Kulturens vekselspil

Hvordan med fremtiden?

 

 

Indledning

Det er eller burde være en kendt sag mellem oplyste og tænkende mennesker, at de historiske så vel som nutidige kulturperioder med mellemrum skifter fra den ene modsatte yderlighed til den anden. I marxismen bliver begrebet om modsætningerne betegnet som dialektisme, hvorved der skal forstås den marxistiske videnskab om de almene udviklingslove. Den videnskabelige dialektiske forskningsmetode betragter alt som værende i stadig forandring drevet af modsatrettede eller modsatvirkende kræfter. (1)

 

Filosofisk set taler man om, at problemerne og begreberne altid optræder parvis og er udtryk for et indbyrdes uforeneligt modsætningsforhold, som dog først tilsammen fortæller os, hvad det er muligt for os at opnå af viden om forholdet. (2)    

 

Indenfor Martinus’ kosmologi tales der blandt andet om to hovedprincipper i tilværelsen, nemlig kredsløbsprincippet og kontrastprincippet. Kontrasterne eller modsætningerne forudsætter og betinger tydeligvis gensidigt hinanden. Modsætningerne optræder både hver for sig og sammen. Et forenklet eksempel herpå kunne være modsætningerne lys og mørke, dag og nat etc., idet lys og mørke og dag og nat optræder hver for sig, men i en vis forstand også samtidigt, i den forstand, at det kan være dag på den ene side af jordkloden, medens det er nat på den anden side af samme. Men samtidigt er der også tale om et stadigt gentaget kredsløb mellem lys og mørke, f.eks. i form af at dagen i et glidende forløb afløses af natten og omvendt, at natten i et ligeledes glidende forløb afløses af dagen. I hvert fald under normale forhold og omstændigheder.  

 

Som eksempler på de fortidige kulturperioder, der mere eller mindre tydeligt var og er hinandens indbyrdes modsætninger, kan filosofisk set nævnes antikkens humanisme kontra middelalderens skolastik, kontra renæssancen, kontra oplysningstiden, kontra romantikken, kontra positivismen, naturalismen og realismen, kontra symbolisme og filosofisk idealisme, kontra naturvidenskabelig reduktionisme. (3)

 

Samfundsmæssigt og borgerligt set kan kulturperioderne forenklet inddeles i ursamfundet, kontra slavesamfundet, kontra feudalsamfundet, kontra det borgerligt kapitalistiske klassesamfund, kontra det forsøgsvis humanistisk-sociale demokratiske frie samfund. Det royale og adelige klassesamfund, styret af kongemagten og adelsvældet, oplevede sin forsmædelige skæbne i og med Den blodige store franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Svækkelsen af kongemagten og adelsvældet førte i slutningen af 1800-tallet til det borgerligt kapitalistiske klassesamfund, som – dog med visse større og mindre problemer - har oplevet sin storhedstid lige siden, og som i nutiden fortsat er den egentlig bestemmende og dirigerende magtfaktor i demokratiske så vel som i ikke-demokratiske samfund.

 

I nyere tid, ja, faktisk her i efteråret 2017, hvor disse linjer skrives, har det kunnet opleves via medierne, at den samfunds- og kulurperiode, der betegnes af slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet helt frem til og med 1930’erne, især i det sidstnævnte årti var præget af et kulturradikalt oprør mod eller forsøgsvist opgør med den mere eller mindre satte småborgerlige kultur, der havde præget Danmark især lige siden sidste halvdel af 1800-tallet.

 

For den danske kulturradikalisme i den nævnte periode var det især værdier som religionskritik, opgør med traditionelle sociale normer, og – ikke mindst – kritik af den victorianske seksualmoral og dobbeltmoral, samt antimilitarisme, lige som man var åbne overfor andre kulturelle fænomener end de traditionelt vestlige. Til disse andre kulturelle strømninger hørte f.eks. jazz, modernistisk arkitektur, kunst, litteratur og teater.

 

Bag de kulturradikale tendenser lå også ønsket og driften mod en anderledes og mere radikal venstreorienteret politik, hvilket udmøntede sig i en stort set ukritisk interesse for og naiv tiltro til politisk kommunisme, mere præcist den sovjettiske kommunisme. Sidstnævnte repræsenterede en samfundsorden og –kultur, som meget få – om overhovedet nogen i den vestlige verden – dengang havde nærmere kendskab til. Så blandt andet danske kulturpersonligheder hoppede frejdigt og begejstret med på vognen, i håbet og ønsket om, at de kommunistiske ideer, herunder ikke mindst ideen om voldelig revolution, betød adgangsvejen til en ny og bedre verden. (4) 

 

Set i bagklogskabens skærende klare lys er det ubegribeligt, at så mange danske venstreintellektuelle blev og var fascineret af den autoritære og kollektive sovjettiske kommunisme, og ikke mindst af dens store foregangsmænd som Lenin og Stalin. Men den intense kommunistiske propaganda påvirkede og nærmest hjernevaskede mange intellektuelle i 1930’erne og senere. Et af de mere markante navne, der i 1930’erne, også ofte betegnet som mellemkrigsårene mellem Første og Anden verdenskrig, prægede den venstreradikale kulturelites forsøgsvise opgør med fortidens og tidens dobbeltmoral, herunder især seksualmoralen, var arkitekten, forfatteren og samfundsdebattøren Poul Henningen, bedst kendt under navneforkortelsen PH.

 

De trykte talerør for de kommunistiske ideer var tidsskrifter som Kritisk Revy og Kulturkampen og – mærkværdigt nok – avisen Politiken. Sidstnævnte var i kulturpolitisk henseende talerør for Det Radikale Venstre, som afgjort ikke kunne beskyldes for at være kommunistisk. Men de progressive kulturradikale ideer og samfundsrevolutionære tanker lå ofte så tæt på hinanden, at det kunne være vanskeligt at skelne mellem, hvad der var hvad.   

 

Poul Henningsen (1894-1967) var en søn af den nok så rabiate forfatterinde og kvindesagskvinde Agnes Henningsen, hvilket vi i høj grad skal vende tilbage til efter en lidt nærmere omtale af PH. Sidstnævnte var til at begynde med tilhænger af sovjetkommunismen og derfor samtidig også positivt indstillet overfor Det Danske Kommunistiske Parti, DKP. Men som tiden gik, blev han mere og mere skeptisk og afvisende overfor både Sovjet og kommunismen, hvilket efterhånden bragte ham i direkte modstrid med og opposition til den del af kulturradikalismen, der var kommunistisk orienteret.

 

PH var først og fremmest et kreativt meget aktivt menneske, som foruden sin virksomhed som efterhånden berømt arkitekt og opfinder af den specielle og meget dyre PH-lampe, også blev kendt som forfatter og ivrig samfundsdebattør. Efter at have skrevet for tidsskriftet Vor Tid blev han i årene 1921-1938 skribent i den både kulturelt og politisk radikale avis Politiken, dog sådan at han 1926-28 også udgav og skrev i tidsskriftet Kritisk Revy.

 

Men PH var flersidig i sine talenter og aktiviteter, for i 1932 fik han til opgave af Udenrigsministeriet at producere en film om Danmark, som fik premiere i 1935. I 1937 begyndte han at skrive de snart berømte kritiske og satiriske PH-revyer, hvori skuespillere som f.eks. Liva Weel brillerede. Sidstnævnte bidrog blandt andet til at gøre PH-viser som ”Glemmer du, så husker jeg” og ”De binder os på hånd og mund” landskendte, ikke mindst fordi disse også blev sendt i radioen. Den sidstnævnte, indtil den blev forbudt af den nazi-tyske besættelsesmagts pressecensur. PH’s mere eller mindre direkte kritik af besættelsesmagten førte til, at han – i øvrigt som så mnge andre danskere og ikke mindst en del af de danske jøder - i 1943 måtte flygte illegalt til Sverige.

 

Efter Danmarks befrielse i maj 1945 vendte PH i lighed med mange andre flygtede danskere tilbage til hjemlandet, hvor han snart lagde sig ud med kredse, der havde relation til modstandsbevægelsen under besættelsen. I modsætning til disse mente PH – med rette eller urette - ikke at man skulle forbyde nazismen, idet et forbud efter hans opfattelse dels ville stride imod demokratiets regler og nok så vigtigt dels ville betyde at nazisterne ville reagere med at danne en undergrundsbevægelse. Nazismen skulle efter hans mening bekæmpes med demokratisk oplysning, hvorimod en fremtrædende modstandsmand og senere rektor ved Københavns Universitet som professor Mogens Fog opponerede, idet han mente at demokratiet havde ret til at forsvare sig imod sine modstandere og derfor burde forbyde nazismen.

 

Den holdning delte PH bestemt ikke, idet han som humanist mente at man burde behandle sine modstandere ’menneskeligt’, hvilket vil sige uden det had og den hævnfølelse, som modstandsbevægelsen og store dele af befolkningen mente at man burde og skulle. PH kritiserede blandt andet den nedværdigende behandling af de civile tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste fase, lige som han tog afstand fra straffelovstillæggets bestemmelser om tilbagevirkende kraft. Dette provokerede forståeligt nok især folk i frihedsbevægelsen, som havde sat deres eget liv på spil under besættelsen, medens PH havde søgt ly i Sverige. Derfor fik PH selvfølgelig ikke medhold i sine nye anskuelser af de af sine venner og kolleger, der tilsluttede sig DKP. Så derfor blev han nærmest ekskluderet fra partiet, hvilket dog næppe generede ham synderligt, idet han rent faktisk havde vendt ryggen til den autoritære sovjetkommunisme. 

 

Der var altså kort sagt sket det for PH, at under krigen var hans sind og livsanskuelse blevet vendt fra de kommunistiske doktrinære anskuelser og til en mere abstrakt humanistisk opfattelse af virkeligheden og begivenhederne. En anskuelse, som rabiate og tro kommunister nærmest betragtede som en slags forrædderi.

 

I årene 1947-50 blev den iltre menings- og samfundsrevser PH medarbejder ved dagbladet Information. Denne avis var i øvrigt startet som illegalt blad under besættelsen.

 

De næste tiår fra 1950 og til 1960 arbejdede PH for Social-Demokraten og det er i den periode, at han i årene 1956-58 samtidig udgav et af sine mest berømte bogværker, nemlig Kærlighedens Billedbog, der er blevet karakteriseret som ”erotikkens kulturhistorie”. Det er særligt denne samt den i årene 1961-62 udgivne Erotikkens Historie i 3 bind, der på grund af det røre den vakte i den hjemlige ”andedam”, endte med at blive banebrydende for ophævelsen af den strenge pornografilov. I mellemtiden var PH i 1960 vendt tilbage til det kulturelt og politisk set venstreradikale dagblad Politiken.

 

Her skal lige indskydes, at PH i 1964 blev redaktør af forbrugerbladet TÆNK. Men netop hans bøger om kærlighed og erotik, altså om det prekære og udfordrende emne seksualitet, er det, der særligt har interesse i sammenhæng med spørgsmålet om åndsfrihed og ytringsfrihed. Emner, som især for det sidstnævntes vedkommende havde været tabu i den offentlige debat og som vakte stærke følelser hos stort set alle debatterende parter. Men PH var altså med til at bane vejen for den mere frisindede kulturperiode, som tog sin begyndelse i efterkrigstiden fra og med 1950’erne og kulminerede i og med ungdomsoprøret fra og med 1968, herunder også den såkaldte rødstrømpebevægelse, som kæmpede for absolut ligestilling mellem kvinder og mænd, socialt, økonomisk og – ikke mindst - seksuelt. (5)

 

I forbindelse med bevægelsen og bestræbelserne i retning af seksualitetens frigørelse fra den restriktive borgerlige kultur, skal her nævnes et navn, der ikke mindst i Danmark fik en vis indflydelse i den sammenhæng. Det drejer sig om den amerikanske jødiske forfatter Henry Miller (1891-1980), som i 1934 skrev den selvbiografiske roman Tropic of Cancer, oversat til dansk i 1954 under titlen Krebsens vendekreds. Bogen skabte stor opstandelse og forargelse i USA på grund af sit frisprog omkring og skildring af seksualiteten, der stred imod den amerikanske pornografi-lovgivning. Den stred faktisk også imod den danske pornografi-lovgivning på den tid, som først blev ændret og pornografi i videre forstand tilladt i 1967, altså en del år efter at den nævnte bog var udkommet i Danmark.

 

Henry Miller var i årene 1930-39 bosat i Frankrig og her skrev han sine fremragende og mest kendte bøger, som alle er selvbiografiske og demonstrerer hans promiskuøse og anderledes livsopfattelse og personlige levevis. Hans gennemgående motivkreds var oprør imod det etablerede, herunder også og ikke mindst kampen mod det borgerlige samfunds bornerte undertrykkelse af seksualiteten. I 1960’-70’erne var han nærmest blevet en kult-figur i en del lande, herunder også i Danmark, hvor den ligeledes højst kontroversielle billedkunstner og filminstruktør Jens Jørgen Thorsen i 1970 filmatiserede Millers roman Stille dage i Clichy fra 1958. Filmen var og er karakteristisk ved sine meget dristige og realistiske sex-scener. (6)

 

Dansk Kvindesamfund

Som indledning til omtalen af to fremtrædende danske kvinder, nemlig Agnes Henningsen og Thit Jensen, vil det være naturligt her at give et kortfattet rids af dansk kvindehistorie. Kvinden blev jo i henhold til Bibelens skabelsesberetning ikke kun skabt for at være mandens medhjælp, men for at være hans lige. Det lyder således det nævnte sted i 1. Mosebog, vers 27.:

 

    ”Og Gud skabte mennesket i sit billede; i sit billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; ”

 

Nu er det dog sådan, at progressive mennesker, mænd så vel som kvinder, sjældent er religiøst anlagte, men tværtimod i reglen er ateister og derfor ikke tror på nogen Gud eller Kristus eller andre mere eller mindre hellige personer. Man kan også erklære sig som værende neutral i både kulturel og partipolitisk sammenhæng, og det er netop hvad Dansk Kvindesamfund gør. I det spørgsmål har man indtrykket af, at Dansk Kvindesamfunds gæve foregangskvinder nok mere nærer tiltro til naturvidenskabens evolutionsteori. 

 

Dansk Kvindesaamfund blev i øvrigt stiftet i 1871 med det primære formål, at arbejde for at organisere middelklassens kvinder og støtte og styrke disses ret til at blive og være et selvstændigt medlem af familie og stat, især gennem at åbne for adgang til uddannelse og råderet over egen formue og arv, samt til at drive selvstændigt erhverv. Man sigtede tydeligvis på enlige og ugifte kvinders muligheder og rettigheder i samfundet. Sådanne enlige kvinder var der en ikke så lille del af i samfundet, kvinder som normalt måtte tage til takke med at være selskabsdamer eller ekspeditricer. Nogle blev dog uddannet som lærerinder eller sygeplejersker. (7)

 

Kvindeligt Arbejderforbund

Hvad angår arbejderklassens kvinder og piger, som til at begynde med ikke havde nogen organisation til at tage sig af deres rettigheder, så var disse kvindelige væsener indtil videre henvist til fattigfolks mere eller mindre triste skæbne som tjenestepiger, barnepiger, fabrikspiger, servitricer og i værste fald som prostituerede. Det bør dog tilføjes, at ikke alle kvinder og piger af arbejderklassen opfattede deres egen samfundsmæssige placering som trist og udsigtsløs. Tværtimod tog mange af dem deres skæbne med ophøjet ro og humor.

 

Den nævnte situation for arbejderklassens kvinder og piger blev dog heldigvis søgt ændret i forbedret retning, selv om det først skete i 1901, hvor Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, KAD, blev stiftet som en landsdækkende organisation. Det var resultatet af over 15 års aktive fagpolitisk indsats af en række gæve og erfarne københavnske arbejderkvinder i det lokale Kvindeligt Arbejderforbund, KAF. Det varede dog en del år, før KAD fik tilstrækkelig stor magt til, at det overhovedet havde nogen indflydelse på kvindernes situation på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet om kvinders stemmeret kom først på KAD’s dagsorden i 1906, men var forsigtige med at presse for hårdt på politikerne, som var splittede i spørgsmålet. Men KAD opnåede dog i 1908 at få indført kvinders stemmeret til de kommunale råd. Det større og udvidede grundlovssikrede stemmeret til fuld valgret og valgbarhed fik kvinderne dog først i 1915. Dansk Kvindesamfund tilføjede derefter en formålsparagraf, hvorefter man skulle stræbe efter at få indført kvinders fuldmyndige ansvar og ligestilling med mændene på arbejdsmarkedet, samt en fortsat forbedring af kvinders og børns generelle vilkår. 

 

(Citat) Det bør dog også nævnes, at mænd til at begynde med efter Grundlovens indførelse 5. juni 1849, da også først havde stemmeret ved det fyldte 25. år til Folketinget og 35 år til Landstinget. Men der gjaldt ligeledes til at begynde med også den regel, at mænd uden ejendom, psykisk syge, forbrydere, tjenestefolk og fattige var udelukket fra at være medbestemmende vedrørende landets anliggender. Arbejdsløse havde som nævnt heller ingen stemmeret, det fik de som nævnt først i og med juni-grundloven 1915, hvor valgretten til Folketinget som nævnt var 25 år og til Landstinget 35. år. Man skal helt frem til 1953, før alle fik valgret ved det fyldte 23. år.

 

Kvindebevægelsen i Danmark

Det patriarkalske samfund, det vil sige et samfund, der er oprettet, indrettet og domineret af maskuline normer, krav, ønsker og interesser, har siden de ældste tider været en samfundsform, der har klaret sig og overlevet. At den har det, er der og kan der gives flere forklaringer på. Den mest nærliggende forklaring, – i hvert fald set fra en mands synspunkt, – er den, at det maskuline køns generelt set relativt større styrke og øvrige naturlige egenskaber, helt automatisk har bevirket, at det maskuline køn om man så må sige fik 'overmagten' og følgelig blev den dominerende kraft og magt i forhold til kvindekønnet, hvis naturlige noget svagere fysiske styrke og naturlige egenskaber automatisk har ført til den samfundsmæssige og artsmæssige position, som tilfældet altid har været og til en vis grad fortsat er helt op i nutiden. Denne position har imidlertid lige siden 1800-tallet været udfordret af foregangskvinder for kvindens frigørelse, som ville bekæmpe og ophæve den automatiske og 'naturlige' maskuline dominans.

 

Kvindefrigørelsesbevægelsen er og har siden sin begyndelse omkring midten af 1800-tallet dog kun gjort sig gældende for de vestlige samfunds og kulturers vedkommende. I en stor del af den ikke-vestlige verden hersker der fortsat maskulin dominans. Dette betegnes ofte også som patriarkalsk dominans, nemlig i og med, at mænd og især de ældste mænd i disse samfund traditionelt har haft den største indflydelse og magt. Det er dog ikke altid tilfældet, at det er de ældste mænd, der er og har været toneangivende , men det har til gengæld fyrster og konger og klanledere, og sådan er det fortsat i nogle lande i Mellemøsten og i Asien.

 

Men her vil vi nu vende opmærksomheden mod de vestlige samfund, herunder især mod kvindens situation i et demokratisk kongedømme som lille Danmark. Apropos kongedømme, så er det jo som bekendt ikke en mand, altså en konge, men derimod en dronning, altså en kvinde, der sidder på tronen. Tilmed en kvinde med kvaliteter og kvalifikationer, der er højt respekteret og ligefrem elsket af 'undersåtterne', af både de høje og de lave klasser i samfundet. Men dog selvfølgelig ikke af alle landets borgere, idet der findes såkaldte socialister og politisk og kulturelt yderliggående venstreorienterede, som synes at kongedømmet er en anakronisme, altså noget, der ikke er tidssvarende og derfor ikke burde høre hjemme i et demokratisk samfund.

 

Men lad os se lidt nærmere på, hvordan den danske kvindebevægelses historie har formet sig indtil nu. Til det formål vil vi her så at sige gå til selve kilden for oplysninger vedrørende nævnte historie, nemlig til den udmærkede, sobre og i det store og hele saglige skildring af i hovedsagen dansk kvindebevægelse: ”Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor”, Politikens Forlag 1975. Under redaktion af journalist Inga Dahlsgård har syv akademisk uddannede kvinder skrevet hver deres gode og interessante artikel i bogen. Af hensyn til proveniensen bør navnene på disse lærde kvinders respektive navne nævnes her og i den rækkefølge navnene er angivet i bogen: Nina Andersen, cand. polit.Ester Boserup, adjunkt, cand. scient. pol. Drude Dahlerup, lektor, mag. art. Pil Dahlerup, professor, dr. phil. Kristine Heltberg, cand. polit.Rita Knudsen, redaktør Kika Mølgaard, cand. phil. Kirsten Yumiko Taguchi, cand. psyk. Bente Ørum.

 

Vi vil begynde med at citere cand. psyk. Bente Ørums kloge indledning, som i kapitlet ”Mænd og kvinder” begynder med overskriften ”Et gammelt spørgsmål”:

 

(Citat) Spørgsmålet om forskellen mellem mand og kvinde er gammelt og til tider ivrigt debatteret. I de sidste år er det igen blevet voldsomt aktuelt, og det er kvindernes, især nyfeministernes skyld. Betingelserne for deres oprør må imidlertid ligge i samfundsudviklingen og hermed også i andet, end hvad der kan forklares med studenteroprøret i 1968.

     Der kan nævnes to hovedårsager til kvindernes protest i dette århundrede – og med kvinderne menes, som ofte, kvinder i gode eller nogenlunde gode kår.

 1. I forrige århundrede [1800-tallet] øgedes statusforskellene mellem mand og kvinde voldsomt under indflydelse af bl.a. ”puritanisme”. Men de fleste kvinder havde på dette tidspunkt en lang række funktioner at varetage, især i familien (som ofte også var med i produktionen), og de var i hvert fald uundværlige.

2. Så kom industrialiseringen og gjorde kvindens rolle langt mindre betydningsfuld, så nu var hun både mindre værdig og mindre nyttig. Dette er en situation, hvor kun de få magter at gøre oprør, men nogle gjorde det dog, og de blev mødt med spørgsmålet: Hvad er det dog I vil? Underforstået var, at kvinder, der gjorde oprør, var unaturlige kvinder eller frustrerede kvinder, der ville holde op med ”det der”, hvis de bare fik en rigtig mand.

     I dag har både mænd og kvinder fået mere overskud (det gælder især under højkonjunkturer), og flere kvinder begynder at gøre oprør mod de traditionelle kønsroller. Men da de to kønsroller er afpasset til hinanden, må disse kvinders mænd jo også ændre deres kønsrolle – om end lidt forsinket.

    Tidligere har mændene ofte mystificeret kvinden. ”Hvad er det kvinderne vil?” ”Hvem forstår kvindens væsen?” osv. Kvinderne har ikke på samme måde mystificeret manden, fordi kvindernes kønsrolle også har indbefattet et krav om, at de til en vis grad har skullet kunne forstå mænd. For at undgå den tidligere mystificering af kvinden, er det vigtigt at få fastlagt, hvad udgangspunktet for ændringerne i vores kulturs kønsroller er. (Citat slut).

 

Hvad angår spørgsmålet eller problemet om ”udgangspunktet for ændringerne i vores kulturs kønsroller”, så er dette 'udgangspunkt' i henhold til Martinus' kosmiske analyser lige præcis de primære faktorer og årsager, han betegner som ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”. Alle andre årsager, som f.eks. arv og miljø, de traditionelle samfunds- og kulturforhold mm., udgør ifølge ham ”sekundære årsager”. Det emne skal vi vende tilbage til senere nedenfor.

 

Det meget kort fortalte om kvindebevægelsens opfattelse af køn og kønsroller, er, at denne generelt set og forsøgsvis henholder sig til, hvad etnologien, sociologien, psykologien og ikke mindst politisk farvet opfattelse har at sige om køn og kønsroller. Dette fremgår mere eller mindre af Bente Ørums i øvrigt interessante og højst læseværdige artikel. Deri fortælles om normer, kønsroller, kønsrollernes opståen, Hvorfor har vi i dag kønsroller? Kønsrollernes funktion i dag, En statusforskel,

Opdragelsen, Kønsroller indlæres, Kønsidentitet. Det sidstnævnte emne skal der her citeres fra:

 

(Citat) i de fleste teorier om kønsrolleindlæringen spiller kønsidentiteten en væsentlig rolle. Med kønsidentitet mener man den psykologiske oplevelse af at tilhøre det ene eller det andet køn, det kvindelige eller det mandlige. Det behøver ikke at være det samme som det biologiske køn, der for øvrigt heller ikke er et entydigt begreb. (Citat slut)

 

I 2005 fusionerede KAD med Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD, og sammen oprettede man Fagligt Fælles Forbund, som siden og i nutiden bedst kendes som 3F. Arbejderkvinderne havde dermed fået stemme i den danske fagbevægelse som helhed, dog ikke uden problemer, for kvindernes faglige interesser og problemer adskilte sig på en del områder væsentligt fra de mandlige arbejderes interesser og problemer. Det hang og hænger i nogen grad sammen med, at de traditionelt mandligt dominerede fagforbund ikke så sjældent overså dette og til tider ligefrem modarbejdede og forholdt sig chauvenistisk diskriminerende overfor selve kvindesagen, hvis vigtighed for kvinderne selvsagt var inlysende. (8)

 

Mere om Dansk Kvindesamfund

Et emne, der tidligt var på dagsordenen hos Dansk Kvindesamfund var den såkaldte ”sædelighed”, hvilket mere præcist vil sige seksualmoralen. Allerede i 1880’erne gjorde man op med den opfattelse af kønsrollerne, hvor mænd og kvinder havde hver deres afgrænsede og traditionsbestemte funktioner at udføre og forholde sig til. Men eftersom industrialiseringen i stigende grad stillede krav om, at kvinderne forlod hjemmet i dagtimerne og også kom på arbejdsmarkedet for at afhjælpe manglen på arbejdskraft, måtte man indstille sig derefter. Den officielle kønsmoral var i almindelighed den, at ægteskabet og familien var samfundets fundament, som desuden samtidigt skulle sikre, at den seksuelle udfoldelse udelukkende burde finde sted af et nødvendigt hensyn til forplantning og artens videreførelse. Selv lægevidenskaben var dengang af den opfattelse, at kvinder fra naturens side ikke var i besiddelse af en kønsdrift, og dem af dem, der var, måtte være mentalt forstyrrede. Derimod blev mænd anset for at være udstyret med en endog stærk og naturlig kønsdrift, netop med det formål at vedligeholde og styrke deres fysiske og psykiske sundhed, hvorfor en jævnlig seksuel tilfredsstillelse ikke alene var påkrævet, men også ønskelig. 

 

Den traditionelt grundlæggende opfattelse var den, at borgerskabets døtre skulle opdrages til et liv som hustruer og mødre med egenskaber som kyskhed, moderlighed, tålmodighed og beskedenhed, medens borger skabets sønner skulle opdrages til at være aktivt udadrettede og fagligt fokuserede med henblik på, at de dermed blev i stand til at forsørge familien.

 

Deltagerne i den hede og heftige debat om køn og moral, som foregik både i aviser, tidsskrifter og i den nyere skønlitteratur, var hovedsagelig forfattere, kvindesagsforkæmpere og både højre- og venstreorienterede intellektuelle. I en  del tilfælde udviklede diskussionerne om seksualmoralen sig til uvenskab og i enkelte tilfælde til direkte uforsonligt fjendskab mellem diskussionsparterne. Men den side af sagen vil vi forbigå her.

 

Derimod  skal her omtales et emne og problem, som i medfør af biologiske forhold i høj grad påhvilede kvinderne, nemlig abort. Sidstnævnte, altså abort, havde i praksis siden langt tilbage i tiden altid været kvindernes ansvar alene. Og da lovlig abort var vanskelig at opnå, medførte det ulykkeligvis, at de allerfleste aborter blev foretaget illegalt, hvilket i reglen ville sige, at indgrebet blev foretaget af såkaldte ”kvaksalvere”. En kvaksalver er en person, der udfører en form for lægevirksomhed uden at være autoriseret og i visse tilfælde også uden at være kvalificeret. Det betød derfor i reglen også, at kvinder, der havde fået foretaget en illegal abort, bagefter måtte en tur på hospitalet og få foretaget en såkaldt ”udskrabning”, for at standse de blødninger, der var opstået som følge af indgrebet.

 

Så sent som i midten af 1960’erne blev spørgsmålet om fri adgang til abort derfor en vigtig problemstilling for Dansk Kvindesamfund, hvis brogede skare af yngre og ældre medlemmer imidlertid var splittet i opfattelsen af, om fri abort skulle gøres lovligt eller ej. De ældre medlemmer var stort set alle imod fri abort, hvorfor foreningen som sådan forholdt sig tøvende i spørgsmålet. Men i 1967, året før det såkaldte ungdomsoprør begyndte, kom foreningen under et pres, som førte til, at man vedtog en forsigtig formålsparagraf, som pointerede, at man ville arbejde for den fulde ligestilling af kvinder og mænd, således at disse havde lige ansvar i forhold til hjem, erhverv og det offentlige liv.

 

Ungdomsoprør, kønsroller og seksualitet       

Det helt store fremskridt i retning af ligestilling af kvinder og mænd, socialt, erhvervsmæssigt, økonomisk, sexuelt, kønsrollemæssigt, ægteskabeligt og kulturelt, tog forsøgsvist et spring fremad i og med ungdomsoprøret, feminismen  og rødstrømpebevægelsen i slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne og ind i 1980’erne. Dette oprør og opgør distancerede Dansk Kvindesamfund, som havde vanskeligheder med at gøre sig gældende i de mange nye og forvirrende ideologiske og teoretiske debatter. Det skyldtes især, at der i og med ungdomsoprøret samtidig var tale om et generaionsskifte i samfundet og kulturlivet.

 

De unge og oftest studerende mænd havde energioverskud til at samle sig mere eller mindre i politisk venstreorienterede debatgrupper og idealiserede kollektiver, i nogen grad inspireret af den akademiske nymarxisme, hvor man forsøgte sig med nye, alternative og provokerende samlivsformer. Dette gjaldt ikke mindst på det sexuelle område, hvor man hyldede den såkaldt ’frie kærlighed’, hvilket vil sige, at man havde lov til at ’bolle’ på kryds og på tværs af kønslig status. Udtrykket ’bolle’ var et moderne udtryk for det, der ellers plejede at blive kaldt ’samleje’. 

 

For de unge og yngre rabiate kvinder blev det ’in’ at gå med i den såkaldte rødstrømpebevægelse, som begyndte omkring 1970. Den danske version af rødstrømpebevægelsen havde sit udspring i det internarionale kvindeoprør, lige som navnet og betegnelsen rødstrømper var hentet fra de amerikanske Redstockings, der var toneangivende i bevægelsen. Lidt i lighed med, at den ældre aktivistiske kvindebevægelse betegnedes som Bluestockings, på dansk blåstrømper. I begge tilfælde hang det sammen med de strømper som medlemmer af bevægelsen bar. Skiftet fra blåt til rødt markerede den politiske venstredrejning, som rødstrømpebevægelsen var udtryk for, idet man knyttede an til socialismen, nymarxismen og i nogle tilfælde til kommunismen. Sidstnævnte var dog ikke længere så moderne og tiltrækkende, som tilfældet havde været under og lige efter den tyske besættelse af Danmark.

 

Medlemmerne af den danske version af rødstrømpebevægelsen kom – interessant nok - fra Dansk Kvindesamfunds nye aktivistiske ungdomsgruppe og fra universitets- og kunstnermiljøet, som stort set altid har været i opposition til det borgerlige samfund og den borgerlige kultur. Så det var der sådan set ikke noget nyt i. Det nye var, at de unge studerende kvinder – og mænd med for den sags skyld, om end i anden sammenhæng – gerne ville identificere og solidarisere sig med arbejderbevægelsen, hvilket kvinderne især markerede ved at en mindre gruppe af studerende rødstrømper indfandt sig på bryggeriet Tuborg i Hellerup, hvor de gav sig til at diskutere ligeløn med de kvindelige bryggeriarbejdere. 

 

Rødstrømpebevægelsens aktioner gik dog lejlighedsvis over gevind og endte i det rene pjat, som f.eks. da nogle relativt få anonyme af disse, assisteret af et par mænd og udklædt i spraglede gevandter, i 1970 fra Kongens Nytorv gik op gennem Strøget i København i demonstration imod tøj- og kosmetikforretninger. Da de nåede Rådhuspladsen smed de tøjet i nogle affaldssække med påskriften ”Hold Danmark ren”. Der var dog også tale om nogle få fremtrædende og kendte rødstrømper, som de altid vakse og sendationshungrende medier med nærmest begejstring gav rigelig plads i nyheds- og debatprogrammer i aviser, radio og TV. I tilbageblikket må det dog konstateres, at journalisterne og redaktørerne til at begynde med generelt set havde svært ved at forstå, hvad det egentlig var, der foregik.

 

Det svære var for både deltagerne og offentligheden, at forstå grundideen eller filosofien bag de enkelte oprørsgruppers autonomi og deres følelse af kollektivitet og ønske om anonymitet. Bagsiden af alt halløjet var, at ungdomsoprørerne havde sat en mental storm i gang, som blæste i mange retninger og efterlod de forskellige grupperinger uden en fælles kurs eller en overordnet plan. 

 

Men selvom ungdomsoprøret ebbede ud hen imod 1990’erne og frem til nutiden, så satte den dog forskellige temaer på dagsordenen, som f.eks, kvinder i u-lande, prostitution, handel med kvinder, indvandrerkvinders rettigheder, fædres barselsorlov, ligeløn, vold mod kvinder, osv. Disse temaer blev ikke mindst søgt administreret og udviklet af Dansk Kvindesamfund, som i 2005 åbnede et krisecenter i København, lige som det internationale arbejde blev opprioriteret. (9)   

 

Navnkundige kvindesagskvinder

Men lad og kigge lidt tilbage i kvindesagshistorien og se på, hvad denne har indeholdt og indeholder. Det var og er i perioden 1930’erne til 1950’erne at brave kvindesagskvinder som Agnes Henningsen og Thit Jensen kommer med i ’kulturkampen’ i bredere forstand og i kønsrolledebatten i snævrere forstand. Agnes Henningen (1868-1962) vil være bedst kendt som forfatter, samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper. Hendes personlige liv var ikke helt almindeligt, især ikke hvad angår sexlivet, idet hun var af den opfattelse, at kvinder og mænd havde ret til et frit sexualliv. Allerede i sit første ægteskab udlevede hun denne holdning, idet hun havde et i øvrigt højst mærkværdigt seksuelt forhold til en gift mand, i dette tilfælde forfatteren Carl Ewald (1856-1908), som selv havde sexuelle forhold til flere gifte så vel som ugifte kvinder. Agnes Henningsens forhold til Carl Ewald resulterede i en graviditet og påfølgende fødsel af den tidligere ovenfor omtalte og nok så berømte ’kulturkæmpe’ Poul Henningsen,

 

I 1899 debuterede Agnes Henningsen som forfatter med romanen Glansbilleder, og udgav i de følgende mange år yderligere 11 romaner, hvoraf Polens døtre (1901), der som hendes følgende romaner drejer sig om en fordomsfri skildring af kvindens kærlighedsliv, et emne, der dengang vakte stor forargelse i flere kredse. Nævnte roman har som grundsyn, at kvinden som mor og hustru burde på lige fod med mændene kunne forenes med at være erotisk og seksuelt eksperimenterende, men i praksis viser det sig, at mange kvinder svigter sig selv i bestræbelserne på og i rivaliseringen om at opnå en mands gunst.

 

Agnes Henningsen skrev desuden 4 skuespil i årene 1904-1922, dog uden det store held. I skuespillet Elskerinden fra 1906 skildrer hun elskerindens lod som en kvinde, for hvem manden er alt, hvorimod han kun bruger hende til sin egen fornøjelse og tilfredsstillelse af sin libido. Som modspil mente Agnes Henningsen, at kvinder burde kende og acceptere sig selv og sine erotiske lyster og derfor eksperimentere med deres egen seksualitet. Denne opfattelse og holdning vakte selvfølgelig stor forargelse i den puritanske og dobbeltmoralske datid, hvor praktiseringen af seksualitet væsentligst – og i det skjulte - skete på mændenes præmisser. Det var eftet Agnes Henningsens opfattelse i øvrigt den dybere årsag til udbredt frigiditet hos kvinder.

 

Men nok så vigtigt og værdifuldt var og er det, at Agnes Henningsen i årene 1941-55 også skrev sine erindringer i 8 bind, hvori man vil kunne læse om hendes højst interessante livs fataliteter og karriere som en ”moralsk fordærvet” forfatter, der på trods af en vis modstand fra anerkendte og respekterede litterære kredse i 1960 blev medlem af den fornemme litterære institution Det Danske Akademi. På det tidspunkt var der kun to kvindelige medlemmer af nævnte Akademi, nemlig Agnes Henningsen og Karen Blixen. Det kan da også konstateres, at på det idspunkt var der kommet en ny og mere frisindet generation af læsere og mennesker i øvrigt, som i høj grad forstod, delte og anerkendte hendes grundlæggende synspunkter

 

Nok så bittert for Agnes Henningsen var det dog, at ingen af hendes kønsfæller blandt datidens toneangivende kvinder og ejheller Dansk Kvindesamfund støttede hende i hendes bestræbelser på at ligestille kvinden med manden, hvilket desværre også gjaldt den i datiden lige så kendte og på sin vis oppositionelle forfatter og kvindesagskvinde Thit Jensen. (10) 

 

Endnu en brav kvindesagskvinde

Thit Jensens borgerlige navn er Maria Kirstine Dorthea Jensen Fenger (1876-1957), søster til den nok så navnkundige 3 år ældre storebror Johannes V. Jensen (1873-1950), hvis berømmelse som forfatter med al respekt nok må siges at være noget større, end tilfældet blev med søsteren. Dertil kommer, at han i 1944 fik Nobelprisen i litteratur. Men begge fik sammen med deres mange søskende en god og ligeværdig opdragelse i det ret specielle dyrlægehjem i Himmerland. Foruden at være dyrlæge, var faderen også optaget af spiritismen, en interesse, der gik videre til datteren Thit. Moderen var heller ikke helt almindelig, men en stærk og modig kvinde, som i hjemmet også deltog i private debatter om tidens emner sammen med sin mand og børn.

 

I modsætning til sine studerende brødre blev Thit i hjemmet efter sin konfirmation og gik moderen til hænde. Først som 22-årig forlod hu hjemmet og blev lærerinde og husbestyrerinde. Hun begyndte også at skrive romaner og forsøgte at få disse udgivet, hvilket dog ikke lykkedes i første omgang. Desuden anbefalede storebror Johannes hende at opgive skriveriet, for det mente han ikke at hun egnede sig til. Thit lyttede dog ikke til hans ’gode råd’, men skrev og fik udgivet sin første roman ”To søstre” i 1903. Hun måtte dog samtidig fortsætte sit job som husassistent i København, hvortil hun var ’emigreret’.

 

I perioden 1903-28 skrev og udgav Thit Jensen omtrent en roman hvert år, og nogle af disse indbefattede kvindepolitiske emner, mens andre var historiske fortællinger. Det var især de sidstnævnte, der blev hendes særkende, ikke mindst som den platform hvorfra hun kunne fortælle, hvad der lå hende på sinde. Sagen var den, at Thit Jensen vidste, at hun havde tække for at optræde i medierne, som hun da også forstod at udnytte som en måde at få sine oppositionelle og kontroversielle synspunkter bragt videre på. Hun var nemlig ikke bange for at provokere og chokere, især ikke i sin omfattende foredragsvirksomhed, og slet ikke når det drejede sig om hendes yndlingsemne ”Frivilligt moderskab”. 

 

Efter et besøg i 1923 hos den hollandske læge Alette Jacobs, var Thit blevet så tændt på temaet ”Frivilligt moderskab”, at hun efter hjemkomsten ufortøvet  stiftede foreningen ”Frivilligt moderskab”. Det handlede jo om prekære og kontroversielle emner som børnebegrænsning, prævention og abort, emner som dengang nærmest var tabu i den offentlige debat og som man derfor ikke talte åbent om. Men hun fik støtte af den ligeledes provokerende og kontroversielle læge J. H. Leunbach og sammen stiftede de ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.

 

På den tid var den cigarrygende Thit Jensen nærmest blevet et offentligt klenodie, som blev udsat for satiriske bemærkninger og lidt ondskabsfulde karikaturtegninger, hvilket hun dog så vidt vides tog med godt humør. Ikke mindst fordi hun var kommet på Finansloven, hvilket gjorde det miligt for den initiativrige og aktive Thit Jensen også at foretage en del udenlandsrejser, som gik til USA, Australien og New Zealand, hvor hun naturligvis også holdt foredrag om sine yndlingsemner.

 

Her en lille anekdote fra et af Thits mange holdte foredrag, som angiveligt foregik i København. Blandt tilhørerne var der en professor ved navn Wiedt, som på et tidspunkt under spørgerunden sagde følgende: ”Nu går de for vidt, Thit!” Hvortil hun kvikt replicerede: ”Det har De gjort så tit, Wieth!” 

 

Thit gjorde jo sit til at kunne leve af de faste penge, hun modtog fra Finansloven, men suppleret med indtægterne fra hendes forfattervirksomhed. Derfor kastede hun sig efter 1925 over sin anden hovedinteresse, nemlig kun at skrive historiske romaner. Den første af disse romaner, ”Jørgen Lykke”, udkom i 1931. Det er i den forbindelse interessant at vide, at broderen Johannes allerede i 1895 begyndte sin forfatterkarriere under pseudonymet Jørgen Lykke. Men ellers havde forholdet mellem de to søskende udviklet sig meget negativt, især fordi broderen ikke syntes om sin søsters forfatterskab og for resten heller ikke om hendes personlighed og levevis.

 

Det var dog ellers et nok så interessant og spændende historisk inspireret forfatterskab, Thit var begyndt på og som kom til at omfatte romanerne ”Jørgen Lykke”, 1931, ”Stygge Krumpen”, 1936, og sluttelig storværket ”Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig”, 1940-53. Disse romaner satte og sætter fortsat kønnenes indbyrdes forhold til debat. Derimod var det nok lidt mere tvivlsomt, når Thit efterfølgende hævdede, at hendes historiske romaner delvis var baseret på spiritistiske kontakter med de historiske personer, som hun portrætterede og som hendes romaner handlede om. Det med spiritismen tog hendes læsere og de fleste danskere med vanlig humor og venlig overbærenhed. Thit var gået hen og blevet noget i retning af et elskeligt ikon på det litterære danske parnas og i den danske offentlighed.

 

Sluttelig om Thit Jensen bør det lige nævnes, at hun selv kun var gift én gang, nemlig med en 11 år yngre kunstmaler, somefter få år forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Det smertede Thit så meget, at hun ikke kunne tilgive ham, hvilket vel er forståeligt. Thit var jo i spørgsmåle om sexualitet og ægteskab af en noget anden og ikke så fri støbning, end tilfældet var med Agnes Henningsen, Thit Jensen forblev da også ugift resten af sit liv. (11)

 

Kulturens vekselspil endnu engang

Som fremført i begyndelsen af denne artikel, så må man konstatere at der findes et begreb, som hedder ”Kulturens vekselspil” og som fortæller, at de historiske så vel som nutidige kulturperioder med mellemrum skifter fra den ene modsatte yderlighed til den anden. Dette er ikke mindst tilfældet, når det drejer sig om opfattelsen af teoretiske begreber og og praktiske fænomener som frisind, ytringsfrihed og seksualitet.

 

Ungdomsoprøret med dettes kollektiver og rødstrømpebevægelsen med dennes ølejre i 1960’-70’erne vendte sig både teoretisk og praktisk imod stort set alle tidligere borgerlige værdinormer, moralbegreber og institutioner. Man ville kort og godt nedbryde og fjerne det forbenede gamle og skabe en helt ny verden, både socialt, økonomisk, politisk og kulturelt. Men der var dog ikke enighed eller konsensus om, hvordan man skulle bære sig ad med at ændre og forny. Derfor splittedes tilhængerskaren omkring fornyelserne op i grupper som f.eks. socialister, kommunister, anarkister og flower-power.

 

Det kan konstateres, at den del af ’vekselspillet’, som er beskrevet ovenfor, der drejer sig om de seneste knapt hundrede år, befinder sig i kulminationsfasen, hvorefter det i henhold til vekselspillets lovmæssigheder kun kan gå den modsatte vej. Det betyder, at de værdinormer, moralbegreber og institutioner, samt i videre forstand de sociale, økonomiske, politiske og kulturelle forhold, der mere eller mindre er en følge af den moral, etik og livsopfattelse, der kendetegner ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen, er på aftagende kurs og afmattende retur. Det vil mere eller mindre direkte fremgå af den følgende skildring af nutidens mod-kulturelle situation.

 

Der har naturligvis under hele det foreløbige udviklingsforløb været mennesker, som ikke delte og fortsat ikke deler de progressive ideer, tanker og forestillinger, der er kendetegnende for ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen. Men derfor behøver de pågældende ikke nødvendigvis at støtte den igangværende afmatningsproces. Man er derfor stort set henvist til at være mere eller mindre magtesløst vidne til dramaet om ”den synkende skude”.

 

Som et markant eksempel på den modsatrettede kulturelle bevægelse, der særlig her i efteråret 2017 har fået vind i sejlene, kan nævnes den internationale såkaldte ’Me Too’-bevægelse. Her i de sidste par måneder af dette år har medierne, både de trykte, elektroniske og radiofoniske, mere eller mindre fokuseret på fænomenet. Medierne er tændt på det, fordi man øjner drama og sensationer i form af nærmest et forarget-retfærdigt hævntogt, især med unge og yngre kvinder i både hoved- og offerrollen, som har været udsat for, hvad der betegnes som sexchikane. De anklagede, misbrugerne eller sexforbryderne er i de såkaldt krænkedes opfattelse selvfølgelig nogle vellystige og ansvarsløse magthavende mænd på arbejdspladserne, muligvis især på de arbejdspldser, der findes indenfor  underholdningsindustrien, mere præcist i filmbranchen.

 

Det kan nok ikke undre, at Me-Too-bevægelsen – eller på dansk: Også-Mig-bevægelsen - har sit udspring i det dydige og moralske Amerika, hvor der især eksisterer og trives en række mere eller mindre yderligtgående restriktive religiøse sekter. Hvilket dog ikke betyder, at der altid eller overhovedet er blandet religion ind i Me-Too-bevægelsen. Men uanset dette, så drejer det sig profant set om mænds sexmisbrug under den ene eller den anden form af primært unge og yngre kvinder, så vel i privatlivet som på arbejdspladsen. (12)

 

Det findes vistnok ikke præciseret, om Me-Too-bevøgelsen mener det drejer sig om mænd i den store og brede almindelighed eller om det kun drejer sig om visse mænd med særlige sexuelle tilbøjeligheder. Men set på baggrund af mediernes omtale af sexkrænkelserne, tyder det på, at disse i særlig grad findes i kategorien indflydelsesrige og magtfulde mænd, som f. eks. den amerikanske filmprocent Harvey Weinstein og den danske filmproducent Peter Aalbæk Jensen. Sidstnævnte er angiveligt blevet hængt ud i medierne af 9 kvindelige ansatte i hans firma Zentropa. De hævder enstemmigt, at han har taget dem på brysterne og klappet dem i måsen, samtidigt med at han er kommet med småsjofle bemærkninger.

 

I modsætning til Weinstein er Aalbæk Jensen krøbet til korset og har offentligt i medierne undskyldt og beklaget sin handlemåde overfor de nævnte kvinder. Og i øvrigt har han også beklaget den specielle virksomhedskultur, der angiveligt gennem mange år har hersket i hans firma og som han selv var og er hovedansvarlig for.

 

I kølvandet på Me-Too-anklagerne imod de magtfulde mænd i teater- og filmbranchen, har en del lidt ældre amerikanske kvindelige filmskuespillere i aviser og blade fremsat mundtlige anklager om sexchikane imod bl.a. nævnte Weinstein, der dog afviser anklagerne med, at der må være tale om hævn fra kvindernes side, måske fordi de ikke fik det job eller den rolle, de ønskede sig.

 

Naturligvis er sexchikane ikke acceptabelt, uanset under hvilken form eller former denne finder sted. Men man kunne måske samtidig spørge, om ikke kvindelige magthavere også kan tænkes at have udsat eller udsætte deres undergivne mandlige ansatte for sexchikane. (13)

 

Det må dog nok konstateres, at der hos offentligheden og i visse kredse er mere interesse for og opmærksomhed omkring den sexchikane, der er gået eller går ud over uskyldige unge og yngre forsvarsløse piger og kvinder. Værst er det naturligvis, hvis sexchikanen er foregået eller foregår i form af decideret voldtægt. Det er selvfølgelig fuldkommen uacceptabelt.

 

Man har indtrykket af, at holdningen hos mange kvinder desværre synes at være, at mænd er nogle sexgale og ansvarsløse udyr, der ikke kan styre og opføre sig ordentligt og anstændigt. Det burde jo ikke være nogen hemmelighed, at der faktisk findes kvinder, der ligefrem hader og afskyer mænd. Lige som der som bekendt også findes mænd, der hader og afskyer kvinder. Men heldigvis er ingen af delene normen.

 

Her kan det passende indskydes, at nogle af de tidligere diskriminerede grupper i samfundet, som i nok så høj grad vil være eller blive fordømt og straffet, hvis det puritanske og i negativ forstand moralske islam skulle vise sig at få større magt og indflydelse i Europa og her i Norden, end tilfældet er aktuelt, vil være de homosexuelle og lignende kønsligt afvigende grupper. Det har i forvejen taget mange år for de homoseksuelle at opnå anerkendelse og ligeberettigelse med heterosexuelle. Men i nyere tid er de nævnte grupper anerkendt stort set i alle vestlige lande. I muslimske lande dømmer man derimod homosexuelle mænd til døden og henretter disse, f.eks. ved at hænge dem op i kraner eller kaste dem ud fra højhuse. Hvordan det forholder sig med homosexuelle kvinder, de såkaldte lesbiske, foreligger der mig bekndt ikke noget nærmere om. Men man kunne forestille sig, at disse kvinder vil blive dømt til stening, sådan som tilfældet i øvrigt er med mange andre kvinder, der har forbrudt sig mod islamiske love.

  

Nok så vigtigt og afgørende er det imidlertid, at den tiltagende islamisering af den europæiske og danske kultur i øvrigt også er med til at fremme den udvikling – eller i realiteten det restriktive og puritanske tilbageskridt – der foreløbig så småt har fundet sted indenfor de senere årtier. De islamiske værdinormer og disses strenge moralkodeks peger i princippet i samme retning som Me-Too-bevægelsen eller omvendt. Så medmindre der i tide fremkommer nogle initiativer og tiltag til at bremse den nævnte ’afvikling’ af de opnåede resultater i form af en omtrent ubegrænset ytringsfrihed og en absolut frisindet sexualmoral, som under personligt ansvar – og selvfølgelig også under ansvar overfor den demokratiske lovgivning - lader det være op til den enkelte, hvilke former for sexuel adfærd, der er relevante og passer ind i hvert individuelt menneskes livsførelse, det vil sige i hver kvindes og hver mands tilværelse.

 

Den kommende fremtids begivenheder, initiativer og tiltag vil vise, om jeg har ret i mine dystre forudsigelser af den igangværende udvikling – eller ’afvikling’. Men selvom jeg skulle få ret, så kan det måske være til trøst og opmuntring at vide, at kulturens vekselspil engang ud i fremtiden atter vil bevæge sig i retning af de ideer, tanker, forestillinger og holdninger, der principielt set vil svare til dem, som ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen i sin tid satte i gang. (14) 

 

© November 2017. Harry Rasmussen.

 

___________________________

 

 

Noter og kilder:

 

 1.:  Vedr. begrebet dialektik: Se f.eks. Politikens Røde Opslagsbøger: Religion / Livsanskuelse. Gyldendal 1979. Bogen er senere genudgivet i en nyere udgave. Men man kan naturligvis også søge de nævnte begreber på Internettet.

 

 2.: Vedr. komplementaritetsteorien, se f.eks. det i note 1. nævnte værk.

 

 3.: Vedr. kulturperioderne, se f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra Rnaissancen til Nutiden. Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1941. Bogen giver en god oversigt over de nævnte kulturperioder. Man kan naturligvis også søge på kulturperioder på Internettet.

   

 4.: Se f.eks. Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle. Gyldendal 1984. – Per Stig Møller: På sporet af det forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i vor tids politik, videnskab og etik. Gyldendal 1976.

 

 5.: Vedr. Poul Henningsen vil man kunne finde reelle og gode oplysninger om ham og hans karriere ved at søge på Internettet.

 

 6.: Vedr. nærmere oplysninger om Henry Miller og hans forfatterskab, søg venligst på Internettet.

 

 7.: Vedr. Dansk Kvindesamfund og dets organisation og historie, søg også i dette tilfælde på Internettet.

 

 8.: Vedr. Kvindeligt Arbejderforbund og dets organisation og historie, søg også i dette tilfælde på Internettet. – Citatet er fra artiklen  4.111. "Jeg elsker dig!" - betragtninger over forelskelse og ægteskab.

 

 9.: Se f.eks. Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor. Redigeret af Inga Dalsgaard. Politikens Forlag. København 1975. Men man kan også med fordel orientere og opdatere sig om kvindebevægelsen og dens historie på Internettet. 

 

10.: Også vedr. Agnes Henningsen og hendes historie og forfatterskab vil man kunne orientere og opdatere sig på Internettet.

 

11.: Også vedr. Thit Jensen og hendes historie og forfatterskab vil man kunne orientere og opdatere sig på Internettet. – Det kan også anbefales at læse bogen af Jens Andersen: THIT – den sidste valkyrie. Gads Forlag. København 1992.

 

12.: Man vil kunne læse en del om Me-Too-bevægelsen på Internettet. 

 

13.: Vedr. begrebet og fænomet sexchikane vil man også kunne læse en del om det emne på Internettet.

 

14.:  Se f.eks. artiklen 4.143. Idealismens forviklinger - vejen til kulturelt selvmord!?

 

© november 2017. Harry Rasmussen.

 

******************