16. Den evige forstands forudviden

 

I denne rige bevidsthed [om Guds alkærlighed i form af sjælens udødelighed og livets retfærdighed] løftes vi mod Gud, grundsikre i, at hvad der sker med os, sker til vort bedste! vort jordiske øje formår kun at se til en vis grænse ind i rummet, vort sjælelige blik når også kun til et vist mål, men hin side det må de samme alkærlighedens love herske, som her. Den evige forstands forudviden kan ikke ængste os; vi mennesker kan i os selv fatte et begreb om den. Vi ved fuldkomment, hvad udvikling der i de forskellige årstider må finde sted, vi ved tiden for blomsterne og for frugterne, hvilke arter der vil fremkomme og trives, modenhedens tid, når stormene må herske, og når det er de visse regntider. Gud maa, og det i en uendelig højere grad, have samme kendskab til sit skabte: Universets kloder, som vor jord, og menneskeslægten her; han må vide: - og her bliver årtusinder for ham, som en dag for os, - da må den udvikling, den blomstren i menneskeslægten finde sted, da vil de lidenskabens, de udviklingens storme herske og under disse karakterer komme til udvikling, personer blive mægtige drivhjul, hver være et født Guds-menneske. Historien viser os dette, led griber ind i led, i åndens verden som i det materielt skabte; visdoms-øjet, Fader-øjet omfatter det hele! – og skulle vi da ikke kunne, i hjertets nød hernede, bede med fortrøstning til denne Fader, bede som Frelseren bad: tag denne kalk fra mig, dog ske ikke min, men din vilje! – disse sidste ord glemmer vi ikke! og vor bøn vil opfyldes, er den til vort vel, og er den ikke det, da lad os, som barnet her, der i sin sorg kommer til sin jordiske fader, og hos ham ikke får ønsket opfyldt, dog vederkvægesved milde ord og fornuftens kærlige tale, så at øjet græder sorgen blød og barnesmerten mildnes. Det vil også i bønnen skænkes os! Øjet vil få tårer, hjertet fortrøstning! Og hvem er vel trængt så dybt ind i sjælenes veje, at han tør benægte, at bønnen er vingen, der hæver os til den indskydelsens sfære, hvorfra Gud vil række os en hjælpens og nådens oliegren.

 

     Just ved at vandre med åbne øjne på videnskabens vej ser vi forkyndelsens herlighed. Menneskeslægtens visdom er kun et spand på åbenbarelsens høje søjle, der bærer Gud, men dette korte spand vil vokse gennem evigheden, i troen og med troen. Videnskaben er som en kemisk prøve, der siger, at guldet er ægte.

 

(Citeret fra H.C. Andersens essay Tro og videnskab (Prædiken i Naturen), trykt i bogen I Sverrig. En Rejseskildring, 1851).

 

****************