NOTABENE

31. NOTABENE: Et aktuelt dilemma

Nogle bemærkninger specielt henvendt til åbentsindede og fordomsfrie læsere.

Ved at genlæse mine seneste opslag i gruppen Tanker til eftertanke på Facebook, er jeg kommet til at tænke på, at de tanker jeg har gjort og gør mig, måske kan virke lidt abstrakte og distancerende i forhold til de dagligdags begivenheder, der normalt fylder vores liv. Men naturligvis især i forhold til de tragiske, ulykkebringende og dødelige terrorhandlinger, som i stigende omfang har plaget dele af den vestlige europæiske verden i efterhånden en hel del år. De opståede problemer hører i nogen grad sammen med den store bølge af indvandrere fra ikke-vestlige og især muslimske lande, som særlig har fundet sted i de allerseneste år. Der er oftest tale om at terroristerne er indvandrere eller sønner af indvandrere i de lande, hvor de udfører deres grusomme handlinger. Det, der virker voldsomt og provokerende, er den ligegyldighed de pågældende terrorrister udviser overfor menneskeliv, overfor børn så vel som overfor voksne, og den mangel på respekt for og det uforsonlige had til mennesker, hvis livsstil og opfattelse de indoktrinerede og vildførte personer, der foretager terrorhandlingerne, ikke er enige i.

De rabiate islamiske terrorister – og mange andre ortodokse muslimer med dem - er angiveligt tilhængere af indførelsen af et verdensomspændende kalifat, som udelukkende er styret og opretholdt på basis af muslimernes hellige skrift Koranen og den meget strenge sharia-lov. Det er på stående fod svært at forudsige, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid, men hvis ikke den vestlige verden enes om og lykkes med at modarbejde og bekæmpe terroristerne og det der ligger til grund for disse, så ser det sort ud for de demokratiske frihedsrettigheder og kulturelle værdier, som på trods af mangelfuldheder og fejl er at foretrække fremfor tilsyneladende urokkelige fundamentalistiske ortodokse forestillinger, hvis oprindelse ligger flere århundreder tilbage i nærorientens og verdens kulturhistorie. I den forbindelse nytter det ikke noget med optimistisk humanistisk idealismes utopiske forestillinger om verdens forenede nationer og menneskerettighedernes overhøjhed. .

Men hvad nytter så noget? – Ja, se det er lige præcis hovedproblemet og dilemmaet. Lad mig minde om, at den vestlige verden principielt stod overfor nogenlunde samme problemstilling i 1920erne og frem til og med 1940erne, hvor det især var de modsatrettede kommunistiske og nazistiske politiske totalitære ideologier, som begge havde som målsætning at tilrane sig magten over verden. I begge de nævnte tilfælde foregik det blandt andet også ved udførelsen af terrorhandlinger, både imod egen befolkning og imod befolkningen i de lande, man erobrede og besatte. Men takket være en enorm allieret militær indsats med store omkostninger i menneskeliv og ødelagte fysiske værdier, endte det i første omgang med en nedkæmpelse af nazismen. Den sovjettiske og østeuropæiske kommunisme viste sig årtier senere at være en kolos på lerfødder, som knuste og opløste sig selv.

Problemet eller problemerne med den islamistiske og delvis politiske terrrorisme er unægtelig af en lidt anden karakter end en regulær krig, for den minder mere om guerillakrig, og en sådan er ifølge erfaringen vanskeligere at komme til livs. Eftersom erfaringen har vist, at integration af de religiøst troende muslimske indvandrere stort set har været og er umulig, vil det derfor antagelig blive dette århundredes opgave for demokratierne at stabilisere sig og i fællesskab byde den indtrængende og fremmedartede muslimske kultur kvalificeret modstand. Som det er nu, er det i hovedsagen en politimæssig opgave at opspore og i heldigste fald forhindre planlagte terrorhandlinger, og i værste fald at anholde og straffe pågrebne gerningsmænd. De efterhånden mange uskyldige ofre for rabiate muslimers terrorhandlinger må indtil videre finde sig i den grusomme og uretfærdige skæbne, enten at blive dræbt eller såret og livsvarigt invalideret, med de konsekvenser, der er en uundgåelig følge af den situation de skadelidte har været udsat for.

Værst af alt er dog den ikke sjældent totale ligegyldighed, som de allerfleste mennesker desværre udmærker sig ved. Det illustreres ganske godt af følgende ’flue’ af vor store humorist, tegneren og forfatteren Storm P: To herrer møder hinanden på gaden og fører følgende korte samtale (frit citeret): ”Hvad mener du om verdenssituationen? ” – ”Ikke noget! Jeg har fået en flue i øjet!”