklæde. Jesus siger da: "Løs ham og lad ham gå!"

     Sådan slutter Johannes-evangeliet sin beretning om denne i bedste forstand fantastiske begivenhed, som hverken ypper­stepræsterne eller farisæerne ville tro på, da nogle øjenvidner kom og fortalte dem om, hvad der var foregået. Det er da også et stort spørgsmål, om ikke den smukke og rørende fortælling om genoplivningen af Lazarus, sådan som tilfældet er med andre af Jesu "under­ger­ninger", hører til i legendens og mytens verden, skabt primært for at "for­klare" og demonstrere livets åndelige realiteter i en form, som kunne appellere til menne­sker, der i almindelighed var uden større indsigt i eller forståelse for den virkelige verdens lovmæssig­heder og kends­gerninger. 

     Men i Johannes-evangeliet kædes genopvækkelsen af Lazarus sammen med det jødiske råds (Synedriets) beslutning om at sætte en endelig stopper for den formastelige kætters virksomhed. Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte om begivenheden i Be­tania, sammenkaldte de straks rådsmedlemmerne og sagde: "Hvad skal vi gøre? Den mand gør jo mange tegn. Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os." Da var det, at ypperstepræsten Kajfas kom til at spille en afgørende rolle i sammenhæng med Jesu livshistorie, idet han sagde: "I forstår da heller ingen­ting! og I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde!" Der blev derfor givet ordre til, at hvis nogen erfarede om, hvor Jesus opholdt sig, var de pligtige til at anmelde det for rådet, således at kætteren kunne pågribes. Og dermed var døds­dommen over Jesus i virkeligheden afsagt.

 

Den sidste påske

Det er tænkeligt, at det har været gennem Nikodemus, at Jesus har hørt, hvad der var blevet talt om på rådsmødet, og han be­sluttede sig derfor indtil videre til at tage ophold i byen Efraim i udkanten af et ørkenområde i det centrale bjer­gland i Vest­jor­danlandet. Her blev han og hans disciple til seks dage før den forestående påske, som skulle blive hans sidste og den, hvori de verdenshistoriske begivenheder omkring hans fysiske livsaf­slutning skulle komme til at udspille sig.

     Da påsken nærmede sig strømmede rettroende jøder til Jerusa­lem fra alle egne af landet, for traditionen tro at gennemgå renselsesritualerne, som var nødvendige for at man kunne fejre højtiden i tempelbyen. Jesus var efterhånden blevet en kendt skikkelse i jødernes hovedstad, og mange undrede sig over, at han endnu ikke havde indfundet sig i templet, sådan som han plejede ved højtiderne. Imidlertid vendte Jesus og hans dis­ciple tilbage til Betania seks dage før påske, og her gjorde Lazarus og hans to søstre, Martha og Maria, et gæstebud for ham. Medens Martha vartede gæsterne op, knælede Maria ned foran Jesus og indsmurte hans fødder med den meget kostbare nardus­salve, hvis dejlige duft bredte sig i huset, hvorefter hun tørrede hans fødder med sit lange hår.

     Ifølge Johannes-evangeliet oprørte denne handling Judas Iskariot, fordi han fandt det moralsk forkasteligt at den kostbare salve blev spildt på unødvendig måde. Han havde åbenbart endnu ikke forstået, hvad der snart forestod, og han sagde derfor: "Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?" Dette spørgsmål benytter Johannes-evangeliet til at korrekse Judas, idet det fortælles at hans ord i virkeligheden ikke gjaldt hensynet til de fattige, men derimod til hans egen begærlighed, fordi han var en tyv, der jævnligt stjal af den fællespung, hvis indhold det var blevet ham betroet at admini­strere. Der ligger dog ikke den mindste antydning heraf i det svar, som Jesus gav Judas: "Lad hende i fred, så hun kan gemme den til min begravelsesdag! De fattige har I jo altid hos jer; men mig har I ikke altid." (15)

     Begivenheden er skildret lidt anderledes hos Mattæus og Markus, hvor salvningen siges at ske i Betania i huset hos Simon den Spedalske, som antagelig enten var fader til Lazarus, Martha og Maria eller Marthas ægtefælle. Her er det ikke specielt Judas, men alle disciplene, der forarges over Marias handling, lige som Jesu svar også er formet på en lidt anden måde, idet han siger: "Hvorfor volder I kvinden bryderi? Hun har jo gjort en god gerning imod mig. De fattige har I altid hos jer; men mig har I ikke altid. Thi da hun udgød denne salve over mit legeme, gjorde hun det som en beredelse til min jordefærd. Sandelig siger jeg jer: hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, som hun har gjort, for­tælles til minde om hende." (16) 

     Lukas-evangeliet omtaler godt nok Martha og Maria i Betania, men nævner ikke deres broder Lazarus, og heller ikke Lazarus' genopvækkelse, men derimod salvningen i Betania, som siges at ske i Simon Farisæerens hus. Denne kan dog være identisk med Simon den Spedalske. Her er det imidlertid ikke Lazarus' søster, Maria, der foretager salvningen, men Maria Magdalene, som opsøger Jesus, for at udgyde den sidste olie over ham. En afgørelse af, hvem af de to Maria'er, der kunne være tale om som den, der salvede Jesus, må bero på, om man vil lægge vægt på overensstemmelsen mellem den nævnte "synderinde" i Lukas-e­vange­liet og Maria Magdalene, som i Johannes-evangeliet er den første, men ikke den eneste kvinde, der påskemorgen kommer til den tomme grav, for at salve Jesu lig, og kort efter taler med den genopstandne Jesus.

     Navnet Lazarus fore­kommer som nævnt ikke hos Lukas i sammenhæng med søstrene Martha og Maria i Betania, men derimod i forbindel­se med lignel­sen om den rige mand og den fattige Lazarus, og det kan mulig­vis være denne lignel­se, som mere eller mindre har inspireret forfat­teren af Johannes-evangeliet til legenden om Jesu genopvækkelse af Lazarus. I lignelsens slutning siger den afdøde rige mand, som er havnet i helvedes pine, at hvis et menneske genopstod fra de døde og fortalte de levende om forskellen mellem himmel og helvede, så ville folk omvende sig. Hertil svarer Abraham, hos hvem den ligeledes afdøde Lazarus opholder sig: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde." (17)

     Hos Mattæus, Markus og Johannes sættes salvningen i for­bindelse med Judas' forræderi og Jesu nært forestående død. Dette er ikke tilfældet hos Lukas, hvor salvningen foregår længe før det tidspunkt og slet intet har med Jesu død at gøre. Det er derfor et spørgsmål, om Lukas har anbragt salv­ningen kronologisk forkert, eller om det er de tre andre evangelister, der ud fra teologiske hensyn har ladet denne ske som en forbe­redelse og indledning til Jesu død.

     Men antager vi som det mest sandsynlige, at salvningen virkelig har fundet sted kort forud for Jesu død, så kunne det udmærket tænkes, at den irettesættelse, som Judas fik ved den lejlighed, har været lige præcis dét, der skulle til, for at fremkalde hans skuffelse over, at Jesus alligevel ikke kunne være den forventede Messias, der skulle komme og genoprette Israels herredømme over landet, og som skulle uddrive hed­ningerne og den romerske besættelsesmagt. To dage før påske opsøgte Judas derfor i al hemmelighed ypperstepræsterne og førerne for tempelvagten og sagde: "Hvad vil I give mig for at forråde ham til Jer?" De ville give tredive sølvpenge, som straks blev udbetalt ham, men med pålæg om, at han skulle finde en passende lejlighed til at udpege Jesus for tempelvagten. Det skulle ske inden selve påskehøjtiden, for ikke at ophidse befolkningen til uroligheder og optøjer. (18)  

 

     Det rygtedes imidlertid snart blandt folk, at Jesus og hans disciple opholdt sig i Betania hos Lazarus og hans familie, og mange søgte derfor til stedet, for både at se den berømte kætter og den mand, som han genopvakte fra de døde, og mange lod sig overbevise og omvende i den anledning. Dette kom naturligvis snart ypperstepræsterne og farisæerne for øre, og rådet be­sluttede derfor, at også Lazarus skulle slås ihjel, for at slette ethvert spor af den sorte magi, som der efter farisæ­er­nes og ypper­stepræsternes opfattelse i bedste fald var tale om i forbindelse med genop­vækkelsen. I værste fald var der tale om et rent svindelnummer, thi ingen andre havde nogensinde formået at genoplive lig, og da slet ikke liget af et menneske, som havde ligget op til flere dage i graven, og som allerede var begyndt at lugte af forrådnelse. Lad gå, at Jesus havde genopvakt mennesker, som lige var døde, for i de tilfælde var der sandsynligvis tale om folk, der kun havde været skindø­de. Men at opvække døde stred mod na­turens orden og mod al menne­skelig fornuft.(19)

 

Indtoget i Jerusalem

Medens Jesus endnu opholdt sig i Betania oprandt den første af de usyrede brøds dage, og disciplene spurgte ham derfor, hvor i Jerusalem han kunne tænke sig at spise påskemålti­det, således at de kunne forberede det for ham. Jesus sendte Simon Peter og Johannes af sted, idet han sagde til dem: "Gå ind i byen, så skal i møde en mand, som bærer en vandkrukke; følg ham; og hvor han går ind, der skal I sige til husherren: 'Mesteren siger: Hvor er der et værelse til mig, hvor jeg kan holde påskemåltid sammen med mine disciple?' Så vil han vise jer en stor sal ovenpå, opdækket og rede; der skal I berede det til os." De gjorde, som han sagde, og fandt ganske rigtigt den mand og det hus, som Jesus havde forudsagt. (20)

     Det hus med den store sal ovenpå, hvori Jesus og hans dis­ciple spiste deres sidste påskemåltid sammen, menes at være samme bygning og sal som den, hvori disciplene samledes efter Jesu død og begravelse, nemlig det hus, der tilhørte Johannes Markus' moder, Maria, som sammen med sin søn muligvis har til­hørt Jesu disciple, men som i hvert fald efter hans død var at finde i den nærmeste discipelkreds og dermed i den ældste jødekristne menighed.

 

     Jesu indtog i Jerusa­lem fandt ifølge alle fire evangelister sted i forlængelse af hans ophold i Betania, mere præcist dagen efter salvningen. Da sendte han sine disciple ud i landsbyen, idet han sagde, at de dér ville finde et æsel, som stod bundet med sit føl hos sig, og de skulle løse føllet og føre det til ham. De udsendte disciple fandt æslet med føllet i en gyde et stykke borte, og de bad ejeren om at måtte låne føllet til ridedyr for deres mester, som havde sagt, at det ville blive leveret tilbage senere på dagen. Disciplene fik føllet med sig og lagde deres kapper over dets ryg, således at Jesus kunne sidde nogenlunde bekvemt på det. (21)     ­

     To af evangelisterne, nemlig Mattæus og Johannes, er enige om, at dette skete, for at opfylde profetien, der siger:

 

                       "Fryd dig såre, Zions datter,

                       råb med glæde, Jerusalems datter!

                       Se, din konge kommer til dig.

                       Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg,

                       ridende på et æsel, på en asenindes føl." 

                       (22)

 

     Da Jesus således kom ridende på vej til Jerusalem stimlede hans tilhængere sammen omkring ham, og nogle bredte deres kapper ud på vejen, og andre skar grene af palmetræerne og strøede dem foran ham. Ved vejen ned ad Oliebjerget begyndte skaren at lovprise Jesus, idet de med høj røst råbte:

 

                       "Velsignet være kongen,

                       han, som kommer, i Herrens navn!

                       Fred i Himmelen,

                       og ære i det højeste!"

                       (23)

 

     I folkeskaren, som fulgte med, var der også nogle farisæere, og de sagde anklagende til Jesus: "Mester! sæt dog dine dis­ciple i rette!" Men i stedet for at gøre dette, sagde han til farisæerne: "Jeg siger jer: hvis disse tier, skal stenene råbe." (24)

 

Jesus græder over Jerusalem

Da Jesus nærmede sig Jerusalem, fyldtes hans øjne med tårer ved synet af byen og han sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid." Denne forudsigelse gik rent faktisk i opfyldelse, da romerne omkring fyrre år senere, nemlig i år 70 e.Kr., erobrede og ødelagde Jerusalem og templet  og fordrev jøderne fra byen.

     Men da Jesus drog ind i selve Jerusalem, og folk dér så optoget, som fulgte ham på alle sider, undrede byboerne sig og sagde: "Hvem er dog han?" Og der blev svaret: "Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa." Ifølge alle fire evangelister gik Jesus straks ved ankomsten til Jerusalem ind i templets forgård, og her var det første han foretog sig, at jage handelsmændene bort fra stedet, således som tidligere omtalt. Derefter gik han antagelig til Salomos søjlegang, hvortil også hedninger havde adgang, og her gav han sig atter til at forkynde sin lære, sådan som han havde gjort adskillige gange tidligere. Ifølge Mattæus, Markus og Lukas vendte Jesus om aftenen tilbage til Betania, hvor han overnattede, og næste morgen gik han igen til Jerusalem og genoptog sin gerning. I Johannes-evangeliet står der blot, at han gik bort og skjulte sig for folkeskaren. 

     Medens Jesus efter sit såkaldte indtog i Jerusalem opholdt sig i helligdommen og talte til de mange mennesker, der efter­hånden samledes omkring ham, kom Filip og Andreas hen til ham og sagde, at der var nogle grækere blandt pilgrimmene, som ønskede at hilse på deres mester. Det svar, som Jesus i henhold til Johannes-evangeliet gav på denne anmodning, rummer dels en overbevisning om hans store mission, og dels udtrykker svaret samtidig den angst og frygt, han følte ved at skulle gennemgå den forfærdelige tid, der lå umiddelbart foran ham: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt. Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader [tilsidesætter] sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time! dog, derfor er jeg kommen til denne time. Fader, herliggør dit navn!"

 

Dom over verden

Johannes-evangeliet fortæller herefter, at der lød en røst fra Himmelen, som sagde: "Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det." Teksten tilføjer, at da skaren, som stod og hørte det, sagde nogle: "Det tordnede;" andre sagde: "Det var en engel, der talte til ham." Jesus selv sagde: "Ikke for min skyld lød denne røst, men for jeres skyld. Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud. Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig." Nogle sagde da: "Vi har hørt af loven, at Kristus bliver til evig tid. Hvordan kan du da sige, at Menne­skesønnen skal ophøjes? Hvem er den Menneskesøn?" Hertil svarer Jesus: "Endnu en kort tid er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer. Og tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn!" (25)

 

     Flere og flere troede på, at Jesus var den forventede Messi­as, selv folk, der var medlemmer af rådet, men de turde ikke være ved det offentligt af frygt for mere magtfulde rådsmed­lemmer blandt farisæerne, ypperstepræsterne, og de skrift­kloge. Disse kom da også hen til ham i den hensigt, at få ham til at tale over sig og sige ligeud: "Jeg er Messias!" Eller til i det mindste at udtrykke sig på en sådan måde, at de ved hjælp af retorik kunne få ham til at sprælle i sit eget net. Efter at han havde jaget de handlende bort og væltet deres boder, spurgte nogle af hans modstandere derfor: "Med hvad ret gør du dette, eller hvem har givet dig retten til at gøre dette?" Jesus, som naturligvis var klar over den dybere hensigt med spørgsmålet, svarede: "Jeg vil gøre jer et spørgsmål; svar mig på det, så skal jeg også sige jer, med hvad ret jeg gør dette. Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker? Svar mig!" Hans modstandere var straks klar over, at Jesus havde gennemskuet dem, for hvis de svarede: "Fra Himmelen," så ville han spørge: "Hvorfor troede I ham da ikke?", og at svare: "Fra mennesker" turde de ikke, fordi de da ville lægge sig ud med de mange, som mente, at Johannes virkelig var en profet. De svarede derfor: "Vi ved det ikke." Hvortil Jesus replicerer: "Så siger jeg heller ikke jer, med hvad ret jeg gør dette." (26)

 

     Da Jesus og hans disciple forlader templet, udbryder en af disciplene i betagelse over det smukke syn af helligdommen: "Mester, se, hvilke sten og hvilke bygninger!" Hvortil Jesus svarer: "Ser du disse store bygninger? - der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned." Da de på vejen til Betania er kommet op på Oliebjerget, og har sat sig for at hvile på et sted med fri udsigt til byen og templet, spurgte Peter, Jakob, Johannes og Andreas, som da var alene med Jesus: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet til, at alt dette skal gå i opfyldelse?"  Jesu svar herpå, er hans berømte og - det skal understreges - i bedste forstand fantastiske dommedagsprofeti, som vi dog først skal komme nærmere ind på i en senere sammenhæng. (27)

 

 

8. DET SIDSTE MÅLTID

 

Vi er nu nået frem til den tidlige aften, den 15. nisan, da Jesus efter mørkets frembrud samledes med sine tolv nærmeste disciple i Johannes Markus' moders hus i Jerusalem, for at spise det påskemåltid, som han selv vidste skulle blive hans sidste. Denne dag skulle under navnet skær­torsdag siden fejres i den kristne kirke til minde om Jesu sidste måltid, hans indstiftelse af nadveren, hans tilfangeta­gelse og første forhør.

     Dagen før, den 14.nisan, var de udvalgte påskelam efter forskrifterne blevet slagtet i templet og siden udleveret til de enkelte husstande, som selv afskindede og helstegte lammet. Påskemåltidet blev indledt med lovprisninger i forbindelse med, at der blev drukket et bæger vin. Derefter blev beretningen om udvandringen af Ægypten genfortalt på grundlag af 2. Mos. 1-15, og herunder blev der drukket yderligere to bægre vin. Siden reciteredes Salme 113-18, den såkaldte lovsang eller Hallel (heraf udtrykket "halleluja", hvis tre første stavelser betyder "lovsyng", og hvis sidste stavelse "Ja" er en forkortelse for "Jahve" = Gud). Et fjerde bæger vin af­slutte­de målti­det.

     Selve måltidet bestod af tre retter: et æg med bitre urter og usyret brød, påskelammet og en des­sert, der kunne bestå af rå frugt. Det var efter skik og brug altid husherren, der skænkede vinen, brød brødet og udskar lammet til husstanden og eventuel­le gæster.

     Man må forestille sig, at Jesu sidste måltid i princippet har formet sig efter de traditionelle jødiske forskrifter, hvoraf rituel renselse var en vigtig del. Da Jesus med sine tolv apostle er bænket - hvilket vil sige: lå til bords - omkring bordet på førstesalen i Johannes Markus' moders hus, rejste han sig og lagde sin kappe og bandt et linnedklæde om livet som et slags forklæde. Derefter tog han vandkanden og hældte vand i vaskefa­det, knælede ned foran den ene discipel efter den anden og vaskede dennes fødder og tørrede disse med forklædet. Da han kommer til Simon Peter, siger denne med forundring: "Herre! tvætter du mine fødder?" Hertil svarer Jesus: "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter." Dis­ciplen protesterer og siger: "Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder." Men Jesus, som ved, hvad han gør, siger: ”Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Simon Peter skynder sig derfor med at sige: "Herre! så ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet." Denne overivrighed imponerer dog ikke Jesus, som svarer: "Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle." (1)

     Med det sidstnævnte svar sigtede Jesus til, at han vidste, hvem af disciplene det var, der skulle forråde ham. Da han var færdig med at vaske og tørre alles fødder, tog han sin kappe på og lagde sig atter til bords, idet han sagde: "Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hveran­dres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det. Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse: 'Den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.' Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. Sandelig, sandelig siger jeg jer: den, som tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig." (2)

 

”Hvad du gør, gør det snart!”

Jesus er nu kommet til det øjeblik, hvor han lige ud må fortælle sine kære disciple en frygtelig hemmelighed, og heftigt bevæget sagde han: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: en af jer vil forråde mig." Disciplene forstod stadig ikke et ord, og de så derfor tvivlrådige på hinanden, men den altid handlekraftige Simon Peter nikker til Johannes Zebedæus, som lå til bords ved siden af Jesus, og sagde: "Spørg, hvem det er, han sigter til." Johannes lænede sig ind mod Jesus og spurgte: "Herre! hvem er det?" Hvortil Jesus svarer: "Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper."  Jesus dyppede derefter det stykke brød, han havde i hånden, og rakte det til Judas Iskariot og sagde alvorligt: "Hvad du gør, gør det snart!" Judas blev formentlig temmelig overrasket over, at Jesus vidste, hvad han havde i sinde, og forstod derfor straks, hvad Jesus mente med sin opfordring, idet han, Judas, jo allerede for nogen tid siden havde aftalt med rådet, at han skulle anmelde til tempel­vagten, hvor og hvornår Jesus ville kunne pågribes. Tilskyndet af Jesus selv, skyndte Judas sig sent på aftenen af sted til Jerusalem, for at fortælle ypper­stepræsten og tempelvagten, at Jesus ville kunne anholdes senere på natten, når han sammen med sine disciple havde begivet sig til Getsema­ne have på Oliebjer­get, hvor han yndede at opholde sig. (3)

     Hos Mattæus, Markus og Lukas er den ovennævnte situation skildret lidt afvigende, dels indbyrdes og dels i forhold til Johannes-evangeliet, men i det store og hele er der god over­ensstemmelse mellem skildringerne hos alle fire evangelister. Hos Mattæus lyder det som følger: "Sandelig siger jeg jer: en af jer vil forråde mig." Disciplene spørger derefter bedrøvet: "Det er dog vel ikke mig, Herre?", hvortil Jesus svarer: "Han, som nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født." Judas spørger da: "Det er dog vel ikke mig, rabbi?", og Jesus svarer: "Du har selv sagt det." (4)

 

     Ud fra evangelierne at dømme er det lidt vanskeligt at afgøre, om Judas forlod festmåltidet før eller efter indstif­telsen af den såkaldte nadver, dvs. den kristne menigheds symbolske og liturgiske fællesmåltid. I Johannes-evangeliet foregår nadverens indstiftelse tilsyneladende ikke under Jesu og disciplenes sidste måltid sammen, men det er et spørgsmål, om der bør lægges vægt herpå, især da den såkaldte fodvaskning sker i forbindelse med et fællesmåltid skærtorsdag aften. Det kan imidlertid undre, at nadveren ikke omtales i Johannes-evangeliet, og så meget mere, som dette evangeliums forfatter menes at være identisk med Johannes Zebedæus, den discipel, som Jesus elske­de, og som derfor ikke alene var til stede ved det sidste påskemåltid, men tilmed lå til bords ved siden af sin mester. Et lidt dristigt gæt kunne derfor være, enten at evangeliets forfatter ikke er Johannes Zebedæus, men en eller flere senere forfattere, som ikke selv har været til stede ved den pågælden­de lejlighed, eller hvis Johannes Zebedæus er forfatteren, at han har disponeret sit erindringsstof på en måde, som er påvir­ket af hellenistisk tanke­gang og forestillingsverden, som han må have lært at kende under sit mangeårige ophold i Efesus, hvor han ifølge traditionen var forstander for den kristne menighed i området, og hvis medlemmer bestod af både jødekrist­ne og såkaldte hedningekristne, hvilket fortrins­vis vil sige grækere.

     Men endelig kunne det også tænkes, at det i virkeligheden er Johan­nes, der skildrer begivenhederne kronologisk og historisk korrekt, og at Jesus derfor ikke har indstiftet nadveren i forbindelse med sit sidste måltid sammen med disciplene, som derfor ikke har været det påbudte traditionelle påskemåltid, som først blev spist fredag aften som indledning til påskesabbatten. I henhold til Johannes-evangeliet, som slet ikke direkte nævner nadverens indstiftelse, kan det tænkes at det er de tanker, som Jesus fremsætter i forbindelse med bespisningen af de fem tusinde, hvor han betegner sig selv som "livets brød", der kan have ligget bag menighedens indførelse af den hellige nadver.

 

”Livets brød”

Som en følge af, at Johannes-evangeliet ikke direkte omtaler ind­stiftelsen af nadveren, kunne det antages, at Johan­nes måske har ment, at den som ritual betragtet ikke ville have eller kunne få nogen be­tydning for efter­tiden, og slet ikke, når evangeliet blev udbredt over større dele af verden. Den be­givenhed, som svarer til ind­stiftelsen af nad­veren, har Johan­nes som nævnt derimod anbragt meget tidligere i Jesu livsfor­løb, nemlig i forbindelse med et af hans ophold i Kapernaum, hvor han i en synagoge talte om sig selv som "livets brød". Denne specielle tale rummer i udvidet form principielt samme indhold og samme elementer, som til­fældet er med indstiftelsen af nadveren.   

     Forklaringen på, at Johannes har anbragt teksten om "livets brød" i en helt anden sammenhæng, end de tre andre evangeli­ster, kunne måske tænkes at hænge sammen med, at han har ment, at den hørte naturligt hjemme i forbindelse med legenden om bespisningen af de fem tusinde, og med, at netop denne tale om, at den som æder Jesu kød og drikker hans blod, dvs. den, som påtager sig hans liv og skæbne, har evigt liv og skal oprejses på den yderste dag, vakte mange af Jesu disciples mishag i så høj grad, at de forlod ham for bestandig. (5) 

     I betragtning af den store betydning, som siden hen er blevet tillagt nadveren, er det en overraskende kortfattet, men i det væsentlige enslydende beskrivel­se, de tre synoptiske evangelier giver af dens indstiftelse. Og det er tydeligvis det rituelle jødiske måltid, måske mere speci­elt påskemåltidet, der ligger til grund for den nyfortolk­ning, som Jesus ved den lejlighed lagde i det. Men det er kun Lukasevangeliet, der direkte siger: "gør dette til ihukommelse af mig!" Da de tolv apostle lå bænket ved bordet sammen med Jesus, tog han brødet, velsignede det og brød det, gav dem det og sagde: "Tag det; dette er mit legeme." Derpå tog han sit fyldte bæger, takkede, gav dem det efter tur og sagde: "Dette er mit blod, pagts­blodet, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer, at jeg skal ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny i Guds rige." (6)

     Det er ligeledes kun Mattæus-evangeliet, der siger om vinen, at "dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse." Spørgsmålet er derfor, om ikke det er de senere kristne menigheder, som i medfør af disses særlige op­fattelse og fortolkning af Jesu liv og lære, der har lagt så stor vægt på be­grebet "syndernes for­ladelse", som tilfældet er. Til grund for den tanke, at Jesus i og med sin død har ofret sig, for at forsone menneskeheden med Gud, ligger den ældgamle offertanke, som stort set findes i alle verdens religioner. Vi skal senere se lidt nærmere på, hvad der ligger til grund for den tanke, at man gennem ofringer håber at kunne holde sig på god fod med og formilde en formodet vred og straffende guddom.  

 

Om at sætte sit liv til

Påskemåltidet afsluttedes traditionelt med afsyngelsen af lovsangen (hallel), og med, at det fjerde og sidste bæger vin blev drukket, hvorefter selskabet brød op og enhver gik til sit. Dette var også tilfældet med Jesu sidste påskemåltid med sine nærmeste disciple, bortset fra at de forlod stedet til­sammen. I Lukas-evangeliet fortælles om en ordstrid mellem dis­ciplene, som fandt sted kort før opbruddet. Striden drejede sig om, hvem af dem, der skulle regnes for den største efter deres mester. Jesus, som hørte hvad de talte om, sagde da: "Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magten over dem, lader sig kalde 'velgørere'. Sådan skal I ikke være; men den ældste iblandt jer skal være som den yngste, og føreren som den, der tjener. Thi hvem er størst: den, som sidder til bords, eller den, som tjener? Er det ikke den, som sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. I har holdt ud med mig i mine fristelser; og ligesom min Fader har tildelt mig kongedøm­me, tildeler jeg jer, at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre." (7)

     Hovedindholdet af denne Jesus-replik ligner, hvad Johannes-e­vangeliet fortæller, at Jesus sagde under fodvaskningen, og det er derfor som allerede sagt ikke utænke­ligt, at fodvaskningen har fundet sted ved samme lejlighed som påske­måltidet. Dette er så meget mere sandsynligt, som at ordskiftet mellem Jesus og Simon Peter stort set er det samme i forbindel­se med fodvaskningen, som i forbindelse med påske­måltidet. I slutningen af førstnævnte siger Peter til Jesus: "Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig." Hvortil Jesus svarer: "Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre gange." (8)

    Hos Lukas siger Simon Peter: "Herre! med dig er jeg rede til at gå både i fængsel og i døden." Hertil svarer Jesus: "Jeg siger dig, Peter, hanen skal ikke gale i nat, førend du tre gange har nægtet, at du kender mig." (9)

     Hos alle fire evangelister fortælles, at da Jesus og hans dis­ciple forlod huset i Jerusalem, gik de som sædvanlig ud ad vejen til Oliebjer­get, denne gang dog ikke for at overnatte i Be­tania, men derimod i Getsemane have tæt ved. På vejen derud siger Jesus til dis­ciplene: "I skal alle for­arges på mig; thi der står skrevet: 'Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spre­des.' Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa." (Det er her vigtigt at notere sig, at ordet "forarge" betyder "at volde anstød", ”tilskynde til synd eller frafald"). Simon Peter, som åbenbart stadigvæk ikke forstår, at hans mester er i stand til at skue ind i menneskers sind og se, hvad de indeholder, protesterer og siger: "Om så alle forarges, så vil jeg dog ikke." Hvilket får Jesus til at forudsige, at netop Peter vil blive en af de første til af fejhed at miste modet og midlertidigt "falde fra": "Sandelig siger jeg dig: i dag, i denne nat, før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange."  Peter insisterer: "Selv om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig." Og det samme bedyrede de andre disciple. (10)

 

     Da Jesus og disciplene er kommet ind i Getsemane have, siger han til dem: "Sæt jer her, medens jeg går derhen og beder." Han går dog ikke videre alene, men tager Peter og de to Zebedæus­sønner, Jakob og Johannes, med sig. Det er tydeligt for dem, at deres mester er grebet af sorg og forfærdelse,  idet han siger til dem: "Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg med mig!" Derefter gik han et lille stykke væk fra dem, faldt ned med ansigtet mod jorden, og de hørte ham bede og sige: "Min Fader! er det muligt, da lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil." (11)

 

Sjælekampen i Getsemane have

Vi er her kommet til det tidspunkt i Jesu liv, som markerer første del af hans tredje, højeste og sidste og samtidig dødsensalvorlige indvielse i livsmysteriet, nemlig den mysteriegrad, der - hvis udfaldet er heldigt - betegner den totale overvindelse af egoet eller det relativt lavere selv, som hylder den op­fattelse, at enhver er sig selv nærmest, til fordel for det højere selv: "Menneskesønnen", som hylder moralen, at enhver er sin næste - og dermed Gud - nærmest. Der hører vel ikke megen indlevelsesevne til at forestille sig en situation, hvori man, som i Jesu tilfælde, står overfor udsigten til store åndelige og fysiske smerter, som man på forhånd véd uvægerligt vil ende med det fysiske legemes død, så at man må forlade denne verden.

     I en sådan situation stilles der krav om næsten overmenneske­lig åndsstyrke, for at kunne give sig ind under en højere viljes bestemmelse og gennemføre det ubehagelige og smertefulde forløb, som følger deraf. Men selvom dette for Jesu ved­kommende endda skete helt frivil­ligt, behøver det naturlig­vis ikke at være ensbetydende med, at han ikke følte sig fristet til at ønske sig et andet og mindre dramatisk forløb af de begiven­heder, han vidste måtte blive konsekvensen af at bøje sig ind under det, han mente var hans himmelske Faders vilje.

     Da Jesus gik tilbage til de tre disciple, som var fulgt med ham afsides, fandt han dem sovende. Han vækker Peter og siger til ham: "Så kunne I da ikke våge én time med mig! Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! ånden er villig, men kødet er skrøbeligt." Situationens alvor var formentlig så overvældende for hans tre nærtstående disciple, at da han atter går afsides for at bede, falder de på ny i søvn. Det er et kendt psykologisk faktum, at dyb sorg og lignende kan få mennesker til ufrivilligt at falde i søvn. Men bortset fra det, så kunne man som skeptiker spørge, at når disciplene sov, hvem var det da der hørte, hvad Jesus sagde ved den lejlighed, for Mattæus beretter uden hensyn hertil videre, at Jesus sagde: "Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!" Derpå gik han igen hen til de tre dybt sovende disciple, men denne gang undlod han at vække dem, og vendte for tredje og sidste gang tilbage til sit bedested, hvor han endnu engang bad den samme bøn. Men hvem der så ham gøre det, og derfor kunne fortælle det til eftertiden, melder historien ikke noget om.

 

     Da Jesus derefter går tilbage til de tre sovende disciple, vækker han dem med følgende ord: "Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær, da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder. Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær."  I Johannes-evangeliet fortælles det, at da Jesus gik afsides for at bede alene, "da viste en engel fra Himmelen sig for ham og styrkede ham. Han var da kommen i dødsangst og bad endnu mere indtrængende; og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden. Og da han havde rejst sig fra bønnen og kom tilbage til disciplene, fandt han dem sovende af bedrøvelse. Og han sagde til dem: "Hvor kan I sove? Stå op og bed, for at I ikke skal falde i fristelse." (12)

     Også her kunne man som skeptiker spørge, hvem det var, der ved den lejlighed blev vidne til, at Jesus fik as­sistan­ce af en engel, som gav ham åndelig styrke til at gennem­føre sit fore­havende? Heller ikke det melder Johannes-evangeliet noget om, men sandsynligheden taler for, at hvis det også er Johannes Zebedæ­ussøn, der er ophav til Johannes' Åbenbaring, så har han haft et indblik i den åndelige (himmelske) verden og et kend­skab til dennes "indvånere", som har kunnet fortælle ham, at Jesus have fået hjælp fra den åndelige verden til at træffe og fastholde den skæbnesvangre beslutning om at gennemføre sin mission, uanset de personlige omkostninger.

     Det er da også Johannes-evangeliet, der i særlig grad beretter om, hvad Jesus mere detaljeret sagde til sine disciple de sidste timer, inden han blev taget til fange. Han fortæller om sin bortgang, hvilket får Tomas til at spørge: "Herre! vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?" Dertil svarer Jesus: "Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham." Disse ord får Filip til at udbryde: "Herre! vis os Faderen, og det er os nok." Jesus svarer overbærende: "Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: 'Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld. [...]" (13)

     Det er her vigtigt at notere sig, at selvom Jesus siger om sig selv, at "Jeg og Faderen, vi er ét" (Joh.10,30-31), så udtaler han aldrig selv, at han er selveste universets ophav, Gud, eller "Jeg er den, jeg er" (Jahve), sådan som eftertidens kristne menigheder og teologer har hævdet og fortsat er til­bøjelige til at tro og mene, selv i vor videnskabelige tid. I det ovenstående citat karakteriserer Jesus forholdet mellem sig og Gud med ordene: "jeg er i Faderen, og Faderen er i mig". Tydeligere og rigtigere kan det ikke siges, hvilket vi senere skal vende tilbage til og få bekræftet på grundlag af Martinus' Kosmologi.

 

”Talsmanden, den hellige Ånd”

Jesus sagde også til sine disciple: "[...] Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I skal leve. På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham." Hertil siger en af disciplene: "Herre! hvoraf kommer det, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?" Jesus svarer: "Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig i ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

     Dette har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst! I hørte, at jeg sagde til jer: 'Jeg går bort, og jeg kommer til jer igen.' Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg. Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det er sket. Jeg skal ikke længere tale meget med jer; thi verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til; men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør således, som Faderen har befalet mig: så stå nu op, og lad os gå herfra!" (14) 

     Disse og adskillige andre ord faldt før Jesus og disciplene brød op fra påske­måltidet og begav sig til Getsemane have på Oliebjerget. Det er formentlig her, at han taler om sig selv som det sande vintræ og om kærlighedsbudet og om, at hans disciple og tilhængere vil blive udsat for had og forfølgelse af anderledes tænkende. Han taler også om talsmanden, sand­hedens Ånd eller Helligånden, som skal komme og vejlede efter­tiden. Desuden fortæller han dem om sin bortgang og gensynet med ham, og han slutter med en højlydt bøn til sin himmelske Fader: "Fader! timen er kommet; herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig. Du har jo givet ham magt over alle menne­sker [ordret: alt kød], for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuld­føre den gerning, du har givet mig at gøre. Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til. [...]" (15)

     Jesu lange, højlydte bøn til Gud, handler om ham selv som dén, der i kraft af sin evige Faders visdom og kærlig­hed bragte sandheden til verden, først ved at åbenbare den for sine di­sciple, som skulle sprede den ud over verden, og siden ved at sende talsman­den, den hellige Ånd. Hans bønnetale ender på følgen­de måde: "[...] Retfærdige Fader! verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse har er­kendt, at du har sendt mig. Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." (16)

     Efter at have afsluttet denne ypperstepræstelige bøn, brød middagsselskabet op og forlod huset og Jerusalem, for at gå til  Oliebjerget, og her slog de sig ned et bestemt sted i Getsemane have, hvor Jesus plejede at opholde sig sammen med disciplene. Men i Johannes-evangeliet møder vi ikke den Jesus, der føler sig fristet til at ville slippe for den bitre skæbne, han véd venter forude, og som han kun giver sig ind under, fordi han i kraft af sin egen store næstekærlighed adlyder den ultimative og kompromisløse livs- og kærlighedslov, som er en følge af Guds egen natur og vilje. Men det kan i høj grad undre, at Johannes, som en af Jesu allernær­meste og mest fortrolige disciple, ikke har så meget som ét ord at fortælle om sin mesters sjælekamp i Getse­mane have. I Johannes-evangeliet er det derimod den fuldt afklarede Kristus med det store overblik, vi møder, som ganske vist kunne blive "heftigt bevæget i ånden", da han forudsagde, at Judas Iskariot ville forråde ham, men som ellers ikke på noget tids­punkt viser den mindste form for åndelig svaghed. (17)

 

     Spørgsmålet er derfor, om det er de tre første evangelister, der er i overensstemmelse med virkeligheden, når de samstemmen­de hævder, at Jesus udkæmpede en sjælekamp med sig selv i Getsemane have, og følgelig, om det er den fjerde evangelist, Johan­nes, der er i uoverensstemmelse med samme virkelighed? Man kan jo dårligt forestille sig den mulighed, at Johannes har kunnet glemme en så vigtig og afgørende begivenhed i Jesu liv, selv om han antagelig først nedskrev sit evangelium omkring 60 år efter, at den havde fundet sted. Derimod kan den mulighed snarere tænkes, at han bevidst har udeladt at omtale Jesu såre menneskelige frygt og bæven overfor sin forestående skæbne, idet Johannes tydelig­vis har set det som sin grundlæggende opgave, at skildre Jesus som det guddommelige lys eller levende ord, Logos, Messias eller Kristus, som Gud sendte til verden som sandhedsvidne om sig selv, for at der skulle blive lys i det hedenske mørke, der beherskede verden. Johannes kan derfor have ment, at det ville svække hans fremstilling, hvis han skildrede den angst, som Jesus efter alt at dømme følte og gav udtryk for i Getsemane have.

 

Jesus arresteres

Alle fire evangelister er stort set i overensstemmelse med hinanden, når det drejer sig om det, der skete, da Jesus blev arresteret af tempelvagten. Straks efter at Jesus havde af­sluttet sin bøn og tale siger han til sine disciple: "Sover I stadig og hviler jer? Det er nok; timen er kommet; se, Menne­skesønnen forrådes i synderes hænder. Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær." (18)

     I samlet flok begyndte Jesus og dis­ciplene at gå i retning af lyset fra de fakler og lygter, som vagtmandskabet bar med sig, for at kunne se i den mørke nat. Tempelvagten blev anført af Judas Iskariot, som for betaling havde tilbudt at udpege Jesus for vagtmand­skabet, når man nåede frem til stedet, hvor han opholdt sig. For ikke at afsløre sig selv direkte, ved ligefrem at udpege Jesus og sige: "Ham er det!", havde Judas aftalt et tegn med tempelvag­tens anfører og sagt: "Den, jeg kysser, ham er det; ham skal I gribe og føre ham bort under sikker bevogtning!" Straks, da de to grupper mødes, træder Judas hen til Jesus og siger: "Vær hilset, rabbi! og kyssede ham. Ifølge Lukas skal Jesus da have svaret: "Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?", medens Mattæus mener, at Jesus blot sagde til ham: "Ven, gør det, du er kommen for!" [Kan også oversættes: ”Ven, hvorfor kommer du her?”]. (19)

     Da det bevæbnede vagtmandskab derefter greb Jesus, stod det for alvor klart for Jesu disciple, hvad der var ved at ske, og i henhold til Lukas spurgte de: "Herre! skal vi slå løs med sværd?" Ifølge Johannes afventede Simon Peter ikke Jesu svar, men drog sit sværd og huggede ud efter ypper­stepræ­stens tjener, Malkus, og ramte dennes højre øre, som faldt af. Jesus sagde da: "Stik dit sværd i skeden! skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?" Mattæus og Markus er i overensstemmelse hermed, men uddyber Jesu replik: "Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skrif­tord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?" Og Jesus fortsatte: "Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig. Dag efter dag sad jeg i helligdommen og lærte, uden at I greb mig. Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skulle gå i opfyldelse." (20)

     Som den eneste af evangelisterne nøjes Lukas ikke med, at Jesus ved sin tilfangetagelse påbyder disciplene ikke at gribe til våben, for at forsvare sig overfor en bevæbnet modstander, men han lader tilmed Jesus læge og hele tjeneren Malkus' øre, idet han siger: "Lad dem kun gå så vidt!" End ikke Johannes omtaler denne mirakuløse helbredelse, som nok må siges at høre til blandt de undergerninger af den overjordiske Kristus, som dette evangelium dog ellers gør sig til talsmand for. Hos Johannes er det da heller ikke Judas, der på stedet direkte udpeger Jesus for tempelvagten og tempeltjenerne, ved at gå hen til ham og kysse ham, selvom det siges, at "Judas, som forrådte ham, stod også iblandt dem." Det er helt klart i overensstemmelse med Johannes-evangeliets Kristus-opfattelse, når det ved Jesu og disciplenes møde med tempelvagten lader ham sige: "Hvem leder I efter?" Da anføreren svarer: "Jesus af Nazaret", siger Jesus: "Det er mig."  Ved disse ord "veg de tilbage og faldt til jorden." Altså en helt anden situation og reaktion hos vagtmandskabet og tempeltjenerne, end den, vi hører om hos de andre evangelister. Johannes-evangeliet fortsætter med at fortælle, at Jesus endnu engang spurgte: "Hvem leder I efter?" Og da kommandanten atter svarer: "Jesus af Nazaret", siger Jesus: "Jeg har sagt jer, at det er mig; når det altså er mig, I leder efter, så lad disse gå!" Da vagtmandskabet og tempeltjenerne åbenbart har genvundet modet og derfor vil gribe fat i Jesus, er det, at Simon Peter trækker sit sværd og hugger øret af Malkus. Men man hører derefter ikke et ord mere om Judas Iskariot i Johannes-evangeliet. (21)

 

     De fire evangelister er derimod stort set samstemmende i deres skil­dring af, hvad der herefter skete: Jesus blev grebet med magt og bagbundet, og under bevogtning af vagtmandskabet og tempelt­je­nerne førtes han ind til Jerusalem til ypperstepræ­sten, Kaj­fas', gård, som var beliggende i den nedre bydels sydvestlige kvarter, ikke langt fra det sted, hvor Jesus og hans disciple menes at have holdt påskemåltidet og Jesus havde indstiftet nadveren. Men Johannes-evangeliet afviger dog fra de tre andre evangelier ved, at Jesus først blev ført til Kajfas' svigerfader, Annas, og derefter til Kajfas.

     Da disciplene blev klar over, at de intet kunne udrette for deres elskede mester, blev de grebet af panik ved udsigten til, at de selv ville kunne risikere at blive arre­sterede, hvis Jesus blev dømt skyldig i de anklager, der var rejst imod ham. Og de forlod derfor alle Getsemane have i største hast og forsvandt i forskellige retninger for at holde sig skjult indtil videre. Dette gjaldt dog ikke Simon Peter - og ifølge Johannes-evangeliet heller ikke en anden, men unavngi­ven dis­cipel, måske Johannes selv eller Johannes Markus? - som holdt sig skjult i folke­mængden og fulgte med ind i ypperstepræstens gård. Her var der tændt et stort bål, som varmede og lyste for de mange menne­sker, der var forsamlede her i den kølige, mørke nat, i stor forventning om, hvad der videre skulle ske med den tilfan­getag­ne kætter Jesus af Nazaret.

 

 

 

9. DOMFÆLDELSEN

 

Fra år 6 e.Kr. til 15 e.Kr. var Annas ypperstepræst i Jerusa­lem, og han blev efterfulgt i embedet af fem af sine sønner og af svigersønnen Josef Kajfas. Sidstnævnte overtog embedet år 18 e.Kr. og regerede til 36 e.Kr., hvor han blev afsat af den syriske legat Vitellius. Det menes, at hans usædvanligt lange embedsperiode skyldtes, at han var i stand til at overbyde sine konkurrenter. De romerske landshøvdinge eller prokuratorer var på grund af be­stikkelserne ved embedsbesættelserne inter­essere­de i hyppige skift. Desuden stod han sig godt med den i samti­den berygtede romerske landshøvding i Judæa og Samaria i årene 26-36, Pontius Pilatus, som kom til at spille en afgørende rolle i processen mod Jesus.

     Ypperstepræsten Josef Kajfas var ordfører for saddukæernes parti i rådet (Synedriet), og det var i denne egenskab han ledede processen mod Jesus, og eftersom han også af personlige grunde var stærkt interesseret i, at få denne formastelige kætter ryddet af vejen, var Jesus faktisk allerede dømt på forhånd. Det var da også på grundlag af hans råd og opfordring, at flertallet af de øvrige rådsmedlemmer var gået med til, at Jesus skulle arresteres, dømmes og henrettes, fordi det var bedre at ét menneske blev ombragt, end at hele folket kom i fordærv og blev miskrediteret af besættelsesmagten. Men for et syns skyld gjaldt det for ham om, at give pro­cessen et skær af legalitet, således at han ikke selv kunne anklages for embedsmisbrug.  

 

Peter fornægter Jesus

Ifølge Johannes-evangeliet blev Jesus imidlertid først ført til Kajfas' svigerfader Annas, hvis indflydelse åbenbart stadig var stor. Det var altså i henhold til Johannes i Annas' gård, at processens første fase fandt sted, og her, at den discipel, som kendte ypperstepræsten, uden vanskelighed kunne få adgang sammen med tempelvagten og den flok, der fulgte med denne, medens Simon Peter blev afvist af dørvogtersken og derfor måtte stå udenfor ved døren. Da den anden discipel så, at Peter blev forment adgang, gik han hen og talte med dørvogtersken og fik ham med ind. Men idet Peter passerer hende, udbryder hun: "Er du ikke også en af den mands disciple?", hvortil han prompte svarer: "Nej, jeg er ikke." De to disciple gik derefter ind på selve gårdspladsen og tog opstilling blandt husfolkene og tjenerne, som stod omkring bålet og varmede sig. Hans til­stedeværelse blev bemærket, og nogle spurgte ham: "Er du ikke også en af hans disciple?", hvilket han atter benægtede.

     Imidlertid var der en af ypperstepræstens tjenere, en slægt­ning til Malkus, som Peter havde hugget øret af, og da han får øje på denne, udbryder han: "Har jeg ikke selv set dig sammen med ham i haven?" For tredje gang benægter Peter kendsger­ningen, og i samme øjeblik galede hanen. Johannes-evangeliet nævner dog ikke noget om, hvordan Peter reagerede på, at hans mesters forudsigelse gik i opfyldelse. (1)

     Også Mattæus-evangeliet vil vide, at Simon Peter befandt sig ude på gårdspladsen, hvor han sad sammen med husfolkene og tjenerne omkring bålet, da en af pigerne åben­bart mente at kunne gen­kende ham, idet hun sagde: "Du var også sammen med Jesus fra Galilæa." Peter rejste sig straks og sagde: "Jeg ved ikke, hvad du mener."  Derpå gik han ud i portrummet, for at skjule sig i mørket, men her blev han genkendt af en anden pige, som sagde: "Han var sammen med Jesus fra Nazaret." Peter benægtede med en ed dette, idet han sagde: "Jeg kender ikke det menneske." Men pigernes ord vakte op­mærksomhed hos nogle af de tilstedeværende, og de gik hen til Peter og sagde: "Sandelig, du er også en af dem, dit mål røber dig jo." Dette fik forment­lig angstens sved frem hos Peter, for med en banden og sværgen sagde han: "Jeg kender ikke det menneske." I det samme galede hanen, og Peter huskede da på, hvad Jesus havde sagt: "Før hanen galer, skal du fornægte mig tre gange." Dybt beskæmmet gik Peter bort fra stedet og græd bitterligt over sin store svaghed og fejhed. (2)

     Hos Markus skildres samme situation en smule afvigende, idet han jo tidligere har ladet Jesus sige til Peter: "Sandelig siger jeg dig: i dag, i denne nat, før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange." Her siger pigen: "Du var også sammen med nazaræeren, denne Jesus", hvortil Peter svarer: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener;" hvorefter han går ud i den ydre forgård, "og da galede hanen" [ordene mangler i nogle af de ældste håndskrifter]. Da samme pige lidt efter atter får øje på ham, siger hun: "Han dér er en af dem", hvilket Peter benægter. Men de omkringstående, hvis mistanke er vakt, siger da til ham: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også en galilæer." For tredje gang benægter Peter under banden og sværgen at kende noget til Jesus: "Jeg kender ikke det menneske, I taler om." I det samme øjeblik galede hanen for anden gang, og Peter kom sin elskede mesters ord i hu og brast i gråd. (3)

 

     Lukas skildrer situationen i overensstemmelse med Mattæus, men lader Jesus, som åbenbart befandt sig i nærheden af det sted, hvor Peter sad sammen med husfolkene og tjenerne, vende sig om og se på Peter, som derved kommer til at huske på sin mesters forudsigelse. Denne erkendelse får Peter til skamfuld at forlade stedet og gå udenfor og græde bitterligt. Men hvor han derefter begav sig hen, synes ingen af evangelisterne at vide direkte besked om. Noget tyder dog på, at han i lighed med en del andre af disciplene har søgt tilflugt i Johannes Markus' moders hus i Jerusalem, dér, hvor Jesus spiste sit sidste påskemåltid sammen med sine tolv nærmeste disciple. (4)  

 

Processen mod Jesus

Man må i øvrigt gå ud fra, at evangeliernes større eller mindre indbyrdes uoverensstemmelser i det hele taget, og ikke mindst, hvad processen mod Jesus angår, hænger sammen med, at disse ikke er øjenvidneberetninger, men baserer sig på mundt­lige overleveringer i de ældste jødekristne menigheder. Det siger jo sig selv, at for at kunne fortælle noget konkret om, hvad der eksempelvis foregik under afhøringerne af Jesus, må fortælleren enten selv have været til stede, eller have fået be­retningen herom fortalt af et eller eventuelt flere øjen­vidner. Sådanne øjenvidner kan, hvad processen mod Jesus angår, bortset fra Simon Peter og en unavngiven discipel, måske have været rådsmedlemmer, som for eksempel Nikodemus, der var sympatisk stemt for Jesus og hans lære, og som derfor kan tænkes at have villet bidrage til at fortælle samtiden så vel som eftertiden, hvad de selv mente at have været vidne til. Simon Peter må betragtes som øjenvidne til en del af begiven­hederne, men eftersom han forlod ypperstepræstens gård allerede samme nat, som Jesus var blevet taget til fange og ført derhen, kan han altså ikke have været vidne til de følgende begiven­heder, hvorunder Jesus blev afhørt af rådet og siden overgivet til Pilatus og derfra ført til Herodes. Det kan derimod være tilfældet med den unavngivne discipel, som siges at være en bekendt af ypper­stepræsten, og som derfor kunne få adgang dels til ypper­stepræ­stens bolig og dels formentlig også til råds­bygningen.

 

     Der er som nævnt visse uoverensstemmelser mellem evangelisternes beretning om forhøret af Jesus. Det er således kun Mattæus og Markus, der omtaler to forhør for det jødiske råd, nemlig et om natten og et næste morgen, mens Lukas kun nævner forhøret om morgenen. Johannes omtaler ikke noget forhør for rådet, men kun det hos Annas, som efterfulgtes af endnu et forhør hos Kajfas. Og Lukas tillægger forhøret for Pilatus større vægt, end for­høret for rådet. For Johannes er forhøret for Pilatus i forhold til forhøret hos ypperstepræsterne Annas og Kajfas ligeledes det vigtigste og mest afgørende.

     Hvorvidt processen mod Jesus er sket i overensstemmelse med gammeltestamentlig og jødisk retspraksis, er det vanskeligt at afgøre, men alene den natlige sammenkomst under forhørene af Jesus må anses for lovstridig. Derfor er skildringen af pro­cessen hos Lukas og Johannes i bedst overens­stemmelse med datidens retspraksis. Det må dog anses for sandsynligt, at Jesus også er blevet forhørt for rådet, og at forhøret eller forhørene er sket om morgenen. Ifølge Ethelbert Stauffer krævede rådets forretningsorden, at en kætter eller vranglærer først skulle afhøres af to underinstanser, før den højeste instans trådte i funktion. (5)       

     Endelig er der spørgsmålet, om jøderne havde ret til at føre processer, der kunne ende med dødsdomme og fuldbyrdelse af disse, eller om denne ret var forbeholdt den romerske besæt­telsesmagt, som dels måske skulle stadfæste dødsstraffe og dels fore­tage henrettelser af dødsdømte. Dette vides ikke med sikkerhed, men i givet fald har forhøret for rådet derfor kun haft karak­ter af forundersøgelse.

 

Jesus afhøres af Annas

Afhøringen af Jesus foregik vistnok indendørs og åbenbart under manges påhør, og den indledtes med, at ypperstepræsten Annas spurgte Jesus om hans disciple og lære. Jesus siger da: "Jeg har talt frit ud til verden; jeg har stadig lært i synago­ger og i helligdommen, dér, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt. Hvorfor spørger du så mig? Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg har talt til dem; se, de ved, hvad jeg har sagt." Denne åbenbart lidt respektløse tale over for den høje em­bedsmand, får en af dennes tjenere til at give Jesus et slag i ansigtet og sige: "Svarer du ypper­stepræ­sten sådan?" Hertil siger Jesus: "Har jeg talt usømme­ligt, så bevis, at det er usømmeligt; men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?" (6) 

 

     Ifølge Stauffer skal baggrunden for undersøgelsesdommerens - i dette tilfælde ypperstepræstens - spørgsmål til Jesus, søges i det forhold, at hemmelige religiøse og politiske organisatio­ner, som ville reformere eller omstyrte den herskende samfunds­orden, var ret udbredte i datidens Palæstina. Et af disse hemme­li­ge selskaber var netop den tidligere nævnte essæerorden med hovedsæde i Qumran. Men om Annas eventuelt har haft mis­tanke om nogen forbindelse mellem Jesus og Qumran-menigheden, vides ikke. Det var nok snarere den omstændighed, at Jesus og hans disciple særlig i de seneste måneder havde unddraget sig offentlighed og levet i det skjulte, netop for at undgå kon­frontation med de religiøse og verdslige myndigheder, der havde vakt ypperstepræstens mistanke og som lå bag hans spørgsmål.

     Da Annas indså, at han ikke kunne få de svar af Jesus, som han ønskede, for at denne skulle afsløre sig og indrømme, at han opfattede sig selv som Messias, besluttede han derfor i overensstemmelse med gældende retspraksis, at fangen næste dag skulle sendes videre til hans sviger­søn, Kajfas, i håb om at denne ville være bedre i stand til at tage opgøret med kæt­teren. Medens man afventede dagens komme be­gyndte de tempelvag­ter, der bevogtede Jesus, at spotte og slå ham, idet de kastede et klæde over hans hoved og spurgte: "Profetér for os, Kristus,  hvem var det, der slog dig?" (7)

     Formentlig samme nat blev den stadig bagbundne Jesus ført hen til ypperstepræstens palads, hvor Kajfas og alle ypper­stepræ­sterne og rådsmed­lemmerne var forsamlede, med det ene formål at søge at få kætteren Jesus fra Nazaret til at afsløre sig som vranglærer og falsk profet. Der skulle i henhold til den jødiske kætterlovgivnings § 69f føres mindst to vidner, hvis udsagn sagligt skulle være fuldstændigt over­ensstemmende med hinanden indtil de mindste enkeltheder. Men i processen mod Jesus gik man endog så vidt, at det blev forsøgt at skaffe falske vidnes­byrd mod Jesus for at få ham dømt til døden. Hvad disse vid­neudsagn nærmere gik ud på, melder evange­lierne ikke noget om, men det har sandsynligvis drejet sig om Jesu stilling til sabbaten, som jo var et af de stadig tilbagevendende ankla­gepunkter, der siden hans første fremtræden blev rettet imod ham. (8)

 

”Ani hu. Jeg er det”

Det næste anklagepunkt var formentlig Jesu udtalelser om templet, der jo hos mange fremkaldte erindringen om hans angreb på Hannashallerne under tempelrensningen. Som vidner havde Kajfas indkaldt nogle pålidelige mennesker, formentlig nogle skriftkloge eller farisæere, og de stod nu frem og sagde: "Vi har selv hørt ham sige: 'Jeg vil nedbryde dette tempel, som er gjort med hænder, og på tre dage bygge et andet, som ikke er gjort med hænder.'"  Det var i den forbindelse særlig Jesu brug af Jeg-formen, der vakte anstød. Jeg-ordet var jo et guddommeligt udtryk: "Jeg er den, jeg er", og ingen dødelig og gudfrygtig turde derfor tage dette ord i sin tanke og mund. Og sådan som Jesus brugte det guddommelige Jeg-ord, var det det samme som gudsbespottelse og tillige smædelse af templet, hvilket i hen­hold til kætterlovgivningens §15 og §18 var tilstræk­keligt til en dødsdom. Vidnerne var imidlertid ikke fuldstændig sam­stem­mende i deres forklaringer af den tre år gamle begivenhed, og vidneudsagnene måtte derfor forkastes som ugyldige.

     Da Kajfas indså, at vidneudsagnene ikke kunne benyttes som grundlag for en dødsdomsafsigelse, rejste han sig vredt fra sit sæde og spurgte Jesus: "Har du intet at svare på det, de vidner imod dig?" Procesreglerne foreskrev, at hele rådsforsamlingen på i alt en og halvfjerds medlemmer også skulle rejse sig, hvilket de gjorde. Men Jesus, som var mindst lige så lovkyndig som ypperstepræsten og hele forsam­lingen, vidste, at ypper­stepræstens spørgsmål herefter ikke længere var tilladt, eftersom de afhørte vidner ikke havde afgivet gyldige beviser, og Jesus derfor i henhold til loven skulle frikendes for anklagen. Men da han vidste, hvad der skulle og måtte ske, forblev han derfor tavs og svarede ikke på ypperstepræstens spørgs­mål. Kajfas, som ifølge samtidige beskrivelser var en snedig og hensynsløs rad, tilsidesatte retsproceduren og søgte at skræmme Jesus og lokke ham i en fælde, idet han mere direk­te spurgte: "Er du Messias, den Højlove­des Søn?"  Dette spørgs­mål var for Jesus bekendelsens og åbenbaringens øjeblik, og han svarede derfor: "Ani hu. Jeg er det. Og I skal se Menne­skesøn­nen sidde ved Kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer." (9)

     Dette gudsbespottelige svar var simpelt­hen for meget for ypperstepræ­sten, som i henhold til skik og brug sønderrev sine klæder og sagde: "Hvad skal vi mere med vidner? I har selv hørt hans gudsbespottelse; hvad synes I?" Det var som tidligere nævnt Jesu brug af ordet "Ani Hu = Jeg er den, jeg er", som var den allerhelligste åbenbaringsformel for Gud, der først og fremmest fik Kajfas til at sønderrive sine klæder, et ritual, der var tegn på, at man med sine egne øren havde hørt en gudsbespottelse. Hele rådsfor­samlingen måtte herefter følge ypperstepræstens eksempel og gennem at sønderri­ve klæderne demonstrere deres gudfrygtighed.

     Alle indså, at ypperstepræsten havde ret, idet der nu ikke behøvedes flere vidneafhøringer, for den an­klagede havde selv over for den højeste religiøse domstol, rådet, begået sit livs værste ugerning ved at bruge det i en dødeligs mund gudsbe­spottelige ord "Ani Hu". Der var derfor ingen af rådsmedlemmer­ne, der herefter gjorde indsigelse, heller ikke mænd som Gamaliel I og Nikodemus, som i hemmelighed var tilhængere af Jesus og hans lære, men som i den givne situation ikke ville røbe det og bringe sig selv i fare. Heri adskilte de sig principielt ikke fra Simon Peter, som heller ikke havde mod til at indrømme sit tilhørsforhold til Jesus, og at han var en af dennes første og ivrigste tilhæn­gere.

     Retsproceduren foreskrev, at der herefter skulle foretages en afstemning, hvorunder hvert enkelt rådsmedlem skulle erklære sig enig eller uenig i anklagen og dødsstraffen. Alle uden undtagelse fordømte Jesus og mente, at "Han er skyldig til døden." Den anklagede havde herefter ret til at erklære sig uskyldig og begrunde sin påstand om frifin­delse, men Jesus benyttede sig ikke af denne ret og fremførte intet til sit eget forsvar. Dermed gav han sine anklagere medhold i den legale anklage for gudsbespottelse ved at have brugt Jeg-ordet "Ani Hu" om sig selv. (10)

     Efter den natlige retsforhandling blev den bagbundne Jesus ført ind til den indre gård, hvor han blev holdt under bevogtning af nogle temmelig rå og brutale vagtfolk, som hånede og spyttede på ham og slog ham med stokke. Men her skulle han forblive til næste morgen, idet han da skulle føres videre til rådsbygningen på tempelbjerget, hvor den endelige og officielle domsafsigelse skulle finde sted.

 

Jesus afhøres af Kajfas

Straks ved daggry fandt rådsmødet sted, og den stadig bag­bundne Jesus blev ført frem foran den ypperstepræstelige dommer, som igen var ingen anden end Josef Kajfas. Det blev et forholdsvis kort og formelt retsmøde, idet man allerede ved forundersøgelsesforhørene havde fastslået den anklagedes skyld og voteret for strafudmålingen, nemlig dødsstraf. Under den officielle retshandling havde hvert medlem af rådet lov til at tilbagekalde sit forrige votum og stemme for frifindelse, men ingen gjorde brug af denne ret, måske fordi Jesus heller ikke selv havde gjort indsigelse. Der var heller ingen rådsmed­lemmer, som protesterede mod Kajfas' brud på paragrafferne og forretningsordenens formaliteter. Han kunne nemlig henholde sig til kætterlovens §76, som siger, at retspræsidenten for det store Synedrium i undtagelsestilfælde kan tilsidesætte for­skrifter, der virker hæmmende for hurtigt og radikalt at sætte stop for frafaldet. Jesus skulle aflives i henhold til kætter­lo­vens §86, som siger, at den dømte skal henrettes på en af de store valfartsfesters tid, og helst dagen før den første højtidsdag, når pilgrimsskarerne fra hele verden er samlet i Jerusalem, men endnu inden den store helligdagshvile er be­gyndt. Det gjaldt desuden om at opretholde den offentlige ro og orden, særligt for at forhindre, at den romerske besættelses­magt greb ind og blandede sig i rent jødiske anliggender. (11) 

     Imidlertid havde den romerske besættelsesmyndighed omkring år 30 indskræn­ket det jødiske råds rettigheder på forskellige områder, og det var eksempelvis kun tilladt dem at dømme i religiøse sager og afsige dødsdomme, men ikke tilladt dem at foretage henrettel­ser. Døds­dommen skulle stadfæstes og iværk­sættes af den romer­ske øvrig­hed. Det gjaldt derfor for Kajfas og rådet om at handle hurtigt og snedigt, hvis de ville sikre sig, at uskade­liggøre kætteren for altid. Kort efter det officielle møde og domsaf­sigelsen i rådsbyg­ningen, gav Kajfas ordre til, at Jesus under ledsagelse af samtlige rådsmedlemmer og andre standsper­soner skulle føres til landshøvdin­gens borg. På grund af påsken opholdt den romerske prokurator, Pontius Pilatus, sig i prætoriet i Jerusalem. Men eftersom det var påskehøjtid, måtte forsamlingen i henhold til de jødiske religiøse for­skrifter blive udenfor. Kajfas gav det romerske vagtmandskab, som bevogtede borgporten, besked om at bede Pilatus komme ud til porten, for at man kunne forhandle om sagen.  

     Men inden det kom så vidt, havde Judas Iskariot åbenbart erkendt sin fatale fejltagelse af Jesus, hvis måde at forholde sig på overfor sine anklagere og mishandlere gjorde dybt indtryk på den ærlige og velmenende, men vildførte "forræder". Han henvendte sig derfor til rådet i et forsøg på at gøre indsigelse mod dommen, idet han påberåbte sig dettes edikt: "Den, som har noget at sige om Jesus må indfinde sig og be­grunde hvorfor."  Hos Mattæus fortælles det, at Judas fortrød sin handling og bragte de tredive sølvpenge, han havde fået for at forråde Jesus, tilbage til ypperstepræsterne, idet han sagde: "Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod." Men han blev afvist, og derfor kastede han pengene ind i templet og gik derefter ud til Hinnomdalen syd for Jerusalem til det sted, som kaldes Hakelda­ma eller "Blodager", der var begravelsesplads for fremmede. Marken tilhørte en pottemager og blev af ypper­stepræsterne købt for de tredive sølvpenge, Judas havde efter­ladt sig. Han hængte sig nemlig i stor fortvivlelse over sin ugerning. (12)

 

Pontius Pilatus

Pontius Pilatus var som flere gange tidligere nævnt romersk landshøvding eller prokurator i Judæa og Samaria i årene 26-36, altså under kejser Tiberius (14-37). Pilatus karakteriseres af nogle af sine samtidige som ubøjelig, skånselsløs, bestikkelig, grusom og skyldig i stadige henrettelser uden domsafsigelser. Han krænkede desuden jødernes religiøse følelser ved at føre de romerske felttegn ind i Jerusalem, og deres voldsomme pro­tester gjorde så stort indtryk på ham, at han blev nødt til at ændre politisk kurs. Det bidrog heller ikke til at stemme jøderne mildere imod ham, at han brugte templets midler til opførelsen af en akvædukt (vandledning).

     Pilatus' politik var i det hele taget stærkt antisemitisk, og den gav sig blandt andet udslag i en unødig blodig nedkæmpelse af en opstand blandt nogle samaritanere ved Garizim. Denne aktion førte til, at den romerske statholder i Syrien, Vitel­lius, afsatte ham og sendte ham til Rom for at stå til regnskab for sin ugerning. Pilatus ankom til Rom i år 37, og kejser Caligula afsagde en dom, der tvang den tidligere så mægtige landshøvding til selvmord. Der er i øvrigt enighed blandt forskerne om, at det positive billede af Pilatus, som tegnes af ham i Ny Testamente i forbindelse med Jesu lidelseshistorie, hvor han ugerne lader Jesus henrette, nok udspringer mere af tendensen til at ville pålægge jøderne skylden for Jesu hen­rettelse, end af historisk pålidelige kendsgerninger. (1­3)

 

     Det menes også, at den legendedannelse omkring Pilatus, som findes i Pilatus-akterne, der er en del af det apokryfe Nikode­mus-evangelium fra det 4.århundrede, dels har sin oprindelse i en bearbejdning af be­retningen om processen mod Jesus i evange­lierne, hvor Pilatus' hustru, Procla, forsøger at gribe ind til fordel for Jesus, og dels i den udførlige samtale mellem Pilatus og Jesus i Joh.18,33ff. Ifølge de historisk upålidelige Pilatus-ak­terne lod Pilatus sig senere kristne. Set fra et kosmologisk synspunkt er der dog intet til hinder for, at det legendeagtige Nikode­mus-e­vangelium på anden måde kan bidrage til en forståelse af de begivenheder, der udspillede sig omkring Jesu domfældelse, henrettelse og genopstandelse. (14)

     Men Pilatus må have været klar over sagens alvor, idet han efterkom Kajfas' anmodning til ham om at komme ud til borg­porten, for at forhandle om, hvad der videre skulle ske med den fange, som jøderne ville overgive i hans varetægt. Han indledte med at spørge: "Hvad anklage har I at fremføre mod denne mand?"  Det var formentlig Kajfas, der svarede: "Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Messias, en konge." (15)

     Med disse ord transformerede Kajfas den religiøse proces til en politisk proces mod Jesus, idet an­klagen nu lød på, at Jesus var en urostifter, en modstandskæm­per og en messiansk konge. Pilatus, som ikke var mindre snedig end Kajfas, forstod straks, at jøderne ville skyde ansvaret for Jesu skæbne over på ham, og derfor sagde han: "Tag I ham og døm ham efter jeres lov!". Men Kajfas vidste at han havde lov­givningen på sin side, og derfor svarede han: "Det er os ikke tilladt at lade nogen henrette." (16)

     Åbenbart noget modvilligt måtte Pilatus overtage processen mod Jesus, og han gik derfor ind i borgen, hvor han lod Jesus kalde til sig. Bevogtningen af fangen var nu overgivet til det romerske vagtmandskab, som førte ham frem foran prokuratoren. Men her er der igen en indbyrdes uoverensstemmelse mellem de fire evangelisters skildring af, hvad der videre skete. Mattæus og Markus er nogenlunde samstemmende, men deres beretning afviger på flere måder fra Lukas og Johannes, som heller ikke er indbyrdes enige i, hvad der foregik ved den lejlighed. Desuden kan man spørge sig selv, hvem der var øjenvidne til, hvad Pilatus og Jesus talte om, eftersom evangelierne indirekte for­tæller, at kun vagtmandskabet, der førte Jesus ind i det rum, hvor Pilatus opholdt sig, var til stede. Det er imidlertid ikke umuligt, at beretningen om, hvad der foregik inde hos Pilatus, kan være blevet meddelt af den høvedsmand (centurion), der kommanderede over vagtmandskabet, og som formentlig har været den samme, som ham, der var med ved korsfæstelsen, og som, da han så på hvilken værdig måde Jesus døde, udbrød: "Sandelig, den mand var Guds Søn." (17)

     Tager vi nu det ældste evangelium, Markus-evangeliet, først, så fremgår det ikke direkte heraf, at overdragelsen af fangen fandt sted udenfor borgporten, men det må den i henhold til jødernes helligdagslovgivning have gjort. Den forbød nemlig disse at betræde religiøst urene steder, og et sådant var den romerske borg set med jødiske øjne. Men efter at ypperstepræ­sterne med Kajfas i spidsen havde overbragt Jesus med de overfor nævnte anklager imod ham, indledte Pilatus med at spørge Jesus: "Er du jødernes konge?" Hertil svarer Jesus kort: "Du siger det selv." Dette svar ophidsede imidlertid ypper­stepræsterne og de ældste yderligere til at fremkomme med endnu flere anklager mod Jesus, hvilket fik Pilatus til at spørge ham: "Svarer du slet ingen ting? Hør, hvor meget de anklager dig for!" (18)

 

Pilatus sender Jesus til Herodes

Lukas vil vide, at Pilatus sagde: "Jeg finder ingen skyld hos den mand." Denne konstatering ville Kajfas og ypperstepræsterne imidlertid ikke acceptere, og de sagde derfor: "Han ophidser folket med det han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil." Denne anklage havde imidlertid ikke den virkning på Pilatus, som Jesu anklagere må have troet og håbet, for Pilatus greb straks chancen til at slippe af med fangen og dermed undgå at skulle tage stilling til en dødsdom. Da han hørte, at Jesus var galilæer og derfor hørte ind under Herodes Antipas' jurisdiktion, beordrede han sine soldater til at føre Jesus hen til Herodes' palads i byen. Denne opholdt sig også i Jerusalem i anledning af højtiden, idet han i lighed med sin fader, Herodes den Store, bekendte sig til den jødiske religion, selvom han som denne ikke var af jødisk herkomst.

     Lukas fortæller, at Herodes blev meget glad for at se Jesus, fordi han havde hørt så meget om ham og gennem længere tid havde ønsket at møde den mand, som han vidste kunne udføre mirakler. Da Herodes første gang hørte om Jesus fra Nazaret, var det ikke længe efter at han på begæring af sin steddatter, Salome, havde ladet Johannes Døberen henrette, og han, Herodes, havde hørt, at nogle troede, at det var denne, der var genop­stået i skikkelse af Jesus. Nu fik han endelig den berømt-berygtede mand at se ved selvsyn, så han kunne spørge ham ud og måske få ham til at give et eksempel på sine under­fulde evner. Men til Herodes' store skuffelse forholdt Jesus sig fuldstændig tavs og afvisende, og han mente derfor at det var en ganske almindelig og religiøst set harmløs oprører, han havde foran sig. Herodes gav sig derfor til at håne og spotte ham, og hans soldater fulgte deres herres eksempel. Til sidst lod Herodes sine folk iføre den selvbestaltede "konge" et hvidt messiasor­nat, og iklædt denne narredragt blev Jesus sendt tilbage til Pilatus. Herodes afstod dermed fra sin retslige overhøjhed over en landsmand og demonstrerede gennem den latterlige iklædning af Jesus, at han lige så lidt som Pilatus tog den anklagede og dermed hans anklagere alvorligt. Og ved at sende fangen tilbage til sin tidligere arge politiske modstan­der, demonstrerede Herodes at han værdsatte dennes forsonlige politiske gestus.

 

     Imidlertid kan Johannes-evangeliet fortælle om, at Pilatus på et tidspunkt forlod forsamlingen udenfor og gik ind i borgen, hvor han lod Jesus kalde for sig og spurgte ham: "Er du jøder­nes konge?" Jesus svarede med et modspørgsmål: "Spørger du sådan af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig?" Pilatus blev lidt stødt over, at Jesus antydede at han rettede sig efter, hvad andre fortalte ham, og han sagde derfor: "Er jeg måske en jøde? dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?" Jesus forstod naturligvis, hvad Pilatus mente, og svarede indirekte på spørgsmålet om sin eventuelle skyld: "Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden." Med dette svar hentydede Jesus forment­lig blandt andet til, at han havde forhindret at hans disciple greb til våben og satte sig til modværge, da han blev pågrebet i Getsemane have natten før.

     Ikke-vold var tydeligvis en vigtig del af Jesu lære, nemlig i modsætning til og i et opgør med den gamle voldelige og blodige verdensorden. Pilatus forstod åbenbart delvis, hvad Jesus mente, og han sagde derfor spørgen­de: "Så er du altså dog en konge?" Hvortil Jesus replicerede: "Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst." Disse ord var dog mere end den skeptiske romer umiddel­bart kunne kapere, så derfor sagde han med en blanding af tvivl og vantro: "Hvad er sand­hed?" Underforstået: findes der over­hovedet noget, man kan anse for at være sandhed, og endnu mindre for at være sandheden. Et spørgsmål og problem, som stadig optager en del mennesker den dag i dag. (19)

     Den romerske prokurators håb om at kunne slippe for at skulle afgøre Jesu skæbne, viste sig altså forgæves, men han prøvede dog endnu engang at afværge det uundgåelige, idet han sagde til ypperstepræsterne og de skriftkloge, som var fulgt med, da Jesus blev ført til Herodes og tilbage igen: "I er kommet til mig med denne mand og har sagt, at han forleder folket til frafald; og se, jeg har nu forhørt ham i jeres påhør, men jeg har ikke fundet denne mand skyldig i noget af det, I anklager ham for. Det har Herodes heller ikke, thi han har sendt ham tilbage til os. Se, han har altså intet gjort, som fortjener døden. Derfor vil jeg give ham en revselse og så løslade ham." (20)

 

Barabbas eller Jesus?

Imidlertid var hverken Kajfas eller de andre ypperstepræster eller de lovkyndige og andre jøder, der befandt sig i for­samlingen, til sinds at lade sig nøje med, hvad Pilatus tilbød dem. Da Pilatus indså, at han ikke kunne komme videre med sagen ad normal legal vej, greb han til den udvej at benytte den obligatoriske påskeamnesti, som tillod ham at løslade den fange, som folket ønskede frigivet. Pilatus var nemlig kommet til den erkendelse, at det var ren og skær misundelse og frygt for at miste magt, der lå bag ypperstepræsternes anklager mod Jesus, og derfor håbede han åben­bart, at der ville være tilstrækkeligt mange andre i forsam­lingen, som ønskede Jesus frigivet, således at han på den måde kunne slippe for at skulle stadfæste og iværksætte det jødiske råds dødsdom over Jesus. Pilatus sagde derfor til for­samlingen: "Vil I, at jeg skal løslade jer 'jødernes konge'?" Dette spørgsmål vakte den største harme og vrede hos ypper­stepræsterne, og inden nogen i forsamlingen havde haft lejlig­hed til at give udtryk for, hvem de ønskede løsladt, opildnede de magtfulde rådsmedlemmer folkeskaren til at bede Pilatus om at frigive fangen Barabbas, en skriftklog oprørsleder, muligvis zelot, som var idømt dødsstraf og som derfor kun afventede dennes iværksættelse. (21)

     Pilatus spurgte nu forsamlingen: "Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Messias?" Et overvældende flertal af forsamlingen fulgte ypperstepræ­sternes opfordring og forlangte under høje råb: "Bort med ham, men lad os få Barabbas løsladt!" Pilatus spurgte da: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?" Forsamlingen råbte: "Lad ham blive korsfæ­stet!" Pilatus havde ifølge Mattæus en særlig grund til at ville hjælpe Jesus på fri fod, idet hans hustru under den tidligere afhøring af Jesus havde sendt et bud til ham for at sige: "Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld." I et sidste nærmest fortvivlet forsøg på at få for­sam­lingen til at komme til besindelse, spurgte Pilatus: "Hvad ondt har da denne mand gjort? Jeg har ikke fundet ham skyldig i noget, som kan straffes med døden; derfor vil jeg revse ham og så løslade ham!" Herover blev forsam­lingen blot mere ophidset og skreg endnu højere, at Jesus skulle korsfæstes. (22)

 

     Under romernes besættelse af Palæstina var korsfæstelse den sædvanlige dødsstraf for en forbryder, der ikke havde romersk borgerret. I den jødiske straffelov var stening med påfølgende ophængning af liget på en korsformet bjælke den mest alminde­ligt anvendte henrettelsesmetode overfor gudsbespottere. Men man kendte ikke til korsfæstelse i levende live. For nogle forbrydelser blev der idømt dødsstraf ved brænding på bålet, strangu­lering eller hængning. Romernes brug af korsfæstelse som henrettelsesmetode blev fortrinsvis brugt overfor slaver og ikke-romerske borgere, og her­under især oprørere, der havde forbrudt sig mod loven. Korsfæstelse blev anset for at være en meget vanærende straf. Henrettelsen foregik på den måde, at den dødsdømte, almindeligvis under piskning, selv måtte bære korsets tværbjælke ud til henrettelsesstedet, hvor han blev klædt af og enten bundet eller naglet ved hænderne til tvær­bjælken, som derefter blev hejst op og anbragt på en i forvejen opstillet høj pæl eller et dertil egnet træ. Derpå blev ofrets fødder enten bundet eller naglet til pælen eller træet. Ovenover den korsfæstede anbragte man i reglen en plade, hvis indskrift angav forbrydelsens art. Korsfæstelse var en overordentlig grusom og smertefuld hen­rettelsesform, idet den korsfæstedes lidelser varede længe og døden ofte først indtraf efter dages forløb.  

     Når den jødiske gejstlighed og andre ledende kredse i det jødiske samfund var så opsat på at få romerne til at henrette Jesus ved korsfæstelse, kan det tænkes at hænge sammen med, at de derigennem ville opnå i al fald tre for dem vigtige formål: 1. den falske konge skulle hånes gennem at lide slavens for­smædelige død; 2. Jesus skulle lide oprørerens død, for at jøderne kunne demonstrere deres kejsertroskab overfor den romerske prokurator i særdeleshed og overfor besættelsesmagten i almindelighed, og 3. Jesus skulle dø en gudsbespotters død under forbandelse, for at hans anklagere kunne demonstrere deres egen lovfromhed over for Gud.

 

Pilatus kommer til kort

Da Pilatus indså, at han intet mere kunne udrette, for at få den i hans øjne uskyldige Jesus frikendt og løsladt, lod han hente et fad med vand, og under folkeskarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!" Hvortil folkeskaren med stor og selv­sikker  ironi svarede: Hans blod komme over os og vore børn!" Jøderne kom nogle årtier senere til at betale for denne afgørelse, nemlig i og med romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e.Kr., hvilket vi skal vende tilbage til i forbindelse med en omtale af Jesu profeti herom. Barabbas blev derpå frigivet, men hvad der videre skete med ham, fortæller evangelierne ikke noget om. (23)

     Pilatus var altså kommet til kort i sit måske ikke videre helhjertede forsøg på at redde Jesu liv, hvilket man vel næppe kan bebrejde ham, idet Jesus i overensstemmelse med Guds vilje og bestemmelse, jo ikke selv ønskede at redde sit fysiske liv. Havde det været tilfældet, vidste han bedre end nogen anden, at hans sag ville være tabt og hans mission have været forgæves. Han indså, at han måtte give sit liv og dø, for at andre kunne komme til erkendelse af og få del i dét evige, guddommelige liv og dét Himmeriges rige, som det var hans opgave at forkynde for menneskeheden.

     Pilatus havde nu intet andet at gøre, end at overlade Jesus til sin videre skæbne, hvilket i praksis ville sige til vagt­mandskabet, som efter forskrifterne dels skulle piske ham, og dels bevogte ham, indtil han skulle føres ud til henrettelses­stedet. Det første hans vagter gjorde, var at klæde ham omtrent nøgen, bortset fra et lændeklæde, og derefter binde ham til en stolpe, hvor de i alles påsyn kunne foretage den lovbefalede piskning af fangen. Soldaterne flettede derefter en tornekrone og satte på hans hoved, og lagde en purpurkappe om ham, faldt på knæ og sagde med påtaget underdanighed: "Hil dig, jødekon­ge!", hvorefter de slog ham i ansigtet. Og de gav ham et rør som scepter i højre hånd, og de spyttede på ham og tog røret og slog ham i hovedet med det. (24)

 

     Da Pilatus atter kom ud og så, hvilken ynkelig forfatning fangen var i, fandt han, at dette dog måtte formilde jøderne i deres syn på den totalt forsvarsløse fange. Han førte derfor Jesus med sig ud foran ypperstepræsterne og folkeskaren, som stadigvæk befandt sig uden for borgen, og sagde til dem: "Se, jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg finder ingen skyld hos ham." Og i et forsøg på at vække deres menne­skelige medfølelse, tillagde han: "Se, hvilket menneske!"   Hverken ypperstepræsterne eller nogen af de andre i forsam­lingen havde åbenbart plads for medlidenhed i deres sind, og derfor råbte de: "Korsfæst! korsfæst!" Pilatus, som efterhånden var godt irriteret over jødernes stivsind, sagde med en vis trods: "Så tag I ham og korsfæst ham; for jeg finder ingen skyld hos ham."  Ypperstepræsterne, som vidste, at den romerske prokurator allerede sprællede på krogen, havde ikke i sinde at lade ham slippe udenom, så derfor sagde de: "Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn." Disse ord gjorde åbenbart i særlig grad Pilatus betænkelig ved situationen, for at kalde sig Guds søn var også i romerske øren gudsbespottelse og samtidig bespottel­se af kejseren. Pilatus ville forsikre sig om påstandens rigtighed, og han gik derfor ind i borg­gården, hvor Jesus blev bevogtet af vagten, og spurgte ham: "Hvor er du fra?" Da Jesus ikke svare­de, men forholdt sig tavs, sagde Pilatus truende: "Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at give dig fri og magt til at lade dig kors­fæste?" Med sit store overblik svarede Jesus: "Du havde aldeles ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større synd." Pilatus forsøgte derefter endnu engang at over­tale jøderne til at lade ham frigive Jesus, men herover blev de om muligt endnu mere op­bragte og råbte: "Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren." Med disse ord afskar jøderne Pilatus fra at foretage flere forsøg på at redde Jesus fra døden, for da han hørte dem, blev han virkelig bange, idet han vidste, at en begrundet anklage for opsætsighed mod kejseren normalt ville føre til en dødsdom for den anklagede. (25)

     På beredelsesdagen til påsken, hvilket vil sige fredagen - i kristendommen kaldet langfredagen - i den sjette time eller middagstimen - Markus 15,25 mener den tredje time, hvilket vil sige kl.9 - tog Pilatus plads i dommersædet på den åbne plads, som kaldtes "Det stenlagte sted", på hebraisk Gabbata, og lod Jesus føre frem for sig. Alle ypperstepræ­sterne, de skriftkloge og mange andre jøder stod rundt om, og Pilatus sagde da til dem: "Se, her er jeres konge!" Uroen bredte sig og et højt råb steg op fra forsamlingen: "Bort, bort med ham! korsfæst ham!" Pilatus siger da: "Skal jeg korsfæste jeres konge?", hvortil ypperstepræsterne meget snedigt svarer: "Vi har ingen anden konge end kejseren." Pilatus havde nu kun tilbage at stadfæste dødsdommen og iværksætte henrettelsen, og det gjorde han.

 

Dommen over Jesus

Det næste Pilatus foretog sig var, at diktere indskriften på den plade, der efter romersk skik skulle opsættes på korset ovenover Jesu hoved. Indskriften skulle skrives på tre sprog, nemlig græsk, latin og hebraisk, således at de allerfleste ville kunne læse, hvad der stod. På det latinske sprog lød indskriften således: Jesus Nazarenus Rex Judaeorum, det vil sige: Jesus fra Nazaret, jødernes konge. Da ypperstepræsterne senere så denne indskrift, protesterede de, fordi de følte sig krænket af dennes skjulte hån, og de sagde derfor: "Skriv ikke: 'Jødernes konge', men: 'Han sagde: Jeg er jødernes konge.'" Men på dette punkt var Pilatus ikke til sinds at give efter for jødernes pres, og derfor sagde han: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg." (26)

     Kort efter middagstid fredagen før påske blev vagtmandskabet under ledelse af en centurion beordret til at føre Jesus og to andre dødsdømte ud til det såkaldte "Hovedskalssted", som på hebraisk kaldes Golgata, en mindre høj, der var beliggende uden for den nordvestlige bymur, sandsynligvis i nærheden af det sted, hvor gravkirken i vore dage er beliggen­de. Jesus var i mellemtiden blevet iført sine egne klæder, men tornekronen havde han stadig på, og i lighed med de to andre dømte, måtte han selv bære den tværbjæl­ke, som hans hænder skulle nagles til ude på selve henrettel­sespladsen. Det vides ikke, om Jesus var så udmattet på det tidspunkt, at han havde vanskeligt ved at bære tværbjælken, men ifølge evangelierne kom en mand, der var kendt som Simon fra Kyrene i Nordafrika forbi, da optoget passerede gennem byen på vej til Golgata. Under trusler tvang soldaterne ham til at bære korset for Jesus og gå bag efter denne.

     En stor folkemængde fulgte med optoget, deriblandt en del kvinder, hvoraf nogle formentlig var professionelle grædekoner, som jamrede og klagede over de dødsdømte. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: "I Jerusalems døtre! græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn! Thi se, der skal komme dage, da man skal sige: 'Salige er de ufrugtbare, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.' Da skal man give sig til at sige til bjergene: 'Fald over os!' og til højene: 'Skjul os!' Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne?" Dette var endnu engang en forudsigelse af Jerusalems fald og jødernes fordrivelse fra byen omkring fyrre år senere, og altså noget, mange af de tilstedeværende og i al fald deres børn ville komme til at opleve. (27)

     Ude på Golgata var der allerede rejst tre høje bjælker, som fangernes tværbjælker skulle ophænges på, og straks efter optogets ankomst tilbød man de tre mænd en bedøvende drik, som skulle mildne smerterne, når deres hænder blev sømmet til tværbjælkerne og fødderne til bærebjælkerne. Men da Jesus havde smagt på drikken, som bestod af vin med malurt i, afslog han at drikke den. De tre mænd blev nu afklædt - det nævnes ikke, om de var helt nøgne eller beholdt et lændeklæde på - og fire soldater lagde mændene ned, således at deres arme var strakt ud til begge sider på tværbjælken. Armene blev sandsynligvis derefter bundet til bjælken, førend de opadvendte håndflader nagledes (sømmedes) til bjælken. Dernæst brugte soldaterne formentlig stiger, for at kunne hale tværbjælken med den korsfæstede op og anbringe den og ham øverst oppe på den lodrette bjælke, hvor den blev fastgjort. I den forbindelse blev formentlig skiltet, som angav forbrydelsens art, anbragt oven over den korsfæstedes hoved, hvorefter dennes fødder blev naglet til bærebjælken. (28)

 

 

 

10. HENRETTELSEN

 

Efter ankomsten til Golgata blev Jesus korsfæstet til det midterste kors, medens de to røvere blev ophængt henholdsvis til venstre og højre for ham. Derefter delte de fire soldater, der forestod korsfæstelsen, de korsfæstedes klæder i fire dele, én for hver soldat, men Jesu kjortel, som var vævet i ét stykke og derfor uden sammensy­ninger, nænnede de ikke at skære i stykker, og derfor sagde en af dem: "Lad os ikke skære den i stykker, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre." Dette skete ifølge Johannes for at det skriftord skulle gå i op­fyldelse, som siger: "De delte mine klæder mellem sig og kastede lod om mit klædebon." (1)

     Ifølge Lukas var det efter dette, at den korsfæstede Jesus sagde de siden da så berømte ord: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." Denne forbøn om tilgivelse gjaldt natur­ligvis ikke, at soldaterne delte og kastede lod om hans klæder, men derimod de umenneskelige og ukærlige holdninger og hand­linger, som soldaterne så vel som alle andre, der aktivt og passivt var impli­cerede i processen og henrettelsen, gjorde sig skyldige i. Overraskende nok er det kun Lukas-e­vangeliet, der gen­giver disse utvivl­somt ægte Jesu-ord, som han udtalte højt, for at de nærmeststå­ende skulle høre, erindre og viderebringe, hvad han havde sagt lige præcis under første del af sin store fysiske smerte og åndelige fornedrelse. Disse ord er, sammen med hovedbudet om at elske Gud og næsten, det egentlige indhold i Jesu lære og forkyndelse, og det, der adskiller sig fra den hævngerrige og blodige hedenske tradition, som jødedommen med sin Mose-lov, med dens øje for øje og tand for tand-justits, heller ikke kan sige sig fri af.

     Imidlertid kan man undre sig over, at det ovennævnte Jesu-ord ikke forekommer i Johannes-evangeliet, især i betragtning af, at Johannes var et af øjenvidnerne til korsfæstelsen, og som sådan stod tæt nok ved Jesu kors, til at høre, hvad hans mester sagde. Det er i hvert fald vanskeligt at tænke sig, at han, selv i sin store sorg, kan have overhørt, hvad hans elskede læremester og fætter udtalte ved den lejlighed. Se mere herom lidt senere.

     Korsfæstelsen var sket under overværelse af en større men­neskemængde, hvoraf de fleste formentlig var fulgt med inde fra byen eller som på forhånd var søgt ud til henrettelsesstedet. Blandt dem der fulgte optoget fra Pilatus' borg og ud til Golgata, var der en del kvinder, først og fremmest Jesu moder, Maria, men også hans moster Salome, Zebedæus' hustru og moder til disciplene Jakob og Johannes, Jesu anden moster, Maria, Klopas' hustru og moder til disciplene Jakob og Josef, Maria Magdalene, samt antagelig Lazarus' søster, Maria. De nævnte kvinder er muligvis fulgt med inde fra byen, hvor de antagelig også har overværet domsafsigelsen over Jesus. Det fremgår ikke af evangelierne, om en eller flere af Jesus søstre eventu­elt har været til stede under korsfæstelsen, men udelukkes kan det vel næppe. Men ud over de nævnte, har de professionel­le græde­koner, som ledsagede optoget under van­dringen gennem byen, sandsynligvis også været blandt folkemængden. Så vidt det kan skønnes, var der dog betydeligt flere mænd end kvinder til stede på Golgata den formiddag eller måske eftermiddag, da Jesus og de to røvere blev korsfæstede.

     Blandt mændene i folkemængden var først og fremmest den centurion og hans soldater, som førte de dømte ud til retter­stedet og som dér foretog selve henrettelsen. Dernæst ypper­stepræ­sterne, en del tempeltjenere, en del lovkyndige (skrift­kloge) og antagelig også en del medlemmer af rådet: farisæere og saddukæ­ere. Derimod var der i henhold til evangelierne kun én eneste af Jesu mandlige disciple til stede under korsfæ­stelsen, nemlig "den discipel, han elskede", Johannes Zebedæus, som samtidig var en af Jesu fætre. Sammen med Simon Peter blev han et par dage senere et af de såkaldte opstandelsesvidner, idet disse to, som - efter at være tilkaldt af Maria Magdalene og de andre kvindelige dis­ciple - var de første mandlige disciple, der så den tomme grav, og som derfor troede på, at Jesus var opstået fra de døde.

 

     Som allerede nævnt var ypperstepræsterne og andre jøder stærkt utilfredse med, at Pilatus på den inskriptionsplade, der var ophængt over Jesu hoved, som årsag til dennes hen­rettel­se havde skrevet "Jesus af Nazaret, jødernes konge." De henvendte sig derfor til Pilatus og bad denne ændre indskriften til, hvad de mente ville være rigtigere: "Han sagde: Jeg er jødernes konge." Dette afviste Pilatus dog at gøre. De ypper­stepræster, der havde henvendt sig til Pilatus, vendte tilbage til Golgata og fortalte deres kolleger og andre, at henvendel­sen havde været resultatløs. Og med de skriftkloge og farisæerne og andre begyndte de nu at håne og spotte den formentlig stærkt lidende Jesus på korset og sagde: "Du, som nedbryder templet og bygger det op i tre dage, frels nu dig selv, hvis du er Guds Søn, og stig ned af korset!" Andre af dem sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: 'Jeg er Guds Søn.'" (2)

 

”Fader, forlad dem, …”

De romerske soldater, som havde foretaget henrettelsen, og formentlig også andre fra deres deling, gav sig også til at spotte Jesus, idet de sagde: "Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!" Ja, selv den ene af de to korsfæstede røvere gav sig til at håne ham og sagde ironisk: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" Dette blev imidlertid for meget for den anden røver, som irettesatte den første med ordene: Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom? Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort." Derefter henvendte denne røver sig til Jesus og sagde: Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!" Til dette svarede Jesus: "Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis." (3)

     Ejendommeligt nok er hverken ypperstepræsternes, rådsmed­lemmernes eller soldaternes hånende og spottende ord, så lidt som de to røveres ord til Jesus og hinanden, heller ikke gen­givet i Johannes-evangeliet, skønt situationen vel næppe kan have undgået Johannes' opmærksomhed. Om grunden hertil, kan man kun gætte. Det er i øvrigt interessant at konstatere, at evange­lierne kun gengiver syv ord af den korsfæstede Jesus. Et står hos Markus og er gentaget hos Mattæus, tre andre findes hos Lukas og atter tre andre hos Johannes. Imidlertid må det anses for sandsynligt, at de gengivne ord er ægte Jesus-ord, men at han formentlig har sagt mere, end evangelier­ne gen­giver. Der var desuden tilstrækkeligt mange opmærksomme vidner, både venner og fjender, som kunne høre og genfortælle ordene. (4)

 

     Evangelisterne har antagelig ikke i alle tilfælde tilstræbt en fuldstændig gengivelse af, hvad Jesus sagde, og heller ikke af de ord, han udtalte som korsfæstet. Jesu-ordene, ikke mindst på korset, har ordsprogsagtig, forkortet form, hvilket for­modentlig hænger sammen med, at gammeljødiske forfattere var vant til at citere gammeltestamentlige tekster eller liturgiske tekster ved blot at gengive begyndelsesordene og overlade det til den kyndige læser selv at udfylde resten af teksten. Det er derfor vigtigt for forståelsen af eksempelvis Jesu-ordene, at man kender hvert enkelt ords liturgiske og situationshistoriske sammenhæng.

     Ovenfor har vi allerede gengivet det første ord af den korsfæstede: "Fader, tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." Det anses af sagkyndige for at være et ægte Jesu-ord, som er helt i pagt med ånden i næstekærlighedsbudet. Ordet er som nævnt en forbøn for hans bødler i særdeleshed og for folket i almindelighed, over hvilket han kort før sin tilfangetagelse havde udtalt det apokalyptiske veråb. Men bortset fra den ene røver, havde præsteskabet, råds­medlemmerne, folket og de romerske soldater kun hån og spot tilovers for næstekærlighedens og tilgivelsens forkynder. (5)

  

”Kvinde! Se, det er din søn”

Måske omkring en times tid efter, at Jesus og de to røvere var blevet korsfæstede, var folk begyndt at forlade henrettelses­pladsen og vende hjem til byen, som jo stod i påskens tegn. Omkring kl.13 var der kun de lovbefalede vidner, formentlig nogle af de ledende rådsmedlemmer, og nogle kvinder, heriblandt Jesu moder og to mostre, fætteren og disciplen Johannes og en del andre venner og nysgerrige. Centurionen og hans deling soldater havde slået sig ned i nærheden, og nogle af folkene spillede det meget yndede terningespil. Man var forberedt på en lang vagt, fordi det i reglen varede mange timer, før de kors­fæstede døde, hvilket de formentlig ikke gjorde samtidig. Men da Jesus så sin moder, Maria, stå grædende tæt ved, og "den discipel, han elskede", dvs. hans fætter Johannes Zebedæus, ved hendes side, formåede han på trods af sin pineful­de situation at vedgå sig "arv og gæld" som moderens førstefød­te, idet han sagde til hende: "Kvinde! se, det er din søn." Og til Johannes sagde han: "Se, det er din moder." Disse ord betød en beskyt­telse for hans moder, idet en enke i det antikke Pa­læsti­na ville være henvist til social ubeskyttethed og endog hjem­løshed, hvis hun foruden sin mand også mistede sin ældste søn, som normalt havde forsørger­pligten efter sin fader. En kors­fæstet havde i henhold til loven ret til fra sit kors at give udtryk for sin sidste vilje, og denne ret benyttede Jesus sig af, idet han indsatte sin fætter Johannes som sin famili­erets­lige sted­fortræder. Evange­liet nævner da også, at "fra den time tog disciplen hende hjem til sit." (6)

     Men når folk forlod retterstedet allerede omkring kl.13, skyldtes det formentlig hovedsagelig én grund, nemlig den, at den sædvanlige daglige aftengudstjeneste i templet begyndte klokken halv to. Dette år faldt beredelsesdagen til påsken sammen med beredelsesdagen til sabbaten, og der var derfor et stort rituelt program, der skulle gennemføres inden sabbatshvi­len begyndte kl.18.

     De rituelle forskrifter påbød, at man allerførst slagtede et lam som det daglige aftenoffer, og derpå samledes de ældste af præsterne, som kun var fuldtalligt til stede i Jerusalem ved de tre store valfartsfester. Påskens beredelsesdags forsonings­ritual begyndte med, at de utallige påskelam, som folk havde bragt til templet, blev slagtet ved en særlig ceremoni, hvor­efter præsterne stænkede det sonende blod på alteret. Herunder forkyndte tempelbasunerne bedetimerne og kaldte byens befolk­ning til aftenbøn. Høje basunstød og hornsignaler tilkendegav den store tildragelse, at Gud ved det blodbestænkte alter havde sluttet fred og forsonet sig med sit folk. Derefter blev de slagtede lam udleveret til den festklædte mængde, som straks forlod tempelbjerget og gik til deres respektive hjem, for at lade påskelammene stege til aftensmåltidet. Omkring kl.18 indledte husfaderen påskemåltidet med at fremsige teksten fra 2.Mos.20,8ff, som handler om, at efter at Gud havde skabt himmelen og jorden på seks dage, hvilede han på den syvende dag. Deraf ordet sabbat, som betyder "høre op, hvile", og som blev jødernes ugentlige hvile- og helligdag, lørdagen, regnet fra fredag aften til lørdag aften. 

 

Jesus reciterer 22. salme

Omkring den niende time, det vil sige kl.15, råbte Jesus med høj røst: "Elï! Elï! Lema sabaktani?", hvilket betyder på dansk: "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Disse ord er begyndelsesordene til Salmernes Bogs 22. salme, og der er grund til at tro, at Jesus efter gældende skik og brug har reciteret, ja, ligefrem sunget eller messet, hele salmen, så meget mere, som den til fulde ud­trykker den situation, hvori han befandt sig i disse smerteful­de sidste timer af sit jordi­ske liv. Koncentra­tionen på denne bøn kunne samtidig tænkes at bortlede hans opmærksomhed fra de fysiske smerter. 22. salme begynder med en klage over at være svigtet af Gud og hånet af mennesker, og den fortsætter med et råb om frelse fra de rovgriske fjender, og med, at bønhørelsen skal blive en kilde til lovprisning i Israel og til tilbedende ihukommelse blandt alle jordens folk. Salmens 2.-12. vers lyder som følger:

 

2.    Min Gud, min Gud, hvorfor har

du forladt mig? Mit skrig til trods

er frelsen mig fjern.

3.    Min Gud, jeg råber om dagen,

du svarer ikke, om natten,

man ej finder hvile.

4.    Og dog er du den Hellige,

som troner på Israels lovsange.

5.    På dig forlod vore fædre sig,

forlod sig, og du friede dem;

6.    de råbte til dig og frelstes,

forlod sig på dig og blev ikke

til skamme.

7.    Men jeg er en orm og ikke en

mand, til spot for mennesker, folk til spe;

8.    alle, der ser mig, håner mig, vrænger

mund og ryster på hovedet;

9.    ”Han har væltet sin sag på HERREN;

han fri ham og frelse ham,

han har jo velbehag i ham.”

10. Ja, du drog mig af moders liv,

lod mig hvile trygt ved

min moders bryst;          

11. på dig blev jeg kastet fra moders skød,

fra moders liv var du min Gud.

12. Vær mig ikke fjern, thi trængslen

er nær, og ingen er der, som hjælper! 

 

Tilsyneladende havde Gud forladt sin udvalgte, som han for længe, længe siden havde forladt salmisten, den berømte David, som var Israels konge omkr. 1005-965 f.Kr. Han var stamfader til den slægt, Jesus tilhørte, og han var desuden den oprinde­lige ophavsmand til ideen om Messias, som fik stor betydning i senjødedommen og siden også i den ældste kristne menighed. Men hverken David eller hans sene efterkommer, Jesus, havde forladt Gud i deres betrængte situation. Snarere tværtimod. Der var ingen tvivl eller vaklen, endsige vantro, hos Jesus under den sidste fase af hans tredje og afgørende indvielse gennem lidel­sen og døden på korset. Men da de af hans fjender, som stod nærmest korset, hørte ham sige: "Elï! Elï!" sagde de: "Hør, han kalder på Elias."

 

     Under sin formentlig fortsatte recitering af 22. Salme nåede Jesus frem til klagen over tørsten, som lyder sådan:

 

        16. min gane er tør som et potteskår,

        til gummerne klæber min tunge, du

        lægger mig ned i dødens støv.

 

På dette sted i salmen løb en af de tilstedeværende, som åbenbart opfattede Jesu ord bogstaveligt, hen og fyldte en svamp med eddike, som ved hjælp af en stang – hos Johs. 19, 29 siges, at det var en isopstængel - blev rakt op til Jesu mund, for at han kunne drikke den sure væske, og den pågældende sagde da i et hånligt tonefald: "Bi lidt! lad os se, om Elias kommer og tager ham ned." (7)

 

Salme 22 slutter med følgende fem vers:

 

         28. Den vide jord skal mærke

         sig det og omvende sig til HERREN,

         og alle folkenes slægter skal

         tilbede for hans åsyn;

         29. thi HERRENS er riget, han er

         folkenes hersker.

         30. De skal tilbede ham alene,

         alle jordens mægtige; de skal bøje

         sig for hans åsyn, alle, der ned-

         steg i støvet og ikke holdt deres

         sjæl i live.

         31. Ham skal efterkommerne tjene;

         om Herren skal tales til slægten,

         der kommer;

         32. de skal forkynde et folk, der fødes,

         hans retfærd. Thi han greb ind.    

 

”Det er fuldbragt!”

Men den måde, Jesus bar sin hårde skæbne på, var ikke, hvad de jødiske vidner og rådsmedlemmer havde ventet, for det var ikke en frafaldens tilbagekaldelse af sin forvildelse, eller et skrig af fortvivlelse fra en, for hvem alt var totalt mis­lykkedes. Jesu fremsigelse af passionssalmen var tværtimod en bekendelse til den jødiske messiasteologi, hvori messiasfor­ventningen spillede en afgørende rolle. For de skriftkloge var det udtryk for den værste form for gudsbespottelse, når en fordømt på forbandelsens træ, korset, bad denne passionssalme, som udtrykker det eskatologiske håb.

    Midt på eftermiddagen, kl.15, lød tempelbasunen, som kaldte til aftenbønnen, som i denne time blev bedt i hele Israel, og Jesus, som også hørte basunen, bad formentlig med. Det var de indledende vers af den 31.salme, han reciterede, idet han sagde:

 

       2. Herre, jeg stoler på dig, lad

       mig aldrig i evighed skuffes.

       Udfri mig i din retfærd,

       3. du bøje dit øre til mig; red

       mig i hast og vær mig en tilflugts-

       klippe, en klippeborg til min frelse;

       4. thi du er min klippe og borg.

       For dit navns skyld lede og føre

       du mig,

       5. fri mig fra garnet, de satte for                            

       mig; thi du er min tilflugt,

      6. i din hånd befaler jeg min ånd.                              

      Du forløser mig, HERRE,

      du trofaste Gud, [...]

 

Efter disse ord sagde den døende Jesus: "Det er fuldbragt!", hvorpå han bøjede hovedet og udåndede. (Joh.19,30). Da den romerske centurion, som holdt vagt på stedet sammen med sine soldater, så, på hvilken værdig måde Jesus døde på korset, udbrød han: "Sandelig, den mand var Guds Søn." Hos Lukas siger han mere prosaisk: "Det var i virkeligheden en retfærdig mand." Men situationen forekommer slet ikke hos Johannes, hvilket igen kan undre, efter som han påstår selv at have været til stede under hele korsfæstelses­forløbet. Mattæus, Markus og Lukas vil desuden vide, at solen for­mørkedes og forhænget til det aller­helligste i templet flænge­des i to stykker. Mattæus vil - meget fantasifuldt - endog vide, at "jorden skjalv, og klipperne revnede, og gravene åbnede sig, og mange af de hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad og viste sig for mange." (8) 

     Denne ydre, legendeagtige staffage finder man ikke hos Johannes, som derimod kan fortælle, at rådsmedlemmerne havde bedt Pilatus om, at de korsfæstedes knogler, som efter skik og brug skulle knuses, for at de korsfæstede kunne dø hurtigere, måtte blive knust og ligene derefter taget ned, for at de ikke skulle blive hængene på korset påskesabbatten over. Dette ønske gik Pilatus åben­bart ind på og gav sine folk ordre til at udføre befalingen. Solda­terne knuste først knoglerne på de to røvere, men da de kom til Jesus, konstaterede de, at han allerede var død, hvorfor knusning af hans knogler var unødven­dig. Men for at sikre sig, at døden virkelig var indtrådt hos Jesus, stak den ene af soldaterne sit spyd i hans ene side, "og straks flød der blod og vand ud." Det er muligt, at spyddet er blevet stukket ind lige under brystbenet i højre side og har punkteret galdeblæren. (9)

 

Jesu lig begraves

Evangelierne nævner ikke noget om, hvem det var, der nedtog ligene af de to røvere og begravede dem på den dertil indrette­de forbryderkirkegård, men det har muligvis været de romerske soldater og måske nogle jødiske tjenere. Derimod nævnes det i alle evangelier, at Jesu afsjælede legeme blev nedtaget af Josef fra Arimatæa, som var et anset medlem af det jødiske råd, og som desuden var rig og i det skjulte en tilhænger af Jesus og hans lære. Josef havde mod til personligt at henvende sig til Pilatus og udbede sig lov til at nedtage Jesu lig og begrave det i sit private gravkammer. Men Josefs henvendelse skete så snart efter, at korsfæstelsen havde fundet sted, at Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Pilatus sendte derfor bud efter centurionen, for at forvisse sig om, at det kunne have sin rigtighed, og da denne kunne bekræfte dette, gav Pilatus tilladelse til, at Josef måtte nedtage liget og begrave det, hvor han ønskede det. Betingelsen var kun, at romerske soldater skulle bevogte graven de følgende dage.

     Baggrunden for, at Pilatus stillede denne betingelse, var, at ypperstepræsterne og farisæerne havde søgt foretræde for prokuratoren og sagt: "Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: 'Efter tre dages forløb opstår jeg.' Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: 'Han er opstået fra de døde;' og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første." (10)

     Men i mellemtiden havde Josef fra Arimatæa allieret sig med en anden af Jesu hemmelige disciple, farisæeren Nikodemus, som også var et fremtrædende rådsmedlem, og de to gik nu ud til Golgata og tog Jesu afsjælede legeme ned fra korset. Det har helt sikkert været et meget besværligt og anstrengende arbejde for de to vistnok lidt ældre herrer, som dog måske nok har fået hjælp, enten af Josefs tjenere eller af Johannes og nogle af Jesu kvindelige slægtninge, først og fremmest Jesu egen moder, Maria, og hendes to søstre, Maria Klopas og Salome, og sidst, men ikke mindst, af Maria Mag­dalene. Nikodemus medbragte nogle store krukker med vellugtende salver, som liget blev smurt ind i, og derefter omvikledes det efter skik og brug med linned fra hoved til fødder. Liget af Jesus blev derpå båret hen til en have tæt ved henrettelsesstedet, hvor der i klippen fandtes et for nylig udhugget gravkammer, som tilhørte Josef fra Arimatæa, og hvori der ikke tidligere havde ligget nogen begravet. (11)

 

     Den type grav, som Jesus blev bisat i, er tidligere blevet kort beskrevet i 5. kapitel, men her vil vi i sagens interesse give en fyldigere og mere detaljeret beskrivelse af den grav, som kom til at spille så stor en rolle i kristendommen, og som man mener findes delvis bevaret i Gravkirken i Jerusalem, hvor den endnu i vore dage er valfartssted for alverdens pilgrimme. Betragter vi den vedføjede illustration, ses gravanlægget både i længdesnit og grundplan. Graven er beliggende i en forhøjning i terræ­net, hvor man enten har udgravet eller udhugget nogle trin ned til en gang, som fører hen til en lav indgang, som med besvær kunne lukkes af en stor, gerne hjulformet klippeblok, der kunne rulles ud til siden, når man ville ind i graven. Den lave indgang fører ind til forreste kammer med siddebænke ved væggene, og herfra fører endnu en lav mellemgang ind til selve gravkammeret, i hvis ene side - eller i nogle tilfælde måske begge sider - der er udhugget noget i retning af en "alkove" med buet loft. Her blev liget anbragt, og når det var blevet opløst, samlede man knoglerne sammen og bisatte dem i en lille åbning i gulvet eller i en benkiste (ossuarium).

     Det var efter alt at dømme i en lignende grav, at Jesu lig blev bisat under overværelse af de ovenfor nævnte personer, som foruden Josef fra Arimatæa og Nikodemus bestod af Johannes, Jesu moder og hendes to søstre, og Maria Magdalene og muligvis flere andre kvinder blandt Jesu disciple, som eksempelvis Johanna, gift med Herodes Antipas husfoged Kuza. Jesu bisættelse har formentlig fundet sted omkring kl.16, og derefter er delta­gerne søgt ind til de steder i byen, hvor de skulle holde det traditionstunge og påbudte påskemåltid. Det er ikke utænke­ligt, at det for Josef fra Arimatæa, Johannes og Jesu kvindeli­ge slægt­ninge, som jo alle var i Jerusalem i anledning af højti­den, er foregået i Johannes Markus' moders hus, hvor Jesus allerede dagen før, altså om torsdagen eller skærtors­dagen, havde holdt sit sidste måltid med disciplene. Nikodemus, som formentlig var hjemmehørende i Jerusalem, har vel haft sit eget hjem et sted i byen og er søgt dertil, for at holde påskemåltid sammen med sin familie. (12)

     For de selvretfærdige rådsmedlemmer, ypperstepræsterne, farisæ­erne, saddukæerne og andre gejstlige folk, har det sikkert været en ganske særlig festlig påske, fordi det til sidst var lykke­des at pågribe, dømme og henrette en af de værste kættere og folkeforførere, man længe havde set i Israel. Kætterlovens §100 tillod ligefrem, at "når henrettelsen er afsluttet, kan der bringes et særligt offermåltid på brændof­feralteret og et kultisk festmåltid fejres. (13)

 

 

 

11. DEN TOMME GRAV OG OPSTANDELSEN

 

Ifølge kætterlovgivningens §97 var "besøg ved graven og be­vogtning af denne de tre første dage efter bisættelsen ikke forbudt." Derfor kunne kvinderne tidligt søndag morgen stå op, mens det endnu var mørkt, og gå ud til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt allerede før sabba­ten begyndte, og som de ville udgyde over Jesu legeme. Undervejs spørger de hinanden: "Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?" Men før de nåede derud var solen stået op, og de så da, at stenen allerede var rullet til side, så at indgangen var fri. Evangelisterne er ikke helt enige om, hvordan dette var sket, ligesom de heller ikke er samstemmende i, hvor mange af kvinderne, der den morgen kom ud til graven som de første, efter at Jesus var blevet bisat fredag efter­middag. Lørdagen var som sabbatdag hviledag, og denne sabbat var tilmed en påskesabbat, og da måtte ingen rettroende jøde med respekt for sig selv foretage sig det allermindste, der havde karakter af arbejde. (1)

 

Hvem kom først til graven?

Ifølge Mattæus var det "Maria Magdalene og den anden Maria", der den morgen kom først ud til graven. Hos Markus er det "Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome", hos Lukas "Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var sammen med dem." Hos Johannes er det imidlertid kun Maria Magdalene, der den morgen gik alene ud til graven. Det er derfor et spørgsmål, om man vil lægge vægt på, at Johannes var øjenvidne til begivenhederne og selv var en af de to mandlige disciple - den anden var Simon Peter - der næst efter Maria Magdalene var de første til at bevidne, at Jesu grav var tom. 

     Henholder vi os derfor hovedsagelig til Johannes, idet vi dog samtidig drager supplerende paralleller til Mattæus, Markus og Lukas, kan vi formentlig danne os et nogenlunde rigtigt billede af, hvad der reelt set er foregået ved den lejlighed. Synopti­kerne kan dog ikke nøjes med at skildre de nøgterne begiven­heder, men inddrager et åndeligt eller metafysisk aspekt ved disse. Hos Mattæus hører vi om "et stort jordskælv, thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og gik frem og væltede stenen bort og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men engelen tog til orde og sagde til kvinderne: 'Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det.' Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Men se, da kom Jesus dem i møde og sagde: 'Vær hilset!' Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da siger Jesus til dem: 'Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig." (2)

 

     Hos Markus møder kvinderne først englen inde i selve graven: "Og da de kom ind i graven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning, og de blev forfærdede. Men han siger til dem: 'Bliv ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her; se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han har sagt jer.' Og de flygtede bort fra graven, thi de skælvede og var helt ude af sig selv; og de sagde ikke noget til nogen, thi de var bange."  Hertil er senere føjet en tekst, som mangler i de ældste håndskrifter, men som fortæller, at det var Maria Magdalene, den genopstandne Jesus først viste sig for, og da hun fortalte om sin oplevelse til de andre disciple, troede de i begyndelsen ikke på det. (3)

     Lukas overbyder i reglen de andre evangelister, så hos ham medvirker der ikke kun én, men hele to engle i det spektakulære optrin: "Men da de gik derind, fandt de ikke Herren Jesu legeme. Og da de stod rådvilde over for dette, se, da skete det, at der stod to mænd hos dem i strålende klædebon. Da de blev forfærdede og bøjede deres ansigter mod jorden, sagde mændene til dem: 'Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvor­ledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.' Da kom de hans ord i hu. Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre. Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men deres ord syntes dem at være løs tale, og de mødte dem med vantro. Men Peter stod op og løb til graven; og da han kiggede derind, ser han ikke andet end linklæderne ligge der, og han gik hjem i undren over det, som var sket" (4)

 

Maria Magdalene møder den opstandne Jesus

Som nævnt er Johannes - overraskende nok - den mest nøgterne i beskrivelsen af begivenhederne omkring Jesu opstandelse, som han indleder med, at Maria Magdalene kommer alene ud til graven, og da hun ser, at stenen er rullet til side og ind­gangen fri, løber hun straks tilbage til byen og hen til det sted, hvor Simon Peter og Johannes opholder sig og siger opskræmt og forpustet: "De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Udtrykket "og vi ved ikke", kunne tyde på, at hun alligevel ikke har været alene ude ved graven, sådan som Johannes måske vil have det til at se ud. De to mandlige disciple skyndte sig derefter ud til graven, "men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven." Her var åbenbart tale om et konkurrence- og kompetanceløb om, hvem af de to, der skulle være ledende i den ældste kristne menighed! Johannes går dog ikke ind i selve graven, men kigger ind i den, måske lidt ængsteligt, og ser linklæderne ligge på gulvet.

     Da den åbenbart noget tungere Peter lidt efter ankommer prustende til stedet, nøjes han ikke kun med at kigge ind, men gik straks ind i graven og konsta­terede, at linklæderne lå på gulvet, og det tørklæde, som havde dækket Jesu hoved, lå sammenrullet et sted for sig selv. Dette blev også set og konstateret af Johannes, som lidt efter vovede sig ind i selve graven. Dette beskriver Johannes med følgende lidt kryptiske ord: "Derefter gik da også den anden discipel, som var kommen først til graven, derind, og han så og troede. De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde. Så gik disciplene hjem igen." Hvad var det, Johannes "så og troede", når det ikke var på, at Jesus var opstået fra de døde? Men måske troede han, at Jesus, som jo havde lært dem, at han var "kommet ned fra Himmelen", atter var vendt tilbage til sit himmerige og dermed til Faderen. I så fald ventede der Johannes - og de andre disciple - en stor overraskelse, ja, faktisk en verdens­begivenhed. (5)

     Men Johannes kan fortælle om, at Maria Magdalene var fulgt efter de to mandlige disciple og var vendt tilbage til graven, formentlig efter at Johannes og Peter havde forladt stedet, og her stod hun nu udenfor og græd. Men endelig tog hun mod til sig og kiggede ind i graven, og dér ser hun til sin store overraskel­se to engle i hvide klæder sidde, hvor Jesu legeme havde ligget. Den ene sad, hvor hovedet havde ligget, og den anden, hvor fødderne havde været, og de sagde til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Dertil svarer hun sørgmodigt: "Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Hun vendte sig om og gik ud, og lige udenfor ser hun en mand stå foran graven. Hun mente det måtte være gartneren, og gik forbi ham på vej væk fra stedet, da han spurgte hende: "Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?" Med sorgfuldt bøjet hoved svarer hun: "Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham." En sådan trofasthed måtte være egnet til at røre ethvert menneskehjerte, og det fik gartneren til med kærlig stemme at sige: "Maria!" Med stor overraskel­se og undren genkendte Maria åbenbart stemmen og vendte sig øje­blikkeligt om og udbrød: "Rabbuni!" (på dansk: "Mester!"). Men da hun gør tegn til at ville omfavne ham, siger han advarende: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." (6) 

 

     Det er før i denne bog blevet nævnt, at i henhold til Marti­nus' Kosmologi var det legeme, som Jesus benyttede sig af efter sin såkaldte opstandelse, godt nok en kopi, der lignede hans afdøde fysiske legeme, men det var samtidig af en noget anden art eller natur, nemlig et "højs­pændt felt" af stærkt vibreren­de psykofy­si­ske (subato­mare) energier eller kræfter, som det i den tidlige fase af dets tilsynekomst kunne være livsfarligt for almindeli­ge dødelige at røre ved. Og efter Jesu egen forud­sigelse, måtte hans fornyede fysiske tilsynekomst netop være blevet arrangeret kort forud for, at Maria og disciplene kom ud til graven, og Maria - og måske flere andre kvinder, der var sammen med hende - mødte ham. Derfor var der god grund til hans advarsel, om ikke at røre ved ham på lige præcis dette tidspunkt. (7)    

 

Rygtet om opstandelsen breder sig

Det kunne sikkert ikke gå hurtigt nok for Maria Magdalene at komme tilbage til byen, for at fortælle disciplene, at hun havde set og mødt den genopstandne Jesus, og at han havde talt til hende og bedt hende om at fortælle det videre. Han havde dog ikke, som hos de andre evangelister, sagt noget om, at disciplene skulle begive sig til Galilæa, hvor han ville mødes med dem. Her er det igen et spørgsmål, om man vil lægge vægt på, at Johannes er øjenvidne og at hans beretning både kronolo­gisk og situationshistorisk er enklere og mere logisk sammen­hængende, end synoptikernes tilsvarende skildringer. Dette betyder dog ikke, at de sidstnævntes beretninger ikke kan bruges som supplerende bidrag til forståelsen af, hvad der skete i den afgørende tid mellem Jesu opstandelse og hans såkaldte himmelfart. Lukas kan da også fortælle, at allerede samme dag, altså søndag, var to af disciplene på vej til Emmaus, og idet de gik på vejen og talte om de mærkelige tildragelser omkring Jesu død, og særlig om, at de havde hørt, at han skulle være genopstået og have vist sig for Maria Mag­dalene. De to disciple var enige om, at det var vanskeligt at tro på den slags, som de derfor var tilbøjelige til at betragte som udslag af kvindeligt sværmeri og hysteri.

     Men bedst som de vandrede af sted, mødte de en mand, som de ikke mente at kende, men som slog følgeskab med dem, idet han spurgte: "Hvad er det I går og taler med hinanden om?" De to disciple stoppede op og så meget bedrøvede ud, og den ene af dem, hvis navn var Kleo­fas, svarede: "Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?" Den ukendte fremmede spurgte: "Hvad da?" Kleofas svare­de: Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræ­sterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. Men også nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." Da sagde den ukendte følgesvend til dem: "Åh, hvor er I ufor­standige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Messias ikke lide dette og så indgå til sin her­lighed?" Den ukendte mand viste sig at være en skriftkyndig, idet han citerede og udlagde alt, hvad de hellige skrifter fra Moses og til alle pro­feterne, havde udtalt om den forventede Messias.

 

     Denne forelæsning blev de to disciple åbenbart ikke meget klogere af, men de syntes godt om deres ledsager, så da de nåede til Emmaus og han gjorde tegn til at ville gå videre, nødte de ham til at blive, idet de sagde: "Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede." Manden gav efter og fulgtes med dem ind i det hus, hvis beboere de skulle besøge. Der blev budt på aftensmåltid, og da de havde sat sig ved bordet, tillod husherren åbenbart at den fremmede tog brødet, velsignede og brød det og delte stykkerne ud. I samme øjeblik, han havde gjort det, stod det klart for de to disciple, at det var ingen anden end Jesus, de havde foran sig. Men, skriver Lukas, "så blev han usynlig for dem." Det kan ikke undre, hvis det var to disciple og andre tilstedeværende, der ikke ville tro deres egne øjne, over det de havde været vidne til: et menneske, der pludselig og uden varsel forsvinder for øjnene af en. Kleofas og den anden discipel kunne da bagefter heller ikke forstå, hvorfor de ikke straks havde genkendt Jesus i den fremmede mand, de havde mødt på vejen til Emmaus, og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?" Derefter brød de op og skyndte sig tilbage til Jerusalem til huset, hvor de øvrige disciple var forsamlede, og nogle af disse sagde til dem: "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." Til dette kunne de to nyankomne kun sige, hvad de selv havde oplevet på vejen til Emmaus og efter ankomsten til landsbyen, hvor det var gået op for dem, at de selv havde set og talt med Jesus. (8)

     Det, der kan undre i forbindelse med de to disciples møde med den genopstandne Jesus, er, at de ikke straks genkendte ham. Men Kleofas og den anden, unavngivne discipel hørte næppe til Jesu nærmeste og daglige omgangskreds, og måske har hans udseende ikke været så markant, at han har været let at skelne fra andre mandlige jøder og dermed nem at genkende. Nyere tids forskning i Jesu liv er da også tilbøjelig til at mene, at Jesus af udseende må have lignet en hvilken som helst anden jøde på den tid.

 

Den tvivlende Tomas

I lighed med Lukas kan Johannes også fortælle, at disciplene af frygt holdt sig inde bag af­lukkede døre, formentlig i Johannes Markus' moders hus, hvor de plejede at samles, sådan som det fremgår af Ap.G.1,12-16. Allerede samme dags aften, altså søndag aften, kom Jesus til syne for dem og sagde: "Fred være med eder!" Men da han så at de blev grebet af angst og frygt ved synet af ham, fordi de mente det var en ånd, de så - hvad det jo altså i en vis forstand også var - sagde han beroligende til dem: "Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har." Disciplene havde dog fortsat svært ved at tro, at den skikkelse de så, virkelig var deres elskede ven og lærer, og da Jesus fornam dette, sagde han: "Har I noget at spise her?" En af dem rakte ham et stykke stegt fisk, som han tog og spiste, mens de så på det. Derefter sagde han: "Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og Pro­feterne og Salmerne." Med disse ord åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne, og han fortsatte: "Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette. Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." (9)  

 

     Imidlertid var Tomas, også kaldet Didymus, dvs. tvilling eller tvivleren, en af de tolv, ikke til stede ved denne lejlighed, og da han senere mødtes med de andre disciple, som kunne fortælle ham om, at Jesus havde vist sig for dem og talt til dem, sagde han skep­tisk: Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Otte dage senere var disciplene atter samlet det pågældende sted, og dørene aflukkede for uvedkommen­de. Da står Jesus til alles overraskelse atter midt iblandt dem og siger "Fred være med eder!" [”Shalom!”], og straks derefter henvender han sig til lige så stor overraskelse direkte til Tomas og siger: "Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!" Ingen kunne jo, så vidt de vidste, have fortalt Jesus om, hvad den skeptiske Tomas havde sagt ved den tidligere lejlighed. Men havde de husket på, at Jesus også i levende live ofte havde kunnet læse deres tanker eller forudsige, hvad der ville ske, havde deres overraskelse nok været noget mindre. Da Tomas ved selvsyn og berøring havde forvisset sig om, at det virkelig var Jesus, han havde foran sig, forduftede hans skepsis, idet han udbrød: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde da til ham: "Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror." (10)

    Grunden til Tomas' tvivl var formentlig ikke, at han ikke kunne genkende Jesus i den skikkelse, der viste sig for ham ved den lejlighed, men at han mente, der kunne være tale om en ånd, hvilket efter hans opfattelse ville sige noget i retning af en illusion eller et øjenbedrag. Men Tomas kunne altså ved selvsyn og berøring forvisse sig om, at dette ikke var til­fældet. Det Jesus-legeme, han så foran sig og som han rørte ved, var 'solidt' nok, som om der var tale om kød og blod, men i dybet af sit sind var Tomas sandsynligvis stadig skeptisk, for hvordan kunne et fysisk legeme, der havde været dødt i to dage, hvilket vil sige, at hjerne, hjerte, blodkredsløb og åndedræt var ophørt at fungere, genoplives til at fortsætte normale funktioner? Kunne det måske tænkes, at det forholdt sig med Jesu død, sådan som man havde hørt om fra Indien, hvor det blev påstået, at nogle yogier bevidst kunne bringe sig selv i en midlertidig død­lignende tilstand? Men i det fald havde der så været tale om en slags iscenesat "skuespil" fra Jesu side, og selvom denne mulighed ikke helt kunne udelukkes, forekom den dog heller ikke umiddelbart sandsynlig. Jesu lidelse og død på korset forekom jo at være ægte nok.

     På den anden side kunne det også tænkes, at den krop, Jesus viste sig med for sine disciple, måske ikke var hans gravlagte fysiske legeme, men derimod en psykofysisk kopi af dette. Men denne mulighed efterlod spørgsmålet om, hvad der så var blevet af det fysiske lig i graven? Som flere gange tidligere nævnt mener jeg, at Martinus' Kosmologi giver en for et moderne menneske tilfredsstillende forklaring på hele opstandelsesproblematikken, hvorfor vi da også skal vende tilbage til en mere udførlig omtale af denne i en senere sammenhæng. 

 

Stjal disciplene Jesu lig?

Imidlertid var der sket det, at folkene fra gravvagten, formentlig med centurionen i spidsen og måske flere af hans folk ved Jesu grav, havde konsta­teret, at graven var tom, og da de samtidig havde hørt, hvad kvinder­ne fortalte om mødet med den op­standne Jesus, blev nogle af soldaterne sendt ind til Jerusa­lem, for at fortælle ypper­stepræsterne, hvad der var sket. Her kan man imidlertid undre sig over, at de romerske soldater henvendte sig til de jødiske ypperstepræster, og ikke til Pilatus. Men det kan muligvis tænkes at hænge sammen med, at gravens be­vogtning reelt sorterede under det jødiske råd, og at det var dette, der på grund af sabbaten og påsken havde foran­lediget, at Pilatus satte sine folk til at bevogte graven. Jøderne måtte jo ikke selv påtage sig den slags opgaver på sabbaten og i helligdagene.

 

     Men da de romerske vagtfolk fik foretræde for ypperstepræ­sterne, hvilket formentlig vil sige hos Annas og Kajfas, og forelagde deres ærinde, an­modede man dem om at afvente nærmere besked. Rådet blev i hast sammen­kaldt til ekstraordinært møde, og herunder be­sluttedes det, at man ville forsøge at bestikke gravvagten med en større sum penge. Det har formentlig været den snedige rad til Kajfas, som derefter gav de romerske soldater følgende besked: "I skal sige: 'Hans dis­ciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.´ Og hvis det skulle komme landshøvdingen for øre, skal vi stille ham til­freds og sørge for, at I ikke får ubehagelig­heder." Ifølge Mattæus tog solda­terne imod pengene og gjorde nøjagtigt, som man havde forklaret dem, og som følge af deres løgnagtighed spredtes det rygte blandt jøderne "indtil den dag i dag", at Jesu opstandelse var et bedrag og et falsum, iværk­sat af hans trofaste tilhængere, for at folk skulle tro, at hans ord om sin genopstandelse var gået i opfyl­delse. (11) 

    Alene af den grund, at Jesu modstandere fandt det nødven­digt at udsprede rygtet om, at Jesu disciple havde fjernet hans lig fra graven, må man antage, at den tomme grav i hvert fald kan anses for at være en historisk kendsgerning. Men en forbenet ateistisk og materialistisk skeptiker kunne naturligvis tænkes at ville hævde den mulige forklaring, at det er de første kristne, der selv har udspredt rygtet om, at deres modstandere med den romerske gravvagt som vidner, havde udspredt et rygte om, at mens vagtfolkene sov, kom disciplene om natten og fjernede Jesu lig fra graven, for at få det til at se ud, som om han var genop­stået fra de døde. Imod denne mulighed taler imidlertid blandt andet en rundskrivelse, som det jødiske råd ifølge den ikke-jødiske filosof og kirkefader, senere helgen, Justinus Martyr (ca.100-165) kort efter Jesu død lod afsende til jødiske menigheder i Palæstina. Stauffer antager, forment­lig med rette, at Justinus citerer korrekt fra denne rundskri­velse, når han skriver: "En vis Jesus, en galilæisk prædikant, som prædikede frafald fra Gud, lod vi korsfæste. Men om natten stjal hans disciple hans legeme fra den grav, hvori han var lagt efter nedtagelsen fra korset. Således gjorde de for at bringe mennesker til frafald med det budskab, at han var opvakt fra de døde og opfaret til himlen." (12)

     Selv ikke det jødiske råd vovede altså at bestride, at Jesu grav blev fundet tom søndag morgen, men man forsøgte blot at give en rationalistisk forklaring på denne kendsgerning, ved at fremsætte teorien om disciplenes tyveri af liget. Dette havde naturligvis ikke mindst sin baggrund i, at medlemmerne af rådet ikke anerkendte Jesus som Messias, men nok som en lovkyndig prædikant, der dog gik for vidt, ved blandt andet at erklære sig for at være Guds søn eller hans udvalgte redskab. Desuden omfortolkede han Moselovens ti bud på en måde, der afveg fra den opfattelse af disse, som den ortodokse jødedom godkendte, og derved søgte han at bringe mennesker til frafald fra den rette tro.

 

Pilatus’ indberetning til Rom

Rygtet om disciplenes tyveri af Jesu lig spredtes hurtigt rundt om i hele Palæstina, og kom naturligvis også snart de romerske myndigheder i provinserne for øre. Alle forvaltnings­chefer i hele landet havde pligt til løbende at sende indbe­retninger til regeringen i Rom om alle vigtige tildragelser, forholdsregler og problemer inden for deres forvaltningsområde. Den samme pligt gjaldt naturligvis Pilatus, som da også ifølge den fønikisk fødte kirkefader Quintus Septimus Florens Tertul­lianus (ca.160-220), som levede og virkede i byen Kartago i Nordafrika, hvor han blandt andet forfattede en del kristne skrifter, deriblandt "Apologeticum", og i sidstnævnte skrift omtaler han den indberetning, som Pilatus sendte til Rom i anledning af henrettelsen af Jesus. Tertullian slutter sin omtale således: "Alt dette indberettede landshøvdingen til den daværende kejser Tiberius om Kristus: i graven havde man ikke fundet andet end den afdødes ligklæder ... de toneangivende jøder påstod, at liget var blevet stjålet af hans disciple." (13)

     Man kan naturligvis hævde, at Tertullians omtale af, hvad der skete omkring Jesu tid mere end hundrede år tidligere, har ringe eller slet ingen historisk værdi, så meget mindre som Tertullian var en kristen apologet, for hvem det var vigtigt at fremføre synspunkter og "dokumentationer", der var egnede til at kunne bekræfte kristendommens sandhed. Imidlertid bekræftes det, om end indirekte, fra anden og ikke-kristen historisk kilde, at Pilatus faktisk foretog indberetning om Jesus til sine romerske foresatte. Denne kilde er den romerske historie­skriver og senator Cornelius Tacitus (ca.55-120). I hans Annales 15,44 finder man det ældste og vigtigste ikke-kristne vidnesbyrd om Jesus:

 

     "Auctor nominis eius Christus,

     Tiberio imperitante procu-

     ratorem Pontium Pilatum

     supplicio adfectus erat".

 

     "Ophavsmanden til dette navn (de kristne)

     er Kristus, der under kejser

     Tiberius blev henrettet af

     Pontius Pilatus". (14)

 

     Det må stort set formentlig kunne fastslås, at hverken den histori­ske eller teologiske Jesus-forskning hidindtil har formået at give en tilfredsstillende løsning på problemet omkring den tomme grav og Jesu opstandelse. Den historisk-teologiske betydning af den tomme grav formulerer Paulus i overensstemmel­se med passionstidens kronologi: Jesus blev henrettet på beredelsesdagen til påsken som Guds påskelam, og han opstod på påskeugens anden dag, som i den jødiske fest­kalender kaldes for førstegrødens dag, idet man i templet den dag frembar de første gaver af den nye høst. Denne samtidighed udlægger Paulus på den måde, at den opstandne var "førstegrøden af de hensovede", som gav løfte om den kommende høst: begyndelsen og forbilledet, garanten og varslet om den kommende opvækkelse af de døde. Jesu opstan­delse betød derfor, at den guddommelige plan for de sidste tider hermed var blevet åbenbaret, og ifølge den teologiske opfattelse består denne plan i, at den situation kunne indtræde når som helst, da de døde skulle opstå fra deres søvn og forlade deres grave, på samme måde, som Kristus påskemorgen havde forladt sin grav. (15)

 

     Det skal allerede her indskydes, at Martinus' Kosmologi er principielt enig i Paulus' fortolkning af begivenhederne omkring Jesu død og opstandelse, men såvel "Jesu opstandelse" som "Helligåndens komme" og "de dødes opstandelse" udlægges dog på en noget anden og på sin vis mere forståelig og acceptabel måde, end i den traditionelle og ortodokse kristendom. Det skal vi senere vende tilbage til.

 

Jesus viser sig for sine disciple

Det er et karakteristisk og gentagende træk ved Jesu åben­baringer for sine disciple, at disse angiveligt ikke straks genkendte Jesus, når han viste sig for dem. Og det kan undre, at selv hans allernær­meste og mest velkendte disciple ikke umiddel­bart er i stand til at genkende ham, men først gør det, efter at han har tilkendegivet sig gennem specielle handlinger, som dis­ciplene havde erfaring for var karak­teristiske for deres elskede mester.

     Imidlertid fremgår det af evangelierne, at Jesus åbenbarede sig adskilligt flere gange og andre steder, end de ovenfor nævnte. Derimod er evangelierne ikke enige om, hvor Jesus satte sine disciple stævne, for at de kunne overvære hans såkaldte himmelfart. Mattæus og Markus mener, at det var på et bjerg i Galilæa, medens Lukas siger, at det skete "i nærheden af Betania", formentlig på Oliebjerget, hvorimod Johannes over­hovedet ikke omtaler nogen form for "himmelfart". Stedet, hvor det foregik, er da heller ikke så vigtigt, men det er derimod af betydning for forståelsen af, hvad det var, der reelt set fandt sted ved den lejlighed, at man noterer sig begivenhedens principielle lighed med den såkaldte "forklarelsen på bjerget". Dengang blev Jesus angiveligt "forvandlet for deres øjne, hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset." Jesus fremtrådte altså med en fremtoning, der beskrives på samme måde, som den, hvormed man både i Gamle og Nye Testamente beskriver de såkaldte engle. Begrebet og fænome­net "engel" kommer af det græske "angelos", som betyder "sende­bud", nemlig i betydningen "Guds sendebud", dvs. overjordiske eller himmelske - åndelige - væsener, der fungerer som en slags "mellemled" mellem Gud eller guderne og menneskene. Engle forekommer hyppigt i oldtidens religioner og som nævnt også i Bibelen. (16)

     I Bibelen omtales engle i reglen som væsener, der vedvarende elsker Gud og tjener ham og som bliver sendt til jorden for at over­bringe Guds budskaber, og for at beskytte og redde de troende. De sidst­nævnte engle betegnes ofte som skytsengle eller skyts­ånder. Englene ind­deles i hierarkiske grupper: ærkeengle (Gabriel, Mikael, Rafael, Uriel), øvrigheder, serafer, keruber. Som fællesnavne fore­kommer: Gudssønner, Vældige og Morgenstjerne. Der findes imidlertid også Mørkets eller Djævelens engle, som hidrører fra den forestilling om faldne engle, der tager udgangspunkt i fortællingen om gudesøn­nernes fald i 1.Mos.6,1ff. (jvf. også 2.Pet.2,3; Jud.6). Engle kan altså optræde både i Guds og i Satans tjeneste, men altid kun som udtryk for deres herrers vilje. Det er derfor nærlig­gende, at opfatte engle som sym­bolske udtryk for guddommelige eller djævelske indgreb i menneskers verden. Dette er da også en rationalistisk opfattel­se, der er blevet hævdet med skiften­de mellemrum op gennem tiden. I henhold til Martinus' Kosmologi er englene eller de såkaldte ånder imidlertid ikke kun sym­bolske eller billedlige udtryk for guddommelige eller djævelske indgreb i menneskers liv, men derimod konkrete udtryk for virkelige åndelige væsener og kræfter, som Gud betjener sig af  i sit samvirke med blandt andre mennesker. (17)

     Englene og skytsånderne forekommer også i Ny Testamente, i fortællingerne om Jesu undfangelse og fødsel, og i forbindelse med fristelsesbe­retningen, beretningerne om hans lidelse og opstandelse. Jesus taler også selv om engle, især i forbindelse med talen om de sidste tider. (18)

 

Jesus, Guds sendebud

Set på denne baggrund var Jesus faktisk et Guds sendebud, altså en engel eller et åndelig væsen, der blev sendt til jorden for at åbenbare Guds vilje og plan med menneskeheden. Dette var Jesus selv klar over, og derfor kunne han f.eks. sige: "Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen", og senere i samme forbindelse, da både nogle af hans disciple og andre knurrede over hans kryptiske udtalelser, sagde han: "Forarger det jer? Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv. Men der er nogle af jer, som ikke tror." Og han sagde også i anden sammenhæng: "Jeg og Faderen, vi er ét." Det var hans erkendel­se af, at han - og alle andre mennesker i deres grundnatur – er "Ani Hu: Jeg er den, jeg er". Det udtrykte han også ved at sige: "Står der ikke skrevet i jeres lov: 'Jeg har sagt, at I er guder?' [...]" Forskellen på Jesus og andre mennesker var og er kun, at Jesus i modsætning til de sidstnævnte var en indviet eller salvet, dvs. en messias eller kristus. Nemlig som "førstegrøden blandt de hensovede".(19)

     Lukas-evangeliet fortæller til slut: "Så tog han dem med sig ud, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. [...]" Udtrykket "opløftedes til Himmelen", som også omtales som "Kristi Himmelfart", skal naturligvis ikke tages bogstaveligt eller opfattes konkret, som om Jesus rent korpor­ligt lettede fra jorden og steg op mellem skyerne og forsvandt ud i verdensrummet. Det, der med al sandsynlighed skete ved den lejlighed, var, at ligesom han bogstavelig talt usynligt kom til stede bag lukkede døre og viste sig for disciplene, således blev han også bogstavelig talt usynlig lige for øjnene af dem, sådan som han havde gjort det flere andre gange, når han havde vist sig for dem (­20) 

 

     Den enestående verdenshistoriske begivenhed, vi kender under navn af Jesu opstandelse fra de døde, var dermed afsluttet, men først herefter skulle det glade evangelium eller budskab om livets sejr over døden, eller åndens sejr over materien, begynde at udbredes på jorden med en profeti om ”fred på jorden og i mennesker, der har Guds velbehag”.    

 

 

 

12. HELLIGÅNDENS UDGYDELSE

 

Lad os her begynde med at se på, hvad begreber som hellig og specielt Helligånden betyder i Nytestamentlig terminologi. Hellig eller hellige betyder primært det eller de fuldkommen moralsk rene og syndfri, men bruges også om de mennesker, der er udsondrede fra livet i den syndige verden og indviede til et livssamfund med Gud. Paulus bruger udtrykket ”de hellige” om dem, som uanset deres sindskarakter eller moralske vandel, én gang for alle har fået del i de helliges samfund, gennem at blive optaget i den kristne menighed. Efter jødisk forbillede opfattes kirken som et kultfællesskab, der er helliggjort ved Jesu Kristi lidelse og død. (1)

     Kultisk set er ”de hellige” mere specifikt kendetegnet ved at være fyldt af Helligånden, som ikke skyldes noget i dem selv, men derimod er noget, de er blevet gjort til og gøres til i dåb og nadver. Hvor det kultiske er trådt i baggrunden, træder en etisk og moralsk forståelse i forgrunden, som imidlertid rummer en vis fare for at forvrænge opfattelsen af betegnelsen hellig, så at dette ord snarere kommer til at betegne noget suspekt eller nedværdigende. Dette har især været tilfældet under den pågående sekularisering, sådan som vi kender det fra omkring 1700-tallet og frem til og med nutiden. 

 

Begrebet Helligånden

Det bibelske begreb ”Helligånden” er udtryk for Guds krafts usynlige virksomhed i mennesker. Gud kan give sin Ånds kraft, altså dens virkeevne, til særligt udvalgte mennesker, for at de kan handle på hans vegne. I GT udgjordes sådanne udvalgte mennesker af dommere, konger og profeter, men først Messias skulle dog fuldt og helt besidde Helligånden, og derefter skulle den udgydes over hele folket. Det er denne forventning, den ældste menighed så opfyldt i og med Jesus Kristus, og i Luk. 4, 17ff, lader evangelisten Jesus selv tolke sin gerning som opfyldelsen af profetien i Es. 61,1f., og Matt. 12,28, hvor det hedder, at det er ved Guds Ånd, Jesus uddriver onde ånder, dvs. uddriver ånder, der har besat et menneske og f.eks. drevet det til vanvid. (2)

 

     I NT betyder Helligåndens tilstedeværelse hos nogle personer, en forudgribelse af Guds riges herlighed, eller det Himmeriges rige, som bl.a. Jesus forudsagde ville opstå på jorden efter at ”fårene var blevet skilt fra bukkene” på ”dommen dag”. (Hos Martinus får alle disse udtryk og begreber en indgående analyse og nytolkning, som utvivlsomt giver større mening for nutidens mennesker, eller i al fald for dem, der ”har øren at høre med”. (Se nærmere herom i bind 2).  

     Den begivenhed, der i Ny Testamente kendes som Helligåndens udgydelse over Jesu apostle pinsedag, er af gode grunde kun omtalt i Apostlenes Gerninger, der, som tidligere nævnt tillægges forfatteren af Lukas-evangeliet, apostlen og lægen Lukas. Han kan også berette om, hvad der skete i dagene og tiden efter Jesu korsfæstelse, død og opstandelse.

     I Apostlenes gerninger fortæller Lukas indledningsvis, at Jesus efter sin opstandelse med mellemrum viste sig for sine disciple ”i fyrretyve dage og talte om, hvad der hører Guds rige til.” Lukas kan endvidere fortælle følgende:

 

     Og engang, da han holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men afvente det, som Faderen havde forjættet, ”og som I,” sagde han, ”har hørt mig tale om. Thi Johannes døbte med vand; men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden.” Medens de nu var samlede, spurgte de ham og sagde: ”Herre! Er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?” Da svarede han dem: ”Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.” (3)         

 

     Lukas ’daterer’ den citerede episode til den dag, der sædvanligvis kaldes Kristi himmelfarts dag, for umiddelbart efter sker denne begivenhed, som ifølge Lukas foregik på Oliebjerget øst for Jerusalem. Disciplenes spørgsmål, om tiden nu var inde til, at Jesus skulle genoprette Israels Rige, viser tydeligt, at disciplene endnu ikke havde forstået Jesu ord om, at hans rige ikke var af denne verden. For ved en genoprettelse af Riget, forstod de åbenbart jødernes fornyede herredømme i eget hus og land, gennem at forjage de fremmede eller hedningene, altså den romerske besættelsesmagt og dennes og hellenismens indflydelse på jødisk kultur.

 

Urmenigheden i Jerusalem

Men umiddelbart efter den ovenfor nævnte begivenhed, vendte de elleve disciple tilbage til Jerusalem, hvor de samledes i Johannes Markus’ moders hus, i den sal, hvor de plejede at opholde sig, når de var i Jerusalem. Disse elleve disciple var i henhold til Lukas følgende: Simon Peter, Johannes, Jakob, Andreas, Filip, Tomas, Bartolomæus, Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Zelotes og Judas, Jakobs søn, ikke at forveksle med Judas Iskariot. Her var i forvejen forsamlet nogle kvindelige disciple og desuden Jesu moder, Maria, og hans brødre.

     De tilstedeværende samledes i fællesbøn, og det fremgår indirekte, at alle var i stor vildrede med, hvad man skulle tro og hvordan de voldsomme begivenheder, der havde fundet sted i påskedagene og efter, skulle opfattes og tolkes. Måske lige bortset fra Simon Peter, som i de forløbne dage og uger åbenbart var kommet så meget til besindelse, at han kunne indtage og udfylde den af Jesus anviste plads som sine meddisciples anfører og vejleder.

 

     I mellemtiden havde samme toneangivende Simon Peter udvirket, at der var blevet valgt en ny discipel som erstatning for Judas Iskariot. Valget stod mellem Josef, med tilnavnet Barsabbas, og Mattias, som begge havde været Jesu disciple og fulgt denne i nogen tid, og det blev afgjort ved at kaste lod. Forinden havde Peter dog først henvendt sig i bøn til Jesus: ”Herre! Du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at indtræde i dette embede og den apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget sted.”  Loddet faldt på Mattias, som herefter blev regnet som den tolvte apostel. (4)

     Det fremgår indirekte, at disciplene allerede på dette tidspunkt havde dannet den første menighed, der skulle blive kendt under navn af urmenigheden, dvs. den første kristne menighed i Jerusalem. Af ovenfor anførte citat ses det, at man var begyndt at opfatte apostelgerningen som et embede, i lighed med præsternes og andres embeder ved Templet og i synagogerne. Optagelsen i menigheden skete sandsynligvis i forbindelse med det ritual, der betegnes som dåben, men i den første tid adskilte de Kristus-troende sig ikke fra deres jødiske landsmænd. Som disse deltog de i tempeltjenesten og overholdt de fastlagte bedetider, og fastholdt Moselovens bestemmelser om renselser, sabbat, omskæring osv.

 

     Foruden dåben, som skete, idet man bekendte sig til troen på Jesus Kristus, havde man også nadveren, som Jesus jo havde indstiftet under sit sidste påskemåltid, der fandt sted skærtorsdag aften. Ved nadverens indstiftelse foretog Jesus en nytolkning af jødernes traditionelle påskemåltid, som jo bestyrkede jødefolkets pagt med Gud, idet han, for at disciplene og de troende skulle huske på hans liv og gerning, lod vinen symbolisere sit blod og brødet sit legeme.

 

Apostlene overskygges af Helligånden

Pinsedagen er betegnelsen på den højtid i GT, som kaldes ugefesten og de syv ugers fest, fordi den blev fejret syv uger efter påske. Ordet ”pinse” kommer af det græske ”pentekoste”, som betyder ”den halvtredsindstyvende (dag)”. Den var oprindelig en takkefest for kornhøsten, men blev af rabbinerne opfattet som en mindefest for lovgivningen på Sinaj. (5)

     I den kristne kirke blev pinsen den højtid, der fejres til minde om Helligåndens udgydelse over urmenigheden, en begivenhed, der medførte at de kristne talte i andre sprog og umiddelbart blev forstået af folk fra andre lande. Herom hedder det i Ap. G. 1, 1-5, at da apostlene og disciplene igen var forsamlede i Jerusalem, antagelig i salen ovenover Johannes Markus’ moders hus, ”lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte alle at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.”

     Apostlene synes derefter at være gået ud i byen, måske endda hen på tempelpladsen, for at forkynde deres nyvundne visdom. Det rygtedes derfor snart rundt om i Jerusalem, at de af Jesu apostle, som var fra Galilæa og som kun talte aramæisk, pludselig var begyndt at tale i andre sprog, så at deres forkyndelse af evangeliet umiddelbart kunne forstås af folk fra vidt forskellige lande: Ægyptere, libyere, arabere, grækere og romere m.fl.. Det undrede mange sig naturligvis over, men vidste ikke rigtig, hvad de skulle tro og mene om det. Andre og mere skeptiske var af den opfattelse, at apostlene havde fået for meget af den søde vin og derfor var blevet berusede, og at det var dette, der satte dem i stand til at vrøvle en hel masse af sig, som de ikke selv forstod, men som velvillige folk kunne tolke som om der blev talt til dem i deres eget sprog.  

 

Peter citerer profeten Joels profeti

Mængdens spot blev dog snart for meget for Simon Peter, som med rette mente at kunne gendrive kritikken, i dette tilfælde med henvisning til profeten Joel, som omkring anden halvdel af det 7.årh. f.Kr. blandt andet havde profeteret følgende:

 

     'Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud,

     at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød;

     og jeres sønner og jeres døtre skal profetere,

     og jeres unge skal se syner,

     og jeres gamle skal drømme drømme.

     Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder

     vil jeg i de dage udgyde af min Ånd,

     og de skal profetere.

     Og jeg vil lade ske undere oppe på himmelen

     og tegn nede på jorden,

     blod og ild og rygende damp.

     Solen skal vendes til mørke og månen til blod,

     før Herrens dag kommer, den store og herlige.

     Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens

                                  navn, skal frelses.'  (6)

                                        

      Efter dette eskatologiske profetcitat, fortsætter Peter med at sige følgende:

 

"Is­raelitiske mænd! hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hed­ninger hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fast­holdes af døden. [...]"

 

Og efter at have citeret Davids Salme 16,8-11, fortsatte Peter:

 

     "Mine brødre! lad mig få lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og be­gravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde lovet ham, at af hans efter­kommere skulle en sidde på hans trone, forudså han, at Messias skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Døds­riget, ej heller skulle hans kød se for­rådnelse. Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Hellig­ånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører. Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv:

    'Herren sagde til min herre:

    sæt dig ved min højre hånd,

    til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.'

Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus." (7)

 

Dåben i Jesu navn

Peters ord fik mange i forsamlingen til at besinde sig og lytte til, hvad den ny kristne lære gik ud på, og en del lod sig derefter døbe i Jesu navn, og de holdt fast ved fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne. Desuden solgte mange deres ejendom og gods og delte pengene ud blandt menighedens medlemmer, efter hvad hver enkelt trængte til. Men blandt de omvendte, fortsatte de kristne jøder dog med daglig at komme i templet, lige som de hjemme overholdt de traditionelle jødiske ritualer og skikke.

 

     Ifølge Ap.G. 2, 41, lod tre tusinde mennesker sig døbe på selve pinsedagen. Hvor mange tilhængere Jesus allerede havde i forvejen, ligger dog ikke helt klart, men måske har det drejet sig om flere hundrede eller endda op mod et tusind. Imidlertid blev Pinsedag indledningen på apostlenes missionsgerning, sådan som denne allerede er blevet skitseret i denne bogs indledning. Men det blev også begyndelsen til det martyrium, som mange af de tidligste kristne, både de mere og de mindre fremtrædende, i den efterfølgende tid måtte gennemgå og underkaste sig. Såvel i Palæstina som i den hedenske verden blev det kristne budskab om næstekærlighed og ikke-vold ofte mødt med en brutalitet og skånselsløshed fra magthavernes side, som for et nutidsmenneske nærmest gør det uforståeligt og uforklarligt, at den kristne lære overhovedet har kunnet overleve og slå rod, således at kristendommen efterhånden blev udbredt over store dele af jorden. Dens historie op gennem århundrederne er skrevet med smerte, lidelse og blod i en grad og et omfang, som står i skærende kontrast til juleevangeliets ord om fred på jorden og i mennesker velbehag. Men de sidstnævnte ord skal selvfølgelig ses som en profeti om, hvad der skal og vil ske efter de sidste tider og dommens dag, hvor en ny himmel og en ny jord skal opstå (8)

 

 

 

13. DEN MYTOLOGISKE JESUS KRISTUS

 

 

Ordet og begrebet myte stammer fra det græske mythos, som betyder fortælling, specielt om guder. Læren om myter kaldes mytologi, men denne betegnelse kan også dække det kompleks af myter, som hører en bestemt epoke eller et bestemt kulturområde til. I bibelforskningen anvendes ordet myte til at karakterisere fortællinger, hvis begivenheder foregår i et andet rum end historiens og ligger udenfor den almindelige tid. Ordet forekommer ikke i GT, men findes i NT, hvor det dog i alle tilfælde drejer sig om ”fabler”, dvs. fortællinger af belærende indhold. (1)

     Allerede i urkristendommen begyndte der at danne sig myter omkring Jesus, som efterhånden skulle gøre denne historiske skikkelse til en guddom, man kunne hylde, tilbede og forvente hjælp og vejledning af. Ja, som man mente ville og kunne frelse eller befri mennesker fra det onde og denne verdens elendighed, hvis man troede på ham som Guds enbårne søn og lod sig døbe i hans navn, hvorved man ville få del i den evige salighed i Guds rige. Omvendt forholdt det sig, hvis man ikke troede på ham og hans ord og derfor ikke lod sig døbe, så ville man som et Djævelens barn være fortabt og fordømt til et evigt ophold i helvedes luer. Man forudsatte med andre ord, at mennesker ville leve ”evigt” efter livet på jorden, men man gjorde sig ingen tanker om, at denne opfattelse stred imod indholdet og betydningen af ordet og begrebet evighed.

 

     Begrebet evig eller evighed kan både betyde uendelighed i tid og i rum og uendelig væren ’udenfor’ tid og rum, i begge tilfælde altså en væren til og en væren uden begyndelse og uden ende. Man skelnede med andre ord mellem det forgængelige, dvs. det, som opstår og forgår og som er undergivet naturlovene, specielt årsagsvirkningsloven, og det uforgængelige, altså det, der simpelthen eksisterer uafhængigt af de vilkår, der gælder for tiden og rummet, og de dermed forbundne naturlove, samt årsagsvirkningsloven. Det, der er uforgængeligt, er primært karakteriseret ved, at det er årsagsløst. Det er derfor i grunden noget ufilosofisk vrøvl at tale om, at mennesker kan opnå udødelighed og evigt liv, for enten er man udødelig og lever i evigheden, eller også er og gør man det ikke. Noget andet er, at det levende væsen, herunder mennesket, i sin evige kosmiske tilværelse må gennemleve en tidsperiode, hvorunder bevidstheden om det guddommelige tilhørsforhold, udødeligheden og det evige liv, er degenereret til en latent tilstand, som får individet til at tro, at det selv er identisk med den ’døde’ materie, hvorfor følgelig Gud, udødelighed og evigt liv må være illusioner. Men denne situation vil efterhånden afføde en længsel efter ”det tabte paradis”, og gradvist vil individet via sine erfaringer, og især sine lidelseserfaringer, blive bragt tilbage til en oplevelse og erkendelse af sin identitet med Gud, og dermed igen opnå erkendelse af sin egen udødelighed og sit evige liv. (2)   

 

     Men som nævnt, blev den historiske Jesus Kristus snart gjort til en legende, der blev opfattet som eksisterende udenfor historiens rum og den almindelige tid. I NT ses det især af barndomshistorierne i Matt. 2 og Luk. 22, men myten eller legenden om Jesus dukker lejlighedsvis også op i andre sammenhænge dér, hvor kirkefædrene og senere menigheder har følt et behov for at ændre, tilføje og udelade i de originale evangelietekster. I flere af denne bogs tidligere kapitler, er der blevet fremdraget eksempler på de myter eller legender, der i tidens løb har dannet sig omkring personen Jesus Kristus. En af de mest sejlivede myter i legenden om Jesus Kristus, er myten om jomfrufødselen, som vi i det følgende skal se lidt nærmere på.

 

Jomfrufødslen

 Omstændighederne omkring Jesu fødsel omtales kun af Mattæus og Lukas, og ifølge disse to evangelister blev Maria gravid som jomfru og endnu medens hun kun var forlovet med sin tilkommende mand, Josef, hvilket dels blev anset for et alvor­ligt og derfor strafbart brud på loven, og dels gav anledning til, at den retsindige Josef var til sinds at lade sig skille fra hende i al stilhed, for ikke at bringe skam over hende. (3)

 

     Ifølge Femte Mosebog, 22,13-21, 23ff. var det en alvorlig og strafbar sag for en kvinde, ikke at være jomfru ved ægteskabets ind­gåelse, ligesom det var strafbart for en mand at have samleje med en trolo­vet kvinde. I førstnævnte tilfælde "skal man føre hende hen foran hendes faders husdør, og mændene i hendes by skal stene hende til døde, fordi hun har begået en udåd i Israel ved at bedrive hor i sin faders hus." I sidstnævnte tilfælde skal både kvinden og den mand, hun har haft samleje med, stenes til døde, hun, fordi hun ikke skreg om hjælp, og han, fordi han krænkede sin næstes brud.

     Dette for rettroende jødiske kredse alvorlige juridiske og moralske problem, søger de to evangelier at komme uden om, ved at henholde sig til forestillingen og påstanden om jomfrufød­sel, et udtryk, der har vundet hævd i den kirkelige lære om Jesu fødsel. I Ny Testamente er begrebet jomfrufødsel ikke udtryk for en biologisk ejendommelighed, men derimod for en guddommelig indgriben med henvisning til, at alt er muligt for Gud. Læren om jomfrufødsel går -  uforskyldt - tilbage til jødedommens måske betydeligste profet, Esajas, som levede og virkede i Jerusalem ca. 740-700 f.Kr. I Es.7,14 står følgende: "Derfor vil HERREN selv give eder et tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel." 

 

     Imidlertid er der først og fremmest tale om en fejlagtig eller tendentiøs fortolkning af det hebraiske ord for jomfru, Betula, som i græsk oversættel­se er gengivet ved Alma, der egentlig kun betyder en ung kvinde, uden at det er afgjort, om hun er gift eller ugift. Men det har altså været vigtigt for Mattæus og Lukas at betone Marias såkaldt "ubesmittede undfangelse" ved Hellig­ånden, og derigennem "frikende" både hende og hendes tilkommen­de mand, Josef, for juridisk såvel som moralsk skyld i forhold til Moseloven eller Toraen.

     For Marias vedkommende var der i henhold til de nævnte evange­lier tale om, at hun fik besøg af ærkeenglen Gabriel, der fortalte hende, at hun ville blive gravid og føde en søn, som hun skulle kalde Jesus. Det kunne Maria ikke fatte, indvendte hun, for hun havde jo endnu ikke stået i forhold til nogen mand. Det ville ifølge englen ikke være noget problem, for det skulle ske ved at "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes hel­ligt, Guds Søn." (4)

     Marias graviditet kom åbenbart også som en overraskelse for Josef, for han mistænkte hende for at have været ham utro, og ville derfor i al stilhed have afbrudt sin forlovelse med hende, hvis ikke han i en drøm havde set og hørt englen Gabriel, som beroligede ham med, at Maria var blevet gravid ved Helligånden. (5)

     Det synes direkte at fremgå af de ovenfor citerede tekststeder, at Maria naturligvis udmærket var klar over den biologiske sammenhæng mellem samleje og undfangelse, hvorfor evangelisten Lukas er nødt til at påstå - formentlig i god tro - at hun, skønt gravid, endnu ikke havde haft samleje med nogen mand, og altså heller ikke med sin tilkommende mand, Josef. Evangelisten Mattæus er desuden nødt til at påstå, at Josef havde grund til at undre sig over Marias graviditet, eftersom han endnu ikke havde haft samleje med hende. Josef og Maria var altså helt almindelige og normale mennesker, som i øvrigt ikke synes at have været specielt religiøst anlagte, men de to evangelister så det først og fremmest som deres opgave, at fremstille Jesus Kristus som Guds Søn, og som sådan kunne de og deres samtids - og for resten også eftertids - trosfæller ikke forbinde hans undfangelse og fødsel med noget så "lavt" som et normalt samleje mellem mand og kvinde.

 

     Spørgsmålet er imidlertid, hvornår og hvordan begrebet jomfrufødsel overhovedet er opstået. For at forstå det, skal vi opholde os lidt ved den kulturelle bag­grund for, at begrebet og forestillingen om den "ubesmittede undfangelse" overhovedet er opstået. Det forholder sig i virkeligheden sådan, at det kun er 2 af de 27 nytestamentlige skrifter, som danner det historiske grundlag for kristendommen, der omtaler jomfrufødsel, og selv i disse to tilfælde er denne lære i modstrid med de to skrifters øvrige indhold. Alle skrifter har oprindelig antaget at Jesus er undfanget og født på naturlig måde, og at hans biologiske fader var Marias mand, Josef. Hvis ikke det havde været tilfældet, ville Mattæus ikke have haft nogen grund til at indlede sit evange­lium med en opregning af Jesu slægtsregister. Dertil kan føjes, at Lukas-evangeli­ets 1. kapitel virker som en "efterrationalisering", for allere­de i 2. kapitel, 41-52, omtales Josef og Maria som "hans foræl­dre".

     Vigtigst er det dog, at Jesus aldrig selv har forkyndt læren om jomfrufødsel, og det har hans apostle eller disciple heller ikke, og den findes slet ikke i den ældste, jødekristne menig­hed, ligesom den er fremmed for jødisk religion og Det gamle Testamente. Hvorfra stammer da denne mærkværdige lære om jomfrufødsel, som blev et hoveddogme for den katolske kirke og som selv efter reformationen fastholdtes i protestantismen, ifølge hvilken Bibelen, eller mere præcist evangelierne, burde være eneste kilde til kirkens lære?     

 

     Begrebet jomfrufødsel, hvorved altså primært skal forstås en overnaturlig undfangelse og fødsel uden mandlig medvirken, kendes også fra andre antikke, især hellenistiske, mysteriereligioner, som f.eks. de eleusinske mysterier, de orfiske mysterier, de dionysiske mysterier, den Store Moder Kybeles og Attis’ mysterier, Isis’ og Osiris’ mysterier og Mitras mysterier. Disse mysterier var indbyrdes mere elle mindre forskellige, men rummede dog visse fælles grundlæggende træk, som f. eks. foreningen mellem sjælen  og guddommen, og bl.a. den sjælelige og moralske renselsestid, der gik forud herfor. I mysterierne var der altså tale om, at ”foreningen” mellem mysten, hvilket vil sige den person, mand eller kvinde, der skulle gennemgå indvielsen, og det guddommelige alvæsen, var af åndelig art og udelukkende skulle forstås på åndelig måde. Dette gjaldt også i GT, som opfattede den profeterede messianske fredsfyrste som et menneske, på hvilket man anvendte det fra den oldsemitiske religion nedarvede udtryk ”Guds søn”. Men udtrykket skulle forstås på åndelig måde, nemlig som et særligt åndeligt sønneforhold mellem Messias og Gud.  

     I den fra Salme 2,7 kendte formular, der på den tid blev brugt ved kongens indvielse eller ”salvelse” og dermed tronbestigelse, hedder det: ”Du er min søn, i dag har jeg født dig”. Kongen blev dengang anset for at have guddommelig oprindelse, og den profeterede Messias blev også opfattet som en konge. Guds ånd overskyggede ifølge evangelierne Jesus, da han lod sig døbe af Johannes Døberen, og ved den lejlighed hørtes den guddommelige røst, som ifølge de nuværende bibeludgaver sagde: ”Du er min søn, i dig har jeg velbehag.” Men i flere ældre håndskrifter findes den oprindelige læsemåde bevaret, der stemmer med den ovenfor citerede Salme 2, nemlig: ”Du er min søn, i dag har jeg født dig.”

     Det var altså ved Johannes-dåben, at Jesus blev klar over, at han var blevet Guds søn. I henhold til Biblen er alle mennesker Guds børn, men Jesus er Guds søn på enestående måde, fordi han i enestående grad er fyldt med Guds Ånd eller Helligånden. Jesus er altså blevet Guds søn eller er blevet besjælet af Helligånden ved en underfuld åndelig oplevelse som moden ca. 30-årig mand, og ikke ved en underfuld fysisk fødsel. Det var dette åndelige sønneforhold, Jesus selv henviste til, og som apostlene lejlighedsvis påkalder som bevis for lærens guddommelige karakter. Den oprindelige tekst er senere blevet ændret, fordi den stred mod den katolske kirkes Jomfru Maria-kultus’ eller Madonna-dyrkelses dogme om den ”ubesmittede undfangelse” og jomfrufødslen. (6)

     Hensigten med mysteriekultens hævdelse af jomfrufødsel var primært at pointere og fremhæve den udvalgte konges eller frelsers guddommelige oprindelse, og denne kunne fromme og dydige mennesker altså ikke forestille sig skulle hænge sammen med det profane samleje mellem mand og kvinde.

   

     Ved nærmere eftersyn viser det sig da også, at misforståelsen i evangelierne omkring Jesu undfangelse og fødsel dels skyldes en oversætterfejl og dels menighedens behov for at understrege og fremhæve Jesu Kristi ”rene” guddommelige oprindelse. I den græske og gamle danske oversættelse står der: ”Jomfruen er svanger og føder en søn”, idet grundteksten bruger det græske Alma, som betyder ”ung kvinde”, og ikke ordet Betula, der betyder ”jomfru”. Desuden står der i det gamle syriske håndskrift, som tilskrives Mattæus: ”Josef avlede Jesus.”   

     Heller ikke hverken Simon Peter eller Paulus har forkyndt læren om den ubesmittede undfangelse og jomfrufødslen. Ifølge Apostlenes Gerninger 2, 22 kalder Peter Jesus ”en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, …” I Paulus’ brev til Romerne 1, 4, lyder det: ”Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udkåret til at forkynde Guds evangelium, det, som Han har forjættet ved sine profeter i hellige skrifter, evangeliet om hans søn, der ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt og ifølge Helligheds-ånd med vælde blev godtgjort at være Guds søn ved opstandelse fra de døde, …” I Apostlenes Gerninger 13, 23 står der samstemmende: ”Af hans [Davids] slægt lod Gud, således som han havde forjættet, en frelser fremstå for Israel – det er Jesus.”

     Påstanden eller dogmet om jomfrufødsel forekommer heller ikke i Johannes-evangeliet, der ellers stærkest betoner Jesu guddommelige natur. I Joh. 1,46 kaldes Jesus ligeud for ”Josefs søn”. Markus-evangeliet kender endnu mindre til det mærkværdige dogme om jomfrufødsel, for heri omtales Jesu fødsel slet ikke. Derimod nævnes ”hans moder og hans brødre” som ”hans nærmeste [familie]”. Og disse betragtede henholdsvis deres søn og broder som ”forrykt”, og troede ikke på, at han var noget særligt, hvilket på et tidspunkt fik Jesus til foreløbig at bryde med dem (7)

 

     På den ovenfor skitserede baggrund må det stå klart, at Juleevangeliet (Luk. 2, 1-20) er en smuk fortælling, en myte, som ikke har meget med faktisk historisk virkelighed at gøre. Derfor er det egentlig lidt ejendommeligt, at det selv samme Lukas-evangelium 2, 23-38 – sammen med Mattæus-evangeliet 1, 1-17 opregner Jesu slægtsregister i et slægtled, der rækker fra Abraham over kong David og til Jesu fader, ”Josef , Marias mand”, og dermed bevidner denne som Jesu kødelige fader og biologiske ophav. (8)

     Det kan altså med andre ord konstateres, at der med dogmet om jomfrufødslen er tale om, at dette er et resultat af senere afskriveres forsøg på en harmonisering af den oprindelige tekst med menighedens egen lære om den ubesmittede undfangelse, og for resten også dens lære om treenigheden. Det har ikke kunnet ske uden rettelser, udeladelser og tilføjelser i den originale tekst. Man kan måske synes, at det ville have været mest konsekvent helt at udelade den stamtavle hos Mattæus, som ikke findes i det formentlig ældste evangelium, Markus-evangeliet, og heller ikke i Johannes-evangeliet, men det har man altså trods alt ikke turdet vove, eller måske har man ikke været opmærksomme på, at opremsningen af Jesu biologiske slægtsregister direkte modsagde – og modsiger – dogmet om jomfrufødsel. Også Jesu stamtavle i det antagelig næstældste Lukas-evangeliet, og beretningen om Jesu åndelige fødsel (Matt. 3,17), er i strid med dogmet. (9)   

 

     Et eksempel på, hvordan senere harmoniseringsrettelser i den oprindelige evangelietekst kan se ud, kan nævnes et meget gammelt evangelie-håndskrift, som i 1892 blev fundet i Syrien. Det viste sig, at den oprindelige skrift var udvisket og senere var blevet overskrevet, antagelig for at ikke det sjældne og kostbare pergament skulle gå til spilde. Ved hjælp af en kemisk proces lykkedes det imidlertid forskerne at tydeliggøre den oprindelige tekst, og heraf kunne man se, at der ved den nyere overskrivning var blevet foretaget rettelser og sågar meningsforstyrrende ændringer af den oprindelige tekst. I den nyere tekst til Mattæus-evangeliet står f.eks.: ”Josef, Marias mand, af hende blev Jesus født”, men den overskrevne ældre tekst lød sådan: ”Josef avlede Jesus”. Disse tre ord rummer faktisk Biblens oprindelige lære om Jesu fødsel, nemlig, at Jesus blev født på helt almindelig og normal menneskelig måde af Maria, Josefs hustru. Jesus blev altså ikke avlet af den hellige Ånd, som først kom over ham under Johannes-dåben, dvs. da han var omkring 30 år. (Luk. 3,23f. med par.).  (10)

 

     Forestillingen om jomfrufødslen er som tidligere nævnt en ældgammel myte, der fandtes i den semitiske messiaslære og i de antikke mysterier årtusinder før vor tidsregning. Men læren om jomfrufødslen, som hang sammen med oldtidens religiøse frugtbarhedskultus, var på Jesu tid for længst forsvundet inden for jødisk religion og i andre forasiatiske religioner, og fandtes kun rudimentært i de folkelige religioner, hvor man dyrkede modergudinden.    

 

     Det kan altså konkluderes, at de oprindelige bibelske skrifter ikke rummer nogen religiøs lære om jomfrufødsel, idet de udtrykkeligt fortæller, at Jesus var avlet som søn af Josef. Først langt senere i historien dukker læren om jomfrufødslen atter op, nemlig i og med den katolske kirkes behov for Madonna- og Maria-dyrkelse. Læren trænger herfra ind i bibelteksterne og kanoniseres af den katolske kirke som helligt dogme, og herfra adopteres den af den protestantiske trosbekendelse, som præsten fremsiger ved hver eneste barnedåb i nutidens kirker: ”Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, …”   

 

Dåbens sakramente

Sakramente er betegnelsen for menighedens hellige handlinger dåb og nadver, der dog ikke forekommer i NT. Ordet sakramente eller sacramentum er den latinske oversættelse af det græske ord mysterion, som betyder ”hemmelighed”. I oldkirken blev sakramente et udtryk for alt det i den kristne tro, som ikke var umiddelbart indlysende og forklarligt. Til sakramenterne regnede man dåb og nadver. Man kan altså tale om dåbens mysterium og om nadverens mysterium. Her skal vi først se på dåbens sakramente eller dåbens hellige mysterium. (11)

     Dåbens mysterium er tidligere blevet omtalt i 4. kapitel, men her skal kort repeteres, hvad begrebet dåb går ud på både teoretisk og i praksis. Det græske ord for dåb er baptisma, og det er udtryk for en rituel, religiøs handling, som baserer sig på den opfattelse, at kultisk eller moralsk urenhed kan vaskes af sjælen som fysisk snavs af kroppen. Der er da også ofte tale om neddykning i eller overhældelse eller bestænkning med vand. Dåb i denne betydning er med andre ord en renselseshandling og som sådan findes den i mange former i forskellige religioner og religiøse bevægelser, både i fortiden og i nutiden.

     Imidlertid kan dåb forstås i overført betydning, nemlig som en indvielse i en religiøs hemmelighed eller som en indlemmelse i et religiøst samfund eller en bestemt trosretning. Den ydre handling: Neddykningen i, overhældelsen eller bestænkningen med vand bekræftede den indre moralske omvendelse, der var forudsætningen og betingelsen for indvielsen eller optagelsen, og som udsprang af budskabet om, at Guds rige var kommet nær.

     Dåb og den dermed forbundne omskæring af drengebarnet, var traditionel og almindelig praksis hos jøderne både før og efter Jesu tid, og dåben gjaldt også ikke-jøder, de såkaldte proselytter, der lod sig omvende og optage i det jødiske samfund. Som det vil være fremgået, blev Jesus født under forældrenes besøg i Betlehem, og otte dage efter fremstillet og omskåret i Templet i Jerusalem. Først som ca. 30-årig lod Jesus sig  døbe i Jordanfloden af fætteren Johannes, og ved den lejlighed blev Jesus overskygget af Helligånden og dermed født på ny, hvilket vil sige, at han fra da af fik del i Guds bevidsthed eller hellige ånd, men selv synes han ikke at have døbt, idet han skelnede mellem dåb med vand og dåb med Helligånd, og den sidstnævnte betragtede han tydeligvis som den vigtigste. Men han havde tilsyneladende intet imod, at hans disciple foretog den symbolske dåb med vand. (12)

     Det kan altså konstateres, at dåb ikke hverken er indstiftet eller praktiseret af Jesus, mens han levede her på jorden, lige som det først er i forbindelse med den første kristne pinse, at der tales om dåb i Jesu Kristi navn. Dåben betød da et tegn på optagelse i kirken, hvis fødselsdag jo netop markeres af pinsedagen, dvs. den dag, da den Helligånd kommer, der følger med dåben. Dåben betyder også en dag til fællesskab med Jesus Kristus i hans lidelse, død og opstandelse. Dåben i Jesu eller Jesu Kristi navn har sin historiske og religiøse baggrund i den jødiske tankegang, at man kan udtrykke et ejendomsforhold ved at nævne et navn over en person eller ting. Det vil i tilfældet med dåben i Jesu navn sige, at den døbte har Jesus til Herre og må dele hans lod og skæbne. I kristen opfattelse består dåbens renselse i, at mennesket ved Jesu gerning er renset for den synd, der udelukker det fra at være omfattet af Guds kærlighed. Derfor tales der også om en dåb til syndernes forladelse, og om dåb som badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden. Helligåndens gave betyder netop, at den giver barnekår hos Gud. Derfor hedder det da også: ”Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke i Himmeriget [dvs. Guds rige!]” (13)

     Eftersom fællesskabet med Jesus Kristus også er et fællesskab med Gud, der giver Helligånden, er det forståeligt, at dåben senere blev til en dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. (14)

     Men primært betød og betyder dåben et tegn på, at den døbte har del i den frelseshandling, som Gud har udført via sin enbårne søn Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse. Den kristne dåb er altså ikke indstiftet af Jesus selv, hvilket den såkaldte Missionsbefaling synes at være vidnesbyrd om, men er en indlemmelse i fællesskabet  med ham efter hans død og opstandelse. Missionsbefalingen kaldes de ord, som den opstandne Jesus sagde til sine disciple inden sin himmelfart:

 

     ”Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (15) 

 

     Man mener dog ikke, at disse ord er udtalt af den historiske Jesus, idet han ikke selv brugte formlen ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, som tilhører en senere tids opfattelse. Heller ikke det universalistiske sigte i missionsbefalingen menes at harmonere med Jesu egne udtalelser, som alene tog sigte på jøder. Denne anses derfor snarere at være et udtryk for urmenighedens følelse af forpligtethed over for hedningeverdenen, som urmenigheden da også kort efter Jesu bortgang begyndte at missionere i.

 

     Det er dog nok et spørgsmål, om ikke det universale hovedsigte i missionsbefalingen skyldes Jesus, for den stemmer godt med indholdet af hans forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse og af verdensdommen. Også selvom Jesus andetsteds siger, at evangeliet eller den ny lære kun skal prædikes blandt jøder (16)  

    

     Imidlertid må det som tidligere nævnt konstateres, at mennesker, der ikke er døbt i Jesus Kristi navn, ifølge ortodoks kristen tankegang efter døden vil være fortabte og dømte til et evigt, pinefuldt ophold i et hinsidigt eller underjordisk helvede. Efter at man havde indført barnedåben i kristen praksis, var og er det naturligvis en stærkt skræmmende tanke for mange mennesker, at deres udøbte små børn ved tidlig død, sådan som tilfældet meget ofte var før i tiden, hvor børnedødeligheden var stor, at disse vil være fordømt til ophold i et pinefuldt helvede. Det gjaldt derfor om at få sit barn eller sine børn døbt snarest muligt efter fødslen, således at de også kunne få del i frelsen og Guds kærlighed.    

     Det, der i hvert fald ikke har stået ophavsmændene til dåben og barnedåben klart, er, at forestillingerne omkring dåben og dens virkninger, stemmer meget dårligt med påstanden eller dogmet om Guds alkærlighed, alvisdom og almagt. Hvordan skulle en alkærlig, alvis og almægtig Guddom kunne tolerere, at hans skabninger underkastes evig straf, pinsler og smerte, blot fordi de af en eller anden grund ikke er blevet døbt i Jesu Kristi navn? Det postuleres jo, at menneskene er skabt af Gud, så hvorfor kunne Guds omsorg og forsyn ikke i kærlighedens navn på forhånd have forhindret, at menneskene overtrådte Guds bud, når konsekvenserne af en overtrædelse er så fatale, som det hævdes? Hvis det skyldes, at Gud ikke kender til alt, hvad menneskene foretager sig, så er Hans alvisdom uden betydning, og hvis Han kender til menneskenes overtrædelser, men ikke kan forhindre disse, så må Hans almagt være meningsløs og blot et tomt postulat.

 

     Nej, sagen er kort og godt, at Jesu lære og gerninger i den grad er blevet misforstået og især misfortolket, først og fremmest af hans nærmeste disciple og apostle, og dernæst af senere tiders teologer og skriftkloge. Disse indførte derfor deres egen mytologiske og legendeprægede forståelse af Jesu liv, død og opstandelse, både gennem ændringer, tilføjelser og udeladelser i de evangeliske tekster og ved at indføre omfortolkningen i kirkens teologi og liturgi.          

     Men som vi skal få at se i bind 2, fremfører og begrunder Martinus som sin grundlæggende opfattelse, at Guds hovedegenskaber virkelig er alkærlighed, alvisdom og almægtighed. Derimod mener han, at dåben hører fortiden til, forstået på den måde, at den tilhører et åndeligt udviklingstrin, som en hel del nutidsmennesker for længst har passeret, men som mange mennesker endnu befinder sig på. I stedet for dåb taler Martinus om indvielse, forstået som den udviklingsbetingede indvielse til kosmisk bevidsthed, han betegner som ”den store fødsel”. For Martinus er begrebet kosmisk bevidsthed identisk med begrebet Helligånden.

 

Nadverens sakramente

Den kristne menigheds fællesmåltid kaldes i almindelig sprogbrug nadveren, af oldnordisk ’nátt’ = aften og ’verðr’ = måltid, som blev indstiftet af Jesus selv den sidste aften, han var sammen med sine tolv udvalgte disciple. I evangelierne er nadver en oversættelse af det græske ”deipnon”, som mere præcist hentyder til ”brødets brydelse”  (17)

     Nadverens indstiftelse er skildret i Matt. 26,26 med par.; 1. Kor. 11,23-25, men indstiftelsesordene er ikke ens i de fire evangelier, hvilket skyldes forskellige menigheders forskellige liturgiske traditioner. Ældst synes dog skildringen i 1. Kor. 11, 23-25 at være. Johannes-evangeliet adskiller sig i sin beretning om Jesus sidste aften sammen med disciplene fra de tre andre evangelier, ved at handle om fodtvætningen i stedet for om indstiftelsen af nadveren, idet der dog i talen om livets brød tydeligt henvises til denne og dens betydning (18)

     I nadveren tolkes Jesu død som et pagtsoffer, idet der er tale om en ”ny” pagt med Gud til afløsning af den ”gamle”, som Moses i sin tid sluttede på Sinajbjerget. Den ny pagt bestod i, at for Jesu døds skyld ville Gud tilgive al synd, og alle, der tager imod tilgivelsen, skulle få plads i Hans rige. Nadveren blev på den måde ikke kun et mindemåltid, men en sakramental forudgribelse af det evige livs måltid i Guds rige. Derfor har den, der spiser Jesu legeme og drikker hans blod, lod og del i hans død og opstandelse (19)

     Kernen i beretningerne om nadverens indstiftelse er de to ord ”dette er mit legeme”, som udtaltes i forbindelse med brødets brydelse, samt ”dette er mit blod” eller ”dette bæger er den ny pagt ved mit blod”, som Jesus udtalte, idet han lod vinbægeret (kalken) gå fra mund til mund. 

     I lyset af det jødiske påskemåltid, som skete til minde om udvandringen af Ægypten, skal den sidste nadver, der antagelig fandt sted skærtorsdag aften, aftenen før Jesu henrettelse, sikkert forstås sådan, at Jesus er påskelammet, som ofres. Nadveren kan derfor forstås både som et mindemåltid, hvor fællesskabet styrkes ved Guds og Kristi nærvær, og som et offermåltid i lighed med de hellenistiske mysteriemåltider. Nadveren blev oprindelig holdt i forbindelse med et virkeligt, fysisk måltid, kaldet agapemåltidet, der blev ledsaget af takkebønner og lovprisninger. Agape er græsk for kærlighed, og betyder i kristen forstand Guds suveræne, umotiverede, selvhengivende kærlighed, hvormed han opretter fællesskab mellem sig selv og mennesket. Guds kærlighed er ikke motiveret af nogen  særlig fortjeneste hos det menneske, den gælder, tværtimod er den helt uden grund og gælder syndere såvel som retfærdige. Agape er derfor i klar modsætning til den jødiske lovfromhed (nomos), ifølge hvilken Guds kærlighed i særlig grad gælder den retfærdige, som elsker Guds lov. (20) 

     En slags kontrast til agape er det ligeledes græske eros, der som filosofisk begreb betyder kærlighed i form af begær, længsel og stræben, f.eks. efter åndelig og moralsk fuldkommengørelse, hvorunder mennesket trinvis hæver sig til stadig højere former for erkendelse af det fuldkomment skønne, Gud, for til sidst at skue dette tilværelsens højeste væsen og urgrund, så at sige  ansigt til ansigt.

     Fra urkristendommens tid har der været en bestandig spænding mellem begreberne agape, eros og nomos, og det har lige siden udgjort et betydningsfuldt tema i europæisk idéhistorie. Kort kan man sige, at nomos og eros er menneskets vej til Gud, mens agape er Guds vej til mennesket. (21)

 

     Imidlertid må man stille spørgsmålstegn ved, om nadveren nu også har den transcendente effekt, som der påstås fra dogmatisk kristen side, eller om Jesus blot indstiftede nadveren, for at hans disciple og senere tilhængere i særlig grad skulle erindre sig ham, hans lære og gerning, hver gang det årlige og i realiteten jødiske fællesmåltid blev afholdt i påskehøjtiden. Den subtile lære om nadveren og den såkaldte transsubstantiation, dvs. væsensforvandling, blev ophøjet til dogme ved Laterankonciliet 1215. Reformatoren Martin Luther (1483-1546) vendte sig dog imod dette dogme og formulerede i stedet en lære om konsubstantiation, hvorved han forstod, at Kristus er til stede i, med og under brødets brydelse og vinens uddeling. Det, de senere og nutidige kristne kender som nadveren, når de går til alters, er derfor menighedens og teologers, ikke mindst Paulus’, udlægning af, og for protestanternes vedkommende endnu senere Luthers udlægning af, hvad der skete og blev sagt ved Jesu sidste måltid med sine nærmeste disciple skærtorsdag aften cirka år 38.

 

     I henhold til Martinus’ kosmiske analyser er det ikke muligt at få syndsforladelse og opnå del i Guds kærlighed, blot fordi man går til alters og deltager i nadveren. For dels er ”synd” et fiktivt og derfor meningsløst begreb, og dels omfatter Guds kærlighed allerede alle eksisterende levende væsener, og altså også dem, der ikke fornemmer, føler eller erkender dette faktum. Guds væsen og kærlighed kan et væsen først opleve og erkende, når det har gennemgået den store fødsels indvielse til kosmisk bevidsthed, hvor det bliver overskygget af Den hellige Ånd, dvs. af Guds egen bevidsthed. Men den store fødsel kan kun opnås og opleves af det etisk-moralsk højt udviklede menneske, der befinder sig på et relativt højere udviklingstrin end det almindelige jordiske menneske. Den store fødsel må derfor ikke forveksles med det bibelske begreb omvendelse, der ganske vist tilsigter præcis samme mål, nemlig at mennesket, som har forladt sin oprindelige stilling som Guds lydige skabning, jf. myten om Adam og Eva, vender sig til Gud, bort fra sig selv og sin selvrådighed og egenkærlighed. For Martinus er dét, at elske Gud, det samme som at elske sin næste med en ubetinget kærlighed, og at elske sin næste er at elske Gud.         

     Men til trods for, at Martinus anser syndernes forladelse og nadveren for fiktive begreber og forestillinger, mener han dog samtidig, at begge dele kan have stor og livsvigtig betydning og værdi for de mennesker, som tror på disse ting. Det drejer sig jo om mennesker, der religiøst befinder sig på et relativt lavere åndeligt udviklingstrin, for hvilket de nævnte begreber er virkelige, primært fordi navnet på deres åndelige autoritet og trosobjekt, Jesus Kristus, Guds søn og talerør, er knyttet til begreberne og begivenhederne. Når Jesus derfor i evangelierne opfordrer folk, ved at sige: ”Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær!”, så hentyder han til Guds riges snarlige komme og begyndende frembrud. Vigtigt er det i den forbindelse, at det er Gud der handler og at det er Hans gave, der gør det muligt at vende om, hvorved her skal forstås til tro på evangeliet om syndernes forladelse. (22)    

     Men man kan altså ikke bare omvende sig, fordi man gerne vil. Det kan kun ske, når forudsætningerne og betingelserne i menneskets eget sind er til stede, således at den hellige Ånd kan få indpas i bevidstheden og overskygge individet. Derimod forekommer der åbenbart spontane omvendelser til troen på f.eks. Jesus Kristus, omvendelser, som psykologisk kan minde om de såkaldte aha-oplevelser, hvorunder en eller anden hidtil ukendt eller skjult sammenhæng pludselig og uventet går op for et menneske. Men denne form for oplevelse har intet direkte med den store fødsel at gøre, primært fordi den finder sted indenfor troens område, altså på et udviklings- og bevidsthedstrin, hvor de pågældende mennesker endnu befinder sig under ”den guddommelige suggestions” indflydelse.

 
Jesu undergerninger

Efter en omtale af sakramenterne, vil det være naturligt at se lidt på de undere eller mirakler, som Jesus angiveligt udførte i de år, hvor han og hans nærmeste disciple vandrede omkring i Galilæa og Judæa. Når disse mirakler skal omtales under kapitlet den mytologiske Jesus, beror det på den opfattelse, at disse undergerninger med al sandsynlighed er udtryk for ren mytologi, for så vidt som de strider mod de almindeligt kendte naturlove. Dermed er ikke sagt, at Jesus, som antagelig havde fået en uddannelse som terapeut hos essæerordenen i Chirbet Qumran, ikke var i stand til at foretage endog overraskende helbredelser af forskellig slags, men det skete i en tid, hvor man stort set ikke kendte til begreber som naturlove, og herunder heller ikke til årsagsvirkningsloven. Man forklarede derfor sådanne helbredelser med, at det var undergerninger, ligesom man forklarede tilsyneladende uforklarlige begivenheder og hændelser med, at disse var undere. 

 

     I bibelsk forstand er undere udtryk for, at Guds virke bliver synligt, og når et menneske er i stand til at udføre undere, er det, fordi Guds kraft er med det. Undere er altså også tegn på Guds virke. Undere i form af kraftgerninger kunne f.eks. udføres af profeterne Elias og Elisa, men andre, f.eks. falske profeter, kunne også udøve sådanne uden at Gud var med. (23)

      I NT er undere som nævnt enten knyttet til Jesu skæbne og virke, eller de sker i hans navn, og i begge tilfælde er der tale om tegn på, at Jesus er Messias. Det gælder Jesu undfangelse, hans undergerninger og hans opstandelse. Men Jesu undere skulle ikke tjene som beviser, hvilket fremgår af hans udtalelser imod beskyldningen for at stå i ledtog med Beelzebul. At Jesu undere kun skulle tjene som tegn ses også af Luk. 10,17-20. (24)

 

     Apostlenes var tilsyneladende også i stand til at udføre undergerninger, men altid i Jesu navn. Men andre kunne altså også udvirke undere ved Guds kraft, og endelig forudsiges det, at falske messias’er og falske profeter i de sidste tider vil komme og gøre store tegn og undergerninger, for at føre de udvalgte på vildspor (25)

 

     Ved Jesu undergerninger forstås, at han gengav blinde synet, døve hørelsen, lamme førligheden, og helbredte forskellige andre fysiske og psykiske sygdomme og lidelser, samt at han genopvakte døde til livet, alt sammen som tegn på, at Gud var med ham og at han var Messias. Han kunne tilsyneladende også stilne stormen og gå på vandet, forvandle fem brød og to fisk til så mange af hver, at de kunne mætte flere tusinde mennesker, og forvandle vand til vin. Det store spørgsmål er imidlertid, om ikke der ved den del af disse undergerninger, som strider mod naturlige årsager, først og fremmest kan og skal forstås, at de er symbolske udtryk for den virksomhed, som Jesus udøvede i kraft af sin status som en Messias eller verdensgenløser (se om det sidstnævnte udtryk i bind 2). Man kan jo nemlig opfatte disse undere og undergerninger på den måde, at Jesus med sit liv og sin lære gør åndeligt blinde seende og åndeligt døve hørende, og gengiver mennesker, der har mistet deres åndelige førlighed, livslysten og virketrangen, samt opvækker åndeligt døde til nyt liv i Himmeriges rige. Guds rige er jo her og nu, idet dets spirer er inden i hver enkelt menneske og blot venter på at bryde frem fra dybet af bevidstheden og folde sig ud i oplevelsen af livet eller tilværelsen som et guddommeligt under og eventyr. Men se nærmere om Jesu undergerninger i bind 2. (26) 

 

Treenighedslæren

Begrebet treenighed, på latin trinitas eller trinitet, er teologisk og skabt af kirkefaderen Tertullian (ca. 160-ca. 220 e.Kr.). Han var grundlæggende monoteist og overbevist om, at Gud kun kan være én, og ville en gang for alle forsøge at afklare det indbyrdes forhold mellem Gud, Jesus Kristus og Helligånden, i håbet om at kunne afværge, at kristendommen blev beskyldt for at dyrke tre guder.

     Mange havde vanskeligt ved at forstå eller tro på en Gud, der samtidig er tre personer: Fader, Søn og Helligånd, en Gud, der går omkring på jorden, idet han ignorerer og tilsyneladende overtræder alle naturlove, for til sidst at fare op til Himlen og sætte sig ”ved Guds Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.”    

 

     Læren om treenigheden er udsprunget af troen på Guds kærlighed til sine skabninger, primært til menneskene, og på, at denne kærlighed giver sig selv hen i Kristus, så at alle får del i livet fra Gud, som er Helligånden. I treenighedslæren hænger Gudstro, Kristusbekendelse og frelseshåb derfor uløseligt sammen.

     I NT er treenighedslæren endnu ikke udviklet, men spirerne til den findes i konstateringen af, at Kristus er Guds søn og at Helligånden er Guds ånd. Først efterhånden blev læren om treenigheden udviklet af græsk-romerske kirkefædre i et stadigt forsøg på at fastholde, at Guds kærlighed endegyldigt er blevet åbenbaret i Kristus. Ved koncilet i Nikæa 325 e.Kr. forsvaredes Kristus som guddom, og ved koncilet i Konstantinopel 381 e.Kr. hævdedes Helligåndens guddom, men på en sådan måde, at de tre personer har del i den ene guddommelige væren og er således lige evige og almægtige. Samtidig er de tre personer realt forskellige fra hinanden på den måde, at Faderen har væren ud fra sig selv, Sønnen udgår fra Faderen, og Helligånden er udsendt fra Faderen og Sønnen. (27) 

     Det var dog ikke alle kristne, der kunne acceptere og anerkende denne treenighedslære, og det gav anledning til en splittelse mellem den vestlige latinsk-romerske kirke og den østlige græsk-ortodokse kirke. I den førstnævnte hævdede man strengt treenighedslæren, mens man i den sidstnævnte  mente og fastholdt, at Helligånden alene udgik fra Faderen.

     Treenighedslæren gav endvidere anledning til angreb fra især to sider, idet man på den ene side mente, at  troen på de tre personer i Gud slet og ret var udtryk for en dyrkelse af tre guder, og på den anden side hævdedes det, og hævdes fortsat af bl.a. unitarerne, at Guds enhed udelukker flerhed, hvorfor Kristus kun kunne anses for at være et usædvanligt menneske, og ikke Guds søn i den forstand, som tilhængere af treenighedslæren påstod. Jesus Kristus kunne altså ikke betragtes som guddom, og kunne derfor heller ikke være objekt for tilbedelse, men måtte derimod betragtes som den store lærer og det store moralske forbillede for menneskene. Denne opfattelse var også fremherskende i 1700-tallets rationalistiske teologi. (28)

 

     Som det for længst er fremgået her af bogen, er Jesus Kristus i henhold til Martinus’ kosmiske analyser netop det usædvanlige menneske, den store lærer og det store etisk-moralske forbillede for menneskeheden. Men Jesus er samtidig Guds søn på principielt samme måde, som alle andre mennesker og levende væsener er Guds ’børn’, dog med den forskel, at Jesus er en ”ældre broder”, i det udviklingsforløb, Martinus kalder ”Vejen mod lyset”, der strækker sig fra det jordiske menneskes verden til dét Himmeriges rige på jorden, han betegner som ”det rigtige menneskerige”. 

 

     Indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi opereres imidlertid også med en grundlæggende treenighedslære, men heri hedder de tre instanser eller ’komponenter’ henholdsvis 1. Gud som Skaber, 2. Guds kraft og evne til at skabe, og 3. det, Gud har skabt og skaber. Men da det levende væsen, herunder mennesket, er skabt i Guds billede og ligner ham, er dette også udtryk for et treenigt princip, nemlig 1. Jeget (skaber og oplever), 2. bevidstheden (skabe- og oplevelsesevnen), og 3. organismen (det skabte og oplevede). Se nærmere herom i bind 2. 

     Det må altså konstateres, at opfattelsen af Jesus Kristus som guddom uhjælpeligt hører ind under mytens og overtroens domæne, også selvom nok så fremtrædende mennesker endnu i vore dage opfatter og tilbeder ham som sådan. Men også her er det godt og klogt at erindre sig Martinus’ ord om, at der i virkeligheden er tale om en fase på vejen mod en højere og sandere gudsdyrkelse, som er identisk med erkendelsen og oplevelsen af det virkelige forhold mellem Gud og verden, mellem Gud og hans skabninger, mellem Gud og os selv hver især.

 

 

 

14. DOMMEN OVER JERUSALEM OG VERDEN

 

I forlængelse af skildringen af den mytologiske Jesus, vil vi i dette kapitel beskæftige os med et emne, der bestemt ikke giver anledning til hverken at smile eller le, nemlig Jesu apokalyptiske og eskatologiske forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse og dommedag over verden.

     Begrebet og forestillingen om dommedagen er eskatologisk, hvilket vil sige, at dette og denne handler om de sidste ting eller tider, således som disse forventes at udvikle og forme sig for de troende. Forestillingerne har i reglen rod i senjødisk apokalyptik, hvis grundtanke er, at den nuværende verdens tid er begrænset, og at en kommende ny og angiveligt bedre verden er nært forestående. I GT findes der især hos profeterne i og efter Eksilet forestillinger om at dommens dag efterfølges af en ny messiansk tid, hvor Jahve vil opfylde alle sine løfter til Israels folk. I NT drejer forestillingerne sig mere specielt om Jesu forkyndelse om Gudsrigets nærhed, og for apostlene om Kristi genkomst, dødes opstandelse, dommedag, verdens nyskabelse og evighed. (1)   

     Der er dog en dobbelthed i de eskatologiske udsagn, idet det både siges, at Gud er nær allerede nu, og at Gud endnu ikke er helt nær, nemlig fordi den urkristne menighed mente at leve i de sidste tider, og derfor forventede man de dødes snarlige vækkelse og opstandelse, samt Jesu snarlige genkomst. Ja, faktisk forventede man, at disse begivenheder ville finde sted indenfor apostlenes egen levetid. 

 

     Opfattelsen og stemningen af, at verden går sin undergang imøde, hænger formentlig primært sammen med menneskets grundlæggende usikkerhed over for livets betingelser og vilkår, herunder det, at døden er alle vis, og sekundært med utilfredsheden med de herskende kulturelle, sociale, politiske og økonomiske forhold. Undergangsstemningen kendes særlig fra perioder, hvor et land eller samfund enten er styret af en magtelite med et upopulært politisk system, eller som er blevet besat eller erobret af et militært set stærkere land. Under indtrykket af de restriktioner, påbud og forbud, herunder knægtelse af forsamlings- og ytringsfriheden, samt  straffeforanstaltninger af forskellig art, som besættelsesmagten, eventuelt i et vist samarbejde med det besatte lands egne skræmte myndigheder, indfører, reagerer befolkningen som helhed i reglen med en vis apati og finder sig i tingenes tilstand, i hvert fald for en tid. Troende mennesker eller mennesker med en religiøs livsanskuelse tolker i reglen begivenhederne i et eskatologisk og apokalyptisk perspektiv og ser dommedagen som nært forestående, mens et relativt lille mindretal harmes og opildnes af begivenhederne til at  gå til aktiv modstand, der dog af gode grunde oftest sker i det skjulte. Det er eksempelvis, hvad der var tilfældet under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark 1940-45, en situation, der formentlig i princippet også har ligheder med lignende besættelser i den historiske fortid, som f.eks. under Romerrigets besættelse af Palæstina 63 f.Kr.. (2)                

 

Jesu veråb over de skriftkloge og farisæerne

I Palæstina var forestillingen om dommedag og messias’ komme for at genoprette Israels folks position som herrer i eget hus og land nærværende, både før, under og efter Jesu tid. Apostlene og disciplene opfattede Jesus som den Messias, hvis komme i al fald siden Joels dage var blevet forudsagt af profeterne. Ifølge disse ville Gud, under forudsætning af folkets bod, omvendelse og bøn, dømme Israels fjender og give Israel en glorværdig fremtid, og desuden udgyde sin Ånd over Israel i de sidste tider. Apostlene så profetien om Åndens udgydelse opfyldt i og med pinseunderet, men overså tilsyneladende, at denne begivenhed kun omfattede et fåtal af mennesker i samtiden. (3)

     Hvis vi ellers kan og skal stole på evangelierne, syntes Jesus også selv at have været fyldt af forventningen om verdens nært forestående undergang og endeligt, som han åbenbart mente ville begynde med Jerusalems ødelæggelse. Denne profeti, spådom eller forudsigelse fremsatte han en dag, mens han opholdt sig i Templet i Jerusalem, hvortil han og hans disciple var ankommet for at fejre påskehøjtiden. Jesus talte her til sine disciple og den forsamlede menneskemængde, og herunder udtalte han sit skarpe veråb over skriftkloge og farisæere, som på deres side gjorde alt, hvad de kunne, for at fange ham i hans egne ord, men indtil videre forgæves:

 

     ”På Moses’ stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde. Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge byrder sammen  og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bederemme og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebudene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt ’rabbi’ af folk. Men I skal ikke lade jer kalde ’rabbi’; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ’fader’; thi kun én er jeres Fader, han som er i Himlene. Ej heller skal I lade jer kalde ’førere’; thi kun én er jeres fører, Kristus. Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig skal ophøjes. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke. [Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I opæder enkers bo og beder længe for et syns skyld, derfor skal I få des hårdere dom]1). Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et Helvedes barn, dobbelt så slemt, som I selv er. Ve jer, I blinde vejledere! I, som siger: ’Om nogen sværger ved templet, de betyder intet; men om nogen sværger ved guldet i templet, han er bundet af sin ed.’ I dårer og blinde,! Hvad er da størst? Guldet eller templet, som helliger guldet? Ligeså siger I: ’Om nogen sværger ved alteret, det betyder intet; men om nogen sværger ved offergaven, som ligger derpå, han er bundet af sin ed.’ I dårer og blinde! Hvad er da størst? Offergaven eller alteret, som helliger offergaven? Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt, hvad der ligger derpå. Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, som bor deri. Og den, som sværger ved Himmelen, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet. I blinde vejledere, I, som sier myggen af, men sluger kamelen! Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I renser det udvendige af bæger og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig. Du blinde farisæer! Rens først, hvad der er i bægeret, sådan at også det ydre af det kan blive rent. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: ’Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod.’ Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere. O I – gør kun jeres fædres mål fuldt! I slanger, I øgleunger! Hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede?

     Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by, for at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: alt det skal komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! Du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn [dvs. indbyggere], som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ’Velsignet være den, som kommer i Herrens navn!’” (4)    

 

Jesu veråb over verden

Da Jesus kort efter forlod templet og var på vej over mod det højdedrag i nærheden, som kaldtes Oliebjerget, kom hans disciple hen til ham og pegede på tempelbygningerne, og en af dem sagde beundrende: ”Mester, se, hvilke sten og hvilke bygninger!”. Til det svarede Jesus: ”Ser I alt dette? Sandelig siger jeg jer: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.” (5)

     Da Jesus og hans nærmeste disciple havde sat sig på Oliebjerget for at hvile, spurgte de ham, sikkert med ivrig og bævende stemme: ”Sig os, hvornår skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?” Jesus, som vidste, at hans disciple ikke forstod, hvad han mente, svarede advarende:

 

     ”Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild. Thi mange skal komme i mit navn og sige: ’Jeg er Kristus;’ og de skal føre mange vild. I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden. Thi folk skal rejse sig imod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse. Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld. Og da skal mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre. Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses. Og dette evangelium, om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme. Når I da ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed,’ hvorom der er talt ved profeten Daniel [Dan. 9,27. 1 Makk. 1,54], stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!) så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe! Ve dem, der er gravide, og dem, der giver die, i de dage! Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat; thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ [Dan. 12,1] og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes. Hvis nogen da siger til jer: ’Se, her er Kristus,’ eller ’dér!’ så skal I ikke tro det. Thi falske Messias’er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud. Hvis de altså siger til jer: ’Se, han er i ørkenen,’ så gå ikke derud; ’Se, han er i kamrene,’ så tro det ikke! Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være. Hvor ådselet er, dér vil gribbene flokkes. Straks efter trængselen  i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes. Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se ’Menneskesønnen komme på himmelens skyer’ med megen kraft og herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser. Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren. Sandelig siger jeg jer: denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket. Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang sønnen, kun Faderen alene. Thi ligesom i Noahs dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noah gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort – sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme. Da skal to mænd være sammen på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, den anden lades tilbage.

     Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. Men det skal I vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus. Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer. (6)

 

Jesus forudsiger dommens dag

Efter denne på en gang grumme  og løfterige profeti, fortsætter Jesus med at fortælle sine disciple tre lignelser, som alle handler om at forvente og være parate til Menneskesønnens og Himmerigets komme. De tre lignelser er den om den tro og den utro tjener, den om de ti brudejomfruer, og den om de betroede talenter. Herefter fremsætter Jesus sin profeti om verdensdommen, der jo er nøje kædet sammen med dommen over Jerusalem:

 

     Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre. Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom hid, min Faders velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt. Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig.’ Da skal de retfærdige svare ham og sige: ’Herre! Når så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig at drikke? Når så vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder? Når så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?’ Og Kongen skal svare og sige til dem: ’Sandelig siger jeg jer: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.’ Da skal han sige til dem ved den venstre side: ’Gå bort fra mig, I forbandede! Til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle. Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.’ Da skal også de svare og sige: ’Herre! Når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel uden at tjene dig?’ Da skal han svare dem og sige: ’Sandelig siger jeg jer: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.’ Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” (7)

 

     Der er ikke noget at sige til, at disciplene mere eller mindre misforstod Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse og verdens undergang, for den er ikke umiddelbart nem at forstå, heller ikke for et nutidsmenneske. Derfor kan det egentlig heller ikke undre, at de tolkede sætningen: ”Sandelig siger jeg jer: denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket”, som om der mentes, at verdens undergang skulle ske indenfor deres egen levetid. Men Jesus sagde jo også, at enden først skulle komme, når evangeliet om Gudsriget var blevet udbredt til ”alle folkeslagene”, og at den dag og time, hvor dette ville være opfyldt, kendte kun Gud Fader. Spørgsmålet er derfor, hvad Jesus lagde i ordet ”slægt”: om det skulle betyde ”dette slægtled” eller ”menneskeslægten” som helhed, sådan som begrebet meget vel kan forstås efter den kontekst, hvori det indgår, og som det også bliver udlagt i Johannes’ Åbenbaring. (8)

     Når der hos Matt. 24,8 tales om ”veerne”, skal udtrykket forstås som en forkortelse af ”Messiastidens fødselsveer” eller ”Messiasveerne”, som i nytestamentlig tid var en almindeligt brugt betegnelse for de store trængsler og ulykker, der skulle ramme jordens befolkning inden verdensafslutningen og Gudsrigets oprettelse. Disse begivenheder er varsler om Messias’ snarlige fremtræden, på samme måde som veerne hos den gravide kvinde er tegn på, at barnets fødsel er nært forestående.

 

Hvordan skal dommedagsprofetien forstås?

Tilbage bliver imidlertid stadigvæk det store spørgsmål, hvor konkret eller realistisk, man kan og skal opfatte Jesu profeti om dommen over Jerusalem og verden. Profetien er jo desuden delvis afsagt i lignelsens form, nemlig lignelsen om figentræet og om den tro og den utro tjener, lignelsen om de ti brudejomfruer og om de betroede talenter, og om fårene og bukkene. Profetien kan jo også tolkes moralsk som et lærestykke om at overholde Guds bud og om at handle kærligt imod sin næste, uanset hvilken stilling og status samme næste end indtager, og som et symbolsk udtryk for, at hvis man ikke gør det, går ens egen verden og dermed også fællesskabets verden under i et moralsk ragnarok, der også kan få eller have konsekvenser i form af psykiske og fysiske lidelser og sygdomme, revolutioner og krige.      

     Men tager man Jesu profeti som udtryk for en konkret historisk forudsigelse af, hvad der på et tidspunkt vil ske i og med verden, må man nok med vores egen store humorist, Robert Storm Petersen, muntert-ironisk konstatere, at ”det er svært at spå, især om fremtiden!” For næppe nogen anden profeti har været genstand for så mange tidsmæssige korrektioner i tidens løb, som netop Jesu forudsigelse af dommedagen.

     Som vi skal se i andet bind, opfatter Martinus dommedagsprofetien som en overvejende symbolsk forudsigelse af realistiske hændelser og begivenheder, der efter hans mening for alvor tog deres begyndelse i og med 1. verdenskrig, og som især er fortsat i og med 2. verdenskrig og vil fortsætte et godt stykke ud i en ikke nærmere defineret fremtid. Men læs mere herom senere. 

 

 

15. JESU LIGNELSER OG JESU HUMOR

 

Det græske ord for lignelser er ”parabolé, er i lighed med det tilsvarende hebraiske ”masjal” en betegnelse for flere forskellige former for billedtale, såsom ordsprog, sammenligninger, fortællinger og allegorier, hvor hvert træk har en dybere mening end den umiddelbare. Lignelser var en almindelig forkyndelsesform i Jesu samtids jødedom, med rødder i GTs profetiske litteratur, som f.eks. i Es. 5,1-7 med lignelsen om  den ufrugtbare vingård (jf. Matt. 21,33-46) og i Jer. 18,1-12 med pottemagerlignelsen. 

     Ifølge de tre første evangelier, Mattæus-, Markus- og Lukas-evangeliet, udgjorde lignelser en væsentlig del af Jesu forkyndelse, og de handler for de flestes vedkommende om Guds rige. Derimod forekommer der ejendommeligt nok kun få lignelser i Johannes-evangeliet, og her handler de på sin vis om Jesus selv. (Joh. 6,22-59 (Jesus som livets brød); 8,12-29 (Jesus som verdens lys); 10,1-21 (Jesus som den gode hyrde);12,24 (Jesus som hvedekornet); 15,1-8 (Jesus som det sande vintræ). 

 

Jesu lignelser om Gudsriget

Ved at sammenligne Guds rige med forhold i hverdagslivet, opnåede Jesus at lade sine tilhørere selv erkende, hvordan det forholder sig med dette rige. Det billedsprog, han benyttede sig af, var umiddelbart forståeligt for de fleste, og udlægninger eller nærmere forklaringer var derfor ikke nødvendige. Alligevel forekommer sådanne, men nogle forskere mener, at disse er tillagt Jesus af en senere tids menighed, hvor man ikke længere forstod lignelserne umiddelbart. Derfor er talen til disciplene om, at Jesu forkyndelse er en hemmelighed, som kun kan forstås af særligt indviede, hvortil disciplene blev regnet, faktisk i modstrid med selve lignelsernes væsen, som derved bliver gjort til allegorier. I allegorien skal hvert enkelt træk i fortællingen tolkes som noget andet, hvilket gør, at den kun bliver fuldt ud forståelig for den, der besidder den særlige indsigt, som åbenbarer meningen, mens uindviede kun kan opfatte denne som gådefuld.

     Lejlighedsvis kan den tidligste menigheds eller kirkes forståelse af Jesu lignelser konstateres gennem de tilføjelser, der er blevet gjort til disse. Man mente, at hovedsigtet med Jesu lignelser var, at ”Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste”, og ”enhver som har, ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har (1)

 

     Nyere Jesus-forskning er imidlertid af den opfattelse, hvad angår Jesu lignelser om Gudsriget, at han kun har villet sige en eneste ting med disse, nemlig at Guds rige er nær, fordi det ligger som en spire i hvert eneste menneske. Det anses derfor af nogle forskere for en eklatant misforståelse at udlægge disse lignelser træk for træk, sådan som det er sket gennem det meste af kirkens historie. Lignelserne er ifølge disse forskere ikke udtryk for evige sandheder, men deres budskab er uløseligt forbundet med Jesus og hans skæbne, og de handler på sin vis om ham selv som den person, der bragte Guds rige nær til mennesker.

 

Jesu eksempelfortællinger

En anden type af Jesu lignelser er de såkaldte eksempelfortællinger, med hvilke han f.eks. har villet anskueliggøre, hvad man skal eller ikke skal gøre i bestemte situationer, som tilfældet bl.a. er med lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Lignelsen om den rige mand og Lazarus mener man indtager en særstilling blandt Jesus fortællinger, idet den udtrykker en jødisk gengældelseslære, som anses for at være i uoverensstemmelse med Jesu Gudsrige-forkyndelse. Det er dog et stort spørgsmål, om denne anskuelse lader sig opretholde, når man betænker, at Jesus jo trods alt også forkyndte, at ”alle, som griber til sværd, skal falde for sværd”, en udtalelse, som er uddybet i Johannes’ Åbenbaring, 13,9.10: ”Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab; hvis nogen dræber med sværd, han skal selv dræbes med sværd”, og af Paulus i Brevet til Galaterne, 6,7, hvor det bl.a. hedder: ”hvad et menneske sår, det skal han også høste”. Men denne lære om gerningerne og skæbneloven er blevet underbetonet i NT, fordi dettes tekster ser det som hovedopgaven at forkynde frelsen ved troen, nåden og syndernes forladelse. Men det siges dog, at tro uden gerninger er intet værd. (2)

 

Humoren i Jesu liv og lære

I det følgende skal vi se nærmere på den humor, som mange af Jesu udtalelser utvivlsomt indeholder, enten direkte eller lettere skjult bag ordformen, sætningerne og billedsproget. Humor er jo ikke det, der ellers præger fremstillinger af Jesu liv og lære, som ofte er så seriøse og højtravende, at det halve måske kunne have været nok. Men for at blive taget alvorligt som kyndig forsker, har man i reglen travlt med at demonstrere, at når man taler om sådanne materier, gælder det om at lægge tanken og stemmen i det til formålet rette leje.    

 

     Men at det kan lade sig gøre at berette om et emne som humoren i Jesu liv og lære, er den danske religionsforsker og kulturhistoriker Vilhelm Grønbech (1873-1948) et godt og fremtrædende eksempel på. I 1935 udgav han bogen Jesus Menneskesønnen, som på grundlag af evangeliernes beretninger giver et utraditionelt og indtrængende psykologisk studie af Jesus og hans liv og lære, og herunder også af Jesu humor. Seks år senere udgav samme forfatter bogen Kristus. Den opstandne frelser. Den ældste kristne menighed (1941). Bogen drejer sig kort sagt om kristendommens eller den kristne menigheds historie i det første århundrede, men set ud fra en utraditionel og i høj grad forfriskende synsvinkel. Nærværende kapitel henholder sig i al beskedenhed i hovedsagen til Grønbechs forskning og tanker, så meget mere, som jeg er grundlæggende enig i hans synspunkter.

     Det er et af Grønbechs hovedsynspunkter vedrørende Jesu sprog, sådan som det fremtræder i evangelierne, at det oprindeligt livsnære sprog er skjult under en slørende patina, som gør det vanskeligt for moderne læsere at fornemme, at hans ord er talt af en mand, der stod midt blandt folk og talte til almindelige hverdagsmennesker såvel som til toldere og prostituerede. Dertil kom, at han lynsnart også kunne vende sit vid og sin visdom mod farisæere, saddukæere  og skriftkloge. Men for at læseren kan føle saltet i Jesu tale, har Grønbech oversat denne på hverdagssprog, fri for gammeldags sprogbrug og traditionel teologisk tankegang.

     Det er samtidig vigtigt for Grønbech at slå fast, at Jesu sprog stod i skarpeste modsætning til det sprog, der taltes af hans samtidige, især af præstestanden og overklassen, som benyttede sig af en traditionel terminologi og udtryksmåde, hvor ordene havde faste værdier, sådan som tilfældet i vore dage er med kirkens og videnskabens sprog. Kirkeligt forekommer gloser som synd og nåde, forladelse, retfærdiggørelse, frelse og fortabelse osv.. Videnskabeligt beherskes forskningen af ord som udvikling, subjektivitet, objektivitet, årsag, virkning, kraft, naturlov osv. Jødernes sprog var og er traditionsbundet til Gamle Testamente, i modsætning til nyskaberen Jesus, hvis sprog og udtryksmåde var nyfødt og udsprang af de mennesker og situationer, han mødte, dels i sin hjemegn og dels under sine vandringer rundt om i Palæstina. I Jesu tilfælde var altså både indholdet og formen nyskabende, eller måske rettere sagt: revolutionerende.

 

    Efter Grønbechs opfattelse vil man først kunne forstå en kilde, som f.eks. Ny Testamentes skrifter, når man tilegner sig en historisk forståelse af den tid og de mennesker, som den stammer fra. Denne forståelse kan efter hans mening bedst gives i og med en fremstilling af den efterfølgende tids religiøse liv, dens tanker, følelser, tro, håb og idealer. Evangelisterne har tilegnet sig og forstået Jesu ord og gerninger i en ramme, der handler om menighedens længsel, håb og fortrøstning, og efterfølgende har den kristne menighed og dennes tænkning sat sit umiskendelige præg på evangelierne. Endog i en sådan grad, at man har gjort tilføjelser og foretaget rettelser af Jesu ord og udtalelser, så at disse er kommet til at klinge med en ofte højtidelig tone, der ikke oprindeligt var til stede. 

 

Begrebet humor

At ville definere begrebet humor er vanskeligt, men selve ordet er latinsk og hentyder til oldtidens alkymi, ifølge hvilken livsholdning og sindsstemning, kort sagt temperamentet, er beroende på blandingsforholdet mellem fire legemsvæsker: blod, gul galde, lymfe og sort galde. Hertil svarer de fire temperamenter: det sangvinske, det koleriske, det flegmatiske og det melankolske. Humor, som er latin og betyder væske, er udtryk for et ligevægtigt sind med personlighedstræk, der rummer blik for det komiske ved en situation og for de muntre sider af livets omskiftelighed, uden at overse de øvrige. Humor er også evnen til at le, uden at såre og til at lade sig le ad uden at såres. Endelig er humor udslag af en sådan holdning i dagligt samvær med andre mennesker eller en mere eller mindre væsentlig ingrediens i kunst og litteratur. Ægte humor, som kalder på smilet, også på det medfølende smil, rummer respekt for ting, der virkelig fortjener det og desuden overbærende forståelse for livets elendighed og ondskab, og for menneskelige svagheder, men er fremmed for ironi, satire og skadefryd.

     Ironi er en form for humor, hvor man siger et og mener omtrent det modsatte. Når humoristen, der har forståelse for menneskenes mangesidighed og svagheder, karakteriserer en dumrian med ordene: ”Han har ikke opfundet krudtet!”, så siger ironikeren om samme dumrian: ”Den mand er overordentligt begavet!” Men her er det tonefaldet og måske glimtet i øjet, der fortæller, hvad der er meningen bag ordene. Ironikeren har nemlig sans for den menneskelige svaghed, som hedder indbildskhed og mangel på selverkendelse.

     Der findes imidlertid en form for ironi, som er uden humor, og den beror på en vis foragt for mennesker, så at der kommer noget negativt og bittert over den, som kaldes sarkasme eller spot, og som intet forsonende har ved sig. Hos Jesus finder man ikke sarkasme, men derimod ofte ironi, særlig når han fremsætter det ene paradoks efter det andet, hvilket ikke sjældent sker, når han omtaler farisæere, skriftkloge og andre stands- og myndighedspersoner, eller når han taler til disse. (3)  

     Den Jesus, der træder frem for beskueren, når man har fjernet det slør af højtidelighed og verdensfjernhed, som lærde og velmenende fortolkere og alvorligt troende mennesker i tidens løb har skjult ham bag, var en mand, der ikke satte skel mellem mennesker og som omgikkes med folk fra alle samfundslag. Hans tale var oftest så jævn og ligetil, at helt almindelige mennesker umiddelbart forstod, hvad han sagde, mens de, der søgte efter alvoren og dybsindigheden i hans ord, forgæves prøvede at tyde, hvad han mente.      

 

Spørgsmålet om skattens mønt

Et godt eksempel på Jesu underfundige humor finder man i fortællingen om skattens mønt, som drejer sig om den skat til den romerske besættelsesmagt, der var pålagt jøderne og som det var toldernes opgave at inddrive, hvilket i begge tilfælde var højst upopulært blandt nationalt sindede mennesker. Som vi ved, gjorde de jødiske myndigheder, repræsenteret ved medlemmer af Synedriet, og deriblandt farisæere og herodianere, hvad der stod i deres magt, for at få Jesus til at udtale sig direkte i strid med loven, eller imod besættelsesmagten, så at de kunne få et  påskud til at lade ham arrestere og dermed blive ham og hans efter deres mening landsskadelige virksomhed kvit:

 

     Og de holdt øje med ham og udsendte lurere, der anstillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt. Og de spurgte ham og sagde: ”Mester! Vi ved, at du er taler og lærer ret og ikke kender til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej. Har vi lov til at give kejseren skat eller ej?” Men da han mærkede deres underfundighed, sagde han til dem: ”Vis mig en denar;  hvis billede og indskrift bærer den?” De svarede: ”Kejserens”. Da sagde han til dem: ”Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” Og de var ikke i stand til at fange ham i ord i folkets påhør, men de undrede sig over hans svar og tav. (4)

 

     Spørgsmålet om skattens mønt var alvorligt nok for enhver from jøde, for hvordan kunne man som sådan betale skatten uden at miste sin selvrespekt og Guds velbehag? Men sigtet med det underfundige spørgsmål blev tydeligvis ikke kun rejst, for at få Jesus til at udtale sig imod skattebetalingen, tværtimod. Man havde derimod håbet på, at hvis Jesus havde svaret, at man ikke skulle betale skat til kejseren, da ville det have været en let sag for hans uvenner at indklage ham for besættelsesmagten som rebel. Det var en alvorlig anklage, for der var som bekendt dødsstraf for oprør mod besættelsesmagten.

     Men hvad mente Jesus egentlig med at give kejseren, hvad dennes er, og Gud, hvad Guds er? Var det for at sætte skel mellem to verdener, den verdslige, hvor kejseren regerede, og den religiøse, hvor det var Gud, der rådede? – Svaret må kort og godt blive et nej, for Jesus delte ikke tilværelsen op i to områder. For ham var verden en enhed, hvor kejseren repræsenterede magtstræbet, mens Gud, hvis væsen er kærlighed, derimod ikke vil herske, men tjene. Det tilkendegav han med følgende ord:

 

     ”I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer, men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener, og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.”. (5)

 

     For dem, der stillede spørgsmålet om skattens mønt, forholdt det sig anderledes alvorligt og pinligt, og det gav anledning til dyb anfægtelse, at Guds udvalgte folk var kommet under fremmedherredømme og tilmed selv måtte betale for nedværdigelsen og ydmygelsen. De håbede derfor på, at deres Gud ved hjælp af den profeterede Messias ville befri dem for det forhadte romerstyre. Derfor kunne de ikke anse en mand som Jesus for at være den, der skulle føre an i befrielsen af Israels folk, for sagde han ikke, at man ikke skulle sætte sig op imod det onde, men elske venner såvel som fjender? Han måtte jo være en forrykt forræder imod sit folk.

     Rent faktisk svarede Jesus slet ikke på dette enten-eller spørgsmål om skattens mønt, for han hverken tilrådede eller frarådede at betale den forhadte skat, selvom hans svar kunne tydes som et både-og. I virkeligheden var det et hverken-eller, men svaret gav hans modstandere noget at tænke og undre sig over. Hans humor viser sig i den forbindelse i, at han lader sine spørgere fortælle sig, hvis billede og indskrift de ser på mønten, og i, at han indirekte bebrejder dem, at de gør et stort nummer ud af småting, i stedet for at kere sig om det, der virkelig betyder noget, nemlig det levende, pulserende liv i og omkring dem. Jesus nægtede ved denne og flere andre lejligheder at påtage sig rollen som vejleder i juridiske, nationale og politiske spørgsmål.

 

Flere eksempler på Jesu humor

Jesu humor møder os også i selve hans forkyndelses form, hvor han ynder barokke vendinger og stærke billeder, som både fanger opmærksomheden og bringer smilet eller latteren frem hos den, der umiddelbart opfatter pointen. Som når Jesus f.eks. siger, at det er svært for en rig at komme ind i Himmeriges rige, og så tilføjer, at det er lige så svært som for en kamel at gå gennem et nåleøje. Eller når han om farisæernes og de skriftkloges læggen vægt på at give tiende af mynte, dild og kommen, mens de forsømmer de bud i loven, der virkelig betyder noget, nemlig troskab, ret og retfærdighed, siger, at de ”sier myggen fra, men sluger kamelen”. Det er jo en højst morsom sammenligning, der udsiger noget væsentligt om pedanteri og vel også om hykleri. (6)

 

     Morsomt er det i virkeligheden også, når Jesus som illustration af, at Gud selvfølgelig vil bønhøre sine ’børn’, siger: ”Eller er der iblandt jer nogen, som vil give sin søn en sten, når han beder ham om brød, eller give ham en slange, når han beder ham om en fisk? Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, som beder ham!” Eller når han advarer imod at dømme sin næstes små fejl, men overser sine egne og derfor større fejl: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til!”. ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”. Man bør heller ikke give af sin viden og indsigt til mennesker, hvorom man ved, at det man har på hjerte ikke interesserer dem: ”Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal træde dem ned med fødderne og så vende sig om og sønderrive jer.”. Muntert er også udtrykket ”menneskefiskere”, som Jesus brugte, da han hvervede de to fiskere og brødre Simon Peter og Andreas som sine disciple. Udtrykket må have overrasket og appelleret til de to fiskere, og måske også moret dem, for de overlod straks båden til deres fader, fiskeren Jonas, og fulgte med Jesus. (7)

     Fin humor er der også i Jesu ord, da han sammen med sine disciple en dag står ved en græsmark, fuld af blomstrende liljer, og vil skildre den himmelske Faders omsorg for sin skabning: ”Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?”  (8)

     Der ligger dyb humor i sammenligningen mellem markens liljer og den rigt klædte og i jødisk historie højt priste kong Salomon, hvor den sidstnævnte efter Jesu opfattelse ikke kunne måle sig med de smukke planter på marken, og sammenligningen har sikkert vakt munterhed blandt tilhørerne, eller måske forargelse, hvis man fandt sammenligningen lidt for dristig og respektløs.  

     Endelig er der megen humor at finde i Jesu lignelser, som for de flestes vedkommende handler om Guds rige. Ved at sammenligne med hverdagslivet gør Jesus det umiddelbart klart, hvordan det forholder sig med dette rige, som han – eller i al fald evangelisten Mattæus - hyppigt også kalder for Himmeriges rige, og en egentlig forklaring eller udlægning er derfor ikke påkrævet. Lignelsen var en almindeligt anvendt forkyndelsesform i Jesu samtid, så mange forstod umiddelbart, hvad der mentes med ordene og billedsproget. Alligevel udlagde Jesus på sine disciples forespørgsel lignelsen om sædemanden og lignelsen om rajgræsset. Men nogle forskere er tilbøjelige til at mene, at der er tale om forklaringer, som er tilføjet senere, formentlig fordi disse lignelsers umiddelbare betydning var blevet utilsigtet dunkel eller var gået tabt. (9) 

 

     I denne bogs andet bind vil vi bl.a. også få at se, at Martinus tillægger flere af Jesu lignelser universal betydning, og at han i øvrigt tolker disse i nøje overensstemmelse med sin kosmologi. Vel at mærke uden at øve vold på lignelsernes indhold og umiddelbare mening.