32. Mellem himmel og jord

(fortsatte tanker til eftertanke)

 

Introduktion

Så sent som den 20. juni 2017 kunne nyhedsmedierne meddele os nysgerrige og videbegærlige ånds-amøber, at årvågne astronomer, tilknyttet den amerikanske rumfartsorganisation NASA, har fundet og observeret i hvert fald 10 beboelige planeter i universet. Det er naturligvis en nyhed, der er både en tanke og måske især en eftertanke værd.

 

I nyhedsmediernes Tekst-TV forlyder der, så vidt jeg har konstateret, dog ikke noget om, hvad NASA-astronomerne mere præcist mener med, at de nævnte planeter vil være ”beboelige”, altså, at de indeholder muligheder for det, vi her på jorden forestiller os som liv.

 

Imidlertid meddeler websitet Videnskab.dk blandt andet følgende om samme emne:

 

(Citat) Hele syv klippeplaneter meget lig Jorden er blevet observeret i omløb om en dværgstjerne kun 40 lysår herfra. Mindst tre ud af syv planeter ligger i stjernens beboelige zone, hvor der kan være vand - og dermed liv. (Citat slut)  

 

Det lyder jo i og for sig interessant, dog nok især set fra et fagligt astronomisk og astrofysisk synspunkt. Det er jo som bekendt naturvidenskabens formål og opgave, at udforske alt, hvad der overhovedet eksisterer og som lader sig udforske.

 

Værre er det dog nok med den populærvidenskabelige synsvinkel på de nye og nyere opdagelser, af hvad art disse end måtte være, for fantasifulde folk af denne kategori har det med at lade fantasien løbe af med sig. Man forestiller sig jo blandt andet, at de nævnte planeter ”i den beboelige zone” - i lighed med Jorden – måske rummer intelligent liv, for så vidt man mener, at den jordiske menneskehed er udtryk for intelligent liv. Nogle forestiller sig endvidere muligheden af, at jordiske mennesker en gang med tiden vil kunne foretage rumrejser til en eller flere af de nyopdagede beboelige planeter.  

 

Men hvis vi tankemæssigt nu køler lidt ned, så er de nævnte 40 lysår, set fra et almindeligt menneskesynspunkt, lidt af en post. Især når man betænker, at et lysår populært sagt er den afstand lyset med en hastighed af 300.000 km i sekundet tilbagelægger på et juliansk kalenderår, altså forenklet sagt i løbet af 12 måneder. Det er et regnestykke for matematikere, at udregne kilometertallet på et år og – ikke mindst – på 40 år.

Personligt kan jeg lige akkurat den lille tabel og lægge sammen, dividere og trække fra, og er følgelig ikke det, man forstår ved matematiker. Derfor vil jeg afholde mig fra den slags regnestykker med afstande i lysår. Men så meget forstår jeg, nemlig at der i hvert fald er tale om så umådeligt store afstande i universet, at et jordisk menneske ombord på et rumfartøj, som selv med en pæn hastighed eller fart, ikke ville kunne nå ret langt ud i verdensrummet i løbet af sine maksimalt måske 80-90 år. Derfor må man henregne og betegne forestillinger om interstellare rumrejser som science fiction eller henhørende til fantasiens grænseløse og utopiske verden. Men den kendsgerning afholder dog ikke science fiction folk fra at fable om, at for at nå ud til de fjernere egne af universet, må de pågældende rumrejsende mennesker leve og bo og formere sig i generationer ombord på et dertil indrettet og egnet rumskib!!! -

 

Ved Jorden at blive ... 

Men lad os ikke lade os forblænde af kloge og dygtige videnskabelige forskere, som gennem tiderne har gjort og gør deres bedste, for at aflure og afkode livets og verdens mysterier. Selv om videnskabelige opdagelser som så meget andet både er positive og negative, både er et gode og det modsatte, så ville menneskenes verden have set meget anderledes og vidensmæssigt fattigere ud, end det nu er tilfældet. Så derfor ville og kunne vi ikke så godt have undværet videnskaben og dens mange faglige discipliner. Selvfølgelig ikke.

 

Imidlertid findes der jo som bekendt også en form for videnskab, der betegnes som åndsvidenskab, så som eksempelvis psykologi og filosofi. Den førstnævnte disciplin søger at gøre os klogere på menneskers psyke og adfærd, den sidstnævnte på de tanker og forestillinger, vi gennem tiderne har gjort og fortsat gør os om menneskene og den verden, vi lever i. Groft taget kan man opdele filosofien i to discipliner: idealistisk filosofi og – som en slags modsætning - materialistisk filosofi. Dog, dertil kommer den formidlende komplementær filosofi, som udsiger, at begreber altid forekommer parvis og som indbyrdes modsætninger, der dog først tilsammen udsiger alle de erfaringer, vi har eller kan gøre os om begge. Derfor kan filosofien opstille  tænkningen i form af tese, antitese og syntese.

 

Lad os derfor her give et eksempel på tese, antitese og syntese. Det vil jeg tillade mig at gøre, ved at citere følgende tekststykke fra min artikel 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv, som har en vis relevans til emnet om rumrejser og ”beboelige planeter”:

 

Erkendelsen af livsunderet

(Citat) For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål.

 

Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (Note 13)

 

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her. (Note 14)

 

Men tilbage til min ’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’ galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede – og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet. (Note 15)

 

Og hvad, hvis vi tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet, planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med den, eksisterer! (Citat slut)

 

Herefter kan jeg henvise den interesserede læser til artiklen 4.68. Livet er et under – nogle tanker over livsunderet, som jeg synes giver et godt indtryk af, hvad der menes, når man bruger udtryk som f.eks. ”livets under”:

 

© Juni 2017 Harry Rasmussen.

 

******************