17. Er livet bare en slags skuespil?

I henhold til Martinus er alle levende væsener, os selv inklusive, overordnet eller kosmisk set af samme art og parthavere i den guddommelige enhed og derfor som f.eks. køn betragtet egentlig brødre og søstre. Men i det praktiske liv er der som bekendt forskelle, endda mange og store kontrasterende forskelle, og det er jo disse der både overordnet og praktisk set gør tilværelsen interessant og spændende.

Men at gå så vidt, som til at opfatte livet og tilværelsen som en slags skuespil og f.eks. opfatte en Hitler som nærmest en stjerneaktør, det er efter min opfattelse at gå for vidt. Personligt har jeg kendt mennesker, endda min egen svigerfar, som har været i tysk kz-lejr og set og prøvet rædslerne på nærmeste hold, og en nabo, en jødisk kvinde, som ligeledes havde været i tysk kz-lejr, hvor hun mistede både sin mand og datter, som blev gassede og kremerede. Sådanne erindringer måtte hun leve med resten af sit liv.

Så for mig at se var Holocaust både en dybt smertelig og blodig dødsens alvorlig affære, som man ikke bare kan henregne til en slags skuespil. Tilmed et skuespil, som overordnet set er iscenesat og opført af selveste Guddommen for sin egen underholdnings og fornøjelses skyld. Der er ikke noget at sige til, hvis skeptikere vil betragte en sådan opfattelse som absurd eller ligefrem pervers. Men ikke desto mindre er der mennesker, som interesserer sig for og er kyndige i Martinus’ kosmologi, som nærer den slags forestillinger.

Men ét er, at Martinus med sin kosmiske bevidsthed personligt var i stand til at overskue tilværelsens mangfoldighed og sammenfatte og beskrive denne i en overordnet eller kosmisk helhed og enhed, og derfor med berettigelse kunne anskue og betegne livets oplevelse som et både højst dramatisk og munter-komisk skuespil, hvori individet både er aktør og tilskuer, noget andet, at velmenende og mere eller mindre kyndige og erfarne studerende af eller lærere i hans kosmologi, promoverer og benytter denne som forklaringsmodel på virkeligheden. En promovering som af gode grunde ikke kan undgå at være præget eller farvet af den enkelte studerendes eller lærers egen opfattelse, dels af kosmologien og dels af tilværelsen i øvrigt. Ganske som tilfældet er for mit eget vedkommende.

I det hele taget synes jeg, at der i kosmologi-kredse er en sympatisk, men trods alt lidt for stor tilbøjelighed til at ville se livet og tilværelsen som bare et slags skuespil, en blanding af tragedie og lystspil, men hvor man i sin nærmest ukuelige og forstående – eller måske naive eller ligefrem desperate? - optimisme på egne og alles vegne underspiller den tragiske side af tilværelsen. En tilværelse, som qua kontrastprincippet består af både behag og ubehag, glæde og smerte, lys og mørke etc. etc., men hvor modsætningerne forudsætter og betinger hinanden og derfor overordnet set er lige nødvendige og uundværlige, og følgelig i en vis forstand er lige store goder. Det er ikke kun et skuespil, men selveste den basale virkelighed, vi som individer eller jeg’er både er aktører i og tilskuere til.

Hvis nogen på den her skitserede baggrund vil mene, at der er noget, jeg ikke har forstået eller misforstået ved Martinus’ kosmologi, så vær så god, men det ændrer ikke ved min oplevelse, erfaring og opfattelse. Dette være sagt i al venlighed.

© November 2012 Harry Rasmussen.

****************