Lektion 117: ERKENDELSESLÆREN

I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)

Jegets mentale livsrum og P-kraftfeltet

De tre førstnævnte bevægelsesarter: stambevægelsen, rummet og tiden, som altså har deres fælles årsag i bevægelsesprincippet, er indbyrdes uløseligt forbundet og danner i forening en kombination, der i enhver henseende udgør Jegets modsætning. Jeget er jo som ofte nævnt objektivt set en størrelses- og grænseløs, tidløs og absolut stillestående, ubevægelig realitet, medens modsat den nævnte kombination af stambevægelsen, rummet og tiden, subjektivt set fremtræder med egenskaberne størrelse, begrænsning, tid og bevægelse.

Som en videreførelse af tegningen tidligere ovenfor viser diagrammet, at den ydre verden, som den er kendt af subjektet (E), er opbygget af fem universelle bevægelsesarter (C). Disse er i praksis repræsenteret ved: stambevægelsen (!), rummet (2), tiden (3), forvandlingen (4) og materien (5). Ud over at de alle fem har subjektiv status, har stambevægelsen også en objektiv status, hvorved den indtager en position som basiselement for det skabte, opfattet som objektiv virkelighed (= figur A). Det tilføjes for en ordens skyld, at de små pile, der forbinder figur A med figur D/E, skal udtrykke vekselvirkningen mellem på den ene side det skabte som objektiv virkelighed betragtet og på den anden side subjektet via dets oplevelsesevne. © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.104. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

Betydningen heraf turde fremgå af, at den personlige Jeg-fornemmelse eller individualitetsfølelsen, netop beror på og har sine dybeste forudsætninger i kontrastforholdet mellem subjektets/Jeg-elementets navnløse natur på den ene side og den nævnte kosmiske kombination (stambevægelsen/rummet/tiden) på den anden side. Dette ses særlig bekræftet gennem det faktum, at to af kombinationens faktorer, rummet og tiden, udelukkende udgør specifikke, subjektive forestillinger, der eksisterer i tilknytning til det Jeg, af hvis skabe-oplevelsesevne de er frembragt og opretholdes.

Eftersom rummet og tiden udelukkende har subjektiv eksistens og derfor kun er 'virkelige' for det Jeg, der er deres ophav, følger heraf, at dette Jeg har sit eget rum og sin egen tid. Sammen med stambevægelsen som oplevelse betragtet, er rum og tid konsekvenser af én fælles årsag: bevægelsesprincippet, og de danner derfor i praksis en rum-tids-enhed, nemlig et subjektivt, dynamisk præget rum-tid-kontinuum. I dette er det personlige Jeg den suveræne hersker, ligesom det er inden for dette rum-tid-felt at de to sidste bevægelsesarter, forvandlingen og materien, optræder og bidrager til at give livsudfoldelsen og livsoplevelsen kolorit.

Det er dette subjektive rum-tid-felt, der betegnes som Jegets mentale livsrum, og inden for hvilket dets begær, vilje og øvrige skabende kræfter fungerer, og inden for hvilket dets livsoplevelse former sig. Det er dermed også inden for denne tids- og rumdimensionelle modsætning til Jegets objektive evigheds- og uendelighedsnatur, at Jegets nødvendige individualisering etableres og opretholdes. Det vil sige den illusion, der sikrer forestillingen om adskillelse og afsondrethed fra det universelle Jeg-element, Guds Jeg, og tillige en forestilling om, at enhver livsenhed har sit eget strengt personlige Jeg, som er adskilt fra og intet har at gøre med de øvrige levende væseners Jeger. Dermed sikres det levende væsen den for livsoplevelsen nødvendige forestilling om en verden "uden for" det selv, altså illusionen om en ydre verden.

To individer, V og Z, opfatter hver især den andens organisme (D) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X (se i øvrigt diagramforklaringen side 5). - © 1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111. Borgens Forlag, København, 1982.

Et multiplum af levende væsener opfatter hver især de andres organismer (ob) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X. - © 1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111. Borgens Forlag, København, 1982.

Jegets mentale livsrum udgør som nævnt den subjektive skueplads for Jegets livsoplevelse, hvorimod P-kraftfeltet kan karakteriseres som den objektive skueplads for samme Jegs livsoplevelse, dvs. som 'skelettet' i Jegets bevidsthedsapparat eller i dets samlede sanse- og manifestationsapparat, der er det samme som dets organisme i ordets videste betydning. Jegets mentale livsrum er som subjektivt fænomen med andre ord integreret i det relativt set 'objektive' P-kraftfelt. (Om P-kraftfeltet: se lektion 16 )

Den indbyrdes kommunikation mellem de levende væseners P-kraftfelter foregår via resonans subsidiært dissonans. Manifestationerne (stambevægelserne) i de utallige andre væseners P-kraftfelter udgør den objektive 'omverden' for det enkelte Jeg, hvis egne manifestationer naturligvis på tilsvarende måde udgør en del af samme 'omverden'.

Jegets totale sanseapparat

I foregående kapitel fik vi blandt andet en relativt kortfattet skildring af sansningens organiske funktionsgrundlag og dens tre kosmiske hovedfaser: den fysiske fase, den parafysiske/åndelige fase og den højpsykiske fase. Desuden blev sansningens fysiske fase gennemgået forholdsvis detaljeret, og den parafysiske fase i nogen grad omtalt, medens den højpsykiske fase stort set kun blev nævnt, hvilket vi skal søge at råde bod på i det følgende.

For forhåbentlig at lette forståelsen af sansningens og sanseapparatets på sin vis komplekse natur og funktioner, særlig når det gælder den parafysiske fase og den højpsykiske fase, vil det formentlig være hensigtsmæssigt at støtte fremstillingen med nedenstående diagram af Jegets totale sanseapparat:

Tegningen viser som sagt Jegets totale sanseapparat som først og fremmest bestående af to områder: Den fysiske verden (FY.V.) og den åndelige verden (ÅN.V.), der er adskilt ved den lodrette midterlinie, som er stiplet for at markere, at 'grænsen' mellem de to verdener ikke er absolut, men i en vis forstand 'flydende'.

I diagrammets venstre halvdel ses et øje (Ø) med nethinde (N), synsnerve (S) og synscenter i hjernen (H). Helt tilvenstre er synsvinklen (SV) angivet med de to skråtliggende streger, der udefra er ført igennem pupillen, hvorefter de krydser hinanden og ender henholdsvis øverst og nederst på nethinden. Inden for synsvinklen eller synsfeltet og i nogen afstand fra øjet ses en lodret pil-figur (g), der skal symbolisere en synlig genstand, som for så vidt godt kunne være den lyseblå porcelænsvase, vi tidligere har omtalt i forbindelse med beskrivelsen af sanseprocessens fysiske fase. Som det vil bemærkes peger pil-figuren både opad og nedad, hvilket skal indikere den kosmiske kendsgerning, at enhver genstand eller størrelse i virkeligheden repræsenterer uendeligheden og evigheden. Se herom senere.

I diagrammets højre halvdel ses nærmest den stiplede linie en figur (PS), som skal symbolisere den sjælelige sansestruktur. Figuren ligner delvis figuren H = hjernen i venstre halvdel, hvilket ikke er tilfældigt, da disse to strukturer har visse træk tilfælles og desuden interagerer med hinanden, hvilket er søgt vist med zigzag linierne mellem dem. At PS-figuren er vist som ialt fire 'sektioner', skal angive det forhold at den sjælelige struktur primært udgøres af instinkt-, følelses-, intelligens- og hukommelseslegemet.

Fra PS-figuren udgår der ialt seks omtrent vandrette pile, som peger hen mod det lodrette, punkterede felt (O), hvori ses en lodret pilefigur, hvis størrelse svarer til pilefiguren i øjets synsfelt. De seks pile skal henvise til de seks sanser eller sanseområder: instinktsansen, tyngdesansen, følelsessansen, intelligenssansen, intuitionssansen og hukommelsessansen. Feltet skal symbolisere oplevelsesfeltet og dermed selve oplevelsen, i dette tilfælde af genstanden 'g'.

Til højre for oplevelsesfeltet ses igen seks omtrent vandrette pilefigurer, der peger fra højre og ind mod oplevelsesfeltet. De skal symbolisere højpsykiske sanseområder, der svarer til de sjælelige sanser og sanseområder. At det to sæt pilefigurer peger ind mod oplevelsesfeltet fra hver sin side skal angive, at der er tale om, at livsoplevelsen er et resultat af et samspil mellem den sjælelige struktur på den ene side og den højpsykiske struktur på den anden side. Den sidstnævnte ses symboliseret ved den vandretliggende kegleagtige figur (SG) til højre.

Den højpsykiske sansestruktur

I og med SG-figuren møder vi en struktur og et begreb, som tidligere i denne fremstilling kun har været nævnt periferisk, nemlig sanseregistret. Dette register, der henhører under den højpsykiske sansestruktur, består af et uendeligt antal sansehorisonter, som udgøres af det uendelige antal spiralafsnit, individet har gennemlevet, og som nu i form af et omfattende og rigt erfarings- og erindringsmateriale findes opmagasineret i bevidsthedsarkivet, hvorfra det står til Jegets bevidste og ikke mindst ubevidste rådighed.

De nævnte sansehorisonter er angivet på keglefiguren i form af en række lodrette felter, som aftager i størrelse (højde), jo længere de befinder sig væk fra feltet med den sorte 'bjælke' i keglens venstre side. Denne figur skal markere, at denne sansehorisont tilhører det indeværende spiralafsnit, der jo ifølge sagens natur er under opbygning. Det til dette spiralafsnit henhørende erfaringsmateriale er opmagasineret i erindringskartoteket, som er en 'afdeling' af det samlede bevidsthedsarkiv. Vi skal senere se på, hvorfor en af keglefigurens felter er skraveret og at der udgår to pilefigurer herfra, en for oven og en for neden, som begge peger hen mod pilefiguren i oplevelsesfeltet.

(Fortsættes)

Lektion 118: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)