Lektion 115: ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)

Skabe/oplevelsesevnen

Vi har i foregående kapitel måske især kunnet fastslå, at det er i oplevelsesevnen i dens egenskab af skabeevne, at vi skal søge de faktorer, der er ansvarlige for at manifestation eller skabelse kan finde sted. Men det er også i selv samme evne at de faktorer findes, som er hovedansvarlige for at sansning og dermed livsoplevelse overhovedet kan forekomme. Disse faktorer kender vi organisk set allerede under betegnelser som det høj-psykiske kraftfelt eller overbevidstheden, med blandt andet det heri 'indbyggede' bevidsthedsarkiv'. Funktionelt set kender vi disse faktorer som de ved overbevidstheden repræsenterede kosmiske skabeprincipper, hvorom vi allerede har hørt, at der findes 8 hovedskabeprincipper og mindst 7 variantprincipper af disse. (Se tidligere afsnit i menuen).

Sagt på en anden måde, er skabe-oplevelsesevnen med hensyn til sine funktioner beroende på et kompleks af automatisk virkende kosmiske (= universelt virkende eller fungerende) skabeprincipper. De kosmiske skabeprincipper udgør i henhold til Martinus automatisk virkende grundnormer, som subjektet/Jeget er helt afhængige af under frembringelsen eller skabelsen af dét illusionistiske 'modbillede' af sig selv, som er den absolut nødvendige forudsætning for, at sansning og dermed livsoplevelse overhovedet kan finde sted.

Jeget eller subjektet i sig selv er til stede i dobbeltfunktionen og -virkningen skabelse-oplevelse som tomrumsfaktoren i materien, sådan som tidligere nævnt. Materiens partikelfaktor udgør den faktor, hvormed subjektet tilslører tomrumsprincippet på en sådan måde, at resultatet bliver netop materie og i yderste konsekvens et helt materieunivers. Partikelfaktoren er imidlertid illusorisk i den forstand, at dens enkelte partikler i det uendelige lader sig opløse i nye tomrum, netop fordi det uendelige er identisk med tomrummet, som igen er identisk med subjektets/Jegets uendelighedsnatur. De to indbyrdes forbundne og gensidigt betingende faktorer, tomrummet og partiklerne, svarer derfor henholdsvis til subjektet og skabeevnen, hvor sidstnævnte tjener som førstnævntes evne til at skabe eller frembringe et illusionistisk 'modstykke' til sig selv. Dette 'modstykke' fremtræder både som objektiv og subjektiv modsætning til subjektet/Jeget: Objektivt set som et objektiv-materielt univers, og subjektivt som subjektets oplevelse af dette univers, som altså reelt set er identisk med subjektets syn eller 'spejlbillede' af sig selv.

Model af radiumatomets elektronbaner. Som en integreret kombination af tomrum,

energi og bevægelse legemliggør hvert eneste atom i tilværelsen det tre-enige princip og dets pointe.

Jegets parafysiske 'syn' af sig selv

I henhold til Martinus frembringer og opretholder skabeevnen imidlertid også et åndeligt eller parafysisk univers, som danner grundlag for Jegets tanke- og følelsesliv, og som udgør livsrum for det levende væsen i dets kosmiske passage gennem de åndelige/parafysiske riger eller Guds primære bevidsthed, og for de fysisk levende væsener efter det fysiske legemes død, hvilket vil sige mellem inkarnationerne. Men disse åndelige/parafysiske riger eller tilværelseszoner er i realiteten af lige så illusionistisk karakter, som tilfældet er med det fysiske univers.

De parafysiske verdener er derfor i lige så høj grad subjektets/Jegets syn eller spejlbillede af sig selv, som den fysiske verden er det. Den umiddelbart største forskel mellem det fysiske og det åndelige univers består i, at det sidstnævnte stiller en materie til rådighed for en organisme, der i modsætning til den fysiske organisme er principielt uforgængelig, nemlig i form af det såkaldte evighedslegeme. Evighedslegemet defineres som en kombination af subjektet/Jeget og dets overbevidsthed (= det højpsykiske kraftfelt) på et parafysisk materieplan eller i en parafysisk organisme, som ingen destruktive faktorer kan nå udefra.

Originalen er i farver. © Martinus Institut

At afsende og modtage energi er livets evige, basale grundmønster (sort/hvid gengivelse af Martinus’ symbol ”Evighedslegemet”.

Symbolet kan dog også ses via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-16/

Bevægelsesprincippet og det skabtes energiaspekt

Interessant nok er det netop partikelfaktoren, der i denne sammenhæng bringer os i berøring med ét enkelt af de kosmiske skabeprincipper, der er ansvarlige for frembringelsen af den materielle illusion. Dette elementære skabeprincip er bevægelsesprincippet. Men som tidligere omtalt optræder skabeprincipperne altid og uden undtagelse tilsammen i et eller andet særligt indbyrdes 'styrkeforhold', idet snart det ene og snart det andet skabeprincip må karakteriseres som dominerende i den aktuelle sammenhæng.

Bevægelsesprincippet har sin store betydning i og med, at det i praksis fremtræder eller giver sig til kende som det bærende grundlag i "det skabte/oplevede" i form af to indirekte identiske aspekter: 1) energiaspektet, og 2) bevægelsesaspektet.

Energiaspektet udgøres af et energifelt bestående af ialt syv kosmiske grundenergier i en bestemt organisation. Eftersom den syvende grundenergi er 'bærer' af de seks andre, betegnes den konsekvent som "moderenergien", og som sådan udtrykker den sig igennem komplekset af skabeprincipper, heriblandt bevægelsesprincippet. Som vi forlængst er blevet bekendtgjort med, udgøres de seks andre grundenergier i organiseret rækkefølge af 1) instinktenergien, 2) tyngdeenergien, 3) følelsesenergien, 4) intelligensenergien, 5) intuitionsenergien og 6) hukommelsesenergien.

Den ovenfor nævnte indirekte identitet mellem det skabte/oplevedes energiaspekt og bevægelsesaspekt fremgår af det faktum, at bevægelse repræsenterer energi, og at energi altid er knyttet til bevægelse, som er dens grundlæggende eksistensform. Men såvel bevægelse som energi er altså i både første og sidste instans subjektets/Jegets illusionistiske fremtræden som det, Vedanta-filosofien betegner som "Maya's slør".

Det psykiske kraftfelt: P-kraftfeltet

Der er her grund til at gentage, at særlig to af grundenergierne, tyngdeenergien og følelsesenergien, i et kontra-aktivt samspil danner et spændingsfelt eller psykisk kraftfelt, kaldet P-kraftfeltet. Dette er det bærende substantielle grundlag for eksistensen af Jegets følelsesliv såvel som dets tankeliv, hvor det sidstnævnte, der består i et større eller mindre samspil mellem intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien, specielt ses som svingninger eller svingningstilstande i P-kraftfeltet.

Diagram af mekanismen bag planckafunktionen. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. © 1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982.*

* Tilføjelse: P-kraftfeltet udgøres mere præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for jegets mentale livsrum. – Planckafunktionen refererer til det universelle virkningskvantum h, kendt som den østrigske fysiker Max Plancks konstant.

Diagram af planckafunktionen opfattet som en stationær svingning (ob) i jegets tyngde-følelsesfelt. – Videreførelse af diagrammet ovenfor - - - se signaturforklaring der. © 1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 260. Borgens Forlag, København, 1982.

Supplerende forklaring af Harry Rasmussen: Som det fremgår af det psykiske kraftfelt (midterfeltet), giver tyngdeenergien (2) og følelsesenergien (3) sig modsatrettede objektive udslag i form af svingninger og spændinger. Subjektivt opleves disse henholdsvis som tanker og følelser. Som det i øvrigt fremgår af diagrammet, danner instinktenergien (1) den ’ramme’, på grundlag af hvilken planckafunktionen i kraft af (4) intelligens-, (5) intuition- og (6) hukommelsesenergien foregår. NB! Det er kun for det grafiske indtryks skyld, at de angivne udslag i P-kraftfeltet er formet som en yin og yang figur, idet læseren samtidig må erindre sig, at der her kun er tale om en symbolsk fremstilling af forholdene.

P-kraftfeltet rummer altså noget, der kan tjene som afgørende forudsætning for fænomenet bevægelse, dvs. noget at bevæge. Dette 'noget' er spændingen mellem de nævnte to energier, og denne lader sig frembringe på utallige måder, i utallige rytmer, faser og styrkegrader internt i spændingsfeltet.

Desuden kan lokale spændings- eller kraftfelter i 'hovedfeltet' gøres til genstand for relativ positionsforflytning, altså flyttes fra en position til en anden, og derved gøres til genstand for bevægelse (stambevægelse), hvilket blandt andet bekræfter tyngde- og følelsesenergiens centrale rolle som materie-dannende grundenergier. Men også instinktenergien henregnes på grundlag af dens anlæg for automation til denne kategori.

(Fortsættes)

Lektion 116: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)