Du gamle måne, du gamle mysterium

30. Du gamle måne, du gamle mysterium!

I mit daglige liv og praktiske tilværelse kan jeg ikke lade være med lejlighedsvis at stoppe op og f.eks. kigge op på dagens blege måne, som svæver dér på himlen lige foran eller over mig. Da fyldes jeg af en undren over den ’hverdags-begivenhed’, som jeg har kunnet iagttage omtrent daglig i alle mine efterhånden mange leveår, at månen tilsyneladende svæver frit i luften.

Nu ved jeg jo godt, at luften er noget, der hører til jorden og at der ikke findes luft på og omkring månen. Men jeg og vel de fleste med mig er så vante til at se den blege måne på himlen, at vi knapt nok ænser at den er der.

Men stop et øjeblik! Er det i grunden ikke mærkværdigt og forunderligt, at den hænger deroppe på himlen eller i himmelrummet, og tilsyneladende frit svævende! Der er ikke noget synligt, som holder den oppe eller på plads!

Her vil en Kloge-Åge sikkert bryde ind og gøre opmærksom på, at der ifølge naturvidenskaben, mere præcist fysikken og astronomien, er noget, der hedder naturkræfter og naturlove, og disse objektivt og sagligt forklarer, hvordan det forholder sig med, at månen i lighed med planeterne og solene og andre himmellegemer holdes på plads og i gang af tyngdekraften og dennes og andre naturkræfters lovmæssigheder og funktion.

Naturligvis har Kloge-Åge ret i sine indvendinger, men er der alligevel ikke noget han har overset eller overser!? –

Jo, Kloge-Åge har overset og overser, at naturkræfterne og naturlovene er lige så meget af et forunderligt mysterium, som det faktum, at månen og planeterne og solene og flere andre himmellegemer er der og fungerer, som de gør. Hvert sekund, hvert minut, hver time, hver dag og nat, hver uge, måned og år, hvert århundrede og årtusinde, ja, i millioner og milliarder af år, det sidstnævnte i hvert fald for solenes og galaksernes vedkommende.

Det, Kloge-Åge kommer med, er ikke en forklaring af verdens eller tilværelsens mysterier, men en beskrivelse af, hvad der reelt set foregår i verdensaltet, så langt og så vidt naturvidenskabens forskning, viden og indsigt rækker. Det er i og for sig en nok så interessant historie, som for århundreder siden begyndte med opfattelsen af Jordkloden som universets centrum og som foreløbig er nået frem til, at der findes utallige måner, planeter, solsystemer og galakser i et umådelig stort – man vover endnu ikke at sige: uendeligt – og stadig ukendt verdensrum.

Men uanset, hvad Kloge-Åge og hans lige så mange Kloge-Åger har at sige og indvende af objektive, saglige oplysninger og argumenter imod mine betragtninger, så forbliver jeg for mit eget vedkommende ved med at undre mig over månens og universets store mysterium. Eller rettere sagt, uanset hvor megen objektiv og saglig oplysning og viden, sagkundskaben kan og vil fortælle mig, så vedbliver jeg til stadighed med at undre mig grundlæggende over livets og tilværelsens mysterium.

PS. Som eksempler på nogle velmenende Kloge-Åger kan her henvises til artiklen: 7.01. Troen på, at jorden er flad. - Er det en skrøne?

Men for at være positiv og optimistisk, kan det også anbefales at læse artiklen:

4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv

______________________________