Lektion 118: ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)

Livsoplevelsen og genkendelsesevnen

Ifølge Martinus beror al sansning og dermed livsoplevelse på genkendelse, således forstået, at sansning og livsoplevelse i virkeligheden er slutprodukter af omfattende og komplicerede genkendelsesprocesser. Det gælder altså også for den for al livsoplevelse så afgørende sansevirksomhed, at den i sin inderste natur er en genkendelsesproces, idet denne overhovedet ikke ville kunne gennemføres uden en sanse- og genkendelsesevne.

Ved sanseevne forstås Jegets evne til at præstere sansning, der altså i sin kosmiske natur er identisk med en genkendelsesproces. Jeget vekselvirker ved hjælp af sit sanseapparat med en ikke-tids- og ikke-rumdimensionel, objektiv virkelighed på en måde, der resulterer i oplevelsen af en subjektiv, tid- og rumdimensionel virkelighed. Sidstnævnte er i modsætning til førstnævnte en illusion, som i øvrigt primært skyldes perspektivprincippet, hvilket vi skal vende tilbage til.

Ved genkendelsesevne forstås Jegets evne til at præstere genkendelse, en evne, der først og fremmest baserer sig på omsætning af intelligens- og hukommelsesenergi. Genkendelse er det, der foregår, når vi bevidst eller ubevidst erkender at noget, vi i øjeblikket oplever, både konkret og i princippet er en 'gentagelse' af noget, vi tidligere har oplevet. Genkendelsesfunktionen stiller altså krav til og er afhængig af, at et vist mål af erfaringsmateriale på forhånd er til rådighed. Eksempelvis genkender man kun en sten, en plante eller et dyr som værende henholdsvis en sten, en plante eller et dyr, fordi man allerede i forvejen har et større eller mindre erfaringsmateriale vedrørende de nævnte kategorier til disposition for genkendelsesevnens bevidste såvel som ubevidste, automatiske funktioner.

Genkendelsesfunktioner indgår derfor som et vigtigt og absolut uundværligt led i etableringen af livsoplevelsen. Vores muligheder for at opfatte, forstå og erkende hvad det i det hele taget er, vi oplever, og hvad det i hvert enkelt tilfælde egentlig er, vi står over for i den ydre verden, beror udelukkende på vor evne til at genkende. Uden evnen til at genkende ville vi simpelthen være ude af stand til at identificere noget som helst, hvilket vil sige, at vi heller ikke ville kunne opnå klar dagsbevidsthed om noget som helst.

På baggrund af sammenhængen mellem oplevelse og erfaring, hvor oplevelse primært beror på genkendelse som igen er beroende på tidligere oplevet erfaring, kunne den kritiske læser her tænkes at stille spørgsmålet: Hvis oplevelse beror på forud indhentet erfaring, og erfaring beror på forudgående oplevelse, hvad kom så oprindeligt først? –

Den drilske problemstilling minder om det berømte paradoks med hønen og ægget. Hønens eksistens forudsætter jo ægget, hvis eksistens forudsætter hønen! Hvad kom så først? Løsningen på problemet omkring oplevelse og erfaring er ifølge Martinus ikke så vanskeligt at besvare, som man umiddelbart skulle formode, idet der nemlig ikke er grundlag for at tale om nogen første oplevelse for det levende væsens vedkommende. Der eksisterer derfor med andre ord ikke nogen første sansehorisont i det uendelige sanseregister. Den omstændighed, at det levende væsen rent faktisk oplever, udgør et klart og utvetydigt vidnesbyrd om, at det evigt har eksisteret og følgelig, at det er forlenet med en personlig udødelighed. Som grundlæggende et spørgsmål om genkendelse, har al oplevelse derfor sin ultimative forudsætning i sig selv.

Paradokset omkring hønen og ægget er af rent tankemæssig art, idet begge er et samtidigt resultat af et millionårigt udviklingsforløb fra encellede organismer over hvirveldyr, fisk, krybdyr til i dette tilfælde arten fugle. Men dette paradoks vidner som alle paradokser om, at logisk tænkning i sig selv ikke i alle tilfælde er tilstrækkeligt, til at løse teoretiske problemer.

I øvrigt skal det tilføjes, at oplevelse i en del tilfælde også kan bero på associativ genkendelse, hvilket kort og godt vil sige, at en bestemt nyoplevelse i større eller mindre grad associerer til noget, man har oplevet før. En associativ genkendelse kan i nogle tilfælde være så stærk eller markant, at individet selv tror, at det rent faktisk har haft den pågældende oplevelse.

Sanseregistret og de kosmiske sansehorisonter

Sansningen - og dermed livsoplevelsen - er i sin dybeste natur altså en genkendelsesproces, der spænder over tre faser eller stadier: et fysisk kontaktstadium, et sammenkoblet parafysisk/åndeligt og et kosmisk eller højpsykisk genkendelsesstadium.

Martinus oplyser, at genkendelsesevnen er knyttet til et omfattende organisk apparat, hvoraf de fleste mennesker foreløbig kun kender den del, der på grundlag af fysiske berøringer eller kontakter har til opgave at frembringe fysisk-elektriske sanseimpulser, der i kodet form rummer information om visse egenskaber, der knytter sig til det, som de fysiske sanseorganer med tilhørende nervesystem og hjernecentre er i kontakt med. Læseren vil her genkende sanseprocessens fysiske fase, sådan som denne tidligere ovenfor er blevet beskrevet, og sådan som den er søgt anskueliggjort på diagrammet ovenfor.

Genkendelsesapparatets parafysiske og kosmiske (højpsykiske) regioner er anskueliggjort i diagrammets højre halvdel. Den parafysiske region er i praksis repræsenteret ved den samlede sjælelige struktur, dog i første række af instinkt-, følelses-, intelligens- og hukommelseslegemet, medens den kosmiske eller højpsykiske region udgøres af evighedslegemet med de dertil knyttede kosmiske skabeprincipper, først og fremmest perspektivprincippet, samt det i samme legeme indbyggede bevidsthedsarkiv, også kaldet skæbneelementet.

Som nævnt fremstiller Martinus det levende væsens sanseevne som en genkendelsesevne, der som sådan forudsætter og er betinget af eksistensen af et indhentet erfaringsmateriale. Det nævnte erfaringsmateriale er som tidligere omtalt lokaliseret eller ’oplagret’ i erindringskartoteket i overbevidstheden/evighedslegemet i form af en serie erindringstalentkerner, som tilsammen indeholder al den livsoplevelse og dermed al den erfaring, som individet har tilegnet sig i løbet af sin evige fortid.

Erindringskartoteket med dets myriader af erindringstalentkerner udgør et centralt organ i genkendelsesapparatet, hvis betydning for sansningens gennemførelse kun overgås af perspektivprincippets rolle i sammenhængen. Det er nemlig ikke kun den formåls- og begrebsmæssige side af livsoplevelsen, der er beroende på genkendelse, men det gælder også noget så elementært som oplevelsen af sansedata samt størrelser eller formater.

Uden at være i besiddelse af størrelses- eller format-erfaringer ville Jeget være ude af stand til at genkende og dermed identificere eller erkende nogen som helst størrelse. Jeget ville i det tilfælde også være afskåret fra at kunne registrere de faktorer, der danner grundlag for at kontrastprincippet kan virke.

Om tilvejebringelsen af disse størrelses- og formaterfaringer oplyser Martinus, at dette sker gennem en særlig kosmisk-organisk proces, hvori samtlige kosmiske skabeprincipper deltager, og som har til formål at præge og organisere Jegets i forvejen indhøstede totale erfaringsmateriale fra dets evige fortid på en helt særlig måde. Det er dog især tre af skabeprincipperne, der gør sig gældende i den nævnte proces, nemlig perspektivprincippet, kontrastprincippet og kredsløbsprincippet. (Vedr. de kosmiske skabeprincipper: Se lektion 13.)

Individets kosmiske 'rejse' og dets erfaringssum

Det levende væsens evige liv former sig i henhold til Martinus' Kosmologi som en stadigt gentaget 'rejse' gennem et kredsløb med seks stadier, men eftersom erfaringssummen fra et tilbagelagt kredsløb 'bæres' med over i det følgende kredsløb, betyder det, at det levende væsen øger sin erfaringssum for hvert tilbagelagt kredsløb, hvorfor der i en vis forstand bliver tale om et ekspanderende spiralkredsløb, hvori hvert tilbagelagt kredsløb betegnes som et spiralafsnit.

Det evige liv er altså opdelt i spiralafsnit eller spiralepoker, men sådan at disse afsnit eller epoker tydeligt adskiller sig fra hinanden, idet hvert af disse samtidigt også er præget af kontrastprincippet. Nemlig på den principielle måde, at et spiralafsnit udgør en periode i det levende væsens evige liv, hvor dets sjælelige struktur opnår stadigt højere præstationsmæssig kapacitet, kulminerende med kosmisk bevidsthed. Dette baserer sig rent organisk på de sjælelige legemers faseforskudte vækst- og degenerationskredsløb, som er præget af at kun ét af legemerne ad gangen fungerer og udfolder sig med fuld kapacitet.

Det levende væsens evige liv former sig som en stadigt gentaget vandring gennem et kredsløb med seks stadier (A - F). Da de enkelte kredsløb til stadighed vokser, bliver der tale om et ekspanderende spiralkredsløb, hvor vandringen fra stadium A til stadium F (via B, C, D og E) udgør ét spiralafsnit. Tegningen korresponderer med diagrammet i bind 1, side 327. - © 1987 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 64. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1987.

Denne situation danner grundlaget for forekomsten af de i alt seks kosmiske tilværelsesplaner, som hver især er specielt præget af lige præcis dét legemes funktioner, der kulminerer. Og dér, hvor instinktlegemet kulminerer i såvel sansemæssig som funktionel forstand (planteriget), er tilværelsen præget af en meget elementær livsoplevelse og en primitiv sanse- og manifestationstilstand, der som sådan står i skarp kontrast de oplevelses- og manifestationstilstande, individet gennemlevede i de kosmisk set umiddelbart forudgående tilværelsesplaner (den guddommelige verden og salighedsriget), som er præget af, at individet er i besiddelse af den højeste grad af eller form for bevidsthed, nemlig kosmisk bevidsthed.

Denne har intuitionen som højeste sanseevne, og via denne har samme væsen uhindret og permanent adgang til Guds totale bevidsthedsindhold og dermed til det såkaldte visdomsocean. Det kosmisk bevidste væsen råder derfor over en åndelig horisont af evighedsnatur, idet dets åndelige sansehorisont er uden grænser, såvel i visdom og indsigt, som i tid og rum, i fortid og fremtid, i mikrokosmos og makrokosmos.

Men det er altså netop gennem etableringen af denne stærke kontrastvirkning mellem en epoke med kosmisk bevidstløshed og en epoke med kosmisk bevidsthed, at der frembringes en tydelig markering af det enkelte spiralafsnits grænser og samtidig sker en opdeling af det levende væsens evige liv i lokale afsnit, de såkaldte spiralafsnit.

Eftersom kosmisk bevidsthed i enhver forstand er fuldkommen og grænseløs, indebærer det, at den ikke kan overgås eller udvikles fra spiralafsnit til spiralafsnit, hvorfor den indeholder en åndelig sansehorisont af nøjagtig samme størrelsesorden, som den, individet rådede over, da det under det foregående spiralafsnit havde kosmisk bevidsthed. Enhver tale om forøgelse af kosmisk bevidsthed er derfor ret beset illusorisk, idet noget, der er fuldkomment, logisk set naturligvis ikke kan øges eller udvikle sig yderligere.

Det evige livs "spiraldøgn", "nætter" og "dage"

Det levende væsens evige liv former sig altså som en passage gennem et uendeligt antal spiralafsnit, der hver især er præget af en sekundær periode med kosmisk bevidstløshed i den forstand, at individet i denne periode kun råder over en begrænset åndelig sansehorisont, og af en primær periode med kosmisk bevidsthed, hvor individet som nævnt råder over en ubegrænset åndelig sansehorisont. Disse sekundære og primære spiralafsnitsperioder kalder Martinus henholdsvis for det evige livs "nætter" og "dage", og tilsammen for det evige livs "spiraldøgn". Det levende væsens evige liv former sig derfor i en vis forstand på den måde, at perioderne med kosmisk bevidstløshed kan karakteriseres som individets sovende tilstand, og perioderne med kosmisk bevidsthed som individets vågne tilstand. Og det er lige præcis disse tilbagelagte "spiraldøgn" eller spiralafsnit, der udgør baggrunden for Martinus' brug af begreber som "kosmiske sansehorisonter" og "sanseregistret".

En sansehorisont kan i princippet sammenlignes med den enkelte vækstring hos et træ¸ og sanseregistret som helhed med summen af vækstringe.

Tilsyneladende er der størrelsesforskel mellem de enkelte horisontringe, idet disse bliver stadigt mindre, jo længere væk de befinder sig fra det indeværende spiralafsnit. Imidlertid er der ikke nogen faktisk størrelsesforskel mellem sansehorisonterne, idet de som nævnt åndeligt set alle er præcis lige store. De pågældende størrelsesforskelle må derfor betegnes som værende illusoriske, hvilket vel egentlig ikke kan overraske, især ikke, når man får at vide at størrelsesforskellene skyldes indflydelsen fra først og fremmest illusionsprincip nr.1: perspektivprincippet, men dog under medvirken af kontrast- og kredsløbsprincippet.

Uanset det illusoriske i størrelsesforskellen mellem horisontringene, er det ifølge Martinus ikke desto mindre denne, der sætter disse i stand til at tjene som Jegets størrelseserfaringer og dermed som forudsætning for dets evne til at kunne genkende størrelser i den firedimensionale, ydre verden. Horisontringene, som jo kosmisk set alle er lige store, ville ikke kunne tjene som forudsætning for genkendelse af individuelle størrelser, hvis ikke deres indbyrdes størrelse under indflydelsen fra perspektivprincippet fremtrådte som forskellig.

Det er altså disse horisontringe, som er indbygget i det enkelte levende væsens skæbneelement, der udgør dets størrelseserfaringer og dermed dets væsentligste forudsætning for at kunne genkende individuelle størrelser i den ydre verden. Imidlertid er det vigtigt, at man forstår at de omtalte horisontringe ikke har noget med begrebet "ringe" eller "cirkler" i bogstavelig forstand at gøre. Horisontringene udgøres derimod af komplicerede, elektrisk betonede energistrukturer eller -mønstre i skæbneelementet, hvorfor de da også betegnes som "kosmiske sansehorisonter".

Baggrunden for, at de kosmiske sansehorisonter som erfaringsmateriale betragtet, kan tjene som grundlag for Jegets evne til at kunne genkende de såkaldte ydre, fysiske størrelser, er, at disse udviser nogle hovedtræk, der lige præcis svarer til de ydre, fysiske størrelsers hovedtræk. Disse hovedtræk ved sansehorisonterne er uendelighed, begrænsning og individuel størrelse eller udstrækning, og hvordan de viser sig i genkendelsesprocessen skal vi se på i den følgende lektion.

(Fortsættes)

Lektion 119: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (III)