Lektion 112: ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)

Elektrokemiske processer og fortolkningen af disse

På baggrund af det netop fremførte kan vi foreløbig konstatere, at oplevelse i praksis er knyttet til visse elektrokemiske processer i hjernen, som foregår på det molekylære og atomare plan. Disse processer udgør imidlertid ikke selve oplevelsen, men denne er derimod betinget af dem, hvilket vil sige, at oplevelsen ikke kan finde sted uden de elektrokemiske processer. Men oplevelsen er heller ikke en oplevelse af de elektrokemiske processer som sådanne, hvorimod den er en fortolkning af disse, som medfører, at de i adskillige tilfælde får fænomenologisk karakter og desuden synes at angå noget, der befinder sig uden for hjernen, som det eksempelvis er tilfældet, når vi oplever tingenes farver.

Som den eller det, der objektivt har oplevelsen, fortolker hjernen altså de forekommende interne elektrokemiske processer, som om der er tale om oplevelsen af eksterne fænomener. At opleve vil derfor i virkeligheden sige, at fortolke elektrokemiske processer på en sådan måde, at ikke disse, men noget helt andet, som f.eks. tingenes farver, får eksistens for hjernen. Set på denne baggrund udgør hjernen tilsyneladende den eller det, der oplever, altså subjektet (= det underliggende).

Men problemet om selve sansningen eller oplevelsen, hvilket med andre ord vil sige: problemet om, hvad bevidstheden og subjektet egentlig er for noget, er ikke løst hermed. Hvilket flere moderne hjerneforskere da også erkender. Rent umiddelbart er det vanskeligt at tilslutte sig den antagelse – og en antagelse eller teori er det ret beset – at nogle rent fysiske elektrokemiske processer og/eller den dermed forbundne sværm af atomare partikler i sig selv skulle kunne udgøre en bevidsthed og et subjekt, som dels uden videre opfatter sig som en enhed eller helhed, og som dels føler og tænker, som er glad eller sorgfuld, optimistisk eller pessimistisk, og som desuden om sig selv kan sige: ”Jeg føler og tænker, jeg er glad eller ked af det osv.”.

Der kunne naturligvis fremføres adskilligt flere og andre argumenter i forbindelse med teorien om, at det er hjernen, der oplever, tænker, føler osv., men det ville det føre for vidt at komme ind på her. Derimod kan det fastslås, at hjerneteorien er begrundet i opfattelsen af, at der ikke eksisterer andet og mere end det rent fysiske rum-tid-kontinuum, og at den fysiske organisme eller mere specifikt dennes hjerne nødvendigvis må være den instans, der har livsoplevelsen. Hvad tilhængere af hjerneteorien imidlertid almindeligvis helt overser, er den position selve livsoplevelsen indtager i sammenhængen. Man gør sig nemlig normalt ikke klart, hvilken erkendelsesmæssige konsekvenser det har, at livsoplevelsen er subjektiv, og man blander derfor den subjektive og den objektive virkelighed sammen på en måde, der forveksler de to former for virkelighed med hinanden.

Subjekt-objekt: Et komplementært forhold

Men i den forbindelse bør man først og fremmest gøre sig klart, at begreberne subjektiv og objektiv både i teoretisk og i praktisk forstand er komplementære, hvilket vil sige, at de er modsætninger, idet de gensidigt udelukker hinanden og dog betinger hinanden og først tilsammen udsiger noget afgørende om den helhed, hvoraf de begge er en del. Skellet mellem subjekt og objekt beror på det forhold, at enhver iagttagelse, erkendelse og kommunikation på den ene side rummer en opspaltning i det subjektive og det objektive, men på den anden side kan ingen iagttagelse, erkendelse eller kommunikation finde sted uden en vekselvirkning mellem det subjektive og det objektive.

Iagttagelsen er i det væsentlige rettet mod det objektive og erkendelsen mod det subjektive, men en skarp adskillelse mellem begreberne eller fænomenerne findes ikke. Det forhold, at iagttagelse og erkendelse ganske enkelt er komplementære bevidsthedsfænomener i den forstand, at jo mere rent iagttagende individet forholder sig, des mere træder erkendelsens analytiske virksomhed i baggrunden, og jo mere bevidstheden koncentrerer sig om analytisk, refleksiv virksomhed, des mere lukker den af for de iagttagende (perceptive) funktioner. Intuitionserkendelsen er dog undtaget herfra, idet den i større eller mindre grad forholder sig til helheden, og derfor i samme grad dette er tilfældet, udvisker subjekt-objekt-skellet.

I dagligdagen og hverdagssproget skelner man ikke skarpt mellem ’selve genstanden’, f.eks. en lyseblå porcelænsvase (se herom senere), og individets synsopfattelse af vasen. Man udtrykker i almindelighed situationen sådan: ”jeg ser en lyseblå porcelænsvase”, og ikke: ”jeg ser mit sansebillede af en lyseblå porcelænsvase”.

Vil man forsøge at skabe overensstemmelse mellem ’selve genstanden’ og ’sansebilledet af genstanden’, støder man på uoverstigelige vanskeligheder og selvmodsigelser. For uanset hvor detaljeret et kendskab til sanseorganernes og hjernens virkemåde, den naturvidenskabelige undersøgelsesmetode end kan fremlægge og eventuelt vil kunne fremlægge i fremtiden, vil man dog stadig være lige langt fra den endegyldige, rationelle forståelse af det filosofiske problem om den menneskelige bevidsthed. Et forhold, som flere moderne hjerneforskere, psykologer og neurologer erkender og er sig bevidst.

Det er derfor erkendelsesmæssigt set helt afgørende at forstå, at spørgsmålet om livsoplevelsen og dennes tilhørsforhold faktisk ikke lader sig løse ved hjælp af den objektive iagttagelsesmetode. Forskningen omkring dette spørgsmål må i modsætning til gældende videnskabelig praksis foregå ad en anden vej, nemlig ad den subjektive iagttagelsesmetodes vej, som inddrager forskerens erfaring, tænkeevne, intuition og etiske kvalifikationer i sammenhængen. Det er ikke mindst de sidstnævnte, der er garant for, at den subjektive forskningsmetode kan friholdes af forskerens personlige sym- og antipatier, fordomme, idiosynkrasier etc., og som derfor kan sikre, at forskningsresultaterne i størst mulig grad er i overensstemmelse med virkeligheden.

Se f.eks. T. Bergstein: kvantefysik og dagligsprog – et betydningsfuldt indlæg i diskussionen om den moderne naturvidenskabs erkendelsesteoretiske aspekter. Munksgaards Forlag. København 1966.

Livsoplevelsens mysterium

I det følgende skal vi beskæftige os nærmere med, hvad Martinus’ Kosmologi har af bud på, hvad sansning og livsoplevelse og herunder især erkendelse vil sige, og med, hvad der er sidstnævntes natur, forudsætninger, betingelser, muligheder og grænser. I en del af de tidligere kapitler har vi fået et vist kendskab til de faktorer, der med rette kaldes for livets ur-grundlag eller livets kosmiske basiskomponenter, hvilket mere præcist vil sige: det levende væsens eller ’noget’s kosmiske struktur i form af et treenigt princip, defineret som 1) Jeget, skaberen og opleveren; 2) overbevidstheden eller skabe-oplevelsesevnen; og 3) underbevidstheden eller det skabte-oplevede, hvilket i første instans vil sige den sjælelige organisme og det psykiske kraftfelt, og i anden instans koblingslegemet og den fysiske organisme.

Som vi ligeledes er blevet gjort bekendt med, repræsenterer Jeget i sin egennatur et navnløst noget, som er, hvilket vil sige et immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut statisk tomheds-kontinuum, der som sådant er identisk med evigheden i dennes ikke-tids- og ikke-rum-dimensionelle aspekt. Det er dette universelle ’noget’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, oplever og manifesterer sig. Men for at kunne etablere og manifestere livets oplevelse, må Jeget være uadskilleligt forbundet med et ur-begær eller en ur-vilje, som uafladeligt er rettet mod at etablere og manifestere fænomenet oplevelse. For at tilfredsstille sit ur-begær eller sin ur-vilje, må Jeget desuden grundlæggende være i besiddelse af en evne til at opleve (sanse) og manifestere (udtrykke) sig. Resultatet eller produktet af denne evne er altså selve oplevelsen og manifestationen, af hvad art den end måtte være.

Hovedkonklusionen på det netop sagte er, at livsoplevelse – herunder sansning – er noget, der må skabes. Sansningen eller livsoplevelsen såvel som dennes indhold i form af omverdenen, hvad enten denne er fysisk eller parafysisk/åndelig, viser sig nemlig ved nærmere eftersyn at være en lige så immateriel størrelse som jeget, men i modsætning til dette dog af subjektiv og illusionistisk karakter, idet den kun eksisterer for det ligeledes immaterielle men i en vis forstand ’objektive’ jeg. Men hvis det virkelig skulle være tilfældet, at livsoplevelse er en skabt foreteelse af rent immateriel, subjektiv og illusionistisk karakter, hvordan kan det så være at vi almindeligvis er vænnet til at mene, at livsoplevelse eller sansning er noget vi i overvejende grad modtager passivt, og stort set uanset om vi vil eller gør noget til det eller ej? Vi er ligeledes vænnet til at tro, at den ydre, sanselige virkelighed er objektiv i den forstand, at den eksisterer i form af verden, sådan som den fremtræder for vores sanser og opfattelse. Dette problem skal vi se på og forsøge at løse i det følgende, idet vi i hovedsagen vil henholde os til de kosmiske analyser af sanse- og oplevelsesprocessen, som er fremført indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi.

Vedr. begrebet og fænomenet livsoplevelse: Se f.eks. LB I, stk. 1-2, 253. LB II, stk. 290. 305, 322, 339, 341, 345, 355, 373-4, 388, 468, 486, 496-7, 510, 516, 534-7, 541-2, 545-7, 580, 604, 610-1, 613, 616. Begrebet er i høj grad også beskrevet i LB III-VII og i andre af Martinus’ værker: Se nærmere herom i ”INDEKS til Martinus bøger” eller under Litteraturen på www.martinus.dk

Livsoplevelsen og sanseapparatet

På baggrund af, hvad vi indtil nu er blevet bekendtgjort med vedrørende Martinus’ kosmiske analyser, er det levende væsen altså i besiddelse af en evig og uophørlig trang til at opleve livet. Denne trang repræsenterer ifølge Martinus det levende væsens inderste og dybeste tilbøjelighed, hvorfor han som nævnt betegner den som ur-begæret.

Urbegæret defineres som et unuanceret og uspecificeret begær efter livets oplevelse, idet det eneste, der kan tilfredsstille det er oplevelse, ikke nogen bestemt oplevelse, men oplevelse i det hele taget. Dette begær efter livets oplevelse er derfor i lige høj grad rettet mod betingelser for behagelige og lyse oplevelser såvel som mod betingelser for ubehagelige og mørke oplevelser. Men om livsoplevelsen i praksis rummer enten et behageligt eller ubehageligt indhold eller en blanding af begge dele, vil principielt være beroende på, i hvilken grad individets begær er i overensstemmelse med livslovene eller det ikke er det.

Livsoplevelsens centrale position i det levende væsens tilværelse, bekræftes ikke mindst af tilstedeværelsen af den såkaldte selvopholdelsesdrift, som kort og godt er en drift eller et permanent beredskab, der i videst muligt omfang har til opgave at sikre individets overlevelse. Dette indebærer, at individet så at sige har en indbygget modvilje mod døden, idet døden enten instinktivt eller mere eller mindre bevidst opfattes som et ophør af livsoplevelse. Det levende væsen har derfor i en eller anden grad en umiddelbar fornemmelse eller forståelse af, at tabet af livsoplevelse er ensbetydende med tab af bevidsthed og dermed tab af kontakt med sig selv og sin omverden.

Man kunne her fristes til at citere den berømte sætning fra Shakespeares Hamlet-monolog: ”at være eller ikke være, det er sagen!”, og omskrive denne til: ”at opleve eller ikke opleve, det er sagen!”. Nemlig for ethvert levende væsen i tilværelsen. Men medens det, at ville opleve, er begrundet i urbegæret, er det at kunne opleve, betinget af en evne til at skabe den villede eller begærede oplevelse. Af samme grund betegnes det levende væsen derfor blandt andet som et oplevende, begærende og skabende ”Noget”.

I henhold til Martinus’ kosmiske analyser, udgør livsoplevelse ligefrem en organisk bestanddel af individet, hvilket især fremgår af, at livsoplevelse altid foregribes af såkaldt sansning. Det vil sige, af et kompleks af processer, der formidles af dét bestemte område af individets samlede organiske udrustning, vi har valgt at betegne som sanseapparatet, og som direkte resulterer i en til sansningen svarende specifik livsoplevelse. Men selvom de levende væsener kosmisk set er udstyret med principielt samme dobbelte sansestruktur, som henholdsvis formidler Jegets udadrettede og indadrettede aktivitet, dvs. Jegets manifestation og sansning, vil livsoplevelsen i de enkelte tilfælde dog primært være beroende på individets poludvikling og dermed også på den grundenergikonstellation, dets bevidsthed aktuelt repræsenterer.

Hvad er livsoplevelse?

Martinus definerer livsoplevelse som ”den hændelse, at noget får eksistens for subjektet”, og sammenholdt med, at subjektet i sin identitet med evigheden i dennes ikke-rum- og ikke-tid-dimensionelle forstand, hvilket vil sige som et immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut statisk tomheds-kontinuum, ikke er en genstand her eller dér, som oplevelsen kan bringes i et tids- og rum-dimensionelt forhold til, melder uvilkårligt det spørgsmål sig, hvad det vil sige, ”at noget får eksistens for subjektet”? Hvor befinder det subjektive livsoplevelsesindhold sig henne, set i relation til subjektet, og hvordan kan man tale om nogen relation til subjektet, når dette er immaterielt (ustofligt) og uden for tid og rum?

Svaret herpå er lige så overraskende som det er genialt, også selvom det egentlig ikke er originalt eller enestående, for under gennemgangen af de forskellige tiders filosoffer og filosofier i forrige kapitel, blev vi blandt andet bekendtgjort med, at identitetsfilosofien, særligt som denne repræsenteres af Shankara, Giordano Bruno og Spinoza, faktisk løser problemet og besvarer de ovenfor stillede spørgsmål på principielt samme måde, som tilfældet er for Martinus’ vedkommende. Svaret lyder i al korthed og enkelhed således: Det eneste, der kan få eksistens for subjektet, er subjektet selv, nemlig på den måde, at det bekræftes som oplever, og at alle former for oplevelse i virkeligheden er bekræftelse på, at oplevelsesevnen som skabeevne betragtet virker og har til opgave at gøre subjektet bevidst i sig selv og sin eksistens. Oplevelse er med andre ord og i en vis forstand et ’spejlbillede’ af subjektet selv.

Afhængigt af, hvordan den som nævnt i praksis udviklingsbetingede skabeevne virker, oplever subjektet sig enten som salighedsvæsen, plante, dyr, jordisk menneske, rigtigt menneske, visdomsvæsen eller guddomsvæsen.

Men hvordan bærer oplevelsesevnen som skabeevne betragtet sig ad med at løse den opgave, at bekræfte subjektet som oplever? Det gør den for det første i medfør af den kendsgerning, at den som operationelt aspekt af et treenigt princip selv er komplementært integreret i subjektets princip og som sådan indirekte er identisk med dette.

For det andet ved, at den med sit potentiel af skabeprincipper og grundenergier bearbejder det kompleks af objektive virkninger, som er tilvejebragt af skabeevnen, således at det subjektive resultat bliver en organiseret livsoplevelse for subjektet. Altså en oplevelse behersket af principper, love og regler, igennem hvilke subjektets egen evighedsnatur tilsløres (jf. Maya’s slør), og skabelsen af illusionen om en materiel (eller parafysisk/åndelig), mangfoldig, evigt varieret og fornyet verden fuldbyrdes.

Oplevelsesevnen – som Martinus samtidig betegner som skabeevnen - er med andre ord subjektets evne til at bearbejde objektive virkninger med henblik på at frembringe subjektive virkninger og dermed bekræfte samme subjekt som oplever. Samtlige objektive virkninger er ved roden illusionistiske ’forklædninger’ eller fremtrædelsesformer af subjektets princip, udformet som specielle energi- og bevægelsesmønstre, og det er i realiteten derfor disse energi- eller bevægelsesmønstre, skabeevnen bearbejder som oplevelsesevne betragtet.

Eftersom oplevelsesevnens bekræftelse af subjektet som oplever, i første række er et spørgsmål om den måde, hvorpå den ved hjælp af sine grundenergier og skabeprincipper bearbejder dé påvirkninger ’udefra’, som den via såkaldt sansning er genstand for, vil det nok være på sin plads at redegøre nærmere for, hvad der i denne forbindelse mere præcist skal forstås ved begrebet sansning.

(Fortsættes)

Lektion 113: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)