Myte og virkelighed

Eller sandhed contra usandhed?

 

 

FORORD

Som det vil være fremgået af min bog ”JESUS – Søn af mennesket” (2012) og af artiklen ”JESUS MENNESKESØNNEN” (2002), er begges emne et todelt forsøg på at finde frem til, hvem og hvad en af verdenshistoriens største skikkelser, Jesus fra Nazaret, egentlig var og er for et væsen. Var han et menneske, om end et usædvanligt menneske, eller var han en gud eller måske nærmest Gud selv?

 

I bogens første bind og ariklens første del bliver der forsøgsvis gjort rede for den formentlig historiske person, som under navnet Jesus, med tilnavnet Kristus, har øvet enorm indflydelse på især den vestlige kulturkreds. Bogens og artiklens anden del er forbeholdt en skildring af Jesu personlighed, liv og lære på baggrund af det omfattende livsværk Det Tredje Testamente, i form af hovedværket Livets Bog 1-7, symbolværket Det Evige Verdensbillede 1. - 6, samt en række småbøger, artikler og foredrag, som skyldes den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus (1890-1981), og hvis tilblivelse strakte sig over næsten en menneskealder.

 

Det skal nævnes, at jeg som forfatter af bogen og artiklen ikke er hverken akademiker eller specielt sagkyndig vedrørende kristendommen, men derimod nok relativt velbevandret i Martinus’ Kosmologi, som jeg har studeret i omkring 45 år. Fra 1973 blev dette studium specielt suppleret med en mindst lige så grundig interesse for vor store digter H.C. Andersens personlighed, liv og forfatterskab, og særlig af hans livs- og verdensanskuelse. Om dette emne skrev jeg i de følgende år flere artikler, samt en bog med titlen H.C. ANDERSEN, H.C. ØRSTED og MARTINUS – et sammenlignende studie, som udkom 1997. Heri omtales blandt andet også Jesus og hans liv og lære.

Jesu liv og lære begyndte for alvor at interessere mig, da jeg som 17-årig og før jeg stiftede bekendtskab med Martinus’ arbejder, læste og delvis genlæste Gamle og Ny Testamente, som især hvad det sidstnævnte angår faktisk blev lidt af en åbenbaring for mig. I årenes løb er jeg med mellemrum vendt tilbage til dette interessante studium, og tanken om at fæstne disse studier på print begyndte derfor naturligt nok at modnes. Der er ganske vist skrevet mange bøger om samme emne, men så vidt vides indtil nu ikke specielt om det, sådan som det tager sig ud på baggrund af Martinus’ Kosmologi.

Imidlertid er der sket det for mig, at jeg i årenes løb og spcielt fra omkring 2009 så småt begyndte at blive stadig mere skeptisk og kritisk overfor Martinus’ såkaldte kosmiske analyser og facitter – de sidstnævnte betegner han selv som livsfacitter. Det har i de seneste år udmøntede sig i form af min delvise forkastelse af Martinus’ verdensbillede med dettes fler-livs-teori og følgelige påstand om reinkarnation, samt om skæbnens lovmæssighed i form af fuldkommen retfærdighed i tilværelsen.

Min skepsis og kritik førte til antagelsen af den såkaldte ”ét-livs-hypotese”, i hvilken sammenhæng der kan henvises til artikelsamlingen http://www.livetseventyr.dk/A-S4-Et-livs-hypotesen.htm . Der kan det især anbefales at læse artiklen 4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse.

 

INDLEDNING

For at læseren ikke nødvendigvis behøver at læse min bog og / eller artikel om Jesus Kristus, skal jeg herefter momentvis tillade mig at citere fra de nævnte kilder, indledende med følgende længere citat:

 

(Citat) Den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus deler den opfattelse, at der med Jesus-skikkelsen er tale om en virkelig og dermed historisk person, selv om han samtidig mener, at denne kendsgerning egentlig ikke vedrører det centrale og væsentlige i den kristne lære. Imidlertid er beretningen om ophavsmanden til kristendommen så fascinerende og spændende, at vi vil begynde med at se nærmere på hans liv og lære, der jo kom til at danne de historiske forudsæt­ninger for en verdensomspændende religion.

 

I den vestlige verdens religions- og kulturhistorie er der vel næppe nogen anden enkeltperson, der har spillet større rolle, end Jesus fra Nazareth. Heller ikke selv om hans ek­sistens som historisk person er blevet betvivlet gennem tider­ne. Men ét er den historiske person Jesus, noget andet den religiøse myte Jesus Kristus, der som kristendommens ophav er tillagt gud­dommelig oprindelse og derfor nærmest er blevet tilbedt som en gud. Der kan dog næppe rejses begrundet tvivl om, at Jesus har eksisteret som historisk person i den for­stand, at han er født og har levet et vist antal år. Dette bekræftes til en vis grad af udsagn fra blandt andre den jødiske histori­ker Flavius Josefus (37 e.Kr. - omkr. 100 e.Kr.) og af den romerske histori­ker Cornelius Tacitus (ca.55 e.Kr. - omkr. 120 e.Kr.).

 

Vor viden om den historiske Jesus skyldes først og fremmest Ny Testamentes fire evangelier og Apostlenes Gerninger, som dog i alle tilfælde kun indeholder få faktiske oplysninger om ham og hans liv. Apostlenes Gerninger menes at have sin kilde i evangelisten og lægen Lukas, som ikke var jøde, men en helle­nistisk orienteret såkaldt hedningekristen. Forskerne mener desuden, at selvom der er visse divergen­ser mellem de fire evangelier, er der trods alt også så stor over­ens­stemmelse mellem disse, at de i alt væsent­ligt kan regnes for pålidelige kilder til vor viden om Jesu livsfor­løb. De ældste kendte skriftlige vidnes­byrd om Jesu eksistens, liv og lære skyldes imidlertid apostlen Saulus, eller som han kaldtes på græsk-romersk: Paulus (ca. år 3 - ca. 67 e.Kr.). Han var født i Tarsus i Kilikien (Lilleasi­en) af jødiske forældre, som havde er­hvervet romersk borgerret, der blev arvet af sønnen. Han var dobbeltsproget, idet han talte både aramæisk og græsk. Det aramæiske sprog var næsten hele Forasiens, og herunder Palæsti­nas, omgangssprog på den tid. Nogle forskere mener, at evange­lierne oprindeligt blev over­leveret mundtligt eller skriftligt på det vestaramæiske folkesprog, som jo desuden var Jesu og hans disciples tale­sprog. (1)

 

De fire evangelier

De fire evangelier, Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannes-e­vangeliet, er af noget yngre dato, end Paulus' breve. Ifølge en gammel overlevering skal Mattæus-e­vangeliet oprindeligt være blevet skrevet på aramæisk af apostlen Mattæus, der var jøde og tolder af profession, og som menes senere selv at have over­sat det til græsk. Nutidens forskere hælder til den opfattel­se, at Mattæus-evangeliet snarere stammer fra et jøde­kristent miljø, for­modentlig i Syrien, som var et af den ældste kristen­heds centre, og hvor der boede et stort antal jøder. Mattæus-e­vange­liets forfatter menes at have benyttet Markus­-e­vangeliet som kilde, og da dettes tilblivelse regnes fra omkr. år 70, må Mattæus-evangeliet rimeligvis være blevet til omkr. år 80. Muligheden for, at apostlen og tolderen Mattæus skulle være det direkte ophav til evangeliet af samme navn, er måske ikke sand­synlig, men skyldes snarere behovet for apo­stolsk troværdig­hed. 

 

Markus-evangeliet er traditionelt blevet tillagt apostlen Johannes Markus, i hvis moders hus i Jerusalem disciplene hemmeligt samledes i dagene efter Jesu død, ja, formentlig også ved flere tidligere lejligheder. Markus samarbejdede nært med Simon Peter, som nogle antager for at være kilden til Markus' beretning, og med sin onkel Barnabas og Paulus. Men uanset hvem der er evangeliets forfatter, anses det i alminde­lighed for at være den første skriftlige beretning, der samlede overleveringer om Jesus til en samlet fortælling. Men heller ikke i dette tilfælde menes evangeliet at være et resultat af en øjenvidneberetning, men snarere et bearbejdet produkt af urmenighedens erfaringer og behov.

 

Det tredje af evangelierne, Lukas-evangeliet, tillægges som nævnt traditionelt lægen og apostlen Lukas, der menes at være en fra Antiokia stammende hedningekristen, som desuden anses for at være forfatter af Apostlenes gerninger. Lukas var Paulus' medarbejder og rejsefælle både i Antiokia og på i al fald tre af de lange rejser, denne foretog, herunder på den fjerde og sidste rejse til Rom, som endte med Paulus' henrettelse. 

 

Lukas-evangeliet anses af de fleste forskere for at være det ældste skriftlige vidnes­byrd om Jesu liv og lære, og det menes at være blevet affattet i årene 63-64 e.Kr. Evangeliet er angiveligt tilegnet en højtstående personlighed fra den græsk-romerske verden ved navn Theofilus, hvorfor det må antages at have haft til formål, at medvirke til udbredelsen af budskabet til den ikke-jødiske verden.  

 

Det fjerde og sidste af evangelierne er Johannes-evangeliet, som tillægges den discipel, der i særlig grad havde Jesu fortrolighed, dvs. apostlen Johannes Zebedæussøn, som også regnes for at være forfatter af Johannes-brevene og Johannes' Åbenbaring. Evangeliet menes på grundlag af bestemte kriterier at være blevet til i årene 90-95, men ud fra andre kriterier regnes affattelsestidspunktet til omkr. 69 e.Kr. Såfremt den nævnte Johannes, eller på hebræ­isk Joha­nan, kan anses for dets ophav, består der den mulighed at han på tidspunktet for dets affattelse var for­stander for menig­heden i den græske by Efesus på Lilleasiens vestkyst, og her døde han i en høj alder. Evangeliet er af­fattet på græsk - nogle mener på grundlag af en aramæisk kilde, som kan være væsentligt ældre - og menes derfor at henvende sig til en hellenistisk læserkreds.     

 

Apostlen Paulus

Paulus eller Saulus, som han oprindeligt hed, fik sin ud­dannelse som skriftklog hos den fremtrædende rabbi Gamali­el den Ældre i Jerusalem, der desuden var tilhænger af farisæernes sekt og medlem af det øverste jødiske råd, Sanhedrin. Farisæer­ne (af hebraisk peruchim = de afsondrede) var en religiøs gruppe i det jødiske folk, som i århundrederne før og efter Kristus havde stor politisk og religiøs indflydelse. Karak­teristisk for Gamali­el var især kravet om, at man ikke burde leve af at være skrift­klog, hvorfor det var vigtigt med en håndværks­mæssig uddannelse ved siden af. Blandt medlemmerne af Sanhedrin i Jerusalem var den skriftkloge farisæer Nikode­mus og den rige Josef af Arimatæa, der også var medlemmer af rådet. Begge kendte Jesus personligt og var til­hængere af hans lære. (2)

 

Betegnelsen skrift­klog, som på én gang betyder jurist og teolog, blev anvendt om medlemmer af det jødiske samfunds akademiske stand. De fleste skriftkloge var samtidig farisæere, men det var dog ikke alle farisæere, der også var skrift­kloge. Ordet farisæere betyder som nævnt "de afsondrede eller de udskilte", hvilket peger tilbage på en tid, hvor disse kun var én blandt flere sekter i jødedommen. Sekten menes at være opstået omkring midten af det 2.årh.f.Kr., og som følge af en religiøst betinget opposition imod det hasmonæiske kongehus, hvis udenrigspolitik i stadig højere grad var magt­politisk bestemt.(3)

 

Farisæerne var lovkyndige, dvs. kyndige i toraen eller loven = de fem Mosebøger, og tillagde lovstudiet stor be­tydning, og de ville derfor underlægge hele tilværelsen Mose lov, som de nytolkede, så den kunne tilpasses til de aktuelle samfunds­for­hold. Hoved­kravet var ubetinget rituel renhed, som fulgte og strengt overholdt de kultiske forskrifter. I modsæt­ning til det for­nemme præsteparti, saddukæerne, som på Jesu tid var de her­skende i Sanhedrin (på græsk: Synedriet = øverste råd), troede farisæerne på en kommende verden og en individuel opstandelse til dom, ligesom forvent­ningen om Messias spillede en vis rolle for dem. Evange­lierne vidner om, at farisæerne havde forholds­vis stor ind­flydelse på Jesu tid. (4)

 

Som sit håndværksfag valgte Paulus teltmageriet, der siden gammel tid havde været og fortsat var højt værdsat i datidens mellemøstlige samfund, som alle mere eller mindre havde deres oprindelse i omvandrende hyrdefolk, de såkaldte nomader og beduiner, der i tørtiden søgte græsning for deres får og geder ved brønde og oaser, i regntiden på stepper­ne med det grønne græs. Disse steder opsatte man midlertidigt sine bosteder i form af telte, som var lavet af sammensyede fåre- og gedeskind eller af lærred og sejldug.

 

På Paulus' tid, hvor samfundet var blevet betydelig mere civiliseret, og hvor mange folk var fastboende og foruden småkvægavl, agerbrug og fiskeri også drev forskellige former for hånd­værk, har det dog nok især været materialer som lærred og sejldug, der blev anvendt til teltfremstilling.

 

Men Paulus var først og fremmest farisæer og skriftklog, og som sådan samtidig en ivrig forfølger af tilhængerne af den nyopdukkede kætterske jødiske trosretning, hvis ophav var en rabbi Jeschua (Jesus) Ben Josef, der tilmed af sine tilhængere blev betragtet som den forventede Messias. Paulus' lærer, Gamaliel, der som farisæer og lovkyndig var et højt respekteret medlem af San­hedrin, var også modstander af den ny lære og dennes til­hæn­gere, men han var samtidig klog og retfærdig. Da Jesu discipel Simon Peter og flere andre med ham på et tidspunkt blev arre­steret og stillet for rådet, hvor stemningen var for deres henrettelse, rejste Gamaliel sig og sagde advarende: "[...] hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!" (5)

 

De anholdte disciple blev derefter pisket og fik pålæg om, ikke oftere at "tale i Jesu navn", hvorefter man løslod dem. De rettede sig dog ikke efter forbudet, men fortsatte uanfægtet med rundt om i synagogerne og i hjemmene at fortælle deres tilhørere det gode og glade budskab om, at Jesus er Messias (Kristus), hvilket vil sige, "den af pro­feterne forjættede frelser".

 

Kort efter blev en af de syv fattigforstandere for menigheden i Jerusalem arresteret og stillet for rådet. Hans navn var Stefanus, og man anklagede ham for bespottelse mod Gud, Moses, templet og loven. Han søgte naturligvis at forsvare sig, blandt andet med henvisning til, at Guds nærværelse ikke er bundet til templet eller andre huse, men Gud er overalt og i alt. Desuden rejste han en modanklage mod sine anklagere og mindede dem om, at de rettroende gennem hele Israels historie altid nidkært havde forfulgt og dræbt profeterne og dermed gjort sig til mordere og forrædere mod retfærdigheden.

 

Denne anklage blev mange af rådets medlemmer så opbragte og for­bitrede over at høre, at de beordrede Stefanus ført uden for byen, hvor han blev henrettet ved stening, en på den tid ret almindeligt brugt afstraffelses- og henrettelsesmetode, hvis grusomhed ethvert nogenlunde humant indstillet menneske sikkert kan forestille sig. De af rådets medlemmer, der forestod steningen, afførte sig deres klæder og lagde disse ved fødderne af en ung mand, nemlig ingen anden end Gamaliels elev Saulus. (6)

 

De kristnes modstander

Denne Saulus var som sagt en arg og skånselsløs modstander af Jesu disciple og tilhængere, og han deltog aktivt og ivrigt i jagten og mordet på disse overalt, hvor han hørte om dem eller traf på dem. Det skete naturligvis ikke uden visse formalia, idet man ikke sådan uden videre kunne tillade sig at arrestere hvem som helst når som helst. Da Saulus en dag stod foran at skulle rejse til Damaskus, gik han derfor til ypperstepræsten og bad om at få nogle breve med til synagogerne dér, således at han kunne få frit lejde til at arrestere eventuelle tilhængere af den nye, kætterske lære, mænd såvel som kvinder, og føre disse med sig tilbage til Jerusalem, for at de kunne blive stillet for rådet, og, hvis de fandtes skyldige, dømt og henrettet. (7)

 

Da Saulus med sit rejsefølge befandt sig på vej til Dama­skus, som var den betydeligste handelsby i det sydsyriske rige, og hvor der på den tid fandtes en stærk jødisk koloni, skete det, at han fik et af sine vistnok hyppige krampetilfælde og faldt om på vejen. Da han atter kom til sig selv, kunne han fortælle om, at han havde følt sig omstrålet af et blændende lys, og at en stemme havde sagt til ham "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" Og på hans spørgsmål om, hvem der talte til ham, lød svaret: "Jeg er Jesus, som du forfølger. [...]"  

 

Saulus eller Paulus, som vi herefter vil benævne ham, var velorienteret om de menneskers tro, han så nidkært og skånsels­løst forfulgte, men oplevelsen på vejen til Damaskus betød en total omvendelse for Paulus, idet den førte til hans klippefa­ste overbevisning om, at Jeschua Ben Josef fra Na­zaret, den kors­fæstede og genopstandne, virkelig var Messias, Kristus, og Guds Søn. Paulus lod sig straks døbe og begyndte allerede efter få dage at fortælle om Jesus Kristus, Guds søn, i synagogerne i Damaskus, og det fortsatte han med, da han kort efter var vendt tilbage til Jerusalem. (8)

 

Det var dog ikke alle kristne, hverken i Damaskus eller Jerusalem, der følte sig overbeviste om ægtheden af Paulus' omvendelse, ligesom hans tidligere kolleger og tilhængere betragtede ham som en forræder mod den mosaiske tro. De sidst­nævnte havde derfor planlagt at tage ham til fange, for at han kunne blive dømt og henrettet som kætter. Imidlertid tog Josef Barnabas, som var et af de ledende medlemmer af nazaræermenig­heden i Jerusalem, sig af Paulus' sag og forsvarede ham overfor apost­lene, hvilket førte til, at Paulus blev accepteret og optaget i apostlenes kreds. Da Barnabas senere var blevet leder af den første såkaldte hedningekristne menighed i den nordsyri­ske oldtidsby, Antiokia, kaldte han Paulus til sig som sin nære medarbejder, og sammen foretog de den første missions­rejse. (9)

 

På denne første missionsrejse var Barnabas og Paulus ledsaget af Johannes Markus, som anses for at være Markus-evangeliets forfatter. Johannes Markus var en nevø til Barnabas. Den urkristne menighed samledes efter Jesu død i begyndel­sen hemmeligt i Johannes Markus' moders hus i Jerusa­lem. De tre apostles første udenlandske mis­sionsrejse gik via byen Seleuki­a, hvorfra de sejlede til øen Kypern, hvor de i byen Salamis aflagde besøg og forkyndte i de derværende jødiske synago­ger. Fra havnebyen Pafus i det syd­vestlige Kypern sejlede selskabet til havnebyen Attalia på Pamfyliens (Lillea­siens) sydøstlige kyst, og drog herfra til byen Perge, ca. 20 km fra kysten.

 

Under opholdet i Perge bestemte Markus sig til at forlade de to andre og rejse hjem til Jerusalem, hvilket især Paulus blev så skuffet og vred over, at de to i lang tid var uvenner. De blev dog senere forsonet igen. Paulus og Barnabas gennemførte missionsrejsen, som fra Perge fortsatte nordpå til byerne Antio­kia i Galatien, Ikonion, Lystra og Derbe og tilbage ad samme rute til Attalia, hvorfra de sejlede til Seleukia, hvor de gik i land og drog hjem til menigheden i Antiokia. (10)

 

Kætteren Paulus

Med Antiokia som base foretog Paulus og hans medarbejdere senere to noget større rejser til Lilleasien og Grækenland, og endelig en fjerde og sidste rejse, hvis største distan­cer blev tilbagelagt ad søvejen. Denne rejse gik via øerne Kreta og Malta til byen Syrakus på Siciliens sydøstkyst, og herfra til Regium i Syditalien, hvorfra den fortsatte, lige­ledes for det meste ad søvejen, til storbyen Rom, det romerske imperiums hovedstad.

 

Efter sin anden missionsrejse tog Paulus ophold i byen Efesus på Lilleasiens vestkyst, hvor det anses for sandsynligt, at apostlen Johannes Zebedæus var forstander for menigheden, og her forkyndte han i to år evange­liet for jøder og grækere. Med Efesus som base foretog Paulus sin tredje store rejse, som gik til Makedonien og Grækenland og tilbage til Efesus.

 

Efter afslutningen af denne tredje rejse, som hovedsagelig foregik ad landvejen og som via Lilleasien altså gik til Makedonien og Grækenland og tilbage til Efesus, rejste han og hans ledsagere til havneby­en Patara, hvorfra selskabet fik skibslejlig­hed til Syrien, med havnebyen Tyrus som første mål. Her blev Paulus og hans rejseledsagere i syv dage, hvorefter man sejlede til den lidt sydligere be­liggende havne­by Ptole­mais. Her overnattede man og drog næste dag over land til byen Cæsarea, hvor evange­listen Filip tog godt imod dem og lod dem blive hos sig i flere dage. Under opholdet her fik huset besøg af en profet ved navn Agabus fra Judæa, og han forudsag­de, at selv de jødekristne i Jerusalem ville anklage Paulus for ikke at overholde lovens rituelle forskrifter. De havde nemlig erfaret, at Paulus blandt andet lærte hedninge­kristne, at disse ikke var forpligtet til at lade sig omskære og heller ikke i et og alt behøvede at følge Moseloven. (11)

 

Paulus lod sig imidlertid ikke skræmme, men drog sammen med sine rejsefæller til Jerusalem, hvor alle gennemgik det fore­skrevne renselsesritual, før de gik ind i helligdommen og bekendtgjorde, at de var villige til at underkaste sig de gældende regler og ritualer og at bringe de nødvendige ofre.

 

Rygtet om, at kætteren Paulus opholdt sig i templet i Jerusa­lem spred­tes snart over store dele af byen, og ophidsede folk strømmede til i stort tal og greb den formastelige og slæbte ham uden for helligdommen, hvor man ville slå ham ihjel. Dette kom imidlertid byens romerske militærkommandant, Klaudius Lysias, for øre, og han stillede sig straks i spidsen for en afdeling soldater, som i stor hast løb hen til stedet, hvor en flok ophidsede jøder var i færd med at slå løs på den stakkels Paulus. Kommandanten gav sine soldater ordre til at arrestere Paulus og lade denne lægge i lænker og føre til byens borg, som var beliggende inden for den nordre bymur.

 

Imidlertid viste det sig, at kommandanten havde forvekslet Paulus med en ægypter, som var en af lederne for zeloternes parti, som blandt andet gik omkring på gaderne og snigmyrdede deres modstandere, romere så vel som jøder, som de anså for samarbejdsvenlige over for den romerske besættelsesmagt. For nogen tid siden havde denne ægypter og hans mænd gjort oprør og var derefter flygtet ud i ørkenen, hvor de skjulte sig. Paulus blev derefter løsladt og kommandanten gav ham lov til at tale til de mange fjendtligt stemte mennesker, der var fulgt med til borgen, hvor de havde taget opstilling, i forventning om, at gudsbespotteren ville blive straffet med døden.  

 

Paulus' forsvar formede sig som en detaljeret skildring af, hvordan han var kommet til troen på Jesus som Messias, Guds Søn, og herunder viser Paulus sig både som intellektualisten og mystikeren, der ser og hører, hvad almindelige dødelige ikke har øjne og ører for. Men da han fortæller om, hvordan han medvirkede til Stefanus' død, går mængden amok og forlanger at synderen skal idømmes lovens strengeste straf: døden. Kommandanten beordrede derfor, at Paulus skulle føres ind i borgen og lægges i lænker, og at han skal forhøres under pi­ske­slag, for at få ham til at for­tælle om den virkelige grund til, at menneskemængden var så rasende på ham. (12)

 

En trumf i baghånden

Men Paulus havde imidlertid en trumf i baghånden, idet han efter at være blevet lænket spurgte befalingsmanden, om det var tilladt at piske en romersk borger, og tilmed uden dom. Da kommandanten hørte om dette, skyndte han sig hen til Paulus, for at forhøre sig om det havde sin rigtighed med hans romerske borger­skab, hvilket Paulus i overensstemmelse med sandheden kunne bekræfte. Kommandanten var straks klar over sin fadæse, men for ikke at tabe ansigt lod han Paulus forblive lænket til næste dag, hvor det var hensigten at fremstille ham for ypperstepræ­sterne og hele rådet, for på den måde at få klarlagt, om der var hold i de anklager, jøderne rettede imod ham.

 

Til trods for at stemningen i rådet åbenlyst var imod Paulus, lod han sig dog ikke skræmme, men bestemte sig til at udnytte det faktum, at rådet bestod af de to indbyrdes striden­de parter, saddukæerne og farisæerne: "Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages." Tumultagtige scener med voldsom råben og ophidset diskussion mellem de to opponerende partier fulgte, hvorunder nogle af de skriftkloge farisæere tog til orde til fordel for Paulus, hvad der imidlertid blot førte til endnu heftigere ordvekslinger og håndgemæng mellem parterne. Af frygt for, at Paulus skulle blive sønderrevet under tumulterne, befalede kommandanten, at soldaterne skulle rive ham løs fra de ophidsede folk og føre ham ind i borgen, hvor han var i sikker­hed og kunne overnatte uden at frygte for sit liv.

 

Paulus' modstandere var imidlertid fast besluttede på, at denne skulle slås ihjel for enhver pris, og de havde derfor lagt en plan for, hvordan de ville kunne få fat i ham. En gruppe på omkring fyrre mand havde under forbandelser for­pligtet sig til at faste, indtil det var lykkedes dem at straffe Paulus ved at slå ham ihjel. De opfordrede derfor ypperstepræsterne til i forening med rådet og under foregivende af, at Paulus' sag skulle undersøges nærmere, at henstille til kommandanten, at denne lod fangen føre frem for rådet endnu engang. Meningen var, at når Paulus blev ført hen til råds­bygningen, ville de fyrre mand ligge i baghold og tage ham til fange, inden han nåede frem, og de ville derefter sørge for, at han straks blev ryddet af vejen.

 

Dette onde anslag blev dog forpurret, idet Paulus' søstersøn, en yngre mand, havde fået nys om bagholdet, og han gik straks til borgen, hvor han fik tilladelse til at besøge sin onkel. Da Paulus hørte om anslaget, sendte han omgående bud efter den befalingshavende officer og bad denne om at føre den unge mand til kommandanten. Efter at have fortalt, hvad han havde hørt de sammensvorne tale om, forlod Paulus' nevø stedet med kommandan­tens formaning til ham, om ikke at røbe sin viden for nogen andre.

 

Kommandanten greb til den vistnok særlig for ham selv snedige udvej, at beordre sine befalingsmænd til at klargøre to hundre­de mand fodfolk, halvfjers ryttere og to hundrede spyd­kastere, samt ridedyr til Paulus, som i ly af nattens mørke skulle føres til byen Antipatris, hvorfra rytterne næste dag skulle ledsage ham videre til byen Cæsarea. Der skulle han overgives til lands­høvdingen Marcus Antonius Felix, som var højeste civile og militære myndighed i provinsen Judæa i årene 52-59 e.Kr. I et brev angav Klaudius Lysias som hovedbe­grundelse for at overgive Paulus i landshøvdingens varetægt, at manden var romersk stats­borger og havde lagt sig ud med de jødiske ypperstepræster og skriftkloge saddukæere og farisæere. Eftersom kommandanten ikke havde set sig i stand til at mægle mellem parterne, og slet ikke havde kunnet pacificere Paulus' fortørnede modstan­dere, fandt han derfor, at sagen burde afgøres på højeste sted.

 

Fem dage senere ankom ypperstepræsten Ananias i følgeskab med nogle ældste og en sagfører til Cæsarea, hvor de over for landshøvdingen fremlagde deres anklage mod Paulus. Denne mente de var en oprørsstifter blandt jøder verden over, idet han stod i spidsen for nazaræernes parti, som var en hån mod jødedommen. Paulus havde tilmed anstiftet optøjer, larm og uro i templet i Jerusalem og dermed forsøgt at vanhellige helligdommem, hvilket var det samme som at vanhellige Gud, Moses og loven (13).

 

Paulus’ selvforsvar

Landshøvdingen lod derefter Paulus komme til orde for at forsvare sig mod anklagen. Han redegjorde herunder for sagens forløb, sådan som han så den, og han mente ikke selv at have vanhelliget nogen eller noget, men følte sin samvittighed ren over for Gud og mennesker. Han indrømmede, at han efter bedste evne forsøgte at efterleve nazaræerens lære, og at han som denne troede på det, som også profeterne og loven forventede, nemlig at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige. Paulus var derfor tilbøjelig til at tro, at hovedgrunden til anklagen mod ham lå i de ord, han tidligere havde udtalt over for rådet i Jerusalem: "Det er i anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag står som anklaget for jer."

 

Landshøvdingen, som udmærket vidste, hvad nazaræerens lære gik ud på, udsatte nu sagen og meddelte, at den ville blive genoptaget, når kommandant Lysias senere ankom til Cæsarea. Imens skulle Paulus holdes i varetægt, men under lempelige forhold, således at hans medarbejdere skulle have fri adgang til ham, lige som det blev ham tilladt at forkynde læren for dem, der gerne ville høre om den. En af dem, der var lydhøre for den ny lære, var Felix' hustru, Drusilla, som var jødinde og en datter af Herodes Agrippa, konge over de østlige dele af Palæstina år 37, fra år 41 også over Judæa og Samaria, død år 44. De første politiske kristenforfølgelser fandt sted på hans foranledning. (14)

 

Det fremgår ikke af Apostlenes Gerninger, om kommandant Lysias overhovedet ankom til Cæsarea i anledning af Paulus' sag. Derimod ses det, at Paulus blev holdt som fange i de to år, Felix havde tilbage som landshøvding. Han blev omkr. år 60 e.Kr. efterfulgt af Marcus Porcius Festus, som videreførte processen mod Paulus. Ypperstepræsterne og de fornemste af jøderne havde på ingen måde tænkt sig at lade Paulus slippe, men lurede fortsat på en lejlighed til at få ham slået ihjel. De ønskede derfor at Paulus skulle føres til Jerusalem, hvor deres magt og indflydelse var større, og hvor de derfor håbede det ville blive lettere at komme ham til livs.

 

Da landshøvding Festus åbenbart gerne ville stå sig godt med de toneangivende jøder, spurgte han derfor Paulus, om denne var villig til at lade sin sag pådømme i Jerusalem. Men Paulus gennemskuede taktikken og påberåbte sig sin uskyld og sit romerske statsborgerskab, hvorfor hans sag rettelig burde afgøres af kejseren, hvilket landshøvdingen indvilgede i.

 

I mellemtiden fik Festus besøg af kong Herodes Agrippa II, som var søn af Agrippa I, og broder til Felix' hustru, Drusil­la. Agrippa havde endnu en søster, Berenike, som var enke og levede sammen med sin broder i et ægteskabslignende forhold. Landshøvdingen forelagde nu Paulus' sag for Agrippa, som var villig til at høre på, hvad den anklagede havde at fremføre til sit forsvar. Paulus gentog da, hvad han hidtil havde fremført, og fortalte i detaljer om baggrunden for, at han fortsat var varetægtsfængslet som anklaget for noget, hvori han ikke havde gjort sig skyldig.

 

Da Paulus havde afsluttet sin forsvarstale, var kongen, Berenike og landshøvdingen enige i, at den mærkværdige fange ikke havde gjort noget, som fortjente fængsel eller død. Og Agrippa tilføjede: "Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren."Formalia skulle altså over­holdes og fangen føres til Rom, for at hans sag kunne blive afgjort af selveste kejseren. (15)

 

Paulus forvises til Rom

Under befaling af den romerske høvedsmand, Julius, skulle en syrisk infanteriafdeling inden for den romerske hær, hoved­sagelig via søvejen føre Paulus og en del andre fanger til Rom. Året var ca. 60 e.Kr. og det blev en lang og farefuld rejse, som var nær ved at have kostet alle 276 ombordværende livet. Efter at have forladt øen Kreta kom skibet i Adriaterhavet ud for et flere dage langt stormvejr, hvorunder det kom ud af kurs og i mange dage drev hjælpeløst om på de oprørte bølger. Endelig efter fjorten nætter fik man en nat landkending, men da søfol­kene frygtede, at skibet skulle støde på et skær og for­lise, fik de travlt med at rigge en mindre båd til, som de i ly af mørket ville flygte i.

 

Paulus var imidlertid vidne til, hvad der foregik. Han havde forud i et syn oplevet en engel, som havde fortalt ham, at han og alle ombordværende ville blive reddet, men at skibet ville forlise, og han indså straks, at alles redning var be­roende på, at de søkyndi­ge mænd forblev ombord, og han henledte nu befa­lings­mandens opmærksomhed på, hvad de frygtsomme sømænd var i færd med. Denne gav derfor sine soldater ordre til at kappe bådens fortøjninger og lade den drive bort.     

 

Da dagen gryede, blev man klar over, at skibet befandt sig ud for en vig med en forstrand, hvor man besluttede at sætte skibet på grund, men inden man nåede at udføre beslutningen, stødte skibet på et rev med dybt vand på begge sider. For­stavnen borede sig urokkeligt fast i revet og bag­stavnen blev efter­hånden slået i stykker i den voldsomme brænding. For at forhindre fangerne i at flygte, bestemte soldaterne sig til at slå dem ihjel, men den befalingshavende, som havde ansvaret for at blandt andre Paulus blev ført uskadt til Rom, forbød sine mænd at gøre alvor af forehavendet. Han befalede derimod de, der kunne svømme, om at springe i havet og redde sig i land, og alle andre til at følge efter og søge at få fat i planker og vragstumper, og ved hjælp af disse at søge ind til stranden. På den måde blev alle ombordværende reddet.

 

Øen, de var strandet på, hed Malta, og dens befolkning viste sig at være venligtsindede mennesker, som på bedste måde hjalp og beværtede de nødstedte. Stedets øverste embedsmand hed Publius, og på hans fornemme landejendom fik Paulus og flere andre ophold i de følgende tre dage. De skibbrudne blev på øen i hen ved tre måneder, hvorefter de fik ordre til at gå ombord i et aleksandrinsk skib, der havde ligget i vinterkvarter på stedet, men som nu skulle afsejle til Italien med Rom som mål. Undervejs anløb skibet byen Syrakus på Siciliens sydvestkyst, hvor det lå i tre dage, derfra til Regium i Syditalien og videre til Puteo­li, hvor man blev i syv dage. Endelig anløb man Forum Appii og Tres-Tabernæ, hvor Paulus blev modtaget af romersk-jødiske trosfæller, som fulgte med til Rom. Her kom Paulus til at bo for sig selv, sammen med den soldat, der skulle bevogte ham. Selv om Paulus var i en slags husarrest, havde han i den følgende tid rig lejlighed til at mødes med trosfæller og andre, som han forkyndte og udlagde evangeli­et for, uden at nogen lagde direkte hindringer i vejen herfor. (16)

 

Paulus’ martyrdød

Her hører beretningen om Paulus og hans skæbne op i Apost­lenes Gerninger, og hvordan det videre gik for ham, råder der stor usikkerhed om blandt sagkyndige. Nogle mener, at han senere blev frigivet og at han derefter både nåede at foretage en rejse østpå, og en rejse vestpå til Spanien, men i så fald må der have været tale om et nyt fangenskab i Rom, som sluttede med Paulus' henrettelse under kejser Neros brutale og skånsels­løse kristenforfølgelse i året 64, hvor blandt andre også apost­len Simon Peter blev henrettet, efter sigende ved at blive korsfæstet med hovedet nedad, idet han ikke anså sig værdig til at dø på samme måde som Jesus. Andre forskere mener derimod, at Paulus' romerske fangenskab faldt så sent, at der ikke bliver plads til nogen frigivelse ind imellem.

 

Paulus er på flere måder en interessant skikkelse i kristen­dommens historie. Selv opfattede han sig som apostel, af græsk "apóstolos": "udsending", på lige fod med de øvrige apostle, men efter med begrænset held at have forsøgt sig med at udbrede evangeliet i jødiske kredse i og uden for Palæstina, koncen­trerede han sig om at sprede budskabet om Jesus Kristus og dennes lære i den hellenistiske, dvs. den græsk-orientalske verden. Dette stemmer da også med Apostlenes Gerninger 9,15-17, hvor Jesus kort efter Paulus' omvendelse viser sig i et syn for disciplen Ananias, som han vil have til at opsøge Paulus og bringe ham trøst og opmuntring, og ved den lejlighed blandt andet siger til den noget tvivlende og modvillige Ananias: "Gå, thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn; og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld." (17)

 

Såvel Paulus' som især Johannes-evangeliets forståelse og ud­lægning af Jesu liv og lære, skal ses i lyset af hellenismen, dvs. den blandingskultur af græske og orientalske elementer, som var et resultat af Aleksander den Stores erobringspolitik, der havde til formål at sammensmelte vestens og østens kul­turer. Alexander den Store (356-323 f.Kr.) var konge af Makedonien, Ægypten og Persien. Hans erobringstogter begyndte med, at han kuede et græsk oprør, fortsatte med overvindelsen af Perserri­get, hvorved Grækenlands samfærdsel og samhandel udvidedes østpå, idet hidtidige handelscentre som Athen, Korinth, Rhodos og Delos, blev udvidet med nye i Alexandria, Antiokia, Seleukia m.fl., hvilket alt sammen havde en udpræget kosmopolitisme til følge. Det medførte imidlertid, at verden blev uover­skuelig og at menne­skene kom til at føle sig som ube­tydelige brikker i et stort og uigennem­skue­ligt spil. Det havde åndeligt set til følge, at der i mange kredse opstod en stor inter­esse for Orien­tens mysterie­prægede religio­ner og filosofi­er, som især så et modsætnings­forhold eller en dualisme mellem sjæl og legeme, mellem det udødelige og det dødelige. 

 

En hovedfaktor i den vældige hellenistiske enhed, som geogra­fisk om­fattede Makedonien, Ægypten, Syrien, Persien, Baktrien, og helt til floden Indus og staten Punjab, var det overalt anvendte handelsmæssige, videnskabelige og diplomatiske sam­færdsels­sprog: Koine-græsk. Sproget brugtes ved siden af de indfødte eller nationale sprog, som f.eks. det aramæiske i Syrien, det koptiske i Ægypten, medens det latinske i Vesten forblev militærets og forvaltningens sprog. Det Ny Testamente er skrevet på Koine-græsk, men dog med en betydelig semitisk indflydelse, idet noget tyder på, at der til grund for blandt andet evangelierne muligvis har foreligget kildeskrifter, som var affattet på aramæisk. Det er en kends­ger­ning, at Koine-græsk i høj grad har været medvirkende til at fremme udbredel­sen af evangeliet, idet sproget netop blev talt og forstået i den store del af verden, som blandt andre apost­len Paulus mis­sionerede i.

 
1. DEN HISTORISKE JESUS

Hvem var Jesus?

Men hvem var så den åbenbart betydelige person, der havde givet anledning til alt det røre og postyr, vi har hørt en del om under omtalen af Paulus, og som engagerede nogle mennesker i så høj grad, at de var villige til at risikere deres liv for at udbrede troen på ham og hans lære?   

 

Som allerede nævnt var hans hebraiske navn Jeschua ben Josef, på dansk Jesus, søn af Josef eller Jesus Josefsøn eller Jesus Josefsen, men hans fød­selsår hersker der stor tvivl om. Faderen hed Josef ben Jakob og var af kong Davids slægt. Han ernærede sig som byg­nings­håndvær­ker og blev på et tidspunkt trolo­vet (forlo­vet) med Jesu moder Mirjam - på græsk "Miriam" eller "Maria" - som menes at være af Levi stamme. Hun vil herefter blive omtalt under navnet Maria.       

 

Det har i henhold til de gængse bibeloversættelser været en almindelig anskuelse, at Josef var tømrer, idet man har oversat det græske ord tektôn, som både kan betyde tømrer og bygnings­mester, jf. ordet arki­tekt, som oprindelig betyder overbygme­ster. I hvert fald én kilde mener derfor, at Josef i virkelig­heden har været en slags murer, en antagelse som begrundes med, at bygningsmaterialet i Palæstina særlig i Oldtiden og senere hovedsagelig var naturli­ge mere eller mindre tilhuggede sten. I et almindeligt palæsti­nensisk landsbyhus indgår træ normalt ikke som bygningsmateria­le, hvilket menes først og fremmest at hænge sammen med, at træ var en sjældenhed dengang i Palæstina. (1)

 

Som tilfældet var med andre håndværk, blev bygningshåndværket i reglen udøvet af bestemte familier, hvor håndværket gik i arv fra fader til søn. Jesus har derfor været bygningshåndværker som sin fader, hvilket altså snarere vil sige murer end tømrer, hvis vi skal tro den nævnte kilde. Bygningsfaget var udpræget sæsonarbejde, og dets udøvere drev derfor i reglen lidt landbrug ved siden af, hvilket vel til dels kan være en forklaring på, at den skriftlærde Jesus samtidig havde en godt kendskab til landmandens virksomhed, sådan som vi på så mange måder får kendskab til gennem hans udtalelser, og ikke mindst i nogle af hans lignelser. Ord som "liljerne på marken", "sædemanden, der gik ud at så", "klinten blandt hveden", "vingården og vingårdsmændene", "træet og dets frugter" osv., er eksempler herpå. (2)

 

Jesus’ familie

Josef og hans familie tilhørte den jævne landbefolkning i Galilæa, men hverken han, hans kone eller deres sønner og døtre var, hvad vi forstår ved proletarer, hvilket vil sige menne­sker, som slet intet ejer. Familien har i lighed med landbe­folkningen nu som før formentlig boet i et simpelt stenhus med lyshul i stedet for vinduer og med kun et eneste rum, hvor husdyrene i kolde nætter også holdt til. Derfor findes der i reglen også en krybbe, som ofte bliver benyttet til leje for småbørn, fordi barnet dér ligger lunt og godt i det varme hø. Krybben var i reglen en udhulet stenkrybbe, ikke en trækrybbe, sådan som man ser det på middelalderens og en senere tids tegninger og malerier. Senge fandtes i reglen ikke, hverken dengang eller senere, hvorfor voksne og større børn sov på en måtte eller et tæppe på lergulvet.

 

Når husets eneste lyskilde om aftenen, i reglen en olielampe, tændtes ved mørkets frembrud, gjaldt det derfor om at stille den et sted, hvor dens lys skinner for alle i huset. Af den grund sætter man ikke lyset under et skæppemål, som forhindrer lyset i at skinne. (Matt.5,15).

 

Josef og Maria havde foruden sønnen Jesus angiveligt også i hvert fald 6 andre børn, heraf 4 drenge og to piger, altså 7 børn i alt. Drengenes navne var Jakob, Josef (Joses), Simon og Judas, men søstrenes navne er ukendte. Det står ikke helt klart, om Jesus var den førstefødte blandt drengene, idet denne status kan skyldes den dogmatiske interesse i, at Jesus skulle være Marias første og eneste barn. Pigerne regnedes jo ikke i den sammenhæng. Men at Jesus havde søskende, fremgår bl.a. af Markus-evangeliet, 6. kapitel, vers 1-6:

(Citat) ”Så gik han bort derfra og kommer til sin fædreneby, og hans disciple følger ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at lære i synagogen, og de mange, som hørte ham, blev slået af forundring og sagde: ”Hvorfra har han dog alt dette, og hvad er det dog for en visdom, han har fået? Og hvilke undergerninger, der sker ved hans hænder? Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre her hos os?” Og de forargedes på ham [dvs. følte sig provokerede af ham]. Da sagde Jesus til dem: ”Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin fædreneby og blandt sine slægtninge og i sit hjem.” Og han kunne ikke gøre nogen undergerning dér; kun lagde han hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så vandrede han omkring i de omliggende landsbyer og lærte.” (Citat slut)

Som det fremgår af citatet, så nævnes Jesu far, Josef, ikke af Markus, som betegner Jesus med ”tømmermanden”, men det gør han til gengæld af Mattæus (13, 55), hvor det hedder om Jesus: ”Er han ikke tømmermandens søn?” og hos Lukas (4, 23): ”Er det ikke Josefs søn?” Selv hos det mest Kristus-promoverende Johannes-evangeliet (6, 42-43) lyder det: ”Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han da sige: ’jeg er kommen ned fra Himmelen?”    

 

Som søn af jøden Josef var Jesus fra fødslen fast forankret i den da­væren­de jødiske kultur og religion, som blev formidlet gennem de talrige synagoger, der var spredt over hele Palæsti­na. Synagogerne var opført med templet i Jerusalem som for­billede, om end man naturligvis ikke alle steder havde mulig­heder for at leve helt op til kravet. Men selv om synagogerne var meget mindre end forbilledet, skulle disse dog i princippet være indrettet i lighed med templet. Derfor findes der til højre over for indgangen nichen eller skrinet, hvori lovrullerne, toraen, opbevares. Helligdommen er skilt fra rummet ved et forhæng. Mellem skrin og menighed er podiet med et kateder, på hvilket skriften bliver læst og udlagt. Ligesom det var tilfældet i templet i Jerusalem, var kvinderne adskilt fra mændene og måtte sidde længere væk fra tora­skrinet end de førstnævnte. (3)

 

Der fandtes også en synagoge i Nazareth, hvor sammenkomsterne i reglen fandt sted i sabbatten, på hebraisk schabat, dvs. hvileda­gen, som henviser til Guds hvile efter de seks skabelsesdage. Sabbatten begynder fredag aften ved solned­gang og varer til lørdag aften. Oprindelig var dagen viet til hvile, glæde og den gudfrygtige besindelse, men i tidens løb blev vægten lagt mere og mere på undladelse af alt arbej­de. Særlig efter det babyloniske fangenskab blev forskrifterne for sabbat­ten fulgt med ængstelse og lovmæssig nøjagtighed, og blev således med tiden den bekendelse, ved hvilken Israel adskilte sig fra andre folkeslag.

 

Foruden på sabbatten, fandt sammenkomsterne senere også sted på ugens 2. og 5. dag. Man samledes til fælles bøn og til på­høring af de bibelske afsnit: loven, profeterne og nogle andre gammeltestamentlige bøger, som en af forsamlingen læste op, oversatte til det aramæiske landsmål og knyttede forskelli­ge frie bemærkninger og betragtninger til. Efter velsignelsen og amen blev forsamlingen hævet, og enhver gik til sit. Til synagogerne var knyttet forskellige embedsmænd, således synago­geforstanderen eller forstanderne, de ældste eller presbyterne og synagogetjeneren, som skulle hente rulleteksterne frem fra toraskrinet og lægge dem tilbage heri efter brugen. Tjeneren skulle formentlig også fuldbyrde straffe. Desuden var der almisseindsamleren og tolken, som, hvis det var nødvendigt, oversatte den hebraiske tekst til aramæisk. (Citat slut) 

 

Menneske, Gud eller myte?

Imidlertid er det helt centrale og vigtige spørgsmål eller problem her, om hvad en af verdenshistoriens største religiøse skikkelser, Jesus fra Nazaret, egentlig var og er for et væsen. Var han et menneske, om end et usædvanligt menneske, eller var han en gud eller måske nærmest Gud selv? Eller er der med beretningerne om Jesus-skikkelsen i virkeligheden tale om ren myte?

 

Begrebet myte betyder som formentlig bekendt en opdigtet fortælling eller et gude- og heltesagn, en fortælling eller et sagn, der modsat en registrerende skildring af historiske personer og hændelser, har belærende eller forsøgsvis opdragende karakter, i dette tilfælde religiøst belærende eller moralsk og ideologisk opdragende karakter. I så fald må al religion - og herunder ikke mindst kristendommen - karakteriseres og opfattes som religiøs myte, som oprindelig er skabt og igangsat af personer, der ønskede at udbrede deres egen magt og indflydelse i forhold til befolkningen eller befolkningerne.

 

Det skal her indskydes, at der naturligvis også findes politiske myter i form af ideologier, som f.eks. kommunisme, socialisme og nazisme, bevægelser, som i deres oprindelse er skabt af især ambitiøse mænd og sammenslutninger. Eksempler herpå er Karl Marx, Engels, Lenin, Stalin, Mao m.fl., og ikke mindst Adolf Hitler og hans håndgangne mænd, som under foregivende af at ville det bedste for deres medmennesker, men som i de nævnte tilfælde i virkeligheden skabte nogle politisk-autoritære samfundsstrukturer, der i længden medførte oprettelsen og væksten af diktatoriske stater.

 

Hvad angår kristendommen, først og fremmest i form af katolicismen, hvilket vil sige den romersk-katolske kirke, pavekirken, der helt fra begyndelsen opfattede og stadigvæk opfatter sig selv som garanten for og den autoriserede administrator af ‘den rette tro’, defineret og forsøgsvis praktiseret af kirken og dens trosopfattelse og forståelse af sig selv og dens egen verdens- og livsopfattelse. I den katolske tro spiller Jesu Kristi moder, madonna, dvs. jomfru Maria, en stor og vigtig rolle. Dette er derimod ikke tilfældet i den langt senere opståede protestantisme, der fra omkring året 1529 kan opfattes som en delvis puritansk, men splittet modbevægelse imod den stagnerende katolicismes rigide dogmer og patent på den rette kristne tro.

 

Den katolske tro baserer sig grundlæggende og primært på opfattelsen af, at Gud Fader – verdens skaber – i sin omsorg for sine skabninger i form af menneskene har sendt sin søn Jesus Kristus til verden for at forkynde Gudsrigets nærhed og kalde alle mennesker til at være Guds folk under Guds herredømme i hans rige. Jesus Kristus har gennem evangeliet om sit liv, sin død og opstandelse, og ikke mindst gennem sine ord eller læresætninger, bragt Guds Rige til verden. Desuden har han ved hjælp af Helligånden stiftet sin kirke, den katolske forstås, og betroet denne sin åbenbaring, videregivet i den hellige Skrift, Bibelen, pålagt sin kirke den opgave, at viderebringe evangeliet om Guds almægtige herredømme og formidle budskabet om syndernes forladelse og frelsen gennem at tro på Jesus Kristus som Guds udvalgte søn.

 

Den katolske kirkes overhøjhed administreredes og videreførtes i første instans af apostlene og siden af kirkens ledende og tilsynsførende præster i form af biskopper, med paven (af pappas = fader) som øverste biskop.

 

Syndernes forladelse

Man kan vist roligt sige, at begrebet synd, forstået som et religiøst begreb og fænomen, er udtryk for et brud på Gudsforholdet. Dette er symbolsk skildret i 1. Mosebog 3, hvor de første frie mennesker, Adam og Eva, i Edens Have begår den første synd ved at overtræde Guds bud om ikke at måtte spise af Kundskabens Træ. Denne synd nedarvedes på efterkommerne af Adam og Eva helt til nutiden. Overtrædelsen betegnes derfor som arvesynden. Synden er også en indikation på eksistensen af det onde, personificeret i skikkelse af Satan eller Djævelen, Guds modstander og modbillede. Opfattelsen af Gud og Satan – eller det gode og det onde - er udtryk for en dualistisk livs- og verdensopfattelse, som har præget og stadigvæk præger mange kulturer

 

Teologisk forklares synd som vantro og det at ville være sit eget livs herre, altså en form for ’selvcentrerethed’, også betegnet som egoisme. Denne sidstnævnte er grundlæggende et udtryk for menneskets fundamentale misforhold til Gud og tilværelsen, eller en mistillid til Guds eksistens. Den livsholdning eller livsindstilling har som sådan indflydelse på alle et menneskes handlinger og erfaringer.

 

Imidlertid blev syndefaldet og syndens djævelske konsekvenser forkyndt for både de katolske og protestantiske kirkegængere. Som hovmodig synder kunne man efter døden være sikker på et evigt ophold i Helvedes brændende svovlsøer, medens man som ikke-syndig eller frelst ville kunne påregne sig et foreløbigt ophold i den rensende Skærsild efterfuldt af et evigt ophold i Paradis eller det Edens Have, som Adam og Eva i urtiden blev forvist fra. Derfor ikke noget at sige til, at især Middelalderens Europas arme troende syndere havde travlt med at søge til kirkerne og præsterne og bede om disses forbøn om Guds hjælp. Det skete især i form af at købe sig til såkaldt aflad, det vil sige: syndsforladelse eller syndstilgivelse. En handel, der på et tidspunkt udartede sig til salg af såkaldte aflads-breve. Det sidstnævnte blev dog afskaffet efter at den tyske teolog og reformator Martin Luther i 1517 påbegyndte et seriøst angreb på den katolske kirkes praksis.

 

Lad os her foreløbig slå fast, at myten om Adam og Eva i Edens Have handler om det første menneskepars ufordærvede og evige liv, ikke kun for sjælen, men for det hele menneske med sjæl og fysisk krop. Syndefaldet består primært i, at menneskeparret overtrådte Guds bud om ikke at spise af Kundskabens træ og derved blive som Gud til at kende både godt og ondt. Overtrædelsen betød forvisning fra Edens Have og til den jordiske sfære, forandringernes verden, lidelsernes og smerternes zone, hvor døden er livets følgesvend.

 

Men takket være Guds alkærlighed, alvisdom og almægtighed vil de tilsyneladende fortabte mennesker kunne bede Gud eller Guds stedfortæder, Jesus Kristus og dennes betroede hjælpere i form af biskopper og præster om frelsen fra mørkets og dødens zone og genoptage det evige liv i Edens eller Paradisets Have. Den proces betegnes også som genløsningen, som kort vil sige: at genvinde og gøre sig fortjent til udødelighed gennem troen på og kærligheden til Gud

 

Menneskesønnen

Det vil herefter være og forblive denne artikels påstand, at Maria og Josefs søn, Jesus, var et højt begavet menneske, med fremhævelse af ordet menneske, dels med et stort kendskab til dagliglivet i sit hjemland og i sin hjemegn og hjemby, og dels et specielt stort kendskab til og indsigt i den religiøst prægede kultur, den monoteistiske mosaiske tro, han var født og opvokset i. I medfør af sin religiøse lovkyndighed og oprigtige tro blev han tidligt en såkaldt rabbi, hvilket vil sige en lærer og forkynder af den jødiske tro. Det hændte derfor ikke så sjældent, at han også forelæste og prædikede i sin bys synagoge og desuden også snart begyndte at vandre omkring og forelæse og prædike i andre af landets synagoger.

 

Det var under sine vandringer til og omkring Genezaret Sø i Galilæa, at Jesus mødte og hvervede sine første tilhængere eller disciple, hvoraf nogle senere blev hans apostle. Det gjaldt blandt andet fiskeren Simon Peter, som dengang boede i byen Kapernaum på den nordlige del af Genezareth Sø, hvor Jesus også aflagde besøg hos ham og hans hustru og familie. Dette har vi allerede hørt nærmere om i de tidligere ovenfor anførte citater fra min bog ”JESUS – Søn af mennesket”.

 

Men som en original og selvstændig tænker, der delvis opponerede imod de traditionsbundne tolkninger af læresætningerne i Moseloven, kom Jesus tidligt i sit liv til en erkendelse af, at jødedommen i praksis var stivnet i ortodokse opfattelser af læresætningerne og i stivnede traditionelle regler omkring tilværelsen i det daglige liv. Det bragte ham uundgåeligt i et tiltagende stærkt modsætningsforhold til de rettroende lærde og især til ypperstepræsterne ved templet i Jerusalem, samt til farisæerne og saddukæerne, hvilket med tiden fik drastiske følger for ham og hans liv og gerning.

 

Efterhånden som den omvandrende rabbi Jesus gjorde sig og sin lære og omfortolkning af Moselovens bud om at elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv, kendt og udbredt i hans samtid, blev det snart for meget for de jødiske autoritære verdslige så velsom religiøse myndigheder. Disse kunne angiveligt ikke undgå at opfatte Jesus som en oprører, eller mere præcist en kætter, hvilket ydermere bragte ham i et modsætningsforhold til den romerske besættelsesmagt. Sidstnævnte frygtede for et folkeligt krav og oprør med det formål, at få den romerske landshøvding, Pontius Pilatus, til at kapitulere og trække sine tropper ud af Palæstina. Den situation var landshøvdingen imidlertid ikke sen til at benytte sig af til sit eget formål, idet han under et offentligt møde med en større forsamling af utilfredse jøder, deriblandt ypperstepræsterne og det jødiske råds ældste, fremstillede den fængslede og tornekronede Jesus med ordene:

 

(Citat) ”[…] Ved højtiden [påsken] plejede landshøvdingen at give mængden en fange fri, hvem de ønskede. Og man havde dengang en berygtet fange, der hed Barabbas. Da de nu var samlede, spurgte Pilatus dem: ”Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Kristus?” Han vidste jo, at det var af misundelse, de havde bragt ham for retten. Og mens han sad på dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: ”Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld.” Men ypperstepræsterne og de ældte overtalte skarerne til at forlange Barabbas løsladt, men Jesus henrettet. Og da landshøvdingen tog til orde og spurgte: ”Hvem af de to ønsker I, at jeg skal løslade jer?” svarede de: ”Barabbas”. Pilatus spørger dem så: ”Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?” De svarede alle: ”Lad ham blive korsfæstet!” Han spurgte: ”Hvad ondt har han da gjort?” Men de skreg endnu højere: ”Lad ham blive korsfæstet!” Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ”Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!” Men hele folket svarede og sagde: ”Hans blod komme over os og vore børn!” Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han piske og overgav ham til at korsfæstes. (Citat slut. Matt. 27, 15-26.)

 

For det jødiske råds selvretfærdige medlemmer, og for ypperstepræsterne, farisæ­erne, saddukæerne samt andre gejstlige folk, har det sikkert været en ganske særlig festlig påske, fordi det til sidst var lykke­des at pågribe, dømme og henrette en af de værste kættere og folkeforførere, man længe havde set i Israel. Kætterlovens § 100 tillod ligefrem, at "når henrettelsen er afsluttet, kan der bringes et særligt offermåltid på brændof­feralteret og et kultisk festmåltid fejres.

 

Interesserede læsere vil kunne læse meget mere om sagen mod Jesus, som uundgåeligt endte med hans korsfæstelse, død og begravelse. Den grusomme historie er grundigt beskrevet i min bog ”JESUS – Søn af mennesket”, 1. del, 8. – 10. kapitel. Men den vil også kunne læses her på hjemmesiden via følgende link: http://www.livetseventyr.dk/INDEX Bog 1.htm

 

Man vil efter behov eller behag kunne bebrejde og dømme Pilatus for fejhed og etisk svigten af sit overordnede politiske ansvar som landshøvding. Det billede man får af ham i evangelierne stemmer dog ikke særlig godt med, hvad f.eks. den jødiske historiker Filon tegner af ham. Ifølge denne var Pilatus ubøjelig, skånselsløs, bestikkelig, grusom og skyldig i stadige henrettelser uden domsafsigelser. Derfor kan man med rette pege på, at magtfulde mænd af hans slags og kaliber ikke er ukendte i verdenshistorien, hverken før eller efter ham. Det er netop magthavere, politikere og embedsmænd, der med høvdinge, konger, kejsere, statsministre og regeringer i spidsen, der gennem tiderne i basal grad har benyttet religion som et middel til forsøgsvis at holde befolkningerne i ave. Mere eller mindre fremtrædende og ledende personligheder og disses støtter i befolkningerne, har været forholdsvis nemme at påvirke med en promoveret, men i reglen påtaget eller falsk idealismes ofte romantiske idealer og utopier. Særligt i fredstider, har diktatorer haft et forholdsvis let spil. Religionen og myterne har de skrupelløst benyttet som en slags neddyssende opium til forsøgsvis at holde befolkningerne i ro og god orden. Men det spiller også ind, at mange mennesker, unge som ældre, har et nærmest religiøst behov for og trang til at se op til formodede helteskikkelser og instinktivt gøre disse til idoler. Det ser man også nærmest grelle eksempler på indenfor sportsverdenen, hvor publikums nærmest ekstatiske jubel, når deres tilbedte fodboldstjerner scorer sejrende mål.

 

Det er da også i princippet det nævnte religiøse behov for at tilbede idoler, der i høj grad præger religionshistorien. Dette behov har gjort sig gældende siden tidernes morgen i før-historisk tid, hvor folk tilbad stærke og mørke kræfter og personligheder som f.eks. Lucifer, Ahriman, Satan m. fl. og i historisk tid førerskikkelser som blandt andet Moses, Krishna, Buddha, Jesus og Mohammed. Disse religiøse personligheder er også i nutiden fortsat objekter for religiøs interesse og tilbedelse, henholdsvis i form af jødedommen, hinduismen, buddhismen, kristendommen og islam. Dertil kommer et ikke ringe antal religiøse sekter, der mere eller mindre er udsprunget af de nævnte religioner. I nutiden oplever vi således, at en del mere eller mindre seriøse spirituelle grupperinger er udgået fra klassiske religiøse indiske filosofier, som f.eks. Sankhya, Yoga og Vedanta. At der også er tale om et vist useriøst misbrug af disse, kan næppe undgås. Om de nævnte klassiske indiske filosofier vil man bl.a. kunne læse i artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen.

 

Det er i øvrigt nok så interessant, at kætteren Johannes Døberen har en på flere måder parallel livshistorie med Josua Ben Josef (Jesus Josefs søn). Derfor skal følgende citat fra min afhandling om Jesus bringes her:

 

(Citat) I Jesu barndom og ungdomstid var Herodes Antipas (død 39 e.Kr.), en søn af Herodes den Store, landsfyrste over Galilæa og Peræa, en stilling han besad fra faderens død år 4. f.Kr. og til sin egen død år 39 e.Kr. Denne Herodes var blevet gift med sin tidligere tante og svigerinde, Herodias, som sammen med sin datter af første ægteskab, Salome, kom til at spille en ikke særlig flatterende rolle i de begivenheder, der udspillede sig få år efter, at Jesus var trådt frem som lærer, forkynder og lægprædikant i Galilæa. Hermed forholdt det sig sådan, at Jesu fætter, Johan­nes, præsten Sakarias' og præstedatteren Elisabets søn, i årene 28-29 optrådte som religiøs forkynder og læg­prædikant i ørke­nen, hvilket vil sige steppen i den sydlige Jordandal. I lighed med Jesus samlede Johannes en skare dis­ciple omkring sig, hvoraf mange troede og mente, at Døberen var den ventede Messias, hvilket han dog hårdnakket benægtede, idet han efter at have døbt Jesus henviste til denne som den udvalgte. 

 

Det er ikke helt udelukket, eller rettere sagt: det er ret sandsynligt, at Johannes i lighed med Jesus kan have haft tilknytning til Qumran-sekten, måske endog på samme tid. Både Jesus og Johannes fik sandsynligvis allerede fra barnsben deres religiøse opdragelse og indvielse inden for Qumran-ordenens mure, men i modsætning til Jesus evnede Johan­nes ikke at nå op til den højeste mysteriegrad, og blev derfor kun en delvis indviet. En forsker som Ethel­bert Stauffer, er blandt andet på grund­lag ørken­teksterne ikke i tvivl om, "at tankever­denen hos ørkenemigran­terne ved Qumran er Johannes Døberens åndelige hjem" (4)    

 

Johannes Døberen

I evangelierne erfarer vi om Johannes, at han bar klæder af kamelhår og et læderbælte om livet, og at han levede i cølibat, lod hår og skæg gro, ikke drak vin og ernærede sig af græshop­per og vild honning. Ordensbrødrene i Qumran kaldte sig selv for "Is­raels bodfærdige", og for dem gjaldt det om at efterleve deres særlige traditioner, herunder alle slags rituelle renselser, og om at iagttage streng fromhed, alt sammen med henblik på den forventede dom og frelse. Men ved sin fremtræden har Johannes formentlig forladt ordenen i Qumran og har måske taget ophold i en klippehule i nærheden af Jordanfloden, hvor han samledes med sine disciple, og blandt disse måske i den første tid Jesus, som dog nok fortsat boede i klosteret i Qumran. Så vidt det kan læses ud af evangelierne, overnattede Jesus sjældent udendørs, dog i al fald med undtagelse af den nat, han senere sammen med sine nærmeste disciple tilbragte i Getsemane Have.

 

Når Johannes, som fik tilnavnet "Døberen" på grund af sin dåbspraksis, åbenbart ikke vovede at træde offentligt frem i Jerusalem, men i stedet valgte at få folk i tale på et ubeboet sted som Jordanørkenen, hang det sandsynligvis sammen med, at de politiske forhold var sådan, at det kunne være forbundet med livsfare at optræde som lægprædikant eller folkelærer. Det er Døberens, såvel som Jesu og andre profeters skæbne tydelige beviser på. Johannes var ingen apokalyptiker, men en bodsprædi­kant, der gennem sit eskatologiske alarmbudskab kaldte folket til de bodfærdiges dåb og omvendelse. Han var en profet fra Gud, som under påberåbelse af sit personlige kald og sin umiddelbare åbenbaring i ord fra Gud, trådte frygtløs frem for en samtid, hvor mange almindelige mennesker følte et stadig stigende behov for på ny at høre Guds levende røst og føle, at Han fortsat var med sit udvalgte Folk. Det levende ord i skikkelse af Johannes lød som en dommedagsbasun og vakte så enorm opsigt, at folk nærmest flokkedes om ham, og blandt disse også farisæere og saddukæere. (5)

 

Med ordene "Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær", trådte han frem ved Jordanflodens bred. Udtrykket "Himmeriget" er et andet ord for "Guds rige" eller Gudsnavnet "Herren" (hebr. Adonaj), idet rettroende jøder omkring 300 f.Kr. af ærefrygt afstod fra at benytte det oprindelige gudsnavn Jahve (hebr. JHVH = "Jeg er") som er Israels Guds egennavn.

 

Johannes Døberen og Jesus

I Markus-evangeliet, der af nogle forskere betragtes som det ældste af de fire evangelier, hører man ikke meget om Johannes Døberen, ud over tidspunktet for hans fremtræden, og at han døbte Jesus, som åbenbart fulgte ham som en af hans disciple i nogen tid, indtil Jesus tog ophold i en ørken­hule, formentlig i nærheden af Qumran, hvor han gennem­gik en form for indvielse, som jeg har betegnet som mysterieindvielsens anden grad, og som i evangelierne kaldes for hans fristelse af Satan eller Djævelen. I løbet af fyrre dages og nætters faste lykkedes det Jesus at betvinge og overvinde den sidste rest af jordisk-menneskelig eller selvisk natur, han havde i sig, og nå til en klar erkendelse af sin opgave som Guds udvalgte og salvede, Messias eller Kristus.

 

Evangelierne er ikke enige om, hvornår kong Herodes Antipas lod Johannes Døberen arrestere og sætte i fængsel. Hos Mattæus og Markus sker det omkring det tidspunkt, da Jesus opholder sig i ørkenen, men hos Lukas sker det før Jesu fri­stelse, og hos Johannes først nogen tid efter, at Jesus er vendt tilbage til sin hjemegn i Galilæa. Det er derfor rent gætteri, når jeg vil anse det for sandsynligst, at ordensmagtens arrestation af Døberen kunne tænkes at have været den ydre anledning til, at Jesus har søgt tilflugt i ørkenens isolation. Han må nemlig have vidst, at han, der jo allerede på dette tidspunkt åbenbart af Johannes’ disciple blev anset for at være den profeterede Messias, også ville kunne risikere at blive arresteret, idet myndighederne formentlig med rette kunne mistænke ham for at ville fortsætte Døberens forkyndelse af Gudsrigets nærvær og anbefale om­vendelse. En arrestation på dette tidlige tidspunkt i Jesu virke, ville derfor være kommet på tværs af den mission, han utvivlsomt følte, var hans. (6)

 

Hvis det havde været til­fældet, at også Jesus var blevet arresteret på dette tidspunkt, hvor han endnu ikke havde nået at udbrede sin lære og demon­strere, at han var Gudssønnen, Messias eller Kristus, ville han for eftertiden formentlig højst have indtaget en position i verdens­historien, som den, der blev Johannes til del, og der ville følgelig ikke have eksisteret noget, som hedder kristendom. Det kan man indirekte se af historikeren Josefus' omtale af Døberen og dennes fængsling og henrettelse, hvori der ikke er den mindste hentydning til Jesus. Havde dette været tilfældet, måtte karakteristikken som from og gudfrygtig omvendelses- og dåbsprædikant have været den samme, som Johan­nes', og beskrivelsen af livsforløbet nogenlunde den samme: et liv som religiøs forkynder og reformator, der satte sig op mod såvel de politiske som religiøse autoriteter, og en ussel død som i virkeligheden uskyldigt offer for et brutalt religiøst og politisk system.

 

Mange var som nævnt begyndt at se den forventede Messias i Johannes Døberen, men da han erfarede, at folk indbyrdes talte om, at han nok var den Kristus, der skulle træde frem i de sidste tider, tog han kraftig afstand fra en sådan tanke. Han op­fattede sig selv som en profet af den gamle slags og optrådte med stor og respekt­indgydende autoritet. Men da man direkte spurgte ham, om han var den ventede Messias, svarede han: "Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg; jeg er end ikke værdig til at bøje mig ned og løse remmen på hans sko. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånd." (7)

 

Det er imidlertid et stort spørgsmål, om disse Johannes-ord er ægte og oprindelige, eller om de blot skal bekræfte profeten Esajas' forudsigelse af den Gudssøn eller Messias, som skulle fremstå i de sidste tider. Men hvis citatets ord virkelig er udtalt af Johannes Døberen, tyder Matt.11,2-15 og Luk.7,18-35 på, at denne ikke fra be­gyndel­sen har været klar over, at hans formentlige fætter, Jesus, var identisk med den så længe ventede Messias. Fra sit fængsel sender Johannes nemlig nogle af sine disciple til Jesus for at stille ham spørgsmålet: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus besvarer ikke spørgsmålet direkte, men henviser til, hvad han har ladet dem blive vidner til: at blinde ser, lamme går, spedal­ske helbredes, døve hører, døde står op, og han tilføjer, at evangeliet for­kyndes for fattige, og salig er den, som ikke forarges på ham.

 

De tre første evangelister melder ikke noget om, hvordan Johannes reagerede på det, som hans udsendte disciple kom tilbage og fortalte ham, at Jesus havde sagt. Det er kun i Johannes-evangeliet, vi hører om, at Døberen ikke på noget tidspunkt synes at have været i tvivl om, at Jesus er Messias eller Kristus. Men her bør man huske på, at det fjerde evange­lium udelukkende ser det som sin opgave, at bekræfte Jesus som Guds levende ord, Messias eller Kristus, og at alle begiven­heder og udtalelser af Jesus såvel som af andre, alene er beregnet på at skulle understøtte udsagnet om Guds levende ord, Logos.

 

Var Døberen og Jesus fætre?

Såfremt der har bestået en familierelation mellem ægteparrene Zakarias og Elisabet og Josef og Maria, hvad Lukas-evangeliet tyder på, er det højst tænkeligt at de to familier har haft nogenlunde regelmæssig kontakt med hinanden og at man sandsynligvis og i al fald er mødtes i for­bindelse med de årligt tilbagevendende valfartsfester i Jerusa­lem, hvor Zakarias jo i øvrigt var præst ved templet. Der står dog ikke noget om, hvilken familiemæssig relation Elisabet og Maria havde til hinanden, men det er påfaldende, at Maria tilbragte hele tre måneder hos Elisabet, efter at denne var blevet gravid seks måneder tidligere. Der står dog heller ikke noget om, hvorvidt Maria blev der og overværede barnets fødsel og omskærelse. Men efter sin hjemkomst til Nazaret blev hun selv gravid med det barn, der ved fødslen fik navnet Jesus.

 

Selv om både Zakarias og hans kone, Elisabet, var "højt oppe i årene", da de fik deres formentlig eneste barn, Johannes, med det senere tilnavn Døberen, kan de dog udmærket tænkes at have været i live i drengens barndom og måske også i hans teenageår. Men hvor gammel han var, da enten faderen eller moderen eller måske begge døde, fortæller evangelierne ikke noget om.

 

Josef og Maria har efter alt at dømme været betydeligt yngre i forhold til Zakarias og Elisabet, da de fik deres formentlig første barn, Jesus. Og det vides, at moderen såvel som i al fald hans brødre overlevede Jesus, medens den omstændighed, at evangeli­erne forholdsvis hurtigt er tavse omkring, hvad der videre skete med faderen, Josef, kunne tyde på, at han kan være afgået ved døden, måske allerede i Jesu tidlige ungdom. Men i al fald levede faderen endnu på det tidspunkt, da Jesus var 12 år.

 

Men at Johannes og den et halvt år yngre fætter, Jesus, muligvis kan have været fætre og har kendt til og jævnligt set hinanden i barne­årene og senere, måske efter deres Bar Mitsva (konfirmation), da de formentlig begge blev optaget som novicer eller elever i essæerorde­nen i Chirbet Qumran, må nok anses for at være en til sandsynlighed grænsende mulig­hed. Begge har også hurtigt udvist specielle evner, både hvad angår den teoretiske tilegnelse af lovstoffet, af profeternes lære og Israels historie, og især hvad angår tilegnelsen af åndelige færdigheder, herunder bøn, meditation og kontempla­tion, og endnu mere specielt, hvad angår tilegnel­sen af ind­vielsesgraderne i livsmy­steriet.

 

Ifølge de fire evangelier kunne det se ud, som om Johannes gennem den eller de ind­vielsesprocesser, han som de fleste andre dertil egnede novicer i Qumran-klosteret har måttet gennemgå, er blevet klar over sin mission som den profet, der i de sidste tider skulle bane eller forbe­rede vejen for den ventede Messi­as. På formentlig tilsvarende måde er Jesus allerede i klo­steret i Qumran blevet klar over sin mission som en kongelig Messias af Davids hus og slægt, men måske endnu ikke, at det skulle blive en Messias af en noget anden slags, end den krigs-konge, som nationalistisk og funda­mentalistisk sindede jøder forventede, skulle komme og frelse folket og nationen Israel. Det er dog her vigtigt at være klar over, at Jesus aldrig på noget tidspunkt direkte betegnede sig selv som Messias (= Kristus), men altid undgik dette, for ikke at provokere de jødiske autoriteter og myndigheder unødigt. Han lod gennem hele sit virke altid andre om at kalde ham for Messias og brugte i stedet betegnelsen ”Menneskesønnen” om sig selv. (Citat slut)

 

Myte og virkelighed

På baggrund af alt det tidligere ovenfor skrevne, kan vi nu konkludere, at religiøse idoler, som f.eks. Moses, Krishna, Buddha, Jesus og Mohammed, faktisk er blevet gjort til overmenneskelige idoler eller en slags beskyttende og hjælpsomme ’faderskikkelser’ for usikre og søgende menneskers åndelige behov. Den status som idoler, er de nævnte personligheder blevet tildelt, først og fremmest af deres nærmeste tilhængere eller disciple. Det er derfor vigtigt at notere sig, at det er disse sidstnævntes åndelige længsler og utopiske behov, der udgør grundlaget for de nævnte religiøse personligheders respektive position i kulturhistorien.

 

Sagt med andre ord, ville eksempelvis mennesket Jesus fra Nazareth i Galilæa, manden, hvorom det hed sig: ”Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre her hos os?” aldrig være blevet kendt som ophav til kristendommen, hvis ikke det var fordi en gruppe jødekristne i Jerusalem, der til at begynde med identificerede ham som den ’Messias’, jødiske profeter havde spået om længe før Jesus kom til verden. Der knyttede sig store forventninger og forhåbninger til den jødiske Messias, som i tidernes fylde skulle opstå og på dommedagen forestå en genoprettelse af den navnkundige kong Davids trone i Jerusalem og dermed frelse jødefolket fra de forsmædeligheder, dette folk havde måttet tåle i umindelige tider og ikke mindst under romernes besættelse af Judæa, hvor Jerusalem med Templet lå og hvor Jesus og hans disciple ofte færdedes.

 

Imidlertid stod det efter den ca. 36-årige Jesus’ død omkring år 30 klart for den kristne urmenighed i Jerusalem, at Messias-titlen havde et for begrænset jødisk perspektiv, hvorfor man i stedet foretrak titlen Kristus, som betyder ’den salvede’ eller ’den oplyste’. Det vil sige, at Jesus havde modtaget en helt speciel inspiration til sin efterfølgende livsgerning og sin spirituelle lærdom via en såkaldt guddommelig åbenbaring. Det var primært dette hans disciple og apostle i urmenigheden efter hans død brugte tid og kræfter på at formidle og udbrede til en omverdens mennekser, som for en dels vedkommende var modtagelige for budskabet, på græsk kaldet evangeliet. 

 

Martinus og Jesus Kristus

Indenfor Martinus’ verdensbillede spiller Jesus Kristus en overordnet og betydelig rolle, hvilket især fremgår af, at nævnte verdensbillede eller kosmologi i hovedsagen er baseret på en indforstået positiv opfattelse af Jesus Kristus’ personlighed, liv og lære, men vel at bemærke samtidig med indirekte at være en kritisk revision af den ortodokse opfattelse af og holdning til samme. Martinus tog oprindelig afsæt i en såkaldt åbenbaring eller indvielse i livsmysteriet, der fandt sted ved påsketid 1921, hvor han i nogle spirituelle syner oplevede, at Kristus-skikkelsen så at sige forenede sig med hans egen sjæl og legeme.

 

Man vil i denne forbindelse kunne læse nærmere om Martinus og hans opfattelse af Jesu personlighed, liv og lære i min bog ”JESUS – Søn af menneske” 2. del” og i artiklen ”JESUS MENNEKESØNNEN 2. del” her på hjemmesiden

 

Her på stedet skal der dog tilføjes nogle supplerende bemærkninger og kritiske kommentarer til, hvad der under alle omstændigheder må betegnes som Martinus’ storslåede, forunderlige og fascinerende verdensbillede. Først og fremmest kan det konstateres, at dette helt igennem er logisk opbygget og fremstillet, om end det i vid udstrækning er ’konstrueret’ ved hjælp af såkaldte cirkelbeviser, hvor man forudsætter de slutninger eller facitter, hvis gyldighed skal bevises. På den måde får man naturligvis sine analyser, argumenter og facitter til at gå op.

 

Men at Martinus knytter seriøst an til Jesus Kristus og dennes lære og livsværk, fremgår blandt andet af, at han selv betegner sit spirituelle livsværk som ”Det Tredje Testamente” med undertitlen ”den intellektualiserede kristendom”.

 

Se evt. artiklen 4.119. Spiritualismens nyere historie, hvori der redegøres for en del af baggrunden for netop Martinus’ spirituelle livsværk.

 

Her skal der sluttelig peges på og gentages, at Martinus i sit livsværk fuldkommen accepterer og benytter emner og begreber fra Jesus Kristus’ livsværk, sådan som skildret i ovennævnte bog og artikel. Det betyder, at Martinus blandt andet har ment, at den såkaldte ”Missionsbefaling” må være udtalt og indstiftet af Jesus selv, tilmed efter hans påståede opstandelse fra de døde.

 

Den universale ”Missionsbefalingen” fremgår af Matthæus Evangeliet, 28. kapitel, vers 18-20:

 

(Citat) ”[…] Mig er givet al magt i himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” (Citat slut)

 

Denne angivelige udtalelse af Jesus stemmer imidlertid dårligt med Jesus’ ord i Matthæus 10. kapitel vers 5 ff.: 

 

(Citat) ”[…] Disse tolv [disciple] sendte Jesus ud og bød dem og sagde: ”Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritanernes byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus! På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’ Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet! […]”

 

Dette citat betyder altså, at Jesus her forbeholder Gudsriget for sine egne landsmænd, den jødiske befolkning, og ikke for alverdens folkeslag, sådan som det fremgår af den ovenfor citerede missionsbefaling.

 

Det er da også moderne teologers opfattelse, at Missionsbefalingen er et udtryk for den kristne urmenigheds følelse af forpligtethed over for hedningeverdenen og ikke for, hvad den historske Jesus formentlig har udtalt. Et yderligere argument for denne opfattelse er det, at formlen ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” hører en senere tid til, end den, hvori Jesus levede.

 

Man må derfor konkludere, at det ikke er Jesus’ egne ord, Martinus her henholder sig til, men derimod urmenighedens sympatiske udstedelse af den universale missionsbefaling. Det er delvis i medfør heraf, at Martinus i sin kosmologi har opstillet 8 hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper, hvoraf følgende to, der især er relevante i denne sammenhæng, skal citeres her:

 

Hovedskabeprincip nr.8.: Verdensgenløsningsprincippet.

Dette princip drejer sig i hovedsagen om den funktion og betydning, som især de store religiøse fornyere, eksempelvis Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed, har haft og har for menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en ”genløsning” til en formodet ny ”paradisisk tilværelse”. Grundlæggende drejer det sig om menneskenes etisk-moralske opdragelse og udvikling. Derfor også gyldigt set i ét-livs-hypotesens persktiv.

 

Variantskabeprincip nr. 7.: Forældre- og beskyttelsesprincippet.

Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

Dette princip er absolut også gyldigt i relation til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten kan sige sig selv.

 

På baggrund af den ovenfor anførte og omfattende argumentation for, at Martinus’ verdensbillede faktisk nok så meget er i overensstemmelse eller samklang med den ligeledes omtalte spiritualistiske tradition og bevægelse, må man nok have lov til at konkludere, at ét-livs-hypotesen ikke ser sig i stand til i et og alt at verificere det nævnte universalistiske verdensbillede eller generelt den kosmologi, Martinus med så stor inspiration, entusiasme og kyndighed brugte 60 år af sit liv til at manifestere og 40 år til at promovere til glæde og gavn for et stigende antal mennesker med spirituelle behov.

 

Hvordan med fremtiden på det lidt længere sigt?

Ja, se det er jo det store og afgørende spørgsmål! Er Martinus' mission eller ”sag” langtidsholdbar, eller vil det gå den, sådan som tilfældet har været med de ovenfor nævnte lidt ældre spiritualistiske livs- og verdensanskuelser? Og forresten også sådan, som det er gået med stort set alle betydelige filosoffer i historiens løb, lige fra oldtiden og til nyere tid. - Sådan som situationen aktuelt tegner sig for Martinus' ”sag” her i år 2016, ser denne ud til at trives nogenlunde godt. Martinus' bøger er efterhånden blevet oversat til en lang række fremmede sprog, men så vidt vides er antallet af tilhængere i flere af landene ret begrænset, selvom entusiasmen ikke fejler noget hos de pågældende. Hvert år afholdes der i vintersæsonen foredrag, kurser og studiekredse på Martinus Institut i København, og om sommeren og efteråret afholdes der i Martinus Center Klint foruden foredrag desuden kurser og studiekredse, både på dansk og flere udenlandske sprog, men hvor stort eller lille antallet af deltagere er, har jeg ingen eksakt viden om. Det er dog mit indtryk, at man fra ”sagen”s side ikke ville have noget imod, at deltagerantallet blev noget større. Der er dog også i tidens løb oprettet Martinus Centre rundt omkring i en del andre lande, som f.eks. i Sverige, hvor man har været ret så aktive allerede medens Martinus levede. (Vedr. Martinus-sagen, se http://www.martinus.dk/da/forside/ )

 

Men alt i alt må man sandsynligvis nok konstatere, at ”Martinus-sagen” foreløbig er i live, selvom dens administratorer, råd og foredragsholdere formentlig gerne havde set en større tilslutning end den, der er for tiden og har været indtil dato. På det grundlag er det imidlertid vanskeligt eller nærmest umuligt at forudsige ”sagen”s fremtid. Det er derfor kun tiden, der kan vise, om Martinus' store, dybsindige og kærlige tanker om en gloriøs fremtid for det etisk-moralsk udviklede menneske, vil gå i opfyldelse. Eller om der desværre kun er tale om en utopisk drøm om en ”paradisisk” verden og tilværelse i ånd og sandhed. En ”ønskedrøm” i lighed med den, som de indiske vismænd, som eksempelvis Ramakrishna og Vivekananda, og som desuden russiske Madame Blavatsky og hendes tilhængere og østrigske Rudolf Steiner og hans tilhængere, også så for sig og havde forhåbninger og ”drømte” store tanker om. (Se evt. artiklen 4.119. Spiritualismens nyere historie )

 

© August 2016 Harry Rasmussen.

 

Her skal jeg så afslutte med at citere følgende afsnit fra min artikel 4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse

 

Min holdning til Martinus’ kosmologi

For at læseren ikke skal være i tvivl om min egen personlige holdning til Martinus og hans lære, vil jeg afslutte denne artikel med at citere fra min artikel 4.129. Et livs status - revision af en personlig opgørelse:

 

(Citat) Konklusionen på alt det ovenfor sagte, må blive, at et relativt langt liv foreløbig har lært mig, at være videbegærlig, åben og upartisk, men samtidig tvivlende og skeptisk. Det har for mig altid været vigtigt, at holde sig grundlæggende spørgsmål for øje, som f.eks. hvad, hvordan og hvorfor. På den måde har man en mulighed for at tilegne sig upartisk og objektiv eller forsøgsvis sand viden om livet og verden. I forbindelse med tilegnelse af forhåbentlig sand viden, er en vis mental selvdisciplin derfor nødvendig, så man ikke fristes til at tolke verden i sit eget billede, sådan som man uvægerligt har tilbøjelighed til at gøre, når og hvis man er partisk og nærer sympati for det ene og antipati imod det andet. Dette indebærer desuden, at man må gøre op med sig selv, holde en slags personlig åndelig status over sin egen livs- og verdensanskuelse, og spørge: Hvor meget af det, jeg selv mener at vide, er i grunden baseret på egen oplevelse og erfaring, og hvor meget er tankegods fra andre, som jeg nærer tillid til og derfor i bedste fald tror på? – I den sammenhæng må jeg erkende, at et langt livs beskæftigelse med først klassisk idealistisk indisk filosofi og derefter med Martinus’ kosmologi, har påvirket mig i et omfang og i en grad, så at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg ville have betragtet og opfattet verden, hvis jeg udelukkende havde været henvist til mine egne oplevelser og erfaringer. Det skal lige tilføjes, at jeg ikke føler mig mere bundet eller forpligtet af Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter, end at jeg stadig lader muligheden stå åben for, at disse i værste tilfælde måske kunne vise sig at være i større eller mindre uoverensstemmelse med virkelighedens verden. Hvad denne så i realiteten end er eller måtte vise sig at være. På den baggrund vil jeg her sluttelig fremsætte min ”selvbekendelse”, som trods alt og i det væsentlige er i principiel overensstemmelse med hovedtrækkene i netop Martinus’ kosmologi:

 

Min personlige, åndelige status kan herefter opgøres i følgende trosbekendelse:

 

Jeg tror på Gud, den almægtige Fader-Moder, altings ophav og skaber, én sand Gud fra evighed til evighed, den universale Gud, i hvem vi alle eksisterer, oplever og manifesterer os i egenskab af Guds sanseorganer og manifestationsredskaber.

 

Jeg tror på Jesus Kristus, ikke som Guds enbårne søn, for vi er alle sønner af Guden, fra den mindste amøbe, over planterne, dyrene og menneskene til de højere og indtil videre ukendte verdeners formentlig etisk højtudviklede væsener, men som verdensgenløser og menneskehedens store lærer og forbillede, som ofrede sit liv på forsmædelsens kors, for at vise sin guddommelige sendelse og sin åndelige styrke, og jeg tror på, at hans genopstandelse i åndelig skikkelse skal ses som en fortrøstningsfuld myte for de troende om, at døden i realiteten er en illusion, men en illusion, der er en nødvendig modsætning til livet, for at man ikke skal slappe af i sin forpligtelse til at forbedre sin personlige moral.

 

Jeg tror på talsmanden, den hellige ånd, sandhedens og visdommens ånd, som især i skikkelse af Martinus’ Det Tredie Testamente er kommet for retfærdigt at dømme levende og døde, ikke for at fordømme nogen og slet ikke de midlertidigt vildfarne, men tværtimod for at vejlede disse og alle andre, og for at berette om Guds uudslukkelige og overordnede styrelse af alle sine skabninger. Den styrelse, som også manifesterer sig i og med selve ’sendelsen’ af ”talsmanden, den hellige ånd”.

 

Jeg tror på, at intet levende væsen er fordømt eller fortabt for evigt. Nemlig fordi Jeg ikke tror på det evige liv, hverken som et fremtidsperspektiv, eller som en her og nu realitet, men derimod på, at vi hver især lever lige midt i en et-livs-tilværelse, som i medfør af Guds vilje i form af evige love, er præget af, at tilværelsen veksler mellem kortere eller længere epoker med lysets livgivende princip og epoker med mørkets dræbende princip i forsædet. Det er det evige livs dage og nætter eller somre og vintre omsat i jordnær daglig praksis i form af lyst og smerte, glæde og sorg, optimisme og pessimisme etc. etc.

 

Jeg tror på, at vi mennesker udgør en skala af vidt forskellige udviklingstrin, som vi alle sammen, generation og slægt efter generation og slægt, i tidernes forløb bevæger os op ad, takket være de overordnede lovmæssigheder for indvikling og udvikling via de vekslende forhold og udfordringer, menneskeheden uafbrudt stilles overfor. Men jeg tror ikke på skæbnelovens uundgåelige og uundværlige ’pædagogiske’ virke som en del af det livsvilkår, der er en følge af Guds væsen og virke, men derimod på skæbnens luner og tilfældigheder, der dog til en vis grad er bestemt af naturlovene og herunder ikke mindst af loven for årsag og virkning efter devisen, at brændt barn skyer ilden.

 

Endelig tror jeg på den største gave, Gud har givet menneskeheden, nemlig muligheden for at udvikle og praktisere det måske sværeste af alt: næstekærligheden, hvilket vil sige den upartiske kærlighed til alt og alle, man er eller kommer i berøring med i sit liv, og hvis grundlov lyder: Vær imod andre, som du vil, at andre skal være imod dig. Sæt dig altid selv i næstens sted, og vurdér og disponér dine beslutninger og handlinger ud fra denne indsigt, indlevelse og medleven, for det er den absolutte forudsætning og betingelse for løsningen af menneskehedens årtusindgamle og stadigvæk nuværende krisetilstand og konfliktsituation.

 

Hvis det kan lykkedes, har menneskeheden medvirket til at udvikle den potentielle mulighed, som Gud i kraft af sine to hovedattributter: Alvisdom og almagt, har stillet til rådighed, nemlig alkærlighed, i hvert fald i forhold til menneskeheden. Men det store spørgsmål er og forbliver, om den i øvrigt langt fra homogene menneskehed overhovedet vil være i stand til at praktisere og højne en moral, som stort set ikke har ændret sig siden mennesket første gang optrådte på jorden. Det, der i tidernes løb er blevet ændret, er fortrinsvis livsvilkårene i form af dannelsen af mere eller mindre lovbundne samfund og sociale forhold, og især teknikken, som foreløbigt er kulmineret i og med med elektronikken. Sidstnævnte kan, som tilfældet i reglen altid har været og er med tekniske fremskridt, både anvendes positivt og negativt. Er man optimist, ser man lyst og positivt på fremtiden og forestiller sig, ja, profeterer ligefrem om et jordisk paradis forude. Men ser man derimod pessimistisk på samme fremtid, tegner denne sig desværre mørkt og negativt, for til trods for adskillige forsøg og tiltag i retning af at skabe en mere fredelig verden, så befinder menneskeheden sig i nutiden generelt set midt i et kaos af indbyrdes kontroverser og blodige oprør og krigslignende tilstande. (Se evt. artiklen 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger.)

 

Men ser man realistisk og neutralt på tilværelsen og dermed også på fremtiden, så kan man i bedste fald være tilfreds med, at der kun er stillet ét enkelt jordeliv til hver vores rådighed. Herom har jeg især skrevet artiklen 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker. Den være hermed anbefalet. (Citat slut)

 

© September 2017 og februar 2018. Harry Rasmussen.

 

________________________

 

Noter og kilder:

Noter til INDLEDNING 

1. Foruden de fire evangelier og Apostlenes Gerninger udgør også Jakobs Brev, Peters Breve, Johannes’ Breve og især Paulus’ Breve væsentlige ”kilder” til især forståelsen af, hvordan apostlene opfattede Jesus og hans lære.

 

Det Nye Testamente er navnet på den samling skrifter, som i løbet af det 2.-3. århundrede e. Kr. blev kanoniseret som helligskrift ved siden af Det gamle Testamente. Ordet Testamente er den latinske oversættelse af det græske ”diateke”, der betyder pagt, og som betyder aftale, overenskomst, lov, religion. I religiøs betydning var pagten en overenskomst mellem Guddommen og menneskeheden, mere specifikt mellem Jahve og jødefolket. Jahve, af hebraisk JHVH, er Israels Guds egennavn, som fra 300 f. Kr. dog ikke måtte udtales, men læses og udtales som Adonaj, der betyder ”min Herre”. I henhold til gl.testamentelig overlevering lod Moses på Guds befaling og anvisning pagtens ark forarbejde umder opholdet på bjerget Sinaj. Den transportable helligdom arken bestod af en aflang kasse af akacietræ, hvori de to stentavler med De ti Bud blev opbevaret (2. Mos. 25. 10-22; 37, 1-9; 40, 2.21; 4. Mos. 10, 33 ff.) og førtes med fra sted til sted, når den tids omvandrende ørkennomader skiftede opholdssteder. Så vel i telthelligdommen, Tabernaklet, som tilfældet langt senere var i kong Salomons tempel i Jerusalem, var pagtens ark et tronsæde for Jahve, med sonedækket, dvs. et beskyttende dække over soningen (De ti Bud) mellem Guddommen og jødefolket, en plade lavet af drevet guld og udstyret med to keruber, som vogtede over arkens dyrebare indhold. Det mentes, at det var herfra, Jahve meddelte Israel sin vilje og bestemmelser, hvorfor det sagdes, at tavlerne med De ti Bud lå i ark-kassen. (2. Mos. 25, 17-22).

 

Det såkaldte Nye Testamente undergik flere forandringer, inden det omkr. 200 e. Kr. stort set fik sit nuværende indhold. Samtlige nytestamentlige skrifter er skrevet på koinegræsk, og består altså af fire evangelier, Apostlenes Gerninger, 21 breve samt Johannes’ Åbenbaring.

 

Ordet ’koine’ er græsk og betyder ’fælles’, og dermed altså ’fællessprog’, idet det var den hellenistiske verdens fællesgræske sprog, som fulgte med den græske kulturs udbredelse under Alexander den Store, Makedoniens konge 336-323 f. Kr., som herskede over det meste af den daværende verden. Det er da også tydeligt, at tankegange og forestillinger fra hellenistiske mysteriereligioner har haft en stor indflydelse på den ældste kristne menigheds måde at forkynde og udlægge evangeliet på, idet man ofte betjente sig af mysteriereligionernes terminologi og udtryksform, for at gøre sig forståelige for ikke-jødiske kristne menigheder. 

 

Sproget aramæisk eller aramaisk, som hører til den nordvestsemitiske sproggruppe, blev oprindelig kun talt af aramæerne, et folk, der både geografisk og etnologisk står israeliterne nær. Den aramæiske folkevandring skete i tiden fra 1300 til 1000 f. Kr., hvor nomader fra den syrisk-arabiske ørken trængte ind i kulturlandet, som udgjordes henholdsvis af de frugtbare områder langs floden Eufrats bredder samt Nordsyrien og egnene nordøst for Genezaret Sø. Den er domineret af semiter, der taler aramaisk og som kom fra Kir (Se Am. 9,7) og dannede en række af aramæerstater, som David, konge over Israel ca. 1005-965 f. Kr., senere kom i krig med og som han efter sine sejre lagde ind under sit rige som en provins med centru, i Damaskus (2. Sam.. 8,5 ff.). Men allerede under Davids søn med Batseba, Salomo, som var konge over Israel ca. 965-926 f. Kr., løsrev provinsen sig  (1. Kong. 15, 37; 16, 5 ff.), og i de følgende 150 år bliver det under navnet Aram-Damaskus en betydelig stat, hvis relation til Nordriget (dvs. kongeriget, der ved rigsdelingen efter Salomos død 926 f. Kr. dannedes af de nordlige stammer) veksler mellem fjendskab og venskab (1. Kong. 15, 18 ff; 20, 22; 2. Kong. 8, 28 ff.; 9, 14; 13, 1 ff.. 24; 14, 25). Nordriget bestod til 722 f. Kr., hvor hovedstaden Samaria blev erobret af assyrerkongen Sargon 2. At israeliterne selv opfattede sig som etnisk beslægtede med aramæerne ses bl.a. af 5. Mos. 26, 5-9. (Kilder: Bibelens Hvem Hvad Hvor. Særudgave af Bibelens kulturhistorie (4). Af Lisbet og Mogens Müller. Politikens Forlag 1980. - Gyldendals Røde Opslagsbøger: Religion/Livsanskuelse. Redaktion: Finn Stefánsson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen. Gyldendal 1979).

2. Gamaliel den Ældre var som nævnt en fremtrædende jødisk rabbiner, medlem af det øverste råd (Synedriet). Han tilhørte farisæernes parti, som var arge modstandere af den nuopdykkende, provokerende og kætterske religiøse bevægelse, som skyldtes en vis Jesus fra Nazaret i Galilæa. Gamaliel var Paulus’ lærer under dennes uddannelse til rabbiner, og iflg. Ap. G. 5, 33 ff. formanede han jøderne til selvbeherskelse i deres kamp mod den nye bevægelse, som på det tidspunkt foreløbig kun havde fundet et vist fodfæste i Palæstina, som i bibelsk tid kaldtes Kana’an. Navnet Palæstina er afledt af ”filistrene”, et ikke-semitisk og uomskåret folk, som menes at være indvandret fra Kreta og som beboede den sydlige del af kysten ved Middelhavet, det som i nutiden kaldes for Gaza-striben. Området havde tidligere tilhørt ægypterne, men disse ser ud til at have ladet filistrene overtage magten, når blot disse holdt sig dér og ikke bredte sig videre ind i selve Ægypten. Filistrene overtog i et vist omfang de kana’anæiske guder, især hovedguden Ba’al (2. Kong. 1, 2 ff.), men bekæmpede i de følgende århundreder de israelistiske stammer i det judæiske og efraimitiske bjergland. I 1948-49 blev statsdannelserne Israel og Jordan oprettet på FN’s foranledning, og nye iboende religiøse og især potitiske spændinger og modsætninger mellem de arabisk- palistinensiske indbyggere og de fastboende og tillige især indvandrede eksil-jøder kunne tage sin begyndelse og berede verden nye store og uoverskuelige problemer og vanskeligheder..

Det er i høj grad Palæstinas geografi og oprindelige placering mellem antikkens to stormagter, Ægypten mod sydvest og Mesopotamien mod nordøst, der gennem tiden har været bestemmende for landets skæbne. Situationen gjorde området til et støttepunkt for stormagternes kamp om herredømmet, hvilket betød en bestandig fare for overfald og fremmedherredømme, lige som naboskabet med de vældige arabiske ørkenstepper mod øst rummede fare for en indtrængen af disses besuinbefolkning i kulturlandet ude mod Middelhavskysten. Ordet semit stammer fra Noas ældste søn, Sem, – Noas to andre sønner hed Kam og Jafet – , og som er stamfader til semiterne, hebræerne og fader til Aram, og dermed til aramæerne. Man kan følge semiternes historie helt tilbage til ca. 3000 f. Kr. og der menes at være tale om arabiske beduiner, der som omvandrende ørkennomader til stadighed har søgt ind mod de mere frugtbare agerbrugsområder. I nogle tilfælde var der tale om regulære folkevandringer, men oftest drejede det sig om stilfærdig infiltrering i de bedrestillede samfund. Det særlig interessante i sammenhængen er imidlertid, at de egentlige semiter, jøderne, i virkeligheden også  opfattede den arabiske befolkning som semiter og derfor som beslægtede med det jødiske folk. Der er dog ikke tale om samme etniske eller racemæssige oprindelse, men derimod om et sprogligt og kulturelt fællesskab. Betegnelsen semit eller semitisk for disse folkeslag kendes dog først fra så sent som 1781.

3. Hasmonæerne er den jødiske historieskriver Josefus’ betegnelse for den magtfulde jødiske præsteslægt, hvis navn er afledt af Hasmon, der var bedstefader til præsten Mattatias, som i 167 f. Kr. førte an i oprøret mod den syriske kong Antiokus 4. Epifanes, der regerede Syrien 175-163 f. Kr. Det var dennes vanhelligelse af templet i Jerusalem i 168 f. Kr., der var årsagen til konflikten. Mattatias’ søn Judas Makkabæeren fortsatte sin fars og sit folks frihedskamp mod syrerne og denne lykkedes i 164 f. kr., for så vidt som målet blev nået med fordrivelsen af tempelskænderne fra templet, så at dette derefter kunne genindvies.

 

 4. Ved begrebet ”Loven” forstår religiøse jøder det hebraiske begreb ”Toraen”, som var og er en alm. betegnelse for de fem Mosebøger, der dog også indeholder meget andet end love, idet det kun er i 2. Mos. 13 til 5. Mos. 34, at lovstoffet dominerer. Jødedommens historie fra de ældste tider til nutiden er bundet til Loven, idet denne efter Mosebøgernes egen opfattelse er givet Israel af Gud gennem Moses, dels under opholdet på Sinaj bjerg (2. Mos. 19-4. Mos. 10, og dels på Moabs slette kort før Moses’ død og folkets indvandring i Kana’ans land (5. Mos.). Loven eller Toraren fik i særlig grad betydning under og efter Eksilet i Babylon, som fandt sted under kong Nebukadnezar i 598 og 587 f. Kr. Babylon og Assyrien udgør de to hovedlande i Mesopotamien, dvs. området mellem floderne Eufrat og Tigris, det land som i nyere tid kendes under navnet Irak. Assyriens centrum lå 300 km nord for Bagdad, og dets hovedbyer var Assur, Nimrud, Arbela og Ninive. Babylon omfattede det sydlige og mindre frugtbare landområde fra Bagdad og sydpå mod Den persiske Bugt Området kan igen opdeles i det nordlige Al sad med hovedbyerne Kisj, Borsippa, Babel, Akkad og Sippar, og i det sydlige Sumer med hovedbyerne  Ur, Larsa, UrukLagasj og Nippur.

 

Eksilet eller den tvungne landflygtighed gjaldt dog fortrinsvis den herskende klasse og andre, som kunne formodes at udbyde en fare for opstand mod besættelsesmagten, men forholdene i eksillandet var dog relativt frie, således at jøderne kunne danne deres egne selvforvaltende samfund, hvor man kunne egne bygge huse og dyrke sin egen jord, lige som man har kunnet drive handel. Noget af det, der gjorde eksilet ubærligt var meddelelsen om Jerusalems fald og templets ødelæggelse i 587 f. Kr. (SL. 137), hvorved den gamle kult var blevet umuliggjort. Alligevel evnede eksiljøderne at fastholde og dyrke den religiøse og kulturelle arv og undgå en egentlig assimilation under de fremmede forhold og omgivelser. På den måde styrkede eksilet de landflygtiges religiøse sammenhold og fællesskab og lagde grunden til den senere synagogeinstitution, som fik stor betydning for jødefolkets videre historie.

 

Ordet synagoge er græsk og betyder ”forsamling”, men i senjødedommen blev det tillige betegnelsen for jødernes gudstjenestehus, hvor der ikke foregik egentlige kultiske handlinger eller ofringer, men udelukkende skriftlæsning, bøn, studium og meditation. Ordet og begrebet synagoge er egentlig beslægtet med det ligeledes græske ord ”kyriakós”, som betyder ”det, der hører Herren til”. Ordene ”kirke” og ”menighed” er den autoriserede oversættelse af det græske ord ”ekklesia”, som betyder ”en samling af borgere, der er kaldt ud ved en herolds råb” (Ap. G. 19, 39. 40). I den ældste græske oversættelse af Gamle Tastamente, som på latin kaldes Septuaginta, forkortet LXX = ”70”, er ekklesia en oversættelse af det hebraiske ”kahal”, som betyder ”forsamling”, mere specifikt Israels folk som ”Herrens menighed” (4. Mos. 27, 17). Det er i forlængelse heraf, at den kristne menighed brugte ordet ”ekklesia” som selvbetegnelse, f.eks. som ”Guds kirke” (Ap. G. 20, 28; Gal.  1, 13) og ”Guds menighed” (1. Kor. 1, 2; 1. Tim. 3, 5).  

 

  5.    Ap. G. 5, 33-42.

  6    Ap. G. 6. 1-15; 7, 1-60.

  7    Ap. G. 8, 1-40.

  8    Ap. G. 9, 1-22.

  9    Ap. G. 9, 23-30.

10    Ap. G. 13, 1-52; 14, 1-28.

11    Ap. G. kap. 15-20.

12    Ap. G. 21, 1-40; 22, 1-30.

13    Ap. G. 23, 1-35.

14    Ap. G.  24, 1-27.

15    Ap. G. kap. 25-26.

16    Ap. G. 27-28.

 

17. Det vides, at Paulus stammede fra Tarsus i Kilikien, hvortil hans forældre iflg. kirkefaderen Hieronimus (ca. 350-450) var blevet bortført fra Gishala i Galilæa af den romerske besættelsesmagt. Paulus var israelit af Benjamins stamme, hebræer og dermed aramæisk-talende. Som formentlig født i Tarsus havde han romersk borgerret, hvilket kom ham til gode ved flere lejligheder, hvor han var trængt. Som det er fremgået af hovedteksten var han uddannet skriftklog, hvilket vil sige både jurist og teolog, og dermed lovtro, og det indtil en sådan grad, at han i sin nidkærhed blev en skånselsløs forfølger af kristne (Fil. 3, 4-6; Rom. 11, 1). Paulus var af samme stamme som kong Saul, Israels første konge omkr. 1025-1005 f. Kr. (1. Sam. 2, 7), hvilket formentlig har været medvirkende til, at han fik navnet Saulus. Det var almindeligt for en jøde i diasporaen, dvs. som boede udenfor Palæstina, at have både et hebraisk og et græsk-romersk navn..

 

Noter til 1. DEN HISTORISKE JESUS

 

 1. Navnet Jesus er den latinske form af det græske ”Jesous”, der i sin hebraiske form skrives ”Jeschua”, og som betyder ”Herren frelser”. I Gamle Testamente skrives navnet enten som ”Jesua” eller ”Josua”, der betyder ”Jahve er frelse”. 

 

Jesu far var søn af Jakob, som altså var Jesu farfar, der iflg. Matt. 1. 1-17 igen var søn af Mattan, som igen var søn af Eleazar osv. bagud indtil patriarken Abraham, det israelitisk-jødiske folks stamfar gennem sønnen Isak og sønnesønnen Jakob.

 

I 2. Mos. 3, 16-17 hedder det: ”Gå nu hen og kald Israels ældste sammen og sig til dem: HERREN, jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet agt på jer og på, hvad man har gjort imod jer  i Ægypten, og jeg har sat mig for at føre jer ud af Ægyptens elendighed til Kana’anæernes, Hetitternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes land, til et land, der flyder med mælk og honning!”  Jvf. med Mark. 12, 26; Luk. 20, 37; Ap. G. 7, 32.

 

2.  Jesus betegnes ofte som ”tømmermandens søn”, men i sin efter min opfattelse sobre og pålidelige bog Den historiske Jesus, 1924, fremfører og begrunder forfatteren, daværende underbibliotekar ved Universitetsbiblioteket i København, Ditlef Nielsen, sin påstand om, at Jesu fader snarere var en slags murer end tømrer. Nemlig dels begrundet med, at træ var og er en sjælden vare i Palæstina, og dels med, at ordet tømrer er en urigtig oversættelse af det græske tektön, som betyder arkitekt i betydningen overbygmester. Anførte sted side 113. – Ditlef Nielsen: Den historiske Jesus. Forlaget H. Aschehoug & Co. København 1924.

 

3. Matt. 5,15. Templet i Jerusalem, også kaldet Salomos Tempel, blev opført af kong Davids søn med Batseba (2. Sam. 11-12) kong Salomo, som regerede over Israel i årene ca. 965-926 f. Kr. (1. Kong. 1-11). Templet blev formentlig opført på et gammelt kana’anæsik kultsted, hvor David havde ladet opføre et alter for Herren på det sted, der kaldtes Aravnas tærskeplads (2. Sam. 24, 18ff.). Man mener, at dette sted fandtes på den nøgne klippeflade under kuplen på den nuværende muslimske moske, Al Aqsa Moskeen.

 

Om templets opførelse berettes der i 1. Kong. 5-8, 2. Krøn. 3-4 og Ez. 40-42. Det fortælles, at Salomo fik kyndig assistance til templets indretning og opførelse af  Hiram, konge af  Tyrus  969-36 f. Kr.  (2. Sam.5, 11; 1Kong. 5, 1). Der bestod i almindelighed en livlig handelsforbindelse mellem Israel og Tyrus, hvor sidstnævnte leverede de byggematerialer til templet, som ikke fandtes i Israel. Det drejede sig f.eks. om ceder- og cyprestræ og guld, som blev betalt med olie og korn.  

 

Det oprindelige tempel har været en rektangulær bygning med målene 30 m i længden, 10 meter i bredden og 15 m i højden (1. Kong. 6, 2, hvis en alen er = med ½ m). Dertil kom en tilbygning med forskellige rum. Templets mure bestod af sten og indvendigt beklædt med træ, som var udsmykket med udskæringer belagt med guld. Det bestod af tre rum: Først en forhal, derefter ”det hellige” eller ”inderhallen”, som målte 20 m i længden, 10 m i bredden og 15 m i højden; her stod skuebrødsbordet (3. Mos. 24, 5-9; 1. Krøn. 9, 32; 23, 29), ti guldslysestager og et alter af guld. Templets sidste rum var ”det allerhelligste”, som målte 10 m på hver led, idet dets gulv formentlig har været hævet i forhold til det øvrige tempelniveau. Rummet henlå i mørke, idet der hverken var vinduer eller nogen form for kunstig belysning. Det var her, at israeliternes vigtigste kultgenstand, Pagten Ark, var anbragt, og hvor den stod mellem to 5 m høje ”vogtere”, keruberne, hvis vinger mødtes over den. Rummet var adskilt fra ”det hellige” rum ved dørfløje, hvorfor det forhæng, der omtales flere steder, som f.eks. i 2. Krøn. 2, 4; Matt. 27, 51 med par.; Hebr. 6, 19; 9, 3, anses for at høre en senere tid til.

 

Templet var som sådan omgivet af en forgård, som iflg. Ez. 40, 47 målte 50 m på hver led, og i denne var der ved indgangen til forhallen placeret to kobbersøjler, kaldet Jakin og Boaz (1. Kong. 7, 15ff.; 2. Kong. 25, 13ff; 2. Krøn. 3, 15ff. ; Jer. 52, 20ff.). I forgården stod der desuden kobberhavet, som var et stort vandbassin (1. Kong. 7, 23ff.; 1. Krøn. 18, 8), forarbejdet af kunsthåndværkere fra Tyrus. Det blev båret af tolv oksefigurer og var desuden prydet med agurkeagtige figurornamenter. Bassinet var bestemt til præsternes rituelle renselser (2. Krøn. 4, 6; 2. Mos. 30, 17ff.). I forgården stod der desuden ti vognstel og et brændofferalter.

 

Salomos tempel betegnes som det 1. tempel, men selvom der i tidens løb blev foretaget forskellige forandringer, bestod det i mere ned 300 år, og indtil babylonierne i 587 f. Kr. angreb Jerusalem og herunder ødelagde templet, lige som de tvang et stort antal jøder i eksisl til Babylon, en begidenhed, der derfor betegnes som jødernes babyloniske fangenskab. Det var altså ikke dette tempel, som Jesus og hans samtidige kendte, men derimod Jerusalems 2. tempel, som jøderne påbegyndte opførelsen af efter hjemkomsten i 539 f. Kr. fra landflygtigheden i Babylon (Ez. 1 og 3). Byggeriet blev dog ikke fuldført på grund af den politiske uro og fjendskabet fra de omkringboende folk, og templet lå derfor ufærdigt hen (Ez. 4).

 

Genopbygningen kom først i gang igen under profeterne Haggaj og Zakarias omkr. 520 f. Kr. (Hagg. 2, 20-23; Ez. 5, 1; 6, 14, Zak. 4, 6-10), og i 516 f. Kr. kunne det indviees. Dette tempel kunne dog ikke tåle sammenligning med Salomos pragttempel, men alligevel holdt jøderne meget af deres kære helligdom. Imidlertid blev templet vanhelliget af den syriske konge Antiokus 4. Epifanes, som var syrisk konge 175-163 f. Kr. Han lod sine soldater plyndre templet for værdier, lige som han i det hele taget forsøgte på at udrydde jødedommen totalt. Så vel tempelkulten som de jødiske love blev forbudt og der rejstes i stedet et alter for Zeus i templet, hvilket alt sammen forståeligt nok vakte jødernes harme og raseri, således at disse blot forstærkede deres frihedskamp, som for alvor var begyndt med makkabæeropstanden 165-61 f.Kr. (1. Makk. 1, 29-61; 2. Makk. 6, 1-11; Dan. 4, 16; 7, 24-26).

 

Det tempel, som Jesus og hans samtidige kendte og holdt af, var Jerusalems 3. tempel, som egentlig var en gennemgribende restaurering af det 2. tempel, et arbejde, der blev igansat af den ikke-jødiske romersk udnævnte statholder Herodes den Store, og som stod på fra 20 f. Kr. til 63 e. Kr. Herodes den Store døde imidlertid år 4 f. Kr. og opnåede derfor ikke at se sit værk fuldført. Arbejdet blev foreløbig videreført af sønnen, Herodes Antipas, som også var den, der sendte den arresterede kætter, Jesus fra Nazaret, videre til den romerske landshøvding Pilatus, og som vaskede sine hænder som tegn på sin uskyld i, at han i virkeligheden lod mængden dømme Jesus til døden.

 

Herodes den Store havde ladet tempelområdet fylde op, hvorved tempelpladsen blev dobbelt så stor som før, og omtrent lige så stor som den er i nutiden, nemlig ca. 500 m gange 300 m. Selve tempelbygningen forblev uændret, men der blev bygget en række forgårde med søjlegange, bl..a. ”hedningernes forgård”, hvor det var tilladt alle at færdes, og det var derfor også her, at de handlende og vekselererne havde deres stader (Matt. 21, 12 med par.). En af søjlegangene kaldtes for ”Salomons søjlegang” (Ap. G. 3, 11; 5, 13). Den næste forgård var forbeholdt jøder og kaldtes ”jødernes forgård”, og den lå hævet 3 m i forhold til den ydre forgård. En stenplade var opsat foran gitteret ind til forgården, og pladen bar indskriften: ”Ingen ikke-jøde må gå indenfor gitteret og muren omkring helligdommen, og enhver, som pågriber dér, kan takke sig selv for, at døden bliver følgen” (Ap. G. 21, 28). Ind til det egentlige tempelområde førte der en port, som kendtes under navnet ”den skønnne port” (Ap. G. 3, 10).

 

Jødernes forgård var i øvrigt ved en mur skilt i to dele med kvindernes forgård mod øst, endnu et tegn på kønsadskillelsen i jødisk religion. I den sidstnævnte forgård  stod der 13 tempelblokke, hvoraf de syv var forbeholdt gaver til templet og de seks forbeholdt gaver til de fattige. Fra kvindernes forgård  førte en port, kendt som Nikanorporten, ind til den inderste forgård, der ligeledes var opdelt i to afdelinger, hvoraf den yderste kaldtes iraeliternes forgård, og hvortil alle jødiske mænd havde adgang, og allerinderst lå ”præsternes forgård” med brændofferaltret og templet.

 

Imidlertid skete det, at den romerske kejser Flavius Vespasianus Titus, som 69 e. Kr. efterfulgte sin fader, Vespasian, på tronen, også fortsatte dennes krig mod Palæstina, og året efter vandt han den endelige sejr over jøderne og ødelagde Jeusalem, sådan som Jesus havde forudsagt i sin spådom om Jerusalems ødelæggelse (Matt. 24. 1-41; Mark. 13, 1-32; Luk. 21, 5-33). Dette gjaldt også templet, og blandt Titus’ krigsbytte var den syvarmede lysestage og skuebrødsbordet, som i øvrigt begge blev afbildet på Titusbuen på Forum Romanum. I den anden jødiske krig i 1832.35 e. Kr. ødelagde kejser Hadrian (117-138 e. Kr.) systematisk Jerusalem og lod opføre en rent hedensk by kaldet Ælia Capitolium med et tempel for Jupiter på tempelpladsen. 637 e. Kr. erobredes Jerusalem af de islamiske arabere, som gjorde den til en hellig by også for deres religion, men 1099 befriede korsfarerne under  ledelse af Godefroi de Bouillon byen og oprettede et kongerige med navnet Jerusalem. Imidlertid blev byen generobret 1187 af sultan Saladin I af Ægypten. På den tidligere tempelplads blev Omar Moskeen opført i ???? og ligeledes al Aksa Moskeen. 

 

Vedr. den syvarmede lysestage, så er denne et symbol på skabelsens 6 dage samt hviledagen. I det tempel som blev bygget efter landsflygtigheden og som stod færdigt i 515 f. Kr., havde den syvarmede lysestage i purt guld sin plads på skuebrødsbordet. Tallet syv var derfor helligt for jøderne. Ved Titus’ erobring af Jerusalem i 70 e. Kr. bragtes den sammen med skuebrødsbordet til Rom, og den ser derefter ud til at være gået tabt. Det er i øvrigt interessant, at tallet syv også har stor betydning indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, hvor tallet primært hentyder til de syv kosmiske grundenergier, som er al skabelses og livsoplevelses urgrundlag. 

 

Noter til 4. Menneskesønnen:

 

4. Stauffer, p. 245.

 5. Matt. 4,23-25.

6.      Joh. 19,25-28.

7.      Ditlef Nielsen, p. 138.

 

 

******************

 

Supplerende bemærkninger og oplysninger (Specielt beregnet for et seriøst studium af denne artikel):

 

Det skal indledningsvis bemærkes, at den efterfølgende tekst er hentet fra noterne til Jesus-bogen og Jesus-artiklen. Da disse noter indeholder så mange oplysninger i forbindelse med emnet, syntes jeg det ville være på sin plads at meddele dem her, især af hensyn til den læser, som måske ønsker at gå i dybden med læsningen. Men man kan naturligvis springe dette afsnit over, hvis man synes det vil være for meget at bruge sin tid og interesse på.

 

4. 5. Mos. 6,4-9; Ap.G. 7,55ff. Filosofisk, kosmologisk og metafysisk set opereres der med tre grundformer for opfattelse af det guddommelige: monoteisme, polyteisme og ateisme. Monoteisme, af græsk ”monos theos” = ”én gud”, kan gennemføres i tre former: Teisme, deisme og panteisme. Teismen har to grundformer: den metafysiske og den religiøse teisme. Den metafysiske teisme mener at verden er skabt og hensigstsmæssigt indrettet af en evig og uforanderlig Gud, der selv står udenfor eller er hævet over verden, men som vilkårligt kan gribe ind i dens gang og dermed f.eks. også i menneskenes liv.

 

I den religiøse teisme, sådan som vi finder den i jødedommen, kristendommen og islam, er Gud godt nok et højere væsen, men samtidig en magt eller kraft, der styrer, vejleder og griber ind i verdens begivenheder og menneskenes liv efter behov. I såvel jødedommen som i islam er Gud en vred, hævngerrig og straffende Gud overfor mennesker, der overtræder eller ikke overholder hans love og befalinger, men samtidig også en mild og kærlig Gud overfor dem, der overholder hans bud og love. Det samme er til en vis grad også tilfældet i kristendommen, idet den himmelske Fader belønner de gode og straffer de onde, som ikke omvender sig til troen på ham og hans udvalgte.   

 

I den filosofiske deistiske gudsopfattelse forklares verdens sammenhæng og orden gennem antagelsen af en fra verden selv forskellig og ophøjet Gud, der engang har skabt verden og indrettet den hensigstmæssigt, men som ellers ikke griber ind i verdens gang. Denne form for opfattelse eller religion betegnes som ”den naturlige religion” i modsætning til ”den åbenbarede religion”, hvilket f.eks. vil sige jødedom, kristendom og islam.

 

Panteismen opfatter Gud som identisk med verdensaltet, således forstået, at Gud, verden og naturen er ét. Gud er dermed hverken hævet over, adskilt eller forskellig fra verden. Det er denne opfattelse af Gud, man finder i bl.a. det indiske filosofiske system Vedanta og i nyere og måske endnu mere gennemført version i Martinus’ kosmologi. Den panteistiske gudsopfattelse strider imidlertid kraftigt mod jødisk, kristen og islamisk opfattelse og betragtes som kættersk og syndig, og folk med panteistisk opfattelse er derfor i tidens løb også blevet forfulgt og straffet hårdt af de ”rettroende”.  

 

Polyteisme, af græsk ’poly’ = ’mange’, og ’theos’ = ’guder’, er en filosofisk og religiøs opfattelse, der mener at verden styres af mange guder, sådan som man eksempelvis kan se i antik ægypptisk, græsk, romersk og indisk religion. Men i alle tilfælde fandtes der dog en ’overgud’, som var ophav til de øvrige guder og gudinder. I ægyptisk religion var den øverste Gud Ra, i græsk og romersk religion var det Zeus, og i indisk religion er det Brahma, som igen er en ’udspaltning’ af det højeste væsen: Brahman.

 

Ateisme, af græsk ’a-theos’ = ’uden Gud’, dvs. den opfattelse, der benægter en Guds eksistens. Oprindelig var ateisme ikke et udtryk for egentlig fornægtelse af en guds eksistens, men blot for, at man forholder sig neutralt til spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Det er principielt denne holdning, man finder hos nutidens naturvidenskab, hvorimod både den ældre og den nyere filosofiske materialisme – og specielt den politisk motiverede materialisme – totalt nægter en Guds eksistens, i og med at man mener at kunne forklare verdens eksistens, indretning og funktion på grundlag af fysisk-kemiske årsager og lovmæssigheder. For mange nutidsmennesker er spørgsmålet om Guds eksistens blevet så ligegyldig, at man end ikke gør op med tanken.

 

5.  Betegnelsen senjødedommen anvendes om perioden ca. 200 f. Kr. – 200 e. Kr., hvilket vil sige fra makkabæernes første frihedskamp mod syrerne til tiden lige efter Den anden jødiske Krig. Den sidstnævnte krig var en opstand mod den romerske besættelsesmagt, som 132-35 e. Kr. blev ledet af Bar Kokba, der erklærede sig som den af jøderne ventede messias, og det lykkedes ham da også at fordrive romerne og gøre sig til herre over det meste af landet, men han magtede ikke i længden at hold stand mod den romerske overmagt. – Saddukæerne var et af senjødedommens partier, som havde sine tilhængere i præsteskabet, adelen og som derfor tilhørte overklassen. Saddukæerne mente selv at nedstamme fra den Zadok, som kong Salomo udnæcnte til ypperstepræst ved templet i Jerusalem og som slægtsmæssigt føres tilbage til Aron, Moses’ broder og Israels første ypperstepræst (2. Mos. 6, 20: 3 Mos. 8, 1 ff.; 1. Kong. 1, 32 ff.; 1. Krøn. 6, 4-8). 

 

Det saddukæiske præsteskab var et aristokratisk parti med stor indflydelse omkr. 200 f. Kr, men de manglede folkelig opbakning. Tempelkulten var midtpunktet i deres teologi og de anerkendte kun Mosebøgerne som helligskrift og troede derfor ikke på et liv efter døden, lige som de ikke gjorde sig eskatologiske tanker om fremtiden, en holdning som i øvrigt var kendetegnenede for den øvrige jødedom i tiden omkr. Jesu fødsel. (Matt. 22, 23-33 med par.; Ap. G. 4, 2; 23, 6ff.). Sammen med deres modstandere, farisæerne, udgjorde saddukæerne Jesu værste modstandere (Matt. 16, 1.6.12). 

 

6. Som nævnt er det et vigtigt og væsentligt budskab, når Jesus f.eks. siger: ”Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matt. 18,1-5; Mark. 9,33-37; Luk. 9,46-48). Det kan sammenholdes med Jesu ord til Nikodemus: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (de græske ord for ’født på ny’ kan også betyde: født ovenfra). Nikodemus forstod åbenbart ikke umiddelbart, hvad Jesus mente, og derfor spurgte han: ”Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?” Jesus svarede: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” (Joh. 3,1-21). Ja, for ånden er jo som sådan ’udenfor’ tid og rum, og derfor kan man ikke tale om, hvor den befinder sig rent stedligt. Den er i en vis forstand ingen steder og alle steder på én gang.

 

Af den umiddelbart efterfølgende tekst fremgår det, at Nikodemus ikke forstod, hvad Jesus mente, men hvis vi nu oversætter ”født på ny” til ”født ovenfra”, så må meningen være, at uden at man bliver ’overskygget’ af Helligånden eller Guds Ånd, hvilket vil sige: uden at man via intuitionen kommer på bølgelængde med Guds bevidsthed, vil man ikke kunne opleve og fatte, at tilværelsen er udtryk for et guddommeligt under og det største eventyr, der findes. Det er det, det meget lille barn med sin fysisk endnu uerfarne og i god forstand naive bevidsthed, uberørt som den er af viden om materielle lovmæssigheder, fordomme og gustne overlæg, umiddelbart er i stand til at opleve og fatte.

 

 7. 1. Mos. 1,26-27. Det gl.testamentlige officielle syn på kvinder kommer til udtryk i skabelsesberetningen, som tydeligvis står i det strengt patriarkalske samfunds tegn: Kvinden er skabt som mandens medhjælp (1. Mos.2, 18), og der er strenge regler for kvinders utroskab (4. Mos.5, 11ff.; 5. Mos. 22, 22ff.). Kvinder prises derfor som dygtige husmødre (Ordsp. 18, 22; Sir. 26), og som den skønne elskerinde (Højsangen), dog med en besk undtagelse i Prædikeren Bog, 7,26, hvor hun kaldes et fangegarn, der er beskere end døden. Denne opfattelse af kvinden tyder på, at der i gl.testamentelig tid fandtes kvinder med selvstændig personlighed og med egne meninger, både religiøst og samfundsmæssigt. Kvinder var qva deres natur som de, der føder liv, formentlig mere ’jordnære’ og knyttede til kræfter, der havde med undfangelse og fødsel at gøre. Det kan bl.a. ses af, at profeten Jeremias bebrejdede sine landsmænd, at de dyrkede gudinden ”Himmelens dronning” (Jer. 7,18), symboliseret med stjernen Venus, som i den sammenhæng repræsenterer den vestsemitiske frugtbarhedsgudinde Astarte. Denne frugtbarhedsgudinde blev dyrket i Syrien-Palæstina. Her blev hun opfattet både som krigs- og kærlighedsgudinde (Højs. 6, 10), hvilket måske er baggrunden for udsagnet: ”I krig og kærlighed gælder alle kneb.”

 

Profeten Jeremias kan endvidere fortælle om, at kvinderne bager offerkager til himmelgudinden (Jer. 7, 18), og om tempelprostitution (Jer. 5, 7). Men foruden skøger (læs: prostiturerede kvinder) fandtes der ogsp profetinder, der både spillede en religiøs og politisk rolle (2. Mos. 15, 20; Dom. 4; 2. Kong. 22, 14ff.). Men primært er kvindens betydning i Gamle Testamente hendes rolle for slægtens beståen (1. Mos. 18).

 

8.  I Ny Testamente fastholdes Gamle Testamentes patriarkalske opfattelse af kvinden, men i realiteten spiller kvinder en større rolle i f.eks. begivenhederne omkring Jesu liv og gerning, end den kanoniserede opfattelse vil indrømme. Kvindernes betydning I sammenhæng med Jeus liv og virke fremgår til dels af den efterfølgende hovedtekst.

 

9. Mark. 3,31-35. Ethelbert Stauffer: Jesus, hans liv og samtid I historisk belysning. Oversat fra tysk efter ”Jesus, Gestalt und Geschichte” og ”Jerusalem und Rom” af Haakon Falcke. Jespersen og Pios Forlag, København 1961. Se heri især Første Del, Andet Kapitel, ”2 Marias søn”, pp. 24-27, 279-80. 

 

10.  Luk. 2,4,44; 24,18 m.fl.; Matt. 22,37-40; jvf. 3. Mos, 19,18. Begrebet næste har flere betydninger i Gl. Testamente, som f.eks. ”ven”, ”fælle”, ”kammerat”, ”landsmand”, ”broder” eller ”slægtning”, hvilket betyder, at ens næste er den eller dem, som man har et fællesskab med. Hvordan man bør forholde sig overfor denne ”næste”, kan ses af de sidste seks af De ti bud. Men de mange bud i loven forsøgtes sammenfattet i budet om næstekærlighed, der ansås for kernen og summen af alle de andre bud. Se Rom. 13, 9; Gal. 5, 14; Jak. 2, 8. I nytestamentelig tid kunne evangeliernes Jesus gentage, skærpe og udvide næstekærlighedsbudet, som det sker i Matt. 19, 19 med par.; 22. 39 med par. Og Luk. 10, 27. Alle udgør uden undtagelse ens næste, også ens fjende, som man skylder ansvar og omsorg for, i praksis alle man møder og som omgiver os i hverdagen. 

 

Den idealistiske opfattelse, at ubegrænset næstekærlighed omfatter et ansvar for hele menneskeheden, finder man hverken hos evngelisterne eller de øvrige nytestamentelige forfattere. Dette næstekærlighedsbegreb må dog siges at ligge implicit i Jesu kernelære og forkyndelse.

 

11. Stauffer, II. kap. Ditlef Nielsen, pp. 104-112.

 

12. Stauffer, II. kap., pp. 37-38. Ditlef Nielsen, pp. 127-128.

 

13. Navnet Judas var almindeligt forekommende i både gammeltestamentelig og nytestamentelig tid, men den mest berømte person med dette fornavn er Judas Iskariot, som var en af de tolv apostle. Nogle har gættet på, at tilnavnet Iskariot kunne hænge sammen med, at Judas måske havde tilknytning til modstandsbevægelsen zeloterne, hvilket vel kan anses for en ikke usandsynlig mulighed. I henhold til Joh. 12, 6 var Judas apostlenes regnskabsfører og kasserer, og som sådan uhæderlig (Joh. 13, 29). Det er dog et spørgsmål, om ikke påstanden om Judas’ uhæderlighed er en senere tilføjelse, hvor det gjaldt om at miskreditere ham. Motivet til hans forræderi fremgår ikke åbenlyst af evangelierne, men han var næppe drevet af begærlighed, snarere af ivrighed efter at konstatere, om Jesus var den messias, som profeterne havde profeteret om og som jødefolket havde ventet på i århundreder. Det var skuffelsen over, at dette viste sig ikke at være tilfældet, og fortvivlelsen over sit forræderi, der drev ham til at begå selvmord ved at hænge sig (Matt. 27, 3-10 med par.). I Ap. G. 1, 15ff, siges det, at Judas’ rolle i Jesu liv var forudbestemt i Guds frelsesplan, en opfattelse, som Martinus stort set er enig i.    

14. Stauffer, II. kap., pp. 39-44.   

 

© Februar 2018. Harry Rasmussen.

 

******************