Kosmologiske lektioner:

TILLÆG

 

2. kapitel: (fortsat c)

Lektion 114: ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)

 

 

Sanseprocessens parafysiske og højpsykiske fase

Når vi derfor vender tilbage til, hvad Martinus oplyser om sanseprocessen, får vi at vide, at de elektriske impulser eller kraftfelter med disses indhold af data eller informatio­ner, fra øjnenes nethinder via hjernens synscenter transformeres over i den organiske strukturs parafy­siske sektors lavere lag. Hermed afsluttes sanseprocessens fysiske fase, som derefter afløses af dens psykiske og højpsykiske fase, der i forening overtager og viderefører processen.

 

I transformationsprocessens psykiske fase sker der det, at visse parafysiske systemer, som korresponderer med de fysiske synsorganer, bringes til at vibrere under kontrol af de op­rindelige sanseimpulsers kraftfeltstrukturer, som bevirker en nærmere bestemt organisering af de pågældende vibrationer. Men på dette stadium af sanseprocessen er oplevelsen af vasen dog endnu ikke tilvejebragt. For at dette kan ske, må processen først være nået ind i sin tredie fase, den såkaldt højpsykiske fase, som involverer en serie af de i tidligere kapitler omtalte kosmiske skabeprincipper. Først i det øjeblik vibratio­nerne i den parafysiske struktur er under kontrol af disse skabeprincipper og derved er bragt til at vekselvirke med det i evighedslegemet indbyggede bevidsthedsarkiv (sanseregistret, som vil blive omtalt senere), finder selve oplevelsen af vasen sted. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at vekselvirkningen i praksis sker i samme øjeblik, vibratio­nerne begynder at optræde i den parafysiske struktur, men analytisk set lader de to funktioner eller faser sig ikke beskrive samti­digt.

 

Men resultatet af den her beskrevne sanseproces vil altså være, at den omtalte person eller iagttager oplever synet af en slank, lyseblå porcelænsvase på et bord, der befinder sig i en vis afstand fra beskueren.

 

Ovenstående beskrivelse af synsprocessen og dens tre hoved­faser, kan umiddelbart måske lyde enkel nok, men den er i virke­ligheden en uhyre kompli­ceret proces, som det af pladshen­syn vil være udelukket at beskrive nærmere her. Men da det er vigtigt, at læseren virkelig tilegner sig en forståelse af, hvad analysen af sanseprocessen reelt indebærer for livs- og verdensanskuelsen, skal der derfor her peges på nogle betyd­ningsfulde sider og detaljer ved denne, som ikke er blevet omtalt i det ovenstående.

 

Tre eksempler på sanseillusioner

Der kunne nævnes adskillige eksempler på illusionspræget sansning eller oplevelse til støtte for den sansefy­siologi­ske kriticismes såvel som for kosmologiens erkendelsesteori. Et eksempel kunne være de perspektiviske forhold, vi oplever som en almin­delig del af det daglige syn af omverdenen. Men vi har i almindelighed vænnet os til disse forhold i en sådan grad, at vi ikke undrer os over dem, hvilket kan minde os om H.C.Ander­sens ord om, at ”alt er et underværk som vi ikke begriber, men vænnes til, og derfor finder almindeligt”.

 

Når vi dagligt f.eks. kigger ned ad en gade med nogenlunde samme størrelse huse på hver side af gaden, eller når vi står for enden af en allé med omtrent lige høje træer på hver side af vejen, tager vi det nærmest som en selv­følge, at husene syns­mæssigt aftager i størrelse proportionalt med afstanden til betrag­teren. Men kendsgerningen er jo, at vi ved at de fjerne­ste huse såvel som de fjerneste træer er lige så store eller lige så høje, som husene og træerne i forgrunden. Den syns­mæssige oplevelse er altså i begge tilfælde rent faktisk en illusion, der som sådan kun eksisterer i og med vores oplevelse og dermed i vores bevidst­hed.

 

Et andet eksempel på en dagligdags form for illusorisk oplevelse er det forhold, at vi ser solen stå op og bevæge sig hen over himmelbuen, for derefter at forsvinde ned bag horisonten. Indtil opdagelsen af, at det rent faktisk er solen der er planetsystemets centrum, troede man at solen fortsatte sin bane omkring jorden, for næste dag at gentage sin bane hen over himlen, og således fortsættende. Men efter indførelsen af det heliocentriske planetsystem ved man, at det vi oplever som solens gang hen over himmelbuen er en ren illusion, idet det rent faktisk forholder sig sådan, at solen står ’stille’ i forhold til planeterne og dermed jorden, medens det i virkelig­heden er sidstnævnte der bevæger sig, i denne sammenhæng ved, at den roterer om sin egen akse. På grund af vores størrelse som mennesker i forhold til jorden, og i medfør af synssansens perspektivi­ske begrænsninger, forekommer det os, som om jorden står stille og at solen bevæger sig.

 

Den daglige oplevelse af, at solen bevæger sig hen over himmel­buen, er altså rent illusorisk. Men selvom vi ved at dette er til­fældet, forsvinder illusionen imid­lertid ikke af den grund. Vi bliver stadig ved med at opleve det, som om det er solen og ikke jorden, der bevæger sig! Et tankevækkende eksempel på illusionens eller ”Maya’s slør”s magt over sindet.

 

Et tredie eksempel på sanseillusorisk oplevelse, som skal nævnes her, kunne være de film vi ser i biografen eller i TV. En film består i reglen af en ifølge sagens natur større serie enkelt­billeder, som enten kan være fotografiske realbilleder eller tegnede billeder. I begge tilfælde er hvert billede for sig ubevægeligt og stillestående, men i og med den kinematogra­fiske fremføringsteknik, hvor billederne bringes til at afløse hinan­den ét for ét i hurtig rækkefølge, opstår der i forbindel­se med beskuerens sanseapparat, et indtryk og en op­levelse af bevægel­se. Men det står helt klart, at der i bund og grund er tale om oplevelse af illu­sorisk bevægelse.

 

Det forholder sig i øvrigt lidt anderledes med TV- og video­teknikken, hvor der er tale om en skærm som i lynhurtigt tempo afsøges af det elektroniske billedrør, hvilket jeg dog ikke skal komme ind på her. Men også i disse tilfælde er der tale om rent illusoriske indtryk og oplevelser.

 

Subjektiv kontra objektiv virkelighed

Idet vi vender tilbage til analysen af synet af den lyseblå vase, står det os forhåbentlig nu klart, at ’synet’ – eller rettere sagt oplevelsen – af vasen ikke er identisk med den genstand, der er årsag til synet eller oplevelsen. Det må nemlig konstateres, at den objekti­ve årsag er noget helt andet end en lyseblå vase, nemlig et særligt felt af bevægelser eller vibrationer, som i deres indvirken på i dette tilfælde synssan­sen, fremkalder indtrykket eller ’synet’ af netop en lyseblå vase. Den lyseblå farve, formen på vasen og dennes øvrige ’data’ er ikke egen­skaber ved vasen som objekt eller genstand betragtet, men er derimod egenskaber ved ’synet’ eller op­levelsen af den.

 

Imidlertid må man samtidig gøre sig klart, at selvom op­levelsen eller ’synet’ af en genstand eller et objekt ikke er det samme som tingen eller genstanden selv, så eksisterer der dog et sammenfald eller en overensstemmelse imellem oplevelse og objekt, som gør det muligt for iagttageren eller beskueren at genkende tingen eller objektet. Det er baggrunden for, at dét objektive vibrationsmønster, der i dette tilfælde frem­træder for ’synet’ som lige præcis dén lyseblå vase, normalt opleves som sådan hver gang og lige så længe, iagttageren eller be­skueren retter øjne og opmærksomhed imod objektet.

 

 

 

Diagrammet udtrykker, at oplevelsen af en ting og tingen selv (A) er to ting, tilhørende hver sin form for virkelighed, nemlig A = objektiv og C = subjektiv virkelighed. Aksen k henfører til A’s og C’s sammenfald i oplevelsen. – Diagram og diagramtekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 115. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Men man kunne med rette spørge, hvor de nævnte egen­skaber ved synet af objektet (vasen) da kommer fra? Hertil svarer Marti­nus, at de fremkommer som et immaterielt, men samtidig rea­listisk resultat af vekselvirk­ningen mellem de i dette tilfælde involverede organiserede vibrationer i de parafysiske og højpsykiske strukturer på den ene side og de ved moderener­gien repræsen­terede kosmiske skabeprincipper på den anden side.

De nævnte organiserede vibrationer udgør i sig selv kun det ’råstof’, som indleder, hvad der kunne betegnes som ’tolk­ningen’ af de foreliggende vibrationers eller vibrationsmøn­stres indhold af objektive data. Selve ’tolkningen’ sker i kraft af moderenergien i dens egenskab af skabeevne (skabeprin­cipperne), hvorefter resultatet præsenteres i form af farve, form, struk­tur osv. for Jeget, som i en vis forstand genken­der – eller i nogle tilfælde måske ikke genkender – disse sansekvaliteter som lige præcis en lyseblå porcelænsvase.

 

Det turde i øvrigt klart fremgå af alt, hvad der er sagt ovenfor om sanseprocessen, at medens genstanden eller objek­tet – i dette tilfælde altså de vibrationsmønstre, der opleves som den lyseblå vase – tilhører den såkaldte ’ydre’, fysiske verden, tilhører slutproduktet af sansningen, det vil sige selve ’synet’ eller oplevelsen, den ’indre’, åndelige verden. Genstan­den, der er årsag eller ophav til sanseproces­sen, kan med andre ord tilskrives objektiv eksistens, og som sådan repræsenterer den objektiv virkelighed i den forstand, at den består, uanset om den opleves eller ej. Derimod kan ’synet’ eller oplevelsen kun tilskrives subjektiv eksistens i den forstand, at dette eller denne kun eksisterer for Jeget/sub­jektet, og kun så længe genstanden sanses.

 

 

 

Diagrammet viser princippet i den ydre verdens tilblivelse i konsekvens af livsoplevelsens tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et objekt (X) og oplevelsen af dette (Y). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen i dens egenskab af oplevelsesevne; trekanten E henfører til subjektet. Til oplevelsesevnens funktioner hører en projektiv virksomhed, der medfører et fænomenologisk sammenfald mellem genstand og oplevelse (symboliseret ved aksen k), således at oplevelsen i praksis angår en såkaldt ’ydre’ verden og virkelighed. – Diagram og diagramtekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk.1. 84. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Det må i konsekvens heraf konstateres, at der forekommer to fundamentalt forskellige verdener eller former for virkelig­hed, nemlig én, der repræsenteres af genstandene/objekterne, og én, som repræsenteres af ’synene’/oplevelserne. Det kunne umiddelbart lyde som den rene dualisme, sådan som adskillige filosoffer og erkendelsesteoretikere i tidens løb da også har tolket denne konsta­tering. Og sådan kunne vi jo også selv fristes til at tolke situa­tionen, hvis ikke det forholdt sig sådan, at vi forlængst har gjort os fortrolige med, at Martinus’ Kosmologi i lighed med identitets­læren er af den begrundede opfattelse, at de to former for verdener eller virkelighed ’kun’ er to komple­mentære frem­trædel­ses­former for én og samme tilgrundliggende fælles virke­lighed, nemlig ”substansen” eller Jeget. Vi skal senere se på, hvad der i henhold til Martinus’ erkendelseslære mere præcist skal forstås ved begrebet ’objek­tiv eksistens’.

 

Foreløbig konklusion

I løbet af dette kapitel har vi især kunnet konstatere, at dét, vi kalder ’verden’, som almindeligvis indiskutabelt til­lægges selvstændig, objektiv eksistens, hvilket vil sige en eksistens, der i det væsentlige er helt uafhængig af sub­jektet og dettes bevidsthed, dét viser sig i virkeligheden at være et subjek­tivt, illusio­nistisk fænomen. Det vil altså sige, et fænomen der i princippet ikke adskiller sig fra vore tanker og drømme.

 

Vi har også kunnet konstatere, at fænomenet eller illusionen ’verden’ i videste forstand af begrebet, etableres og oprethol­des gennem et samarbejde mellem de objektive sanseim­pulser på den ene side og den ligeledes objektive oplevelses­evne som skabeevne betragtet på den anden side. Imidlertid er det i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at de såkaldte ”objekti­ve sanseimpulser” kun er objektive i den forstand, at de eksi­sterer og fungerer uanset om det enkelte levende væsen (indivi­det) er bevidst om disse eller ej. Ret beset er de ”objektive sanseimpulser” nemlig præcis lige så illusionisti­ske, som dé sub­jektive oplevelser og forestillinger, de giver anledning til eller resulterer i.

 

Alt i alt kan vi derfor konstatere, at det er oplevelsesevnen i dens samtidige funktion som skabeevne, der er ansvarlig for at noget immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut stilheds- og tomheds-præget, altså Jeget som det er i sig selv, kan komme til at fremtræde som noget, der er materielt, begrænset, størrelses- ­og bevægelsespræget. Men i absolut forstand er der tale om, at disse fænomener er illusionistiske forklædninger eller fremtrædelsesformer for subjektets princip (Jeget), muliggjort af skabeevnens princip. Det treenige princips anden hovedinstans, altså skabeevnen, fungerer derfor i praksis som en art ”trylleevne”, hvormed jeget eller subjektet er i stand til at frembringe et slags ”spejlbillede” af sig selv, hvor­igennem det opnår at opfylde to hovedkrav: 1) at opnå bevidst­hed om sig selv, og 2) at tilgodese sit urbegær.

 

 

 

Ovenstående vignet af tegneren Børge Hamberg (1920 – 1970) illustrerer tydeligt, hvad der menes med, at subjektets princip (jeget = X I) ved hjælp af hovedinstans nr. 2 (skabeevnen eller virkeevnen = X II) fremtryller et slags ’spejlbillede’ af sig selv (det skabte = X III). ’Spejlet’ (= X II) er desuden finurligt tegnet som et symbolsk udtryk for Det seksuelle polprincip, idet spejlets skaft er tegnet som en stiliseret udgave af det mandlige kønslem (penis eller fallos), mens spejlrammen er tegnet som en stiliseret udgave af det kvindelige kønsorgan (vulva) med de fligede kønslæber og klitoris foroven. I samspillet mellem jeget (= X I) og den feminine pol og den maskuline pol (= X II) bliver livet og dermed livsoplevelsen (= X III) til. – Tegning gengivet efter Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 6. © 1986 Forlaget Nordisk Impuls, Spjald.

 

For mit eget vedkommende har jeg behandlet spørgsmålet om sjælen og personlighedens forhold til det fysiske legeme, subsidiært til hjernen, i følgende artikler i tidsskriftet KOSMOS (K): Sjæl og legeme. K nr. 5-1998. Er Martinus’ kosmologi en videnskab? K nr. 2-1999. Det ligger i generne. K nr. 6-1999. Er sjælen en hallucination? K nr. 11-2002. Det levende verdensalt. K nr. 4-2003. Materiens forunderlige verden. K nr. 3-2004. Fængslende illusioner. K nr. 10-2005.

 

Emnet er ligeledes behandlet i følgende af mine artikler i tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION (KI): Videnskaben eller Gud? KI nr. 3 1997. Hjernen og livsoplevelsen. KI nr. 2-1998. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet mellem de to instanser, 2012.

 

Alle de herover nævnte artikler, vil kunne læses her på hjemmesiden.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 115: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)