Film og mig

Om mit forhold til filmmediet

14. afsnit

Fritidsundervisning

I Gribskovlejren var der i lighed med, hvad der var tilfældet i de to andre militærnægterlejre, Kompedal og Oksbøl, en ordning, som kaldtes fritidsundervisningen. Denne blev betragtet som et led i arbejdet og foregik derfor i arbejdstiden. Der var undervisning i forskellige fag, som f. eks. dansk, litteraturhistorie, kulturhistorie, musik, dramatik, engelsk, fransk, tysk og esperanto.

Der var tre professionelle lærere udefra, nemlig forfatteren Tage Schou-Hansen, som stod for undervisning i dansk litteratur, forfatteren Finn Gerdes, der underviste i teaterhistorie og dramaturgi, og forfatteren og dramatikeren Erik Knudsen, som tog sig af undervisning i samtidslitteratur. Desuden var der nægtere med særlig uddannelse i det civile liv, som fungerede som lærere for de andre nægtere. Kurt Henning Pedersen stod for musikundervisning, Gregers Espersen vistnok for undervisning i historie, Birger Jarl Guy for undervisning i engelsk, fransk og tysk, ”Vovsen” stod for undervisning i arkæologi og lokalhistorie, Robert Felby for undervisning i esperanto. I modsætning til de eksterne lærere, fik de nægtere, der underviste, ikke honorarer, men derimod fritimer for deres undervisning.

Den eneste undervisning, jeg selv deltog i, var i sproget esperanto. Den dengang 24-årige Robert Felby var autoriseret esperantolærer og god til at undervise. Grunden til, at jeg deltog i denne undervisning, var primært den, at jeg troede at esperanto havde en fremtid for sig, især i kraft af sin relativt enkle sproglige konstruktion og internationale eller overnationale målsætning. Det var jo i midten af 1950’erne, hvor nogle af os blåøjede idealister endnu troede på en lys og lykkelig fremtid for verden og menneskeheden, uden den nød og elendighed, politiske og religiøse spændinger og de krige, der siden har plaget verden.

Robert Felby, som i det civile liv var jord- og betonarbejder, var dog ikke idealist, men derimod socialist, med en lille hældning til kommunisme, og han gjorde i al godmodighed nar af os andre, som han kaldte ”blåøjede idealister”. ”Verden forandrer sig ikke af sig selv!”, sagde han docerende, og fortsatte: ”Det er os klassebevidste arbejdere, der skal forandre den, ved at udnytte en revolutionær situation, hvor vi kan afsætte kapitalisterne og fjerne de liberalistiske markedsvilkår!”.

Der var dog det meget forsonende ved Robert Felby, at han havde udpræget humoristisk sans. Ofte kunne han umotiveret og pludseligt finde på at citere et par linjer, der vistnok stammede fra en eller anden sang: ”Hvis jeg var en lille fugl, så ville jeg flyve op til himlen og føle mig fri”. Herunder stillede han sig på tæerne, baskede med armene og så med himmelvendt blik ud af vinduet. Det hændte også, når han i sin undervisning lejlighedsvis stødte på ordet spejder eller spejderdreng, at han f. eks. kunne finde på at sige: ”Ak ja, en sød lille spejderdreng i korte bukser! Så! Læg sig, læg sig!”, idet han foregav at slå på sin penis udenpå bukserne. Der var dog ikke noget, der tydede på, at den høje og velvoksne unge mand var homoseksuel eller nærede pædofile tilbøjeligheder. Det var simpelthen bare af kådhed og munterhed, at han fandt på at komme med sådanne provokerende, men i og for sig uskyldige udtalelser, om end det måske kan siges, at de faldt i forkert sammenhæng.

Hostrups ”Genboerne”

Birger Guy og Gregers Espersen var blevet enige med lejrchef Elbæk om at danne, hvad de kaldte ”Gribskovlejrens Dramatiske Studiekreds”. Projektet skulle dog først godkendes af Indenrigsministeriet, som jo skulle yde et vist, i reglen minimalt, økonomisk tilskud til etablering og drift. Det blev godkendt og projektet gik i gang med Guy og Espersen som studievejledere. Det viste sig dog snart, at bagtanken med studiekredsen havde været med henblik på indstuderingen og opførelsen af et eller flere af de teaterstykker, man var stødt på i undervisningen i teaterhistorie. De to fandt, at C. Hostrups ”Genboerne”, syngespil i 3 akter, ville egne sig fortrinligt til opførelse, idet stykket oprindelig var blevet spillet af mandlige studenter, som også udførte de kvindelige roller. Stykket var fra 1844 og blev oprindelig spillet på Studenterscenen, der dengang udelukkende havde mandlige aktører, idet kvinder på det tidspunkt endnu ikke havde adgang til at tage studentereksamen, og derfor heller ikke kunne blive medlemmer af Studentersamfundet og altså heller ikke blive aktører på den lærde scene.

Imidlertid befandt Dramatisk Studiekreds sig på et tidspunkt i den situation, at hverken Birger Guy eller Gregers Espersen følte sig kvalificerede til at være instruktører eller iscenesættere, og da man vidste, at jeg havde en fortid som filmmand og også havde snuset lidt til teater, og jeg desuden havde spillet en vis rolle i forbindelse med instruktionen af Nægter-Sjaketten og Jule-forestillingen 1955, anmodede man mig om at træde til. Jeg havde ikke selv deltaget i studiekredsen i historisk dramatik, selvom jeg godt nok var interesseret i teaterhistorie, men den foretrak jeg at studere på egen hånd. Efter en kort tøven og overvejelse påtog jeg mig opgaven, vel vidende at den ville stille store krav til mine evner, kræfter og – især – mangel på erfaring.

Allerførst gjaldt det om at anskaffe en trykt og fuldstændig udgave af teksten til ”Genboerne”, og en sådan fandt jeg på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København. Dernæst påtog Birger Guy sig at afskrive og duplikere teksten i det antal eksemplarer, der svarede til antallet af roller.

Ved næste undervisningstime i Dramatisk Studiekreds skulle rollerne fordeles, og det var ikke umiddelbart nogen let eller nem opgave. Dels fordi nægtere i lighed med andre mennesker, og skuespillere måske især, er nærtagende og forfængelige. Alle vil i reglen gerne have en hovedrolle, mens ingen eller kun ganske få ønsker at blive tildelt en birolle. Kun få synes at være i stand til at se eller indrømme egen begrænsning.

Fordeling af roller

Men udvælgelsen blandt deltagerne i Dramatisk Studiekreds måtte jo ske, hvis det skulle blive til noget med at indstudere og opføre stykket. Guy, Espersen og jeg havde drøftet mulighederne, og Jørn Krogh var et indlysende valg til at spille rollen som student Klint, mens Ole Bjørnild fik rollen som student Basalt. Ole Kauffeldt blev i kraft af sin pondus tildelt rollen som kobbersmed Smidt, mens rollen som madam Smidt gik til Birger Guy, som godt nok var temmelig høj, den højeste mand i lejren, men han havde samtidig noget ret feminint over sig. Desuden var han god til at udtrykke sig sprogligt og af de nævnte grunde ville han derfor være velegnet til rollen som madammen. Rollen som deres datter Rikke gik til Henning Larsen, der dog efter hans eget ønske senere blev udskiftet med Jens Jacobsen. Frede Jensen var nærmest selvskreven som smedens søsterdatter Amalie, mens den herlige og dominerende rolle som Løjtnant von Buddinge blev overladt til Gregers Espersen, som viste sig nærmest at være et fund til rollen. Rollerne som smedesvendene Madsen, Mikkel og Lars gik henholdsvis til Henrik Salling, Karl Nørmark og Hans Vogsen. Rollen som Ahasverus, Jerusalems Skomager, som havde alenlange replikker, påtog jeg mig selv at udføre, vel vidende, at det ville kræve en endog særdeles grundig maskering for bl. a. at skjule min ikke særlig store tud. Desuden ville det kræve et hestearbejde at lære Ahasverus’ replikker udenad.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Birger Guy og Frede Jensen samtidig påtog sig rollerne som henholdsvis første og anden spidsborger. Kurt Henning Pedersen, som var lærer og organist i det civile liv, stod for indstuderingen af sangene i stykket, som han selv akkompagnerede på klaver. Regissører var Ivar Nielsen, Ib Andersen og Jens Jacobsen, idet sidstnævnte dog undervejs blev ombyttet med Henning Larsen, som ellers havde fået rollen som Rikke. Kostumier var Børge Enrico Johnsson, mens André Mogensen stod for parykkerne, især til ”damerne”, lidt besynderligt i betragtning af, at han var grovsmed af profession! Sminkør og frisør var Svend Poulsen, der også var frisør i det civile liv.

Dekorationerne blev malt af Harry Rasmussen, altså mig, og Ole Bjørnild. Sidstnævnte var maler og kunstmaler i det civile liv. Men inden jeg går over til en nærmere beskrivelse af stykket og dets opførelse, er der en anden betydningsfuld begivenhed i min tid i Gribskov, og som jeg derfor vil fortælle først, nemlig at nægteravisen udkom med sit andet nummer.

”Samvittigheden”, nr. 2

Imidlertid var redaktionen af nægteravisen i løbet af januar 1956 gået i gang med at forberede udgivelsen af nægteravisens næste nummer, nemlig nr. 2, som skulle udkomme i februar. Jeg var stadigvæk med i redaktionen på det tidspunkt og skrev da også en enkelt artikel til bladets nummer 2, februar 1956. I artiklen gav jeg udtryk for de synspunkter på den øjeblikkelige livs- og verdenssituation, sådan som jeg dengang – måske lidt vel forenklet - så denne i relation til det enkelte menneske og dermed mig selv. Men vi valgte ikke at trykke artiklen, fordi vi havde fået et indtryk af, at der fra visse magtfulde og politisk venstreorienterede nægteres side var rejst skarp kritik af bladets påståede religiøst betonede titel. Men det var jeg ikke enig i og synes derfor, at artiklen fortjener at gengives her:

SAMVITTIGHEDS-PERSONLIGHEDEN

Det fornemste mål et menneske kan sætte sig, er at virkeliggøre det, som den norske forfatter og dramatiker Henrik Ibsen kalder SAMVITTIHEDS-PERSONLIGHEDEN eller den personlighed, som vi bærer i vores samvittighed. Ibsen mener dermed, at et menneskes bedste egenskaber findes skjult i det, der kaldes samvittigheden, og ligesom f.eks. en blomst udvikler sig af blomsterfrøet, hvori den ligger gemt i latent tilstand, sådan ligger også fænomenet SAMVITIGHEDES-PERSONLIGHEDEN gemt i samvittigheden, hvorfra den kan drages frem. Men med samvittighed tænker Ibsen her ikke på et produkt af race, nationalitet, kultur og / eller social stilling, han tænker snarere på en ”fornufts-samvittighed”, der er i stand til at hæve sig op over de øjeblikkelige herskende omstændigheder og ydre forhold.

Det anfægtede således formodentlig ikke Hitlers eller hans håndlangeres samvittighed at myrde jøder i tusindtal, og det var formentlig med god samvittighed, at amerikanerne dræbte i massevis af japanske soldater i sidste verdenskrig, og japanerne havde næppe heller kvaler med deres samvittighed, fordi de måtte ihjelslå amerikanske soldater. De store penge- og forretningsfolk føler sikkert ikke samvittighedsnag over deres ublu metoder eller ved deres udnyttelse af samfundets mindrebemidlede. Men set fra et fornuftsmæssigt standpunkt, gives der ingen undskyldning for f.eks. mord, selvom dette er begået i racens eller nationalismens navn, ligesom der heller ikke findes nogen undskyldning for ”hårdkogte” forretningsmetoder eller for udnyttelse af de dårligst stillede i samfundet.

Egoismen og selviskheden sidder tydeligvis i højsædet hos politikerne, hos forretningsmændene, hos kunstnerne, hos arbejderne, ja, hos os alle, og netop deri ligger årsagen til uoverensstemmelserne og konflikterne mellem såvel nationerne som mellem de enkelte mennesker.

Vi lever i en modsætningernes verden. Begreberne optræder altid parvis og giver udtryk for et modsætningsforhold dem selv imellem. Lys er uadskilleligt fra mørke, liv er uadskilleligt fra død, godt er uadskilleligt fra ondt. Således findes de opbyggende og de nedbrydende kræfter side om side i hele universets liv og derfor også i menneskelivet, og man kan i virkeligheden kun sige, at livsudfoldelse er mulig, hvor disse modsatte kræfter brydes med hinanden.

Set i relation til menneskelivet har denne modsætningernes kamp i tidens løb vist, at snart den ene, snart den anden af disse to kræfter har haft overtaget, og flere og flere har efterhånden indset, at disse magters kamp synes at foregå om selve mennesket. Således var den Anden Verdenskrig egentlig ikke en strid om materielle fordele og besiddelser, ej heller en kamp folk imod folk, men et forsøg fra de nedbrydende kræfter på at udslette al sand menneskelighed og derigennem selve mennesket, og den tekniske udvikling efter krigen har i høj grad bidraget til at lette disse kræfter deres spil.

Men intet ville dog være mere meningsløst og tåbeligt, end hvis mennesket blev udslettet på et tidspunkt, hvor det først skulle til at vise de gode resultater af en årtusindlang udvikling. Mennesket har endnu langt fra udnyttet den forhåndenværende teknik, mennesket mangler endnu meget i åndelig og moralsk henseende. Vi, der lever nu, har ingen ret til at ødelægge de allerede opnåede resultater og værdier, vi har tværtimod en pligt overfor vore forgængere i den årtusindgamle frihedskamp og et ansvar overfor vore børn og de kommende slægter til at efterlade dem det bedste, vi har mulighed for at kunne give, hvis vi vil, nemlig en bedre verden, en verden af frihed og fred, eller i det mindste at lægge grunden til en menneskehed og et samfund, der bygger på et solidere og bedre fundament, end det nu døende er rejst på. (Forfatter af ovenstående: Harry Rasmussen.)

Så mange var ordene, som uden direkte at nævne truslen fra den aktuelle kolde krig og atomvåbnene, dog efter min egen mening siger noget væsentligt om efterkrigstiden. Men krigen og besættelsen var allerede ved at være glemt til fordel for et påbegyndt økonomisk og materielt velfærdsræs, som endnu i begyndelsen af 2000-årene, da disse linjer skrives, ikke har set sin kulmination. Men hvorfor artiklen ikke blev trykt, ved jeg som sagt ikke, eller husker det ikke, men den ville måske have kunnet forklare lidt af baggrunden for mit valg – for mit valg var det – af bladets titel blev ”Samvittigheden”. Denne var jo samtidig en hentydning til militærnægterlovens ord om, at samvittighedsgrunde var de eneste vægtige og gyldige grunde til, at myndighederne kunne godkende militærnægtelse.

At det ville have været på sin plads at trykke min ovenfor gengivne artikel, viser allerede Olaf Deigårds kritik af begrebet samvittighed i første nummer af bladet. Det samme gør til en vis grad også fhv. nægter Georg Jensen i sin artikel ”Apropos Samvittighedssortering!” i bladets nr. 2., hvilket jeg vil vende tilbage til. Her skal man dog huske på, at det modsætningsforhold, der bestod mellem min afgjort idealistiske livs- og verdensanskuelse og den materialistiske, kommunistiske og især den frembrydende ideologikritiske nymarxistiske livs- og verdensopfattelse, som en del af lejrens nægtere mere eller mindre bekendte sig til, også spillede en rolle i sammenhængen.

Forsiden på nægteravisen ”Samvittigheden” nr. 2, februar 1956 forestillede en figur, som forhåbentlig ville være genkendelig som en karikatur af den store filmkomiker Charlie Chaplin i sit vagabondkostume. Ganske vist var hans karriere toppet på det tidspunkt, men hans film rangerer som noget enestående i filmhistorien. – Tegning: © 1956 Harry Rasmussen. Denne er dog ikke gengivet her, men vil kunne ses i min selvbiografi afsnit 29. af Mit liv og min tid.

På ovennævnte forside af nægteravisen henvises der til side 2, hvor følgende citat af Chaplin findes trykt: ”Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at dele folk i kategorier efter deres meninger. Det fører til fascisme. For mit vedkommende tilhører jeg ikke noget politisk parti. Tilværelsen er ved at blive lidt for kompliceret, og man burde egentlig ikke røre sig ud af stedet uden at have en håndbog i takt og tone med sig. Det er efterhånden sådan, at man kun behøver at sætte den venstre fod forrest, når man går ud på fortovet, for at blive beskyldt for at være kommunist.”

Så vidt jeg erindrer, stammer citatet fra George Sadoul’s bog ”Chaplin”, Forlaget Tiden, København 1954. Den bog benyttede jeg som en af kilderne til den foredragsserie om Chaplin, som jeg på et tidspunkt holdt i Gribskovlejren, hvor også flere af hans film blev forevist. George Sadoul (1904-1967) var for øvrigt en tydeligvis kommunistisk orienteret fransk filmhistoriker, men hans indsigt i og viden om Chaplin og dennes film og karriere, var sådan set saglig og seriøs nok, også selvom han tolkede Chaplins filmproduktion som udtryk for en vekselvis protest mod de uretfærdige kapitalistiske samfundsforhold og harmløs underholdning. Sadoul syntes naturligvis bedst om Chaplins ’protestfilm’.

Charles Chaplin (1889-1977), hvis 81 film store produktion stort set var foregået i Amerika, mere præcist i Hollywood, bortset fra filmen ”Limelight” (1952; ”Rampelys”), som blev indspillet i London i 1952. Chaplin havde beholdt sit engelske statsborgerskab og blev derfor ikke betragtet som amerikansk statsborger. Det benyttede den daværende chef for FBI, kommunisthaderen J. Edgar Hoover sig af, hvilket førte til, at Chaplin blev frataget sin opholds- og arbejdstilladelse af de amerikanske integrationsmyndigheder. Han skulle derfor ansøge om at få begge dele fornyet, hvis han ville vende tilbage til USA. Chaplin valgte indtil videre at forblive i England, medens han lod sin kone, amerikanskfødte Oona O’Neill (1925-1991), sælge hans filmstudier og det herskabelige hus i Hollywood, hvorefter parret, sammen med deres voksende børneflok, slog sig ned i Vevey i Schweiz, hvor han boede til sin død i 1977. Oona, der som 18-årig var blevet gift med den da 54-årige Chaplin, bestyrede hans store formue og administrerede rettighederne til hans mange film, overlevede sin 36 år ældre mand med 14 år. Hun døde i 1991 og efterlod sig i alt 8 voksne børn, hvoraf den bedst kendte vil være Geraldine Chaplin (f. 1944), der som voksen blev en kendt filmskuespillerinde.

Røre omkring nægteravisen

Men i øvrigt havde det vist sig, at udgivelsen af Gribskovlejrens nægteravis havde vakt furore i militærnægterlejren i Oksbøl, som var den anden af de tre nægterlejre, der fandtes i Danmark dengang. Den tredje lejr var lejren i Kompedal, som i lighed med Oksbøl var beliggende i Jylland. Oksbøllejren havde navn efter den nærliggende by Oksbøl i Vestjylland, hvor den var blevet åbnet i 1949. Her var nægterne beskæftiget med at rydde de befæstningsværker, som den tyske besættelsesmagt havde anlagt under krigen. Oksbøllejren blev lukket i 1959.

Kompedallejren havde i lighed med Oksbøllejren, fra 1945 tjent som opholdssted for tyske flygtninge, der imidlertid forlod lejrene i 1947. I 1950’erne genindrettedes Kompedallejren til militærnægterne, som dog langt fra var tilfredse med forholdene, hvilket primært skyldtes, at nægterne betragtede opholdet i lejrene som tidsspilde. De mere rabiate og aggressive af nægterne gik så vidt, at de flere gange satte ild på bygningerne. Ved en større brand i 1972 nedbrændte en af Kompedallejrens fire store 700 kvadratmeter store barakker, og man besluttede derfor ikke at genopføre denne, men lukkede og nedlagde lejren. Det voksende antal militærnægtere i 1970’erne betød en ændring af vilkårene, således at man ikke nødvendigvis skulle aftjene sin civile værnepligt i en lejr, men kunne vælge en form for samfundstjeneste i stedet for, på et offentligt kontor, i en børnehave eller på et museum.

Den omstændighed, at vi i Gribskovlejren var begyndt at udgive ”Samvittigheden”, fik i øvrigt nægtere fra Oksbøllejren til at reagere. Det fremgår af redaktionens ”Notabene!” i bladets nr. 2, side 2:

Der har fra forskellig side, bl.a. fra nogle nægtere i Oksbøllejren, været fremsat ønske om et fællesblad for alle tre lejre. ”Samvittigheden”s redaktion må tage stærk afstand fra denne tanke. Et fællesblad vil kræve en fælles redaktion; dette vil kræve skriftlige konferencer. De vanskeligheder, der vil opstå, vil kunne føre til forsinkelser af det aktuelle stof. Nej, det er vor mening, at det må være de enkelte lejres opgave at udgive deres eget blad. At så lejrenes organ kan have en vis interesse for nægtere andetsteds, er en sag for sig.

På samme side 2 skriver redaktionen – tilsyneladende lidt opbragt og forarget – også følgende vedrørende Kompedal: Redaktionen har fået fat i et eksemplar af Kompedals lejravis for januar måned 1956. Hvad er det for en linie, man følger derovre! Eller er der overhovedet en linie? Bladet er fyldt med stof, der burde være forbeholdt fællesmøderne. Man skælder hinanden ud og forsøger med ”billige” propagandamidler at vinde masserne i stedet for ved saglig argumentation at få alle til at indse, hvad der er det rette. FOR ØVRIGT MENER VI AT ASKEBY-kampagnen er en militærnægteravis uværdig. Det er nok muligt, at pågældende er absolut uegnet og bør fjernes, men disse ”romerske” citatomskrivninger på hver side er en ufin måde at gøre det på. En kampagne, der spiller på massepsykose; den stadige indhamren af sentensen til den til sidst lyder i hovedet på alle; også de der i begyndelsen tænkte: ”Hvad er nu dette for noget?”

Det skal straks siges her, at jeg ikke har haft noget med de to ovenfor gengivne citater fra ”Samvittigheden” at gøre, alene af den grund, at ordvalget og udtryksmåden er mig fremmed. Jeg vil tillade mig at formode, at det er redaktionsmedlemmet Kaj F. Jensen, der har skrevet i hvert fald den sidste af de to redaktionelle bemærkninger. Han var en begavet fyr, som mente det godt, men som efter min mening i dette tilfælde har udtrykt sig uheldigt om Kompedal-avisens indhold. Uheldigt, fordi der mangler begrundelser for, hvad kritikken egentlig drejede sig om. I øvrigt erindrer jeg ikke nogensinde selv at have set Kompedals lejravis, så lidt som jeg ved, hvem den nævnte læge Askeby var og heller ikke hvad kampagnen imod ham gik ud på, bortset fra, at man åbenbart ønskede vedkommende fjernet. Derimod skal det også siges, at Kaj F. Jensen i det her omtalte nummer af ”Samvittigheden” har skrevet en udmærket og oplysende artikel om forholdene i Oksbøllejren, som Kaj F. Jensen så vidt jeg ved, selv havde opholdt sig i, inden han efter egen begæring eller af anden grund blev overflyttet til Gribskovlejren.

Om faren ved passivitet

Her skal først refereres fra ”Samvittigheden” nr. 2. side 3-4, hvor omtalte Bent Hjeds har skrevet en artikel med titlen ”Passivitetens fare”. Artiklen er et opgør med den omsiggribende politikerlede, som Hjeds mener, afholder befolkningen fra at interessere sig for politik. Hjeds har også et horn i siden på folketingets medlemmer, som han synes ikke i alle tilfælde røgter deres hverv ordentligt, ja, i nogle tilfælde ligefrem forsømmer, ved aldrig at gå på tingets talerstol og giver deres meninger og opfattelse til kende. Hjeds mente endvidere, at partipolitikken spærrer for fornuftig lovgivning. Herom skriver han f.eks.:

Det er interessant at notere sig, at der i grundloven står, at en folketingsmand alene er bundet af sin samvittighed, men dette samvittighedsproblem har man tilsyneladende let ved at løse. En politiker udtalte således fornylig, at man ikke uden at gå på akkord med sin samvittighed kunne svigte partiet. Så ved vi jo, hvor vi er henne – Recht oder Unrecht – die Partei!

På sin vis fatter man jo godt, at de enkelte tingsmedlemmer ikke gerne alt for tydeligt siger deres mening – enkelte eksempler fra de senere år må jo virke stærkt afskrækkende – Knud Kristensen, Christmas Møller og Elin Appel – i øvrigt uden sammenligning. At Thorkild Kristensen trods sine afvigende meninger stadig sidder i tinget, er vist desværre den enlige svale, som ingen sommer gir.

Ja, det står sandelig ringe til, men hvad værre er, det bliver ikke bedre, før vælgerne selv politisk aktiviserer sig og kræver politikerne til ansvar for deres ord og handlinger. Den sløvhed, som er skabt af partidiktaturet, er samtidig medvirkende til at holde det i live, og her ligger den største og egentlige fare.

Imidlertid så Bent Hjeds også tegn på, at befolkningen - eller i hvert falde dele af denne – var ved at vågne op, selvom Socialdemokraterne og fagforeningerne efter hans mening er udemokratiske, især på grund af deres militærpolitik, som støttede vesttysk genoprustning og Vesttysklands optagelse i NATO. Hjeds slutter sin artikel med følgende bravade:

Mere afgørende for den fremtidige politiske udvikling bliver måske det røre, man i den allerseneste tid har kunnet iagttage på arbejdspladserne. – Flere arbejdspladser har holdt møde til drøftelse af den fortvivlede økonomiske situation – på tværs af både fagforeninger og Socialdemokratiet - , og resolutioner og protester er herfra tilsendt regeringen. En sådan direkte mistillidserklæring til et parti – oven i købet et regeringsparti – fra selve partiets vælgermæssige kerne er noget ganske enestående, og gir trods alt grund til en vis optimisme. Det er os – de almindelige vælgere -, der ved vores ligegyldighed eller aktivitet afgør, om partidiktaturet skal leve eller dø. Bent Hjeds.

Kulturprogrammet igen

På ”Samvittigheden”s side 9-10 kunne man læse, hvad kulturprogrammet lød på for december 1955 og for begyndelsen af januar 1956. Jeg erindrer ikke, om det var mig selv, der anmeldte det nævnte kulturprogram, men mener dog nok, at det enten kunne være Kaj F. Jensen eller Ivar Nielsen, der gjorde det. Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at det var skrevet af den sidstnævnte. Men eftersom programmet indeholder interessante ting til forståelse af nægtertilværelsen i Gribskovlejren, skal det derfor gengives i sin helhed her:

Torsdag de, 1. dec. [1955] vistes den russiske film ”Landsbylærerinden”, en på mange måder udmærket film med glimrende skuespillerpræstationer og fortrinligt fotograferet. Blot var filmen skæmmet af en ret voldsom propaganda for og forherligelse af ”partiet”, noget der på adskillige af os virkede tankevækkende, men også noget det til tider gav selv alvorlige scener et komisk skær.

Mandag d. 5. dec. havde lejren besøg af en vældig hyggelig og morsom gammel skuespiller, Einar Rosenbaum, der ud fra sit mangeårige bekendtskab med vor store humorist, Storm P., gav os et godt indblik i dennes interessante personlighed og forfatterskab.

Torsdag d. 8. dec. Politisk diskussion mellem Socialdemokratisk Ungdom og Kommunistisk Ungdom om socialismens teorier og fremtidsmuligheder.

Mandag d. 12. dec. Den pragtfulde engelske farvefilm ”En sag om liv eller død”, en film, som de fleste af os kendte på forhånd, men som måske netop derfor beredte ikke alene oplevelsens, men samtidig genoplevelsens, glæde.

Torsdag d. 15. dec. indledte arbejdsleder Madsen en med stor interesse og spænding imødeset diskussion over emnet ”Disciplin contra selvdisciplin.” Aftenen var præget af en meget livlig meningsudveksling om dette for ledelse og nægtere så vitale spørgsmål. Arbejdsleder Madsen redegjorde for, hvorledes man indenfor hæren spiller på sports- og konkurrencemomentet, og han mente, at soldaten i de fleste tilfælde kan se formålet med tjenesten, hvorimod nægteren mangler disse sporer. Han kan kun præstere en rimelig arbejdsindsats gennem opøvelse af selvdisciplinen.

I en militærnægterlejr, såvel som andre steder, gælder det, at tryk avler modtryk. Indlederen opstillede 3 muligheder for fjernelsen af det modtryk, som uvægerligt må forekomme fra nægternes side:

1) Tvang (også kaldet den jacobsenske metode)

2) Frivillighedens metode (med fuld frihed til nægterne)

3) Pligtfølelsens eller samarbejdets metode (også kaldet den elbækske metode)

Der var enighed mellem indlederen og nægterne om, at den under punkt 2 nævnte metode ikke med de retningslinier, der er givet fra ministeriets side, var realisabel, og debatten førtes herefter om mulighederne for fortsat at bevare en rimelig arbejdspræstation ved et fornuftigt samarbejde mellem ledelse og nægtere (metode 3), således at en tilbagevenden til tvangsmetoden, der blot for ½ år siden praktiseredes her i lejren, skulle kunne undgås.

Mandag d. 19. december havde nægterne arrangeret en festlig, folkelig og fornøjelig juleafslutning med oplæsning, optræden og konkurrence. Som optakt til julefestlighederne afholdtes five a side-turnering på ”Gribbenwalde stadion”. I et dejligt efterårsvejr med høj blå himmel udkæmpedes en række spændende og dramatiske kampe, som trods heltemodig indsats fra stue 2, blev vundet af stue 5. Takket være stue 5’s ædelmodighed fik stue 2 del i den ultrasuperstore lagkage, som udgjorde den fabelagtige kamps pris.

Mandag d. 9. januar fandt en diskussion sted mellem Socialdemokratiet og Venstre, emnet var: Velstandstal og pristal.

Nedenunder omtalen af det nævnte kulturprogram, kunne man endnu engang se Skovtrolden og en af dennes mere eller mindre aktuelle kommentarer eller ”visdomsord”:

SKOVTROLDEN – påpeger, at enhver korporlig samt anden lighed med fhv. indenrigsminister, nuværende boligminister, Kjærbøl, er rent tilfældig.

”Samvittigheden” nr. 3

Fra og med ”Samvittigheden” nr. 3, marts 1956, var jeg efter eget ønske og på grund af travlhed med bl.a. arbejdet med iscenesættelsen af ”Genboerne”, udtrådt af redaktionen og blevet erstattet af Robert Felby, men jeg leverede fortsat tegninger til bladet. Dette var for øvrigt ved samme lejlighed blevet forøget med hele fire sider, hvilket gav mulighed for længere eller eventuelt flere artikler. Det førstnævnte var tilfældet med det her nævnte nummer af bladet, som tydeligvis var præget af den ivrige og overbeviste esperantist og socialist Robert Felbys tilkomst i redaktionen.

Redaktionen som sådan ytrede sig igen under overskriften ”NOTABENE!”, og eftersom det i hele sammenhængen kan have en vis interesse, at vide, hvad der skete i, med og omkring nægteravisen, skal redaktionens bemærkninger derfor gengives her:

Det er jo en sædvane, at man, når et nyt foretagende er startet – det være sig en forretning, en forening eller som i dette tilfælde et nægterblad – og har eksisteret i et stykke tid, retter blikket tilbage, for at se om man af de indhøstede erfaringer og på grundlag af den omtale, som det pågældende foretagende har fået, kan udlede noget om dettes levedygtighed og fremtidsmuligheder.

Nu er en alder på to måneder ikke meget, men skal man alligevel på denne baggrund vurdere ”Samvittigheden”s muligheder, så må det siges, at dette korte tidsrum har gjort i hvert fald redaktionen optimistisk. Da vi startede bladet, var det først og fremmest tænkt som et lejrblad her i Gribskovlejren, og vi anså et månedligt oplag på ca. 100 eksemplarer for at være et tilfredsstillende resultat. Dette antal af bladets første nummer blev revet bort, og allerede februarnummerets oplag blev forøget til 130 stk., uden at man dog af den grund kunne tilfredsstille efterspørgslen fuldt ud. Nærværende nummer af bladet er trykt i 175 eksemplarer, som omtrent alle er afsat på forhånd.

Denne – i hvert fald salgsmæssige – succes skyldes i første række, at nægterne i de to andre lejre, Kompedallejren og Oksbøllejren, har vist en ganske uforudset interesse for dette lille blad. Det er så meget mere glædeligt, som man til tider har haft indtryk af, at de tre lejre var små afsondrede samfund, som egentlig ikke interesserede sig meget for hverandres problemer eller for forholdene i de andre lejre. Flere ting tyder imidlertid på, at den indstilling er ved at undergå en ændring. Kunne man nå så vidt, at enhver nægter føler sig solidarisk ikke alene med sine kammerater i den lejr, hvor han tilfældigvis er havnet, men også med nægterne i de andre lejre og med tidligere og kommende militærnægtere, ville hele militærnægterbevægelsen – hvis man kan tale om en sådan – stå meget stærkere, og man ville i højere grad fra myndighedernes side være nødt til at tage hensyn til det mindretal, som vi udgør. –

Et lille stænk af malurt har redaktionen dog allerede fået i sit bæger. Vi havde tænkt os, at bladet ved siden af at være af et vist oplysende tilsnit skulle være et forum for meningsudvekslinger, et blad hvor nægterne diskuterede de problemer af almen interesse, der lå dem på sinde. Det lader imidlertid til at lysten til at give sine meninger til kende på prent er betydelig ringere end lysten til mundtligt at give udtryk for dem. Bortset fra nogle enkelte indlæg, der er fremkommet uopfordret, har vi hver gang måttet kæmpe en hård kamp for at få stof af en vis interesse frem, og vi har måttet udnytte de samme ”ofre” adskillige gange. For at undgå at bladets medarbejdere skal blive ”Tordenskjolds soldater” om igen og for at gøre dets indhold så alsidigt som muligt, vil vi gerne så kraftigt og indtrængende, som det er os muligt, opfordre vore læsere til aktivt at præge bladet. Denne opfordring gælder ikke mindst vore kammerater i Oksbøllejren, som jo ikke selv har noget lejrblad. Har I noget på sinde af interesse for en større kreds, så send os et indlæg. Og er der ting i bladet, I ikke er enige i, så lad os høre jeres syn på spørgsmålene. Diskussion for diskussionens skyld er godt papir- og tidsspilde, men en fornuftig meningsudveksling er vejen mod en bedre forståelse mennesker imellem. RED.

Forsiden af ”Samvittigheden” nr. 3, marts 1956 gengav et citat fra Jakob Paludans roman ”Jørgen Stein”, 1932. – Illustrationen forestillede den fjendtlige våbenkaprustning mellem Sovjetunionen og USA, baggrunden for den såkaldte ”kolde krig”. – Tegning: © 1956 Harry Rasmussen.

Kulturprogrammet Januar-februar ’56

Torsdagene 12-19-26/1. I anledning af 200-året for W. A. Mozart’s fødsel, havde kulturudvalget inviteret den unge komponist, Thorkild Knudsen, til at holde en række foredrag med grammofondemonstrationer over emnet ”Mozart og vor tid”. I sine foredrag påviste Thorkild Knudsen, hvorledes netop Mozart blev manden, der skabte en musik for og om det moderne menneske. Medens tidligere tiders komponister udelukkende – eller dog i alt væsentligt – havde arbejdet med kirkemusik, eller havde været ansat ved fyrsters eller højtstående gejstliges hoffer og disse steder havde skrevet musik beregnet til fornøjelse og underholdning af en ganske lille kreds, skabte Mozart en helt ny musik. Den havde på mange områder lighedspunkter med den tids folkemusik. Den var verdslig i sit præg, den handlede om ganske almindelige mennesker, og den blev forstået af almindelige mennesker. – Alt i alt var det tre interessante aftener, måske især fordi de ikke alene bragte os kendskab til Mozart og hans værker, men samtidig gav en redegørelse for baggrunden for hans virksomhed og trak paralleller helt frem til vor tids musik.

Mandag d. 23. januar vistes den russiske eventyrfarvefilm ”Stenblomsten”. Den danske tekst, der var lavet i lyserøde bogstaver mod den farvede baggrund trådte imidlertid meget dårligt frem, og man gik glip af en del af handlingen derved.

Mandag d. 30. januar havde vi besøg af skoleinspektør C.C. Kragh Müller, der holdt et foredrag om pædagogik og børneopdragelse, som den praktiseres på Bernadotteskolen, hvor han er leder.

Torsdag d. 2. februar hentede vi aftenens taler fra vor egen midte. Det var Harry Rasmussen, - altså mig - der holdt et foredrag om ”Tegnefilmens teknik”. Vi blev på en interessant måde gjort bekendt med de mange processer der går forud for den færdige tegnefilm og vi lærte os at se på filmen med helt nye øjne. Foredraget var ledsaget af filmdemonstrationer. Vi så nogle ældre Mickey Mouse-film, hvor Disney’s figurer fremtrådte i en noget anden skikkelse end vi kender i dag. Disse film var udmærkede og vi genkendte nogle af de føromtalte processer i dem. Som afslutning vistes en tone-farve-tegnefilm Aladdins Lampe. Et eksempel på hvorledes en tegnefilm ikke bør være (hvilket ikke var tilsigtet).

Mandag d. 6. februar havde vi besøg af direktør Halfdan Kristiansen, som talte om J.A.K.’s historie og praktiske arbejde i dag. Kristiansen begyndte med at fortælle om sin fader, K.E. Kristiansen, som fødte disse nye tanker. J.A.K., eller Jord, Arbejde Kapital, landsforeningen for økonomisk frigørelse, som blev stiftet i 1931. Forud var gået flere års forskningsarbejde, dels for at klarlægge de elementære love for økonomien, og dels for at finde de love, det gældende pengesystem virkede under.

Ved J:A:K. forstår man, Jorden med alle dens rigdomskilder, den menneskelige Arbejdskraft samt den af menneskene skabte teknik, der er den ægte kapital. Disse tre ting er de tre grundfaktorer for samfundets materielle tilværelse. Pengesystemet, der er skabt af menneskene, må organiseres sådan, at det bliver de tre elementære faktorers naturlige tjener og hjælper.

9. februar så vi den russiske dyrefilm ”Storskovens dyr”. Det var en storslået naturfilm i farver, om end kopien var noget slidt. Vi så årets gang i den store skov, ulven der jager om vinteren, foråret der bryder frem, og vi følger en bæverfamilies liv, ser dens imponerende færdighed i træfældning og de genvordigheder der rammer den lille familie året igennem og som kulminerer i den store skovbrand, der jager de mange dyr på flugt. Det var en stor film, glimrende fotograferet. Som forfilm havde vi ”Pamirs bjerge”. En let propaganderende film, der fortalte om udviklingen i bjerglandet. Også denne film var i farver og man hæftede sig ved de skønne folkedragter indbyggerne bar. Det var farvesammensætninger, der nok kunne live op i hverdagen.

Mandag d. 13. februar var der sprængstof i luften. Konservativ Ungdom og Radikal Ungdom diskuterede: Dansk militærpolitik. At K.U. ventede stærk modstand mod sine synspunkter kunne alene ase af deres repræsentation: 6 mand (hvoraf 3 ”bevæbnede”). Det slog heller ikke meget fejl. Efter at de to organisationer havde trukket hovedlinjerne for deres synspunkter op (hvilke synspunkter jeg anser for kendte for dette forum), udviklede der sig en livlig diskussion, i hvilken mange nægtere deltog. Særlig bemærkede man indlæg fra Schäffer, Lundkvist, Lerche og Jönss. Også Elbæk deltog i diskussionen og høstede aftenens største bifald på imødegåelse af en af de konservative deltageres indlæg gående ud på, at dansk militærpolitik først og fremmest måtte tilrettelægges med det formål for øje at undgå en ny ”9. april”.

Mine bemærkninger til kulturprogrammet:

Angående filmforevisning i Gribskovlejren, forholdt det sig til at begynde med sådan i min tid, at det havde været nødvendigt at tilkalde en uddannet filmoperatør til at vise filmene, som vedkommende rejsebiograf efter bestilling selv kom med. Men for i fremtiden at være uafhængig af en tilkaldt operatør, som ofte var optaget, blev det bestemt, at jeg skulle tage certifikat som operatør af et 16mm tonefilmsapparat. I det øjemed havde jeg i efteråret 1955 fået nogle instruktionstimer i at betjene et sådant apparat, og de foregik af en mig ukendt grund på Civilforsvarets Kaserne i Hillerød. De film, vi derefter valgte, blev enten lejet eller lånt hos f. eks. Statens Filmcentral, og hos hhv. den russiske og kinesiske ambassade i København.

Lad det være sagt straks: Jeg erindrer ikke den omtalte serie progemmer om Mozarts musik, så den har jeg ingen kommentarer til. Det har jeg faktisk heller ikke til den russiske film ”Stenblomsten”, som jeg heller ikke husker. Dog kan jeg generelt sige, at bortset fra nogle lidt ældre russiske dokumentar- og spillefilm, husker jeg tydeligt, at de sovjetrussiske film, vi så i løbet af den tid, hvor jeg opholdt mig i Gribskovlejren, var sødladne og svulstige propagandafilm for livet og tilværelsen i Rusland under Sovjetstyret. Det samme gjaldt i øvrigt også de kinesiske film, som i stor stil hyldede Formand Maos kommunistiske Kina.

Filmene var henholdsvis lånt fra den russiske og den kinesiske ambassade i København, som hellere end gerne stillede filmene til rådighed. Det var de kommunistiske medlemmer af Kulturudvalget, der valgte disse film til visning for nægterkammeraterne, som man måske håbede på ville blive inspireret af de kommunist-russiske og kommunist-kinesiske filmidyller til at konvertere til kommunismen.

Bernadotteskolen og dens inspektør C.C. Kragh Müller (1914-1976) var på den tid stærkt aktuelle med nye og avantgardistiske veje og toner indenfor pædagogikken. Han havde taget lærereksamen i 1936, og havde forskellige lærerstillinger i årene efter og frem til 1951, hvor han blev udnævnt til leder af Bernadotteskolen, som var blevet oprettet tre år tidligere, i 1948. I mellemtiden havde Kragh Müller i 1947 taget eksamen som cand. psych. Som noget helt nyt indenfor skolevæsenet, oprettede han i 1953 elevråd på skolen, hvorved Bernadotteskolen blev forbillede på dette område. På denne skole lagde man desuden stor vægt på musiske og kreative aktiviteter, hvilket ikke mindst fik stor betydning for flere af skolens elever, som senere skabte sig en karriere indenfor musik og bildende kunst. Ingen nævnt, ingen glemt.

Kragh Müller forlod Bernadotteskolen i 1972 for at overtage et professorat i anvendt pædagogik på Roskilde Universitetscenter (RUC), men allerede fire år senere døde han i en alder af kun 62 år.

Hvad angår mit eget filmforedrag den 2. februar 1956, så kan jeg desværre ikke erindre, at det havde titlen ”Tegnefilmens teknik”, men det passer sikkert, når det nævnes så tæt på, at foredraget var blevet holdt. Men i øvrigt må jeg senere, nemlig den 24. november s.å., have holdt endnu et foredrag om tegnefilm, som hed ”- Noget om tegnefilm”. Og sådan som jeg husker det, var det sidstnævnte mere omfattende og nuanceret, end det foredrag, anmelderen af Kulturprogrammet åbenbart refererer til. Anmelderen – formentlig Kaj F. Jensen eller muligvis Peter Schäffer – syntes godt nok om de ældre sort-hvide Mickey Mouse-film i det førstnævnte foredrag, men farvefilmen ”Aladdins Lampe” mener han var et utilsigtet eksempel på, ”hvorledes en tegnefilm ikke bør være.” Så vidt jeg erindrer, var filmen produceret af Disneys forhenværende nære medarbejder Ub Iwerks, som for resten forlod Disney-studierne i 1930 og derefter oprettede sit eget selskab for produktion af korte underholdningstegnefilm, det vil sige: underholdningstegnefilm af ca. 10-minutters spilletid. Det var ingen succes i længden, så Iwerks vendte tilbage til Disney i 1940 og blev der til nogle få år før sin død i 1971.

Det er naturligvis en smagssag, om man vil synes om en tegnefilm som den nævnte, men det er samtidig også en mangel på forståelse, hvis man ikke kan acceptere filmen som en del af amerikansk tegnefilmhistorie og af tegnefilmhistorie i det hele taget. Men selvom Iwerks’ tegnefilm ikke kunne komme på højde med Disneys tegnefilm, så var den nævnte film i hvert fald ikke efter min mening direkte dårlig. Se i øvrigt min egen omtale af foredraget ”Noget om Tegnefilm” i Mit liv og min tid, afsnit 29.

Landsforeningen for økonomisk frigørelse fra det kapitalistiske system, Jord, Arbejde og Kapital (J.A.K.), har jeg ikke noget kvalificeret kendskab til, og skal derfor ikke give mig i kast med at udtale mig nærmere om det emne. Det eneste, jeg ved, er om JAK-banken, som ikke gav renter af indestående, men heller ikke krævede renter af udlån. Derudover ved jeg kun, at mine gode venner, ægteparret Søren og Inger Svendsen, en del år senere benyttede sig af JAK-banken, hvor de lånte penge til at købe hus og sommerhus for. Det vovestykke turde jeg forsigtigper ikke indlade mig på, men for Søren og Inger var det vellykket, og godt det samme for dem, især med deres efterhånden 6 børn.

Om den russiske dyrefilm ”Storskovens dyr” gælder det samme, som jeg tidligere ovenfor har skrevet om sovjetrussiske film generelt, så det skal jeg ikke gentage her. Men det skal dog ikke forstås sådan, at jeg ikke syntes der blev produceret kunstnerisk og dokumentarisk værdifulde film i Rusland under sovjetherredømmet, for det gjorde der rent faktisk. Sergei Eisenstein (1898-1948) og hans forholdsvis få spillefilm er et godt eksempel på en russisk filminstruktør, der til trods for politisk kritik og censur overlevede i det sovjetiske system og skabte flere fremragende spillefilm, som f.eks. den filmisk helt eminente stumfilm ”Panserkrydseren Potemkin” (1925), den med den efterhånden berømte trappesekvens, hvori en barnevogn med barnet i glider ud af hænderne på moderen, som er blevet ramt af skud. Det gælder også tonefilmen ”Alexander Nevsky”, (1938), med musik af Prokofiev, og ”Ivan den grusomme” I-III (1943-5), også med musik af Prokofiev. Det tredie afsnit af den sidstnævnte film blev midlertidigt stoppet af censuren, fordi man mente, at Eisenstein havde identificeret generalsekretær Josef Stalin (1878-1953) med zar Ivan den grusomme.

En anden fremragende russisk filminstruktør var Vsevolod Pudovkin (1893-1953), med film som ”Moderen” (1926), frit efter Maxim Gorkis novelle, og ”Skt. Petersborgs sidste dage” (1927), en film til minde om Oktoberrevolutionen 10 år tidligere. Pudovkins første tonefilm var ”Desertør” (1931-33), hvori han eksperimenterede med relationen mellem billede og lyd. Men selvom filmen handlede om Hamburgs havnearbejderes kamp for bedre vilkår, blev den stemplet som ”kunstnerisk formalisme” og kritiseret for ikke at følge Stalins påbud om, at kunsten skulle være ”social-realistisk”. Det sidstnævnte begreb skulle i øvrigt også komme til at dominere den statsstøttede danske filmproduktion i 1970’erne, og desuden DR-TV’s børneprogrammer i den samme periode.

Diskussionen mellem Konservativ Ungdom, KU, og Radikal Ungdom, RU, om dansk militærpolitik i 1950’erne, var som at sætte hund og kat sammen i samme bur. Der var klart tale om absolut modsatrettede meninger og synspunkter mellem de to parter. I øvrigt syntes jeg ikke, at KU’erne blev taget alvorligt, hvilket man vel kunne sige sig selv på forhånd, især når det var drevne kommunistiske debattører som Schäffer, Lundkvist, Lerche og Mogens Jönsson. Og at lejrchef Elbæk høstede aftenens største bifald, fordi han imødegik KU’ernes indlæg om, at ”dansk militærpolitik først og fremmest måtte tilrettelægges med det formål for øje, at undgå en ny ”9. april””, kan ikke overraske. Hvad kunne man dog forvente andet af den politisk super-radikale AMK-mand, end at han med sin pacifistiske holdning skulle mene andet, end den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) i Stauning-regeringen før og efter 9. april 1940. Sidstnævnte var en af hovedkræfterne bag den danske neutralitetspolitik i årene fra Første Verdenskrig og frem til den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940.

”Hvad kan det nytte-politikken” sad i højsædet på det tidspunkt, angiveligt med den begrundelse, at Danmark jo i alle henseender, også militært, er et yndigt lille land, hvor enhver har nok i og passer sit eget. Neutralitetspolitikken brød man – nødtvungent – først med i august 1943, da befolkningen, belært af situationen og opfordret af modstandsbevægelsen og anført af fagforeningerne, pressede regeringen til at bryde samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt.

Som man formentlig vil kunne forstå på baggrund af, hvad jeg ovenfor har skrevet, er min indstilling til pacifisme og militærvæsen blevet en del modereret i årenes løb, Det er naturligvis let sagt, nu da jeg her i 2011, hvor disse linjer skrives, nærmer mig de 82 år og ikke længere risikerer at blive indkaldt, men hvis jeg i dag skulle vælge, om jeg ville nægte militærtjeneste eller f.eks. gå ind i civilforsvaret, tror jeg nok at jeg ville vælge det sidstnævnte. Det er desuden FN’s fredsbevarende missioner rundt om i verden, der har overbevist mig om, at militære operationer kan være en uundgåelig og absolut nødvendighed i visse konfliktsituationer. Det så man fuldt bekræftet under Anden Verdenskrig, som jeg gad se hvordan ville være endt, hvis ikke De Allierede havde sat sig militært til modværge imod Nazi-Tyskland, Fascist-Italien og Boshido-Japan. Det så man også under Iraks invasion af Kuwait i 1990-91, kaldet Golf-krigen, og i Balkan-krigen i 1991-95, ligesom i interventionen i Afghanistan i oktober 2001, der blev iværksat som en følge af terrorangrebet på World Trade Center i New York den 9. september s.å., en krig, som endnu ikke er afsluttet. At FN’s sikkerhedsråd ikke støttede koalitionens indgriben imod Saddam Husseins styre i Irak, kan man efter min mening kun beklage. Allersenest har FN sanktioneret angrebene på Libyen med det formål at fjerne Muammar Muhammad al-Gaddafis diktatoriske styre. Pacifisme er ikke i sig selv vejen til at løse kriser og konflikter og skabe fred i verden, for hvordan skabe fred og fordragelighed mellem ufredelige mennesker, som pukker på egen ret og magt? Det lader sig simpelthen ikke gøre. Der skal noget helt andet og mere til, for at opnå de ideale mål, - hvis de da i det hele taget er opnåelige? Hvad det andet og mere er, som jeg mener, tror og håber, der skal til, skal jeg ikke udbrede mig om her, men det vil formentlig fremgå senere af min selvbiografi.

Iscenesættelsen af ”Genboerne”

Det var ganske som forventet en hård opgave ikke alene at iscenesætte ”Genboerne”, dels fordi indstuderingen af stykket stort set kun kunne foregå i de undervisningstimer, der var afsat til det, og dels fordi jeg i øvrigt aldrig havde læst eller set stykket, hverken på teatret eller på film, men samtidig også at skulle spille rollen som Ahasverus, og desuden stå som ”primus motor” for hele arrangementet omkring forestillingen, der skulle finde sted lørdag den 10. marts 1956 kl. 20 i Mårum Forsamlingshus. Det skal dog fremhæves, at jeg fik god hjælp til iscenesættelsen af Birger Guy og Kurt Henning Petersen, og med det praktiske arrangement af især den altid beredvillige og hjælpsomme Ivar Nielsen, der også fungerede som økonomisk rådgiver og kassemester.

Men inden det kom så langt, som til, at forestillingen kunne løbe af stabelen, havde jeg måttet opmåle scenen i forsamlingshuset, som viste sig at være 4,23 meter foran og 4,85 meter bagude, samt 3, 56 meter i dybden. Desuden opmålte jeg, hvor de forskellige indgange til og udgange fra scenen nøjagtig befandt sig. Ud fra disse diverse mål tegnede jeg nogle detaljerede sceneanvisninger, og lavede en komplet rekvisitliste samt en belysningsanvisning og en anvisning til den, der skulle betjene tæppet og gonggongen. Denne tjans var oprindelig blevet tildelt Jens Jacobsen, men da Henning Larsen, hvis humør var noget svingende, på et tidspunkt frasagde sig sin rolle som Rikke, blev han i stedet for tæppepasser, mens Jens overtog rollen som Rikke.

For resten var det en underlig fornemmelse for de få af os, der var til stede ved denne lejlighed, at befinde sig i det fuldstændig mennesketomme forsamlingshus. Selv i den efter forholdene store sal lugtede der en smule indeklemt og gammelgemt. Også den helt tomme scene uden dekorationer eller kulisser af nogen art, virkede lidt underlig, i hvert fald på mig. Men bortset fra det, vænnede man sig snart til stedet og kom i den følgende tid op til premieren på opførelsen af ”Genboerne” nærmest til at holde af lokaliteterne.

Blandt andet tegnede jeg en hurtig blyantsskitse af dimensionerne på scenen set oppefra, og med de mål, der var nødvendige at kende af hensyn til dekorationer og placering af skuespillerne. Desuden målene på prosceniet ovenover scenegulvet, som er hævet over selve husets gulv. Dertil kom også en skitse af en af dørene ind til scenen. Skitsen kradsede jeg ned i februar 1956.

Desuden tegnede jeg en en hurtig skitse vedr. 3 akt 4. scene, som anviser placeringen af og bevægelserne hos de i scenen medvirkende skuespillere. I dette tilfælde drejer det sig om student Klint og Løjtnant von Buddinge samt smedesvenden Madsen. Notaterne på skitsen viser, at instruktionen gjaldt helt ned til, hvordan skuespillerne skulle placere hænderne, for at udtrykke deres respektive sindsstemning. Skitsen er tegnet af mig i februar 1956.

Kitnæse og hvid paryk

Syngespillet ”Genboerne” er i 3 akter med henholdsvis 11, 14 og 12 scener, så der var noget at gå i gang med og holde styr på som instruktør. Men som nævnt fik jeg assistance af Birger Guy og Kurt Henning Petersen, som stort set var lige så entusiastiske som tilfældet var for mig selv. Opsætningen og indstuderingen kom derfor til at fylde temmelig meget i mit daværende liv, især da arbejdet jo skulle udføres i fritiden, hvilket vil sige om aftenen og i weekenden. I sidstnævnte var det svært at samle alle de implicerede og medvirkende, for de fleste var i reglen taget på udvidet weekend-orlov.

For min egen del måtte jeg iføre mig kitnæse, paryk og klædt ud og sminket som Jerusalems Skomager, den evige jøde Ahasverus. Det var en stor udfordring, men også en stor glæde for mig, at få lejlighed til at spille netop denne rolle, dels fordi den har en vis relation til min yndlingsforfatter H.C. Andersen, og dels fordi jeg under tyskernes besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig havde oplevet, den nådesløse forfølgelse og grusomme behandling, som det nazistiske regime udsatte det jødiske folk for.

Alle involverede og medvirkende lagde stor entusiasme over projektet for dagen, selvom det ind imellem kneb lidt med at møde rettidigt op til de mange prøver, som vi især holdt i den sidste halvanden måned, før stykket skulle have premiere. Men efterhånden faldt det hele nogenlunde på plads, således at vi kunne afholde kostume- og generalprøve om formiddagen på selve premieredagen. Det viste sig imidlertid, at omtrent alt gik galt, hvad der kunne gå galt. Tæppet ville ikke gå op og ned uden besvær, nogle af aktørerne kom ikke ind eller gik ikke ud af scenen på de rette tidspunkter. Desuden glemte de deres replikker og kunne ikke høre suffløren, Kurt Larsen, som heller ikke kunne høre aktørerne. Derfor måtte jeg herse med holdet i flere timer, end der egentlig var blevet afsat tid det, og selv skulle jeg nå at sminke mig som Ahasverus, hvilket var en tidkrævende opgave. Det var især vanskeligt, at få den teaterkitnæse, jeg havde modelleret, til at sidde ordentlig fast på min egen næse, og da jeg for første gang stod sminket og i kostume på scenen, måtte jeg på et tidspunkt lægge mit hoved lidt bagover, fordi jeg følte, at kitnæsen ellers ville falde af. Det besværliggjorde jo min optræden og præstation i nogen grad, men de, der stod nede i salen og iagttog, hvad der foregik oppe på scenen, syntes, at det gav en særlig karakteristisk effekt, at hovedet på den krumbøjede skikkelse blev lagt lidt bagover. Det accepterede jeg, men vidste samtidig, at når jeg skulle sætte kitnæsen på til selve premieren, som der kun var nogle få timer til, skulle den limes ordentlig fast på min egen ikke særligt store næse.

Efter den sidste finpudsning af forestillingen, var der til sidst kun omkring et par timer til, at publikum ville begynde at ankomme til Forsamlingshuset, nemlig omkring kl. 19,30, så derfor måtte i hvert fald nogle af os på grund af tidspresset ikke kun droppe at tage hjem til lejren og deltage i fællesspisningen mellem nægterne og gæsterne, for det kunne vi simpelthen ikke nå under de omstændigheder, men måtte også beholde kostumer og sminke på. Det gjaldt jo især mig selv, fordi min maske som jøden Ahasverus ville tage for lang tid af afsminke og sminke igen. Derfor kunne vi heller ikke så godt vise os udenfor scenen, efter at publikum var begyndt at ankomme. Vi trøstede dog hinanden med, at gammel teaterovertro sagde, at hvis ikke generalprøven var mislykket, så ville premieren blive det. Så vidt jeg har forstået, er der i virkeligheden tale om en forståelig psykologisk effekt, for når generalprøven går galt, betyder det uundgåeligt, at alle strammer balderne og yder alt, hvad de har i sig af kræfter og talent.

I Mårum Forsamlingshus var der omklædnings- og sminkerum nede under scenen, hvor der fandtes knager til kostumerne og spejle, borde og stole at sidde ved og på. Omkring tre kvarter før selve forestillingen gik aktørerne ned under scenen, for at sminke sig eller blive sminket af den professionelt dygtige sminkør, Svend Poulsen, som vi var så heldige at have til rådighed, og derefter klæde om til det kostume, den enkelte skulle have på. Det var både hyggeligt og spændende, men også anstrengende med disse forberedelser til optræden på scenen, og nerverne kom derfor nemt til at sidde uden på tøjet.

Men vi aktører og andre medvirkende, måtte altså pænt blive siddende, hvor vi var, og regne med, at de kammerater, der ikke skulle have kostumer på, ville hente lidt spiseligt til os. Det var der naturligvis, for både Henning Larsen, Ib Andersen og Svend Poulsen, som sammen med blandt andre Ole Bjørnild (Basalt) havde været hjemme i lejren og deltaget i fællesspisningen, sørgede for mad til de af os tilbageblevne, der havde appetit til at spise noget. Det havde jeg ikke selv, dertil var jeg alt for anspændt og nervøs. Og snart kunne vi høre, at publikum under indbyrdes samtale og skramlen med bænke, var begyndt at indtage deres pladser oppe i salen. Der var der opstillet flere rækker af lange borde med hvide duge og kaffekopper, alt sammen arrangeret efter bedste evne af de nægtere, der havde påtaget sig denne ikke mindst særligt vigtige og krævende opgave, at sørge for borddækningen, kaffebrygningen og serveringen.

Gæsternes ankomst

Arrangementet omkring opførelsen af ”Genboerne” indledtes med, at nægternes koner, kærester, familie, venner og bekendte ankom til lejren med lejet bus fra København, som samlede de folk op undervejs, der havde tilmeldt sig og købt billetter. Vel ankomne til lejren, var der almindelig rundvisning og derpå stor middag i fællessalen. Lejrchefen udviste under hele forløbet stor forståelse og sympati for projektet og havde givet sit samtykke til et så usædvanligt arrangement, som det var, at invitere private gæster udefra til spisning i lejren.

Det faste køkkenpersonale, fru Bentsen og fru Jensen, samt de nægtere, der havde påtaget sig køkkentjeneste, var endog meget positive og velvilligt indstillet til det store ekstraarbejde, de i dette specielle tilfælde skulle udføre. Jeg erindrer ikke længere præcist, hvad der blev serveret ved den lejlighed, men har en formodning om, at hovedretten kan have været gullasch, med en frugtgrød til efterret. Det blev mig senere fortalt, for jeg var jo af gode grunde ikke selv til stede i spisesalen, at der havde været en rigtig god og forventningsfuld stemning blande de mange fremmødte gæster. Alle glædede sig til at skulle se forestillingen, som man åbenbart stillede store forhåbninger og forventninger til fremførelsen af. Hvilket alt sammen naturligvis bidrog til at forøge de medvirkendes og ikke mindst mit ønske om, at kunne levere en præstation og forestilling, som på trods af at vi alle var amatører i teatersammenhæng, ville blive en mindeværdig succes, både set med publikums øjne og ikke mindst med vore egne og for mit eget vedkommende meget kritiske øjne.

Det bragende dygtige køkkenpersonale med de to fastansatte køkkendamer forrest: Køkkenassistent fru Jensen, økonoma fru Bentsen. Desuden ’køkken-nægterne’ Erik Fristrup, Hans Vogsen, Ankjær Sørensen, Knud Krøjer, Ebbe Høy, Børge Haakansen og derefter to ”køkken-skrivere”: Børge Haakansen og en nægter, som jeg kun kendte under navnet Strong. Den altid lidt reserverede og korrekte økonoma, Fru Bentsen, var i modsætning til fru Jensen for resten ikke særlig glad ved situationen.

I Gribskovlejrens Fællessal foregik som nævnt fælles spisning mellem de nægtere, der havde tid til det, og gæsterne til forestillingen ”Genboerne” i Maarum Forsamlingshus. De nævnte nægtere var Mogens Jönsson, formentlig med sin kæreste, dernæst nægteren Ole Bjørnild, der for øvrigt havde rollen som student Basalt. Endelig deltog balletdanserinden Lizzie Rasmussen, min kære søster, også i fællesspisningen i Fællessalen.

Efter at spisningen af maden var vel overstået, gik de fleste af gæsterne som planlagt ud og op i de ventende busser, som kørte dem til Mårum Forsamlingshus. Andre gæster med egne biler kørte selv til stedet, hvor de allerfleste af de medvirkende aktører og scenefolk allerede befandt sig. Den udmærkede, men trods alt noget primitive scene i Maarum Forsamlingshus, kom endnu engang til at danne ramme om en teaterforestilling, nemlig Hostrups studenterkomedie ”Genboerne”, opført af Gribskovlejrens Dramatiske Kreds den 10. marts 1956 kl. 20.

En del af serveringspersonalet, alle sammen nægtere, der allerede befandt sig, parate til at forestillingen kunne begynde, så snart gæsterne var ankommet og bænket i salen. Denne var på forhånd pyntet op og siddepladser i form af bænke var arrangeret ved opdækkede kaffeborde, som var opstillet parallelt med scenen, hvilket dog havde den ulempe, at den del af gæsterne, som kom til at sidde med ryggen vendt mod scenen, blev nødt til at vende sig om under forestillingen, for at kunne se, hvad der foregik oppe på denne. Men det lod heldigvis ikke til at genere nogen, dertil var forventningens spænding og glæde for stor.

Endelig nåede vi langt om længe frem til det, der var aftenens egentlige formål, nemlig Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ premiere på den vittige og herlige københavnske studenterkomedie, syngespillet ”Genboerne”, som beskrevet i kort karakteristik er en særdeles skarp satire over spidsborgerlighedens snobberi og omgangsformer, dels sat op mod jævne håndværkeres jordbundethed og dels mod drilagtige studenters kådhed og vid.

Da tæppet går op første gang, befinder vi os i Traktørstedet Kristian Firtal, hvor to spidsborgere sidder og samtaler over hver en øl og en snaps. De to blev spillet af Birger Guy og Frede Jensen, og det gjorde de hver især ret godt. Men der var dog hverken rigtig øl eller snaps i glassene, men – til de to aktørers store fortrydelse - kun te og postevand. De to gode borgere samtaler om en anden af traktørstedets faste kunder, en ligvognskusk ved navn Kristen Hansen, som i en snes år er kommet i beværtningen hver formiddag, men som nu ikke længere aflægger stedet sit daglige besøg. Det skyldes, siger den første bedsteborger, at Kristen pludselig er gået over til ”Mådeligheden”, hvilket vil sige til afholdsbevægelsen. De to drøfter nu, hvad grunden til denne forandring med manden kan skyldes, og første borger mener, at det må være Kristens kælling derhjemme, som er skyld i mandens pludselige afholdenhed. Anden borger nævner derefter, at hans egen kone også har puffet til ham, for at få ham til at afholde sig fra nydelse af spiritus, men det har han dog ikke tænkt sig at ’regredere’ på.

Men sådan fortsætter de to spidsborgere samtalen resten af scenen ud, og herunder kommer de ind på forskellige emner, som ligger dem begge på sinde: Vintappernes situation, den italienske opera, som gæstede byen, Det kgl. Teaters forestillinger, alt imens de nyder hver deres drink. Scenen ender med, at første spidsborger bestiller en ny omgang øl og snaps.

I Anden scene, som er en direkte fortsættelse af første, ankommer student Klint i skikkelse af Jørn Krogh til traktørstedet. De to spidsborgere blander ham ind i deres samtale, som efterhånden som øllet og snapsen er kommet indenbords er blevet mere livlig og aggressiv, og uenigheden bevirker, at Første spidsborger på et tidspunkt vil smide Anden spidsborger ud af værtshuset. Klint forsøger at dæmpe de to ophidsede gemytter, men forgæves.

I Tredje scene er student Klint alene i værtshuslokalet, idet han synger om, at han er jævnlig gæst i Kristian Firtal, hvor han spiser sin middagsmad og dertil dessert. I Fjerde og noget længere scene får værtshuset og dermed Klint besøg af smedesvend Madsen, spillet af Henrik Salling, og af den afdankede underofficer løjtnant von Buddinge, mesterligt spillet af Gregers Espersen. Samtalen mellem løjtnanten og smedesvenden foregår servilt, alt imens student Klint sidder ved et bord for sig og lytter interesseret til de to andres snak. Det ender da også med, at Klint blander sig i samtalen efter at løjtnanten har sagt: ”Jeg kan sgu inte gøre studenten mere latterlig, end som den slags folk gemenlig er.” Det udvikler sig til en syngende ordveksling, en duet, mellem Klint og løjtnanten. Det er Klint, der indleder sangduellen på melodien ”Og det var i året attenhundrede og syv” med følgende linjer:

Hvor første gang jeg sammen med Hr. Løjtnanten kom,

det lige på tungen mig brænder;

det – hvis jeg ikke fejler – var i et selskab, som

blev givet hos en – mand, som jeg kender.

I stykkets Fjerde Scene et interiør fra traktørstedet ”Kristian Firtal”. Ved bordet sidder Henrik Salling i rollen som kobbersmedesvend Madsen, i samtale med Gregers Espersen i rollen som Løjtnant von Buddinge. Der serveres for dem af Henning Larsen i en lille rolle som stedets tjener, Lars. Ved bordet sidder også student Klint og nyder sin mad, idet han dog lytter interesseret og senere blander sig i de to andre gæsters samtale.

Femte scene foregår i et værelse på Regensen, hvor en flok regensianere, deriblandt Basalt, som er student Klint kontubernal, er forsamlede. I sjette scene kommer sidstnævnte også til stede, men bortset fra Klint og Basalt forlader alle de andre lokalet i scenens slutning. I syvende scene er Klint og Basalt alene tilbage i lokalet, men Basalt forlader stedet til slut i scenen, sådan at Klint er alene tilbage dér i ottende scene, hvori han på melodien ”Der var engang en tapper mand” synger en herlig vise om Regensen. Scenen slutter med, at det banker på døren, og dermed er vi ved begyndelsen af Niende scene.

Min egen entré som Jerusalems Skomager fandt netop sted i 1. akt, 9. scene, hvor jeg aflægger besøg, eller rettere sagt søger tilflugt, hos student Klint på Regensen. Skomageren er nemlig på flugt fra digterne, i dette tilfælde for digteren Tuborg, der er ved at skrive om den jødiske skomager i Jerusalem, som Jesus mødte under sin tunge vandring til Golgata, men som nægtede denne en slurk vand. Derfor blev Ahasverus, dømt til evigt at vandre hvileløst omkring i verden. Siden da har en række digtere i tidens løb ladet sig inspirere af legenden og forsøgt at give den poetisk eller dramatisk form. Det er denne omstændighed, Hostrup så vittigt og morsomt satiriserer over i mødet mellem student Klint og Ahasverus.

Til orientering skal her nævnes, at Regensen, hvis latinske navn er Collegium Regium, det kongelige kollegium, dog oftest kaldet Collegium Domus Regiæ, det kongelige hus' kollegium, er et kollegium for studerende ved Københavns Universitet – i nyere tid også for studerende ved Danmarks Tekniske Universitet. Regensen, som er opført i kong Christian d. Fjerdes tid, er beliggende ved Rundetårn i København, hvor kollegiet blev indviet 1. juli 1623. Under Københavns brand i 1728 blev Regensen delvist ødelagt, men blev genopført. De studerende ved Københavns Universitet, der var bosat på Regensen, betalte oprindelig ikke husleje, da kollegiet var oprettet for at støtte trængende studerende. Først i nyere tid, i 1983, indførtes der husleje. Regensen har lige siden sin oprettelse altid været beboet af 100 studerende samt en såkaldt provst. Sidstnævnte er en underviser ved et af Københavns Universitets Fakulteter. Regensens vartegn er for øvrigt det gamle lindetræ i gården, kaldet ”Frk. Lind”, plantet 1785, hvilket fejres ved tilbagevendende begivenheder, herunder specielt hendes fødselsdag, der ifølge traditionen fejres på eller omkring den 12. maj.

Student Klint i Jørn Kroghs skikkelse får helt uventet besøg af den flygtende Ahasverus i Harry Rasmussens godt forklædte personage. Der udspinder sig en længere samtale mellem de to, og ikke mindst har Ahasverus nogle lange, versificerede replikker. En stor udfordring til ’skuespillerens’ hukommelse, som dog til dels og om nødvendigt kunne støtte sig til sufflørens assistance. Under samtalen mellem Klint og Ahasverus, fortæller Ahasverus bl. a. også, at den blide, romantiske digter, B. S. Ingemann i Sorø, har været ude efter ham med sin bog ”Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog” (1833):

Men ach, hvad ventede mig der?

Først jeg standsede min flygtende gang,

under Sorøs venlige skove,

og med lyst på den bløde vang

ned jeg mig lagde for ret at sove.

Ach – mens jeg tog mig en lille lur,

havde min skæbne dolken hvæsset,

Ingemann gik sig en morgentur

og så mig ligge og sove i græsset.

Væk var min ro – han tog mig hjem,

jeg måtte nære hans drømmerier,

jeg måtte klynke min smerte frem

efter hans smægtende melodier.

Endelig lod han mig atter gå,

da hans Dagbog var færdig til trykken,

men så kom Andersen ovenpå,

og så begyndte en jammer, så

end det løber mig koldt over ryggen.

Klint: Men hvorfor løb De da ikke fra ham.

Ach, jeg løb jo hvert øjeblik bort

styrted afsted i angst og pine,

men jeg gamle kom altid til kort,

for han kørte med dampmaskine.

Tværs gennem Tyskland mod syd jeg for,

Pusted en stund i Tiberstaden,

ach, han lugtede snart mit spor,

jeg måtte rende fra middagsmaden.

Over havet jeg gik til Athen,

dog han rejste bestandig efter,

det gjorde ondt i de gamle ben;

men jeg samled de sidste kræfter,

atter det gik, som det var smurt,

og jeg hvilte mig efter min flakken

bag den store tyrkiske port –

ach, det skulle jeg inte gjort,

for der kom han og tog mig i nakken.

Klint: Men hvorledes har da nu Tuborg fået fat på Dem?

Skomager: Jo, ser De! Andersen blev ked af al den besvær,

han havde med at holde mig fast, og så lod han mig løbe.

Men – ach Gott! Så kom det allergrusommeligste.

De store poeter, de kan så gå –

hvad man for resten på dem vil klage,

lidt humanitet har de dog tilbage –

men Gott bevare enhver for de små!

De føler ej mindste barmhjertighed,

de kender ej dyd, men kun dydens navne,

og straks de faldt som glubende ravne

over mig ulykkelige due ned.

Da Andersen slap mig – o, hvor det letted!

men Tuborg er værre, det kan De tro,

og alt hvad jeg stred, og alt hvad jeg sprætted,

så slap jeg dog ikke ud af hans klo.

Han passer immer på som en smed,

for ham må jeg altid stå på pinde,

når han går ud, så ta’r han mig med

eller lukker mig først forsigtig inde.

Der må jeg da sidde i fængselsnat,

mens højt efter frihed min længsel flyver:

men timen, jeg vented, er kommen brat,

nu ser jeg min frelse, nu har jeg den fat!

- De må spytte mig i ansigtet, om jeg lyver.

Klint (afsides): Det var da noget forunderligt tøjeri! (Højt:) men hvor skulle De da hen med Tuborg i aften?

Skomager: Han ville ud at spadsere med mig, for vi skulle lave på den fjerde Akt af hans stykke. Og bagefter skulle han hjem og lukke mig inde, for så skulle han i selskab og læse mig op.

Klint: Men hvad kan det hjælpe, De løber bort? Han får jo straks fat i Dem igen.

Skomager: Han får mig aldrig i sine dage. For De ved, at jeg er skomager af profession, og mens jeg nu har måttet sidde alene hjemme, så har jeg syet disse her,

(tager en pakke frem) og de skal sgu nok hjælpe.

Klint: Hvad er det?

Skomager: Ikke andet Gud straffe mig, end et par kalosker, men det er kostbare sager, grumme kostbare sager; det er dem, som man kalder Lykkens Kalosker.

Klint: Lykkens Kalosker? Dem synes mig, jeg har hørt tale om før.

Skomager: Ja, De har vist læst om dem hos Andersen, for jeg havde en gang selv et par, som jeg lånte ham, for at han skulle give slip på mig; men så for han omkring i dem, som han var gal, og videde dem sådan ud, at jeg slet ikke kunne bruge dem mere. Men nu har jeg lavet et par ny, som er meget bedre end de forrige, og jeg har hele dagen gået og ventet på det gunstige øjeblik for at tage dem i brug.

Klint: Hvordan bruger De dem da?

Skomager: Jeg tager dem ganske simpelthen ovenpå støvlerne, og når jeg så ønsker mig et sted hen, vips – så står jeg i det samme øjeblik på det sted, som jeg ønsker. Og så er jeg oven i købet usynlig, og ingen kan se mig, så længe jeg har dem på.

Klint: Er det virkelig sandt?

Skomager: Gud straffe mig! Så sandt jeg er en ærlig skomager.

Klint: Hm, hm! – Hør, tjen mig i at låne mig de kalosker i aften!

Skomager: Herren må undskylde mig – det kan jeg sgu ikke.

Klint: Hvorfor kan De ikke? Tuborg skal jo i selskab i aften og vil altså ikke søge Dem førend i morgen tidlig; derfor må det være tidsnok for Dem at rejse bort i aften sildig. Desuden har De jo – som De selv sagde – lånt det forrige par til Andersen, som er Deres fjende, som har pint og plaget Dem; hvor meget snarere må De da ikke vise den samme velvilje mod mig, som i dag har skænket Dem tilflugt i min stue, og hvem De dog egentlig skylder Deres frelse.

Skomager: Det gør mig ondt, men jeg kan Gud straffe mig ikke. Med Andersen var det en anden sag, for han tvang mig dertil, fordi han er en digter.

Klint: Ja, men jeg er også digter.

Skomager: Gott im himmel! – Hvad siger De?

Klint: Ja, i det mindste har jeg gjort forsøg i digtekunsten, og i det øjeblik, De kom, stod jeg såmænd og sang på en vise, som jeg selv har lavet.

Skomager: Ach ve! Ach ve! Hvad har jeg gjort? Jeg har løbet lukt ind i løvens strube.

Klint: De ser, jeg har Dem i min magt. Det er mig en let sag at tage kaloskerne fra Dem og alligevel beholde Dem selv hos mig og plage Dem værre end nogen anden. Men hvis De godvillig vil låne mig disse fortræffelige tingester – blot i aften, så vil jeg give Dem mit ord på aldrig nogensinde i mit liv at forstyrre Deres ro.

Skomager: Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg gøre? De er en ærlig ung mand, De vil vise godhed mod en gammel skomager, De vil ikke bedrage mig.

Klint: Nej, såmænd vil jeg ej.

Skomager: Nu vel – De må låne mine kalosker – hører De, jeg siger: l å n e ?

Klint: Ja, De skal få dem igen klokken tolv i aften.

Skomager: Klokken tolv – og De må ikke bruge dem mere end én gang.

Klint: En gang frem og tilbage.

Skomager: Når klokken slår tolv, så lover De mig at smide kaloskerne ud af vinduet.

Klint: Ud af vinduet?

Skomager: Ja, ud af dette vindue, så skal jeg nok passe på dem. Vil De så give mig hånden derpå? (Klint gør det) De har et ærligt ansigt, De vil ikke bedrage mig.

Klint: Nej, det kan De være rolig for.

Skomager: Jeg vil tro Dem. Altså klokken tolv.

Når klokken slår tolv på Regensens ur,

da flyver jeg ud fra min fængselsmur,

langt bort fra Nordens kulde og nød

til Asiens frugtbare moderskød,

og hviler min krop og kvæger de arme

forfrosne lemmer i solens varme.

Tavs vandrer jeg om, og ingen mig ser,

og ingen mig piner og plager mer.

Lad digterne lede, til de bliver gale!

Jeg sidder så lunt i Libanons dale,

og glæder mig over min friheds skat,

og slipper den aldrig. – God rolig nat! (Går)

Forresten havde jeg valgt at udtale Ahasverus’ replikker med tysk accent. Men i øvrigt optræder Ahasverus (Skomageren) kun i 1. akt, 9. scene, men høres i 2. akt, 14. scene. Forinden er student Klint dog allerede i 2. akt, Første scene ved hjælp af Ahasverus’ magiske støvler kommet usynligt til stede hos smedefamilien Smidt, som bor lige overfor Regensen og hvor der netop holdes et festligt selskab, hvori blandt andre løjtnant von Buddinge også deltager. Klint, som er blevet klar over, at løjtnanten er på frierfødder og at denne derfor gerne vil slippe af med sine to rivaler, smedesvend Madsen og student Basalt, idet løjtnanten selv bejler til smededatteren Rikke (men dog med medgiften i form af en del af smedemesterens formue i tankerne). For at forpurre løjtnantens planer og få denne til at opgive sit forehavende, har Klint, som i øvrigt er forelsket i smededatteren Amalie, fundet på at drille løjtnanten, ved gentagne gange at bevæge sig tæt på ham og sige: ”Vogt dig!” hvilket naturligt nok forskrækker den arme mand, som jo ikke kan se, hvorfra stemmen kommer.

Student Klint er usynligt til stede i 2. akts scene 1 til og med scene 14. Det er imidlertid i scene 11, at Klint så at sige får gjort løjtnanten så ør og mør ved sin usynlige tilstedeværelse, at det gør løjtnanten så forvirret, at han mister sin fornuft og sit beregnende overblik over situationen. Hans totale forvirring bliver publikum gjort bekendt med i scene 12, hvori smedemester Smidt har bedt ham om at deklamere et digt.

Løjtnant (deklamerer).

Rosen blusser alt i Danas have,

liflig fløjter vist den sorte stær,

drenge deres brune nektar lave,

bier græsse stolt på fædres grave,

hingsten plukker af –

hingster deres brune nektar lave,

drenge græsse stolt på fædres –

fædre deres brune drenge lave, nektar

– bier – drenge – hingster

(standser åndeløs).

Smidt. Hvad går der af løjtnanten? Han har jo rent glemt det.

Løjtnant. Undskyld – jeg er noget forvirret – jeg vil forsøge på et andet vers.

(Deklamerer) Fattig mand, som pløjer danske lande,

ryster æbler af sit pæretræ – ryster pærer af sit æble

– ryster æbler af sit egetræ, har en kløgtig arm,

en kraftig pande, mælk på marken, korn i sine spande –

korn på mælken, mark i – mark på kornet – mark på

mælken, spand – spark på mælken. (synker om på en

stol).

I Anden Akt, 12. scene forlader den tydeligt rystede løjtnant selskabet hos smedefamilien, og i 13. scene vil smedesvend Madsen følge efter løjtnanten og slå sin rival ihjel. I 14. scene har den usynligt tilstedeværende student Klint fået mere end nok:

Klint. Nu har jeg nok, klokken er tolv, bring mig hjem! (Dekorationerne forandres til Regensværelset, som er mørkt) Jeg er tung i hovedet og konfus over alle disse optøjer, jeg vil gå i seng og sove på det. Men det er sandt, Jøden skulle først have sine kalosker. (åbner vinduet) Gamle ven! Tak for lån! Lykke på rejsen!

Skomager (udenfor). God rolig nat!

Kaloskerne, eller som vi siger nu om dage: galocherne, spiller afgørende ind i handlingens videre forløb, ganske som tilfældet er i Andersens eventyr ”Lykkens Kalosker” (1838). I eventyret er der dog den finesse, at man overhovedet ikke hører et ord om galochernes egentlige ejermand, Ahasverus. Hos Andersen introduceres disse i eventyrets begyndelse i forbindelse med præsentationen af de to feer, Sorgen og Lykken. Sidstnævnte er dog ikke selv til stede, men det er derimod hendes ”kammerpige”, som siger: ”Jeg må da fortælle,” sagde hun, ”at det er min fødselsdag i dag, og til ære for denne er mig betroet et par kalosker, som jeg skal bringe menneskeheden. Disse kalosker har den egenskab, at enhver, som får dem på, øjeblikkelig er på det sted eller i den tid, hvor man helst vil være, ethvert ønske med hensyn til tid eller sted bliver straks opfyldt, og mennesket således endelig engang lykkelig hernede!”

I eventyret følger man derefter, hvordan det går de forskellige mennesker, der efter tur og nærmest ved en tilfældighed får galocherne på, men Andersens pointe er, at disses magiske egenskaber i sidste ende ikke bringer nogen lykke med sig, derimod kun sorg. Det sker, fordi de pågældende mennesker ikke på forhånd kan overskue konsekvenserne af deres egne og ofte selviske ønsker.

Så galt går det dog ikke i Hostrups letbenede komedie, som i modsætning til eventyret om ”Lykkens kalosker”, kun har til formål at fornøje og underholde, men på en absolut sober og dramatisk kompetent måde. Smedemester Smidt har godt nok givet løjtnanten lov til at forlove sig med datteren Rikke, men i 3. akts slutscener får Klint smedemesteren til at trække sit løfte tilbage, hvorefter de i fællesskab narrer løjtnanten til selv at afstå fra sit frieri. Derfor ender alt i fryd og gammen og de rette elskende får hinanden i enden: Basalt får sin Rikke og man aner, at Klint vil få sin Amalie.

Navnet Ahasverus, også kaldet Jerusalems skomager, Den evige jøde, jøden, der ifølge sagnet blev dømt af Jesus til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata. Nogle bibelforskere mener, at der med Ahasverus-sagnet kan være tale om en misforståelse af Luk. 22, 63-4 og Joh. 21, 20-23. Ahasverus er i Gl. Testamente navnet på den persiske konge Xerxes (485-65 f. Kr.), som er omtalt i Ezra 4, 6 og i Esters Bog. I Dan. 9,1 og i Tob. 14,15 omtalte Ahasverus intet med den historiske Xerxes at gøre.

Som allerede nævnt er Ahasverus-motivet blevet anvendt af romantiske digtere som B. S. Ingemann, H.C. Andersen og J. Chr. Hostrup, men også en digter som Paludan-Müller har behandlet motivet mere eller mindre seriøst i sin digtning. Foruden i eventyret ”Lykkens Kalosker” (1838), har H.C. Andersen også brugt motivet i sit i øvrigt aldrig opførte dramatiske digt ”Ahasverus” (1847).

Komedieskriveren Jens Christian Hostrup (1818-92) var jo i øvrigt ikke en Hr. Hvem-som-helst i det københavnske kulturliv på den tid, men blev tværtimod 1856-81 præst og deltog som taler og digter i højskolebevægelsen. Men det var i sine yngre år, fra 1844-1854, at han skrev sine vittige og muntre sangspil, af nogle kaldt vaudeviller. I sine manddomsår skrev han dog også et par alvorlige skuespil, Tordenvejr (1851) og kvindeproblemdramaet Eva (1880), men disse blev kun opført i hans egen levetid, i modsætning til de muntre komedier: Intrigerne, En spurv i tranedans, Eventyr på fodrejsen, Soldaterløjer, Den tredje og Feriegæsterne, hvoraf flere er blevet opført utallige gange på Det kgl. Teater, og ”Genboerne” blev i 1939 filmatiseret af ASA Film, med Arne Weel som instruktør og med Carl Alstrup i den sørgmuntre rolle som Løjtnant von Buddinge.

Skuespillet ”Genboerne” i Maarum Forsamlingshus

I komedien ”Genboerne”, Anden Akt, Ottende Scene, er studenterne Klint og Basalt på visit hos kobbersmedefamilien Smidt i deres bolig lige overfor Regensen. På et foto ses fra venstre Jørn Krogh i rollen som student Klint, derefter Hans Vogsen i rollen som smedesvend Lars, Henrik Salling som smedesvend Madsen, Ib Andersen som tjener og Karl Nørmark (halvt skjult) som smedesvend Mikkel. Frede Jensen ses i rollen som Amalie og Ole Kauffeldt i rollen som kobbersmedemester Smidt, Birger Jarl Guy som Madam Smidt, Jens Jakobsen som smededatteren Rikke, delvis skjult af Ole Bjørnild i rollen som student Basalt. Helt til højre og halvt skjult af fortæppet, ses Gregers Espersen i sin mesterligt udførte rolle som den storskrydende Løjtnant von Buddinge. – Foto: © 1956 Privatfoto. (Fotoet er gengivet i 29. afsnit af min selvbiografi Mit liv og min tid.)

Forud for premieren på ”Genboerne”, var der blevet arrangeret kørsel mod betaling af et vist beløb med specialhyrede busser for militærnægternes familier og venner, som blev samlet op undervejs på turen fra København til Maarum Forsamlingshus. Det kan konstateres, at hvad stykket og det øvrige arrangement angår, var det alt sammen gået glat og stykket havde fået stående applaus med mange fremkaldelser. Altså kort og godt en stor succes, som alle involverede og medvirkende kun havde grund til at være tilfredse med og glade over, også selv om alle direkte involverede og medvirkende ved stykkets opførelse var, hvad man kunne kalde rigtig godt trætte ovenpå den store og krævende indsats, som hver især havde ydet på sin post.

Igen en overraskelse

Men for resten skete der til alle gæsternes overraskelse det, midt under den efterfølgende fest, hvori alle deltog, både gæster og aktører og andet personale, at gong-gongen pludselig lød oppe fra scenen, og da alles øjne rettedes derop, så de en ganske ung danserinde, iført et flot kostume, fremføre en fejende cancan og ende med at gå i spagat flere gange. Det var igen min kære lillesøster, den ballet- og akrobatikuddannede og da kun 15-årige Lizzie, som havde tilbudt sig til denne muntre entré.

Fritaget for arbejdstjeneste

Men angående mit meget ømme og dårlige knæ, som måtte betegnes som resultatet af en arbejdsulykke, arrangerede Holm i samråd med lejrchefen det sådan, at jeg blev kørt til og fra sygehuset i lejrens lille lastbil, som kaldtes for ”Anders And”, fordi den havde umiskendelig lighed med en af de biler, den berømte and kørte i på nogle af sine mange tegnefilm. Røntgenbilledet viste, at der var tale om en ledbåndsskade i knæet, og lægen bestemte, at jeg daglig i et stykke tid skulle til ambulant behandling på sygehuset, hvor knæet blev bestrålet med kortbølger. Da dette efter en uges behandlinger ikke havde hjulpet væsentligt, indlagde lægen mig på lejrens infirmeri (sygestue) og ordinerede desuden, at knæet skulle holdes varmt ved hjælp af en elektrisk varmepude.

I den følgende tid blev jeg kørt til og fra Esbønderup Sygehus to gange om ugen til kortbølgebehandlinger, men da hverken disse eller varmepuden syntes at hjælpe på smerterne i knæet, sagde lægen en dag, at det måske kunne blive nødvendigt med operation. Der var dog den risiko ved det, at benet kunne risikere at blive stift, og det ville jeg selvfølgelig nødigt have skullet blive tilfældet. Alternativt valgte lægen at give mig et par indsprøjtninger i knæleddet. Dertil brugte han en injektionskanyle af tykkelse som en svær strikkepind, og at få den jaget ind i knæet gjorde mere ondt, end den smerte, der ellers var i det.

Injektionen hjalp lige i øjeblikket og lindrede de konstante og uudholdelige smerter i knæet, men jeg skulle fortsat være indlagt på infirmeriet og behandles med elektrisk varmepude. Det var ikke særlig morsomt at ligge ene mand på sygestuen, hvor den eneste adspredelse var de daglige måltider, der blev bragt af stuevagten. Læsning var en anden mulig adspredelse, som jeg da også benyttede mig flittigt af, simpelthen for at få tiden til at gå behageligst muligt. Det var Birger Guy, som var lejrens bibliotekar, der sørgede for at skaffe de bøger, jeg gerne ville læse.

Mellem behandlingerne på sygehuset havde lægen som omtalt beordret mig indlagt på lejrens infirmeri, som var i den barak, hvor min stue også var beliggende, så lokaliteterne var velkendte for mig. Jeg lå på infirmeriet i en hel måned og her skulle jeg ind imellem selv behandle knæet med elektrisk varmepude. Det var jo det rene slaraffenland, for jeg fik maden bragt på sengen, og ’bibliotekaren’, Birger Guy eller hans assistent, Kjeld Krøyer, kom med bøger og blade til mig.

Det var ellers lidt trivielt dagen lang at ligge til sengs, når man egentlig ikke selv syntes at fejle noget, bortset fra det skadede knæ. Men jeg gjorde det selvfølgelig i håbet om, at lægens anvisninger og behandling først og fremmest ville befri mig for smerterne og dernæst naturligvis, at knæleddet blev i orden igen.

Så vel morgenmaden, frokosten som middagsmaden blev bragt over til mig fra køkkenet af den nægter, der havde tjeneste som såkaldt messemand, men i weekenderne hændte det, at det var en af køkken-nægterne, der måtte påtage sig jobbet. Jeg havde det med andre ord som Jeppe i baronens seng, med opvartning og tjenere på omtrent hver finger, men jeg måtte dog trods alt selv sørge for min hygiejne, så som bad, toiletbesøg og tandbørstning. Så derfor måtte jeg ved sådanne lejligheder selv humpe ud i toilet- og vaskesektionen, hvilket dog forekom som en kærkommen afveksling i den daglige kedsomhed.

En messemand gik sin enegang

Som en direkte følge af mit skadede knæ besluttede Elbæk og Holm, at jeg ikke mere skulle sættes til det lidt grovere fysiske arbejde i skoven, men overføres til køkkentjeneste, mere præcist til arbejdet som såkaldt messemand, et forholdsvis nemt og let job, der ikke er særlig fysisk krævende eller belastende. Arbejdet bestod dels i daglig levering af morgenmad, frokost og aftensmad til lejrchefen med familie, som spiste hjemme i deres hus, og til arbejdslederne, som spiste i et opholdsværelse ovre i depotbarakken. Og dels bestod jobbet i ugentlig rengøring hos lejrchefen og i arbejdsledernes kvarter. Men om dette job vil jeg fortælle lidt mere indgående senere.

”Samvittigheden” nr. 4

Nægteravisen ”Samvittigheden”s fjerde nummer, der dog igen kun indeholdt 12 sider, var blevet forberedt i løbet af marts måned og udkom i april 1956. Forsidetegningen var som det fremgår af den trykte kommentar en lidt bitter hentydning til den både interessemæssige, psykiske og fysiske passivitet og inaktivitet, der var karakteristisk for flertallet af nægterne i Gribskovlejren – og ifølge nægtere, som kendte til forholdene, kunne det tyde på, at det også gjaldt i de to jyske lejre. I 1956 befandt vi os jo i ”den kolde krig”s periode, med dens atombombetrusler og frygt for en ny storkrig. Men flertallet af nægterne brugte enhver mulighed og lejlighed til i fritiden at lægge sig apatiske på deres køjer og sove, lige som mange af dem ikke interesserede sig særligt for de seriøse kulturelle arrangementer, der foregik ovre i fællessalen. Undtagelsen var dog, når arrangementerne var af mere letbenet karakter, som når der f.eks. blev vist spillefilm, eller når der blev holdt mere alment tilgængelige og uhøjtidelige foredrag. Det sidstnævnte var eksempelvis tilfældet, da jeg holdt foredrag om tegnefilmhistorie og om Chaplin og hans film, for da var flertallet af nægterne mødt op. Til gengæld glimrede det seriøse kulturelle mindretal ved deres fraværelse ved sådanne lejligheder.

”Samvittigheden” nr. 4 fulgte i april 1956 og til den, havde jeg atter tegnet forsiden, denne gang under mit ’kunstnernavn’ Ry -, et navn, min morfar altid havde kaldt mig lige siden jeg var dreng. Illustrationen handlede endnu engang om krig og den gru, men her med den bitre kommentar: I n t e t kan anfægte en nægter. Mens andre lider og græder s o v e r han! – Tegning: © 1956 Harry Rasmussen

Bladets redaktion bestod i øvrigt fortsat af Robert Felby, Kai F. Jensen, Jørn Krogh og Ivar Nielsen. På bladets side 2 kunne man bl.a. læse følgende meddelelse:

NOTABENE:

Vi henleder opmærksomheden på radioudsendelsen tirsdag d. 10. ds. Med titlen ”Hvad skal vi sætte militærnægterne til?” Deltagerne i diskussionen er dr. phil. Hagbart Jonassen (AMK), Lejrleder Elbæk Petersen (Gribskovlejren) og Erik Mathiassen (en fremtrædende civil værnepligtig i Oksbøl-lejren). Endvidere skulle ekspeditionssekretær Rossel (Indenrigsministeriet) have deltaget, men en ubekræftet meddelelse siger, at han har trukket sig tilbage fra udsendelsen.

17. APRIL. Denne dag kom der nye nægtere til lejren. Redaktionen håber, at der blandt disse findes nogle sjæle, der besat af aktivitet og idealisme vil yde bidrag til dette lille blad, inden de, som nægtere plejer van, synker hen i den almindelige passivitet og lediggang, hvorfra det kun meget sjældent – ja, så godt som aldrig – lykkes at hive dem frem trods utallige opfordringer og henstillinger. RED.

På side 2 var der også et opslag om ”Mangel på frivillige i Vest-Tyskland”. Det var soldater, der mentes med frivillige, som i øvrigt blev lokket med gode gager og ekstraordinær og betalt uddannelse. Men ifølge notitsen havde tilgangen af frivillige åbenbart ikke været tilfredsstillende. Emnet har dog ikke interesse i denne sammenhæng, hvorfor jeg vil undlade at citere notitsens ordlyd.

Indskrænkning af fritidsundervisningen

Nok så interessant er redaktør Ivar Nielsens omtale af reglerne for de forskellige former for undervisning, der i henhold til loven kan og skal finde sted i militærnægterlejrene i Danmark. Af hensyn til forståelsen af nogle af de problemer, der kunne være forbundet med livet som militærnægter eller civil værnepligtig, som det officielt hed, skal her henvises til Ivar Nielsens grundige og kyndige kommentarer til de af indenrigsministeriet nyindførte regler og bestemmelser på det nævnte område: Under overskriften UNDERVISNINGSPROBLEMER skrev Ivar Nielsen en længere redegørelse, som det dog vil føre for vidt at citere her. I stedet kan evt. interesserede henvises til 29. afsnit i min selvbiografi Mit liv og min tid.

Hastværk kan være lastværk!!

Rent personligt skal jeg gerne indrømme, at jeg ikke selv har nogen klar erindring angående den dengang standende debatt om indenrigsministeriets nye regler for tjenestetidsundervisningen mm., og jeg har helt bestemt heller ikke deltaget i denne. På den tid var jeg dybt involveret og engageret i mulighederne for at stable ny gedigen underholdning for nægterne på benene, og så vidt jeg husker, mener jeg ikke, at jeg selv mærkede noget til den indskrænkning af undervisningen, der var blevet indført. Men måske har jeg på flere måder været privilegeret som nægter i min tid i Gribskovlejren, hvilket jeg ikke vil afvise kan have været tilfældet.

Anmeldelse af ”Genboerne”

Redaktionen havde afsat en hel side, side 8, til en omtale af opførelsen af syngespillet ”Genboerne”, og man havde i den anledning bedt mig om at lave en lille vignet til anmeldelsen, der formentlig er skrevet af Ivar Nielsen, og som lyder sådan:

Lørdag den 10. marts kl. 20 opførte lejrens dramatiske studiekreds C. Hostrups ”Genboerne” i Mårum Forsamlingshus.

Koner, kærester og andre pårørende var hentet herop i store busser fra København. De spiste med os i lejren, vi var endog så mange, at vi fandt det påkrævet at spise i to hold. Efter at gæsterne under Elbæks kyndige ledelse havde beset lejren kørte vi alle op til Mårum Forsamlingshus, hvor vi blev underholdt i ca. tre timer.

Det er mig umuligt at fremhæve den ene skuespiller frem for den anden. Hver især ydede det bedste han formåede, og uden at overdrive tør jeg roligt sige, at vi, publikum, var glædeligt overraskede. Det var mere, end vi i vores vildeste forventninger havde turdet håbe, hvem havde vidst, at der her iblandt os i lejren gik så eminente folk omkring, og med så perfekt udviklede sceniske evner. Nok vidste vi, at man arbejdede hårdt i Dramatisk Studiekreds, men at man havde drevet det så vidt, som til på en så ophøjet manér at fremføre for os handlingen i ”Genboerne”, se det var os alle en behagelig overraskelse. Da stykket således alt var ført til sidste scene, havde bifaldet da også svært ved at lægge sig.

Efter denne forestilling gav vi os til at danse til tonerne af Erik Jønsson, André Mogensen og Kurt Henning Petersen’s lystige spil.

Senere, da vi alle trængte til lidt videre adspredelse, fik vi en liden opvisning i moderne ballet. Aktricen viste sig at være en habil scenekunstnerinde og modtog da også, efter at have vist os sin sidste gåen i spagat, en brusende applauderen. Derefter fik vi punch og sågar et par stykker flute. Således festedes videre indtil kl. 4, hvorefter de fleste tog med busserne til København.

Man har vel lov til her at kvittere for de pæne ord om vores opførelse af ”Genboerne”, men syntes dog nok, at man måske burde have nævnt navnene på hovedpersonerne. Men selvfølgelig, ingen nævnt, ingen glemt eller forfordelt. Men arbejdet med indstuderingen og opsætningen af stykket, havde kostet hårdt arbejde fra os medvirkende. Man kan derfor synes, at det var en lidt vel stor indsats, blot for en enkelt opførelses skyld. Men her skal man huske pa, at undervisningstimerne i Dramatisk Studiekreds var afsat til indstuderingen af rollerne.

For mit eget vedkommende brugte jeg dog adskillige fritimer til at sætte mig ind i stykket og gennemtænke, hvordan scenegangen og scenearrangementerne skulle være. Men jeg gjorde det primært af interesse og engagement og fordi det i øvrigt afledte mine tanker fra min egen private personlige situation, som mildt sagt bestemt ikke forekom lys og behagelig. Noget, som ikke vedrører denne beretning.

Kulturprogrammet Februar-Marts 56

Torsdag d. 16/2 causerede ”Lillebror” om jazz, og vi hørte en del indspilninger med kunstartens store.

D. 20/2 holdt forfatteren Broby-Johansen sit foredrag. ”Kunst og samfund”. Han begyndte ved istidens hulemalerier og påviste, hvorledes kunsten til forskellige tider va en genspejling af det daværende kulturtrin.

Torsdagene 23/2 og 1/3 viste Brogaard os en række kunstfilm, der på en meget interessant måde beskrev den nyere tids franske malerkunst, begyndende ved Seurat og foreløbig endende ved Picasso.

27/2. Den storslåede meksikanske film: Maria Candelaria med Dolores del Rio i titelrollen. Denne film, der i sin tid blev undgået af biografejerne og fristede en meget krank skæbne på de københavnske teatre, var en virkelig oplevelse. Filmen fortæller om den billedskønne Maria Candelaria, der på grund af sin moders synder lever isoleret fra det lille landsbysamfund, hvor præsten er den eneste støtte for hende og hendes tilkommende ægtemand. Og den fortæller om sladderen, der lyder fra mund til mund og som til sidst bliver Marias skæbne. Hvor er det sjældent man ser en sådan film!

Som forfilm vistes en ældre Chaplin-film: One A.M.

5/3. Kulturapostelen Poul Henningsen – PH – om: Himmel eller helvede – betragtninger over kulturen i atomalderen. – Det blev en livlig aften. Poul Henningsen havde meget interessant at fortælle, og deltagelse fra nægternes side manglede heller ikke.

8/3. To kinesiske film. Variety Show: En film, der viser en række fænomenale artistnumre. Det er som disse mennesker ikke er undergivet de naturens love, der gælder for os andre. En utrolig legemskontrol og muskelbeherskelse disse artister må være i besiddelse af. – Den anden film: ”Brylluppet” fik vi knap så meget ud af, da den ikke var forsynet med danske tekster, kun kinesisk tale.

15/3. René Clair-filmen: ”Spøgelset følger med”. En morsom komedie der ”slår” til teknikkens og fremskridtets USA, med dets lagkageslotte og rustninger med indbyggede radioer. Spøgelsets replik: ”Father, I do not like America!” giver udtryk for filmens hele indstilling.

Min kommentar: Omtalen af ovennævnte kulturprogram er formentlig skrevet af Kai F. Jensen. Der indledes med at nævne ”Lillebror”, som var kælenavn for en nægter ved navn Erik Carlsen. Kælenavnet kom af, at der også var en anden nægter i lejren med navnet Erik Carlsen, men da han var større end ”Lillebror” blev han kaldt ”Storebror”.

Rudolf Broby-Johansen (1900–1987) var kunstpædagog, kommunist, trotskist, forfatter, engageret debattør og oprører. Det var særlig hans ungdomsoplevelser under og efter Første Verdenskrig, hvor de borgerlige idealer og værdier var blevet udfordret, som vakte både hans medfølende og stridbare sind, for krigen havde jo om noget vist menneskers ondskab imod hinanden. På denne baggrund skrev han digte, der gav rystende skildringer af livet bag storbyens facader, som betød skildringer af elendighed og fattigdom. 1922 udgav han digtsamlingen ”Blod”, som chokerede så meget, at den blev beslaglagt af politiet. Den kampberedte Broby reagerede med en stærk og chokerende forsvarstale om kunstens rolle i samfundet. Hans forbitrelse over den sociale nød og elendighed førte til et stærkt ønske om sociale forandringer, forandringer, som han mente kun ville kunne blive indført af kommunistpartiet. I de følgende mange år var han en provokerende debattør, som forstod at ruske op i samfunds- og kulturdebatterne. Det bevirkede, at han kom til at sætte sit meget stærke præg på venstrefløjens intellektuelle debatter, lige som han med sit stærke sociale engagement blev en af nøglepersonerne bag flere samfundskritiske tidsskrifter som Monde, Plan og Frem.

Broby-Johansen var selv en flittig skribent med et bredt fagligt spektrum med aktuelt engageret og kritisk kulturjournalistik. Hans mange bøger om kunst havde alle det tilfælles, at han ønskede at formidle det grundlæggende kunst-forklarende budskab, at alle kan se på billeder eller alle skal lære det, og alle kan lære det. Det sidstnævnte udsagn er dog nok tvivlsomt og derfor problematisk.

Teksten fortsættes i 15. afsnit.