19. Den første, årsagsløse
årsag
Opfattelsen af en første årsagsløs årsag er ikke noget nyt i
verdenshistorien, idet eksempelvis allerede den idealistiske græske filosof Parmenides
fra Elea (ca. 540-470 f. Kr.) hævdede, at alle ting er ét, at bevægelse, forandring
og udvikling er uvirkelige og resultat af sansernes overfladiske,
selvmodsigende og upålidelige vidnesbyrd. Bag de blotte sansefænomener ligger
en uforanderlig, udelelig, uopløselig, ubevægelig enhed, som er den eneste
væren, den eneste sandhed og den eneste gud. Den lære kendes også fra klassisk
idealistisk indisk filosofi og ikke mindst hos den indiske filosof Shankar
Acharya (788-821?), som i og med sin Advaita Vedanta hævder, at der kun
findes ét virkeligt, nemlig den årsagsløse årsag: Brahman. En lære, som kan
minde om den omtrent tilsvarende opfattelse, der skyldes den meget senere
hollandske filosof Baruch Spinoza (1632-1677), som kalder den årsagsløse
årsag for ”substansen”, som er det eneste i og for sig eksisterende, Alt er
derfor egenskaber ved eller fremtrædelsesformer for substansen, Da denne er det
eneste eksisterende og virkelige, er der ikke noget der kan begrænse den,
hvorfor den både må være evig og uendelig og med en uendelighed af forskellige
egenskaber og attributter. Derfor kalder Spinoza også substansen for Gud, som
det universale væsen, der ligger til grund for alt og omfatter alt. Alt er i
Gud og Gud er i alt. Gud og naturen er ét.
Den opfattelse deles i bund og grund af en moderne tænker og mystiker
som Martinus (1890-1981). Hvilket denne hjemmeside til fulde bekræfter.
© November 2012 Harry
Rasmussen.
****************