Lektion 113: ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)

Hvad er sansning?

Medens det ovenfor fremførte forsøg på at give en kortfattet og præcis fremstilling af den form, hvorunder livsoplevelsen/bevidstheden eksisterer for subjektet/Jeget, overvejende er teoretisk og umiddelbart måske noget vanskelig at forstå, skal vi i det følgende lægge vægten på de praktiske/tekniske omstændigheder vedrørende Jegets indadrettede aktivitet: sansningen.

I det øjemed vil vi lige først præcisere, hvad der skal forstås ved begreber som ”virkelighed”, ”objektiv”, ”subjektiv” og ”det skabte”.

Begrebet ”virkelighed” kommer man måske tættest på definitionen eller fortolkningen af, ved at splitte ordet op i to led: virke-lighed. Det vil sige lighed mellem det, der virker, og den virkning, det har. Der er således lighed mellem årsag og virkning, og mellem genstand og oplevelse, forstået sådan, at når det første svarer nøjagtigt til det sidste, er de gensidigt 100% troværdige udtryk for hinanden, hvilket selvsagt ikke er tilfældet i det omfang og den grad de to afviger fra hinanden.

Det kan samtidig fastslås, at der findes to principielle former for ”virkelighed”, idet subjektet/Jeget med sin udadrettede aktivitet, hvilket vil sige gennem afsendelse af energi via den maskuline pol, frembringer en objektiv form for virkelighed, og i komplementær modsætning hertil frembringer det med sin indadrettede aktivitet, altså gennem modtagelse af energi via den feminine pol, en subjektiv form for virkelighed, men vel at mærke en ”virkelighed”, som i begge tilfælde er immateriel og illusionistisk. Det er denne omstændighed, der gør det nødvendigt at tale om henholdsvis objektiv og subjektiv virkelighed, når livets fænomen skal beskrives.

Begrebet ”objektiv” henviser direkte til objekt = genstand, hvilket vil sige genstand for betragtning, undersøgelse, fremstilling, det vil sige det, der er uafhængigt af den der opfatter. Begrebet henfører altså til den form for virkelighed, der knytter sig til genstande uafhængigt af, om de sanses eller erkendes eller ej, altså uafhængigt af noget subjekt. Denne form for virkelighed kunne man også kalde for genstandsvirkelighed.

I komplementær modsætning til begrebet ”objektiv” henviser begrebet ”subjektiv” direkte til ”subjekt”, hvilket her vil sige det, der er genstand for oplevelse. Subjektiv virkelighed er derfor ensbetydende med den form for virkelighed, der forudsætter og er knyttet til et subjekt eller et Jeg. Vi har tidligere her på hjemmesiden givet en udvidet definition på begrebet ”subjekt”, nemlig som ”den underliggende bærer af alle egenskaber, forandringer og tilstande”.

Begrebet ”det skabte” henfører primært til det operationelle aspekt af det treenige princip, som i medfør af at skabe-oplevelsesevnen også betegnes som virkeevnens princip, kan betegnes som virkningens princip, også betegnet som organismens princip. Som vi tidligere er blevet gjort bekendt med, fremtræder ”det skabte” med to aspekter: et bevægelsesaspekt, repræsenteret ved 5 universelle bevægelsesarter, og et energiaspekt, repræsenteret ved 6 kosmiske (universelle) grundenergier.

I henhold til Martinus’ Kosmologi fordeler de to ovennævnte former for virkelighed, altså den objektive og den subjektive, sig på det skabtes fem generalkategorier, som skematisk opstillet ser sådan ud:

1) Organismen i ordets videste forstand, hvilket vil sige det kombinerede fysiske og parafysiske/åndelige organkompleks i form af seks parafysiske legemer, som periodisk er suppleret med ét fysisk legeme, der er sammensat af en særlig kombination af grundenergier. Organkomplekset tjener som redskab for subjektets/Jegets samlede skabende aktivitet.

2) Livsoplevelsen/bevidstheden, herunder det til enhver tid til rådighed værende indhold af bevidsthedsdata og bevidsthedsfunktioner.

3) Bevidsthedsarkivet, eller den samlede sum af erfaringer, viden, evner og talenter, Jeget råder over.

4) Komplekset af fysiske handlinger

5) Det personlige skæbnemønster

Det væsentlige er i denne forbindelse, at det for samtlige de nævnte faktorer gælder, at de eksisterer uafhængigt af, om de sanses/erkendes eller ej, ligesom de primært har deres eksistentielle grundlag i manifestation af bevægelse og derfor overvejende skyldes Jegets udadrettede aktivitet.

Den subjektive virkelighed er udelukkende repræsenteret ved ovennævnte 2. kategori: livsoplevelsen/bevidstheden, herunder oplevelsen af eller bevidstheden om henholdsvis organismen/organismefunktionerne, bevidsthedsarkivet, de fysiske handlinger og det personlige skæbnemønster, samt oplevelsen af oplevelsen som fænomen, herunder bevidstheden om bevidstheden.

Oplevelsen/bevidstheden er kun tænkelige i forbindelse med et ’noget’, der er indehaver af dem, altså et subjekt eller Jeg. Uden dette ’noget’s eksistens bortfalder også livsoplevelsen/bevidstheden, og det uanset om skabe-/sanseevnens funktioner eventuelt fortsat finder sted.

Skematisk fremstilling af oplevelsesevnens tre kosmiske hovedfaser. X3 nederst = den fysiske fase; X3 øverst = den parafysiske fase; X2 = den højpsykiske fase. X1 henfører til subjektet. Oplevelsen kommer primært i stand som et resultat af de fysiske sanseimpulsers konfrontation med de kosmiske skabeprincipper i sammenhæng med bevidsthedsarkivets indhold af erfaringsmateriale fra den evige fortid; dvs. den er en slags genkendelsesproces. Bag det hele virker urbegæret som den drivende kraft. - © 1986 by Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, s. 113. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

Sanseprocessen

Den følgende fremstilling af, hvordan Jegets/subjektets indadrettede aktivitet, sansningen, mere præcist finder sted, vil i alt væsentligt henholde sig til Martinus’ oplysninger herom, men dog suppleret med oplysninger dels fra Per Bruus-Jensens værker og dels fra den engelske filosof Paul Bruntons værker, hvis erkendelsesteori i alt væsentligt baserer sig på Vedanta-filosofien.

Se Paul Brunton: The Secret Path. A Modern Technique for Self-Discovery. Samuel Weiser, Inc. York Beach, Maine 1991 (1. udgave 1935; dansk titel “Den hemmelige vej”). The Quest of The Overself. Rider And Company, London (Dansk udgave “Ad sindets ukendte veje”). The Hidden Teaching Beyons Yoga. Rider & Company. London 1941 (Dansk udgave “Den skjulte lære hinsides yoga”) The Wisdom of The Overself. Rider & Company. London 1941 (Dansk udgave: ”Erkendelsen af overselvet”).

Sanseprocessen har ifølge Martinus tre hovedfaser: 1) den fysiske fase, 2) den parafysiske/åndelige fase, og 3) den højpsykiske fase, hvilket fremgår af vedføjede diagram over oplevelsesprocessen.

Til belysning af sanseprocessen vil vi i det følgende indskrænke os til beskrivelsen af synssansen, som nok er den, der er bedst egnet til at gøre det klart for os, hvad sansning og oplevelse i virkeligheden vil sige. Til dette formål vælger vi at henholde os til det vedføjede grafiske skema, som viser en person, der betragter en vase på et bord. Vasen angives at være en lyseblå porcelænsvase, men kunne for så vidt have været en hvilken som helst anden ting eller genstand.

Men vi tænker os altså en person, der betragter en genstand, som vedkommende oplever som en slank, lyseblå porcelænsvase. Spørgsmålet lyder nu, hvordan denne oplevelse kommer i stand?

Herom oplyser Martinus i overensstemmelse med den videnskabelige sansefysiologi, at sanseprocessens fysiske fase består i, at de lysbølger eller lyskvanter der rammer genstanden eller objektet, reflekteres fra dennes overflade og stråler ind i betragterens øjne, hvor de igangsætter visse foto-kemiske processer i øjnenes nethinder. Herved frembringes der elektriske impulser, som i form af data- og informationsbærende kraftfelter ledes via synsnerverne til synscentret bagtil i hjernen.

Så langt er sansefysiologien og Martinus enige. Men sansefysiologien går implicit ud fra, at hjerne og bevidsthed er et og det samme, idet man fra en objektiv synsvinkel ikke er i stand til at se, hvordan det ellers skulle hænge sammen. Man antager derfor, at de to billeder fra de to øjnes nethinder på en eller anden og indtil videre ukendt måde sammenarbejdes i hjernen, hvorved indtrykket eller oplevelsen af genstanden opstår.

Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan antagelse er holdbar, hvilket den altså i henhold til blandt andre Martinus ikke er. For hvad er det nemlig i virkeligheden, der foregår i hjernen? Ja, det ved hjerneforskerne efterhånden en hel del om, uden at de derfor har været i stand til at løse eller forklare sansningens og oplevelsens gåde. Til trods for, at man i dag ved adskilligt om hjernens funktioner, er man stadigvæk lige langt fra at kunne forklare, hvordan elektrokemiske nerveimpulser eller –processer er i stand til at omsætte sig til bevidste indtryk og oplevelser af en omverden fuld af lys, farver, former, lyde, toner, dufte og smag. Men det er jo en kendsgerning, at dette sker hvert eneste øjeblik vore sanser er rettet mod omverdenen.

Imidlertid skjuler der sig her en pointe, som det er vigtigt for læseren at få fat i, nemlig den, at de bevidste indtryk og oplevelser ikke kan finde sted, førend sanse- og nerveimpulserne i dette tilfælde er nået om til synscentret i baghjernen. Det ved man helt eksakt fra tilfælde, hvor synsnerverne af en eller anden grund ikke har været i stand til at overføre nethindeinformationerne til synscentret. I sådanne tilfælde finder der ingen oplevelse af synsindtryk sted, uanset at lysindtrykket på øjnenes nethinder forefindes. Det er altså en nødvendig forudsætning og betingelse for den bevidste synsoplevelse, at nethindernes synsindtryk via synsnerveimpulserne transporteres om til synscentret bagest i hjernen.

Til den ovenfor anførte pointe kan føjes, at det heller ikke er tilstrækkeligt for at etablere den bevidste synsoplevelse, at synsimpulserne når om til synscentret. Det turde fremgå blandt andet af den kendsgerning, at de to omtrent identiske billeder af den ydre genstand på de to nethinder i medfør af øjets konstruktion er vendt på hovedet! Desuden er der to nethindebilleder som tilmed ikke er større end det areal, nethinderne dækker, hvilket maksimalt vil sige omkring 2 cm i diameter. Men det billede af genstanden, vi oplever, er hverken vendt på hovedet eller af en størrelse som en nutidig dansk tokrone!

Tre vigtige konklusioner

Der kan drages i al fald tre vigtige konklusioner af disse forholdsvis enkle kendsgerninger. For det første, at der skal andet og mere til, end øjne, synsnerver, synscenter, diverse associationscentre i hjernen samt elektrokemiske nerveimpulser, for at en bevidst synsoplevelse skal kunne etableres. For uanset, hvor mange andre, associerende hjernecentre man end vil inddrage i sanseprocessen, så er og bliver der dog fortsat kun tale om elektro-kemiske impulser eller processer. Og det er jo heller ikke disse i sig selv, vi oplever.

For det andet kan man drage den vigtige konklusion, at den eller de oplevelser, der forudsætter og delvis er betinget af det fysiske sanseapparat, i dette tilfælde altså øjne, synsnerver, synscenter osv., er noget helt andet end sanseimpulserne, nemlig en storslået, rigt varieret og uendelig verden af lys, farver, former, lyde, toner, dufte, osv., herunder vor egen fysiske organisme. Men altså samtidig en verden, der helt igennem er af immateriel, åndelig natur, og som tilmed i en vis forstand er rent illusionistisk.

For det tredie er det vigtigt at gøre sig klart, at den verden, der fremstår i vores oplevelse eller bevidsthed, er den eneste vi oplever og kender til! Den såkaldt ’ydre verden’ er derfor som sådan i virkeligheden fuldstændig ukendt for os, idet vi aldrig direkte har oplevet den! Og faktisk heller aldrig nogensinde vil komme til at opleve den, som den er i og for sig. Den såkaldt objektive verden eksisterer ganske vist, men i virkeligheden i en helt anden forstand, end vi almindeligvis tænker os. Det skal vi vende tilbage til lidt senere.

Vedr. sansning: Se f.eks. Martinus: Småbog 1: Menneskehedens skæbne, kap. 9, 37, 45-55.

Livsoplevelsen/bevidstheden (øverste tredjedelsfelt) set som et subjektivt produkt af vekselvirkningen mellem virkeevnen (organismen i midten) og de objektive omgivelser (stiplet og stribet sektor). Subjektets princip (X 1) tænkes som underlag for hele diagrammet. Det ses, at også individets opfattelse af sin egen organisme tilhører livsoplevelsen/bevidsthedens verden. – Diagram og diagramtekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 116. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

Som en direkte følge heraf må man slutte, at oplevelsen af verden foregår i et bevidsthedsfelt, som naturligvis på en eller anden måde er knyttet til det, vi forstår som det fysiske legeme og dermed til hjernen, men som i sig selv transcenderer dette og denne. Eller for at sige det lige ud: Den psykofysiske verden, herunder vor egen organisme med dennes hjerne, er en integreret del af det psykiske kraftfelt, hvori al livsoplevelse – og altså også al sansning – foregår. Sagt på en anden, om end lige så forenklet måde, så er det altså ikke bevidstheden der er integreret i den fysiske hjerne og krop, men derimod den fysiske krop og hjerne, der er integreret i bevidstheden. En konstatering, der på sin vis er lige så revolutionerende for vores livs- og verdensanskuelse, som indførelsen af det heliocentriske planetsystem var for sin tids herskende verdensbillede. Disse og lignende konklusioner skal vi i det følgende til fulde se bekræftet af Martinus’ kosmiske analyser.

Lidt senere skal vi se på, at det nævnte bevidsthedsfelt udgør Jegets subjektive mentale livsrum, hvis objektive organiske grundlag er det psykiske kraftfelt, forkortet til P-kraftfeltet. Det er inden for rammerne af det mentale livsrum, at overhovedet al Jegets livsoplevelse finder sted.

(Fortsættes)

Lektion 114: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)