32. Mellem himmel og jord
(fortsatte tanker til eftertanke)
Introduktion
Så sent som den 20.
juni 2017 kunne nyhedsmedierne meddele os nysgerrige og videbegærlige ånds-amøber,
at årvågne astronomer, tilknyttet den amerikanske rumfartsorganisation NASA, har
fundet og observeret i hvert fald 10 beboelige planeter i universet. Det er
naturligvis en nyhed, der er både en tanke og måske især en eftertanke værd.
I nyhedsmediernes
Tekst-TV forlyder der, så vidt jeg har konstateret, dog ikke noget om, hvad
NASA-astronomerne mere præcist mener med, at de nævnte planeter vil være
”beboelige”, altså, at de indeholder muligheder for det, vi her på jorden
forestiller os som liv.
Imidlertid meddeler websitet
Videnskab.dk blandt andet følgende om samme emne:
(Citat) Hele syv
klippeplaneter meget lig Jorden er blevet observeret i omløb om en dværgstjerne
kun 40 lysår herfra. Mindst tre ud af syv planeter ligger i stjernens beboelige
zone, hvor der kan være vand - og dermed liv. (Citat slut)
Det lyder jo i og
for sig interessant, dog nok især set fra et fagligt astronomisk og astrofysisk
synspunkt. Det er jo som bekendt naturvidenskabens formål og opgave, at
udforske alt, hvad der overhovedet eksisterer og som lader sig udforske.
Værre er det dog nok
med den populærvidenskabelige synsvinkel på de nye og nyere opdagelser, af hvad
art disse end måtte være, for fantasifulde folk af denne kategori har det med
at lade fantasien løbe af med sig. Man forestiller sig jo blandt andet, at de
nævnte planeter ”i den beboelige zone” - i lighed med Jorden – måske rummer
intelligent liv, for så vidt man mener, at den jordiske menneskehed er udtryk
for intelligent liv. Nogle forestiller sig endvidere muligheden af, at jordiske
mennesker en gang med tiden vil kunne foretage rumrejser til en eller flere af
de nyopdagede beboelige planeter.
Men hvis vi
tankemæssigt nu køler lidt ned, så er de nævnte 40 lysår, set fra et
almindeligt menneskesynspunkt, lidt af en post. Især når man betænker, at et
lysår populært sagt er den afstand lyset med en hastighed af 300.000 km i
sekundet tilbagelægger på et juliansk kalenderår, altså forenklet sagt i løbet
af 12 måneder. Det er et regnestykke for matematikere, at udregne
kilometertallet på et år og – ikke mindst – på 40 år.
Personligt kan jeg lige
akkurat den lille tabel og lægge sammen, dividere og trække fra, og er følgelig
ikke det, man forstår ved matematiker. Derfor vil jeg afholde mig fra den slags
regnestykker med afstande i lysår. Men så meget forstår jeg, nemlig at der i
hvert fald er tale om så umådeligt store afstande i universet, at et jordisk
menneske ombord på et rumfartøj, som selv med en pæn hastighed eller fart, ikke
ville kunne nå ret langt ud i verdensrummet i løbet af sine maksimalt måske
80-90 år. Derfor må man henregne og betegne forestillinger om interstellare
rumrejser som science fiction eller henhørende til fantasiens grænseløse og
utopiske verden. Men den kendsgerning afholder dog ikke science fiction folk
fra at fable om, at for at nå ud til de fjernere egne af universet, må de
pågældende rumrejsende mennesker leve og bo og formere sig i generationer
ombord på et dertil indrettet og egnet rumskib!!! -
Ved Jorden at blive
...
Men lad os ikke lade
os forblænde af kloge og dygtige videnskabelige forskere, som gennem tiderne
har gjort og gør deres bedste, for at aflure og afkode livets og verdens
mysterier. Selv om videnskabelige opdagelser som så meget andet både er
positive og negative, både er et gode og det modsatte, så ville menneskenes
verden have set meget anderledes og vidensmæssigt fattigere ud, end det nu er
tilfældet. Så derfor ville og kunne vi ikke så godt have undværet videnskaben
og dens mange faglige discipliner. Selvfølgelig ikke.
Imidlertid findes
der jo som bekendt også en form for videnskab, der betegnes som åndsvidenskab,
så som eksempelvis psykologi og filosofi. Den førstnævnte disciplin søger at
gøre os klogere på menneskers psyke og adfærd, den sidstnævnte på de tanker og
forestillinger, vi gennem tiderne har gjort og fortsat gør os om menneskene og den
verden, vi lever i. Groft taget kan man opdele filosofien i to discipliner:
idealistisk filosofi og – som en slags modsætning - materialistisk filosofi.
Dog, dertil kommer den formidlende komplementær filosofi, som udsiger, at
begreber altid forekommer parvis og som indbyrdes modsætninger, der dog først
tilsammen udsiger alle de erfaringer, vi har eller kan gøre os om begge. Derfor
kan filosofien opstille tænkningen i
form af tese, antitese og syntese.
Lad os derfor her
give et eksempel på tese, antitese og syntese. Det vil jeg tillade mig at gøre,
ved at citere følgende tekststykke fra min artikel 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv, som
har en vis relevans til emnet om rumrejser og ”beboelige planeter”:
(Citat) For at give
den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke
tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg
i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager
jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse
øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den
nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på
ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt
omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor,
hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og
gøremål.
Men lokalitetens
eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun
en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som
gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i
virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at
jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne
befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke,
som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor
jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som
vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og
lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med
sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i
stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget
smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og
vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold,
afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (Note 13)
For os jordboere er
jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand
til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens
overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra
rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en
vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade
virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler
himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis
afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter.
Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig
uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den
tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må
være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man
uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde
– eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis
vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor
eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem,
der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan
opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også
kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme
af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der
tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo
nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i
og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan
opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er
det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke
skal komme yderligere ind på her. (Note 14)
Men tilbage til min
’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’
galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele
taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om
et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine
analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk
sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses
fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder
ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede
– og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver
disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner
andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det
samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet.
(Note 15)
Og hvad, hvis vi
tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at
tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne
må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er
mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på
den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset
er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet,
planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med
den, eksisterer! (Citat slut)
Herefter kan jeg
henvise den interesserede læser til artiklen 4.68. Livet er et under – nogle tanker over livsunderet, som jeg synes giver et godt
indtryk af, hvad der menes, når man bruger udtryk som f.eks. ”livets under”:
© Juni 2017 Harry
Rasmussen.
******************