Ideale drømme, skepsis og tvivl 22. del
Fra idealist til realist
Morale: Livet er kun til låns
(Delvis fra og med 1956 og videre fortsat fra
artiklens 21. del)
I og med nægteravisen
nr. 6, udgivet i juni 1956, havde denne skiftet yderligere karakter, for det første
fordi forsiden var tegnet af Gerhard Eriksen og for det andet, fordi bladet
delvis havde fået nye skribenter. Fra og med dette nummer af bladet, nr. 6, var
den lille muntre rubrik med ’bonmots’ af Skovtrolden blevet droppet, og et mere
’seriøst’ – læs: politisk – indhold, var for alvor begyndt at præge bladet. Men
nr. 6 udmærker sig ved ikke at angive, hvem der sad i redaktionen og som dermed
var ansvarlige for bladet og dets indhold. Denne udeladelse er i øvrigt direkte
ulovlig og uhørt i henhold til god presseskik. Men eftersom en skribent med
fornavnet Henrik har skrevet en af bladets ledende artikler, må man formode, at
denne, hvis fulde navn i øvrigt viste sig at være Henrik S. Jensen, på det
tidspunkt har været medbestemmende eller ligefrem toneangivende vedrørende
valget af bladets indhold
Der var jo folk, som
mente, at bladet burde have en ’mission’ – nej, undskyld – et politisk sigte
eller en opgave, nemlig den, at medvirke til at omstyrte den gamle
’verdensorden’, mere specielt den formynderiske danske stats orden. Bladet var
med andre ord blevet udpræget politisk i sit sigte, hvilket mere eller mindre
vil komme til at fremgår af den følgende beskrivelse af bladets indhold. Det
var dog ikke en ’udvikling’, jeg var enig i og syntes om, men jeg havde jo ikke
længere nogen indflydelse på bladets redaktion, og desuden lå det så at sige i
tiden med en tiltagende politisk motiveret opposition, og det skulle blive
meget værre endnu i løbet af 1960’-70’erne, hvor den såkaldte
venstreorientering og nymarxisme bredte sig stadig mere i oppositionelle
intellektuelle og andre indflydelsesrige kredse i samfundet og især i
kulturlivet.
Imidlertid havde man
bevaret bladets ’gamle’ logo, og redaktionen var end så længe formentlig den
samme, hvilket dog ikke fremgår af dette nummer af bladet, hvor man havde
udeladt at trykke, hvem der nu sad i redaktionen. Men af bladets følgende
nummer, nr. 7, juli 1956, fremgår det, at Leif Andersen står som ’første’
redaktør, men sammen med Robert Felby, Kai F. Jensen og Ivar Nielsen.
Forsiden på ”Samvittigheden” nr. 6, juni
1956. Den satiriske tegning af de to MP’er, der slæber af med, hvad der vel
skal forestille en stakkels
militærnægter, refererer til den
redaktionelle kommentar på bladets side 2. – Tegning: © 1956 Gerhard Eriksen.
For nu at følge den ovenfor
viste forsidetegning op, skal den redaktionelle kommentar, den henviser til,
omtales i det følgende. Kommentaren, hvis skribent kun angiver sig som ”red.”,
er muligvis skrevet af Mogens Jönsson, idet den fortæller lettere ironisk om en
begivenhed, der fandt sted flere måneder tidligere, nemlig ude i nærheden af
den militære observationspost, som var placeret ved det sted i Gribskov, der
hed Multebjerg. Herom fortælles bl.a. følgende i NOTABENE:
Det er, som jo alle ved, en stor hemmelighed, at der dybt inde i
Gribskov ligger et stykke militært område. Nu ligger det sådan, at en af
nægternes arbejdspladser er beliggende i umiddelbar nærhed af denne
”hemmelighed”. Hele vinteren igennem arbejdede man herude med stenslagning. Det
var drøjt arbejde, og når man slappede af, tænkte man at det jo egentlig kunne
være morsomt at have en erindring om dette liv, når man engang skulle fortælle
børnebørnene, om dengang man arbejdede for staten i 22 måneder. Så tog man billeder
af de gæve nægtere, der svingede hamrene; ja, man optog endog nogle meter
smalfilm derude.
Så en skønne søndag begiver en nægter sig ud i skoven, for nu vil
han også have et billede af de mange stendynger derude. – men det går ikke så
godt; denne ene dag sover vagtposten ikke så meget, som han åbenbart har gjort
det tidligere, og han indberetter: Mistænkelig person med fotografiapparat i
nærheden! Politiet alarmeres og finder frem til synderen, der ligger og hviler
ud oven på veludført dåd. – Nuvel, det bliver indskærpet, at der er absolut
forbudt at fotografere i skoven i retning mod militære områder.
En varm og lummer forårsdag går to af dette blads medarbejdere en
lille aftentur. Man havner oppe i nærheden af føromtalte område. De to gik på
den offentlige skovvej, da pludselig en jeep med to ”overmænd” kommer kørende
ned mod dem. Den kører forbi, standser, og vender om. Der siges intet, jeepen
følger blot efter på 15-20 m.’s afstand. Hvergang nægterne standser, standser
bilen også. Sluttelig bliver nægterne dog træt af den leg og forsvinder ned ad
en skovsti, der leder bort fra området. Nå, det er jo meget betryggende at
vide, at der bliver passet på, at ingen forvolder én fortræd i den mørke skov.
Året går sin gang. Det bliver lyst om aftenen og nægterne færdes
overalt i den store skov. Og så en aften passerer et par stykker forbi vagten i
Højborgen og ulykkeligvis har den ene et fotografiapparat med. Ikke sådan at
forstå at han fotograferer med det. Nej, det hænger såmænd pænt i en taske om halsen.
– Nu er der måske lovet vagtposterne en ekstra fridag, når de tilbageholder
mistænkelige personer; i hvert fald får disse ikke lov at gå forbi upåagtet. De
to føres indenfor de store porte. Sikken en masse, der er at se herinde. Der
bliver noget at fortælle om. Efter nogen ventetid slipper de to dog ud. De må
dog som betaling for deres ophold erlægge den film, de havde i apparatet. Og
det er jo synd for billederne med ”Tante Karen i haven” og ”Onkel Peter ta’r
solbad”. – For det nytter vel ikke at sige, at man gerne vil have et aftryk af
hver, 6 x 9, højglans.
Det er jo
godt, at man ikke er konsekvent indenfor det danske forsvar! Tænkt engang på
Rosenborg! Hvornår begynder man at hive alle forbipasserende med
fotografiapparat indenfor gitteret og fratage dem deres film? Og hvad vil
turisterne ikke tænke? Det kunne jo være, at vi gik glip af nogle fede dollars
på den måde. red.
Min kommentar: Den ovenfor
omtalte episode vakte megen opsigt, forargelse og til dels munterhed blandt en
del nægtere i lejren, men efter min opfattelse synes jeg skribenten tager lidt
for let og overfladisk på situationen. Især er ’konklusionen’ med
sammenligningen med slottet Rosenborg i København forfejlet, for Rosenborg er
et helt uskyldigt museum, hvorimod radarstationen ved Multebjerg var et vigtigt
og nødvendigt led i militærets hemmelige forsvarsmæssige overvågning af det
danske luftrum. Danmark var jo dengang som nu medlem af NATO, hvilket
selvfølgelig generede en del militærnægtere, og især de socialistisk og kommunistisk
orienterede nægtere.
En mig totalt
ubekendt forfatter ved navn Henrik S. Jensen, formentlig nægter i
Gribskovlejren, var også begyndt at skrive i bladet, denne gang om den tidligere
omtalte diskussion i radioen vedr. spørgsmålet, hvad samfundet burde og skulle
kunne sætte militærnægtere til. På bladets side 3 og fortsat side 6 skriver han
følgende anmeldelse:
”Diskussionen i Radioen om militærnægterne, og specielt hvad de fornuftigvis
kan beskæftiges med, var jo ganske god. Der blev sagt meget af det rigtige, og
ganske særligt synes jeg, at Elbæk fik propaganderet godt for sagen. Hans
bestræbelser gik vel heller ikke ud på at få lejrene til helt at udtørre i
løbet af de kommende 22 måneder – selv om han til tider kan ønske sig tilbage
”normal” højskole-ungdom igen.
__________
Det at finde arbejde til nægterne, som de alle, og de fleste
udenfor, kan være tilfredse med, er jo heller ikke så let endda.
Men en tanke - - - jeg ved ikke, om den duer.
Oksbøl-nægterne fortalte mig i efteråret, at nogle af dem i deres
fritid hjalp til på et par små landbrug, - det ene sted som ejedes af en enke
og som havde svært ved at holde en lønnet karl, og det andet sted, hvor manden
var blevet syg. – Her er måske en idé, som kan føres videre, og udføres i
arbejdstiden. – Hvis den slags skulle praktiseres, kunne læger, som er vidende
om sådanne forhold gennem lejrlederne rekvirere nægtere, der er kendt med
landbrugsarbejde.
__________
I byerne bor mange gamle mennesker, som nødig vil opgive deres hjem
og flytte til ”De gamles Hjem”, fordi de har svært ved at klare sig selv, selv
om de egentlig ikke er syge. – Tænk, hvor ville det være rart for sådanne
gamle, om de hver dag fik besøg af en nægter en times tid eller to. Han kunne
hente brændsel op for dem, besørge byærinder, måske skrive et brev, hvis det
kniber for dem, evtl. Vaske gulvene, ja, måske også ordne lidt tøjvask, om det
trænges. – For ensomme gamle ville sådanne besøg måske blive deres lyseste og
muntreste stunder, og for det offentlige en betydelig besparelse, da
aldersrenteudbetalingen er betydeligt mindre end det, det koster at have et
menneske eller et ægtepar på ”De gamles Hjem”.
Der tales meget om, at militærnægterarbejdet ikke må være af en
sådan karakter, at det vil friste for mange til at søge det i stedet for
soldatertjenesten. Det tænkte arbejde ”hjælp til det grove i huset” (er det
ikke sådan det hedder i annoncesproget?) vil så sandelig ikke blive spændende
eller interessant (men nok en smule belærende). Med noget sådant arbejde ville
der med god grund kunne fordres, at tjenestetiden ikke blev mere langvarig end
for soldaterne. – Og at hjælpe de gamle – de som holdt samfundet i gang, da vi
var små – det er i høj grad en statsopgave og må derfor kunne falde ind under
begrebet Civilt statsarbejde, som det hedder på de ministerielle papirer.
- En sådan
rekvireren af hjælp, hvor den trænges mest, vil lægerne antagelig også kunne
gøre. – Lønnen skal selvfølgelig være den samme som soldaternes, og en passende
godtgørelse for brug af egen cykel og beklædning må gives.
Indkvarteringsproblemet i små forlægninger må nok kunne ordnes. I Norge
arbejder mange af nægterne netop i små hold, 6-10 mand, såvel med skovarbejde
som på offentlige kontorer i byerne.
Henrik S. Jensen.
Min kommentar: Meget
interessante og sympatiske forslag, Henrik S. Jensen fremsætter om, hvad
militærnægtere evt. kunne sættes til af almennyttigt arbejde. Forslaget om
hjælp til ældre i egne hjem er jo mange år senere delvis blevet realiseret i
form af den kommunale og såkaldte hjemmehjælperordning, dog med et uddannet
personale i form af social—og sundheds(Sosu)-assistenter. En ordning, som på
trods af det gode initiativ og de velmente hensigter imidlertid gentagne gange
har måttet indskrænkes som følge af nødvendige besparelser på de offentlige
budgetter.
År senere end min
egen tid i Gribskovlejren, blev det også sådan, at man ikke længere indkaldte
militærnægtere til lejrene i Gribskov, Kompedal og Oksbøl, men i stedet satte
nægtere til forskellige former for civilt arbejde, f.eks. som medhjælpere på
museer og lignende. Gribskovlejren fungerede derefter en overgang som åbent
fængsel og senere som asylcenter for Dansk Røde Kors. Den egentlige
lejrtjeneste blev ophævet i 1984, da Gribskovlejren, som den sidste lejr, blev
lukket den 31. marts 1984. Men personligt er jeg glad for, at min tid som
indkaldt civil værnepligtig kom til at foregå et så naturskønt og fredeligt
sted som Gribskovlejren.
På siderne 5-7 fortsatte Georg
Jensen sin beretning under overskriften:
ANTIMILITARISMEN I DANMARK UNDER FØRSTE
VERDENSKRIG
III
I.
Man
ændrede først sessionsbestemmelserne. Da man ikke kunne tvinge militærnægterne til
at møde på session fik udskrivningscheferne myndighed til uden lægeundersøgelse
at udskrive de af politiet fremstillede militærnægtere til soldater. Det
foregik i Holmensgade, hvor udskrivningen fandtes den gang.
II.
Da
militærnægterne begyndte sultestrejken sendte man de første til observation på
kommunehospitalets sindsygeafdeling. Men dette middel forlod man dog snart, da
sindsygelægerne jo intet åndeligt defekt fandt hos de indlagte. Enkelte steder
fandt lægerne et kassationsgrundlag for at slippe for ansvaret; en
militærnægter, der var indlagt til mental observation blev kasseret på g. af
platfodethed. – I alt blev dog kun fire kasseret.
III.
Dommenes
karakter var således: 20 dages fængsel for to gange udeblivelse fra session
blev fsonet i de civile fængsler. For lydighedsnægtelse mod de militære
foresatte, hos de nægtere som var gået ind i tjenesten, men som nu nægtede,
blev idømt 4 gange 5 dages vand og brød. Disse blev afsonet i de militære
arrester, hvor militærnægterne ofte frøs, da sultestrejkende krævede megen ydre
varme.
Der skete den
afveksling i programmet, at en særlig nidkær fængselsledelse idømte ekstra
bøjlestraf: lænket til gulvet uden sengetøj og uden at finde hvile noget sted
måtte den sultende tilbringe 5 døgn her. 5 dages mørk arrest, uden bohave i
cellen, blev også anvendt.
Spændetrøjen blev også anvendt overfor en militærnægter indenfor
marinen; han kunne ikke finde sig i brutaliteten fra befalingsmændenes side og
måtte da i to døgn være indespærret i dette torturredskab.
Men det mest rå og brutale, fysiske overgreb myndighederne anvendte
var tvangsfodringen i de civile arrester. Denne fandt sted efter at loven om
civilt arbejde var vedtaget. Med særlige tænger blev munden brækket op så
tænderne blev ødelagt og blodet i flere timer efter flød fra munden. – De
civile fængslers læger kunne mere ubemærket her foretage forsøg på
tvangsfodring.
Indirekte
blev en militærnægter årsag til at myndigheden faldt over den revolutionære
Bevægelse, der da fandtes i Danmark, idet en militærnægter hængte sin uniform
op på en lygtepæl, udenfor arbejdsmændenes kontrolsted på Åboulevarden i
København. Dette udviklede sig il et brutalt og voldeligt overfald fra
politiets side på de tilfældigt tilstedeværende arbejdere. Bladet ”Solidaritet”
protesterede mod dette overgreb. Følgen blev at tre af fagoppositionens mænd
arresteredes.
Som protest mod denne arrestation og for at få kammeraterne
frigivet blev der arrangeret mange møder. Et af disse møder på Københavns
grønttorv udviklede sig dertil, at forsamlingen drog til Børsen og jog
børsherrerne ud, ligesom de stormede et hvervningsbureau.
Nye arrestationer blev foretaget og nye domme regnede ned, -
sammenlagt blev disse domme til mere end 25 år. Politiet kædede disse domme
sammen med sagsanlægget mod ”Landsorganisationen for konsekvente
antimilitarister”. Formanden fik 8 mdrs fængsel. Den første dom blev afsonet i
Odense arrest; de andre domme blev underlagt amnesti ved generalstrejken i 1920
hvor kravet om frigivelse af politiske fanger blev så stærkt, at amnesti blev
udstedt.
Da loven om militærnægternes anvendelse til civilt arbejde blev
vedtaget, stillede de socialistiske militærnægtere sig også imod denne lov, og
i et manifest fastslog de, at denne lov var en udvidelse af den tvungne
værnepligt; dette, at militærnægterne for en ringe løn skulle gribe ind i
skovarbejdernes overenskomstsmæssige erhverv følte de måtte gå deres
klasseinteresser for nær.
I de første år stod de barakker, der blev opført i afsides egne,
tomme og på et tidspunkt var de kun tre militærnægtere i Gribskov. Disse
kostede staten 14.000 kr. årlig pr. mand.
Når man senere fulgte det princip kun at lade militærnægterne
udføre sådant arbejde, som ellers ikke ville blive udført, kan man måske ikke i
dag sige, at der er sket indgreb på det overenskomstmæssige fagområde; men skal
der være nogen retfærdighed i kravet om ungdommens pligt til enten at være
soldat eller udføre civilt arbejde for staten, så skulle også alle de, der
kasseres have denne pligt til at arbejde for staten. – Diskussionen om civilt
arbejde er imidlertid et problem der ikke sådan lader sig løse. Som det er
nævnt, gælder sagen den tvungne værnepligts afskaffelse, fordi den er et
indgreb på individets menneskeret. Et indgreb, der hører fortiden til.
Man må erindre sig historiens forløb: Stammen førte krig mod andre
stammer og tog fanger – disse fanger blev sat til arbejde og til at smede
våben; så udviklede større samfund sig, hvor adelen havde sine lejetropper og
krigere. Da nationalstaterne opstår og magten koncentrerer sig hos en lille
overklasse, forbliver der stadig en ungdom, som må ofre blod og liv for at
magtstaterne skal bestå. – Man siger at den tvungne værnepligt er demokratisk
fordi også overklassens sønner indkaldes til tjeneste, men man ser ikke at magt
og vold-princippet stadig har avlet mere og mere vold, og kulminationen har vi
nået i dag, hvor vildmandens kølle, der kunne dræbe een fjende ad gangen, er
blevet erstattet af brintbomben, hvis kraft er 100.000 gange så stor.
Men til at bruge brintbomberne skal der også bruges mennesker – og
kun statens autoritet kan blænde sindet på umoden ungdom, så den lader sig
lokke til en uddannelse som bombeflyvere - - - - Hvormange er ikke allerede
knust mod den jorde de skulle forsvare? Og hvem har ansvaret for dette spild af
ungdom?
Ingen tør stå
frem og sige: Det er MIT ansvar, dette sker. Man skynder sig ind under loven og
atlant-pagten, men de forudsætninger, hvorunder Danmark gik ind under A-pagten
er bristede og staten holder ikke fodslag med udviklingen, men kommer bagefter,
lige som moralen sakker bagud for de tekniske fremskridt. Georg Jensen.
Min kommentar: Det er stort set en ganske god
og udmærket beskrivelse, Georg Jensen giver af militærnægternes historie og situation,
men hans øvrige synspunkter er jeg ikke enig i. Disse er for letbenede og til
dels uansvarlige. Og hvad angår magt og vold-princippet, burde Georg Jensen
måske også have rettet blikket mod Sovjetunionen og Østblokken, i stedet for
ensidigt kun at klandre Danmark og de vestlige lande og demokratier. Men den
enøjede holdning og kritik skulle imidlertid bliver endnu mere udbredt og
udtalt i de to følgende årtier.
Vedr.
Militærnægteradministrationens historie, hvori bl.a. Gribskovlejrens historie kort
nævnes, se f.eks. følgende link:
http://militaernaegter.dk/viden/MNAWIKI/Milit%C3%A6rn%C3%A6gteradministrationens
historie.aspx
Under overskriften
”Jeg gider sgu ikke mere” benytter den ene af bladets to ’satirikere’, Mogens
Jönsson, side 7-9 til at råbe vagt – undskyld udtrykket – i gevær overfor den
udbredte indbyrdes uenighed, der efter hans opfattelse nærmest er en
’tradition’ blandt nægterne i lejrene. Herom skriver Jöns følgende:
Ved sidste fællesmøde her i lejren, var jeg kommet til at sidde ved
siden af en af ”de nye”, knap en måned gammel. Der blev i forsamlingen ivrigt
diskuteret, hvilke forholdsregler vi burde sætte i kraft overfor et af
ministeriets nyeste overgreb: Bestemmelsen om sammes utidige snagen i vore
private ejendele. Jeg skal ikke på dette stedkomme ind på debattens forløb
eller resultat; det centrale for mig er at fortælle om den ”nyes” reaktion, da
jeg på et tidligt tidspunkt i diskussionen kunne profetere ham, at det eneste
effektive våben, vi er i besiddelse af, ikke kunne komme i brug grundet
traditionel uenighed.
En sådan negativ synskhed i den slags sager er de fleste gamle nægtere
i besiddelse af, og den sår i os en gift, som sløver og giver sig udslag i
gamle trænede kadres opgiven og laden stå til. ”Jeg gider sgu ikke mere”, hørte
jeg for nylig en fortræffelig fællesmødekæmper sige. Jeg kan godt forstå ham; i
20 måneder har han fulgt det ene slag efter det andet på dets vej til
nederlaget eller simpelthen vor stadige retræte uden kamp. Problemet er,
hvordan vi kommer denne gift til livs, og hvor dens kilde skal søges. Jeg tror
den har flere udspring, som måske dog er mere eller mindre forbundet. – I
skoven findes et skadeligt væv, som kaldes rodfordærver. Navnet siger, at det
angriber træerne på et ømfindtligt sted, og den eneste måde at komme det til
livs på, er at fælde træerne, og så lade jorden ligge brak i en årrække, idet
fordærveren så går til grunde.
Jeg fortæller alt dette, fordi jeg i artiklens begyndelse brugte
ordet traditionel om vor uenighed, og nu ønsker at bruge Kompedallejren som
eksempel på, at denne uenighed er mere end blot tradition; for skønt den har
stået tom i mange år, blomstrer uenigheden vel nok stærkere der nu end
nogensinde. Dette skal ikke opfattes som kritik af Kompedal, men være en hjælp
til forståelsen af og jagten på denne friktionsvirus, som opstår hvor nægtere
sammenstuves, og som angriber os alle uanset tro. Jeg mener, paradoksalt måske,
at i det fakta, at trosenige kan være uenige om nægterspørgsmål, ligger vort
håb om fuldstændig helbredelse, idet virussen tilsyneladende ikke angriber
vort overbevisningsfundament. Det
kræver imidlertid et offer af hver enkelt, et offer som fremtiden dog vil
belønne rigeligt. Vi synes selv, at vi er så fornuftige, mens mange af de andre
er nogle dumme svin, men denne bedømmelse falder tilbage på os selv. Vi må være
store nok til at erkende hinandens mere eller mindre individuelt prægede
daglige optræden, samtidig med at vi må åbne øjnene for vor samhørighed i
helheden; dette er den eneste måde, hvorpå vi kan undgå at blive sorteper hver
gang.
Vi sidder alle sammen i den sorte gryde, selv om uheldigvis nogle
sidder øverst, men vort håb ligger i, at vi alle er tilstede, og alle er
interesseret i, at der ikke skal fyres for kraftigt under den. Derfor har vi
kun den ene mulighed, hver gang det bliver for varmt, at pisse på ilden i flok.
Endnu er der vel ikke fremkommet noget nyt i denne artikel, som
ikke snart hver nægter til sløvhed har skreget utallige gange. Så sent som i
sidste nummer af ”Sandpapir” kunne man læse om problemet. Det fastslår, at vi
alle vil have problemet løst; og når jeg siger alle, betyder det alle uanset
politisk eller religiøs indstilling o.s.v. Når først der bliver varmt i gryden,
yder et manifest ikke større beskyttelse end en bibel eller omvendt. Det er den
erkendelse, der skal smede os sammen. Vi må lade være med at sortere hinanden indbyrdes
efter opfattelse, vort offer må til en vis grad være, at vi overvinder os selv
og møder hinanden over strukturopfattelser og udseende, at vi i den givne
situation pisser på bålet og ikke på hinanden, at vi respekterer vore to udvalg
og giver dem den anerkendelse, som er nødvendig for deres arbejde. De forsøger
altid med alle midler efter evne at gavne os alle. Vi må alle gøre vor pligt
overfor fælleskassen; det har ikke alene overmåde stor materiel betydning, men
viser også vore alles tilslutning og samhørighed, et sammenhold, hvoraf en ny
sund ånd vil gro frem, og som må give sig udtryk på alle punkter for at virke
effektivt.
Jeg omtalte bl.a. vore to udvalg, og kunne her ønske at fremføre
mit syn på den måde, hvorpå vi nu vælger disse. Fremgangsmåden er som bekendt,
at der bliver opslået en kandidatliste, som så indtil valget kan udfyldes med
emner, og to til hvert udvalg bliver så valgt. Det er min opfattelse, at vi
ikke er stærke nok endnu til at følge denne fremgangsmåde. Vi har ingen garanti
for, at disse to, vi sammensplejser, kan samarbejde; det minder for meget om et
gammelt kinesisk giftermål. Mit forslag går ud på, at to emner finder sammen
inden valget, og at vi derefter vælger par, som er sikre på godt samarbejde. Vi
opnår derved at få to homogent arbejdende udvalg til gavn for os alle, og
undgår samtidig intriger og latterlig magtkamp. Det juridiske ved en sådan
fremgangsmåde skal jeg ikke komme ind på; afgørende er det for mig, at den kan
lade sig gennemføre.
Jeg vil slutte mit indlæg med en relation til dens begyndelse, med
ønsket om at fremtiden vil fritage en ”gammel” for det triste hverv at kunne
profetere en sådan nekrolog til en ny nægter, som møder op med samarbejdsvilje
og kamplyst, endsige måtte opgive med ordene: ”Nu gider jeg sgu ikke mere”. Må
alt dette ikke blive betragtet som en sidste krampetrækning, men vise at vi
alle har viljen endnu til fjernelse af denne forblindelsens gift, sok skjuler
os for hinanden, skønt vi alle går rundt med samme ønsker og mål: 22 måneder
under de bedst tænkelige forhold.
Mogens Jönsson.
Min kommentar: Det
var og er en meget klog og velment opfordring til at udvise indbyrdes og
gensidig tolerance og forståelse overfor hinanden, som ’overnægter’ Jöns her
har fremsat. Men ét er som bekendt teori og noget andet praksis. En hel del af
de militærnægtere, jeg kendte i Gribskovlejren, var individualister, som i
principiel lighed med mig selv havde valgt at nægte militærtjeneste af
personlige humanistiske eller religiøse samvittighedsgrunde. Vi var derfor
generelt set ikke optændt af den kampiver, for at ændre samfundet, og da slet
ikke ad revolutionær – læs voldelig – vej eller ved hjælp af voldelige metoder,
sådan som tilfældet jo var med de militærnægtere, som især nægtede
militærtjeneste af politiske bevæggrunde. De sidstnævnte nægtere opfattede ikke
selv politisk revolution som overgreb, vold og blodsudgydelse, men mente, at
proletariatets voldelige magtovertagelse og påfølgende diktatur, var en
’midlertidig’ nødvendighed i verdens og menneskehedens ’historiske’
udvikling. Hverken mere eller mindre.
Men eftertiden har
som bekendt til fulde vist og bevist, hvad de revolutionære idéer omsat i
praksis førte til af et horribelt kommunistisk diktatur, først og fremmest i
Sovjetunionen og Østlandene, som undervejs mod propagandaens påståede
”kommunistiske paradis” berøvede millioner af mennesker deres frihed og ofte
også deres helbred eller liv under kummerlige forhold og vilkår, eller i form
af fængsel og tortur, for ikke at tale om fangelejr med hårdt slavearbejde uden
nogen udsigt til frigivelse, undtagen i form af en nådefuld død.
Ifølge min egen erfaring
forholdt det sig i praksis sådan i Gribskovlejren, at vi humanister eller religiøse
så ned på socialisterne og kommunisterne som inhumane og hadske mennesker,
medens de til gengæld foragtede os som nogle ynkelige idealister, der enten
frivilligt eller af dumhed gik ’fjendens’, dvs. kapitalisternes og
virksomhedsejernes, klassefjendske og smudsige ærinde.
Omtalen af kulturprogrammet var
denne gang ultra-kort, idet den kun omfatter fem aftener:
Torsdag d. 19. april: Musikalsk Hvem ved Hvad. En underholdende
aften, arrangeret af lejrens egne indvånere.
Mandag d. 23. april: Forfatteren til bogen: Fred og Frihed uden
våben, Henrik S. Jensen, holdt et foredrag med titlen; ENTEN – ELLER! – ENTEN
samfundets gåen i opløsning ved krig og kaos, ELLER samfundets redning. Henrik
S. Jensens synspunkter kunne ikke deles af alle nægtere og efter foredraget
blev ført en interessant diskussion.
Mandag d. 30. april: Den meget hårde mexicanske film om
ungdomskriminaliteten: Fortabt Ungdom. Instr. Louis Bunuel.
Mandag d. 7. maj: Den engelske film om sømændenes kår under den
anden verdenskrig: Søens Helte. Denne film vakte en del diskussion, da mange
mente, at den ikke havde nogen berettigelse.
Mandag d. 14. maj: Forfatteren Sigurd Waale om Martyrideologierne i
den europæiske kristne krigskultur. Foredraget havde undertitlen: Er
kristendom, nazisme og kommunisme ens?
Her skal jeg kun
kommentere tre af de fem nævnte programpunkter. For det første filmen ”Fortabt
Ungdom”, som er fra 1950-51, instrueret af den spanske filminstruktør Louis
Bunuel (1900-1983). Selve filmen og dens handling husker jeg ikke, men til
gengæld instruktøren, hvis virksomhed og i reglen provokerende film var meget
fremme i bevidstheden hos filmkyndige på den tid. Deriblandt hos mig selv.
Under overskriften ”Nye Tider,
nye Sider” skriver forfatteren Henrik S. Jensen på bladet side 9-10 følgende
betragtninger:
Min brave far va en god gammel socialdemokrat. Når han læste morgenbøn,
læste han højt for os små rebelspirer, og han læste af dagens avis, men det var
hver dag den samme lektie. – ”Social-Demokraten” havde nemlig hver dag sit
program stående på forsidens to øverste hjørner. Det stod altså ude på siderne
af det, typograferne kalder bladets hoved. Derved fangede bladet sine læsere og
vælgere til partiet. Der stod:
”Arbejdet er kilden til
al rigdom. Udbyttet bør tilfalde dem, der arbejder. Arbejdsmidlernes overgang
til samfundsejendom. Almindelig lige og direkte valgret for mænd og kvinder fra
21 år. Eet-kammersystem. Kirkens adskillelse fra staten. Gratis og fælles
skoleundervisning. Offentlige børneopdragelseshjem. Afskaffelse af den stående
hær. International voldgift. – Gratis retshjælp, offentlig og mundtlig retspleje.
Direkte skat med stigende skala. Stærk stigende arveafgift. Stat og kommuner
overtager alle moopoler. Stat og kommuner giver landarbejdere adgang til jord.
Statens humane omsorg for syge, gamle og arbejdsudygtige. Maksimalarbejdsdag på
8 timer. Forsikring mod arbejdsløshed.”
- Ja, det så jo meget
pænt u, lidt af det blev også indført længe før socialdemokraterne kunne gøre
sig gældende. Og en stor part af det øvrige blev kynisk droppet, da de havde
magten.
I 1930 mente bladets
ledere åbenbart, at have noget sådant stående, var uforsvarligt over for de af
den grå arbejdermasse opstegne levebrødspolitikere, som nu sad godt indkapslet
i partiets top, samtidig med at de var bestyrelsesmedlemmer og aktionærer i
monopoliserede, faktisk statsfjendtlige, storindustrielle foretagender.
- Nå så langt var de
vel ikke alle nået, men som trøstpræmier var der jo også lønnede sæder i
forskellige kirkelige og militære udvalg og kommissioner. Man er jo ikke
kostforagtere, når først sulten og især
glubskheden tager magten. Den citerede, nu for længst glemte, partiparole blev
strøget. Siderne på ”Social-Demokraten”s hoved var herefter lige så
glatbarberede som den ny generation af partispidser, der allerede var godt
indfiltret i de for ægte socialister og demokrater lidet tiltalende steder.
At der inden anledning ikke skete en
mærkbar nedgang i bladets oplag, bekræfter, at størsteparten af arbejderne ikke
tænker ret langt.
Under de store typer med ”SOCIAL-DEMOKRATEN” blev dog stående
”Frihed – Lighed – Broderskab.”
Men disse tre flimrende ord er nu også bortraget (måske med
elektrisk shaver). Det skete få dage før typografstrejken her i foråret. Helt i
orden, for der var ikke lighed eller broderskab i det forhold, at
Social-Demokraten fortsat brillierede efter at de andre dollar-understøttede
dagblade blev standset.
Men én ting fra Farimagsgades åndelige velmagtsdage mangler
”Socialen” dog at fjerne.
På muren over hovedindgangen (på indersiden) er en stor
broncheplade, hvor der så smukt står: ”Du være de fattiges værner, du være de
riges ris. Du får ej ordner og stjerner, men bævrende læbers pris.”
Den plade må
hellere fjernes, og for at dække over den bare flade, som ellers kunne påkalde
ubehagelige fortidsminder kan en ny plade (med kunstig patina) opsættes. Til
teksten kan foreslås: ”Vi er de riges værner, - og arbejderne giver vi ris, Vi
skåler i ”Hof”er og ”Stjerner” mens rugbrødet stiger i pris.” Henrik.
Min kommentar: Den
gode Henrik S. Jensen var åbenbart blevet rigtig godt forarget og skuffet over,
at arbejderavisen ”Social-Demokraten” i lighed med partiet ”var fulgt med
tiden” og havde skiftet sin hidtidige politiske kurs. Han syntes angiveligt, at
avisens og partiets ledere om jeg så må sige var krøbet til korset og var gået
hen og blevet det, vi med et nutidsord betegner som ”pampere”. Det vil sige folk, der udnytter en position
eller en situation til egen fordel. – I den forbindelse er det måske
interessant at få at vide, at samme Henrik S. Jensen i nutiden, dvs. 2013, kan
findes som professor MSO i Institut for Statsvidenskab ved Københavns
Universitet, dvs. som professor Med Særlige Opgaver
(MSO). Der er tale om en relativt ny titel, som indebærer en tidsbegrænset
varetagelse af funktionsbestemte opgaver samt opgaver i øvrigt, som er
knyttet til professorstillinger. De funktionsbestemte opgaver kan have en
varighed på 3 til 5 år med mulighed for forlængelse til 8 år. Efter udløb af
stillingen er vedkommende sikret fortsat ansættelse som lektor. Så man må vel
ha’ lov til at sige, at den gode og fhv. militærnægter Henrik S. Jensen har
sikret sig og sit levebrød, men naturligvis ved egen fortjeneste og dygtighed.
Det med at skåle i
Hof ’er og Stjerner, hænger sammen med, at Arbejdernes Bryggeri ”Stjernen” i
sin tid bryggede, markedsførte og solgte en pilsner under navnet ”STAR”. Denne
øl blev dog knapt så populær, som den reklamekampagne, der under mottoet ”Jeg
vil hel’re ha’ en STAR!” kørte massivt i slutningen af 1950’erne. I 1959 var
jeg selv med til at lave den ene af to tegnede reklamefilm for STAR, hvilket
dels findes omtalt på websiden Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000, http://www.tegnefilmhistorie.dk/23/23-Frame.htm
og dels i Biografi for Harry Rasmussen samme sted:
http://www.tegnefilmhistorie.dk/97
Biografier/Harry Rasmussen/Harry Frame.htm. - Filmen vil kunne ses
på videoen Eventyret om Dansk tegnefilm ved Lars Jakobsen. Forlaget Fabel.
Den fortsatte beretning
om de satiristiske Blåmænd måtte naturligvis ikke mangle på bladet bagside, så
her følger, hvad Jöns og Münch havde at fortælle herom:
Vi kunne tænke os, at omtale den bratte overgang fra før til
Blåmænd, og de uheldige følger den eventuelt kunne medføre; følger, der til
tider ytrede sig på en højst besynderlig måde. F.eks. var det ikke sjældent,
man så en fuld ligevægtig nyfødt Blåmand, midt på dagen foretage en højst
mærkværdig manøvre, idet han i fuld ornat pludselig krøb til køjs, trak
blonderne godt op om ørerne, og ellers blot lå og så eftertænksom ud. Trods
grundige eftergranskninger er det endnu ikke lykkedes de lærde at opklare, hvad
han tænkte på; yderliggående psykologer hælder til den anskuelse, at når det er
umuligt at spore tankebanerne, må det være, fordi de simpelthen kun eksisterer
ved deres fraværelse; en så nem konklusion finder vi nu lidt for simpel til at
kunne overføres på Blåmænd; mon ikke mange af vore læsere vil give os ret heri?
Sent vil vi glemme den lune sommerdag, da det lykkedes to Blåmænd
at rive Blårige ud af sin dvaletilstand, og få Blåmændene til at udvise en
vitalitet og galopade, som få ville have dem tiltænkt. Som nævnt, det var en
lun sommerdag, alt åndede fred og ro, da pludselig som et varsel fra det
ukendte 2 gyldne hingste kom strintende; med gnister fra deres hove jog de
gennem hovedgaden, mens de begge i takt vrinskede: ”Det halve land brænder, det
halve land brænder”, og rigtig nu kunne man allerede iagttage det røde genskær
i slottets vinduer; det var i en nærliggende provins at to blå fjerkræelskere
havde forsøgt at plukke fjerene af den røde hane; der opstod panik i staden,
men Kong Blåkrone besteg straks sin stålhest og myndigt dirigerede han den
mandlige befolkning med korte ordrer, i lange kolonner, af sted til
skuespladsen. Strategisk klogt holdt han en tilbørlig reserve med materiel til
beskyttelse af slottet og hovedstaden; ganske vist bar vinden direkte fra, men
den lumske ild kunne som Kong Blåkrone rigtig iagttog, blive ført rundt om
Blåjorden af vinden og angribe staden i ryggen; man kan aldrig være for
forsigtig, det er brandens opståen også et tydeligt bevis på. Som man kan tænke
sig formåede Blåmændene ikke stort, de løb og skvattede mellem hinanden i
udkanten af det stadigt voksende flammehav, og meget tydede på, at Kong
Blåkrones profeti var ved at gå i opfyldelse, da et par Elitekorps fra et
naboland dukkede op, og efter at have gennet Blåmændene, som løb i vejen, væk,
lykkedes det dem ved intelligente manøvrer at få bekæmpet ilden. Æren alene
tilfalde dem, der har magten, Elitekorpsene blev med megen ros omtalt i landets
avis.
Samme sommer blev det
en sen aften og nat et voldsomt tordenvejr, som længe kredsede over skoven.
Kraftige lyn slog med jævne mellemrum ned i træerne ikke langt fra lejren, der
dog ikke blev ramt. Dagen efter kunne vi se store fyrretræer, der var flækket
på langs fra top til fod, og i nogle tilfælde var et træ blevet splintret, så
at en kæmpestor splint sad urokkeligt fast dybt i jorden. Ved senere udgravning
fandt man i hvert fald et enkelt eksempel på, at en sådan splint havde boret
sig omkring 3 meter ned i jorden! Naturen indeholder unægtelig kræfter, der
langt overgår, hvad mennesker kan præstere, selvom de er i stand til meget. Alt
for meget, er der en del der mener.
Min orlov udsat på ubestemt tid
Som tidligere omtalt, havde jeg i reglen været
hjemme på såkaldt udvidet orlov på onsdage og i weekenderne. Udvidet orlov
betød, at man ikke skulle møde i lejren om aftenen senest kl. 22, men først
næste morgen kl. 9. Det kostede ganske vist et par af de opsparede fritimer at
få udvidet orlov, men dem spenderede man selvfølgelig gerne, naturligvis
forudsat at man havde opsparet dem. Men den relativt hyppige orlov, som mange
nægtere benyttede sig flittigt af, bevirkede at man kunne holde en nogenlunde
god og kontinuerlig kontakt med sin nærmeste familie, specielt hvis man havde
kæreste eller kone og børn, hvad der var en del, der i lighed med mig, havde.
Det havde bestemt været mit indtryk, at Jan og
Annette altid så ud til at blive meget glade, når jeg kom hjem og kunne tage
mig lidt af dem og lege med dem. Else syntes derimod ofte temmelig ligeglad og
ind imellem lettere irriteret over min tilstedeværelse, nu, da hun formentlig
havde indstillet sig på en tilværelse som enlig mor med to børn. Det kneb
imidlertid stadigvæk for hende med at få pengene til at strække til, og det
hændte derfor ikke så sjældent, at jeg gav hende 10 af de 12 og senere 20
kroner, der i 1956 udgjorde min ugeløn. Det gjorde jeg gerne, selv om det
betød, at jeg selv måtte undvære penge til de små fornødenheder, som f. eks. en
plade Pernille chokolade til 50 øre eller barberblade til 1 krone og en pakke
tyggegummi til 25 øre, man som nægter kunne købe i ”Biksen”, og som bidrog til
at forsøde tilværelsen en smule. Jeg havde i reglen en plade Pernille chokolade
med til hvert af børnene, når jeg kom hjem på orlov.
Men under min langvarige indlæggelse på
infirmeriet på grund af knæskaden, havde jeg i øvrigt ikke været hjemme på
orlov i flere måneder. Heller ikke i den efterfølgende rekonvalecentsfase,
hvorunder min gode nægterven, Søren Svendsen, havde overtaget jobbet som
messemand. Et job han for resten også senere overtog, da jeg i foråret 1957
havde fået travlt med opsætningen af et nyt teaterstykke i Maarum
Forsamlingshus, og hvortil den nye lejrchef, Holger Redtz Funder, havde
bevilget mig tjenesteledighed, for at jeg kunne koncentrere mig fuldt og helt
om at være instruktør på teaterstykket ”Det lille Thehus”.
En dag i sommeren 1956
kom Sørens kone, Inger, og deres to yngste børn, Jens og Torben, på besøg i
lejren. Jens var på det tidspunkt omkring 3 år, mens Torben var en lille baby.
Da de kom ind på vores stue for at se, hvor og hvordan Søren boede, nikkede
Inger blot venligt, men uinteresseret til mig, og efter cirka fem minutter gik
de ud igen. Et øjeblik efter kom Jens pludselig og helt uventet farende tilbage
og spurgte uforfærdet og henvendt til mig: ”Bor du her?”. ”Ja, det gør jeg!”,
svarede jeg. ”Sover du dér?”, fortsatte han, idet han pegede på min seng, som
jeg stod ved siden af. ”Ja!”, sagde jeg. ”Er det dit skab?”, blev han ved.
”Ja!”, svarede jeg tålmodigt. ”Hvorfor har du så meget i det!?”, ville han
vide. Det var ganske rigtigt, at mit skab nærmest var overfyldt af alt muligt:
tøj, sko, støvler, bøger, papirer osv. ”Skal du ikke rydde op i det?”, kom det
inkvisitorisk fra drengen, som blev stående ufravendt på stedet under hele
samtalen. ”Hvad synes du, jeg skal gøre ved det?”, spurgte jeg. ”Smide det
ud!”, sagde han uden tøven, hvorefter han vendte sig om, gjorde nogle underlige
hop og spurtede ud af stuen. Jeg kunne naturligvis ikke lade være at smile over
drengens ligefremhed og hans i mine ører morsomme spørgsmål og
bemærkninger.
Kort efter hilste jeg
på moderen, Inger, som stod ude foran bygningen med sin baby i favnen. ”Davs!”,
sagde hun muntert, ”Du må undskylde, men jeg vidste ikke at det var dig, der er
Harry Motor!”. Dette tilnavn vidste jeg til gengæld godt, at jeg havde fået i
lejren, fordi jeg blev betragtet som en, der altid var gang i. Vi sludrede
derefter lidt om løst og fast, og herunder kom vi ind på, at der var problemer
med mit ægteskab, og at jeg derfor for tiden ikke havde andre at komme hjem
til, end mine forældre. Samtalen sluttede med, at Inger sagde: ”Kom med hjem og
besøg os en dag! Vi er fattige på penge, men rige på børn!”. Det var en
hentydning til, at parret som nævnt havde fire børn, alle drenge. De to ældste
hed henholdsvis Peter og Claus. De var fra Ingers første ægteskab og var noget
ældre end Jens og Torben.
Det var et stort savn
for mig, at jeg ikke havde mulighed for at være sammen med Jan og Annette
oftere og jævnligere. Savnet føltes særlig i fritiden, men jeg søgte at
kompensere for det, ved at begrave mig i de aktiviteter, jeg på det tidspunkt
var involveret i. Desuden havde Søren og jeg i nogen tid talt om, at vi begge
følte behov for et sted, hvor vi kunne være alene, enten sammen eller hver for
sig, og dyrke vores fælles interesse for Yoga. Her tænkte vi især på at
praktisere de såkaldte yogaøvelser.
Tilfældet ville, at
Børge Enrico en dag spurgte på stuen, om der var en af os, der ville være
interesseret i at overtage det værelse, han i længere tid havde lejet i en
villa oppe på Mårumvej. Han fortalte, at det gjaldt for ham om at spare flest
mulige penge sammen, så han kunne etablere sig med sit eget værksted, når han
blev hjemsendt. I forvejen var han begyndt at tage oftere på orlov til
København, mere præcist til Søvangs Allé 5 i Kastrup, hvor han allerede var ved
at oparbejde en kundekreds.
En vittig
plakat for Børge Enrico Johnsson, som var møbelpolstrer – såkaldt strammer – i
sit civile liv, hvor han efter sin overståede tjenestetid ville etablere sig
med eget værksted. Udtrykket ”Stol på Strammer” har en sjov dobbeltbetydning. –
Tegning: © 1956 Gerhard Eriksen.
Søren og jeg så ikke
ret længe på hinanden, før vi slog til og sagde, at vi gerne ville overtage
værelset, hvis husets ejer ellers kunne godkende os som lejere. Det viste der
sig ikke at være problemer med, så det varede ikke længe, før vi fik
installeret os på stedet. Det var et yngre ægtepar, der ejede og boede i huset,
men som åbenbart havde økonomiske problemer, hvorfor de lejede de tre værelser
ud, der var oppe på loftet. De to andre værelser var også lejet ud til nægtere.
Det værelse, Søren og
jeg havde lejet, var såkaldt møbleret, idet der stod en seng, et par stole og
en bogreol samt en lav kommode i rummet. Vi medbragte selv sengetøj, hvilket
vil sige et tæppe og to lagner, som vi havde tigget os til hos depotbestyrer
Vogsen. Desuden ”lånte” vi krus, kander og bestik ovre i lejrkøkkenet. Så længe
det var nogenlunde godt vejr, kunne vi sagtens opholde os på værelset, der ikke
havde nogen form for varmekilde. Men da det begyndte at blive koldt og derfor
vanskeligere at holde varmen, kneb det for os at være der. Der var særlig
problemer med at forrette sin nødtørft, idet der kun var adgang til et lokum i
et udhus nede i gården. Her kunne der være så iskoldt, at det var meget ubehageligt
at blotte sig. Derfor benyttede vi meget nødigt lokummet, når vi skulle tisse,
men fandt i vores nød på at gøre det i nogle af de enormt mange flasker, der
stod inde på loftet. Disse tømte vi derefter i tagrenden, når det var blevet
mørkt, men når denne og afløbet var frosset til, måtte vi gå ned og tømme
flaskerne på marken ved siden af huset. Det var selvfølgelig i høj grad
uhygiejnisk, at tømme urinen ud i tagrenden, men forholdene og omstændighederne
gjorde, at vi og de andre nægtere, der logerede på loftet, ikke havde tanke for
at tage hensyn til det.
Ingers besøg i lejren
blev i øvrigt indledningen til, at jeg hen på efteråret 1956 begyndte at komme
i hendes og Sørens hjem i Ndr. Frihavnsgade 31, 1. sal th. på Østerbro i
København. Det skete efter at jeg i nogen tid slet ikke havde holdt orlov, dels
fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg måtte se Jan og Annette, og dels fordi jeg
ikke ville ligge mine forældre til byrde ved at overnatte der så ofte. Det var
for resten overraskende, så få nægtere, der opholdt sig i lejren i weekenderne,
hvor de fleste var på orlov. Om lørdagen var arbejdstiden kun til kl. 14, mens
søndagen var fridag. Det gjaldt også for arbejdsledernes vedkommende, og de
skiftedes til, at en af dem havde weekendvagt. Det samme var tilfældet for fru
Bentsen og fru Jensen, og det var kun nødvendigt, at en af dem mødte op om
lørdagen. Bortset fra lejrchefen og hans familie og den vagthavende
arbejdsleder, var der i reglen kun meget få nægtere tilbage i lejren i
weekenderne. Der var derfor ikke meget arbejde at lave for fru Bentsen eller
fru Jensen og de nægtere, der i reglen frivilligt havde påtaget sig
køkkenvagten i weekenden. Der skulle dog laves morgenmad, frokost og aftensmad,
som skulle bringes over til lejrchefen og til den vagthavende arbejdsleder, der
ved disse lejligheder fik sin mad bragt ind på sit værelse. Messemandens
tilstedeværelse var derfor påkrævet, men jeg havde lov til at ”hyre” en anden
til at gøre arbejdet og selv holde fri. Men det kostede fritimer, så når jeg
alligevel opholdt mig i lejren, stod jeg naturligvis selv for jobbet.
En dag i sommeren 1956 kom Else og børnene,
ledsaget af Gerda, på besøg hos mig i Gribskovlejren, hvor vi bl. a. var ovre
og hilse på Elbæk og hans kone og børn. De ankom med toget til Storkevad
trinbræt, hvor jeg hentede og fulgte dem til lejren. Der blev under besøget
taget et par fotos, hvoraf et viser os alle siddende i Elbæk-børnenes sandkasse
ude i deres baghave. På det ene billede er Annette dog ikke med, men det er
derimod lille Uffe, som står lige bag ved Jan, men på det andet billede ses hun
stående lidt bag ved Jan og Esben, som begge sidder i forgrunden. I baggrunden
ses veninden Gerda siddende i græsset. Billederne ånder tilsyneladende idyl,
men det skal man ikke lade sig narre af, hvilket alene Gerdas tilstedeværelse
vidner om.
Det forholdt sig
nemlig sådan, at jeg havde en mistanke om at Else havde – måske ubevidst, eller
muligvis for bare at afprøve mig – et ønske om at ville puffe mig i armene på Gerda,
således at der kunne blive en anledning til at anklage mig for utroskab og på
den måde blive fri for mig. Det var jo nemlig påfaldende, så ofte Gerda på det
seneste var kommet i vores hjem, også når jeg var hjemme på orlov, og særlig i
weekenderne. Men jeg havde ikke noget ønske om at svigte Else og da slet ikke
børnene, og desuden opfattede jeg kun Gerda som en god veninde af familien. Der
var ikke dengang tanke hos mig om eventuelt at indlede et forhold til hende,
heller ikke selvom forholdet mellem Else og mig som sagt langt fra var det
bedste. Jeg må indrømme, at jeg led under Elses afvisninger i det hele taget,
også på det seksuelle område, men indtil videre havde jeg ikke foretaget mig
noget, som jeg ikke ville stå ved eller kunne være bekendt.
Som tiden gik, blev
situationen imidlertid mere og mere uudholdelig for mig, og en weekend, jeg var
hjemme på orlov, fik vi lørdag aften som så ofte før besøg af Gerda. Else og
Gerda kom tilsyneladende vældig fint ud af det med hinanden og talte og hyggede
sig godt sammen. Gerda boede på det tidspunkt til leje på trediesalen i en
beboelsesejendom længere ude ad Frederikssundsvej, ikke så langt fra Mågevej.
Da klokken var blevet godt over midnat, overraskede Else os, ved at anmode mig
om at følge Gerda hjem, hvilket hun forklarede med, at det dels var bælgmørkt
og dels med at det kunne være risikabelt for især en yngre dame at færdes alene
ude ved nattetid.
På ovenstående
foto, som er fotograferet i lejrchef Elbæk baghave og mere præcist i Elbæk-børnenes
sandkasse, ses fra venstre fru Karin Elbæk, manden med skægget, husker jeg
ikke, derefter mig og Elbæks mindste søn Uffe og foran ham min kære søn, Jan. -
Damen, som sidder til højre bag ham, husker jeg heller ikke navnet på. Endelig
ses min daværende kone, Else (med foroverbøjet hoved), og ved siden af hende,
veninden Gerda Christiansen. - © 1956 Privatfoto.
Herover ses min
søn Jan, siddende ved siden af Esben Elbæk, bror til den mange år senere
velkendte leder af de århusianske ”KaosPiloterne”, Uffe Elbæk, som en kort
overgang i 2012 var kulturminister. Til højre for ham står min datter Annette
og ser lidt undrende hen mod fotografen, hvis navn jeg ikke husker. I
baggrunden til højre sidder Elses og min fælles veninde, Gerda Christiansen. -
© 1956 Privatfoto.
Det skal og bør retfærdigvis dog også tilføjes,
at selvom forholdet mellem Else og mig på det her omtalte tidspunkt var begyndt
at gå rigtig dårligt, var hverken Gerda eller jeg indstillet på at der skulle
ske noget seksuelt mellem hende og mig. Og dog ville skæbnen det åbenbart
anderledes, hvilket jeg vil fortælle om i det følgende. Situationen var nemlig
den, at Gerda for nylig var blevet
separeret fra sin mand og havde valgt selv at flytte, mens han beholdt deres
gode, moderne lejlighed på Brøndbyøster Torv i Brøndbyøster.
Men den sene aften,
jeg fulgte Gerda hjem, nøjedes jeg ikke med at følge hende til gadedøren, men
til entredøren og videre ind i lejligheden. Det skyldtes, at hun inviterede mig
på en lille godnatdrink til at styrke mig på hjemturen. Vi satte os over for
hinanden i hver sin lænestol, mens vi sludrede lidt sammen og nippede til
glassene. Det var dog tydeligt, at der var spænding og magnetisme i luften
mellem os, og pludselig rejste vi os begge og kyssede hinanden. Kort efter lå
vi halvt afklædte i hendes seng og havde et samleje, hvis intensitet hidtil
havde været ukendt, i hvert fald havde jeg ikke tidligere oplevet mage til. Mit
sammenligningsgrundlag var dog spinkelt, for indtil da havde jeg kun haft
samleje med Else, og det var stærkt begrænset, hvor mange gange det var sket i
de år, vi havde boet sammen. Vi var faktisk ikke seksuelt tiltrukket af
hinanden. Imidlertid følte Gerda åbenbart bondeanger, for bedst som vi bagefter
sad i hver sin lænestol, udbrød hun ”Dette her burde ikke være sket!”,
hvorefter hun tilføjede: ”Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for Else
eller os selv! Nu må du hellere skynde dig hjem, så Else ikke fatter
mistanke!”.
Men jeg må
sandfærdigvis indrømme, at jeg faktisk ikke følte nogen bondeanger over det
skete, for jeg havde på det tidspunkt længe haft på fornemmelsen, hvor det bar
hen med Elses og mit forhold. Men indtil videre lod jeg dog som ingenting, idet
jeg trods alt stadig håbede på, at Elses og mit forhold ville forbedre sig,
ikke mindst af hensyn til børnene, som jeg elskede højt. Men jeg tvivlede
stærkt på, at det ville være muligt, hvilket da også snart skulle vise sig at
være en forfængelig tanke, for kort efter begyndte tingene at udvikle sig til
det værre. Eksempelvis erfarede jeg også, at Birger Guy, lejlighedsvis aflagde
besøg hos Else og børnene, når han var på orlov i København. Han fortalte mig
det selv, men sagde, at forholdet var helt platonisk, og at han kun var en god
ven, der ville støtte hende i den vanskelige situation, hun stod i. Ja, ja,
tænkte jeg, den er god med dig! Du er som de fleste kun ude på at indynde dig,
i håb om lidt gengæld. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke blive hverken
jaloux eller vred på ham. Det forekom han mig for ynkelig til, men fra da af
holdt jeg tre skridts åndelig afstand til ham, selvom jeg var nødt til at
samarbejde ’professionelt’ med ham i forbindelse med især vores
teaterprojekter.
En dag hen på
sommeren 1956, ringede min søster Lizzie helt uventet en sen aften til mig i
Gribskovlejren og fortalte, at hun og mor havde været på uanmeldt besøg hos
Else og børnene samme eftermiddag, og da traf de en mand i lejligheden, som så
ud til at befinde sig, som om han hørte hjemme der. Else havde forklaret dem,
at manden var en, hun kendte fra før i tiden, og at han blot var kommet for at
hilse på hende. Så vidt min mor og søster kunne konstatere, var manden enten
politimand, vægter eller andet, hvor man bar sort uniform, for en sådan hængte
sammen med en ligeledes sort kasket ude i entreen, så de. Det mindede mig
uundgåeligt om den uniformsklædte mand, der havde besøgt Else, mens hun og jeg
logerede hos fru Lorentzen i Østre Farimagsgade.
Men denne ”nyhed”
foruroligede mig i en sådan grad, at jeg tidlig næste morgen gik til min
arbejdsleder, Holm, og satte ham ind i situationen. Han var yderst forstående,
da jeg bad om at få en ekstraordinær fridag, hvilket jeg fik, idet han
samtidigt sagde, at han nok skulle sørge for en midlertidig afløser til
messemandsjobbet. Derpå pakkede jeg min taske og skyndte mig til Storkevad
trinbræt, hvortil toget mod Hillerød kort efter ankom. Jeg stod af på Hellerup
Station og tog S-toget til Nørrebro Station, som var den, der lå nærmest på Mågevej.
Herfra ilede jeg til fods til Mågevej 81, hvortil jeg ankom om formiddagen. men
da jeg låste op med min nøgle og ville åbne døren, viste det sig, at
sikkerhedskæden var sat på. Et øjeblik efter kom Else til døren, og idet hun så
mig, udbrød hun: ”Hva’ vil du!”. Hun havde et fjoget smil om munden, og
fortsatte: ”Her kan du ikke komme ind, når du kommer uanmeldt!”. Jeg stirrede
målløs på hende, men idet hun ville smække døren i, satte jeg en fod imellem,
så det ikke kunne lade sig gøre. ”Hvorfor må jeg lige pludselig ikke komme ind,
hvor jeg bor!? Jeg har i det mindste krav på at komme ind og hilse på
børnene!”, sagde jeg med en blanding af vrede og fortvivlelse. Langt om længe
tog hun sikkerhedskæden af og åbnede tøvende døren, idet hun sagde: ”Ja, så må du
selv om det, for jeg har en gæst!”.
Da jeg kom indenfor i
entreen så jeg, at der hængte en sort uniform med tilhørende kasket på
knagerækken. Men jeg nåede ikke at tænke nærmere over det, før begge børnene
kom styrtende og faldt mig om halsen, men det var tydeligt for mig, at der var
et eller andet usædvanligt på færde, og idet jeg kiggede ind i stuen, så jeg
til min forbløffelse en mand iført skjorte og mørke bukser sidde nonchalant ved
spisebordet med en kaffekop foran sig. Det kunne formentlig kun betyde, at han
måtte have overnattet, for min søster og mor havde jo set ham på stedet aftenen
før! Han kunne næppe være gået og kommet igen i mellemtiden.
Dette var dog det
værste, Else endnu havde budt mig i den tid, vi havde kendt hinanden og boet
sammen. ”Kan du ikke gå over til bageren og købe noget morgenbrød til os!?”,
sagde Else indsmigrende og tilsyneladende uanfægtet og som om det var den
naturligste ting af verden, at jeg var kommet ekstraordinært hjem, for at gå
til bageren og købe brød. Efter at have givet børnene hver et stykke Pernille
Chokolade, som jeg havde købt i ”Biksen” i lejren og bragt med mig, gik jeg
dybt frustreret og nærmest som i trance over til bageren og købte et franskbrød
og nogle stykker wienerbrød, og da jeg kom tilbage, var uniformen og kasketten
borte og manden i mellemtiden forduftet.
I de følgende timer lod Else
fuldstændig som om, der intet usædvanligt var sket. Men selvom jeg havde besvær
med det, måtte jeg søge at skjule mine opbragte følelser for børnenes skyld, så
derfor sagde jeg ikke ret meget. Men indvendig kogte jeg. På et tidspunkt gik
naturen da også over optugtelsen, og det var, da jeg gik ind i soveværelset og
tydeligt kunne se, at der havde sovet to personer i dobbeltsengen. Børnene
legede inde i stuen, og da Else i det samme kom ind i soveværelset, greb jeg i
min ophidsede tilstand hende nærmest i blinde om halsen og hvæsede: ”Og det vil
du byde mig og børnene, din forbandede møgkælling!”. Hun så på mig med et
hoverende grin og sagde: ”Slip mig, eller jeg anmelder dig til politiet!”.
Denne situation er en af de mest ydmygende, jeg nogensinde har oplevet i mit
liv, og den smule følelser, jeg havde for Else, forandrede sig i det øjeblik
til foragt.
Resten af dagen gik som i en døs for mig. Ind
imellem legede jeg lidt med børnene, men havde svært ved at samle mig på grund
af de oprørte følelser og tanker, der fyldte mit sind. Hen på aftenen, da Jan
og Annette var kommet i seng og sov, og Else og jeg opholdt os inde i stuen,
kom vi op at skændes, fordi jeg bebrejdede hende hendes troløshed og
uansvarlighed. Hun blev meget vred og sparkede mig over skinnebenet, med den
virkning, at jeg til min egen overraskelse så let som ingenting faldt omkuld på
gulvet. Men sparket oprørte mig kun endnu mere og mit hjerte hamrede i brystet
og jeg lagde mig gispede efter vejret på sofaen. Det gjorde trods alt Else
bange og hun skyndte sig over til telefonboksen og ringede til lægevagten, der
ankom kort efter. Det var en yngre læge, som, efter at han havde undersøgt mig,
sagde: ”Nu får De en beroligende indsprøjtning, så De kan sove i nat!”. Mens
han gjorde injektionskanylen klar, spurgte han: ”Sig mig, fru Rasmussen, hvad
er der sket med Deres mand, siden han har fået det sådan?”. Else lo hånligt og
svarede: ”Han er bare et skvat, som hidser sig op over, at jeg har haft en ven
på besøg!”. Hendes ord føltes mere smertefulde end stikket og indsprøjtningen
med kanylen, som trods alt skulle hjælpe mig.
Den nat sov jeg på sofaen
i stuen, men sove er så meget sagt, for jeg kunne ikke få fred for de voldsomme
tanker og følelser, der regerede i mit plagede sind. Jeg tænkte på, hvad der
skulle blive af børnene og mig efter dette, men kunne i øjeblikkets desperation
ikke se nogen udvej. Hen på morgenen faldt jeg endelig i en urolig søvn, som
dog trods alt hjalp en smule på mine oprørte nerver.
Den ny dag gryede og
jeg blev vækket af børnene, som kom ind i stuen og hen til mig. ”Er du syg,
far?”, spurgte Jan troskyldigt, da han så mig ligge klatøjet på sofaen. ”Ja,
det er jeg, min dreng!”, svarede jeg, idet jeg trak dem begge ind til mig og
gav dem et knus hver. ”Skal du snart af sted igen?”, ville Jan vide. ”Ja, det
skal jeg, men vi ses snart igen!”, sagde jeg og tilføjede: ”Men først skal jeg
lige ud på toilettet og vaske og barbere mig, og bagefter er jeg nødt til at
gå!”.
”Vil du ikke ha’ morgenmad?”
spurgte Else, da jeg kom ind efter at have gjort mig i stand og taget tøjet på.
”Nej!”, svarede jeg og tillagde: ”Efter det, der er sket, vil jeg skilles! Men
jeg kommer og henter børnene, når der foreligger en aftale med myndighederne.”
Else så nærmest ud, som om mine ord ikke anfægtede hende det mindste. Det, der
skete, var sikkert, hvad hun ikke alene havde forventet, men i virkeligheden
også ønsket.
Efter at have taget
afsked med Jan og Annette, som græd hjerteskærende, da jeg selv grædende sagde
”Farvel! Vi ses snart igen!”, forlod jeg lejligheden. Børnenes høje gråd lød i
mine ører, da jeg gik ned ad de få trappetrin og ud på gaden, hvor jeg
fortsatte om ad Ørnevej og lagde vejen om til mine forældre i Jægersborggade.
Det var dog kun mor, der var hjemme på denne tid af dagen, og hun blev
naturligvis overrasket over at se mig uden for de vante tider og dage, men hun
blev derimod ikke spor overrasket over at høre, hvad der var sket. Det havde
hun ventet, sagde hun, for hun havde længe haft på fornemmelsen, at Else havde
noget for, der ville ødelægge hendes og mit forhold og ægteskab. Meningen havde
jo egentlig været, at jeg skulle have været tilbage til Gribskovlejren denne
dags formiddag, men det kunne ikke lade sig gøre, sådan som tingene havde
udviklet sig. Hjemme fra mor ringede jeg derfor til lejren, hvor jeg kom til at
tale med arbejdsleder Holm, som jeg ganske kort satte ind i situationen. Den
altid venlige, forstående og hjælpsomme Holm sagde blot: ”Tag det nu bare
roligt, men sørg så vidt muligt for at være tilbage i lejren senest i aften kl.
22.”
Om eftermiddagen ved
17-tiden ringede jeg til Gerda og satte hende ind i situationen og sagde, at
hvis hun ønskede det, ville jeg komme og besøge hende i den kommende weekend.
Det var underforstået, at jeg gerne ville overnatte hos hende, hvad jeg også
forstod at hun ville være indforstået med. Hun og jeg havde på det tidspunkt,
sådan som tidligere omtalt, kun haft et enkeltstående seksuelt forhold til
hinanden. For resten var hun i mellemtiden flyttet til et stille villakvarter i
Glostrup, ikke så langt fra Amtssygehuset, og der boede hun til leje i et enkelt
stort værelse på førstesalen af en villa.
Men den dag, jeg var
gået fra Else og børnene og var søgt hjem til min mor, tog jeg om aftenen med
sporvognen ind til Hovedbanegården, for at tage regionaltoget til Hillerød.
Omkring kl. 21,30 ankom jeg dødtræt og udaset til Gribskovlejren, hvor jeg gik
i seng og sov uroligt til næste morgen. Heldet ville, at netop den dag havde
lægen konsultation i lejren, og da jeg havde forelagt ham min situation, gav
han mig et glas med valiumtabletter, som jeg skulle tage 3 af tre gange om
dagen, morgen middag og aften. Det skulle nok hjælpe på min sindstilstand,
mente han.
Det viste sig efter
et par dage, at valiumtabletterne desværre ikke var i stand til at dæmpe mine
nerver og indre uro mærkbart, og jeg greb derfor hen på aftenen til den udvej,
at supplere medicindosis med et par stærke øller, de såkaldte Dortmund’ere, som
kunne købes ovre i Biksen. Sådanne var der mange nægtere, der lejlighedsvis
konsumerede en del af. De to blev til tre, fire, fem og seks øller om dagen,
for at kunne holde nerverne nogenlunde i ro. Jeg var jo herefter meget mere
ophængt end tidligere, dels fordi vi var i gang med forberedelserne til en
kabaret, og dels, fordi jeg nu havde fået nye og helt andre, mere ubehagelige
og alvorlige ting at tænke på og skulle ordne, nemlig henvendelse til en
advokat, der kunne råde, vejlede og ordne skilsmissen fra Else og samkvemmet
med børnene. Da jeg ikke havde råd til at benytte en privat advokat, blev jeg
anbefalet snarest muligt at henvende mig til Studentersamfundets Retshjælp
foran på Gl. Kongevej i København. Det viste sig at være noget, der skulle
komme til at trække i langdrag og belaste mit humør og velbefindende i meget
lang tid efter.
Den følgende weekend
besøgte jeg efter aftale Gerda og fandt med lidt besvær frem til hendes bopæl i
et stille villakvarter i nærheden af Amtssygehuset i Glostrup. Jeg ankom fredag
aften og Gerda syntes endog meget glad for at se mig igen. Hun kastede sig
straks om halsen på mig, kyssede og krammede mig, så jeg blev helt ør ved det.
Sådan en modtagelse havde jeg aldrig nogensinde oplevet før. Det virkede stærkt
beroligende på mit plagede sind, hvor tankerne ustandselig kørte i ring, for om
muligt at finde den bedste udvej på den sørgelige situation, jeg var havnet i.
Det var trods alt heller ikke nogen særlig rar eller behagelig situation for
Gerda, men hun var forstående og omsorgsfuld overfor mig. Hun forstod også,
sagde hun, at vi bare skulle hygge os som gode venner og se tiden an.
Imidlertid skulle
Gerda på arbejde om lørdagen, men heldigvis kun til kl. 14. Derfor måtte jeg
være alene på hendes værelse, indtil hun kom hjem. Da det viste sig, at hun
havde en båndoptager, hvilket var en stor sjældenhed dengang, benyttede jeg
lejligheden til at eksperimentere med og indtale indledningen til eventyret
”Tommelise”. Jeg drømte jo stadigvæk om at komme til at lave tegnefilm igen, og
derfor genoptog jeg så småt arbejdet med filmen, idet jeg ville lave lyd til
den pilot-film, som var blevet optaget kort før jeg skulle møde i
Gribskovlejren. Beskæftigelsen med dette projekt dulmede mine ødelagte nerver.
En anden weekend, hvor jeg
besøgte Gerda, havde hun arrangeret det sådan, at vi skulle på besøg hos hendes
forældre, et ældre ægtepar, der boede i landsbyen Brøndbyøster. Det viste sig,
at der var en større familiekomsammen til frokost og senere kaffebord. Sagen
var den, hvad jeg ikke vidste på forhånd, at Gerdas forældre og familie
tilhørte Indre Mission, og det gav sig bl. a. udslag i, at der blev bedt
bordbøn og ikke serveret hverken øl, vin eller spiritus ved deres
sammenkomster. Gerda havde dog i forvejen kort forklaret, at hendes far ikke
drak hverken øl eller brændevin, men at han i reglen havde en øl stående skjult
nede ved siden af sin stol. Når han mente, at ingen lagde mærke til det, hældte
han øl af denne flaske op i sit glas og lod, som om det var sodavand. Det var
det første og eneste besøg, jeg aflagde hos Gerdas forældre og familie, for jeg
befandt mig hos denne som en hund i et spil kegler. Og den ellers så moralsk
strenge faders øldrikning i smug fandt jeg hyklerisk. Moderen var sådan set
venlig nok, men hun havde tilsyneladende ikke noget at skulle have sagt i det
hjem.
På et tidspunkt bad
Gerda mig om ikke jeg ville tage med hende ud til Brøndbyøster, hvor hun skulle
på et kort besøg hos sin fraseparerede mand. Han havde jo været min gode
kollega ude på Nordisk Films Teknik, så derfor var jeg egentlig ikke meget for
at tage med under de nye omstændigheder, hvor Gerda og jeg kom fast sammen. Men
på den anden side set, så havde jeg jo intet at gøre med, at hun havde forladt
sin mand, så Chresten kunne i hvert fald ikke så godt bebrejde mig noget i den
sammenhæng. Grunden til, at Gerda opsøgte Chresten, var noget med skilsmissepapirerne,
der skulle ordnes, og hun ville gerne have mig til at skrive under på, at hun
havde været sin mand utro med mig. ”Ja, men jeg har jo ikke haft noget at gøre
med, at I er gået fra hinanden!”, indvendte jeg. ”Men vil du ikke nok hjælpe mig?”,
spurgte hun og tilføjede: ”Jeg vil gerne skilles hurtigst muligt, så jeg kan
begynde på et nyt liv”. På det tidspunkt vidste jeg, at skilsmisseloven
tillader relativt hurtig skilsmisse bl. a. i tilfælde af erklæret og
dokumenteret utroskab. Nu ville Gerda altså have mig til at dokumentere hendes
utroskab med mig, selvom hendes og mit forhold først var begyndt efter at hun
var flyttet fra sin mand!
”Nå!”, tænkte jeg,
”ja, hvorfor ikke!” Det korte af det lange er altså, at jeg tog med Gerda ud
til Chresten og skrev under på erklæringen, men havde det faktisk temmelig
skidt med det. Da vi hen på aftenen ankom og blev lukket ind, satte den altid
venlige og fredsommelige Chresten sig i en lænestol og fortsatte læsningen i
bog, han havde liggende opslået på sofabordet foran sig. Her lå også de
papirer, som Gerda og jeg skulle skrive under på. Der blev ikke vekslet mange
bemærkninger i det cirka kvarters tid, det tog at ordne det, vi var kommet for.
Men jeg syntes tydeligt at fornemme hans bitterhed, især mod Gerda. Han kunne
jo ikke så godt rette sin vrede mod mig, eftersom jeg intet havde med hans og
Gerdas ødelagte forhold at gøre. Men han kunne selvfølgelig nok være jaloux på
mig over, at den kvinde, som han utvivlsomt elskede, nu åbenbart havde
foretrukket mig.
Imidlertid mente jeg,
at jeg lige så godt selv kunne se at få en skilsmisse bragt i stand snarest
muligt, for jeg havde under ingen omstændigheder tænkt mig at ville genoptage
samlivet med Else. Det var hun jo i øvrigt heller ikke interesseret i, for der
var som omtalt allerede en anden mand i hendes liv. En onsdag, da jeg var på
orlov i København, og hvor jeg overnattede hos mine forældre, tog jeg sent på
eftermiddagen ud til Studentersamfundets Retshjælp, for at forhøre mig om,
hvordan jeg skulle forholde mig i den triste situation, der var opstået efter
bruddet med Else. Det var nogle unge mandlige og kvindelige jurastuderende, der
stod for rådgivningen, og de virkede temmelig kølige og arrogante. Men jeg
forstod dog så meget af det, de forklarede, at der ville kunne bevilges
skilsmisse, såfremt en af parterne, Else eller mig, ville erklære og skrive
under på, at der havde fundet utroskab sted.
Ved næste orlov
opsøgte jeg Else, dels for at hilse på børnene og som sædvanligt give dem hver
et stykke Pernille Chokolade, og dels for at spørge hende, om hun ville skrive
under på en erklæring om, at hun havde været mig utro. ”Nej, det da ved Gud jeg
ikke vil!”, udbrød hun indigneret og tilføjede: ”Så let slipper du ikke! Du er
forpligtet til at sørge for mig og for børnene til de bliver voksne!”. Det med,
at jeg skulle betale underholdsbidrag, vidste jeg naturligvis godt, men det var
slet ikke det, sagen drejede sig om i øjeblikket. Til gengæld indså jeg, at det
ville være umuligt at opnå skilsmisse ad den vej, hvorfor jeg opgav at komme
videre med Else og tænkte, at jeg nok måtte finde en anden udvej til for
bestandig at slippe af med hende og hendes dårlige indflydelse på mit liv. Men
børnene havde jeg selvfølgelig ikke tænkt mig at svigte eller opgive, tværtimod
mente jeg, at de og jeg godt kunne bevare det gode forhold til hinanden, også i
fremtiden. Det håbede jeg i hvert fald på.
Nu var det derfor min tur til at
anmode Gerda om hjælp, nemlig ved at anmode hende om at skrive under på, at hun
og jeg havde været Else utro med hinanden. Derfor enedes vi om, en påfølgende
onsdag eftermiddag, hvor jeg var hjemme på orlov, sammen at tage ind til
Studentersamfundets Retshjælp på Gl. Kongevej, hvor vi underskrev den
erklæring, der betød den juridiske afslutning på Elses og mit fra starten
desværre meget mislykkede ægteskab. Det var en sørgelig situation, især med
tanke på Jan og Annette, men det miserable forhold mellem Else og mig, skulle
desværre vise sig ikke at være afsluttet med skilsmissen, men fortsatte i endnu
nogle år og endte efter min egen opfattelse tragisk. Det var desuden en
bagvendt situation, for det var faktisk Else, der først havde været mig utro,
nemlig allerede mens vi boede i Vendersgade og senere i Øster Farimagsgade, men
det ville hun naturligvis ikke indrømme eller kendes ved. Men mere herom
senere.
Når jeg i dag, så mange år efter, tænker
tilbage på, hvad det egentlig var, der dengang drev mig til at handle, som jeg
gjorde i forhold til Else, altså at jeg overhovedet havde indladt mig med
hende, må jeg nok konstatere, at jeg dels var totalt uerfaren med hensyn til
forholdet til det andet køn, og dels var jeg i mine drifters vold. Det
bevirkede blandt andet, at jeg tilsidesatte fornuft og omtanke, og det kom til
at få de drastiske konsekvenser, der fulgte. Der var hverken for mit eller
Elses vedkommende tale om forelskelse, idet det for hende dengang drejede sig
om at etablere et forhold til en mand, som forhåbentlig kunne forsørge hende, i
hvert fald midlertidigt, og sådan, at hun ikke behøvede at søge eller gå på
arbejde. Det mislykkedes for hende med min logi-nabo Gjedde i Vendersgade, som
hun legede kispus med og derefter svigtede, og derefter med fætteren, Arly, som
gennemskuede hende og derfor ret hurtigt afviste hende. Dette var jeg desværre
ikke erfaren og klog nok til også selv at gøre, idet min forfængelighed og
seksuelle drift havde taget overmagten, noget, jeg til gengæld kom til at bøde
meget og længe for. Når dette er sagt, vil jeg gerne tillægge, at der sikkert
er en dybere forklaring på, at Else var og handlede, som hun gjorde, men jeg
kendte bare ikke hende og hendes forhold og fortid godt nok til, at kunne
forstå hendes psyke og udrede trådene. Det værste for mig var og er dog, at min
handlemåde primært også kom til at gå ud over i den sammenhæng uskyldige,
nemlig Jan og Annette, og det ved jeg ikke, om der findes nogen relevant
undskyldning for, og måske heller ikke tilgivelse for. Med den ’viden’ i dybet
af min bevidsthed, har jeg måttet leve mit liv lige siden, og det uanset, hvad
der ellers er sket eller hændt for mig af både gode og mindre gode oplevelser
og erfaringer.
Det med mine besøg
hos Inger og Søren begyndte med, at Søren, der lige var kommet tilbage til
lejren efter en weekend-orlov, sagde: ”Du sku’ ta’ og tage med mig hjem på
orlov på onsdag! Du kan sagtens overnatte hos os! Inger vil blive glad for at
lære dig at kende!”. Det var et fristende tilbud, og efter nogen betænkning
takkede jeg ja til det. Den første onsdag, jeg fulgtes med Søren hjem, foregik
det i princippet på samme måde, som når jeg selv tog hjem på orlov: Efter
arbejdstid spadserede vi til Storkevad trinbræt, hvor vi steg på toget til
Hillerød. Her skiftede vi til regionaltoget til København, men stod af på
Hellerup Station og skiftede til et S-tog, der bl. a. gjorde holdt ved Nordhavn
Station. Her stod vi af og spadserede op ad Ndr. Frihavnsgade til det sted,
hvor Søren og Inger boede. Vi blev hjerteligt modtaget af Inger og de to store
drenge, Peter og Claus, hvorimod Jens så lidt skeptisk ud og Torben var endnu
så lille, at han ikke rigtig forstod, hvad der foregik.
Lejligheden, hvor
familien Svendsen boede, viste sig at være temmelig stor, hvilket naturligvis
var en fordel med så mange mennesker, som de var: To voksne og fire børn. Der
var en forholdsvis stor entre, som havde det ejendommelige ved sig, at den slog
et knæk og fortsatte i en anden retning længere ind i lejligheden. Umiddelbart
efter entredøren var der en dør ind til et stort værelse, hvor Peter og Claus
boede. Ved siden af førte endnu en dør ind til en meget stor hjørnestue, som
havde dobbeltdør ind til en lidt mindre stue, der tjente som spisestue. Den
sidstnævnte stue havde også dør ud til entreen og desuden ind til et stort og
rummeligt soveværelse, som Søren lejlighedsvis også brugte som atelier, når han
malede sine i reglen store oliebilleder. Men mere herom senere. Fra
soveværelset førte en dør ud til toilettet og badeværelset, et forholdsvis
stort, rektangulært rum, hvor der var både bruser og karbad. En dør på den
modsatte side af entreen førte ud til et temmelig stort, omtrent kvadratisk
køkken, mens en tredje dør førte ind til et mindre værelse, som var Jens’ og
Torbens. Endelig var der en dør fra entreen og ud til det temmelig store
badeværelse, som man altså kunne komme til ad to døre.
Lejligheden bar præg af, at den
var beliggende i en ældre, men stort set velholdt ejendom, en af disse med højt
til stukloftet, store rum og store vinduer. I de to ældste drenges værelse var
der køjeseng, bord og skab til tøj. I den store stue, som man i ældre tid ville
have betegnet som stadsstuen, var det mest iøjnefaldende en stor sofa, et
sofabord og to store magelige lænestole samt et skab. På det ferniserede gulv
var der lagt et stort og orientalsk udseende gulvtæppe, der ligesom ”samlede”
den meget store, tomme gulvplads, der var udenom. Spisestuen var domineret af
et stort, aflangt spisebord med 8 stole omkring. Her var desuden et
dækketøjsskab ved den væg, der vendte ind mod soveværelset, og en divan ved den
modsatte væg op mod vinduessiden. I rummets anden ende var der en lidt mindre
sofa og vistnok også et sofabord. Det store og rummelige soveværelse var
domineret af en kæmpemæssig dobbeltseng og et stort klædeskab. En anden
bemærkelsesværdig ting ved dette værelse, var, at pladsen under det meget brede
vindue tjente som bogreol. Det var bøger af forskellig slags, dog mest om kunst
og filosofi. Søren havde jo bl.a. læst teologi og filosofi på Københavns
Universitet, men opgivet på halvvejen.
I lighed med mig, var
familien Svendsen vegetarer, og Inger lavede en enkel og velsmagende ret til
aftensmad. De voksne drak vand til maden, medens børnene fik mælk. Men der var
en ting, der overraskede og undrede mig, nemlig at Søren insisterede på, at der
skulle bedes bordbøn. Det var tydeligt, at børnene ikke syntes om det, og selv
havde jeg kun været ude for noget lignende to gange tidligere i mit liv. Den
ene gang var, da jeg besøgte den tidligere omtalte Eva og hendes forældre i
deres sommerhus i Hundested, og den anden gang, da jeg var til frokost hos
Gerdas forældre i Brøndbyøster. Det er da også karakteristisk, at jeg
overhovedet ikke kan komme i tanke om, hvordan bønnen hos Søren og hans familie
lød. Men bortset fra det, så vidste jeg jo nok, at Søren dels havde studeret
teologi, og dels, at hans forældre var stærkt indremissionske og som sådanne
altid bad bordbøn før måltiderne. Egentlig havde jeg ikke noget imod, at der
blev bedt ved bordet, men jeg fandt det ærlig talt lettere komisk. Hverken
Søren eller Inger var særligt religiøse i traditionel forstand, men de havde
tidligere opsøgt en spiritistisk loge og deltaget i nogle af dennes
mediumistiske seancer. Det skyldtes vist nok mest, at det ægtepar, hos hvem
Søren dengang var logerende, inden han og Inger flyttede sammen og giftede sig,
var ivrige spiritister og medlemmer af en såkaldt spiritistisk loge. Det vil
sige, først boede de sammen på ”polsk”, som det kaldtes, hvilket vil sige, uden
at være gift. Men Sørens indremissionske forældre, hans far især, nægtede at
besøge dem, før de var blevet mand og hustru for Vorherre. Søren og Inger
valgte dog at gifte sig på rådhuset. Det huede ikke Sørens far, men han endte
dog med, om end modvilligt, at acceptere situationen og aflægge sin søn og
svigerdatter et besøg, lige som de blev inviteret til sammen at besøge hans
forældre i Bjerringbro.
Men det var gennem
sin forbindelse med spiritisme, at Søren var kommet ind på at studere teosofi
og indisk filosofi, og herunder især Yoga-filosofien. Han var desuden
kunstnerisk begavet, spillede klaver og tegnede og malede, hvilket sidste han
gjorde med indlysende talent og stor professionalisme. Det viste sig da også,
at han havde gået til tegne- og maleundervisning hos billedhuggeren Harald
Isenstein (1898-1980), der dengang havde atelier på Wodroffsvej i København.
Hos Isenstein havde Søren også hørt om den intuitive nutidsmystiker og tænker,
Martinus (1890-1981), som havde udgivet flere bøger og som jævnligt holdt
foredrag ude på sit institut på Mariendalsvej på Frederiksberg. Søren havde
faktisk første bind af Martinus’ hovedværk, ”Livets Bog”, stående i sin
bogreol, men da jeg spurgte ham, hvad han mente om bogens indhold, svarede han
ærligt, at han ikke havde læst den, men kun kigget overfladisk i den et par
enkelte gange. ”Martinus er vist nok ikke vellidt i spiritistiske og teosofiske
kredse, men især hans sekretær, Gerner Larsson, anses for at være en ren
svindler. Han har mere end én gang lokket penge fra ældre, velhavende damer!”.
Det var jo en ordentlig svada og grov anklage, som i hvert fald ikke stemte
med, hvad jeg havde hørt om Martinus og hans værk af Børge Hamberg. ”Men”,
sagde jeg til Søren, ”det sete og hørte beror som bekendt på øjnene, der ser,
og ørerne, der hører”, og det var han som dybttænkende menneske selvfølgelig
enig i. Senere blev både han og hans kone mindst lige så ivrige studerende og
tilhængere af Martinus’ livsfilosofi, som tilfældet var og er for mig selv.
Inger blev i sine
yngre år uddannet som skønhedsekspert, et begreb, der omfatter både
ansigtspleje, pedicure (fodpleje) og manicure (håndpleje), men efter at hun
havde fået sit første barn, Peter, i sit ægteskab med Reinholdt Petersen, blev
hun hjemmegående husmoder, og denne stilling havde hun indtaget efter sit andet
barns, Claus’, fødsel. I sit ægteskab med Søren fik hun sidenhen Jens og
Torben, og fortsatte derfor som hjemmegående, idet hun hele tiden havde haft
mindreårige børn at passe. Og med årene skulle der oven i købet komme to børn
mere til, en dreng, Kristian, og en pige, Christina. Men da børnene var blevet
større, genoptog Inger sit job, og som stærkt interesseret i alternative
behandlingsmetoder, denne gang suppleret med zoneterapi. Der var samtidig tale
om selvstændig virksomhed, idet Inger drev sit hverv hjemme fra privaten. Det
supplerede jo i øvrigt deres i forvejen ikke alt for gode økonomi og gav
desuden Inger mulighed for at møde andre mennesker, for mennesker, det var
virkelig, hvad den muntre og kloge kvinde var god til at have med at gøre. Den
gode familie Svendsen skal vi i øvrigt komme til at høre meget mere om i løbet
af de følgende mange afsnit, ikke mindst fordi familien af flere årsager og
grunde kom til at spille en stor rolle i mit sørg-muntre livs ups and downs.
Mine forældre fejrede i reglen en af
påskedagene sammen med nogle af den nærmeste familie, foruden stadig
hjemmeboende Lizzie også Ruth og Benny, Bent og hans kæreste Annelise, mormor
og morfar, som de sædvanlige gæster på den tid. Mors søskende med påhæng og
Fætter Dennis hørte ikke længere til de faste gæster, idet de og han havde deres
eget liv at leve med egne familier og børn. Selv hørte jeg nu til de lidt
sjældnere gæster ved mine forældres festlige lejligheder, fordi jeg jo for
tiden stadig opholdt mig i Gribskovlejren.
Fra venstre og
rundt om bordet ses (formentlig) Ruth og Benny, derefter Bents kone Annelise,
mormor, Lizzie, Bent, morfar, mor og far. Det fremgår ikke af fotoet, hvem der
har fotograferet det. Selv var jeg, der nu var separeret fra Else, åbenbart
ikke med ved denne lejlighed. – Foto: ©
1956 Privatfoto.
Den 3. maj 1956
nedkom min bror Bennys kone, Ruth, med deres første barn, som i dåben fik
navnet Teddy. Det var mors og fars tredje barnebarn, som især mor fik meget med
at gøre, fordi hans forældre skulle passe hver deres arbejde, hvorfor den lille
og meget stille og generte dreng blev passet af sin farmor. Barnedåben fandt
sted i Skt. Anna Kirken omme i Bjelkes Allé, en sidegade til Jagtvej,
beliggende som nabogade parallelt med Jægersborggade. Kronborggade var og er
stadig en paralleltliggende nabogade på den vestlige side af Jægersborggade.
Herover ses til venstre den tydeligt stolte farmor, min mor,
stående foran kirkens indgangsdør og bærende på det nydøbte barn, Teddy. På
fotoet til højre ses den endnu mere stolte mor, Ruth, idet hun med sit barn på
armen, følges med til venstre barnets farfar, min far, og barnets faster, min
søster Lizzie, og yderst til højre barnets farmor, min mor forstås. Det lille
følge er på vej hjem ad Jægersborggade med Jagtvej helt i baggrunden. – Fotos:
© 1956 Privatfotos.
Min bror Benny og
hans kone Ruth boede hos hendes fraskilte far, som havde en lille lejlighed i
hukket skråt over for mine forældres lejlighed i Jægersborggade. Den situation
var de imidlertid meget utilfredse med, Benny især forstås, lige som de var
stærkt utilfredse med og skuffede over, at de som hårdtarbejdende mennesker
ikke kunne opdrive en ordentlig og mere velegnet bolig. De havde ikke råd til
eget hus, men var mere end villige og parate til at kunne betale en højere
husleje, end de gjorde, hvor de boede. Dengang tænkte unge giftelystne par ikke
så praktisk, i hvert fald gjorde ikke alle det, men lod sig for manges
vedkommende lede af følelserne og vildlede af forelskelsen, som jo i reglen gav
opfattelsen af, at nu havde man gjort den store lykke, så blæse være med, at
man i farten overså at det ikke ville være muligt ar leve alene af kærlighed og
kildevand. For resten dannede jeg ikke selv nogen undtagelse fra denne regel.
Men situationen var derfor ofte den, at unge par giftede sig uden at have nogen
selvstændig lejlighed til rådighed.
For øvrigt var
boligsituationen og boligmangelen stor i København på den tid, hvor der desuden
også blev revet en del af de gamle og udtjente boligblokke ned, for at give
plads for mere moderne og tidssvarende udlejningsboliger. Til delvis erstatning
og delvis genhusning, blev der opført nye store boligblokke i nogle af
omegnskommunerne, men nye boligansøgere skulle være meget heldige, hvis de
ville gøre sig håb om at erhverve en af de nye og i reglen større lejligheder.
Og vel at mærke til en noget højere husleje, end tilfældet var i den gamle
boligmasse. Denne situation var en medvirkende grund til, at min bror og
svigerinde alvorligt tænkte på og planlagde at ville emigrere til Australien.
At det lige skulle være dette land, de ville flytte til, skyldtes dog især, at
Ruths ældre søster flere år tidligere havde bosat sig i dette forjættende land.
Men inden det kom så langt som til, at de gjorde alvor af planen, blev der dog
naturligvis tid til at deltage i familiekomsammener hos mine forældre.
Ruth og Benny
med deres førstefødte, sønnen Teddy, formentlig omkring oktober 1956. Alt synes
her at ånde idyl og glæde, men virkelighedens barske realiteter lurede i
baggrunden. - Foto © 1956 Privatfoto.
På fotoet til venstre ses fra venstre siddende omkring
bordet: Farmor, mormor og morfar, Ruth med Teddy på skødet, de næste to
personer er mig ubekendte, men er så vidt jeg erindrer venner af min søster Lizzie,
som formentlig er den, der har ageret fotograf ved denne lejlighed. Til højre
for dem sidder min mor. Stående er fra venstre: Far, Sonja, gift med Thorkild,
som ses til højre for hende, derefter Bents kone Annelise, Bent og Benny. Når
hverken jeg eller min kone og børn ikke har været med ved den lejlighed, kan
det dels skyldes, at jeg på den tid opholdt mig i Gribskovlejren og dels, at vi
havde store problemer i ægteskabet. – På fotoet til højre, som vist må være fra
en anden sammenkomst, ses til venstre mor med Teddy på skødet og til højre far
og ved siden af ham Ruth. – Fotos: © 1956 Privatfotos.
Det var jo i
øvrigt sådan, at vi børn, svigerbørn og børnebørn gerne var samlede hos mor og far,
især omkring fødselsdage og højtider, som påske, pinse, jul og nytår. Da gik
det ikke så sjældent livligt til, især hvis nogle af deltagerne fik lidt for
meget indenbords af de fugtige varer. Foruden middagsmaden, hvortil der gerne
blev drukket øl og/eller vin og sodavand for børnene, blev der i reglen
serveret kaffe og kager og likør. Mændene gik dog ikke af vejen for nogle
ekstra øl, lige som de yngre damer, ikke mindst Ruth og Annelise, tog for sig
af vinen og likøren. Det hændte da også jævnligt, at de to unge damer senere på
aftenen kom op at skændes, fordi de af forskellige grunde havde set sig gale på
hinanden. Skænderierne kunne i nogle tilfælde udarte til korporlige angreb på
hinanden, som først blev stoppet, da far i reglen med barsk stemme bad dem om
at holde op. Så blev vreden vendt imod ham, men det tog han sig forholdsvis
let, bortset fra, at han syntes, at det var skrapt at sådan et par ”tøser”
tillod sig at sige ham imod og opføre sig som galninge.
På fotoet herover, som er et udsnit af et af billederne
ovenfor, ses i baggrunden den TO-R-konsolradio, som jeg havde købt for mine
egne penge i 1944, men som jeg lod mine forældre beholde, da jeg i 1950
flyttede hjemmefra. Konsollen havde foruden radio også indbygget automatisk
pladespiller. Da den ikke blev benyttet til daglig, havde mor stillet fotos og
nips ovenpå den. Som det også ses, havde mine forældre telefon, hvilket primært
skyldtes min mors profession som danselærerinde. – Foto: © 1956 Privatfoto.
Mor var derimod
meget pinligt berørt ved situationen og blev nervøs og skyndte sig ud i
køkkenregionen, der ligesom var et slags fristed for hende. Men her fældede hun
en tåre eller to, for det bedrøvede hende, at de unge damer ikke respekterede
deres svigerforældre mere end tilfældet var og forblev.
Man kan måske
undre sig over, at de to kvinders mænd ikke greb ind, men det gjorde de ikke,
for begge havde stor respekt for hver deres og hinandens koner, som var godt
skåret for tungeåndet og ikke gik af vejen for at bruge sprogets værste gloser.
Den sammenkomst, der begyndte så festligt og fornøjeligt, endte ofte med
uvenskab og skænderier, som kun tiden lagde en dæmpende glemsel over - indtil
næste gang, hvor de pinlige optrin gentog sig. Disse blev da også en stående
kilde til mors ængstelse og nervøsitet, hver gang hun stod overfor at skulle
være værtinde ved lignende lejligheder. Det var i virkeligheden hensynsløst af
Annelise og Ruth, så godt som hver eneste gang de var sammen hos mine forældre,
at provokere hinanden, og ofte af grunde, som vi andre fandt bagatelagtige og
latterlige.
Det mærkværdige
var, at alle forsøg på at lægge sig imellem og dæmpe gemytterne, kun bevirkede,
at de to brushoveder blev endnu mere vredt ophidsede og nu også skældte ud på
den eller dem, der ville berolige dem.
I forsommeren 1956,
omkring maj, spurgte lejrchefen, Elbæk, mig en dag, om ikke jeg kunne tænke mig
at bistå instruktøren og nogle amatørskuespillere på Frederiksborg Højskole ved
Hillerød. Her havde man tænkt sig at opføre Kaj Munks skuespil ”Egelykke” som
friluftsforestilling i højskolens store baghave. Det var lidt tøvende, at jeg
svarede ja til opfordringen, men da lejrchefen sagde, at det skulle foregå i
arbejdstiden og at jeg ville blive kørt til og fra stedet i en af lejrens
biler, accepterede jeg, om end en smule modvilligt. For dels kendte jeg på det
tidspunkt overhovedet ikke skuespillet ”Egelykke”, og dels syntes jeg det var
lidt vel meget at forvente sig af mig, at jeg tilmed skulle være kvalificeret
til at optræde som rådgiver for stykkets instruktør.
Skuespillet
”Egelykke” er fra 1939 og handler om den da 22-årige N.F.S. Grundtvigs
ansættelse 1805 på godset ”Egelykke” på Langeland og hans forelskelse i den da
cirka 33-årige fru Constance Leth, f. Fabritius de Tengnagel (1777-1827), hvis
mand var godsejeren, major Carl Frederik Steensen Leth (1774-1825).
Forelskelsen eller sværmeriet, som muligvis var gensidig, medførte for
Grundtvigs vedkommende en indre kamp om problemerne mellem driften og kaldet og
mellem kødet og ånden, hvor ideen sejrer over alle personlige hensyn. Altså
hvor Grundtvig opgav sin lyst til – den for øvrigt umulige - kødelige forening
med Constance Leth og i stedet valgte det åndelige og ideelle kald som
præst.
Dagen oprandt, da jeg
sammen med Elbæk blev kørt til Hillerød, for at mødes med folkene bag den
forestående friluftsforestilling på Frederiksborg Højskole. Men det viste sig
hurtigt at være venlige og lydhøre mennesker, som jeg snart kom på god talefod
med. Bag højskolens imponerende bygning og vendt ud mod dennes store baghave,
var der rejst en kæmpemæssig tribune med en masse bænkerader foran. Man var dog
endnu ikke nået så langt i indstuderingen af ”Egelykke”, at der var opstillet
nogen kulisser på tribunen, bortset fra en lukket bagklædning og de stativer,
der skulle støtte sætstykkerne.
Instruktøren, hvis
navn jeg ikke længere husker, var til daglig lærer på højskolen, og han
begyndte med at ridse stykkets handling op for mig, og spurgte mig derefter, om
jeg ville være ham behjælpelig med at arrangere, hvordan skuespillerne skulle
placeres og bevæge sig på scenen. Det tilbragte vi de næste par timer med, mens
vi begge hersede med de stakkels aktører, som i dagens anledning var iført de
kostumer, de skulle have på under selve forestillingen. Instruktøren, Elbæk og
jeg og nogle af de aktører, der ikke lige i øjeblikket skulle på scenen, stod
ude på en af de allerbageste bænkerader længst borte fra tribunen. Herfra
dirigerede instruktøren ved hjælp af en megafon, hvad der skulle ske og
eventuelt ændres oppe på scenen. Min indsats bestod i at give instruktøren
anvisning på, hvordan jeg mente, han burde placere og omrokere de enkelte
skuespillere i forhold til hinanden, og han og skuespillerne accepterede stort
set alt, hvad jeg foreslog.
Efter den lidt
krævende prøve, takkede instruktøren for hjælpen, og Elbæk og jeg blev budt på
kaffe eller te og en hyggesnak sammen med de medvirkende. Da det var overstået,
blev han og jeg kørt tilbage til lejren, hvor vi ankom kort før aftensmåltidet.
Vi var begge enige om, at det i det store og hele havde været en ganske
udmærket dag. Men til trods herfor, fyldtes jeg alligevel af en underlig
følelse af, at min indsats som hjælpeinstruktør i bedste fald havde været uden
betydning, og i værste fald havde bragt forvirring med sig, både hos den
pågældende instruktør og hans aktører. Inderst inde kunne jeg derfor ikke lade
være med at ærgre mig over, at jeg havde sagt ja til tjansen som ”hjælpe-instruktør”,
som jeg faktisk kun havde indvilliget i, for at imødekomme Elbæks ønske.
Ikke så længe efter fik jeg
imidlertid en indbydelse til at overvære premieren på ”Egelykke”, men var
desværre forhindret i at deltage, fordi det foregik en lørdag, hvor jeg skulle
på orlov i København. Orloven, hvorunder jeg i hvert fald nogle timer kunne
være sammen med Annette og Jan, var vigtigere for mig, end at overvære
opførelsen af et teaterstykke, som dengang ikke sagde mig så meget. Men Elbæk
og hans kone, som også var blevet inviteret og havde set stykket, fortalte mig
senere, at både instruktøren og de medvirkende havde givet udtryk for
taknemmelighed over de råd og anvisninger, jeg havde givet dem. Høflighed
koster jo som bekendt ingen penge.
Herover ses lille
2-årige Annette siddende og lege bag den bygning på Hvidovrevej, hvor Freddy
Pedersens Danseskole havde til huse. Vi var dér, for at besøge min mor, som
brugte danseskolens lokaler til at lære sig selv og sine kolleger de nye danse,
som skulle introduceres, når undervisningen begyndte til september, for mors
vedkommende på Ethel Lous’ Danseinstitut på H.C. Ørstedsvej. - © 1956
Privatfoto.
På en af søndagene i
løbet af sommeren 1956, benyttede jeg en eftermiddag lejligheden til at tage
Jan og Annette med og aflægge et besøg på Freddy Pedersens Danseskole i
Hvidovre. Grunden til det var, at i de sommermåneder, hvor Ethel Lous’
Danseinstitut på H.C. Ørstedsvej havde lukket, gennemgik min mor – assisteret
af min søster Lizzie - de nye danse, som skulle læres til dansesæsonen begyndte
igen til september. Fra dette besøg findes et foto med lille Annette, men
hvorfor Jan eller andre ikke er med på billedet, og hvorfor jeg ikke har andre
fotos fra dengang, husker jeg ikke. Men fotoet af min kære lille pige skal med
her alligevel, for det er desværre ikke mange fotos jeg har af hende og heller
ikke af Jan.
Den situation, at
hver gang jeg skulle være sammen med Jan og Annette, måtte jeg naturligvis
afhente dem om formiddagen hjemme hos deres mor på Mågevej og bringe dem med
mig hjem til mine forældre i Jægersborggade. Der tilbragte vi så en del timer
sammen med leg og især at høre grammofonplader eller læse historier. Efter at
vi sammen havde spist aftensmad omkring kl. 18, måtte jeg så bringe børnene
tilbage til deres mor, så vi var der senest kl. 20, når det var sommer.
Desværre havde jeg ingen muligheder for, at børnene sammen med mig kunne
overnatte hos mine forældre, dels fordi der faktisk ikke var sengeplads til
dem, og dels fordi deres mor på det tidspunkt endnu ikke ville gå med til en
sådan ordning. Det havde jeg også forståelse for, så længe børnene var så små
og situationen og forholdene i øvrigt var, som de nu var.
Men jeg så frem til,
at når jeg næste år i juni ville blive færdig med den civile værnepligt, og
forhåbentlig kunne genoptage et ordentligt og fast lønnet arbejde, at jeg så
kunne få mig en lejlighed, hvor jeg kunne have børnene hos mig i weekender hver
14. dag. Fremtiden skulle vise sig at opfylde dette ønske, men unægtelig på en
noget anden måde, end jeg havde tænkt og kunnet forestille mig på forhånd.
Nægteravisen
”Samvittigheden” nr. 7, juli 1956. Forsidetegningen er formentlig tegnet af
Gerhard Eriksen, som her signerer sig med et krøllet ”E”. Tegningen refererer
endnu engang til nægternes situation i den forgangne vinters kulde og sne, hvor
et hold arbejdede i stenbruddet ved Multebjerg. – Tegning: © 1956 Gerhard
Eriksen.
”Samvittigheden” nr. 7, juli 1956
Imidlertid udkom nægteravisen nr. 7 i juli
1956, og redaktionen bestod nu af Leif Andersen, Robert Felby, Kaj F. Jensen og
Ivar Nielsen. Det vides dog ikke, om Leif Andersen var kommet til allerede i
avisens nr. 6, juni 1956, for i det nummer står redaktionen ikke anført.
Hvilket strengt taget i øvrigt er i strid med presseloven. Men redaktionen var
angiveligt lidt bekymret for en svigtende interesse for bladet og dets indhold.
Herom skriver man følgende under rubrikken NOTABENE!:
Når dette
nummer af ”Samvittigheden” udkommer, er vi nået midt ind i juli måned, og
bladet er således ca. 14 dage forsinket. Denne kendsgerning må imidlertid ikke
opfattes som et udslag af sommerferiestemning hos redaktionen, men skyldes
udelukkende manglende indgang af stof. Som det vil huskes fra bladets start var
vor tanke med ”SAMVITTIGHEDEN” den, at vi ville skabe dels et organ for
nuværende militærnægtere – et sted hvor de kunne læse om andres syn på
spørgsmål vedrørende nægtersagen, og hvor de selv kunne komme til orde med
indlæg – og dels et forum for andre interesserede, der her kunne fremsætte
synspunkter og kommentarer til militærnægterbevægelsens udvikling. Redaktionen
mener stadig, at disse to opgaver må være bladets fornemste, og det har derfor
skuffet os, at interessen for i bladet at diskutere nægterproblemer, det være
sig den rent principielle baggrund for vor stillingtagen til et af tidens
vanskeligste og alvorligste spørgsmål såvel som spørgsmålet om nægterordningens
praktiske udformning nu og i fremtiden, har været så ringe, som tilfældet er.
Vi håber dog
stadig på, at forholdet vil ændre sig, således at ”Samvittigheden” fortsat vil
kunne eksistere og vil kunne følge den linie som fra bladets start har været
tilstræbt, nemlig oplysning om militærnægterbevægelsens baggrund, dens mål og
dens praktiske gennemførelse. Red.
Næste nummer
af ”Samvittigheden” udkommer omkring 1. september d.å.
For resten vil jeg her gerne indskyde, at jeg
personligt synes, at bladets tekniske kvalitet helt fra starten var for ringe,
særligt når der skulle duplikeres mange numre, for da gik det ofte ud over
kvaliteten af trykningen. Men der var jo ikke økonomi til at lade bladet
bogtrykke, så det var et valg mellem at lave et teknisk halvdårligt blad eller
slet intet blad.
Under denne retoriske overskrift har min kære fætter,
Dennis Arendvald, som tidligere havde beæret bladet med sit digt ”Moderne
krig!” (i nr. 2), skrevet en kritisk artikel, som specielt vendte sig imod
tendensen i Henrik S. Jensens artikel ”Nye tider – nye sider”:
Må det være
en udenforstående tilladt at fremkomme med et par bemærkninger, da indholdet af
en af de artikler, som fremkom i sidste nr. af ”Samvittigheden” synes at
besidde en farlig tendens.
Det drejer
sig om artiklen ”Nye tider – nye sider”.
Den er
skrevet som et angreb på Social-Demokraten og Socialdemokratiet; men er, hvad
der vel også er tilsigtet, samtidig et angreb på det, vi kalder demokratiet
eller flertalsstyret. – Og fordi det kun er et angreb, en ren nedbrydning, uden
samtidig at rumme nye veje eller vise andre retningslinier, må de betragtes for
at være af negativ art.
Og faren
ligger i det negative! – i at bandlyse det bestående, uden at have noget at
give.
Men jeg har
forstået på forfatteren, at han føler sig svigtet af de politiske ledere (eller
er det kun en vis del heraf), en følelse som han deler med mange, hvad der vel
for en stor del ligger til grund for den stadig voksende ligegyldighed og
ringeagt over for politik, og dem som beskæftiger sig hermed. Man føler, at de
politiske ledere ikke har forstået at opfylde de forventninger, de løfter de
gav, og som lå til grund for, at de blev betroet deres erhverv. Følgerne heraf
bliver en stadig bredere mistro til den bestående regering for at munde ud i
tvivlen om berettigelsen af den bestående regeringsform.
Man så det
stærkt i årene omkr. 1930-40. Her var bitterheden blevet så stor, at den del af
den borgerlige presse fulgte med. I mange tilfælde førte man åben kamp mod den
værende styreform, og (vel nok med opblomstringen i Nazi-tyskland som
forbillede) talte man for indførelsen af diktaturet. Ungdommen paraderede i
gaderne i brune skjorter og ridestøvler. – Der kom en verdenskrig og ændrede
dette billede; men demokratiet var i fare.
Det vil blive
til skade for os alle, hvis de unge i harme over regeringsmagtens til tider
svigtende evner og begåede fejl (f.eks. det meningsløse arb., hvortil man
sætter militærnægtere), søger at modarbejde demokratiet, eller ganske simpelt
mister interessen for politisk arbejde. Det vil skabe en splittelse fremover,
hvis værste følger vil blive en udslettelse af alt hvad der forstås ved kultur
og åndsliv.
Men når dette
er sagt, skal jeg give Henrik ret i, at der findes ”brådne kar” inden for de
politiske partier, men jeg tror de findes indenfor dem alle, og det skal ingen
undskyldning være, at de findes inden for næsten alt, hvormed mennesker har at
skaffe, for man må og bør forvente, at de mennesker, som befolkningen vælger
som ledere, besidder en moralsk ansvarsfølelse.
Og det er
her, vi skal sætte ind! Politik er ikke noget, som angår ”Per og Poul”, det
angår i høj grad dig og mig. Det er vore sager, vort liv, det drejer sig om. Og
føler eller ved vi, at der er råddenskab indenfor rækkerne, da må vi træde til,
tage aktivt del i at få den udryddet. Det er her, det mærkelige begreb som kaldes
samfundet har brug og behov for de unge, og i første (og eneste) række dem, der
besidder det, som forstås ved samvittighed.
Her er ikke
brug for en anden styreform; men lad os med alle til rådighed stående kræfter
arbejde på at rense ud i og videreføre folkestyret. – Og lad os så frem for alt
ikke rive ned med den ene hånd, hvis vi ikke kan eller vil bygge op med den
anden.
Lad det ikke
ske, at de, som er i nogenlunde besiddelse af sunde menneskelige egenskaber,
ikke vil tage del i og gøre en indsats for sine medmennesker. – Da er vi ilde
faren. Dennis Arendvald.
Min gode fætter Dennis, et år ældre end mig,
som jeg lige siden barnsben altid havde set op til, var allerede fra sin tidlige
ungdom en ivrig socialdemokrat. Kort efter Danmarks befrielse i maj 1945
sværmede Dennis en kort overgang for DKP, som var blevet meget populært på
grund af kommunisternes indsats i modstandskampen imod den tyske
besættelsesmagt. Men måske delvis under indflydelse fra hans plejefar og vores
fælles morfar, skiftede Dennis politisk holdning og tilsluttede sig
Socialdemokratiets demokratisk-parlamentariske
og anti-revolutionære linje i form af den såkaldte udjævningspolitik.
Vores morfar, Niels Peter Rasmussen, som oprindelig var syndikalist, men som i
1918, da syndikalistbevægelsen splittedes op i socialdemokrater og kommunister,
havde tilsluttet sig Socialdemokratiet, netop fordi dets førte politik var
anti-revolutionært. Morfar havde indset, at kommunisternes hastværk med at
revoltere imod statsmagten og kapitalisterne, kun ville føre noget dårligt med
sig, også for arbejderklassen. Derfor støttede han som politisk aktiv en
fredelig og demokratisk udviklingspolitik, som den, Socialdemokratiet stod for
i 1920’-30’erne.
Meddelelse fra Dramatisk Studiekreds
Der var som tidligere omtalt relativt stor
aktivitet i Gribskovlejrens dramatiske studiekreds, som i dette tilfælde kunne
meddele følgende:
”GRIBSKOVLEJRENS
DRAMATISKE STUDIEKREDS” arrangerer lørdag den 11. august en fest i MÅRUM
FORSAMLINGSHUS under titlen ”BLÅMANNE-SJOV”. Som ved nægterfesten i marts vil
der blive tale om bustur fra København og derefter broget underholdning og bal
plus forskellige traktementer. Derimod vil der ikke kunne arrangeres
spisning i lejren denne gang.
Bussen
starter fra Den lille Hornblæser (Rådhuspl.) ca. kl. 18,00 og vil stoppe flg.
Steder, dersom der er passagerer: NØRREPORT ST., NØRREBROS RUNDDEL, VIBENHUS
RUNDDEL, LYNGBY, HOLTE, AQLLERØD og HILLERØD. Busprisen bliver som sidst kr.
10,00 retur, kr. 5,00 for enkelt fra eller til København og gradvis reducering
i prisen fra og med Lyngby.
Billetprisen
for underholdning, bal, kaffe og kage og 3 stk. smørrebrød er kr. 5,00. (NB! Denne gang er der orkester).
Interesserede
kan henvende sig skriftligt eller telefonisk til Harry Rasmussen,
Gribskovlejren pr. Mårum St. – Tlf. Esrom 88.
På avisens side 5 kom der en opsang til
kødspisere i almindelighed og til den store part af militærnægtere i
Gribskovlejren, som var kødspisere, i særdeleshed. Bandbullen kom fra den
konsekvente vegetar, opera-entusiasten Børge Enrico Johnson, og sin vane tro
lagde han ikke fingrene imellem:
Jeg tror ikke
vor tid adskiller sig væsentlig fra tider, der går forud; fra den dag den
menneskelige race invaderede jorden, har den (jorden) måttet lægge øre til dens
suk og klager. Menneskene klager over bl.a. de forfærdelige sygdomme, der raser
i verden.
Ingen af os bryder sig om at lide. Men
heller ingen af os bryder sig om at tage hensyn til sine medskabninger. Derfor,
når vi stønner under vinterens hårde favntag, dræber vi rask væk vore
medskabninger, for at hyle os i deres skind. Mange vil måske her undskylde sig
med, at de fryser o.s.v., men ikke blot frosten, nej, også forfængeligheden er
dårlige undskyldninger. – Forfængeligheden driver det såkaldte smukke køn til
at dræbe. Se blot tilderes handsker, sko og håndtasker ( - og hvad med mændenes
lædermapper?). Alt hvad forfængeligheden forlanger må dyrene betale! Kvindernes
læbestift, som mange mænd ynder, er fremstillet af gåsefedt. Altså må gæssene
lade livet til gunst for en menneskegås. Nu stiller jeg Deres samvittighed
et par spørgsmål, kære læser: Er dette foreneligt med sand kristendom? Er det
tilladt at myrde og ihjelslå, og mon der findes tilgivelse for sådanne synder?
Der hersker tradition for at kule de
afsjælede legemer ned i jorden, idet man ikke er klar over, at straks
ved dødens indtræden holder liggift og bylder sit indtog i kadaveret. Nedkuler
vi nu disse dyr – vore brødre – efter at vi uden ret har ihjelslået og plyndret
dem for hud og hår og fjer? Næ, vi æder ligene med gift og det hele, men
naturligvis ikke i rå tilstand, (thi vi er ikke kannibaler!) næ, vi rører ligene
ind i mel, mælk og løg, hvorefter vi steger dem; nu er det frikadeller, som vi
efter en stille bordbøn, hvor vi takker Herren for dagligt (brød!!!), spiser.
Jeg er ikke profet, jeg tillader mig bare
i al beskedenhed at antyde, at kimen til mange af vore sygdomme er at finde i
de lig, som vi dagligen mæsker os med. Menneskets tarmsystem er indrettet på
fordøjelse af frugter og ikke tung og ufordøjelig kødkost. Vi beklager os over
vore sygdomme og skavanker; ind imellem får vi at vide, at nu er et nyt moderne
hospital opført eller at videnskaben har opfundet en ny vaccine. Jeg stiller
Dem et nyt spørgsmål: Glæder De Dem virkelig over det? Nej, De gør ikke, thi
glæden skal De ikke opleve førend hospitalerne står næsten tomme. Lad os virke
for paradisiske tilstande på jorden, lad os alle sammen i fred og harmoni leve
af de frugter jorden selv byder os. Lad os holde os for gode til barbari og
kannibalisme. Lad os lade Guds skabninger leve det liv Han har bestemt for
dem. Børge Enrico
Johnson. “Strammer”
Min kommentar: Ja, man kan næsten få ondt af
velmenende Børge Enrico Johnson, for hans naive ønske om ”paradisiske tilstande
på jorden” og tro på eller overbevisning om, at vi mennesker sådan uden videre
vil kunne ”leve af de frugter jorden selv byder os”, hvormed han implicit især
mener grøntsager. Eksempelvis er hans påstand om, at ”Menneskets tarmsystem er
indrettet på fordøjelse af frugter og ikke tung og ufordøjelig kødkost”, ikke i
overensstemmelse med ernæringseksperternes opfattelse. I det hele taget er
tilværelsen trods alt ikke så enkel og ligetil, som den gode ”Strammer” gerne
vil have os til at tro. Men det emne behøver jeg næppe at uddybe nærmere. Her
skal lige tilføjes, at jeg selv har levet som vegetar siden mit 16. år, og nu
er jeg foreløbig blevet 84 (i 2013).
Man gør sig nogle tanker om menneskenes forskellighed, når man ser,
hvor lidt vi, der dog er enige om een afgørende ting, har fælles. Vi har alle
sagt nej til at tjene i den danske hær på nuværende tidspunkt; men vore motiver
er vidt forskellige. Vi er fælles om et stykke af vor ungdom og om den
ubehagelige fornemmelse, at vi spilder vor tid her. Men derudover?
For en lille månedstid
siden så Aktiv-gruppen dagens lys, og trods alt lykkedes det at samle 22, som
lovede at gå ind for sagen. Ved redaktionens slutning var dette gruppens eneste
resultat, men dog ingenlunde noget dårligt resultat, hvis der følger andre
efter.
Det er ikke absolut
enighed, der præger de 22 i spørgsmål om mål og midler; men det, man bedes
lægge mærke til, er også mindre det højtidelige manifest, som det er den ærlige
vilje til at gøre ”noget” og til at overvinde de vanskeligheder, som den
omtalte forskellighed frembringer.
Når alting er så
forbandet vanskeligt, og det hele tilsyneladende går ad helvede til, kan det
være meget besnærende, at gå sine egne veje og undskylde sig med, at folk jo
alligevel aldrig kan blive enige. Det er forklarligt, at der er mennesker, der
gemmer sig for livet i en eller anden religion, som gør nu til noget
underordnet; men det er ikke undskyldeligt, fordi det netop er i krisetider,
passivitet kan være farligt.
Derfor er dannelsen af
Aktiv-gruppen et skridt i den rigtige retning, og trods alle men’er, der kan
sies i den anledning, er det dog et foretagende, man bør omfatte med al mulig
sympati.
Et af de spørgsmål, som
blandt de interesserede har vakt uenighed, og som endog direkte har holdt folk
væk, er dette: ønsker vi overhovedet at få den tvungne værnepligt afskaffet,
hvis man ikke samtidig afskaffer alt militær? Det skal være indrømmet, at en
lønnet hær ikke er nogen ideel løsning. Det kan meget nemt betyde en fascistisk
hær, og den frihed, vi vinder ved at blive løsladt, kan betales for dyrt.
Aktiv-gruppen tog
standpunktet: vort hovedformål er at virke for afskaffelsen af tvungen
værnepligt. Det må vel også være det, der har størst chance for at vinde gehør
hos de mange, naturligt fordi dette samtidig betyder virke for antimilitarisme
uden politisk bagtanke.
Alligevel faldt beskyldningen
om pseudokommunistisk agitation ret prompte. Latterligt og ligegyldigt; men det
måtte jo være sådan, da der blandt initiativtagerne var tre kommunister og kun
én AMKmand. Sådan set var det også kun glædeligt at få det frem straks. De, der
holder sig borte på grund af kommunistskræk, har alligevel ikke det moralske
mod, som gruppen må kræve, og det motiv, de bruger til at undskylde deres
passivitet, kendes og bruges af alle militarister blot i en anden udformning.
Lad os være glade for
de 22 og for at de fleste idéer, man bygger på er realisable. Kun een står der
spørgsmålstegn ved: Samvittigheden skulle ha en storebror; men tilsyneladende
blir det en vanskelig fødsel. De strenge dommere har allerede meddelt, at det
er, fordi de aktive er for inaktive i dette spørgsmål. Mon man har gennemtænkt,
hvor stor opgaven er? I alle tilfælde vil det være en dumhed at presse sådan
på, at barnet kommer for tidligt til verden. Den dag det skal præsenteres for
folket, skal det være fuldbårent; i modsat fald bør man indrømme sin
uformuenhed og hellige sig andre ting.
Dog – det ville ligne os alt for godt og
klæ os alt for dårligt at gi op på forhånd. Hvis der er een eneste promille
chance for, at vi kan gennemføre vort forehavende, skal forsøget gøres. Og det
bliver gjort. Under devisen: ”bedre sent end aldrig” ganske vist, og dette
sidste tjener absolut ikke nogen til ære, og det er et spørgsmål, hvor stor en
margin, man skal gi til varmen og nægterfesten og Esbønderup sygehus. N-on.
Gruppens målsætning var som det eksplicit
fremgår af artiklen, at virke for afskaffelsen af den tvungne værnepligt – og
på længere sigt af militæret. Men det er værd at bemærke, at artiklen giver
udtryk for kommunistisk opfattelse af det at være militærnægter, fremgår
utvetydigt af følgende passus: ”Vi har alle sagt nej til at tjene i den danske
hær på nuværende tidspunkt;” - Her skal og bør man hæfte sig ved udtrykket:
”nej til at tjene i den danske hær på nuværende tidspunkt”, idet dette jo
implicit indeholder den opfattelse, at man ikke ville sige nej til at
gøre tjeneste i den danske hær på et andet og senere tidspunkt. Hvilket vil
kunne forstås på den måde, at når kommunisterne har overtaget stats- og
regeringsmagten, vil man som kommunist ikke have noget imod at melde sig som
soldat i den til den tid værende danske hær. Den opfattelse var der forståeligt
nok og bestemt ikke enighed om blandt nægterne i Gribskovlejren, hvoraf
en del var humanistiske pacifister og andre religiøse pacifister. Derfor
udgjorde de 22 medlemmer af gruppen kun et mindretal af lejrens omkring 60
militærnægtere.
Et af de udtryk, som kommunister brugte i
forsøget på at affærdige og delvis latterliggøre modstandere, var, at kalde
disse for ”kommunistforskrækkede”. Et
mildt ord i betragtning af de uhyrligheder og forbrydelser – kommunisterne
kaldte det i reglen ”fejltagelser” – som især sovjetkommunismen havde begået,
men som rettroende kommunister overalt i verden, og ikke mindst her i lille
Danmark, havde forsvaret og fortsat forsvarede med henvisning til, at man
nødvendigvis måtte bruge skrappe midler overfor modstanderne af den højt
lovpriste kommunisme. Ifølge kommunisterne selv, burde sovjetkommunismen jo
være idealet og forbilledet for hele verdens arbejderbefolkning. Der skete dog
et lille skred i denne opfattelse i forbindelse med den såkaldte
”Ungarn-krise”, men herom senere.
På bladets side 8 kunne man læse en artikel
under overskriften ”Intelligent oprør!”, som pegede på, at de fleste mennesker
– underforstået i en vestlige verden - ligger under for en materialistisk livs-
og verdensopfattelse, og derfor bruges der bomber i stedet for ”åndens våben”.
Artiklen er skrevet af en forfatter, som underskriver sig G. J., som jeg vil
tillade mig at identificere som nægterhistoriens skribent Georg Jensen:
Tja, hvad skal man mene om G. J.s opfattelse af
menneskes aktuelle situation, som han i denne korte artikel ikke anskuer i
militærnægterhistorisk perspektiv? Men han har dog ikke forladt udtrykkene
”oprør” og ”kamp”, men tolker disse i det, han betegner som et åndens
intelligente perspektiv. Billedet af ørnen i fangenskab lyder som et litterært
lån, men jeg har desværre ikke kunnet identificere hvorfra. Det kan minde lidt
om den nyplatoniske myte om ørneungen, som fra sin rede oppe på den skyhøje
klippetinde, faldt ud af reden og havnede dybt nede i dalen. Derfra gjorde den
ustandselige forsøg på at flakse op til sin rede igen, men vingerne kunne
foreløbig ikke bære den derop. Først med de fuldtudviklede og stærke vinger,
formåede den efter lang tids forløb, at flyve op til sit rette hjem. Motivet er
benyttet af både Johannes Ewald i dennes ”Til Sjælen. En Ode” (ca.1774) og af
H.C. Andersen i dennes digt ”Sjælen” (1825), idet begge bruger ørnen som et
symbol på sjælen og dennes fald fra sin høje åndelige himmel eller ’paradis’
til trældommen under den fysiske materies eller verdens åg. Under sidstnævnte
får sjælen de evner og kræfter, som gør det muligt for den, at vende tilbage
til sit tabte paradis.
Mandag den 28-5. så vi den italienske film: For to øre håb. Filmen
skildrede livet i en lille italiensk landsby og to unges besvær med at få
hinanden. En munter og let historie, glimrende og naturligt spillet af
”ikke”-skuespillere.
Mandag den 4.6: Den franske film; ”De syv der dømte” instrueret af
André Cayette. Filmen der er et led i en trilogi, hvis andre film er: ”Vi er
alle mordere” og ”Før syndfloden” giver et billede af nævningenes kendelse i en
retssag. Den viser i tilbageblik de syv nævninges privatliv og de hændelser,
der mere eller mindre ligger til grund for at de dømmer, netop som de gør. Og
filmen fortæller om de tilfældigheder, der kan frikende eller dømme et
menneske. En absolut fremragende film.
Mandag den 11-6. Foredrag af Elias Bredsdorff: Var modstandskampen nødvendig?
Et interessant foredrag der oplyste om baggrunden for den danske modstandskamp.
Der blev vist stor interesse for spørgsmålet, hvilket afstedkom en livlig
diskussion efter Elias Bredsdorffs indlæg.
Den 18-6. Den amerikanske film; ”Helvede venter” med Claude Rains,
Paul Muni og Anne Baxter. Filmen handler om Mefistofeles, der sender den dræbte
gangster Eddie op til jorden igen for ved hans hjælp at sikre sig hans
dobbeltgænger, en velanskreven sagfører. Men der kommer en kvinde ind i
historien, og efter nogen forgæves kamp må Mefistofeles træde tilbagerejsen til
Helvede sammen med Eddie, der denne gang ser mere optimistisk på tingene, for
ovenpå den historie, hvor Mefistofeles måtte erkende sit nederlag - - - ”kunne
der måske blive en plads som opsynsmand at få”.
Torsdag d. 28-6 spillede nægternes udvalgte fodboldhold mod
Civilforsvaret, Hillerød. Kampen, der foregik på Gribskovlejrens bane og havde
samlet mange tilskuere blandt nægterne og udefra, sluttede med det uventede
resultat, at nægterne efter en velspillet kamp vandt med 6 mål mod 0.
Mandag d. 2.7: Den udmærkede danske film: ”Café Paradis”, filmen om
alkoholikerproblemet. Filmen handler om den faldende direktør (Ib Schønberg),
der bliver fuldstændig ødelagt af spiritus, og om arbejderen på hans fabrik
(Poul Reichhardt), som det med antabus og ved en vens og hustruens hjælp lykkes
at bringe på fode igen.
Kommentar til kulturprogrammet:
Den italienske film For to
øre håb (Due soldi di speranza), 1951.
Instrueret af Renato Castellani (1913-1985). Hovedroller: Maria Fiore
(1935-2004) og Vincenzo Musolino (1930-1969). Begge disse skuespillere var
professionelle, hvorfor det er noget vrøvl at omtale dem som ””ikke”-skuespillere”.
Det var godt nok instruktøren Renato Castellanis debutfilm, men i årene 1951-64
indspillede han i alt 18 spillefilm.
_______________
André Cayette
(1909-1989) var en fransk New Wave filmskaber og sagfører, som blev kendt for
sine film, som drjede sig kriminalitet, retfædighed og moralsk ansvarlighed,
emner, som han fortsatte med at udforske i løbet af sin filmkarriere.
Filmtrilogien De syv der dømte
(1950, original titel Justice est faite”), Vi er alle mordere (1952; original titel Nous Sommes Tout des
Assassins) og Før syndfloden (1954, original titel Avant de Déluge).
_______________
Det var helt tydeligt kulturudvalgets litterære
formand, Peter Schäffer, som havde inviteret forfatteren Elias Bredsdorff til
at komme og holde foredrag i Gribskovlejren. Elias Bredsdorff (1912–2002),
dansk forfatter, litteraturhistoriker og modstandsmand, student fra Roskilde
Katedralskole 1930. Som ung gymnasieelev begyndte Bredsdorff at interessere sig
for kulturradikalismen og socialismen. Han fortsatte sine studier på Københavns
Universitet, hvor hans læste dansk og engelsk og interesserede sig især for
litteratur. Han var opvokset i et grundtvigiansk miljø, men allerede i
studietiden i 1930, hvor han var medlem af Studentersamfundet, var han blevet
politisk interesseret. Gennem sit bekendtskab med den senere fremtrædende
politiker Frode Jakobsen (1906-97), som dengang var revolutionær socialist,
meldte han sig i 1932 ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
I november 1932 deltog Bredsdorff i et møde med
den sovjetiske topkommunist, den højt begavede, men kontroversielle Lev Trotskij
(1879-1940), som han også mødte ved en privat studentersammenkomst. Bredsdorff
var også aktiv i Kommunistisk Studenterfraktion til 1935, hvor han derefter fra
1935-39 blev eneste kommunistiske medlem af bestyrelsen for Frisindet
Kulturkamp. I 1934 opholdt Bredsdorff sig i England, hvor han fik kontakter
dels til den engelske arbejderleder Tom Mann og til forfatteren og pacifisten
Bertrand Russell (1872-1970), som inviteredes til at komme og holde foredrag i
Danmark. Dette år var Bredsdorff også med til at danne Ungdomsfronten mod Krig
og Fascisme, og året efter besøgte han Sovjetunionen, som han i lighed med så
mange andre danske kulturradikale og kommunister nærmest beundrede grænseløst
og overhovedet ikke kunne se noget negativt ved.
Bredsdorff var altid en flittig forfatter og
skribent, som bl.a. skrev for DKP’s dagblad Arbejderbladet. I sommeren
1937 mødte og interviewede han den amerikanske forfatter John Steinbeck i
København. Det førte til, at Bredsdorff i 1942 skrev den første større
sammenhængende bog om Steinbecks forfatterskab. Bogen udkom i 1943. I 1948 blev
Bredsdorff cand.mag. og året efter ansat som adjunkt ved Vordingborg Seminarium
– foreløbig, for den aktive mand havde travlt med sin videre karriere. I
mellemtiden var der sket det i august 1939, at Nazi-Tyskland havde indgået en
ikke-angrebspagt med Sovjetunionen, hvilket chokerede Bredsdorff så meget, at
han overvejede at melde sig ud af DKP, men hans nære ven, kommunisten og
forfatteren Peter P. Rohde ( 1902-1978), talte ham fra det. Bredsdorff havde
dog fået nok af sovjet-kommunismen vinteren senere samme år, hvor han som følge
af Sovjets angreb på Finland meldte sig ud af DKP, som støttede alt, hvad
Sovjetunionen foretog sig.
Under tyskernes besættelse af Danmark var
Bredsdorff aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark, og på opfordring af
modstandsmanden, kommunisten Børge Houmann, rejste Bredsdorff i 1942 omkring i
Danmark og oprettede lokale Frit Danmark-grupper, og han oprettede selv en
gruppe i Vordingborg. Fra juni 1943 til oktober 1944 var Bredsdorff Frit
Danmarks sekretær i Jylland med hovedsæde i Aarhus. Imidlertid var Gestapo
kommet på sporet af Bredsdorffs illegale virksomhed, hvilket førte til at han i
1943 måtte gå under jorden, hvilket vil sige, at han forlagde residensen til
København, hvor han fik til opgave at hjælpe Mogens Fog (1904-1990) i Frit
Danmarks hovedledelse. Kort tid efter blev Fog arresteret af Gestapo, hvorefter
Bredsdorff sammen med Kate Fleron (1909-2006: Kate Fleron findes grundigt
omtalt senere her i min selvbiografi) blev udnævnt til redaktør for
hovedudgaven af det illegale blad Frit Danmark. Ved siden af var Bredsdorff
også midlertidig leder af modstandsorganisationen Frit Danmark, nemlig medens
Mogens Fog sad arresteret, for resten i Shellhuset i Kampmannsgade i København,
sådan som tidligere beskrevet under omtalen af englændernes bombeangreb på
Gestapos højborg den 21. marts 1945. Frit Danmark fortsatte med at udkomme efter befrielsen
med Kate Fleron og Bredsdorff som fastansatte redaktører. I de første år efter
befrielsen havde bladet et imponerende oplag på 70-75.000 eksemplarer.
Mærkværdigvis meldte Bredsdorff sig atter om
end kortvarigt ind i DKP efter Danmarks befrielse i 1945, men allerede i 1946
meldte han sig ud igen, hvorefter han rejste til England, hvor han blev ansat
som Queen Alexandra Lecturer ved University of London, hvor han var til 1949.
Derefter var han lecturer in Danish ved Cambridge University 1949-60 og
sluttelig Reader in Scandinavian Studies and Head of Department samme sted
1960-79. Men Bredsdorff havde svært ved at slippe sin drøm om det kommunistiske
samfund, men nu mente han, at drømmen blev realiseret i Maos Kina. I 1955 og
1956 besøgte han dette store land og skrev en bog herom med titlen Kinas vej
(1957), hvori han giver udtryk for sin uforbeholdne begejstring over Maos værk.
Bredsdorff opgav da heller ikke sit engagement på den politiske venstrefløj,
hvor han var aktiv på flere måder, bl.a. i den engelske kampagne Campaign for
Nuclear Disarmament. 1982-85 var han formand for Komiteen for
Palistinensisk-Israelsk Sameksistens og for foreningen Dialog 1987. I 1983, 1984 og 2000 udgav Bredsdorff sin
selvbiografi i tre dele, nemlig Min egen kurs, Mit engelske liv
og Højskolebarnet.
Under sin tid i England udførte Bredsdorff et
omfattende pædagogisk og litterært arbejde, bl.a. bidrog han med flere digre
værker om H.C. Andersen og dennes forfatterskab. 1975 udgav han bogen Hans Christian
Andersen – the story of his life and work 1805-75. 1987 fulgte bogen Hans
Christian Andersen: an introduction to his life and works. Herhjemme havde Bredsdorff allerede i 1951 fået udgivet bogen H.C.
Andersen og Charles Dickens – Et Venskab og dets Opløsning, og i 1954 udkom
bogen H.C. Andersen og England, som er en grundig skildring af Andersen
forhold til England og til engelske og skotske forfattere. Man må konstatere,
at Elias Bredsdorff i og med sine bøger om H.C. Andersen har bidraget
væsentligt til H.C. Andersen-forskningen.
Det var altså ikke en hr-hvem-som-helst,
Gribskovlejren havde besøg af mandag den 11. juni 1956. Bredsdorff var i øvrigt
blevet dr.phil. ved Københavns Universitet i 1964, medlem af Videnskabernes
Selskab i 1975, og næstformand i Dansk Forfatterforening i 1983.
_____________
Fodboldkampen
torsdag d. 28. juni 1956 mellem nægternes udvalgte fodboldhold og et hold
CF’ere fra Civilforsvaret, Hillerød, har jeg ingen specielle kommentarer til,
idet fodboldspil ligger mig fjernt. Men interessant har kampen sikkert været
for de tilstedeværende fodboldfans. Enhver sin interesse og gudskelov for det.
______________
Mandag d. 2. juli 1956 vistes den danske spillefilm ”Café Paradis”
(1950), en film om det for mange mennesker alvorlige alkoholikerproblem.
Filmens drejebog er skrevet af forfatteren Johannes Allen og instrueret af
dansk films mest kunstneriske makkerpar, Bodil Ipsen som personinstruktør og
den garvede filminstruktør Lau Lauritzen jun., som også mestrede den
filmtekniske side af filmproduktion. I hovedrollerne ses to af dansk films mest
berømte skuespillere: Poul Reichhardt (Carlo Jensen) og Ib Schønberg (Christian
Birger), godt bakket op af følgende dygtige skuespillere: Ingeborg Brams Ester,
Carlos kone), Else Højgaard (Agnes, søster til Ester), Karin Nellemose (Rita,
Birgers kone), Agnes Thorberg-Wieth (Birgers mor), Johannes Meyer
(Spritter-Mads), Søren Weis (”Lille Fyr”), Jørn Jeppesen, Inge Hvid-Møller
(Nora), Asbjørn Andersen (Dr. Olaf Martin), Lau Lauritzen og Aage Fønss.
Filmen, som
er meget mere end ”udmærket”, er en dybt tragisk film, som begynder med, at to
unge piger finder en død mand på en bænk i en af byens parker. Liget bliver
bragt ind på hospitalets lighus, og her kan politiet oplyse, at den døde mand
er en gammel kending, som flere gange har været indsat i detentionen for
beruselse. Politiet henvender sig til mandens stamværtshus, Café Paradis, hvor
servitricen Nora fortæller, at manden var stamgæst og kom der så godt som hver
eneste dag. Spritter Mads kan supplere med at fortælle, at Birger til at
begynde med ”var meget stor i slaget overfor de andre stamgæster”. I et
tilbageblik (flash back) beretter filmen derefter om den sørgelige skæbne, som
er overgået den nu afdøde direktør, Christian Birger (Ib Schønberg), som havde
været prokurist i skotøjsfabrikken ”Britka”, men tragtede efter den mere
avancerede stilling som firmaets direktør. Imidlertid har mange
repræsentationsfrokoster – sammen med presset fra hans ambitiøse kone, for at
højne deres sociale niveau - gjort ham så afhængig af spiritus, at han drikker
umådeholdent. Birger opsøger derfor sin gamle skolekammerat Dr. Olaf Martin,
der råder ham til at stoppe drikkeriet, inden det går helt galt. Ved et påfølgende
bestyrelsesmøde, hvor Birgers videre vej mod toppen som direktør skal afgøres,
er hans nerver imidlertid blevet så tyndslidte, at han må have noget at drikke,
for at kunne klare mødet med firmaets bestyrelse. Birger bliver temmelig
beruset og under sin tale giver han bestyrelsesmedlemmerne det glatte lag,
hvilket forståeligt nok gør disse opbragte og vrede, hvorfor han bliver bedt om
at forlade middagen.
I den følgende tid turnerer Birger først gennem de finere barer,
for til sidst at ende i "Café Paradis". Han er flyttet hjem til sin
mor, hvor han får et sammenbrud og bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling,
hvis overlæge, Olaf Martin, imidlertid stiller sig tvivlende over for, om han
vil kunne klare sig. Birger er nu så nedbrudt, at han må supplere sit daglige
kvantum spiritus med sprit, hvilket medfører, at Nora smider ham ud af
"Café Paradis" Birger vandrer trøstesløst gennem slud og sne til sin
bænk i parken, hvor han lægger sig for at hvile, med det resultat, at hans
forpinte krop i nattens løb giver op og Birger dør. Det er her, de to unge
piger finder ham næste morgen.
Filmen har en sidehandling med den
ligeledes alkoholiserede, men nu afvænnede Carlo Jensen, som efter et ophold på
en afvænningsklinik, som har kostet ham hans ægteskab, er vendt tilbage til
stamværtshuset, hvor han genoptager sit drikkeri. Han forsvarer den afdøde
direktør med, at det var denne der gav ham hans gamle job tilbage.
Skuespillerpræstationerne i filmen var
usædvanligt gode, nærmest mesterlige, især for Ib Schønbergs vedkommende, han,
som hidtil mest havde været verdensberømt i Danmark som den trinde, glade,
muntre og folkekære ”Ibbermand”.
____________
Jönss’ og Münch’s fortsatte beretning om de
satiristiske Blåmænd fortsatte og afsluttedes i dette nummer af
”Samvittigheden”, og det sker på følgende måde:
I hver måned har vi i den udstrækning det har været os muligt
berettet om begivenheder af et vist format, men hele tiden har vi forudset den
måneds fremkomst, da Blåmændenes sløvhed i sig selv måtte være en omtale værd.
Kong Blåkrones fetich, den tidligere omtalte statsgud, havde siden vor sidste
beretning strammet sit greb om blåmændene, så at det efterhånden begyndte at
klemme selv de mest religiøse. En fast ugentlig husundersøgelse og alles
indførelse i de hemmelige kartoteker med opgivelse af den enkelte Blåmands
laden og færden, var blot et par af de nyeste bud Statsguden havde indført i
sit evangelium, og den blåkronede discipel overvågede personligt effektueringen
af samme.
Det hændte også at statsguden til informering og kontrol sendte en ypperstepræst
til Blårige for at orientere sig om, at respekten for det trykte blev
vedligeholdt, så bibelen kunne følges med den rette ydmyge ånd, at blåmændene
viste den rette sagtmodighed og altid var parat med kind nr. 2, alt sammen,
rigtigt erfaret af Guden, forudsætninger for et pacificeret, teokratisk
samfund, forbilledligt opbygget efter de bedste middelalderlige
frygtsystemeksempler; end ikke afladsbrevene manglede.
Som de
trofasteste af vore læsere vil erindre fandtes der i Blårige, som i en myretue,
ikke andre hunkønsvæsener end Dronningen, - nej, nej – stop dine fantasier,
kære læser; blåmændene fik orgasme ved at sende dristige afladsbreve til
Statsguden, som så igen fik orgasme ved at krølle dem sammen, en såre uskyldig
og lidet effektiv måde at forplante sig på, hvis man ønsker resultater af
anstrengelserne. Mest af alt mindede blåmændene om høns, der ligger på narreæg;
det allerbedste resultat de kan vente sig er et velskabt blålys. Til forsvar
for blåmændene skal dog mindes om, at ulken også bliver ved med at bide på
krogen, og hvis man etisk skal forfægte dem, er der så noget, der i den grad
formår at forene det livsbekræftende med en sødlig naivitet, som en skrukhøne?
- - Jo, der åndede fred og idyl i Blårige, intet formåede at få en blåmand ud
af balance, blot han får sit daglige foder og en pind at sidde på om natten; så
kan man godt pille den ene fjer af efter den anden, han tænker ikke på, at når
der ikke er flere fjer tilbage, sætter Guden sig til bords og æder ham –
VELBEKOMME! SLUT.
For mit personlige vedkommende skal jeg gerne
indrømme, at beretningen om de satiristiske Blåmænd forekommer mig temmelig
kryptisk og dermed i nogen grad uforståelig, især i sin personskildring. Men
nøglen til en forståelse af beretningen ligger formentlig i ministeriets nye
bestemmelser og regler for opholdet og arbejdet i militærnægterlejrene. Disse
bestemmelser måtte lejrchefen og arbejdsledere efter bedste evne søge at
indskærpe og overholde overfor de ofte vrangvillige, men dog trods alt føjelige
nægtere. Denne føjelighed stak den mindre gruppe af politisk motiverede nægtere
i øjnene, som karakteriserede deres mednægtere som apatiske og sagtmodige, som
ikke kunne tage sig sammen til at gøre modstand og oprør imod, hvad
Aktiv-gruppen – og jeg mener at kunne huske, at Jönss og Münch var medlemmer af
denne gruppe - opfattede som overgreb på nægternes menneskelige rettigheder.
Dertil kom, at Kong Blåkrone alias lejrchef Elbæk naturligvis var tvunget til
at rette sig efter ministeriets forordninger. Men han søgte efter evne at fare
med lempe og kaldte nægternes talsmænd til sig, for – sammen med sin velmenende
men måske nok lidt dominante og kontante kone – at forsvare og forklare,
hvorfor det ville være nødvendigt ar rette sig efter og overholde de nye ministerielle
regulativer.
De ugentlige ”husundersøgelser” og ”hemmelige
kartoteker”, som omtales i artiklen, bestod så vidt jeg husker i, at man fra
både ministeriets og lejrledelsens side ville sikre sig, at nægterne overholdt
en vis orden og ryddelighed på stuerne og i deres skabe, idet nogle nægtere –
unge mænd – ikke var vant til at rydde op efter sig, men lod tøj og sko og
andre effekter ligge og flyde på gulvet. De nægtere dette gjaldt, blev af
arbejdslederen noteret i en slags protokol, således at man uge for uge kunne
kontrollere, at netop den eller de nægtere, som rent ud sagt var nogle store
rodehoveder, efterkom påmindelserne om at rydde op efter sig. Denne orden og
ordning kom i virkeligheden alle til gode.
Hen på eftersommeren
1956 havde jeg og en god del af mine nægterkammerater i Gribskovlejren travlt
med at stable en slags revy på benene. Revyen skulle i lighed med, hvad tilfældet
havde været med syngespillet ”Genboerne”, opføres på scenen i Mårum
Forsamlingshus, som vi jo efterhånden kendte ret godt.
Revyen blev kaldt
”BLÅMANNE-SJOV” og var et større arrangement, omtrent i lighed med opførelsen
af ”Genboerne”, især fordi der blev indbudt betalende gæster udefra, hvilket
vil sige nægternes familie, venner og bekendte, som havde tilmeldt sig på
forhånd. Desuden adskilte denne forestilling sig ved, at der for første gang i
Dramatisk Studiekreds’ historie medvirkede en aktør udefra, tilmed en ung
kvinde, nemlig min søster Lizzie, der var ivrig akrobat og balletdanserinde.
Hun havde ganske vist givet et nummer som balletdanser under festen efter
opførelsen af ”Genboerne”, men i ”Blåmanne-Sjov” medvirkede hun direkte og
optrådte i et par af kabaretens numre. Også denne gang arrangerede og
iscenesatte jeg forestillingen, men fik al nødvendig og beredvillig hjælp fra
de af mine nægterkammerater, der på den ene eller anden måde var involveret i
projektet. Foruden de tekster, der var skrevet af den musikalske lejrpoet,
Mogens Jönsson, og hans omtrentlige navnefælle, Erik Jønsson, havde jeg også
selv skrevet et par sketchses, ligesom jeg udførte et par af numrene i revyen.
Til forestillingen,
som fik premiere lørdag den 11. august 1956, var der lavet en fast dekoration,
som vistnok Ole Bjørnild var mester for, og desuden en større rekvisit i form
af en let formindsket og stiliseret sporvogn, som transporterede nogle af de
medvirkende ind og ud af scenen. Det var min idé, og den skyldtes så vidt jeg
husker, at der var brug for den i et af indledningsnumrene, nemlig i Storm P.s
dialog ”FART”, der blev fremsagt af Birger Guy og Hans Vogsen. Når det lige
præcis var en sporvogn, der skulle bruges, havde det noget at gøre med musikken
til de dansenumre, min søster Lizzie udførte i forestillingen. Dekorationen
skulle nemlig forestille storbyen New York. Musikken var kendte amerikanske
populærmelodier, som ”Good Night, Irene!”, ”It’s a Lovely Day today”. Til slut
i forestillingen dansede Lizzie til titelmelodien til Chaplins film ”Limelight”
(”Rampelys”).
De medvirkende
nægtere var Erik Jønsson, Mogens Jönsson (”Jønss”), Birger Jarl Guy, Hans
Vogsen, Andre Mogensen, Axel Ravnholdt Petersen (der som tidligere nævnt var
fra Nakskov), Ole Kauffeldt, Børge Enrico Johnsson, Jens Jacobsen, Frede
Jensen, Ib Andersen og Ole Bjørnild, samt mig selv. Og så min søster ikke at
forglemme.
Den udmærkede,
men trods alt noget primitive scene i Maarum Forsamlingshus, kom endnu engang
til at danne ramme om en teaterforestilling, Denne gang for revyen
”Blåmanne-Sjov”, opført af Gribskovlejrens Dramatiske Kreds den 11. august 1956
kl. 20. Arrangementet med kaffebordene var stort set det samme, som ved
opfrelsen af ”Genboerne”. - © 1956 Privatfoto.
Apropos min søsters
medvirken i foreløbig to af Dramatisk Kreds’ forestillinger i Maarum
Forsamlingshus, så hang dette dels sammen med, at hun vitterligt var en
veluddannet danserinde, og dels med, at der jo ikke fandtes kvindelige
militærnægtere, om end nok kvindelige soldater, dog ikke som værnepligtige, men
som frivillige. Kvinder havde i øvrigt også vist sig at være gode
frihedskæmpere herhjemme under besættelsen, og naturligvis også i andre besatte
lande og i lande, som direkte var involveret i krigen, hvor kvinder desuden var
i militæret, blandt andet i flyvevåbnet. Og i hvert fald var kvinderne på et
tidspunkt i overtal på fabrikkerne, især på de fabrikker, som leverede til
rustningsindustrien. Det sidstnævnte gjaldt både i Nazi-Tyskland og i England
og USA.
Men at kvinderne kom
ud på arbejdsmarkedet under krigen og fortsatte med det også efter krigen,
havde dog intet med kvindernes ligestilling med mændene at gøre. Det skyldtes
derimod flere andre og mere praktiske forhold, blandt andet, at familien havde
svært ved at klare sig med kun én løn, især da ønsket om at få del i de nye
forbrugsgoder steg kraftigt i løbet af 1960’-70’erne.
Salen i Maarum
Forsamlingshus set fra scenen, hvor baren ses bagest tilvenstre. Bagtæppet fra ”Nægter-Sjaketten”
er kun ophængt som pynt og for ligesom at skabe en art kontinuitet. Som det
fremgår, fyldte rækkerne af dækkede kaffeborde hele den forholdsvise store sal.
- © 1956 Privatfoto.
Selve revyen indledtes med, at Erik Jønsson –
ikke at forveksle med lejrpoeten Mogens Jönsson - på klaveret spillede et
potpourri over de melodier, der var indlagt i forestillingen, og som sluttede
med den i al fald på det tidspunkt meget kendte og populære melodi til
gøngemarchen i teaterstykket ”Gøngehøvdingen”. Til revyen var der blevet
skrevet en gendigtning på samme melodi som teksten til ”Hvad en gønge er…”, der
jo oprindelig stammede fra det nævnte teaterstykke. Det var mig selv, der skrev
gendigtningen, idet jeg jo kendte både tekst og melodi fra min tid som statist
i forestillingen på Nørrebros Teater i 1953. Desværre opbevarer jeg kun kladden
til de to første vers, som imidlertid lyder sådan:
(Solo:) Hvad en nægter
er
og hvor han kommer fra
skal vi
melde jer
om I vor
sang vil ha’.
For sin
stand kæmper han
som en
tapper mand.
(Kor:) Søvnig og
uoplagt
en ærlig
nægter går med glæde til sin vagt,
ta’r sin fordømte
tørn,
nu gælder
det at slide, lille børn.
Stormer op,
når klokkerne kalder,
vågner eller
knaldes.
Udkørt og
overtræt,
det må det
store folk forstå,
helst vi
stadig lå.
(Solo:) Hvad en nægter
gør
kan ej
beskrives kort.
Vi forsøge bør
om end det
synes hårdt.
Ud i skov
vandrer han
som en
blåklædt mand.
(Kor:) Søvnig og
uoplagt
i mudret
grøftevand,
han sviner
til sin dragt,
arbejder
ved sit skur,
mens Ellebæk
ta’r sig en stille lur,
holder op,
når mørket sig sænker,
fri for
dagens lænker.
Udkørt og
overtræt,
det må det
store folk forstå,
helst vi osse lå.
Der var som sagt flere vers i Nægtersangen, men
da manuskriptet desværre er gået tabt, ser jeg mig ikke i stand til at bringe
hele sangen. Det ovenfor gengivne uddrag af teksten til ”Nægter-sangen” nr. 2,
giver imidlertid et ganske godt indtryk af den selvironi og humor, der prægede
og karakteriserede de fleste nægteres opfattelse af deres egen situation.
En af flere dekorationer, der var ophængt
på væggene i Maarum Forsamlingshus i forbindelse med opførelsen af revyen
”Blåmanne-Sjov”. Den muntre tegning og tekst er af Ole Bjørnild.
- © 1956 Privatfoto.
En af flere dekorationer, der
var ophængt på væggene i Maarum Forsamlingshus i forbindelse med opførelsen af
revyen ”Blåmanne-Sjov”. Den muntre tegning og tekst er af Ole Bjørnild. - ©
1956 Privatfoto.
Endnu en af de dekorationer, der var
ophængt på væggene i Maarum Forsamlingshus i forbindelse med opførelsen af
revyen ”Blåmanne-Sjov”. Den muntre tegning og tekst er igen af Ole Bjørnild.
- © 1956 Privatfoto.
Men som sagt, var det
mig, der stod for arrangementet, opsætningen og iscenesættelsen af revyen
”Blåmanne-Sjov”, der ligeledes som nævnt indledtes med ”Nægter-sangen”, som
blev sunget af 4 af de mandlige medvirkende, iført ”Blåmanne-dragt” og hver
især ”bevæbnet” med henholdsvis skovl, spade, hakke og greb. Der var i det hele
taget tale om et temmelig broget underholdningsprogram, men dog med både hoved
og hale, alvor og – nok mest sjov. Selv havde jeg blandt andet også kreeret to
klovner, Alfredo og Fernando, og skrevet teksten til nogle klovne-entréer, som
henholdsvis havde titlerne ”Løvepulver”, ”Forårskåd” og ”Jeg fisker!”. Selv
spillede jeg – jeg havde nær sagt selvfølgelig – klovnen ”Fernando”, som havde
de fleste replikker. Alfredos rolle blev spillet af en nægter ved navn Hans
Vogsen, og han gjorde det fortrinligt og fyldte sin rolle godt ud.
Programmet bestod af indledning og omkring en
snes numre, samt en finale. Hvert nummer blev præsenteret og indledt af Mogens Jönsson,
som klarede den krævende opgave med bravur. Afviklingen af de enkelte numre var
arrangeret sådan, at det ene nummer gled næsten umærkeligt over i det næste, så
der ikke opstod mere eller mindre ufrivillige og pinlige pauser. Det
forhåbentlig sjove og morsomme, i bedste fald satiriske, viste sig allerede i
dialogen ”Fart” af Storm P., som handler om to sporvejsarbejdere, der er ved at
slibe skinner. De to blev spillet af Birger Guy og Hans Vogsen.
Herover ses Nægter-kvartetten, som synger
den nægter-sang nr. 2: ”Hvad en nægter er, og hvor han komme fra”. Det er fra
venstre Ole Bjørnild, Ole Kauffeldt, Ib Andersen og Henning Larsen.
- © 1956 Privatfoto.
Storm P.s dialog ”Fart på!” mellem to
københavnske skinnearbejdere, der giver sig mere end god tid til arbejdet. Det
er Hans Vogsen til venstre og Birger jarl Guy til højre, som begge var
velegnede til rollerne, for de tog sig også i det virkelige liv god tid til at
udføre det arbejde, de var eller blev sat til. - © 1956 Privatfoto.
Nummeret med de to københavnske
skinnearbejdere, som bestemt ikke havde travlt med at ”skinne” sig, vakte stor
jubel, og naturligvis ikke mindst på grund af Storm P.s meget morsomme,
finurlige og lettere satiriske tekst. De bliver afbrudt af en sporvogn –
naturligvis en attrap fremstillet til formålet – som kommer kørende ind på
scenen fra højre og kører ud mod venstre, hvorefter de to arbejdere hanker op i
slibeapparatet og går ud af scenen til højre.
Derefter fulgte et lidt specielt dansenummer,
som indledtes med, at sporvognen atter kommer ind på scenen, denne gang fra
venstre, og gør holdt. Tre sorte, elegant klædte mænd stiger ud og der ringes
afgang, hvorefter sporvognen kører ud af scenen til højre. De tre mænd giver
sig derefter til at synge til melodien ”Good Night, Irene!”, idet min
akrobatik- og ballet-trænede lillesøster, som på det tidspunkt var bare 15 år,
danser ind på scenen. Musikken slår derefter over i ”It’s a lovely Day today”,
som samtidig også synges af de tre sorte mænd. Min søster gjorde senere
karriere i udlandet, specielt i USA, hvilket vi skal høre om senere. Det var
første gang i min tid som Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ forestillinger, at
der forekom en kvindelig medvirkende, idet der som formentlig bekendt ikke var
kvindelig værnepligt og derfor heller ikke kvindelige militærnægtere. Men min
dygtige og ambitiøse søster lod sig overtale til at udgøre ”det skønnes
element” midt i al mandehørmen, som de fleste af os fik nok af i
hverdags-trummerummen i lejren.
På disse tre
fotos ovenfor ses de tre elegante sorte mænd, som stiger ud af en lidt speciel
sporvogn, hvorefter de giver sig til at synge og bevæge sig til den kendte
musik til den amerikanske sang ”Good Night, Irene!”. På fotoet øverst ses Frede
Jensen udenfor sporvognen, medens Ole Kauffeldt er på vej ud ad døren, og i
vinduet til højre for ham ses Børge Haakansen.
På de to nederste fotos ses fra højre venstre mod højre Børge Haakansen,
Ole Kauffeldt og Frede Jensen. - © 1956 Privatfotos.
I revyen ”Blåmanne-Sjov” dansede den da
15-årige Lizzie Rasmussen blandt andet til sangen ”It’ a lovely Day today”. Hun
havde da danset ballet og dyrket akrobatik siden hun var omkring 3-4 år. Det
skyldtes, at vores mor var danseentusiast og senere danselærerinde, og som
sådan syntes hun også, at hendes eneste datter skulle lære dans, suppleret med
akrobatik for smidighedens skyld. Min kære søster gjorde senere professionel
karriere i Europa, Canada og USA, sidstnævnte sted særligt i Hollywood og i
endnu højere grad i Las Vegas.
Ovenstående foto til venstre er fra
revyen ”Blåmanne-Sjov”, som opførtes i Mårum Forsamlingshus den 11. august
1956. Fotoet giver et godt indtryk af min søster og hendes elegante og dygtige
dansekunnen til glæde for den nævnte revy og ikke mindst for et meget veloplagt
publikum.
På fotoet til højre ses jeg selv
i min grønne ungdom, midlertidigt uden hageskæg, men med vandkæmmet hår, hvid
skjorte med slips, og mørke benklæder. Hvorfor jeg gestikulerede så voldsomt, skyldtes
nok, at jeg gerne ville understrege og dramatisere indholdet af den skæmtsomme
vise ”Eva var så vidt jeg ved, ret en listig taske”. Som det ses, står jeg tæt
på sufflørkassen, hvorfra jeg kunne høre sufflørens stemme, formentlig for det
tilfælde, at jeg skulle glemme teksten – hvad jeg nu ikke gjorde. © 1956
Privatfotos.
Så var det blevet min
egen tur til at optræde solo, og dertil havde jeg valgt at fremsige et muntert
og vel nærmest satirisk eller ironisk digt med titlen ”Eva var, så vidt jeg ved,
ret en listig taske”. Mit oprindelige hageskæg havde jeg for længst barberet
væk, så mit ansigt lignede en renvasket barnenumse, og slipset, som dengang
endnu var obligatorisk, når man skulle og ville være velklædt, blev bundet så
godt det lod sig gøre, men det var som sædvanligt lidt af et problem, at få
slipseknuden til at blive lige og anbragt ordentligt. Desuden flagrede slipset
under min gestikulerende optræden. Den vittige og finurlige tekst til det
nævnte digt, hvis forfatter og komponist desværre er ukendte, lyder i sin fulde
længde sådan:
Eva var, så vidt jeg ved,
ret en listig taske.
Det er hendes skyld,
vi må her i synden traske.
Skønt hun vidste, det var galt,
fik hun Adam overtalt
til at ta’ et ævle,
derfor blev vi dævle.
Slangen hang i træets top,
Tænkte på skandale.
Så den kvinde, ren og skær,
logred’ med sin hale.
Råbte efter hende: ”Pst! –
Eva! Ser du ævlet hist,
tør du pille ve’et.”
Eva svared’ flux på stand:
”Jeg er ikke bange.”
Rask hun rækker hånden frem
Ævelet at fange.
Rutsch, der rev hun ævlet a’.
Adam sagde: ”Nå-da-da,
put det i din lomme.
Jeg ser Vor Herre komme.
Eva svared’: ”Spis min ven.” –
Adam var beleven.
Han sa’: ”Après Vous, Madame,
De har ned det reven.”
Eva rask af ævlet bed,
resten ned i Adam gled,
og fra rene engle
bleve de til bengle.
Men se, sagen var nu den –
de fik mavepine.
Slangen, denne falske ven,
ga’ sig til at grine.
Ind i haven foer de flux,
blade rev de af en bux,
hvoraf hun bælter laver
til sin og Adams maver.
Herren henimod dem sprang:
”I har ondt i maven –
ævlet har I ådt, som hang
hist på træ’t i haven.
Jeg kan ikke ha’ jer mer,
I kan gå til Lucifer.
Jeg kan ej engle have,
som har dårlig mave.
Efter dette muntre intermezzo, som høstede
et vist bifald, fulgte en dialog mellem Andre Mogensen og Axel Ravnholdt
Petersen, men hvad den gik ud på, husker jeg ikke, og desværre har jeg ingen
papirer, der kan fortælle, hvad det drejede sig om. Så kom Ole Kauffeldt ind og
fremsagde digtet ”Jyderup”, som blev overlappet af Axels entre med et
fløjte-nummer á la Roger Whitaker, en engelsk sanger, der på det her omhandlede
tidspunkt især blev verdenskendt for sin virtuose evne til at fløjte på helt
speciel og original måde til sit eget guitarakkompagnement. Axels fløjteri
kunne selvfølgelig ikke måle sig med den professionelle Whitaker, men han kom
dog tæt på og fik stor applaus af det veloplagte publikum, som hovedsagelig
bestod af militærnægtere og disses familier, venner og bekendte.
På disse to fotos ses Børge Haakansen og
Ole Kauffeldt, idet de synger ”Tossesangen”, men desværre husker jeg ikke, hvem
der har skrevet den lettere satiriske tekst og komponeret melodien. Men morsom
var sangen, ikke mindst i Ole og Børges fremførelse. - © 1956 Privatfoto.
Nu var tiden inde til
den første klovne-entré, der dog kun drejede sig om, at de to klovner, Alfredo
(Hans Vogsen) og Fernando (Harry Rasmussen), blandede sig i Jönss’ præsentation
af det følgende nummer, som viste en kappeklædt poet i skikkelse af Birger Guy
komme ridende ind på hesten Pegasus, som han bad Jönss om at holde i tømmen,
mens han selv læste op af ”P. Sørensen Fugholm”s herlige vrøvlevers. Hvis jeg
ikke husker galt, så var det digtet ”Det tusser”, Guy gav alle sine
evner som oplæser. Her skal blot gengives de to første af 10 vers, for at
læseren kan få et lille indtryk af digtets indhold og specielle karakter:
Henaf Aften, naar det tusser,
er det
Digtningstimen slar.
Alle min Pegasusser
Poesiens Geniusser
ved min Side Sæde ta’r.
Naar det tusser, naar det tusser,
gaar min Fantasi paa Flugt
over Aandens Kaukasusser,
over Niler og Indusser,
ind i Himlen lige lugt.”
Når det ”tusser”
betyder selvfølgelig, når tusmørket falder på. Men som det i øvrigt fremgår af
dette og andre digte af Fugholm, så forholder han sig frit til korrekt stavning
af ord, og skriver ofte disse, som de udtales i daglig tale. Det hedder jo
f.eks. ikke ”Digtningstimen slar”, men ”Digtningstimen slår”, men han skriver
slar, for at få det til at rime på ”ta’r”. Det hedder jo heller ikke ”ind i
Himlen lige lugt”, for lugt har jo med dufte at gøre, hvorimod ”ind i Himlen
lige lukt” betyder lige ind i himlen uden forhindringer. For resten er P.
Sørensen Fugholm et pseudonym for daværende journalist ved Berlingske Tidende
og B.T., forfatteren Per Barfoed (1890-1939), en broder til Viggo Barfoed
(1895-1948). Sidstnævnte var ligeledes journalist ved Berlingske Tidende og
leverede i mange år dagens kommentar på vers på avisens bagside under
pseudonymet ”Ærbødigst”.
Efter oplæsningen
besteg Guy med passende værdighed sin væle ganger Pegasus og red under stor
applaus ud af scenen igen. Den ellers så ’distingverede’ og lidt reserverede
Guy viste sig ved lejligheder som denne, at være i besiddelse af både humor og
vid.
Dygtige Birger Jarl Guy med sin Pegasus,
idet han med stort bravur fremfører og deklamerer et af P. Sørensen Fugholms
vanvittigt morsomme og idérige vrøvledigte. - © 1956 Privatfoto.
Den nævnte Pegasus var,
så vidt jeg husker, kreeret af Ole Bjørnild, og lavet sådan, at hesten vistnok
kunne stå på egne stive ben. Denne Pegasus var helt speciel og så grotesk
lavet, at publikum lo alene af den grund. Samtidig var Birger Guy en
fortræffelig oplæser, dog knapt så god en rytter!
Umiddelbart efter fulgte et sangnummer med
omkvædet ”Så hvorfor sku’ vi ikke være glade”, fremført af, ja, hvem? – Jo,
ingen ringere end opera-elskeren Børge Enrico Johnsson himself. Han var en stor
beundrer og ligefrem tilbeder af operastjernerne Maria Callas og Joan
Sutherland, men havde også sans for mere jordnære viser, som eksempelvis den,
han på overraskende god måde sang ved denne lejlighed.
Derefter fulgte revyens første egentlige
klovne-entré, som havde titlen ”Løvepulver”, og tænk, jeg havde selv skrevet
dialogen mellem Alfredo og Fernando, - for øvrigt også teksten til de andre
klovne-entréer - men kan desværre ikke huske, hvad den her nævnte handlede om!
Og uheldigvis har jeg ikke længere det manuskript, som jeg havde skrevet i den
anledning. Men med en vis resignation skal det dog siges, at digtekunsten nok
ikke er gået glip af noget mesterværk af den grund. Beskedenhed var og er jo
som bekendt en dyd, i hvert fald i henhold til dydige og moralske mennesker.
Nu fulgte et absolut
overraskede dygtigt udført tryllenummer, som Frede Jensen, der i sit civile liv
var uddannet frisør og i sin fritid amatør-illusionist, tidligere havde optrådt
med rundt omkring i Jylland, hvor han boede i Odder. Frede var et usædvanligt
venligt og behageligt menneske, og dertil både vittig og humoristisk samt ikke
mindst en virkelig god amatørskuespiller, som var med i alle de stykker, jeg
satte op i vores fælles tid i Gribskovlejren. I et af sine tryllenumre blev
Frede i øvrigt assisteret af Jönss og Lilli Krogh, gift med den ligeledes meget
dygtige amatørskuespiller Jørn Krogh, som i sit private liv var tandtekniker,
og da han kunne virke lidt forbeholdende og dydsiret, fik han derfor meget
hurtigt efter sin ankomst til Gribskovlejren påhæftet øgenavnet ”Tante Knik”.
På disse to fotos ses den næsten professionelt dygtige
tryllekunstner, Frede Jensen, idet han udfører et par af sine elegante og
forbløffende illusionsnumre. På fotoet øverst ses han sammen med konferencieren
Mogens Jönsson (til venstre) og Lilli Krogh, Jørn Kroghs kone. På fotoet
nederst er Frede alene på scenen, idet han overrasker med sin store kunnen som
elegant magiker. - © 1956 Privatfoto.
Herover ses Ib
Andersen, som med stor indlevelse fremfører den satiriske ”Skærslibersangen”,
som er nogle satiriske kommentarer til datidens aktuelle større og mindre
begivenheder. De fem af sangens seks vers ender med omkvædet: ”for vinden
blæser den forkerte vej”. Sjette og sidste vers ender med: ”så vinden vender
måske en dag.” - © 1956 Privatfoto.
Derefter fulgte først
en duo-dialog, ”Vi er et par store idioter”, mellem Ole Kauffeldt og Børge
Haakansen, og derefter en kras monolog, ”Vinden blæser den forkerte vej”,
fremført med den fornødne alvor og patos af Ib Andersen.
Nu fulgte nummeret
”Forårskåd” med klovne-duoen Alfredo og Fernando, der denne gang spillede op
til Lizzie, som sad på en bænk på scenen og læste i et ugeblad, og i øvrigt
ikke lod sig distrahere og forstyrre af de to klodsmajorers kluntede og
indbyrdes konkurrerende og fjollede kurmageri til hende. Nummeret endte med, at
de to spasmagere opgav og skuffede forlod scenen, idet den ene gik ud til
venstre og den anden ud til højre.
Nu var tiden inde til
den helt store og lidt onde satire. Lejrpoeten Mogens Jönsson havde skrevet en
morsom sketch med titlen ”Lapper til gummistøvler”, der var en bidende satire
over Indenrigsministeriets noget specielle forhold til militærnægterne.
Sketchen indeholdt i alt 5 roller: Ministeren, hans sekretær, et ministerialbud
og to militærnægtere. Rollerne blev henholdsvis udført af Jönss selv som
ministeren, men hvem, der spillede de andre roller, husker jeg ikke længere,
bortset fra at ministersekretærens rolle blev spillet af Ole Bjørnild og ministerialbudet
af Børge Haakansen.
Efter denne krasse satire over nægternes
situation, fulgte nu en gentagelse af sangen ”Med min hakke, min skovl og min
spade”, som vi tidligere havde brugt i kabaretten ”Nægter-Sjaketten”. Den blev
sunget af Ole Kauffeldt, Ib Andersen og Ole Bjørnild, som fik stort bifald. Ib
Andersen var med denne gang, i stedet for mig, som jo havde været medsanger, da
sangen blev sunget i ”Nægter-Sjaketten”- Det skyldtes simpelthen, at jeg havde
for meget andet at se til i forestillingen og ganske enkelt ikke kunne
overkomme mere. Ib Andersen var for øvrigt en ganske god sanger, faktisk bedre
end mig.
Fotoet herover øverst er fra den satiriske sketch ”Lapper til gummistøvler”,
en vittig og kras spøg over Indenrigsministeriets bureaukratiske forhold til
militærnægterlejrene. På fotoet ses fra venstre Børge Haakansen og bag
skrivebordet indenrigsministeren i Birger Jarl Guys skikkelse. Til højre for
ham står hans underdanige sekretær, som blev spillet af Ole Bjørnild. – På
fotoet nederst ses Ivar Nielsen stående oppe foran på scenen, idet han er ved
at overrække en gave til en ung dame, hvis navn jeg ikke kender. Til højre for
hende ses Werner Münchenberg, som var en af scenograferne på ”Blåmanne-Sjov”.
Personerne i forgrunden er fra venstre Ole Bjørnild, Ebbe Høj og en ubekendt
dame. - © - 1956 Privatfoto.
Så var det igen tid til en klovne-entré med
Alfredo og Fernando. Den hed ”Jeg fisker!”. Herunder sad Fernando oppe på
stoleryggen med fødderne solidt plantet på stolesædet, mens han havde linen fra
en fiskestang sænket ned i en kande med vand. Fra denne entre husker jeg kun,
at Alfredo interesseret spørger: ”Hva’ laver du?”. ”Jeg fisker!”, svarer
Fernando. Alfredo: ”Fanger du no’et?”. ”Neiii!”, svarer Fernando. ”Hvorfor
ik’?”, fortsætter Alfredo. ”Nej, for der er jo ik’ no’en fisk i vandfadet, din
torsk!”, konstaterer Fernando triumferende. ”Hvorfor sidder du så å’ fisker?”,
ville Alfredo vide. ”For at få tiden til at gå, indtil næste nummer er klar,
kvajpande!” – Replikskiftet udløste forståeligt og forventeligt nok en ganske
pæn applaus fra salens fuldtallige publikum.
Klovne-nummeret
tjente som sagt af klovnen Fernando kun det formål, at få tiden til at gå, indtil
der var blevet gjort klar bag fortæppet til næste nummer. For at skabe en
glidende overgang til det følgende nummer endte klovne-entréen derfor med, at
konferencier Jönss kom ind på scenen og jog de to dummernikker ud. Derefter gik
han hen og stillede sig forrest på scenen ved sufflørkassen, hvorfra han gjorde
sig klar til at præsentere næste nummer på programmet.
Herover ses de
to gennemgående klovne i revyen ”Blåmanne-Sjov 1956”. Det er fra venstre Hans
Vogsen som klovnen Alfredo, og siddende til højre med fiskestangen Harry
Rasmussen, altså mig, som klovnen Fernando. Jeg har siden min tidligste barndom
altid elsket klovne, for deres groteske mimik og falden-på-halen komik. De
mindede mig om humoren og komikken i blandt andet Walt Disneys korte tegnefilm.
- © 1956 Privatfoto.
Efter at de to
klovner havde forladt scenen og publikum var faldet til ro efter applausen over
den muntre klovne-entré, præsenterede Jönss nu med højtideligt dyster stemme
aftenens mest alvorlige nummer. Idet han atter forlod scenen, slukkedes alt
lys, også rampelyset. Det var forestillingens mest seriøse del, som publikum nu
skulle overvære, nemlig monologen ”Jack O’Merry!”, som blev fremsagt af Karl
Nørmark. Til denne dystre scene var der blevet lavet en speciel og meget dramatisk
dekoration, som forestillede en stiliseret slagmark med en død soldat, der
hænger i pigtrådsspærringen. Der indledtes med fuldstændigt mørke på scenen,
idet der tonedes op for komponisten Saint-Saëns ”Dance Macabre” og samtidig
tændtes for lyset fra et spotlight, der kastedes lige mod den døde soldat i
scenens baggrund. Derefter rettedes lyset mod Nørmark, som stod i forgrunden,
hvor han med indigneret og anklagende røst fremsagde digtet, vistnok af den
norske digter Nordahl Grieg, der bl. a. indeholdt linjerne: ”Død på ærens vide
marker – uden sans for kroppens krav, kulet ned med tyve andre – i en såkaldt
fællesgrav.”
Det var stærke sager, som skabte fuldkommen
stilhed i salen og fik det til at gyse i tilskuerne. Men stemningen blev straks
efter mildnet, idet mellemtæppet blev trukket for og rampelyset atter tændt,
samtidig med at min smukke søster, med sin helt professionelle balletdans,
dansede ind på scenen til tonerne af den dejlige titelmelodi fra Chaplins
”Rampelys”. Hun afsluttede sin dans med at knæle i scenens forgrund, medens den
propfyldte sporvogn endnu engang kørtes ind på scenen i dennes baggrund, og
hvorefter alle øvrige medvirkende personale steg ud og tog opstilling i række
foran sporvognen. Lizzie gjorde derefter nogle dansetrin tilbage og stillede
sig foran de andre. Sluttelig kom Fernando og Alfredo ind fra hver sin side og
tog Lizzie i hver sin hånd, idet de gik frem mod scenens forkant, fulgt af de
bagved stående, hvorefter alle bukkede til publikums begejstrede klappen.
Apropos Chaplins
”Rampelys”, så havde denne herlige film haft Danmarks premiere få år tidligere,
nemlig 2. oktober 1953 i den københavnske storbiograf ”World Cinema”, der i
vinterhalvåret havde til huse i Cirkusbygningen.
Så længe efter erindrer jeg ikke, hvor lang
pause, der var midt i forestillingen ”Blåmanne-Sjov”, for det fremgår ikke af
den oversigt over numrene og disses rækkefølge, som jeg i sin tid selv
udarbejdede som et led i iscenesættelsen. Men forestillingens omfang og længde
taget i betragtning, må det vel have drejet om 25-30 minutter. Og der var i
hvert fald arrangeret en form for udskænkning i den udmærkede bar i salens
bageste del i den anledning. Det er der i hvert fald et par af de fotos, jeg
har fået mulighed for og lov til at bruge her, som mere end antyder.
Disse to fotos
er også fra den aften, hvor ”Blåmanne-Sjov 1956” blev opført. På fotoet øverst
ses flere af de gæster, der er søgt hen til baren, over hvilken der hænger et
skilt med teksten ”Besøg Blåmanne Bar”. Bag det hvide bord ses fra venstre
Svend Poulsen, Knud Krøjer og helt til højre vistnok Aksel Petersen. Foran
bordet kan jeg kun identificere Mogens Jönsson, som sidder og holder en bajer i
venstre hånd, som han hviler på bordkanten. – På fotoet nederst, som er taget
under oprydningsarbejdet dagen efter, ses en tydeligt træt og formentlig også
lettere beruset nægter, Per Laursen, sidde bag et bord med tomme eller delvis
tomme øl- og sodavandsflasker. - © 1956. Privatfoto.
Det er heller ikke meget,
jeg husker fra festen i forsamlingshuset efter forestillingen, og jeg har
desværre ikke længere nogen papirer, der kan hjælpe på min hukommelse. Dog
erindrer jeg, at der var et stort publikum og at forestillingen og det øvrige
arrangement blev en succes. Men det var unægtelig et stort skår i min glæde
herover, at mit ægteskab var forlist og at børnene til en vis grad havde mistet
deres biologiske far, som tilmed elskede dem af hele sit hjerte og sind. Det
var derfor med en glæde iblandet sorg, der konstant hvilede over mit sind i de
dage, at jeg kunne se tilbage på endnu en teatersucces.
Desværre ejer jeg
selv kun ganske få af de fotos, der blev taget i forbindelse med opførelsen af
”Blåmanne-Sjov”, og heraf er de fleste gengivet her. Men oprindelig eksisterede
der en større samling fotos fra denne forestilling så vel som fra ”Genboerne”
og senere ”Det lille Thehus”, men det store album, hvori billederne var klæbet
ind, er uheldigvis gået tabt. Til gengæld har min gamle nægterkollega, nu fhv.
revisor Ivar Nielsen, været så uhyre hjælpsom at stille sin samling af fotos
fra vores fælles tid i Gribskovlejren frit til min rådighed, hvilket er en
gevinst for denne selvbiografi, og som jeg skylder ham stor tak for.
Bryllupsfotos af Bent og Annelise, som blev
gift i september 1956 i Hellig Kors Kirke, få måneder før deres eneste barn
sammen, Jonny, blev født den 2. december 1956.
Det ses tydeligt på fotoet til venstre, at
bruden er gravid. – Fotos: © 1956 Privatfoto.
I den første del af
min tid i Gribskovlejren virkede det, som om Kulturudvalget var lidt sløvt og
at der ikke rigtig skete noget på det kulturelle område. Derfor tog jeg
initiativet til selv at holde et par foredrag om emner, som jeg kendte til,
både af interesse og personlig erfaring, nemlig film og specielt tegnefilm.
Sidstnævnte emne valgte jeg først og forberedte derfor foredraget, dels ved at
skrive et synopsis, og dels ved at bestille gratis udlånte tegnefilm hos
Statens Filmcentral, og dels låne mod betaling hos det private
filmudlejningsfirma PILOT FILM. Filmene måtte nødvendigvis være i 16mm, for der
var ikke råd til at anskaffe et 35mm tonefilmapparat, og ejheller at leje 35mm
spillefilm, som kun blev udlejet af professionelle filmudlejningsfirmaer. Det
var i øvrigt Kulturudvalgs-kassen, der betalte for de lånte film fra det
private udlejningsfirma.
Desværre opbevarer
jeg ikke længere det synopsis, jeg dengang skrev til foredraget, men jeg
husker, at der var tale om en kortfattet gennemgang af tegnefilmens historie.
Denne blev blandt andet illustreret med den franske tegnefilm Joie de Vivre (1933;
”Livsglæde”), hvis ophavsmænd var Anthony Gross og Hector Hoppin. Og, efter min
egen mening nok så væsentligt, blev foredraget også illustreret med flere af
ex-Disney-medarbejderen Ub Iwerks’ tegnefilm. Han havde produceret en hel række
korte underholdningstegnefilm i farver i midten af 1930’erne. Derimod viste det
sig ikke muligt, at vise eksempler på Disneys tegnefilm, fordi disse ikke var
til hverken udlejning eller salg på 16mm.
Men nok så heldigt
var det muligt at vise nogle fremragende eksempler på canadieren Norman
McLarens eksperimenterende film, tegnet på selve filmstrimlen, såsom Begone
Dull Care, Fiddle-de-dee, Blinkety-Blank og ikke mindst Neighbors, Den
sidstnævnte film var dog en realfilm, men optaget med den såkaldte
pixilation-teknik, hvormed man optager filmen i enkeltbilleder, men som
forvises kontinuerligt, hvorfor kontinuerlig bevægelse opstår.
Plakat for
foredraget ”- Noget om TEGNEFILM m. demonstrationer og eksempler på forskellige
former for tegnefilm v. HARRY ”MOTOR” RASMUSSEN”, som jeg holdt i
Gribskovlejren mandag den 24. september 1956. Plakaten er designet og udført af
nægter Henning Larsen, der var typograf i sit civile liv. – Plakat: © 1956
Henning Larsen og Harry Rasmussen.
Men naturligvis kan
man ikke sige, at de viste film var specielt repræsentative for
tegnefilmhistorien, som rummer helt andre og langt flere væsentlige eksempler
på tegnefilm fra tegnefilmens barndom og ungdom. Men det havde simpelthen ikke
været muligt at fremskaffe den kategori af tegnefilm, som jeg kunne have
ønsket. Alligevel var mit lydhøre publikum stort set taknemmeligt, eftersom
formentlig de færreste af dem vidste ret meget om tegnefilmhistorie, og som
desuden i nok så høj grad var tilfredse med, at få nogle morsomme tegnefilm at
se, som især Ub Iwerks’ amerikanske underholdningstegnefilm
Men som nævnt var nogle af
Kulturudvalgsmedlemmerne seriøse folk, der tog begrebet kultur meget seriøst,
om end der efter min personlige opfattelse var lidt slagside til socialistisk
og kommunistisk politisk opfattelse af verden. Det vil jeg vende tilbage til om
lidt.
Vistnok som en følge af mine aktiviteter med
nægterbladet og nogle foredrag om film og tegnefilm, som jeg havde holdt hen på
året 1955, blev jeg valgt som medlem af lejrens kulturudvalg. Det gav mig
anledning til at arrangere nogle filmforevisninger af klassiske
filmmesterværker, der var tilgængelige på 16mm film. Forevisningerne foregik
ovre i fællessalen, i reglen mandag eller torsdag fra kl. 19 til ca. 21.
På fotoet til
højre ses Peter Schäffer, som på det tidspunkt var formand for Gribskovlejrens
Kulturudvalg, stående ved den ende af Fællessalen, hvor indgangsdøren var, og
som ses til højre for ham. Bag ham hænger en opslagstavle, hvor der øverst oppe
står navnene: Felby og Harry, som var på valg som nyt kulturudvalgsmedlem. Der
blev som nævnt i hovedteksten mig, der blev valgt. Det takker jeg for på fotoet
til venstre. - © 1956 Privatfoto.
I den forholdsvis
korte tid, jeg selv var medlem af Kulturudvalget, havde jeg en del problemer
med at trænge igennem hos de seriøse udvalgsmedlemmer med mine seriøst mente
forslag til underholdningsprogrammer. Men alene ordet ”underholdning” var nok
til, at der blev rynket på næsen med en mine, som bedre end ord sagde, at
sådanne forslag kom fra en åndsamøbe. Heldigvis bakkede mange af de ’menige’
nægtere op om mine programforslag, hvorfor det derfor også i reglen lod sig
gøre at gennemføre i hvert fald nogle af disse.
Men alt i alt betød det, at jeg naturligvis
ikke var ene om at bestemme, hvilke film der skulle og burde vises for
nægterne. Det var stort set lejrens intellektuelle kommunister, især med Peter
Schäffer i spidsen, der i al fald en overgang dominerede kulturudvalget og
dettes valg af programmer og film. Men al folket havde altså ment, at der
skulle andre ’boller’ på suppen, og derfor havde et flertal stemt mig ind som
kulturudvalgsmedlem. Birger Guy var – naturligvis – allerede et af
kulturudvalgsmedlemmerne, men som i høj grad konfliktsky holdt han meget lav
profil overfor kommunisterne. Det gjorde jeg sådan set også selv, idet jeg
aldrig indlod mig i politisk diskussion med nogen af dem, og jeg fik da trods
alt også mulighed for at vælge de film og tegnefilm, og de foredrag og anden
form for oplysning og adspredelse, jeg selv syntes var relevante. Så jeg var
egentlig godt tilfreds med situationen.
Der blev virkelig
gjort noget af Gribskovlejrens Kulturudvalg, for at fremme nægternes kulturelle
opfattelse. Medlemmerne af Kulturudvalget var jo seriøse folk, der tog begrebet
kultur alvorligt, om end der efter min personlige opfattelse var lidt slagside
til kommunistisk opfattelse af verden. I den forholdsvis korte tid, jeg selv
var medlem af Kulturudvalget, havde jeg da også en del problemer med at trænge
igennem hos de seriøse udvalgsmedlemmer med mine seriøst mente forslag til
underholdningsprogrammer. Men heldigvis bakkede mange af de ’menige’ nægtere op
om mine programforslag, hvorfor det derfor også i reglen lod sig gøre at gennemføre
disse.
Herover ses
forsiden af Kulturprogrammet 1956-57, som blev udsendt i Gribskovlejren i
september 1956. Den kubistisk inspirerede tegning på programmets forside, kunne
forestille en bargæst og muligvis en guitarist. Hvem der har tegnet forsiden,
har jeg hverken nogen viden eller erindring om, for på det tidspunkt havde jeg
ingen indflydelse på den slags opgaver. Men derimod nok på det filmprogram, der
var blevet valgt i sæsonen 1. oktober 1956 til og med marts 1957.
Et godt eksempel på,
hvad de dominante seriøse Kulturudvalgsmedlemmer kunne blive enige med sig selv
og for resten også med lejrchef Elbæk om, hvad de ”ganske almindelige” nægtere
af slagsen, burde høre af foredrag og se af film, finder man i det
”kulturprogram”, som blev duplikeret i samme format som nægterbladet, og som
blev omdelt i lejren i september 1956.
Lad mig begynde med at nævne
navnene på de mere eller mindre markante og kendte folk, de seriøse
Kulturudvalgsmedlemmer havde valgt skulle komme og holde foredrag i lejren i
den nævnte periode. Nævnt i kronologisk rækkefølge drejede det sig fra 1.
oktober til 20. december 1956 om følgende personer:
Programsekretær ved
Statsradiofonien: Jørgen Vedel Petersen, lejrleder Elbæk Petersen,
højskoleforstander ved Ubberup Højskole, Arne Frandsen, sceneinstruktør ved Det
kgl. Teater, Sam Besekow, forfatteren Hans Scherfig, forbundssekretær ved
Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), Poul Emanuel, og som repræsentant for
Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Ejner Hovgård Christiansen, lyriker
Ove Abildgård, redaktør ved ”Frit Danmark”, Kate Fleron, journalist og
radiomedarbejder, Viggo Clausen, medarbejder ved ”Frit Danmark”, Preben
Dollerup, filminstruktør Theodor Christensen, jazz-causeri ved Lillebror
Carlsen, professor Mogens Fog, jazz-causeri ved Ole Aktiv Hansen, også kaldet
”Ole Trip”. Tilnavnet ”Aktiv” kom formentlig af, at den gode Ole var en ivrig
agitator for kommunisme.
Mandag den 3. december 1956 causerede Erik ”Lillebror”
Carlsen over emnet Negro Spirituals og Gospel Songs. Torsdag den 13. s.m. og år
causerede Ole Aktiv Hansen, også kaldet ”Ole Trip”, om ”Tredivernes Jazz”. Der var stor interesse for de to nægteres
respektive causerier. – Fotos: © 1956 Privatfotos.
For 7. januar til 28. marts 1957
udgjordes foredragsholderne af følgende personer:
Forfatterinden Elsa Gress,
højskoleforstander ved Grundtvigs Højskole, Haugstrup Jensen, forfatteren
Jørgen Lembourn, formand for Danmarks kommunistiske Parti, Aksel Larsen, dr.
phil. Hagbart Jonassen, forfatteren Finn Gerdes, forfatterne Erik Knudsen og
Jørgen Nash, forfatteren Halfdan Rasmussen, redaktør Thomas Christensen,
skuespiller og forfatter Ebbe Rode, højskoleforstander ved Magleås Højskole,
Johannes Novrup, forfatteren Poul Henningsen, og forfatteren Mogens Linck.
Af alle de ovenfor nævnte
foredragsholdere vakte især følgende min interesse, nemlig Sam Besekow, Hans
Scherfig, Kate Fleron, Theodor Christensen, Mogens Fog. Aksel Larsen, Erik
Knudsen, Jørgen Nash, Halfdan Rasmussen, Ebbe Rode og Mogens Linck.
Sam Besekows første besøg og
foredrag i lejren, hvor han var ledsaget af sin omsorgsfulde og kønne hustru,
skuespillerinden Henny Krause, har jeg allerede omtalt tidligere, og indtrykket
af ham som et sympatisk, poetisk og følsomt gemyt, der fremsagde sine replikker
med dyb varme og patos, måske en anelse for svulstigt for en flok gemene
militærnægtere, som ved den lejlighed hørte og så ham i Fællessalen i
Gribskovlejren. Men til gengæld var han morsom og ironisk, når det gjaldt
oplæsning af humoristisk litteratur. I alle tilfælde gestikulerede han med
rolige, velovervejede bevægelser, der dog alligevel fik sveden til at hagle af
ham, så at den opmærksomme hustru ind imellem måtte række ham det medbragte håndklæde
til at tørre sig med.
Forfatteren og maleren Hans
Scherfig (1905-1979) husker jeg ikke så meget om, fra da han holdt et foredrag
om mysticismen i dansk kunst og kultur. Men jeg har helt sikkert været lodret
uenig med ham i hans synspunkter og påstande, som jo formentlig var inspireret
af hans kommunistiske livs- og verdensopfattelse. Den delte jeg ikke dengang og
heller ikke senere. Men en interessant og spændende forfatter og en god og
raffineret tegner og maler, det var han i hvert fald også, og derfor syntes jeg
egentlig, at det snarere var synd for ham, at han næsten helt religiøst
bekendte sig til den autoritære sovjetiske kommunisme og så op til dennes store
idol, Stalin. Sidstnævnte var jo i virkeligheden en despot, en zar, af værste
hensynsløse og brutale slags, værre end den kejserlige Romanov-familie, som
Stalins forgænger, Lenin, på så grusom måde havde ladet myrde i 1918.
Redaktøren for
”Frit Danmark”, Kate Fleron, holdt den 24. november 1956 kl. 20 foredrag om
”Israel og det Nære Østen”. Den dengang kendte dame var veltalende og
argumenterede godt for sig. Kate Fleron var på det tidspunkt blevet, hvad der
senere blev betegnet som politisk venstreorienteret, og ifølge denne
opfattelse, var staten Israel den store ”skurk” i Mellemøst-konflikten.
Plakaten til højre er formentlig lavet af militærnægteren og min ven Henning
Larsen. – Fotos: © 1956 Privatfotos.
Journalisten og forfatteren Kate
Fleron (1909-2006) var en tiltalende og veltalende, usædvanlig og meget modig
kvinde. Hendes motivation for at gå med i modstandskampen mod den tyske
besættelse af Danmark 1940-45, var dikteret af de nationale værdier, som Det
konservative Folkeparti stod for dengang, da Christmas Møller var i spidsen for
partiet. Det fortsatte hun også med som redaktør af det tværpolitiske
modstandsblad ”Frit Danmark”. Som en moderne og selvstændig kvinde, valgte Kate
Fleron helt igennem at leve på sine egne præmisser, hvilket dog ikke var lige
velset i alle kredse.
Som skrivende modstandskvinde
kom hun i 1942 med i redaktionen af det antinazistiske ”Frit Danmark”, en
stilling hun også beholdt efter Danmarks befrielse i maj 1945. Hendes
national-konservative holdninger blev dog med tiden noget mere moderate,
hvorfor hun, i modsætning til sine partifæller, valgte at gå imod den voldsomme
antikommunisme, der herskede i mange kredse, og som splittede
modstandsbevægelsen i de første befrielsesår. Under den kolde krig i
1950’-60’erne kovendte Kate Fleron helt og indtog en tydeligt
venstreorienteret, men dog ikke dogmatisk marxistisk holdning til tidens
begivenheder. Hun var en engageret og ivrig modstander af amerikanernes krig i
Vietnam og satte sig for, at afsløre amerikanernes krigsforbrydelser i landet.
Det fik hun PH-prisen for i 1972.
Det var formentlig Kate Flerons
pro-kommunistiske sympatitilkendegivelser, der førte til, at de kommunistiske
medlemmer af Gribskovlejrens Kulturudvalg, valgte at sætte hende på
foredragsprogrammet. Og hendes foredrag om Israel, som jeg ikke husker, har
sikkert været vendt imod det slemme land, som stjal palæstinensernes
hjemland.
Theodor Christensen (1914-1967)
var en af dansk dokumentarfilms store pionérskikkelser, som sammen med vennen,
filmteoretikeren Karl Roos (1914-1951) allerede i 1930’erne, havde markeret sig
som en avantgardistisk filmskaber. De tilhørte begge det såkaldte
kulturradikale miljø, som hældede stærkt til kommunismens idealer, hvis
falskhed de på trods af de berygtede Moskva-processer, åbenbart ikke var i
stand til at gennemskue. Da det endelig stod klart, at sovjetkommunismen under
Stalin var et diktatorisk og brutalt magtforetagende, skiftede Christensen over
til troen på, at kommunismen blev forsøgt realiseret på Fidel Castros Cuba. Han
rejste til landet, hvor han blev lærer på den cubanske filmskole. Efter sin
hjemkomst fortsatte han med at lave dokumentarfilm, som kritiserede det
hjemlige politiske og bureaukratiske magtapparat. Som ansat ved Ingolf Boisens
filmselskab Minerva Film, lavede Christensen dog også politisk neutrale
dokumentarfilm, som f.eks. ”Træk vejret”, 1958, som jeg på det tidspunkt som
ansat hos Barfod Film, lavede nogle tegnefilmindslag til.
1965 var Theodor Christensen en
af primus motorerne bag oprettelsen af Den danske Filmskole, hvor han selv
virkede som lærer indtil sin død i 1967. Han var gift med Tove Hebo
(1916-1966), som selv var leder af filmproduktionsafdelingen hos
reklamebureauet Wahl Asmussen, og i sammenhæng med mine planer om en
reklametegnefilm for ”ADI-Sko”, havde jeg en kortvarig forbindelse med hende i
1952. En del år senere var jeg dog også med til en festlig komsammen i hendes
store lejlighed i Kronprinsessegade i København.
I sin egenskab
af Kulturudvalgsformand har det sikkert været en stor glæde for Peter Schäffer at
byde sin meningsfælle, den kendte kulturdebattør og modstandsmand Mogens Fog
velkommen. Fog talte over emnet ”Er fredelig sameksistens mulig?”. Det var jo
under den kolde krig og kort efter opstanden i Ungarn og Sovjethærens brutale
fremfærd samme steds, hvilket gav anledning til eftertanke hos mange
intellektuelle kommunister, som blandt andre Mogens Fog. – Fotos: © 1956
Privatfotos.
Lægen og senere professor i
neurologi ved Københavns Universitet, Mogens Fog (1904-1990), var en
fremtrædende kulturpersonlighed under og ikke mindst efter tyskernes besættelse
af Danmark. Som antifascist var han en ivrig modstandsmand, som dels var med
til at stifte ”Frit Danmark” og ”Danmarks Frihedsråd” og dels var med til at
stifte Socialistisk Folkeparti. I 1944 blev Fog arresteret af Gestapo og sat i
arrest i Shellhuset, øverst oppe under taget, hvor andre og kendte fanger
befandt sig. Under det engelske bombeangreb på Shellhuset 21. marts 1945,
lykkedes det Fog og nogle af hans medfanger at undslippe på dramatisk vis.
1966-1972 var Fog rektor for Københavns Universitet, og da han under
ungdomsoprøret 1968 stod på Universitetets talerstol under årets studenter
dimission, skubbede psykologistuderende Finn Ejner Madsen ham væk og tog selv
ordet, idet han opfordrede sine kammerater til at besætte Universitetet og
fremsætte krav om demokratisk medindflydelse på Universitetets ledelse. Det
viste sig, at Fog støttede disse krav.
Det foredrag, Mogens Fog holdt i
Gribskovlejren mandag den 10. december 1956, havde titlen ”Er fredelig
sameksistens mulig?” Som idealistisk kommunist havde han også fået visse
betænkeligheder efter Sovjethærens invasion i Ungarn i november måned samme år.
Selv har jeg aldrig haft
fornøjelsen af at møde Mogens Fog personligt, udover ved hans foredrag i
Gribskovlejren, men til gengæld hans søn, bioneurologen med speciale i
psykiatri Rasmus Fog (f. 1936). Han forsvarede og fik i 1976 antaget sin
doktordisputats om hjernens transmitterstof dopamin. Rasmus Fog var med i det
team af psykiatriske forskere, der forsøgte at klarlægge årsagerne til
skizofreni. I den anledning produceredes en dokumentarfilm, hvortil jeg lavede
en række tegnefilmindslag. Rasmus Fog var i øvrigt af den efter hans egen
mening dokumenterede opfattelse, at skizofreni havde rent fysiske, neurologiske
årsager, snarere end f. eks. miljømæssige årsager.
Politikeren og formanden for
Danmarks kommunistiske Parti (DKP), Aksel Larsen (1897-1972), var en helt
speciel personlighed, begavet, vidende og en provokerende retorisk taler, med skarpe
udfald mod holdninger og meninger, han ikke var enig i. Han havde en lang og
bevæget fortid bag sig, først som socialdemokrat, siden syndikalist og
international kommunist og senest som dansk kommunist. 5. november 1942 blev
han imidlertid arresteret af dansk politi og sat i Vestre Fængsel, hvor han
blev overgivet til tyskerne. Efter langvarige forhør blev han 28. august 1943
overført til den tyske koncentrationslejr Sachsenhausen, hvor han sad i skarpt
bevogtet og isoleret enkeltcelle. Her opholdt han sig til i april 1945, hvor
han blev frigivet og sendt med de Hvide Busser til Sverige. Derfra kunne han
den 5. maj 1945, Danmarks befrielsesdag, atter vende hjem til København, hvor
hans venner og tilhængere, ja, selv en del af hans politiske modstandere,
nærmest modtog og hyldede ham som en frihedshelt.
Efter befrielsen oplevede DKP en
hidtil ukendt succes og kommunisterne en uventet popularitet, som dels skyldtes
indsatsen i modstandskampen og dels Sovjetunionens og Den Røde Hærs sejrrige
deltagelse i bekæmpelsen af nazisterne. Kammerat Stalin blev regnet som en af
”de tre store” sammen med Churchill og Roosevelt. Populariteten førte til, at
Aksel Larsen blev medlem af befrielsesregeringen, dog uden portefølje. Den af
opholdet i kz-lejren tydeligt svækkede mand fik da heller ikke den store
politiske indflydelse på regeringen, og ledelsen af DKP var overgivet til den
noget mere robuste Richard Jensen.
Men at Aksel Larsen var blevet
populær i store dele af befolkningen, kunne ses af folketingsvalget 30. oktober
1945, hvor han fik valgets største personlige stemmetal, nemlig 27.497. Ved
samme lejlighed opnåede DKP sit bedste valg nogensinde med 255.236 stemmer,
12,5 % af de afgivne stemmer. Partiet fik dermed 18 mandater. Imidlertid kunne
den historiske valgsejr ikke bruges til ret meget, for allerede inden valget
havde Socialdemokratiet vendt ryggen til DKP og gjort følgeskab med Winston
Churchills offensiv imod kommunismen. En offensiv, som blev intensiveret efter
at Churchill i en tale i marts 1946 havde indført begrebet ”Jerntæppet”, der
skilte de vestlige demokratier fra Sovjetunionen og Østeuropa. Dermed var de
gamle frontlinjer fra før krigen atter begyndt at blive trukket op.
Under sit foredrag i
Gribskovlejren, overraskede Aksel Larsen især ved sit lune og sin venlighed,
selvom emnet: ”Findes der retfærdige krige?” ikke ligefrem indbød til humor. På
det tidspunkt var Aksel Larsen stadig en tro tilhænger og forsvarer for
Sovjetkommunismen og havde endnu ikke taget officiel afstand fra Sovjethærens
invasion og blodige nedkæmpelse af oprøret i Ungarn 1956, som han i første
omgang forsvarede. Men det endte dog med, at han tog afstand fra Sovjets
brutale handling og meldte sig ud af DKP, samtidigt med at han sammen med nogle
partikammerater stiftede Socialistisk Folkeparti (SF), nemlig i 1958, cirka et
par år senere, end han havde holdt sit foredrag i Gribskovlejren.
Forfatteren Erik Knudsen
(1922-2007) var en rabiat samfundskritiker, som 1950 blev redaktør af det
venstreorienterede, for ikke at sige kommunistiske, kulturtidsskrift Dialog,
der havde som formål at sætte kunsten og digtningen ind i en social sammenhæng.
Han vendte sig samtidigt imod metafysiske og religiøst prægede emner og
spørgsmål, og blev i stigende grad politisk bevidst. 1954 blev han lærer på
Krogerup Højskole, hvor han selvfølgelig søgte at påvirke eleverne i retning af
et aktuelt politisk engagement til fordel for en social, underforstået
kommunistisk livs- og verdensopfattelse. 1962 forlod Knudsen tidsskriftet
Dialog og fortsatte med at skrive i det mere rabiate Politisk Revy. Han skrev
også samfundskritisk revydramatik og TV-spil, og vendte sig blandt andet imod
det stygge kapitalistiske Amerikas krig i Vietnam. I 1970’-80’erne støttede han
i ord og handling freds- og miljøbevægelserne. Så vidt jeg erindrer, virkede
han en overgang som lærervikar ved Fritidsundervisningen i Gribskovlejren.
Sammen med forfatteren og
provoen Jørgen Nash (1922-2004) havde Erik Knudsen valgt litteraturen som emne
for foredraget ”Skriver I, karle”, som blev afholdt mandag den 11. februar
1957. I et vist modsætningsforhold til Knudsen, var Nash imod enhver form for
samfundsmæssig kontrol og faste regler og rammer for noget som helst. Han
tilsluttede sig bevægelsen Internationale Situationister, som han dog senere
også vendte sig imod og blev ekskluderet fra. Sammen med sin yngre ven,
forfatteren, maleren, jazzmusikeren og filminstruktøren Jens Jørgen Thorsen,
som også var medlem af situationisterne, udgjorde han en væsentlig del af
1960’-70’ernes protestbevægelse. Sammen
eller hver for sig foretog de to venner en række samfundskritiske aktioner og
dristige happenings, som bragte megen omtale i de altid sensationshungrende
medier, ikke mindst fjernsynet.
Jens Jørgen Thorsen (1932-2000)
blev især kendt af offentligheden i 1970 i forbindelse med sin filmatisering af
forfatteren Henry Millers roman ”Stille dage i Clichy”, som vakte opsigt på
grund af sine nærmest pornografiske sexscener. Bedre blev det ikke, da han i
1975 udgav sit manuskript til sin længe planlagte og uhyre omtalte film om Jesu
sexliv. Planerne blev bandlyst af selveste paven, men det lykkedes alligevel
Thorsen at realisere sit Jesus-projekt en del år senere, nemlig i 1992 og da
under titlen ”The Return”.
Jørgen Nash har jeg tidligere omtalt
her i selvbiografien under omtalen af Esbønderup Sygehus, men jeg har aldrig
mødt ham personligt, heller ikke under hans og Erik Knudsens foredrag i
Gribskovlejren, for jeg havde ikke lyst til at høre om disse to forfatteres
synspunkter på litteraturen. Derimod har jeg ved et par lejligheder mødt den på
sin egen vis kontroversielle, men barnligt troskyldige Jens Jørgen Thorsen,
hvilket jeg dog vil foretrække at fortælle om i kronologisk sammenhæng.
______________
Halfdan Rasmussen (1915-2002),
født i et arbejderkvarter i København, hvor hans far var chauffør og hans mor
havde en rulleforretning i det ene rum af en toværelses lejlighed. Han debuterede som digter i 1936 med et digt
i ugebladet ”Arbejdet”, og i 1941 fik han udgivet sin første bog: ”Soldat eller
menneske”. Hans tidligste digte blev skrevet under indtrykket af den store
arbejdsløshed og depressionen i 1930’erne og tyskernes besættelse af Danmark i
1940’erne. Det bevirkede, at hans digte fra den tid er overvejende advarende og
pessimistiske, men det hændte, at der ind imellem smuttede et satirisk digt med
i samlingen. De tidlige digte til voksne havde en tendens til at være
moraliserende og højstemte og med vægten lagt på en insisterende
humanisme.
Politisk set bekendte Halfdan Rasmussen
sig til den såkaldte anarkosyndikalisme, hvilket vil sige en syndikalisme med
anarkistiske anskuelser, idet den heller ikke anerkender fagforeningerne. Han
var derfor hverken kommunist eller socialdemokrat, men eftersom han i lighed
med syndikalisterne var imod revolution kan man sikkert betegne ham som moderat
venstreorienteret. Det kom til udtryk i, at han senere i livet blandt andet
støttede Kampagnen mod Atomvåben, Folkebevægelsen mod EU og Amnesti
International.
Dog, det væsentlige ved Halfdan
Rasmussen og det, som gjorde ham verdensberømt i Danmark, er imidlertid hans
store produktion af de sprogligt finurlige Tosserier, som er rim, der
med humor behandler de mere alvorlige sider af tilværelsen, og de fabelagtigt
morsomme Børnerim, som er rim der ligger et sted imellem nonsens rim og
små, sjove historier. For at
give min læser et lille indtryk af karakteren af hans børnerim, vil jeg tillade
mig at citere et enkelt eksempel blandt de mange, som jeg personligt holder
meget af:
Godmorgen sol, godmorgen
morgensol,
som skinner ned
på bellis og viol,
og ned på Jens
og Karl, de frække fyre,
som står og
tisser på en tissemyre.
Men myren skal,
man ikke isse på,
så derfor siger
jeg: ”Lad vær’ og stå
og tis på
myren, men gå hjem
med jeres
tissemyre-tissemænd!”
Men at Halfdan Rasmussen også
kunne være ægte poetisk og se dybere i livet, fremgår af det citat af ham, der
står på hans gravsten på Hellebæk Kirkegård:
”…Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror,
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evigt stor….!”
Halfdan Rasmussen fik
velfortjent flere udmærkelser, som De Gyldne Laurbær i 1958 for digtsamlingen Torso,
1973 PH-Prisen, 1983 LO Kulturprisen og i 1978 fik han Herman Bangs Mindelegat,
og i 1988 Det Danske Akademis Store Litteraturpris. - Halfdan Rasmussen var i
årene 1953-1973 gift med forfatterinden Ester Nagel (1918–2005), men parret
blev skilt kort efter deres sølvbryllup. I den sidste del af sit liv var han
gift med sin gode ven og kollega Benny Andersens første kone, Signe Plesner,
som døde seks år før ham. Benny Andersen og Halfdan Rasmussen forblev dog
venner gennem alle årende.
______________
Ebbe Rode (1910-1998), søn af
berømthederne forfatteren Helge Rode (1870-1937) og dennes hustru,
forfatterinden Edith Rode, f. Nebelong (1879-1956). Ebbe Rode var skuespiller,
tegner, digter og forfatter, dog nok bedst kendt som skuespiller, dels på Det
kgl. Teater og dels – og ikke mindst -
på film. Han begyndte som bladtegner, men havde ambitioner om at blive
skuespiller og som sådan debuterede han i 1931 på Dagmarteatret i lystspillet
”Étienne”, hvor han spillede sammen med ingen ringere end Poul Reumert og Bodil
Ipsen. Fra 1932 til 1956 var han fast tilknyttet Det kgl. Teater, hvor han
medvirkede i en lang række af den tids store skuespil, ofte sammen med Mogens
Wieth og Bodil Kjer. Fra 1956 og til 1965 optrådte Ebbe Rode på andre
københavnske teatre, bl.a. på Alléscenen, Folketeatret, Det Ny Teater og på
landsdelsscenerne, indtil han i 1965 igen blev fast tilknyttet Det kgl. Teater.
Her fik han i de følgende mange år adskillige store karakterroller.
På TV huskes han ikke mindst for
sin rolle som ”Over-Clausen” i serien ”Livsens Ondskab” (1972), baseret på Gustav
Wieds roman af samme navn. I 1975 spillede han sagfører i Leif Panduros tv-spil
”Anne og Paul”. Og senil overretssagfører i 1994 i tv-filmen ”Længe leve
friheden”. Men nok så markant var Ebbe Rodes hovedroller i en lang række danske
spillefilm, begyndende med ”Tango” i 1933 og efter mere eller mindre betydelige
hovedroller i ca. 40 spillefilm at slutte med ”Høfeber” i 1991.
Ebbe Rode og hans karriere er
tidligere blevet grundig omtalt her i min selvbiografi, men følgende skal
gentages. Under tyskernes besættelse af Danmark 1940-45 var Ebbe Rode fast
engageret på Det kgl. Teater, hvor han dannede en slags skuepiller-trio sammen
med Mogens Wieth og Bodil Kjer. De tre var kendt som antinazister og det førte
til, at de af frygt for repressalier i form af clearing-mord, måtte gå under
jorden og flygte illegalt til Sverige. Under Sveriges-opholdet drog Mogens
Wieth til England, hvor han tilknyttedes militæret som faldskærmssoldat, medens
Ebbe Rode indtil videre forblev i Sverige og blev medlem af Den Danske Brigade,
og Bodil Kjer vendte efter befrielsen hjem og genoptog sin karriere på Det kgl.
Teater.
Senere i livet blev Ebbe Rode
landskendt for sine fabelagtigt morsomme Storm P-oplæsninger, som
udødeliggjorde Storm P-fortællinger som ”Sangforeningen Morgenrødens Pinsetur”,
”I Tonernes Verden” og ”Åkirkeby”. Desuden udødeliggjorde Ebbe Rode ved sin
genfortælling også Mark Twains herlige fortælling ”Præsten i Nevada”. Alle
disse fortællinger findes heldigvis på CD’er, så enhver interesseret stadig vil
kunne nyde godt af Ebbe Rodes oplæsningskunst.
I sin egenskab af forfatter og
som engageret i fredsarbejdet udgav han i 1957 pjecen ”Krigen på vandring” og
bogen ”Åben dagbog”. I 1958 fulgte erindringsbogen ”Troldguld” og efter en del
års pause ”Lysbadet i skygger”, 1984, ”Lykkelig latter”, 1985, og digtsamlingen
”På kryds og tværs”, 1987.
Ebbe Rode var gift tre gange:
Første gang med Bodil Kjer fra 1939 til 1948, anden gang med Helle Virkner fra
1949 til 1958, og tredje gang med Nina Pens Rode fra 1959 til hendes død i
1992. I sine seneste år samlevede han med den svenske skuespillerinde Rut
Hofsten. – Ebbe Rode havde sammen med Nina Pens en søn, Martin Rode, født 1961
og død 1989 som følge af en kræftsvulst i hjernen. Han fik en overgang
behandling ved healing – formentlig fup - på Philipinerne, men uden varig
virkning. Martin Rode, der medvirkede i en lang række film, som .eks. ”Højt at
flyve”, 1983, og ”I hvilket vand”, 1984, samt spillede rollen som Frank Skov i
tv-serien ”Een gang strømer” (1987), lige som han også nåede at debutere som
kunstmaler med hele fire malerier på Charlottenborgs Forårsudstilling.
_____________
Mogens Linck (1912-1988), dansk
journalist og forfatter af både romaner, kriminalromaner, hørespil og skuespil.
Hen debuterede i 1934 med den psykologiske kriminalroman Pelshuen, som
gav ham tilnavnet ”en dansk Dostojefski”. Mogens Linck var en af de første
danske forfattere, som skrev psykologiske kriminalromaner. I sin egenskab af
journalist ved forskellige aviser, som Berlingske Tidende, Nationaltidende og
Socialdemokraten foretog Linck mange udenlandsrejser, som bl.a. gik til
Frankrig, Tyskland, Belgien, Spanien, Italien, Sverige, Finland, Rusland, Polen
og Østrig.
Mogens Linck var også en flittig
og produktiv forfatter og udgav flere romaner, som f.eks. i 1940 den
humoristiske kriminalroman Damen med den røde hat, illustreret af
selveste Storm P. 1942 fulgte Mistænkt og 1945 den selvbiografiske roman
Af mennesker er du kommet.
1943-44 var Linck medlem af
Forfatterforbundet og sidstnævnte år blev han dettes kasserer, men måtte i
november samme år flygte til Sverige på grund af sine illegale aktiviteter, og
hvor han opholdt sig til Danmarks befrielse i maj 1945.
1950 udgav Mogens Linck romanen På
vej og fik samme år antaget og opført skuespillet Giv Kejseren Støvet på
Det kgl. Teater, som i 1952 blev opført på Det Ny Teater og Aarhus Teater i
1952. Lystspillet ”Det lille Hotel” blev antaget og opført på Det kgl. Teater
og i Wien.
I 1937 fik Mogens Linck Carl
Møllers Humorist-Legat, i 1938 Det Rongeske Legat og Emma Bærentzens Legat og i
1944 Forfatterforbundets Legat.
Mogens Linck var gift to gange,
anden gang i 1962 med Connie Meiling, født 1930 og dermed 18 år yngre end sin
mand. Bag hendes navn skjuler sig et af dansk films store barnestjerner, nemlig
”Lille Connie”, som begyndte at optræde på film allerede i en alder af 5 år,
nemlig i filmen Kidnapped (Palladium 1935), hvor hun bl.a. spillede
sammen med folkekære Ib Schønberg og sang sig ind i folks hjerter og erindring
med ”Æh Bæh Buh – det er sjovt at være lille”. Hun medvirkede derefter i
følgende danske spillefilm: Snushanerne (Palladium 1936), igen sammen
med Ib Schønberg, Panserbasse (Palladium 1936), atter sammen med
populære Ib Schønberg, Inkognito (Palladium 1937), endnu engang sammen
med Ibbermand, Der var engang en Vicevært (ASA 1937), denne gang sammen
med Osvald Helmuth, Den mandlige husassistent (ASA 1938), igen sammen
med Osvald Helmuth, og Pas på svinget i Solby (ASA 1940), hvori Ib
Schønberg også medvirkede.
Connie Meiling optrådte også en
kort overgang på de skrå brædder, nemlig i Phønix-Teatrets Sommerrevy (det
senere Frederiksberg Teater) på Frederiksberg Runddel, men der var åbenbart
folk, der havde fået ondt af, at et barn under 12 år optrådte på teatret i
erhvervsøjemed, hvorfor hun måtte holde op, skønt nogle mente, at hun havde
skuespillertalent. Som voksen lod Connie Meiling sig uddanne som håndværksmaler
og senere som grafisk tegner og fik ansættelse som undervisningsassistent ved
Det kgl. Kunstakademi. Senere blev hun ansat som grafisk tegner ved DR TV’s
grafiske tegnestue, en stilling som hun så vidt vides beholdt i mange år.
______________
Men nok så interessant, er de
foredragsemner, der var blevet valgt, og det er for den nævnte periode 1.
oktober til 20. december 1956 følgende:
Koloniproblemer, Ruslandsrejse,
Albert Schweitzer, Mysticismen i dansk kunst og Litteratur, Er enhedsfront
mulig?, Israel og Det Nære Østen, Bryllupstraditioner, Hovedlinjer i international
politik efter Anden Verdenskrig, Filmkunst, Er fredelig sameksistens mulig?
Tredivernes Jazz.
Foredragsemnerne i perioden 8.
januar til 28. marts 1957 var følgende:
USA og os – strømninger, Nordahl
Grieg, Frihedens Forrædere, Findes der retfærdige Krige? Træk af Pacifismens
historie og idé, Rendez-vous med mig selv, Skriver I, karle, Danmarks
forsvarspolitik – historisk og aktuelt, Hvordan var der i Kina? Teatret bag
kulisserne.
For mig personligt
var det filmprogram, som Kulturudvalget havde valgt at ville vise nægterne i
den her omhandlede periode, nok så interessant. Min specialinteresse hang til
dels sammen med min interesse for film i almindelighed og dels med min funktion
som filmoperatør. Som ikke-kommunist og ikke-socialist havde jeg kun minimal
indflydelse på valget af film til filmprogrammet. Dog må jeg sige, at jeg på
trods heraf havde anbefalet en del af de film, der blev vist i min tid i
Gribskovlejren, og Kulturudvalget fulgte som oftest mine anbefalinger. Men
derudover var filmvalget, specielt hvad angår russiske og kinesiske film,
præget af de kommunistiske medlemmer af Kulturudvalget, hvilket formentlig
indirekte vil fremgå af følgende repertoire:
Det begyndte med
mandag den 8. oktober, hvortil der var valgt at vise amerikaneren Frank Capras
socialromantiske komedie ”Vi behøver hinanden” (1939), originaltitel ”Made for
Each Other”, med James Stewart og Carole Lombard i hovedrollerne.
Torsdag den 8. s.m.
vistes den danske spillefilm ”Støt står den danske sømand” (1948), instrueret
af det nye, men kortvarige makkerpar i dansk film: Bodil Ipsen og Lau Lauritzen
jun., og med Poul Reichhardt og Lisbeth Movin i hovedrollerne.
Mandag den 5.
november vistes den tyske spillefilm ”Galskabens vej” (1946), instrueret af
tysk films nye store håb Helmuth Käutner. En fremragende film, hvori man følger
en folkevogn og de personer, der på skift benytter den, fra før krigen, gennem
krigen og til lige efter Nazi-Tysklands totale nederlag.
Torsdag den 22.
november var det tid til at vise engelske Noel Cowards rørende og dramatiske
krigsfilm ”Havet er vor skæbne” (1942), originaltitel: ”In Which We Serve”, som
den senere mesterinstruktør David Lean var medinstruktør af, og som havde en
række dengang kendte engelske filmskuespillere i rollerne.
Torsdag den 29.
november vistes den tyske stumfilm ”Faust” (1926), instrueret af en af tysk
films store navne, F.W. Murnau.
Torsdag den 6. december stod den
amerikanske spillefilm ”I djævelens sold - ”Daniel Webster” på programmet. Daniel
Webster (1772-1852) var en ledende konservativ amerikansk politiker og senator.
Mandag den 17.
december vistes den sidste film i 1956, nemlig den amerikanske ”Ham vil jeg
ha’” (ikke identificeret)
Mandag den 7. januar
1957 stod den festlige fransk-italienske film ”Don Camillos lille verden”
(1952) på programmet. Den komiske franske skuespiller Fernandel skabte med
denne film en international succes af de helt store, hvilket naturligvis blev
fulgt op af flere Don Camillo-film i de følgende år.
Torsdag den 24.
januar var det tid til en af de store japanske spillefilm, Akira Kurosawas
”Dæmonernes port” (1950), originaltitel ”Rasho mon”, som blev en stor succes i
danske biografer.
Mandag den 4. februar
forevistes Renato Castellanis ”Under Roms sol” (1948)
Torsdag den 7.
februar vistes Mikhail Romms sovjet-russiske film ”Lenin i Oktober” (1937).
Mandag den 18.
februar forevistes Jean Renoirs film ”De ukuelige” (1945)
Torsdag den 28. februar
var tiden inde til at vise René Clairs mesterværk ”Leve Friheden” (1932), en
film, som siges at have inspireret Chaplin til ”Moderne tider” (1936).
Mandag den 4. marts:
Den danske Hagen Hasselbalch-film ”Her ved den store sø”. (1953)
Torsdag den 14. marts
vistes den franske spillefilm ”Livet begynder i morgen”.
Torsdag den 21. marts
var Jacques Feyders franske spillefilm ”En kvinde forsvandt” (1942) på
programmet.
Sidste film, der blev
vist i marts 1957, var den kinesiske ”China Folk Dance and Folk Songs”, som jeg
ikke har den mindste erindring om, udover at det var en traditionel
glansbilled-fremstilling af de vitterligt dygtige kinesiske danseres og
danserinders formåen.
For at kunne forstå lidt af det mentale klima,
der herskede i Gribskovlejren, i hvert fald i årene 1955-57, hvor jeg selv
aftjente min civile værnepligt i lejren, skal jeg her dels gengive forordet og
dels lejrchef Elbæks efterskrift til det nævnte kulturprogram:
TANKER EFTER ARBEJDET
Med uddelingen
af dette lille hæfte slutter vi det væsentligste af vort arbejde i
kulturudvalget for denne sæson, og præsenterer samtidig vinterprogrammet.
Naturligvis må
vi tage et forbehold med hensyn til gennemførelsen. En foredragsholder kan
melde fra eller en fil kan være optaget, men selvfølgelig vil vi bestræbe os at
gennemføre det til alles tilfredshed.
En enkelt vil måske savne en bestemt foredragsholder eller en
bestemt film, dette kan nok ikke undgås, men vor hensigt har været at gøre
programmet så rigt og afvekslende som muligt, og det har vi bestræbt os på.
Da vi begyndte i sommer var vores problem, hvordan vi skulle
gennemføre et blot nogenlunde program for det ringe beløb Indenrigsministeriet
har stillet til vor rådighed. Denne hindring blev dog overvundet, for den
velvilje og forståelse vi mødte hos samtlige foredragsholdere har simpelthen
været enestående. Uden den havde vi ikke kunnet gennemføre programmet i den
skikkelse det nu har.
Når I om et øjeblik slår op på programmet vil det måske falde jer i
øjnene, at der er hele ti forfattere med i et seks måneders program. Nogle vil
måske oven i købet finde at det er lidt rigeligt. Vi mener dog at have fundet
de rette forfattere til mandags og torsdagsaftnerne i en militærnægterlejr.
Alle ti forfattere vil uden tvivl kunne sætte gang i vores tankevirksomhed.
Desuden kommer der her tre højskoleforstandere, to
radiomedarbejdere, to redaktører og mange flere, bl.a. de politiske
ungdomsorganisationer KU, RU, DsU og DKU.
I øvrigt skal vi ikke trætte mere med blot og bar konstatering af
hvem og hvad der kommer i vinterens løb, alt dette sår på de næste seks sider
inde i hæftet. Vi har prøvet på at sammensætte et program, hvori etik og
æstetik, politik og humanisme, film og teater, etc. er nogenlunde ligeligt
fordelt. Vi får lejlighed til at høre om realiteter og okkulte ting, om Sovjet
og USA, om Afrika og Danmark, om jordbundne ting og æteriske ting, digt og
prosa, sjov og alvor, o.s.v.
Et kapitel for sig udgør de kommende film. Et sted måtte vi sætte grænsen
for midlernes anvendelse, og vi valgte at skære ned på det filmiske område, da
vi netop der har mulighed for at få noget gratis, og da vi samtidig omgås med
planer om at arrangere teateraftner i vinterens løb, mente vi at en teateraften
må være et klækkeligt plaster på et sår afstedkommet af en manglende film.
Vi har dog ikke suget marven fuldstændigt ud af forsvarets
filmtjeneste, og derfra kan vi i vintrens løb vente at få film som ”Galskabens
vej”, ”Dæmonernes port” og ”Under Roms sol”. Fra Statens filmcentral kommer
René Clairs mesterværk fra trediverne ”Leve friheden”. Udover disse perler
kommer en del film, hvis standard ikke er lavmålet, men hvor problemstillingen
ikke antager så store dimensioner som i de ovennævnte.
Ved tilrettelæggelsen af vintrens program har vi i særlig grad
bestræbt os på at trække sådanne emner frem, som rører ved de mest brændende
forhold og problemer for det moderne menneske. Det er ud fra den betragtning en
eventuel kritik må rejses, selvom vi også har forsøgt at gøre programmet
underholdende og afvekslende, men først og fremmest er programmet en
bestræbelse på at vække interesse for menneskets og et krav om engagement.
Dette kan synes selvfølgeligt for nogle, men er det ikke for alle
militærnægtere, dertil ligner de i for høj grad ”ganske almindelige mennesker”,
men der er et håb, og på dette håb bygger vi vor optimisme om stor og varig
tilslutning omkring vintrens arrangementer.
Til sidst vil vi rette en tak til lejrleder Elbæk Petersen, med
hvem vi har haft det bedste samarbejde. Når man ved, hvordan tilrettelæggelsen
af et kulturprogram kan gøres til et ækelt stykke arbejde, usmidigt og
eventuelt diktatorisk dirigeret af en lejrleder, er det med så megen større
glæde, man ser at det nødvendigvis ikke behøver at være sådan. Den
imødekommenhed vi har mødt fra Elbæks side har lettet os arbejdet meget og
gjort opgaven interessant, hvor en mindre smidig og forhandlingsvenlig
lejrleder kunne gøre den gold og uinteressant.
Vi ønsker
alle en god og udbytterig sæson. Schäffer
og Calle.
Programmet for mandags-
og torsdagsaftenerne i Gribskovlejren i vintersæsonen 1956-57 er blevet til
gennem et samarbejde mellem kulturudvalget og mig. Jeg vil derfor gerne afrunde
programmet ved at rette en tak til de to repræsentanter i udvalget, Peter
Schäffer og Calle Aage Andreasen, for den dygtige og forstående måde, hvorpå de
under samarbejdet har fremført militærnægternes synspunkter og ønsker, og for
det store arbejde, som de har udført under tilrettelæggelsen af programmet.
Jeg mener, at der som resultat af samarbejdet er fremkommet et
program af en sådan karakter, at enhver ung vil kunne få et rigt udbytte af at
følge det vinteren igennem. Jeg kan derfor ikke indtrængende nok opfordre til,
at alle i lejren møder op til mandags- og torsdagsarrangementerne og ved deres
nærvær og deltagelse i samtaler og diskussioner yder deres til, at disse
aftener får den ønskede karakter af samvær, hvorigennem hver enkelt yder sit
bidrag til gavn for alle i lejren.
En række dygtige, selvstændigt
og alvorligt tænkende mennesker har givet deres tilsagn om at komme. Mange af
dem er travlt optagne mennesker, og de har givet deres tilsagn uden skelen til
de minimale økonomiske honorarer, der kan ydes dem. De fortjener derfor at møde
en talrig, interesseret og lydhør forsamling. Derigennem ydes der dem den
bedste tak.
I programmet er oplyst
emnerne for de enkelte aftener. Det største udbytte af aftenerne vil man få,
hvis man forud søger at læse lidt om emnet og gennemtænke de spørgsmål, som kan
tænkes at rejse sig i forbindelse med det. DET ER EN ABSOLUT FORDEL, HVIS MAN
MEDBRINGER PAPIR OG BLYANT TIL FOREDRAGENE OG DISKUSSIONERNE, ja, det er ofte
betingelsen for på den rigtige måde at kunne stille spørgsmål og deltage i
diskussionerne.
Endelig vil jeg gerne
rette en personlig tak til hver enkelt taler, som har givet deres tilsagn om at
komme og yde deres bidrag til at skabe lidt liv og glæde i en tilværelse, som
ellers gennem 22 måneders tjeneste nok kan blive præget af ensformighed og
tristhed – og uforholdsmæssig optagethed af de små ting.
Mit ønske skal da være,
at vinteren 1956-57 må blive præget af samtale og diskussion – ikke blot mandag
aften, men dagene derefter og ikke blot torsdag aften men dagene derefter – ja,
samtale og diskussion om det væsentlige og værdifulde.
Gribskovlejren
September 1956
Elbæk Petersen
Ja, så mange var
ordene fra henholdsvis de to kulturudvalgsrepræsentanter, Peter Schäffer og
Calle Aage Andreasen og lejrleder Elbæk Petersen. Og som det især fremgår af
sidstnævntes epilog, så var nøgleordene ”samtale og diskussion om det
væsentlige og værdifulde”. Spørgsmålet var og er så, hvad der skal forstås ved
”det væsentlige og værdifulde”. Det var man ikke nødvendigvis enige om. Hvad
angik og angår ”samtale og diskussion”, så udviklede samtale sig oftest til
diskussion, fordi foredragsholderne og nægterne og nægterne indbyrdes var
rygende uenige om de berørte emner. Men intellektuelle som f.eks. Schäffer og
Elbæk elskede samtale og debat og snakkede jævnligt med hinanden en hel aften
igennem ovre i lejrchefens ’private’ domicil, medens tekanden blev holdt varm
undervejs. Så vidt jeg forstod, så troede eller mente man, at det via
diskussion og debat kunne lykkes at løse alverdens spørgsmål og problemer.
Elbæk troede det måske især, fordi han var fhv. radikal højskolelærer – en
stilling, som han i øvrigt også genoptog efter sin tid i Gribskovlejren, tilmed
før han selv havde kalkuleret med det. Men herom senere.
Det skal for god
ordens skyld nævnes her, at jeg så godt som aldrig selv deltog i de
intellektuelle debatter og diskussioner, som fandt sted i min tid i
Gribskovlejren. Hvilket dels skyldtes, at jeg ikke var særlig hurtig på
aftrækkeren i diskussioner, og dels at jeg fandt den megen snak frem og tilbage
temmelig uinteressant – og nyttesløs. I stedet koncentrerede jeg mig om det,
som jeg havde lidt forstand på, nemlig at arrangere og iscenesætte
teaterstykker og anden form for fornøjelig og - i de intellektuelles og
kulturelles opfattelse – underlødig underholdning. Men disse
underholdningsprogrammer var der i reglen stor tilslutning til blandt nægterne,
hvilket ikke altid var tilfældet med de velmente og velmenende ’pædagogiske’ og
kulturelle arrangementer.
Som tidligere omtalt, var der den ordning i
lejren, at man oparbejdede fritimer, 1 time for hver arbejdsdag, som efter
behov og behag kunne bruges i forbindelse med de faste orlovsdage, nemlig onsdage,
weekender og helligdage. Eksempelvis kunne onsdagsorlov og weekendorlov
udvides, så at man i stedet for at skulle møde i lejren senest klokken 22,
kunne bruge nogle fritimer til at forlænge orloven til den følgende morgen kl.
9.
Selv havde jeg naturligvis
benyttet enhver mulighed for at tage hjem til Else og børnene, og selvfølgelig
helst på en udvidet orlov, som blandt andet gav mulighed for, at vi for
eksempel kunne besøge mine forældre søndag eftermiddag og spise aftensmad hos
dem, uden at jeg behøvede at tænke på tiden. Men sådan var det jo desværre ikke
længere, selvom jeg fortsat tog til København, så ofte det lod sig gøre og
helst i weekender, hvor der var større mulighed for at få og have Jan og
Annette på besøg hos mine forældre. Ved disse lejligheder overnattede jeg hos
dem, men sov på sofaen, fordi min kære søster jo nu for længst havde overtaget
’mit’ kære gamle værelse.
Det var normalt gerne
om søndagen, at jeg hentede Jan og Annette hjem til mine forældre, hvor vi
hyggede os og legede, læste billedbøger og hørte børneplader på den grammofon,
der var indbygget i den store TO-R-konsolradio, jeg omkring 1944 havde købt til
mine forældre. Jeg husker specielt én plade, som især Jan var glad for, og det
var ”Umba-folkets hemmelighed”, hvor hemmeligheden var, at Umba-folket slet
ingen hemmelighed havde! Desuden havde vi plader med hørespil af H.C. Andersens
eventyr, bl.a. ”Fyrtøjet” og ”Svinedrengen”, som begge børnene også godt kunne
hygge sig med at lytte til og få det ud af, som man kan som hhv. 3- og 4-årig.
Men den hyggelige dag
fik jo desværre en ende, hvor jeg måtte tage børnene med mig og i reglen traske
over gennem Nørrebroparken og videre ad Ørnevej til den del af Maagevej, hvor
børnene boede med deres mor. Det var nemmere at gå denne strækning, end at tage
sporvognen, først fra Jagtvej til Nørrebros Runddel og derfra med line 16 ud ad
Nørrebrogade til Frederikssundsvej, hvor vi skulle af ved Maagevej. Det var
kun, hvis vejret var meget dårligt, at vi gjorde det. Else modtog os en smule
køligt og forbeholdent overfor mig, og jeg blev aldrig inviteret indenfor, når
jeg kom for at aflevere børnene. Jeg følte mig overbevist om, at det skyldtes,
at hun ikke var alene, men havde en mand hos sig, hvad enten det nu var ham,
der var der den dag, da jeg uventet kom hjem fra Gribskovlejren, eller det var
en helt anden mand. Hvilket jo sådan set også måtte blive hendes egen sag. Men
for Jan og Annette føltes situationen utvivlsomt forvirrende og anspændt, og
derfor afkortede jeg også afleveringen mest muligt og gav dem et knus hver og
sagde farvel og at vi snart sås igen.
I reglen spadserede jeg tilbage til mine
forældre ad samme rute, som ovenfor nævnt, men selvfølgelig i omvendt orden.
Det gav mig mulighed for at sunde mig ovenpå dagen og især på det ubehagelige
om end korte møde med Else. Men løbet var kørt, hun og jeg var blevet som to
fremmede overfor hinanden, selvom ordet ’fremmede’ måske er lige lovlig stærkt
at bruge i den sammenhæng, især når man har to dejlige børn sammen. Men Else og
jeg kunne i hvert fald ikke kommunikere fornuftigt med hinanden, og derfor
måtte jeg indse, at det anspændte forhold mellem hende og mig ikke tegnede godt
for fremtiden.
Om natten sov jeg hos mine forældre og stod
tidligt op næste dag, for at tage sporvognen ind til Københavns Hovedbanegård,
hvorfra jeg kørte med Gilleleje-toget tilbage til Mårum, det vil sige, jeg stod
af på trinbrættet Storkevad, hvorfra jeg spadserede til lejren og ankom kl. 9,
sådan som reglerne foreskrev, og sådan som det var mest hensigtsmæssigt, hvis
man ville sikre sig en fritime for en hel arbejdsdag. En sådan regnedes jo fra
kl. 9-17. Kom man for sent, vankede der ingen fritime.
Det havde egentlig
været meningen, at vi kort efter premieren også skulle have opført ”Genboerne”
på Bornholm, men en omfattende strejke fra marts til slutningen af april, som
blandt andet involverede sømænd, lagde sig i vejen for projektet. Der var
desuden flere andre forespørgsler med ønsker om stykkets opførelse, men disse
var det af forskellige grunde ikke muligt at imødekomme. Det blev det først, da
Dramatisk Studiekreds i september 1956 fik henvendelse fra et plejehjem for
sindslidende, der var beliggende i Nødebo i Nordsjælland. Man ville gerne have
os til at opføre ”Genboerne” for stedets patienter, der alle var sindslidende i
en eller anden grad, heraf var mange eller de fleste demente. Jeg skal aldrig
glemme en af patienterne, en mand, formentlig i fyrrerne, som krøb sammen i en
krog på gangen udenfor det store lokale, hvori vi spillede stykket. Han vedblev
med i en uendelighed og med monoton og fortvivlet stemme at stønne: ”Jesus, kom
og frels mig! Jesus, kom og frels mig! Jesus, kom og frels mig! osv. osv.” En
anden og noget ældre mandlig patient sad ved et lavt bord i den samme gang,
hvor han med mellemrum vædede sin pegefinger, dyppede den i et askebæger og
slikkede derefter asken af sin finger, samtidig med, at han ustandselig
hikkede.
Mens vi opholdt os på
gangen og ventede på at gå ind i det store lokale, lagde jeg også mærke til, at
et par plejere kom med hver sin ældre mand ved hånden og ledsagede de
pågældende ind på toiletterne. Det var tydeligt, at den ene af de to patienter
havde besørget i bukserne.
Inde i den store sal var der
arrangeret et slags forhøjet scenegulv i den fjernere ende af salen, og her
skulle vi uden egentlige kulisser forsøge at gennemspille ”Genboerne”. Idet
oversygeplejersken før forestillingens begyndelse ledsagede os ind i den
allerede fyldte sal, var det første, jeg lagde mærke til, at mange af
patienterne, de fleste ældre og demente af begge køn, sad urolige og
småsnakkende på deres pladser. En enkelt af dem, en høj, mager og distingveret
udseende mand, havde begge hænder løftet i vejret og foretog uafbrudt nogle
bevægelser, der kunne minde om, når man vasker hænder og arme op til albuerne.
Da oversygeplejersken så den forundring, der tydeligt stod malet i mit ansigt,
sagde hun: ”Den herre, der ser ud til hele tiden at ’vaske’ hænder, er en
tidligere hospitalsoverlæge, der lider af rengøringsvanvid! Han tror hele
tiden, at han skal ind til en operation.” ”Tror De”, svarede jeg, ”at disse
stakkels mennesker vil have nogen glæde af at se ”Genboerne”?” – ”Ja, det tror
jeg bestemt, for mange af dem har set stykket på teatret i deres yngre år, og
de vil i glimt kunne huske og genopleve scener og episoder derfra!”, lød hendes
kommentar.
Det krævede ikke så
lidt tålmodighed og overbærenhed af os aktører at gennemføre forestillingen,
som ustandselig blev forstyrret af det urolige publikum, vi havde foran os, og
af, at snart den ene og snart den anden plejer ind imellem gik ind blandt
patienterne og tog sig af særligt urolige og snakkende gemytter og forsøgte at
berolige og dysse dem ned, så der blev ørenlyd for både de andre patienter og
for os aktører.
Da den under disse
omstændigheder ulideligt lange forestilling endelig var overstået, klappede
både plejepersonalet og patienterne, som nu skulle følges tilbage til deres
stuer. Mens dette foregik, var aktørerne blevet inviteret på kaffe og kage i
kantinen sammen med oversygeplejersken og nogle plejere og plejersker, som
åbenbart havde fri.
Som en slags hædersgæst kom jeg til at sidde
ved siden af oversygeplejersken, og jeg benyttede derfor lejligheden til at
stille spørgsmål om patienterne. Hvordan var deres situation og eventuelle mulighed
for hel eller delvis helbredelse? ”Ingen af patienterne her på plejehjemmet har
nogen mulighed for helbredelse for den eller de lidelser, de har! De fleste her
er senil-demente og skizofrene, men vi kan i nogle tilfælde lindre deres
situation gennem medicinsk og terapeutisk behandling. Vi har omkring et par
hundrede patienter her, og situationen er den samme på lignende plejehjem andre
steder i landet. Jeg plejer at sige, at det er penicillinets forbandelse, vi er
vidne til!” – ”Hvad mener De med penicillinets forbandelse?”, spurgte jeg
overrasket. ”Jo”, svarede hun, ”hvis ikke vi havde haft penicillinet og var
nødt til at behandle risikofyldte sygdomme, som f. eks. lungebetændelse, så
ville de fleste af disse patienter ikke have kunnet overleve så længe, som
tilfældet nu er!”
”Det var pokkers!”,
røg det ud af mig, ”vil det sige, at De mener, det ville have været bedst, om
mange af disse stakkels mennesker allerede for længst var døde!?” – ”Døm
selv!”, var hendes eneste svar. Ved nærmere eftertanke var jeg tilbøjelig til
at give oversygeplejersken ret, for heller ikke jeg syntes, at det var et
værdigt liv og en god tilværelse, disse øjensynlig meget medtagne mennesker
levede til daglig. ”Men,” tænkte jeg også, ”mon der dog ikke kunne findes en eller
anden form for alternativ end denne sammenstuvning og rutineprægede, ensartede
behandling af disse meget forskellige mennesker, hvis personlighed og
individualitet var så godt som borte eller forandret, og som engang havde været
raske, normale og friske, som de fleste af os andre?”.
I lejren gik livet og den daglige tilværelse
videre omtrent som sædvanligt. Jeg passede mit job som messemand og var desuden
optaget af Sørens og min fælles interesse for indisk filosofi og Yoga. Det var
dog sjældent, at vi begge var til stede på samme tid på vores fælles værelse på
Mårumvej, men når vi var det, gik snakken indgående omkring de emner, der
interesserede os begge ud over det sædvanlige.
Hvad angår
nægteravisen ”Samvittigheden”, så havde jeg praktisk taget ikke mere med denne
at gøre, idet jeg også ophørte med at tegne til bladet fra og med nr. 5. Der
var dog fortsat en vis interesse for bladet, men visse og mere politisk
indstillede kræfter arbejdede på at få ændret bladets udseende og især dets
indhold. Det lykkedes da også, hvilket vil fremgå af den følgende omtale af
bladets nr. 10, som udkom oktober 1956.
Desværre er jeg ikke i besiddelse af
”Samvittigheden” nr. 8 og 9, så derfor ved jeg ikke, hvornår redaktionen af
bladet dels blev overtaget af Leif Andersen og dels skiftede navn til
”militærnægteren” (med lille begyndelsesbogstav). Bladet fik samtidig også et
mere ’moderne’ og i og for sig udmærket design, og man havde ved samme
lejlighed droppet Skovtrolden. Man var – i lighed med f.eks. Poul Henningsen –
i hvert fald fra og med nr. 10, desuden gået over til at stave visse ord, som
disse udtales, dog ikke konsekvent. Af større betydning var det dog, at bladets
indhold samtidig var blevet mere aktuelt politisk orienteret, idet Peter
Schäffer åbenbart havde fået lidt større indflydelse på bladets indhold. Det
samme havde en nægter ved navn Poul Breum, som formentlig fra og med i hvert
fald ”militærnægteren” nr. 12 overtog posten som ansvarshavende redaktør.
Herover ses nægteravisen
nr. 10, oktober 1956, som både havde fået delvis ny redaktion og skiftet design
og især indhold. Bladet var kort og godt blevet mere aktuelt politisk med
stillingtagen til øjeblikkets eller tidens emner og debat. Den ændrede forside
skal have den ros, at den er mere ’saglig’, end tilfældet var med forgængeren,
”SAMVITTIGHEDEN”, men tegningen her og i de følgende numre af bladet, kunne i
øvrigt godt have været bedre tegnet. - © 1956 militærnægteren.
Allerede på forsiden af ”militærnægteren” slår
man de nye toner an, i og med digtet ”Den Gode Retfærdighed” af den franske
digter Paul Éluard (1896-1952). Han var en af grundlæggerne af den
surrealistiske bevægelse, som han imidlertid vendte ryggen, da han i 1942
meldte sig ind i Det franske Kommunistparti. I nogle af sine efterfølgende
digte forherligede han sin beundrede Josef Stalin. Dette præger dog ikke
direkte digtet på forsiden af nægteravisen, selvom man måske med lidt ond vilje
kan ane den kommunistiske ideologi og Stalins 5-årplaner i baggrunden. Digtet
lyder sådan:
Det er
menneskers varme lov:
af drue
skaber de vin,
af kul skaber
de ild,
af kys skaber
de mennesker
Det er
menneskers hårde lov:
at bevare sig
intakt trods alt,
trods krigene
og elendigheden
og den
overhængende dødsfare.
Det er
menneskers hårde lov:
at omskabe
vandfald til lys,
drøm til
virkelighed
og fjender
til brødre.
En lov, der
er gammel og ny
og bestandig
skrider fremad –
fra
barnehjertets dyb
til den
yderste fornuft!
Nok så interessant er det imidlertid, hvad
redaktør Leif Andersen – eller måske hans stedfortræder: Poul Breum? - skriver
under rubrikken NOTABENE:
Vor avis har
skiftet navn. Fra ”Samvittigheden” til ”Militærnægteren”. Årsagerne til dette
navneskift er to: vi har længe ment og mange af vore læsere med os, at det
hidtidige navn var for rørstrømsk; desuden har vi med det nye navn ønsket at
præcisere bladets formål, som stadig vil være at støtte militærnægterne samt
udadtil at virke for antimilitarisme, indtil nedrustning og afrustning er
kendsgerninger, og tvungen værnepligt er et historisk begreb.
Det kan af og til synes at være en håbløs
sag at argumentere for disse ting. I årevis har antimilitarismen eksisteret og
gentaget sig selv utallige gange uden at blive mindre sand af den grund og uden
at have opnået noget dermed.
Om hver eneste krig har man sagt, at den
vil blive den sidste. man har ikke kunnet forestille sig rædslerne gentaget,
uden at det betød verdens undergang, og dog har menneskene hver gang rejst sig
igen og levet videre. Og de krigsgale hoverer: ”der kan I selv se!”, som om
både den foregående og den næste krig blev retfærdiggjort af den grund.
Men denne gang ved vi alligevel mere end
nogensinde før. Vi ved, at man råder over våben, der kan udslette al liv på
jorden, og vi ved, at de konventionelle våben alene kan skabe så megen fortræd,
at størsteparten af verdens befolkning bliver ødelagt legemligt og/eller
sjæleligt, hvis de kommer i brug. Er det muligt at leve videre med disse
billeder på nethinden? Endnu må vi vel svare ja, vi lever jo; men gentar
rædslerne sig, vokser spørgsmålet uhyrligt, og det er en tvivlsom ting at tro,
at kulturen vil overleve. Og derfor skal vi genta vore argumenter, og hjælper
det ikke, skal vi genta endnu engang. Vi har ikke så gode økonomiske vilkår som
vore modstandere – til gengæld har vi retten på vor side.
En civil værnepligtig vil ikke delta i en
evt- krig. Han vil ikke snavse sine hænder til. En militærnægter er en, der har
udnævnt sig selv til at stå vagt for demokratiet. For man beskytter demokratiet
ved altid at pege på de fejl, man ser i samfundet, og aldrig kræve disse fejl
rettet med våbenmagt. Det er vor ret, at de penge, der i øjeblikket ødes bort
på oprustningen, bliver anvendt til produktive formål, og det er vor ret, at en
ny slægt engang skal bære kulturen videre.
Slut op om disse krav. I ord og
handling! Red.
Så forenklet, som redaktøren af
”militærnægteren” forestillede sig problemerne og disses løsning, hørte hjemme
i utopiernes verden. Årsagerne til ufred og krig er ikke så enkle, som hans
bemærkninger fremstiller dem, og de er i højere grad af psykologisk og etisk
art, end kommunismens og marxismens teori og påstand om rent materielle
årsager, såsom økonomi, besiddelsesforhold og arbejdsfordeling. Desuden er marxismens
påstand om, at menneskets bevidsthed har lighed med ”et tomt kar”, der fyldes
af de ydre, materielle forhold, så langt fra virkeligheden, som tilfældet er
med påstanden om, at ånd, sjæl og gud er illusoriske produkter af rent fysiske
kræfter og lovmæssigheder. I øvrig synes Breum – i modsætning til Leif Andersen
- ikke at have været renlivet kommunist, men snarere socialist og muligvis en
tilhænger af det Socialistisk Folkeparti (SF), som Aksel Larsen og
meningsfæller endnu ikke havde stiftet på det her omhandlede tidspunkt. Det var
dog nært forestående.
Hvis man skal være kritisk – og det skal man jo
i en debat – så forekommer tendensen i det ovenfor gengivne redaktionelle
citat, at være den tone og det indhold, som i stigende grad blev dominerende i
de følgende mange års politiserende argumentation fra den yderste venstrefløj i
dansk politik og kultur, ja, også i europæisk politik og kultur. Gentaget igen
og igen og igen indtil bevidstløshed, hamrede en relativt mindre elite af
venstrefløjspolitikere og venstrefløjs intellektuelle de samme trivielle og
uhyrlige marxistiske påstande via medierne og ind i hovederne på en sagesløs og
til en vis grad forsvarsløs befolkning, hvoraf de fleste var upåvirkelige og
derfor komplet ligeglade. Det kollektive begreb ’arbejderne’ kom i fokus og det
samme gjorde klassekampen mod ’arvefjenden’: de hjerteløse og grumme
blodsugere: kapitalisterne og kapitalistlakajerne. Her var ikke tale om at gøre
”fjender til brødre”, men om at dæmonisere den del af befolkningen eller
menneskeheden, som af historiske grunde sad på pengemagten og magten i det hele
taget. Det var samtidigt kampen mod individualisme til fordel for
kollektivismen, der kom i højsædet i den intellektuelle debat, som havde sin
inspirationskilde i franske universiteter, hvor marxistiske filosoffer sad og
udtænkte teser, som de kaldte videnskabelige, og afprøvede disse på modtagelige
oprørske studenter.
Nymarxismen fik sin storhedstid i Europa i
årene fra ca. 1965 og til omkring 1980’erne, hvor den efterhånden ebbede ud,
især efter sovjetkommunismens og Berlin-murens fald omkring 1989-90. Til
gengæld har vi så fået liberalismen og konservatismen, men begge har i hvert
fald den fordel, at de hylder den personlige frihed og dermed den
individualisme, der gør det enkelte menneske ansvarligt for sig selv og sine
egne handlinger. Men til at modvirke liberalismens og konservatismens excesser
har vi bevaret vores demokratiske og parlamentariske samfundssystem, som især
via Socialdemokratiet til dels er moderat garant for de svageste grupper i
samfundet. Det er en forenklet, for ikke at sige primitiv tankegang, at
individualismens promovering af den personlige frihed for den enkelte, per
automatik udelukker, at individet skulle kunne føle og have et medansvar for sine
medmennesker. Den anskuelse kan kun næres af mennesker, der gerne vil bestemme
over, hvad andre bør mene, tro og tænke og gøre, det vil sige mennesker med en
autoritær indstilling og tankegang, sådan som tilfældet har været og fortsat er
på både den politiske højrefløj og venstrefløj. Den sidstnævnte ikke mindst med
dens rabiate socialisme, marxisme og kommunisme.
Men for delvis at dokumentere mine synspunkter
og påstande vedrørende det forandrede nægterblad, skal jeg i det følgende
gengive dettes indhold:
Militarister og
militærnægterlov
Under overskriften ”Militaristerne har
gennemhullet militærnægterloven”, skriver bladets redaktør, Poul Breum, på
siderne 3-4, og fortsat side 11 ordret følgende:
Da man i 1933
gennemførte loven om civilt statsarbejde, var hensigten, at personer for hvem
militærtjeneste av enhver art var uforenelig med deres samvittighed, kunne
komme i civilarbejdslejre og hær under helt civile forhold udføre arbejde, der
ikke måtte tjene militære formål. Lejrenes civile karakter blev understreget
ved, at de kom til at høre under indenrigsministeriet. (i Norge hører
militærnægterne under justitsministeriet.)
For at der
ikke skulle blive for mange unge, der ved hjælp av loven unddrog sig mordoplæringspligten,
fik militærnægterne 6 måneders længere tjenestetid end militæret. Antallet av
militærnægtere var da før krigen også temmelig ringe, vel også på grund av
ukendskab til loven.
Efter 2.
verdenskrig begyndte militærnægternes antal imidlertid at stige for at
kulminere med ca. 1000 i 1951, efter Danmarks indtrædelse i Atlantpagten, og
efter at det derved var blevet muligt, at danske soldater skulle forsvare
granske og amerikanske interesser t.eks. i Indokina og Korea.
Så begyndte
de militaristiske politikere at få travlt. Det var så sandelig ikke meningen,
at militærnægterloven skulle bruges i det omfang. Man hade øjensynlig ikke
forudset, at et større antal unge kunne få samvittighedskvaler ved oplæring til
mord. Da loven altså i større omfang begyndte at virke efter sin hensigt, fik
man kolde fødder. Den måtte laves om.
Først
gennemførte man i 1949 loven om civilforsvaret, hvorved militærnægterloven
tydeligt blev omgået, idet det ikke blev lovligt at nægte ”civil”
forsvarstjeneste. Ministeren henviste til til C.F.s civile opgaver, som han
ikke mente, man av samvittighedsgrunde kunne nægte at deltage i. Ja, tiden har
sandelig afsløret det civile ved ”civil”forsvaret.
Ikke alene
kan man til C.F. udskrive en person, der har søgt om at blive overflyttet til
civilt statsarbejde, nej, man har mulighed for rent administrativt samlet at
overføre militærnægterlejrene til C.F. Ministeren har ganske vist udtalt, at
denne paragraf ikke vil blive benyttet, men hvorfor har man den så?
Det lovlige
ved denne omgåelse av loven er dog i høj grad problematisk. I en konkret sag om
nægtelse av ”civil”-forsvarstjeneste, faldt der ved landsretten en dom på 2
måneders fængsel, som omgående blev appelleret til højesteret. Inden sagen kom
for hær, lykkedes det dog ministeriet, at få den dømte benådet, så man undgik
højesterets kendelse, hvilken man tilsyneladende ikke har været så sikker på.
Også i visse
av militærnægterlejrene bliver der gjort propaganda for C.F. Lokkemaden er den
betydelig kortere tjenestetid. Militærnægterne kan de første 3 måneder av deres
tjenestetid frivilligt lade sig overflytte til C.F. Det modsatte er derimod
ikke tilfældet indenfor C.F. Er det strængt logisk hr. Carl Petersen?
Det næste
middel man greb til for at holde antallet av militærnægtere nede, var en
stramning av reglementet i lejrene, med det formål ved indførelse av
halvmilitær disciplin at gøre opholdet uudholdeligt for militærnægterne. En
sådan stramning gennemførtes i 1951. I Gribskovlejren ansattes en chef, der
snart gjorde sig komplet umulig både overfor militærnægterne og disses
arbejdsledere med krav om næsten militær disciplin, og ved at tilsidesætte de
av nægterne valgte repræsentanter. Da han på grund av skandale blev forflyttet
fra Gribskov, fik han imidlertid en ny chance i Kompedallejren. Inden denne
blev åbnet, blev han avskediget af helt andre grunde. Den ny lejrchef i
Kompedal, hr. Kold, har imidlertid bestræbt sig stærkt på at gennemføre den
militaristiske linie, med det smukke resultat, at man i Kompedallejren siden
åbningen i august 1955 har haft over 75 (!) politisager og et mangedobbelt
antal disciplinærstraffe. Desuden er 2 ikke-jehovitter i protest mod forholdene
gået i fængsel, og nervesammenbrud hører til dagens orden. Som eksempel på
politisager kan nævnes, at flere i denne sommer har fået politisag for at gå
med korte bukser eller stråhat under arbejdet.
I
Oksbøllejren har man fået en lejrchef, K.E. Olsen, direkte fra
”civil”forsvaret, hvilket jo klart viser linjen. Denne hr. Olsen er meget
interesseret i mentalhygiejne. Han mener t.eks., at det er mentalhygiejnisk
usundt, at militærnægterne drikker kaffe på deres værelser, og at de har
billeder af kæresten hængende på væggen. Jeg tror, at den litteratur om
mentalhygiejne hr. Olsen har haft adgang til er meget snævert bestemt for
militæret. Selv fangerne i Horsens tugthus har som bekendt lov til at holde
kanariefugl og ha billeder i cellen.
Kun i
Gribskov har militærnægterne haft en chef med forståelse for
antimilitaristernes indstilling og psyke. Hær har tingene da også gået stille
og roligt. Politisager er et ukendt begreb.
Kan
indenrigsministeren ikke forstå, at forholdene i Kompedal og Oksbøl er
uholdbare? Kan han ikke forstå, at mennesker, der kunne være kommet indenfor
”civil”forsvaret, ikke vælger en militærnægterlejr med 10 måneders længere
tjenestetid, for hær at finde halvmilitær kadaverdisciplin og militaristiske
ledere? 10 måneders længere tjenestetid end ”civil”forsvaret skulle vel borge
for, at det kun er antimilitarister til den yderste konsekvens, der findes i
militærnægterlejrene, og at de følgelig har krav på civile forhold.
Hvis
ministeren ikke kan forstå disse fakta, eller hvis det er hans oprigtige ønske,
at militærnægterlejrene skal være mellemstation til fængsel eller
sindssygeanstalt, så må han ved det stigende antal militærnægtere i fængsel
belæres om, at man ikke således i al stilhed kan forvanske og gennemhulle en
lov som militærnægterloven av 1933. poul breum
Den dygtige Peter Schäffer var fortsat skribent
ved nægterbladet, og med sin specielle interesse for litteratur, og især
litteratur, som hørte hjemme på den politiske venstrefløj, har det sikkert
været oplagt for ham, at skrive om den kendte forfatter og dramatiker Bertolt
Brecht, også selvom der i dette tilfælde var tale om en slags nekrolog. Under
overskriften ”Bert Brecht er død skriver Schäffer på bladets side 5-6
følgende:
Ved budskabet
om Bert Brechts død må vi se i øjnene, at en af europæisk teaters og digtnings største
skikkelser for stedse har forladt scenen. Samtidig har vi mistet en stærk og
skarp bekæmper af militarismen og krigen. Et af hans sidste breve er rettet til
Bonnregeringen ved Vesttysklands remilitarisering, hvori han opfordrer til
besindelse – og besindelse på begge sider af sektorgrænsen; han bekender, at
den største ulykke for ham og for alle tyskere må være at se eet folk iklædt
uniform på ny og stillet op som to hære mod hinanden.
Bert Brecht
var altid i krig mod krigen, overalt hvor han mødte den. Han blev selv et offer
for krigen lige fra sin tidligste ungdom og måtte tage sin straf for den
dødssynd han stadig begik, den synd at sige sandheden. Allerede under første
verdenskrig var han hadet af militaristerne for sin ”ballade om den døde soldat”.
Han var blandt de første på listen over dem, som skulle myrdes, når nazisterne
kom til magten, og da det skete i 1933, måtte han flygte og kom til Danmark.
Men krigen kom, og han måtte længere væk og endte i USA. Men heller ikke her
kunne han blive; stadig drevet af krigen, denne gang den kolde krig, vendte han
hjem til Tyskland – Østtyskland. Her levede og virkede han sine sidste år i
Berlin, hvor han fik sit eget teater, anerkendt og værdsat som originalt
nyskabende over hele Europa.
I sin
digtning og teater er Bert Brecht direkte og pågående, ingen skal komme og
sige, at de ikke forstår, hvad han mener. Han skrev for folket og brugte
folkets sprog, praktisk og mundret, vulgært, plebejisk og ophøjet, alt det som
sproget kan være i menigmands mund. Og man forstod ham, tusinder har han
begejstret og revet med – de andre, hans modstandere, forstod ham også, derfor
bekæmpede de ham af al magt.
Herhjemme har
Bert Brecht ikke været meget spillet, ikke nok, men det har jo nok sine
”naturlige” forklaringer. Hans ”Dreigroschenoper”, lavet sammen med komponisten
Kurt Weil, har under titlen ”Laser og pjalter”, en satirisk og bedsk
operettekomedie, været opført herhjemme. I 1953 spillede ”Den nye Scene” hans
skuespil ”Mutter Courage og hendes børn”. Det er en historie om krigen, en
krønike fra 30-årskrigen, krigens inkarnation.
Mutter
Courage er det fattige, nøgne menneske som kender krigen, som ved, hvad det er,
ved det er forretning, hun er selv offer for den, men lever samtidig af den.
Hun klarer sig igennem, mens hun fortæller os sandheden nøgternt og uden
sentimentalitet, så kan vi, tilskuerne, selv drage de nødvendige slutninger.
Mutter Courage er typen på det ukuelige livsmod, hendes navn siger det, og
således fortolker hun det selv: ”Fattigfolk behøver mod. For de er jo fortabt.
Bare det at stå op om morgenen, det skal der noget til i deres situation. Eller
at pløje en ager, tilmed under krigen! Bare det at sætte børn i verden, det
viser, at de har mod, for de har ingen udsigter. At de finder sig i en kejser og
en pave, det er et bevis på et uhyggeligt mod, for det koster dem livet.”
Mod kræves
der til at sætte Bert Brechts skuespil på scenen, og der er mange, f.eks. hans
sidste drama ”Den kaukasiske kridtkreds”, men har dansk teater det mod i dag,
hvor det nemt kunne se så uamerikansk ud!
Det
politisk-pædagogiske teater, ”episk teater” kalder Bert Brecht det selv, er
ikke i høj kurs i den vestlige kulturkreds, men det kan være et af de midler,
som bringer os til at forstå, og således til at overleve. Derfor har vi nu så
hårdt brug for mænd som Bert Brecht. Han er død nu, men hans stemme vil stadig
høres.
Peter Schäffer
_______________
Min kommentar til Peter Schäffers artikel om
Bertolt Brecht:
Bertolt Brecht (1898-1956) var som allerede
nævnt en tysk dramatiker, lyriker, prosaist, litteraturteoretiker og
instruktør. Brecht gjorde sig elsket af den kulturelle og politiske venstrefløj
og lige så hadet af den kulturelle og politiske højrefløj på grund af sin
marxistiske livs- og samfundsopfattelse. Det førte for hans vedkommende til en
politiseret æstetik i bevidstgørelsesprocessens tjeneste og opgør med det
borgerlige samfunds værdinormer. Men til trods herfor fastholdt Brecht kunstens
selvstændighed, hvad der især betød, at han ikke anerkendte kommunismens
officielle kunstdoktrin, ifølge hvilken kunstens opgave og pligt var og er at
skildre den socialistiske realisme. Brechts ikke-partibundne og kontroversielle
holdning gjorde ham lige så omstridt i Østtyskland (DDR), som tilfældet var i
Vesttyskland, hvor hans politiske overbevisning bragte ham i unåde hos den
kulturelle og politiske elite. Men DDR så en fordel i og udnyttede Brechts popularitet
i intellektuelle og kulturelle kredse i det vestlige Europa, som man håbede på
kunne virke for og forberede den revolutionære magtovertagelse af
samfundsapparatet i de respektive lande, Danmark inklusive, hvilket Peter
Schäffer og hans senere karriere var et eksempel på.
__________________
FORKLARINGEN?
Der var en
tid hvor Gabriel havde købt skibsaktier fordi skibe gik i vejret fordi krigen
var uundgåelig, eller var krigen uundgåelig fordi skibe gik i vejret fordi
Gabriel købte skibsaktier?
H.C. BRANNER: ”INGEN KENDER NATTEN”…..
Peter Schäffer viste endnu en penneprøve på
bladets side 7, men denne gang ikke en af de litterære af slagsen, derimod en
aktuel øvelse, som i øvrigt indirekte viste, hvor hans politiske ståsted og sympati
lå. Under overskriften ”De retfærdige + vore allierede” fremsatte han de
følgende synspunkter:
På Cypern kæmper et lille folk med alle midler for at opnå frihed
og selvbestemmelsesret, prøver på at smide de engelske besættelsestropper i
havet. Cyprioterne har prøvet med det gode, fortalt englænderne, at de var
uønskede, og derfor burde fjerne sig. Men det blev krig i stedet for, eller
rettere man bekæmper terroristerne, for englænderne anerkender ikke
cyprioternes frihedskamp som krig, det er jo deres land, deres koloni, noget de
har besat og derfor har ejendomsret til. Da Danmark var besat, opfordrede
englænderne os til modstand, hvad tyskerne ikke fandt noget behag i, men det
var i en retfærdig sags navn, det skete. Cyperns situation i dag ligner til
forveksling Danmarks under besættelsen. Men Cyperns sag er blot ikke retfærdig,
siger man da, hvem der så ellers kan se, hvad der sætter skel. Man fremhæver
mere og mere, at Cypern er nødvendig som en af demokratiets forposter. Man er
altså nået dertil, hvor man sætter lighedstegn mellem retfærdighed og
nødvendighed, nøjagtig det samme som nazisterne, nøjagtig det samme som for
tyskerne retfærdiggjorde de mest umenneskelige og bestialske overgreb.
Englænderne har desårsag været såre praktiske, da de skulle ratificere
menneskerettighedserklæringen, nemlig at undtage de koloniale områder,
heriblandt Cypern, fra denne erklæring. Derfor er der på Cypern pryglestraf,
endog for børnene, kollektive straffe, standretter, razziaer,
konzentrationslejre, derfor han englænderne dømme cyprioter til døden og hænge
den blot for våbenbesiddelse. Over tyve mennesker sidder i Nicosias fængsel og
venter på døden. Ni unge mænd er allerede henrettet. Nazismens blodige spor
gennem Europa har ikke været nok til at bringe England til fornuft.
Til at administrere dette mareridt er udnævnt en elskelig mand, Sir
John Harding hedder han. Da de hidtil sidste tre henrettelser skulle finde
sted, ansøgte de dødsdømtes forsvarere ham om benådning, da han alene kunne
omstøde dødsdommene. Sir Harding svarede, at han så ingen grund til, at loven,
”retfærdigheden”, ikke skulle gå sin gang.
Hvor må han
have været sikker i sin erkendelse af den hellige retfærdighed, da han stod med
disse tre mænds liv i sin hånd. Jeg er blot ikke sikker på, at jeg ville trykke
denne hånd.
peter schäffer.
Så mange var Peter Schäffers ord om
englændernes og især sir Hardings ’besættelse’ af og handlinger på Cypern. Men
Schäffer forudsætter, at bladets læsere kender til baggrunden for det, der
aktuelt skete og foregik på den cypriotiske ø i Middelhavet syd for Grækenland.
Derfor vil jeg her oplyse mine læsere om baggrunden for Schäffers anklager mod
sir Harding:
Den 3. oktober 1955
blev sir John Harding (1896-1989)
tildelt posten som guvernør i den britiske koloni Cypern, og som sådan søgte han at genoprette
forbindelserne med Det Forenede
Kongerige (The United Kingdom), ved at forhandle med både det græsk-cypriotiske og det tyrkisk-cypriotiske samfund på øen,
mens den britiske regering forhandlede
med de græske og tyrkiske regeringer. Herunder indførte Harding strenge foranstaltninger for at forbedre
sikkerhedssituationen i Cypern,
idet EOKA havde erklæret en væbnet kamp mod briterne den 1. april 1955. Til
dette formål iværksatte Harding en række hidtil usete foranstaltninger, herunder
udgangsforbud, lukning af skoler,
åbningen af koncentrationslejre,
tidsubegrænset tilbageholdelse af
mistænkte uden rettergang og
indførelse af dødsstraf for
forbrydelser, såsom illegal transport af
våben, antændelige indretninger eller
andre materialer der kan anvendes i en bombe. En række af de nævnte henrettelser fandt
ofte sted under kontroversielle
omstændigheder, hvilket førte til vrede
både hos den cypriotiske befolkning, og i Det Forenede
Kongerige (The United Kingdom) og i andre lande.
EOKA var en
nationalistisk organisation med det ultimative formål ”at befri Cypern fra det
britiske åg”. Organisationen præsenterede sig selv som ”anti-kolonialistisk”,
selvom det ikke er nævnt i dens oprindelige målsætning, som blev trykt og
omdelt den 1. april 1955. EOKA havde også som sit mål at opnå Enosis (dvs.
union mellem Cypern og Grækenland). På trods af denne ideologi, som deltes af
mange af organisationens medlemmer – og især af dets militære leder George
Grivas – var denne målsætning dog ikke accepteret af alle, som deltog i den
væbnede kamp. Lederen af den politiske gren af EOKA, ærkebiskop Makarios, var
mere indstillet på et kompromis, især i de senere faser af kampen.
I sidste ende var
hensigten med frihedskampen rent politisk, ikke militært. EOKA ønskede at
tiltrække sig verdensopinionens opmærksomhed gennem højtprofilerede operationer,
som man vidste eller håbede på ville sætte overskrifter i verdenspressen.
Under gennemførelsen
af den britiske regerings politik havde
Harding også forsøgt at bruge forhandlinger, for at få en afslutning på
Cypern-krisen. Men forhandlingerne med ærkebiskop Makarios III mislykkedes, og
i sidste ende landsforviste Harding ærkebiskop Makarios til den britiske koloni
Seychellerne. Den 21. marts 1956 forsøgte EOKA et attentat mod Harding, men det
mislykkedes, fordi den bombe, som var blevet anbragt under hans seng, ikke
virkede. Ikke længe efter dette, blev Harding tilbudt en erstatning på £ 10.000
af general George Grivas, lederen af EOKA.
Som en følge af den
voksende kritik i Det Forenede Kongerige (The United Kingdom) af de metoder, Harding benyttede sig af,
og især af deres mangel på effektivitet,
fratrådte Sir John Harding som guvernør af Cypern den 22. oktober 1957
og blev erstattet af Sir Hugh Foot.
På nægteravisens side
8-9 fik den anonyme nægter, som skrev under mærket ”n-on” endnu engang
lejlighed til at lufte sine meninger om tidens popagtige kultur. Hans artikel
skal gengives her, fordi den fortæller noget om, hvad der rørte sig i tiden,
herunder den begyndende og såkaldte ungdomskultur. Under overskriften Rock
–N Roll! (oversat: Rend og Hop!) skriver han følgende svada:
En splinterny bevægelse er kommet til landet. Det er en meget
voldsom bevægelse, og det solide borgerskab hygger sig hver dag i lænestolen i
frydefuld forargelse over den tossede ungdom. Skal man dømme efter visse
avisers bagsidereportager, betyder Rock and roll noget helt revolutionerende
for dansk åndsliv. Hver dag sin bulletin om epidemiens udbredelse med diverse
billeder holder liv i forargelsen og, hvad der er værre, sørger for, at der stadig
er grundlag for denne forargelse.
For sandheden er jo
den, at det drejer sig om et par hundrede af de mest tomhjernede og skabagtige
unge mennesker i kongeriget, og uden pressens hjælp havde det ikke drejet sig
om fem. Hvortil da denne forargelse fra pressen? Man må tvivle på, at den mener
det alvorligt, da det er den selv, der med megen ihærdighed har indført
galskaben.
Søndag d 23. september
var der fredsdemonstration på Rådhuspladsen, løseligt anslået deltog 1000
mennesker i mødet, selv om der ikke var propaganderet eller reklameret
nævneværdigt i forvejen. Naturligvis kan man ikke forlange, at de
militaristiske aviser skal ofre spalteplads på denne relativt lille begivenhed;
men man noterede med beklagelse, at det frisindede, radikale, fredselskende
organ ”Plitiken” også manglede plads i mandagsavisen. Der var ikke
plads. En stor del af forsiden var nemlig optaget af en billedreportage fra
Preben (pigen fra Fyn – bare det var mig) Uglebjergs bryllup. Ganske vist kunne
billedteksten tyde på, at Politiken ser lidt hånligt på de hundreder, der var
mødt op til globryllup. Måske har den i almindelig festrus glemt, at dens egen
bagsideredaktør (mellem tre prikker etc.) i høj grad har været med til at jobbe
den forrykte stemning op, og få folk til at tro, at en ligegyldig og underlødig
skuespillers bryllup har almen interesse.
Rock and roll epidemien
er langt fra noget isoleret fænomen, og aviserne er ikke eneskyldige. Radioen
har ydet sit bidrag med diverse Mr. Cox- og Mr. Gregory-mysterier, bravt
sekunderet af aviserne, der måneder før udsendelserne kunne forudsige, at disse
undersøgelser ville ramme nationen som en svøbe. At de var i stand til dette,
skyldes ikke profetiske evner, det er simpelthen en sikker viden om deres egen
djævelske magt. Men skal man da tro aviser og radio, når de beklager, at folk
ikke er politisk interesserede, kulturelt interesserede osv.? Specielt er den
moderne ungdom afsporet, siger man, og man vedgår, at meget var vundet, hvis
man gjorde noget effektivt for at vejlede de unge. Samtidig lyder reklamebrølet
fra højttalere og avisbagsider, reklame for det underlødige, det forfladigende.
Hvordan er det muligt for samfundet at spille dette dobbeltspil? Den ene dag et
– den næste dag det modsatte. Hensynsløst og samvittighedsløst jonglerer man
med begreberne. Er det underligt, hvis den ubefæstede ungdom forvirres?
Men der er vist intet
grundlag for at tro, at de ansvarlige selv er så forvirrede, at de ikke ved,
hvad de gør. Bagsideredaktøren kan man til dels forstå. Hans opgave er at
skrive noget nonsens hver dag, og hvis han ikke selv sørger for at holde sine
læsere ned på børnehavestadiet, ender det med, at han bliver arbejdsløs. Men
den chefredaktør, der ansætter ham, skriver i den politiske leder, at han og
hans blad går ind for folkeoplysning i videst mulig omfang. Det er jo en løgn,
der er til at ta og føle på, for hvis han mente noget sådant, handlede han vel
derefter. Han går også ind for demokrati, og det betyder vel, at der skal være noget
for enhver smag, at alle skal være tilfredse. Det er fundamentalt forkert.
Demokrati betyder, at alle tager del i samfundets spørgsmål, og lige så
vigtigt: at alle har kendskab til dem. Med andre ord, det betyder
folkeoplysning – uden den er demokrati illusorisk.
Der er ikke et hak
demokratisk i at sende Sivaskrig og Lykkepose i radioen, derimod blev der i
foråret under strejken gjort et godt og gedigent stykke aktuelt
folkeoplysningsarbejde med udsendelserne ”partiernes kommentarer”. Disse fik
uforudsete konsekvenser for de ”demokratiske” partier, og det er vist
utænkeligt, at man inden for en overskuelig fremtid får noget tilsvarende.
Vi havde ytringsfrihed
i Danmark i en måned. Det var på grund af en fejlregning af de borgerlige
partier, at det kom i stand, og det viste sig ret hurtigt, at det ikke
var i deres interesse, at folk begyndte at tænke. Og så er mistanken vakt. Mon
ikke den ihærdige propaganda for det platte og det intetsigende, der trives i
radio og aviser og i endnu højere grad i seriehæfter, ugeblade og film,
skyldes, at der er stærke kræfter i vort såkaldte demokrati, der ikke ønsker at
folk skal tænke? ”Vi ved, hvad vi har, og kan vi beholde det, må I for vor
skyld skabe jer som I vil. Rend og hop!” Skal vi følge opfordringen, eller skal
vi begynde at tænke selv? Der er næsten frit valg. n-on.
En enkelt kommentar
til n-on’s artikel: Den strejke i foråret, som der nævnes i teksten, drejer sig
om strejken i marts og april 1956, som omfattede arbejdsmænd og metalarbejdere,
søfolk, typografer m.fl., i alt 50-60.000 mand. Arbejdet blev genoptaget i
slutningen af april måned. Men som altid i forbindelse med strejker på
arbejdsmarkedet, var det kommunisterne og de kommunistisk dominerede
fagforeninger, der opfordrede til strejke, formentlig som altid i håbet om, at den
”revolutionære situation” ville opstå, hvorunder ”arbejderklassen” kunne få
anledning og lejlighed til at overtage samfundsmagten og indføre det
længselsfuldt ventede ”Proletariatets diktatur”. Det skete dog heller ikke
denne gang.
Den gode og
velmenende skribent ”n-on” kunne åbenbart ikke nøjes med at bringe sin ovenfor
gengivne og forholdsvis store artikel i det omtalte nummer af bladet, for på
side 10 har han en helsides artikel med overskriften ”Har arbejderpartierne
svigtet arbejderne? :
Splittelsen i vesteuropæisk arbejdskamp har været en permanent
politisk faktor siden revolutionen i Rusland. Arbejderen har stået over for
valget mellem kommunismen som den skønne, men uendeligt fjerne fremtidsmusik og
den kompromisløsning, som socialdemokraterne anviser.
Det er en kendsgerning,
at opportunisme og tilsyneladende utopisme ofte vil være de eneste muligheder
at vælge mellem; men for hvert spørgsmål, der løses ved en opportunistisk
holdning af oprørerne, skabes der præcedens for at handle opportunt. Det danske
socialdemokrati er et glimrende eksempel på, hvordan en eftergivende politik i
længden fører til en beskyttelse af de reaktionære kræfter. Partiet har helt
glemt sine socialistiske mål, og til gengæld skabt tradition i arbejderklassen
for beskyttelse af kapitalismens eksistens, og tendensen er, at udvide det til
at beskytte kapitalismens interesser. Det kan være nødvendigt at føre
yderligtgående politik, selv om man intet opnår i første omgang. Den gentagne
kompromispolitik fører til, at man antager kompromis’et som mål.
Socialdemokratiet er
gået et skridt videre. Så snart det bliver regeringsparti (endda i kraft af en
koalition med det borgerlige radikale venstre), bruger det din presse til at
forsvare den eksisterende fordeling af de økonomiske goder, selv om det fra et
socialistisk synspunkt først kan blive godt, når der er skabt en gennemgribende
socialisering. Opportunismen strækker sig ikke blot dertil, at man søger at
redde, hvad man i øjeblikket kan for arbejderen. I den givne situation går man
imod arbejdernes lønkrav for at redde de vellønnede stillinger for sig selv.
Endelig er Socialdemokratiet blevet militaristisk, til trods for, at det er
indlysende, at oprustning og stort militærbudget betyder gode dage for
storkapitalen. Arbejderpartiet har allieret sig med den internationale
højfinans. Den overenskomst er i hvert fald ikke til arbejderens fordel.
Men også for vestens
kommunistpartier har det knebet at holde rene linjer. Foruden at føre den
socialistiske arbejderpolitik i de forskellige lande, har de påtaget sig at
repræsentere USSRs udenrigspolitik, selv da socialismen i Sovjet i høj grad var
nationalt bestemt. Rusland var ikke noget gunstigt land for socialisme i 1914,
og alle de fejl, man har begået her i tiden siden, har de vestlige
kommunistpartier forsvaret og endda ofte optaget i deres eget program. n-on.
En kort kommentar: Som det indirekte fremgår af
n-on’s artikel, så var han ikke selv såkaldt ”beton-kommunist”, men derimod
socialist. Ændringen til en mere ’humanistisk’ kommunisme fandt sted hos de
europæiske og herunder danske kommunister, efter at Sovjetunionens daværende
leder, Nikita Krustjov, på den 20. partikongres i 1956 åbent havde kritiseret
Stalins excesser og dermed banet vejen for en vis liberalisering af det
sovjetiske styre.
Talen blev dels opfattet som udslag af et ægte
ønske om politiske reformer, og dels som led i den interne magtkamp i partitoppen.
Den blev oplæst i partiforeninger over hele Sovjetunionen og sendt til
søsterpartierne i Østblokken, hvor den senere på året var medvirkende årsag til
opstanden i Ungarn. Det amerikanske udenrigsministerium offentliggjorde
Krustjovs tale i juni 1956, så den har n-on sikkert også haft lejlighed til at
gøre sig bekendt med. - Herhjemme gav talen og opstanden i Ungarn direkte
anledning til et vist frafald fra DKP og dannelsen af et nyt parti under navnet
Socialistisk Folkeparti (SF).
Det liberale parti Venstre var afgjort ikke
velset af nægterbladets redaktion og skribenter, hvorfor det ikke kan
overraske, at bladet under overskriften ”Venstre på elastisk tilbagetog. bringer
følgende notits (side 11):
Den lange tjenestetid er utvivlsomt forsvarets svageste punkt. Den
sløver. Der er for lidt at bestille. Der er grunde nok, der motiverer, at
spørgsmålet tages op. Stærkest vejer det efter vores opfattelse, at de sidste
måneder af tjenestetiden af mange indkaldte føles om unødvendige. Dette er til
skade for forsvarsviljen.
Således skriver Hans
Brix i Frederiksborg Amts Avis. Selv inden for partiet venstre indser man, at
militæret koster landet for meget. Det er blot en underlig bagvendt måde, man
indrømmer det på.
Sluttelig er vi nået
til nægterbladets tolvte og sidste side, bagsiden, hvor medredaktøren skriver
følgende under overskriften Stærk antimilitarisme i Vesttyskland:
Den forløbne måned har bragt flere symptomer på den udprægede antimilitaristiske
stemning, der hersker i Vesttyskland, netop som Konrad Adenauers reaktionære
regering står for at gennemføre den tvungne militære værnepligt.
Aviserne meddeler, at
der i den senere tid har været mange episoder med skænderier og slagsmål mellem
den tyske civilbefolkning og professionelle tyske soldater. I biograferne
nægter civile tyskere at sidde ved siden av soldater, og ved talrige
restauranter ses skilte med påskriften ”soldater uønskede”. På
danserestauranter nægter de unge piger at danse med tyske soldater, der
beskyldes for at lave kold krig og ofte benævnes ”Adenauer-knægte”.
I august måned er der
forekommet ca. 50 sådanne episoder, hvilket er et tydeligt tegn på, at den før
som helhed så militaristiske tyske befolkning har taget ved lære af den sidste
verdenskrigs meningsløse umenneskelighed.
Samtidig meddeles det,
at man i Vesttyskland regner med mindst 10.000 militærnægtere, når værnepligten
bliver gennemført. Dette viser, at mange unge også vil tage konsekvensen av
deres antimilitarisme.
Alle disse tegn på, at tyskerne er ved at
forstå, hvad demokrati er, og at demokrati og militærvæsen er to uforenelige
begreber, gør det så meget mere tragikomisk, at de såkaldte vestlige
demokratier nu med vold og magt vil påtvinge Vesttyskland et militærvæsen. poul breum.
Kommentar: Mon ikke den begavede medredaktør
her har vovet sig lidt langt ud på ønsketænkningens og gætteriernes overdrev? –
I øvrigt måske symptomatisk, at han ikke med et ord nævner situationen i Østtyskland,
eller Deutsche Demokratische Republik, DDR, som i 1949 efter aftale mellem
Sovjetunionen og USA, Storbritannien og Frankrig blev oprettet i det af
russerne østligt besatte Tyskland. Samme år oprettedes Forbundsrepublikken
Tyskland eller Bundes Republil Deutschland, BDR, i de af de nævnte nationer
besatte vestlige zoner.
DDR var officielt en demokratisk flerpartistat,
men i praksis var det partiet Sozialistische Einheitspartei Deutschland, SED,
og dettes partiorganisation, der havde regeringsmagten og bestemte. DDR påstod
konsekvent, at være en demokratisk republik med frie og uafhængige valg. DDR
var anerkendt af hele Østblokken, men blev først anerkendt af Vesttyskland og
en række vestlige lande i 1973. Under den kolde krig var DDR medlem af Warszawa-pagten
og som sådan hovedbase for en både politisk og militært planlagt storoffensiv
mod Vesttyskland og de øvrige vestlige lande, Danmark inklusive.
På nægterbladets side 12,
bagsiden, afsluttes dettes oktobernummer med følgende opfordring til læserne:
HJÆLP OS MED AT SKAFFE ABONNENTER!
Oplaget skal i vejret. Vore abonnenter uden for lejren får denne
gang tilsendt to eksemplarer, og vi håber, at man vil gi det videre og anbefale
det hos venner og bekendte. Vore læsere i lejren kan henvende sig til redaktionen
og få udleveret gratis eksemplar. Det store oplag betyder bedre teknisk
kvalitet til læsernes eget bedste.
MILITÆRNÆGTEREN
udkommer en gang månedligt og koster 5 kr. pr. år for abonnenter uden for
lejren. Abonn. i lejren: 3 kr. ansh. Leif Andersen.
Bortset fra, at abonnementsprisen på bladet var
sat meget lavt, så er det tydeligt for mig som dets fhv. redaktør, at
nægteravisen ideologisk og indholdsmæssigt som nævnt havde taget en drejning i retning
af aktuel kommunistisk holdning og tankegang, noget, der i hvert fald lå
milevidt fra det, jeg selv havde til hensigt med bladet, da vi et lille årstid
tidligere startede det. Mit eget udgangspunkt var humanistisk og utraditionelt
religiøst, med grundlag i kristen og hinduisk etik. En sådan indstilling eller
holdning til tilværelsen var bandlyst af kommunismen og til dels også af
socialismen, som i begge tilfælde fokuserede på de jordnære behov og de
dagsaktuelle politiske problemer og spørgsmål. Den nye redaktion så – dog uden
direkte sammenligning - formentlig et mediemæssigt forbillede i det daværende
og faktisk ganske udmærkede kommunistiske dagblad ”Land og Folk”, hvis indhold
omfattede andet og mere end dagsaktuel politik. Den decideret kommunistiske
indstilling gjaldt dog ikke i Poul Breums tilfælde, idet han ser ud til at have
hældet mere til den nyere version af kommunisme: Socialistisk Folkeparti (SF),
som dog på dette tidspunkt endnu ikke var officielt dannet.
Men det var også tydeligt, at nægteravisen
desværre havde problemer med at skaffe abonnenter til bladet, et problem, der
skulle vise sig ikke at blive mindre fremover. Imidlertid var problemet ikke
nyt, for det kendte vi jo allerede til fra bladets start, hvor der nok var
interesse for bladet, men bestemt ikke stor nok til, at bladet ville kunne være
blevet holdt i live, hvis ikke redaktionen havde haft den ildhu, der
karakteriserede os, og desuden, at alt arbejde med bladet blev udført på
absolut frivillig basis og uden nogen form for honorarer.
Som nævnt var den fhv. løjtnant og leder af
Dansk Røde Kors’ Ungarnsmission, Holger Reedtz Funder (f. 1916), blevet valgt
som ny lejrchef for Gribskovlejren, efter at Elbæk på grund af nervesammenbrud
måtte lægge ansvaret fra sig. Desværre husker jeg ikke, hvornår Elbæk og
familie forlod lejren for stedse, men ud fra forskellige sandsynlige kriterier,
vil jeg mene, at det må være sket medio eller ultimo oktober 1956. Den nyvalgte
lejrchef så sig imidlertid nødsaget til at udsætte sin tiltræden som lejrchef,
fordi han som nævnt stod som leder af den humanitære hjælp, som Dansk Røde Kors
stod for i forbindelse med det betrængte ungarske folk. Den situation skyldtes,
at antistalinistiske demonstranter i Budapest havde gjort oprør imod sovjetiske
troppers tilstedeværelse i landet.
Det var ungarske studenter og intellektuelle,
som følte sig undertrykte af indtrængende sovjetiske militærstyrker, og man
demonstrerede derfor med krav om indførelse af demokrati og ytringsfrihed. Især
i Budapest kom det til voldelige sammenstød mellem befolkningen og
sikkerhedspolitiet. Den 4. november 1956 besatte 2500 sovjetiske kampvogne
Ungarn, særlig Budapest, hvor det kom til blodige kampe med oprørerne, som dog
ikke i længden kunne klare sig imod overmagten. Oprøret og oprørerne blev kort
sagt blodigt nedkæmpet. Landet regeredes derefter ved sovjettroppernes hjælp af
den nyudnævnte ministerpræsident Janós Kadar.
Lejrchefens embedsbolig i Gribskovlejren i de 22 måneder, hvor jeg
og mit hold af nægtere var indkaldt til civil arbejdstjeneste. I den periode
beboedes huset først af Christian Elbæk Petersen og hans kone Karin og deres to
børn, Esben og Uffe, og siden af Holger Reedtz Funder og dennes kone, Edith
Amelie, og deres to børn, Peter og Jørgen. – Fotos: © 1956 Privatfotos.
Sovjets indgriben i Ungarn blev skarpt fordømt
af FN og førte desuden til kritik og frafald indenfor de kommunistiske partier
i en del lande, men i Danmark godkendte det danske kommunistparti, DKP, Sovjets
militære intervention i Ungarn som man mente skete ”i fredens navn”. Det,
sammen med de kommunistisk dirigerede strejker, som bl.a. bevirkede, at
aviserne ikke kunne udkomme, førte imidlertid til, at DKP, som var
repræsenteret i Folketinget med 8mandater, gik tilbage med 2 mandater til 6
Mandater. Ved valget i 1960 fik DKP 52.000 stemmer, hvilket ikke var nok til at
blive repræsenteret i Folketinget.
Det fremgår i øvrigt tydeligt af ekstraudgavens
første artikel: ”Verdensfreden i Fare!”, at skribenten, som beskylder både
politikere og presse for at være ensidige i bedømmelsen af begivenhederne rundt
om i verden, og især i holdningen til begivenhederne i Ungarn, synes helt at
være på Sovjets side, idet sovjethærens indgriben over for ”den ungarske
”frihedsbevægelse”, som påstås i dagene forud at have begået uhyrlige overgreb
og myrderier mod ”kommunistiske og socialdemokratiske tillidsmænd og andre, som
reaktionen havde grund til at frygte, og nu fandt en lejlighed til at blive
kvit.” Ordet ”reaktionen” var for
øvrigt også et begreb, der blev brugt hyppigt i den kommunistiske propaganda.
Men måske for at glatte lidt ud på sine ensidige påstande, tilføjer skribenten
følgende til sin artikel:
STOP KRIGSHETZEN NU
Danmarks rolle i disse alvorlige begivenheder må være mæglerens. Vi
må kræve forhandlinger mellem stormagterne. Vi må kræve alle fremmede tropper
hjemsendt, det gælder i lige så høj grad de engelske og franske i Ægypten, som
de sovjetrussiske i Ungarn.
Ærlig talt, er der noget at sige til, at
jeg, både som person og som fhv. medredaktør af nægteravisen, tager mig til
hovedet over, at et lille ubetydeligt nægterblad med et oplag på max omkring
200 eksemplarer, fører sig frem på en så storskrydende måde!?
At bladet i øvrigt havde problemer med
sit oplag, viser blandt andet følgende ’annonce’ i ekstraudgaven:
MILITÆRNÆGTEREN udgives af en kreds af
nægtere i Gribskovlejren. Dets formål er at udbrede kendskabet til militærnægtningen
samt at argumentere mod oprustning, krigshetz og uret.
MILITÆRNÆGTEREN er kun en lille stemme i
koret, men det er det eneste blad i Danmark, der fører aggressiv politik efter
linjen: Danmark ud ag NATO, afskaffelse af den tvungne værnepligt, systematisk
nedrustning og det endelige mål: Fuldstændig afrustning.
MILITÆRNÆGTEREN er kun et duplikeret
blad, men får vi kontakt med blot en lille del af vore meningsfæller, er det
oplagstal, som betyder bogtrykt blad sikret.
Støt MILITÆRNÆGTEREN
og du støtter freden. Tegn abonnement (1 årgang på 12 numre: 5 kr.) ved
henvendelse til MILITÆRNÆGTEREN
GRIBSKOVLEJREN
MÅRUM
Nægteravisens ekstraudgave slutter med følgende
opsats, som formentlig er skrevet af tidligere omtalte Ole Hansen, i daglig
tale kaldet ”Ole Trip”:
PRESSEN?
Pressen har
herhjemme såvel som i udlandet en enorm betydning i den nuværende situation.
Fredens kræfter må være opmærksomme på dette og forhindre at aviser og blad
hidser befolkningen op til helt sindssyge højder. Bladene B.T. og Ekstra-Bladet
er specielt om sig i denne alvorlige tid. De bringer foruroligende meldinger i
stort og flot opsatte artikler. Løbesedlen fra B.T. fredag den 10. stod der
således: ”Sovjet vil ikke selv krig.” Den slags krigsophidsende overskrifter er
ikke i fredens interesse. De sidste dages omtale af det danske folks
”retfærdige harme”, har ført til optøjer der ikke giver nazitidens terror noget
efter i voldsomhed. Der deltog som bekendt også studenter i forskellige demonstrationer,
der var arrangeret af Konservativ Ungdom, men dem vil vi ikke sige noget om for
vi kender dem fra før i tiden med deres naziparader osv. oh
Her skal lige tilføjes, at ord som ”fredens
kræfter” også indgik i kommunistisk propaganda, hvilket måske ikke burde undre,
især da den såkaldte ”fredsbevægelse” herhjemme i overvejende grad var
kommunistisk inspireret og domineret. Sovjets kommunistiske Parti brugte
simpelthen fredsbevægelserne i de vesteuropæiske lande som stødpude for et
kommunistisk magtpolitisk fremstød, formentlig med det formål at sikre sig en
forøget støtte til de pågældende landes kommunistpartier, så disse i større
grad kunne blive repræsenteret i landenes parlamenter. Alt sammen med henblik
på en kommunistisk magtovertagelse og dermed en samtidig udvidelse af Sovjets
indflydelsesområde. Dette rænkespil blev dog heldigvis forhindret af de
vesteuropæiske landes demokratiske styreformer, beskyttet af forsvarsalliancen
NATO. Men netop derfor ville de danske kommunister da også gerne have Danmark
ud af NATO, og det samme ville kommunisterne i andre vesteuropæiske lande.
For øvrigt mener jeg nu som dengang, at en af
grundene til nægterbladets ringe succes lige præcis kunne være den ny og mere
ensidigt politiske linje, som dets nye redaktører havde anlagt og fulgte. De
politisk interesserede og engagerede militærnægtere udgjorde et mindretal, i
hvert fald i min tid i Gribskovlejren.
”militærnægteren” nr.
11, november 1956, bragte – måske til nogle læseres store overraskelse – et
digt af Halfdan Rasmussen (1915-2002). Han vil være bedst kendt for sine
humørfyldte tosserier og morsomme og sprogligt finurlige børnerim. Hans tidlige
digte til voksne har derimod en tendens til at være moralistiske og højstemte,
medens de senere var præget af en villet humanisme. Politisk set var han i sine
yngre dage aktiv indenfor den såkaldte anarkosyndikalisme – et besynderligt ord
og begreb! Senere blev hans politiske ståsted det sted på venstrefløjen, som
stod for Kampagnen mod Atomvåben, Folkebevægelsen mod EU og Amnesty
International.
Syndikalisme var en revolutionær
bevægelse, som i modsætning til marxisme ikke mener, at revolutionen af
samfundet skal foregå gennem ”proletariatets diktatur”, hvilket vil sige
arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidlerne med det
formål at skabe et kommunistisk samfund. Syndikalisterne mente derimod, at
arbejderklassen måtte gennemtvinge sine rimelige krav overfor sine påståede
modstandere og udbyttere, under eet betegnet som kapitalisterne eller
kapitalejerne, ved at benytte sig af de midler, den fagligt organiserede
arbejderbevægelse har til sin rådighed i form af strejke, generalstrejke,
sabotage og lignende. Syndikalisterne afviste dermed at tiltvinge sig magt
gennem benyttelsen af statsapparatet og partidannelse.
Anarkosyndikalisme er en speciel retning
indenfor syndikalismen, som i modsætning til andre ideologier benytter sig af
anarkistiske og radikalistiske ideer. Direkte aktioner anses for vejen og
midlet til at opnå sine mål, hvilket den autonome bevægelse især i København er
et eksempel på. Dette var altså den gode digter Halfdan Rasmussens baggrund, da
han blandt andet skrev digtet ”Mennesketro”, som prydede forsiden af
”militærnægteren” nr. 11, 1956:
Bare min mennesketro
har jeg som værn
mod denne verden som lægger
min verden i jern.
Det har jeg lært af en ung
dødsdømt, at se
menneskets had som en frygt
dækket af sne.
Bare min mennesketro
har jeg tilbage.
Alt skal den bære igennem
de kommende dage.
Personligt synes jeg,
at vi skal være glade for, at Halfdan slog sig på at skrive finurlige Tosserier
og muntre og nærmest geniale børnerim.
Under rubrikken NOTABENE! side
2, kunne avisen blandt andet meddele følgende:
Det er nu tiden lige før det sker. Tiden
for den nye lejrchefs komme. Elbæk har allerede forladt Gribskov, og dermed er
en epoke i lejrens historie, som såvel nægtere som især ministerium har grund
til at se tilbage på med tilfredshed, muligvis afsluttet.
Det lød jo ikke umiddelbart som om, at avisens
redaktion eller i hvert fald skribenten, stillede så store forventninger til
Reedtz Funders ankomst og overtagelse af lejrens ledelse. Men vedkommende
advarede dog om, at man ikke burde være forhåndsindtaget imod den nye lejrchef,
som jo i hvert fald teoretisk kunne tænkes at være lige så ’medgørlig’ som
Elbæk havde været i sin tid som lejrchef.
Men i øvrigt har jeg i det følgende kun til
hensigt at referere hovedindholdet af ”militærnægteren” nr. 11, for at vise, at
avisens indhold fortsat var dikteret af en rabiat kommunistisk politisk
holdning. Side 3 var forbeholdt artiklen ”Danmark for Folket!”, som mest
handlede om forholdet mellem nægterne i Gribskovlejren og Indenrigsministeriet.
Artiklen var skrevet af Poul Breum, som fra og med nr. 12, 1956, overtog
bladets redaktion.
Side 4-5 havde overskriften ”SUEZ-krise –
Forretning eller ære?” og gjorde verbale udfald imod kapitalens England, formuleret
og skrevet af rabiate Ole Hansen.
Side 5-7 var forbeholdt artiklen
”Desperationens kontinent”, der handlede om ”koloniernes verdensdel, Afrika”,
og som især angreb de hvide sydafrikanere for med deres apartheid-system at
udnytte den fattige etniske befolkning. Artiklen var skrevet under pseudonymet
”Sv. B.” Spørgsmålet om Apartheid blev et varmt emne i de følgende år og helt
frem til dets absolut nødvendige ophævelse i 1994.
Side 8-10 boltrede Peter Schäffer sig under
overskriften ”Uamerikansk opfordring til oprør.” Det var en anmeldelse af den
amerikanske psykolog Robert Lindners bog ”Det blide tyranni”, som var blevet
oversat fra ”Must you conform?” af Elsa Gress. I henhold til Schäffers
udmærkede og grundige anmeldelse, ville psykologen og forfatteren Lindner
angiveligt gerne ændre den uhyggelige puritanske moral, som visse dominerende
kredse i USA, der blandt andet samlede sig omkring bevægelsen Moralsk
Oprustning, forsøgte at pådutte resten af det amerikanske samfund. Moralsk
Oprustning fik også en vis indflydelse i Europa, herunder også i Danmark, hvor
eksempelvis den konservative politiker Ole Bjørn Kraft sluttede op om
bevægelsen.
Poul Breum har brugt bladets side 10-12 til en meget
grundig og sikkert rigtig omtale af ”den uanstændige boligsituation”, som
herskede i Danmark i 1950’-60’erne, hvor det var uhyre vanskeligt – og dyrt -
for især yngre mennesker, at skaffe sig en lejebolig.
”militærnægteren” nr.
12, 1956
I december 1956 udkom så, hvad der skulle vise
sig at blive det næstsidste nummer af nægteravisen, i hvert fald i denne
omgang. Redaktionen var fra da af overtaget af Poul Breum, en militærnægter,
som i april samme år var blevet overflyttet fra lejren i Kompedal til
Gribskovlejren. I førstnævnte lejr havde han overtrådt lejrreglementet, hvorfor
han blev politianmeldt og måtte vente på, at retten skulle tage stilling til
skyldspørgsmålet. Retssagen kom først for en dommer den 14. oktober 1956, og da
i Helsinge, hvor Breum blev fundet skyldig i ”grov ulydighed” og idømt 10 dages
hæfte til afsoning i Hillerød Arrest. Afsoningen skete derefter i løbet af
oktober måned.
Breum har skrevet artiklen ”Fra Hillerød
Arrest” i nægteravisens nr. 12, og han slutter med at sige, at ”selv om et
fængselsophold ikke kan karakteriseres som en fornøjelse, så skal truslen om 20
eller 30 dages hæfte ikke for fremtiden hindre mig i alt handle, som jeg finder
det rigtigt ud fra civile synspunkter, selvom jeg derved skulle komme i
modsætning til ministeriets mere militærprægede synspunkter.”
På forsiden af ”militærnægteren” nr. 12, 1956,
var der trykt et digt fra 1947 af forfatteren og visedigteren Poul Sørensen
(1906-73), kaldet ”Poeten”, som helt utvivlsomt havde Anden Verdenskrigs
rædsler i tankerne, da han skrev det:
Der vil gro
græs igen
og vilde blomster,
der vil gro
korn igen,
til sultne munde,
der vil gro
smil igen
i unge øjne
og kærlighed
i tunge
Moderbryster.
- Vil der gro
had igen
i golde hjerter?
Til det smukke digts sidste to linjer, kunne
man fristes til at svare med et stort JA! i overensstemmelse med den
virkelighedens verden, som naturligvis ikke sådan lige pludselig lod sig
forandre til det, som mange – ikke mindst en del militærnægtere - så ubestemt
og tåget opfattede og udtrykte som ”en bedre verden”.
Skribenten ”n-on” har overtaget en del af
spaltepladsen i det her omtalte nummer af nægteravisen, således også rubrikken
NOTABENE! hvor han skriver følgende ’defensorat’ for avisens udgivelse af en
ekstraudgave:
På grund af
de alvorlige begivenheder i Ungarn og Ægypten i begyndelsen af sidste måned og
den danske presses stilling til disse begivenheder, følte vi os foranlediget
til at gyde olie på de oprørte vande. Vi udsendte en ekstraudgave af
MILITÆRNÆGTEREN, hvori vi advarede mod den ensidige bedømmelse af situationen
og den ensidige forsømmelse af Sovjet, især da to af vore allierede på samme
tid gjorde sig skyld i en lignende forbrydelse.
Dette vort syn på sagen - en advarsel mod
ensidighed – er blevet udlagt som ensidighed hos os. Ig man har bebrejdet os,
at vi som fredelige mennesker har undladt at tage afstand fra den sovjetiske
intervention i Ungarn. Vi har ikke fundet det formålstjenligt – i en tid, hvor
man her og der og alle vegne hørte og læste om Sovjets forbrydelse – at udsende
et relativt kostbart ekstranummer for at give disse udtalelser vor tilslutning.
Og vi har fundet set så meget mere betænkeligt at give denne tilslutning, da vi
så, at den almindelige opfattelse var: nu r tiden inde til det hellige korstog
mod kommunismen.
Man har med større berettigelse bebrejdet
os, at ekstranummeret var teknisk dårligt og fuld af fejl. Vor spagfærdige
undskyldning er, at det var hastværksarbejde. Dette er ikke nogen undskyldning
for indholdet. Vi står ved hvert ord, som er stavet rigtigt. Og – når
verdensfreden er i fare, er det så ikke småligt at hænge sig i et par trykfejl?
Verdenskrigen blev afværget. Inden
vi fik hele oplaget sendt ud. det er muligt, at også andre faktorer har spillet
ind. Hvorom alting er, under disse omstændigheder mente vi ikke, vi havde råd
til at udsende resten af oplaget. Derfor vil en stor del af vore abonnenter
først få ekstranummeret nu, og en del af teksten vil derfor virke noget
forvirrende. Men det skal altså ses på baggrund af den akutte situation i
dagene 5—6. november.
Hvad skal man sige til sådan en omgang dårligt begrundet
undskyldning for at udsende en stærkt og ensidigt politiserende ekstraudgave af
en i forvejen temmelig ensidigt kommunistisk orienteret nægteravis? – Samme
”n-on” gør sig også store bestræbelser i sin artikel ”PRESSEN’s reaktion
(Reaktionens presse)”, på at retfærdiggøre Sovjets intervention i Ungarn og
dets jerngreb om det, n-on kalder ”folkedemokratierne” – et forvrøvlet udtryk
alene af den grund, at demokrati jo betyder folkestyre. Men ordet blev ofte
brugt om de Sovjetdirigerede østeuropæiske lande på den tid, så også af den
grund var det vrøvl at tale om demokrati for disse landes vedkommende. Eller
det var i hvert fald en forvrænget form for demokrati, som jo i øvrigt også
fandtes i Sovjet, hvor der ikke alene var stemmeret, men også stemmepligt ved
valgene til præsidentposten, hvortil der kun var én kandidat, nemlig i
mangfoldige år: Stalin. Men n-on skøjter i sin enøjede artikel frit og frejdigt
hen over de virkelige problemer, ikke mindst når han eksempelvis skriver følgende:
[…] De alvorlige
følger, som en intensivering af den kolde krig uvægerligt vil få, har man
åbenbart set stort på. fortiden burde dog have vist, at oprustning, blokade
osv. er mindst lige så stor en belastning for vest som for øst. Og hvis man ser
det med oprigtig sympati på de
frigørelsesbestræbelser, som foregår i folkedemokratierne, så var der grund til
at støtte dem. det er nok det, man mindst af alt gør ved at fremkalde en spændt
verdenssituation. Eksemplet Polen giver dog et begrundet håb om, at Sovjet
gerne ser en udvikling hen imod en ligeberettiget sameksistens med et socialistisk
Østeuropa.
Det deprimerende ved situationens
udvikling i Danmark er ikke den borgerlige presses holdning. Man havde jo ikke
ventet, at den skulle lade nogen lejlighed gå fra sig til at angribe Sovjet.
Det er heller ikke den kendsgerning, at den denne gang helt ansvarsløst har
drevet propagandaen så vidt, at den var på nippet til at være medvirkende til
en ny verdenskrig. Dette er ellers alvorligt nok, og da det er umuligt at gardere
sig mod gentagelser, må vi i fremtiden ikke blot tag afstand fra NATO, men fra
enhver form for dansk militarisme. Den vil altid være en trussel mod freden,
fordi man ikke kan stole på de ansvarshavende ledere.
Det meget deprimerende er - - folkets
reaktion.
[…]
Det ville efter min opfattelse have tjent
nægteravisen bedre, hvis en skribent som n-on havde undladt at skrive sine
artikler og lufte sine politiserende synspunkter på indenrigs- og
udenrigspolitik. Det samme kan siges om Poul Breum, som side 6-7 udfolder hele
sit socialistisk inspirerede vokabularium i artiklen ”Voldspolitikken har
sejret”. Men han gør dog i det mindste forsøg på at dele sol og vind lige, og
skælder lige så godt ud til venstre som til højre. Han kan lige godt se Sovjets
fejl og svagheder, som han kan se USA’s. Han kan bestemt heller ikke lide ”det
halvsocialistiske Israel” og heller ikke dagbladet ”Informations og Peter P.
Rohdes stillingtagen til Israels angrebskrig.”
Men Breum trøster sig til slut med de tegn på nye tider, han angiveligt
ser i ”gigantstaterne”, hvorom han skriver følgende:
Den eneste
trøst, man har i disse tider, er tanken om, at disse begivenheder dog er den
europæiske imperialismes dødskamp. Når om et halvt århundrede de asiatiske
gigantstater som Kina, Indien, Indonesien, Pakistan, Japan m.fl. er blevet
tilstrækkeligt teknisk udviklet, da vil lande som Frankrig og England højst
være tienderangs-magter og Sovjet og USA blot andenrangs-magter. Europa har
spillet – Europa har tabt.
Man gemmer et lille håb om, at de
asiatiske stater med deres rige kulturarv og store menneskelige egenskaber
gennem en socialistisk udvikling kan skabe den bedre verden, som de europæiske
barbarstater ikke evnede at skabe.
Ved i et så stort tilbageblik, sådan som jeg i 2011
læser sådanne dristige ord og den opfattelse, der ligger bag, kan man næsten få
ondt af den stakkels velmenende militærnægter Poul Breum, som formentlig i
fuldt alvor troede på, at han kunne forstå, hvad der foregik rundt om i verden,
og hvordan denne ville udvikle sig i fremtiden. Udviklingen har dog i nogen
grad imødekommet hans ’spådomme’, hvad angår de tekniske fremskridt i asiatiske
lande som Kina, Indien og Japan, og desuden i svækkelsen af især Sovjet, men
han kunne dog ikke forudse Sovjetkommunismens totale sammenbrud og
Sovjetunionens ophør til fordel for et forsøgsvist demokratisk parlamentarisk
styre. Men det var det vel i øvrigt heller ikke ret mange andre, der kunne?
Breum kunne af gode grunde selvfølgelig heller ikke forudse eller vide, at
’fjendebilledet’ ville skifte totalt, fra modsætningsforholdet mellem Øst og
Vest, til modsætningsforholdet mellem de vestlige demokratier og de militante
nær- og fjernøstlige muslimske stater, som Afghanistan, Irak og Iran, og delvis
Pakistan, Ægypten og Libyen. En situation, som her i sommeren 2011 stadig
volder store problemer og som endnu langt fra er afklaret. Nej, verden og
verdenssituationen er ikke så enkel og nem at forudse, og slet ikke for de af
os, der ikke har det tilstrækkeligt store overblik over begivenhederne. Eller
som vor gode humorist Storm P. udtrykte det: ”Det er svært at spå, især om
fremtiden!”
Det er mig ikke muligt at huske, og det har
heller ikke været muligt at fastslå ad anden vej, hvornår Reedtz Funder med sin
kone og to drenge helt præcist ankom til lejren og tog den tomme embedsbolig i
brug. Imidlertid fremgår det af lejravisens nr. 1., for februar 1957, at ”det i
den sidste tid er kommet til uoverensstemmelser med den nye lejrchef
Reedtz-Funder”. Eftersom avisens redaktion angiveligt er sluttet den 31. januar
1957, kunne det tyde på, at den nye lejrchef kan være ankommet til lejren enten
i løbet af december 1956 eller i januar 1957.
Holger Reedtz Funder var ansat i Dansk Røde
Kors, da han formentlig i december 1956 overtog posten som daglig leder af
militærnægterlejren i Gribskov. Under besættelsen var Funder fængslet og indsat
i Vestre Fængsel, og det var her at han kom i forbindelse med Dansk Røde Kors,
som han efter sin løsladelse søgte og fik ansættelse hos. En af hans opgaver
blev at organisere de såkaldte Dansk Røde Kors’ hjælpepakker til danske og
norske krigsfanger i tyske kz-lejre. Dette arbejde udførte han til hen mod
krigens slutning, hvor han sammen med den svenske greve Folke Bernadotte
sørgede for hjemtransporten af 10.000 danske og norske krigsfanger, blandt
disse også de danske politifolk, som var blevet interneret den 19. september
1944 og sendt til tyske kz-lejre. Blandt de internerede politifolk var min
nuværende kones, Birgits far, hvad jeg tidligere har fortalt om under
1945.
Som her omtalt, kom Holger Reedtz Funder også
til at lede Dansk Røde Kors’ nødhjælpstransporter til Ungarn, første gang i
1947 og senere igen i 1956. Sidstnævnte år blev han som omtalt leder af
militærnægterlejren i Gribskov, en position, han havde til 1969, hvor han
vendte tilbage til Dansk Røde Kors og blev udnævnt til vicegeneralsekretær. I
den egenskab blev han i 1970 udsendt som delegat til Østpakistan, det nuværende
Bangladesh, hvor han senere fik fast sæde på Dansk Røde Kors’ kontor i
Calcutta. Holger Reedtz Funder forlod Dansk Røde Kors i 1983 og bosatte sig i
Helsinge i Nordsjælland, hvor han døde den 8. november 2006 i en alder af 89
år.
Den 6. december modtog jeg et
brev, dateret den 5. december 1956, fra Frederiksborg Amt, Hillerød, hvori der
fandtes en følgeskrivelse med følgende lakoniske ordlyd:
Hoslagt
fremsendes en genpart af en af amtet i dag
udfærdiget skilsmissebevilling for Dem og Deres
Hustru.
J. Saurbrey.
Genparten af
skilsmissebevillingen havde følgende tekst:
Vi Frederik den
Niende af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til
Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Gør vitterligt:
Efter derom indgiven
ansøgning bevilge Vi herved i overensstemmelse med § 59, jfr. § 65, i lov nr.
276 af 30. juni 1922, at ægteskabet mellem tegner Harry Rasmussen,
Gribskovlejren, Frederiksborg amt, og Else Margrethe, født Andersen, København,
Må være fuldstændig ophævet på følgende af ægtefællerne vedtagne
vilkår, der er stemplet til takst 2 kr.:
1.
Forældremyndigheden over fællesbørnene Jan George, født 12. januar
1953, og Annette Pia, født 15. april 1954, skal tilkomme hustruen.
2.
Manden svarer bidrag til børnenes underhold efter overøvrighedens
bestemmelse, indtil videre med normalbidraget, at erlægge halvårsvis forud fra
den 1. oktober 1956 at regne, for det første halvår straks.
3.
Ingen af ægtefællerne svarer bidrag til den andens underhold.
4.
Familieboet er delt.
---------
Undlader manden at foretage de i loven
påbudte anmeldelser til folkeregistrene, straffes han med bøde fra 5. kr.
Undlades anmeldelse i den hensigt derved at unddrage sig bidragspligten, er
straffen fængsel indtil 2 måneder.
----------
Manden har oplyst, at han er født den 12. juni 1929 i Nakskov.
Hustruen har oplyst, at hun er født den 25. marts 1930 i Sct. Pauls sogn,
Aarhus. Ægteskabet er indgået den 16. februar 1952 for Københavns magistrat.
---------
Givet i København,
den 5. december 1956.
---------
Ja, den gode konge
Frederik 9-tal måtte lægge navn til meget her i kongeriget, vel at mærke
’styret’ af embedsmændene og herunder ikke mindst af juristerne. Det var jo
trods alt lidt af en harsk og besk mundfuld at sluge, at få sådan en skrivelse
og besked, især i den situation, jeg stod i som militærnægter med en ugeløn,
der fra først 12 kr., så 15 kr. og 20 kr., var steget til en slutløn på 25 kr.
om ugen. Hvordan havde man dog tænkt sig, at jeg med den indtægt ville være i
stand til at betale et halvt års underholdsbidrag forud, endda regnet fra 1.
oktober 1956! Heldigvis forholdt det sig da også sådan, at de sociale
myndigheder påtog sig betalingen, så længe jeg var indkaldt, og det var jeg jo
i omkring et halvt år endnu.
Heldigvis stillede
Else sig til at begynde med ikke modvilligt til, at jeg kunne hente børnene, så
ofte jeg havde mulighed for det, og tilbringe tiden med dem hos mine forældre,
når jeg var på weekend-orlov. Men det blev jo kun til én dag ad gangen, for vi
kunne ikke alle tre overnatte i mine forældres lejlighed, og desuden var Else
heller ikke indstillet på, at børnene og jeg skulle være sammen mere end en dag
ad gangen.
En af disse weekender
kort før julen 1956 benyttede jeg til at tage Jan og Annette med til en
eftermiddagsforestilling i biografen, mere præcist til Bella Bio, som lå ved
Brønshøj Torv, og dertil kom vi nemt med sporvognslinje 16 henne fra
Nørrebrogade. Det forholdt sig nemlig sådan, at nævnte biograf netop da
spillede Walt Disneys ”Snehvide og de syv Dværge”, der jo havde spillet en
særlig rolle i mit eget liv. Godt nok var jeg bevidst om, at det sikkert ville
være begrænset, hvad da knapt 3-årige Jan og godt 2-årige Annette ville kunne
få ud af, at se filmen, men jeg syntes det var et forsøg værd, at give dem den
oplevelse. Så vidt jeg husker og ved, tror jeg ikke nogen af dem havde været i
en biograf, før den dag. Men i øvrigt blev det dengang heller ikke til så mange
biografture for mit eget vedkommende, for det strakte lommepengene ikke
til.
Det var jo sådan dengang, at
Walt Disneys lange tegnefilm kun sjældent blev vist i biograferne, og da
fortrinsvis med Danmarkspremiere i Metropol Teatret i København, ligesom hans
korte tegnefilm i reglen kun blev vist hvert år ved juletid, i København atter
i Metropol Teatret. Jan og Annettes reaktioner på Snehvide-filmen var stort set
positive, de morede sig over dværgene og dyrene, men blev selvfølgelig skræmte,
da den onde dronning forvandlede sig til den hæslige heks. Men filmen endte jo
lykkeligt, så alle var glade, da de forlod biografen, og det gjaldt da
heldigvis også Jan og Annette.
Så vidt jeg husker,
tilbragte jeg juleaften og 1. juledag i lejren, men 2. juledag tog jeg af sted
meget tidligt om morgenen og hjem til mine forældre i København. Senere på dagen
hentede jeg Jan og Annette, for at vi sammen kunne fejre en slags ekstra
juleaften for dem, sammen med mine forældre, og hvor Lizzie, Benny og Bent og
Bents kone Annelise, samt mine morforældre også var med. Både Jan og Annette så
ud til at have accepteret den nye situation, i hvert fald nogenlunde, og de var
i al fald glade for at se både mig, mine forældre og søskende. Men børnene var
i reglen lidt kede af det, når de skulle hjem til deres mor igen, sikkert ikke,
fordi de havde noget imod det, men fordi de fortsat gerne ville være sammen med
mig og min familie, der jo uden tvivl forkælede dem mindst lige så meget, som
før i tiden.
I øvrigt vil jeg her
indskyde, at der aldrig nogensinde blev talt negativt om børnenes mor, når de
var til stede, men måske nok heller ikke positivt, for dertil følte jeg mig for
dybt såret. Derfor blev der faktisk aldrig talt om Else i min familie på den
tid, i hvert fald ikke, når jeg var på besøg. Men jeg ved, at især mine
forældre og Lizzie ikke havde de bedste tanker og følelser omkring Jan og
Annettes mor, som de syntes havde været illoyal overfor mig, også til skade for
børnene.
Gerda så jeg ikke
noget til i juledagene, som hun så vidt jeg husker tilbragte sammen med sin
nærmeste familie. Forholdet mellem hende og mig kørte efterhånden på meget lavt
blus, og jeg tror og mener, at vi begge var klar over, at det var ved at ebbe
ud. Det var jeg i hvert fald selv, hvilket jeg fuldt ud accepterede.
Men nem og behagelig
var situationen som helhed bestemt ikke, og udsigterne til, at den skulle blive
bedre indenfor en overskuelig fremtid, var ikke lyse. Indtil videre var det
derfor de kortvarige samvær med Jan og Annette og min familie, og mine kreative
aktiviteter i lejren, der holdt modet oppe hos mig.
Årsskiftet 1956/57 husker jeg ikke som noget
særligt, men Nytårsaftensdag havde jeg fået udvidet orlov til 2. nytårsdag kl.
9, hvorfor jeg var taget hjem på besøg hos mine forældre, hvor nytåret skulle
fejres ved en familiesammenkomst. Jan og Annette skulle jeg ikke være sammen
med ved denne lejlighed, og min veninde, Gerda, valgte at fejre aftenen sammen
med sin egen familie.
Det blev et lille sluttet selskab hos mine kære
forældre, men efter omstændighederne både hyggeligt og fornøjeligt, også for
mig, selv om jeg bar på smerten over ikke at være sammen med mine to kære børn.
Men sådan ville skæbnen det altså bare, så det måtte jeg lære at leve med, hvad
enten jeg kunne eller ville det eller ej. Foruden far og mor og mig, var der
mormor og morfar, Thorkild og Sonja, Benny og Ruth, Bent og Annelise, men om
flere andre af familien var med, husker jeg ikke, hvilket dog ikke er
ensbetydende med, at andre af familien ikke var med. Der blev i reglen kun
taget få fotos, og de få, der tilfældigvis blev taget, dækkede sjældent
begivenheden tilfredsstillende.
Gerda og jeg
fortsatte med at komme sammen, så vidt jeg erindrer til begyndelsen af februar
måned. Jeg mener heller ikke, at vi gik i seng sammen i den seneste tid, men
blot var sammen som en slags venner, de få gange, jeg besøgte hende.
Efterhånden kunne jeg fornemme på hende, at hun for alvor var ved at miste
interessen for mig. Det skal jeg ikke bebrejde hende, for hende og jeg havde
stort set ingen fælles interesser at dyrke sammen, og desuden forstod hun ikke
mine tilsyneladende utopiske ambitioner om en dag at kunne vende tilbage til
tegnefilmbranchen, så lidt som hun forstod mine øvrige interesser. Dertil kom,
at Gerda og jeg egentlig ikke på noget tidspunkt af vort bekendtskab havde
været rigtig forelskede i hinanden. Det, der for en tid førte og holdt os
sammen, var efter min opfattelse, at vi begge var et par forsømte og vildfarne
’fugle’, som på det tidspunkt ikke kunne finde melodien i den knubbede
tilværelse.
Gerda var et godt og sødt
menneske, med de ønsker og forhåbninger til livet, som de fleste kvinder i
henhold til deres natur har. Men mine ambitioner rakte jo videre, og jeg tror,
at vi begge vidste med os selv, at vores forhold en dag ville være forbi, og
jeg tror også, at vi begge håbede for hinanden, at vi en skønne dag ville finde
den partner, der var den helt rigtige for os hver især. Gerda og jeg var – lige
så lidt som tilfældet så åbenbart var for Else og mig - i hvert fald ikke
bestemt for hinanden. En sådan situation råder vi mennesker i virkeligheden
heller ikke selv over, hvilket man efter behag og behov kan vælge at kalde
skæbne eller livets vilkår.
Af ydre begivenheder,
der kan have betydning i forbindelse med min selvbiografi, kan blandt andet
nævnes, at det berømte forlystelsesetablissement National-Scala i København,
lukkede den 15. januar 1957. Min mor havde ofte lyttet til stedets
middagskoncerter over radioen i min tidlige barndom i Tillitse. Den meget
specielle ejendom blev købt af Forenede Danske Brugsforeninger (FDB) og
Hovedstadens Brugsforening, som ombyggede og indrettede bygningskomplekset til
hjemsted for Magasin ANVA. AN(dels) VA(rehuset) åbnede den 15. april 1958 og
blev i en årrække en værdig konkurrent til de andre stormagasiner i København.
Det skulle desværre vise sig, at problemerne
omkring bladet ”militærnægteren” ikke kun var midlertidige, men tværtimod
permanente, idet antallet af abonnenter og løssalg ikke i længden var
tilstrækkeligt til, at kunne holde bladet i live. Aktuelt viste det sig ved, at
der ikke blev udgivet et nummer for januar 1957, idet nr. 1 først udkom i
februar. Men problemerne var desuden også af mere ideel art, fordi der bestod
et vist politisk – og muligvis også personligt - modsætningsforhold mellem redaktøren,
Poul Breum, og nogle af bladets – i øvrigt meget få – skribenter, hvilket vil
fremgå af den følgende omtale af bladets indhold.
På ”militærnægteren”s forside er aftrykt et
meget rammende, men samtidig også til dels pessimistisk digt med titlen ”Ved
anden Verdenskrigs udbrud”. Det er skrevet af forfatteren, lyrikeren og
kritikeren Tom Kristensen (1893-1974), som i øvrigt blev bedst kendt for sin
nøgleroman ”Hærværk” (1930), der foregår i et københavnsk journalist– og
værtshusmiljø. Romanen blev filmatiseret af Ole Roos i 1975 og havde Ole Ernst
i hovedrollen som Jastrau, i virkeligheden en grel personificering af Tom
Kristensen selv.
Men der er en
fare ved tanken,
at ordet,
dens troløse mage,
tit sendte
den vildt ud i verden,
så den kom
forvirret tilbage.
Og der er en
fare ved ordet,
at
handlingen, den libertiner,
forførte det
ædelt
til blodige,
mørke doktriner.
Fra tanke –
til ord – og til handling:
to mellemrum
fyldte med grumhed.
Forstår I da
ikke, man gribes
fortvivlet af
impotent stumhed?
Det ædleste
ord har fordrevet
den ædleste
tanke fra tronen.
Den ædleste
tanke
har undfanget
inkvisitionen.
Forsiden på
nægteravisen ”militærnægteren” nr. 1, februar 1957. Udover indholdsfortegnelsen
er der også aftrykt digtet ”Ved anden Verdenskrigs udbrud” af forfatteren Tom
Kristensen. Den lidt ubehjælpsomt tegnede illustration forestiller en mand, der
rækker armene op i begejstring foran og over en flok bevæbnede
marionet-soldater. Over mandens hoved svæver en glorie, men det sorte kors på
mandens ryg må formentlig antyde, at det er døden, han og man tilbeder. –
Forside: © 1957 ”militærnægteren”, Gribskovlejren.
Den negative og opgivende stemning, der
forståeligt nok havde grebet redaktøren, viser sig især også i den
redaktionelle kommentar NOTABENE på side 2-3 (det skal bemærkes, at artiklen
her er afskrevet præcis med den originale formulering, stavemåde og
tegnsætning):
Med dette nummer går lejravisen ind i sin
anden årgang. Bladet har i løbet av det første år skiftet både navn, redaktion
og linie. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de folk, der overtog bladet
engang i efteråret, hade store planer med det. Man troede, at der i større
kredse var behov for et antimilitaristisk organ. Man forestillede sig en
udvidelse av bladets læserkres og stofområde. Man drøftede at gå over til et
bogtrykt blad på et senere tidspunkt.
De par
måneder, vi har arbejdet med bladet, har vist oss i hvor høj grad, vi tog fejl.
Vore bestræbelser på at udvide bladets formål er hverken blevet mødt med
modstand eller interesse. Blot ligegyldighed.
Til eksempel
fik vi fat i adresserne på ca. 100 gamle militærnægtere, der hade ligget i
Gribskov. Vi sendte dem hver et eksemplar av bladet med en opfordring til at
abonnere på det. Vi mente, at vi hær hade et oplagt publikum. Gamle
militærnægtere måtte vel som ingen andre være interesserede i hvad
militærnægterne av i dag mente og foretog sig. Men vi tog fejl. Ikke een av de
100 hørte vi noget fra. det vil sige, der var een, der velsagtens i misforstået
antikommunisme, returnerede bladet og frabad sig all yderligere henvendelse.
(Det var i de dage, en god dansker ikke kunne være i stue med en kommunist, med
mindre det var for at prygle ham). Det viser noget om den interesse, der er for,
hvad nogle kaldet ”militærnægtersagen”. (Hvad dette egentlig er, kunne det være
interessant at komme ind på en anden gang).
Også salget i
lejren har kølnet vor iver betydeligt. Ikke fordi – i lejren fik vi solgt en
hel del. Blot hade vi i altfor mange tilfælde fornemmelsen av, at det mere var
for at støtte oss end av interesse for, hvad vi hade at sige. Og støtte blot av
hensyn til oss, hade vi ingen interesse av. Vi hade jo ingen materiel fordel av
bladet. Tværtimod gav det de få stabile folk en masse arbejde.
Vi er dærfor
kommet til det resultat, at der ingen interesse er for et blad, som vi ønsker
at lave det. Vi har indset dette ganske uden bitterhed. Vi kunne – som man ser
det andre steder –fortsætte med bladet og så som vederlag for den manglende interesse
anskaffe oss en pæn lille martyrglorie, som vi så kunne ha fornøjelse av at
pusl om. Vi kunne bibringe oss selv en viss tilfredsstillelse ved fra vort høje
åndelige stade i åndshovmod at harcellere over de mennesker, for hvem en
motorcykel eller et serieblad er av større vigtighed end Kafka, Karl Marx eller
undertrykkelsen af Cypern. Vi gider bare ikke. Vi er fuldendte demokrater. Hvis
flertallet ønsker at forråes, fordummes eller at avslutte jordens historie med
en atombombeeksplosion, så bøjer vi oss for flertallet. Indtil da finder vi nok
hver vor lille have at dyrke. Eller går måske ind i et kollektivt jordbrug.
Vi opfordrer
derfor alle – med eller uden idealer – der mener at ha interesse i at drive
bladet videre, at henvende sig på redaktionen. Vil vil så forsøge at få dannet
en ny redaktion til fortsættelse av lejravisen. Hvis dette ikke lykkes, bliver
dette nummer altså det sidste.
red.
Man forstår til en vis grad redaktørens, Poul
Breums, frustration over situationen. Men mon ikke det egentlig skyldtes, at
han havde ambitioner og ville stile for højt med bladets formål og indhold?
Ligesom han ser ud til at have stillet for store forventninger og forhåbninger
til sine mednægtere? Kafka, Karl Marx og aktuel storpolitik, - forresten en særegen
blanding! - det var nok ikke lige det, flertallet af nægterne i Gribskovlejren
så som den vigtigste interesse i livet.
Og det var dog en værre omgang fatalisme, at
redaktøren og hans medarbejdere, angiveligt som ”fuldendte demokrater”, ville
bøje sig for flertallet, også selvom dette ønskede at forråes og fordummes, og
måske udslette jorden og sig selv i en atomeksplosion! Det er efter min mening
en alt for forenklet og passiv måde at anskue situationen og problemerne på.
Men bortset fra, at både religiøse og sekulære dommedagsvisioner indgik i
tidens måde at anskue og tænke på, så er demokrati som sådan jo ikke
nødvendigvis kun et spørgsmål om flertallet. Det er også et spørgsmål om,
hvorvidt kloge og fornuftige folk (politikere og kulturelle debattører) ikke
alene er i stand til, men også har en menneskelig og samfundsmæssig pligt til,
at søge at overbevise tvivlere, skeptikere og mindre oplyste folk om det
hensigtsmæssige eller formålstjenlige i at fremme bestemte synspunkter eller
sager, som vel at mærke tjener til alles bedste, i hvert fald på sigt. At
anlægge et kort perspektiv, vil i reglen være for snævert.
I øvrigt er indholdet af Notabene også
kommenteret af Ole Hansen senere i bladet, hvilket jeg skal vende tilbage til
om lidt. Forinden skal vi blandt andet høre om, hvad en militærnægter ved navn
Jonas, der vistnok var blevet overflyttet fra Oksbøllejren til Gribskovlejren,
har at fortælle om den situation. Det sker i artiklen ”Indtryk fra lejren”, s.
3-4:
De sidste års røre om
militærnægterlejrene startede som bekendt i lejrchef Jacobsens tid som
”regent”. Senere blev begivenhedernes midtpunkt rykket til de to jyske lejre,
Oksbøl og Kompedal, hvor der stadig er røre. Hvorimod der er faldet ro over
Gribskovlejren. – Jeg selv har været så heldig at flytte den modsatte vej.
Det var egentlig en
mærkelig overgang. I Oksbøl var der et udpræget spændt forhold mellem nægtere
og ledelse. Et forhold, som i løbet af ganske kort tid begyndte at gå en på
nerverne, så man blev mere og mere mistænksom overfor alt, hvad ledelsen
gjorde. Man blev behandlet som en flok umælende dyr, der ikke havde godt af alt
for løse tøjler.
Da jeg efter denne
omgang troppede op i Gribskovlejren, troede jeg det var løgn. På vejen ind i
lejren mødte jeg en arbejdsleder, som straks sprang af cyklen og præsenterede
sig. – I Oksbøl måtte vi sgu selv finde ud af, hvad arbejdslederne hed. Senere
blev jeg af en anden arbejdsleder vist rundt i lejren, så jeg vidste lidt om
lokaliteterne. – I det hele taget viste det sig, at forholdet mellem
arbejdsledere og nægtere var præget af en naturlighed og ligefremhed, som jeg
troede var umulig. –
Dette venskabelige
forhold, om man så tør sige, satte naturligvis også sit præg på nægternes
væremåde og ikke mindst på arbejdet. Der var ikke tale om nogen oprørsstemning
af nogen som helst art. Alt forløb roligt og gnidningsløst, og det arbejde, man
blev sat til, blev gjort. Ikke i noget rekordtempo naturligvis. Men det blev
gjort så godt og så hurtigt, som man nu kunne være det bekendt. Vel at mærke
uden at arbejdslederne gik og vågede over arbejdet hele dagen. - - -
Naturligvis var det ikke lutter rosenrød idyl; det er velsagtens umuligt, når
så mange mennesker er samlet, tilmed ufrivilligt. Men det gensidige
tillidsforhold, der bestod i lejren, udjævnede naturligvis langt lettere
eventuelle modsætninger end den autoritative tone, der prægede Oksbøllejren.
Medaljen har desværre
også en bagside, som dog ikke er værre, end at nægterne selv kan sørge for at
få den pudset. De omtalte ”idealtilstande” har nemlig øjensynlig ført til, at
nægterne er blevet fuldstændig passive og uinteresserede i alt og alle.
Sammenholdet, som har så stor betydning især i en nægterlejer, trives - - som
altid - - dårligt i medgang. Men efter forholdene i Gribskov at dømme, er
forholdene rent paradisiske. Man går og nusser hyggeligt omkring og lader
sløvheden brede sig og al aktivitet fortone sig i fjerne tåger; ligesom
adskillige forfalder til barnligheder, der rettelig hører hjemme i en
underskole. - - Det bør dog i den forbindelse ikke glemmes, at lejren er præget
af at ligge nær ved København, idet så mange som muligt er væk fra lejren så
ofte, de er i stand dertil. - - Den naturligste løsning ville være, at
talsmændene gik i gang med at bringe lidt samling på sagerne. Og det bliver
måske også tilfældet, idet det i den sidste tid er kommet til
uoverensstemmelser med den nye lejrchef, Reedtz-Funder. Men det ville unægtelig
være kedeligt, hvis sammenholdet skulle opnås på bekostning af den menneskelige
tone, der hidtil har præget forholdet mellem nægtere og ledelse.
Som forholdene er nu
står Gribskovlejren imidlertid endnu som den absolut bedste af de tre lejre,
idet nægterne her bliver behandlet som selvstændige individer og ikke som en flok
gryntende grise med numre i ørerne.
jonas.
Det sete beror som bekendt på øjnene, der ser,
og jeg vil mene, at den ovenfor citerede Jonas, som jeg ikke kendte eller
kender personligt, i det store og hele har ret i sin beskrivelse af forholdene
og nægterne i Gribskovlejren. Og det tjener formentlig til hans undskyldning,
at han som forholdsvis nyankommen, sikkert endnu ikke havde haft mulighed for
at danne sig et mere nuanceret billede af, hvad der foregik i lejren, så at
sige bag kulisserne. Det var godt nok også mit indtryk, at mange af nægterne
sløvede hen i dagligdagens på sin vis meningsløse rutine, hvis eneste formål jo
fra myndighedernes side var, at få tjenestetiden til at gå, og derfor også blev
det for nægterne selv Det arbejde, nægterne blev sat til og udførte i skoven og
udendørs, havde kun i mindre grad nogen praktisk betydning, hvilket ikke mindst
skyldtes, at der ikke måtte udføres arbejde, som stred mod fagforeningernes
monopol på området. Det indendørs arbejde, så som køkkentjeneste og rengøring,
havde derimod det nødvendige formål, dels at forsyne alle med de daglige
måltider, og dels, at sørge for, at det hele ikke endte som en svinesti. Det
skal jo ikke være nogen hemmelighed, at ikke alle nægtere var ordensmennesker
eller interesserede i, at der var rent og ryddeligt på stuerne og i lejren i
øvrigt.
Desuden, kan man forlange – endsige forvente –
at eksempelvis en cand. mag., en stud. jur., en revisoraspirant, en
tandtekniker og en tegner, skal kunne se nogen mening i at blive sat til former
for fysisk arbejde, som dels ligger langt fra de pågældendes normale
interesseområder, og dels kun har til formål, at holde de pågældende
beskæftiget?
Men hvad Jonas ikke nævner eller omtaler, er
det engagerede arbejde, der blev udført i forbindelse med f.eks. Dramatisk
Studiekreds’ opførelse af de teater- og revyforestillinger, der fandt sted i de
to år, hvor jeg selv opholdt mig i lejren, forestillinger som jeg selv og en
dedikeret gruppe af nægtere havde ansvaret for. Her var der ikke tale om nogen
form for sløvhed, tværtimod. Dernæst skal også nævnes aktiviteterne omkring
fritidsundervisningen, og endelig ikke at forglemme, foredrags- og
filmaftenerne, som i reglen havde stor deltagelse.
Der var da i øvrigt også andre begivenheder i
lejren, som var egnede til at vække selv de sløveste nægtere af deres mentale
og fysiske døs, og det var de forholdsvis mange fodboldkampe, der fandt sted,
enten mellem forskellige hold af nægtere eller mellem nægtere og hold udefra,
f.eks. Civilforsvaret. Men det var naturligvis ikke alle nægtere, der
interesserede sig aktivt for fodbold og fodboldkampe, men man kunne i reglen
alligevel godt deltage som tilskuer, om ikke andet for adspredelsens skyld.
Men for resten aner jeg ikke, hvad det er Jonas
hentyder til med ordene om, ”at adskillige forfalder til barnligheder, der
rettelig hører hjemme i en underskole.” Unge mennesker kan jo som bekendt være
kåde og ustyrlige, men der er som oftest tale om uskyldige løjer, som man ikke
bør tage højtideligt.
Redaktør Breum er i artiklen ”Retfærdighed – i
teori og praksis”, side 5-6, optaget af, om der udøves retfærdighed ved de
danske domstole, og herunder nævner han flere eksempler på i hvert fald
tilsyneladende uretfærdige domsafgørelser. Han taler jo til en vis grad af egen
erfaring, idet han som tidligere nævnt selv fik en dom på 10 dages hæfte for
”ulydighed mod tjenestemand”. Breum har generelt ikke megen tiltro til danske
dommere, som han mener, er forudindtaget i sagerne, og han nævner blandt andet
et særlig grelt eksempel på en dommer, som må siges at have været forudindtaget
i sin indstilling til militærnægtere:
Som eksempel
på hvor tydeligt dommerens personlige indstilling kan vise sig, skal det
nævnes, at dommeren i Kjellerup – hvorunder Kompedallejren hører – et par gange
har indledt retsforhandlingerne ved at sige til den fremmødte militærnægtet:
”Hvis jeg ser Dem her engang til, så skal jeg sørge for, at De kommer til at
sidde resten af tjenestetiden i fængsel!” Ligeledes har den samme dommer
prøvet at skræmme militærnægtere fra at appellere til Landsretten ved at
henvise til de dermed forbundne omkostninger og, ”at han aldrig har fået en dom
omstødt ved Landsretten”. Dette sidste er nu – i parentes bemærket – overgået
ham fornylig, idet en militærnægter, der af ham var idømt 10 dages hæfte, ved
landsretten blev frifundet.”
Det er da muligt, at der kan findes eksempler
på danske dommere, som tolker loven strengt og derfor idømmer relativt hårde
straffe. Men mon ikke et ellers lovlydigt menneske altid vil føle sig ilde til
mode ved at blive konfronteret med politiet og retssystemet, og at en dømt i
reglen vil føle sig uretfærdigt behandlet af samme system? Der vil derfor altid
være et subjektivt moment ved bedømmelsen af en doms retfærdighed, også selvom
det objektivt set forholder sig sådan, at den dømte vitterligt er skyldig i
det, vedkommende anklages og dømmes for. Personligt har jeg kun været stillet
for en dommer én gang i mit liv, og det var da jeg stod anklaget for ikke at have
meldt mig til lægdsrullen. Men jeg fik en meget fair og venlig behandling af
både politiet under forundersøgelsen og af dommeren ved Københavns Byret i
Domhuset på Nytorv. Og dommen på 14 dages hæfte blev gjort betinget i 2 år, så
den fik som sådan ingen betydning i mit liv, bortset fra, at jeg ikke kunne
ansøge om en tjenestemandsstilling, som f.eks. postbud. Det var nu heller ikke
lige den slags stillinger, jeg gik efter og havde tænkt mig at søge.
På bladets side 6 – med fortsættelse side 9 –
havde pseudonymet ”Sv. A.” skrevet en omtale af bogen ”Opdragelse til terror”
af Tørk Haxthausen. Den handler om tegneseriernes indflydelse på mennesker, og
indeholder blandt andet et kapitel om tegneserien i krigens tjeneste. Bogen er et eksempel på, at det før så
ringeagtede og underlødige emne: tegneserier, pludselig kom på kulturelitens
dagsorden. Tørk Haxthausen (f. 1924 i Norge), journalist, forfatter, film og
tv-instruktør samt kulturel samfundsdebattør, var/især i 1960’erne en ivrig og
fremtrædende socialist og kulturradikaler, som kastede sig over, hvad
venstrefløjen dengang opfattede som relevante debatemner. Han er stadig aktiv,
om end ikke i samme omfang som førhen, men han deler venstrefløjens opfattelse
af, at dagens Danmark anno 2011 er et aggressivt højredrejet samfund.
Dengang i 1950’erne mente Haxthausen
naturligvis, at især de amerikanske tegneserier – det var jo dem, der var flest
af, som tilfældet stort set også er nu om dage – på demagogisk vis inspirerede
og derfor opdrog ungdommen til at udøve vold og terror.
Vedrørende den udbredte og såkaldte
he-man-dyrkelse, refererer Haxthausen i sin bog til den amerikanske antropolog,
Margaret Mead, som jeg i anden anledning selv har omtalt tidligere her i
selvbiografien. Mead mener, at den nævnte dyrkelse skyldes en dyb usikkerhed
hos mandkønnet, fordi mændene livet igennem er domineret af kvinderne, først af
mødrene, siden af kæresterne og hustruerne. Den deraf opståede dobbelthed: på
den ene side mandens per patriarkalsk tradition dominans i hjemmet og
forretningslivet, og på den anden side hans ’underlegenhed’ i private og
personlige sammenhænge, gør mændene ængstelig for ikke at være og virke
mandige. For at hævde sin mandighed, griber manden instinktivt til overdrevent praleri,
både hvad angår erobring af kvinder og hvad angår succes i karrieren, og i
værste fald og i de mest pressede og frustrerede situationer til vold og endog
drab. Det mente i hvert fald den gode Margaret Mead, 1960’ernes guru på
antropologiens område. Ikke noget at sige til, at hun med sine meninger og
påståede forskningsresultater blev venstrefløjens kæledægge.
Frygten for uran- og
brintvåben
Side 7-9 er den trofaste medarbejder ved
nægteravisen, Peter Schäffer, atter på banen. Denne gang med artiklen
”Bekræftelse på en formodning”. Som så mange andre politisk engagerede
mennesker, var han angiveligt blevet alvorligt rystet over ”de katastrofale
begivenheder, Ungarn og Suez”, og udfordret på sine meninger og synspunkter.
Som loyal, men ikke unuanceret kommunist, så han i og med FN lyspunkter i
verdenssituationen, men mener, at militæralliancerne og forsvarspagterne i form
af NATO, Warszawa-pagten, Seato, Bagdad-pagten m.fl., stik imod hensigten er
med til at fastholde nationerne i den gamle position eller magtbalance overfor
hinanden. Schäffer ønskede disse alliancer og pagter erstattet af
FN-parlamentet, som han angiveligt har stor tiltro til som international
organisation.
Men
end så længe var Schäffer skeptisk overfor iværksættelsen af afmilitariseringen
og opløsningen af de nævnte alliancer og pagter, og det baserede han angiveligt
på nogle undervisningshæfter i udenrigspolitisk orientering, han nyligt havde
læst, og hvorfra han citerer følgende:
”Det
spørgsmål melder sig, om NATO kan reducere sine konventionelle styrker til
fordel for større strategiske enheder. USA og navnlig England ha meddelt, at de
agter at nedskære deres konventionelle styrker, men andre NATO-lande kan næppe
gøre det samme, fordi disse to er de eneste, der har og kan bekoste det
strategiske flyvevåben. Dette kan nok afgøre krigens udfald, men kun
konventionelle tropper kan forsvare og erobre landområder. I tilfælde af
opstande i folkedemokratierne vil kun konventionelle styrker kunne yde bistand.
Derfor måtte Vesttysklands oprustning gennemføres, og derfor er det ikke muligt
for NATO-landene at nedsætte tjenestetiden.”
Nu er det jo
ikke alle som har troet på NATOs defensive karakter, og man må vel sige at en
formodning bekræftes. Om forsvaret endelig erkender sandheden, eller det er et
uheld, at det siges så direkte, eller det er af pædagogiske hensyn overfor de
værnepligtige, for at de ikke skal blive forundrede, hvis de en skønne dag
stilles overfor realiteterne, derom kan man kun gisne. Et eksempel på
undervisningsmaterialets foregivne objektivitet: ”Sovjetunionens svar på
Bagdad-pagten blev øget kommunistisk propaganda og opmuntring af nationalisme
og fremmedhad blandt araberne, samt våbenleverancer.”
Det sidstnævnte, hvad angår kommunistisk propaganda og opmuntring af
nationalisme, må Schäffer lidt modstræbende indrømme, men fremmedhadet blandt
araberne til den hvide mand, mener han er en konsekvens af helt andre årsager
og forklarlige faktorer. Nemlig den, at de asiatiske lande ikke har en
forfatning, der hviler på et demokratisk fundament, men er beroende på
traditionelle magtforhold, som har ignoreret de store økonomiske og sociale
problemer for den mindrebemidlede del af befolkningerne.
Peter Schäffer var – i lighed med sine
meningsfæller - også af den opfattelse, at NATO ikke som påstået har defensiv
karakter, men nok så meget skal fungere aggressivt i en given situation. I den
sammenhæng citerer Schäffer den berømte engelske feltmarskal Montgomery for en
erklæring, fremsat i 1954:
”Efter min
mening er frygten for uran- og brintvåben en mægtig faktor med hensyn til at
forhindre krig, men hvis en varm krig bryder ud, vil begge sider benytte dem …
… jeg vil gøre det utvetydigt klart, at vi i SHAPE baserer hele vor operative
planlægning på anvendelsen af uran- og brintvåben i vort forsvar, Der er ikke
længere tale om, at de måske kommer til anvendelse; det er fuldt ud
sikkert at de vil blive anvendt, dersom vi angribes. Da den, der først
angriber med disse vågen, vil kunne tiltvinge sig en afgørende overlegenhed ved
at ødelægge modstanderens baser og lagre, må der regnes med, at storkrigen vil
begynde med en eksplosionsagtig intensitet, hvor det gælder i størst mulig grad
at hindre modstanderens gengældelsesaktioner.”
Sådan kommer sandheden for en dag, lidt
efter lidt. Militarismen afslører sig selv med en fræk kynisme, der nok
charmerer enkelte, så de siger: ”nå ja, sådan er det jo, hvorfor så stor ståhej
om den ting?”
Men lad mig for min part ønske, at der
stadig er andre, mange andre, som er utrættelige.
Peter Schäffer.
Jo, Peter Schäffer mente det godt, men glemte i
sin selvretfærdige harme og forargelse, at se nærmere på, hvad den
kommunistiske Warszawa-pagten, dvs. Sovjet og Østblokken med Øst-Tyskland i
spidsen, stod for rent militært og militærstrategisk. Desuden må man vel sige,
at nutiden – bortset fra venstrefløjen - har et noget andet syn på NATO,
specielt som følge af organisationens militære operationer i Serbien, Kosovo,
Afghanistan og senest i Libyen. NATO står i dag ikke kun som fredsbevarende og
fredsskabende, men også som en organisation, der gennem militære aktioner er
med til at skabe frihed.. Fred uden frihed er ikke mere værd, end frihed uden
fred.
Endelig er vi nået frem til side 10-11, hvor
Gribskovlejrens måske mest rabiate kommunist, Ole ”Trip” ”Aktiv” Hansen, i
artiklen ”Tag standpunkt” skælder den siddende redaktion ud for at være doven
og ikke tage aktiv stilling til de aktuelle større og mindre politiske forhold
og begivenheder. Det fremgår indirekte, at Ole Trip har haft lejlighed til at
læse bladets NOTABENE før trykningen, lige som man forstår, at han har
diskuteret en eventuel lukning af bladet med redaktøren. Da artiklen i øvrigt
er kommenteret af Poul Breum, som returnerer skældsordene, synes jeg den bør
gengives her i sin helhed:
I dette nummer af militærnægteren vil man
i bladets Notabene se at redaktionen forlader den synkende skude som rotter. Vi
andre spørger, hvad er grunden. Der kan vel gives op til en milliard svar, som
alle mere eller mindre indeholder et gran af sandhed, jeg vil også forsøge som
analysør. Det var den nuværende redaktions mål at skabe et antimilitaristisk
organ af betydning. Det skulle komme i så stort oplag, at det kunne lade sig
gøre at bogtrykke det, der skulle være principielle artikler om
antimilitarismen, i modsætning til det interne sladrenyt, der ellers verserer i
disse lejrblade.
Man behøver vel ikke at fortælle, at det
ikke lykkedes. Vanskelighederne tårnede sig op for de stakkels
redaktionsmedlemmer. Først og fremmest var der en udbredt forvirring med hensyn
til formålet. Nogle ville udbrede den mest afsporede og urealistiske pacifisme,
andre ville slå et slag for den doktrinære kommunisme. Det kunne være
interessant at se, hvem af disse to grupper, der sejrede i kraft af
begivenheder, de for øvrigt ingen indflydelse havde på (Ungarn, Suez). At der
desuden i den afgående redaktion herskede en udbredt dovenskab, (på grund af
manglende overbevisning om, at den opgave, man havde sat sig, overhovedet kunne
løses), gjorde ikke sagen lettere, resultatet ser vi nu, rotterne forlader
skuden. Jeg vil vende tilbage til det egentlige, splittelsen mellem pacifister
og kommunister. Man må forstå,, at der til at begynde med var store
samarbejdsmuligheder, for dels var det pacifistiske indslag aldeles ikke
reaktionært, og dels var de kommunistiske indslag så ganske afgjort de varmeste
tilhængere af fred. Der var f.eks. den største enighed om, at man skulle tale
mod Krupps oprustning, a-bomber etc. alt sammen lutter idyl indtil Ungarn kom.
Udviklingen turde være alle bekendt, så det er ikke nødvendigt at komme nærmere
ind på den her. men der rejste sig for vore venner i redaktionen et problem,
nemlig problemet om magtens anvendelse. Var det fredspolitik at slå en opstand
ned overhovedet, uanset om det drejede sig om retmæssige krav eller fascistisk
kupforsøg. Pacifisterne mente selvfølgelig NEJ, og kommunisterne mente, at man
måtte se på det rent matematisk. De vejede for og imod, hvis det nu var en
fascistisk revolution, så måtte man slå til. for at forstå kommunisternes synspunkt,
må man sætte sig nøje ind i fascismens historie. Og det må slås fast, at der
kun er een ting, der kan fordrive fascismen fra et lille land eller en
verdensdel, og det er magt. Hvor nødigt vi end vil, er vi nødt til at bruge
denne magt, det kan ikke nytte noget at henstille eller bede, der må slås til.
så mange erfaringer må vi da ha’ fået af sidste verdenskrig. Selvfølgelig er
der kun een virkelig metode til at undgå fascismen, det er ved at fjerne
bagmændene, de kapitalister, der står bag disse bevægelser med økonomisk og
moralsk støtte. Jvr. Fritz Thyssens bog: Jeg betalte Hitler. Nu efter Ungarn er
linjerne trukket klarere op, vi har fået en lille påmindelse om, at vi ikke kan
bekæmpe krig følelsesmæssigt, vi må ramme krigsspekulanterne materielt, vi må
sørge for, at den magt, de sidder inde med, i kraft af den private ejendomsret,
bliver taget fra dem og overgår til organer, der står under menneskehedens
kontrol. Nu da vi atter har set pacifismens utilstrækkelighed, må vi samle os
om dem, der virkelig sætter ind, der hvor skoen trykke. Det er vel nødvendigt,
at jeg præciserer, hvem disse kræfter er. Det er de kommunistiske partier
jorden over. I vort ubetydelige geografiske område, Danmarks Kommunistiske
Parti. Dem der ikke kan følge os så langt, vil vi ikke harmes over, kun skal
der måske lyde et ”herregud”, det må åbenbart være skæbnebestemt, at der skal
være idealister, der i kraft af deres egne idealer, svigter de af den selv højt
lovpriste idealer. Det lyder måske indviklet for dig kære læser, men jeg kan
trøste dig med, at dem, det har adresse til, sikkert forstår det. Måske de
endda skammer sig. Ole Hansen.
Nej, heldigvis skammede redaktør Poul Breum sig
ikke, tværtimod, hvilket tydeligt turde fremgå af hans skarpe svar på den
omgang kommunistisk ideologi og taktik, som Ole Hansen serverer i sin artikel.
Redaktøren lagde heller ikke fingrene imellem i sin ”Kommentar til artiklen
”Tag standpunkt!”:
Når ovenstående er blevet optaget i
bladet, skyldes det ikke, at jeg mener, at artiklen er av et indhold, der kan
avtvinge interesse hos nogen, men en intelligenskvotient over 70. optagelsen
skyldes, at det avsnit, der behandler problemerne omkring Sovjets
magtanvendelse i Ungarn, muligvis kan være av interesse for fremtidige
psykologer. Disse kan hæri ha et vidnesbyrd om den psykologisk interessante
måde, hvorpå DKPs totale svigten av socialistisk elementær-programpunkt blev
modtaget av en stor del av dets medlemmer. Disse forsøger – til trods for bedre
viden – at stemple opstanden i Ungarn som fascistisk for dærved at få en
undskyldning for Sovjets indgreb. En fremtidig psykolog vil vel sagtens
parallelisere dette fænomen med ludderens forhold til alfonsen: ”ganske vist er
han en bisse, og ganske vist tæver han mig, men jeg elsker ham nu alligevel.”
Jeg skal ikke hær spilde papir på at
tilbagevise Ole Hansens forløjede påstande m.h.t. revolutionen i Ungarn. Alle
iagttagere, ”Land og Folk”s korrespondent iberegnet, fastslår, at opstanden i
sin helhed hverken var fascistisk eller antisocialistisk. I øvrigt vil partiet
måske engang med tiden gi Hr. Hansen lov til at indrømme dette. (jfr.
Ponanopstanden, jødeforfølgelse i Sovjet, tortur under forhør, m.m.) Derimod
kan der være grund til at tilbagevise nogle helt ubegrundede postulater ang.
”Militærnægterens” redaktionelle forhold. For det første må vi indrømme, at vi
står helt uforstående overfor påstanden om en splittelse mellem ”avsporede og
urealistiske” pacifister og dotrinære kommunister. Der har aldrig været en
eneste pacifist i den forstand, som Ole Hansen mener, i bladets redaktion, -
langt mindre nogen avsporet og urealistisk pacifist. Der har heller ikke været
nogen diskussion i redaktionen om, hvorvidt en fascistisk opstand burde slås
ned med magt. Det har vi alle været enige om. vi har også været enige om, at
opstanden i Ungarn af karakter ikke var fascistisk. Som man ser, er Ole Hansens
påstande grebet ud af den blå luft. til Ole Hansens slutfraser om DKP skal det
siges, at DKP ikke har patent på socialismen. Netop i disse dage gøres der
forsøg på at oprette et Dansk socialistisk parti. Forhåbentlig et parti,
der ikke i kritiske situationer sætter store dele av sit program ud av kraft
for at undgå at komme til at stå i modsætning til en stormagts imperialistiske
interesser.
Hærmed overlader jeg hr. Hansens artikel
til læsernes bedømmelse. Der er sikkert ikke så få av dem, der vil skamme sig,
men vist mere på Ole Hansens end på egne vegne. Poul Breum.
Angående redaktør Breums oplysning om, at der var
ved at blive dannet et nyt dansk socialistisk parti, så kom dette som sikkert
bekendt til at hedde Socialistisk Folkeparti, forkortet SF. Som læseren
formentlig også vil vide, så viste dette parti sig så levedygtigt, at det her i
valgåret 2011 står stærkt i meningsmålingerne. Det var som tidligere nævnt
bl.a. kommunisten Aksel Larsen, der tog initiativet til partiets oprettelse, og
baggrunden var netop, at han og hans meningsfæller ikke kunne acceptere Sovjets
militære og blodige intervention i Ungarn. Hvad rettroende kommunister som
f.eks. Ole Hansen ikke kunne eller ville se, var, at Sovjetunionen faktisk var
en mindst lige så magtsyg, imperialistisk og militaristisk stat, som de stater,
kommunisterne beskyldte for at være det.
Men at der var mange kommunister af Ole Hansens
slags, det vil man kunne overbevise sig om, ved f.eks. at læse ”Stalinismens
fascination og danske venstreintellektuelle”, af professor, dr. phil. Bent
Jensen. Gyldendal 1983. Bogen dokumenterer en lang række danske politikeres,
intellektuelles og kunstneres nærmest religiøse optagethed af og forsvar for
sovjetisk, mere præcist Stalins kommunisme. Bent Jensen blev naturligvis
efterfølgende chikaneret på forskellige og mere eller mindre ubehagelige måder
af personer fra den politiske venstrefløj. Bent Jensens bog er skrevet efter
Sovjetunionens ophør og Berlin-murens fald. En anden god bog at få forstand
af vedr. kommunismens og marxismen, vil være Per Stig Møllers ”På sporet af det
forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i vor tids politik,
videnskab og etik.” Gyldendal 1976. Bogen er skrevet før Sovjetunionens
ophør og Berlin-murens fald, og midt under nymarxisternes kulturelle herredømme
i 1970’erne, der red det danske så vel som andre demokratiske vesteuropæiske
samfund som en mare. Kommunismen og marxismen fik sit endelige dødsstød i og
med Sovjetkommunismens fallit og Berlin-murens fald omkring 1989-90.
Men for mig personligt var bladet
”Samvittigheden”s navneskift til opkomlingen ”militærnægteren”, og dennes
udvikling i slutningen af 1956 og begyndelsen af 1957 en kilde til både
ærgrelse og sorg, for det betød afslutningen på et projekt, som jeg havde håbet
på fortsat ville føre og bibeholde en humanistisk redaktionel linje. Det gjorde
bladet desværre kun i nogle af sine første numre, men efter at jeg havde
forladt redaktionen omkring februar 1956, havde jeg kun minimal indflydelse på
bladets indhold. Ivar Nielsen, Kaj F. Jensen og Jørn Krogh søgte at videreføre
den mere eller mindre fastlagte linje, men allerede, da socialisten Robert
Felby indtrådte i redaktionen fra og med bladets nr. 3, skete der et skred i
bladets indhold. Han var dog moderat i forhold til Leif Andersen, som muligvis
tiltrådte fra og med nr. 6 eller nr. 7, og som sad i redaktørstolen til og med
nr. 11, hvor den moderate socialist Poul Breum overtog posten. Jørn Krogh
forlod redaktionen fra og med nr. 5, medens Robert Felby, Ivar Nielsen og Kaj
F. Jensen havde forladt deres poster i hvert fald fra og med nr. 10, eller
muligvis før.
Fortsættes i artiklens 23. del, hvor vi skal gå videre med beskrivelsen af mine erindringer
delvis fortsat fra og med 1956 og fremefter.
___________________________________