- om at
være åben og lydhør
I sit hovedværk ”Livets Bog” bruger Martinus begrebet
”Guds permanente korrespondance med det levende væsen” som et udtryk for den
vekselvirkning, der dagligt foregår mellem f.eks. mennesker og det guddommelige
alvæsen. Korrespondancen har form af det daglige livs foreteelser og hændelser,
både dem der sker i mennesket og dem, der sker i dets omverden. De allerfleste
mennesker er formentlig ikke bevidste om, at den daglige tilværelse fra vugge
til grav, ja, længere endnu, er Guds ’røst’ eller det ’sprog’, den guddommelige
Fader-Moder benytter sig af i sin ’overvågning’, sit ’forsyn’ og i sin
tilsyneladende en-vejs kommunikation med sine ’gudebørn’. Det er dette faktum,
Martinus gennem sit livsværk prøver på at bevidstgøre os alle om, men
forudsætningen og betingelsen for, at vi kan lære det, er at vi er åbne,
modtagelige og fordomsfri som det helt lille barn, ”Thi uden at I bliver som
børn, kan I ikke komme ind i Guds rige!” Sådan lyder det fra den største vismand,
der nogensinde har levet, og sådan gentages det, omend med andre ord, af en
nyere tids vismand, Martinus.
Det er ikke mindst i sine to småbøger ”Blade af Guds billedbog” og ”Pinseglans over livet”, at Martinus
beskriver, hvordan et menneske med kosmisk bevidsthed oplever den daglige
tilværelse som livets eget store eventyr, som blandt andet indeholder en daglig
korrespondance eller vekselvirkning med altets Gud. Den geniale svenske
naturforsker Carl von Linné (1707-78) udtrykte sin overbevisning om Guds eksistens
med ordene (frit citeret): ”Jeg ved, at Gud findes, for jeg har set hans
fodspor i naturen!” Filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-78) udtrykte det
samme med disse ord: ”Naturen bærer vidnedsbyrd om sin skaber”, naturfilosoffen
H.C.Ørsted (1777-1851) fastslog: ”Naturen er synlig ånd og ånden er usynlig
natur”, og digter Andersen (1805-75) formulerede det sådan:
”Gennem
blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver; her rødt, der blåt, hver
farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset
i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk,
som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede
eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den
vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelig eventyr, hvori vi
selv lever.”
I de to ovenfor nævnte bøger benytter Martinus
også naturen og livet, i videre forstand verdensaltet, som udtryk for en
uafbrudt korrespondance med Guddommen. I 3. kapitel af ”Blade af Guds
billedbog” lyder det:
”Naturen,
vore omgivelser, det daglige livs foreteelser, vor skæbne, udgør tilsammen Guds
specielle henvendelse til os. Hver en detaille i denne henvendelse er ord eller
udtryk for oplysende tanker, Guddommen vil overføre til vor bevidsthed og
derved indvi os i sin egen viden, planer og hensigter og således gøre os
fortrolige med den kærlighed, i hvilken han selv kulminerer, og som netop
betinger, at ingen som helst i verdensaltet i absolut forstand kan lide uret
eller gøre uret, og alt derfor er ”såre godt”.
Forståelsen
af denne Guddommens tale eller henvendelse til det enkelte individ er kun et
spørgsmål om udvikling. Men det er denne jo også, når der er tale om far og søn
eller forældre og børn i almindelighed. Det lille spæde barn i vuggen forstår
ikke noget som helst af forældrenes tale til det. Ikke engang den kærlige pleje
og pasning, som en normal moder lader det vederfares, kan det opfatte som
kærlighed, men skriger undertiden stærkt misfornøjet i vilden sky. Betragter vi
forholdet mellem Guden og gudesønnen eller det levende væsen, ser vi, at dette
gennemløber de samme stadier. På de primitive naturmenneskestadier såvel som på
de rent materialistiske kulturmenneskestadier kan væsenet ikke opfatte naturen
som Guddommens tale og kærlige pleje og pasning af liv. Her skriger væsenet
også undertiden vældig misfornøjet op. Men ligesom det lille barn, når det er
vokset til, kan forstå forældrenes tale og væsen, således kan jordmennesket
også, når det kommer tilstrækkeligt frem i udviklingen, er kommet igennem de
primitive følelsesstadiers religiøse dogmetilbedelse og de materialistiske
intelligensstadiers tilbedelse af mål- og vægt-facitter, begynde at forstå
naturen som Guddommens tale. Da er det ikke mere bundet hverken af religiøse
dogmer eller materialistisk videnskab. Det er et frigjort væsen. Da det ikke er
partisk hverken over for dogmer eller videnskab, kan det begynde at bedømme alt
retfærdigt. Og de bedømmelser eller ræsonnementer, det da kommer til, er
således selve sandheden, og sandheden er igen selve Guds bevidsthed, tanker og
væsen. Det er denne oplevelse af sandheden, jeg i mit hovedværk ”Livets Bog”
udtrykker som ”kosmisk bevidsthed”.”
Der kan næppe være tvivl om, at Martinus selv oplevede livet som et
dagligt samvær med Guddommen. Det fremgår utvetydigt af det skrift, som
angiveligt var noget af det første, han skrev efter at have oplevet sin
indvielse i påsken 1921, og som han gav overskriften ”Gudesønnen eet med sin
Fader”. Dette skrift endte det med, at han omkring fyrre år senere føjede til
Livets Bog 7, som udkom første gang i 1960. Efterskriftet er formet som en
takketale i tolv punkter til Gud, og det bør naturligvis læses i sin helhed, men
her vil jeg dog tillade mig at citere punkt syv, som lyder som følger:
”Elskede
Fader! – Tak fordi du har ladet mig opleve dig i det stærkt flammende lyn, når
det under tordenens vældige bulder farer frem gennem skyerne. – Jeg mærker dig,
nar du i stormen går hen over kontinenternes skove, sletter og oceaner. – Jeg
føler dig, når du i den stille, sagte brise får blomsterne til at danse
alfedanse på engen eller træernes kroner til at hviske små søvndyssende
melodier. – Jeg mærker dig i morgen- og aftenrødens gyldne skyer, ligesåvel som
jeg ser dit varmende lys kulminere i dagens middagshøjde og dermed oplyser
klodens oceaner og kontinenter. – Du funkler og stråler sundhed og velvære hen
over jorden. – Du skaber energi, varme, føde og livsrum for arternes millioner
og giver dem herigennem de første anelser om din lysende eksistens. – Jeg ser
dit skabervælde i det pragtfulde nordlys, der i nattens mørke vibrerer hen over
vidtstrakte polaregne med snemarker, isbjerge, tilfrosne have, midnatssol og
vintermørke. - Jeg ser dig i troperigernes umådelige livsudfoldelse og
farvepragt, i planterigets og dyrerigets kulmination og menneskemassernes
forvandling under din skabende hånd.”
Verdensaltet og naturen er Guds ’røst’
Alt i verden og tilværelsen er altså udtryk
for den indbyrdes korrespondance mellem Guddommen og de levende væsener. Om det
er galaksernes, solsystemernes og klodernes kredsløbsbevægelser i det uendelige
makrokosmos, eller det er organismernes anatomi og sam- og modspil eller liv på
jorden, organernes og cellernes kemiske og fysiologiske samarbejde,
molekylernes, atomernes og elementarpartiklernes samarbejde i mikrokosmos, så
er det altsammen vidnesbyrd om den nævnte korrespondance.
Men det gælder også den usynlige natur, åndens verden, for uden denne
ville der aldrig være blevet skabt det, vi plejer at kalde kunst og kultur:
Musik, litteratur, maler- og billedhuggerkunst, teater, ballet, film, tv,
arkitektur, pædagogik, mm. Det gælder desuden religioner, samfundsformer,
filosofi, videnskab, teknik osv., som alt sammen i både første og sidste
instans er åndens eller bevidsthedens udtryk. Det gælder ikke mindst Martinus’
kosmologi, der på basis af såkaldt ”kosmisk bevidsthed” og som den første i
verden, har afsløret og fremlagt en omfattende række logiske og konsekvente
analyser af livets åndelige love, principper og faktorer.
Når vi betragter den smukke blomst i naturen, i haven eller
vindueskarmen, fortæller Gud os om kredsløbet med frøet, spiren og planten, som
den er kulminationen på. Gud fortæller endvidere, at jordsmonnet, vandet og
mineralerne er nogle af forudsætningerne for, at plantefrøet overhovedet kan
sætte rod, men også, at ”sic transit gloria”, dvs., at herligheden eller
skønheden forgår, idet blomten falmer og falder af, og planten visner og går
videre i al materies kredsløb. Men blomsten har afsat frø, som atter spredes og
måske finder vækstbetingelser for en ny plante, som gennemlever principielt
samme kredsløb. Men nok så vigtigt, så fortæller Gud os om fysiologi, befrugtning,
celler og cellekerner med kromosomer og gener, og endnu dybere om
molekylærbiologi.
Fosterudviklingen
hos dyr og mennesker er et godt eksempel på, hvad repetitionsprincippet drejer sig om. På illustrationen, som skal læses
lodret, ses tre stadier i fosterudviklingen hos henholdsvis fisk, skildpadde,
ko og menneske. Som det umiddelbart fremgår, er ligheden slående mellem de fire
forskellige arters tidligste stadium,
og for de tre sidstnævnte arters vedkommende også i mellemste stadium. For
disse tre arters – og mange andre arters – vedkommende, sker differentieringen
først på et senere stadium, hvor man tydeligt kan se karakteristiske forskelle
mellem arterne. Tegning af Jakob Koch Ó 2006.
På
tilsvarende måde, når vi for fuglenes og visse krybdyrs og padders samt
insekters vedkommende ser et æg, af hvad art det end måtte være, at også det er
et led i et kredsløb fra befrugtning over fostertilstand, fødsel, barndom,
ungdom og alderdom til død, hvis ellers individet er i stand til at overleve på
normal måde. Men det gælder måske i nok så høj grad pattedyrenes og måske
specielt menneskenes måde at forplante og formere sig på. Her kommer begrebet
og fænomenet seksualitet for alvor med ind i billedet, og denne er et helt
mysterium for sig. Men udviklingen (kredsløbet) fra befrugtet ægcelle over
fostertilstand til nyfødt barn, er et af naturens mange mirakler, som i hvert
fald kulturmennesker altid har undret sig over. Forvandlingen fra befrugtet
ægcelle til fødselsmodent barn, er en proces, der forekommer ufattelig og
derfor giver anledning til den største ærefrygt overfor de kræfter og
lovmæssigheder, der er i spil. At man fra videnskabelig side er i stand til at
beskrive processen ned til de mindste detaljer, rokker ikke ved det faktum, at
den ret beset er et under, som naturvidenskaben ikke er i stand til at
forklare. Det er åndsvidenskaben derimod, uden at dette dog gør underet mindre,
snarere tværtimod.
Konklusionen på de ovenfor fremførte betragtninger må blive, at Guddommen er alle levende væseners evige Fader-Moder, alkraftens, alkærlighedens, alvisdommens og almagtens altibefattende, altomfattende og altgennemstrømmende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved vi alle eksisterer og lever. Vel at mærke og kosmisk set indbyrdes forbundne med Gud og hinanden via et evigt, fundamentalt organisk-strukturelt samhørighedsforhold, det Martinus betegner som de tre X’er: Jeget, bevidstheden og organismen. Vi er med andre ord alle i Gud, og Gud er i os alle, men mens vi hver især kun udgør en lille del af Gud, udgør Gud hele os, således at det fra et vist synspunkt betragtet forholder sig sådan, at vi ikke er noget i os selv, hvorimod Gud er alt. Gud er jeg’ernes jeg, bevidsthedernes bevidsthed og organismernes organisme. Vort jeg udgøres helt og aldeles af Gud, vores overbevidsthed udgør kun en lille del af Guds overbevidsthed, ligesom vores psykofysiske organisme kun udgør en lille del af Guds psykofysiske organisme, hvilket vil sige det psykofysiske verdensalt.
Kort sagt, kan man udtrykke Guds ”sprog” eller ”tale” som
overhovedet alt, hvad et levende væsen, herunder naturligvis ikke mindst det
mere eller mindre bevidste og selvbevidste jordiske menneske, sanser og
oplever. Gud ”taler” til os gennem mineralriget, planteriget og dyreriget,
hvortil det jordiske menneske udviklingsmæssigt endnu hører. Gud ”taler” også
til os gennem kulturens og historiens ældre og nyere forløb, herunder gennem
alle tiders profeter, vismænd, videnskabsfolk og kunstnere af enhver art og
afskygning. Men Gud ”taler” også til os via personlige åbenbaringer,
inspirationer og intuitioner, og gennem åndelige væsener fra de tre naturriger,
som ikke kan opleves med de fysiske sanser: Det rigtige menneskerige,
visdomsriget og den guddommelige verden.
For det jordiske menneskes vedkommende
”taler” Gud særligt gennem planteriget og dyreriget, og fortæller dagligt om
kredsløbs- og kontrastprincippet, om liv og død og genopstandelse, om
udvikling, tid og rum og uendelighed. Det drejer sig derfor grundlæggende om,
at have øjne at se med og øren at høre med, og forstand eller indsigt til at
tolke Guds ”tale” med. Men i den sammenhæng er det jo, at vi mennesker ikke
alle aktuelt besidder de forudsætninger og evner, det kræver.
Det må derfor karakteriseres som udtryk for
manglende erkendelse og indsigt, hvis man mener som en af mine bekendte engang
gjorde, idet vedkommende sagde: ”Jeg har bedt til Gud mange gange, men det
virker som om jeg beder ud i det tomme intet, for jeg får ikke noget svar!” –
Jo, svar får man i allerhøjeste grad, nemlig som allerede nævnt i form af naturen, menneskelivet og
samfundslivet, kulturen og herunder religionen, eller kort og godt i form af
alt, hvad der overhovedet sker i og med og omkring os hver især, hver time,
hvert minut og hvert sekund. Kunsten er bare at åbne sindet og være ’lydhør’, hvilket dog ikke er et spørgsmål
om at ville, men om at kunne.
Men eftersom erkendelsen eller forståelsen af Guds sprog eller tale i
henhold til Martinus er et spørgsmål om at kunne, som igen er beroende på et
menneskes kosmiske udviklingsniveau, er det forståeligt, at et ikke-kosmisk
bevidst menneske, må opfatte den nævnte tale som et virvar eller et
sammensurium af tilfældige oplevelser, hændelser og begivenheder uden
overordnet mening eller hensigt. Mennesker, som har troens nådegave, kan heller
ikke opfatte dagliglivet som udtryk for Guds tale, men må henholde sig til den
hellige skrifts ord, hvad enten denne er kristen, muslimsk, hinduisk eller en
hvilken som helst anden trosretning. Denne ’blindhed’ og ’døvhed’ for Guds
direkte tale i form af det daglige liv, gør sig i nok så høj grad gældende for
mennesker, som er ateister og materialister. Derfor er der heller ikke noget at
sige til, hvis et menneske, der f.eks. rammes af en alvorlig, smertelig og
dødelig sygdom, opfatter denne som en uretfærdig og meningsløs tilskikkelse.
Det kræver indsigt og mod, at forstå og acceptere den grundlæggende
lovmæssighed i tilværelsen, som findes udtrykt med bibelordene ”Det et menneske
sår, det skal det også høste”, eller med Martinus’ ord, at skæbne er det samme
som individets uundgåelige oplevelse af virkningerne til de årsager, det
selv har udløst.
Individet danner med andre
ord sin egen skæbne. At individet selv er den egentlige årsag til sin egen
skæbne, betyder i henhold til Martinus' definition af begrebet skæbne, dels at
individet ikke kan komme til at opleve andet og mere, end hvad det selv på et
eller andet tidspunkt har udsat eller udsætter sine medvæsener for at opleve.
Dels betyder det i direkte konsekvens heraf, at individet aldrig i noget som
helst tilfælde vil kunne være den egentlige årsag til sine medindividers
skæbne, hvad enten denne er god, dvs. lys og positiv, eller dårlig, dvs. mørk
og negativ. Endelig betyder Martinus' definition af skæbnebegrebet, at
medindividerne kun er redskaber for udløsningen af virkningerne til de
årsager, det enkelte individ selv har udløst. Medindividerne vil altså
aldrig i noget som helst tilfælde være den egentlige årsag til den skæbne,
behagelig eller ubehagelig, som det enkelte individ bliver udsat for.
Skæbneloven er med andre ord og i henhold til Martinus en vigtig del af Guds
sprog eller tale til alle levende væsener, og uden nogen som helst undtagelse.
Større retfærdighed og kærlighed gives ikke.
Derfor skal denne korte artikels slutbøn lyde: ”Evige Fader-Moder!
Elsket og æret være og blive dit navn Gud, Brahman, Jahve, Allah eller hvilket
navn du end kendes og tilbedes under, du evige, majestætiske årsagsløse årsag
og vældige skaberkraft!”
© 2009 Harry Rasmussen