Lektion 116: ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)

Diagrammet viser, hvorledes stambevægelsen i dens egenskab af en objektiv funktion og dermed som ensbetydende med en kombination af seks kosmiske grundenergier via en vekselvirkning med Jegets sansemekanisme (D) tilfører livsoplevelsen seks store, universelle grundkvaliteter. Af disse er samtlige dens kvalitative momenter bygget op, og de kan i overensstemmelse hermed karakteriseres som dens kvalitative urelementer. I nærværende tilfælde er den objektive stambevægelse altså repræsenteret ved figur ”A”, hvorimod oplevelsen og dermed erkendelsen af de seks kosmiske grundenergier eller grundbevægelser som sædvanligt er markeret ved figur ”C”. De øvrige figurer har også den sædvanlige betydning (se eventuelt forklaring til omtrent samme diagram i 2. kap.). - © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.123. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt

Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt viser sig gennem et samspil mellem jegets sanseapparat med de heri virkende kosmiske skabeprincipper og bevægelsesprincippet først og fremmest i form af fem universelle bevægelsesarter. Af disse fem bevægelsesarter er det kun den første, stambevægelsen, der har objektiv karakter. De fire andre bevægelsesarter har derimod udelukkende subjektiv karakter, idet de i en vis forstand er 'afledt' af stambevægelsen, hvorfor de da også betegnes som "aflæggerbevægelser" af netop stambevægelsen.

Stambevægelsen, defineres og ytrer sig som den objektive funktion, der består i, at et legeme eller en genstand bevæger sig fra et sted til et andet, dvs. ændrer position i rummet. Stambevægelsen er som en objektiv funktion ved et legeme et resultat af Jegets udadrettede aktivitet (manifestationen), medens den som subjektiv oplevelse er et produkt af Jegets indadrettede aktivitet (sansningen). Enhver oplevet stambevægelse har dermed både objektiv og subjektiv karakter.

Som subjektiv oplevelse giver den objektive stambevægelse umiddelbart anledning til fremkomsten af fire subjektive og derfor helt igennem illusionistiske bevægelsesarter eller aflæggerbevægelser: rummet, tiden, forvandlingen og materien. De fire aflæggerbevægelser bekræfter med andre ord sansningens eller livsoplevelsens illusionistiske karakter. Vi skal her give en ganske kort karakteristik af de nævnte fire aflæggerbevægelser:

Fire subjektive bevægelsesarter

Rummet udgør som nævnt den anden bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr.1. Ved begrebet 'rummet' forstår vi almindeligvis noget, som i sig selv ubevægeligt, statisk og tomt, en 'beholder' så at sige, der i en vis forstand indeholder eller omslutter alt, hvad der eksisterer. Når rummet i nærværende sammenhæng betegnes som en form for bevægelse, hænger det sammen med, at der ifølge Martinus er tale om bevægelse i indirekte forstand, idet rummet ret beset er en konsekvens af bevægelsesprincippet, men vel at mærke udelukkende en subjektiv konsekvens, og altså dermed et rent bevidsthedsfænomen.

Denne påstand begrundes med, at Jegets erkendelse af rum helt og holdent grunder sig på dets oplevelse af den første bevægelsesart, stambevægelsen. I kraft af sidstnævnte skabes forestillingen om afstande og derigennem om 'noget', der giver 'rum' eller plads for disse afstande. Men dybest set er de egenskaber vi tillægger rummet, dvs. verdensrummet, i form af det beholderagtige, dimensioner, proportioner m.v., udelukkende egenskaber ved vores subjektive opfattelse af det pågældende noget, der opfattes som det ydre rum.

I sin dybeste analyse udgør 'rummet' et evigt, ubegrænset stilhedens 'noget', som reelt set er identisk med det allestedsnærværende, immaterielle, udødelige, guddommelige 'noget', dvs. den evige, universelle stilhed: subjektets/Jegets princip.

Tiden er den tredie bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr.2. Den ytrer sig som det fænomen, vi betegner som "tiden". At fænomenet tid opfattes som en art bevægelse, bekræftes umiddelbart gennem sproget: Tiden går, løber, rinder og iler. Undertiden taler vi endog om, at tiden står stille eller snegler sig af sted.

Imidlertid påviser Martinus - vistnok som den første i tænkningens historie - at tiden er en bevægelsesart i klasse med rummet, idet den dels er en konsekvens af bevægelsens princip, og dels i lighed med rummet kun er bevægelse i indirekte forstand. Han fremhæver i den sammenhæng, at det i virkeligheden er misvisende at forestille sig tiden, som noget der bevæger sig. Hvis dette nemlig var tilfældet, måtte tiden som sådan tilhøre genstandenes objektive verden og dermed selv besidde objektiv eksistens, hvilket påviseligt ikke er i overensstemmelse med de faktiske kosmiske kendsgerninger. Vores omtale af tiden som noget, der bevæger sig, er derimod en nødvendig og uundværlig forestilling i det praktiske hverdagsliv.

Som almindeligt bekendt deler vi tiden i f.eks. fortid, nutid og fremtid, hvor begrebet nutiden udgør den 'faktor', som begreberne fortid og fremtid har som forståelsesmæssig forudsætning. Som lige så bekendt finder livsoplevelsen konstant sted i det, vi kalder "nuet", der dermed udgør et centralt 'tidsrum', inden for hvilket primært den dagsbevidste livsoplevelses scenerier udspiller sig, veksler og ophører i forskelligt tempo. Fra "nuet" overgår disse scenerier automatisk til "fortiden", som alene er en tidsfaktor, der eksisterer i kraft af Jegets evne til at kunne huske. Det er desuden på grundlag af hukommelsen, at fortidens oplevelser og erfaringer i form af erindringer efterhånden omdannes og forædles til de såkaldte "guldkopi-erindringer".

Diagrammet fremstiller ”tidens gang” som et spørgsmål om subjektets evne til at fastholde indtrykket af den aktuelle livsoplevelse i Nuet (b) på en sådan måde, at den tager form af en dynamisk begivenhedskæde (med subjektiv status), der involverer forestillingen om såvel fortid (a) som fremtid (c). Grundelementet i denne begivenhedskæde er de stambevægelser, der konstituerer subjektets livsoplevelse i Nuet (B), og som alle er begyndelse og afslutning underkastet, men som også via deres betydning for hinanden alle er bundet sammen i det evige Nu, i hvilket de potentielt er til stede. A = fortidens og C = fremtidens stambevægelser. Trekanten med flammeglorie = subjektet og dets urbegær.

I henhold til Martinus er Nuet dybest set identisk med Jegets 'syn' af sig selv som evig og uforanderlig modsætning til bevægelse, men samtidig som al bevægelses udgangspunkt og slutpunkt. Nuet må følgelig karakteriseres som evigt i samme forstand, som jeget/subjektet karakteriseres som evigt. Nuet er dermed Jegets 'syn' af sin egen virkelighed sat i relation til begrebet tid, medens Jeget i sin rolle som bevidsthedens uforanderlige centrum er Jegets 'syn' af denne virkelighed sat i relation til begrebet rum.

Forvandlingen er den fjerde bevægelsesart og aflæggerbevægelse nr.3. Den viser sig i praksis som det fænomen, vi kalder "forvandling", hvilket vil sige den forvandling af situationen i Jegets mentale livsrum, der hænger sammen med stambevægelsernes mangeartede aktiviteter.

Som tilfældet er med fænomenerne rummet og tiden, således er fænomenet forvandlingen som bevægelsesart betragtet også kun indirekte identisk med den oplevede stambevægelse. Som de to førstnævnte aflæggerbevægelser er forvandlingen også en konsekvens af bevægelsens princip og udgør derfor endnu en måde at opleve dette på.

Som et produkt af Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, har fænomenet forvandlingen udelukkende subjektiv eksistens, nemlig som en særlig proces, der udspiller sig i Jegets mentale livsrum (se herom nedenfor). Dét ved forvandlingen, der er af objektiv natur, er alene dén stambevægelse eller dé stambevægelser, den umiddelbart er beroende på, og som udgør en direkte manifestation af bevægelsesprincippet.

Som eksempler på fænomenet forvandling kan nævnes fosterudviklingen, udviklingen fra fødsel til død, eller kort sagt vækst og degeneration, opbygning og nedbrydning. Og det i en sådan grad og et omfang, at den fremadskridende og ofte næsten totale forvandling af situationen, som det f.eks. er tilfældet med den befrugtede ægcelle set i relation til det nyfødte individ, bevirker at man umiddelbart har vanskeligt ved at tro, at de to fænomener har noget med hinanden at gøre. Om fænomenet forvandlingen, se evt. lektionerne 87 – 95 vedr. REPETITIONSPRINCIPPET her på hjemmesiden.

Materien udgør den femte og sidste bevægelsesart, og dermed den fjerde og sidste aflæggerbevægelse, nr.4, som Martinus' Kosmologi opererer med. Det fænomen, vi kalder stoffet eller materien, er i lighed med rummet, tiden og forvandlingen en bevægelsesart, hvis eksistens helt og holdent skyldes stambevægelsen.

Ifølge Martinus er materien i sin objektive fremtræden en koncentration af stambevægelser, der af Jeget opleves under særlige perspektiviske betingelser, således at de kommer til at fremtræde med mikrokosmisk format. Ved hjælp af de pågældende stambevægelser frembringes der en særlig effekt i Jegets mentale livsrum, nemlig den specielle effekt, der betegnes som materien. Effekten kommer i stand ved, at oplevelsen af mikrokosmiske stambevægelser uundgåeligt medfører oplevelse af tilsvarende mikrokosmiske rummomenter, tidsmomenter og forvandlingsmomenter, eller kort sagt oplevelse af mikrokosmiske aflæggerbevægelser.

Kosmologien definerer derfor materien som et felt af mikrokosmiske stambevægelser, der gennem sansning resulterer i forestillingen om et tilsvarende felt af mikrokosmiske aflæggerbevægelser. Det er dette felt, der i praksis opleves som en speciel, lokal strukturformation, kaldet "materie". Rent objektivt er materien en koncentration af mikrokosmiske stambevægelser, medens fænomenet materien udgør et subjektivt produkt af vekselvirkningen mellem stambevægelseskoncentratet på den ene side og Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, på den anden side.

Som objektivt fænomen danner materien, dvs. mikrokosmiske stambevægelser, grundlag for stambevægelser på et nyt og højere niveau, som f.eks. celle-niveau, organ-niveau, organisme-niveau osv. Det er derfor ikke vanskeligt at se, at materien udgør en betydelig og vigtig detalje i Jegets samlede livsoplevelse, og i lighed med forvandlingen, som materien er nært beslægtet med (Jf. stoffets aggregattilstande: stråleformig, luftformig, flydende og fast), bidrager den til at udfylde Jegets mentale livsrum og give det indhold.

(Fortsættes)

Lektion 117: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)