LIVETS PROCES

Et forsøg på en forståelse

af livets eksistens

 

Et menneske er – i principiel lighed med et dyr og en plante - ikke et statisk fænomen, men derimod en levende og foranderlig proces. En proces, som overordnet set er undergivet helt bestemte og generelle lovmæssigheder. Eksempelvis sådanne love som er udtrykt i bevægelsesprincippet, kredsløbs- og kontrastprincippet, livsenheds- og organismeprincippet, vækst- og degenerationsprincippet m. fl.

 

Lad os begynde med at se lidt nærmere på den proces eller det udviklingsforløb, der ligger til grund for et menneskes eksistens:

 

Det begynder i mikrokosmos, hvad enten det drejer sig om en kønnet eller ukønnet forplantning, men her vil vi fokusere på en såkaldt kønnet forplantning. Denne består grundlæggende i, at atomer danner molekyler og disse danner celler, som i det her nævnte tilfælde består i, at en ægcelle og en sædcelle hver for sig dannes, henholdsvis i moderorganismen og i faderorganismen. De to celler indeholder hver især et sæt arvelige egenskaber eller anlæg i form af  de såkaldte gener. Disse er ’båret’ af eller knyttet til de såkaldte kromosomer.

 

Normalt vil den nødvendige forbindelse mellem æg- og sædcelle ske ved samleje mellem kvinde og mand, hvor ved den såkaldte befrugtning af ægcellen i reglen finder sted i kvindens livmoder. Det sker mere præcist ved at den aktive sædcelle opsøger og forener sig med ægcellen, således at de to sæt arveanlæg (gener) kommer til at øve en afgørende indflydelse på opbygningen eller udviklingen af den komplicerede fysiske organisme, der til at begynde med fagligt og sagligt betegnes som en zygote.

Det er arveanlæggene eller generne, der som styrende elementer spiller den store og afgørende rolle for zygotens eller den befrugtede ægcelles videre udviklingsforløb eller udviklingsproces.

Under det videre forløb frem til først og fremmest det fødselsmodne foster,  bestemmer genkomplekset mere detaljeret den fysiske krops anatomi og fysiologi og den dermed følgende psykologi. Psyken viser sig dog under det videre udviklingsforløb i form af de successive stadier: barndom, ungdom, voksenalder og alderdom, at udgøre et relativt ’selvstændigt’ energisystem parallelt med det fysiske energisystem (den fysiske krop og dennes fysiologi og funktioner).

Et menneske anses almindeligvis og normalt for at være fuldt udviklet omkring 30-års alderen, både fysisk og psykisk, hvilket vil sige, at de væsentligste personlighedstræk er dannet. Sidstnævnte situation må derfor karakteriseres som indledningen til den egentlige voksenalder. Denne føles i reglen som et menneskes ’virkelige’ liv, hvor alle anlæg og talenter kommer til fuld eller maksimal udfoldelse.

Her skal vi gøre en lille tænkepause og overveje, hvad alt det ovenfor sagte og skrevne betyder for forståelsen af, hvad  det egentlig er, der karakteriserer og er udtryk for det, vi almindeligvis forstår ved et menneske, uanset hvilket køn det tilhører?

Vi kan konstatere, at et menneske altså kan være enten et barn, en ung, en voksen, en ældre eller en gammel person, uanset om det drejer sig om det ene eller det andet køn. Men et menneske kan altså ikke på samme tid være identisk med alle de nævnte aldre, men gennemgår normalt derimod i løbet af sin eksistens eller levetid successivt alle de nævnte udviklingstrin eller -stadier.

Derfor må man konkludere og konstatere, at mennesket er som sådan et udtryk for en proces, der strækker sig fra undfangelsen i moders liv til ophøret i og med dødens uundgåelighed, og det uanset i hvilken alder et menneske ophører med at eksistere. 

© Juli 2019 Harry Rasmussen.

 

******************