10. Individet og skæbneloven - betragtninger over liv og skæbne

 

Martinus definerer begrebet skæbne som det levende væsens oplevelse af virkningerne til de årsager, som det selv har udløst eller sat i gang. Det er individuel skæbne, men ved siden af denne findes en kollektiv skæbne, som f.eks. menneskehedens skæbne. I begge tilfælde beror det på livslovene i form af de såkaldte kosmiske skabeprincipper.

 

(Citat fra Livets Bog bind 7): 2466. For at de levende væsener overhovedet kan opleve livet, er de stillet overfor dette lovsystem, der viser, at livslovene kan både overholdes og overtrædes. Væsenerne kan ved at overholde lovene skabe et fuldkommen lykkeligt liv i kontakt med hele verdensaltets struktur, og de kan overtræde disse love og dermed i tilsvarende grad være i disharmoni med nævnte struktur. Således er det levende væsen i sin højeste kosmiske analyse frit stillet. Det kan gøre, hvad det vil. Det kan skabe mørke omkring sig, ligesåvel som det kan skabe lys omkring sig. (Citat slut)

 

I henhold til Martinus udgør alle andre levende væsener, mennesker inklusive, ’kun’ redskaber for udløsningen af individets skæbnegæld. Det betyder, at andre levende væsener altså ikke i absolut forstand bærer skylden for den skæbne, der påføres det enkelte individ.

 

Men at ens næste ’kun’ udgør et redskab for den enten positive eller negative ’gengældelse’ for de hensigtsmæssige og heldige så vel som uhensigtsmæssige og uheldige årsager, som man selv har udløst, er ikke ensbetydende med, at næsten ikke er stillet på principielt helt samme måde i spørgsmålet om skæbne, som man selv befinder sig i. Ens næste udgør derfor ikke bare en marionet i skæbnespillet, men derimod et levende væsen med et jeg og bevidsthed og organisme, som i princippet er lige så følsomt og nærtagende som tilfældet er med én selv. Ethvert levende væsen har derfor den valgmulighed, at afstå fra at fungere som redskab for udløsningen af næstens negative og uheldige skæbnegæld. Det er baggrunden for, at det ene af livslovens to store bud lyder: ”Du skal elske din næste som du elsker dig selv!” Ethvert normalt menneske er jo sig selv nærmest og elsker per definition sig selv, hvilket findes institueret i form af selvopholdelsesdriften.

 

Ethvert individ udgør altså iht. Martinus en levende enhed, tilmed en evigt levende enhed i den vældige guddommelige organisme eller helhed, og som dels deler kollektiv skæbne med andre individer, og dels i lighed med disse også har sin egen særskilte skæbne.

 

At elske sin næste som sig selv, vil derfor sige, at man deler skæbne med sin næste eller har et skæbnefællesskab med denne, idet man (efter evne) sætter sig i næstens sted og vurderer og disponerer sine handlinger og reaktioner overfor næsten på dette grundlag. Det er derfor både det kærligste og moralsk og skæbnemæssigt rigtigste at gøre, samtidigt med at det udgør den absolut nødvendige forudsætning og baggrund for løsningen af menneskehedens nuværende krisetilstand og konfliktsituation.

 

Moral (tænkning og adfærd) må derfor være et personligt ansvarsområde. Individet er følgelig ikke fritaget for at have et moralsk ansvar. Dette er jo også, hvad de 10 bud handler om, og som Jesus også forholdt sig til og til dels gav et nyt indhold. De 10 bud er en samling påbud og forbud, påbud, når det f.eks. hedder ”Du skal elske din næste som dig selv”, og forbud, når det f.eks. lyder: ”Du må ikke ihjelslå!”

 

Vedr. begrebet skæbnelov og fænomenet skæbne set i Martinus-perspektiv: Se f.eks. artiklerne H1-23. Individets skæbnedannelseom skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder, og H1-24. Livets risici og skytsenglenes opgaveom skæbnedannelsens specielle lovmæssigheder.

 

© oktober 2012 Harry Rasmussen

 

****************