Faktorernes orden

Set i ét-livs-hypotesens perspektiv

 

Optakt

Det allerførste, jeg vil anmode og bede mine læsere om, er, at tænke selv og mobilisere sin kritiske sans, men samtidig være åbne og fordomsfrie i holdningen til de emner, begreber og faktorer, som denne artikel vil fremføre og omhandle. Nemlig primært ordenen eller den logiske rækkefølge af de faktorer, der er omtalt og analyseret i en del af de artikler, der er samlet under rubrikken  Artikler vedr. Èt-livs-hypotesen.

 

Som læseren måske allerede ved, er situationen den, at mit årelange studium af og engagement med Martinus’ forunderlige livs- og verdensanskuelse i form af hans kosmologi eller verdensbillede, i de seneste år har ført mig frem til at forkaste nogle af nævnte verdensbilledes primære påstande om f.eks. sjælens udødelighed og evige liv, dens gentagne reinkarnationer samt skæbnens strenge lovbundethed. Som en direkte og uundgåelig følge deraf, er jeg nået frem til i stedet at acceptere og antage, hvad jeg betegner som ét-livs-hypotesen.  Denne hypotese baserer sig på antagelsen af, at vi mennesker – og i øvrigt også alle andre levende væsener – ikke har nogen udødelig eller evig sjæl, hvorfor begreber og fænomener som reinkarnation er overflødige og ugyldige, idet vi jo alle hver især kun har ét liv at leve, nemlig det aktuelle liv her og nu.

 

Ifølge ét-livs-teorien forholder det sig desuden sådan, at der ikke findes en lovbundet skæbne, men derimod blind tilfældighed. Ganske vist findes årsags-virkningsloven eller kausalitetsloven, som gælder for alt og alle, men den er en naturlov, der intet har at gøre med, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi – og for øvrigt også indenfor klassisk idealistisk indisk filosofi - kan og skal forstås ved begrebet og fænomenet skæbnelov.

 

Hvis læseren skulle have lyst til at læse lidt om, hvad det vil sige at skæbnen er i spil, altså vedrørende vores hver isærs livsforløb på godt og mindre godt, kan det anbefales at læse artiklen 4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?

 

Denne artikels hovedemne:

Omkring nytårstid 2017/18 havde jeg en dag en interessant samtale med min kone og vores næstældste barnebarn, en ung mand på 23 år. Begge er temmelig godt begavede og har hver især taget studentereksamen, min kone som nysproglig student og vores barnebarn som matematisk student. De har ud fra hver deres forudsætninger desuden gjort sig en hel del tanker om livet og verden og forsøgt at gøre sig begge dele begribelige. Hvilket for øvrigt er en nok så svær opgave.

 

Det med at gøre sig livet og verden forståelige, er der jo i øvrigt så mange andre der også har forsøgt sig med, både i fortiden og nutiden. Nogle af de mest begavede og fremtrædende tænkere og filosoffer har givet hver deres bud på, hvordan livet og verden eller tilværelsen kan og bør afkodes og tolkes. Her skal jeg dog ikke begive mig ind på, at nævne eller omtale eksempler på de verdensopfattelser eller verdensbilleder, der har været og fortsat er tale om. Derimod skal og vil jeg i det følgende forsøge mig med at give en kortfattet oversigt og omtale af de væsentligste faktorer, der forekommer i den livs- og verdensopfattelse, jeg i en del af mine seneste artikler her på hjemmesiden har omtalt under begrebet og betegnelsen ét-livs-hypotesen.

 

Det er til at begynde med vigtigt, at gøre sig klart, at ét-livs-hypotesen hverken er idealistisk eller materialistisk. Selv om det er en dristig antagelse, vil karakteristikken realistisk i betydningen i overensstemmelse med virkelighedens verden, formentlig være mere rigtig og passende. Så lad os med den antagelse her begynde med at se på faktorernes orden i ét-livs-hypotesens perspektiv:

 

Faktorernes orden og rækkefølge

Første faktor i ét-livs-hypotesens livs- og verdensoptattelse er erkendelsen af, at noget ikke kan skabes eller opstå af ingenting eller af intet. Noget kan altså kun skabes eller frembringes af et andet noget, som dermed udgør en første årsag til det, der skabes eller frembringes eller er skabt og frembragt. Det betyder i sin logiske konsekvens, at den første årsag selv er og må være årsagsløs, hvilket vil sige, at den må tilskrives evig eksistens.  Begrebet ’evig’ skal her forstås som en faktor, der ikke er underkastet det firedimensionale rum-tids kontinuum.

 

Hvis man her vil gøre indvending og sige, at den såkaldt første årsag da også selv må have en årsag, skubber man blot problematikken foran sig, for så må den årsag også have en årsag og således fortsat i – det uendelige. Men netop det uendelige er jo et andet udtryk for det, der er evigt eksisterende, altså som i sig selv er uskabt og dermed årsagsløst. Vi vil derfor her betegne den årsagsløse første årsag som Noget nr. 1.

 

Noget nr. 1.: Det skabende og oplevende ’noget’

Den logiske konsekvens er, at den første og årsagsløse årsag  i sig selv potentielt må rumme alle de kvaliteter og kvantiteter, herunder ikke mindst de energier og evner, der er nødvendige forudsætninger og betingelser for, at noget overhovedet kan skabes eller frembringes. Men for at det skal kunne ske, må dette ’noget’ samtidig også besidde en evne til at kunne opleve, nemlig lige præcis det, dette ’noget’ selv har skabt eller frembragt. Det betyder i sin yderligere konsekvens, at dette universale Noget nr. 1. må karakteriseres som det altomfattende, altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle levende væsener eller skabninger eksisterer, udfolder sig og oplever. Noget nr. 1. udgør følgelig den absolutte basis for både skabelsen eller frembringelsen og eksistensen af livet og verden og for oplevelsen af samme.

 

Religiøst set udgør Noget nr. 1. den basale faktor eller kraft, der kendes og tilbedes under navne som Brahman, Jahve, Gud Fader og Allah. Den side af emnet er dog kun aktuel og af betydning for mennesker, som er modtagelige for religiøs påvirkning og vejledning og som har et angiveligt nødvendigt behov for at se op til og tilbede eller bønfalde en højere magt. I den sammenhæng må man erkende, at et enormt antal mennesker i hele verden fortsat traditionelt har et stort behov for at have en højere ’faderlig’ magt at forholde sig til, i lighed med, at det er normalt at børn ser op til deres fader. Dog må man samtidigt erkende, at der også er en betragteligt antal mennesker verden over, som bekender sig til ateisme  og en materialistisk  livs- og verdensanskuelse.

 

Et tre-enigt princip = det levende væsen

Som det formentlig ikke har kunnet undgå læserens opmærksomhed, så udgør Noget nr. 1., Noget nr. 2. og Noget nr. 3. uadskillelige principper, idet de tre faktorer eller instanser er indbyrdes afhængige af og beroende på hinanden. Noget nr. 1. kan ikke skabe og opleve uden Noget nr. 2., medens Noget nr. 3. ikke vil kunne skabes og opleves uden de to førstnævnte faktorer eller principper. Når de nævnte tre faktorer lige præcis også betegnes som principper, skyldes det, at det fra latin afledte ord princip betyder det, der ligger til grund eller udgør basis for noget, i dette tilfælde altså for de tre Noget, som tilsammen udgør forudsætningerne og betingelserne for begrebet og fænomenet Individet eller et levende væsen. Hvilket igen vil sige udgør grundlaget for, at et levende væsen i det hele taget er i stand til at eksistere, manifestere sig og opleve. 

 

I menneskets tilfælde giver de tre universale Noget nr. 1., Noget nr. 2. og Noget nr. 3. sig også udtryk som henholdsvis 1. Jeg’et, 2. bevidstheden, og 3. organismen, den fysiske så vel som psykiske. Tilsammen danner disse tre faktorer eller instanser grundlaget for individet eller egoet, hvilket vil sige det personlige jeg. Samtlige instanser er imidlertid totalt beroende på og afhængige af de tre universale instanser Noget nr. 1., Noget nr. 2. og Noget nr. 3. Disse er som omtalt tidligere ovenfor udtryk for den faktor, som religiøse mennesker foretrækker at betegne og tilbede som det universale alvæsen, der til formålet er tildelt ’lokale’ navne som Brahman, Jahve, Gud Fader eller Allah, henholdsvis i hinduismen, jødedommen, kristendommen og islam.

 

En mere detaljeret beskrivelse af det levende væsen og det treenige princip findes i artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition. Deri findes også gengivet diagrammer til en muligvis lettere forståelse af, hvad begrebet og fænomenet det levende væsen og det treenige princip og de tre faktorer og instanser, dette indeholder. Læseren bør dog holde sig for øje, at nævnte artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, hvorfor følgende citat derfra vil blive redigeret og ændret her:

 

(Citat med nødvendige ændringer:)

Det levende væsen

Det kan indledningsvis og kortfattet siges, at mennesket kan opfattes som en særlig fremtrædel­sesform af det grundlæggende og altbetydende begreb "det levende væsen", en betegnelse der i princippet dækker over samtlige levende væsener, kendte som ukendte, i verdensaltets mikrokosmos, mellemkosmos (vil blive forklaret senere) og makrokosmos.

 

Det betyder, at alle levende væsener er udtryk for samme væsensprincip, og at der grundlæggende set derfor ikke er nogen artsfor­skel mellem disse, men derimod en varia­tionsforskel i livsprincippets udbredelse.

 

De levende væsener udgør hver især et såkaldt individ, af latin individuum: udelt eller udelelig enhed, dvs. den mindste del eller enhed af en større helhed. Denne 'helhed' udgøres i både første og sidste instans af det guddommelige alvæsen, som er altings urgrund og universale organisme. Dette levende universalvæsen sanser, oplever og manifesterer sig gennem alle øvrige levende væsener, som derfor fungerer som dets sanse- og manifestationsorganer. 

 

Begrebet 'individ' betyder endvidere også enkelt­person, og begrebet 'person', af latin persona: (teater- eller danse-)maske, altså i en vis forstand 'fremtræ­delsesform' for noget bagvedværende. Dette 'bagvedværende' udgøres af det levende væsens grundstruktur.    

 

Denne grundstruktur er en realitet, men vel at mærke en uskabt realitet. Det vil sige, den 'befinder' sig 'udenfor' - og dermed 'forud for' - det firedimensionale rum-tid konti­nuum, som er den skabte verdens fremtrædelsesform. Eller rettere sagt, det levende væsens grundstruktur er iden­tisk med ’evigheds-dimensionen'. Begrebet 'dimension' er egentlig forkert anvendt i sidstnævnte forbindelse, idet det faktisk betyder det målelige, dvs. det som har udstrækning i tid og rum, eller som med andre ord har størrelse eller omfang.

 

Det karakteristiske ved dét, der skal forstås som 'evig­heden', er jo at det ikke er måleligt, idet det ifølge sagens natur må defineres som et immaterielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomhedskontinuum (= sammenhængende eller vedvarende hele). I virkeligheden kommer tanken og sproget til kort, når det drejer sig om at fatte og definere begrebet 'evighed', som faktisk kun kan 'begribes' intuitivt,

 

Noget nr. 2.: Evnen til at skabe og opleve

Som nævnt er Noget nr. 1. alts urgrund, basis eller ’ophav’, som bl.a. besidder et begær og en vilje og er ladet med en evne til at skabe eller frembringe og opretholde et ’noget’, der er en kontrasterende del til det evige Noget i sig selv. Imidlertid indikerer begreber og fænomener som begær, vilje og skabeevne, at der er tale om et ’noget’ eller et ’væsen’ med bevidsthed. Altså med andre ord et levende væsen. Men begær, vilje og evne eller skabeevne kan kun manifestere sig i forbindelse med evne til også at opleve det skabte og oplevede. Dette kan kun ske ved hjælp af kraft eller energi. Energien er altså identisk med dobbeltevnen til at præstere skabelse og evnen til at opleve. Så meget mere, som at sidstnævnte også repræsenterer en form for skabelse, altså at oplevelse ikke er noget passivt, men derimod noget, der også må skabes. Hvilket kort og godt betyder, at kraften eller energien derfor må være identisk med Noget nr. 2.  

 

Noget nr. 3.: Det skabte og oplevede

Det skabte og oplevede er altså et produkt af samspillet mellem Noget nr. 1. og Noget nr. 2., hvorfor det vil være både rigtigt og konsekvent, at betegne det skabte og oplevede som Noget nr. 3. Dette noget kendes og opleves mere præcist i form af de faktorer og former for energi, som forekommer i forbindelse med de faktorer og fænomener, der filosofisk og erkendelsesmæssigt generelt betegnes som verden og livet. Dette bekræftes jo tilmed indirekte af det naturvidenskabelige faktum, at overhovedet alt eksisterende i rum og tid grundlæggende består af energi i form af elementarpartikler, atomer og molekyler.

 

Filosofisk og erkendelsesteoretisk set udgør begrebet og fænomenet Energi eller Bevægelseskraft altså på en måde det skabtes eller frembragtes alfa og omega, det første og det sidste.  Som det forlængst er fremgået af introduktionen til Martinus’ kosmologi, defineres begrebet og fænomenet energi indenfor naturvidenskaben netop som evnen til at præstere arbejde, idet der her er tale om fysisk energi. Men indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi defineres energi som evnen til at præstere skabelse, hvilket indebærer at det i dette tilfælde drejer sig om udpræget åndelig eller – for at være lidt mere neutrale - parafysisk energi. Begrebet parafysisk skal kort sagt forstås som noget, der ligger ved siden af eller udover, i dette tilfælde ved siden af eller udover den fysiske energi. Disse to definitioner på energiens natur synes umiddelbart og gensidigt at udelukke hinanden, hvorfor det indbyrdes forhold imellem dem kan betegnes som komplementært, idet de nemlig først tilsammen udtrykker de erfaringer og den viden, vi overhovedet er i stand til at få om den større helhed, som begge er en del af og repræsenterer på hver sin måde. Men i denne sammenhæng er det naturligvis især det parafysiske energibegreb, der interesserer og som vi skal se nærmere på.

 

Det skal her indskydes, at den efterfølgende beskrivelse af energien i dens fremtræden som fem universale bevægelsesarter, især står i gæld til Per Bruus-Jensens efter min mening fremragende fremstilling af disse i ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, men i denne sammenhæng især bind 1. Uden denne ville jeg ikke have været i stand til at redegøre så kort og klart for faktorernes orden, som tilfældet forhåbentlig nu er.

 

Diagrammet udtrykker sammenhængen mellem faktorerne oplevelse, skabelse og bevægelse, som den gør sig gældende i princippet ”det skabte”. – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, her bind 1, stk. 1. 75. – Gengivet med forfatterens tilladelse. - Kommentar: Trekanten symboliserer som altid i Martinus’ kosmologi et levende væsen, her som ophavet til de tre faktorer skabelse, bevægelse og oplevelse. Som det indirekte fremgår af diagrammet, udtrykker det, at skabelse, bevægelse og oplevelse udgør en integreret og uadskillelig treenighed.

 

Energi og bevægelse

I henhold til Martinus’ kosmologi er energi altid knyttet til begrebet og fænomenet bevægelse, der som nævnt rent faktisk er energiens grundlæggende eksistensform. Det er derfor relevant at tale om både et energiaspekt og et bevægelsesaspekt for det skabtes og oplevedes vedkommende, til trods for den omstændighed, at energibegrebet i sig selv entydigt henhører under skabe- og oplevelsesevnens princip: Noget nr. 2., hvorimod virkningerne heraf, dvs. ’bevægelserne’, altså det skabte/oplevede, utvetydigt henhører under det skabtes princip: Noget nr. 3. Det vil med andre ord sige, at energi og bevægelse fundamentalt altid vil være knyttet til et levende væsen og derfor altid i sine grundformer vil have karakter af afsendelse og modtagelse af energi. 

 

Energi er ifølge den åndsvidenskabelige kosmologi en evig, uforgængelig ’størrelse’, som hverken kan skabes eller bringes til at ophøre eller forsvinde. Det, der er af skabt natur ved energifænomenet, er udelukkende kun de bevægelser, der er energiens givne eksistensform. Heraf turde det fremgå, at begrebet skabelse i virkeligheden drejer sig om og skal forstås som den proces eller virksomhed, der består i at omdanne bevægelse, og dermed i en vis forstand også energien, fra én form til en anden. Ved energi-former forstås de forskellige former, i hvilke energien tilsyneladende kan fremtræde, så som f.eks. for åndelig energis vedkommende som mental eller psykisk energi, hvilken sidste i henhold til Martinus er nært beslægtet med elektrisk energi. For fysisk energi kan der f.eks. være tale om kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi og atomenergi mm., men dog sådan, at der i princippet kun findes én generalform for energi, nemlig bevægelse.

 

Det bør måske i den forbindelse fremhæves, at udtrykket ”energi” er en anden betegnelse for Jegets evne til at skabe og opretholde et illusionistisk alternativ til sig selv og sin egen elementære virkelighed, der som allerede nævnt er identisk med immateriel tomhed-stilhed. I øvrigt består der ifølge Martinus en nøje sammenhæng mellem fænomenerne oplevelse, skabelse og bevægelse, idet skabelse altid former sig som manifestation af bevægelse og at oplevelse altid former sig som registrering af bevægelse, hvoraf det turde fremgå, at fænomenet bevægelse udgør det basiselement, af hvilket det skabtes princip, så vel objektivt som subjektivt, er opbygget. Men da der dybest set ikke findes andet at ’bevæge’, end subjektets (Jegets) immaterielle element, som jo i henhold til de kosmiske analyser udgør intet mindre end verdensaltets fundament, følger heraf overraskende nok, at bevægelse ikke kan etableres eller forekomme i absolut forstand, men kun som et rent illusionistisk fænomen, et blændværk, der tilslører subjektets eller Jegets sande natur og identitet.

 

De fem universelle bevægelsesarter

Set under ’blændværket’s synsvinkel, hvorunder det skabte fremtræder som et illusorisk kompleks af bevægelser, er der mere specifikt tale om, at fem grundlæggende faktorer kan komme i betragtning, nemlig tilværelsens fem universelle bevægelsesarter. Men da disse med hensyn til deres eksistens og funktioner er helt afhængige af og beroende på eksistensen af seks kosmiske grundenergier, som igen er afhængige af og beroende på den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, der i sin egenskab af skabe- og oplevelsesevne blandt andet er repræsenteret ved en serie kosmiske skabeprincipper, skal vi begynde med at fremhæve dén kosmiske enkeltfaktor, som i første instans er ansvarlig for tilsløringen af sandheden om Jegets absolutte, immaterielle natur, nemlig skabeprincip nr. 5: bevægelsesprincippet. 

 

Det er netop lige præcis dette skabeprincip, som – i sit indbyrdes samspil med de øvrige skabeprincipper – ligger til grund for de ovenfor nævnte fem universelle bevægelsesarter, hvilke sidste i forening bibringer det skabte dets kvantitative, størrelsesmæssige egenskaber, så som mængde, størrelse, afstand, rum, tid, varighed, hastighed, vægt, konsistens, stof, masse eller materie.   

 

De universale skabe- og oplevelsesprincipper

Set i det perspektiv, der tegner sig inden for rammerne af Martinus’ kosmologi, er det levende væsens eksistens og evige liv behersket og styret af dets urbegær, der fungerer på basis af individets overbevidsthed, som grundlæggende er repræsenteret ved en række såkaldt kosmiske – eller ret beset guddommelige – principper for skabelse (manifestation) og livsoplevelse (sansning), nemlig 8 hovedskabeprincipper og 7 særligt vigtige variantprincipper.

 

Eftersom betegnelserne for disse ialt 15 skabeprincipper samlet eller hver for sig ofte er blevet og fortsat vil blive nævnt i forskellige sammenhænge her på siden, skal vi derfor af hensyn til læserens orientering foreløbig nævne skabeprincipperne i den rækkefølge, som de er opstillet indenfor Martinus’ kosmologi. For hovedskabeprincippernes vedkommende drejer det sig om følgende i alt 8 betegnelser:

 

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

2. Livsenhedsprincippet

3. Kontrastprincippet

4. Perspektivprincippet

5. Bevægelsesprincippet

6. Talentkerneprincippet

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

8. Verdensgenløsningsprincippet.

 

Skabeprincippernes varianter

De herunder nævnte skabeprincipper udgør i realiteten ’kun’ varianter af hovedskabeprincipperne, og vil som sådanne omtrent umiddelbart kunne sammenholdes med disse. De 7 variantprincipper er følgende:

 

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 1:

Polprincippet

2. Stofenhedsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

3. Sult- og mættelsesprincippet. Variant af hovedskabeprncip nr. 3: Kontrastprincippet

4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet

5. Skæbne- eller karmaprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet

    6. Reinkarnationsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

7. Forældre- og beskyttelsesprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

 

Skabeprincipperne og moderenergien

De ovenfor nævnte femten skabeprincipper eller universelle guddommelige lovmæssigheder for al sansning (livsoplevelse) og manifestation (skabelse), og for overhovedet al indvikling så vel som udvikling, kort sagt for tilværelsen i det hele taget, er tilsammen repræsenteret ved tilværelsens grundlæggende og overordnede, højpsykiske generalenergi: moderenergien. Det er i kraft af denne basale generalenergi, at Jeget er i stand til at udspalte, styre og regulere de seks kosmiske grundenergier eller grundformer for kvalitativ bevægelse.

 

Men det er ikke hensigten her, at komme mere specifikt ind på skabeprincippernes respektive karakter, funktion og betydning for individets sansning og manifestation. Vi må som hidindtil lade os nøje med at omtale dem hver især eller sammen, efterhånden som vi støder på dem i relevant forbindelse med de forskellige emner, der har interesse i sammenhængen. (Vedr. en nærmere redegørelse for skabeprincippernes karakter og virksomhed henvises læseren til Martinus’ egne værker og til Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4.)

 

Livsenhedsprincippet og organismeprincippet

Det forhold, at livs-enheden, det levende væsen, 'afspejler' livs-helheden, det universale al-væsen eller Guddommen, er udtryk for to af tilværelsens general­principper, Livsenhedsprincippet og organismeprincippet, som begge ligger til grund for den guddommelige organismes eller verdensaltets opbygning og struktur. Men eftersom denne orga­nis­me er identisk med evigheden og derfor i sig selv er uende­lig og grænseløs i enhver henseende, er den grundlæggende præget af et princip, der 'afgrænser' samme evighed.  

 

Dette 'afgrænsende' princip kaldes for perspektiv­princippet, der som ordet 'per­spektiv', af latin per: igennem, og specere: at se, angiver det forhold at størrelser synes at aftage med afstanden og at blive stadig mindre og mindre set fra iagttagerens udsigts­punkt. Dette princip kan derfor også kaldes relativi­tetsprincippet, og det er bl.a. ansvarligt for fore­komsten af tre principielle kosmiske sanseområder eller de tre fremtrædelsesformer for kosmos, som terminologisk kaldes for mikrokos­mos, mellemkosmos og makrokosmos. Begrebet "mellemkos­mos" henviser ganske enkelt til sanseområdet mellem mikrokosmos og makrokos­mos.

 

Det forhold, at perspektivprincippet eller relativi­tetsprin­cippet dybest set også er et illusionsprincip, skal vi vende tilbage til. De nævnte tre gensidigt integrerede 'kosmos' - der jo i virkeligheden kun udgør ét kosmos eller verdensalt - er faktisk et princip, der samtidigt repræ­senteres af ethvert levende væsen. Det vil sige, at ethvert væsen samtidig udgør mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Eksempelvis udgør jordkloden for et menneske en del af makro­kos­mos, andre mennesker, dyr, planter etc. udgør mellemkosmos, medens menne­skekroppens organer, celler etc. udgør mikro­kosmos. For menneskeorganismens celler udgør alle andre celler et mellemkosmos, medens kroppens organer mm. udgør et makro­kosmos, organerne udgør indbyrdes et mellemkosmos, lige som moleky­ler og atomer må udgøre mikrokos­mos for celler­ne. Disse er med andre ord makrokosmos for molekylerne og atomerne, som på deres side hver især repræsen­terer et mellemkosmos.

 

På tilsvarende måde udgør solsystemet et makrokos­mos for jord­kloden, og jordkloden og de andre planeter mv. et mikrokos­mos for solsystemet, der igen udgør et mikrokosmos for mælke­vejssystemet, som på sin side udgør makrokosmos for solsy­stemet. Planetsystemerne udgør tilsammen et mellemkosmos, det samme gør solsystemerne, ganske som tilfældet er med mælke­vejssystemerne eller galakserne indbyrdes. 

 

Som organisme betragtet, er verdensaltet altså grund­læggende præget af at være op­bygget af stadig mindre og mindre organis­mer, der gensidigt er inte­greret i og afhængige af hinanden. Fra de kolossale galaksehobe, som består af en mangfoldighed af enkeltgalakser (mælkeveje), der igen består af solsystemer, som atter består af sole og kloder, der for de sidstes ved­kommende igen består af levende organismer, der igen består af organsystemer og organer, som igen består af cellesystemer og celler, som atter består af molekyler, som består af atomer, der består af elementarpartikler.

 

Det rokker i øvrigt ikke ved princippet, at ikke alle planeter eller kloder rummer organisk, biologisk liv eller en såkaldt biosfære, men i de flest kendte tilfælde kun består af mi­neralsk materie. At sidstnævnte i henhold til Martinus' kosmi­ske analyser i virkeligheden indirekte også er udtryk for liv, er en anden sag, som senere vil fremgå af denne fremstilling.

 

Det treenige princip har vi jo allerede påbegyndt omtalen af ovenfor, hvorfor vi nu ved, at adjektivet 'treenig' betyder det, som udgør en enhed bestående af tre, som tilfældet f.eks. er i den kristne treenigheds­lære om Faderen, Sønnen og Helligånden. Ordet 'princip' defi­neres som det, der ligger til grund for noget, hvilket altså i dette tilfælde er det levende væsens grundstruktur. Det treeni­ge princip udgør derfor det levende væsens grundnatur.

 

Men hvad er det, der karakteriserer, at et 'noget' fremtræder som netop et levende væsen? Og hvad er det for tre faktorer, der indgår i begrebet "det treenige princip"?

 

Svaret på det første spørgsmål er i henhold til Martinus’ erkendelsesteori, at det levende væsen grundlæggende udgør "et Noget, der vil og kan opleve". Det vil sige "et Noget", der har vilje til, ønske om eller begær efter at opleve, og som samtidig er i besiddelse af evne eller evner til at kunne etablere op­levelse.

 

 

Diagram af det levende væsen konstitueret som et treenigt princip, repræsenteret ved jeget (X. 1), skabe/oplevelsesevnen (X. 2) og livsoplevelsen/det skabte (X. 3). Man bemærker på tegningen, at hver af de tre sektioner er forbundet med de to andre. Dette antyder det treenige princips pointe, nemlig at hver af det levende væsens tre hovedaspekter som repræsentanter for et fælles princip gensidigt er komplementært integreret i hinanden.

(Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed 1, side 207. Copyright © Per Bruus-Jensen og Borgens Forlag 1982. – Gengivet her med forfatterens og forlagets tilladelse)

 

Supplerende forklaring ved Harry Rasmussen: På ovenstående enkle og på sin vis samtidig geniale diagram ses på principiel og geometrisk måde, hvordan det levende væsens tre hovedinstanser X. 1 (Jeget), X. 2 (skabeevnen) og X. 3 (det skabte) er gensidigt komplementært integreret i hinanden: Som det fremgår, er X. 1 forbundet med både X. 2 og X. 3, ligesom X. 2 er forbundet med X. 1 og X. 3, og X. 3 ligeledes er forbundet med X. 1 og X. 2. Diagrammet indikerer desuden, at X. 1 er en overordnet instans i forhold til X. 2 og X. 3, men dog sådan, at X. 1 ikke ville være i stand til at fungere og markere sig uden de to andre hovedinstanser, og disse heller ikke uden i forening med X. 1. Det betyder, at de tre hovedinstanser er uadskilleligt integreret i hinanden, og derfor aldrig ville kunne fungere uafhængigt og hver for sig.

 

På diagrammet ses faktisk samtidig, hvorfor Martinus’ hovedsymbol for det levende væsen er den ligesidede geometriske trekant. Trekanten fremkommer ved, at hver af dens tre spidser berører midten (kulminationen) af hver af de tre perifere buefigurer: X. 1, X. 2 og X. 3. Samtidig markerer trekantens sider den indbyrdes forbundenhed mellem de tre hovedinstanser. Imidlertid kan diagrammet naturligvis ikke stå alene, men må kombineres med andre diagrammer og ikke mindst med Martinus’ egne grafiske symboler, for at man kan få den fulde forklaring og forståelse af den overordnede betydning det treenige princip har indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, som i øvrigt også i den sammenhæng synes at stemme med virkelighedens verden. Martinus’ egne symboler vil i øvrigt kunne ses med forklaringer på http://www.martinus.dk/ under rubrikken Symbolerne.

 

Faktisk forholder det sig sådan, at svaret på spørgsmål nr.1. indirekte indeholder svaret på spørgsmål nr.2.  De tre efter­spurgte faktorer udgøres nemlig henholdsvis af 1.: et Noget, der vil og kan opleve, herunder dets vilje, ønske og begær efter at opleve, 2.: dette Noget’s evne­mæssige formåen, og 3.: resultatet af punkt 1. og 2. tilsammen: den etab­lerede op­levelse. 

 

I henhold til Martinus' kosmiske analyser over "det treenige princip", kan man også rent logisk slutte sig til eksistensen og den indbyrdes uadskillelighed mellem de tre grundfaktorer eller hovedinstanser. Hvis man eksempelvis fastslår, at fænomenet oplevelse er en tilvejebragt eller med andre ord: skabt foreteelse, indebærer det logisk set, at der må være et 'Noget', som har tilvejebragt, etableret eller skabt denne fore­teelse. Men for at det skal kunne ske, må dette 'Noget' være i besiddelse af evne til at tilvejebringe, etab­lere eller skabe.

 

Det treenige princips hovedfaktorer kan herefter foreløbig betegnes som følger:

 

       1. Et 'Noget", der vil, ønsker eller begærer oplevelse.

       2. Dette 'Noget's evne til at tilvejebringe, etablere eller skabe oplevelse.

       3. Den tilvejebragte, etablerede eller skabte oplevelse, underforstået:

           oplevelsens 'indhold'.

 

Her vil den tænksomme og kritiske læser måske protestere imod, at oplevelse skulle være noget der i den forstand er 'skabt' eller må 'skabes'. Oplevelse er vel i grunden noget, man i princippet passivt modtager udefra gennem sanserne, og som man reagerer eller ikke reagerer på instinktivt eller  tanke- og følelsesmæssigt?  

 

Hertil svarer og indvender Martinus uden forbehold, at oplevelse eller mere generelt: at livsoplevelse, dvs. livets oplevelse, i allerhøjeste grad er en foreteelse, der aktivt må etableres eller til­vejebringes gennem en i overvejende grad ubevidst skabende indsats fra det oplevende 'Noget's side. Dette forhold skal vi se nærmere på lidt senere.

 

Idet vi indtil videre godtager Martinus' påstand om, at livsoplevelse er noget, der indeholder et betydeligt moment af 'skabelse', for at blive tilvejebragt, kan vi derfor også betegne det treenige princips tre hovedinstanser som henholds­vis 1. Skaberen/opleveren, 2. skabe-/oplevelsesevnen, og 3. det skabte/oplevede.

 

I øvrigt kan man også rent logisk slutte sig til det treenige princips evighedsnatur ud fra den meget enkle betragtning, at det ville være meningsløst at tale om, at princippet 'skaberen' eventuelt skulle have skabt sig selv, for en sådan 'skabelse' måtte jo nødvendigvis forudsætte 'skaberens' eksistens. Spørgs­målet ville derfor kun være rykket et trin længere ud, idet der så måtte have eksisteret et 'noget', der havde skabt 'ska­beren'! Dette 'noget' ville da være 'skaberen'! Som det ses, 'bider' argumentet sig selv i 'halen'. Man tvinges derfor rent logisk til at antage en første årsag, der i sig selv er årsagsløs - og dermed evig.

 

Tilsvarende med princippet 'skabeevnen', som i sig selv også må være evig og dermed uskabt, fordi den forudsætter sig selv. Der kan følgelig aldrig have været et tidspunkt, hvor 'skabe­evnen' ikke har eksisteret, for i så fald ville den aldrig have kunnet give sig til kende eller træde i funktion!

 

Den samme argumentation kan anvendes om princippet 'det skabte', der som princip betragtet også må være evigt. Det kan ifølge sagens natur ikke skabe eller frembringe sig selv, og det kan heller ikke frembringes af ingenting, altså af 'tomhed' eller 'intethed'. Det er simpelthen grundlæggende logik, at noget ikke kan skabes eller opstå af intet. 'Noget' kan kun blive til eller opstå af 'noget'. Omvendt er det en lige så logisk selvfølge, at 'Noget' heller ikke kan blive til 'intet'. Derfor må det 'noget' eller det 'materiale', der udgør det skabtes grundlag, altid have ek­sisteret, dvs. være evigt. Dette faktum er desuden grunden til, at skabelse ikke kan finde sted i dette ords absolutte forstand. I Martinus' kosmologi er der derimod tale om, at 'skabelse' er ensbetydende med 'omskabel­se', nemlig fra én tilstandsform til en anden. Billedligt talt på samme måde, som kunstneren principielt kan forme og omforme den samme lerklump til nærmest et utal af forskellige former.

 

Subjektet eller Jeget

Men for at vende tilbage til begreberne væsen og individ, så er disse beslægtede med det latinske ord sub­jektum, der betyder det underliggende, forstået som den under­liggende bærer, nemlig af alle egenskaber, forandringer og tilstande. Specifikt set er der i denne sammenhæng tale om sjælen eller be­vidstheden som bæreren af sine bevidsthedstilstande. Endvidere er det 'subjektet', der giver enheden i bevidstheden, og som derfor ligger til grund for al sansning, følelse, tænkning, forstand, fornuft, vilje, ønske og begær. Ordet 'subjektet' er rent faktisk synonymt med begrebet 'jeget' eller 'selvet'. Disse to begreber har overordentlig stor plads og betydning inden for rammerne af Martinus' Kosmologi, hvilket vil fremgå efterhånden som vi kredser os ind på denne.

 

Begrebet 'subjektet' forudsætter og indikerer umiddelbart eksistensen af sin komplementære modsætning: 'objektet', af det latinske objectum, der betyder den genstand, som subjektet er stillet overfor. Skellet mellem subjektet og objektet eller mellem det subjektive og det objektive, er således identisk med skellet mellem bevidstheden eller det bevidsthedsmæssige og genstanden eller det genstandsagtige. Filosofisk set udgør begreberne 'subjekt' og 'objekt' tilsammen et problemfelt, hvor ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer er vævet ind i hinanden: Hvad er mere præcist 'subjekt' og 'objekt'? Hvad er forholdet mellem subjekt og objekt? Hvorledes opnår subjektets erkendelse objektiv gyldighed? etc. Der synes som nævnt at være tale om et udpræget komplementært forhold.

 

 

Diagram af det levende væsens komplementære natur:

                                                                                                      a = jeget

                                                                                                      b = skabe/oplevelsesevnen

                                                                                                      A = det levende væsens immaterielle natur

                                                                                                      B = det levende væsens materielle natur

                                                                                       (Eksistens og udødelighed 1, side 56. © Per Bruus-Jensen og Borgens Forlag 1982.

     Gengivet her med forfatterens og forlagets tilladelse).

 

 

 

     Begreberne 'væsen', 'individ' og 'subjekt' er i en vis forstand også identiske med begrebet princip, af det latinske principium eller princeps,der som vi allerede har nævnt ovenfor, betyder det der ligger til grund for noget. I Marti­nus' Kosmologi bruges begrebet i mange sammenhænge, men dog først og fremmest i forbindelsen det treenige princip.

 

På baggrund af, hvad der er blevet fremført i det ovenfor stående, kan vi nu gå over til en mere specifik beskrivelse af, hvad Martinus særlig forstår ved 'det treenige princip’s tre hovedinstanser eller hovedfaktorer. Skematisk opstillet ser hovedinstanserne eller hovedfaktorerne sådan ud:

 

     1. Jeget eller Selvet (subjektet eller skaberen/opleveren)

     2. Bevidstheden (skabe-/oplevelsesevnen)

     3. Organismen (det skabte/oplevede)

 

I denne forbindelse er det imidlertid vigtigt at præcisere, at der ved hovedinstans nr. 2: bevidstheden, mere præcist vil være at forstå den 'overordnede' hovedfaktor overbevidstheden, mens der ved hoved­instans nr. 3: organismen, skal forstås den 'underordnede' hovedfaktor underbe­vidstheden.

 

Det sidstnævnte begreb kan umiddelbart forvirre, fordi man uvilkårligt kommer til at tænke på det almindelige psykologiske begreb af samme navn. Men med begrebet og fænomenet 'underbe­vidstheden' skal der faktisk 'kun' forstås bevidstheden 'under' overbevidst­heden. Underbevidstheden i kosmologisk forstand er igen 'op­delt' i dagsbevidstheden og natbevidstheden, hvoraf sidstnævnte begreb er identisk med det almindelige psykologiske begreb 'underbevidstheden' eller 'det ubevidste'.

 

For imidlertid at fastlægge, hvad der i henhold til Martinus mere præcist skal forstås ved de oven­nævnte tre hovedfaktorer og disses indbyrdes relationer, vil det nok være hensigts­mæssigt allerede her at give læseren en skematisk fremstilling og oversigt i form af det efterfølgende diagram. 

 

Til læserens orientering skal det her indskydes og tilføjes, at de begreber og fænomener, der betegnes som de personlige guldkopierindringer i individets erindringsarkiv i overbevidstheden, stort set svarer til dybdepsykologen C. G. Jungs det personlige ubevidste, mens de universale guldkopierindringer i det såkaldte "visdomsocean", hvorfra individet – normalt uden selv at vide det - i sine inspirerede øjeblikke kan hente idémateriale til bl.a. en højere erkendelse og til sin kunst­neriske, videnskabelige, tekniske eller anden mani­festative eller skabende ud­foldelse, stort set svarer til Jungs det kollektive ubevidste.

 

Her følger så det overordentligt vigtige diagram med oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur, som læseren med fordel vil kunne have nytte og glæde af at gøre sig fortrolig med og ofte at vende tilbage til:

 

 

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C’     =  det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C          =  det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C’         =  det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for  princippet  ”organismen”

4) kombinationen A+B              =  overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C              =  ”psyken” eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C’             =  den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske organisme

Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur.

(© Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet her med forfatterens tilladelse).            

 

Subjektet eller Jeget er identisk med evigheden

Det er i øvrigt vigtigt at have klart for sig, at 'subjektet' som sådan ikke direkte kan opleve sig selv, og heller ikke kan opleves i sig selv. Som selve begrebet 'subjekt' angiver, ligger det forud for selve oplevelsen, der som oplevelse betragtet er objekt (genstand) for 'opleveren' (subjektet). Hvis man derfor ville mene, at 'subjektet' godt kan gøres til genstand (objekt) for oplevelse, har man blot skudt 'opleveren' eller 'subjektet' et trin længere ud og erstattet det 'første' subjekt med et nyt.

 

Subjektet eller jeget tilkendegiver sig og bliver bevidst om sig selv som levende væsen gennem sin manifestation og op­levelse af sit eget 'spejlbillede' i form af den ydre verden, som hvad enten den er åndelig eller fysisk, oplevelsesmæssigt både i første og sidste instans er et illusionistisk fænomen. Men indenfor illusionens egne rammer, forekommer den virkelig nok, og det er netop en væsentlig del af illusionen! (Note 9)

 

Men som det hedder i en af de skønne indiske Upanishad'er: Det, der ser, kan ikke ses, det, der hører, kan ikke høres, det, der føler, kan ikke føles, det, der tænker, kan ikke tænkes. Bedre kan det ikke karakteriseres og udtrykkes, at sub­jektet eller jeget er identisk med evigheden, og dermed med Guds Jeg. Og det er i virkeligheden livets store under og mysterium, som vi aldrig vil kunne forelægge i tal og mål, men som vi på visse tidspunkter af eller i vores liv heldig­vis kan få lov til at opleve intuitivt. (Note 10)

 

Det er imidlertid absolut vigtigt at holde sig klart i tanken, at Jegets ’aflægger’: egoet eller det personlige jeg, ikke er identisk med eller har del i det universale jeg’s evighedsnatur. Egoet tilhører det skabtes område og opstår og ophører med at eksistere i og med henholdsvis individets fødsel og død. Hvilket mere præcist vil sige i og med det fysiske legemes fødsel og død.

 

Begrebet og fænomenet bevidsthed

I almindelig psykologisk forstand defineres bevidsthed som en samlebetegnelse for de forskellige former for oplevelse, opmærksomhed eller opfattelse, mere præcist som oplevelse og opfattelse af omverdenen i form af sanseindtryk, og af individets egen indre verden af forestillinger, tanker, følelser etc., hvilket kort og godt vil sige bevidsthedstilstande. Men begrebet og fænomenet bevidsthed omfatter også de meninger, teorier og synspunkter, der knytter sig til et bevidst væsen, og endelig også som selvbevidsthed, hvorved kort forstås individets bevidsthed om sig selv og sin egen og for resten ikke sjældent overdrevne betydning.

 

Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi kan og skal fænomenet bevidsthed ses i relation til hans analyser af, hvad det er, der ikke kun konstituerer mennesket, men i videre forstand det levende væsen, hvilket i videste forstand vil sige alle levende væsener. Dette væsen udgør i henhold til Martinus et treenigt princip i form af et jeg, en bevidsthed og en organisme, men forstået sådan, at jeget udgør den overordnede instans i forholdet, medens bevidstheden forekommer i form af en overbevidsthed og en underbevidsthed, og organismen er det interaktive redskab, individet via sin bevidsthed betjener sig af. Den væsentlige karakteristik for et levnede væsen, mennesket inklusive, er, at det sanser, oplever og manifester sig i form af handlinger. Imidlertid fremhæver Martinus, at sansning ikke – som det er almindeligt at tro og mene - er en passivt receptiv proces, men tværtimod en proces, der forudsætter og kræver et betydeligt moment af skabende virksomhed, om end i hovedsagen en automatisk skabende virksomhed. Dette er en del af baggrunden for, at Martinus også betegner bevidstheden som det levende væsens skabeevne, men altså som en evne, der forudsætter og er betinget af et intimt samarbejde mellem de ovenfor nævnte tre instanser. Denne skabeevne ligger også til grund for sansning, som igen udgør grundlaget for fænomenet oplevelse, og herom skriver Martinus bl.a. følgende:

 

(Citat) 254. Da alt, hvad der kommer ind under begrebet ”oplevelse”, kun kan eksistere som identisk med vibration eller bevægelse, vil hele verdensaltet i sin detaljering være identisk med et uendeligt ocean af energi- eller bevægelseskombinationer, stråler og bølger, der hver især, efterhånden som de opleves af det levende væsen, kommer til at danne et nyt billede i det billedgalleri, der i den daglige tilværelse kendes som identisk med dets ”bevidsthed”. […] (Citat slut) 

 

Stærkt forenklet sagt, opfatter Martinus altså bevidsthed som et ”mentalt billedgalleri”, mere præcist i form af mentale forestillinger, som naturligvis i større eller mindre grad er forbundet med tanker og følelser. Men der hører selvfølgelig meget andet og mere til, for at kunne begribe og forstå, hvad bevidsthed er og omfatter. Dette emne er da i virkeligheden også så kompliceret og omfattende, at det ligger udenfor rammerne af en artikel som denne, at gøre forsøg på at give en bare nogenlunde dækkende beskrivelse af det. Dog skal her tilføjes, at følgende psykologiske energier eller –evner er mere eller mindre virksomme i individets bevidsthed, nemlig instinkt, tyngdeenergi (dynamisk energi), følelse, intelligens, intuition og hukommelse, og som drivkraften eller motivationsfaktoren bag disse evner eller energier ligger et fænomen eller en kraft, som Martinus betegner som urbegæret, der defineres som et uspecificeret grund-begær efter oplevelse eller mere præcist efter livsoplevelse. Dette urbegær udgør grundlaget for alle specifikke former for begær, vilje og ønsker, men vel at mærke styret af en serie såkaldte kosmiske (også kaldet guddommelige) skabeprincipper. Disse er automatisk virkende lovmæssigheder, som alle og alt er undergivet.

 

Underbevidstheden og grundenergierne

Forholdet mellem Jeget og overbevidstheden på den ene side og mellem overbevidsthedszonen og underbevidsthedszonen på den anden side, skal vi se nærmere på senere. Her vil vi beskæftige os med det begreb og fænomen, Martinus betegner som ’underbevidstheden’. I henhold til ham er det kosmologiske begreb 'underbevidstheden' for fysisk levende væseners, herunder menneskets, vedkommende i praksis repræsenteret ved to indbyrdes vekselvirkende, men samtidig i en vis forstand 'separate' organstrukturer: den psykiske organis­me og den fysiske organisme (jvf. med diagrammet ovenfor). Vekselvirkningen mellem disse to organstruk­turer varetages af en interaktiv 'mellem­struktur', som kaldes for koblingslegemet. Dette kob­lingslegeme er opbygget af både fysisk og åndelig (parafysisk) energi, men dets funktioner og 'skæbne' skal vi først se på i en senere sammenhæng.

 

Ifølge Martinus består den psykiske organisme i virkeligheden af ialt seks organsystemer eller 'legemer', et for hver af de seks underbevidstheds-grundenergier, som hans kosmologi opere­rer med. Disse seks grundenergier er følgende:

 

1.     instinktener­gien, 

2.     tyngdeenergien (dynamisk energi), 

3.     følelsesenergien, 

4.     intelligensenergien, 

5.     intuitionsenergien, og

6.     hukommel­sesenergien (se diagrammet nedenfor). Det fysiske legeme udgør en slags 'forlængelse' af den psykiske organisme i den forstand, at det består af en særlig blanding af alle seks grundenergier plus moderenergien, men dog med tyngdeenergien som dominerende energi.

 

Der er især to af de nævnte energier, tyngde- og følelses­energien, der indgår i et kon­traaktivt samspil, og som i samvirke med instinktenergien danner et særligt psykisk kraft- ­eller spændingsfelt, inden for hvis område de tre øvrige grundener­gier, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi­en, objektivt set optræder i form af 'svingninger'. Det er ifølge Martinus inden for 'det psykiske kraftfelt', at in­dividet over­hovedet sanser, oplever og manifesterer sin vilje, sine ønsker og begær. Eller kort sagt: individets totale livsople­velse foregår inden for rammerne af det psykiske kraftfelt.  

 

Konsekvenserne af denne opfattelse er i virkeligheden mere banebrydende og vidtrækkende for den menneskelige erkendelse og livs- og verdensanskuelse, end det måske umiddelbart kunne lyde og se ud til. Men dette efter min mening særligt spændende emne skal vi dog først se nærmere på i forbindelse med den senere omtale af erkendelses­læren i Marti­nus' Kosmo­lo­gi, hvilket sker i Tillæg 1.-5.kapitel.

 

Den indbyrdes kommunikation mellem in­divi­derne, eller i praksis disses respektive psykiske kraftfelter, foregår i virkeligheden ved hjælp af resonansprincippet, som bevidst eller ube­vidst for individerne selv bevirker, at en vekselvirk­ning finder sted. Dette interessante og vidtrækkende forhold, skal vi se  lidt nærmere på i følgende citat fra artiklen H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II)

 

Bevægelsesprincippet og det skabtes energiaspekt

Interessant nok er det netop partikelfaktoren, der i denne sammenhæng bringer os i berøring med ét enkelt af de kosmiske skabe­principper, der er ansvarlige for frem­bringelsen af den materielle illusion. Dette elementære skabe­princip er bevægel­sesprin­cippet. Men som tidligere omtalt optræder skabeprincipperne altid og uden undtagelse tilsammen i et eller andet særligt ind­byrdes 'styrkefor­hold', idet snart det ene og snart det andet skabeprincip må karakteriseres som dominerende i den aktuelle sammenhæng. 

 

Bevægelsesprincippet har sin store betydning i og med, at det i praksis fremtræder eller giver sig til kende som det bærende grundlag i "det skabte­/oplevede" i form af to indirekte identi­ske aspekter: 1) energiaspektet, og 2) bevægelses­aspektet. 

 

Energiaspektet udgøres af et energifelt bestående af ialt syv kosmiske grundenergier i en bestemt organisation. Eftersom den syvende grundenergi er 'bærer' af de seks andre, betegnes den konsekvent som "moderenergien", og som sådan udtrykker den sig igennem komplekset af skabeprincipper, heriblandt bevægelses­princippet. Som vi forlængst er blevet bekendtgjort med, udgøres de seks andre grundenergier i en organiseret rækkefølge af 1) instinktenergien, 2) tyngdeenergien, 3) følelsesenergien, 4) intelligensenergien, 5) intuitionsenergien og 6) hukommelses­energien.

 

Den ovenfor nævnte indirekte identitet mellem det skabte/ople­vedes energiaspekt og bevægelsesaspekt fremgår af det faktum, at bevægelse repræsenterer energi, og at energi altid er knyttet til bevægelse, som er dens grundlæggende eksistens­form. Men såvel bevægelse som energi er altså i både første og sidste instans subjektets/Jegets illusionistiske fremtræden som det, Vedanta-filosofien betegner som "Maya's slør".

 

Det psykiske kraftfelt: P-kraftfeltet

Der er her grund til at gentage, at særlig to af grundenergier­ne, tyngdeenergien og følelsesenergien, i et kontra-aktivt samspil danner et spændingsfelt eller psykisk kraftfelt, kaldet P-kraftfeltet. Dette er det bærende substantielle grundlag for eksistensen af Jegets følelsesliv såvel som dets tankeliv, hvor det sidstnævnte, der består i et større eller mindre samspil mellem intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelses­energien, specielt ses som svingninger eller svingningstil­stande i P-kraft­feltet. 

 

Diagram af mekanismen bag planckafunktionen. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982. - Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.*

 

* Tilføjelse: P-kraftfeltet udgøres mere præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for jegets mentale livsrum. – Planckafunktionen refererer til det universelle virkningskvantum h, kendt som den østrigske fysiker Max Plancks konstant.                    

 

 

Diagram af planckafunktionen opfattet som en stationær svingning (ob) i jegets tyngde-følelsesfelt. – Videreførelse af diagrammet ovenfor - - - se signaturforklaring der. © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 260. Borgens Forlag, København, 1982. - Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse. 

 

Supplerende forklaring af Harry Rasmussen: Som det fremgår af det psykiske kraftfelt (midterfeltet), giver tyngdeenergien (2) og følelsesenergien (3) sig modsatrettede objektive udslag i form af svingninger og spændinger. Subjektivt opleves disse henholdsvis som tanker og følelser. Som det i øvrigt fremgår af diagrammet, danner instinktenergien (1) den ’ramme’, på grundlag af hvilken planckafunktionen i kraft af  (4) intelligens-, (5) intuition- og (6) hukommelsesenergien foregår. NB! Det er kun for det grafiske indtryks skyld, at de angivne udslag i P-kraftfeltet er formet som en yin og yang figur, idet læseren samtidig må erindre sig, at der her kun er tale om en symbolsk fremstilling af forholdene.

 

P-kraftfeltet rummer altså noget, der kan tjene som afgørende forudsætning for fænomenet bevægelse, dvs. noget at bevæge. Dette 'noget' er spændingen mellem de nævnte to energier, og denne lader sig frembringe på utallige måder, i utallige rytmer, faser og styrkegrader internt i spændingsfeltet.

 

Desuden kan lokale spændings- eller kraftfelter i 'hoved­feltet' gøres til genstand for relativ positionsforflytning, altså flyttes fra en position til en anden, og derved gøres til genstand for bevægelse (stambevægelse), hvilket blandt andet bekræfter tyngde- og følelsesenergiens centrale rolle som materie-dannende grundenergier. Men også instinktenergien henregnes på grundlag af dens anlæg for automation til denne kategori.  

 

 

Diagrammet viser, hvorledes stambevægelsen i dens egenskab af en objektiv funktion og dermed som ensbetydende med en kombination af seks kosmiske grundenergier via en vekselvirkning med Jegets sansemekanisme (D) tilfører livsoplevelsen seks store, universelle grundkvaliteter. Af disse er samtlige dens kvalitative momenter bygget op, og de kan i overensstemmelse hermed karakteriseres som dens kvalitative urelementer. I nærværende tilfælde er den objektive stambevægelse altså repræsenteret ved figur ”A”, hvorimod oplevelsen og dermed erkendelsen af de seks kosmiske grundenergier eller grundbevægelser som sædvanligt er markeret ved figur ”C”. De øvrige figurer har også den sædvanlige betydning (se eventuelt forklaring til omtrent samme diagram i 2. kap.). -  ©  Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.123.  Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt

Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt viser sig gennem et samspil mellem jegets sanseapparat med de heri virkende kosmi­ske skabeprincipper og bevægelsesprincippet først og fremmest i form af fem universelle bevægelsesarter. Af disse fem bevægel­sesarter er det kun den første, stambevægelsen, der har objek­tiv karakter. De fire andre bevægelsesarter har ude­lukkende subjektiv karakter, idet de i en vis forstand er 'afledt' af stambevægelsen, hvorfor de da også betegnes som "aflæggerbevægelser" af netop stambevægelsen.

 

Stambevægelsen, defineres og ytrer sig som den objektive funktion, der består i, at et legeme eller en genstand bevæger sig fra et sted til et andet, dvs. ændrer position i rummet. Stambevægelsen er som en objektiv funktion ved et legeme et resultat af Jegets udadret­tede aktivitet (manifestationen), medens den som subjektiv oplevelse er et produkt af Jegets indadrettede aktivitet (sansningen). Enhver oplevet stambe­vægelse har dermed både objektiv og subjektiv karakter.

 

Som subjektiv oplevelse giver den objektive stambevægelse umiddelbart an­ledning til frem­komsten af fire subjektive og derfor helt igennem illusionistiske bevægelsesarter eller aflæggerbevægelser: rummet, tiden, forvandlingen og materien. De fire aflæggerbevægelser bekræfter med andre ord sansningens eller livsoplevelsens illusionistiske karakter. Vi skal her give en ganske kort karakteristik af de nævnte fire aflæggerbe­vægelser:

 

Fire subjektive bevægelsesarter

Rummet udgør som nævnt den anden bevægelsesart eller af­lægger­bevægelse nr.1. Ved begrebet 'rummet' forstår vi alminde­lig­vis noget, som i sig selv ubevægeligt, statisk og tomt, en 'behol­der' så at sige, der i en vis forstand inde­holder eller om­slutter alt, hvad der eksisterer. Når rummet i nærværende sammen­hæng be­tegnes som en form for be­vægelse, hænger det sammen med, at der ifølge Martinus er tale om bevægelse i indirekte forstand, idet rummet ret beset er en konsekvens af bevægelses­princippet, men vel at mærke udelukkende en subjektiv konse­kvens, og altså dermed et rent bevidsthedsfænomen.

 

Denne påstand begrundes med, at Jegets erkendelse af rum helt og holdent grunder sig på dets oplevelse af den første bevægel­sesart, stambevægelsen. I kraft af sidstnævnte skabes fore­stillingen om afstande og derigennem om 'noget', der giver 'rum' eller plads for disse afstande. Men dybest set er de egenskaber vi tillægger rummet, dvs. verdensrummet, i form af det beholderagtige, dimensioner, proportioner m.v., udelukkende egenskaber ved vores subjektive opfattelse af det pågældende noget, der opfattes som det ydre rum.

 

I sin dybeste analyse udgør 'rummet' et evigt, ubegrænset stilhedens 'noget', som reelt set er identisk med det alle­stedsnærværende, immateriel­le, udødelige, guddommelige 'noget', dvs. den evige, univer­selle stilhed: subjektets/Jegets princip.

 

Tiden er den tredie bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr.2. Den ytrer sig som det fænomen, vi betegner som "tiden". At fænomenet tid opfattes som en art bevægelse, bekræftes umiddelbart gennem sproget: Tiden går, løber, rinder og iler. Undertiden taler vi endog om, at tiden står stille eller snegler sig af sted.

 

Imidlertid påviser Martinus - vistnok som den første i tænkningens historie - at tiden er en bevægelsesart i klasse med rummet, idet den dels er en konsekvens af bevægel­sens princip, og dels i lighed med rummet kun er bevægelse i in­direkte forstand. Han fremhæver i den sammenhæng, at det i virkeligheden er misvisende at forestille sig tiden, som noget der bevæger sig. Hvis dette nemlig var tilfældet, måtte tiden som sådan tilhøre genstandenes objektive verden og dermed selv besidde objektiv eksistens, hvilket påviseligt ikke er i overensstemmelse med de faktiske kosmiske kendsgerninger. Vores omtale af tiden som noget, der bevæger sig, er derimod en nødvendig og uundværlig forestilling i det praktiske hverdags­liv.

 

Som almindeligt bekendt deler vi tiden i f.eks. fortid, nutid og fremtid, hvor begrebet nutiden udgør den 'faktor', som begreberne fortid og fremtid har som forståelsesmæssig forud­sætning. Som lige så bekendt finder livsoplevelsen konstant sted i det, vi kalder "nuet", der dermed udgør et centralt 'tidsrum', inden for hvilket primært den dagsbevidste livsople­velses scenerier udspiller sig, veksler og ophører i forskel­ligt tempo. Fra "nuet" overgår disse scenerier automatisk til "fortiden", som alene er en tidsfaktor, der eksisterer i kraft af Jegets evne til at kunne huske. Det er desuden på grundlag af hukommelsen, at fortidens oplevelser og erfaringer i form af erindringer efterhånden omdannes og forædles til de såkaldte "guldkopi-erindringer".

  

 

Diagrammet fremstiller ”tidens gang” som et spørgsmål om subjektets evne til at fastholde indtrykket af den aktuelle livsoplevelse i Nuet (b) på en sådan måde, at den tager form af en dynamisk begivenhedskæde (med subjektiv status), der involverer forestillingen om såvel fortid (a) som fremtid (c). Grundelementet i denne begivenhedskæde er de stambevægelser, der konstituerer subjektets livsoplevelse i Nuet (B), og som alle er begyndelse og afslutning underkastet, men som også via deres betydning for hinanden alle er bundet sammen i det evige Nu, i hvilket de potentielt er til stede. A = fortidens og C = fremtidens stambevægelser. Trekanten med flammeglorie = subjektet og dets urbegær. – © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 1, stk.1. 96. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986. - Gengivet med forfatterens tilladelse.

 

I henhold til Martinus er Nuet dybest set identisk med Jegets 'syn' af sig selv som evig og uforanderlig modsætning til bevægelse, men samtidig som al bevægelses udgangspunkt og slutpunkt. Nuet må følgelig karak­teriseres som evigt i samme forstand, som jeget/subjektet karakteriseres som evigt. Nuet er dermed Jegets 'syn' af sin egen virkelighed sat i relation til begrebet tid, medens Jeget i sin rolle som be­vidsthedens uforanderlige centrum er Jegets 'syn' af denne virkelighed sat i relation til begrebet rum.

 

Forvandlingen er den fjerde bevægelsesart og aflæggerbevægel­se nr.3. Den viser sig i praksis som det fænomen, vi kalder "forvandling", hvilket vil sige den forvandling af situationen i Jegets mentale livsrum, der hænger sammen med stambevægelser­nes mangeartede aktiviteter.

Som tilfældet er med fænomenerne rummet og tiden, således er fænomenet­ forvand­lingen som bevægelsesart betragtet også kun indirekte identisk med den oplevede stambevægelse. Som de to førstnævnte aflæggerbevægelser er forvandlingen også en konse­kvens af bevægelsens princip og udgør derfor endnu en måde at opleve dette på.

 

Som et produkt af Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, har fænomenet forvandlingen udelukkende subjektiv eksistens, nemlig som en særlig proces, der udspiller sig i Jegets mentale livsrum (se herom nedenfor). Dét ved forvandlingen, der er af objektiv natur, er alene dén stambevægelse eller dé stambe­vægelser, den umiddel­bart er beroende på, og som udgør en direkte manifestation af bevægelsesprincippet.

 

Som eksempler på fænomenet forvandling kan nævnes fosterud­viklingen, udviklingen fra fødsel til død, eller kort sagt vækst og degeneration, opbygning og nedbrydning. Og det i en sådan grad og et omfang, at den fremadskridende og ofte næsten totale forvandling af situationen, som det f.eks. er tilfældet med den befrugtede ægcelle set i relation til det nyfødte indi­vid, bevirker at man umiddelbart har vanskeligt ved at tro, at de to fænomener har noget med hinanden at gøre. Om fænomenet forvandlingen, se evt. afsnittet H1-18. Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed.

 

Materien udgør den femte og sidste bevægelsesart, og dermed den fjerde og sidste aflæggerbevægelse, nr.4, som Martinus' Kosmologi opererer med. Det fænomen, vi kalder stoffet eller materien, er i lighed med rummet, tiden og forvandlingen en bevægelsesart, hvis eksistens helt og holdent skyldes stambe­vægelsen.

 

Ifølge Martinus er materien i sin objektive fremtræden en koncentration af stambevægelser, der af Jeget opleves under særlige perspektiviske betingelser, således at de kommer til at fremtræde med mikrokosmisk format. Ved hjælp af de pågældende stambevægelser frembringes der en særlig effekt i Jegets mentale livsrum, nemlig den specielle effekt, der betegnes som materien. Effekten kommer i stand ved, at oplevelsen af mikro­kosmiske stambevægelser uundgåeligt medfører oplevelse af til­svarende mikrokosmiske rummomenter, tidsmomenter og forvand­lingsmomenter, eller kort sagt oplevelse af mikrokosmiske af­læggerbevægelser.

 

Kosmologien definerer derfor materien som et felt af mikro­kosmiske stambevægelser, der gennem sansning resulterer i forestillingen om et tilsvarende felt af mikrokosmiske af­læggerbevægelser. Det er dette felt, der i praksis opleves som en speciel, lokal strukturformation, kaldet "materie". Rent objektivt er materien en koncentration af mikrokosmiske stambe­vægelser, medens fænomenet materien udgør et produkt – mere præcist et subjektivt produkt - af en vekselvirkning mellem stambevægelseskoncentratet på den ene side og Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, på den anden side.

 

Som objektivt fænomen danner materien, dvs. mikrokosmiske stambevægelser, grundlag for stambe­vægelser på et nyt og højere niveau, som f.eks. celle-niveau, organ-niveau, organisme-niveau osv. Det er derfor ikke vanskeligt at se, at materien udgør en betydelig og vigtig detalje i Jegets samlede livsoplevelse, og i lighed med forvandlingen, som materien er nært beslægtet med (Jf. stoffets aggregattilstande: stråleformig, luftformig, flydende og fast), bidrager den til at udfylde Jegets mentale livsrum og give det indhold.

 

Jegets mentale livsrum og P-kraftfeltet

De tre førstnævnte bevægelsesarter: stambevægelsen, rummet og tiden, som altså har deres fælles årsag i bevægelsesprincippet, er indbyrdes uløseligt forbundet og danner i forening en kombi­nation, der i enhver henseende udgør Jegets modsætning. Jeget er jo som ofte nævnt objektivt set en størrelses- og grænseløs, tidløs og absolut stillestående, ubevægelig realitet, medens modsat den nævnte kombination af stambevægelsen, rummet og tiden, subjektivt set fremtræder med egenskaberne størrelse, begrænsning, tid og bevægelse. 

 

 

Som en videreførelse af tegningen tidligere ovenfor viser diagrammet, at den ydre verden, som den er kendt af subjektet (E), er opbygget af fem universelle bevægelsesarter (C). Disse er i praksis repræsenteret ved: stambevægelsen (!), rummet (2), tiden (3), forvandlingen (4) og materien (5). Ud over at de alle fem har subjektiv status, har stambevægelsen også en objektiv status, hvorved den indtager en position som basiselement for det skabte, opfattet som objektiv virkelighed (= figur A). Det tilføjes for en ordens skyld, at de små pile, der forbinder figur A med figur D/E, skal udtrykke vekselvirkningen mellem på den ene side det skabte som objektiv virkelighed betragtet og på den anden side subjektet via dets oplevelsesevne. ©  Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.104.  Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986. - Gengivet med forfatterens tilladelse.

 

Betydningen heraf turde fremgå af, at den personlige Jeg-fornemmelse eller individualitetsfølelsen, netop beror på og har sine dybeste forudsætninger i kontrastforholdet mellem subjektets/Jeg-elementets navnløse natur på den ene side og den nævnte kosmiske kombination (stambevægelsen/rummet/tiden) på den anden side. Dette ses særlig bekræftet gennem det faktum, at to af kombinationens faktorer, rummet ogtiden, udelukkende udgør specifikke, subjektive forestillinger, der eksisterer i tilknytning til det Jeg, af hvis skabe-oplevelsesevne de er frembragt og opretholdes.

 

Eftersom rummet og tiden udelukkende har subjektiv eksistens og derfor kun er 'virkelige' for det Jeg, der er deres ophav, følger heraf, at dette Jeg har sit eget rum og sin egen tid. Sammen med stambevægelsen som oplevelse betragtet, er rum og tid konse­kvenser af én fælles årsag: bevægelsesprin­cippet, og de danner derfor i praksis en rum-tids-enhed, nemlig et sub­jek­tivt, dynamisk præget rum-tid-kontinuum. I dette er det personlige Jeg den suveræne hersker, ligesom det er inden for dette rum-tid-felt at de to sidste bevægelsesarter, forvand­lingen og materien, optræder og bidrager til at give livsud­foldelsen og livsoplevelsen kolorit.  

 

Det er dette subjektive rum-tid-felt, der betegnes som Jegets mentale livsrum, og inden for hvilket dets begær, vilje og øvrige skabende kræfter fungerer, og inden for hvilket dets livsoplevelse former sig. Det er dermed også inden for denne tids- og rumdimensionelle modsætning til Jegets objektive evigheds- og uendelighedsnatur, at Jegets nødvendige individua­lisering etableres og opretholdes. Det vil sige den illusion, der sikrer forestillingen om adskillelse og afsondrethed fra det universelle Jeg-element, Guds Jeg, og tillige en fore­stilling om, at enhver livsenhed har sit eget strengt person­lige Jeg, som er adskilt fra og intet har at gøre med de øvrige levende væseners Jeger. Dermed sikres det levende væsen den for livsoplevelsen nødvendige fore­stilling om en verden "uden for" det selv, altså illusionen om en ydre verden.  

 

 

 

To individer, V og Z, opfatter hver især den andens organisme (D) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X (se i øvrigt diagramforklaringen side 5). -  © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111.  Borgens Forlag, København,1982. - Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 

 

 

Et multiplum af levende væsener opfatter hver især de andres organismer (ob) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X. - © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111. Borgens Forlag, København, 1982. - Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 

Jegets mentale livsrum udgør som nævnt den subjektive sku­eplads for Jegets livsoplevelse, hvorimod P-kraft­feltet kan karakteri­seres som den objektive skueplads for samme Jegs livsop­levelse, dvs. som 'skelettet' i Jegets bevidstheds­apparat eller i dets samlede sanse- og manifestationsap­parat, der er det samme som dets organisme i ordets videste betydning. Jegets mentale livsrum er som subjektivt fænomen med andre ord inte­greret i det relativt set 'objektive' P-kraftfelt.

 

Den indbyrdes kommunikation mellem de levende væseners P-kraftfelter foregår via resonans subsidiært dissonans. Mani­festationerne (stambevægelserne) i de utallige andre væse­ners P-kraft­felter udgør den objektive 'omverden' for det enkelte Jeg, hvis egne manifestationer naturligvis på tilsvarende måde udgør en del af samme 'omverden'.

 

Jegets totale sanseapparat

I foregående kapitel fik vi blandt andet en relativt kort­fattet skildring af sansningens organiske funktionsgrundlag og dens tre kosmiske hovedfaser: den fysiske fase, den parafysi­ske/ån­delige fase og den højpsykiske fase. Desuden blev sans­ningens fysiske fase gennemgået forholdsvis detaljeret, og den parafy­siske fase i nogen grad omtalt, medens den højpsykiske fase stort set kun blev nævnt, hvilket vi skal søge at råde bod på i det følgende. 

 

For forhåbentlig at lette forståelsen af sansningens og sanseapparatets på sin vis komplekse natur og funktioner, særlig når det gælder den parafysiske fase og den højpsykiske fase, vil det for­mentlig være hensigtsmæssigt at støtte frem­stil­lingen med nedenstående diagram af Jegets totale sanseap­parat:

 

 

 

Diagram og forklaring af det totale sanseapparat. - © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2.84. - Gengivet med forfatterens tilladelse.

                    

Tegningen viser som sagt Jegets totale sanseapparat som først og fremmest bestående af to områder: Den fysiske verden (FY.V.) og den åndelige verden (ÅN.V.), der er adskilt ved den lodrette midterlinie, som er stiplet for at markere, at 'grænsen' mellem de to verdener ikke er absolut, men i en vis forstand '­flyden­de'.

 

I diagrammets venstre halvdel ses et øje (Ø) med nethinde (N), synsnerve (S) og synscenter i hjernen (H). Helt til­venstre er synsvinklen (SV) angivet med de to skråtliggende streger, der udefra er ført igennem pupillen, hvorefter de krydser hinanden og ender henholdsvis øverst og nederst på nethinden. Inden for synsvinklen eller synsfeltet og i nogen afstand fra øjet ses en lodret pil-figur (g), der skal sym­bolisere en synlig genstand, som for så vidt godt kunne være den lyseblå porcelænsvase, vi tidligere har omtalt i forbindel­se med beskrivelsen af sanseprocessens fysiske fase. Som det vil bemærkes peger pil-figuren både opad og nedad, hvilket skal indikere den kosmiske kendsgerning, at enhver genstand eller størrelse i virkeligheden repræsenterer uendeligheden og evigheden. Se herom senere.

 

I diagrammets højre halvdel ses nærmest den stiplede linie en figur (PS), som skal symbolisere den sjælelige sansestruktur. Figuren ligner delvis figuren H = hjernen i venstre halvdel, hvilket ikke er tilfældigt, da disse to strukturer har visse træk tilfælles og desuden interagerer med hinanden, hvilket er søgt vist med zigzag linierne mellem dem. At PS-figuren er vist som ialt fire 'sektioner', skal angive det forhold at den sjælelige struktur primært udgøres af instinkt-, følelses-, intelligens- og hukommelseslegemet.

 

Fra PS-figuren udgår der ialt seks omtrent vandrette pile, som peger hen mod det lodrette, punkterede felt (O), hvori ses en lodret pilefigur, hvis størrelse svarer til pilefiguren i øjets synsfelt. De seks pile skal henvise til de seks sanser eller sanseområder: instinktsansen, tyngdesansen, følelses­sansen, intelligenssansen, intuitionssansen og hukommelses­sansen. Feltet skal symbolisere oplevelsesfeltet og dermed selve oplevelsen, i dette tilfælde af genstanden 'g'.  

 

Til højre for oplevelsesfeltet ses igen seks omtrent vandrette pilefigurer, der peger fra højre og ind mod oplevelsesfeltet. De skal symbolisere højpsykiske sanseområder, der svarer til de sjælelige sanser og sanseområder. At det to sæt pilefigurer peger ind mod oplevelsesfeltet fra hver sin side skal angive, at der er tale om, at livsoplevelsen er et resultat af et samspil mellem den sjælelige struktur på den ene side og den højpsykiske struktur på den anden side. Den sidstnævnte ses symboliseret ved den vandretliggende kegleagtige figur (SG) til højre. (Note 7)

 

Den højpsykiske sansestruktur

I og med SG-figuren møder vi en struktur og et begreb, som tidligere i denne fremstilling kun har været nævnt periferisk, nemlig sanseregistret. Dette register, der henhører under den højpsykiske sansestruktur, består af et uendeligt antal sanse­horisonter, som udgøres af det uendeli­ge antal spira­lafsnit, individet har gennemlevet, og som nu i form af et omfattende og rigt erfarings- og erin­dringsmateria­le findes opmagasineret i bevidsthedsarkivet, hvorfra det står til Jegets bevidste og ikke mindst ubevidste rådighed.

 

Vigtigt: Her må det nødvendigvis indskydes, at talen om ”den højpsykiske sansestruktur”, ”sansehorisonter” og ”spiralafsnit” naturligvis ikke hører hjemme i relation til ét-livs-hypotesen. Individets oplevelses- og erfaringsmateriale og dermed dets erindringsmateriale, er af god grund kun indsamlet i løbet af det ene liv, individet har at leve i. Dertil kommer naturligvis det automatiske ubevidste instinktive ’erindringsmateriale’, som i større eller mindre grad også har indflydelse på individets bevidsthedsliv og handlinger.  

 

De nævnte sansehorisonter er angivet på keglefiguren i form af en række lodrette felter, som aftager i størrelse (højde), jo længere de befinder sig væk fra feltet med den sorte 'bjæl­ke' i keglens venstre side. Denne figur skal markere, at denne sansehorisont tilhører det indeværende spiralafsnit, der jo ifølge sagens natur er under opbygning. Det til dette spiral­afs­nit henhørende erfaringsmateriale er opmagasineret i erin­dringskartoteket, som er en 'afdeling' af det samlede bevidst­hedsarkiv. Vi skal senere se på, hvorfor en af keglefigurens felter er skraveret og at der udgår to pilefigurer herfra, en for oven og en for neden, som begge peger hen mod pilefiguren i oplevelsesfeltet.

 

Livsoplevelsen og genkendelsesevnen

Ifølge Martinus beror al sansning og dermed livsoplevelse på genkendelse, således forstået, at sansning og livsoplevelse i virkeligheden er slutprodukter af omfattende og komplicerede genkendelses­processer. Det gælder altså også for den for al livsoplevelse så afgørende sansevirksomhed, at den i sin inderste natur er en genkendelsesproces, idet denne overhovedet ikke ville kunne gennemføres uden en sanse- og genkendelses­evne.

 

Ved sanseevne forstås Jegets evne til at præstere sansning, der altså i sin kosmiske natur er identisk med en genkendelses­proces. Jeget vekselvirker ved hjælp af sit sanseapparat med en ikke-tids- og ikke-rumdimensionel, objektiv virkelighed på en måde, der resulterer i oplevelsen af en subjektiv, tid- og rumdimensionel virkelighed. Sidstnævnte er i modsætning til førstnævnte en illusion, som i øvrigt primært skyldes perspek­tivprincippet, hvilket vi skal vende tilbage til.

 

Ved genkendelsesevne forstås Jegets evne til at præstere genkendelse, en evne, der først og fremmest baserer sig på omsætning af intelligens- og hukommelsesenergi. Genkendelse er det, der foregår, når vi bevidst eller ubevidst erkender at noget, vi i øjeblikket oplever, både konkret og i princippet er en 'gentagelse' af noget, vi tidligere har oplevet. Genkendel­sesfunktionen stiller altså krav til og er afhængig af, at et vist mål af erfaringsmateriale på forhånd er til rådighed. Eksempelvis genkender man kun en sten, en plante eller et dyr som værende henholdsvis en sten, en plante eller et dyr, fordi man allerede i forvejen har et større eller mindre erfarings­materiale vedrørende de nævnte kategorier til disposition for genkendelsesevnens bevidste såvel som ubevidste, automatiske funktioner. 

 

Genkendelsesfunktioner indgår derfor som et vigtigt og absolut uundværligt led i etableringen af livsoplevelsen. Vores muligheder for at opfatte, forstå og erkende hvad det i det hele taget er, vi oplever, og hvad det i hvert enkelt tilfælde egentlig er, vi står over for i den ydre verden, beror ude­lukkende på vor evne til at genkende. Uden evnen til at gen­kende ville vi simpelthen være ude af stand til at identificere noget som helst, hvilket også vil sige, at vi heller ikke ville kunne opnå klar dagsbevidsthed om noget som helst.

 

Herefter skal citeres en tekst, som kun delvis har relation til de nævnte emner, sådan som disse opfattes i ét-livs-hypotesens perspektiv. Dette gælder specielt fænomenet ”de kosmiske sansehorisonter” og det dertil knyttede fænomen ”et kosmisk eller højpsykisk genkendelsesstadium”. Disse nævnte sansehorisonter og genkendelsesstadier har ingen relevans i sammenhæng med, at de levende væsener, herunder ikke mindst os mennesker, kun har et enklet liv at leve til vores rådighed. De nævnte sansehorisonter og kenkendelsesstadier kan kun have betydning i relation til den flere-livs-teori, som er et af de væsnetlige hovedtræk i Martinus’ kosmologi eller livs- og verdensopfattelse. Men eftersom det nævnte tekstafsnit indeholder interessante betragtninger, syntes jeg, at det alligevel burde medtages her.

 

Sanseregistret og de kosmiske sansehorisonter

Sansningen - og dermed livsoplevelsen - er i sin dybeste natur altså en genkendelsesproces, der spænder over tre faser eller stadier: et fysisk kontaktstadium, et sammenkoblet parafysisk­/åndeligt og et kosmisk eller højpsykisk genkendelses­stadium.

 

Martinus oplyser, at genkendelsesevnen er knyttet til et omfattende organisk apparat, hvoraf de fleste mennesker fore­løbig kun kender den del, der på grundlag af fysiske berøringer eller kontakter har til opgave at frembringe fysisk-elektriske sanseimpulser, der i kodet form rummer information om visse egenskaber, der knytter sig til det, som de fysiske sanseorga­ner med tilhørende nervesystem og hjernecentre er i kontakt med. Læseren vil her genkende sanseprocessens fysiske fase, sådan som denne tidligere ovenfor er blevet beskrevet, og sådan som den er søgt anskueliggjort på diagrammet ovenfor.

 

Genkendelsesapparatets parafysiske og kosmiske (højpsykiske) regioner er anskueliggjort i diagrammets højre halvdel. Den parafysiske region er i praksis repræsenteret ved den samlede sjælelige struktur, dog i første række af instinkt-, følelses-, intelligens- og hukommelseslegemet, medens den kosmiske eller højpsykiske region udgøres af evighedslegemet med de dertil knyttede kosmiske skabeprincipper, først og fremmest perspek­tivprincippet, samt det i samme legeme indbyggede bevidstheds­arkiv, også kaldet skæbneelementet.

 

Som nævnt fremstiller Martinus det levende væsens sanseevne som en genkendelsesevne, der som sådan forudsætter og er betinget af eksistensen af et indhentet erfaringsmateriale. Det nævnte erfaringsmateriale er lokaliseret eller ’oplagret’ i erindringskartoteket i overbevidstheden/evighedslegemet i form af en serie erin­dringstalentkerner, som tilsammen indeholder al den livsople­velse og dermed al den erfaring, som individet har tilegnet sig i løbet af sin evige fortid.

 

Erindringskartoteket med dets myriader af erindringstalent­kerner udgør et centralt organ i genkendelsesapparatet, hvis betydning for sansningens gennemførelse kun overgås af perspek­tivprincippets rolle i sammenhængen. Det er nemlig ikke kun den formåls- og begrebsmæssige side af livsoplevelsen, der er beroende på genkendelse, men det gælder også noget så elemen­tært som oplevelsen af sansedata samt størrelser eller for­mater.

 

Uden at være i besiddelse af størrelses- eller for­mat-er­farin­ger ville Jeget være ude af stand til at genkende og dermed identificere eller erkende nogen som helst størrelse. Jeget ville i det tilfælde også være afskåret fra at kunne registrere de faktorer, der danner grundlag for at kontrast­princippet kan virke.

 

Om tilvejebringelsen af disse størrelses- og formaterfaringer oplyser Martinus, at dette sker gennem en særlig kosmisk-organisk proces, hvori samtlige kosmiske skabeprincipper deltager, og som har til formål at præge og organisere Jegets i forvejen indhøstede totale erfaringsmateriale fra dets evige fortid på en helt særlig måde. Det er dog især tre af skabe­principperne, der gør sig gældende i den nævnte proces, nemlig følgende: perspektivprincippet, kontrastprincippet og kredsløbsprin­cippet.

 

Vigtigt: Vedr. sætningen ”Jegets i forvejen indhøstede totale erfaringsmateriale fra dets evige fortid”, bør læseren her erindre sig, at det kun er det universale eller guddommelige Jeg, der har en evig fortid, al den stund nævnte evige jeg eksisterer udenfor rum og tid. Men som sådan har nævnte Jeg et kæmpemæssigt lager af erfarings- og erindringsmateriale, nemlig i form af den instans, Martinus betegner som ”visdomsoceanet”. Vedr. dette, se f.eks. artiklen H1-30. Jegets evige energikilder.  - om de kosmiske grundenergier

 

Martinus’ opfattelse af hjernen og dens rolle

Som nævnt omtales hjerne- og nervesystemet følgende steder i Livets Bog I: stk. 51, 223-4, 227, men det er især i stk. 223-4, at Marinus analyserer den rolle, hjernen spiller i forhold til bevidstheden, men vel at mærke anskuet i det noget større kosmiske perspektiv, der jo er kendetegnet på hans kosmologi. I stk. 51 konstaterer Martinus, at de levende væseners hjerner kun er modtagelige for tankebilleder, ideer eller forestillinger af en bestemt styrke eller bølgelængde. Det betyder, at tankebilleder, der ligger over denne styrke, generelt set forekommer fantastiske eller helt utilgængelige for individet, medens tankebilleder, ideer og forestillinger, der ligger under den nævnte styrke eller bølgelængde, generelt set forekommer individet som værende primitive og naive.

 

Men det er særlig i Livets Bog I, stk. 223-4, at Martinus analyserer og karakteriserer hjernens rolle i forhold til det jordiske menneskes aktuelle kosmiske udviklingssituation. Herom skriver Martinus blandt andet, at den åndelige bevidsthedsfunktion hos mennesket må regnes for at være på et begyndelsesstadium, idet de åndelige legemer endnu ikke er bragt frem til deres respektive kulminationsudfoldelse på de åndelige tilværelsesplaner. Det er årsagen til, at de åndelige legemer ikke har styrke eller kapacitet til at bære bevidstheden, hvilket igen er årsagen til, at den fysiske bevidsthedsfunktion i hovedsagen bæres af det relativt veludviklede fysiske legeme. Dette forhold bevirker, at den fysiske tilværelse så at sige overdøver den spæde åndelige tilværelse, og dette kontrastforhold er atter årsagen til, at åndelige oplevelser kun bliver opfattet og oplevet som tanker eller tankebilleder, stik imod, at disse i henhold til Martinus i virkeligheden er lige så realistiske genstande som de fysisk oplevede genstande.

 

Det jordiske menneskes primære legeme udgøres altså af det fysiske legeme, men samtidig er individet gennem dettes hjerne- og nervesystem forbundet med de endnu spædt udviklede åndelige legemer, gennem hvilke dets åndelige funktioner befordres og udløses. Disse åndelige funktioner eller evner og legemer udgøres i hovedsagen af følelsesevnen og følelseslegemet, intelligensevnen og intelligenslegemet, intuitionsevnen og intuitionslegemet, og hukommelsesevnen og hukommelseslegemet. Men da disse åndelige funktioner, som Martinus betegner som værende af elektrisk beslægtet natur, kun kan blive fysisk udløste via et lednings- eller antennesystem, findes et sådant netop i form af individets hjerne- og nervesystem.


Dette system består altså dels af fysiske energier og dels af åndelige energier eller energibølger, hvorved individet sættes i stand til at komme i kontakt med reaktionen af den vekselvirkning, der foregår mellem dets fysiske legeme og grundenergierne, som jo er den virkelige basis for individets livsoplevelse og manifestation. Den nævnte reaktion har altså reelt set karakter af elektrisk beslægtede energibølger i hjernen og nervesystemet. I fysiologien betegnes disse energibølger som fysisk-kemisk-elektriske reaktioner i hjerne- og nervesystemet, en betegnelse, som stemmer godt overens med Martinus’ forklaringer på sanse- og oplevelsesprocessen. Men hermed hører overensstemmelsen også op, for hvor naturvidenskaben i almindelighed og hjernefysiologien i særdeleshed udelukkende opfatter fænomenerne og processerne som fysisk-kemiske, dér hævder Martinus, at der samtidigt også er tale om over-fysiske kemiske fænomener og processer. Dette pointerer han også i Livets Bog I, stk. 224, idet han fremfører det synspunkt, at når menneskene i almindelighed og videnskaben i særdeleshed ikke er i stand til at observere individets fornemmelser længere end ind i hjerne- og nervesystemet, skyldes det, at individets åndelige sanser og evner endnu kun befinder sig på det stadium, som det fysiske legeme befandt sig på, dengang det under evolutionen endnu ikke var i besiddelse af fysiske sanser, som f.eks. syn, hørelse etc.

 

Men situationen eller forholdet er det, hævder Martinus, at hjerne-nervesystemets fysisk-kemisk-elektriske bølger eller vibrationer fortsætter som ikke-fysiske ind i individets åndelige struktur, hvor de opleves i forhold til, hvor meget eller lidt den åndelige struktur eller de åndelige legemer og disses organer er udviklede til at kunne reagere overfor de nævnte bølger og vibrationer. Pointet er, at det er via disse åndelige legemer, at de elektriske bølger og vibrationer bliver oplevet som åndelige fornemmelser i form af tanker og følelser eller tankeklimaer, som tilsammen udgør det ”mentale billedgalleri”, der kaldes bevidsthed. Hjerne- og nervesystem udgør ifølge Martinus med andre ord individets ”port” ind til den åndelige verden. Herom skriver han blandt andet følgende, som jeg vil tillade mig at citere her:

 

(Citat) […] Alt eftersom jordmenneskets åndelige legemer endnu er uudviklede, vil det altså være offer for den overtro, at ”porten” eller hjerne- og nervesystemet er årsag til dets åndsfunktioner og er således endnu ubevidst i åndslegemerne eller de faktiske forhold. Nævnte overtro bliver yderligere stimuleret af den omstændighed, at der i ”porten” til den åndelige verden findes små særlige åbninger for de særlige arter af elektriske bølger, hvilket altså igen vil sige, at der i hjerne- og nervesystemet findes særlige centre eller komplekser for de forskellige åndsfunktioner. Det førstnævnte væsen vil altså være offer for den illusion at tro, at disse særlige centrer eller komplekser er selve årsagen til funktionerne, medens de i virkeligheden kun udgør særlige indstillingsorganer for fysisk afsendelse og modtagelse af de tilsvarende særlige åndelige energibølger eller vibrationer. Ligesom antennen ikke er årsag til den musik eller det foredrag, der gennem et til denne knyttet radioapparat modtages, men kun udgør et center, gennem hvilket musikkens eller foredragets elektriske form kan modtages og bringes videre til apparatets andre centrer og der blive omsat til sin oprindelige form, således er hjerne- og nervesystemet absolut heller ikke årsag til denne eller hin gennem samme system forekommende synlige manifestation, men kun udgørende et afsender- og modtagersystem for reaktionerne mellem individets legemskultur og grundenergierne i form af elektriske bølger. Ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele af dets tilbehør, således bliver reaktionsforplantningerne gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også disharmoniske, hvis der er noget i vejen med de særlige centrer eller komplekser i det nævnte system. Sådanne disharmonier i individets bevidsthed kendes i den daglige tilværelse under begreberne: Sindssyge, åndssvaghed og lammelse.(Citat slut) (Se Livets Bog 1, stk. 224: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php)

 

Det er altså i henhold til Martinus en overtro og illusion at mene, at det fysiske hjerne- og nervesystem skulle være generatoren af bevidstheden. Derfor kan man heller ikke tale om, som nogle gør, at ”hjernen er det endelige sæde for sansningen og bevidstheden”, for denne påstand er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Dette fremhæver Martinus yderligere i sin småbog nr. 1. ”Menneskehedens skæbne”, som oprindelig blev trykt i tidsskriftet ”Okkultisten” i 1933, men senere udkom i bogform. Det sker i bogens 19.-20. kapitel og efter min opfattelse i en noget mere afklaret form, end i det ovenfor gengivne citat. I nævnte bog er det dog især selve sanseprocessen fra start til slut, Martinus analyserer og omtaler, en analyse, som er i stor principiel overensstemmelse med den, man kan finde indenfor den filosofiske disciplin, der hedder sansefysiologisk kriticisme og desuden i den indiske filosof Shankar Acharyas tilsvarende analyser af sanseprocessen. Disse er især formidlet til den vestlige verden af den engelske forfatter og filosof Paul Brunton, i bøger, som f.eks. ”The Search of the Overself” og ”The Hidden Teaching Beyond Yoga”. (Se f.eks. artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen.

 

Herunder: Citat fra artiklen H1-26. Tillæg. 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I)
 

Sanseprocessen

Den følgende fremstilling af, hvordan Jegets/subjektets ind­adrettede aktivitet, sansningen, mere præcist finder sted, vil i alt væsentligt henholde sig til Martinus’ oplysninger herom, men dog suppleret med oplysninger dels fra Per Bruus-Jensens værker og dels fra den engelske filosof Paul Bruntons værker, hvis erkendelsesteori i alt væsentligt baserer sig på Vedanta-filosofien. (Se også her artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen)

 

Sanseprocessen har ifølge Martinus tre hovedfaser: 1) den fysiske fase, 2) den parafysiske/åndelige fase, og 3) den højpsykiske fase, hvilket fremgår af vedføjede diagram over oplevelsesprocessen.

 

Til belysning af sanseprocessen vil vi i det følgende ind­skrænke os til beskrivelsen af synssansen, som nok er den, der er bedst egnet til at gøre det klart for os, hvad sansning og oplevelse i virkeligheden vil sige. Til dette formål vælger vi at hen­holde os til det vedføjede grafiske skema, som viser en person, der betragter en vase på et bord. Vasen angives at være en lyseblå porcelænsvase, men kunne for så vidt have været en hvilken som helst anden ting eller genstand.

 

Men vi tænker os altså en person, der betragter en genstand, som vedkommen­de oplever som en slank, lyseblå porcelænsvase. Spørgsmålet lyder nu, hvordan denne oplevelse kommer i stand? 

 

I overensstemmelse med den viden­skabelige sansefysiologi oplyser Martinus, at sanseprocessens fysiske fase består i, at de lysbølger eller lyskvanter der rammer gen­standen eller objektet, reflekteres fra dennes overflade og stråler ind i betragterens øjne, hvor de igangsætter visse foto-kemiske processer i øjnenes nethinder. Herved frembringes der elektriske impulser, som i form af data- og informations­bærende kraftfelter ledes via synsnerverne til synscentret bagtil i hjernen.

 

Så langt er sansefysiologien og Martinus enige. Men sansefy­siologien går implicit ud fra, at hjerne og be­vidsthed er et og det samme, idet man fra en objektiv syns­vin­kel ikke er i stand til at se, hvordan det ellers skulle hænge sammen. Man antager derfor, at de to billeder fra de to øjnes nethinder på en eller anden og indtil videre ukendt måde sammenarbejdes i hjernen, hvorved indtrykket eller oplevelsen af genstanden opstår.

 

Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan antagelse er holdbar, hvilket den altså i henhold til blandt andre Martinus ikke er. For hvad er det nemlig i virkeligheden, der foregår i hjernen? Ja, det ved hjerneforskerne efterhånden en hel del om, uden at de derfor har været i stand til at løse eller forklare sansningens og oplevelsens gåde. Til trods for, at man i dag ved adskilligt om hjernens funktioner, er man stadigvæk lige langt fra at kunne forklare, hvordan elektrokemiske nerveimpulser eller –processer er i stand til at omsætte sig til bevidste indtryk og oplevelser af en omverden fuld af lys, farver, former, lyde, toner, dufte og smag. Men det er jo en kendsgerning, at dette sker hvert eneste øjeblik vore sanser er rettet mod omverdenen.

 

Imidlertid skjuler der sig her en pointe, som det er vigtigt for læseren at få fat i, nemlig den, at de bevidste indtryk og oplevelser ikke kan finde sted, førend sanse- og nerveimpulser­ne i dette tilfælde er nået om til synscentret i baghjernen. Det ved man helt eksakt fra tilfælde, hvor synsnerverne af en eller anden grund ikke har været i stand til at overføre nethin­deinformationerne til synscentret. I sådanne tilfælde finder der ingen oplevelse af synsindtryk sted, uanset at lysindtryk­ket på øjnenes nethinder forefindes. Det er altså en nødvendig forudsætning og betingelse for at den bevidste synsople­velse kan opstå, at nethindernes synsindtryk via synsnerveimpulserne transporteres om til synscentret bagest i hjernen.

 

Til den ovenfor anførte pointe kan føjes, at det heller ikke er tilstrækkeligt for at etablere den bevidste synsoplevelse, at synsimpulserne når om til synscentret. Det turde fremgå blandt andet af den kendsgerning, at de to omtrent identiske billeder af den ydre genstand på de to nethinder i medfør af øjets konstruktion er vendt på hovedet! Desuden er der to nethinde­billeder som tilmed ikke er større end det areal, nethinderne dækker, hvilket maksimalt vil sige omkring 2 cm i diameter. Men det billede af genstanden, vi oplever, er hverken vendt på hovedet eller af en størrelse som en nutidig dansk tokrone!

 

Tre vigtige konklusioner

Der kan drages i al fald tre vigtige konklusioner af disse forholdsvis enkle kendsgerninger. For det første, at der skal andet og mere til, end øjne, synsnerver, synscenter, diverse associationscentre i hjernen samt elektro­kemiske nerveim­pulser, for at en bevidst synsoplevelse skal kunne etab­leres. For uanset, hvor mange andre, associerende hjernecentre man end vil inddrage i sanseprocessen, så er og bliver der dog fortsat kun tale om elektro-kemiske impulser eller processer. Og det er jo heller ikke disse i sig selv, vi oplever.

 

For det andet kan man drage den vigtige konklusion, at den eller de oplevelser, der forudsætter og delvis er betinget af det fysiske sanseapparat, i dette tilfælde altså øjne, synsner­ver, synscenter osv., er noget helt andet end sanseimpulserne, nemlig en stor­slået, rigt varieret og uendelig verden af lys, farver, former, lyde, toner, dufte, osv., her­under vor egen fysiske organisme. Men altså samtidig en verden, der helt igennem er af immateri­el, åndelig natur, og som tilmed i en vis forstand er rent illusio­nistisk.

 

For det tredie er det vigtigt at gøre sig klart, at den verden, der fremstår i vores oplevelse eller bevidsthed, er den eneste vi oplever og kender til! Den såkaldt ’ydre verden’ er derfor som sådan i virkeligheden fuldstændig ukendt for os, idet vi aldrig direkte har oplevet den! Og faktisk heller aldrig nogensinde vil komme til at opleve den, som den er i og for sig. Den såkaldt objektive verden eksisterer ganske vist, men som oplyst i virke­ligheden i en helt anden forstand, end vi alminde­ligvis tænker os.

 
Citatet herunder er fra artiklen 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

 

Foreløbig konklusion på grundlag af ét-livs-hypotesen

Her skal jeg imidlertid ikke gå yderligere eller nærmere ind på, hvad Martinus i sin i øvrigt højst interessante og værdifulde kosmologi har af opfattelse af forholdet mellem den fysiske hjerne og det bagved eksisterende åndelige eller parafysiske system, mere præcist bevidstheden, dels fordi dette forhold allerede er grundigt beskrevet i flere af de artikler om Martinus' kosmologi eller verdensbillede, der foreligger her på hjemmesiden, og dels fordi mit eget skifte til ét-livs-hypotesen på afgørende måde dels udelukker store dele af de emner, faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi hviler på og opererer med, og dels tildeler disse en anden rolle i sammenhæng med ét-livs-hypotesen. 

 

Det ligger dog fortsat fast, at det individuelle jeg er en del af det universale eller guddommelige jeg, så længe individet er fysisk i live, men også, at jeget – eller mere præcist det personlige jeg eller egoet – og dermed psyken eller bevidstheden genereres synkront i og med det fysiske legemes undfangelse, vækst og eksistens, lige som samme jeg og psyke synkront ophører med at eksistere i og med det fysiske legemes død og ophør. Alt sammen under forudsætning af, at der foreligger normale omstændigheder. Et menneske kan jo f.eks. dø på et hvilket som helst stadium af sit liv, som foster, barn, ung, voksen eller gammel.

 

Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er det særligt vigtige derfor her, at psyken, så vel den bevidste som den ubevidste del af denne, udgør et energisystem for sig, der dog er intimt og interagerende forbundet med det fysiske legeme og dettes funktioner, specielt med hjernen og dennes funktioner, men som altså ikke er direkte identiske med disse. Det betyder som nævnt, at psyken normalt genereres samtidigt eller synkront med det fysiske legemes undfangelse og vækst, lige som psyken normalt degenererer og ophører samtidigt eller synkront med det fysiske legemes degeneration og ophør.

 

I denne sammenhæng kan der desuden peges på drømmetilstanden og hallucinationer, som eksempler på, at psyken udgør en slags selvstændigt energisystem i forholdet til den fysiske krop. Det samme gælder de såkaldt ud-af-kroppen-oplevelser, som nogle mennesker oplever og forestiller sig, og i nogle tilfælde fuldt og fast tror på, at disse er udtryk for realistiske fænomener. Det gælder endvidere for oplevelser af ånder, spøgelser og andre såkaldt spirituelle forestillinger og oplevelser. Der er i alle tilfælde reelt set kun belæg for at antage og mene, at der er tale om illusioner eller bedrag og selvbedrag. 

 

Men dette med, at psyken ikke er direkte identisk med hjernen og dennes anatomi og fysiologiske funktioner, fremgår særlig tydeligt af analysen af sanse- og synsprocessen, som er kortfattet beskrevet tidligere ovenfor. Den opfattelse, at vores sansemæssigt baserede opfattelse af verdenen er udtryk for ren illusionisme, idet det vi bl.a. ser og hører ikke er identisk med den virkelighed, som rent faktisk er noget helt andet end det indhold, denne efterlader i vores bevidsthed eller psyke. Derfor nødes vi til at erkende og acceptere, at psyken repræsenterer en anden form for energi end den energi, som det fysiske legeme betjener sig af. Som en følge heraf, må man skelne mellem fysisk og psykisk eller åndelig energi, også selvom disse to energisystemer interagerer med hinanden. Se bl.a. herom i artiklen 4.83.  Illusionernes narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed .  Det skal dog pointeres, at den nævnte artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, men i det væsentlige er den fortsat gyldig også set i det perspektiv.   

 

Apropos den såkaldte fysiske energi og den såkaldte åndelige eller psykiske energi, er det vigtigt at gøre sig klart, at grænsen mellem, hvad der er fysisk og hvad der er psykisk, er hårfin eller flydende. Det vil man kunne forstå, hvis man orienterer sig om situationen indenfor kvantefysikken. Herom skriver forfatteren T. Bergstein bl.a. følgende:

 

(Citat) Betegnelsen ’elementarpartikler’ for de atomare individer, hvoraf atomerne er opbygget, karakteriserer, at man her er nået til et punkt, hvor det er uden mening at spørge om objektets rumlige struktur. En statistisk analyse af strålingen fra objektet er i denne forbindelse nytteløs, for når en elementarpartikel giver anledning til stråling, sker det altid ved, at partiklen ophører med at eksistere, idet den omdannes til andre elementarpartikler. Der er således ikke tale om, at den oprindelige partikel kan opfattes som sammensat af de dannede partikler. Disse skabes først i det øjeblik, den oprindelige partikel går til grunde. Det er derfor umuligt at meddele nogen anskuelig forestilling om en elementarpartikel. Den må ligesom ethvert andet atomart objekt repræsenteres ved en sandsynlighedsbølge, og partiklens art og egenskaber er givet med anførelsen af massetal og ladningstal samt visse talstørrelser, som dels refererer til bølgeformationens symmetriegenskaber, dels til de omdannelsesprocesser, som partiklen kan deltage i. Begreberne form og struktur er – selv fortolket statistisk – irrelevante ved beskrivelsen af disse opbjekter. […] (Citat slut) (T. Bergstein: Kvantefysik og dagligsprog – et betydningsfuldt indlæg i diskussionen om den moderne naturvidenskabs erkendelsesteoretiske aspekter. Munksgaardserien. Munksgaard , Copenhagen, 1966.)

 

Så vidt jeg selv kan forstå i henhold til ovenstående citat, så ligger problemets kerne atomart set i det forhold, at den virkelighed, der ligger til grund for at en elementarpartikel kan opfattes komplementært som enten en partikel eller en bølgeformation. Hvilket vil sige som fænomener, der gensidigt udelukker hinanden. Førstnævnte vil da kunne tolkes som udtryk for en fysisk virkelighed og sidstnævnte som udtryk for en åndelig eller psykisk virkelighed. Vi har hermed indirekte fået en slags videnskabelig bekræftelse på, at hvor den fysiske verden så at sige hører op, nemlig i og med ’den nedre grænse’ for elementarpartiklerne, derfra viser og fortsætter den åndelige eller psykiske verden sig. Elementarpartiklerne og elementarbølgerne markerer dermed ’overgangen’ mellem henholdsvis de fysiske og de psykiske energier. 

 

Dog, til trods for al teori og alle opfattelser, så bør man erindre sig digteren H. C. Andersens vise ord om, at det er begrænset, hvad vi mennesker i det hele taget begriber: 

 

(Citat med nudansk retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (H.C.Andersen: Kun en Spillemand, 1837. Trykt i H.C.Andersen. Romaner og Rejseskildringer, bind 3. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1944. Genoptrykt i Gyldendals Tranebøger 1970. - Se evt. også artiklen 3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det største eventyr.) 

 

© Februar 2018. Harry Rasmussen.

 

******************