Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og Illusioner 15. del

 

Afsluttende kommentar til artikelserien

 

____________________________________

 

Bemærk venligst, at denne 15. del som nævnt er en afsluttende kommentar til ovennævnte artikelserie. Siden 14. del blev redigeret og skrevet, nemlig 12. juni 2018, er der trods alt gået nogle måneder, og i den tid har jeg haft rig lejlighed til at tænke nærmere over ét-livs-hypotesen og dennes konsekvenser for livs- og verdensanskuelsen. Det skal dog straks nævnes, at den forløbne tid ikke på nogen måde har svækket min overbevisning om hypotesens gyldighed, snarere tværtimod og i hvert fald så langt menneskelig – underforstået min - erkendelse og forståelse rækker. Men der findes naturligvis – som forventet – de mennesker, der ikke er enige i min opfattelse, og til disse hører formentlig primært oprigtige tilhængere af, hvad jeg tillader mig at betegne som utopiske idealistiske forestillinger om livet og verden. Al respekt for disse og lignende anskuelser.

 

Indledning

Endnu engang må jeg minde mig selv og de lydhøre blandt mine i øvrigt få læsere, om det faktum, at medens jeg sidder her bag tastaturet og skriver disse linjer, og ind imellem kigger ud ad vinduet, hvor alt i dette tilfælde ånder stilhed, fred og ro, så roterer jordkloden uophørligt omkring sin egen akse, samtidigt med, at den med en fart af 30 kilometer i sekundet cirkulerer omkring solen som en af solystemets 9 planeter. Men ikke nok med det, for solsystemet selv kredser med en vældig fart af 220 kilometer i sekundet omkring i yderkanten af den vældige galakse, som vi kender under navn af Mælkevejen. Sidstnævnte kredser sammen med galaksen Andromeda omkring et endnu større centrum i det vældige verdensrum, som endnu ingen kender den fysiske størrelse af. Måske fordi det fysiske rum-tid-kontinuum ikke i den forstand er fysisk måleligt!? - Og slet ikke i objektiv forstand, men i lighed med fænomenet bevægelse tværtimod er relativt, nemlig i relation til iagttageren, sådan som den geniale teoretiske fysiker Albert Einstein (1879-1955) allerede i 1905 påviste i og med sine påbegyndte matematiske og logiske relativitetsteorier.

 

I og med alt og alles relativitet, forbliver livet og verdenen i bund og grund en form for illusion for os som oplevere og iagttagere, sådan som den vise digter og dramatiker William Shakespeare (1564-1616) fastslår med følgende ord i skuespillet ”Stormen” (frit citeret): "Alt og alle er gjort af samme stof, som det drømme dannes af."  Opfattelsen af livets og verdenens basale illusoriske natur og karakter, er siden oldtiden blevet promoveret af den hypotetiske utopiske idealismes tænkere og filosoffer. For den idealistiske livs- og verdensanskuelse er bevidstheden og dennes kræfter og lovmæssigheder det centrale. I direkte modsætning og opposition dertil, har andre hypotetiske tænkere og filosoffer ligeldes siden oldtiden hævdet den modsatte opfattelse, at livet og verdenen grundlæggende er af materiel natur og karakter. For den materialistiske livs- og versendanskuelse er bevidstheden og dennes kræfter og lovmæssigheder modsat baseret på de materielle kræfters og lovmæssigheders natur og virke. Derfor mener og hævder man, at bevidsthed grundlæggende kan og skal forklares og opfattes som et produkt af fysiologien, hvilket vil sige læren om de fysisk-kemiske kræfters og lovmæssigheders virksomhed. 

 

Den naturvidenskabelige og herunder ikke mindst hjerneforskningens materialistiske opfattelse af livet og verdenen – og særligt af fænomenet bevidsthed - har jeg for længst skrevet om og karakteriseret som reduktionistisk, nemlig i og med, at samme naturvidenskab grundlæggende reducerer bevidsthedslivet som udelukkende værende et produkt af fysisk-kemiske eller fysiologiske kræfter og lovmæssigheder, og dermed uden egentlig selvstændig status. Indenfor rammerne af ét-livs-hypotesen, anses bevidsthed i sin grundlæggende natur derimod ikke for at være fysisk-kemisk, men udgør som supplement til det fysiske energisystem et selvstændigt energisystem med sine egne kræfter og lovmæssigheder, derunder blandt andet sansningen, tænkningen, viljeslivet og fantasien.  På den anden side set, tager jeg også afstand fra den utopiske idealismes opfattelse af bevidsthedslivet og dettes kræfter og lovmæssigheder, der grundlæggende anses for at være af evighedsnatur, idet de tre instanser: 1. Jeget, 2. skabe- og oplevelsesevnen og 3. den psykofysiske organisme, anses for at opfylde kravene til denne status. Denne opfattelse af individet og dets evige tilværelse forudsætter selvfølgelig antagelsen af det, der kan betegnes som fler-livs-hypotesen, som nødvendigvis må indeholde påstandene om reinkarnation og skæbnens ubrydelige lovbundethed, såkaldt karma. Den hypotese eller teori strider naturligvis lodret imod ét-livs-hypotesen, ifølge hvilken ethvert individ eller levende væsen kun har ét liv at leve og udfolde sig i, nemlig det til enhver tid aktuelle liv. 

 

Som påpeget og begrundet i en hel del af mine tidligere artikler om ét-livs-hypotesen, tyder mangt og meget på, at individet eller det levende væsen af hvad art dette så end måtte være, kun har et enkelt liv at leve og udfolde sig i. Dette liv udfolder og udvikler sig i form af kredsløb i principiel lighed med de fire årstider: vinter, forår, sommer og efterår eller barndom, ungdom, voksendom og alderdom, i alle tilfælde underkastet hovedbegreberne fødsel, vækst, degeneration og død. Alle levende væsener, uanset livsform, er altså født ind i verden, hvor de hver især lever en vis kortere eller længere tilværelse, som i alle tilfælde uundgåeligt afbrydes af døden eller det totale ophør af eksistens, bortset fra, at de fysiske materier eller stoffer, der var og er absolut nødvendige for livets opståen, opretholdelse og vækst, i og med at stofferne, der indgår i det lovbundne kredsløb, uvægerligt vender tilbage til deres naturlige eksistensformer.

 

I modsætning til både den idealistiske og materialistiske filosofis opfattelse af livet og verdenen, har den naturvidenskabelige opfattelse, baseret som den primært er på en objektiv, hvilket vil sige en fri og uafhængig, undersøgelse af naturen og dennes kræfter og lovmæssigheder, gjort sig gældende lige siden renæssancen i 1500-tallets Europa. Den var i en vis forstand en opposition imod katolicismens autortært-religiøse opfattelse og forståelse af livet og verdenen, sådan som begge dele fandtes og findes udtrykt i Bibelen. De autoritære religiøse magthavere dømte og straffede til gengæld de dog ikke i alle tilfælde irreligøse og ateistiske mænd og kvinder som kættere og hekse, som uden skånsel blev forfulgt af den jesuitisk ledede inkvisition og lejlighedsvis efter grusom tortur, angiveligt foretaget for at ofrene skulle bekende deres 'synd’ og derigennem sikre deres egen frelse fra Guds vrede og Helvedes luer, hvorefter de – besynderligt nok - i reglen blev brændt på bålet eller led druknedøden. Et kendt og berømt eksempel på straffen på bålet, er den italienske munk og panteistiske filosof Giordano Bruno (1548-1600), der blev arresteret, dømt som kætter og i  året 1600 brændt på bålet på torvet Campo Di Fiori i Rom.

 

Vores oplevelse af livet og verden er den store illusion

Vi skal herefter genoptage tanken og forestillingen om, at den fire-dimensionale rum-tid-verden vi kender via vores daglige tilværelse, oplevelse og erfaring, nemlig det faktum, at vores oplevelse og forståelse af livet og verdenen i virkeligheden er udtryk for en eneste stor illusion eller et eneste stort bedrag, for ikke at sige selvbedrag. Det faktum bliver blandt andet påvist i og med en analyse af selve sanseprocessen, men også i nok så høj og særlig grad bestyrket gennem vores viden om den atomare verden med dens elementarpartikler, atomer og molekyler. Disse udgør jo i henhold til atomfysikken, herunder ikke mindst kernefysikken, de basale elementer, som virkeligheden og alle dennes fænomener består af, inklusive os mennesker ikke mindst. Det, vi mennesker til daglig oplever i form af en verden af sanseindtryk, såsom former, farver, lyde, smag og dufte, er vort sinds eller bevidstheds automatiske ’tolkning’ af livet og omverdenen, som basalt er opbygget af de atomare strukturer, der ikke i sig selv har faste former, farver, lyde, smag og dufte. Vores oplevelse af livet og verden er med andre ord helt igennem en eneste stor illusion, men vel at bemærke en illusion, der har karakter af virkelighed, hvilket enhver vil mene og vide med sin egen bevidsthed, oplevelse og erfaring.


Endnu mere forunderligt og eventyrligt er det, hvis det viser sig at forskere som f.eks.
Max Planck (1858-1947) og langt senere Tommy. Bergstein (1933-2018) hævder, at de atomare fænomener og strukturer rent faktisk kun er konstruktioner af vores egen bevidsthed! – Men hvad er det så, der i realiteten udgør det vi opfatter og forstår som livet og verdenen? – Det nævnte betyder i sin konsekvens, at livet og verdenen rent faktisk er identisk med de forestillinger, der opstår, forekommer og bearbejdes i vores bevidsthed, den bevidste så vel som ubevidste del af denne, hvilket mere præcist vil sige, indenfor rammerne eller grænserne af individets psykiske kraft- eller energifelt, der under indflydelse fra den del af det overordnede universale psykiske kraft- eller energifelt – eller udtrykt med religionsfilosofiske ord: det overordnede universale guddommelige psykiske kraft- eller energifelt - udgør og danner både en nødvendig, uundværlig og uundgåelig basis for vores personlige bevidsthedsliv? -  

 

Hvis disse tanker og forestillinger om bevidstheden og bevidsthedslivet, der er fremført her ovenfor, skulle vise sig at have sand gyldighed som en helt igennem psykisk eller åndelig virkelighed, så er livet og verdenen helt bestemt ”gjort af samme stof, som det drømme dannes af”. Men denne konstatering må og bør ikke forveksles med den utopiske idealismes forestillinger vedrørende samme emne. Sidstnævnte er tanker og forestillinger, der i det væsentlige knytter sig til fænomener som de levende væseners basale udødelighed, reinkarnation og ufravigelige lovbundne skæbne. I modsætning dertil udgør fænomenet døden et uundgåeligt centralt tema i ét-livs-hypotesen, døden forstået som de levende væseners totale ophør som udgangen på disses éngangs og ét-livs-eksistens. Tanken og forestillingen om livet og verdenen som en virkelighed, der dybest set udelukkende består af psykisk eller åndelig energi, tilhører derimod alene ét-livs-hypotesens forestillingskompleks, som rent logisk set udelukker fænomenerne udødelighed, reinkarnation og lovbundet skæbne.

 

Apropos begreberne og fænomenerne fysisk energi og psykisk eller åndelig energi, er det meget vigtigt at gøre sig klart, at begge dele som sådanne dybest set er ukendte og utilgængelige for sansning, idet de i virkeligheden grundlæggende udgør det ikke-tids og ikke-rums evige, uskabte og derfor uforgængelige NOGET, det almagtens, alkraftens, alkærlighedens og  alvisdommens altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, manfesterer sig og oplever. Om dette NOGET kan man kun sige, at det ER. Dette NOGET er på mesterlig vis i høj grad defineret og behandlet af vismanden Martinus i og med hans kosmologi, som der derfor her kan og skal henvises til. Dog ikke uden at nævne, at hans kosmologi i  øvrigt henhører under fler-livs-hypotesen og dermed under den utopiske idealismes livs- og verdensanskuelse. Men det skal alligevel endnu engang pointeres, at til trods herfor er der væsentlige dele af Martinus’ livs- og verdensanskuelse med dennes dybsindige livsfacitter, logiske analyser og ikke mindst nærmest geniale tegnede symboler, der med visse modifikationer også er gyldige set i 'et-livs-hypotesens perspektiv.

 

For dels at uddybe argumenterne for antagelsen af ét-livs-hypotesen og dels for bedre at kunne forstå og overskue emnerne og problemerne, kan det generelt set anbefales læseren at læse artiklerne i gruppen Artikler vedr. Èt-livs-hypotesen  - deri findes de ovenfor berørte emner og problemer mere eller mindre grundigt behandlet, uddybet og forklaret. For nemheds skyld skal her lige ridses op, hvad der kan og skal opfattes og forstås som Ét-livs-hypotesens hovedtræk:

 

Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.   

 

Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv.  Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis   indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.

 

Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme.  Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.

 

Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.

 

Denne grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form af undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om, at individet har en basal overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed og reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene liv, vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man kun videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man ikke overlever disse.

 

Endelig skal det dog lige nævnes her, at for de fleste menneskers vedkommende er de tanker og forestillinger som dem, der her er nævnt og omtalt, normalt ukendte og helt fremmede og uvedkommende. Majoriteten af mennesker lever jo i reglen det, jeg har betegnet som en "puppe-tilværelse", hvilket vil sige at de lever en tilværelse eller et liv, der har mere end nok i hverdaglivets pligter, gøremål og udfordringer. Min opfattelse heraf vil man især kunne læse i artiklen 4.132. Livet som en ''puppe”-tilværelse .  

 

I min tidlige ungdom og voksenalder gjorde jeg mig store anstrengelser for at tilegne mig og forstå den utopiske idealistiske livs- og verdensanskuelse, først i form af klassisk indisk idealistisk filosofi og livs- og verdensanskuelse, fra 1957 suppleret med Martinus’ på den tid såkaldte åndsvidenskab, der dog senere skiftede til betegnelsen Martinus’ kosmologi og endnu senere til Martinus Det Tredie Testamente. Men min medfødte skepsis og tvivl på teoriers og hypotesers gyldighed og overensstemmelse med det virkelige liv, fik med tiden en stadig større indflydelse på mit åbne, kritiske og videbegærlige sind, hvilket fra omkring 1990’erne sporede mig ind på et personligt opgør og en delvis forkastelse af alle former for utopiske idealistiske livs- og verdensanskuelser, hvad enten disse var eller er religiøse, filosofiske eller politiske.  

 

Med denne relativt korte artikel og disse forhåbentlig sammenfattende og konkluderende linjer, vil jeg hermed trække mig tilbage til mit private liv og nyde mit opium, sådan som småvittige hoveder udtrykker det. I og med mine mange artikler, mener jeg stort set at have fået sagt og udtrykt de tanker og ideer, som har beskæftiget mig siden min tidligste ungdom, men som dog først efterhånden er modnedes i  løbet af det seneste årti.

 

Med kærlige hilsener og ikke mindst tak, især til de læsere, der i lighed med mig har turdet vove sig ud i et amatør-filosofisk komplekst emne.

 

© August 2018 Harry Rasmussen.

 

******************