20. En udviklingsmæssig overgangsfase
Det synes at ligge i
tiden i den vestlige verdens kulturkreds, at alt er tilladt og at det, der
endnu ikke er tilladt bør gøres tilladt. Nemlig tilladt blandt andet i
ligestillingens og anti-diskriminationens navn. Såkaldt progressive kulturfolk
og politikere har travlt med at profilere sig som politisk korrekte og
samtidigt som absolut tolerante og åbne over for, hvad blandt andre
minoritetsgrupper fremfører af alle mulige og umulige ønsker. Ikke fordi man
nødvendigvis ønsker at benytte sig af rettighederne, man vil simpelthen bare
have disse. Men man ignorerer tilsyneladende totalt det gamle vise ord om, at i
livet gælder den regel, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. De
politisk korrekte og tolerante kulturfolk og politikere støttes i vid
udstrækning af de altid sensations- og stofhungrende medier, især fjernsynet,
som konstant er på jagt efter spektakulære emner og ’nyheder’, som dels kan
tiltrække seere og dels kan udfylde den såkaldte ”sendeflade”. Men måske er det
alt sammen resultater af og udtryk for, at vi befinder os i en kalejdoskopisk
kulturel forfaldstid, den periode, tilstand og situation, Martinus betegner som
”dommedagsepoken”, hvis varighed ingen kender og kan sætte tid på, og som
heller ikke Martinus har udtrykt sig præcist om. Sandsynligvis kan den komme
til at vare mindst hundrede år, måske kortere eller sandsynligvis længere,
hvilket i hvert fald til en vis grad er beroende på os mennesker selv. Vi har
jo de nødvendige erfaringer og til en vis grad også forhåbningerne, men endnu
ikke de evner, der for alvor målretter vores vilje og aktiviteter i det
profeterede humanitære verdenssamfunds tjeneste. Martinus har sat en tidsgrænse
på tre tusinde år, før dette verdensrige for alvor vil være etableret. Det tog
jo også flere tusinde år, før den kristne kultur opstod og siden etablerede
sig. (Se evt. artiklerne 2.09. ”Dommedag!” I – om forskellige
dommedagsvisioner gennem tiden, og 2.10. ”Dommedag!” II – om Martinus’ opfattelse
af ”Dommedag”)
© November 2012
Harry Rasmussen.
*****************