Tanker til eftertanke
Under denne overskrift og rubrik vil jeg i den
følgende tid og med visse mellemrum fremsætte forskellige uprætentiøse tanker
og betragtninger, som interesserede læsere efter lyst, ønske og behag selv kan
tænke igennem og forholde sig til, og måske på den måde komme til erkendelse
af, hvor hver enkelt selv står i sammenhængen. For at undgå den polemik, der
erfaringsmæssigt nemt opstår, når meninger brydes for og imod, har jeg valgt at
undgå åben dialog. Enhver, der læser disse linjer, har sin frie ret til enten
at være enig eller uenig med mig.
1. Tvivl og sandhed
Tvivlen er sandhedssøgerens følgesvend i
forsøget på at fatte, begribe og forstå livet, verden og tilværelsen.
Videbegærlighed er ophav til alle spørgsmål, mens tvivlen sammen med skepsis er
garantien for, at man ikke antager noget for givet eller sandt, før det er
bevist. Bevist er noget, når det er blevet bekræftet af erfaringen eller
virkeligheden. Her kommer tvivlen atter ind, for hvad er virkelighed?
Den helt grundlæggende tvivl må være, om det er
mennesket givet, at besidde evne til at kunne fatte, begribe og forstå
virkeligheden, hvad den så end måtte vise sig at være? – Man bør indledningsvis
nok gøre sig klart, at intellektet, tanken, fungerer diskursivt, dvs. gennem
logisk slutning fra led til led, og dualistisk, dvs. tænkning i tilsyneladende
uforenelige modsætninger. Endelig kan tanken også fungere dialektisk, dvs. en
tankegang som teoretisk og filosofisk set bevæger sig gennem tre led: Tese,
antitese og syntese.
Efter mange års studium og bekendtskab med
Martinus’ verdensbillede og med den bevægelse, der er opstået omkring dette, er
det min erfaring, at ret så mange mennesker forholder sig troende og
fundamentalistisk – og nogle ligefrem ”frelste” – til de kosmiske analyser og
facitter, der danner grundlaget for samme verdensbillede. Tænk, hvis man
overførte den samme holdning i forholdet til naturvidenskaben, hvor ville vi så
ende henne? -
Det er i hvert fald efter min opfattelse
vigtigt, at dyrke og bevare den frie tanke og meningsdannelse, og dermed også
retten til både det frie studium og ytringsfriheden, uanset hvilket emne, det
end drejer sig om, det være sig filosofisk, religiøst eller politisk. Dette
indebærer i sin konsekvens, at man bliver nødt til principielt at modvirke de
kræfter, der vil undertrykke åndsfriheden og dermed den frie tanke og
ytring.
Selv er jeg lidt af
en tvivler, ikke for tvivlens egen skyld, men fordi jeg lejlighedsvis føler mig
usikker på, om det jeg mener at vide, nu også er i utvetydig og uimodsigelig
overensstemmelse med det, der kan og skal forstås som sandhed eller
virkelighed. Det kan vel i øvrigt uden videre begrundelse fastslås, at
begreberne virkelighed og sandhed er identiske eller kongruente. Man kan i alt
fald antage, at de er det – formentlig uden at komme i konflikt med sandheden
eller virkeligheden.
Lejlighedsvis kan jeg
eksempelvis godt komme i tvivl om, hvorvidt Martinus’ verdensbillede, hvor
forunderligt og logisk opbygget det end forekommer at være, nu også er i
utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med virkeligheden, altså om det er
et sandt udtryk for denne. Selv postulerer Martinus jo, at hans universale
eller såkaldte kosmiske analyser og disses samlede konklusion i form af et
storslået verdensbillede, er i overensstemmelse med i hvert fald en væsentlig
del af det, der kan og skal forstås som virkeligheden. Den virkelighed
postulerer Martinus at have fået adgang til oplevelsen af via sin veludviklede intuition,
en usædvanlig evne til umiddelbar oplevelse, anskuelse og erkendelse af en
større helhed og dybere sammenhæng i tilværelsens brogede mangfoldighed.
Men det må jo være og
forblive et postulat, dels at intuitionen giver adgang til den basale virkelighed,
og dels, at Martinus’ kosmiske analyser er fuldgyldige udtryk for denne
virkelighed, så længe man ikke selv besidder en duelig evne til – intuitivt og
intellektuelt - utvetydigt at opleve og erkende den virkelighed, der angiveligt
ligger til grund for det nævnte verdensbillede.
Min konklusion på de
ovenfor fremførte betragtninger, må foreløbig blive, at jeg ikke er en troende
tilhænger af Martinus og hans livsværk, men derimod end så længe en tvivlende,
skeptisk og sandhedssøgende tilhænger. Men dog en tilhænger, som nærer håbet
om, at min personlige erkendelse med tiden vil fortælle mig, at Martinus’
forunderlige og storslåede verdensbillede er et fuldgyldigt udtryk for
virkeligheden eller sandheden om livet, verden og tilværelsen. Den dag, det sker,
vil der blive stor og jublende glæde i det lille hjem.
© oktober 2012 Harry Rasmussen.
****************