Livets lod

23. Livets lod set i et stankelbens perspektiv

Her på hjemmesiden er der i flere artikler blevet givet en del eksempler på, hvad der med rette vil kunne betegnes som livets undere. Forholdet er jo det, at man med en totalt fordomsfri holdning til verden, livet og dennes og dets indretning og tildragelser, vil kunne konstatere, at tilværelsen i sig selv med rette kan karakteriseres som det største og forunderligste eventyr, der findes. Både H.C. Andersen og Martinus går endog så vidt, at de hver for sig betegner tilværelsen som ”et guddommeligt under og eventyr”. Hvorved i dybere fortand skal forstås, at verden og livet er blevet til og opretholdes i kraft af et guddommeligt Alvæsen, der indenfor de større religioner især kendes under navne som Gud, Brahman, Jahve og Allah.

Imidlertid skal vi her nøjes med at se lidt nærmere på ét bestemt eksempel på livets undere, nemlig på det i sommerhalvåret velkendte insekt stankelbenet.

Det kan indledningsvis nævnes, at stankelbenene tilhører myggefamilien og at man tilmed har fundet et velbevaret eksemplar af en myg indesluttet i en ravklump, som viser, at denne højt specialiserede art mærkværdigvis ikke har udviklet sig i millioner af år! Det passer derfor ikke så godt med evolutionsteorien. Et 'mysterium' som i øvrigt også gælder for flere andre insekters vedkommende, men som er en anden historie, end den der skal fortælles her.

Et eksempel på et af de mange stankelben, som mere eller mindre miserable har sat sig på vinduesruderne i mit arbejdsværelse,

hvor de tilsyneladende tålmodigt venter på den dag og time, hvor formålet eller hensigten med deres eksistens og liv er til ende.

Her i slutningen af august måned kan stankelben ses i store mængder, som har sat sig til en sidste hvile overalt på blandt andet udvendige vægge og vinduesruder.

Udvendigt på mit arbejdsværelses 2-fags vindue, har alene 14 stankelben sat sig til hvile og har foreløbig siddet der omtrent helt stille og ubevægelige i de seneste dage. Det har givet mig anledning til at studere dem nærmere og tænke over deres særprægede anatomi og formålet med lige præcis deres specielle liv. Til det studium har jeg også benyttet mig af en umiddelbart tilgængelig, men ret sparsom litteratur, som blandt andet kan fortælle, at stankelben tilhører en familie af insekter i ordenen tovinger og er en underorden af myg. Men i modsætning til de sidstnævnte, har de ingen brod og kan derfor ikke stikke, hvorfor de er ganske uskadelige for dyr og mennesker.

Betegnelsen stankelben har disse insekter fået på grund af deres enormt lange og tynde ben. På latin kaldes arten Tipulidae. De lever normalt i fugtige områder, både i og udenfor skove, hvilket hænger sammen med, at hunnerne er specialiseret til at lægge deres æg i fugtig jord, rådne blade i vand, i algebevoksninger på sten eller under træernes bark, og i græsklædte områder.

Om sommeren kan man ikke så sjældent se hunner flyve ligesom hoppende omkring i græsset, hvor de ved hvert hop borer deres læggerør ned i den fugtige jord og lægger et æg ad gangen. Æggene udvikles og klækkes som larver, som man ikke umiddelbart eller som ikke-sagkyndig ville være i stand til at identificere som kommende stankelben. I principiel lighed med, at man f.eks. heller ikke uden sagkundskab ville kunne vide, at kålsommerfuglens tunge larve udvikler sig til en smuk og let sommerfugl.

Stankelben-larverne kan i stort antal medvirke til at ødelægge plantevækst, herunder især våde græsarealer og fugtigt korn. Desuden kan f.eks. græsplæner og golfbaner yderligere ødelægges af fugle i deres søgen efter larverne. Set fra et nyttehensyn betegnes stankelben derfor som skadelige insekter, men set fra et overordnet og universalt perspektiv udgør stankelben, i lighed med alle andre 'skadelige' insekter, nødvendige og formentlig også uundværlige arter og individer i naturens store husholdning.

Men stankelben-larverne udvikler og forvandler sig ikke til udpræget smukke sommerfugle, men til det mærkværdigt udseende voksne insekt med en ca. 2. cm. lang og smal krop, med et få millimeter stort hoved med to ca. 4 mm lange følehorn, seks ca. 5 cm lange tynde ben med hver fire led, samt to smalle, sammenfoldelige og ca. 2 cm lange vinger. Desuden har stankelbenet bag på hver side af kroppen lige under vingerne to ca. 3 mm tynde udvækster, der hver ender i ligesom en lille kugle. Hvad disse udvækster tjener til, er det ikke lykkedes mig at opklare.

Men hvad man som ikke-sagkyndig nok så meget må undre sig over, er især de proportionalt forholdsvis lange og meget tynde ben og de forholdsvis små vinger, som ikke synes bæredygtige nok. Det ses tydeligt, når insektet flyver omkring, at benene ligesom hænger under kroppen som en slags 'dødvægt'. Men nok så utroligt forekommer det, at stankelbenene er i stand til at 'hæfte' sig fast på en glat vinduesrude og blive siddende der i dagevis, stort set uden at røre sig, alt imens de udspilede smalle vinger sitrer for vinden.

Noget af det, der især kan få de hvilende stankelben til at slippe deres plads på vinduesruderne, er en kraftig regn, som 'vasker' det ene stankelben ned og væk efter det andet. Et lidt sørgelig syn. Men nok så sørgeligt er det, at en dag eller time magter stankelbenet ikke længere af klæbe sig til den blanke vinduesrude, og dermed heller ikke at hænge ved livet. Insektet falder til jorden og bliver liggende indtil dets liv ebber ud. Denne skæbne er alt jordisk livs lod, nemlig dets endeligt i form af døden.

Men til trods for denne udgang på det jordiske liv, så forbliver dette dog alligevel et eneste stort og nærmest mirakuløst og eventyrligt under.

Hvis det dertil skulle gå hen og vise sig, at de levende væsener ejer en evig og dermed udødelig over-fysisk struktur i form af et psykisk eller sjæleligt legeme, der bærer individernes eksistens videre, ja, så vil livet jo kun være et endnu større under og eventyr. Og det helt store eventyr vil det være, hvis det endog skulle vise sig, at dette under og eventyr er udtryk for en kraft og magt i form af et altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende Alvæsen, hvorom man kan sige: ”Thi Dit er riget, magten og æren i evighed!”

_______________________________