Martinus’ verdensopfattelse i korthed

18. Martinus’ verdensopfattelse i korthed

At Gud, forstået som det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende evige væsen, eksisterer, er vi trods alt nogle stykker, der mener. Lige som vi mener, at Gud skaber ved hjælp af sine sanseorganer og manifestationsredskaber, de levende væsener på alle niveauer og planer i tilværelsen, fra det mindste bittelille kræ til de vældige galakser i universet. Disse er jo i henhold til Martinus’ kosmologi også udtryk for levende væsener, og alle levende væsener er udstyret med en skabe- og oplevelsesevne, til grund for hvilken der ligger livets højeste princip: det seksuelle polprincip. Størrelser er imidlertid et relativt begreb, primært i form af de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, som ligger til grund for, at de levende væsener i det hele taget kan sanse og opleve. I sig selv, det vil sige i deres kosmiske natur og struktur, er alle levende væsener jo fuldkommen ens og ligestillede, men for at oplevelse overhovedet kan finde sted, må Gud via de levende væsener etablere modsætningernes verden af stort og småt, af behag og ubehag, glæde og sorg, liv og død, retfærdig og uretfærdigt, nat og dag, sommer og vinter etc. etc., men vel vidende, at modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden og at disse tilsammen udgør livets eller tilværelsens drivkraft. Og vel vidende, at begreber og fænomener som f.eks. døden og uretfærdigheden ikke eksisterer i virkelighedens verden, det vil sige i Guds verden. Tværtimod er virkeligheden den, at døden kun er en tænkt modsætning til livet, det vil sige det evige liv, i hvilket der samtidigt hersker fuldkommen retfærdighed og den mest fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed i alle livsprocesser.

Når livet og tilværelsen ikke ser ud for os mennesker, som beskrevet her, skyldes det primært, at vi ikke har det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. En sammenligning med synsfeltet kan måske tjene til at illustrere og bidrage til en forståelse af forholdet mellem almindelig menneskelig bevidsthed og kosmisk bevidsthed. Almindelig menneskeligt synsfelt omfatter i bedste tilfælde 180 grader, hvorimod det kosmiske ’synsfelt’ omfatter 360 grader, altså hele horisonten rundt. Men kosmisk bevidsthed går ikke kun i bredden, men i nok så høj grad i dybden, nemlig den dybde, der er udtryk for evighedsperspektivet. Det er i høj grad det sidstnævnte, Martinus’ kosmiske analyser går ud på at forklare og begrunde for os kosmisk set ’snævert-seende’.

****************