Diagram af elementer i jordklodens magnetosfærer. Specielt er fremhævet de såkaldte Van Allenbælter, der består af talrige elektrisk ladede partikler, som er indfanget af jordmagnetfeltet. Billedet viser et snit gennem dé magnetiske områder, der set under intuitionens synsvinkel er bestanddele af jordklodevæsenets fysiske sansestruktur. (Kilde: ”Vor tids fysik”, Samlerens Forlag). Gengivet efter Per Bruus-Jensen: Mennesket og livsmysteriet, side 92. Forlaget Nordisk Impuls © 1984. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

Det helt store spørgsmål i forbindelse med de aktuelle klimaforandringer, er, om mennesket eller rettere sagt menneskeheden er i stand til direkte eller indirekte at influere på eller påvirke Jordens klima i en eller anden grad. Nogle klimaforskere hævder, at Jordens klima er udsat for en stigende global opvarmning i form af en såkaldt drivhuseffekt, mens andre klimaforskere bestemt mener, at Jordens klima tværtimod er på vej til at blive koldere og endda nærme sig en ny ”lille istid”, som den der fandtes omkring 1600-tallet.

De klimaforskere, som hælder til den opfattelse, at der er tale om en såkaldt drivhuseffekt med stigende temperaturer på Jordkloden, mener samtidig, at den stigende globale opvarmning skyldes det med tiden forøgede udslip af kuldoxid eller kultveilte (CO2) i atmosfæren, i hovedsagen forårsaget af menneskehedens stigende forbrug af fossile brændstoffer, herunder bl.a. kul, olie og benzin. Atmosfæren indeholder 4 forskellige luftlag, nemlig troposfæren, stratosfæren, mesosfæren og ionosfæren. Af disse sfærer ligger troposfæren nærmest jordoverfladen. Indtil 12 km’s højde ligger troposfæren, som er vigtig for vejrforholdene og vejrudviklingen på Jorden. Over denne højde og indtil ca. 32 km’s højde ligger stratosfæren, hvor den internationale lufttrafik foregår. I ca. 30 km’s højde ligger ozon-laget, som beskytter livet på Jorden mod skadelig ultraviolet stråling fra sollyset. 98% af hele luftmassen er samlet under 50 km’s højde. Til 75 km’s højde ligger mesosfæren og omkring 70 km’s højde findes de lysene natteskyer, som vil kunne ses fra Jorden under skyfri himmel. Op til 400 km’s højde findes ionosfæren, hvor polarlysene og meteorerne forekommer og som tjener som reflekterende spejl for radiobølger.

Til sammenligning med disse højder eller størrelser kan nævnes, at verdens højeste bjerg, Mount Everest, er 8.848 meter højt, altså ’kun’ godt 8 km højt. Set tæt på Jorden er overfladen visse steder knudret af bjerge og bjergkæder, andre steder præget af en jævnere overflade af verdenshave og ørkener. Men set ude fra verdensrummet, hvor land, hav og skydække flyder sammen for blikket, ligner kloden en kugle med en helt glat overflade. I det perspektiv er biosfæren med mennesket som en af de animalske arter svunden ind til noget tilsyneladende ikke eksisterende. Alt det liv og den kamp for eksistensen, som især præger dyrelivet, og al menneskets adfærd og prægning af jordoverfladen med beboelseshuse, højhuse, skyskrabere, fabrikker, biler osv., er så mikroskopiske, at de ikke er til at få øje på i det store perspektiv, ja, end ikke set fra de højest flyvende fly. Det store spørgsmål er derfor, om den mikrobe, vi kalder for mennesket, selv med sine godt og vel 6,8 milliarder af arten eller slagsen, har nogen afgørende indflydelse på Jorden og dens klima?

Set i nærperspektivet, menneske til menneske, synes menneskehedens rolle på Jorden derimod at være af nærmest overordnet vigtighed og betydning. Men det er i virkeligheden en proportionsforvrængning, idet for det første det enkelte menneske så vel som menneskeheden, fra et vist synspunkt betragtet dels er forgængelig eller dødelig og dels kan undværes i biosfæren, uden at økosystemerne bryder sammen, for slet ikke at tale om, at menneskeheden kan undværes, uden at det vil have nogen større betydning for Jordkloden og dens øvrige liv. Det er tilsyneladende kun for det enkelte menneske, at både det selv og menneskeheden – eller i hvert fald en del af denne – ikke kan undværes i den globale sammenhæng. Der tales jo lejlighedsvis meget om Jordens overbefolkning, noget som nogle mener også kan have betydning for klimaforandringerne, idet flere mennesker betyder større forbrug, blandt andet energiforbrug, og dermed større udledning af det famøse CO2. Men hvem det er, der er for meget eller uønskede, ja, det er straks et andet og meget prekært spørgsmål. For intet normalt menneske med selvopholdelsesdriften intakt, vil opfatte sig selv som overflødigt.

Den globale opvarmning

Nutidens globale klimaændringer, som også betegnes som den globale opvarmning, er et komplekst problem. Ved global opvarmning skal kortest sagt forstås en stigning i den globale gennemsnitstemperatur. På baggrund af, at der fandt et mindre temperaturfald sted i 1700-tallet og igen i perioden 1930-70 og tiden efter, opdeles temperaturstigningen i tre perioder, nemlig i den opvarmning, Jorden har været genstand for siden den såkaldte lille istid, der begyndte i senmiddelalderen og sluttede i 1800-tallet. Desuden som den temperaturstigning, der har kunnet måles siden industrialiseringen i slutningen af 1700-tallet i England, og endvidere som den temperaturstigning, som man har kunnet måle siden 1970.

Forudsat, at den globale opvarmning fortsætter, tegner klimatologerne et dystert billede af konsekvenserne af den globale opvarmning og de deraf følgende klimaforandringer. Eksempelvis mener man, at vi vil få et relativt varmt klima som i stenalderen, lige som Grønlands indlandsis på længere sigt vil smelte, ja, at der vil ske en total afsmeltning af isen overalt på Jorden før 2020 på grund af den opvarmning, der vil ske som følge af udledningen af de såkaldte drivhusgasser, primært kuldioxid eller kulilte (CO2) og metan samt en række andre gasser i atmosfæren. Ifølge klimaforskerne giver den stigende mængde CO2 i atmosfæren anledning til den såkaldte drivhuseffekt, som i kraft af Solens stråling i forbindelse med atmosfærens øvrige indhold af såkaldte drivgasser bevirker en opvarmning af jorden, som samtidig ikke kan komme af med varmen på grund af lige præcis det forøgede indhold af netop drivgasserne i atmosfæren. På den måde opstår altså den såkaldte globale opvarmning eller drivhuseffekten. Dette forhold vil i henhold til klimaforskerne bl.a. medføre ekstreme storme, oversvømmelser og store regnmængder, som vil betyde højere vandstand i verdenshavene med oversvømmelser af lavtliggende landområder, herunder adskillige øsamfund, til følge. Men den globale opvarmning betyder også ekstreme tørkeperioder, især de steder som i forvejen er udsat for høje middeltemperaturer, nemlig i det tropiske bælte, hvilket vil betyde problemer med afgrøder og føde til mennesker og dyr, med deraf følgende sult og underernæring og måske sluttelig døden.

Man mener dog, at naturen i form af både planter, træer og land- og vandlevende dyr reagerer på klimaændringerne, idet nogle organismer dog er bedre til at tilpasse og flytte eller ændre sig end andre. Men alt i alt betyder det en ændring af balancen i de økologiske systemer. Dette kan få store konsekvenser, hvorunder nogle arter risikerer at uddø, mens andre finder levesteder i områder, hvor de aldrig før har kunnet leve. Sådanne konsekvenser har de større eller mindre klimaændringer, der har fundet sted i Jordens historie, også haft, så det er der sådan set ikke noget nyt i. Senest har man eksempelvis konstateret, at mammutterne ikke uddøde, fordi de blev jagtet af mennesker, sådan som hypotesen hidtil har været, men at de uddøde på grund af manglende evne til at tilpasse sig ændringer i klimaet.

Nogle klimaforskere mener, at den globale opvarmning medfører, at varme havstrømme som Golfstrømmen kan ændre retning eller ophøre. Andre forskere, for resten danske, har allerede konstateret, at afsmeltningen af gletscheren ved Jakobshavn i det sydvestlige Grønland skyldes den varme Golfstrøm, men ikke nok med det, de samme forskere mener også, at der er tale om en naturlig cirkulerende rytme på omkring 60 år imellem, at den varme Golfstrøm bevæger sig op til Grønland. Afsmeltningen af gletscheren eller isbræen skyldes derfor ikke den globale opvarmning, i hvert fald ikke i dette tilfælde.

De klimaforskere – og det er angiveligt flertallet - som mener, at den globale opvarmning skyldes udledningen af drivhusgasser i atmosfæren, indrømmer dog at udstrålingen fra Solen også har indflydelse på Jordens klimaforhold – hvilket jo burde være indlysende, også for klimaforskere – men man mener samtidig, at den aktuelle globale klimaændring – i hvert fald med den nuværende viden – ikke kan forklares alene med henvisning til solindstrålingen. Med den ”nuværende viden” mener klimaforskerne deres egen viden. Men det kunne vel tænkes, at der er andre videnskabsfolk, som f.eks. astrofysikeren Henrik Svensmark og hans team, der har en eksperimentelt afprøvet viden om Solens og den kosmiske strålings betydning for klimaet og klimaændringerne. Her skal jeg dog ikke gentage, hvad Svensmarks interessante og formentlig banebrydende forskning og hypotese vedrørende klimaet går ud på, men henvise læseren til de af mine artikler, hvori Svensmarks forskning omtales. (Note 0)

Hvordan ser Martinus på spørgsmålet?

Til trods for mere end et halvt århundredes studium af Martinus’ verdensbillede, er jeg dog ikke i stand til at udpege, hvor i sine skrifter Martinus præcist har omtalt, at menneskeskabt forurening af atmosfæren skulle være årsag til klimaforandringer. Det nærmeste jeg er kommet sådanne steder i hans forfatterskab, er eksempelvis under omtalen af det, han betegner som den ideelle føde, hvor konklusionen er, at drab eller slagtning af dyr af flere grunde er en uhensigtsmæssig måde at skaffe sig føde på. Folk, som mener, at dyrene må dræbes og slagtes, for at der ikke skal blive for mange af dem på Jorden, er uden indsigt i de kosmiske lovmæssigheder, skriver Martinus, og samme folk mangler derfor en dybere indsigt i den guddommelige verdensordning. Hvorefter han pointerer, at de samme kræfter, som regulerer de vandlevende dyr i havet, insekternes enorme skare og alle øvrige væsener udenfor menneskenes rækkevidde, indbefatter også menneskene selv. Det er i virkeligheden minimalt og i ubetydelig grad faldet i menneskenes lod, fortsætter han, at regulere de levende væseners antal på Jorden, sammenlignet med den mest betydende og afgørende reguleringsfaktor, som udgøres af Jordens åndelige atmosfære. Denne atmosfære er den afgørende faktor i Jordens tiltræknings- og frastødningsevne, som igen udgør fundamentet, dels for Jordens astronomiske forhold og eksistensmuligheder, og dels for antallet af levende væsener på Jorden. Martinus pointerer desuden, at udviklingen foregår efter bestemte, urokkelige og hårfint virkende love, som blandt andet bevirker, at udviklingen ikke kan forekomme i spring, men følger en langsomt stigende skala af små trin fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed. Disse udviklingstrin er så mikroskopiske af format, at det enkelte trin knapt kan skelnes fra det nærmeste over- eller underliggende trin. Eksempelvis kan en løve ikke pludselig blive en abe, ligesom en abe heller ikke pludselig kan blive et kulturmenneske. Sådanne forvandlinger kan kun foregå gennem en umådelig lang udviklings- og forvandlingsproces, som ikke vil kunne lade sig registrere i den enkelte inkarnation. At ville gå imod denne udvikling og forvandling, ville, siger Martinus, være som at prøve på at ændre Jorden i sin bane og Solen i sin plads i universet, hvilket er en total umulighed for mennesket. (Note 1)

Desuden skriver Martinus om den form for forurening af miljøet, som især efter Anden verdenskrig skyldtes den meget omtalte trussel fra atom- og brintbombesprængninger og radioaktivt nedfald. Atomskyerne fra atombombesprængningerne i Hiroshima og Nagasaki steg op til ca. 18 km’s højde i atmosfæren. Det radioaktive udslip fra atomkraftværket i Tjernobyl i 1986 spredtes langsomt med vinden over en radius, der geografisk nåede helt op til Lapland i Sverige og sydpå til Europa. I alt 56 mennesker omkom som direkte følge af katastrofen, og byen Tjernobyl med 48.000 indbyggere blev rømmet og har siden været en spøgelsesby. I tiden efter blev en hel del børn fra Tjernobyl ramt af skjoldbruskkirtelkræft, som mentes forårsaget af den radioaktive udstråling fra kraftværket. Men nok så afgørende var og er det, at der trods alt var tale om et relativt lokalt fænomen med lokale virkninger og eftervirkninger, om end disse var alvorlige og tragiske nok for de mennesker og dyr, der blev ofre for det radioaktive nedfald. Men det var på ingen måde en begivenhed med globale konsekvenser, og da slet ikke for det globale klima. Atombomber og andre eksplosive våben har mennesket naturligvis ansvaret for at fremstille eller have fremstillet, og især for at bruge, lige som mennesker selvfølgelig har ansvaret for at bekrige hinanden, men til gengæld har mennesket som sådan ikke ansvaret eller skylden for naturfænomener i form af vulkanudbrud, jordskælv, orkaner og flodbølger mm., som dog kan udarte til alvorlige katastrofer, hvor det berører både mennesker, dyr og plantelivet. Det ansvar eller den skyld bærer Jordkloden som et levende væsen betragtet. (Note 2)

Det afgørende i denne sammenhæng er netop, at set med Martinus’ øjne er det helt grundlæggende, at Jordkloden udgør et levende væsen i principiel lighed med alle andre levende væsener, og at biosfæren eller kort og godt livet på Jordkloden, udgør den fysiske del af sidstnævntes bevidsthed, mens den psykiske eller åndelige del af samme forekommer i form af et usynligt felt af elektrisk-åndelig natur, der omgiver kloden, i principiel lighed med, hvad der fysisk set er tilfældet for atmosfæren og de elektromagnetiske felter, som f.eks. van Allen-bælterne. Det er i henhold til Martinus i det åndelige felt, at Jordklodens diskarnerede (’afdøde’) individers eller Jeg’ers bevidsthed og sjælelige struktur opholder og manifesterer sig og oplever mellem inkarnationerne i klodens fysiske sfære. Biosfæren, dvs. planternes, dyrenes og menneskenes fysiske så vel som psykiske organismer, udgør altså tilsammen en organisk del af Jordkloden, og for menneskehedens vedkommende udgør denne i henhold til Martinus endda Jordklodens bevidsthed, hjerne og centralnervesystem, mens planterne og dyrene tilsammen, alt efter art og individ, i større eller mindre grad udgør klodens vegetative nervesystem. (Note 3)

Men ligesom livet på Jorden udgør en organisk del af Jordkloden, som Martinus i lighed med planternes, dyrenes og menneskenes organismer som nævnt opfatter som et levende væsens organisme, sådan udgør Jordkloden – sammen med de øvrige planeter - også en organisk del af solsystemet. Og solsystemet udgør igen – sammen med utallige andre solsystemer – en organisk del af mælkevejssystemet, ligesom sidstnævnte – i lighed med utallige andre galakser - også udgør en organisk del af et endnu større system, et super-makrokosmos, som astronomien så vidt vides blot ikke har sat navn på endnu. Martinus ser den indbyrdes kosmisk-organiske sammenhæng som udtryk for to af de 8 vigtigste hovedskabeprincipper, som hans kosmologi opererer med, nemlig livs- og stofenhedsprincippet og organismeprincippet. Disse vigtige principper skal jeg dog ikke komme ind på her, men henvise den interesserede læser til de artikler herom, der nævnes i noten. (Note 4)

Men selv om menneskeheden i henhold til Martinus udgør intet mindre end Jordklodens hjerneorgan og i kraft heraf derfor har en betragtelig indflydelse på forholdene på Jorden, så er det dog trods alt Jordklode-jeget, der er den overordnede og dirigerende magtfaktor i forholdet. I den sammenhæng betyder det enkelte menneske ikke andet og mere, end den enkelte hjernecelle, som set i det perspektiv tilmed i nogle tilfælde godt kan undværes. På principielt tilsvarende måde har Jordkloden som sådan normalt kun en begrænset indflydelse på de andre kloder i solsystemet, for slet ikke at tale om Solen, på hvilken indflydelsen i bedste fald er minimal. Solen er og forbliver den overordnede magtfaktor i den sammenhæng. Men hvis Jordklodens hjerne- og nervesystem alias menneskeheden og biosfæren ikke i sig selv eksempelvis kan forårsage klimaforandringer her på Jorden, hvad er det da så, der kan det?

Jordklodens aksehældning

Som en af de faktorer, der kan forårsage klimaændringer på Jorden, nævner Martinus Jordklodens aksehældning. Det sker særligt i hans Småbog nr. 11: Bønnens Mysterium, hvor han i 14. kapitel kommer nærmere ind på, at lige som kloden har en fysisk aksehældning, således har de levende væsener, herunder mennesket, også en mental aksehældning, en ”bevidsthedsakse”, som Martinus definerer som individets udviklingstrins normale harmoni i vekselvirkningen mellem individets egne bevidsthedsenergier og omgivelsernes og medvæsenernes energier. Med andre ord: Hvor denne bevidsthedsakse balancerer mellem individets mentale energier og omgivelsernes energier, hersker der harmoni og dermed sjæleligt velbefindende. Men i samme grad og omfang den nævnte balance bliver bragt ud af ligevægt, i samme grad og omfang vil harmonien blive forstyrret og reducere individets mentale velbefindende. Det kan også udtrykkes på den måde, siger Martinus, at individets mentale aksehældning er i balance, når den er i kontakt og harmoni med den mentale struktur, der udgør fundamentet for universets højeste evige love og styrelse, hvilket i realiteten vil sige Guds bevidsthed. Martinus udtrykker det også sådan, at individets normale mentale aksehældning er det samme som dets tilfredshed med de foreteelser, det vil sige den manifestationsform eller bevidsthedsudfoldelse, der er karakteristisk for dets aktuelle udviklingstrin. Men den mentale aksehældning er forskellig hos de levende væsener, idet ligevægten mellem f.eks. rovdyrets mentalitet og omgivelsernes mentalitet er udtryk for et andet balancepunkt end ligevægten mellem det planteædende dyrs og dets omgivelsers mentalitet. På principielt samme måde er der forskel på f.eks. en hovedjægers og et kulturmenneskes mentalitet, lige som tilfældet er mellem verdensgenløsernes og almindelige menneskers mentalitet. (Note 5)

Det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at der i alle tilfælde er tale om midlertidige normaliteter eller mentale aksehældninger, idet disse er undergivet de lovmæssigheder, som betinger at der hele tiden finder en bevidsthedsudvikling sted, som går i retning af en højere moral og kærlighedsstandard hos individerne. Udvikling er derfor i henhold til Martinus kun en normal forandring af den mentale aksehældning, hvilket dybest set vil sige en ændring af forholdet mellem individet og Guddommen. Dette forhold gælder alle levende væsener i tilværelsen, herunder naturligvis også Jordkloden.

Ifølge Martinus undergår Jordklodens og andre kloders aksehældning også en normal forskydning, altså en naturlig udvikling, hvorunder polerne flytter sig. Når dette sker på normal måde, forekommer der ikke nogen forstyrrelser i almenbefindendet hos klodens liv. Men hvis et andet himmellegeme, f.eks. et stort meteor, kommer for tæt på Jorden, vil klodens normale aksehældning kunne blive forstyrret af fremmedlegemets tiltrækningskraft, hvilket vil bevirke en stor ravage i form af jordskælv, kraftige storme, orkaner og oversvømmelser, som vil influere dramatisk på klodens liv. I værste tilfælde ville kloden kunne blive splintret og opbrændt og dermed forsvinde fra det fysiske plan. Den situation, hvorunder klodens aksehældning bliver forskudt i forhold til det normale, skyldes altså en for stærk påvirkning fra omgivelserne, i det nævnte tilfælde et andet himmellegeme.

Spørgsmålet er nu, om Martinus’ ovenfor refererede opfattelse af, hvilke kræfter der vil kunne influere så kraftigt på Jordkloden, at det vil være truende eller katastrofalt for denne, kan bruges til belysning af den aktuelle situation med de klimaforandringer, der menes at foregå, og som med al sandsynlighed foregår? – Hvis det forholder sig sådan som Martinus har beskrevet det, så betyder det formentlig, at det ikke kan være menneskehedens aktiviteter, der er årsagen til klimaforandringerne, men derimod naturkræfterne, som f.eks. dem, der udgår fra Jorden selv eller fra Solen og den kosmiske stråling. Hvorfor? Jo, fordi menneskeheden set i det globale og kosmiske perspektiv ikke har evner og kræfter, som vil kunne influere afgørende på den gigant, som Jordkloden udgør i forhold til menneskeheden og især til det enkelte menneske. Her vil jeg minde om betragtningerne i artiklens begyndelse. Disse kan desuden suppleres med, hvad Martinus dels skriver om Jordkloden og menneskeheden i forklaringen til symbolet ”Jordklodens kosmiske stråleglans” og dels i sine betragtninger over relationen mellem mennesket og Jordkloden.

Om symbolet ”Jordklodens kosmiske stråleglans” skriver Martinus eksempelvis, at Jordkloden er så langt fremme i sin kosmiske udvikling, at den som levende individ betragtet befinder sig i den proces, han betegner som ”den store fødsel”, nemlig til kosmisk bevidsthed. Det betyder, at dens nuværende udviklingsstadium udgør afslutningen på dens situation som klode for en ufærdig menneskehed, eller som organisme for et relativt primitivt hjerneorgan. Det indebærer, at der i og med klodens ydre astronomiske forhold ikke er udsigt til katastrofale begivenheder, idet den ikke vil blive udsat for kollision med noget andet himmellegeme, fordi det simpelthen ikke ligger i dens aktuelle skæbnesituation, at det kan, skal og vil ske. Jordkloden har tilsammen med menneskeheden dog endnu en del mørk skæbnegæld (karma) at skulle gennemleve og udleve, inden den bliver hjemsted for et retfærdighedens, fredens, sandhedens og humanitetens såkaldte ”rigtige menneskerige”. Det, der i henhold til Martinus endnu forestår for Jorden og menneskeheden er, at få udrenset og gjort op med det dræbende princips blodige kulturelle traditioner, handlinger og institutioner, eller kort og godt at forvandle det menneskelige dyr eller dyriske menneske til et rigtigt, humant menneske. Eller sagt på en anden måde: Udvikle og forvandle sin relativt primitive hjerne til et organ, der er modtageligt for højere kosmiske energier, som bl.a. næstekærligheden og intuitionsenergien. Den proces sørger den højere intelligens- og følelsesudvikling og især lidelseserfaringerne for, finder sted. I denne forvandlingsproces vil ”det livgivende princip” bevirke, at alle lavere dyrearter, især rovdyr og andre kødædende dyr, samt giftige og sygdomsbefordrende insektarter, dvs. de kosmisk set mere primitive celler og cellestrukturer, efterhånden vil uddø og forsvinde sammen med de urskove, sumpe og lignende, som udgjorde disse dyrs livsområder. Ligeledes vil alle naturmennesker via flere reinkarnationer efterhånden udvikle sig frem til at blive civilisations- og kulturmennesker. (Note 6)

Martinus om klimaet

I tredje bind af Livets Bog kommer Martinus mere specifikt ind på klimaets rolle og betydning for livet på Jorden. Han pointerer, at jordaksens aktuelle hældning i forhold til klodens baneplan i solsystemet, i allerhøjeste grad præger de levende væseners fysiske livsbetingelser. Den aksehældning som Jorden har, skyldes ifølge Martinus, at kloden på et tidligere tidspunkt har været ude for en skæbnebetinget situation, som har forskubbet jordaksen i en uheldig retning, som holder Jorden i et forhold til lyset og varmen, der bedst vil kunne betegnes med begrebet ”invaliditet”, nemlig i forhold til den grad af fuldkommenhed, som må betragtes som den normale for Jordklode-jegets fysiske organisme. Det indebærer, at Jordklodens levende væsener, herunder ikke mindst menneskene, efter evne og ved hjælp af intelligens må søge at overvinde eller kompensere for de ubehagelige virkninger af den nuværende aksehældning, hvilket på sin vis medfører en kunstig levevis.

Som forklaring på Jordklodens uheldigt ’skæve’ aksehældning anfører Martinus, at denne basalt skyldes en overdreven eller for stærk tyngdeenergi – ikke at forveksle med tyngdekraften – i Jordens bevidsthed og livsudfoldelse, hvilket vil sige en mental aktivitet i Jordens korrespondance med en anden eller andre kloder i solsystemet, der har været for voldsom i forhold til dens fastholdelse af dens naturlige plads i forhold til Solen og de andre planeter. Den voldsomme mentale aktivitet har ligefrem medført et chok for Jord-jegets fysiske organisme, altså det vi kalder Jordkloden, som derved er blevet forskubbet i sit naturlige leje. Den situation er ikke gået sporløst hen over Jorden, hverken geologisk eller for de levende væsener (biosfæren), men har betydet store naturkatastrofer i form af bl.a. orkaner, jordskælv, flodbølger og vulkanudbrud, hvor kontinenter har rykket sig og store områder er blevet oversvømmet, lige som nogle områder er blevet tilfrosne og andre udtørret til ørkenområder. Martinus er af den opfattelse, at det ikke ændrer ved analysen af årsagen til den ændrede aksehældning, selvom det eventuelt skulle forholde sig sådan at Jordaksens forskubbelse skyldtes et kæmpemeteor eller lignende himmellegeme, der på sin vej gennem himmelrummet er kommet i faretruende nærhed af Jorden. Situationen er ifølge Martinus dog ikke enestående eller særegen for Jordkloden, men gælder principielt for alle andre kloder i universet.

Martinus forklarer, at den kunstige levevis især hænger sammen med, at naturen og klimaet som følge af aksehældningen visse steder på kloden er for koldt og andre steder for varmt. Men det har til gengæld betydet en gevinst på anden måde, idet situationen har fremmet opfindelser, teknik og kultur, nemlig for at modvirke de for blandt andet mennesker uheldige virkninger af klimaet. Men Martinus er altså af den opfattelse, at årsagen til Jordklodens ”invalide” situation er, at Jordkloden, som han anskuer som et organ i solsystemet, og som får sin kraft og energi fra Solen, på et tidspunkt har fået forrykket sin naturlige akse. Men samtidig mener han, at Jordklodens naturlige akse vil være en lodret akse på Jordklodens baneplan. Sidstnævnte akse ville betyde Jordens optimale kontakt med Solen, hvilket igen ville bevirke, at der kun ville eksistere en svag antydning af årstider, lige som der ville være lidt for varmt omkring ækvator og en noget for stærk kulde i polarområderne, men til gengæld en evig mild sommer i de tempererede zoner. De sidstnævnte zoner er i henhold til Martinus’ analyser bestemt til at være hjemstedet for Jordens intellektuelt mest udviklede mikroorganismer (menneskene). Klimaet ville i de tempererede zoner gennemsnitligt være som et mildt septembervejr, og dag og nat ville være lige lange, nemlig 12 timer. I en sådan situation ville menneskenes mentale kredsløb være helt i kontakt med både døgnkredsløbet og årskredsløbet. Under de omstændigheder behøver menneskene ikke at strække deres eftermiddagsudfoldelse ind i aftenens og nattens mørke, idet dagtimernes sollys vil være tilstrækkeligt til de nødvendige aktiviteter og livsudfoldelsen i det hele taget. En sidegevinst er, at situationen ville reducere bolig- og varmeproblemer betragteligt. Tilværelsen ville i det hele taget være meget lettere end nu, så meget mere, som at det dræbende princip vil være reduceret til kun at udfolde sig i den konkurrence eller kamp, som der nødvendigvis foreløbig vil være mellem individerne på grund af disses endnu dyriske seksualisme med den deraf følgende parringsdrift og selviskhed. Men som læsere af denne hjemmeside nu ved, så sørger den seksuelle polforvandling for, at dyre-mennesket (inklusive det moderne civilisationsmenneske) bliver forvandlet til et rigtigt, humant og næstekærligt væsen, hvilket vil ske efterhånden som de to seksuelle overbevidsthedspoler bliver jævnbyrdige i indflydelse på individet psykofysiske organisme.

Her kan det foreløbig formentlig konkluderes, at Martinus må mene, at menneskeheden kun indirekte kan have indflydelse på klimaændringer, nemlig i og med menneskehedens funktion som hjerne- og bevidsthedsorgan for Jordkloden, hvilket i sig selv er betydningsfuldt nok. Men der skal altså ifølge ham makrokosmiske energier og kræfter til, for at iværksætte større eller mindre dramatiske ændringer i Jordens klima.

Det skal pointeres, at dette forsøg på at skildre, hvordan Martinus opfatter klimaet, er langt fra at være tilstrækkeligt og udtømmende, hvorfor jeg vil anbefale specielt interesserede læsere til selv at sætte sig ind i, hvad han har skrevet herom. (Note 7)

Giganten og mikroben

I Livets Bog V, som emnemæssigt mere eller mindre er en direkte fortsættelse af Livets Bog IV, idet begge bind overordnet set handler om det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling set i det evige livs perspektiv, kommer Martinus blandt andet også ind på forholdet mellem mennesket, Jordkloden og verdensaltet. Herunder sammenligner han mennesket med en mikrobe i forhold til det gigantiske verdensalt, som mikroben på det udviklingstrin, som flertallet af menneskene står på nu, opfatter, oplever og tror på er udtryk for sjælløse naturkræfters og ’blinde’ naturloves tilfældigheder. Men den opfattelse modsiges af Jorden selv og dens tilblivelse og gradvise omdannelse, som har betydet en hensigtsmæssig tilpasning til de forhold, der udgør livsbetingelser for arternes opståen, liv og udvikling. Det er derfor udtryk for storhedsvanvid, siger Martinus, at mikroben selv tror at være det højeste liv og eneste fornuftsvæsen i tilværelsen, mens alt andet i tilværelsen opfattes og påstås at være planløst og tilfældigt. Denne opfattelse af sjælløs planløshed og tilfældighed understøttes kraftigt af den naturvidenskabelige reduktionisme, herunder ikke mindst af moderne hjerneforskning og neuropsykologi. Men, pointerer Martinus, den situation har ført til et mærkværdigt og i virkeligheden falsk verdensbillede og en mærkelig psykisk tilstand, præget af illusioner og overtro, og han rejser derfor det spørgsmål, om ikke det, når alt kommer til alt, er mikroben, der er for lille og ubetydelig til at kunne overskue situationen?

Den materialistiske videnskab og livsfilosofi er udtryk for manglende kosmisk indsigt og viden og dermed for ren og skær overtro, hævder Martinus og begrunder gennem en række grundige analyser og indgående argumenter, hvorfor det forholder sig sådan. Menneskeheden, som udgør en ganske vist mikroskopisk del af det virkelige verdensbillede, mangler at vågne op og gøre op med den materialistiske opfattelse af verdensaltet, idet den naturvidenskabelige tankegang og praksis i forbindelse med dens verdensopfattelse, er mere farlig for menneskeheden end nogen atom- eller brintbombe eller nogen anden dræbende og ødelæggende menneskelig opfindelse. Omvendt fastslår han, at naturen og dens skabelsesprocesser er lige så fuldkommen logiske og lovbundne hensigtsmæssige, som tilfældet også er med de levende væseners, herunder menneskets, egne og i bedste fald logiske og hensigtsmæssige manifestationer og skabelsesprodukter.

Imidlertid bør man forstå, at den materialistiske og ateistiske kulturepoke i henhold til Martinus er en lige så vigtig del af det kosmiske verdensbillede, som tilfældet er med den idealistiske og teistiske kulturepoke. Begge epoker har eller har haft deres funktion og mission i den kosmiske verdensorden, og tilsammen danner de grundlaget for udviklingen af den universale absolutte religion, livets egen religion, som Jesu kristne lære er et forbillede på, og som Martinus hævder, at hans egen kosmologi er en videreførelse af og afslutning på. Derefter vil menneskene ikke længere have behov for åndelig eller religiøs vejledning, idet de allerfleste mennesker til den tid vil have gennemgået ”den store fødsel” og har fået såkaldt kosmisk bevidsthed, hvilket kort og godt vil sige, bevidsthed fælles med den almægtige, alkærlige og alvise fader-moder Gud.

Men indtil da vil Jordkloden og menneskeheden befinde sig i en udviklingsfase, som Martinus i overensstemmelse med sit verdensbillede betegner som en indviklingsepoke, der markerer afsluttende faser i det store kosmiske indviklingsforløb, som strækker sig fra salighedsriget via mineralriget over planteriget og videre til dyreriget, ind under hvilket det jordiske menneske endnu hører, men som ved sin kulmination vil blive videreført af udviklingsepoken, der begynder i og med ”det rigtige menneskerige”. Målet er en jord, hvor had, krig, invaliditet, fattigdom, fysisk og psykisk sygdom etc. er totalt ophørt til fordel for en jord eller verden af næstekærlighed, tolerance, fred, sundhed og fysisk og psykisk velbefindende vil være det absolut dominerende. En sådan verden er i henhold til Martinus bestemt ikke nogen utopi, tværtimod er det, hvad der er Guddommens hensigt og mål med Jorden og menneskehedens udvikling. (Note 8)

”Et lille kryb”

Her vil jeg gerne afslutte denne artikel med et citat fra H.C.Andersens eventyr Tante Tandpine (1872), hvori den vise digter blandt andet skriver følgende (her gengivet med moderne retskrivning):

”Forleden aften, sad jeg i min stue, trængte til Læsning, havde ingen bog, intet blad, faldt i det samme et blad, friskt og grønt, fra lindetræet. Luftningen bar det ind ad vinduet til mig.

Jeg betragtede de mange forgrenede årer; et lille kryb bevægede sig hen over disse, som ville det gøre et grundigt studium af bladet. Da måtte jeg tænke på menneske-visdom; vi kravler også om på bladet, kender kun det, og så holder vi straks foredrag over det hele store træ, roden, stammen og kronen; det store træ: Gud, verden og udødeligheden, og kender af det hele kun et lille blad!” (Note 9)

Noter og kilder:

Note 0: Ang. astrofysiker Henrik Svensmarks hypotese vedr. den globale opvarmning og klimaændringerne skal her kort refereres, hvad hans hypotese drejer sig om:

For læserens nemheds skyld skal her citeres følgende fra min artikel: ”Klimaforandringer og Dommedag”: Så sent som i november 2006 kunne TV-programmet ”Viden om” ved Ann Marker bringe en udsendelse med titlen ”Klimaet styres fra rummet”, hvori Henrik Svensmark havde lejlighed til at uddybe sin teori om de kosmiske kræfter, der efter hans opfattelse har afgørende indflydelse på det globale klima. Det vil føre for vidt at gå detaljeret ind på teorien her, men den går forenklet sagt ud på, at det er den varierende kosmiske stråling fra det ydre rum med supergalakser og eksploderende supernovaer, som via mælkevejsgalaksen og Solens vekslende elektromagnetiske felter, der er bestemmende for skydannelsen i Jordens atmosfære. Ifølge teorien er det i øvrigt skyerne, der danner klimaet og ikke omvendt. Forenklet sagt: Jo større mængder af kosmiske partikler, der slipper ind i Jordens atmosfære, jo flere skydannelser, og omvendt: Jo færre kosmiske partikler, der slipper ind i Jordens atmosfære, jo færre skydannelser. Ifølge Svensmark forholder det sig sådan, at jo større skydække, der er i atmosfæren, jo mere vil Solens varmende stråler blive afbøjet og sendt tilbage op i atmosfæren, og jo køligere eller koldere vil der derfor være på Jorden, og omvendt: Jo færre skyer til at afbøje Solens stråler, jo varmere vil klimaet på Jorden være eller blive.

Men overordnet set har den kosmiske stråling udenom Solen iflg. Svensmark også indflydelse på Jordens klimatiske forhold. Det hænger sammen med mælkevejssystemets fire spiralarme, som består af stjernehobe, bl.a. supernovaer, som uafladeligt opstår og forgår, og disse ’arme’ roterer omkring deres egen akse i mælkevejens centrum. Det samme gør vort solsystem, som i det spil befinder sig ude i yderkanten af systemet. Solsystemet bevæger sig i et relativt hurtigere tempo, nemlig med en omdrejningstid på 240 mill. år, og når det passerer igennem en spiralarms område stiger dannelsen af kosmiske partikler, og når det befinder sig i zonen mellem spiralarmene, dannes der en langt mindre mængde kosmiske partikler. I henhold til Svensmarks og hans teams undersøgelser, er der en veldokumenteret overensstemmelse mellem disse fire perioder og klimaforandringerne i Jordens historie og dennes geologiske og biologiske perioder i løbet af de sidste 500 mill. år. Disse komplicerede forhold er efter hans opfattelse den dybere, videnskabelige årsagsforklaring på Jordens klimatiske forhold og dermed på den globale opvarmning, der opleves i disse årtier, og ikke den menneskeskabte forurening af det naturlige miljø, som i det perspektiv er som en dråbe i havet. Svensmark afviser naturligvis ikke, at der foregår en kraftig udledning af drivhusgasser, herunder kuldoxid eller kultveilte (CO2), og dermed også en forurening af atmosfæren, men han kan blot ikke acceptere påstanden om, at CO2 skulle være hovedkilden til de aktuelle klimaforandringer.

Note 1: Se f.eks. Martinus: Den ideelle føde. 7. kapitel. Forlaget Kosmos, København 1955. Senere genudgivet under samme titel på Borgens Forlag.

Note 2: Martinus omtaler atombomber flg. steder: Småbog nr. 10b, Mental Suverænitet, 8. kap., og nr. 13: Juleevangeliet, 26-kap. Han omtaler atomkraft i Småbog nr. 16b: Universets mælkeveje, 2. kap. Atomvåben omtales i Symbolværket Det Evige Verdensbillede II, stk. 19:6,19:14, 21:6,25:10, og i Småbog nr. 18b, Den store fødsel, 2. kap.

Note 3: Vedr. Jordkloden som et levende væsen, se Martinus: Livets Bog I, symbol nr. 1: Jordklodens kosmiske stråleglans, som i symbolværket Det Evige Verdensbillede III har nr. 27. – Om Jordklodens tidsperspektiv, se endvidere Per Bruus-Jensen: Mennesket og livsmysteriet – introduktion til et kosmisk livssyn. Forlaget Nordisk Impuls 1984. Se heri især TILLÆG, som på letforståelig måde dels fortæller om menneskeheden som Jordklodens hjerneorgan, og dels viser de geologiske perioders og biosfærens udvikling set i Jordklodens eget tidsperspektiv.

Note 4: Vedr. de kosmiske, dvs. universale, skabeprincipper, se f.eks. 1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’. - og 1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske grundenergier. – For resten interessant, at en filosof, som f.eks. den italienske munk Giordano Bruno i 1600-tallet havde en lignende opfattelse af den kosmisk-organiske sammenhæng. Se herom 1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition. - Organismetanken var også fremtrædende i den romantiske europæiske filosofi i 1800-tallet, og skyldtes da især filosoffen Friedrich Schelling. Se herom 1-25. Tillæg. 1. kapitel: Introduktion til erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi.

Note 5: Aksehældningen er vinklen mellem et himmellegemes rotationsakse og den vinkelrette på dets omløbsplan. Jordklodens aksehældning er ca. 23,44°

Note 6: Se Martinus: Livet Bog I, 2. kapitel, samt Det Evige Verdensbillede III, Symbol nr. 27: Jordklodens kosmiske stråleglans. Mange mennesker vil sikkert føle det sørgeligt og protestere imod, at alle de smukke rovdyr og giftige plante-, dyre- og insektarter efterhånden vil uddø som sådan. Men i den forbindelse er det vigtigt at huske på, at de pågældende levende væseners åndelige struktur er udødelig, og at de nævnte arter vil kunne reinkarnere på planeter andre steder i universet, hvor eksistensvilkårene passer til deres kosmiske udviklingstrin og til, at en videreudvikling vil kunne finde sted..

Note 7: Se Martinus: Livets Bog III, stk.653-668. I øvrigt er bind III, som har overtitlen Kosmisk Kemi, en direkte fortsættelse af 11. kapitel i bind II. Dette kapitel omhandler Kredsløbsprincippet og er væsentligt til forståelsen af Martinus’ kosmiske analyser bl.a. i forbindelse med hans omtale af Jordkloden i relation til menneskeheden eller omvendt. – Vedr. begrebet ’klima’, så taler Martinus mere om dette som ’tankeklimaer’, som han associerer med den ”blæst”, hvormed Gud ”indblæste Adam livets ånde”, som også kan betegnes som individets ’mentale atmosfære’. Om denne atmosfære siger Martinus, at den billedlig talt indeholder både solskin, gråvejr, regn, tørke, is, sne, slud, storm, vulkaner, jordskælv etc. Den mentale atmosfære danner med andre ord en slags forskellige klimaer i individets bevidsthed eller tankeverden. Derfor har Martinus valgt at kalde disse mentale klimatiske tilstande for ”tankeklimaer”. Men heldigvis er situationen den, at individet har mulighed for at lære at beskytte sig imod de ubehagelige tankeklimaer, i principiel lighed med, hvad samme individ har mulighed for i forhold til de ubehagelige sider ved de fysiske klimaer. Her kan henvises til følgende steder i Livets Bog II, hvor Martinus omtaler klima og tankeklimaer: stk. 442, 443, men han omtaler også dette emne i Livets Bog I, III, IV, V, VI og VII, samt i flere andre af sine værker. Den specielt interesserede læser vil også kunne finde de steder i Martinus’ værker, hvori han omtaler tankeklimaer, ved f.eks. at søge under ordet ’klima’ eller ’tankeklima’ på www.martinus.dk

Note 8: Se Martinus Livets Bog V, stk. 1838-1845. Se evt. også artiklerne 2.15. Den eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen. - 2.16. Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen.

Note 9: Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr. Bind V, side 213-222. C.A.Reitzels Forlag. København 1967.

----------------------------

Kommentar til artiklen

af webmaster Jakob