27. Tragedien i Orlando, Florida, USA

 

Situationen omkring det hensynsløse og brutale massemord natten til lørdag den 11. juni 2016 på i hovedsagen unge latin-amerikanske homoseksuelle mænd, der i al uskyldighed var i byen for at feste og more sig sammen, er forståeligt nok ophedet i disse dage.

 

En hel del skuffede og oprørte sympatisører mener, at fordi det drejer sig om homoseksuelle ofre, så fortjener alene den omstændighed en ekstraordinær opmærksomhed fra verdensopinionens side. Lidt i lighed med, men uden direkte sammenligning med, hvad der var tilfældet for de i øvrigt langt færre ofre for terrorangrebet på satiremagasinet ”Charlie Hebdo”s redaktion den 7. januar 2015, hvorunder 12 personer blev dræbt, bl.a. 5 tegnere og to politifolk. Dernæst terrorangrebene i Paris den 20. november 2015, hvor bevæbnede terrorister skød og dræbte omkr. 140 personer. I begge tilfælde blev disse ubegribeligt uhyggelige begivenheder genstand for mediernes og verdensopinionens endog meget store opmærksomhed. For slet ikke at nævne den mediedækning, der fandt sted under og efter det voldsomme terrorangreb på World Trade Center i New York 11. september 2001. Dengang omkom flere tusinde mennesker under de mest grusomme og forfærdende omstændigheder.

 

I alle de nævnte tilfælde af terrorangreb, har man kunnet konstatere, at det var rabiate islamiske yngre mænd af arabisk eller mellemøstlig herkomst, der stod bag terroren. Desuden er det også radikaliserede unge mænd af anden etnisk herkomst, der i reglen har stået bag de hidtil forekommende terrorhandlinger i Europas hovedstæder. Eksempelvis en enkelt mands terror den 14. februar 2015 mod kulturhuset ”Krudttønden” på Østerbro i København, hvor den 35-årige filminstruktør Finn Nørgaard blev skudt og dræbt af den islamisk radikaliserede 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein. Dagen efter skød og dræbte samme unge mand den 37-årige Dan Uzan, som stod vagt ved den jødiske synagoge i Krystalgade i København. Under forsøget på at anholde den unge Omar, skød denne mod politiet, som derfor skød igen og dræbte gerningsmanden.

 

Men den opfattelse, at den tragiske begivenhed i Orlando ikke har fået nær nok fortjent opmærksomhed af verdensopinionen, kan man efter indstilling og opfattelse være enig eller uenig i. Personligt mener jeg, at ethvert menneske, uanset race, nationalitet og køn, der bliver offer for terror, er et menneske og offer for meget. Jeg mener også, at sådanne situationer desværre ikke alene bliver brugt, men respektløst misbrugt af medierne, de trykte, radiofoniske så vel som elektroniske, de sidstnævnte dog ikke mindst, fordi disse jo også er i stand til at bringe aktuelle fotos og levende billeder af og omkring begivenhederne.


I dramatiske og tragiske tilfælde, som de nævnte, går nyhedsmedierne generelt set i selvsving og sender i time- og dagevis deres mere eller mindre begrundede gætterier og formodninger om, hvad der er foregået. Det medvirker til at holde ’gryden i kog’ og opildne stemningen hos interesserede seere, lyttere og læsere, som ikke aner, hvad der er op eller ned i situationen.

 

I sådanne og lignende tragiske situationer, hvor det - som i det her nævnte tilfælde - tilmed er gået ud over især latin-amerikanske homoseksuelle, men også når det drejer sig om homoseksuelle i det hele taget, er der forargede og velmenende mennesker, som i sympati med ofrene straks fører sig frem i medierne med anklagende ord til offentligheden om ”diskrimination” og ”racisme”. Og så kører den sensationshungrende og til dels hykleriske mediemaskine igen og udnytter situationen til at skaffe sig lyttere, seere og læsere. 

 

På internettet har jeg læst avisen Orlando Weekly om alle ofrene, der blev dræbt 12 juni (min 87-års fødselsdag) og set deres portrætter. Det er naturligvis en dybt følt sorg at se deres ansigter og vide, at hver af dem var rigtige mennesker, ikke kun en person fra massemediernes overfladiske beskrivelser. Jeg er meget taknemmelig for at have haft mulighed for at vide lidt mere om hver af de nu så skamløst myrdede individualiteter. (Her er linket til den nævnte omtale af ofrene:

 http://www.orlandoweekly.com/Blogs/archives/2016/06/16/remembering-the-victims-of-june-12-2016 )

 

I mit sind er det vigtigste spørgsmål imidlertid: Hvorfor har den unge mand, Omar Mateen, dræbt alle disse uskyldige mennesker? Personligt tror jeg ikke, at vi har fået et reelt og endegyldigt svar endnu, da disse linjer skrives den 18. juni 2016. Medierne bringer som nævnt en masse forskellige og mere eller mindre uafhængige og utroværdige gætterier omkring dette spørgsmål. Det er hjerteløst og tjener kun mediernes egne interesser.

 

Vedr. Omar Mateen, se f.eks. Always Agitated. Always Mad’: Omar Mateen, According to Those Who Knew Him:

 http://www.nytimes.com/2016/06/19/us/omar-mateen-gunman-orlando-shooting.html?smid=fb-nytimes&smtyp=cur

 

Der findes dog seriøse undtagelser, som f.eks. New York Times’ columnist David Brooks, der indleder sit indlæg ”Religion’s Wicked Neighbor”, 17. juni 2016, på følgende måde:

 

(Citat) Barack Obama is clearly wrong when he refuses to use the word “Islam” in reference to Islamist terrorism. The people who commit these acts are inflamed by a version of an Islamist ideology. They claim an Islamist identity. They swear fealty to organizations like ISIS that govern themselves according to certain interpretations of the Quran.

As Peter Bergen writes in his book “The United States of Jihad,” “Assertions that Islamist terrorism has nothing to do with Islam are as nonsensical as claims that the Crusades had nothing to do with Christian beliefs about the sanctity of Jerusalem.” (Citat slut)

Columnist David Brooks afslutter sin artikel med en konklusion, der umiddelbart lyder acceptabel:

 

 (Citat) For the terrorist, a sense of humiliation is the primary reality. Terrorism emerges from a psychic state, not a spiritual one. This turns into a grievance, the belief that some external enemy is the cause of this injury, rather than some internal weakness.

This then leads to what the forensic psychologist Reid Meloy calls “vicarious identification” — the moral outrage that comes from the belief that my victimization is connected to the larger victimization of my group.

It’s only at this point in the pathway that religion enters the picture, or rather an absolutist, all-explaining political ideology that is the weed that grows up next to religion. Bin Ladinism explains all of history, and gives the injured a course of action that will make them feel grandiose and heroic. It is the human impulse for dominance and revenge that borrows righteous garb.

For the religious person it’s about God. For the terrorist, it’s about himself. When Omar Mateen was in the midst of his rampage, he was posting on Facebook and calling a TV station. His audience was us, not the Divine.

Omar Mateen wanted us to think he was martyring himself in the name of holiness. He was actually a sad loser obliterating himself for the sake of revenge. (Citat slut)

Noget helt andet er, at der i sådanne og lignende tilfælde som tragedien i Orlando, i reglen også optræder selvbestaltede religiøse ’Dommedags-prædikanter’, som skrupelløst fordømmende fører sig frem med misbrug af mere eller mindre relevante bibelcitater. Eftersom sådanne folk ikke har nogen egentlig magt, bør man ignorere dem eller i værste fald bringe dem for den juridiske anklagemyndighed med påstand om overtrædelse af racisme- og / eller diskriminationsparagrafferne.

 

Men helt grundlæggende, så hjælper forargelsen og anklagerne ikke meget på det helt store og egentlige problem for verden i disse tider, nemlig den hensynsløse og brutale terrorisme.  

 

På baggrund af de ovenfor fremførte betragtninger vil jeg afslutningsvis tillade mig at citere teksten til coverbilledet på min tidslinje på Facebook:

 

(Citat) Nyopslaget er foretaget den 5. april 2016:

 

Udsigt fra mit arbejdsværelse ved solnedgang en dag i december 2014. - Men billedet kunne også tolkes som at verden er sat i brand: "Skærsilden", den rensende ild, som verden må gennemgå, for at blive fornyet i form af "en ny himmel og en ny jord". Der er ikke kun tale om en bibelsk forudsigelse, men om en verdensomspændende politisk og kulturel situation, hvorunder menneskeheden så at sige er kommet i "smelteovnen", i form af de aktuelle livsfarlige modsætningsforhold mellem den relativt frie vestlige sekulære verden og den 'lukkede' ortodokse fundamentalistiske og rabiate islamiske verden. (Citat slut) 

 

© juni 2016 Harry Rasmussen.

 

________________________