Kosmologiske lektioner:

TILLÆG

 

1. kapitel:

Lektion 108: INTRODUKTION TIL ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI

 

 

 

"Som livsfarven er i hjertet"

Inden vi for alvor går over til at inddrage H.C.Andersens personlighed, liv og skæbne i sammenhængen, vil det nok være hensigtsmæssigt at afrunde indføringen i Martinus' Kosmologi med at gøre sig bekendt med Martinus' bud på, hvordan den menneskelige erkendelse i det hele taget tilveje­bringes.

 

Umiddelbart kunne man måske spørge, hvad erkendelseslære har med opfattelsen og forståelsen af H.C. Andersens personlighed, liv og forfatterskab at gøre, og det var vel desuden ikke noget han selv beskæftigede sig med, i al fald ikke i udtalt grad? Svaret er både ja og nej. Ja, til første del af spørgs­målet, fordi kendskab til den erkendelseslære, som Martinus' Kosmolo­gi indeholder, er egnet til at underbygge og lette forståelsen af livet og tilværelsen som et guddommeligt eventyr i den Andersenske betydning af begrebet. Men nej til, at erkendelseslære var noget, som i særlig grad optog Andersen, selvom han syntes at være ud­mærket klar over, at der oplevelsesmæssigt består et intimt og afgørende forhold mellem bevidsthed og omverden. Denne forståelse har han direkte givet udtryk for, blandt andet i følgen­de sætning: "Som livsfarven er i hjertet, således afspejler sig der verden." Sagt med andre ord: Sindstilstanden eller sindsstem­ningen "farver" vort indtryk, vor opfattelse og oplevelse af omverdenen. (H.C. Andersen: Kun en Spillemand, Gyldendal, s.160, R&R III, s. 165.)

 

Den samme forståelse har Andersen faktisk også udtrykt, om end for det meste in­direkte, i sine romaner, eventyr og historier, således også i følgende citat, der ligesom det ovennævnte er hentet fra romanen Kun en Spillemand:

 

"Død!" hvilken verden fuld af smerte ligger der ikke i dette lille ord. Det er et tveægget sværd, som idet det fælder hvad vort hjerte hænger ved, trænger ind i vort bryst, så det sortner for øjet og verden synes os mørk, om end solen skinner på millioner lykkelige. Kun eet ord, kort som dette, giver oprejsning, tilånder os hjælp, kun eet: "Gud." (Samme steder, hhv. s. 63 og s. 62.)

 

Stadigt aktuelle ældgamle filosofiske problemer

Problemerne omkring sansningens og oplevelsens natur, og dermed om sansernes og oplevelsesevnens eller kort sagt bevidst­hedens natur, er et oldgammelt spørgsmål som har optaget tænkere til alle tider. Det har ligeledes til alle tider delt tænkere i tre hovedgrupper, som opfattede og søgte at løse bevidsthedens – og her­under sansningens og oplevelsens - problem på hver sin karak­teristiske måde: 1) Idealisterne, 2) materialisterne, og 3) identitetslærens tilhængere. De to førstnævnte grupper kan hver især deles i to undergrupper: A) monisterne (enten er ånden eller materien altings grundlag og årsag), og B) duali­sterne (både ånden og materien udgør grundlag og årsager, men på hver sin adskilte og indbyrdes uforenelige måde). Den tredie hovedgruppe hører ifølge sagens natur ind under under­gruppe A, monisterne, idet man mener at ånden og materien er identiske, nemlig i den forstand at de er to sider af samme og i sig selv ukendte virkelighed. Endelig kan alle de nævnte grupper igen deles i enten teister (der er en Gud), ateister (Gud eksisterer ikke) eller pantei­ster (alt er i Gud eller Gud er i alt). (Vedr. de filosofiske hovedproblemer, se f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1941, s. 220ff.)

 

Til den førstnævnte idealistisk-monistiske-panteistiske gruppe, hørte med et vist forbehold (se nedenfor) indiske tænkere og mystikere som f.eks. Yajnavalkjya, som levede i den tidsperiode, hvor Upanishaderne blev til, hvilket vil sige i tidsrummet 800-500 f.Kr. Hen ved tusind år senere videreførtes Upa­nishad-filosofien af blandt andre den vise Gaudapa­da, hans elev Govinda, og ikke mindst af dennes elev, den bedst og mest kendte hindufilo­sof, Shankara, som levede omkring 788-820, og som altså kun blev 32 år gammel. Til denne gruppe hørte også græske tænkere som f.eks. Xenopha­nes (ca.580-ca.485 f.Kr.), Parmeni­des (omkr.540-470 f.Kr.), Her­akleitos (540-480 f.Kr.), Sokrates (469-399 f.Kr.), Platon (427-347 f.Kr.). Alle var de optaget af pro­blemet om viden og erkendel­se, om bevidsthed og omverden, og af problemet om det usynlige virkelige, som hindufilo­sofferne kaldte brahman og de græske filosoffer nume­non, og af det synlige uvirkelige, som inderne kaldte maya og grækerne phainomenon, og de indledte hver på sin måde og i hver sin verdensdel den strid mod den materialistiske livs- og verdens­anskuelse, som har stået på lige siden.

 

(Vedr. de nævnte indiske filosoffer og filosofier, se f.eks. Durant’s Verdens Kulturhistorie . Bind 2: Indien. Dansk redaktion: Professor, dr. Phil. Jørgen Læssøe. Oversat af Elsa Gress. Edito Bøger 1969. Vedr. de nævnte græske filosoffer og filosofier, se f.eks. samme værks bind 5: Livet i Grækenland.)

 

Til gruppen idealistisk-dualistisk-teistisk opfattelse hørte indiske tænkere som f.eks. Kapila, der anses for at være grundlægger af Sankhya-filosofien, og Patanjali, hvis Yoga-Sutras danner grundlag for udformningen af Yoga-systemet. Hos oldgrækerne findes denne gruppe repræsenteret ved navne som f.eks. Pythagoras (ca.570-480 f.Kr.) og Plotinos (ca.205-ca.270). For de her nævnte fire filosoffer havde sjælen, subsidiært menne­sket, oprindeligt befundet sig i en saligheds- eller lysverden, som den eller det af flere årsager havde måttet forlade, til fordel for et opslugende engagement med den fysiske materies verden. Men herfra skulle sjælen i medfør af sine i hovedsagen smerte- og lidelses­fulde erfaringer længes efter at blive udfriet og vende tilbage til det tabte paradis, som den med tiden da også ville opnå at blive genforenet med via sin etisk-moralske stræben og sine mange reinkar­na­tioner. (Se samme værker som nævnt ovenfor. Vedr. Yoga, se evt. også Poul Tuxen: YOGA. En Oversigt over den systematiske Yogafilosofi paa Grundlag af Kilderne. Jf. evt. med det i note 9 førstnævnte værk.

 

Den materialistisk-monistiske-ateistiske gruppe finder vi i Old-Indien repræsenteret ved tænkere som f.eks. Brihaspati, Ajita Kasakam­balin og Mahavira (ifølge traditionen dateres sidst­nævnte til 599-527 f.Kr.). Denne gruppe havde også sin pendant i det gamle Grækenland, hvor den repræsenteres af navne som f.eks. Leukippos (omkr.450 f.Kr.), og dennes elev, den berømte "atom-teoreti­ker" Demokritos (ca.460-360 f.Kr.). Men eftersom denne gruppe henfører alt ek­sisterende til materien og dennes iboende kræfter, findes der derfor ikke en teistisk udgave af den.

 

Identiteten mellem ånd og materie

Identitetslæren, ifølge hvilken ånd og materie, sjæl og legeme, er to aspekter eller fremtrædelsesformer af den samme til grund liggende virkelighed, som i sig selv er ukendt, må karakteri­seres som panteistisk, idet den identificerer virke­ligheden med det guddommelige Noget. I det klassiske Grækenland blev denne lære især fremført af lægen og filosoffen Empedokles (omkr.490-430 f.Kr.). Han mente at alle levende væsener var af guddomme­lig oprindelse, og at de oprindelig havde været guder, der levede i et salighedsrige, som de havde tabt ved en volds­handling eller ved urenhed og derfor var sunket fra det himmel­ske paradis for at leve på jorden blandt dødelige. Altså dødeli­ge i den for­stand, at de var underkastet fødsel og død og genfødsel eller reinkarnation. Empedokles var endvidere vegetar for ikke at udøve kanni­balis­me, idet han var overbevist om, at dyrene er reinkarnere­de mennesker.

 

Det skal nævnes, at et nærmere bekendtskab med Empedokles' filosofi, sådan som han har frem­ført den i værkerne Om naturen og Om renselser, viser, at denne har væsent­lige ligheds­punkter med Marti­nus' Kosmolo­gi, blandt andet vedrørende det seksuelle polprincip, hvilket det dog vil føre for vidt at komme nærmere ind på her.

 

Det tidligere ovenfor fremførte forbehold vedrørende f.eks. den indiske filosof Shankaras og dermed Vedanta-filosofiens tilhørsforhold til den idea­listisk-monistiske-panteistiske gruppe, hænger sammen med, at der går en hårfin grænse mellem denne og identitetslæren. Når jeg her har henregnet Shankara til den nævnte gruppe beror det på, at han trods alt er til­hænger af en udfrielse (moksha) fra den evige kredsløbsbe­vægelse af fødsel, død og stadig genfødsel (samsara), som han, uanset om det drejer sig om behagelig eller ubehagelig skæbne (karma), grundlæggende opfatter som en lidelsesfyldt illusion.

 

Martinus' Kosmologi og Vedanta-filosofien

Selvom det må konstateres, at Martinus' erkendelseslære på flere afgørende punkter adskiller sig radikalt fra det klassi­ske indiske filosofi­ske system Vedanta, må det dog samtidig siges, at den på en række væsentlige områder er i endog stor overensstemmelse med det indiske religiøse tankesystem. Det gælder særlig dettes mest ind­flydelses­rige retning, advaita Vedanta, hvilket vil sige "ikke-todelt" eller ikke-dualistisk Vedanta. Dennes udform­ning tilskrives som nævnt den store filosofiske og religiøse be­gavelse Shankar Acharya, oftest blot kaldet Shankara. Advaita Vedanta har som mål at bringe menne­sket til erkendel­se af den ene sande virke­lighed, Brahman (alsjælen), som i mennesket er til stede som Atman (enkeltsjæ­len), og som bag den sanselige verdens gøgle­spil, Maya's slør, er bestemmende for alt. Maya er dén illusio­nistiske magt, som i kraft af avidya (ikke-viden og deraf følgende 'for­blændel­se') holder sjælen fanget i ukendskab til den bagvedliggende, sande virke­lighed: det univer­selle Brahman.

 

Shankaras radikalt monistiske lære er imidlertid konsekvent og kompromisløs idealisme, som karakteriserer alt andet end Brahman som værende Maya's gøglespil eller illusion. Denne karak­teristik gælder altså sjælen såvel som den uendelige univer­selle kredsløbsbevægelse gennem fødsel og død til fortsat genfødsel, som er bundet til en lige så universel lovmæssighed, karma eller årsagsvirkningsloven, der lader et levende væsens pla­cering og skæbne være bestemt af dets handlinger. Det indebærer at ny fødsel (genfødsel eller reinkarnation) er bestemt af forud­gående karma og således videre i et fortsat, uendeligt kreds­løb, samsara, det såkaldte "livshjul".

 

Shankara tilskriver altså ikke fænomenet 'verden' nogen objektiv eller selvstændig eksistens, men opfatter den som et helt igennem illusionistisk fænomen og en projektion af in­dividets bevidsthed. Shankara er i overensstemmelse med flere andre hindufilosoffer og religiøse mystikere, når han hævder, at den personlige bevidsthed såvel som dennes projektion: verden, ophører med at ek­sistere i samme øjeblik sjælen opnår moksha (udfrielse) og bliver ét med det univer­selle Brahman. Billedligt talt på samme måde, som vanddråben ophører med at have selv­stændig og uafhængig eksistens, når den forenes med havet (hvori den dog stadig må ligge som en latent mulighed!). (Vedr. Shankaras erkendelseslære, se: Shankara: Skelneevnens kron­juvel (Viveka Chudamani). Oversat og indledet af Sven Damsholt. Visdoms ­Bøgerne. Sankt Ansgars Forlag. København 1978.)

 

Ingen er undtaget fra karma-samsara's lovmæssigheder, der gælder både guder, mennesker, dyr og planter, som alle i kraft heraf er indplaceret på forskellige trin i et fælles hierarkisk system eller en trinvis orden. Optimistisk opfattet har karma-samsara forestil­lingen en fordel, dels ved sin forklaringsværdi over for uligheder i evner, vilkår og skæbne, dels ved det perspek­tiv for stadigt ny muligheder den åbner for enhver.

 

Imidlertid er det særlig det pessimistiske og trøstesløse ved karma-samsara loven, der gennem tiderne er blevet betonet i indisk filosofi og religion. Derfor blev en udfrielse, i hinduismen kaldet moksha og i buddhismen nirvana, et overordnet mål for et menneskes be­stræbelser. Målet mente man kunne opnås ved at eliminere sine begær, og derigennem undgå dannelsen af ny karma, for når karma-loven eller kæden af årsager-virkninger brydes, ophører genfødsel eller samsara - i henhold til Vedanta såvel som til Budd­has lære - i takt med ophøret af begæret eller begærene.

 

Vedr. Vedanta-filosofien, se f.eks. Collected Works of Max Müller: The Six Systems of Indian Philosophy. Longmans, Green, And Co. London, New York, and Calcutta. 1912. Vedr. Buddha og hans lære, se f.eks. Poul Tuxen: BUDDHA. Hans Lære, dens Overlevering og den Liv i Nutiden. G.E.C.Gads Forlag , København 1928. Se f.eks. også Chr. Reventlow: Hvad Buddha lærte om Livets Mening. Gyldendal 1943. Endvidere Verdensreligionernes Hovedværker i Oversættelse. Under Medvirken af danske Videnskabsmænd. Udgivet af Dr. Phil. Poul Tuxen: DHAMMAPADA. Buddhistiske Tankesprog. Oversat af Dr. Phil. Poul Tuxen. Udgivet af Aage Marcus København. Trykt hos Ivar Jantzen MCMXX (1920)

 

Moderat Vedanta og Martinus' Kosmologi

Som læseren formentlig allerede er klar over, er Martinus' Kosmologi ikke livs- og verdensfornægtende, som eksempelvis den radikale indiske filosofi. Kosmologien er derimod i højere grad på linie med den mere moderne form for Vedanta, som repræsen­teres - om end med hver sit særpræg - af inter­nationalt kendte navne og skikkelser som Gadadhar Chatter­ji, der senere antog navnet Ramakrishna (1834-1886), dennes elev Narendra Nath Datta, bedre kendt som Viveka­nanda (1862-1902) og Aurobindo Ghose (1872-1950). Fælles for disse er det, at de har hentet inspira­tion fra den idea­listiske tradition i vestlig filosofi, ligesom udfordringen fra kristen mission i Indien tilførte deres vedanta-filosofi en ny dimension. Men skønt de fastholder Shankaras principielle monisme, tillægger de dog den ydre verden en relativ eksistens og gyldighed, som blandt andet begrunder et engagement i sociale og politiske problemer og aktiviteter. (Albert Schweitzer: Indisk tænkning og mystik. Bearbejdet og oversat af Børge Friis, dr.phil. Branner og Korch. København 1956.)

 

Det er den moderate form for Vedanta, der især har inspireret dennes vestlige udgave i form af teosofien, som igen har dannet inspirationsgrundlag for Rudolf Steiners antroposofi. Disse har tilsammen haft en vis indflydelse på Martinus, idet det var studiet af en teosofisk bog om meditation, der blev optakten og indledningen til den indvielse til sin mission, som han op­levede i påsken 1921, og som skulle blive bestemmende for resten af hans liv og virksomhed. (Vedr. Rudolf Steiner og Antroposofien, se f.eks. Colin Wilson: Rudolf Steiner. En mand & hans visioner. Oversat af Jens Juhl Jensen. Forlaget Komma A/S København 1985.)

 

Men selvom Martinus har optaget et begreb og udtryk som karma i sin lære, og til trods for at denne på flere væsentlige punkter har ligheder og fællestræk med Vedanta-læren, er der dog næppe grundlag for at mene, at han har hentet sin reli­gions-filoso­fiske eller kosmolo­giske forestillingsverden i denne i bedste for­stand fantastiske filoso­fi. Som omtalt og beskrevet i de foregående kapitler, er Martinus selv af den begrundede opfattelse, at han har modtaget sin inspiration til, sin viden om og sit overblik over det evige verdensbillede gennem avanceret brug af intuitionsevnen. Denne evne, som han hævder blev vakt hos ham under indvielsen i påsken 1921, er i henhold til hans lære betinget af såkaldt dobbeltpolethed og af en dermed forbundet fuldstæn­dig harmoni eller balance mellem udviklet følelse og intelli­gens, som muliggør en permanent sansning fra oven eller på langs af materi­en, og som er karakteristisk ved, at den tillader den gud­dommelige alkærlig­heds visdomslys at stråle ind i individets bevidsthed. Kilden til dette visdomslys findes i henhold til Martinus i form af det såkaldte visdoms­ocean, dvs. oceanet af guldkopi-facitter, i den centrale del af Guds primære bevidst­hed, eller i det bevidstheds- og tilværel­ses­plan, der også kaldes den guddommelige verden. Alt sammen begreber, som læseren på dette tidspunkt formentlig er blevet lidt fortrolig med. (Vedr. Martinus indvielse i påsken 1921: Se Småbog nr. 4: Omkring min Missions Fødsel. Se evt. også Martinus: Erindringer, s. 63 ff.)

 

Martinus' Kosmologi og nyere europæisk filosofi

Imidlertid er Martinus' Kosmologi ikke kun i overensstemmelse med klassisk indisk og græsk filosofi, men i høj grad også med bestemte retninger inden for ældre såvel som nyere europæisk tænkning fra renæssancen til nutiden, hvor præcis de samme grundlæggende filosofiske spørgsmål og erken­delsesmæssige problemer har været eller er på dagsordenen.

 

Og nøjagtig de samme filosofiske hovedretninger med hver deres fremtrædende repræsentanter, som er nævnt tidligere ovenfor, gør sig gældende i den europæiske filoso­fi. Her møder man også idealisterne, materialisterne og identitetstilhænger­ne, monisterne og dualisterne, teisterne, ateisterne og pantei­sterne.

 

Til gruppen idealistisk-monistiske-panteistiske hører f.eks. de tyske filosoffer Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), og Immanuel Kant (1724-1804), måske den største europæiske filosof nogensinde. Til denne gruppe hører også englæn­deren George Berke­ley (1685-1753), den sweitziske Jean-Jacques Rousseau (1712-78), tyske filosoffer som Johann Gott­lieb Fichte (1762-1814), Arthur Schopenhauer (1788-1860), Friedrich Albert Lange (1828-75), og den franske intuitions­filosof Henri Bergson (1859-1941). De nævnte filosoffer findes omtalt flg. steder: Politikens filoso­fileksikon 1., i det i note 3 nævnte værk, samt i Svend Erik Stybe: Idéhistorie. Vor kulturs idéer og tanker i historisk perspektiv. Munksgaard 1961.

 

Gruppen idealistisk-dualistisk-teistisk repræsenteres på fremragende måde eksempelvis af franskmanden René Descartes (1596-1650) og - med et vist forbehold, fordi han tilhører erfarings­filosofien - englænderen John Locke (1632-1704).

 

Repræsentanter for den materialistisk-monistiske-ateistiske gruppe finder man et fremragende eksempel på i englænderen Thomas Hobbes (1588-1679). Desuden i den tysk-franske Paul Henri Thierry Holbach (1723-1789), de tyske oplysningsfilosof­fer Ludwig Feuerbach (1804-72), Max Stirner (Kaspar Schmidt) (1806-56)), og - ikke mindst - Karl Marx (1818-83). Dertil kommer naturvidenskabelig-positivistiske filosoffer som Ludwig Büchner (1824-99) og Ernst Haeckel (1834-1919).

 

I denne gruppe skal sluttelig nævnes den tyske filosof Wilhelm Ostwald (1853-1932), som under indflydelse af Einsteins relativitetsteori opbyggede en naturfi­losofi, der peger ud over den anskuelige, mekaniske naturop­fattelse og dermed ud over materialismen. Ifølge Ostwald må den mekaniske naturopfattelse afløses af den energetiske naturfor­ståelse, idet den eneste virkelighed vi ifølge ham kan påvise, er energien som viden­skabeligt grundprincip. Ostwalds filosofi har som følge heraf fået betegnelsen: energetisk monisme.

 

Herfra går europæisk filosofi mere eller mindre over til erfaringsfilosofien eller den såkaldte positivisme, som i prin­cippet kun anerkender sanseiagttagelse og -erfaring som grund­lag for sand viden om naturen. Denne retning er især repræsen­teret ved tænkere som franskmanden Auguste Comte (1798-1857), englænderen John Stuart Mill (1806-1873), og Herbert Spencer (1820-1903). Under indflydelse fra Darwins udviklingsteori fremførte sidstnævnte en erkendelsesteori på biologisk grund­lag, en retning som blev videreført af de tyske filosoffer Richard Avenarius (1843-96) og Ernst Mach (1838-1916).

 

Hele denne europæiske filosofiske retnings udvikling op­summeres i en vis forstand af den geniale tyske filosof Frie­drich Nietzsche (1844-1900), i og med sætningen og ud­sagnet: "Den gamle Gud er død". Hermed erklærer han også den kristne metafy­siks endeligt. Som erstatning for en guddommelig mening må mennesket selv gennem sin livsfortolkning tillægge verden mening og værdi. For Nietzsche betyder det tanken om den evige genkomst, hvorved evig tilblivelse bliver livets mening.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 109: INTRODUKTION TIL ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI