Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 75: GENNEM DØDEN ELLER
DE PARAFYSISKE VERDENER

- om diskarnationens ’teknik’

(Fortsat fra Lektion 74)

 

 

Døden: Den store overraskelse

Fælles for de allerfleste, men især for mennesker med en mere eller mindre konsekvent og rodfæstet materialistisk og atei­stisk livs- og verdensanskuelse, betyder dødsøjeblikket i henhold til Martinus og flere andre okkultister i første omgang en stor og i reglen behagelig eller ligefrem glædelig over­raskel­se. Den 'afdøde' opdager nemlig til sin egen store overraskel­se, at han eller hun slet ikke er 'død', men fortsat er i stand til at tænke, føle og sanse sine omgivelser. Og så længe ved­kommende individs sjælelige struktur endnu er forbundet med koblingslegemet, og dette på sin side endnu har en vis til­knytning til det afdøde fysiske legeme via "sølv­snoren", kan det 'døde' individ fortsat opleve de reelle fysiske omgivelser. Det kan således eksempel­vis opleve situa­tionen omkring sit eget dødsleje, og vil måske føle medlidenhed med sin sørgende familie og venner, der med tårefyldte øjne be­tragter den døde krop. Men den 'døde' har normalt ingen mulig­hed for at komme i kontakt med eller give sig til kende overfor individer på det fysiske plan, ligesom disse normalt heller ikke er i stand til at komme i kontakt med den 'afdøde', der jo nu befinder sig i det til­værelsesområde eller den grænsezone til den virkelige parafysi­ske verden, Martinus betegner som "dødens første sfære".

 

 

Ved sin fysiske aktivitet og den dermed forbundne erfaringstilegnelse opbygger mennesket successivt et spektrum af forskellige mentale bølgelængder, der vil være bestemmende for karakteren af den enkeltes oplevelsesmuligheder og bevægelsesfrihed på det parafysiske plan senere hen. Da en stor del af den fysiske aktivitet – direkte eller indirekte – er interessestyret, vil resultatet af den fysiske indsats også kunne defineres som rådighed over en serie interessesfærer. Disse igen kan groft opdeles i 1) fysiske interesser af fysisk observans, 2) fysiske interesser af altruistisk observans samt endelig 3) interesser af rent åndelig observans. På tegningen er de vist med hver sin signatur. Øverst ses det talentkernekompleks, interesserne organisk er rodfæstet i; derunder det tilsvarende bølgelængdekompleks på det parafysiske X3-plan og endelig nederst de tilgrundliggende aktiviteter på det fysiske X3-plan. (Diagram og tekst: © 1987 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 177. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Det er dog ikke alle nyligt 'døde', der oplever en situation som den ovenfor beskrevne, og denne afbrydes da også efter kortere eller længere varighed, idet "sølvsnoren" brister på et tidspunkt, hvorved individets bevidste og vilkårlige forbindel­se med den fysiske verden normalt og i reglen afbrydes totalt. Der kan dog fortsat være tale om en vis ubevidst og automatisk forbindelse mellem koblingslegemet og det afdøde fysiske legeme, men om varigheden af denne forbindelse hersker der nogen usikkerhed. Forskellige oplysninger fra okkult side kunne tyde på, at forbindelsen kan vare dage, uger eller måneder, ja, måske endnu længere. Men i henhold til Martinus, kan for­bindel­sen i al fald vare dage og uger efter dødens indtræden, hvilket eksempel­vis er årsagen til, at den 'døde' endnu er i stand til at føle angst og smerte under kremeringen af vedkommendes afdøde fysiske krop. Når dette er tilfældet, hænger det bl.a. sammen med, at den fysiske krop jo ifølge Martinus er et univers af levende mikroindivi­der, som skæbnemæssigt er orga­nisk knyttet til det makro-jeg, den 'døde's Jeg repræsenterer for disse. Mikroindividerne, hvis organismer i form af den fysiske krops orga­ner, celler, molekyler etc., også er i stand til at føle smerte, 'dør' først efter­hånden som kroppens animalske dele naturligt ned­brydes og opløses. Disse mikroindi­vi­der - og dermed også makro-jeget - er altså fortsat i stand til at føle smerte under lig­brændingen, som for dem betyder plud­selig og unaturlig død. Martinus sammenligner disse ulykke­lige mikroin­dividers situa­tion med den situation et stort antal mennesker må opleve, når de rednings­løst fortabte om­kommer under en stor­brand. Den 'døde' har derfor efter Marti­nus' opfattelse fortsat et ansvar for sit afdøde fysiske legemes videre skæbne, som vedkommende i levende live burde have truffet testamentarisk bestemmelse om karak­teren af. Underfor­stået: ikke ligbrænding.

 

 

Det levende væsens skæbne efter døden er bestemt af arten og kvaliteten af dets bevidsthedsindhold, idet dette er ensbetydende med en række bølgelængder, hvorpå der kan sendes og modtages i den åndelige verden. Udpræget fysiske interesser - af hvad art de end måtte være – binder det til et kortere eller længere ophold i den såkaldte første sfære, hvor negative og udpræget egoistiske bølgelængder tilsammen etablerer en skærsildszone, medens derimod positive og altruistiske bølgelængder danner en paradiszone. Hævet over begge disse to zoner eksisterer den egentlige åndelige verden, hvortil der kun gives adgang via rent åndelige bølgelængder, dvs. rent åndelige interesser. Diagrammet skal ses i fortsættelse af tegningen side 150. - (Diagram og tekst: © 1987 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 117. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 76: GENNEM DØDEN ELLER

DE PARAFYSISKE VERDENER