Hvordan med fremtiden?
Det er eller
burde være en kendt sag mellem oplyste og tænkende mennesker, at de historiske
så vel som nutidige kulturperioder med mellemrum skifter fra den ene modsatte
yderlighed til den anden. I marxismen bliver begrebet om modsætningerne
betegnet som dialektisme, hvorved der skal forstås den marxistiske videnskab om
de almene udviklingslove. Den videnskabelige dialektiske forskningsmetode
betragter alt som værende i stadig forandring drevet af modsatrettede eller
modsatvirkende kræfter. (1)
Filosofisk
set taler man om, at problemerne og begreberne altid optræder parvis og er
udtryk for et indbyrdes uforeneligt modsætningsforhold, som dog først tilsammen
fortæller os, hvad det er muligt for os at opnå af viden om forholdet. (2)
Indenfor
Martinus’ kosmologi tales der blandt andet om to hovedprincipper i tilværelsen,
nemlig kredsløbsprincippet og kontrastprincippet. Kontrasterne eller
modsætningerne forudsætter og betinger tydeligvis gensidigt hinanden.
Modsætningerne optræder både hver for sig og sammen. Et forenklet eksempel
herpå kunne være modsætningerne lys og mørke, dag og nat etc., idet lys og
mørke og dag og nat optræder hver for sig, men i en vis forstand også
samtidigt, i den forstand, at det kan være dag på den ene side af jordkloden,
medens det er nat på den anden side af samme. Men samtidigt er der også tale om
et stadigt gentaget kredsløb mellem lys og mørke, f.eks. i form af at dagen i
et glidende forløb afløses af natten og omvendt, at natten i et ligeledes
glidende forløb afløses af dagen. I hvert fald under normale forhold og
omstændigheder.
Som
eksempler på de fortidige kulturperioder, der mere eller mindre tydeligt var og
er hinandens indbyrdes modsætninger, kan filosofisk set nævnes antikkens
humanisme kontra middelalderens skolastik, kontra renæssancen, kontra
oplysningstiden, kontra romantikken, kontra positivismen, naturalismen og
realismen, kontra symbolisme og filosofisk idealisme, kontra naturvidenskabelig
reduktionisme. (3)
Samfundsmæssigt
og borgerligt set kan kulturperioderne forenklet inddeles i ursamfundet, kontra
slavesamfundet, kontra feudalsamfundet, kontra det borgerligt kapitalistiske
klassesamfund, kontra det forsøgsvis humanistisk-sociale demokratiske frie samfund.
Det royale og adelige klassesamfund, styret af kongemagten og adelsvældet,
oplevede sin forsmædelige skæbne i og med Den blodige store franske revolution
i slutningen af 1700-tallet. Svækkelsen af kongemagten og adelsvældet førte i
slutningen af 1800-tallet til det borgerligt kapitalistiske klassesamfund, som
– dog med visse større og mindre problemer - har oplevet sin storhedstid lige
siden, og som i nutiden fortsat er den egentlig bestemmende og dirigerende
magtfaktor i demokratiske så vel som i ikke-demokratiske samfund.
I nyere tid,
ja, faktisk her i efteråret 2017, hvor disse linjer skrives, har det kunnet
opleves via medierne, at den samfunds- og kulurperiode, der betegnes af
slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet helt frem til og med
1930’erne, især i det sidstnævnte årti var præget af et kulturradikalt oprør
mod eller forsøgsvist opgør med den mere eller mindre satte småborgerlige
kultur, der havde præget Danmark især lige siden sidste halvdel af 1800-tallet.
For den
danske kulturradikalisme i den nævnte periode var det især værdier som
religionskritik, opgør med traditionelle sociale normer, og – ikke mindst –
kritik af den victorianske seksualmoral og dobbeltmoral, samt antimilitarisme,
lige som man var åbne overfor andre kulturelle fænomener end de traditionelt
vestlige. Til disse andre kulturelle strømninger hørte f.eks. jazz,
modernistisk arkitektur, kunst, litteratur og teater.
Bag de
kulturradikale tendenser lå også ønsket og driften mod en anderledes og mere
radikal venstreorienteret politik, hvilket udmøntede sig i en stort set
ukritisk interesse for og naiv tiltro til politisk kommunisme, mere præcist den
sovjettiske kommunisme. Sidstnævnte repræsenterede en samfundsorden og –kultur,
som meget få – om overhovedet nogen i den vestlige verden – dengang havde
nærmere kendskab til. Så blandt andet danske kulturpersonligheder hoppede
frejdigt og begejstret med på vognen, i håbet og ønsket om, at de kommunistiske
ideer, herunder ikke mindst ideen om voldelig revolution, betød adgangsvejen
til en ny og bedre verden. (4)
Set i
bagklogskabens skærende klare lys er det ubegribeligt, at så mange danske
venstreintellektuelle blev og var fascineret af den autoritære og kollektive
sovjettiske kommunisme, og ikke mindst af dens store foregangsmænd som Lenin og
Stalin. Men den intense kommunistiske propaganda påvirkede og nærmest
hjernevaskede mange intellektuelle i 1930’erne og senere. Et af de mere
markante navne, der i 1930’erne, også ofte betegnet som mellemkrigsårene mellem
Første og Anden verdenskrig, prægede den venstreradikale kulturelites
forsøgsvise opgør med fortidens og tidens dobbeltmoral, herunder især
seksualmoralen, var arkitekten, forfatteren og samfundsdebattøren Poul
Henningen, bedst kendt under navneforkortelsen PH.
De trykte
talerør for de kommunistiske ideer var tidsskrifter som Kritisk Revy og
Kulturkampen og – mærkværdigt nok – avisen Politiken. Sidstnævnte var i
kulturpolitisk henseende talerør for Det Radikale Venstre, som afgjort ikke
kunne beskyldes for at være kommunistisk. Men de progressive kulturradikale
ideer og samfundsrevolutionære tanker lå ofte så tæt på hinanden, at det kunne
være vanskeligt at skelne mellem, hvad der var hvad.
Poul
Henningsen (1894-1967) var en søn af den nok så rabiate forfatterinde og
kvindesagskvinde Agnes Henningsen, hvilket vi i høj grad skal vende tilbage til
efter en lidt nærmere omtale af PH. Sidstnævnte var til at begynde med
tilhænger af sovjetkommunismen og derfor samtidig også positivt indstillet
overfor Det Danske Kommunistiske Parti, DKP. Men som tiden gik, blev han mere
og mere skeptisk og afvisende overfor både Sovjet og kommunismen, hvilket
efterhånden bragte ham i direkte modstrid med og opposition til den del af
kulturradikalismen, der var kommunistisk orienteret.
PH var først
og fremmest et kreativt meget aktivt menneske, som foruden sin virksomhed som
efterhånden berømt arkitekt og opfinder af den specielle og meget dyre
PH-lampe, også blev kendt som forfatter og ivrig samfundsdebattør. Efter at
have skrevet for tidsskriftet Vor Tid blev han i årene 1921-1938 skribent i den
både kulturelt og politisk radikale avis Politiken, dog sådan at han 1926-28
også udgav og skrev i tidsskriftet Kritisk Revy.
Men PH var
flersidig i sine talenter og aktiviteter, for i 1932 fik han til opgave af
Udenrigsministeriet at producere en film om Danmark, som fik premiere i 1935. I
1937 begyndte han at skrive de snart berømte kritiske og satiriske PH-revyer,
hvori skuespillere som f.eks. Liva Weel brillerede. Sidstnævnte bidrog blandt
andet til at gøre PH-viser som ”Glemmer du, så husker jeg” og ”De binder os på
hånd og mund” landskendte, ikke mindst fordi disse også blev sendt i radioen.
Den sidstnævnte, indtil den blev forbudt af den nazi-tyske besættelsesmagts
pressecensur. PH’s mere eller mindre direkte kritik af besættelsesmagten førte
til, at han – i øvrigt som så mnge andre danskere og ikke mindst en del af de
danske jøder - i 1943 måtte flygte illegalt til Sverige.
Efter
Danmarks befrielse i maj 1945 vendte PH i lighed med mange andre flygtede
danskere tilbage til hjemlandet, hvor han snart lagde sig ud med kredse, der
havde relation til modstandsbevægelsen under besættelsen. I modsætning til
disse mente PH – med rette eller urette - ikke at man skulle forbyde nazismen,
idet et forbud efter hans opfattelse dels ville stride imod demokratiets regler
og nok så vigtigt dels ville betyde at nazisterne ville reagere med at danne en
undergrundsbevægelse. Nazismen skulle efter hans mening bekæmpes med
demokratisk oplysning, hvorimod en fremtrædende modstandsmand og senere rektor
ved Københavns Universitet som professor Mogens Fog opponerede, idet han mente
at demokratiet havde ret til at forsvare sig imod sine modstandere og derfor
burde forbyde nazismen.
Den holdning
delte PH bestemt ikke, idet han som humanist mente at man burde behandle sine
modstandere ’menneskeligt’, hvilket vil sige uden det had og den hævnfølelse,
som modstandsbevægelsen og store dele af befolkningen mente at man burde og
skulle. PH kritiserede blandt andet den nedværdigende behandling af de civile
tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste fase, lige som han tog
afstand fra straffelovstillæggets bestemmelser om tilbagevirkende kraft. Dette
provokerede forståeligt nok især folk i frihedsbevægelsen, som havde sat deres
eget liv på spil under besættelsen, medens PH havde søgt ly i Sverige. Derfor
fik PH selvfølgelig ikke medhold i sine nye anskuelser af de af sine venner og
kolleger, der tilsluttede sig DKP. Så derfor blev han nærmest ekskluderet fra
partiet, hvilket dog næppe generede ham synderligt, idet han rent faktisk havde
vendt ryggen til den autoritære sovjetkommunisme.
Der var
altså kort sagt sket det for PH, at under krigen var hans sind og livsanskuelse
blevet vendt fra de kommunistiske doktrinære anskuelser og til en mere abstrakt
humanistisk opfattelse af virkeligheden og begivenhederne. En anskuelse, som
rabiate og tro kommunister nærmest betragtede som en slags forrædderi.
I årene
1947-50 blev den iltre menings- og samfundsrevser PH medarbejder ved dagbladet
Information. Denne avis var i øvrigt startet som illegalt blad under
besættelsen.
De næste
tiår fra 1950 og til 1960 arbejdede PH for Social-Demokraten og det er i den
periode, at han i årene 1956-58 samtidig udgav et af sine mest berømte
bogværker, nemlig Kærlighedens Billedbog, der er blevet
karakteriseret som ”erotikkens kulturhistorie”. Det er særligt denne samt den i
årene 1961-62 udgivne Erotikkens Historie i 3 bind, der på
grund af det røre den vakte i den hjemlige ”andedam”, endte med at blive
banebrydende for ophævelsen af den strenge pornografilov. I mellemtiden var PH
i 1960 vendt tilbage til
det kulturelt og politisk set venstreradikale dagblad Politiken.
Her skal
lige indskydes, at PH i 1964 blev redaktør af forbrugerbladet TÆNK. Men netop
hans bøger om kærlighed og erotik, altså om det prekære og udfordrende emne
seksualitet, er det, der særligt har interesse i sammenhæng med spørgsmålet om
åndsfrihed og ytringsfrihed. Emner, som især for det sidstnævntes vedkommende
havde været tabu i den offentlige debat og som vakte stærke følelser hos stort
set alle debatterende parter. Men PH var altså med til at bane vejen for den
mere frisindede kulturperiode, som tog sin begyndelse i efterkrigstiden fra og
med 1950’erne og kulminerede i og med ungdomsoprøret fra og med 1968, herunder
også den såkaldte rødstrømpebevægelse, som kæmpede for absolut ligestilling
mellem kvinder og mænd, socialt, økonomisk og – ikke mindst - seksuelt. (5)
I
forbindelse med bevægelsen og bestræbelserne i retning af seksualitetens
frigørelse fra den restriktive borgerlige kultur, skal her nævnes et navn, der
ikke mindst i Danmark fik en vis indflydelse i den sammenhæng. Det drejer sig
om den amerikanske jødiske forfatter Henry Miller (1891-1980), som i 1934 skrev
den selvbiografiske roman Tropic of Cancer, oversat til dansk i
1954 under titlen Krebsens vendekreds. Bogen skabte stor
opstandelse og forargelse i USA på grund af sit frisprog omkring og skildring
af seksualiteten, der stred imod den amerikanske pornografi-lovgivning. Den
stred faktisk også imod den danske pornografi-lovgivning på den tid, som først
blev ændret og pornografi i videre forstand tilladt i 1967, altså en del år
efter at den nævnte bog var udkommet i Danmark.
Henry Miller
var i årene 1930-39 bosat i Frankrig og her skrev han sine fremragende og mest
kendte bøger, som alle er selvbiografiske og demonstrerer hans promiskuøse og
anderledes livsopfattelse og personlige levevis. Hans gennemgående motivkreds
var oprør imod det etablerede, herunder også og ikke mindst kampen mod det
borgerlige samfunds bornerte undertrykkelse af seksualiteten. I 1960’-70’erne
var han nærmest blevet en kult-figur i en del lande, herunder også i Danmark,
hvor den ligeledes højst kontroversielle billedkunstner og filminstruktør Jens
Jørgen Thorsen i 1970 filmatiserede Millers roman Stille dage i Clichy
fra 1958. Filmen var og er karakteristisk ved sine meget dristige og
realistiske sex-scener. (6)
Som indledning til omtalen af to fremtrædende danske kvinder,
nemlig Agnes Henningsen og Thit Jensen, vil det være naturligt her at give et
kortfattet rids af dansk kvindehistorie. Kvinden blev jo i henhold til Bibelens
skabelsesberetning ikke kun skabt for at være mandens medhjælp, men for at være
hans lige. Det lyder således det nævnte sted i 1. Mosebog, vers 27.:
”Og Gud skabte mennesket
i sit billede; i sit billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem;
”
Nu er det dog sådan, at progressive mennesker, mænd så vel som
kvinder, sjældent er religiøst anlagte, men tværtimod i reglen er ateister og
derfor ikke tror på nogen Gud eller Kristus eller andre mere eller mindre
hellige personer. Man kan også erklære sig som værende neutral i både kulturel
og partipolitisk sammenhæng, og det er netop hvad Dansk Kvindesamfund gør. I
det spørgsmål har man indtrykket af, at Dansk Kvindesamfunds gæve
foregangskvinder nok mere nærer tiltro til naturvidenskabens
evolutionsteori.
Dansk Kvindesaamfund blev i øvrigt stiftet i 1871 med det primære
formål, at arbejde for at organisere middelklassens kvinder og støtte og styrke
disses ret til at blive og være et selvstændigt medlem af familie og stat, især
gennem at åbne for adgang til uddannelse og råderet over egen formue og arv,
samt til at drive selvstændigt erhverv. Man sigtede tydeligvis på enlige og
ugifte kvinders muligheder og rettigheder i samfundet. Sådanne enlige kvinder
var der en ikke så lille del af i samfundet, kvinder som normalt måtte tage til
takke med at være selskabsdamer eller ekspeditricer. Nogle blev dog uddannet
som lærerinder eller sygeplejersker. (7)
Hvad angår arbejderklassens kvinder og piger, som til at begynde
med ikke havde nogen organisation til at tage sig af deres rettigheder, så var
disse kvindelige væsener indtil videre henvist til fattigfolks mere eller
mindre triste skæbne som tjenestepiger, barnepiger, fabrikspiger, servitricer
og i værste fald som prostituerede. Det bør dog tilføjes, at ikke alle kvinder
og piger af arbejderklassen opfattede deres egen samfundsmæssige placering som
trist og udsigtsløs. Tværtimod tog mange af dem deres skæbne med ophøjet ro og
humor.
Den nævnte situation for arbejderklassens kvinder og piger blev dog
heldigvis søgt ændret i forbedret retning, selv om det først skete i 1901, hvor
Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, KAD, blev stiftet som en landsdækkende
organisation. Det var resultatet af over 15 års aktive fagpolitisk indsats af
en række gæve og erfarne københavnske arbejderkvinder i det lokale Kvindeligt
Arbejderforbund, KAF. Det varede dog en del år, før KAD fik tilstrækkelig stor
magt til, at det overhovedet havde nogen indflydelse på kvindernes situation på
arbejdsmarkedet. Spørgsmålet om kvinders stemmeret kom først på KAD’s dagsorden
i 1906, men var forsigtige med at presse for hårdt på politikerne, som var
splittede i spørgsmålet. Men KAD opnåede dog i 1908 at få indført kvinders
stemmeret til de kommunale råd. Det større og udvidede grundlovssikrede
stemmeret til fuld valgret og valgbarhed fik kvinderne dog først i 1915. Dansk
Kvindesamfund tilføjede derefter en formålsparagraf, hvorefter man skulle
stræbe efter at få indført kvinders fuldmyndige ansvar og ligestilling med
mændene på arbejdsmarkedet, samt en fortsat forbedring af kvinders og børns
generelle vilkår.
(Citat) Det
bør dog også nævnes, at mænd til at begynde med efter Grundlovens indførelse 5.
juni 1849, da også først havde stemmeret ved det fyldte 25. år til Folketinget
og 35 år til Landstinget. Men der gjaldt ligeledes til at begynde med også den
regel, at mænd uden ejendom, psykisk syge, forbrydere, tjenestefolk og fattige
var udelukket fra at være medbestemmende vedrørende landets anliggender.
Arbejdsløse havde som nævnt heller ingen stemmeret, det fik de som nævnt først
i og med juni-grundloven 1915, hvor valgretten til Folketinget som nævnt var 25
år og til Landstinget 35. år. Man skal helt frem til 1953, før alle fik valgret
ved det fyldte 23. år.
Det patriarkalske
samfund, det vil sige et samfund, der er oprettet, indrettet og domineret af
maskuline normer, krav, ønsker og interesser, har siden de ældste tider været
en samfundsform, der har klaret sig og overlevet. At den har det, er der og kan
der gives flere forklaringer på. Den mest nærliggende forklaring, – i hvert
fald set fra en mands synspunkt, – er den, at det maskuline køns generelt set
relativt større styrke og øvrige naturlige egenskaber, helt automatisk har
bevirket, at det maskuline køn om man så må sige fik 'overmagten' og følgelig
blev den dominerende kraft og magt i forhold til kvindekønnet, hvis naturlige
noget svagere fysiske styrke og naturlige egenskaber automatisk har ført til
den samfundsmæssige og artsmæssige position, som tilfældet altid har været og
til en vis grad fortsat er helt op i nutiden. Denne position har imidlertid
lige siden 1800-tallet været udfordret af foregangskvinder for kvindens
frigørelse, som ville bekæmpe og ophæve den automatiske og 'naturlige'
maskuline dominans.
Kvindefrigørelsesbevægelsen
er og har siden sin begyndelse omkring midten af 1800-tallet dog kun gjort sig
gældende for de vestlige samfunds og kulturers vedkommende. I en stor del af
den ikke-vestlige verden hersker der fortsat maskulin dominans. Dette betegnes
ofte også som patriarkalsk dominans, nemlig i og med, at mænd og især de ældste
mænd i disse samfund traditionelt har haft den største indflydelse og magt. Det
er dog ikke altid tilfældet, at det er de ældste mænd, der er og har været
toneangivende , men det har til gengæld fyrster og konger og klanledere, og
sådan er det fortsat i nogle lande i Mellemøsten og i Asien.
Men her vil vi nu
vende opmærksomheden mod de vestlige samfund, herunder især mod kvindens
situation i et demokratisk kongedømme som lille Danmark. Apropos kongedømme, så
er det jo som bekendt ikke en mand, altså en konge, men derimod en dronning,
altså en kvinde, der sidder på tronen. Tilmed en kvinde med kvaliteter og
kvalifikationer, der er højt respekteret og ligefrem elsket af 'undersåtterne',
af både de høje og de lave klasser i samfundet. Men dog selvfølgelig ikke af
alle landets borgere, idet der findes såkaldte socialister og politisk og
kulturelt yderliggående venstreorienterede, som synes at kongedømmet er en
anakronisme, altså noget, der ikke er tidssvarende og derfor ikke burde høre
hjemme i et demokratisk samfund.
Men lad os se lidt nærmere på,
hvordan den danske kvindebevægelses historie har formet sig indtil nu. Til det
formål vil vi her så at sige gå til selve kilden for oplysninger vedrørende
nævnte historie, nemlig til den udmærkede, sobre og i det store og hele saglige
skildring af i hovedsagen dansk kvindebevægelse: ”Kvindebevægelsens
hvem-hvad-hvor”, Politikens Forlag 1975. Under redaktion af
journalist Inga Dahlsgård har syv akademisk uddannede kvinder skrevet
hver deres gode og interessante artikel i bogen. Af hensyn til proveniensen bør
navnene på disse lærde kvinders respektive navne nævnes her og i den rækkefølge
navnene er angivet i bogen: Nina Andersen, cand. polit.Ester Boserup, adjunkt,
cand. scient. pol. Drude Dahlerup, lektor, mag. art. Pil
Dahlerup, professor, dr. phil. Kristine Heltberg, cand.
polit.Rita Knudsen, redaktør Kika Mølgaard, cand.
phil. Kirsten Yumiko Taguchi, cand. psyk. Bente Ørum.
Vi vil begynde med at
citere cand. psyk. Bente Ørums kloge indledning, som i kapitlet ”Mænd og
kvinder” begynder med overskriften ”Et gammelt spørgsmål”:
(Citat) Spørgsmålet
om forskellen mellem mand og kvinde er gammelt og til tider ivrigt debatteret.
I de sidste år er det igen blevet voldsomt aktuelt, og det er kvindernes, især
nyfeministernes skyld. Betingelserne for deres oprør må imidlertid ligge i
samfundsudviklingen og hermed også i andet, end hvad der kan forklares med
studenteroprøret i 1968.
Der
kan nævnes to hovedårsager til kvindernes protest i dette århundrede – og med
kvinderne menes, som ofte, kvinder i gode eller nogenlunde gode kår.
1. I forrige
århundrede [1800-tallet] øgedes statusforskellene mellem mand og kvinde
voldsomt under indflydelse af bl.a. ”puritanisme”. Men de fleste kvinder havde
på dette tidspunkt en lang række funktioner at varetage, især i familien (som
ofte også var med i produktionen), og de var i hvert fald uundværlige.
2. Så kom
industrialiseringen og gjorde kvindens rolle langt mindre betydningsfuld, så nu
var hun både mindre værdig og mindre nyttig. Dette er en situation, hvor kun de
få magter at gøre oprør, men nogle gjorde det dog, og de blev mødt med
spørgsmålet: Hvad er det dog I vil? Underforstået var, at kvinder, der gjorde
oprør, var unaturlige kvinder eller frustrerede kvinder, der ville holde op med
”det der”, hvis de bare fik en rigtig mand.
I
dag har både mænd og kvinder fået mere overskud (det gælder især under
højkonjunkturer), og flere kvinder begynder at gøre oprør mod de traditionelle
kønsroller. Men da de to kønsroller er afpasset til hinanden, må disse kvinders
mænd jo også ændre deres kønsrolle – om end lidt forsinket.
Tidligere
har mændene ofte mystificeret kvinden. ”Hvad er det kvinderne vil?” ”Hvem
forstår kvindens væsen?” osv. Kvinderne har ikke på samme måde mystificeret
manden, fordi kvindernes kønsrolle også har indbefattet et krav om, at de til
en vis grad har skullet kunne forstå mænd. For at undgå den tidligere
mystificering af kvinden, er det vigtigt at få fastlagt, hvad udgangspunktet
for ændringerne i vores kulturs kønsroller er. (Citat slut).
Hvad angår
spørgsmålet eller problemet om ”udgangspunktet for ændringerne i vores kulturs
kønsroller”, så er dette 'udgangspunkt' i henhold til Martinus' kosmiske
analyser lige præcis de primære faktorer og årsager, han betegner
som ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle
polforvandling”. Alle andre årsager, som f.eks. arv og miljø, de
traditionelle samfunds- og kulturforhold mm., udgør ifølge ham ”sekundære
årsager”. Det emne skal vi vende tilbage til senere nedenfor.
Det meget kort
fortalte om kvindebevægelsens opfattelse af køn og kønsroller, er, at denne
generelt set og forsøgsvis henholder sig til, hvad etnologien, sociologien,
psykologien og ikke mindst politisk farvet opfattelse har at sige om køn og
kønsroller. Dette fremgår mere eller mindre af Bente Ørums i øvrigt
interessante og højst læseværdige artikel. Deri fortælles om normer,
kønsroller, kønsrollernes opståen, Hvorfor har vi i dag kønsroller? Kønsrollernes
funktion i dag, En statusforskel,
Opdragelsen,
Kønsroller indlæres, Kønsidentitet. Det sidstnævnte emne skal der her citeres
fra:
(Citat) i de fleste
teorier om kønsrolleindlæringen spiller kønsidentiteten en væsentlig
rolle. Med kønsidentitet mener man den psykologiske oplevelse af at
tilhøre det ene eller det andet køn, det kvindelige eller det mandlige. Det
behøver ikke at være det samme som det biologiske køn, der for øvrigt heller
ikke er et entydigt begreb. (Citat slut)
I 2005 fusionerede KAD med Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD,
og sammen oprettede man Fagligt Fælles Forbund, som siden og i nutiden bedst
kendes som 3F. Arbejderkvinderne havde dermed fået stemme i den danske
fagbevægelse som helhed, dog ikke uden problemer, for kvindernes faglige
interesser og problemer adskilte sig på en del områder væsentligt fra de
mandlige arbejderes interesser og problemer. Det hang og hænger i nogen grad
sammen med, at de traditionelt mandligt dominerede fagforbund ikke så sjældent
overså dette og til tider ligefrem modarbejdede og forholdt sig chauvenistisk
diskriminerende overfor selve kvindesagen, hvis vigtighed for kvinderne
selvsagt var inlysende. (8)
Et emne, der tidligt var på dagsordenen hos Dansk Kvindesamfund var
den såkaldte ”sædelighed”, hvilket mere præcist vil sige seksualmoralen.
Allerede i 1880’erne gjorde man op med den opfattelse af kønsrollerne, hvor
mænd og kvinder havde hver deres afgrænsede og traditionsbestemte funktioner at
udføre og forholde sig til. Men eftersom industrialiseringen i stigende grad
stillede krav om, at kvinderne forlod hjemmet i dagtimerne og også kom på
arbejdsmarkedet for at afhjælpe manglen på arbejdskraft, måtte man indstille
sig derefter. Den officielle kønsmoral var i almindelighed den, at ægteskabet
og familien var samfundets fundament, som desuden samtidigt skulle sikre, at
den seksuelle udfoldelse udelukkende burde finde sted af et nødvendigt hensyn
til forplantning og artens videreførelse. Selv lægevidenskaben var dengang af
den opfattelse, at kvinder fra naturens side ikke var i besiddelse af en
kønsdrift, og dem af dem, der var, måtte være mentalt forstyrrede. Derimod blev
mænd anset for at være udstyret med en endog stærk og naturlig kønsdrift, netop
med det formål at vedligeholde og styrke deres fysiske og psykiske sundhed,
hvorfor en jævnlig seksuel tilfredsstillelse ikke alene var påkrævet, men også
ønskelig.
Den traditionelt grundlæggende opfattelse var den, at borgerskabets
døtre skulle opdrages til et liv som hustruer og mødre med egenskaber som
kyskhed, moderlighed, tålmodighed og beskedenhed, medens borger skabets sønner
skulle opdrages til at være aktivt udadrettede og fagligt fokuserede med
henblik på, at de dermed blev i stand til at forsørge familien.
Deltagerne i den hede og heftige debat om køn og moral, som foregik
både i aviser, tidsskrifter og i den nyere skønlitteratur, var hovedsagelig
forfattere, kvindesagsforkæmpere og både højre- og venstreorienterede
intellektuelle. I en del tilfælde
udviklede diskussionerne om seksualmoralen sig til uvenskab og i enkelte
tilfælde til direkte uforsonligt fjendskab mellem diskussionsparterne. Men den
side af sagen vil vi forbigå her.
Derimod skal her omtales et
emne og problem, som i medfør af biologiske forhold i høj grad påhvilede
kvinderne, nemlig abort. Sidstnævnte, altså abort, havde i praksis siden langt
tilbage i tiden altid været kvindernes ansvar alene. Og da lovlig abort var
vanskelig at opnå, medførte det ulykkeligvis, at de allerfleste aborter blev foretaget
illegalt, hvilket i reglen ville sige, at indgrebet blev foretaget af såkaldte
”kvaksalvere”. En kvaksalver er en person, der udfører en form for
lægevirksomhed uden at være autoriseret og i visse tilfælde også uden at være
kvalificeret. Det betød derfor i reglen også, at kvinder, der havde fået
foretaget en illegal abort, bagefter måtte en tur på hospitalet og få foretaget
en såkaldt ”udskrabning”, for at standse de blødninger, der var opstået som
følge af indgrebet.
Så sent som i midten af 1960’erne blev spørgsmålet om fri adgang
til abort derfor en vigtig problemstilling for Dansk Kvindesamfund, hvis
brogede skare af yngre og ældre medlemmer imidlertid var splittet i opfattelsen
af, om fri abort skulle gøres lovligt eller ej. De ældre medlemmer var stort
set alle imod fri abort, hvorfor foreningen som sådan forholdt sig tøvende i
spørgsmålet. Men i 1967, året før det såkaldte ungdomsoprør begyndte, kom
foreningen under et pres, som førte til, at man vedtog en forsigtig
formålsparagraf, som pointerede, at man ville arbejde for den fulde
ligestilling af kvinder og mænd, således at disse havde lige ansvar i forhold
til hjem, erhverv og det offentlige liv.
Ungdomsoprør, kønsroller og seksualitet
Det helt store fremskridt i retning af ligestilling af kvinder og
mænd, socialt, erhvervsmæssigt, økonomisk, sexuelt, kønsrollemæssigt,
ægteskabeligt og kulturelt, tog forsøgsvist et spring fremad i og med
ungdomsoprøret, feminismen og
rødstrømpebevægelsen i slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne og ind i
1980’erne. Dette oprør og opgør distancerede Dansk Kvindesamfund, som havde
vanskeligheder med at gøre sig gældende i de mange nye og forvirrende
ideologiske og teoretiske debatter. Det skyldtes især, at der i og med
ungdomsoprøret samtidig var tale om et generaionsskifte i samfundet og
kulturlivet.
De unge og oftest studerende mænd havde energioverskud til at samle
sig mere eller mindre i politisk venstreorienterede debatgrupper og
idealiserede kollektiver, i nogen grad inspireret af den akademiske nymarxisme,
hvor man forsøgte sig med nye, alternative og provokerende samlivsformer. Dette
gjaldt ikke mindst på det sexuelle område, hvor man hyldede den såkaldt ’frie
kærlighed’, hvilket vil sige, at man havde lov til at ’bolle’ på kryds og på tværs
af kønslig status. Udtrykket ’bolle’ var et moderne udtryk for det, der ellers
plejede at blive kaldt ’samleje’.
For de unge og yngre rabiate kvinder blev det ’in’ at gå med i den
såkaldte rødstrømpebevægelse, som begyndte omkring 1970. Den danske version af
rødstrømpebevægelsen havde sit udspring i det internarionale kvindeoprør, lige
som navnet og betegnelsen rødstrømper var hentet fra de amerikanske
Redstockings, der var toneangivende i bevægelsen. Lidt i lighed med, at den
ældre aktivistiske kvindebevægelse betegnedes som Bluestockings, på dansk
blåstrømper. I begge tilfælde hang det sammen med de strømper som medlemmer af
bevægelsen bar. Skiftet fra blåt til rødt markerede den politiske
venstredrejning, som rødstrømpebevægelsen var udtryk for, idet man knyttede an
til socialismen, nymarxismen og i nogle tilfælde til kommunismen. Sidstnævnte
var dog ikke længere så moderne og tiltrækkende, som tilfældet havde været
under og lige efter den tyske besættelse af Danmark.
Medlemmerne af den danske version af rødstrømpebevægelsen kom –
interessant nok - fra Dansk Kvindesamfunds nye aktivistiske ungdomsgruppe og
fra universitets- og kunstnermiljøet, som stort set altid har været i
opposition til det borgerlige samfund og den borgerlige kultur. Så det var der
sådan set ikke noget nyt i. Det nye var, at de unge studerende kvinder – og
mænd med for den sags skyld, om end i anden sammenhæng – gerne ville
identificere og solidarisere sig med arbejderbevægelsen, hvilket kvinderne især
markerede ved at en mindre gruppe af studerende rødstrømper indfandt sig på
bryggeriet Tuborg i Hellerup, hvor de gav sig til at diskutere ligeløn med de
kvindelige bryggeriarbejdere.
Rødstrømpebevægelsens aktioner gik dog lejlighedsvis over gevind og
endte i det rene pjat, som f.eks. da nogle relativt få anonyme af disse,
assisteret af et par mænd og udklædt i spraglede gevandter, i 1970 fra Kongens
Nytorv gik op gennem Strøget i København i demonstration imod tøj- og
kosmetikforretninger. Da de nåede Rådhuspladsen smed de tøjet i nogle
affaldssække med påskriften ”Hold Danmark ren”. Der var dog også tale om nogle
få fremtrædende og kendte rødstrømper, som de altid vakse og
sendationshungrende medier med nærmest begejstring gav rigelig plads i nyheds-
og debatprogrammer i aviser, radio og TV. I tilbageblikket må det dog
konstateres, at journalisterne og redaktørerne til at begynde med generelt set
havde svært ved at forstå, hvad det egentlig var, der foregik.
Det svære var for både deltagerne og offentligheden, at forstå
grundideen eller filosofien bag de enkelte oprørsgruppers autonomi og deres
følelse af kollektivitet og ønske om anonymitet. Bagsiden af alt halløjet var,
at ungdomsoprørerne havde sat en mental storm i gang, som blæste i mange
retninger og efterlod de forskellige grupperinger uden en fælles kurs eller en
overordnet plan.
Men selvom ungdomsoprøret ebbede ud hen imod 1990’erne og frem til
nutiden, så satte den dog forskellige temaer på dagsordenen, som f.eks, kvinder
i u-lande, prostitution, handel med kvinder, indvandrerkvinders rettigheder,
fædres barselsorlov, ligeløn, vold mod kvinder, osv. Disse temaer blev ikke
mindst søgt administreret og udviklet af Dansk Kvindesamfund, som i 2005 åbnede
et krisecenter i København, lige som det internationale arbejde blev
opprioriteret. (9)
Men lad og kigge lidt tilbage i kvindesagshistorien og se på, hvad
denne har indeholdt og indeholder. Det var og er i perioden 1930’erne til
1950’erne at brave kvindesagskvinder som Agnes Henningsen og Thit Jensen kommer
med i ’kulturkampen’ i bredere forstand og i kønsrolledebatten i snævrere
forstand. Agnes Henningen (1868-1962) vil være bedst kendt som forfatter,
samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper. Hendes personlige liv var ikke helt
almindeligt, især ikke hvad angår sexlivet, idet hun var af den opfattelse, at
kvinder og mænd havde ret til et frit sexualliv. Allerede i sit første ægteskab
udlevede hun denne holdning, idet hun havde et i øvrigt højst mærkværdigt
seksuelt forhold til en gift mand, i dette tilfælde forfatteren Carl Ewald
(1856-1908), som selv havde sexuelle forhold til flere gifte så vel som ugifte
kvinder. Agnes Henningsens forhold til Carl Ewald resulterede i en graviditet
og påfølgende fødsel af den tidligere ovenfor omtalte og nok så berømte
’kulturkæmpe’ Poul Henningsen,
I 1899 debuterede Agnes Henningsen som forfatter med romanen Glansbilleder,
og udgav i de følgende mange år yderligere 11 romaner, hvoraf Polens
døtre (1901), der som hendes følgende romaner drejer sig om en fordomsfri
skildring af kvindens kærlighedsliv, et emne, der dengang vakte stor forargelse
i flere kredse. Nævnte roman har som grundsyn, at kvinden som mor og hustru
burde på lige fod med mændene kunne forenes med at være erotisk og seksuelt
eksperimenterende, men i praksis viser det sig, at mange kvinder svigter sig
selv i bestræbelserne på og i rivaliseringen om at opnå en mands gunst.
Agnes Henningsen skrev desuden 4 skuespil i årene 1904-1922, dog
uden det store held. I skuespillet Elskerinden fra 1906 skildrer
hun elskerindens lod som en kvinde, for hvem manden er alt, hvorimod han kun
bruger hende til sin egen fornøjelse og tilfredsstillelse af sin libido. Som
modspil mente Agnes Henningsen, at kvinder burde kende og acceptere sig selv og
sine erotiske lyster og derfor eksperimentere med deres egen seksualitet. Denne
opfattelse og holdning vakte selvfølgelig stor forargelse i den puritanske og
dobbeltmoralske datid, hvor praktiseringen af seksualitet væsentligst – og i
det skjulte - skete på mændenes præmisser. Det var eftet Agnes Henningsens
opfattelse i øvrigt den dybere årsag til udbredt frigiditet hos kvinder.
Men nok så vigtigt og værdifuldt var og er det, at Agnes Henningsen
i årene 1941-55 også skrev sine erindringer i 8 bind, hvori man vil kunne læse
om hendes højst interessante livs fataliteter og karriere som en ”moralsk
fordærvet” forfatter, der på trods af en vis modstand fra anerkendte og
respekterede litterære kredse i 1960 blev medlem af den fornemme litterære
institution Det Danske Akademi. På det tidspunkt var der kun to kvindelige
medlemmer af nævnte Akademi, nemlig Agnes Henningsen og Karen Blixen. Det kan
da også konstateres, at på det idspunkt var der kommet en ny og mere frisindet
generation af læsere og mennesker i øvrigt, som i høj grad forstod, delte og
anerkendte hendes grundlæggende synspunkter
Nok så bittert for Agnes Henningsen var det dog, at ingen af hendes
kønsfæller blandt datidens toneangivende kvinder og ejheller Dansk
Kvindesamfund støttede hende i hendes bestræbelser på at ligestille kvinden med
manden, hvilket desværre også gjaldt den i datiden lige så kendte og på sin vis
oppositionelle forfatter og kvindesagskvinde Thit Jensen. (10)
Endnu en brav
kvindesagskvinde
Thit Jensens borgerlige navn er Maria Kirstine Dorthea Jensen
Fenger (1876-1957), søster til den nok så navnkundige 3 år ældre storebror
Johannes V. Jensen (1873-1950), hvis berømmelse som forfatter med al respekt
nok må siges at være noget større, end tilfældet blev med søsteren. Dertil
kommer, at han i 1944 fik Nobelprisen i litteratur. Men begge fik sammen med
deres mange søskende en god og ligeværdig opdragelse i det ret specielle
dyrlægehjem i Himmerland. Foruden at være dyrlæge, var faderen også optaget af
spiritismen, en interesse, der gik videre til datteren Thit. Moderen var heller
ikke helt almindelig, men en stærk og modig kvinde, som i hjemmet også deltog i
private debatter om tidens emner sammen med sin mand og børn.
I modsætning til sine studerende brødre blev Thit i hjemmet efter
sin konfirmation og gik moderen til hænde. Først som 22-årig forlod hu hjemmet
og blev lærerinde og husbestyrerinde. Hun begyndte også at skrive romaner og
forsøgte at få disse udgivet, hvilket dog ikke lykkedes i første omgang.
Desuden anbefalede storebror Johannes hende at opgive skriveriet, for det mente
han ikke at hun egnede sig til. Thit lyttede dog ikke til hans ’gode råd’, men
skrev og fik udgivet sin første roman ”To søstre” i 1903. Hun
måtte dog samtidig fortsætte sit job som husassistent i København, hvortil hun
var ’emigreret’.
I perioden 1903-28 skrev og udgav Thit Jensen omtrent en roman
hvert år, og nogle af disse indbefattede kvindepolitiske emner, mens andre var
historiske fortællinger. Det var især de sidstnævnte, der blev hendes særkende,
ikke mindst som den platform hvorfra hun kunne fortælle, hvad der lå hende på
sinde. Sagen var den, at Thit Jensen vidste, at hun havde tække for at optræde
i medierne, som hun da også forstod at udnytte som en måde at få sine
oppositionelle og kontroversielle synspunkter bragt videre på. Hun var nemlig
ikke bange for at provokere og chokere, især ikke i sin omfattende
foredragsvirksomhed, og slet ikke når det drejede sig om hendes yndlingsemne
”Frivilligt moderskab”.
Efter et besøg i 1923 hos den hollandske læge Alette Jacobs, var
Thit blevet så tændt på temaet ”Frivilligt moderskab”, at hun efter hjemkomsten
ufortøvet stiftede foreningen
”Frivilligt moderskab”. Det handlede jo om prekære og kontroversielle emner som
børnebegrænsning, prævention og abort, emner som dengang nærmest var tabu i den
offentlige debat og som man derfor ikke talte åbent om. Men hun fik støtte af
den ligeledes provokerende og kontroversielle læge J. H. Leunbach og sammen
stiftede de ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.
På den tid var den cigarrygende Thit Jensen nærmest blevet et
offentligt klenodie, som blev udsat for satiriske bemærkninger og lidt
ondskabsfulde karikaturtegninger, hvilket hun dog så vidt vides tog med godt
humør. Ikke mindst fordi hun var kommet på Finansloven, hvilket gjorde det
miligt for den initiativrige og aktive Thit Jensen også at foretage en del
udenlandsrejser, som gik til USA, Australien og New Zealand, hvor hun
naturligvis også holdt foredrag om sine yndlingsemner.
Her en lille anekdote fra et af Thits mange holdte foredrag, som
angiveligt foregik i København. Blandt tilhørerne var der en professor ved navn
Wiedt, som på et tidspunkt under spørgerunden sagde følgende: ”Nu går de for
vidt, Thit!” Hvortil hun kvikt replicerede: ”Det har De gjort så tit, Wieth!”
Thit gjorde jo sit til at kunne leve af de faste penge, hun modtog
fra Finansloven, men suppleret med indtægterne fra hendes forfattervirksomhed.
Derfor kastede hun sig efter 1925 over sin anden hovedinteresse, nemlig kun at
skrive historiske romaner. Den første af disse romaner, ”Jørgen Lykke”,
udkom i 1931. Det er i den forbindelse interessant at vide, at broderen
Johannes allerede i 1895 begyndte sin forfatterkarriere under pseudonymet
Jørgen Lykke. Men ellers havde forholdet mellem de to søskende udviklet sig
meget negativt, især fordi broderen ikke syntes om sin søsters forfatterskab og
for resten heller ikke om hendes personlighed og levevis.
Det var dog ellers et
nok så interessant og spændende historisk inspireret forfatterskab, Thit var
begyndt på og som kom til at omfatte romanerne ”Jørgen Lykke”, 1931, ”Stygge
Krumpen”, 1936, og sluttelig storværket ”Kong Valdemar
Atterdag og Dronning Helvig”, 1940-53. Disse romaner satte og sætter fortsat
kønnenes indbyrdes forhold til debat. Derimod var det nok lidt mere tvivlsomt,
når Thit efterfølgende hævdede, at hendes historiske romaner delvis var baseret
på spiritistiske kontakter med de historiske personer, som hun portrætterede og
som hendes romaner handlede om. Det med spiritismen tog hendes læsere og de
fleste danskere med vanlig humor og venlig overbærenhed. Thit var gået hen og
blevet noget i retning af et elskeligt ikon på det litterære danske parnas og i
den danske offentlighed.
Sluttelig om Thit Jensen bør det lige nævnes, at hun selv kun var gift
én gang, nemlig med en 11 år yngre kunstmaler, somefter få år forlod hende til
fordel for en yngre kvinde. Det smertede Thit så meget, at hun ikke kunne
tilgive ham, hvilket vel er forståeligt. Thit var jo i spørgsmåle om sexualitet
og ægteskab af en noget anden og ikke så fri støbning, end tilfældet var med
Agnes Henningsen, Thit Jensen forblev da også ugift resten af sit liv. (11)
Kulturens vekselspil endnu engang
Som fremført i
begyndelsen af denne artikel, så må man konstatere at der findes et begreb, som
hedder ”Kulturens vekselspil” og som fortæller, at de
historiske så vel som nutidige kulturperioder med mellemrum skifter fra den ene
modsatte yderlighed til den anden. Dette er ikke mindst tilfældet, når det
drejer sig om opfattelsen af teoretiske begreber og og praktiske fænomener som
frisind, ytringsfrihed og seksualitet.
Ungdomsoprøret med
dettes kollektiver og rødstrømpebevægelsen med dennes ølejre i 1960’-70’erne
vendte sig både teoretisk og praktisk imod stort set alle tidligere borgerlige
værdinormer, moralbegreber og institutioner. Man ville kort og godt nedbryde og
fjerne det forbenede gamle og skabe en helt ny verden, både socialt, økonomisk,
politisk og kulturelt. Men der var dog ikke enighed eller konsensus om, hvordan
man skulle bære sig ad med at ændre og forny. Derfor splittedes tilhængerskaren
omkring fornyelserne op i grupper som f.eks. socialister, kommunister,
anarkister og flower-power.
Det kan konstateres,
at den del af ’vekselspillet’, som er beskrevet ovenfor, der drejer sig om de
seneste knapt hundrede år, befinder sig i kulminationsfasen, hvorefter det i
henhold til vekselspillets lovmæssigheder kun kan gå den modsatte vej. Det betyder,
at de værdinormer, moralbegreber og institutioner, samt i videre forstand de
sociale, økonomiske, politiske og kulturelle forhold, der mere eller mindre er
en følge af den moral, etik og livsopfattelse, der kendetegner ungdomsoprøret
og kvindefrigørelsen, er på aftagende kurs og afmattende retur. Det vil mere
eller mindre direkte fremgå af den følgende skildring af nutidens
mod-kulturelle situation.
Der har naturligvis
under hele det foreløbige udviklingsforløb været mennesker, som ikke delte og
fortsat ikke deler de progressive ideer, tanker og forestillinger, der er
kendetegnende for ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen. Men derfor behøver de
pågældende ikke nødvendigvis at støtte den igangværende afmatningsproces. Man
er derfor stort set henvist til at være mere eller mindre magtesløst vidne til
dramaet om ”den synkende skude”.
Som et markant
eksempel på den modsatrettede kulturelle bevægelse, der særlig her i efteråret
2017 har fået vind i sejlene, kan nævnes den internationale såkaldte ’Me Too’-bevægelse.
Her i de sidste par måneder af dette år har medierne, både de trykte,
elektroniske og radiofoniske, mere eller mindre fokuseret på fænomenet.
Medierne er tændt på det, fordi man øjner drama og sensationer i form af
nærmest et forarget-retfærdigt hævntogt, især med unge og yngre kvinder i både
hoved- og offerrollen, som har været udsat for, hvad der betegnes som
sexchikane. De anklagede, misbrugerne eller sexforbryderne er i de såkaldt
krænkedes opfattelse selvfølgelig nogle vellystige og ansvarsløse magthavende
mænd på arbejdspladserne, muligvis især på de arbejdspldser, der findes
indenfor underholdningsindustrien, mere
præcist i filmbranchen.
Det kan nok ikke
undre, at Me-Too-bevægelsen – eller på dansk: Også-Mig-bevægelsen - har sit
udspring i det dydige og moralske Amerika, hvor der især eksisterer og trives
en række mere eller mindre yderligtgående restriktive religiøse sekter. Hvilket
dog ikke betyder, at der altid eller overhovedet er blandet religion ind i
Me-Too-bevægelsen. Men uanset dette, så drejer det sig profant set om mænds
sexmisbrug under den ene eller den anden form af primært unge og yngre kvinder,
så vel i privatlivet som på arbejdspladsen. (12)
Det findes vistnok
ikke præciseret, om Me-Too-bevøgelsen mener det drejer sig om mænd i den store
og brede almindelighed eller om det kun drejer sig om visse mænd med særlige
sexuelle tilbøjeligheder. Men set på baggrund af mediernes omtale af
sexkrænkelserne, tyder det på, at disse i særlig grad findes i kategorien
indflydelsesrige og magtfulde mænd, som f. eks. den amerikanske filmprocent
Harvey Weinstein og den danske filmproducent Peter Aalbæk Jensen. Sidstnævnte
er angiveligt blevet hængt ud i medierne af 9 kvindelige ansatte i hans firma
Zentropa. De hævder enstemmigt, at han har taget dem på brysterne og klappet
dem i måsen, samtidigt med at han er kommet med småsjofle bemærkninger.
I modsætning til
Weinstein er Aalbæk Jensen krøbet til korset og har offentligt i medierne
undskyldt og beklaget sin handlemåde overfor de nævnte kvinder. Og i øvrigt har
han også beklaget den specielle virksomhedskultur, der angiveligt gennem mange
år har hersket i hans firma og som han selv var og er hovedansvarlig for.
I kølvandet på
Me-Too-anklagerne imod de magtfulde mænd i teater- og filmbranchen, har en del
lidt ældre amerikanske kvindelige filmskuespillere i aviser og blade fremsat
mundtlige anklager om sexchikane imod bl.a. nævnte Weinstein, der dog afviser
anklagerne med, at der må være tale om hævn fra kvindernes side, måske fordi de
ikke fik det job eller den rolle, de ønskede sig.
Naturligvis er
sexchikane ikke acceptabelt, uanset under hvilken form eller former denne
finder sted. Men man kunne måske samtidig spørge, om ikke kvindelige magthavere
også kan tænkes at have udsat eller udsætte deres undergivne mandlige ansatte
for sexchikane. (13)
Det må dog nok
konstateres, at der hos offentligheden og i visse kredse er mere interesse for
og opmærksomhed omkring den sexchikane, der er gået eller går ud over uskyldige
unge og yngre forsvarsløse piger og kvinder. Værst er det naturligvis, hvis
sexchikanen er foregået eller foregår i form af decideret voldtægt. Det er
selvfølgelig fuldkommen uacceptabelt.
Man har indtrykket
af, at holdningen hos mange kvinder desværre synes at være, at mænd er nogle
sexgale og ansvarsløse udyr, der ikke kan styre og opføre sig ordentligt og
anstændigt. Det burde jo ikke være nogen hemmelighed, at der faktisk findes
kvinder, der ligefrem hader og afskyer mænd. Lige som der som bekendt også
findes mænd, der hader og afskyer kvinder. Men heldigvis er ingen af delene
normen.
Her kan det passende
indskydes, at nogle af de tidligere diskriminerede grupper i samfundet, som i
nok så høj grad vil være eller blive fordømt og straffet, hvis det puritanske
og i negativ forstand moralske islam skulle vise sig at få større magt og
indflydelse i Europa og her i Norden, end tilfældet er aktuelt, vil være de
homosexuelle og lignende kønsligt afvigende grupper. Det har i forvejen taget
mange år for de homoseksuelle at opnå anerkendelse og ligeberettigelse med
heterosexuelle. Men i nyere tid er de nævnte grupper anerkendt stort set i alle
vestlige lande. I muslimske lande dømmer man derimod homosexuelle mænd til
døden og henretter disse, f.eks. ved at hænge dem op i kraner eller kaste dem
ud fra højhuse. Hvordan det forholder sig med homosexuelle kvinder, de såkaldte
lesbiske, foreligger der mig bekndt ikke noget nærmere om. Men man kunne
forestille sig, at disse kvinder vil blive dømt til stening, sådan som
tilfældet i øvrigt er med mange andre kvinder, der har forbrudt sig mod
islamiske love.
Nok så vigtigt og
afgørende er det imidlertid, at den tiltagende islamisering af den europæiske
og danske kultur i øvrigt også er med til at fremme den udvikling – eller i
realiteten det restriktive og puritanske tilbageskridt – der foreløbig så småt
har fundet sted indenfor de senere årtier. De islamiske værdinormer og disses
strenge moralkodeks peger i princippet i samme retning som Me-Too-bevægelsen
eller omvendt. Så medmindre der i tide fremkommer nogle initiativer og tiltag
til at bremse den nævnte ’afvikling’ af de opnåede resultater i form af en
omtrent ubegrænset ytringsfrihed og en absolut frisindet sexualmoral, som under
personligt ansvar – og selvfølgelig også under ansvar overfor den demokratiske
lovgivning - lader det være op til den enkelte, hvilke former for sexuel
adfærd, der er relevante og passer ind i hvert individuelt menneskes
livsførelse, det vil sige i hver kvindes og hver mands tilværelse.
Den kommende fremtids
begivenheder, initiativer og tiltag vil vise, om jeg har ret i mine dystre
forudsigelser af den igangværende udvikling – eller ’afvikling’. Men selvom jeg
skulle få ret, så kan det måske være til trøst og opmuntring at vide, at
kulturens vekselspil engang ud i fremtiden atter vil bevæge sig i retning af de
ideer, tanker, forestillinger og holdninger, der principielt set vil svare til
dem, som ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen i sin tid satte i gang.
(14)
© November 2017.
Harry Rasmussen.
___________________________
1.:
Vedr. begrebet dialektik: Se f.eks. Politikens Røde Opslagsbøger:
Religion / Livsanskuelse. Gyldendal 1979. Bogen er senere genudgivet i en nyere
udgave. Men man kan naturligvis også søge de nævnte begreber på Internettet.
2.: Vedr. komplementaritetsteorien, se f.eks.
det i note 1. nævnte værk.
3.: Vedr. kulturperioderne, se f.eks. Harald
K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra Rnaissancen til Nutiden. Gyldendal
Norsk Forlag. Oslo 1941. Bogen giver en god oversigt over de nævnte
kulturperioder. Man kan naturligvis også søge på kulturperioder på Internettet.
4.: Se f.eks. Bent Jensen: Stalinismens
fascination og danske venstreintellektuelle. Gyldendal 1984. – Per Stig Møller:
På sporet af det forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i vor tids
politik, videnskab og etik. Gyldendal 1976.
5.: Vedr. Poul Henningsen vil man kunne finde
reelle og gode oplysninger om ham og hans karriere ved at søge på Internettet.
6.: Vedr. nærmere oplysninger om Henry Miller
og hans forfatterskab, søg venligst på Internettet.
7.: Vedr. Dansk Kvindesamfund og dets
organisation og historie, søg også i dette tilfælde på Internettet.
8.: Vedr. Kvindeligt Arbejderforbund og dets
organisation og historie, søg også i dette tilfælde på Internettet. – Citatet
er fra artiklen 4.111. "Jeg elsker dig!" -
betragtninger over forelskelse og ægteskab.
9.: Se f.eks. Kvindebevægelsens
hvem-hvad-hvor. Redigeret af Inga Dalsgaard. Politikens Forlag. København 1975.
Men man kan også med fordel orientere og opdatere sig om kvindebevægelsen og
dens historie på Internettet.
10.: Også vedr. Agnes
Henningsen og hendes historie og forfatterskab vil man kunne orientere og
opdatere sig på Internettet.
11.: Også vedr. Thit
Jensen og hendes historie og forfatterskab vil man kunne orientere og opdatere
sig på Internettet. – Det kan også anbefales at læse bogen af Jens Andersen:
THIT – den sidste valkyrie. Gads Forlag. København 1992.
12.: Man vil kunne
læse en del om Me-Too-bevægelsen på Internettet.
13.: Vedr. begrebet
og fænomet sexchikane vil man også kunne læse en del om det emne på
Internettet.
14.: Se f.eks. artiklen 4.143. Idealismens
forviklinger - vejen til kulturelt selvmord!?
© november 2017.
Harry Rasmussen.
******************