10. Individet og
skæbneloven - betragtninger over liv og skæbne
Martinus definerer
begrebet skæbne som det levende væsens oplevelse af virkningerne til de
årsager, som det selv har udløst eller sat i gang. Det er individuel skæbne,
men ved siden af denne findes en kollektiv skæbne, som f.eks. menneskehedens
skæbne. I begge tilfælde beror det på livslovene i form af de såkaldte kosmiske
skabeprincipper.
I henhold til Martinus
udgør alle andre levende væsener, mennesker inklusive, ’kun’ redskaber for
udløsningen af individets skæbnegæld. Det betyder, at andre levende væsener
altså ikke i absolut forstand bærer skylden for den skæbne, der påføres det
enkelte individ.
Men at ens næste
’kun’ udgør et redskab for den enten positive eller negative ’gengældelse’ for
de hensigtsmæssige og heldige så vel som uhensigtsmæssige og uheldige årsager,
som man selv har udløst, er ikke ensbetydende med, at næsten ikke er stillet på
principielt helt samme måde i spørgsmålet om skæbne, som man selv befinder sig
i. Ens næste udgør derfor ikke bare en marionet i skæbnespillet, men derimod et
levende væsen med et jeg og bevidsthed og organisme, som i princippet er lige
så følsomt og nærtagende som tilfældet er med én selv. Ethvert levende væsen
har derfor den valgmulighed, at afstå fra at fungere som redskab for
udløsningen af næstens negative og uheldige skæbnegæld. Det er baggrunden for,
at det ene af livslovens to store bud lyder: ”Du skal elske din næste som du
elsker dig selv!” Ethvert normalt menneske er jo sig selv nærmest og elsker per
definition sig selv, hvilket findes institueret i form af
selvopholdelsesdriften.
Ethvert individ udgør
altså iht. Martinus en levende enhed, tilmed en evigt levende enhed i den
vældige guddommelige organisme eller helhed, og som dels deler kollektiv skæbne
med andre individer, og dels i lighed med disse også har sin egen særskilte
skæbne.
At elske sin næste
som sig selv, vil derfor sige, at man deler skæbne med sin næste eller har et
skæbnefællesskab med denne, idet man (efter evne) sætter sig i næstens sted og
vurderer og disponerer sine handlinger og reaktioner overfor næsten på dette
grundlag. Det er derfor både det kærligste og moralsk og skæbnemæssigt
rigtigste at gøre, samtidigt med at det udgør den absolut nødvendige
forudsætning og baggrund for løsningen af menneskehedens nuværende
krisetilstand og konfliktsituation.
Moral (tænkning og
adfærd) må derfor være et personligt ansvarsområde. Individet er følgelig ikke
fritaget for at have et moralsk ansvar. Dette er jo også, hvad de 10 bud
handler om, og som Jesus også forholdt sig til og til dels gav et nyt indhold.
De 10 bud er en samling påbud og forbud, påbud, når det f.eks. hedder ”Du skal
elske din næste som dig selv”, og forbud, når det f.eks. lyder: ”Du må ikke
ihjelslå!”
Vedr. begrebet
skæbnelov og fænomenet skæbne set i Martinus-perspektiv: Se f.eks. artiklerne
H1-23. Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige
lovmæssigheder, og H1-24. Livets risici og
skytsenglenes opgave – om skæbnedannelsens specielle lovmæssigheder.
© oktober 2012 Harry Rasmussen
****************