Kosmologiske lektioner

Kortfattet indføring i

MARTINUS’ KOSMOLOGI

 

Lektion 61: POLFORVANDLINGENS

SEKSUELLE KATEGORIER

- fra A- til K-menneske

(Fortsat fra Lektion 60)

 

 

De normale seksuelle kategorier

Men i sammenhæng med denne bogs opgave og formål, er det dog især de fire normale seksuelle kategorier, der har interesse, og som derfor af hensyn til vort emne ganske kort skal skit­seres i det følgende. 

 

A-kategorien eller A-menneskene

A-menneskene er i almindelighed følelsesmennesker, og ikke udpræget intelligente. De er karakteriseret ved at være tradi­tions- og vanebestemte i deres holdninger, og de ønsker sædvan­ligvis ingen form for forandringer eller ændringer i deres tilværelse og omgivelser. I religiøs henseende er de ofte ortodokse og dogmatiske i deres anskuelser, og som samfundsmed­lemmer er de småborgerlige og har nok i deres eget og i deres egne. De er samtidig nationalt sindede og gribes let af patrio­tisme, men i fredstider har de ofte svært ved at fordrage de enkelte individer, som de ikke lige er på mental bølgelængde med. De ser ofte "fjendebilleder" i deres nære, men måske især i deres fjernere omgivelser. Endelig må de karakteriseres som selvretfærdige og fordømmende, og har altså kort sagt nok i sig selv og deres eget.

 

I seksuel henseende er A-menneskene strengt monogamt ind­stillede, og de lever for ægtefælle, afkom og nærmeste familie. De udgør "ét kød" i den forstand, at de legemligt og sjæleligt har et privat og personligt fællesskab, som danner hele deres verden. Kun det, der tjener dette fællesskab, har betydning og værdi for dem.

 

Det skal for resten indskydes, at A-kategoriens individtyper, af den gode grund, at de er - og ikke mindst i de borgerlige århundreder antagelig har været - den mest almindeligt fore­kommende mennesketype, forholdsvis ofte genfindes i H.C.Ander­sens forfatterskab, bl.a. i en del af eventyrene, af hvilke tilfældigt kan nævnes Den lykkelige Familie, 1848. Eventyret handler om en højst 'borgerlig' og 'snobbet' sneglefamilie, der bor under skræpperne i herregårdshaven, og som har nok i sig selv og sit eget, og hvis højeste mål i livet er, at blive kogt og lagt på sølvfad, for på den måde at få adgang til herregår­den, der står for dem som indbegrebet af selve paradis eller livets lyksalighed. 

 

C-kategorien eller C-menneskene

C-kategoriens mennesker er dem, der har udlevet A-områdets ægteskabelige 'himmerige', hvor ægtefællerne har nok i hinan­den, i deres afkom og i den nære familie. Men at de har udlevet ægteskabets 'paradis-tilstand' indebærer ikke, at de undgår at forelske og eventuelt gifte sig. Tværtimod er de netop til­bøjelige til at gifte sig flere eller endda mange gange, eftersom deres forelskelsesevne og seksualtrang ikke er blevet mindre, men snarere er vokset.

 

Det er derfor i denne kategori, at jalousi og ulykkelige parforhold og mislykkede ægteskaber i særlig grad gør sig gældende, og specielt når C-mennesket eksempelvis danner par eller gifter sig med et A-menneske. En sådan situation er vistnok ikke så usædvanlig, ligesom det naturligvis også kan forekomme, at C-mennesket danner par eller gifter sig med et menneske fra en af de andre kategorier, både de normale og de afsporede.

 

C-mennesket betegner imidlertid en kategori, der så småt er begyndt at udvikle en moralsk og intellektuel stillingtagen til samfundsspørgsmål, til kunst, videnskab, filosofi og religion, eller kort sagt til kultur. Det skyldes primært den begyndende vækst af mandens feminine pol og af kvindens maskuline pol, og i begge tilfælde af de to parters respektive intellektuelle polorgan. I takt med at de to respektive seksuelle poler og polorganer vokser, øges C-menneskets intellektuelle bevidsthed og dets humane moral og skabende evner, og i løbet af nogle inkarnationer glider C-menneskene stille og umærkeligt ind i E-kategoriens område.

 

E-kategorien eller E-menneskene

E-kategoriens mennesker er individer, hvis modsatte pol efter­hånden er i relativt stærk vækst, men sådan at deres intellek­tualitet, moral og gudsforhold er situationen overlegen. De har som regel et stærkt engagement i kunst, videnskab, filosofi og religion, eller i pædagogiske, sociale eller idealistiske politiske interesser.

 

På grund af den modsatte pols stærke fremvækst, er E-menne­sker ofte præget af en seksuel indstilling, som kan svinge mellem interesse for og begær efter det modsatte køn og deres eget køn. De kan således i en periode have den ene seksuelle indstilling og i en anden periode den anden seksuelle ind­stilling. E-mennesker kan med andre ord karakteriseres som biseksuelt orienterede. Men på grund af deres relativt høje etisk-moralske standard eller habitus, medfører dette normalt ikke de helt store lidelser eller ulemper for E-menneskene.

 

I reglen undlader E-mennesker at gifte sig, men gør de det, vil ægteskabets heldige eller uheldige udfald være beroende på, om det er et resultat af en midlertidig forelskelse, eller om der er tale om et forhold, som mere er bestemt af menneskeligt betonede ønsker og behov. Den nævnte forelskelse kan især finde sted i individets repetitionsperiode. Men i begge tilfælde vil parforholdets eller ægteskabets lykke og succes, stå og falde med polkonstellationen henholdsvis hos manden og kvinden. Det er således ikke kun beroende på, hvordan de to parters hen­holdsvis maskuline pol og feminine pol passer sammen, men også og måske især på, hvordan mandens feminine pol og kvindens maskuline pol passer til hinanden. På den baggrund kan man faktisk sige, at der reelt er ikke to, men fire 'personer' involveret i et sådant parforhold eller ægteskab.

 

E-kategoriens mennesker udgøres altså af individer, i hvis bevidsthed og organisme den modsatte pol og det intellektuelle polorgan, der har sit udløsningscenter i hjernen, er blevet så tilpas udviklet, at indflydelsen er ved at trænge ind i in­dividets vågne dagsbevidsthed. Men som nævnt, er E-menneske­nes intellektuelle og moralske standard af en karakter og styrke, og deres personlige gudsforhold normalt så stærkt, at de vil være beskyttet imod seksuel afsporing. Men selvom de i deres seksuelle indstilling periodisk eller lejlighedsvis svinger i retning af homoseksuelle tilbøjeligheder, kan de alligevel ikke karakteriseres som afsporede fra den normale polforvandling, idet de menneskelige egenskaber hos dem er af en sådan karat, at de altid først tænker på andre og tager hensyn til de pågældendes velbefindende og lykke.

 

Det skal i øvrigt allerede her røbes at meget tyder på, at H.C. Andersen med hensyn til sin polkonstellation og seksuel­le orientering tilhørte E-kategorien, og muligvis befandt sig på 'grænsen' til enten H-området eller I-området, som skal omtales om lidt.

 

Fra E-kategoriens område vil nogle mennesker glide direkte ind i I-området, som er karakteristisk for homoseksuelle mennesker af meget høj intellektuel og etisk standard, mens andre fortsætter i H-området, der er præget af heteroseksuelle mennesker af samme høje intellektuelle og etiske kvaliteter som I-menneskene. Der kunne nævnes ikke så helt få og frem­trædende eksempler på begge disse kategorier, både fra fortiden og nutiden, men det er ikke opgaven her, hvorfor jeg vil afstå fra det.

 

Vedr. begrebet homoseksualitet kan her tilføjes, at der i øvrigt er det karakteristiske ved homoseksuel praksis, hvad enten denne er mellem mænd eller mellem kvinder, at i det indbyrdes forhold og især under samlejet kan forholdet mellem de to involverede parter veksle imellem, at snart den ene og snart den anden part spiller rollen som hhv. maskulin dominant og feminin receptiv. Det beror i hver situation på det enkelte individs alternerende koncentration på snart den maskuline seksuelle pol og snart på den feminine seksuelle pol. Derfor er der noget rigtigt i det, når homoseksuelle ofte afviser, at den ene part udelukkende og altid fungerer i rollen som den maskuline part, mens den anden part udelukkende og altid fungerer i rollen som receptiv part. Men i en del tilfælde vil det dog i praksis være sådan, at den ene af de to seksuelle partnere af samme køn nærmest automatisk kommer til altid at spille rollen som den maskuline og dominerende, mens den anden part uden videre altid påtager sig rollen som den feminine og modtagende i forholdet, specielt under samlejet.

 

H-kategorien eller H-menneskene

Om H-kategorien siger Martinus bl.a.: "[…] Da dets poludvikling ikke foregår i noget unaturligt hurtigt tempo, vokser denne side af dets psyke kun ganske umærkeligt og gradvis frem og når derfor først kontakten med væsenets vågne dagsbevidsthed i dets allersidste inkarnationer før dets indvielse eller oplevelse af den store fødsel […]". (Det anførte citat af Martinus er fra LB V, stk. 1875.)

 

Dette udsagn indikerer, at den normale udviklingslinie ikke nødvendigvis medfører, at alle skal blive homoseksuelle i den sædvanlige betydning af begrebet, sådan som der hos nogle 'nybegyndere' blandt Martinus-interesserede har været en tendens til at opfatte det. Personligt har jeg mødt mennesker, som afviste Martinus' Kosmologi med netop den begrundelse, at det var uhyggeligt at tænke på, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt under polforvandlingen skulle blive homoseksu­elle. Men en sådan opfattelse eller frygt røber umiskendeligt, at man desværre ikke har forstået så meget af, hvad den seksu­elle polforvandling egentlig går ud på.

 

Vedr. misforståelse af polforvandlingen: Det er eksempelvis en misforståelse. hvis man tror, at alle mennesker skal blive homoseksuelle i løbet af udviklingen fra jordisk menneske til rigtigt menneske: LB V, stk. 1591,1718-9, 1752, 1786, 1869, 1871, 1876.

 

Lad mig derfor i den forbindelse indskudt gentage, i håb om at gøre det helt klart, at ifølge almindelig erfaring og logik, kan ingen evne eksistere eller fungere uden et organisk grund­lag. En evne vil derfor altid været baseret på organiske funktioner. Dette grundlag udgøres ifølge Martinus primært af talentkerner­ne og de deraf skabte og opretholdte åndelige eller parafysiske legemer, og sekundært af generne og de fysiske organer. Således er synsev­nen baseret på synsorganerne, høreevnen på høreorganerne, smagen på smagsorganerne osv. I henhold til Martinus udgør kærlighedsevnen ingen undtagelse fra denne regel. Kærlighed, sympati og velvilje og modsætningerne: had, antipati og uvilje, er og vil uundgåeligt altid og under alle omstændigheder primært være beroende på konstellationen mellem de to hovedta­lentkerner, den maskuline pol og den feminine pol, og de dertil knyttede polor­ganers indbyrdes kon­stellation, og sekundært på den heraf betingede psyko-fysiske organ­struk­tur, herunder de fysiske kønsorganer.

 

De to overbevidst­hedspoler og de dertil knyttede to polorga­ner, har som overordnet funktion og målsætning, at være dé primære styringsorganer, der fører og dirigerer individet gennem spiralkredsløbenes skiftende lys- og mørkeperioder, de kosmiske dage og nætter, eller gennem de ialt seks successive riger eller tilværel­ses­zoner. Det er på basis af pol- og polorgankonstellationen, at de seks kosmiske grundenergier indbyrdes kombinerer sig på en sådan måde, at den enkelte energi og det derpå baserede åndeli­ge legeme kosmisk set successivt dominerer kombinationen, og derigennem gør individet manifestations- og sansedygtigt i de respektive nævnte riger, herunder den fysiske verden (subsi­di­ært Jorden), som er den tilværelseszone, vi i denne sammen­hæng specielt har med at gøre og taler om.

 

Imidlertid er H-mennesker sædvanligvis intellektuelt, ånde­ligt og etisk-moralsk højt udviklede individer, som ofte kan være fremtrædende inden for samfunds- og kulturlivets for­skellige områder. Men også H-mennesker gifter sig, og sker dette med et andet H-menneske af modsat køn, eller et E-menne­ske med over­vejende heteroseksuel orientering, kan der godt være tale om et lykkeligt ægteskab udenfor de egentlige lykke­lige ægteskabers zone (A-området), hævder Martinus. Men det vil fortrinsvis være det menneskelige element og de humane og kulturelle interesser, der præger et sådant forhold eller ægteskab. Ifølge Martinus er H-mennesker dog endnu ret sjældent fore­kommende på jorden. Men de vil blive mere almindelige i frem­tiden, hævder han, ikke mindst af den grund, at også fremtidens mere udviklede mennesker nødvendigvis må have biologiske ophav eller forældre, som de diskarnerede E-, H-, I- og J-mennesker kan tiltrækkes af og være i personlig og skæbnemæssig 'resonans' med af hensyn til deres fysiske inkarnering. At de biologiske forældre så måske i nogle tilfælde ikke har mulighed for eller er i stand til selv at opfostre deres afkom, som derfor må bortadopteres, er en anden sag, som ikke rokker ved princip­pet. Men de vil i alle tilfælde disponere godt og kærligt for deres afkom.

 

I- og J-kategoriernes mennesker

Efterhånden som de to seksuelle poler bliver stadig mere jævnbyrdige i deres funktion, og det intellektuelle polorgan når op omkring sin optimale udvikling, glider H-menneskene automatisk ind i I-området. Dette område er karakteristisk ved, at det markerer den kosmiske fødselsports normale åbning. Nemlig i modsætning til den kunstige og alt for tidlige åbning af denne, som kan ske ved at et etisk-moralsk endnu uudviklet menneske, f.eks. gennem Yoga-praksis tiltvinger sig adgang til et højere udviklingstrin, end det i henhold til sin aktuelle udvikling egentlig befinder sig på.

 

Efter det fornødne og udviklingsbetingede ophold i I-området, fortsætter individets udvikling ind i J-området, som udelukken­de består af psykisk færdigudviklede mennesker, som Martinus har valgt at betegne som Kristus-væsener, fordi disse har opnået en intellektuel og etisk-moralsk standard og habitus, der er sammenlignelig med den højintellektuelle standard, som Jesus Kristus var et levende eksempel og forbillede på.

 

Polforvandlingens mål: K-mennesket

Efterhånden som den fysiske organisme omdannes til at kunne fungere i overensstemmelse med de høje etiske krav, der på dette trin stilles til individet, glider J-mennesket næsten umærkeligt ind i K-området. Dette område er polforvandlingens allerhøjeste trin og mål, som består af individer, som både psykisk og fysisk er færdigudviklede Kristus-mennesker, hvis åndelige, etisk-moralske bevidsthedsniveau er identisk med den fuldkomne næstekærlighed. Den kærlighed, der hellere giver end tager, og som uden vanskelighed praktiserer budet om at gøre mod andre, hvad man vil at de skal gøre mod én selv.

 

Der er naturligvis især for K-menneskenes vedkommende tale om, at de i deres seksuelle orientering udelukkende er ind­stillet på det guddommelige i deres medvæsener. En situation og tilstand, som bekræfter Jesu-ordene: "de, som er agtet værdige til at få del i den anden verden, tager hverken til ægte eller bortgiftes: Thi de kan ikke mere dø; de er jo engles lige, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn." (Luk.20,27-28; jvf. f.eks. med Thomas-evangeliet, logion 22). Det vil sige, at K-menneskene er individer, der ikke længere er underkastet reinkarnationsprocessen, men som beher­sker såvel de åndelige som de fysiske energier i et omfang og en grad, at de i stedet er i stand til at benytte sig af materialisationens og de-materialisationens teknik. Denne teknik, som er tilgængelig for individet i det rigtige menne­skerige, er aktuel og på­krævet, når det f.eks. drejer sig om at danne sig en ny fysisk organis­me, eller om at opløse den igen, når individet ønsker eller har behov for en hvilepause fra den fysiske tilværelse.

 

Selvom en sådan teknik og eksistensform umiddelbart måske kan lyde lidt vel fantastisk og urealistisk, bør man dog nok vare sig for at kalde den usandsynlig. Tænk blot på den nyere elektroniske teknik, der har bidraget med opfindelser og tekniske nyskabelser, som ikke ret mange af os for bare 30-40 år siden ville have troet mulige. Det samme gælder også den såkaldte génteknologi, hvis rette brug rummer muligheder, som formentlig på et senere tidspunkt vil vise sig at være et overgangs­stadium til den ovenfor nævnte materialisations- og demateria­lisation­steknik. Men Martinus understeger, at den sidstnævnte teknik ligger et godt langt stykke ud i fremtiden, men han er ikke i tvivl om, at den en skønne dag vil være en lige så almindelig 'fødsels- og døds-metode', som den biologi­ske fødsel og død er det i vore dage. (Note 16)

 

– For en ordens skyld skal det pointeres, at der med seksualtyperne A- til K-mennesker ikke kun er tale om forskellige, successive stadier i polforvandlingen, men i nok så høj grad også om seksualtyper eller mennesker, der mere eller mindre eksisterer samtidigt med hinanden. Men iht. Martinus vil alle mennesker efterhånden som de nærmer sig de sidste stadier i polforvandlingen, komme til at repræsentere de samme seksualtyper, nemlig I-, J- og K-menneskene.

 

Foreløbig konklusion:

Med den ovenstående højst skematiske og - det må siges - utilstrækkelige frem­stilling af de 11 seksuelle kategorier eller mennesketyper, skal vi hermed afslutte den egentlige omtale af det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvand­ling. Men undervejs har vi blandt andet kunnet konstatere, at selve polkonstellationen og polforvandlingsprocessen sker på foranledning af de kosmiske skabeprincipper, specielt det guddommelige skabeprincip og kredsløbs- og kontrastprincippet, subsidiært tiltræknings- og frastødningsprincippet og sult- og mættelsesprincippet, som individets begær, ønsker og vilje automatisk er undergivet og former sig efter.

 

Vi har desuden kunnet konstatere, at det organiske grundlag for individets kønspræg og dets seksuelle og sympatiske - og anti­patiske - orientering, er de to seksuelle overbevidsthedspoler, den maskuline pol og den feminine pol, og de to underbevidst­hedspolorganer, nemlig det emotionelle polorgan og det intel­lektuelle polorgan, også kaldet det psyko-sympatiske anlæg. Endelig har vi kunnet konstatere, at den organiske basis for individets emotionelle, intellektuelle og åndelige begavelse samt dets kreative evner, er de såkaldte talentkerner, specielt organtalentkernerne, og de af disse organiserede og opretholdte seks åndelige legemer.

 

Men først og sidst har vi kunnet konstatere, hvilken stor og af­gørende rolle det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling spiller for individets til enhver tid aktuelle udviklingstrin og -standard. Ligesom vi er blevet gjort bekendt med, at dette forhold igen er bestemt af den ligeledes til enhver tid rådende, men kosmisk set variable konstellation mellem de to seksuelle overbevidsthedspoler og det på til­svarende måde udviklingsbetingede forhold mellem de to seksuel­le polorganer i underbevidsthedsregionen.

 

Emnet er imidlertid langt fra udtømt med denne bogs frem­stilling af det, tværtimod. Den særligt interesserede læser henvises derfor til selve kilden til de oplysninger, ideer, tanker og fore­stillinger, som ligger til grund for min frem­stilling, nemlig Martinus' livsværk i form af symboler, bøger, artikler og foredrag., men specielt til Livets Bog IV-VI. Desuden henvises sekundært til diverse bøger af Per Bruus-Jensen, herunder især hans 4 binds værk ""X" - en komplet indføring i Martinus' Kosmologi", men her specielt bind 4.

 

Men udrustet med et relativt grundigt kendskab til væsentlige og i denne sammenhæng relevante sider af Martinus' Kosmologi, skal vi som et 'overgangsled' til min hjemmesides egentlige emne, H.C. Andersens personlighed, liv og forfatterskab og den deri nedfældede livs- og verdensanskuelse, gå videre til at se på to vigtige kosmiske processer som mere eller mindre forudsætter og betinger hinanden. Det drejer sig først om døden eller dødspro­ces­sen, der fysisk set begynder når organismens hjerte- og lungefunktion er ophørt, og psykisk set når hjernen er død og bevidstheden dermed ikke længere kan fungere og give sig til kende på det fysiske plan.

 

Dernæst drejer det sig om reinkarna­tionen eller reinkarna­tionsprocessen, som træder i funktion i samme øjeblik et dis­karneret individ, efter et kortere eller længere ophold i den åndelige eller parafysiske verden, bliver und­fanget til et nyt fysisk liv. Denne und­fangelse sker, efter at individet har opholdt sig i en vis periode i salighedsriget, og efter at det er blevet mættet af oplevelserne her og derfor føler længsel efter en ny tilværelse under de fysiske lovmæssigheder og vilkår, som nu står for det som højst attråværdige. Processen, som foregår automatisk og ubevidst, sættes i gang af seksuelle energier, specielt orgasmen, hos fysisk levende individer af samme art som individet selv, og kendes under navn af for­plantningspro­cessen.

 

De principper, der væsentligst ligger til grund for denne proces, er dels reinkar­nationsprincippet og dels repeti­tions­princippet. Men de øvrige kosmiske skabeprin­cipper er naturlig­vis også samtidig invol­veret i den proces eller det forløb, der skal bringe det diskarnerede individ i den åndelige verdens salig­hedsrige tilbage til livet og til­værelsen under den fysiske verdens i alle tilfælde betydeligt mere robuste og krævende livs­vilkår. Det gælder således ikke mindst skæbneprin­cippet, der er en variant af talentkerneprin­cippet og kreds­løbsprincippet i forening. Skæbneprincippet skal vi i øvrigt se nærmere på i senere lektioner.

 

 

Formeringsmekanismen hos tulipan med hanlige og hunlige kønsorganer. Denne konstellation (dobbeltkønnethed) vidner om dobbeltpolet status hos tulipanarten, men med den videre indvikling må det forventes, at et af de to kønsanlæg vil begynde at degenerere for til sidst at visne bort. Drejer det sig om det hunlige kønspræg, vil væsenet ved processens afslutning fremtræde med hankøn (venstre pil). Er det derimod det hanlige anlæg, der forsvinder, vil det ende med hunkøn (højre pil). (Fotomontage og tekst: ©  1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, stk. 4. 83. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Her skal tilføjes, at det netop ikke er dobbeltkønnethed, Martinus stiller i udsigt og som målsætning for menneskenes aktuelle form for seksualitet (enkeltpolethed og enkeltkønnethed), men derimod dobbeltpolethed, dvs. en fremtoning, der i det ydre er kønsløs, men i det indre forener det maskuline og det feminine princips ædleste karaktertræk.

 

 

Polforvandlingens I-, J- og K-mennesker

Det drejer sig her om den kategori af mennesker, som Martinus betegner som store visdomslærere eller ”verdensgenløsere”, mennesker som Buddha, Jesus og Muhammed. Herunder skal nævnes og anbefales en række bøger om de nævnte personer:

 

Vedr. Siddharta Gautama eller Buddha (levede antagelig ca. år 560-480 f. Kr, og han blev således 80 år), se f.eks.:

 

Poul Tuxen: Buddha. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv i Nutiden. G.E.C.Gads Forlag. København 1928. I serien Verdensreligionernes Hovedværker i Oversættelse har samme forfatter oversat og udgivet budd­hismens 'bibel': Dhammapada. Buddhistiske Tankesprog. Aage Marcus, København 1920.

 

Vilhelm Grønbech: Buddha. Hvad er mystik? Indisk realisme og israelitisk idealisme. Thaning & Appel 1973. Udkom oprindelig i 1952 som første bind i serien Religion Og Livsvisdom.

 

Jens Bruun, Christian Lindtner og Peter Boile Nielsen: Buddhismen. Tanker og livsformer. Forlaget Gyldendal 1982.

 

Christian Reventlow: Hvad Buddha lærte om Livets Mening. Forlaget Gyldendal 1943.

 

Martinus har også omtalt Buddha og buddhismen i følgende af sine værker: LB I, stk. 91, 122, 150. LB IV, stk. 1491. LB VII, stk. 2432. DeV I, stk. 1:3. Logik, kap. 85. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed?, kap. 2, 6, 20. Småbog nr. 6b: Pinseglans over livet, kap. 14. Småbog nr. 10b: Mental suverænitet, kap. 5-6.

 

Vedr. Joshua Ben Josef eller Jesus Kristus (= Jesus den salvede eller den udvalgte, messias), se f.eks.:

 

Ethelbert Stauffer: Jesus. Hans liv og samtid i historisk belysning. Jespersens og Pios Forlag. København 1961. Forfatteren vurderer evangelier­nes historiske pålidelighed - også Johannes-evangeliets - væsent­ligt mere positivt end almindeligt i nyere teologi, og han benytter sig på en ny måde af den jødiske samtids og nærmeste eftertids polemiske behand­ling af Jesus. Han inddrager desuden jødernes daglige gudstjenesteliv og de jødiske straffelove, særligt kætterlovene, som bragtes i anvendelse på Jesus. På baggrund af datidens politiske forhold giver Stauffer en kronologi for Jesu virksomhed. Dødehavs­rullerne omtales udførligt og indsættes i en større sammenhæng.

 

Vilhelm Grønbech: Jesus Menneskesønnen. Gyldendals Uglebøger 1962. Udkom første gang 1935 på Povl Branners Forlag. Bogen er en indtrængende psykologisk undersøgelse af Jesus, foretaget udelukkende på evangelier­nes beretninger. Mennesket og læreren Jesus træder herunder lyslevende frem for læseren.

Vilhelm Grønbech: Kristus. Den opstandne frelser. Den ældste kristne menighed. Gyldendals Uglebøger 1970. Bogen udkom første gang 1941 på Povl Branners Forlag. I denne bog viderefører Grønbech sin især i forhold til samtiden­ utraditionelle opfattelse af Jesus som det store vise menneske og den store religiø­se fornyer.

 

Som eksempel på nyere tids marxistisk inspirerede profane tolkning af Jesus-skikkelsen kan eksempelvis nævnes Erik Nørgaard: Partisanen Jesus. Bogans Forlag 1975. Forfatterens udgangspunkt er opfattelsen af, at "Kirkens billede af Jesus udspringer af ren overtro," og desuden søger han at dokumentere, "at Jesus var et alminde­ligt, men fascinerende menne­ske, der stillede sig i spidsen for et oprør mod den romerske be­sættelsesmagt og den klike af magthavere i Jerusa­lem, der samar­bejdede med romerne for 2.000 år siden." Bogens hovedtanke er nogen­lunde identisk med den marx­isti­ske svenske forfatter Sven Wernströms børnebog Kammerat Jesus. (forlag og udgivelsesår skal under­søges). Hverken Nørgaards eller Wernströms helt igennem materia­listiske, reduktionistiske og alt for snævre syns­punkter finder genklang i Martinus' syn på Jesus og kristen­dommen.

 

Ditlef Nielsen: Den historiske Jesus. Forlagt af H. Aschehoug & Co. København 1924. Bogen er et optryk af en populær forelæsningsrække, som forfatteren i 1923 holdt ved Københavns Universitet. Den kan anbefales, fordi den behandler sit emne seriøst og fordomsfrit, og herunder påpeger den bl.a. at eksempelvis dogmet om jomfrufødslen ikke er oprindelig kristen lære, idet alle skrifter i Nye Testamente oprindelig har antaget Jesus for at være født på naturlig måde som Josefs virkelige søn. Kun to af de 27 nytestamentlige skrifter, der danner det historiske grund­lag for kristen­dommen, omtaler jomfrufødsel, selvom det er i uoverens­stemmelse med disse to skrifters øvrige indhold. Jesus selv har aldrig forkyndt denne lære, hans disciple heller ikke, og den findes ikke i den ældste, kristne menighed på jødisk grund og var i det hele taget fremmed for jødisk reli­gion og Det gamle Testamente. Forfatteren mener at kunne påvise, at dogmet om Jesu jom­frufød­sel er et isoleret ele­ment, der i strid med Det nye Testamente senere er trængt ind i Biblen fra den apokryfe littera­tur. Han mener desuden, at hedenske mytologiske elementer har trængt sig ind fra Jesu fødsel til Jesu død, fordi hedningekristendommen sejrede og farvede den oprindelige histo­riske overlevering.

 

Ditlef Nielsens opfattelse af Jesus og kristendommen er på de nævnte punkter i alt væsent­ligt i overensstemmelse med Martinus' opfattelse af samme, hvilket bl.a. vil fremgå af følgende steder i hans værker: LB I, stk. ­61, ­122, 150. LB II, stk. 453, 618, 621. LB III, stk. 743-5, 836-7, 860-4, 866, ­868-83, 885-90, ­894-6, ­898-901, 919, 926-7, 979, 992-3, 995-7. LB IV,­ stk. ­1305, ­1310,­1325, 1329, 1333-5, 1337, 1363-5, 1423, 1429, 1432, 1494-5, 1620,­ 1644. LB V, stk. 1714-8, 1720-3, 1726-8, 1732, 1734, 1848, 1882, 1886, 1892-3, 1895, ­1912-4, 1907. LB VI, stk. 1983-4, 1992-6, 2004, 2031-2, 2067-70, 2072-3, 2076, ­2117, ­2124-5, 2224-5, 2233, 2263, ­2336, 2358. LB VII, stk. 2430-2, ­2460, 2470, 2486, 2493, 2518, 2534, 2570-1, 2574-9, 2578-9, 2587, 2618-20, 2643, 2654:19, 2587-8, 2658:30. DeV I, stk. 1:3, 3:3, 13:5. DeV II, stk. 19:1-6, ­20:7, ­21:6, 22:1, ­22:3/II, 23:2-5, 25:3. DeV III, stk. 33:33, 33:39, 33:45, 33:70, ­33:72-3. Logik, kap. 0, 32, 46, 80, 82-5.

 

Jesus Kristus og kristendommen omtales i så godt som alle Martinus' småbøger, men dog særligt i følgende: Småbog nr. 2: Påske, kap. ­1-8, 11-2, 12-4, 13, 14-5. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed? kap. 2-4, 6, 19-30. Småbog nr. 4: Omkring min missions fødsel, kap. 11. Småbog nr. 6b: Pinseglans over livet, kap. 1, 14. Småbog nr. 7: Den længst levende afgud, kap. 1-3, 14-5, 16-25. Småbog nr. 8: Menneskeheden og verdens­billedet, kap. 3, 11, 15, ­54, 65. Småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, kap. 1-4,6. Småbog nr. 10b: Mental Suveræni­tet, kap. 5-7. Småbog nr. 13: Juleevange­liet, kap. 1, 4-6, 10-7, 18, 20-2, 24-5, 27-­30, 32-34. Begrebet jom­frufødsel omtales her særlig i kap. 12-5, 28-9, 32. Småbog nr. 14b: Tanker omkring påske, kap. 1-2, 7-8, 10, 11-8. Småbog nr. 15a: Et glimt fra verdensgenløsningen, kap. 1-7, 9,11. Småbog nr. 15b: Getsemane Have, kap. 1-6. Småbog nr. 17b: Pilatus, Kristus og Barrabas, kap. 1-10. Småbog nr. 20b: Meditation, kap. 6, ­9, 12-23. – Jf. evt. med afhandlingen JESUS MENNNESKESØNNEN I og JESUS MENNESKESØNNEN II her på hjemmesiden. I øvrigt udgivet i bogform 2012 på Forlaget Scientia Intuitiva. 

 

Vedr. Muhammed Abd-Allah eller blot Muhammed (Ca.570-632), islams, den kompromisløse monoteismes store profet, hvis værk er enestående set på baggrund af polyteis­mens datidige dominans i gammelarabisk religion. Islams hellige bog, Koranen, betragtedes af ortodokse muslimer dengang som nu som Allahs indiskutable åbenbarin­ger og lovbud til Muham­med. Martinus har omtalt eller nævnt Muhammed, som han opfatter som en af de store lyse verdensgenløsere på lige fod med Buddha og Jesus Kristus, og islam i følgende af sine værker: LB I, stk. 61, 122, 150. LB IV, stk. 1491. DeV I, stk. 1:3. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed? kap. 2, ­6, 20. Småbog nr. 10b: Mental suveræni­tet, kap. 5-6.

 

© 2014 Harry Rasmussen.

 

(Fortsættes)

Lektion 62: Den jordiske menneskeheds

Bevidsthedskategorier