Man kan lejlighedsvis komme ud for, at en og
anden spørger om man tror på Gud, og hvis man uden at tænke nærmere over
spørgsmålet, af vanvare kommer til at svare ”Ja!”, så kan man være sikker på,
at spørgeren oftest kigger på én som om man ikke er rigtig vel forvaret oven i
hovedet. Det beror i reglen på, at spørgeren selv ikke tror på en højere magt
eller et guddommeligt forsyn, men snarere betragter troen på sådanne fænomener
som udtryk for naivitet, eller værre: som overtro, beslægtet med troen på julemanden.
Men hvorfor nu det? – Jo, fordi spørgeren bevidst eller ubevidst går ud fra og
tolker ordet ”Gud” i henhold til en mere eller mindre vag forestilling om, at
”Gud” naturligvis skal være kærlig, god og vis, for at fortjene navn af Gud.
Baggrunden for spørgerens forundring eller måske ligefrem foragt overfor
troen på en Gud, hænger i reglen sammen med, at vedkommende ikke er i stand til
at forene begreberne godhed, kærlighed og visdom med det, der dagligt foregår
og sker i verden eller med de vilkår, der hersker i denne, i form af
intolerance, racisme, krige, terror, naturkatastrofer, ulykker, sygdomme, mord,
voldshanlinger etc., og i det hele taget vilkårlige skæbner, som ser ud til at
ramme i flæng, så at det lige så vel går ud over gode som onde, retfærdige og
uretfærdige og skyldige som uskyldige.
Spørgerens hovedpointe er jo, at hvis der virkelig fandtes en Gud, og
denne må defineres som besidder af den højeste potens af kærlighed, visdom og
almagt, så viser fornuften og den logiske tænkning, at dette ikke kan forenes
med de mislige forhold og vilkår der råder i verden og som menneskene – og
forresten også andre levende væsener - er undergivet og udsat for.
Hovedargumentet er, at hvis Gud er alkærlig, så ville ’Han’ ikke finde sig i
eller tillade de mislige forhold og vilkår, der vitterligt findes, men
tværtimod bruge sin alvisdom og almagt til at bringe sådanne forhold og vilkår
til ophør. Rent bortset fra spørgsmålet om, hvorfor Gud i givet fald har ladet
det komme så vidt med alt ’det onde’, som tilfældet synes at være, så må
konklusionen blive, at hvis Gud hverken er alkærlig, alvis eller almægtig, så
eksisterer Gud ikke, for en Gud uden disse absolutte egenskaber eller
attributter er ikke nogen Gud.
Set på den ovenfor skitserede baggrund, er spørgerens holdning til
begrebet Gud da også fuldt ud forståelig og berettiget, for det betyder jo
bl.a., at vedkommende ikke vil lade sig affeje med de troendes universalsvar på
uforståelige problemer: ”Guds veje er uransagelige”. Eller sagt på anden måde:
Det er ifølge de troendes opfattelse udtryk for åndshovmod, hvis mennesket med
sin begrænsede forstand og intelligens mener sig i stand til at kunne
efterforske Guds love, måder og midler til at ’regere’ verden på.
Men en sådan troende opfattelse og holdning kan vi moderne mennesker
lige så lidt som en Giordano Bruno, en Kopernikus, en Galilei, en H.C.Ørsted eller en Niels Bohr, naturligvis ikke
acceptere. Vi vil vide, så langt som grænsen for menneskelig tilegnelse af
viden nu end går, hvordan verden er opbygget og fungerer, og det hvad enten der
findes en Gud eller ej. Eller som den vise digter H.C.Andersen udtrykte det:
”Jeg skatter hos den fromme mængde det:
blindt hen at tro, men jeg finder det langt mere velsignet, i sin tro, også
at vide. Vor Herre kan godt tåle, at han ses gennem den forstand, han
selv gav os; jeg vil ikke med tilbundne øjne gå til Gud, jeg vil have dem åbne,
se og vide, og kommer jeg vel ikke til andet mål end den, som kun tror, så er
min tanke dog bleven rigere.” (Note 1)
Men lad os prøve at se fordomsfrit på tingene og spørge, om der da på
trods af alt det såkaldte ’onde’ i verden findes en alkærlig, alvis og almægtig
Gud? – Og i givet fald at svaret skulle vise sig bekræftende, hvordan kan verdens
uretfærdighed og ondskab, lidelse og smerte, tilfældighed og vilkårlighed så
forklares og forenes med forestillingen om denne Gud?
Disse spørgsmål er i virkeligheden omtrent lige så gamle som
menneskeden, for de har været stillet af mange tænkere, filosoffer og mystikere
siden de ældste tider og overalt, hvor frisindede og videbegærlige mennesker
begyndte at undre sig over livet og verden. Og svarene har på trods af
forskellige kulturelle forudsætninger og baggrund været overraskende ensartede.
Der er eksempelvis ingen principiel forskel på svarene fra klassiske indiske
filosofier som Sankhya, Yoga og Vedanta, givet for århundreder siden, og de
svar en italiensk filosof som Giordano Bruno har bidraget med i 1500-tallet,
eller de svar, der har lydt fra en nyere tids tænker og intuitiv filosof som
Martinus. Svarene er entydige og omtrent enslydende til trods for kultur- og
tidsforskelle.
Her skal vi af pladsmæssige grunde indskrænke
os til at se på det såkaldte ’onde’s problem, sådan som dette tager sig ud set
fra Martinus’ synsvinkel. Til det formål vil vi gå lige til sagens kerne ad en
lille, men instruktiv omvej, og alliere os med Martinus’ personlige elev og
mangeårige medarbejder, forfatteren Per Bruus-Jensen, og mere specielt med
dennes lille fremragende og stadig aktuelle publikation ”GUD på anklagebænken”,
hvis første udgave allerede udkom i 1968, og som blev genudgivet i en revideret
udgave i 1989.
Det specielle ved Bruus-Jensens bog ”GUD på anklagebænken”, er en
fordomsfri og udogmatisk tilgang til det ovennævnte problemkompleks. Dog lige
med undtagelse af, at den tager udgangspunkt i forestillingen om, at Gud i
allerhøjeste grad eksisterer, men vel at mærke Gud betragtet under en anden
synsvinkel, end den traditionelt kristne opfattelse af samme.
Efter en indledning om den generelle religiøse krise i den vestlige
verden, hvor sekularisering og tiltagende naturvidenskabelig og materialistisk
orientering, med deraf følgende reduktionistiske fysisk-kemiske
årsagsforklaringer på stort set alt i tilværelsen, tager Per Bruus-Jensen afsæt
i Det gamle Testamentes skabelsesberetning, hvor det på skabelsens sjette dag
lyder sådan: ”Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt [fremhævet
af forfatteren]. Og det blev aften, og det blev morgen, sjette dag.”
Med
dette udgangspunkt giver Per Bruus-Jensen sig i kast med at undersøge, hvordan
alt kan være ”såre godt”, set på baggrund af krige, koncentrationslejre,
revolutioner, opstande, hungersnød, fattigdom mm., som har haft og fortsat har
millioner og atter millioner af menneskers ulykke, ydmygelse, fysiske og
psykiske lidelser, sygdom og død til følge. På denne dystre baggrund finder
forfatteren, at der er al mulig grund til at se nærmere på ”Mysteriet
Gud”.
Per
Bruus-Jensen begynder her med at fastslå, at selvom Guds konstatering af, at
alt var såre godt, da ’han’ så tilbage på det skaberværk, han havde fuldført på
seks dage, så må Gud også kunne gøres ansvarlig for de langtrækkende
konsekvenser, der blev en følge af skabelseshandlingen. Og det så meget mere,
hvis vi antager Guds eksistens og besiddelse af attributterne alkærlighed,
alvisdom og almagt, for givet. Men enten besidder Gud ikke en eller flere af
disse hovedegenskaber, eller også sympatiserer han med de herskende vilkår og
tilstande i verden, hvor ubehagelige og vilkårlige disse end er for de levende
væsener, der så at sige er tvunget til at leve med dem. Men en sådan Gud
fortjener jo ikke navn af sådan, men må betegnes som – dæmon.
Eller – og her kommer en afgørende pointe – måske foreligger der den
mulighed, at menneskets aktuelle indsigt og forståelse af livet og verden ikke
evner at se, at der faktisk findes en positiv mening og hensigt med lidelsen og
mørket. Men dette er skjult for uindviede øjne, fordi det i virkeligheden
forholder sig sådan, at mennesket har skabt Gud i sit eget billede, kun med
mange gange forstørrede egenskaber. Derfor fremtræder billedet af Gud som en
både omsorgsfuld fader og samtidig vred, straffende, hævnende og nærmest
dæmonisk, overmenneskelig skikkelse. Og deraf udspringer også de religiøse
teorier om menneskets – Adams og Evas - ulydighed mod Gud, om slangen og
djævelen og Guds straffedom i form af syndefaldet, om sonofferet i form af
Jesus Kristus og frelsen ved troen på ham og hans gerninger.
Imidlertid hævder og begrunder Martinus, og
med ham Per Bruus-Jensen, at de netop nævnte forestillinger i virkeligheden kun
er symboler på bagved liggende kosmiske eller universelle faktorer, kræfter og
lovmæssigheder. Disse sidstnævnte kræver det særlige forudsætninger af et
menneske, for at kunne se og opleve. Påstanden lyder, at livet, verden og
tilværelsen nemlig ikke vil kunne forstås uden på baggrund af et evighedsperspektiv,
og et sådant er mennesket ikke i stand til at se ved intelligensens eller
forstandens hjælp alene, men kun når en anden og nok så vigtig sanse- eller
erkendelsesevne inddrages i sammenhængen. Denne evne betegner Martinus som intuitionsevnen,
og denne betjente han sig selv af i udpræget og usædvanlig grad, men
pointerer, at den evne med tiden vil blive udviklet hos alle mennesker.
Hvordan tager Gud og verdenssituationen sig da ud set i
evighedsperspektiv?
Jo,
kort og meget forenklet sagt ser det sådan ud: Ikke alene eksisterer Gud, men
Gud repræsenterer også uden forbehold de tre egenskaber almagt, alvidenhed
og alkærlighed. Gud og naturen i videste forstand er ét og det samme. Det
vil sige, at naturen er i Gud og Gud er i naturen. Det indebærer, at
verdensaltet med dets elementarpartikler, atomer, molekyler, organiske
livsformer, kloder, solsystemer, mælkevejssystemer og super-systemer, er i Gud
og er udtryk for Guds bevidsthedsliv og for Guds uafbrudt skabende virksomhed.
Der er altså ikke tale om et statisk, men derimod om et dynamisk,
flerdimensionelt verdensalt, som indeholder alt, hvad der er blevet til og hvad
der fortsat bliver til og vil blive til ud i al fremtid.
Martinus’ pointe er her, at hver eneste detalje i det vældige og
altomfattende guddommelige skabelsesprojekt tjener en hensigt eller et formål.
Nemlig i hvert eneste tilfælde at føre skabelsesprocesserne frem til et
slutfacit, hvor disse er udtryk for den højeste forening af kunst, videnskab og
moral, og dermed et slutfacit, som i realiteten bekræfter det bibelske udsagn,
at ”alt er såre godt”. Det såkaldte ’onde’ og det såkaldte ’gode’ må derfor ses
som led i den guddommelige skabelsesproces, og eftersom det ’onde’, dvs.
lidelses- og smerteoplevelserne, tjener som et uundgåeligt og uundværligt
grundlag for udviklingen af menneskets evne til at føle med sine medmennesker
og andre levende væsener, på sigt næstekærlighedsevnen, betegner Martinus
derfor det ’onde’ som ”det ubehagelige gode”, mens han betegner det ’gode’ som
”det behagelige gode”.
En
anden af Martinus’ hovedpointer er, at Gud udgør et treenigt princip i form af
et Jeg, en bevidsthed og en organisme. Bevidstheden og organismen udgør
grundlaget for Guds Jegs skabeevne, som igen er forudsætningen for, at Gud er i
stand til at realisere sit vældige skabelsesprojekt. Til det formål betjener
Gud sig af sine skabende evner, som i henhold til Martinus udgøres af syv
kosmiske vibrationsarter, også benævnt grundenergier: Instinkt-, tyngde-,
følelses-, intelligens-, intuitions-, hukommelses- og moderenergien. Den
sidstnævnte vibrationsart eller energi, moderenergien, betegnes sådan, fordi
den danner basis for de seks øvrige grundenergier, som så at sige er
’udspaltninger’ af denne. Det hænger – stadig i henhold til Martinus - sammen
med, at moderenergien er repræsenteret ved et sæt såkaldte ”guddommelige eller
kosmiske skabeprincipper”. Blandt disse principper er f.eks. det seksuelle
polprincip, kredsløbsprincippet, kontrastprincippet, livs- og
stofenhedsprincippet, perspektivprincippet m.fl. Det indebærer desuden, at tid
og rum er skabte fænomener, og at Guds skabelsesprocesser set under den
synsvinkel derfor er undergivet begyndelse og successivt forløb frem til
fuldbyrdelsen af den oprindelige hensigt.
Set fra en overordnet synsvinkel udgør verdensaltet Guds tids- og
rumdimensionelle psyko-fysiske organisme, mens Guds selv eller jeg er hævet
over modsætningernes foranderlige verden. Guds jeg er derfor identisk med selve
evigheden, og det er ud af dette sit eget
’ur-element’, at Gud skaber, manifesterer og sanser og oplever sin egen
organisme. Derfor er alt i grunden ét og det samme, nemlig både i første og
sidste instans identisk med evigheden. Enhver skabt ting eller foreteelse,
uanset hvor stor eller lille, om det er en supernova eller en mikrobe, en klode
eller et menneske, er udtryk for og repræsenterer i bund og grund evigheden.
Evigheden er ikke en dimension, for begrebet dimension betyder dét, som har
udstrækning i tid og rum. Men evigheden er netop karakteriseret ved ikke at
have nogen grænser, og derfor ved at være uden begyndelse og ende. Evigheden
kan følgelig ikke være frembragt (skabt), og vil lige så følgelig heller ikke
kunne bringes til ophør. Den ER simpelthen. (Jvf. med Guds ord til Moses: ”JEG
ER”). (Note 2)
En tredje af Martinus’ hovedpointer er
imidlertid den, at det levende væsen, hvilket vil sige alle levende væsener,
uden nogensomhelst undtagelse, hver især er ”skabt i Guds billede og ligner
’Ham’”, dvs. i lighed med Gud, nemlig som et treenigt væsen med et Jeg, en
bevidsthed og en organisme. Det levende væsen svæver da heller ikke i
’intetheden’, for i kraft af bl.a. livs- og stofenhedsprincippet i samspil med
organismeprincippet, udgør de levende væsener holistiske enheder i den vældige
guddommelige organismes helhed. Del og helhed er derfor uadskilleligt og
interaktivt forbundet og kan ikke eksistere eller fungere uden hinanden. Det så
meget mere, som at de levende væsener i virkeligheden udgør Guds
manifestationsredskaber og sanseorganer. Gud kan med andre ord ikke manifestere
sig og opleve uden de levende væsener, som omvendt heller ikke kan sanse og
manifestere sig uden Gud. (Note 3)
Men det afgørende er her, at selvom de levende væsener kosmisk set udgør
samme væsensart, nemlig som et treenigt princip, så forekommer disse i et
mylder af fremtrædelsesformer, rækkende lige fra de mest primitive til de højst
udviklede individer. Eller sagt på en anden måde: Rækkende lige fra
instinktdirigerede amøber over en uendelig skala af bevidsthedsgrader og
karaktertrin til den højest opnåelige form for bevidsthed, som Martinus
betegner som ”kosmisk bevidsthed”, simpelthen fordi denne er et udtryk for den
bevidthed, Gud selv besidder.
Imidlertid er nøglebegrebet i denne sammenhæng UDVIKLING, hvilket vil
sige en skabelsesproces, der sigter imod et bestemt mål, som er udtryk for den
guddommelige hensigt eller bestemmelse med udviklingsprojektet: Skabelsen af
mennesket i Guds billede. Eftersom denne skabelses- eller omformningsproces
endnu er langt fra at være afsluttet, foregår den derfor lige så vel i dag og
her og nu, som den har gjort det gennem årtusinder, ja, årmillioner.
Martinus fremhæver, at kriteriet for udvikling ikke kun er intelligens,
men i nok så høj grad også følelse og intution. Dog, helt grundlæggende og
altafgørende drejer det sig om etik og moral. Derfor betoner han, at
målestokken for mental udvikling er den humane evne, hvorved forstås, hvad et
menneske kan nænne eller ikke nænne at gøre imod sin næste. Sidstnævnte begreb
forstået som overhovedet alle levende væsener, man kommer i berøring med i så
vel mikrokosmos (sin egen organisme), mellemkosmos (andre mennesker og levende
væsener) som makrokosmos (jordkloden og solsystemet mm.). I sin højere potens
betegner Martinus den humane evne som identisk med begrebet næstekærlighed
eller alkærlighed. Det vil sige den kærlighed, der ikke søger sit eget, men som
først og fremmest følger påbudet om, at gøre mod eller handle overfor sin
næste, som man vil, at næsten skal gøre eller handle mod én selv. (Note 4)
Men
lige som man ikke kan bedømme, hvordan et bygningskompleks under opførelse vil
komme til at tage sig ud, blot ved at se den tilsyneladende uorden, der normalt
hersker på en byggeplads, således kan man heller ikke dømme retfærdigt om den
hensigt, der ligger bag det i almindelighed uoverskuelige guddommelige
udviklingsprojekt. For på forhånd at kunne overskue dette og bedømme det
rigtigt og retfærdigt, må man kende den plan, der ligger til grund, på samme
måde som man må kende arkitekttegningen, der ligger til grund for opførelsen af
en bygning. (Note 5)
Det
stadium eller den fase, hvori Guds hensigt og udviklingsprojekt med at omskabe
mennesket i sit eget billede, befinder sig, sammenligner Martinus med det
stadium, hvori en umoden og derfor ’sur’ eller ’bitter’ frugt befinder sig. Men
af erfaring ved vi, at når den umodne frugt er blevet modnet, vil den blive
både sød, saftig og velsmagende. Deraf kan vi drage den lære, at de fleste
mennesker befinder sig på et – og det er vigtigt at notere sig: midlertidigt
- mentalt-moralsk stadium, som i princippet svarer til det, den sure frugt
befinder sig i. Sagt på en anden måde: Langt de fleste mennesker må mentalt set
betegnes som værende ”umodne”, eller kosmisk set ufærdige.
En helt afgørende og stor pointe i Martinus’
kosmologi, er påpegningen af at der findes to generalårsager til al
menneskeskabt lidelse i verden. Den ene er den netop nævnte ”umodne” eller
”ufærdige” moralske karakter, og den anden består i en total uvidenhed om, at
der virker en række livslove af fundamentalt afgørende betydning for det
enkelte menneskes eller individs skæbnedannelse. Og netop samspillet mellem de
to generalårsager er i videre forstand skæbnesvangert.
Om
uvidenhed pointerer Martinus bl.a., at det er uvidenhed om de kosmiske
realiteter, der skaber intolerance og dennes følger, lidelserne, ”Thi uvidenhed
er nemlig den virkelig årsag til alt,
hvad der hører ind undet det, verden kalder ”det
onde”. Der hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte ”onde” med at
eksistere.” (Livets Bog I, stk 19).
Jo, men ”skæbnedannelse”? – Er skæbne da ikke noget, der vilkårligt
rammer det enkelte og helt forsvarsløse og uskyldige menneske, så vel som
grupper af mennesker eller nationer ved tilfældighedernes spil?
Før spørgsmålet kan besvares, må vi konstatere, at de fleste ved at høre
eller læse ordet ”skæbne”, nok umiddelbart kun tænker på begrebet som noget
ubehageligt og i værste fald smerteligt. Men skæbne eller ’gengældelse’ kan jo
lige så vel være behagelig og i bedste fald glædelig. Nok så vigtigt er det, at
hæfte sig ved udtrykket og begrebet ”skæbnedannelse”, for det indikerer, at
skæbne er noget, der bliver dannet eller skabt. Men hvad betyder nu det?
I
henhold til Martinus betyder det, at en af de lovmæssigheder tilværelsen er
grundet på, er skæbneloven, eller loven for skæbne, som med et bibelsk udtryk
og forenklet sagt virker efter princippet: ”det et menneske sår, det skal det
også høste”. Martinus definerer det lidt mere specifikt sådan: ”Skæbne er
oplevelsen af virkningerne til de årsager, som det levende væsen selv har
udløst.” (Note 6)
Her støder man imidlertid i reglen på den opfattelse hos de fleste, at
det er uforståeligt, hvordan man kan være sikker på, at en skæbnemæssig ’straf’
for en ’ond’ gerning, eller en ’belønning’ for en ’god’ gerning, vender tilbage
til lige præcis det individ, der enten har gjort sig skyldig i den førstnævnte
eller gjort sig fortjent til den sidstnævnte. For medmindre det sker, vil man
ikke med rette kunne hævde, at der findes retfærdighed i tilværelsen, og da
slet ikke, når det daglige liv kan opvise mange eksempler på, at det går de
’onde’ godt og de ’gode’ skidt. Men selvom man eventuelt kan fremdrage
utvetydige eksempler på, at skæbneloven virker, så lyder den helt afgørende
indvending, at døden vel automatisk sætter en grænse for enhver form for
gengældelse, hvad enten det drejer sig om ’onde’ eller ’gode’ gerninger?
Hertil svarer Martinus uden forbehold et stort og rungende NEJ! Sådan
forholder det sig ikke set i evighedsperspektivets verden. Skæbneloven eller
skæbnegengældelsen, den være sig ubehagelig eller behagelig, virker ud over det
fysiske legemes død. Man må jo her huske på, at det levende væsen grundlæggende
er forlenet med udødelighed qva sin organiske evighedsnatur og –struktur, og at
der findes endnu en lovmæssighed eller et skabeprincip, som sikrer absolut retfærdighed
i tilværelsen. Denne lovmæssighed sikres via reinkarnationsprincippet og
talentkerneprincippet
Men netop den indgroede, traditionelle forestilling hos ikke-troende om,
at mennesker (og de levende væsener i øvrigt) hver især kun har ét liv, udgør
en væsentlig årsag, ja, ligefrem en hindring, for at kunne se mennesket (og
andre levende væsener) i et større perspektiv. Og det skal indrømmes, at det
stiller sine krav, hvis man vil sætte sig ind i det verdensbillede, som
Martinus gennem sit 60-årige arbejde forelagde for potentielle interesserede.
Vanskeligheden består i at sætte sig ind i og med sin intelligens og intuition
fastholde det vældige evighedsperspektiv, som mennesket og de øvrige levende
væsener lever og udfolder sig i, men ikke permanent oplever. Det drejer sig
ganske enkelt om en anden tænkemåde, hvorunder man ser, at kun livet
eksisterer, mens ’døden’ er en illusion, omend en nødvendig og uundgåelig
illusion. (Note 7)
Martinus siger ligeud, at løsningen på de
ovennævnte problemer findes i og med begrebet reinkarnation, også betegnet som
”flere-livs-princippet”. Det hænger sammen med, at det levende væsen med mellemrum
lever i en anden form for tilværelse, end den fysiske. Vel at mærke en
tilværelse, lad os betegne den som en åndelig tilværelse, som også med
mellemrum afløser den fysiske. På samme måde afløses den åndelige tilværelse
med mellemrum af tilværelsen i den fysiske verden, hvilket sker gennem den
proces, der hedder undfangelse, fostertilstand og fødsel. Enhver fødsel er med
andre ord en genfødsel (reinkarnation). Det er en del af baggrunden for, at
Martinus betegner reinkarnation som en metode til udskiftning af eventuelt
læderede, ulykkes- eller sygdomsramte eller udslidte, ældede fysiske
organismer, der jo i bedste fald har tjent som manifestations- og sanseorganer
for de pågældende individer.
Men der rejser sig naturligvis mange spørgsmål og problemer i
forbindelse med forståelsen af reinkarnation, som det vil føre for vidt at
komme ind på her, hvorfor interesserede læsere kan henvises til de relevante
afsnit herom her på hjemmesiden. Det kan dog nævnes, at et af spørgsmålene
drejer sig om, hvorfor mennesker normalt ikke er i stand til at huske tidligere
liv.
Imidlertid er det også vigtigt at have med i billedet, at der ikke er
tale om reinkarnationer i en uendelighed, idet reinkarnation kun finder sted i
godt og vel to af de ialt seks kosmiske tilværelseplaner eller riger, som
verdensaltet i henhold til Martinus omfatter. Disse to riger er planteriget og
dyreriget, det sidstnævnte hører mennesket stadigvæk til, men er samtidig godt
på vej til at udvikle sig væk fra det og ind i et tredje rige, som kaldes ”det
rigtige menneskerige”. Det fjerde, femte og sjette rige hedder henholdsvis
”visdomsriget, ”den guddommelige verden” og ”salighedsriget”. Det sidstnævnte
rige er rent åndeligt, men har en fysisk ’forlængelse’ i form af mineralriget.
De seks riger eksisterer samtidigt ’side om side’, men det levende væsens
kosmiske udvikling sker gennem en successiv passage eller ’rejse’ gennem
rigerne, igen og igen i al evighed. Derfor er der ikke kun tale om et kosmisk
kredsløb, men om et storkredsløb, som Martinus betegner som ”spiralkredsløbet”.
(Note 8)
Til slut i bogen ”GUD på anklagebænken” pointerer Per Bruus-Jensen i
overensstememlse med Martinus’ kosmologi, at det levende væsens deltagelse i
den fysiske tilværelsesform i hovedsagen er begrundet i personlige ønsker,
begær og behov, men dog baseret på den lovmæssighed, som Martinus betegner som
kontrastprincippet, og hvis variantprincipper udgøres af ”sult- og
mættelsesprincippet” og ”tiltræknings- og frastødningsprincippet”. Tilsammen ligger
disse principper til grund for det forhold, at det levende væsen eller
individet normalt tiltrækkes mod behag og frastødes af ubehag, en omstændighed,
der udgør baggrunden for det begreb, Martinus kalder ”den højeste ild”. Dette
begreb har mere specifikt med det levende væsens seksualitet at gøre, hvilket
det dog vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. (Note 9)
Men først og sidst: Gud og det enkelte levende
væsen er ét og det samme, og Gud omfatter samtlige levende væsener i verdensaltet,
det psykiske så vel som det fysiske, som altså udgør Guds rige. Gud sanser,
oplever og handler gennem samtlige levende væsener, som på deres side sanser,
oplever og handler gennem Gud. At elske sin næste vil derfor være det samme som
at elske Gud, og at elske Gud er det samme som at elske sin næste. I Guds store
kosmiske udviklingsprojekt er arten mennesket kun lige ved at overskride
grænsen mellem det egentlige dyrerige og det rigtige menneskerige, det
sidstnævnte også betegnet som ”Himmeriges rige på jorden”. Menneskets generelle
situation er derfor den, at det endnu i en vis udstrækning føler, tænker og
handler på basis af en moralsk arv, der skyldes livsbetingelserne i dyreriget,
og at menneskets bevidsthed som en følge deraf fungerer på grundlag af, hvad
Martinus betegner som ”en lavpsykisk sansehorisont”, som forhindrer det store
kosmiske udsyn, der først kan opnås i og med tilegnelsen af ”den højpsykiske
sansehorisont”, hvorunder uvidenheden om de kosmiske lovmæssigheder og
årsagssammenhænge efterhånden afløses af brudstykkevise kosmiske glimt af den
store sammenhæng, som via opnåelsen af kosmisk bevidsthed sluttelig fører til
den helt store åbenbaring af helheden: GUDS EVIGE RIGE, hvori vi alle lever,
her og nu. Vi står med andre ord lige midt i Evigheden, du og jeg, og det
uanset om vi er i stand til at erkende det eller ej. (Note 10)
Hermed kan vi med Per Bruus-Jensen konkludere følgende:
”Menneskets, dyrenes og planternes udvikling er altså ifølge Martinus
udtryk for, at Gud af personlige grunde arbejder på at kultivere og forædle
visse områder af sig selv, fordi forholdene gør det påkrævet. De
medfølgende lidelser, vanskeligheder og problemer m.v. er dermed ikke noget,
Gud påfører sagesløse, udenforstående væsener, hvorimod det er noget, han
påfører sig selv. Og denne sammenhæng i tingene må nødvendigvis retfærdiggøre
disse handlinger på en sådan måde, at det definitivt frikender Gud for
samtlige anklager, et selv nok så ihærdigt studium af ”det onde” i verden måtte
kunne give anledning til. Og ikke mindst må dette blive udfaldet, når man
betænker, at hensigten med hele denne aktivitet fra Guds side simpelt hen er at
føre de pågældende guddommelige livsorganer – gudesønnerne – frem til en sådan
åndelig standard eller højde, at de ikke alene bliver bevidst i deres egen
guddommelige identitet og herkomst, men også ved selvsyn kan overbevise sig om,
at alt faktisk ér såre godt ... selv med lidelsen og smerten taget i
betragtning. (Note 11)
© 1989 Harry Rasmussen. 2015 revideret af
forfatteren.
Note 1: H.C.Andersen:
”Mit Livs Eventyr”, bd. II., s. 118-19. Revideret tekstudgave ved H.
Topsøe-Jensen. Med noter af H.G.Olrik og udgiveren. Gyldendal 1975.
Note 2: Lige siden de
ældste tider har menneskene følt og ment, at deres tilværelse overordnet set
blev bestemt og styret af kræfter eller magter udenfor eller over dem selv. Man
knyttede tidligt begrebet guder til de højere magter og kræfter. I
polyteistiske samfund mente man, at såvel menneskehedens som det enkelte
menneskes liv og skæbne var underlagt en flerhed af guder, medens man i
monoteistiske samfund havde den opfattelse, at der kun var tale om én enkelt
universal kraft eller magt og overordnet styrelse, som rådede for menneskenes
liv og færden.
I oldgræsk religion og mytologi opfattede man de mange guder som
forskellige og underordnede aspekter eller kræfter af den ene, almægtige gud,
Zeus. Men i og med den mosaiske religion forvistes alle underordnede kræfter og
magter til fordel for den ene, almægtige gud, Jahve, ”hærskarers herre”, også
betegnet som Adonaj, dvs. HERREN, som på Moses forespørgsel om, hvilket navn
han skulle fortælle sit folk, at den højeste og eneste gud havde, gav det lidt
kryptiske svar: ”Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: Således skal du sige til
iraeliterne: ”JEG ER har sendt mig til jer!”.
Navnet Jahve afledes i 2 Mos 3,14 af det
hebraiske haja: at være. Jahve-troen er uløseligt forbundet med begivenhederne
i 2. Mosebog: Moses’ kaldelse, udvandringen og pagten på Sinai. I tiden før var
Jahve kun kendt under betegnelsen ”Gud den Almægtige”, 2. Mos. 6,2 ff. – Jahve
var formentlig oprindelig stammegud for nogle af stammerne omkring Sinai. -
Sinai-begivenhederne, 2. Mos. 19-20, viser Jahve som en atmosfærisk gud, der vækker
rædsel og som er omgærdet af tabuer, herunder kravet om at dyrke Jahve som
eneste gud og forbudet mod at gøre noget billede af denne. Ved bosættelsen i
det forjættede land, Kana’an, skete en gradvis sammensmeltning med højguden El,
ligesom Jahve tilførtes træk af frugtbarhedsguden Ba’al. - Gudsbetegnelsen El (il, ilu, ilah (Allah), eloah) er en fællessemitisk
gudsbetegnelse. Grundbetydningen er usikker, men betyder muligvis ”kraft”. Som
ene-gud er Jahve tillagt alle lokalguders funktioner eller karakteristika: Han
er ”den mægtige El”, ”Tidsforløbet El, den evige El”, eller kort sagt ”el’ernes
El”, dvs. ”den eneste virkelige gud (el elim)”. El er altså den øverste gud,
”Kongen”, ”gudesønnernes Fader”, ”Skaberen af det skabte”, ”Menneskehedens
Fader”. El er garanten for, at balancen i tilværelsen opretholdes (meget
apropos Tao, den altomfattende urkraft, der holdes i ligevægt af
vekselvirkningen eller samspillet mellem yin, det kvindelige, mørke, animalske,
og yang, det mandlige, lyse, åndelige).
I den esoteriske
mysterietradition tolkes gudsnavnet JAHVE som IEVE, der er dannet af bogstavet
jod og navnet Eva, som udtaltes jod, he, vau, he. Bogstavet ’he’, som findes to
gange i gudsnavnet, tolkes som livets symbol, mens bogstavet ’vau’ udtrykker intelligensen,
som indsat i tegnet for livet danner ordet EVE, at være. Ved at tilføje navnet
eller tegnet for evigheden ’I’ foran EVE dannede Moses navnet på det højeste
væsen, hvor begrebet væren er stillet mellem en uendelig fortid og en uendelig
fremtid. Navnet betyder altså: Det væsen, som er, som har været og som vil
blive. Kilde: Édouard Schuré: De store indviede. Et indblik i religonernes
hemmelige historie. Oversat efter Les Grands Initiés (1946) af Johannes
Hohlenberg. Forlaget Kronos, København 1948. Se heri kapitlet om Moses.
Note 3: Vedr. Stof-
og livsenhedsprincippet, se afsnittet ”Gennem
døden eller de parafysiske verdener”. - Vedr. organismeprincippet, se
afsnittet ”Intuition og personlighed”, begge her på hjemmesiden.
Note 4:
Matt. 7,1-12. Luk. 6,31. Matt.5,38-48.
Note 5: Martinus:
Logik, 9. kap. – Bogen ”Logik” udgør med sine 257 sider i øvrigt i sin helhed
en uovertruffen introduktion til Martinus’ kosmologi, og herunder bl.a. en
detaljeret redegørelse for, med hvilken begrundelse man kan nå frem til en
logisk erkendelse af, at Gud nødvendigvis må ’frikendes’ for alle anklager.
Note 6: Vedr.
begreberne skæbne og skæbnelov, se afsnittet ”Individets skæbnedannelse” her på hjemmesiden.
Note 7: Vedr.
’døden’ som en illusion: Se afsnittet ”Gennem
døden eller de parafysiske verdener” her på hjemmesiden.
Note 8: Vedr.
spiralkredsløbsprincippet, se TILLÆG:
3. kap. ”Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II)” her på
hjemmesiden.
Note 9: Vedr. det
seksuelle polprincip, se afsnittene ”Introduktion
til det seksuelle polprincip”,
og ”Det seksuelle polprincip”,
m.fl. her på hjemmesiden.
Note 10: Vedr.
begreberne ”lavpsykisk sansehorisont” og ”højpsykisk sansehorisont”, så hænger
det førstnævnte begreb sammen med, hvad Martinus betegner som ”sansningen fra
neden”, hvorved han forstår ”sansningen på tværs af materien”, som kun er i
stand til at se og tolke livet og verden i mål-, vægt- og hastighedsfacitter.
Omvendt er ”den højpsykiske sansehorisont” identisk med ”sansningen fra oven”,
hvorved Martinus forstår en ”sansning på langs af materien”, som ser de
materielle fænomener som ”livsytringer”, dvs. som udtryk for levende væseners
bevidsthedsudfoldelse og -aktiviteter.
Note 11: Per
Bruus-Jensen: ”GUD på anklagebænken”. 2. reviderede udgave., s.70-72. Nordisk
Impuls 1989. For yderligere oplysninger kan henvises til www.nordisk-impuls.dk - Se evt.
artiklen 2.03. Gud under anklage –
igen - kommentarer til en boganmeldelse.” (Se
desuden også Gunner Frederiksen: ”Lykken og lidelsen”, Borgen 1984).
©
1989 Harry Rasmussen. 2015 revideret af forfatteren.
********************