Tillægs-betragtninger
I sin storslåede kosmologi opererer Martinus med at de levende
væsener, herunder blandt andet menneskene, som hver især udtryk for et evigt
treenigt princip i form af 1. jeget, 2. skabe- og oplevelsesevnen og 3. det
skabte og oplevede. Som absolut overordnet faktor regnes begrebet
verdensimpulser, nemlig i form af henholdsvis den gamle og den nye
verdensimpuls. Disse i virkeligheden mentale eller psykiske impulser – eller
kort sagt kulturelle impulser – påstås at udgå med store tidsintervaller fra
selve det guddommelige alvæsens eget indre væsen i form af en serie
skabeprincipper, hvoraf kredsløbs- og kontrastprincippet er nok så væsentligt.
(Vedrørende de såkaldte skabeprincipper, se f.eks. artiklen:
H1-46. Ånd og materie – Sjæl og legeme
Til den ældre verdensimpuls henregner Martinus de traditionelle
gamle verdensreligioner i form af jødedommen, katolicismen, islam, hinduismen
og buddhismen. Til den nyere verdensimpuls henregner Martinus – temmelig
ubeskedent, må man vel have lov til at sige! - især sin egen kosmologi, som i
en vis forstand betyder en fornyelse af specielt kristendommen, men vel at
bemærke i en på sin vis absolut udogmatisk og utraditionel form.
Ifølge Martinus er hovedopgaven for den ny verdensimpuls, at føre
menneskene frem til selv at kunne gøre de iagttagelser og erfaringer, der giver
hvert enkelt individ eller menneske indsigt og visdom, således at det bliver i
stand til at få religiøs inspiration af dagliglivets kendsgerninger,
foreteelser og begivenheder, herunder af naturens liv. Derved bliver livet selv
den store læremester, skole og kirke for den, der ikke længere kun kan få
åndelig inspiration fra religiøse autoriteter og hellige bøger, og som
heller ikke kan affinde sig med naturvidenskabens materialistiske og ateistiske
livs- og verdensopfattelse. Dermed indvarsler den ny verdensimpuls en helt ny
verdensepoke, som primært vil være præget af, at retten er blevet til magten, i
modsætning til, hvad der var tilfældet i den gamle verdensepoke, hvor magten
var lig med retten. (Vedrørende de såkaldte verdensimpulser, se f.eks. dette
link:
http://www.livetseventyr.dk/1-04Frame.htm
Men inden
udviklingen når så langt, befinder menneskeheden sig altså i et spændingsfelt
mellem de nævnte to verdensepoker, eller som Martinus siger om det jordiske
menneske: "Det er en såret flygtning mellem to riger". Nemlig dels
fordi mennesket ikke længere helt tilhører dyreriget, hvor moralen lyder at
”enhver er sig selv nærmest”, og dels fordi det endnu ikke helt tilhører det
rigtige menneskerige, hvor moralen er, at ”enhver er sin næste nærmest”. Det er
dette spændingsfelt, der er udtrykt ved begreber som "de sidste
tider" og "dommedag", udtryk, som altså står for en ny
verdensepokes forudgående fødselsveer, som er forløbere og bebudere af
"den store fødsel" til "kosmisk bevidsthed" eller
"Kristus-bevidsthed". (Læs evt. mere herom i artiklen ”Dommedag, 2.
del”)
Det synes at ligge i
tiden i den vestlige verdens kulturkreds, at alt er tilladt og at det, der
endnu ikke er tilladt, bør gøres tilladt. Nemlig tilladt blandt andet i
ligestillingens og anti-diskriminationens navn. Såkaldt progressive kulturfolk
og politikere har travlt med at profilere sig som politisk korrekte og
samtidigt som absolut tolerante og åbne over for, hvad blandt andre
minoritetsgrupper fremfører af alle mulige og umulige ønsker. Ikke at man
nødvendigvis vil benytte sig af rettighederne, man vil simpelthen bare have
disse. Men man ignorerer tilsyneladende totalt det gamle vise ord om, at i
livet gælder den regel, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. De
politisk korrekte og tolerante kulturfolk og politikere støttes i vid
udstrækning af de altid sensations- og stofhungrende medier, især fjernsynet,
som konstant er på jagt efter spektakulære emner og ’nyheder’, som dels kan
tiltrække seere og dels kan udfylde den såkaldte ”sendeflade”.
Men måske
er det alt sammen resultater af og udtryk for, at vi befinder os i en
kalejdoskopisk kulturel forfaldstid, den periode, tilstand og situation,
Martinus betegner som ”dommedagsepoken”, hvis varighed ingen kender og kan
sætte tid på, og som heller ikke Martinus har udtrykt sig præcist om.
Sandsynligvis kan den komme til at vare mindst hundrede år, måske kortere eller
sandsynligvis længere, hvilket i hvert fald til en vis grad er beroende på os
mennesker selv. Vi har jo de nødvendige erfaringer og til en vis grad også
forhåbningerne, men endnu ikke de evner, der for alvor målretter vores vilje og
aktiviteter i det profeterede humanitære verdenssamfunds tjeneste.
Martinus har –
formentlig for at være helgarderet i sin opfattelse - som nævnt sat en
tidsgrænse på tre tusinde år, før dette ideale verdensrige for alvor vil være
blevet etableret. Set i ét-livs-hypotesens tidsperspektiv vil ingen af os
dødelige nulevende kunne komme og bekræfte eller afkræfte Martinus’ spådomme.
Men i øvrigt tog det jo også flere tusinde år, inden den kristne kultur opstod
og siden udbredtes og etablerede sig. (Se evt. artiklerne 2.09. ”Dommedag!” I –
om forskellige dommedagsvisioner gennem tiden, og 2.10. ”Dommedag!” II – om
Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”. De nævnte artikler kan findes og læses via
dette link: http://www.livetseventyr.dk/2-09Frame.htm
© 2020 Harry Rasmussen.
______________________