Et forsøg på en
forståelse
af livets eksistens
Et menneske er – i principiel lighed med et dyr
og en plante - ikke et statisk fænomen, men derimod en levende og foranderlig proces. En proces, som overordnet set er
undergivet helt bestemte og generelle lovmæssigheder. Eksempelvis sådanne love
som er udtrykt i bevægelsesprincippet, kredsløbs- og kontrastprincippet,
livsenheds- og organismeprincippet, vækst- og degenerationsprincippet m. fl.
Lad os begynde med at se lidt nærmere på den
proces eller det udviklingsforløb, der ligger til grund for et menneskes
eksistens:
Det begynder i mikrokosmos, hvad enten det
drejer sig om en kønnet eller ukønnet forplantning, men her vil vi fokusere på
en såkaldt kønnet forplantning. Denne består grundlæggende i, at atomer
danner molekyler og disse danner celler, som i det her nævnte tilfælde består
i, at en ægcelle og en sædcelle hver for sig dannes, henholdsvis i
moderorganismen og i faderorganismen. De to celler indeholder hver især et sæt
arvelige egenskaber eller anlæg i form af de såkaldte gener. Disse er ’båret’ af eller knyttet
til de såkaldte kromosomer.
Normalt vil den
nødvendige forbindelse mellem æg- og sædcelle ske ved samleje mellem kvinde og
mand, hvor ved den såkaldte befrugtning af ægcellen i reglen finder sted i
kvindens livmoder. Det sker mere præcist ved at den aktive sædcelle opsøger og
forener sig med ægcellen, således at de to sæt arveanlæg (gener) kommer til at
øve en afgørende indflydelse på opbygningen eller udviklingen af den
komplicerede fysiske organisme, der til at begynde med fagligt og sagligt
betegnes som en zygote.
Det er arveanlæggene
eller generne, der som styrende elementer spiller den store og afgørende rolle
for zygotens eller den befrugtede ægcelles videre udviklingsforløb eller
udviklingsproces.
Under det videre forløb
frem til først og fremmest det fødselsmodne foster, bestemmer genkomplekset mere detaljeret den fysiske krops anatomi
og fysiologi og den dermed følgende psykologi. Psyken viser sig dog under det
videre udviklingsforløb i form af de successive stadier: barndom, ungdom,
voksenalder og alderdom, at udgøre et relativt ’selvstændigt’ energisystem
parallelt med det fysiske energisystem (den fysiske krop og dennes fysiologi og
funktioner).
Et menneske anses
almindeligvis og normalt for at være fuldt udviklet omkring 30-års alderen, både
fysisk og psykisk, hvilket vil sige, at de væsentligste personlighedstræk er
dannet. Sidstnævnte situation må derfor karakteriseres som indledningen til den
egentlige voksenalder. Denne føles i reglen som et menneskes ’virkelige’ liv,
hvor alle anlæg og talenter kommer til fuld eller maksimal udfoldelse.
Her skal vi gøre en
lille tænkepause og overveje, hvad alt det ovenfor sagte og skrevne betyder for
forståelsen af, hvad det egentlig er,
der karakteriserer og er udtryk for det, vi almindeligvis forstår ved et menneske, uanset hvilket køn det
tilhører?
Vi kan konstatere, at
et menneske altså kan være enten et barn, en ung, en voksen, en ældre eller en
gammel person, uanset om det drejer sig om det ene eller det andet køn. Men et
menneske kan altså ikke på samme tid
være identisk med alle de nævnte aldre, men gennemgår normalt derimod i løbet
af sin eksistens eller levetid successivt alle de nævnte udviklingstrin eller
-stadier.
Derfor må man konkludere og konstatere, at mennesket er som sådan et udtryk for en proces, der strækker sig fra
undfangelsen i moders liv til ophøret i og med dødens uundgåelighed, og det
uanset i hvilken alder et menneske ophører med at eksistere.
© Juli 2019 Harry Rasmussen.
******************