Andersens fjerde
dobbelt-forelskelse (4. del)
Dobbeltforelskelsen
i Edvard Collin og dennes søster Louise.
Andersen og Edvard Collin (fortsat)
Hvad angår
vort emne, kan det straks konstateres, at der for året 1837 kun findes trykt 3
– siger og skriver tre – breve fra Andersen til Edvard Collin, men slet ingen
breve fra denne til Andersen. Hvad forklaringen på dette er eller kunne tænkes
at være, finder man ingen forklaring på i de ovenfor nævnte breve, som vil
blive citeret senere nedenfor, og heller ikke i dagbogen for 1837, så lidt som
i Almanakken. Men måske findes forklaringen indirekte i et ganske vist
ultrakort brev fra Jonas Collin til Andersen. Epistlet, som det bemærkes er fra
efteråret 1837, er dateret 29. oktober 1837 og lyder som følger:
Kære gode Andersen
Kom nu smukt over til
os i formiddag, når De vil; og modtag et venskabeligt og ærligt håndtryk. /
Deres faderlig hengivne / Collin (167)
Edvard Collins karakteristik af Andersen
Skal man tro
den kære Jonas Collins ord, og det skal man vistnok, så var Andersen for en
gangs skyld blevet så fornærmet og måske vred på familien Collin, men vel især
på Edvard Collin, at han i hvert fald for en tid holdt sig borte fra ”hjemmet”
i Bredgade, hvor han jo fortrinsvis traf sammen med familiemedlemmerne. I
tilslutning til ovenstående epistel fra Jonas Collin, kan anføres følgende af
Edvard Collin, som dog først er skrevet mange år senere, nemlig omkring
slutningen af 1880’erne, da denne som velmeriteret og administrerende direktør
for Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn, var ved at udarbejde bogen ”H.C.
Andersen og det Collinske Huus” (1882), herefter betegnet som A&C:
”Jeg vil kalde Andersens grundstemning S
ø r g m o d i g h e d. Herunder henfører jeg alt, hvad man for øvrigt har
fundet hos ham af forfængelighed, utålmodighed, mistænksomhed, pirrelighed o.
desl.
[…]
Blandt hans løse optegnelser har jeg
fundet en seddel, på hvilken han har skrevet (omtrent 1848): ”Jeg har tit hørt
sige om englændere, at de har spleen; jeg ved kun om denne sygdom, at det er en
særhed, men dog en sørgmodighed, hvori de ofte røver sig livet; jeg lider af
noget ganske som denne.
Ved siden af eller ud af denne sørgmodighed udviklede sig den p i r r e
l i g h e d (irritabilitet, sensibilitet), som desværre blev hans livs trofaste
følgesvend lige fra den tid, da han begyndte at tage del i vort huslige liv. Så
langt som jeg kan kalde de tider tilbage i min erindring, hørte det til dagens
orden, at han følte sig såret ved – ja jeg ved ikke hvad. Han gik da pludseligt
ud af stuen, men snart efter kom han ind igen, efter at havde visket tårerne af
sine øjne. Enkelte gange kunne man vel påvise muligheden af en grund, f.eks. et
misforstået ord, en særlig opmærksomhed mod en tilstedeværende fremmed, og frem
for alt afbrydelsen af en af hans utallige oplæsninger, når pigen løb gennem
stuen for at lukke op, når det ringede.
Til ret forståelse af, hvilken yderlighed
denne pirrelighed kunne føre ham, er det nødvendigt at fremhæve nogle træk af
ham som d e l t a g e r i v
o r t h u s l i v. Jeg nødsages derved
til at give et indblik i privatlivet i ”Hjemmets Hjem”, som han så ofte taler
om, når han ”fløj hjem på en pennefjer og et stykke papir.”
Efter skoletiden kom han d a g l i g i mine forældres hus. Han blev behandlet som
søn af huset; og fra denne tid er, hele hans liv igennem, udenfor de daglige
småbegivenheder intet foregået i dette familieliv, uden at han tog del deri.
Jeg kan ikke sige, at han var særdeles skikket til at tage del i vort
ungdomslivs munterhed; thi ung eller rettere ungdommelig var han aldrig. Vi har
alle ofte følt, at han led under dette tryk.” (168)
[…] Men så stor er min interesse for det
du udgiver, at jeg har dristet mig til at diktere dette. Jeg syntes nemlig, at
det kunne gøre godt mod Andersens minde, om der blev ydet ham en
forståelse, som han måtte savne i sin samtid, men som ingen bedre kunne give
ham end en, der har stået ham så nær som du – den indrømmelse nemlig, at Andersens
første samtid var for snæver til helt at kunne forstå ham, og at hans
pirrelighed ikke alene lå i en sygelig sjælstilstand, men også var begrundet i
forholdene. Det var denne klang af sympati, som jeg savnede i det ene lille
afsnit, og som har bragt mig til at udtale min opfattelse. […] (169)
[…] ifølge din godhed for Andersen
og din betragtning af hans svagheder måtte du skrive således. Det var i hans
kvindelige omgang mens han levede, at der blev kælet så meget for hans ”syge
hjerte”; de samme ville nu, at der også skal kæles for hans minde. Men mit
forhold til ham var aldrig det kælne, og ligeså lidt kan mit forhold til hans
minde blive det. Men jeg er pligtig til at frede om det; bliver det angrebet i
noget væsentligt, skal jeg ikke tie. […] (170)
På baggrund af brevvekslingen mellem Edvard Collin og
Andersen, må man give førstnævnte medhold i, at hans forhold til Andersen
aldrig var det ”kælne”, hvis man ved dette ord skal forstå ”følelsesmæssig
indlevelse og forståelse”. Andersens ”syge hjerte” havde Collin hverken sympati
eller forståelse for, hvad man måske ikke kan bebrejde ham, eftersom det var
ham en stadig kilde til modvilje og irritation, at digtervennen – i hvert fald
i sine breve - utilsløret erklærede ham sin lidenskabelige kærlighed. Denne
form for sympati mellem mænd lå Edvard Collins normale psykologiske og seksuelle
orientering fjernt. Derfor måtte han nødvendigvis afvise Andersens
tilnærmelser. Omvendt er det karakteristisk for kvinder af Jonna Stampes
format, at de har en følelsesmæssig indlevelse og forståelse for netop et
naturel som H.C. Andersens, noget, der blev forstærket af hans forfatterskab,
eventyrene især, som jo i bund og grund udtrykker ham selv, og som i højeste
grad henvender sig til følelserne, i hvert fald på et af de tydningsplaner,
eventyrene kan opleves og forstås på.
[…] Min geburtsdag var alle Collins i
Helsingør, hvor præsten Boyes datter just blev konfirmeret, jeg turde ikke tage
derned og havde det således meget ensomt, på middagen nær, som jeg tilbragte
hos fru Læssøe: […] (171)
Kære Ven!
Eventyret ”Kejserens nye Klæder” ender med følgende punktum:
”Den dragt må jeg rigtig have på osv,” dette ønskede jeg aldeles udslettet og
følgende sat ind i stedet, da det giver det hele et mere satirisk udseende.
”Men han har jo ikke noget på!” sagde et lille barn.
”Herre Gud, hør den uskyldiges røst!” sagde faderen;
og den ene hviskede til den anden hvad barnet sagde.
”Men han har jo ikke noget på!” råbte tilsidst hele
folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes de havde ret, men han tænkte som
så: ”nu må jeg holde processionen ud!” – Og kammerherrerne gik og bar på
slæbet, som der slet ikke var, / Deres hengivne / H.C. Andersen. (172)
Samme dag som han afrejste til Sverige,
skrev Andersen igen et kortere brev til Edvard Collin, som jo stadig fungerede
som en slags frivillig og praktisk sekretær for sin digterven. Brevet, som er
uden overskrift, indeholder kun nogle praktiske ærinder, som Andersen gerne
ville have vennen til at besørge:
Fra Reitzel får De en
12 Improvisatorer, vil De af disse, på min regning lade indbinde smukt, i eet
bind, et eksemplar og give det til Moltke, han fik intet, da første oplag kom.
Sig ham jeg er i Sverrig, kan derfor ikke overrække ham det. Af de hæftede eksemplarer
er De så god at sende eet til fru Bügel, med adresse: ”Enkefru Bügel”, det kan
afleveres hos portneren i hendes gård i Tværgade. Giv Deres broder Theodor, eet
eksemplar og sig jeg skal skrive hans navn deri, når jeg kommer tilbage. Han er
den eneste af familien, som ingen Improvisator fik ved første oplag. Giv
Theodor Boye eet. Det er altså
til
Moltke,
Fru
Bügel,
Theodor
Collin
Theodor Boye
og Emil Hornemann,
således 5 eksemplarer,
resten gemmer De for mig til jeg kommer hjem. Skulle Reitzel ikke have sendt
dem, når de er anmeldt i avisen, vil De da lade Deres bud minde ham derom. /
Deres trofaste / H.C. Andersen. (173)
Men efter sin hjemkomst må Andersen trods
alt også have genoptaget sine besøg hos familien Collin i Bredgade, i hvert
fald lejlighedsvis. Men han blev formentlig kun kort tid hjemme i København,
før han foretog sin årlige indenlandske rejse, som atter gik til Sorø, Odense
og Lykkesholm. Fra Odense sendte han et længere brev til vennen i København,
som imidlertid ikke ses at have besvaret det skriftligt. Brevet er dateret
Odense den 11. august 1837:
Kære ven!
Det er noget siden vi
skrev hinanden til; jeg begynder da nu; mon der kommer svar? dog jeg skal altid
huske De er en ung forretningsmand, der har karakter nok til at følge pligtens
stemme, selv hvor den er tværtimod hjertets. I Sorø fandt jeg særdeles
venlighed. Ingemanns og Hauchs hørte min ny roman og de var begge i en særdeles
grad grebne af den. Hauch satte den over alt hvad jeg nogensinde havde
præsteret, ja øverst af alt i den nyere tid, spåede mig at denne ville grunde
min lykke, at jeg i Tyskland fik et grundfæstet navn og at jeg i Danmark måtte
vinde de mægtigere, så at min fremtid blev sikret. Omtrent talte han, som de
der ret har interesse for Hertz i anledning af Svend Dyring. Jeg har set en
stor, ædel kreds dybt grebet ved læsningen og er virkelig blevet hyldet. De og
enkelte af Deres smiler nu deraf; gør det i Guds navn!, jeg ved jo dog nok at
de alle holder af min personlighed, ja i hjemmet er jeg dem, som en broder; en
gang bliver de vel også nødt til at erkende mit digterværd, som jeg nok ved
står dybt, i Deres familie og i enkelte andre, under Hertzs og Heibergs. – Jeg
har nu altid store forhåbninger, jeg ved nok der venter mig mange plager og små
sorger, også vel trang - - men, jeg tror endnu jeg kommer til Syden og det om
ikke mange år, jeg bliver også fundet værdig en løn, som Hertz har fået den og
- - ja, det er jo store tanker, men De kan jo nok mærke, hvorledes folk har
sludret for mig og sat mig galskab i hovedet, jeg bliver vel også erkendt af
dem hjemme for en digter, så stor som deres s t o r e d i g t e r e. Dog jeg mærker, at ligesom man kan snakke sig
vred, kan jeg skrive mig vred, og det vil jeg slet ikke, ingen holder jeg dog
af som Eduard, der er så forskellig fra mig, der jo endogså engang har - - dog,
det var jo langt fra denne retning jeg vil styre. Jeg har et stort ”instinkt”
til at være heftig i dag. […] Min lykke står i den største Mæcenats hånd, han
som laver konger og afsætter dem, den gode gamle Gud, som må arrangere alt for
mig. Jeg længes efter dem hjemme, især efter søstrene, mennesket Andersen kan
aldrig, selv i den anden verden, ønske sig kærligere sjæle, der vurderer og
elsker ham. – […] Hør, nu min gode ven, skriv næste postdag et galop-brev, thi
i ugen De får dette må De sende mig brev, dersom jeg skal få det, De skriver
kun til ”Lykkesholm per Odense”. Sig mig om Gottlieb er i Stockholm. Sig mig
hvorledes Deres egen lille kone lever? Ja De er et lykkeligt menneske, som har
kone og ”Måskebørn!” – Jeg og andre stakkels pebersvende har intet andet håb,
end at vi i den anden verden bliver en art sultaner, som da får kvindelige
besiddelser i overflødighed. […] Væddeløbene forestår, de har megen interesse,
man vil overtale mig til at blive her og tage del i denne fest, men jeg længes
efter de kære hjemme, jeg længes efter at begynde trykningen på romanen og jeg
vil gerne endnu et par gange i den salte sø, her må jeg gå i Odense Å og det er
pjank. Sig til Deres fader at jeg alt i Sjælland omdelte planerne for de
forladte børn af slette forældre, kun én har jeg endnu fået tilbage af disse. –
Fra jomf. Hanck har jeg i kommission til Dem, at bede, om De vil slette hende ud
af listen på medlemmerne af Musikforeningen. Da hun ikke har vundet og ikke har
ellers nogen nydelse af selskabet, som hun er borte fra, vil hun ud. Hils Emil,
- det fortræffelige menneske, jeg holder så meget af ham, han ved nok jeg har
en ualmindelig tillid til ham. Biskop Faber besøger jeg iaften, han har en
vakker datter, dersom hun var meget rig blev jeg forelsket i hende. Hils Deres
forældre og søskende. Glem ikke Thybergs og Reimer, var jeg så smuk, som han,
så skulle jeg snart få en herregård og med den – naturligvis, en hob af dyder.
Dette er et forbandet langt brev, men når jeg er hos Dem, selv kun i tankerne,
så sladrer jeg, som en gammel dame; farvel / Deres meget elskværdige ven og
De’s broder / H.C. Andersen. (174)
Det fremgår tydeligt af overfor gengivne
brev, at det pinte Andersen, at hans kære Eduard og dennes familie ikke
værdsatte ham lige så højt som digter, som Edvard og de gjorde med Hertz,
Heiberg og Oehlenschlæger. Disse tre brave og respektable digtere havde
familien Collin også selskabelig omgang med, hvilket man var stolte af og følte
sig beærede over. Det var desuden digtere, der alle var noget ældre og mere
distingverede end ’opkomlingen’ Andersen, som bildte sig ind, at han i
virkeligheden var en større digter, end i hvert fald Heiberg og Hertz, ja,
faktisk turde han senere også i sit stille sind hævde sit digterværd over den
danske romantiske kulturperiodes største digter: Adam Oehlenschlæger. Edvard
Collin og hans familie kunne jo ikke så godt vide, at eftertiden skulle komme
til at give Andersen ret i hans selvopfattelse som digter, og det kunne de
fleste danskere, naturligvis heller ikke vide dengang, da de med egne øjne
dagligt kunne se lange Andersen i kød og blod og på sine store skonumre
spadsere op og ned ad Nyhavn, på vej ud på besøg eller hjem til sin beskedne
bopæl, eller når han gik omkring i Københavns gader. Bortset fra sin højde og
sine meget karakteristiske ansigtstræk, så lignede han jo stort set ethvert
andet menneske, man kunne møde på gaden. Han måtte jo i lighed med alle andre,
der boede i lejlighed, gå op og ned ad ejendommens trapper, lige som han måtte
gå ned i gården til ”dasset”, for at ”forrette sin nødtørft”, som det kaldtes,
når man ikke ville nævne tingene ved deres rette navn. Almindelige, jævne
mennesker – mænd i hvert fald - brugte i reglen udtrykket: ”at gå på lokum!”,
et fra latin afledt ord, som betød ’sted’, mere præcist ’et vist eller bestemt
sted’.
Imidlertid findes der mærkværdigvis og
som nævnt ikke bevaret nogen brevveksling mellem Andersen og Edvard Collin fra
året 1837, end de tre ovenfor citerede breve fra Andersen til vennen. Men altså
ingen breve fra denne til Andersen, og måske endnu mere mærkværdigt kun et
eneste brev fra Jonas Collin for hele året 1837, nemlig det i begyndelsen af
dette afsnit citerede brev af 29. oktober 1837. Men eftersom der heller ikke er
bevaret dagbogsblade fra hele året 1837 og kun ganske få notater i almanakken
for 1837, nemlig kun notater om, hvilke svenske byer, han besøgte på sin første
Sveriges-rejse, samt hvilken værdi svenske penge havde i forhold til danske.
Men da ingen af de nævnte bøger omtaler eller nævner Edvard og Jonas Collin,
kan vi ikke ad den vej få noget at vide om, hvad der lå til grund for den
unægtelig meget specielle situation. Og faktisk heller ikke i Andersens
brevveksling med hans øvrige korrespondenter, hvilket fortrinsvis vil sige
Jette Hanck, Jette Wulff, fru Læssøe m. fl., som han til gengæld førte en
forholdsvis flittig brevveksling med.
Men det var som nævnt under sin
sommerrejse til Sverige i 1837, at den 32-årige Andersen midlertidigt fik andre
interesser på det erotiske område, idet han kom ud for at opleve endnu en
dobbeltforelskelse, der dog ikke blev af nær så lidenskabelig og intens
karakter, som hans dobbeltforelskelse i Christian og Riborg Voigt og senere i
Edvard og Louise Collin.
Den
22. november 1837 udkom Andersens tredje - eller hvis ”Fodreise” medregnes, da
fjerde - store roman, ”Kun en Spillemand”. Det fremgår alt sammen mere eller
mindre af Andersens brev af 25. november 1837 til Henriette Hanck, hvori han
blandt meget andet skriver:
[…] man vil have at jeg skal smede med
denne roman, og smede medens jernet er – lunkent, der må nu arrangeres noget
siger min gode ven Ørsted; Collin ryster imidlertid på hovedet, jeg selv håber
slet intet og er fuldkommen vis på at alt hvad Rantzau-Breitenburg har sagt –
var komplimenter, han ligner vistnok, som alle slige folk, greven jeg har
skildret i romanen. Sæt nu også at jeg bragte det til det professor Høyen og
Hertz har, 400 rdlr. årlig; ja det var jo et glimrende held! og dog – det er
ikke nok til at blive ret lykkelig ved, jeg må have 1000 årlig før jeg tør
blive forelsket og 1500 før jeg tør gifte mig, og før dette halv umulige sker,
er den unge pige borte, kapret af en anden og jeg en gammel, tør pebersvend;
det er sørgelige udsigter. At jeg skriver dette her, kommer ene af, at Louise
Collin i dette øjeblik har drillet mig med en af Købenavns såkaldte skønheder,
som de unge herrer sværmer for, og som jeg også skal være forelsket i, fordi
jeg forleden havde hende til bords og meget underholdt; således er jeg kommet
til at omtale mine dårlige udsigter og bestemthed for, aldrig at blive
forelsket, og da samtalen nu ligger mig så nær, har den uvilkårlig puttet denne
periode ind i brevet. Nej, jeg bliver aldrig rig, aldrig tilfreds og aldrig –
forelsket! […] (175)
I sine breve til vennerne koketterer Andersen lejlighedsvis
med at skrive, at hvis han bare havde været rig, så skulle der nok vise sig en
passende pige, der gengældte hans følelser, så at han kunne tillade at forelske
og gifte sig, Dette mente han naturligvis ikke for alvor, for han vidste godt
med sig selv, at grunden til at pigerne eller de unge kvinder ikke forelskede
sig i ham, hang sammen med hans psyko-seksuelle konstitution. Sidstnævnte var
jo ifølge ham selv præget af hans ”halve kvindelighed”, og seksuelt normale
piger eller kvinder tiltrækkes ikke seksuelt af andre piger eller kvinder.
Tilsvarende, men omvendt, tiltrækkes seksuelt normale drenge eller mænd heller
ikke af andre drenge eller mænd. Det er kun piger og kvinder med en vågnende
maskulin seksuel pol, der forelsker sig i piger og kvinder, og kun drenge og
mænd med en vågnende feminin seksuel pol, der forelsker sig i drenge og mænd.
Det var derfor i virkeligheden de her nævnte forhold, der var den egentlige
årsag eller grund til, at Andersen nok lejlighedsvis forelskede sig, eller
dobbeltforelskede sig, men aldrig giftede sig, og ikke hans påståede fattigdom.
Rigtig fattig havde han jo kun været i sine tre første år i København 1819-22,
men her i 1837 var indtægterne af hans litterære og dramatiske værker så småt
begyndt at stige. Interessen for hans ”Eventyr, fortalte for Børn”, der i
reglen var begyndt at udkomme ved juletid, blev i hvert fald solgt i et omfang,
så at forlagsboghandler og forlægger C.A. Reitzel fortsatte med udgivelsen i de
følgende mange år. Salget af eventyrhefterne og senere bøgerne, var naturligvis
ingen guldgrube, men et godt supplement til Andersens øvrige indtægter. Han
udgav desuden jævnligt digtsamlinger, romaner og rejsebeskrivelse og fik opført
skuespil på Det kgl. Teater. Dertil kom, at det lykkedes Edvard og Jonas Collin
at få sat digtervennen på det, der senere er blevet kaldet finansloven, så at
han modtog et ganske pænt beløb årligt resten af sit liv, men dog i sig selv
ikke nok til at kunne leve og rejse for. (176)
Den 11. december 1837 blev formentlig et nyt og på sin vis afgørende
skæbnemoment for den kærlighedsskuffede Andersen, for denne dato noterer han i
dagbogen blandt andet følgende:
I dag blev Sophie forlovet. Sidste middag
jeg gik derfra med Marmier, sagde han: ”De elsker hende, jeg ved det! jeg ser godt!
fri til hende!” jeg tænkte hele aftenen meget på hvor urigtigt det var, da jeg
er fattig. I lørdags var jeg der, hun var så elskværdig og dog om aftenen følte
jeg, at jeg nok kunne leve ene og alene! i går aftes hos Collins drillede de
mig med at mit stykke til Foreningen var ekvivokt! at Lorck blev fordærvet ved
min omgang, der blandede sig i spøgen en brod, der vist kom fordi jeg ikke
havde været ivrig i at benægte de lette rygter der går om svogeren Boye. Lind
blev ved og tydede da på den plathed han i parterret har sagt om jomf. Grahn;
jeg var irriteret, han tog det fornærmeligt op, der blev en pause. Jeg gik. Da
jeg var i udlandet var det alene for ikke at såre Collins, for dem er det her
hjemme, jeg aldrig har fulgt min lidenskab, og dog påskønnes det ikke, ophidset
gik jeg derfra, følte en forandring i mit væsen; jeg vil være som andre mænd
tænkte jeg, heller ikke for Sophie vil jeg sværme, jeg bliver aldrig forlovet
og det var en ulykke om det skete! Gud
led alt til det bedste. […] nu mod aften havde jeg netop lovet ---s at læse min
biografi og studenterstykket, jeg gik derhen, men kun stykket kunne jeg læse;
biografien var det mig, som jeg ikke nu kunne afsløre for dem. De var begge så
lykkelige. Jeg tog første gang hendes hånd. To gange trykkede jeg den og jeg
var i et ypperligt humør, jeg syntes det ganske vist, thi jeg led ikke og var
uendelig rolig – Nu er jeg hjemme, jeg er alene – alene! som jeg altid skal
være det! ved denne jul, havde jeg vist sagt hende det, hvad der aldrig kunne
være blevet godt for hende! Nu bliver jeg aldrig gift, ingen ung pige vokser
mere for mig, dag for dag bliver jeg mere pebersvend! o jeg var endnu i går
mellem de unge – iaften er jeg gammel! Gud velsigne dig kære, elskede Sophie,
aldrig skal du vide hvor lykkelig jeg, som formuende og med dig kunne have
blevet! – (177)
Ovenstående citat vidner om, hvor vanskeligt Andersen lejlighedsvis
kunne have det med at erkende, resignere og fastholde, hvad han samtidig godt
vidste, nemlig at han qua sin psyko-seksuelle konstitution ikke var egnet som
ægtemand. For ligesom hans sind svingede mellem livsoptimisme og
livspessimisme, således svingede hans erotiske tiltrækning mellem kvinder og
mænd. En sådan seksuel disposition fandtes der næppe ret mange kvinder, og specielt
ikke unge romantiske kvinder, der ville kunne acceptere hos en kæreste eller
ægtemand. Hvilket Andersen selvfølgelig også selv var ganske klar over. Men
udadtil ville han gerne skyde skylden for sin pebersvende-status på sin lave
økonomiske indkomst og status. Men at han også var et menneske af kød og blod
med en seksualdrift som de fleste mænd, drev ham ind imellem til at opsøge
bordeller, når han var på rejser i udlandet, og særlig når han opholdt sig i
Paris eller Rom. Når Andersen derfor skriver den lidt kryptiske sætning: ”Da
jeg var i udlandet var det alene for ikke at såre Collins, for dem er det her
hjemme, jeg aldrig har fulgt min lidenskab”, så kan det efter min opfattelse
tydes på den måde, at Collinerne – vel kun forstået som mændene, idet man ikke
talte om den slags emner med kvinderne? – mente, at Andersen sandsynligvis
opsøgte prostituerede, når han var på rejser i udlandet. Men Collinerne troede
åbenbart ikke på, at det kunne være rigtigt, at han også opsøgte prostituerede
herhjemme, hvilket mere præcist vil sige i København. De Colliner, der her er
tale om, kendte åbenbart ikke Andersens bekendtskab med lægen Franz Brun, som
tilmed havde introduceret digteren til en lokal prostitueret og ved et par
lejligheder også havde ledsaget Andersen til ”donnaen”, som muligvis var
identisk med en ”donna”, der boede i St. Kannikestræde. (Dette fremgår
utvetydigt af Andersens Almanak for 1838 – optegnelser for 1839 mangler - og
især for 1840. – Se i øvrigt artiklen H.C.ANDERSEN
– og hans seksuelle orientering. Et forsøg på en objektiv vurdering.).
Andersens dagbogsnotater for året 1838
ses ikke bevaret, men via hans kortfattede almanakoptegnelser fra samme år, kan
man følge, hvad der skete for og med ham dette år. Heri er både Edvard og Jonas
Collin, og også andre medlemmer af den Collinske familie, herunder Louise Lind,
f. Collin, nævnt adskillige gange. Første gang Jonas Collin nævnes i almanakken
for 1838, er den 6, januar, hvor der kort og godt står: ”Collins geburtsdag.”
Edvard Collin nævnes første gang den 16. april, men kun med det lakoniske
notat: ”Middags selskab hos Eduard”. Men det betyder jo, at de to venner i
hvert fald omgikkes selskabeligt med hinanden. Louise Lind nævnes slet ikke i
almanakken for 1838, men det gør til gengæld andre medlemmer af familien
Collin, herunder ikke mindst Theodor Collin, hvorom det 20. januar lyder:
”Theodor smuk fortrolig”. Det viser sig nemlig, at Andersen var begyndt at
interessere sig mere specielt for Edvard Collins yngre broder, den da 23-årige
Theodor Collin (1815-1902), som på det tidspunkt var stud. med., altså læste
til læge. Theodor Collin, som i øvrigt forblev ugift lige som Andersen, blev –
sammen med Wilken Hornemann - dennes nære ven og senere læge resten af
Andersens liv.
Det fremgår i øvrigt af Andersens brevveksling med andre
korrespondenter, at han fortsat havde sin jævnlige gang hos familien Collin.
Det ses blandt andet af et brev fra Andersen til Odense-veninden Jette Hanck.
Hans brev til hende er dateret København den 3. april 1838, og herfra kan
følgende relevante sted citeres:
[,,,] Tak Deres fader for Graabrødre
Kirke (uden om tavlen). Hils ham og den kære moder, alle søstrene og tanten med
”den gode vilje”. – Glæder hun mig snart, da er jeg et godt tilgivende gemyt og
hun skal få et langt epistel. Nu må jeg sige stop! Collins venter mig med
maden. I morgen skal jeg stå fadder til Eduards lille datter Mimi, det
er et dejligt barn. Hils alle, som bryder sig om min hilsen. / Tak for alt
godt! / Broderen. (178)
Den lille ”Vulle”, som blev Andersens kæledægge, nævnes også i
hans brev af den 15. maj 1838 til Jette Hanck:
[…] Har De i Maigaven set det
lille digt til Eduards datter. I samme bog er af Hertz en vise til Eduards
bryllup og et ubetydeligt lille digt om en ring. Collins flytter snart ind i
deres nye gård de har købt i Amaliegaden, hvor de får en stor, standsmæssig
lejlighed. […] (179)
En vigtig begivenhed fandt sted i Andersens liv den 19. maj 1838, idet
hans bog ”Tre Digtninger” udkom denne dato. Bogen indeholdt eventyret ”Lykkens
Kalosker”, versdramaet ”En rigtig Soldat” og digtet ”Det har Zombien gjort”.
Eventyret ”Lykkens Kalosker” var dog ubetinget det mest betydningsfulde af de
tre digtninge. Men i øvrigt var Andersen jo efterhånden blevet en fast
leverandør af ”Eventyr, fortalte for Børn”, som i reglen blev udgivet omkring
juletid hvert år. Indtægten fra denne kilde, blev et godt og nødvendigt
supplement til hans ofte anstrengte økonomi.
Imidlertid fortsatte brevvekslingen lejlighedsvis med Jonas Collin i
1838, men dette år begyndte Andersen også at brevveksle med Theodor Collin og
andre medlemmer af Collin-familien. Andersens første brev til Theodor Collin er
dateret Nysø ved Præstø den 3. juli 1838, og herfra skal følgende citeres, der
har interesse i denne sammenhæng:
Min kære ven!
Se, det er da første gang jeg skriver et
epistel til Dem, første gang vi kommer i ”korrespondance”, som man kalder det!
De skal have mit første brev, jeg vil herved antyde Dem hvor kær De er blevet
mig, hvor gerne jeg er Deres ven! Rejsen herned var en kval, den tykkeste støv
i den kvalmeste hede måtte vi døje, der var ikke et vindpust. Fra Køge fik jeg
en smuk dame til naboerske, kun 16 eller 17 år, hun sværmede for digteren H.C.
Andersen lod det til, og det havde mennesket Andersen godt af, jeg vat så
veltalende, som heden tillod, men pigebarnet var lidt ubetydelig, ånden måtte
jeg skyde en hvid pind efter, det var formen alene jeg hyldede. Til alt hvad
jeg sagde, udbrød hun: det er mageløst dejligt. […] Klokken 8 kom jeg til Nysø
og dagvognen kørte mig lige til gården. Jeg fik den hjerteligste modtagelse og
det smukkest beliggende værelse på gården. Jeg ser over voldgraven og haven
hele fjorden, Præstø og havet. Badehuset har jeg straks besøgt, men vandet var
som kogt, da sandbunden er så lav. I dag var jeg tidligere derude, jeg blev
kørt, thi det er langt ude i fjorden, nu pjaskede jeg ret i min hav-ensomhed
til jeg så vognen komme med frøken Wulff og Schwartzen, så måtte jeg ihast op
og havde min nød med at komme i klæderne til de nåede badehuset hvor jeg hjalp
dem af vognen og derpå selv kørte over bølge. – Her bliver meget musiceret især
af Marschners og Bellinis kompositioner, hils og sig Louise det, samt at min
stemme bliver meget rost og jeg lader mig høre i morgen ved en stor koncert,
(NB, som vi giver for os selv her hjemme, hver aften.) […] Vær nu så elskværdig
at skrive mig et lille epistel til, De vil derved gøre mig en stor glæde, Deres
søstre har aldrig skrevet mig til, og angiver den grund, at jeg viser andre
brevene, men deri gør man mig uret, hvor brevene ikke bør ses af andre, eller
hvor jeg ved at vedkommende ej holder deraf, der gør jeg det ikke; De kan tro
jeg er et meget fornuftigt menneske, dog herrebreve er jo ganske anderledes end
damernes. Det er det samme kære ven, hvad De fortæller mig, kun at jeg ser
nogle venlige runer fra Dem. – Hils dem nu alle sammen, de bliver nok
forundrede over, at De får det første brev, men det er jo dog slet ikke
underligt, ”unge mennesker” holder jo altid helst sammen, det kan De sige.
Vulle har vel allerede glemt mig? det er jo også i sin orden, hun er et
fruentimmer og dertil et meget ungt fruentimmer. Til tirsdag i næste uge er jeg
rimeligvis her endnu på Nysø. / venskabeligst / H.C. Andersen.
E.S. Da de andre hjemme aldrig skriver
mig til, fordi de frygter for at jeg proklamerer deres epistler, så skal De
ikke heller lade dem læse mine breve til Dem. Hils dem ellers så nydeligt, som
De selv er det! En særegen hilsen til Deres moder, den må De bestemt aflevere,
hilsenerne til de andre, glemmer De rimeligvis. (180)
Imidlertid ser det ikke ud til, at Theodor Collin har besvaret Andersens
brev, i hvert fald ikke skriftligt, lige som han heller ikke synes at have
besvaret Andersens andre breve til sig. Men til gengæld blev det faderen, Jonas
Collin, der flittigst fortsatte brevvekslingen med Andersen i de nærmest følgende
år. Det første – og for resten eneste - brev i 1838 til Andersen fra den
faderlige ven, er uden overskrift og dateret København den 10. juli 1838.
Brevet viser sig indirekte at være et svar på sønnen Theodor Collins vegne.
Brevet, hvorfra følgende relevante steder skal citeres her, lyder sådan:
De er overmåde nøjsom med et god dag! men
slet så knap er jeg ikke, uagtet jeg har ord for at skrive kort. For det
første: Hilsen fra begge søstrene, fra Ingeborg, som jeg i morges tidlig,
medens hendes vanddrikken, besøgte ved Taarbæk, hvor jeg modtog Deres brev (der
ej skal blive set af flere end de bestemte), og fra Louise, som nylig efter min
tilbagekomst læste det, og bad Dem hilset med det tillæg: Moder længes
forfærdelig efter Andersen.
De har vel fået et brev, som jeg havde
forsynet med kuvert? Det kom, ved et tilfælde, til min ærgrelse, ikke afsted
den første postdag.
d. 11.jul.
Ingeborg kommer i dette øjeblik (torsdag
formiddag kl. 10) her til i regnvejr, men tør, da hun kørte i lukket vogn. Hun
siger: ”jeg havde virkelig haft i sinde at skrive til Andersen, men jeg har
ladet det være, alene af den grund, at han ikke skulle tabe sine gode tanker på
mig; men hils ham tusinde gange” – ”Jeg ville også have skrevet,” råber Louise,
”men har holdt mig tilbage af samme grund; men når jeg nu får brev fra ham, så
skal jeg tænke på” – ”at lade være at svare” falder Ingeborg hende i talen.
Stakkels Andersen, De får vist intet
brev; - ”åh”, hører jeg Dem sige til Dem selv, med en selvtilfreds fornemhed,
”Stakkel er man ikke derfor!” Lad gå!
Og dermed Gud befalet! Hils Hornemanns. / Deres
/ Collin. (181)
Som det indirekte fremgår af det ovenfor citerede almanaknotat, kom Andersen
stadig på besøg hos Edvard Collin, som sammen med sin hustru, Jette Collin, f.
Thyberg, formentlig boede i hendes families ejendom i Dronningens Tværgade. I
henhold til Andersens brev af 27. april 1838 til Jette Hanck, var han fast
middagsgæst hos familien Collin hver tirsdag året rundt, når han vel at mærke
ikke var ude at rejse. Men han må altså have opsøgt vennen den nævnte torsdag,
formentlig i håbet om at få lidt medfølelse og forståelse. Når jeg siger
”opsøgt”, betyder det, at der, så vidt jeg har kunnet konstatere, ikke
foreligger en direkte dokumentation for, at Edvard Collin nogensinde opsøgte
eller besøgte Andersen på dennes bopæl.
Men samme dag, den 6. september,
som Andersen havde fået og læst kommandørens brev, skrev han et længere brev
til sin gode og nære ven, kommandørens yngste søn Christian Wulff, som han i
øvrigt var blevet ”dus” med. Her bør måske indskydes, at P.F. Wulff jo var
enkemand på det tidspunkt, idet hans hustru, Henriette Wulff, f. Weinholdt, var
død den 5. september 1836. Men af hensyn til forståelsen af den kontrovers, der
var opstået mellem Andersen og kommandør Wulff, og af hensyn til, hvad der
videre skete, skal dette brev derfor gengives her i sin helhed:
Kære ven!
Din fader har aldrig ret været mig god;
det er dig og Jette, som har holdt mig til jeres hjem, det er jer, jeg har følt
længsel efter, jer, ved hvem jeg har glemt mange bitterheder. Efter et brev jeg
imorges har fået fra din fader, kan jeg aldrig mere komme i et hus hvor jeg nu
i atten år har følt mig hjemme. Du må tro din fader mere end mig, du må følge
hans anskuelser, vi får hinanden altså mindre at se og hvor let slukkes da ikke
venskabet; i dette øjeblik føler jeg tabet i hele sin bitterhed, jeg har feber
i mit blod! det er som jeg begravede mine bedste venner. Historien er ordret
denne: jeg kom i aftes i teatret, og spurgte der din fader om han havde hørt
noget til jer: ”ja”, sagde han, ”noget meget slemt!” jeg blev forskrækket, da
jeg tænkte mig en ulykke på søen. ”Nej, det er værre!” svarede han, ”man har
talt ondt i byen om de stakkels børn og det er folk, som man ventede var ens
venner!” Derpå vendte han mig ryggen; at disse ord gjaldt mig, måtte jeg jo
straks forstå; jeg passede på da han i mellemakten gik ud og fulgte efter, men
idet han kom i døren, vendte han om, så jeg ikke kunne få talt med ham og høre
en forklaring. Jeg gik da hjem, skrev et brev hvori jeg bad din fader sige mig
hvad han havde hørt for at jeg kunne forsvare mig; da jeg ikke havde tanke om at
jeg kunne bagtale dig og Jette, måtte jeg jo vide, hvad det var. Imorges
fik jeg et brev, hvori siges mig af faderen at jeg har fortalt en
latterliggørende anekdote om Jette, dig har der intet været om; hvor og
hvorledes anekdoten er, får jeg ikke at vide og det er mig utænkeligt at jeg
kan have sagt noget der kan have krænket hende, eller må gøre det. Fra Nysø må
historien stamme, det må være om at hun ville køre og jeg var bange for at
vælte, som jeg måske, jeg ved det ikke, i spøg kan have sagt til en af mine
nærmeste. At jeg nævner Nysø ligger i hvad der mere står i brevet, og som jeg
vil anføre ordret for at du kan se hvorledes dette er affattet. – ”De har
offentligt søgt at hædre Hauch, ved at dedikere ham en bog – det
skændselsminde, som er oprejst for hans kone må den som satte det stå Gud og
ham til regnskab for!” – Her kan kun et eneste tilfælde være tænkelig. Du ved,
eller din søster ved det, hvorledes fru Stampe udmalede historien om rejsen til
Møn; hun fik mig da til, da vi var i vor sædvanlige kreds til at improvisere og
sige i vers hvad hun sagde alle mennesker i prosa. Det var i det højeste
ubetænksomt, dette må det være, som Deres fader kalder ”et skændsels minde”;
hvorvidt det siden fortrød mig viser, at jeg da selskabet var større og fru Stampe
bad mig om samme temas behandling på det bestemteste nægtede det. Overvej nu du
det hele og husk at din fader slutter sit brev med: ”i øvrigt beder jeg Dem
fritage mig for videre mundtlig eller skriftlig erklæring”. Det vil sige, jeg
ønsker Dem ikke indenfor min dør.
Hvad jeg i dette øjeblik lider, ønsker
jeg ikke han eller nogen må prøve! Tak for dit venskab min broderlige ven, tak
din kære søster! i en anden verden, vil menneskene ikke gøre hinanden livet
pinefuldt og tungt. Skriver du mig til vil det overraske og glæde mig; men jeg
venter intet brev, jeg venter slet intet af venner. Lad din søster vide hvad
her står. Hils Kochs. / Din altid hengivne H.C. Andersen. (184)
Den nærtagende Andersen har sikkert haft det forfærdeligt med
sig selv og sine egne følelser og tanker, som vel ustandseligt har kredset
omkring kontroversen med kommandør Wulff, især fordi han angiveligt ikke
vidste, hvad der mere konkret var årsag til kommandørens vrede. Det har han
heller ikke skjult for sine venner, for i almanakken for lørdag den 8.
september 1838 noterer han:
Torden i nat. Brev fra Castelli. Middag
hos fru Bügel. Collins elskelige, nødte mig med til Taarbæk for at adspredes.
(185)
Formentlig i håbet om at komme på afstand
af den kedelige affære, tog Andersen med til Taarbæk, hvor man besøgte familien
Drewsen, som på den tid opholdt sig der. Andersen vendte hjem dagen efter,
søndag aften. Den 16. september noterer han i almanakken blandt andet følgende:
[…] Bud fra Collin at
Thorvaldsen var ved Helsingør, hele byen i bevægelse, men strømmen er 6 mil i
timen. (186)
På denne tid var Andersen begyndt at
arbejde på sit nye dramatiske skuespil, ”Mulatten”, som han var begyndt at
tænke på den 20. april 1838 og indledte med at skrive på den 28. s.m., og som
han skrev videre på hen på efteråret og renskrev sidst på året. Stykket blev
indleveret til Det kgl. Teater 15. marts 1839 og blev, på trods af censor
Molbechs totale afvisning, antaget 4. april s.å., til opførelse den 3. december
1839, men på grund af kong Frederik VI’s død denne dag, blev premieren udskudt
til 3. februar 1840, og stykket udkom i bogform den 5. februar s.å. -
”Mulatten” blev en stor teatersucces for Andersen, som selvfølgelig frydede sig
over, at censor Molbech havde taget så grundigt fejl af stykket, som tilfældet
var. Indtil 11. marts 1848 var stykket blevet opført i alt 21 gange, og i 1868
fik det repremiere på Casino Teatret, hvor det indtil 1875 fik 10 opførelser.
Den
19. september 1838 har Andersen noteret i almanakken, at Collins er flyttet.
Nemlig fra ejendommen Bredgade 4 til ejendommen Amaliegade nuværende nr.
9. Og den 24. september noterer han i
almanakken, at det er Lille Vulles et års fødselsdag, og at han i den anledning
forærede hende et glasbæger. Man må vel formode, at Andersen den dag har aflagt
besøg hos sit lille gudbarn og dets forældre.
Hvad angår kontroversen mellem Andersen og kommandør Wulff,
viste det sig, at Christian Wulff angiveligt havde drøftet situationen med sin søster
Jette, hvorefter de begge svarede vennen i hver sit brev, men som blev afsendt
i samme konvolut. Andersen modtog brevene den 25. september og besvarede dem
omgående i et fælles brev til Jette og Christian, som da opholdt sig på godset
Nysø ved Præstø. I sit svarbrev, som mest er henvendt til Jette Wulff, og vel
kan betegnes som et slags ’forsoningsbrev’, skriver Andersen blandt meget andet
følgende:
Lige i dette øjeblik fik jeg Deres og
Christians brev, tak derfor, de er skrevne, som jeg vidste de ville blive det;
næsten havde jeg opgivet at få disse, thi tænk, jeg sendte mit brev til Kiel
den 7. sept. Og nu skriver vi den 25. Collins har i denne mellemtid vist sig så
elskelige mod mig; den gamle kone græd, Louise og Ingeborg ønskede så meget at De
havde været hjemme, da havde de gået ud til Dem for at jeg kunne få det
bedre. O jeg har været syg, er det endnu noget, men sligt jævnes jo med tiden.
Jeg har lidt, som ved to venners begravelse og lidt uskyldig, hvad grunden end
så monne være. Der skal aldrig være tanke af bitterhed mod Deres fader, skønt
han nægtede mig, hvad ingen forbryder nægtes, at vide hvorfor han lider. Jeg
har mødt Deres fader og indtrykket var næsten en besvimelse; jeg føler mig så
angrebet ved at nærme mig ham, som har såret mig dybere, end noget andet
menneske, at De vil ikke dømme mindre kærligt om mig, om jeg i det mindste den
første tid ikke kommer ud til Dem, når jeg ved jeg træffer ham. Han har handlet
som fader og efter sin natur, jeg agter ham for hans kærlighed til hans børn,
for det meget gode jeg har set hos ham nu i atten år, jeg skal aldrig holde så
hård dom over ham, som han over mig. Om han
har fortalt Oehlenschlägers om Improviseringen på Nysø, ved jeg ikke, men jeg
har frygt derfor, og har da også mistet en prøvet ven, min kære Hauch, eftersom
der ikke, i en sag af så delikat natur, kan komme nogen forklaring. O hvor jeg
længes efter Dem og Christian, min varmeste, kærligste tak for hvert ord i
brevene.
Men nok så vigtigt er Andersens notat i
almanakken for den 27. september 1838:
Besøg af kommandør Wulff, det hele var da intet, Jettes barnagtighed
og hans naragtighed. […] (188)
Der var med andre ord altså åbenbart tale
om en betydelig indrømmelse fra kommandør Wulffs side, idet han formentlig
havde indset, at hans ældste datter havde båret sig barnagtigt ad, og at han
ved at tage hendes klage alvorligt, selv havde båret sig naragtigt ad overfor
Andersen. Men det havde angiveligt været en stor trøst for Andersen, at
familien Collin – Andersen nævner ikke specielt Edvard Collin – havde støttet
og opmuntret ham, ja, selv Ingeborg Drewsen, f. Collin, ville formentlig
opmuntre ham, idet han modtog det første brev fra hende nogensinde den 7.
september s.å., altså dagen efter, at han havde fået det brev fra kommandør
Wulff, der oprørte ham så voldsomt, fordi han følte sig uretfærdigt behandlet.
Brevet fra fru Ingeborg ses ikke bevaret, men man må vel have lov at gå ud fra,
at hun viste ham forståelse i sit brev, til trods for, at hun faktisk var god
veninde med Jette Wulff, som på sin egen måde åbenbart havde været den
egentlige årsag til kontroversen mellem Andersen og kommandøren. Dog, noget var
og forblev forandret, for brevvekslingen mellem Andersen og Jette Wulff blev en
anden, idet frøkenen i en lang periode, der varede fra de sidste måneder af
1838, hele 1839 og til den 11. september 1840, bortset fra et enkelt brev fra
hende, dateret sidstnævnte dato, ikke besvarede Andersens relativt mange breve
til hende. Jette Wulff opholdt sig i den periode meget af tiden hos baronesse
Stampe på Nysø ved Præstø.
Brevvekslingen
med Edvard Collin havde som nævnt også skiftet karakter fra og med august 1836,
idet det kun var Andersen, der skrev breve til vennen, men som denne ikke
besvarede, i hvert fald ikke skriftligt. Fra året 1838 er ingen breve fra nogen
af parterne bevaret, og for 1839 er ingen breve bevaret før fra marts måned, og
da kun en brevveksling mellem ham og Jette Collin, som nu åbenbart havde
påtaget sig korrespondancen med digtervennen. Den situation varede helt hen til
november 1840, hvor Andersen atter genoptager at skrive breve til Edvard
Collin. Dette år modtager Andersen tilmed et ganske vist meget kort brev fra
både Edvard Collin, fra gamle fru Collin og – til hans store overraskelse også
fra Louise Collin, og desuden fra Ingeborg Drewsen og dennes Datter, Jonna
Drewsen, samt fra Theodor Collin og Wilkens Lind.
Andersen havde i øvrigt i hele denne
periode haft store problemer med sin libido, som han sædvanligvis stilnede ved
onani, men følte det i længden ikke tilfredsstillende og værdigt, at praktisere
sin seksualdrift på den måde. Tre af hans gode venner, Wilken Hornemann,
Theodor Collin og Franz Brun, som alle tre var læger, rådede ham hver for sig
til at få afløb for sine lidenskabelige problemer, ved at besøge en
prostitueret kvinde i København, som d’herrer anbefalede og som de formentlig
kendte til af egen erfaring. Men bortset fra her at nævne, at Andersen i
almanakken for den 30. september 1838 blandt andet skriver følgende: ”Min ven X
har sin Donna i Store Kannikestræde, besøgene er mellem 2 og 3”, hvor ”X”
formentlig er identisk med Franz Brun og ”Donna”, et italiensk udtryk for
”kvinde” eller ”dame”, naturligvis skal forstås som en prostitueret kvinde, må
jeg henvise til afsnittet H.C. ANDERSEN - og hans seksuelle
orientering.
Men Andersens brevveksling med andre af
sine venner fortsatte, om end også med vekslende intervaller. I et brev til
Odense-veninden Jette Hanck, dateret oktober 1838, skriver Andersen blandt
meget andet følgende, som også vedrører Edvard Collin:
[…] Jeg lever og ånder
denne tid kun i en sydlig verden; jeg er midt i dramaet Mulatten og dette vil
vise folk om jeg er dramatisk digter eller ej! pas på, vil Gud, det gør ligeså
stor epoke i mit digterliv, som Improvisatoren har gjort det. Nu nægter de mig
aldeles talent som dramatisk digter og når Mulatten er færdig, så – O, de
mennesker! – dog muligt stikker det mig også selv at sønderrive det hele, jeg
vil tvinge dem her hjemme til at anerkende Guds egen gave [her mangler nogle
ord] alt er det bedste jeg i [her mangler også ord] har skrevet; Eduard Collin,
[ord mangler] og fru Læssøe er henrykte og løjtnant Læssøe selv begynder at
vakle i tvivlen om mit talent i denne retning. Dog hvad siger alt det. Stykket
kommer slet ikke til at ligne andre stykker, skal det slutte sig til noget,
bliver det vist en del af det episodiske i Alferne og Fata Morgana. Man vil,
dersom jeg endelig skal sættes i en skole og ikke selv må være én, nok regne
mig til en mellemslags af Victor Hugo og Casimir Delavigne. […] Versene er så
gennemfilede at man ikke begriber min stadighed. Til april håber jeg at bringe
det på teatret, gør det lykke, da rejser jeg næste efterår til Paris og
overvintrer. Det er mine smukke bobler? og i disse danser hele boulevarden,
teatre og gallerier. Rimeligvis springer boblen! Vi har fået Thomsens Avis i
Studenterforeningen, det morede mig at se den der, det var som en gammel ven
fra landet, jeg havde nær spildt en kop kaffe på bladet, for jeg syntes jeg
burde traktere det. – […] (189)
I sit ovenfor citerede brev fortalte
Andersen endvidere om landskabsmaleren Fritz Petzholdt, som efter længere tids
ophold i Italien, var rejst derfra til Petras i Grækenland, hvor han havde
indlogeret sig på et hotel. Han led åbenbart af hjernebetændelse og var blevet
delvis sindsforstyrret, hvilket angivelig havde ført til, at han under opholdet
i Petras havde begået selvmord, ved at skære halsen over på sig selv. Andersen
mente dog, at Petzholdt måtte være blevet myrdet, muligvis af hotelværten eller
en af dennes håndlangere. Det begrundede Andersen med, at hotelværten fremviste
et bevis på, at Petzholdt havde testamenteret hele sin formue på 80.000 Rdlr.
til værten. Imidlertid havde Petzholdt den 23. august 1838 sendt et brev hjem
til sin svoger, Gottlieb Collin, som var gift med malerens ene søster, Augusta
(Gusta) Petzholdt, som dog foreløbig ikke fik noget at vide om sin broders
tragiske død. Man ville vente med at fortælle hende og søsteren herom, indtil
man fik vished for, hvad der var sket med deres broder.
Den 1. november 1838 har Andersen noteret følgende i sin
almanak:
Meget rask. Besluttet at flytte. Vemod
derover. Brev fra Jette + (190)
Den 4. november 1838 skrev og sendte Andersen igen et brev til Jette
Hanck, som dog ikke havde nået at svare på hans ovenstående brev. Fra
sidstnævnte brev skal følgende citeres.
[…] Fra Grækenland er kommet efterretning
om at maleren Petzholdt, Augusta Collins broder, er blevet myrdet, hovedet skal
være blevet skåret af ham; i går sagde man først til søstrene at rygtet gik at
han var død, dog ikke hvorledes, man har været hos alle bladudgivere for at
bede dem ikke at tale om den hele sag endnu før der kommer brev fra én
af konsulerne. Det har forstemt meget den Collinske familie. Jeg har sagt op
hos min værtinde, hun blev fortvivlet derover, ville alt hvad jeg forlangte,
men man har ikke passet mig godt, jeg flytter til 1. december og får to værelser
i Hotel du Nord, et til gården og eet til gaden lige ud for teatret, nærmere
kan jeg da ikke komme det. […] (191)
Den 5. s.m. står der følgende i almanakken:
Bragte fra Jette Wulff portugisisk
syltetøj til Louise. Set at Jette Collin er frugtsommelig. Læst for fru Bügel
2. akt af Mulatten. (192)
Som det indirekte fremgår af citatet, var det i almindelighed
gode forhold mellem Jette Wulff og digtervennen, herefter blevet nogenlunde
normaliseret igen. Dagen efter, den 6. november, noterer han følgende i
almanakken:
Læst 1. akt af Mulatten for Eduard.
Besøgt Gusta Petzholdt, som græd + . (193)
Den 24. november 1838 skrev og afsendte Andersen følgende
ganske kortfattede, saglige brev til sin faderlige ven og rådgiver, Jonas
Collin:
Midt i januar håber jeg at mit dramatiske
arbejde M u l a t t e n er færdigt;
hvorvidt, som jeg bilder mig ind, dette stykke skal gøre ligeså stor epoke i
mit digterliv, som Improvisatoren har det, vil nu vise sig, men det tør jeg
tro, at det er et arbejde, som hverken direktionen eller publikum kan forkaste.
Jeg har altså en slags udsigt til i begyndelsen af næste år at have en 6-700
Rdlr og kan altså let afgøre min eneste pengegæld, den til Dem, men før dette
arbejde er fra hånden må jeg vist et par gange endnu ty til Dem og således, når
vi i dag eller i morgen ses bede Dem om 15 Rdlr, som De jo ikke nægter mig.
Når stykket er fuldendt vil jeg bede om
Deres råd, hvorledes jeg skal få direktionen til at bedømme det på nogle dage,
jeg mener at jeg kunne udbede mig at læse det for dem.
Dersom De – jeg mener Confer. Collin, -
har lyst at høre noget forud, så smigrer De forfatteren, der naturligvis gerne
vil have at De skal kende det og have interesse for det.
Endnu et spørgsmål har jeg, skulle jeg i
morgen skrive Adler til om bibliotekarposten hos prinsen. Ja, det nytter vel
ikke! / Deres sønlig hengivne / H.C. Andersen. (194)
På det tidspunkt var Andersen blevet meget optaget, ja,
begejstret og vel nærmest småforelsket i den norske soloviolinist Ole Bull, som
gav koncerter blandt andet på Det kgl. Teater i København. Han blev ved den
lejlighed god ven med den fem år yngre violinspiller, som fortalte ham om sit
liv og sin kamp for at blive anerkendt som geni, en kamp, som Andersen syntes
lignede hans egen skæbne. Denne omstændighed bevirkede, at Andersen nærmest
identificerede sig med den i øvrigt sygdomsplagede violinvituos Bull. Om denne
fortalte han derfor i sit følgende brev til Jette Hanck, dateret lørdag den 24.
november 1838, og hvoraf følgende skal citeres, idet det har en vis relation
til familien Collin:
[…] Iaftes gav Bull sin sidste koncert;
da jeg kom der hen hørte jeg at han lå til sengs, og Dr. Jacobson havde forbudt
ham at spille. Man var i stor uro, endelig kom han, han ville spille. Alle
disse studerende geniløse havde han imod sig; der var ordentligt dansk
lunkenhed; han trådte vaklende ind, så ud, som et lig, det levende øje, der
dagen forud havde tilsmilet mig, var, som bristet, hans knæ vaklede, o jeg led
med ham. Louise Collin var nær ved at græde og han spillede dog så smukt – ja,
som om det var hans svanesang. […] I dag er det fru Collins fødselsdag, jeg
havde skrevet en sang til hende og én til én af familien, som er blevet præst, på
samme tid nogle ord over Petzholdt, om hvem det nu er vist, at han har skåret
halsen over på sig; jeg tror derimod efter brevene at han er dræbt af sin vært
i Patras; Gud ved det ret. […] De spørger i Deres brev til min lille guddatter.
Vulle, som vi kalder hende, efter en hund, Mimi, som hun hedder vil ikke
ret falde, da det har en sorgbringende erindring. Altså Vulle! hun er nydelig!
et dejligt barn og det eneste, som kan bringe hende fra at græde, er at vise
hende mit portræt (oliemaleriet af Küchler); hun kan sige A! og det betyder
Andersen. Hun kan mange kunster og jeg besøger hende hver dag, om kun et
sekund. Dyresproget kan hun bedre end vort, hun siger til koen, bu! Til hesten,
tik! o.s.v. Vulle sender sit fynske bekendtskab en hilsen. […] På lørdag
flytter jeg. Deres næste brev (og tantens) vil De sende til Hotel du Nord på
Kongens Nytorv, hvor jeg da har opslået min bopæl; i et hotel bilder jeg mig
ind, at der er en bevægelighed, der kan imaginere hos mig, nu er du på rejse;
man må se til at narre sig selv så godt man kan. Hils Jane og Caroline! sig
Thomsens nogle venlige ord og bring bestemt Ole Bull endnu en hilsen fra
mig når han kommer; skriv om ham; / med broderlig hengivenhed / H.C. Andersen.
(195)
Det kan af de to seneste citater
ovenfor ses, at Andersen til stadighed havde sin jævnlige gang hos familien
Collin, ja, tilmed aflagde små daglige besøg, for at hilse på lille Vulle. For
gamle hr. og fru Collins vedkommende boede de nu i Amaliegade nr. 9, medens Edvard
og Jette Collin formentlig siden deres bryllup i 1836 havde bopæl i hendes
forældres ejendom i Dronningens Tværgade. Andersen, som angiveligt også selv
havde fået lyst til at flytte fra den lejlighed i Nyhavn, hvor han havde boet i
de seneste fire år, noterer herom følgende i almanakken for den 1. december
1838:
Flyttet ind på nr. 25 i Hotel du Nord,
føler mig særdeles hyggelig her. (Puls). (196)
Som tidligere nævnt, var Andersen i
stigende grad blevet utilfreds med at bo hos skipperenken i Nyhavn, hvorfor han
var flyttet ind på den i øvrigt også mere fornemme adresse i Hotel du Nord på
Kongens Nytorv. Her havde han fået to værelser, en stue ud mod Kongens Nytorv,
med udsigt over mod Det kgl. Teater, og på den anden side af gangen et soveværelse,
til sin rådighed. Han var angiveligt meget tilfreds, både med sine værelser og
betjeningen, hvilket han fortæller i et brev af 10. december s.å. til Jette
Hanck. Heri nævner han blandt andet også, at han et par gange om ugen er sammen
med Thorvaldsen hos forskellige familier: ”i morgen skal vi igen sammen på en
dyresteg hos Collins”. (197)
Omkring den 22. december 1838 sendte
Andersen nok et brev til sin kære brevveninde i Odense, som formentlig var den
af hans veninder, der i samtiden allerbedst forstod ham og hans forfatterskab,
begge dele satte hun meget stor pris på, selvom hun lejlighedsvis også kunne
være positivt kritisk. Men blandt meget andet skriver Andersen følgende i
brevet:
[…] Der var et moment i
mit liv, som jeg ikke tør udtale, selv ikke for Dem, en kamp jeg gennemgik kort
før min rejse til Italien, fra den tid har jeg ikke været rask! mit nervesystem
blev rystet og måtte det. Dog vi vil aldrig tale derom, der er smerter så
hellige at vi ikke selv med vore bedste venner tør berøre disse. Over alle mine
digte stråler en glans deraf! i Mulatten selv udtaler sen sig efter år endnu
levende. Dog det er måske dette nødvendige, for at være digter. Hvad ville jeg
ikke opofre derfor, at verden ret nævnede mig, jeg havde fortjent det at
nævnes! forstå mig ret: det er ikke det tomme navn jeg higer efter, nej, jeg
vil udtale hvad jeg i enkelte hellige øjeblikke selv føler, hvad ingen, ingen
har udtalt, selv de største! der ligger som en hellig, sunken skat i mit bryst,
i åndens midnatstime kan den hæves, men endnu er det ikke lykkedes mig og jeg
kan fortvivle ved tanken om, at det aldrig sker. I dag talte jeg med etatsråd
Adler også han bragte mig hilsner fra Tyskland, fortalte mig hvor stort et
publikum jeg der havde; men hvad hjælper det, her hjemme, de allernærmeste om
mig står kolde, udeltagende, Hertz og Heiberg troe man mig knap værdig til at
løse skobåndene på. O jeg bliver alfor forfængelig ved denne miskendelse. Jeg
føler Gud i mig! – Blev disse mine breve engang trykte, som jeg ikke vil tro,
da står jeg vist for verden, som et skrækkeligt forfængeligt menneske, - o mon
også De vil tage fejl af mig, man ved ikke hvor meget jeg må lide, hvor
ubillige selv mine kæreste er mod mig! – De mener det så godt, men ligesom
Meisling opdrager de mig aldeles galt, dem selv til skam, engang i en anden
verden vil de vist, som han allerede har gjort, sige: jeg tog fejl og det
bedrøver mig. – Altfor meget taler jeg om mig selv! ja jeg har også mine slemme
fejl. […] Når De, nu i foråret kommer herover, så skal De en dag, med fru
Læssøe, komme at besøge mig, det kan da nok passe sig; Ingeborg og Louise
Collin har allerede gjort det; De skal se jeg kan nok lave et kaffebord; jeg
har en sort tjener, der vil præsentere Dem koppen. Et stykke af Holmens Kanal,
teatret og torvet er min udsigt og hvad der er endnu bedre, oppe over en
smedejernsskorsten ser jeg havet, det kære, svulmende hav! […] (198)
Andersen havde ved flere lejligheder i årenes
løb medvirket som amatørskuespiller på Studenterscenen. Juleaftensdag 1838
medvirkede han i et kriminalstykke, hvori han havde rollen som 2. assessor.
Juleaften spiste han middag hos familien Collin, hvorfra han først gik en halv
time efter midnat. Han spiste også middag hos Collins 1. juledag, og 2. juledag
tilbragte han en del af aftenen samme sted, lige som han fejrede nytårsaften
hos Collins.
Vi er
hermed nået frem til året 1839, et år, hvorfra der for Andersens vedkommende
ikke findes nogen almanakoptegnelser og kun en delvis ført dagbog, der kun
strækker sig over perioden 15. juni til 20. december. Men heldigvis fortsatte
Andersen sin brevveksling med blandt andre Jette Hanck, og det første brev, han
skrev til hende dette år, er dateret København: Fredagaften den 4. januar 1838,
og herfra kan følgende relevante afsnit citeres:
[…] Fru Drewsen der
endnu slet ikke kan komme sig efter kopperne, som hun havde for 1½ år siden,
har inflammation i luftrøret frygter man og nytårsdag, da hun steg ud af
kareten gled og faldt hun ved deres port, så knæet er blevet slemt forslået og
hun ligger i svær pine, den stakkels, kære kone! Alle børnene har kighoste til,
og spanske fluer drages hun med, det er en tung begyndelse i året. – Vulle bliver
dag for dag elskværdigere, hun kan nu af sig selv nikke når jeg kommer og sige Aers.
[…] – De kan ikke tro hvor hyggeligt og godt jeg har det i hotellet.
Konferensråd Collin og alle damerne var forleden hos mig til te; Louise stod
for skænken. […] (199)
Jette Hanck, som i det daglige virkede
som lærerinde for flere børn af velstillede odenseanske familier, var både en
begavet og klog, flittig og engageret brevskriver, når det gjaldt om at besvare
vennens breve, besvarede Andersens ovenfor citerede brev i et kortere brev af
7. januar 1839, men fulgte det senere på måneden op af et længere brev med
datoen den 23. januar, som er fortsat den 26., 28. og 29. s.m., hvorfra
følgende skal citeres:
[…] Fru Drewsen er dog
rask igen? Jeg kan tænke mig at sygdom og sorg i denne familie, må virke på
Dem, som hvad der rører sig i min familiekreds virker på mig, det er jo Deres
hjem som vistnok selv det eget i hotellet må stå tilbage for, i hjemmets hjem
har De jo kærlige hjerter som forstår og skatter Dem. […] – Det har fornøjet
mig at tænke mig det lille teselskab som De har haft i Deres nye hjem, efter
grundtegningen i et af Deres foregående breve, har jeg levende forestillet mig
hvordan alt den aften må have set ud i Deres stue, jeg kan tænke mig at værten
har været ret underholdene og ret barnlig glad. […] Jeg skulle i går aftes
tilligemed Line i selskab hos Schønheyders og da jeg havde hørt posten komme
trak jeg tiden ud og nølede med at gå endskønt Caroline skændte over min
langsomhed, jeg tænkte hver gang jeg hørte gadedøren gå nedenunder: ”det er
brevbæreren”; endelig kom han det var et langt norsk brev til Thea, jeg fik
endnu intet. Kunne jeg tænke mig at en eller anden ytring i mit sidste lille
brev havde stødt Deres forfængelighed, og at De nu, som De engang fortalte mig
at De brugte som kur mod Deres ven Collin ville straffe mig med ligegyldighed
og derfor ikke skrev, - så ville jeg ikke bryde mig det mindste derom; men
det, at jeg har været så omgivet af sygdom, selv har været så svag, gør at jeg
frygter for Deres helbred og det giver mig en ængstelse som jeg ikke formår at
betvinge, […] – Jeg har i dette øjeblik læst Orla Lehmanns udfald mod den gamle
Collin, det gør mig ondt at se en ældre og så fortjent mand, som konfr. Collin således
tiltalt eller rettere omtalt af en yngre, det er også ubehageligt for hans
familie; men Lehmann har vel ligesom Fabers uvenner her mange modstandere. […]
– Det fornøjer mig at De har så megen glæde af Deres lille guddatter, hils
hende som sidst, lad hende hver dag gentage sit Aers for Dem, ja lad
hende ret holde af Dem, den tanke vil glæde / Deres søster Jette. (200)
Andersen besvarede Jette Hancks ovenfor citerede brev i et
lidt længere brev af 1. februar 1839, hvori han blandt meget andet skriver
følgende:
[…] Deres kære stakkels
fader gør det mig meget ondt for! hvad skal man finde på for at skaffe ham et
godt bid af Yduns æble. Hvad kunne vi gøre for at opmuntre ham. Jeg føler mig
øjeblikkelig så vel at jeg ville ønske ham min væren. Ja, jeg føler at jeg for
tiden er, hvad man kalder ”på bølge”, skade, så går det vel nedad igen. Aldrig
har jeg mødt så megen ”opmærksomhed”, vil jeg kalde det, som nu i hjemmet, om
det kommer fra over-erkendelse udenlands ved jeg ikke. Ingeborg og Louise
siger at jeg klæder mig for lapset for et gammelt menneske, men jeg er ikke
gammel at have fyldt de 26 år, er det noget! – […] Fru Drewsen ligger
endnu, der er aldeles ingen fremgang. Lille Vulle har kighoste og sender
sin fynske veninde mange hilsener jeg har lært hende at sige: Mulat, i dag lod
jeg hende øve sig på de to ord: Tante – Ane. Denne sidste udtale er
pointet i hendes hilsen til Dem. […] Nu er jeg færdig med fjerde akt af
Mulatten. Der skal ikke være spor af Andersen i dette stykke. Helten er så
levende, kæk og varm, at man tror jeg har givet ham alt hvad Spillemanden og
Improvisatoren manglede. Fru Læssøe, som kærligt hilser Dem, siger at Mulatten
er så brændende, at man er nær ved at blive sveden ved at komme ham nær, Louise
og Ingeborg, kalder den ”ækel kreolsk”. – Jeg tror den varme himmel i naturen
og blodet er portrætteret. Hvor jeg længes efter at få den på scenen.! I
Tyskland vil den rimeligvis blive min første dramatiske debut, og Ravnen, som
nu Musikforeningen udgiver, den anden. Glæd mig snart med et brev, jeg
har så godt der af, at det er ondt af søstrene dersom de med deres slæder kører
i vejen. Hils dem alle. / Deres broderligtsindede / H.C. Andersen.
(201)
Jette Hanck, som havde nok at se til i
det daglige, hvor hun især passede sine forældre, der begge var syge, fik ikke
tid til at besvare Andersens ovenfor citerede brev, før den 17. februar, men
til gengæld gjorde hun det i et langt brev. Herfra skal følgende citeres:
[…] - Fru Drewsen er dog vel nu i bedring? Stakkels
kone, som så længe har måttet lide! Er lille Vulles kighoste nu forbi, tak
hende for hendes hilsen og gengæld den! At De har lært hende at sige: Tante
Ane har fornøjet og bevæget mig, sålænge de søde små barnelæber ikke har
glemt at udtale dette navn, sålænge vil Andersen med broderlig godhed mindes
søsteren, endskønt hun kun har lidet tilfælles med sin bogs heltinde. – […] Det
er jo en fortræffelig ros for Mulatten at der ikke er spor af Andersen i det
stykke, jeg kunne i øvrigt have lyst til at klamres med de folk, som siger at
Improvisatoren mangler noget, han er og bliver min helt, derimod tror jeg slet
ikke jeg vil synes om Mulatten, hvad fru Læssøe ikke tør komme i nærheden af
uden at blive brændt, hvad Louise Collin kalder ækelt kreolsk, det vil bestemt
ikke behage mig, vi får nu se, o, hvor jeg længes efter at se den opført! […]
Alle herhjemme sender deres bedste hilsen. Og nu levvel min kære broder og glem
ikke / Deres søster Jette. (202)
Andersen besvarede det ovenfor citerede
brev i et brev af 22. februar 1839, forsat den 25. s.m., hvori han blandt andet
fortæller, at ”lille Vulle har fået sig en søster og moderen befinder sig vel.”
Barnet blev døbt Louise efter sin faster, og moderen var jo Vulles moder, Jette
Collin, f. Thyberg. Men brevet indeholder også nogle bemærkninger om den lille
2-årige Vulle, som formentlig ikke var så glad for at få konkurrence af en
lillesøster. Herom skriver Andersen følgende:
[…] Vulle sender Dem
hilsen, hun er i denne tid arrig den trold, hun siger: ”Barnet” og så stamper
hun i gulvet af arrighed. Barnet har nemlig blomster på sin overdyne, hun
derimod en hvis pude og det synes ar have grundet hadet. Fru Drewsen kan nu ved
en krykke humpe afsted, i går kørte hun første gang i teatret. […] (203)
Til
stor overraskelse for den interesserede læser, dukker der pludselig et brev op
fra Andersen til vennen Edvard Collin, som jo i mellemtiden er blevet den
lykkelige og stolte fader til foreløbig to børn, begge piger. Brevet er dateret
Påskemorgen! Den 31. marts 1839 og lyder i al sin selvbevidste, fortvivlede og
opbragte korthed som følger:
Kære ven!
Renzos Bryllup blev
forkastet, En Ødeland, som Heiberg selv erklærede oversættelsen for bedre end
originalen også forkastet, nu kommer Mulatten med samme skæbne. Det er overladt
til en Holsteins dom at omstyrte min hele dramatiske, ja måske fremtids virken.
Jeg kan ikke i blade skrive, ”alle siger mit arbejde, er noget fortrinligt og
jeg bliver dog søndertrådt af en tyran!”, men siges må det! – Er De min ven,
som jeg tror, da opfordrer jeg Dem til, blot at fortælle det faktiske, eller,
som en stemme i publikum opfordre mig til at sige hvad jeg ved om stykkets
skæbne. Det er ingen flyve idé af mig, jeg har kæmpet nok med mig selv før jeg
her udtalte den for Dem. Mit stykke må spilles, eller jeg har spillet min rolle
ud! jeg kan og vil ikke lide denne uretfærdighed. Mine venner må tage sig af
mig eller opgive mig! / H.C. Andersen (204)
Andersens fortørnelse over, at ”Mulatten”
i første omgang var blevet forkastet af censor Molbech, drejede sig ikke kun om
hans ære som digter og dramatiker, men også om hans levebrød i form af rede
penge, som han naturligvis som alle andre også havde brug for. Men skal man tro
Andersens brev af 3.-4. april 1839 til Jette Hanck, vakte det stor opstandelse
i Digterens venne- og bekendtskabskreds, da det forlød, at ”Mulatten” var
blevet forkastet. Andersen satte bestemt ikke sit lys under en skæppe, men hvorfor
skulle han egentlig også det, når det jo siden viste sig, at han hørte til en
af verdenslitteraturens største, hvilket han jo selv havde ment og troet på
hele tiden. Det giver han usminket udtryk for med følgende ord i ovennævnte
brev:
[…] Forurettelse vækker
min hele selvbevidsthed, jeg skal dog blive en digter, Danmarks skal føle sig
hædret ved, jeg har Gud for mig, de skal neje sig, som sol og måne måtte det i
Josefs drøm. […] (205)
På den tid rørte der sig en plan om et
nyt, storslået digterværk hos ham, et ”verdensdrama”: ”Myten om Ahasverus”, som
han dog aktuelt ikke følte sig moden nok til at kunne skrive, men måske om 3-4
år. Andersen arbejdede lejlighedsvis på versdramaet i en del år, før det
endelig forelå færdigt og udkom i bogform i december 1847, men det kom ikke til
opførelse og blev siden kun trykt i Samlede Skrifter. Efter i sit brev af 3.-4.
april 1839 blandt andet at have fortalt Jette Hanck om sine digterplaner,
slutter han sit brev på følgende måde:
[…] Lille Vulle, eller
rettere Ingeborg Mimi, som jo er døbenavnet, sender Dem mange hilsener; fru
Collin har pålagt mig, når De kommer til byen, enten at føre Dem til hende og
Vulle eller den formiddag De og fru Læssøe besøgte mig, da at blive inviteret
med datteren til chokoladen. Hun glæder sig til at gøre Deres bekendtskab.
Hendes portræt er da også på udstillingen og vækker opmærksomhed ved skønheden;
ja der skal De se en Annunziata. Jeg er idelig i bevægelse, spadserer
hele formiddagen, er ude om middagen og i teatret om aftenen, fører et ret
prinseligt liv; det sidste år har været det selvstændigste i mit liv. – Skriv
mig nu snart til, Deres breve glæder mig meget; jeg skriver næsten til ingen og
får derfor så sjældent breve, De er den eneste, som holder mig i ånde hvad
brevstilen angår. Nu, kærlige hilsener til forældre og søskende, Line Faaborg,
tanten og alle mine veninder; glem ikke Schleppegrell. / Broderen.
E.S. I dag lørdag hører
jeg er Mulatten antaget til opførelse. (206)
Den 26. april skriver Andersen atter et
brev til Odense-veninden, og af dette brevs indledning forstår man, at Andersen
ikke ved nærmere besked med, hvornår Jette Hanck med følgeskab vil komme til
København. Han ville jo dels gerne se og hilse på hende og dels også vise hende
lidt rundt i København., og under hendes besøg i hovedstaden invitere og
ledsage hende i Det kgl. Teater, helst til opførelsen af et af hans egne
skuespil. Men også i dette brev nævner Andersen den lille Vulle:
[…] – Med den lille
Vulle-Collin står jeg på en spændt fod, hun vil i den senere tid gøre sig
interessant ved at vise mig kulde, siger altid ”intet!” – når jeg kommer,
hvorfor jeg har kastet min hele kærlighed over den yngre søster: lille Mumme!
hvilket særdeles kreperer Vulle! – […] – Bring Thomsens en venlig hilsen fra
mig, jeg læser hans avis i Studenterforeningen, Hempel får jeg derimod hos
Collins. Hvad har ellers den stakkels Theodor gjort, siden De tror han i
teatret ville sige, hvad De behagede at skrive; Theodor er just i højeste grad elskværdig
mod damer, og et smukt, elegant menneske, første udgave fra Skaberens og
skrædderens hånd. Jette Wulff er i denne tid på Nysø, der flyver hun hvert
øjeblik ud, hendes broder Christian er på vagtskibet ved Helsingør. – Dette
epistel får jeg vel et mundtligt ”God dag!” for, dersom det kommer i Deres
hænder og De ikke, hvad jeg dog helst vil ønske er over søen. Nu lev vel! /
Deres broderligt hengivne / H.C. Andersen. (207)
Svarbrevet fra Jette Hanck på ovenfor
citerede brev fra Andersen, nåede åbenbart ikke frem til ham, inden hun den 1.
maj s.å. ankom til København på et angiveligt kortere ophold. Herom skriver
Andersen i et følgende brev til hende, dateret 8. juni 1839:
I dette øjeblik, fredagmorgen
og ikke, som De behager at skrive, torsdag, modtager jeg Deres kære brev!
men skylden er min portners. Tjeneren kommer i dette øjeblik og siger: ”her er
et brev, som kom i går!” Hvorfor fik jeg det ikke da det kom? spørger jeg; ja
det ved mennesket ikke at svare på; nu åbner jeg epistlet, og ser at det alt
skulle være hos mig i tirsdags. Jeg gjorde larm, men nu vidste ingen når posten
havde bragt det. Imidlertid griber jeg straks pennen for at takke Dem at De så
snart skrev mig til. […] – Det var da en kort tid De var i København, det ærgrede
mig mere, end De tror, at De ikke ved mig, kom mere i teatret, end til Den
sorte Domino, at der dog ikke var en aften til! – De beærede mig heller ikke
med en visit; jeg tænkte ofte på det, når jeg var sammen med Dem, om jeg ikke
skulle sige, at De med fru Læssøe dog måtte se op til mig, men altid fortalte
De, at Deres tid var så besat og at De ikke holdt af at gå den lange vej til
fru Læssøe. Nu, Vulle fik De da at se, og uagtet hun ikke ville kysse Dem, står
hun jo dog på en ganske ordentlig plads i Deres agtelse. På torsdag skal Den
Usynlige paa Sprogø opføres, tænk på mig og den klokken 9, da bliver den
rimeligvis udpeben, thi er der nogen slags grund der til, så sker det; der er
altfor mange, som ser på mig med onde øjne, man ønskede gerne at jeg var glemt
og borte, det sidste håber jeg sker om ikke så mange år! I grunden er der ikke
stort ved os alle sammen, hver sidder for sig i den ene vægtskål og hele verden
i den anden, og derefter handler man, når man er usædvanligt retskaffen. - -
[…] I søndags var det
afgjort at fru Drewsen og Louise Collin skulle rejse til badet i Ems, det
eneste, der efter lægens udsigende kan skaffe fru Drewsen sin sundhed; de
glædede sig såmeget til turen, men mandagmorgen var den glæde forbi, der blev
ildløs i Studiestrædet, hvor politiassessor v. Osten kom så skrækkeligt til
skade at han mere vist end år og dag må ligge på hospitalet, nu er altså alle
hans sager gået over på Drewsen, og han kan da umuligt få lov at rejse
med sin kone og uden ham sker rejsen ikke. […] (208)
I mellemtiden havde Andersen skrevet og
afsendt et brev, til Jette Wulff, som da opholdt sig på Nysø. Fra dette brev,
der er dateret København den 1. maj 1839, skal følgende korte passus citeres
her:
[…] Tak for Deres
lille, nydelige søstykke, jeg ser tit om dagen på det; er der noget i at De har
ladet alle pigerne derpå vende mig ryggen, ja igrunden alle figurerne der, på
én mand nær? Fra Ingeborg og Louise skal jeg hilse Dem. Det går dårligt med
Ingeborgs hals, men hun har et velsignet humør. […] (209)
I de ovenfor citerede få linier fra brevet
til Jette Wulff, berører Andersen indirekte sit store personlige problem med
kærlighedslivet. Han associerer fra pigerne på maleriet, som alle vender ryggen
til ham, til kvinderne i det virkelige liv, som i overført betydning jo også
”vendte ham ryggen”. Det samme gør mændene på maleriet, med undtagelse af en
enkelt mand, som Andersen formentlig har forestillet sig som værende Edvard
Collin, skønt denne jo på sin vis også afviste Andersen, når han lejlighedsvis
blev altfor kvindelig blødagtig i sine udtryk og adfærd. Der var da også fortsat problemer mellem de
to venner, som formentlig i hovedsagen skyldtes Andersen og hans vanskelige
sind, når det stak ham. Det fremgår indirekte af det lille epistel, som Jonas
Collin tilsendte ham den 9. maj 1839 og som kort og godt lyder:
Kære Andersen
hvorfor har vi ikke set
Dem i et par dage? Besøg i alle fald dog mig, / Deres / Collin. / Chr. H. f.
Dag 1839 / Hanne Boye er kommen fra Norge. (210)
Der foreligger ikke mig bekendt nogen
dokumentation for, om Andersen ”blev god igen” og fulgte Jonas Collins
opfordring, men noget kunne dog tyde på det. Dels at det lykkedes ham at få
økonomi til at kunne arrangere den nye rejse til Sverige, og dels, at han
allerede fra rejsens begyndelse genoptog korrespondancen med især Jette Collin.
I
sommeren 1839 foretog den altid rejselystne Andersen en udflugt til Sverige, hvor
han jo havde venner og bekendte fra sin forrige Sverigesrejse i 1837. Det var
under Sverigesrejsen 1839, at Andersen traf sammen med den unge komtesse
Mathilda Barck og dennes broder, greve Nils Ludvig Barck, et møde, der fra
Andersens side resulterede i en midlertidig dobbeltforelskelse i begge. Men
Andersen arbejdede fortsat ihærdigt på at realisere sin drøm om en ny
Italiensrejse, som det imidlertid ikke lykkedes ham at få realiseret, før
omkring et år efter det her omhandlede tidspunkt. Foreløbig vil vi derfor her
koncentrere os om året 1839, for at se på, hvordan Andersens forhold var til
familien Collin og mere specielt til Edvard Collin og dennes yngste søster
Louise. (211)
Den 22. juni 1839 påbegyndte Andersen sin
nye Sverigesrejse, som via Malmø gik til godset Hyby hos friherre Carl Gustaf
Wrangel von Brehmer. Allerede samme dag skrev og sendte Andersen et brev til
Jette Collin, som han ellers ikke plejede at skrive breve til, og som han i
hvert fald havde et godt forhold til, også selvom hun faktisk heller ikke
besvarede hans breve, i hvert fald ikke i denne omgang. Men at Andersen ikke
skrev og adresserede breve til hendes mand, Edvard Collin, kan formentlig
skyldes, at Andersen har vidst, at vennen havde for travlt med sin profession,
til at kunne genoptage en tidkrævende brevveksling. Eller måske var der stadig
”en kurre på tråden” mellem de to. Det blev dog i øvrigt også kun til dette ene
brev, som Andersen skrev til Jette Collin under sin Sverigesrejse. Andersens
brev til Jette Collin er dateret Hyby i Skåne den 22. juni 1839, og herfra skal
følgende citeres:
”Her kommer et brev fra
Skåne”, et lille epistel, men ikke nydeligt, som den det skal til. Overfarten
var fortræffelig, alle var raske, kun Molbech, min ven og rejsekammerat,
klagede over at han ikke var vel. Bournonvilles svigerinde og Bournonvilles
børn gjorde søturen med, solen skinnede Molbech viste tænder, alt var højst
behageligt; Malmø tog sig ganske anselig ud, og jeg fandt straks en venlig
modtagelse, en grev Thott førte mig op på byens rådhus hvor jeg så en prægtig
sal med nogle og tyve lysekroner; svenskerne gik fiffigt klædt, og én kom til
hest og mindede mig om min ven Theodor. Efter at have ventet 3 timer på
”sjuts”, kom der da en karre med to heste, thi jeg skulle køre standsmæssig, og
i aftenstunden blev jeg rystet af sted på en vej, der havde den virkning at
hvis der flød mælk i mine årer i stedet for blod, så ville jeg være bleven til
smør. Nej, du forbarmende! hvor det var en kørsel især med mavepine, denne
synes ellers rent a været slået ihjel deraf! – Klokken 11 iaftes kom jeg til
Hyby hvor baron Wrangels modtog mig med særdeles gæstfrihed og glæde; jeg
skriver dette par ord i morgenstunden, hvor jeg endnu ikke har været uden for
en dør, thi regnen skyller ned, jeg er vakt ved et tordenvejr, som
gennemdundrede hele gården. Mit værelse er med malet gulv og spytbakken pyntet
med immorteller; udenfor vinduet er en have og mellem træerne bondebyens
kirketårn, højt som jeg selv og spids, som – ja her ser De billedet.
[Her har Andersen tegnet et kirketårn, der
rager op mellem trætoppene]
Andet kan jeg ikke se! Opad dagen vil jeg slutte mit epistel så er
der vel lidt at fortælle; nu har jeg tusinde kys til min søde Vulle, men siger
hun ”inte!” så skal Mumme have dem alle, den lille Mumme er meget elskværdig!
Lad fru Collin senior læse dette lille epistel, thi hun har sagt mig at Theodor
ikke lader hende læse hans brev. Sig hende at jeg ønsker hende ret et godt
humør og at hun snart må høre glædeligt nyt fra de rejsende børn. Hils fru Boye
med datter, samt den kære Augusta Collin. Nu vil jeg lade pennen hvile for
nogle timer, stort bliver nok ikke pointet af dette epistel, men det viser dog
min gode vilje og lyst til at skrive! / Deres trofaste ven / H.C. Andersen.
E.S. Frokosten var varm
og god. Til middag skulle vi alle være på godset ”Häckeberga” hvor der er
fornemt selskab. Det er skade at jeg ikke kan blive krøllet, det klæder mig så
godt. Vejret er slet! Hils Deres mama! / Digteren. (212)
Det ville jo næppe ligne Andersen, at sende et brev direkte til
Jette Collin, lige som hans breve til Louise Collin formidledes via enten
søsteren Ingeborg eller broderen Edvard. Derfor var Andersens brev af 22. juni
1839, som angiveligt er afsluttet dagen efter, blevet sendt som indlagt brev i
et brev til Theodor Collin, dateret 23. juni 1839. Fra dette brev skal der dog
kun citeres nogle få relevante passager:
Kære ven!
I dag må jeg allerede
skrive vil jeg have brev til Dem, kun i dag og på fredag går posten fra Hyby,
jeg griber altså lejligheden, skønt det er ikke stort hvad jeg kan have at
fortælle Dem. – […] Baronesse Wrangel spurgte mig om Deres søster Ingeborg var
rejst, det undrede mig at høre hende tale om familien hjemme, som jeg troede
hun ikke kendte til, men fra frøken Boeck havde hun besked om hele Ems-rejsen.
– Da jeg kommer om otte dage hjem vil jeg ikke herfra skrive Deres søstre til,
men nok begynde på brevet, som jeg da selv kan bringe til København. Det er
dumt at jeg allerede i dag må skrive, vil jeg sende brev til hovedstaden, jeg
ved jo så godt, som intet om Sverige. Hils i ”Foreningen” vore fælles venner og
tænk på mig med samme hengivenhed, som jeg tænker på Dem. Indlagt følger et
lille brev til Jette Collin, vil De lade det besørge til hende, men før det
sker, kan De lade Deres moder læse det, jeg siger da på den måde god dag til
hende. Sig til Lind: Tak for den tilsendte bog og bed ham i sit næste brev til
udlandet, hilse fra mig. –
Mor Dem nu selv så godt
De kan og tænk på der kommer en tid, måske snart, når først eksamens-træet har
blomstret over det grønne bord, at De flyver til Paris! De har megen glæde,
megen lykke tilgode, og kender jeg Dem ret vil De også gribe den når den
kommer. Nu ved jeg intet mere, uden at jeg ønskede De var her for at De kunne
få Deres formiddags prygl, som De har så godt af og som jeg tror har styrket
Dem meget i den senere tid. Kys alle damer fra Vesterport til Øster- og sig det
er fra digteren H.C. Andersen, / Deres trofast hengivne / H.C.A. (213)
Under
sit forholdsvis korte ophold i Hyby fra 23.-26. juni 1839, tilmed med udflugter
til diverse andre steder i omegnen, lykkedes det som tidligere nævnt for
Andersen at opleve en ny dobbeltforelskelse, der dog ikke havde samme intense
karakter, som hans tidligere dobbeltforelskelser i henholdsvis Riborg og
Christian Voigt og i Louise og Edvard Collin. Andersen omtaler sin nye romance
i et brev til Jette Hanck, dateret Hyby i Skåne den 27. juni 1839, der dog
først blev skrevet færdigt og afsendt den 1. juli s.å. Fra dette brev skal
følgende relevante passager citeres:
Uagtet jeg næppe sender
mit brev afsted før jeg igen er i København vil jeg dog her begynde på det. De
ser af overskriften at jeg er i udlandet. Forrige uge tog jeg med dampskiber
herover og befinder mig særdeles ven hos vore svenske naboer; […] På Torup
gjorde jeg bekendtskab med grev Barcks, hvor den ene af komtesserne gjorde et
dybt indtryk på digterens hjerte, vi samledes igen ved et besøg på Borringe hos
grev Beck-Friis hvor jeg læste Mulatten og blev ret hyldet, men jeg mærkede
også at hjertet stod sig meget godt, da det snart hældede til Mathilda Barck,
snart til Louise Barck; broderen, den unge greve, som er militær, men og
student, har jeg i dag besøgt i Lund og vi så der den gamle domkirke,
kryptkirken er dog den interessanteste del; her stod en Madonna i krogen, som
edderkoppen havde spundet sit væv over. […]
Nu er jeg også flyvet
over vort nordlige hav; imorges klokken 8 gik jeg på skibsbroen i Malmø, og
klokken 10, var jeg i en droske gennem Københavns Amaliegade. […] jeg blev
ordentlig blød om hjertet ved denne kærlige modtagelse i Hjemmet. Collins havde
længtes efter mig; jeg har breve fra de bortrejste, det sidste var fra Brehmen;
fru Drewsens bryst tåler ikke godt rejsen. Louise har været henrykt over
Hamborg. – […] Ved markedet omtrent kan De vente mig, vil Deres forældre da
have mig et par dage da er jeg meget taknemlig; skulle jeg komme for tidlig, da
er ulykken ikke større, end at jeg sover på Postgården og våger hos Dem. […]
(214)
Efter udflugten til Malmø og omegn var
Andersen atter tilbage i København, men allerede den 13. juli drog han på sin
årlige indenlandske sommerferie, som denne gang var forholdsvis kortvarig, kun
ca. 14 dage, og gik til Sorø, derfra til Odense og videre til Lykkesholm og
Glorup. Han var igen tilbage i København den 1. august. Men under opholdet i
Sorø hos sine gode venner, Lucie og B.S. Ingemann, skrev han et brev til Jette
Collin, dateret Sorø den 11.-12. juli,, hvorfra følgende skal citeres:
Sorø forekommer mig som
en flaske, porten er flaskehalsens åbning, der må man igennem og så ned til
bunds, hu hvor her er indesluttet og trist! Søen ligger så dorsk og søvnig, som
om den også kedede sig ved at være her, sumpen stinker, alle de nye anlæg er
byggede på hængedynd og træerne ser rådne ud – dog menneskene er højst
elskværdige, jeg har kun været her i to dage og hver dag ude i stort selskab, i
går var jeg til middag ved Bibelselskabet, hvor Bibelens skål blev drukket og
vi fik god mad og De ved jeg er ”en mand af god smag”. […] I formiddags var jeg
inde hos Paulsens for at jeg dog fra én af Deres bekendte kunne bringe Dem en
god dag. Jeg blev overdynget med jordbær og artigheder, vi talte om Vulle og
Mumme -! det er sandt hvorledes har de søde børn det, min lille ”Inte”! Og min
anden frøken ”Leeman”! – Hils dem fra deres digter! Vil De gøre mig den
tjeneste at lade Deres Niels eller Rasmus, gå hen i Hotel du Nord, spørge om
der er kommet breve til mig og er der, da tage disse, samt sige, at alle breve
(men ikke aviser og blade) sendes hen til Eduard, som jo da nok er så
elskværdig at slå en konvolut om disse, og sende mig, indtil videre, til
Odense. De må også holde Deres løfte at få ham til og det i ugen, at sige mig
lidt om vore ”bortrejste”, jeg er gruelig længselsfuld efter at høre noget. […]
[…] Klokken 5 i
eftermiddag tager jeg med dagvognen til Korsør hvor jeg vil sove denne nat og er
da i morgen (lørdag) i Odense. – Sig til fru Collin at jeg i morgen tidlig skal
besøge Birckners monument og i mit næste epistel, som rimeligvis bliver til min
ven Theodor, fortælle hvorledes det endnu holdt sig. De må da hilse det lille
menneske ret meget, ret hilse den kære fader, […] – Lev nu vel! ser De Gottlieb
så hils ham og lad mig vide når Gusta kommer hjem. Bring Deres Mama en hilsen
og pur nu Eduardo padre della Vulle til at skrive, selv tænker De jo på mig. /
Deres trofast hengivne ven og digter / H.C.A. (215)
Jette Collin har besørget det ærinde,
Andersen bad hende om, nemlig at opfordre sin mand, Edvard Collin, til at sende
de breve til Andersen, der lå i Hotel du Nord, for i sit følgende brev til
Jette Collin, dateret Glorup den 26. juli 1939, takker han derfor:
Min søde Vulles
elskværdige moder!
Tak Eduard for hans
omslag, det om brevene, jeg fik det i forgårs, thi det måtte søge mig op inde i
landet, jeg var da på Lykkesholm. Den ”godeste” Eduardo kunne gerne have skrevet
lidt mere, dog jeg er taknemlig selv for det lidet! hans ”omslag”, har trukket
de varmeste følelser ud af mit hjerte, jeg sender ham disse til tak og lover at
der straks skyder ligeså mange frem derinde, så at hjertet altid blomstrer med
en grøn buket for ham. Jeg skrev for nylig Theodor til; han har vel sagt Dem at
den drengeagtige kritik i Maanedsskriftet har afficeret mig! I dag sender jeg
over Nyborg brev til Louise i Ems. […] I de dage jeg var på Lykkesholm, hvorhen
jeg tog fra Odense, vandrede jeg daglig ene omkring i de smukke skove, der
tager fat hvor haven ender; jeg tænkte da på Sverige, mine venner der og min
erkendelse; jeg følte smukt den nordiske ånd, hvorledes de tre brødrefolk lidt
efter lidt vokser sammen, og da faldt det mig ind, men vi tre har jo ingen
nationalsang, jeg vil give dem én og som sagt, så skete det; jeg tror at får
den en r i g t i g melodi, én, som ”Kong Christian”, har det,
da kan den gerne blive skandinavisk, her er den. Lad Eduard læse den for sin
fader.
[Her følger i brevet sangteksten ”Vi er eet folk, vi kaldes
Skandinaver”, som er på 5 vers à 10 linjer]
Hils den yndige,
smilende Mumme, min affekterede Vulle og tænk selv smukt og venligt på mig. […]
[…] Greven har bedt mig
endelig at blive hos sig til onsdag i næste uge og jeg har lovet det, gid De
var her! det er just et ophold efter min smag, det er et slot ganske i
italiensk stil og med en have, som de engelske parker. Fortæl dem derom i
Amaliegaden. Det er muligt at jeg tager lige herfra til København, thi kun mine
kære der i det collinske hus, kan smage mig efter denne grevelige hyldete, Sorø
vil blive for hårdt oven på, dog jeg er endnu ikke ret bestemt. Greven er højst
elskværdig, viser mig alt, fører mig om som var jeg en udgave af Thorvaldsen. Lev
vel! / Deres / Digter! (216)
Som
nævnt var Andersen efter sin indenlandske sommerrejse tilbage i København den
1. august. I mellemtiden havde han pådraget sig en slem gang forkølelse og
følte sig sløj, men fik sig dog taget sig sammen til skrive i hvert fald eet
brev, nemlig til Jette Wulff, som hele sommeren havde været på Nysø, men som
for tiden boede hos sin søster, Ida Koch, der på det tidspunkt opholdt sig i
Frederiksborg. Brevet er dateret København den 9. august 1839 og heri begynder
han med at beskrive sin sommerrejse. Brevvekslingen mellem de to var i øvrigt
så godt som gået i stå, også selvom Andersen skrev flere breve til hende, men
som den åbenbart fornærmede Jette Wulff dog ikke besvarede. Fra brevet ovenfor
nævnte brev skal kun følgende relevante passager citeres:
Mia Sorella!
Ja, det går dårligt med
korrespondancen! […] Deres kære brev, jeg havde aldeles opgivet at få eet, løb
bagefter mig på min flugt, og jeg har fået det noget silde, men det har glædet
mig usigeligt, De er dog en god søster! – I morgen (den 10.) forlader Drewsens
Ems, og går om søndagen Rhinturen, derfra over Frankfurt, Gotha, Blanckenburg,
Brocken, Braunsweig, Lauenburg, Møln og Lübeck hjem, hvor vi venter dem den 24.
Heibergs har også brugt bade, og fruen har indstuderet Cecilies rolle i
Mulatten: På Louises Geburtsdag lod Heiberg badestedets musikanter give hende
en serenade med de tre melodier: Hr. Peder kasted’ runer, Kong Christian, og
Danmark dejligst vang og vænge. […] Vi tales ved! Luften bliver koldere,
skyerne rigere, løvet har nu sin bedste kulør, så det er snart mod vinteren, da
ses vi jo? Hils hver stork De ser og husk at den er min og Orientens fugl! / Broderen.
(217)
Den 15. august var Andersen rejst til
Nysø ved Præstø, hvor han efter invitation fra baron og baronesse Stampe
opholdt sig til den 29. august. Herfra skrev og afsendte han dagen efter breve
til både Jonas Collin og Jette Collin. Brevet til Jonas Collin er ganske kort
og skal her citeres ganske kort:
Straks da jeg kom her i
aftes blev jeg særdeles vel modtaget. Baronessen var meget elskværdig og
Thorvaldsen opvartede med kys. Jeg leverede ham Deres brev og sagde at dersom
han, med hensyn til dette eller i noget andet anliggende, behøvede en sekretær,
var jeg aldeles til hans tjeneste, men baronessen afbrød mig straks, at det var
hendes embede at bestyre hele korrespondancen. […] I dette øjeblik talte jeg
med manden, vi var alene; jeg lod et ord falde om han ville have en hilsen til
Dem, da jeg nu skulle slutte mit brev og han bad mig, på det hjerteligste takke
Dem for Deres skrivelse og sige ”ar såsnart skibet kom tog han øjeblikkelig ind
til byen, og da kunne De tales ved!” […]
Rejsen herud var meget
behagelig, kun frøs jeg lidt i morgenstunden. Hils Deres kone og de norske
venner. Hils min gode ven Theodor, Eduard og ikke at forglemme Jette med sin
ungdom. / Lev vel! / Deres sønlig hengivne / H.C. Andersen. (218)
Andersens brev til Jette Collin er også
ganske kort, og som nævnt dateret med samme dato, som brevet til hendes
svigerfar, Jonas Collin, altså 16. august 1839. Herfra skal følgende citeres:
[…]
Kys min søde, lille
Vulle og nik til den lille Louise. Det var nydeligt om Eduard skrev mig til,
men han gør det ikke. Ved middagsbordet rejste Thorvaldsen sig og drak min skål
til velkomst. Straks gav baronessen befaling til at bringe champagne og nu blev
skålen gentaget. Han og jeg, med fru Skou og en italienerinde gjorde i
eftermiddag en smuk tur, som jeg stod for; vi var på en bakke, der behersker
hele egnen, Møen med, oven i købet. Hils de kære i Amaliegaden! Og nu sov vel!
jeg er meget træt og søvnig. / Deres trofaste ven / Digteren. (219)
Som
det fremgår af ovenstående brev, afholdt Edvard Collin sig stort set fortsat
fra at skrive breve til Andersen, hvilket denne selvfølgelig var meget ked af
og bedrøvet over. Men han kompenserede til en vis grad, ved at holde sig i
brevkontakt med Edvards kone, Jette Collin, som havde overtaget sin mands
korrespondance med husvennen, i hvert fald indtil videre. Andersen skrev dog
lejlighedsvis også breve til vennen Theodor Collin, som heller ikke var flink
til at besvare Andersens breve. Medens Andersen opholdt sig på Nysø i august
1839, skrev og sendte han følgende brev til Theodor Collin i København. Brevet
er dateret Nysø den 23. august 1839, og herfra skal følgende citeres:
Min kære ven!
Uagtet jeg hver dag
tænker på at springe hjemad og da se Dem, da tale med Dem, kan jeg ikke lade
blive, at jeg må sende et lille epistel og dette understøttes af to grunde,
først skal jeg have brev til major Jenssen, som har oversat Spillemanden og nu
udgiver en samling af mine digte, men
indholdet af det brev bliver så lidet at jeg finder det for ringe at
betale sligt, som et helt brev, jeg kan altså skrive en art omslag til en af
vennerne; jeg havde først bestemt at skrive dette til den kære Jette Collin,
men så huskede jeg på hun havde fået nogle ord, min ven Theodor slet ingen, altså underholder jeg mig denne gang
med Dem, men må bede, at De vil lade det indlagte epistel, den dag De får det,
komme til major Jenssen, han bor ved Vestervold, men nummeret må De være så god
at efterse i vejviseren. Dernæst har jeg endnu en ting på hjertet, den ligger
mig meget nær; jeg tror at det er lørdagen den 31. august Deres søster kommer
hjem, men jeg har fået en uvished om det ikke skulle være i morgen den 24., er
dette tilfældet, da skriv mig øjeblikkelig, blot den ene linje, eller bed Deres
fader derom, at jeg får at vide, ”det er den 24. de ventes.” Er det derimod
først i ugens slutning (31.) at de kommer da behøves ikke skrivelsen, skønt De
ved nok ethvert epistel fra Dem er mig usigelig kært. Til onsdag den 28. har
jeg lovet at blive herude, da går der dagvogn ind og jeg kommer da rimeligvis,
skønt det kunne også stikke mig at komme lidt senere, nemlig dagen efter at
søstrene var komne, thi ved den første ankomst til hjemmet er der så mange der
vil modtage de hjemkomnes hele kærlighed, at jeg, der har dem næsten ligeså
kær, vil føle at jeg dog er en fremmed. Der ligger noget meget tungt i den
tanke, noget mere, end De vist kan indse, der aldrig har levet i et sådant
forhold. -
[…]
Men nu er her ikke
plads til mere! hils Deres kære forældre! hils Jette og Augusta, De ser dem jo
begge og tænk selv venligt på mig. / Deres broderligt hengivne / H.C. Andersen.
(220)
En af de sidste dage, hvor Andersen i
august 1839 opholdt jeg på Nysø, skrev han endnu et brev til sin gode veninde,
Jette Collin, i København. Brevet er dateret Nysø den 27. august 1839, og
herfra skal følgende citeres:
I dag ville jeg have
set Deres venlige ansigt, kysset min søde Vulle og talt med Eduardo, men her er
jeg endnu overtalt af baronessen og jeg bliver til på søndag, thi da Drewsens
først kommer lørdag så vil jeg helst være der anden dag, når de andre hjemme
har fået al den kærlighed de skal have, jeg vil så nødig føle mig fremmed og
kommer altså dagen efter. O, Gud hvor jeg længes efter de kære mennesker.
[…]
Hils den gode Eduardo
di Skozia og sig ham blandt andet, at jeg har skrevet jomf. Rieffel til. Bring
mange hilsener i Amaliegaden og da De ser Ingeborg, Louise og Drewsen før jeg,
så hils dem millioner gange, og lad Vulle kysse Dem fra mig, det er et
uskyldigt kys. Min ven Theodor glemmes ikke. Sig Augusta et kærligt god dag. /
Deres ven og digter.
E.S. Hils Deres moder!
(221)
Ovenfor citerede brev til Jette Collin,
er det sidste brev Andersen skrev til hende og hendes familie i året 1839, hvor
han i det hele taget sidst på året ikke var en flittig brevskriver. Til gengæld
fik han heller ikke selv særlig mange breve, men den 5. september modtog han et
længere brev fra sin noget skuffede og temmelig sørgmodige Odense-veninde,
Jette Hanck. Det sidstnævnte skyldtes især, at hendes fader, J.H.T. Hanck, i
tiltagende grad var alvorligt syg. Brevet er dateret: Lørdag den 30. august
1839. Herfra skal følgende citeres:
Siden den 21. juli har
jeg ikke hørt et ord fra broderen, og idag skriver vi den sidste august, ikke
en tøddel fra Sjællands grund i fem uger som hver har haft fire
postdage, det er netop tyve gange at jeg forgæves har ventet brev, jeg
har gjort over tusinde gisninger over grunden til denne tavshed. […] vi er Dem
jo alle så hengivne! Det er ligegyldighed har jeg tænkt, det er
sygdom, det er en dansk komtesse Barck eller – Lind har fået embede, og.
– […] – Hvordan lever Vulle? i mine sidste udjagede linjer fik jeg ikke
tilføjet en hilsen til hende, hun blev vel glad ved at se Dem igen fortæl mig
lidt om hvad hun sagde, hvorledes hun ytrede sin glæde og lad hende ikke ganske
glemme / Tante Jette.
[…] – Er Collins komne
hjem? – […] – Når De skriver da fortæl mig ret meget om Nysø, det interesserer
mig så meget at se de samme genstande gennem forskellige briller, indtrykket
deraf gemmer jeg hos mig selv, De kan være rolig for at det ikke kommer videre.
– Nu vil jeg ønske Dem tålmodighed til at læse dette lange brev, som De får
morgenen efter Deres hjemkomst. – Lev vel. (222)
Ovenstående brev svarede Andersen på i et
længere brev af 5. september s.å., hvorfra følgende passager skal citeres:
I denne eftermiddag fik
jeg Deres brev, det i det det kom mig i hænder gjorde mig glad, men da jeg
læste og læste, så ret Deres søsterlige sind og skuffede venten efter brev fra
mig gjorde det mig ganske ked af mig selv. ”Men har hun ikke fået et slags
epistel fra Nysøs”, tænkte jeg, ”i jomf. Salomons brev skrev jeg”. Først da jeg
kom om på sidste side så jeg at dette brev endelig var indtruffet. Jeg griber
nu straks pennen og havde alt gjort det, uden påmindelse; men efter at have
skrevet derude lå jeg bestandig på indrejsen og ville derfor ikke skrive
derfra, da alle breve går over København til Fyn. Tak for det smukke sindelag,
den godhed, som kun en søster kan føle for broderen, en sådan lyse der fra hver
linje. […]
Herefter fortæller Andersen stort alt,
hvad der er hændt for ham og han har oplevet siden sit forrige brev til Jette Hanck,
om opholdet på Nysø, om sin gode ven Thorvaldsen, om den excentriske baron
Stampes særheder og om sine små kontroverser med den ikke helt almindelige
baronesse Stampe, om et besøg derfra på Gisselfeldt, hvor han traf sammen med
prins Christian og dennes viv, Caroline Amalie. Endelig fortalte han om nyheder
fra Det kgl. Teater, hvor blandt andet forberedelserne til opførelsen af hans
seneste skuespil, ”Mulatten”, var på sit højeste, og til slut i brevet
fortæller Andersen om familiære anliggender i den Collinske familie:
[…] – Drewsens er
kommet hjem, dog fru Drewsen frygter jeg er ikke bedre. De har truffet flere
venner af Andersens Muse og det har glædet dem, især over et møde på Rhinen,
det var komponisten Mendelsohn-Bartholdy, da han hørte de var danske spurgte
han dem straks og de kendte forfatteren til Nur ein Geiger. Han elskede mig
højt og Ingeborg og Louise sagde da at jeg var dem så godt, som en broder,
Drewsen måtte vise ham min håndskrift og min bluse, som han havde med. […] Der
var endnu en mængde jeg skulle skrive om; det er en kedelig fornemmelse at
måtte, for papirets skyld, holde op med et brev, i det man ikke har sagt
halvparten af hvad man vil sige. Hils den fortræffelige tante og alle søstrene
ret meget, men især faderen og moderen fra Deres trofast, hengivne / A.
(223)
Den 25.-28. september skriver Andersen
atter et brev til Jette Hanck, som endnu ikke har besvaret hans ovenfor
citerede brev, men som besvarer begge breve i et langt brev af den 30.
september s.å. Heri fortæller hun om stort og småt i Odense og i sin familie,
om sine tanker omkring hans nyere digterværker og skuespil, og om sine egne
planer om en ny bog, hun har i tankerne, men ikke rigtig kan få sat på papiret.
Jette Hanck slutter sit lange brev med følgende bemærkninger:
[…] – Vulle hører jeg
aldrig noget om! – […] Levvel, tænk også lidt på, at de gamle venner lever. Lad
Louise Collin sige Dem nogle venlige ord, gå til Vulle, og tænk også lidt på /
søster Jette. (224)
I de følgende måneder af 1839
brevvekslede Andersen og Jette Hanck lige så ofte med hinanden, som tilfældet
havde været før i tiden. Andersen havde i mellemtiden fået udgivet en ny
samling ”Eventyr, fortalte for Børn” og udgivelsen af ”Billedbog uden Billeder”
var nært forstående. Andersen var i godt humør, ikke mindst, fordi hans
vaudeville ”Den Usynlige paa Sprogø” havde fået succes på Det kgl. Teater og at
der fra flere sider blev stillet store forventninger til den kommende premiere
på ”Mulatten”. Til gengæld var han blevet uvenner med både fru Bügel og
Bournonville, deller rettere sagt, de to var hver for sig og uafhængigt af
hinanden blevet uvenner med Andersen, hvilket han dog tog sig overraskende let,
angiveligt fordi han syntes det drejede sig om nærmest latterlige bagateller.
Men det er først i Andersens brev af 12. november, at der igen fortælles noget
om familien Collin:
[…] - Fra lille Vulle
skal jeg hilse Dem, hun var forleden ude hos en familie, børnene drillede hende
og så pryglede hun dem, hvilket hun selv fortalte da hun kom hjem. ”De drillede
Vulle, mig bankede dem!” Efter denne slagsmåls scene havde hun forlangt vin. De
ser således at hun er et højst uopdraget barn, men med nordisk kraft. […]
(225)
Den 18.
november 1839 er en lidt speciel dato i sammenhæng med Andersen og familien
Collin, for da skriver han et brev til – Louise Collin. Der var
angivelig opstået nogle uoverensstemmelser mellem Andersen og Jonas Collin, som
havde gjort Collin vred og Andersen dybt ked af det, og det var formentlig i
den anledning, at den forhenværende tilbedte havde sendt Andersen et medfølende
brev, som han hermed besvarer:
Frøken
Louise Collin.
Min ejegode søster!
Gud lønne Dem for Deres
deltagelse! I dette øjeblik læste jeg Deres brev! - De og Ingeborg er mig – hvad ingen vil være og blive for mig! –
Eduard har jeg alt længe måttet betragte som fremmed, han er det - og bliver
det! – Deres fader har jeg altid set op til, som til det ufejlbare, - han har stødt
mig så hårdt fra sig – kunne jeg kun selv indse min fejl, da ville jeg forandre
den – men jeg kan ikke! Og dog har han vist ret, når man dømmer, som en streng
Gud tør dømme. Jeg føler min afmagt, føler hvor lidet jeg gavner i verden, hvor
tom min hele stræben er – og dog tør man jo ikke dø. Jeg tænkte i går på døden,
som en kristen ikke skulle tænke på den, kun De og Deres søster stod så
trofaste for mig, den kærlighed De igår viste mig, lod mig føle at jeg dog
havde venner endnu – men hvorlænge! Bliv ikke vred på mig, men jeg tror ikke på
nogen venner mere! de kan forandre sig; jeg kan forandre mig! – Dog hvad ondt
der møder os, når vi ikke kan selv indse at det udspringer af vore handlinger,
kommer fra Gud i en højere hensigt. Tal ikke til Deres fader om den hele sag,
jeg beklager mig ikke, - jeg må jo, når jeg fejler, bære følgerne af mine fejl,
ske hvad der må, to søstre vil måske græde over mig når jeg har ro! – Vi ses
snart, og jeg skal være fattet og uden alle fagter. Gud velsigne Dem og Deres. Hils
Deres søster! imorgen taler jeg med Dem!!! / Broderen. (226)
I henhold til Andersens ovenfor citerede
brev til Louise Collin, var hans før så kære Eduard angiveligt efterhånden
blevet fremmed for ham, hvilket Andersen indtil videre havde måttet resignere
overfor. Hvad angår den aktuelle kontrovers, der åbenbart havde været mellem
Andersen og Jonas Collin, har det ikke været mig muligt at finde ud af, hvad
det var, den ellers så forstående og milde Jonas Collin angiveligt var blevet
så vred over. Men Andersen kunne så indtil videre glæde sig over, at han i
hvert fald fandt en vis forståelse og sympati hos de to søstre, Ingeborg og
Louise. Men som det også fremgår af brevet, så var Andersen ikke blind for, at
skylden måske kunne være hans, selvom han ikke var sig bevidst, hvad han havde
sagt eller gjort, der kunne give anledning til hans faderlige vens vrede. Siden
sine skoledage i Slagelse, havde Andersen opfattet Jonas Collin som Guds
superviserende og handlende redskab i forhold til ham selv. Derfor kunne
Andersen også skrive: ”Og dog har han vist ret, når man dømmer, som en streng
Gud tør dømme”, og ”hvad ondt der møder os, når vi ikke kan selv indse at det
udspringer af vore handlinger, kommer fra Gud i en højere hensigt.”
Imidlertid
fortsatte brevvekslingen mellem Andersen og Jette Hanck, og i et kort brev,
dateret tirsdag den 3. december 1839, kunne han meddele hende, at hans skuespil
”Mulatten” skulle have premiere samme dag, men at denne var blevet aflyst,
fordi kong Frederik VI var død denne dag kl. 8½ om morgenen. Om lørdagen havde
Andersen været gæst hos prins Christian og Caroline Amalie, som nu var blevet
det nye kongepar, han under navnet Christian VIII. Ved den lejlighed havde
Andersen læst højt af ”Mulatten”. Dette brev besvarede en bedrøvet Jette Hanck
i et længere brev af torsdag den 5. december samme år, og hvori hun trøster ham
med, at ”Mulatten” jo så må blive det første stykke, som opføres, når teatret
genåbner. Men hun kunne også godt se, at det måtte komme Andersen på tværs,
ikke mindst omkring hans planer for en snarlig udenlandsrejse.
Andersen besvarede Jette Collins brev i
et længere brev, dateret den 10. december, hvori han dels omtaler, hvad der var
sket og dels, hvad han havde foretaget sig i dagene forud for kongens død. Fra
brevet skal følgende citeres her:
[…] Om natten sov jeg
lidt febersyg og havde anelse om kongens død, thi om aftenen, da jeg var hos
Collins, og der talte om prøven, sagde den gamle Collin, gid at stykket må gå
rundt, at ikke kongen dør, han er meget dårlig! – ”O, så dør han vist i nat
eller i morgen, når stykket begynder!” udbrød jeg. […] De vil vide hvorledes
resten af tirsdagen gik; jeg var da om middagen hos Collins, hvor der var stor
bedrøvelse, thi kongen var personlig elsket der, dog beklagede de også mig, og
ikke et menneske mødte jeg den dag der talte til mig, uden at man ved at nævne
kongens død beklagede mig; endnu taler man til mig derom, der var en almindelig
interesse for at se Mulatten, der er i stort og godt rygte her i byen; muligt
venter man for meget. Aftenen tilbragte jeg i Studenterforeningen, hvor de alle
kondolerede mig. Nu er her grueligt trist, jeg savner teatret, dog længe varer
det ej; ja det er endogså forbavsende snart lystigheden begynder. Kongens
begravelse er bestemt til den 10. januar, det vil sige, om kisterne kunne blive
istand, og alt den 13. januar åbnes teatret igen, rimeligvis med Mulatten.
Altså om fire uger. […] Lev vel / ihast / H.C. Andersen / Broderen. (227)
Torsdag den 16. december skrev Andersen
igen til Jette Hanck, denne gang et kort brev, som hun besvarede i et længere
brev af 19. december, som han igen svarede på i brev af 30. december. Fra
sidstnævnte brev skal følgende citeres:
Det bliver i dag kun
nogle få ord! Min venlige tak for det gamle år og mine bedste ønsker for det
nye, kommende. Især dvæler min tanke her ved Deres fader! tryk kærlig hans hånd
fra mig sig til Deres kære moder at min tanke tit og ofte er hos dem begge.
Hvad min jul angår, da
var jeg søndagen forud hos Gottlieb Collin hvor jeg fik en smuk sofapude, et
lille digt skrevet af H.P. Holst fulgte med. Juleaften var jeg hos Wulff til
juletræ og derpå til Collins til grød; […]
Her er endnu en
skrækkelig trængsel om at se kongens lig, gaden er formelig spærret for
beboerne, Collins damer måtte forleden gå en hel time på gaden og kom dog ikke
ind; […] Begravelsen bliver den 15. jan. Bisættelsen i Roskilde den 16. Teatret
åbnes den 3. februar, rimeligvis ed Mulatten. […]
Lev vel! Hils alle
søstre! skriv snart, snart! / ihast / Broderen. (228)
Den 30. december 1839 udkom Andersens
herlige samling af fortællinger, nemlig ”Billedbog uden Billeder”, som han selv
betegnede som ”en arabesk”, ”en Tusinde og én Nat”-historie. Handlingen er kort
den, at en fattig knøs – Andersen selv, da han som 22-årig boede i tagkammeret
hos fru Schwartz i Vingårdsstræde - sidder på sit tagkammer og kigger ud ad
vinduet om aftenen, hvor månen er oppe, og den fortæller ham hver aften en ny
begivenhed rundt om i verden. Men i øvrigt var Andersen i hele denne periode
temmelig flittig som forfatter og dramatiker.
”Caspar doloris
Katafalken-Skjald”
Året
1840 blev et år, hvor Andersen dels foretog en ny, korte Sverigesrejse, som han
var blevet inviteret til af studenterne i Lund, som gerne ville hylde ham, og
dels en ny, stor udenlandsrejse. Andersen havde fortsat ihærdigt arbejdet på,
at kunne realisere sin drøm om en ny Italiensrejse, og det lykkedes ham
efterhånden at skrabe penge nok sammen til en sådan større rejse. Den
påbegyndte han den 31. oktober 1840, og den gik via Tyskland igen til hans
elskede Italien, hvorfra han efter et længere ophold drog videre den 17. marts
1841 og rejste til Grækenland. Derfra fortsatte rejsen til Tyrkiet og videre op
gennem Østeuropa og hjem via Ungarn, Østrig, Tjekkiet og Tyskland til Danmark,
hvor han via et kortere ophold på Fyn atter var tilbage i København den 22.
juli 1841. Denne store rejse fik sit litterære udtryk i rejsebeskrivelsen ”En
Digter Bazar”, som udkom den 30. april 1842.
1840 blev også året, hvor Andersen endnu engang forsøgte at få
korrespondancen genoptaget med sin kære ven Eduard, men foreløbig forgæves.
Derimod fortsatte han lejlighedsvis brevvekslingen med andre medlemmer af
familien Collin, og herunder ikke mindst med Jette Collin. Der findes dog ingen
breve fra nogen af de nævnte parter, før hen på efteråret, hvorfor vi må ty til
andre kilder, for om muligt at få noget at vide om Andersens forhold til den
Collinske familie i den første godt og vel halvdel af samme år. Denne kilde er
først og fremmest Andersens brevveksling med Jette Hanck og dernæst hans
brevveksling med Jette Wulff, som dog i ingen af tilfældene er særlig omfangsrig.
Det første brev fra Andersen til Jette Hanck i året 1840, er dateret
København den 17. januar, hvor Andersen dagen før havde deltaget i kong
Frederik VI’s bisættelse i Roskilde Domkirke. I brevet giver han en detaljeret
beskrivelse af begivenhederne, som ikke står tilbage for nogen nutidig
journalistisk skildring af en sådan officiel sørgehøjtidelighed, måske lige
bortset fra, at Andersen også havde blik for de mere komiske og dramatiske
sider af det, der foregik. Eksempelvis fortæller han, at kommandør Wulff havde
forfattet de vers, der stod på katafalken, og det berømt-berygtede
Københavner-vid skabte derfor den vits, at kommandøren var blevet adlet under
navnet ”Casper doloris Katafalken-Skjald.” - Der forekom tilmed pøbeloptøjer
ved Vesterport og på Vesterbro, hvor ophidsede bøller knuste ruderne i de
forbikørende kareter og kastede brændende fakler ind mellem folkene i
ligfølget. Noget lignende gentog sig i slotsgården ved Frederiksberg Slot, da
ligtoget gjorde midlertidigt holdt der, hvor kongen som dreng, sammen med sin
halvsøster, Louise Augusta, havde tilbragt deres barndom, men her indskrænkede
det sig til, at pøblen råbte og skreg og kastede med snebolde efter ligfølget.
I sit relativt lange brev af 17. januar, skriver Andersen, som jo deltog
i ligfølget til Roskilde, blandt meget andet følgende:
[…] Jeg, H.P. Holst, Gottlieb Collin og
Theodor Collin kørte klokken ét om natten til Roskilde; allerede ved porten,
hujede pøbelen af os og ude på vejen fik vi en snebold ind i vognen, vi blev
begloet og udgrint og dermed slap vi. […] Vi nåede Roskilde klokken fire om
morgenen, der var allerede da stort røre i gaderne, alt var optaget, men jeg
gik ind i et hus, præsenterede mig som H.C. Andersen, fortalte at den fejrede
digter H.P. Holst og to af konferensråd Collins sønner var ét selskab, der ikke
havde tag over hovedet, og vi fik det eneste værelse, der var, men hyggeligt
med varme og vokslys, en stegt gås blev sat på bordet og det var vor
morgenkost. – […] (229)
Jette Hanck svarede på ovennævnte brev i
et brev af 23. januar, men da dette ikke indeholder noget, der direkte vedrører
Collins, skal der ikke citeres fra det her. Det skal der derimod fra Andersens
følgende svarbrev af 6. februar, hvori for en gangs skyld Edvard Collin nævnes
direkte:
[…] Iaftes gjorde
Eduard Collin et selskab i anledning af Mulatten, men jeg var så træt og
søvnig, at jeg ikke sagde et ord, men næsten sov ved bordet. […] (230)
I anledning af opførelsen af ”Mulatten”,
var Andersen nu avanceret fra parkettet til hofparkettet i Det kgl. Teater,
hvor alle tidens Københavnske notabiliteter havde deres pladser. Det huede
naturligvis den ambitiøse digter ganske godt, for det betød jo en form for
anerkendelse af hans position som dramatiker, og desuden, at han ikke behøvede
at føle sig ”udenfor” i de bedre selskabelige kredse. Men i det hele taget var
Andersen rigtig kommet ”på bølge” i de dage, hvilket indirekte også fremgår af
følgende citat fra Andersens næste brev til Jette Hanck, dateret København den
20. februar 1840:
[…] I de sidste dage
har jeg været fra selskab til selskab, blandt disse var mest fremtrædende én
middag hos Gebhard Moltke fra Glorup, én aften hos statsminister Moltke; i går
i stort diplomatiskselskab hos Zahrtmanns og i dag diné hos min ven Eduard,
hvor der var Weyse, Hartmann, Hertz, Thorvaldsen, Heiberg, H.P. Holst, faderen
Collin og H.C. Andersen. […] (231)
Andersen
havde for øvrigt allerede en idé og plan til sit næste drama, som han indtil
videre havde givet arbejdstitlen ”Spanierinden”, men som endte med at få titlen
”Maurerpigen”, et stykke, som han desværre ikke skulle få så megen glæde af,
som tilfældet var med ”Mulatten”, tværtimod skulle det komme til at give ham
mange ærgrelser. Men vi skal frem til den 2. april 1840, hvor Andersen fyldte
35 år, før vi igen støder på en omtale af familien Collin. Sent om aftenen den
nævnte dato påbegyndte Andersen igen et brev til Jette Hanck, som han dog først
afsluttede den 6. april, og hvori han fortæller om dagens forløb, og herunder
skriver han blandt andet følgende:
Uagtet vi er lige ved
den tredje april, klokken er nemlig halvtolv i aften idet jeg tager papiret, må
jeg dog have skrevet ”den anden April” over, at De kan se jeg har tænkt på
søsteren. Tak for Deres brev, tak for de nydelige manchetter og Mulat-plakaten.
Hele dagen har det været vårligt, jeg har for første gang gået ud uden overtøj.
Imorges da jeg stod op var det første jeg fik, en pakke fra Reitzel, min gode
boghandler sendte mig alle Hverdagshistorierne, 6 bind, nydeligt indbunden,
kort efter kom den lille Recke, naiv og godmodig, som han er og jeg nød Deres
brev og beskuede søsterens gave! O, De er for god mod mig. Derpå gik jeg til
konditoren og drak chokolade med nogle unge venner. Derpå til Eduard Collin
hvor Vulle ønskede, det var hendes eget indfald: ”Gid du må få en lille
Frederikke!” Vulle forærede mig et skrivetøj i form af et dådyrhoved, så drak
vi kaffe og jeg gik til Collins, hvor Louise også havde et skrivetøj til mig,
Ingeborg et smukt kobberstykke og min elegante Theodor en stor
silkehalstørklæde af de moderne til syv rdlr. […] Om middagen var selskab hos
Collins for min skyld, suppe, ryper, fisk, skinke og kage og min skål blev
drukket og så gik jeg i teatret og så Barselsstuen og balletten ”de Danske i
Kina”, da jeg gik derfra, jeg blev i teatret gratuleret fra alle kanter,
standsede Thorvaldsen mig og midt på torvet for de skinnende stjerner kyssede
han mig på munden og ønskede mig så meget stort og godt at det halve kan være
tilstrækkeligt. Eduard fik mig nu hjem til sig, hvor jeg drak te, beskuede den
sovende Vulle og Lovelise ɔ: Louise, spiste til aften og er nu i Hotel du
Nord og skriver til Tante Annas forfatterinde, som De jo nok kender. Se det er
mit levnedsløb i dag. God nat! –
[…] Fru Drewsen ligger
da igen, af de gamle smerter i knæet, som hun fik ved et fald for et år siden.
[…] Lille Vulle sender sin ”Tante Anna” et kys og mange hilsener, hun siger
hver dag, ”når får jeg Mulatten at se, han er sådan en sød dreng!” og jævnlig
siger hun til moderen, ”Hr. Andersen er lynende gal over Mulatten!” – […] / med
broderlig hengivenhed. / Digteren. (232)
Aftenen dør den 9. april 1840, var der
indtruffet en begivenhed i Edvard og Jette Collins tilværelse, idet fruen denne
dag nedkom med sit tredje barn, en søn, som efter sin farfader blev døbt med
navnet Jonas Collin. Denne begivenhed omtaler Andersen ikke i noget brev til
Jette Hanck, men den er derimod noteret i Almanakken for denne dato. (Datoen
den 9. april 1840 associerer for folks som mig, der har oplevet det, den 9.
april 1940, altså præcis ethundrede år efter Jonas Collin den Yngres fødsel,
til Nazi-Tysklands besættelse af Danmark, en knapt så glædelig begivenhed, som
fødslen af et barn må siges at være!) Dagen efter, den 10. april 1840, noterer
Andersen i almanakken, at han var til middag hos Collins
Den 17. april, Langfredag, svarede Jette
Hanck i et ret langt brev på Andersens ovenfor citerede brev, og heri skriver hun
blandt meget andet følgende:
[…] Vulles naiviteter i
Deres sidste brev har interesseret mig mere end mangen en af Jean Pauls
aforismer, jeg ved ikke om jeg kan tilegne mig de hilsener hun sender Tante
Anna, er det tilfældet gengælder jeg dem af hjertens grund! Tak for
beskrivelsen over Deres geburtsdag, tak, fordi De den dag skrev til søsteren.
Til Tante Annas forfatterinde skriver De rigtignok er hun Dem da mere? […]
(233)
Den 13.-20. april 1840 rejste Andersen
som nævnt på en kortere rejse til Sverige, mere præcist som gæst hos baron
Wrangels på godset Hyby i Skåne og til Lund, hvor hen den 17. april blev hyldet
af studenterne ved Lunds Universitet. Den 23. s.m. skrev han et brev til Jette
Hanck, hvori han fortalte om sine oplevelser under Sverigesrejsen. Hyldesten i
Lund havde gjort et stort og uudsletteligt indtryk på ham, til trods for at han
var plaget af sin omtrent livslange følgesvend: tandpine! – Jette Hanck
besvarede Andersens brev i et meget langt brev, dateret den 28. april, men da
det ikke indeholder noget af relevant interesse i denne sammenhæng, skal et
derfor heller ikke citeres her.
Den 13. maj 1840 blev Andersens ”En
Comedie i det Grønne” uropført på Det kgl. Teater, et stykke, som oprindelig
hed ”Skuespilleren imod sin Vilje”, eller ”Komedien paa Landet”, skrevet af
Dorvigny og oversat til dansk efter Kotzebues bearbejdelse af N.T. Bruun, og
derefter bearbejdet af Andersen, som gav det den nye titel. Men da der ikke
findes breve mellem Andersen og Jette Hanck, før 10. juni samme år, kan vi ikke
vide, hvordan den kære Jette Hanck, som for øvrigt fra 1. maj havde fået
forlænget sin undervisning af børnene med en time mere daglig, Imidlertid var
der sket det, at Jette Hancks forældre var kommet til København den 19, maj, og
tre dage senere, den 22. maj blev adjunkt Hanck indlagt på Frederiks Hospital i
Bredgade med henblik på en operation for blæresten kompliceret med svær
betændelse af blæren og blærehalskirtlen (prostata). Hanck var patient på
hospitalet lige til den 23. juli, hvor han afgik ved døden, kun 64 år gammel.
I mellemtiden var der sket det, at den 4.
juni rejste Andersen på et tyve dages ophold på Nysø, og først herfra skrev og
afsendte han den 10. juni et lidt længere brev til Jette Hanck i Odense. Andersens
forrige brev til veninden var fra 23. april, så der var gået en rum tid siden,
hvilket han dybt beklagede og undskyldte med sin travlhed. Andersen havde i
øvrigt have besøgt Hanck og frue flere gange på hospitalet, for det nævner han
i sit nye brev til Jette Hanck. I brevet fortæller Andersen blandt meget andet
om, at der snart vil udkomme et nyt hæfte ”Eventyr, fortalte for Børn”,
indeholdende eventyrene Svinedrengen, Rosen-Alfen, Ole Lukøje og Boghveden.
Men havde Andersen været længe om på ny
at skrive brev til den spændt ventende veninde i Odense, som var stærkt præget
af sin syge faders tilstand og situation, så var Jette Hanck denne gang også
længe om at svare Andersen, for det skete først i brev af 12. september.
Imidlertid havde Andersen i mellemtiden været i Odense, hvortil han ankom den
24. juli, dagen efter adjunkt Hancks død på Frederiks Hospital i København. Det
var hans ubehagelige opgave at overbringe meddelelsen om faderens død til hans
døtre. I forlængelse af opholdet i Odense, havde Andersen også været på besøg
hos sin gode ven, greve Gebhard Moltke-Hvitfeldt på Glorup, og herfra skrev han
31. juli-4. august et længere brev til Jette Collin i København:
Her kommer da min anden
brev-due fra Fyn! den første fløj til fru Drewsen, denne må søge Tværgaden,
søge den smukkeste blomst der og altså – god morgen, min meget nydelige frue.
[…] Disse dage er gåede hen med at spadsere i den gamle, store have og
renskrive på Maurerpigen, jeg er nu færdig med at fuldkommengøre 3. akt! jeg
føler at dette arbejde er så helt og aldeles mit, at det er lykkes mig og at
det som dramatisk værk er langt over Mulatten, så jeg for første gang i mit liv
ret er kommet til bevidsthed om, at jeg er dramatisk digter! og at jeg vist vil
komme til at levere noget der skal leve, må leve, som det har sit liv i mig!
hvor jeg længes efter at De og min kære Eduard skal høre det i sin helhed, De
kender jo kun det sønderlemmede skelet. […] Vil De lade fru Drewsen læse dette
brev? – det kan De nok tjene mig i, jeg synes da derved ligesom at have sendt
hende en ottendedels epistel. – […] Faderen, Louise og Lind er vel nu
indtrufne. Hils ret smukt fra mig! Nu lev vel! Deres gemal, ungdommen, broder
og moder min kompliment! / Deres inderlig hengivne ven / Digteren. (234)
Libido-problemer
og teater-drama
For
resten havde Andersen også store problemer med sin libido denne sommer 1840,
hvilket fremgår af hans almanakker for den periode. Fristelser var der flere
af, idet han fik besøg af både Mathilda og Nils Barck, som han jo havde sværmet
for året før. Det hændte også at han sammen med sin ven, lægen Franz Brun,
opsøgte en prostitueret, som dog angiveligt ikke var visibel på det tidspunkt.
(Almanakker, s.43). Tirsdag den 11. august var Andersen tilbage i København fra
sin sommerrejse 1840, og den dag spiste han til middag hos Collins. Den 16.
august afleverede han angiveligt manuskriptet til ”Maurerpigen” til en skeptisk
Jonas Collin, men Andersen må også have haft et andet eksemplar, for ifølge
Almanakken læste han i de følgende dage stykket op for flere venner og
bekendte. Han havde i øvrigt hørt, at Heiberg, som var censor på Det kgl.
Teater, ikke ville antage ”Maurerpigen”, hvad Andersen blev temmelig opbragt
over. (Almanakker, s. 48). Den 28. august fik han vished for, at ”Maurerpigen”
var antaget til opførelse, og derfor opsøgte han allerede dagen efter, den 29.
august, fru Heiberg og læste stykket for hende, som var tiltænkt rollen som
hyrdepigen Raphaella, men fru Heiberg kunne ikke lide stykket og erklærede ligeud,
at hun overhovedet ikke ville medvirke i stykket. Det gjorde selvfølgelig
Andersen så fortvivlet, at han nedværdigede sig til at tigge og bede Det kgl.
Teaters ubestridte primadonna om at spille den tiltænkte rolle. Men fru Heiberg
var ubøjelig. (Almanakker, s. 49). Dette medførte et spændingsforhold mellem
hovedstadens velbjærgede kulturelle ”kongepar” og stakkels digter Andersen, som
havde i hvert fald to ting at varetage, nemlig dels sin digterære og dels sin
livsvigtige økonomi. Imidlertid kom ”Maurerpigen” først til opførelse den 18.
december, og da med den knapt så fremtrædende skuespillerinde Elisabeth Holst i
den rolle, der havde været tiltænkt fru Heiberg. Andersens ”Maurerpigen” udkom
i bogform 19. december 1840 og Heibergs ”En Sjæl efter Døden” den 21. december,
dog med årstallet 1841. (235)
I henhold til Andersens almanaknotater
for september 1840, var denne måned ikke så lidt af en plage for ham.
Problemerne skyldtes primært situationen omkring hans tragedie ”Maurerpigen”,
som han jo havde stillet så store forhåbninger til, men som ikke mødte særlig
stor velvilje og forståelse hos de folk, som havde myndighed til at bestemme
over stykkets videre skæbne. Blandt sådanne folk var, som nævnt, ægteparret
Heiberg, som Andersen i forvejen altid havde haft et lidt anspændt forhold til,
et forhold, der forståeligt nok ikke blev bedre af, at de to i øvrigt udmærkede
mennesker og kunstnere betragtede ”Maurerpigen” som et rent ud sagt dårligt
teaterstykke. Det smittede af på Andersens opfattelse af de to betydningsfulde
mennesker, som han havde et slags had-kærligheds forhold til. Had, fordi de
havde stor magt i det kulturelle liv, og fordi de havde en høj stjerne hos
familien Collin, og kærlighed, fordi han så op til dem som kunstnere. Den 3.
september 1840 kan man læse følgende bitre notat i Andersens almanak:
I går har Heibergs
været til middags hos Collins, for dem var der lystighed. Krænket dybt.
Sanselig og vild – fortvivlet. Thorvaldsen og baronessen trøster. (236)
Andersen var antagelig først og fremmest
skuffet over, at han ikke selv var blevet inviteret med til den nævnte middag,
og det blev han så fortørnet over, at han i nogle dage ikke besøgte Collins.
Tirsdag den 8. september var han dog som sædvanlig til den faste, ugentlige
middag hos Jonas Collin, som også søgte at trøste den fortvivlede digter, som
følte sig forsmået. Louise Collin har formentlig også søgt at trøste vennen,
for i almanakken for 6. og 11. september noterer han, at han henholdsvis havde
vist hende Thorvaldsens atelier på Kunstakademiet og dels havde haft en
venskabelig samtale med hende.
Vi skal herefter vende os til Jette
Hancks brev af 12. september 1840, hvori denne henviser til et brev, Andersen
havde skrevet til hendes moder. Desværre ses dette brev ikke bevaret eller i
hvert fald ikke trykt, men det danner til en vis grad baggrund for forståelsen
af indholdet i datterens brev til Andersen. Men i øvrigt ser det ud til, at det
er de samme anklager mod Heiberg og frue, der er blevet fremført i brevet og
som vi her allerede kender til. Men Jette Hancks sympati ligger uforbeholdent
hos Andersen, som hun søger at trøste, også selvom hun egentlig synes, at
”Maurerpigen” ikke rigtig er Andersensk, hvilket hun mener, er en svaghed. Men
ellers handler hendes brev om situationen efter faderens død og hendes søstres
fravær, som har efterladt hende alene med ansvar for sin svagelige moder. Men
altså ikke et ord om den Collinske familie. Vi skal helt frem til Andersens
svarbrev af (cirka) 1. oktober 1840, før vi igen erfarer noget, der vedrører
Collinerne. Det sker i følgende passage af brevet:
[…] det er som om der
hvilede en ond stjerne over ”Maurerpigen”; dette arbejde, som jeg engang har
elsket og sat så højt, er mig nu ligegyldigt, pinligt; det var min bestemmelse
forleden dag at rejse bort med H.P. Holst, som rejser den 14. denne måned, og
lade stykke være stykke, men Collin rådede mig derfra, da det muligt da ville
drages ud til næste år med opførelsen; jeg må altså blive i mit uhyggelige
hjem, i det kolde Danmark; nu rejser jeg rimeligvis først den 14. eller 16.
november over Hamborg, Braunsweig, Langensala og Nürnberg til München, hvor
Holst venter mig, vi bliver kun 8 dage i München og jager over Tyrol til Rom,
der er vi ved nytår; efter karnevalet går vi til Neapel og i påsken til
Sicilien, har jeg da ikke flere pengekommer jeg alt i sommer, ja i maj, til
Danmark, det er skrækkeligt at tænke på. Danmarks sommer er dog en vinter for
mig! men står mine finanser godt, da rejser jeg sidst i april til Grækenland,
måske til Orienten; er der derimod der krig, da går jeg til Afrika. Gid jeg må
dø ude! Det er mit inderligste ønske, det er mig en kval igen at se hjemmet,
jeg føler mig her så fremmed, så ene. Den dejlige Clara Falbe er i disse dage
blevet forlovet med min ven Louis Rothe, søsteren Ida er smukkere, var man rig
tog man hende. Louise Collin skal have bryllup, de første dage i næste måned,
jeg har lovet en lystig vise og den vil blive det, thi jeg skal jo se Italien..
København den 16. oktober.
Alt på den foregående side blev skrevet for 14 dage siden, Holst er
imidlertid rejst og mit stykke er rykket endnu længere tilbage på repertoiret!
– jeg har prøvet alle de kvaler og krænkelser nogen digter kan prøve fra et
teaters personale, tilsidst gør Hartmann mig ondt, musikken skulle være færdig
til i går og da den må afhentes, har han kun et eneste nummer færdigt, og lover
ikke før om 14dage resten. Nu løb bægeret over! jeg tog straks min lille sum ud
af Sparekassen, bad Collin arrangere mine pengesager, sagde mit logi op og i
morgen 14 dage som er lørdagen den 31. oktober sejler jeg med dampskibet Chr.
VIII til Kiel! mange penge har jeg ikke, men dog nok til at nå Rom og der er
jeg før jul! lad dem så skalte og valte med min tragedie, der mangler nu kun at
publikum skulle pibe af den, for at alt kunne være sket mod den. Lad gå! Alt er
en skæbne, jeg må udholde det, og vil! i Italien ånder jeg luft! stakkels
søster Jette der sidder i det lille Odense! dog der er hyggeligt, jeg flyver om
mellem fremmede! – Improvisatorens digter går til sit hjem! – O, det var dog et
sælsomt skæbne-spil om han skulle blunde der under græstørven! – Men min grav
vil ikke blive glemt, det føler jeg og har endnu den kraft, at jeg drømmer om
at se Grækenland og synge en ny Illiade! Guds vilje ske! Tyrkerne, som jeg vil
besøge, er mine trosforvante, de ved at der er en skæbne! […] – Hils Deres
moder! hun har lidt meget, prøvet alt hvad et stille hjem, en rolig havn kan
føle af storm og ondt! Hils de gode søstre, bed dem tænke mildt på mig; jeg
flyver bort! Måske ind i det land hvor vi alle mødes! / Broderen! (237)
Den gode digter var virkelig dybt berørt
af hele forløbet omkring ”Maurerpigen”, så meget, at han endnu engang ønskede
at dø, men naturligvis ikke for alvor, det var bare en tanke, der meldte sig
hos ham, når tingene gik ham ekstra meget imod. Hans tanker om, at hvis bare
han havde været rig, så ville han forlove og gifte sig, er også bare noget, han
lejlighedsvis fablede om, selvom han godt vidste, at det bare var løs tanke og
snak. Men foruden problemerne omkring ”Maurerpigen”, kendte han nu også datoen
for Louise Collins bryllup med Wilkens Lind, og han var i den anledning blevet
anmodet om at skrive en sang, hvilket han også gjorde, - formentlig med lidt blandede
følelser, for kærligheden – eller snarere den erotiske tiltrækning - til hende
var blusset op igen. Det fortæller han i et kort notat i almanakken for fredag
den 2. oktober 1840: ”Kærlighed til L.C. vågnet stærkt på ny! –” På denne tid
kæmpede Andersen meget med det, han selv betegnede som ”sanselighed”, så meget,
at han betroede sig til Theodor Collin, som ligefrem satte ham i forbindelse
med en ”madame” i byen, som han ledsaget af vennen også opsøgte og muligvis
havde samleje eller anden kønslig omgang med, som det hedder. Resultatet af
besøget hos den prostituerede blev i hvert fald, at Andersen følte sig øm i
penis og frygtede for at være blevet smittet med en kønssygdom, men frygten
viste sig dog heldigvis ubegrundet.
Ifølge Almanakken for tirsdag den 6. oktober 1840, var Andersen i øvrigt
blevet ’dus’ med Theodor Collin.
Den
20. oktober modtog Andersen imidlertid et svarbrev fra den altid forstående og
medfølende, men i dette tilfælde lidt ubehageligt overraskede og forvirrede
Jette Hanck, dateret mandag den 19.-20. oktober 1840, som indledes på følgende
måde:
Jeg havde ikke troet at
noget mere kunne give mig en så dyb indre smerte, som jeg følte i går ved at
læse Deres brev kære Andersen! Deres rejse er da så hurtigt bestemt, De kommer
ikke som jeg havde ventet gennem Odense, De rejser før Deres tragedie bliver
opført, jeg kan ikke ret fatte det alt sammen, og jeg har dog tænkt en hel lang
søvnløs nat derpå. Louise Collin skal have bryllup, De besøger ikke før Deres
afrejse Sverige, og hvis De var rig ville De tage (gud hvor De er en
ægte herre) Ida Falbe. Gudskelov at De ikke er rig kære Andersen, jeg hørte
netop forleden begge de dejlige frøken Falber i anledning af den enes
forlovelse meget omtale, som piger der af moderen var indøvede når, og
hvorledes de skulle slå øjnene op og ned og en sådan pige ville den mand vælge
der har ånd og sans for noget bedre, vælge af en flygtig forliebelse i en
modedame, hvis fine skønhed som oftest varer så kort, og hvad er der så
tilbage, eller af en ulykkelig trods for at forårsage den virkelige genstand
for sin tilbøjelighed en indbildt krænkelse og derved måske gøre både
sig selv og den ny udvalgte ulykkelig! Jeg kan ikke tænke mig nogen sand
kærlighed uden den der er grundet på agtelse. Dog smukke piger bliver jo gerne
misundte af deres eget køn og derfor også bagtalte lidt. […] Hvorfor skulle
Maurerpigen ikke være skreven under en god geniuses indflydelse, jeg tror hvert
digterværk har sin enten en god himmelsk eller en jordisk, således har jeg
altid i tankerne gjort Louise Collin til Improvisatorens. Er komtesse Barck
eller Fr. Falbe Maurerpigens? Se nu om rigdom, fornemhed og skønhed, eller
søsterkærlighed formår mest, stedsøsteren i Odense har vel særdeles yndlinge
blandt Deres arbejder men hun har også en god bøn for dem alle, og gør
Maurerpigen lykke som jeg sikkert håber, så vil jeg ved Gud dele
lidt af hæderen med de tre første. Forfatteren tilfalder naturligvis den
største part! Har Maurerpigen derimod ikke det held som jeg sikkert tror den
fortjener, så vend tilbage til søsteren, den ene idetmindste skal ikke svigte
Dem, hun kan intet savn udfylde; men dog mildne det. […] (238)
Det skinner tydeligt igennem dette brev,
at Jette Hanck var dybt berørt af, hvad hun havde læst i Andersens brev af 1.
og 16. oktober, men også, at hun har gennemskuet Andersen, både hvad angår hans
snak om at ville forlove og gifte sig, hvis bare han havde været rig, og hvad
angår hans tilbagevendende snak om gerne at ville dø. Hun ser tydeligt, at
baggrunden for hans aktuelle tale om at ville gifte sig med Ida Falbe, hvis og
såfremt, bunder i hans skuffede forelskelse i Louise Collin. Hvad Jette Hanck
derimod tilsyneladende ikke var klar over, er, at hans skuffelse på
kærlighedsgebetet i nok så høj grad skyldtes forelskelsen i Edvard Collin. Det
var jo også en forelskelse, Andersen gjorde alt for at skjule over for andre
end sig selv og vennen. Men i ovenstående brevcitat træder Jette Hanck samtidig
i karakter, idet hun kræver, at blive anerkendt lige så meget som Muse for
Andersens digtning, som tilfældet er med Louise Collin og Mathilda Barck. Jette
Hanck har dog indset, at hun ikke kan komme til at spille samme rolle, som de
to andre nævnte, fordi hun jo ikke er i den position, at kunne udfylde vennens
savn af erotisk betonet kærlighed. Hvilket jo ganske enkelt skyldtes, at
Andersen ikke på noget tidspunkt ser ud til at have følt sig seksuelt
tiltrukket af eller været forelsket i Odense-veninden, som han nærmest
opfattede som en kær barndomskammerat. Men den da 33-årige Jette Hanck følte
helt utvivlsomt ægte kærlighed til sin selvoptagede og omkringflagrende
digterven, der dog modnedes med tiden og viste sig som en både vis og
kærlighedsfyldt digter, men som ’kun’ var og forblev viet til sin digtermuse.
Men sin visdom og universale kærlighed havde han jo allerede vist i sine
værker, glimtvis i romanerne og særlig i eventyrene. Men Andersen ville partout
også være dramatiker og romanforfatter og anerkendes som sådan, skønt hans
force og egentlige gebet var eventyrene og senere også historierne.
Imidlertid fortæller Jette Hanck også i
sit ovenfor citerede brev, at moderen har planlagt at forlade Odense og flytte
til København til foråret. Det begrundes dels med, at et par af søstrene er
bosatte i hovedstaden, og dels med, at faderen ligger begravet dér. Herom
skriver den resignerede Jette Hanck blandt andet:
[…] dog Købh. gør mig
melankolsk, men kan det convenere moder, vil jeg jo vist også føle mig tilfreds
der. Ville De når De kommer hjem besøge den lille enkebolig som De nu besøger
Wulffs, Collinerne og fr. Læssøe? Måske! Men det ville i al fald kun blive på
få minutter. Når jeg ser Dem kan jeg aldrig tale med Dem som når jeg skriver,
ikke som i gamle dage i Tolderlund. Der er som et flygtigt syn, før jeg har
fået læberne åbnede er De borte. […] De rejser altså dagen før frøken Collins
bryllup; det gør hende dog vist ondt dog nej det måtte vel være hende pinligt
om De blev. Kære Andersen vær ikke alt for bedrøvet, vær ret stærk – vi glemmer
jo alle, kun nogle før, andre senere. Stoltheden er en god læge, kan den og
undertiden læge langsomt så læger den dog altid sikkert, derom er jeg
overbevist. Ingen, ikke det troeste væsen kan evig elske alene, det er usselt,;
men det er sandt! Levvel, tænk undertiden med godhed på mig De vil
være mig en kær broder, et af de venligste billeder fra ungdomsdagene i
Tolderlund! Levvel, nej, ingen er lykkelig.
Mine bedste bønner
følger Dem glem derfor heller ikke / Søsteren.
[…] – På lørdag vil jeg
tænke på Dem, og er det muligt som jeg tror at ens ånd kan omsvæve de
fraværende kære, så vil De ikke være ene i Syden. – (239)
Dagen
for Andersens afrejse fra København nærmede sig, og den og rejsen er det så
heldigt, at vi kan følge i hans dagbøger og i hans breve til vennerne. I
dagbogen for lørdag den 31. oktober 1840, har Andersen blandt andet noteret
følgende:
Den 31. oktober forlod
jeg klokken 2 København. Det var en tung afsked; i går aftes havde mine venner
givet mig hos Ferrini en afskeds fest, hvo Oehlenschlæger, konferensråd H.C.
Ørsted, Collin, etatsråd Lund og mange yngre af mine venner var. Oehlenschlæger
og Hillerup havde skrevet sangene; jeg sov kun lidt om natten; i dag sagde jeg
lev vel til Collins; de fulgte mig ud på skibet, Christian den Ottende, det var
en stærk blæst, søen stod ind fra Østersøen. Eduard C. var den sidste derude
jeg sagde lev vel, han trykkede et kys på min mund! O det var som mit hjerte
ville springe. Ingeborg og Louise så jeg endnu i båden. […] (240)
Som det fremgår af dagbogsnotatet, så
havde det i højeste grad overrasket Andersen, at hans elskede Eduard ikke alene
fulgte ham ud på skibet, for at sige farvel, men oven i købet havde kysset ham
og det lige på munden! Så overrasket og bevæget blev han, at det føltes som at
hjertet skulle sprænges. Det havde jo gennem mange år været Andersens
inderligste og hemmeligste ønske, at vennen ville vise ham sin kærlighed gennem
kærtegn og kys, ja, om det havde været muligt, også gennem seksuelle kærtegn og
kys. Men som vi nu ved, havde Andersen for længst indset umuligheden af sådanne
længslers opfyldelse, og især efter at den helt igennem heteroseksuelt
disponerede Edvard havde forlovet og giftet sig med sin Jette. Men til trods
for den situation og vennens tydelige afvisning af Andersens erotiske
tilnærmelser til sig, vedblev denne med at opfatte Edvard Collin som sit
hjertes eneste for alvor udkårne.
Opmuntret af sin kære Eduards afskedskys,
skrev Andersen allerede på andendagen for sin rejses begyndelse, hvor han var
nået til Kiel, et brev til sin kære Eduard, dateret Kiel den 1. november 1840,
og hvorfra følgende skal citeres her:
Min kære trofaste
Eduard!
Tak for al Deres
venskab, tak for det sidst øjeblik vi så hinanden, jeg bliver blød om hjertet
ved at tænke derpå! ja vi er og må blive venner gennem evigheder om vi endogså
ikke siger du til hinanden. Det var smukt og kærligt af Jette, at hun kom
ombord med; bed hende hilse Grethe Redsted! – Kys min egen Vulle tusind gange
fra mig! sig hun må ikke glemme sin digter, selv om han bliver ”to år” borte,
det er jo hendes tal. Louise og Jonas har allerede glemt hvad lyden af mit navn
betegner! de søde unger, de vil, når vi mødes, se på mig, som på en fremmed
mand. De fik dog min ”huske-seddel”. Glem ikke at jeg i München, om det er
muligt, får mit stykkes skæbne at vide.
[…] Hils alle nede hos
Thybergs, Ludvig Müller, i Studenterforeningen etc. etc. - Gid jeg i München
måtte få et godt brev! sig mig om fru Heiberg har sagt noget til mit brev;
fortæl mig, under hvad titel jeg stod anmeldt i avisen, giv Hartmann indlagte
lille epistel. Jeg glemte at give Dem den omtalte seddel at De kunne få
billetter ved første opførelse af mit stykke, her er en sådan. Sig mig, når De
skriver, om Mulatten er blevet spillet, om der i bladene har stået noget om
mig, dog er det ondt, lad kun være! Thiele må De endelig takke for hans venlige
afskeds brev, det var ret smukt og venskabeligt af ham. (241)
Eftersom Andersen angiveligt ikke huskede
Edvard Collins præcise adresse, har ovenstående brev til vennen sandsynligvis
været indlagt i Andersens brev af samme dato til den faderlige ven, Jonas
Collin. Fra dette brev skal følgende citeres her:
Min elskede, ejegode
fader!
Aldrig har jeg følt så
meget for hjemmet, som i går da jeg forlod det, og ved hjemmet forstår jeg
Deres hus og alle der, samt Edvards og Gottliebs; ingen søn, ingen broder kan
lide mere! – men det er godt jeg rejser, min sjæl er syg! selv for sine kæreste
tør man ikke, eller kan man ikke ret udtale hvad der trykker tungest! – O hvor
De ret i de sidste dage lod mig føle Deres kærlighed! Jeg elsker Dem som en
fader, vær mig det altid og jeg vil erkende at jeg har vundet uendeligt i denne
verden! – I tankerne er jeg hos Dem, sidder ansigt til ansigt med den jævne,
ærlige moder! min velsignede, elskede Ingeborg, som driller mig – o, nej hun
driller mig ikke mere! – den inderlig kære Louise! – O var dog Theodor hos mig!
hvor vi skulle banke hinanden! – Dog hvad er al det jeg skriver! Halv syg og
halv sovende løber pennen over papiret! jeg er i Kiel og bliver her natten
over, så angrebet er jeg af rejsen; vi havde en slem søtur, alle var syge og
jeg den der led mest, til sidst kunne jeg slet ikke få ondt mere, men det var,
som alle indvolde skulle gå ud. […] Hils Drewsen og alle børnene deroppe! især
Jonna! Nu skriver jeg ikke fra Breitenburg, men enten fra Hamborg eller
Braunsweig, og det bliver rimeligvis da til Gottlieb, som skal have en sang af
mig til Louises bryllup. Hils Lind!
Lev vel! min inderlig
elskede kære fader! / med sønligt hjerte / H.C. Andersen.
E.S. Send en buket
hilsener til den botaniske Have, etatsråd H. forstår sig jo på blomster, han
uddeler dem.
[på kanten af brevets side 2;] Bed Eduard sende mig sin adresse!
(242)
Allerede den 3. november betænkte
Andersen Odense-veninden Jette Hanck med brev, men efter som dette ikke
indeholder noget af relevant interesse for denne sammenhæng, skal brevet ikke omtales
nærmere her. Derimod vil vi se på det brev, Andersen skrev og sendte til Edvard
Collins ældre broder Gottlieb Collin. Brevet er dateret Hamborg den 5.-6.
november 1840, og herfra skal følgende passager citeres:
Kære ven!
For et par timer siden
kom jeg her til Hamborg og sidder nu am Jungf.stieg, hvor tankerne flyver hjem
til mine kære! – De har vist set mit brev til Deres fader eller det til Eduard,
De ved altså overfarten, […] sandhed er det, aldrig har jeg ude følt mig så
blød ved tanken om hjemmet, som denne gang, men ved hjemmet mener jeg det
collinske hus! o ja, jeg føler at det er mit hjem, Deres forældre og De som
hører nærmest der til er mine! o I kære! kære! Gud velsigne jer alle! Breve
venter jeg ene og alene fra den collinske familie! lad mig nu se at De og Deres
kone, begge tilsammen glæder mi med et epistel; til den 24. november, træffer
det mig ganske sikkert i München, senere må det adresseres til Rom. jeg sender
hermed en bryllups-vise for vor kære Louise, den er skrevet på Breitenburg, men
har ikke villet lykkes mig, jeg forsøgte på det i København, men da blev den så
vemodig, som den ikke skal være. Nu er min sang vist den sletteste ved
brylluppet, men sig til Louise og Lind, men De skal sige det bryllupsaftenen:
”Andersen ønsker jer begge to så lykkelige, som en broder kan ønske det!” Jeg
ved næppe dagen at brylluppet står, men min tanke vil dog være der, thi daglig
tænker jeg på dem. Sangen ligger løs her i brevet for at Louise ej skal læse
den før sin bryllupsdag. […] Hils Deres kære kone og de raske drenge. Bring dem
hjemme og hos Eduard mine bedste hilsener, del også nogle ud i Foreningen og
tænk venlig på mig! skriv til München! / med inderlig hengivenhed / H.C.
Andersen. (243)
Allerede
fire dage senere, påbegyndte Andersen igen et brev til Edvard Collin, denne
gang et længere brev, hvis første del er dateret Leipzig den10. november 1840,
og heri fortæller han indledningsvis om en ny og forunderlig slags oplevelse,
han har haft:
Min inderlig kære ven!
Brevet her, skal vel
ikke sendes hjem før når jeg, om Gud vil, når München, men da jeg iaften har
tid og rolighed og min tanke så ganske er hos Dem! ja jeg holder af Dem, kan De
tro! vil jeg dog begynde brevet. Her er jeg i Leipzig, bor i Stadt Rom og har
en udsigt over hele jernbane-gården, hvor troldvognene ruller til Magdeburg og
Dresden. Jeg har i dag første gang i mit liv kørt med dampvogn, 16 mil i
omtrent 3½ time, jeg er ganske henrykt, o havde De dog og alle hjemme været
med! nu ved jeg hvad det er at flyve! nu kender jeg trækfuglenes flugt, eller
skyens når den jager hen over Jorden; o, hvor den ene by lå ved siden af den
anden! hvor det nærmeste agerland for afsted, som det snurrende rokkehjul! Jeg
må da sige, jeg var gruelig angst for at gå med dampvognen, men jeg ville og
ser De! det er det forunderlige hos mig, som lader mig overvinde min medfødte
frygtagtighed; jeg havde den følelse: Du kommer aldrig levende derfra. Men da
jeg var i vognen og den brusede afsted og intet lufttryk generede, jeg var som
i min stue og træer og mennesker fløj mig forbi følte jeg mig vel! O de
stakkels kørende, de syntes at krybe, som snegle! Det var fra Magdeburg ti
Leipzig jeg for, over Halle, fra klokken 7 til 10½ og vi gjorde dog flere små
ophold, men kun eengang fik jeg lov af konduktøren at stige ud og hans øje var
bestandigt rettet mod maskinen mens jeg stod udenfor. O, hvor jeg beundrer den
menneskelige ånd! ja, den må være udødelig!; mit hjerte sang en hymne til Gud
så begejstret, som vist noget hjerte ha sunget det på den flyvende vogn. O,
således at rejse ja det er just det rette. Dampvognene, som jeg var angst for,
det er just min rejse-hest! – […]
Nürnberg den 14. november.
[…] imorgenstunden søgte jeg Mendelsohn-Bartholdy op, hvem Deres
søster har hilst mig fra på deres Rhinrejse; […] Jeg sagde til Mendelsohn, at
han havde talt om mig på Rhinen med nogle danske damer og jeg nævnede fru
Drewsen, ”nej, sagde han, hun hed ikke så, det var en navn der klinger som
Coline! Louise Collin! sagde jeg og han huskede hende tydelig! – jeg nævner
Louise! – ja kære ven iaftes (den 13.) da jeg var kommet her til Nürnberg havde
jeg en uforklarlig følelse af at det var Louises bryllups dag; jeg drak hendes
og Linds sål! Gud gøre dem ret lykkelige! jeg ved de har tænkt på mig! Mit
stykke går måske i aften første gang, går aftenen efter Louises bryllup. Skriv
om begge dele kære ven. – […]
Augsburg den 16. november.
[…] alle her i Tyskland behandler mig så himmelvidt forskelligt fra
de fleste i hjemmet; o Gud hvor jeg føler mig blød derved, ret ydmyg af
hjertet, ja jeg har et navn anderledes end de tror der hjemme; men kære ven,
jeg vil med Guds hjælp stræbe at fortjene det! – […] Kys Vulle, Lovelise og
Jonas og giv dem et stykke sukker for hvert kys, så længes de vel efter flere
kys fra mig.
München den 17. november 1840.
[…] Sig mig Louises bryllups dag og hils hende og Lind. Sig Deres
trofaste kære moder at hun så tit er i min tanke! Deres fader hilser De og
Ingeborg, min egen kære – skolemester! Hils Drewsen, Jonna og hele
børneflokken. Når Deres Jette læser dette brev, er måske min tanke hos hende! O
hvor man dog ude, lærer at skatte sine venner. Hils ret Gottlieb, Gusta og
børnene der! Hils Deres onkel, og sig han må holde sig frisk til vi mødes; tryk
Wilken i hånden og bring en venlig god dag til søstrene der. Min kære Theodor
skal få en geburtsdags present fra Italien. Hils Thybergs! Ja hils højre og
venstre, i stuen og på 1. sal og skriv snart min prøvede, elskede Eduard, min
bedste De’s-broder - / H.C. Andersen.(244)
Edvard Collin svarede ikke umiddelbart på
Andersens ovenfor citerede brev, men til gengæld modtog han et ganske vist kort
brev fra Jonas Collin, dateret København den 10. november 1840, hvorfra
følgende skal citeres:
[…] Deres ”Comedie i
det Grønne” gjorde betydelig lykke i søndags ved den Cetti-sahlertzske
underholdning; Molbech gik ikke bort; men han har vist haft en slags sø-ondt. I
næste uge skal der, sagde Rindom, være prøve på Maurerpigen; i denne uge er der
oplæsning på Familien Mazarin; De Uafhængige har ikke gået endnu. Alt var
udsolgt til Cettisahl. underholdning. For resten intet teaternyt; repertoiret
er mådeligt.
[…] – Jeg vil forgæves
finde på at fortælle noget nyt, men der er intet.
Lad os høre jævnlig fra
Dem og Deres rejsefælle / ganske Deres / Collin. (245)
Få dage efter at have modtaget
ovenstående brev, fik Andersen til sin store overraskelse et brev, der var
skrevet af Henriette Collin, Theodor Collin, Wilkens Lind, Edvard Collin, Ingeborg
Drewsen, Louise Collin, Jonna Drewsen, og Jonas Collin! Brevet er dateret den
14. november 1840 og eftersom hvert ’brev’ er forholdsvis kort, skal de alle
gengives her, og i nævnte rækkefølge, altså først Henriette Collin:
Kære Andersen.
Jeg ville gerne skrive ret meget, når jeg
blot vidste hvorledes; at vi savner Dem hver dag ved De vel; og at den gamle
moder bestandig nærer de moderligste følelser for Dem, ved De nok også – thi
aldrig har jeg været så bedrøvet over afskeden fra Dem, som denne gang; men jeg
håber dog at vi alle skal se Dem igen. Collin siger at dette brev først træffer
Dem i Rom – og der hersker feber! – vogt Dem og gide De må træffe den kære Emil
der – nu er vel Holst fra den, så vi ikke engang kan sende en hilsen til ham –
gid han ikke må længes for meget – det rykker ikke Dem kære Andersen men dog
lever vort hus og alle vore i Deres kærlige erindring – Hvad nyt angår så ved
De jo nok at jeg ved aldrig noget undtagen af aviserne derfor vil jeg holde op,
at de andre kan skrive noget bedre og
interessantere – og kun sige Dem at jeg aldrig skal glemme Dem og stedse nære
de moderligste følelser for Dem. / Deres veninde / Henriette Collin.
Da jeg endnu ikke har
fået noget brev fra dig, kan du heller ikke få noget fra mig, især da jeg har
overordentlig lidt tid; i øvrigt befinder jeg mig meget vel. Wilken ligeledes.
/ Din hengivne / Th. Collin.
Kære digter, store
mand!
Tillad, at en
ubetydelig person, der forholder sig til Dem, som en kældermand til en mand, der
bor på 5. sal, bringer Dem min hyldning. Vi savner Dem meget. og er ligeledes
overbeviste om, at De ofte tænker på os; De bemærker vel min beskedenhed, som
ikke tillader mig at sige mig. En mig forestående begivenhed er udsat på grund
af det fugtige vejr, som ikke vil tillade værelserne at tørres, men jeg håber
dog, at kirkeklokkerne i Frederiksberg Kirke om 14 dage vil ringe for Deres
øren, tænk da på mig og Louise. Om Jomfruen i det Grønne eller Maurerpigen har
jeg ikke hørt noget for nyligt, men da de Uafhængige nu er gået, vil hun
forhåbentlig snart blive sluppet løs. Det vil vist gøre Dem ondt at høre, at de
Uafhængige ingen videre lykke gjorde; dette må naturligvis være aldeles
uafhængigt af oversættelsen, thi den havde professor Heiberg besørget og den må
altså være god. Undskyld, at jeg har skrevet disse linjer med en stålpen;
Grunden var, at jeg ingen anden havde. Hils Holst fra mig; mor Dem godt og lev
vel! / Deres / W. Lind.
Og herefter følger så Edvard Collins
faktisk overraskende positive, lettere humoristiske og imødekommende indlæg i
familiebrevet:
Nej hvad skal jeg nu
skrive! Først tak for Deres smukke og kærlige brev, som De sendte mig fra Kiel;
det skal have været et slemt stød det i Øresundet, ja sådanne stød giver
verden. – Hvordan vi har det? Jo tak godt. G. sk. l. – Hør Andersen, mor Dem nu
godt, og kan De desuden fortjene nogle penge derved, så var det fortræffeligt;
se at De kan bedåre en boghandler, eller hans kone, til at give Dem nogle Louis
for arket af Deres værker. Og kom så hjem med Louis’erne. – Jeg håber, at de
andre har overtaget den rørende del af brevet, nemlig angående hvorledes vi
savner og længes efter Dem; hvor meget jeg endog længes, bliver jeg dog aldrig
så lang som De. At Jette ikke skriver med i dette brev, er en følge af, at jeg
skriver dette i Amaliegade, og hun er hjemme og ved intet deraf, da jeg havde
bestemt først at skrive når tøsen var løbet af. – Hvad der står om Dem i
bladene kan jeg ikke sige, da jeg ikke læser provins-aviserne; imidlertid har De
været omtalt i Løvebladet som én af hvem man kunne vente sig en nærmere
forbindelse med Ori-enten eller. – I det sidste vers af Pablos vise manglede en
linje, det kan jeg kalde orden i tingene, Hartmann var i stor forlegenhed, jeg
satte en linje ind, den er det bedste i hele visen, der er 3 kældermænd og ½
vittighed i den linje. Dersom der bliver klappet af den, skal jeg straks melde
det. – Alle mine hilser. / Deres / E. Collin.
Min kære gode Andersen,
vi længes besynderlig meget efter Dem, og savner Dem overordentlig, her bliver
ingen drillet, og her vanker ikke prygl; mit udmærkede talent til drilleri går
rent til grunde. Jeg skriver kun e par linjer denne gang, da jeg er så umådelig
træt, da jeg har været nogle ærinder ude i formiddag; men en anden gang skal
jeg nok skrive til Dem. De erindrer vel nok det løfte De gav mig i anledning af
mit brev. Vi, samt publikum morede os kosteligt forleden aften til Comedien i
det Grønne, vi lo så umådeligt, og det fik overordentlig stærkt bifald. Tak for
Deres hilsen til mig. Lev vel min kære kære ven, Gud give at De må more Dem
godt og savne os, hils Holst mange gange fra mig. Jeg skal hilse Dem mange
gange fra min mand og mine børn, de taler tit om Dem, Adolph ville have skrevet
til Dem, men han skal ned og passe på nogle drenge der leger i gården. Lev vel,
lev vel, og glem ikke Deres kærlige og oprigtige veninde / Ingeborg.
Min kære gode Andersen!
Man skal jo gengælde
ondt med godt, derfor vil jeg også skrive et par ord til Dem, endskønt jeg
endnu ikke har set et eneste venligt ord fra Dem, for faders brev, hvori der
måske var en hilsen til mig, har jeg ikke fået at se, og i Eduards brev, som
jeg så, var der ingen; så De ser altså, at når De ikke vil have, at jeg skal
tro, at De ganske har glemt mig, må De skrive til mig selv. Vi længes alle
efter Dem, og savner Dem meget. Vi tænkte så meget på Dem forleden aften, da vi
så Comedien i det Grønne, det glædede os sådan, at det gjorde såmegen lykke;
dagen efter fik vi det frem, og gik det helt igennem og fik os atter en dejlig
latter derover. Førend om 14 dage kommer Maurerpigen vist ikke frem, når den er
gået, skriver Eduard staks til Dem. Inden De rejste, glemte jeg at sige til Dem
fra Marie Wegener, om De ville få fat i hendes søn Theodor, og hilse ham fra
familien, vil De også hilse ham fra mig, når De ser ham. Om 14 dage tænker jeg,
at vores bryllup skal stå, dagen er endnu ikke bestemt, men jeg skulle næsten
tro, det blev den 25. i denne måned; vil De den dag lade Deres tanker være hos
os, kære Andersen! – Nu er De vel samlet med Holst, vil De hilse ham ret
hjerteligt fra mig, sig til ham, vi savner ham meget søndag formiddag. Jeg
ville ønske ham, at han ikke må lide formeget af hjemve, men sine venner må han
dog ikke glemme. Dem vil jeg derimod ønske, at De må lide lidt af hjemve, for
hvad ville De rejse for! Men nu lev vel, min kære ven! tænk undertiden på Deres
kærlige søster / Louise.
Kære, gode Andersen!
Da her just er plads
for mig at skrive Dem til, griber jeg denne lejlighed til at bruge pennen. De
kan tro at jeg savner Dem inderligt især søndag formiddag, da det næsten var
den eneste gang i ugen, a jeg kunne tale et alvorsord med mester. Der er en
digter, der skriver så smukt og så sandt, ”Hvor vi skilles fra hinanden er en
smertens Golgatha”, og dette så indholdsrige udtryk kan jeg, efter min ringe
mening, godt anvende her. De kan ikke forestille Dem med hvilken glæde jeg
hørte moder og de andre sige, at Deres ”Comedie i det Grønne”, havde høstet så
megen bifald. Jeg takker Dem usigelig meget for den venlige hilsen, De sendte
mig i brevet til bedstefader, det glædede mig så uendeligt, da jeg kan se
deraf, at den lille Jonna dog ikke ganske er forglemt iblandt de mange venner
og bekendte, der sendes hilsen til. Men jeg sidder her og kradser sådant
sludder op, så det er græsseligt. Jeg må ophøre, idet jeg beder Dem at sende
mange hilsener til Holst og sige ham at hans selskab er meget savnet om
søndagen, men ingens selskab savnes dog såmeget som Deres af Deres kærlige og
hengivne / Jonna.
Hvor Jonna kan skrive!
– jeg drømte om Dem i nat! Lev vel, hils Holst. 14. nov. 1840. / C.
[Jonas Collin].(246)
Efter
at Andersen må have modtaget ovenstående serie breve fra familien Collin, skulle
man dels på baggrund af brevenes meget positive og nærmest kærlige indhold, og
dels fordi der blandt de skrivende var Edvard og Louise Collin, have troet, at
han straks ville have dyppet pennen i blækhuset og svaret og takket. Men han
kan dårligt have nået at få ’familiebrevet’, inden han atter skrev et brev til
Jonas Collin, hvilket han gjorde i München den 22. november 1840. Af dette brev
fremgår det, at det er Collins brev af 10. november s.å., han svarer på. Fra
Andersens i øvrigt længere svarbrev skal følgende passager citeres:
Min kære faderlige ven!
Det falder mig aldrig
ind at jeg skulle kunne erholde brev fra hjemmet, før de sidste dage jeg var i
München; jeg ventede ej et ord før Eduard skrev og sagde mig hvorledes det var
gået med Maurerpigen, og rimeligt var det jo at et sådant brev først kom i Rom,
derfor kan De tænke hvor lykkelig jeg blev i går ved på posthuset at finde
tvende breve, det fra Dem og eet fra den kære Gottlieb! – Jeg kom just for at
gå i teatret, men da det var noget
tidligt og posthuset lå tæt ved, tænkte jeg, man kan jo sagtens spørge om brev,
så går tiden med det, og jeg overraskes da ved at erholde to; Deres håndskrift
kendte jeg og greb det glad og dog med en angst om det bragte mig noget ondt,
noget, som måtte bedrøve mig! O tak derfor! – […] Gottliebs brev glædede mig
usigelig, sig ham det; havde han følt min glæde derover, da ville han vist selv
være tilfreds med at have skrevet og det så snart, men hvad der især bevægede
mig var de få linjer Gusta havde tilføjet, de var så hjertelige, så ægte
søsterligt skrevet, at jeg kom til at græde. I teatret hvor jeg skulle se
Postillonen i Lonjumeau havde jeg slet ingen tanke for komedien, jeg gik bort
midt i anden akt, min tanke var så ganske i hjemmet og ved hjemmet tænker jeg
mig kun Deres hus; det er det sted som kan give mig hjemve, ellers ønsker jeg
aldrig mere, at se Danmark, hvor jeg har følt mig ulykkeligere, end lykkelig. –
Døm mig ikke hårdt for denne ytring, der er jo mange sorger, meget der kan
ligge i éns egen sjæl, som man ikke engang vil udtale for sig selv. – Såsnart
jeg kom her til München skrev jeg, eller rettere sluttede jeg et langt brev til
Eduard; jeg havde alt i Leipzig begyndt derpå. Det må de nu have erholdt og
hele familien må have læst det. Jeg ville ikke have skrevet så snart igen, men
da jeg fik Deres brev, følte jeg trang der til, desuden har jeg nogle
kommissioner, som jeg beder Dem overdrage den kære Eduard, han vil besørge, men
det må rigtignok være på det allerførste; […] Får jeg ikke brev her i München
om optagelsen af Maurerpigen, da venter jeg ganske sikkert at finde brev derom
i R o m når jeg ved nytårstid indtræffer der, så at jeg øjeblikkelig kan
skrive til Eduard om hvorledes mit nye kreditiv må stiles: […] Dog jeg ved, jeg
kan stole på Dem og Eduard, når jeg nu om fire a fem uger, i Rom hører igen fra
Danmark, kan jeg straks skrive, men bed derfor Eduard ret tydeligt sætte ud i
et brev, alt hvad der angår penge. Men nu til Livet i München. Jeg venter at De
har læst mit epistel til Eduard, der må være indtruffet for en 6 a 7 dage
siden, jeg knytter altså tråden i dette fast til hint. […] Vil De sige til
Augusta Collin at jeg straks bragte Morgenstjern den hilsen hun sendte ham og
han har pålagt mig, på det indstændigste, at hilse igen; vi talte meget om
Fritz og der var flere af hans venner der på ”Knejpen”, som alle talte så smukt
om Fritz, hvem, så sagde de, Danmark ikke nok havde vurderet. Gottliebs brev
var dateret den 12. oktober, der stod ikke et ord deri om Louises bryllup,
altså havde det dengang endnu ikke fundet sted. Nu hører jeg vist ikke derom
før i Rom! hils hende, som fra en trofast broder – O Gud, jeg får vandet i
øjnene ved tanken om hende – om Dem! om alle mine kære der hjemme! hils Lind!
ja hils det gamle hus fra mig! også jeg har mange erindringer derfra, mange
digterdrømme, mange ungdoms timer knytter sig til det hus, thi jeg hører jo med
til familien, skønt jeg er en fremmed! – Tryk den kære Ingeborg i hånden fra
mig og sig hende, at et par gange på rejsen, har det forekommet mig, at jeg for
altid havde forladt Danmark, at jeg aldrig så dem hjemme mere! og da er hun
trådt mest levende frem, med vemodigt, bedrøvet ansigt, så jeg har grædt, - hun
holder af mig ved jeg! – O Gud om jeg aldrig så hende og dem der hjemme mere og
dog måske var det godt, måske var det allerbedst for mig! – Guds vilje ske! – O
vær velsignet og takket min anden fader, min ejegode ældre ven, for alt hvad De
var mig! O Gud jeg elsker ingen som Dem der hjemme! – men jeg vil ikke skrive
mere iaften, jeg føler mig så ene, så vemodig. Holst er i teatret, jeg har
ingen lyst. Lev vel! –
E.S. Deres kære kone,
der er mig så moderlig god, hilser jeg tusind gange! Drewsen og børnene! min
egen Eduard og hans Jette! den gode, kærlige Gottlieb og Augusta, alle børnene!
glem ikke Vulle, det søde barn! Dog mig glemmer hun, hvis vi ikke mødes mere! –
Hils Ørsteds, Thieles, Hornemanns, Liebe og Stage, ja jeg ved ikke at nævne
hvem! men hils mine venner! endnu engang lev vel! – Theodor har jeg glemt at nævne!
og han er dog daglig i min tanke! jeg ser ham ved kaffebordet, ser ham med
Teckla vandre til Foreningen, giv ham en dobbelt hilsen, som han dele med
Wilken! – (247).
Nok så betydningsfuldt, som teater- og
pengeproblemer, var det for Andersen, at hans kærlighedslængsler havde vist sig
ikke at lade sig kunne opfylde eller tilfredsstille. Den skuffede
dobbeltforelskelse i Louise og Edvard Collin var stadigvæk pinefuld for ham,
men ét var, at Louise Collin ikke følte sig tiltrukket af Andersen som
mand, noget andet, den større skuffelse, at Edvard Collin af gode grunde, og
selv ikke med sin bedste vilje, så sig i stand til at imødekomme sin ven på
dette punkt. Det er den dybe sorg herover, Andersen underforstået giver udtryk
for i brevet til Jonas Collin i og med ordene: ”der er jo mange sorger, meget
der kan ligge i éns egen sjæl, som man ikke engang vil udtale for sig selv. –
Såsnart jeg kom her til München skrev jeg, eller rettere sluttede jeg et langt
brev til Eduard; jeg havde alt i Leipzig begyndt derpå.” – Som det fremgår af
de to sætninger, så forbinder Andersen de sorger, man end ikke tør udtale
for sig selv, indirekte med navnet og personen Edvard Collin. Derfor står
det uomtvistelig klart, at Andersen selv erkendte, hvad der var den dybere grund
til hans problemer på kærlighedslivets område, nemlig hans ”halve
kvindelighed”, som bevirkede hans forelskelse i Edvard Collin – og for resten
også i flere andre mænd, både før og senere. Men ikke nok hermed, hans ”halve
mandlighed” bevirkede, at han også kunne forelske sig i kvinder, som tilfældet
eksempelvis i det aktuelle tilfælde var med hans forelskelse i Louise Collin.
Sit seksuelle behov så han sig derfor henvist til at få dækket, dels ved onani
og dels ved lejlighedsvise besøg hos prostituerede. Men hvad Andersen derimod
endnu ikke havde erkendt og accepteret, i hvert fald ikke fuldt ud, var, at
hans ulykkelige dobbeltforelskelser i virkeligheden afgav stof til hans digter-
og forfattervirksomhed, og følgelig var et gode, om end et højst ubehageligt og
til tider pinefuldt gode.
Der
kan ingen tvivl være om, at Jonas Collin nærede en ægte interesse for og
kærlighed til Andersen som menneske og digter, men samtidig ikke var blind for
sin ’stedsøns’ svagheder, som han dog i reglen så igennem fingre med. Den 12.
december 1840 skrev og afsendte Jonas Collin på ny et brev til Andersen. Det
mest bemærkelsesværdige ved brevet er imidlertid, at Collin havde vedlagt et
brev, han allerede havde skrevet den 3. november s.å., altså få dage efter
Andersens afrejse fra København, men som kom retur til afsenderen. Det
sidstnævnte brev, som her skal gengives først, viser den store interesse og
kærlighed, som den faderlige ven følte for sin protegé:
Kære Andersen
Der er ikke længe
arriveret noget, som har gået mig så meget til hjerte som Deres afrejse, uagtet
jeg just ikke giver mine følelser luft, så de ikke er synderligen bemærkelige.
Vi alle savner Dem hvert øjeblik, og ved den tredobbelte geburtsdag i går blev
De ofte omtalt. Man har heller ikke undladt at beklage Dem formedelst den
stormfulde overrejse, og min kone har jævnlig spurgt om vind og vejr. Nu er De
formodentlig på Breitenburg, hvor De vist befinder Dem vel hos den ædle greve;
i Altona vil De sikkert også finde en venlig modtagelse både hos Freunds og
Schumachers. Og afskeden, som vist også trykkede Dem, vil De da snart finde
godtgørelse for dels i fornyelse af gamle bekendtskaber, dels i interessante
nye, som det vil ikke mangle på i Tyskland; det håber jeg virkelig, thi at De
må gå en lykkelig, glad, for Deres ånd frugtbar rejse imøde, er mit inderlige
ønske. Hvad mig selv angår, så holdt jeg ikke meget af Deres rejsebeslutning,
og det er ikke så urimeligt, da man i min alder ikke gerne mister nogen af sin
omgivning som man har kær, da den tanke så let opstår, om ikke det ”farvel”,
man siger, let kunne være det sidste.
Nyt kan jeg naturligvis
ikke have at fortælle fra disse to, tre dage; hilsener har jeg ingen at bringe,
thi jeg har ikke sagt til nogen, at jeg skriver til Dem, - ellers ville jeg
have haft en hel snes. Men da jeg ved, det vil glæde Dem, at få et par linjer
fra mig, medens De endnu er på dansk (i vidtløftig betydning) grund, så har det
moret mig selv at tænke, at jeg på en behagelig måde overraskede Dem med disse
linjer.
Lev vel gode Andersen!
/ Deres faderligtsindede hengivne / Collin. (248)
Collins brev, dateret København den 12.
december 1840, hvori i ovenstående brev var vedlagt, lyder sådan:
Kære Andersen.
Dette engang for Dem
bestemte brev, men som forfejlede Dem i Hamborg, må nu søge Dem i Rom, da De
har ønsket at få det, og det indeholder noget som jeg måtte gentage i et nyt –
thi jeg savner Dem ikke mindre nu end for 6 uger siden. – Dersom De er bleven
Deres beslutning tro, at rejse fra München d. 2. dec. så antager jeg at De kan
være i Rom, til jul eller når dette brev kan komme der, og jeg ville da ikke
gerne, at De forgæves skulle spørge efter et brev fra – det collinske hus.
Hvorledes det er gået Maurerpigen, ligger Dem mest på hjerte, og De må da vide,
at den endnu ikke er opført. Den blev i fredags ansat til at skulle gå i dag,
lørdag d. 12. dec., uagtet musikken ikke var færdig, men da Hartmann i onsdags
endnu ikke havde leveret den sidste del, og det altså var umuligt, at få dette
udskrevet og lært til i dag, kunne naturligvis stykket ikke gå. Endnu i dag er
en stump tilbage hos Hartmann, men den håber man at få så betimelig at stykket
kan gå på fredag, thi for resten er der intet i vejen. Skulle De nu få dette brev,
inden De får det næste, hvori vil blive meldt om dets opførelse, så vil jeg
bede Dem ikke at blive hidsig – dog så langt fra skuepladsen er De, skønt i et
varmt klima, dog vel koldsindigere end her. – Den anden sag, som interesserer
Dem, er Louises bryllup, det holdtes onsdag den 25. november i Frederiksberg
Kirke, og gæsterne samledes i Amaliegaden hos os. Deres sang var den første som
blev sunget – siden Oehlenschlägers, Hertz’, Heibergs, og tilsidst, da kun de
nærmeste var tilbage, en hjertelig smuk sang fra brødrene – af Holst; den
gjorde et dybt indtryk på os alle; det må De sige Holst, dersom han er fulgt
med Dem til Rom, og takke ham inderlig fra os alle.
Den 3. dec. blev Deres
og Oehlenschlägers 2 kantater i anledning af Fr. VI.s død, opførte i Frue
Kirke. Indtægten er bestemt som første bidrag til et monument (statue equestre)
over den salige konge – af Thorvaldsen.
Jeg har ikke fortalt
nogen her i huset, at jeg skriver til Dem i dag og derfor kan jeg ej bringe
nogen hilsen fra nogen i særdeleshed, men at vi alle med kærlighed og længsel
tænker på Dem og tit taler om Dem, det er en sandhed, så god som en hilsen.
Hvad nyt, der ellers
kan være passeret, erindrer jeg ikke, og derom gad jeg sandsynligvis ikke
skrive, da det ikke kan være af nogen vigtighed, siden det ikke falder mig ind.
Hils landsmænd i Rom;
adskillige af dem har dog nogen godhed for mig, hils Bravo, han vil snart høre
fra mig. Thorvaldsen er nu bestemt at rejse til foråret med den stampeske
familie, hos hvem han for det meste opholder sig. Han har været nogle dage i
Københ. men rejser i morgen til Nysø.
Lev vel, lev vel!
kæreste Andersen / Deres faderlige /
Collin. (249)
Andersen havde ikke modtaget de to
ovenfor citerede breve, førend han skrev og sendte et nyt til Jonas Collin.
Brevet er dateret Rom den 21. december 1840, og herfra skal følgende citeres:
Min kære gode fader!
Med dette brev følger
et til Ingeborg, vil De læse det, jeg skrev det i går og har deri fortalt min rejse
til Rom og min ankomst her. […] – Dette mit brev erholder De rimeligvis, de
første dage i januar, måske den 6. det bringer da min sønlige kærlige hilsen!
min tanke vil den dag ret levende være i hjemmet; Gud lad os alle beholde Den
længe, således, som De er! […] Bravo har bedt mig hilse Dem meget; han er højst
begærlig efter at vide ret noget om Thorvaldsen. Biblioteket hos ham sender
Eduard en hilsen. - Teologen Hermansen er her, han har ligget af kopperne og
fik alt frit på Capitoliet fordi vor konge engang har givet til syge-anstalten
her. Constantin Hansen har også været lidt angrebet. Begge to er de nu raske.
Roed sender hilsen til Eduard. Küchler maler flittigt på den bestilte
altertavle, han hilser Gottlieb, desuden beder han mig sige ham at han slet
intet har hørt om Thorvaldsen har betalt det maleri han fik, på samme tid, som
Marstrands, han beder Gottlieb pirre lidt derved, da han trænger til penge.
[…] Hils Deres kære
kone, Gottlieb med sin Augusta og drengene! hils Eduard, Jette og Vulle;
etatsråd Hornemann og familien der! Theodor besørger nok denne hilsen. Fortæl
mig hvem der nu egentlig er skyld i at Maurerpigen ej er spillet! sig mig – dog
det gør De ikke! Fru Heiberg lo vel af min skrivelse til hende da jeg rejste;
havde den gjort det indtryk, den burde, da havde De nok i de breve jeg fik i
München talt til mig derom. – […] – Nu god nat, alle mine kære der hjemme! –
Rom den 22. december 1840.
Før jeg sender brevet afsted, endnu et par ord; - med 400 species,
som sag kan jeg komme til Grækenland, med det halve, kun til Sicilien; lad mig
endelig snarest muligt høre derom og kan De - viljen ved jeg har De, - da får
jeg det højeste kreditiv på eengang der kan skaffes mig. Lev vel! Hilsen til
Lind og Louise! / Deres sønligt hengivne / H.C. Andersen. (250) :
Dagen efter, at Andersen skrev det
ovenfor citerede brev, viser det sig, at Jonas Collin på ny skrev et brev til
Andersen, hvori han med stor beklagelse denne gang desværre måtte meddele den
ikke særlig opmuntrende ’nyhed’, om den sørgelige skæbne, der var overgået
”Maurerpigen”. Collins brev er dateret København den 22. december 1840 og det
er tydeligt præget af, at den garvede teaterdirektør og konferensråd har haft
endnu sværere ved at sætte pennen til papiret, end normalt. Brevet, som
Andersen i henhold til almanakken modtog den 8. januar 1841, lyder således:
Kæreste Andersen.
Maurerpigen er nu gået
2 gange, første gang i fredags (18. dec.) for næsten fuldt hus, anden gang i
går aftes for temmeligt mådeligt (indtægt 135 r), så at det synes at være uvist
om den går abonnementet rundt. Fra teatrets side var den udstyret så godt som
muligt, smukke dekorationer, som modtoges med applaus, smukke dragter og
fuldtallige optog; også Hartmanns musik gjorde lykke; på spillet kunne vist
heller ikke klages, og mad. Holst har krav på Deres komplette tak, hun udførte
rollen fortræffeligt og vandt meget bifald. – Men desuagtet gjorde stykket
ingen lykke. Hvorfor? skal jeg ikke afgøre; det interesserer ikke; én scene,
som gjorde meget indtryk, er den hvor Raphaella i hytten beder, og overraskes
af kongen; men en anden scene, som var gruelig uheldig, er den hvor
Maurerkongen og hans datter kommer ind i samme hytte; de mange afbrydelser af
handlingen med dans, sang og optog gør også skade. – Jeg behøver vel ikke
forsikre Dem, min gode, kære Andersen, at dette udfald har bedrøvet os alle
meget, især fordi De havde lovet Dem meget af stykket, og derpå tildels baseret
Deres rejseplan. At fru Heiberg ikke kunne have hjulpet stykket frem, anser vi
for afgjort, thi, som sagt, mad. Holst gjorde udaf rollen, alt hvad der kunne
gøres.
Det er mig meget tungt
at bringe Dem denne Jobspost; men jeg ved ikke om Edvard skriver til Dem i dag,
og jeg kan vide, De er meget i spænding for at erfare noget om denne sag.
Ved siden af denne
efterretning kan intet passe. Jeg slutter altså. Min kone og Jonna, som erfarer
at jeg skriver til Dem, hilser Dem mange, mange gange; Ingeborg er ikke hjemme,
Louise er i sit hjem, / Deres faderlige ven / Collin (251)
Selvom
det egentlig ligger udenfor rammerne af denne artikel, at berette de nærmere
omstændigheder omkring Andersens forfatterskab i almindelighed, og tragedien
”Maurerpigen” i særdeleshed, så er en vis minimal omtale af stykket og dets
knapt så lystelige skæbne, nødvendig til en forståelse af Andersen og hans
sindstilstand i denne periode af hans liv. Derfor skal de væsentligste passager
i såvel Edvard Collins som i hans hustrus, Jette Collins, breve af den 1.
januar 1841, som Andersen ifølge almanakken modtog den 18. januar s.å.,
gengives her:
Kære ven! jeg vil
begynde året med at skrive til Dem. Nu ville jeg nok have den fornøjelse at
skrive Dem noget ret glædeligt til, men at dette ikke kan ske i anledning af
Maurerpigen, ved De allerede af faders brev. Jeg har opsat det for at jeg kunne
meddele Dem det økonomiske resultat, og det kan jeg desværre allerede nu, da
stykket, efter at være opfør tre gange, næppe vi gå tiere, idet mindste er det
bestemt at henlægges. Indtægten har været, foruden af abonnementet, huset en
gang, de to andre gange ca. 130 hver gang; resultatet vil blive, - hvis der
ikke er taget hensyn til den omstændighed, at stykket ikke varede fulde 5 halve
timer, at Deres andel bliver omtrent 300 Rdlr. – Skulle jeg nu nærmere udvikle
Dem grunden til stykkets skæbne, da ville det sætte mig i forlegenhed, thi jeg
kan ikke finde den i at det ikke er godt, eller blev slet udført, eller at
publikum var partisk imod Dem; thi intet heraf er tilfældet. ”Det tog sig ikke
ud” er det indtryk, som vi alle har deraf. Vi var, som De vel kan vide, alle på
teatret den første aften, men jeg – jeg vil kun tale om mig selv – havde mangen
ubehagelig følelse derved, og især den; at effektstederne i stykket ingen
effekt gjorde. Scenen. med de afbrudte samtaler ved dansen, hvor ellers
musikken var nydelig, var næsten latterligt arrangeret, man opholdt sig over de
mange processioner, de forunderligt hyppige sceneforandringer, […] Men den
vigtigste årsag til at stykket ikke tog sig ud, er formentlig de døde steder,
som de kalder det ved teatret, nemlig lange og brede diskussioner uden point
eller handling; […] Men vist og sandt har De uret når De skriver, at det
teaterbesøgende publikum har været partisk imod Dem; thi selvom det øjensynligen
ikke fængslede interessen, lød dog ingen mishagsytringer, men flere gange
bifald. […] - Med hensyn til afsætningen af det i bogladerne kan jeg ikke sige
Dem noget endnu, men det vist kun jævnt. At bladene ikke har bedømt stykket, og
Dem i anledning af Deres Fortale, skånsomt, ville være urimeligt af mig at
skjule, da De vel kan vide det af det foregående, men recensionerne skulle ikke
udmærke sig ved noget synderligt kritisk værd, med undtagelse af Fædrelandet,
som dog lader Dem vederfares en del retfærdighed. Dersom De for øvrigt tror, at
Maurerpigens dårlige reusseren har efterladt noget blivende indtryk i Deres
disfavør, så tager De fejl, thi det er allerede glemt; […] – Hos os som og i
familien er alt, Gud være lovet, ved det gamle; at vi ofte savner Dem, kan De
vel vide, såvist som jeg ved, at De, med al Deres higen efter udlandet og lyst
til at flakke om, ofte savner os. Min søde Vulle taler ofte til os om Dem og
ved at det er en belønning for udmærket artighed, når hun får lov til at se
Andersens Billedbog. Også den lille Louise kan huske Deres navn. – Den mørkeste
side vi for tiden har, er moders aftagende syn. Dog vi håber alle endnu stadig,
at det ikke har noget særdeles at betyde. – Lev nu vel, kære Ven, lad os nu
snart høre fra Dem, at De har det godt og ikke er afskrækket fra at søge nye
laurbær, skønt Maurerpigen ingen bragte Dem. / Deres / Edvard. (252)
Det særligt interessante ved Edvard
Collins ovenfor citerede brev, er, at han for første gang i noget brev til
Andersen, underskriver sig med sit fornavn. Denne mere intimt venskabelige
’praksis’ fortsatte i hvert fald indtil den 24. november 1843, hvor Edvard
Collin pludselig underskriver sig ”E. Collin, justitsråd.” Det skyldtes
angiveligt, at der endnu engang var kommet noget på tværs mellem de to i øvrigt
livslange venner, men igen forårsaget af Andersens selvoptagne, fornærmede og
anklagende udfald mod Edvard Collin. Denne var, som sin kone, naturligt nok
dybt sorgfuld som følge af lille Vulles død den 15. februar 1843, hvilket vi
alt sammen skal vende tilbage til i kronologisk rækkefølge. Her skal foreløbig
citeres den fulde ordlyd fra Jette Collins brev af samme dato, som hendes
mands, Edvard Collins, brev af 1. januar 1841:
Kære Andersen.
Edvard har efter min
anmodning gemt en side i sit brev til mig og jeg vil benytte den til at tale
lidt med Dem om det som naturligvis må opfylde Dem mest. At også jeg var til
Maurerpigen den første aften kan De vel vide og jeg er temmelig overbevist om
at ingen havde den fornøjelse deraf som jeg der kendte det så nøje og for hvem
ingen af dets enkelte skønheder kunne gå tabt. At md. Holst var fuldkommen i
sin rolles udførelse ved De jo alt, og det er sikkert nok rigtig når en
recensent i Berlingske Tidende mener at De ikke kunne have givet rollen i bedre
hænder end hendes; det var et fejlgreb da De troede at have skrevet den for fru
Heiberg; til den samme overbevisning må vist enhver komme der har set stykket
og som ikke er aldeles forblændet af fru Heiberg. – Med arrangementet af det hele
tror jeg vist at De havde været tilfreds, dekorationerne var i sandhed
glimrende, man kunne kun indvende at der var for mange, thi den hyppige
sceneforandring bragte en uro der vist skadede stykket meget og gjorde at man
bestandig savnede den ledende tråd. Phisters drikkevise gjorde overordentlig
lykke og De kan heller ikke tænke Dem en ypperligere udførelse. Når Edvard
siger at Hansen ingen synderlig skade gjorde synes mig dette udtryk lidt
ubilligt, thi når jeg undtager den gene han og publikum ha af hans organ
forekom han mig bedre end jeg nogensinde før har set ham. Dersom nogen skal
siges at have gjort skade må det være jf. Ryge som ved sit altfor materielle
ydre og sit gyselige københavnske ansigt ikke med sine bedste bestræbelser
kunne få nogen lighed med en maurisk prinsesse, - et vist moderne sving gjorde
heller ingen god virkning. Hendes ”Ak på bjerget er min tanke”, sagde hun med
følelse og smag og blev også applauderet. Holst spillede smukt og kongeligt, og
Kragh udførte sin rolle med megen kraft og anstand.. Ryge forekom mig mat og
til den franske prinsesse havde man valgt jf. Fabritius som aldeles intet havde
tilfælles med md. Holst og som derfor forstyrrede illusionen. Scenen i hytten
med Raphaella og kongen blev stærkt applauderet ligesom kongens monolog.
Nu har jeg fyldt siden
kære Andersen og har jeg trættet Dem med min ringe mening så tilgiv mig hvis
ikke så lad mig ved lejlighed se et par ord fra Dem. Jeg tænker ofte på Dem og
savner Dem meget.
[I margenen:] Dersom
jeg ville nævne for Dem alle de mennesker som har bedt mig sende Dem tusinde
hilsener blev jeg aldrig færdig, jeg il kun sige Dem at Vulle sidder ved siden
af mig at hun vil følge med postbudet ud til Dem. Hun sidder og pakker et
stykke chokoladekage ind i en hel avis, det skal nemlig gemmens til Dem. /
Deres / Jette Collin. (253)
Først den 20. januar modtog Andersen
dobbeltbrevet fra Edvard og Jette Collin, som han straks besvarede i form af to
lidt længere sammenhængende breve, dateret Rom den 20. januar 1841, og hvorfra
følgende skal citeres:
Min trofaste Eduard!
Først nu i dag kom Deres brev, det jeg hver dag med den inderligste længsel har
forventet! Gud glæde Dem derfor! jeg begyndte alt at tænke at erindringen om mig
hos Dem allerede gled bort i Deres hverdags-travlhed! – Jeg skriver straks, for
at De kan sige Deres fader at det er bedre med mig, meget bedre, end da jeg
skrev ham til sidst. […] – Et brev fra Dem vil altid være mig en glæde og da nu
dette brev oven i købet indeholdt langt bedre efterretninger end jeg ventede –
De ser hvorledes jeg må have ventet det – blev brevet mig en oplivelse! – […] –
Af landsmændenes breve vidste jeg om Heibergs nye Digte; men fik af min gode
ven E. Collin, en anderledes anmeldelse, end hines korrespondenter har givet;
disse siger at de er ””polerede” men ”uden stor kærne”, mest teaterhistorier;
et bind Digte af Hertz omtales, som uheldige; dog jeg tror gerne at både de
chrisitanshavnske og herzeiske digte er mesterlige og det skal glæde mig! –
Bladene har altså talt ondt om mig, især for min Fortale, - nu, jeg skal se
engang at give dem en Bagtale måske det kan bringe ligevægt i tingene.
[i margenen 1. side:] I
brevet til Deres Fader var en skrivelse til Mad. Holst, som jeg takkede for
hendes spil.
[i margenen 2. side:]
Deres Jette gælder den anden halvdel af brevet! Lev vel” Ingen hænger mere
trofast ved Dem end Deres ven / H.C. Andersen.
Kære, kære – Eduards
Jette!
Det var smukt og godt
af Dem at De skrev! det var det første ord jeg ude har set fra Dem! hvad De
fortæller om Vulle at hun svøbte et lille stykke chokolade ind i en hel avis
fik mig til at le; det var den første hilsen fra hjemmet, som fik et lystigt
træk om munden! det søde barn! jeg tænker også daglig på hende og når jeg ser
nogle pyntede romer-børn, ønsker jeg at kunne bringe min Vulle et elle andet
stykke af deres pynt; især er der nogle uldne Kassekinger der ret står mig an,
men hvor skal jeg få dem hjem! – Lille Louise husker mit navn, skriver Eduard,
kys hende og lad hende ikke glemme navnet, Gud ved hvorlænge det vil blive
erindret i Danmark! men jeg glemmer jo min egen datter over Deres døtre! – den
”ikke-kvindelige” Maurerpige! – jeg kan begynde at tænke mig at stykket har
forekommet løst, at ”øjen-skuespillet” har været for bredt, men ganske forkaste
det hele arbejde kan jeg dog ikke! tak Deres svigerfader fordi han straks
skrev, uden hans brev havde det været hårdt af Eduard at lade mig vente så
længe, som jeg måtte vente! den kære faders deltagelse gjorde mig også godt,
skønt det var mig ligeså meget om at han – j u s t v e d d e t t e s t y k k e, skulle have haft ære af mig,
som det var mig om min digter-ære at gøre! – O det, det har pint mig, men det
skal ved den evige Guds hjælp, oprettes! De christianshavnske aks skal komme
til at bøje sig, som i Josephs drøm og jeg håber de kritiske magre køer skal
ikke sluge de åndelige fede! – Dog det er nok billedlig talt og da det ser lidt
uvist ud med min østerlandske rejse tør jeg nok ikke tale i billeder. Hils dem
alle i Amaliegaden, glem ej moderen og Jonna; men gå også ned i Deres egen
stueetage til Deres fader og moder og sig at jeg i tanken også er der! hils
Christian Thyberg, og lad Vulle bringe et venligt god dag hos jomfru Schouboe,
samt hos Bülows. […] – Jeg studerer Bibelen og Beckers Verdenshistorie og læser
Bulwers Rienzi og Goethes Faust, selv har jeg kun skrevet fire linjer i et
vemodigt øjeblik, samt i München et digt til Louise, lad mig vide om hun har
fået det og hils hende, ja ret så inderligt, som De kan det! De mange, De i
Deres brev siger De skal hilse mig fra må De hilse igen! sig til frøken Reimer,
at jeg hver dag går ud af porten for at se om hun kommer. Med hensyn til
Maurerpigen må jeg tilføje, at det ikke synes, som jeg har lykke med døtre,
Maurerpigen og Agnete trådte begge frem medens jeg var ude og de står endnu
ensomme i verden. Sønnerne har mere lykke: Improvisatoren, Mulatten,
Svinedrengen og Spillemanden, ja dem går det godt. Jeg er nu meget angst for de
kommende døtre, og der kommer vist døtre endnu! – Hartmann har jeg skrevet til
i dag, Eduard har vel bragt ham de tidligere hilsener. Skriv De nu nogle ord i
Eduards næste brev og få ham straks til at skrive; husk at jeg rejste den
sidste oktober og først den 20. januar fik jeg hans første brev. Lad mig
endelig vide om Gottlieb har fået et brev dateret Mantua. […] Lev nu glad og
vel! hils alle vore kære. / Deres gamle ven. / Digteren. (254)
Den
21. januar noterer Andersen i almanakken, at han havde modtaget et brev fra
Jette Hanck, som altså er modtaget 3 dage senere end Edvard og Jette Collins
breve. Brevet viser sig at være dateret Odense nytårsaften og forsat
nytårsmorgen og 2. januar 1841, og som derfor først er blevet afsendt den 3.
januar. Fra dette meget lange brev, skal dog kun følgende relevante passager
citeres:
De kan tro gode
Andersen, det var ret en overraskelse i går at modtage Deres brev. I fredags 8
dage gik Maurerpigen, og jeg havde tænkt mig; så skriver Edouard Collin vist
straks om lørdagen til A – før broderen ved hvad held stykket har haft, før får
du vist ikke brev, og det kommer vist allertidligst søndagen d. 3. januar,
således havde jeg udregnet det. Af Thomsens Avis så jeg først at Maurerpigen
var opført med bifald, stort mere ved jeg heller ikke, men De har
vistnok fået en detaljeret beskrivelse over spillet og det hele fra København,
og dog ønsker jeg at jeg også af den grund havde været tilstede ved dets
opførelse, jeg skulle da have beskreven Dem alt så nøjagtigt som det havde
stået i min magt. Måske Collin er en undtagelse, men i almindelighed tror jeg
ikke at mandfolk indlader sig i en så vidtløftig beskrivelse som vi
fruentimmer, dog måske hans kone hjælper på ham. Jeg lod straks Milo sende mig
Maurerpigen; jeg har læst den med særdeles interesse, og den overgår så
langt det billede den havde efterladt i min hukommelse; men det måtte jo være
således, da De læste den for os var det mig umuligt at opfatte den, mit sind
var alt for smerteligt bevæget. Der er, som De jo og selv siger i Fortalen,
måske ikke så mange lyriske skønheder som i Mulatten; men der er heller intet
overflødigt ord, handlingen er så rask, der er noget kraftigt og begejstrende i
den som ret henrev mig, forleden aften da jeg læste den. Forfatteren havde ikke
behøvet i Fortalen at ønske sig større kraft end der udtaler sig
i dette arbejde. Nej kære Andersen, kraften er der; men den var undertrykt af
sorg og krænkelser da De nedskrev hine linjer foran der altid vil læses med
bevægelse af Deres venner, som har greben mig dybt, fordi de minder mig om det
jeg sætter højest hos broderen, det barnlige gudhengivne sind; men som jeg ikke
under publikum fordi pluraliteten af det mangler det i følelsen som
opfatter sligt. Den hele Fortale er meget smukt skrevet, der er kun én ytring
jeg efter min følelse ønskede udeladt, den, at De er bleven ”hånet og spottet”.
Jeg har hørt flere her i byen omtale Maurerpigen, alle har de omtalt den med
berømmelse. […]
Jeg hører i dette
øjeblik at Maurerpigen efter Kjøbenhavnsposten skal have gjort megen
lykke. […] (255)
I løbet af sit lange brev, fortæller
Jette Hanck blandt andet også, at hende og moderen har set på flere
huslejligheder i Odense, men at huslejepriserne er for højre for deres
pengepung, hvorfor det nok ender med, at moderen og hun flytter til København,
hvor jo også et par af søstrene allerede bor. Jette Hanck ender sit brev på
følgende for hende karakteristiske og desillusionerede måde:
Ser De nu har jeg
skrevet et dygtigt langt brev, er jeg nu ikke en god søster? Det er jo
rigtignok mest ubetydeligheder det indeholder, men i min snævre verden bevæger
der sig så lidt. jeg ville gerne have været med i cypresalleen ville gerne have
åndet sydlig luft, måske da moder og jeg trak vejret lettere end det nu er
tilfældet om vi var der; men der kommer jeg aldrig, som yngre har jeg vel drømt
derom; men i de unge år drømmer man så meget. Ingen af mine drømme er gåede i
opfyldelse, og nu er jeg så lysvågen som livet kan gøre en.
Levvel, hils det
dejlige Italien, det paradis, som jeg aldrig skal se. / Søster Jette.
(256)
Jo, man må konstatere, at Jette Hanck var
en god ”Søster Jette” for sin digterven, ikke mindst fordi hun altid deltog med
ægte interesse i, hvad han foretog sig og hvordan han havde det, og desuden
altid var parat med trøst og opmuntring til ham, når han følte sig misforstået
og nedtrykt. Jette Hanck var – til en vis grad i lighed med den noget yngre
Jonna Drewsen og senere fru Dorothea Melchior - formentlig blandt de få af hans
søsterlige veninder, der allerbedst forstod dybden i de bedste af hans
digterværker, som hun via hans breve havde fulgt tilblivelsen af lige fra
begyndelsen af deres venskab, som for alvor indledtes i begyndelsen af
1830’erne. Selvom Andersens svarbrev af 22. januar 1841 til Jette Hanck ikke
indeholder noget om familien Collin, udover at Edvard Collin nævnes ganske
kort, skal følgende passager af brevet alligevel citeres her, mere af hensyn
til forståelsen af Andersens sindstilstand og situation i slutningen af januar
1841. Brevet er dateret Rom den 22. januar 1841:
Det var mig en kær og
stor overraskelse i går at finde et brev fra Dem; jeg får nu ikke mange breve og
de jeg senest har erholdte meldte mig at Maurerpigen ej tog sig ud, ej
gjorde lykke, og efter tredje forestilling var lagt hen. Deres
efterretninger klinger aldeles modsatte, ja De har endogså, efter
Kjøbenhavnsposten at stykket skal have gjort megen lykke; mine
københavnske venner skriver derimod at jeg ikke i noget blad bliver skånet. –
Jeg tror nu på det onde, men takker Dem for Deres milde efterretninger, som jeg
i forening med at mine andre landsmænd i deres breve fra hjemmet intet hører om
nogen udpibning, og sligt interessant nyt ville nok fortælles, bringer mig til
den addition, at om jeg ikke har glæde, har jeg dog heller ingen skændsel af
min seneste digtning. Men jeg vil indtil videre forlade denne historie og melde
Dem i korthed hvad dagene har bragt mig siden jeg sendte Dem mit sidste brev
fra Florents.[…]
Fortæl mig endelig hvad
De synes om Heibergs nye Digte, Eduard hæver dem meget. Hertz har jo også givet
et bind digte ud. – Ser De Hansen da sig ham det fornøjer mig at høre at han er
godt stemt for maurerpigen. Jeg synes ellers ej at have lykke med minde døtre.
Maurerpigen og Agnete har kun enkelte venner, derimod mine sønner går det godt.
Improvisatoren, Svinedrengen, Mulatten og Spillemanden. Ja de kunne sagtens!
Ser De Line Faaborg, da sig hende at jeg forleden, og det er sandt, så et
maleri med gratierne, og den ene havde meget af hendes åsyn, der var malet af
en ung fransk maler. Men nu må jeg slutte da papiret ikke længer strækker til.
Gid jeg kunne sende Dem en italiensk solstråle; uagtet vinteren ikke er god
blomstrer dog violerne stærkt; én har jeg klæbet her i brevet. Hold Dem nu
rask! stakkels søster Jette! fire uger har De været syg! – ja, jeg døde skulle
jeg så længe ligge hen! – dog De har jo et hjem, i et hjem kan man kun halvt
føle sygdom. Nu lev vel! jeg slutter med hilsen til Dem og moderen. / Deres
broderlige / H.C.A.
Hils frøken
Schleppegrell. (257)
Med dette brev skal vi slutte denne 4.
del af beretningen om H.C. Andersen og hans dobbeltforelskelse i Edvard Collin
og dennes søster, Louise Collin. Men den vil naturligvis blive fortsat i 5. del
af denne serie, idet hensigten er, at berette om Andersens og Edvard Collins
forhold til hinanden lige til Andersens død den 4. august 1875. Edvard Collin
overlevede Andersen med omkring 11 år.
©
Marts 2011 Harry Rasmussen
(Fortsættes
i 5. del)
**********************************
167 BJC I, brev nr. 67, s.
129.
168
A&C, s. 456-58.
169
A&C, s. 480.
170 A&C, s. 481. – Se iøvrigt afsnittet Kilder til vor viden om H.C.Andersen
171 Anderseniana 1942,
s.192. – ’geburtsdag’: fødselsdag. – ’præsten Boyes datter’: Henriette Dorothea
Sophie Boye (1821-95), blev konfirmeret i St. Olai Kirke i Helsingør, hvor
hendes fader, Caspar Johannes Boye (1791-1853) var præst. – ’fru Læssøe’: Signe
Læssøe, f. Abrahamson (1781.1870).
172 BEC I, brev nr.
102, s. 266.
173 BEC I, brev nr. 103, s.
266-67. – ’Moltke’: A.W. Moltke (1785-1864), lensgreve, finansminister,
besidder af grevskabet Bregentved. – ’Theodor Boye (1821-71), søn af Mathias A.
Boye (1796-1872), en broder til præsten C.J. Boye (1791-1853).
174 BEC I, brev nr. 104, s. 267-70. – ’min ny
roman’: ”Kun en Spillemand”, som udkom 22. november 1837. – ’Svend Dyring’:
”Svend Dyrings Hus” af Henrik Hertz, opført første gang på Det kgl. Teater 15.
marts 1837. – ’jeg bliver også fundet værdig en løn, som Hetz har fået den’:
Henrik Hertz havde i 1837 fået digtergage fra finanserne, Andersen opnåede
efter ansøgning herom det samme, men fik til at begynde med kun 200 species i
årlig understøttelse. Beløbet blev senere forhøjet. – ’et lykkeligt menneske,
som har kone og ”Måskebørn!”: Udtrykker ”Måskebørn” har Andersen lånt fra J.L.
Heibergs ”Et Eventyr i Rosenborg Have”, hvor det i tredje scene forekommer
følgende replikker: - ’dersom hun var meget rig blev jeg forelsket i hende’:
spøgefuld ment bemærkning. - ’sladrer jeg, som en gammel dame’: Andersen havde
let ved at lade munden og pennen løbe.
Vinter.
Ja, af min pension kan jeg ikke leve med kone og måske
børn.
Peter.
Måske-børn? Hvad er det for en slags børn?
- ’Jeg og andre stakkels pebersvende’: Jf. med Andersens
rørende eventyr ”Pebersvendens Nathue”, 1858. – ’planerne for de forladte børn
af slette forældre’: Sammen med sin svigersøn, Adolph Drewsen, havde Jonas
Collin i 1837 stiftet ”Foreningen til forsømte Børns Frelse”. – ’Da hun ikke
har vundet’: ”Musikforeningen”, som Edvard Collin i 1837 var administrator for,
havde ved lodtrækning uddelt 100 eksemplarer af den nyudgivne tekst til
komponisten Weyses syngespil ”Floribella”. – ’biskop Faber’: Nicolai Faber
(1789-1848), biskop over Fyns Stift 1834. – ’en vakker datter’: Biskoppen havde
to voksne døtre: Livia Thora Octavia (1817-52) og Helga Borgvold Alvilde
(1820-1905), men hvem af disse to, Andersen sigter til, vides ikke. – ’Reimer’:
Thomas Carl Theodor Reimer (1803-68), exam. Juris., kasserer på St. Thomas. Hen
var forlovet med Jette Collins søster, Mimi Thyberg, som ulykkeligvis døde
juleaften1837, kun 27 år gammel. - ’dersom hun var meget rig blev jeg forelsket
i hende’: spøgefuld ment bemærkning. - ’sladrer jeg, som en gammel dame’:
Andersen havde let ved at lade munden og pennen løbe.
175 Anderseniana 1942, s. 207. –
’Rantzau-Breitenburg’: Conrad Rantzau-Breitenburg (1773-1845), rigsgreve,
geheimestatsminister, besidder af Breitenburg. – ’han ligner vistnok, som alle
slige folk, greven jeg har skildret i romanen’: Til ”slige folk” må Andersen
også henregne kronprins Christian Frederik, den senere konge Christian VIII,
for det er replikker af denne, Andersen har lagt i munden på greven i
romanen. – ’Høyen’: N.L. Høyen
(1798-1870), kunsthistoriker, 1829 professor ved Kunstakademiet. – ’Hertz’:
Henrik Hertz (1798-1870), digter. – ’forleden havde hende til bords og meget
underholdt’: Andersen hentyder her til sin forelskelse i Sophie Ørsted, se
herom i afsnittet Andersens femte
dobbelt-forelskelse. - dobbeltforelskelsen i H.C. Ørsted og dennes datter
Sophie.
176
Fra og med påbegyndelsen af sin skolegang i Slagelse og senere i
Helsingør, modtog Andersen finansiel støtte af statskassen. Senere, da han var blevet
en anerkendt forfatter og dramatiker, modtog han også et årligt beløb, som var
et godt - og nødvendigt – supplement til hans ofte anstrengte økonomi. Han
modtog ligeledes rejsestipendier til sine mange udenlandsrejser, men i sine
senere år, da indtægterne fra hans litterære og dramatiske værker efterhånden
var blevet betydeligere, klarede han selv at betale sine rejseudgifter, og
tilmed også for en rejsefælle, han inviterede med sig. Ved sin død den 4.
august 1875 efterlod han sig en betydelig kontant formue på omkring 8000 rdlr,
som efter testamentets anvisninger i form af engangs-beløb skulle fordeles
mellem forskellige institutioner og personer. Desuden henstod der i
Privatbanken et beløb på 2.500 rdlr, som tilfaldt Edvard og Jette Collin.
Rettighederne til originalmanuskripter og breve, samt indtægterne ved salget af
Andersens bøger og ved opførelsen af hans dramatiske værker, var testamenteret
til Edvard Collin. Vedr. de nærmere
detaljer, se artiklerne ”H.C. Andersen som Ansøger” og H.C. Andersens sidste
Vilje”. Anderseniana 1939.
177
Dagbøger II, s. 31-32. – ’Marmier’: Xavier Marmier (1809-92), fransk
forfatter. – ’mit stykke til Foreningen’: Formentlig en letbenet komedie til
Studenterforeningen. – ’ekvivokt’: tvetydigt, slibrigt. – ’svogeren Boye’: C.J.
Boye (1791-1853), sognepræst ved S. Olai Kirke i Helsingør, skuespilforfatter
og salmedigter, gift 1818 med Maria Boye, f. Birckner (1796-1880), ældste
datter af gamle fru Collin i hendes ægteskab med M.G. Birckner (1756-98),
residerende kapellan i Korsør, filosofisk forfatter. – ’jomf. Grahn’: Lucile
Grahn (1819-1907), balletdanserinde, 1829-39 ved Det kgl. Teater. Gjorde senere
karriere i udlandet, hvor Andersen mødte hende.
178 Anderseniana 1943, s. 227-28. –
’Graabrødre Kirke’: I tilslutning til denne kirke lå Graabrødre Hospital, i
hvos afdeling, kaldet Doctors Boder, Andersens moder havde været såkaldt lem
fra 14. marts 1825 og til sin død 7. oktober 1833. – ’Eduards lille datter Mimi’:
Edvard og Jette Collins ældste datter. Ingeborg Mimi (Vulle) Collin
(1837-43). Barnet blev i øvrigt kun
cirka 6 år, idet hun døde som følge af sygdom i 1843.
179 Anderseniana 1943, s. 252. – ’Maigaven’:
Maigave fra Danmarks Digterhave for 1838. – ’lille digt’: Digtet ”Lille Mimi”.
– ’en standsmæssig lejlighed’: I september 1838 flyttede Jonas Collin fra
Bredgade nr. 4 til Amaliegade, nuværende nr. 9.
180
BJC I, brev nr. 68, s. 130-32. –
’Nysø ved Præstø: Andersen havde gennem sit nære forhold til familien Wulff på
Søkadetakademiet stiftet bekendtskab med baron Hendrik Stampe og dennes hustru,
baronesse Christine Stampe, f. Dalgas, som var ejere af og beboede hovedgården
Nysø 1 km nordvest for Præstø. Nysø og især baronesse Stampe blev kendt for sin
store interesse for tidens fremtrædende repræsentanter for kunst, litteratur og
videnskab, hvorfor disse blev inviteret til at tilbringe nogen tid som stedets
gæster. En af de mest berømte gæster på Nysø var billedhuggeren Bertel
Thorvaldsen, som i 1838 vendte hjem fra Italien og slog sig ned i København,
hvor der var planer om at opføre et museum for den store samling af egne
værker, Thorvaldsen havde skænket byen. Museet blev ikke mindst til på
initiativ af Jonas Collin, og dennes svigersøn, hofbygmester Jørgen Hansen
Koch, blev engageret som en af de ledende arkitekter på bygningsprojektet. Det
var lige noget for baronessen, som snart blev så glad for Thorvaldsen, at hun
lod opføre et atelier på sin gård, for at den store mand kunne blive som gæst
længere ad gangen og ikke forsømme sit arbejde som tidens mest berømte
billedhugger. – ’frøken Wulff’: Henriette (Jette) Wulff (1804-58), ældste
datter af kommandør P.F. Wulff og dennes hustru Henriette Wulff, f. Weinholdt.
– Vedr. Andersens bekendtskab med familien Wulff, se artiklen H.C.Andersen og familierne Wulff og
Koch – med
afsæt i en samling familiefotografier. (Koch–genealogi og familiefotos ved
Jakob Koch). ANDERSENIANA 2008. (Artiklen kan også læses her på hjemmesiden)-
- ’Schwartzen’: Louise Schwartzen (1806-?), selskabsdame hos baronesse Stampe.
– ’Marschner’: Heinrich Marschner (1795-1861), tysk operakomponist- -
’Bellini’: Vincenzo Bellini (1801-35), italiensk operakomponist. – ’Vulle’:
Edvard og Jette Collins ældste datter, Ingeborg Mimi, født 24. september 1837.
Vedr. den lille Vulle, se Andersens brev af 24. november 1838 til Jette
Hanck.
181 BEC I, brev nr. 69, s.
132-33. – ’ved Taarbæk’: Her lå familien Drewsen på landet, og Louise Collin
var åbenbart på besøg hos sin søster. – ’Deres brev’: Brevet ses ikke bevaret.
– ’Hornemanns’: J.W. Hornemann (1770-1841), professor i botanik, broder til
gamle fru Collin. Professoren og hans døtre Rose (1804-89) og Marie (1823-53),
samt sønnen Wilken (1816-92) opholdt sig på det tidspunkt på baronesse Stampes
gods Nysø ved Præstø, hvor Andersen samtidig også var gæst.
184
BHW I, s. 252-54. Brevet er ikke
nummereret. - ’Hils Kochs’: Jørgen Hansen Koch (1787-1860), hofbygmester, gift
1828 med Ida Koch, f. Wulff (1806-76), en datter af kommandør Wulff og søster
til Jette og Christian Wulff.
185 Almanakker, s.24. – ’Castelli’: Ignaz Franz
Castelli (1781-1862), østrigsk forfatter.
186 Almanakker s. 24. –
’Thorvaldsen’: Se note 179.
188 Almanakker, s. 25.
189 Anderseniana 1943, s. 287. – ’om jeg er
dramatisk digter’: Andersens store
problem var og forblev det meste af livet, at hans dramatiske arbejder sjældent
vandt anerkendelse hos teatrets censorer og også sjældent gav de store
indtægter, fordi de enkelte stykker i reglen kun blev opført få gange.
Publikums opfattelse af stykkerne var blandet, men enkelte af hans skuespil blev
dog store succeser, som f.eks. ”Den nye Barselsstue” (1845), der blev en af Det
kgl. Teaters største publikumssucceser, idet stykket blev opført helt op i
1900-tallet. – ’anerkende Guds egen gave’: Andersen fastholdt hele sit liv, at
hans talent som digter, forfatter og dramatiker var givet ham af Gud, hvorfor
han skulle formidle de værker, som Gud gav ham inspiration til at skabe, til
sine medmennesker. – ’løjtnant Læssøe’: Frederik Læssøe (1811-50), kaptajn af
generalstaben. – ’Alferne’: Romantisk komedie i én Akt”, af J.L. Heiberg.
Opført første gang på Det kgl. Teater 1835. – ’Fata Morgana’: Romantisk komedie
i fem Akter, af J.L. Heiberg. Opført første gang på Det kgl. Teater 29. januar
1838. – ’Victor Hugo’: (1802-85), fransk digter, dramatiker og romanforfatter,
bl.a. kendt for romanen ”Klokkeren fra Notre Dame” (1846) og ”De Elendige”
(1862). – ’Casimir Delavigne’: (1793-1843), fransk skuespildigter. – ’Thomsens
Avis’: Ove Thomsen (1801-62), medredaktør af ”Dagen” 1827-34, derefter redaktør
af Hempels Avis i Odense og 1836-47 udgiver af ”Fyns Stifts Avis”.
190
Almanakker, s. 28. – ’Besluttet at flytte’: Andersen havde siden 1.
september 1834 boet til leje hos enkefru Karen Sophie Larsen, f. Kjøller (ca.
1797-1862), som boede i Nyhavn nr. 20, 2. sal. Her havde Andersen to værelser,
et til gaden, hvorfra han havde udsigt til Nyhavn, og et til gården, hvorfra
han havde udsigt til Botanisk Have, som dengang lå fra bagenden af
Kunstakademiet og ned langs bagsiden af husrækken på Nyhavns højre side set fra
Kgs. Nytorv. Der var ifølge Andersens beskrivelse temmelig livligt hos fru
Larsen, idet hun havde to børn, datteren Eline (1829-1914) og sønnen Carl
(1831-94). Andersen oplevede blandt meget andet, at ved vintertid, når det var
frostvejr, pøsede fru Larsen vand på stuegulvet og åbnede vinduerne, så at
vandet frøs til is, alt sammen for at de to børn og deres legekammerater kunne
løbe på skøjter hen over det spejlglatte gulv. Måske ikke noget at sige til, at
den kuldskære Andersen ikke syntes om den slags arrangementer i længden. Men
man skal huske på, at det trods alt var i den tid, Andersen boede hos fru
Larsen i Nyhavn, at han skrev sine romaner Improvisatoren, O.T. og Kun en
Spillemand, og her han skrev sine første eventyr – bortset fra eventyret ”Dødningen”
– og her, han skrev adskillige flere af sine senere så berømte eventyr. Det var
også her, at han skrev nogle af sine skuespil og senest påbegyndte dramaet
”Mulatten”. - ’Jette’: formentlig Jette Collin. +-tegnet kunne tyde på, at
Andersen måske har haft seksuelle fantasier om den smukke kvinde. Men der kan
dog også være tale om et brev fra enten Jette Wulff eller Jette Hanck, men
Andersen nærede dog ingen erotiske følelser for disse to kvinder, men derimod,
hvad han selv betegnede som et broderligt venskab.
191 Anderseniana 1943, s.
290.
192 Almanakker, s. 28. – ‘Jette Wulff’: Man ser heraf, at Andersen igen besøgte sin i virkeligheden trofaste, platoniske veninde. - ’Louise’: Louise Collin.
193 Almanakker , s. 28. – ’som græd’: over
broderen, Fritz Petzholdts død.
194 BJC I, brev nr. 70, s.133-34. – ’skrive
Adler til om bibliotekarposte hos prinsen’: Johan Gunder Adler (1784-1852),
kabinetssekretær og fortrolig rådgiver hos prins Christian Frederik (VIII).
Adler var fra december 1839 til juli 1849 medlem af direktionen for Det kgl.
Teater. Den tidligere bibliotekar hos prinsen var død i november 1838. Den 27.
november sendte Andersen, formentlig på Collins anbefaling, en ansøgning til
Adler, men fik ikke stillingen.
195 Anderseniana 1943, s.292-95.
– ’’Bull’ Ole Bull (1810-80). Andersens
bekendtskab med Ole Bull skulle mange år senere sætte sig tydelige spor i hans
seneste roman: ”Lykke-Peer”, 1870, hvori Andersens egen person og eget
livsforløb er gendigtet i hovedpersonens liv og skæbne som kunstner, i romanen
som en violinvirtuous, der på højden af sin karriere dør midt på scenen. Temaet med violinisten var i øvrigt allerede
forekommet i Andersens roman ”Kun en Spillemand”, men på det tidspunkt havde
Andersen dog endnu ikke mødt Ole Bull. – ‘Dr. Jacobson’: Ludvig Levin Jacobson
(fødsels- og dødsår ukendte), dr. med 1815 og 1816 titulær professor. Blev
berømt for opfindelsen af et middel til knusning af blæresten. 1842 blev han
kgl. livlæge. – ’fru Collins fødselsdag’: Mandag den 26. november 1838 noterer
Andersen i Almanakken: ”Kom: Wulffs og fru Collins fødselsdag. Hos Collins til
middag.” Fru Collin: Henriette Collin, f. Hornemann. – ’Küchler’: Albert
Küchler (1803-86), dansk maler. – ’en sorgbringende erindring’: Marie (Mimi)
Thyberg, født 1810, var død juleaften 1837. Hun var søster til Jette Collin. –
’(og tantens)’: Augusta Søeborg, f. Iversen (1802-74). En lille spøg fra
Andersens side, idet tanten meget sjældent skrev breve til ham. – ’der kan
imaginere hos mig’: forestille sig, indbilde sig. – ’Jane og Caroline’: Søstre
til Jette Hanck. – ’Thomsens’: Ove Thomsen: (1801-62), redaktør og udgiver af
”Fyns Stifts Avis”. – ’når han kommer’: Ole Bull gav også koncerter i
Odense.
196 Almanakker , s. 30 - ’Hotel du Nord’: I 1796 blev Det Holsteinske
Palæ på Kongens Nytorv omdannet til ”Hotel du Nord”, som i 1893 blev ombygget af Magasin du Nord, og som stadig
ligger på stedet i 2011. – ’(Puls)’: skal formentlig forstås som, at Andersen
havde forhøjet puls eller måske nogen feber.
197
Anderseniana 1943, s. 301-05. – hos Collins’: I Almanakken for den 11.
december 1838 står bl.a.: ”Middag hos
Collins med Thorvaldsen og Heiberg, rask.” Almanakken anfører, at middagen
fandt sted hos Jonas og Henriette Collin.
198 Anderseniana 1943, s.305-08. – ’Der var et
moment i mit liv’: med disse ord hentyder Andersen til sin dobbeltforelskelse i
Edvard og Louise Collin, men det, der smertede ham mest var, at Edvard Collin
afviste hans verbale erotiske tilnærmelser til sig. – ’en hellig, sunken skat i
mit bryst’: Jf. her evt. med artiklen ”Poesiens
Messias”. – ’de allernærmeste om mig står kolde, udeltagende’: Andersen
sigter formentlig her især til familien Collin, som generelt set ikke vurderede
Andersen særlig højt som forfatter, men satte Hertz og Heiberg op på en
digterisk piedestal. – ’ligesom Meisling’: […] Meisling kom til mig på gaden og
sagde, han måtte sige mig det, at han ikke havde været god mod mig i skolen,
men at han havde taget fejl af mig, at det gjorde ham ondt, og at jeg stod højt
over ham, som han udtrykkede sig; han bad mig glemme hans hårdhed og sagde om
sig selv: ”Æren er Deres, skammen er min!” O, det rørte mig! […] Andersen i
brev til B.S. Ingemann, den 5. januar 1838. B&B I, s. 402. Kirsten Dreyer:
H.C. Andersens brevveksling med Lucie & B.S. Ingemann. Bind I-III. Museum
Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 1997. – ’en sort tjener’: I sit brev
af 10. december 1838 til Jette Hanck, havde Andersen bl.a. også skrevet om sit
nye logi i Hotel du Nord: ”Opvartningen er meget god og når jeg ringer kommer
tjenere, den ene sortere end den anden, hvilket vist må have en god virkning nu
jeg skriver på Mulatten.” – ’et stykke af Holmens Kanal’: Holmens Kanal, som
siden 1864 har været en gade, var indtil da en vandfyldt kanal i lighed med de
øvrige kanaler, der omgiver Christiansborg Slot. Holmens Kanal, den gamle
voldgrav omkring Holmen, løb helt op til bagsiden af det ældre kongelige
teater, hvilket skyldtes, at byporten Østerport ved Kgs. Nytorv, først var
blevet nedrevet i 1857.
199 Anderseniana 1943, s, 312-16. – ’Fru
Drewsen’: Ingeborg Drewsen, f. Collin, som med sin mand og deres børn boede i
Rosenvænget på Østerbro. – ’spanske fluer’: 2 cm lang, smaragdgrøn, aflang
flue, hvis larve lever i boet hos enlige bier. Har været anvendt medicinsk som
”flueplaster”. – ’elskværdigere’: ordet skal her forstås som elskeligere eller
mere værd at elske. – ’Konferensråd Collin’: Jonas Collin. – ’alle damerne’:
Foruden som nævnt Louise Collin, formentlig også Jette Collin, f. Thyberg,
Augusta Collin, f. Petzholdt, og måske også Henriette Collin, f. Hornemann.
200 Anderseniana 1943,
s.318-324. – ’det lille teselskab’: Omtalt i Andersens brev af 4. januar. –
’Line’: Formentlig Eline Faaborg (ca. 1818-?).. – ‘Schønheyders’: Fr. August
Schønheyder (1801-72), by- og rådstueskriver i Odense. – ’Thea’: Johanne
Madseline Mathea (Thea) Hanck (1910-98). Den tredieældste af i alt 6 børn, alle
piger, døtre af J.H.T, Hanck og hustru Madseline Antonette Hanck, f. Iversen. –
’været så omgivet af sygdom, selv har været så svag’: Jette Hancks fader,
J.H.T. Hanck (1776-1840), cand. theol., adjunkt ved Odense Katedralskole.
Faderen havde været alvorligt syg et stykke tid. Selv var Jette Hanck svag af
helbred, og hun døde af sygdom allerede i 1846, kun 39 år gl.. – ’Orla
Lehmann’: (1810-70), 1833 cand. jur., advokat, senere kendt politiker. I en
artikel i Kjøbenhavnsposten, refereret i Hempels Avis i Odense, havde Lehmann
kritiseret, at konferensråd Jonas Collin stod i spidsen for den komite, der var
oprettet i forbindelse med stiftelsen af Thorvaldsens Museum.
201 Anderseniana, s. 325-28. – ’Yduns æble’:
Guden Ydun med foryngelses-æblet. – ’fyldt de 26 år’: skal forstås
ironisk, idet Andersen på det her omtalte tidspunkt var ca. 34 år. – ’Tante
– Ane’: ”Tante Anna” er navnet på en fortælling af Henriette Hanck, som i
1838 var udkommet i bogform. 1842 fulgte ”En Skribentindes Datter.” Efter faderens, J.H.T. Hancks død 23. juli
1840 flytte enkefru Madseline Hanck, f. Iversen og datteren Henriette (Jette)
til København, hvor de boede i Frederiksberggade 31, 1. sal. – ’ikke spor af
Andersen i dette stykke’: Noget af en underdrivelse, for ”Mulatten, originalt,
romantisk Dram i fem Acter” handler, bagom den ydre handling, som foregår på
øen Martinique, i lighed med Andersens romaner og flere af hans andre skuespil
lige præcis om ham selv, hans liv og kærlighedshistorier. – ’Spillemanden’:
romanen ”Kun en Spillemand”. – ’Improvisatoren”, romanen ”Improvisatoren”. –
’”ækel kreolsk”’: et nedsættende og diskriminerende udtryk om en sydamerikaner
af blandet indiansk-europæisk afstamning. – ”’Ravnen”: ”Ravnen eller
Broderprøven”’: Trylleopera i tre Akter”, opført første gang på Det kgl. Teater
29. oktober 1832, opført i alt 6. gange. Forlægget var ”il Corvo” (Ravnen), et
tragikomisk eventyr i 5 Akter, af den italienske skuespilforfatter Carlo Gozzi
(1720-1806), som interessant nok var oversat til dansk af ingen ringere end
rektor Meisling. Mange år senere, 1864-65, omarbejdede Andersen stykket til
”Ravnen, Eventyr-Opera i 4 Akter, opført 4 gange.
202 Anderseniana 1943, s.
329-34.
203 Anderseniana 1943 og
1945, s. 335-38.
204 BEC I, brev nr.105, s. 271. – ’Renzos
Bryllup’: et syngestykke, som Andersen i 1836 på opfordring af syngemester L.
Zinck (1776-1851), havde skrevet på grundlag af romanen ”I promessi sposi” af
Alessandro Manzoni (1785-1873). Stykkets ’forbedring’ blev på foranledning af
censor Molbech overladt til komponisten, nævnte L. Zinck, som fik Andersen til
at omarbejde teksten, hvilket Andersen gjorde, men med musik tilrettelagt af
teatrets kapelmester H.S. Paulli (1810-91). Men stykket kom alligevel ikke til
opførelse. I 1848 omarbejdede Andersen på ny stykket, denne gang som opera med
titlen ”Brylluppet ved Como-Søen”, med musik af daværende kapelmester Franz
Gläser (1798-1861). Operaen blev opført i alt 12 gange og var dermed at
betragte som en succes. - ’En Ødeland’: En oversættelse af Ferdinand Raimunds
eventyrkomedie ”Der Verschwender”, som Andersen havde foretaget i 1838, til
brug for Sommerforestilingerne. Men stykket blev ikke brugt, hvorfor det i
stedet blev indleveret til teatret, hvor det blev forkastet. – ’nu kommer
Mulatten med samme skæbne’: Stykket blev færdigt i begyndelsen af 1839 og
indleveret til teatret 15. marts s.å., hvor censor Molbech forkastede det, mens
censor Adler godkendte det. Afgørelsen lå herefter i hænderne på teaterchefen
F.C. von Holstein, hvis kompetence som dramatisk dommer nok kunne ligge et
meget lille sted. Men det lykkedes Andersen personligt at overbevise
teaterchefen om sit stykkes fortræffeligheder, hvorefter det blev antaget 4.
april 1839 og ansat til opførelse 3. december s.å. Andersen havde under hele
skrivearbejdet på ”Mulatten” successivt læst stykket op for venner og bekendte,
som for de flestes vedkommende syntes godt om stykket. Det ærgrede derfor
Andersen, at ’tyrannen’ Molbech endnu engang skulle stille sig i vejen for hans
dramatik. Imidlertid kom stykket ikke til opførelse 3. december 1839, men premieren
blev på grund af kong Frederik VI’s død udskudt til 3. februar 1840, og stykket
udkom i bogform den 5. februar s.å. ”Mulatten” blev en stor teatersucces for
Andersen, som selvfølgelig frydede sig over, at censor Molbech havde taget så
grundigt fejl af stykket, som tilfældet var. Indtil 11. marts 1848 var stykket
blevet opført i alt 21 gange, og i 1868 fik det repremiere på Casino Teatret,
hvor det indtil 1875 fik 10 opførelser.
205 Anderseniana 1945, s.
339-44.
206 Anderseniana 1945, s.
339-44. – ’hendes portræt’: Portræt af Henriette (Jette) Collin, f. Thyberg,
malt af (formentlig) W. Marstrand. Maleriet findes ikke på H.C. Andersens
Museum i Odense, og er måske i privateje. – ’en Annunziata’: En af de
kvindelige hovedpersoner i Andersens roman ”Improvisatoren”, som er en dydig
kvinde, der i det væsentlige har lånt træk fra Riborg Voigt.– ’Line Faaborg’:
Eline Faaborg (ca. 1818-?). – ’tanten’: Augusta Søeborg, f. Iversen. –
’Schleppegrell’: Christiane Charlotte Louise Schleppegrell (1774-1841), konventualinde
i Odense Jomfruelige Kloster.
207 Anderseniana 1945, s.
346-48. – ’er over søen’: på vej mod København.
208 Anderseniana 1945, s. 349-53. – ’Den sorte
Domino’: Le Domino noir, en fransk komisk opera i tre akter af Daniel François
Esprit Auber. Librettoen er af Eugène Scribe. Stykket blev opført på Det kgl.
Teater 3. og 14. maj 1839, men det vides ikke præcist, hvilken af de to
forestillinger, Andersen ledsagede Jette Hanck og hendes følge i teatret. –
’den lange vej til fru Læssøe’: Da Andersen omkr. 1830 lærte Signe Læssøe og
hendes familie at kende, boede hun ”på Nørregade, første Port på venstre hånd
når man kommer fra Volden”, mere præcist på adressen Nørregade 229, 1. sal.
Senere flyttede hun og hendes mand udenfor Volden og til et hus på det dengang
endnu landlige Østerbro, nuværende Østerbrogade 108, lige overfor Sortedams
Søen. Den 9. juni 1831 døde fru Læssøes mand, Niels Frederik Læssøe
(1775-1831), hørkræmmer og grosserer, senere toldinspektør i Frederikshavn og
sluttelig havnekontrollør i København.
Senere boede hun i et hus i den modsatte ende af Søerne ved Gammel
Kongevej: ”boer på Vesterbro, i haven hjørnet af Gammel Kongevej” og Skt.
Jørgens Sø, ”der første hjørne fra byen”. Sine sidste år tilbragte hun på
Nørrebro ved Blågårdsgade og Korsgade, som dengang endnu havde bevaret en det
af sit landlige præg. (Oplysninger delvis hentet hos Kirsten Dreyer: ”H.C-
Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds. 1-2. Museum
Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 2005). – ’Den Usynlige paa Sprogø”’:
Vaudeville i én akt, opført på Det kgl. Teater som sommerforestilling den 15.
juni 1839. Stykket blev en stor succes og blev opført i alt 22 gange. – ’v.
Osten’: Jan David van der Osten (1793-1869), politiassessor, senere vicepolitidirektør.
209 BHW I, brev nr. 74, s.
257-59. – ’Deres lille, nydelige søstykke’: Et maleri udført af Jette Wulff,
som havde modtaget maleundervisning af den norske kunstmaler J.C. Dahl.
Maleriet, som Andersen havde modtaget til sin fødselsdag den 2. april 1839, er
senere forsvundet og dets skæbne kendes så vidt vides ikke. –
210 BJC I, brev nr. 71, s. 135. – ’Chr. H.f.
Dag’: Kristi Himmelfartsdag. – ’Hanne Boye’: Johanne (Hanne) Boye, f. Birckner
(1797-1881), gift 1818 med Mathias A. Boye (1796-1872), rektor ved
Christianssand Katedralskole. Hanne Boye var en datter af Henriette Collin, f.
Hornemann i dennes første ægteskab med M.G. Birckner.
211 Vedr. Andersens dobbeltforelskelse i
søskendeparret Mathilda og Nils Barck, se evt. Andersens
sjette dobbelt-forelskelse. - dobbeltforelskelsen i Nils F.L. Barck og
dennes søster Mathilde.
212 BEC I, brev nr. 106, s.271-73. – ’Molbech’:
Hvis der med denne Molbech menes Andersens antagonist, litteraturkritiker og
teatercensor Christian Molbech, så er det overraskende, at Andersen havde denne
som ”ven og rejsekammerat”. Det må være ironisk ment. – ’Bournonvilles
svigerinde’: Eva Suell, f. Håkansson (1804-84), søster til Helene Bournonville,
f. Håkansson (1809-95), gift med August Bournonville (1805-79), balletmester og
balletkomponist. – ’Bournonvilles børn’: Augusta (1831-1906), Charlotte
(1832-1911), senere operasangerinde og skuespillerinde ved Det kgl. Teater, og
Charlotte (1833-1908), adoptivdatter af August og Helene Bournonville. – ’grev
Thott’: ikke identificeret. – ’Mumme’: Jette og Edvard Collins næstældste
datter Louise, født 20. februar 1839. – ’de rejsende børn’: Adolph og Ingeborg
Drewsen var ledsaget af Ingeborgs yngre søster Louise Collin, Andersens
”sværmeri”. – ’fru Boye med datter’: Med fruen må der være tale om den i note
208 nævnte Hanne Boye, og med datteren om Henriette (Jette) Boye
(1822-1901).
213 BJC I, brev nr. 72, s. 135-37. – ’frøken
Boeck’: Jeanette Emilie Boeck (1806-46), lærerinde i Sverige. – ’”Foreningen”’:
Studenterforeningen. – ’i sit næste brev til udlandet’: Til hans forlovede
Louise Collin, der jo da opholdt sig i badebyen Ems sammen med sin søster og
svoger. – ’eksamens-træet’: Theodor Collin blev cand. med. 1841, og 1843 rejste
han til Paris, hvor han i øvrigt tilbragte en del af tiden sammen med Andersen.
Herhjemme havde den vordende læge jævnligt opfordret Andersen til at besøge en
prostitueret, for at lette den seksuelle afholdenheds tryk på sind og krop, som
til tider var en stor plage for Andersen, og formentlig også for den da
24-årige Theodor Collin. – ’Deres formiddags prygl’: Udtrykket kan og skal
formentlig forstås humoristisk, for der var naturligvis tale om verbale prygl,
som den 10 år ældre Andersen angiveligt tildelte sin unge ven, men måske var
der i virkeligheden samtidig tale om et slags erotisk bondage-spil mellem de
to. Begge forblev i øvrigt ungkarle og venner resten af livet, uden at der
derfor var tale om et erotisk betonet og intimt venskab mellem dem.
214 Anderseniana 1945, s.
354-58.
215 BEC I, brev nr.107, s. 273-76. – ’Sorø
forekommer mig som en flaske’: Udtrykket menes at være et lån fra Andersens
ven, forfatteren Carl Bagger, idet det forekommer i dennes brev til Andersen af
31. oktober 1827 (Breve til H.C. Andersen, 596-97). Men nok så interessant er
det, at Andersen i 1858 brugte motivet i eventyret om netop ”Flaskehalsen”. –
’Bibelselskabet’: Det danske Bibelselskab blev stiftet i 1814 og fik snart
lokalforeninger flere steder i landet. Bibelselskabet i Sorø var stiftet i
november 1823, og dets årsmøde i 1839 blev afholdt den 10, juli, og altså
medens Andersen opholdt sig i byen. – ’Paulsens’: Søren Kierulff Povelsen
(1788-1861), Sorø Akademis godsinspektør, justitsråd. – ’Niels eller Rasmus’:
Tjener hos familien Collin. - ’vore ”bortrejste”’: Adolph og Ingeborg Drewsen
va sammen med Louise Collin rejst på kurophold til Ems i Tyskland. – Deres
Mama: Oline Thyberg, f. Falenkam (1781-1853).
216 BEC I, brev nr. 108, s. 276-79. – ’hans
omslag*: Dette ses ikke bevaret. – ’den drengeagtige kritik i Maanedsskriftet’:
Det drejer sig om anmeldelsen af ”Tre Digtninger” i Tidsskrift for Litteratur
og Kritik, II, 1839. – ’en rigtig melodi’: Komponisterne J.C. Gebauer og Otto
Lindblad forsøgte sig med en melodi til sangteksten, men denne slog ikke
rigtigt an. Digtet blev trykt i ”Hertha. Svensk-dansk nyårsgåfva för 1840”. –
’Greven’: Gebhard Moltke-Hvitfeldt (1764-1851), greve, besidder af Stamhuset
Moltkenborg (Glorup m.v..), geheimekonferensråd. – ’Amaliegaden’: Amaliegade 9,
her boede de gamle Collins på 1. sal og datteren Ingeborg Drewsen med mand og
børn på 2. sal. – ’den grevelige hyldete’: Skæmtsomt udtryk for smigrende
hyldest.
217 BHW I, brev nr.77, s. 264-67. – ’Mia Sorella!’:
på dansk: Min Søster! Andersen så vel som Jette Wulff brugte en overgang i
deres breve til hinanden den italieniserede tiltaleform, som skyldtes, at de
hver for sig begge havde været på længere ophold i Italien. - ’Frederiksborg’:
Hofbygmester Jørgen Hansen Koch havde siden 1836 forestået restaureringen af
Frederiksborg Slot, og i sommeren 1839 boede fru Ida Koch med sine børn på
slottet, hvor søsteren Jette Wulff besøgte hende. – ’Mia Sorella!’: Italiensk
for ’min søster”, et udtryk Andersen var begyndt at bruge overfor Jette Wulff,
som også havde været på en længere rejse i Italien. Andersen benyttede dog
først udtrykket ”Sorella” en overgang i 1837. – ’Ja, det går dårligt med
korrespondancen’: Andersen og Jette Wulff var på denne tid lidt på kant med hinanden,
og hun besvarede så vidt vides ikke Andersens breve til hende i 1839, bortset
fra et eneste: ’Deres kære brev’: Brevet ser ikke ud til at være bevaret. – ’på
min flugt’: et udtryk for Andersens indenlandske rundrejse i sommerens løb. –
’Cecilies rolle i Mulatten’: Cecilie, grevinde af Ratél, og under værge af
Herren af La Rebelliere, to af stykkets hovedpersoner. – ’Louises Geburtsdag’:
Louise Collin havde fødselsdag den 3. august 1839 og fyldte da 26. år. – ’da
ses vi jo?’: Åbenbart et forsigtigt forsøg på en tilnærmelse til den søsterlige
veninde, Jette Wulff, som han havde kendt lige siden sine første besøg på
Søkadetakademiet i midten af 1820’erne. Men efter kontroversen med hendes
fader, kommandør P.F. Wulff, var forholdet mellem Andersen og familien Wulff
blevet noget afkølet. Dette ændrede sig dog til det bedre, især efter
kommandørens død i 1842, hvilket den efterfølgende og omfattende brevveksling
mellem Andersen og Jette Wulff, som fortsatte lige til hendes død i 1858,
vidner om.
218 BJC I, brev nr.73, s. 137-38. –
’Thorvaldsen’: Han var fra den 4. juni 1839 første gang gæst på Nysø hos baron
og baronesse Stampe, og her fik han sit egentlige hjem i sine sidste leveår.
Baronessen, som han spøgefuldt kaldte for ”gamle mutter”, gik energisk og
fuldstændigt op i, at tage sig af ham og hans sager. Hendes noget excentriske
mand, baron Hendrik Stampe, accepterede tilsyneladende sin kones store
engagement i den berømte billedhugger og dennes gøren og laden. Baronessen
havde tilmed ladet opføre et atelier til Thorvaldsen i godsets store have, og
her udførte han de skulpturer mm., som siden blev fast inventar i Frue Kirke i
København. – ’Deres brev’: Jonas Collin havde i flere år været formand for
komiteen til opførelse af Thorvaldsens Museum. På foranledning af Collins
svigersøn, hofbygmester Jørgen Hansen Koch, havde Frederik VI ved kgl. reskript
af 4. januar 1839 skænket vognskursbygningen vest for Christiansborg Slotskirke
til formålet. På trods af protester fra flere prominente sider, besluttede komiteen
under Jonas Collins forsæde, den 25- januar at tage imod gaven. Det blev
derefter overdraget til arkitekterne Gottlieb Bindesbøll og G.F. Hetsch at
udarbejde planer for ombygningen og indretningen af vognskursbygningen. Det var
Bindesbølls forslag, der blev godkendt. – Jette med sin ungdom’: Jette Collin
og hendes to småpiger, Ingeborg Mimi (Vulle) og Louise (Mumme).
219 BEC I, brev nr. 109, s.
280.
220 BJC I, brev nr. 74, s.
139-41. – ’major Jenssen’: Georg Friedrich Jenssen (1789-1888), 1833 afskediget
sydslesvigsk officer, sproglærer og oversætter, som bl.a. oversatte Andersens
roman ”Kun en Spillemand” til tysk: ”Nur ein Geiger”. – ’lørdagen den 31.
august’: Adolph og Ingeborg Drewsen vendte sammen med Louise Collin efter
kuropholdet i Ems hjem til København den nævnte dato, og dagen efter, søndag
den 1. september, kom Andersen også hjem fra sit ophold på Nysø. – ’vil føle at
jeg dog er en fremmed’: Andersen kom faktisk aldrig for alvor over sin følelse
af ensomhed og fremmedhed, men søgte styrke i sin tro på Guds universale
kærlighed.
221 BEC I, brev nr. 110, s. 281-82. – ’Eduardo’:
Andersen var i sine senere breve begyndt at kalde vennen Edvard, som han altid
stavede Eduard, for Eduardo. I dette tilfælde altså Eduardo di Skozia’ dvs.
Edvard af Skotland. – ’jomf. Rieffel’: Amalia Rieffel (1820-77), pianistinde,
datter af Wilhelm Rieffel (1792-1869), organist ved St. Nicolai-Kirken i
Flensborg.
222 Anderseniana 1945, s.
359-66. – ’en dansk komtesse Barck’: En hentydning til Andersens
forelskelse i den svenske komtesse Mathilda Barck. Men i øvrigt kunne man af
Jette Hancks meget lange og noget sørgmodige brev godt få det indtryk, at hun selv
måske var forelsket i digtervennen, en forelskelse, som hun på forhånd
vidste, var håbløs og umulig, for Andersen opfattede hende afgjort ikke med
erotiske følelser, men derimod som sin søsterlige veninde. – ’Lind har fået
embede og. –’: Formentlig en hentydning til, at i så fald skulle brylluppet
mellem Wilkens Lind og Louise Collin finde sted snarest efter.
223 Anderseniana 1945, s. 368-72.
224 Anderseniana 1945, s. 379-84.
225 Anderseniana 1945, s.
391-94.
226 Rigmor Stampe: H.C.
Andersen og hans nærmeste Omgang, s. 176-77. – ’Deres brev’: Brevet fra Louise Collin,
som Andersens her citerede brev er svar på, ses ikke trykt.
227 Anderseniana 1945, s. 402-07. – ’den 13.
januar åbner teatret igen, rimeligvis med Mulatten’: Teatret åbnede dog ikke
før den 3. februar 1839, og ”Mulatten” kom derfor ikke til opførelse før denne
dato.
228 Anderseniana 1945, s. 414-15.
229 Anderseniana 1945, s. 416-19.
230 Anderseniana 1945, s. 427-28.
231 Anderseniana 1945, s. 428-32..
232 Anderseniana, s. 437-41.
– ’Mulat-plakaten’: Formentlig en plakat for opførelsen af ”Mulatten” på Odense
Teater. – ’den lille Recke’: Der menes at være tale om Adolph von der Recke
(1820-67), senere digter. – ’alle Hverdagshistorierne’: hverdagsfortællinger af
Thomasine Gyllembourg, f. Buntzen, moder til Johan Ludvig Heiberg. Andersen var
mildt sagt ikke begejstre for Hverdagshistorierne, som han syntes trak
hverdagslivet ned på et for lavt plan. Selv anskuede han jo hverdagslivet som
udtryk for ”det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” (”Kun en
Spillemand”, Anden del, IV. Kap.) – ’Barselstuen’: Komedie af Ludvig Holberg. –
’”de Danske i Kina”’: et balletdivertissement af August Bournonville med musik
af bl.a. J.P.E. Hartmann.
233 Anderseniana
1945, s.442-49. – ’Jean Paul’: Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), tysk
digter.
234 BEC i, brev nr. 111,
s.283-86. – søge Tværgaden’: Jette og Edvard Collin boede i Dronningens
Tværgade 19. – ’så helt og aldeles mit’: Andersen sigter her til, at medens
”Mulatten” var inspireret af ”Les épaves”, så var Maurerpigen hans helt egen
idé og handling. – ’er kommet til bevidsthed om, at jeg er dramatisk digter!’:
Andersen, som var berust af den succes, der var blevet ”Mulatten” til del,
kunne jo ikke vide eller forudse, at ”Maurerpigen” skulle blive et smertensbarn
for ham. – ’det sønderlemmede skelet’: Andersen havde også i brev af 17. marts
1840 til Jette Hanck skitseret persongalleriet og handlingen i ”Maurerpigen”.
235 Vedr. ”Maurerpigen”
begik Andersen den store fejl, at tale ondt om Heibergs, hvilket især blev
modtaget med fornøjelse af skuespillerægteparret N.P. Nielsen og dennes hustru,
Anna Nielsen, f. Brenøe, som begge følte sig undertrykt og tilsidesat af
teatrets mægtige censor og dennes dominante hustru, teatrets førstedame. Men
forfatteren, åndsaristokraten og hegelianeren Heiberg havde en trumf i
baghånden, idet han havde skrevet et skuespil med titlen ”En Sjæl efter Døden.
En Apocalyptisk Comedie”, som med årstallet 1841 udkom i Heibergs ”Nye Digte”.
Heri giver han en nedgørende karakteristik af digter Andersen og dennes dramatiske
produkter: Se f.eks. ”En sjæl efter Døden. En Apocalyptisk Comedie. Med
Indledning og Noter ved Alfred Ipsen.” Det Reitzelske Forlag. København 1893.
Sidstnævnte forfatter mener, at der består den mulighed, at Heiberg af
tidsmæssige grunde senere kan have tilføjet versene om Andersen og dennes
skuespil i sit stykke.
236 Almanakker, s. 49.
237 Anderseniana 1945, s. 467-70. –
’”Maurerpigen” blev som før nævnt opført første gang den 18. december 1840, og
da var Andersen taget afsted på sin nye store udenlandsrejse, som han
påbegyndte den 31. oktober s.å., og som via Tyskland gik til Italien og
Grækenland. – ’Clara Falbe’: Clara Johanne Angelique Falbe (1820-88), blev 2.
december 1840 gift med kammerherre, viceguvernør for de dansk-ostindiske
besiddelser Louis Rothe (1811-71). – ’søsteren Ida’: Ida Louise Mathilde Falbe
(1822-49), gift 2. juni1841 med oberst Johan Christian Mathias Trepka
(1809-50).
238 Anderseniana 1945, s.
471-73.
239 Anderseniana 1945. s. 474-76. – ’convenere’:
behage eller passe. – ’De rejser altså dagen før frøken Collins bryllup’: Nej,
Andersen afrejste allerede den 31. oktober, og Louise Collins bryllup fandt
først sted den 25. november. – ’troeste’: det mest trofaste.
240 Dagbøger II, s. 41. –
’Ferrini’: W. Th. Ferrini (dø
1841), restauratør. – ’etatsråd Lund’: Christian Lund (1785-1845), deputeret i
Rentekammeret, etatsråd. – ’Hillerup’: F.C. Hillerup (1793-1861), forfatter og
oversætter. – ’Edvard C.’: Edvard Collin.
241 BEC I, brev nr. 112, s.
286-87. – ’Grethe Redsted’: Henriette Collins veninde Margrethe Redsted
(1814-79), forlovet og gift 1841 med Frederik Sommer (1813-78), premierløjtnant
i Søetaten, som var skibsfører på postskibet ”Christian den Ottende”, som
sejlede i rutefart mellem København og Kiel. – ’Louise og Jonas’: Jette og
Edvard Collins børn, Louise, født 1839, og Jonas, født. 8. april 1840. – ’sig
mig om fru Heiberg har sagt noget til mit brev’: I sine erindringer skriver fru
Heiberg herom: ”Kort efter rejste Andersen til udlandet. Samme dag som han
rejste, modtog jeg et brev fra ham, hvori han på ny tilbød mig sit venskab, og
hvori han skrev: ”Når jeg atter kommer tilbage, vil jeg række Dem hånden til
forsoning”. Jeg fandt det komisk, at han ville række mig hånden til forsoning,
da jeg anså mig som den fornærmede og ikke ham.”
242 BJC I, brev nr. 75, s. 142-43. – ’børnene
deroppe! især Jonna’: Familien Drewsen boede på 2. sal i huset på Amaliegade 9, hvor Jonas Collin og hustru
beboede stuen og 1. sal. Børnene er Jonna, født 1827, Valdemar, født 1828,
Viggo, født 1830, Einar, født 1833, og Harald, født 1836, – ’etatsråd H.’: J.W.
Hornemann (1770-1841), professor i botanik,
broder til gamle fru Collin, havde embedsbolig bag Charlottenborg.
Botanisk Have var dengang beliggende bag husrækken på den sydlige side af
Nyhavn. Det var i et af husene i denne husrække, mere præcist i Nyhavn 20, at
Andersen boede hos skipperenken Karen Sophie Larsen i årene 1834-38.
243 BJC I, brev nr. 76, s. 143-46. –
’Jungf.stieg’: Jungfraustieg. – ’en bryllups-vise for vor kære Louise’: Se
herunder. – ’Deres kone’: Augusta (Gusta) Collin, f. Petzholdt. – ’de raske
drenge’: Hjalmar, født 1834, og Edgar, født 1836,
Til Louise:
Skrevet i München på hendes bryllupsdag den 25. november
1840. [Hvilket jo i al fald ikke var korrekt!]
Nu sidder du hjemme vemodig
og glad
I din brudedragt.
En fremmed jeg er i den
fremmede stad,
Jeg skal se dens pragt.
For altret hans hånd i din er
lagt,
Den lystige kreds nu synger
for eder,
Der er bægerklang,
Der er brudesang,
Men jeg – for eder jeg beder!
Mon dem i hjemmet, som jeg
forlod,
Jer mere skal se?
Du var mig en søster så mild
og god –
Guds vilje ske!
I morgen jeg går over
Alpernes sne,
Ser roserne blomstre, jeg
tænker på eder,
På hvert venligt ord,
Hver en drøm i Nord,
Og da – for eder jeg beder! –
H.C. Andersen.
(Visen er gengivet efter Rigmor Stampe.
H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang, s. 179.) - ordet ’eder’ er på nudansk
identisk med ordet ’jer’. Som det fremgår af visen, kunne Andersen ikke dy sig
for at flette sig selv og sine personlige følelser ind i sammenhængen. Han var
altid selv centrum i alt, hvad han oplevede og foretog sig, hvilket skabte ham
mange problemer i en verden og et miljø, som i hvert fald på overfladen
betragtede personcentrering som udannet og udtryk for dårlig opdragelse, og som
foregav at forholde sig såkaldt sagligt og objektivt til tingene og
begivenhederne.
244 BEC I, brev nr. 113, s. 286-95. – ’første
gang i mit liv kørt med dampvogn’: Togturen er beskrevet i Andersens rejsebeskrivelse
”En Digters Bazar”, i kapitlet ”Jernbanen”. – ’Deres onkel’: Botanikeren,
professor J.W. Hornemann, broder til gamle fru Collin. – ’i stuen og på 1.
sal’: en hentydning til den thybergske ejendom i Dronningens Tværgade 19, hvor
ejeren, tømmermester Henrik Thyberg (1776-1844), oldermand for Tømmerlavet,
selv boede med hustru Oline Thyberg, f. Falenkam (1781-1853) og søn Christian
Thyberg (1815-79).. Hos dem logerede jomfru Dorthea Schouboe (1774-1844). På 1.
sal til den ene side boede Edvard og Jette Collin, f. Thyberg med børn, og til
den anden side boede amtmandinde Augusta von Bülow, f. Güldencrone (1772—1842)
og dennes ugifte datter Margrethe (1809-45).
245 BJC I, brev nr. 77, s. 146-47. – ’”Comedie i
det Grønne”’: Stykket blev genopført den 8. november 1840 ved operasanger L.F.
Sahlertz’ og skuespiller og operasanger C.B. Cettis aftenunderholdning. –
’Familien Mazarin’: Lystspil i 3 akter af Ancelot, oversat af Sille Beyer
(1803-61), forfatter og oversætter. Opført første gang på Det kgl. Teater 1.
april 1841. – ’De Uafhængige*: Komedie i 3 akter af Scribe, oversat af J.L.
Heiberg. Opført første gang på Det kgl. Teater 12. november 1840.
246 BEC I, brev nr. 114, s. 295-99. – ’Holst’:
H.P. Holst (1811-93), digter, 1836-61 lærer ved landkadetakademiet, senere også
ved kadetskolen. Redaktør for Berlingske Tidende 1859-60, direktør for Casino
Teatret 1862-64. Fra 1875 sceneinstruktør ved Det kgl. Teater. 1849 titulær
professor, 1871 etatsråd, 1891 konferensråd. Holst stødte på sin rejse til Andersen
7. februar 1841 i Rom. – ‘Kirkeklokkerne i Frederiksberg Kirke’: Wilkens Linds
og Louise Collins bryllup stod i Frederiksberg Kirke den 25. november 1840, og
vielsen blev foretaget af Caspar Johannes Boye, præst i St. Olai Kirke i
Helsingør, og gift med gamle fru Collins ældste datter, Maria Boye, f.
Birckner. – ’Jomfruen i det Grønne’: en spøgefuld hentydning til ”Maurerpigen”
og ”Én Comedie i det Grønne”. – ’omtalt i Løvebladet’: Det vides ikke, hvilken
avis, der menes, men Andersens rejse meddeltes i ”Dagen”. – ’I det sidste vers
i Pablos vise’: ”Maurerpigen”, Femte akt, Første scene. Hvilken verslinje
Edvard Collin har indsat i verset, fremgår ikke. – ’ søndag formiddag’:
Familien Collin og familien Drewsen samledes om søndagen med nogle få udvalgte
venner hos Jonas Collin i Amaliegade. – ’Marie Wegener’: f. Bindesbøll
(1793-1856). – ’hendes søn Theodor’: Theodor Wegener (1817-77), maler. – ’Hvor
vi skilles fra hinanden’: ”Mulatten”, tredje akt, syvende scene, hvor Cecilie
siger til mulatten Horatio: ”Hvor man skilles fra hinanden, / Det er smertens
Golgatha!”
247 BJC I, brev nr. 78, s. 147-52. –
’Postillonen i Lonjumeau’: Syngestykke i 3 akter af de Leuven og Brunswick, med
musik af Ad. Adam. – ’Fritz’: Fritz Petzholdt, den fine landskabsmaler, som
pludselig døde i Patras 1. august 1838. Omtalt i forbindelse med Andersens brev
af oktober 1838 til Jette Hanck. – ’den 12. oktober er skrivefejl for 12.
november. – ’det gamle hus’: Det gamle bindingsværkshus i Bredgade 4, som Jonas
Collins fader havde købt 1744, og som blev nedrevet i sommeren 1853. I dette
hus havde Louise og Wilkens Lind bolig fra deres bryllup den 25. november 1840
til huset blev nedrevet. – ’Liebe’: Georg Julius Liebe (1788-1845), skuespiller
og regissør ved Det kgl. Teater. – ’Teckla’: Navnet på Theodor Collins hund. –
Wilken’: Wilken Hornemann (1816-92), stud. med, og fætter til og god ven med
Theodor Collin, som på det tidspunkt også var stud. med..
248 BJC I, brev nr. 79, s. 152-53. – ’den
stormfulde overrejse’: Sørejsen med dampskibet ”Christian den Ottende” fra
København til Kiel, havde været stormfuld og givet anledning til søsyge blandt
passagererne, ikke mindst hos Andersen. – ’Freund’: Johan Fredrik Freund
(1785-1857), kgl. møntmester i Altona. – Schumacher’: H.C. Schumacher
(1780-1850), professor i astronomi ved Københavns Universitet, leder af
observatoriet i Altona. – ’den tredobbelte geburtsdag’: Den 2. november var der
fødselsdag for Augusta Collin, Edvard Collin og Theodor Collin. – ’på dansk …
grund’: Freunds boede i Altona, som dengang hørte til det danske monarki.
249 BJC I, brev nr. 79, s. 153-55. – ’gå på
fredag’: ”Maurerpigen” havde premiere fredag den 18. december 1840. – ’et
monument --- over den salige konge’: Thorvaldsen gav et udkast, men det blev
ikke godkendt. Først mange år senere, i 1855, blev opgaven overdraget til H.W.
Bissen, hvis statue af den stående kong Frederik VI, i Frederiksberg Have blev
afsløret 10. september 1858. Frederik VI havde nær personlig tilknytning til
Frederiksberg Slot og slotshave, i hvis kanaler han og familien ofte sejlede
ture om sommeren. - ’Bravo’: Johan Bravo (1797-1876), holstensk maler, 1843
kunstagent i Rom, senere dansk konsul samme sted. – ’rejse til foråret med den
stampeske familie’: Thorvaldsen rejste den 24. maj 1841 sammen med baron og
baronesse Stampe til Rom, hvorfra han først vendte tilbage til København 24.
oktober 1842. Han var jo i øvrigt hjemmevant i Rom., hvor han havde tilbragt
adskillige år som billedhugger.
250 BJC I, brev nr.80, s.155-58. – ’til Ingeborg’: Brevet ses ikke bevaret. – ’Bravo’:
Se note 247, – ’Biblioteket’: De Danskes Bogsamling i Rom havde Edvard Collin
ydet et vægtigt bidrag til, men 1840 ville ingen af de i Rom bosiddende danske
kunstnere påtage sig bibliotekets drift, hvorfor det blev overført til Bravos
bolig. – ’Teologen Hermansen’: Christen Hermansen (1806-82), cand, theol.,
filolog. – ’Constantin Hansen’: (1804-80), maler. – ’Roed’: Jørgen Roed
(1808-88), maler. – ’om Thorvaldsen har betalt det maleri, han fik’:
Thorvaldsen havde den 14. august 1840 købt Küchlers maleri ”Scene af
Familielivet i Albano”, og Marstrands ”Oktoberfesten”, en handel, der var
blevet formidlet af Gottlieb Collin, som også havde modtaget pengene. – ’Fru
Heiberg lo vel af min skrivelse’: Andersen havde før sin afrejse sendt følgende
korte epistel til fru Heiberg:
København den 31. oktober 1840.
Fru Heiberg!
I dag forlader jeg Dannemark, men før jeg rejser bort må
jeg sige Dem et venligt Lev vel! De har gjort mig meget bedrøvet, dog når jeg
møder Dem igen rækker De mig hånden, som jeg her rækker Dem den! hils Deres
mand og hans moder! / som altid før / Deres Dem hengivne / H.C. Andersen.
Den udstrakte hånd fra Andersen tog den højfornemme fru
Heiberg, Det kgl. Teaters ubestridte førstedame, i henhold til hendes ”Et Liv
genoplevet i Erindringen”, I, 1891, s, 428, ikke imod. Tværtimod fandt hun det
komiske, at hun, som følte sig som den forurettede, skulle vise sig
imødekommende overfor den, der på så sårende måde havde fornærmet hende. Der
var i øvrigt det specielle ved fru Heiberg, at denne – i lighed med Andersen -
som ganske ung pige også havde været Jonas Collins protegé. Heiberg og frue var
og forblev desuden venner med familien Collin, som på deres side betragtede
Heiberg som en større digter og dramatiker end Andersen.
251 BJC I, brev nr. 81, s. 158-59. – ’om den går
abonnementet rundt’: ”Maurerpigen” blev opført tredje og sidste gang den 29. december
1840. Bortset fra stykkets kunstneriske fiasko, indbragte det heller ikke
Andersen den forventede indtægt. – ’om Edvard skriver til Dem i dag’: Det skete
først 1. januar 1841, men til gengæld skrev både Edvard og Jette Collin til
vennen, hvis reaktion de begge naturligvis forudså, men ikke kunnen gøre så
meget ved.
252 BEC I, brev nr. 115, s. 300-02. –
’afsætningen af det i bogladerne’: Dagen efter den første opførelse af
”Maurerpigen”, den 19. december 1840, var stykket udkommet i bogform, men på
Andersens eget forlag. Der blev kun solgt et mådeligt antal eksemplarer, som
dog indbragte Andersen lidt penge. – ’Deres Fortale’: Andersen havde forsynet
bogudgaven af ”Maurerpigen” med en Fortale, hvori han forsvarede sig og
forklarede sin aktuelle situation. Fortalen blev dog ikke medtaget i Samlede
Skrifter. – ’reusseren’: mangel på held. – ’Andersens Billedbog’: Til
småbørnene i vennekredsen fremstillede Andersen en hel del hjemmegjorte
billedbøger, hvortil han brugte udklip fra blade og aviser og som han skrev
småvers til.
253 BJC I, brev nr. 115, s.
302-03- - ’ md. Holst var fuldkommen i sin rolles udførelse’:, Elisabeth
(Elise) Holst, f. Hegner (1811-91), skuespillerinde ved Det kgl. Teater
1827-70, gift 1834 med Wilhelm Holst (1807-98), skuespiller ved Det kgl. Teater
1828-72. – ’en recensent i Berlingske Tidende mener’: I denne avis var
anmeldelsen af ”Maurerpigen” skrevet af P.L. Møller, i Fædrelandet af A.L.
Arnesen, som selv var skuespilforfatter. Selvom de to nævnte herrers respektive
anmeldelse forholdt sig kritisk til stykket, var der dog også anerkendelse af
dettes gode sider. – ’Hansen’: Christian Hansen (1812-80), operasanger og
skuespiller ved Det kgl. Teater, kammersanger. – ’: jf. Ryge’: Natalia Ryge
(1816-95), skuespillerinde ved Det kgl. Teater, datter af J.C. Ryge
(1780-1842), dr. med., skuespiller ved Det kgl. Teater 1813-42. – ’Kragh’:
Christian Kragh (1802-84), skuespiller ved Det kgl. Teater. – ’jf. Fabritius’:
Cathrine Amalia Fabritius (1807-73), figurantinde (statist), senere påklæderske
ved Det kgl. Teater.
254 BEC I, brev nr.116, s. 304-09. – ’Heibergs
nye Digte’: – ’Heibergs nye Digte’: J.L. Heiberg: ”Nye Digte”, udkom ved
juletid 1840 og indeholdt bl.a. digtet ”De Nygifte”, hvori Heiberg hentyder til
reinkarnation, og lystspillet ”En Sjæl efter Døden”, hvori Heiberg som
tidligere omtalt kom med stikpiller til Andersens skuespil ”Mulatten” og
”Maurerpigen”, hvor Heiberg ironiserer over Andersens berømmelse og lader
Mefistofeles sige om de to stykker, at Andersen i Helvede efter døden læser det
førstnævnte for sultanens koner og ”Maurerpigen” for dem, som skal kvæles. Se
”En sjæl efter Døden. En Apocalyptisk Comedie. Med Indledning og Noter ved
Alfred Ipsen.” Det Reitzelske Forlag. København 1893. – ’et bind digte af Hertz’:
Henrik Hertz: ”Lyriske og dramatiske Digte. 1. Del”, 1840. Heri fandtes bl.a.
lystspillet ”Sparekassen”, som blev meget populært. - ’en skrivelse til mad.
Holst’: Elisabeth (Elise) Holst, f. Hegner (1811-91), spillede hovedrollen som
Maurerpigen i tragedien af samme navn. – ’Kassekinger’: En kasseking er en vid kappe eller overkjole
(frakke). – ’den ”ikke-kvindelige” Maurerpige!’: En hentydning til fru Heibergs
ord i forbindelse med hendes afvisning af at ville spille rollen som
Maurerpigen: ”Jeg spiller ikke karle-roller!” – ’som i Josephs drøm’: 1.
Mosebog 37, 7, og sst. 41,4. – jomfru Schouboe’: Dorothea Schouboe (1774-1844),
logerende hos familien Thyberg. –’fru Bülow’: Augusta von Bülow, f. Güldencrone
(1772-1852), baronesse, enke efter stiftsamtmand Christopher von Bülow. – ’Jeg
studerer Bibelen og Beckers Verdenshistorie’: Under denne udenlandsrejse tænkte
Andersen jævnligt på sit planlagte verdensdrama: Myten om Ahasverus, Jerusalems
skomager”. – ’Becker’: Karl Fr. Becker (1777-1806), tysk historiker og
forfatter af den populærvidenskabelige ”Weltgeschichte für Kinder und
Kinderlehrer” (Verdenshistorie for børn og børnelærere). – ’Bulwers Rienzi’:
Edward Lytton-Bulwer: ”Rienzi, the Last of the Tribunes”, roman fra 1835. - ’et
digt til Louise’: Se under note 241. Digtet, som er identisk med Andersens
bryllupsvise til Louise Collin, er trykt i ”En Digters Bazar”, i afsnittet om
München, X. kapitel. R&R VI, s. 36. – ’frøken Reimer’: Charlotte Reimer
(1791-1885), søster til Carl Theodor Reimer, som havde været forlover med Jette
Collins storesøster Marie (Mimi) Thyberg, der døde juleaften 1837. –
’Svinedrengen’: Ludvig Phister havde allerede fremsagt eventyret ved
skuespiller Holsts aftenunderholdning den 3. februar 1840, men det blev først
trykt i ”Eventyr, fortalte for Børn, Ny Samling, 3. Hefte”, som udkom 20.
december 1841.
255 Anderseniana 1946, s.
485-86. – ’Milo’: Johan Milo (1788-1861), boghandler i Odense.
256 Anderseniana 1946, s. 497.
257 Anderseniana 1946, s. 499-504. – ’Heibergs
nye Digte’: Se note 252. – Hertz har jo også givet et bind digte’: Se ligeledes
note 252. – ’Hansen’: Søren Hansen (1783-1858), prokurator (sagfører ved under-
og overretten) i Odense. – ’frøken Schleppegrell’: Se note 206.
(Noter fortsættes i 5. del)
© Marts 2011 Harry Rasmussen.