Kosmologiske
lektioner
Lektion 61: POLFORVANDLINGENS
SEKSUELLE KATEGORIER
- fra A- til K-menneske
(Fortsat
fra Lektion 60)
Men i sammenhæng med denne bogs opgave og
formål, er det dog især de fire normale seksuelle kategorier, der har
interesse, og som derfor af hensyn til vort emne ganske kort skal skitseres i
det følgende.
A-menneskene er i almindelighed
følelsesmennesker, og ikke udpræget intelligente. De er karakteriseret ved at
være traditions- og vanebestemte i deres holdninger, og de ønsker sædvanligvis
ingen form for forandringer eller ændringer i deres tilværelse og omgivelser. I
religiøs henseende er de ofte ortodokse og dogmatiske i deres anskuelser, og
som samfundsmedlemmer er de småborgerlige og har nok i deres eget og i deres
egne. De er samtidig nationalt sindede og gribes let af patriotisme, men i
fredstider har de ofte svært ved at fordrage de enkelte individer, som de ikke
lige er på mental bølgelængde med. De ser ofte "fjendebilleder" i
deres nære, men måske især i deres fjernere omgivelser. Endelig må de
karakteriseres som selvretfærdige og fordømmende, og har altså kort sagt nok i
sig selv og deres eget.
I seksuel henseende er A-menneskene strengt
monogamt indstillede, og de lever for ægtefælle, afkom og nærmeste familie. De
udgør "ét kød" i den forstand, at de legemligt og sjæleligt har et
privat og personligt fællesskab, som danner hele deres verden. Kun det, der
tjener dette fællesskab, har betydning og værdi for dem.
Det skal for resten indskydes, at
A-kategoriens individtyper, af den gode grund, at de er - og ikke mindst i de
borgerlige århundreder antagelig har været - den mest almindeligt forekommende
mennesketype, forholdsvis ofte genfindes i H.C.Andersens forfatterskab, bl.a.
i en del af eventyrene, af hvilke tilfældigt kan nævnes Den lykkelige
Familie, 1848. Eventyret handler om en højst 'borgerlig' og 'snobbet'
sneglefamilie, der bor under skræpperne i herregårdshaven, og som har nok i sig
selv og sit eget, og hvis højeste mål i livet er, at blive kogt og lagt på
sølvfad, for på den måde at få adgang til herregården, der står for dem som
indbegrebet af selve paradis eller livets lyksalighed.
C-kategoriens mennesker er dem, der har
udlevet A-områdets ægteskabelige 'himmerige', hvor ægtefællerne har nok i hinanden,
i deres afkom og i den nære familie. Men at de har udlevet ægteskabets
'paradis-tilstand' indebærer ikke, at de undgår at forelske og eventuelt gifte
sig. Tværtimod er de netop tilbøjelige til at gifte sig flere eller endda
mange gange, eftersom deres forelskelsesevne og seksualtrang ikke er blevet
mindre, men snarere er vokset.
Det er derfor i denne kategori, at jalousi og
ulykkelige parforhold og mislykkede ægteskaber i særlig grad gør sig gældende,
og specielt når C-mennesket eksempelvis danner par eller gifter sig med et
A-menneske. En sådan situation er vistnok ikke så usædvanlig, ligesom det
naturligvis også kan forekomme, at C-mennesket danner par eller gifter sig med
et menneske fra en af de andre kategorier, både de normale og de afsporede.
C-mennesket betegner imidlertid en kategori,
der så småt er begyndt at udvikle en moralsk og intellektuel stillingtagen til
samfundsspørgsmål, til kunst, videnskab, filosofi og religion, eller kort sagt
til kultur. Det skyldes primært den begyndende vækst af mandens feminine pol og
af kvindens maskuline pol, og i begge tilfælde af de to parters respektive
intellektuelle polorgan. I takt med at de to respektive seksuelle poler og
polorganer vokser, øges C-menneskets intellektuelle bevidsthed og dets humane
moral og skabende evner, og i løbet af nogle inkarnationer glider C-menneskene
stille og umærkeligt ind i E-kategoriens område.
E-kategoriens mennesker er individer, hvis
modsatte pol efterhånden er i relativt stærk vækst, men sådan at deres
intellektualitet, moral og gudsforhold er situationen overlegen. De har som
regel et stærkt engagement i kunst, videnskab, filosofi og religion, eller i
pædagogiske, sociale eller idealistiske politiske interesser.
På grund af den modsatte pols stærke
fremvækst, er E-mennesker ofte præget af en seksuel indstilling, som kan
svinge mellem interesse for og begær efter det modsatte køn og deres eget køn.
De kan således i en periode have den ene seksuelle indstilling og i en anden
periode den anden seksuelle indstilling. E-mennesker kan med andre ord
karakteriseres som biseksuelt orienterede. Men på grund af deres
relativt høje etisk-moralske standard eller habitus, medfører dette normalt
ikke de helt store lidelser eller ulemper for E-menneskene.
I reglen undlader E-mennesker at gifte sig,
men gør de det, vil ægteskabets heldige eller uheldige udfald være beroende på,
om det er et resultat af en midlertidig forelskelse, eller om der er tale om et
forhold, som mere er bestemt af menneskeligt betonede ønsker og behov. Den nævnte
forelskelse kan især finde sted i individets repetitionsperiode. Men i begge
tilfælde vil parforholdets eller ægteskabets lykke og succes, stå og falde med
polkonstellationen henholdsvis hos manden og kvinden. Det er således ikke kun
beroende på, hvordan de to parters henholdsvis maskuline pol og feminine pol
passer sammen, men også og måske især på, hvordan mandens feminine pol og
kvindens maskuline pol passer til hinanden. På den baggrund kan man faktisk
sige, at der reelt er ikke to, men fire 'personer' involveret i et sådant
parforhold eller ægteskab.
E-kategoriens mennesker udgøres altså af
individer, i hvis bevidsthed og organisme den modsatte pol og det
intellektuelle polorgan, der har sit udløsningscenter i hjernen, er blevet så
tilpas udviklet, at indflydelsen er ved at trænge ind i individets vågne
dagsbevidsthed. Men som nævnt, er E-menneskenes intellektuelle og moralske
standard af en karakter og styrke, og deres personlige gudsforhold normalt så
stærkt, at de vil være beskyttet imod seksuel afsporing. Men selvom de i deres
seksuelle indstilling periodisk eller lejlighedsvis svinger i retning af
homoseksuelle tilbøjeligheder, kan de alligevel ikke karakteriseres som
afsporede fra den normale polforvandling, idet de menneskelige egenskaber hos
dem er af en sådan karat, at de altid først tænker på andre og tager hensyn til
de pågældendes velbefindende og lykke.
Det skal i øvrigt allerede her røbes at meget
tyder på, at H.C. Andersen med hensyn til sin polkonstellation og seksuelle
orientering tilhørte E-kategorien, og muligvis befandt sig på 'grænsen' til
enten H-området eller I-området, som skal omtales om lidt.
Fra E-kategoriens område vil nogle mennesker
glide direkte ind i I-området, som er karakteristisk for homoseksuelle
mennesker af meget høj intellektuel og etisk standard, mens andre fortsætter i
H-området, der er præget af heteroseksuelle mennesker af samme høje
intellektuelle og etiske kvaliteter som I-menneskene. Der kunne nævnes ikke så
helt få og fremtrædende eksempler på begge disse kategorier, både fra fortiden
og nutiden, men det er ikke opgaven her, hvorfor jeg vil afstå fra det.
Vedr. begrebet homoseksualitet
kan her tilføjes, at der i øvrigt er det karakteristiske ved homoseksuel
praksis, hvad enten denne er mellem mænd eller mellem kvinder, at i det
indbyrdes forhold og især under samlejet kan forholdet mellem de to involverede
parter veksle imellem, at snart den ene og snart den anden part spiller rollen
som hhv. maskulin dominant og feminin receptiv. Det beror i hver situation på
det enkelte individs alternerende koncentration på snart den maskuline
seksuelle pol og snart på den feminine seksuelle pol. Derfor er der noget
rigtigt i det, når homoseksuelle ofte afviser, at den ene part udelukkende og
altid fungerer i rollen som den maskuline part, mens den anden part udelukkende
og altid fungerer i rollen som receptiv part. Men i en del tilfælde vil det dog
i praksis være sådan, at den ene af de to seksuelle partnere af samme køn
nærmest automatisk kommer til altid at spille rollen som den maskuline og
dominerende, mens den anden part uden videre altid påtager sig rollen som den
feminine og modtagende i forholdet, specielt under samlejet.
Om H-kategorien siger Martinus bl.a.: "[…]
Da dets poludvikling ikke foregår i noget unaturligt hurtigt tempo, vokser
denne side af dets psyke kun ganske umærkeligt og gradvis frem og når derfor
først kontakten med væsenets vågne dagsbevidsthed i dets allersidste
inkarnationer før dets indvielse eller oplevelse af den store fødsel […]".
(Det
anførte citat af Martinus er fra LB V, stk. 1875.)
Dette udsagn indikerer, at den
normale udviklingslinie ikke nødvendigvis medfører, at alle skal blive
homoseksuelle i den sædvanlige betydning af begrebet, sådan som der hos nogle
'nybegyndere' blandt Martinus-interesserede har været en tendens til at opfatte
det. Personligt har jeg mødt mennesker, som afviste Martinus' Kosmologi med
netop den begrundelse, at det var uhyggeligt at tænke på, at alle mennesker på
et eller andet tidspunkt under polforvandlingen skulle blive homoseksuelle.
Men en sådan opfattelse eller frygt røber umiskendeligt, at man desværre ikke
har forstået så meget af, hvad den seksuelle polforvandling egentlig går ud
på.
Vedr. misforståelse af
polforvandlingen: Det er eksempelvis en misforståelse. hvis man tror, at
alle mennesker skal blive homoseksuelle i løbet af udviklingen fra jordisk
menneske til rigtigt menneske: LB V,
stk. 1591,1718-9, 1752, 1786, 1869, 1871, 1876.
Lad mig derfor i den forbindelse indskudt
gentage, i håb om at gøre det helt klart, at ifølge almindelig erfaring og
logik, kan ingen evne eksistere eller fungere uden et organisk grundlag. En
evne vil derfor altid været baseret på organiske funktioner. Dette grundlag
udgøres ifølge Martinus primært af talentkernerne og de deraf skabte og
opretholdte åndelige eller parafysiske legemer, og sekundært af generne og de
fysiske organer. Således er synsevnen baseret på synsorganerne, høreevnen på
høreorganerne, smagen på smagsorganerne osv. I henhold til Martinus udgør
kærlighedsevnen ingen undtagelse fra denne regel. Kærlighed, sympati og
velvilje og modsætningerne: had, antipati og uvilje, er og vil uundgåeligt
altid og under alle omstændigheder primært være beroende på konstellationen
mellem de to hovedtalentkerner, den maskuline pol og den feminine pol, og de
dertil knyttede polorganers indbyrdes konstellation, og sekundært på den
heraf betingede psyko-fysiske organstruktur, herunder de fysiske kønsorganer.
De to overbevidsthedspoler og de dertil
knyttede to polorganer, har som overordnet funktion og målsætning, at være dé
primære styringsorganer, der fører og dirigerer individet gennem
spiralkredsløbenes skiftende lys- og mørkeperioder, de kosmiske dage og nætter,
eller gennem de ialt seks successive riger eller tilværelseszoner. Det er på
basis af pol- og polorgankonstellationen, at de seks kosmiske grundenergier
indbyrdes kombinerer sig på en sådan måde, at den enkelte energi og det derpå
baserede åndelige legeme kosmisk set successivt dominerer kombinationen, og
derigennem gør individet manifestations- og sansedygtigt i de respektive nævnte
riger, herunder den fysiske verden (subsidiært Jorden), som er den tilværelseszone,
vi i denne sammenhæng specielt har med at gøre og taler om.
Imidlertid er H-mennesker sædvanligvis
intellektuelt, åndeligt og etisk-moralsk højt udviklede individer, som ofte
kan være fremtrædende inden for samfunds- og kulturlivets forskellige områder.
Men også H-mennesker gifter sig, og sker dette med et andet H-menneske af
modsat køn, eller et E-menneske med overvejende heteroseksuel orientering,
kan der godt være tale om et lykkeligt ægteskab udenfor de egentlige lykkelige
ægteskabers zone (A-området), hævder Martinus. Men det vil fortrinsvis være det
menneskelige element og de humane og kulturelle interesser, der præger et
sådant forhold eller ægteskab. Ifølge Martinus er H-mennesker dog endnu ret
sjældent forekommende på jorden. Men de vil blive mere almindelige i fremtiden,
hævder han, ikke mindst af den grund, at også fremtidens mere udviklede
mennesker nødvendigvis må have biologiske ophav eller forældre, som de
diskarnerede E-, H-, I- og J-mennesker kan tiltrækkes af og være i personlig og
skæbnemæssig 'resonans' med af hensyn til deres fysiske inkarnering. At de
biologiske forældre så måske i nogle tilfælde ikke har mulighed for eller er i
stand til selv at opfostre deres afkom, som derfor må bortadopteres, er en
anden sag, som ikke rokker ved princippet. Men de vil i alle tilfælde
disponere godt og kærligt for deres afkom.
Efterhånden som de to seksuelle poler bliver
stadig mere jævnbyrdige i deres funktion, og det intellektuelle polorgan når op
omkring sin optimale udvikling, glider H-menneskene automatisk ind i I-området.
Dette område er karakteristisk ved, at det markerer den kosmiske
fødselsports normale åbning. Nemlig i modsætning til den kunstige og alt
for tidlige åbning af denne, som kan ske ved at et etisk-moralsk endnu
uudviklet menneske, f.eks. gennem Yoga-praksis tiltvinger sig adgang til et
højere udviklingstrin, end det i henhold til sin aktuelle udvikling egentlig
befinder sig på.
Efter det fornødne og udviklingsbetingede
ophold i I-området, fortsætter individets udvikling ind i J-området, som
udelukkende består af psykisk færdigudviklede mennesker, som Martinus
har valgt at betegne som Kristus-væsener, fordi disse har opnået en
intellektuel og etisk-moralsk standard og habitus, der er sammenlignelig med
den højintellektuelle standard, som Jesus Kristus var et levende eksempel og
forbillede på.
Efterhånden som den fysiske
organisme omdannes til at kunne fungere i overensstemmelse med de høje etiske
krav, der på dette trin stilles til individet, glider J-mennesket næsten
umærkeligt ind i K-området. Dette område er polforvandlingens allerhøjeste trin
og mål, som består af individer, som både psykisk og fysisk er færdigudviklede
Kristus-mennesker, hvis åndelige, etisk-moralske bevidsthedsniveau er identisk
med den fuldkomne næstekærlighed. Den kærlighed, der hellere giver end tager,
og som uden vanskelighed praktiserer budet om at gøre mod andre, hvad man vil
at de skal gøre mod én selv.
Der er naturligvis især for K-menneskenes
vedkommende tale om, at de i deres seksuelle orientering udelukkende er indstillet
på det guddommelige i deres medvæsener. En situation og tilstand, som bekræfter
Jesu-ordene: "de, som er agtet værdige til at få del i den anden
verden, tager hverken til ægte eller bortgiftes: Thi de kan ikke mere dø; de er
jo engles lige, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn."
(Luk.20,27-28; jvf. f.eks. med Thomas-evangeliet, logion 22). Det vil sige, at
K-menneskene er individer, der ikke længere er underkastet
reinkarnationsprocessen, men som behersker såvel de åndelige som de fysiske
energier i et omfang og en grad, at de i stedet er i stand til at benytte sig
af materialisationens og de-materialisationens teknik. Denne teknik, som er
tilgængelig for individet i det rigtige menneskerige, er aktuel og påkrævet,
når det f.eks. drejer sig om at danne sig en ny fysisk organisme, eller om at
opløse den igen, når individet ønsker eller har behov for en hvilepause fra den
fysiske tilværelse.
Selvom en sådan teknik og eksistensform
umiddelbart måske kan lyde lidt vel fantastisk og urealistisk, bør man dog nok
vare sig for at kalde den usandsynlig. Tænk blot på den nyere elektroniske
teknik, der har bidraget med opfindelser og tekniske nyskabelser, som ikke ret
mange af os for bare 30-40 år siden ville have troet mulige. Det samme gælder
også den såkaldte génteknologi, hvis rette brug rummer muligheder, som
formentlig på et senere tidspunkt vil vise sig at være et overgangsstadium til
den ovenfor nævnte materialisations- og dematerialisationsteknik. Men
Martinus understeger, at den sidstnævnte teknik ligger et godt langt stykke ud
i fremtiden, men han er ikke i tvivl om, at den en skønne dag vil være en lige
så almindelig 'fødsels- og døds-metode', som den biologiske fødsel og død er
det i vore dage. (Note 16)
– For en ordens skyld skal det
pointeres, at der med seksualtyperne A- til K-mennesker ikke kun er tale om
forskellige, successive stadier i polforvandlingen, men i nok så høj grad også
om seksualtyper eller mennesker, der mere eller mindre eksisterer samtidigt med
hinanden. Men iht. Martinus vil alle mennesker efterhånden som de nærmer sig de
sidste stadier i polforvandlingen, komme til at repræsentere de samme
seksualtyper, nemlig I-, J- og K-menneskene.
Foreløbig
konklusion:
Med den ovenstående højst skematiske og - det
må siges - utilstrækkelige fremstilling af de 11 seksuelle kategorier eller
mennesketyper, skal vi hermed afslutte den egentlige omtale af det seksuelle
polprincip og den seksuelle polforvandling. Men undervejs har vi blandt andet
kunnet konstatere, at selve polkonstellationen og polforvandlingsprocessen sker
på foranledning af de kosmiske skabeprincipper, specielt det guddommelige
skabeprincip og kredsløbs- og kontrastprincippet, subsidiært tiltræknings- og
frastødningsprincippet og sult- og mættelsesprincippet, som individets begær,
ønsker og vilje automatisk er undergivet og former sig efter.
Vi har desuden kunnet konstatere, at det
organiske grundlag for individets kønspræg og dets seksuelle og sympatiske - og
antipatiske - orientering, er de to seksuelle overbevidsthedspoler, den
maskuline pol og den feminine pol, og de to underbevidsthedspolorganer, nemlig
det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, også kaldet det
psyko-sympatiske anlæg. Endelig har vi kunnet konstatere, at den organiske
basis for individets emotionelle, intellektuelle og åndelige begavelse samt
dets kreative evner, er de såkaldte talentkerner, specielt organtalentkernerne,
og de af disse organiserede og opretholdte seks åndelige legemer.
Men først og sidst har vi kunnet konstatere,
hvilken stor og afgørende rolle det seksuelle polprincip og den seksuelle
polforvandling spiller for individets til enhver tid aktuelle udviklingstrin og
-standard. Ligesom vi er blevet gjort bekendt med, at dette forhold igen er
bestemt af den ligeledes til enhver tid rådende, men kosmisk set variable
konstellation mellem de to seksuelle overbevidsthedspoler og det på tilsvarende
måde udviklingsbetingede forhold mellem de to seksuelle polorganer i
underbevidsthedsregionen.
Emnet er imidlertid langt fra
udtømt med denne bogs fremstilling af det, tværtimod. Den særligt interesserede
læser henvises derfor til selve kilden til de oplysninger, ideer, tanker og
forestillinger, som ligger til grund for min fremstilling, nemlig Martinus'
livsværk i form af symboler, bøger, artikler og foredrag., men specielt til
Livets Bog IV-VI. Desuden henvises sekundært til diverse bøger af Per
Bruus-Jensen, herunder især hans 4 binds værk ""X" - en komplet
indføring i Martinus' Kosmologi", men her specielt bind 4.
Men udrustet med et relativt grundigt
kendskab til væsentlige og i denne sammenhæng relevante sider af Martinus'
Kosmologi, skal vi som et 'overgangsled' til min hjemmesides egentlige emne,
H.C. Andersens personlighed, liv og forfatterskab og den deri nedfældede livs-
og verdensanskuelse, gå videre til at se på to vigtige kosmiske processer som
mere eller mindre forudsætter og betinger hinanden. Det drejer sig først om døden
eller dødsprocessen, der fysisk set begynder når organismens hjerte-
og lungefunktion er ophørt, og psykisk set når hjernen er død og bevidstheden
dermed ikke længere kan fungere og give sig til kende på det fysiske plan.
Dernæst drejer det sig om reinkarnationen
eller reinkarnationsprocessen, som træder i funktion i samme øjeblik et
diskarneret individ, efter et kortere eller længere ophold i den åndelige eller
parafysiske verden, bliver undfanget til et nyt fysisk liv. Denne undfangelse
sker, efter at individet har opholdt sig i en vis periode i salighedsriget, og
efter at det er blevet mættet af oplevelserne her og derfor føler længsel efter
en ny tilværelse under de fysiske lovmæssigheder og vilkår, som nu står for det
som højst attråværdige. Processen, som foregår automatisk og ubevidst, sættes i
gang af seksuelle energier, specielt orgasmen, hos fysisk levende individer af
samme art som individet selv, og kendes under navn af forplantningsprocessen.
De principper, der væsentligst ligger til
grund for denne proces, er dels reinkarnationsprincippet og dels repetitionsprincippet.
Men de øvrige kosmiske skabeprincipper er naturligvis også samtidig involveret
i den proces eller det forløb, der skal bringe det diskarnerede individ i den
åndelige verdens salighedsrige tilbage til livet og tilværelsen under den
fysiske verdens i alle tilfælde betydeligt mere robuste og krævende livsvilkår.
Det gælder således ikke mindst skæbneprincippet, der er en variant af talentkerneprincippet
og kredsløbsprincippet i forening. Skæbneprincippet skal vi i øvrigt se
nærmere på i senere lektioner.
Formeringsmekanismen hos
tulipan med hanlige og hunlige kønsorganer. Denne konstellation
(dobbeltkønnethed) vidner om dobbeltpolet status hos tulipanarten, men med den
videre indvikling må det forventes, at et af de to kønsanlæg vil begynde at
degenerere for til sidst at visne bort. Drejer det sig om det hunlige kønspræg,
vil væsenet ved processens afslutning fremtræde med hankøn (venstre pil). Er
det derimod det hanlige anlæg, der forsvinder, vil det ende med hunkøn (højre
pil). (Fotomontage og tekst: © 1989 Per
Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, stk. 4. 83. – Gengivet med forfatterens
tilladelse).
Her skal tilføjes, at det netop ikke er
dobbeltkønnethed, Martinus stiller i udsigt og som målsætning for menneskenes
aktuelle form for seksualitet (enkeltpolethed og enkeltkønnethed), men derimod dobbeltpolethed,
dvs. en fremtoning, der i det ydre er kønsløs, men i det indre forener det
maskuline og det feminine princips ædleste karaktertræk.
Det drejer sig her om den kategori af mennesker, som
Martinus betegner som store visdomslærere eller ”verdensgenløsere”, mennesker
som Buddha, Jesus og Muhammed. Herunder skal nævnes og anbefales en række bøger
om de nævnte personer:
Vedr. Siddharta Gautama eller Buddha
(levede antagelig ca. år 560-480 f. Kr, og han blev således 80 år), se f.eks.:
Poul
Tuxen: Buddha. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv
i Nutiden. G.E.C.Gads Forlag. København 1928. I serien
Verdensreligionernes Hovedværker i Oversættelse har samme forfatter oversat og
udgivet buddhismens 'bibel': Dhammapada. Buddhistiske Tankesprog. Aage
Marcus, København 1920.
Vilhelm Grønbech: Buddha. Hvad er
mystik? Indisk realisme og israelitisk idealisme. Thaning & Appel 1973.
Udkom oprindelig i 1952 som første bind i serien Religion Og Livsvisdom.
Jens Bruun, Christian Lindtner og Peter
Boile Nielsen: Buddhismen. Tanker og livsformer. Forlaget Gyldendal
1982.
Christian Reventlow: Hvad Buddha lærte
om Livets Mening. Forlaget Gyldendal 1943.
Martinus har også omtalt Buddha og
buddhismen i følgende af sine værker: LB I, stk. 91, 122, 150. LB IV, stk. 1491. LB VII, stk. 2432. DeV I, stk. 1:3. Logik, kap. 85. Småbog
nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed?, kap. 2, 6,
20. Småbog nr. 6b: Pinseglans over livet, kap. 14. Småbog nr. 10b: Mental
suverænitet, kap. 5-6.
Vedr. Joshua Ben Josef eller Jesus
Kristus (= Jesus den salvede eller den udvalgte, messias), se f.eks.:
Ethelbert Stauffer: Jesus.
Hans liv og samtid i historisk belysning. Jespersens og Pios Forlag. København 1961. Forfatteren vurderer
evangeliernes historiske pålidelighed - også Johannes-evangeliets - væsentligt
mere positivt end almindeligt i nyere teologi, og han benytter sig på en ny
måde af den jødiske samtids og nærmeste eftertids polemiske behandling af
Jesus. Han inddrager desuden jødernes daglige gudstjenesteliv og de jødiske
straffelove, særligt kætterlovene, som bragtes i anvendelse på Jesus. På
baggrund af datidens politiske forhold giver Stauffer en kronologi for Jesu
virksomhed. Dødehavsrullerne omtales udførligt og indsættes i en større
sammenhæng.
Vilhelm Grønbech: Jesus
Menneskesønnen. Gyldendals Uglebøger 1962. Udkom første gang 1935 på Povl Branners
Forlag. Bogen er en indtrængende psykologisk undersøgelse af Jesus, foretaget
udelukkende på evangeliernes beretninger. Mennesket og læreren Jesus træder
herunder lyslevende frem for læseren.
Vilhelm Grønbech: Kristus. Den
opstandne frelser. Den ældste kristne menighed. Gyldendals Uglebøger 1970.
Bogen udkom første gang 1941 på Povl Branners Forlag. I denne bog viderefører
Grønbech sin især i forhold til samtiden utraditionelle opfattelse af Jesus
som det store vise menneske og den store religiøse fornyer.
Som eksempel på nyere tids marxistisk
inspirerede profane tolkning af Jesus-skikkelsen kan eksempelvis nævnes Erik
Nørgaard: Partisanen Jesus. Bogans Forlag 1975. Forfatterens
udgangspunkt er opfattelsen af, at "Kirkens billede af Jesus udspringer af
ren overtro," og desuden søger han at dokumentere, "at Jesus var et
almindeligt, men fascinerende menneske, der stillede sig i spidsen for et
oprør mod den romerske besættelsesmagt og den klike af magthavere i Jerusalem,
der samarbejdede med romerne for 2.000 år siden." Bogens hovedtanke er
nogenlunde identisk med den marxistiske svenske forfatter Sven Wernströms
børnebog Kammerat Jesus. (forlag og udgivelsesår skal undersøges).
Hverken Nørgaards eller Wernströms helt igennem materialistiske,
reduktionistiske og alt for snævre synspunkter finder genklang i Martinus' syn
på Jesus og kristendommen.
Ditlef Nielsen: Den historiske Jesus.
Forlagt af H. Aschehoug & Co. København 1924. Bogen er et optryk af en
populær forelæsningsrække, som forfatteren i 1923 holdt ved Københavns
Universitet. Den kan anbefales, fordi den behandler sit emne seriøst og
fordomsfrit, og herunder påpeger den bl.a. at eksempelvis dogmet om
jomfrufødslen ikke er oprindelig kristen lære, idet alle skrifter i Nye Testamente
oprindelig har antaget Jesus for at være født på naturlig måde som
Josefs virkelige søn. Kun to af de 27 nytestamentlige skrifter, der danner det
historiske grundlag for kristendommen, omtaler jomfrufødsel, selvom det er i
uoverensstemmelse med disse to skrifters øvrige indhold. Jesus selv har aldrig
forkyndt denne lære, hans disciple heller ikke, og den findes ikke i den
ældste, kristne menighed på jødisk grund og var i det hele taget fremmed for
jødisk religion og Det gamle Testamente. Forfatteren mener at kunne påvise, at
dogmet om Jesu jomfrufødsel er et isoleret element, der i strid med Det nye
Testamente senere er trængt ind i Biblen fra den apokryfe litteratur. Han
mener desuden, at hedenske mytologiske elementer har trængt sig ind fra Jesu
fødsel til Jesu død, fordi hedningekristendommen sejrede og farvede den
oprindelige historiske overlevering.
Ditlef Nielsens opfattelse af Jesus og
kristendommen er på de nævnte punkter i alt væsentligt i overensstemmelse med
Martinus' opfattelse af samme, hvilket bl.a. vil fremgå af følgende steder i
hans værker: LB I, stk. 61,
122, 150. LB II, stk. 453, 618, 621. LB III, stk. 743-5, 836-7,
860-4, 866, 868-83, 885-90, 894-6, 898-901, 919, 926-7, 979, 992-3, 995-7. LB
IV, stk. 1305, 1310,1325, 1329, 1333-5, 1337, 1363-5, 1423, 1429, 1432,
1494-5, 1620, 1644. LB V, stk. 1714-8, 1720-3, 1726-8, 1732, 1734,
1848, 1882, 1886, 1892-3, 1895, 1912-4, 1907. LB VI, stk. 1983-4, 1992-6, 2004, 2031-2,
2067-70, 2072-3, 2076, 2117, 2124-5, 2224-5, 2233, 2263, 2336, 2358. LB VII, stk. 2430-2, 2460, 2470, 2486, 2493, 2518,
2534, 2570-1, 2574-9, 2578-9, 2587, 2618-20, 2643, 2654:19, 2587-8, 2658:30. DeV I, stk. 1:3, 3:3, 13:5. DeV II, stk.
19:1-6, 20:7, 21:6, 22:1, 22:3/II, 23:2-5, 25:3. DeV III, stk. 33:33,
33:39, 33:45, 33:70, 33:72-3. Logik, kap. 0, 32, 46, 80, 82-5.
Jesus Kristus og kristendommen omtales i
så godt som alle Martinus' småbøger, men dog særligt i følgende: Småbog nr. 2: Påske,
kap. 1-8, 11-2, 12-4, 13, 14-5. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed? kap.
2-4, 6, 19-30. Småbog nr. 4: Omkring min missions fødsel, kap. 11.
Småbog nr. 6b: Pinseglans over livet, kap. 1, 14. Småbog nr. 7: Den
længst levende afgud, kap. 1-3, 14-5, 16-25. Småbog nr. 8: Menneskeheden
og verdensbilledet, kap. 3, 11, 15, 54, 65. Småbog nr. 9: Mellem to
verdensepoker, kap. 1-4,6. Småbog nr. 10b: Mental Suverænitet, kap.
5-7. Småbog nr. 13: Juleevangeliet, kap. 1, 4-6, 10-7, 18, 20-2, 24-5,
27-30, 32-34. Begrebet jomfrufødsel omtales her særlig i kap. 12-5, 28-9, 32.
Småbog nr. 14b: Tanker omkring påske, kap. 1-2, 7-8, 10, 11-8. Småbog
nr. 15a: Et glimt fra verdensgenløsningen, kap. 1-7, 9,11. Småbog nr.
15b: Getsemane Have, kap. 1-6. Småbog nr. 17b: Pilatus, Kristus og
Barrabas, kap. 1-10. Småbog nr. 20b: Meditation, kap. 6, 9, 12-23.
– Jf. evt. med afhandlingen JESUS MENNNESKESØNNEN I og JESUS MENNESKESØNNEN II her på hjemmesiden. I
øvrigt udgivet i bogform 2012 på Forlaget Scientia Intuitiva.
Vedr. Muhammed Abd-Allah eller
blot Muhammed (Ca.570-632), islams, den kompromisløse monoteismes store
profet, hvis værk er enestående set på baggrund af polyteismens datidige
dominans i gammelarabisk religion. Islams hellige bog, Koranen, betragtedes af
ortodokse muslimer dengang som nu som Allahs indiskutable åbenbaringer og
lovbud til Muhammed. Martinus har omtalt eller nævnt Muhammed, som han
opfatter som en af de store lyse verdensgenløsere på lige fod med Buddha og
Jesus Kristus, og islam i følgende af sine værker: LB I, stk. 61, 122,
150. LB IV, stk. 1491. DeV I, stk. 1:3. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 3: Hvad
er sandhed? kap. 2, 6, 20. Småbog nr. 10b: Mental suverænitet,
kap. 5-6.
© 2014 Harry Rasmussen.
(Fortsættes)
Lektion 62: Den jordiske menneskeheds