Harry Rasmussen
skildret på grundlag af
Som det fremgår af denne bogs forside, er
dens emne et todelt forsøg på at finde frem til, hvem og hvad en af
verdenshistoriens største skikkelser, Jesus fra Nazaret, egentlig var og er for
et væsen. Var han et menneske, om end et usædvanligt menneske, eller var han en
gud eller måske nærmest Gud selv?
I bogens første bind vil der forsøgsvis blive gjort rede for den
historiske person, som under navnet Jesus, med tilnavnet Kristus, har øvet
enorm indflydelse på især den vestlige kulturkreds. Bogens andet bind er
forbeholdt en skildring af Jesu personlighed, liv og lære på baggrund af det
livsværk Det Tredje Testamente, i form af hovedværket Livets Bog 1-7,
symbolværket Det Evige Verdensbillede 1-foreløbig 4, samt en række
småbøger, artikler og foredrag, som skyldes den danske tænker og intuitionsbegavelse
Martinus (1890-1981), og hvis tilblivelse strakte sig over næsten en
menneskealder.
Det skal imidlertid siges, at jeg som forfatter af denne bog ikke er
hverken akademiker eller specielt sagkyndig vedrørende kristendommen, men
derimod nok relativt velbevandret i Martinus’ Kosmologi, som jeg har studeret i
omkring 45 år. Fra 1973 blev dette studium specielt suppleret med en mindst
lige så grundig interesse for vor store digter H.C.Andersens personlighed, liv
og forfatterskab, og særlig af hans livs- og verdensanskuelse. Om dette emne
skrev jeg i de følgende år flere artikler, samt en bog med titlen H.C.ANDERSEN,
H.C.ØRSTED og MARTINUS – et sammenlignende studie, som udkom 1997. Heri
omtales blandt andet også Jesus og hans liv og lære.
Jesu liv og lære begyndte for alvor at interessere mig, da jeg som
17-årig og før jeg stiftede bekendtskab med Martinus’ arbejder, læste og delvis
genlæste Gamle og Ny Testamente, som især hvad det sidstnævnte angår faktisk
blev lidt af en åbenbaring for mig. I årenes løb er jeg med mellemrum vendt
tilbage til dette interessante studium, og tanken om at fæstne disse studier på
papiret begyndte derfor naturligt nok at modnes. Der er ganske vist skrevet
mange bøger om samme emne, men så vidt vides indtil nu ikke specielt om det,
sådan som det tager sig ud på baggrund af Martinus’ Kosmologi.
Her vil jeg gerne bringe en tak til min kone, pædagog og tegner Birgit
Bennedbæk, for hendes opmuntring, vejledning og støtte under bogens
tilblivelse. En stor tak skal også rettes til fhv. fritidslærer, kunstmaler Søren
Svendsen, for hans kontrollæsning af mit manuskript. Det har været af stor
værdi for mit arbejde, at jeg hos ham har kunnet indhente sagkyndig assistance,
idet han oprindelig læste teologi på Københavns Universitet. En mindst lige så
stor tak skal bringes til min ven, samarbejdspartner og webmaster Jakob Koch,
der desuden fungerer som kyndig og flittig webmaster på vores
fælles hjemmeside http://www.tegnefilmhistorie.dk
Sluttelig skal her bemærkes, at bogens to bind oprindelig blev skrevet i
løbet af 2002, men at den hermed foreligger i nyrevideret udgave og med et
relativt omfattende noteapparat af hensyn til særligt interesserede. Det vil
altså ikke være nogen absolut nødvendighed for alle, at læse noterne.
Taastrup, den
22. maj 2008.
Harry Rasmussen.
Den danske tænker og intuitionsbegavelse
Martinus deler den opfattelse, at der med Jesus-skikkelsen er tale om en
virkelig og dermed historisk person, selv om han samtidig mener, at denne
kendsgerning egentlig ikke vedrører det centrale og væsentlige i den kristne
lære. Imidlertid er beretningen om ophavsmanden til kristendommen så
fascinerende og spændende, at vi vil begynde denne bog med at se nærmere på
hans liv og lære, der jo kom til at danne de historiske forudsætninger for en
verdensomspændende religion.
I den vestlige verdens religions- og kulturhistorie er der vel næppe
nogen anden enkeltperson, der har spillet større rolle, end Jesus fra
Nazareth. Heller ikke selv om hans eksistens som historisk person er blevet
betvivlet gennem tiderne. Men ét er den historiske person Jesus, noget andet den
religiøse myte Jesus Kristus, der som kristendommens ophav er tillagt guddommelig
oprindelse og derfor nærmest er blevet tilbedt som en gud. Der kan dog næppe
rejses begrundet tvivl om, at Jesus har eksisteret som historisk person i den
forstand, at han er født og har levet et vist antal år. Dette bekræftes til en
vis grad af udsagn fra blandt andre den jødiske historiker Flavius Josefus
(37 e.Kr. - omkr. 100 e.Kr.) og af den romerske historiker Cornelius
Tacitus (ca.55 e.Kr. - omkr. 120 e.Kr.).
Vor viden om den historiske Jesus skyldes
først og fremmest Ny Testamentes fire evangelier og Apostlenes Gerninger, som
dog i alle tilfælde kun indeholder få faktiske oplysninger om ham og
hans liv. Apostlenes Gerninger menes at have sin kilde i evangelisten og lægen
Lukas, som ikke var jøde, men en hellenistisk orienteret såkaldt
hedningekristen. Forskerne mener desuden, at selvom der er visse divergenser
mellem de fire evangelier, er der trods alt også så stor overensstemmelse
mellem disse, at de i alt væsentligt kan regnes for pålidelige kilder til vor
viden om Jesu livsforløb. De ældste kendte skriftlige vidnesbyrd om Jesu
eksistens, liv og lære skyldes imidlertid apostlen Saulus, eller som han
kaldtes på græsk-romersk: Paulus (ca. år 3 - ca. 67 e.Kr.). Han var født
i Tarsus i Kilikien ( Lilleasien) af jødiske forældre, som havde erhvervet
romersk borgerret, der blev arvet af sønnen. Han var dobbeltsproget, idet han
talte både aramæisk og græsk. Det aramæiske sprog var næsten hele Forasiens, og
herunder Palæstinas, omgangssprog på den tid. Nogle forskere mener, at evangelierne
oprindeligt blev overleveret mundtligt eller skriftligt på det vestaramæiske
folkesprog, som jo desuden var Jesu og hans disciples talesprog. (1)
De fire evangelier, Mattæus-, Markus-,
Lukas- og Johannes-evangeliet, er af noget yngre dato, end Paulus' breve.
Ifølge en gammel overlevering skal Mattæus-evangeliet oprindeligt være blevet
skrevet på aramæisk af apostlen Mattæus, der var jøde og tolder af
profession, og som menes senere selv at have oversat det til græsk. Nutidens
forskere hælder til den opfattelse, at Mattæus-evangeliet snarere stammer fra
et jødekristent miljø, formodentlig i Syrien, som var et af den ældste
kristenheds centre, og hvor der boede et stort antal jøder. Mattæus-evangeliets
forfatter menes at have benyttet Markus-evangeliet som kilde, og da dettes
tilblivelse regnes fra omkr. år 70, må Mattæus-evangeliet rimeligvis være
blevet til omkr. år 80. Muligheden for, at apostlen og tolderen Mattæus skulle
være det direkte ophav til evangeliet af samme navn, er måske ikke sandsynlig,
men skyldes snarere behovet for apostolsk troværdighed.
Markus-evangeliet er traditionelt blevet tillagt apostlen Johannes
Markus, i hvis moders hus i Jerusalem disciplene hemmeligt samledes i
dagene efter Jesu død, ja, formentlig også ved flere tidligere lejligheder.
Markus samarbejdede nært med Simon Peter, som nogle antager for at være kilden
til Markus' beretning, og med sin onkel Barnabas og Paulus. Men uanset hvem der
er evangeliets forfatter, anses det i almindelighed for at være den første
skriftlige beretning, der samlede overleveringer om Jesus til en samlet
fortælling. Men heller ikke i dette tilfælde menes evangeliet at være et
resultat af en øjenvidneberetning, men snarere et bearbejdet produkt af
urmenighedens erfaringer og behov.
Det tredje af evangelierne, Lukas-evangeliet, tillægges som nævnt
traditionelt lægen og apostlen Lukas, der menes at være en fra Antiokia
stammende hedningekristen, som desuden anses for at være forfatter af
Apostlenes gerninger. Lukas var Paulus' medarbejder og rejsefælle både i
Antiokia og på i al fald tre af de lange rejser, denne foretog, herunder på den
fjerde og sidste rejse til Rom, som endte med Paulus' henrettelse.
Lukas-evangeliet anses af de fleste forskere for at være det ældste
skriftlige vidnesbyrd om Jesu liv og lære, og det menes at være blevet
affattet i årene 63-64 e.Kr. Evangeliet er angiveligt tilegnet en højtstående
personlighed fra den græsk-romerske verden ved navn Theofilus, hvorfor det må
antages at have haft til formål, at medvirke til udbredelsen af budskabet til
den ikke-jødiske verden.
Det fjerde og sidste af evangelierne er Johannes-evangeliet, som tillægges
den discipel, der i særlig grad havde Jesu fortrolighed, dvs. apostlen Johannes
Zebedæussøn, som også regnes for at være forfatter af Johannes-brevene og
Johannes' Åbenbaring. Evangeliet menes på grundlag af bestemte kriterier at
været blevet til i årene 90-95, men ud fra andre kriterier regnes
affattelsestidspunktet til omkr. 69 e.Kr. Såfremt den nævnte Johannes, eller på
hebræisk Johanan, kan anses for dets ophav, består der den mulighed at han på
tidspunktet for dets affattelse var forstander for menigheden i den græske by
Efesus på Lilleasiens vestkyst, og her døde han i en høj alder. Evangeliet er
affattet på græsk - nogle mener på grundlag af en aramæisk kilde, som kan være
væsentligt ældre - og menes derfor at henvende sig til en hellenistisk
læserkreds.
Paulus eller Saulus, som han oprindeligt
hed, fik sin uddannelse som skriftklog hos den fremtrædende rabbi Gamaliel
den Ældre i Jerusalem, der desuden var tilhænger af farisæernes sekt og
medlem af det øverste jødiske råd, Sanhedrin. Farisæerne (af hebraisk peruchim
= de afsondrede) var en religiøs gruppe i det jødiske folk, som i århundrederne
før og efter Kristus havde stor politisk og religiøs indflydelse. Karakteristisk
for Gamaliel var især kravet om, at man ikke burde leve af at være skriftklog,
hvorfor det var vigtigt med en håndværksmæssig uddannelse ved siden af. Blandt
medlemmerne af Sanhedrin i Jerusalem var den skriftkloge farisæer Nikodemus
og den rige Josef af Arimatæa, der også var medlemmer af rådet. Begge
kendte Jesus personligt og var tilhængere af hans lære. (2)
Betegnelsen skriftklog, som på én gang betyder jurist og teolog, blev
anvendt om medlemmer af det jødiske samfunds akademiske stand. De fleste
skriftkloge var samtidig farisæere, men det var dog ikke alle farisæere,
der også var skriftkloge. Ordet farisæere betyder som nævnt "de
afsondrede eller de udskilte", hvilket peger tilbage på en tid, hvor disse
kun var én blandt flere sekter i jødedommen. Sekten menes at være opstået omkring
midten af det 2.årh.f.Kr., og som følge af en religiøst betinget opposition
imod det hasmonæiske kongehus, hvis udenrigspolitik i stadig højere grad var
magtpolitisk bestemt.(3)
Farisæerne var lovkyndige, dvs. kyndige i toraen eller loven = de fem
Mosebøger, og tillagde lovstudiet stor betydning, og de ville derfor
underlægge hele tilværelsen Mose lov, som de nytolkede, så den kunne tilpasses
til de aktuelle samfundsforhold. Hovedkravet var ubetinget rituel renhed,
som fulgte og strengt overholdt de kultiske forskrifter. I modsætning til det
fornemme præsteparti, saddukæerne, som på Jesu tid var de herskende i
Sanhedrin (på græsk: Synedriet = øverste råd), troede farisæerne på en kommende
verden og en individuel opstandelse til dom, ligesom forventningen om Messias
spillede en vis rolle for dem. Evangelierne vidner om, at farisæerne havde
forholdsvis stor indflydelse på Jesu tid. (4)
Som sit håndværksfag valgte Paulus teltmageriet, der siden gammel tid
havde været og fortsat var højt værdsat i datidens mellemøstlige samfund, som
alle mere eller mindre havde deres oprindelse i omvandrende hyrdefolk, de
såkaldte nomader og beduiner, der i tørtiden søgte græsning for deres får og
geder ved brønde og oaser, i regntiden på stepperne med det grønne græs. Disse
steder opsatte man midlertidigt sine bosteder i form af telte, som var lavet af
sammensyede fåre- og gedeskind eller af lærred og sejldug.
På Paulus' tid, hvor samfundet var blevet betydelig mere civiliseret, og
hvor mange folk var fastboende og foruden småkvægavl, agerbrug og fiskeri også
drev forskellige former for håndværk, har det dog nok især været materialer
som lærred og sejldug, der blev anvendt til teltfremstilling.
Men Paulus var først og fremmest farisæer og skriftklog, og som sådan
samtidig en ivrig forfølger af tilhængerne af den nyopdukkede kætterske jødiske
trosretning, hvis ophav var en rabbi Jeschua (Jesus) Ben Josef, der
tilmed af sine tilhængere blev betragtet som den forventede Messias. Paulus'
lærer, Gamaliel, der som farisæer og lovkyndig var et højt respekteret medlem
af Sanhedrin, var også modstander af den ny lære og dennes tilhængere, men
han var samtidig klog og retfærdig. Da Jesu discipel Simon Peter og flere andre
med ham på et tidspunkt blev arresteret og stillet for rådet, hvor stemningen
var for deres henrettelse, rejste Gamaliel sig og sagde advarende: "[...]
hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller
dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I
ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!"
(5)
De anholdte disciple blev derefter pisket og fik pålæg om, ikke oftere
at "tale i Jesu navn", hvorefter man løslod dem. De rettede sig dog
ikke efter forbudet, men fortsatte uanfægtet med rundt om i synagogerne og i
hjemmene at fortælle deres tilhørere det gode og glade budskab om, at Jesus er
Messias (Kristus), hvilket vil sige, "den af profeterne forjættede
frelser".
Kort efter blev en af de syv fattigforstandere for menigheden i
Jerusalem arresteret og stillet for rådet. Hans navn var Stefanus, og
man anklagede ham for bespottelse mod Gud, Moses, templet og loven. Han søgte
naturligvis at forsvare sig, blandt andet med henvisning til, at Guds
nærværelse ikke er bundet til templet eller andre huse, men Gud er overalt og i
alt. Desuden rejste han en modanklage mod sine anklagere og mindede dem om, at
de rettroende gennem hele Israels historie altid nidkært havde forfulgt og
dræbt profeterne og dermed gjort sig til mordere og forrædere mod
retfærdigheden.
Denne anklage blev mange af rådets medlemmer så opbragte og forbitrede
over at høre, at de beordrede Stefanus ført uden for byen, hvor han blev
henrettet ved stening, en på den tid ret almindeligt brugt afstraffelses- og
henrettelsesmetode, hvis grusomhed ethvert nogenlunde humant indstillet
menneske sikkert kan forestille sig. De af rådets medlemmer, der forestod
steningen, afførte sig deres klæder og lagde disse ved fødderne af en ung mand,
nemlig ingen anden end Gamaliels elev Saulus. (6)
Denne Saulus var som sagt en arg og
skånselsløs modstander af Jesu disciple og tilhængere, og han deltog aktivt og
ivrigt i jagten og mordet på disse overalt, hvor han hørte om dem eller traf på
dem. Det skete naturligvis ikke uden visse formalia, idet man ikke sådan uden
videre kunne tillade sig at arrestere hvem som helst når som helst. Da Saulus
en dag stod foran at skulle rejse til Damaskus, gik han derfor til ypperstepræsten
og bad om at få nogle breve med til synagogerne dér, således at han kunne få
frit lejde til at arrestere eventuelle tilhængere af den nye, kætterske lære,
mænd såvel som kvinder, og føre disse med sig tilbage til Jerusalem, for at de
kunne blive stillet for rådet, og, hvis de fandtes skyldige, dømt og henrettet.
(7)
Da Saulus med sit rejsefølge befandt sig på vej til Damaskus, som var
den betydeligste handelsby i det sydsyriske rige, og hvor der på den tid
fandtes en stærk jødisk koloni, skete det, at han fik et af sine vistnok
hyppige krampetilfælde og faldt om på vejen. Da han atter kom til sig selv,
kunne han fortælle om, at han havde følt sig omstrålet af et blændende lys, og
at en stemme havde sagt til ham "Saul! Saul! hvorfor forfølger du
mig?" Og på hans spørgsmål om, hvem der talte til ham, lød svaret: "Jeg
er Jesus, som du forfølger. [...]"
Saulus eller Paulus, som vi herefter vil benævne ham, var velorienteret
om de menneskers tro, han så nidkært og skånselsløst forfulgte, men oplevelsen
på vejen til Damaskus betød en total omvendelse for Paulus, idet den førte til
hans klippefaste overbevisning om, at Jeschua Ben Josef fra Nazaret, den korsfæstede
og genopstandne, virkelig var Messias, Kristus, og Guds Søn. Paulus lod sig
straks døbe og begyndte allerede efter få dage at fortælle om Jesus Kristus,
Guds søn, i synagogerne i Damaskus, og det fortsatte han med, da han kort efter
var vendt tilbage til Jerusalem. (8)
Det var dog ikke alle kristne, hverken i Damaskus eller Jerusalem, der
følte sig overbeviste om ægtheden af Paulus' omvendelse, ligesom hans tidligere
kolleger og tilhængere betragtede ham som en forræder mod den mosaiske tro. De
sidstnævnte havde derfor planlagt at tage ham til fange, for at han kunne
blive dømt og henrettet som kætter. Imidlertid tog Josef Barnabas, som
var et af de ledende medlemmer af nazaræermenigheden i Jerusalem, sig af
Paulus' sag og forsvarede ham overfor apostlene, hvilket førte til, at Paulus
blev accepteret og optaget i apostlenes kreds. Da Barnabas senere var blevet
leder af den første såkaldte hedningekristne menighed i den nordsyriske
oldtidsby, Antiokia, kaldte han Paulus til sig som sin nære medarbejder, og
sammen foretog de den første missionsrejse. (9)
På denne første missionsrejse var Barnabas og Paulus ledsaget af Johannes
Markus, som anses for at være Markus-evangeliets forfatter. Johannes Markus
var en nevø til Barnabas. Den urkristne menighed samledes efter Jesu død i
begyndelsen hemmeligt i Johannes Markus' moders hus i Jerusalem. De tre
apostles første udenlandske missionsrejse gik via byen Seleukia, hvorfra de
sejlede til øen Kypern, hvor de i byen Salamis aflagde besøg og forkyndte i de
derværende jødiske synagoger. Fra havnebyen Pafus i det sydvestlige Kypern
sejlede selskabet til havnebyen Attalia på Pamfyliens (Lilleasiens) sydøstlige
kyst, og drog herfra til byen Perge, ca. 20 km fra kysten.
Under opholdet i Perge bestemte Markus sig til at forlade de to andre og
rejse hjem til Jerusalem, hvilket især Paulus blev så skuffet og vred over, at
de to i lang tid var uvenner. De blev dog senere forsonet igen. Paulus og
Barnabas gennemførte missionsrejsen, som fra Perge fortsatte nordpå til byerne
Antiokia i Galatien, Ikonion, Lystra og Derbe og tilbage ad samme rute til
Attalia, hvorfra de sejlede til Seleukia, hvor de gik i land og drog hjem til
menigheden i Antiokia. (10)
Med Antiokia som base foretog Paulus og
hans medarbejdere senere to noget større rejser til Lilleasien og Grækenland,
og endelig en fjerde og sidste rejse, hvis største distancer blev tilbagelagt
ad søvejen. Denne rejse gik via øerne Kreta og Malta til byen Syrakus på
Siciliens sydøstkyst, og herfra til Regium i Syditalien, hvorfra den fortsatte,
ligeledes for det meste ad søvejen, til storbyen Rom, det romerske imperiums
hovedstad.
Efter sin anden missionsrejse tog Paulus ophold i byen Efesus på
Lilleasiens vestkyst, hvor det anses for sandsynligt, at apostlen Johannes
Zebedæus var forstander for menigheden, og her forkyndte han i to år evangeliet
for jøder og grækere. Med Efesus som base foretog Paulus sin tredje store
rejse, som gik til Makedonien og Grækenland og tilbage til Efesus.
Efter afslutningen af denne tredje rejse, som hovedsagelig foregik ad
landvejen og som via Lilleasien altså gik til Makedonien og Grækenland og
tilbage til Efesus, rejste han og hans ledsagere til havnebyen Patara, hvorfra
selskabet fik skibslejlighed til Syrien, med havnebyen Tyrus som første mål.
Her blev Paulus og hans rejseledsagere i syv dage, hvorefter man sejlede til
den lidt sydligere beliggende havneby Ptolemais. Her overnattede man og drog
næste dag over land til byen Cæsarea, hvor evangelisten Filip tog godt imod
dem og lod dem blive hos sig i flere dage. Under opholdet her fik huset besøg
af en profet ved navn Agabus fra Judæa, og han forudsagde, at selv de
jødekristne i Jerusalem ville anklage Paulus for ikke at overholde lovens
rituelle forskrifter. De havde nemlig erfaret, at Paulus blandt andet lærte
hedningekristne, at disse ikke var forpligtet til at lade sig omskære og
heller ikke i et og alt behøvede at følge Moseloven. (11)
Paulus lod sig imidlertid ikke skræmme, men drog sammen med sine
rejsefæller til Jerusalem, hvor alle gennemgik det foreskrevne
renselsesritual, før de gik ind i helligdommen og bekendtgjorde, at de var
villige til at underkaste sig de gældende regler og ritualer og at bringe de
nødvendige ofre.
Rygtet om, at kætteren Paulus opholdt sig i templet i Jerusalem spredtes
snart over store dele af byen, og ophidsede folk strømmede til i stort tal og
greb den formastelige og slæbte ham uden for helligdommen, hvor man ville slå
ham ihjel. Dette kom imidlertid byens romerske militærkommandant, Klaudius
Lysias, for øre, og han stillede sig straks i spidsen for en afdeling
soldater, som i stor hast løb hen til stedet, hvor en flok ophidsede jøder var
i færd med at slå løs på den stakkels Paulus. Kommandanten gav sine soldater
ordre til at arrestere Paulus og lade denne lægge i lænker og føre til byens
borg, som var beliggende inden for den nordre bymur.
Imidlertid viste det sig, at kommandanten havde forvekslet Paulus med en
ægypter, som var en af lederne for zeloternes parti, som blandt andet gik
omkring på gaderne og snigmyrdede deres modstandere, romere så vel som jøder,
som de anså for samarbejdsvenlige over for den romerske besættelsesmagt. For
nogen tid siden havde denne ægypter og hans mænd gjort oprør og var derefter
flygtet ud i ørkenen, hvor de skjulte sig. Paulus blev derefter løsladt og
kommandanten gav ham lov til at tale til de mange fjendtligt stemte mennesker,
der var fulgt med til borgen, hvor de havde taget opstilling, i forventning om,
at gudsbespotteren ville blive straffet med døden.
Paulus' forsvar formede sig som en detaljeret skildring af, hvordan han
var kommet til troen på Jesus som Messias, Guds Søn, og herunder viser Paulus
sig både som intellektualisten og mystikeren, der ser og hører, hvad
almindelige dødelige ikke har øjne og ører for. Men da han fortæller om,
hvordan han medvirkede til Stefanus' død, går mængden amok og forlanger at
synderen skal idømmes lovens strengeste straf: døden. Kommandanten beordrede
derfor, at Paulus skulle føres ind i borgen og lægges i lænker, og at han skal
forhøres under piskeslag, for at få ham til at fortælle om den virkelige
grund til, at menneskemængden var så rasende på ham. (12)
Men Paulus havde imidlertid en trumf i
baghånden, idet han efter at være blevet lænket spurgte befalingsmanden, om det
var tilladt at piske en romersk borger, og tilmed uden dom. Da kommandanten
hørte om dette, skyndte han sig hen til Paulus, for at forhøre sig om det havde
sin rigtighed med hans romerske borgerskab, hvilket Paulus i overensstemmelse
med sandheden kunne bekræfte. Kommandanten var straks klar over sin fadæse, men
for ikke at tabe ansigt lod han Paulus forblive lænket til næste dag, hvor det
var hensigten at fremstille ham for ypperstepræsterne og hele rådet, for på
den måde at få klarlagt, om der var hold i de anklager, jøderne rettede imod
ham.
Til trods for at stemningen i rådet åbenlyst var imod Paulus, lod han
sig dog ikke skræmme, men bestemte sig til at udnytte det faktum, at rådet
bestod af de to indbyrdes stridende parter, saddukæerne og farisæerne: "Brødre!
jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes
opstandelse, at jeg anklages." Tumultagtige scener med voldsom råben
og ophidset diskussion mellem de to opponerende partier fulgte, hvorunder nogle
af de skriftkloge farisæere tog til orde til fordel for Paulus, hvad der
imidlertid blot førte til endnu heftigere ordvekslinger og håndgemæng mellem
parterne. Af frygt for, at Paulus skulle blive sønderrevet under tumulterne,
befalede kommandanten, at soldaterne skulle rive ham løs fra de ophidsede folk
og føre ham ind i borgen, hvor han var i sikkerhed og kunne overnatte uden at
frygte for sit liv.
Paulus' modstandere var imidlertid fast besluttede på, at denne skulle slås
ihjel for enhver pris, og de havde derfor lagt en plan for, hvordan de ville
kunne få fat i ham. En gruppe på omkring fyrre mand havde under forbandelser
forpligtet sig til at faste, indtil det var lykkedes dem at straffe Paulus ved
at slå ham ihjel. De opfordrede derfor ypperstepræsterne til i forening med
rådet og under foregivende af, at Paulus' sag skulle undersøges nærmere, at
henstille til kommandanten, at denne lod fangen føre frem for rådet endnu
engang. Meningen var, at når Paulus blev ført hen til rådsbygningen, ville de
fyrre mand ligge i baghold og tage ham til fange, inden han nåede frem, og de
ville derefter sørge for, at han straks blev ryddet af vejen.
Dette onde anslag blev dog forpurret, idet Paulus' søstersøn, en yngre
mand, havde fået nys om bagholdet, og han gik straks til borgen, hvor han fik
tilladelse til at besøge sin onkel. Da Paulus hørte om anslaget, sendte han
omgående bud efter den befalingshavende officer og bad denne om at føre den
unge mand til kommandanten. Efter at have fortalt, hvad han havde hørt de
sammensvorne tale om, forlod Paulus' nevø stedet med kommandantens formaning
til ham, om ikke at røbe sin viden for nogen andre.
Kommandanten greb til den vistnok særlig for ham selv snedige udvej, at
beordre sine befalingsmænd til at klargøre to hundrede mand fodfolk, halvfjers
ryttere og to hundrede spydkastere, samt ridedyr til Paulus, som i ly af
nattens mørke skulle føres til byen Antipatris, hvorfra rytterne næste dag
skulle ledsage ham videre til byen Cæsarea. Der skulle han overgives til landshøvdingen
Marcus Antonius Felix, som var højeste civile og militære myndighed i
provinsen Judæa i årene 52-59 e.Kr. I et brev angav Klaudius Lysias som hovedbegrundelse
for at overgive Paulus i landshøvdingens varetægt, at manden var romersk statsborger
og havde lagt sig ud med de jødiske ypperstepræster og skriftkloge saddukæere
og farisæere. Eftersom kommandanten ikke havde set sig i stand til at mægle
mellem parterne, og slet ikke havde kunnet pacificere Paulus' fortørnede
modstandere, fandt han derfor, at sagen burde afgøres på højeste sted.
Fem dage senere ankom ypperstepræsten Ananias i følgeskab med nogle
ældste og en sagfører til Cæsarea, hvor de over for landshøvdingen fremlagde
deres anklage mod Paulus. Denne mente de var en oprørsstifter blandt jøder
verden over, idet han stod i spidsen for nazaræernes parti, som var en hån mod
jødedommen. Paulus havde tilmed anstiftet optøjer, larm og uro i templet i
Jerusalem og dermed forsøgt at vanhellige helligdommem, hvilket var det samme
som at vanhellige Gud, Moses og loven (13).
Landshøvdingen lod derefter Paulus komme
til orde for at forsvare sig mod anklagen. Han redegjorde herunder for sagens
forløb, sådan som han så den, og han mente ikke selv at have vanhelliget nogen
eller noget, men følte sin samvittighed ren over for Gud og mennesker. Han
indrømmede, at han efter bedste evne forsøgte at efterleve nazaræerens lære, og
at han som denne troede på det, som også profeterne og loven forventede, nemlig
at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige. Paulus
var derfor tilbøjelig til at tro, at hovedgrunden til anklagen mod ham lå i de
ord, han tidligere havde udtalt over for rådet i Jerusalem: "Det er i
anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag står som anklaget for
jer."
Landshøvdingen, som udmærket vidste, hvad nazaræerens lære gik ud på,
udsatte nu sagen og meddelte, at den ville blive genoptaget, når kommandant Lysias
senere ankom til Cæsarea. Imens skulle Paulus holdes i varetægt, men under
lempelige forhold, således at hans medarbejdere skulle have fri adgang til ham,
lige som det blev ham tilladt at forkynde læren for dem, der gerne ville høre
om den. En af dem, der var lydhøre for den ny lære, var Felix' hustru, Drusilla,
som var jødinde og en datter af Herodes Agrippa, konge over de østlige dele af
Palæstina år 37, fra år 41 også over Judæa og Samaria, død år 44. De første
politiske kristenforfølgelser fandt sted på hans foranledning. (14)
Det fremgår ikke af Apostlenes Gerninger, om kommandant Lysias
overhovedet ankom til Cæsarea i anledning af Paulus' sag. Derimod ses det, at
Paulus blev holdt som fange i de to år, Felix havde tilbage som landshøvding.
Han blev omkr. år 60 e.Kr. efterfulgt af Marcus Porcius Festus, som
videreførte processen mod Paulus. Ypperstepræsterne og de fornemste af jøderne
havde på ingen måde tænkt sig at lade Paulus slippe, men lurede fortsat på en
lejlighed til at få ham slået ihjel. De ønskede derfor at Paulus skulle føres
til Jerusalem, hvor deres magt og indflydelse var større, og hvor de derfor
håbede det ville blive lettere at komme ham til livs.
Da landshøvding Festus åbenbart gerne ville stå sig godt med de
toneangivende jøder, spurgte han derfor Paulus, om denne var villig til at lade
sin sag pådømme i Jerusalem. Men Paulus gennemskuede taktikken og påberåbte sig
sin uskyld og sit romerske statsborgerskab, hvorfor hans sag rettelig burde
afgøres af kejseren, hvilket landshøvdingen indvilgede i.
I mellemtiden fik Festus besøg af kong Herodes Agrippa II, som var søn
af Agrippa I, og broder til Felix' hustru, Drusilla. Agrippa havde endnu en
søster, Berenike, som var enke og levede sammen med sin broder i et ægteskabslignende
forhold. Landshøvdingen forelagde nu Paulus' sag for Agrippa, som var villig
til at høre på, hvad den anklagede havde at fremføre til sit forsvar. Paulus
gentog da, hvad han hidtil havde fremført, og fortalte i detaljer om baggrunden
for, at han fortsat var varetægtsfængslet som anklaget for noget, hvori han
ikke havde gjort sig skyldig.
Da Paulus havde afsluttet sin forsvarstale, var kongen, Berenike og
landshøvdingen enige i, at den mærkværdige fange ikke havde gjort noget, som
fortjente fængsel eller død. Og Agrippa tilføjede: "Denne mand kunne
være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren."
Formalia skulle altså overholdes og fangen føres til Rom, for at hans sag
kunne blive afgjort af selveste kejseren. (15)
Under befaling af den romerske høvedsmand,
Julius, skulle en syrisk infanteriafdeling inden for den romerske hær, hovedsagelig
via søvejen føre Paulus og en del andre fanger til Rom. Året var ca. 60 e.Kr.
og det blev en lang og farefuld rejse, som var nær ved at have kostet alle 276
ombordværende livet. Efter at have forladt øen Kreta kom skibet i Adriaterhavet
ud for et flere dage langt stormvejr, hvorunder det kom ud af kurs og i mange
dage drev hjælpeløst om på de oprørte bølger. Endelig efter fjorten nætter fik
man en nat landkending, men da søfolkene frygtede, at skibet skulle støde på
et skær og forlise, fik de travlt med at rigge en mindre båd til, som de i ly
af mørket ville flygte i.
Paulus var imidlertid vidne til, hvad der foregik. Han havde forud i et
syn oplevet en engel, som havde fortalt ham, at han og alle ombordværende ville
blive reddet, men at skibet ville forlise, og han indså straks, at alles
redning var beroende på, at de søkyndige mænd forblev ombord, og han henledte
nu befalingsmandens opmærksomhed på, hvad de frygtsomme sømænd var i færd
med. Denne gav derfor sine soldater ordre til at kappe bådens fortøjninger og
lade den drive bort.
Da dagen gryede blev man klar over, at skibet befandt sig ud for en vig
med en forstrand, hvor man besluttede at sætte skibet på grund, men inden man
nåede at udføre beslutningen, stødte skibet på et rev med dybt vand på begge
sider. Forstavnen borede sig urokkeligt fast i revet og bagstavnen blev efterhånden
slået i stykker i den voldsomme brænding. For at forhindre fangerne i at
flygte, bestemte soldaterne sig til at slå dem ihjel, men den befalingshavende,
som havde ansvaret for at blandt andre Paulus blev ført uskadt til Rom, forbød
sine mænd at gøre alvor af forehavendet. Han befalede derimod de, der kunne
svømme, om at springe i havet og redde sig i land, og alle andre til at følge
efter og søge at få fat i planker og vragstumper, og ved hjælp af disse at søge
ind til stranden. På den måde blev alle ombordværende reddet.
Øen, de var strandet på, hed Malta, og dens befolkning viste sig at være
venligtsindede mennesker, som på bedste måde hjalp og beværtede de nødstedte.
Stedets øverste embedsmand hed Publius, og på hans fornemme landejendom fik
Paulus og flere andre ophold i de følgende tre dage. De skibbrudne blev på øen
i hen ved tre måneder, hvorefter de fik ordre til at gå ombord i et
aleksandrinsk skib, der havde ligget i vinterkvarter på stedet, men som nu
skulle afsejle til Italien med Rom som mål. Undervejs anløb skibet byen Syrakus
på Siciliens sydvestkyst, hvor det lå i tre dage, derfra til Regium i
Syditalien og videre til Puteoli, hvor man blev i syv dage. Endelig anløb man
Forum Appii og Tres-Tabernæ, hvor Paulus blev modtaget af romersk-jødiske
trosfæller, som fulgte med til Rom. Her kom Paulus til at bo for sig selv,
sammen med den soldat, der skulle bevogte ham. Selv om Paulus var i en slags
husarrest, havde han i den følgende tid rig lejlighed til at mødes med
trosfæller og andre, som han forkyndte og udlagde evangeliet for, uden at
nogen lagde direkte hindringer i vejen herfor. (16)
Her hører beretningen om Paulus og hans
skæbne op i Apostlenes Gerninger, og hvordan det videre gik for ham, råder der
stor usikkerhed om blandt sagkyndige. Nogle mener, at han senere blev frigivet
og at han derefter både nåede at foretage en rejse østpå, og en rejse vestpå
til Spanien, men i så fald må der have været tale om et nyt fangenskab i Rom,
som sluttede med Paulus' henrettelse under kejser Neros brutale og skånselsløse
kristenforfølgelse i året 64, hvor blandt andre også apostlen Simon Peter blev
henrettet, efter sigende ved at blive korsfæstet med hovedet nedad, idet han
ikke anså sig værdig til at dø på samme måde som Jesus. Andre forskere mener
derimod, at Paulus' romerske fangenskab faldt så sent, at der ikke bliver plads
til nogen frigivelse ind imellem.
Paulus er på flere måder en interessant skikkelse i kristendommens
historie. Selv opfattede han sig som apostel, af græsk "apóstolos":
"udsending", på lige fod med de øvrige apostle, men efter med
begrænset held at have forsøgt sig med at udbrede evangeliet i jødiske kredse i
og uden for Palæstina, koncentrerede han sig om at sprede budskabet om Jesus
Kristus og dennes lære i den hellenistiske, dvs. den græsk-orientalske verden.
Dette stemmer da også med Apostlenes Gerninger 9,15-17, hvor Jesus kort efter
Paulus' omvendelse viser sig i et syn for disciplen Ananias, som han vil have
til at opsøge Paulus og bringe ham trøst og opmuntring, og ved den lejlighed
blandt andet siger til den noget tvivlende og modvillige Ananias: "Gå,
thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn
frem både for hedninger og konger og Israels børn; og jeg vil vise ham, hvor
meget han skal lide for mit navns skyld." (17)
Såvel Paulus' som især Johannes-evangeliets forståelse og udlægning af
Jesu liv og lære, skal ses i lyset af hellenismen, dvs. den blandingskultur af
græske og orientalske elementer, som var et resultat af Aleksander den Stores
erobringspolitik, der havde til formål at sammensmelte vestens og østens kulturer.
Alexander den Store (356-323 f.Kr.) var konge af Makedonien, Ægypten og
Persien. Hans erobringstogter begyndte med, at han kuede et græsk oprør,
fortsatte med overvindelsen af Perserriget, hvorved Grækenlands samfærdsel og
samhandel udvidedes østpå, idet hidtidige handelscentre som Athen, Korinth,
Rhodos og Delos, blev udvidet med nye i Alexandria, Antiokia, Seleukia m.fl.,
hvilket alt sammen havde en udpræget kosmopolitisme til følge. Det medførte
imidlertid, at verden blev uoverskuelig og at menneskene kom til at føle sig
som ubetydelige brikker i et stort og uigennemskueligt spil. Det havde
åndeligt set til følge, at der i mange kredse opstod en stor interesse for
Orientens mysterieprægede religioner og filosofier, som især så et
modsætningsforhold eller en dualisme mellem sjæl og legeme, mellem det
udødelige og det dødelige.
En hovedfaktor i den vældige hellenistiske enhed, som geografisk omfattede
Makedonien, Ægypten, Syrien, Persien, Baktrien, og helt til floden Indus og
staten Punjab, var det overalt anvendte handelsmæssige, videnskabelige og
diplomatiske samfærdselssprog: Koine-græsk. Sproget brugtes ved siden af de
indfødte eller nationale sprog, som f.eks. det aramæiske i Syrien, det koptiske
i Ægypten, medens det latinske i Vesten forblev militærets og forvaltningens
sprog. Det Ny Testamente er skrevet på Koine-græsk, men dog med en betydelig
semitisk indflydelse, idet noget tyder på, at der til grund for blandt andet
evangelierne muligvis har foreligget kildeskrifter, som var affattet på
aramæisk. Det er en kendsgerning, at Koine-græsk i høj grad har været
medvirkende til at fremme udbredelsen af evangeliet, idet sproget netop blev
talt og forstået i den store del af verden, som blandt andre apostlen Paulus
missionerede i.
Men hvem var så den åbenbart betydelige person,
der havde givet anledning til alt det røre og postyr, vi har hørt en del om
under omtalen af Paulus, og som engagerede nogle mennesker i så høj grad, at de
var villige til at risikere deres liv for at udbrede troen på ham og hans lære?
Som allerede nævnt var hans hebraiske navn Jeschua ben Josef, på
dansk Jesus, søn af Josef eller Jesus Josefsøn eller Jesus
Josefsen, men hans fødselsår hersker der stor tvivl om. Faderen hed Josef
ben Jakob og var af kong Davids slægt. Han ernærede sig som bygningshåndværker
og blev på et tidspunkt trolovet (forlovet) med Jesu moder Mirjam - på
græsk "Miriam" eller "Maria" - som menes at
være af Levi stamme. Hun vil herefter blive omtalt under navnet Maria.
Det har i henhold til de gængse bibeloversættelser været en almindelig
anskuelse, at Josef var tømrer, idet man har oversat det græske ord tektôn,
som både kan betyde tømrer og bygningsmester, jf. ordet arkitekt, som
oprindelig betyder overbygmester. I hvert fald én kilde mener derfor, at Josef
i virkeligheden har været en slags murer, en antagelse som begrundes med, at
bygningsmaterialet i Palæstina særlig i Oldtiden og senere hovedsagelig var
naturlige mere eller mindre tilhuggede sten. I et almindeligt palæstinensisk
landsbyhus indgår træ normalt ikke som bygningsmateriale, hvilket menes først
og fremmest at hænge sammen med, at træ var en sjældenhed dengang i Palæstina.
(1)
Som tilfældet var med andre håndværk, blev bygningshåndværket i reglen
udøvet af bestemte familier, hvor håndværket gik i arv fra fader til søn. Jesus
har derfor været bygningshåndværker som sin fader, hvilket altså snarere vil
sige murer end tømrer, hvis vi skal tro den nævnte kilde. Bygningsfaget var
udpræget sæsonarbejde, og dets udøvere drev derfor i reglen lidt landbrug ved
siden af, hvilket vel til dels kan være en forklaring på, at den skriftlærde
Jesus samtidig havde en godt kendskab til landmandens virksomhed, sådan som vi
på så mange måder får kendskab til gennem hans udtalelser, og ikke mindst i nogle
af hans lignelser. Ord som "liljerne på marken", "sædemanden,
der gik ud at så", "klinten blandt hveden", "vingården og
vingårdsmændene", "træet og dets frugter" osv., er eksempler
herpå. (2)
Josef og hans familie tilhørte den jævne
landbefolkning i Galilæa, men hverken han, hans kone eller deres sønner og
døtre var, hvad vi forstår ved proletarer, hvilket vil sige mennesker, som
slet intet ejer. Familien har i lighed med landbefolkningen nu som før
formentlig boet i et simpelt stenhus med lyshul i stedet for vinduer og med kun
et eneste rum, hvor husdyrene i kolde nætter også holdt til. Derfor findes der
i reglen også en krybbe, som ofte bliver benyttet til leje for småbørn, fordi
barnet dér ligger lunt og godt i det varme hø. Krybben var i reglen en udhulet
stenkrybbe, ikke en trækrybbe, sådan som man ser det på middelalderens og en
senere tids tegninger og malerier. Senge fandtes i reglen ikke, hverken dengang
eller senere, hvorfor voksne og større børn sov på en måtte eller et tæppe på
lergulvet.
Når husets eneste lyskilde om aftenen, i reglen en olielampe, tændtes
ved mørkets frembrud, gjaldt det derfor om at stille den et sted, hvor dens lys
skinner for alle i huset. Af den grund sætter man ikke lyset under et
skæppemål, som forhindrer lyset i at skinne. (Matt.5,15).
Josef og Maria havde foruden sønnen Jesus angiveligt også i hvert fald 6
andre børn, heraf 4 drenge og to piger, altså 7 børn i alt. Drengenes navne var
Jakob, Josef (Joses), Simon og Judas, men søstrenes navne er ukendte. Det står
ikke helt klart, om Jesus var den førstefødte blandt drengene, idet denne
status kan skyldes den dogmatiske interesse i, at Jesus skulle være Marias
første og eneste barn. Pigerne regnedes jo ikke i den sammenhæng. Men at Jesus
havde søskende, fremgår bl.a. af Markus-evangeliet, 6. kapitel, vers 1-6:
Så gik han bort derfra og kommer til sin fædreneby, og hans disciple
følger ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at lære i synagogen, og de
mange, som hørte ham, blev slået af forundring og sagde: ”Hvorfra har han dog
alt dette, og hvad er det dog for en visdom, han har fået? Og hvilke
undergerninger, der sker ved hans hænder? Er han ikke tømmermanden, søn af
Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre
her hos os?” Og de forargedes på ham [dvs. følte sig provokerede af ham]. Da
sagde Jesus til dem: ”Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin fædreneby
og blandt sine slægtninge og i sit hjem.” Og han kunne ikke gøre nogen
undergerning dér; kun lagde han hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og
han undrede sig over deres vantro. Så vandrede han omkring i de omliggende
landsbyer og lærte.
Som det fremgår af citatet, så nævnes Jesu far, Josef, ikke af Markus,
som betegner Jesus med ”tømmermanden”, men det gør han til gengæld af Mattæus
(13, 55), hvor det hedder om Jesus: ”Er han ikke tømmermandens søn?” og hos
Lukas (4, 23): ”Er det ikke Josefs søn?” Selv hos det mest Kristus-promoverende
Johannes-evangeliet (6, 42-43) lyder det: ”Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis
fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: ’jeg er kommen ned fra
Himmelen?”
Som søn af jøden Josef var Jesus fra fødslen fast forankret i den daværende
jødiske kultur og religion, som blev formidlet gennem de talrige synagoger, der
var spredt over hele Palæstina. Synagogerne var opført med templet i Jerusalem
som forbillede, om end man naturligvis ikke alle steder havde muligheder for
at leve helt op til kravet. Men selv om synagogerne var meget mindre end
forbilledet, skulle disse dog i princippet være indrettet i lighed med templet.
Derfor findes der til højre over for indgangen nichen eller skrinet, hvori
lovrullerne, toraen, opbevares. Helligdommen er skilt fra rummet ved et
forhæng. Mellem skrin og menighed er podiet med et kateder, på hvilket skriften
bliver læst og udlagt. Ligesom det var tilfældet i templet i Jerusalem, var
kvinderne adskilt fra mændene og måtte sidde længere væk fra toraskrinet end
de førstnævnte. (3)
Der fandtes også en synagoge i Nazareth, hvor sammenkomsterne i reglen
fandt sted i sabbatten, på hebraisk schabat, dvs. hviledagen, som
henviser til Guds hvile efter de seks skabelsesdage. Sabbatten begynder fredag
aften ved solnedgang og varer til lørdag aften. Oprindelig var dagen viet til
hvile, glæde og den gudfrygtige besindelse, men i tidens løb blev vægten lagt
mere og mere på undladelse af alt arbejde. Særlig efter det babyloniske
fangenskab blev forskrifterne for sabbatten fulgt med ængstelse og lovmæssig
nøjagtighed, og blev således med tiden den bekendelse, ved hvilken Israel
adskilte sig fra andre folkeslag.
Foruden på sabbatten, fandt sammenkomsterne senere også sted på ugens 2.
og 5. dag. Man samledes til fælles bøn og til påhøring af de bibelske afsnit:
loven, profeterne og nogle andre gammeltestamentlige bøger, som en af
forsamlingen læste op, oversatte til det aramæiske landsmål og knyttede
forskellige frie bemærkninger og betragtninger til. Efter velsignelsen og amen
blev forsamlingen hævet, og enhver gik til sit. Til synagogerne var knyttet
forskellige embedsmænd, således synagogeforstanderen eller forstanderne, de
ældste eller presbyterne og synagogetjeneren, som skulle hente rulleteksterne
frem fra toraskrinet og lægge dem tilbage heri efter brugen. Tjeneren skulle
formentlig også fuldbyrde straffe. Desuden var der almisseindsamleren og
tolken, som, hvis det var nødvendigt, oversatte den hebraiske tekst til
aramæisk.
En vigtig del af liturgien i synagogerne
og dermed af den jødiske religion, er det største bud, det såkaldte Sch'ma
Jisrael, som benævnes således efter begyndelsesordene i det jødiske folks
trosbekendelse: "Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een. Og du skal elske HERREN din Gud af hele
dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke".
Dette monoteismens største bud, var efter flere århundreders lange og
svære kampe efterhånden blevet det jødiske folks særeje og særkende, som på
Jesu tid hævede jødisk religion højt op over alle samtidige religioner, som
stort set alle var polyteistiske.
Eksempelvis i hinduismen dyrkede og dyrker folket mange guder, og religionen
var derfor, hvad man kalder for polyteistisk. Dette er dog ikke tilfældet i
den mest avancerede hinduiske filosofi, Vedanta, som adskilte og adskiller sig
stærkt fra den folkelige religion ved at være monoteistisk, men i den specielle
forstand, at den er panteistisk, idet Gud (Brahma) anses for at være en
højeste fremtrædelsesform for Brahman, den universelle ursubstans, hvoraf,
hvori og hvorved alt og alle eksisterer, oplever og udfolder sig. Hvilket
bringer dén bibelske sætning i erindring, som principielt udsiger det samme: "Ham,
i hvem vi leve, røres og er".
Men i Palæstina blev det første, store og altbestemmende bud, Sch'ma
Jisrael, vogtet og overholdt af alle samfundsklasser med en fanatisme, som de
fleste moderne nutidsmennesker kan have vanskeligt ved at forstå og gøre sig
forestilling om. Således straffedes afguderi med døden ved stening, sådan som
det f.eks. var tilfældet med Stefanus, der hævdede den panteistiske opfattelse,
at Gud ikke var bundet til ét bestemt hus, templet i Jerusalem, men var overalt
og i alt. Omvendt valgte utallige jødiske martyrer hellere en kvalfuld død, end
at fornægte troen på Sch'ma Jisrael. (4)
Det var og er i reglen den jødiske faders opgave at opdrage og undervise
sine sønner i trosbekendelsen og i religionens grundsætninger og forskrifter,
hvorfor man må forestille sig, at fader Josef har oplært sine sønner, nemlig
foruden den førstefødte, Jesus, også Jakob, Josef, Simon og Judas, i teori
såvel som i praksis. Troen på een, almægtig, barmhjertig og alfaderlig Gud må
antages at have vakt nogle dybe lag i drengen Jesus' sind, og denne barnetro
fulgte ham trofast livet igennem. Selv ikke under den senere sjælekamp i
Getsemane have eller da han hang lidende og døende på korset uden for
Jerusalem, svigtede troen og overbevisningen eller forbindelsen med den universelle,
evige Fader ham.
Det mest afgørende brud med den jødiske ortodoksi foretog Jesus i og med
sin Gudserkendelse. For jøderne var den Ene usynlige Gud hovedsagelig en national
Gud, jødefolkets Fader. Det var en streng og på sin vis ubønhørlig, men også
retfærdig Gud, forstået på den måde, at Han belønnede de gode, dvs. dem, som
overholdt loven, og straffede de onde, hvilket vil sig dem, der ikke overholdt
men brød loven. Gud var næsten ensbetydende med nationen, og dennes opretholdelse
var derfor det, som alle kræfter og midler koncentreredes om, medens den
enkeltes personlige liv og skæbne kun havde betydning som led i folket. Derfor
interesserede den enkeltes skæbne efter døden ikke, hvilket blandt andet kan
ses af, at opstandelsestroen var svag på Jesu tid, og mange jøder, som f.eks.
saddukæerne, dvs. det højere præsteskab, troede slet ikke på noget liv efter
døden, hverken her eller hinsides. (5)
Det nye ved Jesu lære var blandt andet, at han gjorde op med den traditionelt
jødiske Gudsopfattelse. For Jesus var Gud hvert enkelt menneskes almægtige og
alkærlige Fader, et forbillede for det normalt stærkeste menneskelige
tillidsforhold: Forholdet mellem barnet og dets jordiske fader, som barnet
stoler på og vender sig til, når det har behov for trøst, opmuntring og
vejledning. Derfor skulle også de voksne blive som børn på ny, for at kunne henvende
sig tillidsfuldt til deres himmelske Fader, hvis kærlighed man aldrig bør
tvivle på, selv ikke når der fejles eller straffes. En sådan gudsopfattelse var
kættersk set med ortodokse jødiske øjne, og dette tilsammen med at Jesus ikke
strengt overholdt lovens forskrifter, men i flere tilfælde brød disse og gav
dem et nyt indhold og en ny betydning, blev nogle af de anstødssten, som førte
til, at ortodokse jødiske kredse lod ham arrestere og rejste anklage imod ham
for gudsbespottelse og opfordring til ulydighed imod loven. Denne anklage var
så alvorlig, at den i sidste ende førte til, at han dømtes til døden og blev
aflivet ved den mest ydmygende form for henrettelse, som fandtes dengang,
nemlig korsfæstelse. Denne henrettelsesmetode blev dog ikke benyttet af
jøderne, som i stedet brugte stening, men derimod af romerne, der benyttede den
over for forbrydere blandt slaver og andre ikke-romerske statsborgere, og især
over for oprørere. (6)
Kvindens
stilling i jødedommen
Men med hensyn til kvinderne, kan et
moderne tænkende menneske måske undre sig over, hvor kvinden og moderen er
henne i sammenhængen. I lighed med mange andre orientalske og asiatiske
samfund, var og er det jødiske samfund udpræget patriarkalsk, hvilket vil
sige, at faderen, manden, var og er det ubestridte overhoved for familien.
Mandens opfattelse er enerådende og hans afgørelser er i almindelighed indiskutable.
Alle har at se op til og rette sig efter hans råd, anvisninger og befalinger.
Hos jøderne går denne patriarkalske tradition tilbage til Israels tre
stamfædre: Abraham, Isak og Jakob.
Imidlertid er det en kendsgerning, at adskillige jødiske kvinder har
spillet en større eller mindre rolle i Israels historie, men i almindelighed
indtog kvinden en underordnet position som mandens tjenerinde. Det fremgår
allerede af skabelsesberetningens myte om Adam og Eva, hvor Gud jo angiveligt
først skaber manden, Adam, og derefter dennes "medhjælp", kvinden,
Eva. Men samme skabelsesberetning siger imidlertid også, at Gud skabte
mennesket i sit billede: "Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds
billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem;" (1.Mos.1.26-27).
Hvori denne billedlighed nærmere består, fortælles ikke lige ud, men af
sammenhængen ses det, at den betyder, at mand og kvinde tilsammen er
Guds stedfortræder på jorden, som skal herske over den øvrige skabning. (7)
I Ny Testamente forudsættes det, at mennesket ved syndefaldet mistede
sin gudbilledlighed, idet det her forkyndes som Kristi gerning, at han som den
ny Adam er udtryk for Guds billede og er i stand til at delagtiggøre mennesket
deri, og derigennem genoprette den sande mennesketilværelse, som gik tabt ved
ulydigheden. Men som det ses, gøres der ikke i skabelsesberetningen nogen
egentlig forskel mellem mand og kvinde, idet begge er skabt i Guds lighed. Det
må derfor være mandens relativt større styrke og udadfarende, erobrende og
beherskende kraft og magt, der til en vis grad har undertrykt kvindekønnet og
henvist det til en underordnet position i det patriarkalske samfund. Men også
i spørgsmålet om kvindens stilling i samfundet, bryder Jesus med traditionen,
idet han optog adskillige kvinder som sine disciple, i et enkelt tilfælde
endda en udstødt kvinde, som han med sin visdom forhindrede, at de nidkære
lovtolkere og farisæere i henhold til loven stenede, fordi hun var grebet på fersk gerning som luder. Denne kvinde,
kaldet Maria Magdalene, fordi hun var fra landsbyen Magdala i Galilæa,
og hendes veninder, Maria, Jakobs moder, og Salome, gift med
Zebedæus og dermed moder til Jakob og Johannes, og begge antagelig søstre til
Jesu moder, skulle blive de første mennesker, som mødte Jesus efter at han var
genopstået. Maria Magdalene blev ifølge Johannes-evangeliet tilmed den allerførste,
der talte med den genopstandne mester. (8)
Som vi senere skal få at se, byder Martinus på en fortolkning af
skabelsesberetningens myte om Adam og Eva, som i en vis forstand fjerner al
mystifikation og uforståelighed, og som samtidig dagklart fremlægger nogle
analyser af "mysteriet", som både er i pagt med den bibelske
skabelsesberetning og med andre samtidige og senere kulturers tilsvarende
mytologi, samt med en nyere tids psykologi, specielt med C. G. Jungs
dybdepsykologi.
Jesu
moder, Maria, og hendes slægtninge
Men spørger vi nu om, hvor Jesu kvindelige
slægtninge og først og fremmest moderen, Maria, er blevet af i sammenhængen, er
der næppe tvivl om, at hverken hun eller Jesu søstre har spillet nogen større
rolle i hans voksne liv. Det vides ikke, hvor mange søstre Jesus havde, eller
hvad nogen af dem hed, men man mener at det i al fald har været to. Det ses
ikke, om nogen af dem har været blandt hans tilhængere eller disciple, men det
har næppe været tilfældet, for ifølge Markus (3,31-35 med paralleller), afviste
Jesus sin moder, brødre og søstre, da de kom og ville tale med ham, medens han
befandt sig i synagogen i Nazaret, hvor han var i færd med at prædike for nogle
af sine disciple. Et par af Jesu brødre blev dog apostle efter hans død og
opstandelse. Først og fremmest Jakob, som tilmed var opstandelsesvidne og som
blev en af forstanderne for Jerusalem-menigheden. Om de tre andre brødres
eventuelle tilslutning til Jesus hersker der tvivl.
Skal man tro evangelisten Lukas, var Jesu moder, Maria, af Levi stamme
og derfor en slægtning til Johannes Døberens moder, Elisabet, som stammede
fra præsteslægten Arons hus. Jesu moder kan derfor også tænkes at være
præstedatter, og i Israel var et ægteskab mellem en sådan og en bygningshåndværker
anset for at være en mesalliance af værste slags. Dette ses af den rabbinske
polemik, der senere rejstes mod Maria. (9)
Såvel Jesu fader som moder havde søskende eller slægtninge både i syd og
nord (Luk.2,4,44). Mod syd var der faderens slægtninge, først og fremmest hans
broder Kleofas og dennes søn, Simon, der begge boede i samme hus i Emmaus
(Luk.24,18m.fl.). Mod nord boede Salome, som formentlig var en søster til
Maria og gift med Zebedæus, som sammen med sine sønner Jakob og Johannes drev
fiskeri på Genesaret sø. Zebedæussønnerne var derfor fætre til Jesus. Marias
slægtninge mod syd, nemlig den ovennævnte præstedatter Elisabet og dennes
mand, præsten Zakarias, der var forældre til Johannes Døberen, boede syd for
Jerusalem i Judæas bjerge. Selv om beretningen om Johannes Døberens fødsel i
lighed med den næsten tilsvarende beretning om Jesu fødsel, har legendens
karakter, er det dog ikke udelukket, at Jesus og Johannes i det virkelige liv
muligvis kan have været fætre.
Som rettroende jøde og senere som skriftlærd og lærer, rabbi, færdedes
Jesus hjemmevant i synagogerne, hvor han prædikede og udlagde de religiøse
tekster på en ny og overraskende måde, som vakte dyb respekt hos kyndige og
tolerante jøder, men samtidig mishag og vrede hos de strengt ortodokse lærde og
hos farisæere og saddukæere. Det vakte i særlig grad vrede og forbitrelse hos
ortodokse kredse, at Jesus ikke i alle tilfælde tog det så strengt med at
overholde loven og de rituelle forskrifter. Noget af det nye ved hans
forkyndelse, var at han satte mennesket, eller mere præcist det enkelte
menneske, højere end loven og de religiøse forskrifter. Hans nye og
reformerende udlægning af blandt andet de ti bud, rørte derimod ved dybe
strenge hos helt almindelige mennesker, husmødre, håndværkere, fiskere,
toldere, ludere og lediggængere. Men først og fremmest udvidede han den grundlæggende
jødiske trosbekendelse, ved at sidestille kærligheden til Gud med kærligheden
til næsten: "'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele
din sjæl og af hele dit sind'. Dette er det største og første bud. Der er et
andet, som er dette ligt: 'Du skal elske din næste som dig selv.'" (Matt.22,37-40; jvf. 3. Mos. 19,18). Desuden udvidede
han begrebet næste til ikke kun at omfatte rettroende jøder eller jøder
i det hele taget, men til også at omfatte ikke-jøder eller såkaldte hedninge,
ven som fjende, landsmand som fremmed, eller kort sagt alle mennesker, man er
eller kommer i berøring med, uden nogen som helst undtagelse. (10)
I denne fremstilling vil vi tillade os at gå ud fra, at Jesu
undfangelse og fødsel er foregået på helt naturlig og normal måde, og at
evangelisterne Mattæus' og Lukas' påstand om, at Maria var uberørt jomfru, da
hun blev gravid, hvorfor hun var blevet gjort svanger af Helligånden, er en til
lejligheden opfundet og konstrueret legendeagtig forklaring, som primært er
fremkommet, fordi det har været magtpåliggende for visse kristne kredse at
betone, at Jesus Kristus var Guds Søn, og som sådan ikke kan være blevet
undfanget på så lav, uren og dyrisk måde, som samleje mellem mand og kvinde
efter disse kredses opfattelse er udtryk for. Baggrunden for de to evangelisters
påstand eller forklaring, som ikke forekommer hos Markus og Johannes og
heller ikke hos Paulus, skal vi se nærmere på senere under omtalen af den
såkaldte jomfrufødsel.
I denne skildring af Jeschua
ben Yosef alias Jesus, søn af Josef, vil vi altså gå ud fra, at Jesus blev
undfanget på helt almindelig og normal måde. Altså ikke noget med undfangelse
ved Helligånden eller jomfrufødsel, som er ren myte eller legende. Desuden vil
vægten blive lagt på, at Jesus i lighed med sine brødre og søstre voksede op i
en traditionel jødisk familie, og at hans dagligliv stort set formede sig som
hans søskendes og andre børns liv dengang, i principiel lighed med alle andre
børn både før, samtidig med og efter ham. Han spiste, sov og gjorde alle de
andre ting, der er naturlige og normale for ethvert barn og menneske i verden.
Det betyder bl.a., at når han som voksen rejste omkring i Palæstina for at
videregive den lære, han følte sig kaldet til at udbrede, så skete det enten
til fods, eller ved at ride på et æsel eller muldyr. Hest og kamel ser han ikke
ud til at have benyttet som transportmiddel, ej heller nogen form for køretøj.
Derimod brugte han lejlighedsvis at lade sig transportere med båd fra et sted
til et andet, som det f.eks. skete, da han og nogle af hans disciple sejlede
fra byen Kapernaum ved den vestlige side af Genezaret Sø til byen Bethsaida på
søens østlige side.
Det fremgår både
direkte og indirekte af Ny Testamente, at når han rejste omkring i landet,
indlogerede han sig i reglen hos familie eller hos venner og bekendte, sådan
som det var almindelig skik og brug. Det hændte dog, at han i den mildere
årstid overnattede udendørs, som tilfældet f.eks. var i Getsemane Have kort før
hans arrestation. Men nok så vigtigt vil vi gå ud fra, at Jesus principielt led
samme smerter og kvaler ved korsfæstelsen, som ethvert andet menneske i hans
situation ville have gjort.
På det tidspunkt, da Jesu moder, Maria, blev gravid, var parret formentlig
hjemmehørende i den lille by Nazaret i det sydlige Galilæa, som på Jesu tid var
den ene af de to nordligste provinser i Palæstina, og selv om Jesus ifølge
evangelisterne Mattæus og Lukas formentlig ikke kom til verden her, var Nazaret
og Galilæa dog de geografiske lokaliteter, hvori han voksede op og senere
virkede som religiøs forkynder og lærer.
I året 63 f.Kr. havde den romerske feltherre og statsmand Gnæus
Magnus Pompejus (106-48 f.Kr.) på foranledning af prokuratoren over Judæa,
Antipater (død 43 f.Kr.), erobret og indtaget Jerusalem, og efter den
tid regerede romerne Palæstina ved hjælp af lydkonger, som f.eks. Herodes
den Store (ca.72-4 f.Kr.) der var en søn af Antipater. År 29 f.Kr. blev Gaius
Octavius Augustus (63 f.Kr.-14 e.Kr.) enehersker over romerriget, og han
konsoliderede Roms herredømme og førte en reformpolitik, der gav riget fred
og ordnede forhold.
Ifølge Mattæus 2.kap., var det i kong Herodes den Stores regeringstid,
Jesus blev født, og da kongen frygtede for dén "jødernes nyfødte
konge", som de tre vismænd havde fortalt ham om, lod han alle drengebørn
fra 0-2 år i Bethlehem og omegn myrde. Kong Herodes blev 47 f.Kr. statholder i
Galilæa, i 37 f.Kr. tillige konge over Judæa, og han døde i henhold til historiske
kilder år 4 f.Kr., hvilket i så fald må betyde, at Jesus senest kan være født
dette år. Som edomit, dvs. som stammende fra Edom, og hellenist, var Herodes
ikke særligt populær blandt de rettroende jøder. Det forlyder, at han for at
sikre sig, at folket sørgede og ikke jublede ved hans død, havde udstedt befaling
om, at der på hans dødsdag skulle ske et større myrderi. Men til trods for, at Herodes åbenbart var hensynsløs
nok til at kunne iværksætte brutale nedslagtninger af mennesker, er det
imidlertid et spørgsmål, om der med barnemordet i Bethlehem er tale om en
historisk begivenhed, eller snarere om en legende, der skal klargøre Guds
forsyn og den menneskelige ondskabs manglende evne til at forhindre Gud i at
udføre sin vilje.
Men såfremt det antages, at der med barnemordet i Bethlehem er tale om
en historisk begivenhed med tilknytning til Jesu fødsel, består der stadig et
uløst problem, nemlig hvis vi kan og skal stole på de historikere som kan
fortælle os, at dén folketælling, der angiveligt var grunden til, at Josef og
hans gravide hustru måtte drage til Bethlehem i Judæa, først kan have fundet
sted i år 6 e.Kr. Den menes at have fundet sted i forbindelse med, at Herodes
den Stores anden søn, Arkelaus (død 18 e.Kr.), som efter faderens død
var blevet fyrste over Samaria og Judæa, måtte afstå Judæa til en romersk
landshøvding. I så fald kan Jesus altså tidligst være blevet født dette år,
altså år 6 e.Kr., hvilket naturligvis ikke stemmer særlig godt overens med
barnemordshistorien. Men se mere herom nedenfor.
Imidlertid er spørgsmålet om Ny Testamentes kronologi blevet grundigt
behandlet af blandt andre professor Ethelbert Stauffer i bogen "Jesus
- Hans liv og samtid i historisk belysning" (1961). Han mener at have
løst de kronologiske problemer omkring Jesu fødsel, idet han på grundlag af
forskellige historiske kriterier sætter denne til året 7 f.Kr. I det følgende
skal vi se nærmere på, hvordan Stauffer er nået frem til denne konklusion. (11)
Stauffers første kriterium gælder
folketællingen under kejser Augustus, som han på grundlag af sine historiske
studier ikke mener at man kan sammenligne med de folketællinger, der er
foregået og foregår i nyere tid. Disse begynder på én bestemt dag, omfatter
hele landet, foregår på principielt samme måde overalt og slutter i reglen
samtidig efter nogle ugers eller måneders forløb. Ifølge Stauffer påbegyndte
kejser Augustus sin store rigsreform i januar 27 f.Kr., og samme år indledtes
den store skatteaktion i provinsen Gallien, og den kom til at vare i fyrre år,
fordi det var den første indskrivning.
Folketællingen begyndte med indskrivningen, dvs. registreringen af alle
skattebetalere og disses skattepligtige ejendom. På den måde opbyggede man et
person-register og selvangivelser blev afgivet, underskrevet og bekræftet ved
en ed til kejseren. Desuden foretoges landopmåling samt registrering af
ejendomsretten, hvor en sådan forelå. Optællingen gjaldt først og fremmest
mændene, idet disses koner, børn, husdyr og andet regnedes med til ejendommen.
Enhver mand var derfor pligtig til at møde personligt op på det sted, hvortil
han var blevet indkaldt, hvilket i reglen ville sige det sted, hvor han og hans
slægt hørte til. Formålet med folketællingen var et led i magthavernes
administrative bestræbelser på at får et nøje kendskab til grundlaget for
skatteudskrivning og soldatertjeneste.
Den sidste fase af den langvarige folketællings- og beskatningsprocedure
drejede sig i Syrien, Palæstina og andre steder om den officielle
skatteansættelse. Tilsammen tog denne procedure og vurderingsproces f.eks. i
Gallien som nævnt mere end fyrre år. Det var den romerske vicekejser, øverstbefalende
i Orienten og syriske provinsstatholder Sulpicius Kvirinius (ca.50
f.Kr.-21 e.Kr.), der gennemførte den første folketælling i Palæstina, som påbegyndtes
i kong Herodes' regeringstid, og Stauffer anser det derfor som sandsynligt, at
dette skete år 7 f.Kr., og at det var ved den lejlighed og i den anledning, at
Josef og Maria rejste til Bethlehem, Davids stad, hvortil Josefs slægtshistorie
siden kong Davids tid var knyttet. Beskatningsproceduren afsluttedes i år 7
e.Kr., hvilket vil sige, at den havde varet i ialt fjorten år.
Andre forskere regner imidlertid med, at folketællingen først
påbegyndtes år 6 e.Kr., og at den derfor ikke faldt sammen med Jesu fødsel,
hvis denne sættes til enten 4 f.Kr. eller eventuelt til omkring århundredeskiftet.
Jesus skulle i så fald være blevet født tidligst år 4 f.Kr., hvor kong Herodes
døde, eller senest år 1, hvilke årstal er det nærmeste, man på grundlag af de
nævnte kriterier kan komme Jesu fødselsår. Kejser Tiberius regerede i årene
14-37 e.Kr., ifølge Luk. 3,1 begyndte Johannes Døberens offentlige virke år 28
e.Kr., som var kejserens 15. regeringsår.
Imidlertid underbygger Stauffer sin
antagelse af år 7 f.Kr. som Jesu fødselsår med planeten Jupiters møde med
planeten Saturn i stjernebilledet Fiskene netop i år 7 f.Kr. Dette møde, som
fandt sted flere gange i løbet af sommeren og efteråret samme år, kaldes på
latin conjunctio magna (de store møder), og de indtræffer blot én gang hvert
794. år. Det er ikke usandsynligt, at det kan være begyndelsen til dette
planetmøde, de vise mænd fra Østen havde iagttaget og beregnet på grundlag af
deres astronomiske viden og astrologiske forudsigelser.
Ifølge Stauffer var man allerede på Jesu tid i stand til at beregne
stjernernes stilling og forestående planetbevægelser. En af de yngste
babyloniske kileskrifttavler, der findes bevaret, er den såkaldte
Stjernekalender fra Sippar, som er opstillet i året 17. f.Kr. og som drejer sig
om forudberegninger frem til år 10 e.Kr. For året 7 f.Kr. er stjernekonstellationer
og planetbevægelser nøje forudberegnet måned for måned og dag for dag,
formentlig udregnet året før af det ældgamle observatorium i Sippar ved
Eufrat. Det er særlig konstellationen af "Jupiter og Saturn i
Fiskene", som er forudnoteret hele fem gange med nøjagtige datoer.
I samtidens astrologi ansås planeten Jupiter for at være
verdensherskerens stjerne, og fiskenes stjernebillede var tegnet på de sidste
tider, medens man i Orienten anså planeten Saturn for at være Palæstinas
stjerne. Mødet mellem Jupiter og Saturn i fiskenes tegn kunne altså udlægges
som, at i dette år skulle de sidste tiders hersker fremstå i Palæstina, og det
var netop med den forventning, at de vise mænd kom til Palæstina. Romerne, som
også skænkede stjernefænomener og astrologiske forudsigelser den største
opmærksomhed, tolkede kejser Augustus som Jupiter i menneskelig skikkelse og
den sidste tids hersker. Venus var stjerne for det juliske hus, hvortil blandt
andre hørte familien Cæsar, og Saturn den gyldne tidsalders symbol inden for
det romerske rige. Jupiters usædvanlige bane i året 7 f.Kr. kunne romerske
astrologer derfor kun tyde som kejser Augustus' løbebane, og året 7 måtte da
betyde det strålende højdepunkt på et glansfuldt livsforløb.
Ethelbert Stauffer nævner også, at ægyptiske astronomer og astrologer
havde foretaget nogenlunde de samme beregninger vedrørende Jupiter og planeten
Venus, der i Ægypten blev betragtet som gudinden Isis' stjerne. Alt i alt konkluderer
han, at stjernen fra Bethlehem er et historisk faktum. Ved Eufrat, den
længste flod i Asien, begav de vise stjernetydere sig på vej til Palæstina og
Bethlehem for at opsøge den fredskonge, hvis komme var blevet forudsagt af
profeterne og nedskrevet i de hellige gamle skrifter. Men efter min personlige
opfattelse tilhører fortællingen om "stjernen over Bethlehem" og
"nogle vismænd fra Østerland", ligesom tilfældet er med flere andre
af de skildrede forhold og begivenheder omkring Jesu fødsel, formentlig
primært legendefortællingens smukke, symbolske verden. (12)
Modstanden
mod besættelsesmagten
Til realiteternes verden hørte imidlertid,
at der inden for Palæstinas grænser rådede stor uro, og modstanden voksede mod
romerne, det korrupte styre og de forræderiske jøder, der som f.eks. tolderne,
skatteopkræverne, stillede sig i besættelsesmagtens tjeneste, og oprøret
ulmede mange steder i landet. En organiseret modstandsbevægelse fremstod,
særlig med rod i yderligtgående nationalistisk-religiøse kredse, som især blev
repræsenteret af zelotpartiet, hvis medlemmer var virksomme som en slags
guerillakrigere eller frihedskæmpere, der ikke gik af vejen for at snigmyrde
folk, romere såvel som jøder, på åben gade. Det er uden for al tvivl, at der
også var tilhængere af zelotpartiet blandt Jesu disciple, eksempelvis Simon
med tilnavnet Zelotes, og formentlig også Judas Iskariot, som i sin
iver og skuffelse over at Jesus afslog at demonstrere sin magt som den
profeterede konge, Messias, lod sig friste til at angive sin læremester. (13)
Kejser Augustus havde år 8 f.Kr. degraderet den før så magtfulde Herodes
til almindelig undersåt, primært på grund af dennes egenrådige optræden og
hensynsløse magtmisbrug. Det var Herodes naturligvis stærkt utilfreds med og
han prøvede derfor at genvinde sin magt, især ved at være de romerske skatteopkrævere
behjælpelige på enhver måde. Men situationen gjorde ham mere og mere nervøs,
særlig da han erfarede om de himmelske tegn, der varslede om at den gamle
samfundsmagt og verdensorden skulle omstyrtes og en ny verdenshersker indtage
tronen og dermed magten i landet. Som velorienteret jøde kendte han naturligvis
profeternes forudsigelser om en kommende messias. Hvis det derfor har været
tilfældet, at dette var medvirkende til at øge hans frygt og mistænksomhed, var
det muligvis i håb om at kunne modvirke og forhindre at forudsigelserne skulle
blive til virkelighed, at han greb til den desperate udvej, at beordre to hasmonæiske
prinser i Samaria og tre hundrede hasmonæertro officerer i Jerusalem brutalt
myrde. Desuden mistænkte han en række hoffolk, heriblandt sin kammerpage
Carus, samt de orakelforkyndende farisæere, for at være hans modstandere, og
han lod derfor de soldater, han mente at kunne stole på, likvidere alle disse
mennesker.
En af despotens værste ugerninger på den
tid, var dog nok hans ordre i året 7 f.Kr. til sine soldater om, at nedslagte
alle drengebørn i alderen 0-2 år i Bethlehem og omegn. Men da var Josef og
Maria med deres nyfødte søn, Jesus, ifølge Mattæus og Lukas på vej til Ægypten,
efter at Josef var blevet klar over, at sønnen ville være i livsfare, hvis
familien forblev i Bethlehem. Og hjem til Nazareth kunne de sandsynligvis ikke
drage, for Galilæa hørte under Herodes' magtområde.
Ifølge Mattæus blev Josef i en drøm advaret af "en Herrens
engel" om den forestående fare, og derfor påbudt at flygte til Ægypten,
hvor familien skulle tage ophold, indtil faren var drevet over. Det var også
"en Herrens engel", der senere under opholdet i Ægypten viste sig i
en drøm for Josef og meddelte denne, at faren nu var drevet over, hvorfor
familien trygt kunne vende tilbage til Israel. Denne forklaring på begivenhederne
tilhører dog nok også legendens verden, hvilket evangelisten indirekte
indrømmer, i og med at han henviser til profeten Jeremias' forudsigelse af
barnemordet, som Mattæus mente var gået i opfyldelse med myrderiet i Bethlehem.
I det hele taget bør man gøre sig klart, at udlægningen af de forhold og
begivenheder, der er beskrevet i Ny Testamente, først og fremmest kun kan og
skal forstås via Gamle Testamente, og herunder særlig de store profetier,
sådan som Jesus selv og hans disciple, og dermed også evangelisterne, gjorde.
Dernæst gjaldt det for evangelisterne og de kristne menigheder om at tolke
begivenhederne i Jesu liv i lyset af den opfattelse, at han var Guds Søn og den
opstandne messias eller frelser.
Senere tider har, måske primært af kirkepolitiske grunde, haft en
tilbøjelighed til at 'glemme' eller overse, at Jesus først og fremmest var
jøde, tilmed en skriftklog og lærer eller rabbi med grundigt kendskab til
Moseloven, profeterne og sit folks historie. Han vendte sig ganske vist mod
den ortodokse jødiske lovfortolkning og strenge overholdelse af religiøse
forskrifter og ritualer, ligesom han afgørende brød med den traditionelle
gudsopfattelse, men han gjorde det som jøde, og som én, der ville indføre et
nyt og mere humant, men stadig religiøst menneskesyn, hvori kærligheden til
Gud og næsten blev vægtet lige og var alfa og omega.
Men der var altså egentlig ikke noget mystisk eller overnaturligt ved,
at Jesus blev født i Bethlehem, heller ikke selv om man måske vil mene, at den
særlige og sjældne stjernekonstellation mellem Jupiter og Saturn, som Mattæus
omtaler som "hans stjerne i østen" og som ledte de vise mænd på
sporet af den nyfødte, hører ind under det overnaturliges domæne. Denne
opfattelse forudsætter dog ikke nødvendigvis, at man mener der består en form
for forudbestemt sammenhæng mellem stjernerne og mennesket, sådan som
astrologien hævder. Der er så vidt jeg kan se intet i vejen for, at det kan
dreje sig om et naturligt og i en vis forstand tilfældigt sammenfald mellem det
nævnte naturfænomen og Jesu fødsel, rent bortset fra, at adskillige andre
børn formentlig også er blevet født på præcis det samme tidspunkt.
Der behøver heller ikke nødvendigvis at have været noget overnaturligt
med i spillet, i forbindelse med at Josef valgte at flygte i sikkerhed med kone
og barn til det gamle jødiske eksil Ægypten, hvor familien ville være uden for
Herodes' jurisdiktion og indflydelse. Herodes' ugerninger var så velkendte og
hans herskesyge og uberegnelighed så frygtet, at de fleste af hans undersåtter
på den tid har været klar over, hvad man kunne vente sig fra hans side. Og hvad
var vel mere oplagt for en skinsyg despot som Herodes, der følte sin i forvejen
reelt set ikke for store magt og indflydelse i forhold til den romerske besættelsesmagt
truet, end at benytte en lejlighed som folketællingen, hvor mange mennesker
var forsamlet på bestemte steder, til at demonstrere den sidste rest af
magtbrynde, han havde tilbage. Med iværksættelsen af det brutale, for ikke at
sige sindssyge, myrderi af alle drengebørn fra 0-2 år i Bethlehem, den berømte
kong Davids stad, kunne han opnå at sprede den skræk og rædsel omkring sin
person, som han håbede ville forhindre at end ikke zeloterne turde vove at gøre
modstand eller oprør imod hans styre. (14)
Set i det perspektiv, behøver det derfor
ikke at have været tilfældet, forudsat at begivenheden overhovedet har fundet
sted, at Herodes lod børnene dræbe, fordi han havde hørt om "jødernes
nyfødte konge", thi hvordan skulle et lille nyfødt barn og dets fattige
forældre, der var helt uden politisk og religiøs indflydelse, kunne true en
konge? Så meget des mindre, som at budskabet om den forventede messias' fødsel
slet ikke nåede ud til hverken de skriftkloge, farisæerne eller andre grupper
af befolkningen. Da Jesus mange år senere stod frem som visdomslærer og lod
forstå, at han var messias, afviste store dele af de nævnte kredse med forargelse
og vrede denne påstand. Så heller ikke fra den side eller af den årsag, har
Herodes haft grund til at frygte for sin magt og sit liv.
Personlig er jeg altså mest tilbøjelig til at tro, at den evangeliske
og kirketraditionelle udlægning af de i sig selv helt naturlige omstændigheder
og begivenheder omkring Jesu fødsel, tilhører legendefortællingens verden,
hvormed ikke er sagt, at denne som sådan ikke har nogen værdi for forståelsen
af Jesu oprindelse og mission, tværtimod. Som vi vil få at se i løbet af denne
bog, er Jesu liv og lære ifølge Martinus' Kosmologi i virkeligheden noget
helt specielt, som tilmed på afgørende måde rækker ud over jødedommens livs-
og verdensforståelse, og dermed ud over den gamle verdensorden med dens rod i
dyrerigets brutale eksistensbetingelser og barske livsvilkår. Jesus viste sig
desuden ikke at være den messias, som man inden for jødedommen forventede
ville komme, og som skulle nedkæmpe Israels fjender og forsone folket med Gud.
Derfor har jøderne forståeligt nok heller aldrig anerkendt Jesus som deres
messias. Men det er en lidt anden historie, som vi skal vende tilbage til
senere.
2. JESU BARNDOM OG TIDLIGE UNGDOM
Det er et spørgsmål, om man vil lægge vægt
på, at Mattæus er den eneste af evangelisterne, der omtaler barnemordet i Bethlehem
og flugten til Ægypten. Lukas, som tager sit udgangspunkt i den legendeagtige
skildring af omstændighederne omkring Johannes Døberens og Jesu fødsel, nævner
hverken barnemordet eller flugten til Ægypten, men antyder derimod at familien
både før og efter fødslen opholdt sig nogen tid i Bethlehem, hvor der var
kommet så mange mennesker til i anledning af folketællingen, at der ikke var
plads til dem i herberget. De måtte derfor tage til takke med at blive indlogeret
i en stald, som formentlig har ligget i byens udkant og været en af de klippegrotter,
der almindeligvis blev brugt til dette formål. Her blev Josefs og Marias
formentlig første barn født og lagt i en af de stenkrybber, som tjente til
fodertrug for dyrene, fortrinsvis får og geder. Men der kan naturligvis også
have været tale om, at de som betalende gæster blev indlogeret i et privat hus,
som enten stod tomt eller som beboerne lejede ud, for at tjene en ekstraskilling.
Som tidligere nævnt var stenkrybber det mest almindelige i husene på den tid,
hvor man også ofte husede småkvæget i den kolde årstid.
Hos Lukas er der altså ikke tale om, at kong Herodes efterstræber
"jødernes nyfødte konge", eller at Josef og Maria derfor måtte flygte
med deres nyfødte til Ægypten, alle jødiske emigranters foretrukne asyl i
Oldtiden. Derimod fortæller han, at de blev i Bethlehem i de i loven
foreskrevne otte dage, der skulle gå mellem fødslen og den rituelle omskærelse,
som alle drengebørn inden for jødedommen måtte gennemgå og hvormed pagten med
Jahve (Gud) og Abraham blev indgået. I princippet som det sker ved dåben,
genfødelsens og renselsens bad, der i såvel den katolske som protestantiske
kirke betyder delagtighed i Jesu Kristi døds og opstandelses mysterium. (1)
Da de otte dage var gået, drog familien
til det nærliggende Jerusalem, hvor de bragte det foreskrevne offer: et par
turtelduer eller dueunger, og lod drengen fremstille for Guds åsyn i templet.
Selve den traditionelle omskærelse, der rent fysisk bestod og fortsat består i
et mindre kirurgisk indgreb på det mandlige lem, hvorved forhuden bortskæres,
blev efter særlige, men også sædvanlige forskrifter og ritualer foretaget af en
præst ved templet.
Lukas knytter atter en formentlig legendeagtig hændelse til Jesu fremstilling
og omskærelse i templet, idet han lader den gudfrygtige gamle Simeon og den
ligeledes gamle og fromme profetinde Anna være vidner til ceremonien, for
derigennem at bekræfte Jesu rolle som Israels frelser (Messias) og Jerusalems
forløser. Det er bemærkelsesværdigt, når der i evangeliets tekst efterfølgende
står: "Og hans fader og hans moder undrede sig over det, der blev sagt
om ham", hvilket i al fald for moderens vedkommende kan undre, i
betragtning af de store ord om "den Højestes Søn", som blev brugt af
ærkeenglen Gabriel, der bebudede hende, at hun skulle blive gravid ved
Helligånden og føde "Guds Søn". (2)
Det kan undre så meget mere, som vi lidt senere i teksten får at vide,
at Jesus engang blev borte fra sine forældre, da de var draget til Jerusalem, for som det var sædvanligt for familien
og andre rettroende jøder, at fejre og helligholde påsketiden i templet i
Jerusalem. Efter at have ledt efter ham hos slægtninge og bekendte, fandt de
ham til sidst i templet, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem
og spurgte dem ud. Og da hans urolige forældre her bebrejdede ham, at han havde
givet dem anledning til bekymring, svarede han: "Hvorfor ledte I efter
mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?" Hvorefter Lukas
tilføjer: "Men de forstod ikke, hvad han mente med det, han sagde til
dem." Med denne sætning skulle man mene, at evangelisten må have
glemt, hvad han tidligere har skrevet om ærkeenglens og den fromme Simeons og
gamle Annas højtravende ord om drengen. (3)
Forklaringen på de anførte uoverensstemmelser er formentlig den, at
hverken Jesu forældre eller hans slægtninge og omgangskreds har haft den
mindste anelse om, at denne dreng var forudbestemt til at skulle blive noget
helt specielt. Noget tyder på, at Maria ikke forstod, hvad det var for et
udvalgt barn, hun havde bragt til verden, før efter hans død og
begravelse, hvor hun og hendes andre sønner samledes med apostlene i Johannes
Markus' moders hus i Jerusalem. (Apg. 1,14). Men om hun, som i henhold til
Joh.19,25-27, sammen med flere andre stod under korset og var vidne til sin
elskede søns smertefulde og forsmædelige død, da i sin dybe sorg har troet, at
han var den Guds Søn, der skulle genopstå fra de døde tre dage senere, er nok
tvivlsomt.
Det, Maria og andre nærtstående med hende, som gode, troende jøder,
oplevede ved den lejlighed, var at hendes ældste søn blev arresteret, pisket og
forhånet og dømt til forbryderens nedværdigende død ved korsfæstelse. Men om
hun har været med blandt den folkemængde, "deriblandt kvinder som jamrede
og klagede over ham", som fulgte med, da han kun iført lændeklæde,
løsthængende kappe og med tornekrone på hovedet, måtte slæbe korsets
tværbjælke en del af vejen gennem Jerusalems gader og ud til henrettelsesstedet,
Golgata, kan man ikke vide noget om. Derimod har hun, som formentlig ikke boede
fast i Jerusalem, men kun opholdt sig i byen i anledning af påskehøjtiden, nok
deltaget i hans begravelse i den klippegrav, som tilhørte den rige Josef af
Arimatæa, der foruden at være medlem af Sanhedrin også var en af Jesu disciple.
Maria har sikkert også kun hørt andre fortælle om sin søns
genopstandelse, idet hun efter begravelsen sandsynligvis har holdt sig skjult
sammen med sine sønner og måske andre af disciplene, som blev skræmt fra vid og
sans, da de så, hvordan begivenhederne udviklede sig. Så vidt det vides og kan
skønnes, var Jesu moder ikke blandt de kvinder, der morgenen efter sabbatten
søgte ud til graven, ligesom Jesus heller ikke synes at have vist sig for hende
efter sin såkaldte opstandelse. Men mon ikke hun under alle omstændigheder har
haft vanskeligt ved at forstå, at lige præcis hendes søn skulle være identisk
med den person, som andre betragtede som den opstandne frelser. Evangelierne
melder heller intet om, hvorvidt Maria måske kan have genset sin søn, da han
ifølge Mattæus, Markus og Johannes efter sin opstandelse satte de nærmeste disciple
stævne i hans hjemegn, Galilæa, ud for byen Tiberias ved Genezaret-søen. Lukas
nævner intet herom, men lader Jesu første møde med disciplene efter sin
opstandelse ske i Emmaus, og den såkaldte "himmelfart" foregå i
nærheden af Betania. (4)
Men idet vi kaster blikket en del år
tilbage i tiden, ser vi Jesus for os som den gode, førstefødte og derfor ældste
søn, der til daglig hjælper sin fader med bygningshåndværket og familiens
lille landbrug, og som samtidig interesserer sig for og er flittigt optaget
af at lytte til faderens belæringer og synagogepræsternes oplæsninger og
udlægninger af loven og profeterne, samt af at studere og tænke over de hellige
skrifter og ritualer. "Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af
visdom: og Guds nåde var over det." (Luk.2.40) Og efter at have
fortalt om den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem, tilføjer Lukas: "Og
Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker."
Herefter er der et tidsrum af omkring 16 år, hvori evangelisterne ikke
har noget at berette om Jesus og hans liv, hvorfor vi heller ikke har nogen
viden om, hvad der skete med ham i løbet af denne periode. De efter alt at
dømme upålidelige apokryfe skrifter om Jesu barndomsliv, vil vi vælge at se
helt bort fra i denne sammenhæng. Evangeliernes beretning om ham genoptages
først, da han år 23 e.Kr. vandrer fra Galilæa til byen Betharaba ved
Jordanflodens østlige bred, hvor hans fætter, Johannes, på den tid opholdt sig
og var begyndt at prædike omvendelse og at døbe de mennesker, der opsøgte ham,
i Jordanflodens vand. Johannes' forældre, Elisabet og Zakarias, hvorom det
kun meddeles, at de boede i Judæa bjerge syd for Jerusalem, må have boet i en
by eller et sted i nærheden af storbyen, for faderen var præst ved templet
dér. Og måske er det gennem sin familiemæssige relation til Johannes, at Jesus
har erfaret, at denne var fremtrådt offentligt og var blevet kendt under navnet
Johannes Døberen. Betydelige skarer af mennesker opsøgte ham og lod sig døbe,
idet de bekendte deres synder og lod sig omvende.
Omvendelse er i bibelsk forstand det forhold, at mennesket, der har
forladt sin oprindelige stilling som Guds lydige skabning, efterkommer
opfordringen til at vende tilbage til Gud. Det jødiske folk havde ned gennem
historien i perioder vendt sig bort fra Gud, hvilket gav sig udslag i
afgudsdyrkelse, egoisme og social uretfærdighed, letsind, ubegrundet tillid
til militærvæsen og politisk aktivitet. For Johannes Døberen gjaldt det nu om
at opfordre folk til at omvende sig, endnu inden det var for sent, thi under
"den kommende vrede" ville Gud rense ud blandt sit folk. Johannes var
altså udpræget apokalyptisk i den forstand, at afsløringen eller åbenbaringen
af Guds plan for de sidste tider viser, at disse vil blive præget af en kamp
mellem Gud og hans modstandere, og at udfaldet af kampen ville blive Guds
herredømmes endelige komme.
Apokalypsen, af græsk "apokalypto" =
"afsløre", "åbenbare", jf. Johannes' Åbenbaring, har
til formål at trøste og opmuntre de troende, idet den påviser at den nuværende
nød er med i Guds plan, og han vil vide at frelse sine udvalgte. Det er derfor
ikke tilfældigt, at det er i en apokalypse, Daniels Bog, formentlig fra
omkring 606 f.Kr., man første gang i et jødisk skrift finder forestillingen om
de dødes opstandelse til dom: "Og mange af dem, der sover under mulde,
skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky. De forstandige
skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til
retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid." (5)
Medens vi er ved apokalyptiken, vil det
være nærliggende at drage en parallel til den jødiske sekt essæerne
eller essenerne. Sekten menes at være opstået i det 2.århundrede f.Kr.
og at have haft sit virke til år 70 e.Kr., og den synes især at have samlet
sine tilhængere i små samfund i Judæa ved vestkysten af Dødehavet, nærmere
betegnet ved Chirbet Qumran, ca.15 km syd for Jeriko. Her har man fundet ruinerne
af en boplads, som franske arkæologer udgravede og undersøgte i 1951-56.
Komplekset, der måler 80-100 m, var omgivet af en mur og bestod af flere
bygninger, hvoraf nogle har været i flere etager, samt gårdspladser og adskillige
cisterner, vandledninger og badeanlæg. Stedet var omkr.100 f.Kr. til 68 e.Kr.
i to perioder antagelig et hovedsæde - eller et af hovedsæderne - for essæerseksten.
År 68 e.Kr. blev komplekset ødelagt af romerne, medens beboerne på dette tidspunkt
synes at være flygtet til Masada. Herefter var Qumran et romersk fort indtil 73
e.Kr. Masada var et klippeplateau ved Dødehavet lige ved grænsen mellem Judæa
og Idumæa, hvor der fandtes et tilflugtssted, som Herodes den Store lod
udbygge til sig og sin familie.
I 66 e.Kr. blev stedet erobret af de jødiske oprørere, zeloterne, og her
holdt de under en hård romersk belejring ud helt til 73. e.Kr. Det må altså
have været hos disse zeloter, at Qumran-sekten har søgt tilflugt og fået tilladelse
til at skjule sig i borgen. Romerne beredte sig til et endeligt angreb, men
natten inden dette satte ind, begik alle borgens indvånerne selvmord. Essæerne
må antagelig have været blandt de 960 døde, som romerne fandt, da de uden modstand
kunne indtage stedet. Der var imidlertid to kvinder og fem børn i live, og de
undslap alle. I vore dage er stedet lidt i retning af et nationalt symbol og et
yndet udflugtsmål for israelerne.
Sekten var strengt asketisk, og den satte i modsætning til farisæerne
og saddukæerne pris på et afsondret, klosteragtigt liv i broderskab med
strenge regler, formuefællesskab og sakramentale måltider. Medlemmerne holdt
sig strengt til loven, især til sabbats- og renselsesbudene, som påbød dagligt
rituelt bad. Derimod forkastede de frembæringen af blodige ofre, edsaflæggelse,
handel, krig, ejendomsbesiddelse og ægteskab. Essæerne ernærede sig ved land-
og havebrugsarbejde og som håndværkere.
For at blive optaget i essæernes broderskab måtte man først gennemgå og
bestå en prøvetid på tre år. Dette ved man fra den beskrivelse af sekten, som
skyldes historikeren Josefus, der selv tilhørte den i nogen tid. Fra ham vides
det, at der fra essæernes side blev lagt stor vægt på at hemmeligholde selve
læren. Af de såkaldte Dødehavsruller, som siden 1947 er blevet fundet i
nogle klippehuler i bjergene ovenfor Qumran-komplekset, ved man blandt andet
også, at essæerne stod i et skarpt modsætningsforhold til præsteskabet og dets
gudsdyrkelse i templet i Jerusalem. Man ved også, at i det lille Qumran-samfund
i den golde ørken har man levet et intenst fromhedsliv med lovstudium,
meditation og bøn for at udrydde det onde, som hele tiden truede én også
indefra, for at kunne håbe på at blive frelst ved verdens undergang, som man
mente var nært forestående. Qumran har haft en stifter og leder som kaldtes Retfærdighedens
lærer, en gådefuld skikkelse, som menes at have lidt martyrdøden.
Det forlyder om Retfærdighedens lærer,
at han led martyrdøden under den syriske religionsforfølgelse. Hans personnavn
kendes ikke, men man mener at han stammede fra den gamle præsteadel og en
overgang indtog en afgørende position i den chasidiske (af hebr. chassidim: de
fromme) bevægelse. Derefter var han sadokistisk (af navnet Zadok, en ypperstepræst
på kong Salomos tid, som saddukæersekten mente at skylde sin oprindelse),
oprørsleder i bekæmpelsen af højgejstligheden i Jerusalem. Efter et hårdt
sammenstød med den regerende ypperstepræst, drog Retfærdighedens lærer sammen
med sine tilhængere ud i ørkenen, hvor han efter al sandsynlighed grundlagde
ordenen ved Vestbredden af Det døde Hav.
Her anlagde han og hans tilhængere klosteranlægget ved Chirbet Qumran,
hvor Retfærdighedens lærer først og fremmest virkede som lovlærer med streng
overholdelse af Moselovens forskrifter, som han gav en ny udlægning. I en af de
salmer, en takkesang, der menes at stamme fra hans hånd, redegør han for de
afgørende begivenheder og erfaringer i sit liv, som han tolker i lyset af sin
apokalyptiske opfattelse af samtiden.
Essæerordenen har altså sin oprindelse i den jødiske præstetradition,
som derfor også øvede afgørende indflydelse på menighedens fællesliv, der var
præget af talrige renselser, neddykninger og dåbsriter, og ikke mindst af det
sakramentale festmåltid. Ordensmenigheden betragtede sig selv som Guds nye og
sande og sidste pagtsmenighed, idet man havde en kraftig forventning om, at
alle tings ende var nært forestående. Ordenens Messias-forventning hang sammen
hermed, men man forventede ikke kun én men hele tre Messiasskikkelser: 1. En
profet, den salvede, som med den hellige ånds kraft har forkyndt den sande
udlægning af loven, altså "Retfærdighedens lærer", 2. en ypperstepræstelig
Messias af Arons hus, og 3. en kongelig Messias af Israels folk og Davids hus.
Idet man opfattede den tredje Messias som krigshelten, der skulle føre
an og sejre i kampen mod fjenderne, dvs. alle som var modstandere af eller ikke
overholdt loven, og som derfor også var fjender af ordenen, havde man derfor
organiseret en afdeling af ordenen efter militært forbillede, med tjenstlige
grader og militære udtryk, lidt i retning af en senere tids "Frelsens
Hær". I modsætning til sidstnævnte "hær", var Qumran-militsen
bevæbnet med henblik på det kommende og efter ordenens opfattelse nært
forestående store opgør.
Man må altså nuancere sin opfattelse af essæerordenen, idet denne
foruden sin egentlige religiøse, rituelle mysterietradition med dens hemmelige
lære, også havde i al fald to underafdelinger, nemlig en fredelig praktisk
afdeling, som stod for lægekunst, håndværk og land- og havebrug, og altså samtidig
en krigerisk afdeling, der tog sigte på det forventede store apokalyptiske
opgør med fjenderne. Selv om det måske er tilfældet, at Jesus kan have haft en
vis tilknytning til essæerordenen ved Chirbet Qumran, og måske endda har
gennemgået sin indvielse dér, må det dog nok anses for helt udelukket, at han,
der pålagde sine disciple også at elske deres fjender og ikke bruge våben imod
disse, kan have accepteret ordenens militære afdeling. Det ser dog ud til, at
mindst en af hans disciple, ifølge Johannes-evangeliet Simon Peter, bar sværd
og i al fald brugte det til at forsvare Jesus med i Getsemane Have, da han
huggede højre øre af ypperstepræstens tjener Malkus.
Essæernes lære kunne tyde på en vis
indflydelse fra parsere, pythagoræere og gnostikere, idet de gik ud fra en
dualistisk lære om sjælens udødelighed og livet efter døden, englenes eller de
åndelige væseners medvirken og den fremtidige forventning om dom og frelse.
Læren indeholder desuden en antitetisk historiemetafysik: lys kontra mørke,
sandhed kontra løgn, Gud kontra Djævelen. Men som nævnt ved man i almindelighed
ikke helt eksakt, hvad essæernes lære mere præcist gik ud på, idet denne var
såkaldt esoterisk eller hemmelig og kun for indviede. Her er det imidlertid så
heldigt, at forskere med kendskab til netop religiøs esoterik og mystik, måske
kan bidrage med de manglende oplysninger. Dette gælder eksempelvis Édouard Schuré:
De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige historie. Rama - Krishna - Hermes - Moses - Pythagoras - Platon
- Jesus. (6)
Schuré er af den opfattelse, at alle de store religioner i deres
inderste kerne rummer de samme grundlæggende sandheder, der blot har fået
forskelligt udtryk efter stifternes karakter og det folks ejendommeligheder,
inden for hvilket de er fremkommet. Af samme grunde er de forskellige
mytologier blot symbolske former bestemt for de uindviede masser, hvis relativt
lavere åndelige udvikling uundgåeligt måtte præge disses erkendelse og
forståelse af virkeligheden. Hvor de uindviede i kraft af deres manglende
åndelige indsigt eller uvidenhed ser dualisme og flerhed, dér ser de store
indviede på basis af deres egen livserfaring og åndelige indsigt, enheden i
alt og overalt. Forskellene mellem religionerne beror derfor på, at den centrale
lære om enhed hos nogle indviede blev bevaret som en hemmelighed, der var
forbeholdt en snæver og udvalgt kreds, medens den hos andre, og frem for alt af
Moses, åbenlyst blev sat i centrum og betonet med en sådan kraft, at det
mytologiske apparat trådte i baggrunden og omtrent tabtes af syne.
Det er desuden Schurés opfattelse, at Jesus var en af disse store
indviede, og at oplæringen og forberedelsen til selve indvielsen i hans
tilfælde foregik hos essæermenigheden i den judæiske ørken. Dette begrunder
Schuré primært med den store overensstemmelse, han mener der består mellem
essæernes og Jesu lære og praksis, og sekundært med det relativt store tidsrum
af omkring 16 år mellem Jesu barndom og ungdom, hvorom vi intet erfarer i de
kanoniske evangelier. Men i en alder af antagelig omkring 30 år møder Jesus sin
fætter, Johannes Døberen, ved Jordanfloden og lader sig døbe af denne og bliver
derved officielt indviet til sin livsgerning. Kort efter træffer vi Jesus på
hans hjemegn i Galilæa, hvor han fremtræder med en klar bevidsthed om at være
profet og Messias, og med en fast udformet lære, som i alle tilfælde på
afgørende måde afveg fra hans jødiske samtids traditionsbundne opfattelse.
Den omstændighed, at Jesus og hans disciple såvel som evangelierne er
fuldstændig tavse om en religiøs gruppering som essæerne, der på Jesu tid blev
regnet for lige så betydningsfuld som f.eks. farisæerne og saddukæerne, kan
meget vel tydes i den retning, at man bevidst har overholdt kravet om hemmeligholdelse.
Schuré mener, at dette hænger sammen med, at Jesus og hans disciple regnede
essæerne som deres egne, og derfor også var bundet af mysterieeden.
Schuré mener endvidere, at essæerordenen på Jesu tid var den sidste rest
af de profetskoler, der oprindelig var grundlagt af profeten Samuel. Det var de
herskende politiske og religiøse forhold, der havde tvunget dem ud i ørkenen,
hvor de levede isoleret fra det øvrige samfund, og hvor de for at overleve
opretholdt total tavshed om deres virke. De havde ifølge Schuré to
tilholdssteder, et i Ægypten ved Mørissøen, og et i Palæstina, i Engaddi eller
En-Gedi ( = en oase ved navn "Gedekilden") ved vestbredden af
Dødehavet. Det vides, at der omkring den kristne tidsregnings begyndelse boede
mange essæere på dette sted. Da Schuré i 1880'erne skrev sin bog kunne han ikke
vide, at opdagelsen af Qumran-klosterets ruiner og fundet af Dødehavsrullerne,
til dels ville bekræfte hans teori om en forbindelse mellem Jesus og
essæersamfundet, selv om det formentlig ikke har været i Engaddi, men derimod
i det noget nordligere beliggende Chirbet Qumran, at denne forbindelse rent
geografisk har bestået. Dette forhindrer dog ikke, at der kan have været en
eller anden form for forbindelse mellem essæerne de nævnte to steder. F.eks. på
den måde, at klosteret ved Chirbet Qumran måske har været ordenens hovedsæde.
Ifølge Schuré er navnet essæere afledt af
det syriske ord Asaya, som betyder læger, på græsk terapeuter, fordi den
eneste gerning de udøvede offentligt var helbredelse af fysiske og psykiske
sygdomme. Ordenens regler var som allerede nævnt strenge, og for at blive
optaget i ordenen måtte ansøgeren eller kandidaten gennemgå en forberedelsestid
på et år, i hvilket man skulle bevise sin evne og styrke til at gennemføre en
asketisk livsførelse, herunder ikke mindst cølibat eller total seksuel
afholdenhed. Efter bestået prøvetid, fik novicen adgang til renselsesceremonierne,
som var af kombineret fysisk-psykisk og moralsk karakter. Dette stod på i endnu
to år, førend mysten i bedste fald fandtes egnet til optagelse i ordenen.
Som nævnt havde essæerordenen også en slags lægmandsorden, der var
underordnet de egentlige brødre. Denne ordens medlemmer havde ikke aflagt
kyskhedsløfte og var derfor i reglen gift, idet lægmandsordenen også optog
kvinder som medlemmer. Lægbrødrene og -søstrene beskæftigede sig med alt
praktisk forefaldende arbejde af fredelig karakter, som børnepassere,
husholdere, pottemagere, vævere, tømre, vingårds- eller havearbejdere, men
derimod ikke som våbensmede eller handelsmænd. Man kunne finde små grupper af
disse tavse og alvorlige, men altid gæstfri essæere overalt i Palæstina,
Ægypten og i omegnen af Horebs bjerg. Schuré mener, at det kan være en del af
forklaringen på, at Jesus og hans disciple kunne vandre fra provins til provins
og fra by til by og overalt finde herberg eller husly.
For at blive optaget i essæerordenen måtte kandidaten med frygtelige
eder sværge på, at han ville overholde de pligter, som ordenen pålagde ham,
ligesom han måtte sværge ved sit liv på ikke at ville røbe dens hemmeligheder
for uvedkommende. (Det skal indskydes, at essæerne ud over disse særlige
besværgelser, havde forbud mod at sværge). Derefter fik kandidaten adgang til
de fælles måltider, der udgjorde en intim kultus, som blev fejret med stor
højtidelighed. Disse brodermåltider blev indledt og afsluttet med bøn, og
efter deres karakter at dømme mener Schuré, at de var forbilledet for
nadveren, som Jesus indstiftede ved sit sidste påskemåltid.
Under brodermåltiderne blev mysteriekandidaten gjort bekendt med, at
Første Mosebog i symbolsk form indeholder en lære om gudernes herkomst og
indbyrdes slægtskab (teogonien) og verdens tilblivelse og udvikling
(kosmogonien). Denne mytologiske eller symbolske tolkning af Moses og profeternes
hellige bøger var imidlertid kun den første af tre tolkningsgrader, idet tolkningen
eller forklaringen, i lighed med indvielsen, havde tre grader og tre betydninger.
Undervisningen var derfor tredelt: 1. læren om de universelle principper eller
teogonien, 2. læren om det fysiske verdensalt eller kosmogonien, og 3. moral,
sundhed og sygdom, hvilket vil sige alt som har med mennesket at gøre, og som
derfor især terapeuterne, behandlerne eller helbrederne, beskæftigede sig med.
Som tidligere nævnt indgik læren om sjælens
præeksistens og dermed dens udødelighed i essæernes undervisning. Sjælen har
ifølge essæernes lære - i lighed med orfikernes, pythagoræernes og
vedantisternes lære - sin oprindelse i den højeste æter - vi ville sige i den
fineste form for åndelig materie eller energi - og den tiltrækkes på naturlig
måde af den fysiske verden og dermed af det fysiske legeme, som den forbinder
og identificerer sig med. I dette "fangenskab" eller
"fængsel" lever sjælen i uvidenhed om sit oprindelige tilhørsforhold,
indtil den erkender sin situation og arbejder på sin egen befrielse fra
materien, som til sidst frigiver sin "fange".
Essæerne levede desuden under den apokalyptiske forventning om de sidste
tider, hvor dommen skulle fældes over levende og døde, og de mente, ikke
selvretfærdigt og hovmodigt, men næstekærligt og ydmygt, i deres egen
livsholdning og levevis at have renset og vendt sig bort fra Satan eller den
onde ånd, hvilket vil sige egoismens, hadets og fornægtelsens ånd, i dens forening
med den politiske og religiøse magt, som i datidens praksis ville sige den mere
eller mindre brutale, korrupte og forenede kejser-, konge- og præstemagt. Det
var også denne Satans onde ånd eller magt, Jesus vendte sig imod, dels med
Fadervor-linien: "Og led os ikke i fristelse; men frels os fra det onde
(eller: den Onde)", og dels, da han påberåbte sig Gud den almægtige
med ordene: "Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen".
(Der ses her bort fra, at sætningen mangler i de ældste håndskrifter, idet det
kan være ligegyldigt, om ordene er udtalt af Jesus selv eller ej, for meningen
i "Fadervor" er under alle omstændigheder en indirekte bekræftelse
på Guds almagt, alkærlighed og alvisdom.)
3. MENNESKESØNNEN ELLER MESSIAS/KRISTUS
Som det tidligere er fremgået, havde
essæerordenens stifter og leder selv gennemgået dén indvielse i og sluttet dén
pagt med Gud, som berettigede ham til at bære betegnelsen "den Salvede",
som er den danske oversættelse af det hebraiske Messias, der på græsk
hedder Kristus. Denne indvielse betød især, at "den Salvede"
med den hellige ånds (Guds) kraft kunne forkynde den sande udlægning af loven.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke der med udtrykket "indvielse"
er tale om dén mysterieindvielse, som et særligt udvalgt medlem af en hvilken
som helst religiøs mysterieorden, og herunder altså også et udvalgt medlem af
essæerordenen, måtte gennemgå, for at være beredt til sin mission blandt
menneskene. Jesus af Nazaret var antagelig et sådan særlig udvalgt medlem af
ørkensamfundet, hvilket hans ophold i en klippehule i ørkenens ensomhed, hvor
han blev fristet af Satan eller den onde ånd, måske kunne tyde på.
Bag ideen om den særligt udvalgte, "salvede" eller
Messias-Kristus, ligger læren om det guddommelige ord, Logos, som af
Krishna var blevet forkyndt i Indien og af Osirispræsterne i Ægypten, og af
Orfeus og Pythagoras i Grækenland, og som af de bibelske profeter var kendt
som Menneskesønnens eller Gudssønnens hemmelighed. Ifølge denne lære er
mennesket den højeste åbenbaringsform for Gud, hvilket vil sige, at Gud
ligesom er opdelt i de enkelte mennesker, og at menneskehedens jordiske
udvikling derfor er udtryk for, at Gud lider og kæmper og søger sig selv. Han
er da menneskesønnen, hvorimod Guds dybeste tanke: det fuldkomne menneske eller
selve menneskets idé, er skjult i hans viljes og magts mysterium.
Men for at blive til gudssønnen, må menneskesønnen først nedværdiges og
lide alverdens pinsler, for til sidst at dø en smertefuld død. Sjælen er
imidlertid udødelig og lever derfor evigt, men dét legeme, som den midlertidigt
har forenet sig med og betjent sig af, må gå til grunde og opløses i sine
naturlige bestanddele. For at kunne sanse, opleve og manifestere sig, må sjælen
imidlertid atter forene sig med et nyt legeme, som i første omgang er opbygget
af åndelig materie, og som derfor kun kan færdes i en tilsvarende åndelig
verden "ved siden af" den fysiske. Men herfra kan og skal sjælen på
et eller andet senere tidspunkt reinkarnere i et nyt fysisk legeme, og dermed
igen leve en fysisk tilværelse til den fysiske død atter melder sig, og således
fremdeles. Helt exceptionelt kan især den udvalgte sjæl midlertidigt forbinde
sig med den fysiske materie og fremtræde med en apparition, som er tilgængelig
for fysiske sanser. Det er efter alt at dømme en sådan apparition, der i Ny
Testamente betegnes som Jesu opstandelse fra de døde, hvilket vi skal vende
tilbage til senere.
Mysterie-indvielsens
tre grader
Når menneskeheden imidlertid står overfor
et fald eller i en afgørende overgangsfase, hvor det gælder om at den skal hæve
sig et trin opad i sin udvikling, forener en særlig udvalgt sig med Guddommen
og åbenbarer på ny dennes vilje og hensigt med menneskenes liv og færden.
Guddommen er med sin ånd, visdom og kærlighed helt til stede i den udvalgte,
menneskesønnen, som derefter forvandles til gudssønnen og bliver hans levende
ord. Sådanne gudssønner har vist sig med mellemrum i forskellige verdensdele i
historiens løb, og de er kendetegnet ved navne som Rama, Krishna, Hermes,
Moses, Orfeus, Buddha, Pythagoras, Platon, Jesus og Muhammed.
I Israel havde en sådan gudssøn ikke vist sig siden Moses, patriarkatets
og nationalismens strenge lovgiver og talsmand, men under navnet Messias var
han forudset og ventet af profeterne, hvoraf nogle tilmed påstod, at det
kommende levende ord denne gang skulle kaldes "Kvindens Søn",
dvs. søn af den himmelske Isis eller af den guddommelige ånd, som er guddommens
kvindelige aspekt, fordi kærlighedens flamme skulle lyse og varme stærkere i
ham end alt andet, og skinne med en glans som aldrig tidligere var set på
jorden. (1)
I mysterieindvielsen finder man et ritual, som omhandler menneskesønnens
forvandling til gudssøn, og et sådant ritual ser også ud til at være blevet
anvendt af essæerordenen. Man forventede jo Messias' snarlige komme, og da
denne ikke opstod ud af den blå luft, gjaldt det om at finde ud af, om et af
ordenens medlemmer eventuelt var i stand til at opfylde de krav og
forventninger, der måtte stilles til en sådan gudssøn eller Guds salvede.
Ritualet var naturligvis af symbolsk karakter, men alligevel tilstrækkelig
seriøst og krævende til, at det kunne bruges til pejling af en mulig kandidat
til posten som Messias. Man gik endog så vidt, at mysten blev ført ind i et rum
eller en dyb klippehule, hvori en stenkiste i reglen var eneste inventar.
Kandidaten skulle i nogle tilfælde indånde røgen fra røgelsespinde, som
indeholdt hallucinogene stoffer, eller i andre tilfælde drikke af indvielsens
bæger, som indeholdt et afkog eller udtræk af bevidsthedsudvidende,
ligeledes hallucinogene urter eller af særlige slangegifte, hvorefter vedkommende
skulle lægge sig tilrette i kisten. Den pågældende blev derefter langsomt bragt
i en dødlignende tilstand, hvorunder sanseindtrykkene fra omverdenen
forsvandt. Mysteriekandidaten blev under dette ritual i nogle tilfælde
overladt fuldstændig til sig selv i den kølige stenkiste i det bælgmørke rum,
men i andre tilfælde blev vedkommende, som befandt sig i en hypnotisk tilstand,
overvåget af en såkaldt myste eller "sjælefører", som havde til
opgave at følge med i, hvordan den "døde" havde det, ligesom mysten
kunne sikre sig, at kandidaten ikke blev skræmt til virkelig død ved sit møde
med åndeverdenen, eller fanget i et net af vildledende tanker og fantasier.
Det, der gjorde denne del af indvielsen særligt vanskelig, var, at kandidaten
rent faktisk måtte lide alle dødskampens kvaler, fordi selvopholdelsesdriften
naturligt nok på det kraftigste modsatte sig egoets tilintetgørelse. Men når
først disse ofte rædselsfulde dødskvaler, som kun den, der selv har oplevet
noget, der ligner, kan gøre sig forestillinger om, var overstået, fyldtes den
"døde"s bevidsthed af en vidunderlig ro, hvorunder vedkommende mere
afslappet kunne iagttage de fantasier og gøglebilleder, der viste sig for det
indre blik. Eller, hvad der også kunne forekomme, med roligt sind betragte de
åndelige skikkelser og disses verden, som også kunne vise sig for vedkommende.
(2)
Men situationen er naturligvis en anden
for den særligt udvalgte, som under indvielsesceremonien bliver i stand til at
fatte ikke-tids- og rumdimensionelle fænomener, og til at erkende og forstå de
højeste mysterier, så som at opleve Isis som indbegrebet af alt kvindeligt,
dvs. som guddommens kvindelige aspekt. Den udvalgte oplever derigennem sin
enhed med Isis, og dermed med hele universet, og ser sig i henrykkelsens
øjeblikke stedet over for den Højeste.
Når den nyindviede vendte tilbage til denne verden, var han et andet og
nyt menneske. I de store indviedes tilfælde var menneskesønnen forvandlet til
Gudssønnen, som i og med sig selv vidste, at han var en særlig udvalgt,
som ikke mere kunne eller skulle lytte til nogen lærer, for han havde kilden
til al viden og visdom indeni sig selv. Men det betød ikke, at hans indvielse
dermed var tilendebragt, idet der endnu forestod en prøvelser i selvbeherskelse
og resignation, samt en gradvis indføring i dén viden om livets andre
mysterier, som han endnu ikke kendte til eller forstod. Dette gjaldt også den
udvalgte ved navn Jesus, som efter sin første initiation var blevet bevidst i
sin enhed med Altets Gud, men han måtte nødvendigvis også gennemleve den hårde
prøve, hvorunder han skulle gøre op med de selviske sider af sit eget sind.
Denne prøvelse kendes i Jesu tilfælde som fristelsen i ørkenen, hvorunder han
blev fristet af sine egne begær og sit mulige åndshovmod, men som han som
bekendt bestod med glans. Men desuden manglede Jesus endnu at gennemgå sin
anden og tredje indvielse, før han for alvor forstod og accepterede det fulde
omfang af den mission, han var udset til at skulle formidle.
Den anden indvielsesfase, Jesus måtte gennemgå, var mindst lige så
krævende og i al fald mere omfattende end den første, idet den bestod i en
række begivenheder, der skulle vise sig væsentlige for den mission som
verdensgenløser, Jesus var udset til at blive og være: Første del bestod i
forklarelsen på bjerget, hvor han mødtes med monoteismens hovedskikkelse Moses
og profeten Elias, hvorom det var spået, at han skulle vise sig ”før Herrens
store og frygtelige dag kommer”, indtoget i Jerusalem, salvningen i Betania,
påskemåltidet og nadverens indstiftelse. Den tredje og sidste fase af Jesu
indvielse bestod i sjælekampen i Getsemane Have, som endte med at han besejrede
sig selv og dermed overgav sig som nødvendigt offer, for at kunne besejre
magten og det dræbende princip, eller kort og godt det onde, og dermed lægge
grunden til dén åndelige kursændring, som næstekærlighedens indførelse ville
betyde for den stridende og lidende menneskehed.
Til den tredje og sidste indvielsesfase hørte samtidig også de efterfølgende
begivenheder, hvorunder Jesus viste, at han stod fast på sin beslutning om, at
det måtte være Guds og ikke hans egen vilje, der var afgørende og bestemmende:
Arrestationen i Getsemane Have, forhøret hos ”denne verdens fyrster”: Kajfas og
Pilatus, ydmygelsen og torturen med tornekronen, vejen, kaldet ”via dolorosa”
(smertens vej), ud til Golgata, korsfæstelsen, begravelsen og siden den
enestående verdenshistoriske begivenhed: Opstandelsen og himmelfarten, forud
for hvilken sidstnævnte Jesus udstedte den såkaldte missionsbefaling: ”Mig er
given al magt i Himmelen og på Jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til
mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og
idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer
alle dage indtil verdens ende.” (3)
I Jesu barndom og ungdomstid var Herodes Antipas (død 39 e.Kr.),
en søn af Herodes den Store, landsfyrste over Galilæa og Peræa, en stilling han
besad fra faderens død år 4. f.Kr. og til sin egen død år 39 e.Kr. Denne
Herodes var blevet gift med sin tidligere tante og svigerinde, Herodias,
som sammen med sin datter af første ægteskab, Salome, kom til at spille
en ikke særlig flatterende rolle i de begivenheder, der udspillede sig få år efter,
at Jesus var trådt frem som lærer, forkynder og lægprædikant i Galilæa. Hermed
forholdt det sig sådan, at Jesu fætter, Johannes, præsten Sakarias' og
præstedatteren Elisabets søn, i årene 28-29 optrådte som religiøs forkynder og
lægprædikant i ørkenen, hvilket vil sige steppen i den sydlige Jordandal. I
lighed med Jesus samlede Johannes en skare disciple omkring sig, hvoraf mange
troede og mente, at Døberen var den ventede Messias, hvilket han dog hårdnakket
benægtede, idet han efter at have døbt Jesus henviste til denne som den
udvalgte.
Det er ikke helt udelukket, eller rettere sagt: det er ret sandsynligt,
at Johannes i lighed med Jesus kan have haft tilknytning til Qumran-sekten,
måske endog på samme tid. Både Jesus og Johannes fik sandsynligvis allerede fra
barnsben deres religiøse opdragelse og indvielse inden for Qumran-ordenens
mure, men i modsætning til Jesus evnede Johannes ikke at nå op til den højeste
mysteriegrad, og blev derfor kun en delvis indviet. En forsker som Ethelbert Stauffer,
er blandt andet på grundlag ørkenteksterne ikke i tvivl om, "at tankeverdenen
hos ørkenemigranterne ved Qumran er Johannes Døberens åndelige hjem" (4)
I evangelierne erfarer vi om Johannes, at
han bar klæder af kamelhår og et læderbælte om livet, og at han levede i
cølibat, lod hår og skæg gro, ikke drak vin og ernærede sig af græshopper og
vild honning. Ordensbrødrene i Qumran kaldte sig selv for "Israels
bodfærdige", og for dem gjaldt det om at efterleve deres særlige traditioner,
herunder alle slags rituelle renselser, og om at iagttage streng fromhed, alt
sammen med henblik på den forventede dom og frelse. Men ved sin fremtræden har
Johannes formentlig forladt ordenen i Qumran og har måske taget ophold i en
klippehule i nærheden af Jordanfloden, hvor han samledes med sine disciple, og
blandt disse måske i den første tid Jesus, som dog nok fortsat boede i
klosteret i Qumran. Så vidt det kan læses ud af evangelierne, overnattede Jesus
sjældent udendørs, dog i al fald med undtagelse af den nat, han senere sammen
med sine nærmeste disciple tilbragte i Getsemane Have.
Når Johannes, som fik tilnavnet "Døberen" på grund af sin
dåbspraksis, åbenbart ikke vovede at træde offentligt frem i Jerusalem, men i
stedet valgte at få folk i tale på et ubeboet sted som Jordanørkenen, hang det
sandsynligvis sammen med, at de politiske forhold var sådan, at det kunne være
forbundet med livsfare at optræde som lægprædikant eller folkelærer. Det er
Døberens, såvel som Jesu og andre profeters skæbne tydelige beviser på.
Johannes var ingen apokalyptiker, men en bodsprædikant, der gennem sit
eskatologiske alarmbudskab kaldte folket til de bodfærdiges dåb og omvendelse.
Han var en profet fra Gud, som under påberåbelse af sit personlige kald og sin
umiddelbare åbenbaring i ord fra Gud, trådte frygtløs frem for en samtid, hvor
mange almindelige mennesker følte et stadig stigende behov for på ny at høre
Guds levende røst og føle, at Han fortsat var med sit udvalgte Folk. Det
levende ord i skikkelse af Johannes lød som en dommedagsbasun og vakte så enorm
opsigt, at folk nærmest flokkedes om ham, og blandt disse også farisæere og
saddukæere. (5)
Med ordene "Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær",
trådte han frem ved Jordanflodens bred. Udtrykket "Himmeriget" er et
andet ord for "Guds rige" eller Gudsnavnet "Herren" (hebr.
Adonaj), idet rettroende jøder omkring 300 f.Kr. af ærefrygt afstod fra at
benytte det oprindelige gudsnavn Jahve (hebr. JHVH = "Jeg er")
som er Israels Guds egennavn.
I Markus-evangeliet, der af nogle forskere
betragtes som det ældste af de fire evangelier, hører man ikke meget om
Johannes Døberen, ud over tidspunktet for hans fremtræden, og at han døbte
Jesus, som åbenbart fulgte ham som en af hans disciple i nogen tid, indtil
Jesus tog ophold i en ørkenhule, formentlig i nærheden af Qumran, hvor han
gennemgik en form for indvielse, som jeg har betegnet som mysterieindvielsens
anden grad, og som i evangelierne kaldes for hans fristelse af Satan eller Djævelen.
I løbet af fyrre dages og nætters faste lykkedes det Jesus at betvinge og
overvinde den sidste rest af jordisk-menneskelig eller selvisk natur, han havde
i sig, og nå til en klar erkendelse af sin opgave som Guds udvalgte og salvede,
Messias eller Kristus.
Evangelierne er ikke enige om, hvornår kong Herodes Antipas lod Johannes
Døberen arrestere og sætte i fængsel. Hos Mattæus og Markus sker det omkring
det tidspunkt, da Jesus opholder sig i ørkenen, men hos Lukas sker det før Jesu
fristelse, og hos Johannes først nogen tid efter, at Jesus er vendt tilbage
til sin hjemegn i Galilæa. Det er derfor rent gætteri, når jeg vil anse det for
sandsynligst, at ordensmagtens arrestation af Døberen kunne tænkes at have
været den ydre anledning til, at Jesus har søgt tilflugt i ørkenens isolation.
Han må nemlig have vidst, at han, der jo allerede på dette tidspunkt åbenbart
af Johannes’ disciple blev anset for at være den profeterede Messias, også
ville kunne risikere at blive arresteret, idet myndighederne formentlig med
rette kunne mistænke ham for at ville fortsætte Døberens forkyndelse af Gudsrigets nærvær og anbefale omvendelse.
En arrestation på dette tidlige tidspunkt i Jesu virke, ville derfor være
kommet på tværs af den mission, han utvivlsomt følte var hans. (6)
Hvis det havde været tilfældet, at også Jesus var blevet arresteret på
dette tidspunkt, hvor han endnu ikke havde nået at udbrede sin lære og demonstrere,
at han var Gudssønnen, Messias eller Kristus, ville han for eftertiden formentlig
højst have indtaget en position i verdenshistorien, som den, der blev Johannes
til del, og der ville følgelig ikke have eksisteret noget, som hedder
kristendom. Det kan man indirekte se af historikeren Josefus' omtale af Døberen
og dennes fængsling og henrettelse, hvori der ikke er den mindste hentydning
til Jesus. Havde dette været tilfældet, måtte karakteristikken som from og
gudfrygtig omvendelses- og dåbsprædikant have været den samme, som Johannes',
og beskrivelsen af livsforløbet nogenlunde den samme: et liv som religiøs
forkynder og reformator, der satte sig op mod såvel de politiske som religiøse
autoriteter, og en ussel død som i virkeligheden uskyldigt offer for et brutalt
religiøst og politisk system.
Mange var som nævnt begyndt at se den forventede Messias i Johannes
Døberen, men da han erfarede, at folk indbyrdes talte om, at han nok var den
Kristus, der skulle træde frem i de sidste tider, tog han kraftig afstand fra
en sådan tanke. Han opfattede sig selv som en profet af den gamle slags og
optrådte med stor og respektindgydende autoritet. Men da man direkte spurgte
ham, om han var den ventede Messias, svarede han: "Efter mig kommer
han, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at bøje mig ned og
løse remmen på hans sko. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med
Helligånd." (7)
Det er imidlertid et stort spørgsmål, om disse Johannes-ord er ægte og
oprindelige, eller om de blot skal bekræfte profeten Esajas' forudsigelse af
den Gudssøn eller Messias, som skulle fremstå i de sidste tider. Men hvis
citatets ord virkelig er udtalt af Johannes Døberen, tyder Matt.11,2-15 og
Luk.7,18-35 på, at denne ikke fra begyndelsen har været klar over, at hans
formentlige fætter, Jesus, var identisk med den så længe ventede Messias. Fra
sit fængsel sender Johannes nemlig nogle af sine disciple til Jesus for at
stille ham spørgsmålet: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en
anden?" Jesus besvarer ikke spørgsmålet direkte, men henviser til,
hvad han har ladet dem blive vidner til: at blinde ser, lamme går, spedalske
helbredes, døve hører, døde står op, og han tilføjer, at evangeliet forkyndes
for fattige, og salig er den, som ikke forarges på ham.
De tre første evangelister melder ikke noget om, hvordan Johannes
reagerede på det, som hans udsendte disciple kom tilbage og fortalte ham, at
Jesus havde sagt. Det er kun i Johannes-evangeliet, vi hører om, at Døberen
ikke på noget tidspunkt synes at have været i tvivl om, at Jesus er Messias
eller Kristus. Men her bør man huske på, at det fjerde evangelium udelukkende
ser det som sin opgave, at bekræfte Jesus som Guds levende ord, Messias eller
Kristus, og at alle begivenheder og udtalelser af Jesus såvel som af andre,
alene er beregnet på at skulle understøtte udsagnet om Guds levende ord, Logos.
Såfremt der har bestået en familierelation
mellem ægteparrene Zakarias og Elisabet og Josef og Maria, hvad
Lukas-evangeliet tyder på, er det højst tænkeligt at de to familier har haft
nogenlunde regelmæssig kontakt med hinanden og at man sandsynligvis og i al
fald er mødtes i forbindelse med de årligt tilbagevendende valfartsfester i
Jerusalem, hvor Zakarias jo i øvrigt var præst ved templet. Der står dog ikke
noget om, hvilken familiemæssig relation Elisabet og Maria havde til hinanden,
men det er påfaldende, at Maria tilbragte hele tre måneder hos Elisabet, efter
at denne var blevet gravid seks måneder tidligere. Der står dog heller ikke
noget om, hvorvidt Maria blev der og overværede barnets fødsel og omskærelse.
Men efter sin hjemkomst til Nazaret blev hun selv gravid med det barn, der ved
fødslen fik navnet Jesus.
Selv om både Zakarias og hans kone, Elisabet, var "højt oppe i
årene", da de fik deres formentlig eneste barn, Johannes, med det senere
tilnavn Døberen, kan de dog udmærket tænkes at have været i live i drengens
barndom og måske også i hans teenageår. Men hvor gammel han var, da enten
faderen eller moderen eller måske begge døde, fortæller evangelierne ikke noget
om.
Josef og Maria har efter alt at dømme været betydeligt yngre i forhold
til Zakarias og Elisabet, da de fik deres formentlig første barn, Jesus. Og det
vides, at moderen såvel som i al fald hans brødre overlevede Jesus, medens den
omstændighed, at evangelierne forholdsvis hurtigt er tavse omkring, hvad der
videre skete med faderen, Josef, kunne tyde på, at han kan være afgået ved
døden, måske allerede i Jesu tidlige ungdom. Men i al fald levede faderen endnu
på det tidspunkt, da Jesus var 12 år.
Men at Johannes og den et halvt år yngre fætter, Jesus, muligvis kan
have været fætre og har kendt til og jævnligt set hinanden i barneårene og
senere, måske efter deres Bar Mitsva (konfirmation), da de formentlig begge
blev optaget som novicer eller elever i essæerordenen i Chirbet Qumran, må nok
anses for at være en til sandsynlighed grænsende mulighed. Begge har også
hurtigt udvist specielle evner, både hvad angår den teoretiske tilegnelse af
lovstoffet, af profeternes lære og Israels historie, og især hvad angår
tilegnelsen af åndelige færdigheder, herunder bøn, meditation og kontemplation,
og endnu mere specielt, hvad angår tilegnelsen af indvielsesgraderne i livsmysteriet.
Ifølge de fire evangelier kunne det se ud, som om Johannes gennem den eller
de indvielsesprocesser, han som de fleste andre dertil egnede novicer i
Qumran-klosteret har måttet gennemgå, er blevet klar over sin mission som den
profet, der i de sidste tider skulle bane eller forberede vejen for den
ventede Messias. På formentlig tilsvarende måde er Jesus allerede i klosteret
i Qumran blevet klar over sin mission som en kongelig Messias af Davids hus og
slægt, men måske endnu ikke, at det skulle blive en Messias af en noget anden
slags, end den krigs-konge, som nationalistisk og fundamentalistisk sindede
jøder forventede skulle komme og frelse folket og nationen Israel. Det er dog
her vigtigt at være klar over, at Jesus aldrig på noget tidspunkt direkte
betegnede sig selv som Messias (Kristus), men altid undgik dette, for ikke at
provokere de jødiske autoriteter og myndigheder unødigt. Han lod gennem hele
sit virke altid andre om at kalde ham for Messias og brugte i stedet
betegnelsen ”Menneskesønnen” om sig selv.
Kort før Johannes Døbers arrestation og
senere henrettelse, var Jesus kommet til den ubeboede egn i nærheden af byen
Betania øst for Jordanfloden (ikke at forveksle med Betania vest for floden),
hvor Døberen havde slået sig ned og havde påbegyndt sin virksomhed som profet,
lærer og bodsprædikant. Ifølge Markus og Mattæus kom Jesus da fra sin hjemby
Nazaret i Galilæa, medens Lukas eller Johannes nøjes med at konstatere, at
Jesus befinder sig på stedet og her lader sig døbe af Johannes Døberen.
Ifølge Lukas og Markus tyder det ikke på, at Johannes har været klar
over, at der var noget som adskilte hans fætter fra alle de øvrige, han døbte i
Jordanflodens vand, og da slet ikke at Jesus skulle være identisk med den
forventede Messias. Hvis det havde været tilfældet, ville der ikke have været nogen
grund for Johannes, til fra sit fængsel at sende nogle af sine disciple til
fætteren, for at spørge denne, om han var den, der forventedes at skulle komme,
altså Messias, eller om man skulle vente en anden, sådan som der står i Lukas
7,18-21. Dette sted i Lukas-evangeliet er for resten i en vis
uoverensstemmelse med sit 1. kapitel, hvoraf det fremgår, at Johannes' moder,
Elisabet, er klar over, at Marias endnu ufødte barn er den ventede frelser. Det
er vel utænkeligt, at Elisabet ikke senere hen skulle have fortalt sin søn,
Johannes, at dennes fætter var identisk med Messias. Samme evangelium er
desuden i modstrid med sig selv, når det som tidligere nævnt hævder, at Maria
helt fra undfangelsen af har været klar over, at hendes førstefødte søn var
identisk med den længselsfuldt ventede frelser. (Luk.8,19-21 med par.). Af
Lukas 8,19-21 fremgår det indirekte, at Jesu moder, Maria, og hans brødre ikke
på det tidspunkt hørte til dem, "som hører Guds ord og handler efter
det."
Dåben
med vand og dåben med Helligånd
Men skal vi tro Mattæus-evangeliet, har
Johannes Døberen på forhånd været klar over, at hans kødelige fætter, Jesus fra
Nazaret, var den ventede Messias, for da denne kommer til Jordanfloden for at
lade sig døbe, vil den åbenbart noget overraskede Johannes først forhindre det,
idet han siger: "Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til
mig!" Hertil replicerer Jesus:
"Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!". Ifølge
Johannes-evangeliet er Johannes Døber den, som, idet han døber Jesus, i et syn
ser Helligånden i form af en due dale ned fra himmelen og svæve over Jesu
hoved. Herom siger Johannes Døber i sit vidnesbyrd: "Jeg har set Ånden
dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke;
men den, som sendte mig for at døbe med vand, han har sagt til mig: 'Den, du
ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.'
Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: han er Guds Søn."
Når Johannes Døberen siger ”… Og jeg kendte ham ikke;…”, skal det
formentlig forstås sådan, at han ikke på forhånd vidste, at hans fætter Jesus
var den Guds Søn, der skulle komme og døbe med Helligånd.
I de tre andre evangelier er det ellers Jesus selv, hvorom det
fortælles, at han oplever, at Helligånden sænker sig ned over ham, som en due,
der daler ned fra himlen, idet han hører Guds røst sige: "Du er min
Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag." (Mark.1,10-11 med par.).
I Johannes-evangeliet, som vel ellers må siges at være det mest mysteriøse og
legendeprægede af evangelierne, er der ikke tale om, at hverken Jesus eller
Johannes hører Guds røst ved denne eller nogen anden lejlighed. Derimod hænder
det forholdsvis ofte, at Jesus taler til Gud, enten direkte eller i form af
bøn. Men hermed være ikke sagt, at Guds røst i form af tale i det sprog, som
mennesket selv taler og forstår, ikke kan forekomme over for de særligt
indviede, som er i stand til ad åndens vej at komme i kontakt med Gud. Men
herom senere. (1)
I henhold til Johannes-evangeliet var de
første af Jesu disciple oprindelig disciple af Johannes Døber, som de sikkert
har opfattet som den ventede Messias, men eftersom han åbenbart selv benægtede
at være Messias (Kristus) eller den genopstandne profet Elias eller nogen anden
profet, men derimod henviste til, at Jesus var det "Guds lam, som bærer
eller borttager verdens synd", fulgte de ham allerede, da han dagen
efter atter forlod stedet, hvor Johannes og hans disciple opholdt sig. Den ene
af de to disciple, som først følte sig tiltrukket af Jesus og ønskede at blive
dennes discipel, var Andreas, og den anden har muligvis været Filip.
Da Jesus bliver opmærksom på, at de to Johannes-disciple følger efter
ham, vender han sig om mod dem og spørger: "Hvad søger I?" De
svarede, at de gerne ville se, hvor han boede, og han tillod dem at følge sig
til stedet, hvor de blev resten af dagen. Hvor dette sted mere præcist har
været, oplyses der intet om. Straks efter opsøger Andreas sin broder, Simon, og
siger til ham: "Vi har fundet Messias", hvorefter de følges ad
hen til Jesus, som, idet Simon står overfor ham, siger: "Du er Simon,
Johannes' søn: du skal hedde Kefas". Det aramæiske ord Kefas hedder på
græsk Petros eller Peter, som betyder "sten, klippe". Denne
discipels navn blev herefter Simon Peter, der som bekendt blev en
ledende skikkelse i den jødekristne menighed i Jerusalem.
Da Jesus næste dag vil bryde op, for at drage til sin hjemby, Nazaret, i
Galiæa, opsøger han først Filip og siger til ham: "Følg mig!",
en opfordring denne åbenbart har ventet på, for han skynder sig straks at hente
en fjerde af Johannes' disciple, Natanael, som menes at være fra Kana i
Galilæa. Til ham siger Filip: "Ham, som Moses i loven og ligeså
profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra
Nazaret." Denne oplysning eller påstand imponerede åbenbart ikke
Natanael, for han svarede straks: "Kan noget godt være fra
Nazaret?" Natanaels henkastede spørgsmål hang formentlig sammen med
det forhold, dels at Nazaret var en ganske ubetydelig by, og dels at Galilæa,
som i kulturel og religiøs henseende var under indflydelse udefra, bestod af en
befolkning af blandet oprindelse, hvorfor galilæere ofte blev betragtet som
andenklasses jøder. (2)
På Filips opfordring fulgte Natanael dog med, og da de nærmer sig Jesus,
udbryder denne: "Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er
svig." Natanael, som øjensynlig ikke havde mødt Jesus før, undrede sig
og spurgte: "Hvorfra kender du mig?" Hertil svarer Jesus: "Før
Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet." Dette
svar duperer Natanael i så høj grad, at han udbryder: "Rabbi! du er
Guds Søn, du er Israels konge." Det får Jesus til at konstatere
følgende: "Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under
figentræet? Du skal få større ting at se end disse." Og han tillagde: "Sandelig,
sandelig siger jeg jer: I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige
ned over Menneskesønnen." (3)
Ordet "Menneskesønnen" er
et af de mest omdiskuterede ord i Ny Testamente, idet det på den ene side er
den hyppigst forekommende selvbetegnelse i Jesu mund i evangelierne, og på den
anden side finder man ikke i samme testamente en antydning af forklaring på,
hvad ordet mere præcist skal betyde. Selve ordet er en ordret oversættelse af
de aramæiske "bar-nasja", på hebraisk "ben-adam", som
betyder: "søn af mennesket", der er det samme som "menneske".
Men på trods af alle forsøg på tolkning og udlægning af ordet, står det dog
tilbage, at ordet i Jesus mund udgør en slags læreudsagn om, hvad der skal
forstås ved Jesu kald, skæbne og fremtidige stilling. Ordet siger derimod ikke
noget om den historiske Jesus' forståelse af sig selv. Det er menighedens
Kristus-forkyndelse, der fortæller os, hvem menneskesønnen er, og ikke
udtrykket menneskesønnen, der fortæller os, hvem Jesus var.
Men også i dette tilfælde med udtrykket "menneskesønnen", kan
Martinus' opfattelse og forståelse af Jesus Kristus komme os til hjælp og nytte,
idet han i en vis forstand tolker ordet i overensstemmelse med menighedens
Kristus-forkyndelse. Ordet menneskesønnen skal som begreb betragtet ifølge
Martinus tolkes som "det rigtige menneske", dvs. det humane,
etisk-moralsk højt udviklede menneske, i modsætning til "det jordiske
menneske", som endnu på sine højere udviklingstrin er halvt dyr og
halvt menneske, og som derfor stadig i nogen grad reagerer og handler på basis
af urinstinkter og egoistisk selvopholdelsesdrift. Det skal vi se nærmere på senere.
Imidlertid er de tre andre evangelier ikke enige med Johannes-evangeliet
i, at Jesus fik sine første disciple allerede medens han opholdt sig ved
Jordanfloden i egnen omkring byen Betania, også kaldet Bethabara eller
Betaraba. Såvel Mattæus, Markus som Lukas er af den opfattelse, at
rekrutteringen af Jesu disciple fandt sted i Galilæa, mere præcist i byen
Kapernaum ved Genesaretsøen, og det skete først efter at Johannes var kommet i
fængsel:
Men da Jesus hørte,
at Johannes var sat i fængsel, drog han bort til Galilæa. Og han flyttede fra
Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis
egne, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der
siger: ”Zebulons land og Naftalis land langs søen, landet hinsides Jordan,
hedningernes Galilæa, det folk, som sad i mørke, har set et stort lys, og for
dem, som sad i dødens land og skygge, er et lys oprundet.” (4)
Senere tilføjer Mattæus imidlertid følgende:
Jesus gik omkring i
hele Galilæa, lærte i deres synagoger, prædikede evangeliet [det glædelige
budskab] om Riget [Gudsriget] og helbredte al slags sygdom og svaghed blandt
folket. Og rygtet om ham kom ud over hele Syrien; og man bragte til ham alle
dem, som led af forskellige sygdomme og var plagede af lidelser, både besatte
og månesyge [dvs. epilepsi og nervesygdomme] og lamme, og han helbredte dem.
Og store folkeskarer fulgte ham både fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og
Judæa og fra den anden side af Jordan. (5)
Af citatet fremgår det indirekte, at der var folk, som fulgte med Jesus
helt fra Jerusalem i Judæa "og fra den anden side af Jordan", altså
fra den østlige side af Jordanfloden, hvor Johannes tidligere holdt til og
havde prædiket. Men det er ikke muligt på dette grundlag at afgøre, hvilke og
hvor mange af Jesu disciple, der herfra fulgte med til Galilæa. Men
Johannes-evangeliet kan muligvis være galt afmarcheret, når det hævder, at
disciplene Andreas og Simon lod sig rekruttere allerede ved Jordanfloden.
Derimod kan det måske ikke udelukkes, at Filip og Natanael kan være fulgt med
derfra.
Det er på den anden side set et spørgsmål, om man vil lægge vægt på, at
Johannes-evangeliet i sin oprindelse menes at skyldes Johannes Zebedæussøn,
som i så fald må antages at have vidst bedre besked med, hvor, hvordan og
hvornår Jesus fik sine første disciple, end de andre evangelister. I så fald
kan det tænkes, at de to brødre, Simon og Andreas, som var bosiddende enten i
Kapernaum eller Betsajda, måske i forbindelse med påsken eller løvhyttefesten
er rejst til Jerusalem, hvor de kan have erfaret om profeten Johannes under
opholdet i byen. De kan derfor have opsøgt den ny forkynder, og i den tro, at
der var tale om Messias, har de antagelig anmodet om at måtte blive hans disciple.
Hvis denne antagelse skulle vise sig at være i overensstemmelse med den
historiske virkelighed, kan det udmærket have været tilfældet, at to så
professionelle fiskere, som Simon og Andreas, for levebrødets skyld har drevet
fiskeri under opholdet ved Jordanfloden, og at det er her, Jesus første gang
har mødt dem og gjort dem til sine disciple. Det er imidlertid et problem i
denne sammenhæng, hvor, hvordan og hvornår Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes,
er blevet rekrutteret som Jesu disciple, for ejendommeligt nok nævner
Johannes-evangeliet ikke med et ord noget herom, lige så lidt som det nævner
noget om, hvornår, hvor og hvordan Jesu øvrige disciple kom til.
Det mindst problematiske vil dog være at antage, at det er de tre øvrige
og i det spørgsmål samstemmende evangelister, der er bedst orienterede om Jesu
discipelrekruttering, så lad os i det følgende se på, hvordan det ældste
evangelium, Markus-evangeliet, ser på det spørgsmål.
Ifølge Markus gik Jesus en dag langs
Genesaret sø, og her fik han øje på nogle fiskere, som var i færd med at kaste
deres net ud. Det var Simon og dennes broder, Andreas, og Jesus sagde til dem: "Kom
og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Jesus må formentlig
have indgydt umiddelbar tillid, måske fordi han har været klædt på en måde, som
tilkendegav, at der her var tale om en rabbi, for de to brødre, der åbenbart
længe havde gået med en længsel efter en forandring i deres livssituation,
forlod straks båden og garnene og fulgte efter Jesus, der lidt efter mødte en
del andre fiskere, som sad i en båd og var i færd med at bøde garnene. To af
fiskerne reagerede straks på Jesu opfordring og forlod prompte arbejdet og
båden og deres fader, Zebedæus, som var ejer af båden og fiskegrejet. De to
Zebedæussønner var Jakob og Johannes, og de blev ligeledes nogle af Jesu
nærmeste og mest betydningsfulde disciple (Mark. 1,16-20 med par). Om Johannes
forlød det endog, at han var "den discipel, han [Jesus] elskede",
og den, som efter Jesu ønske tog hans moder, Maria, til sig efter hans død og
lod hende bo i sit hus. (6)
Det kan naturligvis undre en del, at Jesus, næstekærlighedens fornemste
udøver og forkynder, i særlig grad skulle have foretrukket eller elsket en
enkelt af sine disciple højere end de andre. Næstekærligheden er jo ellers
karakteriseret ved at være fuldkommen upartisk og universel, det vil sige, ved
at den i ligelig grad omfatter alle, uanset køn, race, begavelse, social
position etc., med højeste sympati, forståelse og tolerance. Det fremgår
desuden af evangelierne og andre steder i NT, at Jesus levede som ugift, og at
han ikke ser ud til at have kendt til fænomenet forelskelse, og formentlig
heller ikke til seksuel dragning mod kvindekønnet. Sandsynligvis har han i
lighed med de højeste grader af essæernes ordensmedlemmer viet sit liv til
cølibatet, sikkert ikke fordi han mente, der var noget 'syndigt' i forholdet
mellem mand og kvinde, men for i højere grad at kunne tjene Gud og udføre den
mission som menneskehedens åndelige-moralske vejleder og "fødselshjælper"
på dens vej mod et højere udviklingstrin, som han var udvalgt til og havde
påtaget sig.
Det er blevet sagt, at medens det fortrinsvis er i det antagelig ældste
kildeskrift, Markus-evangeliet, at Jesus fremtræder som et menneske, om end
med særlige menneskelige evner og kræfter, så er dette menneske allerede
enkelte steder i det næstældste evangelium, Lukas-evangeliet, og i det
formentlig senere Mattæus-evangelium, blevet til en slags halvgud, for i det
fjerde og sidste evangelium, Johannes-evangeliet, at ende som en Gud. I
henhold til de ældste evangelier, blev Johannes Døberens og Jesu respektive
lære og virksomhed oprindelig sidestillet som jævnbyrdige i forhold til
hinanden. Men for evangelisterne gjaldt det om at underspille Johannes' rolle,
hvorfor disse kun fremstiller ham som den, der skulle berede vejen for den
egentlige mester. Det er antagelig først efter, at Johannes var blevet
fængslet og senere henrettet, at en del af hans disciple fulgte Jesus, medens
andre muligvis blev selvstændige prædikanter eller måske tilhængere af andre
af datidens fremtrædende religiøse lærere og forkyndere. (7)
Det må siges, at Johannes Døberen fik en
trist skæbne, også selvom vidnesbyrdet om ham og hans virksomhed som dommedags-
og bodsprædikant for evigt lever videre i Ny Testamente. På Døberens tid blev
enhver ny lærer eller prædikant med eller mod sin vilje i reglen straks
opfattet af det forventningsfulde folk som oprører mod det foragtede
præstestyre og det forhadte romerske fremmedherredømme, og følgelig udråbt som
den forventede Messias. Døberen dannede ingen undtagelse fra denne regel, men
eftersom han var særlig markant i sin fremtræden, kom han derfor også snart i
den stedlige politiske myndigheds søgelys, der så det som en vigtig opgave, at
kvæle ethvert tilløb til oprør straks fra starten.
Romernes lydkonge, Herodes Antipas, der regerede over Galilæa og Peræa,
var blevet vred over, at Døberen uretmæssigt havde anklaget ham for at føre et
utugtigt levned, idet det blev påstået, at han havde giftet sig med sin broder
Filips hustru, Herodias. Hun havde tidligere været gift med Herodes Antipas'
halvfarbroder, med hvem hun havde datteren Salome, og det er i virkeligheden
denne pige, Filip var gift med, og altså ikke med Herodias. Det reelt udydige i
Herodes Antipas' tilfælde, var derimod, at han ikke lagde skjul på sit begær
efter at vinde Salomes gunst.
I virkeligheden tyder det på, at det var Herodias, som var blevet
opbragt over Johannes Døberens beskyldninger, men da hun ikke selv havde nogen
egentlige magtbeføjelser, benyttede hun sig derfor af sin kvindelige
indflydelse på ægtemagen, og opfordrede denne til at lade Døberen fængsle og
henrette. Kongen, som vidste at Johannes Døberen var en retfærdig og hellig
mand, tøvede imidlertid og turde ikke uden videre iværksætte henrettelsen af et
i virkeligheden uskyldigt menneske. Men Herodias havde ikke i sinde at opgive
sit forehavende, og hun greb den første og bedste lejlighed til at påvirke sin
mand i den ønskede retning. Lejligheden kom, da Herodes på sin fødselsdag
holdt et storstilet gæstebud for sine højeste embedsmænd og hærførere og de
fornemste folk i Galilæa og vel formentlig også i Peræa, idet fødselsdagsfesten
ifølge Josefus blev holdt på borgen Makærus, som lå 7 km øst for Dødehavet i
det sydlige Peræa.
Herodias havde øjensynlig udtænkt en snedig plan for, hvordan hun skulle
få sin vilje igennem over for kongen, idet hun vel næppe har kunnet undgå at
bemærke sin mands begærlige blikke, når han så hendes datter, Salome. Herodias
lod derfor ganske enkelt sin formodentlig meget smukke datter optræde og danse
for kongen og gæsterne, men om det har drejet sig om de berømte syv slørs dans,
hvor det ene slør efter det andet bliver kastet og efterhånden afslører mere og
mere af danserindens nøgne krop, fortæller evangelierne faktisk ikke noget om.
For resten bør man også i denne forbindelse gøre sig klart, at begrebet
"nøgen" for jøderne på den tid kunne betyde, at man kun var iført
underkjortel og manglede overklædningen.
Men Herodias' list lykkedes, for kongen
blev så optændt af begær og begejstring, at han kaldte Salome til sig og i sine
gæsters påhør svor på, at han som tak for dansen ville opfylde hendes største
ønske, uanset om det så drejede sig om halvdelen af hans rige. Salome rådførte
sig derefter med sin moder, som bad hende sige til kongen: "Jeg ønsker,
at du nu med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad."
Salome havde åbenbart ingen skrupler ved at følge moderens råd, og skønt
Herodes blev meget bedrøvet over hendes forlangende, så han sig overfor Salome
såvel som overfor alle sine gæster, nødsaget til at opfylde sit løfte. Han
befalede derfor straks en af sine livvagter at gå til fængslet og halshugge
Døberen, og derefter lade dennes hoved bringe på et fad og give det til Salome.
Det fortælles, at Salome derefter overgav fadet med Johannes' afhuggede hoved
til sin hævngerrige moder, ligesom det forlyder, at Døberens disciple fik lov
til at hente dennes lig og begrave det.
Ifølge Mattæus 14,12 var det de af Johannes' disciple, som havde
begravet hans lig, der kom og fortalte Jesus, hvad der var sket. Vi kan ikke
vide, hvordan Jesus reagerede på meddelelsen om Johannes' tragiske skæbne,
kun, at han i henhold til Lukas 9,10 på det tidspunkt opholdt sig i Galilæa,
hvor han sammen med sine disciple drog fra by til by og fra landsby til landsby
for at forkynde evangeliet og helbrede de syge. Straks efter at have erfaret om
Johannes' død, bryder Jesus op, formentlig fra Kapernaum, for sammen med sine
nærmeste disciple at sejle til et øde sted, hvor de mente at kunne være i fred
for de mange mennesker, der ustandselig opsøgte Jesus, men forgæves. Jesus
besluttede derfor, at man skulle sejle til byen Betsajda ved den nordlige bred
af Genesaret Sø. I denne by var apostlene Peter, Andreas og Filip oprindelig
hjemmehørende, men på det tidspunkt, da Jesus valgte dem til sine disciple,
boede de i Kapernaum i brødrene Peters og Andreas' hus. Men medens de befandt
sig i Betsajda, kan det have været hos disses fader, fiskeren Jonas, at Jesus
og disciplene indlogerede sig under opholdet.
Men hvorfor Jesus netop valgte at tage ophold i Betsajda, melder
evangelierne ikke noget nærmere om. Måske skete det, for at Jesus kunne få tid
til at samle sine tanker om den skæbne, han alene vidste ventede ham i den
tilstundende påsketid, hvor han sammen med sine disciple ville drage til
Jerusalem, for som sædvanligt at fejre højtiden dér. Selv hans nærmeste
disciple havde endnu ikke på det tidspunkt helt forstået, hvad han mente, når
han fortalte dem om, hvad der forestod. Kort før påske brød han og disciplene
op og lagde vejen gennem Galilæa og Samaria til Judæa, og herunder benyttede
han muligheden for at prædike i de stedlige synagoger og andre egnede steder,
idet en stor menneskeskare til stadighed flokkedes omkring ham, dels i håbet om
eventuelt at blive helbredt af ham og dels for at høre hans myndige og
anderledes forkyndelse.
Det kan konstateres, at det var mødet med
Johannes Døberen, der blev indledningen til Jesu enestående verdenshistoriske,
profetiske lærervirksomhed. I og med Døberen og Jesus, har vi at gøre med to
vidt forskellige religiøse reformatorer, hvor den første prædiker askese,
bortvendthed fra verden og bod, og den anden livsnærhed, udadvendthed og
omvendelse i betydningen: at overholde og efterleve lovens største bud om at
elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv. Begge blev imidlertid forholdsvis
hurtigt knust af de verdslige magthavere, som frygtede for, at deres person og
forkyndelse skulle inspirere til åbent oprør. Men forinden havde de to vundet
disciple og tilhængere, efterladt sig en lære og stiftet en menighed, som kom
til at bestå længe efter deres død, ja, som for Jesu vedkommende består den
dag i dag. Begge blev æret som Messias, og begges personlighed og liv blev
derfor allerede af samtiden, men i særlig grad af eftertiden, spundet ind i
Messiaslegendens overnaturlige slør, således at erindringen om de to bemærkelsesværdige
historiske personer, der ligger bag legenden, er mere eller mindre forsvundet
eller forvansket i teologiens - og til en vis grad i overtroens - spind.
Det skal dog her endnu engang gentages, at legenden som sådan har sin
egen helt specielle værdi og betydning, uanset at den ikke i sig selv rummer
nogen afgørelse med hensyn til det fortaltes historiske pålidelighed eller
upålidelighed, men i bedste fald i lighed med lignelser, eventyr og fabler kan
fortælle om åndelige fænomener eller om en virkelighed, som ligger ud over den
fysiske verdens og tilværelses grænser. Og det kan derfor heller ikke
udelukkes, at legenden kan være udtryk for sandheder, som på et dybere plan er
i overensstemmelse med de pågældende hellige mænds lære og mission. Det er for
Jesu vedkommende f.eks. tilfældet med Juleevangeliet og Påskemysteriet, som
vi senere skal vende tilbage til.
Det bør i den forbindelse ikke overses, at legenden i nogle tilfælde kan
være udtryk for en opfattelse, der ikke alene mere eller mindre er i
uoverensstemmelse med den eller de personer eller fænomener, det er hensigten
at skildre, men som også mere eller mindre er i direkte modstrid med ånds- og
naturvidenskabelige kendsgerninger. Dette gælder i særlig grad legenden om bebudelsen
og jomfrufødselen, legenden om opstandelsen, og formentlig også til en vis
grad legenden om miraklerne, hvilket vi senere skal vende tilbage til og se
nærmere på.
Markus fortæller, at Jesus under opholdet
i Kapernaum boede i Simons og Andreas' hus, hvor også Jakob og Johannes opholdt
sig, mens de var i byen. Straks på den første sabbat efter ankomsten, gik Jesus
ind i synagogen for at prædike og lære fra sig. Til de tilstedeværendes store
overraskelse lærte han dem, "som en, der har myndighed, og ikke som de
skriftkloge", for hvem teksternes dybere indhold formentlig mest har været
teori, medens det for Jesus drejede sig om selvoplevet indsigt i de dybe
sandheder, der ofte skjuler sig i teksten for almindelige mennesker.
Allerede ved denne lejlighed fik Jesus anledning til at demonstrere sine
usædvanlige evner som terapeut, som han antagelig havde lært og fået udviklet
under sin tid som medlem af Qumran-ordenen. Til stede i synagogen var der en
mand med såkaldt "uren ånd", hvormed der formentlig menes en form for
sindssyge, eller i nogle tilfælde en "besættelse" af en fremmed, ond
ånd, som behersker og virker gennem et menneske, og denne mand råbte højt midt
i forsamlingen i synagogen: "Lad os i fred, Jesus fra Nazaret! Er du
kommen for at ødelægge os? jeg ved, hvem du er: Guds Hellige." Jesus
vendte sig mod manden og sagde med fast stemme: "Ti, og far ud af
ham!" Manden vred og vendte sig som i kramper og skar ansigter og
råbte og skreg, men snart efter faldt han til ro og virkede derefter helt
normal.
De mange mennesker, der var forsamlede i synagogen, blev forfærdede over
det, der skete, og de sagde til hverandre: "Hvad er dog dette? en ny
lærer med myndighed; selv de urene ånder byder han over, og de adlyder
ham." Som almindeligt uvidende og overtroiske mennesker, kunne folk
dengang ikke vide eller forstå, at suggestiv eller hypnotisk behandling i nogle
tilfælde kan helbrede sjælelige sygdomme. I andre tilfælde kan det i henhold
til åndsvidenskaben dreje sig om, at en diskarneret ond eller drillevorn ånd
har besat et menneske, enten helt eller delvist, således at ånden dirigerer
(besættelse) eller kæmper om herredømmet med menneskets egen ånd (personlighedsspaltning).
I den forstand, at han kunne uddrive onde ånder af menneskets bevidsthed, var
Jesus dæmonuddriver eller eksorcist, men med baggrund i, at denne virksomhed
var tegn på Gudsrigets virke allerede nu. Men moderne psykologer og psykiatere
vil nok være tilbøjelige til at mene, at det drejer sig om sygdomme som
sindslidelse, epilepsi, tvangstanker, etc. Det ene behøver dog nok ikke i alle
tilfælde at udelukke det andet. (8)
Imidlertid kan det ikke helt udelukkes, at Jesu mange helbredelser, de
såkaldte mirakler eller undergerninger, og hans uddrivelse af onde ånder, er et
led i den bevidste såvel som ubevidste legendedannelse omkring hans person og
gerning. Men måske skal miraklerne og eksorcismen forstås som symbolske udtryk
for, at Jesus gennem sin lærervirksomhed som sandhedsforkynder
"helbredte" og "uddrev" - og gennem sin lære fortsat
helbreder og uddriver - de vrangforestillinger om livet og tilværelsen, som
de allerfleste mennesker dengang som nu, uden selv at erkende det, ligger
under for og ofte plages af i en grad, der fremkalder alle slags sygdomme og
lidelser, fysiske som psykiske. Når årsagen eller årsagerne til lidelserne og
sygdommene opdages og erkendes som værende primært af psykisk art, nemlig som
vrangforestillinger af enhver slags, som medfører uhensigtsmæssige sindstilstande
som uvidenhed, fordomme, intolerance, frygt, vrede, misundelse, jalousi osv.,
kan helbredelse påbegyndes.
Rygtet om Jesus som lærer og helbreder
spredtes hurtigt i hele den egn af Galilæa, hvor han opholdt sig, og en aften,
da han sammen med sine disciple befandt sig i Simons og Andreas' hus i
Kapernaum, samledes en mængde syge og besatte udenfor døren i håb om, at Jesus
ville forbarme sig over dem og helbrede dem. Hvilket han da også gjorde, og
helbredte mange som led af forskellige sygdomme, og som var besatte af onde
ånder. Allerede tidligere på dagen havde han fjernet feberen hos Simon Peters
svigermoder, som lå til sengs, men som derefter straks stod op og hjalp sin
datter, Simons kone, med at varte op for Jesus og disciplene og andre
tilstedeværende.
Det hele syntes dog at være blevet for meget for Jesus, og tidligt næste
morgen, mens det endnu var mørkt, stod han op og søgte hen til et ensomt sted,
for at samle tankerne og fordybe sig i bøn. Men Simon havde bemærket, at Jesus
stod op og forlod huset, og han vækkede derfor de tre andre disciple, Andreas,
Jakob og Johannes, og sammen skyndte de sig efter deres mester. Da Jesus ser dem, siger han: "Lad os
gå andetstedshen, til de nærmeste småbyer, for at jeg også kan prædike dér; thi
det er derfor, jeg er draget ud." Jesus betragtede med andre ord
udbredelsen af det ny evangelium om Gudsriget på jorden som det primære i sin
mission, medens helbredelsen af syge og handicappede for ham var noget
sekundært. Det sidstnævnte havde man jo desuden specialister, de såkaldte
terapeuter, til. (9)
Hos Markus berettes det herefter, at Jesus "kom og prædikede i hele
Galilæa og uddrev de onde ånder." Et eksempel på Jesu helbredende kraft og
evner omtales i forbindelse med en mand, der lider af spedalskhed, som med
ordene "Hvis du vil, kan du rense mig" anmoder Jesus om at
helbrede ham, hvilket Jesus gør. Men han formaner derefter manden strengt om
ikke at fortælle nogen, hvad der er sket, men i stedet gå hen til præsten og
lade denne syne ham, og ved samme lejlighed bringe det offer for sin
helbredelse, som Moseloven påbyder. Men den lykkelige mand kunne åbenbart ikke
dy sig, for han begyndte derefter at fortælle alle, som gad høre ham, hvad
Jesus havde gjort for ham. Rygtet herom spredtes i så høj grad viden om, at
Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i en by, uden at folk stimlede sammen
omkring ham og bad om hjælp til helbredelse af den ene eller anden art. Jesus
foretrak derefter at opholde sig ude på øde steder, men heller ikke her kunne
han være i fred, idet folk snart fandt ud af, hvor han var, og derfor kom de
til ham alle vegne fra. (10)
På sine vandringer rundt i Galilæa kom Jesus og hans disciple en dag til
hans hjemby, Nazaret. På sabbatten gik han som sædvanlig ind i synagogen for at
prædike og udlægge teksten. Imens han sad i forelæserens stol, hentede
synagogetjeneren bogrullen med profeten Esajas' bog, og Jesus rejste sig og
åbnede rullen og fandt frem til det sted, hvor der stod skrevet:
Herrens
Ånd er over mig,
fordi
han salvede mig,
at
jeg skal gå med glædesbud til fattige.
Han
sendte mig for at udråbe for fanger,
at
de skal få frihed,
og
for blinde, at de skal få deres syn,
for
at sætte fortrykte i frihed
og
udråbe et nådeår fra Herren.
Efter at have læst dette vers højt for
forsamlingen, lukkede Jesus rullen, gav den til tjeneren og satte sig.
Tavsheden var mærkbar og alles opmærksomhed var rettet mod Jesus, idet man
spændt ventede på, hvordan han ville udlægge netop denne tekst, som utvetydigt
refererede til Messias. På det psykologisk rigtige tidspunkt åbnede Jesus
munden og sagde ganske kort: "I dag er dette skriftord, som lød i jeres
øren, gået i opfyldelse." Tavsheden og den åndeløse spænding blev
brudt af de forundrede tilhøreres varme bifald, men enkelte var dog skeptiske
og sagde: Er det ikke Josefs søn?"
Dertil svarede Jesus: "I vil sikkert bruge det ordsprog om mig:
'Læge, læg dig selv!' vi har hørt om de store ting, som er sket i Kapernaum;
gør også sådanne her i din fædreneby."
Jesus forstod straks, hvad de skeptiske
ville opnå, nemlig at få de ikke-skeptiske til at indse, at den i de andres
øjne indbildske og gudsbespottende mand, de havde foran sig, bare var
håndværkeren Josefs søn, Jesus, og derfor sagde han provokerende: "Sandelig
siger jeg jer: ingen profet er anerkendt i sin fædreneby. Og jeg siger jer, som
sandt er: I Israel var der mange enker i Elias' dage, dengang himmelen var
lukket [dvs. uden regn] i tre år og seks måneder , så der kom en stor
hungersnød i hele landet; dog til ingen af dem blev Elias sendt, men derimod
til en enke i Zarepta i Zidons land. Og i Israel var der mange spedalske på
profeten Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men derimod syreren
Na'aman." (11)
Det provokerende i denne udtalelse var, at Jesus hermed ville sige, at
Israels folk, jøderne, på ingen måde var særligt udvalgt, hvad der
selvfølgelig vakte de tilstedeværendes vrede og harme i en sådan grad, at de
drev ham ud af synagogen og byen og hen til randen af det stejle bjerg, byen
var bygget på. Her ville den ophidsede mængde styrte ham i afgrunden, men da
Jesus blev klar over, hvad de havde til hensigt at gøre, banede han sig resolut
vej imellem dem og forlod stedet. Han brød derefter op fra Nazaret og vendte
med sine disciple tilbage til Kapernaum. Evangelierne fortæller ikke noget om,
hvor Jesus og de af hans disciple, der fulgte ham, logerede medens de opholdt
sig i Nazaret, men det har antagelig været hjemme i huset hos hans moder, som
formodentlig har været enke på dette tidspunkt.
Medens Jesus opholdt sig i Nazaret, skete det, at Jesu moder, Jesus selv
og hans disciple blev indbudt til et bryllup i byen Kana, ikke langt fra
hjembyen. Det kan muligvis have været hos noget familie til Maria, at
brylluppet fandt sted. Men hvorom alting er, så benytter Johannes-evangeliet
bryllupsgildet som anledning til at demonstrere Jesu overnaturlige kraft og
evner. Under gildet slap vinen nemlig op, og Jesu moder opfordrer derfor sin
søn til at benytte sig af sine mirakuløse evner, hvilket han dog først ikke er
tilbøjelig til, men moderen siger uanfægtet til tjenerne, at hvad end hendes
søn befaler at der skal gøres, bør de rette sig efter det.
I huset var der seks store stenkar, som var beregnet til brug i
forbindelse med renselsesritualerne, og Jesus beder tjenerne om at fylde
karrene med vand. Han bød dem derefter at øse af vandet og bringe det til
hushovmesteren, for at denne kunne smage på det. Vandet var imidlertid blevet
forvandlet til særdeles god vin, så da hovmesteren som kender smagte det,
undrede han sig og tilkaldte brudgommen, for at spørge denne, hvorfor han mod
sædvane havde gemt den bedste vin til sidst. (12)
Der kan dog næppe være tvivl om, at der med denne begivenhed, hvor Jesus
forvandler vand til vin, endnu engang er tale om ren symbolik, hvor vandet er
åndens symbol, medens vinen er Helligåndens og dermed Messiasbevidsthedens
symbol. I Joh.15,1-8 kalder Jesus sig selv det sande vintræ og Gud for vingårdsmanden.
(13)
Johannes-evangeliet fortæller videre, at Jesus
og hans moder og brødre og disciple drog til Kapernaum, hvor de blev i nogle
dage. I Kapernaum indlogerede han sig som sædvanlig hos Simon og Andreas'
familie i deres hus, og her strømmede folk til alle vegne fra, da det rygtedes
at han var kommet tilbage. Der samledes så mange mennesker i og udenfor huset,
at ingen kunne komme hverken ind eller ud. Imidlertid ankommer fire mænd
bærende på en lammet mand, som håber på at blive helbredt af mesteren og få sin
førlighed igen. Men da det er helt umuligt at få adgang til huset, lykkedes det
hjælperne at kravle op på huset og fjerne så meget af taget, at det kan lade
sig gøre at fire båren med den lamme ned i rummet, hvor Jesus sad omgivet af en
tætpakket flok af tilhørere.
Den ihærdighed og store indsats, som den lamme og hans hjælpere udviser,
gør indtryk på Jesus, og han henvender sig derfor til den lamme på båren og
siger: "Søn! dine synder forlades dig." I det samme fornemmer
Jesus åbenbart telepatisk, at nogle af de tilstedeværende skriftkloge og
farisæere, som vogtede på ham, tænkte at han talte gudsbespotteligt, eftersom
de mente, at det jo kun er Gud, der kan forlade synder. Jesu udtalelse var
derfor en forsyndelse mod Gud og loven, og det var der dødsstraf og
henrettelse ved stening for. Men Jesus siger til dem: "Hvorfor tænker i
dette i jeres hjerter? Hvad er lettest, at sige til den lamme: 'Dine synder
forlades dig', eller at sige: 'Stå op, og tag din seng og gå?' Men for at I
skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder" -
så siger han til den lamme: "Jeg siger dig: Stå op, tag din seng og gå
hjem!" Til stor forundring rejser den lamme sig, tager sengen med sig
og forlader stedet i alles påsyn, og de fleste af de tilstedeværende benytter
lejligheden til at prise Gud, idet de kundgør for hinanden: "Aldrig har
vi set mage." (1)
Den samme begivenhed fortælles lidt anderledes hos Mattæus, hvor det en
romersk centurion, dvs. en militær befalingsmand af rang som underofficer og
med 100 mand under sig, der opsøger Jesus og beder denne om han ikke nok vil
helbrede hans tjener, som ligger lammet i sengen hjemme i hans hus og lider forfærdeligt.
Men da Jesus indvilliger i at komme og helbrede den lamme, siger
befalingsmanden ydmygt: "Herre! jeg er for ringe til, at du skal gå ind
under mit tag; men sig kun et ord, så bliver min tjener rask. Jeg er jo selv en
mand, som står under kommando og har soldater under mig; og siger jeg til den
ene: 'Gå!' så går han; og til den anden: 'Kom!' så kommer han; og til min
tjener: 'Gør dette! så gør han det."
Da Jesus hørte dette og forstod, at denne romerske embedsmand virkelig
havde stor tiltro til ham som helbreder, vendte han sig mod sine andre
tilhørere og sagde: "Sandelig
siger jeg jer: så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Og jeg
siger jer: mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og
Isak og Jakob i Himmeriget. Men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket
udenfor; dér skal der være gråd og tænderskæren." Igen en
gudsbespottelig hentydning til, at Israels børn, jøderne, ikke automatisk er
selvskrevne til at få del i Gudsriget, blot fordi de overholder loven og de
religiøse forskrifter. Derefter vendte Jesus sig til den romerske befalingsmand
og sagde: "Gå kun, det skal ske dig, som du troede!" Og
Mattæus tilføjer: "Og tjeneren blev rask i samme stund." (2)
Det er ifølge Mattæus, Markus og Lukas
omkring dette tidspunkt, at den lille skare på seks nærtstående disciple
bliver udvidet med foreløbig et nyt medlem, nemlig tolderen Mattæus,
også kaldet Levi, som Jesus antræffer uden for toldboden, og som straks
var parat til at følge mesteren. Kort efter holder Mattæus et gilde til ære for
Jesus og disciplene, og mange toldere og andre foragtede medlemmer af det
jødiske samfund er indbudte og deltager i festligheden. Dette giver endnu
engang farisæerne og de skriftkloge, som naturligvis aldrig ville nedlade sig
til at deltage i den slags, anledning til at komme med en påtale over for nogle
af disciplene om forargeligt levned: "Hvorfor spiser jeres mester
sammen med toldere og syndere?" Det hørte Jesus, og han svarede
straks: "De raske har ikke brug for læge, men de syge. Gå hen og lær,
hvad de ord betyder: 'Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer;' thi jeg er ikke
kommen for at kalde retfærdige, men syndere [til omvendelse.]" (3)
Dette svar tilfredsstiller dog ikke farisæerne og de skriftkloge, for
hvem det vigtigste i livet er at overholde lovene og de religiøse forskrifter,
og de spørger derfor: "Hvorfor faster Johannes' disciple og
farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?" Da svarer Jesus
med en af sine karakteristiske lignelser, som samtidig indeholder en
forudsigelse af hans egen bortgang indenfor en nærmere fremtid: "Kan
brudesvendene faste, medens brudgommen er hos dem? Nej, så længe de har
brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der skal komme dage, da brudgommen
er taget fra dem, og da skal de faste, på den dag. Ingen syr et stykke uvalket
klæde på en gammel klædning; for så river den nye lap på den gamle klædning
denne itu, og hullet bliver værre. Og ingen hælder ung vin på gamle lædersække;
for så vil vinen sprænge sækkene, og både vinen og sækkene ødelægges; nej, hæld
ung vin på nye lædersække!" (4)
Den sidste del af lignelsen markerer den opfattelse, at nyt og gammelt i
reglen har svært ved at forliges. Det nye sætter det gamle i relief som
forældet og ubrugeligt som rettesnor i tilværelsen. Omvendt vil det gamle eller
traditionelle og velkendte i reglen altid blive foretrukket af sine tilhængere
og talsmænd, hvilket Jesus udtrykker med følgende ord: "Men ingen, som
har drukket den gamle vin, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er
bedst." (Luk.5,39). Den ny udlægning af de gamle tekster, som Jesus
gør sig til talsmand for, og den ofte lovstridige adfærd, som han selv og hans
disciple med hans tilladelse eller på hans opfordring lægger for dagen, virker
provokerende og oprørende på de fleste ortodokse lovkyndige og gammelfromme
mennesker, som f.eks. farisæerne. Som grundlæggende usikre, frygtsomme og
uselvstændige mennesker, uden egen selvoplevede, dybere indsigt i
livsmysteriet, måtte de nødvendigvis klynge sig til dén åndelige krykke, der i
form af de gamle og velrenommerede religiøse og verdslige autoriteter, betød
tryghed og beskyttelse for dem selv og deres familier.
I det hele taget var der en kreds af
farisæere, som åbenbart hele tiden fulgte Jesus i hælene, med det ene formål
for øje, at iagttage om han handlede eller talte imod loven og de traditionelle
religiøse forskrifter, som alle fromme jøder havde stræbt efter at overholde
lige siden Moses tid. Men Jesus opfordrede naturligvis ikke til at bryde loven
og forskrifterne, blot for at forarge eller drille de oprigtigt fromme og
retsindige, men fordi det var en del af hans mission, at skulle underminere og
sprænge de snærende religiøse og verdslige skikke og traditioner, som
fastholdt det jødiske folk og andre folkeslag i formalismens, nationalismens,
selvretfærdighedens og selviskhedens mentale "fængsler".
Derfor hører vi også om, hvordan han tillader sine disciple at bryde det
for jøderne så vigtige sabbatsbud om, at man ikke har lov til at udføre arbejde
eller spise på sabbatten. Da Jesus en dag vandrer gennem en kornmark sammen med
sine disciple, plukkede disse nogle aks og tog kernerne og spiste. Det blev
bemærket af nogle af de allesteds og altid nærværende farisæere, som straks
protesterede og sagde: "Hvorfor gør I noget, man ikke har lov til på en
sabbat?" Jesus har imidlertid
en trumf i baghånden, da han svarer: "Har I da ikke læst, hvad David
gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne? hvordan han gik ind i Guds hus og
tog skuebrødene og spiste og også gav sine ledsagere deraf, skønt ingen uden
præsterne har lov at spise dem." Og han sagde til dem:
"Menneskesønnen er herre over sabbatten." (5)
Der er dog ikke noget, der tyder på, at svaret tilfredsstillede de
pågældende farisæere, som næppe heller har villet acceptere det. Men det står
imidlertid klart, at Jesus så det som en vigtig del af sin opgave, ikke bare
som jødefolkets, men hele menneskehedens Messias, at åbne menneskers øjne for,
at man ikke behøver at rådføre sig med og handle og leve efter forældede og
stivnede ritualer, love og påbud, men derimod på basis af kærligheden til Gud
og næsten lade sit liv og sine gerninger bestemme af det levende livs
umiddelbare krav og udfordringer. Derfor fremhæver han, at Menneskesønnen eller
Gudssønnen er herre over sabbatten, såvel som over alle andre religiøse og
verdslige regler, love, påbud og forbud.
Da Jesus en anden sabbat kommer ind i synagogen for at læse og udlægge
teksten, var der en mand til stede, hvis højre hånd er lammet. De skriftkloge
og farisæerne vogtede nu på, om han ville vove at helbrede manden og dermed
endnu engang bryde et sabbatsbud, der forbød at foretage helbredelse på
sabbatten. Jesus var naturligvis klar over, hvad de tænkte og havde i sinde,
men da situationen gav anledning til på ny at demonstrere, at Menneskesønnen
er herre over sabbatten, henvendte han sig til manden med den lamme hånd og
sagde: "Rejs dig og træd frem her midt iblandt os!" Manden
gjorde, som Jesus sagde, hvorefter denne fortsatte: "Jeg spørger jer,
har man lov at gøre godt på sabbatten eller gøre ondt, at frelse liv eller
ødelægge det?" Da han åbenbart ikke får noget svar på spørgsmålet,
siger han til manden: "Ræk din hånd frem!", hvilket denne gør,
og til de flestes forundring blev hans hånd rask igen. Men Jesu modstandere
skumlede af raseri, og uden for hørevidde af uvedkommende talte de med
hverandre om, hvad de skulle gøre med den formastelige gudsbespotter. (6)
På den tid søgte Jesus en dag op i
bjergene, for at tilbringe natten dér i bøn til Gud. Det nævnes ikke, om han
befandt sig i en klippehule, under åben himmel eller eventuelt i en hytte. Men
nogle af hans disciple må være fulgt med, om end de opholdt sig i god afstand,
for at lade ham i fred, for næste morgen kaldte han dem til sig og gav sig til
at udvælge dé tolv af dem, som han ønskede at gøre til sine apostle, dvs.
udsendinge, der skulle forkynde og udbrede evangeliet, dvs. det glade budskab,
i verden, og som skulle have magt til at uddrive de onde ånder (= uvidenhed,
fordomme, intolerance, had, vrede, jalousi, frygt og misundelse osv.).
De tolv apostle, Jesus udpegede blandt sin discipelskare, er følgende:
1. Simon med tilnavnet Kefas (Peter), 2. Jakob Zebedæussøn og 3. Johannes
Zebedæussøn, som begge fik tilnavnet Boanerges (= tordensønnerne på grund
af deres ivrighed), 4. Andreas, 5. Filip,
6. Bartolomæus, 7. Mattæus-, 8. Tomas, 9. Jakob, Alfæus' søn, 10. Taddæus, 11.
Simon Kananæer (Zelotes), og 12. Judas Iskariot.
Af de nævnte tolv apostle, har vi allerede hørt lidt om de fem første og
den syvende, medens der om den sjette, Bartolomæus har været gisninger om, at
han måske kunne være identisk med den tidligere nævnte Natanael, hvilket dog
ikke er bekræftet. Om den ottende apostel, Tomas, ved man heller ikke meget,
men ifølge én oldkirkelig overlevering skal han have prædiket i Partien og
været blevet begravet i Edessa, efter en anden skal han have forkyndt i Indien
og grundlagt den såkaldte Tomaskirke dér. Flere apokryfe skifter har Tomas som
hovedperson, nemlig de såkaldte Tomas-akterne, som menes at stamme fra
gnostiske kredse og være fra det 3.årh.e.Kr. Skriftet handler om Tomas' tid i
Indien, og slutter med en omtale af hans martyrdød.
Desuden forekommer navnet Tomas i forbindelse med det ligeledes
apokryfe Tomas-evangeliet, som indeholder to evangelieskrifter, nemlig Tomas'
barndomsevangelium, som menes at stamme fra før 180 e.Kr., og som handler om
Jesus-barnets mirakelevner. Det andet Tomas-evangelium er fundet i byen
Nag-Hammadi i Øvre-Ægypten, hvor man i årene 1945-47 fandt tolv store papyruskodekser,
som tilsammen indeholdt omkring 50 skrifter affattet på koptisk. Det drejer sig
om et gnostisk bibliotek, som antages at have været brugt af den ægyptiske
munkebevægelse, inden den blev underlagt storkirkens kontrol. Blandt de fundne
skrifter findes også Filips-evangeliet, Johannes-Apokryfen og Paulus-Apokalypsen.
Skriftsamlingen menes at være fra omkring 330-340 e.Kr.
Det koptiske Tomasevangeliet går muligvis tilbage til et græsk forlæg og
menes at stamme fra ca. 200 e.Kr. Det består næsten udelukkende af Jesus-ord,
hvoraf flere har paralleller i de kanoniske evangelier. Skriftets indhold bærer
præg af asketisk og verdensfornægtende livsholdning, og kan som sådan næppe
være i overensstemmelse med Jesu lære. Det kan dog ikke helt udelukkes, at
Tomasevangeliet har sin oprindelse i overleveringen efter apostlen Tomas.
(7)
Navnet Tomas er aramæisk og betyder "tvilling", og ifølge
Johannes-evangeliet kaldtes han på græsk Didymus, som ligeledes betyder
tvilling, men hvorfor han kaldtes sådan vides ikke. Måske fordi han havde en
tvillingbroder eller -søster, eller måske snarere, fordi han var tvivleren, som
ikke umiddelbart ville tro på påstanden om, at den, der gav sig ud for at være
den genopstandne Kristus, var den korsfæstede Jesus. Tomas ville ved selvsyn
have vished for, at Jesus og den genopstandne var en og samme person. (8)
Den niende apostel, Jakob Alfæus' søn, er muligvis identisk med Jakob
den Lille, en søn af Jesu moster, "den anden Maria". Det menes, at
hendes mand, Alfæus, også kaldtes for Kleopas, på græsk Klopas. Og den tiende
apostel, Taddæus, hvis egentlige navn er Judas Lebbæus, er muligvis identisk
med en af Jesu brødre. Den elvte apostel, Simon, hvis tilnavne "Kananæer"
og "Zelotes" begge tyder på et tilhørsforhold til oprørsbevægelsen,
zeloterne. Som kananæer må han have stammet fra det vestjordanske Palæstina,
hvor denne befolkningsgruppe i almindelighed levede fredeligt side om side med
israelitterne, som de endog øvede så stor indflydelse på kulturelt og
religiøst, at de sidstnævnte en overgang var ved at miste deres religiøse
særpræg.
Kanaanæernes religion var en primitiv frugtbarhedsreligion, præget af,
at kanaanæerne var fastboende landbrugere. Hovedguden i den kanaanæiske mytologi
var Ba'al, der er udtryk for livets kræfter, medens overguden, El,
behersker hele verden og er den øverste dommer. Hans hustru er Athirat, som i
Gamle Testamente kaldes Asjera. Andre kvindelige guddomme er Anat og Astarte.
Kulten blev udøvet på helligsteder i naturen, ved en offerhøj, symbolet på den
kvindelige vulva, hvorpå der var rejst en opretstående stenstøtte eller et
træ, symboler på det mandlige lem, fallos. Fast tilbehør på kultstedet var også
en kilde eller en dam og et alter. Kulten kunne dog også foregå i templer,
hvori fandtes flere gudebilleder.
Det kultiske livs højdepunkter var de årligt tilbagevendende fester,
hvor man i dramatisk form opførte myterne om Ba'als død og opstandelse, for på
den måde at sikre det kommende års afgrøder. Festerne, hvorunder der serveredes
rigeligt med mad og vin, havde et orgiastisk præg, og ved disse lejligheder
hengav såvel kvindelige som mandlige tempelskøger sig i hæmningsløse seksuelle
handlinger. Gamle Testamente vidner om, at israelitterne bekæmpede
Ba'al-religionen på det kraftigste, men stort set med ringe held.
Endelig er der den tolvte og sidste af Jesu nærmeste apostle, Judas
Iskariot, hvis tilnavn nogle mener angiver at han kom fra zelotiske kredse. Han
fungerede som apostlenes økonomiske administrator og kasserer, og han søgte på
mange måder at sikre, at overskuddet af penge gik til de fattige. Han stammede
fra Keriot-Hezron i Judæa og var en søn af Simon Iskariot. Det blev hans skæbne
at være den, der forrådte Jesus og angav ham til ypperstepræsterne og de ældste
i Synedriet i Jerusalem, og som senere i Getsemane Have udpegede ham for
tempelvagten, der kom for at arrestere gudsbespotteren (9)
Det er omstridt, hvilket motiv Judas havde til sit forræderi, men at det
kun skulle have drejet sig om pengebegærlighed, forekommer meget lidt
sandsynligt. Hans angiveri var snarere resultatet af en dybtfølt skuffelse
over, at Jesus ikke ville eller kunne demonstrere sin magt og kraft som den
jødernes Messias, Judas troede at han var. Først da Jesus blev dømt til døden,
indså Judas de forfærdelige konsekvenser af sit forræderi, og dybt fortvivlet
over at have forrådt en uskyldig, begik han selvmord. (10)
Men at Jesus nu havde udvalgt tolv særligt
betroede apostle, og at alle var mænd, betyder ikke, at der ikke også var mange
kvinder blandt hans disciple. Men kvindernes status i datidens stærkt
patriarkalske samfund, tillod i almindelighed ikke kvinder at hævde sig eller
indtage stillinger på lige fod med mændene. Alligevel var der flere fremtrædende
kvinder i discipelkredsen omkring Jesus, hvoraf nogle endog fulgte med ham på
hans vandringer fra egn til egn og fra by til by i hele Palæstina. Der var
først og fremmest Maria med tilnavnet Magdalene, fordi hun stammede fra
Magdala, en landsby ved Genesaret søs vestbred nord for byen Tiberias. Hun er
muligvis identisk med den kvinde, der var blevet grebet på fersk gerning i hor,
og som Jesus ved sin klogskab frelste fra at blive stenet til døde af
farisæerne og de skriftkloge. Maria Magdalene overværede Jesu korsfæstelse, og
sammen med et par andre kvinder var hun blandt de første, der kom til Jesu grav
og fandt den tom. Hun var desuden den første, der mødte og talte med den
genopstandne Jesus.
Dernæst var der Maria Klopas, søster til Jesu moder, og selv moder til
disciplene Jakob og Josef. Også hun overværede Jesu korsfæstelse og var en af
de tre kvinder, der som de første kom til Jesu grav og fandt den tom. Hendes og
dermed Jesu moders anden søster, Salome, Zebedæus-sønnernes moder, var også til
stede ved korsfæstelsen og en af de tre, der kom og fandt Jesu grav tom. En
nutidslæser bør her huske på, at der ved begrebet "grav" i denne
sammenhæng skal forstås en klippehule, hvori der er udhugget to kamre. Indgangen
til graven var i reglen en lav åbning, som kunne lukkes med en tung, hjulformet
klippesten. Det forreste kammer, hvori man kunne stå oprejst, var indrettet
med siddebænke ved væggene, medens den andet og bageste kammer var det, hvori
liget blev anbragt på en forhøjning i en niche i klippevæggen.
Det faktum, at det var kvinder, og især én kvinde, der som de første
konstaterede, at Jesu grav var tom, hænger formentlig først og fremmest sammen
med den for kvinder så karakteristiske omsorg, idet de gik til graven for at
salve liget med vellugtende olier, som de selv havde tilberedt. Det må også
have været en provokerende efterretning for såvel de mandlige disciple som for
det jødiske establishment at erfare, at det var en kvinde, tilmed en kvinde af
laveste sociale rang, der som den første talte med Jesus efter hans såkaldte
opstandelse. Mændene ville da heller ikke i første omgang tro på kvindernes
beretning om den tomme grav og mødet med en engel, - Lukas fortæller om to
engle - som fortalte dem, at Jesus var opstanden og havde forladt graven.
Ifølge Markus og Lukas var Jesu mandlige disciple i første omgang mest
tilbøjelige til at mene, at det var et udslag af kvindernes fantasi og
lettroenhed, men Simon Peters og Johannes' nysgerrighed var dog vakt så
meget, at de skyndte sig ud til graven, for ved selvsyn at konstatere, at Jesu
lig var borte og at kun ligklæderne var ladt tilbage, hvilket de naturligvis
undrede sig meget over. Men hvilke tanker de formentlig må have gjort sig om,
hvad der kunne være blevet af Jesu lig, nævner evangelierne ikke noget om.
Først senere og efter at Jesus ved flere lejligheder også havde vist sig for
nogle af sine mandlige disciple, blev disse overbeviste om, at deres mester var
genopstået fra de døde. I Johannes-evangeliet (Joh.20,8-9) siges det dog, at da
Johannes efter Simon Peter gik ind i graven og så at den var tom, blev han som
den første og eneste af de mandlige disciple overbevist om, at Jesus var
genopstanden. Ingen af de andre tilbageblevne og udvalgte ti disciple – den
elvte, Judas Iskariot, var jo lovligt forhindret, idet han havde begået
selvmord – troede til at begynde med på opstandelsesberetningen.
De jødiske og romerske myndigheder var til gengæld fuldt overbeviste om,
at der var tale om et falsum, idet de mente at disciplene måtte have stjålet
liget om natten, til trods for, at det af Pilatus udkommanderede romerske
vagtmandskab var sat til at bevogte graven, netop for at forhindre en
situation, som den der nu alligevel var opstået. Man udspredte derfor det
rygte, at vagtmandskabet var faldet i søvn på deres post, hvorfor Jesu disciple
havde kunnet snige sig til at fjerne liget fra graven.
Vi skal senere se nærmere på det stærkt omdiskuterede begreb og fænomen
"opstandelse", og især på, at Martinus har sin helt egen og for et
nutidsmenneske relativt lettere acceptable forklaring på dette specielle
fænomen, end at der skulle være tale om en konkret fysisk genoplivning af en
krop, hvis organer i flere dage havde været ude af funktion, og herunder ikke
mindst hjernen, som alene i kraft af langvarig iltmangel må have været ude af
stand til at fungere.
Til Jesu kvindelige disciple hørte også Maria, Marthas og Lazarus'
søster, som Jesus førte fortrolige samtaler med, når han aflagde besøg i deres
hjem i landsbyen Betania, ca.3 km. øst for Jerusalem. Hun er muligvis identisk
med den kvinde, der kort før påske salvede Jesus i Simon den Spedalskes hus i
Betania. Så vidt det kan afgøres, hørte hun dog ikke til de disciple, som fulgte
Jesus på hans vandringer.
Der var endnu en Maria i Jesu kvindelige discipelkreds, nemlig
Johannes Markus' moder, i hvis hus i Jerusalem den ældste jødekristne menighed
holdt til. Hun var muligvis moster, faster eller tante til apostlen Barnabas, som
i al fald var fætter til hendes søn, Johannes Markus.
Endelig kan nævnes endnu to af Jesu kvindelige disciple, Susanna og Johanna.
Ifølge Lukas 8,3; 24,10 var den sidstnævnte gift med Herodes Antipas' husfoged
Kuza. Men der var adskilligt flere kvindelige tilhængere af Jesus, end de her
omtalte, som imidlertid ikke er nævnt ved navn i evangelierne.
Men sammen med en åbenbart større skare mandlige såvel som kvindelige
tilhængere og disciple, vandrede Jesus omkring i Palæstina, dog fortrinsvis i
Galilæa i byerne og egnene ved Genesaret sø. Han forkyndte og forelæste
fortrinsvis i synagogerne, men lejlighedsvis også i de huse, hvor han var
gæst, og i nogle tilfælde også ude i det fri under åben himmel. I lighed med
sin familie og andre rettroende jøder, valfartede og tilbragte han formentlig
altid de store højtider i Jerusalem. Det gjaldt Påsken, Pinsen og
Løvhyttefesten. Af disse fester var Påsken den største jødiske fest, og
baggrunden for den skal søges i israelitternes udvandring af Ægypten, som
siden blev betragtet og fejret som Guds udfrielse af Israels folk fra
trældommen i Ægypten. Den ældgamle jødiske påske skulle siden få en helt særlig
betydning i Jesu liv, og følgelig også i den kristne menighed og verden. (11)
Modsætningsforholdet mellem Jesus og de
skriftkloge, farisæerne og præsterne, som skyldtes væsensforskellig opfattelse
af udlægningen og overholdelsen af loven og profeterne, blev stadig mere
udtalt som tiden gik. Det var især en stor anstødssten for de sidstnævnte
parter, at Jesus både i ord og handling syntes at antyde, at han var en
Messias, og at han i medfør af denne egenskab dels satte sig ud over lovens
bogstav, og dels udførte underfulde helbredelser, de såkaldte mirakler, med
henvisning til, at Guds rige var kommet nær. De religiøse og lovkyndige autoriteter
var imidlertid af den traditionelt fastlagte opfattelse og overbevisning, at
kun Gud selv er i stand til at helbrede den slags sygdomme, som det normalt
ville være umuligt for noget menneske at kurere. Men gennem at helbrede
tilsyneladende uhelbredelige sygdomme, gjorde Jesus sig til Guds ligemand,
hvilket var ensbetydende med gudsbespottelse og kætteri. Farisæerne og de
skriftkloge gjorde derfor alt, hvad de kunne finde på af snedige udveje, for at
få Jesus til lige ud at erklære sig som Messias, en fælde, han dog var dem for
klog til at falde i.
De religiøse autoriteter var i høj grad bekymrede over det kætterske i
Jesu særlige udlægning af loven og profeterne, og over den omstændighed, at
han ved visse lejligheder tillod sine disciple at overtræde loven, og at han
f.eks. i den forbindelse erklærede, at "Sabbaten er blevet til for
menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld. Så er da
Menneskesønnen også herre over sabbaten.". De mente, at han blandt
andet med sådanne udtalelser, og med sin holdning i det hele taget, var med til
at forføre folket til frafald fra den rette tro.
De verdslige og romerske myndigheders bekymring over Jesus, var primært
en frygt for, at han med sin forkyndervirksomhed direkte eller indirekte
opfordrede sine landsmænd til at gøre oprør mod myndighederne og
besættelsesmagten. Det første kong Herodes Antipas hørte om Jesus var, at "Johannes
Døber er opvakt fra de døde, og derfor virker underfulde kræfter i ham;"
andre sagde: "Det er Elias," og andre igen: "Det er en profet,
ligesom de andre profeter." Herodes, som jo et par år forud havde
ladet sig overtale til at beordre Johannes Døber henrettet ved halshugning,
var forståeligt nok fyldt af frygt for en eller anden form for gengældelse, og
han troede åbenbart på rygtet: "Johannes, som jeg har ladet halshugge,
han er opstået." (12)
Hos Lukas hedder det, at nogle sagde: "Det er Johannes, som er
opvakt fra de døde," men andre: "Det er Elias, der har vist
sig," og andre igen: "En af de gamle profeter er opstået." Men
Herodes selv sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; hvem er så
han, som jeg hører sådanne ting om?" Og han søgte at få ham at se.
(Luk.9,7-9). Det fik Herodes lejlighed til senere, da den romerske
landshøvding, Pilatus, forsøgte at fralægge sig ansvaret for Jesu skæbne og
overgav ham til kongen, under hvis jurisdiktion Jesus som galilæer hørte.
Nogen tid før påsken, nogle mener i år 30
e.Kr., og andre i år 32 eller 33 e.Kr., var Jesus og hans disciple på vej fra
byen Betsajda nordøst for Genesaret sø til landsbyerne ved Kæsarea Filippi
helt oppe nordpå i Ituræa ved grænsen til Syrien. Da man undervejs hertil gør
ophold på et afsides liggende sted, spørger Jesus sine nærmeste disciple: "Hvem
siger folk, at jeg er?", hvortil de svarede: "Johannes Døber;
andre siger: Elias; og andre: Jeremias eller en anden af profeterne."
Jesus spørger derefter: "Men I, hvem siger I, at jeg er?", hvortil
Peter svarer: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Eftersom
Jesus naturligvis var fuldt ud klar over de konsekvenser, det ville have for
ham selv og hans disciple, hvis disse offentligt bekendte sig til troen på ham
som Messias, forbød han dem på det strengeste at sige til nogen, at han var
Kristus. Han vidste, at tiden endnu ikke var inde til, at denne store
hemmelighed skulle afsløres.
Men efter at hans allernærmeste disciple havde tilkendegivet over for
Jesus, at de betragtede ham som den forventede Messias eller Kristus, Guds
levende ord, begyndte han at forberede dem på, hvad der videre skulle ske i
forbindelse med hans mission og virksomhed: "Menneskesønnen skal gives
i menneskers vold; og de skal slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han
opvækkes." Simon Peter, som ikke rigtig forstod, hvad hans mester
mente, trak denne til side og sagde med oprigtig bekymring: "Gud bevare
dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!" Sikkert til samme
Simon Peters store overraskelse udbrød Jesus: "Vig bag mig, Satan! du
er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad
menneskers er." (13)
Jesus, som selvfølgelig bedre end nogen forstod Peters velmente og
omsorgsfulde, men trods alt selviske ord, fandt anledning til at holde
følgende formaningstale til sine disciple: "Hvis nogen vil gå i mit
spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig! Thi den, som
vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld,
skal bjærge det. Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele
verden, men må bøde med sin sjæl? Eller hvad kan et menneske give til vederlag
for sin sjæl? Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine
engle; og da skal han gengælde enhver hans gerning. Sandelig siger jeg jer: der
er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser
Menneskesønnen komme i sit rige." (14)
Forklaringen på de to sidste linier kan man måske især finde i
Johannes-evangeliets 6. kapitel, hvori Jesus siger om sig selv, at han er
"livets brød": "Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna
i ørkenen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at
man skal spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød, som er kommet ned
fra Himmelen; om nogen spiser af dette brød, han skal leve til evig tid. Og det
brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden." (15)
Den folkemængde, som Jesus ved den lejlighed talte til, undrede sig
forståeligt nok og sagde: "Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og
moder vi kender? Hvordan kan han da sige: 'Jeg er kommen ned fra
Himmelen'?" Og selv mange af hans disciple, som havde hørt ham, syntes
det var uforståelig tale, men det fornemmede Jesus naturligvis straks, og
derfor sagde han: "Forarger det jer? Hvad da, om I får at se, at
Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende,
kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og liv. Men der er
nogle af jer, som ikke tror." (16)
Med ordene: "Sandelig siger jeg jer: der er nogle af dem, som
står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesønnen komme i sit
rige", sigter Jesus åbenbart til sin nært forestående død og
opstandelse, og opstigen (den såkaldte "himmelfart") til dét åndelige
rige, hvor han kom fra, som skal blive det sidste og afgørende bevis på, at
Menneskesønnen har gennemgået og bestået den højeste indvielsesgrad, som er
ensbetydende med kåringen til Guds levende ord: Messias alias Kristus, den
Salvede: Guds Søn.
Det står altså helt klart, at Jesus var en seer med profetiske og
synske evner, ikke mindst fordi han på et tidspunkt i detaljer forudså sin egen
skæbne, som skulle ende med lidelsesfuld og fysisk dødelig udgang
(Matt.20,18-19). Han vidste også, at en af hans tolv nærmeste disciple ville
forråde ham, og tilmed hvem af disse, det var, hvilket han indtil videre dog
ikke afslørede for sine disciple. På det tidspunkt vidste Judas Iskariot heller
ikke selv, at det var ham, der var udset til at skulle blive den, der forrådte
Jesus, og som rent konkret ville komme til at udpege sin mester for den politistyrke,
der fik til opgave at arrestere Jesus og føre ham til ypperstepræstens gård.
Efter seks dages ophold i Kæsarea Filippi
vender Jesus og hans disciple tilbage til Galilæa, og her tager han Peter og
brødrene Jakob og Johannes Zebedæussøn med sig op på bjerget Tabor, som ligger
sydøst for hans hjemby, Nazaret., og som ifølge en gammel kristen tradition er
"Forklarelsens bjerg". De tre disciple bliver her vidner til en
særpræget oplevelse, hvorunder Jesus "blev forvandlet for deres øjne,
hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses
og Elias viste sig for dem og samtalede med ham." De tre mænd blev
derefter indhyllet i en sky, og fra skyen lød der en røst, som sagde: Denne
er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!" (17)
Ved alt dette blev de tre disciple forståeligt nok grebet af stor frygt,
og de kastede sig næsegrus til jorden og skjulte ansigterne. Da Jesus, som
atter var blevet sit gamle selv, så det, gik han hen og rørte ved dem, idet han
sagde: "Rejs jer, frygt ikke!" Da de kiggede op, så de Jesus
stå alene foran dem, og da de sammen gik ned ad bjerget, sagde han til dem: "Tal
ikke til nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opvakt fra de døde."
Disciplene undrede sig og forstod ikke klart, hvad det vil sige at opstå fra de
døde, og derfor spurgte de: "Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias
først må komme?" Jesus svarede: "Elias kommer først og
genopretter alt; og hvordan står der skrevet om Menneskesønnen? At han skal
lide meget og blive foragtet. Men jeg siger jer, at Elias er kommen, og de har
gjort ved ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham."
(18)
Var
Johannes Døberen profeten Elias?
Da Johannes Døber var kommet i fængsel og
derfra havde sendt sine disciple til Jesus, for at spørge: "Er du den,
som kommer, eller skal vi vente en anden?", svarer Jesus blandt andet med
en henvisning til sine gerninger og til, at evangeliet forkyndes for fattige.
Da Johannes' disciple har forladt stedet med dén besked, taler Jesus til
folkemængden om Johannes:
"Hvorfor gik I ud i ørkenen? for at se et rør, som svajer hid og
did for vinden? Nej, hvorfor gik I ud? for at se et menneske, klædt i bløde
klæder? Se, de, som går med bløde klæder, er i kongernes slotte. Nej, hvorfor
gik I ud? for at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet. Han
er den, om hvem der står skrevet:
'Se, jeg sender min engel for dit åsyn,
han skal bane din vej foran dig.'
Sandelig siger jeg jer: blandt kvindefødte
er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i
Himmeriget er større end han. Og fra Johannes Døbers dage indtil nu tages
Himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig. Thi alle
profeterne og loven har profeteret indtil Johannes. Og - om I vil tage imod det
- han er Elias, som skulle komme. Den, som har øren, han høre!
Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt
med? Den ligner børn, som sidder på torvene og råber til de andre og siger: 'Vi
blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I jamrede
ikke.' Thi Johannes kom, som hverken spiser eller drikker, og man siger: 'Han
er besat.' Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: 'Se,
hvilken frådser og dranker, ven med toldere og syndere!' Dog, visdommen er
retfærdiggjort ved sine gerninger." (19)
Med ordene "Og - om I vil tage imod det - han er Elias, som skulle
komme", sigter Jesus utvivlsomt til, at Døberen er en reinkarnation af en
af jødisk histories betydeligste profeter, Elias, som levede omkr. 900 f.Kr. Om
denne var det i perioden 500-445 f.Kr. blevet forudsagt: "Se, jeg sender
jer profeten Elias, før HERRENS store og frygtelige dag kommer."
(Mal.4,5). Dette forklares af nogle forskere på den måde, at folketroen har
ment, at Elias ikke var død, men vedvarende og ukendt vender tilbage til jorden
for at bistå de trofaste i deres nød. Imidlertid kan man vel ikke beskylde
Jesus for med sin udtalelse om Elias og Johannes, at have forladt sig på folketroen.
Han har helt afgjort ment det bogstaveligt, når han sagde, at Johannes var
en reinkarnation af profeten Elias. Dette bekræftes da også til fulde af
åndsvidenskaben, ifølge hvilken Elias, såvel som alle andre mennesker, er
udødelige, evige væsener, som periodisk reinkarnerer på blandt andet jorden.
Dog tilhører Elias og andre store profeter formentlig en kategori af højere
udviklede mennesker, som kun lejlighedsvis inkarnerer på jorden, når der er
brug for deres specielle evner som menneskehedens tjenere. Det skal vi senere
vende tilbage til. (20)
I Johannes-evangeliet fortælles der, at
efter at Jesus havde forvandlet vand til vin ved bryllupsfesten i Kana, drog
han og hans moder og brødre og disciple til Kapernaum, hvor de blev i nogle få
dage. Det var kort før påske, hvorfor Jesus med følge begav sig til Jerusalem,
for sædvanen tro at fejre højtiden dér. Efter ankomsten til storbyen søgte
Jesus ind i helligdommen, hvor han i den såkaldte "hedningernes
forgård" tilsyneladende blev oprørt over at se den helt legale og normale
praksis med de mange handlende, som solgte okser, får og duer, og vekselererne,
som vekslede penge for folk. Johannes-evangeliet siger tilmed, at Jesus lavede
sig en svøbe (pisk) af reb og drev dem alle ud af helligdommen, dyrene med, og
spredte vekselerernes pengestykker og væltede deres borde, idet han råbte: "Tag
dette bort herfra; gør ikke min Faders hus til en kræmmerbod!" (1)
I Mattæus-evangeliet siger han til forsamlingen af handlende og
vekselerere: "Der står skrevet: 'Mit hus skal kaldes et bedehus;' men I
gør det til en røverkule." Hos
Johannes gøres tempelrensningen til et tegn på Jesu død og genopstandelse,
idet han som svar på et spørgsmål herom, svarer: "Bryd dette tempel
ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen." Dette svar forekommer forståeligt nok hans
modstandere at være forrykt, så derfor siger de: "I seksogfyrretyve år
er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det på tre dage!" Men
efter Jesu opstandelse forstod hans disciple, at det naturligvis var sit
legemes tempel, Jesus havde hentydet til. (2)
Men med den såkaldte tempelrensning, må Jesus have fået sig en del nye
modstandere, nemlig de handlende og vekselererne, som det var gået ud over, og
vel i øvrigt også fornuftige folk, som nok har fundet et sådant overgreb på
gode borgere uforståeligt. Hans gamle modstandere blandt ypperstepræsterne, de
skriftkloge og farisæerne, fandt også her grund til at føle harme, men dog mest
over de helbredelser af blinde og lamme, som Jesus foretog på helligdommens
område. Og da de tilmed hørte, at børnene råbte til Jesus: "Hosianna
Davids søn!", steg harmen til vrede og forargelse: "Hører du
ikke, hvad de siger?", som ikke blev mindre ved Jesu svar: "Jo,
men har I aldrig læst de ord: 'Af spædes og diendes mund har du beredt dig
lovsang?'" (3)
Det, som de lærde her forventede af Jesus,
var især, at han ville tage afstand fra udtrykket "Davids søn", som
var et hyppigt anvendt udtryk for Messias. Men som det er tilfældet her,
således afparerede Jesus med stor visdom de forsøg, der gang på gang blev gjort
på at fælde ham.
For resten er det et stort spørgsmål, om ikke Johannes-evangeliet har
placeret tempelrensningen i kronologisk forkert rækkefølge, nemlig relativt
kort efter at Jesus var begyndt sin forkyndervirksomhed. De tre andre
evangelister fortæller derimod om tempelrensningen i forbindelse med Jesu
sidste påske i Jerusalem, kort før han arresteres, dømmes og henrettes. Men
denne kronologi gør det yderst tvivlsomt, om tempelrensningen i det hele taget
har fundet sted som historisk handling betragtet. For Johannes-evangeliets
kronologi taler, at tempelrensningen synes at falde i tråd med den
fordømmende og kompromisløse måde, Johannes Døberens forkyndelse havde, og som
stemte overens med de militante dele af Qumran-menighedens lære og praksis, og
som Jesus - på trods af evangeliernes forsøg på at sløre forholdet - også
synes at have tilsluttet sig, i al fald i begyndelsen af sin missionsvirksomhed.
Imod Johannes-evangeliets kronologi taler imidlertid, at den voldelige
udfoldelse ved tempelrensningen, stemmer meget dårligt med hovedindholdet af
Jesu lære, hvori det jo blandt andet hedder: "I må ikke sætte jer mod
den, der tilføjer jer ondt [kan også oversættes: mod det onde], men hvis nogen
giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til." - "Elsk
jeres fjender [velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader
jer] og bed for dem, som forfølger jer, så I må blive jeres himmelske Faders
børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne
både over retfærdige og uretfærdige. Thi hvis I elsker dem, der elsker jer,
hvad løn får I så? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser på
jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også hedningerne det samme? Så
vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen." (4)
"Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det
skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne." Dette
skriftsted uddybes af Lukas på følgende måde: "Gør mod andre mennesker
sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer! Hvis I elsker dem, som elsker jer,
hvad tak kan I da vente for det? Syndere elsker jo også dem, som elsker dem. Og
hvis I gør godt imod dem, der gør godt imod jer, hvad tak kan I vente for det?
Syndere gør jo det samme. Og hvis I låner til dem, af hvem I håber at få igen,
hvad tak kan I vente for det? Syndere låner jo også til syndere for at få lige
så meget igen. Nej, elsk jeres fjender, og gør godt, og lån uden at vente noget
igen, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; thi han er
god imod de utaknemmelige og onde. Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er
barmhjertig." (5)
Det er vel næppe helt udelukket, at der med tempelrensningen kan være
tale om en historisk handling, særlig hvis man antager Johannes-evangeliets
kronologi, som henlægger begivenheden til tidligt i Jesu missionsvirksomhed.
Og der er vel ikke noget i vejen for den tanke, at Jesus senere er kommet til
en erkendelse af, at enhver form for voldelig adfærd, altså også den, der synes
at tjene et såkaldt godt formål, er uforenelig med den lære om kompromisløs
universel næstekærlighed, det var hans opgave at forkynde og selv praktisere,
og hvori begrebet "fjende" eller "modstander" ifølge sagens
natur er helt udelukket og ikke kan eller må forekomme.
Men som ovenfor nævnt, kan man dog også stille spørgsmålstegn ved, om
tempelrensningen kan og skal anses for at være en historisk handling, eller
om den i virkeligheden kun er en legende, der blander elementer af den jødiske
Messias med den kristne Messias. Den sidstnævnte viste sig jo til mange samtidiges
store skuffelse, at være en helt modsat frelserskikkelse af den krigeriske
Messias, den Davids søn, der skulle komme fra Gud og genoprette Davids rige i
dets tidligere herlighed. Jødedommen har da heller aldrig anerkendt Jesus som
deres Messias, som de derfor stadig venter skal komme engang.
Det er i forbindelse med den påske, hvor tempelrensningen ifølge
Johannes-evangeliet fandt sted, at Jesus opsøgtes af den skriftkloge farisæer,
Nikodemus, som blev en trofast tilhænger af Jesus, hvis lære han gerne ville
forstå, hvilket i henhold til samme evangelium dog ikke faldt ham helt let.
(6)
I Johannes-evangeliet fortælles også, at på samme tid, som Johannes
Døberen havde sit virke på den anden side af Jordanfloden, vandrede Jesus og
hans disciple omkring i Judæa, og døbte de mennesker, der gerne ville omvende
sig og modtage dåben. For ikke at udfordre sin skæbne for tidligt, undlod Jesus
selv at døbe, og det var derfor hans disciple, der foretog dåbshandlingen.
Da farisæerne hørte, at Jesus og hans
disciple døbte langt flere end Johannes, blev de klar over, at det snart
hastede med at få sat en stopper for den nye kætter og folkeforfører. Dette
havde Jesus imidlertid erfaret, og han vidste, at farisæerne og de skriftkloge
stræbte ham efter livet og kun ventede på, at han direkte eller indirekte
erklærede at være Messias, eller at han på anden måde forbrød sig så kraftigt
mod loven, at der ville være grundlag for at pågribe ham og dømme ham til
døden. Det gjaldt derfor om for Jesus at komme i relativ sikkerhed i sin hjemegn,
Galilæa. Sammen med sine trofaste disciple forlod han derfor Judæa, men for at
undgå sine modstandere, drog han denne gang gennem Samaria, hvor jøderne normalt
ikke var særlig vellidte eller velkomne, og heller ikke selv brød sig om at
færdes eller besøge.
I Samaria gjorde Jesus og disciplene et par dages ophold i byen Sykar,
hvor mange samaritanere kom og hørte ham, og derfor blev overbeviste om, at det
var den ventede Messias, som aflagde besøg i deres land. Ved en anden lejlighed
fremstillede han endog en samaritaner i særlig gunstigt lys, nemlig i sin
lignelse om den barmhjertige samaritaner. Jesus og hans disciple ankom til
Sykar ved middagstid, og da Jesus var blevet noget træt af den lange vandring,
satte han sig derfor ved en brønd i udkanten af byen. Brønden kaldtes
Jakobsbrønden, fordi den lå på et sted, som patriarken Jakob engang i fortiden
havde givet til sin søn Josef.
Jesu disciple var gået ind i byen for at købe mad, og Jesus sad derfor
alene ved brønden, da en samaritansk kvinde kommer for at fylde sin vandkrukke.
Med ordene: "Giv mig noget at drikke!" indleder Jesus en
samtale med den ubekendte kvinde, og herunder afslører han sig indirekte for
hende som værende Messias, hvilket hun da også føler sig overbevist om, især
fordi han til hendes store overraskelse kan fortælle, hvordan hendes hidtidige
liv har formet sig. Kvinden lader sin vandkrukke stå og skynder sig derefter ind
i byen, og her opfordrer hun dem, hun møder, til at gå ud til brønden, for dér
opholder den ventede jødiske Messias sig. En hel del byboere følger da også
opfordringen og går til brønden, hvor de ved at se Jesus og høre ham forkynde
sit budskab, også blev overbeviste om, "at han i sandhed er verdens
frelser." (7)
Efter to dages ophold i Sykar drog Jesus
og hans disciple videre til Galilæa, først til byen Kana og siden til den anden
side af Genesaret sø, formentlig i Betsajda, og derfra sejlede de senere over
til Kapernaum, hvor de opholdt sig i nogen tid. Overalt tog man godt imod ham,
fordi mange galilæere havde været til stede i Jerusalem i anledning af påsken,
og her havde man enten set eller hørt om Jesu undergerninger og om tempelrensningen,
som de fleste fandt var en nødvendig og retfærdig handling.
Senere hører vi om, at mange disciple forlod Jesus, fordi de ikke
forstod hans lære, men tværtimod følte den provokerende, og derfor tog afstand
fra både den og ham. Da nu løvhyttefesten nærmer sig, opfordrer Jesu brødre ham
med slet skjult ironi til sammen med dem at drage til Jerusalem i anledning af
løvhyttefesten, og dér demonstrere sine evner over for de disciple og andre,
som har forladt ham. Dette afslår Jesus, men efter at brødrene er taget af
sted, fulgte han i det skjulte efter og indfandt sig i al hemmelighed i
tempelstaden. Her opholdt han sig et eller andet ukendt sted, indtil højtiden
var ovre, og først da stod han åbenlyst frem i templet og forkyndte med stor
visdom sin lære.
Som tidligere nævnt søgte ypperstepræsterne og farisæerne ved den
lejlighed, at lade ham pågribe, men den befalingshavende for tempelpolitiet
fandt ingen lovlig grund til at efterkomme ordren, tværtimod forsøgte han rent
verbalt at forsvare Jesus mod hans anklagere. Og den skriftkloge farisæer,
Nikodemus, tog forsigtigt til orde og sagde til sine kolleger i rådet: "Dømmer
vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og får rede på, hvad
han har gjort?" Hans indirekte appel til fornuft og retfærdighed
prellede imidlertid af på de andre, som lidt truende sagde: "Er du
måske også fra Galilæa? Slå efter, så skal du se, at i Galilæa fremstår der
ingen profet." (8)
Det er åbenbart ikke faldet Nikodemus ind, eller også har han ikke kendt
skriftstedet, at han kunne have imødegået sine rådskolleger, ved at henvise til
profeten Esajas, som siger: "Engang skal der ikke længer være mørke i
det land, hvor der nu er trængsel: i fortiden bragte han [Gud] skændsel over
Zebulons og Naftalis land, men i fremtiden bringer han ære over vejen langs
søen, landet hinsides Jordan, hedningernes kreds [på hebr. Galil, hvoraf
Galilæa]. Det folk, som vandrer i mørke, skal skue så stort et lys; lys stråler
frem over dem, som bor i mulmets land." (9)
"Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder
skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud,
Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over
Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd
fra nu af og til evig tid. Hærskarers HERRES nidkærhed gør det."
Men Nikodemus' kolleger havde ret, for så vidt som det var den
almindelige anskuelse i jødedommen, at den forventede ny David, Messias, skulle
fødes i Davidslægtens hjemby, Bethlehem. Imidlertid er det kun i henhold til
Mattæus og Lukas, at dette er tilfældet, mens hverken Markus eller Johannes
kender til Jesu fødested, men nærmest forudsætter, at han kommer fra Galilæa.
Alene af den grund kunne rettroende jøder ikke anse ham for at være Messias.
Det er derfor et stort og indtil videre uløst - og måske uløseligt? -
spørgsmål, om Jesus overhovedet er født i Bethlehem, og om ikke dette fødested
snarere er udsprunget på baggrund af profetien, fordi det var vigtigt for den
ældste jødekristne menighed, at kæde personen og navnet Jesus sammen med
jødedommen og specielt med messias-myten. (Se endvidere denne bogs 1. kapitel).
(10)
Johannes-evangeliet fortæller herefter, at Jesus gik ud til Oliebjerget
omtrent 1 km øst for Jerusalem. Det er en 700-900 m høj bjergryg med
forskellige bjergtoppe, og den er skilt fra byen ved Kedrondalen. På dets
skråning ligger landsbyerne Bethfage og Betania og haveanlægget Getsemane. I
Betania boede Jesu venner og tilhængere, søstrene Martha og Maria og deres
broder Lazarus, og det kan muligvis være hos disse, Jesus har overnattet i den
tid, han opholdt sig i Jerusalem. Tidligt næste morgen vendte han tilbage til
byen og templet, hvor en del mennesker kom for at høre ham tale og lære fra
sig.
Medens Jesus opholdt sig i helligdommen
skete det, at hans modstandere blandt de skriftkloge og farisæerne endnu engang
kom til ham, for om muligt at kunne gribe ham i en eller anden forseelse, som
ville føre til hans legale pågribelse. Denne gang medbragte de en kvinde, der
var blevet grebet på fersk gerning i hor. Kvinden nævnes ikke ved navn, men det
er en almindelig antagelse, at der er tale om Maria Magdalene. Som tidligere
omtalt, var det en alvorlig sag for en kvinde at blive grebet i hor, idet
Moseloven påbød at den slags kvinder skulle stenes til døde. Dette foreholdt
modstanderne nu Jesus, idet de sagde: "Mester, denne kvinde er grebet
på fersk gerning i hor. I loven har Moses befalet os at stene den slags
kvinder. Hvad siger nu du?"
Jesus, som naturligvis var klar over, hvilke motiver der lå bag spørgsmålet,
bøjede sig ned og skrev på jorden med sin finger. Modstanderne ventede utålmodigt
på et svar, men da dette udeblev, spurgte de ham igen, hvad han mente, der
skulle ske med den syndefulde kvinde. Da rettede Jesus sig op og sagde: "Den
af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på
hende!", hvorefter han atter bøjede sig ned og fortsatte med at skrive
på jorden. Farisæerne og de skriftkloge vidste meget vel, hvad Jesus sigtede
til med sin udtalelse, nemlig at ingen almindelig dødelig kan være syndfri over
for Gud. De vidste derfor også, at det at hævde sig syndfri, ville være det
samme som at spotte den alvise og almægtige Gud. Efterhånden som indholdet og
konsekvensen af Jesu ord gik op for den ene efter den anden af hans
modstandere, lod de kvinden blive tilbage og forlod stedet med en blandet
følelse af skumleri og skam. (11)
Når de tilstedeværende skriftkloge og farisæere valgte at reagere på
Jesu ord, ved at forlade stedet, var grunden næppe den, at de selv hver især
havde begået hor, ved f.eks. at have haft samleje med en prostitueret kvinde
eller en anden gift eller ugift kvinde. Det er da nok muligt - for ikke at sige
sandsynligt - at nogle af dem havde haft ulovlige seksuelle forhold, men at det
skulle have været tilfældet for alle, må vist anses for at være usandsynligt.
Hvis sagen derfor kun havde drejet sig om forbudt seksuel adfærd, kunne de
skyldfri blandt de skriftkloge og farisæerne jo juridisk set med god
samvittighed have givet sig til at eksekvere straffen over den syndige kvinde,
ved at stene hende til døde. (12)
Da Jesus til sidst var alene tilbage med kvinden, rettede han sig op og
sagde til hende: "Kvinde! hvor er de andre? Var der ingen, som fordømte
dig? Dette kunne den sikkert noget overraskede kvinde kun bekræfte: "Nej,
Herre! ingen!" Og hun må have
følt det, som om hun fik livet forærende af denne bemærkelsesværdige mand,
hun havde foran sig, da han sagde: "Jeg fordømmer dig heller ikke, gå
bort, synd fra nu af ikke mere!" Den sidste sætning kunne Jesus også
have udtrykt sådan: "synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme
dig." (13)
Men fra da af blev Maria Magdalene en overbevist, taknemmelig og trofast
discipel af den store og næstekærlige mester, som satte menneskers umiddelbare
og naturgivne liv højere end autoritetstro, fundamentalistisk lovhåndhævelse og
lærde, juridiske og moralske spidsfindigheder. (14)
Imidlertid havde farisæerne og de
skriftkloge ikke opgivet forsøget på at få ram på den i deres og også visse
andres øjne falske profet og kætter, Jesus fra Nazaret. Straks efter episoden
med den syndige kvinde, samledes folk atter omkring ham, for at høre ham tale,
og blandt disse var der åbenbart også kommet en anden gruppe farisæere til. Da
sagde Jesus ifølge Johannes-evangeliet indledningsvis: "Jeg er verdens
lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets
lys." (15)
I den forbindelse erindrer vi os Johannes-evangeliets 1. kap., 1-10,
hvor der netop tales om at "lyset skinner i mørket, og mørket begreb
det ikke", og at "det sande lys, som oplyser hvert menneske,
var ved at komme til verden". Dette kan eksempelvis sammenholdes med
Esajas 9. kap., 1-2, hvori blandt andet står: Det folk, som vandrer i mørke,
skal skue så stort et lys; lys stråler frem over dem, som bor i mulmets
land."
Hvis Jesu ord om sig selv som "verdens
lys" er autentiske, kunne det tænkes, at han med brugen af dette udtryk og
begreb, har sigtet til netop det nævnte skriftsted hos Esajas. Og i bekræftende
fald kunne det ligeledes tænkes, at han selv har været af den opfattelse, at
hans fødested lå i Galilæa, måske mere præcist i landsbyen Nazaret. Esajas
havde jo profeteret, at "Fredsfyrsten" på "Davids trone"
alias Messias skulle fødes i Galil (= Galilæa), som dengang og senere regnedes
for at høre til "hedningernes kreds", hvilket vil sige til det både
geografiske og religiøse område, der lå udenfor den egentlige mosaiske
trossfære. (16)
Da farisæerne og de skriftkloge med egne øren hørte, at Jesus kaldte sig
selv for "verdens lys", protesterede de og foreholdt ham, at han ved
en tidligere lejlighed selv havde sagt: "Er det kun mig selv, der
vidner om mig, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. Det er en anden, som vidner
om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt. I har
sendt bud til Johannes, og han har givet sandheden sit vidnesbyrd." I
den aktuelle situation fortsætter Jesus med at sige: "Om jeg også
vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd dog gyldigt, thi jeg ved, hvorfra jeg
kom, og hvorhen jeg går; men I ved ikke, hvorfra jeg kommer, eller hvorhen jeg
går. I dømmer efter det udvortes [ordret: efter kødet], jeg dømmer ingen. Men
om jeg også dømmer, er min dom ret, thi jeg er ikke ene om den, men sammen med
mig er han, som sendte mig. Der står også skrevet i jeres lov, at hvad to mennesker
vidner, er gyldigt. Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som
sendte mig, vidner om mig." (17)
Jesus bruger her begrebet
"Faderen" om Gud, hvilket farisæerne og de skriftkloge åbenbart ikke
umiddelbart forstod, idet denne betegnelse på det højeste væsen ikke blev brugt
i jødedommen. Ordet "ab", som er af aramæisk oprindelse, er i Gamle
Testamente det almindelige ord for "fader" og "stamfader",
og det indgår ofte i navne, som f.eks. Abraham, Absalom, Abner osv. I senere
sprogbrug anvendes formen "abba", og det er dette hverdagsord og
-begreb Jesus som den første overfører på Gud, hvorved han blev åbenbareren af
Guds faderkærlighed, og af, at Guds faderlighed over for sine børn er det
fuldkomne billede på ethvert faderforhold. Men eftersom farisæerne ikke
forstod, hvad Jesus mente med ordet "fader", men muligvis troede, at
han tænkte på sit kødelige ophav, spurgte de ham: "Hvor er din
Fader?" Hertil kunne Jesus kun svare: "I kender hverken mig
eller min Fader; hvis I kendte mig, ville I også kende min Fader."
Disse ord kunne farisæerne åbenbart ikke finde fornuftig mening i, og det kunne
de heller ikke, da han fortsatte og sagde: Jeg går bort, og I skal lede
efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, dér kan I ikke
komme." Derfor sagde farisæerne højt til hinanden: "Han vil
vel ikke tage livet af sig, siden han siger: 'Hvor jeg går hen, dér kan I ikke
komme'?" (18)
Det har formentlig moret Jesus, at se sine modstanderes komplette
forvirring over det, han sagde til dem, men ved at bruge udtrykket
"Fader" om Gud undgik han at sige direkte, at han var Messias, Guds
søn. Derfor kunne de ikke fælde ham på det grundlag, heller ikke, da han
fortsatte og sagde: "I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne
verden, jeg er ikke af denne verden! Derfor sagde jeg til jer, at I skal dø i
jeres synder; thi hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres
synder." Hertil kunne farisæerne ikke undgå at stille spørgsmålet: Hvem
er du?", og Jesus kunne da i overensstemmelse med sandheden svare: "Just
det, som jeg siger jer! Vel har jeg meget at sige om jer og dømme jer for; men
han, som har sendt mig, er sanddru, og kun hvad jeg har hørt af ham, taler jeg
til verden." (19)
Farisæerne og de skriftkloge forstod stadig ikke, at det var om Gud i
dennes egenskab af højeste repræsentant for faderlighed, at Jesus talte til
dem, og heller ikke da han tillagde: "Når I får ophøjet Menneskesønnen,
så skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv;
men som Faderen har lært mig, således taler jeg. Og han, som sendte mig, er med
mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham
velbehageligt." (20)
To gange i de ovenfor anførte citater bruger
Jesus et bemærkelsesværdigt udtryk om sig selv, nemlig: "jeg er den,
jeg er". Det bemærkelsesværdige og interessante er i denne sammenhæng,
at det lige præcis er det udtryk, Gud bruger om sig selv, da han åbenbarer sig
for Moses som en engel i skikkelse af en ildslue, der slog ud af en tornebusk
uden at denne blev fortæret af ilden. Gud befaler Moses at gå til Farao og
udvirke, at israelitterne bliver udfriet af deres ægyptiske fangenskab,
hvorefter han skal føre Guds folk ud af Ægypten. Men Moses er tvivlrådig og
mener sig ikke i stand til at klare så stor en opgave, hvortil Gud siger, at
han vil være med ham.
"Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne
og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare
dem, hvis de spørger om hans navn?"
Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde:
"Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til
jer!" (21)
Egennavnet på Israels Gud er JHVH og dets udtale menes at være: Jahve,
som tydes i form af udsagnet "Jeg er", hvilket vil sige: "han,
som var, og som er, og som kommer", og som "lever i
evighedernes evigheder", og som "har skabt alle ting, og de
blev til og blev skabt, fordi det var din vilje." Dette kan f.eks. sammenholdes
med: "Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een", og med: "Jeg
og Faderen, vi er ét." "Enhver,
der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen
- kun den, som er fra Gud, han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg
jer: den, som tror, har evigt liv." (22).
"Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om
nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid." - "Ligesom den levende Fader udsendte
mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i
kraft af mig." - "Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen
stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner
intet;" (23)
Rent bortset fra, at de anførte citater viser, at Jesus er i overensstemmelse
med Gamle Testamente, så kan citaternes indhold for et moderne, ikke-troende
menneske, som måske heller ikke er fortrolig med den bibelske terminologi og
begrebsverden, formentlig synes både
uforståelige og forvirrende. Men der er faktisk en ret enestående hjælp at
hente i Martinus' Kosmologi, når det drejer sig om en logisk forståelse af de
i citaterne nævnte ord og begreber. Ifølge Martinus er såvel Moses som Jesus,
ikke bare hvad indholdet af de ovenfor anførte citater angår, men i det hele
taget, i fuld overensstemmelse med dét, som kosmologien forstår ved virkeligheden.
Det skal vi senere vende tilbage til.
I den følgende tid blev Jesus ved med at udfordre de velmenende og
lovkyndige, men samtidigt fundamentalistiske og puritanske farisæere, som
vogtede nidkært på at især andre overholdt loven til punkt og prikke.
Ustandselig kom han i diskussioner med dem om, hvordan loven og profeterne
skulle forstås og tolkes, og han var bestemt ofte skarp og kompromisløs i sine
udtalelser overfor modstanderne. Hvilket naturligvis er forståeligt ud fra den
betragtning, at han så det som sin opgave på Guds vegne at provokere den
forældede opfattelse og ofte rituelle rutine og tomhed, der prægede farisæernes
og de skriftkloges religiøse teori og praksis. Derfor kunne han eksempelvis
sige til dem: "Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg taler? fordi I ikke kan
høre mit ord: I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der
lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i
sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit
eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader." (24)
Farisæerne var af den bestemte opfattelse, at det ikke var dem selv men
Jesus, der var besat af en ond ånd og at han derfor nærmest talte i vildelse,
som når han som svar på spørgsmålet om, hvem han selv mente at være,
eksempelvis kunne finde på at sige: "Hvis jeg ville give mig selv ære,
ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære,
ham, om hvem I siger: 'Han er vor Gud,' skønt I aldrig har kendt ham; men jeg
kender ham. Og hvis jeg ville sige: 'Jeg kender ham ikke,' så ville jeg være en
løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder fast ved hans ord. Abraham, jeres
fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede
sig." Farisæerne har sikkert set vantro på hinanden og rystet på
hovedet, inden de sagde: "Du er ikke halvtreds år endnu, og du har set
Abraham!" Hvortil Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg
jer: før Abraham blev til, er jeg." (25)
Her har vi igen "jeg er", om end med omvendt ordstilling:
"er jeg", hvilket umiddelbart kan lyde kryptisk, men i henhold til
definitionen på "jeg er den, jeg er", betyder det altså noget i
retning af, at "jeg er" var og er til, før Abraham blev til. Men
disse ord af Jesus var simpelthen for meget for farisæerne, som da også ville
have stenet ham, hvis ikke det var lykkedes for ham at skjule sig og siden
forlade tempelområdet.
Johannes-evangeliet nævner ikke noget om,
hvor Jesus derefter begav sig hen, men han er muligvis vendt tilbage til
Galilæa. Et par måneder senere begav han sig atter til Jerusalem, denne gang
for at fejre tempelindvielsesfesten, som afholdtes i 8 dage fra 25. kislev
(svarende til vores december). Det var en mindefest for templets genindvielse
år 165 f.Kr., efter at det var blevet renset for den hedenske afgudsdyrkelse,
som var indført efter at den syriske konge, Antiokus 4. Epifanes, der havde
forbudt den jødiske tempelkult og i stedet rejste et alter for Zeus i templet.
Men efter at Antiokus og hans håndlangere i 164 f.Kr. var blevet fordrevet
under en opstand 165-161 f.Kr., ledet af Judas Makkabæeren, kunne templet
renses for hellenistisk indflydelse og genindvies til sit oprindelige brug.
Jesus og hans disciple har ved denne lejlighed formodentlig atter logeret hos
vennerne i Betania, og er derfra gået de få kilometer frem og tilbage mellem
landsbyen og Jerusalem. I templet opholdt han sig i den såkaldte Salomons
søjlegang, og her samledes hans tilhængere og andre omkring ham, for at høre
hans ord. Blandt tilhørerne var som sædvanlig også de farisæere, som kun
ventede på at kætteren skulle tale over sig eller foretage en helbredelse
eller anden handling, der stred mod loven. Farisæerne udfordrede ham derfor
straks og sagde: "Hvor længe vil du holde vor sjæl hen i uvished? Hvis
du er Kristus, så sig os det rent ud!" Jesus vidste naturligvis bedre
end nogen anden, hvad hans modstandere pønsede på, og han undgik derfor
behændigt direkte at erklære sig som Messias: "Jeg har sagt jer det,
men I vil ikke tro det. De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om
mig; men I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min
røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de
skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min
Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af
min Faders hånd. Jeg og Faderen, vi er ét."
Særlig de sidste ord gjorde farisæerne vrede og oprørte, og de og deres
tilhængere i forsamlingen, gjorde sig derfor endnu en gang parate til at stene
den dristige kætter. Da Jesus så, hvad de havde i sinde, sagde han: "Mange
gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader; hvilken af de gerninger er
det, I vil stene mig for?" Farisæerne svarede: "Det er ikke
for en god gerning, vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er
et menneske, gør dig selv til Gud."
Jesus havde imidlertid et afparerende svar på rede hånd: ""Står
der ikke skrevet i jeres lov: 'Jeg har sagt, at I er guder?' Når nu loven har
kaldt dem guder, som Guds ord kom til (og skriften kan ikke omstødes), hvordan
kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: 'Du taler
gudsbespotteligt!' fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn? Hvis jeg ikke gør min
Faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro
gerningerne, selv om I ikke vil tro mig; da skal I indse og forstå, at Faderen
er i mig, og jeg i Faderen." Dette svar ophidsede dog kun farisæerne
yderligere, og de søgte at få tag i Jesus, for at stene ham, men inden de kunne
nå at gribe ham, skyndte han og hans disciple sig at forlade stedet og drage
over til den anden side af Jordanfloden til den egn, hvor Johannes oprindelig
havde døbt, og her blev Jesus og hans disciple i nogen tid. (26)
7. "JEG ER OPSTANDELSEN OG LIVET"
Endnu mens Johannes Døberen var i live,
fortælles der i Johannes-evangeliet om, at på den tid, da løvhyttefesten, der,
som vi tidligere har hørt, var en valfartsfest, opfordrede Jesu stadig meget
skeptiske brødre ham til også at forkynde evangeliet i Judæa: "Drag
bort herfra og gå til Judæa, for at også dine disciple kan se de gerninger, du
gør. Der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være
offentlig kendt. Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden."
(1).
De havde jo selv hørt Jesus sige, at man ikke stiller et lys under en
skæppe, men lader det stå frit fremme, så det kan skinne for alle. Jesus
forstod selvfølgelig sine brødres noget syrligt og ironisk mente opfordring, og
han svarede derfor: "For mig er tiden endnu ikke kommet; men for jer er
tiden altid for hånden. Verden kan ikke hade jer; men mig hader den, fordi jeg
vidner om den, at dens gerninger er onde. Drag I op til højtiden; jeg drager
endnu ikke op til denne højtid, thi for mig er tiden endnu ikke inde."
(2)
Men eftersom hans tid altså endnu ikke var kommet, ville Jesus ikke
vandre omkring og forkynde i Judæa, hvor han vidste at man var ham og hans
lære fjendtligt stemt, og det i en sådan grad, at man dér ville søge at pågribe
og henrette ham som kætter. Men han ville åbenbart alligevel gerne fejre løvhyttefesten
i Jerusalem, så derfor drog han i al hemmelighed fra Galilæa til Peræa og
derfra krydsede han Jordanfloden og gik via Jeriko og måske over Betania, hvor
Lazarus og dennes to søstre, Martha og Maria, boede, og til Jerusalem.
I Jerusalem gik snakken mand og mand imellem i det skjulte, og mange forventede,
at Jesus ville komme til byen i anledning af højtiden. Meningerne om ham var
stærkt delte: "Nogle sagde: "Han er en god mand;" men
andre sagde: "Nej, han fører folk vild." Mange af hans tilhængere
og måske især modstandere, søgte efter ham på tempelområdet, men fandt ham
ikke. Først da halvdelen af højtiden, som varede fra 15.-21. tisjri (svarende
til vores oktober), var forløbet, vovede han sig ind i helligdommen og
begyndte at forkynde og belære dér.
Mange af tilhørere var forundrede over
hans store kendskab til de hellige skrifter, og en enkelt stemme gav udtryk for
denne forundring, ved at sige højt: "Hvordan har han fået den
skriftkundskab, da han ikke er lærd?" Det hørte Jesus, og da han
udmærket forstod, at spørgsmålet var ment som en anklage, svarede han: "Min
lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig. Hvis nogen vil gøre hans
vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget. Den,
der taler af sit eget, søger sin egen ære, men den, der søger hans ære, som
sendte ham, han er sanddru, og der er ikke uret i ham. Har ikke Moses givet jer
loven? og ingen af jer holder loven. Hvorfor søger I da at slå mig ihjel?"
(3)
Ophidselsen over modanklagen i Jesu svar, bredte sig hos hans
modstandere, og nogle råbte i munden på hinanden: "Du må jo være besat!
hvem søger at slå dig ihjel?" Måske har de pågældende virkelig været
uvidende om, at fremtrædende personer af de højere religiøse og politiske lag i
det jødiske samfund, rent faktisk havde planer om at få ram på denne kætter,
som udfordrede og talte nedsættende til og om højt respekterede
myndighedspersoner. Men Jesus, der som bekendt havde forudset, hvad der videre
skulle ske, svarede tilsyneladende uanfægtet af situationen, idet han uddybede
sin anklage: "Én gerning har jeg gjort, og alle undrer I jer over den.
Moses har givet jer omskærelsen (ikke at den er fra Moses, men fra fædrene), og
I omskærer mennesker også på en sabbat. Når nu et menneske omskæres på en
sabbat, for at Mose lov ikke skal brydes, hvor kan I da vredes på mig, fordi
jeg har gjort et helt menneske rask på en sabbat? Døm ikke efter skinnet, men
fæld en retfærdig dom!" (4)
Det gjorde imidlertid ikke uroen mindre blandt tilhørerne, hvoraf nogle
sagde højt: "Er det ikke ham, som de søger at slå ihjel? Og se, han
taler frit ud, uden at de siger noget til ham. Skulle virkelig rådsherrerne
have erkendt, at han er Kristus? Dog - om ham ved vi, hvorfra han er; men når
Kristus kommer, ved ingen, hvorfra han er." Nogle af de tilstedeværende vidste altså udmærket, at en del af
rådsmedlemmerne havde til hensigt at få Jesus fængslet, dømt og henrettet, så
snart de kunne finde en passende og lovmedholdelig lejlighed til det. De
pågældende vidste åbenbart også, at Jesus var fra Nazareth i Galilæa. Han
svarede dem derfor og sagde: "Ja, I kender mig og ved, hvorfra jeg er!
Og dog er jeg ikke kommen af mig selv, men han, der har sendt mig, er sanddru,
han, som I ikke kender. Jeg kender ham; thi fra ham er jeg kommen, og han har
udsendt mig." (5)
Det var lige ved at være for meget for mange af hans tilhørere, særlig
for de toneangivende i rådet (Synedriet), dvs. ypperstepræsterne og farisæerne,
som ikke kunne undgå at høre folk mumle om, at Jesus nu nok alligevel godt
kunne være Messias eller Kristus, når man tog hans undergerninger og visdom i
betragtning. Rådsherrerne gav derfor nogle af folkene fra tempelvagten ordre
til at pågribe Jesus, såfremt de kunne komme til det. Tempelpolitiet forholdt
sig dog indtil videre passivt, og ventede på at deres befalingsmand gav ordre
til selve pågribelsen. Da Jesus så tempelvagten troppe op, sagde han: "Endnu
en kort tid er jeg hos jer, så går jeg bort til ham, som sendte mig. I vil lede
efter mig og ikke finde mig, og dér, hvor jeg er, kan I ikke komme."
Det var åbenbart mærkelige ord i manges ører, og de sagde derfor til
hinanden: "Hvor tænker han på at drage hen, siden vi ikke skulle kunne
finde ham? Mon han tænker på at gå til dem, som bor i adspredelsen [diasporaen]
iblandt grækerne, og lære grækerne? Hvad er det for noget, han siger: 'I vil
lede efter mig og ikke finde mig, og dér, hvor jeg er, kan I ikke komme?" (6)
Jesus råbte da og sagde: "Om nogen tørster, han komme til mig og
drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt,
rinde strømme af levende vand." Disse ord fik nogle af tilhørerne til
at udbryde: "Han er i sandhed profeten" og "Han er
Kristus." Men hans modstandere sagde: "Kristus kommer vel ikke
fra Galilæa? Har skriften ikke sagt, at Kristus kommer fra Davids slægt og fra
Bethlehem, den landsby, hvor David var fra?" Sådan diskuterende man
for og imod denne mærkværdige mand, som endnu ikke direkte og åbenlyst havde erklæret
sig som Messias eller Kristus. Tempelpolitiet fandt da heller ikke grund til at
arrestere Jesus i den anledning, og de vendte derfor tilbage til Synedriet,
hvor ypperstepræsterne og farisæerne afventede deres ankomst: "Hvorfor
har I ikke ført ham med?" De svarede: "Aldrig har noget
menneske talt, som dette menneske taler." Farisæerne ville ikke tro
deres egne øren og sagde: "Er I også ført vild? Har måske nogen af
rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne? Men denne hob, der ikke
kender loven, de er forbandede!" (7)
Det var nu ikke helt rigtigt, at ikke
nogen af farisæerne troede på, at Jesus var Messias. Den skriftkloge farisæer,
Nikodemus, som også var medlem af rådet, var i al fald en af de farisæere, der
formentlig opfattede sig selv som tilhænger af Jesus. Nikodemus havde længe
næret en særlig interesse for Jesus og dennes lære, men da det var forbundet
med en vis risiko at blive set sammen med "kætteren", opsøgte han af
den grund Jesus ved nattetid. Nikodemus ville gerne have en personlig samtale
med Jesus, hvis klogskab og visdom, han havde haft mulighed for at konstatere
ved forskellige tilfældige lejligheder. Da han havde fået foretræde for Jesus,
indledte Nikodemus med at sige: "Rabbi! vi ved, at du er en lærer, som
er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med
ham." Som svar på disse uforbeholdent anerkendende ord svarede Jesus: "Sandelig,
sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på
ny." (8)
Nikodemus forstod åbenbart ikke umiddelbart, hvad Jesus mere præcist
mente med denne udtalelse, og formentlig med tanke på sig selv, spurgte han
derfor med en blanding af undren og tvivl: "Hvorledes kan et menneske
fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin
moders liv og fødes?" Med stor forståelse og tålmodighed over for den
ældre og velmenende og samtidig skriftkloge mand, svarede Jesus: "Sandelig,
sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver
født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af
Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på
ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke,
hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født
af Ånden." (9)
Dette svar synes ikke at have løst gåden for Nikodemus, som derfor
spurgte: "Hvordan kan dette ske?" Her var Jesus måske ved at
miste tålmodigheden, for ligesom lidt opgivende sagde han: "Er du lærer
i Israel og forstår ikke dette? Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi taler om
det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort
vidnesbyrd. Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting,
hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?
[...]". (10)
Efter påskehøjtiden drog Jesus og hans disciple omkring i Judæa, hvor de
i lighed med Johannes døbte angerfulde mennesker, der kom for at lade sig
omvende og finde den rette vej til Guds rige. Da Johannes' disciple, som på den
tid opholdt sig sammen med deres mester i Ænon nær ved Salem, erfarede at Jesus
gik omkring og døbte ovre i Judæa, sagde de til ham: "Rabbi! han, som
var hos dig på den anden side Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber,
og alle kommer til ham." Johannes forstod, at hans disciple fortsat
var mest tilbøjelige til at tro, at han, deres mester, var
Messias/Kristus, og derfor svarede han: "Et menneske kan slet intet
tage, uden at det bliver givet ham fra Himmelen. I kan selv bevidne, at jeg
sagde: 'Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham.' Den, som har
bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig
inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen.
Han bør vokse, men jeg blive mindre. [...]" (11)
Det er dog et spørgsmål, om disse Johannes-ord er oprindelige, for
efter at være blevet arresteret og fængslet, sender han som tidligere omtalt
nogle af sine disciple til Jesus, for at spørge om denne er Messias. Det må jo
betyde, at Johannes har været i tvivl herom, i al fald indtil dette tidspunkt.
Men omkring det tidspunkt, som ligger kort efter samtalen med Nikodemus,
er det, at Jesus erfarer at farisæerne skumler over hans dåbsvirksomhed, og
han beslutter sig derfor til at forlade Judæa og drage til Galilæa sammen med
sine disciple, for at være uden for rækkevidde af sine modstandere.
Efter at han og hans disciple i nogen tid
havde vandret omkring i Galilæa, og herunder endnu engang kom til Kapernaum,
hvor han atter forelæste i synagogen, drog de videre. Denne gang gik turen til
Jerusalem udenom Samaria og gennem landet på den anden side Jordan, Peræa, og
derfra ind i Judæa, og overalt, hvor han kom frem, forkyndte og forelæste han
for de mennesker, der mødte op og samledes omkring ham.
En dag, da en skare af disciplene, anført af Jesus, gik af sted på vejen
mod Jerusalem, gav de over for hinanden udtryk for den angst og foruroligelse,
de følte over den forfærdelige skæbne, deres mester havde forudsagt, at der
ventede ham, når de ankom til byen. De mest fremtrædende af disciplene var
naturligvis også klar over, at de selv ville være i fare, hvis deres mester
blev fængslet, anklaget og dødsdømt for kætteri. Da Jesus blev opmærksom på,
hvad disciplene talte om indbyrdes, tog han sine tolv udvalgte disciple med
sig afsides, og sagde til dem: "Se, vi drager nu op til Jerusalem, og
Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de
skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne [dvs. romerne]; og de
skal spotte ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham, men tre dage efter
skal han opstå." (12)
Denne udtalelse, hvori Jesus uddyber den skæbne, der venter ham selv i
Jerusalem, giver de to Zebedæussønner, Jakob og Johannes anledning til at betro
ham, at de gerne vil dele hans skæbne, idet de dog samtidig anmoder om at få
sæde ved henholdsvis hans højre og venstre side, når han nu snart skal indtage
sin plads på tronen i sin himmel. Hertil svarer Jesus tålmodigt og lidt
resigneret: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg
skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med?" De to velmenende, men åbenbart noget naive
disciple, er straks parate med et svar: "Ja, vi kan." Det må
derfor have skuffet dem, da Jesus efterfølgende uddyber sit svar og siger: "Den
kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes
med; men sædet ved min højre eller venstre side står det ikke til mig at
bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt." (13)
Jesu venner i Betania, søstrene Martha og
Maria, må åbenbart have vidst, hvor Jesus og hans disciple midlertidigt havde
søgt ly, for kort efter sendte de bud til ham om, at deres broder, Lazarus, lå
og var alvorligt syg: "Herre! se, den, du elsker, er syg." Men
det var åbenbart et budskab, som Jesus ventede at få, for i stedet for straks
at begive sig til Betania, pålagde han budbringeren at svare på hans vegne: "Denne
sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal
herliggøres ved den." Det var derfor også med velberåd hu, at Jesus
ventede nogle dage, før han sagde til disciplene: "Lad os gå tilbage
til Judæa!" De forstod åbenbart ikke, hvad Jesus havde i sinde, og
eftersom de mest var bekymrede for hans sikkerhed, sagde de: "Rabbi!
Nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?" Dette
spørgsmål gav Jesus anledning til at give et lidt kryptisk svar: "Har dagen
ikke tolv timer? Den, som vandrer om dagen, støder ikke an, for han ser denne
verdens lys. Den, som vandrer om natten, støder an, fordi han ikke har lyset i
sig." Derpå siger han: "Lazarus, vor ven, er sovet ind; men
jeg drager hen for at vække ham af søvne." Disciplene troede åbenbart,
at Jesus blot havde sagt, at deres fælles ven, Lazarus, var faldet i en dyb
søvn, og derfor sagde de: "Herre! er han sovet ind, så kommer han
sig." Jesus måtte derfor sige lige ud til dem: "Lazarus er
død! Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad over, at jeg
ikke var der; men lad os nu gå til ham!" (14)
Da Jesus og hans disciple ankom til Betania, havde Lazarus allerede ligget
i graven fire dage, og de to søstre og deres familie, venner og bekendte
sørgede dybt over den meget afholdte broders død. Da Martha hørte, at Jesus
var på vej til deres landsby, gik hun kam i møde for at fortælle, hvad der var
sket. Hun kunne af gode grunde ikke vide, at Jesus allerede var klar over
situationen, så derfor sagde hun: "Herre! havde du været her, var min
broder ikke død. Men selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud
give dig." Men hvad hun mere præcist kan have ment med den sidste
sætning, er vanskeligt at forstå, især i relation til det svar, hun gav på at
Jesus sagde: "Din broder skal opstå." Hun svarede nemlig: "Jeg
ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag." Hertil
sagde Jesus: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal
leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed
ikke dø. Tror du det?" Om den sorgfulde Martha helt forstod, hvad
Jesus mente, er uvist, men i al fald svarede hun: "Ja, Herre! jeg tror,
at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden." Derefter gik
hun hjem og kaldte på Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder på
dig."
Maria, som så ofte havde siddet ved sin elskede mesters fødder og lyttet
til hans lære og visdomsord, skyndte sig straks hen til det sted, hvor Jesus
havde gjort midlertidigt ophold, formentlig fordi han af hensyn til sine
disciple og de to søstre og den øvrige sørgende forsamling ville forberede sin
ankomst, og ikke mindst den specielle begivenhed, der skulle ske. Her knælede
hun ned for Jesu fødder og sagde grædende: "Herre! havde du været her,
var min broder ikke død." Ved at se hende og de andre, der var fulgt
med hende, græde, "harmedes han i sin ånd og blev heftigt bevæget",
og han græd også, står der i Joh.11.33-36. Nogle af de tilstedeværende sagde
da: "Se, hvor han elskede ham!" Og han harmedes endnu mere, da
han hørte andre sige: "Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke
også have hindret, at denne mand døde?" Men hvorfor, kunne man spørge?
Vel næppe fordi vennen Lazarus fysisk set var død, for Jesus vidste jo dels, at
Lazarus ånd var levende, og dels, at dennes fysiske legeme skulle genoplives.
Nej, sikkert fordi det smertede ham at erfare, at end ikke hans allernærmeste
tilhængere virkelig forstod, at han var Menneskesønnen, som udover at
implantere ideen om næstekærligheden i menneskesamfundet, også skulle afsløre
Åndens evige liv og herredømme over kødet eller materien.
Jesus gik nu hen til klippegraven, som var
lukket på sædvanlig måde med en stor rullesten, og han sagde da: "Tag
stenen bort!" Martha, som var fulgt med, protesterede og sagde: "Herre!
han stinker allerede; det er jo fjerde dag." Jesus svarede: "Har
jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Da stenen
er rullet til side og åbningen til graven fri, løfter Jesus blikket mod himlen
og siger: "Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig. Jeg vidste
vel, at du altid bønhører mig; men jeg sagde det for skarens skyld, som står
her omkring, for at de skal tro, at det er dig, der har sendt mig."
Derefter råbte han med høj røst: "Lazarus, kom herud!" Kort
efter kom en genoplivet Lazarus ud fra graven. Efter sædvane var den
"døde" iklædt ligklæder og hænder og fødder omviklet med linned,
ligesom ansigtet var dækket bag et tørklæde. Jesus siger da: "Løs ham
og lad ham gå!"
Sådan slutter Johannes-evangeliet sin beretning om denne i bedste
forstand fantastiske begivenhed, som hverken ypperstepræsterne eller
farisæerne ville tro på, da nogle øjenvidner kom og fortalte dem om, hvad der
var foregået. Det er da også et stort spørgsmål, om ikke den smukke og rørende
fortælling om genoplivningen af Lazarus, sådan som tilfældet er med andre af
Jesu "undergerninger", hører til i legendens og mytens verden, skabt
primært for at "forklare" og demonstrere livets åndelige realiteter
i en form, som kunne appellere til mennesker, der i almindelighed var uden
større indsigt i eller forståelse for den virkelige verdens lovmæssigheder og
kendsgerninger.
Men i Johannes-evangeliet kædes genopvækkelsen af Lazarus sammen med det
jødiske råds (Synedriets) beslutning om at sætte en endelig stopper for den
formastelige kætters virksomhed. Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte om
begivenheden i Betania, sammenkaldte de straks rådsmedlemmerne og sagde: "Hvad
skal vi gøre? Den mand gør jo mange tegn. Hvis vi lader ham blive sådan ved,
vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra
os." Da var det, at ypperstepræsten Kajfas kom til at spille en
afgørende rolle i sammenhæng med Jesu livshistorie, idet han sagde: "I
forstår da heller ingenting! og I tænker heller ikke på, at det er bedre for
jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde!"
Der blev derfor givet ordre til, at hvis nogen erfarede om, hvor Jesus opholdt
sig, var de pligtige til at anmelde det for rådet, således at kætteren kunne
pågribes. Og dermed var dødsdommen over Jesus i virkeligheden afsagt.
Det er tænkeligt, at det har været gennem Nikodemus,
at Jesus har hørt, hvad der var blevet talt om på rådsmødet, og han besluttede
sig derfor indtil videre til at tage ophold i byen Efraim i udkanten af et
ørkenområde i det centrale bjergland i Vestjordanlandet. Her blev han og
hans disciple til seks dage før den forestående påske, som skulle blive hans
sidste og den, hvori de verdenshistoriske begivenheder omkring hans fysiske
livsafslutning skulle komme til at udspille sig.
Da påsken nærmede sig strømmede rettroende jøder til Jerusalem fra alle
egne af landet, for traditionen tro at gennemgå renselsesritualerne, som var
nødvendige for at man kunne fejre højtiden i tempelbyen. Jesus var efterhånden
blevet en kendt skikkelse i jødernes hovedstad, og mange undrede sig over, at
han endnu ikke havde indfundet sig i templet, sådan som han plejede ved
højtiderne. Imidlertid vendte Jesus og hans disciple tilbage til Betania seks
dage før påske, og her gjorde Lazarus og hans to søstre, Martha og Maria, et
gæstebud for ham. Medens Martha vartede gæsterne op, knælede Maria ned foran
Jesus og indsmurte hans fødder med den meget kostbare nardussalve, hvis
dejlige duft bredte sig i huset, hvorefter hun tørrede hans fødder med sit
lange hår.
Ifølge Johannes-evangeliet oprørte denne handling Judas Iskariot, fordi
han fandt det moralsk forkasteligt at den kostbare salve blev spildt på
unødvendig måde. Han havde åbenbart endnu ikke forstået, hvad der snart
forestod, og han sagde derfor: "Hvorfor er denne salve ikke blevet
solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?" Dette
spørgsmål benytter Johannes-evangeliet til at korrekse Judas, idet det
fortælles at hans ord i virkeligheden ikke gjaldt hensynet til de fattige, men
derimod til hans egen begærlighed, fordi han var en tyv, der jævnligt stjal af
den fællespung, hvis indhold det var blevet ham betroet at administrere. Der
ligger dog ikke den mindste antydning heraf i det svar, som Jesus gav Judas: "Lad
hende i fred, så hun kan gemme den til min begravelsesdag! De fattige har I jo
altid hos jer; men mig har I ikke altid." (15)
Begivenheden er skildret lidt anderledes hos Mattæus og Markus, hvor
salvningen siges at ske i Betania i huset hos Simon den Spedalske, som
antagelig enten var fader til Lazarus, Martha og Maria eller Marthas ægtefælle.
Her er det ikke specielt Judas, men alle disciplene, der forarges over Marias
handling, lige som Jesu svar også er formet på en lidt anden måde, idet han
siger: "Hvorfor volder I kvinden bryderi? Hun har jo gjort en god
gerning imod mig. De fattige har I altid hos jer; men mig har I ikke altid. Thi
da hun udgød denne salve over mit legeme, gjorde hun det som en beredelse til
min jordefærd. Sandelig siger jeg jer: hvor som helst i hele verden dette
evangelium prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om
hende." (16)
Lukas-evangeliet omtaler godt nok Martha og Maria i Betania, men nævner
ikke deres broder Lazarus, og heller ikke Lazarus' genopvækkelse, men derimod
salvningen i Betania, som siges at ske i Simon Farisæerens hus. Denne kan dog
være identisk med Simon den Spedalske. Her er det imidlertid ikke Lazarus'
søster, Maria, der foretager salvningen, men Maria Magdalene, som opsøger
Jesus, for at udgyde den sidste olie over ham. En afgørelse af, hvem af de to
Maria'er, der kunne være tale om som den, der salvede Jesus, må bero på, om man
vil lægge vægt på overensstemmelsen mellem den nævnte "synderinde" i
Lukas-evangeliet og Maria Magdalene, som i Johannes-evangeliet er den første,
men ikke den eneste kvinde, der påskemorgen kommer til den tomme grav, for at
salve Jesu lig, og kort efter taler med den genopstandne Jesus.
Navnet Lazarus forekommer som nævnt ikke hos Lukas i sammenhæng med
søstrene Martha og Maria i Betania, men derimod i forbindelse med lignelsen
om den rige mand og den fattige Lazarus, og det kan muligvis være denne lignelse,
som mere eller mindre har inspireret forfatteren af Johannes-evangeliet til
legenden om Jesu genopvækkelse af Lazarus. I lignelsens slutning siger den
afdøde rige mand, som er havnet i helvedes pine, at hvis et menneske genopstod
fra de døde og fortalte de levende om forskellen mellem himmel og helvede, så
ville folk omvende sig. Hertil svarer Abraham, hos hvem den ligeledes afdøde
Lazarus opholder sig: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de
heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde." (17)
Hos Mattæus, Markus og Johannes sættes salvningen i forbindelse med
Judas' forræderi og Jesu nært forestående død. Dette er ikke tilfældet hos
Lukas, hvor salvningen foregår længe før det tidspunkt og slet intet har med
Jesu død at gøre. Det er derfor et spørgsmål, om Lukas har anbragt salvningen
kronologisk forkert, eller om det er de tre andre evangelister, der ud fra
teologiske hensyn har ladet denne ske som en forberedelse og indledning til
Jesu død.
Men antager vi som det mest sandsynlige, at salvningen virkelig har
fundet sted kort forud for Jesu død, så kunne det udmærket tænkes, at den
irettesættelse, som Judas fik ved den lejlighed, har været lige præcis dét, der
skulle til, for at fremkalde hans skuffelse over, at Jesus alligevel ikke kunne
være den forventede Messias, der skulle komme og genoprette Israels herredømme
over landet, og som skulle uddrive hedningerne og den romerske besættelsesmagt.
To dage før påske opsøgte Judas derfor i al hemmelighed ypperstepræsterne og
førerne for tempelvagten og sagde: "Hvad vil I give mig for at forråde
ham til Jer?" De ville give tredive sølvpenge, som straks blev
udbetalt ham, men med pålæg om, at han skulle finde en passende lejlighed til
at udpege Jesus for tempelvagten. Det skulle ske inden selve påskehøjtiden, for
ikke at ophidse befolkningen til uroligheder og optøjer. (18)
Det rygtedes imidlertid snart blandt folk, at Jesus og hans disciple
opholdt sig i Betania hos Lazarus og hans familie, og mange søgte derfor til
stedet, for både at se den berømte kætter og den mand, som han genopvakte fra
de døde, og mange lod sig overbevise og omvende i den anledning. Dette kom
naturligvis snart ypperstepræsterne og farisæerne for øre, og rådet besluttede
derfor, at også Lazarus skulle slås ihjel, for at slette ethvert spor af den
sorte magi, som der efter farisæernes og ypperstepræsternes opfattelse i
bedste fald var tale om i forbindelse med genopvækkelsen. I værste fald var
der tale om et rent svindelnummer, thi ingen andre havde nogensinde formået at
genoplive lig, og da slet ikke liget af et menneske, som havde ligget op til
flere dage i graven, og som allerede var begyndt at lugte af forrådnelse. Lad
gå, at Jesus havde genopvakt mennesker, som lige var døde, for i de tilfælde
var der sandsynligvis tale om folk, der kun havde været skindøde. Men at
opvække døde stred mod naturens orden og mod al menneskelig fornuft.(19)
Medens Jesus endnu opholdt sig i Betania
oprandt den første af de usyrede brøds dage, og disciplene spurgte ham derfor,
hvor i Jerusalem han kunne tænke sig at spise påskemåltidet, således at de
kunne forberede det for ham. Jesus sendte Simon Peter og Johannes af sted, idet
han sagde til dem: "Gå ind i byen, så skal i møde en mand, som bærer en
vandkrukke; følg ham; og hvor han går ind, der skal I sige til husherren:
'Mesteren siger: Hvor er der et værelse til mig, hvor jeg kan holde påskemåltid
sammen med mine disciple?' Så vil han vise jer en stor sal ovenpå, opdækket og
rede; der skal I berede det til os." De gjorde, som han sagde, og
fandt ganske rigtigt den mand og det hus, som Jesus havde forudsagt. (20)
Det hus med den store sal ovenpå, hvori Jesus og hans disciple spiste
deres sidste påskemåltid sammen, menes at være samme bygning og sal som den,
hvori disciplene samledes efter Jesu død og begravelse, nemlig det hus, der
tilhørte Johannes Markus' moder, Maria, som sammen med sin søn muligvis har tilhørt
Jesu disciple, men som i hvert fald efter hans død var at finde i den nærmeste
discipelkreds og dermed i den ældste jødekristne menighed.
Jesu indtog i Jerusalem fandt ifølge alle fire evangelister sted i
forlængelse af hans ophold i Betania, mere præcist dagen efter salvningen. Da
sendte han sine disciple ud i landsbyen, idet han sagde, at de dér ville finde
et æsel, som stod bundet med sit føl hos sig, og de skulle løse føllet og føre
det til ham. De udsendte disciple fandt æslet med føllet i en gyde et stykke
borte, og de bad ejeren om at måtte låne føllet til ridedyr for deres mester,
som havde sagt, at det ville blive leveret tilbage senere på dagen. Disciplene
fik føllet med sig og lagde deres kapper over dets ryg, således at Jesus kunne
sidde nogenlunde bekvemt på det. (21)
To af evangelisterne, nemlig Mattæus og Johannes, er enige om, at dette
skete, for at opfylde profetien, der siger:
"Fryd
dig såre, Zions datter,
råb
med glæde, Jerusalems datter!
Se,
din konge kommer til dig.
Retfærdig
og sejrrig er han, ydmyg,
ridende
på et æsel, på en asenindes føl."
(22)
Da Jesus således kom ridende på vej til Jerusalem stimlede hans
tilhængere sammen omkring ham, og nogle bredte deres kapper ud på vejen, og
andre skar grene af palmetræerne og strøede dem foran ham. Ved vejen ned ad
Oliebjerget begyndte skaren at lovprise Jesus, idet de med høj røst råbte:
"Velsignet
være kongen,
han,
som kommer, i Herrens navn!
Fred
i Himmelen,
og
ære i det højeste!"
(23)
I folkeskaren, som fulgte med, var der også nogle farisæere, og de sagde
anklagende til Jesus: "Mester! sæt dog dine disciple i rette!"
Men i stedet for at gøre dette, sagde han til farisæerne: "Jeg siger
jer: hvis disse tier, skal stenene råbe." (24)
Da Jesus nærmede sig Jerusalem, fyldtes
hans øjne med tårer ved synet af byen og han sagde: "Vidste blot også
du på denne dag, hvad der tjener din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.
Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig
og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden
og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke
agtede på din besøgelsestid." Denne forudsigelse gik rent faktisk i
opfyldelse, da romerne omkring fyrre år senere, nemlig i år 70 e.Kr., erobrede
og ødelagde Jerusalem og templet og
fordrev jøderne fra byen.
Men da Jesus drog ind i selve Jerusalem, og folk dér så optoget, som
fulgte ham på alle sider, undrede byboerne sig og sagde: "Hvem er dog
han?" Og der blev svaret: "Det er profeten Jesus fra Nazaret i
Galilæa." Ifølge alle fire evangelister gik Jesus straks ved ankomsten
til Jerusalem ind i templets forgård, og her var det første han foretog sig, at
jage handelsmændene bort fra stedet, således som tidligere omtalt. Derefter gik
han antagelig til Salomos søjlegang, hvortil også hedninger havde adgang, og
her gav han sig atter til at forkynde sin lære, sådan som han havde gjort adskillige
gange tidligere. Ifølge Mattæus, Markus og Lukas vendte Jesus om aftenen
tilbage til Betania, hvor han overnattede, og næste morgen gik han igen til
Jerusalem og genoptog sin gerning. I Johannes-evangeliet står der blot, at han
gik bort og skjulte sig for folkeskaren.
Medens Jesus efter sit såkaldte indtog i Jerusalem opholdt sig i
helligdommen og talte til de mange mennesker, der efterhånden samledes omkring
ham, kom Filip og Andreas hen til ham og sagde, at der var nogle grækere blandt
pilgrimmene, som ønskede at hilse på deres mester. Det svar, som Jesus i
henhold til Johannes-evangeliet gav på denne anmodning, rummer dels en
overbevisning om hans store mission, og dels udtrykker svaret samtidig den
angst og frygt, han følte ved at skulle gennemgå den forfærdelige tid, der lå
umiddelbart foran ham: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal
herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: hvis hvedekornet ikke lægges i
jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen
frugt. Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader [tilsidesætter]
sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Vil nogen tjene mig, da
skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen
tjene mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg
sige? Fader, frels mig fra denne time! dog, derfor er jeg kommen til denne
time. Fader, herliggør dit navn!"
Johannes-evangeliet fortæller herefter, at
der lød en røst fra Himmelen, som sagde: "Jeg har allerede herliggjort
det, og jeg vil atter herliggøre det." Teksten tilføjer, at da skaren,
som stod og hørte det, sagde nogle: "Det tordnede;" andre
sagde: "Det var en engel, der talte til ham." Jesus selv
sagde: "Ikke for min skyld lød denne røst, men for jeres skyld. Nu går
der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud. Og jeg - når
jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig." Nogle
sagde da: "Vi har hørt af loven, at Kristus bliver til evig tid.
Hvordan kan du da sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er den
Menneskesøn?" Hertil svarer Jesus: "Endnu en kort tid er lyset
hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med
jer. Og tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn!"
(25)
Flere og flere troede på, at Jesus var den forventede Messias, selv
folk, der var medlemmer af rådet, men de turde ikke være ved det offentligt af
frygt for mere magtfulde rådsmedlemmer blandt farisæerne, ypperstepræsterne,
og de skriftkloge. Disse kom da også hen til ham i den hensigt, at få ham til
at tale over sig og sige ligeud: "Jeg er Messias!" Eller til i det
mindste at udtrykke sig på en sådan måde, at de ved hjælp af retorik kunne få
ham til at sprælle i sit eget net. Efter at han havde jaget de handlende bort
og væltet deres boder, spurgte nogle af hans modstandere derfor: "Med
hvad ret gør du dette, eller hvem har givet dig retten til at gøre dette?"
Jesus, som naturligvis var klar over den dybere hensigt med spørgsmålet,
svarede: "Jeg vil gøre jer et spørgsmål; svar mig på det, så skal jeg
også sige jer, med hvad ret jeg gør dette. Johannes' dåb, var den fra Himmelen
eller fra mennesker? Svar mig!" Hans modstandere var straks klar over,
at Jesus havde gennemskuet dem, for hvis de svarede: "Fra Himmelen,"
så ville han spørge: "Hvorfor troede I ham da ikke?", og at svare:
"Fra mennesker" turde de ikke, fordi de da ville lægge sig ud med de
mange, som mente, at Johannes virkelig var en profet. De svarede derfor: "Vi
ved det ikke." Hvortil Jesus replicerer: "Så siger jeg heller
ikke jer, med hvad ret jeg gør dette." (26)
Da Jesus og hans disciple forlader templet, udbryder en af disciplene i
betagelse over det smukke syn af helligdommen: "Mester, se, hvilke sten
og hvilke bygninger!" Hvortil Jesus svarer: "Ser du disse
store bygninger? - der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes
ned." Da de på vejen til Betania er kommet op på Oliebjerget, og har
sat sig for at hvile på et sted med fri udsigt til byen og templet, spurgte
Peter, Jakob, Johannes og Andreas, som da var alene med Jesus: "Sig os,
når skal dette ske? Og hvad er tegnet til, at alt dette skal gå i
opfyldelse?" Jesu svar herpå,
er hans berømte og - det skal understreges - i bedste forstand fantastiske
dommedagsprofeti, som vi dog først skal komme nærmere ind på i en senere
sammenhæng. (27)
Vi er nu nået frem til den tidlige aften, den
15. nisan, da Jesus efter mørkets frembrud samledes med sine tolv nærmeste
disciple i Johannes Markus' moders hus i Jerusalem, for at spise det
påskemåltid, som han selv vidste skulle blive hans sidste. Denne dag skulle
under navnet skærtorsdag siden fejres i den kristne kirke til minde om Jesu
sidste måltid, hans indstiftelse af nadveren, hans tilfangetagelse og første
forhør.
Dagen før, den 14.nisan, var de udvalgte påskelam efter forskrifterne
blevet slagtet i templet og siden udleveret til de enkelte husstande, som selv
afskindede og helstegte lammet. Påskemåltidet blev indledt med lovprisninger i
forbindelse med, at der blev drukket et bæger vin. Derefter blev beretningen om
udvandringen af Ægypten genfortalt på grundlag af 2. Mos. 1-15, og herunder
blev der drukket yderligere to bægre vin. Siden reciteredes Salme 113-18, den
såkaldte lovsang eller Hallel (heraf udtrykket "halleluja",
hvis tre første stavelser betyder "lovsyng", og hvis sidste stavelse
"Ja" er en forkortelse for "Jahve" = Gud). Et fjerde bæger
vin afsluttede måltidet.
Selve måltidet bestod af tre retter: et æg med bitre urter og usyret
brød, påskelammet og en dessert, der kunne bestå af rå frugt. Det var efter
skik og brug altid husherren, der skænkede vinen, brød brødet og udskar lammet
til husstanden og eventuelle gæster.
Man må forestille sig, at Jesu sidste måltid i princippet har formet sig
efter de traditionelle jødiske forskrifter, hvoraf rituel renselse var en
vigtig del. Da Jesus med sine tolv apostle er bænket - hvilket vil sige: lå til
bords - omkring bordet på førstesalen i Johannes Markus' moders hus, rejste han
sig og lagde sin kappe og bandt et linnedklæde om livet som et slags forklæde.
Derefter tog han vandkanden og hældte vand i vaskefadet, knælede ned foran den
ene discipel efter den anden og vaskede dennes fødder og tørrede disse med
forklædet. Da han kommer til Simon Peter, siger denne med forundring: "Herre!
tvætter du mine fødder?" Hertil svarer Jesus: "Hvad jeg gør,
fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter." Disciplen
protesterer og siger: "Aldrig i evighed skal du tvætte mine
fødder." Men Jesus, som ved, hvad han gør, siger: ”Hvis jeg ikke
tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Simon Peter
skynder sig derfor med at sige: "Herre! så ikke mine fødder alene, men
også hænderne og hovedet." Denne overivrighed imponerer dog ikke
Jesus, som svarer: "Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet
end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle."
(1)
Med det sidstnævnte svar sigtede Jesus til,
at han vidste, hvem af disciplene det var, der skulle forråde ham. Da han var
færdig med at vaske og tørre alles fødder, tog han sin kappe på og lagde sig
atter til bords, idet han sagde: "Forstår I, hvad jeg har gjort ved
jer? I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg,
jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at
tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I
skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: en
tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den,
som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det. Jeg taler ikke
om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i
opfyldelse: 'Den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.' Jeg siger
jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg
er den, jeg er. Sandelig, sandelig siger jeg jer: den, som tager imod, hvem jeg
sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte
mig." (2)
Jesus er nu kommet til det øjeblik, hvor
han lige ud må fortælle sine kære disciple en frygtelig hemmelighed, og heftigt
bevæget sagde han: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: en af jer vil
forråde mig." Disciplene forstod stadig ikke et ord, og de så derfor
tvivlrådige på hinanden, men den altid handlekraftige Simon Peter nikker til
Johannes Zebedæus, som lå til bords ved siden af Jesus, og sagde: "Spørg,
hvem det er, han sigter til." Johannes lænede sig ind mod Jesus og
spurgte: "Herre! hvem er det?" Hvortil Jesus svarer: "Det
er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper." Jesus dyppede derefter det stykke brød, han
havde i hånden, og rakte det til Judas Iskariot og sagde alvorligt: "Hvad
du gør, gør det snart!" Judas blev formentlig temmelig overrasket
over, at Jesus vidste, hvad han havde i sinde, og forstod derfor straks, hvad
Jesus mente med sin opfordring, idet han, Judas, jo allerede for nogen tid
siden havde aftalt med rådet, at han skulle anmelde til tempelvagten, hvor og
hvornår Jesus ville kunne pågribes. Tilskyndet af Jesus selv, skyndte Judas sig
sent på aftenen af sted til Jerusalem, for at fortælle ypperstepræsten og
tempelvagten, at Jesus ville kunne anholdes senere på natten, når han sammen
med sine disciple havde begivet sig til Getsemane have på Oliebjerget, hvor
han yndede at opholde sig. (3)
Hos Mattæus, Markus og Lukas er den ovennævnte situation skildret lidt
afvigende, dels indbyrdes og dels i forhold til Johannes-evangeliet, men i det
store og hele er der god overensstemmelse mellem skildringerne hos alle fire
evangelister. Hos Mattæus lyder det som følger: "Sandelig siger jeg jer:
en af jer vil forråde mig." Disciplene spørger derefter bedrøvet: "Det
er dog vel ikke mig, Herre?", hvortil Jesus svarer: "Han, som
nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig. Menneskesønnen går
bort, sådan som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem
Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han
aldrig var født." Judas spørger da: "Det er dog vel ikke mig,
rabbi?", og Jesus svarer: "Du har selv sagt det." (4)
Ud fra evangelierne at dømme er det lidt vanskeligt at afgøre, om Judas
forlod festmåltidet før eller efter indstiftelsen af den
såkaldte nadver, dvs. den kristne menigheds symbolske og liturgiske
fællesmåltid. I Johannes-evangeliet foregår nadverens indstiftelse
tilsyneladende ikke under Jesu og disciplenes sidste måltid sammen, men det er
et spørgsmål, om der bør lægges vægt herpå, især da den såkaldte fodvaskning
sker i forbindelse med et fællesmåltid skærtorsdag aften. Det kan imidlertid
undre, at nadveren ikke omtales i Johannes-evangeliet, og så meget mere, som
dette evangeliums forfatter menes at være identisk med Johannes Zebedæus, den
discipel, som Jesus elskede, og som derfor ikke alene var til stede ved det
sidste påskemåltid, men tilmed lå til bords ved siden af sin mester. Et lidt
dristigt gæt kunne derfor være, enten at evangeliets forfatter ikke er Johannes
Zebedæus, men en eller flere senere forfattere, som ikke selv har været til
stede ved den pågældende lejlighed, eller hvis Johannes Zebedæus er
forfatteren, at han har disponeret sit erindringsstof på en måde, som er påvirket
af hellenistisk tankegang og forestillingsverden, som han må have lært at
kende under sit mangeårige ophold i Efesus, hvor han ifølge traditionen var
forstander for den kristne menighed i området, og hvis medlemmer bestod af både
jødekristne og såkaldte hedningekristne, hvilket fortrinsvis vil sige
grækere.
Men endelig kunne det også tænkes, at det i virkeligheden er Johannes,
der skildrer begivenhederne kronologisk og historisk korrekt, og at Jesus
derfor ikke har indstiftet nadveren i forbindelse med sit sidste måltid sammen
med disciplene, som derfor ikke har været det påbudte traditionelle
påskemåltid, som først blev spist fredag aften som indledning til
påskesabbatten. I henhold til Johannes-evangeliet, som slet ikke direkte nævner
nadverens indstiftelse, kan det tænkes at det er de tanker, som Jesus
fremsætter i forbindelse med bespisningen af de fem tusinde, hvor han betegner
sig selv som "livets brød", der kan have ligget bag menighedens
indførelse af den hellige nadver.
Som en følge af, at Johannes-evangeliet
ikke direkte omtaler indstiftelsen af nadveren, kunne det antages, at Johannes
måske har ment, at den som ritual betragtet ikke ville have eller kunne få
nogen betydning for eftertiden, og slet ikke, når evangeliet blev udbredt
over større dele af verden. Den begivenhed, som svarer til indstiftelsen af
nadveren, har Johannes som nævnt derimod anbragt meget tidligere i Jesu
livsforløb, nemlig i forbindelse med et af hans ophold i Kapernaum, hvor han i
en synagoge talte om sig selv som "livets brød". Denne
specielle tale rummer i udvidet form principielt samme indhold og samme elementer,
som tilfældet er med indstiftelsen af nadveren.
Forklaringen på, at Johannes har anbragt teksten om "livets
brød" i en helt anden sammenhæng, end de tre andre evangelister, kunne
måske tænkes at hænge sammen med, at han har ment, at den hørte naturligt
hjemme i forbindelse med legenden om bespisningen af de fem tusinde, og med, at
netop denne tale om, at den som æder Jesu kød og drikker hans blod, dvs. den,
som påtager sig hans liv og skæbne, har evigt liv og skal oprejses på den yderste
dag, vakte mange af Jesu disciples mishag i så høj grad, at de forlod ham for
bestandig. (5)
I betragtning af den store betydning, som siden hen er blevet tillagt
nadveren, er det en overraskende kortfattet, men i det væsentlige enslydende
beskrivelse, de tre synoptiske evangelier giver af dens indstiftelse. Og det
er tydeligvis det rituelle jødiske måltid, måske mere specielt påskemåltidet,
der ligger til grund for den nyfortolkning, som Jesus ved den lejlighed lagde
i det. Men det er kun Lukasevangeliet, der direkte siger: "gør dette
til ihukommelse af mig!" Da de tolv apostle lå bænket ved bordet
sammen med Jesus, tog han brødet, velsignede det og brød det, gav dem det og
sagde: "Tag det; dette er mit legeme." Derpå tog han sit
fyldte bæger, takkede, gav dem det efter tur og sagde: "Dette er mit
blod, pagtsblodet, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer, at jeg skal
ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke
den ny i Guds rige." (6)
Det er ligeledes kun Mattæus-evangeliet, der siger om vinen, at "dette
er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse."
Spørgsmålet er derfor, om ikke det er de senere kristne menigheder, som i
medfør af disses særlige opfattelse og fortolkning af Jesu liv og lære, der
har lagt så stor vægt på begrebet "syndernes forladelse", som
tilfældet er. Til grund for den tanke, at Jesus i og med sin død har ofret sig,
for at forsone menneskeheden med Gud, ligger den ældgamle offertanke, som stort
set findes i alle verdens religioner. Vi skal senere se lidt nærmere på, hvad
der ligger til grund for den tanke, at man gennem ofringer håber at kunne holde
sig på god fod med og formilde en formodet vred og straffende guddom.
Påskemåltidet afsluttedes traditionelt med
afsyngelsen af lovsangen (hallel), og med, at det fjerde og sidste bæger vin
blev drukket, hvorefter selskabet brød op og enhver gik til sit. Dette var også
tilfældet med Jesu sidste påskemåltid med sine nærmeste disciple, bortset fra
at de forlod stedet tilsammen. I Lukas-evangeliet fortælles om en ordstrid
mellem disciplene, som fandt sted kort før opbruddet. Striden drejede sig om,
hvem af dem, der skulle regnes for den største efter deres mester. Jesus, som
hørte hvad de talte om, sagde da: "Folkenes konger hersker over dem, og
de, der har magten over dem, lader sig kalde 'velgørere'. Sådan skal I ikke
være; men den ældste iblandt jer skal være som den yngste, og føreren som den,
der tjener. Thi hvem er størst: den, som sidder til bords, eller den, som
tjener? Er det ikke den, som sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den,
der tjener. I har holdt ud med mig i mine fristelser; og ligesom min Fader har
tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer, at I skal spise og drikke ved mit
bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon!
se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din
tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre."
(7)
Hovedindholdet af denne Jesus-replik
ligner, hvad Johannes-evangeliet fortæller, at Jesus sagde under
fodvaskningen, og det er derfor som allerede sagt ikke utænkeligt, at
fodvaskningen har fundet sted ved samme lejlighed som påskemåltidet. Dette er
så meget mere sandsynligt, som at ordskiftet mellem Jesus og Simon Peter stort
set er det samme i forbindelse med fodvaskningen, som i forbindelse med påskemåltidet.
I slutningen af førstnævnte siger Peter til Jesus: "Herre! hvorfor kan
jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig." Hvortil
Jesus svarer: "Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig
siger jeg dig: hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre
gange." (8)
Hos Lukas siger Simon Peter: "Herre! med dig er jeg rede til at
gå både i fængsel og i døden." Hertil svarer Jesus: "Jeg siger
dig, Peter, hanen skal ikke gale i nat, førend du tre gange har nægtet, at du
kender mig." (9)
Hos alle fire evangelister fortælles, at da Jesus og hans disciple
forlod huset i Jerusalem, gik de som sædvanlig ud ad vejen til Oliebjerget,
denne gang dog ikke for at overnatte i Betania, men derimod i Getsemane have
tæt ved. På vejen derud siger Jesus til disciplene: "I skal alle forarges
på mig; thi der står skrevet: 'Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.'
Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa."
(Det er her vigtigt at notere sig, at ordet "forarge" betyder
"at volde anstød", ”tilskynde til synd eller frafald"). Simon
Peter, som åbenbart stadigvæk ikke forstår, at hans mester er i stand til at
skue ind i menneskers sind og se, hvad de indeholder, protesterer og siger: "Om
så alle forarges, så vil jeg dog ikke." Hvilket får Jesus til at
forudsige, at netop Peter vil blive en af de første til af fejhed at miste
modet og midlertidigt "falde fra": "Sandelig siger jeg dig: i
dag, i denne nat, før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre
gange." Peter insisterer: "Selv
om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig." Og det samme
bedyrede de andre disciple. (10)
Da Jesus og disciplene er kommet ind i Getsemane have, siger han til
dem: "Sæt jer her, medens jeg går derhen og beder." Han går
dog ikke videre alene, men tager Peter og de to Zebedæussønner, Jakob og
Johannes, med sig. Det er tydeligt for dem, at deres mester er grebet af sorg
og forfærdelse, idet han siger til dem:
"Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg med mig!"
Derefter gik han et lille stykke væk fra dem, faldt ned med ansigtet mod
jorden, og de hørte ham bede og sige: "Min Fader! er det muligt, da lad
denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil." (11)
Vi er her kommet til det tidspunkt i Jesu liv,
som markerer første del af hans tredje, højeste og sidste og samtidig
dødsensalvorlige indvielse i livsmysteriet, nemlig den mysteriegrad, der - hvis
udfaldet er heldigt - betegner den totale overvindelse af egoet eller det
relativt lavere selv, som hylder den opfattelse, at enhver er sig selv
nærmest, til fordel for det højere selv: "Menneskesønnen", som hylder
moralen, at enhver er sin næste - og dermed Gud - nærmest. Der hører vel ikke
megen indlevelsesevne til at forestille sig en situation, hvori man, som i Jesu
tilfælde, står overfor udsigten til store åndelige og fysiske smerter, som man
på forhånd véd uvægerligt vil ende med det fysiske legemes død, så at man må
forlade denne verden.
I en sådan situation stilles der krav om næsten overmenneskelig
åndsstyrke, for at kunne give sig ind under en højere viljes bestemmelse og
gennemføre det ubehagelige og smertefulde forløb, som følger deraf. Men selvom
dette for Jesu vedkommende endda skete helt frivilligt, behøver det naturligvis
ikke at være ensbetydende med, at han ikke følte sig fristet til at ønske sig
et andet og mindre dramatisk forløb af de begivenheder, han vidste måtte blive
konsekvensen af at bøje sig ind under det, han mente var hans himmelske Faders
vilje.
Da Jesus gik tilbage til de tre disciple, som var fulgt med ham afsides,
fandt han dem sovende. Han vækker Peter og siger til ham: "Så kunne I
da ikke våge én time med mig! Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!
ånden er villig, men kødet er skrøbeligt." Situationens alvor var
formentlig så overvældende for hans tre nærtstående disciple, at da han atter
går afsides for at bede, falder de på ny i søvn. Det er et kendt psykologisk
faktum, at dyb sorg og lignende kan få mennesker til ufrivilligt at falde i
søvn. Men bortset fra det, så kunne man som skeptiker spørge, at når disciplene
sov, hvem var det da der hørte, hvad Jesus sagde ved den lejlighed, for Mattæus
beretter uden hensyn hertil videre, at Jesus sagde: "Min Fader! hvis
denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din
vilje!" Derpå gik han igen hen til de tre dybt sovende disciple, men
denne gang undlod han at vække dem, og vendte for tredje og sidste gang tilbage
til sit bedested, hvor han endnu engang bad den samme bøn. Men hvem der så ham
gøre det, og derfor kunne fortælle det til eftertiden, melder historien ikke
noget om.
Da Jesus derefter går tilbage til de tre sovende disciple, vækker han
dem med følgende ord: "Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær,
da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder. Stå op, lad os gå; se, han,
som forråder mig, er nær." I
Johannes-evangeliet fortælles det, at da Jesus gik afsides for at bede alene, "da
viste en engel fra Himmelen sig for ham og styrkede ham. Han var da kommen i dødsangst
og bad endnu mere indtrængende; og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned
på jorden. Og da han havde rejst sig fra bønnen og kom tilbage til disciplene,
fandt han dem sovende af bedrøvelse. Og han sagde til dem: "Hvor kan I
sove? Stå op og bed, for at I ikke skal falde i fristelse." (12)
Også her kunne man som skeptiker spørge, hvem det var, der ved den
lejlighed blev vidne til, at Jesus fik assistance af en engel, som gav ham
åndelig styrke til at gennemføre sit forehavende? Heller ikke det melder
Johannes-evangeliet noget om, men sandsynligheden taler for, at hvis det også
er Johannes Zebedæussøn, der er ophav til Johannes' Åbenbaring, så har han
haft et indblik i den åndelige (himmelske) verden og et kendskab til dennes
"indvånere", som har kunnet fortælle ham, at Jesus må have
fået hjælp fra den åndelige verden til at træffe og fastholde den skæbnesvangre
beslutning om at gennemføre sin mission, uanset de personlige omkostninger.
Det er da også Johannes-evangeliet, der i særlig grad beretter om, hvad
Jesus mere detaljeret sagde til sine disciple de sidste timer, inden han blev
taget til fange. Han fortæller om sin bortgang, hvilket får Tomas til at
spørge: "Herre! vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende
vejen?" Dertil svarer Jesus: "Jeg er vejen, sandheden og
livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, så havde I
også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham." Disse
ord får Filip til at udbryde: "Herre! vis os Faderen, og det er os
nok." Jesus svarer overbærende: "Så lang en tid har jeg været
hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set
Faderen; hvordan kan du så sige: 'Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i
Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig
selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, jeg er i
Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes
skyld. [...]" (13)
Det er her vigtigt at notere sig, at selvom Jesus siger om sig selv, at "Jeg
og Faderen, vi er ét" (Joh.10,30-31), så udtaler han aldrig selv, at
han er selveste universets ophav, Gud, eller "Jeg er den, jeg er"
(Jahve), sådan som eftertidens kristne menigheder og teologer har hævdet og fortsat
er tilbøjelige til at tro og mene, selv i vor videnskabelige tid. I det
ovenstående citat karakteriserer Jesus forholdet mellem sig og Gud med ordene: "jeg
er i Faderen, og Faderen er i mig". Tydeligere og rigtigere kan det
ikke siges, hvilket vi senere skal vende tilbage til og få bekræftet på
grundlag af Martinus' Kosmologi.
Jesus sagde også til sine disciple: "[...]
Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos
jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke
ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal
være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en
liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I
skal leve. På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og
jeg i jer. Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker
mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og
åbenbare mig for ham." Hertil siger en af disciplene: "Herre!
hvoraf kommer det, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?"
Jesus svarer: "Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og
min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig i ham. Den,
som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord, I hører, er
ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.
Dette har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden,
Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og
minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer. Fred efterlader jeg jer, min fred
giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes
ikke og være ikke modløst! I hørte, at jeg sagde til jer: 'Jeg går bort, og jeg
kommer til jer igen.' Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går
til Faderen; thi Faderen er større end jeg. Og nu har jeg sagt jer det, før det
sker, for at I skal tro, når det er sket. Jeg skal ikke længere tale meget med
jer; thi verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til; men
for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør således, som Faderen har
befalet mig: så stå nu op, og lad os gå herfra!" (14)
Disse og adskillige andre ord faldt før Jesus og disciplene brød op fra
påskemåltidet og begav sig til Getsemane have på Oliebjerget. Det er
formentlig her, at han taler om sig selv som det sande vintræ og om
kærlighedsbudet og om, at hans disciple og tilhængere vil blive udsat for had
og forfølgelse af anderledes tænkende. Han taler også om talsmanden, sandhedens
Ånd eller Helligånden, som skal komme og vejlede eftertiden. Desuden fortæller
han dem om sin bortgang og gensynet med ham, og han slutter med en højlydt bøn
til sin himmelske Fader: "Fader! timen er kommet; herliggør din Søn, så
Sønnen kan herliggøre dig. Du har jo givet ham magt over alle mennesker
[ordret: alt kød], for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet
ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham,
som du har sendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre
den gerning, du har givet mig at gøre. Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig
selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til. [...]"
(15)
Jesu lange, højlydte bøn til Gud, handler om ham selv som dén, der i
kraft af sin evige Faders visdom og kærlighed bragte sandheden til verden,
først ved at åbenbare den for sine disciple, som skulle sprede den ud over
verden, og siden ved at sende talsmanden, den hellige Ånd. Hans bønnetale
ender på følgende måde: "[...] Retfærdige Fader! verden har ikke kendt
dig, men jeg har kendt dig, og disse har erkendt, at du har sendt mig. Og jeg
har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du
har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." (16)
Efter at have afsluttet denne ypperstepræstelige bøn, brød
middagsselskabet op og forlod huset og Jerusalem, for at gå til Oliebjerget, og her slog de sig ned et
bestemt sted i Getsemane have, hvor Jesus plejede at opholde sig sammen med
disciplene. Men i Johannes-evangeliet møder vi ikke den Jesus, der føler sig
fristet til at ville slippe for den bitre skæbne, han véd venter forude, og som
han kun giver sig ind under, fordi han i kraft af sin egen store næstekærlighed
adlyder den ultimative og kompromisløse livs- og kærlighedslov, som er en følge
af Guds egen natur og vilje. Men det kan i høj grad undre, at Johannes, som en
af Jesu allernærmeste og mest fortrolige disciple, ikke har så meget som ét
ord at fortælle om sin mesters sjælekamp i Getsemane have. I
Johannes-evangeliet er det derimod den fuldt afklarede Kristus med det store
overblik, vi møder, som ganske vist kunne blive "heftigt bevæget i
ånden", da han forudsagde, at Judas Iskariot ville forråde ham, men som
ellers ikke på noget tidspunkt viser den mindste form for åndelig svaghed.
(17)
Spørgsmålet er derfor, om det er de tre første evangelister, der er i
overensstemmelse med virkeligheden, når de samstemmende hævder, at Jesus
udkæmpede en sjælekamp med sig selv i Getsemane have, og følgelig, om det er
den fjerde evangelist, Johannes, der er i uoverensstemmelse med samme
virkelighed? Man kan jo dårligt forestille sig den mulighed, at Johannes har
kunnet glemme en så vigtig og afgørende begivenhed i Jesu liv, selv om han
antagelig først nedskrev sit evangelium omkring 60 år efter, at den havde
fundet sted. Derimod kan den mulighed snarere tænkes, at han bevidst har udeladt
at omtale Jesu såre menneskelige frygt og bæven overfor sin forestående skæbne,
idet Johannes tydeligvis har set det som sin grundlæggende opgave, at skildre
Jesus som det guddommelige lys eller levende ord, Logos, Messias eller Kristus,
som Gud sendte til verden som sandhedsvidne om sig selv, for at der skulle
blive lys i det hedenske mørke, der beherskede verden. Johannes kan derfor have
ment, at det ville svække hans fremstilling, hvis han skildrede den angst, som
Jesus efter alt at dømme følte og gav udtryk for i Getsemane have.
Alle fire evangelister er stort set i
overensstemmelse med hinanden, når det drejer sig om det, der skete, da Jesus
blev arresteret af tempelvagten. Straks efter at Jesus havde afsluttet sin bøn
og tale siger han til sine disciple: "Sover I stadig og hviler jer? Det
er nok; timen er kommet; se, Menneskesønnen forrådes i synderes hænder. Stå
op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær." (18)
I samlet flok begyndte Jesus og disciplene at gå i retning af lyset fra
de fakler og lygter, som vagtmandskabet bar med sig, for at kunne se i den
mørke nat. Tempelvagten blev anført af Judas Iskariot, som for betaling havde
tilbudt at udpege Jesus for vagtmandskabet, når man nåede frem til stedet,
hvor han opholdt sig. For ikke at afsløre sig selv direkte, ved ligefrem at
udpege Jesus og sige: "Ham er det!", havde Judas aftalt et tegn med
tempelvagtens anfører og sagt: "Den, jeg kysser, ham er det; ham skal
I gribe og føre ham bort under sikker bevogtning!" Straks, da de to
grupper mødes, træder Judas hen til Jesus og siger: "Vær hilset, rabbi!
og kyssede ham. Ifølge Lukas skal Jesus da have svaret: "Judas,
forråder du Menneskesønnen med et kys?", medens Mattæus mener, at
Jesus blot sagde til ham: "Ven, gør det, du er kommen for!"
[Kan også oversættes: ”Ven, hvorfor kommer du her?”]. (19)
Da det bevæbnede vagtmandskab derefter greb Jesus, stod det for alvor
klart for Jesu disciple, hvad der var ved at ske, og i henhold til Lukas
spurgte de: "Herre! skal vi slå løs med sværd?" Ifølge
Johannes afventede Simon Peter ikke Jesu svar, men drog sit sværd og huggede ud
efter ypperstepræstens tjener, Malkus, og ramte dennes højre øre, som faldt
af. Jesus sagde da: "Stik dit sværd i skeden! skulle jeg ikke drikke
den kalk, som min Fader har givet mig?" Mattæus og Markus er i
overensstemmelse hermed, men uddyber Jesu replik: "Stik dit sværd i
skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener
du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end
tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der
siger, at således skal det ske?" Og Jesus fortsatte: "Som mod
en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig. Dag efter dag
sad jeg i helligdommen og lærte, uden at I greb mig. Men det er alt sammen
sket, for at profeternes skrifter skulle gå i opfyldelse." (20)
Som den eneste af evangelisterne nøjes Lukas ikke med, at Jesus ved sin
tilfangetagelse påbyder disciplene ikke at gribe til våben, for at forsvare sig
overfor en bevæbnet modstander, men han lader tilmed Jesus læge og hele
tjeneren Malkus' øre, idet han siger: "Lad dem kun gå så vidt!"
End ikke Johannes omtaler denne mirakuløse helbredelse, som nok må siges at
høre til blandt de undergerninger af den overjordiske Kristus, som dette
evangelium dog ellers gør sig til talsmand for. Hos Johannes er det da heller
ikke Judas, der på stedet direkte udpeger Jesus for tempelvagten og
tempeltjenerne, ved at gå hen til ham og kysse ham, selvom det siges, at
"Judas, som forrådte ham, stod også iblandt dem." Det er helt klart i
overensstemmelse med Johannes-evangeliets Kristus-opfattelse, når det ved Jesu
og disciplenes møde med tempelvagten lader ham sige: "Hvem leder I
efter?" Da anføreren svarer: "Jesus af Nazaret",
siger Jesus: "Det er mig."
Ved disse ord "veg de tilbage og faldt til jorden." Altså en
helt anden situation og reaktion hos vagtmandskabet og tempeltjenerne, end den,
vi hører om hos de andre evangelister. Johannes-evangeliet fortsætter med at
fortælle, at Jesus endnu engang spurgte: "Hvem leder I efter?"
Og da kommandanten atter svarer: "Jesus af Nazaret", siger
Jesus: "Jeg har sagt jer, at det er mig; når det altså er mig, I leder
efter, så lad disse gå!" Da vagtmandskabet og tempeltjenerne åbenbart
har genvundet modet og derfor vil gribe fat i Jesus, er det, at Simon Peter
trækker sit sværd og hugger øret af Malkus. Men man hører derefter ikke et ord
mere om Judas Iskariot i Johannes-evangeliet. (21)
De fire evangelister er derimod stort set samstemmende i deres skildring
af, hvad der herefter skete: Jesus blev grebet med magt og bagbundet, og under
bevogtning af vagtmandskabet og tempeltjenerne førtes han ind til Jerusalem
til ypperstepræsten, Kajfas', gård, som var beliggende i den nedre bydels
sydvestlige kvarter, ikke langt fra det sted, hvor Jesus og hans disciple menes
at have holdt påskemåltidet og Jesus havde indstiftet nadveren. Men
Johannes-evangeliet afviger dog fra de tre andre evangelier ved, at Jesus først
blev ført til Kajfas' svigerfader, Annas, og derefter til Kajfas.
Da disciplene blev klar over, at de intet kunne udrette for deres
elskede mester, blev de grebet af panik ved udsigten til, at de selv ville
kunne risikere at blive arresterede, hvis Jesus blev dømt skyldig i de
anklager, der var rejst imod ham. Og de forlod derfor alle Getsemane have i
største hast og forsvandt i forskellige retninger for at holde sig skjult
indtil videre. Dette gjaldt dog ikke Simon Peter - og ifølge Johannes-evangeliet
heller ikke en anden, men unavngiven discipel, måske Johannes selv eller
Johannes Markus? - som holdt sig skjult i folkemængden og fulgte med ind i
ypperstepræstens gård. Her var der tændt et stort bål, som varmede og lyste for
de mange mennesker, der var forsamlede her i den kølige, mørke nat, i stor
forventning om, hvad der videre skulle ske med den tilfangetagne kætter Jesus
af Nazaret.
Fra år 6 e.Kr. til 15 e.Kr. var Annas
ypperstepræst i Jerusalem, og han blev efterfulgt i embedet af fem af sine
sønner og af svigersønnen Josef Kajfas. Sidstnævnte overtog embedet år
18 e.Kr. og regerede til 36 e.Kr., hvor han blev afsat af den syriske legat
Vitellius. Det menes, at hans usædvanligt lange embedsperiode skyldtes, at han
var i stand til at overbyde sine konkurrenter. De romerske landshøvdinge eller
prokuratorer var på grund af bestikkelserne ved embedsbesættelserne interesserede
i hyppige skift. Desuden stod han sig godt med den i samtiden berygtede
romerske landshøvding i Judæa og Samaria i årene 26-36, Pontius Pilatus,
som kom til at spille en afgørende rolle i processen mod Jesus.
Ypperstepræsten Josef Kajfas var ordfører for saddukæernes parti i rådet
(Synedriet), og det var i denne egenskab han ledede processen mod Jesus, og
eftersom han også af personlige grunde var stærkt interesseret i, at få denne
formastelige kætter ryddet af vejen, var Jesus faktisk allerede dømt på
forhånd. Det var da også på grundlag af hans råd og opfordring, at flertallet
af de øvrige rådsmedlemmer var gået med til, at Jesus skulle arresteres, dømmes
og henrettes, fordi det var bedre at ét menneske blev ombragt, end at hele
folket kom i fordærv og blev miskrediteret af besættelsesmagten. Men for et
syns skyld gjaldt det for ham om, at give processen et skær af legalitet,
således at han ikke selv kunne anklages for embedsmisbrug.
Ifølge Johannes-evangeliet blev Jesus imidlertid
først ført til Kajfas' svigerfader Annas, hvis indflydelse åbenbart stadig var
stor. Det var altså i henhold til Johannes i Annas' gård, at processens første
fase fandt sted, og her, at den discipel, som kendte ypperstepræsten, uden
vanskelighed kunne få adgang sammen med tempelvagten og den flok, der fulgte
med denne, medens Simon Peter blev afvist af dørvogtersken og derfor måtte stå
udenfor ved døren. Da den anden discipel så, at Peter blev forment adgang, gik
han hen og talte med dørvogtersken og fik ham med ind. Men idet Peter passerer
hende, udbryder hun: "Er du ikke også en af den mands disciple?",
hvortil han prompte svarer: "Nej, jeg er ikke." De to disciple
gik derefter ind på selve gårdspladsen og tog opstilling blandt husfolkene og
tjenerne, som stod omkring bålet og varmede sig. Hans tilstedeværelse blev
bemærket, og nogle spurgte ham: "Er du ikke også en af hans
disciple?", hvilket han atter benægtede.
Imidlertid var der en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til
Malkus, som Peter havde hugget øret af, og da han får øje på denne, udbryder
han: "Har jeg ikke selv set dig sammen med ham i haven?" For
tredje gang benægter Peter kendsgerningen, og i samme øjeblik galede hanen.
Johannes-evangeliet nævner dog ikke noget om, hvordan Peter reagerede på, at
hans mesters forudsigelse gik i opfyldelse. (1)
Også Mattæus-evangeliet vil vide, at Simon Peter befandt sig ude på
gårdspladsen, hvor han sad sammen med husfolkene og tjenerne omkring bålet, da
en af pigerne åbenbart mente at kunne genkende ham, idet hun sagde: "Du
var også sammen med Jesus fra Galilæa." Peter rejste sig straks og
sagde: "Jeg ved ikke, hvad du mener." Derpå gik han ud i portrummet, for at skjule
sig i mørket, men her blev han genkendt af en anden pige, som sagde: "Han
var sammen med Jesus fra Nazaret." Peter benægtede med en ed dette,
idet han sagde: "Jeg kender ikke det menneske." Men pigernes
ord vakte opmærksomhed hos nogle af de tilstedeværende, og de gik hen til
Peter og sagde: "Sandelig, du er også en af dem, dit mål røber dig
jo." Dette fik formentlig angstens sved frem hos Peter, for med en
banden og sværgen sagde han: "Jeg kender ikke det menneske." I
det samme galede hanen, og Peter huskede da på, hvad Jesus havde sagt: "Før
hanen galer, skal du fornægte mig tre gange." Dybt beskæmmet gik Peter
bort fra stedet og græd bitterligt over sin store svaghed og fejhed. (2)
Hos Markus skildres samme situation en smule afvigende, idet han jo
tidligere har ladet Jesus sige til Peter: "Sandelig siger jeg dig: i
dag, i denne nat, før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre
gange." Her siger pigen: "Du var også sammen med nazaræeren,
denne Jesus", hvortil Peter svarer: "Jeg hverken ved eller
forstår, hvad du mener;" hvorefter han går ud i den ydre forgård,
"og da galede hanen" [ordene mangler i nogle af de ældste
håndskrifter]. Da samme pige lidt efter atter får øje på ham, siger hun: "Han
dér er en af dem", hvilket Peter benægter. Men de omkringstående, hvis
mistanke er vakt, siger da til ham: "Sandelig, du er en af dem; du er
jo også en galilæer." For tredje gang benægter Peter under banden og
sværgen at kende noget til Jesus: "Jeg kender ikke det menneske, I
taler om." I det samme øjeblik galede hanen for anden gang, og Peter
kom sin elskede mesters ord i hu og brast i gråd. (3)
Lukas skildrer situationen i overensstemmelse med Mattæus, men lader
Jesus, som åbenbart befandt sig i nærheden af det sted, hvor Peter sad sammen
med husfolkene og tjenerne, vende sig om og se på Peter, som derved kommer til
at huske på sin mesters forudsigelse. Denne erkendelse får Peter til skamfuld
at forlade stedet og gå udenfor og græde bitterligt. Men hvor han derefter
begav sig hen, synes ingen af evangelisterne at vide direkte besked om. Noget
tyder dog på, at han i lighed med en del andre af disciplene har søgt tilflugt
i Johannes Markus' moders hus i Jerusalem, dér, hvor Jesus spiste sit sidste
påskemåltid sammen med sine tolv nærmeste disciple. (4)
Man må i øvrigt gå ud fra, at evangeliernes
større eller mindre indbyrdes uoverensstemmelser i det hele taget, og ikke
mindst, hvad processen mod Jesus angår, hænger sammen med, at disse ikke er
øjenvidneberetninger, men baserer sig på mundtlige overleveringer i de ældste
jødekristne menigheder. Det siger jo sig selv, at for at kunne fortælle noget
konkret om, hvad der eksempelvis foregik under afhøringerne af Jesus, må
fortælleren enten selv have været til stede, eller have fået beretningen herom
fortalt af et eller eventuelt flere øjenvidner. Sådanne øjenvidner kan, hvad
processen mod Jesus angår, bortset fra Simon Peter og en unavngiven discipel,
måske have været rådsmedlemmer, som for eksempel Nikodemus, der var sympatisk
stemt for Jesus og hans lære, og som derfor kan tænkes at have villet bidrage
til at fortælle samtiden så vel som eftertiden, hvad de selv mente at have
været vidne til. Simon Peter må betragtes som øjenvidne til en del af begivenhederne,
men eftersom han forlod ypperstepræstens gård allerede samme nat, som Jesus var
blevet taget til fange og ført derhen, kan han altså ikke have været vidne til
de følgende begivenheder, hvorunder Jesus blev afhørt af rådet og siden
overgivet til Pilatus og derfra ført til Herodes. Det kan derimod være
tilfældet med den unavngivne discipel, som siges at være en bekendt af ypperstepræsten,
og som derfor kunne få adgang dels til ypperstepræstens bolig og dels
formentlig også til rådsbygningen.
Der er som nævnt visse uoverensstemmelser mellem evangelisternes
beretning om forhøret af Jesus. Det er således kun Mattæus og Markus, der
omtaler to forhør for det jødiske råd, nemlig et om natten og et næste morgen,
mens Lukas kun nævner forhøret om morgenen. Johannes omtaler ikke noget forhør
for rådet, men kun det hos Annas, som efterfulgtes af endnu et forhør hos
Kajfas. Og Lukas tillægger forhøret for Pilatus større vægt, end forhøret for
rådet. For Johannes er forhøret for Pilatus i forhold til forhøret hos
ypperstepræsterne Annas og Kajfas ligeledes det vigtigste og mest afgørende.
Hvorvidt processen mod Jesus er sket i overensstemmelse med
gammeltestamentlig og jødisk retspraksis, er det vanskeligt at afgøre, men
alene den natlige sammenkomst under forhørene af Jesus må anses for lovstridig.
Derfor er skildringen af processen hos Lukas og Johannes i bedst overensstemmelse
med datidens retspraksis. Det må dog anses for sandsynligt, at Jesus også er
blevet forhørt for rådet, og at forhøret eller forhørene er sket om morgenen.
Ifølge Ethelbert Stauffer krævede rådets forretningsorden, at en kætter eller
vranglærer først skulle afhøres af to underinstanser, før den højeste instans
trådte i funktion. (5)
Endelig er der spørgsmålet, om jøderne havde ret til at føre processer,
der kunne ende med dødsdomme og fuldbyrdelse af disse, eller om denne ret var
forbeholdt den romerske besættelsesmagt, som dels måske skulle stadfæste
dødsstraffe og dels foretage henrettelser af dødsdømte. Dette vides ikke med
sikkerhed, men i givet fald har forhøret for rådet derfor kun haft karakter af
forundersøgelse.
Afhøringen af Jesus foregik vistnok
indendørs og åbenbart under manges påhør, og den indledtes med, at
ypperstepræsten Annas spurgte Jesus om hans disciple og lære. Jesus siger da: "Jeg
har talt frit ud til verden; jeg har stadig lært i synagoger og i
helligdommen, dér, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg
intet talt. Hvorfor spørger du så mig? Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg
har talt til dem; se, de ved, hvad jeg har sagt." Denne åbenbart lidt
respektløse tale over for den høje embedsmand, får en af dennes tjenere til at
give Jesus et slag i ansigtet og sige: "Svarer du ypperstepræsten
sådan?" Hertil siger Jesus: "Har jeg talt usømmeligt, så
bevis, at det er usømmeligt; men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig
da?" (6)
Ifølge Stauffer skal baggrunden for undersøgelsesdommerens - i dette
tilfælde ypperstepræstens - spørgsmål til Jesus, søges i det forhold, at
hemmelige religiøse og politiske organisationer, som ville reformere eller
omstyrte den herskende samfundsorden, var ret udbredte i datidens Palæstina.
Et af disse hemmelige selskaber var netop den tidligere nævnte essæerorden
med hovedsæde i Qumran. Men om Annas eventuelt har haft mistanke om nogen forbindelse
mellem Jesus og Qumran-menigheden, vides ikke. Det var nok snarere den
omstændighed, at Jesus og hans disciple særlig i de seneste måneder havde
unddraget sig offentlighed og levet i det skjulte, netop for at undgå konfrontation
med de religiøse og verdslige myndigheder, der havde vakt ypperstepræstens
mistanke og som lå bag hans spørgsmål.
Da Annas indså, at han ikke kunne få de svar af Jesus, som han ønskede,
for at denne skulle afsløre sig og indrømme, at han opfattede sig selv som Messias,
besluttede han derfor i overensstemmelse med gældende retspraksis, at fangen
næste dag skulle sendes videre til hans svigersøn, Kajfas, i håb om at denne
ville være bedre i stand til at tage opgøret med kætteren. Medens man
afventede dagens komme begyndte de tempelvagter, der bevogtede Jesus, at
spotte og slå ham, idet de kastede et klæde over hans hoved og spurgte: "Profetér
for os, Kristus, hvem var det, der slog
dig?" (7)
Formentlig samme nat blev den stadig bagbundne Jesus ført hen til ypperstepræstens
palads, hvor Kajfas og alle ypperstepræsterne og rådsmedlemmerne var
forsamlede, med det ene formål at søge at få kætteren Jesus fra Nazaret til at
afsløre sig som vranglærer og falsk profet. Der skulle i henhold til den
jødiske kætterlovgivnings § 69f føres mindst to vidner, hvis udsagn sagligt
skulle være fuldstændigt overensstemmende med hinanden indtil de mindste
enkeltheder. Men i processen mod Jesus gik man endog så vidt, at det blev
forsøgt at skaffe falske vidnesbyrd mod Jesus for at få ham dømt til døden.
Hvad disse vidneudsagn nærmere gik ud på, melder evangelierne ikke noget om,
men det har sandsynligvis drejet sig om Jesu stilling til sabbaten, som jo var
et af de stadig tilbagevendende anklagepunkter, der siden hans første
fremtræden blev rettet imod ham. (8)
Det næste anklagepunkt var formentlig Jesu
udtalelser om templet, der jo hos mange fremkaldte erindringen om hans angreb
på Hannashallerne under tempelrensningen. Som vidner havde Kajfas indkaldt
nogle pålidelige mennesker, formentlig nogle skriftkloge eller farisæere, og de
stod nu frem og sagde: "Vi har selv hørt ham sige: 'Jeg vil nedbryde
dette tempel, som er gjort med hænder, og på tre dage bygge et andet, som ikke
er gjort med hænder.'" Det var
i den forbindelse særlig Jesu brug af Jeg-formen, der vakte anstød. Jeg-ordet
var jo et guddommeligt udtryk: "Jeg er den, jeg er", og ingen
dødelig og gudfrygtig turde derfor tage dette ord i sin tanke og mund. Og sådan
som Jesus brugte det guddommelige Jeg-ord, var det det samme som
gudsbespottelse og tillige smædelse af templet, hvilket i henhold til
kætterlovgivningens §15 og §18 var tilstrækkeligt til en dødsdom. Vidnerne var
imidlertid ikke fuldstændig samstemmende i deres forklaringer af den tre år
gamle begivenhed, og vidneudsagnene måtte derfor forkastes som ugyldige.
Da Kajfas indså, at vidneudsagnene ikke kunne benyttes som grundlag for
en dødsdomsafsigelse, rejste han sig vredt fra sit sæde og spurgte Jesus: "Har
du intet at svare på det, de vidner imod dig?" Procesreglerne
foreskrev, at hele rådsforsamlingen på i alt en og halvfjerds medlemmer også
skulle rejse sig, hvilket de gjorde. Men Jesus, som var mindst lige så
lovkyndig som ypperstepræsten og hele forsamlingen, vidste, at ypperstepræstens
spørgsmål herefter ikke længere var tilladt, eftersom de afhørte vidner ikke
havde afgivet gyldige beviser, og Jesus derfor i henhold til loven skulle
frikendes for anklagen. Men da han vidste, hvad der skulle og måtte ske,
forblev han derfor tavs og svarede ikke på ypperstepræstens spørgsmål. Kajfas,
som ifølge samtidige beskrivelser var en snedig og hensynsløs rad, tilsidesatte
retsproceduren og søgte at skræmme Jesus og lokke ham i en fælde, idet han mere
direkte spurgte: "Er du Messias, den Højlovedes Søn?" Dette spørgsmål var for Jesus bekendelsens
og åbenbaringens øjeblik, og han svarede derfor: "Ani hu. Jeg er det.
Og I skal se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme med
himmelens skyer." (9)
Dette gudsbespottelige svar var simpelthen for meget for ypperstepræsten,
som i henhold til skik og brug sønderrev sine klæder og sagde: "Hvad
skal vi mere med vidner? I har selv hørt hans gudsbespottelse; hvad synes
I?" Det var som tidligere nævnt Jesu brug af ordet "Ani Hu = Jeg
er den, jeg er", som var den allerhelligste åbenbaringsformel for Gud, der
først og fremmest fik Kajfas til at sønderrive sine klæder, et ritual, der var
tegn på, at man med sine egne øren havde hørt en gudsbespottelse. Hele rådsforsamlingen
måtte herefter følge ypperstepræstens eksempel og gennem at sønderrive
klæderne demonstrere deres gudfrygtighed.
Alle indså, at ypperstepræsten havde ret, idet der nu ikke behøvedes
flere vidneafhøringer, for den anklagede havde selv over for den højeste
religiøse domstol, rådet, begået sit livs værste ugerning ved at bruge det i en
dødeligs mund gudsbespottelige ord "Ani Hu". Der var derfor ingen af
rådsmedlemmerne, der herefter gjorde indsigelse, heller ikke mænd som Gamaliel
I og Nikodemus, som i hemmelighed var tilhængere af Jesus og hans lære, men som
i den givne situation ikke ville røbe det og bringe sig selv i fare. Heri
adskilte de sig principielt ikke fra Simon Peter, som heller ikke havde mod til
at indrømme sit tilhørsforhold til Jesus, og at han var en af dennes første og
ivrigste tilhængere.
Retsproceduren foreskrev, at der herefter skulle foretages en
afstemning, hvorunder hvert enkelt rådsmedlem skulle erklære sig enig eller
uenig i anklagen og dødsstraffen. Alle uden undtagelse fordømte Jesus og mente,
at "Han er skyldig til døden." Den anklagede havde herefter
ret til at erklære sig uskyldig og begrunde sin påstand om frifindelse, men
Jesus benyttede sig ikke af denne ret og fremførte intet til sit eget forsvar.
Dermed gav han sine anklagere medhold i den legale anklage for gudsbespottelse
ved at have brugt Jeg-ordet "Ani Hu" om sig selv. (10)
Efter den natlige retsforhandling blev den bagbundne Jesus ført ind til
den indre gård, hvor han blev holdt under bevogtning af nogle temmelig rå og
brutale vagtfolk, som hånede og spyttede på ham og slog ham med stokke. Men her
skulle han forblive til næste morgen, idet han da skulle føres videre til
rådsbygningen på tempelbjerget, hvor den endelige og officielle domsafsigelse
skulle finde sted.
Straks ved daggry fandt rådsmødet sted, og
den stadig bagbundne Jesus blev ført frem foran den ypperstepræstelige dommer,
som igen var ingen anden end Josef Kajfas. Det blev et forholdsvis kort og
formelt retsmøde, idet man allerede ved forundersøgelsesforhørene havde
fastslået den anklagedes skyld og voteret for strafudmålingen, nemlig
dødsstraf. Under den officielle retshandling havde hvert medlem af rådet lov
til at tilbagekalde sit forrige votum og stemme for frifindelse, men ingen
gjorde brug af denne ret, måske fordi Jesus heller ikke selv havde gjort
indsigelse. Der var heller ingen rådsmedlemmer, som protesterede mod Kajfas'
brud på paragrafferne og forretningsordenens formaliteter. Han kunne nemlig
henholde sig til kætterlovens §76, som siger, at retspræsidenten for det store
Synedrium i undtagelsestilfælde kan tilsidesætte forskrifter, der virker
hæmmende for hurtigt og radikalt at sætte stop for frafaldet. Jesus skulle
aflives i henhold til kætterlovens §86, som siger, at den dømte skal
henrettes på en af de store valfartsfesters tid, og helst dagen før den første
højtidsdag, når pilgrimsskarerne fra hele verden er samlet i Jerusalem, men
endnu inden den store helligdagshvile er begyndt. Det gjaldt desuden om at
opretholde den offentlige ro og orden, særligt for at forhindre, at den
romerske besættelsesmagt greb ind og blandede sig i rent jødiske anliggender.
(11)
Imidlertid havde den romerske besættelsesmyndighed omkring år 30
indskrænket det jødiske råds rettigheder på forskellige områder, og det var
eksempelvis kun tilladt dem at dømme i religiøse sager og afsige dødsdomme, men
ikke tilladt dem at foretage henrettelser. Dødsdommen skulle stadfæstes og
iværksættes af den romerske øvrighed. Det gjaldt derfor for Kajfas og rådet
om at handle hurtigt og snedigt, hvis de ville sikre sig, at uskadeliggøre
kætteren for altid. Kort efter det officielle møde og domsafsigelsen i rådsbygningen,
gav Kajfas ordre til, at Jesus under ledsagelse af samtlige rådsmedlemmer og
andre standspersoner skulle føres til landshøvdingens borg. På grund af
påsken opholdt den romerske prokurator, Pontius Pilatus, sig i prætoriet i
Jerusalem. Men eftersom det var påskehøjtid, måtte forsamlingen i henhold til
de jødiske religiøse forskrifter blive udenfor. Kajfas gav det romerske
vagtmandskab, som bevogtede borgporten, besked om at bede Pilatus komme ud til
porten, for at man kunne forhandle om sagen.
Men inden det kom så vidt, havde Judas Iskariot åbenbart erkendt sin
fatale fejltagelse af Jesus, hvis måde at forholde sig på overfor sine
anklagere og mishandlere gjorde dybt indtryk på den ærlige og velmenende, men
vildførte "forræder". Han henvendte sig derfor til rådet i et forsøg
på at gøre indsigelse mod dommen, idet han påberåbte sig dettes edikt:
"Den, som har noget at sige om Jesus må indfinde sig og begrunde
hvorfor." Hos Mattæus fortælles
det, at Judas fortrød sin handling og bragte de tredive sølvpenge, han havde
fået for at forråde Jesus, tilbage til ypperstepræsterne, idet han sagde: "Jeg
har syndet og forrådt uskyldigt blod." Men han blev afvist, og derfor
kastede han pengene ind i templet og gik derefter ud til Hinnomdalen syd for
Jerusalem til det sted, som kaldes Hakeldama eller "Blodager", der
var begravelsesplads for fremmede. Marken tilhørte en pottemager og blev af
ypperstepræsterne købt for de tredive sølvpenge, Judas havde efterladt sig.
Han hængte sig nemlig i stor fortvivlelse over sin ugerning. (12)
Pontius Pilatus var som flere gange
tidligere nævnt romersk landshøvding eller prokurator i Judæa og Samaria i
årene 26-36, altså under kejser Tiberius (14-37). Pilatus karakteriseres af
nogle af sine samtidige som ubøjelig, skånselsløs, bestikkelig, grusom og
skyldig i stadige henrettelser uden domsafsigelser. Han krænkede desuden
jødernes religiøse følelser ved at føre de romerske felttegn ind i Jerusalem,
og deres voldsomme protester gjorde så stort indtryk på ham, at han blev nødt
til at ændre politisk kurs. Det bidrog heller ikke til at stemme jøderne
mildere imod ham, at han brugte templets midler til opførelsen af en akvædukt
(vandledning).
Pilatus' politik var i det hele taget stærkt antisemitisk, og den gav
sig blandt andet udslag i en unødig blodig nedkæmpelse af en opstand blandt
nogle samaritanere ved Garizim. Denne aktion førte til, at den romerske
statholder i Syrien, Vitellius, afsatte ham og sendte ham til Rom for at stå
til regnskab for sin ugerning. Pilatus ankom til Rom i år 37, og kejser
Caligula afsagde en dom, der tvang den tidligere så mægtige landshøvding til
selvmord. Der er i øvrigt enighed blandt forskerne om, at det positive billede
af Pilatus, som tegnes af ham i Ny Testamente i forbindelse med Jesu
lidelseshistorie, hvor han ugerne lader Jesus henrette, nok udspringer mere af
tendensen til at ville pålægge jøderne skylden for Jesu henrettelse, end af
historisk pålidelige kendsgerninger. (13)
Det menes også, at den legendedannelse omkring Pilatus, som findes i Pilatus-akterne,
der er en del af det apokryfe Nikodemus-evangelium fra det
4.århundrede, dels har sin oprindelse i en bearbejdning af beretningen om
processen mod Jesus i evangelierne, hvor Pilatus' hustru, Procla, forsøger at
gribe ind til fordel for Jesus, og dels i den udførlige samtale mellem Pilatus
og Jesus i Joh.18,33ff. Ifølge de historisk upålidelige Pilatus-akterne lod
Pilatus sig senere kristne. Set fra et kosmologisk synspunkt er der dog intet
til hinder for, at det legendeagtige Nikodemus-evangelium på anden måde kan
bidrage til en forståelse af de begivenheder, der udspillede sig omkring Jesu
domfældelse, henrettelse og genopstandelse. (14)
Men Pilatus må have været klar over sagens alvor, idet han efterkom
Kajfas' anmodning til ham om at komme ud til borgporten, for at forhandle om,
hvad der videre skulle ske med den fange, som jøderne ville overgive i hans
varetægt. Han indledte med at spørge: "Hvad anklage har I at fremføre
mod denne mand?" Det var
formentlig Kajfas, der svarede: "Vi er kommet efter, at denne mand
vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at
han er Messias, en konge." (15)
Med disse ord transformerede Kajfas den religiøse proces til en politisk
proces mod Jesus, idet anklagen nu lød på, at Jesus var en urostifter, en
modstandskæmper og en messiansk konge. Pilatus, som ikke var mindre snedig end
Kajfas, forstod straks, at jøderne ville skyde ansvaret for Jesu skæbne over på
ham, og derfor sagde han: "Tag I ham og døm ham efter jeres lov!".
Men Kajfas vidste at han havde lovgivningen på sin side, og derfor svarede
han: "Det er os ikke tilladt at lade nogen henrette." (16)
Åbenbart noget modvilligt måtte Pilatus
overtage processen mod Jesus, og han gik derfor ind i borgen, hvor han lod
Jesus kalde til sig. Bevogtningen af fangen var nu overgivet til det romerske
vagtmandskab, som førte ham frem foran prokuratoren. Men her er der igen en
indbyrdes uoverensstemmelse mellem de fire evangelisters skildring af, hvad der
videre skete. Mattæus og Markus er nogenlunde samstemmende, men deres beretning
afviger på flere måder fra Lukas og Johannes, som heller ikke er indbyrdes enige
i, hvad der foregik ved den lejlighed. Desuden kan man spørge sig selv, hvem
der var øjenvidne til, hvad Pilatus og Jesus talte om, eftersom evangelierne
indirekte fortæller, at kun vagtmandskabet, der førte Jesus ind i det rum,
hvor Pilatus opholdt sig, var til stede. Det er imidlertid ikke umuligt, at
beretningen om, hvad der foregik inde hos Pilatus, kan være blevet meddelt af
den høvedsmand (centurion), der kommanderede over vagtmandskabet, og som
formentlig har været den samme, som ham, der var med ved korsfæstelsen, og som,
da han så på hvilken værdig måde Jesus døde, udbrød: "Sandelig, den
mand var Guds Søn." (17)
Tager vi nu det ældste evangelium, Markus-evangeliet, først, så fremgår
det ikke direkte heraf, at overdragelsen af fangen fandt sted udenfor
borgporten, men det må den i henhold til jødernes helligdagslovgivning have
gjort. Den forbød nemlig disse at betræde religiøst urene steder, og et sådant
var den romerske borg set med jødiske øjne. Men efter at ypperstepræsterne med
Kajfas i spidsen havde overbragt Jesus med de overfor nævnte anklager imod ham,
indledte Pilatus med at spørge Jesus: "Er du jødernes konge?"
Hertil svarer Jesus kort: "Du siger det selv." Dette svar
ophidsede imidlertid ypperstepræsterne og de ældste yderligere til at
fremkomme med endnu flere anklager mod Jesus, hvilket fik Pilatus til at spørge
ham: "Svarer du slet ingen ting? Hør, hvor meget de anklager dig
for!" (18)
Pilatus
sender Jesus til Herodes
Lukas vil vide, at Pilatus sagde: "Jeg
finder ingen skyld hos den mand." Denne konstatering ville Kajfas og
ypperstepræsterne imidlertid ikke acceptere, og de sagde derfor: "Han
ophidser folket med det han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han
begyndte, og hertil." Denne anklage havde imidlertid ikke den virkning
på Pilatus, som Jesu anklagere må have troet og håbet, for Pilatus greb straks
chancen til at slippe af med fangen og dermed undgå at skulle tage stilling til
en dødsdom. Da han hørte, at Jesus var galilæer og derfor hørte ind under
Herodes Antipas' jurisdiktion, beordrede han sine soldater til at føre Jesus
hen til Herodes' palads i byen. Denne opholdt sig også i Jerusalem i anledning
af højtiden, idet han i lighed med sin fader, Herodes den Store, bekendte sig
til den jødiske religion, selvom han som denne ikke var af jødisk herkomst.
Lukas fortæller, at Herodes blev meget glad for at se Jesus, fordi han
havde hørt så meget om ham og gennem længere tid havde ønsket at møde den mand,
som han vidste kunne udføre mirakler. Da Herodes første gang hørte om Jesus fra
Nazaret, var det ikke længe efter at han på begæring af sin steddatter, Salome,
havde ladet Johannes Døberen henrette, og han, Herodes, havde hørt, at nogle
troede, at det var denne, der var genopstået i skikkelse af Jesus. Nu fik han
endelig den berømt-berygtede mand at se ved selvsyn, så han kunne spørge ham ud
og måske få ham til at give et eksempel på sine underfulde evner. Men til
Herodes' store skuffelse forholdt Jesus sig fuldstændig tavs og afvisende, og
han mente derfor at det var en ganske almindelig og religiøst set harmløs
oprører, han havde foran sig. Herodes gav sig derfor til at håne og spotte ham,
og hans soldater fulgte deres herres eksempel. Til sidst lod Herodes sine folk
iføre den selvbestaltede "konge" et hvidt messiasornat, og iklædt
denne narredragt blev Jesus sendt tilbage til Pilatus. Herodes afstod dermed
fra sin retslige overhøjhed over en landsmand og demonstrerede gennem den
latterlige iklædning af Jesus, at han lige så lidt som Pilatus tog den
anklagede og dermed hans anklagere alvorligt. Og ved at sende fangen tilbage
til sin tidligere arge politiske modstander, demonstrerede Herodes at han
værdsatte dennes forsonlige politiske gestus.
Imidlertid kan Johannes-evangeliet fortælle om, at Pilatus på et
tidspunkt forlod forsamlingen udenfor og gik ind i borgen, hvor han lod Jesus
kalde for sig og spurgte ham: "Er du jødernes konge?" Jesus
svarede med et modspørgsmål: "Spørger du sådan af dig selv, eller har
andre sagt dig det om mig?" Pilatus blev lidt stødt over, at Jesus
antydede at han rettede sig efter, hvad andre fortalte ham, og han sagde
derfor: "Er jeg måske en jøde? dit folk og ypperstepræsterne har
overgivet dig til mig; hvad har du gjort?" Jesus forstod naturligvis,
hvad Pilatus mente, og svarede indirekte på spørgsmålet om sin eventuelle
skyld: "Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne
verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til
jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden." Med dette svar
hentydede Jesus formentlig blandt andet til, at han havde forhindret at hans
disciple greb til våben og satte sig til modværge, da han blev pågrebet i
Getsemane have natten før.
Ikke-vold var tydeligvis en vigtig del af Jesu lære, nemlig i modsætning
til og i et opgør med den gamle voldelige og blodige verdensorden. Pilatus
forstod åbenbart delvis, hvad Jesus mente, og han sagde derfor spørgende: "Så
er du altså dog en konge?" Hvortil Jesus replicerede: "Du har
ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden,
at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min
røst." Disse ord var dog mere end den skeptiske romer umiddelbart
kunne kapere, så derfor sagde han med en blanding af tvivl og vantro: "Hvad
er sandhed?" Underforstået: findes der overhovedet noget, man kan
anse for at være sandhed, og endnu mindre for at være sandheden. Et
spørgsmål og problem, som stadig optager en del mennesker den dag i dag. (19)
Den romerske prokurators håb om at kunne slippe for at skulle afgøre
Jesu skæbne, viste sig altså forgæves, men han prøvede dog endnu engang at
afværge det uundgåelige, idet han sagde til ypperstepræsterne og de
skriftkloge, som var fulgt med, da Jesus blev ført til Herodes og tilbage igen:
"I er kommet til mig med denne mand og har sagt, at han forleder folket
til frafald; og se, jeg har nu forhørt ham i jeres påhør, men jeg har ikke
fundet denne mand skyldig i noget af det, I anklager ham for. Det har Herodes
heller ikke, thi han har sendt ham tilbage til os. Se, han har altså intet
gjort, som fortjener døden. Derfor vil jeg give ham en revselse og så løslade
ham." (20)
Imidlertid var hverken Kajfas eller de
andre ypperstepræster eller de lovkyndige og andre jøder, der befandt sig i forsamlingen,
til sinds at lade sig nøje med, hvad Pilatus tilbød dem. Da Pilatus indså, at
han ikke kunne komme videre med sagen ad normal legal vej, greb han til den
udvej at benytte den obligatoriske påskeamnesti, som tillod ham at løslade den
fange, som folket ønskede frigivet. Pilatus var nemlig kommet til den
erkendelse, at det var ren og skær misundelse og frygt for at miste magt, der
lå bag ypperstepræsternes anklager mod Jesus, og derfor håbede han åbenbart,
at der ville være tilstrækkeligt mange andre i forsamlingen, som ønskede Jesus
frigivet, således at han på den måde kunne slippe for at skulle stadfæste og
iværksætte det jødiske råds dødsdom over Jesus. Pilatus sagde derfor til forsamlingen:
"Vil I, at jeg skal løslade jer 'jødernes konge'?" Dette
spørgsmål vakte den største harme og vrede hos ypperstepræsterne, og inden
nogen i forsamlingen havde haft lejlighed til at give udtryk for, hvem de
ønskede løsladt, opildnede de magtfulde rådsmedlemmer folkeskaren til at bede
Pilatus om at frigive fangen Barabbas, en skriftklog oprørsleder,
muligvis zelot, som var idømt dødsstraf og som derfor kun afventede dennes
iværksættelse. (21)
Pilatus spurgte nu forsamlingen: "Hvem vil I, at jeg skal
løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Messias?" Et
overvældende flertal af forsamlingen fulgte ypperstepræsternes opfordring og
forlangte under høje råb: "Bort med ham, men lad os få Barabbas
løsladt!" Pilatus spurgte da: "Hvad skal jeg da gøre med
Jesus, der kaldes Kristus?" Forsamlingen råbte: "Lad ham blive
korsfæstet!" Pilatus havde ifølge Mattæus en særlig grund til at
ville hjælpe Jesus på fri fod, idet hans hustru under den tidligere afhøring af
Jesus havde sendt et bud til ham for at sige: "Hold dig fra denne
retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld."
I et sidste nærmest fortvivlet forsøg på at få forsamlingen til at komme til
besindelse, spurgte Pilatus: "Hvad ondt har da denne mand gjort? Jeg
har ikke fundet ham skyldig i noget, som kan straffes med døden; derfor vil jeg
revse ham og så løslade ham!" Herover blev forsamlingen blot mere
ophidset og skreg endnu højere, at Jesus skulle korsfæstes. (22)
Under romernes besættelse af Palæstina var korsfæstelse den sædvanlige
dødsstraf for en forbryder, der ikke havde romersk borgerret. I den jødiske
straffelov var stening med påfølgende ophængning af liget på en korsformet
bjælke den mest almindeligt anvendte henrettelsesmetode overfor
gudsbespottere. Men man kendte ikke til korsfæstelse i levende live. For nogle
forbrydelser blev der idømt dødsstraf ved brænding på bålet, strangulering
eller hængning. Romernes brug af korsfæstelse som henrettelsesmetode blev
fortrinsvis brugt overfor slaver og ikke-romerske borgere, og herunder især
oprørere, der havde forbrudt sig mod loven. Korsfæstelse blev anset for at være
en meget vanærende straf. Henrettelsen foregik på den måde, at den dødsdømte,
almindeligvis under piskning, selv måtte bære korsets tværbjælke ud til
henrettelsesstedet, hvor han blev klædt af og enten bundet eller naglet ved
hænderne til tværbjælken, som derefter blev hejst op og anbragt på en i
forvejen opstillet høj pæl eller et dertil egnet træ. Derpå blev ofrets fødder
enten bundet eller naglet til pælen eller træet. Ovenover den korsfæstede
anbragte man i reglen en plade, hvis indskrift angav forbrydelsens art.
Korsfæstelse var en overordentlig grusom og smertefuld henrettelsesform, idet
den korsfæstedes lidelser varede længe og døden ofte først indtraf efter dages
forløb.
Når den jødiske gejstlighed og andre ledende kredse i det jødiske
samfund var så opsat på at få romerne til at henrette Jesus ved korsfæstelse,
kan det tænkes at hænge sammen med, at de derigennem ville opnå i al fald tre
for dem vigtige formål: 1. den falske konge skulle hånes gennem at lide slavens
forsmædelige død; 2. Jesus skulle lide oprørerens død, for at jøderne kunne
demonstrere deres kejsertroskab overfor den romerske prokurator i særdeleshed
og overfor besættelsesmagten i almindelighed, og 3. Jesus skulle dø en
gudsbespotters død under forbandelse, for at hans anklagere kunne demonstrere
deres egen lovfromhed over for Gud.
Da Pilatus indså, at han intet mere kunne
udrette, for at få den i hans øjne uskyldige Jesus frikendt og løsladt, lod han
hente et fad med vand, og under folkeskarens påsyn vaskede han sine hænder og
sagde: "Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!"
Hvortil folkeskaren med stor og selvsikker
ironi svarede: Hans blod komme over os og vore børn!"
Jøderne kom nogle årtier senere til at betale for denne afgørelse, nemlig i og
med romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e.Kr., hvilket vi skal vende
tilbage til i forbindelse med en omtale af Jesu profeti herom. Barabbas blev
derpå frigivet, men hvad der videre skete med ham, fortæller evangelierne ikke
noget om. (23)
Pilatus var altså kommet til kort i sit måske ikke videre helhjertede
forsøg på at redde Jesu liv, hvilket man vel næppe kan bebrejde ham, idet Jesus
i overensstemmelse med Guds vilje og bestemmelse, jo ikke selv ønskede at redde
sit fysiske liv. Havde det været tilfældet, vidste han bedre end nogen anden,
at hans sag ville være tabt og hans mission have været forgæves. Han indså, at
han måtte give sit liv og dø, for at andre kunne komme til erkendelse af
og få del i dét evige, guddommelige liv og dét Himmeriges rige, som det var
hans opgave at forkynde for menneskeheden.
Pilatus havde nu intet andet at gøre, end at overlade Jesus til sin
videre skæbne, hvilket i praksis ville sige til vagtmandskabet, som efter
forskrifterne dels skulle piske ham, og dels bevogte ham, indtil han skulle
føres ud til henrettelsesstedet. Det første hans vagter gjorde, var at klæde
ham omtrent nøgen, bortset fra et lændeklæde, og derefter binde ham til en
stolpe, hvor de i alles påsyn kunne foretage den lovbefalede piskning af
fangen. Soldaterne flettede derefter en tornekrone og satte på hans hoved, og
lagde en purpurkappe om ham, faldt på knæ og sagde med påtaget underdanighed: "Hil
dig, jødekonge!", hvorefter de slog ham i ansigtet. Og de gav ham et
rør som scepter i højre hånd, og de spyttede på ham og tog røret og slog ham i
hovedet med det. (24)
Da Pilatus atter kom ud og så, hvilken ynkelig forfatning fangen var i,
fandt han, at dette dog måtte formilde jøderne i deres syn på den totalt
forsvarsløse fange. Han førte derfor Jesus med sig ud foran ypperstepræsterne
og folkeskaren, som stadigvæk befandt sig uden for borgen, og sagde til dem: "Se,
jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg finder ingen skyld hos
ham." Og i et forsøg på at vække deres menneskelige medfølelse,
tillagde han: "Se, hvilket menneske!" Hverken ypperstepræsterne eller nogen af de
andre i forsamlingen havde åbenbart plads for medlidenhed i deres sind, og
derfor råbte de: "Korsfæst! korsfæst!" Pilatus, som
efterhånden var godt irriteret over jødernes stivsind, sagde med en vis trods: "Så
tag I ham og korsfæst ham; for jeg finder ingen skyld hos ham." Ypperstepræsterne, som vidste, at den
romerske prokurator allerede sprællede på krogen, havde ikke i sinde at lade
ham slippe udenom, så derfor sagde de: "Vi har en lov, og efter den lov
er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn."
Disse ord gjorde åbenbart i særlig grad Pilatus betænkelig ved situationen, for
at kalde sig Guds søn var også i romerske øren gudsbespottelse og samtidig
bespottelse af kejseren. Pilatus ville forsikre sig om påstandens rigtighed,
og han gik derfor ind i borggården, hvor Jesus blev bevogtet af vagten, og
spurgte ham: "Hvor er du fra?" Da Jesus ikke svarede, men
forholdt sig tavs, sagde Pilatus truende: "Svarer du mig ikke? Ved du
ikke, at jeg har magt til at give dig fri og magt til at lade dig korsfæste?"
Med sit store overblik svarede Jesus: "Du havde aldeles ingen magt over
mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til
dig, større synd." Pilatus forsøgte derefter endnu engang at overtale
jøderne til at lade ham frigive Jesus, men herover blev de om muligt endnu mere
opbragte og råbte: "Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven.
Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren." Med
disse ord afskar jøderne Pilatus fra at foretage flere forsøg på at redde Jesus
fra døden, for da han hørte dem, blev han virkelig bange, idet han vidste, at
en begrundet anklage for opsætsighed mod kejseren normalt ville føre til en
dødsdom for den anklagede. (25)
På beredelsesdagen til påsken, hvilket vil sige fredagen - i
kristendommen kaldet langfredagen - i den sjette time eller middagstimen -
Markus 15,25 mener den tredje time, hvilket vil sige kl.9 - tog Pilatus plads i
dommersædet på den åbne plads, som kaldtes "Det stenlagte sted", på
hebraisk Gabbata, og lod Jesus føre frem for sig. Alle ypperstepræsterne, de
skriftkloge og mange andre jøder stod rundt om, og Pilatus sagde da til dem: "Se,
her er jeres konge!" Uroen bredte sig og et højt råb steg op fra
forsamlingen: "Bort, bort med ham! korsfæst ham!" Pilatus
siger da: "Skal jeg korsfæste jeres konge?", hvortil
ypperstepræsterne meget snedigt svarer: "Vi har ingen anden konge end
kejseren." Pilatus havde nu kun tilbage at stadfæste dødsdommen og
iværksætte henrettelsen, og det gjorde han.
Det næste Pilatus foretog sig var, at
diktere indskriften på den plade, der efter romersk skik skulle opsættes på
korset ovenover Jesu hoved. Indskriften skulle skrives på tre sprog, nemlig
græsk, latin og hebraisk, således at de allerfleste ville kunne læse, hvad der
stod. På det latinske sprog lød indskriften således: Jesus Nazarenus Rex
Judaeorum, det vil sige: Jesus fra Nazaret, jødernes konge. Da
ypperstepræsterne senere så denne indskrift, protesterede de, fordi de følte
sig krænket af dennes skjulte hån, og de sagde derfor: "Skriv ikke:
'Jødernes konge', men: 'Han sagde: Jeg er jødernes konge.'" Men på
dette punkt var Pilatus ikke til sinds at give efter for jødernes pres, og
derfor sagde han: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg." (26)
Kort efter middagstid fredagen før påske blev vagtmandskabet under
ledelse af en centurion beordret til at føre Jesus og to andre dødsdømte ud til
det såkaldte "Hovedskalssted", som på hebraisk kaldes Golgata, en
mindre høj, der var beliggende uden for den nordvestlige bymur, sandsynligvis i
nærheden af det sted, hvor gravkirken i vore dage er beliggende. Jesus var i
mellemtiden blevet iført sine egne klæder, men tornekronen havde han stadig på,
og i lighed med de to andre dømte, måtte han selv bære den tværbjælke, som
hans hænder skulle nagles til ude på selve henrettelsespladsen. Det vides
ikke, om Jesus var så udmattet på det tidspunkt, at han havde vanskeligt ved at
bære tværbjælken, men ifølge evangelierne kom en mand, der var kendt som Simon
fra Kyrene i Nordafrika forbi, da optoget passerede gennem byen på vej til
Golgata. Under trusler tvang soldaterne ham til at bære korset for Jesus og gå
bag efter denne.
En stor folkemængde fulgte med optoget, deriblandt en del kvinder,
hvoraf nogle formentlig var professionelle grædekoner, som jamrede og klagede
over de dødsdømte. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: "I Jerusalems
døtre! græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn! Thi se,
der skal komme dage, da man skal sige: 'Salige er de ufrugtbare, de moderliv,
som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.' Da skal man give sig til at
sige til bjergene: 'Fald over os!' og til højene: 'Skjul os!' Thi gør man
således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne?" Dette
var endnu engang en forudsigelse af Jerusalems fald og jødernes fordrivelse fra
byen omkring fyrre år senere, og altså noget, mange af de tilstedeværende og i
al fald deres børn ville komme til at opleve. (27)
Ude på Golgata var der allerede rejst tre høje bjælker, som fangernes
tværbjælker skulle ophænges på, og straks efter optogets ankomst tilbød man de
tre mænd en bedøvende drik, som skulle mildne smerterne, når deres hænder blev
sømmet til tværbjælkerne og fødderne til bærebjælkerne. Men da Jesus havde
smagt på drikken, som bestod af vin med malurt i, afslog han at drikke den. De
tre mænd blev nu afklædt - det nævnes ikke, om de var helt nøgne eller beholdt
et lændeklæde på - og fire soldater lagde mændene ned, således at deres arme
var strakt ud til begge sider på tværbjælken. Armene blev sandsynligvis
derefter bundet til bjælken, førend de opadvendte håndflader nagledes
(sømmedes) til bjælken. Dernæst brugte soldaterne formentlig stiger, for at
kunne hale tværbjælken med den korsfæstede op og anbringe den og ham øverst
oppe på den lodrette bjælke, hvor den blev fastgjort. I den forbindelse blev
formentlig skiltet, som angav forbrydelsens art, anbragt oven over den
korsfæstedes hoved, hvorefter dennes fødder blev naglet til bærebjælken. (28)
Efter ankomsten til Golgata blev Jesus
korsfæstet til det midterste kors, medens de to røvere blev ophængt henholdsvis
til venstre og højre for ham. Derefter delte de fire soldater, der forestod
korsfæstelsen, de korsfæstedes klæder i fire dele, én for hver soldat, men Jesu
kjortel, som var vævet i ét stykke og derfor uden sammensyninger, nænnede de
ikke at skære i stykker, og derfor sagde en af dem: "Lad os ikke skære
den i stykker, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre." Dette skete ifølge
Johannes for at det skriftord skulle gå i opfyldelse, som siger: "De
delte mine klæder mellem sig og kastede lod om mit klædebon." (1)
Ifølge Lukas var det efter dette, at den korsfæstede Jesus sagde de
siden da så berømte ord: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de
gør." Denne forbøn om tilgivelse gjaldt naturligvis ikke, at
soldaterne delte og kastede lod om hans klæder, men derimod de umenneskelige og
ukærlige holdninger og handlinger, som soldaterne så vel som alle andre, der
aktivt og passivt var implicerede i processen og henrettelsen, gjorde sig
skyldige i. Overraskende nok er det kun Lukas-evangeliet, der gengiver disse
utvivlsomt ægte Jesu-ord, som han udtalte højt, for at de nærmeststående
skulle høre, erindre og viderebringe, hvad han havde sagt lige præcis under
første del af sin store fysiske smerte og åndelige fornedrelse. Disse ord er,
sammen med hovedbudet om at elske Gud og næsten, det egentlige indhold i Jesu
lære og forkyndelse, og det, der adskiller sig fra den hævngerrige og blodige
hedenske tradition, som jødedommen med sin Mose-lov, med dens øje for øje og
tand for tand-justits, heller ikke kan sige sig fri af.
Imidlertid kan man undre sig over, at det ovennævnte Jesu-ord ikke
forekommer i Johannes-evangeliet, især i betragtning af, at Johannes var et af
øjenvidnerne til korsfæstelsen, og som sådan stod tæt nok ved Jesu kors, til at
høre, hvad hans mester sagde. Det er i hvert fald vanskeligt at tænke sig, at
han, selv i sin store sorg, kan have overhørt, hvad hans elskede læremester og
fætter udtalte ved den lejlighed. Se mere herom lidt senere.
Korsfæstelsen var sket under overværelse af en større menneskemængde,
hvoraf de fleste formentlig var fulgt med inde fra byen eller som på forhånd
var søgt ud til henrettelsesstedet. Blandt dem der fulgte optoget fra Pilatus'
borg og ud til Golgata, var der en del kvinder, først og fremmest Jesu moder,
Maria, men også hans moster Salome, Zebedæus' hustru og moder til disciplene
Jakob og Johannes, Jesu anden moster, Maria, Klopas' hustru og moder til
disciplene Jakob og Josef, Maria Magdalene, samt antagelig Lazarus' søster,
Maria. De nævnte kvinder er muligvis fulgt med inde fra byen, hvor de antagelig
også har overværet domsafsigelsen over Jesus. Det fremgår ikke af evangelierne,
om en eller flere af Jesus søstre eventuelt har været til stede under
korsfæstelsen, men udelukkes kan det vel næppe. Men ud over de nævnte, har de
professionelle grædekoner, som ledsagede optoget under vandringen gennem
byen, sandsynligvis også været blandt folkemængden. Så vidt det kan skønnes,
var der dog betydeligt flere mænd end kvinder til stede på Golgata den
formiddag eller måske eftermiddag, da Jesus og de to røvere blev korsfæstede.
Blandt mændene i folkemængden var først og fremmest den centurion og
hans soldater, som førte de dømte ud til retterstedet og som dér foretog selve
henrettelsen. Dernæst ypperstepræsterne, en del tempeltjenere, en del
lovkyndige (skriftkloge) og antagelig også en del medlemmer af rådet: farisæere
og saddukæere. Derimod var der i henhold til evangelierne kun én eneste af
Jesu mandlige disciple til stede under korsfæstelsen, nemlig "den
discipel, han elskede", Johannes Zebedæus, som samtidig var en af Jesu
fætre. Sammen med Simon Peter blev han et par dage senere et af de såkaldte
opstandelsesvidner, idet disse to, som - efter at være tilkaldt af Maria
Magdalene og de andre kvindelige disciple - var de første mandlige disciple,
der så den tomme grav, og som derfor troede på, at Jesus var opstået fra de
døde.
Som allerede nævnt var ypperstepræsterne og andre jøder stærkt
utilfredse med, at Pilatus på den inskriptionsplade, der var ophængt over Jesu
hoved, som årsag til dennes henrettelse havde skrevet "Jesus af Nazaret,
jødernes konge." De henvendte sig derfor til Pilatus og bad denne ændre
indskriften til, hvad de mente ville være rigtigere: "Han sagde: Jeg er
jødernes konge." Dette afviste Pilatus dog at gøre. De ypperstepræster,
der havde henvendt sig til Pilatus, vendte tilbage til Golgata og fortalte
deres kolleger og andre, at henvendelsen havde været resultatløs. Og med de
skriftkloge og farisæerne og andre begyndte de nu at håne og spotte den
formentlig stærkt lidende Jesus på korset og sagde: "Du, som nedbryder
templet og bygger det op i tre dage, frels nu dig selv, hvis du er Guds Søn, og
stig ned af korset!" Andre af dem sagde: "Andre har han
frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige
ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu
udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: 'Jeg er Guds
Søn.'" (2)
De romerske soldater, som havde foretaget
henrettelsen, og formentlig også andre fra deres deling, gav sig også til at
spotte Jesus, idet de sagde: "Hvis du er jødernes konge, så frels dig
selv!" Ja, selv den ene af de to korsfæstede røvere gav sig til at
håne ham og sagde ironisk: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og
os!" Dette blev imidlertid for meget for den anden røver, som
irettesatte den første med ordene: Frygter end ikke du Gud, skønt du er
under den samme dom? Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt;
men denne mand har intet ondt gjort." Derefter henvendte denne røver
sig til Jesus og sagde: Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!"
Til dette svarede Jesus: "Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være
med mig i Paradis." (3)
Ejendommeligt nok er hverken ypperstepræsternes, rådsmedlemmernes eller
soldaternes hånende og spottende ord, så lidt som de to røveres ord til Jesus
og hinanden, heller ikke gengivet i Johannes-evangeliet, skønt situationen vel
næppe kan have undgået Johannes' opmærksomhed. Om grunden hertil, kan man kun
gætte. Det er i øvrigt interessant at konstatere, at evangelierne kun gengiver
syv ord af den korsfæstede Jesus. Et står hos Markus og er gentaget hos
Mattæus, tre andre findes hos Lukas og atter tre andre hos Johannes. Imidlertid
må det anses for sandsynligt, at de gengivne ord er ægte Jesus-ord, men at han
formentlig har sagt mere, end evangelierne gengiver. Der var desuden
tilstrækkeligt mange opmærksomme vidner, både venner og fjender, som kunne høre
og genfortælle ordene. (4)
Evangelisterne har antagelig ikke i alle tilfælde tilstræbt en
fuldstændig gengivelse af, hvad Jesus sagde, og heller ikke af de ord, han
udtalte som korsfæstet. Jesu-ordene, ikke mindst på korset, har ordsprogsagtig,
forkortet form, hvilket formodentlig hænger sammen med, at gammeljødiske
forfattere var vant til at citere gammeltestamentlige tekster eller liturgiske
tekster ved blot at gengive begyndelsesordene og overlade det til den kyndige
læser selv at udfylde resten af teksten. Det er derfor vigtigt for forståelsen
af eksempelvis Jesu-ordene, at man kender hvert enkelt ords liturgiske og
situationshistoriske sammenhæng.
Ovenfor har vi allerede gengivet det første ord af den korsfæstede:
"Fader, tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." Det anses af
sagkyndige for at være et ægte Jesu-ord, som er helt i pagt med ånden i
næstekærlighedsbudet. Ordet er som nævnt en forbøn for hans bødler i
særdeleshed og for folket i almindelighed, over hvilket han kort før sin
tilfangetagelse havde udtalt det apokalyptiske veråb. Men bortset fra den ene
røver, havde præsteskabet, rådsmedlemmerne, folket og de romerske soldater kun
hån og spot tilovers for næstekærlighedens og tilgivelsens forkynder. (5)
Måske omkring en times tid efter, at Jesus
og de to røvere var blevet korsfæstede, var folk begyndt at forlade henrettelsespladsen
og vende hjem til byen, som jo stod i påskens tegn. Omkring kl.13 var der kun
de lovbefalede vidner, formentlig nogle af de ledende rådsmedlemmer, og nogle
kvinder, heriblandt Jesu moder og to mostre, fætteren og disciplen Johannes og
en del andre venner og nysgerrige. Centurionen og hans deling soldater havde
slået sig ned i nærheden, og nogle af folkene spillede det meget yndede
terningespil. Man var forberedt på en lang vagt, fordi det i reglen varede
mange timer, før de korsfæstede døde, hvilket de formentlig ikke gjorde
samtidig. Men da Jesus så sin moder, Maria, stå grædende tæt ved, og "den
discipel, han elskede", dvs. hans fætter Johannes Zebedæus, ved hendes
side, formåede han på trods af sin pinefulde situation at vedgå sig "arv
og gæld" som moderens førstefødte, idet han sagde til hende: "Kvinde!
se, det er din søn." Og til Johannes sagde han: "Se, det er
din moder." Disse ord betød en beskyttelse for hans moder, idet en
enke i det antikke Palæstina ville være henvist til social ubeskyttethed og
endog hjemløshed, hvis hun foruden sin mand også mistede sin ældste søn, som
normalt havde forsørgerpligten efter sin fader. En korsfæstet havde i henhold
til loven ret til fra sit kors at give udtryk for sin sidste vilje, og denne
ret benyttede Jesus sig af, idet han indsatte sin fætter Johannes som sin
familieretslige stedfortræder. Evangeliet nævner da også, at "fra den
time tog disciplen hende hjem til sit." (6)
Men når folk forlod retterstedet allerede omkring kl.13, skyldtes det
formentlig hovedsagelig én grund, nemlig den, at den sædvanlige daglige
aftengudstjeneste i templet begyndte klokken halv to. Dette år faldt
beredelsesdagen til påsken sammen med beredelsesdagen til sabbaten, og der var
derfor et stort rituelt program, der skulle gennemføres inden sabbatshvilen
begyndte kl.18.
De rituelle forskrifter påbød, at man allerførst slagtede et lam som det
daglige aftenoffer, og derpå samledes de ældste af præsterne, som kun var
fuldtalligt til stede i Jerusalem ved de tre store valfartsfester. Påskens
beredelsesdags forsoningsritual begyndte med, at de utallige påskelam, som
folk havde bragt til templet, blev slagtet ved en særlig ceremoni, hvorefter
præsterne stænkede det sonende blod på alteret. Herunder forkyndte
tempelbasunerne bedetimerne og kaldte byens befolkning til aftenbøn. Høje
basunstød og hornsignaler tilkendegav den store tildragelse, at Gud ved det
blodbestænkte alter havde sluttet fred og forsonet sig med sit folk. Derefter
blev de slagtede lam udleveret til den festklædte mængde, som straks forlod
tempelbjerget og gik til deres respektive hjem, for at lade påskelammene stege
til aftensmåltidet. Omkring kl.18 indledte husfaderen påskemåltidet med at
fremsige teksten fra 2.Mos.20,8ff, som handler om, at efter at Gud havde skabt
himmelen og jorden på seks dage, hvilede han på den syvende dag. Deraf ordet
sabbat, som betyder "høre op, hvile", og som blev jødernes ugentlige
hvile- og helligdag, lørdagen, regnet fra fredag aften til lørdag aften.
Omkring den niende time, det vil sige
kl.15, råbte Jesus med høj røst: "Elï! Elï! Lema sabaktani?",
hvilket betyder på dansk: "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
Disse ord er begyndelsesordene til Salmernes Bogs 22. salme, og der er grund
til at tro, at Jesus efter gældende skik og brug har reciteret, ja, ligefrem
sunget eller messet, hele salmen, så meget mere, som den til fulde udtrykker
den situation, hvori han befandt sig i disse smertefulde sidste timer af sit
jordiske liv. Koncentrationen på denne bøn kunne samtidig tænkes at bortlede
hans opmærksomhed fra de fysiske smerter. 22. salme begynder med en klage over
at være svigtet af Gud og hånet af mennesker, og den fortsætter med et råb om
frelse fra de rovgriske fjender, og med, at bønhørelsen skal blive en kilde til
lovprisning i Israel og til tilbedende ihukommelse blandt alle jordens folk.
Salmens 2.-12. vers lyder som følger:
2. Min Gud, min Gud,
hvorfor har
du forladt mig? Mit skrig til trods
er frelsen mig fjern.
3. Min Gud, jeg råber
om dagen,
du svarer ikke, om natten,
man ej finder hvile.
4. Og dog er du den
Hellige,
som troner på Israels lovsange.
5. På dig forlod vore
fædre sig,
forlod sig, og du friede dem;
6. de råbte til dig
og frelstes,
forlod sig på dig og blev ikke
til skamme.
7. Men jeg er en orm
og ikke en
mand, til spot for mennesker, folk til
spe;
8. alle, der ser mig,
håner mig, vrænger
mund og ryster på hovedet;
9. ”Han har væltet
sin sag på HERREN;
han fri ham og frelse ham,
han har jo velbehag i ham.”
10. Ja, du drog mig af
moders liv,
lod mig hvile trygt ved
min moders bryst;
11. på dig blev jeg
kastet fra moders skød,
fra moders liv var du min Gud.
12. Vær mig ikke
fjern, thi trængslen
er nær, og ingen er der, som hjælper!
Tilsyneladende havde Gud forladt sin
udvalgte, som han for længe, længe siden havde forladt salmisten, den berømte
David, som var Israels konge omkr. 1005-965 f.Kr. Han var stamfader til den
slægt, Jesus tilhørte, og han var desuden den oprindelige ophavsmand til ideen
om Messias, som fik stor betydning i senjødedommen og siden også i den ældste
kristne menighed. Men hverken David eller hans sene efterkommer, Jesus, havde
forladt Gud i deres betrængte situation. Snarere tværtimod. Der var ingen tvivl
eller vaklen, endsige vantro, hos Jesus under den sidste fase af hans tredje og
afgørende indvielse gennem lidelsen og døden på korset. Men da de af hans
fjender, som stod nærmest korset, hørte ham sige: "Elï! Elï!" sagde
de: "Hør, han kalder på Elias."
Under sin formentlig fortsatte recitering af 22. Salme nåede Jesus frem
til klagen over tørsten, som lyder sådan:
16. min gane er tør som et potteskår,
til gummerne klæber min tunge, du
lægger mig ned i dødens støv.
På dette sted i salmen løb en af de
tilstedeværende, som åbenbart opfattede Jesu ord bogstaveligt, hen og fyldte en
svamp med eddike, som ved hjælp af en stang – hos Johs. 19, 29 siges, at det
var en isopstængel - blev rakt op til Jesu mund, for at han kunne drikke den
sure væske, og den pågældende sagde da i et hånligt tonefald: "Bi lidt!
lad os se, om Elias kommer og tager ham ned." (7)
Salme 22 slutter med følgende fem vers:
28. Den vide jord skal mærke
sig det og omvende sig til
HERREN,
og alle folkenes slægter skal
tilbede for hans åsyn;
29. thi HERRENS er riget, han er
folkenes hersker.
30. De skal tilbede ham alene,
alle jordens mægtige; de skal bøje
sig for hans åsyn, alle, der ned-
steg i støvet og ikke holdt deres
sjæl i live.
31. Ham skal efterkommerne tjene;
om Herren skal tales til slægten,
der kommer;
32. de skal forkynde et folk, der fødes,
hans retfærd. Thi han greb ind.
Men den måde, Jesus bar sin hårde skæbne
på, var ikke, hvad de jødiske vidner og rådsmedlemmer havde ventet, for det var
ikke en frafaldens tilbagekaldelse af sin forvildelse, eller et skrig af
fortvivlelse fra en, for hvem alt var totalt mislykkedes. Jesu fremsigelse af
passionssalmen var tværtimod en bekendelse til den jødiske messiasteologi,
hvori messiasforventningen spillede en afgørende rolle. For de skriftkloge var
det udtryk for den værste form for gudsbespottelse, når en fordømt på
forbandelsens træ, korset, bad denne passionssalme, som udtrykker det
eskatologiske håb.
Midt på eftermiddagen, kl.15, lød tempelbasunen, som kaldte til
aftenbønnen, som i denne time blev bedt i hele Israel, og Jesus, som også hørte
basunen, bad formentlig med. Det var de indledende vers af den 31.salme, han
reciterede, idet han sagde:
2. Herre, jeg stoler på dig, lad
mig aldrig i evighed skuffes.
Udfri mig i din retfærd,
3. du bøje dit øre til mig; red
mig i hast og vær mig en tilflugts-
klippe, en klippeborg til min frelse;
4. thi du er min klippe og borg.
For dit navns skyld lede og føre
du mig,
5. fri mig fra garnet, de satte for
mig; thi du er min tilflugt,
6. i din hånd befaler jeg min ånd.
Du forløser mig, HERRE,
du trofaste Gud, [...]
Efter disse ord sagde den døende Jesus: "Det
er fuldbragt!", hvorpå han bøjede hovedet og udåndede. (Joh.19,30). Da
den romerske centurion, som holdt vagt på stedet sammen med sine soldater, så,
på hvilken værdig måde Jesus døde på korset, udbrød han: "Sandelig, den
mand var Guds Søn." Hos Lukas siger han mere prosaisk: "Det
var i virkeligheden en retfærdig mand." Men situationen forekommer
slet ikke hos Johannes, hvilket igen kan undre, efter som han påstår selv at
have været til stede under hele korsfæstelsesforløbet. Mattæus, Markus og
Lukas vil desuden vide, at solen formørkedes og forhænget til det allerhelligste
i templet flængedes i to stykker. Mattæus vil - meget fantasifuldt - endog
vide, at "jorden skjalv, og klipperne revnede, og gravene åbnede sig, og
mange af de hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene og kom
efter hans opstandelse ind i den hellige stad og viste sig for mange."
(8)
Denne ydre,
legendeagtige staffage finder man ikke hos Johannes, som derimod kan fortælle,
at rådsmedlemmerne havde bedt Pilatus om, at de korsfæstedes knogler, som efter
skik og brug skulle knuses, for at de korsfæstede kunne dø hurtigere, måtte
blive knust og ligene derefter taget ned, for at de ikke skulle blive hængene på
korset påskesabbatten over. Dette ønske gik Pilatus åbenbart ind på og gav
sine folk ordre til at udføre befalingen. Soldaterne knuste først knoglerne på
de to røvere, men da de kom til Jesus, konstaterede de, at han allerede var
død, hvorfor knusning af hans knogler var unødvendig. Men for at sikre sig, at
døden virkelig var indtrådt hos Jesus, stak den ene af soldaterne sit spyd i
hans ene side, "og straks flød der blod og vand ud." Det er muligt,
at spyddet er blevet stukket ind lige under brystbenet i højre side og har
punkteret galdeblæren. (9)
Evangelierne nævner ikke noget om, hvem
det var, der nedtog ligene af de to røvere og begravede dem på den dertil indrettede
forbryderkirkegård, men det har muligvis været de romerske soldater og måske
nogle jødiske tjenere. Derimod nævnes det i alle evangelier, at Jesu afsjælede
legeme blev nedtaget af Josef fra Arimatæa, som var et anset medlem af det
jødiske råd, og som desuden var rig og i det skjulte en tilhænger af Jesus og
hans lære. Josef havde mod til personligt at henvende sig til Pilatus og udbede
sig lov til at nedtage Jesu lig og begrave det i sit private gravkammer. Men
Josefs henvendelse skete så snart efter, at korsfæstelsen havde fundet sted, at
Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Pilatus sendte
derfor bud efter centurionen, for at forvisse sig om, at det kunne have sin
rigtighed, og da denne kunne bekræfte dette, gav Pilatus tilladelse til, at
Josef måtte nedtage liget og begrave det, hvor han ønskede det. Betingelsen var
kun, at romerske soldater skulle bevogte graven de følgende dage.
Baggrunden for, at Pilatus stillede denne betingelse, var, at
ypperstepræsterne og farisæerne havde søgt foretræde for prokuratoren og sagt: "Herre,
vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede:
'Efter tre dages forløb opstår jeg.' Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes
strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle
ham og sige til folket: 'Han er opstået fra de døde;' og så vil det sidste
bedrageri blive værre end det første." (10)
Men i mellemtiden havde Josef fra Arimatæa allieret sig med en anden af
Jesu hemmelige disciple, farisæeren Nikodemus, som også var et fremtrædende
rådsmedlem, og de to gik nu ud til Golgata og tog Jesu afsjælede legeme ned fra
korset. Det har helt sikkert været et meget besværligt og anstrengende arbejde
for de to vistnok lidt ældre herrer, som dog måske nok har fået hjælp, enten af
Josefs tjenere eller af Johannes og nogle af Jesu kvindelige slægtninge, først
og fremmest Jesu egen moder, Maria, og hendes to søstre, Maria Klopas og
Salome, og sidst, men ikke mindst, af Maria Magdalene. Nikodemus medbragte
nogle store krukker med vellugtende salver, som liget blev smurt ind i, og
derefter omvikledes det efter skik og brug med linned fra hoved til fødder.
Liget af Jesus blev derpå båret hen til en have tæt ved henrettelsesstedet,
hvor der i klippen fandtes et for nylig udhugget gravkammer, som tilhørte Josef
fra Arimatæa, og hvori der ikke tidligere havde ligget nogen begravet. (11)
Den type grav, som Jesus blev bisat i, er tidligere blevet kort beskrevet
i 5. kapitel, men her vil vi i sagens interesse give en fyldigere og mere
detaljeret beskrivelse af den grav, som kom til at spille så stor en rolle i
kristendommen, og som man mener findes delvis bevaret i Gravkirken i Jerusalem,
hvor den endnu i vore dage er valfartssted for alverdens pilgrimme. Betragter
vi den vedføjede illustration, ses gravanlægget både i længdesnit og grundplan.
Graven er beliggende i en forhøjning i terrænet, hvor man enten har udgravet
eller udhugget nogle trin ned til en gang, som fører hen til en lav indgang,
som med besvær kunne lukkes af en stor, gerne hjulformet klippeblok, der kunne
rulles ud til siden, når man ville ind i graven. Den lave indgang fører ind til
forreste kammer med siddebænke ved væggene, og herfra fører endnu en lav
mellemgang ind til selve gravkammeret, i hvis ene side - eller i nogle tilfælde
måske begge sider - der er udhugget noget i retning af en "alkove"
med buet loft. Her blev liget anbragt, og når det var blevet opløst, samlede
man knoglerne sammen og bisatte dem i en lille åbning i gulvet eller i en
benkiste (ossuarium).
Det var efter alt at dømme i en lignende grav, at Jesu lig blev bisat
under overværelse af de ovenfor nævnte personer, som foruden Josef fra Arimatæa
og Nikodemus bestod af Johannes, Jesu moder og hendes to søstre, og Maria
Magdalene og muligvis flere andre kvinder blandt Jesu disciple, som eksempelvis
Johanna, gift med Herodes Antipas husfoged Kuza. Jesu bisættelse har formentlig
fundet sted omkring kl.16, og derefter er deltagerne søgt ind til de steder i
byen, hvor de skulle holde det traditionstunge og påbudte påskemåltid. Det er
ikke utænkeligt, at det for Josef fra Arimatæa, Johannes og Jesu kvindelige
slægtninge, som jo alle var i Jerusalem i anledning af højtiden, er foregået
i Johannes Markus' moders hus, hvor Jesus allerede dagen før, altså om
torsdagen eller skærtorsdagen, havde holdt sit sidste måltid med disciplene.
Nikodemus, som formentlig var hjemmehørende i Jerusalem, har vel haft sit eget
hjem et sted i byen og er søgt dertil, for at holde påskemåltid sammen med sin
familie. (12)
For de selvretfærdige rådsmedlemmer, ypperstepræsterne, farisæerne,
saddukæerne og andre gejstlige folk, har det sikkert været en ganske særlig
festlig påske, fordi det til sidst var lykkedes at pågribe, dømme og henrette
en af de værste kættere og folkeforførere, man længe havde set i Israel.
Kætterlovens §100 tillod ligefrem, at "når henrettelsen er afsluttet, kan
der bringes et særligt offermåltid på brændofferalteret og et kultisk
festmåltid fejres. (13)
11.
DEN TOMME GRAV OG OPSTANDELSEN
Ifølge kætterlovgivningens §97 var
"besøg ved graven og bevogtning af denne de tre første dage efter
bisættelsen ikke forbudt." Derfor kunne kvinderne tidligt søndag morgen stå
op, mens det endnu var mørkt, og gå ud til graven med de vellugtende salver,
som de havde tilberedt allerede før sabbaten begyndte, og som de ville udgyde
over Jesu legeme. Undervejs spørger de hinanden: "Hvem skal vælte os
stenen fra indgangen til graven?" Men før de nåede derud var solen
stået op, og de så da, at stenen allerede var rullet til side, så at indgangen
var fri. Evangelisterne er ikke helt enige om, hvordan dette var sket, ligesom
de heller ikke er samstemmende i, hvor mange af kvinderne, der den morgen kom
ud til graven som de første, efter at Jesus var blevet bisat fredag eftermiddag.
Lørdagen var som sabbatdag hviledag, og denne sabbat var tilmed en påskesabbat,
og da måtte ingen rettroende jøde med respekt for sig selv foretage sig det
allermindste, der havde karakter af arbejde. (1)
Ifølge Mattæus var det "Maria
Magdalene og den anden Maria", der den morgen kom først ud til graven. Hos
Markus er det "Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome",
hos Lukas "Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige
kvinder, der var sammen med dem." Hos Johannes er det imidlertid kun Maria
Magdalene, der den morgen gik alene ud til graven. Det er derfor et spørgsmål,
om man vil lægge vægt på, at Johannes var øjenvidne til begivenhederne og selv
var en af de to mandlige disciple - den anden var Simon Peter - der næst efter
Maria Magdalene var de første til at bevidne, at Jesu grav var tom.
Henholder vi os
derfor hovedsagelig til Johannes, idet vi dog samtidig drager supplerende
paralleller til Mattæus, Markus og Lukas, kan vi formentlig danne os et
nogenlunde rigtigt billede af, hvad der reelt set er foregået ved den
lejlighed. Synoptikerne kan dog ikke nøjes med at skildre de nøgterne begivenheder,
men inddrager et åndeligt eller metafysisk aspekt ved disse. Hos Mattæus hører
vi om "et stort jordskælv, thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og
gik frem og væltede stenen bort og satte sig på den. Hans udseende var som
lynild, og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt
for ham og blev som døde. Men engelen tog til orde og sagde til kvinderne:
'Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han
er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han
lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde;
og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg
sagt jer det.' Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb
hen for at fortælle hans disciple det. Men se, da kom Jesus dem i møde og
sagde: 'Vær hilset!' Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad
ham. Da siger Jesus til dem: 'Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de
skal gå til Galilæa; dér skal de se mig." (2)
Hos Markus møder kvinderne først englen inde i selve graven: "Og da
de kom ind i graven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang,
hvid klædning, og de blev forfærdede. Men han siger til dem: 'Bliv ikke
forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden,
han er ikke her; se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til
hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se
ham, som han har sagt jer.' Og de flygtede bort fra graven, thi de skælvede og
var helt ude af sig selv; og de sagde ikke noget til nogen, thi de var
bange." Hertil er senere føjet en
tekst, som mangler i de ældste håndskrifter, men som fortæller, at det var
Maria Magdalene, den genopstandne Jesus først viste sig for, og da hun fortalte
om sin oplevelse til de andre disciple, troede de i begyndelsen ikke på det.
(3)
Lukas overbyder i reglen de andre evangelister, så hos ham medvirker der
ikke kun én, men hele to engle i det spektakulære optrin: "Men da de gik
derind, fandt de ikke Herren Jesu legeme. Og da de stod rådvilde over for
dette, se, da skete det, at der stod to mænd hos dem i strålende klædebon. Da
de blev forfærdede og bøjede deres ansigter mod jorden, sagde mændene til dem:
'Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er
opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa,
og sagde, Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes
og opstå på den tredje dag.' Da kom de hans ord i hu. Og de vendte tilbage fra
graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre. Det var Maria
Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var
sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men deres ord syntes dem at være
løs tale, og de mødte dem med vantro. Men Peter stod op og løb til graven; og
da han kiggede derind, ser han ikke andet end linklæderne ligge der, og han gik
hjem i undren over det, som var sket" (4)
Maria
Magdalene møder den opstandne Jesus
Som nævnt er Johannes - overraskende nok -
den mest nøgterne i beskrivelsen af begivenhederne omkring Jesu opstandelse,
som han indleder med, at Maria Magdalene kommer alene ud til graven, og da hun
ser, at stenen er rullet til side og indgangen fri, løber hun straks tilbage
til byen og hen til det sted, hvor Simon Peter og Johannes opholder sig og
siger opskræmt og forpustet: "De har taget Herren bort fra graven, og
vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Udtrykket "og vi ved
ikke", kunne tyde på, at hun alligevel ikke har været alene ude ved
graven, sådan som Johannes måske vil have det til at se ud. De to mandlige
disciple skyndte sig derefter ud til graven, "men den anden discipel løb
foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven." Her var åbenbart
tale om et konkurrence- og kompetanceløb om, hvem af de to, der skulle være
ledende i den ældste kristne menighed! Johannes går dog ikke ind i selve
graven, men kigger ind i den, måske lidt ængsteligt, og ser linklæderne ligge
på gulvet.
Da den åbenbart noget tungere Peter lidt efter ankommer prustende til
stedet, nøjes han ikke kun med at kigge ind, men gik straks ind i graven og
konstaterede, at linklæderne lå på gulvet, og det tørklæde, som havde dækket
Jesu hoved, lå sammenrullet et sted for sig selv. Dette blev også set og
konstateret af Johannes, som lidt efter vovede sig ind i selve graven. Dette
beskriver Johannes med følgende lidt kryptiske ord: "Derefter gik da også
den anden discipel, som var kommen først til graven, derind, og han så og
troede. De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå
fra de døde. Så gik disciplene hjem igen." Hvad var det, Johannes "så
og troede", når det ikke var på, at Jesus var opstået fra de døde? Men
måske troede han, at Jesus, som jo havde lært dem, at han var "kommet ned
fra Himmelen", atter var vendt tilbage til sit himmerige og dermed til
Faderen. I så fald ventede der Johannes - og de andre disciple - en stor
overraskelse, ja, faktisk en verdensbegivenhed. (5)
Men Johannes kan fortælle om, at Maria Magdalene var fulgt efter de to
mandlige disciple og var vendt tilbage til graven, formentlig efter at Johannes
og Peter havde forladt stedet, og her stod hun nu udenfor og græd. Men endelig
tog hun mod til sig og kiggede ind i graven, og dér ser hun til sin store
overraskelse to engle i hvide klæder sidde, hvor Jesu legeme havde ligget. Den
ene sad, hvor hovedet havde ligget, og den anden, hvor fødderne havde været, og
de sagde til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Dertil svarer
hun sørgmodigt: "Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke,
hvor de har lagt ham." Hun vendte sig om og gik ud, og lige udenfor
ser hun en mand stå foran graven. Hun mente det måtte være gartneren, og gik
forbi ham på vej væk fra stedet, da han spurgte hende: "Kvinde! hvorfor
græder du? hvem leder du efter?" Med sorgfuldt bøjet hoved svarer hun:
"Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du
har lagt ham, så vil jeg hente ham." En sådan trofasthed måtte være
egnet til at røre ethvert menneskehjerte, og det fik gartneren til med kærlig
stemme at sige: "Maria!" Med stor overraskelse og undren
genkendte Maria åbenbart stemmen og vendte sig øjeblikkeligt om og udbrød: "Rabbuni!"
(på dansk: "Mester!"). Men da hun gør tegn til at ville omfavne ham,
siger han advarende: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op
til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: jeg farer op til min
Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." (6)
Det er før i denne bog blevet nævnt, at i henhold til Martinus'
Kosmologi var det legeme, som Jesus benyttede sig af efter sin såkaldte
opstandelse, godt nok en kopi, der lignede hans afdøde fysiske legeme, men det
var samtidig af en noget anden art eller natur, nemlig et "højspændt
felt" af stærkt vibrerende psykofysiske (subatomare) energier eller
kræfter, som det i den tidlige fase af dets tilsynekomst kunne være livsfarligt
for almindelige dødelige at røre ved. Og efter Jesu egen forudsigelse, måtte
hans fornyede fysiske tilsynekomst netop være blevet arrangeret kort forud for,
at Maria og disciplene kom ud til graven, og Maria - og måske flere andre
kvinder, der var sammen med hende - mødte ham. Derfor var der god grund til
hans advarsel, om ikke at røre ved ham på lige præcis dette tidspunkt. (7)
Rygtet
om opstandelsen breder sig
Det kunne sikkert ikke gå hurtigt nok for
Maria Magdalene at komme tilbage til byen, for at fortælle disciplene, at hun
havde set og mødt den genopstandne Jesus, og at han havde talt til hende og
bedt hende om at fortælle det videre. Han havde dog ikke, som hos de andre
evangelister, sagt noget om, at disciplene skulle begive sig til Galilæa, hvor
han ville mødes med dem. Her er det igen et spørgsmål, om man vil lægge vægt
på, at Johannes er øjenvidne og at hans beretning både kronologisk og
situationshistorisk er enklere og mere logisk sammenhængende, end
synoptikernes tilsvarende skildringer. Dette betyder dog ikke, at de
sidstnævntes beretninger ikke kan bruges som supplerende bidrag til forståelsen
af, hvad der skete i den afgørende tid mellem Jesu opstandelse og hans såkaldte
himmelfart. Lukas kan da også fortælle, at allerede samme dag, altså søndag,
var to af disciplene på vej til Emmaus, og idet de gik på vejen og talte om de
mærkelige tildragelser omkring Jesu død, og særlig om, at de havde hørt, at han
skulle være genopstået og have vist sig for Maria Magdalene. De to disciple
var enige om, at det var vanskeligt at tro på den slags, som de derfor var
tilbøjelige til at betragte som udslag af kvindeligt sværmeri og hysteri.
Men bedst som de vandrede af sted, mødte de en mand, som de ikke mente
at kende, men som slog følgeskab med dem, idet han spurgte: "Hvad er
det I går og taler med hinanden om?" De to disciple stoppede op og så
meget bedrøvede ud, og den ene af dem, hvis navn var Kleofas, svarede: "Er
du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse
dage?" Den ukendte fremmede spurgte: "Hvad da?"
Kleofas svarede: Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i
gerning og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræsterne og vore
rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Vi havde
håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer
desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. Men også nogle af
vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de
fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde
set engle, der sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til
graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de
ikke." Da sagde den ukendte følgesvend til dem: "Åh, hvor er I
uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde
Messias ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?" Den ukendte
mand viste sig at være en skriftkyndig, idet han citerede og udlagde alt, hvad
de hellige skrifter fra Moses og til alle profeterne, havde udtalt om den
forventede Messias.
Denne forelæsning blev de to disciple åbenbart ikke meget klogere af,
men de syntes godt om deres ledsager, så da de nåede til Emmaus og han gjorde
tegn til at ville gå videre, nødte de ham til at blive, idet de sagde: "Bliv
hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede." Manden gav
efter og fulgtes med dem ind i det hus, hvis beboere de skulle besøge. Der blev
budt på aftensmåltid, og da de havde sat sig ved bordet, tillod husherren
åbenbart at den fremmede tog brødet, velsignede og brød det og delte stykkerne
ud. I samme øjeblik, han havde gjort det, stod det klart for de to disciple, at
det var ingen anden end Jesus, de havde foran sig. Men, skriver Lukas, "så
blev han usynlig for dem." Det kan ikke undre, hvis det var to disciple og
andre tilstedeværende, der ikke ville tro deres egne øjne, over det de havde
været vidne til: et menneske, der pludselig og uden varsel forsvinder for
øjnene af en. Kleofas og den anden discipel kunne da bagefter heller ikke
forstå, hvorfor de ikke straks havde genkendt Jesus i den fremmede mand, de
havde mødt på vejen til Emmaus, og de sagde til hinanden: "Brændte ikke
vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for
os?" Derefter brød de op og skyndte sig tilbage til Jerusalem til
huset, hvor de øvrige disciple var forsamlede, og nogle af disse sagde til dem:
"Herren er virkelig opstanden og set af Simon." Til dette
kunne de to nyankomne kun sige, hvad de selv havde oplevet på vejen til Emmaus
og efter ankomsten til landsbyen, hvor det var gået op for dem, at de selv
havde set og talt med Jesus. (8)
Det, der kan undre i forbindelse med de to disciples møde med den
genopstandne Jesus, er, at de ikke straks genkendte ham. Men Kleofas og den
anden, unavngivne discipel hørte næppe til Jesu nærmeste og daglige
omgangskreds, og måske har hans udseende ikke været så markant, at han har
været let at skelne fra andre mandlige jøder og dermed nem at genkende. Nyere
tids forskning i Jesu liv er da også tilbøjelig til at mene, at Jesus af
udseende må have lignet en hvilken som helst anden jøde på den tid.
I lighed med Lukas kan Johannes også
fortælle, at disciplene af frygt holdt sig inde bag aflukkede døre, formentlig
i Johannes Markus' moders hus, hvor de plejede at samles, sådan som det fremgår
af Ap.G.1,12-16. Allerede samme dags aften, altså søndag aften, kom Jesus til
syne for dem og sagde: "Fred være med eder!" Men da han så at
de blev grebet af angst og frygt ved synet af ham, fordi de mente det var en
ånd, de så - hvad det jo altså i en vis forstand også var - sagde han
beroligende til dem: "Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der
tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv;
føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har."
Disciplene havde dog fortsat svært ved at tro, at den skikkelse de så, virkelig
var deres elskede ven og lærer, og da Jesus fornam dette, sagde han: "Har
I noget at spise her?" En af dem rakte ham et stykke stegt fisk, som
han tog og spiste, mens de så på det. Derefter sagde han: "Dette er,
hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse,
som er skrevet om mig i Mose lov og Profeterne og Salmerne." Med
disse ord åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne, og han fortsatte: "Således
står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag,
og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for
alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette. Og
se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her
i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." (9)
Imidlertid var Tomas, også kaldet Didymus, dvs. tvilling eller
tvivleren, en af de tolv, ikke til stede ved denne lejlighed, og da han senere
mødtes med de andre disciple, som kunne fortælle ham om, at Jesus havde vist
sig for dem og talt til dem, sagde han skeptisk: Hvis jeg ikke får set
naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker
min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Otte dage senere var
disciplene atter samlet det pågældende sted, og dørene aflukkede for uvedkommende.
Da står Jesus til alles overraskelse atter midt iblandt dem og siger "Fred
være med eder!" [”Shalom!”], og straks derefter henvender han sig til
lige så stor overraskelse direkte til Tomas og siger: "Ræk din finger
frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og
vær ikke vantro, men troende!" Ingen kunne jo, så vidt de vidste, have
fortalt Jesus om, hvad den skeptiske Tomas havde sagt ved den tidligere
lejlighed. Men havde de husket på, at Jesus også i levende live ofte havde
kunnet læse deres tanker eller forudsige, hvad der ville ske, havde deres
overraskelse nok været noget mindre. Da Tomas ved selvsyn og berøring havde
forvisset sig om, at det virkelig var Jesus, han havde foran sig, forduftede
hans skepsis, idet han udbrød: "Min Herre og min Gud!" Jesus
sagde da til ham: "Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som
ikke har set og dog tror." (10)
Grunden til Tomas' tvivl var formentlig ikke, at han ikke kunne genkende
Jesus i den skikkelse, der viste sig for ham ved den lejlighed, men at han
mente, der kunne være tale om en ånd, hvilket efter hans opfattelse ville sige
noget i retning af en illusion eller et øjenbedrag. Men Tomas kunne altså ved
selvsyn og berøring forvisse sig om, at dette ikke var tilfældet. Det
Jesus-legeme, han så foran sig og som han rørte ved, var 'solidt' nok, som om
der var tale om kød og blod, men i dybet af sit sind var Tomas sandsynligvis
stadig skeptisk, for hvordan kunne et fysisk legeme, der havde været dødt i to
dage, hvilket vil sige, at hjerne, hjerte, blodkredsløb og åndedræt var ophørt
at fungere, genoplives til at fortsætte normale funktioner? Kunne det måske
tænkes, at det forholdt sig med Jesu død, sådan som man havde hørt om fra
Indien, hvor det blev påstået, at nogle yogier bevidst kunne bringe sig selv i
en midlertidig dødlignende tilstand? Men i det fald havde der så været tale om
en slags iscenesat "skuespil" fra Jesu side, og selvom denne mulighed
ikke helt kunne udelukkes, forekom den dog heller ikke umiddelbart sandsynlig.
Jesu lidelse og død på korset forekom jo at være ægte nok.
På den anden side kunne det også tænkes, at den krop, Jesus viste sig
med for sine disciple, måske ikke var hans gravlagte fysiske legeme, men
derimod en psykofysisk kopi af dette. Men denne mulighed efterlod spørgsmålet
om, hvad der så var blevet af det fysiske lig i graven? Som flere gange
tidligere nævnt mener jeg, at Martinus' Kosmologi giver en for et moderne
menneske tilfredsstillende forklaring på hele opstandelsesproblematikken,
hvorfor vi da også skal vende tilbage til en mere udførlig omtale af denne i en
senere sammenhæng.
Imidlertid var der sket det, at folkene
fra gravvagten, formentlig med centurionen i spidsen og måske flere af hans
folk ved Jesu grav, havde konstateret, at graven var tom, og da de samtidig
havde hørt, hvad kvinderne fortalte om mødet med den opstandne Jesus, blev
nogle af soldaterne sendt ind til Jerusalem, for at fortælle ypperstepræsterne,
hvad der var sket. Her kan man imidlertid undre sig over, at de romerske
soldater henvendte sig til de jødiske ypperstepræster, og ikke til Pilatus. Men
det kan muligvis tænkes at hænge sammen med, at gravens bevogtning reelt
sorterede under det jødiske råd, og at det var dette, der på grund af sabbaten
og påsken havde foranlediget, at Pilatus satte sine folk til at bevogte
graven. Jøderne måtte jo ikke selv påtage sig den slags opgaver på sabbaten og
i helligdagene.
Men da de romerske vagtfolk fik foretræde for ypperstepræsterne,
hvilket formentlig vil sige hos Annas og Kajfas, og forelagde deres ærinde, anmodede
man dem om at afvente nærmere besked. Rådet blev i hast sammenkaldt til
ekstraordinært møde, og herunder besluttedes det, at man ville forsøge at
bestikke gravvagten med en større sum penge. Det har formentlig været den
snedige rad til Kajfas, som derefter gav de romerske soldater følgende besked: "I
skal sige: 'Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.´ Og hvis
det skulle komme landshøvdingen for øre, skal vi stille ham tilfreds og sørge
for, at I ikke får ubehageligheder." Ifølge Mattæus tog soldaterne
imod pengene og gjorde nøjagtigt, som man havde forklaret dem, og som følge af
deres løgnagtighed spredtes det rygte blandt jøderne "indtil den dag i
dag", at Jesu opstandelse var et bedrag og et falsum, iværksat af hans
trofaste tilhængere, for at folk skulle tro, at hans ord om sin genopstandelse
var gået i opfyldelse. (11)
Alene af den grund, at Jesu modstandere fandt det nødvendigt at udsprede
rygtet om, at Jesu disciple havde fjernet hans lig fra graven, må man antage,
at den tomme grav i hvert fald kan anses for at være en historisk kendsgerning.
Men en forbenet ateistisk og materialistisk skeptiker kunne naturligvis tænkes
at ville hævde den mulige forklaring, at det er de første kristne, der selv har
udspredt rygtet om, at deres modstandere med den romerske gravvagt som vidner,
havde udspredt et rygte om, at mens vagtfolkene sov, kom disciplene om natten
og fjernede Jesu lig fra graven, for at få det til at se ud, som om han var
genopstået fra de døde. Imod denne mulighed taler imidlertid blandt andet en
rundskrivelse, som det jødiske råd ifølge den ikke-jødiske filosof og
kirkefader, senere helgen, Justinus Martyr (ca.100-165) kort efter Jesu
død lod afsende til jødiske menigheder i Palæstina. Stauffer antager, formentlig
med rette, at Justinus citerer korrekt fra denne rundskrivelse, når han
skriver: "En vis Jesus, en galilæisk prædikant, som prædikede frafald
fra Gud, lod vi korsfæste. Men om natten stjal hans disciple hans legeme fra
den grav, hvori han var lagt efter nedtagelsen fra korset. Således gjorde de
for at bringe mennesker til frafald med det budskab, at han var opvakt fra de
døde og opfaret til himlen." (12)
Selv ikke det jødiske råd vovede altså at bestride, at Jesu grav blev
fundet tom søndag morgen, men man forsøgte blot at give en rationalistisk
forklaring på denne kendsgerning, ved at fremsætte teorien om disciplenes
tyveri af liget. Dette havde naturligvis ikke mindst sin baggrund i, at
medlemmerne af rådet ikke anerkendte Jesus som Messias, men nok som en
lovkyndig prædikant, der dog gik for vidt, ved blandt andet at erklære sig for
at være Guds søn eller hans udvalgte redskab. Desuden omfortolkede han
Moselovens ti bud på en måde, der afveg fra den opfattelse af disse, som den
ortodokse jødedom godkendte, og derved søgte han at bringe mennesker til
frafald fra den rette tro.
Rygtet om disciplenes tyveri af Jesu lig
spredtes hurtigt rundt om i hele Palæstina, og kom naturligvis også snart de
romerske myndigheder i provinserne for øre. Alle forvaltningschefer i hele
landet havde pligt til løbende at sende indberetninger til regeringen i Rom om
alle vigtige tildragelser, forholdsregler og problemer inden for deres
forvaltningsområde. Den samme pligt gjaldt naturligvis Pilatus, som da også
ifølge den fønikisk fødte kirkefader Quintus Septimus Florens Tertullianus
(ca.160-220), som levede og virkede i byen Kartago i Nordafrika, hvor han
blandt andet forfattede en del kristne skrifter, deriblandt "Apologeticum",
og i sidstnævnte skrift omtaler han den indberetning, som Pilatus sendte til
Rom i anledning af henrettelsen af Jesus. Tertullian slutter sin omtale
således: "Alt dette indberettede landshøvdingen til den daværende kejser
Tiberius om Kristus: i graven havde man ikke fundet andet end den afdødes
ligklæder ... de toneangivende jøder påstod, at liget var blevet stjålet af
hans disciple." (13)
Man kan naturligvis hævde, at Tertullians omtale af, hvad der skete
omkring Jesu tid mere end hundrede år tidligere, har ringe eller slet ingen
historisk værdi, så meget mindre som Tertullian var en kristen apologet, for
hvem det var vigtigt at fremføre synspunkter og "dokumentationer",
der var egnede til at kunne bekræfte kristendommens sandhed. Imidlertid
bekræftes det, om end indirekte, fra anden og ikke-kristen historisk kilde, at
Pilatus faktisk foretog indberetning om Jesus til sine romerske foresatte.
Denne kilde er den romerske historieskriver og senator Cornelius Tacitus
(ca.55-120). I hans Annales 15,44 finder man det ældste og vigtigste
ikke-kristne vidnesbyrd om Jesus:
"Auctor nominis eius
Christus,
Tiberio imperitante procu-
ratorem Pontium Pilatum
supplicio adfectus erat".
"Ophavsmanden
til dette navn (de kristne)
er Kristus, der under kejser
Tiberius blev henrettet af
Pontius Pilatus". (14)
Det må stort set formentlig kunne fastslås, at hverken den historiske
eller teologiske Jesus-forskning hidindtil har formået at give en
tilfredsstillende løsning på problemet omkring den tomme grav og Jesu
opstandelse. Den historisk-teologiske betydning af den tomme grav formulerer
Paulus i overensstemmelse med passionstidens kronologi: Jesus blev henrettet
på beredelsesdagen til påsken som Guds påskelam, og han opstod på påskeugens
anden dag, som i den jødiske festkalender kaldes for førstegrødens dag, idet
man i templet den dag frembar de første gaver af den nye høst. Denne
samtidighed udlægger Paulus på den måde, at den opstandne var
"førstegrøden af de hensovede", som gav løfte om den kommende høst:
begyndelsen og forbilledet, garanten og varslet om den kommende opvækkelse af
de døde. Jesu opstandelse betød derfor, at den guddommelige plan for de sidste
tider hermed var blevet åbenbaret, og ifølge den teologiske opfattelse består
denne plan i, at den situation kunne indtræde når som helst, da de døde skulle
opstå fra deres søvn og forlade deres grave, på samme måde, som Kristus
påskemorgen havde forladt sin grav. (15)
Det skal allerede her indskydes, at Martinus' Kosmologi er principielt
enig i Paulus' fortolkning af begivenhederne omkring Jesu død og opstandelse,
men såvel "Jesu opstandelse" som "Helligåndens komme" og
"de dødes opstandelse" udlægges dog på en noget anden og på sin vis
mere forståelig og acceptabel måde, end i den traditionelle og ortodokse
kristendom. Det skal vi senere vende tilbage til.
Jesus
viser sig for sine disciple
Det er et karakteristisk og gentagende
træk ved Jesu åbenbaringer for sine disciple, at disse angiveligt ikke straks
genkendte Jesus, når han viste sig for dem. Og det kan undre, at selv hans
allernærmeste og mest velkendte disciple ikke umiddelbart er i stand til at
genkende ham, men først gør det, efter at han har tilkendegivet sig gennem
specielle handlinger, som disciplene havde erfaring for var karakteristiske
for deres elskede mester.
Imidlertid fremgår det af evangelierne, at Jesus åbenbarede sig
adskilligt flere gange og andre steder, end de ovenfor nævnte. Derimod er
evangelierne ikke enige om, hvor Jesus satte sine disciple stævne, for at de
kunne overvære hans såkaldte himmelfart. Mattæus og Markus mener, at det var på
et bjerg i Galilæa, medens Lukas siger, at det skete "i nærheden af
Betania", formentlig på Oliebjerget, hvorimod Johannes overhovedet ikke
omtaler nogen form for "himmelfart". Stedet, hvor det foregik, er da
heller ikke så vigtigt, men det er derimod af betydning for forståelsen af,
hvad det var, der reelt set fandt sted ved den lejlighed, at man noterer sig
begivenhedens principielle lighed med den såkaldte "forklarelsen på
bjerget". Dengang blev Jesus angiveligt "forvandlet for deres øjne,
hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset." Jesus
fremtrådte altså med en fremtoning, der beskrives på samme måde, som den,
hvormed man både i Gamle og Nye Testamente beskriver de såkaldte engle.
Begrebet og fænomenet "engel" kommer af det græske
"angelos", som betyder "sendebud", nemlig i betydningen
"Guds sendebud", dvs. overjordiske eller himmelske - åndelige -
væsener, der fungerer som en slags "mellemled" mellem Gud eller
guderne og menneskene. Engle forekommer hyppigt i oldtidens religioner og som
nævnt også i Bibelen. (16)
I Bibelen omtales engle i reglen som væsener, der vedvarende elsker Gud
og tjener ham og som bliver sendt til jorden for at overbringe Guds budskaber,
og for at beskytte og redde de troende. De sidstnævnte engle betegnes ofte som
skytsengle eller skytsånder. Englene inddeles i hierarkiske grupper:
ærkeengle (Gabriel, Mikael, Rafael, Uriel), øvrigheder, serafer, keruber. Som
fællesnavne forekommer: Gudssønner, Vældige og Morgenstjerne. Der findes
imidlertid også Mørkets eller Djævelens engle, som hidrører fra den
forestilling om faldne engle, der tager udgangspunkt i fortællingen om gudesønnernes
fald i 1.Mos.6,1ff. (jvf. også 2.Pet.2,3; Jud.6). Engle kan altså optræde både
i Guds og i Satans tjeneste, men altid kun som udtryk for deres herrers vilje.
Det er derfor nærliggende, at opfatte engle som symbolske udtryk for
guddommelige eller djævelske indgreb i menneskers verden. Dette er da også en
rationalistisk opfattelse, der er blevet hævdet med skiftende mellemrum op
gennem tiden. I henhold til Martinus' Kosmologi er englene eller de såkaldte
ånder imidlertid ikke kun symbolske eller billedlige udtryk for guddommelige
eller djævelske indgreb i menneskers liv, men derimod konkrete udtryk for
virkelige åndelige væsener og kræfter, som Gud betjener sig af i sit samvirke med blandt andre mennesker.
(17)
Englene og skytsånderne forekommer også i Ny Testamente, i
fortællingerne om Jesu undfangelse og fødsel, og i forbindelse med fristelsesberetningen,
beretningerne om hans lidelse og opstandelse. Jesus taler også selv om engle,
især i forbindelse med talen om de sidste tider. (18)
Set på denne baggrund var Jesus faktisk et
Guds sendebud, altså en engel eller et åndelig væsen, der blev sendt til jorden
for at åbenbare Guds vilje og plan med menneskeheden. Dette var Jesus selv klar
over, og derfor kunne han f.eks. sige: "Jeg er det levende brød, som er
kommet ned fra Himmelen", og senere i samme forbindelse, da både nogle
af hans disciple og andre knurrede over hans kryptiske udtalelser, sagde han: "Forarger
det jer? Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var
før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har
talt til jer, er ånd og er liv. Men der er nogle af jer, som ikke tror."
Og han sagde også i anden sammenhæng: "Jeg og Faderen, vi er ét."
Det var hans erkendelse af, at han - og alle andre mennesker i deres
grundnatur – er "Ani Hu: Jeg er den, jeg er". Det udtrykte han
også ved at sige: "Står der ikke skrevet i jeres lov: 'Jeg har sagt, at
I er guder?' [...]" Forskellen på Jesus og andre mennesker var og er
kun, at Jesus i modsætning til de sidstnævnte var en indviet eller salvet, dvs.
en messias eller kristus. Nemlig som "førstegrøden blandt de
hensovede".(19)
Lukas-evangeliet fortæller til slut: "Så tog han dem med sig ud,
hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. Og det
skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
[...]" Udtrykket "opløftedes til Himmelen", som også omtales som
"Kristi Himmelfart", skal naturligvis ikke tages bogstaveligt eller
opfattes konkret, som om Jesus rent korporligt lettede fra jorden og steg op
mellem skyerne og forsvandt ud i verdensrummet. Det, der med al sandsynlighed
skete ved den lejlighed, var, at ligesom han bogstavelig talt usynligt kom til
stede bag lukkede døre og viste sig for disciplene, således blev han også
bogstavelig talt usynlig lige for øjnene af dem, sådan som han havde gjort det
flere andre gange, når han havde vist sig for dem (20)
Den enestående verdenshistoriske begivenhed, vi kender under navn af
Jesu opstandelse fra de døde, var dermed afsluttet, men først herefter skulle
det glade evangelium eller budskab om livets sejr over døden, eller åndens sejr
over materien, begynde at udbredes på jorden med en profeti om ”fred på jorden
og i mennesker, der har Guds velbehag”.
Lad os her begynde med at se på, hvad
begreber som hellig og specielt Helligånden betyder i
Nytestamentlig terminologi. Hellig eller hellige betyder primært det eller de
fuldkommen moralsk rene og syndfri, men bruges også om de mennesker, der er
udsondrede fra livet i den syndige verden og indviede til et livssamfund med
Gud. Paulus bruger udtrykket ”de hellige” om dem, som uanset deres
sindskarakter eller moralske vandel, én gang for alle har fået del i de
helliges samfund, gennem at blive optaget i den kristne menighed. Efter jødisk
forbillede opfattes kirken som et kultfællesskab, der er helliggjort ved Jesu
Kristi lidelse og død. (1)
Kultisk set er ”de hellige” mere specifikt kendetegnet ved at være fyldt
af Helligånden, som ikke skyldes noget i dem selv, men derimod er noget, de er
blevet gjort til og gøres til i dåb og nadver. Hvor det kultiske er trådt i
baggrunden, træder en etisk og moralsk forståelse i forgrunden, som imidlertid
rummer en vis fare for at forvrænge opfattelsen af betegnelsen hellig, så at
dette ord snarere kommer til at betegne noget suspekt eller nedværdigende.
Dette har især været tilfældet under den pågående sekularisering, sådan som vi
kender det fra omkring 1700-tallet og frem til og med nutiden.
Det bibelske begreb ”Helligånden” er
udtryk for Guds krafts usynlige virksomhed i mennesker. Gud kan give sin Ånds
kraft, altså dens virkeevne, til særligt udvalgte mennesker, for at de kan
handle på hans vegne. I GT udgjordes sådanne udvalgte mennesker af dommere,
konger og profeter, men først Messias skulle dog fuldt og helt besidde
Helligånden, og derefter skulle den udgydes over hele folket. Det er denne
forventning, den ældste menighed så opfyldt i og med Jesus Kristus, og i Luk.
4, 17ff, lader evangelisten Jesus selv tolke sin gerning som opfyldelsen af
profetien i Es. 61,1f., og Matt. 12,28, hvor det hedder, at det er ved Guds
Ånd, Jesus uddriver onde ånder, dvs. uddriver ånder, der har besat et menneske
og f.eks. drevet det til vanvid. (2)
I NT betyder Helligåndens tilstedeværelse hos nogle personer, en
forudgribelse af Guds riges herlighed, eller det Himmeriges rige, som bl.a.
Jesus forudsagde ville opstå på jorden efter at ”fårene var blevet skilt fra
bukkene” på ”dommen dag”. (Hos Martinus får alle disse udtryk og begreber en
indgående analyse og nytolkning, som utvivlsomt giver større mening for
nutidens mennesker, eller i al fald for dem, der ”har øren at høre med”. (Se
nærmere herom i bind 2).
Den begivenhed, der i Ny Testamente kendes som Helligåndens udgydelse
over Jesu apostle pinsedag, er af gode grunde kun omtalt i Apostlenes
Gerninger, der, som tidligere nævnt tillægges forfatteren af Lukas-evangeliet,
apostlen og lægen Lukas. Han kan også berette om, hvad der skete i dagene og
tiden efter Jesu korsfæstelse, død og opstandelse.
I Apostlenes gerninger fortæller Lukas indledningsvis, at Jesus efter
sin opstandelse med mellemrum viste sig for sine disciple ”i fyrretyve dage og
talte om, hvad der hører Guds rige til.” Lukas kan endvidere fortælle følgende:
Og engang, da han holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke at vige
fra Jerusalem, men afvente det, som Faderen havde forjættet, ”og som I,” sagde
han, ”har hørt mig tale om. Thi Johannes døbte med vand; men I skal om ikke
mange dage døbes med Helligånden.” Medens de nu var samlede, spurgte de ham og
sagde: ”Herre! Er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?” Da
svarede han dem: ”Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som
Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I
få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og
Samaria, ja, indtil jordens ende.” (3)
Lukas ’daterer’ den citerede episode til den dag, der sædvanligvis
kaldes Kristi himmelfarts dag, for umiddelbart efter sker denne begivenhed, som
ifølge Lukas foregik på Oliebjerget øst for Jerusalem. Disciplenes spørgsmål,
om tiden nu var inde til, at Jesus skulle genoprette Israels Rige, viser
tydeligt, at disciplene endnu ikke havde forstået Jesu ord om, at hans rige
ikke var af denne verden. For ved en genoprettelse af Riget, forstod de
åbenbart jødernes fornyede herredømme i eget hus og land, gennem at forjage de
fremmede eller hedningene, altså den romerske besættelsesmagt og dennes og
hellenismens indflydelse på jødisk kultur.
Men umiddelbart efter den ovenfor nævnte
begivenhed, vendte de elleve disciple tilbage til Jerusalem, hvor de samledes i
Johannes Markus’ moders hus, i den sal, hvor de plejede at opholde sig, når de
var i Jerusalem. Disse elleve disciple var i henhold til Lukas følgende: Simon
Peter, Johannes, Jakob, Andreas, Filip, Tomas, Bartolomæus, Mattæus, Jakob,
Alfæus’ søn, Simon Zelotes og Judas, Jakobs søn, ikke at forveksle med Judas
Iskariot. Her var i forvejen forsamlet nogle kvindelige disciple og desuden
Jesu moder, Maria, og hans brødre.
De tilstedeværende samledes i fællesbøn, og det fremgår indirekte, at
alle var i stor vildrede med, hvad man skulle tro og hvordan de voldsomme
begivenheder, der havde fundet sted i påskedagene og efter, skulle opfattes og
tolkes. Måske lige bortset fra Simon Peter, som i de forløbne dage og uger
åbenbart var kommet så meget til besindelse, at han kunne indtage og udfylde
den af Jesus anviste plads som sine meddisciples anfører og vejleder.
I mellemtiden havde samme toneangivende Simon Peter udvirket, at der var
blevet valgt en ny discipel som erstatning for Judas Iskariot. Valget stod
mellem Josef, med tilnavnet Barsabbas, og Mattias, som begge havde været Jesu disciple
og fulgt denne i nogen tid, og det blev afgjort ved at kaste lod. Forinden
havde Peter dog først henvendt sig i bøn til Jesus: ”Herre! Du, som kender
alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at indtræde i dette
embede og den apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget
sted.” Loddet faldt på Mattias, som
herefter blev regnet som den tolvte apostel. (4)
Det fremgår indirekte, at disciplene allerede på dette tidspunkt havde
dannet den første menighed, der skulle blive kendt under navn af urmenigheden,
dvs. den første kristne menighed i Jerusalem. Af ovenfor anførte citat ses
det, at man var begyndt at opfatte apostelgerningen som et embede, i
lighed med præsternes og andres embeder ved Templet og i synagogerne. Optagelsen
i menigheden skete sandsynligvis i forbindelse med det ritual, der betegnes som
dåben, men i den første tid adskilte de Kristus-troende sig ikke fra deres
jødiske landsmænd. Som disse deltog de i tempeltjenesten og overholdt de
fastlagte bedetider, og fastholdt Moselovens bestemmelser om renselser, sabbat,
omskæring osv.
Foruden dåben, som skete, idet man bekendte sig til troen på Jesus
Kristus, havde man også nadveren, som Jesus jo havde indstiftet under sit
sidste påskemåltid, der fandt sted skærtorsdag aften. Ved nadverens
indstiftelse foretog Jesus en nytolkning af jødernes traditionelle påskemåltid,
som jo bestyrkede jødefolkets pagt med Gud, idet han, for at disciplene og de
troende skulle huske på hans liv og gerning, lod vinen symbolisere sit blod og
brødet sit legeme.
Apostlene
overskygges af Helligånden
Pinsedagen er betegnelsen på den højtid i
GT, som kaldes ugefesten og de syv ugers fest, fordi den blev
fejret syv uger efter påske. Ordet ”pinse” kommer af det græske ”pentekoste”,
som betyder ”den halvtredsindstyvende (dag)”. Den var oprindelig en takkefest
for kornhøsten, men blev af rabbinerne opfattet som en mindefest for
lovgivningen på Sinaj. (5)
I den kristne kirke blev
pinsen den højtid, der fejres til minde om Helligåndens udgydelse over
urmenigheden, en begivenhed, der medførte at de kristne talte i andre sprog og
umiddelbart blev forstået af folk fra andre lande. Herom hedder det i Ap. G. 1,
1-5, at da apostlene og disciplene igen var forsamlede i Jerusalem, antagelig i
salen ovenover Johannes Markus’ moders hus, ”lød der med ét fra Himmelen en
susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der
viste sig for dem tunger af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt
af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte alle at tale i
andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.”
Apostlene synes derefter at være gået ud i byen, måske endda hen på
tempelpladsen, for at forkynde deres nyvundne visdom. Det rygtedes derfor snart
rundt om i Jerusalem, at de af Jesu apostle, som var fra Galilæa og som kun
talte aramæisk, pludselig var begyndt at tale i andre sprog, så at deres
forkyndelse af evangeliet umiddelbart kunne forstås af folk fra vidt
forskellige lande: Ægyptere, libyere, arabere, grækere og romere m.fl.. Det
undrede mange sig naturligvis over, men vidste ikke rigtig, hvad de skulle tro
og mene om det. Andre og mere skeptiske var af den opfattelse, at apostlene
havde fået for meget af den søde vin og derfor var blevet berusede, og at det
var dette, der satte dem i stand til at vrøvle en hel masse af sig, som de ikke
selv forstod, men som velvillige folk kunne tolke som om der blev talt til dem
i deres eget sprog.
Peter
citerer profeten Joels profeti
Mængdens spot blev dog snart for meget for
Simon Peter, som med rette mente at kunne gendrive kritikken, i dette tilfælde
med henvisning til profeten Joel, som omkring anden halvdel af det 7.årh. f.Kr.
blandt andet havde profeteret følgende:
'Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud,
at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød;
og jeres sønner og jeres døtre skal profetere,
og jeres unge skal se syner,
og jeres gamle skal drømme drømme.
Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder
vil jeg i de dage udgyde af min Ånd,
og de skal profetere.
Og jeg vil lade ske undere oppe på himmelen
og tegn nede på jorden,
blod og ild og rygende damp.
Solen skal vendes til mørke og månen til blod,
før Herrens dag kommer, den store og herlige.
Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens
navn, skal frelses.' (6)
Efter dette eskatologiske profetcitat, fortsætter Peter med at sige
følgende:
"Israelitiske mænd! hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en
mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og
tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han
blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved
hedninger hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men gud gjorde ende
på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes
af døden. [...]"
Og efter at have citeret Davids Salme
16,8-11, fortsatte Peter:
"Mine brødre!
lad mig få lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og
begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. Da han nu var en profet og
vidste, at Gud med ed havde lovet ham, at af hans efterkommere skulle en sidde
på hans trone, forudså han, at Messias skulle opstå, og talte derom og sagde,
at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se
forrådnelse. Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter
at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden,
som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører. Thi
David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv:
'Herren sagde til min herre:
sæt dig ved min højre hånd,
til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.'
Så skal da hele Israels hus vide for vist,
at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og
Kristus." (7)
Peters ord fik mange i forsamlingen til at
besinde sig og lytte til, hvad den ny kristne lære gik ud på, og en del lod sig
derefter døbe i Jesu navn, og de holdt fast ved fællesskabet, brødets brydelse
og bønnerne. Desuden solgte mange deres ejendom og gods og delte pengene ud
blandt menighedens medlemmer, efter hvad hver enkelt trængte til. Men blandt de
omvendte, fortsatte de kristne jøder dog med daglig at komme i templet, lige
som de hjemme overholdt de traditionelle jødiske ritualer og skikke.
Ifølge Ap.G. 2, 41, lod tre tusinde mennesker sig døbe på selve
pinsedagen. Hvor mange tilhængere Jesus allerede havde i forvejen, ligger dog
ikke helt klart, men måske har det drejet sig om flere hundrede eller endda op
mod et tusind. Imidlertid blev Pinsedag indledningen på apostlenes
missionsgerning, sådan som denne allerede er blevet skitseret i denne bogs
indledning. Men det blev også begyndelsen til det martyrium, som mange af de
tidligste kristne, både de mere og de mindre fremtrædende, i den efterfølgende
tid måtte gennemgå og underkaste sig. Såvel i Palæstina som i den hedenske
verden blev det kristne budskab om næstekærlighed og ikke-vold ofte mødt med en
brutalitet og skånselsløshed fra magthavernes side, som for et nutidsmenneske
nærmest gør det uforståeligt og uforklarligt, at den kristne lære overhovedet
har kunnet overleve og slå rod, således at kristendommen efterhånden blev
udbredt over store dele af jorden. Dens historie op gennem århundrederne er
skrevet med smerte, lidelse og blod i en grad og et omfang, som står i skærende
kontrast til juleevangeliets ord om fred på jorden og i mennesker velbehag.
Men de sidstnævnte ord skal selvfølgelig ses som en profeti om, hvad der skal
og vil ske efter de sidste tider og dommens dag, hvor en ny himmel og en ny
jord skal opstå (8)
13. DEN MYTOLOGISKE JESUS KRISTUS
Ordet og begrebet myte stammer fra
det græske mythos, som betyder fortælling, specielt om guder. Læren om myter
kaldes mytologi, men denne betegnelse kan også dække det kompleks af myter, som
hører en bestemt epoke eller et bestemt kulturområde til. I bibelforskningen
anvendes ordet myte til at karakterisere fortællinger, hvis begivenheder
foregår i et andet rum end historiens og ligger udenfor den almindelige tid.
Ordet forekommer ikke i GT, men findes i NT, hvor det dog i alle tilfælde
drejer sig om ”fabler”, dvs. fortællinger af belærende indhold. (1)
Allerede i urkristendommen begyndte der at danne sig myter omkring
Jesus, som efterhånden skulle gøre denne historiske skikkelse til en guddom,
man kunne hylde, tilbede og forvente hjælp og vejledning af. Ja, som man mente
ville og kunne frelse eller befri mennesker fra det onde og denne verdens
elendighed, hvis man troede på ham som Guds enbårne søn og lod sig døbe i hans
navn, hvorved man ville få del i den evige salighed i Guds rige. Omvendt
forholdt det sig, hvis man ikke troede på ham og hans ord og derfor ikke lod
sig døbe, så ville man som et Djævelens barn være fortabt og fordømt til et
evigt ophold i helvedes luer. Man forudsatte med andre ord, at mennesker ville
leve ”evigt” efter livet på jorden, men man gjorde sig ingen tanker om, at
denne opfattelse stred imod indholdet og betydningen af ordet og begrebet
evighed.
Begrebet evig eller evighed kan både betyde uendelighed i tid og i rum
og uendelig væren ’udenfor’ tid og rum, i begge tilfælde altså en væren til og
en væren uden begyndelse og uden ende. Man skelnede med andre ord mellem det
forgængelige, dvs. det, som opstår og forgår og som er undergivet
naturlovene, specielt årsagsvirkningsloven, og det uforgængelige, altså
det, der simpelthen eksisterer uafhængigt af de vilkår, der gælder for tiden og
rummet, og de dermed forbundne naturlove, samt årsagsvirkningsloven. Det, der
er uforgængeligt, er primært karakteriseret ved, at det er årsagsløst. Det er
derfor i grunden noget ufilosofisk vrøvl at tale om, at mennesker kan opnå udødelighed
og evigt liv, for enten er man udødelig og lever i evigheden, eller også er og
gør man det ikke. Noget andet er, at det levende væsen, herunder mennesket, i
sin evige kosmiske tilværelse må gennemleve en tidsperiode, hvorunder
bevidstheden om det guddommelige tilhørsforhold, udødeligheden og det evige
liv, er degenereret til en latent tilstand, som får individet til at tro, at
det selv er identisk med den ’døde’ materie, hvorfor følgelig Gud, udødelighed
og evigt liv må være illusioner. Men denne situation vil efterhånden afføde en
længsel efter ”det tabte paradis”, og gradvist vil individet via sine
erfaringer, og især sine lidelseserfaringer, blive bragt tilbage til en
oplevelse og erkendelse af sin identitet med Gud, og dermed igen opnå
erkendelse af sin egen udødelighed og sit evige liv. (2)
Men som nævnt, blev den historiske Jesus Kristus snart gjort til en
legende, der blev opfattet som eksisterende udenfor historiens rum og den
almindelige tid. I NT ses det især af barndomshistorierne i Matt. 2 og Luk. 22,
men myten eller legenden om Jesus dukker lejlighedsvis også op i andre
sammenhænge dér, hvor kirkefædrene og senere menigheder har følt et behov for
at ændre, tilføje og udelade i de originale evangelietekster. I flere af denne
bogs tidligere kapitler, er der blevet fremdraget eksempler på de myter eller
legender, der i tidens løb har dannet sig omkring personen Jesus Kristus. En af
de mest sejlivede myter i legenden om Jesus Kristus, er myten om
jomfrufødselen, som vi i det følgende skal se lidt nærmere på.
Omstændighederne omkring Jesu fødsel omtales kun af Mattæus og
Lukas, og ifølge disse to evangelister blev Maria gravid som jomfru og endnu
medens hun kun var forlovet med sin tilkommende mand, Josef, hvilket dels blev
anset for et alvorligt og derfor strafbart brud på loven, og dels gav
anledning til, at den retsindige Josef var til sinds at lade sig skille fra
hende i al stilhed, for ikke at bringe skam over hende. (3)
Ifølge Femte Mosebog, 22,13-21, 23ff. var det en alvorlig og strafbar
sag for en kvinde, ikke at være jomfru ved ægteskabets indgåelse, ligesom det
var strafbart for en mand at have samleje med en trolovet kvinde. I
førstnævnte tilfælde "skal man føre hende hen foran hendes faders
husdør, og mændene i hendes by skal stene hende til døde, fordi hun har begået
en udåd i Israel ved at bedrive hor i sin faders hus." I sidstnævnte
tilfælde skal både kvinden og den mand, hun har haft samleje med, stenes til
døde, hun, fordi hun ikke skreg om hjælp, og han, fordi han krænkede sin næstes
brud.
Dette for rettroende jødiske kredse alvorlige juridiske og moralske
problem, søger de to evangelier at komme uden om, ved at henholde sig til
forestillingen og påstanden om jomfrufødsel, et udtryk, der har vundet
hævd i den kirkelige lære om Jesu fødsel. I Ny Testamente er begrebet
jomfrufødsel ikke udtryk for en biologisk ejendommelighed, men derimod for en
guddommelig indgriben med henvisning til, at alt er muligt for Gud. Læren om
jomfrufødsel går - uforskyldt - tilbage
til jødedommens måske betydeligste profet, Esajas, som levede og virkede
i Jerusalem ca. 740-700 f.Kr. I Es.7,14 står følgende: "Derfor vil
HERREN selv give eder et tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en
søn, og hun kalder ham Immanuel."
Imidlertid er der først og fremmest tale om en fejlagtig eller
tendentiøs fortolkning af det hebraiske ord for jomfru, Betula, som i græsk oversættelse er gengivet ved Alma, der egentlig
kun betyder en ung kvinde, uden at det er afgjort, om hun er gift eller ugift.
Men det har altså været vigtigt for Mattæus og Lukas at betone Marias såkaldt
"ubesmittede undfangelse" ved Helligånden, og derigennem
"frikende" både hende og hendes tilkommende mand, Josef, for
juridisk såvel som moralsk skyld i forhold til Moseloven eller Toraen.
For Marias vedkommende var der i henhold til de nævnte evangelier tale
om, at hun fik besøg af ærkeenglen Gabriel, der fortalte hende, at hun ville blive
gravid og føde en søn, som hun skulle kalde Jesus. Det kunne Maria ikke fatte,
indvendte hun, for hun havde jo endnu ikke stået i forhold til nogen mand. Det
ville ifølge englen ikke være noget problem, for det skulle ske ved at "Helligånden
skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal
også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn." (4)
Marias graviditet kom åbenbart også som en overraskelse for Josef, for
han mistænkte hende for at have været ham utro, og ville derfor i al stilhed
have afbrudt sin forlovelse med hende, hvis ikke han i en drøm havde set og
hørt englen Gabriel, som beroligede ham med, at Maria var blevet gravid ved
Helligånden. (5)
Det synes direkte at fremgå af de ovenfor citerede tekststeder, at Maria
naturligvis udmærket var klar over den biologiske sammenhæng mellem samleje og
undfangelse, hvorfor evangelisten Lukas er nødt til at påstå - formentlig i god
tro - at hun, skønt gravid, endnu ikke havde haft samleje med nogen mand, og
altså heller ikke med sin tilkommende mand, Josef. Evangelisten Mattæus er
desuden nødt til at påstå, at Josef havde grund til at undre sig over Marias
graviditet, eftersom han endnu ikke havde haft samleje med hende. Josef og
Maria var altså helt almindelige og normale mennesker, som i øvrigt ikke synes
at have været specielt religiøst anlagte, men de to evangelister så det først
og fremmest som deres opgave, at fremstille Jesus Kristus som Guds Søn, og som
sådan kunne de og deres samtids - og for resten også eftertids - trosfæller
ikke forbinde hans undfangelse og fødsel med noget så "lavt" som et
normalt samleje mellem mand og kvinde.
Spørgsmålet er imidlertid, hvornår og hvordan begrebet jomfrufødsel
overhovedet er opstået. For at forstå det, skal vi opholde os lidt ved den
kulturelle baggrund for, at begrebet og forestillingen om den
"ubesmittede undfangelse" overhovedet er opstået. Det forholder sig i
virkeligheden sådan, at det kun er 2 af de 27 nytestamentlige skrifter, som
danner det historiske grundlag for kristendommen, der omtaler jomfrufødsel, og
selv i disse to tilfælde er denne lære i modstrid med de to skrifters øvrige
indhold. Alle skrifter har oprindelig antaget at Jesus er undfanget og
født på naturlig måde, og at hans biologiske fader var Marias mand, Josef. Hvis
ikke det havde været tilfældet, ville Mattæus ikke have haft nogen grund til at
indlede sit evangelium med en opregning af Jesu slægtsregister. Dertil kan
føjes, at Lukas-evangeliets 1. kapitel virker som en
"efterrationalisering", for allerede i 2. kapitel, 41-52, omtales
Josef og Maria som "hans forældre".
Vigtigst er det dog, at Jesus aldrig selv har forkyndt læren om
jomfrufødsel, og det har hans apostle eller disciple heller ikke, og den findes
slet ikke i den ældste, jødekristne menighed, ligesom den er fremmed for
jødisk religion og Det gamle Testamente. Hvorfra stammer da denne mærkværdige
lære om jomfrufødsel, som blev et hoveddogme for den katolske kirke og som selv
efter reformationen fastholdtes i protestantismen, ifølge hvilken Bibelen,
eller mere præcist evangelierne, burde være eneste kilde til kirkens lære?
Begrebet jomfrufødsel, hvorved altså primært skal forstås en
overnaturlig undfangelse og fødsel uden mandlig medvirken, kendes også fra
andre antikke, især hellenistiske, mysteriereligioner, som f.eks. de eleusinske
mysterier, de orfiske mysterier, de dionysiske mysterier, den Store Moder
Kybeles og Attis’ mysterier, Isis’ og Osiris’ mysterier og Mitras mysterier.
Disse mysterier var indbyrdes mere elle mindre forskellige, men rummede dog
visse fælles grundlæggende træk, som f. eks. foreningen mellem sjælen og guddommen, og bl.a. den sjælelige og
moralske renselsestid, der gik forud herfor. I mysterierne var der altså tale
om, at ”foreningen” mellem mysten, hvilket vil sige den person, mand eller
kvinde, der skulle gennemgå indvielsen, og det guddommelige alvæsen, var af
åndelig art og udelukkende skulle forstås på åndelig måde. Dette gjaldt også i
GT, som opfattede den profeterede messianske fredsfyrste som et menneske, på
hvilket man anvendte det fra den oldsemitiske religion nedarvede udtryk ”Guds
søn”. Men udtrykket skulle forstås på åndelig måde, nemlig som et særligt åndeligt
sønneforhold mellem Messias og Gud.
I den fra Salme 2,7 kendte formular, der på den tid blev brugt ved
kongens indvielse eller ”salvelse” og dermed tronbestigelse, hedder det: ”Du er
min søn, i dag har jeg født dig”. Kongen blev dengang anset for at have
guddommelig oprindelse, og den profeterede Messias blev også opfattet som en
konge. Guds ånd overskyggede ifølge evangelierne Jesus, da han lod sig døbe af
Johannes Døberen, og ved den lejlighed hørtes den guddommelige røst, som ifølge
de nuværende bibeludgaver sagde: ”Du er min søn, i dig har jeg velbehag.” Men i
flere ældre håndskrifter findes den oprindelige læsemåde bevaret, der stemmer
med den ovenfor citerede Salme 2, nemlig: ”Du er min søn, i dag har jeg født
dig.”
Det var altså ved Johannes-dåben, at Jesus blev klar over, at han var
blevet Guds søn. I henhold til Biblen er alle mennesker Guds børn, men Jesus er
Guds søn på enestående måde, fordi han i enestående grad er fyldt med Guds Ånd
eller Helligånden. Jesus er altså blevet Guds søn eller er blevet besjælet af
Helligånden ved en underfuld åndelig oplevelse som moden ca. 30-årig mand, og
ikke ved en underfuld fysisk fødsel. Det var dette åndelige sønneforhold, Jesus
selv henviste til, og som apostlene lejlighedsvis påkalder som bevis for lærens
guddommelige karakter. Den oprindelige tekst er senere blevet ændret, fordi den
stred mod den katolske kirkes Jomfru Maria-kultus’ eller Madonna-dyrkelses
dogme om den ”ubesmittede undfangelse” og jomfrufødslen. (6)
Hensigten med mysteriekultens hævdelse af jomfrufødsel var primært at
pointere og fremhæve den udvalgte konges eller frelsers guddommelige
oprindelse, og denne kunne fromme og dydige mennesker altså ikke forestille sig
skulle hænge sammen med det profane samleje mellem mand og kvinde.
Ved nærmere eftersyn viser det sig da også, at misforståelsen i
evangelierne omkring Jesu undfangelse og fødsel dels skyldes en oversætterfejl
og dels menighedens behov for at understrege og fremhæve Jesu Kristi ”rene”
guddommelige oprindelse. I den græske og gamle danske oversættelse står der:
”Jomfruen er svanger og føder en søn”, idet grundteksten bruger det græske Alma,
som betyder ”ung kvinde”, og ikke ordet Betula, der betyder
”jomfru”. Desuden står der i det gamle syriske håndskrift, som tilskrives
Mattæus: ”Josef avlede Jesus.”
Heller ikke hverken Simon Peter eller Paulus har forkyndt læren om den
ubesmittede undfangelse og jomfrufødslen. Ifølge Apostlenes Gerninger 2, 22
kalder Peter Jesus ”en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige
gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, …” I
Paulus’ brev til Romerne 1, 4, lyder det: ”Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet
til apostel, udkåret til at forkynde Guds evangelium, det, som Han har
forjættet ved sine profeter i hellige skrifter, evangeliet om hans søn, der ifølge
sin kødelige herkomst er født af Davids slægt og ifølge Helligheds-ånd med
vælde blev godtgjort at være Guds søn ved opstandelse fra de døde, …” I
Apostlenes Gerninger 13, 23 står der samstemmende: ”Af hans [Davids] slægt lod
Gud, således som han havde forjættet, en frelser fremstå for Israel – det er
Jesus.”
Påstanden eller dogmet om jomfrufødsel forekommer heller ikke i
Johannes-evangeliet, der ellers stærkest betoner Jesu guddommelige natur. I
Joh. 1,46 kaldes Jesus ligeud for ”Josefs søn”. Markus-evangeliet kender endnu
mindre til det mærkværdige dogme om jomfrufødsel, for heri omtales Jesu fødsel
slet ikke. Derimod nævnes ”hans moder og hans brødre” som ”hans nærmeste
[familie]”. Og disse betragtede henholdsvis deres søn og broder som ”forrykt”,
og troede ikke på, at han var noget særligt, hvilket på et tidspunkt fik Jesus
til foreløbig at bryde med dem (7)
På den ovenfor skitserede baggrund må det stå klart, at Juleevangeliet
(Luk. 2, 1-20) er en smuk fortælling, en myte, som ikke har meget med faktisk
historisk virkelighed at gøre. Derfor er det egentlig lidt ejendommeligt, at
det selv samme Lukas-evangelium 2, 23-38 – sammen med Mattæus-evangeliet 1,
1-17 opregner Jesu slægtsregister i et slægtled, der rækker fra Abraham over
kong David og til Jesu fader, ”Josef , Marias mand”, og dermed bevidner denne
som Jesu kødelige fader og biologiske ophav. (8)
Det kan altså med andre ord konstateres, at der med dogmet om
jomfrufødslen er tale om, at dette er et resultat af senere afskriveres forsøg
på en harmonisering af den oprindelige tekst med menighedens egen lære om den
ubesmittede undfangelse, og for resten også dens lære om treenigheden. Det har
ikke kunnet ske uden rettelser, udeladelser og tilføjelser i den originale
tekst. Man kan måske synes, at det ville have været mest konsekvent helt at
udelade den stamtavle hos Mattæus, som ikke findes i det formentlig ældste
evangelium, Markus-evangeliet, og heller ikke i Johannes-evangeliet, men det
har man altså trods alt ikke turdet vove, eller måske har man ikke været
opmærksomme på, at opremsningen af Jesu biologiske slægtsregister direkte
modsagde – og modsiger – dogmet om jomfrufødsel. Også Jesu stamtavle i det
antagelig næstældste Lukas-evangeliet, og beretningen om Jesu åndelige fødsel (Matt.
3,17), er i strid med dogmet. (9)
Et eksempel på, hvordan senere harmoniseringsrettelser i den oprindelige
evangelietekst kan se ud, kan nævnes et meget gammelt evangelie-håndskrift, som
i 1892 blev fundet i Syrien. Det viste sig, at den oprindelige skrift var
udvisket og senere var blevet overskrevet, antagelig for at ikke det sjældne og
kostbare pergament skulle gå til spilde. Ved hjælp af en kemisk proces lykkedes
det imidlertid forskerne at tydeliggøre den oprindelige tekst, og heraf kunne
man se, at der ved den nyere overskrivning var blevet foretaget rettelser og
sågar meningsforstyrrende ændringer af den oprindelige tekst. I den nyere tekst
til Mattæus-evangeliet står f.eks.: ”Josef, Marias mand, af hende blev Jesus
født”, men den overskrevne ældre tekst lød sådan: ”Josef avlede Jesus”. Disse
tre ord rummer faktisk Biblens oprindelige lære om Jesu fødsel, nemlig, at
Jesus blev født på helt almindelig og normal menneskelig måde af Maria, Josefs
hustru. Jesus blev altså ikke avlet af den hellige Ånd, som først kom over ham
under Johannes-dåben, dvs. da han var omkring 30 år. (Luk. 3,23f. med
par.). (10)
Forestillingen om jomfrufødslen er som tidligere nævnt en ældgammel
myte, der fandtes i den semitiske messiaslære og i de antikke mysterier
årtusinder før vor tidsregning. Men læren om jomfrufødslen, som hang sammen med
oldtidens religiøse frugtbarhedskultus, var på Jesu tid for længst forsvundet
inden for jødisk religion og i andre forasiatiske religioner, og fandtes kun
rudimentært i de folkelige religioner, hvor man dyrkede modergudinden.
Det kan altså konkluderes, at de oprindelige bibelske skrifter ikke
rummer nogen religiøs lære om jomfrufødsel, idet de udtrykkeligt fortæller, at
Jesus var avlet som søn af Josef. Først langt senere i historien dukker læren
om jomfrufødslen atter op, nemlig i og med den katolske kirkes behov for
Madonna- og Maria-dyrkelse. Læren trænger herfra ind i bibelteksterne og
kanoniseres af den katolske kirke som helligt dogme, og herfra adopteres den af
den protestantiske trosbekendelse, som præsten fremsiger ved hver eneste
barnedåb i nutidens kirker: ”Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og
jordens skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er
undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, …”
Sakramente er betegnelsen for menighedens
hellige handlinger dåb og nadver, der dog ikke forekommer i NT.
Ordet sakramente eller sacramentum er den latinske oversættelse
af det græske ord mysterion, som betyder ”hemmelighed”. I oldkirken blev
sakramente et udtryk for alt det i den kristne tro, som ikke var umiddelbart
indlysende og forklarligt. Til sakramenterne regnede man dåb og nadver. Man kan
altså tale om dåbens mysterium og om nadverens mysterium. Her skal vi først se
på dåbens sakramente eller dåbens hellige mysterium. (11)
Dåbens mysterium er tidligere blevet omtalt i 4. kapitel, men her skal
kort repeteres, hvad begrebet dåb går ud på både teoretisk og i praksis. Det
græske ord for dåb er baptisma, og det er udtryk for en rituel, religiøs
handling, som baserer sig på den opfattelse, at kultisk eller moralsk urenhed
kan vaskes af sjælen som fysisk snavs af kroppen. Der er da også ofte tale om
neddykning i eller overhældelse eller bestænkning med vand. Dåb i denne
betydning er med andre ord en renselseshandling og som sådan findes den i mange
former i forskellige religioner og religiøse bevægelser, både i fortiden og i
nutiden.
Imidlertid kan dåb forstås i overført betydning, nemlig som en indvielse
i en religiøs hemmelighed eller som en indlemmelse i et religiøst
samfund eller en bestemt trosretning. Den ydre handling: Neddykningen i,
overhældelsen eller bestænkningen med vand bekræftede den indre moralske
omvendelse, der var forudsætningen og betingelsen for indvielsen eller
optagelsen, og som udsprang af budskabet om, at Guds rige var kommet nær.
Dåb og den dermed forbundne omskæring af drengebarnet, var traditionel
og almindelig praksis hos jøderne både før og efter Jesu tid, og dåben gjaldt
også ikke-jøder, de såkaldte proselytter, der lod sig omvende og optage i det
jødiske samfund. Som det vil være fremgået, blev Jesus født under forældrenes
besøg i Betlehem, og otte dage efter fremstillet og omskåret i Templet i
Jerusalem. Først som ca. 30-årig lod Jesus sig
døbe i Jordanfloden af fætteren Johannes, og ved den lejlighed blev
Jesus overskygget af Helligånden og dermed født på ny, hvilket vil sige, at han
fra da af fik del i Guds bevidsthed eller hellige ånd, men selv synes han ikke
at have døbt, idet han skelnede mellem dåb med vand og dåb med Helligånd, og
den sidstnævnte betragtede han tydeligvis som den vigtigste. Men han havde
tilsyneladende intet imod, at hans disciple foretog den symbolske dåb med vand.
(12)
Det kan altså konstateres, at dåb ikke hverken er indstiftet eller
praktiseret af Jesus, mens han levede her på jorden, lige som det først er i
forbindelse med den første kristne pinse, at der tales om dåb i Jesu Kristi
navn. Dåben betød da et tegn på optagelse i kirken, hvis fødselsdag jo netop
markeres af pinsedagen, dvs. den dag, da den Helligånd kommer, der følger med
dåben. Dåben betyder også en dag til fællesskab med Jesus Kristus i hans
lidelse, død og opstandelse. Dåben i Jesu eller Jesu Kristi navn har sin historiske
og religiøse baggrund i den jødiske tankegang, at man kan udtrykke et
ejendomsforhold ved at nævne et navn over en person eller ting. Det vil i
tilfældet med dåben i Jesu navn sige, at den døbte har Jesus til Herre og må
dele hans lod og skæbne. I kristen opfattelse består dåbens renselse i, at
mennesket ved Jesu gerning er renset for den synd, der udelukker det fra at
være omfattet af Guds kærlighed. Derfor tales der også om en dåb til syndernes
forladelse, og om dåb som badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.
Helligåndens gave betyder netop, at den giver barnekår hos Gud. Derfor hedder
det da også: ”Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn,
kommer I slet ikke i Himmeriget [dvs. Guds rige!]” (13)
Eftersom fællesskabet
med Jesus Kristus også er et fællesskab med Gud, der giver Helligånden, er det
forståeligt, at dåben senere blev til en dåb i Faderens og Sønnens og
Helligåndens navn. (14)
Men primært betød og
betyder dåben et tegn på, at den døbte har del i den frelseshandling, som Gud
har udført via sin enbårne søn Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse. Den
kristne dåb er altså ikke indstiftet af Jesus selv, hvilket den såkaldte
Missionsbefaling synes at være vidnesbyrd om, men er en indlemmelse i fællesskabet med ham efter hans død og opstandelse.
Missionsbefalingen kaldes de ord, som den opstandne Jesus sagde til sine
disciple inden sin himmelfart:
”Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle
folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og
Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet
jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (15)
Man mener dog ikke, at disse ord er udtalt af den historiske Jesus, idet
han ikke selv brugte formlen ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, som
tilhører en senere tids opfattelse. Heller ikke det universalistiske sigte i
missionsbefalingen menes at harmonere med Jesu egne udtalelser, som alene tog
sigte på jøder. Denne anses derfor snarere at være et udtryk for urmenighedens
følelse af forpligtethed over for hedningeverdenen, som urmenigheden da også
kort efter Jesu bortgang begyndte at missionere i.
Det er dog nok et spørgsmål, om ikke det universale hovedsigte i
missionsbefalingen skyldes Jesus, for den stemmer godt med indholdet af hans
forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse og af verdensdommen. Også selvom Jesus
andetsteds siger, at evangeliet eller den ny lære kun skal prædikes blandt
jøder (16)
Imidlertid må det som tidligere nævnt konstateres, at mennesker, der
ikke er døbt i Jesus Kristi navn, ifølge ortodoks kristen tankegang efter døden
vil være fortabte og dømte til et evigt, pinefuldt ophold i et hinsidigt eller
underjordisk helvede. Efter at man havde indført barnedåben i kristen praksis,
var og er det naturligvis en stærkt skræmmende tanke for mange mennesker, at
deres udøbte små børn ved tidlig død, sådan som tilfældet meget ofte var før i
tiden, hvor børnedødeligheden var stor, at disse vil være fordømt til ophold i
et pinefuldt helvede. Det gjaldt derfor om at få sit barn eller sine børn døbt
snarest muligt efter fødslen, således at de også kunne få del i frelsen og Guds
kærlighed.
Det, der i hvert fald ikke har stået ophavsmændene til dåben og
barnedåben klart, er, at forestillingerne omkring dåben og dens virkninger,
stemmer meget dårligt med påstanden eller dogmet om Guds alkærlighed, alvisdom
og almagt. Hvordan skulle en alkærlig, alvis og almægtig Guddom kunne tolerere,
at hans skabninger underkastes evig straf, pinsler og smerte, blot fordi de af
en eller anden grund ikke er blevet døbt i Jesu Kristi navn? Det postuleres jo,
at menneskene er skabt af Gud, så hvorfor kunne Guds omsorg og forsyn ikke i
kærlighedens navn på forhånd have forhindret, at menneskene overtrådte Guds
bud, når konsekvenserne af en overtrædelse er så fatale, som det hævdes? Hvis
det skyldes, at Gud ikke kender til alt, hvad menneskene foretager sig, så er
Hans alvisdom uden betydning, og hvis Han kender til menneskenes overtrædelser,
men ikke kan forhindre disse, så må Hans almagt være meningsløs og blot et tomt
postulat.
Nej, sagen er kort og godt, at Jesu lære og gerninger i den grad er
blevet misforstået og især misfortolket, først og fremmest af hans nærmeste
disciple og apostle, og dernæst af senere tiders teologer og skriftkloge. Disse
indførte derfor deres egen mytologiske og legendeprægede forståelse af Jesu
liv, død og opstandelse, både gennem ændringer, tilføjelser og udeladelser i de
evangeliske tekster og ved at indføre omfortolkningen i kirkens teologi og
liturgi.
Men som vi skal få at se i bind 2, fremfører og begrunder Martinus som
sin grundlæggende opfattelse, at Guds hovedegenskaber virkelig er alkærlighed,
alvisdom og almægtighed. Derimod mener han, at dåben hører fortiden til,
forstået på den måde, at den tilhører et åndeligt udviklingstrin, som en hel
del nutidsmennesker for længst har passeret, men som mange mennesker endnu
befinder sig på. I stedet for dåb taler Martinus om indvielse, forstået
som den udviklingsbetingede indvielse til kosmisk bevidsthed, han betegner som
”den store fødsel”. For Martinus er begrebet kosmisk bevidsthed identisk med
begrebet Helligånden.
Den kristne menigheds fællesmåltid kaldes
i almindelig sprogbrug nadveren, af oldnordisk ’nátt’ = aften og ’verðr’
= måltid, som blev indstiftet af Jesus selv den sidste aften, han var sammen
med sine tolv udvalgte disciple. I evangelierne er nadver en oversættelse af
det græske ”deipnon”, som mere præcist hentyder til ”brødets brydelse” (17)
Nadverens indstiftelse er skildret i Matt. 26,26 med par.; 1. Kor.
11,23-25, men indstiftelsesordene er ikke ens i de fire evangelier, hvilket
skyldes forskellige menigheders forskellige liturgiske traditioner. Ældst synes
dog skildringen i 1. Kor. 11, 23-25 at være. Johannes-evangeliet adskiller sig
i sin beretning om Jesus sidste aften sammen med disciplene fra de tre andre
evangelier, ved at handle om fodtvætningen i stedet for om indstiftelsen af
nadveren, idet der dog i talen om livets brød tydeligt henvises til denne og
dens betydning (18)
I nadveren tolkes Jesu død som et pagtsoffer, idet der er tale om en
”ny” pagt med Gud til afløsning af den ”gamle”, som Moses i sin tid sluttede på
Sinajbjerget. Den ny pagt bestod i, at for Jesu døds skyld ville Gud tilgive al
synd, og alle, der tager imod tilgivelsen, skulle få plads i Hans rige.
Nadveren blev på den måde ikke kun et mindemåltid, men en sakramental forudgribelse
af det evige livs måltid i Guds rige. Derfor har den, der spiser Jesu legeme og
drikker hans blod, lod og del i hans død og opstandelse (19)
Kernen i beretningerne om nadverens indstiftelse er de to ord ”dette er mit
legeme”, som udtaltes i forbindelse med brødets brydelse, samt ”dette er mit
blod” eller ”dette bæger er den ny pagt ved mit blod”, som Jesus udtalte, idet
han lod vinbægeret (kalken) gå fra mund til mund.
I lyset af det
jødiske påskemåltid, som skete til minde om udvandringen af Ægypten, skal den
sidste nadver, der antagelig fandt sted skærtorsdag aften, aftenen før Jesu
henrettelse, sikkert forstås sådan, at Jesus er påskelammet, som ofres.
Nadveren kan derfor forstås både som et mindemåltid, hvor fællesskabet styrkes
ved Guds og Kristi nærvær, og som et offermåltid i lighed med de hellenistiske
mysteriemåltider. Nadveren blev oprindelig holdt i forbindelse med et
virkeligt, fysisk måltid, kaldet agapemåltidet, der blev ledsaget af
takkebønner og lovprisninger. Agape er græsk for kærlighed, og betyder i
kristen forstand Guds suveræne, umotiverede, selvhengivende kærlighed, hvormed
han opretter fællesskab mellem sig selv og mennesket. Guds kærlighed er ikke
motiveret af nogen særlig fortjeneste hos
det menneske, den gælder, tværtimod er den helt uden grund og gælder syndere
såvel som retfærdige. Agape er derfor i klar modsætning til den jødiske
lovfromhed (nomos), ifølge hvilken Guds kærlighed i særlig grad gælder den
retfærdige, som elsker Guds lov. (20)
En slags kontrast til agape er det ligeledes græske eros, der som
filosofisk begreb betyder kærlighed i form af begær, længsel og stræben, f.eks.
efter åndelig og moralsk fuldkommengørelse, hvorunder mennesket trinvis hæver
sig til stadig højere former for erkendelse af det fuldkomment skønne, Gud, for
til sidst at skue dette tilværelsens højeste væsen og urgrund, så at sige ansigt til ansigt.
Fra urkristendommens tid har der været en bestandig spænding mellem
begreberne agape, eros og nomos, og det har lige siden udgjort et
betydningsfuldt tema i europæisk idéhistorie. Kort kan man sige, at nomos og
eros er menneskets vej til Gud, mens agape er Guds vej til mennesket. (21)
Imidlertid må man stille spørgsmålstegn ved, om nadveren nu også har den
transcendente effekt, som der påstås fra dogmatisk kristen side, eller om Jesus
blot indstiftede nadveren, for at hans disciple og senere tilhængere i særlig
grad skulle erindre sig ham, hans lære og gerning, hver gang det årlige og i realiteten
jødiske fællesmåltid blev afholdt i påskehøjtiden. Den subtile lære om nadveren
og den såkaldte transsubstantiation, dvs. væsensforvandling, blev ophøjet til
dogme ved Laterankonciliet 1215. Reformatoren Martin Luther (1483-1546) vendte
sig dog imod dette dogme og formulerede i stedet en lære om konsubstantiation,
hvorved han forstod, at Kristus er til stede i, med og under brødets brydelse
og vinens uddeling. Det, de senere og nutidige kristne kender som nadveren, når
de går til alters, er derfor menighedens og teologers, ikke mindst Paulus’,
udlægning af, og for protestanternes vedkommende endnu senere Luthers udlægning
af, hvad der skete og blev sagt ved Jesu sidste måltid med sine nærmeste
disciple skærtorsdag aften cirka år 38.
I henhold til Martinus’ kosmiske analyser er det ikke muligt at få
syndsforladelse og opnå del i Guds kærlighed, blot fordi man går til alters og
deltager i nadveren. For dels er ”synd” et fiktivt og derfor meningsløst
begreb, og dels omfatter Guds kærlighed allerede alle eksisterende levende
væsener, og altså også dem, der ikke fornemmer, føler eller erkender dette
faktum. Guds væsen og kærlighed kan et væsen først opleve og erkende, når det
har gennemgået den store fødsels indvielse til kosmisk bevidsthed, hvor det
bliver overskygget af Den hellige Ånd, dvs. af Guds egen bevidsthed. Men den
store fødsel kan kun opnås og opleves af det etisk-moralsk højt udviklede
menneske, der befinder sig på et relativt højere udviklingstrin end det
almindelige jordiske menneske. Den store fødsel må derfor ikke forveksles med
det bibelske begreb omvendelse, der ganske vist tilsigter præcis samme
mål, nemlig at mennesket, som har forladt sin oprindelige stilling som Guds
lydige skabning, jf. myten om Adam og Eva, vender sig til Gud, bort fra sig
selv og sin selvrådighed og egenkærlighed. For Martinus er dét, at elske Gud,
det samme som at elske sin næste med en ubetinget kærlighed, og at elske sin
næste er at elske Gud.
Men til trods for, at Martinus anser syndernes forladelse og nadveren
for fiktive begreber og forestillinger, mener han dog samtidig, at begge dele
kan have stor og livsvigtig betydning og værdi for de mennesker, som tror på
disse ting. Det drejer sig jo om mennesker, der religiøst befinder sig på et relativt
lavere åndeligt udviklingstrin, for hvilket de nævnte begreber er virkelige,
primært fordi navnet på deres åndelige autoritet og trosobjekt, Jesus Kristus,
Guds søn og talerør, er knyttet til begreberne og begivenhederne. Når Jesus
derfor i evangelierne opfordrer folk, ved at sige: ”Omvend jer, thi Himmeriget
er kommet nær!”, så hentyder han til Guds riges snarlige komme og begyndende
frembrud. Vigtigt er det i den forbindelse, at det er Gud der handler og at det
er Hans gave, der gør det muligt at vende om, hvorved her skal forstås til tro
på evangeliet om syndernes forladelse. (22)
Men man kan altså ikke bare omvende sig, fordi man gerne vil. Det kan
kun ske, når forudsætningerne og betingelserne i menneskets eget sind er til
stede, således at den hellige Ånd kan få indpas i bevidstheden og overskygge
individet. Derimod forekommer der åbenbart spontane omvendelser til troen på
f.eks. Jesus Kristus, omvendelser, som psykologisk kan minde om de såkaldte
aha-oplevelser, hvorunder en eller anden hidtil ukendt eller skjult sammenhæng
pludselig og uventet går op for et menneske. Men denne form for oplevelse har
intet direkte med den store fødsel at gøre, primært fordi den finder sted
indenfor troens område, altså på et udviklings- og bevidsthedstrin, hvor de
pågældende mennesker endnu befinder sig under ”den guddommelige suggestions”
indflydelse.
Efter en omtale af sakramenterne, vil det
være naturligt at se lidt på de undere eller mirakler, som Jesus angiveligt
udførte i de år, hvor han og hans nærmeste disciple vandrede omkring i Galilæa
og Judæa. Når disse mirakler skal omtales under kapitlet den mytologiske Jesus,
beror det på den opfattelse, at disse undergerninger med al sandsynlighed er
udtryk for ren mytologi, for så vidt som de strider mod de almindeligt kendte
naturlove. Dermed er ikke sagt, at Jesus, som antagelig havde fået en
uddannelse som terapeut hos essæerordenen i Chirbet Qumran, ikke var i stand
til at foretage endog overraskende helbredelser af forskellig slags, men det
skete i en tid, hvor man stort set ikke kendte til begreber som naturlove, og
herunder heller ikke til årsagsvirkningsloven. Man forklarede derfor sådanne
helbredelser med, at det var undergerninger, ligesom man forklarede
tilsyneladende uforklarlige begivenheder og hændelser med, at disse var
undere.
I bibelsk forstand er undere udtryk for, at Guds virke bliver synligt,
og når et menneske er i stand til at udføre undere, er det, fordi Guds kraft er
med det. Undere er altså også tegn på Guds virke. Undere i form af
kraftgerninger kunne f.eks. udføres af profeterne Elias og Elisa, men andre,
f.eks. falske profeter, kunne også udøve sådanne uden at Gud var med. (23)
I NT er undere som nævnt enten knyttet til Jesu skæbne og virke, eller
de sker i hans navn, og i begge tilfælde er der tale om tegn på, at Jesus er
Messias. Det gælder Jesu undfangelse, hans undergerninger og hans opstandelse.
Men Jesu undere skulle ikke tjene som beviser, hvilket fremgår af hans
udtalelser imod beskyldningen for at stå i ledtog med Beelzebul. At Jesu undere
kun skulle tjene som tegn ses også af Luk. 10,17-20. (24)
Apostlenes var tilsyneladende også i stand til at udføre undergerninger,
men altid i Jesu navn. Men andre kunne altså også udvirke undere ved Guds
kraft, og endelig forudsiges det, at falske messias’er og falske profeter i de
sidste tider vil komme og gøre store tegn og undergerninger, for at føre de
udvalgte på vildspor (25)
Ved Jesu undergerninger forstås, at han gengav blinde synet, døve
hørelsen, lamme førligheden, og helbredte forskellige andre fysiske og psykiske
sygdomme og lidelser, samt at han genopvakte døde til livet, alt sammen som
tegn på, at Gud var med ham og at han var Messias. Han kunne tilsyneladende
også stilne stormen og gå på vandet, forvandle fem brød og to fisk til så mange
af hver, at de kunne mætte flere tusinde mennesker, og forvandle vand til vin.
Det store spørgsmål er imidlertid, om ikke der ved den del af disse
undergerninger, som strider mod naturlige årsager, først og fremmest kan og
skal forstås, at de er symbolske udtryk for den virksomhed, som Jesus udøvede i
kraft af sin status som en Messias eller verdensgenløser (se om det sidstnævnte
udtryk i bind 2). Man kan jo nemlig opfatte disse undere og undergerninger på
den måde, at Jesus med sit liv og sin lære gør åndeligt blinde seende og
åndeligt døve hørende, og gengiver mennesker, der har mistet deres åndelige
førlighed, livslysten og virketrangen, samt opvækker åndeligt døde til nyt liv
i Himmeriges rige. Guds rige er jo her og nu, idet dets spirer er inden i hver
enkelt menneske og blot venter på at bryde frem fra dybet af bevidstheden og
folde sig ud i oplevelsen af livet eller tilværelsen som et guddommeligt under
og eventyr. Men se nærmere om Jesu undergerninger i bind 2. (26)
Begrebet treenighed, på latin trinitas eller
trinitet, er teologisk og skabt af kirkefaderen Tertullian (ca. 160-ca.
220 e.Kr.). Han var grundlæggende monoteist og overbevist om, at Gud kun kan
være én, og ville en gang for alle forsøge at afklare det indbyrdes forhold
mellem Gud, Jesus Kristus og Helligånden, i håbet om at kunne afværge, at
kristendommen blev beskyldt for at dyrke tre guder.
Mange havde vanskeligt ved at forstå eller tro på en Gud, der samtidig
er tre personer: Fader, Søn og Helligånd, en Gud, der går omkring på jorden,
idet han ignorerer og tilsyneladende overtræder alle naturlove, for til sidst
at fare op til Himlen og sætte sig ”ved Guds Faders, den almægtiges højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.”
Læren om treenigheden er udsprunget af troen på Guds kærlighed til sine
skabninger, primært til menneskene, og på, at denne kærlighed giver sig selv hen
i Kristus, så at alle får del i livet fra Gud, som er Helligånden. I
treenighedslæren hænger Gudstro, Kristusbekendelse og frelseshåb derfor
uløseligt sammen.
I NT er treenighedslæren endnu ikke udviklet, men spirerne til den
findes i konstateringen af, at Kristus er Guds søn og at Helligånden er Guds
ånd. Først efterhånden blev læren om treenigheden udviklet af græsk-romerske
kirkefædre i et stadigt forsøg på at fastholde, at Guds kærlighed endegyldigt
er blevet åbenbaret i Kristus. Ved koncilet i Nikæa 325 e.Kr. forsvaredes
Kristus som guddom, og ved koncilet i Konstantinopel 381 e.Kr. hævdedes
Helligåndens guddom, men på en sådan måde, at de tre personer har del i den ene
guddommelige væren og er således lige evige og almægtige. Samtidig er de tre
personer realt forskellige fra hinanden på den måde, at Faderen har væren ud
fra sig selv, Sønnen udgår fra Faderen, og Helligånden er udsendt fra Faderen
og Sønnen. (27)
Det var dog ikke alle kristne, der kunne acceptere og anerkende denne
treenighedslære, og det gav anledning til en splittelse mellem den vestlige
latinsk-romerske kirke og den østlige græsk-ortodokse kirke. I den førstnævnte
hævdede man strengt treenighedslæren, mens man i den sidstnævnte mente og fastholdt, at Helligånden alene
udgik fra Faderen.
Treenighedslæren gav endvidere anledning til angreb fra især to sider,
idet man på den ene side mente, at
troen på de tre personer i Gud slet og ret var udtryk for en dyrkelse af
tre guder, og på den anden side hævdedes det, og hævdes fortsat af bl.a.
unitarerne, at Guds enhed udelukker flerhed, hvorfor Kristus kun kunne anses
for at være et usædvanligt menneske, og ikke Guds søn i den forstand, som
tilhængere af treenighedslæren påstod. Jesus Kristus kunne altså ikke betragtes
som guddom, og kunne derfor heller ikke være objekt for tilbedelse, men måtte
derimod betragtes som den store lærer og det store moralske forbillede for
menneskene. Denne opfattelse var også fremherskende i 1700-tallets
rationalistiske teologi. (28)
Som det for længst er fremgået her af bogen, er Jesus Kristus i henhold
til Martinus’ kosmiske analyser netop det usædvanlige menneske, den store lærer
og det store etisk-moralske forbillede for menneskeheden. Men Jesus er samtidig
Guds søn på principielt samme måde, som alle andre mennesker og levende væsener
er Guds ’børn’, dog med den forskel, at Jesus er en ”ældre broder”, i det
udviklingsforløb, Martinus kalder ”Vejen mod lyset”, der strækker sig fra det
jordiske menneskes verden til dét Himmeriges rige på jorden, han betegner som
”det rigtige menneskerige”.
Indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi opereres imidlertid også med en
grundlæggende treenighedslære, men heri hedder de tre instanser eller
’komponenter’ henholdsvis 1. Gud som Skaber, 2. Guds kraft og evne til at
skabe, og 3. det, Gud har skabt og skaber. Men da det levende væsen, herunder
mennesket, er skabt i Guds billede og ligner ham, er dette også udtryk for et
treenigt princip, nemlig 1. Jeget (skaber og oplever), 2. bevidstheden (skabe-
og oplevelsesevnen), og 3. organismen (det skabte og oplevede). Se nærmere
herom i bind 2.
Det må altså konstateres, at opfattelsen af Jesus Kristus som guddom
uhjælpeligt hører ind under mytens og overtroens domæne, også selvom nok så
fremtrædende mennesker endnu i vore dage opfatter og tilbeder ham som sådan.
Men også her er det godt og klogt at erindre sig Martinus’ ord om, at der i
virkeligheden er tale om en fase på vejen mod en højere og sandere
gudsdyrkelse, som er identisk med erkendelsen og oplevelsen af det virkelige
forhold mellem Gud og verden, mellem Gud og hans skabninger, mellem Gud og
os selv hver især.
14. DOMMEN OVER JERUSALEM
OG VERDEN
I forlængelse af
skildringen af den mytologiske Jesus, vil vi i dette kapitel beskæftige os med
et emne, der bestemt ikke giver anledning til hverken at smile eller le, nemlig
Jesu apokalyptiske og eskatologiske forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse og
dommedag over verden.
Begrebet og forestillingen om dommedagen
er eskatologisk, hvilket vil sige, at dette og denne handler om de sidste ting
eller tider, således som disse forventes at udvikle og forme sig for de
troende. Forestillingerne har i reglen rod i senjødisk apokalyptik, hvis
grundtanke er, at den nuværende verdens tid er begrænset, og at en kommende ny
og angiveligt bedre verden er nært forestående. I GT findes der især hos
profeterne i og efter Eksilet forestillinger om at dommens dag efterfølges af
en ny messiansk tid, hvor Jahve vil opfylde alle sine løfter til Israels folk. I
NT drejer forestillingerne sig mere specielt om Jesu forkyndelse om Gudsrigets
nærhed, og for apostlene om Kristi genkomst, dødes opstandelse, dommedag,
verdens nyskabelse og evighed. (1)
Der er dog en dobbelthed i de
eskatologiske udsagn, idet det både siges, at Gud er nær allerede nu, og at Gud
endnu ikke er helt nær, nemlig fordi den urkristne menighed mente at leve i de
sidste tider, og derfor forventede man de dødes snarlige vækkelse og
opstandelse, samt Jesu snarlige genkomst. Ja, faktisk forventede man, at disse
begivenheder ville finde sted indenfor apostlenes egen levetid.
Opfattelsen og stemningen af, at verden
går sin undergang imøde, hænger formentlig primært sammen med menneskets grundlæggende
usikkerhed over for livets betingelser og vilkår, herunder det, at døden er
alle vis, og sekundært med utilfredsheden med de herskende kulturelle, sociale,
politiske og økonomiske forhold. Undergangsstemningen kendes særlig fra
perioder, hvor et land eller samfund enten er styret af en magtelite med et
upopulært politisk system, eller som er blevet besat eller erobret af et
militært set stærkere land. Under indtrykket af de restriktioner, påbud og
forbud, herunder knægtelse af forsamlings- og ytringsfriheden, samt straffeforanstaltninger af forskellig art,
som besættelsesmagten, eventuelt i et vist samarbejde med det besatte lands
egne skræmte myndigheder, indfører, reagerer befolkningen som helhed i reglen
med en vis apati og finder sig i tingenes tilstand, i hvert fald for en tid.
Troende mennesker eller mennesker med en religiøs livsanskuelse tolker i reglen
begivenhederne i et eskatologisk og apokalyptisk perspektiv og ser dommedagen
som nært forestående, mens et relativt lille mindretal harmes og opildnes af
begivenhederne til at gå til aktiv
modstand, der dog af gode grunde oftest sker i det skjulte. Det er eksempelvis,
hvad der var tilfældet under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark 1940-45, en situation,
der formentlig i princippet også har ligheder med lignende besættelser i den
historiske fortid, som f.eks. under Romerrigets besættelse af Palæstina 63
f.Kr.. (2)
Jesu veråb over de
skriftkloge og farisæerne
I Palæstina var
forestillingen om dommedag og messias’ komme for at genoprette Israels folks
position som herrer i eget hus og land nærværende, både før, under og efter
Jesu tid. Apostlene og disciplene opfattede Jesus som den Messias, hvis komme i
al fald siden Joels dage var blevet forudsagt af profeterne. Ifølge disse ville
Gud, under forudsætning af folkets bod, omvendelse og bøn, dømme Israels
fjender og give Israel en glorværdig fremtid, og desuden udgyde sin Ånd over
Israel i de sidste tider. Apostlene så profetien om Åndens udgydelse opfyldt i
og med pinseunderet, men overså tilsyneladende, at denne begivenhed kun
omfattede et fåtal af mennesker i samtiden. (3)
Hvis vi ellers kan og skal stole på
evangelierne, syntes Jesus også selv at have været fyldt af forventningen om
verdens nært forestående undergang og endeligt, som han åbenbart mente ville
begynde med Jerusalems ødelæggelse. Denne profeti, spådom eller forudsigelse
fremsatte han en dag, mens han opholdt sig i Templet i Jerusalem, hvortil han
og hans disciple var ankommet for at fejre påskehøjtiden. Jesus talte her til
sine disciple og den forsamlede menneskemængde, og herunder udtalte han sit
skarpe veråb over skriftkloge og farisæere, som på deres side gjorde alt, hvad
de kunne, for at fange ham i hans egne ord, men indtil videre forgæves:
”På Moses’ stol har de skriftkloge og
farisæerne taget sæde. Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men
deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det
ikke. De binder tunge byrder sammen og
lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger.
Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør
deres bederemme og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste
plads ved gæstebudene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på
torvene og blive kaldt ’rabbi’ af folk. Men I skal ikke lade jer kalde ’rabbi’;
thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I skal ikke kalde nogen på
jorden jeres ’fader’; thi kun én er jeres Fader, han som er i Himlene. Ej
heller skal I lade jer kalde ’førere’; thi kun én er jeres fører, Kristus. Og
den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som ophøjer
sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig skal ophøjes. Ve jer, I
skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I lukker Himmeriget for menneskene;
selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke. [Ve jer, I
skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I opæder enkers bo og beder længe for
et syns skyld, derfor skal I få des hårdere dom]1). Ve jer, I
skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I drager om til lands og til vands for
at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et
Helvedes barn, dobbelt så slemt, som I selv er. Ve jer, I blinde vejledere! I,
som siger: ’Om nogen sværger ved templet, de betyder intet; men om nogen
sværger ved guldet i templet, han er bundet af sin ed.’ I dårer og blinde,!
Hvad er da størst? Guldet eller templet, som helliger guldet? Ligeså siger I:
’Om nogen sværger ved alteret, det betyder intet; men om nogen sværger ved
offergaven, som ligger derpå, han er bundet af sin ed.’ I dårer og blinde! Hvad
er da størst? Offergaven eller alteret, som helliger offergaven? Den, der
sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt, hvad der ligger
derpå. Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, som
bor deri. Og den, som sværger ved Himmelen, sværger både ved Guds trone og ved
ham, som sidder derpå. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I giver
tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større
vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme
det andet. I blinde vejledere, I, som sier myggen af, men sluger kamelen! Ve
jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I renser det udvendige af bæger
og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig. Du blinde
farisæer! Rens først, hvad der er i bægeret, sådan at også det ydre af det kan
blive rent. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I er ligesom
kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af
dødningeben og alskens urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for
mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed. Ve jer, I
skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I bygger gravmæler over profeterne og
pynter de retfærdiges grave og siger: ’Havde vi levet i vore fædres tid, så
ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod.’ Altså giver I
jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere. O I – gør kun
jeres fædres mål fuldt! I slanger, I øgleunger! Hvordan kan I undgå at dømmes
til Helvede?
Derfor: se, jeg sender til jer profeter
og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem
vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by, for at alt det retfærdige
blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige
Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem
templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: alt det skal komme over denne
slægt. Jerusalem, Jerusalem! Du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er
sendt til dig! Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn [dvs. indbyggere],
som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke. Se, jeres hus
bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: fra nu af skal I
ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ’Velsignet være den, som kommer i
Herrens navn!’” (4)
Da Jesus kort efter
forlod templet og var på vej over mod det højdedrag i nærheden, som kaldtes
Oliebjerget, kom hans disciple hen til ham og pegede på tempelbygningerne, og
en af dem sagde beundrende: ”Mester, se, hvilke sten og hvilke bygninger!”. Til
det svarede Jesus: ”Ser I alt dette? Sandelig siger jeg jer: her skal ikke
lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.” (5)
Da Jesus og hans nærmeste disciple havde
sat sig på Oliebjerget for at hvile, spurgte de ham, sikkert med ivrig og
bævende stemme: ”Sig os, hvornår skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme
og verdens ende?” Jesus, som vidste, at hans disciple ikke forstod, hvad han
mente, svarede advarende:
”Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer
vild. Thi mange skal komme i mit navn og sige: ’Jeg er Kristus;’ og de skal
føre mange vild. I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at
I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke
enden. Thi folk skal rejse sig imod folk, og rige mod rige, og der skal være
hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse.
Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet
af alle folk for mit navns skyld. Og da skal mange bringes til fald og forråde
hverandre og hade hverandre. Og mange falske profeter skal fremstå og føre
mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos
de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses. Og dette
evangelium, om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle
folkeslagene; og så skal enden komme. Når I da ser ’ødelæggelsens
vederstyggelighed,’ hvorom der er talt ved profeten Daniel [Dan. 9,27. 1 Makk.
1,54], stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!) så skal de, der
er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke stige ned for
at hente det, der er i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem
for at hente sin kappe! Ve dem, der er gravide, og dem, der giver die, i de
dage! Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en
sabbat; thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra
verdens begyndelse indtil nu’ [Dan. 12,1] og heller ikke senere skal komme. Og
dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de
udvalgtes skyld skal disse dage afkortes. Hvis nogen da siger til jer: ’Se, her
er Kristus,’ eller ’dér!’ så skal I ikke tro det. Thi falske Messias’er og
falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er
muligt, at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud. Hvis de
altså siger til jer: ’Se, han er i ørkenen,’ så gå ikke derud; ’Se, han er i
kamrene,’ så tro det ikke! Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om
i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være. Hvor ådselet er, dér vil
gribbene flokkes. Straks efter trængselen
i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal
falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes. Og da skal Menneskesønnens
tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og
de skal se ’Menneskesønnen komme på himmelens skyer’ med megen kraft og
herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal
samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste
grænser. Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet
saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også
skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren. Sandelig siger jeg
jer: denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket. Himmelen og jorden
skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men den dag og time kender
ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang sønnen, kun Faderen alene.
Thi ligesom i Noahs dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de
levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte
lige til den dag, da Noah gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden
kom og rev dem alle bort – sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme. Da
skal to mænd være sammen på marken; den ene tages med, og den anden lades
tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, den anden
lades tilbage.
Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag
jeres Herre kommer. Men det skal I vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken
nattevagt tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete
indbrud i hans hus. Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den
time, I ikke tænker jer. (6)
Efter denne på en
gang grumme og løfterige profeti,
fortsætter Jesus med at fortælle sine disciple tre lignelser, som alle handler
om at forvente og være parate til Menneskesønnens og Himmerigets komme. De tre
lignelser er den om den tro og den utro tjener, den om de ti brudejomfruer, og
den om de betroede talenter. Herefter fremsætter Jesus sin profeti om
verdensdommen, der jo er nøje kædet sammen med dommen over Jerusalem:
Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed,
og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle
folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom
hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side
og bukkene ved den venstre. Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side:
’Kom hid, min Faders velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt fra
verdens grundvold blev lagt. Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var
tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var
nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og
I besøgte mig.’ Da skal de retfærdige svare ham og sige: ’Herre! Når så vi dig
sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig at drikke? Når så vi dig
fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder? Når så vi dig syg
eller i fængsel og besøgte dig?’ Og Kongen skal svare og sige til dem:
’Sandelig siger jeg jer: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér,
har I gjort imod mig.’ Da skal han sige til dem ved den venstre side: ’Gå bort
fra mig, I forbandede! Til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.
Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig
ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I
gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.’ Da skal
også de svare og sige: ’Herre! Når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed
eller nøgen eller syg eller i fængsel uden at tjene dig?’ Da skal han svare dem
og sige: ’Sandelig siger jeg jer: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste
dér, har I heller ikke gjort imod mig.’ Og disse skal gå bort til evig straf,
men de retfærdige til evigt liv.” (7)
Der er ikke noget at sige til, at
disciplene mere eller mindre misforstod Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse
og verdens undergang, for den er ikke umiddelbart nem at forstå, heller ikke
for et nutidsmenneske. Derfor kan det egentlig heller ikke undre, at de tolkede
sætningen: ”Sandelig siger jeg jer: denne slægt skal ikke forgå, før alt dette
er sket”, som om der mentes, at verdens undergang skulle ske indenfor deres
egen levetid. Men Jesus sagde jo også, at enden først skulle komme, når
evangeliet om Gudsriget var blevet udbredt til ”alle folkeslagene”, og at den
dag og time, hvor dette ville være opfyldt, kendte kun Gud Fader. Spørgsmålet
er derfor, hvad Jesus lagde i ordet ”slægt”: om det skulle betyde ”dette
slægtled” eller ”menneskeslægten” som helhed, sådan som begrebet meget vel kan
forstås efter den kontekst, hvori det indgår, og som det også bliver udlagt i
Johannes’ Åbenbaring. (8)
Når der hos Matt. 24,8 tales om ”veerne”,
skal udtrykket forstås som en forkortelse af ”Messiastidens fødselsveer” eller
”Messiasveerne”, som i nytestamentlig tid var en almindeligt brugt betegnelse
for de store trængsler og ulykker, der skulle ramme jordens befolkning inden
verdensafslutningen og Gudsrigets oprettelse. Disse begivenheder er varsler om
Messias’ snarlige fremtræden, på samme måde som veerne hos den gravide kvinde
er tegn på, at barnets fødsel er nært forestående.
Hvordan skal dommedagsprofetien forstås?
Tilbage bliver
imidlertid stadigvæk det store spørgsmål, hvor konkret eller realistisk, man
kan og skal opfatte Jesu profeti om dommen over Jerusalem og verden. Profetien
er jo desuden delvis afsagt i lignelsens form, nemlig lignelsen om figentræet
og om den tro og den utro tjener, lignelsen om de ti brudejomfruer og om de
betroede talenter, og om fårene og bukkene. Profetien kan jo også tolkes
moralsk som et lærestykke om at overholde Guds bud og om at handle kærligt imod
sin næste, uanset hvilken stilling og status samme næste end indtager, og som
et symbolsk udtryk for, at hvis man ikke gør det, går ens egen verden og dermed
også fællesskabets verden under i et moralsk ragnarok, der også kan få eller
have konsekvenser i form af psykiske og fysiske lidelser og sygdomme,
revolutioner og krige.
Men tager man Jesu profeti som udtryk for
en konkret historisk forudsigelse af, hvad der på et tidspunkt vil ske i og med
verden, må man nok med vores egen store humorist, Robert Storm Petersen,
muntert-ironisk konstatere, at ”det er svært at spå, især om fremtiden!” For
næppe nogen anden profeti har været genstand for så mange tidsmæssige
korrektioner i tidens løb, som netop Jesu forudsigelse af dommedagen.
Som vi skal se i andet bind, opfatter
Martinus dommedagsprofetien som en overvejende symbolsk forudsigelse af
realistiske hændelser og begivenheder, der efter hans mening for alvor tog
deres begyndelse i og med 1. verdenskrig, og som især er fortsat i og med 2.
verdenskrig og vil fortsætte et godt stykke ud i en ikke nærmere defineret
fremtid. Men læs mere herom senere.
15. JESU LIGNELSER OG JESU HUMOR
Det græske ord for lignelser er ”parabolé,
er i lighed med det tilsvarende hebraiske ”masjal” en betegnelse for flere
forskellige former for billedtale, såsom ordsprog, sammenligninger,
fortællinger og allegorier, hvor hvert træk har en dybere mening end den
umiddelbare. Lignelser var en almindelig forkyndelsesform i Jesu samtids
jødedom, med rødder i GTs profetiske litteratur, som f.eks. i Es. 5,1-7 med
lignelsen om den ufrugtbare vingård
(jf. Matt. 21,33-46) og i Jer. 18,1-12 med pottemagerlignelsen.
Ifølge de tre første evangelier, Mattæus-,
Markus- og Lukas-evangeliet, udgjorde lignelser en væsentlig del af Jesu
forkyndelse, og de handler for de flestes vedkommende om Guds rige. Derimod
forekommer der ejendommeligt nok kun få lignelser i Johannes-evangeliet, og her
handler de på sin vis om Jesus selv. (Joh. 6,22-59 (Jesus som livets brød);
8,12-29 (Jesus som verdens lys); 10,1-21 (Jesus som den gode hyrde);12,24
(Jesus som hvedekornet); 15,1-8 (Jesus som det sande vintræ).
Ved at sammenligne Guds rige med forhold i
hverdagslivet, opnåede Jesus at lade sine tilhørere selv erkende, hvordan det
forholder sig med dette rige. Det billedsprog, han benyttede sig af, var
umiddelbart forståeligt for de fleste, og udlægninger eller nærmere
forklaringer var derfor ikke nødvendige. Alligevel forekommer sådanne, men
nogle forskere mener, at disse er tillagt Jesus af en senere tids menighed,
hvor man ikke længere forstod lignelserne umiddelbart. Derfor er talen til
disciplene om, at Jesu forkyndelse er en hemmelighed, som kun kan forstås af
særligt indviede, hvortil disciplene blev regnet, faktisk i modstrid med selve
lignelsernes væsen, som derved bliver gjort til allegorier. I allegorien skal
hvert enkelt træk i fortællingen tolkes som noget andet, hvilket gør, at den
kun bliver fuldt ud forståelig for den, der besidder den særlige indsigt, som
åbenbarer meningen, mens uindviede kun kan opfatte denne som gådefuld.
Lejlighedsvis kan den tidligste menigheds eller kirkes forståelse af
Jesu lignelser konstateres gennem de tilføjelser, der er blevet gjort til
disse. Man mente, at hovedsigtet med Jesu lignelser var, at ”Sådan skal de
sidste blive de første, og de første de sidste”, og ”enhver som har, ham skal
der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog
det tages, som han har (1)
Nyere Jesus-forskning er imidlertid af den opfattelse, hvad angår Jesu
lignelser om Gudsriget, at han kun har villet sige en eneste ting med disse,
nemlig at Guds rige er nær, fordi det ligger som en spire i hvert eneste
menneske. Det anses derfor af nogle forskere for en eklatant misforståelse at
udlægge disse lignelser træk for træk, sådan som det er sket gennem det meste
af kirkens historie. Lignelserne er ifølge disse forskere ikke udtryk for evige
sandheder, men deres budskab er uløseligt forbundet med Jesus og hans skæbne,
og de handler på sin vis om ham selv som den person, der bragte Guds rige nær
til mennesker.
En anden type af Jesu lignelser er de
såkaldte eksempelfortællinger, med hvilke han f.eks. har villet anskueliggøre,
hvad man skal eller ikke skal gøre i bestemte situationer, som tilfældet bl.a.
er med lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Lignelsen om den rige mand og
Lazarus mener man indtager en særstilling blandt Jesus fortællinger, idet den
udtrykker en jødisk gengældelseslære, som anses for at være i uoverensstemmelse
med Jesu Gudsrige-forkyndelse. Det er dog et stort spørgsmål, om denne
anskuelse lader sig opretholde, når man betænker, at Jesus jo trods alt også
forkyndte, at ”alle, som griber til sværd, skal falde for sværd”, en udtalelse,
som er uddybet i Johannes’ Åbenbaring, 13,9.10: ”Hvis nogen vil bringe andre i
fangenskab, han kommer selv i fangenskab; hvis nogen dræber med sværd, han skal
selv dræbes med sværd”, og af Paulus i Brevet til Galaterne, 6,7, hvor det
bl.a. hedder: ”hvad et menneske sår, det skal han også høste”. Men denne lære
om gerningerne og skæbneloven er blevet underbetonet i NT, fordi dettes tekster
ser det som hovedopgaven at forkynde frelsen ved troen, nåden og syndernes
forladelse. Men det siges dog, at tro uden gerninger er intet værd. (2)
I det følgende skal vi se nærmere på den
humor, som mange af Jesu udtalelser utvivlsomt indeholder, enten direkte eller
lettere skjult bag ordformen, sætningerne og billedsproget. Humor er jo ikke
det, der ellers præger fremstillinger af Jesu liv og lære, som ofte er så
seriøse og højtravende, at det halve måske kunne have været nok. Men for at
blive taget alvorligt som kyndig forsker, har man i reglen travlt med at
demonstrere, at når man taler om sådanne materier, gælder det om at lægge
tanken og stemmen i det til formålet rette leje.
Men at det kan lade sig gøre at berette om et emne som humoren i Jesu
liv og lære, er den danske religionsforsker og kulturhistoriker Vilhelm
Grønbech (1873-1948) et godt og fremtrædende eksempel på. I 1935 udgav han
bogen Jesus Menneskesønnen, som på grundlag af evangeliernes beretninger
giver et utraditionelt og indtrængende psykologisk studie af Jesus og hans liv
og lære, og herunder også af Jesu humor. Seks år senere udgav samme forfatter
bogen Kristus. Den opstandne frelser. Den ældste kristne menighed (1941).
Bogen drejer sig kort sagt om kristendommens eller den kristne menigheds
historie i det første århundrede, men set ud fra en utraditionel og i høj grad
forfriskende synsvinkel. Nærværende kapitel henholder sig i al beskedenhed i
hovedsagen til Grønbechs forskning og tanker, så meget mere, som jeg er
grundlæggende enig i hans synspunkter.
Det er et af Grønbechs hovedsynspunkter vedrørende Jesu sprog, sådan som
det fremtræder i evangelierne, at det oprindeligt livsnære sprog er skjult under
en slørende patina, som gør det vanskeligt for moderne læsere at fornemme, at
hans ord er talt af en mand, der stod midt blandt folk og talte til almindelige
hverdagsmennesker såvel som til toldere og prostituerede. Dertil kom, at han
lynsnart også kunne vende sit vid og sin visdom mod farisæere, saddukæere og skriftkloge. Men for at læseren kan føle
saltet i Jesu tale, har Grønbech oversat denne på hverdagssprog, fri for
gammeldags sprogbrug og traditionel teologisk tankegang.
Det er samtidig vigtigt for Grønbech at slå fast, at Jesu sprog stod i
skarpeste modsætning til det sprog, der taltes af hans samtidige, især af
præstestanden og overklassen, som benyttede sig af en traditionel terminologi
og udtryksmåde, hvor ordene havde faste værdier, sådan som tilfældet i vore
dage er med kirkens og videnskabens sprog. Kirkeligt forekommer gloser som synd
og nåde, forladelse, retfærdiggørelse, frelse og fortabelse osv..
Videnskabeligt beherskes forskningen af ord som udvikling, subjektivitet,
objektivitet, årsag, virkning, kraft, naturlov osv. Jødernes sprog var og er
traditionsbundet til Gamle Testamente, i modsætning til nyskaberen Jesus, hvis
sprog og udtryksmåde var nyfødt og udsprang af de mennesker og situationer, han
mødte, dels i sin hjemegn og dels under sine vandringer rundt om i Palæstina. I
Jesu tilfælde var altså både indholdet og formen nyskabende, eller måske
rettere sagt: revolutionerende.
Efter Grønbechs opfattelse vil man først kunne forstå en kilde, som
f.eks. Ny Testamentes skrifter, når man tilegner sig en historisk forståelse af
den tid og de mennesker, som den stammer fra. Denne forståelse kan efter hans
mening bedst gives i og med en fremstilling af den efterfølgende tids religiøse
liv, dens tanker, følelser, tro, håb og idealer. Evangelisterne har tilegnet
sig og forstået Jesu ord og gerninger i en ramme, der handler om menighedens
længsel, håb og fortrøstning, og efterfølgende har den kristne menighed og
dennes tænkning sat sit umiskendelige præg på evangelierne. Endog i en sådan
grad, at man har gjort tilføjelser og foretaget rettelser af Jesu ord og
udtalelser, så at disse er kommet til at klinge med en ofte højtidelig tone,
der ikke oprindeligt var til stede.
At ville definere begrebet humor er vanskeligt, men selve ordet
er latinsk og hentyder til oldtidens alkymi, ifølge hvilken livsholdning og
sindsstemning, kort sagt temperamentet, er beroende på blandingsforholdet
mellem fire legemsvæsker: blod, gul galde, lymfe og sort galde. Hertil svarer
de fire temperamenter: det sangvinske, det koleriske, det flegmatiske og det
melankolske. Humor, som er latin og betyder væske, er udtryk for et ligevægtigt
sind med personlighedstræk, der rummer blik for det komiske ved en situation og
for de muntre sider af livets omskiftelighed, uden at overse de øvrige. Humor
er også evnen til at le, uden at såre og til at lade sig le ad uden at såres.
Endelig er humor udslag af en sådan holdning i dagligt samvær med andre
mennesker eller en mere eller mindre væsentlig ingrediens i kunst og
litteratur. Ægte humor, som kalder på smilet, også på det medfølende smil,
rummer respekt for ting, der virkelig fortjener det og desuden overbærende
forståelse for livets elendighed og ondskab, og for menneskelige svagheder, men
er fremmed for ironi, satire og skadefryd.
Ironi er en form for
humor, hvor man siger et og mener omtrent det modsatte. Når humoristen, der har
forståelse for menneskenes mangesidighed og svagheder, karakteriserer en
dumrian med ordene: ”Han har ikke opfundet krudtet!”, så siger ironikeren om
samme dumrian: ”Den mand er overordentligt begavet!” Men her er det tonefaldet
og måske glimtet i øjet, der fortæller, hvad der er meningen bag ordene.
Ironikeren har nemlig sans for den menneskelige svaghed, som hedder indbildskhed
og mangel på selverkendelse.
Der findes
imidlertid en form for ironi, som er uden humor, og den beror på en vis foragt
for mennesker, så at der kommer noget negativt og bittert over den, som kaldes
sarkasme eller spot, og som intet forsonende har ved sig. Hos Jesus finder man
ikke sarkasme, men derimod ofte ironi, særlig når han fremsætter det ene
paradoks efter det andet, hvilket ikke sjældent sker, når han omtaler
farisæere, skriftkloge og andre stands- og myndighedspersoner, eller når han taler
til disse. (3)
Den Jesus, der træder frem for beskueren, når man har fjernet det slør
af højtidelighed og verdensfjernhed, som lærde og velmenende fortolkere og
alvorligt troende mennesker i tidens løb har skjult ham bag, var en mand, der
ikke satte skel mellem mennesker og som omgikkes med folk fra alle samfundslag.
Hans tale var oftest så jævn og ligetil, at helt almindelige mennesker
umiddelbart forstod, hvad han sagde, mens de, der søgte efter alvoren og
dybsindigheden i hans ord, forgæves prøvede at tyde, hvad han mente.
Et godt eksempel på Jesu underfundige humor finder man i
fortællingen om skattens mønt, som drejer sig om den skat til den romerske
besættelsesmagt, der var pålagt jøderne og som det var toldernes opgave at
inddrive, hvilket i begge tilfælde var højst upopulært blandt nationalt sindede
mennesker. Som vi ved, gjorde de jødiske myndigheder, repræsenteret ved
medlemmer af Synedriet, og deriblandt farisæere og herodianere, hvad der stod i
deres magt, for at få Jesus til at udtale sig direkte i strid med loven, eller
imod besættelsesmagten, så at de kunne få et
påskud til at lade ham arrestere og dermed blive ham og hans efter deres
mening landsskadelige virksomhed kvit:
Og de holdt øje med
ham og udsendte lurere, der anstillede sig, som om de var ærlige folk, for at
fange ham i ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens
magt. Og de spurgte ham og sagde: ”Mester! Vi ved, at du er taler og lærer ret
og ikke kender til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej. Har vi
lov til at give kejseren skat eller ej?” Men da han mærkede deres
underfundighed, sagde han til dem: ”Vis mig en denar; hvis billede og indskrift bærer den?” De svarede: ”Kejserens”. Da
sagde han til dem: ”Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds
er!” Og de var ikke i stand til at fange ham i ord i folkets påhør, men de
undrede sig over hans svar og tav. (4)
Spørgsmålet om skattens mønt var
alvorligt nok for enhver from jøde, for hvordan kunne man som sådan betale
skatten uden at miste sin selvrespekt og Guds velbehag? Men sigtet med det
underfundige spørgsmål blev tydeligvis ikke kun rejst, for at få Jesus til at
udtale sig imod skattebetalingen, tværtimod. Man havde derimod håbet på, at
hvis Jesus havde svaret, at man ikke skulle betale skat til kejseren, da ville
det have været en let sag for hans uvenner at indklage ham for
besættelsesmagten som rebel. Det var en alvorlig anklage, for der var som
bekendt dødsstraf for oprør mod besættelsesmagten.
Men hvad mente Jesus
egentlig med at give kejseren, hvad dennes er, og Gud, hvad Guds er? Var det
for at sætte skel mellem to verdener, den verdslige, hvor kejseren regerede, og
den religiøse, hvor det var Gud, der rådede? – Svaret må kort og godt blive et
nej, for Jesus delte ikke tilværelsen op i to områder. For ham var verden en
enhed, hvor kejseren repræsenterede magtstræbet, mens Gud, hvis væsen er
kærlighed, derimod ikke vil herske, men tjene. Det tilkendegav han med følgende
ord:
”I ved, at folkenes
fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt.
Således skal det ikke være iblandt jer, men den, som vil være stor iblandt jer,
han skal være jeres tjener, og den, som vil være den første iblandt jer, han
skal være jeres træl.”. (5)
For dem, der
stillede spørgsmålet om skattens mønt, forholdt det sig anderledes alvorligt og
pinligt, og det gav anledning til dyb anfægtelse, at Guds udvalgte folk var
kommet under fremmedherredømme og tilmed selv måtte betale for nedværdigelsen
og ydmygelsen. De håbede derfor på, at deres Gud ved hjælp af den profeterede
Messias ville befri dem for det forhadte romerstyre. Derfor kunne de ikke anse
en mand som Jesus for at være den, der skulle føre an i befrielsen af Israels
folk, for sagde han ikke, at man ikke skulle sætte sig op imod det onde, men
elske venner såvel som fjender? Han måtte jo være en forrykt forræder imod sit
folk.
Rent faktisk svarede
Jesus slet ikke på dette enten-eller spørgsmål om skattens mønt, for han
hverken tilrådede eller frarådede at betale den forhadte skat, selvom hans svar
kunne tydes som et både-og. I virkeligheden var det et hverken-eller, men
svaret gav hans modstandere noget at tænke og undre sig over. Hans humor viser
sig i den forbindelse i, at han lader sine spørgere fortælle sig,
hvis billede og indskrift de ser på mønten, og i, at han indirekte bebrejder
dem, at de gør et stort nummer ud af småting, i stedet for at kere sig om det,
der virkelig betyder noget, nemlig det levende, pulserende liv i og omkring
dem. Jesus nægtede ved denne og flere andre lejligheder at påtage sig rollen
som vejleder i juridiske, nationale og politiske spørgsmål.
Jesu humor møder os også i selve hans forkyndelses form, hvor
han ynder barokke vendinger og stærke billeder, som både fanger opmærksomheden
og bringer smilet eller latteren frem hos den, der umiddelbart opfatter
pointen. Som når Jesus f.eks. siger, at det er svært for en rig at komme ind i
Himmeriges rige, og så tilføjer, at det er lige så svært som for en kamel at gå
gennem et nåleøje. Eller når han om farisæernes og de skriftkloges læggen vægt
på at give tiende af mynte, dild og kommen, mens de forsømmer de bud i loven,
der virkelig betyder noget, nemlig troskab, ret og retfærdighed, siger, at de
”sier myggen fra, men sluger kamelen”. Det er jo en højst morsom sammenligning,
der udsiger noget væsentligt om pedanteri og vel også om hykleri. (6)
Morsomt er det i virkeligheden også, når
Jesus som illustration af, at Gud selvfølgelig vil bønhøre sine ’børn’, siger:
”Eller er der iblandt jer nogen, som vil give sin søn en sten, når han beder
ham om brød, eller give ham en slange, når han beder ham om en fisk? Når da I,
som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så
ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, som beder ham!”
Eller når han advarer imod at dømme sin næstes små fejl, men overser sine egne
og derfor større fejl: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken
i dit eget øje lægger du ikke mærke til!”. ”Hvad hjertet er fuldt af, løber
munden over med”. Man bør heller ikke give af sin viden og indsigt til
mennesker, hvorom man ved, at det man har på hjerte ikke interesserer dem: ”Giv
ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal
træde dem ned med fødderne og så vende sig om og sønderrive jer.”. Muntert er
også udtrykket ”menneskefiskere”, som Jesus brugte, da han hvervede de to
fiskere og brødre Simon Peter og Andreas som sine disciple. Udtrykket må have
overrasket og appelleret til de to fiskere, og måske også moret dem, for de
overlod straks båden til deres fader, fiskeren Jonas, og fulgte med Jesus. (7)
Fin humor er der
også i Jesu ord, da han sammen med sine disciple en dag står ved en græsmark,
fuld af blomstrende liljer, og vil skildre den himmelske Faders omsorg for sin
skabning: ”Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken,
hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at
end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således
græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så
ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?”
(8)
Der ligger dyb humor
i sammenligningen mellem markens liljer og den rigt klædte og i jødisk historie
højt priste kong Salomon, hvor den sidstnævnte efter Jesu opfattelse ikke kunne
måle sig med de smukke planter på marken, og sammenligningen har sikkert vakt
munterhed blandt tilhørerne, eller måske forargelse, hvis man fandt
sammenligningen lidt for dristig og respektløs.
Endelig er der megen
humor at finde i Jesu lignelser, som for de flestes vedkommende handler om Guds
rige. Ved at sammenligne med hverdagslivet gør Jesus det umiddelbart klart,
hvordan det forholder sig med dette rige, som han – eller i al fald
evangelisten Mattæus - hyppigt også kalder for Himmeriges rige, og en
egentlig forklaring eller udlægning er derfor ikke påkrævet. Lignelsen var en
almindeligt anvendt forkyndelsesform i Jesu samtid, så mange forstod
umiddelbart, hvad der mentes med ordene og billedsproget. Alligevel udlagde
Jesus på sine disciples forespørgsel lignelsen om sædemanden og lignelsen om
rajgræsset. Men nogle forskere er tilbøjelige til at mene, at der er tale om
forklaringer, som er tilføjet senere, formentlig fordi disse lignelsers
umiddelbare betydning var blevet utilsigtet dunkel eller var gået tabt. (9)
I denne bogs andet
bind vil vi bl.a. også få at se, at Martinus tillægger flere af Jesu lignelser
universal betydning, og at han i øvrigt tolker disse i nøje overensstemmelse
med sin kosmologi. Vel at mærke uden at øve vold på lignelsernes indhold og
umiddelbare mening.