Lektion 110: INTRODUKTION TIL ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI

Den radikale materialisme og ateisme

Vender vi os igen til Hegels filosofi, kan det konstateres, at den fik uhyre stor indflydelse ikke kun på datidens filosofi, men måske i højere grad på eftertidens tænkning. I årene 1818-31 var Hegel professor i Berlin og som sådan blev han betragtet som "Tysklands filosofiske diktator". Efter hans død delte hans tilhængere sig i to lejre, en konservativ og en radikal retning, hvoraf især sidstnævnte fik stor indflydelse på eftertidens åndsliv. Det var fra den sidstnævnte retning, at særlig tre filosoffer kom til at præge den filosofiske tænkning, nemlig de tidligere ovenfor nævnte Ludwig Feuerbach, Max Stirner og Karl Marx.

Fælles for disse tre var det, at de vendte Hegels filosofi på hovedet, idet de i modsætning til ham hævdede at ånden er en illusion og virkeligt er kun det, der er tilgængeligt for sanserne. De religiøse forestillinger har ingen sandhedsværdi, men er udtryk for menneskenes egne ønsker, trang og håb. Mennesket er heller ikke skabt i Guds billede, men menneskene har tværtimod skabt Gud i sit eget billede. Feuerbach mente, at det derfor ligefrem var en moralsk pligt at bekæmpe den religiøse gudstro, således at man ved at udelukke tanken om det hinsidige, kunne koncentrere sine tanker og kræfter om det dennesidige. I stedet for troen på og kærligheden til Gud bør menneskene sætte troen på sig selv og deres egen kraft og på kærlighed til medmenneskene.

Hermed var begreber som Gud, ånd og udødelig sjæl forvist fra den filosofiske scene, eller i al fald forvist af filosoffer, der ikke ville gøre sig selv til grin. Til trods herfor var Feuerbachs ateisme ikke tilstrækkelig konsekvent for en filosof som Max Stirner, der bebrejder den førstnævnte at denne tror på et menneskehedsvæsen: menneskeheden. Menneskeheden som det højeste væsen var netop ateismens store fund, men Stirner protesterer og hævder, at det eneste virkelige er kun det enkelte, konkrete menneske. "Menneskeheden" eller "mennesket" er tomme ord og almenbegreber. Troen herpå er derfor en tro af samme væsen som den kristelig-religiøse tro.

I konsekvens heraf afviser Stirner også enhver forestilling om moral, pligt og etik, idet han mener at individet er fuldstændig frit og suverænt og sin egen magt og dommer, og kan følgelig handle som det selv ønsker og vil. Stirners stærkt egoistiske, asociale og anti-humanistiske filosofi var derfor velegnet som teoretisk grundlag for anarkister af alle afskygninger.

Den historiske materialisme

Den geniale teoretiker Karl Marx anvendte Hegels dialektiske metode på den historiske virkelighed, for at opdage de magter eller kræfter, der bestemmer udviklingen. Disse magter og kræfter viser sig ifølge Marx i sidste instans at være økonomiske og ikke ideelle, sådan som f.eks. Hegel havde hævdet. Derfor blev Marx' filosofi i modsætning til Hegels ikke idealistisk, men materialistisk dialektik. Hegel havde den opfattelse, at den historiske udvikling er bestemt af åndelige ideer, medens Marx hævder at de egentlige drivkræfter er materielle, økonomiske. Samfundets økonomiske struktur, som mennesket fødes ind i uafhængig af sin vilje, er det reale grundlag, og på dette hviler de juridiske og politiske forhold og hele åndslivet. Det er ifølge Marx produktionsformerne for det materielle liv, der betinger hele den sociale, politiske og åndelige livsproces. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres tilværelse, men deres samfundsmæssige tilværelse, som bestemmer deres bevidsthed, erklærer Marx.

Det økonomiske grundlag (basis) for samfundslivet befinder sig i stadig udvikling, og på et tidspunkt vil produktivrelationerne (arbejdsfordeling, besiddelsesforhold) og produktivkræfterne (redskaber, penge, arbejdserfaring osv.), træde i modsætning til den tidligere herskende juridisk-politiske og ideologiske "overbygning" (ret, moral, religion, kunst, litteratur, filosofi osv.), hvorefter der indtræder en epoke af sociale omvæltninger, som efter kortere eller længere tid vil ende med indførelsen af en ny samfundsorden. Det var Marx' opfattelse, at vor tid netop er præget af en sådan konflikt, der vil ende med at kapitalismen, som giver kapitalejerne ejendomsret til produktionsmidlerne og magt og ret til at udbytte de mennesker, der må sælge deres arbejdskraft, vil blive afløst af socialismen, som ifølge ham betyder frit samvirke og fælles ejendomsret til produktionsmidlerne.

Det er Marx' synspunkt at religion er folkets opium, som leveres af magthaverne for at sløve arbejdskraften (arbejderne eller lønmodtagerne), og at den derfor vil være overflødig i et socialistisk samfund og vil forsvinde i takt med socialismens udvikling. Heri ligger måske en af Marx' største fejlslutninger, hvilket især udviklingen i de kommunistisk dominerede samfund med al ønskelig tydelighed har vist. Religionen forsvandt ikke af sig selv, den blev snarere styrket under de kommunistiske regimer, som måtte gribe til drastiske forbud mod trosfrihed og ligefrem bogstaveligt nedbryde kirker og moskeer, eller dekretere disse anvendt til andre formål end gudstjenester.

Særligt interesserede kan henvises til f.eks. at læse Karl Marx: Kapitalen. Kritik af Nationaløkonomien. Almennyttig Udgave ved Julian Borchardt. Oversat af C. L. Skjoldbo. Forlaget Fremad. København 1933. Kan evt. sammenholdes med Martinus LB I: Et Internationalt Verdensrige under Skabelse. (1932). Sidstnævnte kan dog næppe være inspireret af Marx’ Kapitalen, idet Martinus’ Livets Bog I udkom 1932.

På baggrund af fremstillingen af Martinus' Kosmologi i de foregående kapitler her i bogen, står det formentlig klart for læseren, at Martinus ikke deler Marx' og socialismens opfattelse af mennesket og verden og "drivkræfterne". Derimod deler han på mange punkter Marx' anskuelser omkring samfundsudviklingen, men skelner samtidig skarpt mellem politisk og ægte kommunisme, hvor den førstnævnte påtvinges menneskene ved diktat udefra, medens den sidstnævnte vokser frem i kraft af udviklingen af menneskenes humane evne: næstekærligheden, en udvikling, som dels er beroende på menneskenes lidelseserfaringer og dels på den igangværende polforvandling.

Desuden ser Martinus Jesus som den måske største, ægte kommunist, verdenshistorien kan opvise. Alt sammen synspunkter, som Marx næppe ville have forstået eller i hvert fald ikke accepteret, idet hans personlige erfaringsområde ikke indbefattede den religiøse mystik. Det var jo netop bl.a. denne, han ud fra sine personlige forudsætninger betragtede som en slags svindel eller bedrag, som han derfor følte det som sin etiske pligt at modarbejde og bekæmpe, og ikke mindst fordi han så det som en væsentlig opgave at vende menneskenes interesse fra det hinsidige til det dennesidige. I den forstand arbejdede han med på det guddommelige skabeprincips - Marx ville sige: den historiske udviklings - midlertidige målsætning, nemlig at lade menneskene kulminere i oplevelsen og erfaringen af den fysiske materies verden.

Vedr. Martinus’ opfattelse af den politiske kommunisme: LB IV, stk. 1335-8, 1347-8, 1358; og af den ægte kommunisme: LB IV, stk. 1333-8, 1345, 1348, 1350, 1357-8.

Sansefysiologisk kriticisme

Omkring midten af 1800-tallet, hvor naturvidenskaben i stadig højere grad begyndte at gøre sin indflydelse gældende på verdens- og livsanskuelsen, opstod der en filosofisk og erkendelsesteoretisk retning, som har fået fællesbetegnelsen: Sansefysiologisk kriticisme eller illusionisme.

Baggrunden for denne erkendelsesteoretiske retning var den, at den moderne sansefysiologiske forskning eksperimentelt havde fundet ud af, at vore sansefornemmelsers art ikke er bestemt af de ydre ting, men af det nerveapparat som sættes i virksomhed. Således opfattes f.eks. en og samme ydre påvirkning som lys, hvis den træffer øjet, men som varme, hvis den træffer huden. Omvendt kan en og samme fornemmelsesart fremkaldes af de forskelligste ydre påvirkninger. Eksempelvis kan lysfornemmelser fremkaldes på normal måde, men også ved elektriske og mekaniske påvirkninger. Man kunne ligefrem opstille en almen lov, som siger at: De forskelligste ydre påvirkninger, af hvad art de end er, kan, når de træffer samme sanseorgan, altid kun fremkalde samme art fornemmelser. Omvendt kan en og samme påvirkning, når den træffer forskellige sanseorganer, udløse helt forskellige fornemmelser.

Denne lov, som kaldes "lov om de specifikke sanseenergier", blev i første halvdel af det 19. århundrede opstillet af den tyske fysiolog Johannes Müller (1801-58). Det helt afgørende og på sin vis revolutionerende ved denne lov er det forhold, at vore sansningers art ikke synes at være bestemt af den ydre virkelighed, men derimod af vore sanseorganers bygning og funktion! Det indebærer i videre forstand, at ydreverdenen i virkeligheden slet ikke er det, som den synes for os, når vi betragter den gennem vore sanseorganers "brille", og at vi gennem vore sanseorganer overhovedet ikke kan komme til nogen dækkende erkendelse af verden.

Et af den sansefysiologiske kriticismes store navne er fysiologen, fysikeren, matematikeren og erkendelsesteoretikeren Hermann Helmholtz (1821-95), som har fremstillet sin erkendelsesteoretiske opfattelse i det klassiske sansefysiologiske værk "Physiologische Optik". Ifølge hans opfattelse er dét, der er givet os gennem vore sanseerfaringer og forestillinger kun de virkninger, som de ydre ting har frembragt i vort nervesystem og vor bevidsthed. Men enhver virkning afhænger efter sin natur ikke kun af det, som virker, men også af det, som påvirkes. Vore erfaringer og forestillinger kan derfor aldrig give os tingenes egentlige væsen. At forlange en erfaring, som virkelig gengav de ydre tings egenskaber og altså var absolut sand, ville være at forlange en virkning, der var helt uafhængig af det objekt, som blev indvirket på.

Det indebærer, at alle vore erfaringer og forestillinger kun er billeder af de ydre ting, billeder, hvis art er væsentligt medbestemt af vor bevidstheds natur og ejendommeligheder. Altså i en vis forstand illusioner. De egenskaber vi erfarer gennem vore sanser tilhører altså ikke tingene i og for sig. Hvordan tager da forholdet mellem erfaringsverdenen og den egentlige, objektive virkelighed sig ud set med sansefysiologiens øjne? –

Efter Helmholtz' opfattelse svarer vore sansningers kvalitet på ingen måde til de objektive tings egenskaber, men er bare symboler eller tegn for disse. For Helmholtz' betragtning gives der ingen direkte forbindelseslinie, som fører fra den ydre virkelighed til vore sansninger, hvorfor såvel de objektive tings natur som vore egne sansefornemmelsers opståen må synes lige uerkendelig. Verden er i dobbelt forstand ubegribelig, og virkeligheden falder fra hinanden i to helt adskilte dele. På den ene side vore egne bevidsthedstilstande og på den anden side en efter sit væsen helt uerkendelig ydre virkelighed. Den naturvidenskabelige erkendelse kan hverken forklare vore sansefornemmelsers opståen eller afsløre tingenes egentlige natur for os. Videnskaben er således indesluttet mellem to uoverstigelige grænser, forresten sådan som også påpeget af Martinus i og med hans analyser omkring "sansningen på tværs af materien".

Den sansefysiologiske kriticisme fører i sin konsekvens til den opfattelse, at hele verden, således som vores erfaring viser os den, i grunden er én stor illusion, sådan som det også hævdes i f.eks. Vedanta-filosofien. Ifølge sansefysiologien digter vore sanser (altså vores bevidsthed) den verden, vi som naiv-realister mener er virkelig. Lys, farver, lyde, toner, duft og smag, er ikke egenskaber ved de objektive ting, men et subjektivt skin, vore sansers ubevidste digtning, som egentlig ikke er væsensforskellig fra vore fantasier og drømme. Den store digter Shakespeare har derfor ret, når han siger, at den hele verden er gjort af samme stof, som det drømme dannes af!

Den sansefysiologiske kriticisme eller illusionisme har også sin naturvidenskabelige "digter", nemlig den tyske filosof Friedrich Albert Lange (1828-75), som tager sit erkendelsesteoretiske udgangspunkt i Kants filosofi. Det vil dog føre for vidt her, at komme nærmere ind på Langes uhyre interessante og spændende tænkning. I modsætning til materialisterne og ateisterne, mener Lange ikke, at naturvidenskaben danner det tilstrækkelige grundlag for erkendelsen af virkeligheden. Videnskaben kan ikke afsløre tilværelsens egentlige væsen, og den kan derfor ikke tilfredsstille vor ånds dybeste behov. Det kan alene religiøs og metafysisk digtning. Lange er derfor af den opfattelse, at vi gennem den højeste funktion af digtende og skabende syntese skal frembringe en idealverden, til hvilken vi kan flygte ud over sansernes grænser, og i hvilken vi kan genfinde vor ånds sande hjem.

De filosofier, der bygger på sansefysiologisk kriticisme er på mange måder beslægtede med erkendelseslæren i Martinus' Kosmologi, men i modsætning til disse har denne et andet udgangspunkt og mere omfattende analyser og konklusioner. Denne erkendelseslære skal vi se nærmere på i den følgende lektion.

Martinus' Kosmologi og nutidens filosofi

De i det ovenstående nævnte og omtalte filosoffer og filosofier, udgør tilsammen mere eller mindre den åndelige, humanistiske baggrund for både Andersens tid og for vor tid, og dermed udgør de også en del af baggrunden for Martinus' Kosmologi, som i hovedsagen blev til i årene 1921-1960. Ganske vist forholder Martinus sig ikke direkte til nogen enkeltfilosof eller enkeltfilosofi, men disse er dog alligevel en del af det åndelige landskab, hvori han befandt sig, og som han nødvendigvis måtte tage afsæt i, hvilket jeg har søgt at pege på i denne introduktion til erkendelseslæren i Martinus' Kosmologi.

Den nyeste indiske og europæiske filosofi kender jeg ikke tilstrækkeligt til, og skal derfor ikke indlade mig på en sammenligning mellem disse filosofier og Martinus' Kosmologi. Men mon ikke det generelle mønster er nogenlunde det samme, som det jeg har skildret ovenfor. Det vil jeg tro, især fordi de filosofiske hovedproblemer formentlig til alle tider vil være de samme, også selvom de enkelte tidsperioders filosoffer og tænkere måske nok lægger vægten på forskellige filosofiske emner og anskuelser. I den forbindelse har jeg i øvrigt valgt at se helt bort fra de modebetonede filosofiske og religiøse anskuelser, der jævnligt dukker op og bliver udråbt som udtryk for 'tidsånden'. I 1990'erne blev så vidt forskellige tænkere som Buddha og Nietzsche 'genopdaget' og indført som højeste åndelige mode blandt visse vestlige intellektuelle og kunstnere. De to filosoffer, hvor forskellige de end er i deres anskuelser, er blandt andet enige med mange i vor tid om, at der ikke findes nogen gud, ånd og udødelig sjæl, og det er måske en af grundene til deres 'renæssance'.

Imidlertid vil de næste årtier sikkert hylde helt andre guruer og tankeretninger. For mange mennesker - særlig i den vestlige verden - gælder det frem for alt om ikke at stagnere, men derimod om at være åben og forny sig gennem at følge med tidens åndelige strømninger, hvor overfladiske og kortvarige disse så end måtte være!

Med disse bemærkninger skal vi gå over til at se på, hvordan sansning, oplevelse og erkendelse i henhold til Martinus' Kosmologi bliver etableret.

(Fortsættes)

Lektion 111: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)