Lektion 111: ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)

Livsoplevelsen og hjernen

Inden vi for alvor går videre til at se nærmere på, hvordan Martinus' Kosmologi mere præcist opfatter sansning, livsoplevelse og erkendelse, vil det nok være på sin plads at tage udgangspunkt i den almindeligt accepterede og anerkendte naturvidenskabelige opfattelse af, hvad sansning er og hvordan denne og dermed livsoplevelse foregår.

Set fra naturvidenskabens synspunkt er sansning et rent fysisk eller fysiologisk fænomen, medens oplevelse og erkendelse godt nok betegnes som psykologiske fænomener, men i den forstand, at psyke eller bevidsthed antages at være bi-fænomener eller bi-produkter af rent fysiologiske processer, mere præcist af fysiologiske processer i centralnervesystemet, hvilket vil sige hjernen og rygmarven.

Fra det naturvidenskabelige standpunkt betragtet, er det med andre ord den fysiske organisme eller det fysiske legeme, subsidiært hjernen, der udgør individet og dermed subjektet. Man ved jo helt eksakt, at hjernen danner en slags opsamlingscentral for samtlige sanseimpulser, der hidrører fra sanseorganerne, som for pattedyrenes - herunder menneskets - vedkommende drejer sig om synsorgan, høreorgan, lugtorgan, smagsorgan og føleorgan.

Man ved desuden, at sanseimpulserne fra sanseorganerne ledes til bestemte sansecentre i hjernen, hvor de forbinder sig med forskellige associationscentre, som tilsammen bearbejder og 'omsætter' sanseimpulserne til mere eller mindre bevidste indtryk eller oplevelser. Så selvom det indtil videre endnu ikke er lykkedes at opnå noget eksperimentelt bevis for det, er naturvidenskaben, neurologien og psykologien alligevel tilbøjelige til at antage, at det er disse interaktive hjernecentre, der såvel producerer som har oplevelsen. Thi hvad ellers? spørger man, for vi naturvidenskabsfolk har hidtil ikke kunnet finde andet end den fysiske materie, det fysiske rum-tid kontinuum, de fysiske naturlove og de fysiske naturkræfter.

Ganske vist har fysikken, især kernefysikken, forlængst rokket afgørende ved den klassiske fysiks begreb 'den fysiske materie' og derigennem ved de ligeledes klassiske begreber objektivitetsaksiomet og kausalitetsaksiomet. Men bortset fra indførelsen af nye erkendelsesteoretiske 'instrumenter', som den specielle og den generelle relativitetsteori, indført hhv. 1905 og 1916, og komplementaritetsteorien, 1927, i den naturvidenskabelige tænkning, er der endnu ikke (2006) sket nogen afgørende ændring i den naturvidenskabelige grundholdning til begreberne materie og ånd. Den sidstnævnte betragtes stadigvæk som et biprodukt af den førstnævnte, og ånden, bevidstheden eller sjælen, har som sådan ingen selvstændig eller uafhængig eksistens, men ophører i samme øjeblik, den fysiske organisme eller dennes fysiologiske funktioner ophører.

Vedr. den natur- og humanvidenskabelige opfattelse af den menneskelige perception: Se f.eks. Harald Schelderup: Psykologi. Særlig afsnit III. Viden om verden. Det Schønbergske Forlag. København 1971. Se evt. Også R.L.Gregory: The intelligent eye. Weidenfeld & Nicolson. London 1970. Se endvidere samme forfatters: Eye and Brain. The psychology of seeing. World University Library. Weidenfeld & Nicolson. London 1973. Endelig kan det anbefales at læse Claus Emmeche: Mennesket – en samling molekyler. Fra biologisk form til bevidst fornuft, samt Rasmus Fog: Hjerneforskning. Er hjernen en computer? Eller har vi en sjæl? Begge artikler findes i Videnskaben eller Gud? Red. Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen. DR Multimedie 1996.

Martinus omtaler hjernen i flg. værker: LB I, stk. 51, 223-4. LB III, stk. 688. LB V, stk. 1924, 1927, 1935-6. LB VI, stk. 2022, 2152, 2159, 2303. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, 19. kap. Småbog nr. 16b: Universets Mælkeveje, 7. kap.

Se i øvrigt lektion 64 – 66 vedr. TALENTKERNEPRINCIPPET. Ifølge Martinus er det eksempelvis ikke kun den fysiske hjerne, som kan være defekt i sine funktioner, men også skæbneelementet, mere specielt organtalentkernerne, som er ansvarlige for den sjælelige struktur og derigennem indirekte også for den fysiske genetiske struktur. Når et menneske derfor eksempelvis rammes af demens, er det altså ikke kun fysiske hjerneceller, der degenerer og destrueres, men også tilsvarende områder i den sjælelige struktur. Vedr. Martinus’ symbol og forklaring ang. skæbneelementet og talentkernerne: se E. Gerner Larsson: Kursus i Martinus’ Åndsvidenskab I-III, s. 145-155. På Martinus Instituts hjemmeside findes under Symbolerne Symbol 74: Den defekte organisme og skæbneelementet: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symbol-45-77/symbol-74/

Spørgsmålet om hjernen som formodet ’generator’ af Jeget og bevidsthedslivet er i særdeleshed også behandlet af Per Bruus-Jensen i bogen Eksistens og udødelighed, bind 1, stk. 2.1. 1.

Den fra medierne velkendte læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen kaldes blandt venner vittigt for Hjerne-Madsen. I lighed med flere udenlandske og danske hjerneforskere, som f.eks. Rasmus Fog, er han af den overbevisning, at hjernen er lig med sjælen eller omvendt: Sjælen er lig med hjernen.

Stanislav Grof: Den indre rejse 1. Kortlægning af det ubevidste gennem LSD-psykoterapi. Bind 2: Menneskets møde med døden. Borgens Forlag 1977-78.

Spørgsmålet om personlighed, hjerne og sansning er også behandlet i Johan Georg Hannemann: Er Gud en realitet? Borgens Forlag. København 1983.

Dr. Heinz Graupner. De udforskede livet. Biologiens historie. Rosenkilde og Bagger. København 1961. Side 184-194. Dr. Graupner er i princippet enig med Martinus vedr. forholdet mellem sjæl og hjerne, og mellem hjerne og personlighed.

Spørgsmålet om hjernen er bl.a. behandlet i flg. Tv-programmer: Er din hjerne nødvendig? I-II. DR 1 14.06.84. Hukommelsens mysterium. Vetenskapens Värld. SV TV 1, 1990. Om hjernen og sjælen. DR 1, 04.04.95.

På min hjemmeside LIVETS EVENTYR er hjernen bl.a. omtalt i artiklen: H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet mellem de to instanser:

http://www.livetseventyr.dk/1-40Frame.htm

Hjernens rolle i livsoplevelsesprocessen

Men som det vil vise sig i det følgende, rejser der sig store problemer i forbindelse med antagelsen af, at det er hjernen, der så at sige 'har' sansningen og livsoplevelsen og som dermed i en vis forstand udgør subjektet. Man kan nemlig stille i al fald tre vigtige spørgsmål til den naturvidenskabelige antagelse: 1) er det f.eks. synscentret, der ser, hørecentret, der hører, lugtecentret, der lugter osv., eller om der eventuelt er andre centrer, måske et overordnet primærcenter, der har synet, lydene, lugtene, altså kort sagt oplevelsen? - 2) hvordan bærer hjernen, subsidiært hjernecentrene, sig ad med at omsætte - eller rettere sagt forvandle - de elektrokemiske impulser til farver, lyde, lugte osv.? - Og 3) Er det måske snarere de enkelte hjerneceller, som hjernecentrene jo angiveligt er opbygget af, der oplever, end det er hjernecentrene og dermed hjernen som helhed, der gør det?

De tre ovenfor nævnte spørgsmål er det ganske vist ikke umiddelbart nemt at besvare direkte, særlig ikke, da det som nævnt endnu ikke er lykkedes for hjerneforskningen at 'løse' livsoplevelsens og dermed bevidsthedens gåde, og dermed heller ikke problemerne omkring, hvordan hjernen bærer sig ad med at omsætte sanseimpulserne til bevidste indtryk og oplevelser.

Til trods for den store viden om hjerneprocesserne, som videnskaben har tilegnet sig især inden for de sidste årtier, foreligger der endnu ikke nogen konkret viden, som kan forklare bevidsthedens og dermed subjektets fænomen.

Imidlertid kan man på grundlag af de foreliggende videnskabelige kendsgerninger omkring hjernen og dens processer, benytte sig af en slags udelukkelsesmetode, som i hvert fald kan gøre det klart for os, i hvilken retning spørgsmålenes besvarelse ikke kan eller skal søges.

Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til hypofysen. Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.

Indledningsvis kan det dog fastslås, at visse hjernecentrer og dermed disses hjerneceller, har større eller mindre andel i sanse- og oplevelsesprocessen. Cellernes livsprocesser såvel som deres præstationer baserer sig på biokemisk virksomhed i den enkelte celle. Cellerne består hver især af et system af molekyler, atomer og elementarpartikler, hvis nærmere bestemte funktionsmønstre bestemmer cellernes biokemi. Eftersom den enkelte hjernecelles funktioner eller præstationer på det nøjeste er knyttet til og bestemt af disse atomare bestanddeles egenskaber og opførsel, er det derfor et spørgsmål, om det måske er helt nede på det atomare plan, man kan finde individet eller subjektet og dermed det, der har oplevelsen. Altså det ’noget’ der, som i menneskets tilfælde, konstaterer: "Jeg oplever, jeg tænker osv."?

Men heller ikke på dette fjerde spørgsmål, som bestemt ikke gør problemet omkring subjektet og livsoplevelsen mindre, kan der gives et umiddelbart og konkret svar. I overensstemmelse med de naturvidenskabelige kendsgerninger set fra det atomare og dermed mikrokosmiske plan kan man derimod beskrive hjernen som et system af atomare partikler, der i forhold til hjernens samlede volumen udgør en lille brøkdel, idet størrelsen af de enkelte partikler i forhold til deres indbyrdes afstand tilnærmelsesvis svarer til størrelsen af stjernerne i universet i forhold til disses indbyrdes afstand. Det betyder rent faktisk, at hjernen hovedsaglig består af tomrum og kun af en lille portion stof, som til gengæld er i overordentlig livlig bevægelse. Og det er netop denne fantastisk hurtige bevægelse af elementarpartiklerne, der tilslører det faktum, at selve stoffet kun udgør en brøkdel, og derigennem i virkeligheden frembringer illusionen af (altså igen Maya’s slør!), at hjernens samlede stofmængde har et større volumen, end hvad der objektivt set er tilfældet. (Vi skal senere se på, at det nævnte tomrum i henhold til de kosmiske analyser repræsenterer én af Jegets fire grundfremtrædelsesformer).

Se f.eks. Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 19-49. Evt. suppleret med samme forfatters: I begyndelsen var tomheden – om virkelighedens ansigter, set i lyset af en nutidig mystikers fascinerende visioner… Forlaget Nordisk Impuls 1989.

(Fortsættes)

Lektion 112: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)