Lektion 109: INTRODUKTION TIL ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI

Martinus' Kosmologi og filosofisk identitetslære

Endelig skal nævnes dén filosofiske retning, som vi tidligere ovenfor har betegnet som den monistisk-panteistiske identitetslære, og den retning som nok må siges at være mest i overensstemmelse med Martinus' Kosmologi. Denne retning er i nyere tid i Europa især repræsenteret ved den vel nærmest geniale renæssancefilosof Giordano Bruno (1548-1600), der betegnes som det nye verdensbilledes filosofiske fuldender. Hans tænkning sprængte den fiksstjernesfære, som endnu Nicolaus Kopernikus (1473-1543) troede på, selvom han på baggrund af sin tænkning over bevægelsens relativitet forkastede det geocentriske verdensbillede, hvori jorden er centrum i solsystemet, og i stedet indførte det heliocentriske verdensbillede, hvori solen er centrum i planetsystemet.

For Giordano Bruno er universet uendeligt, dels i den forstand, at det består af en uendelighed af verdener, og dels forstået på den måde, at universet i sig selv er uden grænse og uden noget absolut midtpunkt. Universets uendelighed er ifølge Bruno en direkte følge af, at Guds væsen og kraft udfolder sig i form af universet, som derfor må være lige så uendeligt som Gud selv. Gud er alle tings væsen og enhed, princippet og det ene, og den første eller højeste årsag, som i sig selv er årsagsløs.

Giordano Brunos tanker var revolutionære, særlig i en tid, hvor den katolske kirkes inkvisition havde travlt med ved hjælp af band og bål at bekæmpe de såkaldte "kættere" og "hekse", hvilket vil sige mennesker af begge køn, som satte sig op imod kirkens dogmatik og praksis. Efter flere års vandrerliv rundt om i Europa vendte Bruno i 1593 tilbage til Italien, men her blev han fængslet af inkvisitionen og sad 7 år i fangenskab, før han i året 1600 offentligt blev brændt på torvet Campo de Fiori i Rom.

Men Giordano Brunos tanker og indsigt kunne man imidlertid ikke slå ihjel, og de blev nogle årtier senere videreført af den store hollandske filosof Baruch Spinoza (1632-1677), som for resten selv led en stor forsmædelse, idet han som 23-årig i 1656 blev lyst i band og udstødt af den jødiske menighed i sin fødeby Amsterdam. Baggrunden herfor var hans frisindede religiøse og filosofiske anskuelser, der ikke stemte med den ortodokse jødedom.

Spinozas grundsynspunkt er, at den første, årsagsløse årsag, som han betegner som "substansen", ligger til grund for alt eksisterende. Substansen er det eneste i og for sig eksisterende, alt, hvad vi opfatter som virkeligt er derfor 'bare' egenskaber ved substansen eller forståelsesmåder, i hvilke den åbenbarer sig. Eftersom substansen er det eneste eksisterende, og der altså ikke kan være noget, som begrænser den, må den i enhver forstand være uendelig, samtidigt med, at den må have en uendelighed af forskellige egenskaber eller attributter. Således er ånd og materie blot to fremtrædelsesformer for en og samme virkelighed: substansen. Ånd og materie er derfor ret beset identiske, men indgår samtidig erkendelsesmæssigt i et komplementært forhold, som bevirker, at så længe tingene betragtes som åndelige fænomener, må man forklare naturens orden eller årsagssammenhængen ved åndens attribut alene; og så længe man betragter dem som materielle fænomener, må hele naturens orden forklares ved udstrækningens attribut alene.

Dette uendelige væsen med en uendelighed af attributter, betegner Spinoza som substansen Gud. Der er derfor ikke tale om en personlig Gud, men om det væsen, som ligger til grund for alt og omfatter alt, og som ikke kan tillægges menneskelige egenskaber. Gud er i alt og alle, hvorfor Gud og naturen ikke er adskilt, men udgør en enhed. "Alt, som er, er i Gud, og intet kan være eller begribes uden Gud". Som dækkende udtryk for sin opfattelse af Gud, kunne Spinoza sådan set lige så godt have brugt det bibelske udsagn: "Ham, i hvem vi leve, røres og er".

Det står sikkert her klart for læseren, at der består en principiel overensstemmelse mellem Spinozas lære og Martinus' Kosmologi, og det så meget mere, som at Spinoza også er af den opfattelse, at intuitionen repræsenterer den højeste erkendelsesform, i hvilken sjælen véd, at den er i Gud og skuer enkelttingene under evighedens synsvinkel.

Romantikkens store filosof

En anden stor filosof, som kan henregnes under denne gruppe, selvom han egentlig er idealist i den forstand, at hans filosofi tager udgangspunkt i ånden, er Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854), som regnes for den romantiske filosofis egentlige hovedskikkelse. Når jeg mener, at han kan tages til indtægt for identitetslæren, beror det på, at han inddrager naturen (materien) som ligeværdig 'komponent'. Hans naturfilosofi går ud fra, at naturen er en levende organisme, der danner ét stort sammenhængende system. Det er den samme åndelige urkraft, der bevirker åndens udvikling eller "opstigen" gennem mineralet, planten og dyret, til den kommer til klar bevidsthed om sig selv i mennesket. Schelling ser hele naturen som ånd på forskellige udviklingstrin, idet han opfatter naturen som den synlige ånd og ånden som den usynlige natur.

Schellings filosofi har store lighedspunkter med Martinus' Kosmologi, ikke mindst hvad angår opfattelsen af naturen (universet) som en levende organisk enhed, hvori ånd og materie (natur) er to aspekter eller sider af samme virkelighed, altså at subjektiv ånd og objektiv materie er identiske, dog med det absolutte (Spinozas "substansen") som forudsætning eller urgrund. Men også hvad angår opfattelsen af åndens hensigtsbestemte udvikling i form af mineral-, plante- og dyreriget og det egentlige menneskerige, er Schellings naturfilosofi i principiel overensstemmelse med Martinus' kosmiske analyser.

Endnu et par filosofiske repræsentanter for identitetslæren skal nævnes. Først Friedrich Ernst Daniel Schleiermacher (1768-1834), som særlig fik betydning gennem sin religionsfilosofi. Han mener at videnskaben har sin rod i tænkningen, moralen i viljen, religionen i anskuelsen og følelsen. Han bryder desuden med enhver dogmatisk religionsopfattelse, idet han mener at de teologiske og religionsfilosofiske systemer er en slags "anden-hånds-produkter", som er skabt af tilhængere - eller modstandere - af de store religionsskikkelser. Dogmerne er ikke videnskabelige erkendelser, men er forsøg på at tyde og udtrykke de religiøse følelser i forestillinger og ord. Den, som behandler de religiøse læresætninger som videnskab, forfalder til tom mytologi. Religionen er den umiddelbare bevidsthed om alle tings sammenhæng og enhed med hele det uendelige univers eller Gud. Den er desuden følelsen af, at vor tilværelse og vort liv er en tilværelse og et liv i og gennem Gud.

Den universelle fornuft

Den næste og sidste repræsentant for identitetslæren er en anden stor tysk filosof, Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), som søgte at forstå tilværelsen som en udvikling af den guddommelige tanke. Han vendte sig imod den Kant-Fichte'ske idealisme, som gjorde verden til en subjektiv forestilling, og indførte i stedet begrebet den objektive fornuft. Det vil sige fornuften forstået som metafysisk eller kosmologisk fornuft, et princip, der giver kosmos, virkeligheden eller verden mening, struktur og orden. Alle enkeltheder i tilværelsen er derfor logisk nødvendige led i en almindelig, altomfattende fornuftsammenhæng.

Fornuften udgør altså verdensprincippet, og kun fordi dette princip også virker og åbenbarer sig i mennesket, er det muligt for os at begribe verden. Logikken er følgelig ikke læren om subjektive, menneskelige tankeformer, men om Logos, alfornuften. Logikken indeholder derfor i en vis forstand fremstillingen af Gud, således som "han" er i sit evige væsen før skabelsen af naturen og nogen endelig ånd. Vil man forstå tilværelsen, må man derfor hengive sig til den rene tænkning på en sådan måde, at den universelle fornuftnødvendighed kan gøre sig gældende i os. Vi må hæve os til et bevidsthedsniveau, hvor verdensfornuften, den absolutte tanke, åbenbarer sig og lever i den menneskelige tanke.

Set på den baggrund kan Hegels filosofi siges at være båret af en art logisk mystik, ud fra hvilken hans system alene kan forstås.

Logos: tese - antitese - syntese

Hegel har i overensstemmelse med sin grundtanke om alle tings fornuftkarakter udviklet en metode, som efter hans mening giver nøglen til løsning af alle tilværelsens gåder. Denne metode eller ”nøgle” kalder han for dialektikken. Princippet for denne dialektiske metode går ud fra, at begreberne og tænkningen ikke er noget stillestående og afsluttet, men er noget, der udvikler sig med en egen indre nødvendighed. Denne nødvendighed viser sig på den måde, at der til ethvert begreb (tese) svarer et modbegreb (antitese), men tanken vil altid ophæve modsætningen ved at forbinde de to modsatte begreber i et tredie, højere begreb, i hvilket de begge er led (syntese). Denne nye tanke har igen sin modsætning, sammen med hvilken den danner en ny højere enhed, og således fortsat.

Begreberne optræder altså altid parvis og som udtryk for modsætninger, der som sådanne gensidigt forudsætter og betinger hinanden. For eksempel forudsætter begrebet væren begrebet ikke-væren, i forening af begge tanker får vi begrebet tilblivelse eller vorden, idet det at blive til er både at være og ikke-være, eller overgangen fra den ene tilstand til den anden. Tankelivet betegner altså en stadigt fremadskridende udviklingsproces, der altid passerer gennem tre led: position - negation - negation af negationen eller: tese - antitese - syntese. Denne indre tankeudvikling kaldes dialektik, idet tanken ligesom fører en samtale med sig selv, uden at behøve nogen ydre deltager. Det var forresten denne dialektiske tanke- og samtaleform, som især Sokrates var en mester i.

Det er imidlertid ikke kun tænkningen, der er undergivet dialektikkens lovmæssighed. Den gælder også tilværelsens logiske selvudvikling: Modsætninger er virkelighedens væsen, men virkeligheden indeholder også deres forsoning eller udligning. Alt udvikler sig gennem modsætninger og ophævelsen af modsætningerne i højere enheder. Ånden har sin modsætning i materien (naturen), men fornuften vender gennem åndslivet tilbage til sig selv og modsætningen forsones eller udlignes. I sin tilbagevenden fra naturens udvendighed fremtræder ånden først som subjektiv ånd hos den enkelte, men som negation af den individuelle ånd fremtræder den objektive ånd, der gennem ret og moral stiger op til det sædelige livs store over-individuelle fællesdannelser: familien, samfundet, staten. Staten er sædelighedens, altså moralens og rettens, fuldendelse. Ingen enkelt stat er imidlertid fuldgyldigt udtryk for statens idé. Det er først gennem verdenshistorien, at den objektive ånd når sin fulde virkeliggørelse.

Ifølge Hegel er den højere enhed af den subjektive og den objektive ånd den absolutte ånd eller fornuftens sidste tilbagevenden til sig selv. Denne tilbagevenden virkeliggøres i de tre trin: kunst, religion og filosofi. I kunsten kommer ånden til anskuelse af sig selv, i religionen til forestilling om sig selv, og i filosofien til begrebsmæssig erkendelse af sig selv. Kunsten, religionen og filosofien er derfor forskellige udtryk eller former for samme indhold: ånden. På denne måde forener Hegels system det æstetiske, religiøse og filosofiske liv.

Et trøstesløst "natsyn"

En interessant skikkelse i nyere tids filosofihistorie er den tyske filosof og psykolog Gustav Theodor Fechner (1801-87), som er en af den moderne eksperimentelle psykologis grundlæggere. Ved siden af sin strengt videnskabelige og eksperimentelle forskning beskæftigede han sig især med metafysiske spekulationer, og han så sit egentlige livskald i udformningen og forkyndelsen af sin religiøs-metafysiske verdensanskuelse.

I modsætning til den romantiske filosofis deduktive metode, dvs. tankeslutninger fra det almene til enkelttilfælde, benyttede han sig af den induktive metode, som slutter fra enkelttilfælde til det almene. Fechner ville grunde sin filosofi på erfaring og ikke på apriori konstruktioner, og hans filosofi er i denne henseende beslægtet med naturvidenskabelig tænkemåde.

Videnskaben søger det lovmæssige og almengyldige, og den fremadskridende erkendelse fører derfor til en eliminering af de "subjektive" og "tilfældige" elementer af erfaringen. Som følge deraf må det videnskabelige verdensbillede i en vis forstand være fattigere end den oplevede virkelighed selv. Et godt eksempel herpå er den mekaniske naturopfattelses forarmelse af virkeligheden, idet den tilbagefører alle forandringer på bevægelser af mindste uforanderlige massedele. Den objektive virkelighed kan kun beskrives i kvantitative bestemmelser, og derfor er f.eks. tonernes og farvernes skønne lysende verden for den naturvidenskabelige opfattelse 'bare' et 'subjektivt skin', idet den objektive verden omkring os i virkeligheden viser sig at være mørk og stum. Opfattelsen af lys er et spørgsmål om der forefindes levende væsener, der har udviklet en evne (sans) til at omsætte objektive elektromagnetiske strålers eller vibrationers indvirkning. Lyst blev det altså først, da et mikroskopisk infusoriedyr havde fået udviklet en evne eller sans til for første gang i evolutionshistorien at adskille lyst og mørkt.

Dette naturvidenskabelige verdensbillede er for Fechner et trøsteløst "natsyn", og hans filosofi opponerer stærkt imod det, idet han grundlæggende hævder, at naturvidenskabens mørke, klangløse materielle verden overhovedet ikke eksisterer. For ham består hele den ydre fysiske verden kun som indbegrebet af lovbundne fænomener, der alene eksisterer for bevidstheden. Det såkaldte materielle er derfor i virkeligheden noget åndeligt, idet forskellen mellem det, vi kalder sjæl og det vi kalder materie er den, at det sjælelige blot er noget for mig, medens det materielle tillige er noget for andre.

Organismerne og livsenhedsprincippet

Imidlertid er Fechners anskuelse ikke ren idealisme, idet han mener at der til alt åndeligt findes et tilsvarende materielt, og omvendt: til alt materielt findes et tilsvarende åndeligt. Hele tilværelsen bliver dermed af psykofysisk art, hvilket indebærer at alt er besjælet.

Fechners filosofi hylder da også organismetanken, idet han mener at de større besjælede organismer eller enheder indeholder de stadigt mindre organismer eller besjælede enkeltenheder. Som en af disse organismer ser han blandt andet menneskets psykofysiske organisme, der indgår som del af den større organisme, jordkloden, som han også opfatter som besjælet. Han betragter mennesker, dyr og planter som jordens sanseorganer, hvis indtryk absorberes af jordens bevidsthed, som i virkeligheden udgøres af diskarnerede sjæle af mennesker, dyr og planter.

Fechner opfatter verden eller tilværelsen som udviklingsmæssige trinrækker, der er indbygget i hverandre, således at f.eks. planter, dyr og mennesker udgør én trinrække, hvor mennesket er det højeste trin. Jorden og de øvrige himmellegemer befinder sig på en trinrække, som er overordnet i forhold til den førstnævnte trinrække, ligesom solene befinder sig på en trinrække, der er overordnet i forhold til planeterne, og således fremdeles. Tilværelsens allerhøjeste trin på den højeste trinrække betegner Fechner som Gud.

Selvom ovenstående forsøg på at fremstille Fechners filosofi er summarisk og for utilstrækkelig til at kunne forstå omfanget og rækkevidden af hans synspunkter, mon det så ikke allerede her er faldet læseren ind, at Fechners opfattelse af tilværelsens organiske trinrækker, der er indbygget i hverandre, har principiel lighed med den omtrent tilsvarende opfattelse i Martinus' Kosmologi? I denne forekommer det syvleddede organismeprincip, der går igen i uendelighed, og som er udtryk for det vældige, kosmiske spiralkredsløbsprincip. Og organismerne er i alle tilfælde, uanset om det drejer sig om elementarpartikler, atomer, celler, organer, organismer, planeter, sole eller galakser, udtryk for besjælet liv.

Ja, ligheden mellem Fechners og Martinus' opfattelse af tilværelsens trinrækker går endog så vidt, at Martinus ligefrem også har fremstillet spiralkredsløbet i form af trinrækker. Det er tilfældet i f. eks. hans symbol og beskrivelse i Livets Bog af Symbol nr. 7: Verdensenergiernes organisation eller udviklingsstigen (LB I, stk.273-277). Kan også ses via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-28/ I Symbolbogen Det Evige Verdensbillede III har symbolet fået nr. 28, og kan for øvrigt sammenholdes med symbol nr. 29: Kosmiske udviklingsbaner:

http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-29/, symbol nr. 30: Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-30/, samt symbol nr. 31: Det levende væsens sanseevne og verdensaltet: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-31/.

Fechner har på sin side også symbolsk-teoretisk fremstillet sine trinrækker som cirkler inden i cirkler, hvor den største cirkel, Gud, indeholder alle de stadigt mindre cirkler, som hver for sig er afgrænset mod hinanden. Denne fremstilling af organismeprincippernes trinrækker svarer principielt til Martinus' fremstilling af samme i symbol nr. 7: Livsenhedsprincippet eller det første glimt af en Guddoms eksistens: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-7/ I principiel lighed med Martinus opfatter Fechner i øvrigt Gud som en uendelig, allestedsnærværende, altgennemstrømmende ånd, alle tings urgrund og skaber, alkærlig, alvis og almægtig, "Ham, i hvem vi lever, rører os og er". I denne gudsopfattelse ser Fechner en gennemførelse af kristendommens lære.

Man kunne næsten fristes til at tro, at Martinus må have kendt til Fechners filosofi, før han udarbejdede sin kosmologi, men så vidt vides er dette ikke tilfældet. Forklaringen på overensstemmelsen i deres grundlæggende synspunkter er dog nok den, at de begge har øst af samme intuitive kilde: visdomsoceanet.

(Fortsættes)

Lektion 110: INTRODUKTION TIL ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI